3185IIC54📖 ►Der historische Christus und die Philosophie Kritik der Grundidee des Werks: das Leben Jesu von Dr. D. F. Strauss. v.👤Julius SchallerDr:d.Philos.u. Privatdocent an 📌der Universitæt Halle. 📌Leipzig 1838. [a]
✂ [a] beg: d. 23 Juli – endt d. 21 Aug. 1838.
►1. Die mythische Auffassung der heiligen Geschichte nach ihrer allgemeinen Tendents und ⓘ im Verhältniß zum Glauben. –
►p. 4. »Troen er derfor ingen Underkastelse under et fremmed fjendtligt Herredømme, men meget mere den indholdsfulde Fri-Vorden, Negationen og Overvindelsen af enhver forudsat Fremmethed, Subjektets Kommen til Bevidsthed om sin egen Inderlighed.« – ►»Vi maae derfor betegne det som et Selvbedrag, naar den troende Bevidsthed idet den griber den positive Aabenbaring, dog udtaler denne som et uerkjendt Mysterium, og forlanger at holde Erkjendelsen og Begribelsen af samme borte som et Aabenbaringen uvedkommende Element. – (►👤Tertullian: »Credo quia absurdum«.) – ►p. 5. »Aabenbaringens Sandhed er ikke givet noget Subjekt umiddelbart; men fordrer meget mere die Entaußerung af den umiddelbare og naturlige Subjektivitæt. – ►Vil man nu sætte Criteriet i det Absurde, saa kommer man til den besynderlige Fordring, at lade Religionens Indhold staae uden for sig selv og uovervindelig, og dog at optage den troende i sig (►👤Bayle sagde: han opsøgde al mulig Tvivl mod Troen, ikke for at tilintetgjøre denne, men meget mere for at berede den en Triumph; thi deri, at man troer, hvad man indseer, deri viser sig ingen Troes-Kraft; men deri at tvivle og ikke begribe og dog troe.« »►Ligesom nu allerede i den sande Troe det Positives Fremmethed er ophævet, og ethvert Moment af det udvortes givne Læreindhold er blevet til et inderligt Oplevet og Erfaret, saaledes danner ogsaa for 6 den i Sandhed speculative Tænken Religionens positive Indhold ikke allerede umiddelbart formedelst denne Position en adskillende Modsætning.« – ►p. 6. Men til den christ. Læres positive Indhold hører ogsaa Christi Person og Levnet.«319 ►p. 7. »Den sandselige enkelte Gegenständlichkeit er det Positiveste, der kan gives og her synes Philos. allerede af den Grund at maatte blive i en uovervindelig Modsætning med den historiske Χstd., fordi den efter sin egen Tilstaaelse vel formaaer at gjenemtrænge det Almindelige; men ikke det Enkelte med Begrebet.« ►»Faktummet er som saadant som værende Gjenstand kun Objekt for min Bevidsthed ikke Indhold af min Selvbevidsthed.« ►p. 9 »Den blot historiske Viden er tom og indholdsløs, Aanden er i den aldeles ude af sig, uden at være vendt tilbage i den indholdsfulde Vished og Erkjendelse af sig selv, og der kan derfor ikke gives nogen større Entgeistigung paa ⓘ den theoretiske Videns Gebeet, end denne blotte Viden eller Kjenden af en Masse af forholdsløse Atomer«. ►Alle Fakta blive derved tilsidst lige vigtige. ►p. 10 »Christi Person er det nu ogsaa, der, ligesom den giver den hele evangeliske Historie sin Betydning, saaledes ogsaa med Magt gjenembryder den abstrakte Gegenständlichkeit, som den hellige Historie som Faktum har for vor Bevidsthed, og hvorved den ikke blot gjør sig gjeldende som et historisk Faktum, men tillige som den væsentlige og absolute Sandhed, der ikke som rigtig værende Gjenstand bliver staaende uden for os, men skal som Sandhed optages og anerkjendes af Selvbevidstheden«. ►Christi Lære er tillige Læren om hans Person, og naar Kirken betegner denne Person som Gud-Msket, saa ind7lyser tillige, at Troen paa dette Faktums Rigtighed ikke kan finde Sted uden en indvortes religieus Overbeviisning; saaledes er det allerede aldeles umuligt, at troe paa Rigtigheden af det Faktum, at Χstus har været Gud-Msket, og dog tillige at være Jøde.« ►p. 16 »Skulde derfor end den mythiske Opfattelse af den hellige Historie have Ret, ⓘ og skulde virkelig Benægtelsen af de historiske Fakta lade det religieuse Indhold uantastet, saa vil Tvivlen paa Historien dog medføre den historiske Tvivl.« –
►2. Durchführung der mythischen Ansicht durch ihre wesentliche Momenten. –
►Den mythiske Opfattelse forkaster nærmest den hel320lige Histories Fakta som disse enkelte umiddelbart skete, og vil have dem ansete for de religieuse Ideers sandselige Indklædning. Den hellige Histories ⓘ historiske Uvirkelighed er da det første, som den mythiske Anskuelse har at bevise, og den har derfor den historiske Kritik til sit nødvendige Udgangspunkt. – ►De to Hovedmomenter, ved hvilke den historiske Kritik efterviser den hellige Histories Fakta som ikke skete saaledes som de ere fortalte, ere 1) de forskjellige Beretningers Modsigelse 2) Faktummets Umulighed i sig selv. ►Den sidste Side er det fornemlig[s]t at 👤Strauss griber. Den historiske Vorurtheilslosigkeit forslaaer nu ikke længere da vi ved dette Punkt ere komne ind paa Spørgsmaale fE om Under, om det Vidunderlige etc, skal derfor den ⓘ critiske Virksomhed endnu tilsikkres sin Betydning, da maa det skee ved at den philosophiske Vorurtheilslosigkeit træder til; men bliver denne staaende ved den blotte Urtheilslosigkeit, saa komme vi jo slet ikke af Stedet, og løse Paastande nytte ligesaa lidt, 8 og altsaa maa Beviset føres; men herved blive dogmatiske Bestemmelser til philosophiske Begreber, og først disse give den historiske Vorurtheilslosigkeit sin Opfyldelse.. 👤Str. gaaer nu ogsaa ud paa at vise at Χsti Person, som den opfattes i 📖 Bibelen og af Kirken maa nedsættes til en symbolsk Figur; men her have vi allerede et Faktum, som ⓘ ingen sandselig Vished kan afgjøre, thi hvad Χstus efter sit Væsen var kunde man ikke sandselig see paa ham, og ligesaa kunne alle hans Gjerninger og Undere gaae Mskene forbi uden at hjælpe dem til en aandelig Anskuelse af ⓘ »Forløseren. – ►»Saaledes er det da ogsaa alene dogmatiske og philosophiske Grunde, der bevæge ham til ikke at ville lade det Guddommelige i Χsto gjelde i den Maade, som 📖 Bibelen anerkjender det. Paa den ene Side skal Ideen ikke realisere sig saaledes, at den udgyder sin hele Fylde i et Exemplar og er karrig mod de Andre; og paa den anden Side skal de Prædikater, hvilke Kirken tillægger Χsti Person, umulig kunne forenes i eet Individ.« ►p. 24. »Men deri, at den sandselige Vished er den høieste historiske over det enkelte Faktum, deri ligger ogsaa den videre Betydning af det historiske Beviis for den321 hellige Histories Virkelighed. Ligesom nemlig den sandselige Vished kun har ⓘ Gjenstandens Væren ikke dens Væsen til sit Indhold, saaledes sikkrer det historiske ⓘ Beviis den hellige Historie kun for Bevidstheden ikke for Selvbevidstheden. ►Skulde det derfor endog kunne lykkes det historiske Beviis, at bevæge Een til Anerkjendelsen af Underet, saa 9 er dermed slet Intet vundet for den religieuse Troe; thi ikke paa Under-Troen overhovedet kommer det an, men paa Underets Tilbageførelse paa Χsti gud-menneskelige Personlighed, men dette Forhold lader det historiske Beviis aldeles af Syne, og om det derfor ligesom Underet selv kan give Anledning til Tro, saa er det dog ikke istand til at constatere Rigtigheden af Faktum, det nemlig af Ingen Anden end af Gud-Msk. fuldbragte Under. – ►Men med Beviset for det Uhistoriske i den Bibelske Historie er endnu ikke Beviset givet for det Mythiske i samme. – ►At forklare Mythen eller at sætte den som saadan som den af Idee opfyldte Form, var saaledes den nærmest følgende Opgave for den mythiske Opfattelse. Det kommer altsaa an paa at eftervise Fakta som Momenter af den religieuse Selvbevidsthed. ►Skulde nu den mythiske Opfattelse af den hellige Historie gjenemføre sig i alle sine Momenter og deri vise sin Sandhed, saa maatte til Kritiken af den hellige Historie slutte sig en Kritik af Kirkelæren. Den mythiske Opfattelses Sandhed skal bestaae deri, at den i den Grad lader Χstd.s Væsen og eiendommelige Indhold uantastet, at den endog befrier det fra sin endelige til dens Absoluthed ikke svarende Form; dens Modsætning mod den kirkelige Lære bestaaer ikke deri, at den betragter den hellige Historie som gjenemtrængt af Ideen; men deri, at den nægter Ideens Umiddelbarhed. Modsætningen af denne sandselige Umiddelbarhed til indhol[d]sfuld Form skal restituere den oprindelige Χstd. forklaret, i det i denne Oprindelighed – 10 efter den mythiske Anskuelse – Sandheden kun var den religieuse Selvbevidstheds Indhold, uden at denne anskuede sit Indhold som et ⓘ udvortes Skeet. ⓘ Denne anskuelige Objektiveren i Historiens Maade er kun den subjektive og til Objektet ikke svarende Fremstilling af322 det christelige Indhold. – ►p. 31 »Men ⓘ der er allerede flere Gange hentydet paa, at i enkelte Partier af det Straussiske Værk den historiske Kritik tager en Vending, hvorved ⓘ den, foregribende en videre Tydning af Mythe-Begrebet, ikke blot tilintetgjør Historien; men ogsaa Mythen. Ikke sjelden bliver ⓘ nemlig den den chr: Bevidsthed overleverede Arv det Gl. T. med sine Forestillinger, Ønsker, Forhaabninger ikke blot anseet som Material, hvorfra den chr: Bevidsthed henter Formen for ⓘ sit fra den jødiske Tro forskjellige Indhold; men det bliver meget mere anseet for Mythernes Kilde, og derover deres Oprindelse af den chr. Bevidsthed glemt. – ►Skal den chr. Mythus virkelig indeholde et religieust og derfor for det christelige Gemyt betydningsfuldt Indhold, saa er den Fremstillingen af ⓘ Bevidstheden om den chr: Forsoning og ene og alene fremgaaet af denne. Om denne Vished ⓘ om Forsoning ogsaa har den jødiske Bevidsthed til sin nødvendige Forudsætning, og staaer i væsentlig Sammenhæng med denne, saa er dog den chr: Religion væsentlig forskjellig fra den jødiske, og denne Forskjel i Principet strækker sig alsidig over alle Momenter af den religieuse Forestilling. Den jødiske Forestillings Indgaaen i den chr: er derfor tillige ⓘ gjenemgribende ⓘ Om-Forandring, og den chr: Bevidsthed maa tage sit Material hvorfra den vil, stedse er denne Optagen tillige en Reproduktion fra Grunden af, og den blotte Eftervisen af Ligheden med jødiske Forestillinger giver ingen Oplysning om det egentlige Indhold. –
11►3. Die Entzweiung des Menschen mit Gott als Voraussetzung der Versöhnung. –
►Det som man, naar man ret vil tage det op med den ⓘ mythiske Anskuelse væsentlig maa undersøge er: om da virkelig mod Forsonings-Ideen den sandselige ⓘ faktiske Umiddelbarhed er en uvæsentlig ɔ: en Indholdet ikke berørende Form, eller om meget mere hiin umiddelbare Virkelighed maatte opfattes som Moment med af Indholdet selv.
Forholdet mellem Art og Individuum paa Aandens Gebeet. – .... ►p. 35 »Denne Falden ud fra hinanden af323 Begrebet og Realitæten er netop Naturens Væsen, og netop derved viser det naturlige Liv ud over sig selv, fordi det for sig selv er en uopløst Modsigelse; Løsningen af denne Modsigelse er Aanden, og ikke i sig selv opnaar Naturen sin Fuldendelse, men først i Aanden, i hvilken der virkelig er taget en Ende og den nedsat til Moment. – Selvbevidsthed – I Selvbevidstheden gaaer ⓘ den Enkelte ud over sin egen umiddelbare Enkelthed, falder ikke sammen med sin Umiddelbarhed, hvori den er dette enkelte Individuum, men er som Enkelt tillige Jeg, enkelt Almindelighed; derved alene ved denne uendelige Bestemmethed i sig er det enkelte Individ tillige Person .... ►Selvbevidstheden er Afbrydelse af al Mediation ved et Andet og absolut Mediation ved sig selv Produkt af sig selv, den er den einfache Sigselvsætten, og kun derved at ⓘ den sætter sig selv, er den; dens Begreb er fuldkomment dens Væren, og Idealitæt og Realitæt i uopløselig Eenhed. – ►Opfatte vi nu Msk. alene fra den organiske Side, hvor Kategorierne Art og Individ væsentlig høre hjemme, saa vil al dybere Betydning for Msk. forsvinde: 12 saaledes Forskjellen mell. Godt og Ondt, Frihed, Udødelighed, historisk Continuerlighed. ►Fatte vi derimod Selvbevidstheden som Overvindelsen af det naturlige Slægtsforhold, saa indtræde dermed de aandelige Interesser i deres Gyldighed. Nærmest knytter sig til denne Aandens Forskjellighed fra Naturen ⓘ det, at Msk.heden udvikler sig, formaaer at skride frem ell. har en Historie. Naar Mskene af Naturen derved ere i Eenhed, at ⓘ de tilhøre en ⓘ Art nemlig Mskheden, saa maa dog den Eenhed ⓘ og Almdlh, i hvilken de selv bevidste og af Naturen frie Personer forene sig ⓘ (Familie, Stat, Religion, Kirke), være en væsenlig anden end den naturlige Art er det. I den msklige Aand træder altsaa ligeledes igjen en Ikketilsvaren af Væsen og Virkelighed og kun ved denne Ikketilsvaren er den msklige Aand tillige den endelige. Umiddelbar nemlig er Aanden en Falden fra hinanden i lutter enkelte Individer, og denne Umiddelbarhed er dens Naturlighed og dens Deeltagelse i ⓘ Naturen; men tillige er denne Aandens Umiddelbarhed dens Mediation gjenem et Andet og324 dens Ufrihed. Umiddelbart svarer den endelige Aand derfor ikke til ⓘ sit Væsen; men dens Bestemmelse er at bringe sin Frihed ⓘ ved Gjerning til Virkelighed. Idet hver Enkelt ved sin naturlige Bestemmethed og Eensidighed tillige er »Jeg«, saa [er] hermed tillige givet en Eenhed af alle Enkeltheder, hvilken umiddelbart kun er tilstæde efter sin Mulighed og ikke efter sin Virkelighed.
om det Religieuse – om Jødedommen – ►👤Hegel bestemmer det Eiendommelige ved Jødedommen deri at det opfatter Gud ⓘ som een [b] (ⓘ ikkepantheistisk – ⓘ ikkepolytheistisk – ⓘ ikke christelig.. ►Den Adskillelse af Subjekt og Substants som Polytheismen indfører (da der vel er en Substants-Eenhed i Polytheismen, men den er væsenløs, en uerkjende13lig Guddommelighed, som ikke har ⓘ Selv-Bevidstheden i sig, men uden for sig.) ophører, naar Gud opfattes som den ene; thi da falder det hele Indhold af Guddommelighed i ham alene og Gud er i sin subjektive Relation til sig paa eengang absolut Almindelighed og Substants. – ►Guds aabenbarede Villie er Loven; men idet ⓘ Mediationen med sig i Gud ⓘ har den Betydning ikke at optage alt Andet fra Gud forskjelligt i sig; men meget mere at kaste det ud, saa kan Loven ikke gjøre Eenheden af den gudd. og den msklige Villie til Princip; men meget mere Forskjellen, derfor kan Loven ikke referere sig til den msklige Villies Inderlighed; men til dens Yderlighed eller til Gjerningen. – ►Man kan nu ikke sige, at Bevidstheden om ⓘ »der Entzweiung« og Trangen til Forløsning ene og alene eller fortrinlig fremgaaer deraf, at Msk: ved Erfaring overbeviser sig om alsidig at fyldestgjøre Lovens Fordringer; thi for det første kan her kun være Tale om en Vanskelighed ikke om en total Umulighed, og for det andet kan heraf kun udvikle sig Længselen efter at fritages for Lovens Straf. Men ogsaa af Opfyldelsen af Loven udvikler [sig] Bevidstheden derom. ►Egl. bestaaer denne »Entzweiung« deri: at Gud er abstrakt, Msk. fra sig udelukkende, Subjekt, og Msk. ligeoverfor den absolute Herre er fortabt i sin Endelighed. – ►Bevidsthed og325 Selvbevidsthed falde udenfor hinanden. Det Absolute er Objektet for min Bevidsthed og jeg anerkjender det som al Sandhed og Virkelighed; men i dette Objekt for min Bevidsthed erkjender jeg ikke tillige mig selv, og Selvbevidstheden ⓘ af min Endelighed har ikke tillige ved dette Objekt sin Opfyldelse; men jeg veed mig meget mere i dette det absolute Væsens Objekt aldeles tilintetgjort. ►Bevidstheden 14 om denne Adskillelse søger imidlertid at finde en Tilfredsstillelse ved at lægge en ganske udvortes Bestemmelse i Gud, søger midt i sin Sorg over det svælgende Dyb, der er befæstet mellem Gud og Mskheden at finde en ⓘ i Trøst sit speciellere Forhold til Gud, i at Gud gjør Forskjel mellem 📌Ægypten og 📌Israel, hvorved der dog bliver lagt en Bestemmelse ned i Gud, der ikke svarer til hans almindelige Subjektivitæt. Men jo mere Fromheden i Jødedommen udvikler sig, jo mere den søger at realisere Loven, desto mere klamrer den sig ogsaa fast ved denne Guds Forkjerlighed, og constituerer en Slags Treenighed i denne ⓘ Jøderne med besynderlig Gunst omfattende Gud. – ►Men hvorledes staaer det sig fra Guds Standpunktet med denne Entzweiung? og hvorledes er den tilveiebragte Forsoning fra dette at forstaae? Skal man fastholde Forestillingen i en prosaisk Haardnakkethed om Guds Uforanderlighed, og som en Følge deraf gjøre Forsoningen til en blot Bevægelse inden vor Tænke-Sphære, saa at man blot fjerner den Forestilling, man engang havde faaet om Guds Fortørnelse, saa at man egl. blot udsoner sig selv med sin Forestilling? Man kan i denne Henseende blot spørge, hvorledes forholder Gud sig til det Onde? Forholder han sig eens til det Gode og til det Onde, saa er jo Forholdet ophævet; thi dets lige Sigforholden fra een Side under forskjellige Momenter udsiger jo netop dette, at disse ⓘ Momenter ikke træde som forskjellige i Forholdet, men at Forholdet selv meget mere er Forskjellighedens Negation? – ►Paa den anden Side har man fuldkommen Ret, naar man ⓘ fastholder den Paastand, at det Absolute ophørte at være absolut, naar samme blev tænkt som medieret og betinget ved Mskets endelige Vished 15 – ►afseet nu fra den dialektiske Nødvendighed, i hvilken326 den subjektive Idealismus paa det høieste Punkt ophæver sig selv, saa fremtræder Eensidigheden i den Paastand, at Gud er det, hvad Msk. tænker ham at være, strax derved, at fE Forestillingen Substants vilde ophøre dersom Gud virkelig kun var Substants. Ligesom nemlig Substantsen nedsætter Alt Bestemmet og Enkelt til et blot forsvindende Moment af sig selv, saaledes kan ogsaa det enkelte Msk. ikke løsrive sig fra denne almindelige Væren, og gaae frem til Selvbevidsthed og Forestilling af den absolute ⓘ Gjenstand. Ganske svarende til Opfattelsen af Gud som den absolute Substants bestaaer den indiske Kultus's høieste Tendents deri, at ophæve overhovedet Forestilling og Selvbevidsthed; thi Selvbevidsthed er ikke Aandens sande Virkelighed og Væsen, men meget mere en ⓘ Aanden ikke adæquat Tilstand, fordi dens Væsen er Substants, den selv har derfor til sin Opgave at tilintetgjøre sit »Fürsichsein« til Væren, eller til Umiddelbarhed og forskjelsløs Eenhed ɔ: at tilintetgjøre sin »Fursichseins« Form.
✂ [b] »som den Ene«
►4. Kritik der Straußischen Christologie. –
►Dens Hovedfeil er dens Ubestemthed –. Jeg vil begynde med det, som hos 👤Schaller udgjør Slutningsbemærkningen. ►p. 65: Det bliver uomstødeligt vist, at den blot substantielle Deltagelse af det sig vidende Subjekt i den upersonlige Gud-Msklighed ikke er Forsoning; men »Entzweiung«. Derfor forholder den mythiske Anskuelse [sig] ⓘ ogsaa negativt mod Indholdet af den chr: Lære, fordi Benægtelsen af den historiske Christuss personlige Gud-Msklighed tillige har til Følge Nægtelsen af den personlige Gud-Msklighed overhovedet ..... ►Saasnart vi paa den ene Side anvende Forholdet af Art og Individuum consequent paa Aanden, saa bliver Aanden overhovedet og alle aandelige Interesser, fornemlig Personligheden fra Grunden af til16intetgjort; men bliver paa den anden Side Aanden[s] Væsen erkjendt med spekulativ Bestemthed, saa er det derved fremgaaende Begreb af Gud-Msklighed saa langt fra at forkaste Gud-Mskets historiske Fremtrædelse, at det meget mere tillige ⓘ i sig indeholder Beviset327 for Nødvendigheden af den historiske Fremtræden.) –
►Gud-Msklighedens Idee skal efter 👤Strauss indeholde evig Sandhed; men sammes Virkelighed skal ikke være i en enkelt historisk Person; men ⓘ Mskslægtens Art. ►At nu alle Msker deltage i den enkelte Persons ⓘ Χsti Gud-Msklighed det er væsentlig christelig Lære; og ved denne ved Χstus bevirkede Forsoning kan der ikke være Tale om nogen »Geiz der Idee«, ogsaa det fraseet, at Realiseringen af en Idee i den msklige Aand er uden en saadan oprindelig »Geiz« aldeles umulig, da denne altid først fremtræder paa et enkelt Punkt, og derfra udbreder sin Fylde (fE 👤Luther). Men paastaae vi nu, at kun Arten er gud-msklig; men ingen Enkelt er Gud-Msket, saa maa dog der altid finde en Deeltagelse Sted af den Enkelte ⓘ i Gud-Mskligheden. Men hvorledes er denne Deeltagelse beskaffen? eller hvorledes forholder Arten som det Almindelige sig til det Enkelte, det Enkelte til det Almindelige? ..... ►Men hvad skal det sige, naar Msket bliver kaldet den til Endelighed entaüsserte uendelige og den sin Uendelighed sig erindrende endelige Aand? Her bliver det nu nærmest Spørgsmaalet om ⓘ Opløftelsen af den msklige Aand til Gud, som væsenlig er en Erindring af sin immanente Uendelighed, overhovedet er tilstrækkelig til at forene den endelige og absolute Aand til en gudmsklig Eenhed, eller om hiin Opløftelse og Erindring maa have den absolute og fuldkomne Erkjendelse af Gud til Indhold, om altsaa i de endelige ikke-christelige Religioner Gud-Mskligheden er opnaaet ell. ikke? – Fremdeles ►lærer 👤Strauss at Mskheden er usyndig; men 17 heri ligger ogsaa en Tvetydighed ... ►den ⓘ vaklende Anvendelsen af Kategorien: ⓘ Art er netop Hovedmoment og Hovedfeilen hos 👤Strauss. ►Ingen Enkelt skal i sig kunne omfatte Guddommelighedens Fylde; men denne skal adsplitte sig i en Mængde Individer. Men holde vi nu virkelig kun Mskhedens Art for det virkelige Gud-Msk, saa er denne Lære saa lidet Ophævelsen af den den chr: Bevidsthed væsentlig forangaaende Adskillelse af Gud og Msk, at den meget mere fixerer Adskillelsen som absolut uopløselig. Deeltagelsen nemlig af den Enkelte i Arten er ingen personlig; men kun328 substantiel, og det er netop Basis for Adskillelsen, at Msk. ikke som Subjekt veed sig i Eenhed med Gud, men at trods al Guds Godhed og Allestedsnærværelse denne hans Subjektivitæt dog føler sig aldeles tilintetgjort i det Absolute. Den absolute Substants nedsætter ikke alene alt Enkelt, men og de enkelte Personer til forsvindende Momenter af dens Væsen. Det Samme gjør ogsaa det absolute Subjekt, der som een er uden virkelig Forskjel i sig selv; fra denne Abstraction har Gud derved afstaaet, at Guddommelighed nu ogsaa tilkommer Msk; men derfor bliver dog saalænge kun Arten skal være gudmsklig, Individet som saadant, som det sig selv vidende Subjekt, ogsaa trods Negationen af sin Naturlighed, og trods sin aandelige Omskabelse, udelukket fra Guddommeligheden; thi Arten er kun det upersonlige Almindelige, der lader de Enkelte uden Anerkjendelse af deres personlige Uendelighed gaae under.
►Denne Forsoning indtræder imidlertid kun ⓘ som Mediation af den høieste Modsætning, ikke af Substants Forholdet 18 til sit Accidens, men af Subjekts Forholdet til Subjektet. Fundamentet til Forsoningen er derfor fra Mskets Side netop ⓘ Visheden om, at ogsaa Subjektivitætens atomi[s]tiske Enkelthed ikke adskiller Mskene absolut fra Gud; men at meget mere denne høieste Spidse af Endelighed er anerkjendt og opholdt i Gud. Altsaa ikke en eller anden Relation, ikke en eller anden Forening og Eenhed mellem Gud og Msk: formaaer at opløse ⓘ den væsentlige aandelige Entzweiung til Forsoning; men ene og alene den personlige Eenhed. – Forsoningen er nærmest en ny Tro en ny Viden, en ny Erkjendelse af Gud. – Det ny Forhold til Gud maa imidlertid væsentlig udgaae fra Guds Siden; thi uden det bliver det en tom Bevægelse indenfor Subjektivitætens egne Grændser et væsentløst Skin, en blot Menen. – Det ligger i Sandhedens Begreb overhovedet, at den i Forhold til den subjektive Erkjendelse existerer som Forudsætning. Sandheden er for vor Erkjendelse det absolute »Prius«, hvilket vi ikke opfinde,329 men opdage, hvilket vi bringe os til Bevidsthed og ved opmærksom Eftertanke have at optage og at reproducere. (Vildfarelsens Forhold til Sandheden). i Forsoningens Anerkjendelse ligger ogsaa den dybere Indsigt i Synden. – ►Den ny Erkjendelse virker ogsaa et nyt Liv ikke blot i Forhold til den tidligere historiske Udvikling, men ogsaa til enhver tidligere Manifestation inden for sit eget Gebeet. – ►Her bliver nu ⓘ Forsonings Ideen at udvikle, og først afseet fra ethvert Hensyn til ethvert historisk Phænomen, i Videns rene Element. Men Forsonings Ideen fører os igjen ved sin egen Concretion og Levenhed, ved sin faktiske Virkelighed igjen over i den historiske Tilsyneladelse, og her vil da hele vor Interesse concentrere sig paa Christi Personlighed og dennes Forhold til Ideen, ligesom ogsaa til Forsoningens Virkelighed.
19Forsoningens speculative Begreb er ⓘ Aandens Begreb overhovedet, og fortrinligt handles her om Forholdet mellem den endelige og absolute Aand, eller den endelige Selvbevidsthed og den absolute Selvbevidsthed. Resultatet er: at Mskets virkelige Viden om Gud er Guds Viden om sig selv. ►Den Kantiske Philosophie bragte fornemlig Modsætningen af Subjekt og Objekt, Vished og Sandhed til Bevidsthed. – ►Reflexionens fuldkomne Modsætning er i sit Fundament Modsætningen mell. subjektiv Tænken og objektiv Væren. Erkjendelsen bliver blot Selverkjendelse. Men netop fordi denne Modsætning ⓘ skal være en absolut uovervindelig, fordi Subjektet formaar at holde sig ligeoverfor Objektet, saa er dette i sin første Endelighed tillige absolut, absolut selvstændig causa sui, altsaa ikke blot et forsvindende Moment af den absolute Substants, men Jeg, Selvbevidsthed, Sigselvviden, Sigselvsætten, uendelig praktisk Færdighed. ►Men ogsaa denne Selvbevidsthedens Idealisme er kun den tilsyneladende Fred med sig selv. Den praktiske Uendelighed beholder stedse den theoretiske Endelighed til sin Forudsætning, og »Jeget« stræber ud af sin Idealismuss ⓘ Verden til Eenheden af Idee og Virkelighed, en Eenhed som skal vare evig, men aldrig skal fuldende sig. ►Subjektet er altsaa her ligesom i den jødiske Religion en resultatløs i sig util330fredsstillet Bevægelse; men naar det i den jødiske Religion var det absolute Subjekt, der stødte det endelige Subjekt tilbage i sin Endelighed, saa at samme i den absolute Gjenstand for sin Bevidsthed kun saae Tabet af sig selv, saa er det i den subjektive Idealismes System det endelige Jeg selv, der igjen afbryder alt virkeligt 20
Journalen KK, s. [20]-[21] (KK:2)
IIC55Idet jeg er kommen til dette Punkt kan jeg ikke tilbageholde den Bemærkning, at Grunden til, at mange af den nyere Philosophies Skrifter, efter at den Beundring, som deres Talentfuldhed maa afnøde Enhver, har sat sig, efterlade et saa lidet ⓘ egentlig tilfredsstillende Udbytte, er fordi hele dens Opmærksomhed er henvendt paa Spørgsmaal, der aldrig ere komne til Orde i den chr Bevidsthed, dreie sig om Problemer, der skulde retfærdiggjøre Antagelsen 21 * af Virkeligheden af et Forhold mellem Gud og Menneskene, medens den chr. Bevidsthed uden at omspørge denne ►conditio sine qua non nu søger at opfatte de Concretioner, som dette Forhold har gi331vet sig. Naar derfor 👤Schaller her udvikler Begrebet Forsoning saa udvikler han blot Muligheden af Guds Forhold til Msk, hvilket man vist med megen Grund kan indrømme ham kun at kunne finde Sted under Antagelse af en personlig Guds Tilværelse; men derved er den vrede Gud endnu ikke forsonet, og den Tilfredsstillelse og Hvile man finder i en saadan ⓘ Besvarelse er kun illusorisk, da dette Spørgsmaal ikke har ⓘ real Betydning for den chr. Bevidsthed; men vel en stor Vigtighed for philosophiske »Vorstudien«.
👤K.d. 13 Aug. 38.
IIC56►Først Guds personlige Immanens i Msk. er den virkelige Alt gjenemtrængende og Alt »übergreifende« Personlighed. Den alene er Grunden til og Forudsætningen for enhver Mskets Viden om Gud. Var Gud virkelig kun Substants eller kun abstrakt Subjekt, saa vilde intet Kreatur besidde endog blot en Ahnelse om Gud; ikke med Urette har man derfor betegnet enhver Religion som Guds Aabenbaring; men først den Religion kan kaldes den absolute Aabenbaring, i hvilken Gud som Person, altsaa som han i og for sig er, efter sit hele uendelige Væsen er bleven aabenbar og indtraadt i Msk. Bevidsthed. Derved er først enhver Modsætning mellem Gud og Verden i Virkeligheden tilintetgjort.
IIC57Men naar derved saaledes enhver Modsætning mellem Gud og Verden er ophævet saa viser jo det, at Modsætningen var en blot logisk, og at den Modsætning som henhører under de religieus-moralske Anskuelser (Synd etc) ikke er berørt, hvilket naturligviis har sin simple Grund deri, at man endnu ikke er kommen dertil. –
👤K.
IIC58►Gud refererer sig i Verden ikke mere kun til et Andet, den er ikke blot Gjenstand for hans Bevidsthed, men i det Endelige veed han sig selv, hans Personlighed overvælder Mod22sætningen trænger igjenem Objektivitæten, beviser dens Transcendentss Energie og den ⓘ uimodstaaelige Magt af dens uendelige Mediation med sig selv.
►6. Die Personlichkeit Christi .
►Den almindelige Idee af Forsoning er Begrebet af Guds og Mskets Eenhed overhovedet. Guds Væsen bestaaer deri, at han ikke blot i sig, men ogsaa i Msket er Person, og Mskets Væsen deri, at han ved Troen og Er332333334kjendelsen af Gud gaaer ud over sig selv og sin endelige Subjektivitæt og træder i et inderligt aandeligt Forhold til Gud. Eller: Gud er efter sit evige Væsen Gudmenneske og som denne levende Eenhed af sig og Gudmennesket absolut Aand. – ►Hvorledes hænger det realiserede Ideal sammen med Forløsningens Begreb og Værk? Er sammes Fremtræden ikke Fuldendelsen og Afbrydelsen af al videre historisk Udvikling? Er en Gjentagelse af dette Ideal mulig? Er sammes historiske Forsvinden ikke igjen Tabet af Gudmenneskeligheden og Nedsynken til Syndens og Entzweiungs Tilstanden? Hvorledes realiserer Forsonings-Ideen sig? Hvorledes træder den frem, hvorledes træder den ind i den endelige Aands Bevidsthed og Vished?
2 Momenter ere her, Bevidstheden om Adskillelsen og Forsoningen. Det vilde nu være aldeles eensidigt at sige, at den chr: Religion var betinget og medieret ved den jødiske .... ►Snarere kunde man sige, at den jødiske var sat ved den chr:; thi naar Χstd. er det egl. Maal for hele Udviklingen, saa viser dermed ikke blot den jødiske, men overhovedet alle Religioner sig som Middel, og som hensigtsmæssigt. 23 Men dette ere de endelige Religioner kun derved, at de ere satte af det forudsatte og i sig allerede fuldendte Maal, men dette Maal falder da som den før Realiseringen færdige Tanke og Beslutning i Guds Bevidsthed. Ogsaa i denne teleologiske Opfattelse af Historien viser ethvert Fremskridt sig tillige som ⓘ en Tilbagenærmelse fra Begyndelsen af, nemlig til den hele Udvikling forudsatte Maal, og Hensigten er da ganske realiseret, naar Enden er vendt tilbage i Begyndelsen. ►p. 96. »Men naar den subjektive Nødvendighed af Fremtrædelsen af Gud-Mennesket, ifølge hvilken denne ikke i og for sig men kun for den »entzweite« Bevidsthed er nødvendig, gaaer over i den mythiske Opfattelse af Christi Person, saa slaar denne, saasnart man virkelig giver Mythen Forsonings-Ideen til Indhold over i den objektive Nødvendighed af Gud-Msket, og det kommer kun an paa, ud af denne objektive Nødvendighed selv nærmere at bestemme det gudmenneskelige Individuums eiendommelige Væsen –
335Imod den mythiske Forflygtigelse af den historiske Christus har man med Rette gjort gjeldende, at ethvert aandeligt Fremskridt udgaaer fra Individualitætens Energie.
►Paa et enkelt Punkt bryder det ny Princip frem, fordi dets Alsidighed, dets Allestedsnærværelse og Almindelighed væsentlig først er et Produkt en Udvikling af dette Princip selv, som i sin oprindelige Skikkelse, i Værens og Umiddelbarhedens Form holder ⓘ denne Udvikling endnu indesluttet i sig selv, hvilket altsaa staaer den Aandens udviklede objektive Tilvær, som denne af det foregaaende Princip har givet sig, fiendtligt imod som Enkelt. Men ligesom dette Princip i sin Tilværelse først kommer ret tilstæde i en Mængde af Individer, saaledes er ogsaa dette Princips før24ste Tilvær et aandeligt Individuum; thi først idet et Princip bliver ⓘ bevidst og bliver udtalt som Princip og Væsen, existerer det ikke blot i Muligheden, i Forventningen og Haabet, men i Bevidsthedens aandelige Virkelighed – Heroer – Χsti almindelige Betydning udover Folke-Individualitæter. –.
►Kirken udhæver væsentlig det Gudd. i Χsto, ►det Msklige, og ►forkaster Sammenblandelsen af den msklige og den gudd. Natur og opfatter Χsti Natur som den personlige Eenhed af Gud og Msk. ►At een Person skal i sig forene to, nemlig den egne og en fremmed, synes den haardeste Modsigelse man kan frembyde for Tænkningen, men dette er netop Personens Begreb og Væsen, at den ikke har sin Existents i sig men i en anden ɔ: at den i sin positive ɔ: personlige Negation besidder og nyder sig selv.
►Enhver ⓘ Sammenligning, som udvortes Reflexion anstiller mell.ⓘ Χst. og andre Individuer er ligesaa utilstrækkelig som den blotte Erindring om Χst. i Læren om Nadveren. Den sande inderlige aandelige Sammenligning er Troen og det sig realiserende og udviklende chr: Liv, som væsenlig er denne Bevægelse, at bringe Forskjellen fra Χsto og Eenheden med ham dybere og dybere til at fremtræde. –
336 ►7. Die Geschichte Christi [c]
✂ [c] IIC59Det er særdeles fortræffeligt sagt med Hensyn til hele den critiske Behandling af Χsti Historie og de Spørgsmaal, som derved komme i Bevægelse: »►Das Auchandersseinkönnen liegt geradezu im Begriffe des sinnlichen Geschehens.« –
►Vi have her at undersøge, hvorvidt den philosophiske Erkjendelse er istand til ogsaa m: H: t: de enkelte Momenter af Jesu Liv at lede og understøtte den historiske Kritik, og ligesom tilforn ⓘ Gudmenneskehedens Umiddelbarhed og Individualitæt viste sig som nødvendigt Moment af Forsonings-Ideen, saa spørger det sig nu videre, om det samme ogsaa kan paastaaes med H: t: den 25 hele Christi sinnlose Erscheinung, eller om her indtræder et væsentligt andet Forhold af Ideen til Erscheinung. Her kommer nærmest de Fakta i Betragtning, som Kritiken ikke blot formedelst historiske Modsigelser, men af philosophiske Grunde seer sig nødsaget til at forkaste – Miraklerne.
►Underet ⓘ er Foranledning til Tro, ►men ogsaa Foranledning til Tvivl.►Underet er et naturligt Moment i en umidd: Bevidsthed, men vækker ogsaa en Drift i Msk. til at gaae ud over sig selv. Individet søger efter en Grund efter en Mediation for den anskuede ham uforklarlige Kjendsgjerning, og denne aandelige Drift bliver der til chr: Tro, naar Individet lægger hiin Mediation ind i Χsti gudmenneskelige Personlighed. Først altsaa naar Underet selv er negeret og det subjektive Under har ophørt er Under-Troen i Sandhed chr: Tro. (►Altsaa den sig selv negerende Udvorteshed er Naturens almdl. Lov, ell. dens Sandhed og væsenlige Virkelighed er ikke den selv og dens Bestaaen, men dens Momentanitæt, dens Satværen og Satvorden af Aanden). For sig er derfor Naturen en Ubegribelighed et umedieret Faktum, et Under; men dens alsidige Gjenemtrængthed af Aanden er Forklaringen, er Begrebet af dette Under. Noget andet end denne almdl. Forklarelse og Beaandelse af Naturen er et enkelt Subjekt Indgreb i det naturlige Livs Gang.
►Underet viser sig nærmest som et enkelt Moment i den hellige Historie; men ligesom dette ophører at være et Under for Troen, saaledes var hele Christi Fremtrædelse i alle sine Forhold for den jødiske Bevidsthed nærmest en ikke mindre ubegrebet vidunderlig Gjenstand. Christi udvortes Fremtrædelse ⓘ har for den jødiske Omgivelse nærmest den Betydning, at ⓘ for337 denne ved hiin Udvorteshed Erkjendelsen 26 af dens Indvorteshed gaaer op. Denne Inderliggjørelse og Ibesiddelsetagelse af Χsti Person er en aandelig Proces, og selv hos Apostlene finde vi den vanskeliggjort ved jødiske Fordomme. Først ⓘ efter Χsti Død og Opstandelse modtoge Apostlene den Hellig-Aand, først derved aabnedes deres Øine, først i denne Begeistring blev Χsti Fremtrædelses Under til Aabenbaring. (►I ethvert Tilfælde er den philosophiske Paastand om ⓘ Umuligheden af et Under en meget usikker, naar den tillige er beredt til ⓘ at anerkjende dets Virkelighed, naar Fortællerens Paalidelighed som Øienvidne bliver beviist.).
►8. Der Glaube, das christliche Leben und die Philosophie. –
.... ►Vistnok har den Erkjendelses-Udvikling, som den chr Udvikling tog, ikke Form af philosophisk Tænkning, fordi den udgik fra Selvfølelse ikke fra Tænkning over Tænkningen; men just derfor er det eensidigt og ubestemt udtrykt, naar man angiver det som Middelalderens Theologies Charakteer, at den underordnede Tænkningen under Troen og altsaa Philosophien under Theologien; thi ved denne ikke blot fordrede, men virkelige ⓘ Underordning ophører Tænkningen at være philosophisk Tænkning og bliver troende og andægtig Tænkning; den philosophiske Tænkning som saadan var altsaa ikke underordnet Troen, men var meget mere endnu ikke vordet til Trang, var endnu ikke et væsenligt Element af det aandelige Liv. –