Journalen CC

✂

✂ Mens SK i perioden 1833-36 flittigt arbejdede med at oversætte dele af Det Nye Testamente fra græsk til latin, blev der i de år af fagets folk sat spørgsmålstegn ved det formålstjenlige i fortsat at anvende latin som eksaminationssprog.* Stud.theol. 👤P. Larsen udgav i 1832 Forslag til at afskaffe det latinske Sprog, som Examinations-Sprog, saavel ved alle Embeds-Examina i Almindelighed, som ved examen theologicum i Særdeleshed. Senere på året udkom hans Betragtninger over det latinske Sprog fra forskjellige Synspuncter. I 1834 indledte 👤Grundtvig sit første angreb på den »sorte Skole« med pamfletten Den latinske Stil, aftrykt i Nik. Fred. Sev. Grundtvigs udvalgte Skrifter bd. 8, udg. af 👤Holger Begtrup, 📌Kbh. 1909, s. 26-39. Som et forvarsel udkom lektionskatalogen på foranledning af 👤H.N. Clausen i 1833 for første gang også på dansk, og i 1835 ophøjede en kgl. resolution i et vist omfang modersmålet til eksamenssprog ved Det Teologiske Fakultet, mens brugen af det latinske sprog ved skriftlig eksamen dog blev fastholdt i de eksegetiske fag.* Jf. kgl. resolution af 13. dec. 1835: »Det er tilladt ved den theologiske Embedsexamen at lade det danske Sprog for en Deel træde istedet for det Latinske, saaledes nemlig at af de 6 Specimina, der udarbeides ved den skriftlige Eksamen, i det høieste 3, i det mindste 2, og i Regelen de exegetiske, skulde skrives paa Latin, de øvrige derimod paa Dansk«, Samling af Forordninger, Rescripter, Resolutioner og Collegialbreve, som vedkomme Geistligheden, udg. af 👤J.L.A. Kolderup-Rosenvinge, bd. 3, 3. udg., Kbh. 1840, s. 103. I 1847 vandt dansk yderligere terræn, og i 1850 blev latin helt afskaffet som eksamenssprog ved Det Teologiske Fakultet.

✂ Ved den skriftlige prøve i nytestamentlig eksegese fik eksaminanden forelagt et stykke af den græske grundtekst, som han uden hjælpemidler skulle oversætte til latin og bagefter – ligeledes på latin – kommentere både sprogligt og indholdsmæssigt.* Den skriftlige eksegetiske prøves indretning fremgår af to bevarede eksamensbesvarelser fra januareksamen 1846 (Rigsarkivet, KU. 31.07.05). Det var således en eksamen, som forudsatte sikre og grundige kundskaber i græsk og et stort aktivt ordforråd i latin.

✂ SK, der i årene 1821-30 var elev på Borgerdydskolen, på det tidspunkt byens og landets førende latinskole, havde til studentereksamen i latin opgivet mere end 11.000 vers poesi og henved 1.250 sider prosa.* SK havde i de øverste klasser 12-13 ugentlige timer i latinsk tekstlæsning og 4-5 timer i latinsk stil. Om SKs skoletid i øvrigt, se 👤Per Krarup Søren Kierkegaard og Borgerdydskolen, Kbh. 1977. Pensum i græsk var ikke så omfattende, men med sine 10.000 vers 👤Homer og 330 sider prosa ikke mindre frygtindgydende. I kraft af denne omhyggelige filologiske grunduddannelse var den unge SK en kyndig latinist, som allerede i latinskoletiden havde vist sin sans for den latinske stilskrivning.* På sin reol havde SK Opgaver til Oversættelse fra Dansk paa Latin, uddragne af de bedste nyere latinske Forfattere. Til Brug for de lærde Skolers høiere Klasser, udg. af 👤Fr. Chr. Olsen, Kbh. 1826 (ktl. 1011), samt Uebungen des lateinischen Stils mit Commentaren und Hinweisungen auf die Zumptische und Schulzische Grammatik, 📌Nürnberg 1829 (ktl. 1008). Siden anskaffede han 👤J.P. Krebs Anleitung zum Lateinschreiben, 📌Frankfurt am Main 1834 (ktl. 1005). Digteren 👤H.P. Holst, SKs klassekammerat, fortæller i brev af 11. sept. 1869: »i Borgerdydskolen var det en almindelig Trafik imellem os, at jeg skrev de danske Stile for ham, og han de latinske for mig« (KA, D pk. 5, bl. [1v]). I studieårene underviste han i latinsk sprog og latinsk stil på sin gamle skole; han fungerede endvidere som latincensor og hjalp sin gamle rektor 👤Michael Nielsen med at rette de øverste klassers latinske stile.* Attest vedrørende SKs latinkundskaber fra Michael Nielsen, dateret nov. 1840: »Saaledes har han flere Aar paa min Anmodning understøttet mig med de svagere Candidater i Latinsk Stiil og heldig virket til at vække dem til en Tænkning, der ikke var beregnet blot paa Examen, men vedblev at vise sig virksom paa deres senere Liv; i et Par Aar, da jeg ikke selv (...) kunde rette øverste Classes Stile, gjorde han det for mig (...); i eet Skoleaar læste han efter sit Ønske Latin i 2den Classe og bragte den vidt i Latin og dens hele aandelige Udvikling; nogle af dem dimitteredes i Aar, da han ogsaa velvillig understøttede mig i Latin og Stiil i øverste Classe (...) og gjorde det ligesaa godt, som jeg selv« (KA, D pk. 6 læg 6, bl. [1r-v]). Jf. tekstredegørelsen til Om Begrebet Ironi i SKS K1, 131f.

✂ Forklaringen på, at student SK satte sig for at oversætte Det Nye Testamente til latin, ligger således lige for: Det var et projekt, hvis drivkraft i højere grad synes at have været SKs lyst og klare tilbøjelighed for latinsk stil end blot et ønske om at klare den eksegetiske prøve med et godt resultat.* SK indstillede sig juli 1840 til den nytestamentlige eksegetiske prøve, hvis emne det kvartal var Joh 1,6-18. Hvilken bedømmelse han fik, vides ikke, da delkarakterer først indførtes i 1847.

✂ Tekstgrundlaget for SKs bibeloversættelser er Novum Testamentum Graece, udg. af 👤G.C. Knapp i 1829.* Η ΚΑΙΝΗ ΔΙΑΘΗΚΗ. Novum Testamentum Graece. Recognovit atque insignioris lectionum varietatis et argumentorum notationes subiunxit Georg. Christian. Knappius, 📌Halle 1829, bd. 1-2. SK ejede også 👤J.A.H. Tittmanns kritiske udgave af Det Nye Testamente på græsk fra 1828 (ktl. 19); men da SKs eget eksemplar heraf ikke kendes, er det uvist, om denne tekstudgave har været konsulteret under arbejdet med oversættelserne. Denne for sin tid fortræffelige kritiske udgave havde SK anskaffet i to eksemplarer, som i dag findes på Det Kongelige Bibliotek i København. Det ene eksemplar, som blev købt på auktionen over SKs bøger af cand.theol. 👤P.S. Lund,* Når intet andet nævnes, er det Lunds eksemplar, ktl. 14-15, der refereres til under betegnelsen Knapp. har SK at dømme efter de hyppige understregninger i den græske tekst og i det kritiske apparat til stadighed benyttet under selve oversættelsesarbejdet, mens det andet eksemplar* Ktl. 16. fortrinsvis har været anvendt, når han gjorde notater til brug for forholdet mellem Det Gamle og Det Nye Testamente og mellem de tre synoptiskeevangelier.

✂ Af hjælpemidler er der ud over tidens gængse græske* Ktl. 993; 994-995. og latinske* Ktl. 1013; 1014-1015; 1016-1020; 1021-1022. ordbøger en enkelt håndbog, som har haft grundlæggende og prægende betydning for oversættelsernes tilblivelse, nemlig 👤Karl Gottlieb Bretschneiders Lexicon Manuale Graeco-Latinum in libros Novi Testamenti, 2. udg., bd. 1-2, 📌Leipzig 1829 [1824].* Ktl. 73-74. Ordbogen, der i kommentaren anføres som Bretschneider, bygger på den fremtrædende nytestamentlige filolog og leksikograf 👤Fr. Schleusners arbejde Novum Lexicon Graeco-Latinum in Novum Testamentum bd. 1-2, Leipzig 1819. Denne nytestamentlige ordbog er i lighed med Bretschneiders øvrige produktion godt og solidt håndværk. SKs flittige og konstante anvendelse af Bretschneider dokumenteres ikke blot af de marginalnoter,* Se som eksempel illustration 9.

der fortrinsvis findes i begyndelsen af journalen CC, men fremgår også af de valg, han foretager under arbejdet med at omsætte den græske tekst til latin. Det overrasker ikke, at den skolede filolog SK bruger ordbogen med megen skønsomhed, og der kan hos ham iagttages en stor lyst til at finde på nye og andre løsninger end dem, som Bretschneider byder på.

✂ Om SK og hans forhold til de latinske bibeloversættelser, der forelå før ham, har 👤Kalle Sorainen ytret sig.* »Einige Beobachtungen im Bezug auf die lateinischen Übersetzungen Søren Kierkegaards aus dem griechischen Neuen Testament«, Kierkegaardiana bd. 9, Kbh. 1974, s. 56-74. Efter hans opfattelse har SK ud over Vulgata under sit oversættelsesarbejde også konsulteret de latinske bibeloversættelser, som blev foretaget af 👤Erasmus af Rotterdam (1516), 👤Sebastian Castellio * SK ejede selv Castellios oversættelse i Leipzig-udgaven fra 1778 (ktl. 2). (1546-1551) og 👤Theodor Beza (1565). Sorainens materiale overbeviser imidlertid ikke om SKs afhængighed af Erasmus, Castellio og Beza, og en nøjere gennemgang af de pågældende bibeloversættelser har klarlagt, at de spredte lighedspunkter med SKs oversættelser kun har tilfældighedspræg. Der er således ikke noget holdepunkt for Sorainens antagelse, der uretfærdigt lader SK fremstå som en lidt evneløs bibeloversætter, der havde brug for at søge hjælp hos sine forgængere.* En undersøgelse af 👤Pierre Sabatiers Itala-udgave (Bibliorum Sacrorum Latinæ Versiones Antiquæ seu Vetus Italica, Reims 1743) har heller ikke givet anledning til at tro, at SK skulle have benyttet eller kendt dette værk.

✂ SK har som enhver anden teologisk student naturligvis kendt og brugt Vulgata, dvs. 👤Hieronymus' latinske bibeloversættelse.* Det vides ikke, hvilken udgave han har benyttet. Han har tydeligvis også anvendt den under hele sit oversættelsesarbejde, men rigtignok på en sådan måde, at han befinder sig i en stadig og kritisk dialog med den. Det betyder, at han i reglen skriver noget andet end Vulgata, eller at han anfører dens oversættelsesforslag som en mulighed på linie med det, han selv har udtænkt. Det hører til undtagelsen, at han fuldstændig overtager Vulgatas tekst, og når han gør det, synes det ikke at ske, fordi han vil gøre sig arbejdet lettere, men fordi en anden og bedre løsning ikke viste sig for ham og måske heller ikke fandtes.

✂ SK har i en marginalnote, CC:1.h, til ApG 3,20-21,* Se illustration 10.

10. Journalen CC, bl [6r].Marginalnote på dansk i gotisk hånd
gjort sig en overvejelse vedrørende oversættelsen og dens forhold til grundteksten:

Jeg har med Flid en Tvetydighed i min Oversættelse, enten kan man sige: ham bør det at indtage Himlen (saaledes d. Danske);* Dermed menes NT-1819, som SK også har haft ved hånden under sit arbejde med oversættelserne. ell. Himlen bør det at modtage ham; hvilket synes at have dogmatisk Betydning, da Χsti Virksomhed jo ikke var fuldendt før hans Tilbagekomst, og forsaavidt Himlen modtager ham ɔ: han vendte tilbage til hvor han var før, for da at indtage Himlen.

✂ SKs bekendte sans for flertydighed fornægter sig ikke her;* SK er her i god overensstemmelse med professor 👤Jens Møller, der i »Bidrag til en Oversættelsestheorie med nærmest Hensyn til de bibelske Skrifter; og adskillige Oversættelsesprøver som Bilag« i Theologisk Bibliothek (udg. Jens Møller) bd. 1, Kbh. 1811, s. 237, skriver: »Ved det christne Folks Underviisning maa en offentligen autoriseret Oversættelse nødvendigen lægges til Grund, og denne maa bøie sig saa troligen efter Originalen som mueligt (...). Altsaa maa den høieste Grad af Nøiagtighed være dens Hovedegenskab (...). Paa saadanne Steder, hvor lærde og øvede Exegeter ere af forskjellig Mening, burde Oversættelsen, hvis Sprogenes forskjellige Genius tillod det, holde sig saa tæt til Originalen, at man ved hiins Udtryk ligesaagodt kunde anbringe de forskjellige Fortolkninger som ved dennes. Dette gjælder især om Steder, som ere af dogmatisk Vigtighed.« Mens allerede 👤Augustin (Confessiones, 12. bog, kap. 30-31) havde givet en vis mulighed for at fortolke det samme tekststed på forskellig måde, afviste 👤Johann August Ernesti i sin lærebog for latinske bibeloversættere Institutio Interpretis Novi Testamenti, Leipzig 1761, s. 9, det som en error og krævede ubønhørligt entydighed. SK ejede et eksemplar af 2. udg., Leipzig 1765 (ktl. 101), men det er uklart, hvilken betydning denne håndbog har haft for SKs bibeloversættelser. og vender vi os mod indretningen af selve den latinske oversættelse, lader den sig også bedst beskrive – med et af SKs yndlingsord – som dialektisk. Det skal forstås på den måde, at han mange steder i den latinske tekst har angivet flere oversættelsesmuligheder, hvor sådanne forelå.* SK har ofte markeret oversættelsesvarianter med parentes; hvor han undlader parentesen, er det i denne udgave angivet med de diakritiske tegn ⌜ ⌝. Se »Tekstkritiske retningslinier for Søren Kierkegaards Skrifter. Journaler, notesbøger og papirer« pkt. 5.2.3.1, SKS 17, 316. Ideerne, som han selv kom på eller hentede i Vulgata og hos sin uundværlige Bretschneider, er stillet til beskuelse midt i den latinske tekst, og de giver os sammen med SKs mange rettelser af teksten (jf. udgavens kritiske apparat) et godt indblik i den rigdom af sproglige og indholdsmæssige overvejelser, som lå til grund for kompositionen af de latinske oversættelser. Det er typisk nok ofte vanskeligt at se, hvilken løsning SK i det enkelte tilfælde selv har foretrukket.

✂ SK følger normalt meget nøje den græske grundtekst hos Knapp. Understregninger i det kritiske apparat viser imidlertid, at han gør sig overvejelser om Knapps tekst, og i et par tilfælde kan man sige, at han konstituerer sin egen tekst, idet han optager en læsemåde fra det kritiske apparat. Knapp har eksempelvis i 1 Tim 1,4 οἰϰονομίαν, som han oversætter med 'peperit' og omgiver med en parentes, der skal markere hans reservation over for denne mindre gode læsemåde.

✂ SK har enkelte steder (fx ApG 1,12 og 26,23) ladet linier stå blanke til markering af uoversatte passager. Han glemmer undertiden hele eller halve vers (fx Kol 3,14; 1 Thess 2,20; 1 Tim 4,15), og det forekommer hyppigt, at enkeltord, som oftest mindre betydningsfulde, mangler. Omvendt kan det lejlighedsvis iagttages, at SK indsætter ord, som der ikke findes belæg for i grundteksten (fx 'dilecti', Fil 3,1; 'cruenta', Fil 3,10; 'post me', 1 Tim 1,16). Der findes også eksempler på, at ordforklaringer overtaget fra Bretschneider har fundet vej ind i teksten (2 Thess 3,1; Tit 2,3; Hebr 2,10 og 11,11).

✂ Egentlige oversættelsesfejl forekommer sjældent. Eksempelvis findes i Tit 2,9 forbindelsen 'servos (...) obediant', som skyldes hastværk. SKs indlevelse i teksten får ham til at skrive 'tibi' i stedet for det 'illi', som grundteksten Hebr 1,5 giver mulighed for. Fejloversættelsen 'ne fures' ('du må ikke stjæle') i Jak 2,11, hvor et 'ne occidas' ('du må ikke slå ihjel') havde været på sin plads, må forklares på den måde, at SK her havde 2 Mos 20,14-15 i tankerne.

✂ Fejl og inkonsekvenser i SKs latinske oversættelser beror undertiden på misforståelser af det græske forlæg. Det gælder fx Hebr 10,5, hvor SK urigtigt gengiver den græske aoristform ϰατηϱτίσω ('hjord'), forklarer, hvorfor SK i Hebr 13,20 i stedet for 'pastorem ovium' skrev 'gregem ovium'. Det forekommer oftere, at SK sammenblander det græske indefinitte og interrogative pronomen (fx Hebr 1,5) og de græske personlige pronominer i 1. og 2. person pluralis (fx Kol 2,13). I 1 Tim 4,3 finder vi 'cibis, quæ', hvor relativets overraskende neutrumsform er overtaget direkte fra grundteksten. En tilsvarende inkongruens optræder i Hebr 11,30 'muri J:, circumdata'. Undrende læser man i 2 Tim 2,3 'bonus milites' for 'bonus miles', indtil man forstår, at formen 'milites' er dannet i analogi med det græske forlægs στϱατιώτης.

✂ De latinske oversættelser rummer mange eksempler på skrivemåder, der afviger fra normen. Der forekommer konsonantfordobling (fx 'opportet', 'misserunt', 'immitatores'), manglende konsonantfordobling (fx 'flama', 'surexit', 'imposibile') og bortfald af c og p i konsonantgrupperne -nct-, -mps- og -mpt- (fx 'santa', 'sumsimus', 'redemtionem'). SK skriver konsekvent 'recipisco' for 'resipisco' og tilsvarende 'recipiscentia' for 'resipiscentia'.

✂ SKs latin følger i alt væsentligt de regler, som er gældende for den klassiske latins morfologi og syntaks, og det hører derfor til undtagelsen, når der optræder private orddannelser som 'exacerberatio' (dvs. 'exacerbatio'), 'exacerbero' (dvs. 'exacerbo') og 'diviter' samt former, som ikke findes belagt i klassisk latin, fx 'beneficientia' og 'effusit' (for 'effudit'). Det må skyldes hastværk, at SK enkelte steder danner perfektum ved hjælp af præsensstammen og personendelsen i perfektum: 'inciperunt', 'considerunt', 'conjicierunt' og 'accedistis'. Et særegent fænomen er SKs konsekvente brug af 'ambulo' i passiv.

✂ Nogle få eksempler skal belyse SKs originalitet og selvstændighed som bibeloversætter. I ApG 4,26 gengiver han grundtekstens ϰατὰ τοῦ Χϱιστοῦ αὐτοῦ ('efterfølgere af mig') med 'latores mei' ('bærere af mig'). I 1 Tim 4,8 betegnes legemsøvelse som nyttig 'ad nihil', hvor grundteksten blot har πϱὸς ὀλίγον] (»Alt formår jeg i ham, der styrker mig, Kristus«); dette har SK fyndigt vendt om til: 'Omnia in me corroborante Chr.' (»Alt (er) i mig, når Kristus giver styrke«).

✂ Som tidligere anført befinder SK sig i en stadig dialog med Vulgata, som han ambitiøst bestræber sig på at overgå. Sammenfattende må man betegne hans projekt som vellykket. Bibeloversættelserne vidner om, at SK var både en indsigtsfuld ekseget og en fremragende latinist, der – med rektor Michael Nielsens ord – havde »et ikke almindeligt Herredømme over det latinske Sprogs (...) skriftlige Behandling«.* KA, D pk. 6 læg 6, bl. [1v]. Jf. tekstredegørelsen til Om Begrebet Ironi i SKS K1, 132.