Kierkegaard, Søren En Monolog

* En Monolog

.... Deri har jo dog aabenbart 👤Studenstrup Ret, at Raad- og Dom-huset er en høist anseelig Bygning, og for den Slik, som disse »brave Mænd« ville afhænde den for, det brillanteste Kjøbmandskab vel muligt; det maa baade hans Farbroder i 📌Thy, Alle i 📌Salling, alle kloge Mænd her og der indrømme.

Det der undgaaer 👤Studenstrup er, om disse brave Mænd staae i det Forhold til Raad- og Dom-huset, at de kunne afhænde det. Thi hvis ikke, saa er, om det saa kun var 4 Mk. 8 Sk. meget for dyrt – for Raad- og Dom-huset. Ogsaa Prisbillighed er ikke ubetinget at prise, har sin Grændse; naar man ikke faaer det, man for den uhørte billige Pris kjøber: saa er Prisen ikke billig, men meget dyr.

Saaledes med Christendommen. At en evig Salighed er et uvurderligt Gode, noget langt Betydeligere end Raad- og Dom-huset; at den kjøbt for den Slik, for hvilken Præsterne afhænde den, maa betragtes som et langt, langt, langt brillantere Kjøbmandskab end Studenstrups af Raad- og Dom-huset, indrømmer jeg villigt.

Den eneste Betænkelighed, jeg har, er, om Præsterne staae i det Forhold til Evighedens Salighed, at de kan afhænde den. Thi hvis ikke, saa er, om det saa blot var 4 Mk. 8 Sk., en enorm Pris.

Det nye Testamente bestemmer Saligheds Vilkaaret. Sammenlignet med det nye Testamentes Pris – det er sandt, der fattes mig Udtryk for at betegne, i hvilken Grad sammenlignet hermed Præstens Pris er billig, er Røverkjøb. Men, som sagt, staaer Præsten i det Forhold til Evighedens Salighed, at han kan afhænde den, Du kjøbe den hos ham?

Thi staaer Præsten ikke i det Forhold til Evighedens Salighed, at han kan afhænde den, hvad han jo ikke gjør, da han ikke er vor Herre; og er Præstens Christendom, den officielle Christendom ikke det nye Testamentes Christendom, ikke lignende den mere end Firkanten Cirkelen: hvad hjælper mig saa al hans Prisbillighed? I Henseende til at vinde en evig Salighed kommer jeg, ved at kjøbe hos ham, ikke det mindste nærmere, saa jeg altsaa ved at kjøbe hos ham i det Høieste naaer, at øve, om man saa vil, en Slags god Gjerning, at bidrage ogsaa min Skjærv til, at 1000 studerede Mænd kunne leve med Familie.

Den 6te Mai. 👤S. Kierkegaard.