IA241751►Hvori ligger Begrebet Mythe og Mythologie – har ikke enhver Tid sin Mythologie – 👤Novalis etc – hvori forskjellig fra Poesie (►det conjunktiviske – ►Romanen, Prosa poetisk[)] = en hypothetisk Sætning ►i Indicativ.
d. 13 Sept: 36.
2IA248I hvilket Forhold staaer det enkelte Individs Udvikling til det Hele – Jorden dreier sig om sin Axe og gaaer rundt om Solen – ►det Romantiske overlevet – hvorvidt gjenemløber hvert enkelt Individ hele Verdens Udviklingen – gjenemløber forfra indtil det Stadium paa hvilket hele Udviklingen befinder sig.
d. 25. Sept.
3IA249►den gale Peter i 📌Kallundborg, da man advarede ham om ikke at staae Ilden for nær: »Er ikke et Stykke Surbrød med Steg paa bedre end et bart Stykke Rugbrød (►Jfr👤A. Lund)
d. 26 Sept.
4IA253►Den ⓘ philosophiske Erkjendelse er først færdig (gaaer op i Systemet – ►Idee og ►Form – derfor intet absolut Princip? Nei – bliver det kun ved Formen.
d. 6te October.
IA275767►Omvendelsesscenen i 📖 D. Juan er Resonantsbunden for den følgende store ►Arie: »Kjølige Druer«.
8IA276Hvorfor ►oplyser først efter ⓘ Sammentræffet med 👤D. Juan 👤D. Anna sin Brudgom om Forvexlingen – Jalousie med Hensyn til 👤Elvira – ►👤Hoffmann har dog Ret, ogsaa er ►hendes Arie s[p]ecifik forskjellig fra ►den i anden Scene – smlgn. ►den retarderende Arie i ⓘ 4d Act
10IA278Den gamle Mand jeg traf sammen med i Theatret, som havde seet ►📖 D. Juan►i 30 Aar (Tradition).
12IA280Spidsborgerlighed. ►👤Hoffmanns 📖 Meister Floh. Fortællingen om Skrædderen der fik Balonspiritus. Dette blot som saadant er slet ikke humoristisk; men naar det berettes, ►at han nu havde knebet saa meget fra sine Kunder, at hans Kone havde faaet en ny Klædning, naar det hedder, ►at han hver Søndag naar han kom fra Kirke fik Lov at gaae over paa Apotheket, kort sagt naar denne commensurable Endelighed i alle Livsforholde bringes i Forhold til Noget saa Extraordinairt, og naar dernæst 👤Hoffmann med en Naturforskers Grundighed fortæller hvorledes han først steeg mod Loftet og blev stødt ned igjen og endelig formedelst77 Trækken gjennem et Vindue blev ⓘ paa Siden revet ud af dette – saa fremtræder det Humoristiske. –
13IA286Er ikke ogsaa ⓘ Prosaens uhyre Overvægt parodisk. Det er ret interessant at see, ⓘ hvorledes Verseform og hvad dertil hører efterhaanden forsvinder. ►Romanen var hos ►Trobadourerne paa Vers og kun saavidt jeg veed ►Novellen i Prosa (et Bidrag til at opklare ►Begrebet Novelle) de fleste af ►de nuværende Folkebøger have oprindelig været skrevne paa Vers. –
Nov. 36.
14IA287Jødedommen havde udviklet sig til sin Parodie da Χstd. kom: ►i Loven ved Pharisæerne – ►i Prophetierne ved Forestillingen om en jordisk 👤Messias.
15IA288►Det Parodiske (som det sidste Stadium i Udviklingen) viser sig ogsaa i den Maade, paa hvilken Barndommen gjentager sig i Alderdommen: »at gaae i Barndommen.«
16IA289Ligesom Opdragelsen er til for at lade Individet gjenemleve det Udviklingen har gjenemgaaet, saaledes har ogsaa enhver Nation et Stadium, i hvilket den gjenemløber det, Verdens-Udviklingen har levet, inden den bliver verdenshistorisk-myndig, og jo mere ligesom ved Opdragelsen dette forborgne Liv bliver holdt udenfor Verdens-Debatten desto bedre, desto eiendommeligere.
7817IA290Spidsborgerlighed er egl. Uformuenhed til at kunne hæve sig over Tids og Rums absolute Realitæt, og kan derfor som saadan ►kaste sig paa de høieste Gjenstande fE Bøn til visse Tider og med visse Ord. Det er det som ►👤Hoffmann altid har vidst saa fortræffeligt at fremhæve.
18IA291►ⓘ Dersom👤Mozart levede nu og skulde componere Musikken til 📖 D. Juan og altsaa var sat i den Nødvendighed at skulle bruge en Dandsemusik, vilde det da være rigtigt at bruge en Gallopade eller vilde ikke den frembrusende ⓘ fortvivlende Musik staae i Modsætning til 👤D. Js Charakteer, medens den yndefulde saa megen Gratie udfoldende Menuet ypperligt samstemmer med 👤D. J.s Nyden, ligesom dens Sædelighed ypperligt ⓘ ironiseres ved 👤D. Js Letfærdighed. Det eneste Øieblik da 👤D. J. kunde dandse en Gallopade vilde være ►med Commandanten i sidste Act, dersom hans Livsfylde vilde være istand til at henhvirvle ham og indgive ham den fornødne Livslyst.
19IA292►Hvad vil det sige og hvorvidt er det sandt, at hver Tidsalder har sin 👤Faust etc – Nei i Verdens-Udviklingen er der kun een 👤Faust, kun ►een👤D. Juan, men for det enkelte Individ ligesom for den enkelte Nation i Verdens-Udviklingen er naturligviis en for hver. Netop derfor kan i en vis Henseende ►👤FaustfE omvende sig, da det er den ny Tids Opfattelse – som da NB. ikke er en Opfattelse af 👤Faust men er denne Tidsalders Idee. –
20IA293📖 ►Maanedsskrift for Litt. 8d Aargang. 11 Hefte p. 400 n: (i en Recension over 👤Oehl:s 📖 Socrates.): »►Betragtes den foreliggende Tragoedie efter disse Hensyn, saa viser79 der sig en mærkelig Ulighed mellem de reent græske Bestanddele og det Meste af det Øvrige. I hiint fremtræder en klar Forstandighed i simple Ord, der paa det knappeste slutte sig om Tanken, i dette møde vi hyppigen et digterisk Sprog af den nyere Tids Præg idelig rede til at sætte Sindet i en mangeartet Bevægelse ved spirituelle ⓘ Combinationer og Billeder etc«
21IA296Hvor er Grændsen for Operaen? ►Vor Opera ɔ: som vi give den her er en Tilnærmelse til ►Vaudevillen.
22IA297Sammenstødet d. 30 Nov., da de gav ►»de to Dage« med en ubekjendt, men smuk Dame (hun talte Tydsk) var ene i Parquettet med en lille Broder – hun forstod Musikken. –
23IA298Hvad ligger der i disse Ord: ►dersom de ikke troe 👤Moses og Propheterne, troe de heller ikke om Nogen opstod fra de Døde. –
d. 3 Dec. 36.
24IA300Mythologie er Evighedens Idee (den evige Idee) ⓘ Fastholdelse (►Undertrykket-Væren) i Tids og Rums Kategorie – i Tidens fE ►Chiliasme eller Læren om et Himmeriges Rige, der begynder i Tiden1; – i Rummets fE80 naar en Idee opfattes i en endelig Personlighed. Ligesom derfor det Poetiske er det ►Conjunktiviske, men heller ikke gjør Fordring paa at være mere (den poetiske Virkelighed) er det Mythologiske derimod en hypothetisk Sætning i ►Indicativ (cfr. ►p. 1 i denne Bog), det ligger netop i Conflikten derimellem idet det Ideelle, tabende sin Tyngde fastholdes i den jordiske Skikkelse.
✂ 1 derfor er det i en vis Henseende grund-comisk at tænke sig ►👤Pastor Stiefel (samtidig med 👤Luther) der forudsagde Verdens Undergang til et vist Klokkeslet, samlede sin Menighed i Kirken; men der blev Intet ⓘ af, hvorimod det let kunde haⓘ ve blevet hans Undergang, da Folk bleve saa forbittrede derover, at de nær havde slaaet ham ihiel.ⓘ
IA301ⓘ Modsætningen til Spidsborgerlighed er egenlig ►det Quækeriske (i dets abstrakteste Betydning), hvor det ogsaa omfatter den Ubestemthed og Tilfældighed, der findes i Livet hos Mange, overhovedet ►Annihilisation af den historiske Udvikling.
IA30227►Den hele idealistiske Udvikling i 👤FichtefE fandt vel et Jeg, en Udødelighed, men uden Fylde, ►som 👤Auroras Mand, der vel udødelig, men uden evig Ungdom endte med at blive en Græshoppe. –
IA303Som Exempel paa en Arie, der i en ⓘ vis Henseende er tilfældig i en Opera, men som dog igjen fra en anden Side er af yderste Væsenhed, er ►den første Arie i »📖 de to Dage«, der [er] ►fremkaldt ved den Gls Ønske om, at høre den, fordi han holder saa meget af den, (dette er det Tilfældige ved dens Existents), hvorimod det, at den saa dybt har grebet den unge Savoyard, 28 der paa en Maade maa ansee den for at være componeret for sig, for sit Liv; det at det viser sig, at hans Redningsmand er den Greve, som hans Fader igjen frelser, uden at vide det; det dybe inderlige Liv i Savoyardernes lille Kreds midt i Livets støiende Larm, som paa en Maade er Grundtonen i Stykket, gjør netop denne Arie til Noget, der hører til denne Operas Hjerte. – 81
IA306Det er vel sandt (hvad jeg seer af ►en Critik over 👤Baggesen efter det Tydske i 📖 Kiøbhsposten for idag) at ►👤B. mangler hiint »Uudsigelige«, men det er netop det Romantiske, en ⓘ idelig Griben efter Noget, der svinder bort for Een, derfor kan den aldrig levere det, men kun Afbilledet deraf Skyggen etc. ɔ: ►Allegorien, ►cfr mine Papirer over det Romantiske, det Clasⓘ siske har egenlig ingen Allegorie.ⓘ
IA321ⓘ Jeg haaber, at efterhaanden den momentane Trøst og Tilfredshed, – der ikke er andet end ►den Busk, der skjød op og skyggede over Propheten 👤Jonas (under hans tunge Kald at forkynde Niniviternes Undergang; og saa længe vi saa at sige have det samme Kald med Hensyn til os selv, saa længe kan vi i det høieste nyde den samme Husvalelse) for strax at visne igjen, – skal afløses af en langt dybere Ro, som vil bevirke, at vel Overfladen kan smertelig berøres men som ikke rører det Inderste.
d. 17. Jan. 1837.
IA322Der er mange ⓘ Mskerⓘ , der komme til et Livs-Resultat ligesom Skoledrenge; de snyde deres Lærer ved at skrive Facitet ud af Regnebogen uden selv at have regnet Stykket.
d. 17. Jan.
IA327ⓘ Der maa dog gives Noget, der er saa saligt, at det ikke lader sig udsige med Ord – hvorfor blev ellers ►de Mænd, hvem noget ret Stort blev aabenbaret: stumme? –
82Paa et høieste Stadium løbe Sandserne i hverandre. Ligesom ►👤Lemming ved at stryge Guitaren gjorde Tonerne næsten synlige – saaledes bliver ved Maanens Skinnen paa Vandet Overfladens Farvetoner næsten hørlige.
Jan. 37.
IIA58331Der gives Msk, der tale efter Ideeassociationer, men langt herunder staaer et Standpunkt, jeg vilde kalde ⓘ Ordenes Selbstsucht«, hvor det ene Ord river det andet med sig, hvor Ord, som ofte komme sammen i Selskab, søge hverandre, omtrent som det vilde gaae med Ordene i et Lexicon, naar de kom tillive, de vilde stille sig i samme Orden som de vare vante til.
d. 30 Jan:
IIA584Naar Noget ret skal blive nedtrykkende, da maa ⓘ der først udvikle sig midt i al mulig Begunstigelse en Ahnelse om det dog ikke er galt, man bliver sig ikke selv noget saa Forkeert bevidst; men det maa ligge i Familieforhold, da viser Arvesyndens fortærende Kraft sig, der kan stige til Fortvivlelse og virke langt frygteligere end det Faktum, 32 hvorved Ahnelsens Sandhed bekræftes. Derfor er ►👤Hamlet saa tragisk. Derfor ►spørger 👤Robert le diable drevet af en ængstende Ahnelse1, hvoraf det dog kunde komme, at han gjør saa meget ondt. – Velsignelsen er omvendt til Forbandelse. – Det er en høist poetisk Styrelse, der gjør, at ►den Pige, der ene og alene er istand til at vide, hvad der stikker under 👤Robert le diables paatagne Galskab (hans Bod) er – stum.
IIA5958333►Χstus er i ethvert Moment ligesaa meget Gud som Mand – ligesom i Havet Himlen viser sig ligesaa dybt i det, som den er høit over det. –
IIA596Naar man først kommer til at reflectere over Χstd., saa maa den vistnok, inden man kommer ind i den, først have været Een ►til Fald til Forargelse, ja man maa have ønsket, at den aldrig var kommen ind i Verden, eller i det mindste at Spørgsmaalet om den aldrig var opkommet i Eens Bevidsthed. Derfor væmmes man ⓘ ved al den Snak af gjeskjæftige ⓘ mellemsnakkende Mellemmænd, om at ►Χstus er den største Helt etc etc derfor langt hellere den humoristiske Opfattelse. –
34IIA598►Det D. Juanske Liv er egl. musicalsk, og derfor er det saa rigtigt, at ►👤Lenau i sin »📖 Faust« da det Moment begynder, i hvilket 👤Faust reproducerer 👤D. Juan, lader 👤Mephistopheles spille op – denne Omstændigheds dybere Betydning ►har 👤Marthensen ei seet. –
IIA599Den Idee, den Livs-Anskuelse ►at kjende Alt ⓘ det Onde, som en Sect af Gnostikere gjorde til deres, er dyb; kun maa man have Modtagelighed derfor, hvilket ►i Sagnene er antydet, idet at de, der ei ere døbte, see Ting, som Andre ikke see. –
IIA600Metaphysiske Forelæsninger af ►Tolderen 👤Zacchæus i et Morbærtræ; kjedsommeligt sammensatte til Adspredelse og Beroligelse i mørke og sorgfulde Timer for ængstede Samvittigheder af hans taknemlige Collega forhenværende Under-Toldbetjent. Med 35 en ung Philologs udødelige Comentar, for at skaffe Bo84gen Afsætning følger hermed et kort ►Indbegreb af Conversations-Themata belieblich udsatte ►zum Gebrauch für Jedermann.
►Dronehuset. ►trykt i dette Aar.
Hermed følger en Liste over de Skjeldsord, man kan bruge uden at blive sagsøgt.
IIA602Een døer netop som han har beviist ►Helvedstraffenes Evighed, fanget i sin egen Theorie. Mærkelig Overgang fra Theorie til Praxis.
IIA603Ja derfor troer jeg jeg vilde overgive mig til 👤Satan at han kunde vise mig enhver Afskyelighed enhver Synd i sin rædsomste Skikkelse – det er denne Tilbøielighed denne Smag for Syndens Hemmelighed. –
36IIA605►👤Faust vilde ikke lære det Onde at kjende, for at glæde sig ved at han ikke var saa slet (det gjør kun Spidsborgeren), men han ⓘ vil tvertimod føle alle Syndens Sluser aabne i sin egen Barm, det hele uoverskuelige Mulighedernes Rige, Alt vil ikke forslaae derimod. Han vil skuffes i sine Forventninger. –
IIA606Hvad forslaaer al den Næring Verdens Viisdom byder Een mod den Χstd. giver, der ►skjænker os dens Stifters eget Legeme og Blod. –
IIA607Medens jeg ivrer mod at Andre ikke studerer Kilderne, men Compendier – lever jeg selv et Compendium – medens jeg kan seire i enhver Disput har jeg faaet et Gespenst af min egen Phantasie paa Halsen, som jeg ikke kan bortdisputere. –
8537IIA608Den ⓘ hele Holdning i den græske Natur (Harmonien) gjorde, at om end Kampen adskilte dem, denne dog ei blev saa hæftig – dengang var i Naturen Harmonie – i Individet Ironie – nu kom Hævnen – Ironie i Naturen Humor i Individet. Naar man vil sige, at Ironie og Humor ere det samme, kun Grads-Forskjel, saa vil jeg sige, hvad ►👤Paulus siger om Χstd. Forhold til Jødedom »Alt er Nyt«.
IIA609Jeg seer mig undertiden omgivet af en rædsom ►phrasenagtig Figur – jeg vilde kalde den et Compendium af et Msk – et kort Indbegreb af Følelser og Begreber – en belieblich lang tynd Mand, som dog Naturen ligesom har standset i ethvert Fremskridt – han skulde have lange Arme, men see Stykket fra Skuldren til 38 Albuen er saa uendeligt langt, og det fra Albuen til Haanden saa meget lille, ligesaa ogsaa Fingrene, Ansigtet o: s: v: og enhver Tale begynder med en meget lovende ►Forsætning, saa man allerede i Haabet anlægger en uhyre Maalestok, men see det bliver til Intet. –
IIA612Saa er man kommen til Ro, naar man ligesom ►Alcedo ⓘ ispida (Iisfuglen) kan bygge sin Rede paa ⓘ Havet. –
IIA613►Hottentotterne afhugge altid en dræbt Slanges Hoved af Frygt for, at Een ved uforsigtigt at træde paa den skal blive bidt, da de troe, at Slangen endnu efter sin Død kan skade ved sin Gift. –
IIA616ⓘ Jeg forekommer mig selv ligesom den stakkels Papegøie, man altid tilraaber: »Hvad skal Du have? Skal Du have Sukker? – Ja, .... Sk–t skal Du have!« –
IIA617ⓘ Som en eenlig Gran, egoistisk ►afsluttet og rettet mod det Høiere, staaer jeg, kaster ingen Skygge, og ikkun Skovduen bygger sin Rede i mine Grene.
Søndagen den ⓘ (9/7-37)ⓘ i ►📌Frederiksberg Have
efter et Besøg hos ►Rørdam.
IIA618 ⓘ ►Der indtræder undertiden ⓘ
41ning ere udsonede til et taageagtigt drømmende feeagtig Tilværelse – det reent æsthetiske – O desto værre vaagner man op igjen, desto værre begynde saa netop disse uendelige Spørgsmaal om, hvad jeg er, om mine Glæder, om Andres Interesser for mig, for hvad jeg gjør, medens maaskee Millioner gjøre netop det Samme. –
IIA619Atter er der nyt Liv paa ►📌Amagertorv og Folkelivets brogede Blomsterteppe er udspredt derover. ►I Nat Kl. 12 ⓘ paagreb man der et Msk. i lurvede Klæder, fordi han, som Vægteren sagde, havde udskjeldt Nogle, og den Vægter, der skal give Rapport, har ikke seet det, og de sloge Arrestanten vistnok med Urette og Ingen paatalte det – Ingen veed det. Det samme Liv er idag paa Torvet, 42 og det er dog 📌Amagertorv – hvad er det mod 📌Danmark, 📌Europa, Jorden, Verden. –87
IIA620Der gives Bemærkninger og Følelser, der ere udtalte i et saadant ⓘ Medium, at ligesom ved ►en Sort Papiir Skriften først bliver bemærket ved at holdes for Lyset – saaledes her ved at opildnes af Sympathiens Varme og Begeistringens Flamme. –
IIA621Det gaaer med de fleste superkloge Folk, naar de træde i Forhold til det høiere Poetiske, til det mere Phantastiske, som hiin ►Oberst 👤v. Plessen, der da hans Hest blev om Natten urolig ved nogle unheimliche Phænomener, nu fordi han var en god Rytter, satte sig op paa hans ell. veltilredne Hest, og vilde 43 tvinge den; men det var umuligt; ja han kunde end ikke komme af den; men maatte i en Times Tid sidde paa den, under de rædsomste Caprioler. –
cfr.👤J. Kerner »📖 Eine Erscheinung aus dem Nachtgebiete der Natur 1836. p. 299.
IIA622Det er saa umuligt, at Verden kan bestaae uden Gud, at dersom Gud kunde glemme den, den øieblikkelig vilde gaae under. –
IIA623►👤Hamann og overhovedet det personlige Liv i dets umiddelbare Udspringen af Charakterens Dybde er al Livets ►Hyperbel.
IIA624►👤Daubs Perioder er sande Labyrinther; der udfor44[dres] derfor til at læse dem en Ariadne-Traad – Kjærlighed nemlig og Begeistring.
d. 9 Juni 37. 88
IIA625Det er mærkeligt, ⓘ at den blaa-violette italienske Tone, som vi ellers ikke have her tillands, kan opnaaes ved paa en klar Aften at betragte Luften gjennem et Vindue, naar man har et Lys noget fra dette staaende foran sig. –
Mai 37. –
45IIA631Det er dog et fortræffeligt Udtryk paa Dansk for Digte fra Middelalderen: Sindrighed, disse underlige Spring – ulogiske – saaledes vilde man kunne sige, at Biernes Kuber ere sindrige – ikke fornuftige – saaledes med alle Naturens umidd. Frembringelser hvortil ogsaa hører Middelalderens Poesie Folkesange:
►Der staaer et Træ i min Fader Gaard
Det bær saa underlige Grene
Og alle Jenter de fik Mand i Aar
Og jeg maa gaae her alene.
cfr►👤Thiele📖 danske Folkesagn 2 D. 3 Sl. p. 152: Drenge Drenge Peberkorn, Katten blæser i Sølverhorn.
IIA632Der gives enkelte Ting, man aldrig bliver kjed af, naar man fE hører i en Skov Høstkarlene hugge Græs og de 46 da alle paa eengang standse for at hvæsse Leen, en Lyd, der mon[o]tonisk kommer igjen som Omqvædet i Viserne – som en Slags Bøn og Paakaldelse. –
En vil skrive en Roman, hvori en af Personerne bliver afsindig, efterhaanden under ⓘ Udarbeidelsen bliver han selv gal og ender den i første Person.
IIA635Det er en underlig Indledning til et Besøg paa en Kirkegaard, et nydelig lille Pigehoved sad hos Graveren med Ansigtet paa Ruden og tittede nysgjerrigt ud.
47IIA636Det Omqvæd der bestandig kommer igjen i Kæmpeviserne er igjen en af de for Middelalderen saa charakteristiske Anskueliggjørelser Det er nemlig den endnu ikke reproducerede lyriske Svingning, der gaaer igjennem det, den melodiske ell. rettere melodieuse Stemning – det er det samme, der kommer igjen, naar det til en senere Tid hedder: ►sjungen til den ell. den Melodie, hvilken udvortes Betegnelse af det Musicalske jo endnu har vedligeholdt sig i ►Overskriften over Psalmerne, synges til den og den Melodie, kun at her det Musikalske er ⓘ udskilt som forskjellige Momenter, medens det derimod i det første Tilfælde slumrer i den Eenhed, hvorom man kan sige, at ligesom al Tænken er Talen med sig selv (altsaa 48 sagte) saaledes er al Digten en Syngen for sig selv, vi har et Ord derfor: en Nynnen; ►hvorfor ⓘ jeg ogsaa Componisten til den egl. Vise-Melodie (som Exempel kan jeg anføre ►den gl. 👤Hartmann) egl. er reproducerer Digterens Stemning ved saa længe at recitere ell. snarere at messe Ordene for sig, til denne Recitation hæver sig til Musik, udsondrer det reent Musicalske fra det i det Lyriske liggende Tilknyttningspunkt for det Musicalske. –
IIA637Jeg gider slet Intet, jeg gider ikke gaae – det anstrænger; jeg gider ikke lægge mig ned; thi enten vilde jeg da ligge længe, og det gider jeg ikke, eller jeg vilde reise mig strax op igjen, og det gider jeg heller ikke – jeg90 gider ikke ride – det er for kraftig en Bevægelse i Forhold til min 49 Apathie; jeg gider blot kjøre; mageligt, jævnt rystet lade en Mængde Gjenstande glide forbi mig, dvæle ved ethvert smukt Partie blot for at føle min Mathed – mine Ideer og Indfald ere ligesaa ufrugtbare som en Gildings Brynde – forgjeves søger jeg Noget, der kunde oplive mig – end ikke Middelalderens marvfulde Sprog er istand til at tilintetgjøre den Tomhed, der hersker i mig – jeg føler nu i Sandhed Betydningen af ►det Udsagn om Χsti Ord: at de ere Liv og Aand – kort sagt: jeg gider heller ikke skrive dette jeg har skrevet, og jeg gider heller ikke slette det ud.
IIA638►Man taler saa meget om det Brogede som et 50 nødvendigt Moment i det Romantiske og jeg kunde næsten sige det Modsatte; thi ►den absolute Eensomhed, hvor ikke en Vind rørera sig, intet fjernt Hundeglam høres – og dog bøie Træerne sig til hverandre og gjentage deres ⓘ Barndoms Erindringer, da ►Nympherne boede i dem, og dog svælger netop nu Phantasien i den ypperste Nydelse og hvad andet er vel det Romantiske og jeg vilde blot gjøre Vedkommende ►et socratisk Spørgsmaal, om ►den pompeianske Smag ikke er ►bundet og broget.
✂ a og dog føler man Luftens Snaksomhed, ligesom ved andre Leiligheder dens Synlighed. –
IIA639Et fjernt Hundeglam, der kalder til fjerne ⓘ venlige velbekjendte Stæder, – fører ⓘ det skjønneste Beviis for Sjælens Udødelighed.
IIA640ⓘ Gud give jeg var Spillemand – et Bonde-Skovbal! – O Gud! det er dog den lykkeligste Classe Mennesker, Bønder og Bønderpiger. Men jeg savner i dette Øieblik Udtryk for alle mine Følelser. O, gid jeg, medens jeg var derude, havde havt En at meddele mig til – En af de Faa, til hvem jeg nu mere end nogensinde klamrer mig fast, og været fri for disse ep148 Spidsborgere og disse ►Cadetter, der ikke som mange Mennesker barnagtigt91 og godmodigt see det Skjæve, men som i Fornemhed oversee det Gode.
IIA642Det gaaer med mine Ideer som med Forældre, der vel føde sunde Børn men nu glemme itide at lade dem christne; saa komme ►de Underjordiske og lægge en ►Skifting istedet (det Naturlige mangler ikke, men den omhyggelige Pleie og Udvikling).
IIA643Det maatte dog være rædsomt paa Dommens Dag, naar alle Sjæle træde til Live igjen – da at staae aldeles alene, ene og ukjendt af Alle, Alle.
IIA644Jeg forekommer mig selv ligesom jeg var Helten i en ►Roman, et vildt Skud, som skulde fremstilles tilskue i en ►Novelle.
IIA646ⓘ Hvor dybsindigt Folkesagnet dog er, det antager at Elverfolket leger med Mennesker, omtrent som vi lege med en fangen Fisk.ⓘ
IIA647ⓘ Det forekommer mig som var jeg en Galeislave, lænket sammen med Døden; hver Gang Livet rører sig, rasler Lænken og Døden lader Alt henvisne – og det skeer hvert Minut.92
IIA648ⓘ »Alt ⓘ Mskeligtⓘ lyver, Haabet som Fortvivlelsen«, læste jeg som ►Citat af en gammel Opbyggelsesbog.ⓘ
IIA650ⓘ Der er faa Ord, hvormed Menneskene, uden at vide det, sige saa meget som ved det Ord: ►orientere; det er et verdenshistorisk ►memento – hele Historien gaaer fra Østen, Menneskeslægtens Udgangspunkt.
IIA65255Helten i en Roman vilde just gjøre en Bemærkning, da i det samme Forfatteren tager ham den af Munden, hvorover Helten bliver vred og siger, at den tilhører ham, og viser, at den alene kan være adæquat til hans Individualitæt og »naar det saaledes skal gaae til, vil jeg slet ikke mere være Helt.
IIA653Det gaaer med mine Ideer og deres Udførelse som med Fiskenes Bid i visse Maaneder – de bide falsk – Bid tidt nok men ingen Fisk.
IIA654Det er ethvert Msk. ligesaa nødvendigt som at have en Skygge, at have en bestemt Gjenstand for deres Livs-Po56lemik en ►👤Hamann, som de ved enhver Leilighed afbanke – men det Mærkelige indtræder, naar man seer de utallige Nüancer, fra dem, der polemisere mod en bestemt Person i det samme Qvarteer i det samme Fag (►vi taler om 👤Pryssing), ell. polemisere mod et enkelt Begreb lige til dem, der polemisere mod en heel93 ►Corporation, mod Nationer, mod Verdner, mod Evigheder.
IIA655►Post scriptum. Det er en besynderlig Lyst jeg undertiden kan faae til at slaae et ►entercha med Benene og et Knebs med Fingrene og derpaa – døe.
IIA656Det er ikke den chr: Retfærdighed man seer ►afbildet 57 ved 📌Vesterport, bunden for Øinene med Vægtskaalen i Haanden, det er den jødiske – den chr: Retfærdighed er den eenøiede Naade, der ikke afveier med vidtløftige Beregninger, den chr: Retfærdighed er ikke blind og ikke bunden for Øinene, den er ikke døv og behøver derfor ikke Vægtskaaler.
IIA657Guds Styrelser ere netop store i det Smaa, medens det der skorter for Msk., ligesom Kniplinger sete igjennem Mikroskop ere uordentlige og uskjønne, medens Naturens Væv viser sig for den samme Iagttagelse sindrigere og sindrigere. –
58IIA658►Nu indseer jeg, hvorfor den egl. Humor ikke som Ironie kan opfattes i en Roman og derved ophøre at være et Livsbegreb netop fordi det hører med til Begrebet ikke at skrive – ligesom ►👤Socrates ikke efterlod Skrifter, saaledes ►heller ei 👤Hamann, kun saa meget som den nyere Tids Skrivesyge forholdsviis gjorde det nødvendigt – Leilighedsskrifter. –
IIA659Ironie i Forhold til ⓘ den antique Sprogbygning – inden den moderne reflekterte Vidtløftighed.
94IIA660Hvorvidt kan der ligge noget humoristisk i Bønnen, i den deri indeholdte Tilsidesættelse af al verdslig Relativitæt, det at være Duus med Gud.
IIA66159Det som det nu vil komme an paa – som vil, naar det ordentlig bliver udført, blive vor Tids Classicitæt, vil være Stemningen[s] Continuerlighed istedetfor Begrebets, fastholdt i sit nødv. Forhold til en litterair vidensk. Udvikling, begyndende med ►Græciteten ell. endnu ældre, det skrider bestandig ind paa Intelligentsens Vei ikke paa Følelsers (fE Kjærlighed til det andet Kjøn vil slet ikke fremtræde, men vel ►det, hvad 👤Hamann kalder »aandelig Pæderastie«).
IIA662Jeg er en ►👤Janus bifrons: med det ene Ansigt leer jeg, med det andet græder jeg.
IIA663Det ⓘ gaaer med at see ligesom med at see Solen, 60 den man kun kan see i sin Reflex, den, som vil stirre lige paa vil ikke see andet end sorte Prikker for sit Øie
d. 6 Sept. 37.
IIA664Det Øie den Belysning i human Forstand, som gjør, at det falder mig lettere, at opfatte et malet Landskab end Naturen, maa den Χstne dog ikke savne, Guds Øie møder han der og i Historien.
IIA665►Grækernes Dualis – hvad Forhold til ►Paralellismen – hvad Forhold til ►den græske Musiks Grundtone (cfr ►👤Bindesbøll).
IIA66695Et Middel for at sikkre sig mod, at Eens Uhr bliver 61 stiaalet; man lade sit Nakkehaar voxe flætter det i to Pidske omkring Halsen og anbringer Uhret deri. –
IIA667Jeg har saa tidt tænkt paa, naar jeg følte mig stemt til at takke Gud ved Forestillingen om, at hvor daarligt og sørgeligt det end var, der dog var noget godt (fE at jeg nu kan sove om Natten) er det sand Taknemlighed – ell. er det Feighed, Frygt for at det i næste Øieblik skal berøves mig og jeg fortvivle.
IIA669Der gives visse Indretninger i Staten (visse Autoritæter), der oprindelig vare i en idelig ►Fluctuation i Stats-Livet, men som ved Stats-Livets ►Pe62trefakt siges at styre en Casus ligesom Præpositionerne, ihvorvel de egl. ikke gjøre det – de ere Præpositioner, der ere blevne til Adverbier. –
d. 29 Sept 37.
IIA671Lykkelig den, for hvem de universelle Pligtforhold endnu ikke ere vaagnede. – der erkjende et andet Msk. for deres Herrer – derfor ere Drengeaarene saa lykkelige, man gjør Spektakler, faaer Prygl o: s: v: – man søger at ►illudere sin Lærer. –
9663IIA673►De 10 Bud dertil svarer som det egl. Modstykke: ►Fader vor, ogsaa i sine enkelte Dele., som det eneste befalede.
IIA675Χstus gav sig ikke af med at skrive – ►han skrev kun i Sandet.
d. 2 Oct. 37.
IIA676Hedenskabet kommer aldrig længere til Sandheden end ►👤Pilatus: hvad er Sandhed og derpaa ►korsfæste de den.
d. 16 Oct 37.
IIA677Phantasie: En Mand, der var bleven gal, og som, hvad man end sagde til ham aldrig svarede andet end med 64 Charakterer. naar ⓘ man spurgte, hvordan har De det, svarede han: ►mg? o: s: v:.
IIA678►👤Hegel begyndte egl. først der, hvor ►👤Carl V endte – i et Kloster med at stille Uhre.
IIA711Det gaaer med Livet som med Tonerne, ►den rene Tone er en Svæven mellem det Rene og det Falske og deri ligger det Skjønne, den rene Tone i ►ængere Forstand ligesom det Logiske, det onthologiske, ell. det97 abstrakt-moralske – her det mathematiske, vilde være for Musikeren falsk.
d. 11 April
IIA712Hvad er Msk. denne Støvdrager i Evighedens ►Blomster (Historiens ►Transfiguration).
d. 12 April.
65IIA713 *Den Vei gaaer Χst. ligesom i Livet (hans jordiske Levnet) saaledes ogsaa i Historien ►mellem 2 Røvere, den ene forhærder sig, den anden omvender sig.
d. 12 April.
IIA714At Jorden er det Centrale kan man ogsaa see deraf, at Χst. var i Himlen, ►steeg ned i Afgrunden, men blev paa Jorden, saa at ►Ingen behøver at stige ⓘ op til Himlen for at hente ham ned – ell. til Underverdenen for at hente ham op; thi ►Kirken lærer meget rigtigt, at Χst. er i den, skjøndt han tillige læres at være i Himlen, uden at denne som saadan er istand til at fatte ham.
IIA715Hvoraf kommer det, at naar man vil udtrykke, at man, naar man vil udtrykke, at man hurtigt opfatter Noget, siger, at ►man forstaaer en halv qvædet Vise, og hvorledes gaaer 66 det til, at man langt lettere indpræger sig Musik end Ord – hvilken Side af Sjælen addresserer Musiken sig til – Phantasien? –
IIA716►Grækerne havde i Musiken langt renere Intervaller, derfor vare deres Toner fyldige og livsfrodige – men de formaaede ikke at døe og i deres Hendøen at tabe sig i Himmelen.
98IIA717Phantasie:►en gal Skolemester med et Fastelavnsriis i Haanden, som han paastaaer er ►👤Arons Præstestav, der bærer modne Mandler.
IIA719Disse litteraire ►Redicüler, saa kaldte fordi det uvidenskabelige Indhold her er bleven gjort latterligt, førend man kan bruge det.
IIA72067Der hersker aldeles ingen Respekt ⓘ for Eiendoms-Ret i aandelig Forstand – de raabe ►korsfæst ham, korsfæst ham og derpaa ►kastede de Lod om hans Kappe.
IIA721Den egl. Deprimerethed er det med ligesom med ►vapeurs den findes kun i de høieste Cirkler, dette ⓘ Ord forstaaet i første Tilfælde i aandelig Forstand.
d. 14 April.
IIA722►👤Ussing er et Udraabstegn efter en Sætning, der NB. skulde give det sin Betydning. Vor Tid er i den Henseende i en mærkelig Modsætning til Middelalderen og Oldtidens Skrivemaade. Denne frembragte Ord, der fortjente Udraabstegn, men fik dem ikke uden i Hjer68tets Amen; vor Tid frembringer til Erstatning lutter Udraabstegn.
d. 14 April.
IIA723Vor Tid bebuder og bebuder, og dog fødes der ingen ►👤Johannes d. Døber end sige mere –
IIA725Livet lader sig først fortolke, naar det er gjennemlevet, ligesom ogsaa ►Χstus først begyndte at udlægge Skrifterne og vise, hvorledes de lærte om ham, – da han var opstaaet.
d. 15 April.
IIA728ⓘ Naar ►👤Gjødwad (►Licentiaten vilde jeg kalde ham; thi han tager sig en meget stor ►Licents) bliver dømt, saa kunde man kalde ham: »forhenværende Afgud ved ►📖 Kjøbenhavnspostens Contoir«. – Det vil forøvrigt blive 📖 Kjøbenhavnsposten let at faae en ny Redakteur, da de jo antage tilfældige ►Incarnationer af 👤Brama – eller ogsaa kunde jo ►👤Rosenhoff overtage den med ep154og blive ►Amtsbarbeer ►med 3 Bækkener: 📖 Kjøbenhavnsposten, ►📖 den Frisindede, ►📖 Concordia.
d. 15. April.
IIA729►For 👤Heine er Christendommen traadt op i en saa ►barok Skikkelse, at han blev bange. Under disse Lidelser udhvilede det Poetiske i hans Sjæl sig i deilige lyriske Frembringelser (»►📖 Buch der Lieder«), men nu indtraadte Reflexionen. Denne burde nu egenlig have kastet sig over Christendommen for om muligt at udfinde, om det virkelig stod sig saaledes med den, men i det Sted kastede den sig ►hos 👤Heine over hans egen bedrøveligeⓘ 71 Skikkelse (han er i en dyb Betydning vor Tids100 ►Ridder af den bedrøvelige Skikkelse), denne forliebede han sig i, og nu ►nedsatte Phænomenet sig, saa at det, der i hans 📖 Buch der Lieder vækker vort Veemod ►i hans Prosa vækker vor Misbilligelse, og heri forhærder han sig.
d. 16 April.
IIA730Dersom Χstus skal komme til at boe i mig, maae det gaae til efter ►Overskriften af Dagens Evangelium ⓘ i Almanakken: Χstus kommer ind af lukkede Dørre.
IIA731Den Hellig-Aand er det guddommelige »Vi« der omfatter et Jeg og en tredie Person (en objektiv Verden en Tilværelse) idet nemlig det at der er 2 Subjekter gjør 72 at det bliver Pluralis, det at der er en første Person med giver denne Fortrinnet
d. 23 April 38.
IIA732Jeg vilde skrive en Novelle, der begynder med et fuldkomment ►Stilleben, indtil der igjennem ►Musiken af 📖 Don Juan pludselig gaaer et nyt Lys op, og nu det Hele bliver trukken ind i en reen phantastisk Verden.
IIA733I ►👤Grabbes 📖 D. Juan findes enkelte ganske vidunderlig mægtige Tanker, der hver for sig ligesom en umaadelig Gran skyder op i samme ⓘ Nu og staaer for os.
IIA734..... Og Fortidens Bedrifter ligge som ►Egeløv for dens Fødder, hvori den træder.
73Sørgetale over ►Favnebrænde ⓘ holden i 📌Charlottenlund d. 3 Mai 38.101
IIA735Man kan ikke nægte Politikerne en vis Paapassenhed og Observeren over Alt – de ere nemlig allesteds som de ►slette Penge.
IIA739En Forfatter bør altid give Noget af sin Personlighed, ligesom ogsaa ►Χstus bespiser os med sit Legeme og Blod.
IIA740Jeg mødte imorges et besynderligt Optog paa ►📌Kjærligheds-Stie – nogle unge Piger, der dandsede med hinanden hen af Veien – først tænkte jeg hvilke ►Flaner, men da jeg kom nærmere fandt jeg, at bag ved dem gik to unge Msk., der spillede paa Fløite, hvorefter de dandsede – nær havde jeg givet mig til at dandse med – saa der gives endnu Poesie af den Art i Verden. – Møder jeg flere 75 af den Sort Phænomener, saa bliver jeg vist ►en 👤D. Quixote, der vil see Sligt i Alt.
IIA742
Jeg lever omtrent nu som et ►Brændeviinsaftryk af en Original-Udgave af mit eget Jeg.
IIA743Naar ►man siger, at Msk. ved Drukkenskab sætter sig under Dyret saa ligger deri en Anerkjendelse af at der i Msk. slumrer en Syndighed, thi ellers vilde han jo blot sætte sig paa lige Trin dermed, men nu vaagner der et Helvede af Tilbøieligheder. –
IIA744Det er meget betegnende at Grækerne kalde en Afsindig 76 ►ϑεοβλαβης; thi Vanvid har vist sin Grund i Gudernes Vrede, der berøve Een Leiligheden til at forbedre sig og benytte Tiden.
IIA745Jeg har i disse Dage læst ►👤Görres📖 Athanasius ikke blot med Øinene men med hele min Krop – med Hjertekulen.
IIA746Msk. gjør aldrig næsten Brug af de Friheder det har, saaledes fE af Tænkefriheden; istedet derfor ►fordrer man til Vederlag Yttringsfriheden.
IIA747Der gives en vis ►reservatio mentalis der er absolut nødvendigt for at fælde en rigtig Dom.
IIA748103Ligesom ►👤Socrates maatte staae stille for at besinde 77 sig paa sig selv (Individet) saaledes maatte Middelalderen gaae paa Eventyr for at besinde sig paa Verden.
IIA749Med ►et Mæcenat-Exemplar af min Afhandling: Da jeg veed, at de formodentlig ikke vil læse den, og hvis De vilde læse den, ikke forstaae den, og hvis de forstod den, misbillige den, saa vil jeg henvende Deres Opmærksomhed ⓘ blot paa det Udvortes: ►Saffian og Guldsnit.
IIA750Den høiærværdige Allè af Kirkefædre, i hvis Skygge jeg dog endnu stundom kan finde Hvile.
IIA751Enhver Sandhed er dog kun Sandhed til en vis Grad, 78 naar det gaaer derudover saa kommer ►Contrapunktet og det bliver Usandhed.
IIA752At Gud kunde skabe frie Væsener ligeoverfor sig er det Kors, som Philosophien ikke kunde bære men er bleven hængende paa.
IIA753En Midnats-Time
👤Satan – Djævel – Flueskarn etc Du har narret mig, bedraget mig for de Øieblikke, jeg skulde have nydt. – ►Vægteren raaber: Der er ei Frelser fleer.
IIA754104Politikerne beskylder mig for, at jeg altid si79ger imod. Dog deri ere de mine Mestere; thi de have bestandig Een mere, de sige imod – dem selv nemlig.
IIA755Paradoxen er det intellectuelle Livs egentlige Pathos, og ligesom kun store Sjæle ere udsatte for Lidenskaber, saaledes er kun store Tænkere udsatte for hvad jeg kalder Paradoxer, hvilke ikke ere andet end ufuldbaarne grandieuse Tanker.
IIA756Det varer dog længe inden man egentlig finder sig ind, bliver hjemme (ⓘ veed, hvor enhver Ting har sin Plads) i ►den guddl. Oeconomie, man famler mellem en Mangfoldighed af Stemninger, ►veed end ikke, hvorledes man skal bede, Χstus ►kommer ikke til nogen bestemt Configuration i os – man 80 veed ikke, hvad Aandens Bistand vil sige etc.
d. 7 Juli.
IIA757 [a] Det gaaer mig med mine Længsler Ideer i mange Maader ►som 👤Nebucadnesar, der ikke blot fordrede af Spaamændene, at de skulde fortolke hans Drømme; men ogsaa sige ham, hvad han havde drømt.
✂ [a] IIA758►Gud skaber af Intet, forunderligt siger Du. Ja vel, men han gjør det, der er forunderligere han skaber Hellige (►de Helliges Samfund) af Syndere.
IIA759Derpaa kjender man, at man er bleven Χsten, han ►tager imod Een ligesom 👤Rebekka: jeg vil ikke blot give Dig at drikke; men ogsaa dine Kameler.
d. 18 Juli. 38.
IIA679Jeg sad forleden i en underlig i mig selv indsunket (som en gammel Ruin maa være tilmode) og dermed mig 81 selv og mit Jeg tabende Stemning, i en pantheistisk Opløsthed og læste ►en gl. Folkevise (udgivet af ►👤Sneedorf-105Birck), hvori der siges om en Pige, at hun ventede sin Elskede en Løverdagaften; men han kom ikke – og hun gik i Seng »og græd saa bitterlig, hun stod op igjen »og græd saa bitterlig« pludselig udvidedes Scenen for mig – jeg saae den jydske Hede med sin ubeskrivelige Eensomhed og sin eenlige Lærke – og nu stod den ene Generation op for mig efter den anden, og dens Piger sang alle for mig og græd saa bitterlig og sank i deres Grave igjen og jeg græd selv med.
Besynderligt nok, min Phantasie arbeider bedst, naar jeg sidder alene i en stor Forsamling, naar Støi og Larm giver den ►et Villies-Substrat til at holde 82 fast paa sin Gjenstand, uden hine Omgivelser forbløder den sig i en udmattende Omfavnelse af en ubestemt Idee.
d. 30 Dec. 37.
IIA680►Hadet til det monarchiske Princip gaaer i vore Tider saa vidt, at man vil have firstemmige Solo-Partier.
d. 31 Dec. 37.
IIA681Det gudd: Forsyn gaaer saa at sige efter en høiere Ideeassociation, medens Verden gaaer efter sine endelige Ideeassociationer. Medens saaledes ⓘ de endelige Individer realisere, hver sin Idee, glemmer imidlertid Guddommen ikke sine store Planer, og naar ⓘ Ingen venter det, træder i Historien det Mirakuleuse frem, derved, at det Gudd. gjennem sin Idee-Association vender til83bage til sin Præmiss – saaledes kan et Omqvæd i en Vise (især i Middelalderens, hvor Omqvædet ofte slet ikke staaer i Forhold til Indholdet) komme igjen, og medens det samler og indenfor ⓘ sin Samlen deraf, lader den i Verset liggende Idee realisere sig, udvikler den sig tillige selvstændigt.
d. 31 Dec. 37.
IIA682Ironien er en abnorm Udvikling, der ligesom ►Leverens Abnormitæt hos de Strasburger-Gjæs ender med at slaae Individet ihjel.
d. 1 Jan. 38.
IIA683106Jeg vilde skrive en Novelle med Mottoer af mig selv.
Motto: Phantasie for et ►Posthorn.
En Mand, der skriver sit Levnet, hvis Barndom slet 84 ikke har gjort Indtryk paa ham, og han seer deri igjennem en borneret Forstandighed blot det Latterlige – indtil han ved at blive Lærer for Børn nu opdager Barndommens Betydning, og reproducerer sin egen.
Til Motto vil jeg vælge ►den italienske Text til de Ord i 📖 Don Juan: dog de visne snart døe hen.
En heel Erindring af hans Barndomsliv skal træde op for ham gjennem ►den Sang: mit fulde Glas og Sangens raske Toner.
Det er mærkeligt, at den ⓘ Livs-Anskuelse, heri er udtalt (og det er det, at den indeholder en Livs-Anskuelse, der gjør den interessent) bragte Folk til at nyde Viin etc. med Maade i Vennelaug – Frygten for den chr Tvang bragte dem til at forfalde (det sidste 85 er langt hyppigere i vor Tid.
Vinteren er Sommerens ►Abbreviatur.
Bogen skulde udgives med tilfældige Omqvæd af en gal Mand.
Det Prototypiske i hans Forkjerlighed for ►Børsen (dens ruinerede Tilbagegang) af hans Forhold til lutter reducerede Familier.
d. 2 Jan: 38.
IIA685107Jeg traf forleden paa en Dame (►Fr.👤Ross) som egl. hører hjemme i en Sygestue, hvis hele Tale bevæger 86 sig om Sygdomme og Medicamenter og Forsigtighedsregler for sin Sundhed – men Hovedpunktet er egl. naar hun kan komme til at tale om, hvorvidt man bør lade de nærmeste Slægtninge komme ind til en Syg, der saa godt som ligger paa sit Yderste. –
d. 3 Jan: 38.
IIA686Er jeg Ukrudt i Litteraturen – nu vel saa er jeg dog idetmindste det man kalder: »►stolten Henrik.«
IIA687Det er af meget stor Virkning det Bas-Partie, der i ►📖 den hvide Dame (i ►den store Arie: den hvide Dame os om svæver) lægger sig som en mørk Sky under som Grundlag for at bære det i dette ⓘ Nummer indholdte Sværmerie
d. 4 Jan: 38.
IIA689En Mand, der lader sig levende flaae for at vise, hvorledes det humoristiske Smiil frembringes ved en bestemt Muskels Svulmen – og derpaa ledsager det med et Foredrag over det Humoristiske.
d. 6 Jan: 38.
IIA690Jeg ledte netop efter et Udtryk for at betegne den Classe af Msk, jeg kunde have Lyst at skrive for, i den Overbeviisning, at de ville dele min Anskuelse, og nu finder jeg det hos ►👤Lucian: ►παϱανεϰϱοι, (Een, der ligesom jeg er død), og jeg kunde have Lyst at udgive et ⓘ Tids-Skrift for παϱανεϰϱοι.
d. 9 Jan: 38.
10888IIA691Det er en fortræffelig ►Dialog i 👤Lucian mellem 👤Charon og Cynikeren 👤Menippus, der begynder med, at 👤Charon affordrer ham en Obol for sin Uleilighed med at sætte ham over 📌Styx, men 👤Menipp erklærer, at han ikke eier den.
d. 10 Jan: 38.
IIA692Besynderlig Sammenstilling
►Gibseren paa 📌Østergade har i sit Vindue staaende en ►👤Venus, der vender Ryggen til Folk og ved Siden af hende en Officier i fuld Uniform, jeg troer endog med ►Kammerherrenøgle paa, hvilken Modsætning Fru 👤Venus beundrede Lænder og Surrogatet af en Kammerherre-Nøgle.
d. 10 Jan: 38.
89IIA693Naar jeg læser en Bog, er det ikke saa meget det, der fornøier mig, det den er, som den uendelige Mulighed, der paa ethvert Sted maa have været, den vidtløftige Historie, begrundet i Forfatterens Individualitæt, Studium etc ethvert Udtryk maa have haft og maa endnu for Forfatteren have.
d. 13 Jan: 38.
IIA695Der gives Folk, der i den Grad omgaaes letsindigt og skammeligt med Andres ⓘ Ideer, de snappe op, at de burde tiltales for ulovlig Omgang med Hittegods.
d. 17 Jan: 38.
90IIA696Det er sært, at det ikke er falden Nogen ind, at lade en Mand, der var ifærd med at skulle døe, sige til Dø109den – dersom Du ikke døer, slaaer jeg Dig ihjel – og hvilken Confusion vilde det ikke give Anledning til i Verden, dersom det skete, hvor forlegne ville ikke de være, der ventede paa en riig Mands Død.
d. 18 Jan:
IIA697Det gaaer med ►dem, der ere komne ud over 👤Hegel ligesom med Folk, der boe paa Landet, der altid maa datere deres Breve »►per« en større Bye, saaledes lyde Addresserne her til 👤N. N. per 👤Hegel.
d. 17 Jan:
IIA698Naar man hører, at Een ved Drik stimulerer sin Aand, saa føler man, om han end frembringer de herligste Ting, en Ubehagelighed en Fornemmelse af det Forbudne og Utilladelige, der ligger i denne Nærmel91se til ►Kundskabens Træ – det er det som Middelalderen kalder at sætte sin Sjæl i Pant til Fanden.
d. 4 Feb: 38.
IIA699En Forening af det Classiske og det Romantiske.
En nøgen ►👤Apollo, der blot har en moderne ►Livkiole paa med lange Skjøder og med det ene af disse skjuler han blufærdig sin ►Blussel.
d. 6 Feb. 38.
IIA700Ligesaa urimeligt og uretfærdigt som det er at opkræve ►Kopskat, ligesaa urimelig er den ►Kop-Competence, der i vor Tid gjør sig gjeldende.
d. 6 Feb: 38.
IIA701Som ►Marque[u]rer forekomme ⓘ mig disse ►Repe[te]nter ved den nyere Philosophie, ikke engang som Marque[u]rer 92 ved en Skarpskydning, der dog paa en Maade deeltage i en Slags Fare, skjøndt paa en meget udv.110 Maade, men som Marqueurer ved et Billard, der i Søvne gjentage deres ►quatre à pointe etc.
d. 8 Feb:
IIA702 [a] Naar der undertiden er en saadan ►Allarm i mit Hoved, at det er som om Craniet blev løftet op, og da er det ligesom, naar ►Nisserne hæve et Bjerg lidt op og nu holde Bal og Lystighed derinde.
✂ [a] Gud forbyde det!
d. 9 Feb: 38.
IIA703Om end Alle holde nok saa meget ⓘ af Regjeringen, om end Alle ville gjøre Alt, saa kan man dog være sikker paa, at der findes en ►Misteltein, der i en blind (anonym) Mands Haand rettes 93 mod denne Enighed.
d. 12 Feb:
IIA705Staten lider aabenbart for nærværende Tid af Underlivstilfælde (►tiers etate ⓘ ►Bugvrid) før var det Hovedpine
d. 19 Feb:
IIA706Det Dialektiske i den nyere Udvikling er vel fremherskende, men bør derfor ikke ►enervere det Substantielle, det maa være ►som 👤Vaulunders Sværd, saa smidigt, at han kunde vende det omkring sit Liv, og saa skarpt, at det kløvede Fjeldstykker som 94 Leer.
IIA707►den liberale Presse skriver aldeles uden al Opfordring, saa det ikke engang er, som ved de simplere Blade – ►paa de utallige vel destillerede Æggesobkeners udtrykkelige Opfordring.111
IIA708Jødernes abstrakte Charakteer viser sig ogsaa i deres Forkjerlighed for Penge – ikke for Eiendomme etc af Pengesværd; thi Penge er en reen Abstraktion.
IIA709Aphorismen staaer i Forhold til Stemningens Continuerlighed som de enkelte Udtryk i Sproget, fE det Ord ►oppido i Latinen, der ere Mindesmærker om en 95 heel foregaaende ►Formation, og nogle af dem ere virkelige ►antidiluvianske Forsteninger, og ligesom som saadanne Ord forstenede i en bestemt Casus. –
IIA710Vore Politikere ere ligesom ►de græske Reciproker (αλληλοιν), der mangle nominativ, singularis og alle Subjekts-Casus – de kunne kun tænkes i Pluralis og i Forholds-Casus. –
96IIA760Mit gode Lune, min Ro stiger som Duen iveiret, forfulgt af ►👤Sauls onde Dæmon af Rovfuglen, og det kan kun redde sig ved bestandig at stige høiere og høiere, ved at blive mig fjernere og fjernere.
d. 17 Aug. 38.
IIA761Naar en sand trofast Ven vilde sige til Een af ⓘ os: Kjære Du synes at være ulykkelig kom til mig, maaskee mit Selskab vil trøste Dig, vilde Du da ikke med Taknemlighed følge hans Indbydelse, vilde Du ikke have hans kjærlige Tilbud i taknemlig Erindring ogsaa da, naar han havde ►fuldendt sit Løb her paa Jorden, og kun i Tankens Lynglimt samledes med Dig – og dog maa der være forekommet Øieblikke, i hvilke han forstemt maaskee ell. selv nedbøiet ikke kom Dig saa venlig imøde som ellers, Øieblikke, i hvilke Du112 syntes, at ogsaa han var tabt for Dig. Dog de enkelte Øieblikkes Salighed har Du følt, og veed, ⓘ hvad de betyde, – og dog tager Du i Betænkning at følge en Stemme, der ingenlunde er Dig fremmed men tvertimod bekjendt fra tidlig Tid, som har gjenlydt for Dig fra Din Barndom af, en Stemme, der raaber ligesaa blidt, ligesaa hjerteligt, ligesaa frit: »►Kommer hid alle I, som lide og ere besværede«, – og dog aabner sig en Favn for Dig, i hvilken Du kan hvile ligesaa trygt, ligesaa sødt som i den bedste Vens, skjøndt denne Favn omslutter »alle dem, som lide og ere besværede«, omslutter dem alle lige ømt; thi det var kun i vor Frelsers jordiske Liv, at ►👤Johannes ene laae hans Bryst nærmest. – »Kommer hid, o kommer hid«, saaledes maa ogsaa Ordets Tjener raabe; men er denne ►hans Røst da hiin i Ørkenen, som bereder Herren Vei? Gjelder den ikke ogsaa os, som ved Opdragelse, Familieforhold og hele Udvikling ere bragte Christendommen nærmere. Jo i Sandhed, ogsaa til os lyder det som en ►vinkende Stemme, der hvert Øieblik er beredt til at trøste os og hvert Øieblik beredt til at føre os videre: »Kommer hid, o kommer hid!« – indtil den aflægger alt det Vemodige, der nu stundom lyder med i den, og lyder som Englesang, som bekjendte Toner for alle, der have lyttet til den, med evig Kjærlighed: »►Kommer hid, I min Faders Velsignede, og arver det Rige, Eder er beredt før Verdens Grundvold blev lagt!«
d. 18. Aug. 38.
IIA76299Disse Skriverkarle høre til dem, der bringe Snak mellem Folk, de høre til en ⓘ ►Species af Planter, som bære et for dem meget betegnende Navn – ►Sluddermorkler (cfr. ►👤Jfr. Nielsens Kogebog).
IIA763Ligesom ►den menneskelige Gang er en fortsat Falden, saaledes er al Consequents en fortsat Inconsequents.113
IIA764Da Verden i sin Udvikling var bleven Enke og kun vemodig stirrede tilbage paa sin Fortids Erindringer – i Sørgeaaret da besøgte Gud den – saaledes besøger Gud os ogsaa; men kun maa det ikke gaae med os som med Jøderne, da de ►ved 📌Nain ud100brød i Sandhed: Gud haver besøgt os, og dog var det det samme Folk, ►over hvilket Χstus græd og beklagede, at det ikke vidste hvad der tjente det til Gode – over at det ikke kjendte sin Besøgelsesstund. –
IIA765det er aabenbart, at ►den nyere Philosophie gjør den historisk Χstus til en Slags naturlig Søn, høiest til en Adoptiv-Søn. –
IIA766►Hegelianerne foranstalte mange Ophævelser af Begrebet som det ikke er Umagen værd at gjøre saa mange Ophævelser over. –
101IIA767Det Gudd. og det Diaboliske constituere egl. kun Mysterier, men ►Guds Mysteriet er aabenbart i Χsto – hvorimod Djævelens Mysterium (►mysterium impietatis) først vil komme tilsyne i en lignende Manifestation – ►👤Antichristen. –
102IIA768En æsthetisk Tanketøile paa Ridder ►👤Andersens vilde Jagt gjennem Selvmodsigelsens Skyggedale.
IIA769Om end ►📖 Khavnsposten udkom i ►imperial Folio blev det derfor ikke et ►magna charta. –114
103IIA771►Hr Ridder saa mang'en af Stien faldt ned,
Men Kirkegaards-Veien er aaben og bred
eia! eia! eia!
eia! eia! eia!
IIA772►Drag af din Sko; thi det Sted, hvorpaa Du staaer er helligt ... Det kan naturligviis ikke hjælpe, hvad mange af dem ere – buxeløse.
IIA774Men de Liberale have, som der staaer ►i Eventyretⓘ en Tunge og et tomt Hoved som Tungen i en Kirkeklokke.
104IIA775►Historien om 📖 den kloge Else kunde aftrykkes heelt – ell. bruges til Overskrift: hvilken klog Else have vi ikke.
IIA777►den Frisindede staaer i Forhold til ►📖 Khavnsposten ►som 👤Niels Klims Kommenskringle til ham selv.115
IIA778ⓘ Man bruger forskjellige Midler til at forsvare sig med. ►Moskusdyret udbreder, som bekjendt, en saa stærk Stank, at Ingen kan nærme sig det.
IIA780Dette mit Forord skal man være forsigtig med; 105 thi det gaaer med det som det gik med Skatten:
forsvinder den igjen.
(👤Oehlenschlaegers 📖 Skattegraveren).
IIA781ⓘ Men►👤Andersen er da heller ikke saa farlig, efter hvad jeg har erfaret, bestaaer hans Hovedstyrke i et ►auxiliair Chor af frivillige Bedemænd, nogle omstreifende Æsthetikere, der idelig forsikkre deres Ærlighed, og saa meget er vist, at man ingenlunde kan sigte dem for nogen ►reservatio mentalis; thi de have slet Intet ►in mente.
106IIA783Netop fordi Politikerne oversee det Continuerlige derfor optage de af de tre Kjendetegn paa ►Almeenaandens Gyldighed kun de to ►consensus og ►universalitas (og endogsaa disse i en temmelig triviel og arbitrair Forstand), men oversee det tredie reent – ►antiquitas.116
IIA784Hvorledes Striden end skal gaae, vil jeg dog blot bede Krigens Gud ►ikke at sende mig ⓘ paa Halsen:
En af disse Gadetøiter
Der strax paa Pinde staaer
Naar en 👤Josias fløiter. –
107IIA785►Kom herud👤Wolle-Petersen, eller à skal hente Dig, saa det skal knage i æ Si'been.
cfr►det Sted i 👤Claudius, der ligger et Mærke ved. –