Kierkegaard, Søren Indøvelse i Christendom

V

Herre Jesus Christus, vistnok er det fra Høiheden Du drager et Menneske til Dig, og det er til Seier Du kalder ham, men dette vil jo sige, Du kalder ham til Strid og forjætter ham Seier i den Strid, til hvilken Du fra Høiheden kalder ham, Du store Seierherre. Saa bevare Du da vore Sjele som fra al anden Vildfarelse saa ogsaa fra denne, at vi indbilde os at være Medlemmer af en allerede her i Verden triumpherende Kirke. Dit Rige var jo ikke og er jo ikke af denne Verden, her i Verden ikke Din Kirkes Sted, kun Plads for den, hvis den vil stride og ved at stride skaffe sig Plads for at være til. Men vil den stride, da skal den heller aldrig fortrænges af Verden, det vil Du indestaae for; indbilder den sig derimod at skulle triumphere her i Verden, ak, da har den jo selv forskyldt, at Du unddrog den Din Bistand, da er den gaaet under, da har den forvexlet sig selv med Verden. Saa være Du da med Din stridende Kirke, at det aldrig maatte skee, at den – og det er jo den eneste Maade paa hvilken det kunde skee – udslettedes af Jorden ved at blive en triumpherende.


Joh. XII, 32: Og jeg, naar jeg bliver ophøiet fra Jorden, vil jeg drage Alle til mig .


»Ja, dette er let at forstaae; han har seiret, vi have blot at slutte os til ham for at dele Seieren med ham; kun ingen Sinkerier og Spidsfindigheder, saa er Sagen ganske simpel.« Ganske saaledes vilde vel neppe Nogen udtrykke sig i Ord, men maaskee var der dog baade Den og Den, som i sit stille Sind tænkte omtrent saaledes. Og hvad have vi saa fra vor Side at sige?

Man kunde gjøre opmærksom paa, at det, selv om intet Andet var til Hinder, ikke saa let lader sig gjøre, fordi Christi Liv i een Forstand staaer udenfor det ligefremme Forhold til hver Enkelt i Slægten, at han, som Gud-Mennesket, skjøndt sandt Menneske, dog er saaledes ueensartet med det enkelte Menneske, at det ikke saa ganske ligefrem lader sig gjøre uden videre, i en Slags fræk Nærgaaenhed, saadan at ville gaae paa Parti med ham. Man kunde gjøre opmærksom paa, at denne Christi (Gud-Menneskets) Ueensartethed med alle enkelte Mennesker ogsaa er udtrykt ved Læren om hans Gjenkomst. Thi det er ikke med ham som med et andet Menneske, der engang har levet, vundet maaskee en eller anden stor Seier, hvis Følger vi uden videre tilegne os, medens der Intet høres fra ham, endnu mindre, at han kunde komme igjen for at gjøre Regnskabet op med os, for, ved at fordre Sit eller sig selv igjen af os, at dømme os. Anderledes med Christus. Han levede her paa Jorden, dette hans Liv er Forbilledet. Derpaa indgaaer han til Høiheden, og saa siger han ligesom til Slægten: begynder nu I – og hvad er det de skulle begynde paa? paa at leve i Overeensstemmelse med Forbilledet – men, tilføier han, engang ved Tidens Ende kommer jeg igjen. Denne Form af Tilværelse gjør altsaa, om jeg saa tør sige, hele Kirkens Tilværelse her paa Jorden til en Parenthes eller et Parenthetisk i Christi Liv; med Christi Opfart til Høiheden begynder Parenthesens Indhold, og med hans Gjenkomst sluttes den. Det løber altsaa ikke her ud i Eet, som ellers i det historiske Forhold mellem en Enkelt og de Andre, der uden videre tage sig hans Seier til Indtægt; thi hverken er en saadan Enkelt Forbilledet, ei heller er en saadan Enkelt Den der vil komme igjen. Kun Christus er Den, der kan gjøre sit Liv til Prøven for alle Mennesker. Idet han farer op til Himlen, saa begynder Examens Tiden; den har nu varet i 1800 Aar, skal maaskee vare i 18000. Men (og dette hører just med til at det Mellemliggende er Examen) han kommer igjen. Og naar dette er saaledes, saa er al ligefrem Tilslutning til ham for uden videre at tage sig hans Seier til Indtægt umuligere end i Forhold til noget andet Menneske.

Dog dette ville vi her ikke videre opholde os ved, vi ville heller gjøre en anden Betragtning gjældende: er »Sandhed« noget Saadant, at i Forhold til denne det lader sig tænke, at En uden videre kan tilegne sig den ved Hjælp af en Anden? Uden videre, det er, uden selv at ville paa en lignende Maade udvikles, forsøges, kæmpe, lide som Den, der for ham erhvervede Sandheden? er det ikke lige saa umuligt som at sove eller drømme sig til Sandheden, lige saa umuligt uden videre at tilegne sig den, hvor lysvaagen man end er, eller er man lysvaagen, er dette ikke blot en Indbildning, naar man ikke forstaaer eller ikke vil forstaae, at der i Forhold til Sandheden ingen Forkortelse gives, som udelader det at erhverve, og i Forhold til det at erhverve fra Slægt til Slægt ingen væsentlig Forkortning, saa enhver Slægt og Enhver i Slægten væsentligen maa begynde forfra?

Thi hvad er Sandhed, og i hvilken Forstand var Christus Sandheden? Det første Spørgsmaal gjorde som bekjendt 👤Pilatus, et andet Spørgsmaal er, om han egentligen brød sig om at faae dette Spørgsmaal besvaret; i ethvert Tilfælde var hans Spørgsmaal i een Forstand saa aldeles paa rette Sted, og i en anden Forstand saa ganske paa urette Sted, som det var muligt. 👤Pilatus gjør Christus dette Spørgsmaal, hvad er Sandhed; men Christus var jo Sandheden, altsaa er Spørgsmaalet ganske paa sit rette Sted. Ja; og dog i en anden Forstand nei. At 👤Pilatus kan falde paa i det Øieblik at spørge Christus saaledes, beviser netop, at han aldeles intet Øie har for Sandheden. Christi Liv var nemlig Sandheden; og derfor siger Christus selv (idet han nærmere forklarer det Ord: mit Rige er ikke af denne Verden; var mit Rige af denne Verden, havde vel mine Tjenere stridt derfor, at jeg ikke var blevet overantvordet til Jøderne): jeg er dertil fød og dertil kommet til Verden, at jeg skal vidne om Sandhed. Christi Liv paa Jorden, hvert Øieblik i dette Liv var Sandheden; hvori ligger nu Grund-Forvirringen i Pilati Spørgsmaal? Den ligger i, at han kan falde paa saaledes at spørge Christus; thi idet han spørger Christus saaledes, angiver han jo sig selv, gjør han det aabenbart om sig selv, at Christi Liv har ikke forklaret ham hvad Sandhed er – men hvor skulde Christus saa med Ord kunne oplyse 👤Pilatus derom, naar det som er Sandheden, Christi Liv, ikke har aabnet Pilati Øine for hvad Sandhed er! Det seer ud, som var 👤Pilatus videbegjerlig, lærvillig, men sandeligen hans Spørgsmaal er saa taabeligt som muligt, ikke det at han spørger: hvad er Sandhed, men at han spørger Christus derom, hvis Liv just er Sandheden, og altsaa i ethvert Øieblik ved sit Liv mægtigere bevisende hvad Sandhed er, end alle de skarpsindigste Tænkeres vidtløftigste Foredrag. Ethvert andet Menneske, en Tænker, en Lærer i Videnskaben o. s. v., ja ganske ligegyldigt ethvert andet Menneske, en Tjenestekarl, et Postbud o. s. v. – at spørge ham: hvad er Sandhed, det er der dog en Slags Mening i; men at spørge Christus, som staaer lyslevende for En, at spørge Christus derom, er saa fuldstændig en Forvirring som mulig. Skulde Christus svare paa dette Spørgsmaal, maatte han et Øieblik, usandt, lade som var han ikke Sandheden. Intet Menneske, Christus undtagen, er Sandheden; i Forhold til ethvert andet Menneske er Sandheden noget uendelig Høiere end hans Væren, og derfor falder det naturligt at spørge: hvad er Sandhed, og at svare paa dette Spørgsmaal. Af den Mening er aabenbart 👤Pilatus i Forhold til Christus, at Christus ogsaa er saadan et Menneske som Andre, og derfor gjør han ham først ved sit Spørgsmaal, usandt, til hvad det nu saadan kan være, en Slags Tænker, og spørger ham, vel nærmest i Egenskab af den høifornemme Mand, der i Grunden overseer Tænkning som Noget der intetsteds har hjemme, men finder et Behag i med fornem Nedladenhed samt for Snurrighedens Skyld at indlade sig et Øieblik med det Menneske – saaledes spørger 👤Pilatus Christus: hvad er Sandhed. Og Christus er Sandheden! Stakkels 👤Pilatus; det er jo opbevaret det ynkende Ord af Dig om ham, den Korsfæstede »see, hvilket Menneske«; men betræffende dette Dit Spørgsmaal, da er der vel Grund til om Dig at sige: see, hvilken Daare; thi dette Dit Spørgsmaal er, om Du end ikke kunde forstaae det saaledes, ubetinget det taabeligste og meest forvirrende Spørgsmaal, der er gjort i Verden. Spørgsmaalet er lige saa taabeligt, netop lige saa taabeligt, som hvis En vilde spørge en Mand, han stod og talte med: maa jeg spørge Dem, er De til – thi Christus er Sandheden. Og hvad skulde hiin Mand vel svare; kan En ved at staae og tale med mig ikke blive forvisset om, at jeg er til, saa kan min Forsikkring Intet hjælpe, thi den er jo noget langt ringere end min Tilværelse. Og saaledes ogsaa med Christus i Forhold til 👤Pilatus. Christus er Sandheden; »kan mit Liv« maatte han sige »ikke aabne Dine Øine for hvad Sandhed er, saa er det af Alle mig umuligst at sige Dig det. Deri er min Forskjel fra alle andre Mennesker; det er vistnok aldrig ganske sandt hvad noget andet Menneske forklarer til Svar paa det Spørgsmaal, hvad er Sandhed; men jeg er det eneste Menneske, som ikke kan svare paa dette Spørgsmaal, thi jeg er Sandhed.«

Altsaa i den Forstand er Christus Sandheden, at det at være Sandheden er den eneste sande Forklaring af hvad Sandhed er. Man kan derfor spørge en Apostel, man kan spørge en Christen, hvad er Sandhed, og saa viser Apostelen og denne Christen til Svar paa Spørgsmaalet hen paa Christus og siger: see paa ham, lær af ham, han var Sandheden. Dette vil sige, Sandheden i den Forstand, hvori Christus er Sandheden, er ikke en Sum af Sætninger, ikke en Begrebsbestemmelse o. D., men et Liv. Sandhedens Væren er ikke den ligefremme Fordoblelse af Væren i Forhold til Tænken, hvilket blot giver tænkt Væren, blot sikkrer det at tænke mod at være Hjernespind, som ikke er, betryggende det at tænke Gyldighed, at det Tænkte er, ɔ: har Gyldighed. Nei, Sandhedens Væren er den Fordoblelse i Dig, i mig, i ham, at Dit, at mit, at hans Liv, tilnærmelsesviis i Stræben derefter, udtrykker Sandheden, at Dit, at mit, at hans Liv, tilnærmelsesviis i Stræben derefter, er Sandhedens Væren, som Sandheden var i Christo, et Liv, thi han var Sandheden.

Og derfor er, christelig forstaaet, Sandheden naturligviis ikke det, at vide Sandheden, men at være Sandheden. Til Trods for hele den nyeste Philosophi er der en uendelig Forskjel paa dette, hvilket bedst sees af Christi Forhold til 👤Pilatus; thi Christus kunde ikke, kunde kun usandt svare paa det Spørgsmaal, hvad er Sandhed, just fordi han ikke var Den, der vidste hvad Sandhed er, men var Sandheden. Ikke som vidste han ikke, hvad Sandhed er; men naar man er Sandheden, og naar Fordringen er at være Sandhed, er det at vide Sandheden en Usandhed. Thi det at vide Sandheden er Noget, som ganske af sig selv følger med det at være Sandheden, ikke omvendt; og just derfor bliver det Usandhed, naar det at vide Sandheden skilles fra det at være Sandheden, eller naar det at vide Sandheden gjøres til Eet med det at være den, da det forholder sig omvendt: det at være Sandheden er Eet med det at vide Sandheden, og Christus havde aldrig vidst Sandheden, dersom han ikke havde været den; og intet Menneske veed mere af Sandheden end hvad han er af Sandheden. Ja vide Sandheden kan man egentligen ikke; thi veed man Sandheden, maa man jo vide, at Sandheden er at være Sandheden, og saa veed man jo i sin Viden af Sandheden, at det at vide Sandheden er en Usandhed. Vil man sige, at man ved at vide Sandheden er Sandheden, saa siger man det jo selv, at Sandheden er at være Sandheden, idet man siger, at vide Sandheden er at være Sandheden, da man i andet Fald maatte sige: Sandheden er at vide Sandheden, ellers kommer Spørgsmaalet om Sandhed kun igjen, saa Spørgsmaalet ikke er besvaret, men kun den afgjørende Besvarelse udsat, idet man jo igjen maa kunne vide, om man er Sandheden eller ikke. Det vil sige: Viden forholder sig til Sandheden, men saa længe er jeg usandt udenfor mig selv; i mig, det er, naar jeg sandt er i mig (ikke usandt udenfor mig selv), er Sandheden, hvis den er der, en Væren, et Liv. Derfor hedder det: »det er det evige Liv at kjende den eneste sande Gud, og Den, hvem han udsendte«, Sandheden. Det vil sige, kun da kjender jeg i Sandhed Sandheden, naar den bliver et Liv i mig. Derfor sammenligner Christus Sandheden med Spise, og det at tilegne sig den med det at spise; thi ligesom, legemligt, Spisen ved at tilegnes (assimileres) bliver det Livet Opholdende, saaledes er ogsaa, aandeligt, Sandheden baade det Livet Givende og det Livet Opholdende, er Livet. Og derfor seer man, hvilken uhyre Vildfarelse det er, noget nær den størst mulige, at docere Christendom; og hvor forandret Christendommen er blevet ved denne idelige Doceren, seer man deraf, at nu alle Udtryk ere dannede i Retning af, at Sandheden er Erkjendelse, Viden (man taler nu bestandigt om at begribe, speculere, betragte o. s. v.), hvorimod i den oprindelige Christendom alle Udtryk ere dannede i Retning af, at Sandheden er en Væren.

Der er Forskjel paa Sandhed og paa Sandheder; og denne Forskjel er især kjendelig paa Bestemmelsen: at være, eller den er kjendelig paa, at der gjøres Adskillelse mellem »Vei« og endelig Afgjørelse, hvad der naaes ved Enden, »Resultat«. I Forhold til den Sandhed, hvor der er Forskjel mellem Vei og hvad der naaes ved at gaae eller ved at være gaaet ad Veien, der kan for Efterfølgeren indtræde en Forandring i Sammenligning med Forgængeren, han kan komme til at begynde paa et andet Sted end denne, slippe langt lettere til det, kort Forandringen, der foregaaer, bestaaer i at Veien forkortes, ja i enkelte Tilfælde i den Grad forkortes, at den ligesom reent falder bort. Men naar Sandheden er Veien, er det at være Sandheden, et Liv – og saaledes siger jo Christus om sig selv: jeg er Sandheden og Veien og Livet saa er i Forholdet mellem Forgænger og Efterfølger ingen væsentlig Forandring tænkelig. Forandringen bestod jo i, at Veien forkortedes, hvilket var muligt, fordi Veien ikke var væsentligen eenstydig med Sandheden. Men naar Sandheden selv er Veien, saa kan Veien jo ikke forkortes eller falde bort, uden at Sandheden forvanskes eller falder bort.

Dette er ikke vanskeligere at forstaae, end at Enhver, der blot vil give sig lidt Tid, let vil kunne forstaae det. Det kan ogsaa blive tydeligere ved at oplyses i nogle Exempler; og det er af Vigtighed, at det bliver tydeligt, denne Forskjel paa Sandhed og Sandhed, thi hvad der aldeles har forvirret Christendommen, og hvad der for en stor Deel har givet Anledning til den Indbildning med en triumpherende Kirke, er dette, at man har betragtet Christendommen som Sandhed i Betydning af Resultat, istedetfor at den er Sandhed i Betydning af »Veien«. – Her nogle Exempler. En opfinder Noget f. Ex. Krudtet. Han, Opfinderen, har maaskee anvendt mange, mange Aar af sit Liv paa at gruble og udtænke; Mange før ham have maaskee anvendt lang Tid paa lignende Maade, men forgjeves: nu lykkes det ham, nu er Krudtet opfundet. I samme Øieblik falder Veien saa godt som ganske bort, i den Grad forkortes den. Hvad han har brugt 20 Aar til, det kan nu en Anden ved Hjælp af hans Forskrift om, hvorledes man bærer sig ad dermed, lære i en halv Time. De 20 Aar staae i et aldeles tilfældigt Forhold til Opfindelsen; man kan egentligen ikke sige, at han har brugt de 20 Aar til at opfinde Krudtet, nei Krudtet opfandt ogsaa han egentligen i en Halvtime; man maa meget mere sige, i de 20 Aar opfandt han ikke Krudtet, de have i en vis Forstand intet Værd, da de medgik ikke til at opfinde men til forgjeves Forsøg paa at opfinde Krudt, altsaa til ikke at opfinde Krudtet. Om En vidnefast kunde bevise, at han i 30 samfulde Aar Dag og Nat har arbeidet for at opfinde Krudtet, men ikke opfundet det: »Veien« har aldeles ingen Betydning i sig selv; om han, der opfandt det, opfandt det en Aftenstund, da han gik beruset hjem fra Selskab, ved at snuble over et Rendesteensbræt: Veien er det aldeles Ligegyldige, Opfinderen vil kun i saa Fald staae aldeles paa lige Linie med den Hund, der opdagede Purpuret, men hans Opfindelse vilde have lige meget Værd for Slægten, der, hvis Opfindelsen var en anden, maaskee vilde kalde ham Slægtens Velgjører, men ikke dens Lærer; thi det at være Lærer, især Slægtens, »Menneskehedens Lærer« svarer til, at Sandheden er »Veien«. – En arbeider sig møisommeligt ind i et dunkelt Afsnit af Historien; ingen Forsker har hidtil formaaet at skaffe Lys over det: endeligen lykkes det ham, efter at han har brugt 20 Aar, at bringe den historiske Sandhed for Dagen og gjøre den aldeles uomtvistelig. Dette Udbytte kommer Efterfølgeren til Gode; Veien forkortes meget betydeligt, Efterfølgeren behøver maaskee neppe 3 Maaneder for ganske at have sat sig ind i dette hiint dunkle Afsnits sande Sammenhæng. – En opdyrker et Sprog, som Ingen hidtil har kjendt. Han gjør uhyre Anstrengelser et heelt Liv igjennem, men efterlader ogsaa som Udbytte af sit Liv og sin Stræben store Hjælpemidler, ved Brugen af hvilke Efterfølgeren maaskee i Løbet af 2 Aar kommer lige saa vidt som han i 20 Aar. Her forkortes Veien betydeligt for Efterfølgeren; Discipelen er (til Trods for at han sammenlignelsesviis maaskee kun er en Stymper i Sammenligning med Mesteren) bestandigt over Mesteren, ved Mesterens Forarbeide istand til at begynde paa et andet Sted og at naae videre end han. Og saaledes forholder det sig mere eller mindre overalt, hvor Sandhed er Viden.

Men anderledes, hvor Sandheden er en Væren, er »Veien«. Her kan umuligt i Forholdet mellem Forgænger og Efterfølger, her kan umuligt fra Slægt til Slægt, om saa Verden bestod i 18000 Aar, nogen væsentlig Forkortelse finde Sted, da Sandheden ikke er forskjellig fra Veien, men just Veien. Christus var Sandheden, var Veien, eller var Veien i den Forstand, at Sandheden er Veien. At Han har tilbagelagt »Veien«, forandrer jo aldeles Intet i Forholdet for Efterfølgeren, der, hvis han er af Sandheden, og vil være af Sandheden, kun kan det ved at gaae ad »Veien«; at der til en given Tid har levet tredive Slægter, som have tilbagelagt Veien, forandrer aldeles Intet i Forholdet for den næste Slægt, eller for hver Enkelt i denne, der maa begynde aldeles paa samme Sted, forfra, ved Veiens Begyndelse, for saa at tilbagelægge den. Der bliver saaledes aldeles ingen Anledning eller Leilighed til at triumphere; thi kun Den kunde triumphere, der har tilbagelagt Veien, men han er ikke mere i denne Verden, han er indgaaet i Høiheden, som Christus jo ogsaa var Veien, da han foer til Himmels. Vil derimod en Senere tage Anledning til at triumphere deraf, at en Tidligere har tilbagelagt Veien, da er dette jo lige saa taabeligt, som hvis en Student vilde triumphere i Anledning af, at en anden Student havde taget sin Examen.

Naar man vil fastholde dette, hvad der jo er Christi eget Udsagn, at Sandheden er Veien, vil man tydeligere og tydeligere indsee, at en triumpherende Kirke i denne Verden er en Indbildning, at der i denne Verden kun i Sandhed kan være Tale om en stridende Kirke. Men den stridende Kirke forholder sig til, føler sig dragen til Christus i Ringheden; den triumpherende Kirke har taget Christi Kirke forfængelig. At gjøre dette tydeligt er denne Udviklings Opgave, og maa det blot erindres, at der ved en triumpherende Kirke bestandigt forstaaes en Kirke, som her i denne Verden vil være den triumpherende; thi en triumpherende Kirke i Evigheden er jo aldeles i sin Orden, svarende til Christi Optagelse i Høiheden.

Hvorledes er man overhovedet kommet paa den Indbildning med en triumpherende Kirke, og hvad forstaaes ved en triumpherende Kirke?

I det Foregaaende er allerede bemærket, at hvad der især har bidraget til Vildfarelsen med en triumpherende Kirke, er, at man har opfattet Christendommen som den Sandhed, hvor der er Forskjel paa Resultat og Vei, eller opfattet Christendommens Sandhed som et Resultat, hvad man maaskee paa Dansk kunde kalde det Tiloversblivende, et Udbytte, thi i Forhold til Sandheden som Veien er dette just hvad Eftertrykket ligger paa, at der intet Tiloversblivende, intet Udbytte er for Efterfølgeren fra Forgængeren, intet Resultat. Var Christendommen nemlig i denne Forstand Sandheden, saa var det aldeles i sin Orden med Triumphen. Med Rette forholder saaledes Slægten sig triumpherende med Hensyn til Krudtets og Bogtrykkerkunstens Opfindelse o. s. v., med Hensyn til de mange Erobringer, der ere gjorte indenfor Videnskabens og Kunstens Omraade o. s. v., thi her er Sandheden et Resultat, her lægges Eftertrykket ikke paa »Veien« og »hver Enkelt«, der, ansvarlig for Gud, har at afgjøre med sig selv, om han vil gaae ad Veien eller ikke, ligegyldigt, aldeles ligegyldigt om Ingen eller om Alle gaae ad samme Vei, ligegyldigt, aldeles ligegyldigt om Ingen, eller om utallige Millioner have gaaet ad samme Vei, nei, her lægges Eftertrykket paa Sandheden, »Udbyttet«, og paa Slægten, Menneskesamfundet, Compagniet, »Fælledsskabet«, der uden videre overtager Sandheden, og det er tilfældigviis, at en Enkelt har opdaget den, opfundet den, udgrundet den o. s. v. Havde Christus saaledes været f. Ex. en Sandheds Lærer, en Tænker, der havde gjort en Opdagelse, eller udgrundet hvad der maaskee havde kostet ham ubeskriveligt Hovedbrud, men hvad ogsaa saa (fordi »Veien« kun stod i et tilfældigt Forhold til Sandheden) kunde blive et Resultat: saa var det aldeles i sin Orden, at Slægten, som fulgte efter, uden videre forholdt sig triumpherende dertil. Efterfølgerne, der vare fritagne for al dette uhyre Hovedbrud, disse mange, mange Aars Anstrengelse, kunde i det Høieste føle sig forpligtede til taknemligt at mindes ham, som havde holdt det ud, men forøvrigt var der intet Andet at gjøre end at triumphere. At dette er en Vildfarelse, er allerede viist, her tilføies blot, at derfor er Christi Lære uendelig ophøiet over alle Tidens og Tidernes Opfindelser, en Evighed ældre og en Evighed høiere end alle Systemer, ogsaa end det allernyeste, ogsaa end det, som om titusind Aar er det allernyeste; thi hans Lære er Sandheden, men i den Forstand at Sandheden er Veien, og han er og bliver som Gud-Mennesket selv Veien, hvad intet Menneske, hvor ivrigt han end bekjender, at Sandheden er Veien, uden Gudsbespottelse turde udsige om sig.

Men der er foruden den Vildfarelse, der, ved at opfatte Sandheden som Resultat, saa forvirret som det er muligt, har forfeilet Christendommen, tillige en anden Vildfarelse, der har bidraget til at frembringe den Indbildning med en triumpherende Kirke. Denne Vildfarelse er det Skin, som i Tidernes Løb er opkommet, at vi saadan Alle ere Christne. Thi er dette givet, synes det en Umulighed med en stridende Kirke. Overalt hvor der synes at være, hvor man antager, at der er en bestaaende Christenhed, er der et Forsøg paa at danne en triumpherende Kirke, selv om man ikke bruger dette Ord; thi den stridende Kirke er i Vorden, en bestaaende Christenhed er, vorder ikke.

Endeligen hænger denne Indbildning: en triumpherende Kirke sammen med den menneskelige Utaalmodighed, der vil forudgribe det Senere; og som man jo nu næsten almindeligt seer Barndoms- eller Ynglings-Alderen at ville forudoptage hele Livet, saa der Intet bliver til Manddom og Alderdom: saaledes har Slægten med en lignende Utaalmodighed, Slægten eller Christenheden villet forudoptage Evigheden, og (istedetfor hvad der er Guds Opfindelse og Tanke med hele Tilværelsen, at Timeligheden, dette Liv er Stridens, Prøvens Tid, Evigheden Seierens) anbringe Triumphen indenfor Timeligheden, hvilket er at afskaffe Christendommen. Det var nemlig ikke sagt i særlig Forstand om Forholdet til hine Tider, hvad Christus sagde: mit Rige er ikke af denne Verden, det er et evigt gyldigt, altsaa til enhver Tid lige gyldigt Udsagn om Forholdet mellem Christi Rige og denne Verden; saasnart Christi Rige slutter Forlig med denne Verden, og bliver et Rige af denne Verden, er Christendommen afskaffet. Naar Christendommen derimod er i Sandhed, er den vel et Rige i denne Verden, men ikke af denne Verden, det er, den er stridende.

Hvad forstaaes da ved en triumpherende Kirke? Derved forstaaes en Kirke, som antager, at Stridens Tid er forbi, at Kirken, skjøndt den dog endnu er i denne Verden, Intet mere har at stride om eller for. Men saa er jo Kirken og denne Verden blevet eenstydigt; og dette er just ogsaa Tilfældet ikke blot med Alt hvad der har kaldet sig den triumpherende Kirke, men med hvad der kaldes en bestaaende Christenhed. Thi Christi Kirke kan i denne Verden i Sandhed kun bestaae ved at stride, det er, hvert Øieblik kæmpe for at bestaae. Er den den bestaaende Kirke, saa ligger deri, at den har seiret. Den stridende Kirke bestaaer ved at stride, men den Kirke, der kaldes en bestaaende, maa jo være den der bestaaer efter at have seiret.

Og denne triumpherende Kirke eller den bestaaende Christenhed ligner ikke mere den stridende Kirke end Fiirkanten ligner Cirklen. Det vilde, hvis vi tænkte os en Christen fra hine Tider, da Kirken i Sandhed var stridende, det vilde være ham aldeles umuligt at gjenkjende Christendommen i denne Forvanskning. Han vilde høre det Christelige foredraget, og høre at det var ganske sandt hvad der sagdes, men han vilde til sin dybeste Forundring see, at Tilværelses-Forholdene for det at være Christen vare blevne lige det Modsatte af hvad de i hans Tid vare, saa det nu at være Christen ikke lignede det i hans Tid at være Christen mere end det at gaae paa Benene ligner det at gaae paa Hovedet.

I den stridende Kirke at være Christen vil sige, at udtrykke det at være Christen indenfor en Omgivelse, som er Modsætningen til det at være Christen. I en triumpherende, en bestaaende Christenhed at være Christen vil sige at udtrykke det at være Christen indenfor en Omgivelse, som er eenstydig, eensartet med det at være Christen. Er jeg i første Tilfælde den sande Christen, saa vil selvfølgeligt (da Skuepladsen jo er Modsætningen) dette være omvendt kjendeligt paa, hvad Modstand jeg lider; og i samme Grad som det at jeg er Christen har mere Sandhed, i samme Grad vilde dette være til at kjende paa, at Modstanden er større. I det andet Tilfælde vil det at være Christen selvfølgeligt (thi Skuepladsen er jo Eensartetheden) ligefrem være kjendeligt paa den Gunst, Ære, Anseelse, jeg vinder i denne Verden – dog hvad siger jeg i denne Verden, denne Verden er jo Christenheden, altsaa det vil ligefrem være kjendeligt paa den Gunst, Ære, Anseelse, jeg vinder i Christenheden. I samme Grad som det at jeg er Christen har mere Sandhed, i samme Grad vil ogsaa dette være til at kjende paa den ganske overordentlige Anseelse, jeg nyder i denne Verden – dog hvad er det jeg siger, denne Verden er jo Christenheden, altsaa, det vil være til at kjende paa den overordentlige Anseelse, jeg nyder i Christenheden. Dette er en aldeles uundgaaelig Følge, naar Antagelsen er: en triumpherende Kirke. Der hvor, hvis jeg levede i en stridende Kirke, just Lidelsen vilde komme, der kommer nu Belønningen; der hvor, hvis jeg levede i en stridende Kirke, Forhaanelse, Spot vilde ramme mig, der vinker nu Ære og Anseelse; der hvor Døden vilde være uundgaaelig, der feirer jeg nu den høieste Triumph. Thi da det jo, ifølge Antagelsen, er lutter Christne jeg lever iblandt, saa maa disse jo strax kjende mit ægte christelige Sindelag, og altsaa, istedetfor at gjøre mig Modstand, ile mig imøde med Hæder og Udmærkelse. Ja, hvis man tænkte sig et Medlem af den christne Kirke fra den Tid, da den var stridende, blive Vidne til dette: han maatte vel næsten et Øieblik komme til at lee, at hvad der i hans Tid var frygtelig Alvor, at det var blevet en yndig Leeg. Der staaer Christendommen med sine Fordringer til Selvfornægtelse: fornægt Dig selv – og liid saa fordi Du fornægter Dig selv. Dette var Christendom. Men nu hvor ganske anderledes. Tænkte jeg mig en Yngling, der med elskelig Troskyldighed besluttede at indrette sit Liv efter den hellige Skrift: hvor forundret vilde han ikke blive, ja mon han vilde lade være at lee af sig selv og hele Tilværelsen; thi just i det Øieblik han efter Christendommens Anviisning havde forberedt sig paa at lide, hvad skeer – han kommer til Ære og Anseelse; han sætter sig sammen for at holde Modstanden ud, han vover Skridtet – Tankestreg, og han bliver hilset med Acclamation; han forbereder sig paa i det mindste iisnende Spot og Kulde, og han modtages med næsten blødagtig Beundrings varme Omslag. Ynglingen havde nemlig glemt (hvad der jo heller intet staaer om i Bibelen), at det var i Christenheden han levede, i Christenheden, hvor Alle ere Christne, i den triumpherende Kirke, hvor der ikke strides mere, men hvor det at være den sande Christen med Udmærkelse belønnes.

Dette er Forholdet i den triumpherende Kirke, hvor det betaler sig overordentlig at være Christen, og det Eneste, der ikke betaler sig, er ikke at være Christen. For saavidt derimod den saakaldte bestaaende Christenhed ikke kalder sig selv den triumpherende Kirke, forsmaaer den maaskee denne Udvorteshed, men frembringer samme Forvirring ved Hjælp af den skjulte Inderlighed; thi den bestaaende Christenhed, hvor Alle ere Christne men i skjult Inderlighed, ligner igjen lige saa lidet den stridende Kirke som Dødens Stilhed ligner Lidenskabens Høirøstethed.

Kun Indbildningen med en triumpherende Kirke lykkedes det dog egentligen at gjennemføre den Tanke, at en vis Stand var de egentlige Christne; denne Stands Opgave, Forretning var det at være Christen, og her gjaldt det saa, det Ligefremme, at jo sandere Christen En var, desto mere steeg han i Ære og Anseelse. Den øvrige Verden afgav egentligen Tilskuerne, Choret, men altsaa ikke nogen Modsætning til det at være Christen, tvertimod en Beundringens Omgivelse i Forhold til hiin Stand, der repræsenterede det at være Christen. Men da denne Stands-Forskjel forsvandt, forsvandt ogsaa den triumpherende Kirke. Den ligefremme Kjendelighed (Graden af det at være den sande Christen svarende ligefrem til den Ære og Anseelse, man nyder) stødte, derved at nu Alle skulde spille med, paa en egen Vanskelighed, som gjorde den umulig. Den Geistlige havde væsentligen intet Andet at gjøre end at udtrykke det at være Christen; og saa længe Mængden af Christne egentligen nøiedes med at anskue sig selv i den dem fremstillende Stand, gik det an med den triumpherende Kirke. Men anderledes da denne Stands-Forskjel ikke længere tilfredsstillede Mængden af Christne. Mængden af Christne have tillige, ja udvortes seet hovedsageligen, Andet at tage Vare paa i Verden end paa (i den triumpherende Kirkes Forstand) at udtrykke det at være Christen: hvorledes kunde nu den ligefremme Kjendelighed paa det at være Christen udtrykkes i hvad der er ueensartet med det at være Christen, men dog ikke fjendtligt derimod, kun ligegyldigt derved? Ja, det var en Umulighed. I den stridende Kirke er den ligefremme Kjendelighed umulig, fordi det at være Christen udtrykkes indenfor Modsætningen til det at være Christen. Nu derimod blev den ligefremme Kjendelighed umulig, fordi det at være Christen skulde udtrykkes indenfor hvad der er det Ligegyldige i Forhold til det at være Christen. Man forstaae mig ret. En Borgermand f. Ex. er Christen. Lad os antage, at denne Borgermand er f. Ex. Skoemager; det er hans Næringsvei, den meste Deel af Dagen er han naturligviis beskjeftiget med Udøvelsen af sin Haandtering. Skulde nu her den ligefremme Kjendelighed i Forhold til det at være Christen være mulig, saa maatte altsaa den blandt Skomagerne, der var den sandeste Christen, eller det at han var den sandeste Christen, være kjendeligt paa, at han havde meest at bestille, holdt fleest Svende, at maaskee Kongen, Dronningen, samt det hele kongelige Arvehuus lod sye hos ham, eller dog Geistligheden. At dette ikke lod sig gjennemføre, blev naturligviis i Tidernes Løb mere og mere indlysende. Den ligefremme Kjendelighed i Forhold til det at være Christen var stødt paa en anden Art af Modstand end den, den stridende Kirke kjendte. Denne Modstand var ikke Modsætningen til det at være Christen, men det Ligegyldige. Denne »det Ligegyldiges Modstand« vender ikke Forholdet omvendt til den omvendte Kjendelighed, som i den stridende Kirke, men gjør dog den ligefremme Kjendelighed umulig.

Saa indtraadte der i Christenheden en fuldkommen Forandring af Skuepladsen i Forhold til det at være Christen. Man slap Indbildningen med en triumpherende Kirke; man lod hele Udvortesheden bestaae, og, i Forhold til den, det mod det at være Christen Ligegyldiges Lov, at den bedste Skoemager var Den som syede bedst, den bedste Digter Den som digtede bedst o. s. v. o. s. v. Saaledes slap man Udvortesheden, og forlagde nu det at være Christen til Inderligheden. Der gives og antages et almindeligt Qvit for os Alle, det er qvit, vi ere Alle Christne, aldeles i samme Forstand som det er givet, at vi Alle ere Mennesker, med hvilken Antagelse saa først Livets eller Virkelighedens Spil begynder, hvorfor det vilde være Taabelighed, ja Galskab, om En vilde gjøre det særligen gjældende, at han er Menneske, da det jo er at ville bringe en Forudsætning til Bevidsthed, som een Gang for alle, og af Alle antaget, ligger til Grund for Alt.

Her har vi Begrebet af den bestaaende Christenhed. I den bestaaende Christenhed ere vi alle sande Christne, men det er i skjult Inderlighed. Den udvortes Verden har slet Intet at gjøre med det at jeg er Christen, min Væren-Christen er ikke maalbar derfor. Er jeg Vertshuusholder, saa forlanger jeg slet ikke, at det, at jeg er en sand Christen, skal være kjendeligt paa, at jeg har bedst Søgning; nei, om jeg som Vertshuusholder skal have bedst Søgning, beroer paa, hvorvidt jeg veed at tilfredsstille et høistæret dannet Publikum og den sande Christen som jeg er, er Noget for sig selv, Noget for mig selv, Noget jeg er i skjult Inderlighed – aldeles som alle de Andre, ikke blot som alle de andre Vertshuusholdere, men bogstaveligen aldeles som ethvert andet Menneske i Christenheden; i den Grad er det sandt, at jeg er en Christen, at det med mig er aldeles lige saa sandt som med alle de Andre. Er jeg Præst, saa forlanger jeg slet ikke, at det, at jeg er den sande Christen, skal være kjendeligt paa, at jeg er den meest hørte og meest anseete Prædikant. Nei, det om jeg som Præst skal have meest Søgning, beroer kunstnerisk paa, hvilke Veltalenhedens Gaver jeg har, beroer paa, om jeg har Stemme, hvordan Præstekjolen klæder mig, hvorvidt jeg har studeret den nyeste Philosophi, saa jeg kan tilfredsstille Tidens Fordringer; den sande Christen som jeg er, eller det, at jeg er den sande Christen, er Noget for sig selv, Noget for mig selv, Noget jeg er i skjult Inderlighed – aldeles som alle de Andre; men at jeg er sand Christen, det er vist nok, det er lige saa vist som at alle de Andre ere det.

Og hvorfor saa denne Skjulthed? hvorfor denne Skjulthed, som jeg saa omhyggelig vaager over at bevare? Ih, naturligviis, fordi jeg frygter for, at dersom man fik at vide, i hvilken Grad jeg er den sande Christen, saa skulde det lønnes mig med overordentlig Ære og Anseelse; og dertil er jeg for sand Christen, til at jeg vilde æres og ansees, fordi jeg er en sand Christen. See derfor holder jeg det gjemt i skjult Inderlighed; thi fik man det at vide, saa var det ikke til at undgaae, at jeg vilde blive overordentligt æret og anseet derfor, da det jo er den bestaaende Christenhed, i hvilken jeg lever, hvor vi Alle ere sande Christne – men i skjult Inderlighed.

Dersom en Christen fra hiin Tid, da Kirken var stridende, hensattes i den bestaaende Christenhed, han vilde falde i den dybeste Forundring. I den stridende Kirke var det at være Christen kjendeligt paa Modstanden, man leed. I den triumpherende var det kjendeligt paa den Ære og Anseelse, man nød. Men »den bestaaende Christenhed« har opfundet noget Nyt: man holder det skjult, at man er Christen – af Frygt for, at det vilde, uchristeligt, lønnes med Ære og Anseelse. I den stridende Kirke var det vel stundom Tilfældet, at En og Anden vilde holde det skjult, at han var Christen, af Frygt for den Modstand, der var forbundet med at være Christen; men i »den bestaaende Christenhed« er det af Frygt for at nyde Ære og Anseelse. Saa er dog »den bestaaende Christenhed« noget uendelig langt Høiere end den stridende Kirke, der neppe har havt Anelse om en saa ophøiet Fromhed! I den stridende Kirke var det Fromhed at bekjende Christendommen; i den bestaaende Christenhed er det just Fromhed at fortie det! O, uendelige Dyb af Fromhed, da det Hele saa uendelig let kunde være Skin! O, talløse Skare af Fromme, naar ethvert Lands samtlige Millioner ere saadanne Fromme – og det ere vi jo Alle! Drag af Din Sko, thi det Sted, Du staaer paa, er helligt, naar Du staaer i Christenheden, hvor der er lutter sande Christne! Lad Gud beholde Evigheden, hvor han dog neppe Alt i Alt faaer saa mange sande Christne, som der i ethvert Øieblik er i den bestaaende Christenhed, hvor Alle ere Christne.

Tænkte man sig en Yngling opvoxe i den bestaaende Christenhed, men hidtil ubekjendt med de Virkelighedens Forhold, i hvilke han skal indtræde, i næsten klosterlig Fjernhed fra Livet opdragen ved den hellige Skrift: han vil opleve det høist Besynderlige, det i een Forstand Latterlige. Han er da vel oplært i Christendom – antaget, at man kan blive dette ved den hellige Skrift, og denne Antagelse maa man jo holde den stakkels Yngling til Gode –; det er ham sagt, at Fordringen er at bekjende Christum for Verden; han er vel underrettet – det vil da sige, for saavidt man kan blive det af den hellige Skrift, og denne Antagelse maa man jo holde Ynglingen til Gode –; han er underrettet om, hvad Følgen deraf vil blive: alt Dette vel overveiet, er Ynglingen besluttet at indrette sit Liv efter Forskriften. Men hvad skeer – han er kommet til at leve i den bestaaende Christenhed. Idet han gjør Mine til at ville vove Skridtet, træder en velvillig Mand, en Slags Sjelesørger, til ham, og »holder saadan Tale«: unge Ven, De er i en Vildfarelse, De er ikke opmærksom paa Stedet, hvor De er, at det er den bestaaende Christenhed, og der er sandeligen ikke Stedet til at bekjende Christum. Thi mellem os sagt – men det bliver mellem os, og er allerede en Svaghed, en Forglemmelse af mig at sige saa meget – vi ere Alle Christne, og den sande Christen er just Den, som holder det meest skjult. Dersom en Yngling, der i sin Barndom var oplært ved Eventyr, og altsaa fortrolig med Tanken om Uhyrer, som boe i Skovene, men som slaaes ihjel, dersom han nu, rustet til Kamp, med et uhyre Slagsværd ved sin Side og et lige saa uhyre Mod i Brystet, gik ud i Virkeligheden, kunde der ikke hænde ham noget Besynderligere, end hvad der i den bestaaende Christenhed hændte hiin Yngling. Om der nemlig skulde møde ham et Uhyre endnu besynderligere end noget af dem, han havde hørt eller læst om, det vilde ikke være det Besynderlige, eller dog ikke forslaae Noget i Sammenligning med det Besynderlige, der hændte ham, at han aldeles Intet kunde faae Øie paa, som lignede et Uhyre. Saa kom der da en velvillig ældre Mand til ham og sagde: min unge Ven, De er i en Vildfarelse, De er ikke i Eventyrets Verden, men i den civiliserede og slebne Verden, hvor der ingen saadanne Uhyrer ere, hvor De lever mellem dannede og velopdragne Mennesker, og hvor desuden Politiet vaager over Sikkerheden, Geistligheden over Sædeligheden, og Gasbelysningen gjør Natten lige saa tryg som Dagen. Stik De derfor Sværdet i Balgen, og lær, hvad der nu, da Uhyrernes Tid længst er forbi, er Opgaven, at være et behageligt Menneske, aldeles som vi Andre; at De i ethvert andet Menneske maa gjenkjende Dem selv, og enhver Anden sig i Dem, indtil den størst mulige Skuffelse.

Den triumpherende Kirke ligner, som sagt blev, den stridende ikke mere end Fiirkanten ligner Cirklen, og »den bestaaende Christenhed« ligner den ligesaa lidet. Dog er kun den stridende Kirke Sandhed, den triumpherende Kirke og den bestaaende Christenhed en Indbildning.

»Men«, hører jeg En sige, »det er jo dog en Urimelighed og en Umulighed med en stridende Kirke nu; naar vi Alle ere Christne, hvad skulle vi saa strides om?« Kjere, hvis ikke om Andet, saa kunde vi jo dog, for at faae Noget at strides om, strides om dette: at vi Alle ere Christne, hvorledes det hænger sammen dermed. »Hvorledes, vil Du da formaste Dig til at være Hjertekjenderen, som dømmer Menneskenes Inderste; naar et Menneske selv siger, at han er Christen, saa tør Du dog vel ikke formaste Dig til at nægte det?« Seer Du, vi fik Noget at strides om; men, siger han det da? jeg troede, det i den bestaaende Christenhed var den skjulte Inderlighed, at vi skulle holde det skjult. »Ja, vist skal vi holde det skjult, just fordi det er givet, at Alle ere Christne.« Hvorledes er det da givet, naar hver især holder det skjult, fordi det er givet, at Alle ere det?

Sagen er denne. Naar, Kredsen rundt, Enhver bestemmer sig at være Christen ligesom »de Andre«, saa bekjender, om man saa vil, egentligen Ingen Christum; derimod er det, hvis man saa vil, bekjendt om Enhver, at han saadan er Christen. Enhver er døbt som Barn, senere – ja, ogsaa noget nær som Barn (formodentligen for Alt i denne Henseende saa tidligt som muligt kan være i sin Orden og Rigtighed betræffende hvad der nu eengang som en Passeer-Seddel er nødvendigt, hvis man uden Øvrighedens Paatale skal komme gjennem Verden) confirmeret. Og Enhver, der som Barn er døbt, som Dreng eller Pige confirmeret, om ham er det vist, at han er Christen – ved at slaae op i Tabelværket kan man jo see det efter. Men at bekjende Christum kan han i sit senere Liv formeentligen ikke komme til, fordi han jo lever i den bestaaende Christenhed, hvor det jo er – jvfr. Tabelværket – om Alle bekjendt, at de ere Christne. Endog om Præsterne i »den bestaaende Christenhed« gjælder det, at de ikke saa meget »bekjende Christum« som »det er bekjendt om dem« som om Alle, at de ere Christne; vilde man sige, at de jo ved deres Prædiken bekjende Christum, da maatte dertil svares, at den Omstændighed, at det at prædike er deres Levebrød, samt at de gjøre hvad de gjøre som Embedsmænd, bevirker, at Eftertrykket dog ikke falder paa det personligt at bekjende Christum.

I skjult Inderlighed ere Alle Christne; hvo turde nægte det, Den der vilde paatage sig at nægte det, løber jo ganske rigtigt Fare for at ville spille Hjertekjenderen. Altsaa Ingen kan nægte det. Paa den Maade bliver det, at Enhver er Christen i skjult Inderlighed en Hemmelighedsfuldhed, der saa at sige næsten er lukket i Baglaas: om alle disse Tusinder og Tusinder virkelig ere Christne, det er umuligt at faae at vide, thi de ere det Alle, saa siges der, i skjult Inderlighed; og det gjælder ikke blot for Kirken, men for Enhver, at om det Skjulte dømmer man ikke, fordi man ikke kan dømme.

Men skulde det dog ikke være muligt at kunne bryde denne Hemmelighedsfuldhed, og faae gjort lidt aabenbart, uden at forskylde at blive Hjertekjenderen? Aa jo; hvorledes da? Derved, at En ganske simpelt for sit Vedkommende paatager sig at bekjende Christum midt i Christenheden. Han dømmer ikke en Eneste, langtfra; men der ville Mange blive aabenbare ved, hvorledes de dømme ham. Han paastaaer ikke at være en fuldkomnere Christen end de Andre, nei langtfra, han gjør tvertimod de Andre den Indrømmelse, at de vistnok ere fuldkomnere Christne end han, de som holde det skjult af religieus Frygt for at vinde Ære og Anseelse, medens Han, en eenfoldig Stakkel som han er, for sin egen Skyld er saa bange for, at det skulde blive Spilfægteri med en saa høit opskruet Christelighed, og derfor holder sig til det Gamle om at bekjende Christum. Han angiver altsaa Ingen af de Andre, at de ikke ere Christne, o, langtfra, han angiver blot sig selv, at han er en saadan eenfoldig Stakkel: dog vilde mange Hjerters Tanker blive aabenbare ved, hvorledes de dømme om denne eenfoldige Stakkel, denne ufuldkomne Christen. Han udtrykker kun, at han, som han er oplært, er Medlem af den stridende Kirke – saa vil det vise sig, om dette fredelige Samfund, den bestaaende Christenhed, ikke skulde komme ham til Hjælp, ved Forfølgelse og Deslige hjælpe ham til, at det blev ganske sandt, at han var Medlem af en stridende Kirke.

Men er det da Meningen, at saa længe denne Verden staaer, eller saa længe den christne Kirke skal være til i denne Verden, er og skal den være en stridende Kirke? Svar: ja, ganske vist er dette Meningen, ganske vist er det Christendommens Mening, og der er ogsaa ganske vist Mening i denne Mening. »Hvilken Urimelighed«, hører jeg En sige, »hvilken Urimelighed, det er jo dog umuligt, at vi Alle kunne blive Martyrer; skal vi Alle blive Martyrer og blive slagne ihjel, hvo er det da der skal slaae os ihjel; skal vi alle blive Martyrer og blive forfulgte, bespottede, forhaanede, hvo er det da der skal forfølge og bespotte os?« Rigtigt truffet, dersom blot Forudsætningen, der ligesom strammer Buestrængen for denne skarpsindige Indvending, er rigtig, Forudsætningen, at vi Alle ere Christne; dersom denne Forudsætning er rigtig, det er, er sand i det givne Øieblik, eller dersom det endog blot overhovedet var sandt, at det er Christendommens Mening, at der i denne Verden skulde komme det Øieblik, da bogstaveligen Alle vare i Sandhed Christne.

Sagen er denne. Ved den idelige Betragten af Verdenshistorien og Slægtens Historie, ved den idelige Tale om verdenshistorisk Betragtning o. s. v., har man tilsidst faaet det kun altfor let paa Gled med uden videre at tage Christendommen til Indtægt for Verdenshistorien, man har faaet det til at være ganske i sin Orden, at Christendommen bliver en Udvikling indenfor Bestemmelsen: Menneske-Slægten. Man har reent glemt, at Christi Liv paa Jorden (og dette er Christendommen, forskjellig fra de Christnes Historie, eller Historien om de Christnes Liv, Levnet, Skjebne, item Kjetternes, item Videnskabens) er den hellige Historie, der ikke maa forvexles med Slægtens og Verdenshistorien. Man har reent glemt Gud-Menneskets væsentlige Ueensartethed med hvert andet enkelt Menneske samt med hele Slægten. Man har reent glemt, at Christendommen væsentligen forholder sig til Evigheden, at Livet her paa Jorden er, for at erindre om en tidligere Udvikling, for hver Enkelt især af de utallige Millioner, der have levet og skulle leve, Prøvens Tid. Det er vistnok Christendommens Mening, at den vil forkyndes for Alle, men følger deraf, at det nogensinde har været dens Mening, at det skulde skee, at Alle antoge den og bleve sande Christne? Hvis saa var, da maa man, at jeg saa skal sige, ikke ret have seet sig for i Guds Raad den Gang det fra Evighed blev besluttet, at Christus skulde komme til Verden, Christus der forkyndte, at dette Liv her paa Jorden er Prøvens Tid. Eet af to: enten har det været Styrelsens Tanke (hvad den i sin Forudvidenhed vel kan være vidende om, at det vil skee, medens dog Menneskene bære Skylden for, at det skeer), at det Tilfælde aldrig vilde indtræde, at til en given Tid Alle eller blot det største Antal bleve sande Christne; eller ogsaa har Styrelsen ikke seet langt nok, thi naar det Tilfælde er indtraadt, at virkelig Alle ere i Sandhed Christne, saa er dette Liv ikke længere Prøvens Tid. Prøven er nemlig Selvfornægtelse, det at fornægte sig selv; det at være Christen er Prøven, og det at være Christen er at fornægte sig selv. Men naar virkelig til en given Tid Alle ere sande Christne, saa er der ingen Selvfornægtelse forbunden med at være Christen, i det mindste ikke den christelige Selvfornægtelse. Mag.👤Kierkegaard har (i Slutningen af første Deel af »📖 Kjerlighedens Gjerninger«) viist, hvad der forstaaes ved christelig Selvfornægtelse, at denne kun er, hvor der er Dobbelt-Fare, at den anden Fare, den at man lider fordi man fornægter sig selv, er den afgjørende Bestemmelse. Men denne Fare maa nødvendigviis bortfalde, hvis til den Tid, paa hvilken jeg lever, Alle ere sande Christne; thi da vil jo Alt uden om mig være idel Opmuntring og Tilskyndelse for mig til ogsaa at blive den sande Christen. Og naar saa er, dersom jeg levede under saadanne Forhold, saa er det mig og mit Liv betræffende ikke Sandhed at kalde dette Liv i christelig Forstand – og det er jo Christendommen, der er Opfinder af dette Udtryk – Prøvens Tid. Nei, saa har Styrelsen virkelig ikke forstaaet sig paa at lægge en Prøve an; den har overseet eet Tilfælde, overseet Muligheden af dets Indtræden, et Tilfælde der kunde vende op og ned paa hele dens Hensigt med Christendommen.

Naar man derimod, istedetfor menneskelig letfærdigt at kluddre Christendommen ind i Verdenshistorien, tager Christendommen som den giver sig, troer, at dette Liv er Prøvens Tid, troer, at Styrelsen nok har vidst, hvad den har gjort, troer, at det var og er Christendommens Villie at ville forkyndes for Alle, men ingenlunde, at det er Christendommens Mening, at Alle ville antage den: saa bliver Alt i sin Orden; saa bliver for hver Enkelt dette Liv Prøvens Tid, den christne Kirke her i denne Verden altid en stridende Kirke. Et saadant Begreb som »Menighed«, hvormed man ogsaa i disse Tider har havt saa travlt, er, anvendt paa dette Liv, egentligen en Utaalmodighedens Forudgriben af det Evige. Til det at stride svarer »den Enkelte«, det vil da sige, naar det at stride er i aandelig og christelig Forstand, ikke i sandselig Forstand, det at levere Feltslag, hvor det ikke saameget kommer an paa den Enkelte, som paa hvor mange Tusinder der ere, hvor mange Kanoner de have o. D. Christelig strides der bestandig af Enkelte; thi det er just Aand, at hver er en Enkelt for Gud, at »Fælledsskab« er en lavere Bestemmelse end »den Enkelte«, hvad Enhver kan og skal være. Og selv om de Enkelte vare Tusinder og saaledes stride i Forening, christelig forstaaet, strider dog hver Enkelt, foruden i Forening med de Andre, tillige i sig selv, og skal som Enkelt gjøre Regnskab paa Dommens Dag, hvor hans Liv, som Enkelt, skal prøves. Menigheden tilhører derfor egentligen først Evigheden; »Menigheden« er i Ro hvad »den Enkelte« er i Uro. Men dette Liv er jo just Prøvens, Uroens Tid, derfor har »Menigheden« ikke hjemme i Tiden, men først i Evigheden, hvor den er, i Ro, Samlingen af alle de Enkelte, der bestode i Striden og Prøven.

Saa længe denne Verden staaer, og den christne Kirke i den, er den en stridende Kirke; dog har den Forjættelsen, at Helvedes Porte ikke skulle faae Magt over den. Men vee, vee den christne Kirke, naar den vil have seiret i denne Verden; thi da er det ikke den, der har seiret, da har Verden seiret. Da er Ueensartetheden mellem Christendom og Verden gaaet ud, Verden har vundet, Christendommen tabt. Da er Christus ikke mere Gud-Mennesket, men et udmærket Menneske, hvis Liv forholder sig eensartet til Slægtens Udvikling. Da er Evigheden afskaffet, og Skuepladsen for Alts Fuldendelse forlagt indenfor Timeligheden. Da er Veien til Livet ikke mere trang, og Porten snever, ei heller ere der kun Faa, som finde den; nei, da er Veien bred og Porten vidt aabnet – Helvedes Porte have faaet Magten, og Mange, ja Alle finde Indgangen. Christus har aldrig villet seire i denne Verden; han kom til Verden for at lide, det kaldte han at seire. Men naar menneskelig Utaalmodighed og fræk Nærgaaenhed i at paadutte Christendommen sine Tanker og Forestillinger, istedetfor at lade sine Tanker og Forestillinger omdanne ved Christendommen: naar Dette har faaet Overhaand, saa bliver paa gammel menneskelig Viis det at seire at seire i denne Verden, og saa er Christendommen afskaffet. Det var ikke et smaaligt Kjævleri, der var mellem Christus og Verden, saa han i Grunden havde Uret i, at han ikke bedre kunde komme ud af det med Verden, nei, Kjerlighed til Gud er Had til Verden. Og den Dag da Christendommen og Verden blive Venner, ja, da er Christendommen afskaffet. Da er der ikke mere Tale om, at Christus skal komme igjen og dømme, nei da er Dommen overgaaet ham, at han i Grunden var en Phantast, et iilsindet Menneske; thi havde han ikke været saa iilsindet, saa var han kommet godt ud af det med Verden, saa var han ikke blevet slaaet ihjel, hvad slet ikke behøvedes, saa var han blevet noget Stort i Verden, som i den triumpherende Kirke hans Disciple bleve det, der ogsaa afskaffede dette Ord eller gjorde det til Usandhed, at Discipelen ikke er over Mesteren – thi han blev korsfæstet, de bleve Mægtige ved Ære og Anseelse; som i den bestaaende Christenhed hans Disciple bleve det, ikke ved deres Christendom, men ved – christeligt at holde deres Christendom i skjult Inderlighed, og bruge deres naturlige Evner og Gaver til at gjøre Lykke i Verden.

Imidlertid, maaskee dog Den, vi før indførte talende, endnu engang vender tilbage til sit Første og siger: »til Trods for Alt, hvad Du siger, kan jeg ikke Andet end gjentage, det er og bliver en Umulighed, at vi Alle kunne blive Martyrer«. Svar: er det da en Umulighed for Dig at blive det? »Ja, naturligviis, naar Alle skulle være det«. Men hvad har Du dog med Alle at gjøre; er det virkelig Din Mening, dette Meningsløse, at Du, idet Du vil til at indrette Dit Liv og forsøge Dig i den Prøve at blive og at være Christen, at Du saa først maa spørge om Andre, eller faae Noget at vide om Alle, inden Du kan begynde? Jeg troede, den første Begyndelse paa den Prøve at blive og at være Christen er at vorde saa indadvendt, at det er som var alle de Andre slet ikke til for En, saa indadvendt, at man ganske bogstavelig er ene i den hele Verden, ene for Gud, ene med den hellige Skrift til Veiledning, ene med Forbilledet for Øie. Og det Sprog derimod, Du taler, er efter den størst mulige Maalestok Udadvendthedens, det ligner ganske en Avisskrivers Maade at yttre sig paa.

Dette er let at forstaae. Den første Betingelse for at blive Christen er at blive ubetinget indadvendt. Saaledes uendelig indadvendt har den Indadvendte aldeles Intet med noget andet Menneske at skaffe – dette er Alvoren, det gjælder langt strengere end naar Læreren i Skolen befaler hver Discipel at holde sine Øine for sig selv og slet ikke at see til de Andre. Saaledes indadvendt forstaaer saa den Lærende, eller lærer han at forstaae, hvilken den Opgave er: at blive og at være Christen – ethvert Øieblik han er udadvendt, er spildt, og blive disse Øieblikke mange, saa er Alt forspildt. Han kan saa maaskee godt vide Beskeed om Opgaven, have lært den udenad, maaskee endogsaa declamerende foredrage den for Andre og forsaavidt blive Præst, og lønnes af Staten; men Eet er undgaaet ham, det christelig Afgjørende, at det han siger angaaer ham selv, og i uendelig Indadvendthed angaaer ham selv, medens han maaskee er af den Mening, at hvad han siger angaaer Menigheden, og kun Gagen og Avancementet angaaer ham.

Den uendeligen Indadvendte lærer altsaa at forstaae, hvilken Opgaven er indtil det Yderste – hvis han indtil det Yderste bliver indadvendt: at det at være Christen er at troe paa Christus og at lide for denne Troes Skyld, eller er Selvfornægtelse i christelig Forstand. Men lad os nu, for ret at vise hiin Indvendings Taabelighed (»at dog umuligt Alle kunne blive Martyrer«) antage det Urimelige, at bogstaveligen Alle, blandt hvilke denne Christen lever, ere sande Christne: saa kan han jo umuligt blive Martyr. Ganske vist. Men naar vil han faae dette at vide? Mon ved Begyndelsen, saa dette bliver en Udflugt, en Undskyldning, der forhindrer ham i at begynde paa Opgaven? Umuligt; thi han er jo uendelig indadvendt, veed Intet og vil Intet vide om de Andre. Altsaa vil han først faae det at vide ved Slutningen af sit Liv: at han ikke blev Martyr. Ved Slutningen af sit Liv, dette ganske nøiagtigt taget, det er, i det Øieblik han døer, før ikke; thi før kan han jo endnu ikke vide, om det ikke kunde hænde ham. Men i det Øieblik han døer, vedkommer dette ham jo slet ikke mere. Han har altsaa i ethvert Tilfælde i Muligheden oplevet et Martyrium. Og dette var, som sagt, under Antagelse af det Urimeligste, at bogstaveligen Alle eller blot Fleertallet af de Medlevende vare sande Christne, og altsaa Porten til Livet, til Trods for Christi Udsagn, ikke snever, men enten ubetinget staaende paa vid Gab, eller dog ved Ombygning betydelig forstørret og udvidet.

»Men« hører jeg En sige »har Du som her taler, har Du da Kraft til saaledes at blive Martyr; eller har Du, for ikke at sige Frækhed, har Du blot Mod nok til at paastaae, at Ingen var en sand Christen, som ikke blev Martyr; eller var Du altid saa stærk, at Du aldrig følte Trang til, at der taltes mildt og beroligende til Dig; eller er Du maaskee just i det Tilfælde, saa Du, selv angest og bange, behøver Mildheden, men, som ofte den Banges Lyst er, har Glæde af at skrække Andre?« Paa disse Spørgsmaal mangler jeg ikke Svar, og jeg ønsker blot, at den Spørgende ikke vilde misforstaae Svaret, da jeg ingenlunde miskjender Spørgsmaalenes Betydning. At jeg føler Trang til Mildheden, indrømmes; men jeg skylder Sandheden at tilstaae, at jeg føler denne Trang just fordi jeg er opdragen ved og længe, længe har levet under Strengheden, ja, hvilket Øieblik det skal være atter er under den. At »ængste« har jeg aldrig havt min Glæde af; jeg er mig bevidst, at jeg kan tale mildt og beroligende til den Lidende, den Syge, den Sorrigfulde; jeg veed, at jeg har havt min Glæde deraf. Jeg har aldrig paastaaet, at enhver Christen er en Martyr, eller at Ingen var en sand Christen, som ikke blev Martyr, om jeg end mener, at enhver Saadan – og til disse regner jeg mig selv – skal, just for at være en sand Christen, gjøre en Ydmygelsens Indrømmelse, at han dog er sluppet lettere end de i strengeste Forstand sande Christne; og han skal gjøre denne Indrømmelse, for at, om jeg saa tør sige, den christelige Rangforordning ikke forvirres, og Pladsen Nr. 1 aldeles gaaer ud, idet Pladsen Nr. 2 indtager dens Sted. Og nu endeligen hvad der hovedsageligen er mit Svar. Christendommen er ganske bogstaveligen dethroniseret i Christenheden; men er den det, saa er den ogsaa afskaffet. Thi en Konge er ikke ophørt at være til, fordi f. Ex. Landet, hvori han levede, gjorde sig til en Republik, og ham til Formand; men Christendommen er afskaffet, saasnart den er stødt fra Thronen. Christendommen er det Ubetingede, har kun een Væren, den ubetingede Væren; er den ikke ubetinget, er den afskaffet; i Forhold til Christendommen gjælder ubetinget: enten – eller. Den er nu hørt længe nok, og høit nok, denne frække Tale, at man maa gaae videre, at man ikke kan blive staaende ved Christendommen, ved Troen, ved det Eenfoldige, ved Lydigheden, ved dette »Du skal«. Og den er trængt igjennem længere og længere ned i Folket, paa hvem det naturligviis har Indflydelse, hvorledes der, om jeg saa tør sige, i de høieste Kredse dømmes; den er trængt igjennem, og kun altfor let, da desto værre ethvert Menneske har en naturlig, en medfødt Lyst til Ulydighed. Derfor blev »Grundene«, det at troe af tre Grunde, sat istedetfor Lydigheden; thi man generede sig for at lyde. Derfor blev Mildheden sat istedetfor Strengheden; thi man dristede sig ikke til at befale, og man krympede sig ved at skulle lade sig befale: De, som skulde befale, bleve feige, De som skulde adlyde, bleve frække. Saaledes blev Christendommen afskaffet i Christenheden – ved Mildheden. Uden Myndighed, i en forslidt aflægs Klædning lister den sig om i Christenheden, og man veed ikke, om det er den, man skal tage Hatten af for, eller det er den, der skal bøie sig for En, om det er dens Medlidenhed, vi behøve, eller den, der behøver vor Medlidenhed.

Men er der for os kun een Frelse: Christendommen, sandeligen der er for Christendommen kun een Frelse mulig: Strengheden. Ved Mildhedens Hjælp kan den ikke frelses – det vil sige, den hverken kan eller skal frelses, denne Tanke er en Majestæts-Forbrydelse mod den; men den skal ved Strengheden indsættes i sin Ret igjen som Hersker. Og skulde jeg end selv segne under Vægten af den Maalestok, jeg udvikler, og skulde jeg end selv være den Første, der hjemfaldt til Dom, og skulde jeg end blive den Eneste: jeg kan det ikke anderledes. Jeg veed vel, hvad jeg gjør; jeg veed ogsaa, hvad jeg i Frygt og Bæven, efterstræbt af Anfægtelser, har lidt ved at vove mig saa langt ud, eensom Dag og Nat beskjeftiget med saadanne Tanker, og i saa lang Tid eensomt beskjeftiget dermed i stigende Anstrengelse; og eensomt, skjøndt jeg levede i Christenheden, hvor jo Alle ere Christne, men hvor jeg dog aldrig har hørt nogen Tale eller Prædiken, om hvilken jeg, hvis det var for Gud at dette Spørgsmaal gjordes mig, ubetinget turde sige, at den var christelig – thi selv det meest Christelige, jeg har hørt, havde dog altid en betænkelig Tilsætning af »Grundene«, en Bismag af menneskelig Klynken og Medlidenhed, en Mislyd af det Indyndende. Jeg havde intet Kloster, hvor jeg kunde flygte hen, søgende en Omgivelse, der dog nogenlunde svarede til min inderlige Beskjeftigelse. Jeg valgte den eneste Udvei, der var ladet tilbage i Christenheden: den at synes den Letsindigste af Alle, at »blive en Nar i Verden«, for i denne alvorlige Verden dog om muligt at omfrede, hvad jeg skjulte i mit Inderste, en Smule Alvor, og for at denne Inderlighed kunde faae Indesluttethedens Fred til at voxe i Stilhed. Ved dette Liv har jeg yderligere lært, hvad man maaskee saaledes, ved Kjendskabet til Menneskenes tankeløse Letsind og selvtilfredse Forvildethed, lærer end bedre end i Ørkenen og af Nattens Stilhed; ved dette Liv i Menneske-Vrimlen, ved dette, om man saa vil, falske Liv – thi sandt nok, jeg skjulte noget Andet i mit Inderste, men det var det Bedste, jeg skjulte, jeg har aldrig, aldrig bedraget saaledes, at jeg har gjort mig bedre end jeg var – ved dette Liv i Menneske-Vrimlen lærte jeg med frygtelig Sandhed at forstaae, at Strenghed er det Eneste, der kan hjælpe.

Den har jeg brugt. Men jeg har ingen Magt, hverken Soldater eller anden Magt; jeg har ingen mægtige Forbindelser, har ingen, ingen Indflydelse eller Magt over Andres Skjebne; jeg er af Alle den Eensomste, den, verdslig forstaaet, Afmægtigste. At bruge Strenghed kan let ophidse Menneskene; derfor pleier Den, der vil bruge Strengheden, først at sikkre sig Magten. Saaledes hverken kan eller vil jeg bruge Strenghed; thi herske vil jeg ikke, jeg vil kun tjene Sandheden, eller, hvilket er det Samme, Christendommen.

Strenghed er det Eneste, der kan hjælpe et Menneske. Derfor formaaer et Barn, sammenlignet med en Ældre, saa meget, er langt haardførere, fordi der dog endnu er nogen Strenghed i Opdragelsen; og hvad formaaede et Barn ikke, da Strengheden var større! Derfor seirede Romerne altid i Slaget – hvorfor? fordi Strengheden hjalp dem, hjalp dem til at frygte det som var værre end Døden, og derfor til at seire. Og saaledes ogsaa med Christendommen. Der var engang da den med guddommelig Myndighed øvede Herredømme over Menneskene, da den henvendte sin Tale til hver Enkelt kort, ordknap, befalende: Du skal; da den forfærdede hver Enkelt med en Strenghed, der endnu aldrig var kjendt: Evighedens Straffe. Denne Strenghed hjalp; i Frygt og Bæven for det uundgaaelige Tilkommende formaaede den Christne at foragte alle dette Livs Farer og Lidelser som Børneværk og halvtimes Narrestreg. Ja, denne Strenghed hjalp; den gjorde det til Sandhed, at det at være Christen er at være i Slægtskab med Guddommen. Dette var den stridende Kirke; 👤Satan selv havde Intet formaaet mod den, uden at give Troens Helte den forønskte Leilighed til at omstraales af Martyriets uforkrænkelige Glands, den fornødne Leilighed til, at det skjulte Menneskes Herlighed blev gjennemsigtig – thi den christelige Herlighed er et indvortes Menneske, en Inderlighed, som maa holdes for Lyset, hvis den ret skal vise sig. Da sagde 👤Satan til sig selv: paa den Maade seirer jeg ikke; og han forandrede Methoden. Han fik lidt efter lidt den christne Kirke indbildt, at nu havde den seiret, nu skulde den hvile sig ud efter Striden og nyde Seieren. Og det saae forførerisk nok ud; thi i den Tid Kirken streed, tog en Mand dog i Betænkning at slutte sig til den, saa dens Tilvæxt endda ikke var saa stor. Men efter at den havde seiret – ja, da vandt den Tilhængere i Millionviis. Hvad vil man saa mere; thi skulde der være nogen Betænkelighed forbunden med en seirende Kirke, maatte det jo være, at den efterhaanden svandt ind, tabte i Antal. Men just lige det Modsatte blev Tilfældet. Ja ganske vist; den svandt ikke ind, den aftog ikke i Antal, nei den tiltog, det er sandt, som en Vattersottig tiltager, den svulmede op i usund Fedme, næsten væmmelig bredte den sig i kjødelig Trivelighed, neppe til at gjenkjende.

Nu vare da Alle blevne Christne. Men Magten og Myndigheden var ogsaa tabt. Man var forvænt ved at høre den idelige og idelige Remse af de christelige Sandheder foredragen – store Ting om Nogen længer gad høre derpaa: store Gud og Scenen var i Christenheden, hvor Alle vare Christne, og hvor det dog var tvivlsomt, om Nogen gad høre de christelige Sandheder. Men at tale i det nu aldeles forældede, næsten latterlige Sprog, som Christendommen talte da den med guddommelig Myndighed øvede Herredømme over Menneskene, og med hidtil ukjendt Strenghed opdrog dem ved Frygt for Evighedens Straffe, Straffe hvilke kun Christendommen har forsøgt at anvende: at tale dette Sprog, det vovedes ikke af Christendommens Forkyndere i Christenheden. »Det gaaer i al Evighed ikke an«, har en Saadan sagt til sig selv, »ikke blot bliver jeg latterlig, ikke blot at man maaskee endog slog mig ihjel; men selv om jeg vilde vove dette, jeg udretter Intet, jeg gjør blot Menneskene saa rasende, at de aldeles afkaste Aaget.« Her vare gode Raad dyre. Da begyndte en maaskee velmeent menneskelig Kløgt det sørgeligste af alle Foretagender: at forraade Christendommen ved at forsvare den. Og da loe Djævelen i sit stille Sind og sagde: see, nu kan jeg forholde mig ganske rolig, nu er Spillet vundet. De, der saaledes forsvare Christendommen, vide ikke hvad de gjøre, Hemmeligheden er dybt skjult, de ville bestandigt søge Feilen i det hidtil førte Forsvars Ufuldkommenhed, og derpaa ivrigere og ivrigere fare fort, mere og mere fordybe sig i Forsvaret – hvo falder ogsaa paa, at Den, der forsvarer, just er Forræderen, om han end ikke veed det. Saa forsvarede de Christendommen – retfærdige Gud og Scenen var i Christenheden; det var altsaa lige over for Christne, at Christendommen forsvarede sig, som naar en Konge maa forsvare sig lige over for sine Undersaatter. De forsvarede Christendommen; Myndigheden var der aldrig Tale om eller Brug af; dette »Du skal« hørtes aldrig, for ikke at vække Latter; de forsvarede Christendommen og sagde: »forsmaaer ikke Christendommen, den er en mild Lære, i den er indeholdt alle de milde Trøstegrunde, som ethvert Menneske dog saa let kan komme til at behøve i Livet. Herre Gud, Livet er ikke altid smilende, vi behøve Alle en Ven, og en saadan Ven er Christus; forsmaaer ham ikke, han mener det saa godt med Eder.« Og det lykkedes; man hørte virkelig med Opmærksomhed paa denne Tale, man skjenkede virkelig denne Tigger, den Herre Jesus Christus (thi om han end ikke selv var Tiggeren, saa var han dog Den, paa hvis Vegne der blev tigget) Gehør; man fandt der var Noget deri; det kildrede den herskesyge Christenheds Øre, at det jo næsten var, som skulde der balloteres – lad gaae, paa det Vilkaar antage vi Christendommen. Retfærdige Gud og Scenen var i Christenheden, hvor Alle ere Christne, og der blev Christendommen paa det Vilkaar antaget af de Christne.

Saaledes gik det tilbage for Christendommen; og nu lever der i den bestaaende Christenhed, hvor der rigtignok aldrig er Tale om Strenghed, der lever en forkjelet, stolt og dog feig, trodsig og dog blødagtig Slægt, der leilighedsviis hører disse milde Trøstegrunde foredragne, men som knap veed, om den vil gjøre Brug af dem, selv naar Livet smiler skjønnest, og som i Nødens Stund, naar det sees, at saa milde ere de dog egentligen ikke, forarges. Retfærdige Gud og Scenen er i Christenheden! Retfærdige Gud; ja hvo der vil see, han seer just her den retfærdige Gud: frygtelige Straf, fordi den stridende Kirke blev den triumpherende, eller den bestaaende Christenhed. Sandeligen, dersom Du, naar Du seer et Menneske, der forfaldt, naar Du seer ham i al hans Usselhed, Vanære, Elendighed, kan see den retfærdige Gud: saa maa Du – hvis dog denne Naade vederfores Dig, at Du med Strenghed blev opdraget i Christendom – i »den bestaaende Christenhed« see den retfærdige Gud.

Thi kun den stridende Kirke er Sandhed, eller Sandheden er, at, saa længe Kirken bestaaer i denne Verden, er den den stridende Kirke, der forholder sig til Christus i hans Fornedrelse, om end dragen til ham fra Høiheden. Derimod er det Usandhed, denne Tale, hvorved Menneskene smigre Slægten og sig selv: at Verden gaaer fremad. Thi Verden gaaer hverken fremad eller tilbage, den bliver væsentlig eens, som Havet, som Luften, kort som et Element; den er nemlig og skal være det Element, der kan afgive Prøven for Det, deri at skulle være en Christen, der altid i denne Verden er Medlem af den stridende Kirke. Dette er Sandheden. Den triumpherende Kirke og den bestaaende Christenhed er Usandheden, er den største Ulykke, der kan hændes Kirken, er dens Undergang, og tillige Straffen, da det jo kun kan skee selvforskyldt.