Til KB.DK
Forside / Tekster / Resultatliste / Enten – Eller. Første del

Kierkegaard, Søren Enten – Eller. Første del

Søren Kierkegaards Skrifter

↩
Enten – Eller
Et Livs-Fragment


udgivet
af
► 👤Victor Eremita


Første Deel
* Enten – Eller


Et Livs-Fragment




udgivet
af
👤Victor Eremita




Første Deel
indeholdende 👤A.'s Papirer


►Er da Fornuften alene døbt,
ere Lidenskaberne Hedninger?
👤Young






📌Kjøbenhavn 1843
Faaes hos Universitetsboghandler 👤C. A. Reitzel
Trykt i 👤Bianco Lunos Bogtrykkeri
✂

Forord

✂ Det er maaskee dog stundom faldet Dig ind, kjære Læser, at tvivle en Smule om Rigtigheden af ►den bekjendte philosophiske Sætning, at det Udvortes er det Indvortes, det Indvortes det Udvortes. Du har maaskee selv gjemt en Hemmelighed, om hvilken Du følte, at den, i sin Glæde eller i sin Smerte, var Dig for kjær til, at Du kunde indvie Andre i den. Dit Liv har maaskee bragt Dig i Berøring med Mennesker, om hvilke Du ahnede, at noget Saadant var Tilfælde, uden at dog Din Magt eller Din Besnærelse var istand til at bringe det Forborgne til Aabenbarelse. Maaskee passer intet af Tilfældene paa Dig og Dit Liv, og dog er Du ikke ukjendt med hiin Tvivl; den har nu og da som en flygtig Skikkelse svævet Din Tanke forbi. En saadan Tvivl kommer og gaaer, og ►Ingen veed, hvorfra den kommer eller hvor den farer hen. Jeg for min Part har altid været noget kjættersk sindet paa dette Punkt af Philosophien, og har derfor tidlig vant mig til, saa godt som muligt, selv at anstille Iagttagelser og Efterforskninger; jeg har søgt Veiledning hos de Forfattere, hvis Anskuelse jeg i denne Henseende deelte, kort, jeg har gjort hvad der stod i min Magt for at bøde paa det Savn, de philosophiske Skrifter efterlode. Efterhaanden blev da Hørelsen mig den kjæreste Sands; thi ligesom Stemmen er Aabenbarelsen af den for det Ydre incommensurable Inderlighed, saaledes er Øret det Redskab, ved hvilket denne Inderlighed opfattes, Hørelsen den Sands, ved hvilken den tilegnes. Hver Gang jeg da fandt en Modsigelse mellem hvad jeg saae, og hvad jeg hørte, da fandt jeg min Tvivl bestyrket, og min Iagttagelseslyst blev forøget. En Skriftefader er ved et Gitter adskilt fra den Skriftende, han seer ikke, han hører blot. Efterhaanden som han hører, danner han et Udvortes, der svarer hertil; han kommer altsaa ikke i Modsigelse. Anderledes derimod, naar man paa eengang seer og hører, og dog seer et Gitter mellem sig og den Talende. Mine Bestræbelser for i denne Retning at anstille Iagttagelser have, hvad Resultatet angaaer, været saare forskjellige. Snart har jeg havt Lykken med mig, snart ikke, og Lykke hører der altid til for paa disse Veie at vinde noget Udbytte. Imidlertid har jeg dog aldrig tabt Lysten til at fortsætte mine Efterforskninger. Har jeg end en enkelt Gang været nær ved at fortryde min Vedholdenhed, saa har ogsaa en enkelt Gang et uventet Held kronet mine Bestræbelser. Et saadant uventet Held var det, der paa en høist besynderlig Maade satte mig i Besiddelse af de Papirer, jeg herved har den Ære at forelægge det læsende Publicum. I disse Papirer fik jeg Leilighed til at gjøre et Indblik i tvende Menneskers Liv, der bestyrkede min Tvivl om, at det Udvortes ikke er det Indvortes. Dette gjælder i Særdeleshed om den Ene af dem. Hans Udvortes har været i fuldkommen Modsigelse med hans Indvortes. Ogsaa om den Anden gjælder det til en vis Grad, forsaavidt han under et ubetydeligere Udvortes har skjult et betydeligere Indre.

✂ Dog, det bliver vel bedst, at jeg først for en Ordens Skyld fortæller, hvorledes jeg er kommen i Besiddelse af disse Papirer. Det er nu omtrent 7 Aar siden, at jeg hos en Marchandiser her i Byen bemærkede en ►Secretair, der strax første Gang jeg saae den tildrog sig min Opmærksomhed. Den var ikke af moderne Arbeide, temmelig brugt, og dog fængslede den mig. At forklare Grunden til dette Indtryk, er mig en Umulighed, men de Fleste have vel i deres Liv erfaret noget Lignende. Min daglige Vei førte mig forbi Marchandiseren og hans Secretair, og jeg undlod aldrig nogen Dag i Forbigaaende at fæste mit Øie paa den. Efterhaanden fik hiin Secretair en Historie i mig; det blev mig en Nødvendighed at see den, og jeg tog til den Ende ikke i Betænkning, naar det en usædvanlig Gang gjordes fornødent, at gjøre en Omvei, for dens Skyld. Alt eftersom jeg saae paa den, vaagnede ogsaa den Lyst at ville besidde den. Jeg følte meget vel, at det var en besynderlig Lyst, da jeg ingen Brug havde for dette Møbel; at det var en Ødselhed af mig at anskaffe det. Dog, Lysten er, som bekjendt, meget sophistisk. Jeg gjorde mig et Ærinde ind til Marchandiseren, spurgte paa andre Ting, og idet jeg vilde gaae, gjorde jeg flygtigt et meget lavt Bud paa Secretairen. Jeg tænkte, at muligen Marchandiseren skulde have slaaet til. Det var da et Tilfælde, der havde spillet mig den i Hænderne. Det var saavist ikke for Pengenes Skyld, jeg bar mig saaledes ad, men for min Samvittigheds Skyld. Det mislykkedes, Marchandiseren var ualmindelig bestemt. Jeg gik atter en Tidlang hver Dag forbi, og saae med forelskede Øine paa Secretairen. Du maa beslutte Dig, tænkte jeg, sæt, den bliver solgt, saa er det bag efter; selv om det lykkedes Dig at faae fat paa den igjen, Du faaer dog aldrig mere det Indtryk af den. Mit Hjerte bankede, da jeg gik ind til Marchandiseren. Den blev kjøbt og betalt. Det skal være den sidste Gang, tænkte jeg, at Du er saa ødsel; ja det er netop en Lykke, at Du har kjøbt den, thi saa ofte Du seer paa den, skal Du tænke paa, hvor ødsel Du var, med Secretairen skal der begynde et nyt Afsnit i Dit Liv. Ak, Lysten er meget veltalende, og de gode Forsætter ere altid ved Haanden.

✂ Secretairen blev da sat op paa mit Værelse, og som jeg i Forelskelsens første Tid havde min Glæde af at betragte den fra Gaden, saaledes gik jeg den nu forbi derhjemme. Efterhaanden lærte jeg hele dens rige Indhold at kjende, dens mange Skuffer og Gjemmer, og jeg var i alle Maader glad ved Secretairen. Dog saaledes skulde det ikke blive. I Sommeren 1836 tillod mine Forretninger mig at foretage en lille Tour paa Landet i en 8 Dage. Postillonen var bestilt til Kl. 5. Hvad Tøi jeg behøvede at have med, var pakket ind om Aftenen; Alt var i Orden. Allerede Kl. 4 vaagnede jeg, men Billedet af de skjønne Egne, jeg skulde besøge, virkede saa berusende paa mig, at jeg atter faldt i Søvn eller i Drømme. Min Tjener vilde formodentlig unde mig al den Søvn, jeg kunde faae, thi først Kl. 6½ kalder han paa mig. Postillonen blæser allerede, og skjøndt jeg ellers er utilbøielig til at lystre Andres Befaling, saa har jeg dog altid gjort en Undtagelse med en Postillon og hans poetiske Motiver. Hurtigt var jeg paaklædt; jeg stod allerede i Døren, da falder det mig ind: har Du ogsaa Penge nok i Din Tegnebog. Der befandtes ikke mange. Jeg lukker Secretairen op for at trække min Pengeskuffe ud og medtage, hvad Huset formaaer. See, da er Skuffen ikke til at bevæge. Ethvert Middel er forgjæves. Det var saa fatalt som muligt. Netop i dette Øieblik, da mit Øre endnu gjenlød af Postillonens lokkende Toner, at støde paa saadanne Vanskeligheder. Blodet steg mig til Hovedet, jeg blev forbittret. ►Som 👤Xerxes lod Havet pidske, saaledes besluttede jeg at tage en forfærdelig Hævn. En Haandøxe blev hentet. Med den bibragte jeg Secretairen et Gru vækkende Hug. Hvad enten jeg nu i min Vrede slog feil, eller Skuffen var ligesaa stivsindet som jeg, Virkningen blev ikke den tilsigtede. Skuffen var lukket og Skuffen blev lukket. Derimod skete der noget Andet. Om mit Slag har rammet netop dette Punkt, eller den totale Rystelse i Secretairens hele Organisation har været Anledningen, det veed jeg ikke, men det veed jeg, at der sprang en hemmelig Dør op, som jeg aldrig før havde bemærket. Denne lukkede for et Gjemme, som jeg naturligviis heller ikke havde opdaget. Her fandt jeg til min store Overraskelse en Masse af Papirer, de Papirer, der udgjøre det foreliggende Skrifts Indhold. Min Beslutning blev uforandret. Paa den første Station vilde jeg aabne et Laan. I største Hast blev en Mahogni-Kasse, i hvilken der ellers pleiede at ligge et Par Pistoler, tømt; Papirerne deponerede i den. Glæden havde seiret og vundet en uventet Forøgelse; i mit Hjerte bad jeg Secretairen om Tilgivelse for den ublide Behandling, medens min Tanke fandt sin Tvivl bestyrket, at det Udvortes dog ikke er det Indvortes, og min ►Erfarings-Sætning bekræftet, at der hører Held til for at gjøre saadanne Opdagelser.

✂ Midt paa Formiddagen ankom jeg til 📌Hillerød, bragte mine Finanser i Orden, lod den herlige Egn gjøre et almindeligt Indtryk paa mig. Strax den følgende Morgen begyndte jeg mine Excursioner, der nu fik en ganske anden Charakteer end jeg oprindelig havde tiltænkt dem. Min Tjener fulgte mig med Mahogni-Kassen. Jeg opsøgte nu et romantisk Sted i Skoven, hvor jeg saa godt som muligt var sikkret mod en Overraskelse, og fremtog derpaa Documenterne. Min Vært, der blev lidt opmærksom paa disse hyppige Vandringer i Selskab med Mahogni-Kassen, yttrede af sig selv, at jeg maaskee øvede mig i at skyde med Pistoler. For denne Yttring var jeg ham meget forbunden og lod ham forblive i Troen.

✂ Et flygtigt Blik paa de fundne Papirer viste mig let, at de dannede to Formationer, hvis Forskjellighed ogsaa i det Ydre var udpræget. Den ene af dem var skreven paa ►en Art Post-Velin, i ►Qvart, med en temmelig bred Margen. Haandskriften var læselig, stundom endog lidt ziirlig, paa et enkelt Sted jadsket. Den anden var skrevet paa ►hele Ark ►Bikube-Papiir med ►spaltede Columner, saaledes som retslige Dokumenter og andet Deslige skrives. Haandskriften var tydelig, noget langtrukken, eensformig og jævn, den syntes at tilhøre en Forretningsmand. Ogsaa Indholdet viste sig strax at være forskjelligt, den ene Deel indeholdt en Mængde større eller mindre æsthetiske Afhandlinger, den anden bestod af 2 store Undersøgelser og 1 mindre, alle af ethisk Indhold, som det syntes, og i Brevform. Ved nærmere Eftersyn befandtes denne Forskjellighed fuldkommen bestyrket. Den sidste Formation er nemlig Breve, der ere skrevne til Forfatteren af den første.

✂ Dog, det bliver nødvendigt at finde et kortere Udtryk, der kan betegne de tvende Forfattere. Jeg har til den Ende gjennemgaaet Papirerne meget omhyggeligt, men Intet eller saa godt som Intet fundet. Hvad den første Forfatter angaaer, Æsthetikeren, da findes der slet ingen Oplysning om ham. Hvad den anden, Brevskriveren, angaaer, da erfarer man, at han har hedt 👤Wilhelm, har været Assessor i Retten, uden at der dog bestemmes, i hvilken Ret. Vilde jeg nøiagtigt knytte mig til det Historiske og kalde ham 👤Wilhelm, saa mangler jeg en dertil svarende Benævnelse for den første Forfatter; jeg maatte da give ham et vilkaarligt Navn. Jeg har derfor foretrukket at kalde den første Forfatter 👤A, den anden B.

✂ Foruden de større Afhandlinger fandtes der mellem disse Papirer en Mængde Lapper, paa hvilke der vare skrevne Aphorismer, lyriske Udbrud, Reflexioner. Haandskriften viste allerede, at de tilhørte 👤A, Indholdet bekræftede det.

✂ Papirerne stræbte jeg nu at ordne paa bedste Maade. Med 👤Bs Papirer var det temmelig let gjort. Det ene Brev forudsætter det andet. Man finder i det andet Brev et Citat af det første, det tredie Brev forudsætter tvende foregaaende.

✂ At ordne 👤As Papirer var ikke saa let. Jeg har derfor ladet Tilfældet bestemme Ordenen, det vil sige, jeg har ladet dem forblive i den Orden, i hvilken jeg forefandt dem, naturligviis uden at kunne afgjøre, om denne Orden har chronologisk Værdi eller ideel Betydning. Papiirslapperne laae løse i Gjemmet, dem har jeg derfor været nødsaget til at anvise en Plads. Dem har jeg ladet komme først, fordi jeg syntes, at de bedst lode sig betragte som de foreløbige Glimt af, hvad de større Opsatser mere sammenhængende udvikle. Jeg har kaldet dem ►Διαψαλματα og tilføiet som et Slags Motto: ►ad se ipsum. Denne Titel og dette Motto er paa en Maade af mig, og dog ikke af mig. De ere af mig, for saavidt de ere blevne anvendte paa den hele Samling; derimod tilhøre de 👤A selv, thi paa een af Papiirslapperne var det Ord Διαψαλμα skrevet, paa to af dem de Ord: ad se ipsum. Ogsaa et lille fransk Vers, der fandtes over een af disse Aphorismer, har jeg ladet aftrykke paa Indersiden af Titelbladet, i Lighed med hvad 👤A oftere selv har gjort. Da nu Fleertallet af disse Aphorismer have et lyrisk Tilsnit, saa har jeg troet, det var ret passende at bruge det Ord Διαψαλμα som Hovedtitel. Skulde Læseren finde det uheldigt valgt, da skylder jeg Sandheden at tilstaae, at det er mit Paafund, og at Ordet visselig var brugt med Smag af 👤A selv om den Aphorisme, over hvilken det fandtes. I Anordningen af de enkelte Aphorismer har jeg ladet Tilfældet raade. At de enkelte Yttringer ofte modsige hinanden, fandt jeg aldeles i sin Orden; thi det hører netop Stemningen væsentlig til; at sammenstille dem saaledes, at Modsigelserne bleve mindre paafaldende, fandt jeg ikke Umagen værd. Jeg fulgte Tilfældet, og det er ogsaa et Tilfælde, der har tildraget sig min Opmærksomhed, at den første og den sidste Aphorisme paa en Maade svare til hinanden, idet den ene ligesom gjennemføler det Smertelige, der ligger i at være Digter, den anden nyder den Tilfredsstillelse, der ligger i, altid at have Latteren paa sin Side.

✂ Hvad de æsthetiske Afhandlinger af 👤A angaaer, da har jeg Intet, dem betræffende, at fremhæve. De befandtes alle færdige til Trykning, og forsaavidt de indeholdt Vanskeligheder, da maa jeg lade dem tale for dem selv. For mit Vedkommende maa jeg bemærke, at jeg til de græske Citater, der hist og her findes, har føiet en Oversættelse, der er hentet fra en af ►de bedre tydske Oversættelser.

✂ Det sidste af 👤As Papirer er en Fortælling, betitlet: Forførerens Dagbog. Her møde nye Vanskeligheder, idet 👤A ikke erklærer sig for Forfatter men kun for Udgiver. Det er et gammelt Novellist-Kneb, som jeg ikke skulde have videre at indvende imod, naar det ikke bidrog til at gjøre min Stilling saa forviklet, idet den ene Forfatter kommer til at ligge inden i den anden som ►Æsker i et chinesisk Æskespil. Til nærmere at udvikle, hvad der bestyrker mig i min Mening, er her ikke Stedet, kun vil jeg bemærke, at den Stemning, der hersker i 👤As Fortale, paa en Maade røber Digteren. Det er virkelig, som om 👤A selv var bleven bange for sit Digt, der som en urolig Drøm vedblev at ængste ham, ogsaa medens den fortaltes. Var det en virkelig Begivenhed, i hvilken han var bleven Medvider, saa forekommer det mig besynderligt, at Fortalen intet Præg bærer af 👤As Glæde over at see den Idee realiseret, der oftere har foresvævet ham. Ideen til Forføreren findes antydet saavel i den Opsats om det Umiddelbar-Erotiske, som i Skyggeridsene, at nemlig Analogien til 👤Don Juan maa være en reflecteret Forfører, der ligger i ►det Interessantes Kategori, hvor derfor ikke bliver Spørgsmaal om, hvor Mange han forfører, men om, hvorledes. Til en saadan Glæde finder jeg intet Spor i Fortalen, men vel, som bemærket, en Bæven, en vis Horreur, der vel har sin Grund i hans digteriske Forhold til denne Idee. Og det forundrer mig ikke, at det er gaaet 👤A saaledes; thi ogsaa jeg, der slet Intet har med denne Fortælling at gjøre, ja selv ved to Rækker er fjernet fra den oprindelige Forfatter, ogsaa jeg er stundom bleven ganske underlig tilmode, naar jeg i Nattens Stilhed har syslet med disse Papirer. Det var mig, som gik Forføreren liig en Skygge over mit Gulv, som kastede han sit Øie i Papirerne, som fæstede han sit dæmoniske Blik paa mig, og sagde: »naa! I vil udgive mine Papirer! Det er ellers uforsvarligt af Eder; I jager jo en Angst i de kjære Pigebørn. Dog, det forstaaer sig, til Vederlag gjør I mig og mine Lige uskadelige. Der tager I feil; thi jeg forandrer blot Methoden, saa er mine Vilkaar end fordeelagtigere. Hvilken Tilstrømmen af Smaa-Piger, der løbe Een lige lukt i Armene, naar de høre det forføreriske Navn: en Forfører! Giv mig et halvt Aar, og jeg tilveiebringer en Historie, der skal være interessantere end Alt, hvad jeg hidtil har oplevet. Jeg tænker mig en ung, kraftfuld, genial Pige faae den ualmindelige Idee at ville hævne Kjønnet paa mig. Hun mener at skulle kunne tvinge mig, at lade mig smage ulykkelig Kjærligheds Smerter. See det er en Pige for mig. Hitter hun ikke selv dybt nok derpaa, saa skal jeg komme hende til Hjælp. Jeg skal vride mig som ►Molboernes Aal. Og naar jeg da har bragt hende paa det Punkt, jeg vil, saa er hun min.«

✂ Dog, jeg har maaskee allerede misbrugt min Stilling som Udgiver til at bebyrde Læserne med mine Betragtninger. Anledningen maa tale til min Undskyldning; thi det var i Anledning af det Mislige i min Stilling, foraarsaget ved, at 👤A blot nævner sig som Udgiver af, ikke som Forfatter til denne Fortælling, at jeg lod mig henrive.

✂ Hvad jeg forøvrigt har at tilføie om denne Fortælling, det kan jeg kun gjøre i Qvalitet af Udgiver. Jeg troer nemlig i denne Fortælling at finde en Tidsbestemmelse. I Dagbogen findes hist og her et Datum, hvad der derimod mangler er Aarstal. Forsaavidt synes jeg ikke at skulle komme videre; ved imidlertid nøiere at betragte de enkelte Datoer troer jeg at have fundet et Vink. Vel er det nemlig sandt, at ethvert Aar har en 7de April, en 3die Juli, en 2den August o. s. v.; men deraf følger ingenlunde, at den 7de April hvert Aar er en Mandag. Jeg har da regnet efter og udfundet, at denne Bestemmelse passer til ►Aaret 1834. Om 👤A har tænkt paa dette kan jeg ikke afgjøre, jeg skulde næsten ikke troe det; thi saa vilde han vel ikke have brugt saa megen Forsigtighed, som han ellers bruger. I Dagbogen staaer der heller ikke: Mandagen den 7de April o. s. v., der staaer blot: den 7de April, ja Stykket selv begynder saaledes: altsaa paa Mandag, hvorved Opmærksomheden netop ledes bort; men ved at læse det Stykke, der findes under dette Datum, igjennem, seer man, at det maa have været en Mandag. Denne Fortælling betræffende har jeg da en Tidsbestemmelse; derimod er ethvert Forsøg, jeg hidtil har gjort paa, ved Hjælp af den at bestemme Tiden for de øvrige Afhandlinger, mislykket. Jeg kunde gjerne have anviist den Pladsen Nr. 3; men jeg har, som ovenfor sagt, foretrukket at lade Tilfældet raade og Alt forblive i den Orden, i hvilken jeg fandt det.

✂ Hvad 👤Bs Papirer angaaer, da ordne disse sig let og naturligt. Med dem har jeg derimod foretaget mig en Forandring, forsaavidt jeg har tilladt mig at betitle dem, da Brevformen har forhindret Forfatteren i at give disse Undersøgelser en Titel. Skulde Læseren derfor, efter at have gjort sig bekjendt med Indholdet, finde, at Titlerne ikke vare heldigt valgte, saa skal jeg altid være villig til at finde mig i den Smerte, der ligger i at have gjort noget Forkeert, naar man ønskede at gjøre noget Godt.

✂ Paa et enkelt Sted fandtes der i Margenen en Bemærkning, enhver saadan har jeg gjort til en Anmærkning, for at jeg ikke skulde komme til at gribe forstyrrende ind i Texten.

✂ Hvad 👤Bs Manuscript angaaer, da har jeg aldeles ingen Forandring tilladt mig, men nøiagtigt betragtet det som et Actstykke. Jeg kunde maaskee let have borttaget een og anden Skjødesløshed, der er forklarlig nok, naar man betænker, at han blot er Brevskriver. Jeg har ikke villet det, fordi jeg frygtede for at gaae for vidt. Naar 👤B mener, at af ►100 unge Mennesker, der fare vild i Verden, frelses de 99 ved Qvinder, 1 ved en guddommelig Naade, saa seer man let, at han ikke har været stiv udi Regning, da han slet ingen Plads faaer til dem, der virkelig gaae tabte. Jeg kunde let have foretaget en lille Forandring i Tallene, men jeg synes, at der ligger noget langt Skjønnere i 👤Bs Forregnelse. Paa et andet Sted omtaler 👤B en græsk Viis ved Navn ►👤Myson, og fortæller om ham, at han nyder den sjeldne Lykke at regnes blandt de 7 Vise, naar deres Antal bestemmes til 14. Jeg var et Øieblik raadvild om, hvorfra vel 👤B kunde have denne Viisdom, samt hvilken græsk Forfatter det kunde være, han citerer. Min Mistanke faldt strax paa ►Diogenes af Laerte, og ved at eftersee ►Jøcher og ►👤Morèri fandt jeg ogsaa henviist til ham. 👤Bs Efterretning kunde nu vel behøve en Berigtigelse; thi ganske som han siger, forholder det sig ikke, om der end er nogen Usikkerhed hos de Gamle i Bestemmelsen af, hvilke de 7 Vise vare; imidlertid har jeg dog ikke fundet det Umagen værd, det forekom mig, at hans Bemærkning, om end ikke ganske historisk, havde en anden Værdi.

✂ Saavidt som jeg nu er kommen, var jeg allerede kommen for 5 Aar siden; jeg havde ordnet Papirerne saaledes, som de endnu ere ordnede; havde fattet den Beslutning, at udgive dem i Trykken, men meente dog, at det var bedst at vente nogen Tid. Jeg ansaae 5 Aar for et passende ►Spatium. Disse 5 Aar ere forløbne, og jeg begynder, hvor jeg slap. At jeg ikke har ladet noget Middel uforsøgt til at komme paa Spor efter Forfatterne, behøver jeg vel ikke at forsikkre Læseren. Marchandiseren ►holdt ingen Bog, som bekjendt er det sjeldnere Tilfældet med Marchandisere, han vidste ikke, af hvem han havde kjøbt hiint Møbel; det forekom ham, at det var kjøbt paa en Blandings-Auction. Jeg skal ikke fordriste mig til at ville fortælle Læseren den Mangfoldighed af frugtesløse Forsøg, der har taget mig megen Tid, saa meget mindre som Erindringen derom er mig selv ubehagelig. I Resultatet kan jeg derimod i al Korthed indvie Læseren, thi Resultatet var slet Intet.

✂ Idet jeg nu vilde realisere min Beslutning at udgive hine Papirer i Trykken, vaagnede en enkelt Betænkelighed hos mig. Maaskee tillader Læseren mig at tale ganske aabenhjertet. Det faldt mig ind, om jeg ikke gjorde mig skyldig i en Indiscretion mod de ubekjendte Forfattere. Jo mere fortrolig jeg imidlertid blev med Papirerne, desto mere aftog hiin Betænkelighed. Papirerne vare af den Natur, at de tiltrods for mine omhyggelige Iagttagelser ingen Oplysning ydede, end sige da, at en Læser skulde finde en saadan, da jeg vel tør maale mig med enhver Læser, ikke i Smag og Sympathi og Indsigt, men vel i Flid og Utrættelighed. Forudsat derfor, at de ubekjendte Forfattere endnu vare til, at de levede her i Byen, at de kom til at gjøre det uventede Bekjendtskab med deres egne Papirer, saa vilde der dog, hvis de selv forbleve tause, Intet resultere af Udgivelsen, thi om disse Papirer gjælder i strengeste Forstand, hvad man ellers pleier at sige om alle ►trykte Sager – de tie.

✂ En anden Betænkelighed, jeg har havt, var i og for sig af mindre Betydning, temmelig let at hæve, og har hævet sig paa en endnu lettere Maade end jeg havde tænkt. Det faldt mig nemlig ind, at disse Papirer kunde blive en ►Pengegjenstand. Vel fandt jeg det i sin Orden, om jeg modtog et lille Honorar for min Uleilighed som Udgiver; men et Forfatter-Honorar maatte jeg ansee for meget for stort. ►Som de retsindige skotske Bønder i den hvide Dame beslutte at kjøbe Godset og dyrke det og derpaa forære det til Greverne af Evenel, hvis de engang skulde vende tilbage, saaledes besluttede jeg at sætte det hele Honorar paa Rente for, naar engang de ubekjendte Forfattere skulde melde sig, da at kunne give dem det Hele med Rente og Rentes Rente. Dersom Læseren ikke allerede af min hele Ubehjælpelighed skulde have forvisset sig om, at jeg ingen Forfatter er, ei heller en Literatus, der gjør Profession af at være Udgiver, saa vil vistnok dette Raisonnements Naivetet sætte dette udenfor al Tvivl. Denne Betænkelighed blev da ogsaa hævet paa en langt lettere Maade; thi selv et Forfatter-Honorar i 📌Danmark er ingen Herregaard, og de Ubekjendte maatte blive længe borte, for at deres Honorar selv med Rente og Rentes Rente kunde blive en Penge-Gjenstand.

✂ Der stod nu da blot tilbage at give disse Papirer en Titel. Jeg kunde kalde dem Papirer, efterladte Papirer, fundne Papirer, bortkomne Papirer o. s. v.; som bekjendt findes der en Mangfoldighed af Varianter, men ingen af disse Titler vilde tilfredsstille mig. Jeg har derfor i at bestemme Titlen tilladt mig en Frihed, et Bedrag, for hvilket jeg skal stræbe at gjøre Regnskab. Under den idelige Beskæftigelse med disse Papirer gik der et Lys op for mig, at man kunde afvinde dem en ny Side ved at betragte dem som tilhørende eet Menneske. Jeg veed meget vel, Alt hvad der lader sig indvende imod denne Betragtning, at den er uhistorisk, at den er usandsynlig, da det er urimeligt, at eet Menneske skulde være Forfatter til begge Dele, og det uagtet Læseren let kunde fristes til det Ordspil, at ►har man sagt 👤A, maa man ogsaa sige B. Imidlertid har jeg dog ikke kunnet opgive den. Det var da et Menneske, der i sit Liv havde gjennemgaaet begge Bevægelser, eller overveiet begge Bevægelser. 👤As Papirer indeholde nemlig en Mangfoldighed af Tilløb til en æsthetisk Livs-Anskuelse. En sammenhængende æsthetisk Livs-Anskuelse lader sig vel neppe foredrage. 👤Bs Papirer indeholde en ethisk Livs-Anskuelse. Idet jeg lod min Sjæl paavirkes af denne Tanke, blev det klart for mig, at jeg kunde lade denne lede mig i at bestemme Titelen. Den Titel, jeg har valgt, udtrykker netop dette. Hvad Læseren kan tabe ved denne Titel, kan ikke være Stort; thi under Læsningen kan han jo meget godt glemme Titlen. Naar han da har læst Bogen, da kan han maaskee tænke paa Titlen. Denne vil da frigjøre ham fra ethvert endeligt Spørgsmaal, om 👤A nu virkelig blev overbeviist og angrede, om 👤B seirede, eller om det maaskee endte med, at 👤B gik over til 👤As Mening. I denne Henseende have disse Papirer nemlig ingen Ende. Finder man dette ikke at være i sin Orden, saa kan man ikke være berettiget til at sige, at det er en Feil, thi man maatte kalde det en Ulykke. Jeg for mit Vedkommende anseer det for en Lykke. Man træffer stundom paa Noveller, i hvilke der ved bestemte Personer foredrages modsatte Livs-Anskuelser. Det ender da gjerne med, at den Ene overbeviser den Anden. Istedetfor at Anskuelsen bør tale for sig, beriges Læseren med det historiske Resultat, at den Anden blev overbeviist. Jeg anseer det for en Lykke, at disse Papirer intet oplyse i denne Henseende. Om 👤A er Forfatter til sine æsthetiske Afhandlinger efter at have modtaget 👤Bs Breve, om hans Sjæl efter den Tid har vedblevet at tumle sig i sin vilde Ustyrlighed eller den er bleven beroliget, derom seer jeg mig ikke istand til at meddele en eneste Oplysning, da Papirerne ingen indeholde. Heller ikke indeholdes der noget Vink om, hvorledes det er gaaet 👤B, om han har havt Kraft til at fastholde sin Anskuelse eller ikke. Naar Bogen er læst, da ere 👤A og 👤B glemte, kun Anskuelserne staae lige overfor hinanden og vente ingen endelig Afgjørelse i bestemte Personligheder.

✂ Videre har jeg Intet at bemærke, kun er det faldet mig ind, at de ærede Forfattere, hvis de vare vidende om mit Forehavende, muligen kunde ønske at ledsage deres Papirer med et Ord til Læseren. Jeg vil derfor tilføie et Par Ord ►med paaholden Pen. 👤A vilde vel Intet have at indvende mod Papirernes Udgivelse, Læseren vilde han formodentlig tilraabe: »►læs dem eller læs dem ikke, Du fortryder begge Dele.« Hvad 👤B vilde sige er vanskeligere at bestemme. Han vilde maaskee gjøre mig een eller anden Bebreidelse, især med Hensyn til Udgivelsen af 👤As Papirer; han vilde lade mig føle, at han ingen Deel havde deri, at han kunde ►vadske sine Hænder. Naar han da havde gjort det, da vilde han maaskee henvende sig til Bogen med disse Ord: »saa gaa da ud i Verden, undgaa, om muligt, Kritikens Opmærksomhed, besøg en enkelt Læser i en velvillig ⓘ Time, og skulde Du støde paa en Læserinde, da vilde jeg sige: ►min elskværdige Læserinde, Du vil i denne Bog finde Noget, som Du maaskee ikke burde vide, Andet, Du vel kunde have Gavn af at faae at vide; saa læs da det Noget saaledes, at ►Du, der haver læst, kan være som den, der ikke haver læst, det Andet saaledes, at Du, der haver læst, kan være som den, der ikke haver glemt det Læste.« Jeg som Udgiver vil kun tilføie det Ønske, at Bogen maa træffe Læseren i en velvillig Time, og at det maa lykkes den elskværdige Læserinde nøiagtigt at følge 👤Bs velmeente Raad.

✂ I November 1842.

✂ Udgiveren.

✂
✂

✂ ►Grandeur, savoir, renomée,
Amitié, plaisir et bien,
Tout n'est que vent, que fumée:
Pour mieux dire, tout n'est rien.

✂

✂ Hvad er en Digter? Et ulykkeligt Menneske, der gjemmer dybe Qvaler i sit Hjerte, men hvis Læber ere dannede saaledes, at idet Sukket og Skriget strømme ud over dem, lyde de som en skjøn Musik. Det gaaer ham som de Ulykkelige, der i ►👤Phalaris's Oxe langsomt pintes ved en sagte Ild, deres Skrig kunde ikke naae hen til Tyrannens Øre for at forfærde ham, for ham løde de som en sød Musik. Og Menneskene flokkes om Digteren og sige til ham: syng snart igjen; det vil sige, gid nye Lidelser maae martre Din Sjæl, og gid Læberne maae vedblive at være dannede som forhen; thi Skriget vilde blot ængste os, men Musikken den er liflig. Og Recensenterne træde til, de sige: det er rigtigt, saaledes skal det være efter Æsthetikens Regler. Nu det forstaaer sig, en Recensent ligner ogsaa en Digter paa et Haar, kun har han ikke Qvalerne i Hjertet, ikke Musikken paa Læberne. See derfor vil jeg hellere være Svinehyrde ►paa 📌Amagerbro og være forstaaet af Svinene, end være Digter og være misforstaaet af Menneskene.

✂

*   *
*

✂ Det første Spørgsmaal i den første, den mest compendieuse Underviisning, hvori et Barn oplæres, er som bekjendt dette: hvad skal Barnet have. Svaret er: ►Da-da. Og med saadanne Betragtninger begynder Livet, og dog negter man Arvesynden. Og hvem har dog Barnet de første Prygl at takke for, hvem Andre end Forældrene.

✂

*   *
*

✂ Jeg taler helst med Børn; thi om dem tør man dog haabe, at de kan blive Fornuft-Væsener; men de, der ere blevne det! ►Herre Jemini!

✂

*   *
*

✂ Menneskene ere dog urimelige. De bruge aldrig de Friheder, de har, men fordre dem, de ikke har; de har Tænkefrihed, de fordre ►Yttringsfrihed.

✂

*   *
*

✂ ►Jeg gider slet ikke. Jeg gider ikke ride, det er for stærk en Bevægelse; jeg gider ikke gaae, det er for anstrængende; jeg gider ikke lægge mig ned; thi enten skulde jeg blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skulde reise mig op igjen, og det gider jeg heller ikke. Summa Summarum jeg gider slet ikke.

✂

*   *
*

✂ Der er som bekjendt Insekter, der døe i Befrugtelsens Øieblik, saaledes er det med al Glæde, Livets høieste og yppigste Nydelses-Moment er ledsaget af Døden.

✂

*   *
*

✂ ►Probat Raad for Forfattere

✂


✂ Man nedskriver sine egne Betragtninger skjødesløst, man lader dem trykke, i de forskjellige Correcturer vil man da efterhaanden faae en Mængde gode Indfald. Fatter derfor Mod I, som endnu ikke har dristet Eder til at lade Noget trykke, ogsaa Trykfeil ere ikke at foragte, og at blive vittig ved Hjælp af Trykfeil maa ansees for en lovlig Maade at blive det paa.

✂

*   *
*

✂ Det er overhovedet Ufuldkommenheden ved alt Menneskeligt, at først gjennem Modsætning eier man det Attraaede. Jeg vil ikke tale om den Formations-Mangfoldighed, der kan give Psychologen nok at bestille (den Melancholske har mest comisk Sands, den Yppigste ofte mest idyllisk; den Udsvævende ofte mest moralsk; den Tvivlende ofte mest religieus), men blot erindre om, at først gjennem Synden øines Saligheden.

✂

*   *
*

✂ Foruden min øvrige talrige Omgangskreds har jeg endnu een intim Fortrolig – mit Tungsind; midt i min Glæde, midt i mit Arbeide vinker han ad mig, kalder mig til en Side, om jeg end legemlig bliver tilstede. Mit Tungsind er den trofasteste Elskerinde, jeg har kjendt, hvad Under da, at jeg elsker igjen.

✂

*   *
*

✂ Der er en Raisonements-Passiar, der i sin Uendelighed staaer i samme Forhold til Resultatet, som de ►uoverskuelige ægyptiske Kongerækker til det historiske Udbytte.

✂

*   *
*

✂ Alderdommen realiserer Ungdommens Drømme: det seer man paa ►👤Swift, han byggede i sin Ungdom en Daarekiste, i sin Alderdom gik han selv i den.

✂

*   *
*

✂ Naar man seer, med hvilket hypochonder Dybsind ►de ældre Engelændere have opdaget det Tvetydige, der ligger til Grund for Latteren, saa maa man ængstes derover. ►Dr. 👤Hartley har saaledes bemærket: ►daß wenn sich das Lachen zuerst bei Kindern zeiget, so ist es ein entstehendes Weinen, welches durch Schmerz erregt wird, oder ein plözlich ⓘ gehemmtes und in ⓘ sehr kurzen Zwischenräumen wiederholtes Gefühl des Schmerzens (►cfr.👤Flögel Geschichte der comischen Litteratur 1 B. Pag. 50). Hvad om Alt i Verden var en Misforstaaelse, hvad om Latteren egentlig var Graad!

✂

*   *
*

✂ Der gives enkelte Leiligheder, hvor det kan berøre Een saa uendeligt smerteligt, at see et Menneske staae ganske ene i Verden. Forleden saae jeg saaledes en fattig Pige, der gik ganske ene til Kirken for at blive confirmeret.

✂

*   *
*

✂ ►👤Cornelius Nepos fortæller om en Feltherre, der blev holdt indesluttet med et betydeligt Cavalleri i en Fæstning, at han hver Dag lod Hestene pidske, at de ikke skulde tage Skade af den megen Stillestaaen – saaledes lever jeg i denne Tid, som en Beleiret; men for ikke at tage Skade af den megen Stillesidden græder jeg mig træt.

✂

*   *
*

✂ Jeg siger om min Sorg hvad Engelskmanden siger om sit Huus: ►min Sorg is my castle. Mange Mennesker ansee det at have Sorg for at være en af Livets Bequemmeligheder.

✂

*   *
*

✂ Jeg er tilmode som en Brik i Schakspillet maa være det, naar Modspilleren siger om den: den Brik kan ikke røres.

✂

*   *
*

✂ Det er derfor, at »►👤Aladdin« er saa styrkende, fordi dette Stykke har den geniale, barnlige Dristighed i de mest forfløine Ønsker. Hvor Mange er der vel i vor Tid, der i Sandhed tør ønske, tør begjære, tør tiltale Naturen hverken med et artigt Barns ►bitte, bitte, eller med et fortabt Individs Raseri? Hvor Mange er der, som i Følelsen af hvad der i vor Tid snakkes saa meget om, at Mennesket er skabt i Guds Billede, har den sande Commandostemme? Eller staae vi ikke Alle der som ►Noureddin og bukke og skrabe ængstelige for at forlange for Meget og for Lidet? Eller nedsættes ikke efterhaanden enhver storartet Fordren til en sygelig Reflekteren over Jeget, fra at kræve til ►at kræve sig, som vi jo opdrages og afrettes til.

✂

*   *
*

✂ Forknyttet er jeg som et ►Scheva, svag og overhørt som et ►Dagesch lene, tilmode som ►et Bogstav, der er trykket bagvendt i Linien, og dog ►umaneerlig som en Pascha af tre Hestehaler, ►iversyg paa mig selv og mine Tanker som Banken paa sine ►Seddel-Skriverier, overhovedet saa reflekteret i mig selv som noget ►pronomen reflexivum. Ja gjaldt det om Ulykker og Sorger, hvad der gjelder om ►de bevidste gode Gjerninger, at de, der gjøre dem, have deres Løn borte, gjaldt dette om Sorger, da var jeg det lykkeligste Menneske: thi jeg tager alle Bekymringer forud, og dog blive de alle tilbage.

✂

*   *
*

✂ Deri yttrer sig blandt Andet Folke-Litteraturens uhyre poetiske Kraft, at den har Styrke til at begjære. I Sammenligning med denne er vor Tids Begjær paa engang syndig og kjedsommelig, fordi den ►begjærer hvad Næstens er. Hiin er sig meget godt bevidst, at Næsten eier ligesaa lidet det, den søger, som den selv gjør det. Og skal den begjære syndigt, saa er den saa himmelskrigende, at den maa ryste Mennesket. Den lader sig Intet afprutte af en nøktern Forstands kolde Sandsynlighedsberegninger. Endnu skrider ►👤Don Juan over Scenen med sine 1003 Elskerinder. Ingen vover at smile af Ærbødighed for Traditionens Ærværdighed. Havde en Digter vovet det i vor Tid, da var han bleven udleet.

✂

*   *
*

✂ Hvor besynderlig veemodigt blev jeg ikke stemt ved at see et stakkels Menneske liste sig gjennem Gaderne i en temmelig aflægs lyse-grøn i guult spillende Frakke. Det gjorde mig ondt for ham; men hvad der mest bevægede mig, var dog, at samme Frakkes Farve saa levende erindrede mig om min Barndoms første Frembringelser i den ædle Malerkunst. Denne Farve var netop en af mine ►Liv-Couleurer. Er det dog ikke sørgeligt, disse Farveblandinger, som jeg endnu med saa megen Glæde tænker paa, dem finder man intetsteds i Livet; hele Verden finder dem grelle, afstikkende, kun anvendelige paa ►Nürembergerstykker. Støder man en enkelt Gang paa dem, saa skal Mødet altid være saa uheldigt, som nu dette. Det skal altid være en Sindssvag eller en Forulykket, kort altid Een, der føler sig fremmed i Livet, og som Verden ikke vil vedkjende sig. Og jeg, som altid malede mine Helte med dette evig-uforglemmelige gulgrønne Anstrøg paa Kjolen! Gaaer det ikke saaledes med alle Barndommens Farveblandinger? Det Skær, Livet dengang havde, bliver efterhaanden vort matte Øie for stærkt, for grelt!

✂

*   *
*

✂ Ak! Lykkens Dør den gaaer ikke ind ad, saa at man ved at storme løs paa den kan trykke den op; men den gaaer ud efter, og man har derfor intet at gjøre.

✂

*   *
*

✂ Mod har jeg til at tvivle, jeg troer om Alt; jeg har Mod til at kæmpe, jeg troer med Alt; men jeg har ikke Mod til at erkjende Noget; ikke Mod til at besidde, til at eie Noget. De Fleste klage over, at Verden er saa prosaisk, at det gaaer ikke til i Livet som i Romanen, hvor Leiligheden altid er saa gunstig; jeg klager over, at det ikke er i Livet, som i Romanen, hvor man har haardhjertede Fædre, og Nisser og Trolde at bekæmpe, fortryllede Prindsesser at befrie. Hvad er alle saadanne Fiender tilsammentagne imod de blege, blodløse, seiglivede, natlige Skikkelser, hvilke jeg kæmper med og som jeg selv giver Liv og Tilvær.

✂

*   *
*

✂ Hvor er min Sjæl og min Tanke saa ufrugtbar, og dog idelig piint af indholdsløse vellystige og qvalfulde Veer! Skal da ►Aandens Tungebaand aldrig løsnes paa mig, skal jeg altid lalle? Det, jeg behøver, er en Stemme gjennemtrængende som et ►Lynceus-Blik, forfærdende som ►Giganternes Suk, udholdende som en Naturlyd, spottende som et riimfrostigt Vindpust, ondskabsfuldt som ►👤Echos hjerteløse Haanen, af Omfang fra den dybeste Bas til de mest smeltende ►Brysttoner, ⓘ modeleret fra en ►hellig-sagte Hvidsken til Raseriets Energi. Det er det jeg behøver for at faae Luft, for at faae udtalt, hvad der ligger mig paa Sinde, for at faae baade Vredens og Sympathiens Indvolde rystede. – Men min Stemme er kun hæs som et Maageskrig, eller hendøende som Velsignelsen paa den Stummes Læber.

✂

*   *
*

✂ Hvad skal der komme? Hvad skal Fremtiden bringe? Jeg veed det ikke, jeg ahner Intet. Naar en Edderkop fra et fast Punkt styrter sig ned i sine Conseqventser, da seer den bestandig et tomt Rum foran sig, hvori den ikke kan finde Fodfæste, hvormeget den end ►sprætter. Saaledes gaaer det mig; foran bestandig et tomt Rum, hvad der driver mig frem er en Consequents, der ligger bag mig. Dette Liv er bagvendt og rædsomt, ikke til at udholde.

✂

*   *
*

✂ Det er dog den skjønneste Tid Forelskelsens første Periode, naar man ved enhver Sammenkomst, ethvert Øiekast henter noget Nyt hjem at glæde sig over.

✂

*   *
*

✂ Min Betragtning af Livet er aldeles meningsløs. Jeg antager, at en ond Aand har sat et Par Briller paa min Næse, hvis ene Glas forstørrer efter en uhyre Maalestok, hvis andet Glas formindsker efter samme Maalestok.

✂

*   *
*

✂ Tvivleren er en ►Μεμαστίγομενος; han holder sig som en Top i kortere eller længere Tid paa Spidsen i Forhold til Pidskeslagene, staae kan han ikke, ligesaa lidet som Toppen.

✂

*   *
*

✂ Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i Verden, at være en Mand, der er rask til sin Mad og rask til sin Gjerning. Naar jeg derfor seer en Flue i det afgjørende Øieblik sætte sig paa en saadan Forretningsmands Næse, eller han bliver overstænket af en Vogn, der i endnu større Hast kjører ham forbi, eller ►📌Knippelsbro gaaer op, eller der ►falder en Tagsteen ned og slaaer ham ihjel, da leer jeg af Hjertens Grund. Og hvo kunde vel bare sig for at lee? Hvad udrette de vel, disse travle Hastværkere? Gaaer det dem ikke som det gik hiin Kone, der i Befippelse over, at der var Ildløs i Huset, reddede Ildtangen? Hvad Mere redde de vel ud af Livets store Ildebrand?

✂

*   *
*

✂ Jeg mangler overhovedet Taalmodighed til at leve. Jeg kan ikke ►see Græsset groe, men naar jeg ikke kan det, saa gider jeg slet ikke seet derpaa. Mine Anskuelser ere flygtige Betragtninger af ►en »fahrende Scholastiker«, der i største Hast styrter gjennem Livet. Man siger ►vor Herre mætter Maven før Øinene; det kan jeg ikke mærke: mine Øine ere mætte og kjede af Alt, og dog hungrer jeg.

✂

*   *
*

✂ Man spørge mig om hvad man vil, kun spørge man mig ikke om Grunde. Det tilgives en ung Pige, at hun ikke kan angive Grunde, hun lever i Følelsen, hedder det. Anderledes med mig. I Almindelighed har jeg saa mange og oftest hinanden indbyrdes modsigende Grunde, at det af den Grund er mig umuligt at angive Grunde. Ogsaa med Aarsag og Virkning synes det mig, at det ikke hænger rigtigt sammen. ►Snart fremgaaer af uhyre og gewaltige Aarsager en saare klein og uanseelig lille Virkning, undertiden slet ingen; snart afføder en vims lille Aarsag en colossal Virkning.

✂

*   *
*

✂ Og nu Livets uskyldige Glæder. Det maa man lade dem, de har kun een Feil, at de ere saa uskyldige. Tilmed skal de nydes med Maade. Naar min Doctor foreskriver mig Diæt, det lader sig høre; jeg afholder mig til en vis bestemt Tid fra visse bestemte Spiser; men at være diætetisk i at holde Diæt – det er virkelig for meget forlangt.

✂

*   *
*

✂ Livet er blevet mig en ►beesk Drik, og dog skal den indtages som Draaber, langsomt, tællende.

✂

*   *
*

✂ Ingen vender tilbage fra de Døde, Ingen er gaaet uden grædende ind i Verden; Ingen spørger Een, naar man vil ind, Ingen naar man vil ud.

✂

*   *
*

✂ Tiden gaaer, ►Livet er en Strøm, sige Menneskene, o. s. v. Jeg kan ikke mærke det, Tiden staaer stille og jeg med. Alle de Planer, jeg udkaster, flyve lige lukt tilbage paa mig selv, naar jeg vil spytte, spytter jeg mig selv i Ansigtet.

✂

*   *
*

✂ Naar jeg staaer op om Morgenen, gaaer jeg strax i Seng igjen. Jeg befinder mig bedst om Aftenen, i det Øieblik jeg slukker Lyset, trækker Dynen over Hovedet. Endnu engang reiser jeg mig op, seer mig med en ubeskrivelig Tilfredshed om i Værelset, og saa god Nat, ned under Dynen.

✂

*   *
*

✂ Hvad jeg duer til? Til ingen Ting eller til Hvadsomhelst. Det er en sjelden Fermhed; mon den vil blive paaskjønnet i Livet? Gud veed, om de Piger finde en Plads, der søge ►Condition som Enepige eller i Mangel deraf som Hvadsomhelst.

✂

*   *
*

✂ Gaadefuld bør man være ikke blot for Andre, men ogsaa for sig selv. Jeg studerer mig selv; naar jeg er træt deraf, saa ryger jeg til Tidsfordriv en Cigar og tænker, Gud veed, hvad vor Herre egentlig har meent med mig, eller hvad han vil bringe ud af mig.

✂

*   *
*

✂ Ingen Barselkone kan have besynderligere og utaalmodigere Ønsker end jeg. Disse Ønsker betræffe snart de ubetydeligste Ting, snart de mest ophøiede, men alle have de i lige høi Grad Sjælens momentane Lidenskab. Jeg ønsker i dette Øieblik en ►Tallerken Boghvede-Grød. Jeg erindrer fra min Skoletid, vi fik altid Boghvede-Grød om Onsdagen. Jeg erindrer, hvor glat og hvid Grøden var anrettet, hvor Smørret smilede mig imøde, hvor varm Grøden var at see til, hvor sulten jeg var, hvor utaalmodig efter at faae Lov at begynde. En saadan Tallerken Boghvede-Grød! jeg gav mere end min Førstefødsels-Ret derfor.

✂

*   *
*

✂ ►Troldmanden Virgilius lod sig selv hugge i Stykker og putte i en Gryde for at koges i 8 Dage, og ved denne Proces blive forynget. Han fik en Anden til at passe paa, at ingen Uvedkommende kigede i Gryden. ►Paapasseren kunde imidlertid ikke modstaae Fristelsen; det var for tidligt, Virgilius forsvandt som et lille Barn med et Skrig. Jeg har nok ogsaa kiget for tidlig i Gryden, i Livets og den historiske Udviklings Gryde, og driver det nok aldrig til mere end at blive et Barn.

✂

*   *
*

✂ »►Aldrig bør man tabe Modet; naar Ulykkerne optaarne sig forfærdeligst om Een, da seer man i Skyerne en hjælpsom Haand«, saaledes talede Hans Velærværdighed Jesper Morten sidste Aftensang. Jeg er nu vant til at færdes meget under aaben Himmel, men har aldrig bemærket Sligt. For nogle Dage siden bliver jeg paa en Fodtour et saadant Phænomen vaer. Det var vel ikke egentlig en Haand, men ligesom en Arm, der strakte sig ud af Skyen. Jeg hensank i Betragtning: det faldt mig ind, blot nu Jesper Morten var tilstede, at han kunde afgjøre, om det var det Phænomen, han sigtede til. Som jeg staaer midt i disse Tanker bliver jeg tiltalt af en Vandringsmand, der, idet han peger op mod Skyerne, siger: »seer De den ►Vandhose, det er sjeldnere at man seer en saadan i disse Egne; den river stundom hele Huse med sig.« Ih Gud bevares, tænkte jeg, er det en Vandhose, og smurte Haser det bedste jeg kunde. Hvad mon velærværdige Hr. Pastor Jesper Morten havde gjort i mit Sted?

✂

*   *
*

✂ Lad Andre klage over, at Tiden er ond; jeg klager over, at den er ussel; thi den er uden Lidenskab. Menneskenes Tanker ere tynde og skrøbelige som Kniplinger, de selv ►ynkværdige som Kniplings-Piger. Deres Hjertes Tanker ere for usle til at være syndige. For en Orm vilde det maaskee kunne ansees for Synd at nære saadanne Tanker, ikke for et Menneske, der er skabt i Guds Billede. Deres Lyster ere adstadige og dorske, deres Lidenskaber søvnige; de gjøre deres Pligter, disse Kræmmersjæle; men tillade sig dog ►ligesom Jøderne at beklippe Mønten en lille Smule; de mene, at om vor Herre holder nok saa ordentlig Bog, kan man nok slippe godt fra at narre ham lidt. ►Pfui over dem! Derfor vender min Sjæl altid tilbage til det gamle Testamente og til ►👤Shakespeare. Der føler man dog, at det er Mennesker, der taler; der hader man, der elsker man, myrder sin Fjende, forbander hans Afkom gjennem alle Slægter, der synder man.

✂

*   *
*

✂ Min Tid deler jeg saaledes. Den halve Tid sover jeg, den anden halve drømmer jeg; naar jeg sover, drømmer jeg aldrig, det var Synd; thi at sove det er den høieste Genialitet.

✂

*   *
*

✂ Det at være et fuldkomment Menneske er dog det Høieste. Nu har jeg faaet Ligtorne, det er dog altid Noget til Hjælp.

✂

*   *
*

✂ Mit Livs-Resultat bliver slet Intet, en Stemning, en enkelt Farve. Mit Resultat faaer en Lighed med hiin Kunstners Maleri, der skulde male ►Jødernes Overgang over 📌det røde Hav, og til den Ende malede hele Væggen rød, idet han forklarede, at Jøderne vare gaaede over, Ægypterne vare druknede.

✂

*   *
*

✂ Den menneskelige Værdighed anerkjendes dog endnu i Naturen; thi naar man vil holde Fuglene borte fra Træerne, saa sætter man Noget op, der skal ligne et Menneske, og endogsaa den fjerne Lighed med et Menneske, som en Fugleskræmsel har, er nok til at indgyde Respekt.

✂

*   *
*

✂ Naar Elskov skal have Noget at betyde, maa den i sin Fødselstime være beskinnet af Maanen, ligesom ►👤Apis for at være den sande 👤Apis skulde være maanebeskinnet. Den Ko, der fødte 👤Apis, skulde i Undfangelsens Øieblik være beskinnet af Maanen.

✂

*   *
*

✂ Det bedste Beviis, der føres for Tilværelsens Jammerlighed, er det, der hentes fra Betragtningen af dens Herlighed.

✂

*   *
*

✂ De fleste Mennesker haste saa stærkt efter Nydelsen, at de haste den forbi. Det gaaer dem, som det gik ►hiin Dverg, der bevogtede en bortført Prindsesse i sit Slot. En Dag tog han sig en Middagssøvn. Da han en Time efter vaagnede op, var hun borte. Hurtigt trækker han sine Syvmiils-Støvler paa; med eet Skridt er han hende langt forbi.

✂

*   *
*

✂ Min Sjæl er saa tung, at ingen Tanke mere kan bære den, intet Vingeslag mere løfte den op i Ætheren. Bevæges den, da stryger den kun langs hen med Jorden som Fuglenes lave Flugt, naar det blæser op til et Tordenveir. Over mit indre Væsen ruger en Beklemmelse, en Angst, der ahner et Jordskjælv.

✂

*   *
*

✂ Hvor er Livet tomt og betydningsløst. – Man begraver et Menneske; man følger ham til Jorden, man kaster tre Spader Jord paa ham; man kjører ud i Kareth, man kjører hjem i Kareth; man trøster sig med, at der ligger et langt Liv for Een. Hvor langt er vel 7 × 10 Aar? Hvorfor gjør man det ikke af paa eengang, hvorfor bliver man ikke derude, og gaaer ned med i Graven, og trækker Lod om, hvem den Ulykke skal times, at være den sidst Levende, der kaster de sidste 3 Spader Jord paa den sidste Døde?

✂

*   *
*

✂ Pigerne behage mig ikke. Deres Skjønhed forgaaer som en Drøm og som ►den Dag igaar, naar den er forbi. Deres Trofasthed. – Ja deres Trofasthed! Enten ere de troløse, dette beskæftiger mig ikke mere, eller de ere trofaste. Hvis jeg fandt en saadan, da vilde hun behage mig i Betragtning af, at hun var en Sjeldenhed, i Betragtning af Tidens Længde vilde hun ikke behage mig; thi enten blev hun bestandig tro, og da blev jeg jo et Offer for min experimenterende Iver, da jeg maatte holde ud med hende, eller der kom et Tidsmoment, da hun hørte op, og saa havde jeg jo den gamle Historie.

✂

*   *
*

✂ Usle Skjebne! forgjeves opsminker Du som en gammel Skjøge dit furede Ansigt, forgjeves larmer Du med Narrebjelderne; Du kjeder mig; det er dog det Samme, et ►idem per idem. Ingen Afvexling, altid Opkog. Kom Søvn og Død, Du lover Intet, Du holder Alt.

✂

*   *
*

✂ Disse to bekjendte Violinstrøg! Disse to bekjendte Violinstrøg her i dette Øieblik, midt paa Gaden. Har jeg tabt Forstanden, er det mit Øre, der af Kjærlighed til ►👤Mozarts Musik har ophørt at høre, er det en Belønning af Guderne at skjænke mig Ulykkelige, der sidder ►som en Betler ved Templets Dør, et Øre, der selv foredrager, hvad det selv hører. Kun disse to Violinstrøg; thi nu hører jeg Intet mere. Som de i ►hiin udødelige Ouverture bryde ud af de dybe Choral-Toner, saaledes vikle de sig her ud af Støien og Larmen paa Gaden, med en Aabenbarelses hele Overraskelse. – Det maa dog være her i Nærheden; thi nu hører jeg de lette Dandsetoner. – Det er altsaa Eder, ulykkelige Kunstnerpar, jeg skylder denne Glæde. – Den ene af dem var vel en 17 Aar gammel, iført en grøn ►Kalmuks-Frakke, med store Beenknapper. Frakken var meget for stor til ham. Han holdt Violinen tæt op under Hagen; Kaskjetten var trykket ned i Øinene; hans Haand var skjult af en Handske uden Fingre, Fingrene røde og blaae af Kulde. Den Anden var ældre, havde en ►Chenille paa. Begge vare de blinde. En lille Pige, som formodentlig ledede dem, stod foran, puttede sine Hænder ind under Halstørklædet. Vi samledes efterhaanden nogle Beundrere af disse Toner, et Postbud med sin Brev-Pakke, en lille Dreng, en Tjenestepige, et Par Sjouere. De herskabelige Vogne rullede larmende forbi, Arbeidsvognene overdøvede disse Toner, som glimtviis dukkede frem af dem. Ulykkelige Kunstner-Par veed I, at disse Toner gjemme alle Verdens Herligheder i sig. – Var det ikke som et Stevnemøde. –

✂

*   *
*

✂ Det hendte paa ►et Theater, at der gik Ild i Coulisserne. Bajads kom for at underrette Publicum derom. Man troede, det var en Vittighed og applauderede; han gjentog det; man jublede endnu mere. Saaledes tænker jeg, at Verden vil gaae til Grunde under almindelig Jubel af vittige Hoveder, der troer, at det er en Witz.

✂

*   *
*

✂ Hvad er overhovedet Betydningen af dette Liv? Deler man Menneskene i to store Classer, saa kan man sige, den ene arbeider for at leve, den anden har ikke dette behov. Men det at arbeide for at leve kan jo ikke være Livets Betydning, da det jo er en Modsigelse, at det, bestandig at tilveiebringe Betingelserne, skal være Svaret paa Spørgsmaalet om dets Betydning, der ved Hjælp heraf skal betinges. De Øvriges Liv har i Almindelighed heller ingen Betydning uden den at fortære Betingelserne. Vil man sige, at Livets Betydning er at døe, saa synes dette atter en Modsigelse.

✂

*   *
*

✂ Den egentlige Nydelse ligger ikke i hvad man nyder; men i Forestillingen. Hvis jeg i min Tjeneste havde en underdanig Aand, der, naar jeg forlangte et Glas Vand, vilde bringe mig al Verdens kostbareste Vine lifligt blandede i en Pokal, da vilde jeg give ham hans Afsked, indtil han lærte, at Nydelsen ikke ligger i hvad jeg nyder, men i at faae min Villie.

✂

*   *
*

✂ Det er altsaa ikke mig, der er mit Livs Herre, jeg er en Traad med, der skal spindes ind i Livets ►Kattun. Nu vel, kan jeg end ikke spinde, saa kan jeg dog klippe Traaden over.

✂

*   *
*

✂ Alt vil erhverves i Stilhed og guddommeliggjøres i Taushed. Det er ikke blot om ►👤Psyches tilkommende Barn det gjælder, at dets Fremtid afhænger af hendes Taushed.

✂ ►Mit einem Kind, das göttlich, wenn Du schweigst –
Doch menschlich, wenn Du das Geheimniß zeigst.

✂

*   *
*

✂ Jeg synes bestemt til at skulle ►gjennemlide alle mulige Stemninger, at skulle gjøre Erfaring i alle Retninger. Hvert Øieblik ligger jeg som et Barn, der skal lære at svømme, midt ude i Havet. Jeg skriger (det har jeg ►lært af Grækerne, af hvem man kan lære det reent Menneskelige); thi vel har jeg en Sele om Livet, men den Stang, der skal holde mig oppe, seer jeg ikke. Det er en rædsom Maade at gjøre Erfaringer paa.

✂

*   *
*

✂ Det er mærkeligt nok ved de to rædsomste Modsætninger faaer man en Forestilling om Evigheden. Tænker jeg mig ►hiin ulykkelige Bogholder, der af Fortvivlelse over, at han ved i et Regnskab at have sagt 7 og 6 er 14 havde ødelagt et Handelshuus, gik fra Forstanden; tænker jeg mig ham Dag ud og Dag ind, uberørt af alt Andet, gjentage for sig selv, 7 og 6 er 14, saa har jeg et Billede af Evigheden. – Tænker jeg mig en ►yppig qvindelig Skjønhed i et Harem, hvilende paa en Sopha i al sin Ynde, uden at bekymre sig om noget i Verden, saa har jeg atter et Billede paa Evigheden.

✂

*   *
*

✂ Det, ►Philosopherne tale om Virkeligheden, er ofte lige saa skuffende, som naar man hos en Marchandiser læser paa et Skildt: her rulles. Vilde man komme med sit Tøi for at faae det rullet, saa var man narret; thi Skildtet er blot tilsalgs.

✂

*   *
*

✂ For mig er intet farligere end at erindre. Har jeg først erindret et Livsforhold, saa er Forholdet selv ophørt. Man siger, at Adskillelse hjælper til at opfriske Kjærlighed. Det er ganske sandt, men den opfrisker den paa en reen poetisk Maade. At leve i Erindringen er det fuldendteste Liv, der lader sig tænke, Erindringen mætter rigeligere end al Virkelighed, og den har en Tryghed, som ingen Virkelighed eier. Et erindret Livsforhold er allerede gaaet ind i Evigheden og har ingen timelig Interesse mere.

✂

*   *
*

✂ Skulde noget Menneske føre en Dagbog, saa skulde det være mig for at komme min Hukommelse lidt til Hjælp. Efter en Tids Forløb hænder det mig ofte, at jeg aldeles har glemt, hvilke Grunde, der bevægede mig til dette eller hiint, og det ikke blot Smaating betræffende, men de mest afgjørende Skridt. Falder Grunden mig da ind, saa kan den stundom være saa besynderlig, at jeg ikke selv vil troe, at det var Grunden. Denne Tvivl vilde da bortfjernes, hvis jeg havde noget Skrevet at holde mig til. En Grund er overhovedet en besynderlig Ting, seer jeg paa den med hele min Lidenskab, saa voxer den op til en uhyre Nødvendighed, der kan ►sætte Himmel og Jord i Bevægelse; er jeg uden Lidenskab, da seer jeg haanlig ned paa den. – Jeg har nu i længere Tid speculeret over, hvad det egentlig var for en Grund, der bevægede mig til at nedlægge mit Adjunktur. Naar jeg nu tænker derover, forekommer det mig, at en saadan Ansættelse netop var noget for mig. Idag er der gaaet et Lys op for mig, Grunden var just den, at jeg maatte ansee mig for aldeles skikket til denne Post. Hvis jeg da var forbleven i mit Embede havde jeg havt Alt at tabe, Intet at vinde. Desaarsag ansaae jeg det for rigtigt, at nedlægge min Post og søge Engagement hos et omreisende Theater-Selskab, af den Grund, at jeg intet Talent havde, og altsaa Alt at vinde.

✂

*   *
*

✂ Der hører dog en stor Naivetet til at troe, at det skal hjælpe, at raabe og skrige i Verden, som om derved Ens Skjæbne blev forandret. Man tage den som den bydes, og afholde sig fra alle Vidtløftigheder. Naar jeg i min Ungdom kom paa en Restauration, da sagde jeg ogsaa til Opvarteren: et godt Stykke, et meget godt Stykke, af Ryggen, ikke for fedt. Opvarteren hørte maaskee neppe mit Raab, end mindre at han skulde agte derpaa, end mindre, at min Røst skulde kunne trænge ud i Kjøkkenet, bevæge Forskæreren, og selv om alt dette skete, saa var der maaskee ikke et godt Stykke paa den hele Steg. Nu raaber jeg aldrig mere.

✂

*   *
*

✂ Den sociale Stræben og den denne ledsagende skjønne Sympathi udbreder sig mere og mere. ►I 📌Leipzig har der dannet sig en Comitee, der af Sympathi med gamle Hestes sørgelige Endeligt, har besluttet at æde disse.

✂

*   *
*

✂ Jeg har kun een Ven, det er ►👤Eccho; og hvorfor er det min Ven? fordi jeg elsker min Sorg, og det tager den ikke fra mig. Jeg har kun een Fortrolig, det er Nattens Taushed; og hvorfor er den min Fortrolige? fordi den tier.

✂

*   *
*

✂ Som det ►efter Sagnet gik 👤Parmeniskus, der i ►den trophoniske Hule tabte Evnen til at lee, men fik den igjen paa ►Delos ved Synet af en uformelig Klods, der blev fremstillet som Gudinden ►👤Letos Billede, saaledes er det gaaet mig. Da jeg var meget ung, da glemte jeg i den trophoniske Hule at lee, da jeg blev ældre, da jeg slog Øiet op og betragtede Virkeligheden, da kom jeg til at lee og har siden den Tid ikke ophørt dermed. Jeg saae, at det var Livets Betydning at faae et Levebrød, dets Maal at blive ►Justitsraad, at det var Elskovens rige Lyst at faae en velhavende Pige, at det var Venskabets Salighed at hjælpe hinanden i Pengeforlegenheder; at det var Viisdommen, hvad de Fleste antoge derfor; at det var Begeistring at holde en Tale; at det var Mod at vove ►at blive mulkteret paa 10 Rbd; at det var Hjertelighed at sige Velbekomme efter et Middagsmaaltid; at det var ►Gudsfrygt een Gang om Aaret at gaae til Alters. Det saae jeg og jeg loe.

✂

*   *
*

✂ Hvad er det, der binder mig? Hvoraf var den Lænke dannet, hvormed ►👤Fenris-Ulven blev bunden? Den var forfærdiget af den Larm, Kattens Been gjør, naar den gaaer paa Jorden, af Qvinders Skæg, af Klippernes Rødder, af Bjørnens Græs, af Fiskenes Aande og Fuglenes Spyt. Saaledes er ogsaa jeg bunden i en Lænke, der er dannet af mørke Indbildninger, af ængstende Drømme, af urolige Tanker, af bange Anelser, af uforklarede Angester. Denne Lænke er »►saare smidig, blød som Silke, giver efter for den stærkeste Anspændelse, og kan ikke slides itu.«

✂

*   *
*

✂ Det er besynderligt nok, det er altid det Samme, der gjennem alle Livets Aldere beskæftiger Een, og man kommer altid lige vidt, eller snarere man gaaer tilbage. Da jeg var 15 Aar gammel skrev jeg i ►den lærde Skole med megen Salvelse om Beviserne for Guds Tilværelse og Sjælens Udødelighed, om Begrebet Tro, om Miraklets Betydning. Til ►examen artium skrev jeg en Afhandling om Sjælens Udødelighed, hvorfor jeg tilkjendtes ►præ ceteris; senere vandt jeg Prisen for en Afhandling om denne Materie. Hvo skulde troe, at jeg efter en saa solid og meget lovende Begyndelse, i mit 25de Aar skulde være kommen dertil, at jeg ikke kan føre et eneste Beviis for Sjælens Udødelighed. Især erindrer jeg fra min Skoletid, at en Afhandling af mig om Sjælens Udødelighed blev overordentlig rost og oplæst af Læreren, saavel paa Grund af Indholdets som Sprogets Fortrinlighed. Ak, Ak, Ak! denne Afhandling har jeg for længe siden kastet bort. Hvilken Ulykke! I den vilde maaskee min tvivlende Sjæl bleven fængslet, saavel ved Sproget som ved Indholdet. Saa er det da mit Raad til Forældre, Foresatte og Lærere, at foreholde de Børn, der ere dem betroede, at gjemme de danske Afhandlinger, der skrives i det 15de Aar. At give dette Raad er det Eneste, jeg kan gjøre til Menneskeslægtens Bedste.

✂

*   *
*

✂ ►Til Sandhedens Erkjendelse er jeg maaskee kommen; til Salighed visselig ikke. Hvad skal jeg gjøre? Virke i Verden, svare Menneskene. Skulde jeg da meddele Verden min Sorg, levere et Bidrag mere til at bevise, hvor sørgeligt og usselt Alt er, maaskee opdage en ny Plet i Menneske-Livet, der hidtil var bleven ubemærket? Jeg kunne da høste den sjeldne Løn at blive navnkundig, ligesom den Mand, der opdagede ►Pletterne i 👤Jupiter. Jeg foretrækker dog at tie.

✂

*   *
*

✂ Hvor Menneske-Naturen er sig selv ⓘ liig? Med hvilken medfødt Genialitet kan ikke ofte et lille Barn vise os et levende Billede af de større Forhold. Jeg morede mig ret idag over lille Ludvig. Han sad i sin lille Stol; med synligt Velbehag skuede han omkring sig. Da gik Barnepigen ►Maren gjennem Stuen. Maren! raabte han; ja lille Ludvig, svarede hun med sædvanlig Venlighed, og kom hen til ham. Han lagde sit store Hoved lidt til den ene Side, fæstede sine umaadelige Øine paa hende med et vist Skjælmeri, og sagde derpaa ganske phlegmatisk: det var ikke den Maren, det var en anden Maren. Hvad gjør vi Ældre? Vi raabe ad den hele Verden og naar den da kommer os venligt imøde, da sige vi; det var ikke den Maren.

✂

*   *
*

✂ Mit Liv er som en evig Nat, naar jeg engang døer, da kan jeg sige med ►👤Achilles:

✂ Du bist vollbracht, Nachtwache meines Daseyns.

✂

*   *
*

✂ Mit Liv er aldeles meningsløst. Naar jeg betragter dets forskjellige Epocher, da gaaer det med mit Liv som med det Ord: ►Schnur i Lexikonnet, der for det første betyder en Snor, for det andet en Sønnekone. Der manglede blot, at det Ord: Schnur for det tredie skulde betyde en Kameel, for det fjerde en Støvekost.

✂

*   *
*

✂ Jeg er ►ligerviis som det ►Lüneburger-Sviin. Min Tænken er en Lidenskab. Jeg kan ypperligt rode Trøffler op for Andre, selv har jeg ingen Glæde af dem. Jeg tager Problemerne paa min Næse; men jeg kan ikke gjøre mere ved dem end kaste dem bagover mit Hoved.

✂

*   *
*

✂ Forgjæves strider jeg imod. Min Fod glider. Mit Liv bliver dog en Digter-Existents. Kan der tænkes noget Ulykkeligere? Jeg er udseet, Skjebnen leer ad mig, naar den pludselig viser mig, hvorledes Alt hvad jeg gjør imod bliver Moment i en saadan Tilværelse. Jeg kan skildre Haabet saa levende, at enhver haabende Individualitet vil vedkjende sig min Skildring; og dog er den et falsum; thi medens jeg skildrer det tænker jeg paa Erindringen.

✂

*   *
*

✂ Der er dog endnu eet Beviis for Guds Tilvær, man hidtil har overseet. Det føres af ►en Tjener i 👤Aristophanes: Ridderen. v. 32 o. fl.:

✂ ►👤Δημοσϑενης.
ποῖον βϱετας; ἐτεὸν ἡγεῖ γὰϱ ϑεούς;
👤Νιϰιας.
ἔγωγε
👤Δημοσϑενης.
ποίῳ χϱωμενος τεϰμηϱίῳ;
👤Νιϰιας.
ὁτιὴ ϑεοῖσιν ἐχϑϱὸς εἰμ'. οὐϰ εἰϰότως;
👤Δημοσϑενης.
35. εὐ πϱοσβιβάζεις με.

✂

*   *
*

✂ Hvor er dog Kjedsommelighed rædsom – rædsom kjedsommelig; jeg veed intet stærkere Udtryk, intet sandere; thi ►kun det Lige erkjendes af det Lige. Gid der var et høiere Udtryk, et stærkere, saa var der dog endnu een Bevægelse. Jeg ligger henstrakt, uvirksom; det Eneste, jeg seer, er Tomhed, det Eneste, jeg lever af, er Tomhed, det Eneste, jeg bevæger mig i, er Tomhed. End ikke Smerte lider jeg. ►Gribben hakkede dog bestandig i Prometheus's Lever; ►👤Loke dryppede der dog bestandig Gift ned paa; det var dog en Afbrydelse om end eensformig. Smerten selv har tabt sin Vederqvægelse for mig. Om man bød mig al Verdens Herligheder eller al Verdens Qvaler, de røre mig lige meget, jeg vilde ikke vende mig om paa den anden Side hverken for at naae eller for at flye. Jeg ►døer Døden. Og hvad skulde kunne adsprede mig? Ja hvis jeg fik en Trofasthed at see, der bestod enhver Prøvelse, en Begeistring, der bar Alt; en ►Tro, der flyttede Bjerge; hvis jeg fornam en Tanke, der forbandt det Endelige og det Uendelige. Men min Sjæls giftige Tvivl fortærer Alt. Min Sjæl er som det døde Hav, over hvilket ingen Fugl kan flyve; naar den er kommen midtveis, synker den mat ned i Død og Undergang.

✂

*   *
*

✂ Forunderligt! med hvilken tvetydig Angst, for at tabe og beholde, hænger dog Mennesket fast ved dette Liv. Stundom har jeg tænkt paa at gjøre et afgjørende Skridt, mod hvilket alle mine foregaaende kun var Barnestreger – at tiltræde den store Opdagelses-Reise. Som et Skib, naar det løber af Stabelen, hilses med Kanonskud, saaledes vilde jeg hilse mig selv. Og dog. Er det Mod jeg mangler? Hvis en Steen faldt ned og slog mig ihjel, det var dog en Udvei.

✂

*   *
*

✂ ►Tautologien er og bliver dog det høieste Princip, den høieste Tænke-Grundsætning. Hvad Under da, at de fleste Mennesker bruge den. Den er ei heller saa fattig og kan godt udfylde hele Livet. Den har en spøgende, vittig, underholdende Form, det er ►de uendelige Domme. ►Denne Art Tautologi er den paradoxe og transcendente. Den har den alvorlige, videnskabelige og opbyggelige Form. Formlen herfor er følgende: naar to Størrelser ere lige store med een og samme tredie da ere de indbyrdes lige store. Dette er en ►quantitativ Slutning. Denne Art Tautologi er især brugelig paa Kathedere og Prædikestole, hvor man skal sige Meget.

✂

*   *
*

✂ Det Uproportionerte i min Bygning er, at mine Forbeen ere for smaa. Som ►Haren fra 📌Ny-Holland har jeg ganske smaa Forbeen, men uendelig lange Bagbeen. I Almindelighed sidder jeg ganske stille; gjør jeg en Bevægelse, saa er det et uhyre Spring til Forfærdelse for alle dem, til hvem jeg ved Slægtskabs og Venskabs ømme Baand er knyttet.

✂

*   *
*

✂ ►Enten – Eller

✂ Et exstatisk Foredrag

✂


✂ ►Gift Dig, Du vil fortryde det; gift Dig ikke, Du vil ogsaa fortryde det; gift Dig eller gift Dig ikke, Du vil fortryde begge Dele; enten Du gifter Dig, eller Du ikke gifter Dig, Du fortryder begge Dele. Lee ad Verdens Daarskaber, Du vil fortryde det; græd over dem, Du vil ogsaa fortryde det; lee ad Verdens Daarskaber eller græd over dem, Du vil fortryde begge Dele; enten Du leer ad Verdens Daarskaber, eller Du græder over dem, Du fortryder begge Dele. Troe en Pige, Du vil fortryde det; troe hende ikke, Du vil ogsaa fortryde det; troe en Pige eller troe hende ikke, Du vil fortryde begge Dele; enten Du troer en Pige eller Du ikke troer hende, Du vil fortryde begge Dele. Hæng Dig, Du vil fortryde det; hæng Dig ikke, Du vil ogsaa fortryde det; hæng Dig eller hæng Dig ikke, Du vil fortryde begge Dele; enten Du hænger Dig, eller Du ikke hænger Dig, Du vil fortryde begge Dele. Dette, mine Herrer, er Indbegrebet af al Leve-Viisdom. Det er ikke blot i enkelte Øieblikke, at jeg, som ►👤Spinoza siger, ►betragter Alt æterno modo, men jeg er ►bestandig æterno modo. Dette troer Mange, at de ogsaa ere, naar de efter at have gjort det Ene eller det Andet forene eller mediere disse Modsætninger. Dog dette er en Misforstand; thi den sande Evighed ligger ikke bag ved enten – eller, men foran. Deres Evighed vil derfor ogsaa være en smertelig Tids-Succession, da de vil have den dobbelte Fortrydelse at tære paa. Min Viisdom er da let at fatte; thi jeg har kun een Grundsætning, som jeg end ikke gaaer ud fra. Man maa skjelne mellem den efterfølgende Dialektik i enten – eller og den her antydede evige. Naar jeg saaledes her siger, at jeg ikke gaaer ud fra min Grundsætning, saa har dette ikke Modsætningen i en Gaaenudderfra, men er blot det negative Udtryk for min Grundsætning, det hvorved den fatter sig selv i Modsætning til en Gaaenudderfra eller en Ikke-Gaaenudderfra. Jeg gaaer ikke ud fra min Grundsætning; thi gik jeg ud fra den, vilde jeg fortryde det, gik jeg ikke ud fra den, vilde jeg ogsaa fortryde det. Skulde det derfor forekomme en eller anden af mine høistærede Tilhørere, at der dog var Noget i det, jeg sagde, saa beviser han blot derved, at hans Hoved ikke er skikket for Philosophi; skulde det synes ham, at der var Bevægelse i det Sagte, saa beviser dette det Samme. For de Tilhørere derimod, der ere istand til at følge mig, uagtet jeg ingen Bevægelse gjør, vil jeg nu udvikle den evige Sandhed, hvorved denne Philosophi bliver i sig selv, og ikke indrømmer nogen høiere. Dersom jeg nemlig gik ud fra min Grundsætning, saa vilde jeg ikke kunne holde op igjen; thi holdt jeg ikke op, saa vilde jeg fortryde det; holdt jeg op, saa vilde jeg ogsaa fortryde det o. s. v. Nu derimod da jeg aldrig gaaer ud, saa kan jeg altid høre op; thi ►min evige Udgang er mit evige Ophør. Erfaring har viist, at det ingenlunde er Philosophien saa vanskeligt at begynde. Langtfra; ►den begynder jo med Intet, og kan altsaa altid begynde. Det, der derimod falder Philosophien og Philosopherne vanskeligt, er at høre op. Ogsaa denne Vanskelighed har jeg undgaaet; thi dersom Nogen skulde troe, at jeg idet jeg nu holder op, virkelig holder op, saa viser han, at han ikke har ►spekulativt Begreb. Jeg holder nemlig ikke nu op; men jeg holdt op, den Gang jeg begyndte. Min Philosophi har derfor den fortrinlige Egenskab, at den er kort, og at den er uimodsigelig; thi dersom Nogen siger mig imod, saa turde jeg vel have Ret i at erklære ham for gal. Philosophen er da bestandig æterno modo og har ikke som ►salig 👤Sintenis blot enkelte Timer, der ere levede for Evigheden.

✂

*   *
*

✂ Hvorfor blev jeg ikke født i ►Nyboder, hvorfor døde jeg ikke som et lille Barn? Da havde min Fader lagt mig i en lille Kiste, taget mig selv ►under Armen, baaret mig en Søndag Formiddag ►ud til Graven, selv kastet Jord paa, halv høit sagt et Par kun for ham selv forstaaelige Ord. Kun den lykkelige Oldtid kunde det falde ind, at lade de smaa Børn ►græde i 📌Elysium, fordi de vare døde saa tidligt.

✂

*   *
*

✂ Aldrig har jeg været glad; og dog har det altid seet ud som om Glæden var i mit Følgeskab, som om Glædens lette ►Genier dandsede omkring mig, usynlige for Andre, men ikke for mig, hvis Øie straalede af Fryd; naar jeg da gaaer Menneskene forbi saa lykkelig og glad som en Gud; og de misunde mig min Lykke, da leer jeg; thi jeg foragter Menneskene, og jeg hævner mig. Aldrig har jeg ønsket at gjøre noget Menneske Uret, men altid givet det Udseende af, at ethvert Menneske, der kom i min Nærhed, blev krænket og forurettet. Naar jeg da hører Andre rose for deres Trofasthed, deres Retskaffenhed, da leer jeg; thi jeg foragter Menneskene, og jeg hævner mig. Aldrig har mit Hjerte været forhærdet mod noget Menneske, men altid, netop naar jeg var mest bevæget, har jeg givet det Udseende af, at mit Hjerte var lukket og fremmed for enhver Følelse. Naar jeg da hører Andre berømme for deres gode Hjerte, seer dem elskede for deres dybe rige Følelse, da leer jeg; thi jeg foragter Menneskene og hævner mig. Naar jeg seer mig selv forbandet, afskyet, hadet for min Kulde og Hjerteløshed, da leer jeg; da mættes min Vrede. Dersom nemlig de gode Mennesker kunde bringe mig til virkelig at have Uret, til virkelig at gjøre Uret – ja da havde jeg tabt.

✂

*   *
*

✂ Det er min Ulykke; ved Siden af mig gaaer altid en ►Morderengel, og det er ikke de Udvalgtes Dør jeg besprænger med Blod til Tegn paa, at han skal gaae den forbi, nei det er deres Dør han netop træder ind ad; thi først Erindringens Kjærlighed er lykkelig.

✂

*   *
*

✂ Vinen fryder ikke mere mit Hjerte; lidt af den gjør mig veemodig; meget – tungsindig. Min Sjæl er mat og kraftesløs, forgjeves hugger jeg Lystens Spore i dens Side, den kan ikke meer, den reiser sig ikke mere i sit kongelige Spring. Jeg har tabt al min Illusion. Forgjeves søger jeg at hengive mig i Glædens Uendelighed, den kan ikke løfte mig, eller rettere jeg kan ikke løfte mig selv. Fordum naar den blot vinkede, da steeg jeg let og sund og freidig. Naar jeg reed langsomt gjennem Skoven, da var det som om jeg fløi; naar nu Hesten skummer nærved at styrte, da synes jeg, at jeg ikke kommer af Stedet. Ene er jeg, det har jeg altid været; forladt, ikke af Menneskene, det vilde ikke smerte mig, men af Glædens lykkelige Genier, der i talrig Skare omringede mig, der overalt traf Bekjendte, overalt viste mig en Leilighed. Som en beruset Mand samler Ungdommens kaade Vrimmel om sig, saaledes flokkedes de om mig, ►Glædens Alfer, og mit Smiil gjaldt dem. Min Sjæl har tabt Muligheden. Skulde jeg ønske mig Noget, da vilde jeg ikke ønske mig Rigdom eller Magt, men Mulighedens Lidenskab, det Øie, der overalt evigt ungt, evigt brændende seer Muligheden. Nydelsen skuffer, Muligheden ikke. Og hvilken Viin er saa skummende, hvilken saa duftende, hvilken saa berusende!

✂

*   *
*

✂ Hvor Solens Straaler ikke naae hen, der naae dog Tonerne. Mit Værelse er mørkt og skummelt, en høi Muur holder næsten Dagens Lys borte. Det maa være i Nabogaarden, formodentlig en omvandrende Musikant. Hvad er det for et Instrument? En Rørfløite? .... hvad hører jeg – ►Menuetten af 👤Don Juan. Saa bærer mig da atter bort I rige og stærke Toner til Pigernes Kreds, til Dandsens Lyst. – ►Apothekeren støder i sin Morter, Pigen skurer sin Gryde, Staldkarlen strigler sin Hest og banker Striglen af paa Brostenene; kun mig gjelder disse Toner, kun mig vinker de. O! hav Tak hvo Du end er, hav Tak! min Sjæl er saa riig, saa sund, saa glædedrukken.

✂

*   *
*

✂ Lax er i og for sig en meget delicat Spise; men naar man faaer for meget deraf, er det skadeligt for Helbreden, da det er ►rørig Mad. Da der derfor ►engang i 📌Hamburg blev fanget en stor Mængde Lax, befalede Politiet, at enhver Husbonde kun maatte give sine Tjenestefolk Lax eengang om Ugen. Det var at ønske, at der maatte udkomme en lignende Politiplakat angaaende Sentimentalitet.

✂

*   *
*

✂ ►Min Sorg det er min Ridderborg, der som en Ørnerede ligger høit oppe paa Bjergenes Spidse mellem Skyerne; Ingen kan storme den. Fra den flyver jeg ned i Virkeligheden og griber mit Bytte; men jeg bliver ikke dernede, mit Bytte bringer jeg hjem, og dette Bytte er et Billede, jeg væver ind i Tapeterne paa mit Slot. Da lever jeg som en Afdød. Alt, hvad der er oplevet, dukker jeg ned i Glemsels Daab til Erindringens Evighed. Alt Endeligt og Tilfældigt er glemt og udslettet. Da sidder jeg som ►en gammel graahærdet Mand tankefuld og forklarer Billederne med sagte Stemme, næsten hvidskende, og ved min Side sidder et Barn og lytter til, skjøndt det husker Alt, førend jeg fortæller det.

✂

*   *
*

✂ Solen skinner saa skjønt og livligt ind i mit Værelse, Vinduet staaer aabent i det næste; paa Gaden er Alt stille, det er Søndag-Eftermiddag: jeg hører tydelig en Lærke, der uden for et Vindue i en af Naboegaardene slaaer sine Triller, uden for det Vindue, hvor den smukke Pige boer; langt borte fra en fjern Gade hører jeg en Mand raabe med Reier; Luften er saa varm, og dog er hele Byen som uddød. – Da mindes jeg min Ungdom og min første Kjærlighed – da længtes jeg, nu længes jeg kun efter min første Længsel. Hvad er Ungdom? En Drøm. Hvad er Kjærligheden? Drømmens Indhold.

✂

*   *
*

✂ Noget Vidunderligt er der hendt mig. Jeg blev ►henrykket i den syvende Himmel. ►Der sad alle Guderne forsamlede. Af særlig Naade tilstodes den Gunst mig at gjøre et Ønske. »Vil Du«, sagde ►👤Mercur, »vil Du have Ungdom, eller Skjønhed, eller Magt, eller et langt Liv, eller den skjønneste Pige, eller en anden Herlighed af de mange, vi har i Kramkisten, saa vælg, men kun een Ting.« Jeg var et Øieblik raadvild, derpaa henvendte jeg mig til Guderne saaledes: Høistærede Samtidige, jeg vælger een Ting, at jeg altid maa have Latteren paa min Side. Der var ikke en Gud, der svarede et Ord, derimod gave de sig alle til at lee. Deraf sluttede jeg, at min Bøn var opfyldt, og fandt, at Guderne vidste at udtrykke sig med Smag; thi det havde jo dog været upassende, alvorligt at svare: det er Dig indrømmet.

✂
✂

✂ De umiddelbare erotiske Stadier

✂ eller

✂ det Musikalsk-Erotiske

✂

Intetsigende Indledning

✂ Fra det Øieblik min Sjæl første Gang forbausedes og ydmygt bøiede sig i Beundring af ►👤Mozarts Musik, har det ofte været mig en kjær og vederqvægende Beskæftigelse at overveie, hvorledes hiin glædelige græske Betragtning af Verden, der derfor kalder denne ►ϰοσμος, fordi den viser sig som et velordnet Hele, som en smagfuld gjennemsigtig Prydelse for den Aand, der virker og gjennemvirker den, hvorledes hiin glædelige Betragtning lader sig gjentage i en høiere Tingenes Orden, i Idealernes Verden, hvorledes der atter her er en styrende Viisdom, beundringsværdig fornemmelig i at sammenknytte, hvad der hører sammen, ►👤Axel med 👤Valborg, ►👤Homer med den trojanske Krig, ►👤Raphael med Katholicismen, 👤Mozart med ►👤Don Juan. Der gives en ussel Vantro, der synes at indeholde megen Lægedom. Den mener, at en saadan Forbindelse er tilfældig, og seer intet andet deri, end et ret heldigt Sammenstød af de forskjellige Kræfter i Livets Spil. Den mener, at det er tilfældigt, at de Elskende faae hinanden, tilfældigt, at de elske hinanden; der havde været hundrede andre Piger, med hvilke han kunde være bleven ligesaa lykkelig, hvilke han kunde have elsket ligesaa høit. Den mener, at der har levet mangen en Digter, der vilde være bleven ligesaa udødelig som 👤Homer, hvis hiint herlige Stof ikke havde været optaget af ham, mangen Componist, der vilde være bleven ligesaa udødelig som 👤Mozart, hvis Leiligheden havde tilbudt sig. Denne Viisdom indeholder nu en stor Trøst og Husvalelse for alt det Middelmaadige, der derved seer sig sat istand til at indbilde sig selv og Ligesindede, at det er en Forvexling af Skjebnen, en Feiltagelse af Verden, at de ikke bleve ligesaa udmærkede som de Udmærkede. Det er en meget nem Optimisme, der saaledes tilveiebringes. For enhver høimodig Sjæl derimod, for enhver ►Optimat, hvem det ikke er saa magtpaaliggende, paa en saadan ussel Maade at frelse sig selv, som at tabe sig selv ved at betragte det Store, er den naturligviis en Modbydelighed; medens det er en Fryd for hans Sjæl, en hellig Glæde at see det forenet, som hører sammen. Dette er det Lykkelige, ikke i Betydning af det Tilfældige, og forudsætter derfor tvende Faktorer, medens det Tilfældige ligger i Skjæbnens uarticulerede Interjectioner. Dette er det Lykkelige i Historien, det guddommelige Sammenspil af de historiske Kræfter, Høitiden i den historiske Tid. Det Tilfældige har kun een Faktor; det er tilfældigt, at 👤Homer i den trojanske Krigs Historie fik det mest udmærkede episke Stof, der lader sig tænke. Det Lykkelige har to; det er lykkeligt, at det mest udmærkede episke Stof blev 👤Homer til Deel; her ligger nemlig Accenten ligesaa meget paa 👤Homer som paa Stoffet. Deri ligger den dybe Harmoni, der gjenlyder i enhver Frembringelse, vi kalde classisk. Saaledes nu ogsaa med 👤Mozart; det er lykkeligt, at det i dybere Forstand maaskee eneste musikalske Sujet blev givet – 👤Mozart.

✂ Ved sin 👤Don Juan træder 👤Mozart ind i den lille udødelige Skare af Mænd, hvis Navn, hvis Værker Tiden ikke vil glemme, da Evigheden erindrer dem. Og skjøndt det, naar man først er traadt ind her, er ligegyldigt, om man staaer øverst eller nederst, fordi man i en vis Forstand staaer lige høit, da man staaer uendeligt høit, skjøndt det er ligesaa barnagtigt at stride om den øverste og nederste Plads her, som om Pladsen paa Kirkegulvet ved en Confirmation, saa er jeg dog endnu altfor meget Barn, eller rettere, jeg er som en ung Pige forelsket i 👤Mozart, og jeg maa have ham til at staae øverst, hvad det end koster. Og jeg vil gaae til Degnen og Præsten og Provsten og Bispen og det hele Consistorium, og jeg vil bede og besværge dem, at de ville opfylde min Bøn, og jeg vil anraabe den hele Menighed om det Samme, og vil man ikke høre min Bøn, ikke opfylde mit barnagtige Ønske, da træder jeg ud af Samfundet, da separerer jeg mig fra dets Tankegang, da danner jeg en Sect, der ikke blot sætter 👤Mozart øverst, men slet ingen anden har end 👤Mozart, og 👤Mozart vil jeg bede at tilgive mig, at hans Musik ikke begeistrede mig til store Bedrifter, men gjorde mig til en Nar, der over ham tabte den Smule Forstand, jeg havde, og nu som oftest i stille ⓘ Veemod fordriver Tiden med at nynne, hvad jeg ikke forstaaer, som et Spøgelse Dag og Nat lister mig omkring hvad jeg ikke kan komme ind i. Udødelige 👤Mozart! Dig hvem jeg skylder Alt, hvem jeg skylder, at jeg tabte min Forstand, at min Sjæl forbausedes, at jeg forfærdedes i mit inderste Væsen, Dig hvem jeg skylder, at jeg ikke gik Livet igjennem uden at Noget var istand til at ryste mig, Dig hvem jeg takker for, at jeg ikke døde uden at have elsket, om min Kjærlighed end var ulykkelig. Hvad Under da, om jeg er mere ►iversyg paa hans Forherligelse end paa mit eget Livs lykkeligste Øieblik, mere iversyg paa hans Udødelighed end paa min egen Tilvær. Ja, dersom han toges bort, dersom hans Navn udslettedes, da omstødtes den eneste Pille, der hidtil forhindrede, at ikke Alt for mig styrtede sammen i et grændseløs 👤Chaos, i et rædsomt Intet.

✂ Dog, jeg behøver vel ikke at frygte, at nogen Tid vil negte ham Plads i hiint Kongerige af Guder, men vel at være forberedt paa, at man vil finde det barnagtigt af mig, at han skal have den første Plads. Og uagtet jeg ingenlunde agter at skamme mig ved min Barnagtighed, uagtet den for mig altid vil beholde mere Betydning og mere Værd ⓘ end enhver udtømmende Betragtning, netop fordi den er uudtømmelig, skal jeg dog gjøre et Forsøg paa, ad Overveielsens Vei at bevise hans lovlige Adkomst.

✂ Det Lykkelige ved den classiske Frembringelse, det, som constituerer dens Classicitet og Udødelighed, er det absolute Sammenhold af de tvende Kræfter. Dette Sammenhold er saa absolut, at en senere reflekterende Tid neppe engang for Tanken kan adskille det, som saa inderlig er forenet, uden at løbe Fare for at vække eller nære en Misforstaaelse. Naar man saaledes siger, at det er 👤Homers Lykke, at han fik det mest udmærkede episke Stof, saa kan dette let give Anledning til, at man glemmer, at vi bestandig have dette episke Stof gjennem 👤Homers Opfattelse, og at det, at det viser sig som det mest fuldendte episke Stof, kun er os klart i og med den ►Transsubstantiation, der tilhører 👤Homer. Udhæver man derimod 👤Homers digteriske Virksomhed i at gjennemtrænge Stoffet, saa løber man let Fare for at glemme, at Digtet aldrig var blevet det, det er, hvis ikke den Tanke, hvormed 👤Homer gjennemtrængte det, var dets egen Tanke, hvis ikke Formen var Stoffets egen Form. Digteren ønsker sit Stof; men, som man siger, at ønske er ingen Kunst, det er ganske rigtigt, og gjælder med stor Sandhed om en Mængde afmægtige Digterønsker. At ønske rigtigt, det er derimod en stor Kunst, eller rettere, det er en Gave. Det er det Uforklarlige og Hemmelighedsfulde ved Geniet, ligesom ved en Ønskeqvist, der aldrig faaer det Indfald at ønske, uden hvor det er, den ønsker. At ønske har saaledes en langt dybere Betydning end i Almindelighed, ja den abstrakte Forstand forekommer det en Latterlighed, da den nærmest tænker det at ønske i Forhold til hvad der ikke er, ikke i Forhold til hvad der er.

✂ Der var ►en Skole af Æsthetikere, der, ved eensidigen at udhæve Formens Betydning, ikke uden Skyld foranledigede den modsatte dertil svarende Misforstaaelse. Det har ofte været mig paafaldende, at disse Æsthetikere uden videre knyttede sig til den hegelske Philosophi, da saavel et almindeligt Kjendskab til ►👤Hegel, som et særligt til hans Æsthetik, forvisser om, at han fornemmelig i æsthetisk Henseende høilig udhæver Stoffets Betydning. Begge Dele høre imidlertid væsentlig sammen, og en eneste Betragtning vil være tilstrækkelig til at vise dette, da et saadant Phænomen ellers blev uforklarligt. Det er i Almindelighed kun et enkelt Værk, eller en enkelt Suite af Værker, der stempler den Enkelte som classisk Digter, Kunstner o. s. v. Den samme Individualitet kan have frembragt mange forskjellige Ting, men som staae i intet Forhold hertil. 👤Homer har saaledes ogsaa skrevet en ►Batrachomyomachi, men er ikke ved den bleven classisk eller udødelig. At sige, at dette skulde have sin Grund i, at Æmnet er ubetydeligt, er jo taabeligt, da det Classiske ligger i Ligevægten. Dersom nu det, der gjør en classisk Frembringelse til en classisk Frembringelse, ene og alene laae i den producerende Individualitet, saa maatte jo Alt hvad han frembragte være classisk, i en lignende om end høiere Forstand som Bien altid frembringer en vis Art af Celler. Vilde man nu svare, at det kom deraf, at han havde været mere heldig med det Ene end med det Andet, saa havde man egentlig ikke svaret Noget. Deels er dette kun en fornem Tautologi, der kun altfor ofte i Livet nyder den Ære at blive anseet for at være et Svar, deels er det, betragtet som Svar, svaret indenfor en anden Relativitet end den, hvori der blev spurgt. Det oplyser nemlig Intet med Hensyn til Forholdet mellem Stof og Form, og kunde i det Høieste komme i Betragtning, hvor der blev Spørgsmaal om den formende Virksomhed alene.

✂ Med 👤Mozart er det nu ligeledes Tilfælde, at det kun er eet Værk af ham, der gjør ham til en classisk Componist og absolut udødelig. Dette Værk er 👤Don Juan. Hvad han iøvrigt har frembragt, kan glæde og fryde, vække vor Beundring, berige Sjælen, mætte Øret, fryde Hjertet; men man gjør ham og hans Udødelighed ikke nogen Tjeneste ved at slaae Alt imellem hverandre og gjøre det Alt lige stort. 👤Don Juan er hans ►Receptionsstykke. Ved 👤Don Juan træder han ind i hiin Evighed, der ikke ligger udenfor Tiden men midt i denne, der ikke ved noget Forhæng skjules for Menneskenes Øine, hvori de Udødelige ikke ere optagne eengang for alle men bestandig optages, idet Slægten gaaer forbi og vender Blikket mod dem, er lykkelig i Beskuelsen af dem, og Slægten gaaer i Graven, og den følgende Slægt vandrer dem atter forbi og forklares i deres Beskuelse; ved sin 👤Don Juan træder han ind i Rækken af hine Udødelige, af hine synlig Forklarede, som ►ingen Sky tager bort fra Menneskenes Øine; ved 👤Don Juan staaer han øverst iblandt dem. Dette Sidste var det, jeg, som ovenfor sagt, vilde søge at bevise.

✂ Alle classiske Frembringelser staae, som ovenfor blev bemærket, lige høit, fordi enhver staaer uendelig høit. Vil man altsaa desuagtet gjøre et Forsøg paa at indføre en vis Orden i denne Procession, saa følger det af sig selv, at denne ikke kan være begrundet paa noget Væsentligt; thi deraf vilde jo følge, at der var en væsentlig Forskjel, hvoraf atter vilde følge, at Ordet »classisk« med Urette ►prædiceredes om dem Alle. Vilde man saaledes begrunde en Classification paa Stoffets forskjellige Beskaffenhed, saa vilde man strax herved indvikle sig i en Misforstaaelse, der i sin vidtløftigere Udbredelse vilde ende med at ophæve det hele Begreb af det Classiske. Stoffet er nemlig et væsentligt Moment, forsaavidt det er den ene Faktor, men det er ikke det Absolute, da det kun er det ene Moment. Man kunde saaledes gjøre opmærksom paa, at der ved visse Arter af classiske Frembringelser paa en Maade intet Stof er til, medens derimod ved andre Stoffet spiller en saa betydelig Rolle. Det Første er Tilfældet med de Værker, vi beundre som classiske i Architektur, Sculptur, Musik, Maleri, især med de tre første, saaledes, at selv hvad Maleriet angaaer, forsaavidt der er Tale om Stoffet, dette dog nærmest kun har Betydning af at være Anledning. Det Andet gjælder om Poesien, dette Ord taget i sin videste Betydning, hvorved det betegner al kunstnerisk Frembringelse, der er baseret paa Sproget og den historiske Bevidsthed. Denne Bemærkning er i sig selv ganske rigtig; men vil man paa den begrunde en Classification, ved at ansee Mangelen paa Stof eller dettes Tilstedeværelse for en Fordeel eller en Besvær for det producerende Subject, saa løber man vild. Stricte taget kommer man nemlig til at urgere det Modsatte af det man egentlig vilde, saaledes som det altid gaaer, naar man abstrakt bevæger sig i dialektiske Bestemmelser, hvor det da ikke blot gjælder, at man siger Eet, mener et Andet, men man siger det Andet; det man troer man siger, siger man ikke, men siger det Modsatte. Saaledes hvor man gjør Stoffet gjældende som Inddelings-Princip. Idet man taler derom, taler man om noget ganske Andet, nemlig om den ►formende Virksomhed. Vil man derimod gaae ud fra den formende Virksomhed og alene udhæve den, saa har man samme Skjæbne. Idet man her vil gjøre Forskjellen gjældende, og saaledes udhæve, at i nogle Retninger den formende Virksomhed i den Grad er skabende, at den skaber Stoffet med, hvorimod den i andre modtager Stoffet, saa taler man her igjen, skjøndt man troer at tale om den formende Virksomhed, egentlig om Stoffet, og begrunder egentlig Classificationen paa Inddelingen af Stoffet. Om den formende Virksomhed som Udgangspunkt for en saadan Classification gjælder aldeles det Samme som om Stoffet. Til at begrunde en Rangfølge kan altsaa den enkelte Side aldrig bruges; thi den er bestandig for væsentlig til at være tilfældig nok, for tilfældig til at begrunde en væsentlig Anordnen. Men denne absolute gjensidige Gjennemtrængen, der gjør, at naar man vil tale distinct, man ligesaa godt kan sige, at Stoffet gjennemtrænger Formen, som at Formen gjennemtrænger Stoffet, denne gjensidige Gjennemtrængen, dette Lige for Lige i det Classiskes udødelige Venskab, kan tjene til at belyse det Classiske fra en ny Side og begrændse det saaledes, at det ikke bliver for ►ampelt. De Æsthetikere nemlig, der eensidig urgerede den digteriske Virksomhed, have udvidet dette Begreb saa meget, at ►hiint 📌Pantheon blev i den Grad beriget, ja overlæsset med classiske Snurrepiberier og Bagateller, at den naturlige Forestilling om en kølig 📌Halle med enkelte bestemte store Skikkelser aldeles forsvandt og hiint 📌Pantheon snarere blev et Pulterkammer. Enhver i kunstnerisk Henseende fuldendt lille Nethed er efter denne Æsthetik et classisk Værk, der var sikkret absolut Udødelighed; ja i dette Hocus-Pocus indrømmede man slige Smaating allermest; skjøndt man ellers hadede Paradoxer, frygtede man dog ikke for det Paradox, at det Mindste egentlig var Kunsten. Det Usande ligger i, at man eensidig udhævede den formelle Virksomhed. En saadan Æsthetik kunde derfor kun holde sig en bestemt Tid, saa længe man nemlig ikke blev opmærksom paa, at Tiden spottede den og dens classiske Værker. Paa Æsthetikens Gebeet var denne Anskuelse en Form af den Radikalisme, der paa en tilsvarende Maade har yttret sig paa saa mange Gebeter, den var en Yttring af det tøilesløse Subject i dets ligesaa tøilesløse Indholdsløshed. Denne Stræben som saa mange andre fandt imidlertid sin Betvinger i 👤Hegel. Det er overhovedet en sørgelig Sandhed med Hensyn til den hegelske Philosophi, at den ingenlunde har faaet den Betydning hverken for en forgangen eller en nærværede Tid, som den vilde have faaet, hvis den forgangne ikke havde havt saa travlt med at skræmme Folk ind i den, men derimod lidt mere præsentisk Ro i at tilegne sig den, den nærværende ikke været saa utrættelig virksom for at jage Folk ud over den. 👤Hegel indsatte igjen Stoffet, Ideen i dens Rettigheder, og fordrev derved disse flygtige classiske Værker, disse lette Væsener, Tusmørke-Sværmere fra Classicitetens Hvælvinger. Det kan ingenlunde være vor Hensigt at frakjende disse Værker det dem tilkommende Værd, men det gjælder om at vaage over, at ikke her som saa mange andre Steder Sproget forvirres, Begreberne enerveres. En vis Evighed kan man gjerne tillægge dem, og dette er det Fortjenstfulde ved dem; men denne Evighed er dog egentlig blot det evige Øieblik, som enhver sand kunstnerisk Frembringelse har, ikke den fyldige Evighed midt i Tidernes vexlende Omskiftelser. Det, hine Frembringelser manglede, var Ideer, og jo mere fuldendte de vare i formel Henseende, desto hurtigere forbrændte de i dem selv, jo mere den techniske Færdighed udvikledes til den høieste Grad af Virtuositet, desto flygtigere blev denne, og havde ikke Mod og Kraft eller Holdning til at modstaae Tidens Pust, idet den fornemmere og fornemmere bestandig gjorde større Fordring paa at være den mest ►rectificerede Spiritus. Kun hvor Ideen er bragt til Hvile og Gjennemsigtighed i en bestemt Form, kun der kan være Tale om et classisk Værk; men det vil da ogsaa være istand til at modstaae Tiderne. Denne Eenhed, denne gjensidige Inderlighed i hinanden, har ethvert classisk Værk, og man seer saaledes let, at ethvert Attentat paa en Classification af de forskjellige classiske Værker, der til sit Udgangspunkt har en Adskillelse af Stof og Form eller Idee og Form, ►eo ipso er forfeilet.

✂ Man kunde da tænke sig en anden Vei. Man kunde gjøre Mediet, igjennem hvilket Ideen bliver synlig, til Gjenstand for Betragtningen, og idet man bemærkede, at eet Medium var rigere, et andet fattigere, begrunde Inddelingen herpaa ved i Mediets forskjellige Rigdom eller Fattigdom at see en Lettelse eller en Besvær. Men Mediet staaer i et altfor nødvendigt Forhold til den hele Frembringelse, til at en Inddeling, som grundedes herpaa, ikke vilde gjennem et Par Tankebevægelser hilde sig i de i det Foregaaende udhævede Vanskeligheder.

✂ Derimod troer jeg ved følgende Betragtninger at aabne Udsigt til en Inddeling, der vil have Gyldighed, netop fordi den er aldeles tilfældig. Jo abstractere og altsaa jo fattigere Ideen er, jo abstractere og altsaa jo fattigere Mediet er, desto større Sandsynlighed for, at ingen Gjentagelse lader sig tænke, desto større Sandsynlighed for, at naar Ideen har faaet sit Udtryk, den da har faaet dette eengang for alle. Jo concretere derimod og altsaa jo rigere Ideen og ligesaa med Mediet, desto større Sandsynlighed for en Gjentagelse. Idet jeg nu opstiller ved Siden af hverandre alle de forskjellige classiske Værker og, uden at ville rangere dem, netop undres over, at alle staae lige høit, saa vil det dog let vise sig, at een Section tæller flere Arbeider end en anden, og om den ikke gjør det, at der er Mulighed for, at den kan gjøre det, medens der ikke saa let viser sig nogen Mulighed for den anden.

✂ Dette vil jeg her lidt nærmere udvikle. Jo abstraktere Ideen er, jo mindre Sandsynlighed. Men hvorledes bliver Ideen concret? Derved, at den er gjennemtrængt af det Historiske. Jo concretere Ideen, jo større Sandsynlighed. Jo abstraktere Mediet er, desto mindre Sandsynlighed, jo concretere, desto mere. Men hvad vil det sige, at Mediet er concret, andet, end at det enten er eller sees i sin ►Approximation til Sproget; thi Sproget er det concreteste af alle Medier. Den Idee, der saaledes kommer til Aabenbarelse i Sculptur, er aldeles abstrakt, staaer i intet Forhold til det Historiske; det Medium, igjennem hvilket den kommer tilsyne, er ligeledes abstrakt, altsaa stor Sandsynlighed for, at den Section af classiske Arbeider, der indbefatter Sculptur, kun vil omfatte faa. I den Henseende har jeg ganske Tidens Vidnesbyrd og Erfaringens Samtykke. Tager jeg derimod en concret Idee og et concret Medium, saa viser det sig anderledes. 👤Homer er vel saaledes en classisk episk Digter, men netop fordi den Idee, der kommer tilsyne i det Episke, er en concret Idee, og fordi Mediet er Sproget, saa lader der sig i den Section af classiske Værker, der omfatter det Episke, tænke flere Værker, som alle ere lige classiske, fordi Historien bestandig afsætter nyt episk Stof. I den Henseende har jeg ogsaa Historiens Vidnesbyrd og Erfaringens Samtykke.

✂ Naar jeg nu paa dette aldeles Tilfældige begrunder en Inddeling, saa kan man egentlig ikke negte mig, at den er en tilfældig. Vil man derimod bebreide mig det, saa svarer jeg, man tager Feil, thi det skal den netop være. Tilfældigt er det, at den ene Section tæller eller kan tælle flere Værker end den anden. Men da dette er tilfældigt, saa indseer man let, at man igjen ligesaa godt kunde sætte den Classe øverst, der tæller de Fleste eller kan tælle dem. Jeg kunde nu ►inhærere mit Foregaaende og ganske rolig svare, at deri havde man fuldkommen Ret, men at man derfor desto mere maatte prise min Consequents, idet jeg aldeles tilfældigt satte den modsatte Section øverst. Dette vil jeg imidlertid ikke gjøre, men derimod ►provocere til en Omstændighed, der taler ►i Faveur af mig, den Omstændighed nemlig, at de Sectioner, der omfatte de concrete Ideer, ere ikke afsluttede og lade sig ikke saaledes afslutte. Derfor er det naturligere at stille de andre først, og bestandig med Hensyn til de sidste at holde Fløidørrene aabne. Vilde derimod Een sige, at det var en Ufuldkommenhed, en Mangel ved hiin første Classe, saa pløier han udenfor min Betragtnings Furer, og jeg kan ikke agte paa hans Tale, hvor grundig den end er; thi det er jo det faste Punkt, at Alt væsentlig betragtet er lige fuldkomment.

✂ Men hvilken Idee er nu den abstrakteste? Her spørges naturligviis kun om en Idee, der kan blive Gjenstand for kunstnerisk Behandling, ikke om Ideer, der egne sig til videnskabelig Fremstilling. Hvilket Medium er det mest abstrakte? Dette Sidste vil jeg besvare først. Det er det Medium, der er mest fjernet fra Sproget.

✂ Inden jeg imidlertid gaaer over til at besvare dette Spørgsmaal, vil jeg erindre om, at der med Hensyn til min Opgaves endelige Løsning viser sig en Omstændighed. Det abstrakteste Medium har saaledes ikke altid til sin Gjenstand den abstrakteste Idee. Saaledes er det Medium, Architekturen bruger, ⓘ vel det mest abstrakte, og dog er de Ideer, der komme til Aabenbarelse i Architekturen, ingenlunde de mest abstrakte. Architekturen staaer i et langt nærmere Forhold til Historien end Sculptur f. Ex. Her viser sig atter Muligheden af et nyt Valg. Til den første Classe i hiin Rangordning kan jeg enten vælge de Værker, hvis Medium er det mest abstrakte, eller hvis Idee er den mest abstrakte. I den Henseende vil jeg nu holde paa Ideen, ikke paa Mediet.

✂ Abstrakte Medier er nu saavel Architekturens som Sculpturens, Maleriets og Musikens. Videre at gaae ind paa denne Undersøgelse dertil er her ikke Stedet. Den abstrakteste Idee, der lader sig tænke, er den sandselige Genialitet. Men igjennem hvilket Medium lader den sig fremstille? – Ene og alene ved Musik. Den lader sig ikke fremstille i Sculptur, thi den er en Art Inderlighedens Bestemmelse i sig; den lader sig ikke male, thi den kan ikke opfattes i bestemte Omrids, den er en Kraft, et Veir, Utaalmodighed, Lidenskab o. s. v. i al sin Lyriskhed, dog saaledes at den ikke er i eet Moment men i en Succession af Momenter, thi hvis den var i eet Moment lod den sig afbilde eller male. Det, at den er i en Succession af Momenter, udtrykker dens episke Charakteer, men den er dog ikke episk i strængere Forstand, thi den er ikke saa vidt, at den er kommen til Orde, den rører sig bestandig i en Umiddelbarhed. I Poesi lader den sig altsaa heller ei fremstille. Det eneste Medium, der kan fremstille den, er Musikken. Musikken har nemlig et Moment af Tid i sig, men forløber dog ikke i Tiden uden i uegentlig Forstand. Det Historiske i Tiden kan den ikke udtrykke.

✂ Den fuldendte Eenhed af denne Idee og den dertil svarende Form have vi nu i 👤Mozarts 👤Don Juan. Men netop fordi Ideen er saa uhyre abstrakt, Mediet ogsaa er abstrakt, saa er der ingen Sandsynlighed for, at 👤Mozart nogensinde vil faae en Concurrent. Det Lykkelige for 👤Mozart er, at han har faaet et Stof, der absolut i sig selv er musikalsk, og dersom nogen anden Componist skulde kappes med 👤Mozart, saa vilde der for ham ikke være Andet at gjøre end at componere 👤Don Juan om igjen. 👤Homer har faaet et fuldendt episk Stof, men der lader sig tænke mange flere episke Digte, fordi Historien byder mere episk Stof. Saaledes er det ikke med 👤Don Juan. Hvad jeg egentlig mener, vil man maaskee bedst indsee, naar jeg viser Forskjellen med Hensyn til en beslægtet Idee. ►👤Goethes 📖 Faust er ret egentlig et classisk Værk; men det er en historisk Idee, og derfor vil hver mærkelig Tid i Historien have sin 👤Faust. 👤Faust har Sproget til sit Medium, og da dette er et langt concretere Medium, saa lader der sig ogsaa af den Grund tænke flere Værker af samme Art. 👤Don Juan derimod er og bliver det Eneste i sit Slags, i samme Forstand som den græske Sculpturs classiske Værker. Men da Ideen til 👤Don Juan er endnu langt abstraktere end den, der ligger til Grund for Sculptur, saa indsees let, at medens man i Sculptur har flere Værker, faaer man i Musikken kun eet eneste. I Musik lader der sig vel tænke mange flere classiske Værker, men der bliver dog kun eet Værk, om hvilket man kan sige, at Ideen dertil er absolut musikalsk, saaledes at Musikken ikke træder til som Accompagnement, men idet den aabenbarer Ideen, aabenbarer sit eget inderste Væsen. Derfor staaer 👤Mozart ved sin 👤Don Juan øverst blandt hine Udødelige.

✂ Dog jeg opgiver hele denne Undersøgelse. Den er kun skreven for Forelskede. Og som lidt kan glæde Børn, saaledes er det, som bekjendt, ofte høist besynderlige Ting, der kan glæde Forelskede. Den er som en heftig Kjærligheds Disput om ingen Ting og dog har den sit Værd – for de Elskende.

✂ Medens det Foregaaende paa enhver mulig Maade, hvad enten denne var tænkelig eller utænkelig, har søgt at faae det anerkjendt, at 👤Mozarts 👤Don Juan blandt alle classiske Værker indtager den første Plads, har det derimod saagodt som intet Forsøg gjort paa at bevise, at dette Værk virkelig er classisk; thi de enkelte Vink, der hist og her findes, vise jo netop derved, at de kun fremtræde som Vink, at Hensigten ikke har været at bevise, men kun leilighedsviis at belyse. Denne Adfærd kunde synes mere end besynderlig. At bevise, at 👤Don Juan er et classisk Værk, er i strængeste Forstand en Opgave for Tænkningen; derimod er den anden Stræben med Hensyn til Tænkningens egentlige Gebeet aldeles ►udenvælts. Tankens Bevægelse er beroliget ved at have erkjendt, at det er et classisk Værk, samt at enhver classisk Frembringelse er lige fuldkommen; hvad mere man vil gjøre er for Tænkningen af det Onde. Forsaavidt er hele det Foregaaende indviklet i en Selvmodsigelse, og opløser sig lettelig i et Intet. Dette er imidlertid ganske rigtigt, og en saadan Selvmodsigelse dybt begrundet i den menneskelige Natur. Beundringen i mig, Sympathien, Pieteten, Barnet i mig, Qvinden i mig fordrede mere end hvad Tanken kunde give. Tanken var beroliget, hvilede glad i sin Erkjendelse; da gik jeg til den og bad den endnu engang at sætte sig i Bevægelse, at vove det Yderste. Den vidste vel, at det var forgjeves; men da jeg er vant til at leve i god Forstaaelse med den, gav den mig dog intet Afslag. Dens Bevægelse udrettede imidlertid Intet, den gik bestandig, ophidset af mig, udover sig selv og faldt bestandig tilbage i sig selv. Den søgte bestandig Fodfæste og kunde intet finde, søgte bestandig Bund, men kunde hverken svømme eller vade. Det var baade til at lee og til at græde over. Derfor gjorde jeg begge Dele, og var saare taknemmelig for, at den ikke havde negtet mig denne Tjeneste. Og uagtet jeg nu fuldkommen veed, at det nytter til Intet, kunde det dog gjerne falde mig ind, at bede den endnu engang at lege den Leeg, der for mig er et uudtømmeligt Stof til Glæde. Enhver Læser, der finder Legen kjedsommelig, han er naturligviis ikke af mine Lige, for ham har den ingen Betydning, og det gjælder her som allevegne, lige Børn lege bedst. For ham er hele det Foregaaende en Overflødighed, medens det for mig har saa stor Betydning, at jeg siger herom med ►👤Horats:

✂ ►exilis domus est, ubi non et multa supersunt;

✂ for ham er det en Daarskab, for mig Viisdom, for ham Kjedsommelighed, for mig Fryd og Gammen.

✂ En saadan Læser vilde altsaa ikke kunne sympathisere med min Tanke-Lyrik, der er saa oven ud, at den gaaer ud over Tanken; maaskee vilde han derimod være godmodig nok til at sige: derom vil vi nu ikke trættes, jeg springer den Deel over, og see nu, at Du kan komme til det langt Vigtigere, at bevise, at 👤Don Juan er et classisk Værk; thi det indrømmer jeg vilde blive en ret passende Indledning til den egentlige Undersøgelse. Hvorvidt det vilde blive en passende Indledning skal jeg lade uafgjort, men Ulykken bliver her for mig igjen, at jeg atter her ikke kan sympathisere med ham; thi hvor let det end falder mig, at bevise det, saa kunde det dog aldrig falde mig ind at bevise det. Idet jeg derimod bestandig forudsætter den Ting for afgjort, vil det Følgende ►mange Gange og paa mange Maader tjene til at belyse 👤Don Juan i denne Henseende, ligesom det Foregaaende allerede indeholdt enkelte Vink.

✂


✂

──────────

✂

✂ Det, denne Undersøgelse nærmest har sat sig som Opgave, er at vise Betydningen af det Musikalsk-Erotiske, og til den Ende igjen at paapege de forskjellige Stadier, der, som de have det tilfælleds, at de alle ere umiddelbart erotiske, tillige samstemme deri, at de alle væsentlig ere musikalske. Hvad jeg herom har at sige skylder jeg ene og alene ►👤Mozart. Skulde derfor Een eller Anden være høflig nok til at give mig Ret i, hvad jeg agter at fremsætte, men derimod være lidt tvivlsom, om det ligger i 👤Mozarts Musik, eller om det ikke snarere er mig, der lægger det ind deri, saa kan jeg forsikkre ham, at ikke blot den Smule, jeg formaaer at fremsætte, ligger i 👤Mozarts Musik, men uendelig meget Mere; ja jeg kan forsikkre ham, at netop den Tanke giver mig Dristighed til at vove mig til at ville forsøge at forklare enkelte Ting i den 👤Mozartske Musik. Hvad man har elsket med ungdommeligt Sværmeri, hvad man har beundret med ungdommelig Enthusiasme, hvad man i Sjælens Inderlighed har vedligeholdt en hemmelighedsfuld gaadefuld Omgang med, hvad man har gjemt i sit Hjerte, det nærmer man sig altid til med en vis ►Sky, med blandet Følelse, naar man veed, at Hensigten er at ville forstaae det. Hvad man Stykke for Stykke har lært at kjende, som en Fugl indsanket hvert lille Straa for sig, gladere over hver lille Deel end over hele den øvrige Verden, hvad det elskende Øre eensomt har indsuget, eensomt i den store Folkemængde, ubemærket i sit lønlige Skjul, hvad det graadige Øre har opfanget, aldrig mættet; det gjerrige Øre har gjemt, aldrig tryg, hvis sagteste Gjenlyd aldrig har skuffet det speidende Øres søvnløse Opmærksomhed; hvad man har levet i om Dagen, hvad man har gjenlevet i Natten, hvad der har forjaget Søvnen og gjort den urolig, hvad man har drømt om i Søvne, hvad man er vaagnet op til for vaagen atter at drømme derom, for hvis Skyld man sprang op midt i Natten af Frygt for at glemme det, hvad der har viist sig for Een i de mest begeistrede Øieblikke, hvad man som en qvindelig Syssel altid har havt ved Haanden; hvad der har fulgt Een i de lyse, maaneklare Nætter, i eensomme Skove ved Søens Bredder, i de skumle Gader, midt i Natten, ved Morgenens Frembrud, hvad der har siddet med paa Hesten, hvad der har været Selskab i Vognen, hvad Hjemmet har været gjennemtrængt af, hvad Værelset har været Vidne til, hvad Øret har gjenlydt af, hvad der har gjennemtonet Sjælen, hvad Sjælen har indspundet i sin fineste Væv – det viser sig nu for Tanken, som hine gaadefulde Væsener i Fortidens Fortællinger stige op fra Havsens Bund indklædte i Tang, saaledes reiser det sig op af Erindringens Hav indflettet i ⓘ Minder. Sjælen bliver vemodig og Hjertet blødt; thi det er ligesom man tog Afsked med det, som skiltes man ad for aldrig saaledes mere at mødes igjen hverken i Tid eller Evighed. Man synes, man er det utro, at man har sveget sin Pagt, man føler, man er ikke mere den samme, ikke saa ung, ikke saa barnlig; man frygter for sig selv, at man skal tabe, hvad der gjorde En glad og lykkelig og riig; man frygter for det, man elsker, at det ved denne Forvandling skal lide, skal vise sig maaskee mindre fuldkomment, at det muligen skal blive Svar skyldigt paa de mange Spørgsmaal, ak! og da er alt tabt, Trylleriet forsvundet og det lader sig aldrig fremkalde mere. Hvad 👤Mozarts Musik angaaer, da kjender min Sjæl ingen Frygt, min Tillid ingen Grændse. Deels er nemlig, hvad jeg hidtil har forstaaet, kun saare lidet, og der bliver altid nok tilbage, der skjuler sig i Anelsens Skygger, deels er jeg overbeviist om, at hvis 👤Mozart nogensinde blev mig heel begribelig, da vilde han først blive mig fuldkommen ubegribelig.

✂ At paastaae, at Christendommen har bragt Sandseligheden ind i Verden, synes dristig vovet. Men som man siger: ►dristig vovet halvt er vundet, saa gjelder det ogsaa saaledes her, det vil man indsee, naar man overveier, at man ved at ►ponere Noget indirecte ponerer det Andet, man udelukker. Da det Sandselige overhovedet er det, der skal negeres, saa kommer det først ret tilsyne, poneres først ved den Akt, der udelukker det derved, at den ponerer det modsatte Positive. Som Princip, som Kraft, som System i sig er Sandseligheden først sat ved Christendommen, og forsaavidt har Christendommen bragt Sandseligheden ind i Verden. Naar man imidlertid rigtig vil forstaae den Sætning, at Christendommen har bragt Sandseligheden ind i Verden, saa maa den opfattes identisk med sin Modsætning, at det er Christendommen, der har jaget Sandseligheden ud af Verden, udelukket Sandseligheden af Verden. Som Princip, som Kraft, som System i sig er Sandseligheden først sat ved Christendommen; jeg kunde endnu tilføie en Bestemmelse, der maaskee eftertrykkeligst viser hvad jeg mener; under Bestemmelse af Aand er Sandseligheden først sat ved Christendommen. Dette er ganske naturligt; thi Christendommen er Aand, og Aanden det positive Princip, den har bragt ind i Verden. Men idet Sandseligheden sees under Aandens Bestemmelse, saa sees dens Betydning at være den, at den skal udelukkes; men netop derved, at den skal udelukkes, er den bestemt som Princip, som Magt; thi det Aanden, der selv er Princip, skal udelukke, maa være Noget, der viser sig som Princip, om det end først viser sig som Princip i det Øieblik, det bliver udelukket. At Sandseligheden har været til i Verden førend Christendommen, vilde naturligviis være en høist taabelig Indvending imod mig, da det jo følger af sig selv, at det, der skal udelukkes, bestandig er til førend det, der udelukker det, om det end i en anden Forstand først bliver til, idet det udelukkes. Dette kommer igjen deraf, at det bliver til i en anden Forstand, og derfor sagde jeg jo ogsaa strax, at dristig vovet kun halvt er vundet.

✂ Sandseligheden har altsaa vel været til før i Verden, men ikke aandelig bestemmet. Hvorledes har den da været til? Den har været til sjælelig bestemmet. Saaledes var den det i Hedenskabet, og hvis man vil søge det fuldkomneste Udtryk herfor, saaledes var den det i 📌Grækenland. Men Sandseligheden sjælelig bestemmet er ikke Modsætning, Udelukkelse, men Harmoni og Samklang. Men netop fordi Sandseligheden er sat som harmonisk bestemmet, er den ikke sat som Princip, men som et medlydende ►encliticon.

✂ Denne Betragtning vil have Betydning til at belyse den forskjellige Skikkelse, det Erotiske paa forskjellige Udviklingstrin i Verdensbevidstheden antager, og derved lede os hen til Bestemmelsen af det umiddelbart Erotiske som identisk med det Musikalsk-Erotiske. I Græciteten var Sandseligheden behersket i den skjønne Individualitet, eller rettere sagt, den var ikke behersket; thi den var jo ikke en Fjende, der skulde undertvinges, ikke en farlig Oprører, der skulde holdes i Ave, den var frigjort til Liv og Glæde i den skjønne Individualitet. Sandseligheden var saaledes ikke sat som Princip; det den skjønne Individualitet constituerende Sjælelige var utænkeligt uden det Sandselige; det Erotiske begrundet paa det Sandselige var af denne Grund heller ikke sat som Princip. Elskoven var overalt som Moment og ⓘ momentviis tilstede i den skjønne Individualitet. Guderne ikke mindre end Menneskene kjendte dens Magt, Guderne ikke mindre end Menneskene kjendte lykkelige og ulykkelige Elskovs-Eventyr. I ingen af dem er imidlertid Elskoven tilstede som Princip; forsaavidt den var i dem, i den Enkelte, var den der som et Moment af Elskovens almindelige Magt, hvilken imidlertid intetsteds var tilstede, og derfor end ikke for den græske Forestilling eller i den græske Bevidsthed. Man kunde indvende mig, at 👤Eros var jo Guden for Elskov, i ham maatte man altsaa tænke sig Elskoven som Princip tilstede. Men fraseet nu, at Elskoven dog atter her ikke hviler paa det Erotiske, saaledes som dette baseres paa det Sandselige alene, men paa det Sjælelige, saa bliver der tillige en anden Omstændighed at bemærke, som jeg nu lidt nærmere skal udhæve. 👤Eros var Guden for Elskov, men var ikke selv forelsket. Forsaavidt de øvrige Guder eller Mennesker sporede Elskovens Magt i dem, da tilskrev de 👤Eros dette, henførte det til ham, men 👤Eros selv blev ikke forelsket; og ►forsaavidt det hændte ham engang, saa var dette en Undtagelse, og skjøndt Elskovens Gud stod han dog i Antal paa Eventyr langt tilbage for de øvrige Guder, langt tilbage for Menneskene. At han blev forelsket, dermed er vel ogsaa nærmest udtrykt, at ogsaa han bøiede sig for Elskovens almindelige Magt, som saaledes paa en Maade blev en Magt udenfor ham selv, der afviist fra ham nu slet intet Sted havde, hvor den kunde søges. Hans Elskov er heller ei baseret paa det Sandselige, men paa det Sjælelige. Det er en ægte græsk Tanke, at Elskovens Gud ikke selv er forelsket, medens alle Andre skylde ham det, at de ere det. Tænkte jeg mig en Gud eller en Gudinde for Længsel, saa vilde det være ægte græsk, at, medens Alle, der kjendte Længsels søde Uro eller Smerte, henførte det til dette Væsen, dette Væsen selv Intet kjendte til Længsel. Jeg veed ikke nærmere at betegne det Mærkelige ved dette Forhold end ved at sige, det er det Omvendte af et repræsentativt Forhold. I det repræsentative Forhold er hele Kraften samlet i et enkelt Individ, og de enkelte Individer participere deri, forsaavidt de participere i dettes enkelte Bevægelser. Jeg kunde ogsaa sige, at dette Forhold er det omvendte af det, der ligger til Grund for Incarnationen. I Incarnationen har det enkelte Individ hele Livsfylden i sig, og denne er kun for de øvrige Individer derved, at de beskue den i det incarnerede Individ. I det græske Forhold er det altsaa omvendt. Det, der er Gudens Kraft, er ikke i Guden, men i alle de øvrige Individer, der henføre det til ham; han selv er ligesom kraftesløs, afmægtig, fordi han meddeler sin Kraft til hele den øvrige Verden. Det incarnerede Individ indsuger ligesom Kraften fra alle de Øvrige, og Fylden er nu saaledes i dette og kun for saavidt i de Andre, som de beskue den i dette Individ. Dette bliver af Vigtighed med Hensyn til det Følgende, ligesom det i og for sig er af Betydning med Hensyn til de Kategorier, Verdensbevidstheden til forskjellige Tider bruger. Sandseligheden som Princip finde vi altsaa ikke i Græciteten, det Erotiske som Princip baseret paa Sandselighedens Princip finde vi heller ikke, og om vi end havde fundet dette, see vi dog, hvad der for denne Undersøgelse er af største Vigtighed, at den græske Bevidsthed ikke har Styrken til at concentrere det Hele i et eneste Individ, men udstraaler det fra et Punkt, der ikke har det, til alle de Andre, saaledes at dette constituerende Punkt næsten er kjendeligt derpaa, at det er det Eneste, der ikke har det, som det giver alle Andre.

✂ Sandseligheden som Princip er altsaa sat ved Christendommen, ligeledes det sandselige Erotiske som Princip; Repræsentationens Idee er ved Christendommen bragt ind i Verden. Tænker jeg mig nu det Sandselig-Erotiske som Princip, som Kraft, som Rige, bestemmet af Aand, det vil sige, saaledes bestemmet, at Aanden udelukker det, tænker jeg mig dette concentreret i et eneste Individ, saa har jeg Begrebet af sandselig-erotisk Genialitet. Dette er en Idee, som Græciteten ikke havde, som først Christendommen har bragt ind i Verden, om end kun i indirecte Forstand.

✂ Fordrer nu denne sandselige erotiske Genialitet i al sin Umiddelbarhed et Udtryk, saa spørges, hvilket Medium egner sig hertil. Det, her især maa fastholdes, er, at den fordres udtrykt og fremstillet i sin Umiddelbarhed. I sin Middelbarhed og Reflekteerthed i Andet falder den ind under Sproget og kommer til at ligge under ethiske Bestemmelser. I sin Umiddelbarhed kan den kun udtrykkes i Musik. I denne Henseende maa jeg bede Læseren erindre det Noget, der blev sagt herom i den intetsigende Indledning. Herved viser Musikkens Betydning sig i sin fulde Gyldighed, og den viser sig i strengere Forstand som en christelig Kunst, eller rettere som den Kunst, Christendommen sætter, idet den udelukker den fra sig, som Medium for det, Christendommen udelukker fra sig og derved sætter. Med andre Ord, Musikken er det Dæmoniske. I den erotiske sandselige Genialitet har Musikken sin absolute Gjenstand. Hermed skal nu naturligviis ingenlunde være sagt, at Musikken ikke kan udtrykke Andet, men dette er dog dens egentlige Gjenstand. Saaledes kan Billedhuggerkunsten fremstille meget Andet end den menneskelige Skjønhed, og dog er denne dens absolute Gjenstand; Maleriet meget Andet end den himmelske forklarede Skjønhed, og dog er denne dens absolute Gjenstand. I denne Henseende gjelder det om at see Begrebet i enhver Kunst og ikke lade sig forstyrre af, hvad den forresten ogsaa kan. Menneskets Begreb er Aand, og man skal ikke lade sig forstyrre af, at han forresten ogsaa kan gaae paa To. Sprogets Begreb er Tanken, og man skal ikke lade sig forstyrre af, at nogle følsomme Mennesker mene, at det er Sprogets høieste Betydning at frembringe uarticulerede Lyde.

✂ Her tillade man mig atter et lille intetsigende Mellemspil; ►præterea censeo, at 👤Mozart er den største blandt alle classiske Forfattere, at hans 👤Don Juan fortjener den øverste Plads blandt alle classiske Frembringelser.

✂ Hvad nu Musikken som Medium betragtet angaaer, da bliver dette naturligviis altid et saare interessant Spørgsmaal. Et andet Spørgsmaal bliver det, om jeg er istand til at sige noget Fyldestgjørende derom. Jeg veed meget vel, at jeg ikke forstaaer mig paa Musik, jeg indrømmer gjerne, at jeg er læg, jeg lægger ikke Skjul paa, at jeg ikke hører til de Musikkyndiges udvalgte Folk, at jeg i det Høieste er en ►Portens Proselyt, hvem en besynderlig uimodstaaelig Drift førte langt borte fra hertil, men heller ikke videre; men desuagtet var det dog muligt, at den Smule, jeg havde at sige, indeholdt en enkelt Bemærkning, der, hvis den mødte Velvillie og Overbærelse, befandtes at indeholde noget Sandt, om det end skjulte sig under en fattig Kofte. Jeg staaer udenfor Musikken og fra dette Standpunkt betragter jeg den. At dette Standpunkt er saare ufuldkomment, indrømmer jeg gjerne; at jeg kun faaer saare Lidet at see i Sammenligning med de Lykkelige, der staae indenfor, negter jeg ikke, men vedbliver dog at haabe, at jeg ogsaa fra mit Standpunkt kan meddele en enkelt Oplysning, skjøndt de Indviede kunne give den meget bedre, ja til en vis Grad endogsaa meget bedre forstaae, hvad jeg siger, end jeg selv. Dersom jeg tænkte mig to Riger, der grændsede op til hinanden, af hvilke jeg var temmelig nøie bekjendt med det ene, og aldeles ubekjendt med det andet, og det ikke tillodes mig at komme ind i hiint ubekjendte Rige, hvormeget jeg end ønskede det, saa vilde jeg dog være istand til at gjøre mig en Forestilling derom. Jeg vilde da vandre ud til det mig bekjendte Riges Grændse, bestandig følge den, og idet jeg gjorde dette, vilde jeg ved denne Bevægelse beskrive hiint ubekjendte Lands Omrids og saaledes have en almindelig Forestilling derom, skjøndt jeg aldrig havde sat min Fod deri. Og naar nu det var et Arbeide, der beskæftigede mig meget, naar jeg var utrættelig i min Nøiagtighed, saa vilde det vel ogsaa stundom hændes, at idet jeg stod vemodig i mit Riges Grændse, og skuede længselsfuldt ind i hiint ubekjendte Land, der var mig saa nært og dog saa fjernt, at en enkelt lille Aabenbarelse blev mig til Deel. Og føler jeg end, at Musik er en Kunst, der i høi Grad fordrer Erfaring, for at man ret skal kunne have en Mening om den, saa trøster jeg mig igjen som saa ofte med Paradoxet, at man ogsaa i Ahnelse og i Uvidenhed kan gjøre en Art Erfaring, jeg trøster mig med, at ►👤Diana, der ikke selv havde født, kom de Fødende tilhjælp, ja at hun havde det som en medfødt Gave fra Barn af, saa at hun selv kom 👤Latone tilhjælp i hendes Fødselssmerte, da hun selv blev født.

✂ Det mig bekjendte Rige, til hvis yderste Grændse jeg vil gaae for at opdage Musikken, er Sproget. Vil man ordne de forskjellige Medier i en bestemt Udviklingsproces, saa nødsages man ogsaa til at sætte Sproget og Musikken nærmest ved hinanden, hvorfor man jo ogsaa har sagt, at Musikken er et Sprog. Dette er nemlig mere end en aandrig Bemærkning. Naar man nemlig havde Lyst til at behage sig selv i Aandrighed, saa kunde man sige, at ogsaa Sculptur og Maleri ere en Art Sprog, forsaavidt som ethvert Udtryk for Ideen altid er et Sprog, da Ideens Væsen er Sproget. Aandrige Folk tale derfor om Naturens Sprog, og blødsødne Præster slaae af og til Naturens Bog op for os og læse Noget, som da hverken de selv eller deres Tilhørere forstaae. Naar det ikke var bedre bevendt med hiin Bemærkning, at Musikken er et Sprog, saa skulde jeg ikke uleilige den, men upaatalt lade den gaae og gjælde for hvad den var. Saaledes er det imidlertid ikke. Først idet Aanden er sat, er Sproget indsat i sine Rettigheder, men idet Aanden er sat, er Alt det, som ikke er Aand, udelukket. Men denne Udelukkelse er Aandens Bestemmelse, og forsaavidt altsaa det Udelukkede skal gjøre sig gjældende, fordrer det et Medium, der er aandelig bestemmet, og dette er Musikken. Men et Medium, der er aandelig bestemmet, er væsenlig Sprog, da nu Musikken er aandelig bestemmet, saa er den med Rette bleven kaldet et Sprog.

✂ Sproget er som Medium betragtet det absolut aandelig bestemte Medium, det er derfor Ideens egentlige Medium. Dybere at udvikle dette, ligger hverken i min Competence eller i denne lille Undersøgelses Interesse. Kun en enkelt Bemærkning, der atter fører mig ind paa Musikken, finde her sin Plads. I Sproget er saaledes det Sandselige som Medium nedsat til blot Redskab, og bestandig negeret. Saaledes er det ikke med de andre Medier. Hverken i Sculptur eller Maleri er det Sandselige et blot Redskab, men det er et Medhenhørende, ikke heller skal det bestandig negeres, thi det skal bestandig sees med. Det vilde være en besynderlig bagvendt Betragtning af et Billedhuggerarbeide eller af et Maleri, om jeg vilde betragte det saaledes, at jeg gjorde mig Umage for at see det Sandselige bort, hvorved jeg vilde aldeles hæve dets Skjønhed. I Sculptur, Architektur, Maleri, er Ideen bunden i Mediet, men dette, at Ideen ikke nedsætter Mediet til blot Redskab, bestandig negerer det, det er ligesom et Udtryk for, at dette Medium ikke kan tale. Saaledes ogsaa med Naturen. Derfor siger man med Rette, at Naturen er stum, og Architektur og Sculptur og Maleri; det siger man med Rette tiltrods for alle de fine, følsomme Øren, der kan høre dem tale. Derfor er det en Taabelighed at sige, at Naturen er et Sprog, saa sandt som det er ►inept at sige, at det Stumme er talende, da det end ikke i den Forstand er et Sprog, som Fingersproget er det. Saaledes er det derimod ikke med Sproget. Det Sandselige er nedsat til blot Redskab og saaledes ophævet. Hvis et Menneske talte saaledes, at man hørte Tungens Slag o. s. v., saa talte han slet; hvis han hørte saaledes, at han hørte Luftsvingningerne istedetfor Ordet, saa hørte han slet; hvis En læste en Bog saaledes, at han bestandig saae hvert enkelt Bogstav, saa læste han slet. Netop da er Sproget det fuldkomme Medium, naar alt det Sandselige er negeret deri. Saaledes er det ogsaa med Musikken: det, der egentlig skal høres, frigjør sig bestandig fra det Sandselige. At Musikken som Medium ikke staaer saa høit som Sproget, er allerede før erindret, og derfor sagde jeg ogsaa, at i en vis Forstand var Musikken et Sprog.

✂ Sproget henvender sig til Øret. Dette gjør intet andet Medium. Øret er igjen den mest aandelig bestemte Sands. Dette troer jeg de Fleste vil indrømme mig; ønsker Nogen nærmere Oplysning herom, saa vil jeg henvise til ►Fortalen til »Karrikaturen des Heiligsten« af 👤Steffens. Musikken er foruden Sproget det eneste Medium, der henvender sig til Øret. Heri ligger atter en Analogi og et ⓘ Vidne om, i hvilken Forstand Musikken er et Sprog. Der er Meget i Naturen, der henvender sig til Øret, men det, der her berører Øret, er det reent Sandselige og derfor er Naturen stum, og det er en latterlig Indbildning, at man hører Noget, fordi man hører en Ko brøle eller, hvad maaskee gjør større ►Prætension, en Nattergal slaae; det er Indbildning, at man hører Noget, en Indbildning, at det Ene er mere værd end det Andet, da det Alt er ►Hips om Haps.

✂ Sproget har i Tiden sit Element, alle øvrige Medier har Rummet til Element. Kun Musikken foregaaer ogsaa i Tiden. Men det, at den foregaaer i Tiden, det er igjen en Negation af det Sandselige. Hvad de øvrige Kunster frembringe, antyder netop derved deres Sandselighed, at det har sin Bestaaen i Rummet. Nu er der igjen meget i Naturen, der foregaaer i Tiden. Naar saaledes en Bæk risler og bliver ved at risle, saa synes deri at ligge en Bestemmelse af Tid. Imidlertid er det ikke saa, og forsaavidt man endelig vil have, at Tidens Bestemmelse her skal være tilstede, saa maa man sige, at den vel er det, men den er rummelig bestemmet. Musikken existerer ikke uden i det Øieblik, den foredrages, thi om man endog nok saa godt kunde læse Noder og har en nok saa levende Indbildningskraft, saa kan man dog ikke negte, at det er kun i uegentlig Forstand at den er til, idet den læses. Egentlig existerer den kun idet den foredrages. Dette kunde synes en Ufuldkommenhed ved denne Kunst i Sammenligning med de andre Kunster, hvis Frembringelser bestandig bestaae, fordi de have deres Bestaaen i det Sandselige. Dog er det ikke saa. Det er netop et Beviis paa, at det er en høiere, en aandeligere Kunst.

✂ Gaaer jeg nu ud fra Sproget, for ved en Bevægelse igjennem dette ligesom at lytte mig Musikken ud, saa viser Sagen sig omtrent saaledes. Antager jeg, at Prosa er den Sprogform, der er mest fjernet fra Musikken, saa bemærker jeg allerede i det oratoriske Foredrag, i den ►sonore Bygning af Perioder en Anklang af det Musikalske, der træder stærkere og stærkere frem igjennem forskjellige Trin i det poetiske Foredrag, i Versets ⓘ Bygning, i Rimet, indtil endelig det Musikalske har udviklet sig saa stærkt, at Sproget hører op og Alt bliver Musik. Dette er jo et Yndlingsudtryk, som Digterne bruge for at betegne, at de ligesom give Afkald paa Ideen, den forsvinder for dem, Alt ender med Musik. Heri kunde nu synes at ligge, at Musik er et endnu fuldkomnere Medium end Sproget. Imidlertid er dette en af disse smægtende Misforstaaelser, der kun opkomme i tomme Hoveder. At det er en Misforstaaelse, skal senere igjen blive paaviist, her vil jeg blot gjøre opmærksom paa den mærkelige Omstændighed, at jeg nemlig ved en Bevægelse i modsat Retning igjen støder paa Musikken, naar jeg nemlig fra den af Begrebet gjennemtrængte Prosa gaaer ned efter, til jeg lander ved Interjectioner, der igjen ere musikalske, saaledes som jo Barnets første Lallen igjen er musikalsk. Her kan der dog vel ikke være Tale om, at Musikken er et fuldkomnere Medium end Sproget, eller at Musikken er et rigere Medium end Sproget, med mindre man antager, at det at sige: uh, er mere værd end en heel Tanke. Men hvad følger nu heraf: overalt hvor Sproget hører op møder jeg det Musikalske? Dette er dog vel det fuldkomneste Udtryk for, at Musikken overalt begrændser Sproget. Heraf vil man tillige see, hvorledes det hænger sammen med hiin Misforstaaelse, at Musikken skulde være et rigere Medium end Sproget. Idet nemlig Sproget hører op, Musikken begynder, idet, som man siger, Alt er musikalsk, saa gaaer man ikke frem, men man gaaer tilbage. Deraf kommer det, at jeg, og deri vil maaskee ogsaa Kyndige give mig Ret, aldrig har havt Sympathi for den sublimerede Musik, der mener ikke at behøve Ordet. Den mener nemlig i Reglen at være høiere end Ordet, uagtet den er ringere. Nu kunde man vel gjøre mig følgende Indvending. Hvis det er sandt, at Sproget er et rigere Medium end Musikken, saa er det ubegribeligt, at det er forbundet med saa stor Vanskelighed æsthetisk at gjøre Rede for det Musikalske, ubegribeligt, at Sproget her bestandig viser sig som et fattigere Medium end Musikken. Dette er imidlertid hverken ubegribeligt eller uforklarligt. Musikken udtrykker nemlig bestandig det Umiddelbare i dets Umiddelbarhed; deraf kommer det ogsaa, at Musikken i Forhold til Sproget viser sig først og sidst, men deraf indsees ogsaa, at det er en Misforstaaelse at sige, at Musikken er et fuldkomnere Medium. I Sproget ligger Reflexionen, og derfor kan Sproget ikke udsige det Umiddelbare. Reflexionen dræber det Umiddelbare, og derfor er det umuligt i Sproget at ⓘ udsige det Musikalske, men denne Sprogets tilsyneladende Fattigdom er netop dets Rigdom. Det Umiddelbare er nemlig det Ubestemmelige, og derfor kan Sproget ikke opfatte det; men det, at det er det Ubestemmelige, er ikke dets Fuldkommenhed men en Mangel ved det. Dette anerkjender man indirecte paa mange Maader. Saaledes, for blot at anføre et Exempel, siger man: jeg veed egentlig ikke at gjøre Rede for, hvorfor jeg gjør dette eller hiint saa eller saa, jeg gjør det efter Gehøret. Man bruger her ofte om Ting, der staae i intet Forhold til det Musikalske, et Ord, hentet fra Musikken, men betegner tillige herved det Dunkle, Uforklarede, Umiddelbare.

✂ Er nu det Umiddelbare aandelig bestemmet, det, der egentlig kommer til Udtryk i det Musikalske, saa kan man atter nærmere spørge, hvad det er for en Art af det Umiddelbare, der væsentlig er Musikkens Gjenstand. Det Umiddelbare, aandelig bestemmet, kan enten være bestemmet saaledes, at det falder ⓘ ind under Aand, da kan det vel finde sit Udtryk i det Musikalske, men dette Umiddelbare kan dog ikke være Musikkens absolute Gjenstand, thi da det er bestemmet saaledes, at det skal falde ind under Aand, saa er derved antydet, at Musikken er paa et fremmed Gebeet, den danner et Forspil, som bestandig ophæves. Er derimod det Umiddelbare aandelig bestemmet, bestemmet saaledes, at det falder udenfor Aand, da har Musikken heri sin absolute Gjenstand. For det første Umiddelbare er det et Uvæsentligt, at det udtrykkes i Musik, medens det er væsentligt for det, at det bliver Aand og altsaa udtrykkes i Sproget; for dette derimod er det et Væsentligt, at det udtrykkes i Musik, det kan alene udtrykkes deri, kan ikke udtrykkes i Sproget, da det er aandeligt bestemmet saaledes, at det falder udenfor Aanden og altsaa udenfor Sproget. Men det Umiddelbare, der saaledes udelukkes af Aanden, er den sandselige Umiddelbarhed. Denne tilhører Christendommen. Den har i Musikken sit absolute Medium, og heraf lader det sig ogsaa forklare, at ►Musikken i den antike Verden ikke egentlig blev udviklet, men tilhører den christelige. Den er da Mediet for det Umiddelbare, der, aandelig bestemt, er bestemt saaledes, at det ligger udenfor Aanden. Naturligviis kan Musikken udtrykke meget Andet, men dette er dens absolute Gjenstand. Man mærker ogsaa let, at Musikken er et sandseligere Medium end Sproget, da jo her lægges meget mere Vægt paa den sandselige Lyden end ved Sproget.

✂ Sandselig Genialitet er altsaa Musikkens absolute Gjenstand. Sandselig Genialitet er absolut lyrisk, og i Musikken kommer den til Udbrud i hele sin lyriske Utaalmodighed; den er nemlig aandelig bestemmet og er derfor Kraft, Liv, Bevægelse, bestandig Uro, bestandig Succession, men denne Uro, denne Succession beriger den ikke, den bliver bestandig den samme, den udfolder sig ikke, men stormer uafbrudt frem ligesom i eet Aandedrag. Naar jeg nu med et eneste Prædikat skulde betegne denne Lyriskhed, saa maatte jeg sige: den toner; og hermed er jeg da atter kommen tilbage paa den sandselige Genialitet som den, der viser sig umiddelbar musikalsk.

✂ At endogsaa jeg dette Punkt betræffende kunde sige adskilligt mere, det veed jeg; at det vil være en let Sag for de Kyndige, ganske anderledes at bringe Alt paa det Rene, derom er jeg overbeviist, da imidlertid Ingen, saavidt jeg veed, har gjort Forsøg derpaa eller Mine dertil, da man bestandig blot vedbliver at gjentage, at ►👤Mozarts 👤Don Juan er Kronen blandt Operaer, uden videre at udvikle, hvad man mener dermed, skjøndt dog Alle sige det paa en Maade, som tydelig beviser, at de hermed ville sige noget Mere, end at 👤Don Juan er den bedste Opera, at der er en qvalitativ Forskjel mellem den og alle andre Operaer, som dog vel ikke kan være at søge i Andet end i det absolute Forhold mellem Idee, Form, Stof og Medium, da, siger jeg, dette forholder sig saaledes, saa har jeg brudt Tausheden. Maaskee har jeg været noget for iilsom, maaskee var det lykkedes mig at sige det bedre, hvis jeg vilde have biet endnu nogen Tid, maaskee, jeg veed det ikke, men det veed jeg, at jeg ikke har ilet for at have den Glæde at komme til at tale, ikke ilet, fordi jeg frygtede for, at en Kyndigere skulde komme mig i Forkjøbet, men fordi jeg frygtede for, at hvis ogsaa jeg taug, saa skulde ►Stenene give sig til at tale til Ære for 👤Mozart, til Skjændsel for ethvert Menneske, hvem det blev givet at tale.

✂ Hvad der hidtil er sagt, antager jeg for at være nogenlunde tilstrækkeligt i Forhold til denne lille Undersøgelse, da det her væsentlig skal tjene til at bane Veien for ⓘ Betegnelsen af de umiddelbare erotiske Stadier, saaledes som vi lære dem at kjende ved 👤Mozart. Inden jeg imidlertid gaaer over dertil, vil jeg endnu anføre en Kjendsgjerning, der fra en anden Side kan henlede Tanken paa det absolute Forhold mellem sandselig Genialitet og det Musikalske. Som bekjendt har Musikken altid været Gjenstand for den religiøse Ivers mistænksomme Opmærksomhed. Om den har Ret heri eller ikke, det beskæftiger os ikke her, thi det vilde jo kun have religiøs Interesse; derimod er det ikke uden Betydning at agte paa, hvad der har bestemt hertil. Forfølger jeg den religiøse Ivren i denne Henseende, saa kan jeg ganske i Almindelighed bestemme Bevægelsens Gang saaledes: jo strengere Religiøsitet, jo mere giver man Afkald paa Musik og udhæver Ordet. De forskjellige Stadier i denne Henseende ere verdenshistorisk repræsenterede. Det sidste Stadium udelukker aldeles Musikken og holder alene paa Ordet. Jeg kunde udpynte det her Sagte med en Mangfoldighed af enkelte Bemærkninger; det vil jeg imidlertid ikke, men blot anføre et Par Ord af en ►Presbyterianer, som forekomme i en ►Fortælling af 👤Achim v. Arnim: »Wir Presbyterianer halten die Orgel für des Teufels Dudelsack, womit er den Ernst der Betrachtung in Schlummer wiegt, so wie der Tanz die guten Vorsätze betäubt.« Dette maa ansees for en Replik ►instar omnium. Hvad Grund kan man nu have til at udelukke Musikken for derved at gjøre Ordet til det ene Herskende? At Ordet kan forvirre Gemytterne ligesaavel som Musik, naar det misbruges, vil vist alle opvakte Sekter indrømme. Der maa altsaa være en qvalitativ Forskjel mellem dem. Men det, den religiøse Iver vil have udtrykt, er Aand, derfor fordrer den Sproget, der er Aandens egentlige Medium, og forkaster Musikken, der er den et sandseligt Medium og forsaavidt altid et ufuldkomment Medium til at udtrykke Aanden ved. Om nu den religiøse Iver har Ret i at udelukke Musikken, det er, som sagt, et andet Spørgsmaal; derimod kan dens Betragtning af Musikkens Forhold til Sproget være fuldkommen rigtig. Udelukkes behøver nemlig derfor ikke Musikken, men man maa see, at den dog paa Aandens Gebeet er et ufuldkomment Medium, og at den altsaa ikke i det umiddelbart Aandelige, bestemt som Aand, kan have sin absolute Gjenstand. Deraf følger ingenlunde, at man behøver at ansee den som Djævelens Værk, selv om ►vor Tid skulde frembyde mange rædsomme Beviser paa den dæmoniske Magt, hvormed Musikken kan gribe et Individ, og dette Individ igjen spænde og fange Mængden, især af Fruentimmer, i Angstens forføriske Snarer, med hele Vellystens pirrende Magt. Deraf følger ingenlunde, at man behøver at ansee den for Djævelens Værk, selv om man med en vis hemmelig Gru bemærker, at denne Kunst fremfor nogen anden Kunst paa en forfærdelig Maade ofte opriver sine Dyrkere, et Phænomen, som, besynderligt nok, synes at være undgaaet Psychologernes og Mængdens Opmærksomhed, undtagen naar de en enkelt Gang opskræmmes af en fortvivlet Individualitets Angstskrig. Imidlertid er det mærkeligt nok, at i Folkesagnene, altsaa i Folkebevidstheden, hvis Udtryk Sagnet er, er det Musikalske ⓘ altid det Dæmoniske. Som et Exempel vil jeg anføre: ►irische Elfenmährchen af 👤Grimm 1826, pag. 25. 28. 29. 30.

✂ Hvad nu de umiddelbar-erotiske Stadier angaaer, da skylder jeg Alt hvad jeg herom kan sige, ene og alene 👤Mozart, hvem jeg overhovedet skylder Alt. Da imidlertid den Sammenstilling, jeg her vil forsøge, kun indirecte, gjennem en Andens Combination, kan henføres til ham, saa har jeg, inden jeg gjorde Alvor deraf, prøvet mig selv og Sammenstillingen, om jeg paa nogen Maade kunde forstyrre mig selv eller en Læser Glæden af at beundre 👤Mozarts udødelige Arbeider. Den, der vil see 👤Mozart i sin sande udødelige Storhed, maa betragte hans 👤Don Juan; i Sammenligning hermed er alt Andet tilfældigt, uvæsenligt. Men naar man nu betragter 👤Don Juan saaledes, at man seer enkelte Ting af 👤Mozarts andre Operaer med ind under dette Synspunkt, saa holder jeg mig overbeviist om, at man hverken forkleiner ham eller skader sig selv og sin Næste. Man vil da faae Leilighed til at glæde sig over, at det, der er Musikkens egentlige Potens, er udtømt i 👤Mozarts Musik.

✂ Naar jeg forøvrigt i det Foregaaende har brugt og i det Følgende vedbliver at bruge det Udtryk: Stadium, saa maa det ikke urgeres, som om hvert enkelt existerede selvstændigt, det ene udenfor det andet. Jeg kunde maaskee mere træffende bruge det Udtryk Metamorphose. De forskjellige Stadier tilsammen tagne udgjøre det umiddelbare Stadium, og man vil deraf indsee, at de enkelte Stadier mere er en Aabenbarelse af et Prædikat, saaledes at alle Prædikater styrte ned i det sidste Stadiums Riigdom, da dette er det egentlige Stadium. De andre Stadier have ingen selvstændig Existents; for sig selv ere de kun for Forestillingen, og deraf vil man ogsaa see deres Tilfældighed ligeoverfor det sidste Stadium. Da de imidlertid have fundet et særskilt Udtryk i 👤Mozarts Musik, saa skal jeg særskilt omtale dem. Fremfor Alt maa man imidlertid ikke tænke paa forskjellige Trin i Bevidstheder, da selv det sidste Stadium endnu ikke er kommet til Bevidsthed; jeg har bestandig kun med det Umiddelbare at gjøre i dets fuldkomne Umiddelbarhed.

✂ De Vanskeligheder, som altid møde, naar man vil gjøre Musik til Gjenstand for æsthetisk Betragtning, udeblive naturligviis heller ikke her. Vanskeligheden i det Foregaaende laae fornemmelig deri, at medens jeg ad Tankens Vei vilde bevise, at sandselig Genialitet er Musikkens væsentlige Gjenstand, dette dog egentlig kun kan bevises ved Musik, ligesom jeg jo ogsaa selv gjennem Musik er kommen til Erkjendelse deraf. Den Vanskelighed, det Følgende har at kæmpe med, er nærmest den, at da det, den Musik udtrykker, der her bliver Gjenstand for Omtale, væsentlig er Musikkens egentlige Gjenstand, saa udtrykker den det langt fuldkomnere end Sproget formaaer det, der tager sig meget fattigt ud ved Siden af den. Ja, havde jeg med forskjellige Bevidsthedstrin at gjøre, da blev Fordelen naturligviis paa min og paa Sprogets Side, men det er her ikke Tilfælde. Det, der altsaa her bliver at udvikle, kan kun have sin Betydning for den, der har hørt og bestandig vedbliver at høre. For ham kan det maaskee indeholde et enkelt Vink, der kan bevæge ham til atter at høre.

✂

►Første Stadium

✂ Det første Stadium er antydet i ►Pagen i 👤Figaro. Det gjælder naturligviis her om, ikke i Pagen at see et enkelt Individ, hvilket man saa let fristes til, naar man i Tanken eller i Virkelighed seer det fremstillet af en Personlighed. Det bliver da vanskeligt at undgaae, hvad der for en Deel ogsaa er Tilfældet med Pagen i Stykket, at ikke noget Tilfældigt, noget Ideen Uvedkommende blander sig ind, at han ikke kommer til at være Mere end han skal være; thi dette bliver han i en vis Forstand øieblikkelig, saasnart han bliver Individ. Men ved at blive Mere, bliver han Mindre, han ophører at være Ideen. Derfor kan man ikke indrømme ham Replik, men Musikken bliver det eneste adæqvate Udtryk, og det er derfor mærkeligt, at saavel 👤Figaro som 👤Don Juan, saaledes som de ere udgangne fra 👤Mozarts Haand, høre til ►opera seria. Betragter man nu Pagen saaledes som en mythisk Figur, saa vil man finde i Musikken udtrykt det Eiendommelige for det første Stadium.

✂ Det Sandselige vaagner, dog ikke til Bevægelse, men til stille ►Qviescens, ikke til Fryd og Glæde, men til dyb Melancholi. Attraaen er endnu ikke vaagnet, den er tungsindig ahnet. I Attraaen er bestandig det Attraaede, det stiger op af denne og viser sig i en forvirrende Dæmren. Dette Forhold foregaaer for det Sandselige, ved Skygger og Taager fjernes det, ved Afspeiling i disse bringes det nærmere. Hvad der vil blive Attraaens Gjenstand eier Attraaen, men eier det uden at have attraaet det og eier det saaledes ikke. Dette er den smertelige, men ogsaa ved sin Sødme bedaarende og fortryllende Modsigelse, der med sit Vemod, sit Tungsind gjennemlyder dette Stadium. Dens Smerte ligger nemlig ikke i, at der er for Lidet, men snarere i at der er for Meget. Attraaen er stille Attraa, Længselen stille Længsel, Sværmeriet stille Sværmeri, hvori Gjenstanden dæmrer og er denne saa nær, at den er i denne. Det Attraaede svæver over Attraaen, synker ned i den, uden at dog denne Bevægelse skeer ved Attraaens egen tiltrækkende Kraft, eller fordi der attraaes. Det Attraaede svinder ikke bort, snoer sig ikke ud af Attraaens Favntag, thi da vilde Attraaen netop vaagne; men det er uden at være attraaet for Attraaen, som derfor netop bliver tungsindig, fordi den ikke kan komme til at attraae. Saasnart Attraaen vaagner, eller rettere, i og med dens Vaagnen, skilles Attraaen og Gjenstanden for Attraaen ad, nu aander Attraaen frit og sundt, medens den tidligere ikke kunde aande for det Attraaede. Naar Attraaen ikke er vaagnet, tryller og besnærer det Attraaede, ja næsten ængster. Attraaen maa have Luft, maa komme til Udbrud; det skeer derved, at de skilles ad; det Attraaede flygter undseelig, blufærdig som en Kvinde, der bliver Adskillelse mellem dem, det Attraaede forsvinder ►et apparet sublimis eller i ethvert Tilfælde udenfor Attraaen. Naar man maler Loftet i et Værelse heelt over med Figurer den ene ved Siden af den anden, saa trykker et saadant Loft, som Maleren siger; anbringer man en enkelt Figur let og flygtigt, saa høiner dette Loftet. Saaledes med Forholdet mellem Attraaen og det Attraaede paa et første og senere Stadium.

✂ Attraaen altsaa, der paa dette Stadium kun er tilstede i en Ahnelse om sig selv, er uden Bevægelse, uden Uro, kun sagtelig vugget af en uforklarlig indre Rørelse, som Plantens Liv er fængslet til Jorden, saaledes er den hensjunken i stille præsentisk Længsel, fordybet i Contemplation og kan dog ikke udtømme sin Gjenstand, væsentlig fordi der i dybere Forstand ingen Gjenstand er, og dog er denne Mangel paa Gjenstand ikke dens Gjenstand; thi saa var den strax i Bevægelse, saa var den determineret, om ikke paa anden Maade, saa i Sorg og Smerte, men Sorg og Smerte har ikke den Modsigelse i sig, der er eiendommelig for Melancholi og Tungsindighed, ikke den Tvetydighed, der er Sødmen ved det Melancholske. Skjøndt Attraaen paa dette Stadium ikke er bestemmet som Attraa, skjøndt denne anede Attraa med Hensyn til sin Gjenstand er aldeles ubestemt, saa har den dog een Bestemmelse, den er nemlig uendelig dyb. Den ►suger ligesom Thor gjennem et Horn, hvis Spidse staaer i Verdenshavet; dog er Grunden til, at den ikke kan suge sin Gjenstand til sig, ikke den, at denne er uendelig, men den, at denne Uendelighed ikke kan blive den en Gjenstand. Dens Sugen betegner derfor ikke et Forhold til Gjenstanden, men er identisk med dens Suk og dette er uendelig dybt.

✂ I Harmoni med den her givne Beskrivelse af det første Stadium vil man finde, at det har sin store Betydning, at Pagens Parti i musikalsk Henseende er indrettet saaledes, at det ligger for en Fruentimmerstemme. Det Modsigende i dette Stadium er ligesom antydet ved denne Modsigelse, Attraaen er saa ubestemmet, Gjenstanden saa lidet udskilt, at det Attraaede androgynisk hviler i Attraaen, ligesom i Plantelivet Han og Hun sidder paa een Blomst. Attraaen og det Attraaede forenes i denne Eenhed, at de begge ere ►neutrius generis.

✂ Skjøndt Replikken ikke tilhører den mythiske Page, men Pagen i Stykket, den poetiske Figur ►👤Cherubin, og skjøndt som en Følge deraf der ikke kan i denne Forbindelse reflekteres paa den, da den deels ikke tilhører 👤Mozart, deels udtrykker noget ganske Andet, end det, hvorom her er Tale, saa vil jeg dog nærmere udhæve ►en enkelt Replik, fordi den giver mig Anledning til at betegne dette Stadium i dets Analogi til et senere. ►👤Susanne spotter over 👤Cherubin, fordi han ogsaa paa en Maade er forelsket i ►👤Marseline, og Pagen har intet andet Svar ved Haanden end dette: hun er et Fruentimmer. Med Hensyn til Pagen i Stykket er det væsentligt, at han er forelsket i ►Grevinden, uvæsentligt, at han kan forelske sig i 👤Marseline, og er blot et indirecte og paradox Udtryk for den Lidenskabs Heftighed, med hvilken han er fængslet til Grevinden. Med Hensyn til den mythiske Page er det lige væsentligt, at han er forelsket i Grevinden og i 👤Marseline, Qvindeligheden er nemlig hans Gjenstand, og denne have de begge tilfælleds. Naar vi derfor senere høre om 👤Don Juan:

✂ ►selv tre Snese Aars Coquetter
Han med Fryd paa Listen sætter,

✂ saa er det den fuldkomne Analogi hertil, kun at Attraaens Intensitet og Bestemthed er langt mere udviklet.

✂ Skulde jeg nu vove et Forsøg paa, med et enkelt Prædikat at betegne det Eiendommelige ved 👤Mozarts Musik med Hensyn til Pagen i 👤Figaro, saa vilde jeg sige: den er elskovsdrukken, men som al Beruselse saa kan en Beruselse i Elskov ogsaa virke paa tvende Maader, enten forhøiet gjennemsigtig Livsglæde, eller til fortættet uklart Tungsind. Dette Sidste er Tilfældet med Musikken her, og saaledes er det ogsaa rigtigt; Grunden dertil kan Musikken ikke angive, det gaaer ud over dens Magt; Stemningen selv kan Ordet ikke udtrykke, den er for tung og vægtfyldig til at Ordet kan bære den, den kan kun Musikken gjengive. Grunden til dens Melancholi ligger i den dybe indre Modsigelse, vi i det Foregaaende have søgt at gjøre opmærksom paa.

✂ Vi forlade nu det første Stadium, der er betegnet med den mythiske Page; vi lade ham vedblive tungsindig at drømme om hvad han har, melancholsk at attraae, hvad han eier. Videre kommer han aldrig, han kommer aldrig af Stedet, thi hans Bevægelser ere illusoriske og saaledes ingen. En anden Sag er det med Pagen i Stykket; for hans Fremtid ville vi interessere os med et sandt og oprigtigt Venskab, vi gratulere ham til at han er bleven Capitain, vi tillade ham endnu engang at ►kysse 👤Susanne til Afsked, vi skal ikke forraade ham med Hensyn til ►det Mærke, han har paa Panden, som Ingen kan see uden den, der veed; men saa heller ikke mere, min gode 👤Cherubin, eller vi kalde paa ►Greven, og saa hedder det: »fort afsted, paa Døren, til Regimentet, han er jo intet Barn, det er der Ingen, der bedre veed end jeg.«

✂

Andet Stadium

✂ Dette Stadium er betegnet ved ►👤Papageno i Tryllefløiten. Her gjælder det naturligviis atter om at adskille det Væsentlige fra det Tilfældige, at fremmane den mythiske 👤Papageno og glemme den i Stykket virkelige Person, og det i Særdeleshed her, da denne Person i Stykket er kommen i Forbindelse med allehaande betænkeligt Galimathias. Det kunde i denne Henseende ikke være uden Interesse at gjennemgaae den hele Opera for at vise, at Sujettet i den, som Opera-Sujet betragtet, er forfeilet i sin dybeste Grund. Man vilde da tillige her ikke savne Anledning til at belyse det Erotiske fra en ny Side, idet man paaagtede, hvorledes det Foretagende at lægge en dybere ethisk Anskuelse ind deri, saaledes at denne forsøger sig i allehaande betydningsfuldere dialektiske Prøvelser, er et Vovestykke, der har vovet sig aldeles ud over Musikkens Grændse, saa at det selv for en 👤Mozart har været umuligt at laane det nogen dybere Interesse. Den definitive Tendens i denne Opera er netop det ⓘ Umusicalske i den, og derfor bliver den, til Trods for enkelte fuldendte Concertnummere, ⓘ enkelte dybt bevægede pathetiske Yttringer, ingenlunde en classisk Opera. Dog Alt dette kan i nærværende lille Undersøgelse ikke beskæftige os. Vi have kun med 👤Papageno at gjøre. Dette er nu en stor Fordeel for os, om ikke af anden Grund saa fordi vi derved ere fritagne for ethvert Forsøg paa at ville forklare Betydningen af 👤Papagenos Forhold til ►👤Tamino, et Forhold, der i Henseende til Anlæg seer saa dybsindigt og tænksomt ud, at det næsten bliver utænkeligt for lutter Tænksomhed.

✂ En saadan Behandling af Tryllefløiten kunde maaskee synes en og anden Læser vilkaarlig, baade fordi den seer for Meget i 👤Papageno og for Lidet i hele den øvrige Opera; han vil maaskee ikke kunne billige vor Adfærd. Dette har da sin Grund deri, at han ikke er enig med os i Udgangspunktet for enhver Betragtning af 👤Mozarts Musik. Dette er nemlig, efter vor Formening, 👤Don Juan, og tillige er det vor Overbeviisning, at, da naar man seer Adskilligt af de øvrige Operaer med heri, viser man mest Pietet mod 👤Mozart, uden at jeg derfor vil negte Betydningen af at gjøre hver enkelt Opera til Gjenstand for særskilt Betragtning.

✂ Attraaen vaagner, og som det altid gaaer, at man først mærker man har drømt i det Øieblik man vaagner, saaledes ogsaa her, Drømmen er forbi. Denne Vækkelse, hvorved Attraaen vaagner, denne Rystelse adskiller Attraaen og Gjenstanden, giver Attraaen en Gjenstand. Dette er en dialektisk Bestemmelse, som skarpt maa fastholdes, først idet ⓘ Gjenstanden er, er Attraaen, først idet Attraaen er, er Gjenstanden, Attraaen og Gjenstanden er et Tvillingpar, af hvilke den ene ikke den mindste Deel af et Øieblik før den anden kommer til Verden. Men uagtet de saaledes absolut paa engang komme til Verden, og end ikke have det Spatium af Tid imellem som Tvillinger ellers kunne have, saa er Betydningen af denne Tilblivelse ikke den, at de forenes, men tvertimod den, at de adskilles. Men denne det Sandseliges Bevægelse, denne Jordrystelse spalter Attraaen og dens Gjenstand for et Øieblik uendeligt fra hinanden; men som det bevægende Princip viser sig et Øieblik adsplittende, saaledes aabenbarer det sig igjen ved at ville forene det Adskilte. Følgen af Adskillelsen er, at Attraaen rives ud af sin substantielle Hvilen i sig selv, og som en Følge deraf, at Gjenstanden ikke længere falder ind under Substantialitetens Bestemmelse, men adsplitter sig i en Mangfoldighed.

✂ Som Plantens Liv er bundet til Jordsmonnet, saaledes er det første Stadium fængslet i substantiel Længsel. Attraaen vaagner, Gjenstanden flyer, mangfoldig i sin Aabenbarelse, Længselen løsriver sig fra Jordsmonnet og begiver sig paa Vandring, Blomsten faaer Vinger og flagrer ustadig og utrættet hist og her. Attraaen er rettet mod Gjenstanden, den er tillige bevæget i sig selv, Hjertet banker sundt og glad, hurtigt forsvinde og fremkomme Gjenstandene, men dog inden enhver Forsvinden et Nydelsens Nu, et Berørelsens Øieblik, kort men saligt, St. Hansormsagtigt glimrende, ustadigt og flygtigt som Sommerfuglens Berøring, uskadeligt som denne; utallige Kys, men saa hurtigt nydte, at det er, som om der kun toges fra den ene Gjenstand, hvad der gaves den næste. Kun momentviis ahnes en dybere Attraa, men denne Ahnelse glemmes. I 👤Papageno gaaer Attraaen ud paa Opdagelser. Denne opdagende Lyst er det Pulserende i den, er dens Munterhed. Den finder ikke den egentlige Gjenstand for denne Opdagelse, men den opdager det Mangfoldige, idet den søger deri den Gjenstand, den vil opdage. Attraaen er saaledes vaagnet, men er ikke bestemt som Attraa. Erindrer man, at Attraaen er tilstede paa alle tre Stadier, saa kan man sige, at den paa det første Stadium er bestemmet som drømmende, paa det andet som søgende, paa det tredie som attraaende. Den søgende Attraa er nemlig endnu ikke attraaende, den søger kun det, den kan attraae, men attraaer det ikke. Derfor vil maaskee det Prædikat være det mest betegnende om den: den opdager. Sammenligne vi saaledes 👤Papageno med 👤Don Juan, saa er hans Reise gjennem Verden noget Mere end en Opdagelses-Reise, han nyder ikke blot Opdagelsens Reise-Eventyr, men er en Ridder, der gaaer ud til Seire (►veni – vidi – vici). Opdagelsen og Seiren er her identisk; ja i en vis Forstand kan man sige, at han glemmer Opdagelsen over Seiren, eller at Opdagelsen ligger bag ved ham, og han overlader den derfor til sin Tjener og Secretair 👤Leporello, der i en ganske anden Forstand fører Liste end hvis jeg tænkte mig 👤Papageno holde Bog. 👤Papageno udseer, 👤Don Juan nyder, ►👤Leporello efterseer.

✂ Eiendommeligheden ved dette som ved ethvert Stadium kan jeg vel fremstille for Tanken, men bestandig kun i det Øieblik, det har ophørt at være. Men om jeg end nok saa fuldstændig kunde beskrive dets Eiendommelighed og forklare Grunden til denne, saa bliver der dog altid et Noget tilbage, som jeg ikke kan udsige, og som dog vil høres. Det er for umiddelbart til at fastholdes i Ord. Saaledes her med 👤Papageno, det er den samme Vise, den samme Melodi; han begynder frisk væk forfra, naar han er færdig, og saaledes bestandig. Man kunde nu gjøre mig den Indvending, at det overhovedet var umuligt at udsige noget Umiddelbart. Dette er i en vis Forstand ogsaa ganske rigtigt, men Aandens Umiddelbarhed har for det Første sit umiddelbare Udtryk i Sproget, og dernæst forsaavidt der derved, at Tanken træder til det, foregaaer en Forandring dermed, saa bliver det dog væsentlig det Samme, netop fordi det er Aandens Bestemmelse. Her er det derimod en Sandselighedens Umiddelbarhed, der som saadan har et ganske andet Medium, hvor altsaa Misforholdet mellem Medierne gjør Umuligheden absolut.

✂ Skulde jeg nu gjøre et Forsøg paa, med et enkelt Prædikat at betegne det Eiendommelige ved den Mozartske Musik i den Deel af dette Stykke, som interesserer os, da vilde jeg sige: den er muntert qviddrende, livsfrodig, elskovssprudlende. Hvad jeg nemlig især maa lægge Vægt paa er ►den første Arie og ►Klokkespillet; ►Duetten med ⓘ 👤Tamino og senere ►med 👤Papagena falder aldeles udenfor Bestemmelsen af det umiddelbar-Musikalske. Betragter man derimod den første Arie, saa vil man vel billige de Prædikater, jeg har brugt, og hvis man nærmere paaagter den, tillige finde en Leilighed til at see, hvilken Betydning det Musikalske har, hvor det viser sig som det absolute Udtryk for Ideen og hvor denne altsaa er umiddelbar-musikalsk. Som bekjendt accompagnerer 👤Papageno sin livsglade Munterhed paa en Rørfløite. Ethvert Øre har vist paa en besynderlig Maade følt sig bevæget af dette Accompagnement; men jo mere man tænker derover, jo mere man i 👤Papageno seer den mythiske 👤Papageno, desto udtryksfuldere og mere betegnende vil man finde det; man bliver ikke træt af, atter og atter at høre det, fordi det er et absolut adæqvat Udtryk for hele 👤Papagenos Liv, hvis hele Liv er en saadan ustandset Qviddren, der uafbrudt sorgløs qviddrer fort i al Ørkesløshed, og som er glad og fornøiet, fordi dette er hans Livs Indhold, glad i sin Gjerning og glad i sin Sang. Som bekjendt er det nu saa saare dybsindig indrettet saaledes i Operaen, at 👤Taminos og 👤Papagenos Fløite correspondere med hinanden. Og dog, hvilken Forskjel! 👤Taminos Fløite, der dog er den, efter hvilken Stykket er nævnet, forfeiler aldeles sin Virkning, og hvorfor? fordi 👤Tamino slet ikke er nogen musikalsk Figur. Dette ligger i den hele Operas forfeilede Anlæg. 👤Tamino bliver høist kjedsommelig og sentimental paa sin Fløite, og naar man reflekterer paa hele hans øvrige Udvikling, hans Bevidstheds Tilstand, saa kommer man, hver Gang han tager sin Fløite frem og blæser et Stykke paa den, til at tænke paa ►Bonden hos 👤Horats (rusticus exspectat, dum defluat amnis), kun at 👤Horats ikke har givet sin Bonde en Fløite til unyttig Tidsfordriv. 👤Tamino er som dramatisk Figur aldeles ude over det Musikalske, som overhovedet den Aandsudvikling, Stykket vil fuldkomme, er en aldeles umusikalsk Idee. 👤Tamino er netop kommen saavidt, at det Musikalske hører op, derfor bliver hans Fløitespil kun Tidspilde, til at fordrive Tanker. Fordrive Tanker kan Musikken nemlig ypperligt, endog onde Tanker, som man jo siger om ►David, at han ved sit Spil fordrev 👤Sauls onde Lune. Imidlertid ligger der en stor Skuffelse heri; thi den gjør det kun forsaavidt som den fører Bevidstheden tilbage i Umiddelbarheden og dysser den deri. Individet kan derfor vel føle sig lykkeligt i Rusens Øieblik, men bliver kun desto ulykkeligere. Ganske ►in parenthesi skal jeg her tillade mig en Bemærkning. Man har brugt Musik til at helbrede Sindssvage; man har ogsaa i en vis Forstand opnaaet sin Hensigt, og dog er det en Illusion. Naar nemlig Afsindigheden har en mental Grund, saa ligger den altid i en Forhærdelse paa et eller andet Punkt i Bevidstheden. Denne Forhærdelse maa overvindes, men for at den i Sandhed skal overvindes, maa man gaae aldeles den modsatte Vei af den, der fører til Musikken. Naar man nu anvender Musikken, saa gaaer man aldeles den urigtige Vei og gjør Patienten endnu mere afsindig, om han end synes at ophøre at være det.

✂ Hvad jeg her har sagt om 👤Taminos Fløitespil, kan jeg vel gjerne lade staae uden Frygt for at see det misforstaaet. Det er ingenlunde min Hensigt at negte, hvad der jo ogsaa flere Gange er indrømmet, at Musikken kan som Accompagnement have sin Betydning, idet den da træder ind paa et fremmed Gebeet, Sprogets nemlig; Feilen i Tryllefløiten er imidlertid den, at det, hele Stykket tenderer til, er Bevidsthed, og altsaa er Stykkets egentlige Tendens at ophæve Musikken, og dog skal det være en Opera, og end ikke denne Tanke er klar i Stykket. Som Udviklingens Maal er sat den ethisk bestemte Kjærlighed eller den ægteskabelige Kjærlighed, og deri ligger Stykkets Grundfeil, thi lad denne forresten være, geistlig eller verdslig talt, hvad den være vil, een Ting er den ikke, den er ikke musikalsk, ja den er absolut umusikalsk.

✂ ►Den første Arie har altsaa i musikalsk Henseende sin store Betydning som det umiddelbar-musikalske Udtryk for hele 👤Papagenos Liv, og Historie, der i samme Grad som Musik er det absolut adæqvate Udtryk for denne, kun i uegentlig Forstand er Historie; Klokkespillet derimod er det musikalske Udtryk for hans Virksomhed, om hvilken man igjen kun kan faae en Forestilling gjennem Musik; den er fortryllende, fristende, tillokkende ligesom ►hiin Mands Spil, der bragte Fiskene til at standse og lytte.

✂ De Replikker, som skyldes enten ►👤Schikaneder eller ►den danske Oversætter ere i Almindelighed saa vanvittige og dumme, at det næsten bliver ubegribeligt, hvorledes 👤Mozart har bragt det ud deraf, han har gjort. At lade ►👤Papageno sige om sig selv: jeg er et Naturmenneske, og saaledes i samme Nu gjøre sig selv til Løgner, kan ansees for et Exempel ►instar omnium. En Undtagelse kunde man gjøre med ►de Ord i Texten til den første Arie, at han sætter de Piger, han fanger, ind i sit Buur. Hvis man nemlig vil lægge lidt mere i dem end hvad formodentlig Forfatteren selv har lagt i dem, saa betegne de netop det Uskadelige i 👤Papagenos Virksomhed, saaledes som vi ovenfor have antydet det.

✂ Vi forlade nu den mythiske 👤Papageno. Den virkelige 👤Papagenos Skjæbne kan ikke beskæftige os, vi ønske ham til Lykke med hans lille 👤Papagena, og vi tillade ham gjerne at søge ►sin Glæde i at befolke en Urskov eller en heel Verdensdeel med lutter Papagenoer.

✂

Tredie Stadium

✂ Dette Stadium er betegnet med 👤Don Juan. Her er jeg ikke som ved det Foregaaende i det Tilfælde at maatte udsondre en enkelt Deel af en Opera, her gjelder det ikke om at adskille men at sammenfatte, da den hele Opera væsentlig er et Udtryk for Ideen, og med Undtagelse af et Par enkelte Nummere væsentlig hviler i denne, med dramatisk Nødvendighed ►graviterer til denne som til sit Centrum. Man vil derfor her atter have Leilighed til at see, i hvilken Betydning jeg kan kalde ⓘ de foregaaende Stadier ved dette Navn, naar jeg kalder det tredie Stadium 👤Don Juan. Tidligere har jeg allerede erindret om, at de ikke have nogen særlig Existens, og naar man gaaer ud fra dette tredie Stadium, der egentlig er det hele Stadium, saa kan man ikke saa godt betragte dem som eensidige Abstraktioner, eller foreløbige Anticipationer, men snarere som Ahnelser om 👤Don Juan, kun at det dog bestandig bliver tilbage, der berettiger mig nogenlunde til at bruge det Udtryk Stadium, at de ere eensidige Ahnelser, at hver af dem kun ahner een Side.

✂ Modsigelsen paa det første Stadium laae i, at Attraaen ingen Gjenstand kunde faae, men uden at have attraaet var i Besiddelse af dens Gjenstand, og derfor ikke kunde komme til at attraae. Paa det andet Stadium viser Gjenstanden sig i sin Mangfoldighed, men idet Attraaen i denne Mangfoldighed søger sin Gjenstand, har den dog i dybere Forstand ingen Gjenstand, den er endnu ikke bestemmet som Attraa. I 👤Don Juan derimod er Attraaen absolut bestemmet som Attraa, er i intensiv og extensiv Forstand den umiddelbare Eenhed af de tvende foregaaende Stadier. Det første Stadium attraaede idealt, det Ene; det andet attraaede det Enkelte under Bestemmelsen af det Mangfoldige, det tredie Stadium er Eenheden heraf. Attraaen har i det Enkelte sin absolute Gjenstand, den attraaer det Enkelte absolut. Heri ligger det Forføreriske, hvorom vi siden skulle tale. Attraaen er derfor paa dette Stadium absolut ⓘ sund, seierrig, triumpherende, uimodstaaelig og dæmonisk. Man maa derfor naturlig ikke oversee, at her ikke er Talen om Attraaen i et enkelt Individ, men om Attraaen som Princip, aandelig bestemmet som det, Aanden udelukker. Dette er den sandselige Genialitets Idee, saaledes som vi ogsaa ovenfor have antydet den. Udtrykket for denne Idee er 👤Don Juan, og Udtrykket for 👤Don Juan er igjen ene og alene Musik. Det er især disse to Betragtninger, der idelig fra forskjellige Sider i det Følgende vil blive fremhævet, hvorved da tillige indirekte vil føres Beviset for denne Operas classiske Betydning. For imidlertid at gjøre det lettere for Læseren at vedligeholde Oversigten, vil jeg søge at samle de adspredte Betragtninger under enkelte Punkter.

✂ At sige noget Enkelt om denne Musik er ikke min Hensigt, og især skal jeg med alle gode Aanders Bistand vogte mig for at sammenskrække en Mængde intetsigende men meget larmende Prædikater, eller i linguistisk Geilhed at forraade Sprogets Impotens, og det saameget mere, da jeg ikke anseer det for en Ufuldkommenhed hos Sproget men for en ⓘ høi Potens, men derfor og er desto villigere til at anerkjende Musikken indenfor sin Grændse. Det jeg derimod vil, er deels at belyse Ideen fra saa mange Sider som muligt, og dennes Forhold til Sproget, og derved bestandig mere og mere ►bespænde det Territorium, hvor Musikken har hjemme, ligesom ængste den til at bryde frem, uden at jeg dog kan sige Mere om den, idet den lader sig høre, end: hør. Jeg mener dermed at have villet gjøre det Høieste, som Æsthetikken er istand til at gjøre; om det skal lykkes mig, er en anden Sag. Kun paa et enkelt Sted vil et Prædikat som et ►Stikbrev angive dens Signalement, uden at jeg derfor skal glemme eller tillade Læseren at glemme, at den, der har et Stikbrev i Haanden, derfor ingenlunde har paagrebet den, paa hvem det lyder. Ogsaa Operaens hele Anlæg, dens indre Bygning, vil paa sit Sted blive Gjenstand for særskilt Omtale, men atter igjen saaledes, at jeg ikke indlader mig paa at raabe høit for To: ►O! bravo schwere Noth Gotts Blitz bravissimo, men kun bestandig frister det Musikalske frem, og dermed mener at have villet gjøre det Høieste, man i reen æsthetisk Forstand formaaer at gjøre ved det Musikalske. Det jeg altsaa vil give er ikke en fortløbende Commentar til Musikken, der dog væsentlig ikke kan indeholde Andet end subjektive Tilfældigheder og Idiosynkrasier og kun kan henvende sig til noget Tilsvarende hos Læseren. Selv en saa smagfuld og saa reflexionsriig i sit Udtryk saa mangfoldig Commentator som ►Dr. 👤Hotho, har dog ikke kunnet undgaae, paa den ene Side, at hans Fortolkning udarter til Ordgyderi, der skal danne Vederlag for 👤Mozarts Tonerigdom, eller lyder som en mat Efterklang, et blegt Aftryk af 👤Mozarts fuldtonige yppige Frodighed, paa den anden Side, at 👤Don Juan snart bliver Mere end han er i Operaen, bliver et reflekterende Individ, snart bliver Mindre. Det Sidste har naturligviis sin Grund i, at det dybe, absolute Point i 👤Don Juan er undgaaet 👤Hotho, for ham er 👤Don Juan dog kun ►den bedste Opera, den er ikke qvalitativ forskjellig fra alle andre Operaer. Men naar man ikke har indseet dette med det speculative Øies allestedsnærværende Sikkerhed, saa kan man ikke tale værdeligen eller retteligen om 👤Don Juan, om man end, hvis man havde indseet det, var istand til at tale langt herligere og rigere og fremfor Alt sandere derom, end den, der her vover sig til at føre Ordet. – Derimod vil jeg bestandig opspore det Musikalske udaf Ideen, Situationen o. s. v., udlytte det, og naar jeg da har bragt Læseren til at blive i den Grad musikalsk receptiv, at han synes at høre Musikken, skjøndt han Intet hører, da har jeg fuldkommet min Opgave, da forstummer jeg, da siger jeg til Læseren som til mig selv: hør. I venlige ►Genier, som beskytte al uskyldig Kjærlighed, til Eder befaler jeg mit hele Sind, bevogter I de arbeidende Tanker, at de maae findes Gjenstanden værdige, danner I min Sjæl til et velklingende Instrument, lader I Veltalenhedens milde Luftninger ile hen over den, sender I frugtbare Stemningers Vederqvægelse og Velsignelse. I retfærdige Aander, I som holde Vagt ved Grændseskjellene i Skjønhedens Rige, vogter paa mig, at jeg ikke i forvirret Begeistring og blind Iver for at gjøre 👤Don Juan til Alt, gjør den Uret, forkleiner den, gjør den til noget Andet, end hvad den virkelig er, hvilket er det Høieste; I stærke Aander, der vide at gribe Menneskets Hjerte, staaer mig bi, at jeg maa fange Læseren, ikke i Lidenskabens Garn eller Veltalenhedens Rænker, men i Overbeviisningens evige Sandhed.

✂

1. Sandselig Genialitet, bestemmet som Forførelse

✂ Naar Ideen til 👤Don Juan er opstaaet, vides ikke, kun saa Meget er vist, at den tilhører Christendommen og igjennem Christendommen igjen tilhører Middelalderen. Hvis man ikke med nogenlunde Sikkerhed kunde forfølge Ideen tilbage til dette verdenshistoriske Afsnit i den menneskelige Bevidsthed, saa vilde en Betragtning af Ideens indre Beskaffenhed strax fjerne enhver Tvivl. Middelalderen er overhovedet Repræsentationens ⓘ Tid, deels bevidst, deels ubevidst; det Totale repræsenteres i et enkelt Individ, dog saaledes at det kun er en enkelt Side, der er bestemmet som Totalitet og som nu kommer tilsyne i et enkelt Individ, der derfor er baade Mere og Mindre end et Individ. Ved Siden af dette Individ staaer da et andet Individ, der ligesaa totalt repræsenterer en anden Side af Livets Indhold, saaledes Ridderen og Skolastikeren, den Geistlige og den Læge. Livets storartede Dialektik anskueliggjøres her bestandig i repræsenterende Individer, der som oftest parviis staae lige overfor hinanden, Livet er bestandig kun forhaanden ►sub una specie, og den store dialektiske Eenhed, der i Eenhed eier Livet ►sub utraque specie, ahnes ikke. Modsætningerne staae derfor som oftest indifferente udenfor hinanden. Dette veed Middelalderen ikke af. Saaledes realiserer den selv ubevidst Repræsentationens Idee, medens først en senere Betragtning seer Ideen deri. Sætter Middelalderen for sin egen Bevidsthed et Individ som Repræsentant for Ideen, saa sætter den gjerne ved Siden deraf et andet Individ i Forhold dertil; dette Forhold er da i Almindelighed et comisk Forhold, hvor det ene Individ ligesom bøder paa det Andets uforholdsmæssige Størrelse til det virkelige Liv. Saaledes har Kongen Narren ved Siden af sig, 👤Faust►👤Wagner, ►👤Don Qvixote►👤Sancho Pansa, 👤Don Juan►👤Leporello. Denne Formation tilhører ogsaa væsentlig Middelalderen. Ideen tilhører altsaa Middelalderen, i Middelalderen tilhører den igjen ikke en enkelt Digter, den er een af disse urkraftige Ideer, der med ►autochthonisk Oprindelighed bryde ud af det folkelige Livs Bevidstheds-Verden. Spliden mellem Kjødet og Aanden, som Christendommen har bragt ind i Verden, maatte Middelalderen gjøre til Gjenstand for sin Betragtning, og til den Ende gjøre de stridende Kræfter hver for sig til en Anskuelsens Gjenstand. 👤Don Juan er nu, om jeg saa tør sige, Kjødets Incarnation eller Kjødets Beaandelse af Kjødets egen Aand. Dette er allerede tilstrækkelig fremhævet i det Foregaaende; hvad jeg her derimod vil gjøre opmærksom paa er, om man bør henføre 👤Don Juan til den tidligere eller sildigere Middelalder. At han staaer i et væsentligt Forhold til ⓘ Riddervæsenet, bemærker vist Enhver let. Enten er han nu den splidagtige, misforstaaede Anticipation af det Erotiske, der kom for Dagen i Ridderen, eller Riddervæsenet er en endnu kun relativ Modsætning til Aanden, og først idet Modsætningen endnu dybere kløftede sig, først da kom 👤Don Juan tilsyne, som det Sandselige, der paa Liv og Død er Aanden imod. Ridder-Tidens Erotik har en vis Lighed med Græcitetens, denne er nemlig sjælelig bestemt ligesom hiins, men Forskjellen er den, at denne sjælelige Bestemmethed ligger indenfor en almindelig aandelig Bestemmethed, eller en Bestemmethed som Totalitet. Qvindelighedens Idee er bestandig paa mange Maader i Bevægelse, hvilket ikke var Tilfælde i Græciteten, hvor Enhver kun var skjøn Individualitet, men Qvindeligheden ikke ahnedes. Ridderens Erotik var derfor ogsaa i Middelalderens Bevidsthed i et nogenlunde forsonligt Forhold til Aanden, om end Aanden i sin nidkjære Strenghed havde den mistænkt. Gaaer man nu ud fra, at Aandens Princip er sat ind i Verden, saa kan man enten tænke sig, at først kom den grelleste Modsætning, den mest himmelraabende Adskillelse, og derpaa formildedes den efterhaanden. I saa Fald tilhører 👤Don Juan den tidligere Middelalder. Antager man derimod, at Forholdet successivt udviklede sig til denne absolute Modsætning, saaledes som det ogsaa er naturligere, idet Aanden mere og mere trækker sine Actier ud af det forenede Firma, for at virke alene, hvorved det egentlige ►σϰανδαλον fremkommer, saa tilhører 👤Don Juan den senere Middelalder. Vi føres da i Tiden hen til det Punkt, hvor Middelalderen er ifærd med at hæve sig, hvor vi da ogsaa træffe en beslægtet Idee, nemlig 👤Faust, kun at 👤Don Juan maa lægges lidt tidligere. Idet Aanden ene og alene bestemmet som Aand giver Afkald paa denne Verden, føler, at den ikke blot ikke er dens Hjem men end ikke er dens Skueplads, trækker sig op i de høiere Regioner, saa lader den det Verdslige tilbage som Tumleplads for den Magt, den altid har levet i Strid med, og som den nu viger Pladsen for. Idet da Aanden løser sig fra Jorden, saa viser Sandseligheden sig med hele sin Magt, den har Intet at indvende mod Skiftet, den indseer ogsaa det Gavnlige i at blive separeret, og er glad ved at Kirken ikke formaaer dem til at blive sammen, men overhugger Baandet, der bandt dem. Stærkere end nogensinde før vaagner nu Sandseligheden i hele sin Rigdom, i hele sin Fryd og Jubel, og som ►Eneboeren i Naturen, det indesluttede 👤Echo, der aldrig taler først til Nogen eller taler uden at blive spurgt, fandt saa stor Behag i Ridderens Jagthorn og i hans Elskovs-Melodier, i Hundeglammet, i Hestenes Fnysen, at det aldrig blev træt af at gjentage det atter og atter og tilsidst ligesom ganske sagte for sig selv, for ikke at glemme det, saaledes blev hele Verden en fra alle Sider gjenlydende Bolig for Sandselighedens verdslige Aand, medens Aanden havde forladt Verden. Middelalderen veed meget at tale om et Bjerg, som ikke er funden paa noget Kort, det hedder ►👤Venus-Bjerget. Der har Sandseligheden sit Hjem, der har den sine vilde Glæder, thi den er et Rige, en Stat. I dette Rige har Sproget ikke hjemme, ikke Tankens Besindighed, ikke Reflexionens møiefulde Erhverven, der lyder blot Lidenskabens elementariske Stemme, Lysternes Spil, Beruselsens vilde Larm, der nydes blot i evig Tummel. Dette Riges Førstefødte er 👤Don Juan. At det er Syndens Rige er dermed endnu ikke sagt, thi det maa fastholdes i det Øieblik, da det viser sig i æsthetisk Indifferens. Først idet Reflexionen træder til, viser det sig som Syndens Rige, men da er 👤Don Juan dræbt, da forstummer Musikken, da seer man kun den fortvivlede Trods, der afmægtig stemmer imod, men som ingen Consistens kan finde, end ikke i Toner. Idet Sandseligheden viser sig som det, der skal udelukkes, som det, Aanden ikke vil have med at gjøre, uden at dog denne endnu har fældet Dom over det eller fordømt det, da antager det Sandselige denne Skikkelse, er det Dæmoniske i æsthetisk Indifferens. Det er kun et Øiebliks Sag, snart er Alt forandret, da er ogsaa Musikken forbi. 👤Faust og 👤Don Juan ere Middelalderens Titaner og Giganter, der i Bestræbelsernes Storartethed ikke ere forskjellige fra hine i Oldtiden, men vel deri, at de staae isolerede, ikke danne en Forening af Kræfter, der ved Foreningen først blive himmelstormende; men al Kraft er samlet i dette ene Individ.

✂ 👤Don Juan er altsaa Udtrykket for det Dæmoniske, bestemmet som det Sandselige, 👤Faust er Udtrykket for det Dæmoniske, bestemmet som det Aandelige, den christelige Aand udelukker. Disse Ideer staae i et væsentligt Forhold til hinanden, og have megen Lighed, og man kunde altsaa vente, at de ogsaa havde det tilfælleds, at de begge vare blevne opbevarede i et Sagn. Dette er som bekjendt Tilfældet med 👤Faust. Der existerer en ►Folkebog, hvis Titel er noksom bekjendt, om den end selv er mindre ⓘ brugt, hvilket især er besynderligt i vor Tid, hvor man har saa travlt med Ideen til 👤Faust. Saaledes gaaer det, medens enhver ►vordende Privatdocent eller Professor, som aandelig moden, mener at ►accreditere sig ved det læsende Publicums Hof ved at udgive en Bog om 👤Faust, hvori han trolig gjentager hvad alle andre Licentiater og videnskabelige Confirmander allerede have sagt, saa mener han at turde oversee en saadan lille ubetydelig Folkebog. Det falder ham aldrig ind, at det dog er saa skjønt, at det sande Store er tilfælleds for Alle, at en Bondekarl gaaer hen til ►👤Triblers Enke eller til en ►Visekone paa Halmtorvet, og læser den halvhøit for sig selv paa samme Tid som ►👤Göthe digter en 👤Faust. Og i Sandhed, denne Folkebog fortjener at paaagtes, den har fremfor Alt, hvad man anpriser som en hæderlig Egenskab ved Viin, den har Bouquet, den er en fortræffelig ►Afpropning fra Middelalderen, og idet man aabner den, strømmer en saa kryddret, liflig og eiendommelig Duft En imøde, at man bliver ganske besynderlig tilmode. Dog nok herom, det jeg vilde gjøre opmærksom paa var blot, at der intet saadant Sagn findes om 👤Don Juan. Ingen Folkebog, ingen Vise har ved ►bestandig at udkomme i dette Aar bevaret den i Erindringen. Formodentlig har der dog existeret et Sagn, men dette har efter al Sandsynlighed indskrænket sig til et ganske enkelt Vink, der maaskee har været endnu kortere end ►de faa Stropher, der ligge til Grund for Bürgers Lenore. Maaskee har det blot indeholdt en Talangivelse, thi jeg skulde tage meget feil, om ikke ►det nærværende Tal 1003 tilhører et Sagn. Et Sagn, der ikke indeholder Andet, synes noget fattigt, og forsaavidt lader det sig let forklare, at det ikke er skriftlig optaget, men ⓘ dog er dette Tal en fortræffelig Egenskab, en lyrisk Dumdristighed, som Mange maaskee ikke bemærke, fordi de ere saa vante til at ⓘ see det. Skjøndt denne Idee saaledes ikke har fundet sit Udtryk i et Folkesagn, saa er den paa en anden Maade bleven opbevaret. Som bekjendt har nemlig 👤Don Juan existeret langt tilbage i Tiden som et ►Fjellebodsstykke, ja dette er vel egentlig dets første Existens. Men her er Ideen bleven opfattet comisk, som det overhovedet er mærkeligt, at saa dygtig Middelalderen var i at udruste Idealer, ligesaa sikker var den i at see det Comiske, der laae i Idealets overnaturlige Størrelse. At gjøre 👤Don Juan til en Pralhans, der bildte sig ind at have forført alle Piger, at lade 👤Leporello troe hans Løgne, var vel ikke et aldeles uheldigt comisk Anlæg. Og har dette end ikke været Tilfælde, har dette end ikke været Opfattelse, saa kunde den comiske Vending dog aldrig udeblive, da den ligger i Modsigelsen mellem Helten og det Theater, han bevæger sig paa. Saaledes kan man ogsaa lade Middelalderen fortælle om Helte, der vare saa kraftfuldt byggede, at de havde en halv Alen mellem Øinene, men hvis et almindeligt Menneske vilde træde frem paa Scenen og give sig Mine af at have en halv Alen mellem Øinene, saa er det Comiske i fuld Gang.

✂ Hvad her er blevet sagt angaaende Sagnet om 👤Don Juan, skulde ikke her have fundet sin Plads, hvis det ikke stod i et nærmere Forhold til denne Undersøgelses Gjenstand, hvis det ikke tjente til at føre Tanken til det engang bestemte Maal. Grunden til, at denne Idee i Sammenligning med 👤Faust har en saa fattig Fortid, ligger vistnok deri, at der laae noget Gaadefuldt i den, saa længe man ikke indsaae, at Musik var dens egentlige Medium. 👤Faust er Idee, men en Idee, der tillige væsentlig er Individ. At tænke sig det aandelig-dæmoniske concentreret i eet Individ er Tænkningens egen ►Medfør, hvorimod at tænke sig det Sandselige i et Individ ikke lader sig gjøre. 👤Don Juan ligger i den bestandige Svæven mellem at være Idee, det vil sige Kraft, Liv, – og Individ. Men denne Svæven er den musikalske Zittren. Naar Havet bevæger sig oprørt, da danne i denne Uro ►de skummende Bølger Billeder, ligesom Væsener; det er som om det var disse Væsener, der satte Bølgerne i Bevægelse, og dog er det omvendt Bølgegangen, der danner dem. Saaledes er 👤Don Juan et Billede, der bestandig kommer tilsyne, men ikke vinder Skikkelse og Consistens, et Individ, der bestandig dannes, men ikke bliver færdigt, hvis Historie man intet Andet fornemmer om, end ved at lytte til Bølgernes Larmen. Naar 👤Don Juan fastholdes saaledes, da bliver der Mening og dyb Betydning i Alt. Tænker jeg mig et enkelt Individ, seer jeg ham eller hører jeg ham tale, saa bliver det comisk, at han har forført 1003; thi saasnart han er et enkelt Individ, falder Accenten paa et ganske andet Sted; det udhæves nemlig, hvem han har forført og hvorledes. Sagnets og Folketroens Naivetet kan det lykkes at udsige Sligt uden at ahne det Comiske; Reflexionen er det umuligt for. Naar han derimod opfattes i Musik, da har jeg ikke det enkelte Individ, da har jeg Naturmagten, det Dæmoniske, der ligesaalidt bliver træt af at forføre eller færdigt med at forføre som Vinden med at storme, Havet med at vugge sig, eller et Vandfald med at styrte sig ned fra sin Høide. Forsaavidt kan Tallet paa de Forførte ligesaa godt være et hvilketsomhelst andet, langt større. Det er ofte et ikke let Arbeide, naar man skal oversætte Texten til en Opera, at gjøre dette saa nøiagtigt, at Oversættelsen ikke blot bliver syngelig, men i Mening nogenlunde harmonerer med Texten og saaledes med Musikken. Som et Exempel paa, at det stundom kan være aldeles ligegyldigt, vil jeg anføre Talstørrelsen i Listen i 👤Don Juan, uden at jeg derfor tager Sagen saa letsindigt som Folk vel i Almindelighed vilde tage det, og mene, at Sligt kommer det ikke an paa. Jeg tager tvertimod Sagen i høi Grad æsthetisk alvorligt og derfor mener jeg, at det er ligegyldigt. Kun vil jeg anprise een Egenskab ved det Tal 1003, at det nemlig er ulige og tilfældigt, hvilket ingenlunde er uvigtigt, det gjør nemlig det Indtryk, at Listen ingenlunde er afsluttet, men at 👤Don Juan tvertimod er i Farten; man kommer næsten til at beklage 👤Leporello, der ikke blot skal, ►som han selv siger, holde Vagt udenfor Døren, men derhos føre et saa vidtløftigt Bogholderi, at det kunde give en routineret Expeditionssecretair nok at bestille.

✂ Saaledes som Sandseligheden er opfattet i 👤Don Juan – som Princip – har den aldrig før været opfattet i Verden; det Erotiske bestemmes derfor ogsaa her ved et andet Prædikat, Erotikken er her Forførelse. Mærkeligt nok, Ideen til en Forfører mangler Græciteten aldeles. Ingenlunde er det min Mening derfor at ville rose Græciteten, thi saavel Guder som Mennesker vare, hvad der er Alle vitterligt nok, skjødesløse i Elskovssager; ikke heller at dadle Christendommen; thi den har jo kun Ideen udenfor sig. Grunden til, at Græciteten mangler denne Idee, ligger deri, at hele dens Liv er bestemt som Individualitet. Det Sjælelige er saaledes det Fremherskende eller ⓘ altid i Samklang med det Sandselige. Dens Elskov var derfor sjælelig, ikke sandselig, og det er det, der indgyder den Blufærdighed, der hviler over al græsk Elskov. De forelskede dem i en Pige, de satte Himmel og Jord i Bevægelse for at komme i Besiddelse af hende, naar dette lykkedes dem, da bleve de maaskee trætte deraf og søgte ny Elskov. I Ustadighed kunde de vel have en vis Lighed med 👤Don Juan, og for blot at nævne een, ►👤Herkules kunde vel bringe en ret antagelig Liste tilveie, naar man betænker, at han stundom tog sig af hele Familier, der talte indtil 50 Pigebørn, og saaledes som en Familie-Svigersøn gjorde det af med dem alle, efter Nogles Beretning i een eneste Nat. Imidlertid er han dog væsentlig forskjellig fra en 👤Don Juan, han er ingen Forfører. Naar man nemlig tænker den græske Elskov, saa er den ifølge sit Begreb væsentlig trofast, netop fordi den er sjælelig, og det er det Tilfældige i det enkelte Individ, at han elsker Flere, og i Forhold til de Flere han elsker er det igjen tilfældigt, hver Gang han elsker en Ny; idet han elsker Een, tænker han ikke paa den Næste. 👤Don Juan er derimod fra Grunden af en Forfører. Hans Elskov er ikke sjælelig men sandselig, og sandselig Elskov er efter sit Begreb ikke trofast, men absolut troløs, den elsker ikke Een, men Alle, det vil sige, den forfører Alle. Den er nemlig kun i Momentet, men Momentet er i Begrebet tænkt Summen af Momenter, og saaledes har vi Forføreren. Den ridderlige Elskov er ogsaa sjælelig og derfor ifølge sit Begreb væsentlig trofast, kun den sandselige er efter sit Begreb væsentlig troløs. Men denne dens Troløshed viser sig ogsaa paa en anden Maade, den bliver nemlig bestandig kun en Gjentagelse. Den sjælelige Elskov har i dobbelt Forstand det Dialektiske i sig. Deels har den nemlig Tvivlen og Uroen i sig, om den ogsaa vil blive lykkelig, see sit Ønske opfyldt og blive elsket. Denne Bekymring har den sandselige Elskov ikke. Selv en ►👤Jupiter er uvis paa sin Seir, og dette kan ikke være anderledes, ja han selv kan ikke ønske det anderledes. Med 👤Don Juan er dette ikke Tilfælde, han gjør kort Proces og maa altid tænkes absolut seierrig. Dette kunde synes en Fordeel for ham, men er dog egentlig en Fattigdom. Paa den anden Side har den sjælelige Elskov ogsaa en anden Dialektik, den er nemlig en forskjellig ogsaa i Forhold til ethvert enkelt Individ, der er Elskovens Gjenstand. Deri ligger dens Rigdom, dens fyldige Indhold. Saaledes er dette ikke Tilfældet med 👤Don Juan. Dertil har han nemlig ikke Tid, Alt er for ham blot Momentets Sag. ►At see hende og elske hende, det var Eet, det kan man i en vis Forstand sige om den sjælelige Elskov, men deri er der ogsaa blot antydet en Begyndelse. Med Hensyn til 👤Don Juan gjælder det paa en anden Maade. At see hende og elske hende er Eet, dette er i Momentet, i samme Moment er Alt forbi, og det Samme gjentager sig i det Uendelige. Tænker man det Sjælelige ind i 👤Don Juan, saa bliver det en Latterlighed og en Selvmodsigelse, der end ikke er i Ideens Medfør, at sætte 1003 ved Spanien. Det bliver en Overdrivelse, som virker forstyrrende, om man end vilde bilde sig ind, at man tænkte ham idealt. Har man nu ikke andet Medium for at beskrive denne Elskov end Sproget, saa er man i Forlegenhed, thi saasnart man har opgivet den Naivetet, der i al Troskyldighed kan fastholde, at der ved Spanien staae 1003, saa fordrer man noget Mere, nemlig den sjælelige Individualiseren. Det Æsthetiske er ingenlunde tilfredsstillet ved at man saaledes slaaer Alt i Hartkorn og vil forbause ved Talstørrelser. Den sjælelige Elskov bevæger sig netop i det individuelle Livs rige Mangfoldighed, hvor Nuancerne ere det egentlig Betydningsfulde. Den sandselige Elskov kan derimod slaae Alt i Hartkorn. Det Væsentlige for den er Qvindeligheden ganske abstrakt, og i det Høieste den mere sandselige Differens. Den sjælelige Elskov er Bestaaen i Tiden, den sandselige Forsvinden i Tiden, men det Medium, som udtrykker dette, er netop Musikken. Dette er Musikken ypperlig skikket til at udføre, da den er langt abstraktere end Sproget og derfor ikke udtaler det Enkelte men det Almindelige i hele dets Almindelighed, og dog udtaler denne Almindelighed ikke i Reflektionens Abstraction, men i Umiddelbarhedens Conkretion. Som et Exempel paa, hvad jeg mener, vil jeg lidt nærmere omtale ►den anden Tjener-Arie: Listen paa de Forførte. Dette Nummer kan ansees for 👤Don Juans egentlige Epos. Gjør altsaa Experimentet, hvis Du tvivler om Rigtigheden af mit Udsagn! Tænk Dig en Digter, udrustet af Naturen lykkeligere end Nogen før ham, giv ham Udtrykkets Frodighed, giv ham Herredømme og Myndighed over Sprogets Magter, lad Alt, hvori der er Livsaande, være ham lydigt, hans mindste Vink underdanigt, lad Alt vente færdigt og beredt paa hans Commando-Ord, lad ham være omringet af en talrig Skare af lette ►Blinkere, rapfodede Iilbud, der indhente Tanken i dens hurtigste Flugt, lad Intet kunne undgaae ham, ikke den mindste Bevægelse, lad ingen Hemmelighed, intet Uudsigeligt blive tilbage for ham i den hele Verden – giv ham derpaa den Opgave at besynge 👤Don Juan episk, at oprulle Listen paa de Forførte. Hvad vil Følgen blive! – Han vorder aldrig færdig. Det Episke har den Feil, om man saa vil, at det kan blive ved saalænge som det skal være, hans Helt, Improvisatoren, 👤Don Juan kan blive ved saalænge det skal være. Digteren vil nu gaae ind i Mangfoldigheden, der vil bestandig blive nok deri, der vil glæde, men han vil aldrig opnaae den Virkning, som 👤Mozart har opnaaet; thi selv om han ►omsider blev færdig, vilde han dog ikke have sagt det Halve af det, 👤Mozart i dette ene Nummer har udtrykt. 👤Mozart har nu ikke indladt sig paa Mangfoldigheden, det er visse store Formationer, der bevæge sig forbi. Dette har sin tilstrækkelige Grund i Mediet selv, i Musikken, der er for abstrakt til at udtrykke Differenserne. Det musikalske Epos bliver saaledes forholdsviis noget kort, og dog har det paa en uforlignelig Maade den episke Egenskab at kunne blive ved saalænge det skal være, da man nemlig bestandig kan lade det begynde forfra og høre det og atter høre det, netop fordi det Almindelige er udtrykt og i Umiddelbarhedens Concretion. Man hører ikke her 👤Don Juan som et enkelt Individ, ikke hans Tale, men man hører Stemmen, Sandselighedens Røst, og den hører man gjennem Qvindelighedens Længsler. Kun paa den Maade kan 👤Don Juan blive episk, at han bestandig bliver færdig og bestandig kan begynde forfra, thi hans Liv er Summen af ►repellerende Momenter, der ingen Sammenhæng have, hans Liv er som Momentet Summen af Momenter, som Summen af Momenter Momentet. I denne Almindelighed, i denne Svæven mellem at være Individ og Naturkraft ligger 👤Don Juan; saasnart han bliver Individ faaer det Æsthetiske ganske andre Kategorier. Derfor er det ogsaa ganske i sin Orden og har dyb indre Betydning, at i den Forførelse, der foregaaer i Stykket, ►👤Zerlines, Pigen er en almindelig Bondepige. Hykkelske Æsthetikere, der under Skin af at forstaae Digtere og Componister bidrage Alt til disses Misforstaaelse, ville maaskee belære os, at 👤Zerline er en ualmindelig Pige. Enhver, der mener dette, viser, at han har totalt misforstaaet 👤Mozart og at han bruger feile Kategorier. At han misforstaaer 👤Mozart er klart nok; thi 👤Mozart har med Flid holdt 👤Zerline saa ubetydelig som mulig, Noget som ogsaa ►👤Hotho er opmærksom paa, uden dog at see den dybe Grund. Hvis nemlig 👤Don Juans Elskov havde været anderledes bestemt end som sandselig, hvis han i aandelig Betydning havde været en Forfører, Noget, der senere skal blive Gjenstand for Betragtningen, da vilde det have været en Grundfeil ved Stykket, at Heltinden i den Forførelse, der dramatisk beskæftiger os i Stykket, er en lille Bondepige. Da fordrede det Æsthetiske, at man havde sat ham en vanskeligere Opgave. For 👤Don Juan derimod gjælder disse Differenser ikke. Hvis jeg kunde tænke mig, at han førte en slig Tale om sig selv, da vilde han maaskee sige: »I tager feil, jeg er ingen Ægtemand, der behøver en ualmindelig Pige for at blive lykkelig; det, hvorved jeg bliver lykkelig, har enhver Pige, og derfor tager jeg dem alle.« Saaledes maae de Ord forstaaes, jeg alt tidligere har berørt: ►selv tre Snese Aars Coquetter – eller et andetsteds: ►pur chè porti la gonella, voi sapete quel chè fà. For 👤Don Juan er enhver Pige en almindelig Pige, ethvert Elskovseventyr en Hverdagshistorie. 👤Zerline er ung og smuk, og hun er en Qvinde, dette er det Ualmindelige, som hun har tilfælleds med hundrede Andre, men det er ikke det Ualmindelige, 👤Don Juan attraaer, men det Almindelige, det, hun har tilfælleds med enhver Qvinde. Hvis dette ikke forholder sig saaledes, saa ophører 👤Don Juan at være absolut musikalsk, saa fordrer det Æsthetiske Ordet, Replikken, medens nu, da det er Tilfældet, 👤Don Juan er absolut musikalsk. Ogsaa fra en anden Side vil jeg belyse dette af Stykkets indre Bygning. ►👤Elvira er 👤Don Juan en farlig Fjende; i de Replikker, der skyldes ►den danske Oversætter, udhæves dette ofte. At det er en Feil, at 👤Don Juan faaer Replik, er vistnok, men deraf følger ikke, at Replikken ikke skulde indeholde en enkelt god Bemærkning. 👤Don Juan frygter altsaa 👤Elvira. Nu mener formodentlig een og anden Æsthetiker grundig at forklare dette ved at fremkomme med en lang Passiar om, at 👤Elvire er en ualmindelig Pige o. s. v. Dette er Alt skudt forbi. Hun er ham farlig, fordi hun er forført. I samme Forstand, aldeles i samme Forstand, bliver 👤Zerline ham farlig, naar hun er forført. Saasnart hun er forført er hun løftet op i en høiere Sphære, der er en Bevidsthed i hende, som 👤Don Juan ikke har. Derfor er hun ham farlig. Det er altsaa igjen ikke ved det Tilfældige, men ved det Almindelige, hun er ham farlig.

✂ 👤Don Juan er altsaa Forfører, hans Erotik Forførelse. Hermed er nu vel sagt Meget, naar det forstaaes rettelig, Lidet, naar det opfattes med en vis almindelig Uklarhed. Vi have allerede seet, at det Begreb, en Forfører, med Hensyn til 👤Don Juan væsentlig er modificeret, idet Gjenstanden for hans Attraa er det Sandselige og dette alene. Dette var af Betydning for at vise det Musikalske i 👤Don Juan. I Oldtiden fandt det Sandselige sit Udtryk i Plastikens tause Stilhed, i den christelige Verden maatte det Sandselige bruse i hele sin utaalmodige Lidenskab. Skjøndt man nu saaledes med Sandhed kan sige, at 👤Don Juan er en Forfører, saa har dette Udtryk, der let kan virke forstyrrende paa enkelte Æsthetikeres svage Hjerner, ofte givet Anledning til Misforstaaelse, idet man har skrabt Løst og Fast sammen, hvad der kunde siges om en saadan, og uden videre overført det paa 👤Don Juan. Snart har man da lagt sin egen Underfundighed for Dagen ved at opspore 👤Don Juans, snart har man snakket sig hæs for at forklare hans Rænker og Snedighed, kort sagt, det Ord Forfører har givet Anledning til, at Enhver har været imod ham som han kunde bedst, har bragt sin Skjærv til en total Misforstaaelse. Om 👤Don Juan maa man bruge det Udtryk Forfører med stor Forsigtighed, saafremt det er Een mere magtpaaliggende at sige noget Rigtigt, end at sige noget Hvilketsomhelst. Dette er ikke fordi 👤Don Juan er for god, men fordi han slet ikke falder ind under ethiske Bestemmelser. Jeg vilde derfor hellere kalde ham en Bedrager, da der dog altid ligger noget mere Tvetydigt deri. Til at være Forfører hører der altid en vis Reflexion og Bevidsthed, og saasnart denne er tilstede, da kan det være paa sit Sted at tale om List og Rænker og ►snedige Anløb. Denne Bevidsthed mangler 👤Don Juan. Han forfører derfor ikke. Han attraaer, denne Attraa virker forførende; forsaavidt forfører han. Han nyder Attraaens Tilfredsstillelse; saasnart han har nydt den, da søger han en ny Gjenstand og saaledes i det Uendelige. Han bedrager vel derfor, men dog ikke saaledes, at han forud anlægger sit Bedrageri, det er Sandselighedens egen Magt, der bedrager de Forførte, og det er snarere en Art 👤Nemesis. Han attraaer og bliver bestandig ved at attraae, og nyder bestandig Attraaens Tilfredsstillelse. Til at være en Forfører mangler han Tiden før, hvori han lægger sin Plan, og Tiden efter, hvori han bliver sig sin Handling bevidst. En Forfører bør derfor være i Besiddelse af en Magt, som 👤Don Juan ikke har, hvor vel udrustet han forøvrigt er – Ordets Magt. Saasnart vi give ham Ordets Magt, ophører han at være musikalsk, og den æsthetiske Interesse bliver en ganske anden. ►👤Achim v. Arnim taler etsteds om en Forfører i en ganske anden Stil, en Forfører, der falder ind under ethiske Bestemmelser. Om ham bruger han et Udtryk, som i Sandhed, Dristighed og Prægnans næsten kan maale sig med et Buestrøg af 👤Mozart. Han siger, han kunde saaledes tale med en Qvinde, at hvis Fanden tog ham, saa snakkede han sig fra det, dersom han kunde komme til at tale med hans Oldemoder. Dette er den egentlige Forfører, den æsthetiske Interesse er her ogsaa en anden, nemlig: hvorledes, Methoden. Derfor ligger der noget meget Dybsindigt i, hvad der maaskee er undgaaet de Flestes Opmærksomhed, at 👤Faust, der reproducerer 👤Don Juan, kun forfører 1 Pige, medens 👤Don Juan i hundredviis; men denne ene Pige er da ogsaa i intensiv Forstand ganske anderledes forført og tilintetgjort end alle de, 👤Don Juan har bedraget; netop fordi 👤Faust som Reproduktion har Aandens Bestemmelse i sig. En saadan Forførers Kraft er Talen, det vil sige Løgnen. Jeg hørte for nogle Dage siden en Landsoldat tale med en Anden om en Tredie, der havde bedraget en Pige; han gav ikke nogen vidtløftig Beskrivelse, og dog var hans Udtryk ganske fortræffeligt: »han kunde saadan med Løgn og saadan.« En slig Forfører er af en ganske anden Art end 👤Don Juan, er væsentlig forskjellig fra ham, som man og kan see deraf, at han og hans Virksomhed er i høi Grad umusikalsk og i æsthetisk Henseende ligger indenfor Bestemmelsen af det Interessante. Gjenstanden for hans Attraa er derfor ogsaa, naar man tænker ham æsthetisk rigtig, noget Mere end det blot Sandselige.

✂ Men hvad er det da for en Kraft, hvormed 👤Don Juan forfører? Det er Attraaens, den sandselige Attraaes Energi. Han attraaer i enhver Qvinde den hele Qvindelighed og deri ligger den sandselig idealiserende Magt, med hvilken han paa engang forskjønner og beseirer sit Bytte. Reflexen af denne gigantiske Lidenskab forskjønner og udvikler det Attraaede, det rødmer i forhøiet Skjønhed ved dens Gjenskin. Som den Begeistredes Ild med forførerisk Glands belyser selv de Uvedkommende, der staae i Forhold til ham, saaledes forklarer han i en langt dybere Forstand enhver Pige, da hans Forhold til hende er et væsentligt. Derfor svinde for ham alle endelige Differenser bort i Sammenligning med hvad der er Hovedsagen: at være en Qvinde. De Ældre forynger han ind i Qvindelighedens skjønne Midte, Børn næsten modner han i et Nu; Alt hvad der er Qvinde er hans Bytte (pur chè porti la gonella voi sapete quel chè fà). Imidlertid skal man nu ingenlunde forstaae det saaledes, som om hans Sandselighed var Blindhed; instinctagtigt veed han meget godt at gjøre Forskjel, og fremfor Alt, han idealiserer. Tænker jeg her et Øieblik tilbage paa et foregaaende Stadium, paa Pagen, saa vil ►Læseren maaskee erindre, at jeg allerede dengang, da der var Tale om ham, sammenstillede en Replik af Pagen med en Replik af 👤Don Juan. Den mythiske Page lod jeg blive staaende, den virkelige lod jeg ►gaae til Armeen. Tænkte jeg mig nu, at den mythiske Page havde løsrevet sig, var kommen i Bevægelse, saa vilde jeg her erindre om en Replik af Pagen, der passer paa 👤Don Juan. ►Idet 👤Cherubin nemlig let som en Fugl og dristig springer ud af Vinduet, gjør det et saa stærkt Indtryk paa ►👤Susanne, at hun er nær ved at daane, og da hun er kommen til sig selv udbryder hun: »►see, hvor han løber – naa, gjør han ikke Lykke blandt Pigerne.« Dette er nemlig ganske rigtigt sagt af 👤Susanne, og Grunden til hendes Daanen er ikke blot Forestillingen om det dristige Spring, men snarere at han allerede har gjort Lykke hos hende. Pagen er nemlig den tilkommende 👤Don Juan, uden at dette dog maa forstaaes paa saa latterlig en Maade, som om Pagen ved at blive ældre blev 👤Don Juan. Nu gjør 👤Don Juan ikke blot Lykke blandt Pigerne, men han gjør Pigerne lykkelige og – ulykkelige, men besynderligt nok, saaledes er det, de vil have det, og det var en daarlig Pige, der ikke ønskede at blive ulykkelig for engang at have været lykkelig med 👤Don Juan. Vedbliver jeg derfor end at kalde 👤Don Juan en Forfører, saa tænker jeg mig ham dog ingenlunde lumskeligen udkastende sine Planer, snedigen beregnende Virkningen af sine Intriguer; det hvorved han bedrager er Sandselighedens Genialitet, hvis Incarnation han ligesom er. Kløgtig Besindighed mangler ham; hans Liv er skummende som den Viin, han styrker sig paa, hans Liv er bevæget som de Toner, der ledsage hans glade Maaltid, altid er han triumpherende. Han behøver ingen Forberedelse, intet Anlæg, ingen Tid; thi han er altid færdig, Kraften er nemlig bestandig i ham og Attraaen ogsaa, og kun naar han attraaer er han ret i sit Element. Han sidder tilbords, glad som en Gud svinger han Pokalen – han reiser sig med Servietten i Haanden, færdig til Angreb. Om 👤Leporello vakte ham midt om Natten, han vaagner op, altid sikker paa sin Seir. Men denne Kraft, denne Magt kan Ordet ikke udtrykke, kun Musikken kan give os en Forestilling derom; den er nemlig for Reflexionen og Tanken uudsigelig. En ethisk bestemmet Forførers List kan jeg tydelig fremsætte i Ord, og Musikken vilde forgjæves vove sig til at løse denne Opgave. Med 👤Don Juan forholder det sig omvendt. Hvad er det for en Magt? – Ingen kan sige det, selv hvis jeg spurgte 👤Zerline derom, ►før hun gaaer paa Ballet: hvad er det for en Magt, hvormed han fængsler dig? – saa vilde hun svare: man veed det ikke; og jeg vilde sige: vel talt, mit Barn! Du taler visere end Indernes Viismænd, ►richtig, das weiß man nicht; og Ulykken er, at jeg heller ikke kan sige dig det.

✂ Denne Kraft i 👤Don Juan, denne Almagt, dette Liv kan kun Musikken udtrykke, og jeg veed intet andet Prædikat derom, end: det er livsfrodig Munterhed. Naar derfor ►👤Kruse lader 👤Don Juan sige, idet han træder ind paa Scenen ved 👤Zerlines Bryllup: »Muntert, Børn! I er jo Alle klædte som til Bryllup,« saa siger han noget ganske Rigtigt og tillige noget Mere end han maaskee tænker paa. Munterheden fører han nemlig selv med sig, og hvad Brylluppet angaaer, saa er det ikke uden Betydning, at de alle ere klædte som til Bryllup; thi 👤Don Juan er ikke blot Mand for 👤Zerline, men han festligholder med Spil og Sang de unge Pigers Bryllup i det hele Sogn. Hvad Under da, at de flokkes om ham, de glade Piger. Og de blive heller ikke skuffede, thi han har Nok for dem Alle. Smiger, Sukke, dristige Blikke, sagte Haandtryk, hemmelig Hvidsken, den farlige Nærhed, den fristende Fjernelse – og det er dog kun ►de mindre Mysterier, Gaver før Brylluppet. Det er en Fryd for 👤Don Juan at skue ud over en saadan riig Høst, det hele Sogn tager han sig af, og dog koster det ham maaskee ikke saa lang Tid, som 👤Leporello bruger paa Contoiret.

✂ Ved det her Udviklede er Tanken da atter ledet hen paa det, der er Undersøgelsens egentlige Gjenstand, at 👤Don Juan er absolut musikalsk. Han attraaer sandseligt, han forfører ved Sandselighedens dæmoniske Magt, han forfører Alle. Ordet, Replikken tilkommer ham ikke; da bliver han strax et reflekterende Individ. Han har overhovedet ikke saaledes Bestaaen, men han haster i en evig Forsvinden, netop ligesom Musikken, om hvilken det gjælder, at den er forbi, saasnart den har ophørt at lyde, og kun bliver til igjen, idet den atter lyder. Naar jeg ⓘ end derfor her vilde opkaste det Spørgsmaal, hvorledes seer 👤Don Juan ud, er han smuk, ung eller ældre, hvor gammel vel omtrent, saa er det ikkun en ►Accommodation fra min Side, og hvad der herom kan siges kan kun vente at finde en Plads her i samme Betydning, som en tolereret Sekt finder det i Statskirken. Skjøn er han, ikke ganske ung; skulde jeg foreslaae en Alder, da vilde jeg foreslaae 33 Aar, det er nemlig ►Generations-Alderen. Det Betænkelige ved at indlade sig paa saadanne Undersøgelser ligger i, at man let taber det Totale, idet man dvæler ved det Enkelte, som om det var ved sin Skjønhed eller hvad man forresten kunde nævne, at 👤Don Juan forførte; man seer ham da, men man hører ham ikke længer, og derved er han tabt. Hvis jeg derfor nu vilde, ligesom for om muligt at gjøre Mit til at forhjælpe Læseren til en Anskuelse af 👤Don Juan, sige: see der staaer han, ⓘ see hvor hans Øie flammer, hans Læbe løfter sig i et Smiil, saa sikker er han paa sin Seier, betragt hans kongelige Blik, det ►fordrer hvad Keiserens er, see hvor let han træder ind i Dandsen, hvor stolt han rækker Haanden, hvo er den Lykkelige, den bydes – eller jeg vilde sige: see, der staaer han i Skovens Skygge, han læner sig til et Træ, han ledsager sig paa en Guitarre, og see, hist forsvinder en ung Pige mellem Træerne, ængstet som et opskræmmet Vildt, men han haster ikke, han veed, hun søger ham; – eller jeg vilde sige: der hviler han ved Søens Bred i den lyse Nat, saa skjøn, at Maanen standser og gjenlever sin Ungdoms Elskov, saa skjøn, at Byens unge Piger gave Meget for at turde liste sig hen og benytte Øieblikkets Mørke, medens Maanen stiger op igjen for at lyse paa Himlen, til at kysse ham – hvis jeg gjorde det, vilde den opmærksomme Læser sige: see, der har han fordærvet sig Alt, der har han selv glemt, at 👤Don Juan ikke skal sees men høres. Derfor gjør jeg det heller ikke, men jeg siger: hør 👤Don Juan, det vil sige, kan Du ikke ved at høre 👤Don Juan faae en Forestilling om ham, saa kan Du det aldrig. Hør hans Livs Begyndelse; som Lynet vikler sig ud af Tordenskyens Mørke, saaledes bryder han frem af Alvorens Dyb, hurtigere end Lynets Fart, ustadigere end denne og dog ligesaa taktfast; hør hvor han styrter sig ned i Livets Mangfoldighed, hvor han bryder sig mod dens faste Dæmning, hør disse lette dandsende Violintoner, hør Glædens Vink, hør Lystens Jubel, hør Nydelsens festlige Salighed, hør hans vilde Flugt; sig selv iler han forbi, stedse hurtigere, stedse ustandseligere, hør Lidenskabens tøilesløse Begjæring, hør Elskovens Susen, hør Fristelsens Hvidsken, hør Forførelsens Hvirvel, hør Øieblikkets Stilhed – ►hør, hør, hør 👤Mozarts 👤Don Juan.

✂

2. Andre Bearbeidelser af 👤Don Juan, betragtede i Forhold til den musikalske Opfattelse

✂ Ideen til 👤Faust har, som bekjendt, været Gjenstand for en Mangfoldighed af Opfattelser; derimod er dette ingenlunde Tilfældet med 👤Don Juan. Det kunde synes besynderligt, saa meget mere som denne sidste Idee betegner et langt universellere Afsnit i det individuelle Livs Udvikling end den første. Imidlertid lader det sig let forklare netop deraf, at det Faustiske forudsætter en saadan aandelig Modenhed, der gjør en Opfattelse langt naturligere. Dertil kommer, hvad jeg alt ovenfor har erindret med Hensyn til den Omstændighed, at der ikke i den Forstand existerer et Sagn om 👤Don Juan, at man dunkelt har følt Vanskeligheden med Hensyn til Mediet, indtil 👤Mozart opdagede Mediet og Ideen. Fra det Øieblik af er Ideen først kommen til sin sande Værdighed, og har da atter mere end nogensinde udfyldt et Tidsrum i det individuelle Liv, men saa ►satisficerende, at Trangen til digterisk at udskille det i Phantasien Oplevede ikke blev til en poetisk Nødvendighed. Dette er igjen et indirecte Beviis for den Mozartske Operas absolute classiske Værdi. Det Ideale i denne Retning havde allerede fundet sit i den Grad fuldendte kunstneriske Udtryk, at det vel kunde virke fristende men ikke fristende til digterisk Productivitet. Fristende har den Mozartske Musik vistnok været, thi hvor var der vel et ungt Menneske, der ikke har havt Øieblikke i sit Liv, da han havde givet sit halve Rige for at være en 👤Don Juan, eller maaskee det hele; hvor han havde givet sin halve Levetid for eet Aar at være 👤Don Juan, eller maaskee sin hele. Men derved blev det da ogsaa de dybere Naturer, der vare berørte af Ideen, de fandt enhver, endog den sagteste Luftning, udtrykt i 👤Mozarts Musik; de fandt i dens grandiose Lidenskab et fuldtonigt Udtryk for hvad der bevægede sig i ⓘ deres eget Indre, de fornam, hvorledes hver Stemning stræbte hen til hiin Musik, ligesom Bækken haster hen for at tabe sig i Havets Uendelighed. Disse Naturer fandt i den Mozartske 👤Don Juan ligesaa meget Text som Commentar, og medens de saaledes gled hen og ned i dens Musik, nød Glæden af at tabe sig selv, vandt de tillige Beundringens Rigdom. Den Mozartske Musik var i ingen Henseende for snæver, tvertimod, deres egne Stemninger udvidedes, antoge en overnaturlig Størrelse, idet man gjenfandt dem i 👤Mozart. De lavere Naturer, som ingen Uendelighed ahne, ingen Uendelighed fatte, Fuskerne, som meente selv at være en 👤Don Juan, fordi de havde knebet en Bondepige i Kinden, slynget deres Arm om en Opvartningspige eller bragt en lille Jomfru til at rødme, de forstode naturligviis hverken Ideen eller 👤Mozart, eller selv at frembringe en 👤Don Juan, uden en latterlig Vanskabning, en Familie-Afgud, der maaskee for nogle Cousiners taagede Sentimental-Blikke syntes en sand 👤Don Juan, Indbegrebet af al Elskværdighed. I den Forstand har 👤Faust endnu aldrig fundet et Udtryk, og kan, som ovenfor bemærket, aldrig finde det, paa Grund af, at Ideen er langt concretere. En Opfattelse af 👤Faust kan fortjene at kaldes fuldendt, og dog vil en følgende Slægt afføde en ny 👤Faust, medens 👤Don Juan paa Grund af Ideens abstracte Charakteer lever evigt til alle Tider, og at ville levere en 👤Don Juan efter 👤Mozart bliver altid at ville skrive en ►Ilias post 👤Homerum, i en endnu langt dybere Forstand end det gjælder om 👤Homer.

✂ Om det her Udviklede nu ogsaa forholder sig rigtigt, saa følger dog ingenlunde deraf, at ikke en enkelt begavet Natur skulde have forsøgt sig i ogsaa paa en anden Maade at opfatte 👤Don Juan. At det forholder sig saaledes, veed Enhver, men hvad Enhver maaskee ikke har lagt Mærke til er, at Typen for alle andre Opfattelser væsentlig er ►👤Molieres 👤Don Juan; men denne er jo igjen meget ældre end 👤Mozarts, og tillige comisk og forholder sig til 👤Mozarts 👤Don Juan som et Eventyr efter ►👤Musæus's Opfattelse forholder sig til en ►👤Tiecks Bearbeidelse. Forsaavidt kan jeg egentlig indskrænke mig til, at omtale den Moliereske 👤Don Juan, og idet jeg æsthetisk søger at vurdere den, tillige indirecte at vurdere de andre Opfattelser. Dog vil jeg gjøre en Undtagelse med ►👤Heibergs Don Juan. Han erklærer selv paa Titlen, at den er »tildeels efter 👤Moliere.« Dette er nu ogsaa ganske vist, men dog har 👤Heibergs Stykke et stort Fortrin for 👤Molieres. Dette har nu vel sin Grund i det sikkre æsthetiske Blik, hvormed 👤Heiberg altid opfatter sin Opgave, den Smag, hvormed han veed at distinguere, men det er dog ikke umuligt, at i nærværende Tilfælde Prof. 👤Heiberg indirecte var paavirket af 👤Mozarts Opfattelse, til at see nemlig, hvorledes 👤Don Juan maa opfattes, saasnart man ikke vil lade Musikken være det egentlige Udtryk eller føre ham ind under ganske andre æsthetiske Kategorier. ►Prof.👤Hauch har ogsaa leveret en 👤Don Juan, der er ifærd med at ville falde ind under Bestemmelsen af ►det Interessante. Idet jeg altsaa nu gaaer over til at omtale den anden Formation af Bearbeidelser af 👤Don Juan, saa behøver jeg vel ikke at erindre Læseren om, at dette ikke skeer i nærværende lille Undersøgelse for disses egen Skyld, men kun for fuldstændigere, end det har været muligt i det Foregaaende, at belyse Betydningen af den musikalske Opfattelse.

✂ Vendepunktet i Opfattelsen af 👤Don Juan er allerede ovenfor blevet betegnet saaledes: saasnart han faaer Replik, er Alt forandret. Den Reflexion nemlig, der motiverer Replikken, reflekterer ham ud af den Dunkelhed, hvori han kun er musikalsk hørlig. Forsaavidt kunde det synes, at 👤Don Juan maaskee allerbedst lod sig opfatte som ►Ballet. Det er ogsaa bekjendt nok, at han er bleven opfattet saaledes. Imidlertid maa man dog rose denne Opfattelse for at have kjendt sine Kræfter, og den har derfor indskrænket sig til den sidste Scene, hvor Lidenskaben i 👤Don Juan lettest maatte blive synlig i det pantomimiske Muskelspil. Følgen heraf er igjen, at 👤Don Juan ikke fremstilles efter sin væsentlige Lidenskab, men efter det Tilfældige, og Placaten til en saadan Forestilling indeholder altid Mere end Stykket; den indeholder nemlig, at det er 👤Don Juan, Forføreren 👤Don Juan, hvorimod Balletten nærmest kun fremstiller Fortvivlelsens Qvaler, hvis Udtryk, forsaavidt dette kun skal være pantomimisk, han har tilfælleds med mange andre Fortvivlede. Det Væsentlige i 👤Don Juan kan ikke fremstilles i Ballet, og Enhver føler lettelig, hvor latterligt det vilde blive, at see 👤Don Juan besnære en Pige ved sine Dandsetrin og sindrige Gesticulationer. 👤Don Juan er en Bestemmelse ind efter og kan ikke saaledes blive synlig eller aabenbare sig i Legemets Former og disses Bevægelser, eller i plastisk Harmoni.

✂ Om man nu end ikke vilde give 👤Don Juan Replik, saa lod der sig tænke en Opfattelse af 👤Don Juan, der desuagtet brugte Ordet som Medium. En saadan existerer ogsaa virkelig af ►👤Byron. At 👤Byron i mange Maader netop var udrustet til at fremstille en 👤Don Juan, er vistnok, og man kan derfor være sikker paa, at naar dette Foretagende mislykkedes, Grunden ikke ligger i 👤Byron, men langt dybere. 👤Byron har vovet at lade 👤Don Juan blive til for os, at fortælle os hans Barndoms og Ungdoms Liv, at construere ham ud af endelige Livsforholdes Context. Derved blev 👤Don Juan en reflekteret Personlighed, som taber den Idealitet, han har i den traditionelle Forestilling. Jeg vil her strax udvikle, hvilken Forandring der foregaaer med Ideen. Naar 👤Don Juan opfattes musikalsk, da hører jeg i ham Lidenskabens hele Uendelighed, men tillige dens uendelige Magt, som Intet kan modstaae; jeg hører Attraaens vilde Begjær, men tillige denne Attraaes absolute Seirrighed, mod hvilken det vilde være forgjæves, om Nogen vilde gjøre Modstand. Dvæler Tanken en enkelt Gang ved Hindringen, saa faaer denne snarere Betydning af blot at ophidse Lidenskaben end virkelig at sætte sig imod, Nydelsen forøges, Seiren er vis og Hindringen kun en Pirring. Et saadant elementarisk bevæget Liv dæmonisk mægtigt og uimodstaaeligt har jeg i 👤Don Juan. Dette er hans Idealitet, og denne kan jeg uforstyrret glæde mig ved, fordi Musikken ikke fremstiller mig ham som Person eller Individ, men som Magt. Er 👤Don Juan opfattet som Individ, saa er han ►eo ipso i Conflict med en ham omgivende Verden, som Individ føler han denne Omgivelses Tryk og Lænke, som stort Individ beseirer han den maaskee, men man føler strax, at Hindringernes Vanskeligheder her spille en anden Rolle. Det er dem, Interessen væsentlig beskæftiger sig med. Men dermed er 👤Don Juan ført ind under Bestemmelsen af ►det Interessante. Vilde man her fremstille ham som absolut seirrig ved Hjelp af Ordbram, saa føler man strax, at dette ikke tilfredsstiller, da det ikke hører et Individ som saadant væsentlig til at være seirrig og man fordrer Conflictens Krisis.

✂ Den Modstand, som Individet har at bekæmpe, kan deels være en udvortes, der ikke ligger saameget i Gjenstanden som i den omgivende Verden, deels kan den ligge i Gjenstanden selv. Det Første er det, der nærmest har beskæftiget alle Opfattelser af 👤Don Juan, fordi man har beholdt det Moment af Ideen, at han som Erotiker maatte være seirrig. Fremhæver man derimod den anden Side, saa troer jeg først, at der aabner sig Udsigt til en betydningsfuld Opfattelse af 👤Don Juan, der vil danne et Modbillede til den musikalske 👤Don Juan, hvorimod enhver Opfattelse af 👤Don Juan, der ligger imellem disse, altid beholder Ufuldkommenheder. I den musikalske 👤Don Juan vilde man da have den extensive Forfører, i den anden den intensive. Denne sidste 👤Don Juan fremstilles da ikke som ved et eneste Slag at komme i Besiddelse af sin Gjenstand, han er ikke Forføreren umiddelbar bestemt, han er den reflekterede Forfører. Det, der her vil beskæftige os, er den Snedighed, den Underfundighed, hvormed han veed at snige sig ind i en Piges Hjerte, det Herredømme, han veed at forskaffe sig derover, den bedaarende, planmæssige, successive Forførelse. Her bliver det ligegyldigt, hvor mange han har forført, det, der beskæftiger, er den Kunst, den Grundighed, den dybsindige Underfundighed, hvormed han forfører. Tilsidst bliver Nydelsen selv saa reflekteret, at den i Forhold til den musikalske 👤Don Juans Nydelse bliver en anden. Den musikalske 👤Don Juan nyder Tilfredsstillelsen, den reflekterede 👤Don Juan nyder Bedraget, nyder Listen. Den umiddelbare Nydelse er forbi, og der nydes mere en Reflexion over Nydelsen. I denne Henseende findes der ►et enkelt Vink i 👤Molieres Opfattelse, kun at dette ingenlunde kan komme til at skee sin Ret, fordi den hele øvrige Opfattelse forstyrrer. Attraaen hos 👤Don Juan vaagner, fordi han seer den ene Pige lykkelig i sit Forhold til den hun elsker, han begynder med at være jaloux. Dette er en Interesse, som i Operaen aldeles ikke vilde beskæftige os, netop fordi 👤Don Juan ikke er et reflekteret Individ. Saasnart 👤Don Juan opfattes som et reflekteret Individ, kan man kun opnaae en til den musikalske svarende Idealitet, naar man fører Sagen ind paa det psychologiske Gebeet. Intensitetens Idealitet bliver det da, man opnaaer. Derfor maa 👤Byrons 👤Don Juan ansees for forfeilet, fordi denne episk udbreder sig. Den umiddelbare 👤Don Juan maa forføre 1003, den reflekterede behøver kun at forføre een, og det, der beskæftiger os, er, hvorledes han gjør det. Den reflekterede 👤Don Juans Forførelse er et Kunststykke, hvori hvert enkelt lille Træk har sin særlige Betydning; den musikalske 👤Don Juans Forførelse er en Haandevending, et Øiebliks Sag, hurtigere gjort end sagt. Jeg mindes et ►Tableau, jeg engang har seet. Et smuk ungt Menneske, ret en Pigernes Jens. Han legede med en Deel unge Piger, der alle vare i den farlige Alder, da de hverken ere Voxne eller Børn. Blandt Andet morede de dem med at springe over en Grøft. Han stod ved Kanten og var dem behjælpelig ved Springet, idet han tog dem om Livet, løftede dem let i Veiret og satte dem over paa den anden Side. Det var et yndigt Syn; jeg glædede mig ligesaa meget over ham som over de unge Piger. Da tænkte jeg paa 👤Don Juan. De løbe ham selv i Armene, de unge Piger, da griber han dem, ligesaa hurtigt, ligesaa adret sætter han dem over paa den anden Side af Livets Grøft.

✂ Den musikalske 👤Don Juan er absolut seirrig og derfor naturligviis ogsaa i absolut Besiddelse af ethvert Middel, der kan føre til denne Seir, eller rettere, han er i saa absolut Besiddelse af Midlet, at det er ligesom han ikke behøvede at ⓘ bruge det, det vil sige, han bruger det ikke som Middel. Saasnart han bliver et reflekteret Individ, saa viser det sig, at der er Noget til, som hedder: Midlet. Giver Digteren ham nu dette, men gjør ved Siden deraf Modstanden og Hindringen saa betænkelig, at Seiren bliver tvivlsom, saa falder 👤Don Juan ind under Bestemmelsen af det Interessante, og i denne Henseende kan der tænkes flere Opfattelser af 👤Don Juan, indtil man naaer hen til hvad vi tidligere have kaldet den intensive Forførelse; negter Digteren ham Midlet, saa falder Opfattelsen ind under Bestemmelsen af det Comiske. En fuldendt Opfattelse, der har ført ham ind under det Interessante, har jeg ikke seet; derimod gjælder det om de fleste Opfattelser af 👤Don Juan, at de nærme sig til det Comiske. Dette lader sig let forklare deraf, at de knytte sig til 👤Moliere, i hvis Opfattelse det Comiske slumrer, og det er 👤Heibergs Fortjeneste, at han er bleven sig dette tydelig bevidst og derfor ikke blot kalder sit Stykke et Marionetspil, men paa saa mange andre Maader lader det Comiske skinne frem. Saasnart en Lidenskab, idet den fremstilles, negtes Midlet til sin Tilfredsstillelse, saa kan dette enten fremkalde en tragisk eller en comisk Vending. En tragisk Vending kan ikke godt fremkaldes, hvor Ideen viser sig som aldeles uberettiget, og derfor ligger det Comiske saa nær. Fremstiller jeg Spillelysten i et Individ og giver nu dette Individ ►5 Rbd. at spille bort, saa blev Vendingen comisk. Ganske saaledes forholder det sig vel ikke med den moliereske 👤Don Juan, men dog paa en lignende Maade. Lader jeg 👤Don Juan være i Pengeforlegenhed, plaget af Creditorer, saa taber han strax den Idealitet, han har i Operaen, og Virkningen bliver comisk. ►Den berømte comiske Scene hos 👤Moliere, der som comisk Scene har stor Værdi og tillige passer meget godt ind i hans Comedie, burde naturligviis derfor aldrig være optaget i Operaen, hvor den virker aldeles forstyrrende.

✂ At den Moliereske Opfattelse stræber hen til det Comiske, det viser ikke blot den omtalte comiske Scene, der, hvis den stod ganske isoleret, vilde slet Intet bevise, men det hele Anlæg bærer Præget deraf. ►👤Sganarels første og sidste Replik, Begyndelsen og Enden af hele Stykket, vidner meer end tilstrækkelig herom. 👤Sganarel begynder med en Lovtale over ►en Prise Tobak, hvoraf man blandt Andet seer, at han ikke maa have slet saa travlt i denne 👤Don Juans Tjeneste; han ender med at beklage sig over, at han er den Eneste, der er skeet Uret. Naar man nu betænker, at 👤Moliere ogsaa lader ►Støtten komme og hente 👤Don Juan, og at han, uagtet 👤Sganarel ogsaa har været Vidne til dette Forfærdelige, dog lægger ham disse Ord i Munden, som om han vilde sige, at Støtten, da den forresten gav sig af med at øve Retfærdighed paa Jorden, at straffe Lasten, ogsaa burde have været betænkt paa at kunne betale 👤Sganarel den ham tilkommende Løn, for lang og tro Tjeneste hos 👤Don Juan, hvilken hans Herre paa Grund af sin pludselige Bortgang ikke saae sig istand til at afgjøre, naar man betænker dette, saa vilde vel Enhver føle det Comiske i 👤Molieres 👤Don Juan. (👤Heibergs Bearbeidelse, der har det store Fortrin for 👤Molieres, at den er mere correct, har ogsaa paa mange Maader fremkaldt en comisk Virkning ved at lægge 👤Sganarel en tilfældig Lærdom i Munden, der i ham lader os see en halvstuderet Røver, der efter at have forsøgt sig paa mange Maader tilsidst ender som Tjener hos 👤Don Juan.) Helten i Stykket, 👤Don Juan, er ►Intet mindre end en Helt, han er et forulykket Subject, der formodentlig er gaaet ►reject til Attestats og nu har valgt en anden Levevei. Vel erfarer man nemlig, at han er en ►Søn af en meget fornem Mand, der ogsaa søger at begeistre ham til Dyd og udødelige Bedrifter ved Forestillingen om hans Forfædres store Navn, men dette er saa usandsynligt, i Forhold til hans hele øvrige Optræden, at man snarest derved kommer til at tænke paa, om det Hele ikke skulde være en Løgn, 👤Don Juan selv har opspundet. Hans Adfærd er ikke meget ridderlig, man seer ham ikke med Kaarden i Haanden at bane sig Vei gjennem Livets Vanskeligheder, han uddeler Ørefigen snart til den Ene, snart til den Anden, ja han kommer saagodtsom ►op at slaaes med den ene Piges Forlovede. Hvis altsaa 👤Molieres 👤Don Juan virkelig er en Ridder, saa veed Digteren ypperlig at bringe os til at glemme det og ⓘ istedetderfor ►at lade os see en Slagsbroder, en almindelig Udhaler, der ikke er bange for at slaaes paa Næverne. Den, som har havt nogen Leilighed til at gjøre hvad man kalder en Udhaler til Gjenstand for sin Iagttagelse, han vil ogsaa vide, at den Classe af Mennesker har en stor Forkjærlighed for Søen, og han vil derfor ogsaa finde det ganske i sin Orden, at 👤Don Juan har faaet Øie paa et Par Skjørter og nu strax skal efter dem ud i en Baad paa ►Kallebostrand, et Søndagseventyr paa Søen, samt at Baaden kantrer. 👤Don Juan og 👤Sganarel er nærved at sætte Livet til og reddes langt om længe af ►👤Pedro og den lange 👤Lucas, der først har væddet, om det virkelig er Mennesker eller en Steen, et Væddemaal, der koster 👤Lucas ►1 Mk. 8 Sk., hvilket næsten er for meget for 👤Lucas og for 👤Don Juan. Naar man nu finder dette ganske i sin Orden, saa bliver Indtrykket et Øieblik forstyrret, idet man faaer at vide, at 👤Don Juan tillige er en Karl, der har forført ►👤Elvire, myrdet 👤Commandanten o. s. v., Noget man finder høist urimeligt og som man atter maa forklare som en Løgn for at bringe Harmoni tilveie. Skal 👤Sganarel give os en Forestilling om den Lidenskab, der raser i 👤Don Juan, saa er hans Udtryk saa travesteret, at man umulig kan bare sig for at lee, saaledes naar 👤Sganarel siger til ►👤Gusman: at 👤Don Juan, for at faae den, han ønsker, gjerne ægtede hendes Hund og Kat, ja det som værre er, Dig selv med; eller naar han bemærker, at hans Herre ikke blot er vantro i Kjærligheden, men og ►i Medicinen.

✂ Dersom nu den Moliereske Opfattelse af 👤Don Juan, som comisk Bearbeidelse betragtet, var correct, saa skulde jeg ikke videre omtale den her, da jeg i denne Undersøgelse kun har med den ideale Opfattelse og Musikkens Betydning for denne at gjøre. Jeg kunde da nøies med at gjøre opmærksom paa den mærkelige Omstændighed, at kun i Musik har man opfattet 👤Don Juan idealt i den Idealitet, han har i Middelalderens traditionelle Forestilling. Manglen af en ideal Opfattelse i Ordets Medium kunde da afgive et indirecte Beviis for min Sætnings Rigtighed. Her kan jeg imidlertid gjøre Mere, netop fordi 👤Moliere ikke er correct, og det, der har forhindret ham i at blive det, er at han har bevaret noget af det Ideale i 👤Don Juan, saaledes som dette skyldes den traditionelle Forestilling. Idet jeg da udpeger dette, vil det atter vise sig, at dette dog væsentlig kun lader sig udtrykke ved Musik, og saaledes kommer jeg atter tilbage paa min egentlige Thesis.

✂ Strax i første Act af 👤Molieres 👤Don Juan har 👤Sganarel en meget lang Replik, i hvilken han vil give os en Forestilling om hans Herres grændseløse Lidenskab og hans Eventyrs Mangfoldighed. Denne Replik svarer ganske til ►den anden Tjener-Arie i Operaen. Repliken fremkalder slet ingen Virkning uden comisk, og her har atter 👤Heibergs Opfattelse det Fortrin, at det Comiske er mere ublandet end hos 👤Moliere. Denne gjør derimod et Forsøg paa at lade os ahne hans Magt, men Virkningen udebliver, kun Musikken kan forene det, fordi den paa samme Tid beskriver 👤Don Juans Adfærd, bringer os til at høre Forførelsens Magt, paa samme Tid som Listen rulles op for os.

✂ Hos 👤Moliere kommer Støtten i sidste Act for at hente 👤Don Juan. Om Digteren nu end har søgt at motivere Støttens Fremtræden ved at lade et Varsel gaae iforveien, saa bliver dog denne Steen altid en dramatisk Anstødssteen. Er 👤Don Juan idealt opfattet som Kraft, som Lidenskab, saa maa Himlen selv sætte sig i Bevægelse. Er dette ikke Tilfælde, saa bliver det altid betænkeligt at bruge saa stærke Midler. ►👤Commandanten behøver i Sandhed ikke at uleilige sig, da det jo ligger langt nærmere at ►👤Hr. Paaske lader 👤Don Juan sætte i ►Slutteriet. Dette vilde være ganske i den moderne Comedies Aand, der ikke behøver saa store Magter for at knuse, netop fordi de bevægende Magter selv ikke ere saa grandiose. Det vilde ganske ligne den at lade 👤Don Juan lære Virkelighedens trivielle Skranker at kjende. I Operaen er det ganske rigtigt, at 👤Commandanten kommer igjen, men hans Optræden har da ogsaa ideal Sandhed. Musikken gjør strax 👤Commandanten til noget Mere end et enkelt Individ, hans Stemme udvides til en Aands Stemme. Som derfor 👤Don Juan i Operaen er opfattet med æsthetisk Alvor, saaledes er 👤Commandanten det ogsaa. Hos 👤Moliere kommer han med ethisk ►Gravitet og Tyngde, der næsten gjør ham latterlig; i Operaen kommer han med æsthetisk Lethed, metaphysisk Sandhed. Ingen Magt i Stykket, ingen Magt i Verden har formaaet at tvinge 👤Don Juan, kun en Aand, et ►Gjenfærd formaaer det. Naar man vil forstaae dette rigtigt, saa vil dette atter belyse Opfattelsen af 👤Don Juan. En Aand, et Gjenfærd er Reproduction, dette er den Hemmelighed, der ligger i at komme igjen, men 👤Don Juan kan Alt, kan modstaae Alt undtagen Reproductionen af Livet, netop fordi han er umiddelbart sandseligt Liv, hvis Negation Aanden er.

✂ Saaledes som 👤Sganarel opfattes af 👤Moliere bliver han en uforklarlig Person, hvis Charakteer bliver i høi Grad forvirret. Det, der her virker forstyrrende, er igjen, at 👤Moliere har bevaret Noget af det Traditionelle. Som 👤Don Juan overhovedet er en Magt, saa viser dette sig ogsaa i hans Forhold til 👤Leporello. Denne føler sig dragen hen til ham, overvældet af ham, synker ind i ham, og bliver et blot Organ for hans Herres Villie. Denne dunkle, uigjennemsigtige Sympathi gjør netop 👤Leporello til en musikalsk Person, og man finder det ganske i sin Orden, at han ikke formaaer at løsrive sig fra 👤Don Juan. Med 👤Sganarel er det en anden Sag. Hos 👤Moliere er 👤Don Juan et enkelt Individ, og 👤Sganarel træder altsaa i Forhold til ham som til et Individ. Føler nu 👤Sganarel sig uopløselig knyttet til ham, saa er det ikke mere end et billigt æsthetisk Krav at fordre oplyst, hvorledes dette lader sig forklare. Det nytter Intet, at 👤Moliere ►lader ham sige, at han ikke kan løsrive sig fra ham, dertil seer nemlig Læseren eller Tilskueren ingen fornuftig Grund, og om en fornuftig Grund er her netop Spørgsmaal. Den Ustadighed, der er i 👤Leporello, er vel motiveret i Operaen, fordi han i Forhold til 👤Don Juan er nærmere ved at være individuel Bevidsthed, og det Don Juanske Liv derfor reflekterer sig forskjelligt i ham, uden at han dog egentlig er i Stand til at gjennemtrænge det. Hos 👤Moliere er 👤Sganarel ogsaa snart værre, snart bedre end 👤Don Juan, men ubegribeligt bliver det, at han ikke forlader ham, da han end ikke faaer sin Løn. Skal man da i 👤Sganarel tænke sig en Eenhed, der svarer til den sympathetiske musikalske Dunkelhed, 👤Leporello har i Operaen, saa bliver der ikke Andet for end at lade denne være en partiel Fjollethed. Man seer da atter et Exempel paa, hvorledes det Musikalske maa frem, for at 👤Don Juan kan opfattes i sin sande Idealitet. Feilen hos 👤Moliere er ikke, at han har opfattet ham comisk, men at han ikke har været correct.

✂ 👤Molieres👤Don Juan er ogsaa en Forfører, men at han er det, derom giver Stykket os kun en ringe Forestilling. At 👤Elvire hos 👤Moliere er 👤Don Juans ►Gemalinde er unegtelig særdeles rigtigt anlagt med Hensyn til den comiske Virkning. Man seer strax, at det er en almindelig Person, man har med at gjøre, der bruger Ægteskabsløfter til at bedrage en Pige med. 👤Elvire taber derved hele den ideale Holdning, hun har i Operaen, hvor hun møder uden andre Vaaben end den fornærmede Qvindeligheds, medens man her tænker sig hende med Ægteskabs-Documenter, og 👤Don Juan taber den forføreriske Tvetydighed af at være en ung Mand og en forsøgt Ægtemand, det vil sige, forsøgt i alle udenoms Forsøg. Hvorledes han har bedraget 👤Elvire, ved hvilke Midler han har lokket hende ud af Klosteret, derom skulle vel enkelte Replikker af 👤Sganarel oplyse os; men da den Forførelsesscene, der foregaaer i Stykket, ikke giver os Leilighed til at beundre 👤Don Juans Kunst, saa svækkes naturligviis Tilliden til hine Efterretninger. Forsaavidt nu 👤Molieres 👤Don Juan er comisk, saa var det jo ikke nødvendigt; men da han dog selv vil lade os forstaae, at hans 👤Don Juan virkelig er Helten 👤Don Juan, der har bedaaret 👤Elvire og dræbt 👤Commandanten, saa seer man let det Feilagtige hos 👤Moliere, men man bringes da tillige til at tænke, om det dog egentlig ikke havde sin Grund i, at 👤Don Juan nu engang ikke lader sig fremstille som Forfører uden ved Hjælp af Musik, med mindre man, som ovenfor bemærket, vil gaae ind i det Psychologiske, hvilket dog igjen ikke let kan faae dramatisk Interesse. Hos 👤Moliere hører man ham heller ikke bedaare de to unge Piger, ►👤Mathurine og 👤Charlotte, Bedaarelsen ligger udenfor Scenen, og da 👤Moliere atter her lader os formode, at 👤Don Juan har givet dem Ægteskabsløfte, saa faaer man atter her kun ringe Tanker om hans Talent. At bedrage en Pige ved et Ægteskabsløfte, det er en saare fattig Kunst, og fordi Een er lav nok til at gjøre dette, deraf følger ingenlunde, at han er høi nok til at kaldes 👤Don Juan. Den eneste Scene, der synes at ville fremstille os 👤Don Juan i hans forførende, skjøndt lidet forføreriske Virksomhed, er ►Scenen med 👤Charlotte. Men at sige til en ung Bondepige, at hun er smuk, at hun har spillende Øine, at bede hende vende sig om, for at betragte hendes Skabning, det forraader ikke noget Ualmindeligt hos 👤Don Juan, men en liderlig Karl, der betragter en ung Pige som en Pranger en Hest. Comisk Virkning kan man gjerne indrømme Scenen, og forsaavidt den kun skulde have det, vilde jeg ikke omtale den her. Men da dette hans notoriske Forsøg staaer i intet Forhold til de mange Historier, han maa have havt, saa bidrager atter denne Scene directe eller indirecte til at vise det Ufuldkomne i Comedien. 👤Moliere synes at have villet gjøre noget Mere af ham, synes at have villet vedligeholde det Ideale i ham, men han mangler Mediet, og derfor falder Alt, hvad der virkelig foregaaer, noget ubetydeligt. Overhovedet kan man sige, at i 👤Molieres 👤Don Juan faae vi kun historisk at vide, at han er Forfører; dramatisk seer man det ikke. Den Scene, hvor han viser sig i mest Activitet, er ►Scenen med 👤Charlotte og 👤Mathurine, hvor han holder begge op med Snak og bestandig bilder hver især ind, at det er hende, han har lovet at ægte. Men det, der her beskæftiger vor Opmærksomhed, er ikke hans forførende Kunst, men en ganske almindelig Theater-Intrigue.

✂ Hvad her er blevet udviklet kan jeg maaskee til Slutning belyse ved at tage Hensyn til en Bemærkning, man ofte har gjort, at 👤Molieres 👤Don Juan er mere moralsk end 👤Mozarts. Dette er imidlertid netop, naar det forstaaes rigtigt, en Lovtale over Operaen. I Operaen er der ikke blot Snak om en Forfører, men 👤Don Juan er en Forfører, og man kan ikke negte, at Musikken i sine Enkeltheder ofte kan være forførerisk nok. Saaledes skal det imidlertid være; og dette er netop dens Storhed. Derfor at sige, at Operaen er umoralsk, er en Taabelighed, som ogsaa kun hidrører fra Folk, der ikke forstaae at opfatte en Heelhed, men fanges af Enkeltheder. Den definitive Stræben i Operaen er i høi Grad moralsk, og Indtrykket af den absolut velgjørende, fordi Alt er stort, Alt har ægte, usminket Pathos, Lystens Lidenskab ikke mindre end Alvorens, Nydelsens ikke mindre end Vredens.

✂

3. Operaens indre musikalske Bygning

✂ Skjøndt Overskriften over dette Afsnit allerede maa ansees for tilstrækkelig oplysende, vil jeg dog for en Sikkerheds Skyld gjøre opmærksom paa, at det naturligviis ingenlunde her er min Agt at give en æsthetisk Vurdering af Stykket 👤Don Juan eller en Efterviisning af den dramatiske Structur i Texten. Saaledes at adskille maa man altid være meget forsigtig med, især ved en classisk Frembringelse. Hvad jeg nemlig allerede ofte har udhævet i det Foregaaende vil jeg her endnu engang gjentage; at 👤Don Juan kun musikalsk lader sig udtrykke, det har jeg selv væsentlig erfaret gjennem Musikken, og jeg bør derfor paa enhver Maade vaage over, at det ikke faaer Udseende af, at Musikken paa en udvortes Maade træder til. Behandler man Sagen saaledes, saa kan man for mig beundre Musikken i denne Opera saa meget man vil, dens absolute Betydning har man ikke opfattet. En saadan usand Abstraction har ►👤Hotho ikke holdt sig fri for, og deraf kommer det, at hans Fremstilling ikke kan ansees for ►satisficerende, hvor talentfuld den end ellers er. Hans Stiil, hans Fremstilling, hans Reproduction er livlig og bevæget; hans Kategorier ere ubestemte og svævende, hans Opfattelse af 👤Don Juan er ikke gjennemtrængt af een Tanke, men opløst i mange. For ham er 👤Don Juan en Forfører. Men allerede denne Kategori er ubestemt, og dog maa det være bestemt, i hvilken Forstand han er det, som jeg ogsaa har forsøgt at gjøre det. Om denne Forfører siges der nu en Mængde i og for sig sande Ting; men da almindelige Forestillinger her meget for meget faae Lov at raade, bliver en saadan Forfører let saa reflekteret, at han ophører at være absolut musikalsk. Han gjennemgaaer Stykket Scene for Scene, hans Referat er frisk gjennemsyret af hans Individualitet, paa enkelte Steder maaskee lidt for meget. Naar dette er skeet, da følger ofte sympathetiske Udgydelser over, hvor skjønt og rigt og mangfoldigt 👤Mozart har udtrykt Alt dette. Men denne lyriske Glæde over 👤Mozarts Musik er for lidt, og hvor godt den end klæder Manden, og hvor skjønt den end veed at udtrykke sig, 👤Mozarts 👤Don Juan bliver ved denne Opfattelse ikke anerkjendt i sin absolute Gyldighed. Til denne Anerkjendelse er det, at jeg stræber hen, fordi denne Anerkjendelse er identisk med den rette Indsigt i, hvad der udgjør denne Undersøgelses Gjenstand. Det er derfor ikke min Hensigt at gjøre den hele Opera til Gjenstand for Betragtningen, men vel Operaen i dens Heelhed, ikke særskilt at omtale dens enkelte Dele, men saavidt muligt i Betragtningen at incorporere dem, ikke at see dem ud af Forbindelsen med det Hele, men ind i denne.

✂ I et Drama samler ganske naturligt Hovedinteressen sig om hvad man kalder Helten i Stykket; de øvrige Personer indtage i Forhold til ham kun en underordnet og relativ Betydning. Jo mere imidlertid den indre Reflexion i Dramaet trænger igjennem med sin adskillende Magt, desto mere antage ogsaa Bipersonerne en vis relativ Absoluthed, om jeg saa tør sige. Dette er ingenlunde en Feil, men tvertimod et Fortrin, ligesom den Betragtning af Verden, der kun kan øine de enkelte fremragende Individer og disses Betydning i Verdensudviklingen, men ikke bliver de ►subalterne vaer, vel i en vis Forstand staaer høiere, men er lavere end den, der seer det Mindre med i dets ligesaa store Gyldighed. Dramatikeren vil dette kun lykkes for i samme Grad som der intet Incommensurabelt bliver tilbage, Intet af den Stemning, hvoraf Dramaet fremgaaer, det vil sige, Intet af den Stemning ►qua Stemning, men Alt er omsat i ►den dramatiske hellige Møntsort: Handling og Situation. I samme Grad som dette lykkes Dramatikeren, i samme Grad vil ogsaa det Totalindtryk, hans Værk efterlader, mindre være en Stemning end en Tanke, en Idee. Jo mere Totalindtrykket af et Drama er en Stemning, jo mere kan man være sikker paa, at Digteren selv har ahnet det i Stemningen og successivt ladet det blive til deraf, ikke grebet det i Ideen og ladet denne dramatisk udfolde sig. ►Et saadant Drama lider da af en abnorm Overvægt af det Lyriske. Dette er en Feil ved et Drama, men ingenlunde en Feil ved en Opera. Det, som bevarer Eenheden i Operaen, er den Grundtone, der bærer det Hele.

✂ Hvad her er sagt om den dramatiske Totalvirkning gjælder igjen om Dramaets enkelte Dele. Skulde jeg med eet Ord betegne Dramaets Virkning, forsaavidt denne er forskjellig fra den, enhver anden Digtart fremkalder, saa vilde jeg sige: Dramaet virker ved det Samtidige. I Dramaet seer jeg de udenfor hinanden staaende Momenter sammen i Situationen, Handlingens Eenhed. Jo mere nu de ►discrete Momenter ere udsondrede, jo dybere den dramatiske Situation er gjennemreflekteret, desto mindre vil den dramatiske Eenhed være en Stemning, desto mere vil den være en bestemt Tanke. Men ligesom Operaens Totalitet ikke kan være saaledes gjennemreflekteret, som det er Tilfældet i det egentlige Drama, saaledes er dette ogsaa Tilfældet med den musikalske Situation, der vel er dramatisk men dog har sin Eenhed i Stemningen. Den musikalske Situation har det Samtidige ligesom enhver dramatisk Situation, men Kræfternes Virksomhed er en Samlyden, en Samstemmen, er Harmoni, og Indtrykket af den musikalske Situation er den Eenhed, som tilveiebringes ved at høre sammen, hvad der lyder sammen. Jo mere Dramaet er gjennemreflekteret, desto mere er Stemningen forklaret til Handling. Jo mindre Handling, jo mere er det lyriske Moment overveiende. Dette er i Operaen ganske i sin Orden. Operaen har ikke saa meget Charakteerskildring og Handling til sit immanente Formaal, dertil er den ikke reflekteret nok. I Operaen finder derimod den ureflekterede, substantielle Lidenskab sit Udtryk. Den musikalske Situation ligger i Stemningens Eenhed, i den discrete Stemmefleerhed. Dette er netop det Eiendommelige ved Musikken, at den kan bevare Stemmefleerheden i Stemningens Eenhed. Naar man i daglig Tale nævner det Ord Stemmefleerhed, saa betegner man gjerne derved en Eenhed, der er det endelige Resultat; i Musikken er det ikke saaledes Tilfældet.

✂ Den dramatiske Interesse fordrer en rask Fremadskriden; en bevæget Takt, hvad man kunde kalde Faldets immanent voxende Hurtighed. Jo mere Dramaet er gjennemtrængt af Reflexionen, desto mere ustandset haster det frem. Er derimod det lyriske eller det episke Moment eensidigt overveiende, saa yttrer det sig i en vis Bedøven, der lader Situationen indslumre, der gjør den dramatiske Proces og Fortgang træg og besværlig. I Operaens Væsen ligger ikke denne Hasten, for den er en vis Dvælen eiendommelig, en vis Sig-Udbreden i Tid og Rum. Handlingen har ikke Faldets Hurtighed eller dets Retning, men bevæger sig mere horizontalt. Stemningen er ikke sublimeret i Charakteer og Handling. Som en Følge deraf kan Handlingen i en Opera kun være umiddelbar Handling.

✂ Anvende vi det her Udviklede paa Operaen 👤Don Juan, saa vil det give os Anledning til at see den i dens sande classiske Gyldighed. 👤Don Juan er Helten i Operaen, paa ham samler Hovedinteressen sig; dog ikke blot dette, men han giver alle de andre Personer Interesse. Dette maa imidlertid ikke tages i nogen udvortes Forstand, men det er netop Hemmeligheden i denne Opera, at Helten deri tillige er Kraften i de øvrige Personer, 👤Don Juans Liv er Livsprincipet i dem. Hans Lidenskab sætter de andres Lidenskab i Bevægelse, hans Lidenskab gjenlyder overalt, den gjenlyder i og bærer 👤Commandantens Alvor, 👤Elvires Vrede, ►👤Annas Had, ►👤Ottavios Vigtighed, 👤Zerlines Angst, ►👤Mazettos Forbittrelse, 👤Leporellos Forvirring. Som Helten i Operaen er 👤Don Juan Stykkets Nævner, han giver det som Helten i Almindelighed dets Navn, men han er Mere, han er, om jeg saa maa sige, General-Nævner. Al anden Existens er i Forhold til hans kun en ►deriveret. Fordrer man nu af en Opera, at dens Eenhed er en Grundtone, saa vil man let indsee, at der ikke lader sig tænke nogen fuldkomnere Opgave for en Opera end Don 👤Juan. Grundtonen kan nemlig være et i Forhold til Stykkets Kræfter Tredie, der bærer disse. Som Exempel paa en saadan Opera vilde jeg anføre ►den hvide Dame; men en ⓘ saadan Eenhed er i Forhold til Operaen en ►yderligere Bestemmelse af det Lyriske. I 👤Don Juan er Grundtonen ingen anden end Grundkraften i selve Operaen, denne er 👤Don Juan, men han er igjen – netop fordi han ikke er Charakteer men væsentlig Liv – absolut musikalsk. De øvrige Personer i Operaen ere heller ikke Charakterer men væsentlig Lidenskaber, der ere ►satte ved 👤Don Juan, og forsaavidt igjen blive musikalske. Som nemlig 👤Don Juan omslynger Alle, saaledes slynge disse sig igjen om 👤Don Juan, de ere de udvortes Conseqvenser, hans Liv bestandig selv sætter. Det er denne 👤Don Juans Musikalske Livs absolute Centralitet i Operaen, der gjør, at den udøver en Illusionens Magt som ingen anden, at dens Liv river Een hen i det Liv, som er i Stykket. Paa Grund af det Musikalskes Allestedsnærværelse i denne Musik kan man nyde en enkelt lille Deel af den, og man rives dog øieblikkelig hen; man komme midt under Stykket, og øieblikkelig er man i det Centrale, fordi dette Centrale, der er 👤Don Juans Liv, er overalt. Det er en gammel Erfaring, at det ikke er behageligt at anstrænge to Sandser paa eengang, og det er saaledes ofte forstyrrende, naar man skal bruge Øiet meget paa samme Tid som Øret er beskæftiget. Man har derfor en Tilbøielighed til, naar man skal høre Musik, at lukke Øiet. Dette gjælder om al Musik mere eller mindre, om 👤Don Juan ►in sensu eminentiori. Saasnart Øiet beskæftiges, forstyrres Indtrykket; thi den dramatiske Eenhed, der frembyder sig for dette, er aldeles underordnet og mangelfuld i Sammenligning med den musikalske Eenhed, der høres sammen. Dette har min egen Erfaring forvisset mig om. ►Jeg har siddet nærved, jeg har fjernet mig mere og mere, jeg har søgt en Afkrog i Theatret, for ganske at kunne skjule mig i denne Musik. Jo bedre jeg forstod den eller troede at forstaae den, jo længere kom jeg bort fra den, ikke af Kulde men af Kjærlighed, thi den vil forstaaes paa Afstand. Dette har for mit Liv havt noget besynderligt Gaadefuldt ved sig. Jeg har havt Tider, hvor jeg havde givet Alt for en Billet, nu behøver jeg end ikke at give ►1 Rbd. for en Billet. Jeg staaer udenfor paa Gangen, jeg læner mig op til det Skillerum, der udelukker mig fra Tilskuernes Pladse, da virker den stærkest, det er en Verden for sig selv, afsondret fra mig, jeg kan Intet see, men er nær nok til at høre og dog saa uendelig fjern.

✂ Da de i Operaen fremtrædende Personer ikke behøve at være saa gjennemreflekterede, at de som Charakterer blive gjennemsigtige, følger ogsaa deraf, hvad i det Foregaaende er blevet udhævet, at Situationen ikke fuldkommen kan være udviklet eller udsprungen, men til en vis Grad bæres af en Stemning. Det Samme gjælder om Handlingen i en Opera. Hvad man i strængere Forstand kalder Handling, den med Bevidsthed om et Formaal foretagne Gjerning, kan ikke finde sit Udtryk i Musik, men vel hvad man kunde kalde umiddelbar Handling. Begge Dele er nu Tilfældet i 👤Don Juan. Handlingen er umiddelbar Handling; i denne Henseende maa jeg henvise til det Foregaaende, hvor jeg udviklede, i hvilken Betydning 👤Don Juan er Forfører. Paa Grund af, at Handlingen er umiddelbar Handling, er det ogsaa ganske i sin Orden, at Ironien er saa fremherskende i dette Stykke; thi Ironien er og bliver det umiddelbare Livs Tugtemester. Saaledes er, for blot at anføre et Exempel, ►👤Commandantens Gjenkomst en uhyre Ironi; thi 👤Don Juan kan beseire enhver Hindring, men ►en Gjenganger kan man som bekjendt ikke slaae ihjel. Situationen er heelt igjennem baaret af Stemningen; i denne Henseende maa jeg erindre om 👤Don Juans Betydning for det Hele og de øvrige Personers relative Existens i Forhold til ham. Jeg vil, ved nærmere at omtale en enkelt Situation, vise, hvad jeg mener. Jeg vælger dertil ►👤Elvires første Arie. Orchestret foredrager Forspillet, 👤Elvire træder ind. Den Lidenskab, der raser i hendes Bryst, maa have Luft, og hendes Sang forhjælper hende dertil. Dette vilde imidlertid være altfor lyrisk til egentlig at være en Situation; hendes Arie vilde da være af samme Natur som Monologen i et Drama. Forskjellen vilde kun være den, at Monologen nærmest giver det Universelle individuelt, Arien det Individuelle universelt. Men, som sagt, det vilde være for Lidt til en Situation. Derfor er det heller ikke saa. I Baggrunden seer man 👤Don Juan og 👤Leporello i spændt Forventning paa, at den Dame, som de allerede have bemærket ved Vinduet, skal komme frem. Dersom det nu var et Drama, vi havde, saa vilde Situationen ikke ligge deri, at Elvire staaer i Forgrunden og 👤Don Juan i Baggrunden, men Situationen vilde ligge i det uventede Sammenstød. Interessen vilde hvile paa, hvorledes 👤Don Juan vilde slippe derfra. I Operaen faaer ogsaa Sammenstødet sin Betydning, men en langt underordnet. Sammenstødet vil sees, den musikalske Situation vil høres. Eenheden i Situationen er nu den Samstemning, hvori 👤Elvire og 👤Don Juan samlyde. Det er derfor ogsaa ganske rigtigt, at 👤Don Juan holder sig saa langt tilbage som muligt; thi han skal ikke sees, ikke blot ikke af 👤Elvira, men end ikke af Tilskueren. 👤Elvires Arie begynder. Hendes Lidenskab veed jeg ikke at betegne anderledes end som Elskovs-Had, en blandet, men dog malmfuld, tonende Lidenskab. Hendes Indre er i urolig Bevægelse, hun har faaet Luft, hun bliver mat et Øieblik, som ethvert lidenskabeligt Udbrud matter, der følger en Pause i Musikken. Men Bevægelsen i hendes Indre tyder tilstrækkelig paa, at Lidenskaben endnu ikke noksom er kommen til Udbrud; Vredens Mellemgulv maa endnu stærkere rystes. Men hvad kan fremkalde denne Rystelse, hvilket Incitament? Det kan kun være eet – 👤Don Juans Spot. 👤Mozart har derfor – gid jeg var en Græker, thi da vilde jeg sige, ganske guddommeligt, – benyttet Pausen til at slynge 👤Juans Spot ind deri. Nu blusser Lidenskaben stærkere, endnu voldsommere bryder den sig i hende og bryder frem i Toner. Endnu engang gjentager det sig, da skjælver hendes Indre, da bryder Vreden og Smerten som en Lavastrøm frem i ►det bekjendte Løb, hvormed Arien ender. Man seer nu her, hvad det er jeg mener, naar jeg siger, at 👤Don Juan gjenlyder i 👤Elvire, at det er noget Andet end Phrase. Tilskueren skal ikke see 👤Don Juan, skal ikke see ham sammen med 👤Elvire i Situationens Eenhed, han skal høre ham ind i 👤Elvira, ud af 👤Elvira, thi vel er det 👤Don Juan, der synger, men han synger saaledes, at jo mere Tilskuerens Øre er udviklet, desto mere er det ham, som om det kom fra 👤Elvira selv. Som Kjærligheden skaber sin Gjenstand, saaledes ogsaa Forbittrelsen. Hun er besat af 👤Don Juan. Denne Pause og 👤Don Juans Stemme gjør Situationen dramatisk, men Eenheden i 👤Elviras Lidenskab, hvori 👤Don Juan gjenlyder, medens dog hendes Lidenskab er sat ved 👤Don Juan, gjør Situationen musikalsk1. Situationen er som musikalsk Situation betragtet mageløs. Er derimod 👤Don Juan en Charakteer og 👤Elvire ligesaa, saa er Situationen forfeilet, saa er det urigtigt at lade 👤Elvira ►expectorere sig i Forgrunden og 👤Don Juan spotte i Baggrunden; thi da forlanges der, at jeg skal høre dem sammen, uden at dog Midlet dertil gives, og uagtet de Begge ere Charakterer, der umulig saaledes kunne samlyde. Ere de Charakterer, da er Sammenstødet Situationen.

  1. Saaledes bør efter min Mening 👤Elviras Arie og Situationen opfattes. 👤Don Juans uforlignelige Ironi bør ikke holdes udenfor, men blive skjult i 👤Elviras substantielle Lidenskab. Dette maa høres ⓘ sammen. Ligesom det speculative Øie seer sammen, saaledes hører det speculative Øre sammen. Jeg vil tage et Exempel fra det reent Physiske. Naar et Menneske fra et høit Standpunct skuer ud over en flad Egn og seer forskjellige Landeveie, der løbe parallelle med hverandre, saa vil han, hvis han mangler Intuition, blot see Landeveiene, og de mellemliggende Marker ville ligesom forsvinde, eller han vil blot see Markerne og Landeveiene ville forsvinde; den, der derimod har det intuitive Blik, vil see dem sammen, vil see hele Strækningen stribet. Saaledes ogsaa med Øret. Hvad her er sagt, gjælder naturligviis om den musikalske Situation; den dramatiske har det Mere, at Tilskueren veed, at det er 👤Don Juan, der staaer i Baggrunden og 👤Elvira i Forgrunden. Antager jeg nu, at Tilskueren er vidende om disses tidligere Forhold (Noget, som Tilskueren den første Gang ikke kan være vidende om) saa vinder Situationen meget, men man vil da ogsaa see, at det, hvis Accenten skulde ligge herpaa, bliver urigtigt at holde dem saalænge ud fra hinanden. (tilbage)

✂ Det er ovenfor blevet bemærket, at der i Operaen ikke fordres den dramatiske Hasten, den voxende Tilløbs Hurtighed, som i Drama, at Situationen gjerne her maa udbrede sig en lille Smule. Imidlertid maa dette dog ikke udarte til en idelig Standsning. Som et Exempel paa den sande Midte kan jeg udhæve den Situation, jeg nys omtalte, ikke som om dette var den eneste i 👤Don Juan, eller den fuldkomneste, tvertimod, de ere alle saaledes og alle fuldkomne, men fordi Læseren nærmest har den i Erindring. Og dog, her nærmer jeg mig et misligt Punkt; thi jeg tilstaaer det, der er to Arier, der maae bort, der, hvor fuldendte de end ere i sig, dog virke forstyrrende, virke retarderende. Jeg vilde gjerne gjøre en Hemmelighed deraf, men det kan nu ikke hjelpe, Sandheden maa for en Dag. Tager man dem bort, saa er alt det Øvrige lige fuldendt. ►Den ene er 👤Ottavios, ►den anden 👤Annas, de ere begge mere Concertnummere end dramatisk Musik, som overhovedet 👤Ottavio og 👤Anna er meget for ubetydelige Personer til at turde standse Gangen. Naar man tager dem bort, saa har forøvrigt Operaen fuldkommen musikalsk-dramatisk Hurtighed, fuldkommen som ingen Anden.

✂ Det vilde vel lønne Umagen, stykkeviis at gjennemgaae hver enkelt Situation, ikke for at ledsage den med Udraabstegn, men for at vise dens Betydning, dens Gyldighed som musikalsk Situation. Dette ligger imidlertid udenfor nærværende lille Undersøgelses Grændse. Her var det især af Vigtighed at fremhæve 👤Don Juans Centralitet i den hele Opera. Noget Lignende gjentager sig med Hensyn til de enkelte Situationer.

✂ Hiin omtalte 👤Don Juans Centralitet i Operaen vil jeg lidt nærmere belyse ved at betragte de øvrige Personer i Stykket i Forhold til ham. Ligesom i et Solsystem de mørke Legemer, der modtage deres Lys fra den centrale Sol, bestandig kun er halv lyse, lyse nemlig paa den Side, der vender mod Solen, saaledes er det Tilfældet med Personerne i dette Stykke, kun det Livs-Moment, den Side, der vender mod 👤Don Juan, er belyst, forøvrigt ere de dunkle og ugjennemsigtige. Dette maa ikke tages i den indskrænkede Forstand, som om hver af disse Personer var en eller anden abstract Lidenskab, som om 👤Anna f. Ex. var Had, 👤Zerline Letsind. Slige Smagløsheder har allermindst hjemme her. Lidenskaben i den Enkelte er concret men concret i sig selv, ikke concret i Personligheden, eller, for at udtrykke mig bestemtere, det Øvrige i Personligheden er slugt af denne Lidenskab. Dette er nu absolut rigtigt, fordi det er en Opera, vi have med at gjøre. Denne Dunkelhed, denne deels sympathetiske, deels antipathetiske hemmelighedsfulde Communication med 👤Don Juan, gjør dem samtlige musikalske og bevirke, at den hele Opera samlyder i 👤Don Juan. Den eneste Figur i Stykket, der synes at gjøre en Undtagelse, er naturligviis 👤Commandanten; men derfor er det ogsaa saa viselig indrettet, at han til en vis Grad ligger udenfor eller begrændser Stykket; jo mere 👤Commandanten blev trukket frem, jo mere vilde Operaen ophøre at være absolut musikalsk. Han er derfor bestandig holdt i Baggrunden og saa taaget som mulig. 👤Commandanten er den kraftfulde Forsætning og den djærve Eftersætning, mellem hvilken 👤Don Juans Mellemsætning ligger, men denne Mellemsætnings rige Indhold er Operaens Gehalt. ►Kun to Gange træder 👤Commandanten op. Første Gang er det Nat; det er i Baggrunden af Theatret, man kan ikke see ham, men hører ham falde for 👤Don Juans Kaarde. Allerede der er hans Alvor, der kun viser sig desto stærkere ved 👤Don Juans parodierende Spot, Noget, 👤Mozart fortræffeligt har udtrykt i Musikken, allerede der er hans Alvor for dyb til at tilhøre et Menneske; han er Aand, før han døer. Anden Gang viser han sig som Aand, og Himlens Tordenstemme lyder i hans alvorlige høitidelige Røst, men ligesom han selv er forklaret, saaledes er hans Røst forklaret til noget Mere end en menneskelig Stemme, han taler ikke mere, han dømmer.

✂ Den vigtigste Person i Stykket næst 👤Don Juan er aabenbart 👤Leporello. Hans Forhold til Herren bliver netop forklarligt ved Musikken, uforklarligt uden denne. Er 👤Don Juan en reflekteret Personlighed, saa bliver 👤Leporello næsten en endnu større Skurk end han, og det bliver uforklarligt, at 👤Don Juan kan udøve saa megen Magt over ham, og det eneste Motiv, der er tilbage, er, at han kan betale ham bedre end alle Andre, et Motiv, som endog 👤Moliere ikke synes at have villet benytte, da han lader 👤Don Juan være i Pengeforlegenhed. Fastholde vi derimod 👤Don Juan som umiddelbart Liv, saa er det let at forstaae, at han kan udøve en afgjørende Indflydelse paa 👤Leporello, at han assimilerer sig ham, saa at han næsten kan blive et Organ for 👤Don Juan. 👤Leporello er i en vis Forstand nærmere ved at være en personlig Bevidsthed end 👤Don Juan, men for at blive det maatte han blive sig klar over sit Forhold til denne, men det formaaer han ikke, han formaaer ikke at hæve Trylleriet. Her gjælder det igjen, saasnart 👤Leporello faaer Replik, saa maa han blive os gjennemsigtig. Ogsaa i 👤Leporellos Forhold til 👤Don Juan er der noget Erotisk, der er en Magt, hvorved han fængsler ham selv mod hans Villie; men i denne Tvetydighed er han musikalsk og 👤Don Juan gjenlyder bestandig i ham; Noget, jeg senere skal anføre et Exempel paa for at vise, at det er Mere end en Phrase.

✂ Med Undtagelse af 👤Commandanten staaer alle Personer i en Art erotisk Forhold til 👤Don Juan. Over 👤Commandanten kan han ingen Magt udøve, han er Bevidsthed; de Andre ere i hans Magt. 👤Elvire elsker ham, derved er hun i hans Magt, 👤Anna hader ham, derved er hun i hans Magt, 👤Zerline frygter ham, derved er hun i hans Magt, 👤Ottavio og 👤Mazetto gaae med for Svogerskabets Skyld, thi Blodets Baand ere ømme.

✂ Skuer jeg nu et Øieblik tilbage over det her Udviklede, saa vil Læseren maaskee see, hvorledes det her atter fra flere Sider er blevet udviklet, i hvilket Forhold Ideen 👤Don Juan staaer til det Musikalske, hvorledes dette Forhold er det Constituerende i hele Operaen, hvorledes dette gjentager sig i dens enkelte Dele. Jeg kunde gjerne standse her, men jeg vil dog for en yderligere Fuldstændigheds Skyld oplyse det ved at gjennemgaae nogle enkelte Stykker. Valget skal ikke være vilkaarligt. Jeg vælger dertil Ouverturen, som vel nærmest giver Grundtonen i Operaen i en sammentrængt Concentration, jeg vælger dernæst det mest episke og det mest lyriske Moment i Stykket, for at vise, hvorledes selv i Ydergrændsen Operaens Fuldendthed er bevaret, det Musikalsk-Dramatiske opretholdt, hvorledes det er 👤Don Juan, der musikalsk bærer Operaen.

✂ At udvikle, hvilken Betydning Ouverturen overhovedet har for Operaen, dertil er her ikke Stedet, kun saa meget kan her fremhæves, at den Omstændighed, at en Opera fordrer en Ouverture, tilstrækkelig viser det Lyriskes Overvægt, og at den Virkning, som derved tilsigtes, er at fremkalde en Stemning, Noget som Dramaet ikke kan indlade sig paa, da Alt her skal være gjennemsigtigt. Det er derfor i sin Orden, at ►Ouverturen bliver componeret sidst, for at Kunstneren ret selv kan være gjennemtrængt af Musikken. Ouverturen giver derfor i Almindelighed Leilighed til at gjøre et dybt Indblik i Componisten og hans sjælelige Forhold til sin Musik. Er det ikke lykkedes ham at gribe det Centrale deri, staaer han ikke i den dybere Rapport til Grundstemningen i Operaen, saa vil dette umiskjendeligt forraade sig i Ouverturen; den bliver da et af en løs ►Ideeassociation gjennemslynget Aggregat af de fremtrædende Punkter, men ingen Totalitet, der, som den egentlig burde, indeholder de dybeste Oplysninger om Musikkens Indhold. En saadan Ouverture er derfor ogsaa i Almindelighed aldeles vilkaarlig, den kan nemlig blive saa lang eller saa kort som det skal være, og det sammenholdende Element, det Continuerlige kan, da det kun er Ideeassociation, udtværes saa længe det skal være. Derfor er Ouverturen ofte en farlig Fristelse for underordnede Componister, de forledes nemlig let til at plagiere sig selv, stjæle af deres egen Lomme, Noget, der virker meget forstyrrende. Medens det saaledes er klart, at Ouverturen ikke skal indeholde det Samme som Operaen, saa skal den naturligviis heller ikke indeholde noget absolut Andet. Den skal nemlig indeholde det Samme som Stykket, men paa en anden Maade, den skal indeholde det centralt og med det Centrales hele Magt gribe Tilhøreren.

✂ I denne Henseende er og bliver den altid beundrede Ouverture til 👤Don Juan et fuldendt Mesterværk, saa dersom der intet andet Beviis kunde føres for 👤Don Juans Classicitet, saa vilde det være tilstrækkeligt at udhæve dette Ene, det Utænkelige i, at den, der havde det Centrale, ikke ogsaa skulde have det Peripheriske. Denne Ouverture er intet Mellemhverandre af Themaer, den er ikke labyrinthisk gjennemslynget af Ideeassociationer, den er concis, bestemt, stærkt bygget, og fremfor Alt, den er ►impregneret af hele Operaens Væsen. Den er kraftig som en Guds Tanke, bevæget som en Verdens Liv, rystende i sin Alvor, zittrende i sin Lyst, knusende i sin forfærdelige Vrede, beaandende i sin livslystne Glæde, den er huul i sin Straffedom, hvinende i sin Lyst, den er langsom høitidelig i sin imponerende Værdighed, den er bevæget, flagrende, dandsende i sin Fryd. Og dette har den ikke opnaaet ved at blodsuge Operaen, den er tvertimod i Forhold til denne en Propheti. I Ouverturen udfolder Musikken hele sit Omfang, med et Par mægtige Vingeslag oversvæver den ligesom sig selv, oversvæver det Sted, hvor den vil dale ned. Den er en Kamp, men Kamp i Luftens høiere Regioner. Den, der efter at have gjort et nøiere Bekjendtskab med Operaen, hører Ouverturen, ham vil det maaskee forekomme, som om han var trængt frem til det skjulte Værksted, hvor de Kræfter, han i Stykket har lært at kjende, urkraftigt røre sig, hvor de af al Magt bryde sig mod hverandre. Dog, Striden er for ulige, den ene Magt er allerede før Slaget Seierherre, den flygter og undviger, men denne Flugt er netop dens Lidenskab, ⓘ dens brændende Uro i dens korte Livsglæde, den jagende Puls i dens lidenskabelige Hede. Herved sætter den den anden Magt i Bevægelse og river den hen med sig. Denne, der først viste sig som saa urokkelig sikker, at den næsten var ubevægelig, maa nu afsted, og snart bliver Bevægelsen saa hurtig, at det synes en virkelig Strid. Nærmere at udføre dette lader sig ikke gjøre, her gjælder det at høre Musikken, thi Striden er ikke en Ordstrid men en elementarisk Rasen. Kun maa jeg gjøre opmærksom paa, hvad der tidligere blev udviklet, at Operaens Interesse er 👤Don Juan, ikke 👤Don Juan og 👤Commandanten, dette viser sig alt i Ouverturen. Med Flid synes 👤Mozart at have anlagt det saaledes, at hiin dybe Røst, der lyder i Begyndelsen, efterhaanden bliver svagere og svagere, taber næsten ligesom sin majestætiske Holdning, maa ile for at kunne følge den dæmoniske Hasten, der undviger den, og dog næsten faaer Magt til at nedværdige den ved at rive den hen til et Væddeløb i Øieblikkets Korthed. Derved dannes Overgangen mere og mere til selve Stykket. Som en Følge deraf maa man tænke sig ►Finalen i et nært Forhold til den første Deel af Ouverturen. I Finalen er Alvoren igjen kommen til sig selv, medens det i Ouverturens Fortgang var, som om den var ude af sig selv; nu er der ikke Spørgsmaal om at løbe omkaps med Lysten, Alvoren kommer igjen og har derved bortskaaret enhver Udvei til et nyt Væddeløb.

✂ Ouverturen bliver derfor, medens den i een Forstand er selvstændig, i en anden Forstand at ansee for et Tilløb til Operaen. Dette har jeg i det Foregaaende søgt at minde om ved at opfriske Læserens Erindring af den successive Aftagen, i hvilken den ene Magt nærmer sig Stykkets Begyndelse. Det Samme viser sig, naar man betragter den anden Magt, den tiltager nemlig i en voxende Progression; den begynder i Ouverturen, den voxer og tiltager. Beundringsværdigt er især denne dens Begynden udtrykt. Man hører den saa svagt, saa hemmelighedsfuldt antydet, man hører den, men det er saa hurtigt forbi, saa man netop faaer det Indtryk, som om man havde hørt Noget, man ikke havde hørt. Der skal et opmærksomt, et erotisk Øre til, for at passe paa første Gang man i Ouverturen faaer et Vink om dette Lystens lette Spil, man senere faaer saa rigt udtrykt i hele dets ødsle Overflod. Paa Punkt og Prikke at angive, hvor dette Sted er, det kan jeg ikke, da jeg ikke er kyndig i Musik, men jeg skriver ogsaa kun for Forelskede, og disse vil vel forstaae mig, nogle af dem bedre end jeg forstaaer mig selv. Jeg er imidlertid tilfreds med min beskikkede Deel, med denne gaadefulde Forelskelse, og skjøndt jeg ellers ►takker Guderne for at jeg er bleven en Mand og ikke en Qvinde, saa har 👤Mozarts Musik lært mig, at det er skjønt og vederqvægende og rigt at elske som en Qvinde.

✂ Ikke er jeg nogen Ven af Billeder; den nyere Literatur har i høi Grad givet mig Afsmag derfor; thi det er snart kommet saa vidt, at hvergang jeg træffer paa et Billede, farer der uvilkaarlig en Frygt i mig for, at dets sande Hensigt skal være at skjule en Dunkelhed i Tanken. Jeg skal derfor ikke vove et uforstandigt eller frugtesløst Forsøg paa at oversætte Ouverturens energiske og fyndige Korthed i et vidtløftigt og intetsigende Billedsprog; kun eet Punkt i Ouverturen vil jeg udhæve og for at faae Læseren gjort opmærksom derpaa vil jeg bruge et Billede, det eneste Middel, jeg har til at sætte mig i Forbindelse med ham. Dette Punkt er naturligviis intet andet end 👤Don Juans første Frembrud, Ahnelsen om ham, om den Magt, hvormed han senere bryder igjennem. Ouverturen begynder med enkelte dybe, alvorlige, eensformige Toner, da lyder første Gang uendelig fjernt et Vink, der dog, som om det var kommet for tidlig, i samme Øieblik tilbagekaldes, indtil man senere atter og atter hører, dristigere og dristigere, mere og mere høirøstet, hiin Stemme, der først underfundigt, coquet og dog som i Angst slap med ind, men ikke kunde trænge igjennem. Saaledes seer man stundom i Naturen Horizonten mørk, skyfuld; for tung til at bære sig selv, hviler den sig paa Jorden og skjuler Alt i sin dunkle Nat, enkelte hule Toner høres, dog ikke i Bevægelse men som en dyb Mumlen ved sig selv – da seer man ved Himlens yderste Grændse, fjernt i Horizonten et Blink; hurtigt iler det hen langs Jorden, i samme Nu er det forbi. Men snart viser det sig igjen, det tiltager i Styrke, det belyser momentant hele Himlen med sin Flamme, i næste Øieblik synes Horizonten endnu mørkere, men hurtigere endnu mere glødende blusser det op, det er som om Mørket selv tabte sin Ro og kommer i Bevægelse. Som Øiet her i dette første Blink ahner Ildebranden, saaledes ahner Øret i hiint hendøende Buestrøg den hele Lidenskab. Der er en Angst i hiint Blink, det er som om det i det dybe Mørke fødtes i Angst – saaledes er 👤Don Juans Liv. Der er en Angst i ham, men denne Angst er hans Energi. Det er ikke en i ham subjectiv reflekteret Angst, det er en substantiel Angst. Ikke har man i Ouverturen, hvad man i Almindelighed har sagt uden at vide hvad man siger – Fortvivlelse; 👤Don Juans Liv er ikke Fortvivlelse; men det er Sandselighedens hele Magt, der fødes i Angst, og 👤Don Juan selv er denne Angst, men denne Angst er netop den dæmoniske Livslyst. Efterat 👤Mozart saaledes har ladet 👤Don Juan blive til, saa udvikler nu hans Liv sig for os i de dandsende Violintoner, i hvilke han let, flygtig iler hen over Afgrunden. Som naar man kaster en Steen saaledes, at den skærer Vandets Overflade, den da en Tidlang kan springe hen derover i lette Hop, hvorimod den, saasnart den hører op at springe, øieblikkelig synker ned i Afgrunden, saaledes dandser han over Afgrunden, jublende i sin korte Frist.

✂ Men naar nu, som ovenfor blev bemærket, Ouverturen kan ansees for et Tilløb til Operaen; naar man i Ouverturen stiger ned fra hine høiere Regioner, saa spørges, paa hvilket Sted i Operaen lander man da bedst, eller hvorledes faaer man Operaen til at begynde. Her har 👤Mozart seet det ene Rigtige, at begynde med 👤Leporello. Vel kunde det synes, at dette ikke var saa stor en Fortjeneste, saa meget mere som næsten alle Bearbeidelser af 👤Don Juan begynde med en Monolog af 👤Sganarel. Imidlertid er der en stor Forskjel, og man faaer atter her Leilighed til at beundre 👤Mozarts Mesterskab. ►Den første Tjener-Arie har han sat i umiddelbar Forbindelse ⓘ med Ouverturen. Det er Noget der sjeldnere skeer; her er det aldeles i sin Orden, og kaster et nyt Lys over Ouverturens Anlæg. Ouverturen søger at nedlade sig at finde Fodfæste i den sceniske Virkelighed, 👤Commandanten og 👤D. J. have vi allerede hørt i Ouv:, næst dem er 👤Leporello den vigtigste Figur. Han kan imidlertid ikke hæves op i hiin Kamp i Luftens Regioner, og dog hører han nærmere til end nogen Anden. Derfor begynder Stykket med ham, saaledes, at han staaer i umidd. Forbindelse med Ouverturen. Man regner derfor ganske rigtigt 👤Leporellos første Arie med til Ouverturen. Denne 👤Leporellos Arie svarer til den ikke uberømte ►👤Sganarels-Monolog hos 👤Moliere. Vi vil betragte Situationen lidt nærmere. 👤Sganarels Monolog er langt fra at være uvittig, og naar man læser den i ►Prof.👤Heibergs lette og flydende Vers, er den meget underholdende, derimod er Situationen selv mangelfuld. Dette siger jeg nærmest med Hensyn til 👤Moliere, thi hos 👤Heiberg er det en anden Sag, og jeg siger det ikke for at udsætte paa 👤Moliere, men for at vise 👤Mozarts Fortjeneste. En Monolog er altid meer eller mindre et Brud paa det Dramatiske, og naar Digteren, for at fremkalde Virkning, søger at virke ved selve Monologens Vittighed, ikke ved dens Charakteer, saa har han selv brudt Staven over sig og har opgivet den dramatiske Interesse. Anderledes i Operaen. Situationen er her absolut musikalsk. Jeg har allerede før erindret om den Forskjel, der er mellem en dramatisk og en ⓘ musikalsk dramatisk Situation. I Dramaet taales ikke Snak, der fordres Handling og Situation. I Operaen er der en Hvilen i Situationen. Men hvad gjør da denne Situation til en musikalsk Situation? Det er tidligere blevet udhævet, at 👤Leporello er en musikalsk Figur, og dog er det ikke ham, der ⓘ bærer Situationen. Hvis saa var, vilde hans Arie være en Analogi til 👤Sganarels Monolog, om det end derfor blev lige vist, at en saadan Qvasi-Situation bedre gaaer an i Operaen end i Dramaet. Det, der gjør Situationen musikalsk, er 👤Don Juan, som er indenfor. Pointet ligger ikke i 👤Leporello, som nærmer sig, men i 👤Don Juan, som man ikke seer – men som man hører. Nu kunde man vel indvende: man hører jo ikke 👤Don Juan. Dertil vilde jeg svare: jo man gjør, thi han gjenlyder i 👤Leporello. Jeg skal til den Ende gjøre opmærksom paa de Overgange (►vuol star dentro colla bella), hvor 👤Leporello aabenbart reproducerer 👤Don Juan. Men selv om dette ikke var Tilfældet, saa er dog Situationen saaledes lagt an, at man uvilkaarlig faaer 👤Don Juan med, at man glemmer 👤Leporello, som staaer udenfor, over 👤Don Juan, som er indenfor. Overhovedet har 👤Mozart med ægte Genialitet ladet 👤Leporello reproducere 👤Don Juan, og derved opnaaet to Ting, den musikalske Virkning, at man overalt, hvor 👤Leporello er alene, hører 👤Don Juan, og den parodiske Virkning, at man, naar 👤Don Juan er med tilstede, hører 👤Leporello repetere ham og dermed ubevidst parodiere ham. Som Exempel herpaa vil jeg anføre ►Slutningen af Ballet.

✂ Spørger man, hvilket Moment der er det mest episke i Operaen, saa er Svaret let og utvivlsomt, det er ►👤Leporellos anden Arie, Listen. I det Foregaaende er det allerede udhævet, ved at sammenligne denne Arie med den tilsvarende Monolog hos 👤Moliere, hvilken absolut Betydning Musikken har, at Musikken netop derved, at den lader os høre 👤Don Juan, ⓘ høre Variationerne i ham, fremkalder den Virkning, som Ordet eller Replikken ikke er istand til. Her bliver det af Vigtighed at fremhæve Situationen og det Musikalske i den. See vi os nu om paa Skuepladsen, da bestaaer det sceniske Ensemble af 👤Leporello, 👤Elvire og den tro Tjener. Den utro Elsker er derimod ikke tilstede, han er nemlig, som 👤Leporello træffende udtrykker sig – »►han er borte.« Det er en Virtuositet, 👤Don Juan er i Besiddelse af, han er og – saa er han borte, og han bliver (for sig selv nemlig) ligesaa beleiligt borte som en ►👤Jeronimus kommer beleiligt. Da det nu er vitterligt, at han er borte, saa kunde det synes underligt, at jeg omtaler ham og paa en Maade fører ham med ind i Situationen; ved nærmere Overveielse vil man maaskee finde det ganske i sin Orden og her see et Exempel paa, hvor nøie efter Ordet det maa tages, at 👤Don Juan er allestedsnærværende i Operaen; thi dette kan dog neppe stærkere betegnes ⓘ end ved at gjøre opmærksom paa, at selv naar han er borte er han tilstede. Dog vi ville nu lade ham være borte, da vi senere ville faae at see, i hvilken Betydning han er tilstede. Derimod ville vi betragte de 3 Personer paa Scenen. At 👤Elvira er tilstede bidrager naturligviis til at frembringe en Situation; thi det gik ikke an at lade 👤Leporello til egen Tidsfordriv oprulle Listen; men hendes Stilling bidrager tillige til at gjøre Situationen piinlig. Man kan overhovedet ikke negte, at den Spot, der stundom drives med 👤Elviras Kjærlighed, næsten er grusom. Saaledes ►i 2den Act, hvor hun i det afgjørende Øieblik, da 👤Ottavio endelig har faaet Mod i Brystet og Kaarden ud af Skeden for at myrde 👤Don Juan, styrter sig imellem og nu opdager, at dette ikke er 👤Juan men 👤Leporello, en Forskjel, 👤Mozart saa stærkt har betegnet ved et vist klynkende Bræg. Saaledes er der i vor Situation og noget Smerteligt i, at hun skal være tilstede for at vide, at ved Spanien staaer 1003, ja hvad meer er, ►paa Tydsk bliver det hende sagt, at hun selv er Een af dem. Dette er ►en tydsk Forbedring, der i samme Grad er taabelig uanstændig som den tydske Oversættelse paa en ikke mindre taabelig Maade er latterlig anstændig og aldeles forfeilet. Det er for 👤Elvira at 👤Leporello giver en episk Oversigt over sin Herres Liv, og man kan ikke negte, at det er ganske i sin Orden, at 👤Leporello foredrager og 👤Elvira hører til; thi de ere begge to i høi Grad interesserede deri. Som man derfor i den hele Arie bestandig hører 👤Don Juan, saaledes hører man paa enkelte Steder 👤Elvira, der nu synlig er tilstede paa Scenen som et Vidne ►instar omnium, ikke paa Grund af noget tilfældigt Fortrin hos hende, men fordi, da Methoden væsentlig bliver den samme, Een gjælder for Alle. Dersom 👤Leporello var Charakteer eller gjennemreflekteret Personlighed, da lod en saadan Monolog sig vanskelig tænke, men netop fordi han er en musikalsk Figur, der synker ned i 👤Don Juan; derfor har denne Arie en saa stor Betydning. Den er en Reproduction af hele 👤Don Juans Liv. 👤Leporello er den episke Fortæller. En saadan bør vel ikke være kold eller ligegyldig for hvad han fortæller, men han bør dog bevare en objectiv Holdning ligeover for det. Dette er ikke Tilfældet med 👤Leporello. Han henrives aldeles af det Liv, han beskriver, han glemmer sig i 👤Don Juan. Saaledes har jeg atter her et Exempel paa, hvad det vil sige, at 👤Don Juan gjenlyder overalt. Situationen ligger derfor ikke i 👤Leporellos og 👤Elviras Underholdning om 👤Don Juan, men i den Stemning, der bærer det Hele, i 👤Don Juans usynlige aandelige Nærværelse. Nærmere at udvikle Overgangen i denne Arie, hvorledes den begynder rolig og mindre bevæget, men alt mere og mere opflammes, eftersom 👤Don Juans Liv mere og mere gjenlyder i den, hvorledes 👤Leporello mere og mere hentages deraf, henveires i og vugges af disse erotiske Luftninger, hvorledes den nuanceres forskjelligt alt eftersom de Qvindelighedens Differenser, der ligge indenfor 👤Don Juans Omfang, blive hørlige deri – dertil er her ikke Stedet.

✂ Spørger man, hvilket der er det mest lyriske Moment i Operaen, saa kunde Svaret maaskee blive mere tvivlsomt; hvorimod det vel neppe kan være underkastet nogen Tvivl, at det mest lyriske Moment kun kan indrømmes 👤Don Juan, at det vilde være et Brud paa den dramatiske Subordination, om det tilstodes en Biperson paa den Maade at beskæftige vor Opmærksomhed. Dette har ogsaa 👤Mozart iagttaget. Valget er saaledes betydeligt indskrænket, og ved nærmere Eftersyn kan der kun være Tale, enten om ►Taffelet, den første Deel af den store Finale, eller om den bekjendte ►Champagne-Arie. Hvad Taffelscenen angaaer, saa kan man vel til en vis Grad betragte den som et lyrisk Moment, og Maaltidets berusende ⓘ Hjertestyrkning, den skummende Viin, Musikkens fjerne festlige Toner, Alt forener sig for at potensere 👤Don Juans Stemning, ligesom hans egen Festlighed kaster et forhøiet Lys over den hele Nydelse, der virker saa stærkt, at selv 👤Leporello forklares i dette rige Øieblik, der er Glædens sidste Smiil, Nydelsens Afskedshilsen. Imidlertid er det dog mere en Situation end et blot lyrisk Moment. Dette ligger naturligviis ikke deri, at der spises og drikkes paa Scenen, thi dette er i og for sig meget utilstrækkeligt som Situation betragtet. Situationen ligger i, at 👤Don Juan er trængt ud til Livets yderste Pynt. Forfulgt af hele Verden har hiin seirrige 👤Don Juan nu intet andet Opholdssted end ►et afsides lille Værelse. Det er paa denne yderste Spidse af Livets Vippebræt, at han endnu engang i Mangel af lystigt Selskab ophidser al Livslyst i sit eget Bryst. Hvis 👤Don Juan var et Drama, da vilde den indre Uro i Situationen fordre, at den blev saa kort som mulig. Derimod er det rigtigt i Operaen, at Situationen fastholdes, forherliges i al mulig Yppighed, der kun lyder desto vildere, fordi den for Tilhørerne gjenlyder i den Afgrund, over hvilken 👤Don Juan svæver.

✂ Anderledes forholder det sig med Champagne-Arien. En dramatisk Situation vil man, troer jeg, her forgjæves søge, men desto mere Betydning har den som lyrisk Udgydelse. 👤Don Juan er trættet af de mange krydsende Intriguer; imidlertid er han ingenlunde mat, hans Sjæl er endnu livskraftig som nogensinde, han trænger ikke til muntert Selskab, ikke til at see og høre Vinens Skummen eller til at styrke sig paa den; den indre Vitalitet bryder frem i ham stærkere og rigere end nogensinde. Idealt er han stedse opfattet af 👤Mozart, som Liv, som Magt, men idealt ligeoverfor en Virkelighed; her er han ligesom ideelt beruset i sig selv. Om al Verdens Piger omgave ham i dette Øieblik, han vilde ikke være farlig for dem, thi han er ligesom for stærk til at ville bedaare dem, selv Virkelighedens mangfoldigste Nydelse er for lidt for ham i Sammenligning med hvad han nyder i sig selv. Her viser det sig ret, hvad det vil sige, at 👤Don Juans Væsen er Musik. Han opløser sig ligesom for os i Musik, han udfolder sig til en Verden af Toner. Man har kaldet denne Arie Champagne-Arien, og dette er unegtelig meget betegnende. Men det, det især kommer an paa at see, er, at det ikke staaer i et tilfældigt Forhold til 👤Don Juan. Saaledes er hans Liv, skummende som Champagne. Og ligesom Perlerne i denne Viin, medens den syder i indre Hede, tonerigt i sin egen Melodi, stige op, og vedblive at stige op, saaledes gjenlyder Nydelsens Lyst i det elementariske Kog, der er hans Liv. Det, som derfor giver denne Arie dramatisk Betydning, er ikke Situationen, men det, at Operaens Grundtone her lyder og gjenlyder i sig selv.

✂

Intetsigende Efterspil

✂ Dersom nu det her Udviklede forholder sig rigtigt, saa vender jeg atter tilbage til mit Yndlingsthema, at blandt alle classiske Værker 👤Mozarts 👤Don Juan bør staae øverst; da vil jeg endnu engang glæde mig over 👤Mozarts Lykke, en Lykke, der i Sandhed er misundelsesværdig, baade i og for sig og fordi den gjør alle dem lykkelige, der blot nogenlunde fatte hans Lykke. Jeg idetmindste føler mig ubeskrivelig lykkelig ved om end kun fjernt at have forstaaet 👤Mozart og ahnet hans Lykke; hvor meget mere da de, der fuldkomment have forstaaet ham, hvor meget mere maae de ikke føle sig lykkelige med den Lykkelige. –

✂
✂

✂ Det antike Tragiskes ►Reflex i det moderne Tragiske

✂ Et Forsøg i den fragmentariske Stræben

✂


✂ Forelæst

✂ for

✂ ►Συμπαϱανεϰϱωμενοι

✂

✂ Dersom Een vilde sige: det Tragiske bliver dog altid det Tragiske, saa vilde jeg ikke have saa meget ►at erindre derimod, forsaavidt som dog enhver historisk Udvikling bestandig ligger indenfor Begrebets Omfang. Under den Forudsætning nemlig, at der skulde være Mening i hans Ord, og det to Gange forekommende Ord: Tragisk, ikke skulde antages at danne det betydningsløse Parenthes-Tegn om et indholdsløst Intet, maatte hans Mening vel være denne, at Begrebets Indhold ikke dethroniserede Begrebet, men berigede det. Paa den anden Side er det neppe undgaaet nogen Iagttagers Opmærksomhed, hvad det læsende og theaterbesøgende Publicum allerede troer sig i hjemlet Besiddelse af som sit Actie-Udbytte af de Kunsterfarnes Bestræbelser, at der er en væsentlig Forskjel mellem den antike og den moderne Tragedie. Vilde nu Een atter her gjøre Forskjellen absolut gjældende, ved Hjælp af den først lumskelig og siden maaskee med Magt trænge sig ind mellem det Antik- og Modern-Tragiske, saa vilde hans Adfærd være ikke mindre urimelig end hiin Førstes, ⓘ idet han vilde, at det Fodfæste, der var ham selv nødvendigt, var det Tragiske selv, og at dette atter var saa langt fra at kunne adskille, at det netop forbandt det antike og det moderne Tragiske. Advarende mod enhver saadan eensidig Bestræbelse for at adskille maa det ogsaa være, at Æsthetikerne endnu bestandigt vende tilbage til ►de af 👤Aristoteles opstillede Bestemmelser af og Fordringer til det Tragiske som de Begrebet udtømmende; advarende maa det være og det saa meget mere, som det maa gribe Enhver med et vist Veemod, at hvormeget end Verden har forandret sig, saa er dog Forestillingen om det Tragiske endnu væsentlig uforandret, ligesom det, at græde, endnu bestandigt er Mennesket lige naturligt. Saa beroligende som nu dette kunde synes for den, der ikke ønsker nogen Skilsmisse, mindst noget Brud, saa viser sig den samme Vanskelighed, som nys er bleven afviist, under en anden og næsten farligere Skikkelse. At man endnu bestandigt vender tilbage til den aristoteliske Æsthetik ikke blot af pligtskyldig Opmærksomhed eller af gammel Vane, det vil vist Enhver indrømme, der har noget Kjendskab til ►den nyere Æsthetik og ved dette forvisser sig om, hvor nøiagtigt man knytter sig til de af 👤Aristoteles opstillede endnu bestandigt for den nyere Æsthetik gjældende ►Bevægelses-Punkter. Saasnart man imidlertid træder nærmere til disse, saa viser Vanskeligheden sig strax. Bestemmelserne ere nemlig af ganske almindelig Art, og man kan forsaavidt godt være enig med 👤Aristoteles og dog være i en anden Forstand uenig med ham. For ikke at foregribe den følgende Udvikling ved her strax exempelviis at nævne, hvad der skal udgjøre dens Indhold, vil jeg foretrække at oplyse min Mening ved med Hensyn til Comedien at anstille den tilsvarende Betragtning. ►Hvis en gammel Æsthetiker havde sagt, at det, Comedien forudsætter, er Charakteer og Situation, og at det, den vil vække, er Latter, saa kunde man vel gjerne atter og atter vende tilbage herpaa, men saasnart man overveiede, hvor forskjelligt det kan være, der kan bringe et Menneske til at lee, saa vilde man snart forvisse sig om, hvilket uhyre ►Spatium denne Fordring havde. Den, der nogensinde har gjort Andres og sin egen Latter til Gjenstand for Iagttagelse, den, som i denne Bestræbelse ikke saa meget har havt det Tilfældige for Øie som det Almene, den, som nu med psychologisk Interesse har paaagtet, hvor forskjelligt det er, der i enhver Levealder vækker Latter, han vil let overbevise sig om, at den uforanderlige Fordring til Comedien, at den skal vække Latter, i sig selv indeholder en høi Grad af Foranderlighed i Forhold til den forskjellige Verdensbevidstheds Forestilling om det Latterlige, uden at dog Forskjelligheden er saa diffus, at det dertil svarende Udtryk i de ►somatiske Functioner vilde være, at Latteren yttrede sig ved Graad. Saaledes nu ogsaa med det Tragiske.

✂ Det, som nu nærmest skal udgjøre Indholdet af denne lille Undersøgelse, er ikke saa meget Forholdet mellem det antike og det moderne Tragiske, som den skal være et Forsøg paa at vise, hvorledes det for det antike Tragiske Eiendommelige lader sig optage indenfor det moderne Tragiske, saaledes, at det sande Tragiske heri vil komme tilsyne. Men hvor meget jeg end skal bestræbe mig for, at det maa komme tilsyne, saa skal jeg dog afholde mig fra enhver Propheti om, at det er det, Tiden fordrer, saa dets Tilsyneladelse bliver aldeles uden Følge, og det saa meget mere, som ►hele Tiden mere arbeider hen til det Comiske. Tilværelsen er i den Grad undermineret af Subjecternes Tvivl, Isolationen tager bestandigt mere og mere Overhaand, Noget, man bedst kan forvisse sig om, naar man giver Agt paa de mangfoldige sociale Bestræbelser. Disse bevise nemlig ligesaa meget derved Tidens isolerede Stræben, at de søge at modvirke den, som derved, at de paa en ufornuftig Maade søge at modarbeide den. Det Isolerede ligger bestandigt i at gjøre sig gjeldende som ►Numerus; naar Een vil gjøre sig gjeldende som een, saa er dette en Isolation; deri vilde vel alle Venner af ►Associationer give mig Ret, uden derfor at kunne eller at ville indsee, at det er aldeles den samme Isolation, naar Hundrede ville gjøre sig gjeldende ene og alene som Hundrede. Tallet er altid ligegyldigt mod sig selv, og det er aldeles ligegyldigt, om det er 1 eller 1000, eller hele Verdens samtlige Beboere blot numerisk bestemte. Denne Associationens Aand er derfor i sit Princip ligesaa revolutionær som den Aand, den vil modarbeide. Da ►David ret vilde føle sin Magt og Herlighed, lod han sit Folk tælle; i vor Tid derimod kan man sige, at Folkene, for at føle deres Betydning lige overfor en høiere Magt, tælle sig selv. Alle disse Associationer bære imidlertid Vilkaarlighedens Præg, ere som oftest dannede i et eller andet tilfældigt Øiemed, hvis Herre naturligviis Associationen er. De mange Associationer bevise saaledes Tidens Opløsthed og bidrage selv til at fremskynde den; de ere de ►Infusionsdyr i Statens Organisme, der tyde paa, at den er opløst. Naar var det, at ►Hetærierne begyndte at blive almindelige i 📌Grækenland uden dengang, da Staten var ifærd med at opløse sig? Og har ikke vor Tid en paafaldende Liighed med hiin Tid, som end ikke selv ►👤Aristophanes gjorde latterligere end den virkelig var? Er ikke i politisk Henseende det Baand, der usynligt og aandeligt holdt Staterne sammen, løst, er ikke i Religionen den Magt, der fastholdt det Usynlige, svækket og tilintetgjort, have ikke Statsmænd og Præster det tilfælleds, at de ligesom ►Augurerne fordum ikke godt kunne see paa hinanden uden et Smiil? En Eiendommelighed har vistnok vor Tid fremfor hiin Tid i 📌Grækenland, den nemlig, at vor Tid er mere tungsindig og derfor dybere fortvivlet. Vor Tid er saaledes tungsindig nok til at vide, at der er noget til, der hedder Ansvar, og at dette har Noget at betyde. Medens derfor Alle ville herske, vil Ingen have Ansvaret. Det er endnu i frisk Minde, at en ►fransk Statsmand, da ►Portefeuillen atter tilbødes ham, erklærede, at han vilde modtage den, men under den Betingelse, at Statssecretairen blev gjort ansvarlig. ►Kongen i 📌Frankrig er, som bekjendt, ikke ansvarlig, derimod Ministeren er det, Ministeren vil ikke være det, men vil være Minister, mod at Statssecretairen bliver ansvarlig, tilsidst ender det naturligviis med, at Vægterne eller ►Gadecommissairerne blive ansvarlige. Var ikke denne Ansvarets omvendte Historie en passende Opgave for 👤Aristophanes! Og paa den anden Side, hvorfor er Regjeringen og de Regjerende saa bange for at paatage sig Ansvaret, uden fordi de frygte et Angrebs-Parti, som selv igjen bestandigt gjennem en lignende Scala skyder Ansvaret fra sig? Naar man nu tænkte sig disse to Magter ligeoverfor hinanden, men ikke istand til at faae fat paa hinanden, fordi den ene bestandigt forsvandt for den anden, den ene blot figurerede for den anden, vilde et saadant Anlæg vistnok ikke være uden comisk Kraft. Dette viser jo tilstrækkeligt, at det, der egentlig sammenholder Staten, er opløst, men den derved bevirkede Isolation er naturligviis comisk, og ►det Comiske ligger i, at Subjectiviteten som den blotte Form vil gjøre sig gjældende. Enhver isoleret Personlighed bliver altid comisk derved, at han vil gjøre sin Tilfældighed gjældende ligeoverfor Udviklingens Nødvendighed. Det vilde upaatvivlelig indeholde den dybeste Comik at lade et tilfældigt Individ faae den universelle Idee, at ville være hele Verdens Befrier. Derimod er Christi Fremtræden i en vis Forstand (i en anden Forstand er den nemlig uendelig meget Mere) den dybeste Tragedie, fordi ►Christus kom i Tidens Fylde og, hvad jeg med Hensyn til det Følgende især maa udhæve, ►bar al Verdens Synd.

✂ Som bekjendt angiver ►👤Aristoteles som Kilde for Handlingen i Tragedien to Ting, διανοια ϰαὶ ἠϑος, men bemærker tillige, at Hovedsagen er τελος, og Individerne handle ikke for at fremstille Charakterer, men disse blive for Handlingens Skyld optagne. Man vil let bemærke her en Afvigelse fra ►den nyere Tragedie. Det, der nemlig er det Eiendommelige for den antike Tragedie, er, at Handlingen ikke blot fremgaaer af Charakteren, at Handlingen ikke er subjectiv reflekteret nok, men at Handlingen selv har en relativ Tilsætning af Liden. Den antike Tragedie har derfor ei heller udviklet Dialogen til den Grad af udtømmende Reflexion, at Alt gaaer op deri; den har i Monologen og Choret egentlig de ►discrete Momenter til Dialogen. Hvad enten nemlig Choret mere nærmer sig til den episke Substantialitet eller til det lyriske Sving, saa angiver det dog ligesom det Mere, der ikke vil gaae op i Individualiteten; Monologen er igjen mere den lyriske Concentration og har det Mere, der ikke vil gaae op i Handling og Situation. Handlingen selv har i den antike Tragedie et ►episk Moment i sig, den er ligesaa meget Begivenhed som Handling. Dette ligger nu naturligviis deri, at den gamle Verden ►ikke havde Subjectiviteten reflekteret i sig. Om end Individet rørte sig frit, saa hvilede det dog i substantielle Bestemmelser, i Stat, Familie, i Skjæbnen. Denne substantielle Bestemmelse er det egentlig Skjæbnesvangre i den græske Tragedie og dens egentlige Eiendommelighed. Heltens Undergang er derfor ikke en Følge blot af hans Handling, men er en Liden tillige, hvorimod i den nyere Tragedie Heltens Undergang egentlig ikke er Liden, men er Gjerning. I den nyere Tid er derfor egentlig Situation og Charakteer det Fremherskende. Den tragiske Helt er subjectiv reflekteret i sig, og denne Reflexion har ikke blot reflekteret ham ud af ethvert umiddelbart Forhold til Stat, Slægt, Skjæbne, men ofte endog reflekteret ham ud af hans eget foregaaende Liv. Det, der beskæftiger os, er et vist bestemt Moment af hans Liv som hans egen Gjerning. Paa Grund heraf lader det Tragiske sig udtømme i Situation og Replik, fordi der overhovedet intet Umiddelbart mere er blevet tilbage. Den moderne Tragedie har derfor ingen episk Forgrund, intet episk Efterladenskab. Helten staaer og falder aldeles paa sine egne Gjerninger.

✂ Det her nu kort men tilstrækkeligt Udviklede vil have sin Betydning til at oplyse en Differens mellem den ældre og nyere Tragedie, som jeg anseer at være af stor Betydning, den forskjellige Art af tragisk Skyld. ►👤Aristoteles fordrer, som bekjendt, at den tragiske Helt skal have ἁμαϱτια. Men ligesom Handlingen i den græske Tragedie er en Mellemting mellem Handlen og Liden, saaledes er Skylden det ogsaa, og deri ligger den tragiske Collision. Jo mere derimod Subjectiviteten bliver reflekteret, jo mere ►pelagiansk man seer Individet ene overladt til sig selv, desto mere ethisk bliver Skylden. Imellem disse to Extremer ligger det Tragiske. Har Individet slet ingen Skyld, saa er den tragiske Interesse ophævet, thi den tragiske Collision er i saa Fald ►enerveret; har han derimod absolut Skyld, saa interesserer han os ikke mere tragisk. Det er derfor vistnok en Misforstaaelse af det Tragiske, naar vor Tid stræber hen til at lade alt det Skjæbnesvangre ►transsubstantiere sig i Individualitet og Subjectivitet. Man vil ikke vide Noget af Heltens Fortid at sige, man vælter hele hans Liv paa hans Skuldre som hans egen Gjerning, gjør ham tilregnelig for Alt, men derved forvandler man ogsaa hans æsthetiske Skyld til en ethisk. Den tragiske Helt bliver saaledes slet, det Onde bliver egentlig den tragiske Gjenstand, menⓘ det Onde har ingen æsthetisk Interesse og Synd er ikke et æsthetisk Element. Denne misforstaaede Stræben har nu vistnok ⓘ sin Grund i hele Tidens Arbeiden hen til det Comiske. Det Comiske ligger netop i Isolationen; naar man nu indenfor denne vil gjøre det Tragiske gjældende, saa faaer man det Onde i dets Slethed, ikke den egenlig tragiske Brøde i dens tvetydige Uskyldighed. Det er ikke vanskeligt, naar man seer sig om i den nyere Literatur, at finde Exempler. Saaledes er egentlig det i mange Maader saa geniale Værk af ►👤Grabbe: Faust und 👤Don Juan, bygget paa det Onde. For imidlertid ikke at argumentere af et enkelt Skrift, vil jeg hellere vise det i hele Samtidens almindelige Bevidsthed. Naar man vilde fremstille et Individ, som ulykkelige Barndomsforhold havde indvirket saa forstyrrende paa, at disse Indtryk voldte hans Undergang, saa vilde Sligt slet ikke tiltale Nutiden, og det naturligviis ikke fordi det var slet behandlet, thi jeg har jo Lov at tænke mig det udmærket behandlet, men fordi Tiden anlægger en anden Maalestok. Den vil ikke vide af slige ►Kjælingerier, den gjør uden videre Individet ansvarligt for dets Liv. Gaaer altsaa Individet under, saa er dette ikke tragisk, men det er slet. Man skulde nu troe, at det maatte være et Kongerige af Guder, den Slægt, hvori ogsaa jeg har den Ære at leve. Imidlertid er det ingenlunde saa, den Kraftfuldhed, det Mod, der saaledes vil være sin egen Lykkes Skaber, ja sin egen Skaber, er en Illusion, og idet Tiden taber det Tragiske, vinder den Fortvivlelsen. Der ligger en Veemod og en Lægedom i det Tragiske, som man i Sandhed ikke skal forsmaae, og idet man paa den overnaturlige Maade, som vor Tid forsøger det, vil ►vinde sig selv, taber man sig selv, og man bliver comisk. Ethvert Individ, hvor oprindeligt det er, er dog Guds, sin Tids, sit Folks, sin Families, sine Venners Barn, først heri har det sin Sandhed, vil det i hele denne sin Relativitet være det Absolute, saa bliver det latterligt. Man finder undertiden i Sprogene et Ord, der ofte brugt paa Grund af Constructionen i en bestemt Casus, tilsidst ender med at blive om man saa vil selvstændiggjort som Adverbium i denne Casus; et saadant Ord har nu for den Sagkyndige eengang for alle et Tryk og en Skavank, som det aldrig forvinder; vilde det nu desuagtet gjøre Fordring paa at være et Substantiv og nu forlange at bøies gjennem ►alle 5 Casus, saa vilde det være ægte comisk. Saaledes gaaer det ogsaa med Individet, naar det, maaskee vanskeligt nok, hentet frem af Tidens Modersliv, vil i denne uhyre Relativitet være absolut. Opgiver det derimod denne Fordring, vil det være relativt, saa har det ►eo ipso det Tragiske, selv om det var det lykkeligste Individ, ja jeg vilde sige, først da er Individet lykkeligt, naar det har det Tragiske. Det Tragiske har i sig en uendelig Mildhed, det er egentlig i æsthetisk Henseende i Forhold til Menneskelivet, hvad den guddommelige Naade og Barmhjertighed er, det er endnu blødere, og derfor vil jeg sige: det er en moderlig Kjærlighed, der dysser den Bekymrede. Det Ethiske, det er strængt og haardt. Naar derfor en Forbryder vil undskylde sig for Dommeren med, at hans Moder havde Hang til at stjæle og især i den Tid, da hun gik frugtsommelig med ham, saa indhenter Dommeren ►Sundheds-Collegiets Betænkning om hans mentale Tilstand og mener, at han har med Tyven at gjøre og ikke med Tyvens Moder. Forsaavidt her nu er Tale om en Forbrydelse, kan Synderen vel ikke flye hen i Æsthetikens Tempel, men dog vil den ogsaa have et formildende Udtryk for ham. Urigtigt vilde det imidlertid være for ham at søge dertil, thi hans Vei fører ham ikke til det Æsthetiske men til det Religiøse. Det Æsthetiske ligger bag ved ham, og det vilde være en ny Synd af ham, nu at gribe det Æsthetiske. Det Religiøse er Udtrykket for den faderlige Kjærlighed, thi det har det Ethiske i sig, men det er formildet, og hvorved, uden netop ved det Samme, der giver det Tragiske sin Mildhed, ved Continueerlighed. Men medens det Æsthetiske giver denne Hvile, førend Syndens dybe Modsætning er gjort gjældende, saa giver det Religiøse den først, efterat denne Modsætning er seet i hele sin Forfærdelse. Netop i det Øieblik, da Synderen næsten segner under den almindelige Synd, som han har lagt paa sig selv, fordi han følte, at kun jo mere han blev skyldig, desto mere var der Udsigt til at frelses, i det samme Rædselens Øieblik viser Trøsten sig deri, at det er den almene Syndighed, der ogsaa i ham har gjort sig gjældende; men denne Trøst er en religiøs Trøst, og den, som mener ad nogen anden end denne Vei, f. Ex. ved æsthetisk Forflygtigelse, at naae dertil, han har taget Trøsten forfængelig, og han har den egentlig ikke. I en vis Forstand er det derfor en meget rigtig Takt af Tiden, at den vil gjøre Individet ansvarligt for Alt; men Ulykken er, at den ikke gjør det dybt og inderligt nok, og deraf dens Halvhed; den er selvklog nok til at forsmaae Tragediens Taarer, men den er ogsaa selvklog nok til at ville undvære Barmhjertigheden. Og hvad er dog, naar man tager disse to Ting bort, Menneskelivet, hvad er Menneskeslægten? Enten det Tragiskes Veemod, eller Religionens dybe Sorg og dybe Glæde. Eller er det ikke det Eiendommelige for Alt, hvad der hidrører fra hiint lykkelige Folk, et Tungsind, en Veemod i dets Kunst, i dets Poesi, i dets Liv, i dets Glæde?

✂ I det Foregaaende har jeg fornemmelig søgt at udhæve Forskjellen mellem den antike og den moderne Tragedie, forsaavidt denne bliver tydelig i Forskjellen mellem den tragiske Helts Skyld. Det er det egentlige Brændpunkt, hvorfra Alt udstraaler i sin eiendommelige Forskjellighed. Er Helten utvetydig skyldig, saa er ⓘ Monologen forsvunden, Choret forsvunden, Skjæbnen forsvunden, saa er Tanken gjennemsigtig i Dialogen, og Handlingen i Situationen. Det Samme lader sig ogsaa udtrykke fra en anden Side med Hensyn til den Stemning nemlig, som Tragedien fremkalder. ►👤Aristoteles fordrer, som bekjendt, at Tragedien skal hos Tilskueren vække Frygt og Medlidenhed. Jeg erindrer, at ►👤Hegel i sin Æsthetik knytter sig til denne Bemærkning og ved hvert af disse Punkter anstiller en dobbelt Betragtning, som imidlertid ikke er synderlig udtømmende. Naar 👤Aristoteles adskiller Frygt og Medlidenhed, saa kunde man vel med Hensyn til Frygten nærmest tænke paa den Stemning, der accompagnerer det Enkelte, ved Medlidenhed paa den Stemning, der er det definitive Indtryk. Denne sidste Stemning er det, jeg nærmest har for Øie, fordi den er den til den tragiske Skyld svarende, og derfor ogsaa har samme Dialektik i sig som hiint Begreb. 👤Hegel bemærker nu herom, at der gives to Arter af Medlidenhed, den sædvanlige, der vender sig mod den endelige Side af Lidelsen, og den sande tragiske Medlidenhed. Denne Observation er nu ganske rigtig, men for mig af mindre Betydning, da hiin almindelige Rørelse er en Misforstaaelse, der ligesaa vel kan ramme den antike som den moderne Tragedie. Sandt og kraftigt er imidlertid, hvad han tilføier med Hensyn til den sande Medlidenhed: ►das wahrhafte Mitleiden ist im Gegentheil die Sympathie mit der zugleich sittlichen Berechtigung des Leidenden (►Bd. 3, pag. 531). Medens 👤Hegel nu mere betragter Medlidenheden i Almindelighed og dennes Forskjellighed i Individualitets-Forskjelligheden, vil jeg foretrække at udhæve Medlidenhedens Forskjel i Forhold til den tragiske Skylds Forskjel. For strax at antyde denne, vil jeg lade det »Lidende«, som ligger i Ordet: Medlidenhed, ►kløfte sig og tilføie hver især det Sympathetiske, som ligger i det Ord: med, dog saaledes, at jeg ikke kommer til at udsige Noget om Tilskuerens Stemning, der kunde tyde paa hans Vilkaarlighed, men paa den Maade, at jeg, idet jeg udtrykker hans Stemnings Forskjellighed, tillige udtrykker den tragiske Skylds Forskjellighed. I den antike Tragedie er Sorgen dybere, Smerten mindre; i den moderne er Smerten større, Sorgen mindre. Sorg indeholder altid noget mere Substantielt i sig end Smerte. Smerte tyder altid paa en Reflexion over Lidelsen, som Sorgen ikke kjender. Det er i psychologisk Henseende ret interessant at iagttage et Barn, naar det seer en Ældre lide. Barnet er ikke reflekteret nok til at føle Smerte, og dog er dets Sorg uendelig dyb. Det er ikke reflekteret nok til at have en Forestilling om Synd og Brøde; naar det seer den Ældre lide, falder det det ikke ind at tænke herpaa, og dog naar Lidelsens Grund er skjult for det, er der en dunkel Ahnelse herom med i dets Sorg. Saaledes, men i fuldstændig og dyb Harmoni, er den græske Sorg, derfor er den paa eengang saa mild og saa dyb. Naar en Ældre derimod seer en Yngre, et Barn, lide, saa er Smerten større, Sorgen mindre. Jo mere Forestillingen om Skyld træder frem, desto større er Smerten, desto mindre dyb Sorgen. Anvender man nu dette paa Forholdet mellem den antike og den moderne Tragedie, saa maa man sige: i den antike Tragedie er Sorgen dybere, og i den Bevidsthed, som svarer hertil, er Sorgen dybere. Det maa nemlig bestandig erindres, at det ikke ligger i mig, men det ligger i Tragedien, og at jeg, for ret at forstaae den dybe Sorg i den græske Tragedie, maa leve mig ind i den græske Bevidsthed. Det er derfor vistnok ofte kun Eftersnakken, naar saa mange beundre den græske Tragedie; thi saaledes er det aabenbart, at vor Tid idetmindste ikke har stor Sympathi for det, der egentlig er den græske Sorg. Sorgen er dybere, fordi Skylden har den æsthetiske Tvetydighed. I den nyere Tid er Smerten større. Det er ►forfærdeligt at falde i den levende Guds Haand, det kunde man sige om den græske Tragedie. Gudernes Vrede er forfærdelig, men dog er Smerten ikke saa stor som i den moderne Tragedie, hvor Helten lider hele sin Skyld, er sig selv gjennemsigtig i sin Lidelse af sin Skyld. Her gjælder det nu i Lighed med den tragiske Skyld at vise, hvilken Sorg der er den sande æsthetiske Sorg og hvilken den sande æsthetiske Smerte. Den bittreste Smerte er nu aabenbart Angeren, men Angeren har ethisk, ikke æsthetisk Realitet. Den er den bittreste Smerte, fordi den har hele Skyldens totale Gjennemsigtighed, men netop paa Grund af denne Gjennemsigtighed interesserer den ikke æsthetisk. Angeren har en Hellighed, som fordunkler det Æsthetiske, den vil ikke sees, allermindst af Tilskueren, og fordrer en ganske anden Art af Selvvirksomhed. Vel har den nyere Comedie stundom bragt Angeren paa Scenen, men det viser kun Uforstand hos Forfatteren. Man har vel erindret om den psychologiske Interesse, det kan have at see Angeren skildret, men den psychologiske Interesse er atter ikke den æsthetiske. Dette hører med til den Forvirring, der i vor Tid paa saa mange Maader gjør sig gjældende: man søger en Ting der, hvor man ikke skulde søge den, og hvad værre er, man finder den, hvor man ikke skulde finde den; man vil opbygges i Theatret, æsthetisk paavirkes i Kirken, man vil omvendes af Romaner, nyde Opbyggelsesskrifter, man vil have Philosophien paa Prædikestolen og Præsten paa Kathedret. Denne Smerte er altsaa ikke den æsthetiske Smerte, og dog er det aabenbart den, den nye Tid arbeider hen paa som den høieste tragiske Interesse. Her viser det samme sig igjen med Hensyn til den tragiske Skyld. Vor Tid har tabt alle ►substantielle Bestemmelser af Familie, Stat, Slægt; den maa ganske overlade det enkelte Individ til sig selv, saaledes, at dette i strængere Forstand bliver sin egen Skaber, dets Skyld er altsaa Synd, dets Smerte Anger; men hermed er det Tragiske hævet. Ogsaa den i strengere Forstand lidende Tragedie har egentlig tabt sin tragiske Interesse, thi den Magt, hvorfra Lidelsen kommer, har tabt sin Betydning, og Tilskueren raaber: ►hjælp Dig selv, og Himlen skal hjælpe Dig; med andre Ord: Tilskueren har tabt Medlidenheden, men Medlidenhed er saavel i subjectiv som objectiv Forstand det egentlige Udtryk for det Tragiske.

✂ For Tydelighedens Skyld vil jeg nu, inden jeg videre udfører det her Udviklede, først lidt nærmere bestemme den sande æsthetiske Sorg. Sorgen har den modsatte Bevægelse af den, Smerten har; naar man ikke ved Conseqvensmageri vil fordærve det – Noget, jeg ogsaa paa en anden Maade skal forhindre – kan man sige: jo mere Uskyld, jo dybere Sorg. Vil man urgere det, saa vil man hæve det Tragiske. Et Moment af Skyld bliver der altid tilbage, men dette Moment er egentlig ikke subjectiv reflekteret; derfor er Sorgen i den græske Tragedie saa dyb. For at forhindre utidige Conseqvenser vil jeg blot bemærke, at man ved alle Overdrivelser kun bringer det dertil, at man fører Sagen over paa et andet Gebeet. Eenheden nemlig af den absolute Uskyld og den absolute Skyld er ingen æsthetisk Bestemmelse, det er en metaphysisk. Det er egentlig Grunden til, at man altid har undseet sig for at kalde Christi Liv en Tragedie, fordi man følte, at æsthetiske Bestemmelser ikke udtømme Sagen. Ogsaa paa en anden Maade viser det sig, at Christi Liv er Mere, end hvad der lader sig udtømme i æsthetiske Bestemmelser; derved, at disse neutralisere sig paa dette Phænomen og stilles i Indifferens. Den tragiske Handling har altid et Moment af Liden i sig, og den tragiske Liden et Moment af Handling, det Æsthetiske ligger i Relativiteten. Identiteten af en absolut Handlen og en absolut Liden er over det Æsthetiskes Kræfter og tilhører det Metaphysiske. I Christi Liv er denne Identitet, thi hans Liden er absolut, da den er absolut fri Handlen, og hans Handlen er absolut Liden, da den er absolut Lydighed. Det Moment altsaa af Skyld, der bliver tilbage, er ikke subjectivt reflekteret, og dette gjør Sorgen dyb. Den tragiske Skyld er nemlig mere end den blot subjective Skyld, det er ►Arveskyld; men Arveskyld er ligesom Arvesynd substantiel Bestemmelse, og dette Substantielle gjør netop Sorgen dybere. Den altid beundrede tragiske Trilogi af ►👤Sophokles:📖 Oedipus 📖 Coloneus, 📖 Oedipus rex, og 📖 Antigone dreier sig væsentlig om denne ægte tragiske Interesse. Men Arveskyld indeholder i sig denne Selvmodsigelse, at være Skyld og dog ikke at være Skyld. Det Baand, hvorved Individet bliver skyldigt, er netop Pieteten, men den Skyld, det derved paadrager sig, har al mulig æsthetisk ►Amphiboli. Man kunde her let falde paa, at det Folk, der maatte have udviklet det dybe Tragiske, var det Jødiske. Naar det saaledes hedder om ►👤Jehova, at han er ►en nidkjær Gud, han hjemsøger Fædrenes Forseelser paa Børnene i tredie og fjerde Led, eller naar man hører hine ►rædselsfulde Forbandelser i det gamle Testamente, saa kunde man let fristes til, her at ville søge tragisk Stof. Men Jødedommen er for ethisk udviklet hertil; 👤Jehovas Forbandelser ere, om end forfærdelige, dog tillige retfærdige Straffe. Saaledes var det ikke i 📌Grækenland; Gudernes Vrede har ingen ethisk Charakteer, men æsthetisk Tvetydighed.

✂ I den græske Tragedie selv findes en Overgang fra Sorgen til Smerten, og som Exempel herpaa vilde jeg anføre ►👤Philoktet. Denne er i strængere Forstand en lidende Tragedie. Men ogsaa her hersker dog endnu en høi Grad af Objektivitet. Den græske Helt hviler i sin Skjæbne, hans Skjæbne er uforanderlig, derom kan der ikke videre være Tale. Dette Element er egentlig Sorgens Moment i Smerten. Den første Tvivl, med hvilken egentlig Smerten begynder, det er den: hvorfor vederfares dette mig, kan det ikke være anderledes. Vel er der i 👤Philoktet, hvad altid har været mig paafaldende og hvorved den væsentlig adskiller sig fra hiin udødelige Trilogi, en høi Grad af Reflexion: ►den mesterlig skildrede Selvmodsigelse i sin Smerte, hvori der er en saa dyb menneskelig Sandhed, men der er dog en Objektivitet, som bærer det Hele. 👤Philoktets Reflexion fordyber sig ikke i sig selv, og det er ægte græsk, naar han beklager sig over, at ►Ingen er vidende om hans Smerte. Der ligger en overordentlig Sandhed heri, og dog viser sig netop her tillige Forskjelligheden fra den egentlige reflekterede Smerte, der altid ønsker at være ene med sin Smerte, som søger en ny Smerte i denne Smertens Eensomhed.

✂ Den sande tragiske Sorg fordrer altsaa et Moment af Skyld, den sande tragiske Smerte et Moment af Uskyldighed; den sande tragiske Sorg fordrer et Moment af Gjennemsigtighed, den sande tragiske Smerte et Moment af Dunkelhed. Saaledes troer jeg bedst at kunne antyde det Dialektiske, hvori Bestemmelserne af Sorg og Smerte berøre hinanden, ligesom ogsaa den Dialektik, der ligger i det Begreb: den tragiske Skyld.

✂ Da det strider mod vor Forenings Bestræbelse at levere sammenhængende Arbeider eller større Heelheder, da vor Tendens ikke er at arbeide paa ►et babylonisk Taarn, som Gud i sin Retfærdighed kan stige ned og ødelægge, da vi i Bevidsthed af, at hiin Forvirring skete med Rette, anerkjende det som det Eiendommelige for al menneskelig Stræben i sin Sandhed, at den er fragmentarisk, at det netop er det, hvorved den adskiller sig fra Naturens uendelige Sammenhæng; at en Individualitets Rigdom netop bestaaer i dens Kraft i fragmentarisk Ødselhed, og at det, der er det producerende Individs Nydelse, ogsaa er det ►reciperende Individs, ikke den besværlige og nøiagtige Udførelse, eller den langvarige Opfattelse af denne Udførelse, men Frembringelsen og Nydelsen af den glimtende Flygtighed, der for den Frembringende indholder et Mere end hvad den gjennemførte Udførelse har, da den er Ideens ►Apparens, for den Reciperende indeholder et Mere, da dens ►Fulguration vækker hans egen Productivitet – da Alt dette, siger jeg, strider mod vor Forenings Tendens, ja, da næsten den forelæste Periode maa ansees for et betænkeligt Attentat paa den ►Interjections-Stiil, hvori Ideen bryder ud, uden at komme til Gjennembrud, der i vort Samfund er tillagt Officialitet, saa vil jeg, efter at have gjort opmærksom paa, at min Adfærd dog ikke kan kaldes oprørsk, da det Baand, der sammenholder denne Periode, er saa løst, at de indeholdte Mellemsætninger stritte aphoristisk og egenraadigt nok frem, blot erindre om, at min Stiil har gjort et Forsøg paa, tilsyneladende at være, hvad den ikke er – revolutionair.

✂ Vort Selskab fordrer ved hvert enkelt Møde en Fornyelse og Gjenfødelse, og til den Ende, at dets indre Virksomhed forynges ved en ny Betegnelse af dets Productivitet. Lader os da betegne vor Tendens som Forsøg i den fragmentariske Stræben eller i den Kunst at skrive efterladte Papirer. Et fuldstændigt fuldført Arbeide staaer i intet Forhold til den digtende Personlighed; ved efterladte Papirer føler man bestandigt paa Grund af det Afbrudte, ►Desultoriske, en Trang til at digte Personligheden med. Efterladte Papirer ere som en Ruin, og hvilket Tilholdssted kunde være naturligere for Begravne? Kunsten er nu, kunstnerisk at frembringe den samme Virkning, den samme Skjødesløshed og Tilfældighed, den samme ►anakoluthiske Tankegang, Kunsten er, at frembringe en Nydelse, der aldrig bliver præsentisk, men altid har et Moment af den forbigangne Tid i sig, saa at den er nærværende i den forbigangne Tid. Dette udtrykkes allerede i det Ord: efterladt. I en vis Forstand er jo Alt, hvad en Digter har frembragt, efterladt; men det fuldendt Udførte kunde man aldrig falde paa at kalde et efterladt Arbeide, om det end havde den tilfældige Egenskab, at det ikke var udgivet i hans levende Live. Ogsaa dette antager jeg er en Egenskab ved al menneskelig Frembringelse i dens Sandhed, saaledes som vi have opfattet den, at den er ►Efterladenskab, da det ikke er Menneskene forundt, at leve i Gudernes evige Beskuelse. Efterladenskab vil jeg altsaa kalde, hvad der frembringes iblandt os, det vil sige kunstnerisk Efterladenskab; Efterladenhed, Indolens vil jeg kalde den Genialitet, vi sætte Priis paa; ►vis inertiæ den Naturlov, vi tilbede. Hermed haver jeg nu efterkommet vore hellige Skikke og Vedtægter.

✂ Saa træder da nærmere til mig, kjære Συμπαϱανεϰϱωμενοι, slutter Eder om mig, idet jeg skikker min tragiske Heltinde ud i Verden, idet jeg giver Sorgens Datter i Udstyr Smertens Medgift. Hun er mit Værk, men dog er hendes Omrids saa ubestemt, hendes Skikkelse saa ►nebuløs, at Enhver af Eder kan ►forliebe sig i hende og vil kunne elske hende paa sin Maade. Hun er min Skabning, hendes Tanker ere mine Tanker, og dog er det, som om jeg i en Elskovs-Nat havde hvilet hos hende, som havde hun betroet mig sin dybe Hemmelighed, udaandet den og sin Sjæl i mit Favnetag, og som var hun i samme Nu forvandlet for mig, forsvundet, saa hendes Virkelighed kun lod sig spore i den Stemning, der blev tilbage, istedetfor at det forholder sig omvendt, at hun ud af min Stemning fødes til større og større Virkelighed. Jeg lægger hende Ordet i Munden, og dog er det mig, som om jeg misbrugte hendes Fortrolighed, det er mig, som om hun stod bebreidende bag ved mig, og dog er det omvendt, i hendes Hemmelighed bliver hun bestandigt mere og mere synlig. Hun er min Eiendom, min lovlige Eiendom, og dog er det stundom, som om jeg lumskelig havde listet mig ind i hendes Fortrolighed, som maatte jeg bestandig skue mig om efter hende tilbage, og dog er det omvendt, hun ligger bestandigt foran mig, hun bliver bestandigt kun til, idet jeg fører hende frem. ►👤Antigone hedder hun. Dette Navn vil jeg beholde fra den gamle Tragedie, som jeg i det Hele vil knytte mig til, skjøndt fra den anden Side Alt bliver moderne. Først dog en Bemærkning. Jeg bruger en qvindelig Figur, fordi jeg nærmest troer, at en qvindelig Natur vil være mest skikket til at vise Forskjellen. Som Qvinde vil hun have Substantialitet nok til, at Sorgen kan vise sig, men som tilhørende en reflekterende Verden vil hun have Reflexion nok til at faae Smerten. For at faae Sorgen maa den tragiske Skyld vakle mellem Skyld og Uskyld, det, hvorved Skylden gaaer over i hendes Bevidsthed, maa altid være en Substantialitetens Bestemmelse; men da for at ⓘ faae Sorgen den tragiske Skyld maa have denne Ubestemthed, saa maa Reflexionen ikke være tilstede i sin Uendelighed; thi da vilde den reflektere hende ud af sin Skyld, idet Reflexionen i sin uendelige Subjectivitet ikke kan lade det Moment af Arveskyld blive staaende, som giver Sorgen. Da imidlertid Reflexionen er vaagnet, saa vil den ikke reflektere hende ud af Sorgen, men ind i den, den vil i ethvert Øieblik forvandle Sorgen for hende til Smerte.

✂ ►👤Labdakos's Slægt er altsaa Gjenstand for de vrede Guders Forbittrelse, ►👤Oedip har dræbt 👤Sphinx, befriet 📌Theben, 👤Oedip har myrdet sin Fader, ægtet sin Moder og 👤Antigone er Frugten af dette Ægteskab. Saaledes i den græske Tragedie. Her afviger jeg. Alt forholder sig hos mig ligesaa, og dog er Alt anderledes. At han har dræbt 👤Sphinx og befriet 📌Theben, det er Alle bekjendt, og 👤Oedip lever hædret og beundret, lykkelig i sit Ægteskab med ►👤Jokaste. Det Øvrige er skjult for Menneskenes Øine, og ingen Ahnelse har nogensinde kaldet denne rædsomme Drøm til Virkelighed. Kun 👤Antigone veed det. Hvorledes hun har faaet det at vide, ligger udenfor den tragiske Interesse, og Enhver kan i den Henseende overlade sig til sin egen Combination. I en tidlig Alder, før hun endnu var fuldkommen udviklet, have dunkle Hentydninger paa denne rædsomme Hemmelighed momentviis grebet hendes Sjæl, indtil Visheden med eet Slag kaster hende i Angstens Arme. Her har jeg nu strax en Bestemmelse af det moderne Tragiske. Angst er nemlig en Reflexion og er forsaavidt væsentlig forskjellig fra Sorg. Angst er det Organ, hvorved Subjectet tilegner sig Sorgen og assimilerer sig den. Angst er den Bevægelses Kraft, ved hvilken Sorgen borer sig ind i Eens Hjerte. Men Bevægelsen er ikke hurtig som Pilens, den er successiv, den er ikke eengang for alle, men den vorder bestandig. Som et lidenskabeligt erotisk Øiekast attraaer sin Gjenstand, saaledes seer Angsten paa Sorgen for at attraae den. Som et stille uforkrænkeligt Kjærligheds Blik sysler med den elskede Gjenstand, saaledes ⓘ er Angsten Selvbeskæftigelse med Sorgen. Men Angsten har et Moment mere i sig, som gjør, at den endnu stærkere holder fast ved sin Gjenstand, thi den baade elsker og frygter den. Angst har en dobbelt Function, deels er den den opdagende Bevægelse, der bestandig berører og ved denne Tasten opdager Sorgen, idet den gaaer rundt om Sorgen. Eller Angsten er pludselig, sætter i et eneste Nu hele Sorgen, dog saaledes, at dette Nu øieblikkeligt opløser sig i Succession. Angst i denne Betydning er en ægte tragisk Bestemmelse, og det gamle Ord: ►quem deus vult perdere, primum dementat, lader sig her ret med Sandhed anvende. At Angst er en Reflexions-Bestemmelse, det viser Sproget selv; thi jeg siger altid: at ængstes for Noget, hvorved jeg adskiller Angsten fra det, hvorfor jeg ængstes, og jeg kan aldrig bruge Angst i objectiv Forstand, medens jeg derimod, naar jeg siger: min Sorg, ligesaa meget kan udtrykke det, jeg sørger over, som min Sørgen derover. Dertil kommer, at Angst altid i sig indeholder en Reflexion paa Tid, thi jeg kan ikke ængstes over det Nærværende, men kun for det Forbigangne eller Tilkommende, men det Forbigangne og det Tilkommende, saaledes holdte imod hinanden, at det Præsentiske forsvinder, er Reflexions-Bestemmelser. Den græske Sorg derimod er, som hele det græske Liv, præsentisk, og derfor Sorgen dybere men Smerten mindre. Angsten hører derfor væsentlig med til ⓘ det moderne Tragiske. Derfor er ►👤Hamlet saa tragisk, fordi han ahner Moderens Forbrydelse. ►👤Robertle diable spørger, hvoraf det dog kunde komme, at han gjør saa meget Ondt. ►Høgne, hvem Moderen havde avlet med en Trold, kommer tilfældigviis til at see sit Billede i Vandet og spørger nu Moderen, hvorfra hans Legeme har faaet en saadan Form.

✂ Forskjellen er nu let iøinefaldende. I den græske Tragedie beskæftiger 👤Antigone sig slet ikke med Faderens ulykkelige Skjæbne. Denne hviler som en uigjennemtrængelig Sorg over den hele Slægt, 👤Antigone lever hen sorgløs som enhver anden ung græsk Pige, ja Choret beklager hende, da hendes Død er bestemt, fordi hun i en saa ung Alder skal forlade dette Liv, forlade det, uden at have smagt dets skjønneste Glæde, aabenbart forglemmende Familiens egen dybe Sorg. Dermed skal nu ingenlunde være sagt, at det er Letsind, eller at det enkelte Individ staaer ene for sig, uden at bekymre sig om sit Forhold til Slægten. Men det er ægte græsk. Livsforholdene ere dem eengang givne ligesom den Horizont, under hvilken de leve. Er denne end dunkel og skyfuld, saa er den tillige uforanderlig. Den giver en Grundtone i Sjælen, og dette er Sorgen, ikke Smerten. I 👤Antigone samles den tragiske Skyld paa et bestemt Punkt, at hun har begravet sin Broder tiltrods for Kongens Forbud. Sees dette som et isoleret Factum, som en Collision mellem søsterlig Kjærlighed og Pietet og et vilkaarligt menneskeligt Forbud, saa vilde 👤Antigone ophøre at være en græsk Tragedie, det var et aldeles moderne tragisk Sujet. Det, der i græsk Forstand giver tragisk Interesse, er, at i Broderens ulykkelige Død, i Søsterens Collision med et enkelt menneskeligt Forbud gjenlyder 👤Oedips sørgelige Skjæbne, det er ligesom Efterveerne, 👤Oedips tragiske Skjæbne, der forgrener sig ud i hans Families ►enkelte Skud. Dette Totale gjør Tilskuerens Sorg saa uendelig dyb. Det er ikke et Individ, der gaaer under, men en lille Verden, det er den objective Sorg, der, løsladt, nu skrider frem i sin egen forfærdelige Conseqvens som en Natur-Magt, og 👤Antigones sørgelige Skjæbne er som Efterklang af Faderens, en potenseret Sorg. Naar derfor 👤Antigone tiltrods for Kongens Forbud beslutter at begrave Broderen, saa see vi deri ikke saa meget den frie Handling som den skjæbnesvangre Nødvendighed, der ►hjemsøger Fædrenes Brøde paa Børnene. Saa megen Frihed er der vel deri, at vi kunne elske 👤Antigone for hendes søsterlige Kjærlighed, men i ►Fatumets Nødvendighed ligger tillige det ligesom høiere Omqvæd, der ikke blot indeslutter 👤Oedips Liv, men ogsaa hans Slægt.

✂ Medens nu den græske 👤Antigone lever sorgløs hen saaledes, at hvis dette nye Factum ikke var kommet til, man kunde tænkt sig hendes Liv i dets trinvise Udfoldelse endog lykkeligt, saa er derimod vor 👤Antigones Liv væsentlig endt. Ikke har jeg karrigt udstyret hende, og som man siger, at ►et godt Ord paa rette Sted er som Guldæbler i Sølvskaaler, saaledes har jeg her lagt Sorgens Frugt i Smertens Skaal. Hendes Udstyr er ikke forfængelig Pragt, som ►Møl og Rust kan fortære, det er en evig Skat, Tyvehaand kan ikke bryde ind og stjæle den, dertil vil hun selv være for aarvaagen. Hendes Liv udfolder sig ikke som den græske 👤Antigones, det er ikke vendt ud efter men ind efter, Scenen er ikke udvortes men indvortes, det er en ►Aandescene. Skulde det ikke være lykkedes mig, kjære Συμπαϱανεϰϱωμενοι, at vinde Eders Interesse for en saadan Pige, eller skal jeg tye til en ►captatio benevolentiæ? Ogsaa hun tilhører ikke den Verden, hvori hun lever, om end blomstrende og sund er dog hendes egentlige Liv et forborgent, ogsaa hun er, skjøndt levende, i en anden Forstand afdød, stille er dette Liv og skjult, Verden hører end ikke et Suk; thi hendes Suk er skjult i hendes Sjæls Løndom. Ikke behøver jeg at erindre om, at hun ingenlunde er en svag og sygelig Qvinde, tvertimod, hun er stolt og kraftfuld. Der er maaskee Intet, der adler et Menneske saa meget som at bevare en Hemmelighed. Det giver hans hele Liv en Betydning, som det dog kun har for ham selv, det frelser ham fra ethvert forfængeligt Hensyn til Omverdenen, sig selv nok hviler han salig i sin Hemmelighed, det kan man næsten sige, om end hans Hemmelighed var den usaligste. ⓘ Saaledes vor 👤Antigone. Stolt er hun af sin Hemmelighed, stolt af, at hun er udseet til paa en underlig Maade at redde den Oedipske Slægts Hæder og Ære, og naar det taknemmelige Folk tiljubler 👤Oedip Tak og Priis, da føler hun sin egen Betydning, og hendes Hemmelighed synker dybere og dybere ned i hendes Sjæl, utilgængeligere for ethvert levende Væsen. Hun føler, hvor Meget der er lagt i hendes Haand, og dette giver hende den overnaturlige Størrelse, som er nødvendig, for at hun tragisk skal kunne beskæftige os. Som en enkelt Figur maa hun kunne interessere. Hun er Mere end en ung Pige i Almindelighed, og dog er hun en ung Pige; hun er Brud, og dog i al Jomfruelighed og Reenhed. Som Brud har Qvinden naaet sin Bestemmelse, og derfor kan en Qvinde i Almindelighed kun beskæftige os i samme Grad, som hun bringes i Forhold til denne hendes Bestemmelse. Imidlertid gives der Analogier hertil. Man taler saaledes om en ►Guds Brud, hun har i Troen og Aanden det Indhold, hvori hun hviler. Vor 👤Antigone vilde jeg i en maaskee endnu skjønnere Forstand kalde Brud, ja hun er næsten Mere, hun er Moder, hun er reent æsthetisk ►virgo mater, sin Hemmelighed bærer hun under sit Hjerte, skjult og forborgen. Hun er Taushed netop fordi hun er hemmelighedsfuld, men denne Tilbagevenden i sig selv, som ligger i Taushed, giver hende en overnaturlig Holdning. Hun er stolt af sin Sorg, hun er jaloux paa den, thi hendes Sorg, det er hendes Kjærlighed. Men dog er hendes Sorg ikke en død urørlig Eiendom, den bevæger sig bestandigt, den føder Smerte og fødes med Smerte. Som naar en Pige beslutter at offre sit Liv for en Idee, naar hun staaer der med ►Offerkrandsen om sin Pande, staaer hun Brud, thi den store begeistrende Idee forvandler hende, og Offerkrandsen er ligesom ►Brudekrandsen. ►Hun kjender ikke nogen Mand, og dog er hun Brud; hun kjender end ikke Ideen, som begeistrer hende, thi dette vilde være uqvindeligt, og dog er hun Brud. Saaledes er vor 👤Antigone Sorgens Brud. Hun helliger sit Liv til at sørge over Faderens Skjæbne, over sin egen. En saadan Ulykke som den, der har rammet Faderen, kræver Sorg, og dog er der Ingen, som kan sørge derover, da der Ingen er, som veed det. Og som den græske 👤Antigone ikke kan taale, at Broderens Liig henslænges uden den sidste Ære, saaledes føler hun, hvor haardt det vilde have været, om intet Menneske havde faaet det at vide, det ængster hende, at der ikke skulde være bleven fældet en Taare, hun næsten takker Guderne, fordi hun er udseet til dette Redskab. Saaledes er 👤Antigone stor i sin Smerte. Jeg kan her ogsaa vise en Forskjel mellem det Græske og det Moderne. Det er ægte græsk, at 👤Philoktet beklager sig over, at der Ingen er, der veed, hvad han lider, det er en dyb menneskelig Trang at ville, at Andre erfare det; den reflekterende Smerte ønsker imidlertid ikke dette. Det falder ikke 👤Antigone ind at ønske, at Nogen skulde erfare hendes Smerte, men derimod føler hun det i Forhold til Faderen, føler den Retfærdighed, der ligger i at sørge, som er ligesaa æsthetisk retfærdigt som at man lider Straf, naar man har gjort Uret. Medens derfor først Forestillingen om at være bestemt til levende at begraves, aftvinger 👤Antigone i den græske Tragedie det Sorgens Udbrud:

✂ ►(850) ἰὼ δύστανος,
οὔτ' ἐν βϱοτοῖς οὔτ' ἐν νεϰϱοισι
μέτοιϰος, οὐ ζῶσιν, οὐ ϑανοῦσι1

  1. ►(844). O weh Unselige! Nicht unter Menschen, nicht unter Todten, Im Leben nicht heimisch noch im Tode! (tilbage)

✂ saa kan vor 👤Antigone sige det om sig selv hele sit Liv. Forskjellen er paafaldende; der ligger i hendes Udsagn en factisk Sandhed, som gjør Smerten mindre. Naar vor 👤Antigone vilde sige det Samme, saa var det uegentligt, men denne Uegentlighed er den egentlige Smerte. Grækerne udtrykke sig ikke uegentligt, netop fordi den Reflexion, som hører dertil, ikke laae i deres Liv. Naar saaledes 👤Philoktet klager over, at han lever eensomt og forladt paa den øde Ø, saa har hans Udsagn tillige den udvortes Sandhed; naar vor 👤Antigone derimod føler Smerten i sin Eensomhed, saa er dette jo uegentligt, at hun er alene, men netop derfor er Smerten først ret egentlig.

✂ Hvad nu den tragiske Skyld angaaer, da ligger den paa den ene Side i det Factum, at hun begraver Broderen, deels ligger den i Contexten med Faderens sørgelige Skjæbne, der underforstaaes fra ►de tvende foregaaende Tragedier. Her staaer jeg nu atter ved den besynderlige Dialektik, der sætter Slægtens Brøde i Forhold til Individet. Dette er det Nedarvede. ►Dialektik tænker man sig i Almindelighed temmelig abstract, man tænker nærmest paa de logiske Bevægelser. Livet vil imidlertid snart lære Een, at der gives mange Arter af Dialektik, at næsten enhver Lidenskab har sin egen. ►Den Dialektik derfor, der sætter Slægtens eller Familiens Brøde i Forbindelse med det enkelte Subject, saaledes, at dette ikke blot lider derunder – thi dette er en Natur-Conseqvens, som man forgjæves vilde søge at forhærde sig imod – men bærer Skylden med, participerer i denne, denne Dialektik er os fremmed, har intet Nødende for os. Vil man imidlertid tænke paa en Gjenfødelse af det antike Tragiske, saa maa ethvert Individ være betænkt paa sin egen Gjenfødelse, ikke blot i aandelig Forstand, men i endelig Forstand af Familiens og Slægtens Modersliv. Den Dialektik, der sætter Individet i Forbindelse med Familie og Slægt, er ingen ►subjectiv Dialektik, thi denne hæver netop Forbindelsen og Individet ud af Sammenhænget; den er en objectiv Dialektik. Den er væsentlig Pieteten. At bevare denne kan ikke ansees for nogen Skade for Individet. Man lader i vor Tid Noget gjælde i Naturforhold, som man ikke vil lade gjælde i Aandsforhold. Saa isoleret vil man dog ikke være, saa unaturlig, at man ikke vil betragte Familien som et Heelt, hvorom man maa sige, at ►naar et Lem lider, saa lide de alle. Det gjør man uvilkaarligt, og hvorfor er vel ellers det enkelte Individ saa bange for, at et andet Lem af Familien skal bringe Skjændsel over den, uden fordi han føler, at han lider med derunder. Denne Lidelse maa nu aabenbart Individet tage med, enten det vil eller ei. Men da det Punkt, man gaaer ud fra, er Individet, ikke Slægten, saa er denne tvungne Liden maximum; man føler, at Mennesket ikke ganske kan blive Herre over sit Naturforhold, men ønsker det dog saavidt som muligt. Seer derimod Individet Naturforholdet som et Moment med i sin Sandhed, saa udtrykker dette sig saaledes i Aandens Verden, at Individet participerer i Skylden. Denne Conseqvens kunne Mange maaskee ikke fatte, men saa kunne de ei heller fatte det Tragiske. Er Individet isoleret, saa er det enten absolut sin egen Skjæbnes Skaber, og saa er der intet Tragisk mere, men kun det Onde – thi det er end ikke tragisk, at Individet var forblindet eller hildet i sig selv, thi det er dets eget Værk; – eller Individerne ere blot Modificationer af Tilværelsens evige Substans, og saa er atter det Tragiske borte.

✂ Med Hensyn til den tragiske Skyld viser sig nu ogsaa let en Forskjel i det Moderne, efter at dette har optaget det Antike i sig, thi derom kan der egentlig kun nu være Tale. Den græske 👤Antigone participerer ved sin barnlige Pietet i Faderens Skyld, saaledes ogsaa den moderne; men for den græske 👤Antigone er Faderens Skyld og Lidelse et udvortes Factum, et urokkeligt Factum, som hendes Sorg ikke bevæger (►quod non volvit in pectore); og forsaavidt hun selv personligt paa Grund af Natur-Conseqvens lider under Faderens Skyld, saa er dette igjen i sin hele udvortes Facticitet. Med vor 👤Antigone er det anderledes. Jeg antager, 👤Oedip er død. Allerede medens han levede har 👤Antigone været vidende om denne Hemmelighed, men har ikke havt Mod til at betroe sig til Faderen. Ved Faderens Død er hun berøvet den eneste Udvei til at befries fra sin Hemmelighed. Nu at betroe den til noget levende Væsen, vilde være at beskæmme Faderen, hendes Liv faaer Betydning for hende som helliget til ved hendes ubrødelige Taushed daglig, hver Time næsten, at bevise ham den sidste Ære. Een Ting er hun imidlertid uvidende om, om Faderen selv har vidst det eller ikke. ⓘ Her er det Moderne, det er Uroen i hendes Sorg, det er ►Amphibolien i hendes Smerte. Hun elsker Faderen af hele sin Sjæl, og denne Kjærlighed drager hende fra hende selv ind i Faderens Skyld; som Frugten af en saadan Kjærlighed føler hun sig fremmed for Menneskene, hun føler sin Skyld jo mere hun elsker Faderen, kun hos ham kan hun finde Hvile, som lige skyldige ville de sørge med hinanden. Men medens Faderen levede, har hun ikke kunnet betroe ham sin Sorg; thi hun vidste jo ikke, om han var vidende derom, og altsaa var der en Mulighed for at nedstyrte ham i en lignende Smerte. Og dog, dersom han ikke har været vidende derom, var Skylden mindre. Bevægelsen er her bestandig relativ. Dersom 👤Antigone ikke med Bestemthed vidste det factiske Sammenhæng, saa blev hun ubetydelig, hun vilde da ikke have andet end en Ahnelse at kæmpe med, og det er for lidt til tragisk at beskæftige os. Men hun veed Alt; men indenfor denne Viden er der dog en Uvidenhed, der altid kan holde Sorgen i Bevægelse, altid forvandle den til Smerte. Dertil kommer, at hun bestandig er i Strid med den udvortes Omgivelse. 👤Oedip lever i Folkets Minde som en lykkelig Konge, hædret og priset; Antigone har selv beundret som hun har elsket sin Fader. Hun deeltager i enhver Jubel og Berømmelse af ham, hun er begeistret for Faderen som ingen anden Pige i det hele Rige, hendes Tanke vender bestandig tilbage til ham, hun prises i Landet som et Mønster paa en kjærlig Datter, og dog er denne Begeistring den eneste Maade, paa hvilken hun kan give sin Smerte Udbrud. Hendes Fader ligger hende Altid i Tankerne, men hvorledes, det er hendes smertelige Hemmelighed. Og dog tør hun ikke give sig hen til Sorg, ikke græmme sig, hun føler, hvormeget der hviler paa hende, hun frygter, hvis man saae hende lide, at man skulde komme paa Sporet, og saaledes faaer hun ogsaa fra denne Side ikke Sorgen, men Smerten.

✂ Saaledes udarbeidet og gjennemarbeidet tænker jeg vel at 👤Antigone kan beskæftige os, jeg tænker, at I ikke ville bebreide mig Letsindighed eller faderlig Forkjærlighed, naar jeg mener, at hun vel tør forsøge sig i det tragiske Fag og træde op i en Tragedie. Hidtil er hun kun en episk Figur, og det Tragiske i hende har kun episk Interesse.

✂ Et Sammenhæng, hvori hun kunde passe, er vel heller ei saa svært at udfinde, i den Henseende kan man gjerne lade sig nøie med hvad den græske Tragedie giver. Hun har en Søster levende, hende vil jeg lade være noget ældre og gift. Hendes Moder kunde ogsaa være levende. At disse naturligviis altid blive Bipersoner, er en Selvfølge, som og, at overhovedet Tragedien faaer et episk Moment i sig, saaledes som den græske Tragedie har det, uden at dette derfor behøver at være saa fremtrædende, dog vil Monologen altid her spille en Hovedrolle, om end Situationen bestandig bør komme den til Hjælp. Alt maa man tænke sig samlet om denne ene Hovedinteresse, som udgjør 👤Antigones Livs Indhold, og naar nu saaledes det Hele er lagt til Orden, saa bliver Spørgsmaalet, hvorledes tilveiebringes den dramatiske Interesse?

✂ Vor Heltinde, saaledes som hun har fremstillet sig i det Foregaaende, er paa Vei til at ville overspringe et Moment af sit Liv, hun er ifærd med at ville leve ganske aandeligt, Noget, Naturen ikke taaler. Med den Dybde, hendes Sjæl har,