Kierkegaard, Søren Bogen om Adler

✂

i VII2B270 899091Forord.

✂ Denne Bog vil væsentligen kun kunne læses af Theologer, og blandt disse igjen væsentligen kun kunne interessere den Enkelte, forsaavidt han, istedenfor maaskee at ►blive sig selv vigtig og min Dommer ved den ⓘ Indvending,Indvending,] , < Indvending: ►hvor jeg dog kan ►falde paa at skrive saa stor en Bog om ►Mag.👤Adler, underkaster sig Læsningens Arbeide, og da seer efter, i hvilken Forstand ►👤A. er Bogens Gjenstand, og i hvilken Forstand han er benyttet til at belyse Tiden og ⓘ tiltil] , først skrevet hævde at hævde dogmatiske ⓘ Begreber; i hvilken Forstand der lige saa meget er agtet paa Tiden som paa👤Adler. Begreber; i hvilken Forstand der lige saa meget er agtet paa Tiden som paaAdler. ] , ændret i marginen fra Begreber.ændringen påbegyndt i hovedspalten

✂ Hvad jeg forøvrigt kunde ønske at sige i et Forord (thi da jeg ikke skriver i noget Blad eller i noget Tidsskrift, maa jeg benytte Forordet til een og anden almindeligere Bemærkning) om det literaire Forhold mellem Forfatter, Læser og Critiker, det har jeg været heldig nok til at finde udtalt bedre og fyndigere end jeg kan sige det, af en Mand, hvem jeg altid har ►venereret: ►gamle 👤Fichte, i stor Forstand en Mand, i ophøiet Forstand en Charakteer, i ædel græsk Forstand en Tænker. Hvad han har sagt i denne Henseende kan vel ogsaa gjøres behov at siges i vor Tid, medens den Omstændighed, at det er sagt ►for snart 50 Aar siden, maaskee vil kunne skaffe det Sagte Gehør. Der ligger noget Formildende i, at det er en Afdød, der taler, Noget, som maa gjøre Læseren modtageligere ii for den strænge Tale, i, at, hvis Verden ⓘ ellersellers] tilføjet nu er ►forkeert, den da altsaa ogsaa maa have været forkeert for 50 Aar Siden. Naar en Levende taler til de Samtidige fristes han maaskee til at fremstille det, som havde Verden før været god, men nu i de sidste 14 Dage var den da bleven reent forkeert. Derved forbittres da igjen de Samtidige, og med Rette, forsaavidt ►det dog upaatvivleligt er saa, at Verden til alle Tider saa omtrent er lige god, eller lige slet. Blik paa Tiden, Skildringer af Samtiden, Opfattelser af vor Tid og andet Saadant misbruges saa let reent rhetorisk ɔ: Taleren eller Forfatteren indretter Fremstillingen i Forhold til som den brillant kan tage sig ud og gjøre Effect i det Øieblikkelige, 92mindre bekymret om at have en fast, bestemt Anskuelse af Tiden, eller om, at besinde sig paa, at Opgaven maaskee er for stor. Vil en Taler lokke Mennesker, saa siger han: thi det maa man ⓘ sigesige] , < sige, til vor Tids Ære, og det skal ikke forties eller miskjendes, at der dog begynder et nyt Liv at røre sig, at der dog bestandigt blive Flere og Flere o: s: v:; ►naar han næste Søndag tordner, saa siger han: eller skulde disse Tiders Fordærvelse endnu ikke have naaet det Høieste, skulde der virkelig være et Maal, som endnu ikke var naaet, naar saaes vel en større Letfærdighed o: s: v:. Disse ⓘ forskjelligeforskjellige] , foran er slettet mange Opfattelser udgives saa stundom i eet Bind, og den lidt opmærksomme Læser læser, lukker derpaa forundret Bogen, og ⓘ tænkertænker] , først skrevet siger: Gud veed iii paa hvilken Tid den Mand egentligen levede. Nei saa er det bedre at lade en Afdød tale. Dersom en Præst havde betænkt sin Tale, og valgt til Thema: om vore Tiders ►Overdaadighed, og han da tilfældigviis ►Løverdag-Eftermiddag fandt en Prædiken fra 1718: om vore Tiders Overdaadighed – saa troer jeg han vilde gavne sine Tilhørere mere ved at oplæse denne end ved at holde sin egen. Hovedsagen er det dog ikke, at En tordner og Andre maa døie det, Hovedsagen er at vi Alle, hver især, blive visere. Og naar en Afdød taler, er der jo paa en Maade Ingen som taler, saa kan vi Alle høre efter.

✂ ►Stedet findes i en Opsats: Nicolais Leben und Meinungen. Samtl. W. 8d B. p. 75 o: fl. 3die Bilag til 2det Capitel.

✂

✂

✂ ⓘ 📌Kiøbh.             ►Januar 1847. Kiøbh.             Januar 1847. ] tilføjet

✂

VII2B235 1 93Indledning.

✂ 1846.

✂

✂ Da ►vor Tid efter hvad ⓘ BarberenBarberen] , ændret fra min Barbeer siger (og Den, der ikke har Leilighed til at følge med Tiden ved Hjælp af Bladene, kan godt nøies med Barberen, som jo ogsaa i en ældre Tid, hvor man endnu ikke havde Blade, var hvad Bladene nu er) skal være en bevæget Tid: saa er det ikke usandsynligt, at mange Menneskers Liv ►gaaer saaledes hen, at de have Præmisser til at leve, men ikke vinde nogen Conclusion – netop ligesom Tiden, der er Bevægelsens Tid, som har sat Præmisserne i Bevægelse, men ogsaa er Bevægelsens Tid, som ikke er kommen til Conclusionen. Saadanne Menneskers Liv gaaer da hen, indtil Døden kommer og gjør Ende paa Livet, uden dog i Conclusionens Forstand at bringe Enden med sig; thi Eet er, at et Liv er forbi, et Andet, at et Liv bliver færdigt ved at faae sin Conclusion. I Forhold til som et saadant Menneske er begavet, kan ⓘ hanhan] , først skrevet det da ogsaa indenfor sit eget ufuldbaarne Liv gaae hen og blive Forfatter, som han mener det. Dog er denne Mening et ►Sandsebedrag. Han kan for den Sags Skyld (thi ►vi kunne jo her ►hypothetice indrømme ⓘ alt Muligtalt Muligt] , < Alt muligt, naar vi blot holde igjen paa det Afgjørende) være i Be2siddelse af de overordentligste Evner, af ypperlige Kundskaber; men Forfatter er han ikke, uagtet han producerer. Hans Skrift vil være ligesom hans Liv, Materiale; maaskee vil dette Materiale være Guld værd, men det er kun Materiale. Han er ikke en Digter, der digterisk afrunder et Hele; ikke en Psycholog, der indordner det Enkelte og den Enkelte i en total Anskuelse; ikke en Dialektiker, der ►udviser Plads indenfor den Livs-Anskuelse, over hvilken han disponerer. Nei, uagtet han skriver, er han væsentligen ikke Forfatter; han vil være istand til at skrive første Deel, men han kan ikke skrive anden Deel; eller for ikke at foranledige Misforstaaelse, han kan ogsaa skrive første og anden Deel, men saa kan han ikke skrive tredie Deel: den sidste Deel kan han ikke skrive. Gaaer han derfor, naivt vildledet af den Tanke at enhver Bog jo efter Skik og Brug skal have en sidste Deel, hen og skri94ver sidste Deel med, da vil han ret ►gjøre det aabenbare, at han ved sidste Deel fraskrev sig at være Forfatter. Thi det at være Forfatter er rigtignok Noget man skriver sig til, men netop derfor ogsaa Noget, som man, besynderligt nok, just ved at skrive kan fraskrive sig. Havde han ret været opmærksom paa ►Misligheden med Trediedeel: ja, ►si tacuisset, philosophus mansisset.

✂ ⓘ For atFor at] , linjeskift og indrykning angivet i marginalspalten med ordene Ny Udgang finde ⓘ ConclusionenConclusionen] , < Conclusionen, er det først og fremmest ⓘ nødvendigtnødvendigt] , først skrevet fornødent, at mærke ret levende, at den mangler, og ⓘ dervedderved] , først skrevet ved at mangle en igjen ret levende savne den. Det lod sig derfor tænke, at en væsentlig Forfatter, netop for at gjøre den Mislighed aabenbar, at saa mange Mennesker leve 3 uden Conclusion, frembragte et Fragment, om han end ved at ►kalde det saa netop ⓘ ingeningen] , først skrevet gjorde Mislighed foranledigede, om han end i en anden Forstand leverede Conclusionen, ved at levere den tilsvarende ⓘ Livs-AnskuelseLivs-Anskuelse] , først skrevet Verdens-. Og en Verdens-Anskuelse, ►en Livs-Anskuelse er da den eneste sande Conclusion paa enhver Frembringelse; al Digter-Conclusion er Sandsebedrag. Er Livs-Anskuelsen udviklet, staaer denne heel og klar i sit consequente Sammenhæng, da behøver man ikke at tage Livet af Helten, man kan gjerne lade ham leve: Præmissen er alligevel indfriet og beroliget i Conclusionen, Udviklingen alligevel færdig. Men mangler Livs-Anskuelsen (der naturligviis allerede skal være i første Deel og være overalt, medens dens Mangel først ret ►bliver aabenbar i anden, i tredie ɔ: i sidste Deel), saa hjælper det kun lidet, at man lader Helten døe, ja det hjælper end ikke, ⓘ omom] , først skrevet at man, for at det kan være ganske vist at han er død, endog lader ham begrave i Fortællingen: Udviklingen er ingenlunde færdig. Dersom Døden havde denne Magt, saa var ⓘ IntetIntet] , < intet lettere end at være Digter, saa vilde Poesien slet ikke ⓘ behøves. Thibehøves. Thi] , < behøves; thi i Virkeligheden ►er det jo saa, at ethvert Menneske døer, hans Liv faaer Ende; men deraf følger ikke, at det ⓘ harhar] , har Ende K at det havde Ende i Conclusionens ⓘ Forstand. »AtForstand. »At] , < Forstand – at det havde Ende«, netop dette tempus af Tid viser at Døden ikke er det Afgjørende, at Conclusionen kan være medens Manden lever. At bruge Døden som Conclusion er en ►Paralogisme, en ►μετα4βασις εις αλλο γενος; thi vel er Døden en Conclusion men den resulterer af ganske andre Præmisser, og vel er Døden ►punctum finale, men i sin abstrakte Ligegyldighed har den Intet med det at gjøre om ►Meningen er ude, om der var Mening i den Afdødes Liv eller ikke. Døden gjør saaledes hverken fra eller til, den forandrer ikke Ens Liv ►in concreto, tvert95imod borttager den ►in ⓘ abstractoabstracto] , først skrevet as Livets Betingelse, og forhindrer derved enhver yderligere Forandring.

✂ Men jo mere det saaledes skorter Bevægelsens Tid og de mange Enkelte paa Conclusion, desto virksommere synes man i at mangfoldiggjøre Præmisserne. Dette virker igjen til at Conclusionen bliver vanskeligere og vanskeligere, fordi der istedenfor Conclusionens Afgjørende indtræder en Standsning som aandeligt forstaaet er hvad ►Obstruktion er for den animalske Organisme, medens Præmissernes Forøgelse er lige saa farlig som det er at overlæsse sig med ►Spise, naar man lider af Obstruktion, om det end et Øieblik er Lindrende. Efterhaanden forvandler da Tidens Bevægelse sig til en usund Giæring, ligesom naar den Syge ikke fordøier og assimiler[er] Fødemidlerne men blot bringer dem i Giæring. Denne Tidens Sygelighed benytter nu de Enkelte, hvis Liv ligeledes kun har Præmisser, til at blive Forfattere, og deres Frembringelser vil netop være ►hvad Tiden fordrer. En væsentlig Forfatter vilde naturligviis under saadanne Omstændigheder paa alle Maader anbefale Diæt, men Præ5misse-Forfatterne ere paa alle Maader til Tjeneste med nye og nye Opgaver, Forslag, ►Vink, Hentydninger, Fingerpeeg, Projekter kort med Alt, hvad der ved blot at være Begyndelse pirrer Utaalmodighed, idet det ikke synes at indeholde nogen Fordring til Udholdenhed, som altid er fornøden, hvor der skal være Tale om at vinde en Conclusion. Hvad der nærer en Sygdom synes altid i første Øieblik en Lindring; og naar, aandelig forstaaet, det Ethiske udelades, da er det Øieblikkelige ►det Sophistiske, saaledes ogsaa den idelige og idelige Begynden. Præmisse-Forfatterne (Sophisterne) florere imidlertid, de tjene baade Penge (og ►det bliver af 👤Aristoteles anført som et Kjende paa Sophisten, at han vil tjene Penge) og Anseelse ved at tilfredsstille Tidens Fordring. En væsentlig Forfatter maatte under saadanne Omstændigheder aldeles komme til kort; det vilde vel gaae ham, som ►👤Socrates saa sindrigt har betegnet sit ⓘ LivLiv] , først skrevet Navn, det vilde vel gaae ham, ►»som naar en Læge blev anklaget af en Kok eller en Sukker Bager, og en Forsamling af Børn skulde dømme i Sagen; thi Kokken eller Sukker-Bageren forstaaer sig barnagtigt paa det Lækkre, det Smigrende, og forstaaer kløgtigt at tillave det Usunde velsmagende; Lægen forstaaer sig kun paa det Sunde, og forstaaer end ikke at tillave det velsmagende.«

✂ 96Som ►Leilighed gjør Tyve, saaledes gjør en saadan usund ⓘ GiæringGiæring] , først skrevet Gæ, i samme Forstand som man taler om ►gale Penge, gale Forfattere; thi Tidens Mangel paa Conclusion skjuler over at Forfatterne mangle den. Grads-Forskjellen mellem Præmisse-Forfatterne 6 i Henseende til Begavethed og Deslige, kan være saare stor, men ⓘ dede] , først skrevet alle Præmisse-Forfattere have alle det Væsentlige tilfælles ikke egentligen at være Forfattere. Der kan i en saadan Giæring gaae udmærkede Hoveder fløiten, men selv det ubetydeligste Hoved kan ogsaa naae at blive Forfatter, idetmindste til et lille Præmisse-Bidrag i en Avis. Paa den Maade bliver der Avancement for de ubetydeligste Hoveder, og naturligviis som Følge deraf, et stort Antal en Mængde Forfattere, saa de, ogsaa paa Grund af deres Mængde, bedst kunne sammenlignes med ►Stryge-Svovelstikker, som sælges knippeviis. Man tager en saadan Forfatter, paa hvis Hoved ⓘ der,der,] , < der har, ligesom paa Svovelstikker, har sat sig ►noget Phosphorisk: ⓘ et Forslag tilet Forslag til] et Projekt, et Vink; man tager ham ved Benene og stryger ham af i en Avis saa giver det 3 a 4 Spalter. Og Præmisser uden Conclusion have virkelig en ⓘ frappantfrappant] SKS, frappent R; frappent K, frappant EP, frappent Pap. Lighed med det Phosphoriske – begge Dele futter.

✂ ⓘ Men trodsMen trods] , linjeskift og indrykning angivet i marginalspalten med ordene Ny Udgang det Futtende eller maaskee netop paa Grund af det Futtende have alle Præmisse-Forfattere, hvilken nu end deres Grads-Forskjel kan være, eet tilfælles: de have alle ⓘ ►Tendents,Tendents,] understreget med både blæk og blyant ►de ville alle frembringe Virkning, de ønske alle at deres Skrevne maa ⓘ vindevinde] , først skrevet blive læst en overordentlig Udbredthed, og blive læst om muligt af den hele Menneskehed. Dette Besynderlige er forbeholdt Menneskene i en saadan ►Giærings Tid: at have en Tendents, at være paa Farten ►i ⓘ AnsigtetsAnsigtets] , ændret fra sit Ansigts Sveed for Tendentsens Skyld, og ikke egentligen vide med sig selv, hvor 7 man tenderer hen; thi veed man det ⓘ in concretoin concreto] tilføjet , saa har man ogsaa Conclusionen. Dette er som ►Ordsproget siger, at vide at Byen hedder Snerpe, men ikke vide, hvor Byen snerper hen. Istedenfor som Enkelt, Hver især, at blive enig med sig selv om, hvad man vil in concreto, inden man begynder at yttre sig, har man en overtroisk Forestilling om det Gavnlige i at foranledige en ⓘ Discussion. ManDiscussion. Man] , < Discussion; man har en overtroisk Forestilling ⓘ ved hvilken man forvansker, hvad der dog vel fornuftigviis burdeved hvilken man forvansker, hvad der dog vel fornuftigviis burde] , ændret fra om, hvad der fornuftigviis bør forstaaes ved forenede Kræfter, ⓘ at Forudsætningenat Forudsætningen] , først skrevet at dertil nemlig forudsættes Kræfterne, og at det ikke er Foreningen der giver nemlig er Kræfterne, 97og at det er Foreningen der forener ⓘ demdem] tilføjet , hvorimod det var Overtroisk at antage, hvis man tænkte sig en Forening af fulde Mænd, at Foreningen skulde gjøre dem ⓘ ædrue. Manædrue. Man] , < ædrue; man har en overtroisk Forestilling om, at ►Tidsaanden, medens Individerne hver for sig ikke veed hvad de ville, skulde ved sin Dialektik være istand til at gjøre aabenbart, hvad det er man egentligen vil, saa ►Dhrr Tendents-Havere ved den kunne faae at vide, hvorhen de egentligen tendere. Men ⓘ denne Overtroiskheddenne Overtroiskhed] , ændret fra dette, der har sin Grund i at Individet ►reflekterer sig ►phantastisk i Generationens Uendelighed, ⓘ eller i, at Individerne, som hver især mangle Fodfæste, bilde sig ind at have et fælles Fodfæste i Generationen,eller i, at Individerne, som hver især mangle Fodfæste, bilde sig ind at have et fælles Fodfæste i Generationen,] ⓘ fordrerfordrer] , foran er slettet her for meget, den ►fordrer ligesom 👤Nebucadnezar ikke blot at faae Drømmen tydet, men at ⓘ faae Drømmen at vide.faae Drømmen at vide.] , først skrevet faae at vide, Og dog tiltager Giæringen, ⓘ AlleAlle] , først skrevet <d> ere hver paa sin Maade i travl Virksomhed, for, om jeg saa tør sige, med Præmissernes ►Brændbare at fyre under Kjedelen; men Ingen synes at tænke paa det Farlige i, at der ingen Maskinmester er.

✂ 8Præmisse-Forfatteren er let at kjende, let at fremstille, naar man blot husker paa, at han er det Omvendte af ⓘ den væsentligeden væsentlige] , < en væsentlig Forfatter, at han har Det som Udadvendthed hvad den sidste har som Indadvendthed. ►Nu er det et socialt ⓘ Problem.Problem.] , < Problem; Præmisse-Forfatteren har slet ingen nærmere og concret Forestilling om hvad der skal gjøres, hvorledes det mulige Tryk kan afhjælpes; han mener som saa: »naar der blot bliver ►gjort Anskrig saa kommer det saamænd nok.« Nu er det et politisk, et religieust ⓘ Problem.Problem.] , < Problem; Præmisse-Forfatteren har hverken Tid eller Taalmod til at udtænke det Nærmere, han mener som saa: naar der blot gjøres Anskrig, høirøstet, at det høres over hele Landet, at det læses af alle Mennesker, at der tales kun om det i alle Selskaber, »saa kommer det saamænd nok.« Præmisse-Forfatteren mener at Anskriget er som ►en Ønske-Qvist – og han har ikke lagt Mærke til, at snart Alle ere blevne ⓘ Anskrigere som skrigeAnskrigere som skrige] , ændret i marginen fra Anskrigere; »med forenede Kræfter«; han bidrager jo selv Sit dertil, ved at ønske, hvad han har at byde: Anskriget saa udbredt som ⓘ muligt.muligt.] , < muligt; ⓘ DetDet] , < det undgaaer ⓘ Præmisse-ForfatterenPræmisse-Forfatteren] , ændret fra ham ganske, at det dog nok var fornuftigere om en Mand især i vor, i Anskrigets Tid, tænkte som saa: Anskrig bliver der saa vist nok gjort, det er derfor bedre at jeg afholder 98mig derfra og samler mig paa en concretere Overveielse. Man smiler, naar man læser alt ►det Romantiske fra en svunden Tid, om hvorledes Ridderen drog ud i Skovene og dræbte Drager, befriede fortryllede Prindser o: s: v:, altsaa det Romantiske, at der i Skovene boede saadanne Uhyrer, samt fortryllede Prindser: og dog er det lige saa phantastisk, naar i en heel Generation Hver især troer paa Anskrigets 9 Magt til at kalde uhyre Kræfter frem; Anskrigeren maa jo dog tro at der er en eventyrlig Forstærknings-Bataillon ⓘ i Nærhedeni Nærheden] , thi de virkelige Mennesker, ⓘ mellemmellem] , først skrevet men hvilke han lever, ⓘ skrige joskrige jo] , ændret fra forenede jo blot deres Kræfter med, hos dem kan man altsaa ikke vente at finde Hjælpen. En Snild kan i Farens Øieblik faae den lykkelige Idee, for at ►skrække Tyve bort, at raabe paa en Mængde Navne, som var alle disse 👤Satans stærke Karle i ⓘ Nærheden. DetNærheden. Det] , ændret fra Nærheden: det er snildt, men den Snilde troer ⓘ jojo] , ændret fra jeg ikke selv, at disse mange 👤Satans stærke Karle er i Nærheden, hans Snildhed lykkes det kun at faae Tyven det indbildt. Men Anskrigeren er mere dum han troer ganske ►tilforladelig paa ⓘ DetDet] , < det, som Snildheden kun bilder en Anden ind. Det tilsyneladende Beskedne, ⓘ kunkun] , foran er slettet med at ville gjøre Anskrig, kun at ville »foranledige en Discussion« er heller ei ⓘ megetmeget] , < noget ►priseligt, naar den atter og atter gjentagne Erfaring maa indskærpe Enhver det Alvorlige i, at han enten ►er betænkt paa en virkelig Hjælp eller dog idetmindste ⓘ afholderafholder] , < afholde sig fra yderligere at forøge Confusionen. Naar Brandfolket vilde ►løbe om og gjøre Brandallarm: ►hvo skal saa slukke Ilden? Naar vi ►Alle ville gjøre Anskrig, hvo er det saa der paa Anskriget skal kom[me] ilende til Hjælp? ⓘ Der har Der har skrevet i marginen, påbegyndt i hovedspalten ] maaskee til andre Tider levet phantastiske ►Sqvadroneurer som vare ►lyksaliggjorte i den Indbildning, at naar de blot ville, kunde de tage hele Menneskeheden paa deres Samvittighed; men den saakaldte Beskedenheds Forsøg i ►det Phantastiske (ved blot at ville foranledige en Discussion) er ikke mindre latterligt. Og var der end en Forstandig eller nogle Forstandige, som kunde hjælpe: er da Anskriget selv et Gode? Jo mere Anskriget forplanter sig og Larmen voxer: desto vanskeligere bliver det jo netop at høre den Commanderendes ⓘ Stemme.Stemme.] , < Stemme!

✂ Præmisse-Forfatteren er det Omvendte af den væsentlige Forfatter. Denne har nemlig sit ⓘ Perspektiv. OgPerspektiv. Og] , ændret fra Perspektiv; og den usaligste Forvirring maa ⓘ dada] tilføjet nødvendigviis fremkomme, naar Menneskene blive øieblikkelige og 99saa igjen overtroisk sætte al deres Lid til Øieblikket; thi hvad er vel Øieblikket i næste ⓘ ØieblikØieblik] , først skrevet Øieblikk! Den væsentlige Forfatter er bestandigt i sin enkelte Frembringelse ⓘ bagbag] , først skrevet s ved sig selv; han er vel stræbende men indenfor en Totalitet, ikke efter det Totale; han reiser 10 aldrig mere Tvivl end han kan forklare; hans A er aldrig af større Omfang end hans B; han trækker aldrig paa det Uvisse. Han har nemlig en bestemt Livs- ⓘ og Verdens-og Verdens-] Anskuelse som han følger, og i den er han forud for den enkelte Frembringelse, som det Hele altid er forud for Delene. Det være i Henseende til Omfang ⓘ MegetMeget] , < meget eller Lidet hvad han med sin Anskuelse hidtil har forstaaet, han forklarer kun hvad han selv har forstaaet; han venter ikke overtroisk, at ⓘ NogetNoget] , < noget udenfor pludseligen skulde bringe ham til Forstaaelsen, pludseligen skulde underrette ham om, hvad det er han egentligen vilde. Det kan i Livet frembringe en comisk Virkning, naar et Menneske udgiver sig for en Anden, hvis Navn han ikke veed, og altsaa først bag efter faaer at vide, hvad han hedder. ►Dette har 👤Scribe vittigt benyttet i et lille ⓘ Stykke. EnStykke. En] , ændret fra Stykke – en ung Mand træder op i en Familie, udgiver sig for en Fætter, der ⓘ mangemange] , først skrevet i Aar har været borte; han veed ikke selv hvad Fætteren hedder, indtil en paa Fætteren indløben Regning, som bliver ham præsenteret, hjælper ham ud af ⓘ Forlegenheden.Forlegenheden.] punktum tilføjet pga. bladets beklipning ⓘ HanHan] , < han tager Regningen og siger derpaa, ikke uvittigt, i en Side-Replik: det kan altid være godt at faae at vide, hvad jeg hedder. Saaledes frembringer ogsaa Præmisse-Forfatteren en comisk Virkning, idet han udgiver sig for noget Andet end han er, ved at udgive sig for Forfatter; og maa han tilsidst vente paa, at Noget udenfor vil oplyse ham om, hvo han egentligen er, 11 ►det er, aandeligen forstaaet, hvad han egentligen vil. Den væsentlige Forfatter derimod veed med Bestemthed, hvo han er, hvad han vil; han passer først og sidst paa at forstaae sig selv i sin Livs-Anskuelse; det undgaaer ham ikke, at Forventningen om et overordentlig Udfald af en foranlediget Discussion er en Skepsis, at den tilsyneladende ►Tilforladelighed netop nærer Tvivlen.

✂ Forsaavidt den væsentlige Forfatter kan siges at have en Trang til at meddele sig, da er denne Trang en reen immanent, en Nydelse af Forstaaelsen i anden Potens, eller den vorder ham en ethisk bevidst overtaget Opgave. Præmisse-Forfatteren har ikke Trang til at meddele sig, thi 100væsentligen har han Intet at meddele, det Væsentlige, Conclusionen, Meningen i Forhold til ►Forsætningerne mangler han jo ⓘ netop. Hannetop. Han] , ændret fra netop; han har ikke Trang til at meddele sig, han er ►en Trængende;1 og ligesom andre Trængende falde Staten og ►Fattigvæsenet tilbyrde, saaledes er i Grunden alle Præmisse-Forfattere Trængende, som falde 12 ►ⓘ SlægtenSlægten] , først skrevet Tiden til Byrde, idet de af den ville ⓘ forsørgesforsørges] , først skrevet ernæres, istedenfor selv at arbeide og ernære sig selv ved Forstaaelsen, som de selv erhverve. Der kan ikke være Mening i Tilværelsen, ⓘ udenuden] , først skrevet med mindre at der jo er indrømmet ethvert Menneske saa 101megen Forstaaelse, som han behøver, hvis han redeligen vil arbeide. Har han store Evner, og altsaa kan reise mange Tvivl, saa maa han ogsaa have Kræfter til, hvis han for Alvor vil, i sig selv at vinde Forstaaelsen. Men Enhver har at tie forsaavidt han ikke har en Forstaaelse at meddele. Det kun at ville gjøre Anskrig er en Art glimrende Lediggang og et Forræderie, der blot belæmrer Generationen med ►Løsgængere. Det er let nok at gjøre det, let nok at ►blive sig selv vigtig derved; det er ogsaa let nok at blive et ►Almisse-Lem, og saa er det let nok at skrige til Staten: forsørg 13 mig. Og enhver Præmisse-Forfatter skriger til Generationen: »forsørg mig.« Men ►Styrelsen svarer: »Du skal forsørge Dig selv, og det skal ethvert Menneske baade borgerligt og aandeligt.« Beskedenheden med kun at ville foranledige en Discussion er saaledes skjult Anmasselse; thi duer den Vedkommende ikke til at være ⓘ væsentligvæsentlig] , < væsentligen Forfatter saa er det en Anmasselse at ville give sig Udseende af at være Forfatter. Den væsentlige Forfatter er væsentligen Lærer, og Den som ikke er eller ikke væsentligen kunde være virkelig Forfatter, han er ⓘ væsentligenvæsentligen] tilføjet Lærende. – Istedenfor at enhver Forfatter skal være (hvad enhver væsentlig Forfatter er, ⓘ ForskjellenForskjellen] , < forskjellen er kun i Forhold til Gave og Omfang) nærende, er enhver Præmisse-Forfatter tærende.

✂ Han er tærende, fordi han meddeler ⓘ Tvivlen. DetteTvivlen. Dette] , ændret fra Tvivlen (dette er ⓘ jojo] tilføjet ►en contradictio in ⓘ adjecto,adjecto,] , < adjecto) det er ligesom at give den Hungrige istedenfor Føde hvad der pirrer Appetiten og saa mene, at man bespiser ⓘ ham;ham;] , < ham); istedenfor at tie, fordi ⓘ hanhan] tilføjet alene gjør Anskriget, henkaster Forsætningen uden at have en ►Eftersætning. Selv om der i Præmissens Fremsættelse viser sig et Talent, det Tærende ligger dog i, at en saadan Forfatter, i Virkelighedens ængste14lige Forstand kommer Virkeligheden altfor nær.

✂ ⓘ Kunsten iKunsten i] , linjeskift og indrykning angivet i marginalspalten med ordene Ny Udgang al Meddelelse er at komme Virkeligheden, ►de Medlevende i Qualitæt af Læsere saa nær som muligt og dog paa samme Tid at have en Anskuelses, have Idealitetens beroligende, uendelige Afstand fra dem. Lad mig oplyse dette med et Exempel ⓘ frafra] , først skrevet af en senere Frembringelse. I ►det psychologiske Experiment: »Skyldig? – Ikke-Skyldig?« (i »Stadier paa Livets Vei«) er der fremstillet en i Aandens yderste Livsfare indtil Fortvivlelse Anstrænget; og det Hele er holdt som kunde det være skeet igaar. Forsaavidt er Frembringelsen lagt Virkeligheden saa nær som muligt, den i Fortvivlelsen religieust Kæmpende ⓘ svæversvæver] , herefter er slettet ligesom, saa at sige, lige over Samtidens ⓘ Hoved. HvisHoved. Hvis] , ændret fra Hoved; hvis Experimentet har gjort noget 102Indtryk, da maatte ⓘ detdet] tilføjet være som ►naar den vilde Fugls Vingeslag, ⓘ ved atved at] , ændret fra naar det høres over Hovedet paa de ⓘ TammeTamme] , < tamme af samme Slægt, der leve betryggede i Virkelighedens Tilforladelighed, uvilkaarligt bringer disse til at slaae med Vingerne, fordi dette Vingeslag paa eengang er ⓘ ÆngstendeÆngstende] , først skrevet Æg og dog ogsaa har noget Tiltrækkende. Men nu kommer det Beroligende: at det Hele er et Experiment, og at der staaer en ►Experimentator ved Siden. Den Experimenterede er, aandelig forstaaet, hvad man borgerligt kalder en høist farlig Person, og Saadanne har man for Skik ikke at 15 lade gaae alene der er gjerne et Par Politie-Betjente med – for Almeen-Sikkerhedens Skyld. Saaledes er ⓘ detdet] , < der ogsaa i hiin Frembringelse det for Almeen-Sikkerheden Betryggende, at der er en Experimentator med (►han kalder sig selv en Opsigtsbetjent), der ganske rolig viser, hvorledes det Hele hænger sammen, ⓘ theoretisktheoretisk] , < theorethisk uddrager en Livs-Anskuelse som han fuldender afrundende, medens han oplysende peger paa den Experimenterede for at vise, hvorledes han gjør Bevægelserne, eftersom der trækkes i Snorene. Dersom det ikke var et Experiment, dersom der ingen Experimentator var med, ingen Livs-Anskuelse foredroges: saa vilde en saadan Frembringelse, ligegyldigt ⓘ hvadhvad] , først skrevet dens Talent den kunde vise, blot være tærende; det vilde være ængsteligt at komme i Berøring med den, fordi det blot gjorde Indtryk af et virkeligt Menneske, der formodentligen i næste Øieblik maatte blive gal. Eet er at fremstille en Lidenskabelig, naar der baade er en ►Gewaltiger og en Livs-Anskuelse med, der kan magte ham (og jeg gad endda nok see, hvor mangen nulevende Critiker der var istand til at tage saa ►gevaltigt paa den Experimenterede, at tumle ham saaledes som Experimentatoren gjør det); et Andet er, at en Lidenskabelig i ►høistegne ⓘ personligepersonlige] tilføjet Virkelighed ved Hjælp af en Bog, ved at blive Forfatter styrter løs og ligesom overfalder os Andre med sine uforklarede Tvivl og ⓘ sinesine] tilføjet Qvaler.

✂ 16ⓘ Dersom manDersom man] , linjeskift og indrykning angivet i marginalspalten med ordene Ny Udgang vilde fremstille et Menneske, der meente at have haft en Aabenbaring, men senere selv var løben vild i det, og man gjorde det som et Experiment, og der var en Experimentator med for Sikkerheds Skyld, som forstod sine Ting fra Grunden, og en heel Livs-Anskuelse blev foredraget, som benyttede den Experimenterede ligesom Physikeren viser ⓘ Experimentet:Experimentet:] , < Experimentet; saa var Alt i sin Orden og der var maaskee meget at lære af en saadan Frembringelse; maaskee havde Experimentatoren ved ⓘ IagttagelseIagttagelse] , < Iagttagelsen forvisset sig om, at noget Saadant 103kunde skee i hans Tid, og derfor lagt det Tiden saa nær som muligt, men vel at mærke selv i Besiddelse af Forklaringen, der meddeltes. Dersom derimod et virkeligt Menneske i den Experimenteredes fortumlede Tilstand styrter løs paa det Almene ved at blive Forfatter: saa er han i høi Grad tærende. Det Abnorme, som ved at magtes og tvinges ind i en Livs-Anskuelses totale Mening, kan være lærerigt, opkaster sig ligefrem til at være Lærer, uden dog at kunne lære Andet fra sig end ⓘ AbnormitetenAbnormiteten] SKS, Abnormitetens R; afviger i K og dennes Smerte; og man berøres smerteligt af en saadan Ex-Forfatters paatrængende Virkelighed, der reent personligt er i Livsfare, og reent personligen vil interessere os for sig, eller for – at han ingen Udvei veed, vil gjøre os Andre ⓘ angestangest] , først skrevet b og bange, lidende som han selv er. Eet er det 17 naar en Læge, der veed Beskeed om ►Couren og Helbredelsen, hvilken han foredrager i sit ►Clinicum, fortæller en Syge-Historie, Eet er en Læge ved Sygesengen, og et Andet en Syg, der er sprungen op af Sengen ⓘ ogog] tilføjet ved at blive Forfatter (meddelende sin Sygdoms Yttringer ligefrem) aabenbart forvexler det at være syg med det at være Læge. Maaskee kan hans Tilstand i Sygdommen yttre og fremstille sig med ganske anderledes glødende Farver end naar Lægen ⓘ beskriver (thibeskriver (thi] , < beskriver; thi det ingen Udvei og Frelse at vide giver en egen lidenskabelig Elasticitet i Sammenligning med ⓘ DensDens] , < dens beroligede Tale, der veed Udveien): men desuagtet ►bliver den ⓘ afgjørendeafgjørende] tilføjet qvalitative Forskjel mellem at være syg og at være Læge; og denne Forskjel er netop den samme som den afgjørende qvalitative mellem at være Præmisse-Forfatter og væsentlig Forfatter.

✂

✂ Hvad her er blevet sagt om Præmisse-Forfatterne i en saadan Almindelighed, at det kan passe paa aldeles ubetydelige Ho18veder og paa de fortrinligt Begavede, naar disse mangle en bestemt Livs-Anskuelse, mangle Conclusionen: har ogsaa sin Anvendelse paa ►Mag.👤Adler, naar dog dette indrømmes, at Anvendelsen først kan være ►beføiet efter at der er gjort hans Evner og øvrige Forudsætninger mangen ►Concession. Hovedsagligen har han een Præmisse; den ►distingverer sig absolut fra alt ⓘ AndetAndet] , < andet, den distingverer ham absolut fra alle andre ⓘ Præmisse-Forfattere:Præmisse-Forfattere:] , < Præmisse-Forfattere; ►han har et Aabenbarings-Faktum at beraabe sig paa – eller rettere, ►han synes ⓘ selvselv] tilføjet at være bleven noget tvivlraadig om hvad dette Aabenbarings-Faktum egentligen har at betyde ɔ: han synes selv at gjøre det 104aabenbare, at han ikke forstaaer sig selv i at være saaledes ►udmærket ►benaadet. I andet Fald vilde sandeligen heller ikke en Mand, der beraaber sig paa et Aabenbarings-Faktum, være at kalde en Præmisse-Forfatter, han bliver det kun, naar han ved ikke at forstaae sig selv deri, forvandler hiint Faktum til en ⓘ Præmisse, til en blandet Bekjendtgørelse, tilPræmisse, til en blandet Bekjendtgørelse, til] , ændret i marginen fra Præmisse, til noget uforklaret Noget, hvorom man hos ham forgjeves søger Forklaringen.

✂ ►En Critiker ⓘ er og bører og bør] K, er bør R være en tjenende 19 Aand; han er og bør være, i Idealitetens Forstand, Forfatterens bedste Ven, thi han elsker Forfatteren i hans Idee. Saasnart da Forfatteren giver ⓘ VinketVinket] , < Vinket, fra den Region, i hvilken han er eller vil være, saa ►tager Critikeren øieblikkelig Synet, omklæder sig derpaa i Forhold til Regionen og Sphæren, tjenende ►e concessis; og er fra nu af Forfatterens ►fuldtro Ven – i Idealitetens Forstand, thi Critikeren er ingen Husven, han elsker ikke ►Forfatterens Kjød og Blod; han er ingen ►Busenfreund, der ►tager Alt for god Fisk, naar ⓘ detdet] tilføjet blot er af den Forfatter. Mag: 👤Adler raabte fra Skyen: jeg har et Aabenbarings-Faktum at beraabe mig paa – Undertegnede er den ringe tjenende Critiker, som i Idealitetens Troskab indtil det Yderste skal holde dette fast. Blot saa ikke mit critiske, i Sandhed trofaste, Venskab bliver en Plage for min Ven! Det hænder stundom i Verden, at man netop ved at være ►ⓘ ubrødeligubrødelig] , først skrevet t tro bliver til en Plage; det forstaaer sig, man har sin Samvittighed i alle Maader fri. Jeg vil tænke mig en ung Pige; i Afskedens Øieblik, da hun for længere Tid skal skilles fra den Elskede siger hun til ham: ►lov mig nu ved alt hvad Helligt er, at Du vil blive mig tro«; han svarer: »det lover jeg, jeg skal blive Dig saa tro, 20 som en sand Critiker, der elsker sin Forfatter i Ideen.« Saa skilles de ad; Tiden gaaer hen, og den unge Pige gaaer ogsaa hen – og glemmer sin bønlige Begjering; hun faaer sig en ny Elsker. Den Elskede No 1, den Trofaste af ►prima ⓘ QualiteQualite] , herefter er slettet vender tilbage, den ved Løftet for evigt bundne vender tilbage; uforandret har han holdt sit Løfte om Troskab: men see Pigens Forandring forandrer hans uforandrede Troskab til en uforandret staaende Satire over hende. I Grunden var det dog ogsaa forbandet uheldigt, at han saaledes skulde være trofast; Pigen havde dog været meget bedre tjent med en Ligesindet, der i Afskedens store Øieblik ganske anderledes kunde bande og sværge end den trofaste Mand kunde; men ogsaa i det Fjerne ganske anderledes let glemme baade Pigen og Eden og Troska105ben: i saa Fald ►havde det været qvit; det havde i Katastrophens store Øieblik atter, ironisk nok, viist sig, hvorledes dog disse Tvende passede for hinanden og ganske forstode hinanden.

✂ Paa sit Aabenbarings Faktum staaer og falder Mag. 👤Adler, paa hvorledes han forstaaer 21 sig selv i dette Overordentlige, der skal være ham vederfaret, om han vedstaaer det ⓘ urokkeligt (►udenurokkeligt (uden] , ændret fra urokkeligt – uden ⓘ atat] tilføjet han dog er ⓘ afsindig) ellerafsindig) eller] , ændret fra afsindig – eller han angrende tilbagekalder det. Er der dialektisk Tvetydighed i ham selv, saa bliver rigtignok den sande Critikers ubrødelige Troskab en Satire; saa var han rigtignok, ligesom den unge Pige, bedre tjent med en critisk Elsker, der i ►Avertissementets store Øieblik ganske anderledes kunde beundre og ►svede, i det store Øieblik da vi fik Efterretningen; men ogsaa ganske anderledes let glemme Aabenbaringen, og Faktumet og Betydningen deraf.

✂ I Forhold til et Forfatterskab, som har et Aabenbarings-Faktum, at skrive en almindelig æsthetisk-critisk Anmeldelse af ►Bøgerne og ⓘ ladelade] K, lad R det med Aabenbaringen staae hen: er i mine Tanker at prostituere sig som Critiker. Det er nemlig at vise, at man hverken er Æsthetiker eller Dialektiker eller Theolog men ►Sluddermads i alle 3 ►Faculteter. For en væsentlig Critiker gjelder det i Forhold til saadanne Bøger i hver Linie han læser at huske paa, at Forfatteren har et Aabenbarings-Faktum; ja, selv om Forfatteren blev 70 Aar og skrev store Folianter, critisk gjelder det, at huske det med Aabenbarings-Faktumet, om han vedstaaer det (uden dog at være afsindig) eller han angrende tilbagekalder det. Et Aabenbarings-Faktum er, i qvalitativ Dialektik, væsentligen forskjelligt fra alt ⓘ An22detAn22det] K, An- R, hører, i qvalitativ dialektisk Forstand, væsentligen hjemme i den væsentligen religieuse Sphære, den paradox-religieuse; og kun en Halvstuderet kunde ►falde paa at fornærme en saadan Forfatter ved æsthetisk at indlade sig med ham eller med hans Bøger. Om Forfatteren selv var fornøiet dermed, gjør hverken fra eller til; thi er han fornøiet dermed, da ⓘ beviserbeviser] , ændret fra viser dette kun, at han har tabt ⓘ sinsin] , først skrevet sig selv Idealitet. Dog den tjenende Critiker, den trofaste Elsker, han skal ikke slippe hiint Faktum, end ikke naar Forfatteren bliver sig selv utro.

✂ Jeg indseer ⓘ godtgodt] , ændret fra vel, at ►de Fleste ikke ville være enige med mig i det her Fremsatte, de Fleste ville vel sige: »►posito, at der forresten er Aandrighed og Originalitet i ►👤Adlers Bøger, hvad gjør saa det, om han maaskee har brugt et for stærkt Udtryk; muligen har han selv meent, at det 106var en Aabenbaring«. Men med denne Opfattelse kan jeg aldeles ikke sympathisere, jeg tænker som saa: ⓘ enen] , først skrevet i aandrig Forfatter er da ikke noget Uhørt i 📌Danmark; og dette bryder jeg mig endda ikke saa meget om, hvis vi ved Mag. 👤Adler havde een mere i det danske Sprog; ja hvis jeg blot betragtede ham saaledes kunde det ikke falde mig ind at skrive en Anmeldelse. Nei, men en Mand med et Aabenbarings-Faktum det er Noget, der tildrager sig min hele Opmærksomhed, ikke min nysgjerrige men min alvorlige, om jeg af ham eller ved ham 23 kunde lære Noget eller blive opmærksom paa Noget i Forhold til ⓘ ForstaaelsenForstaaelsen] , først skrevet den af ►den Sphære, hvis Bearbeidelse jeg er mig bevidst at have helliget mine bedste Kræfter. – Jeg ⓘ indseerindseer] , først skrevet tvivler egentligen ikke paa at godt, at jeg ikke er enig med Mag. 👤Adler i det Fremsatte; jeg tvivler egentligen ikke paa, at han vilde sige, i al Oprigtighed, ganske ►bona fide: »dersom Du ellers ikke kan nægte, at det er ►Rask, hvad jeg skriver, og at jeg virkeligen er berørt af noget Høiere: hvad er saa det for en smaalig Ordstrid at hænge sig ved et maaskee overdrevent Udtryk, Noget jeg har skrevet i ►den allerførste Hede, Noget jeg maaskee slet ikke havde skrevet, dersom jeg havde ladet 14 Dage gaae hen.« Og saa villig som man kan være til, hvis Sagen skulde forstaaes reent æsthetisk, at gjøre den unægteligt i Livsfare Anstrængede enhver Indrømmelse, saa villig som jeg fremfor Alt kunde være til at indrømme ham, at han uomtvisteligt er berørt af noget Høiere, hvad der ►forkynder sig i ⓘ een og andeneen og anden] , ændret fra mangen lykkelig Tanke, i ⓘ den enkelteden enkelte] , ændret fra mangen dybsindige Bemærkning, ⓘ nu og da i ennu og da i en] , ændret fra i mangen opbyggelig og rørende Yttring, i mangt et gribende Indtryk, saa villig altsaa som jeg kan være til at indrømme Dette: vilde jeg dog replicere: »netop Dit Svar indeholder Hoved-Indvendingen mod Dig, thi det er dog en sørgelig ethisk Letfærdighed at spøge saaledes med et Aabenbarings-Faktum.« ►Langtfra 24 mig er det sandeligen at skrive dette for at vinde den fattige Seier at spotte over hvad enhver Daare kun er altfor tilbøielig til at spotte over. Nei Forklaring og Forstaaelse er det jeg eftertragter, Consequents det Eneste jeg fordrer; Sagen beskæftiger mig ingenlunde som Moerskab.

✂ Den religieuse Sphære har det Ethiske i sig eller skal have det, derfor tør ingen æsthetisk Critik indlade sig med det, og fremfor ⓘ AltAlt] , < Alt, tør ingen Critik i Forhold til det ⓘ ReligieuseReligieuse] , først skrevet Æsthe paa nogen Maade indlade sig æsthetisk med det, dersom det Ethiske gjør en Indvending. Og et Aabenbarings-Faktum er den ►toniske Dominant som ubetinget maa 107accentueres. ⓘ DersomDersom] , først skrevet Hvis den største Digter, der nogensinde har levet, hvis Værker Æsthetiken ubetinget maa beundre, var gaaet hen og havde sat foran, at han havde haft en Aabenbaring, at ►Christus havde viist sig for ham og Digtene vare ham umiddelbart meddelte af Aanden: saa er ⓘ detdet] tilføjet i samme Øieblik (naar ikke alle Sphærer skulle forvirres i rædsomt Galimathias) Æsthetiken formeent at indlade sig med Digtene. Aabenbarings-Faktumet selv er i qvalitativ Dialektik, noget uendeligt langt Høiere end alle Digtenes æsthetiske 25 Værd. Mere kan da Mag. 👤Adler ikke forlange; jeg skal ikke afgjøre eller indlade mig paa at afgjøre om han er en aandrig Forfatter eller ikke (kun i et Tillæg til Bogen skal jeg levere en Excurs i den Retning); men selv om han var den aandrigste Forfatter, der nogensinde har levet: det vilde være en utilgivelig Dumhed af mig, om jeg ikke i Sammenligning med al denne Aandrighed uendeligt accentuerede Aabenbarings-Faktumet, hvad enten det nu ⓘ ►convenerer►convenerer] K, convener R Mag. 👤Adler ell. ikke. En Critiker maa forstaae sig selv, forstaae at bruge sine Kræfter, men netop derfor ogsaa forstaae, hvor ►disse slet ikke kunne bruges. Den eminenteste Critiker, der nogensinde har levet, er sat ud af Virksomhed ►ligeoverfor en Mand der holder fast ved at beraabe sig paa et Aabenbarings-Faktum. Hiint ene Faktum forandrer Alt; Critikeren ⓘ maa (dersommaa (dersom] , < maa, dersom da Manden ikke er gal, og i saa Fald bliver det Hele ingen Opgave for en Critiker) enten ⓘ bliveblive] , først skrevet troende bøi en troende Tilhænger af hiin udmærket Benaadede, bøiende sig under hans guddommelige Myndighed; eller Critikeren maa forstumme i ⓘ Taushed,Taushed,] , < Taushed; thi der er intet Forhold mellem menneskelig Critik og et Aabenbarings-Faktum. Selv om det forekom Critikeren høist besynderligt hvad den udmærket Benaadede foredrog: han vil dog have Klarhed nok til at indsee, at Sandheden selv ⓘ harhar] , først skrevet h 26 sin traditionelle Side, at hvad der engang forekom en udmærket samtidig Critiker høist besynderligt, dog i Tidens Løb hævdede sig som bestaaende Sandhed. Ligeoverfor et Aabenbarings-Faktum maa den dygtige Critiker indsee, netop paa Grund af sin Dygtighed, at enten maa ⓘ hanhan] tilføjet lære forfra lære den ny Critik af hiin udmærket Benaadede, eller ganske tie – med mindre han ⓘ dada] , ændret fra da skulde ved Hjælp af ⓘ eet eller andeteet eller andet] , ændret fra et Andet ►socratisk Spørgsmaal skulde ⓘ kunnekunne] ►komme hiin udmærket Benaadede paa Livet, og faae det ►gjort aabenbart, at Manden ikke selv vidste Beskeed om sig selv. Thi en Critiker kan ogsaa være snild, og det har han Lov til, han har Lov til at spørge og spørge ⓘ og fri108steog friste] tilføjet med ►fangende Spørgsmaal. Det forstaaer sig Manden med Aabenbarings Faktumet har Lov til at lade være at svare, Lov til at være ordknap. Men dersom han ikke er det, dersom han maaskee endog er uforsigtig nok til at blive snaksom, dersom han istedenfor ordknap, handlende at holde fast ved sit Faktum i Snaksomhed ►bliver som man siger løs paa Traaden: saa var det rigtignok muligt, at den formeentlig udmærket Benaadede indviklede sig i en fatal Situation. Det Samme kan ogsaa skee paa en anden Maade. En Critiker har maaskee taus 27 været opmærksom, indtil den formeentlig udmærket Benaadede selv uforsigtigt bliver ►vidtløftig, og fanger sig selv i Vidtløftigheder.

✂ Dersom der altsaa er ►Misligheder ikke ►betræffende, hvad vi skulde forstaae ved ⓘ Mag:👤AdlersMag:MagisterAdlers] Aabenbarings-Faktum, men betræffende hvad han selv forstaaer derved, hvorledes han selv forstaaer sig deri: saa er han en Præmisse-Forfatter, saa er han tærende, saa kan Critiken ►desto værre faae fat i ham. Al den Aandrighed, hvis han ellers er en væsentlig aandrig Forfatter, der muligen kan være i hans Skrifter, gavner Intet som Nærende i Sammenligning med det Tærende, den Deficit hvori han som Forfatter indvikler det Almene ved sin Uklarhed over det qvalitativt Afgjørende. At paanøde det Almene et Aabenbarings-Faktum, og saa tilsidst ikke selv vide, hvilket der er hvilket, hvad han selv mener ⓘ dermed:dermed:] , < dermed, det er at charakterisere sig som Præmisse-Forfatter; thi det er at buldre paa i de forfærdeligt høieste Toner og saa i Grunden vente, at Omverdenen skal komme ham til Hjælp med Forklaringen, om han nu virkeligen har haft en Aabenbaring eller ikke. Et saadant Phænomen kan da have dyb Betydning som et bittert 28 ►Epigram over Tiden. I en vaklende, tvivlraadig, ustadig Tid, hvor paa saa mange Maader den Enkelte har for Skik at søge udenfor sig (i Omverdenens Opinion, i den offentlige Mening, i Bysnakken) hvad der væsentligen kun er at finde i Individet selv: Afgjørelsen – i en saadan Tid træder en Mand frem og beraaber sig paa en Aabenbaring, eller rettere han styrter frem som en Forfærdet, med bange Rædsel i sin Skikkelse, endnu skjælvende fra hiint Berøringens Øieblik, og forkynder, at ham er en Aabenbaring vorden til Deel. ►Pro dii imortales, her maa dog vel Hjælpen være, her maa dog vel være Fastheden! Ak, han ligner kun Tiden altfor meget; i næste Øieblik veed han ikke selv med Bestemthed, hvilket der er hvilket, han lader det saadan staae hen – og skriver imidler109tid store, (maaskee) aandrige Bøger. See, i hine fjerne Tider, da en Mand værdigedes høie Aabenbaringer, da ⓘ brugte han lang Tidbrugte han lang Tid] , ændret fra trak han sig 3 Aar tilbage for at forstaae sig selv i dette ►Vidunderlige, inden han begyndte at ville veilede Andre. Der kan nemlig ingenlunde forlanges af en Saadan, at han skal forstaae hvad der overgaaer menneskelig Forstand, altsaa forstaae Aabenbaringen, men han skal forstaae sig selv i at dette er hændt 29 ham, at det er det Visseste af Alt at det er hændt ham, og at det, uden al Snak bag efter uden al Venden og Dreien, var og er og bliver en Aabenbaring. Nu derimod sætter man det strax næste Morgen i Avisen, at man afvigte Nat har haft en Aabenbaring. Man frygter maaskee for, at den stille eensomme ⓘ BesindelseBesindelse] , først skrevet Overveielse (i Forhold til hvad der i yderligste Forstand vel maa ►omdanne et Menneske ham hans hele Existents selv om han aldrig nævnte det til ⓘ Nogen)Nogen)] , < Nogen, skulde føre En til den ydmygende men frelsende Indsigt, at det var en ►Skuffelse, saa man lod det Hele gaae tilbage, og søgte at forlige ⓘ sigsig] tilføjet med Gud desangaaende, saa man paa et ringere Vilkaar i Sandhed blev en Lærer, der vidste at lære Andre og at holde det Høieste uendeligt i Ære. Dette frygter man maaskee, derimod haaber man maaskee, at Avertissementet kunde foranledige en Discussion, hvis Resultat kunde blive, at det nu var vist, at man havde haft en Aabenbaring, og at det var ►Det, Tiden fordrede. I saa Fald kunde man da nok vedstaae, at man virkeligen havde haft en Aabenbaring, stolende paa den uhyre Sensation Avertissementet vakte, stolende paa ►Acclamationen, hvormed man hilsedes, for ikke at tale om ►det Betryggende i, 30 ⓘ atat] tilføjet flere af de ►»virkelig udmærkede Journaler vi har« havde yttret sig med Bifald derom, og altsaa den offentlige Mening i nte Potens¹ ⓘ sanctioneretsanctioneret] , foran er slettet – – hvad der, hvis ellers Noget, i strængeste, i meest isolerende Forstand vedgaaer en paagjeldende Enkelt, der dette betræffende ubetinget ene og alene maa søge Visheden hos sig selv. – Hvor ⓘ epigrammatiskepigrammatisk] , < epigrammatisk. ⓘ vilde Situationen ikke blive, naar den udføres reent æsthetisk, uden Hensyn til om nogen Bestemt virkeligen har baaret sig saaledes ad!vilde Situationen ikke blive, naar den udføres reent æsthetisk, uden Hensyn til om nogen Bestemt virkeligen har baaret sig saaledes ad!] En Mand træder forfærdende frem og siger: »jeg er kal110det af Gud«; derpaa siger han sagte i en Side-Replik: »i Grunden er jeg ikke ganske vis, jeg vil nu see, hvad Indtryk det ⓘ gjørgjør] , < vil gjøre paa Tiden; erklærer den sig derfor: saa er det vist, saa er jeg kaldet af Gud, og saa lader jeg staae til.«² Han haaber maaskee paa, at naar han blot har sagt dette Ord, da skal Omstændighederne gribe ham og ligesom ⓘ tvingetvinge] , først skrevet nøde ham ind i Charakteren, tvinge ham til at blive og være det, som han vel har sagt han er, men som han ikke selv med Bestemthed veed, om han er eller ikke. Ak, at være kaldet af Gud er dog vel det Høieste ⓘ derder] , først skrevet af Alt kan vederfares ⓘ nogetnoget] , ændret fra et Menneske; 31 en saadan Kaldet staaer, ydmyg for Gud, høiere end alle Andre end Konger og Keisere, den offentlige Mening og Journalisternes Trop; til ham er det at alle vi Andre skal see op, og han skal med guddommelig Myndighed forlange det af os, han skal netop være ►kjendelig paa at han beraaber sig paa sin Myndighed.³ Men den Vaklende ►vil tjene to Herrer, han vil være kaldet af Gud i særlig Forstand, og saa vil han tillige være kaldet af Tiden, være Tidens Fordring; han benytter Udraabet: »jeg er kaldet af Gud« som en Interjektion for at skaffe sig Ørenlyd i den larmende Mængde, og derpaa vil han convertere sit Guds Kald til den offentlige Menings Kald. – At Sligt ⓘ kundekunde] , ændret fra kan hænde i en Tid, hvor man egentligen har afskaffet alle de ⓘ afgjørendeafgjørende] tilføjet religieuse Kategorier og faaet Alt trukket ned i Generationens Kategorie: er aldeles i sin Orden. Men hænder 32 det, da kunde det 111jo altid være godt, om der var en samtidig tjenende Critiker, et ringe Menneske, der ikke tør beraabe sig paa nogen Aabenbaring, men som derimod kan holde den Kaldede fast ved Ordet, og derved bidrage til at gjøre aabenbare, hvad dog Alvor i Sandhed er, at Alvor er Ansvarets stille Besindelse, som forstaaer sig selv i at overtage det Overordentlige, at det derimod ikke er Alvor, hvad der nuomstunder ansees derfor, at larme, at blive rød i Hovedet, at see anstrænget ud, at bruge de indtil Forfærdelse høieste Udtryk, og dog indvortes at være usikker om, hvad man er og hvad man ikke er. Der kan i vor Tid jo som i enhver tidligere ⓘ af Gudaf Gud] tilføjet beskikkes sande ►Extraordinarii; imidlertid vil dog Verdens Forandring have en stor Indflydelse paa ►det Phænomenale, om Væsenet end bliver det samme. Forsaavidt vilde det fE være mistænkeligt, om der i vor Tid opstod en Prophet, som lige indtil Skjæget lignede en af de gamle.

✂ Som Phænomen i vor Tid ⓘ (saa der lige saa meget agtes paa Tiden, som paa 👤Adler)(saa der lige saa meget agtes paa Tiden, som paa Adler)] skal da Mag.👤Adler blive Gjenstand for Omtale i dette lille Skrift. ►Hans Bøger skulle ikke æsthetisk og critisk vurderes, som vare de af en almindelig Forfatter; nei han skal af den ringe 33 tjenende Critiker respekteres efter sin Ualmindelighed; og hans Skrifter skal kun benyttes til at see, om han forstaaer sig selv i at være Det, han har udgivet sig ⓘ for,for,] , ændret fra for, og som han, i Alvorens Forstand, ikke har gjort Mine til at ville tilbagekalde. Der skal heller ikke være Tale om den af ham foredragne Lære, ►om den er kjættersk eller ikke; alt Sligt maa ansees for Ubetydelighed i Sammenligning med det qvalitativ Afgjørende. Der skal derimod, om muligt, lægges Alvorens ethiske Accent paa, hvad der enten maa give ham guddommelig Myndighed (og i saa Fald maa det fordres af ham, at han istedenfor tvetydigt at være aandrig i ►store Bøger, bruger Myndigheden), eller angrende maa tilbagekaldes, da han engang har trængt sig frem med at sige det; ⓘ det skal, om muligt med Alvorens Eftertrykdet skal, om muligt med Alvorens Eftertryk] , først skrevet der skal, om muligt lægges Alvorens Accent paa, at han har accentueres, at han har beraabt sig paa et Aabenbarings-Faktum.

✂ Vilde Nogen spørge, ►hvo da jeg er, som gjør dette; da er mit Svar: jeg ⓘ erer] , først skrevet h en tjenende Critiker, et ringe Menneske, der kun har ethisk Berettigelse, som ethvert Menneske har det ligeoverfor en Forfatter. Dersom det hele Optrin med Mag. 34 👤Adler ikke skal behandles som en Ubetydelighed, der bedst ⓘ ignoreresignoreres] , først skrevet ignores: saa er det af Vigtighed, at der accentu112eres rigtigt, thi det er foruroligende, at en svimmel-aandrig Forfatter ►ikke selv veed hvad han skal forstaae ved at have haft en Aabenbaring; og det er ►misligt, at de store Bøgers megen Aandrighed bortleder Opmærksomheden fra det Afgjørende. Jeg er fuldkommen overbeviist om, hvad let sees af hans Skrifter, at ►Apostelen 👤Paulus ingenlunde havde taget det ilde op, ⓘ hvishvis] , ændret fra om Nogen ⓘ ii] , først skrevet <og> alvorlig Tale havde spurgt ham, ►om han nu virkelig havde haft en Aabenbaring; og jeg veed, at 👤Paulus med Alvorens Korthed havde fattet sig kort og svaret: ja. Men dersom 👤Paulus (han tilgive mig hvad jeg nu siger, det maa saaledes gjøres for at oplyse Noget) istedenfor med Alvor at svare kort, det være nu: ja eller nei, havde indledt en vidtløftig lang Tale omtrent saaledes: »ja seer Du nu vel, jeg har rigtignok selv sagt det, men en Aabenbaring er dog maaskee for stærkt et Udtryk, men Noget var det, noget Genialt var det.....«: ja, saa var Sagen 35 bleven en anden. Genier skal jeg nok komme ud af det med; Gud bevares, er det i Sandhed det store Genie, da udtrykker jeg glad med æsthetisk Sømmelighed min Ærbødighed for den overlegne Aand, af hvem jeg lærer; men at jeg skulde vise ham religieus Underkastelse, at jeg skulde ⓘ tagetage] , først skrevet tagem min Dom fangen ⓘ i Lydighedi Lydighed] tilføjet under hans guddommelige Myndighed: nei det gjør jeg ikke, og det ⓘ forlangerforlanger] , < forlanges da heller ikke noget Genie af mig. Men naar en Mand ⓘ ugeneretugeneret] tilføjet ►vil omforklare en intenderet apostolisk Existents til at være Genie, uden at tilbagekalde det Første: saa ►confunderer han rædsomt.

✂ Sligt maa en Critiker holde fast, som jeg nu skal gjøre det i denne lille Bog, ikke for Confusionens Skyld, men for, om muligt, at belyse nogle religieuse Kategorier, og ⓘ for atfor at] tilføjet orientere ⓘ ii] , foran er slettet lidt Tiden. Uden at ►anprise mine egne Varer tør jeg ogsaa love, at Den, der vil læse opmærksomt, nok skal finde Oplysning i Skriftet, thi jeg er ikke ukjendt med min Tid, og hvad der giærer i den, jeg følger med, om end som Den seiler med paa samme Skib, der dog har særskilt Kahyt, ikke i Qvalitet af noget Overordentligt ►som havde jeg Myn36dighed, nei i Qvalitet af Særling, der har ►Intet mindre end Myndighed. Jeg har hverken da jeg begyndte som Forfatter haft, ►eller senere erhvervet nogen Myndighed, som jeg da heller ikke har nogen ►synderlig Betydning for min alvorlige Samtid – ja, det skulde da være ⓘ at jeg havde faaet denat jeg havde faaet den] tilføjet ved Hjælp af ►mine Buxer, der i saa eminent en Grad har vakt Sensation, og tildraget sig et alvorlig-dannet Publikums ►særdeles Interesse. Det er som Tryllerie midt i det 11319d Aarh:; det er som i ►1001 Nat – et Par gamle graae Buxer bringer alt Andet i Glemme. Og Tryllerie er det, thi Ingen veed ►hvori det stikker. Og ikke ⓘ blotblot] , først skrevet blott dette, men det Næste er lige saa forhexet. Hine alvorlige, nidkjære ►ⓘ censorescensores] , < censores morum der i et alvorligt ⓘ Publikums NavnaPublikums Navna] indvisningstegnet har formentlig knyttet sig til en tilføjelse i den bortklippede marginalspalte med ►catonisk ⓘ StrenghedStrenghed] , < Strenhed paatale Tidens Fordringer i Henseende – til Buxer, have oftere beskæftiget sig med mine; snart have de fundet dem for korte, snart for lange, ak, og Buxerne ere de samme gamle graae. En saadan faktisk Begivenhed har virkelig sin Betydning, den er et Træk der ypperligt charakteriserer Publikums Dom overhovedet; og den har 37 ogsaa sin Betydning, hvorfor den fortjener at foreviges en lille Smule, som et Bidrag til Tids-Historien, for at see hvad der ⓘ særdelessærdeles] tilføjet beskæftigede det kjøbenhavnske Publikum. Thi ►hvad der har udfyldt Øieblikket, siger Tidens Vise, det lever evigt; naar da ►mine Skrifter længst ere glemte vil dog Buxerne ⓘ skjøndt længst opslidteskjøndt længst opslidte] tilføjet leve evigt.

✂ Her skulde egentligen Indledningen være ude, imidlertid ønsker jeg dog at tilføie et Ord. Ikke uden Bedrøvelse, ikke uden Veemod skriver jeg denne Anmældelse; jeg lod helst være at skrive den, hvis jeg ikke maatte befrygte at ►Mag.👤Adlers Skrifter der nu ere blevne høit (og dumt) anpriste i nordiske Kirketidende, dog tildrage sig Opmærksomhed, og ►naar saa er, maa han nødvendigviis afstedkomme stor Forvirring paa det religieuse Gebeet, netop fordi han har en vis Aandrighed, og de Fleste ingenlunde Dygtighed til at distingvere ►inter et inter. Det Veemodige og det Bedrøvelige ligger, efter mit Begreb i Landets Forhold. I ►et lille Land som 📌Danmark kan der naturligviis kun være Faae, ⓘ derder] , først skrevet s have Tid og Leilighed til udelukkende at beskæftige sig med det Aandelige; og af dette ringe Antal kan naturligviis igjen kun være nogle Enkelte, som virkeligen 38 have Evne og som tillige ret afgjørende fatte, at dem er Aands-Beskæftigelse anviist som det Eneste. Men desto vigtigere er det ogsaa, at en saadan Enkelt, netop fordi de smaae Forhold vanskeligen indeholde et hurtigt Correctiv, med den strængeste Tugt holder sig selv i Ave, at han ikke griber ►et glimrende ⓘ ForvirretForvirret] , ændret fra forvirret istedenfor det Sande. Mag. 👤Adler er en saadan Enkelt. Han kan let maaskee ⓘ vækkevække] , først skrevet vinde nogen Sensation, maaskee tildrage sig een og ⓘ andenanden] , < Anden Uvidendes Beundring, maaskee faae nogle Tilhængere; men derved er jo Intet vundet, tvertimod er der gjort stor Skade, fordi Forholdene ere saa smaae. Og selv om han ved sine Skrifter har beriget Aandrighedens 114Fond, der paa saa mange Maader accumulerer i vor Tid, ved en Leverance af en Mængde aandrige Yttringer: dette batter kun lidet i Sammenligning med at forvirre de allervigtigste Begreber, i hvilke hele Christendommen hænger. Der gives ogsaa i Aandens Verden en blussende Vellyst, en Aandrighedens farlige Forførelse, der netop ved det Mangfoldiges Spil skjuler over en total Uklarhed. Og skjøndt nu enhver Forfatter har et Ansvar, saa synes det dog, at en Forfatter i en stor Literatur som den tydske fE har et mindre Ansvar, fordi han 39 afstedkommer mindre Skade ved hurtigere at forsvinde i Mængden. Dette synes jeg Mag. 👤Adler burde ►gjøre sig selv Rede for; jeg har idetmindste søgt at gjøre mig selv det tydeligt i Bevidsthed af at være en saadan Enkelt. Det er vist, at der i en lille Litteratur, netop paa Grund af at den er lille, kan realiseres Opgaver af egen Art som slet ikke ⓘ vildevilde] , < ville kunne lykkes i en stor, hvor den ene Forfatter fortrænger den anden, men det er ogsaa vist, at Ansvaret er desto alvorligere. Hvor der er Kildespring nok, er det ikke saa farligt, at ⓘ eeteet] , < et plumres, men i et lille Land, hvor der i hver Retning neppe er mere end eet, er det i høi Grad ►ansvarligt selv at plumre det. Og saa lidet som jeg er en Ven af ⓘ TilhængereTilhængere] , først skrevet Efte og Eftersnakkere, af ►Coterie og Sammenhold, hvad der atter bedst trives i et lille Land men ogsaa gjør ubodelig Skade: saa meget vilde det naturligviis glæde mig, om der paa det religieuse Gebeet dog var nogle andre Enkelte, der for egen Regning, maaskee fra et ganske andet Synspunkt arbeidede for dette Gebeets Opdyrkelse. Men hidtil har 👤Adler Intet gavnet; ⓘ derder] SKS, der der R; afviger i K 40 er intet Begreb han har forklaret, ingen ny categorisk Bestemmelse han har leveret, ingen ældre og vedtagen han har opfrisket i fornyet dialektisk Skarphed. Selv har han saaledes Intet i afgjørende Forstand gavnet; og han har paa en ⓘ Maad[e]Maade] ms. beklippet sinket mig; thi da han ligger inde paa det religieuse Gebeet og da han her ►pro virili forvirrer, og da Landets Forhold ere smaae: har jeg anseet det for min Pligt at afbryde min egen Virksomhed for at berigtige en lille Smule den Tænker, i hvem jeg hellere end gjerne ⓘ hav[de]havde] ms. beklippet seet en Overlegen eller en Medarbeider, dog vel at mærke for egen Regning. – Forøvrigt fatter jeg meget godt selv, hvor underligt det Hele tager sig ud. Om en Forfatter, der hidtil ikke er bleven synderlig læst, skriver jeg en Bog, som formodentlig heller ikke bliver læst. ►Som der fortælles om hine tvende fyrstelige Personer, der var meget fede, at de gjorde sig Motion ved at gaae rundt om hinanden: 115saaledes bliver i et lille Land let Forfatter-Virksomhedens Motion den at gaae rundt om hinanden. Dog har jeg valgt min Opgave saaledes, som jeg pleier, at uagtet det er ►et Moment i Tiden, hvorom Undersøgelsen dreier sig, Behandlingen ved sin universellere og ideellere Charakteer vil kunne læses til enhver Tid. Øieblikket har jeg overhovedet ikke Evne og Duelighed til at skrive for.

✂

41116Capitel I.

ⓘ DenDen] , først skrevet Den historiske; fulgt af linjeskift historiske Situation.

✂ ►Mag.👤Adlers Collisionⓘ somsom] , først skrevet som Enkelt med det Almene,►Lærer i Statskirken med det ⓘ BestaaendeBestaaende] herefter er slettet et indvisningstegn ; at ►han blev afskediget, ►Statskirkens fuldkomne ⓘ Berettigelse👤ABerettigelseA] indvisningstegnet har formentlig knyttet sig til en tilføjelse i den bortklippede marginalspalte ; om den særlige Enkelte i Særdeleshed og hvad der maa fordres af ham.

✂

✂ ►Det var i Aaret 1843, at Mag. 👤Adler udgav sine Prædikener, i Forordet til hvilke han paa den høitideligste Maade forkyndte, at ham var vederfaret en Aabenbaring1; at ved denne ham en ny Lære var bleven meddeelt¹; og ►i 42 selve Prædikenerne gjorde han, hvorved Alt blev afgjørende tydeligt,¹ Forskjel mellem de Taler, der vare af ham selv og de som vare under Aandens umiddelbare Bistand.²►Han underrettede os i Forordet om, at Aanden havde budet ham at brænde Alt hvad han ellers havde ⓘ skrevetbskrevetb] indvisningstegnet har ingen anmærkning eller tilføjelse tilknyttet . Saaledes stod han, eller præsenterede han sig ⓘ i Forordeti Forordet] tilføjet dramatisk som et Billede paa et i meest afgjørende Forstand nyt Udgangspunkt: bag ved ham en Ildebrand og han med det Ny reddet som en Flygtning.

✂ ►117Han var dengang Lærer i Statskirken. Saa kjært det nu end kan være Staten eller paa det religieuse Gebeet Statskirken at see, hvis ►det var saa, en ⓘ nyny] tilføjet ►Slægt af vordende Embedsmænd voxe op, der alle vare udrustede med ganske andre 43 Evner og Dygtighed end de tidligere, saa kjært ⓘ detdet] , < dette kan være Staten, og paa det religieuse Gebeet Statskirken, at see de meest udmærkede og fortrinligste Evner ⓘ atat] , først skrevet <for> hellige sig til Statens eller Stats-Kirkens Tjeneste: saa følger det af sig selv, at denne Glæde har een Betingelse, den nemlig, at ►de virkeligen ville tjene Staten, at de indenfor dens Grundsætninger ⓘ vedkjendendevedkjendende] , ændret fra vedkjende sig disse ►ex animi sententia ville benytte deres herlige Evner. I andet Fald maa Glæden forvandle sig til Bekymring; hvis der er Fare paafærde til Bekymring og Uro for sin egen Bestaaen, men i ethvert Tilfælde til bekymret Deeltagelse for den Enkelte eller de Enkelte, som saaledes forfeile deres Liv. Thi Staten og Stats-Kirken er ikke selvisk, ikke tyrannisk (hvad kun Ildesindede og Misfornøiede ville indbilde sig selv og Andre), den er, efter sin Idee, velvillig; naar den tager den Enkeltes Tjeneste, da mener den tillige at gjøre ham en Tjeneste ved at anvise ham den ønskelige, den ►beleilige Plads for hensigtsmæssig og gavnlig Anvendelse af sine Kræfter.

✂ Ved sit Aabenbarings-Faktum, ved den ny Lære,¹ ved at staae under Aandens umiddelbare Indskydelse maatte Mag 👤Adler let blive sig bevidst at 44 være stillet ⓘ som særlig Enkeltsom særlig Enkelt] tilføjet aldeles uden for det Almene, aldeles ►extra ordinem som ►Extraordinarius. Under saadanne Omstændig118heder at ville være ►i det Bestaaendes Tjeneste er en Selvmodsigelse, og at forlange det af det Bestaaende, at det skal beholde ham i Tjenesten, er egentligen at ville gjøre Nar af det ⓘ BestaaendeBestaaende] , først skrevet Almene, som var det noget saa Abstrakt, at det ikke kunde concentrere sig i en energisk Bevidsthed, om hvad det er og hvad det vil. At ville være i det Bestaaendes Tjeneste, og saa at ville tjene hvad der netop sigter det Bestaaende efter Livet, er lige saa urimeligt som hvis En vilde være i en Mands Tjeneste og dog vedgaae aabenlyst at hans Arbeide og Flid var at tjene denne Mands Fjende. Det vilde ingen Mand finde 45 sig i, og Grunden hvorfor man mener, at det Almene skulde kunne finde sig deri, er at man har en ►phantastisk-abstrakt Forestilling om det Almenes Upersonlighed, og en phantastisk Levebrøds-Betragtning, ifølge hvilken det Almene skal forsørge enhver Candidat. Naar Armeen staaer opstillet med front i det Bestaaendes Retning, saa at ville være med i Geleddet og ►stipendiarius men ville staae omvendt stillet lader sig ikke gjøre; i det Øieblik der skal marscheres (saasnart Livet rører sig) vil det jo vise sig, at man gaaer den modsatte Vei. Den Extraordinaire har derfor at træde ud af Geleddet. Det fordrer saa vel hans Betydningsfuldhed som det Almenes Alvor; thi en Extraordinair er for betydelig til at være med i Geled119det, og det Almenes Alvor fordrer Enighed og Eenshed i Rækkerne, fordrer at see ►hvo den Extraordinaire er eller at see at han er den Extraordinaire. I denne ►discrimen ⓘ skalskal] , først skrevet er det netop den Extraordinaire erhverve sin Competence: paa den ene Side det Ringe, det næsten Fortabte der ligger i saaledes at staae 46 udpeget som en Enkelt i særlig Forstand, at staae udpeget som ►en ⓘ fattigfattig] , først skrevet E 👤Peer Eriksen i Sammenligning med det Almene, saa ingen Klog turde være hans ⓘ VenVen] , først skrevet Ven, eller blot ►gaae med ham paa Gaden, saa hans Ven hvis han var klog ►svor paa at han ikke kjendte dette Menneske, saa ►»de Forbigaaende rystede paa Hovedet« (cfr ►Mth: XXVII, 39.) – og dog at være Den fra hvem noget Nyt skal udgaae. Dette er den smertelige ►Crise, men det skal heller ei være let at blive en Extraordinair.

✂ Da nu ►vor Tid som Bevægelsens Tid, der vil afføde noget Nyt, oftere maa opleve ⓘ CollisionenCollisionen] , ændret fra denne Collision ⓘ mellem det Almene og den Enkeltemellem det Almene og den Enkelte] : skal jeg dvæle ⓘ nærmerenærmere] , foran er slettet lidt ⓘ derved hvad maaskee i mere end een Henseende nok gjøres fornødent.derved hvad maaskee i mere end een Henseende nok gjøres fornødent.] , ændret i marginen fra derved. Dersom ⓘ nemlignemlig] , først skrevet d den særlige Enkelte elsker det Almene, tænker ringe om sig selv som Enkelt ►ligeoverfor det Almene, ►med Frygt og Bæven gyser for at være i en Vildfarelse: saa vil han gjøre Alt saa let og godt som muligt for det Almene. Og denne Adfærd er et Kjendetegn paa at det dog var muligt, at han var en virkelig Extraordinair. (Dette skal Alt senere blive udviklet nøie). Men dersom den Enkelte ikke elsker det Almene, ikke ærer det Bestaaende, hvad man godt kan skjøndt man har noget Nyt at bringe, dersom han maaskee i sit Inderste ikke er enig med sig selv om hvad han er, men kun fusker i at ville være Extraordinair, kun ⓘ prøver sig for om det betales godtprøver sig for om det betales godt] , < prøver om det betales godt; først skrevet prøver om det betaler sig; < prøver sig for om det betaler sig at være det: saa vil han, deels med sit Vidende (af ⓘ Chicane)Chicane)] , < Chicane), gjøre det Bestaaende Alt saa vanskeligt som muligt, deels gjøre det uden ret at blive sig det bevidst, fordi han nemlig i Grunden ikke kan undvære det Bestaaende og derfor klamrer sig til det, forsøger at skubbe Ansvaret fra sig over paa det Almene, ⓘ prokuratoragtigt at bringeprokuratoragtigt at bringe] , ændret fra vil prokuratoragtigt bringe det Almene til at gjøre, hvad han skulde gjøre. Naar et Menneske faaer den Idee, at han maa skilles fra et an47det Menneske, med hvem han lever i det nærmeste Forhold, dersom han da selv er sikker og afgjort besluttet: saa bliver Adskillelsens smertelige Operation ⓘ lettere. Menlettere. Men] , ændret fra lettere; men dersom han er usikker, raadvild, saa 120han nok vil men dog ikke ret har Mod til at vove, dersom han er en svigefuld Krabat der vil skubbe Ansvaret fra sig men stjæle ⓘ detdet] , først skrevet Lønnen Overordentliges Løn: saa bliver Adskillelsen en langvarig Historie og bliver en lang Tid et ►piinligt, smerteligt, ►fortrædigende Sammenhold.

✂ Lad os antage, at en theologisk Candidat i vor Tid var kommen til den Anskuelse, at ►Embeds-Eeden var uforsvarlig: nu ja, saa kan han jo yttre det frit og uforbeholdent, hvis han anseer det for gavnligt. »Men saa vil han spærre sig Adgang til ►Befordring, og maaskee endda Intet udrette, ingen Sensation vække, fordi en Candidat er for lille en Størrelse, der desuden endnu ikke ret har Haand i Hanke med Stats-Kirken, da han er ►en Privatiserende.« ⓘ Altsaa (thiAltsaa (thi] , < Altsaa, thi nu vil jeg tænke en Selvisk, der ikke blot ikke elsker men i Grunden er en Fjende af det Bestaaende), hvad kan ⓘ hanhan] tilføjet saa gjøre? Han tier indtil videre; han søger derpaa Ansættelse som Lærer i Kirken; han faaer den; han aflægger Eeden. Nu er han altsaa Embedsmand i Stats-Kirken. Derpaa udgiver han et Skrift, hvori han fremsætter sin revolutionaire Anskuelse. Hele Sagens Stilling er nu ⓘ forandret. Detforandret. Det] , ændret fra forandret; det havde været let for Staten at ►vippe en theologisk Candidat, let at sige til ⓘ ham:ham:] , < ham, ja naar Du har disse Anskuelser kan Du ikke blive Embedsmand; og Stats-Kirken var slet ikke 48 kommen til at handle i denne Sag, den havde i det Høieste ganske særskilt mod ham behøvet at tage en ►prævenerende ⓘ Forholdsregel,Forholdsregel,] , < Forholdsregel: ikke at ►befordre ham. Men den theologiske Candidat var snild og forstod snildt at gjøre sig selv ganske anderledes vigtig. Ansvaret, som Candidaten skulde have paataget sig for sin særlige Anskuelse, og dyrt kjøbt ved at offre sin Fremtid i et høiere Kalds Tjeneste, medens han søgte at gjøre det Bestaaende Sagen saa let som muligt – Ansvaret er nu veltet over paa Statskirken, der bliver den Handlende, som skal afsætte ham, der ved at være bleven Embedsmand tillige har gjort et Forsøg paa at interessere hele Embedsstanden i sin Skjebne. Som theologisk Candidat gjelder han kun for een, men som Embedsmand gjør han Forsøg paa at gjelde for ►Tusinde, stolende ogsaa paa den Fordeel, at det nu er Staten der skal gjøre Skridtet, saa der nu bliver ►overflødig Leilighed til at fortrædige det Bestaaende, da der dog maaskee skal en ►Prouste-Ret til, og det dog ikke er utænkeligt at have idetmindste ►en dissentierende Minoritet paa sin Side, og da man saa igjen ved Hjælp af Bladene kunde gjøre denne Minoritet til den intelligente, ►item til et Beviis paa, at 121i hele Embedsstanden er der Splid og Uvillie mod Embedseeden o: s: v:. ⓘ PaaPaa] , først skrevet <S> den Maade søger en saadan Revolutionair feigt og lumskt at gjøre det Almene hvad Bryderie han kan.

✂ ⓘ Hvor megetHvor meget] , linjeskift og indrykning angivet i marginalspalten med ordene Ny Udgang nemlig end Staten eller Statskirken kan være sig bevidst at være i Sandheden, at have Retten paa sin Side og ogsaa at have Sundhed nok til at 49 ►secernere en saadan Enkelt uden at frygte, at Mange skulde have Skade deraf: saa kan det dog aldrig ►være Staten eller Statskirken tjenligt, at dens første Principer for hyppigt drages ind under Discussion. Ethvert Liv, enhver Existents har i sin Grundforudsætning i sit Grundprincip sit skjulte Liv, Rodens Liv, fra hvilken Livskraften udgaaer til at give Væxt. Det er ►bekjendt nok af Physiologien, at der er Intet fordærveligere for Fordøielsen end den idelige Reflexion over Fordøielsen: og saaledes er det ogsaa i Aandens Forhold det Fordærveligste, naar Reflexion for ofte griber feil og, istedenfor at tjene i den ►Omsætning der sætter det skjulte Livs forborgne Arbeiden over i det Aabenbare, kaster sig paa Grundprinciperne selv. Dersom et Ægteskab vilde idelig reflektere over Ægteskabets Realitet: blev det eo ipso et maadeligt Ægteskab, thi Kraften som skulde bruges til Realisationen af det ægteskabelige Livs Opgaver, blev brugt til ved Reflexion at fortære Grunden. Dersom en Mand, ⓘ der har valgt en bestemt Livs-Stilling,der har valgt en bestemt Livs-Stilling,] idelig vilde reflektere over, om nu denne Stilling var den rette: saa bliver han eo ipso en daarlig Makker. Selv derfor om Staten eller Statskirken har Sundhed nok til at afsondre den Revolutionaire: saa er det dog skadeligt at Reflexionen foranlediges. Om Alt hvad der skal være skjult og forborgent gjelder det, ►hvad der staaer i Visen: blot et Ord Du nævner. Det er let nok at sige 50 et saadant skjebnesvangert Ord, men det er uberegneligt hvilken Skade det kan ⓘ afstedkomme og der skal maaskee en Gigant til at standse den skadelige Virkning af et Ord, som ►en 👤Peer Ruus lod udgaae i Søvne.afstedkomme og der skal maaskee en Gigant til at standse den skadelige Virkning af et Ord, som en Peer Ruus lod udgaae i Søvne.] , ændret i marginen fra afstedkomme. Og skal Staten eller Stats-kirken hyppigt suspendere ⓘ mangemange] tilføjet saadanne Enkelte, saa ►fremkogles tilsidst herved et Skin, at det er Staten selv der er ►in suspenso; det Svævende fremkommer altid, naar man ikke hviler paa Grunden, men Grunden selv gjøres dialektisk.

✂ ⓘ FarligtFarligt] , linjeskift og indrykning angivet i marginalspalten med ordene Ny Udgangⓘ kankan] , først skrevet f Sligt let blive for Staten, fornemlig ogsaa af den Grund, fordi den Art af Discussion allermeest frister – alle ubetydelige Hoveder, alle Snakkesalige, alle tomt Opblæste, og altsaa især Publikum. Jo 122concretere nemlig Gjenstanden er, ⓘ overover] tilføjet hvilken der skal tænkes og om hvilken man skal yttre sig, desto hurtigere og desto tydeligere vil det vise sig, om den Talende har Forudsætninger til at kunne tale med eller ikke. Men de uhyre Opgaver det er ret Noget – for de ubetydeligste Sladder-Mestere. Det er maaskee ikke af Veien at minde herom, thi da vor Tid, Bevægelsens Tid, paa mange Maader ⓘ i Stat og Kirkei Stat og Kirke] tilføjet intenderer at bringe Grund-Forudsætningerne under Discussion, saa bliver Følgen deraf let, at en eventyrlig Menneske-Masse kommer paa Bene og faaer Munden paa Gang i Discussions-Legen, et Publikum som aldeles Intet forstaaer, hvorimod Opgavens uhyre Størrelse begunstigende skjuler over de Discuterende og Yttrendes respektive Uvidenhed. Dersom en Lærer vil favorisere en ►Døgenicht af Discipel, saa kan han gjøre det paa forskjellig Maade, men han kan blandt Andet ogsaa gjøre det ved at forelægge ham en 51 saa uhyre Opgave, at Censorerne slet Intet kan slutte af hans Svars Ubetydelighed, fordi Opgavens uhyre Størrelse berøver ⓘ demdem] tilføjet Maalestokken. Maaskee kan jeg oplyse det ved et Exempel fra Videnskabens Verden. ►Et ⓘ videnskabeligtvidenskabeligt] , foran er slettet egentlig Vrøvlehoved, der i Grunden Intet veed, faaer man sjeldent til at indlade sig paa noget Concret; han taler ikke om en enkelt Dialog af 👤Plato, det er for Lidt for ham – det vilde maaskee ogsaa let vise sig, at han ikke havde læst den. Nei han taler om hele 👤Plato, eller vel endog om hele den græske Philosophie, men især da om Indernes og Chinesernes Viisdom. Dette: hele 👤Plato, hele den græske Philosophie, hele den østerlandske Dybsind er det uhyre ⓘ Store, det Grændseløse,Store, det Grændseløse,] , ændret fra Store det Grændseløse der begunstigende skjuler over hans Uvidenhed. Saaledes er det ogsaa meget lettere at tale om en Forandring i Regjeringsformen end at afhandle en ganske lille concret Opgave; og det Uretfærdige mod de faae Dygtige ligger i, at de paa Grund af Problemets uhyre Størrelse tilsyneladende blive Ligemænd med enhver ►Peer, der »ogsaa yttrer sig.« Det er saaledes meget lettere for en Snakke-Mester at criticere vor Herre end at bedømme en dansk Stiil af en Discipel i den lærde Skole, ja end at bedømme en ►Svovelstik; thi naar Opgaven blot er concret, saa vil han, forhaabentligen, snart ►forraade hvor dum han ⓘ er. Mener. Men] , ændret fra er; men vor Herre og ►hans Styrelse af Verden er noget saa uhyre Stort, at i en vis svimlende abstrakt Forstand, den Taabeligste 52 lige saa godt kan snakke med som den Viseste.

✂ ►ⓘ 123Det SophistiskeDet Sophistiske] , linjeskift og indrykning angivet i marginalspalten med ordene Ny Udgang ligger vor Tid maaskee kun altfor ⓘ nær:nær:] , < nær, at man sætter de største Problemer under Discussion for at begunstige de ubetydeligste og tankeløseste Mennesker til at komme med i Discussionen. Lad os ikke glemme, at hiin ædle Reformator, ►den eenfoldige Vise i 📌Grækenland, som jo ►havde med Sophister at gjøre, at han netop ►havde sin Styrke i at jage ⓘ SophisterneSophisterne] , < Sophisternes ud af det Abstraktes og det Altomfattendes Skalkeskjul, havde sin Styrke i at gjøre Samtalen saa concret, at Enhver, som talte med ham, og meente at tale om een eller anden uhyre Gjenstand (Statsstyrelsen overhovedet, Opdragelsesvæsenet overhovedet o: s: v), inden han vidste et Ord deraf, var bragt til at tale om sig selv – om han vidste Noget eller han ikke vidste Noget. Man skulde næsten troe, at vor Tids Sophister item deres ►Tillæg: Publikum var sig bevidst, hvorledes de bruge et Skalkeskjul; thi det er jo Skik og Brug det er en etableret Opinion, at ansee det for flaut, om Nogen tager fat paa en saadan Sophist, afhjælper ham hele hans phantastiske Paaklædning, og gjør ham til hvad han er et sølle Skrog, der i Publikums, i Critikens, i Aarhundredets Navn har gjort saa megen Alarm. Det skal være flaut, mig ⓘ synessynes] , herefter er slettet det, at det dog er flauest for det sølle Skrog, naar man har hjulpet ham af det meget Overtøi, og at han nu staaer for os i naturlig Størrelse. Men i vor Tid imponerer man – ved Hjælp af Overtøiet. Saaledes imponerer det ogsaa naar man faaer en uhyre stor Pakke sendende med Posten; 53 men naar man forvisser sig om at Pakken er lutter Convoluter: saa imponerer det ikke mere.

✂ Dog tilbage til den theologiske Candidat. Maaskee vilde En sige: »men det er da ogsaa haardt at forlange af en Mand, ⓘ derder] , først skrevet at har ►habiliteret sig til et Levebrød, at han skal spærre sig sin Fremtid, saa han end ikke har det Haab tilbage, hvilket han dog kunde have, hvis han, efterat være bleven ansat, ►blev afskediget: at faae Pension.« Ja, vist er det haardt, men det skal ogsaa være haardt – at være en Extraordinair; ja, det skal være saaledes haardt, at Ingen, hvis han forstaaer dette, kunde ønske at være en Saadan, om end Den, der er det i Sandhed, vel i sit Guds-Forhold vil finde Trøst og Tilfredsstillelse og Salighed. Thi den sande Extraordinaire skal netop ikke trøstes eller søge Lindring eller finde Lindring hos det Almene, men ene hos Gud; og deri ligger det Dialektiske som er Qvalen og Crisen, og tillige Saligheden.

✂ ⓘ NaarNaar] , linjeskift og indrykning angivet i marginalspalten med ordene Ny Udgang derimod en Tid bliver charakteerløs, saa er det vel muligt, at een 124og anden Enkelt faaer nogle Symptomer af at ville være Extraordinair; men ►det har ingen Art, og derfor vil han at det Almene skal hjælpe ham dertil, han vil at det Almene, det Bestaaende og han skal slaae sig sammen ⓘ omom] , ændret fra op at lade ham blive en Extraordinair. Hvilken Bagvendthed! Den Extraordinaire skal jo netop bringe det ny 54 Udgangspunkt, han er i Forhold til det Bestaaende som ►Den, hvis Fødder staaer udenfor og skal bære det Gamle bort: og saa skulde det Bestaaende selv være ham behjælpelig. Nei det Almene skal netop ►stramme imod; og hvis det Bestaaende ikke gjør det, saa udvikles her igjen noget ⓘ Sophistisk ligesomSophistisk ligesom] , først skrevet Sophistisk: at det bliver det med Discussionen af de uhyre Opgaver: at det bliver det allerletteste at være en Extraordinair, Noget enhver ►Bønhas aspirerer til, Noget for alle dem, som ellers ikke due til Noget. Der ⓘ erer] tilføjet i vor Tid ►Epigrammer nok, som Tiden selv frembringer uden at forstaae dem eller ⓘ paaagtepaaagte] SKS, paa agte R; afviger i K dem; lad os ikke glemme, at nuomstunder er en Martyr, en Reformator en Mand der dufter af Vellugt, en Mand der sidder med Krands i Haaret og mæskes ved Gjestebuder, en Mand der har alt Sit paa det Tørre, en Mand der egentligen slet Intet vover, og dog vinder Alt selv Reformatorens ⓘ Titel. HansTitel. Hans] , ændret fra Titel; hans Titel; thi vor Tids Vittighed ligger da endnu og tærper i det Forslidte med at ►spotte Regjeringerne for deres Titler og Ordener, den har ikke opdaget, at det egentligen er Publikum og den offentlige Mening der lege med Titler, naar ⓘ dede] tilføjet , som Børn der lege Soldat, udnævne den Betydeligste de har paa deres Partie til verdenshistorisk og absolut Rangerende. Men naar det Bestaaende ikke strammer Tøilerne, saa bliver tilsidst Enhver, som ikke vil lyde, en Reformator. Naar Faderen bliver svag, naar Huslivet bliver rørt af en oprørsk Reflexion: saa forvexler det uartige Barn sig me55get let med en Slags Reformator. Naar Skolemesteren taber Tøilerne: saa forvexler den næsvise Discipel sig meget let med en Art Reformator. Det er jo ogsaa derfor i vor Tid kommen saa vidt, at der egentligen ikke hører Mod til at trodse Kongen, til at fortrædige og krænke ►Statsstyrelsen, men vel lidt Mod til at sige ►Pøbel-Triumphatorerne og ►de ⓘ OverendeOverende] K, slettet uden erstatning i R et Ord, Mod til – at tale mod Reformatorerne.

✂ ►Noget Underfundigt skal man nu visseligen ikke beskylde Mag. 👤Adler for; ►langt fra ham har det ⓘ vistnokvistnok] været med Svig at være traadt i ⓘ Stats-KirkensStats-Kirkens] , først skrevet Statens Tjeneste Tjeneste. Noget ganske Andet er, om, hvad der synes ⓘ atat] , < af fremgaae af ►Katastrophen, han ikke temmelig letsindigt, maaskee kun 125i Betragtning af og i Tillid til at have ►absolveret theologisk Examen, har valgt at blive Præst. ►Dette skal senere vorde belyst, fordi 👤Adler i denne Henseende som Phænomen ►udviser hvor forviklet Alt er blevet derved, at Christenheden er bleven ►en Titulatur, saa det i et christen Land, hvor alle ere Christne, kan hænde, at man endog kan være theologisk Candidat, ja blive christelig Præst, – uden engang at være kommen i Berøring med ►det selvprøvende Spørgsmaal, om man da selv er en Christen, da dette tilsidst følger af sig ⓘ selvselv] , < selv, ligesom det at man er Menneske.

✂ 56Han var da Præst – og nu først indtraadte den Begivenhed, der maatte stille ham som den særlige Enkelte ►extra ordinem. Collisionen er der; thi at 👤Adler var saaledes situeret er let at see og kun for yderligere Tydeligheds Skyld skal jeg ganske kortelig angive de dialektiske Forhold mellem det ⓘ a)a)] tilføjet Almene og ⓘ b)b)] tilføjet den Enkelte og ⓘ c)c)] tilføjet den særlige Enkelte ɔ: den Extraordinaire. Naar den Enkelte blot reproducerer det Bestaaende i sit Liv (naturligviis ⓘ forskjelligtforskjelligt] tilføjet i Forhold til hvilke Kræfter og Evner, hvilken Dygtighed han har), saa forholder han sig som den normale Enkelte den ►ordentlige Enkelte til det Bestaaende; han udfolder det Bestaaendes Liv i sin Existeren; det Bestaaende er for ham det til Grund Liggende, der dannende gjennemtrænger og udvikler hans Evner i Lighed med sig; han forholder sig som en Enkelt, hvis Liv bøier sig efter det Bestaaendes Paradigma. Lad os imidlertid ikke glemme (thi Misfornøiede og ►Ildesindede ville gjerne udsprede ⓘ falskefalske] tilføjet Rygter): derfor er hans Liv ingenlunde ⓘ aandløst. Hanaandløst. Han] , ændret fra aandløst; han er ikke een med i ►Ramsen ⓘ afaf] , ændret fra paa Gloserne som gaae efter Paradigmet, nei han er fri og væsentligen selvstændig; og at være en saadan ordentlig Enkelt er ►i Ordenen i Reglen den høieste, men ogsaa den qvalitative betydningsfulde, Opgave der er sat noget Menneske.¹ – 57 Saasnart derimod den Enkelte lader sin Reflexion gribe saa dybt, at han vil reflektere over det Bestaaendes Grundforud126sætning: saa er han ifærd med at intendere at ville være en særlig Enkelt, og saa længe han reflekterer saaledes er han vragende det Bestaaendes ►impressa vestigia, er extra ordinem ►paa eget An- og Tilsvar. Og naar den Enkelte vedbliver ad denne Vei og gaaer saa vidt, at han ikke som den ordentlige Enkelte reproduktivt fornyer det Bestaaendes Liv i sig ved under evigt Ansvar at ville indordne sig deri, men vil fornye det Bestaaendes Liv ved at bringe et nyt Udgangspunkt for dette, et nyt Udgangspunkt i Forhold til det Bestaaendes ⓘ Grund-Forudsætning,Grund-Forudsætning,] , < Grund-Forudsætning: naar han ved umiddelbart at indordne sig under Gud maa forholde sig omskabende til det Bestaaende: saa er han den Extraordinaire, det vil sige saa bliver denne Plads ham at anvise, hvad enten han nu er berettiget eller ikke, 58 han maa her seire og her finde sin Dom, det Almene skal netop lukke ham ⓘ ude.ude.] , ændret fra ude. –

✂ ⓘ SomSom] , linjeskift og indrykning angivet i marginalspalten med ordene Ny Udgang overalt saa gjelder det her fornemlig om at den qvalitative Dialektik respekteres med ethisk Alvor. I en charakteerløs Tid kan nemlig det Sophistiske fremkomme, at En, der intenderer at være en Extraordinair vil at denne Intention skal endog komme ham til Gode i det Almenes Tjeneste, saa han ►paa Grund der af ⓘ endogendog] , først skrevet b bliver en ⓘ ualmindeligualmindelig] , først skrevet ul blandt de Ordinaire. Usalige Forvirring, som har sin Grund i en tankeløs letfærdig ►Qvantiteren. Enten skal et Menneske ville tjene det Almene, det Bestaaende, udtrykke dette, og i saa Fald bliver hans Fortjeneste i Forhold til som han med Troskab og Nøiagtighed veed at indordne sig i det, veed at gjøre sit Liv til en skjøn og riig og tro Gjengivelse af det Bestaaende, udarbeide sig til Type for det Bestaaende; eller han skal for Alvor være en Extraordinair, og saa skal han extra ordinem, ud af Geleddet, ud af Rækkerne, hvor han ikke hører hjemme. Men i vor Tid forvirres Alt. En misfornøiet Embedsmand fE vil endogsaa være noget Overordentligt, fordi han er Embedsmand – og tillige misfornøiet. Sørgelige, ►usædelige ►Confusion! Er han misfornøiet, fordi han har noget Nyt fra Gud at bringe os: saa ud af Geleddet, 59 ►»Strikken om Halsen«¹ 127og lad ham saa tale, saa er Situationen som en sand Extraordinair behøver den og maa fordre den, for at kunne gestikulere og faae ►Sangværket i Gang. Men har han ikke noget Nyt fra Gud at bringe ⓘ os,os,] , først skrevet os:; først skrevet os, saa skal det ingenlunde ►anslaaes ham til Fordeel, at han er misfornøiet – og tillige Embedsmand. Men Tidens Charakteerløshed og nyfigne Feighed gjør det tilsidst til en Slags vanærende Bornerethed, at være Noget ►tilgavns: enten en tro Embedsmand med Liv og Sjel, eller en Reformator ►med Sværdet over Hovedet, i Livsfare, i Selvfornægtelse. ►Εις ϰοιϱανος εστω, og saaledes ogsaa Een være den Extraordinaire. Vil ►en heel Slægt være Konge, og en heel Slægt fuske i at være ⓘ Extraordinair,Extraordinair,] , < Extraordinair: saa bliver det ⓘ JuxJux] , ændret fra Skidt. Og Følgen deraf bliver kun ►Sinkerie. Dersom ►Styrelsen havde tiltænkt Slægten 60 en Extraordinair: saa vil Følgen blive, at der maa ventes, at der maaskee først maa sendes en Forløber, en Betjent, der har at ►gjøre Luft, har at cassere alle disse falske Propheter, har at bringe lidt Mening og Fynd ind igjen i de udmarvede og meningsløse Forhold. Naar nemlig hele Generationen er bleven reformatorisk, saa kan den sande Reformator slet ikke komme til at vise sig i sin Sandhed; det ⓘ er,er,] , først skrevet er s for at erindre om ►et tidligere Udtryk, ligesom naar ved en Ildebrand ⓘ AlleAlle] , < alle commandere: saa kan Brandmajoren ikke commandere.

✂ Det der saaledes gjør Forskjellen mellem den ordentlige Enkelte og den særlige Enkelte er Udgangspunktet; forresten kan det godt være, at en ordentlig Enkelt er, menneskeligt talt, større end en virkelig Extraordinair. Den ⓘ sidstesidste] , ændret fra sande Maalestok, efter hvilken Menneskene rangere, er det Ethiske, i ⓘ ForholdForhold] , < forhold til hvilket ►Differentserne (selv den i særlig Forstand at være kaldet af Gud) er et Forsvindende; men det verdslige Sind lader omvendt Rangfølgen bestemmes efter Differentsen. Lad os tage 128et Exempel paa en saadan ordentlig Enkelt, og lad os ret glæde os ved, at vi har Exempler at ⓘ pegepege] tilføjet paa; lad os ►nævne honoris causa, men ogsaa for at oplyse dette Forhold: ►ⓘ Stats-Kirkens øverste Geistlige, visseligen ogsaa dens troeste TjenerStats-Kirkens øverste Geistlige, visseligen ogsaa dens troeste Tjener] 📌Sjellands beundrede Biskop – og Enhver gjør vel i her at beundre; thi Den der ⓘ herher] tilføjet udtrykker ⓘ ogsaaogsaa] tilføjet det Almene skal man netop gjøre sig en Glæde af at 61 beundre, ⓘ da man af ham kan læreda man af ham kan lære] , ændret fra thi af ham kan een lære; ændret fra thi af ham kan man lære. Biskop 👤Mynster har ikke det Mindste af Det, som man i strængeste Forstand maatte kalde den særlige Enkeltes ⓘ Signalement. TværtimodSignalement. Tværtimod] , ændret fra Signalement; tværtimod, med ophøiet Rolighed, glad hvilende i sin Overbeviisning som rigeligt Indhold for et riigholdigt Liv, med formanende Eftertryk, med Alvorens ædruelige Besindighed, indtil Grændsen af en ædel lille ironisk Vending mod fortumlede Hoveder har denne Mand bestandigt vedkjendt sig, at det ikke var noget Nyt, han havde at bringe, at det tvertimod var det gamle Bekjendte; han har aldrig rokket ved det Bestaaendes Piller, tvertimod har han selv staaet urokket som ►en Grund-Pille. Og naar han ►reviderer første Oplag af sine ⓘ tidligstetidligste] tilføjet Prædikener, saa »finder han Intet at forandre i det Væsentlige« (som havde han siden den Tid maaskee været saa heldig at ►overkomme een eller anden frisk arriveret ⓘ systematisksystematisk] tilføjet Nyhed); og naar han engang paa sit Dødsleie, ikke for det ny Oplags Skyld, men ►til Vitterlighed reviderer alle Prædikenerne, saa finder han formodentligen igjen »Intet at forandre i det Væsentlige«. Nei, det var Altsammen det gamle ⓘ Bekjendte –Bekjendte –] , først skrevet Bekjendte. som dog i ham fandt et saa friskt og saa forfriskende Udspring, et saa ædelt, saa skjønt og saa riigt Udtryk, at han i et langt Liv bevæger Mange forunderligt nok ved 62 det Gamle ⓘ og at efter hans Død Mange, bevægede, ville længes efter denne Gamle og dette Gamleog at efter hans Død Mange, bevægede, ville længes efter denne Gamle og dette Gamle] , ændret fra og Bekjendte, og at han efter sin Død vil vedblive at bevæge Mange, der vil længes efter dette Bekjendte; detteer kursiveret som man længes efter Ungdommens Liflighed, som man i Sommerens Varme kan længes efter Kildens ⓘ Kølighed – forunderligt nok, at det skal være noget Gammelt og Bekjendt!Kølighed – forunderligt nok, at det skal være noget Gammelt og Bekjendt!] , ændret i marginen fra Kølighed. Ja, sandeligen, dersom en Lære engang i sin første Begynden maa ønske en Apostel, der i strængeste Forstand som ⓘ ExtraordinairExtraordinair] , < extraordinairt staaer udenfor Geleddet: o, da vil den samme Lære i en sildigere Tid ønske saadanne Husholdere, der intet Nyt have at bringe, der tvertimod kun i Alvor have deres Glæde af selv at udtrykke det Almene, og 129deres Glæde af at gaae med i Geleddet og lære os Andre at holde Takten – naar vi blot passe paa at ►see flinkt op til Høire. – ►En Viis har sagt om Piger: at de skulle giftes, naar de ere Piger i Alder men Koner i Forstand. En Mand har ikke et saadant Øieblik, om ham maa der siges at Opgaven er at bevare sig selv gjennem et heelt Liv. Men hvad er det at bevare sig selv? Det er, naar Blodet er varmt og Hjertet banker heftigt i Ungdommens Dage, da at kunne ►køle næsten med en Oldings Besindighed; og det er, naar Dagen hælder, naar det stunder mod Afskeden, da som Olding at kunne opflamme med Ungdommens Friskhed. Naar skal en Pige giftes? ⓘ Oldtiden svarer:Oldtiden svarer:] naar hun er Pige i Alder, men Kone i Forstand.« Naar skal en Mand være Lærer? ⓘ Naar han er en Mand i Alder men i ⓘ BesindighedBesindighed] , ændret fra Viisdom en Olding.Naar han er en Mand i Alder men i Besindighed] ændret fra Viisdom en Olding.] , ændret i marginen fra Naar han har Ungdommens Kraft og Oldingens Viisdomændret fra Naar han har Ungdommens Kraft og Oldingens Forstand; først skrevet Naar han har ung Og naar staaer han paa sit Høieste? naar han engang 63 * er en Olding i ⓘ Alder og BesindighedAlder og Besindighed] , ændret i marginen fra Alder og Viisdom; ændret fra Aar og Forstand, men ⓘ hjertefriskhjertefrisk] , ændret fra frisk som en Yngling. ⓘ Thi hvad er vel det at bevare sig selv, hvilket væsentligen forstaaet er Mandens høieste Opgave? Det er, naar Blodet er varmt og Hjertet banker heftigt i Ungdommens Dage, da at kunne ⓘ ►svalesvale] , ændret fra køle næsten med en Oldings-Besindighed; og det er naar Dagen hælder, naar det stunder mod Afskeden da at kunne opflamme med Ungdommens ⓘ IldIld] , først skrevet Friskhed.Thi hvad er vel det at bevare sig selv, hvilket væsentligen forstaaet er Mandens høieste Opgave? Det er, naar Blodet er varmt og Hjertet banker heftigt i Ungdommens Dage, da at kunne svale] ændret fra køle næsten med en Oldings-Besindighed; og det er naar Dagen hælder, naar det stunder mod Afskeden da at kunne opflamme med Ungdommens Ild] først skrevet Friskhed.] – Men er dette ikke en Fornærmelse mod ►den Høiærværdige at sidde og skrive noget Saadant; dersom det Fremsatte er sandt, saa er Biskop 👤Mynster jo ingen stor Mand, saa har han jo aldrig fulgt med Tiden, saa veed han jo ikke, hvad ►Tidens Fordring er, end mindre at han selv har været istand til at ►inventere den. Nei, inventeret Noget har han ikke; om han maaskee ikke har kunnet (han der dog nok som ►skarpsindig ⓘ PsychologPsycholog] , først skrevet Theol kjender de menneskelige Daarskaber fra Grunden, og altsaa er i Besiddelse af Nøglen til det store ►Pakloft, hvor de diverse Tidens Fordringer ligger opdyngede), skal jeg ikke ►fordriste mig til at afgjøre; men vist er det, han har ikke ⓘ inventeretinventeret] , først skrevet villet Noget.

✂ Det ny Udgangspunkt ⓘ erer] , ændret fra var altsaa Differentsen mellem den sande Ordinaire og den sande Extraordinaire; den væsentlige menneskelige Maalestok: det Ethiske have de begge tilfælles. Naar da den Enkelte virkelig er den sande Extraordinaire, og virkelig har et nyt Udgangspunkt, naar han fatter sit Livs betrængte Vanskelighed i hiin ►discrimen mellem det Al130mene og Enkeltheden extra ordinem: maa han være ubetinget ►kjendelig paa, at han er villig til at bringe Offer.¹ Og dette maa han være villig til for sin egen Skyld og for det Almenes Skyld.

✂ 64 *Netop fordi den Extraordinaire, hvis han er det i Sandhed, maa ⓘ vedved] , først skrevet være sit Guds-Forhold være sig bevidst, at han ►ϰατα δυναμιν er stærkere end ►summa summarum af alt det Bestaaende, har han slet Intet med den Bekymring at gjøre: om han nu bare seirer. Nei denne Bekymring er han ganske fritagen for; men derimod har han den særlige Enkeltheds rædsomme Ansvar for hver Skridt han gjør, om han nu indtil det Mindste nøie følger sin Ordre, om han bestemt og ene og ►lyt hører Guds ⓘ Stemme –Stemme –] , først skrevet Stemme, det rædsomme Ansvar, hvis han hørte eller havde hørt feil. Netop af den Grund maa han ønske sig al mulig Modstand udenfra, ønske, at det Bestaaende har Kræfter ⓘ forfor] , først skrevet til at kunne gjøre ham hans Liv til et ►tentamen rigorosum, thi denne Prøve og dens Smerte er dog Intet mod Ansvarets Rædsel: ►hvis han var eller havde været i en Vildfarelse! Dersom fE en Søn skulde føle sig kaldet til at bringe en ny Anskuelse af det huslige Liv (og som en Søn er bundet i Pieteten, saa skal og bør enhver Enkelt være bunden i Pietet ligeoverfor det Almene): vilde han da ikke, hvis der var Sandhed i ham, netop ønske, at Faderen var den Stærke, som kunde ►træde ham imod med faderlig Myndigheds fulde Kraft? Sønnen vilde nemlig ikke ⓘ saasaa] , først skrevet frygte det meget frygte ►det at ligge under, hvis han havde Uret, altsaa at maatte ydmyget men frelst vende om til det Gamle, som han vilde gyse for den Rædsel: at seire – hvis han i Grunden havde Uret.

✂ ⓘ SaaledesSaaledes] , linjeskift og indrykning angivet i marginalspalten med ordene Ny Udgang med den 65 sande Extraordinaire; han er det sorgløseste Menneske ►betræffende hiin de verdslige Heltes timelige Bekymring, om nu Det han har at forkynde skal seire i Verden; derimod er han ængstet som en arm Synder, sønderknuset hver Gang han betænker sit Ansvar, 131og om han nu paa nogen Maade skulde have taget feil; ja det er ham, som skulde Aandedrættet standse, saa tungt kan Ansvarets Vægt hvile paa ham. Netop derfor ønsker han Modstand: ⓘ han –han –] , først skrevet han, den Svage, han – den Stærke, der, skjøndt eenligt Menneske, ϰατα δυναμιν i sin Svaghed er stærkere end hele det Bestaaendes forenede Magt, hvilken naturligviis har Magt til baade at ►hudflette og henrette ham som Ingenting. ►Naar Berserkegangen kom over vore nordiske Fædre, da lode de sig tvinge ind mellem Skjolde: saaledes ønsker ogsaa den sande Extraordinaire det Bestaaende Kraft til at danne behørig Modstand. Forsaavidt maatte Mag. 👤Adler, dersom han ellers i Sandhed var den Extraordinaire, ret oprigtigt være glad ved, at der ►som øverste Geistlig i den danske Stats-Kirke staaer en Mand som Biskop 👤Mynster, en Mand, der uden at være grusom eller borneret, ved selv at ►lyde strengt har tugtet sig op til med Alvorens tunge Eftertryk eller ►Gravitet at turde fordre det Almene af 66 Andre; en Mand der ►nok kan tage Tag, dersom blot den sande Extraordinaire er ⓘ der.der.] , først skrevet der, Forsaavidt behøvede altsaa 👤Adler ikke, hvad ellers kunde gjøres fornødent, at laane det Bestaaende lidt af sine Kræfter, at dette kunde gjøre ham behørig Modstand. Men i ethvert Tilfælde skylder 👤Adlers Sag Biskop 👤Mynsters Holdning meget. En svagere Mand paa ⓘ en saadanen saadan] , ændret fra denne Post, en Mand, som maaskee selv havde nogle Symptomer af at ville være lidt Extraordinair: saa var 👤Adler ⓘ formodentligenformodentligen] , først skrevet ikke ikke ►bleven afskediget, ►Forholdet ikke consequent og dygtigt ordnet; ¹ saa var det Hele vel blevet et meningsløst, »mærkværdigt Noget.« En fortumlet Extraordinair til at bringe det Ny, og en svagbenet Regjerings-Mand til at holde igjen passe jo rigtignok for hinanden, men kun som ►132Mage til Broget. Thi mangler vor Tid sande Extraordinaire, 67 * saa mangler vor Tid ogsaa hine alvorlige Skikkelser, hine i høieste Forstand tugtede Individualiteter (►ad majorum disciplinam non ad hujus seculi levitatem instituti) der netop ved Selvtugt veed at ave Andre – og forsaavidt ogsaa at opdrage sande Extraordinaire; thi ikke ►laxe Begreber og ikke ubestemt flydende Forhold danne en sand Extraordinair, de forkjele og fordærve ham kun. Og muligen behøver vor Tid ingenlunde en sand Extraordinarius ⓘ velvel] , foran er slettet men derimod hine ⓘ grundredeligegrundredelige] , ændret fra redelige Mænd, der med gudfrygtig Resignation fatte det som Opgaven: ikke at inventere noget Nyt, men med Liv og Sjæl at være troe i det Bestaaende. Men hvad enten nu vor Tid behøver Extraordinaire eller ikke: det staaer fast, at den sande Extraordinaire er kjendelig paa, at han er villig til at bringe Offer.

✂ ►Bevægelses-Mændene i vor Tid (de uægte Extraordinaire) forstaae og tage Sagen anderledes. Det er maaskee efter en ret forstandig, endelig Overveielse af Forhold, Hensyn o: s: v:, at en Mand kommer til det Resultat, at han har et nyt Forslag at gjøre. Fra nu af er han færdig i Retningen ind efter i Selvfordybelse og Ansvar for Gud – han har jo ogsaa et Resultat. Han tager nu front mod det Bestaaende, og ►τελος for hans Stræben er, at dette hans Forslag, hans Plan maa seire. Det er vist og fast, at hans Plan er det Sande, Opgaven og Arbeidet er kun at faae 68 * den til at seire.

✂ ⓘ ManMan] , linjeskift og indrykning angivet i marginalspalten med ordene Ny Udgang seer let, at Forholdet er det omvendte af den sande Extraordinaires. Denne er ene bekymret for sin Instrux og sit Forhold til Gud, ene beskæftiget med det underjordiske Arbeide i Gruben at grave Skatten ud, eller at fornemme Guddommens Stemme; han spøger letsindigt med det at seire i Verden, thi det veed han nok, at er blot Alt i sin Orden med hans Forhold til Gud, saa seirer nok hans Idee, selv om han falder. Den sande Extraordinaire bliver i dette sit Forhold til Gud sig sin Ueensartethed med Timeligheden bevidst, og han har derfor i dette Ueensartethedens ►spatium den Plads, paa hvilken han kan røre sig i at vove for sin Sag, vove Liv og Blod. Bevægelses-Manden har ingen evig Overbeviisning, han kan derfor umuligt i evig Forstand være sikker, ei heller er han kun beskæftiget med at erhverve denne Sikkerhed: netop derfor har han ingen Plads ⓘ ogog] , først skrevet at ingen Tid til at vove noget Synderligt. Hans Sag er ⓘ aldelesaldeles] tilføjet eensartet med Timeligheden, det er derfor 133ikke blot hans Stræbens τελος at den skal seire, men det at den seirer skal i Grunden forvisse ⓘ Bevægelses-Manden om, Bevægelses-Manden om, ] kursivering ophævet at han havde ⓘ Ret,Ret,] , < Ret. at hans Forslag var sandt. De samme Mennesker, der danne det Bestaaende, skal han altsaa ikke blot bruge igjen, men han trænger til dem, kun at de faae en ny Uniform paa i Overeensstemmelse med hans Plan.¹ Man seer let, hvorledes hans Stræbens 69 Dialektik maa blive, han som vil støde det Bestaaende omkuld, og ikke tør støde til af Frygt for selv at falde, da ⓘ dettedette] , ændret fra det ikke blot var en fatal Omstændighed, men tillige, efter hans egne 134Begreber, Beviis for at han havde Uret. Alt dreier sig, som sagt, om at seire, ikke blot fordi hans Plan saadan skal være sand, men tillige for at hans Plan ved at seire – kan blive sand. Han har ikke Visheden, men faaer den først naar han har ⓘ seiret; hvorimod denseiret; hvorimod den] , ændret fra seiret. (Den sande Extraordinaire har den ueensar70tede Vished, har Evighedens ⓘ VishedVished] , < Vished), hvad enten han falder eller ⓘ ikke.ikke.] , < ikke.)

✂ ⓘ At villeAt ville] , linjeskift og indrykning angivet i marginalspalten med ordene Ny Udgang bevæge paa ⓘ hiinhiin] , < den Maade er i Grunden ligesom hvis En vilde tilbyde sig at gjøre et Kunststykke – »dersom det lykkes«, og for en ⓘ FuldstændighedsFuldstændigheds] , først skrevet Forsigtigheds Skyld Skyld sætte det med paa Plakaten. Den, der vil bevæge Noget maa selv staae fast, men Bevægelses-Manden har Intet fast, det er først fast – naar det er blevet fast ɔ: bag efter. Han kunde derfor ønske at det Bestaaende var svagt og affældigt, for desto lettere at seire. Er dette ikke Tilfældet saa maa han bruge ethvert Middel for at seire, List, Snildhed, ►Haandtryk, Complimenter, ⓘ et trumfendeet trumfende] tilføjet ►👤Fanden gale mig og ⓘ et ►indrømmendeet indrømmende] tilføjet hvadbehager, ⓘ Reformatorens Optræden maa være som Dens, der søger ►Condition med at gaae Ærender i Byen, eller som en væver ►Urtekræmmer paa en travl Torvedag,Reformatorens Optræden maa være som Dens, der søger Condition med at gaae Ærender i Byen, eller som en væver Urtekræmmer paa en travl Torvedag,] han maa endog paa behørig Sted prutte 71 i Forhold til Planen selv, faae den behørigt forkluddret ved Hjælp af Comiteer, og fremfor Alt maa der ⓘ gaaegaae] , først skrevet af Bud til Publikum med en yderst forbindtlig og indsmigrende Invitation, om et høistæret dannet Publikum ikke vil gjøre Urtekræmmeren, eller hvad ⓘ detdet] , < der var jeg vilde sige, Reformatoren den Ære at staae Fadder til Barnet: og saa seirer endeligen dette ►Kludderie.¹ En saadan Bevægelses-Mand kan umuligt og kan umuligt vove at staae alene som Enkelt og derved 135faae Plads til at vove Liv og Alt; tvertimod han trænger 72 selv til Majoriteten, for at faae Vished om, det er sandt, om det duer noget Det han vil. Han vil bevæge Andre, og i Grunden vil han, at de Andre skal holde paa ham, at han kan staae fast. Men saa er der jo ingen Bevægelse, thi han staaer først fast, 73 naar Sagen er afgjort og Majoriteten vunden, saa længe dette ikke er afgjort (og dette er jo det Spatium i hvilket Bevægelsen skulde foregaae) staaer han ikke fast.

✂ ⓘ Naar manNaar man] , linjeskift og indrykning angivet i marginalspalten med ordene Ny Udgang har Bevægelses-Mandens Anskuelse af Tilværelsen sees let, at den Betragtning maa udvikle sig, der anseer det at vove for latterlig 136Galskab eller Dumhed. Og man maa ►billigt indrømme at fra dette Synspunkt seer det saaledes ud, men til Gjengjeld tager Bevægelses-Manden sig ogsaa pudseerlig nok ud fra et andet Synspunkt, Bevægelses-Manden der ikke staaer fast i det Øieblik det behøves (saa længe Sagen er i Minoriteten) men først staaer fast, naar han ikke behøves, Bevægelses-Manden der besynderligt nok mener, at det er ham det Hele skyldes. Al Bevægelse forudsætter (det vil Enhver forvisse sig om der vil tænke dens Dialektik) et Punkt, et fast Punkt udenfor – og saaledes er den sande Extraordinaire Punktet udenfor, han staaer paa ►hiint archimediske Punkt udenfor Jorden ɔ: han har i sit absolute Guds-Forhold et fast Punkt ►extra ordinem – et terram movebit. Men han har ogsaa Plads til at røre sig, naar det gaaer løs paa Liv og Død og Hudflettelser og andet Saadant, som det nok ikke kan hjælpe om man vil foreslaae Majoriteten at ►entrere paa, og som det da er utænkeligt kunde hænde Den, der er i Majoriteten. Om den sande Extraordinaire seirer idag eller imorgen, eller om tusind 74 Aar gjør ham hverken fra eller til, thi han har seiret, hans Guds-Forhold er hans Seier; ja, om hvad han har at forkynde aldrig seirede i Verden, saa maatte han dertil svare: det er værst for Menneskene selv.

✂ ⓘ See,See,] , linjeskift og indrykning angivet i marginalspalten med ordene Ny Udgang denne Attitude er Bevægelsens; men Bevægelses-Manden har intet Evigt og derfor intet Fast, han har som Følge deraf heller ikke Mod til at ⓘ bliveblive] , først skrevet være den ►kjendelige Enkelte, der vil og vil vove Noget. Væsentligen handler han slet ikke, han gjør i ►Anskriget et fingeret Udfald, hans Virksomhed culminerer i at raabe Noget ud. Som naar Børn lege, et pludseligen raaber: skal vi saa ikke lege det, saaledes raaber Bevægelses-Manden: »skal vi saa ikke gjøre det.« Naar de derpaa ere blevne Mange, naar Majoriteten er paa deres Side og Sagen er dreven igjennem: saa først kommer egentligen Bevægelses-Manden tilsyne ►ret kjendelig, han gaaer nemlig omkring og gratulerer Nyt-Aar, sigende: »det var egentlig mig, der stod i Spidsen for Bevægelsen og den ny Retning.« Stundom fremkommer endogsaa den Confusion, at man med Forundring seer, at der, naar Alt er afgjort, endog er flere Bevægelses-Mænd, som gaae omkring og gratulere 75 hver især sigende: det var egentlig mig, som stod i Spidsen for ⓘ BevægelsenBevægelsen] , først skrevet o: s:og saa videre og for o: s: v:. Altsaa nu viser det sig, at der ikke blot var ⓘ EenEen] , < een ⓘ menmen] K, men men R endogsaa Flere i Spidsen. Denne ►pudserlige Confusion indeholder en dyb Sandhed, den nemlig, 137at der slet Ingen var som stod i Spidsen, og at forsaavidt den Ene er lige saa berettiget som den Anden til at gaae omkring og gratulere. En sand Extraordinair, der stod ene, forladt, i den særlige Enkeltheds udpegede Gabestok, en sand Extraordinair, der blev kjendt paa, at han blev henrettet: ja, det forstaaer sig, han kan rigtignok ikke senere ►gaae om at gratulere – men han kan heller ikke forvexles.

✂ ⓘ Bevægelses-MandenBevægelses-Manden] , linjeskift og indrykning angivet i marginalspalten med ordene Ny Udgang kunde man maaskee hellere kalde en Røre-Pind. Denne er jo ogsaa den væsentlige Forskjel mellem Bevægelse og Røre, at Bevægelse er i Retningen: fremad, Røre er Bevægelsen op og ned, rundtomkring ligesom ►Stangen i en Smørkjerne, ligesom ►Dens Fødder, der træder Tørv, ligesom Rygte og Bysnak, ligesom ►Sløven i Kokkepigens Haand, naar hun rører i ►Røret. Forsaavidt er det kun et Sandsebedrag, naar disse Bevægelses-Mænd spotte de Dygtige, de Urokkede, der i Sandhed staae stille, menende at de selv ikke staae stille; thi Røre er dog ikke Bevægelse, der er ikke Røre i en Flod naar 76 den rinder men i et stille staaende Vand; og der er heller ikke Røre i det, naar det ligger stille og dybt. ⓘ Ved Hjælp af Røret bliver det heller ikke til Noget; man kan paa dette Forhold anvende hvad Fiskeren siger, at der i visse Maaneder er Bid nok men lutter ►falske Bid, eller at ►Fisken bider falsk. Det falske Bid er det Symptomatiske, grundet i, at Fisken ikke ret har Lyst, og hvad der skeer ved Hjælp af Røre er ogsaa altid kun symptomatisk.Ved Hjælp af Røret bliver det heller ikke til Noget; man kan paa dette Forhold anvende hvad Fiskeren siger, at der i visse Maaneder er Bid nok men lutter falske Bid, eller at Fisken bider falsk. Det falske Bid er det Symptomatiske, grundet i, at Fisken ikke ret har Lyst, og hvad der skeer ved Hjælp af Røre er ogsaa altid kun symptomatisk.] – Det her Fremsatte er let at forstaae, falder det Nogen vanskelig da ►kan jeg ikke for, at det er lykkedes en moderne Tid ved at blive ganske jordisk og verdslig aldeles at glemme hvad selv Hedenskabet forstod.

✂ I det forfærdelige Ansvar som den sande Extraordinaire ideligt har at betænke (thi han har ikke et Resultat eengang for alle, han er ikke bleven Guddommens Befuldmægtigede eengang for alle¹, men han maa daglig høre sig for) er ogsaa indeholdt den Bekymring, at hans Exempel, naar han indtager Stillingen extra ordinem, kan forlede Andre, 138svage, ubefæstede, letsindige, nyfigne Mennesker til ogsaa at ville forsøge sig i noget Lignende; at hans Exempel altsaa kan blive en Snare, en Fristelse. Den Bekymring nemlig, som ellers plager travle, ⓘ ►bissende,bissende,] Folk at faae nogle Efterabere, nogle Tilhængere som ere enige med ham, et Selskab stiftet, som har et eget Signet: den 77 Bekymring kjender han ikke, i denne Henseende er han aldeles letsindigt spøgende, han har end ikke den Klogskab som Køerne har, thi ►naar en Ko vil til bissende at forsøge sig i det Extraordinaire, saa seer den sig først om, hvorvidt det vinder Sympathie hos Publikum eller ⓘ EngensEngens] , først skrevet <et> samtlige Køer, hvis ikke, saa stikker den Halen forstandigt mellem Benene. Med Tant og Forfængelighed veed den sande Extraordinaire at spøge; men det Forfærdelige, om han blev til Skade for et andet Menneske, om han foranledigede noget Menneske til at ville forsøge sig letsindigt i hvad der har Enkelthedens tungeste Ansvar: dette Forfærdelige fatter han fra Grunden. I en Bevægelses-Tid som vor, hvor Symptomer af at ville være lidt extraordinair er en Omgangssyge, maa han især med ►Frygt og Bæven vogte paa sit forfærdelige Ansvar. Han vil derfor ⓘ igjen herigjen her] , ændret fra her igjen netop gjøre sin Stilling saa afskrækkende som muligt for Andre, saa lidet tiltrækkende og fristende som muligt. Ogsaa af den Grund ønsker han haard Modstand; seer blot de Letsindige at det bliver en Smule Alvor med at holde Noget ud, saa falde de snart fra, ja de forvandle sig endog til Modstand mod den Extraordinaire. Letsindigheden vilde gjerne ►tage den Extraordinaire forfængelig som Legekammerat; mærker den, at dette ikke lader sig gjøre, da samler den sin barnagtige Vrede mod ham. Men ubetinget skylder enhver Extraordinair det Bestaaende ved eet eller andet dybsindigt Skridt først at for78vandle sin Extraordinaritet til Modbydelighed om muligt, at hans Exempel ikke skal gjøre Skade og blive en Snare. Og en sand Extraordinair i vor ⓘ Tid (efteratTid (efterat] , < Tid, efterat Reflexionen og Forstanden er saa uhyre udviklet) maa vide Beskeed om alt Muligt kjende Farerne og ►Mislighederne. At en Mand i vor Tid kunde faae en Aabenbaring, tør ikke ubetinget benægtes; men en saadan Udvalgts hele phænomenale Fremtræden vil være væsentlig forskjellig fra alle Ældre, hvem noget Saadant ►vederfores.

✂ ⓘ En sandEn sand] , linjeskift og indrykning angivet i marginalspalten med ordene Ny Udgang Extraordinair maa bestandigt have sin Tids Forudsætninger som Tjenende; forsaavidt ⓘ maattemaatte] , først skrevet maa han han i vor Tid disponere eminent over hvad der er Tidens Særkjende: Reflexion og Forstandighed. Den væsent139lige phænomenale Forskjel mellem en Mand i vor Tid, hvem en Aabenbaring er bleven til Deel, og en Mand i en ældre Tid, vil være at den Første med i høi Grad udviklet Besindighed overtager dette Overordentlige. Vor Tid er reflekterende, det lader sig ikke tænke, at ►den guddommelige Styrelse ikke selv er opmærksom derpaa. Den Udvalgtes Reflexion skal ikke tilintetgjøre ham ⓘ detdet] , < dette Overordentlige, Aabenbaringen, nei men han maa have hele Reflexionens ►Circumspektion som Tjenende i det Øieblik han sætter sig og sin Aabenbaring ind i Tidens Sammenhæng. Han 79 maa ⓘ dialektiskdialektisk] , < dialektiske kjende Farer og Misligheder som den Udvalgte i en ældre Tid ingen Anelse havde om. En Udvalgt i ⓘ ReflexionensReflexionens] , først skrevet vor Tid Tidsalder, maa være Eenheden af at være den ved en Aabenbaring Kaldede (og dette maa staae ham urokkeligt fast, at det var og er en Aabenbaring) og af at være Tidsalderens største ►Maieutiker. Hans Gaver og ethiske Udvikling i sidste Henseende gjør ham ingenlunde værdig til at udvælges af Gud, nei ►ligeoverfor Guds Kald er der ingen Værdighed som er værd at tale om, men at han har disse Gaver og er saaledes ethisk udviklet er ►hans phænomenale Særkjende.

✂ Nu er det vel sandt, at ►Mag.👤Adlers hele Sag fik et høist uheldigt Udfald, saa hans Exempel blev afskrækkende nok; men dette er ikke hans Fortjeneste, han har Intet gjort for i denne Henseende at hjælpe det Almene, og han havde dog formodentligen ikke ventet, at Udfaldet vilde blive saa uheldigt, han som endog ⓘ havde ►truffet Foranstaltningerhavde truffet Foranstaltninger] , ændret i marginen fra lod Typerne staae i Bogtrykkeriet for at det andet Oplag kunde komme desto hurtigere. Sæt altsaa det, som man siger, havde taget sig brillant ud med at faae sig en Aabenbaring, sæt det var blevet Tidens Fordring, sæt det havde gjort Lykke; og sæt saa, at det Almene ved Mag. 👤Adlers Exempel var blevet ⓘ belæmretbelæmret] , først skrevet blev med en lille Forstærknings-Bataillon af hysteriske ►Fruentimmer og ►nervesvage Studenter og ►Studiosi, som ikke vilde tage Em80beds-Examen, ►item af nogle snurrige ►Pandurer som sidde og ►grillisere paa en Præstegaard ¹ – hvilke Alle havde forsøgt sig i at fornye deres Mønt ved at faae sig en Aabenbaring.

✂ 81140Jeg skal nu reent dialektisk ved Phantasiens Hjælp forsøge et lille Anlæg, der om muligen kan vise, hvad 👤Adler kunde have ⓘ gjort eller jeg skal løfte ham heel og holden ind i Reflexionen.gjort eller jeg skal løfte ham heel og holden ind i Reflexionen.] , ændret i marginen fra gjort. Havde han været den sande Extra82ordinaire, var det, han havde fundet fornødent at gjøre, naturligviis blevet langt dybsindigere end hvad en ringe tjenende Critiker kan hitte paa. Det var blevet ⓘ nogetnoget] tilføjet langt dybsindigere; og egentlig er da Dybsind den dybe existentielle Gjennemførelse af en Idee, som umid83141delbart corresponderer med Gud. Nuomstunder mener man, at det er en stor Herlighed om Nogen er saa heldig at faae et dybsindigt Indfald, at gjøre en dybsindig Bemærkning, at skrive nu og da ►horis succisivis noget Dybsindigt sammen, som 84 man existentielt hver anden Stund fragaaer. Nei som ►Udholdenhed (i Modsætning til det blussende Øiebliks ►Skuffelse) er den sande Dyd, saaledes er ogsaa Dybsind ikke en Yttring, et Udsagn, men en Existeren; Dybsind er det billedlige over142førte Udtryk, der betegner, ►hvor mange Fod et Menneske existerende stikker, i samme Forstand som dette siges om Skibet. Men Skibet siges jo ikke at stikke saa og saa mange Fod dybt i den Forstand som ►en Søger, man momentant jager ind i Noget, men det er den afgjørende Bestemmelse i Forhold til Skibets hele og daglige ►Tilvær, at det stikker saa og saa mange Fod. Eller for at betegne det Samme paa en anden Maade: jo flere Udtræk en Kikkert har, jo bedre er den, og saaledes ogsaa: jo flere Udtræk et Menneske har inden man naaer hans inderligste Livs Forborgenhed, desto dybere stikker han. ⓘ DetDet] , først skrevet Den Dybsindige dybe Sind er ⓘ ingeningen] , foran er slettet derfor æsthetisk Bestemmelse i Retning af Genialitet, men er væsentligen en ethisk Bestemmelse; og netop derfor maa Den der virkelig skal kaldes dybsindig være det til daglig Brug, dog ikke saa det bliver paafaldende, thi det Paafaldende er atter en æsthetisk Bestemmelse. Lad 85 os tænke paa Skibene: naar to Skibe seile sammen, sees det ikke, hvilken Forskjel der kan være med Hensyn til hvor mange Fod de stikke – nei de seile begge.

✂ 143Der antages nu her, at 👤Adler virkelig har haft en Aabenbaring,¹ at det er ham vist og staaer for ham urokkeligt fast, at det var en Aabenbaring, saa hans Liv fra dette Øieblik er taget under guddommeligt Beslag. ⓘ SpørgsmaaletSpørgsmaalet] , først skrevet Spørgsmaaa er da om den tjenende Reflexion, med hvilken han overtager dette Overordentlige,² med hvilken han sætter det ind i ⓘ detdet] , først skrevet Virkelighedens Bestaaendes Sammenhæng. Med denne Overveielse kan Critiken ypperligt indlade sig, og paa denne tjenende Reflexion vil, som sagt, den Udvalgte i vor Tid, være at kjende som forskjellig fra enhver Udvalgt i en ⓘ ældreældre] , først skrevet Tid Tid. 86 Det væsentlige Fælles de have er det Afgjørende: er Aabenbarings-Faktumet, ►Benaadelsen; det phænomenale Forskjellige er Reflexionen, som den Udvalgte i vor Tid maa have, thi ►ⓘ derder] tilføjet er intet Nyt i Verden, men der er heller ingen eensformig, reent copierende 144Gjentagelse. Aabenbarings-Faktumet er det Faste, men Reflexionen er Mægleren. Det falder jo dog ikke Mægleren i det daglige Liv ind, at hengive sig til den taabelige Indbildning, at han eier alle de Penge, der gaaer gjennem hans Hænder; ak, nei Pengene er Pengemandens, men Mægleren er den Tjenende. Kun maa vi her huske paa, at i Forhold til det religieuse Høieste er Mægleren ikke en Endelighedens kløgtige Forretningsmand, tvertimod vil hans eller Reflexionens Opgave være ►at forhindre, at det Overordentlige ret bliver det det er, ikke bliver forvexlet med noget Andet, at det Overordentlige fE ikke kommer til paa en reent forkeert Maade at gjøre Lykke i Verden o: s: v:. Det falder heller ikke Kyperen ind, at Vinens kostbare Liflighed er hans Frembringelse, nei han veed at ⓘ denden] , < det er Naturens velsignede Gave, men Kyperen forstaaer sig paa ⓘ atat] , først skrevet at aftappe den lade den giære, at ►aftappe og afproppe den saaledes, at Vinen 87 ved Behandlingen netop bliver den ædle Viin den er, ikke taber Noget og ikke faaer nogen Bismag.

✂ Dialektisk vilde nu 👤Adler strax have indseet, at den guddommelige Naadegave har den Farlighedens ►discrimen, at hvad der er bestemt til høieste Velsignelse for Andre kan blive til ⓘ størstestørste] tilføjet Fordærvelse for dem ved uforsvarlig og uforsigtig Omgang. I samme Øieblik som han da havde overtaget Naadegaven i samme Øieblik havde han ►sluttet sig sammen, ►sluttet af for den og ►sluttet af med enhver Anden, at ingen uforsigtig Yttring, ⓘ ingeningen] , først skrevet ind dialektisk Uforsigtighed skulde fordærve det Hele i Snaksomhed; men det Overordentlige faae Tid til at sætte sig i Taushedens Pause (►in pausa). ►»Man sætter ikke en ny Lap paa et gammelt Klædebond, ei heller ny Viin paa gamle Læderflasker, at Hullet ikke skal ⓘ bliveblive] , først skrevet spræn større og Læderflasken sprænges« – og saaledes vil det jo netop skee, naar det absolute ny Udgangspunkt ved uforsigtig Omgang i overilet Travlhed bliver ►kluddret ind i det Gamle: saa gjør det kun Skade istedenfor Gavn. Den tjenende Reflexion ►vilde strax i samme Øieblik lært ham Taushed,¹ den Taushed, 88 i hvilken han ved hellig Be145slutning havde indviet sit Liv til ene at tilhøre dette Overordentlige (som Moderen helliger sig ved kun at ville være for Barnets Skyld); og den Taushed, ved hvilken han indtil videre havde forhindret enhver Meddelelse til noget eneste andet Menneske, for ikke at meddele noget Forkeert ⓘ ellereller] tilføjet paa en forkeert Maade.

✂ Men meddeles skal det jo dog dette Overordentlige, det skal sættes ind i Virkelighedens og det Bestaaendes Forhold; Tausheden skal ikke fordrive det, som man ►fordriver et Foster. Dog ingen Utaalmodighed! Der er en ►nervesvækket Skjælven, som i rystende Utaalmodighed ikke kan holde paa Noget og heller ikke sundt give Noget fra sig: lad os ikke bedrages af den. Enhver der veed, hvad det er i Sandhed at være besluttet, han veed meget godt, at man kan holde ud og holde en Beslutning fast. En Mand kan være saaledes stillet i Livet, at han roligt har sagt sig selv for Gud, den Vei jeg gaaer maa føre mig paa Baalet: og desuagtet gaaer han roligt Skridt for Skridt 89 frem. Men Utaalmodigheden siger: jo før jo hellere;¹ og den nervesvækkede Utaalmodighed si146ger, paa Grændsen næsten til Afsindighed: blot det saa ikke gaaer over igjen, blot Trangen ⓘ i migi mig] tilføjet ikke forsvinder, saa der maatte siges det Rædsomme om mig: ►Børnene ere nær ved Fødselen, og der er ingen Kraft til at føde. ►Esaias 37, 3. Men det er dog vel ogsaa forfærdeligt af bare Travlhed at ►føde Vind. Her er ikke Tale om den dyriske Dorskhed hvormed et reent verdsligt et næsten blot vegeterende Menneske kan lade Tiden gaae. Den der nogensinde har tjent en Idee, og nogensinde været grebet af det Evige, han veed meget godt at dette Sammenstød af det Evige og det Timelige i Øieblikket, i Nuet, er en rædsom Spænding, der kun altfor let bliver Søvnløshed, og altfor let Afsindighed; han veed ogsaa, at det er som gjaldt det om dette Secund, som var Alt tabt, hvis dette Secund ikke blev benyttet. Men han veed ogsaa at der er et Middel mod dette Symptomatiske: Tro. Dersom En ved hellig Beslutning har besluttet at offre sit Liv, og han saa i nervesvag Utaalmodighed gaaer hen og kaster sit Liv bort og bliver henrettet jo før jo hellere: har han saa gavnet Noget, og har han saa egentligen holdt sin Beslutning? Sagen er kun, at Reflexionen og Tiden ikke faaer Lov til at rokke ved hans Beslutning; men derimod er der et andet Middel end det taabeligt at lade det skee strax idag, dette Middel er Tro, er Ydmyghed, er daglig Ind90vielse. Og det er da ogsaa kun i en meget anstrænget eller sandselig op147hidset Indbildning at det Evige, ikke ⓘ symptomatisksymptomatisk] , < sympotomatisk et enkelt Øieblik, men stadigt væk antager Lighed med hvad der er det Evige meest ⓘ modsatmodsat] , først skrevet Modsatte: det sandselige evige Øieblik. Thi her gjelder det jo med ►hiin i 📌Helvede brændende rige Mands Tørst: grib til, grib til; grib til medens det skummer, o Fortvivlelse i næste Øieblik er det forbi; pluk Blomsten, pluk Blomsten, o Fortvivlelse i næste Øieblik er den visnet. Forfærdeligt, om Nogen i en saadan Sinds-Tilstand tager feil og vil behandle det Evige paa samme Maade!

✂ Altsaa det Overordentlige skal meddeles, skal sættes ind i det Bestaaendes Sammenhæng; og den Udvalgte, ⓘ denden] , først skrevet den ogsaa særlige Enkelte, skal som man siger tage Stødet, det forfærdelige Stød: at være et Paradox, hvorved han netop ⓘ giver Stødetgiver Stødet] , ændret i marginen fra giver Stødet. Dialektisk ⓘ erer] tilføjet her et Dobbelt: at Stødet virkeligt, i qvalitativ-dialektisk afgjørende Forstand, bliver Stødet; og paa den anden Side at det Bestaaende bliver skaanet saa meget som muligt. ►Saa lidet som Gud er Forvirringens Gud, saa lidet er den Udvalgte kaldet til at forvirre – og saa rende fra det. Han skal elske 91 det Bestaaende og derfor være villig til at offre sig selv. Som man med den yderste Forsigtighed omgaaes Helvedessteen, (ikke for ikke at bruge det, men for at bruge det retteligen), har det indviklet i Noget, at Ingen kommer umiddelbart til at berøre det: saaledes maa han passe paa, at indvie sig selv til at være den særlige Enkelte, at Ingen ved ligefremt Forhold til ham faaer Skade. Den Kaldede er tillige ►den ⓘ sigsig] tilføjet Devoverende. Thi hvad der i ham, hvis han er den sande Extraordinaire, er evig Sandhed, guddommelig Naadegave, det er i enhver Anden, i det ligefremme Forhold kun til den Extraordinaire, Leflerie, Usandhed, Fortabelse.

✂ Naar vi nu gaae videre ad denne Vei, da maa her paa dette Punkt ligge den omtalte dybsindige Opgave: at den Kaldede først gjør sig selv næsten afskyelig. Thi Naadegavens Overordentlighed er i een Henseende som Helvedessteen, uagtet den i en anden Henseende er Himlens Velsignelse; den særlige Enkelte er heller ikke ligefrem det Overordentlige, han er det først, naar den Tanke gaaer imellem at han er paradox. Og dette Dialektiske kan gjengives saaledes, at den særlige Enkelte først gjør sig til den Afskyelige, at Ingen kunde ville ligne ham, Ingen ønske at være som han. ⓘ I denne SmerteI denne Smerte] , ændret i marginen fra Deri ligger blandt Andet hans Selvopoffrelse, og den Forsoning med det Bestaaende han i Kjerlighed til 148dette har at bringe.¹ At Nysgjerrige og Daarer og 92 ►Vindmagere hellere ønske noget Andet for at faae Noget at løbe med og Noget at efterabe; at fortumlede Extraordinaire der afskye Tugt og Tvang, og ►helst ville ⓘ slaaeslaae] , ændret i marginen fra slog sig selv ⓘ og Andreog Andre] tilføjet løs som ►fratres et sorores liberi spiritus: forsmaae dette, gjør Intet til Sagen. En sand berettiget Talsmand for det Bestaaende vil dømme anderledes. Han vil ikke nægte Muligheden ⓘ afaf] tilføjet at der kan være noget Nyt at bringe, men han vil vist heller ei nægte, at den her beskrevne Forsigtighed vel er noget nær den størst mulige. Thi lad mig endnu engang oplyse den særlige Enkeltes ⓘ Dialektik (detDialektik (det] , < Dialektik, det er i mine Tanker af stor Vigtighed at Sligt om muligt gjøres ret eftertrykkeligt klart i en Tid der netop ►en masse fusker i at være ⓘ extraordinairextraordinair] , < extraordinairs) og lad mig gjøre det ved at tage et Hensyn til en ægte græsk Fremstilling af ►👤Aristoteles. Som bekjendt ►gjør 93 👤Aristoteles overalt den teleologiske Betragtning gjeldende, saaledes ogsaa i Physiken. Han urgerer at Naturen har et τελος; Naturen tenderer til at ⓘ udtrykkeudtrykke] , først skrevet udvikle Reglen, at frembringe det Normale. Men altid lykkes dette ikke, stundom har Naturen Uheld med sig, og frembringer Vanskabninger, det Mutilerede, det Defecte o: s: v:. Alt saadant ⓘ VanheldetVanheldet] , < Vanhellet ⓘ slaaerslaaer] , først skrevet kalder Aristoteles 👤Aristoteles sammen i een Bestemmelse og kalder det Underet (το τεϱας). Altsaa Underet er i græsk Forstand det Abnorme, ►det Forknyttede det Ufuldkomne. Vi derimod ere christeligt vante til at ansee Underet for det Overordentlige, der er høiere end Normen, over det Almene. Dog er Underets sande Dialektik netop Eenheden af disse tvende Momenter. Derfor maatte ►149Christendommen blive Græker en ⓘ DaarskabDaarskab] , først skrevet Forargelse; thi at Guden aabenbarede sig i Lidelse var netop det Paradoxe;² Lidelse er Abnormiteten, er Svagheden, og dog er den den negative Form for det Høieste – den ligefremme Form er Skjønhed, Magt, Herlighed o: s: v:, men det at det Høieste har sin adæquate Form i den ligefremme Form viser netop at det Høieste ikke er det overordentlig Høieste. Underets Dialektik er i een Forstand (i græsk Forstand) at være lavere end det Almene, og da først i paradox Forstand at være høiere end det Almene. Underet er ikke det Almene og saa lidt til, nei Underet er lavere end det Almene og saa først 94 høiere. Heri ligger Forliget med det Almene som den særlige Enkelte ved Selvopoffrelse har at søge, at han ikke ved tillige at ville være det Almene bliver for meget; han har ikke den ligefremme Overlegenhed over det Almene, men den lidende Overlegenhed. ⓘ DetDet] , < Dette er denne Eenhed af Ydmyghed og Ophøiethed som gjør ham ⓘ taalelig.taalelig.] , først skrevet taalelig, Den hvem Gud ikke i den særlige Enkeltheds Forstand har benaadet, ham er det Almene anviist og han bliver stor i Forhold til som han udtrykker dette; men Den, hvem Gud særligen benaader, ham trykker han først i een Forstand langt under det Almene. Dette er Guddommens Misundelse paa sig selv, men ogsaa Udtrykket for Guddommens Kjerlighed til det Almene, at Ingen skal have Noget at klage over.

✂ Men hvorledes nu gjøre sig afskyelig? Lad os dog først recapitulere. Den Udvalgte har haft en Aabenbaring, dette staaer fast; han har sluttet sig inde i sig ⓘ selvselv] , først skrevet selv, med dette Faktum; ikke et Ord har forraadt Noget, ikke en Mine, og hans Taushed er heller ikke paafaldende, thi saa forraader den jo Noget, 95 nei han er ganske som andre Mennesker, taler som andre Mennesker om hvad der forefalder – Ingen kan derfor vide, at han ⓘ tier. Mantier. Man] , ændret fra tier; man kan nemlig tie paa to Maader, man kan tie bumstille, men saa er Tausheden mistænkelig, eller man kan tale om alt muligt 150Andet, saa er der jo Ingen, som kan ►falde paa, at man tier. Og dog er det Overordentlige skeet, og der lever et Menneske, som med et Liv indviet i hellig Beslutning arbeider i al Taushed. Har Gud benaadet ham med sin Fortrolighed, saa vil han (om han end meget godt veed hvor tungt det maa falde Gud at have med et ringe Menneske at gjøre, selv om dette ringe Menneske anstrænger sig af yderste Evne) dog i det mindste ikke fornærme Gud ved at gjøre hans Fortrolighed til ►løs Tale og Bysnak, til Noget der skal ►bralles ud. Thi ingen Utaalmodighed! Men der er et nervesvækket: bekjend, bekjend;¹ og der er i aandelig Henseende en Tilstand som ligner Dens physiske, der ikke kan holde sit Vand. 96 ►👤Paulus taug i 3 Aar. Den nervesvækkede Utaalmodighed kan have sin Grund i, at Individet mangler Kraft til at bære, at han er bleven som et sprængt Kar, eller i at Individet er ►skrækket op i fortvivlet Angest; eller i en Slags forceret ►Poenitentse der vil indhente det Forsømte ved Minut-Bekjendelse, og spæge sig selv ved at udsætte sig for mulig Spot. Thi der gives ikke sjeldent fortumlede Opvakte, som med en besynderlig religieus Egoisme, ⓘ søgesøge] , foran er slettet vil at misbruge andre Mennesker ved at faae dem til at spotte sig, hvilket i Intention kan være lige saa tyrannisk som naar en Tyran vil misbruge dem til at trælle.

✂ Altsaa hvorledes skal han nu gjøre sig afskyelig, naar dette vel at mærke skal gjøres saaledes, at han ikke afstedkommer Skade derved ⓘ saa han ikke gaaer hen og gjør det Religieuse afskyeligt, men gjør sig selv afskyelig; thi den fortumlede Opvakte tjener det Religieuse egoistisk og gjør derfor dette afskyeligt og sig selv vigtig, den sande Extraordinaire tjener ydmygt det Religieuse og gjør derfor sig selv afskyeligsaa han ikke gaaer hen og gjør det Religieuse afskyeligt, men gjør sig selv afskyelig; thi den fortumlede Opvakte tjener det Religieuse egoistisk og gjør derfor dette afskyeligt og sig selv vigtig, den sande Extraordinaire tjener ydmygt det Religieuse og gjør derfor sig selv afskyelig] . Den Extraordinaire, hvis han er den sande, maa naturligviis i eminent Forstand være vidende om, hvad jeg der kun er en ringe tjenende Critiker endda ikke veed saa daarlig Beskeed om: hvor undermineret vor Tid er 151i religieus Henseende – medens travle Mennesker holde Generalforsamlinger om 97 Ubetydeligheder, og medens ►Kanoners Torden kalder sammen til Forlystelser. ►Naar saa er, maa det ikke være vanskeligt i det Dæmoniskes Sphære, at finde den sværtede Paaklædning, der kunde gjøre ham afskyelig. Og lad os vel huske det Foregaaende: der er endnu i den hele Verden intet Menneske mere vidende om hvad der er foregaaet med den Extraordinaire end den Pen er det som jeg holder i min Haand, eller det Blækhuus, hvori jeg dypper den uden dog derfra at hente Tankerne.

✂ 👤Adler kunde da ►mir nichts und Dir nichts have nedlagt sit Embede, sagt at det Hele med hans Præsteskab blot var en ►Flyvegrille, Noget han blot vilde ►probere; og han kunde have sørget for at dette blev den authentiske Fortolkning. Derved havde han idetmindste gjort Alt hvad han formaaede for at hans Exempel ikke skulde friste Andre; paa den Maade at ville være ualmindelig, ►det er ved Charakteerløshed og Ustadighed ved Mangel paa Alvor og Holdning, kunde ⓘ IngenIngen] , < ingen ønske, idetmindste ingen Bedre blandt de Samtidige, der ⓘ havehave] , først skrevet ved at deres Liv i det Bestaaende og tjene det Bestaaende. Forsigtighed i Omgang med det stærke Lægemiddel lærer, at ⓘ manman] tilføjet først gjør det muligt, at det stærke Middel kan anvendes uden at gjøre Skade, og saa først bruger man det. Naar Extraordinariteten stilles fristende frem som en glimrende Differents, 98 saa kan et saadant Exempel have skadelig Indflydelse paa det Bestaaendes maaskee ellers troe Tilhængere, det kan om ikke andet dog gjøre dem lidt utaalmodige med deres Stilling. Ved derimod foreløbigen med Selvopoffrelse at svække Indtrykket af sig selv, vilde 👤Adler have gjort det muligt, at han som særlig Enkelt kunde udsondres, uden at rive Nogen med sig.

✂ Under alt Dette maatte naturligviis det Compas, hvorefter han styrede, staae uforandret, ikke være vegen en Streeg i Henseende til Inderlighed, men ved hellig Indvielse fra Dag til Dag maatte han fornye sig selv i sin Oprindelighed – medens enhver Bedre med Uvillie og med Afskye vendte sig bort fra en saa umandig Adfærd som den at lege med at være Præst: dette havde han jo selv fremkaldt, at ingen Bedre skulde tage Skade ved at forsee sig paa hans Extraordinaritet. Ja, dersom man lider af nervesvag Utaalmodighed: saa er det jo rigtignok ⓘ nemmerenemmere] , først skrevet <k> at faae det ud jo før jo hellere – om der ogsaa gaaer nogle Mennesker i 152Skudder Mudder, om Ubefæstede ledes i Fristelse: hvad gjør det i Sammenligning med det Overordentlige man har at meddele.¹

✂ 99Derpaa kunde 👤Adler (thi hans ubetingede Taushed indtil videre, gav ham jo ⓘ indtilindtil] , først skrevet ubetinget videre ubetinget Raadighed) maaskee have leveret en digterisk Fremstilling, hvori han havde skildret en Dæmon, der kjendte vor Tids Mangel paa Religieusitet og vor Tids Christenhed; en Dæmon, som, udsendt af 👤Djævelen, for at vise hvilken Christenheden var, for at haane den, selv blev Præst, han der i sit Hjerte ikke blot var en Hedning ⓘ menmen] , først skrevet <i>men ►en 👤Mephistopheles. De Tider vare forbi da 👤Djævelen 153streed mod Christenheden, den Gang var der nemlig virkelige Troes-Helte, nu fandt han end ikke det Umagen værd, ⓘ saasaa] , foran er slettet han morede sig blot godt som sikker paa, at han i Grunden havde seiret, morede han sig blot ved at lade en af sine Udsendinge blive Præst, 100 ikke for at forføre de Christne, aah nei, det behøves ikke, men for at spotte ►den Christenhed, der er bleven en Titulatur. Denne Dæmon blev da Præst, uden nogen Vanskeligheder thi deri laae netop ►Epigrammet; og derpaa nedlagde han ⓘ Embedet,Embedet,] , først skrevet Embedet. da den onde Aand tilstrækkelig havde moret sig derover. – Dette var et Forsøg paa at skrue Extraordinariteten endnu lavere ned. Enhver Bedre vilde væmmes ved en saadan Afskyelighed.

✂ Under alt Dette maatte naturligviis det Compas hvorefter 👤Adler styrede, staae uforandret, ikke være vegen en Streeg i Inderlighed. Det forstaaer sig, denne Methode er langsom, det er ►næmmere at bralle ud strax. Derimod er det forfærdeligt saaledes taust at arbeide af 101 yderste Evne, i en vis Forstand sig selv imod¹ – hvis man døde forinden, og der da Ingen var som vidste et eneste Ord ⓘ derom,derom,] , først skrevet derom! Ingen der vidste mere derom end min Pen veed, eller det Blækhuus, hvori jeg dypper den uden dog derfra at hente Tankerne! Det ⓘ erer] , først skrevet har Rystende ►naar 👤Hamlet i Dødens Øieblik næsten fortvivler over, at det skjulte uhyre anstrængede Liv han har ført i ⓘ enen] tilføjet Idees Tjeneste, skulde af Ingen blive forstaaet, ja Ingen skulde faae det at vide; men dersom 👤Hamlet bliver blødsøden i Døden, saa kunde han jo have talt i Livet ɔ: ladet det Hele fare. Ja vist er det rædsomt, naar et saadant indesluttet Menneske tænker paa Travlheden uden om ham, der vel neppe har fem Minutter at spilde paa at forstaae et Kæmpeværks Sindrighed. 102 Men dersom det gy154ser i 👤Hamlet, og dersom denne Gysen faaer Overhaand: saa er det Forfængelighed. Der gives et Middel mod al nervesvag Utaalmodighed: det er Tro, Ydmyghed. Den Gud, i hvis Tjeneste den Udvalgte har indviet sig, den Gud der hver Dag har været paakaldt til Vitterlighed og til Bistand, han veed det jo dog vel Alt; han er dog vel heller ikke ►en Stundesløs! Og hvad behøves saa mere. Hvis saa Døden kommer og sætter Punktum paa et forkeert Sted – nei saa kan netop Døden ikke sætte Punktum paa et forkeert Sted, thi den kan dog vel ikke komme uden Guds Villie.

✂ Naar saa 👤Adler saaledes havde gjort sig afskyelig, og derved sikkret sig mod, at ingen Bedre kunde fristes af hans Exempel: ja, da kunde han, ydmyg for Gud, have slaaet sig for sit Bryst og sagt: nu er det Første gjort, Offret er bragt det Almene. Menneskelig talt er jeg svækket, Ingen skal vildledes ved mit Exempel, ei heller er jeg paatrængende mod Gud, og gjør frisk væk hans Sag til min, nei trods al min Arbeiden tilintetgjør jeg tillige mig selv: 103 saa bliver Æren Guds.

✂ Lad os nu recapitulerende see, hvad 👤Adler har gjort, og til Motto minde om ►hine Ord af 👤Paulus: Alt hvad der gjøres, det gjøres til Opbyggelse; hvad enten En taler i Tunger eller han propheterer, han gjøre det til Opbyggelse.« I dette ⓘ OrdOrd] , først skrevet er indeholdes Fordringen til Besindighed og det ethiske Ansvar, at Ingen tumultuarisk skulde mene, at det er et Menneskes end sige en Udvalgts Opgave at være som en ►Troldkjærling.

✂ Har 👤Adler selv nedlagt sit Embede, for paa den Maade at imødekomme det Bestaaende? Nei, ►han blev i det, og lod ligesom ingen Ting, indtil Stats-Kirken gjorde nogle Skridt, og da søgte han at forblive i sin Stilling, uden at man dog kan beskylde ham for alle de Chicanerier som ellers ere brugelige ved slig Leilighed. Har han gjort noget for at forhindre og om muligt forebygge alle ►mislige Følger for det Bestaaende af hans Exempel? Nei, slet Intet. Uden at have forstaaet sig selv, uden som det synes, at have tænkt det allermindste over alle de vanskelige Problemer han ved sit ►Assertum om 104 en Aabenbaring satte i Bevægelse: har han saadan paa Maa og Faa styrtet ⓘ sigsig] , først skrevet sin ind paa det Bestaaende med sit alarmerende Faktum. Det er den særlige Enkeltes Sag at vide Beskeed indtil det Nøiagtigste om Alt, hvad der staaer i Forhold til hans Vanskelighed: i det Sted har han saadan ladet det Bestaaende om at forklare alle disse Vanskeligheder; han har maaskee tænkt ligesom ►155hiin Portskriver der skrev saa Ingen kunde læse det, at det var kun hans Sag at skrive Collegiets at læse: saaledes har han tænkt, at det var hans Sag at kaste en Brand ind i det Bestaaende, og det Bestaaendes at sørge for Følgerne. I en vaklende Tid, hvor ►den opvoxende Slægt ⓘ al[l]eredeallerede] tilføjet næsten fra Barndommen af ►destoværre indvies i ►allehaande ⓘ ►TvivlsmaalTvivlsmaal] , < Tvivsmaal, i en vaklende Tid, hvor det kan falde de faae Dygtige tungt nok dog at holde igjen, at værge om 105 det Helliges og det Ærværdiges ►Pathos: i en saadan Tid at brænde løs med en Umodenhed, der staaer i det nærmeste og i det fataleste Forhold til det Høieste – er mildest talt yderst uforsvarligt. At man heldigviis indtil Dato kan sige om ham, at han ingen synderlig Skade har gjort, er visseligen ikke hans Fortjeneste, det har sin Grund i, at han er bleven aldeles ignoreret. Og dog selv saaledes har han gjort Skade, thi Religieusiteten i vor Tid er ingenlunde saa stor og saa alvorlig, at det er ønskeligt, at Spot og Letsindighed faaer en saadan ►Prise som 👤Adler er.