Kierkegaard, Søren Kjerlighedens Gjerninger

19 23 II. A

Du skal elske

✂ ►►Mth. XXII. 39. Men det andet Bud er ligesom dette: du skal elske din Næste som dig selv.

✂

✂ Enhver Tale, især da et Brudstykke af en Tale, forudsætter gjerne Noget, hvorfra der gaaes ud; Den, som vil tage Talen eller Udsagnet til Overveielse, gjør derfor vel i først at finde denne Forudsætning, for da at begynde med den. Saaledes er der nu ogsaa i vor ►forelæste Text indeholdt en Forudsætning, som rigtignok kommer sidst, men dog er Begyndelsen. Naar der nemlig siges »Du skal elske Din Næste som Dig selv«, da er deri indeholdt hvad der er forudsat, at ethvert Menneske elsker sig selv. Dette forudsætter Christendommen altsaa, der ingenlunde, ►som hine høitflyvende Tænkere, begynder uden Forudsætning, og heller ei med en smigrende Forudsætning. Og turde vi vel negte, at det er ►saa som Christendommen forudsætter? Men paa den anden Side, skulde Nogen kunne misforstaae Christendommen, som var det dens Mening at lære, hvad verdslig Kløgt, ►eenstemmigt – ak og dog just ►splidagtigt, lærer, ►»at Enhver er sig selv nærmest«; 20 skulde Nogen kunne misforstaae dette, som var det Christendommens Mening at ►lyse Selvkjerlighed i Hævd? Det er jo tvertimod dens Mening at fravriste os Mennesker Selvkjerligheden. Denne ligger nemlig i at elske sig selv, men skal man elske Næsten »som sig selv«, saa vrister jo Budet, som med en Dirk, Selvkjerlighedens Lukke op og fravrister dermed Mennesket den. Hvis Budet om at elske Næsten var udtrykt paa en anden 26Maade end med dette lille Ord »som Dig selv«, der paa eengang er saa let at haandtere og dog har Evighedens ►Spændkraft, da vilde Budet ikke saaledes kunne magte Selvkjerligheden. Dette »som Dig selv« vakler ikke i Sigtet og ►trænger saa med Evighedens Urokkelighed dømmende ind til det inderste Skjulested, hvor et Menneske elsker sig selv; det ►lader ikke Selvkjerligheden 24 den mindste Undskyldning tilovers, den mindste Udflugt aaben. ►Hvor underligt! Der kunde jo holdes lange og skarpsindige Taler om, hvorledes et Menneske skal elske sin Næste; og naar saa Talerne vare hørte, skulde Selvkjerligheden dog kunne hitte paa Undskyldning og finde Udflugt, fordi Sagen ikke ganske var udtømt, alle Tilfælde ikke opregnede, fordi der bestandigt var Noget glemt, eller Noget ikke nøiagtigt og bindende nok udtrykt og beskrevet. Men dette »som Dig selv« – ja, ingen Bryder kan saaledes omslutte Den, med hvem han skal brydes, som dette Bud omslutter Selvkjerligheden, der ikke kan røre sig af Stedet. Sandeligen, naar Selvkjerligheden har stridt med dette Ord, der dog er saa let at forstaae, at Ingen skal behøve at bryde sit Hoved dermed, da skal den ►formærke, at den har stridt med den Stærkere. ►Som 👤Jacob haltede efter at have stridt med Gud, ►saa skal Selvkjerligheden være ►brudt, hvis den har stridt med dette Ord, der dog ikke vil lære et Menneske, at han ikke skal elske sig selv, men tvertimod netop lære ham den rette Selvkjerlighed. Hvor underligt! Hvilken Strid er langvarig, forfærdelig, indviklet som Selvkjerlighedens Kamp for at værge om sig, og dog afgjør Christendommen Alt med eet eneste Slag. Det Hele er hurtigt som en Haandevending, Alt er afgjort, som Opstandelsens evige Afgjørelse, ►»i en Hast, i et 21 Øieblik« (►1 Cor. 15, 52): Christendommen forudsætter, at Mennesket elsker sig selv, og føier derpaa blot Ordet til om Næsten »som Dig selv«. Og dog ligger der en Evighedens Forandring mellem det Første og det Sidste.

✂ Men skulde dette ogsaa være det Høieste, skulde det ikke være muligt at elske et Menneske høiere end sig selv? Denne Digter-Begeistringens Tale høres jo i Verden; skulde det da maaskee være saa, at det var Christendommen, der ikke formaaede at svinge sig saa høit, saa den, formodentligen ogsaa i Betragtning af, at den henvender sig til eenfoldige dagligdags Mennesker, kummerligt blev staaende ved Fordringen om at elske Næsten »som sig selv«, ligesom den jo istedetfor hiin høitflyvende Kjærligheds besjungne Gjenstand »en Elsket, en Ven«, sætter 27det tilsyneladende meget lidt Digteriske »Næsten« – thi Kjerlighed til Næsten har vist ingen Digter besjunget, saa lidet som det at elske »som sig selv«: skulde dette maaskee være saaledes? Eller skulde vi, idet vi dog gjøre den besjungne Kjerlighed en Indrømmelse i Sammenligning med den befalede, fattigt prise Christendommens Besindighed og Forstand 25 paa Livet, at den mere ædrueligt og mere ►fastende holder sig ved Jorden, maaskee i samme Mening som ►Ordsproget »elsk mig lidt og elsk mig længe«? ►Dette være langt fra os. Christendommen veed dog nok bedre Besked, om hvad Kjerlighed er og om det at elske, end nogen Digter; netop derfor veed den ogsaa, hvad der maaskee ►undgaaer Digterne, at den Kjerlighed, de besynge, skjult er Selvkjerlighed, og at just deraf dens berusede Udtryk lader sig forklare: at elske et andet Menneske høiere end sig selv. Elskov er endnu ikke det Evige, den er Uendelighedens skjønne ►Svimmel, dens høieste Udtryk er Gaadefuldhedens Dumdristighed; deraf kommer det, at den endog forsøger sig i et endnu mere svimlende Udtryk »at elske et Menneske høiere end Gud«. Og denne Dumdristighed behager Digteren over al Maade, den er ham en Liflighed i hans Øre, den begeistrer ham til Sange. Ak, Christendommen lærer, at dette er Gudsbespottelse. – Og om Venskab gjælder igjen hvad der gjælder om Elskov, for22saavidt ogsaa dette ligger i Forkjerligheden: at elske dette eneste Menneske ►fremfor alle Andre, at elske ham i Modsætning til alle Andre. Baade Elskovens og Venskabets Gjenstand har derfor ogsaa Forkjerlighedens Navn »den Elskede«, »Vennen«, hvilke elskes i Modsætning til hele Verden. Derimod er det den christelige Lære at elske Næsten, at elske hele ►Slægten, alle Mennesker, ►endog Fjenden, og ikke gjøre Undtagelse, hverken Forkjerlighedens eller Afskyens.

✂ Der er kun Een, et Menneske med Evighedens Sandhed kan elske høiere end sig selv, det er Gud. Derfor hedder det heller ikke »Du skal elske Gud som Dig selv«, men det hedder ►»Du skal elske Herren din Gud i dit ganske Hjerte og i din ganske Sjel og i dit ganske Sind«. Gud skal et Menneske elske ubetinget lydende og elske ham tilbedende. Det er Ugudelighed, om noget Menneske vovede at elske sig selv saaledes, eller vovede at elske et andet Menneske saaledes, eller vovede at tillade et andet Menneske at elske ham saaledes. Dersom den Elskede eller Vennen bad Dig om Noget, som Du, netop fordi Du elskede redeligt, 28bekymret havde overveiet, at det var til hans Skade: da skal Du bære et Ansvar, hvis Du elsker ved at adlyde istedenfor at elske ved at negte Ønskets Opfyldelse. Men Gud skal Du elske i ubetinget Lydighed, selv om det han fordrer af Dig, maatte synes Dig Din egen Skade, ja skadeligt for hans Sag; thi ►Guds Viisdom er uden Sammenligningens Forhold til Din, og ►Guds Styrelse er uden Ansvarets Forpligtelse 26 i Forhold til Din Klogskab; Du har blot elskende at lyde. Et Menneske derimod skal Du kun, – dog nei, det er jo det Høieste – altsaa et Menneske skal Du elske som Dig selv; kan Du bedre indsee hans Bedste end han, da skal Du ingen Undskyldning have i, at det Skadelige var hans eget Ønske, var hvad han selv bad om. Dersom dette ikke var Tilfældet, da kunde der ganske rigtigt være Tale om at elske et andet Menneske høiere end sig selv; thi det vilde være: tiltrods for sin Indsigt, at det var ham skadeligt, adlydende at gjøre det, fordi han forlangte det, eller tilbedende, fordi han ønskede det. Men dette har Du netop 23 ikke Lov til; Du har Ansvaret, hvis Du gjør det, ligesom ►og den Anden har Ansvaret, hvis han paa saadan Maade vil misbruge sit Forhold til Dig.

✂ Altsaa – »som Dig selv«. Dersom den listigste Bedrager, der nogensinde har levet (eller vi kunne jo digte ham endnu listigere end han nogensinde har levet), for om muligt at ►faae Loven til at gjøre mange Ord og til at blive ►vidtløftig, thi da har Bedrageren snart seiret, vilde vedblive Aar ud og Aar ind »►fristende« at spørge den ►»kongelige Lov« »hvorledes skal jeg elske min Næste?« da skal det ordknappe Bud uforandret vedblive at gjentage det korte Ord »som Dig selv«. Og dersom nogen Bedrager – bedrog sig selv hele Livet igjennem ved ►allehaande Vidtløftigheder ►denne Sag betræffende, da skal Evigheden blot foreholde ham det korte Lovens Ord »som Dig selv«. Sandeligen Ingen skal kunne undflye Budet; kommer dets »som Dig selv« Selvkjerligheden saa nær paa Livet som muligt, saa er »Næsten« atter en Bestemmelse, der i Nærgaaenhed er Selvkjerligheden saa livsfarlig som muligt. At det er en Umulighed at snoe sig derfra, indseer Selvkjerligheden selv. Den eneste Udflugt er, ►hvad jo ogsaa Pharisæeren i sin Tid, for at gjøre sig retfærdig, forsøgte: at lade det være tvivlsomt, ►hvo Ens Næste er – for at faae ham fra Livet.

✂ Hvo er da Ens Næste?►Ordet er aabenbart dannet af Nærmeste, altsaa er Næsten Den, der er Dig nærmere end alle Andre, dog ikke i Forkjer29lighedens Forstand, thi at elske Den, der i Forkjerlighedens Forstand er En nærmere end alle Andre, er Selvkjerlighed – »►gjøre ikke ogsaa Hedningerne det Samme?« Næsten er da Dig nærmere end alle Andre. Men er han Dig ogsaa nærmere end Du er Dig selv? Nei, det er han ikke, men han er just, eller han skal just være Dig lige saa nær. Begrebet »Næste« er egentligen Fordoblelsen af Dit eget Selv; ►»Næsten« er hvad Tænkerne vilde kalde det 27 Andet, Det, hvorpaa det Selviske i Selvkjerligheden skal prøves. Forsaavidt behøver, for Tankens Skyld, Næsten end ikke at være til. Om et Menneske levede paa en øde Øe, dersom 24 han dannede sit Sind efter Budet, saa vilde han, ved at forsage Selvkjerligheden, kunne siges at elske Næsten. Vel er »Næsten« i sig en Mangfoldighed, thi »Næsten« betyder »alle Mennesker«, og dog er i en anden Forstand eet Menneske nok for at Du kan indøve Loven. Det er nemlig en Umulighed i selvisk Forstand, bevidst, at være To om at være Selv; det maa Selvkjerligheden være ene om. Der behøves heller ikke Tre, thi er der To, det vil sige er der eet andet Menneske, som Du i christelig Forstand elsker »som Dig selv«, eller i hvem Du elsker »Næsten«, saa elsker Du alle Mennesker. Men hvad det Selviske ubetinget ikke kan taale er: Fordoblelse, og Budets Ord »som Dig selv« er just Fordoblelsen. Den i Elskov Glødende kan ingenlunde paa Grund eller i Kraft af denne Gløden taale Fordoblelsen, der her vilde være: at opgive Elskoven, hvis den Elskede fordrede dette. Den Elskende elsker altsaa ikke den Elskede »som sig selv«, thi han er fordrende, men dette »som sig selv« indeholder just Fordringen til ham – ak, og dog mener den Elskende endog at elske det andet Menneske høiere end sig selv.

✂ »Næsten« er saaledes Selvkjerligheden saa nær paa Livet som muligt; er der kun to Mennesker, er det andet Menneske Næsten; er der Millioner, er Enhver af disse Næsten, der igjen er En nærmere end »Vennen« og »den Elskede«, forsaavidt disse, som Forkjerlighedens Gjenstand, saa smaat ►holde sammen med Selvkjerligheden i En. At Næsten saaledes er til og er En saa nær, er man i Almindelighed ogsaa vidende om, naar man mener at have Rettigheder i Forhold til ham, at kunne fordre Noget af ham. Dersom Nogen i denne Forstand spørger, hvo er min Næste, da vil hiint Christi Svar til Pharisæeren kun paa en egen Maade indeholde Besvarelsen, thi i Svaret gjøres egentligt først Spørgsmaalet til det modsatte, hvorved ►betydes, hvorledes et Menneske har at spørge. ►30Christus siger nemlig, efterat have fortalt Parabelen om den barmhjertige Samaritan, til Pharisæeren (►Luc. 10, 36.) »hvilken af disse Tre tykkes Dig nu at have været hans Næste, der var falden blandt Røvere«, og Pharisæeren 25 svarer »rigtigt« »den, som gjorde Barmhjertighed mod ham«; ►det er, ved at anerkjende Din Pligt opdager Du let, hvo Din Næste er. Pharisæerens Svar er indeholdt i Christi Spørgsmaal, der ved sin Form nødsagede Pharisæeren til at svare saaledes. Den jeg 28 har Pligten mod er min Næste, og naar jeg ►fuldkommer min Pligt viser jeg, at jeg er Næsten. Christus taler nemlig ikke om det at kjende Næsten, men om det selv at blive Næsten, at ►bevise sig at være Næsten, som Samaritanen beviste det ved sin Barmhjertighed; thi ved den beviste han jo ikke, at den Overfaldne var hans Næste; men at han var den Overfaldnes Næste. Leviten og Præsten vare i nærmere Forstand den Overfaldnes Næste, men disse vilde Intet vide derom; ►Samaritanen derimod, der ved Fordomme var foranlediget til Misforstaaelse, forstod dog rigtigt, at han var den Overfaldnes Næste. At vælge en Elsket, at finde en Ven, ja det er et ►vidtløftigt Arbeide, men Næsten er let at kjende, let at finde, hvis man blot selv vil – anerkjende sin Pligt.

✂ Budet lød saaledes »Du skal elske Din Næste som Dig selv«, men naar Budet forstaaes ►retteligen, siger det tillige det Omvendte: Du skal elske Dig selv paa den rette Maade. Dersom Nogen derfor ikke af Christendommen vil lære at elske sig selv paa den rette Maade, kan han heller ikke elske Næsten; han kan saa maaskee som det hedder ►»i Liv og Død« – holde sammen med et andet eller flere andre Mennesker, men dette er ingenlunde at elske Næsten. At elske sig selv paa den rette Maade og at elske Næsten svare ganske til hinanden, er i Grunden Eet og det Samme. Naar Lovens »som Dig selv« har fravristet Dig den Selvkjerlighed, hvilken Christendommen, sørgeligt nok, maa forudsætte at være i ethvert Menneske, saa har Du netop lært at elske Dig selv. Loven er derfor: Du skal elske Dig selv saaledes som Du elsker Næsten, naar Du elsker ham som Dig selv. Hvo der har noget Kjendskab til Menneskene vil vist tilstaae, at som han ofte har ønsket at kunne bevæge dem til at opgive Selvkjerligheden, at han saaledes ogsaa ofte har maattet ønske, om det var 26 muligt at lære dem at elske dem selv. Naar den Travle ødsler sin Tid og sin Kraft i ►forfængelige, ubetydelige ►Idrætters Tjeneste, er dette da ikke, fordi han ikke har lært ret at elske sig selv? Naar den Letsindige 31bortgiver sig selv næsten som et Intet med i Øieblikkets ►Narrespil, er dette da ikke, fordi han ikke har Forstand paa ret at elske sig selv? Naar den Tungsindige ønsker at blive af med Livet, ja med sig selv, er dette da ikke, fordi han ikke vil lære strengt og alvorligt at elske sig selv? Naar et Menneske, fordi Verden eller et andet Menneske troløs lod ham forraadt, overgiver sig til Fortvivlelse, hvilken er da hans Skyld (thi hans uskyldige Lidelse tale vi jo her ikke om) ►uden den ikke 29 at elske sig selv paa den rette Maade? Naar et Menneske ►selvplagersk ►mener at gjøre Gud en Tjeneste ved at martre sig selv, hvilken er da hans Synd uden denne, ikke ret at ville elske sig selv? Ak, og naar et Menneske formasteligt ►lægger Haand paa sig selv, er dette da ikke just hans Synd, at han ikke retteligen elsker sig selv i den Forstand, i hvilken et Menneske skal elske sig selv? O, der tales i Verden saa meget om Forræderie og Troløshed, og Gud bedre det, at dette ►destoværre kun er altfor sandt, men lad os dog derover aldrig glemme, at den farligste Forræder blandt alle er den, ethvert Menneske har i sig selv. Dette Forræderie, hvad enten det bestaaer i, at han selvisk elsker sig, eller det bestaaer i, at han selvisk ikke vil elske sig selv paa den rette Maade, dette Forræderie er jo rigtignok en Hemmelighed, der gjøres intet Anskrig i den Anledning som ellers i Anledning af Forræderie og Troløshed; men er det ikke just derfor desto vigtigere, at der atter og atter mindes om Christendommens Lære: at et Menneske skal elske sin Næste som sig selv, ►det er, som han skal elske sig selv.

✂ Budet om Kjerlighed til Næsten taler da i eet og samme Ord, »som Dig selv«, om denne Kjerlighed og om Kjerligheden til sig selv – og nu er Talens Indledning standset ved det, som den ønsker at gjøre til Gjenstand for Betragtningen. Det nemlig, hvorved Budet om Kjerlighed til Næsten og om Kjerlighed til sig selv ►bliver eenstydigt, er ikke blot 27 dette »som Dig selv«, men endnu mere det Ord »Du skal«. Herom er det vi ville tale:

✂

✂ Du skal elske,

✂

✂

✂ thi dette er just ►Kjendet paa den christelige Kjerlighed og er dens Eiendommelighed, at den indeholder denne tilsyneladende Modsigelse: at det at elske er Pligt.

✂ 32Du skal elske, dette er altsaa den »kongelige Lovs« Ord. Og sandeligen, ►m. T., hvis Du formaaer at danne Dig en Forestilling om Verdens Skikkelse, førend dette Ord blev udtalt, eller hvis Du stræber at forstaae Dig selv og ►agter paa deres Liv og deres Sindstilstand, som, skjøndt de kalde sig Christne, dog egentligen leve i Hedenskabets Forestillinger: da vil Du i Forhold til dette Christelige, som i Forhold til alt Christeligt, med Troens Forundring ydmygt tilstaae, at ►Sligt ikke er opkommet i noget Menneskes Hjerte. Thi nu, ►da det har været befalet gjennem Christendommens atten 30 Aarhundreder og før den Tid i Jødedommen, nu da Enhver er oplært deri og, aandeligt forstaaet ligesom Den, der opdrages i velhavende Forældres Huus, næsten foranlediget til at glemme, at ►det daglige Brød er en Gave; nu, da det Christelige mange Gange af dem, der bleve opdragne deri, forsmaaes i Sammenligning med ►allehaande Nyheder, ligesom naar den sunde Føde af Den, der aldrig har været sulten, forsmaaes i Sammenligning med ►Slikkerie; nu, da det Christelige forudsættes, forudsættes som bekjendt, som givet, antydes – ►for at gaae videre: nu, siges det rigtignok saadan udenvidere af Enhver, ak, og dog hvor sjeldent maaskee, at det paaagtes, hvor sjeldent maaskee, at en Christen alvorligt, med taknemlig Tanke dvæler ved Forestillingen om, hvorledes hans Tilstand maatte være, hvis Christendommen ikke var indkommen i Verden! Hvilket Mod hører der dog ikke til for første Gang at sige »Du skal elske«, eller rettere, hvilken guddommelig Myndighed for med Ordet at vende op og ned paa det naturlige Menneskes Forestillinger og Begreber! Thi der, hvor det menne28skelige Sprog standser og Modet svigter, ved Grændsen, der bryder Aabenbaringen frem med guddommelig Oprindelse og forkynder, hvad der ikke i Dybsindighedens eller den menneskelige Sammenlignings Forstand er vanskeligt at forstaae, men hvad der dog ikke opkom i noget Menneskes Hjerte. Det er ikke egentligen vanskeligt at forstaae, naar ►det er blevet sagt, og det vil jo ►ikkun forstaaes for at udøves; men det opkom ikke i noget Menneskes Hjerte. Tag en Hedning, som ikke er forvænt ved at have lært tankeløst at ramse det Christelige, eller forvænt ved den Indbildning at være en Christen – og dette Bud »Du skal elske« vil ikke blot forbause ham, men det vil oprøre ham, det vil være ham ►til Forargelse. Just derfor passer igjen paa dette Kjerlighedens Bud, hvad der er det Christeliges Kjende ►»Alt er blevet nyt«. Budet er ikke i 33tilfældig Forstand noget Nyt, ei heller i Nysgjerrighedens Forstand en Nyhed, ei heller i Timelighedens Forstand noget nyt Noget. Kjerlighed har der været til ogsaa i Hedenskabet, men det, at skulle elske, er en Evighedens Forandring – og Alt er blevet nyt. Hvilken Forskjel mellem hiint Følelsens og Driftens og Tilbøielighedens og Lidenskabens, kort hiint Umiddelbarhedens Spil af Kræfter, hiin Poesiens besjungne Herlighed i Smiil eller i Taarer, i Ønske eller i Savn, hvilken Forskjel mellem dette og Evighedens, Befalingens Alvor ►i Aand og Sandhed, i Oprigtighed og Selvfornegtelse!

✂ 31Men den menneskelige Utaknemmelighed, o, ►hvad har den en saa kort Hukommelse! Fordi det Høieste nu tilbydes Enhver, saa ►tager man det hen som Ingenting, sandser Intet derved, end sige ret at gjøre sig Rede for dets dyrebare Beskaffenhed, ret som tabte det Høieste Noget derved, at Alle have eller kunne have det Samme. See, dersom en Familie er i Besiddelse af een eller anden kostbar Skat, som staaer i Forhold til en bestemt Begivenhed, da fortæller ►fra Slægt til Slægt Forældrene Børnene og Børnene igjen deres Børn, hvorledes det er gaaet til. Men fordi Christendommen nu gjennem saa mange Aarhundreder er bleven hele ►Slægtens Eiendom, skal derfor al Tale forstumme om, hvilken Evighedens 29 Forandring der med Christendommen foregaaer i Verden? Er ikke enhver Slægt lige nær, det er, lige forpligtet til at gjøre sig dette tydeligt? Er Forandringen mindre ►mærkelig fordi det er atten Aarhundreder siden? Er det da ogsaa nu blevet mindre mærkeligt, at der er en Gud til, fordi der i flere Aartusinder have levet Slægter, som troede paa ham, er det derfor blevet mindre mærkeligt for mig – dersom jeg ellers troer det? Og er det for Den, der lever i vor Tid, atten Aarhundreder siden, at han blev Christen, fordi det er atten Aarhundreder siden Christendommen indkom i Verden? Og dersom det ikke er slet saa længe siden, saa maa han ►dog vel kunne huske, hvorledes han var, førend han blev Christen, og altsaa vide, hvilken Forandring der foregik med ham – dersom den Forandring er foregaaet med ham, at han blev Christen. Saa der altsaa ikke behøves verdenshistoriske Skildringer af Hedenskabet, som var det atten Aarhundreder siden Hedenskabets Undergang; thi slet saa længe siden er det dog vel ikke, da baade Du, ►m. T., og jeg have været Hedninger, have været det, ja – dersom vi ellers ere blevne Christne.

✂ 34Og dette er just den sørgeligste og den ugudeligste Art Bedrag, ved ►Uskjønsomhed at lade sig bedrage for det Høieste, som man mener at besidde, ak, og see, man besidder det dog ikke. Thi hvad er vel den høieste Besiddelse, hvad er Besiddelsen af Alt, naar jeg aldrig faaer det rette Indtryk af, at jeg besidder det, og af hvad det er jeg besidder! ►Fordi Den, som haver de jordiske Goder, efter Bibelens Ord, skal være som Den, der ikke haver dem, mon det derfor ogsaa er rigtigt i Forhold til det Høieste: at have det og dog være som Den, der ikke haver det? Mon det er rigtigt, dog nei, lader os ikke bedrage ved Spørgsmaalet, som var det muligt at have 32 det Høieste paa den Maade, lader os ret betænke, at det er en Umulighed. De jordiske Goder ere det Ligegyldige, og derfor lærer Skriften, at de, naar de besiddes, skulle besiddes som det Ligegyldige; men det Høieste hverken kan eller skal besiddes som det Ligegyldige. De jordiske Goder ere i udvortes For30stand en Virkelighed, derfor kan man besidde dem, medens og skjøndt man er som Den, der ikke haver dem; men Aandens Goder ere kun i det Indvortes, ere kun i Besiddelsen, og derfor kan man ikke, hvis man virkeligt besidder dem, være som Den, der ikke besidder dem; tvertimod, hvis man er en Saadan, besidder man dem netop ikke. Dersom Nogen mener at have Troen og dog er ligegyldig ved denne Besiddelse, ►hverken kold eller varm, da kan han være forvisset om, at han heller ikke har Troen. Dersom Nogen mener at være Christen og dog er ►ligegyldig ved at han er det, da er han det sandeligen heller ikke. Eller hvad vilde vi vel dømme om et Menneske, der forsikkrede, at han var forelsket, og tillige, at det var ham ligegyldigt?

✂ Saa lader os derfor ikke, saa lidet nu som ved nogen anden Leilighed, naar vi tale om det Christelige, glemme dets Oprindelighed, det er, at det ►ikke oprandt i noget Menneskes Hjerte; lader os ikke glemme at tale derom med Troens Oprindelighed, hvilken altid, naar den er i et Menneske, ikke troer fordi Andre have troet, men fordi ogsaa dette Menneske er grebet af Det, der har grebet Utallige før ham, men derfor dog vel ikke mindre oprindeligt. Thi et Redskab, som en Haandværker bruger, det sløves i Aarene, Fjederen taber sin ►Spændkraft og sløves; men hvad der har Evighedens Spændkraft beholder den gjennem alle Tider aldeles uforandret. Naar en ►Kraft-Prøver længe er bleven brugt, saa kan tilsidst endog den Svage bestaae i Prøven, men Evighedens Kraftmaal, 35paa hvilket ethvert Menneske skal prøves: om han vil have Troen eller ikke, bliver i alle Tider aldeles uforandret. – Naar ►Christus (ⓘ ►Mth. 10, 17►Mth. 10, 17] SKS, Mth. 10, 16 A) siger: »vogter Eder for Menneskene«, mon deri ikke ogsaa er indeholdt dette: vogter Eder, at I ikke ved Menneskene, det er ved idelig Sammenligning med andre Mennesker, ved Vane og Udvorteshed lader Eder franarre det Høieste? Thi en Bedragers Rænkefuldhed er ikke saa farlig, man bliver ogsaa lettere opmærksom; men det, at have det Høieste i et Slags ligegyldigt Fællesskab, i en Vanes Dvask31hed, ja i en Vanes Dvaskhed, der endog vil sætte Slægten istedenfor de Enkelte, gjøre Slægten til 33 Modtageren og de Enkelte i Kraft deraf udenvidere til Deelagtige: dette er det Forfærdelige. ►Vel skal det Høieste ikke være et Rov; Du skal ikke have det for Dig selv i selvisk Forstand, thi hvad Du kun kan have for Dig selv alene er aldrig det Høieste; men om Du end i dybeste Forstand har det Høieste tilfælles med Alle (og dette er just det Høieste, Det Du kan have tilfælles med Alle) skal Du dog troende have det for Dig selv, at Du beholder det, medens maaskee alle Andre ogsaa beholde det, men tillige, hvis end alle Andre opgave det. Vogter Eder ogsaa i denne Henseende for Mennesker, ►»værer kloge som Slanger« – for nemlig at ►bevare Troens Hemmelighed for Dig selv, om Du end baade haaber og ønsker og arbeider, at Enhver i denne Henseende gjør som Du; ►»værer eenfoldige som Duer«, thi Troen er just denne Eenfoldighed. Du skal ikke bruge Klogskaben for at gjøre Troen til noget Andet, men Du skal netop bruge Klogskaben for, klogt mod Menneskene, at værge om Troens Hemmelighed i Dig, vogtende Dig for Mennesker. Er Feldtraabet, fordi Alle hver især veed det, derfor ingen Hemmelighed, naar det dog betroes Enhver og bevares af Enhver som en Hemmelighed? Dog Feldtraabets Hemmelighed er idag Eet imorgen et Andet, men Troens Væsen er at være en Hemmelighed, at være for den Enkelte; hvis den ikke af hver Enkelt, selv naar han bekjender den, bevares som en Hemmelighed, saa troer han heller ikke. Skulde dette maaskee være noget Mangelfuldt ved Troen, at den saaledes er og bliver og skal være en Hemmelighed? Er dette da ogsaa Tilfældet med Elskov, eller er det ikke just de flygtige Rørelser, der strax blive aabenbare og derfor ogsaa strax igen forsvinde, medens det dybe Indtryk altid bevarer Hemmeligheden, saa vi jo endog, og med Rette, sige, at den Forelskelse, der ikke gjør et Menneske hemmelighedsfuldt, er ►ingen ret Forelskelse. Den hemmelig36hedsfulde Forelskelse kan være et Billede paa Troen; men ►det skjulte Menneskes uforkrænkelige Inderlighed i Troen 32 er Livet. Den, der klog som Slangen vogter sig for Menneskene, at han, eenfoldig som Duen kan »bevare Troens Hemmelighed«, han haver ogsaa, som ►Skriften siger (►Mc. 9, 50) »Salt i sig selv«; men vogter han sig ikke for Menneskene, da taber Saltet sin Kraft, og ►hvormed skal der saa saltes. Og er det end skeet, at en Forelskelses Hemmelighed blev et Menneskes Undergang, da er Troen evigt og altid den saliggjørende Hemmelighed! See, ►hiin blodsottige Qvinde; hun trængte sig ikke frem for at 34 komme til at røre ved Christi Klædebon; hun fortalte ikke Andre, hvad hun havde til Hensigt, og hvad hun troede: hun sagde ganske sagte ved sig selv »dersom jeg blot rører ved Fligen af hans Kjortel, da er jeg helbredet«. Den Hemmelighed havde hun for sig selv, det var Troens Hemmelighed, som frelste hende baade timeligt og evigt. Denne Hemmelighed kan Du have for Dig selv, ogsaa da, naar Du frimodigt bekjender Troen; og naar Du ligger afmægtigt paa Sygeleiet og ikke kan røre et Lem, naar Du end ikke kan bevæge Tungen, kan Du dog have denne Hemmelighed hos Dig.

✂ Men Troens Oprindelighed forholder sig igjen til det Christeliges Oprindelighed. ►Vidtløftige Skildringer af Hedenskabet, dets Vildfarelser, dets Eiendommelighed, ere ingenlunde fornødne, det Christeliges ►Kjender ere indeholdte i selve det Christelige. Gjør Forsøget her; glem et Øieblik det Christelige, tænk Dig, hvad Du ellers kjender til Kjerlighed, besind Dig paa, hvad Du læser hos Digterne, hvad Du selv kan ►udfinde, og siig da, om det nogensinde var faldet Dig ind at tænke dette: Du skal elske? Vær oprigtig, eller at dette ikke skal forstyrre Dig, saa vil jeg oprigtigt tilstaae, at det mange, mange Gange i mit Liv har vakt hele min Forundrings Studsen, at det stundom har været mig, som tabte Kjerligheden Alt derved, om den dog end vinder Alt. Vær oprigtig, tilstaae, at det maaskee er Tilfældet med de Fleste, at, naar de læse Digternes glødende Skildring af Elskov eller Venskab, dette da synes dem noget langt Høiere end det fattige: »Du skal elske«. 33

✂

✂ »Du skal elske«. Kun naar det er Pligt at elske, kun da er Kjerligheden for evig ►betrygget mod enhver Forandring; evig frigjort i salig Uafhængighed; evig lykkelig sikkret mod Fortvivlelse.

✂

✂ 37Hvor glad, hvor lykkelig, hvor ubeskrivelig tillidsfuld end Driftens og Tilbøielighedens Kjerlighed, den umiddelbare Kjerlighed som saadan kan være, den føler dog netop i sit skjønneste Øieblik en Trang til, om muligt at binde sig ►end fastere. Derfor sværge de tvende, de tilsværge hinanden Tro eller Venskab; og naar vi tale festligst, sige vi ikke om Tvende »de elske hinanden«, vi sige »de tilsvore hinanden Tro« eller »de tilsvore hinanden Venskab«. Men hvorved sværger da denne Kjerlighed? Vi ville nu ikke forstyrre Opmærksomheden og ►adsprede ved at minde om det meget Forskjellige, som denne Kjerligheds Talsmænd »Digterne« ved Indvielsen vide Besked om – thi i Forhold til denne Kjerlighed er 35 det Digteren, som tager Løftet af de Tvende, Digteren, som forener de Tvende, Digteren, som ►foresiger de Tvende Eden og lader dem sværge, kort det er Digteren, der er Præsten. Sværger nu denne Kjerlighed ved Noget, som er høiere end den selv? Nei, det gjør den ikke. Just dette er den skjønne, den rørende, den gaadefulde, den digteriske Misforstaaelse, at de Tvende ikke selv opdage det; og netop derfor er Digteren deres eneste, deres elskede Fortrolige, fordi han heller ikke opdager det. Naar denne Kjerlighed sværger, da giver den egentligen selv Det Betydning, hvorved den sværger; det er Kjerligheden selv, der kaster Glandsen over Det, hvorved den sværger, saa den altsaa ikke blot ikke sværger ved noget Høiere, men egentligen sværger ved Noget, der er ringere end den selv. Saa ubeskrivelig riig er denne Kjerlighed i sin elskelige Misforstaaelse; thi netop fordi den er sig selv en uendelig Rigdom, en ubegrændset ►Tilforladelighed, kommer den, idet den vil sværge, til at sværge ved noget Ringere, men opdager det ikke selv. Deraf kommer det igjen, at denne Sværgen, der jo skulde være og ogsaa oprigtigt ►mener sig selv at være den høieste Alvor, dog 34 er den yndigste Spøg. Og den gaadefulde Ven, Digteren, hvis fuldkomne Fortrolighed er denne Kjerligheds høieste Forstaaelse, han forstaaer det heller ikke. Dog er det jo let at forstaae, at skal man i Sandhed sværge, da maa man sværge ved noget Høiere, saa ►kun Gud i Himlene er den Eneste, der i Sandhed er i det Tilfælde, at han ene kan sværge ved sig selv. Dette kan imidlertid Digteren ikke forstaae, det er, den Enkelte, som er Digter, kan vel forstaae det, men han kan ikke forstaae det forsaavidt han er Digter, og »Digteren« kan ikke forstaae det; thi Digte38ren kan forstaae Alt – i Gaader, og vidunderligt forklare Alt – i Gaader, men han kan ikke forstaae sig selv, eller forstaae, at han selv er en Gaade. Skulde han tvinges til at forstaae det, da vilde han, hvis han ikke blev opbragt og forbittret, veemodigt sige: gid man ikke havde paanødt mig denne Forstaaelse, ►der forstyrrer mig mit Skjønneste, forstyrrer mig mit Liv, medens jeg ingen Brug kan gjøre af den. Og deri har Digteren forsaavidt Ret, thi den sande Forstaaelse er Livsspørgsmaalets Afgjørelse for hans ►Tilvær. Der er paa den Maade to Gaader, den første er de Tvendes Kjerlighed, den anden er Digterens Forklaring af den, eller at Digterens Forklaring ogsaa er en Gaade.

✂ Saaledes sværger denne Kjerlighed, og da tilføie de Tvende til Eden, at de ville elske hinanden ►»for evig«. Naar dette ikke føies 36 til, saa forener Digteren ikke de Tvende, han vender sig ►ligegyldig bort fra en saadan timelig Kjerlighed, eller han vender sig spottende imod den, medens han for evig tilhører hiin evig Kjerlighed. Der er da egentligen to Foreninger, først de Tvende, som for evig ville elske hinanden, og saa Digteren, som for evig vil tilhøre de Tvende. Og deri har jo Digteren Ret, at naar tvende Mennesker ikke ville elske hinanden for evig, saa er deres Kjerlighed ikke værd at tale om, ►end mindre værd at besynge. Derimod mærker Digteren ikke Misforstaaelsen, at de Tvende ved deres Kjerlighed sværge at ville elske hinanden for evig, istedenfor ved Evigheden at tilsværge hinanden Kjerlighed. Evigheden er det Høiere; skal man sværge, da maa man sværge ved det Høiere, 35 men skal man sværge ved Evigheden, da sværger man ved Pligten »at skulle elske«. Ak, men hiin de Elskendes Yndling, Digteren, han, der selv er det end Sjeldnere end de tvende ret Elskende, hvilke hans Længsel søger, han, der selv er Elskelighedens Vidunder, han er ogsaa som det ►kjælne Barn, han kan ikke taale dette »skal«, saasnart det siges, bliver han enten utaalmodig eller han giver sig til at græde.

✂ Altsaa denne umiddelbare Kjerlighed, den har vel ►i den skjønne Indbildnings Forstand det Evige i sig, men den ►er ikke bevidst begrundet paa det Evige, og derfor kan den forandres. Selv om den ikke forandredes, den kan dog forandres, thi den er jo det Lykkelige; men om det Lykkelige gjælder hvad der gjælder om Lykken, hvad der, naar man tænker det Evige, ikke kan tænkes uden Veemod, ligesom ►det er sagt med Gysen: »Lykken er, naar den har været«. Dette vil sige, saa længe 39den bestod eller var til, var en Forandring mulig; først naar den er bleven forbigangen, kan man sige, den bestod. ►»Man prise intet Menneske lykkelig, saa længe han lever«; saa længe han lever, kan nemlig Lykken forandre sig, først naar han er død, og Lykken ikke har forladt ham, medens han levede, først da viser det sig, at han – har været lykkelig. Hvad der blot er til, hvad der ingen Forandring har undergaaet, det har bestandigt Forandringen uden for sig; den kan bestandigt indtræde, endnu i det sidste Øieblik kan den komme, og først naar Livet er tilendebragt, kan man sige: Forandringen kom ikke – eller maaskee kom den. Hvad der ingen Forandring har undergaaet har vel Bestaaen, men har ikke Bestandighed; forsaavidt det har Bestaaen, er det til, men forsaavidt det ikke i Forandringen har vundet Bestandighed, 37 kan det ikke blive samtidigt med sig selv, og er da enten lykkeligt uvidende om dette Misforhold eller stemt i Veemod. Thi det Evige er det Eneste, som kan være og blive og forblive samtidigt med enhver Tid; Timeligheden derimod adskiller i sig selv, og det Nærværende kan ikke blive samtidigt med det Tilkommende, eller det Tilkommende med det Forbigangne, eller det Forbigangne med det Nærværende. Om hvad der derfor 36 ved at undergaae Forandringen vandt Bestandighed, om det kan man ikke blot, naar det har bestaaet, sige »det bestod«, men man kan sige »det har bestaaet, medens det bestod.« Just dette er Betryggelsen, og et ganske andet Forhold end Lykkens. Naar Kjerligheden har undergaaet Evighedens Forandring ved at være bleven Pligt, da har den vundet Bestandighed, og det følger da af sig selv, at den bestaaer. Det følger nemlig ikke af sig selv, at hvad der bestaaer i dette Øieblik ogsaa bestaaer i næste Øieblik, men det følger af sig selv, at det Bestandige bestaaer. Vi tale jo om, at Noget bestaaer sin Prøve, og vi prise det, naar det har bestaaet sin Prøve; men denne Tale er dog om det Ufuldkomne, thi det Bestandiges Bestandighed skal og kan ikke vise sig i at bestaae en Prøve – det er jo det Bestandige, og kun det Forgængelige kan give sig – Skin af Bestandighed ved at bestaae i en Prøve. Om ►Prøve-Sølv vilde derfor ingen ►falde paa at sige, at det skal bestaae sin Prøve i Aarene, thi det er jo Prøve-Sølv. Saaledes ogsaa med Kjerlighed. Den Kjerlighed, der blot har Bestaaen, hvor lykkelig, hvor livsalig, hvor tillidsfuld, hvor digterisk den end er, den maa dog bestaae sin Prøve i Aarene; men den Kjerlighed, der undergik Evighedens Forandring ved 40at blive Pligt, den vandt Bestandighed, den er Prøve-Sølv. Er den derfor maaskee mindre anvendelig, mindre brugbar i Livet? Er da Prøve-Sølv det mindre Brugbare? Dog vel ikke; men Sproget, uvilkaarligt, og Tanken, bevidst, ærer paa en egen Maade Prøve-Sølvet, thi om dette siges blot »man bruger det«, der tales slet ikke om Prøve, man fornærmer det ikke ved at ville prøve det, det veed man jo forud, at Prøve-Sølv bestaaer. Naar man derfor bruger en mindre ►tilforladelig Sammensætning, saa nødsages man til at være mere nærgaaende og til at tale mindre ►eenfoldigt, man nødsages til næsten tvetydigt at sige det Dobbelte »man bruger det, og medens man bruger det, prøver man det tillige«, thi det er dog bestandigt muligt, at det kunde forandre sig.

✂ Altsaa, kun naar det er Pligt at elske, kun da er Kjerligheden 38 evig betrygget. Denne Evighedens 37 Betryggethed ►jager al Angest ud og gjør Kjerlighed fuldkommen, fuldkommen betrygget. Thi i hiin Kjerlighed, som kun har Bestaaen, hvor tillidsfuld den end er, er der dog endnu en Angest, en Angest for Forandringens Mulighed. Den selv forstaaer det ikke, lige saa lidet som Digteren, at det er Angest, thi Angesten er skjult, og kun den brændende Higen Yttringen, hvorpaa dog just kjendes, at Angesten er skjult i Grunden. Hvoraf kommer det vel ellers, at den umiddelbare Kjerlighed er saa tilbøielig til, ja saa forelsket i at gjøre Prøve paa Kjerligheden? Dette er jo just, fordi Kjerligheden ikke, ved at blive Pligt, i dybeste Forstand ►har undergaaet »Prøven«. Derfra denne, hvad Digteren vilde kalde, søde Uro, der dumdristigere og dumdristigere vil gjøre Prøve. Den Elskende vil prøve den Elskede, Vennen vil prøve Vennen; Prøvelsen har ►vistnok sin Grund i Kjerligheden, men denne heftigt flammende Lyst til at prøve, dette Ønskets Higen efter at maatte blive sat paa Prøve forklarer dog, at Kjerligheden sig selv ubevidst er usikker. Atter her er en gaadefuld Misforstaaelse i den umiddelbare Kjerlighed og i Digterens Forklaringer. De Elskende og Digteren mene, at denne Lyst til at ville prøve Kjerligheden netop er et Udtryk for, hvor sikker den er. Men ►er dette vel saa? Det er ganske rigtigt, at det Ligegyldige ønsker man ikke at prøve; men deraf følger jo ikke, at det at ville prøve det Elskede er et Udtryk for Sikkerheden. De Tvende elske hinanden, de elske hinanden for evig, de ere saa visse, at de – gjøre Prøve derpaa. Er denne Vished den høieste? Er Forholdet ikke her, netop ligesom naar Kjerligheden sværger og dog sværger ved hvad der er lavere end Kjer41ligheden? Saaledes er jo her de Elskendes høieste Udtryk for deres Kjerligheds Bestandighed et Udtryk for, at den kun har Bestaaen, thi hvad der kun har Bestaaen, det prøver man, det sætter man paa Prøve. Men naar det er Pligt at elske, da behøves der ingen Prøve og fornærmelig Dumdristighed med at ville prøve, da er Kjerligheden høiere end enhver Prøve, den har allerede mere end bestaaet i Prøven, i samme Forstand, som Troen ►»mere end seirer«. Det at prøve forholder sig 38 altid til Mulighed, det er dog altid muligt, at det, der prøves, ikke bestod i Prøven. Dersom derfor En vilde prøve om han har Troen, eller prøve paa at faae Troen, da vil dette egentligen sige, han vil forhindre sig selv i at faae Troen, han vil bringe sig selv i en Higens Uro, hvor Troen aldrig vindes, thi »Du skal troe«. Dersom en Troende vilde bede Gud at sætte hans 39 Tro paa en Prøve, da er dette ikke et Udtryk for, at denne Troende har Troen i overordentlig høi Grad (at mene det er en Digter-Misforstaaelse, som det ogsaa er en Misforstaaelse at have Troen i en »overordentlig« Grad, da den ordentlige Grad netop er det Høieste), men det er et Udtryk for, at han ikke ganske har Troen, thi »Du skal troe«. Aldrig fandtes der nogen høiere Betryggelse, og aldrig fandtes der Evighedens Hvile i noget Andet end i dette »skal«. Det er dog, hvor livsalig den end er, en urolig Tanke »at prøve«, og det er Uroen, der vil indbilde Dig, at dette er en høiere Forvisning; thi det at prøve er i sig selv opfindsomt og ikke til at udtømme, saa lidet som Klogskaben nogensinde har kunnet beregne alle Tilfælde, medens derimod, som ►den Alvorlige saa fortræffeligt siger, »Troen har beregnet alle Tilfælde«. Og naar man skal, saa er det for evig afgjort; og naar Du vil forstaae, at Du skal elske, saa er Din Kjerlighed for evig betrygget.

✂ Og Kjerligheden er tillige ved dette »skal« evig betrygget mod enhver Forandring. Thi den Kjerlighed, der kun har Bestaaen, den kan forandres, den kan forandres i sig selv, og den kan forandres fra sig selv.

✂ Den umiddelbare Kjerlighed kan forandres i sig selv, den kan forandres til sit Modsatte, til Had. Had er en Kjerlighed, som er bleven til sit Modsatte, en Kjerlighed, som er gaaet til Grunde. Nede i Grunden brænder bestandigt Kjerligheden, men Flammen er Hadets; først, naar Kjerligheden er udbrændt, først da er ogsaa Hadets Flamme slukket. ►Som der er sagt om Tungen, at »det er den samme Tunge, med hvilken vi velsigne og forbande«, saaledes maa man ogsaa sige, at det er den 42samme Kjerlighed, der elsker og hader; men netop fordi 39 det er den samme Kjerlighed, netop derfor er den ikke i Evighedens Forstand den sande, der bliver uforandret den samme, medens hiin umiddelbare, naar den er forandret, dog i Grunden er den samme. Den sande Kjerlighed, der undergik Evighedens Forandring ved at blive Pligt, forandres aldrig, den er eenfoldig, den elsker – og hader aldrig, hader aldrig – den Elskede. Det kunde synes som var hiin umiddelbare Kjerlighed den stærkere, fordi den kan gjøre det Dobbelte, fordi den baade kan elske og hade; det kunde synes som havde den en ganske anden Magt over sin Gjenstand, naar den siger »vil Du ikke elske mig, saa vil jeg hade Dig«: dog er dette kun et Sandsebedrag. Thi ►er vel Forandrethed en stærkere Magt end Uforanderlighed; og ►hvo er den Stærkere, 40 den som siger »vil Du ikke elske mig saa vil jeg hade Dig«, eller den, som siger »vil Du hade mig, saa vil jeg dog vedblive at elske Dig?« Ja vist er det forfærdende og forfærdeligt, at Kjerlighed forandres til Had, men hvem er det egentligen forfærdeligt for, mon ikke for den Paagjældende selv, hvem det hændte, at hans Kjerlighed forandrede sig til Had.

✂ Den umiddelbare Kjerlighed kan forandres i sig selv, den kan ved ►Selvantændelse blive til ►Iversyge, blive fra den største Lykke til den største Qval. Saa farefuld er den umiddelbare Kjerligheds ►Hede, hvor stor dens Lyst end er, saa farefuld, at denne Hede let kan blive en Sygdom. Det Umiddelbare er ligesom det Gjærende, der jo just derfor kaldes saaledes, fordi det endnu ingen Forandring har undergaaet, og derfor heller ikke fra sig har udsondret den Gift, som dog just er det Glødende i det Gjærende. Antænder Kjerligheden sig selv ved denne Gift, istedenfor at udsondre den, da fremkommer Iversygen, ak, Ordet siger det jo selv, den er en Iver for at blive syg, en Sygdom af Iver. Den Iversyge hader ikke Kjerlighedens Gjenstand, langtfra, men han martrer sig selv ved den Gjenkjerlighedens Ild, der luttrende skulde rense hans Kjerlighed. Den Iversyge opfanger, næsten tryglende, hver en Straale af Kjerligheden i den Elskede, men alle disse Straaler samler han gjennem Iversygens Brændglas paa sin Kjerlighed, 40 og han forbrænder langsomt. Den Kjerlighed derimod, der undergik Evighedens Forandring ved at blive Pligt, den kjender ikke Iversyge; den elsker ikke blot, som den bliver elsket, men den elsker. Iversygen elsker som den bliver elsket; ængstelig piint ved Forestillingen, om den bliver elsket, er den lige 43saa iversyg paa den egne Kjerlighed, om den dog ikke er uforholdsmæssig i Forhold til den Andens Ligegyldighed, som den er iversyg paa Yttringen af den Andens Kjerlighed; ængstelig piint ved ►Selvbeskæftigelsen tør den hverken ganske troe den Elskede, ei heller ganske ►give sig hen, for ikke at give for meget, og brænder sig derfor bestandigt, som man brænder sig paa Det, der ikke er brændende – ►uden for den ængstelige Berøring. Sammenligningen er Selvantændelsen. Det kunde synes, som var der en ganske anden Ild i den umiddelbare Kjerlighed, siden den kan blive til Iversyge; ak, men denne Ild er jo just det Forfærdelige. Det kunde synes, som holdt Iversygen sin Gjenstand ganske anderledes fast, naar den ►med hundrede Øine vogter paa den, medens den eenfoldige Kjerlighed ligesom kun har eet Øie for sin Kjerlighed. 41 Men mon dog Adsplittelse er stærkere end Eenhed, mon et sønderrevet Hjerte er stærkere end et fuldt og udeelt, mon en ideligt ængstelig Griben holder sin Gjenstand fastere end Eenfoldighedens enige Kræfter! Og hvorledes er nu hiin eenfoldige Kjerlighed sikkret mod Iversygen? Mon ikke derved, at den ikke elsker sammenlignelsesviis? Den begynder ikke med umiddelbart at elske ►fortrinsviis, den elsker; derfor kan den heller aldrig komme til sygeligt at elske sammenlignelsesviis, den elsker.

✂ Den umiddelbare Kjerlighed kan forandres fra sig selv, den kan forandres i Aarene, hvad jo ofte nok sees. Saa taber Kjerligheden sin ►Fyrighed, sin Glæde, sin Lyst, sin Oprindelighed, sit friske Liv; som den Flod, der sprang ud af Klippen, naar den længere henne afmattes i det stillestaaende Vands Dvaskhed, saaledes afmattes Kjerligheden i en Vanes Lunkenhed og Ligegyldighed. Ak, af alle Fjender er maaskee Vanen den lumskeste, og fremfor Alt er den lumsk nok til aldrig at lade sig blive seet, thi Den, der saae Vanen, han er 41 frelst fra Vanen; Vanen er ikke som andre Fjender, hvilke man seer og ⓘ modmod] R, med A hvilke man stridende værger sig, Striden er egentligen den med sig selv om at faae den at see. Der er ►et for sin Lumskhed bekjendt Rovdyr, som listende overfalder de Sovende; medens det da suger Blodet ud af den Sovende, vifter det Kølighed over ham og gjør ham Søvnen endnu lifligere. Saaledes er Vanen – eller den er endnu værre; thi hiint Dyr søger sit Bytte blandt de Sovende, men det har intet Middel til at dysse de Vaagne i Søvn. Det har derimod Vanen; den lister sig søvndyssende paa et Menneske, og naar 44dette er skeet, da blodsuger den en Sovende, medens den vifter Kølighed over ham og gjør ham Søvnen endnu lifligere. – Saaledes kan den umiddelbare Kjerlighed forandres fra sig selv, og blive ukjendelig – thi Had og Iversyge kjendes dog paa Kjerligheden. Saa mærker stundom Mennesket selv, som naar en Drøm farer forbi og er glemt, at Vanen har forandret ham; han vil da gjøre det godt igjen, men han veed ikke, hvor han skal gaae hen og ►kjøbe ny Olie til at opflamme Kjerligheden. Saa bliver han mismodig, ►fortræden, kjed af sig selv, kjed af sin Kjerlighed, kjed af, at den er saa ussel som den er, kjed af, at han ikke kan faae det forandret, ak, thi Evighedens Forandring havde han ikke itide agtet paa, og nu har han endog tabt Evne til at udholde Helbredelsen. O, man seer stundom med Sorg et Menneske, der engang levede i Velmagt, nu forarmet, og dog, hvor langt mere sørgeligt end 42 denne Forandring er det, naar man seer en Kjerlighed forandret til dette næsten Modbydelige. – Dersom derimod Kjerligheden undergik Evighedens Forandring ved at blive Pligt, da kjender den ikke Vane, da kan Vane aldrig faae Magt over den. ►Som der siges om det evige Liv, at der er ikke Suk ►og ikke Taarer, saa kunde man tilføie: der er og ikke Vane; sandeligen dermed sige vi ikke noget mindre herligt. Vil Du frelse Din Sjel eller Din Kjerlighed fra Vanens Lumskhed – ja Menneskene troe, at der er mange Midler til at holde sig vaagen og sikkret, men sandeligen der er kun eet: Evighedens »skal«. Lad hundrede Kanoners Torden tre Gange 42 dagligt minde Dig om at modstaae Vanens Magt; hold som ►hiin mægtige Keiser i Østen en Slave, der minder Dig dagligt, hold hundrede; hav en Ven, der minder Dig, hver Gang han seer Dig, hav en Hustru, der minder Dig ►tidligt og sildigt i Kjerlighed: men tag Dig iagt, at ikke ogsaa dette bliver en Vane! Thi Du kan blive vant til at høre hundrede Kanoners Torden, saa Du kan sidde tilbords og høre den mindste Ubetydelighed langt tydeligere end de hundrede Kanoners Torden, som Du blev – vant til at høre. Og Du kan blive vant til, at hundrede Slaver minde Dig hver Dag, saa Du hører det ikke mere, fordi Du ved Vanen har faaet ►det Øre, hvormed man hører og dog ikke hører. Nei, kun Evighedens »Du skal« – og det hørende Øre, som vil høre dette »skal«, kan frelse Dig fra Vanen. Vane er den sørgeligste Forandring, og paa den anden Side enhver Forandring kan man vænne sig til; kun det Evige, og altsaa hvad der undergik Evighedens Forandring ved at blive Pligt, er det Uforan45derlige, men det Uforanderlige kan netop ikke blive Vane. Hvor fast end en Vane sætter sig, den bliver aldrig det Uforanderlige, selv om Mennesket bliver uforbederligt; thi Vanen er bestandigt Det, som skulde forandres, det Uforanderlige derimod Det, som hverken kan eller skal forandres. Men det Evige bliver aldrig gammelt og aldrig Vane.

✂ Kun naar det er Pligt at elske, kun da er Kjerligheden evig frigjort i salig Uafhængighed. Men er da hiin umiddelbare Kjerlighed ikke fri, har den Elskende ikke netop sin Frihed i Kjerligheden? Og paa den anden Side, skulde det være Talens Mening at ►anprise Selvkjerlighedens trøstesløse Uafhængighed, der blev uafhængig, fordi den ikke havde Mod til at binde sig, altsaa fordi den blev afhængig af sin Feighed; den trøstesløse Uafhængighed, der svæver, fordi den intet ►Tilhold fandt, og er som ►»Den, der vanker hid og did, en bevæbnet 43 Røver, der tager ind hvor det aftnes;« den trøsteløse Uafhængighed, der uafhængigt ikke bærer Lænker – idetmindste ikke synligt! O, langtfra, vi have jo tvertimod ►i den foregaaende Tale mindet om, at Udtrykket for den høieste Rig43dom er at have en Trang; og saaledes er ogsaa Frihedens sande Udtryk, at den er en Trang i den Frie. Den, i hvem Kjerligheden er en Trang, han føler sig ►vistnok fri i sin Kjerlighed, og just Den, der føler sig ganske afhængig, saa han vilde tabe Alt ved at tabe den Elskede, just han er uafhængig. Dog paa een Betingelse, at han ikke forvexler Kjerligheden med Besiddelsen af den Elskede. ►Dersom En vilde sige »enten elske eller døe«, og derved betegne, at et Liv uden at elske ikke var værd at leve, da vilde vi ganske give ham Ret. Men hvis han ved det Første forstod at besidde den Elskede, og altsaa meente enten besidde den Elskede eller døe, enten vinde denne Ven eller døe, saa maatte vi sige, at en saadan Kjerlighed i usand Forstand er afhængig. Saasnart Kjerligheden, i sit Forhold til sin Gjenstand, i Forholdet ikke forholder sig lige saa meget til sig selv, medens den dog er ganske afhængig, saa er den i usand Forstand afhængig, saa har den Loven for sin Tilværelse uden for sig selv og er altsaa i forkrænkelig, i jordisk, i timelig Forstand afhængig. Men den Kjerlighed, der undergik Evighedens Forandring ved at blive Pligt, og elsker, fordi den skal elske, den er uafhængig, den har Loven for sin Tilværelse i selve Kjerlighedens Forhold til det Evige. Denne Kjerlighed kan aldrig blive i usand Forstand afhængig, thi det Eneste, den er afhængig af, er Pligten, og Pligten er det eneste Frigjørende. Den umid46delbare Kjerlighed gjør et Menneske fri og i næste Øieblik afhængig. Det er ligesom med et Menneskes Tilblivelse; ved at blive til, ved at blive et »Selv«, bliver han fri, men i næste Øieblik er han afhængig af dette Selv. Pligten derimod gjør et Menneske afhængig og i samme Øieblik evig uafhængig. ►»Ikkun Loven kan give Friheden.« Ak, man mener saa ofte, at Friheden er til, og at ►det er Loven, som binder Friheden. Dog er det just omvendt; uden Loven er Friheden slet ikke til, og det er Loven, som giver Friheden. Man mener ogsaa, at det er Loven, der gjør Forskjel, fordi der, naar Loven ikke er, slet ingen Forskjel er. Dog er det omvendt; naar det er Loven, som gjør Forskjel, saa er det just Loven, som gjør Alle lige for Loven. 44

✂ Saaledes frigjør dette »skal« Kjerligheden i salig Uafhængighed; en saadan Kjerlighed staaer og falder ikke med sin Gjenstands Tilfældighed, 44 den staaer og falder med Evighedens Lov – men saa falder den jo aldrig; en saadan Kjerlighed afhænger ikke af Dette eller Hiint, den afhænger kun af – det eneste Frigjørende, altsaa er den evigt uafhængig. Med denne Uafhængighed kan ingen sammenlignes. Stundom priser Verden den stolte Uafhængighed, som ►formener ingen Trang at føle til at blive elsket, om den dog tillige mener »at behøve andre Mennesker – ikke for at elskes af dem, men for at elske dem, for dog at have Nogen at elske.« O, hvor usand er ikke denne Uafhængighed! Den føler ingen Trang til at blive elsket, og dog behøver den Nogen at elske; den trænger altsaa til et andet Menneske – for at kunne tilfredsstille sin stolte Selvfølelse. Er dette ikke, som naar Forfængeligheden mener at kunne undvære Verden og dog trænger til Verden, det er, til at Verden bliver vidende om, at Forfængeligheden ikke trænger til Verden. Men den Kjerlighed, der undergik Evighedens Forandring ved at blive Pligt, føler ►vistnok en Trang til at blive elsket, og denne Trang med dette »skal« er derfor en evigt samstemmende Overeensstemmelse; men den kan undvære, hvis saa skal være, medens den dog vedbliver at elske: er dette ikke Uafhængighed? Denne Uafhængighed er kun afhængig af Kjerligheden selv ved Evighedens »skal«, den er ikke afhængig af noget Andet, og derfor heller ikke afhængig af Kjerlighedens Gjenstand, saa snart denne viser sig at være et Andet. Dog betyder dette ikke, at den uafhængige Kjerlighed saa ophørte, forvandlede sig til stolt Selvtilfredshed; dette er Afhængighed. Nei, ►Kjerligheden bliver, det er Uaf47hængighed. Uforandrethed er den sande Uafhængighed; enhver Forandring, det være Svaghedens Besvimen eller Stolthedens Kneisen, den sukkende eller den selvtilfredse, er Afhængighed. Dersom En, naar den Anden siger »jeg kan ikke elske Dig længere« stolt svarer »da kan jeg ogsaa lade være at elske Dig«: er dette Uafhængighed? Ak, det er jo Afhængighed, thi det, om han skal vedblive at elske eller ikke afhænger af, om den Anden vil elske. Men Den, som svarer 45 »da skal jeg dog vedblive at elske Dig,« hans Kjerlighed er evig frigjort i salig Uafhængighed. Han siger det ikke stolt – afhængig af sin Stolthed, nei, han siger det ydmygt, ydmygende sig under Evighedens »skal«, netop derfor er han uafhængig.

✂ Kun naar det er Pligt at elske, kun da er Kjerligheden evig lykkelig sikkret mod Fortvivlelse. Den umiddelbare Kjerlighed kan blive ulykkelig, kan komme til Fortvivlelse. Det kunde atter synes et Udtryk 45 for denne Kjerligheds Styrke, at den har Fortvivlelsens Kraft, men dette er dog kun ►Tilsyneladelse; thi Fortvivlelsens Kraft, hvor meget den end anprises, er dog Afmagt, dens Høieste er netop dens Undergang. Dog det, at den umiddelbare Kjerlighed kan komme til at fortvivle, viser, at den er fortvivlet, at den, selv naar den er lykkelig, elsker med Fortvivlelsens Kræfter – elsker et andet Menneske »høiere end sig selv, høiere end Gud«. Om Fortvivlelse maa siges: kun Den kan fortvivle, der er fortvivlet. Naar den umiddelbare Kjerlighed fortvivler over Ulykken, da bliver det kun aabenbart, at den – var fortvivlet, at den i sin Lykke ogsaa havde været fortvivlet. Fortvivlelsen ligger i, med uendelig Lidenskab at forholde sig til et Enkelt; thi med uendelig Lidenskab kan man kun, hvis man ikke er fortvivlet, forholde sig til det Evige. Den umiddelbare Kjerlighed er saaledes fortvivlet; men naar den bliver lykkelig, som det hedder, skjules det for den, at den er fortvivlet, naar den bliver ulykkelig, bliver det aabenbart, at den – var fortvivlet. Den Kjerlighed derimod, som undergik Evighedens Forandring ved at blive Pligt, kan aldrig fortvivle, netop fordi den ikke er fortvivlet. Fortvivlelse er nemlig ikke Noget, som kan hænde et Menneske, en Begivenhed ligesom Lykke og Ulykke. Fortvivlelse er et Misforhold i hans Væsens Inderste – saa langt, saa dybt kan ingen Skjebne eller Begivenhed gribe ind, den kan kun gjøre det aabenbart, at Misforholdet – var der. Derfor er der kun een Sikkerhed mod Fortvivlelse: at undergaae Evighedens Forandring 48ved Pligtens »skal«; Enhver, som ikke undergik denne Forandring, han er fortvivlet; Lykke og Medgang 46 kan skjule over det, Ulykke og Modgang derimod, ikke som han mener gjøre ham fortvivlet, men gjøre det aabenbart, at han – var fortvivlet. Forsaavidt man taler anderledes, er det, fordi man paa en letfærdig Maade forvexler de høieste Begreber. Det, der nemlig gjør et Menneske fortvivlet, er ikke Ulykken, men er, at han mangler det Evige; Fortvivlelse er at mangle det Evige; Fortvivlelse er, ikke at have undergaaet Evighedens Forandring ved Pligtens »skal«. Fortvivlelse er altsaa ikke Tabet af den Elskede, det er Ulykken, Smerten, Lidelsen; men Fortvivlelsen er Manglen af det Evige.

✂ Hvorledes sikkres da Budets Kjerlighed mod Fortvivlelse? Ganske simpelt, ved Budet, ved dette »Du skal elske«. Deri ligger nemlig først og fremmest, Du maa end ikke elske paa den Maade, at Tabet af den Elskede vilde gjøre det aabenbart, at Du var fortvivlet, 46 det er, Du maa slet ikke elske fortvivlet. Er dermed det at elske forbudt? Ingenlunde, det var ►dog vel og en underlig Tale, at det Bud, der siger »Du skal elske«, ved sin Befaling skulde forbyde at elske. Altsaa Budet forbyder kun at elske paa den Maade, som ikke er befalet; væsentligen er Budet ikke forbydende, men befalende, at Du skal elske. Altsaa Kjerligheds Budet sikkrer ikke mod Fortvivlelse ved Hjælp af matte, lunkne Trøstegrunde, at man ikke maa tage sig Noget for nær o. s. v. Er ►og vel en saadan kummerlig Kløgt, der ►»har ophørt at sørge«, er den vel mindre Fortvivlelse end den Elskendes Fortvivlelse, er den ikke snarere en endnu værre Art Fortvivlelse! Nei, Kjerligheds Budet forbyder Fortvivlelsen – ved at befale at elske. Hvo skulde have dette Mod ►uden Evigheden, hvo er berettiget til at sige dette »skal« uden Evigheden, der netop i det Øieblik, da Kjerligheden vil fortvivle over sin Ulykke, befaler at elske! Hvor kan denne Befaling have hjemme uden i Evigheden? Thi naar det i Timeligheden er gjort umuligt at besidde den Elskede, da siger Evigheden »Du skal elske«, det er, da frelser Evigheden Kjerligheden fra Fortvivlelse netop ved at gjøre den evig. ►Lad det være Døden, der skiller de Tvende ad – naar da den Efterladte vil synke i Fortvivlelse: hvad skal saa hjælpe? Timelig Hjælp er 47 en endnu sørgeligere Art Fortvivlelse; men saa hjælper Evigheden. Naar den siger »Du skal elske«, saa siger den dermed »Din Kjerlighed har en evig Gyldighed«; men den siger det ikke trøstende, thi dette vilde ikke hjælpe, den siger det befa49lende, just fordi der er Fare paafærde. Og naar Evigheden siger »Du skal elske«, saa bliver det jo dens Sag at indestaae for, at det lader sig gjøre. O, hvad er al anden Trøst mod Evighedens, hvad er al anden Sjelesorg mod Evighedens! Vilde den tale mildere og sige »trøst Dig«, da skulde vel den Sørgende have Indvendinger ►tilrede; men – ja det er ikke fordi Evigheden stolt ingen Indvending vil taale – af Omsorg for den Sørgende befaler den »Du skal elske«. ►Vidunderlige Trøstetale, vidunderlige Medlidenhed; thi menneskelig talt er det jo dog det Besynderligste, næsten som en Spot, at sige til den Fortvivlende, at han skal gjøre det, som var hans eneste Ønske, men hvis Umulighed bringer ham til Fortvivlelse. Behøves der noget andet Beviis for, at Kjerligheds-Budet er af guddommelig Oprindelse! Har Du forsøgt det, eller forsøg det, træd hen til en saadan Sørgende i det Øieblik, da Tabet af den Elskede vil overvælde ham, og see saa, hvad Du kan finde paa at sige; tilstaae det, Du vil 47 trøste; det Eneste, Du ikke vil falde paa, er, at sige »Du skal elske«. Og paa den anden Side, forsøg det, om det ikke i det første Øieblik, naar det siges, næsten forbittrer den Sørgende, fordi det synes det meest Upassende at sige ved denne Leilighed. O, men Du, som gjorde den alvorlige Erfaring, Du, som i det tunge Øieblik fandt Tomheden og Modbydeligheden i de menneskelige Trøstegrunde – men ingen Trøst; Du, som med Forfærdelse opdagede, at end ikke Evighedens Formaning kunde holde Dig fra at synke: Du lærte at elske dette »skal«, som frelser fra Fortvivlelse! Hvad Du maaskee ofte i mindre Forhold havde sandet, at den sande Opbyggelse er, at der tales strengt, det lærte Du her i dybeste Forstand: at kun dette »skal« evig lykkeligt frelser fra Fortvivlelse. Evig lykkeligt – ja, thi kun Den er frelst fra Fortvivlelse, som er evig frelst fra Fortvivlelse. Den 48 Kjerlighed, som undergik Evighedens Forandring ved at blive Pligt, er ikke fritagen fra Ulykke, men den er frelst fra Fortvivlelse, i Lykke og Ulykke lige meget frelst fra Fortvivlelse.

✂ See, Lidenskaben ►ophidser, jordisk Kløgt køler, men hverken denne Hede, ei heller denne Kulde, ei heller Blandingen af denne Hede og denne Kulde er Evighedens rene Luft. Der er i denne Hede noget ►Hidsigt, og der er i denne Kulde noget Skarpt, og der er i Blandingen noget Ubestemt, eller en ubevidst Lumskhed som i Foraarets farlige Tid. Men dette »Du skal elske« tager alt det Usunde bort og bevarer det Sunde for 50Evigheden. Saaledes er det overalt, dette Evighedens »skal« er det Frelsende, det Luttrende, det Forædlende. Sid hos en dybt Sørgende; det kan et Øieblik lindre, hvis Du har denne Evne at kunne give Lidenskaben Fortvivlelsens Udtryk, som end ikke den Sørgende selv formaaer; men det er dog det Usande. Det kan et Øieblik kølende ►friste, hvis Du har Klogskab og Erfaring til at skaffe midlertidig Udsigt, hvor den Sørgende ingen seer; men det er dog det Usande. Derimod dette »Du skal sørge«, det er baade det Sande og det Skjønne. Jeg skal ikke have Lov til at ►forhærde mig mod Livets Smerte, thi jeg skal sørge; men jeg skal heller ikke have Lov til at fortvivle, thi jeg skal sørge; og dog skal jeg heller ikke have Lov til at ophøre at sørge, thi jeg skal sørge. Saaledes ogsaa med Kjerlighed. Du skal ikke have Lov at forhærde Dig mod denne Følelse, thi Du skal elske; men Du skal heller ikke have Lov at elske fortvivlet, thi Du skal elske; og lige saa lidet skal Du have Lov at forqvakle denne Følelse i Dig, thi Du skal elske. Du skal bevare Kjerligheden, og Du skal bevare Dig selv, ved og 48 i at bevare Dig selv bevare Kjerligheden. Der, hvor det blot Menneskelige vil storme frem, der holder Budet igjen; der, hvor det blot Menneskelige vil tabe Modet, der styrker Budet; der, hvor det blot Menneskelige vil blive træt og kløgtigt, der opflammer Budet og giver Viisdom. Budet fortærer og udbrænder det Usunde i Din Kjerlighed, men ved Budet skal Du igjen kunne opflamme den, naar den menneskelig 49 talt vilde ►aflade. Der hvor Du mener sagtens selv at kunne raade, der tage Du Budet med paa Raad; der hvor Du fortvivlet vil ►raade Dig selv, der skal Du tage Budet med paa Raad; men der hvor Du ikke veed at raade, der skal saa Budet ►raade for, at Alt dog bliver godt.

✂

50 49 ⓘ 51II. B 51II. B ] Aα, II, B A

►Du skal elske Næsten

✂ Det er nemlig den christelige Kjerlighed, der opdager og veed, at »Næsten« er til, og, hvilket da er det Samme, at Enhver er det. Dersom det ikke var Pligt at elske, saa var det Begreb »Næsten« heller ikke til; men kun naar man elsker »Næsten«, kun da er det Selviske i Forkjerligheden udryddet, og det Eviges ►Ligelighed bevaret.

✂ Det er ofte, om end paa forskjellig Maade, i forskjellig Stemning, med forskjellig Lidenskab og Hensigt indvendt mod Christendommen, at den fortrænger Elskov og Venskab. Saa har man igjen villet forsvare Christendommen, og til den Ende beraabt sig paa ►dens Lære, at man skal elske Gud af sit ganske Hjerte og Næsten som sig selv. Naar Striden føres paa den Maade, er det temmelig ligegyldigt, enten man strides eller man bliver enige, forsaavidt en ►Fægten i Luften og en Overeenskomst i Luften er lige intetsigende. Hellere maa man see at gjøre Stridspunktet ret tydeligt, for saa i Forsvaret med al Rolighed at indrømme, at Christendommen har stødt Elskov og Venskab fra Thronen, Driftens og Tilbøielighedens Kjerlighed, Forkjerligheden, for da at sætte Aandens Kjerlighed isteden, den til »Næsten«, en Kjerlighed, der i Alvor og Sandhed er i Inderlighed ømmere end Elskov – i Foreningen, og mere trofast i Oprigtighed end det berømteste Venskab – i Sammenhold. Hellere maa man see, at gjøre det ret tydeligt, at ►Elskov og 51 Venskabs Priis tilhører Hedenskabet, at »Digteren« egentlig tilhører Hedenskabet, da hans Opgave tilhører det – for saa med ►Overbevisningens visse Aand at ►give Christendommen hvad Christendommens er, Kjer52ligheden til Næsten, om hvilken Kjerlighed der end ikke findes Anelse i Hedenskabet. Hellere maa man see ret at ►skifte og dele, for, om muligt, at foranledige den Enkelte til at vælge, end at forvirre og sammenblande og derved forhindre den Enkelte fra at faae et bestemt Indtryk af hvilket der er hvilket. Og fremfor Alt hellere maa man lade være at forsvare Christendommen end bevidst 50 eller ubevidst at ville ►hævde den Alt – ogsaa det Ikke-Christelige.

✂ Enhver, der med Indsigt og i Alvor betænker denne Sag, vil let see, at Stridspunktet maa stilles saaledes: skal Elskov og Venskab være Kjerlighedens Høieste eller denne Kjerlighed være afsat. Elskov og Venskab forholder sig til Lidenskab, men al Lidenskab, hvad enten den angriber eller den værger sig, kæmper kun paa een Maade: enten – eller: »enten er jeg til og er det Høieste, eller er jeg slet ikke til, enten Alt eller Intet.« Det Fuskende og det Forvirrende (hvad der da er Hedenskabet og »Digteren« lige saa meget imod som det er Christendommen imod) fremkommer, naar Forsvaret ►løber ud paa, at Christendommen rigtignok lærer en høiere Kjerlighed, men tillige ►anpriser Elskov og Venskab. At tale saaledes ►forraader det Dobbelte: at den Talende hverken har Digterens Aand, ei heller Christendommens. ►Betræffende Aands-Forhold kan man – hvis man da vil undgaae at ►tale daarligen – ikke tale som en ►Kræmmer taler, der har en bedste Sort af Varen, men tillige en Mellemsort, hvilken han ogsaa meget godt tør anbefale som ►næstendeels lige saa god. Nei er det vist, at Christendommen lærer, at Kjerlighed til Gud og Næsten er den sande Kjerlighed, saa er det ogsaa vist, at den, som den har ►nedstødt al ►»Høihed, der opløfter sig mod Guds Kundskab, og taget al Tanke fangen i Lydighed,« at den saaledes ogsaa har nedstødt Elskov og Venskab. Var det ikke ogsaa underligt, hvis Christendommen var en saadan fuskende og forvirret Tale, som mangt et Forsvar for den, oftest værre end noget Angreb, vil gjøre 52 den til, var det ikke underligt, at der da i det hele ny Testamente ikke findes et eneste Ord om Elskov i den Forstand, i hvilken »Digteren« besynger den og Hedenskabet forgudede den; var det ikke underligt, at der i det hele ny Testamente ikke findes eet eneste Ord om Venskab i den Forstand, i hvilken »Digteren« besynger det og Hedenskabet dyrkede det? Eller lad »Digteren«, som forstaaer sig selv i at være Digter, gjennemgaae hvad det ny Testamente lærer om Elskov, og han skal være bragt til 53Fortvivlelse, fordi han ikke skal finde eet eneste Ord, som kunde begeistre ham – og fandt nogen saa kaldet Digter alligevel et Ord, han brugte, da er dette en løgnagtig Brug, en ►Brøde, fordi han istedenfor at agte Christendommen, stjæler et ►kosteligt Ord og ►forvender det i Brugen. Lad »Digteren« søge i det ny Testamente for at finde Ord om Venskab, der kunne behage ham, og han skal indtil Fortvivlelse søge forgjeves. Men lad en 51 Christen, som vil elske Næsten, søge, sandeligen ►han skal ikke søge forgjeves, han skal finde det ene Ord stærkere og myndigere end det Andet, ►tjenligt til i ham at opflamme denne Kjerlighed og til at bevare ham i denne Kjerlighed.

✂ »Digteren« skal søge forgjeves. Men er Digteren da ingen Christen? Dette have vi jo ikke sagt, sige det heller ikke, men sige kun, at forsaavidt han er Digter er han ikke Christen. Dog maa der gjøres en Forskjel, thi der er jo ogsaa ►gudelige Digtere. Men disse besynge ikke Elskov og Venskab; deres Sange ere til Guds Priis, om ►Tro og Haab og Kjerlighed. Disse Digtere besynge ei heller Kjerlighed i den Forstand som »Digteren« besynger Elskov, thi Kjerlighed til Næsten vil ikke besynges, den vil ►fuldkommes. Selv om der ikke var Andet, som forhindrede »Digteren« fra at besynge Kjerlighed til Næsten, dette er allerede nok, at der ved hvert Ord i ►de hellige Bøger med usynlig Skrift staaer et for ham forstyrrende Mærke, thi der staaer: ►gak hen og gjør derefter – lyder dette vel som en Digter-Opfordring, der opfordrer ham til at synge? – Altsaa med den gudelige Digter er det en egen Sag, men om den verdslige Digter gjælder det, at han, forsaavidt han er 53 Digter, ikke er Christen. Og dog er det jo den verdslige Digter, paa hvilken vi tænke, naar vi saadan i Almindelighed sige »Digteren«. At »Digteren« lever i ⓘ ChristendommenChristendommen] , Christenheden K, R; , Christendommen B forandrer ikke Sagen. Om han er Christen, tilkommer ikke os at afgjøre, men forsaavidt han er »Digteren«, er han ikke Christen. Det kunde rigtignok synes, at da ⓘ ChristenhedenChristenheden] , Chrstd. K; , Christendommen R; , Christenheden B nu saa længe har bestaaet, maa den vel have gjennemtrængt alle Forhold og – os Alle. Men dette er et Sandsebedrag. Og fordi Christendommen har bestaaet saa længe, dermed er jo dog vel ikke sagt, at det er os, der har levet saa længe eller saa længe været Christne. Netop »Digterens« Tilværelse i Christenheden og den Plads, der indrømmes ham, (thi Raahed og Misundelses ►Anfald paa ham er ►dog vel ingen christelig Indvending eller Betænkelighed mod hans Tilværelse), er en alvorlig Paamindelse om, hvor me54get der er forud ►optaget, og om hvor let vi fristes til at indbilde os at være langt forud for os selv. Ak, thi medens det Christeliges Forkyndelse stundom høres sparsomt, saa lytte Alle til »Digteren«, beundre ham, lære af ham, fortrylles ved ham; ak, medens man hurtigt glemmer, hvad Præsten har sagt, hvor nøiagtigt og hvor længe husker man ikke hvad Digteren har sagt, især hvad han har sagt ved Hjælp af Skuespilleren. Meningen heraf kan jo ikke være, at man skulde, 52 maaskee med Vold, see at faae Digteren bort; thi derved vilde kun vindes et nyt Sandsebedrag. Hvad hjalp det vel, om der ingen Digter var, naar der dog var i Christenheden saa Mange, der hvilede i den Forstaaelse af Tilværelsen, som »Digteren« raader over, saa Mange, der længtes efter »Digteren«! Det forlanges jo heller ikke af den Christne, at han, i blind og uviis Iver, skulde bringe det saa vidt, at han ikke mere kunde taale at læse en Digter – ►saa lidet som det fordres af den Christne, at han ikke maa spise med Andre sædvanlig Føde, eller at han skal boe afsides fra andre Mennesker i Særskilthedens Indelukke. Nei, men den Christne maa forstaae Alt anderledes end den Ikke-Christne, maa forstaae sig selv i at han veed at ►gjøre Forskjel. Hvert Øieblik udelukkende at skulle leve i de høieste christelige Forestillinger vilde et Men54neske ikke være istand til, ligesaa lidet som ikke at leve af ►anden Spise end den ved Herrens Bord. Lad derfor kun »Digteren« være til, lad den enkelte Digter være beundret som han fortjener, hvis han virkeligt er det, men lad ogsaa den Enkelte i Christenheden ►forsøge sin christelige Overbevisning ved Hjælp af denne Prøve: hvorledes han forholder sig til »Digteren«, hvad ►ham tykkes om Digteren, hvorledes han læser ham, hvorledes han beundrer ham. See, om saadanne Sager tales der næsten aldrig i disse Tider, ak, Mangen skal maaskee denne Overveielse synes hverken at være christelig eller alvorlig nok, just fordi den taler om saadanne Gjenstande, der dog, vel at mærke, beskæftige Menneskene saa meget de sex Dage af Ugen, endog paa den syvende Dag vel i flere Timer end ►det Gudelige. Imidlertid ►fortrøste vi os – baade fordi vi ere vel underviste og oplærte i Christendom fra Barn af, og ogsaa i den modnere Alder have indviet vore Dages Tid og vore bedste Kræfter til denne Tjeneste, ►om vi end altid gjentage, at vor Tale er »uden Myndighed« – vi fortrøste os til at vide Besked om, hvorledes der skal, og især hvad der skal tales om i disse Tider. Vi ere jo Alle døbte og underviste i 55Christendommen, der kan altsaa ikke være Tale om at udbrede Christendommen; ►langtfra os være det paa den anden Side at dømme Nogen, der siger sig at være en Christen, at han ikke er det, der kan altsaa ikke være Tale om, at bekjende Christum i Modsætning til Ikke-Christne. Derimod ►er det vel gavnligt og fornødent, at den Enkelte omhyggeligt og selvbevidst ►agter paa sig selv, og om muligt hjælper Andre (saaledes da som det ene Menneske kan hjælpe det andet, thi Gud er den sande Hjælper) til i dybere og dybere Forstand at blive 53 Christne. Det Ord ►»Christenhed« som almindelig Benævnelse for et heelt Folk er en Overskrift, som let siger for meget, og derfor igjen let foranlediger den Enkelte til at troe for meget om sig. Det er jo Skik, idetmindste andre Steder, at der ved Landeveiene staae Mærker, som angive, hvorhen denne Vei fører. Maaskee i samme Øieblik som man tiltræder Reisen, seer man allerede da paa et saadant Mærke, at denne Vei fører til hiint fjerne Sted, der 55 er Reisens Bestemmelse: har man derfor naaet Stedet? Saaledes er det ogsaa med dette Veimærke »Christenheden«. Det angiver Retningen, men er man derfor ved Maalet, eller er man derfor altid blot – paa Veien? Eller er det at gaae frem ad Veien, at man engang om Ugen i een Time ligesom gaaer ad den Vei, medens man de sex Dage lever i ganske andre Forestillinger, og medens man intet Forsøg gjør paa, at forstaae sig selv i, hvorledes dette kan hænge sammen? Og er dette vel saa alvorligt: at fortie Sagens og Forholdenes sande Sammenhæng, for saa yderst alvorligt at tale om det Alvorligste, som dog vel skulde tages med ud i den Forvirring, hvis Forhold til dette Alvorlige man – af lutter Alvor ikke oplyser? ►Hvo har saa den vanskeligste Opgave: Læreren, der foredrager det Alvorlige som i et ►Luftsyns Fjernhed fra det Daglige, eller ►Lærlingen, der skulde gjøre Anvendelsen af det? Er det blot et Bedrag: at fortie det Alvorlige, er det ikke ogsaa et lige saa farligt Bedrag: at sige det – men under Omstændigheder, og fremstille det – men i en Belysning, der er aldeles forskjellig fra Virkelighedens daglige Liv? Dersom det dog er saa, at hele det verdslige Liv, dets Pragt, dets ►Adspredelser, dets Tryllerie paa saa mange Maader kan fængsle og besnære et Menneske, hvilket er saa det Alvorlige: enten af – lutter Alvor at fortie det Verdslige i Kirken, eller alvorligt at tale om det der, for, om muligt, at befæste Menneskene mod det Verdsliges Farer? Skulde det virkeligen være umuligt paa en høitidelig og i Sandhed 56alvorlig Maade at tale om det Verdslige? Og hvis det var umuligt, følger saa deraf, at det i ►det gudelige Foredrag skal forties? Ak, nei deraf vilde kun følge, at det i det gudelige Foredrag paa det Høitideligste skulde forbydes.

✂ Altsaa paa »Digteren« ville vi prøve den christelige Overbevisning. Hvad lærer nu »Digteren« om Elskov og Venskab? Her er ikke Spørgsmaal om denne eller hiin bestemte Digter, men kun om »Digteren«, ►det er, kun om ham, forsaavidt han er sig selv og sin Opgave tro som Digter. Dersom saaledes en saakaldet Digter har tabt Troen 54 paa den digteriske Gyldighed af Elskov og Venskab, paa dennes Opfattelse, og faaet sat 56 noget Andet isteden, saa er han ikke Digter, og maaskee er det Andet, han sætter isteden, heller ikke det Christelige, men det Hele Fuskerie. Elskov ►er begrundet paa en Drift, som, ►forklaret til Tilbøielighed, har sit høieste, sit ubetingede, sit, digterisk ubetinget, eneste Udtryk i, at der kun er en eneste Elsket i den hele Verden, og at denne Elskovens eneste Gang er Elskov, er Alt, den anden Gang Intet – ellers ►siger man jo ordsprogligt, at een Gang er ingen Gang, her derimod er een Gang ubetinget Alt, den anden Gang ubetinget Alts Undergang. Dette er Poesie, og Eftertrykket ligger ubetinget paa Lidenskabelighedens Høieste: ►at være eller ikke at være. At elske anden Gang er ikke, ogsaa at elske, men er Poesien en Afskyelighed. Vil en saakaldet Digter indbilde os, at Elskov kan gjentages i det samme Menneske, vil en saakaldet Digter sysle med kløgtige Taabeligheder, som ►formeentligen skulle udtømme Lidenskabens Gaadefuldhed i Klogskabens »hvorfor«: da er han ikke Digter. Det, han sætter isteden for det Digteriske, er ei heller det Christelige. Den christelige Kjerlighed lærer at elske alle Mennesker, ubetinget alle. Ligesaa ubetinget og stærk som Elskov strammer i Retning af, at der kun er een eneste Elsket, lige saa ubetinget og stærk strammer den christelige Kjerlighed i modsat Retning. Vil man i Forhold til den christelige Kjerlighed gjøre Undtagelse med et eneste Menneske, som man ikke vil elske, saa er en saadan Kjerlighed ikke »ogsaa christelig Kjerlighed«, men den er ubetinget ikke christelig Kjerlighed. Og dog er dette saa omtrent Forvirringen i den saakaldte Christenhed: Digterne have sluppet Elskovens Lidenskab, de give efter, de slappe Lidenskabens Strammen, de slaae af (ved at lægge paa) og mene, at et Menneske, i Elskovens Forstand, kan elske flere Gange, saa at der 57altsaa bliver flere Elskede; den christelige Kjerlighed giver efter, slapper Evighedens Strammen, slaaer af og mener, at naar der dog elskes en heel Deel, saa er det christelig Kjerlighed. Saaledes er baade det Digteriske og det Christelige blevet forvirret, og det, som er traadt isteden, er hverken det Digteriske eller det Christelige. Lidenskab har altid denne ubetingede Eiendommelighed, at ►den udelukker det Tredie, det vil 57 sige det Tredie er Forvirringen. At elske uden Lidenskab er en Umulighed, men Forskjellen mellem Elskov og christelig Kjerlighed er derfor ogsaa Lidenskabens eneste mulige evige Forskjel. En anden Forskjel mellem 55 Elskov og christelig Kjerlighed lader sig ikke tænke. Dersom derfor et Menneske vil mene, paa eengang at kunne forstaae sit Liv ved Hjælp af »Digteren« og ved Hjælp af Christendommens Forklaring, vil mene at kunne forstaae disse tvende Forklaringer sammen – og da saaledes, at der blev Mening i hans Liv: saa er han i en Vildfarelse. »Digteren« og Christendommen forklare lige det Modsatte; »Digteren« forguder Tilbøieligheden og har derfor, da han bestandigt kun tænker paa Elskov, fuld Ret i at sige, at det at befale Kjerlighed er den største Taabelighed og den urimeligste Tale; Christendommen, som bestandigt kun tænker paa den christelige Kjerlighed, har dog vel ogsaa fuld Ret, naar den støder Tilbøieligheden fra Thronen og sætter dette »skal« isteden.

✂ »Digteren« og Christendommen forklare lige det Modsatte, eller nøiagtigere udtrykt, »Digteren« forklarer egentligen Intet, thi han forklarer Elskov og Venskab – i Gaader, han forklarer Elskov og Venskab som Gaader, men Christendommen forklarer Kjerligheden evigt. Deraf seer man igjen, at det er en Umulighed paa eengang at leve efter begge Forklaringer, thi den størst mulige Modsætning mellem tvende Forklaringer er dog vel den, at den ene ingen Forklaring er og den anden er Forklaringen. Elskov og Venskab, som Digteren forstaaer det, indeholder derfor heller ingen ►sædelig Opgave. Elskov og Venskab er Lykke; det er en Lykke, digterisk forstaaet, (og visseligen, Digteren forstaaer sig ypperligt paa Lykke) den høieste Lykke at blive forelsket, at finde denne eneste Elskede; det er en Lykke, den næsten ligesaa store Lykke, at finde denne eneste Ven. Opgaven kan da i det Høieste blive, ret at være taknemlig for sin Lykke. Derimod kan det aldrig blive Opgaven, at skulle finde den Elskede eller finde denne Ven; dette lader sig ikke gjøre, 58hvad Digteren igjen ypperligt forstaaer. Opgaven er altsaa afhængig af, om Lykken vil give En Opgaven; men dette er jo netop Udtrykket for, at der, sædeligt forstaaet, 58 ingen Opgave er. Naar man derimod skal elske »Næsten«, saa er Opgaven, den sædelige Opgave, der igjen er alle Opgavernes Oprindelse. Netop fordi det Christelige er det sande Sædelige, veed det at forkorte Overveielserne og bortskære de ►vidtløftige Indledninger, at fjerne al midlertidig Venten og fritage for al Tidsspilde; det Christelige er strax ved Opgaven, fordi det har den med sig. Der føres jo i Verden stor Strid om, hvad der skal kaldes det Høieste. Men hvad der nu end kaldes saa, hvilket dette Forskjellige er: det er utroligt, saa mange 56 Vidtløftigheder der ere forbundne med at gribe det. Christendommen lærer derimod et Menneske strax den korteste Vei til at finde det Høieste: ►luk Din Dør og beed til Gud – thi Gud er dog vel det Høieste. Og naar et Menneske skal gaae ud i Verden, ja da kan han maaskee gaae længe – og gaae forgjeves, vandre Verden rundt – og forgjeves, for at søge den Elskede eller Vennen. Men Christendommen ►forskylder aldrig at lade et Menneske gaae, end ikke eet eneste Skridt, forgjeves; thi den Dør, Du lukkede for at bede til Gud, naar Du lukker den op og gaaer ud, saa er det første Menneske, Du møder, »Næsten«, som Du skal elske. Forunderligt! Nysgjerrigt og overtroisk søger en Pige maaskee ►at faae sin tilkommende Skjebne at vide, at faae sin Tilkommende at see; og bedragersk Kløgt indbilder hende, at naar hun har gjort det og det og det, saa skal hun kjende ham paa, at han er den Første, hun faaer at see den og den Dag. Mon det ogsaa skulde være saa vanskeligt at faae »Næsten« at see – dersom man da ikke forhindrer sig selv i at see ham, thi Christendommen har gjort det evigt umuligt at tage feil af ham; der er i hele Verden ikke eet eneste Menneske, som er saa sikkert og saa let at kjende som »Næsten«. Du kan aldrig forvexle ham med nogen Anden, thi »Næsten« er jo alle Mennesker. Forvexler Du et andet Menneske med Næsten, da ligger Feiltagelsen ikke paa sidste Sted, thi det andet Menneske er jo ogsaa Næsten, Feiltagelsen ligger i Dig, at Du ►ikke vil forstaae, hvo Næsten er. Frelser Du i Mørke et Menneskes Liv, ►formenende, at det er Din Ven – men det var Din Næste, saa er dette jo 59 ingen Feiltagelse; ak, det er jo derimod just en Feiltagelse, om Du kun vil frelse Din Ven. Beklager Din Ven sig over, at Du, som han mener det, ved en Feiltagelse gjør for Næsten, hvad han 59meente Du kun vilde gjøre for ham, ak, da vær Du rolig, det er Din Ven, der tager feil.

✂ Stridspunktet mellem »Digteren« og Christendommen lader sig da ganske nøiagtigt bestemme saaledes: Elskov og Venskab er Forkjerlighed og Forkjerligheds Lidenskab; den christelige Kjerlighed er Selvfornegtelsens Kjerlighed, ►derfor borger dette »skal«. At afmatte disse Lidenskaber er Forvirringen. Men Forkjerlighedens lidenskabelige Grændseløseste i at udelukke er, kun at elske een Eneste; Selvfornegtelsens Grændseløseste i at hengive sig er, ikke at udelukke een Eneste.

✂ Man har til andre Tider, hvor man dog gjorde Alvor af at forstaae 57 det Christelige ind i Livet, meent, at Christendommen havde Noget mod Elskov, fordi den er begrundet paa en Drift, man meente, at ►Christendommen, der, som Aand, har sat Splid mellem Kjød og Aand, hadede Elskov som Sandselighed. Men dette var en Misforstaaelse, en ►Aandighedens Overspændthed. Det lader sig desuden ogsaa let vise, at Christendommen er meget langtfra ufornuftigt at ville ►ophidse det Sandselige mod et Menneske selv ved at lære ham Overspændthed; ►siger ikke 👤Paulus, at det er bedre at gifte sig end at lide Brynde. Nei, netop fordi Christendommen i Sandhed er Aand, derfor forstaaer den ved det Sandselige noget Andet, end hvad man ►ligefrem kalder det Sandselige, og saa lidet som den har villet forbyde Menneskene at spise og drikke, lige saa lidet har den ►taget Forargelse af en Drift, Mennesket jo ikke har givet sig selv. Ved det Sandselige, det Kjødelige forstaaer Christendommen det Selviske; der lader sig heller ingen Strid tænke mellem Aand og Kjød, med mindre der er en oprørsk Aand paa Kjødets Side, med hvilken saa Aanden strider; der lader sig jo saaledes ingen Strid tænke mellem Aand og en Steen, eller mellem Aand og et Træ. Altsaa det Selvkjerlige er det Sandselige. Just derfor er det, at Christendommen har Mistanke til Elskov og Venskab, fordi Forkjer60lighed i Lidenskab eller lidenskabelig Forkjerlighed egentligen er en anden Form af Selvkjerlighed. See, dette har atter Hedenskabet aldrig drømt om. ►Fordi Hedenskabet aldrig har anet Selvfornegtelsens Kjerlighed til Næsten, som man »skal« elske, derfor deelte det saaledes: Selvkjerlighed er afskyelig, fordi den er Selvkjerlighed; men Elskov og Venskab, der er lidenskabelig Forkjerlighed, er Kjerlighed. Men Christendommen, der har gjort det aabenbaret hvad Kjerlighed er, deler anderledes: Selvkjer60lighed og lidenskabelig Forkjerlighed blive væsentligen Eet; men Kjerlighed til Næsten, det er Kjerlighed. At elske den Elskede, siger Christendommen, er det at elske, og tilføier ►»gjøre ikke ogsaa Hedningerne det Samme?« At elske Vennen er det at elske, siger Christendommen, »gjøre ikke ogsaa Hedningerne det Samme?« Dersom derfor Nogen vilde mene, at Forskjellen mellem Hedenskab og Christendom er, at den Elskede og Vennen i Christendommen elskes ganske anderledes trofast og ømt end i Hedenskabet, da er dette en Misforstaaelse. Viser ikke ogsaa Hedenskabet Exempler paa Elskov og Venskab saa fuldkomne, at »Digteren« lærende seer tilbage til dem. Men »Næsten« elskede Ingen i Hedenskabet, Ingen anede, 58 at han var til. Hvad Hedenskabet da, i Modsætning til Selvkjerlighed, kaldte Kjerlighed, var Forkjerlighed. Men er lidenskabelig Forkjerlighed væsentligen en anden Form af Selvkjerlighed, saa seer man atter her det Sande i ►de ærværdige Fædres Udsagn: »at Hedenskabets Dyder ere glimrende Laster«.

✂ At lidenskabelig Forkjerlighed er en anden Form for Selvkjerlighed skal nu vises, samt at derimod Selvfornegtelsens Kjerlighed elsker »Næsten«, som man skal elske. Lige saa selvisk som Selvkjerligheden slutter sig om dette eneste »Selv«, hvorved den er Selvkjerlighed, lige saa selvisk slutter Elskovens lidenskabelige Forkjerlighed sig om denne eneste Elskede, og Venskabets lidenskabelige Forkjerlighed sig om denne eneste Ven. ►Den elskede og Vennen kaldes derfor, mærkeligt og dybsindigt nok, det andet Selv, det andet Jeg – thi Næsten er det andet »Du« eller ganske nøiagtigt ►Ligelighedens Trediemand. Det andet Selv, det andet Jeg. Men hvori ligger Selvkjerlighed? 61 Den ligger i Jeget, i Selvet. Skulde saa ikke ogsaa Selvkjerligheden ►stikke i at elske det andet Jeg, det andet Selv? Sandeligen, man behøver ikke at være nogen stor Menneskekjender for ved Hjælp af dette Spoer at gjøre for Andre betænkelige og for En selv ydmygende Opdagelser ►betræffende Elskov og Venskab. Den Ild, der er i Selvkjerligheden, er ►Selvantændelse, Jeget antænder sig ►ved sig selv; men i Elskov og Venskab, digterisk forstaaet, er der ogsaa Selvantændelse. Sandt nok, man siger, at det kun er stundom og da sygeligt, at ►Iversygen viser sig; men deraf følger ikke, at den ikke i Grunden altid er i Elskov og Venskab. Prøv det, anbring mellem den Elskende og den Elskede som Mellembestemmelse »Næsten«, man skal elske; anbring mellem Ven og Ven som Mellembestemmelse »Næ61sten«, man skal elske: og Du skal øieblikkeligt see Iversygen. Men dog er »Næsten« jo netop Selvfornegtelsens Mellembestemmelse, der træder mellem den Selvkjerliges Jeg og Jeg, men ogsaa mellem Elskovens og Venskabets Jeg og det andet Jeg. At det er Selvkjerlighed, naar en Troløs vil være den Elskede qvit, vil lade Vennen i Stikken, det saae Hedenskabet ogsaa, det seer »Digteren«. Men at den Hengivenhed, med hvilken den Elskende giver sig hen til denne Eneste, ja holder ham fast, at det er Selvkjerlighed, det seer blot Christendommen. Hvor kan dog ogsaa Hengivenhed og grændseløs Hengivelse være Selvkjerlighed? Jo, naar den er Hengivenhed til det andet Jeg, det andet Selv. – Lad en Digter beskrive, hvorledes Elskov skal være i et Menneske, for at 59 han skal kalde det Elskov; han vil nævne Meget, som vi her ikke dvæle ved, men da vil han tilføie: »og saa maa der være Beundring, den Elskende maa beundre den Elskede.« Næsten derimod er aldrig bleven fremstillet som en Gjenstand for Beundring, Christendommen har aldrig lært, at man skal beundre Næsten – man skal elske ham. Altsaa der skal være Beundring i Elskovens Forhold, og jo stærkere jo hæftigere Beundringen er, jo bedre, siger Digteren. Nu, at beundre et andet Menneske er ►vistnok ikke Selvkjerlighed; men, at være elsket af den eneste Beundrede, skulde dette Forhold ikke paa en 62 selvisk Maade vende tilbage i det Jeg, der elsker – sit andet Jeg? Og saaledes ogsaa med Venskab. At beundre et andet Menneske er vistnok ikke Selvkjerlighed, men at være denne eneste Beundredes eneste Ven, skulde dette Forhold ikke paa en betænkelig Maade vende tilbage i det Jeg, hvorfra vi gik ud? Er dette ikke ligefrem Selvkjerlighedens Fare, at have een eneste Gjenstand for sin Beundring, naar saa denne eneste Beundrede igjen gjør En til eneste Gjenstand for sin Elskov eller sit Venskab?

✂ At elske Næsten derimod er Selvfornegtelsens Kjerlighed, og Selvfornegtelsen jager just al Forkjerlighed ud ligesom den jager al Selvkjerlighed ud – ellers gjorde jo ogsaa Selvfornegtelsen Forskjel og nærede Forkjerlighed for Forkjerligheden. Havde end lidenskabelig Forkjerlighed intet andet Selvisk ved sig, den har dog dette, at der i den er bevidst eller ubevidst Selvraadighed, ubevidst forsaavidt den er ►i Naturbestemmelsens Magt, bevidst forsaavidt den grændseløst hengiver sig i og ►samtykker denne Magt. Hvor skjult, hvor ubevidst end Selvraadigheden er i den lidenskabelige Hengivelse til sin »eneste Gjenstand«, det 62Vilkaarlige er der alligevel. Den »eneste Gjenstand« blev jo ikke funden ved Lydighed under ►den kongelige Lov »Du skal elske«, men ved at vælge, ja ved ubetinget at udvælge een eneste Enkelt – thi den christelige Kjerlighed har ogsaa kun een eneste Gjenstand, Næsten, men Næsten er tillige saa langt som det er muligt fra kun at være eet eneste Menneske, uendeligt langt derfra, thi Næsten er alle Mennesker. Naar den Elskende eller Vennen, hvad der er Digteren en Vellyst at høre, ►ikkun kan elske dette eneste Menneske i hele Verden, saa er der i denne uhyre Hengivenhed en uhyre Selvraadighed, og den Elskende forholder sig i denne fremstormende, grændseløse Hengivenhed egentligen til sig selv i Selvkjerlighed. Dette Selvkjerlige, Selvraadige vil Selvfornegtelsen udrydde ved Evighedens »Du skal.« Og Selvfornegtelsen, 60 der ►dømmende trænger ind for at prøve Selvkjerligheden, er just ogsaa saaledes tveægget, at den ligeligt skærer til begge Sider; den veed meget godt, at der er en Selvkjerlighed, som man maa kalde 63 den troløse Selvkjerlighed, men den veed ogsaa aldeles lige saa godt, at der er en Selvkjerlighed, som maa kaldes den hengivne Selvkjerlighed. Selvfornegtelsens Opgave er derfor i sig dobbelt, forholdende sig til Forskjellen mellem disse tvende Forskjelligheder. I Forhold til den troløse Selvkjerlighed, der vil unddrage sig, er Opgaven: hengiv Dig; i Forhold til den hengivne Selvkjerlighed er Opgaven: opgiv denne Hengivenhed. Og hvad der behager Digteren ubeskriveligt, at den Elskende siger: »jeg kan ikke elske nogen Anden, jeg kan ikke lade være at elske, ikke opgive denne Kjerlighed, det bliver min Død, jeg døer af Kjerlighed«, det behager slet ikke Selvfornegtelsen, og den taaler ingenlunde, at en saadan Hengivenhed æres med Kjerlighedens Navn, da den er Selvkjerlighed. Selvfornegtelsen holder saaledes først Dom, og da ►sætter den Opgaven: elsk »Næsten«, ham skal Du elske.

✂ Overalt hvor det Christelige er, er ogsaa Selvfornegtelse, der er Christendommens væsentlige Form. For at forholde sig til det Christelige maa man først og fremmest ►blive ædru; men Selvfornegtelse er just den Forvandling, ved hvilken et Menneske i Evighedens Forstand bliver ædru. Overalt derimod, hvor det Christelige ikke er, er Selvfølelsens Berusethed det Høieste, og denne Berusetheds Høieste det Beundrede. Men Elskov og Venskab er netop Selvfølelsens Høieste, er Jeget beruset i det andet Jeg. Jo fastere de tvende Jeger slutte sig sammen til at blive 63eet Jeg, jo mere ►slutter dette forenede Selv sig selvisk ud fra alle Andre. I Elskov og Venskabs Høieste blive de Tvende virkeligen eet Selv, eet Jeg. Dette er kun forklarligt, fordi der i Forkjerlighed er indeholdt Naturbestemmelse (Drift – Tilbøielighed) og Selvkjerlighed, der selvisk kan forene Tvende i et nyt selvisk Selv. Aandens Kjerlighed derimod borttager af mit Selv al Naturbestemmelse og al Selvkjerlighed, derfor kan Kjerlighed til Næsten ikke gjøre mig til Eet med Næsten i et forenet Selv. Kjerlighed til Næsten er Kjerlighed mellem tvende evigt hver for sig som Aand bestemte Væsener; Kjerlighed til Næsten er Aandens Kjerlighed, men to Aander kunne aldrig blive til eet Selv i selvisk Forstand. I 64 Elskov og Venskab elske de Tvende hinanden i Kraft af Forskjelligheden eller i Kraft af den Lighed, der grunder i ⓘ ForskjellighedForskjellighed] Aα, Forskjellighed: A (som naar de tvende Venner elske hinanden 61 paa Grund af Ligheden i ►Sæder, Charakteer, ►Syssel, Dannelse o. s. v., altsaa paa Grund af den Lighed, ved hvilken de ere forskjellige fra andre Mennesker, eller i hvilken de ligne hinanden som forskjellige fra andre Mennesker) derfor kan de Tvende i selvisk Forstand blive til eet Selv; Ingen af dem er endnu sig selv Aandens Bestemmelse af »Selv,« Ingen af dem har endnu lært christeligt at elske sig selv. I Elskov er Jeg'et sandselig-sjelelig-aandelig bestemmet, den Elskede en sandselig-sjelelig-aandelig Bestemmelse; i Venskab er Jeg'et sjelelig-aandelig bestemmet, Vennen en sjelelig-aandelig Bestemmelse; kun i Kjerlighed til Næsten er det Selv, som Elsker, reent aandeligt bestemmet som Aand, og Næsten en reen aandelig Bestemmelse. Det gjælder derfor ingenlunde om Elskov og Venskab, ►hvad der blev sagt i Begyndelsen af denne Tale, at der behøves blot eet Menneske, der erkjendes for Næsten, for at helbrede Mennesket fra Selvkjerlighed, hvis han i dette Menneske elsker Næsten; thi i den Elskede og Vennen elskes jo ikke Næsten, men det andet Jeg, eller det første Jeg endnu engang, endnu høiere. Det er ofte, som om Mennesket, skjøndt Selvkjerlighed er det Fordømmelige, dog ikke har Kraft til at være ene om Selvkjerlighed, saa denne først ret viser sig, naar det andet Jeg er fundet, og de tvende Jeg'er i dette Sammenhold finde Kraft til Selvkjerlighedens Selvfølelse. Vilde Nogen mene, at et Menneske, ved at blive forelsket eller ved at have fundet en Ven, havde lært den christelige Kjerlighed, da er han i en stor Vildfarelse. Nei, dersom En er forelsket og saaledes, at »Digteren« vilde udsige om ham »han er vir64kelig forelsket«, ja, da kan Kjerligheds-Budet forandres lidt, naar der tales til ham og dog sige det Samme. Kjerlighedsbudet kan til ham sige: elsk Din Næste, som Du elsker den Elskede. Og dog, elsker han da ikke den Elskede, »som sig selv«, hvad Budet, der taler om Næsten, befaler? Visseligen gjør han det, men den Elskede han elsker »som sig selv« er ikke Næsten, den Elskede er det 65 andet Jeg. Enten vi tale om det første Jeg eller om det andet Jeg, dermed ere vi ikke komne »Næsten« et Skridt nærmere; thi Næsten er det første »Du«. Den i strengeste Forstand Selvkjerlige elsker i Grunden ogsaa det andet Jeg, thi det andet Jeg er ham selv. Og dog er dette vel Selvkjerlighed. Men i samme Forstand er det Selvkjerlighed at elske det andet Jeg, som er den Elskede eller Vennen. Og ►som Selvkjerlighed i strengeste Forstand er bleven betegnet som Selvforgudelse, saaledes er Elskov og Venskab (som Digteren forstaaer 62 det og med hans Forstaaelse staaer og falder denne Kjerlighed) Afgudsdyrkelse. Thi ►i sidste Grund er Kjerlighed til Gud det Afgjørende, fra den stammer Kjerlighed til »Næsten«, men dette anede Hedenskabet ikke. Man udelod Gud, man gjorde Elskov og Venskab til Kjerlighed, og afskyede Selvkjerlighed. Men det christelige Kjerligheds Bud befaler at elske Gud høiere end Alt, og saa at elske Næsten. I Elskov og Venskab er Forkjerligheden Mellembestemmelse, i Kjerlighed til Næsten er Gud Mellembestemmelsen, elsk Gud høiere end Alt, saa elsker Du ogsaa Næsten og i Næsten ethvert Menneske; kun ved at elske Gud høiere end Alt kan man i det andet Menneske elske Næsten. Det andet Menneske, dette er Næsten, der er det andet Menneske i den Forstand, at det andet Menneske er ethvert andet Menneske. Saaledes forstaaet havde altsaa Talen Ret, ►naar den i Begyndelsen sagde, at hvis et Menneske i eet eneste andet Menneske elsker »Næsten«, saa elsker han alle Mennesker.

✂ Kjerlighed til Næsten er derfor den evige Ligelighed i at elske, men den evige Ligelighed er Forkjerlighedens Modsatte. Dette behøver ikke nogen vidtløftig ►Udvikling. Ligelighed er jo just, ikke at gjøre Forskjel, og evig Ligelighed er, ubetinget ikke at gjøre den mindste Forskjel, grændseløst ikke at gjøre den mindste Forskjel; Forkjerlighed derimod, at gjøre Forskjel, lidenskabelig Forkjerlighed, grændseløst at gjøre Forskjel.

✂ Men har saa Christendommen ikke, idet den ved sit »Du skal elske« 65stødte Elskov og Venskab fra Thronen, sat noget langt Høiere isteden? Noget langt Høiere – dog lad os tale med Forsigtighed, med Rettroenhedens Forsigtighed. Man har 66 forvirret Christendommen paa mange Maader, men deriblandt ogsaa saaledes, at man, ved at kalde den det Høieste, det Dybeste, gav det Udseende af, at det reent Menneskelige forholdt sig til det Christelige som det Høie eller det Høiere til det Høieste og det Allerhøieste. Ak, men dette er en bedragersk Tale, der usandt og ►usømmeligt lader Christendommen geskæftigt ville indynde sig hos den menneskelige Videbegjerlighed eller Nysgjerrighed. Er der vel Noget, hvorefter Mennesket, som saadant, Noget, hvorefter det naturlige Menneske er mere lystent end efter det Høieste. Naar blot en ►Nyhedskræmmer ►udbasuner, at hans nyeste Nyhed er det Høieste, saa gaaer det lysteligt med at faae Tilhængere i ►den Verden, der fra Arilds Tid har havt en ubeskrivelig Forkjerlighed for og følt en dyb Trang til 63 – at blive bedragen. Nei, det Christelige er ►vistnok det Høieste og det Allerhøieste, men vel at mærke saaledes, at det er det naturlige Menneske ►til Forargelse. Den, der i at bestemme det Christelige som det Høieste udelader Forargelsens Mellembestemmelse, han forsynder sig mod det, han begaaer en Formastelighed, afskyeligere end om den ærbare Husmoder vilde klæde sig som en Dandserinde, endnu forfærdeligere end om ►den strenge Dommer 👤Johannes vilde klæde sig som en Modejunker. Det Christelige er i sig selv for tungt, i sine Bevægelser for alvorligt til dandsende at vimse i saadan ►letløbende Tales Letfærdighed om det høiere, høieste, allerhøieste. Gjennem Forargelse gaaer Veien til det Christelige. Ikke er hermed sagt, at Adgangen til det Christelige skulde være at forarge sig paa det, dette er jo paa en anden Maade at forhindre sig selv i at gribe det Christelige; men Forargelsen vogter paa Adgangen til det Christelige. ►Salig Den, som ikke forarges paa det.

✂ Saaledes nu ogsaa med dette Bud, at elske Næsten. Tilstaae det kun, eller hvis det er Dig forstyrrende, at der tales saaledes, vel, saa vil jeg tilstaae, at det mange Gange har stødt mig tilbage, og at jeg endnu er saare langt fra den Indbildning, at jeg ►fuldkommer dette Bud, som netop er ►Kjød og Blod til Forargelse, ►og Viisdommen en Daarskab. Er 67 Du, ►m. T., maaskee som det hedder en Dannet, nu vel, jeg er ogsaa dannet; men dersom Du troer ved Hjælp af »Dannelse« at komme dette Høieste nærmere, da tager Du ►høiligen feil. Og ►her stikker just Vildfa66relsen; thi Dannelse ønske vi alle, og Dannelse har i eet væk det Høieste i Munden, ja, ingen Fugl, der kun har lært eet eneste Ord, raaber mere uafbrudt paa dette eneste Ord, og ►Kragen ikke mere uafbrudt paa sit eget Navn end Dannelsen altid paa »det Høieste.« Men det Christelige er ingenlunde Dannelsens »Høieste«, og det Christelige ►optugter just gjennem Forargelsens Frastød. Dette vil Du strax let see her; thi har vel Din Dannelse, eller troer Du, at noget Menneskes Iver for at vinde Dannelse, har lært ham at elske Næsten? Ak, ak, har ikke langt snarere Dannelsen og den Iver, hvormed den eftertragtes, udviklet en ny Art Forskjel, Forskjellen mellem de Dannede og de Ikke-Dannede? Agt kun paa, hvad der mellem Dannede tales om Elskov og Venskab, hvilken Lighed i Dannelse Vennen maa have, hvor dannet og netop paa en bestemt Maade dannet Pigen maa være; læs Digterne, der neppe vide at bevare Frimodigheden ►lige overfor Dannelsens 64 mægtige Herredømme, neppe selv tør troe paa Elskovens Magt til at bryde alle Forskjelligheders Lænke – synes det Dig, at denne Talen, denne Digten, eller at et Liv, som stemmer med denne Talen og denne Digten, bringer et Menneske nærmere til at elske Næsten? See her ►staaer atter Forargelsens Mærker ude. Thi tænk Dig den meest Dannede, ham, som vi alle beundrende sige om »han er saa dannet«, og tænk Dig saa Christendommen, der siger til ham »Du skal elske Næsten!« Ja, en vis Belevenhed i Omgang, en Høflighed mod alle Mennesker, en venlig Nedladenhed til de Ringere, en frimodig Holdning lige overfor de Mægtige, en skjønt behersket Aandens Frihed: ja, det er Dannelse – troer Du, at det ogsaa er at elske Næsten?

✂ »Næsten« er ►det Ligelige. Næsten er ikke den Elskede, for hvem Du har Lidenskabens Forkjerlighed, ei heller Din Ven, for hvem Du har Lidenskabens Forkjerlighed. Næsten er ei heller, hvis Du selv er en Dannet, den Dannede, med 68 hvem Du haver Dannelsens Lighed – thi med Næsten har Du Menneskets Lighed for Gud. Næsten er heller ei En, der er fornemmere end Du, det er, han er ikke Næsten forsaavidt han er fornemmere end Du, thi at elske ham, fordi han er fornemmere, kan saa let være Forkjerlighed og forsaavidt Selvkjerlighed. Ei heller er Næsten En, som er ringere end Du, det er, forsaavidt han er ringere end Du er han ikke Næsten, thi at elske En, fordi han er ringere end Du, kan saa let være Forkjerlighedens Nedladenhed og forsaavidt Selvkjerlig67hed. Nei, at elske Næsten er Ligelighed. Det er opmuntrende i Dit Forhold til den Fornemme, at Du i ham skal elske Din Næste; det er ydmygende i Forhold til den Ringere, at Du i ham ikke har at elske den Ringere, men skal elske Næsten; det er frelsende, om Du gjør det, thi Du skal gjøre det. »Næsten« er ethvert Menneske; thi ved Forskjelligheden er han ikke Din Næste, ei heller ved Ligheden med Dig indenfor Forskjelligheden fra andre Mennesker. Ved Ligheden med Dig for Gud er han Din Næste, men denne Lighed har ubetinget ethvert Menneske og har den ubetinget.

✂

✂

69 65 68II. C

►»Du« skal elske Næsten

✂

✂ ►Saa gaae da hen og gjør det, tag Forskjelligheden og dens Lighed bort, at Du kan elske »Næsten«. Tag Forkjerlighedens Forskjel bort, at Du kan elske Næsten. Du skal derfor ikke ophøre at elske den Elskede, o langtfra. Saa var jo ogsaa det Ord »Næsten« det største Bedrag, som er opfundet, hvis Du, for at elske Næsten, skulde gjøre Begyndelsen med at opgive at elske dem, for hvem Du har Forkjerligheden. Desuden vilde det jo ogsaa være en Modsigelse, thi, da Næsten er alle Mennesker kan dog vel ingen være udelukket – skulle vi nu sige: mindst den Elskede? Nei, thi dette er Forkjerlighedens Sprog. Altsaa er det blot Forkjerligheden, der skulde tages bort – og dog vel ikke igjen anbringes i Forholdet til Næsten, saa Du med en forskruet Forkjerlighed vilde elske Næsten i Modsætning til den Elskede. Nei, som man siger til den Eenlige: agt paa Dig selv, at Du ikke føres i Selvkjerlighedens Snare, saaledes maa der siges til de tvende Elskende: agter paa, at I ikke just ved Elskov føres i Selvkjerlighedens Snare. Thi jo mere afgjørende og udelukkende Forkjerligheden slutter sig om eet eneste Menneske, jo længere er den fra at elske Næsten. Du, Mand, før ikke Din Hustrue i den Fristelse over Dig at glemme at elske Næsten; Du, Hustrue, før ikke Din Mand i denne Fristelse! De Elskende mene vel i Elskov at have det Høieste, o, men det er ikke saaledes, thi deri have de endnu ikke det Evige ►betrygget ved det Evige. Vel vil »Dig70teren« ►forjætte de Elskende Udødeligheden, hvis de ere ret Elskende; men ►hvo er da »Digteren«, hvad hjælper det med hans ►Borgen, han, der ikke kan ►borge for sig selv. 69Den ►»kongelige Lov« derimod, Kjerligheds-Budet forjætter Livet, det evige Liv, og dette Bud siger just »Du skal elske Din Næste.« Og som dette Bud vil lære ethvert Menneske, hvorledes han skal elske sig selv, saaledes vil det ogsaa lære Elskoven og Venskabet den rette Kjerlighed: bevar i at elske Dig selv Kjerlighed til Næsten, bevar i Elskov og Venskab 66 Kjerlighed til Næsten. Det vil maaskee støde Dig – nu, Du veed jo, at der ved det Christelige altid staaer Forargelsens ►Mærker. Men troe det dog; troe ei, at ►den Lærer, der ikke udslukkede nogen rygende Tande, at han vilde udslukke nogen ædel Ild i et Menneske; troe, at han, der var Kjerlighed, netop vil lære ethvert Menneske at elske; troe, at hvis alle Digtere forenede sig i een Sang til Elskovens og Venskabets Priis, at det var Intet, hvad de havde at sige i Sammenligning med Budet »Du skal elske, Du skal elske Din Næste som Dig selv!« Lad ikke være at troe, fordi Budet næsten forarger Dig, fordi Talen ikke lyder indsmigrende som »Digterens«, der med sine Sange indynder sig i Din Lykke, men frastødende og forfærdende, som vilde den ►skrække Dig ud af Forkjerlighedens elskede Tilholdssted – lad derfor ikke være at troe det, betænk, at just fordi Budet er saaledes og Talen saaledes, just derfor kan Gjenstanden være Troens Gjenstand! Hengiv Dig ikke til den Indbildning, at Du kunde tinge, at Du ved at elske nogle Mennesker, Slægt og Venner, elskede Næsten – thi dette er at opgive Digteren uden at gribe det Christelige, og for at forhindre denne Tingen var det, at Talen søgte at stille Dig mellem »Digterens« Stolthed, der foragter al Tingen, og mellem den kongelige Lovs guddommelige Majestæt, der gjør al Tingen til Skyld. Nei, elsk den Elskede trofast og ømt, men lad Kjerlighed til Næsten være det helliggjørende i Eders Forenings Pagt med Gud; elsk Din Ven oprigtigt og hengivent, men lad Kjerlighed til Næsten være hvad I lære af hinanden i Venskabets Fortrolighed med Gud! See, ►Døden af71skaffer alle Forskjelligheder, men Forkjerlighed forholder sig altid til Forskjel, dog gaaer Veien til Livet og til det Evige gjennem Døden og gjennem Forskjellighedernes Afskaffelse: derfor fører ene Kjerlighed til Næsten i Sandhed til Livet. Som Christendommens glade Budskab er indeholdt i ►Læren om Menneskets Slægtskab med Gud, saa er dens Opgave Menneskets Lighed med Gud. Men ►Gud er Kjerlighed, derfor kunne vi kun ligne Gud i at elske, som vi ogsaa kun, ►efter en Apostels Ord, kunne være »Guds Medarbeidere i – Kjerlighed«. Forsaa70vidt Du elsker den Elskede, ligner Du ikke Gud, thi for Gud er ingen Forkjerlighed, hvad Du vel mangen Gang til Din Ydmygelse, men ogsaa mangen Gang til Din Opreisning har betænkt. Forsaavidt Du elsker Din Ven, ligner Du ikke Gud, thi for Gud er ingen Forskjel. Men naar Du elsker »Næsten«, da ligner Du Gud.

✂ 67Saa gaae da hen og gjør derefter, lad Forskjellighederne fare, at Du kan elske Næsten. Ak, maaskee behøves dette end ikke at siges Dig, maaskee fandt Du i Verden ingen Elsket, ingen Ven paa Din Vei, saa Du gaaer eensomt; eller ►maaskee tog Gud af Din Side og gav Dig den Elskede, men Døden tog og tog hende fra Din Side, den tog igjen og tog Din Ven, men gav Dig ingen igjen, saa du nu gaaer eensomt, saa Du ingen Elsket har til at dække Din svage Side og ingen Ven ved Din høire; eller maaskee skilte Livet Eder ad, om I end bleve uforandrede – i Adskillelsens Eensomhed; ak, maaskee skilte Forandringen Eder ad, saa Du sørgende gaaer eensomt, fordi Du fandt, men fandt igjen, hvad Du fandt, forandret! Hvor trøstesløst! Ja, spørg kun »Digteren«, hvor trøstesløst det er, at leve eensomt, at have levet eensomt, uden at være elsket og uden at have nogen Elsket; spørg kun Digteren om han veed noget Andet, end at det er trøstesløst, naar Døden gaaer de Elskende imellem, eller, naar Livet skiller Ven fra Ven, eller naar Forandringen skiller dem som Fjender fra hinanden; thi ►vistnok elsker Digteren Eensomhed, han elsker den – for i Eensomheden at opdage Elskovens og Venskabets savnede Lykke, ligesom Den søger et mørkt Sted, der undrende vil betragte Stjernerne. Og dog, dersom det 72 var uden egen Skyld, at et Menneske ingen Elsket fandt, og dersom han søgte, men, uden egen Skyld, forgjeves at finde en Ven, og dersom Tabet, Adskillelsen, Forandringen var uden egen Skyld: veed i saa Fald »Digteren« noget Andet, end at det er trøstesløst? Men saa er Digteren jo selv underlagt Forandring, naar han, Glædens Forkynder, paa ►Nødens Dag ikke veed Andet end Trøstesløshedens Klageskrig. Eller vil Du ikke kalde det Forandring, vil Du kalde det Troskab af Digteren, at han – trøstesløst sørger med den trøstesløst Sørgende: nu vel, derom ville vi ikke stride. Men hvis Du vil sammenligne denne menneskelige Trofasthed med Himlens og Evighedens, da vil Du vel selv indrømme, at den er en Forandring. Thi ►Himlen glæder sig ikke blot, fremfor nogen Digter, med den Glade, men Himlen sørger ikke blot med den Sørgende, 71nei Himlen har ny, har saligere Glæde i Beredskab for den Sørgende. Saaledes har Christendommen altid Trøst, og dens Trøst er deri forskjellig fra al menneskelig Trøst, at denne er sig bevidst kun at være en Erstatning for Tabet af Glæden: den christelige Trøst er Glæden. Menneskeligt talt er Trøst en ►sildigere Opfindelse: først kom Lidelsen og Smerten og Glædens Tab, og saa, 68 bagefter, ak langt om længe kom Mennesket ►paa Spor efter Trøsten. Og om den Enkeltes Liv gjælder det Samme: først kommer Lidelsen og Smerten og Glædens Tab, og saa, bagefter, ak stundom langt om længe, kommer Trøsten. Men den christelige Trøst kan aldrig siges at komme bagefter, thi da den er Evighedens Trøst er den ældre end al timelig Glæde; saasnart denne Trøst kommer, kommer den med Evighedens Forspring, og opsluger ligesom Smerten, thi Smerten og Glædens Tab er det Øiebliklige – selv om dette Øieblik var Aar – er det Øieblikkelige der druknes i det Evige. Og den christelige Trøst er heller ei nogen Erstatning for Glædens Tab, da den er Glæden; al anden Glæde er dog ►i sidste Grund kun Trøstesløshed i Sammenligning med Christendommens Trøst. Ak, saa fuldkommen var og er Menneskets Liv ikke paa Jorden, at Evighedens Glæde kunde forkyndes ham som Glæde, han havde og han har selv forspildt det; 73 deraf kommer det, at Evighedens Glæde kun kan forkyndes ham som Trøst. Som det menneskelige Øie ikke taaler at see Solens lys ►uden gjennem ►et dunklende Glas: saaledes kan Mennesket heller ei taale Evighedens Glæde uden gjennem dette Dunklende, at den forkyndes som Trøst. – Altsaa, hvilken Din Skjebne end var i Elskov og Venskab, hvilket end Dit Savn var, hvilket Dit Tab, hvilken Dit Livs Trøstesløshed i Fortrolighed med »Digteren«: det Høieste staaer endnu tilbage – elsk Næsten! Ham kan Du let finde, ►som viist blev; ham kan Du ubetinget altid finde, som viist blev; ham kan Du aldrig tabe. Thi den Elskede kan handle saaledes mod Dig, at han er tabt, og Du kan tabe en Ven; men hvad end Næsten gjør mod Dig, Du kan aldrig tabe ham. Sandt nok, Du kan ogsaa vedblive at elske den Elskede og Vennen, hvorledes De end handle mod Dig, men Du kan ikke i Sandhed vedblive at kalde dem den Elskede og Vennen, naar de, ►desto værre, i Sandhed have forandret sig. »Næsten« derimod kan ingen Forandring tage fra Dig, thi det er ikke »Næsten«, der holder Dig fast, men det er Din Kjerlighed, der holder »Næsten« fast; dersom Din Kjerlighed til Næsten bliver uforandret, saa bliver ogsaa Næsten ufor72andret ved at være til. Og Døden kan ikke berøve Dig »Næsten«, thi tager den een, saa giver Livet Dig strax een igjen. Døden kan berøve Dig en Ven, fordi Du i at elske en Ven egentlig holder sammen med Vennen; men i at elske Næsten holder Du sammen med Gud, derfor kan Døden ikke berøve Dig Næsten. – Hav derfor tabt Alt i Elskov og Venskab, hav aldrig eiet Noget 69 af denne Lykke: Du beholder dog det Bedste tilbage i at elske Næsten.

✂ Kjerlighed til Næsten har nemlig Evighedens Fuldkommenheder. Er det ►og vel en Fuldkommenhed ved Kjerligheden, at dens Gjenstand er det ►Fortrinlige, det ►Udmærkede, det Eneste? Det troede jeg var en Fuldkommenhed ved Gjenstanden, og denne Gjenstandens Fuldkommenhed som en spidsfindig Mistanke mod Kjerlighedens Fuldkommenhed. Er det en fortrinlig Egenskab ved Din Kjerlighed, om den kun kan elske det Overordentlige, det Sjeldne? Jeg troede, det var et Fortrin ved 74 det Overordentlige og det Sjeldne, at det er det Overordentlige og Sjeldne, men ikke ved Kjerligheden. Og er Du ikke ogsaa af samme Mening? Thi har Du aldrig tænkt over Guds Kjerlighed; dersom da det var Kjerlighedens Fortrin, at elske det Overordentlige, saa var Gud, hvis jeg saa tør sige, i Forlegenhed, thi for ham er det Overordentlige slet ikke til. Det Fortrin, kun at kunne elske det Overordentlige, er altsaa snarere som en Anklage, ikke mod det Overordentlige, heller ei mod Kjerligheden, men mod den Kjerlighed, der kun kan elske det Overordentlige. Eller er det et Fortrin ved et Menneskes ►kjælne Befindende, at han kun kan føle sig vel paa eet eneste Sted i Verden, omgiven af enhver Begunstigelse? Naar Du seer et Menneske, der saaledes har indrettet sig i Livet, hvad er det saa Du priser? Dog vel Indretningens Beqvemmelighed. Men har Du ikke lagt Mærke til, at det virkeligt ►er saa, at hvert Ord i Din Lovtale over denne Herlighed, egentlig lyder som en Spot over den Stakkel, der kun kan leve i denne herlige Omgivelse? Altsaa Gjenstandens Fuldkommenhed er ikke Kjerlighedens Fuldkommenhed. Og netop fordi »Næsten« ingen af de Fuldkommenheder har, som den Elskede, Vennen, den Beundrede, den Dannede, den Sjeldne, den Overordentlige i saa høi Grad har, netop derfor har Kjerlighed til Næsten alle de Fuldkommenheder, som Kjerligheden til den Elskede, Vennen, den Dannede, den Beundrede, den Sjeldne, den Overordentlige ikke har. Lad da Verden stride saa meget den vil om, hvilken Kjerlighedens Gjenstand der er den 73fuldkomneste: derom kan der aldrig være Strid, at Kjerlighed til Næsten er den fuldkomneste Kjerlighed. Al anden Kjerlighed har ►derfor og den Ufuldkommenhed, at der er to Spørgsmaal og forsaavidt ogsaa nogen Tvetungethed: der er først Spørgsmaal om Gjenstanden og saa om Kjerligheden, eller der er dog baade 70 Spørgsmaal om Gjenstanden og Kjerligheden. Men ►betræffende Kjerlighed til Næsten er der kun eet Spørgsmaal, det om Kjerligheden, og der er kun eet Evighedens Svar: denne er Kjerligheden; thi denne Kjerlighed til Næsten forholder sig ikke som en Art til andre Arter af Kjerlighed. Elskov bestemmes ved Gjen75standen, Venskab bestemmes ved Gjenstanden, kun Kjerlighed til Næsten bestemmes ved Kjerligheden. Da »Næsten« nemlig er ethvert Menneske, ubetinget ethvert Menneske, saa er jo alle Forskjelligheder borttagne fra Gjenstanden, og denne Kjerlighed altsaa just kjendelig paa, at dens Gjenstand er uden nogen Forskjellighedens nærmere Bestemmelse, hvilket vil sige, at denne Kjerlighed kun kjendes paa Kjerligheden. Er dette ikke den høieste Fuldkommenhed! Thi forsaavidt Kjerligheden kan kjendes paa og maa kjendes paa noget Andet, saa er dette Andet, i selve Forholdet, ligesom en Mistanke til Kjerligheden, at den ikke er omfattende nok og forsaavidt heller ei i evig Forstand uendelig; dette Andet er et Kjerligheden selv ubevidst Anlæg til Sygelighed. I denne Mistanke boer derfor skjult den Angest, som gjør Elskov og Venskab afhængig af sin Gjenstand, den Angest, som kan antænde ►Iversygen, den Angest, som kan bringe til Fortvivlelse. Men Kjerlighed til Næsten er uden Forholdets Mistanke, og kan derfor heller ikke blive Mistænksomhed i den Elskende. Dog er denne Kjerlighed ikke stolt uafhængig af sin Gjenstand, dens ►Ligelighed fremkommer ikke derved, at Kjerligheden stolt vender tilbage i sig selv ved Ligegyldighed mod Gjenstanden, nei, Ligeligheden fremkommer derved, at Kjerligheden ydmygt vender sig ud efter, omfattende Alle, og dog elskende Hver især, men Ingen særligen.

✂ Lad os tænke paa, ►hvad der i den foregaaende Tale blev udviklet om, at det, at Kjerligheden i et Menneske er ham en Trang, er Udtrykket for Rigdom. Jo dybere altsaa denne Trang er, desto større Rigdom; er Trangen uendelig, da er Rigdommen det ogsaa. Naar nu Kjerlighedens Trang i et Menneske er til at elske een Eneste, saa maa man, selv om man indrømmer, at denne Trang er en Rigdom, dog ►derhos sige, at han 74virkeligen trænger til dette Menneske. Naar derimod Kjerlighedens Trang i et Menneske er til at elske Alle, da er den en Trang, og den er saa mægtig, at det er, som maatte den selv næsten kunne frembringe sin Gjenstand. Eftertrykket ligger i det første Tilfælde paa Gjenstandens Særlighed, i det andet Tilfælde paa Trangens Væsentlighed, og kun i denne sidste 76 Forstand 71 er Trang et Udtryk for Rigdom; og kun i det sidste Tilfælde forholder Trangen og Gjenstanden sig i uendelig Forstand ligeligt til hinanden, thi det første det bedste Menneske, ethvert Menneske er Næsten, eller, der er i særlig Forstand ingen Gjenstand, medens i uendelig Forstand ethvert Menneske er Gjenstanden. Naar En føler Trang til at tale med eet eneste bestemt Menneske, saa trænger han egentligen til dette Menneske; men naar Trangen i ham til at tale er saa stor, at han maa tale, om man saa satte ham hen i en øde ►Ørk, om man satte ham i ►eensomt Fængsel, naar Trangen er saa stor, at ethvert Menneske er ham Den, han ønsker at tale til: da er Trangen en Rigdom. Og Den, i hvem Kjerlighed til Næsten er, i ham er Kjerligheden en Trang, den dybeste; han trænger ikke til Menneskene for dog at have Nogen at elske, men han trænger til at elske Menneskene. Dog er der intet Stolt eller Hovmodigt i denne Rigdom, thi Gud er Mellembestemmelsen, og Evighedens »skal« binder og styrer den mægtige Trang, at den ikke farer vild og bliver til Stolthed. Men i Gjenstanden er der ingen Grændse, thi »Næsten« er alle Mennesker, ubetinget ethvert Menneske.

✂ Den, der i Sandhed ►elsker »Næsten«, elsker derfor ogsaa sin Fjende. Denne Forskjel »Ven eller Fjende« er en Forskjel i Kjerlighedens Gjenstand, men Kjerlighed til Næsten har jo den Gjenstand, som er uden Forskjel, Næsten er den aldeles ukjendelige Forskjellighed mellem Menneske og Menneske, eller er den evige Lighed for Gud – denne Lighed har Fjenden ogsaa. Man mener, at det er et Menneske umuligt at elske sin Fjende, ak, thi Fjender kunne jo neppe taale at see hinanden. Nu vel, saa luk Øiet – saa ligner Fjenden aldeles Næsten; luk Øiet, og husk paa Budet, at Du skal elske, saa elsker Du – Din Fjende, nei, saa elsker Du Næsten, thi, at han er Din Fjende, seer Du jo ikke. Naar Du nemlig lukker Øiet, da seer Du ikke Jordlivets Forskjelligheder, men Fjendskab er ogsaa en af Jordlivets Forskjelligheder. Og naar Du lukker Øiet, saa ►adspredes og forvirres Dit Sind ikke paa samme Tid, som Du skal høre efter Budets Ord. Naar da Dit Sind ikke 77 forvirres og adspre75des ved at see til Gjenstanden for Din Kjerlighed og Gjenstandens Forskjellighed, saa bliver Du lutter Øre for Budets Ord, som talte det ene og alene til Dig, at »Du« skal elske Næsten. See da er Du paa Fuldkommenhedens Vei til at elske Næsten, naar Dit Øie er lukket og Du er bleven lutter Øre for Budet.

✂ Det ►er jo og i Sandhed saa (hvad da allerede ligger i ►det Udviklede, 72 hvor det vistes, at Næsten er den rene Aands-Bestemmelse), »Næsten« seer man kun med lukket Øie eller ved at see fra Forskjellighederne. Det sandselige Øie seer altid Forskjellighederne og seer til Forskjellighederne. Derfor raaber jordisk Kløgt ►tidlig og sildig: »see Dig for, hvem Du elsker.« Ak, skal man i Sandhed elske Næsten, da gjælder det: see Dig ►for Alt ikke for; thi denne Klogskab i Forhold til at prøve Gjenstanden vil netop bevirke, at Du aldrig faaer »Næsten« at see, fordi han jo er ethvert Menneske, det første det bedste, ganske iblinde taget. »Digteren« foragter Klogskabens seende Blindhed, der lærer, at man skal see sig for hvem man elsker, han lærer, at ►Kjerlighed gjør blind; paa en gaadefuld, uforklarlig Maade skal, efter Digterens Mening, den Elskende finde sin Gjenstand eller blive forelsket og bliver saa – blind af Kjerlighed, blind for enhver Feil, enhver Ufuldkommenhed hos den Elskede, blind for alt Andet end denne Elskede, – men dog vel ikke blind for, at denne er den eneste i hele Verden. ►Naar saa er, gjør jo ►vistnok Elskov et Menneske blind, men den gjør ham tillige meget ►nøieseende til ikke at forvexle noget andet Menneske med denne Eneste, den gjør ham altsaa blind i Forhold til denne Elskede ved at lære ham at gjøre en uhyre Forskjel mellem denne Eneste og alle andre Mennesker. Men Kjerlighed til »Næsten« gjør et Menneske i dybeste og ædleste og saligste Forstand blind, saa han blindt elsker ethvert Menneske, ligesom Elskeren elsker den Elskede.

✂ Kjerlighed til »Næsten« har Evighedens Fuldkommenheder – deraf kommer det maaskee, at den stundom saa lidet synes at passe ind i Jordlivets Forhold, i det Verdsliges timelige Forskjellighed, at den saa 78 let bliver miskjendt og udsat for Had, at det i ethvert Tilfælde er meget utaknemmeligt at elske Næsten.

✂ Selv Den, der ellers ikke er tilbøielig til at prise Gud og Christendommen, han gjør det dog, naar han med Gysen betænker dette Forfærdelige, hvorledes i Hedenskabet Jordlivets Forskjellighed, eller ►hvorledes 76Kaste-Inddelingen umenneskeligt skiller Menneske fra Menneske, hvorledes denne Ugudelighed umenneskeligt lærer det ene Menneske at fornegte Slægtskabet med det andet, lærer ham formasteligt og afsindigt at sige om det andet Menneske, at han er ikke til, er »ikke født«. Da priser endog han Christendommen, der har frelst Menneskene fra det Onde ved dybt og evigt uforglemmeligt at indprente Slægtskabet mellem Menneske og Menneske, fordi Slægtskabet er betrygget ved hver Enkelts ligelige Slægtskab med 73 og Forhold til Gud i Christo; fordi den christelige Lære ligeligt henvender sig til hver Enkelt, lærer ham, at Gud har skabt ham og Christus forløst ham; fordi den christelige Lære kalder hvert Menneske afsides og siger til ham: »►luk Din Dør og beed til Gud, saa har Du det Høieste et Menneske kan have, elsk Din Frelser, saa har Du Alt baade i Liv og Død, og lad saa Forskjellighederne være der, de gjøre hverken fra eller til.« Mon vel ►og Den, der fra Bjergets Tinde seer Skyerne under sig, mon han forstyrres af dette Syn, mon han forstyrres af det Tordenveir, der raser nede ved ►Jordens lave Egne? Og saa høit har Christendommen sat ethvert, ubetinget ethvert Menneske – thi for Christus, ►saa lidet som for Guds Forsyn, er der intet Tal, ingen Mængde, de Utallige ere for ham talte, ere lutter Enkelte; saa høit har Christendommen sat ethvert Menneske, for at han ikke skulde ►tage Skade paa sin Sjel ved at hovmode sig i eller sukke under Jordlivets Forskjellighed. Thi borttaget Forskjelligheden har Christendommen ikke, ►saalidet som Christus selv vilde eller vilde bede Gud at tage Disciplene ud af Verden – og dette bliver jo Eet og det Samme. Der har derfor aldrig i Christenheden, saa lidet som i Hedenskabet, levet noget Menneske uden at være iført eller være 79 ►overklædt med Jordlivets Forskjellighed; saa lidet som den Christne lever eller kan leve uden Legeme, ligesaa lidet uden Jordlivets Forskjellighed, hvilken Enhver ved Fødsel, ved Stand, ved Vilkaar, ved Dannelse o. s. v. særligen tilhører – ►det ►rene Menneske er Ingen af os. Christendommen er for alvorlig til at fable om det rene Menneske, den vil kun gjøre Menneskene rene. Christendommen er ikke noget Eventyr, om end Saligheden, som den forjætter, er herligere end hvad Eventyret eier; den er ei heller et sindrigt Hjernespind, der skal være vanskeligt at forstaae, og som ogsaa fordrer een Betingelse, et ørkesløst Hoved og en tom Hjerne.

✂ Altsaa, hiin Hedenskabets Rædsel har Christendommen, og eengang 77for alle, forjaget; men Jordlivets Forskjellighed har den ikke borttaget. Denne maa vedblive, saa længe Timeligheden vedbliver, og maa vedblive at friste hvert Menneske, som indkommer i Verden; thi ved at være Christen bliver han ikke fritagen fra Forskjelligheden, men ved at seire i Forskjellighedens Fristelse bliver han Christen. I ►den saakaldte Christenhed frister derfor endnu bestandigt Jordlivets Forskjel, ak, den maaskee mere end frister, saa den Ene hovmoder sig, den Anden trodsigt misunder. Begge Dele er 74 jo Oprør, er Oprør mod det Christelige. Sandeligen, ►langt fra os være at bestyrke Nogen i den formastelige Vildfarelse, at kun de Mægtige og de Fornemme ere de Skyldige; thi dersom de Ringe og de Afmægtige kun trodsigt eftertragte Jordlivets dem negtede Fortrin, istedenfor ydmygt at eftertragte det Christeliges salige Ligelighed, da er dette ogsaa at tage Skade paa sin Sjel. Blind er Christendommen ikke, eensidig ei heller; den seer med Evighedens Ro ligeligt alle Jordlivets Forskjelligheder, men den holder ikke ►splidagtigt sammen med nogen eneste; den seer, og visseligen med Bedrøvelse, at jordisk Travlhed og Verdslighedens falske Propheter i Christendommens Navn ville ►fremkogle dette Skin, som var det blot de Mægtige, der kunde ►forsee sig paa Jordlivets Forskjellighed, som var den Ringe berettiget til at gjøre Alt for at naae Ligheden – blot ikke ved Hjælp af at blive Christen i Alvor og Sandhed. Mon man 80 ad den Vei skulde komme den christelige Lighed og Ligelighed nærmere?

✂ Christendommen vil da ikke tage Forskjelligheden bort, hverken Fornemhedens eller Ringhedens; men paa den anden Side, der er ingen timelig Forskjellighed, ikke den i Verdens Øine ►billigste og antageligste, ►med hvilken Christendommen partisk vil holde. Om den timelige Forskjellighed, paa hvilken et Menneske forseer sig ved at klamre sig verdsligt fast til den, er en i Verdens Øine ►himmelraabende og oprørende, eller en i Verdens Øine uskyldig og elskværdig, beskæftiger slet ikke Christendommen, der jo ikke gjør verdsligt Forskjel, ikke seer paa det, ved hvilket et Menneske tager Skade paa sin Sjel, men paa det, at han tager Skade paa sin Sjel – ved en Ubetydelighed? maaskee; men det, at tage Skade paa sin Sjel, er visselig ingen Ubetydelighed. Mellem ⓘ FornemhedenFornemheden] , afviger i K, Fornemheden R, Aα, B; måske fejl for Fornemhedens [suggestedConjecture] og Ringhedens Yderpunkter ligger der en stor Mængde af nærmere Bestemmelser i verdslig Forskjellighed; men der er ingen af disse nærmere og derfor vel mindre iøinefaldende Forskjelligheder, 78med hvilke Christendommen gjør en Undtagelse. Forskjelligheden er som et uhyre Net, i hvilket Timeligheden holdes, Maskerne i dette Net ere igjen forskjellige, det ene Menneske synes mere fanget og bundet i Tilværelsen end det andet; men al denne Forskjellighed, Forskjelligheden mellem Forskjel og Forskjel, den sammenlignende Forskjellighed beskæftiger slet ikke Christendommen, ikke det mindste, en saadan Beskæftigelse og Bekymring er nemlig igjen Verdslighed. Christendom og Verdslighed komme 75 aldrig til at forstaae hinanden, selv om det et Øieblik – for en mindre Nøieregnende ►kan see skuffende ud. At skaffe Lighed tilveie i Verden mellem Menneskene, at ►ligne Timelighedens Vilkaar, om muligt, ligeligt paa Menneskene: er jo Noget der i saa høi Grad beskæftiger Verdsligheden. Men selv, hvad man tør kalde, den velmenende verdslige Stræben i denne Henseende træffer aldrig sammen i Forstaaelse med Christendommen. Den velmenende Verdslighed holder sig fromt, hvis man saa vil, overbeviist om, at der maa være eet timeligt Vilkaar, een jordisk Forskjellighed – man finde den nu ud ved Hjælp af Be81regninger og Oversigter, eller paa hvilken som helst anden Maade – der er Ligeligheden. Naar dette Vilkaar blev det eneste for alle Mennesker: saa var Ligheden tilveiebragt. Men deels lader dette sig ikke gjøre, og deels er dog Alles Lighed ved at have fælles og samme timelige Forskjellighed ingenlunde den christelige Ligelighed; den verdslige Lighed, hvis den var mulig, er ikke den christelige Ligelighed. Og fuldkomment at tilveiebringe den verdslige Lighed er en Umulighed. Det tilstaaer egentlig den velmenende Verdslighed selv; den fryder sig, naar det lykkes at gjøre det timelige Vilkaar lige for Flere og Flere, men den erkjender selv, at dens Stræben er et ►fromt Ønske, at det er en uhyre Opgave, den har sat sig, at det har lange Udsigter – hvis den ret forstod sig selv, vilde den indsee, at dette aldrig naaes i Timeligheden, at, selv om denne Stræben fortsættes gjennem Aartusinder, den dog aldrig naaer Maalet. Christendommen derimod er ved Hjælp af Evighedens Gjenvei strax ved Maalet: den lader alle Forskjellighederne bestaae, men lærer Evighedens Ligelighed. Den lærer, at enhver skal opløfte sig over den jordiske Forskjellighed. Agt vel paa, hvor ligeligt den taler, den siger ikke, at det er den Ringe, der skal opløfte sig, medens den Mægtige maaskee skulde nedstige fra sin Ophøiethed, ak nei, en saadan Tale er ikke ligelig; og den Lighed, der tilveiebringes ved at den 79Mægtige stiger ned og den Ringe stiger op, er ikke den christelige Ligelighed, er verdslig Lighed. Nei, om det saa var Den, der staaer øverst, om det saa var Kongen, han skal opløfte sig over Ophøiethedens Forskjel, og Tiggeren skal opløfte sig over Ringhedens Forskjel. Christendommen lader alle Jordlivets Forskjelligheder bestaae, men i Kjerlighedsbudet, i at elske Næsten er netop indeholdt denne Ligelighed i at opløfte sig over Jordlivets Forskjellighed.

✂ 76Fordi dette nu er saaledes, fordi den Ringe lige saa fuldt som den Fornemme og Mægtige, fordi ethvert Menneske paa sin forskjellige Maade kan tabe sin Sjel ved ikke christeligt at ville opløfte sig over Jordlivets Forskjellighed, ak og fordi det skeer paa begge og paa de forskjelligste Maader: derfor er det, 82 at ville elske Næsten, ofte udsat for dobbelt ja fleerdobbelt Fare. Enhver, der fortvivlet har klamret sig til een eller anden af Jordlivets Forskjelligheder, saa han har sit Liv i den – ikke i Gud, han fordrer ogsaa af Enhver, der hører til samme Forskjellighed, at han med ham skal holde sammen – ikke i det Gode (thi det Gode danner intet Sammenhold, forener hverken to eller hundrede eller alle Mennesker i Sammenhold), men i et ugudeligt Sammenhold mod det Almene-Menneskelige; den Fortvivlede kalder det Forræderie, at ville have Fællesskab med andre, med alle Mennesker. Paa den anden Side, disse andre Mennesker ere igjen forskjelliggjorte i andre Timelighedens Forskjelligheder, og misforstaae det maaskee da, om Nogen, som ikke hører til deres Forskjellighed, vil holde med dem. Thi betræffende Jordlivets Forskjelligheder er der ved Misforstaaelsen, besynderligt nok, paa eengang Strid og Enighed: den Ene vil have een Forskjellighed bort, men han vil have en anden sat isteden. Forskjellighed kan jo som Ordet siger betyde det meget Forskjellige, det Allerforskjelligste; men Enhver, der strider paa den Maade mod Forskjelligheden, at han vil have een bestemt bort og en anden isteden, han kæmper jo for Forskjelligheden. Den, der saa vil elske Næsten, Den, der altsaa ikke bekymrer sig om at faae denne eller hiin Forskjellighed bort, eller verdsligt om at faae alle bort, men ►gudeligt om at gjennemtrænge sin Forskjellighed med den christelige Ligeligheds saliggjørende Tanke: han bliver let som Den, der ikke passer ind her i Jordlivet, end ikke i den saakaldte Christenhed, han bliver let udsat for Angreb fra alle Kanter, han bliver let ►som et fortabt Faar blandt rivende Ulve. Overalt hvor han seer hen, møder han 80naturligviis Forskjellighederne (thi, som sagt, intet Menneske er det rene Menneske, men den Christne opløfter sig over Forskjellighederne), og de, som verdsligt have klamret sig fast til en timelig Forskjellighed, denne ►være en hvilken, de ere som rivende Ulve.

✂ Lader os tage nogle Exempler af Jordlivets Forskjellighed, for at gjøre denne Sag klar, lader os gaae ret nøiagtigt frem. 83 Og giv Du Dig kun Taalmodighed til at læse, som jeg giver mig Flid og Tid 77 til at skrive, thi da det er mit eneste Arbeide og min eneste Opgave at være Forfatter, saa baade kan jeg og er forpligtet til at anvende en nøiagtig, en smaalig om Du saa vil, men ►vistnok ogsaa gavnlig Omhyggelighed, som Andre ikke kunne, da de, foruden at være Forfattere, tillige paa andre Maader maae bruge deres maaskee længere Dag, maaskee rigere Gave, deres maaskee større Arbeidskraft. – See, de Tider ere forbi, da den Mægtige og Fornemme ene var Menneske, de andre – Mennesker Trælle og Slaver. Dette skyldes Christendommen; men deraf følger ingenlunde, at Fornemhed og Vælde nu ikke mere kan blive en Snare for et Menneske, saa han forseer sig paa denne Forskjellighed, tager Skade paa sin Sjel, glemmer hvad det er at elske Næsten. Skal det nu skee, maa det ►vistnok skee paa en mere skjult og hemmelighedsfuld Maade, men i Grunden bliver det det Samme. Hvad enten En aabenlyst, nydende sit Hovmod og sin Stolthed, ►betyder andre Mennesker, at de ere ikke til for ham, vil, til Næring for sit Hovmod, at de skal fornemme det, idet han fordrer den slaviske Underkastelses Udtryk af dem – eller han listende og skjult, netop ved at undgaae enhver Berøring med dem (maaskee ogsaa af Frygt for, at det Aabenlyse skulde hidse Menneskene og blive ham selv farligt) udtrykker, at de ikke ere til for ham: dette er i Grunden Eet og det Samme. Det Umenneskelige og det Uchristelige ligger ikke i Maaden, paa hvilken det gjøres, men i at ville for sig selv fragaae Slægtskabet med alle Mennesker, med ethvert Menneske ubetinget. Ak, ak, at ►bevare sig reen fra Verden, er Christendommens Opgave og Lære, ►give Gud, at vi alle gjorde det; men verdsligt at klamre sig ved om det saa var den herligste af alle Forskjelligheder, det er just Besmittelse. Thi det er ikke det grove Arbeide der besmitter – naar det gjøres ►i Hjertets Reenhed, og det er ikke det ringe Vilkaar, der besmitter – naar Du ►gudeligt sætter Din Ære i at leve i Stilhed; men Silke og Hermelin kan besmitte, hvis det bragte et Menneske til at tage 84 Skade paa sin Sjel. Det 81er Besmittelse, naar den Ringe krymper sig saaledes ved sin Elendighed, at han ikke har Mod til at ville opbygges ved det Christelige; men det er ogsaa Besmittelse, naar den Fornemme svøber sig saaledes ind i sin Fornemhed, at han krymper sig for at opbygges ved det Christelige; og det er ogsaa Besmittelse, naar Den, hvis Forskjellighed er at være som Folk er fleest, aldrig i christelig Opløftelse kommer ud af denne Forskjellighed.

✂ 78 Saa vil da denne fornemme Fordærvethed lære den Fornemme, at han kun er til for de Fornemme, at han ene skal leve i deres Kredses Sammenhold, at han ikke maa være til for andre Mennesker, ligesom disse ikke maae være til for ham. Men Forsigtighed, hedder det, han maa vide at gjøre det saa let og saa behændigt, som muligt, at det ikke ophidser Menneskene, det vil sige, Hemmeligheden og Kunsten er netop at have denne Hemmelighed for sig; det at undgaae Berøringen maa ikke være et Udtryk for Forholdet, ei heller maa det gjøres paa en paafaldende Maade, der vilde vække Opmærksomhed, nei det Undvigende skal være for at sikkre sig, og altsaa saa forsigtigt, at Ingen bliver opmærksom derpaa, end sige stødes derover. Derfor skal han gaae som med lukket Øie (ak, men ikke i christelig Forstand), naar han færdes mellem Menneskenes Mængde; stolt – og dog listende skal han ligesom flygte fra den ene fornemme Kreds til den anden; han maa ikke see paa disse andre Mennesker – for ikke at blive seet, medens dog Øiets hele Opmærksomhed skal lure bag dette Skjul – hvis der skulde møde ham et Medmenneske eller en endnu Fornemmere; hans Blik skal svæve ubestemt, famlende hen over alle disse Mennesker, at Ingen skulde kunne gribe hans Øie og minde ham om Slægtskabet; han maa aldrig sees blandt de Ringere, idetmindste aldrig i deres Selskab, og kan det ikke undgaaes, da maa den fornemme Nedladenhed sees – dog i dens letteste Skikkelse – for ikke at støde og hidse; han maa gjerne mod de Ringere bruge overdreven Høflighed, men han maa aldrig omgaaes dem ►ligeligt, thi derved vilde jo udtrykkes, at han var – Menneske, men han er – fornem. Og dersom han kan 85 gjøre dette let, behændigt, smagfuldt, undflyende og dog altid bevarende sin Hemmelighed (at de andre Mennesker ikke ere til for ham og han ikke for dem), saa vil den fornemme Fordærvethed indestaae ham for, at han har – den gode Tone. Ja, Verden har forandret sig – og Fordærvethed den har ogsaa forandret 82sig; thi det var jo dog ►overilet, hvis man vilde troe, at Verden var bleven god, fordi den havde forandret sig. Hvor vilde ikke, hvis vi tænke os en af hine stolte, trodsige Skikkelser, der ►lystedes ved dette ugudelige Spil, aabenlyst at lade »disse Mennesker« føle deres Usselhed, hvor vilde han ikke forbauses, naar han fik at vide, at saa megen Forsigtighed nu var bleven nødvendig for at bevare denne Hemmelighed! Ak, men Verden har forandret sig; og efterhaanden som Verden forandrer sig, bliver ogsaa Fordærvethedens Skikkelser 79 ►underfundigere, vanskeligere at paapege – men bedre blive de sandeligen ikke.

✂ Saaledes den fornemme Fordærvethed. Og dersom der saa var en Fornem, hvis Liv altsaa ved Fødsel og Vilkaar særligen tilhørte den samme jordiske Forskjellighed, en Fornem, der ikke vilde samtykke i denne ►Splidagtighedens Sammensværgelse mod det Almene-Menneskelige, ►det er mod »Næsten«, dersom han ikke kunde bringe det over sit Hjerte, dersom han, vel indseende Følgerne deraf, dog ►for Gud fortrøstede sig til at have Styrke til at bære disse, medens han ikke havde Styrke – til at ►forhærde sit Hjerte: Erfaringen ►skulde vel lære ham, hvad han vovede. Thi først skulde nu den fornemme Fordærvethed anklage ham som en Forræder og Selvkjerlig – fordi han vilde elske »Næsten«; thi det, at holde sammen med Fordærvetheden, det var Kjerlighed og Troskab og Oprigtighed og Hengivenhed! Og hvis da, som det saa ofte gaaer, de Ringere igjen fra deres Forskjelligheds Synspunkt misforstode og miskjendte ham, ham – der jo ikke hørte til deres ►Synagoge, lønnede ham med Spot og Forhaanelse – fordi han vilde elske Næsten: ja, da stod han jo der i den dobbelte Fare. Havde han nemlig villet stille sig i Spidsen for de Ringere, at han i et Oprør kunde nedtræde Fornemhedens Forskjellighed: da 86 skulde de maaskee have hædret og elsket ham. Men dette vilde han ikke, han vilde blot udtrykke, hvad der i ham var en christelig Trang, det at elske Næsten. Og just derfor blev hans Skjebne saa ►mislig, just deraf den dobbelte Fare.

✂ Saa skulde vel den fornemme Fordærvethed triumpherende spotte ham, haanende og dømmende sige: »det har han ►ærligt fortjent;« den skulde vel bruge hans Navn som en ►Skræmsel for at hindre uerfarne fornemme Ynglinge i at fare vild – fra Fordærvethedens gode Tone. Og mangen Bedre blandt de Fornemme, over hvem dog Fordærvethedens Tone øvede en Magt, skulde ikke vove at forsvare ham, ikke turde lade 83være at lee med i ►»Spotternes Raad«, og dette skulde vel være det Høieste, om Nogen vovede at forsvare ham. Saaledes lod det sig jo vel tænke, at en Fornem i selve de Fornemmes Kredse begeistret, veltalende kunde forfægte Kjerlighed til Næsten, men, naar det kom til Stykket i Virkeligheden, ikke kunde overvinde sit Sind i Lydighed under den maaskee seierrigt forfægtede Anskuelse. Dog indenfor Forskjellighedens ►Mellemvæg, bag ved den, at forfægte en modsat Anskuelse, en Anskuelse, 80 der i christelig Forstand (ikke i oprørsk Forstand) vil tage Forskjelligheden bort: det er jo at blive i Forskjellighed. I Selskab med de Lærde, eller indenfor en Omgivelse, der sikkrer og fremhæver hans Forskjellighed som saadan, skulde maaskee den Lærde være villig til begeistret at foredrage denne Lære om alle Menneskers Lighed; men det er jo at blive i Forskjelligheden. I Selskab med Rigmænd, i en Omgivelse, der netop gjør Rigdommens Fortrin iøinefaldende, skulde maaskee den Rige være villig til at gjøre Ligheden mellem Menneske og Menneske enhver Indrømmelse; men det er jo at blive i Forskjelligheden. Hiin Bedre, der maaskee seierrigt skulde kunne ►slaae alle Indvendinger af Marken i det fornemme Selskab, han skulde maaskee fornemt og feigt ►flygte Berøringen med Virkelighedens Indvending mod Forskjelligheden. – ►»At gaae med Gud,« dette Udtryk bruge vi jo som en Lykønskning – hvis denne Bedre blandt de Fornemme, istedenfor stolt undflyende, skulde gaae med Gud ud blandt Menneskene: da skulde han maaskee for sig selv – og 87 altsaa ogsaa for Gud søge at skjule, hvad han fik at see – men hvad Gud saae, at han skjulte. Naar man nemlig gaaer med Gud, gaaer man jo rigtignok uden Fare; men man nødsages ogsaa til at see og til at see paa en ganske egen Maade. Naar Du gaaer i Selskab med Gud, da behøver Du kun at see een eneste Elendig, og Du skal ikke kunne undflye hvad Christendommen vil Du skal forstaae, den menneskelige Lighed. Ak, men hiin Bedre skulde maaskee ikke ganske turde vove at udholde denne Vandring i Selskab med Gud og Indtrykket af den, han skulde maaskee unddrage sig – medens han dog samme Aften igjen i det fornemme Selskab forfægtede den christelige Anskuelse. Ja, det at gaae med Gud (og det er jo kun i dette Selskab man opdager »Næsten«, thi Gud er Mellembestemmelsen) for at lære Livet og sig selv at kjende, det er en alvorlig Gang. Saa taber Ære, Magt og Herlighed sin verdslige Glands; thi i Selskab med Gud kan Du ikke 84verdsligt fryde Dig derved. Naar Du holder sammen (thi Sammenhold er ikke af det Gode) med nogle andre Mennesker, med en bestemt Stand, med et bestemt Vilkaar i Livet, om det saa blot er med Din Hustrue: saa frister det Verdslige; selv om det ikke i Dine Øine har stort at betyde, det frister Dig sammenlignelsesviis i ►Persons Anseelse, det frister Dig maaskee for hendes Skyld. Men naar Du gaaer med Gud, kun holder sammen med Gud og i Alt hvad Du forstaaer, ►forstaaer Gud under: da opdager Du – skal jeg sige til Din egen Skade, da 81 opdager Du Næsten; da nødsager Gud Dig til at elske ham – skal jeg sige til Din egen Skade; thi at elske Næsten er et utaknemligt Arbeide.

✂ Eet er det jo at lade Tanke kæmpe mod Tanke, Eet er det at fægte og at seire i en Ordstrid, et Andet at seire over sit eget Sind, naar man fægter i Livets Virkelighed; thi hvor nær end den ene Tanke stridende ►kommer den anden paa Livet, hvor nær end i Ordstriden den ene Stridende kommer den anden, al denne Striden er dog paa Afstand og som ►i Luften. Derimod er dette Maalestokken for hvad Sindelag der boer i et Menneske: hvor langt han har fra hvad han forstaaer til hvad 88 han gjør, hvor stor Afstand der er mellem hans Forstaaen og hans Handlen. Vi forstaae i Grunden Alle det Høieste, et Barn, den Eenfoldigste, den Viseste, de forstaae alle det Høieste og alle det Samme; thi det er, om jeg saa tør sige, een Lectie, vi Alle have for. Men Det, der gjør Forskjellen, er om vi forstaae det paa Afstand – saa vi ikke gjøre derefter, eller nærved – saa vi gjøre derefter, og »ikke kunne det anderledes«, ikke kunne lade være at gjøre det, ►som 👤Luther, der ganske nærved forstod hvad han havde at gjøre, da han sagde: »jeg kan det ikke anderledes, Gud hjælpe mig, Amen.« – Paa ►en stille Times Afstand fra al Livets og Verdens Forvirring forstaaer ethvert Menneske hvad det Høieste er; naar han gaaer derfra, har han forstaaet det; naar det i Livet for ham seer ud til godt Veir forstaaer han det endnu: men naar Forvirringen begynder, da flygter Forstaaelsen, eller det viser sig, at denne Forstaaelse var paa Afstand. At sidde paa et Værelse, hvor Alt er saa stille, at man kan høre et Sandskorn falde, og forstaae det Høieste, det kan ethvert Menneske; men, for at tale billedligt, at skulle sidde i ►den Kjedel, som Kobbersmedene hamre paa, og saa forstaae det Samme: ja, saa maa man have Forstaaelsen nærved, ellers vil det vise sig, at Forstaaelsen var paa Afstand – fordi man var fraværende med Forstaaelsen. – Paa en 85stille Times Afstand fra Livets Forvirring forstaaer Barnet, den Eenfoldigste, den Viseste, og næsten lige let, hvad ethvert Menneske skal gjøre – hvad ethvert Menneske skal gjøre; men naar i Livets Forvirring der kun er Spørgsmaal om, hvad han skal gjøre, saa viser det sig maaskee, at denne Forstaaelse var paa Afstand – den var jo paa Menneskehedens Afstand fra ham. – Paa en Ordstrids Afstand fra Handling, paa en ►høimodig Beslutnings Afstand fra Handling, paa et høitideligt Løftes, paa Fortrydelsens 82 Afstand fra Handling forstaaer ethvert Menneske det Høieste. Indenfor den uforandrede Tilstands Tryghed ved gammel Vane at forstaae, at der skulde gjøres en Forandring, det kan Enhver, thi denne Forstaaelse er paa Afstand, er ikke Uforandrethed en uhyre Afstand fra Forandringen? Ak, i Verden er der ideligen det travle Spørgsmaal om, hvad 89 Den kan og hvad Den kan og hvad Den ikke kan: Evigheden, der taler om det Høieste, antager roligt, at ethvert Menneske kan det, og spørger derfor blot, om han gjorde det. Paa den fornemme Nedladenheds Afstand forstaaer den Fornemme Ligheden mellem Menneske og Menneske; paa den hemmelighedsfulde Overlegenheds Afstand forstaaer den Lærde og den Dannede Ligheden mellem Menneske og Menneske; indenfor et lille Fortrins Indrømmelse forstaaer Den, hvis Forskjellighed er at være som Folk er fleest, Ligheden mellem Menneske og Menneske – paa Afstand er »Næsten« kjendt af Alle: kun Gud veed, hvor mange der kjender ham i Virkeligheden, det er nærved. Og dog, paa Afstand er »Næsten« en Indbildning, han, som jo er ved at være nær ved, det første det bedste Menneske, ubetinget ethvert Menneske. Paa Afstand er »Næsten« en Skygge, der ad Indbildningens Vei gaaer ethvert Menneskes Tanke forbi – ak, men at det Menneske, der i samme Øieblik virkeligen gik ham forbi, var Næsten: det opdager han maaskee ikke. Paa Afstand kjender Enhver »Næsten«, og dog er det en Umulighed at see ham paa Afstand; dersom Du ikke seer ham saa nær, at Du ubetinget, for Gud, seer ham i ethvert Menneske, saa seer Du ham slet ikke.

✂ Lad os nu tænke Ringhedens Forskjellighed. De Tider ere forbi, da, hvad man kalder, de Ringere ingen Forestilling have om sig selv, eller kun den Forestilling at være Trælle, ikke blot ringe Mennesker, men egentligen ikke engang at være Mennesker; ►de vilde Oprør, Rædselen, som fulgte paa hiin Rædsel, ere maaskee ogsaa forbi: men mon derfor 86ikke Fordærvetheden kan boe skjult i et Menneske? Saa vil da den fordærvede Ringhed indbilde den Ringe, at han i den Mægtige og Fornemme, i Enhver, der er begunstiget ved et Fortrin, skal see sin Fjende. Men Forsigtighed, hedder det, thi endnu have disse Fjender saa megen Magt, at det let kunde blive farligt at bryde med dem. Derfor vil Fordærvetheden ikke lære den Ringe at gjøre Oprør, ei heller ganske at negte enhver Yttring af Ærbødighed, ei heller at lade Hemmeligheden blive aabenbar; men den vil lære, at det skal gjøres og dog ikke gjøres, 90 gjøres og 83 dog saaledes, at den Mægtige ingen Glæde skal faae deraf, medens han dog ikke skal kunne sige, at det negtes ham. Derfor skal der selv i ►Hyldingen være en ►underfundig Trods, der skjult kan forbittre, en ►Trevenhed, der skjult siger Nei til hvad Munden bekjender, en ligesom indædt Misundelses Klangløshed i den Jubel, der ærer den Mægtige. Ingen Magt skal der bruges, det kunde blive farligt; intet Brud maa det komme til, det kunde blive farligt; men en skjult Forbittrelses Hemmelighed, en fjernt anet ►piinagtig Forstemthed skal gjøre baade Magt og Ære og ►Udmærkelse til en Plage for den Mægtige, den Ærede, den Udmærkede, der dog ikke skulle kunne faae noget Bestemt at klage over; thi ►deri stikker just Kunsten og Hemmeligheden.

✂ Og dersom der da var en Ringe, i hvis Hjerte denne Misundelsens Hemmelighed ikke kom, og som heller ikke vilde lade Fordærvetheden udenfra faae denne Magt over sig, en Ringe, der uden feig Underkastelse, uden Menneskefrygt, beskedent, men fremfor alt med Glæde, gav ►ethvert Jordlivets Fortrin hvad dets er, lykkeligere og gladere ved at give end mangen Gang Den maaskee er og kan være, som skal modtage: da skulde han vel ogsaa opdage den dobbelte Fare. Hans ►Jævnlige skulde maaskee støde ham fra sig som en Forræder, foragte ham som en Trællesindet, ak, og de Begunstigede skulde maaskee misforstaae ham og spotte ham som en Paatrængende. Hvad der i det foregaaende Forhold skulde ansees som for ringe for den Fornemme – at elske Næsten, det skulde maaskee her ansees som for anmassende for den Ringe – at elske Næsten. – Saa farefuldt er det at ville elske »Næsten«. Thi Forskjellighed er der nok af i Verden, Forskjellighed er der overalt i Timeligheden, der jo just er det Forskjellige, det Mangfoldige. Maaskee skal det ogsaa kunne lykkes et Menneske netop i Kraft af sin Forskjellighed at staae sig godt med alle Forskjelligheder i en lempelig og føielig 87Overeenskomst, der slaaer lidt af paa eet Sted og saa fordrer lidt igjen paa et andet Sted: men Evighedens Ligelighed, at ville elske »Næsten«, synes baade for Lidt og for Meget, og derfor 91 er det som passede denne Kjerlighed til »Næsten« ikke ret ind i Jordlivets Forhold.

✂ Tænk Dig et Menneske, der gjorde ►et Gjestebud og dertil indbød Halte, Blinde, Krøblinge, Tiggere: nu, ►langt fra mig være at troe Andet om Verden, end at den dog vilde finde det smukt om end sært. Men tænk Dig, at denne Mand, som gjorde Gjestebudet, havde 84 en Ven, til hvem han sagde »igaar gjorde jeg et stort Gjestebud« – ikke sandt, saa vilde Vennen først og fremmest forundre sig, at han ikke havde været blandt de Indbudne. Naar han da derpaa fik at vide, hvo de Indbudne havde været: nu langt fra mig være at troe Andet om Vennen, end at han dog vilde finde det smukt om end sært. Dog forundre sig vilde han, og han vilde maaskee sige »det er en besynderlig Sprogbrug at kalde en saadan Forsamling et Gjestebud, et Gjestebud – hvor Vennerne ikke ere med, et Gjestebud – hvor Spørgsmaalet ikke er om Vinens Fortræffelighed, om ►Selskabets Udvalg, om Tjenernes Antal, som opvartede ved Taflet – det er, Vennen vilde mene, at en saadan Bespisning kunde man kalde en Barmhjertigheds-Gjerning, men ikke et Gjestebud. Thi hvor god end Maden havde været, de fik, om den ikke blot ►som Fattigvæsenets havde været »kraftig og velsmagende«, men virkelig udsøgt og ►kostelig, ja om de end havde faaet ti Sorter Viin: Selskabet selv, Indretningen af det Hele, et vist manglende, jeg veed ei hvad, var til Hinder for at kalde Sligt et Gjestebud, det stred mod Sprogbrugen – der gjør Forskjel. Sæt nu, at hiin Mand, der havde gjort Gjestebudet, svarede »da troede jeg dog, jeg havde Sprogbrugen paa min Side, ►læse vi ikke i ►Lucas Evangelium (14, 12. 13) disse Christi Ord: »naar Du gjør Middags- eller Aftens-Maaltid, byd ikke Dine Venner, ei heller Dine Brødre, ei heller Dine Frænder, ei heller rige Naboer, paa det de ikke skulle indbyde Dig igjen og Dig skee Vederlag. Men naar Du gjør et Gjestebud, da byd Fattige, Krøblinger, Halte, Blinde;« thi her er jo ikke blot det Ord »Gjestebud« brugt saaledes, men der er endog i Begyndelsen brugt et mindre festligt Udtryk »Middags- eller Aftens-Maaltid«, og først, da Talen er 92 om at indbyde Fattige og Krøblinge, først da bruges Ordet »Gjestebud«. Synes det Dig ikke, at det er, som vilde Christus antyde, at det, at indbyde Fattige og Krøblinger, ikke blot er hvad vi skulle gjøre, 88men tillige noget langt festligere end at spise til Middag eller Aften med Venner og Frænder og rige Naboer, hvad man ikke maa kalde et Gjestebud, thi at indbyde de Fattige, det er at gjøre Gjestebud. Men jeg indseer vel, at vor Sprogbrug er forskjellig, thi ifølge den almindelige Sprogbrug er det vel omtrent Fortegnelsen paa dem, som indbydes til et Gjestebud: Venner, Brødre, Frænder, rige Naboer – som kunne gjøre Gjengjeld. Men saa nøieregnende er den christelige ►Ligelighed og dens Sprogbrug, den fordrer, ikke blot, at Du skal bespise de Fattige, men den fordrer, 85 at Du skal kalde det et Gjestebud. Dog, dersom Du i det daglige Livs Virkelighed vil staae strengt paa denne Sprogbrug, og ikke mene, at det i christelig Forstand er ligegyldigt, under hvilket Navn Maden anrettes for de Fattige, saa vil Menneskene vel lee Dig ud. Men lad dem kun lee, ►de loe ogsaa af 👤Tobias; thi det, at ville elske Næsten, er altid udsat for dobbelt Fare, som vi see af 👤Tobiæ Exempel. Herskeren havde under Livsstraf forbudet at begrave de Døde; men 👤Tobias frygtede Gud mere end Herskeren, elskede de Afdøde mere end Livet: han begrov dem. Dette var den første Fare. Og da saa 👤Tobias vovede denne Heltebedrift – saa »beloe hans Naboer ham« (►Tobias 2, 8). Det var den anden Fare .... Saaledes Manden, der gjorde Gjestebudet, ►m. T., synes det Dig ikke, at han har Ret? Men skulde der dog ikke være noget Andet at indvende mod hans Adfærd? Thi, hvorfor saa stridigt kun at indbyde Halte og Fattige, og derimod ligesom med Flid, ja ligesom ►paa Trods at lade være at indbyde Venner og Frænder, han kunde jo have indbudet dem alle ►ligeligt. Unegteligt; og hvis han var saaledes stridig, da ville vi ikke prise ham eller hans Sprogbrug. Men i Henseende til Evangeliets Ord er dog vel Meningen denne, at disse Andre ikke vilde komme. Derfor ophørte ogsaa Vennens Forundring over ikke at være indbuden, saasnart han hørte, hvilket Selskabet havde været. Havde 93 Manden, efter Vennens Sprogbrug, gjort et Gjestebud, og ikke indbudt Vennen, da var han bleven vred; men nu blev han ikke vred – thi han var ikke kommen alligevel.

✂ O, m. T., synes Dig at det her Fremsatte kun er en Ordstrid om Brugen af det Ord Gjestebud? Eller seer Du ikke, at Striden er om at elske »Næsten«; thi Den, der bespiser den Fattige, men dog ikke saaledes seirer over sit Sind, at han kalder denne Bespisning et Gjestebud, han seer i den Fattige og den Ringe kun den Fattige og den Ringe, men Den, 89der gjør »Gjestebudet«, han seer i den Fattige og Ringe »Næsten« – hvor latterligt dette nu end kan synes i Verdens Øine. Ak, thi det er endda ikke saa sjeldent, at man hører Verdens Klage over dette eller hiint Menneske, at han ikke er alvorlig; men Spørgsmaalet er, hvad Verden forstaaer ved Alvor, om den ikke saa omtrent derved forstaaer de verdslige Bekymringers Travlhed; og Spørgsmaalet er, om Verden ikke endnu bestandigt ved denne Forvexling af Alvor og Forfængelighed er trods sin Alvorlighed saa spøgefuld, at den, hvis den fik det i høieste Forstand Alvorlige 86 at see derved, at En vilde gjøre Alvor deraf, Spørgsmaalet er, om saa Verden ikke ganske uvilkaarligt vilde briste i Latter. Saa alvorlig er Verden! Hvis ikke Timelighedens mangfoldige og mangfoldigt sammensatte Forskjellighed gjorde det lige saa vanskeligt at see, om En elsker »Næsten«, ►som det er vanskeligt at see »Mennesket«: saa vilde Verden bestandigt have Stof nok til Latter – dersom der ellers var et tilstrækkeligt Antal af dem, som elskede Næsten. At elske Næsten er, ►forblivende i sin jordiske Forskjellighed, som den er En anviist, væsentligen at ville være ►ligeligt til for ethvert Menneske ubetinget. Aabenlyst kun at ville være til for andre Mennesker efter sin jordiske Forskjelligheds Fortrin er Stolthed og Anmasselse; men den kløgtige Opfindelse, slet ikke at ville være til for Andre, for skjult at nyde sin Forskjelligheds Fortrin i Sammenhold med Ligemænd, er feig Stolthed. I begge Dele er der Splid; men Den, der elsker »Næsten«, han er beroliget. Han er beroliget ved at være tilfreds i den ham anviste Jordlivets Forskjellighed, den være Fornemhedens eller 94 Ringhedens, og forøvrigt lader han enhver Jordlivets Forskjellighed staae ved Magt og gjælde for hvad den skal og bør gjælde her i dette Liv; thi ►Du skal ikke begjere hvad Næstens er, ikke hans Hustrue, ikke hans Asen, og altsaa heller ei det ham forundte Fortrin i Livet; er det Dig negtet, skal Du dog glædes ved, at det er ham indrømmet. Saaledes er Den beroliget, der elsker Næsten, han undgaaer hverken feigt den Mægtigere, men elsker Næsten, ei heller fornemt den Ringere, men elsker Næsten, men ønsker væsentligen at være ligeligt til for alle Mennesker, hvad enten han nu i Virkeligheden er kjendt af Mange eller ikke. Det er unegteligt en betydelig ►Vingestrækning, men det er ikke en stolt Flugt, der ►overflyver Verden, det er Selvfornegtelsens ydmyge og vanskelige Flugt ved Jorden. Det er langt lettere og langt beqvemmere at liste sig gjennem Livet, ved at leve 90i fornemmere Tilbagetrukkenhed, hvis man er en Fornem, eller i ubemærket Stilhed, hvis man er en Ringe, ja man kan, hvor underligt det end er, endog synes at udrette mere ved denne listende Levemaade, fordi man nemlig udsætter sig for meget mindre Modstand. Men om det end er saa behageligt for ►Kjød og Blod at undgaae Modstanden, mon det ogsaa i Dødens Time er det Trøstende? I Dødens Time er det dog nok det eneste Trøstende, at man ikke har undgaaet den, men udholdt den. Hvad et Menneske skal udrette eller ikke udrette, staaer ikke i hans Magt, han er ikke Den, der 87 skal styre Verden; han har ene og alene at lyde. Enhver har derfor først og fremmest (istedenfor at spørge, hvilken Stilling der er ham beqvemmest, hvilket Sammenhold der er ham ⓘ fordeelagtigstfordeelagtigst] R, fordeelagtigt A), at stille sig selv paa det Punkt, hvor ►Styrelsen kan bruge ham, hvis det saa skulde behage Styrelsen. Det Punkt er just at elske Næsten eller væsentligen ligeligt at være til for ethvert Menneske. Ethvert andet Punkt er Splidagtighed, hvor fordeelagtig og beqvem og tilsyneladende betydningsfuld denne Stilling ⓘ end erend er] B, er A; Styrelsen kan ikke bruge Den, der har stillet sig der, thi han er jo netop i Oprør mod Styrelsen. Men Den, der indtog hiin overseete, hiin foragtede og forsmaaede rigtige Stilling, uden at klamre sig til sin jordiske Forskjellighed, uden 95 at holde sammen med eet eneste Menneske, væsentligen ligeligt at være til for ethvert Menneske, han skal, om han end tilsyneladende Intet udrettede, om han end blev udsat for de Ringeres Forhaanelse eller for de Fornemmes Spot eller for begges Forhaanelse og Spot, dog i Dødens Time trøstende turde sige til sin Sjel: »jeg har gjort Mit; om jeg har udrettet Noget, veed jeg ikke, om jeg har gavnet Nogen, veed jeg ikke, men at jeg har været til for dem, det veed jeg, det veed jeg deraf, at de forhaanede mig. Og dette er min Trøst, at jeg ikke skal tage den Hemmelighed med mig i Graven, at jeg for at have gode og uforstyrrede og beqvemme Dage i Livet, har fornegtet Slægtskabet med andre Mennesker, med de Ringe, for at leve i fornem Tilbageholdenhed, med de Fornemme, for at leve i skjult Ubemærkethed.« Lad saa Den, der ved Hjælp af Sammenholdet og ved ikke at være til for alle Mennesker, udrettede saa meget, see sig vel for, at Døden ikke forandrer ham hans Liv, naar den minder ham om Ansvaret. Thi Den, der gjorde Sit for at gjøre Menneskene opmærksomme, de Ringe eller de Fornemme, Den, der lærende, handlende, stræbende ligeligt var til for Alle, han har intet 91Ansvar, om Menneskene ved at forfølge ham viste – at de vare blevne opmærksomme; han har intet Ansvar, nei han har endog gavnet, thi Betingelsen for at skulle have Gavn er altid først og fremmest at blive opmærksom. Men Den, der feigt kun var til indenfor Sammenholdets Mellemvæg, hvor han udrettede saa saare meget og vandt saa mange Fordele; Den, der feigt ikke turde gjøre Menneskene opmærksomme, de Ringe eller de Fornemme, fordi han havde en Anelse om, at Menneskenes Opmærksomhed er et tvetydigt Gode – naar man da har noget Sandt at meddele; Den, der feigt havde sin berømmede 88 Virksomhed indenfor ►Persons-Anseelsens ►Betryggethed: han bærer Ansvaret – at han ikke elskede Næsten. Dersom en Saadan vilde sige: ja, hvad kan det hjælpe at anlægge sit Liv efter en slig Maalestok, da vilde jeg svare: hvad mener Du denne Undskyldning kan hjælpe i Evigheden? Thi Evighedens Bud er uendeligt høiere end enhver nok saa kløgtig Undskyldning. Mon 96 ogsaa nogen Eneste af hine, hvem Styrelsen har brugt som Redskaber i Sandhedens Tjeneste (og lad os ikke glemme, at dette skal og bør ethvert Menneske være, i det mindste skal og bør han indrette sit Liv saaledes, at han kunde være det) har indrettet sit Liv anderledes end ligeligt at være til for ethvert Menneske. Enhver Saadan har aldrig holdt sammen med de Ringe, og aldrig holdt sammen med de Fornemme, men ligeligt været til for den Fornemme, og ligeligt været til for den Ringeste. Sandeligen kun ved at elske »Næsten«, kan et Menneske udrette det Høieste; thi det Høieste er at kunne være et Redskab i Styrelsens Haand. Men som sagt, Enhver, der har stillet sig paa noget andet Punkt, Enhver, der danner Partie og Sammenhold, eller er med paa ⓘ Partie, medPartie, med] B, Partie med A i Sammenhold, han styrer for egen Regning, og al hans Udretten, var den end omskabende en Verden, er et Sandsebedrag. Han skal ei heller have stor Glæde af den i Evigheden, thi vel muligt, at Styrelsen benyttede den, ak, men den benyttede ikke ham som Redskab; han var en Selvraadig, en Selvklog, og en Saadans Stræben benytter Styrelsen ogsaa, ved at tage hans ►møisommelige Arbeide og ved at ►lade ham have hans Løn borte. – Hvor latterligt, hvor sinkende, hvor uhensigtsmæssigt det at elske Næsten end kan synes i Verden, det er dog det Høieste hvad et Menneske formaaer at udrette. Men det Høieste har heller aldrig ganske passet ind i Jordlivets Forhold, det er baade for Lidt og for Meget.

✂ 92Betragt engang Verden, der ligger for Dig i al dens brogede Mangfoldighed; det er, som naar Du seer et Skuespil, kun at Mangfoldigheden er langt, langt større. Hver Enkelt af disse Utallige er ved sin Forskjellighed noget Bestemt, forestiller noget Bestemt, men væsentligen er han noget Andet; dog dette faaer Du ikke at see her i Livet, her seer Du ►ikkun, hvad den Enkelte forestiller og hvorledes han gjør det. Det er som i Skuespillet. Men naar ►paa Skuepladsen Teppet saa falder, saa er Den, der spillede Kongen, og Den, der spillede Tiggeren, og saaledes fremdeles hver især, de ere alle lige meget, alle Eet og det Samme: Skuespillere. Og naar i 97 Døden 89 Teppet er faldet for Virkelighedens Skueplads (thi dette er en forvirrende Sprogbrug, ►naar man taler om, at i Dødens Øieblik Teppet drages op for Evighedens Skueplads; Evigheden er nemlig ingen Skueplads, den er Sandheden), saa ere de ogsaa alle Eet, de ere Mennesker, og ere alle det, de væsentligen vare, hvad Du ikke saae paa Grund af Forskjelligheden, Du saae, de ere Mennesker. Kunstens Skueplads er som en fortryllet Verden, men tænk Dig, at det en Aften ved en almindelig Aandsfraværelse ►løb surr for alle de Spillende, ⓘ saasaa] R, faa A de meente, at de virkeligen vare hvad de forestillede: var dette ikke, hvad man, i Modsætning til Kunstens Fortryllelse, maatte kalde en ond Aands Fortryllelse, en ►Forgjørelse. Og saaledes ogsaa, hvis i Virkelighedens Fortryllelse (thi vi ere jo alle fortryllede, ved at være tryllede ind hver i sin Forskjellighed) Grundtanken forvirrede sig for os, saa vi meente, at det vi forestille, det var hvad vi væsentligen ere. Ak, men er dette dog ikke just Tilfældet. At Jordlivets Forskjellighed kun er som Skuespillerens Dragt, eller kun som en ►Reisedragt, at Hver især burde sørge for og vogte paa, at have Baandene, hvormed dette Overtøi er ►befæstet, løst bundne og fremfor Alt ikke i Haardknude, paa det, at Dragten i Forvandlingens Øieblik med Lethed kan afkastes: det synes glemt. Og dog have vi jo alle ►Kunstforstandighed nok til at stødes, dersom paa Skuepladsen Skuespilleren i Forvandlingens Øieblik, naar han skal afkaste Forklædningen, maatte løbe ud for at faae Baandene løste. Ak, men i Virkelighedens Liv, der snører man Forskjellighedens Overtøi saa fast, at det ganske skjuler, at denne Forskjellighed er Overtøi, fordi Ligelighedens indre Herlighed aldrig eller saa saare sjeldent skinner igjennem, hvad den dog bestandigt skulde og burde. Thi Skuespillerens Kunst er den bedragende, Kunsten Bedraget, det at kunne 93bedrage det Store, det at lade sig bedrage det lige saa Store, derfor maa man netop ikke kunne og ikke ville gjennem Dragten see Skuespilleren; derfor er det Kunstens Høieste, naar Skuespilleren bliver Eet med det han forestiller, fordi dette er Bedragets Høieste. Men Livets Virkelighed, om den end ikke, som Evigheden, er Sandheden, burde 98 dog være af Sandheden, og derfor burde det dog bestandigt glimte igjennem Forklædningen det Andet, som Enhver væsentligen er. Ak, men i Virkelighedens Liv, der voxer den Enkelte i Timelighedens Væxt ganske sammen med Forskjelligheden, og dette er det Modsatte af Evighedens Væxt, der voxer fra Forskjelligheden, den Enkelte 90 forvoxer, enhver Saadan er, i Evighedens Forstand, en Vanskabning. Ak, i Virkeligheden groer den Enkelte saaledes sammen med sin Forskjellighed, at Døden tilsidst maa bruge Magt, for at rive den af ham. – Men skal man i Sandhed elske Næsten, maa det ethvert Øieblik være erindret, at Forskjelligheden er en Forklædning. Thi, som sagt, Christendommen har ikke villet storme frem for at afskaffe Forskjelligheden, hverken Fornemhedens eller Ringhedens, den har heller ei villet verdsligt træffe en verdslig Overeenskomst mellem Forskjellighederne; men den vil, at Forskjelligheden skal hænge løst om den Enkelte, løst som den Kappe Majestæten afkaster, for at vise, hvo han er; løst som den pjaltede Dragt, i hvilken et overnaturligt Væsen har skjult sig. Naar nemlig Forskjelligheden hænger saaledes løst, da skimtes bestandigt i hver Enkelt hiint væsentlige Andet, det for Alle Fælles, det evigt ►Lignende, ►Ligningen. Dersom dette var saaledes, dersom hver Enkelt levede saaledes, da havde Timeligheden naaet sit Høieste. Som Evigheden kan den ikke være; men denne forventningsfulde Høitidelighed, der uden at standse Livets Gang, hver Dag forynger sig ved det Evige og ved Evighedens Ligelighed, hver Dag frelser Sjelen ud af Forskjelligheden, i hvilken den dog bliver: dette vilde være Evighedens Afglands. Da skulde Du i Livets Virkelighed vel see Herskeren, glad og ærbødig bringe ham Din Hylding; men Du skulde dog i Herskeren see den indre Herlighed, den Herlighedens Lighed, over hvilken hans Pragt kun skjuler. Da skulde Du vel, maaskee i Sorg over ham, lidende mere end han, see Tiggeren, men Du skulde dog i ham see den indre Herlighed, Herlighedens Lighed, over hvilken hans ringe Overtøi skjuler. Ja, da skulde Du, hvor Du vendte Dit Øie hen, see »Næsten«. Thi der er og har fra Verdens Begyn94delse intet Menneske været til, der er 99 Næsten i den Forstand som Kongen er Kongen, den Lærde den Lærde, Din Slægtning Din Slægtning, det er i Særlighedens eller hvad der er det Samme i Forskjellighedens Forstand; nei, ethvert Menneske er »Næsten«. I at være Konge, Tigger, Lærd, Riig, Fattig, Mand, Qvinde o. s. v. ligne vi ikke hinanden, deri ere vi jo netop forskjellige; men i at være »Næsten« ligne vi ubetinget alle hinanden. Forskjelligheden er Timelighedens Forvirrende, der mærker ethvert Menneske forskjelligt, men »Næsten« er Evighedens Mærke – paa ethvert Menneske. Tag mange Ark Papir, skriv det Forskjellige paa hvert Enkelt, saa ligner det ene ikke det andet; men tag saa igjen 91 hvert enkelt Ark, lad Dig ikke forstyrre af Forskjellighedens Paaskrift, hold det op for Lyset, saa seer Du ►et fælles Mærke paa dem alle. Og saaledes er Næsten det fælles Mærke, men Du seer det kun ved Hjælp af Evighedens Lys, naar det gjennemlyser Forskjelligheden.

✂ ►M. T., derom kan ►vistnok ingen Tvivl være, at dette maa synes Dig herligt, at det bestandigt er forekommet Dig saaledes, hver Gang Du i stille ►Opløftelse lod Evighedens Tanke raade og hengav Dig i Betragtningen; blot saa dog ikke denne Forstaaelse bliver paa Afstand. O, men skulde det dog ikke kunne synes Dig saa herligt, at Du for Dit Vedkommende besluttede Dig til at træffe denne Overeenskomst med Gud, at Du vil holde sammen med ham, for at fastholde denne Forstaaelse, det er, for at udtrykke i Dit Liv, at Du med ham fastholder denne Forstaaelse som den eneste, hvad der saa end for denne Forstaaelses Skyld skal vederfares Dig i Livet, ja skulde den end koste Dig Livet, at Du dog med Gud holder den fast som Din Seier over alle Krænkelser og alle Forurettelser. Husk paa, at Den, som for ►i Sandhed at ville Eet valgte at ville det Gode i Sandhed, at han har denne salige Trøst: ►man lider kun eengang, men man seirer evigt. – See, Digteren veed at tale meget om Elskovens Indvielse, om hvilken forædlende Magt, det udøver over et Menneske, at blive og at være forelsket, om hvilken ►Forklarelse, der gjennemtrænger hans hele Væsen, om hvilken, efter Digterens Mening, himmelsk 100 Forskjel der skal være mellem den Forelskede og Den, som aldrig fornam Elskovens Forandring. O, den sande Indvielse er dog den, at opgive alle Fordringer til Livet, alle Fordringer til Magt og Ære og Fortrin, alle Fordringer – men Elskovs og Venskabs Lykke er jo just af de største Fordringer – altsaa at opgive alle Fordringer, for at forstaae, hvilken 95uhyre Fordring Gud og Evigheden har paa En selv. Den, som vil ►annamme denne Forstaaelse, han er ifærd med at elske Næsten. Et Menneskes Liv begynder med det Sandsebedrag, at der ligger en lang lang Tid og en heel Verden for ham paa Afstand, og begynder med den dumdristige Indbildning, at det er ham, der har saa god Tid til saa mange Fordringer, som han har; Digteren er denne dumdristige, men skjønne Indbildnings veltalende, begeistrede Fortrolige. Men naar Mennesket saa i den uendelige Forandring opdager det Evige sig saa nær paa Livet, at der ikke er een eneste Fordrings, ikke een eneste Udflugts, ikke een eneste Undskyldnings, 92 ikke eet eneste Øiebliks Afstand fra hvad han i dette Nu, i dette Secund, i dette hellige Øieblik skal gjøre: saa er han i Gang med at blive en Christen. ►Barnlighedens Kjende er at sige: mig vil, mig – mig; Ungdommelighedens Kjende er at sige: jeg – og jeg – og jeg; Modenhedens Kjende og det Eviges Indvielse er at ville forstaae, at dette »Jeg« har Intet at betyde, hvis det ikke bliver det »Du«, til hvem Evigheden uafbrudt taler og siger: »Du« skal, Du skal, Du skal. Det Ungdommelige vil være det eneste Jeg i hele Verden, Modenheden er at forstaae dette Du om sig selv, hvis det end ikke sagdes til noget eneste andet Menneske. Du skal, Du skal elske Næsten. O, m. T., det er ikke Dig, til hvem jeg taler, det er mig, til hvem Evigheden siger: Du skal.

✂

✂

101 93 96 III. A

►►Rom. XIII, 10. Kjerlighed er Lovens Fylde

✂

✂ ►»At love er ærligt, men at holde er besværligt« siger Ordsproget; men med hvad Ret? Det er dog vel aabenbart det at holde, der er det Ærlige, og da kan Ordsproget have Ret, at det at holde er det Ærlige og tillige det Besværlige. Men hvad bliver saa det at love? Ordsproget siger jo, efter den anførte Forklaring, Intet om hvad det er; maaskee er da det at love slet Intet; maaskee er det mindre end Intet; maaskee advarer Ordsproget endog mod det at love, som vilde det sige: spild ingen Tid paa det at love, det at holde, hvilket er det Ærlige, er besværligt nok. Og sandeligen, det at love er ►vistnok langt fra Ærlighed, selv naar Løftet ingenlunde er uærligt meent. Skulde det ►ikke og være betænkeligt at give »det at love« Navn af Ærlighed, betænkeligt i en Verden, der svigefuldt lover saa meget, i en ►Slægt, der kun er altfor tilbøielig til at love og til ærligt at bedrage sig selv ved at love; skulde det ikke være betænkeligt for Ordsprogets eget Vedkommende, da jo et andet Ordsprog, der ogsaa kjender Verden og Menneskene, veed af Erfaring, at ►»laante Penge, naar de – efter Løfte tilbagebetales, ere fundne Penge«? Hellere matte man vel derfor gaae til den modsatte Yderlighed og sige »det at love er en Uærlighed«, antagende, at det just er eiendommeligt for den sande Trofasthed, at den ikke gjør Løfter, at den ikke spilder Tiden med at love, ikke smigrer sig selv ved at love, ikke fordrer dobbelt Betaling først for Løftet og saa for Opfyldelsen af Løftet. Dog allerhelst maa man søge, ene og afgjort 102 at samle Opmærksomheden paa det at 97holde, medens, som til en Indledning, en vækkende Paamindelse af den Myndige advarer mod det at love.

✂ Der findes ►i den hellige Skrift (►Mth. 21, 28-32) en Parabel, som kun sjeldent fremdrages i ►det gudelige Foredrag, og som dog er saa lærerig og saa opvækkende. Lad os da dvæle lidt ved den. Der var ►»et Menneske som havde to Sønner«, ►deri ligner han hiin den forlorne 94 Søns Fader, som ogsaa havde to Sønner; ja Ligheden mellem disse tvende Fædre er endnu større, thi den Fader, om hvem her er Talen, hans ene Søn var ogsaa en forloren Søn, som vi nu skulle høre af Fortællingen. Faderen ►»gik til den første og sagde: Søn, gak hen, arbeid i Dag udi min Viingaard. Men han svarede og sagde: jeg vil ikke; men derefter angrede det ham, og han gik hen. Og Faderen gik til den anden og sagde ligesaa. Men han svarede og sagde: Herre jeg vil; og gik ikke hen. Hvilken af disse To gjorde Faderens Villie?« Vi kunne ogsaa spørge paa en anden Maade, hvilken af disse To var den forlorne Søn? Mon ikke han, der sagde ja, han den Lydige, der ikke blot sagde »ja«, men sagde »Herre jeg vil«, som for at vise sin ubetingede, lydige Underkastelse under Faderens Villie? Mon ikke han, der sagde »ja«, han, der i al Stilhed gik fortabt, saa det ikke let blev saaledes vitterligt om ham som om ►hiin den forlorne Søn, der ødte sit Gods med Skjøger og endte med at vogte Sviin, men ogsaa endte med at gjenvindes? Mon ikke han, der sagde »ja«, han, der paa en ►mærkelig Maade ligner hiin den forlorne Søns Broder, thi som dennes Retfærdighed er gjort mistænkt i Evangeliet, ►skjøndt han dog kaldte sig selv den Retfærdige eller den gode Søn, saaledes har maaskee ogsaa denne Broder (vi har jo i Sproget et eget Udtryk, som vi for Kortheds Skyld kunne bruge om ham) ►Jabroderen, anseet sig selv for at være den gode Søn – sagde han ikke ogsaa »ja«, sagde han ikke: ►»Herre jeg vil«, og det at love er jo ærligt, siger Ordsproget! Den anden Broder derimod sagde »nei«. Et saadant »Nei«, der dog betyder at man netop gjør hvad man sagde nei til, kan stundom ►være grundet i en 103 ikke uforklarlig Særhed. I et saadant ►skrømtet »Nei« skjuler sig stundom den paa Jorden landflygtige og fremmede Ærlighed, hvad enten det nu er, fordi den Talende er bleven saa væmmelig ved atter og atter at høre det »Ja«, der betyder, at man ikke gjør hvad man siger, at han har vænt sig til at sige Nei, hvor Andre sige Ja, for saa igjen at gjøre hvad Jabrødrene lade være at gjøre; eller det er fordi den 98Talende har en bekymret Mistillid til sig selv, og derfor undgaaer at love Noget, at han ikke skal love for meget; eller det er fordi den Talende i oprigtig Iver for at gjøre det Gode ønsker at afværge et Løftes hykkelske Skin. Dog i Evangeliet er dette »Nei« ikke saaledes sagt, uden at være meent, det er virkelig en Ulydighed af Sønnen; men han angrer det, og gaaer dog hen og gjør Faderens Villie.

✂ Men hvad vil nu Parablen indskærpe, mon ikke, hvor farligt det 95 er at forhaste sig med at sige »ja«, selv om det er meent i Øieblikket. Jabroderen er ikke fremstillet som Den, der var en Bedrager, da han sagde »ja«, men som Den, der blev en Bedrager, fordi han ikke holdt sit Løfte, og endnu nøiagtigere som Den, der netop ved sin Ivrighed i at love blev en Bedrager, det vil sige, Løftet blev netop Snaren; havde han ikke lovet Noget, havde han maaskee snarere gjort det. Naar man nemlig siger ja eller lover Noget, da bedrager man saa let sig selv og bedrager ►letteligen ogsaa Andre, som havde man allerede gjort hvad man lovede, eller som havde man ved at love dog gjort Noget af det, man lover at gjøre, eller som var Løftet selv noget ►Fortjenstligt. Og naar man saa dog ikke gjør hvad man lovede, saa er Veien bleven saa lang, inden man kommer tilbage til Sandheden igjen og blot naaer Begyndelsen paa at gjøre dog lidt af hvad man lovede. Ak, det man lovede at gjøre var maaskee ►vidtløftigt nok, men nu er man ved Hjælp af det uopfyldte Løfte kommen paa et Sandsebedrags Afstand fra Begyndelsen. Det er nu ikke længer, som det var i hiint Øieblik, da man tog Feil af Veien og istedenfor at begynde paa Arbeidet svingede udenom ved Hjælp af 104 Løftet. Hele denne Omvei skal man tilbage, førend man igjen naaer Begyndelsen. Den Vei derimod fra at have sagt nei, den Vei gjennem Angeren til saa at gjøre det godt igjen, den er meget kortere og meget lettere at finde. Løftets »Ja« er søvndyssende, men det udtalte og altsaa af En selv hørte »Nei« er opvækkende, og Angeren gjerne ikke langt borte. Den, som siger »Herre jeg vil«, han synes i samme Øieblik godt om sig selv; Den, som siger »nei«, han bliver næsten bange for sig selv. Men denne Forskjel er meget betydelig i det første Øieblik, og meget afgjørende i det andet Øieblik; dog er det første Øieblik det Øieblikkeliges Dom, det andet Øieblik er Evighedens Dom. Just derfor er Verden saa tilbøielig til Løfter, thi det Verdslige er det Øieblikkelige, og et Løfte tager sig øieblikkeligt saa godt ud; just derfor er Evigheden ►mistænkelig 99mod Løfter, som den er mistænkelig mod alt det Øieblikkelige. Antaget, at ingen af Brødrene gik hen og gjorde Faderens Villie, saa var dog Den, der sagde Nei, bestandigt forsaavidt nærmere ved at gjøre Faderens Villie, som han var nærmere ved at blive opmærksom paa, at han ikke gjorde Faderens Villie. Et »Nei« skjuler ikke over Noget, men et »Ja« bliver saa let et Sandsebedrag, et Selvbedrag, som af alle Vanskeligheder maaskee er den vanskeligste at overvinde. O, det er kun altfor sandt, ►»at Veien til Fortabelse er brolagt med gode 96 Forsætter«, og det er vist, at det Allerfarligste for et Menneske er, at gaae tilbage ved Hjælp af gode Forsætter, ►item ved Hjælp af Løfter. Det er saa vanskeligt at opdage, at det virkeligen er Tilbagegang. Naar en Mand vender En Ryggen og gaaer, saa er det let at see, at han gaaer bort, men naar et Menneske hitter paa at vende Ansigtet mod det, han gaaer bort fra, hitter paa at gaae baglænds, medens han med Mine og Blik og Tilraab hilser ad En, forsikkrende og atter forsikkrende han nu strax kommer, eller ►vel endog i eetvæk sigende »her er jeg« – uagtet han fjerner sig mere og mere vel at mærke baglænds: saa er det ikke saa let at blive opmærksom. Og saaledes ogsaa med Den, der, riig paa gode Forsætter og hurtig til at love, baglænds fjerner sig mere og mere fra det Gode. Ved Hjælp af For105sættet og Løftet har han nemlig Retningen mod det Gode, er han vendt mod det Gode, og med denne Retning mod det Gode gaaer han dog baglænds mere og mere bort derfra. Med hvert fornyet Forsæt og Løfte seer det ud som gjorde han et Skridt fremad, og dog, han bliver ikke blot ikke staaende, men han gjør virkelig et Skridt tilbage. Det ►forfængeliggjorte Forsæt, det uopfyldte Løfte efterlader Mismod, Forstemthed, som maaskee snart igjen blusser op i et endnu ►hidsigere Forsæt, der kun efterlader mere Mathed. Som Drankeren bestandigt behøver stærkere og stærkere Ophidselse – for at blive beruset, saaledes behøver Den, der forfaldt til Løfter og Forsætter, bestandigt mere og mere Ophidselse – for at gaae tilbage. Vi ►anprise ikke den Søn, som sagde Nei, men vi stræbe af Evangeliet at lære, hvor farligt det er at sige »Herre jeg vil«. Et Løfte er i Forhold til det at handle en ►Skifting, man tage sig derfor vel iagt. Just i det Øieblik, da Barnet er født, da Moderens Glæde er størst, fordi hendes Lidelse er forbi, da hun netop for Glæde maaskee er mindre opmærksom, da komme, saa mener Overtroen, de fjendtlige Magter, og lægge en Skifting istedenfor Barnet. 100Og ved Begyndelsens store, men derfor ogsaa farefulde Øieblik, da, naar man skal til at begynde, da komme fjendtlige Magter og ►stikke En Løftets Skifting til, forhindrende fra at gjøre den virkelige Begyndelse, ak, hvor Mangen er ikke paa den Maade bleven bedragen, ja som ►forgjort.

✂ See derfor er det saa vigtigt for et Menneske i alle hans Forhold, ►betræffende hver en Opgave, at Opmærksomheden strax, udeelt samles heel paa det Væsenlige og det Afgjørende. Saaledes ogsaa med Kjerligheden, at den i intet Øieblik faaer Lov til at synes noget 97 Andet end den er, eller ►Tilsyneladelsen vel endog sætter sig fast og bliver en Snare, at Kjerligheden ikke kommer til at give sig god Tid, ikke til i smigrende Indbildning at forlyste sig ved sig selv, men at den strax er i Gang med Opgaven og nødsaget til at forstaae, at ethvert Øieblik forinden er et spildt Øieblik og mere end blot Tidsspilde, at enhver anden Yttring af den er Sinkelse og Tilbagegang. Dette er just udtrykt i vor Textes Ord: 106

✂

✂ Kjerlighed er Lovens Fylde,

✂

✂ og dette Ord ville vi nu gjøre til Gjenstand for Betragtningen.

✂

✂ Dersom altsaa Nogen spørger, »hvad er Kjerlighed«, saa svarer 👤Paulus »den er Lovens Fylde«, og i samme Øieblik er ved Svaret ethvert yderligere Spørgsmaal forhindret. Thi Loven, ak, den er allerede en ►vidtløftig Sag, men at opfylde Loven – ja, Du indseer selv, skal dette naaes, da er der intet Øieblik at spilde. Der er ►vistnok mangen Gang i Verden nysgjerrigt blevet spurgt »hvad er Kjerlighed«, og saa har der mangen Gang været en Ørkesløs, der svarende indlod sig med den Nysgjerrige, og disse Tvende, Nysgjerrigheden og Ørkesløsheden, syntes saa godt om hinanden, de kunne næsten ikke blive kjede af hinanden eller af at spørge og svare. Men ►👤Paulus indlader sig ikke med Spørgeren, allermindst paa Vidtløftigheder, tvertimod han fanger ved sit Svar, han fanger Spørgeren i Lydighed under Loven, han giver ved Svaret øieblikkeligt Retningen og giver Fart til at handle derefter. Dette er ikke blot Tilfældet med dette 👤Pauli Svar, men det er Tilfældet med alle 👤Pauli Svar og med alle Christi Svar; denne Maade at svare paa, at svinge af fra Spørgsmaalets Retning mod det Fjerne for øieblikkeligt at 101bringe Spørgeren Opgaven, hvad han har at gjøre, saa nær paa Livet som muligt, er netop eiendommeligt for det Christelige. ►Hiin eenfoldige Vise i Oldtiden, der i Erkjendelsens Tjeneste dømte Hedenskabet, han forstod den Kunst at spørge, ved Spørgsmaalet at fange hver Svarende i Uvidenheden; men det Christelige, der ikke forholder sig til en Erkjenden, men til en Handlen, har den Eiendommelighed, at svare og ved Svaret at fange Enhver til Opgaven. Derfor var det for ►Pharisæere og Spidsfindige og Ordkløvere og Grublere saa farligt at spørge Christus; thi vel fik Spørgeren altid Svar, men han fik tillige ved Svaret, i en vis Forstand, meget for meget at vide, han fik et fangende Svar, der ikke sindrigt indlod sig i Vidtløftighed 98 med Spørgsmaalet, men med guddommelig Myndighed greb Spørgeren og forpligtede ham til at gjøre derefter, medens Spørgeren maaskee kun 107 ønskede at blive paa Nysgjerrighedens eller Videbegjerlighedens eller Begrebsbestemmelsens vidtløftige Afstand fra ham selv og fra – at gjøre det Sande. Hvor Mangen har ikke spurgt ►»hvad er Sandhed«, og i Grunden haabet paa, at det havde lange Udsigter inden Sandheden kom ham saa nær, at den i samme Nu vilde bestemme, hvad der i dette Øieblik var hans Pligt at gjøre. ►Da Pharisæeren »for at gjøre sig retfærdig« spurgte »hvo er min Næste«, da tænkte han ►vistnok, at det maatte blive en meget vidtløftig Undersøgelse, at det maaskee kunde vare saare lang Tid og saa dog maaskee ende med den Indrømmelse, at det var en Umulighed ganske nøiagtigt at bestemme Begrebet »Næsten« – derfor var det jo just han spurgte, for at søge Udflugt, for at spilde Tid, for at gjøre sig retfærdig. Men ►Gud griber de Vise i deres Daarskab, og Christus fangede Spørgeren i Svaret, der indeholdt Opgaven. Og saaledes med ►ethvert Christi Svar. Ikke ved vidtløftig Tale advarer han mod de unyttige Spørgsmaal, som kun ►føde Trætte og Udflugter, ak, den vidtløftige Tale derimod er da ikke stort bedre end det, den vil modarbeide; nei, som han lærte, saaledes svarer han ogsaa med guddommelig Myndighed, thi det Myndige er netop at ►sætte Opgaven. Den hykkelske Spørger fik Svar efter Fortjeneste, men ikke efter Ønske, han fik ikke et Svar, som kunde nære Nysgjerrigheden, ei heller et Svar han kunde løbe med, thi Svaret beholder den ►mærkelige Egenskab, at naar det fortælles videre, fanger det strax den Enkelte, hvem det fortælles, ham særligen til Opgaven. Selv om Nogen formasteligt vilde forsøge at fortælle et eller andet Christi 102Svar som en Anekdote, det hjælper ikke, det lader sig ikke gjøre, Svaret fanger ved at forpligte Den, hvem det fortælles, til Opgaven. Et sindrigt Svar, der henvender sig til den menneskelige Sindrighed, er egentligen ►ligegyldigt ved ►hvo der har sagt det og til hvem det siges. Ethvert Christi Svar har lige den modsatte Egenskab, hvilken dog er et Dobbelt: det er uendeligt vigtigt, at det er Christus, som har sagt det, og naar det fortælles den Enkelte, er det just ham, det fortælles, hele Evighedens Eftertryk ligger paa, at det er ham, selv om det paa 108 den Maade fortælles alle Enkelte. Sindrigheden er indadvendt i sig selv og forsaavidt som blind, den er uvidende, om Nogen seer paa den, og kommer Ingen for nær ved at see paa ham; den guddommelige Myndighed 99 derimod er som lutter Øie, nødsager først den Tiltalte til at see, hvem det er han taler med, og fæster da sit gjennemborende Blik paa ham og siger med dette Blik: det er Dig, til hvem der tales. Derfor ville Menneskene saa gjerne have med Sindrigheden og Dybsindigheden at gjøre, thi den kan man ►lege Blindebuk med, men Myndigheden ere de bange for.

✂ Og derfor ville Menneskene maaskee ikke saa gjerne indlade sig med 👤Pauli Svar, der, som sagt, er fangende. Saasnart der nemlig paa Spørgsmaalet om hvad Kjerlighed er, svares noget Andet, saa bliver der ogsaa Tid, Mellemrum, et ledigt Øieblik, saa bliver der gjort Nysgjerrigheden og Ørkesløsheden og Selviskheden en Indrømmelse. Men er Kjerlighed Lovens Fylde, saa er der end ikke Tid til et Løfte – thi det at love er her benyttet som et Udtryk for det Sidste, der vil give Kjerligheden en forkeert Retning bort fra at handle, bort fra strax at begynde paa Opgaven; Løftet ligger jo lige ved Begyndelsen og ligner den ►skuffende uden dog at være den. Selv derfor, hvis dette Løfte om Kjerlighed ikke saa let var et Øiebliks Ophidselse, der i næste Øieblik er Skuffelse, en øieblikkelig Opblussen, der efterlader Mathed, et Spring fremad, som fører tilbage, en Forudgriben, som atter sinkende holder igjen, en Indledning, der ikke fører til Sagen, selv om dette ►ikke var saa, Løftet er dog en Dvælen, en drømmende eller nydende, eller undrende eller letsindig eller indbildsk Dvælen ved Kjerligheden, som maatte den først samle sig, eller som betænkte den sig, eller som forundrede den sig over sig selv eller over hvad den skal formaae, Løftet er en Dvælen ved Kjerligheden og derfor Spøg, en Spøg, der kan blive farlig, thi i Alvor er Kjerligheden Lovens Fylde. Men den christelige Kjerlighed, som giver 103Alt bort, har netop af den Grund Intet at bortgive, intet Øieblik og intet Løfte. Dog er dette ingen Travlhed, mindst af Alt en verdslig Travlhed, og Verdslighed og Travl109hed ere da uadskillelige Tanker. Thi hvad er det, at være travl? Man mener i Almindelighed, at Maaden, paa hvilken et Menneske er beskæftiget, er det, der bestemmer om han skal kaldes travl. Men ►dette er ikke saa. Det er kun indenfor en nærmere Bestemmelse, at Maaden er det afgjørende, naar nemlig først Gjenstanden er bestemmet. Den, der kun beskæftiger sig med det Evige, uafbrudt, i ethvert Øieblik, dersom dette var muligt, han er ikke travl. Den, der altsaa virkeligen beskæftiger sig med det Evige, han er aldrig travl. At være travl er deelt og adspredt (hvad der følger af Gjenstanden 100 for Beskæftigelsen), at beskæftige sig med alt det Mangfoldige, hvori det just er et Menneske umuligt at være heel, heel i det Altsammen eller heel i nogen enkelt Deel, hvilket kun kan lykkes den Afsindige. At være travl er deelt og adspredt at beskæftige sig med, hvad der gjør et Menneske deelt og adspredt. Men den christelige Kjerlighed, der er Lovens Fylde, er netop heel og samlet tilstede i ►hver dens Yttring; og dog er den ►idel Handlen; den er altsaa lige saa langt fra Uvirksomhed som fra Travlhed. Aldrig ►optager den Noget forud og giver et Løfte istedenfor Handling; aldrig tilfredsstiller den sig selv i den Indbildning at være færdig; aldrig dvæler den nydende ved sig selv; aldrig sidder den ørkesløs forundret over sig selv. Den er ikke hiin skjulte, ►lønlige, gaadefulde Følelse bag det Uforklarliges Gitter, hvilken Digteren vil lokke til Vinduet; ikke en Stemning i Sjelen, der ►kjælent ingen Lov kjender, ingen vil kjende, eller vil have sig sin egen Lov og kun lytte efter Sange: den er idel Handlen, og hver dens Gjerning er hellig, thi den er Lovens Fylde.

✂ Saaledes er den christelige Kjerlighed; selv om den ikke er eller var saaledes i noget Menneske (►medens dog enhver Christen ved at blive i Kjerlighed arbeider for, at hans Kjerlighed maatte blive denne), den var dog saaledes i Ham, der var Kjerlighed, i vor Herre Jesus Christus. ►Den samme Apostel siger derfor om ham (►Rom. 10, 4), at »Christus var Lovens Ende«. Hvad Loven ikke formaaede at frembringe, saa lidet som at gjøre et Menneske saligt, det var Christus. Medens 110 Loven derfor med sin Fordring blev Alles Undergang, fordi de ikke vare hvad den fordrede, og ►kun ved den lærte Synden at kjende: saa blev Christus Lovens Undergang, fordi han var, hvad den fordrede. Dens Undergang, 104dens Ende; thi naar Fordringen er opfyldt, er Fordringen kun til i Opfyldelsen, men altsaa er den ikke til som Fordring. Ligesom Tørsten, naar den stilles, kun er til i ►Vederqvægelsens Lise, saaledes kom Christus ikke for at afskaffe Loven, men for at ►fuldkommengjøre den, saa den fra nu af er til i Fuldkommengjørelsen.

✂ Ja, han var Kjerlighed, og hans Kjerlighed var Lovens Fylde. ►»Ingen kunde overbevise ham om nogen Synd«, end ikke Loven, der veed Alt med Samvittigheden; ►»der var og ikke Sviig i hans Mund«, men Alt i ham var Sandhed; der var i hans Kjerlighed ikke et Øiebliks, ikke en Følelses, ikke et Forsæts Afstand fra Lovens Fordring til dens Opfyldelse; ►han sagde ikke som hiin ene Broder nei, ei heller ja som den anden Broder, thi ►hans Spise var at gjøre 101 Faderens Villie: ►saaledes var han Eet med Faderen, Eet med hver een Fordring i Loven, saa det at fuldkomme den var Trangen i ham, hans eneste Livsfornødenhed. – Kjerligheden i ham var idel Handlen; der var intet Øieblik, ikke eet eneste i hans Liv, hvor Kjerligheden i ham kun var en Følelses Uvirksomhed, der søger efter Ord, medens den lader Tiden gaae, eller en Stemning, der er sig selv en Tilfredsstillelse, dvæler ved sig selv, medens der ingen Opgave er, nei hans Kjerlighed var idel Handlen; selv naar han græd, udfyldte dette ikke Tiden, thi ►vidste 📌Jerusalem end ikke, hvad der tjente til dens Fred, han vidste det, ►vidste de ved Lazari Grav Sørgende ikke hvad der skulde skee, han vidste dog hvad han vilde gjøre. – Hans Kjerlighed var heel tilstede i det Mindste som i det Største, den samlede sig ikke stærkere i enkelte store Øieblikke, som vare det daglige Livs Timer uden Lovens Fordringer; den var ►ligelig i ethvert Øieblik, ikke større da han ►udaandede paa Korset end da han lod sig føde; det var den samme Kjerlighed der sagde ►»Maria har valgt den bedre Deel«, og den samme Kjerlighed, der ►med et Blik straffede – eller tilgav 👤Petrus; det var den samme Kjerlighed, ►da han mod111tog Disciplene, der glade vendte hjem fra i hans Navn at have gjort Undergjerninger, og den samme Kjerlighed ►da han fandt dem sovende. – Der var i hans Kjerlighed ingen Fordring til noget andet Menneske, noget andet Menneskes Tid, Kraft, Bistand, Tjeneste, Gjenkjerlighed, thi hvad Christus fordrede af ham var ene det andet Menneskes Gavn, og han fordrede det alene for det andet Menneskes Skyld; intet Menneske levede med ham, der elskede sig selv saa høit som Christus elskede ham. Der 105var i hans Kjerlighed ingen tingende, eftergivende, partisk Overeenskomst med noget Menneske udenfor den Overeenskomst, som i ham var med Lovens uendelige Fordring; der var i Christi Kjerlighed ingen Fritagelse for ham fordret, ►ikke den ringeste, ►ikke en Hviids. – Hans Kjerlighed gjorde ingen Forskjel, ikke den ømmeste mellem Moderen og andre Mennesker, thi ►han pegede paa sine Disciple og sagde »disse er min Moder;« og atter Discipelens Forskjel gjorde hans Kjerlighed ikke, thi hans eneste Ønske var, at Enhver vilde blive hans Discipel, og dette ønskede han for Enhvers egen Skyld; og atter mellem Disciplene gjorde hans Kjerlighed ingen Forskjel, thi hans guddommelige-menneskelige Kjerlighed var netop den ligelige til alle Mennesker, at ville frelse dem alle, og den ligelige til alle dem, der vilde lade sig 102 frelse. – Hans Liv var idel Kjerlighed og dog var hele dette hans Liv kun een eneste Arbeidsdag, ►han hvilede ikke før den Nat kom, da han ikke mere kunde arbeide; før den Tid vexlede hans Arbeide ikke med Dagens og Nattens Skifte, thi ►arbeidede han ikke, saa vaagede han i Bønnen. – ►Saaledes var han Lovens Fylde. Og som Løn derfor fordrede han Intet, thi hans eneste Fordring, hans eneste Hensigt med hele sit Liv fra Fødselen til Døden var uskyldigt at offre sig selv – hvad end ikke Loven, naar den fordrer Sit til det Yderste, turde fordre. – Saaledes var han Lovens Fylde; han havde ligesom kun een Medvider, der nogenlunde var istand til at følge ham, en Medvider, som var opmærksom og søvnløs nok til at ►forske efter, det var Loven selv, der fulgte ham Skridt for Skridt, Time for Time med sin uendelige Fordring; men han var Lovens Fylde. – Hvor 112 fattigt aldrig at have elsket, o, men selv det Menneske, som blev rigest ved sin Kjerlighed, hvor er dog hans hele Rigdom kun Armod mod denne Fylde! Og dog, ikke saaledes, lader os aldrig glemme, at der er en evig Forskjel mellem Christus og enhver Christen; er Loven end afskaffet, her staaer den endnu ved Magt, og ►befæster et evigt svælgende Dyb mellem ►Gud-Mennesket og ethvert andet Menneske, der end ikke kan fatte, men kun troe, hvad den guddommelige Lov maatte indrømme, at han var Lovens Fylde. Enhver Christen troer det og tilegner sig det troende, men Ingen har vidst det, uden Loven og Han som var Lovens Fylde. Thi at hvad der i et Menneske svagt nok er tilstede i hans stærkeste Øieblik, at det langt stærkere og dog ligeligt var tilstede i ethvert Øieblik, det kan et Menneske ►ikkun 106forstaae i det stærkeste Øieblik, men Øieblikket efter kan han ikke forstaae det, og derfor maa han troe og holde sig til Troen, at hans Liv ikke skal blive forvirret ved i eet Øieblik at forstaae og i mange andre Øieblikke ikke at forstaae.

✂ Christus var Lovens Fylde. Af ham skulle vi lære, hvorledes denne Tanke er at forstaae, thi han var Forklaringen, og kun naar Forklaringen er hvad den forklarer, naar den Forklarende er det Forklarede, naar Forklaringen er ►Forklarelsen, kun da er Forholdet det rette. Ak, saaledes kunne vi ikke forklare, thi kunne vi ikke Andet, saa kunne vi lære Ydmyghed heraf i Forhold til Gud. Vort jordiske Liv, der er i Skrøbelighed, maa adskille det at forklare og det at være, og denne vor Afmagt er et væsentligt Udtryk for hvorledes vi forholde os til Gud. Lad et Menneske, menneskelig talt, 103 ►elske Gud i Hjertets Oprigtighed, ak, ►Gud har dog elsket ham først, Gud er en Evighed forud – saa langt er Mennesket tilbage. Og saaledes med enhver Evighedens Opgave. Naar et Menneske langt om længe kommer til at begynde, hvor uendeligt meget er der da ikke spildt forinden, selv om vi et Øieblik ville glemme alle Manglerne, al Ufuldkommenheden ved den Stræben, der langt om længe tog sin Begyndelse. Lad et Menneske, menneskeligt talt, i Hjertets Oprigtighed ►tragte først efter 113 Guds Rige og hans Retfærdighed, o, hvor lang Tid gik der ikke hen, inden han blot ►lærte ret at forstaae dette, og altsaa hvor uendeligt langt fra, at han først tragtede efter Guds Rige og hans Retfærdighed! Og saaledes paa ethvert Punkt, forud for enhver menneskelig Begyndelse gaaer en spildt Tid. Vi tale ellers i de jordiske Forhold om det Sørgelige, at et Menneske for at begynde en Virksomhed maa sætte sig i Gjeld, i Forhold til Gud begynder ethvert Menneske med en uendelig Gjeld, selv om vi glemme, hvad Gjeld der efter Begyndelsen dagligt ►andrages. Kun altfor ofte glemmes dette i Livet, og hvorfor vel, ►uden fordi Gud ogsaa glemmes. Saa sammenligner det ene Menneske sig med det andet, og Den, der har forstaaet noget Mere end Andre, han priser sig selv at være Noget. Gid han dog med sig selv vilde forstaae, at for Gud er han Intet. Og da nu Menneskene saa gjerne ville være Noget, hvad Under da, at de, hvor meget de end tale om Guds Kjerlighed, saa nødigen indlade sig ret med ham, fordi nemlig hans Fordring og hans Maalestok gjør dem til Intet.

✂ Thi brug en tiende Deel af den Kraft, der er Dig forundt, naar Du 107bruger den yderste, vend saa Gud Ryggen, sammenlign Dig med Menneskene – og Du skal i ganske kort Tid være fremmelig blandt Mennesker. Men vend Dig om, vend Dig til Gud, brug de ti Tiendedele, piin om muligt en alleryderste ►Nødhjælp til – og Du skal dog være som Intet, paa uendelig Afstand fra at have naaet Noget, i uendelig Gjeld! See, derfor kan man sige, at det i en vis Forstand ikke hjælper at tale til et Menneske om det Høieste, fordi der maa foregaae en ganske anden Omveltning, end nogen Tale kan frembringe. Vil Du nemlig have gode Dage og let naae dog at være Noget, saa glem Gud, lad Dig aldrig ret mærke med og lad det aldrig ret blive Dig klart, at det er ►ham, der har skabt Dig af Intet, gaae ud fra den Forudsætning, at et Menneske ikke har Tid at spilde paa at betænke, hvem han uendeligt og ubetinget skylder Alt, derom kan jo heller ikke det ene Menneske være berettiget til at 104 spørge det andet, lad altsaa det være glemt og støi saa med i Mængden, lee eller græd, hav travlt 114 fra Morgen til Aften, vær elsket og agtet og anseet som Ven, som Embedsmand, som Konge, som ►Liigbærer, vær fremfor Alt en alvorlig Mand – ved at have glemt det eneste Alvorlige, at forholde sig til Gud, at blive til Intet. O, men betænk saa – dog det kan jo ikke hjælpe at tale, men ►give Gud, at Du vilde forstaae, hvad Du tabte, at denne Tilintetgjørelse for Gud dog er saaledes salig, at Du atter hvert Øieblik søgte tilbage til denne Tilintetgjørelse, stærkere, varmere, inderligere end Blodet søger tilbage til det Sted, hvorfra det med Magt fordreves. Men dette er og maa jo være verdslig Klogskab den største Daarskab. Hold Dig derfor aldrig til Gud (saaledes maatte man vel tale, hvis man med rene Ord skulde udtale den ►Halvheds Hemmelighed, der med falske Ord lader som holdt den sig ogsaa til Gud) »hold Dig aldrig til Gud, thi ved at holde Dig til ham taber Du hvad aldrig nogensinde noget Menneske, der holdt sig til Verden, ikke det Menneske, der tabte meest, tabte, – Du taber ubetinget Alt.« Og dette er jo ogsaa sandt, thi Alt kan sandeligen Verden ikke tage, just fordi den ikke kan give Alt, det kan kun Gud, der tager Alt, Alt, Alt – for at give Alt, der ikke tager stykkeviis lidt eller meget eller overmaade meget, men uendeligt Alt, hvis Du i Sandhed holder Dig til ham. »►Fly ham derfor, en Konge kan allerede være farlig nok at komme nær, hvis Du vil være Noget, en mægtigt begavet Aands Nærhed er farefuld, men Gud er uendeligt farligere at komme nær.«

✂ 108Dog, skal Gud udelades og være glemt, da veed jeg ikke, hvad det vil sige, at der skal tales over saadanne Ord, eller hvad Mening, ►uden modbydelig Meningsløshed, der skulde blive i Talen om dette Ord: at Kjerlighed er Lovens Fylde. Saa lad os da ikke ►frygtagtigt, og forrædersk mod os selv unddrage os fra Forstaaelsen, som frygtede vi for, hvad ►vistnok det naturlige Menneske, hvor meget det end raaber paa Attraa efter Viden og Indsigt, frygter – at faae for meget at vide; thi at tale om, at Kjerlighed er Lovens Fylde, er nu engang en Umulighed, uden paa samme Tid at erkjende sin egen Skyld, og at gjøre ethvert Menneske skyldigt. 115

✂ Kjerlighed er Lovens Fylde, thi Loven er det trods alle sine mange Bestemmelser dog noget Ubestemte, men Kjerlighed er Fylden; som en svært Talende, der trods Anstrængelsen dog ikke kan sige Alt, saaledes er Loven, men Kjerlighed er Fylden.

✂ 105Det kunde synes underligt at sige, at Loven er det Ubestemte, thi den har jo netop sin Styrke i Bestemmelserne, den eier og raader jo over alle Bestemmelserne. Og dog er det saaledes, og deri igjen Lovens Afmagt. Som Skyggen er afmægtig i Sammenligning med den kraftige Virkelighed, saaledes er Loven, men som der i Skyggen altid er noget Ubestemt, saaledes er det Ubestemte ogsaa i Lovens ►Skyggerids, hvor nøiagtigt end dette er udført. ►Derfor kaldes ogsaa i den hellige Skrift »Loven en Skygge af det Tilkommende«, thi Loven er ikke en Skygge, der følger Kjerlighedens Virkelighed, i Kjerligheden er netop Loven ►optagen, men Loven er Skyggen af det Tilkommende. Naar en Kunstner udkaster en Plan, en Tegning til et Arbeide, hvor nøiagtigt end Udkastet er, der er altid noget Ubestemt; først naar Arbeidet er færdigt, først da kan man sige: nu er der ikke det mindste Ubestemte, ikke een Linies, ikke eet Punkts Ubestemthed. Der er derfor kun eet Udkast, som er aldeles bestemt, det er Arbeidet selv, men det vil jo sige, intet Udkast er eller kan være aldeles og ubetinget bestemt. Saaledes er Loven Udkastet, Kjerligheden Fylden og det ganske Bestemte, i Kjerligheden er Loven det ganske Bestemte. Der er kun een Magt, som kan udføre det Arbeide, hvortil Loven er Udkastet, det er netop Kjerligheden. Dog er Loven og Kjerligheden, ligesom Udkastet og Arbeidet er af den ene og samme Kunstner, af eet og samme Ophav; de ere ikke i Strid med hinanden, saa 109lidet som det Kunstværk, der ganske svarer til Udkastet, er i Strid med dette, fordi det er endnu bestemtere end alle Udkastets Bestemmelser.

✂ ►Derfor siger 👤Paulus et andet Sted (►1 Tim. 1, 5): »Kjerlighed er Summen af Budet.« Men i hvilken Forstand er dette sagt? Ja, det er sagt i samme Forstand som der siges, at Kjerlighed er Lovens Fylde. I en anden Forstand er Summen 116 ►alle de enkelte Bud, Du skal ikke stjæle o. s. v. Men forsøg det, om Du ad den Vei finder Summen, hvor længe Du end bliver ved at tælle, og Du skal see, dette er forgjæves Arbeide, fordi Lovens Begreb er at være uudtømmelig, uendelig, ustandselig i Bestemmelser; enhver Bestemmelse føder en endnu nøiagtigere af sig, og da atter ved Hensyn og Forhold til den ny Bestemmelse en endnu nøiagtigere, og saaledes i det Uendelige. Det er her med Kjerlighedens Forhold til Loven som med Forstandens Forhold til Troen. Forstanden tæller og tæller, beregner og beregner, men den naaer aldrig den Vished, som Troen eier: saaledes Loven, den bestemmer og bestemmer, men naaer aldrig 106 Summen, som er Kjerligheden. Naar der tales om Summen, synes Udtrykket selv at indbyde til at tælle; men naar da Mennesket er bleven træt af at tælle, og dog tillige desto mere længselfuld efter at finde Summen, saa forstaaer han, at dette Ord maa have en dybere Betydning. Og saaledes ogsaa, naar Loven ligesom har ►hidset alle sine Bestemmelser paa et Menneske, og ►jaget ham træt, fordi der overalt er Bestemmelse, og dog hver Bestemmelse, selv den bestemteste, endnu har den Ubestemthed, at den kan blive end bestemtere (thi det idelige Ubestemte er i Bestemmelserne og deres Mængde Uroen, som aldrig døer): da er Mennesket oplært til at forstaae, at der maa være noget Andet, som er Lovens Fylde. – Men der er ingen Strid mellem Loven og Kjerligheden, saa lidet som der er Strid mellem Summen og Det, hvis Sum den er, saa lidet som der er Strid mellem de forgjæves Forsøg paa at finde Summen og det lykkelige Fund, den lykkelige Afgjørelse, at den er funden.

✂ ►Under Loven sukker Mennesket. Hvor han seer hen, seer han kun Fordring, men aldrig Grændsen, ak, som Den, der seer ud over Havet og seer Bølge paa Bølge, men aldrig Grændse; hvor han vender sig hen, møder han kun den Strenghed, der i det Uendelige bestandigt kan blive strengere, aldrig Grændsen, hvor den blev Mildhed. Loven ►hungrer 110ligesom ud; ved dens Hjælp naaer man ikke Fylden, thi dens Bestemmelse er netop at borttage, at fordre, at ⓘ udpineudpine] R, udgive A; udpine K, Aα, B indtil det 117 Yderste, og det bestandigt i alle Bestemmelsernes Mængde tilbageblivende Ubestemte er den ubønhørlige Indkræven af Fordringerne. Ved hver Bestemmelse fordrer Loven Noget, og dog er der ingen Grændse for Bestemmelserne. Loven er derfor lige det Modsatte af Livet, men Livet er Fylden. Loven ligner Døden. Men mon ikke Livet og Døden egentligen veed Eet og det Samme; thi ligesaa nøiagtigt som Livet kjender Alt, der fik Liv, lige saa nøiagtigt kjender Døden Alt, hvad der fik Liv. Der er altsaa i en vis Forstand ingen Strid mellem Loven og Kjerligheden i Henseende til Viden, men Kjerligheden giver, Loven tager, eller for at udtrykke Forholdet nøiagtigere i sin Orden, Loven fordrer, Kjerligheden giver. Der er ikke een Lovens Bestemmelse, ikke en eneste, som Kjerligheden vil have bort, tvertimod Kjerligheden giver dem først alle Fylde og Bestemthed, i Kjerligheden ere alle Lovens Bestemmelser langt bestemtere end i Loven. Strid er der ikke, saa lidet som mellem ►Hungeren og Velsignelsen, som mætter den.

✂ 107Kjerlighed er Lovens Fylde, thi Kjerligheden er ingen Skulken fra Opgaverne, ►intet Aflad, der sniger sig, fordrende Fritagelse eller givende Fritagelse, forkjælende eller forkjælet, ind mellem Kjerligheden og Lovens Opfyldelse, som var Kjerlighed en ørkesløs Følelse, for fornem til at yttre sig i Handling, en fordringsfuld Uduelighed, der hverken kan eller vil gjøre Fyldest. Saaledes taler kun Daarskab om Kjerlighed, som var der Strid mellem Loven og Kjerligheden, hvad der vistnok og►saa er, men i Kjerligheden er der ingen Strid mellem Loven og Kjerligheden, der er Lovens Fylde; som var der en væsentlig Forskjel mellem Lovens Fordring og Kjerligheden, hvad der vistnok ogsaa er, men ikke i Kjerligheden, i hvilken Opfyldelsen er som aldeles Eet og det Samme med Fordringen. Kun Daarskaben sætter Splid mellem Loven og Kjerligheden, mener at tale viist, naar den ►taler dem imellem, eller ►vel endog taler ilde om den ene til den anden.

✂ Lovens Fylde, dog hvilken Lov er her Tale om? ►Vor Text er det apostoliske Ord, vi tale om den christelige Kjerlighed, her kan altsaa kun være Tale om Guds 118 Lov. Deri er nemlig Verden (forsaavidt denne dog er forskjellig fra hvad vi have kaldet »Daarskaben«) og Gud, verdslig Viisdom og Christendom enige, at der er en Lov, som Kjerligheden skal 111opfylde, for at være Kjerlighed, men de ere uenige om, hvilken Loven er, og denne Uenighed er en uendelig Forskjel. Den verdslige Viisdom mener, at Kjerlighed er et Forhold mellem Menneske og Menneske; Christendommen lærer, at Kjerlighed er et Forhold mellem: Menneske – Gud – Menneske, ►det er, at Gud er Mellembestemmelsen. Hvor skjønt end et Kjerligheds-Forhold har været mellem Tvende eller mellem Mange, hvor aldeles det har været dem selv al deres Lyst, al deres Salighed i gjensidig Opoffrelse og Hengivenhed, om alle Mennesker have priset dette Forhold – dersom Gud og Forholdet til Gud har være udeladt: saa har det dog, christeligt forstaaet, ikke været Kjerlighed, men et gjensidigt, fortryllende Bedrag for Kjerlighed. Thi at elske Gud, det er i Sandhed at elske sig selv; at hjælpe et andet Menneske til at elske Gud er at elske et andet Menneske; at blive hjulpen af et andet Menneske til at elske Gud er at være elsket. Verdslig Viisdom mener ►vistnok ikke, at Den, der elsker, selv vilkaarligen skal bestemme, hvad han vil forstaae ved Kjerlighed. Kjerlighed er jo Hengivenhed og Opoffrelse, derfor mener Verden, at Kjerlighedens Gjenstand (den være nu en Elsket eller Vennen 108 eller de Elskede eller en Samfunds-Forening eller ►de Medlevende, hvad vi fremtidigen for Kortheds Skyld vil kalde »den Elskede«) skal bedømme, om der vises Hengivenhed og Opoffrelse, og om den udviste Hengivenhed og Opoffrelse er Kjerlighed. Det vil altsaa beroe paa, om Menneskene, der skulle dømme, vide at dømme rigtigt. Dersom nemlig Kjerlighedens Gjenstand, Dommeren, ikke ved sig, for Gud, har en sand Forestilling om hvad det er at elske sig selv, at det er at elske Gud, saa har den Elskede heller ingen sand Forestilling om hvad det er at blive elsket af et andet Menneske, at det er, at blive hjulpen til at elske Gud; men naar saa er, vil jo altsaa den Elskede 119 ansee en usand Art af Hengivenhed og Opoffrelse for den sande Kjerlighed, og den sande Kjerlighed for Ukjerlighed. Den blot menneskelige Dom om Kjerlighed er ikke den sande Dom, thi det at elske Gud er den sande Selvkjerlighed. Naar Gud derimod er Mellembestemmelsen i at bedømme Kjerligheden, saa følger endnu en sidste og dobbelt Bedømmelse, som dog først, skjøndt den eneste i Grunden afgjørende, begynder der hvor den menneskelige Dom er færdig og har afgjort, om det er Kjerlighed eller ikke. Dommen er denne: er det virkeligen, guddommeligt forstaaet, Kjerlighed at vise en saadan Hengivenhed som den af Kjerlighedens Gjenstand fordrede; dernæst, er det 112af Kjerlighedens Gjenstand, guddommeligt forstaaet, Kjerlighed at fordre en saadan Hengivenhed. ►Ethvert Menneske er Guds Livegne, derfor tør han ikke tilhøre Nogen i Kjerlighed uden i den samme Kjerlighed at tilhøre Gud, og ikke eie Nogen i Kjerlighed, uden at den Anden og han selv i denne Kjerlighed tilhøre Gud: et Menneske tør ikke tilhøre et andet Menneske, som var dette andet Menneske ham Alt; et Menneske tør ikke tillade, at en Anden tilhører ham saaledes, som var han denne Anden Alt. Dersom der var et Kjerligheds-Forhold mellem Tvende eller mellem Flere, saa lykkeligt, saa fuldendt, at Digteren maatte juble derover, ja saa livsaligt, at Den, der ikke var Digter, maatte blive det af Forundring og Glæde over dette Syn: da er dermed Sagen ingenlunde færdig. Thi nu træder Christendommen til og spørger om Guds-Forholdet, om hver Enkelt først forholder sig til Gud, og om saa Kjerligheds-Forholdet forholder sig til Gud. Er dette ikke Tilfældet, da skal Christendommen, der dog er Kjerlighedens Beskytter, eller just fordi den er det, ikke ►tage i Betænkning, i Guds Navn at splitte dette Forhold ad, indtil de Elskende ville forstaae det. Og vil kun den ene Part 109 forstaae det, da skal Christendommen, der dog er Kjerlighedens Beskytter, ikke betænke sig paa at føre ham ud i et Sammenstøds Rædsel, som ingen Digter drømmer om eller har vovet sig til at skildre. Thi saa lidet som en Digter kan indlade sig med ►det Christelige: at elske sin Fjende, ligesaa lidet, hvis det var mu120ligt endnu mindre, kan han indlade sig med det Christelige: af Kjerlighed og i Kjerlighed at hade den Elskede. Dog betænker Christendommen sig ikke paa i Guds Navn at ►spænde Forholdet saa høit. Dette gjør Christendommen ikke blot for ligesom at indkræve Guds Tilgodehavende (da Gud jo er det livegne Menneskes Herre og Eier) men gjør det ogsaa af Kjerlighed til de Elskende; thi at elske Gud er at elske sig selv, at elske et andet Menneske som Gud er at bedrage sig selv, og at tillade et andet Menneske at elske En som Gud er at bedrage dette andet Menneske. Saa høit, menneskeligt talt til en saadan Afsindighed, kan Christendommen drive Fordringen, hvis Kjerlighed skal være Lovens Fylde. ►Derfor lærer den, at den Christne skal, hvis det fordres, kunne hade Fader og Moder og Søster og den Elskede – mon vel i den Forstand, at han virkeligen skulde hade dem? O, langtfra Christendommen være denne Afskyelighed! Men vel i den Forstand, at Kjerligheden, den guddommeligt forstaaet trofaste og oprigtige, af de 113Elskede, de Nærmeste, de Medlevende maa ansees for Had, fordi disse ikke ville forstaae, hvad det er at elske sig selv, at det er at elske Gud, og det at blive elsket, det, af et andet Menneske at hjælpes til at elske Gud, hvad enten det nu virkeligen opnaaes derved, at den Elskende finder sig i at være hadet, eller det ikke opnaaes derved. See, verdslig Viisdom har en lang Liste paa forskjellige Udtryk for Opoffrelse og Hengivenhed, mon der blandt disse ogsaa findes dette: af Kjerlighed at hade den Elskede, af Kjerlighed at hade den Elskede og forsaavidt sig selv, af Kjerlighed at hade de Medlevende og forsaavidt sit eget Liv! See, verdslig Viisdom veed mange og høist forskjellige Tilfælde af ulykkelig Kjerlighed, mon Du blandt alle disse finder den Lidelse, at maatte synes at hade den Elskede, at maatte have Had som det sidste og eneste Udtryk for sin Kjerlighed, eller den, til Løn for sin Kjerlighed at maatte være hadet af den Elskede, fordi der er den christelige Sandheds uendelige Forskjel mellem, hvad den ene Part og hvad den anden forstaaer ved Kjerlighed. – Hvad end Verden før Christendommens Tid har seet af ulykkelig Kjerlighed, seet 121 Kjerlighedens 110 Sammenstød med Begivenheders Rædsel, seet dens Sammenstød med hvad der indenfor den samme Grundforestilling, om hvad Kjerlighed er, er Kjerlighedens Modsatte, seet dens Sammenstød med deelviis forskjellige Forestillinger dog indenfor den fælles Grundforestilling: Verden har aldrig før Christendommens Tid seet, at der i det at elske var et Sammenstød muligt mellem tvende Forestillinger, imellem hvilke der er en Evighedens Forskjel, den guddommelige og den blot menneskelige Forestilling. Men er der et saadant Sammenstød, da er det jo, guddommeligt forstaaet, netop Kjerlighed at fastholde den sande, Evighedens Forestilling, at elske i Kraft af den, medens Den eller De, som blive elskede, hvis de have den blot menneskelige Forestilling, maae ansee det for Had. Lad os kun tale ret menneskeligt om det Høieste, man fristes ►desto værre i den saakaldte Christenhed ►letteligen til at indbilde sig, at man troer, hvad man end ikke har Indtryk af, idetmindste ikke tilstrækkeligt for at blive opmærksom; lad os kun tale ret menneskeligt om det Høieste, naar vi dog aldrig glemme, at Den, om hvem her er Talen, ved en evig Forskjel er adskilt fra ethvert Menneske: Christi Liv er egentligen den eneste ulykkelige Kjerlighed. Han var, guddommeligt forstaaet, Kjerlighed, han elskede i Kraft af den guddommelige Forestilling om hvad Kjerlighed er, elskede ►114hele Slægten; han turde ikke – af Kjerlighed opgive denne sin Forestilling, thi det var netop at bedrage Slægten. See, derfor var hele hans Liv et rædsomt Sammenstød med den blot menneskelige Forestilling om hvad Kjerlighed er. Det var den ugudelige Verden, der korsfæstede ham; men ►selv Disciplene forstode ham ikke, og søgte bestandigt ligesom at vinde ham for deres Forestilling om hvad Kjerlighed er, saa ►han endog til 👤Petrus maatte sige »viig fra mig Satanas«. O, forfærdelige Sammenstøds uudgrundelige Lidelse: at den oprigtigste og meest trofaste Discipel, naar han, ikke blot velmenende, o, nei brændende af Kjerlighed ønsker at raade til det Bedste, ene ønsker at udtrykke, hvor høit han elsker Mesteren, at Discipelen da, fordi hans Forestilling om Kjerlighed er den usande, taler saaledes, at Mesteren maa sige 122 til ham: Du veed det ikke, men for mig ere Dine Ord som var det Satanas, der talte! Saaledes kom Christendommen ind i Verden, med Christendommen den guddommelige Forklaring af, hvad Kjerlighed er. O, vi klage ofte over Misforstaaelse, især da naar den bittrest blandes af Kjerlighed, naar vi i ►hver dens Yttring ►kjende, at Kjerligheden er ulykkeligt med, at vi 111 visseligen ere elskede, kun ikke forstaaede, at vistnok Alt gjøres saa bittert, fordi det gjøres af Kjerlighed ved en Misforstaaelse: men at blive saaledes misforstaaet som aldrig, aldrig nogensinde noget Menneske af det andet Menneske, at blive saaledes misforstaaet som Christus blev det, – og saa at være Kjerlighed som Christus var det! Man lader, som var det blot Ugudeligheden, der maatte støde sammen med Christus. Hvilken Misforstaaelse! Nei, det, menneskeligt talt, bedste og kjerligste Menneske, der har levet, maatte støde sammen med ham, maatte misforstaae ham; thi dette det bedste Menneske skulde jo først af ham lære, hvad Kjerlighed er, guddommeligt forstaaet. Christi Kjerlighed var ikke, menneskeligt forstaaet, opoffrende, ►Intet mindre; han gjør ikke sig selv ulykkelig for, menneskeligt forstaaet, at gjøre Sine lykkelige. Nei, han gjør sig selv og Sine saa ulykkelige som det, menneskeligt talt, var muligt. Og ►han som havde havt det i sin Magt at oprette 📌Israels Rige og gjøre Alt saa godt for sig og Sine, hvad enhver Medlevende tydeligt nok kunde see! Altsaa han kunde det, han vilde det altsaa ikke, Feilen maa da altsaa have ligget i ham, i hans Hjerte, at han ikke vilde offre sine Forestillinger, sine Indbildninger, men hellere grusomt offre sig selv og Sine, det er, forspilde sit eget Liv og de Elskedes! ►Han stifter ikke noget 115Rige paa Jorden, offrer sig heller ikke, for at saa Apostlene kunde arve det Erhvervede, o, nei det er jo, menneskeligt talt, Afsindighed: han offrer sig selv – for at gjøre de Elskede lige saa ulykkelige som sig selv! Var det virkeligen Kjerlighed: ►at samle nogle eenfoldige, ringe Mennesker om sig, at vinde deres Hengivenhed og Kjerlighed, som aldrig Nogens er vunden, at lade det et Øieblik see ud for dem, som aabnedes nu Udsigten til Opfyldelsen af deres stol123teste Drøm – for saa pludseligen at tænke om igjen og forandre Planen, for saa, uden at røres af deres Bønner, uden at tage mindste Hensyn til dem, at styrte sig fra denne forføriske Høide i alle Farernes Afgrund, for saa uden Modstand at give sig sine Fjender i Vold, for ►under Spot og Haan, medens Verden jublede, som en Forbryder at nagles til Korset: var det virkeligen Kjerlighed! Var det virkeligen Kjerlighed: at skilles saaledes fra Disciplene, at ►lade dem forladte i en Verden, der for hans Skyld maatte hade dem, at ►jage dem som vildfarende Faar ud blandt rivende Ulve, hvis Blodtørst han netop havde ophidset mod dem: var det virkeligen Kjerlighed! Hvad vil dog dette Menneske, hvad vil han disse troskyldige, redelige om end indskrænkede 112 Mennesker, som han saa rædsomt bedrager? Hvorfor ►kalder han sit Forhold til dem Kjerlighed, hvorfor vedbliver han at kalde det Kjerlighed, hvorfor døer han uden at tilstaae, at han bedrog dem, saa han altsaa døer med den Paastand, at det dog var Kjerlighed – ak, medens Disciplene med knuste Hjerter, men med rørende Troskab, ikke ►fordriste sig til at have nogen Mening om Hans Adfærd, formodentligen fordi han havde overvældet dem, da jo ethvert andet Menneske let indseer, at Han, hvad han saa forresten var, maaskee dog til at undskylde som Sværmer betragtet, at han i Forhold til Disciplene handlede som en Bedrager! Og dog var han Kjerlighed, og dog gjorde han Alt af Kjerlighed, og vilde gjøre Menneskene salige, og hvorved? Ved Forholdet til Gud – thi han var Kjerlighed. Ja, han var Kjerlighed og han vidste med sig selv og med Gud, at ►det var Forsoningens Offer han bragte, at han sandeligen elskede Disciplene, elskede Menneskenes hele Slægt, eller dog hver Den, som vilde lade sig frelse!

✂ Grund-Usandheden i den blot menneskelige Opfattelse af Kjerlighed er, at Kjerligheden unddrages Forholdet til Gud, og derved Forholdet til den Lov, om hvilken der tales, naar det hedder »Kjerlighed er Lovens Fylde«. Ved en besynderlig Misforstaaelse er man maaskee tilbøielig til 116at mene, at Kjerlighed til Næsten skal ikke unddrages Forholdet til Gud, men 124 snarere Elskov og Venskab, som var Christendommen noget Halvt, som skulde den ikke gjennemtrænge alle Forhold, som var Læren om Kjerlighed til Næsten ikke just beregnet herpaa, og derfor omdannende Elskov og Venskab, medens Mange ved en besynderlig Misforstaaelse maaskee mene, at behøve Guds Hjælp for at elske Næsten – den mindre elskværdige Gjenstand, men derimod i Forhold til Elskov og Venskab at kunne hjælpe sig selv bedst, ak, som var Guds Indblanding her dog forstyrrende og til Uleilighed. Men ingen Kjerlighed og ingen Yttring af Kjerlighed maa verdsligt og blot menneskeligt unddrages Forholdet til Gud. Kjerlighed er en Følelses Lidenskab, men i denne Følelse skal Mennesket dog først, endog inden han forholder sig til Kjerlighedens Gjenstand, forholde sig til Gud og derved lære Fordringen, at Kjerlighed er Lovens Fylde. Kjerlighed er et Forhold til et andet Menneske eller til andre Mennesker, men den er ingenlunde og tør ingenlunde være en ægteskabelig, en venskabelig, en blot menneskelig Overeenskomst, et, om det var nok saa trofast og ømt, Sammenhold mellem Menneske og Menneske. Hver 113 især har, førend han i Kjerlighed forholder sig til den Elskede, Vennen, de Elskede, de Medlevende, først at forholde sig til Gud og til Guds-Fordringen. Saasnart man udelader Guds-Forholdet, bliver de Paagjeldendes blot menneskelige Bestemmelse af hvad de ville forstaae ved at elske, hvad de ville fordre af hinanden, og deres gjensidige Dom i Kraft deraf, den høieste Dom. Ikke blot ►Den, der ganske tilhører et Guds Kald, skal ikke tilhøre en Qvinde, for ikke at sinkes ved at ville behage hende; men ogsaa Den, der i Kjerlighed tilhører en Qvinde, skal først og fremmest ganske tilhøre Gud, ikke først søge at ►tækkes Hustruen, men først stræbe, at hans Kjerlighed maa tækkes Gud. Det er altsaa ikke Hustruen, der skal lære Manden, hvorledes han skal elske hende, eller Manden Hustruen, eller Vennen Vennen, eller de Medlevende den Medlevende, men det er Gud, der skal lære hver Enkelt, hvorledes han skal elske, hvis hans Kjerlighed endog blot skal forholde sig til den Lov, om hvilken der tales, naar Apostelen siger »Kjerlighed er 125 Lovens Fylde«. Dette gjør naturligviis, at Den, som kun har en verdslig, eller en blot menneskelig Forestilling om hvad Kjerlighed er, maa komme til at ansee Det for Selvkjerlighed og Ukjerlighed, som, christeligt forstaaet, netop er Kjerlighed. Naar 117derimod Guds-Forholdet bestemmer, hvad der mellem Menneske og Menneske er Kjerlighed, saa forhindres Kjerligheden fra at standse i noget Selvbedrag, eller Sandsebedrag, medens rigtignok igjen Fordringen til Selvfornegtelse og Opoffrelse uendeliggjøres. Den Kjerlighed, som ikke fører til Gud, den Kjerlighed, som ikke har dette eneste Maal, at føre de Elskende til at elske Gud, den standser ved den blot menneskelige Bedømmelse af, hvad Kjerlighed og hvad Kjerligheds Opoffrelse og Hengivelse er, den standser og undgaaer derved Muligheden af det sidste det forfærdeligste Sammenstøds Rædsel: at der i Kjerlighedens Forhold er Uendelighedens Forskjel i Forestillingen om hvad Kjerlighed er. Blot menneskeligt forstaaet kan dette Sammenstød aldrig indtræde, thi blot menneskeligt forstaaet maa Grund-Forestillingen om hvad Kjerlighed er ►væsentligen være fælles. Kun christeligt forstaaet er Sammenstødet muligt, da det er Sammenstødet mellem det Christelige og det blot Menneskelige. Dog veed Christendommen at styre igjennem denne Vanskelighed, og aldrig har nogen Lære lært at ►holde saa længe ved med Kjerligheden som Christendommen. Den lærer, uforandret og urokkeligt, netop for de Elskedes Skyld, at fastholde 114 den sande Forestilling om hvad Kjerlighed er, og saa villigt at finde sig i til Løn for sin Kjerlighed at være hadet af den Elskede – thi der er jo Uendelighedens Forskjel, en Evighedens Sprogforskjel imellem, hvad den ene Part forstaaer ved Kjerlighed og hvad den anden Part forstaaer derved. At føie sig efter den Elskedes Forestilling om, hvad Kjerlighed er, det er menneskeligt talt at elske, og gjør man det, saa bliver man elsket. Men stik imod den Elskedes blot menneskelige Forestilling om hvad Kjerlighed er at negte Ønsket og forsaavidt ogsaa hvad den Elskende, blot menneskeligt forstaaet, selv maatte ønske, for at fastholde Guds-Forestillingen: det er Sammenstødet. At et Menneske ved at være saa høit som det er muligt elsket af et 126 andet Menneske skulde kunne staae dette andet Menneske i Veien, kan den blot menneskelige Opfattelse af hvad Kjerlighed er aldrig ►falde paa. Og dog er dette just christeligt forstaaet muligt, thi saaledes at være elsket kan være til Hinder for den Elskendes Guds-Forhold. Men hvad er der saa at gjøre? At den saaledes Elskede vil advare derimod, skal visseligen ikke hjælpe stort, thi derved vilde han jo kun blive endnu mere elskværdig – og altsaa den Elskende endnu mere bedragen. Christendommen veed at hæve Sammenstødet 118uden dog at hæve Kjerligheden, der fordres blot det Offer (det er rigtignok i mangt et Tilfælde det tungeste der er muligt og altid saare tungt): villigt at finde sig i til Løn for sin Kjerlighed at være hadet. Overalt hvor et Menneske er saaledes elsket, saaledes beundret af Andre, at han er ifærd med at blive deres Guds-Forhold farlig, der er Sammenstødet; men hvor Sammenstødet er, der fordres ogsaa Offeret, som den blot menneskelige Forestilling om hvad Kjerlighed er ikke aner. Thi det Christelige er: i Sandhed at elske sig selv er at elske Gud; i Sandhed at elske et andet Menneske er, med enhver Opoffrelse (ogsaa den selv at blive hadet), at hjælpe det andet Menneske til at elske Gud eller i at elske Gud.

✂ Dette er vistnok saare let at forstaae; i Verden har det derimod vistnok sine store Vanskeligheder, fordi en modsat Anskuelse af hvad Kjerlighed er, en verdslig, en blot menneskelig, men ►derhos baade ►sindrigt og digterisk gjennemført Anskuelse, enten forklarer, at alt Det om Guds-Forholdet egentligen er en Indbildning, ►et Sinkerie, eller dog i at tale om Kjerlighed fortier Guds-Forholdet. Som man paa saa mange Maader i disse Tider søger at frigjøre Menneskene fra alle Baand, ogsaa de gavnlige, saaledes søger man at frigjøre 115 Følelses-Forholdet mellem Menneske og Menneske fra det Baand, som binder ham til Gud og binder ham i Alt, i ►hver Livets Yttring; man vil i Forhold til Kjerlighed lære Menneskene noget ganske Nyt, for hvilket dog den nu forældede hellige Skrift allerede har det betegnende Udtryk, man vil lære Menneskene den Frihed, som ►»er uden Gud i Verden«. ►Livegenskabets afskyelige Tid er 127 forbi, saa mener man at gaae videre – ved Hjælp af den Afskyelighed: at afskaffe Menneskets Livegenskab i Forhold til ►Gud, hvem ethvert Menneske, – ikke ved Fødselen, men ved Skabelsen af Intet, tilhører som Livegen, og saaledes som aldrig nogen Livegen har tilhørt en jordisk Herre, der dog indrømmer, at ►Tanker og Følelser ere frie; men Gud tilhører han i hver en Tanke, den skjulteste, i hver en Følelse, den ►lønligste, i hver en Bevægelse, den inderligste. Dog dette Livegenskab finder man at være et byrdefuldt Paahæng, og ►er derfor mere eller mindre aabenlyst betænkt paa at afsætte Gud for at indsætte Mennesket – ►i Menneskets Rettigheder? nei det behøves ikke, det har Gud allerede gjort – altsaa i Guds Rettigheder, den Plads bliver jo ogsaa ledig, naar Gud afskediges. See, til Løn for saadan Formastelse skal man vel ad den 119Vei mere og mere naae, at ►forvandle hele Tilværelsen til Tvivl eller til ►en Hvirvel. Hvad er overhovedet Lov, hvad er Lovens Fordring til et Menneske? Ja, det skal Menneskene bestemme. Hvilke Mennesker? Her begynder Tvivlen. Da det ene Menneske ikke væsentligen staaer høiere end det andet, saa er det ganske ►overladt mit Vilkaar, med hvem jeg i Bestemmelsen af det Høieste vil holde sammen, forsaavidt jeg da ikke, om muligt endnu mere vilkaarligt, selv skulde kunne være istand til at hitte paa en ny Bestemmelse, og som Hverver vinde Sammenhold for den. Det er ligeledes overladt mit Vilkaar idag at antage Eet for Lovens Fordring, imorgen et Andet. Eller skal Bestemmelsen af hvad der er Lovens Fordring maaskee være en Overeenskomst mellem, en fælles Beslutning af alle Mennesker, under hvilken da den Enkelte har at bøie sig? Fortræffeligt, hvis det ellers var muligt at finde Stedet og beramme Øieblikket for denne Forsamling af alle Mennesker (alle levende – men nu de afdøde?), og hvis det saa var, hvad der er lige saa umuligt, muligt, at de alle kunde blive enige om Eet! Eller er maaskee en Mængde Menneskers Enighed, et vist Antal Stemmer tilstrækkeligt til Afgjørelsen? Hvor stort et Antal er da det fornødne? Og fremdeles, hvis den blot menneskelige Bestemmelse af hvad Lovens 116 Fordring er er Lovens 128 Fordring (dog ikke det enkelte Menneskes, thi derved ►geraade vi ind i det reent Vilkaarlige, som viist blev), hvorledes kan saa den Enkelte komme til at begynde at handle, eller er det ikke overladt til ►et Træf, hvor han kommer til at begynde, istedenfor at Enhver skulde begynde med Begyndelsen? For at skulle begynde at handle maa den Enkelte først faae at vide af »de Andre«, hvad Lovens Fordring er; men hver af disse Andre skal igjen som Enkelt have det at vide hos »de Andre«. Paa den Maade forvandler hele Menneske-Livet sig til een stor Undskyldning – ►er dette maaskee det store, mageløse fælles Foretagende, Slægtens Stordaad? Bestemmelsen »de Andre« bliver eventyrlig, og den eventyrligt efterstræbte Bestemmelse af hvad Lovens Fordring er en ►blind Allarm. Og dersom nu dette, umenneskeligt ►vidtløftige, Arbeide med den fælles Overeenskomst mellem alle Mennesker ikke blev færdigt paa een Aften, men trak i Langdrag ►fra Slægt til Slægt, saa vil det altsaa blive ganske tilfældigt, hvor den Enkelte kommer til at begynde, det vil afhænge af, ►naar han, saa at sige, kom med ind i Legen. Nogle begyndte da med Begyndelsen, men døde førend man var kommen halvveis, Andre be120gyndte midtveis, men døde dog uden at see Enden, som egentligen ikke blev seet af Nogen, thi den kom først, da det Hele var forbi, Verdenshistorien endt, da først fik man ganske fuldstændigt at vide, hvad Lovens Fordring er. Kun Skade, at Menneskelivet nu ikke skulde til at begynde, men at det nu just var forbi, og altsaa af alle Mennesker ført uden fuldstændig Kjendskab til hvad Lovens Fordring er. Naar af syv Mennesker, som alle sigtes for at have begaaet en Forbrydelse, der ikke kan være begaaet af Andre, den Syvende siger »det var ikke mig, det var de Andre«, saa forstaaer man »de Andre« om de Sex, og saaledes fremdeles; men naar nu alle Syv, hver især, have sagt, »det var de Andre«, hvad saa? Er der saa ikke ►fremkoglet et ►Luftsyn, som har fordoblet de virkelige Syv og ligesom vil indbilde os, at der var endnu mange Flere, uagtet der kun var Syv? Saaledes ogsaa, naar hele Slægten, hver Enkelt især, hitter paa at sige »de Andre«, saa fremkogles et Skin, som var Slægten endnu een Gang til 129 foruden den Gang, der er dens virkelige Tilværelse, kun at det er saa vanskeligt her at eftervise det Falske, det med Dybsindighedens Skin Blendende, fordi Slægten er utallig. Dog er Forholdet ganske det samme som i hvad man kunde fristes til at kalde Eventyret om de Syv og de syv Andre. See, dette er just 117 Forholdet, naar den blot menneskelige Bestemmelse af hvad Lovens Fordring er skal være Lovens Fordring: man hjælper sig op ad med det eventyrligt Svimlende »de Andre«, og neden om understøtter man hinanden med lidt Sammenhold. Thi ►vistnok er Menneske-Slægtens Tilværelse anden Gang til, men ikke eventyrligt: dens Tilværelse anden Gang er dens Tilværelse i Gud, eller rettere dette er dens første Tilværelse, hvorved hver Enkelt af Gud faaer Lovens Fordring at vide; den virkelige Tilværelse er den anden Gang. Men hvad ligner nu hiin beskrevne, forvirrede Tilstand? Mon ikke et Mytterie? Eller skulle vi betænke os paa at kalde det saa, hvis det til en given Tid var hele Slægten, der gjorde sig skyldig deri, og vi da, vel at mærke, tilføie, at det er et Mytterie mod Gud? Eller er ►det Sædelige saaledes underlagt Tilfældighed, at naar en stor Mængde gjøre det Urigtige eller vi Alle gjøre det, saa er dette Urigtige det Rigtige? Denne Forklaring vilde jo igjen kun være en Gjentagelse af Mytteriets Tanke eller dets Tankeløshed, thi saa er det jo dog ►i sidste Grund Menneskene, der bestemme, hvad Lovens Fordring er, istedenfor at det er Gud, saa Den, der glemmer det, ikke blot for sit Vedkom121mende ►forskylder et Oprør mod Gud, men ogsaa bidrager Sit til, at Mytteriet faaer Overhaand. Thi ►hvo skulde vel standse et saadant Mytterie, hvis det var til? Skulle vi maaskee, blot i et nyt Mønster, gjentage Mytteriets Vildfarelse, og, hver især, sige: jeg kan ikke standse det, »de Andre maae«? Mon ikke hver Enkelt er Gud forpligtet at standse Mytteriet, naturligviis ikke ved Raab og indbildsk Vigtighed, ikke ved herskende at ville tvinge de Andre til at lyde Gud, men ved selv ubetinget at lyde, ubetinget at holde sig til Guds-Forholdet og Guds-Fordringen, og derved for sit Vedkommende udtrykke, at Gud er til og den eneste Herskende, han derimod en ubetinget 130 Lydende. – Kun da er der Fynd og Mening og Sandhed og Virkelighed i Tilværelsen, naar vi Alle, hver især, om jeg saa tør sige, paa eet Sted modtage vor Ordre, og saa, hver især, ubetinget adlyde den ene og samme. Da det er den ene og samme Ordre, saa kunde forsaavidt det ene Menneske jo faae den at vide af det andet – dersom det var sikkert, eller dog sikkert nok, at dette andet Menneske meddelte det Rigtige. Imidlertid var det alligevel en Uorden, som det er stridende mod Guds Orden, thi Gud vil, baade for Sikkerhedens og ►Ligelighedens og Ansvarets Skyld, at hver Enkelt af ham faaer Lovens Fordring at vide. Naar ►saa er, da er der Hold i Tilværelsen, fordi Gud har Hold i den; der 118 er ingen Hvirvel, thi hver Enkelt begynder ikke med »de Andre«, og altsaa heller ikke med Udflugter og Undskyldninger, men begynder med Guds-Forholdet, og altsaa staaer han fast, og standser derved tillige, saavidt han rækker, det Svimlende, der er Mytteriets Begyndelse.

✂ Saaledes nu ogsaa i Forhold til Kjerlighedens Lov – da er der Fynd og Sandhed og Hold i Tilværelsen, naar vi Alle, hver især, af Gud faae at vide, hvad Fordringen er, hvorefter vi have at rette os, og naar vi saa forøvrigt Alle, hver især, værge os mod den menneskelige Forvirring (dog følger det af sig selv, at hvis vi Alle gjorde det, saa var der ingen Forvirring), ja, ►hvis fornødent gjøres værge os mod den Elskede, mod Vennen, mod de Nærmeste, som dog særligen ere Kjerlighedens Gjenstand, forsaavidt disse paa nogen Maade ville lære os en anden Forklaring eller hjælpe os paa en Afvei, takkende dem derimod, hvis de ville hjælpe os til det Rette. Lad os ikke glemme dette, lad os ikke bedrage eller bedrages ved ubestemte, taagede Forestillinger om hvad Kjerlighed er, men ►agte paa Guds-Forklaringen, ligegyldigt hvad saa 122end den Elskede og Vennen og de Elskede mene eller ikke mene, dog nei ikke ligegyldigt, tvertimod ret inderligt bekymrede, hvis de ere uenige med os, men dog uforstyrrede og uforandret vedblivende at elske dem.

✂ Der er virkeligen en Strid mellem hvad Verden og hvad 131 Gud forstaaer ved Kjerlighed. Det er let nok at tilveiebringe en tilsyneladende Enighed (som jo allerede tilsyneladende er i Brugen af det ene og samme Ord: Kjerlighed), derimod vanskeligere ret at opdage Uenigheden; men denne Vanskelighed er uundgaaelig for at kjende Sandheden. Man hører ofte nok af Verden det Udsagn: det Klogeste i Verden er dog at være selvkjerlig. Allerede dette Udsagn bibringer En ikke den bedste Forestilling om Verden, thi det er dog neppe en god Verden, i hvilken Selvkjerlighed er det Klogeste eller Det, som bringer meest Fordeel. Men om Verden nu end ansaae Selvkjerlighed for det Klogeste, saa fulgte deraf jo ikke, at den ikke til Gjengjeld kunde ansee Kjerlighed for det Ædlere. Dette gjør den ogsaa, kun at Verden ikke forstaaer, hvad Kjerlighed er. Det er atter let nok at tilveiebringe en tilsyneladende Enighed mellem Gud og Verdens Opfattelse af Kjerlighed, den er jo allerede tilsyneladende i Brugen af dette fælles Udtryk, at Kjerlighed er det Ædle. Dog skjuler Misforstaaelsen sig. Hvad hjælper det da at prise Kjerlighed som det Ædle, hvilket Christendommen ogsaa gjør, naar Verden ved Kjerlighed forstaaer noget Andet, og 119 altsaa igjen ved det Ædle forstaaer noget Andet. Nei, naar Verden skal være tydelig maa den sige »ikke blot er Selvkjerlighed det Klogeste, men vil Du være elsket af Verden, vil Du, at den skal prise Din Kjerlighed og Dig som den Ædle, da maa Du, christeligt forstaaet, være selvkjerlig, thi det Verden kalder Kjerlighed er Selvkjerlighed.« Forskjellen, som Verden gjør, er nemlig denne: naar En vil være ene om at være selvkjerlig, hvilket forøvrigt saare sjeldent sees, saa kalder Verden det Selvkjerlighed, men vil han i Selvkjerlighed holde sammen med nogle andre Selvkjerlige, især med flere andre Selvkjerlige, saa kalder Verden det Kjerlighed. Videre kan Verden aldrig komme i at bestemme hvad Kjerlighed er, fordi den hverken har Gud eller »Næsten« som Mellembestemmelse. Det Verden under Navn af Kjerlighed ærer og elsker er Sammenhold i Selvkjerlighed. Sammenholdet fordrer ogsaa Offer og Hengivenhed af Den, hvem det skal kalde kjerlig; det fordrer, at han skal offre en Deel af 123den egne Selvkjerlighed 132 for saa at holde sammen i den forenede Selvkjerlighed, og det fordrer, at han skal offre Guds-Forholdet for verdsligt at holde sammen med Sammenholdet, der lukker Gud ude eller i det Høieste tager ham med for et Syns Skyld. Gud forstaaer derimod ved Kjerlighed opoffrende Kjerlighed, i guddommelig Forstand opoffrende Kjerlighed, der offrer Alt for at skaffe Gud Plads, selv om det tunge Offer blev endnu tungere derved, at Ingen forstod det, hvilket dog i en anden Forstand hører med til den sande Opoffrelse, thi den Opoffrelse, der bliver forstaaet af Menneskene, har jo i Menneskenes Bifald sin Løn og er forsaavidt ikke sand Opoffrelse, som maa være ubetinget uden Løn. Vi tør derfor ikke i at forstaae det apostoliske Ord, at Kjerlighed er Lovens Fylde, ►samtykke den overfladiske Tale, at naar et Menneske virkelig har Kjerlighed, saa vil han ogsaa blive elsket af Menneskene. Han vil langt snarere blive anklaget for Selvkjerlighed, netop fordi han ikke vil elske Menneskene i den Forstand, hvori de selvkjerligt elske dem selv. Forholdene ere disse: den høieste Grad af Selvkjerlighed kalder Verden ogsaa Selvkjerlighed; Sammenholdets Selvkjerlighed kalder Verden Kjerlighed; en ædel, opoffrende, ►høimodig menneskelig Kjerlighed, som dog endnu ikke er den christelige, belees af Verden som Daarskab; men den christelige Kjerlighed hades og afskyes og forfølges af Verden. Og lad os saa atter ikke ved en ►mislig Overeenskomst skjule over Misligheder ved at sige: saaledes er det i Verden, men anderledes 120 med den Christne. Thi dette er ganske sandt, men dersom enhver Døbt er Christen og den døbte ►Christenhed lutter Christne, saa er »Verden« slet ikke til i et christent Land, hvad i saa Fald lader sig bevise ved Hjælp af ►Klokkerens og Politie-Assistentens Lister. – Nei, der er virkelig en Strid mellem hvad Gud og hvad Verden forstaaer ved Kjerlighed. O, men er det begeistrende at stride for ►Arne og Fædreland, ►da vel ogsaa at stride for Gud, hvad Den gjør, der for Gud, for hans Aasyn holder fast ved Guds-Forholdet og dettes Bestemmelse af hvad Kjerlighed er. Sandt nok, Gud trænger ikke til noget Menneske, saa lidet som til hele Slægten eller til det Alt, der jo, hvilket Øieblik 133 det skal være, ►for ham er det Intet, hvoraf han skabte det; men for Gud strider dog ►Den, der strider den gode Strid om at udtrykke, at Gud er til og er Herren, hvis Forklaring ubetinget skal adlydes.

✂ Guds-Forholdet er Mærket, paa hvilket Kjerligheden til Mennesker 124kjendes som den ægte. Saasnart et Kjerligheds-Forhold ikke fører mig til Gud, og saasnart jeg i Kjerligheds-Forholdet ikke fører det andet Menneske til Gud, saa er Kjerligheden, var den end Tilbøielighedens høieste Lykke og Lyst, var den end de Elskende Jordlivets høieste Gode, dog ikke sand Kjerlighed. Dette kan Verden aldrig faae i sit Hoved, at Gud saaledes ikke blot bliver Trediemand i ethvert Kjerligheds Forhold, men egentligen bliver den eneste elskede Gjenstand, saa det ikke er Manden, der er Hustruens Elskede, men det er Gud, og det er Hustruen, som ved Manden hjælpes til at elske Gud og omvendt, og saaledes fremdeles. Den blot menneskelige Opfattelse af Kjerlighed kan aldrig komme videre end til det Gjensidige: at den Elskende er den Elskede og den Elskede den Elskende. Christendommen lærer, at en saadan Kjerlighed endnu ikke har fundet sin rette Gjenstand: Gud. Der hører til et Kjerligheds-Forhold det Tredobbelte: den Elskende, den Elskede, Kjerligheden, men Kjerligheden er Gud. Og derfor er det at elske et andet Menneske at hjælpe ham til at elske Gud, og det at være elsket det at blive hjulpen.

✂ Verdens Tale om Kjerlighed er forvirrende. Naar der saaledes siges til en Yngling, som gaaer ud i Verden »elsk, saa bliver Du elsket«, da er dette ganske sandt – især hvis den Vandring, han ►tiltraadte, var ind i Evigheden, ind i Fuldkommenhedens Land. Men Ynglingen skal jo gaae ud i Verden, og derfor er det svigefuldt at tale saaledes, uden at minde ham om, selv at holde sig til Gud for at lære, hvad Kjerlighed er, og om, at Verden, hvis den ikke af Gud har lært det Samme (ak, og saa var det jo Fuldkommenhedens 121 Land Ynglingen betraadte) har en ganske anden Forestilling. Dersom Christus ikke havde været Kjerlighed, og Kjerligheden i ham Lovens Fylde, mon han da var bleven korsfæstet? Dersom 134 han havde slaaet af i Fordringen til sig selv og været enig med dem, som gjøre Kjerlighed til alt Andet end til Lovens Fylde guddommeligt forstaaet, dersom han istedenfor af Kjerlighed at være Verdens Lærer og Frelser havde i Lighed med Verdens Forestilling omdannet sin Forestilling om hvad det er at elske: mon han da ikke var bleven elsket og priset af Alle, eller vel endog (o, rædsomme Afsindighed!) forgudet af Tilhængere? Dersom Apostlene ikke havde holdt fast ved, at Kjerlighed er Lovens Fylde og altsaa noget Andet end Opfyldelse af menneskelige Overeenskomster og Deeltagelse i menneskeligt Sam125menhold, dersom de ikke havde holdt fast ved i denne Forstand at elske Menneskene, uden at ville indlade sig paa at lempe sig efter Verdens Forestilling om hvad det er at elske: mon de vare blevne forfulgte? Thi hvad er det Verden elsker og kalder Kjerlighed, hvad Andet end ►Halvhed og heelt jordisk Sammenhold i Verdslighed, hvilket netop, evigt forstaaet, er Halvhed. ►Mon og nogensinde noget Menneske er blevet mere udskreget for Selvkjerlighed end Den, der virkeligen holdt sig til Guds-Fordringen og i Troskab til denne elskede Menneskene, derfor ogsaa vedblev at elske dem skjøndt forfulgt og miskjendt? Er det ikke ogsaa naturligt, at Verden vredes, at der er Een, som af et saadant Menneske elskes høiere, Een, i Kjerlighed til hvem en Saadans Kjerlighed er til Menneskene? Naar Ens Stræben gaaer ud paa at vinde jordisk Fordeel, saa klager man ►vistnok uretfærdigt over Verden, hvis man klager over slet ingen Venner at finde, thi til den Priis kan man nok blive elsket, vinde Venner, have Flere eller Færre, med hvem man – kjerligt holder sammen. Men naar et Menneskes Stræben gaaer ud paa ubetinget, med alle Opoffrelser, med Opoffrelse af Alt, forarmet, foragtet, ►udelukket af Synagogen, at holde sammen med Gud i at elske Menneskene: saa kan Du for den Sags Skyld gjerne i Avisen bekjendtgjøre, at Du søger en Ven – naar Du blot tilføier Betingelserne, og altsaa her med særligt Eftertryk, »at det ikke er for Fordelens Skyld«; Du finder vanskeligt Nogen. Vi forundre os over, at ►Christus valgte saadanne ringe Mennesker til Apostler, 135 men, fraseet hvad der ►vistnok var bestemmende i Valget, at jo ringere Apostelen var som Menneske desto stærkere Eftertryk paa den ham forundte guddommelige Myndighed, 122 mon det ikke næsten er mere forunderligt, at Christus dog fik dem, at det altsaa virkeligen lykkedes ham at danne ►en Forening af Elleve, hvis Bestemmelse var at holde sammen i Beredvillighed til at lade sig hudflette, forfølge, bespotte, korsfæste, halshugge, og hvis Bestemmelse tillige ikke var, indbyrdes at smigre hinanden, men tvertimod gjensidigt at hjælpe hinanden til Ydmyghed for Gud? Mon det ikke vilde lyde som en forfærdelig Spot over, hvad Verden forstaaer ved Kjerlighed, men mon det ikke ►derhos kunde virke som en gavnlig Opvækkelse, hvis En ►i disse Tider, da der dannes saa mange Selskaber, bekjendtgjorde, at han agtede at stifte en saadan Kjerligheds Forening? Thi at der, naar En vil bringe alle Offrene, saa er ►en Slump, der i al Magelighed ønske at have 126Fordeel af hans Opoffrelser, det kan Verden forstaae, den Art Deeltagelse, som heelt om Udbyttet ingenlunde er endog blot ►halvt om Arbeidet, findes dog nok i Verden. Og det forstaaer sig, den sande Deeltagelse findes ogsaa paa Jorden, men hvor Du finder den, vil Du finde den hadet og forfulgt af Verden. Forsøg det, tænk Dig et Menneske (og Du Behøver jo end ikke at tænke ham i Besiddelse af den Fuldkommenhed, som udmærker ►hine Herlige, der, forskudte af Slægten, bleve Slægtens Hæder), tænk Dig et Menneske, der var eller blev, eller var og blev saaledes ulykkelig, at Jordens Goder og jordisk Fordeel i hans Øine havde tabt Tillokkelsen, saaledes ulykkelig, at han, ►»træt af at sukke« (►Psalm. 6, 7), ►som vi i den hellige Skrift læse om den ulykkelige Sara (ⓘ ►Tob. 3, 12►Tob. 3, 12] R, Tob. 3, 11 A), »saare bedrøvet vilde hænge sig«, tænk Dig, at det da just i Nødens mørkeste Time blev ham ganske klart, at trods al hans Ulykke, som visseligen ikke lindredes, ►om han vandt hele Verdens Goder, da deres Besiddelse ved at opfordre til den glade Nydelse for ham vilde være en smertelig Erindring om hans Elendighed, og egentligen heller ikke forøgedes ved jordisk Gjenvordighed, der snarere, ligesom ►det mørke Veierligt for den Sørgmodige, vilde sam136stemme med hans Sindsstemning, tænk Dig, at det blev ham ganske klart, at det Høieste dog endnu for ham stod tilbage, det at ville elske Menneskene, at ville tjene det Gode, tjene Sandheden ene for Sandhedens Skyld, det Eneste, der i Sandhed kunde opmuntre hans bekymrede Sind og skjenke ham Livslyst for en Evighed – tænk Dig en Saadan i Verden, og Du skal see, det vil gaae ham ilde, han vinder ikke Verdens Kjerlighed, han vil ikke blive forstaaet, ikke elsket af Verden. I Forhold til som Menneskene lidt 123 mere eller lidt mindre tilhøre Verden, ville Nogle beklage ham, Nogle smile af ham, Nogle helst være ham qvit, fordi de ►mærkede Braaden, Nogle misunde ham og dog ikke misunde ham, Nogle føle sig tildragne af ham, men dog igjen tilbagestødte, Nogle arbeide ham imod men dog have Alt i Beredskab til at ære ham efter hans Død, nogle Ynglinge qvindeligt føle sig henrevne af ham, men blot lidet ældre ikke mere ganske forstaae ham; men Verden vilde ligefrem og aabenlyst bevise hans Selvkjerlighed, fordi han hverken skaffede sig selv eller Andre, ja ikke noget eneste andet Menneske, jordisk Fordeel. Bedre er Verden ikke; det Høieste den anerkjender og elsker er, naar det kommer høiest: at elske det Gode og Menneskene, dog saaledes, at man tillige passer 127paa sin egen og nogle Andres jordiske Fordeel. Hvad der gaaer derover kan Verden med sin bedste Villie – nu dette er jo kun en Talebrug – ikke begribe; eet Skridt derud over, og Du har tabt Verdens Venskab og Kjerlighed. Saaledes er Verden og dens Kjerlighed. Ingen Iagttager, der ►med en Gradestok prøver en Vædskes Vægtfylde, kan sikkrere indestaae for, hvor mange Grader den holder, end jeg vil indestaae for denne Opfattelse af Verdens Kjerlighed, der ikke er aldeles ond, som den stundom ►hidsigt fremstilles, heller ei ►ubedærvet, men saadan til en vis Grad god og ond. Men christeligt forstaaet er rigtignok dette »til en vis Grad« af det Onde.

✂ Dog dette sige vi ikke for at dømme, lader os ikke spilde Tiden derpaa; Overveielsen søger kun ved Tankens og ved lidt Menneskekundskabs Hjælp at gjennemtrænge Sandsebedragene, eller at forstaae ►hiint apostoliske Ord ind i Livets daglige 137 Forhold, hvor just Sandsebedragene høre hjemme. Der behøves ►vistnok ingen Tid for at blive bedragen, det kan man strax blive og saa vedblive længe at være det; men for at blive opmærksom paa Bedraget bruges der Tid. Det er vistnok det lettere i en Fart at faae anskaffet sig en Indbildning om hvad Kjerlighed er, og saa tilfredsstille sig selv i sin Indbildning, det langt lettere i en Hast at faae nogle Stykker Mennesker at holde sammen med i Selvkjerlighed, indtil det Sidste elsket og agtet af dem: der er overhovedet Intet saa let og Intet saa selskabeligt som det at fare vild. Men er dette Dig det sidste og høieste Formaal at faae Livet gjort let og selskabeligt, saa indlad Dig aldrig med Christendommen, ►flye den, thi den vil lige det Modsatte, vil gjøre Dig Livet vanskeligt og gjøre det just ved at gjøre Dig eensom for Gud. Ingen Alvorlig bliver derfor træt af at efterspore 124 Sandsebedragene, thi ►forsaavidt han er en Tænkende frygter han meest af Alt det at være i en Vildfarelse – hvor beqvem Indretningen, hvor godt end Selskabet var; og som Christen frygter han meest at være fortabt uden at vide af det – hvor smigrende, hvor glimrende end Omgivelsen og Selskabet var.

✂ At saaledes Fordringsfuldhed ikke er Kjerlighed synes saa let at indsee, at man skulde troe, Ingen kunde ►falde paa at være af den Mening. Dog er dette ikke altid Tilfældet, og her er just et Exempel paa et Sandsebedrag, forsaavidt den blot menneskelige Dom skulde være den afgjørende. Dersom den Fordringsfulde selv vilde falde paa at kalde det 128Kjerlighed, da vilde man vel gjøre Indsigelse, da var det heller ikke noget Sandsebedrag; dette fremkommer kun, naar de Andre ønske at blive Gjenstand for denne Fordringsfuldhed, ansee den for Kjerlighed, prise den som Kjerlighed og ham som kjerlig. Uden at være nogen stor Menneskekjender er det ikke vanskeligt at paavise Livsforhold, hvor et Menneske kan være saaledes stillet, at der er dem, som netop ville synes godt om ham, netop rose hans Kjerlighed, hvis han under Navn af Kjerlighed vil fordre Alt af dem. Der gives jo Mennesker, som egentligen ikke vide Andet om Kjerlighed end at den er Kjælerie. Saa138danne Mennesker ville just, at Den, de skulle elske og holde af, skal være fordringsfuld. Der gives Mennesker, som umenneskeligt have glemt, at ethvert Menneske skal styrke sig ved den for alle Mennesker fælles guddommelige Lighed, at derfor, hvad enten et Menneske er Mand eller Qvinde, fattigt Begavet eller rigt Begavet, Hersker eller Træl, Tigger eller Rigmand, bør og tør Forholdet mellem Menneske og Menneske aldrig være dette, at den Ene tilbeder, den Anden er en Tilbedet. Dette er saa let at indsee, at man maaskee tænker denne Afskyelighed kun kan hidrøre fra en Misbrug af Overlegenheden, altsaa fra den Overlegne. Ak, den kan ogsaa hidrøre fra den Afmægtige, der selv ønsker den, for nemlig dog paa den Maade, at have en Slags Betydning for den Overlegne. Tag Evighedens ►Ligelighed bort og dennes guddommelige Opreisning, ►det er, antag, at den er glemt, saa veed den svage Qvinde i Forhold til den overlegne Mand, den svagt Begavede og dog Forfængelige i Forhold til den mægtigt Begavede, den Fattige og dog kun verdsligt Bekymrede i Forhold til »den almægtige Mand«, den meget Underordnede og dog Jordisksindede i Forhold til Herskeren, de veed ikke Andet som Udtryk for Forholdet end at ►henkaste og bortkaste 125 sig selv. Og da de dog, fordi de intet Høiere ville kjende, intet Høiere kjende, saa ønske de selv denne Afskyelighed, ønske den med al Lidenskab. Ønsket er at være til for den Mægtige; som Magt lader det sig verdsligt ikke gjøre, saa bliver Henkastelsen det Ønskede. Er det maaskee ikke seet, at en Pige hellere vilde umenneskeligt bortkaste sig selv og tilbede den Forgudede, blot begjerende Eet af ham, at han umenneskeligt skulde fordre Alt af hende, og paa dette Vilkaar høit prisende hans Kjerlighed, hellere end at forstaae, at for Gud ere alle disse Forskjelligheder mellem Menneske og Menneske Spøg, Tant, ofte til Fordærvelse! 129Og dog vil Pigen kalde det Selvkjerlighed, om den Forgudede søgte at bibringe hende denne Kundskab. Er det ikke seet, at det svage, ved at glemme Gud, ►nedrige Menneske kun havde eet Ønske, at maatte kaste sig i Støvet for Herskeren – for dog at være til for ham, kun een Begjering, at Herskeren vil træde paa 139 ham, for saa glad at prise Herskerens ►huldsalige Kjerlighed og Hjertensgodhed! Er det ikke seet, at hine Forfængelige, som ganske have glemt Gud, blot ønske et Forhold til den ►Udmærkede, villigen kalde det nedrigste et Tegn paa hans Kjerlighed! Og vil han det ikke, vil han netop forebygge dette ved at hjælpe dem til hiin salige Lighed for Gud, da kaldes dette Selvkjerlighed. O, naar først det Evige er taget bort af et Menneske eller det er i ham som var det ikke tilstede, det Evige, som paa een Gang er hvad der kan køle alle usunde ►Hidsigheder i Forholdet mellem Menneske og Menneske, men ogsaa hvad der kan opflamme naar Timeligheden vil isne, naar først det Evige er taget bort af et Menneske, da er der ingen Sikkerhed for, at han kan falde paa at kalde det Afskyeligste med Kjerlighedens Navn og selv lidenskabeligt attraae at være Gjenstand for denne Afskyelighed. Man kan umenneskeligt ville gjøre sig uundværlig ved sin Magt, men man kan ogsaa umenneskeligt ville gjøre sig uundværlig ved sin Afmagt, og derfor netop krybende, tryglende kalde et andet Menneskes Fordringsfuldhed Kjerlighed.

✂ Men Evighedens Fordring skal ikke fritage et Menneske fra at opfylde Guds Lov, om saa hele Verden vilde fritage ham, om saa hele Verden vilde elske hans Fordringsfuldhed, men misforstaae hans Kjerlighed, fordi denne maaskee først gjennem Fortvivlelse kan lære de Fortvivlede at holde sig til Gud, istedenfor tryglende at ►tage Skade paa deres Sjele. Evighedens Fordring skal forhindre Kjerligheden fra at standse i noget Selvbedrag og fra at tilfredsstille 126 sig selv i noget Sandsebedrag, og det skal ingen Undskyldning være, at Menneskene jo selv ønske det, selv kalde det Kjerlighed og at elskes at blive Fordringsfuldhedens Gjenstand. Det er Gud, der har nedlagt Kjerligheden i Mennesket, og det er Gud, som skal bestemme, hvad der i ethvert Tilfælde er Kjerlighed.

✂ Men naar saa Vennen, den Elskede, de Elskede, ►de Medlevende mærke, at Du af Gud vil lære hvad det er at elske, istedenfor at lære det af dem, saa ville de maaskee sige til Dig: »spar Dig selv, opgiv denne 130Overspændthed, hvorfor 140 vil Du tage Dig Livet saa nær, mindsk Fordringen, saa ville vi leve et skjønt, et riigt, et betydningsfuldt Liv i Venskab og Glæde.« Og dersom Du giver efter for dette falske Venskabs ►Indskydelser, da skal Du blive elsket, blive priset for Din Kjerlighed. Men vil Du det ikke, vil Du hverken i at elske være en Forræder mod Gud eller mod Dig selv, eller mod de Andre, da maa Du finde Dig i at blive kaldet Selvkjerlig. Thi Din Overbeviisning, at det at elske sig selv i Sandhed er at elske Gud, det at elske et andet Menneske at hjælpe ham til at elske Gud, denne Din Overbeviisning skal Din Ven maaskee ikke bryde sig om. Han ►mærker vel, at Dit Liv, dersom det i Sandhed forholder sig til Guds-Fordringen, indeholder, selv om Du Intet siger, en Paamindelse, en Fordring til ham – denne er det han vil have bort. Lønnen derfor er Venskabet og det gode Navn af en Ven. I Verden har ►destoværre det Verdslige i den Grad Overhaand, at man, naar man taler om falsk Venskab, strax tænker paa et Bedrag i Forhold til jordiske Fordele, eller en Troløshed i Forhold til jordiske Goder. Og dette var ►vistnok ikke Din Vens Hensigt eller Mening. Han vilde kun bedrage Dig for Guds-Forholdet, og at Du, som Ven, var ham behjælpelig i at bedrage sig selv: saa vilde han i Bedraget trofast holde sammen med Dig for Liv og Død. Man taler om Verdens Falskhed og tænker derved strax paa, at den bedrager En i Henseende til jordiske Goder, skuffer Ens store Forventninger, spotter Ens dristige Planer, men at den, naar den i denne Henseende ærligt holder Alt, mere næsten end den har lovet, da just kan bedrage allerfarligst, denne dens farligste Falskhed tænker man sjeldnere paa, at Verden ved sit – oprigtige Venskab (thi det falske Venskab var jo naar den bedrog En for det Timelige) vil lære En at glemme Gud. Man taler om at forskrive sig til den Onde, og hvis man spørger, hvilke Fordele der da bydes ►til Vederlag, saa vil man nævne Magt, Ære, Lysters Tilfredsstillelse og Deslige. 127 Men at man ved en saadan Forskrivelse tillige kan vinde at blive elsket af Menneskene, priset for sin Kjerlighed, det glemmer man at tale om og at tænke 141 paa. Dog er dette Tilfældet – thi det Modsatte er og var jo Tilfældet, at ►De, som i Kjerlighed til Gud elskede Menneskene, bleve hadede i Verden. Som Verden ved at ►byde Magt og Vælde har villet friste et Menneske til at glemme Gud, og saa igjen behandlet det samme Menneske ►som et Udskud, fordi han bestod i Fristelsen: saaledes har Verden ogsaa fri131stende budet En sit Venskab, og igjen hadet ham, fordi han ikke vilde være dens Ven. Det Evige, Guds-Fordringen til Kjerligheden vil Verden ikke gjerne høre Noget om, endnu nødigere ⓘ seesee] K, seet A det udtrykt i Livet. Men mon Verden derfor siger om sig selv, at den er selvkjerlig? Ingenlunde. Og hvad gjør saa Verden? Saa siger Verden om Den, som vil holde sig til Gud, at han er selvkjerlig. ►Den Udvei er gammel: at offre Een, naar alle de Andre kan have Fordeel deraf.

✂ Deri er nemlig Gud og Verden enige, at Kjerlighed er Lovens Fylde, Forskjellen er, at Verden ved Loven forstaaer Noget, den selv hitter paa; og Den, som samtykker dette og holder sig det efterrettelig, han er kjerlig. Hvor Mangen har ikke en Piges Kjerlighed, guddommelig forstaaet, fordærvet, netop derved, at han, bedragen for sit Guds-Forhold, blev hende altfor tro, medens hun til Gjengjeld var uudtømmelig i Lovtaler over hans Kjerlighed! Hvor Mangen har ikke Slægt og Venner fordærvet, medens dog hans Fordærvethed var som var den ikke, thi nu blev han netop elsket og priset for sin Kjerlighed – af Slægt og Venner! Hvor Mangen har ikke en Samtid fordærvet, den Samtid, som til Vederlag forgudede hans kjerlige Sind, fordi den fik ham til at glemme Guds-Forholdet og forvandlet til Noget, man støiende kan ►stadse med, juble for, ►blødagtigt beundre, uden at fornemme nogen Paamindelse om det Høiere? Thi for at gjøre et andet og sandeligen alvorligt Spørgsmaal, og for tillige end ikke at pege paa ►det høieste Forbillede, men nøies med et ringere, der dog i den saakaldte Christenhed destoværre er tilstrækkeligt nok, ►hvorfor mon hiin Oldtidens eenfoldige Vise, da han, af Selvkjerligheden og Verdsligheden anklaget for Letsindighedens Domstol, dømt fra Livet forsvarede sit Liv: hvorfor mon han 142 sammenlignede sig med en »Bremse« i samme Øieblik, som han kaldte sig selv en guddommelig Gave, og ►hvorfor mon han elskede Ynglinge saa høit? Mon ikke det Første, fordi han, som en Hedning kunde det, havde elsket Menneskene i 128 noget Høiere, altsaa fordi han havde virket opvækkende og ikke paa nogen Maade ladet sig fortrylle af Timeligheden eller af noget Menneske, ikke af noget dvask eller hidsigt Sammenhold i Elskov, i Venskab, i Overeenskomst med Andre, med en Samtid, men foretrukket at være den Selvkjerlige, den Drillende, hvem Ingen elskede? Mon ikke det Sidste, fordi han indsaae, at Ynglinge dog endnu have en Modtagelighed for det Guddommelige, hvilken saa let tabes i Aarene, ►i ⓘ HandelHandel] R, Hande A 132og Vandel, i Elskov og Venskab, i Underkastelse under en blot menneskelig Dom og under Tidens Fordringer? Altsaa, fordi han ved det Evige og ved ►»noget Guddommeligt« havde forhindret sin Kjerlighed til Menneskene fra at standse i Selvbedrag eller Sandsebedrag, altsaa, fordi han, ved at holde sig selv nær til Fordringen, havde været som en Fordring til Menneskene.

✂ Dersom Du derfor paa nogen Maade, om end i menneskelig Skrøbelighed, vil eftertragte at ►fuldkomme det apostoliske Ord, at Kjerlighed er Lovens Fylde: da ►tag Dig iagt for Menneskene! Mon vel i den Forstand, at Du skulde lade være at elske dem? O, hvilken Urimelighed, hvorledes skulde saa Din Kjerlighed kunne blive Lovens Fylde! Men tag Dig iagt for, at det ikke bliver Dig vigtigere, at Du ansees for at elske dem, end at Du elsker dem; tag Dig iagt for, at det ikke er Dig vigtigere at blive elsket end Det, hvori I skulle elske hinanden; tag Dig iagt, at de ikke franarre Dig det Høieste, fordi Du ikke kan taale at blive kaldet selvkjerlig! Beraab Dig heller ikke, for at bevise Din Kjerlighed, paa Menneskenes Dom om Dig; thi Menneskenes Dom har kun forsaavidt Gyldighed, som den stemmer med Guds-Fordringen, i andet Fald ere Menneskene blot Dine Medskyldige! Lær tillige, og glem aldrig Lærdommen, dette Veemodige, som er Jordlivets Sandhed, at al Kjerlighed mellem Menneske og 143 Menneske hverken kan eller skal være fuldkommen lykkelig, aldrig tør være fuldkommen tryg. Thi, guddommelig forstaaet, har selv den lykkeligste Kjerlighed mellem Menneske og Menneske endnu een Fare, som den blot menneskelige Opfattelse af Kjerlighed ikke tænker paa, den Fare, at den jordiske Kjerlighed kunde blive for hæftig, saa Guds-Forholdet forstyrredes, den Fare, at Guds-Forholdet, naar der menneskeligt talt er idel ►Fred og ingen Fare end ikke at øine, kan kræve selve denne den lykkeligste Kjerlighed som Offer. Og af denne Fares Mulighed følger, at Du, selv i det lykkeligste Kjerligheds-Forhold, altid maa vaage bekymret, skjøndt dette jo ikke er Bekymringen, at Du skulde 129 blive træt af den Elskede eller den Elskede af Dig, men bekymret for, at I skulle glemme Gud, eller den Elskede gjøre det, eller Du selv. Og af denne Fares Mulighed følger, for at minde om Indledningen til denne Overveielse, hvor vanskeligt det, christelig forstaaet, maa være at love Kjerlighed, naar det at holde kan betyde at skulle være hadet af den Elskede. Kun Gud, der jo, ►som udviklet blev, 133ogsaa er Kjerlighedens eneste, sande Gjenstand, er det altid lykkeligt, altid saligt at elske; Du skal ikke vaage i Bekymring, men kun vaage i Tilbedelse.

✂

✂ Kjerlighed er Lovens Fylde. Men Loven er jo de uudtømmelige Bestemmelsers Mængde, hvorledes skulle vi da blive færdige med at tale derom? Saa lad os samle det Mangfoldige paa det Afgjørende. Lovens Fordring maa nemlig være en dobbelt, deels en Fordring til Inderlighed, og deels en Fordring til Vedvarenhed.

✂

✂ Hvilken er nu den fordrede Inderlighed? Den blot menneskelige Opfattelse af Kjerlighed fordrer ogsaa Inderlighed, Hengivenhed, Opoffrelse, men bestemmer den blot menneskeligt. Inderlighedens Hengivenhed er: med enhver Opoffrelse at ►fyldestgjøre den Elskedes (Gjenstandens) Forestilling om hvad Kjerlighed er, eller dog paa eget Ansvar at ville vove at afgjøre, hvad Kjerlighed er. Men guddommeligt forstaaet er det, 144 at elske sig selv at elske Gud, og det i Sandhed at elske et andet Menneske at være ham behjælpelig til eller i at elske Gud. Her er altsaa Inderligheden ikke bestemt blot ved Kjerligheds-Forholdet, men ved Guds-Forholdet. Den fordrede Inderlighed er da Selvfornegtelsens, som nærmere bestemmes ikke i Forhold til den Elskedes (Gjenstandens) Forestilling om Kjerlighed, men i Forhold til at hjælpe den Elskede til at elske Gud. Deraf følger, at Kjerligheds-Forholdet som saadant kan være det Offer, der fordres. – Kjerlighedens Inderlighed maa være opoffrende, og altsaa uden at fordre nogen Løn. Den reent menneskelige Opfattelse af Kjerlighed lærer ogsaa, at Kjerligheden ingen Løn fordrer – kun vil den være elsket, som var dette ingen Løn, som bliver det hele Forhold dog saa ikke indenfor Bestemmelsen af Forholdet mellem Menneske og Menneske. Men den christelige Kjerligheds Inderlighed er villig, til Løn for sin Kjerlighed at være hadet af den Elskede (Gjenstanden). Dette viser, at denne Inderlighed er et reent Guds-Forhold, den har ingen Løn, end ikke den at være elsket: saaledes tilhører den ganske Gud, eller Mennesket i den ganske Gud. Den Selvfornegtelse, den Selvbeherskelse, den Selvopoffrelse, som 130 dog kun er en Omsætning indenfor Timeligheden, indenfor Menneskelighedens Synskreds, er ikke den christelige i Sandhed, er som en Spøg i Sammenlig134ning med den christelige Alvor, er som et første Tilløb til den christelige Afgjorthed. Man vil offre Dette eller Hiint og Alt, men man haaber dog paa at blive forstaaet, og derved at blive i Meningens Sammenhæng med Menneskene, som da maae anerkjende og glæde sig ved Ens Opoffrelser; man vil forlade Alt, men man mener dog ikke dermed at skulle blive forladt af Sproget og Menneskenes Forstaaelse. Opoffrelsens Bevægelse bliver da en ►tilsyneladende, den gjør Mine til at forlade Verden, men bliver dog indenfor Verden. Vi ville ingenlunde ►nedsætte dette, o, selv denne blot menneskelige Opoffrelse findes maaskee sjeldent nok. Men, christeligt forstaaet, maae vi sige den bliver staaende paa Halvveien. Den bestiger et høit Sted, thi 145 menneskeligt talt staaer jo Opoffrelse høit, den kaster Alt fra sig for at bestige dette ophøiede Sted, hvis Høide Beundringen opdager, medens Opoffrelsen seer, at den er seet. Men at staae paa dette ophøiede Sted (thi sandeligen, Opoffrelse er Ophøiethed) ►anklaget, foragtet, hadet, bespottet værre næsten end den Nedrigste blandt de Nedrige, altsaa, overmenneskeligt anstrænget for at naae det ophøiede Sted at staae paa det ophøiede Sted saaledes, at det forekommer Alle, som stod man paa Foragtethedens laveste Sted: dette er christeligt forstaaet Opoffrelse, og det er tillige, menneskelig forstaaet, Afsindighed. Kun Een seer det sande Sammenhæng, og han beundrer ikke; thi Gud i Himlene beundrer ikke noget Menneske. Tvertimod, medens den sande Opoffrelse kun har eet eneste ►Tilhold: Gud, saa er den dog igjen som forladt af Gud, thi den forstaaer for Gud, at den slet ingen Fortjeneste har, men forstaaer tillige menneskeligt, at den ved kun at offre det Halve af hvad den offrede, vilde blive forstaaet af Menneskene, elsket, beundret, og dog i en vis Forstand for Gud betyde det Samme som den sande Opoffrelse, thi for Gud har ingen, ingen Opoffrelse Fortjeneste. Dette er christelig forstaaet Opoffrelse og er tillige menneskelig forstaaet Afsindighed. Dette er christelig forstaaet at elske; dersom ►det er saa, at det at elske er den høieste Lykke, er dette jo den tungeste Lidelse, – dersom da det at forholde sig til Gud ikke var den høieste Salighed!

✂ Den anden Lovens Fordring er til Kjerlighedens Vedvaren ►i Tidens Længde. Denne Fordring gjør den blot menneskelige Opfattelse af Kjerligheden ogsaa, dog er, christeligt forstaaet, Fordringen 131 en anden, da jo den fordrede Inderlighed er en anden. Fordringen til Vedvaren i Tiden 135er, at Kjerlighedens samme Inderlighed skal bevares i Tidens Længde, hvilket forsaavidt i en vis Forstand er et nyt Udtryk for Inderligheden. Saasnart Du mener, at Du i Din Kjerlighed har gjort nok, eller elsket længe nok, og nu maa fordre Noget af den Anden, saa opdager Du jo derved, at Din Kjerlighed er ifærd med at blive en Fordring, som var der, hvor opoffrende og hen146given Din Kjerlighed end er, dog en Grændse, hvor den maatte vise sig i Grunden at være en Fordring – men Kjerlighed er Lovens Fylde. Thi det er intet stort Selvfornegtelsens Øieblik, hvorom vi tale; Loven fordrer jo den samme Inderlighed i Tidens Længde. I Tidens Længde! Men er det ikke ligesom at forvride et Menneskes Sjel og en Selvmodsigelse i Fordringen, paa eengang at gjøre Fordringen i saa forskjellig Retning, i Retning af Længde og i Retning af Dybde. See, Pilen flyver hurtigt gjennem Luften i Længden, men hvis den paa samme Tid skulde bore sig ned i Jorden og dog vedblive at flyve med Pilens Fart: ak, hvilken Fordring! See, i Begeistringens store Øieblik, da dvæler det Evige, men naar saa Tiden begynder sin rastløse Travlhed, naar den bliver ved at gaae – da ikke at gaae med Tiden fra Begeistringen, men ►iilsomt at gaae med Tidens Hastighed, og dog langsomt med det Eviges Dvælen! At ►ligge paa sit Yderste (og naar et Menneske i Selvfornegtelse har maattet bringe det tungeste Offer: til Løn for sin Kjerlighed at være hadet af dens Gjenstand, da er han jo som Den, der ligger paa sit Yderste), og da at have en Fremtid, et langt Liv for sig, skjøndt Alt er forbi, altsaa, paa eengang og i ethvert Øieblik liggende paa sit Yderste at skulle gaae opreist fremad: hvilken Fordring! At ligge ned er jo lige det Modsatte af at gaae opreist, men at ligge paa sit Yderste er jo det meest afgjørende Udtryk for at ligge ned og altsaa den størst mulige Afstand fra Opreistheden. Har Du nogensinde seet en træt Vandrer, bærende en tung Byrde, at kæmpe med hvert Skridt for ikke at synke til Jorden: opreist holder han sig kun med stor ►Møie, han kæmper for ikke at segne. Men at være segnet, at ligge ned, at ligge paa sit Yderste og saa at ile freidigt fremad med den Opreistes Gang: ►vidunderligt! Og dette kan Fordringen være, og være tillige til Vedholdenhed i Tidens Længde.

✂ Ak, i Aandens Verden er der noget Bedragerisk, hvortil der intet Tilsvarende findes i den udvortes Verden. Vi sige saaledes, at Barnet maa lære at stave førend det kan lære at 147 læse. Dette er nu 132 eengang saa, 136en uomgaaelig Nødvendighed; det er aldrig hændt noget Barn, at det ved en Tilsyneladelse, et Sandsebedrag blev foranlediget til at indbilde sig, at det, længe førend det kunde stave, allerede kunde læse. Men i Aandens Forhold hvor forførerisk! Thi begynder ikke her Alt med Beslutningens, Forsættets, Løftets store Øieblik – hvor man jo læser saa flydende som den fuldendteste Forelæser den bedst indøvede Indenadslæsning. Og saa kommer først det Næste, saa skal man til det ganske Smaa, det reent Dagligdags, der slet ikke vil gjøre noget stort Indtryk eller vil hjælpe En ved det dristige Sammenhæng – ak, det er tvertimod som ved Stavningen, der river Ordene fra hinanden og i Stykker, saaledes er det jo i de lange, lange Timer, naar man ikke kan komme til Meningen og forgjeves venter paa Sammenhænget. At stride med sig selv i Selvfornegtelse, især hvis man skal seire, er anseet for den vanskeligste Strid; og at stride med Tiden, hvis man skulde seire ganske, er anseet for en Umulighed.

✂ Den tungeste Byrde, der blev lagt paa et Menneske, (thi Syndens Byrde lagde han selv paa sig), er i en vis Forstand Tiden – sige vi ikke ogsaa, at den kan være dræbende lang! Og dog paa den anden Side hvilken formildende, hvilken lindrende, hvilken ►bestikkende Magt har ikke Tiden! Men dette Formildende, dette Bestikkende er jo en ny Fare. Hvis et Menneske gjorde sig skyldig i Noget – blot en Tid er gaaet, især hvis han i den synes at have gjort nogen Fremgang til det Bedre: hvor langt mildere forekommer Skylden ham? Men er dette vel saa? Er det da ogsaa saa, at naar den Tankeløse Øieblikket efter har glemt sin Skyld, saa er den glemt?

✂ Siig saa om det er muligt at tale over dette Ord, at Kjerlighed er Lovens Fylde, uden mod sin Villie at dømme, hvis det dog kun er Ens Villie at dømme sig selv! Er der noget nøiagtigere Udtryk for, hvor uendeligt langt et Menneske er fra at opfylde Fordringen end dette, at Afstanden er saa stor, at han egentligen ikke engang kan beregne den, ikke kan 148 gjøre Regnskabet op! Thi ikke blot forsømmes der dagligt saa meget, for ikke at tale om hvad der ►forskyldes, men naar saa nogen Tid er gaaet, er man end ikke istand til nøiagtigt at angive Skylden, som den forekom En selv, fordi Tiden forandrer og formilder Ens Dom om det Forbigangne – ak, men ingen Tid forandrer Fordringen, Evighedens: at Kjerlighed er Lovens Fylde.

✂

149 133 137 III. B

Kjerlighed er Samvittighedens Sag

✂ ►►1 Tim. 1, 5. Men Summen af Budet er Kjærlighed af et reent Hjerte, og af en god Samvittighed, og af en Uskrømtet Tro.

✂

✂ Dersom man med eet eneste Ord skulde angive og betegne ►den Seier, Christendommen har vundet over Verden, eller endnu rigtigere ►den Seier, hvorved den har mere end overvundet Verden (da Christendommen jo aldrig har villet seire verdsligt), den Uendelighedens Forandring, som Christendommen tilsigter, ►hvorved i Sandhed Alt er blevet som det var og dog i Uendelighedens Forstand Alt nyt (thi Christendommen har aldrig været Ven af ►Nyheds-Kram) – saa veed jeg intet kortere, men heller intet mere afgjørende end dette: den har gjort ethvert menneskeligt Forhold mellem Menneske og Menneske til et Samvittigheds-Forhold. Christendommen har ikke villet styrte Regjeringer fra Thronen, for at sætte sig selv paa Thronen, den har i udvortes Forstand aldrig stridt om Pladsen i ►den Verden, af hvilken den ikke er, (thi i ⓘ HjertetsHjertets] SKS, Hjertes A Rum, hvis den der finder Plads, tager den dog ingen Plads 150 i Verden), og dog har den uendeligt forandret alt Det, som den lod og som den lader bestaae. Som nemlig Blodet banker i hver en Nerve, saaledes vil Christendommen med Samvittighedsforholdet gjennemtrænge Alt. Forandringen er ikke i det Udvortes, ikke i det Tilsyneladende, og dog er Forandringen uendelig, som hvis et Menneske, istedenfor Blod i sine Aarer havde ►hiin guddommelige Vædske, om hvilken Hedenskabet drømte – saaledes vil Christendommen ►indaande det 138evige Liv, det Guddommelige i Menneskeslægten. Derfor har man sagt, at ►de Christne var et Folk af Præster, og derfor kan man, naar man betænker Samvittigheds-Forholdet, sige, at det er ►et Folk af Konger. Thi tag det ringeste, det meest overseete ►Tjeneste-Menneske, tænk Dig hvad vi kalde en ret eenfoldig fattig stakkels Arbeidskone, der erhverver sit Udkomme ved det ringeste Arbeide: hun har, christeligt forstaaet, Lov til, ja vi bede hende ret ►indstændigt i Christendommens Navn, at hun vil gjøre det, hun har Lov til, medens hun udfører sit Arbeide, talende 134 med sig selv og med Gud, hvad der ingenlunde sinker Arbeidet, hun har Lov til at sige »jeg gjør dette Arbeide for Daglønnen, men at jeg gjør det saa omhyggeligt som jeg gjør, det gjør jeg – for Samvittighedens Skyld.« Ak, ►verdsligt er der kun eet Menneske, eet eneste, der ingen anden Forpligtelse erkjender, end Samvittighedens: det er Kongen. Og dog har hiin ringe Kone, christelig forstaaet, Lov til, kongeligt, at sige til sig selv for Gud »jeg gjør det for Samvittighedens Skyld!« Bliver Konen misfornøiet, fordi intet Menneske vil høre paa denne Tale, saa viser det blot, at hun ikke er christeligt sindet, ellers synes jeg dog, at det kan være nok, at Gud har tilladt mig at tale saaledes med ham – begjerligt ►at forlange Yttrings-Frihed i denne Henseende er en stor Daarskab mod sig selv; thi der er visse Ting, og deriblandt i Særdeleshed Inderlighedens Hemmeligheder, som tabe ved at offentliggjøres, og som ere ganske tabte, naar Offentliggjørelsen er bleven En det vigtigste, ja der er Hemmeligheder, som i saa Fald ikke blot ere tabte men ligefrem blevne Meningsløshed. Christendommens guddommelige Mening er i Fortrolighed at sige til ethvert Menneske: »hav 151 ikke travlt med at forandre Verdens Skikkelse, eller Dit Vilkaar, som hvis Du, for at blive ved Exemplet, istedenfor at være en stakkels Arbeidskone, maaskee kunde drive det til at blive kaldet ►Madamme, o nei, tilegn Dig det Christelige, og da skal det vise Dig ►et Punkt udenfor Verden, ved Hjælp af dette skal Du bevæge Himmel og Jord, ja, Du skal gjøre ►det endnu Vidunderligere, Du skal bevæge Himmel og Jord saa stille, saa let, at ingen mærker det.«

✂ Dette er Christendommens ►Undergjerning, vidunderligere end det at ►forvandle Vand til Viin, denne Undergjerning, i al Stilhed, uden noget Thronskifte, ja uden at en Haand rører sig, at gjøre ethvert Menneske guddommeligt forstaaet til en Konge, saa let, saa behændigt, saa vid139underligt, at Verden i en vis Forstand ikke behøver at faae det at vide. Thi i Verden udenfor, der skal og bør Kongen være den Eneste, som hersker efter sin Samvittighed, men at adlyde – for Samvittighedens Skyld skal være Enhver tilladt, ja det kan Ingen, Ingen forhindre. Og der indenfor, der langt inde, hvor det Christelige boer i Samvittigheds-Forholdet, der er Alt forandret.

✂ See, Verden ►gjør Allarm blot for at opnaae en lille Forandring, ►sætter Himmel og Jord i Bevægelse for Ingenting, ►som Bjerget, der 135 føder en Muus: Christendommen gjør i al Stilhed Uendelighedens Forandring som var det Ingenting. Det er saa stille, som intet Verdsligt kan være, saa stille som kun en Afdød og Inderligheden kan være; hvad ►er og Christendommen Andet end Inderlighed!

✂ Saaledes forvandler Christendommen ethvert Forhold mellem Menneske og Menneske til et Samvittigheds-Forhold, saaledes ogsaa Kjerlighedens. Det er dette vi nu ville betragte, at, christelig forstaaet,

✂