Kierkegaard, Søren Bogen om Adler

Capitel III.


Forrykkelsen af 👤Adlers væsentlige Standpunkt ved ham selv, eller at han ikke forstaaer sig selv, ikke selv troer paa, at der er ham vederfaret en Aabenbaring. Dette belyses directe-indirecte af en lille Piece der indeholder Aktstykker i Sagen om hans Afskedigelse, og indirecte af hans fire sidste Bøger.

──────────


§. 1.
Skrivelser min Suspension og Entledigelse vedkommende, udgivne af 👤A.P. AdlerA:M.📌Kiøbhv. hos Reitzel. 1845.

Denne Piece indeholder, foruden en Deel Skrivelser angaaende et Kjævlerie om Capelanens Gage, hovedsagligen de 👤Adler til Forklaring af den geistlige Øvrighed forelagde Spørgsmaal ham selv og hans Lære betræffende, samt 👤Adlers Tilsvar og yderligere Tilsvar.

For at Alt kan blive nøiagtigt og være Læseren nærværende, er det vel bedst at erindre om hiint Forord til hans Prædikener. Her fortæller Mag: 👤Adler, hvorledes han var ifærd med et Arbeide, som han vilde have kaldet populaire Foredrag over den subjektive Logik, et Arbeide i hvilket han »med en overfladisk Kundskab til Bibelen havde paataget sig at forklare Skabelsen og Christendommen.« Han vedbliver derpaa: en Aften udviklede jeg just det Ondes Oprindelse; da indsaae jeg som ved et Lysglimt, at det ikke var paa Tanken men paa Aanden at Alt kom an, og at der var en ond Aand til. Samme Nat foer en hæslig Lyd ned i vort Værelse. Da bød Frelseren1 mig at staae op og gaae ind og nedskrive disse Ord.« Derpaa følge de Ord,1 som siden stereotypisk atter og atter vende tilbage i Vers og i Prosa , de Ord, om hvilke han selv mener, ifølge en mundtlig Yttring, at det er vigtigt og afgjørende med hvilken Stemme de siges.

  1. Anm.Dette Ord er af 👤Adler selv spatieret. (tilbage)
  2. Anm. Ordene lyde saaledes: »De første Mennesker kunde have havt et evigt Liv; thi naar Tanken forbinder Guds Aand med Legemet saa er Livet evigt, naar Mennesket forbinder Guds Aand med Legemet, saa er Mennesket Guds Barn; saa havde 👤Adam været Guds Søn. Men de syndede. Tanken fordybede sig i sig selv uden Verden, uden Legeme. Den adskilte Aanden fra Legemet, Aanden fra Verden. Og naar Mennesket selv, naar Tanken selv adskiller Aanden fra Legemet og Aanden fra Verden, saa maa Mennesket dø og Verden og Legemet blive onde. Og hvad bliver Aanden? Aanden gaaer ud af Legemet. Men Gud tager den ikke tilbage. Og den bliver hans Fjende. Og hvor farer den? Tilbage i Verden. Hvorfor? Den er vred paa Verden, som opgav den. Det er den onde Aand. Og Verden skabte selv den onde Aand.« (tilbage)

Det citerede Faktiskeville vi slet ikke ligefremt indlade os med hverken pro eller contra, end ikke engang med den Mærkelighed, at Christus taler næsten som en Privat-Docent, thi de citerede Ord ligne ganske en Paragraph; vi disputere bestandigt kun e concessis. Men dette er dog vel klart, at han i hiint Forord paa det høitideligste forkynder sig at have haft en Aabenbaring, ved hvilken der ham af Frelseren er meddeelt en Lære. Paafaldende kan det jo rigtignok være, at 👤Adler i Grunden allerede førend Aabenbaringen var ifærd med at opdage den samme Tanke, som blev ham meddeelt ved Aabenbaringen; thi om Aftenen var det jo, »at han som ved et Lysglimt indsaae, at det ikke var paa Tanken men paa Aanden Alt kom an, og at der var en ond Aand til.«; men atter dette ville vi ikke ligefremt indlade os med, kun mindende om, at det Udtryk »som ved et Lysglimt« dog vel ikke skal betragtes som mere eller mindre end et metaphorisk Udtryk for Indsigtens Hurtighed eller for den Overgangens Hurtighed fra ikke at have indseet til at have indseet. Forøvrigt concentrerer den ved Aabenbaringen meddeelte Læres Indhold sig i den Sætning: »at Menneskets Tanke fordyber sig i sig selv.« Men ogsaa dette synes 👤Adler at have udgrundet før Aabenbaringen blev ham til Deel, thi i Forordet siger han udtrykkelig om sit Arbeide (»det populaire Foredrag over den subjektive Logik«): det var min Tanke der havde fordybet sig i sig selv.« Forsaavidt bliver der ikke Meget tilbage som blev ham meddeelt ved en Aabenbaring, men desto bestemtere falder just Accenten paa, at det er ham meddeelt ved en Aabenbaring, paa, at »Frelseren om Natten bød ham at staae op og gaae ind og nedskrive de følgende Ord.« Saasnart 👤Adler urokkeligt holder dette fast, har jeg intet Ja og intet Nei; mig beskæftiger det blot at disputere e concessis. Holder han det derimod ikke fast, saa maa han finde sig i, at man ud af hans Eget godtgjør, at han ikke selv troer, han har haft en Aabenbaring, eller at han i ethvert Tilfælde er i en saadan Confusion betræffende Categorierne, at han ikke selv veed hvad han siger, fordi han ingen skarp Tanke forbinder med Ordene.

I Forordet fortælles videre: »derpaa bød 👤Jesus mig opbrænde mit Eget, og for Fremtiden holde mig til Bibelen. Om Prædikenerne og Talerne fra No VI til Enden veed jeg, at de ere skrevne ved 👤Jesu medvirkende Naade, saa at jeg kun har været Organ.« Dersom 👤Adler ikke veed det om de andre, eller dersom han veed om de andre, at de ikke ere det, er det rigtignok paafaldende, at han udgiver dem især i eet Bind, der ligesom Noæ Ark kommer til at indeholde det qvalitativt meget Forskjellige. Dog dette bliver 👤Adlers Sag. Hovedsagen for mig er, at han paa det høitideligste har sagt, at han veed at Talerne fra No VI til Enden ere skrevne ved 👤Jesu medvirkende Naade, saa at han kun har været Organ.1 Vi har saaledes i 👤Adlers Kaldelse ved en Aabenbaring Analogien til en Apostels Kaldelse, i hans Skriven under Medvirkning af 👤Jesu Naade, i at han kun er Organ Analogien til den Inspireredes Forhold. 👤Adler har baade en Lære der er ham meddeelt ved en Aabenbaring og en Udvikling af denne Lære der er inspireret. Dette maa nu Læseren stadigt fastholde i det Følgende, hvor det skal vises, at 👤Adler ikke holder det fast, medens han dog ikke føler sig opfordret til afgjørende at tilbagekalde det. Han forvirrer paa en dobbelt Maade ved qvalitativt at forandre, og dog ikke tilbagekalde , og hans Confusion er dog alligevel tiltrods for den brændte subjektive Logik Frugten af hans Kjendskab til den hegelske Philosophie og Dialektik. Enhver, der ikke er ganske forvirret ved hegelsk Dialektiks Anvendelse i de existentielle Sphærer, Enhver, der ikke er ganske sløvet ved journalistisk Sophistik, vil, uden just at være Dialektiker let indsee Følgende. Dersom En, idet han siger sig at forklare Noget, foretager en Forandring i dette Nogets (Subjektets) Væsen: saa forklarer han det ikke saa forandrer han det. Ved en Forklaring foregaaer Forandringen i Prædikatet, saaledes at det Omspurgte bliver det det er men nu ved Forklaringen bliver aabenbart at være dette. Forklaringen er det explicerende Prædikat. Foretager derimod den saa kaldte Forklaring en Forandring ved Subjektet, saa forklarer den jo ikke det omspurgte Subjekt, men bringer et nyt Subjekt frem. Forskylder da en Forklaring saaledes at være en Forandring, saa maa, hvis Forvirring ikke skal afstedkommes, dette bestemt og afgjørende udtrykkes derved, at man vedgaaer, at man istedenfor at forklare det Omspurgte taler om noget Andet. Er det Omspurgte noget man selv har sagt, affordres Forklaringen En officielt, og Forklaringen dog forskylder at være en Forandring: da maa dette, hvis man ikke vil bedrage eller selv er forvirret, udtrykkes derved, at det Første høitideligen tilbagekaldes. Skeer dette ikke, saa bliver, som sagt, Confusionen en dobbelt: a) at det Første faaer Lov at staae hen b) at det Andet (Forklaringen der dog er en Forandring af det Første) faaer Udseende af at være en Forklaring af det Første.

  1. Anm. Udsagnets Høitidelighed lider imidlertid en lille Skavank ved et Par Noter i selve Bogen, om hvilke jeg, hvis Sagen ikke var saa alvorlig, kunde fristes til at sige, at de nok ere skrevne ved en Distractions medvirkende Bistand. Af Forordet erfarede man jo, at Prædikenerne og Talerne fra No VI til Enden ere skrevne ved 👤Jesu medvirkende Naade; men pag. 20 (til Prædikenen No IV, Skjærtorsdag d. 13 April 1843) læser man i en Note: »denne Bøn er mig indgivet ved 👤Jesu medvirkende Naade«; og p. 26 (i Prædikenen No V, Langfredag d. 14 April 1843) læser man i en Note: »her kom første Gang 👤Jesu medvirkende Naade mig til Hjælp.« Langfredag kommer som bekjendt efter Skjærtorsdag, Prædikenen No V efter No IV, og dog erfarer man i en Note til No V, at den medvirkende Naade her første Gang kom 👤Adler til Hjælp, efterat man har læst Noten til No IV, og efterat man i Forordet har læst, at han om Prædikenerne fra No VI til Enden veed, at de ere skrevne ved 👤Jesu medvirkende Naade, hvilket synes at tyde paa, at han er tvivlsommed Hensyn til Noterne under No IV og V, dersom han ikke i en Distraction har skrevet Noterne, og igjen i Distraction glemt, at han har skrevet dem. (tilbage)

Undersøgelsen gaaer nu over til de Spørgsmaal, som den geistlige Øvrighed fandt sig foranlediget til at forelægge 👤Adler, samt til 👤Adlers Tilsvar.1

  1. Anm Den theologiske Læser vil, især fra Spørgsmaalet No 2 af og indtil Enden, ved hele Mag. 👤Adlers Raisoneren erindres om een eller anden moderne Exegets Væven om hvad der skal forstaaes ved en Aabenbaring. Nu, det forstaaer sig, Exegeten har dog altid det til sin Undskyldning, at han ikke selv har haft en Aabenbaring. Dette er Mag. 👤Adlers Fortjeneste, og just derved har han, i mine Tanker langt større Fortjeneste end Exegeten, for ret at gjøre det Moderne aabenbart. (tilbage)


Øvrighedens Spørgsmaal

1) om De (Mag: 👤Adler) erkjender at have været i en exalteret og forvirret Sindstilstand, da De skrev og udgav Deres trykte »Prædikener« og saakaldte »Studier«? 1

  1. Anm. Spørgsmaalet selv har forøvrigt en besynderlig Vanskelighed med Hensyn til Svaret. Naar man affordrer en Mand en Erklæring om at han i et foregaaende Tidsmoment har været i en forvirret Sindstilstand, synes deri at ligge at hvis han er villig til at erklære det villig til at bejae det, saa er Alt godt igjen, og Manden ikke mere i en forvirret Sindstilstand. Imidlertid lod det sig tænke, at Manden netop ved sin Villighed til at bejae yderligere, maaskee endnu evidentere beviste, at han var i en forvirret Sindstilstand. Sæt han svarede: ih, er det ikke Andet der forlanges, da skal jeg rigtig ikke lade vente paa mig, men med den største Fornøielse erklære o: s: v:. I saa Fald er den Spørgende bragt endnu engang i den samme Forlegenhed. Det er overhovedet meget vanskeligt at standse den Dialektik, der udvikler sig, naar man begynder med at antage om et Menneske at han har været i en forvirret Sindstilstand, især er det vanskeligt at standse den ved en Erklæring af ham selv. (tilbage)

Øvrighedens Skrivelse er af Dato 29d April 1845; Mag. 👤Adlers Tilsvar følger under 10 Mai 1845, og lyder saaledes:

»Da jeg kan paavise Mening og Forbindelse i hvad jeg i mine »Prædikener« og »Studier« har skrevet, erkjender jeg ikke, at have været i en exalteret og forvirret Sindstilstand, da jeg skrev og udgav dem.« Stricte taget er nu dette Tilsvar egentligen ikke Svar paa Spørgsmaalet. Ved »Mening og Forbindelse« kan vel nærmest kun tænkes paa Fyldestgjørelsen af den Fordring som man grammaticalsk maa gjøre til et Foredrag. Men antaget, at der saaledes var Mening og Forbindelse i det Skrevne, kunde Forfatteren gjerne derfor have været i en exalteret og forvirret Sindstilstand. Desuden er det at udgive det Skrevne et Noget for sig selv, og En kunde fE roligt skrive Noget, men forraade en exalteret Tilstand ved at udgive det. 👤Adlers Svar er forsaavidt hverken i den ene eller den anden Henseende Svar paa Spørgsmaalet; det er ei heller sandfærdigt, thi det er ikke blot eet men mange Steder i »Prædikenerne« hvor det ligefrem skorter paa Mening og Forbindelse. Svaret betragtes da bedst som en Eviteren, og man kan altsaa endnu ikke sige, at 👤Adler ved dette Svar har forandret det Mindste i hvad han oprindeligen har sagt om sig selv; han er her endnu consequent. Dette anslaaer jeg i hans Fordeel thi jeg disputerer bestandigt blot e concessis.

Men derpaa følger nogen Tid efter et yderligere Tilsvar. Vi skal Intet fortie, der kunde synes at tale til 👤Adlers Fordeel, og derfor minde om, at han, idet han taler om sit sidste Indlæg, selv siger: »for om muligt at komme til et Foreningspunkt med Autoriteterne gjorde jeg, efter mundtlig Samtale med Biskop 👤Mynster, saa stort et Tilnærmelsesskridt, som muligt, idet jeg under 5te Juli tilsendte ham følgende Skrivelse.« I denne Skrivelse findes under No 2 følgende Erklæring:1

  1. Anm Vel refererer den sig ikke ligefrem til Øvrighedens No 1 men som det synes til No 4, »om 👤Adler vil indrømme, at der i meerbemeldte hans Skrifter findes mange Yttringer, som ere forargelige, anstødelige eller i høi Grad upassende.« Men antages hans No 2 i den sidste Skrivelse at referere sig til Øvrighedens No 4, saa er der i saa Fald i den sidste Skrivelse intet yderligere Tilsvar til ØvrighedensNo 1. Imidlertid forstyrres denne Antagelse igjen derved, at der i 👤Adlers No 2 findes brugt Prædikater som ikke referere sig til Øvrighedens No 4 men vel til dens No 1. (saaledes fE »den usædvanlige, forunderlige, aphoristiske, abrupte Form«). Man kan derfor med Rette sige, at man i 👤Adlers No 2 finder det yderligere Tilsvar til Øvrighedens No 1. Og maaskee er hele min nøiagtige Omhyggelighed en spildt Uleilighed i Forhold til 👤Adlers Skjødesløshed. (tilbage)

»jeg erkjender, at den usædvanlige, forunderlige, anstødelige, aphoristiske og abrupte Form, i hvilken Ideerne paa mange Steder i mine Prædikener og Studier fremtræde, med Grund kan have vækket de høie Autoriteters Betænkelighed.«

Nu kommer det; vel siger 👤A. ikke, at Autoriteterne have Ret i at slutte, at han har været i en exalteret og forvirret Sindstilstand, men han siger, at de have Ret i at Ideerne paa mange Steder i hans Prædikener og Studier fremtræde i en usædvanlig, forunderlig, anstødelig, aphoristisk og abrupt Form; han siger fremdeles, at Autoriteterne have haft Grund til at blive betænkelige. Altsaa 👤A. indrømmer Præmisserne, men han lader Conclusionen staae hen. I det første Tilsvar havde han benægtet Præmissen, i den sidste Skrivelse indrømmer han Præmissen, og han gjør ingen Modstand mod Conclusionen.1 Netop fordi 👤A. indrømmer Præmissen maatte han (hvis han ikke ligefrem vil give Øvrighedens Antagende Medhold, og i saa Fald kunde han jo sige det ligefrem) af al Magt værge sig mod Conclusionen, han maatte med ganske bestemte Ord sige: men desuagtet, (og netop fordi jeg har indrømmet Præmissen maa jeg holde desto fastere igjen) desuagtet kan jeg ingenlunde indrømme, at jeg har været i en exalteret og forvirret Sindstilstand.2 Det er en bekjendt prokuratoragtig Fremgangsmaade saaledes at indrømme Præmisserne, og derpaa ved ikke at gjøre nogen Conclusion give det Udseende af, at Conclusionen er noget ganske Andet, Noget der kommer fra en ganske anden Verdensdeel, noget den Paagjeldende a[r]bitrairt disponerer over om han vil eller ikke, Noget der ved en qvalitativ Bestemmelse var adskilt fra Præmissen. Men naar en Præmisse, svanger med Conclusionen, bøier sig truende ud over et Menneske; naar han selv ved at indrømme Præmissens Rigtighed gjør Inclinations-Vinkelen endnu større: saa maa han yderst bestemt værge sig mod Conclusionen, eller han har den over sig, og selv indrømmet den. Det forstaaer sig, selv om han ved bestemt Udsagn værgede sig mod Conclusionen, deraf fulgte ikke, at han havde pareret, thi Conclusionen kan stundom være en reen Formalitet som væsentligen hverken gjør fra eller til. Men naar han i denne Henseende slet Intet gjør, maa han ansees for at have tabt paa dette Punkt. Det Svigefulde eller Tankeløse, Det der yderligere beviser hans Confusion, er, at han lader et saadant Tilsvar staae hen som en Forklaring, at han ikke fatter den simple Consequents: at han officielt maa tilbagekalde sit Første: det første Tilsvar og saa Prædikenerne samt Studierne som skrevne i en exalteret og forvirret Sindstilstand.

  1. Anm. Conclusionen er naturligviis Indholdet af Øvrighedens første Spørgsmaalergo har De været i en exalteret og forvirret Sindstilstand. (tilbage)
  2. Anm. Indrømmer nemlig 👤Adler dette ganske uforbeholdent, saa følger eo ipso deraf, at han in optima forma maa tilbagekalde »hvad han i en exalteret og forvirret Sindstilstand har skrevet og udgivet.« (tilbage)

I den sidste Skrivelse tilføies endnu et tredie Punkt, hvilket vel, som Svar betragtet, maa henføres under hiint Øvrighedens Spørgsmaal No 1, hvilket vi her fastholde. No 3 i den sidste Skrivelse lyder saaledes:

»at jeg ved i længere Tid at bearbeide og roligen udvikle Ideerne for Fremtiden1 vil see mig istand til at lade det christelige Indhold udfolde sig i en mere passende og med den hellige Skrifts bestemte Ord mere overeensstemmende Form.«

  1. Anm.Dette Haab er – just ikke blevet opfyldt, men igjen udtalt i Forordet til en af 👤Adlers 4 sidste Bøger; og en aarvaagen Recensent (i Kirketidenden) der har Forstand paa hvad Publikum gider vide, har strax gjort opmærksom »at Forfatteren selv haaber engang o: s: v:«. Altsaa siden hiine haabfulde Ord i Skrivelsen af 5te Juli 1845 har Mag. 👤Adler skrevet 4 nye Bøger, men Haabet finder endnu kun sin Plads i Forordet som et gjentagent Haab. Paa den Maade vil 👤Adler længe kunne vedblive at være en haabfuld og lovende Forfatter; ja der er al Sandsynlighed for, at dette Haab tilsidst bliver en staaende Artikel i hans Forord – en Art fix Idee, som stundom findes hos Forfattere, og som aldrig forlader dem end ikke i Døden. Saaledes skal man have haft Exempel paa en Forfatter, der i Forordet til hver en lille Bog han udgav stadigen skrev, at han haabede for Fremtiden at samle sig paa en stor Bog, som han snart agtede at udgive – selv i det sidste Forord til Fragmentet af en lille Bog fandt dette Haab sin vante Plads. Imidlertid har et saadant Haab i Forordet sin Betydning, thi et Haab i Forordet, det er saa rart, siger Publikum. Da der desto værre kun ere faae egentlig Læse- og Vide-begjerlige, men desto flere Nysgjerrige, saa kan en Forfatter aldrig bedre indynde sig i Publikums Gunst end ved at vedligeholde en saadan privatissime Spilde-Vands Forbindelse med de Mange, som dog maae have Noget at snakke om, naar de komme sammen til Thee og ellers. Men en Bog og en virkelig Præstation kan man ikke saa godt snakke om, men Det at Forfatteren haaber engang o: s: v:, Det at man af ham selv veed, at han samler sig o: s: v:, Det at man selv har seet et lille Capitel af den og hørt ham sige at han haabede o: s: v:alt Sligt er af stor Interesse for alle Nysgjerrige. Forfatterens Kone fordrer det ligefrem som en ægteskabelig Accidentse, at hun skal have Lov til, samme Dag, som hendes Mand sætter Pennen til Papiret for at begynde, om Aftenen at være interessant i Selskab ved at fortælle: min Mand skriver paa en stor Bog, og han haaber o: s: v:. 14 Dage efter fordre Svigerinderne det, Svogeren fordrer tillige at kunne være interessant ved at have seet Noget deraf. Og saa endeligen et høistæret dannet Publikum, der betragter sig som værende i Svogerskab eller endnu nærmere Forbindelse med Forfatteren, og derfor fordrer denne interessant-gemütlige Privat-Fortrolighed, at det skal være mellem Publikum og Forfatteren som mellem 👤Klister og 👤Malle, at de ganske kjende hinanden og sige: dikke dikke dikke til hinanden. (tilbage)

I Anledning af dette 👤Adlers Fremtids-Haab fristes man uvilkaarligt til det Spørgsmaal: men havde det da saadan en Hast med at faae Det sagt paa en upassende og mindre bibelsk Maade, Det som man ved i længere Tid at bearbeide og roligen udvikle Ideerne for Fremtiden vil kunne lade udfolde sig i en mere passende og med den hellige Skrifts bestemte Ord mere overeensstemmende Form? Er der nogen, eller kan der have været nogen fornuftig Grund til at haste med at gjøre Det – paa en upassende Maade, Det som man ved længere Tids Anvendelse vil kunne gjøre paa en passende Maade? Og naar mon Mag. 👤Adler agter at begynde paa den længere Tid, der behøves til den rolige Bearbeidelse? Han har allerede skrevet 4 Bøger siden, men det skjønnes ikke at han er kommet det Passende nærmere?

Og dersom det er saa, (som det i det Følgende skal vises, hvor 👤Adlers Tilsvar paa Øvrighedens Spørgsmaal No 2 afhandles) at 👤A. selv authentisk forklarer (NB. det er forandrer sit Første der hen til) at han ikke har haft noget Nyt at bringe1 – dersom dette er saaledes: saa gjelder det jo netop om, at man sørger for at Formen bliver saa passende som mulig, at man anvender Flid og Taalmod i Udarbeidelsen, da der slet ingen Grund er til at haste. Selv om et Menneske bringer noget Nyt, er det dog utilgiveligt at gjøre det paa en tumultuarisk Maade, men naar man selv authentisk vedgaaer, at man intet Nyt har at bringe, saa er det dobbelt utilgiveligt.

  1. Anm. At han saa igjen i Forordet til en af de 4 sidste Bøger, phantaserer over det Thema, at »Den der har noget Nyt at bringe ikke maa tillade nogen Amalgamation med det Gamle« maa da betragtes som den ny Confusion 👤Adler igjen har at bringe. Man er berettiget til at antage at 👤A. i dette Forord sigter til sig selv, og saa maa man videre slutte, at han dog anseer hiint Første (der paa det høitideligste udgav sig for at være en Aabenbaring og derpaa authentisk blev forklaret af ham selv ikke at være noget Nyt) for noget Nyt. (tilbage)

At nu 👤Adler selv authentisk vedgaaer (som Forklaring af det: at have haft en Aabenbaring ved hvilken en ny Lære er blevet ham meddeelt af Frelseren) at han intet Nyt har haft at bringe, gaae vi derpaa over til at vise ved at belyse 👤Adlers Tilsvar paa No 2 af Øvrighedens Spørgsmaal. Dette No 2 indeholder Hovedsagen, thi her stilles Spørgsmaalet, om han nu virkeligen har haft en Aabenbaring, om han selv mener det o: s: v:. Spørgsmaalet No 1 er af langt mindre Betydenhed, og jeg har egentligen blot dvælet ved 👤Adlers Tilsvar paa No 1 for at give en Forsmag paa hans Forvirringer.


Øvrighedens Spørgsmaal.

2) om De indseer, at det er sværmerisk og urigtigt at vente paa og at følge saadanne formentlige udvortes Aabenbaringer, som, til Exempel, den, De har beskrevet i Fortalen til Deres »Prædikener.«?


👤Adlers tvende Tilsvar, skjøndt de kun udgive sig for Forklaringer, ere ikke Forklaringer men Forandringer, der forandre hans Første, uden at han dog finder sig opfordret til afgjørende at tilbagekalde det Første. Dog er der mellem hans tvende Tilsvar en Forskjel. I det første forvandles det at have haft en Aabenbaring ved hvilken en ny Lære er ham meddeelt til en Opvækkelse, ved hvilken han er frelst. I det sidste Tilsvar forvandles det at have haft en Aabenbaring, ved hvilken en ny Lære er ham meddeelt til at være Begeistringens Begyndelse, til et Udtryk for noget saa Vagt og Ubestemt som Begeistring. Istedenfor en ved en Aabenbaring Kaldet hvem en ny Lære er betroet faae vi i første Tilfælde en Opvakt i almindeligere Forstand, i sidste Tilfælde saadan en Begeistret. Dannet, som 👤Adler er det, ved nogen hegelsk Dialektik, er det ikke underligt, om han selv lever i den Indbildning, at disse tre Bestemmelser (en Apostel, en religieus Opvakt, en Begeistret) betyde saadan Eet og det Samme, eller at den ene forklarende kan ombyttes med den anden. Men dersom der er Noget til som hedder qvalitativ Dialektik, saa ophæver den ene af disse Bestemmelser den anden, og Dilemmaet maa bestandigt stilles: vil 👤Adler acquiescere i Forklaringen saa maa han tilbage[kalde] sit Første; thi Forklaringen er ikke et yderligere Prædikat om det Første, men er en ny Position. Man kan saaledes være meget villig til at indrømme 👤Adler, at han er saadan hvad man kalder en Begeistret og saadan; men man kan sandeligen ikke være villig til at ansee denne Opfattelse for en Forklaring af hvad han i Forordet til Prædikenerne udgiver sig for at være.


Hans første Tilsvar af 10d Mai 45 lyder saaledes:

»ved i Fortalen til mine »Prædikener« at have skrevet: at 👤Jesus bød mig for Fremtiden at holde mig til Bibelen«; ved at have prædiket ham, ved at have anført Skriftens Ord som Beviissteder, maa det være indlysende til hvilket Evangelium og hvilke Aabenbaringer1 jeg holder mig og har lært Andre at holde sig. Men at der reddes paa vidunderlige Maader er – som jeg i Fortalen til »Prædikenerne« har beskrevet – for mig et Faktum, som jeg ikke kan benægte. Selv om man kun betragter mine »Prædikener« og »Studier« som et Barns første, lallende, spæde, ufuldkomne Røst, troer jeg dog, at Ordet vidner om, at en Begivenhed har fundet Sted, hvorved jeg er blevet greben af Troen.«

  1. Anm. Der er forøvrigt noget Forvirrende i det Pluralis som 👤Adler her har brugt i en anden Forbindelse end Øvrigheden, thi Øvrigheden taler i Pluralis om de sværmeriske Aabenbaringer, 👤A. taler i Pluralis om den christelige Aabenbaring. (tilbage)

Nu er Forflygtigelsen i fuld Gang, og jeg vil bede Læseren om Taalmodighed, at jeg kan gaae ganske langsomt tilværks for i enhver Linie at vise Usikkerheden og Confusionen. – den belyser ypperligt en Deel af den moderne Philosophie og Dogmatik. Efter mit Begreb er det at gaae saa nøiagtigt tilværks ikke uinteressant for en Gangs Skyld, og i vore dialektisk confuse Tider kunde der nok være Den, der kunde have Gavn af at læse dette, selv om han slet ikke interesserer sig for Sagen.

Altsaa: ved i Fortalen til mine »Prædikener« at have skrevet: »at 👤Jesus bød mig for Fremtiden at holde mig til Bibelen«; ved at have prædiket ham ved at have anført Skriftens Ord som Beviissteder, maa det være indlysende, til hvilket Evangelium og hvilke Aabenbaringer jeg holder mig og har lært Andre at holde sig.« Men dette er ingenlunde indlysende; selv om man vil gjøre 👤Adler den størst mulige Concession, saa bliver dog altid det Afgjørende, Pointen tilbage, som han udelader, medens han ved sit Tilsvar søger at identificere sig med enhver Christen i Almindelighed. Selv nemlig om 👤Adler holder sig til den christelige Aabenbaring og det christelige Evangelium, saa bliver dog den Vanskelighed tilbage, hvilken egentligen er den omspurgte, at han ved en Aabenbaring er bleven anviist at holde sig til Aabenbaringen. En troende Christen i Almindelighed holder sig til den christelige Aabenbaring, men 👤Adler er ved en Aabenbaring anviist at holde sig til den. Forsaavidt er det da ingenlunde indlysende til hvilken Aabenbaring han holder sig, thi han holder sig jo først og fremmest til den Aabenbaring, der er faldet særligen i hans Lod, ved hvilken han er bleven anviist at holde sig til den christelige Aabenbaring. Fremdeles siger han jo selv: at 👤Jesus bød ham for Fremtiden; men Spørgsmaalet er ikke om Hvad 👤Jesus har budt ham eller budt ham for Fremtiden, men om: at 👤Jesus har viist sig for ham og budt ham Noget. Selv om 👤Adler for Fremtiden blev ligesom enhver troende Christen i Almindelighed, saa bliver dog altid det afgjørende qvalitativt Forskjellige (det Omspurgte) tilbage: at han ved en Aabenbaring, af 👤Jesus selv er bleven anviist at blive som Andre.1 Dertil kommer, hvad der er Hovedsagen, at 👤Adler i sit Tilsvar har udeladt, hvad der fornemlig udhæves i Forordet. Thi ifølge dette kaldte 👤Jesus jo ikke paa ham om Natten for at byde ham fremtidigt at holde sig til Bibelen, nei »Frelseren bød ham at staae op og gaae ind og nedskrive disse Ord« ɔ: den hele Passus som indeholder den ny Lære. Da saa det var gjort, saa »bød 👤Jesus ham derpaa at opbrænde hans Eget og for Fremtiden at holde sig til Bibelen.« Øvrigheden har ikke forelagt 👤Adler det Spørgsmaal, om han, som andre Christne, holder sig til den christelige Aabenbaring, og paa dette Spørgsmaal forlangt hans Ja eller Nei. Nei, Øvrigheden har spurgt: om han erkjender, at det er sværmerisk at holde sig til saadanne Aabenbaringer som, til Exempel den af ham i Forordet til Prædikenerne beskrevne. 👤Adler svarer: jeg holder mig til den christelige Aabenbaring, ja han vil endog deraf at han selv har haft en særlig Aabenbaring gjøre det indlysende at han holder sig til den christelige Aabenbaring. Men saa svarer han jo ikke paa Spørgsmaalet, eller skal Svaret betragtes saaledes, saa indeholder det tillige, at han ikke vil vedstaae hiin i Forordet til Prædikenerne beskrevne Aabenbaring, og i saa Fald maa der fordres, at han officielt tilbagekalder det Hele.

  1. Anm. Det bør ikke oversees, at 👤Adler indvikler sig i en ny Vanskelighed. Dialektisk indeholder det nemlig en meningsløs Modsigelse: at En ved den paradox-extraordinaire Foranstaltning (en særlig Aabenbaring) skulde kaldes til at blive ligesom alle Andre. Ved det paradox-extraordinaire Kald kan et Menneske kun kaldes til at blive den Paradox-Extraordinaire. Ved en Aabenbaring, der betroer En en Lære, kan et Menneske ikke kaldes til at blive hvad alle Andre ere eller kunne være, end ikke til at blive denne Læres tro Tilhænger, men han kaldes til det Extraordinaire, at blive dens Apostel. (tilbage)

Naar 👤A: fremdeles i det første Punktum af dette Tilsvar beraaber sig paa at »have prædiket 👤Jesum« for deraf at gjøre »det indlysende, til hvilket Evangelium og hvilke Aabenbaringer han holder sig og har lært Andre at holde sig«: saa er dette atter ikke indlysende deraf. Han udelader atter det Afgjørende (det Omspurgte) og søger i Tilsvaret forflygtigende at identificere sig med enhver troende christelig Præst i Almindelighed. Den troende christelige Præst forkynder Christum og viser derved til hvilke Aabenbaringer han holder sig: det er rigtigt; men den troende christelige Præst i Almindelighed er ikke ved nogen Aabenbaring kaldet til at forkynde 👤Jesum. Forsaavidt da 👤Adler som Præst forkynder 👤Jesum er deraf ingenlunde indlysende hvilke Aabenbaringer han holder sig til. Det vilde kun være indlysende, dersom hiint Forord til hans Prædikener ikke existerede, men hiint Forord og den i dette beskrevne Aabenbaring er jo netop det af Øvrigheden Omspurgte. Øvrigheden har ikke spurgt 👤Adler om han, som enhver troende Præst, forkynder 👤Jesum; nei den har spurgt: om han erkjender at det er sværmerisk at holde sig til saadanne Aabenbaringer, som den i Forordet til hans Prædikener beskrevne. 👤Adler svarer: jeg forkynder 👤Jesum. Men saa svarer han jo ikke paa Spørgsmaalet, eller ogsaa ligger der i Svaret den Indrømmelse: jeg har aldrig haft nogen særlig Aabenbaring – og i saa Fald maa jo hele Forordet til Prædikenerne officielt tilbagekaldes. Dertil kommer, at 👤Adler atter i Tilsvaret udelader Noget og noget meget Vigtigt som stod i Forordet. Der stod nemlig »om Prædikenerne og Talerne fra No VI til Enden veed jeg, at de ere skrevne ved 👤Jesu medvirkende Naade, saa at jeg kun har været Organ.« Men saaledes prædiker ingen troende christelig Præst i Almindelighed. I Almindelighed er det ganske rigtigt deraf at en Præst prædiker 👤Jesum indlysende til hvilken Aabenbaring han holder [sig], men i det særlige Tilfælde at en Præst selv forkynder om sig selv at han har haft en Aabenbaring og at han kun prædiker som Organ: kan deraf ligefremt Intet sluttes, med mindre det Særlige tages bort. Vil altsaa 👤A. at Syllogismen i hans Tilsvar skal have Kraft saa er eo ipso Forordet til Prædikenerne tilbagekaldt. Men i saa Fald maa der fordres at han officielt tilbagekalder det.

Endeligen siger 👤Adler, at han har anført Skriftens Ord som Beviissteder »og at det deraf maa være indlysende til hvilket Evangelium og hvilke Aabenbaringer han holder sig.« Det synes jo ogsaa saaledes, thi Skriften bruger jo den læge og lærde Christen som Beviis og beraaber sig paa Skriftens Ord som Beviissteder. Her er imidlertid Vanskeligheden en Anden, og man maa snarere spørge 👤Adler, hvorledes han kommer til at bruge Skriftens Ord som Beviissteder. Det er nemt nok at pynte en Inconsequents op til et Forsvar; men vi skulle vel stille ham Sagen rigtigt. Hvad kan 👤Adler ville bevise af Skriften? Vil han af den bevise, at 👤Jesus i Aar 1842 har budet ham (👤Adler) at nedskrive hine i Forordet til »Prædikenerne« nedskrevne Ord? Det vil han dog vel neppe. Vil han da ifald hine Ord og den i dem indeholdte Lære ikke stemmer med Bibelen slutte: ja saa har det ikke været 👤Jesus der en Nat i December-Maaned 1842 bød mig at nedskrive dem? Er 👤Adler ikke sikkrere i sin Sag saa skulde han virkeligen ikke have gjort Allarm, eller idetmindste erhvervet sig lidt mere Skrift-Kundskab end hvad han ifølge hans egen Forklaring i Forordet havde den Gang. Staaer 👤Adler derimod fast ved, at hine Ord i Forordet er som han høitideligt har sagt det, 👤Jesu egne Ord, ham (👤Adler) dicterede i Pennen: saa kan 👤Adler ikke consequent beraabe sig paa Skriftord som Beviissteder, han kan for at slaae de Christne af Marken mod dem accommodationsviis beraabe sig paa Skriftord, men for ham selv kan dette Beviis ingen Betydning have. Skriftens Ord ere, selv efter den strengeste Orthodoxies Begreber, i maximum 👤Jesu egne Ord: men 👤Adler har jo, ifølge Forordet til »Prædikenerne«, ogsaa 👤Jesu egne Ord. Hvor skulde han, uden ved den taabeligste Inconsequents falde paa at ville bevise Ordenes Christelighed af deres Overeensstemmelse med Bibelord han som jo af 👤Jesu selv veed at det er 👤Jesu Ord. – Her har vi det Gamle igjen: skal det deraf, at 👤Adler beraaber sig paa Skriftord som Beviissteder, være indlysende, til hvilken Aabenbaring han holder sig: saa maa hine Ord i Forordet til »Prædikenerne« væk, tilbagekaldes i de høitideligste, i Angerens Udtryk. Men 👤Adler er ugeneret, han argumenterer frisk væk bagvendt: jeg beraaber mig paa Skriftord som Beviissteder (hvilket han vel at mærke kun kan consequent gjøre hvis hine Ord i Forordet til Prædikenerne ikke ere til) ergo: er det indlysende, til hvilken Aabenbaring jeg holder mig. Øvrigheden har ikke spurgt ham, om han, som andre Christne, beraaber sig paa Skriftens Ord som Beviissteder; men den har spurgt ham, om han erkjender det for sværmerisk at holde sig til saadanne Aabenbaringer som, til Exempel, den i Forordet beskrevne. Enten er da 👤Adlers Svar intet Svar paa Spørgsmaalet eller det indeholder hine Ord og hele Forordets Tilbagekaldelse. I saa Fald maa det fordres, at Tilbagekaldelsen skeer officielt.

Det første Punktum i hans første Tilsvar paa Øvrighedens No 2 viser sig saaledes at være sophistisk eller tankeløst. Skal det være Alvor med, at dette er Forklaringen, saa maa han angrende tilbagekalde Forordet til Prædikenerne; thi Tilsvaret er ingen oplysende Forklaring af det Første, men en Forandring, man faaer ikke af Tilsvaret og Forklaringen at vide, hvad 👤Adler forstaaer ved det han i Forordet har udsagt sig at være, man faaer (besynderligt nok ved en Forklaring der skal forklare et omspurgt Forbigangent) at vide, hvad han nu mener sig at være, omtrent som var hiint Første slet ikke til.

Det næste Punktum i hans første Tilsvar paa Øvrighedens No 2 lyder saaledes: »Men at der reddes paa vidunderlige Maader er – som jeg i Fortalen til »Prædikenerne« har beskrevet – for mig et Faktum, som jeg ikke kan benægte.« Det forlanges vist heller ikke, at han skal benægte et Faktum; jeg for min ringe Deel er da saa langt som muligt fra at forlange det, jeg forlanger blot, at han enten skal staae afgjørende fast ved hvad han selv har sagt sig at være, eller høitideligt tilbagekalde hvad der af ham høitideligt blev udsagt. Ingen af Delene gjør han. Han fastholder ikke sit Første afgjørende, han forandrer det, og dog vil han give denne Forandring Skin af at være en Forklaring. At han ikke staaer fast ved hvad han i Forordet til Prædik[en]erne (det af Øvrigheden Omspurgte) har sagt om sig selv, er ikke vanskeligt at see; thi der er dog vel en qvalitativ-afgjørende Forskjel mellem: ved en Aabenbaring at have modtaget af Frelseren en Lære betroet og det: at være reddet paa en vidunderlig Maade. Dersom 👤A., da han skrev Forordet og senere Tilsvaret, havde været i Besiddelse af fornøden christelig Kundskab, havde han naturligviis vidst dette; men Den, der foreløbigen ikke har andre Forudsætninger til at gjøre det Christelige fast med end noget hegelsk Dialektik, han kan let tage feil.

Lad os dog lidt nøiagtigere bestemme Forskjellen mellem de tvende Bestemmelser. Naar et Menneske siges at reddes paa en vidunderlig Maade, da antages, at Det, hvori han frelses ind, er til, ja det har maaskee længst været til; men han, ak ja han har været vildfarende, han har maaskee henleflet sine Aar i Letsindighed og Udsvævelser, eller forspildt dem i forvirrende Studier, eller trodsigt vendt det Bekjendte Ryggen, eller høstet de sørgelige Følger af en holdningsløs og piattet Opdragelse o: s: v:. Han reddes nu paa en vidunderlig Maade, den være nu den forskjellige, hvad der i Forhold til det psychologiske Kjendskab man har til slige Opvækkelses-Historier, kan udføres vidtløftigere eller kortere. Christendommen antages at være Det, han frelses ind i, men han reddes paa en vidunderlig Maade. Lad det være skeet iaar fE, saa har altsaa Christendommen bestaaet i 1800 Aar; i den foregaaer der saa vist ingen Forandring for den Frelstes Skyld, ak nei, men den Vildfarende frelses paa en vidunderlig Maade ind i Det, der har bestaaet uforandret i 1800 Aar og i hvilket alle Andre antages at have deres Liv. – Noget ganske Andet og qvalitativt Forskjelligt er det derimod, naar En ved en Aabenbaring betroes en Lære. Denne Lære er jo dog vel ikke til før, der er altsaa foregaaet en Forandring i Det, hvori Frelsen er at finde. Den Kaldede har maaskee slet ikke saaledes menneskeligt talt været paa Fortabelsens Vei. Nei der foregaaer en Forandring i det Objektive, og det er denne den Kaldede skal meddele, som den er ham selv meddeelt ved en Aabenbaring. Den der ved en Aabenbaring kaldes og betroes en Lære, han kaldes til at være Lærer, han kaldes vel for sin egen Skyld, men hovedsagligen og væsentligen for Andres Skyld (det Teleologiske), at han skal forkynde dette Ny. Den derimod der reddes paa en vidunderlig Maade, ham betroes ikke nogen ny Lære, han beskikkes ikke til i extraordinair Forstand at være Lærer, eller til at meddele noget Nyt; han har at være stille, og ydmygt at indordne sig i det Gamle; Bevidstheden om at være reddet paa en vidunderlig Maade kan ikke friste ham til at ansee sig selv for noget Overordentligt, da denne Bevidsthed snarere bestandigt ydmygende minder ham om, at han var saa langt henne paa Fortabelsens Vei, at en vidunderlig Maade var fornøden for at han kunde reddes.

Saaledes tænker jeg at have bestemmet Forskjelligheden. Lad os nu see til 👤Adler. I Forordet til »Prædikenerne« ymtedes der Intet om, at 👤Adler var bleven frelst, var bleven reddet; nei i Forordet var 👤Adler Den ved en Aabenbaring kaldede, hvem en ny Lære betroes, Først i Tilsvaret (vel at mærke paa Spørgsmaalet om Meningen af Forordet til »Prædikenerne«) kommer denne Forklaring frem. Den er naturligviis ingen Forklaring af Forordet, den er en ganske ny Opfattelse, en ny Skikkelse 👤A. træder op i, som begyndte han først nu, som havde han intet Præcedens, han der netop har et saadant, hvorom der spørges. Dersom En havde udgivet sig for at være Konge, og nu Øvrigheden forelagde ham det Spørgsmaal, hvad han havde meent med at sige noget Saadant om sig selv, og han saa »forklarede«, at han dermed havde meent at han var Cancel[l]iraad: saa er dette Svar ingen Forklaring, det er nyt Udsagn: først udgiver han sig for Konge saa for Cancelliraad. Den dialektiske Sviig eller Tankeløshed ligger i saa ikke at tilbagekalde det Første, men lade som var det Sidste en Forklaring af det Første.

Det sidste Punktum i 👤Adlers første Tilsvar paa Øvrighedens No 2 lyder saaledes: selv om man kun betragter mine »Prædikener« og »Studier« som et Barns første, lallende, spæde, ufuldkomne Røst, troer jeg dog, at Ordet vidner om, at en Begivenhed har fundet Sted, hvorved jeg er blevet greben af Troen.« Det Sidste er nu en meget vag Bestemmelse: at en Begivenhed har fundet Sted, hvorved han er blevet greben af Troen. Begivenheden er jo desuden nøiagtigt beskreven i Forordet til Prædikenerne, at det var en slem Lyd der foer gjennem Værelset og at saa Frelseren bød ham at staae op og nedskrive Ordene. Øvrigheden har jo ikke spurgt 👤A., om der har fundet en Begivenhed Sted, men om den detailleret beskrevne Begivenhed i Forordet til Prædik[en]erne. Dette Udsagn af 👤Adler om sig selv, at der har fundet en Begivenhed Sted, ved hvilken han blev greben af Troen, er noget ganske Andet end hvad der er fortalt i Forordet. Saaledes har man jo haft mange Exempler paa, at et Menneske ved at komme i Livsfare fE er bleven greben af Troen. Ved nogen Læsning i Tractater vil man være istand til at rykke ud med et betydeligt Sortiment af saadanne Levnetsløb, hvori fortælles, at et Menneske ved en Begivenhed er bleven grebet af Troen. Forklaringen af at have haft en Aabenbaring, ved hvilken en ny Lære blev 👤Adler meddeelt, skal altsaa nu være: at der har fundet en Begivenhed Sted, ved hvilken 👤A. blev greben af Troen. Dette kan bedst betragtes som en Reminiscents fra 👤Adlers exegetiske Studier, thi saaledes exegetiseredes der jo fE over 👤Pauli Omvendelse: der er skeet Noget, hvad det er, kan man ikke sige, det har været en Begivenhed o: s: v:. Imidlertid gaaer det dog bedre an [at] exegetisere paa den Maade, naar Exegeten ved en Afstand af 1800 Aar er fjernet fra 👤Paulus; men i Forhold til hvad man selv høitideligt har paastaaet at have oplevet for 2 Aar siden, hvad man til Glæde for Menneskeheden har gjort vitterligt for Alle, at exegetisere saaledes: det er rigtignok at forraade en betydelig Grad af Confusion.

Hvad det Første i hiint sidste Punktum af Tilsvaret angaaer, da kunde det jo synes en priselig Forfatter-Beskedenhed, en Compliment mod Andre, saaledes i Forhold til sit første Forsøg at minde om [»]et Barns lallende, spæde, ufuldkomne Røst«; og et høistæret dannet Publikum, der i Mangel af at have Kategorier, har en allerkjæreste Forkjerlighed for Compliment-Snak, vilde vist synes godt derom, dersom der ikke var Andet til Hinder. Men skulde man dog ikke ogsaa kunne baade drive Beskedenheden forvidt, og være beskeden paa aldeles urette Sted? Naar man har sagt om Noget, at det er nedskrevet efter Frelserens eget Dictat, saa gaaer det dog virkeligt ikke an, om det Samme at admittere den Forklaring, at det er et Barns spæde Lallen. Naar man om Prædikener har sagt, at de ere skrevne saaledes, at Forfatteren kun har været Organ, saa gaaer det dog virkelig ikke an om de samme Prædikener at admittere den Forklaring, at de ere et Barns spæde Lallen. Ja, var 👤Adler begyndt som ellers et Menneske i Almindelighed, saa maa det naturligviis staae ham frit for, betræffende sit første Forsøg at minde om et Barns spæde Lallen; men naar man begynder med en Aabenbaring og med Frelserens Dictat, begynder med at være kun Organ: saa gaaer dette virkeligen ikke an. Saa distrait synes 👤Adler at være, at denne Forfatter-cotume at haabe paa engang i en senere Tid at skulle kunne gjøre det bedre, den falder ham ganske geläufig – i Forhold til hvad der er ham aabenbaret. See, naar et Menneske begynder en Stræben i en fortumlet og exalteret Tilstand, saa kan det være ganske i sin Orden, at han haaber paa en Perfectibilitet, at det vil lykkes ham senere, naar han er kommen til Rolighed og Besindelse at gjøre det bedre. Men en Mand der begynder med en Aabenbaring og Frelserens Dictat han har kun i uvæsentlig Forstand at haabe paa Perfectibilitet, han maa snarere befrygte, at hiint Første i Tidens Længde ikke skal staae saa levende for ham som før; men understaaer en Saadan sig væsentligen at haabe paa en Perfectibilitet: saa er dette en Blasphemie. Vel siger 👤A: just ikke, at han selv betragter hine Ord i Forordet og Prædikenerne saaledes, men hvor tør han (dersom det i Sandhed er ham sandt hvad der staaer i Forordet) indlade sig paa nogen saadan Accomoderen ved at sige: selv om man kun betragter mine Prædikener og Studier som et Barns første lallende spæde ufuldkomne Røst,« og indlade sig saaledes, at »han dog troer, at Ordet vidner om, at en Begivenhed har fundet Sted.« Altsaa naar hans høitidelige Udsagn, om at 👤Jesus har budet ham at nedskrive Ordene, ikke kan skaffe ham Gehør, saa vil han indlade sig med Den, der gjør hvad der i 👤Adlers Øine (dersom det i Sandhed er ham sandt hvad der staaer i Forordet) maa være den rædsomste Formastelse, at ansee det for et Barns spæde Lallen. Eller har vel Øvrigheden givet Sagen den Vending, har Øvrigheden i den Grad grebet feil af Pointen, at den har gaaet hen og betragtet den hele Frembringelse som 👤Adlers, og nu æsthetisk spurgt ham, om han vilde indrømme, at den var et ufuldkomment Noget? Ingenlunde, den har ganske rigtigt disputeret e concessis. Det er overhovedet ubegribeligt, hvorfra 👤Adler har faaet det om » et Barns spæde, lallende Røst.« I Forordet til Prædikenerne er det jo slet ikke 👤Adlers Røst der høres, det er jo 👤Jesus der dicterer 👤Adler Noget i Pennen. 👤Adlers Tilsvar har da kun Betydning under Forudsætning af at hele Forordet er Digt og Sindsforvirring, saa 👤Adlers første Forsøg: det at digte en Aabenbaring, maa betragtes som et Barns spæde lallende Røst. Og hvad tør man saa haabe for Fremtiden ved 👤Adlers fortsatte Stræben, tør man saa haabe, at naar han næste Gang digter en Aabenbaring at det saa vil blive et bedre Arbeide. Men i ethvert Tilfælde maa saa Forordet til Prædik[en]erne saa høitideligt som muligt tilbagekaldes.

👤Adlers Haab om sin Perfectibilitet indeholder væsentligen Forordets og Prædikenernes Tilbagekaldelse, idet det bestemmer begge Dele som hans egen Frembringelse. Men saa maa man fordre at han officielt tilbagekalder det Første, dersom han ellers haaber paa sin Perfectibilitet, og det gjør han. Han siger selv i den anden Skrivelse (af 5te Juli) under No 3: »at han ved i længere Tid at bearbeide og roligen udvikle Ideerne for Fremtiden vil see sig istand til at lade det christelige Indhold udfolde sig i en mere passende Form og med den hellige Skrifts Ord mere overeensstemmende Form.« Altsaa Ord, der ifølge 👤Adlers eget høitidelige Udsagn vare af ham nedskrevne efter Frelserens Dictat: de have ikke haft en ganske passende Form; Prædikener, der ifølge 👤Adlers eget høitidelige Udsagn, ere udarbeidede ved 👤Jesu medvirkende Naade, saa 👤A. kun har været Organ: de have ikke haft en ganske passende Form – derimod haaber Mag. 👤Adler for Fremtiden (naar han maaskee bliver fritaget for Aabenbaringer og 👤Jesu medvirkende Bistand), at han, Magisteren, nok skal være istand til at finde en mere passende Form. Det er utænkeligt at 👤Adler har kunnet skrive det første og andet Tilsvar paa Øvrighedens No 2, uden at han først saadan maa have glemt hvad der stod i Forordet til Prædikenerne. Hans skjønne Haab om en Perfectibilitet er i Grunden Dødsdommen over Forordet, er i Grunden Bejaelsen af hvad Øvrigheden har spurgt ham om under No 1, om han ikke har været i en exalteret og forvirret Sindstilstand, da han skrev og udgav sine Prædikener. Thi naar saa er, saa kan der da være Mening i at haabe paa en bedre Fremtid, paa en betydelig Perfectibilitet. Ellers gjelder selv i Forhold til en reen menneskelig Stræben for alle dygtigere Mennesker: at det Første dog er det Bedste, Begeistringens, Beslutningens, Forelskelsens Første, ligesom det dialektiske første Skjøn paa en Sag. Og fremfor Alt gjelder det naar man har begyndt med en Aabenbaring. 👤Adler maa antages i Distraction at have glemt hvad der stod i Forordet til hans Prædikener, derpaa har han villet være Autoriteterne til Behagelighed ved Hjælp af en elskværdig Forfatter-Beskedenhed, der haaber paa en betydelig Perfectibilitet. Maaskee er der ogsaa løbet ham een og anden Reminiscents fra han[s] theologiske Studeringer ind deri. Der har jo været meget Tale om Christendommens Perfectibilitet. Og Christendommen er jo ogsaa en Aabenbaring. I det ny Testamente findes der dog nok neppe Noget om dens Perfectibilitet. Men en 16,1700 Aar efter Christendommens Indkomst i Verden, saa opkom denne Perfectibilitets-Theorie. Nu ja, lidt Undskyldning ligger der dog altid i den store Afstand og Verdens betydelige Forandring siden den Tid. Men saadan i sit eget Liv at gjennemgaae et verdenshistorisk Cursus: at faae sig en Aabenbaring til at begynde med, og saa 2 Aar derefter allerede være i fuld Gang med Perfectibiliteten – ja, det er en vistnok hidtil uhørt Originalitet. See, hine Exegeter og Dogmatikere, som opfandt Perfectibilitets-Theorie, de vare ikke blot Trediemand i Forhold til Den, hvem Aabenbaringen var bleven til Deel, men de vare endog Trediemand paa Afstand af 16 til 1700 Aar; 👤Paulus levede ikke samtidig med dem, saa han naar de begyndte paa deres Forflygtigelser kunde sige: nei, det var og er og bliver en Aabenbaring. 👤Adler er jo Den, som har haft en Aabenbaring, det er altsaa ham der skal staae fast, selv om Andre benægtede det: og saa er han Den, der exegetiserer over sin egen Aabenbaring paa samme Maade som en rationalistisk Exegese og Dogmatik har exegetiseret over Christendommens Aabenbaring!


Det viser sig saaledes, at 👤Adlers første Tilsvar paa Øvrighedens No 2 sophistisk eller tankeløst indeholder en Forrykkelse af hele hans første Standpunkt, idet han istedenfor det at være kaldet ved en Aabenbaring og at have faaet en Lære betroet, substituerer det: at være reddet paa en vidunderlig Maade. Ifølge hans egen authentiske Opfattelse (fra hvilken vi naturligviis ere berettigede til at argumentere, medens vi kun protestere den, naar den vil være en Forklaring af hans Første, da den ingen Forklaring er, men en væsentlig Forandring, og en væsentlig Forandring kræver sit kjendelige Udtryk i en afgjørende Form, hvilken ene er det Førstes Tilbagekaldelse): holder han sig til Bibelen, prædiker han 👤Jesum, beraaber han sig paa Skriftord som Beviissteder, kort han er ganske som enhver Christen i Almindelighed, kun er han reddet paa en vidunderlig Maade. Men ergo: har han ifølge sin egen authentiske Opfattelse af sig selv, intet Nyt, ingen ny Lære at bringe, og har ei heller haft det. Confusionen ligger nu blot i, at han lader sit Første staae. Skal der være mindste ethiske Mening eller Alvor i 👤Adlers hele Stræben: saa maa han tilbagekalde sit Første, og nøies med sit Sidste at være som alle andre Christne i Almindelighed, kun at han er reddet paa en vidunderlig Maade.

Dette var den første Forandring; men det bliver ikke derved. Ved den første Forandring bliver vi dog endnu inden for det Religieuses Sphære, om der end er en qvalitativ afgjørende Forskjel mellem at reddes paa en vidunderlig Maade, og ved en Aabenbaring at have en ny Lære betroet.

Vi gaae nu over til 👤Adlers sidste Skrivelse og det deri indeholdte Tilsvar paa hiint Øvrighedens No 2. For at gjøre Alt hvad der kan gjøres i faveur af 👤Adler, ville vi atter minde om, at han selv betragter denne Skrivelse »som saa stort et Tilnærmelses-Skridt som ham var muligt.« Den der kun er dannet for ikke at sige forvirret ved hegelsk Dialektik, ifølge hvilken Alt saa omtrent bliver Eet og det Samme, ham kan det vel synes saa, at Tilnærmelsesskridtet ikke gaaer for vidt, uagtet det aldeles tilintetgjør den qvalitative Distinktion. En saadan Dialektiker kan ypperligt leve i den Indbildning at: a) det at være kaldet ved en Aabenbaring og have modtaget en Lære; b) det at være reddet paa en vidunderlig Maade; c) det at have haft et begeistret Øieblik: at det saadan er Eet og det Samme, saa man kan være Øvrigheden til Tjeneste med hvilket af disse Udtryk den synes bedst om. Enhver, der har blot nogen religieus Tugt, veed god Beskeed om den qvalitative Forskjel, og at vi ved den sidste saakaldte Forklaring endog gaae aldeles ud af det Religieuses Sphære ind i den æsthetiske.

Hans andet Tilsvar lyder saaledes:

»jeg urgerer ikke paa at betragte mine »Prædikener« (eller »Studier«) som Aabenbaringer ved Siden af eller ligeoverfor Christendommen, men jeg betragter de i Prædikenernes Forord nedskrevne Ord, og mine ofte igjenkommende dogmatiske Kategorier som Holdningspunkter, der have været nødvendige for mig for i Begeistringens Begyndelse at fastholde det christelige Stof i en Form.«

See, nu har vi Spillet gaaende; ak, hvad hjælper det at brænde sine hegelske Manuscripter, naar man vedbliver at være en saadan Hegelianer, der saadan kan med Mediationen. Først siger 👤Adler: at han ikke urgerer1 paa, at det er Aabenbaringer. Han urgerer ikke derpaa; det vil sige han siger baade Ja und Nei, det vil sige han opfrisker det Bekjendte: A er rigtignok B, men paa den anden Side er det dog ikke B. Det er Aabenbaringer, men han urgerer ikke derpaa, fordi det til en vis Grad dog ikke er Aabenbaringer. Det er Aabenbaringer saadan til en vis Grad, de forholde sig maaskee til en virkelig Aabenbaring som Magistrats-Maaneskin til virkeligt Maaneskin.

  1. Anm. Læseren bemærker maaskee det Snurrige, at han endog i sit første Tilsvar havde sagt Mindre, da han havde forandret det at have haft en Aabenbaring, ved hvilken en Lære blev ham betroet, til at være reddet paa en vidunderlig Maade. Men i sidste Tilsvar, hvor han dog gjør det størst mulige Tilnærmelsesskridt, der begynder han igjen paa at tale om, at han dog til en vis Grad har haft en Aabenbaring. (tilbage)

Videre. Han siger: jeg urgerer ikke paa at betragte mine »Prædikener« (eller mine »Studier«) som Aabenbaringer. Her overdriver 👤Adler i Svaret Øvrighedens Spørgsmaal; thi Øvrigheden havde kun spurgt om hiin Aabenbaring i Forordet til Prædikenerne. Hvor skulde ogsaa Øvrigheden falde paa, at spørge 👤Adler om han ansaae samtlige Prædikener og Studier for Aabenbaringer, da han ikke selv har sagt om dem, at de vare det.

Nu kommer Hovedsagen: »han betragter de i Prædikenernes Forord nedskrevne Ord, og hans ofte igjenkommende dogmatiske Categorier som Holdningspunkter, der have været nødvendige for ham for i Begeistringens Begyndelse at kunne fastholde det christelige Stof i en Form.« Altsaa han betragter hine Ord som Holdningspunkter. Men Øvrigheden har ikke spurgt ham om, hvorledes han betragter hine Ord, men hvorledes han betragter det, at 👤Jesus bød ham at nedskrive Ordene. 👤Adler giver det Udseende af at være en lærd eller videnskabelig Conferents, hvor hine Ord ere opgivne, og det nu afhandles hvorledes man skal betragte dem; Øvrigheden spørger egentligen, hvorfra 👤Adler har hine Ord, hvad det vil sige at 👤Jesus har dicteret ham dem. Naar man kun vil exegetisere over Indholdet af et Document kan det forsaavidt være aldeles ligegyldigt om Documentet er paa simpelt eller paa stemplet Papir; men juridisk er denne Forskjel stundom afgjørende. Saaledes her, 👤Adler vil forklare Noget om Ordene – næsten som vilde han sige: det kan være ligegyldigt enten Ordene ere af 👤Jesus eller af mig – men Øvrigheden spørger netop om dette: at Ordene, efter 👤Adlers høitidelige Udsagn, ere 👤Jesu Ord. Svaret er altsaa ikke Svar paa Spørgsmaalet, det Afgjørende er aldeles udeladt, med mindre der i Svaret er indeholdt, at hine Ord ikke ere ham (👤Adler) aabenbarede, men ere hans egne; og i saa Fald maa der fordres at han officielt tilbagekalder Forordet til Prædikenerne. – 👤Adler betragter »hine i Forordet nedskrevne Ord«; ved denne skjødesløse Form forleder han Enhver til at troe, at Talen er om Ord, som han (👤Adler) selv har nedskrevet i samme Forstand som jeg nu skriver disse Ord ned. Men ifølge Forordet var det jo, da Frelseren om Natten havde budet ham at staae op, at han (👤Adler) nedskrev Ordene efter Dictat. Dette er jo dog vel det qvalitativt Afgjørende. – 👤Adler »betragter hine i Forordet nedskrevne Ord og hans ofte igjenkommende dogmatiske Categorier som Holdningspunkter.« Altsaa er der for 👤Adler selv ingen væsentlig Forskjel mellem hine Ord i Forordet og hans dogmatiske Categorier, begge staae for ham i Autoritet paa lige Linie – og dog ere hine Ord i Forordet Frelserens Dictat, hvorimod de dogmatiske Categorier er 👤Adlers Opfindelse, hvorfor han ganske rigtigt bruger det possesive pronomen sigende: mine dogmatiske Categorier. Staae da de dogmatiske Kategorier og Ordene i Forordet for 👤Adlers egen Betragtning qvalitativt au niveau med hinanden, saa følger ganske simpelt, at han ogsaa maa sige: mine i Forordet nedskrevne Ord. Og dog vare disse Ord jo dicterede 👤Adler af Frelseren selv. – 👤Adler betragter Ordene i Forordet og hans dogmatiske Kategorier (altsaa begge Dele lige) »som Holdningspunkter.« Et Holdningspunkt er ifølge Sprogbrug en Bestemmelse af det Midlertidige. Det kan gjerne skee, at Holdningspunktet bag efter ikke viser sig at være ganske sandt, men i Faren i Skyndingens Øieblik griber man det for dog at have Noget at holde sig til. Naar Tvende disputere med hinanden, og Forvirringen begynder at indtræde, saa griber man Noget som Holdningspunkt, dette fixerer man midlertidigt, for dog at have Noget at holde sig til. Naar man ikke har haft Tid til at gjøre sig sine Tanker ret tydelige, og dog vil meddele, saa griber man en enkelt Bestemmelse, sætter den midlertidigt fast som Holdningspunkt. Bag efter, naar man faaer bedre Tid, undersøger man, om ogsaa den enkelte Bestemmelse der maatte gjøre Tjeneste som Holdningspunkt, er ganske rigtig, eller ei. I Forhold til 👤Adlers Categorier kan det nu være tilladeligt og forsvarligt at kalde dem Holdningspunkter, hvilke altsaa senere ville komme til at undergaae en skarp Prøvelse, thi der skjønnes Intet at være til Hinder for at kunne haabe paa disses Perfectibilitet – deres Fuldkommenhed er idetmindste ikke til Hinder. Men i Forhold til hine Ord i Forordet, som ere af 👤Adler nedskrevne ifølge Frelserens Dictat, er det Blasphemie af 👤Adler at kalde dem Holdningspunkter, »der vare ham (👤Adler) nødvendige i Begeistringens Begyndelse.« Vi skulle altsaa turde haabe, at naar 👤Adler efter Begeistringens første Skynding er kommen til Ro, saa leverer han Noget, efter hans eget Begreb, fuldere og klarere end det ham af Frelseren i Pennen Dicterede. Det er utænkeligt, at 👤Adler har kunnet skrive dette Tilsvar, uden først i Distraction saadan at have glemt hvad der stod i Forordet, glemt at han har haft en Aabenbaring, og betragtet Ordene som sine egne. – For 👤Adler var hine Holdningspunkter nødvendige »i Begeistringens Begyndelse.« Altsaa har 👤A: været begeistret i hiin Nat i December Maaned 1842, da han nedskrev Ordene – de ere maaskee skrevne i Begeistring. Vanskeligt skulde man ellers finde tvende forskjelligere Bestemmelser end den at skrive i Begeistring, og at skrive efter Dictat. Eller (thi det Afskyelige er uundgaaeligt, fordi 👤Adler har arbeidet sig ind i en Blasphemie) var det maaskee 👤Jesus der den Nat var i Begeistringens Begyndelse? Thi hans Tilstand er det da egentligen der maa spørges om, da han jo var Den, som dicterede. – 👤Adler har altsaa været begeistret. Ja, det er noget ganske Andet. Dersom 👤A. i Forordet til sine Prædikener istedenfor hvad der staaer, havde skrevet: i et begeistret Øieblik om Natten gik der et Lys op for mig, hvorpaa jeg stod op og tændte Lys og nedskrev følgende Ord: saa var det neppe faldet Øvrigheden ind at kalde ham til Regnskab ved Hjælp af Spørgsmaal. Det havde da været i sin Orden med 👤Adlers Haab om sin Perfectibilitet, thi hine Ord skjønnes rigtignok (under Forudsætning af at de ere 👤Adlers egne – ellers disputerer jeg kun e concessis) ikke at være saa fuldkomne, at de jo nok kunne blive fuldkomnere. Derimod synes det enten ubegribeligt tankeløst og confust, eller frækt at byde Øvrigheden et saadant Tilsvar, som var Talen om denne uendelig vage Bestemmelse: Begeistring, og om hvorvidt 👤Adler har været begeistret; da Spørgsmaalet dog er om, at han har sagt sig at have haft en Aabenbaring og at have en Lære efter Frelserens Dictat. –– Holdningspunkterne vare nødvendige for 👤Adler for i Begeistringens Begyndelse at »kunne fastholde det christelige Stof.« Det christelige Stof; men derom er jo slet ikke Spørgsmaalet, men vel om den ny Lære han har modtaget af Frelseren. – 👤Adler betragter selv hine Ord i Forordet som noget Ufuldkomment, der skal fortrænges af noget Fuldkomnere. Han siger jo: »Holdningspunkterne vare nødvendige for ham (den reen subjektive Bestemmelse) i Begeistringens Begyndelse (da han altsaa endnu var lidt fortumlet) for at kunne fastholde det christelige Stof i en Form« (det skjødesløse Udtryk: i en Form viser tydeligt hen paa den forhaabede fuldkomnere og mere passende Form, i Sammenligning med hvilken altsaa Frelserens Form var den upassende.). Hvo i al Verden, der blot læste 👤Adlers Tilsvar, vilde dog falde paa, at han talte om Ord, som ifølge hans eget Udsagn, ere nedskrevne efter Frelserens eget Dictat. Ere da Ordene i Forordet, som jo 👤Adler har sagt det, Frelserens: saa er hans Tilsvar Nonsens; men ere de 👤Adlers egne, saa maa Forordet paa det høitideligste tilbagekaldes. At 👤Adler ikke selv har kunnet indsee dette, er netop det bedste Beviis for, at han er confus.

Naar nu hine Ord i Forordet, efter 👤Adlers egen authentiske Opfattelse (hvilken vi blot protestere naar den vil være Forklaring af hans Første), kun ere ham hvad hans dogmatiske Kategorier ere ham, naar Ordene ere ham Holdningspunkter, naar fremdeles disse Holdningspunkter kun vare ham, 👤Adler (den subjektive Bestemmelse) nødvendige i Begeistringens Begyndelse, naar de kun vare ham nødvendige for at fastholde noget Andet, og dette Andet var og er det christelige Stof: saa er heri indeholdt 👤Adlers egen authentiske Forklaring af, at han intet Nyt ingen ny Lære1 har haft at bringe, som han har modtaget ved en Aabenbaring. Det Ny, den ny Lære maatte jo enhver Fornuftig tro var indeholdt i Ordene i Forordet der er Frelserens Dictat; men see, Ordene i Forordet ere for 👤Adler kun Holdningspunkter, der vare nødvendige i Begeistringens Begyndelse.1

  1. Anm Jeg har allerede eengang i en Note, og skal atter her for at give Læseren paa rette Sted Indtrykket af det Samtidige, minde om, at 👤Adler, hvad der jo var at vente, igjen begynder paa en Frisk. I Forordet til den ene af hans 4 sidste Bøger afhandler han især, hvorledes »Den der har noget Nyt at bringe maa forhindre enhver Amalgamation med det Gamle.« Saa har 👤Adler dog haft noget Nyt at bringe. Imidlertid har han, som det synes, i denne sidste Bog, valgt den mindst generende af alle Kategorier, han er nemlig saadan Genie og saadan, der lyrisk er berettiget til at forvexle sin Overraskelse, sin Exaltation, sin Fornyelse, med det at have noget Nyt at bringe, – især en ny Aabenbaring. Dog finder han naturligviis ingen Leilighed til at tilbagekalde »Tilsvarene« for at staae fast ved sit Første, at han ved Hjælp af en Aabenbaring har faaet noget Nyt at bringe; ei heller har [han] endnu faaet Tid til at eftertænke, Tilsvarenes Forhold til Forordet til Prædik[en]erne, samt at han, hvis Tilsvarene skal blive staaende, er skyldig at tilbagekalde Forordet til Prædikenerne. (tilbage)
  2. Anm.Den der har nogen Læsning i en vis moderne Theologie og Exegese, og altsaa en Viden om hvorledes man har behandlet den hellige Skrift som det Umiddelbare, Begeistringens Første hvis Perfectibilitet man haaber paa. o: s: v:, og dog kaldet den en Aabenbaring, han vil i Mag. 👤Adlers hele Argumentation stadig mindes derom. Men dette er det uforlignelige ved Mag. 👤Adler, at han er tillige Den, der selv har haft den Aabenbaring, som han forklarer saaledes! Man mærker i den moderne Exegese og Dogmatik ikke saa stærkt Modsigelsen, da kun bestandigt den ene Part møder, og man aldrig faaer Leilighed til at høre 👤Paulus protestere, han, som jo havde haft Aabenbaringen. Men Mag. 👤Adler møder Een for Begge og Begge for Een: han er selv Den, der har haft Aabenbaringen, og tillige Exegeten! Men just derfor gjør Mag. 👤Adler saa ypperligt aabenbart hvad det Moderne er. (tilbage)

Lad os saa repetere. Under Dato 📌Hasle d. 18 Juni 1843 har vi for os en Mand, der er kaldet ved en Aabenbaring og af Frelseren selv har modtaget en Lære, som er nedskreven efter hans Dictat. – Under Dato 10 Mai 1845 har vi for os en Mand, der er reddet paa en vidunderlig Maade. – Under Dato 5te Juli 1845 har vi for os en Mand der i et Begeistringens Øieblik har maattet hjælpe sig med nogle Holdningspunkter. Denne Mand er Mag. 👤Adler. Og dog er der ikke Tale om forskjellige Momenter i hans Liv, nei det er hint i Forordet til Prædikenerne nøiagtigt beskrevne Moment som ved Hjælp af Forklaringer forklares at være dette Forskjellige. Forklaringerne forandre aldeles det Første, men dette synes 👤Adler slet ikke at bemærke, da han jo i saa Fald officielt og selvbevidst maatte tilbagekalde det Første. 👤Adler synes ikke at mærke Noget, han lader som ingen Ting, men enhver Dialektiker seer let Dilemmaet: enten er alle 👤Adlers Tilsvar Nonsens, eller han maa tilbagekalde høitideligt sit Første. Hans Undskyldning kan ligge i, at han virkeligen selv ikke mærker Noget; forsaavidt er hvad der undskylder ham identisk med Anklagen mod ham: at han er confus.

De andre Punkter i Øvrighedens Skrivelse ere mindre vigtige; men nu blot Enden paa Historien. Saa fulgte 👤Adlers Afskedigelse under 13 September 1845. Det kunde synes den kommer besynderligt, næsten lidt umotiveret, ved at komme lige oven paa saa føielige og saa betydelige Concessioner fra 👤Adlers Side. Det kunde synes saa, men giver man sig behørig Tid, vil man nok rigtigere sige, at den netop kommer motiveret ved Concessionerne, thi Concessionernes Betydelighed, naar disse dog ikke indeholde en formelig og høitidelig Tilbagekaldelse af det Første, gjør det uundgaaeligt, at han maa afskediges. Det, at han uagtet saadanne Concessioner, dog bilder sig ind at han staaer fast ved sit Første, gjør det aldeles evident, at han er confus, at han hverken veed ud eller ind i hvad han siger om sig selv, at han er saa distrait og forvirret, at han endog i Distraction forskylder Blasphemier, saa distrait, at han kan gaae hen og glemme at han har haft en Aabenbaring. Havde 👤Adler ordknap, uden dialektisk at vige et Haarsbred, staaet stivt paa sit Aabenbaringsfaktum: var Sagen bleven langt vanskeligere for Statskirken, der noget nær vilde være kommen til at dømme i den Sag, hvorvidt en Mand i vor Tid kan være berettiget, naar han udgiver sig for at have haft en Aabenbaring. Men deri ligger netop det Dybsindige ved Biskop 👤Mynsters Holdning under denne Sag, at han har forhjulpet 👤Adler til ved nogle Concessioner yderligere at godtgjøre, at han er confus, og derved igjen at nødvendiggjøre sin Afskedigelse. Dersom en Mand siger: jeg har haft en Aabenbaring, og Øvrigheden spørger ham hvad mener Du dermed, og han da svarer: dermed mener jeg at det var en Aabenbaring, det var og er og bliver en Aabenbaring: saa bliver Sagen vanskeligere. Forklarer Manden derimod, at han dermed har meent noget overordentligt og vidunderligt Noget og saadan, et begeistret Øieblik o: s: v:: saa, ja saa slaaer Begrebet om, som 👤Hegel siger, saa beviser Concessionen netop, at han er forvirret.

Af den hele Begivenhed med 👤Adler, af hans Afskedigelse resulterer der derfor Intet for Statskirken eller for Nogen, Læg eller Lærer, i Statskirken; 👤Adlers Afskedigelse kan i al Evighed ikke blive noget Præjudikat, thi 👤Adler er ikke bleven afskediget fordi han har sagt sig at have haft Aabenbaring, men fordi han ved sine Concessioner yderligere har godtgjort at han er confunderet. I den Maade paa hvilken han i Begyndelsen forkyndte at han havde haft en Aabenbaring, i hele hans første Optræden, var der Noget, som maatte vække en Formodning om, at han var exalteret i en forvirret Sindstilstand. Men han blev dog ikke afskediget; nei han blev suspenderet, som naturligt var, for at man da nærmere kunde faae Oplysninger af ham. Nu rykker 👤Adler ud med Concessioner og Oplysninger, og see, netop disse gjøre det evident, at han er confus – ved Hjælp af Concessionerne fælder han sig selv, og Statskirken kommer hverken til at handle eller til at dømme i den Sag, at en Lærer i Statskirken har sagt sig at have haft en Aabenbaring.

Ingen Christen, og forsaavidt heller ingen christelig Øvrighed kan ville tillade sig den Syllogisme: en Mand har sagt sig at have haft en Aabenbaring ved hvilken Frelseren har meddeelt ham Det og Det – ergo er Manden sindsforvirret. Tillader Statskirken sig nogensinde denne Slutning, saa har den tilintetgjort sig selv. Det vil altsaa sige skal man slutte at Manden er i en forvirret Sindstilstand, saa maa man bevise det af noget Andet, eller af den Maade paa hvilken han selv taler om det at have haft en Aabenbaring. Men denne Fremgangsmaade er jo netop brugt i den Adlerske Sag. Man er bleven betænkelig ved den Maade, paa hvilken han forkyndte sig at have haft en Aabenbaring. Paa Grund af den vakte Mistanke blev han suspenderet; derpaa foranledigede man ham til nogle yderligere Oplysninger, hvorved det lykkedes ham at documentere, at han var confus: og saa blev han afskediget. Af 👤Adlers Afskedigelse følger da slet Intet for noget andet Menneske. Ingen Troende skal da bringes i spændende Ængstelse ved Tanken om, at en Lærer blev erklæret for at være i en forvirret Sindstilstand og afskediget, fordi han sagde sig at have haft en Aabenbaring; thi derfor er 👤A. ikke bleven afsat, og man har heller ei sluttet ligefrem til hans forvirrede Sindstilstand fra dette Udsagn. Ingen Statskirkens Fjende skal have det at kaste den i Næsen, at den, der, som Kirke, selv er bygget paa en Aabenbaring, har afskediget en Lærer som værende i forvirret Sindstilstand, fordi han har sagt sig at have haft en Aabenbaring; thi derfor er 👤A. ikke bleven afskediget, og man har heller ei ligefrem sluttet til den forvirrede Sindstilstand fra dette hans Udsagn. 👤Adlers Sag er bleven behandlet saa correct som muligt. Det gjaldt fremfor Alt om, at Afskedigelsens Accent faldt paa rette Sted – netop lige efter Concessionerne; og dernæst gjaldt det om, at Sagen ingen Hale fik, at dens Afgjørelse ikke kunde blive Præjudicat. Dette kan den umuligt blive, thi i Præmissen til Conclusionen er der ingen almindeligere Bestemmelse. Til Grund for Dommen ligger en Forestilling om hvad det vil sige at være i en exalteret og forvirret Sindstilstand, ved at finde denne Forestilling anvendelig paa 👤Adler har man sluttet til, at han var i denne Tilstand, men man har intet Almindeligere fixeret, hvoraf der for Fremtiden uden videre skal sluttes Noget.

Lad os, mindende om Indholdet af Capitel 1, tænke Sagens Forhold anderledes for endnu engang at belyse den. Sæt en Lærer i Statskirken forkynd[te] sig at have haft en Aabenbaring, ved hvilken Frelseren havde meddeelt ham Noget; sæt der var end ikke for den skarpsindigste Iagttagelse det mindste Indicium at opdage, som kunde tyde paa, at han var i en exalteret og forvirret Sindstilstand: hvad saa? Ja, uden videre saa af dette hans Udsagn at slutte: ergo er han i en forvirret Sindstilstand, gaaer i al Evighed ikke an. Derimod mener jeg rigtignok, at det er ganske simpelt, at Statskirken i Qualitet af det Bestaaende, og som hvilende paa en aldeles bestemt, historisk forbigangen Aabenbaring, er berettiget til at afskedige ham; den særlige Extraordinaire med et Aabenbarings-Faktum maa ud af Geleddet. Statskirken er berettiget til at afskedige ham uden Pension og uden at indlade sig paa alle de mange latterlige Hensyn, som det er forbeholdt vor Tids Philisterie at kunne tænke sammen med en Apostels, en Reformators Værdighed, at nemlig en Saadan foruden at være Apostel og Reformator tillige maa see paa, at han faaer et godt Embede, og i ethvert Tilfælde Pension. Statskirken er berettiget til at afskedige ham, dog mener jeg, at den aldrig vil komme i det Tilfælde i Sandhed at skulle gjøre Alvor deraf, fordi den sande Extraordinaire selv vil gjøre Skridtet, selv vil træde ud, indseende Nødvendigheden af at være stillet rigtigt. Det er som sagt Nonsens, at en Apostel vil være Lærer i en bestaaende Statskirke; Enhver der har Begreb om qualitativ Dialektik vil let indsee dette. – Man vil nu atter fra dette Synspunkt see den tilfældige Særlighed ved 👤Adlers Afskedigelse, af hvilken ene og alene følger, at 👤Adler er bleven afskediget. Han er ikke bleven afskediget, fordi han har sagt sig at have haft en Aabenbaring; nei. Han er heller ikke bleven erklæret at være i en forvirret Sindstilstand, fordi han har sagt sig at have haft en Aabenbaring; nei. Men fordi det af forskjellige Indicier blev betænkeligt med hans Sindstilstand, suspenderedes han; af hans Tilsvar og Concessioner blev det saa yderligere klart, at han var i en forvirret Sindstilstand, derfor er han bleven afskediget. Det var derfor baade skarpsindigt og i sin Orden, at Øvrigheden ordnede Spørgsmaalene til 👤A. saaledes, at den spørger under No 1, »om han erkjender at han har været i en exalteret og forvirret Sindstilstand, da han skrev og udgav hans »Prædikener« og »Studier«; og først derpaa under No 2, »om han erkjender at det er sværmerisk at holde sig til saadanne Aabenbaringer som, til Exempel, den i Forordet til hans Prædikener beskrevne. Dette viser nemlig, at Øvrigheden construerer Indicie-Beviset for 👤Adlers forvirrede Sindstilstand paa noget Andet end paa dette Udsagn om at have haft en Aabenbaring.

§ 2.


👤Adlers 4 sidste Skrifter.1

👤Adler synes nu at ville være avanceret til eller nøies med at være Genie. Grund-Forvirringen ligger i, at han desuagtet lader som Ingenting, og mener sig at være i Identitet med sit Første, (ifølge hvilket han var den ved en Aabenbaring Kaldede, hvem en Lære blev betroet.) – Den qvalitative Forskjel mellem et Genie og en Apostel. – Selv om 👤A. intet Første havde vilde han, blot betragtet som Forfatter af de 4 sidste Bøger være at charakterisere som et fortumlet Genie, hvilken Dom allerede Bøgernes Form foranlediger.


De sidste Ord af en Mand i Afskedens Øieblik have altid et eget Værd, indprente sig altid fastere i Hukommelsen. 👤As sidste Ord (de sidste i den sidste Skrivelse af 5te Juli 1845) indeholdt, som Læseren erindrer, et Haab, et skjønt og i ethvert Tilfælde tilforladeligt udtalt Haab, at han »ved i længere Tid at bearbeide og roligen udvikle Ideerne, for Fremtiden vilde see sig istand til« o: s: v:. Umiddelbart ovenpaa Udtalelsen af dette Haab fulgte hans Afskedigelse, der i Naade og med Pension – for Fremtiden entledigede ham fra hans Embede.

Begunstiget ved otium og ved Pensionen (thi qua Forfatter havde 👤A. vel vanskeligt opnaaet en offentlig Understøttelse paa Grund – af Duelighed; men maaskee kan ogsaa Uduelighed rigtigt betragtes som en væsentligere Qvalification – til Understøttelse) forholdt 👤A. sig i eet Aars Tid stille, formodentligen dog som der staaer om 👤Odysseus βυσσοδομευων; thi i Forsommeren 1846 traadte han ganske uventet op i Adresseavisen med 4 nye Bøger paa eengang. 4 Bøger paa eengang! Indføres denne Skik almindeligere, saa er derved rigtignok Myntfoden for det at være Forfatter skruet overordentlig op. Naar der da fremtidigen tales om, at En er bleven Forfatter, maa man strax spørge: er det af 1 eller af 4 Bøger – saaledes inddeles Paschaer i dem af 1 og dem af 3 Hestehaler, Barberer i dem med 1 og dem med 3 Bækkener. At udgive 3 4 Bøger paa eengang er noget saa paafaldende, at en væsentlig Forfatter, selv om han havde dem færdige, vel vilde undgaae, hvad der let kan tildrage sig en aldeles forkeert Art af Opmærksomhed og hvad der, betragtet som et Indfald, i det Høieste kan have lidt Fortryllende første Gang det realiseres, ikke første Gang af den Enkelte, men første Gang i den lille Verden, hvor En som Forfatter hører hjemme. Og alligevel maa det dog gjelde for enhver virkelig Forfatter, at han til at gjøre noget Saadant maa have særdeles Grunde. Subjektivt maa han blive sig en Ungdoms Kraft bevidst, der vil tillade ham efter en ordentlig Maalestok at realisere en Opgave, som i den Grad udæsker Critikens Misundelse; maaskee forstærkes hans impetus endog ved noget Tilfældigt, ved den veemodige Bevidsthed, at de ydre Begunstigelser i Vilkaar kun en kort Tid vil tillade ham at arbeide efter en saadan næsten altfor stor Maalestok; maaskee kræver hans Stræben selv den intensive Hurtighed, for, om muligt, ligesom paa eengang eller dog i den kortest mulige Tid at faae fremstillet, hvad der ved i mindre Stykker at fordeles paa en længere Tid vilde blive noget Andet, idet den enkelte Deel kom til at hævde en anarchisk Selvstændighed, og det Hele kom til at bære Præg af Forfatterens tilfældige Forandring i Aarenes Løb. Men hovedsagligen maa dog de 4 Bøger objektivt have en dybere Hensigt, jeg tænker mig denne fE: om muligt maieutisk fra forskjellige Sider paa eengang at bespænde et vist Terrain. Det maa da være Forfatteren af de 4 Bøger vigtigt, ham en halvdigterisk Kunst-Opgave, at hver Bog, som væsentlig i sig selv er forskjellig fra de andre, charakteristisk holdes ude fra de andre, Forfatteren maa digterisk vide at understøtte Illusionen, der har sit væsentlige Tilhold i den enkelte Bogs særlige Udgangspunkt, han maa selv ved Avertissementet see at splitte ad; saa Indtrykket af de 4 Bøger paa eengang egentligen er et Produkt af Læserens Selvvirksomhed; saa fremfor Alt Ingen er forpligtet til at vide, at det er 4 Bøger paa eengang; saa den Kunstforstandige, hvis han udenom faaer at vide at det er een Forfatter, dog kan have en vis Fornøielse af at entrere paa Illusionen: at der ikke er 4 Bøger af een Forfatter men 4 Forfattere; saa den ene og samme da ikke kommer til endog i Adresseavisen at præsentere og faldbyde sig som Forfatter af 4 Bøger paa eengang. Paa en saadan mere kunstnerisk Maade er det ogsaa gjort engang, for ikke længe siden, i dansk Literatur; jeg havde idetmindste ikke ventet saa hurtigt at faae Mindet derom opfrisket – og saa parodisk. 4 Bøger paa eengang, den ene dediceret til Faderen, alle med 👤Adlers fulde Navn paa, alle væsentligen i den samme Form væsentligen handlende stundom næsten ordret om det Samme, kort 4 Alen af eet Stykke, men hver Alen for sig og 👤Adlers fulde Navn paa! Der skjønnes ikke at være Spor af nogen fornuftig Grund til at gjøre 4 Bøger; skal noget saadant Skrevent en saadan Runden-oms-Frembringelse udgives, kan det saa vist godt Alt sammen løbe i eet Bind, og skal det ved Udgivelsen deles, kan der lige saa godt blive 12 Bøger som 4 Bøger. Der er heller ingen fornuftig Grund til den eneste Afvexling, som 👤A. har forsøgt, og vel at mærke paa den ene Bogs Titelblad, ved at kalde den: Forsøg til en kort Fremstilling, thi væsentligen ere alle hans Bøger lige lange og lige korte, forsaavidt de alle (den længste og den korteste) falde ind under Bestemmelsen: den tilfældige Længde. Dersom saaledes 👤A., for ret at gjøre Afvexlingen iøinefaldende, paa Titelbladet af den volumineuse »Studier og Exempler« beskedent havde tilføiet: Forsøg til en lang Bog, saa vilde man dog trods Beskedenheden og den umiskjendelige Stræben, hvilken vi overlade andre Critici at opmuntre, være berettiget til at sige om Bogen, at den trods Længden, som Bog betragtet, væsentligen er kort. Hvad der udgiver sig for at være en Bog kan ikke udenvidere, som Alenvare gjør det, gaae ind under Bestemmelsen af Længde og Korthed; det maa først godtgjøre sig at være en Bog. Det er med en Bog ligesom med det grammaticalske Begreb: et Punktum. 2 Linier Forsætning uden Eftersætning er ikke et kort Punktum; en heel Side Forsætning uden Eftersætning er ikke et langt Punktum; baade det Første og det Sidste har som Punktum betragtet kun den tilfældige Længde og ere derfor væsentligen lige lange og lige korte. For at Noget skal kaldes »en kort Fremstilling« maa det væsentligen have Afrundethedens Bestemmelse, og netop bevise sin Korthed derved, at det, indenfor et saa lille spatium dog faaer i forkortet eller formindsket Maalestok det Hele væsentligen gjengivet. Derimod kan 3 Ark godt være en lang Sladder, og 30 Ark Sladder meget rigtigt kaldes en kort Bog. I Forhold til den første Frembringelse kan den paagjeldende Forfatter sige: »»at det blev saa langt, fordi han ikke havde Tid til at skrive kort««, og i Forhold til den sidste vil den paagjeldende Forfatter kunde sige: »at den blev saa kort et Stykke, fordi han ikke havde længere Tid til at skrive, da han skulde udgive«; havde han haft længere Tid, saa skulde Bogen nok være bleven – ja her standser det, var den saa bleven længere eller var den bleven kortere. Og nu 👤Adler! Hans Haab er jo »ved i længere Tid at bearbeide og roligen udvikle Ideerne for Fremtiden o: s: v:. Dog hvad end Fremtiden, hvilken 👤A. altid kan holde sig til, skal bringe,: Den der critisk holder sig til det Afsluttede og Foreliggende, han maa tilstaae, at 👤As Bøger er en egen Art Frembringelse, en næsten ængstelig Art Frembringelse. Naar en Præst lykkeligt og vel er arriveret ind i 3die Moment af sin Prædiken, og allerede er saa langt henne i det, at man, ifølge det Kjendskab man har til det geistlige Foredrags Proportioner, med temmelig Sikkerhed tør antage, at han er ifærd med at snurre ud og skal til at sige Amen – da kan det være Ængstende, naar han, istedetfor at udtale det betydningsfulde Amen, pludselig bliver snaksom og føier det ene Punktum til efter det andet, medens den forstandige Tilhører maa sige, at væsentligen er Talen forbi og væsentligen er der sagt Amen. Dette er et Exempel paa den tilfældige Længde, kjendelig paa, at den begynder der, hvor der væsentligt seet skulde siges Amen. Man har Exempler paa Folk, der, generede og generende, kan blive siddende hos En i hele Timer blot fordi de genere sig ved at gaae: saaledes er det maaskee ogsaa Tilfældet med en saadan Præst, at han, efter først at have generet sig ved at bestige det høitidelige Sted, nu generer sig ved at sige Amen og ved at gaae ned igjen. Men i ethvert Tilfælde den Prædiken, som egentligen ret tager paa med at begynde der hvor der skulde siges Amen, ligesom og det Besøg, der ret tager sin Begyndelse, naar det Øieblik er indtraadt da man skulde gaae: ere begge Exempler paa den tilfældige Længde, hvis Kjende her er den negative Bestemmelse, at begynde hvor man skulde høre op. Men den væsentlige samme negative Bestemmelse er det: at begynde førend Begyndelsen, det er førend den ideelle Slutnings Ryk har betydet En: nu kan Du begynde. Dersom saaledes et Menneske uden endnu at have vundet Klarhed og Modenhed nok til at skrive en Bog vilde begynde paa at skrive Forordet til den Bog (han endnu ikke kunde skrive), saa vilde dette Forord falde ind under Bestemmelsen: den tilfældige Længde. Og dette er netop 👤Adlers Tilfælde som Forfatter, at han er begyndt førend Begyndelsen. Hiin oftere og i længere Tid omtalte »længere Tid« ved hvis rette Benyttelse 👤Adler »for Fremtiden« haaber (dette er et Præsens i den historiske Stiil) »at kunne lade Ideerne udfolde sig i en mere passende Form o: s: v:«, maa enten ikke endnu være indtraadt, eller ikke have været lang nok, eller ikke være rigtigt benyttet. 👤A. er begyndt førend Begyndelsen, og derfor ligger hans Frembringelser indenfor Bestemmelsen: den tilfældige Længde. De samtlige 3 nye Bøger (thi den 4de indeholder Vers) er et Agregat af tumultuariske Aphorismer, hvis Begyndelse er tilfældig, hvis faktiske Strækning er uden τελος, hvis mulige Fortsættelse kan blive ved i det Uendelige.

At angive Bøgernes Indhold er vistnok en Umulighed; derimod kan man maaskee charakterisere dem ved at minde om et Vers af 👤Horatz, naar dette forstaaes paa en egen Maade: dum1 meam canto Lalagen et ultra terminum vagor curis expeditis; thi oftere er det rigtignok uden for Furen, paa hiin Side (ultra terminum), at 👤A:, fritaget for alle Forfatter-Bekymringer (curis expeditis) i Sorgløshed drøsser om (vagatur), nynnende om sin 👤Lalage. Som En der i en landlig Egn ganske overlader sig til sig selv og til Spadseringens Ubestemte, nu forelsker sig i eet Indtryk nu i et andet, nu gjør et Hop af Glæde, nu et Længde-Spring for Moerskab, nu igjen staaer stille og grunder, nu er virkelig dybsindig og saa igjen temmelig smagløs og fad: saaledes drøsser 👤A. som Læser om i Bibelen. Naar saa et Bibelsted tiltaler ham, saa skriver han Noget om det, og saa gaaer han om ad en anden Gade; stundom mærker han sig Noget maaskee for en anden Gangs Skyld til eget Brug, men ogsaa dette gives ud med. Under alt dette glemmer han dog ikke sin 👤Lalage. Ved 👤Lalage skal der i Forhold til hvo der fortolker Oden kunne forstaaes meget forskjellige Ting; fra min Skoletid erindrer jeg, at Rector derved forstod: Livets uskyldige Glæder. Ved 👤Adlers 👤Lalage maa forstaaes hiin ham (ved en Aabenbaring) meddeelte Lære, som han snart fortolker, snart afcopierer, thi om han end synes at have ganske glemt at Læren er ham meddeelt ved en Aabenbaring, saa har han dog ikke glemt Læren, Ordene, der snarere have satte sig altfor faste i hans Hoved. – Dersom det at være kaldet ved en Aabenbaring maa i høieste og dybeste Forstand gjøre en Mand alvorlig: saa er det rigtignok besynderligt, at see en Saadan, der i Distraction maa have glemt Aabenbaringen, ligesom man kan glemme sin Hat og ligesom meget distraite Folk kan glemme deres Hoved, nu gebærde sig som en Eventyrer i religieus Stiil, en mystisk vandrende Ridder, en Omreisende, eller som En der uden Maal og Meed gjør sig Motion i Bibelen for Motionens Skyld, en der væsentligen uden Engagement søger og finder og søger og smaasnakker – og den Mand er kaldet ved en Aabenbaring! Dersom det at være kaldet ved en Aabenbaring maa i høieste og dybeste Forstand gjøre en Mand til den nidkjære, virksomme Tjener, der griber handlende ind i Livet som den i eminent Forstand kaldede Arbeider: saa er det jo rigtignok besynderligt at see en saadan Kaldet (der dog lader som Ingenting, og lader som var Alt i sin Orden med Identiteten) forvandlet til en Otiosus, der snart har som et Fruentimmerarbeide at pille ved, snart med et humoristisk Sving paa Hatten a la een og anden af Pseudonymerne, reflekterer over Dit og Dat og over sig selv, og over det Rystende i den bange 👤Jonass blege Skikkelse, og saa igjen melodisk lader sig høre paa den erotiske Rør-Fløite.

  1. Anm Det Ord: dum angiver Tiden. Naar skriver 👤Adler disse mange Bøger? Svar han skriver dem: Imedens. Et saadant abstrakt Imedens angiver blot Tidens abstrakte Forsvinden; det er medens hiin »længere Tid« (ved hvis rette Benyttelse o: s: v:) forsvinder at 👤Adler skriver de mange Bøger. Enhver væsentlig Frembringelse udfylder væsentligen Tiden; en virkelig Forfatter anvender 1 eller 2 eller 10 Aar af sit Liv til at skrive en Bog, men 👤Adler skriver – imedens; medens Tiden gaaer (væsentligen ubenyttet) skriver 👤Adler. Indenfor dette Imedens er ingen nærmere Tids-Angivelse mulig, det er umuligt at sige hvilket han har skrevet først, og hvilket sidst, det er Alt skrevet – Imedens. (tilbage)

Det som nu i Særdeleshed er vigtigt for Opfattelsen af 👤Adler er at der i disse sidste 4 Bøger aldeles ikke mere er Tale om hiint Aabenbarings-Faktum, eller om en fortsat Aabenbaring, eller om at Det og Det er skrevet under Aandens umiddelbare Indskydelse. Men selv antaget, at det Sidste er i sin Orden, forsaavidt 👤A. ikke senere har haft en Aabenbaring eller senere fundet Anledning til at gjøre Distinctionen mellem hvad der er Aandens og hvad der er hans Eget: saa kan dog vel hiint Aabenbarings-Faktum i Forordet til hans Prædikener ikke lægges uden videre til en Side, som en Pige lægger Bal-Pynten hen. Læren, som er ham meddeelt, kommer han rigtignok ofte tilbage paa, men der er ikke Tale om, at den er ham meddeelt ved en Aabenbaring, han argumenterer ikke derfra til dens guddommelige Myndighed, han paaberaaber sig ikke dette Beviis for dens Sandhed, han hævder sig ikke selv i Kraft deraf som Den, der har guddommelig Myndighed. Og dog er, som viist blev i Indledningen til denne Bog, det at Læren er ham meddeelt ved en Aabenbaring det Afgjørende, det som kategorisk rykker den hele Sag og det hele Forhold ind i en ganske anden Sphære end den, i hvilken Mag. 👤Adler med samt hans Lære kan høre hjemme. Men saa forunderligt er det, at hvad ellers Den, der har en aabenbaret Lære at meddele, minder alle Andre om atter og atter: at den er aabenbaret, det har 👤A. i Forhold til sin aabenbarede Lære selv ligesom glemt, og jeg maa bestandig minde ham om, at det jo, ifølge hans eget Udsagn, er en aabenbaret Lære.

Dog maaskee befinder (Hegelianeren, senere Apostelen) 👤Adler sig med samt sin aabenbarede Lære i et nyt Stadium, og er nu fra det Umiddelbare (saaledes kaldes en Aabenbaring i det hegelske tilslørende Sprog) traadt ind i Reflexionen, og forstaaer nu Aabenbaringen, saa han altsaa nu paa hegelsk Viis gaaer videre, og ikke bliver staaende ved Aabenbaringen – ved den Aabenbaring, han selv har haft. See, den Gang da Christendommen kom ind i Verden, da forkyndte den sig at være en Aabenbaring og har stadigt vedstaaet det; men saa gik Tiden, vi bleve efterhaanden alle Christne saadan paa Slump, og saa mange Aarhundreder derefter lever der en Slægt (i den geographiske Christenhed), som vil mene, at forstaae og begribe Aabenbaringen. Den samme aabenbarede Lære bliver altsaa behandlet af ganske Forskjellige, af en Slægt, der ved mange Aarhundreder er fjernet fra hiint Første. Men den ene og samme Mand, der har forkyndt sig at have haft en Aabenbaring, han maa dog vel vide Beskeed om hvilket der er hvilket betræffende den Aabenbaring, der blev ham til Deel: han maa enten staae fast ved at det var og er en Aabenbaring, og i saa Fald tale og handle og skrive i Medfør der af, eller han maa sige, at nu har han forstaaet og begrebet den. Dog lidt Forsigtighed, hvad kan han vel have forstaaet? Har han forstaaet, at det ingen Aabenbaring var? Saa maa han jo tilbagekalde sit Første. Eller har han yderligere forstaaet, hvad han vel oprindeligen maa have forstaaet, siden han sagde det, at det jo var en Aabenbaring; saa maa han jo vedstaae det, argumentere ud deraf, handle i Overeensstemmelse dermed, omdanne hele sin Existents i Forhold der til. Men fremfor Alt maa En, der vil være kaldet ved en Aabenbaring, med yderste Samvittighedsfuldhed beflitte sig paa Redeliggjørelse; han maa ikke kaste en Aabenbaring fra sig som en Tyv kaster Kosterne fra sig, naar Politiet er efter ham – thi saa er han en forsætlig Bedrager, hvad 👤A. visseligen ikke er; men han maa heller ikke lade det med Aabenbaringen staae saadan uforklaret hen, medens han, ladende som Ingenting, gaaer ad en anden Vei – thi saa er han confus.

I de 4 sidste Bøger, hvor der medens der er idelig Tale om Læren slet ikke mere er Tale om hiint Aabenbarings-Faktum, ved hvilken den blev meddeelt, eller om at Læren blev meddeelt ved en Aabenbaring, er der derimod næsten indtil Modbydelighed Tale om: Genie, Genie hist og Genie her, at Geniet er et uforklarligt Noget, at Geniet kan Ingen forstaae, at Geniet er det autodidaktiske Føl o: s: v:.

Vi ville standse herved, og see os nøie for, thi det synes tydeligt nok, at Resultatet af 👤Adlers Hele bliver at han er Genie. Quel bruit pour une omelette! Ære være Geniet, dersom 👤A. er et Genie, i Guds Navn jeg skal vist ikke misunde ham det. Men at begynde med at have haft en Aabenbaring, naar saa summa summarum bliver, at dette skal forstaaes saaledes, at han er Genie, at det Første maaskee skal være saadan hvad man kalder et rask Udtryk for at være Genie: ja, det er dog nok en hidtil uhørt Forvirrethed og Forvirring! Bestemmelsen Genie er dog vel en ganske anden og qvalitativ forskjellig fra den: ved en Aabenbaring af Frelseren at have modtaget en Lære! Det i Kraft af at være Genie, at have, om man saa vil noget Nyt at bringe, er dog vel, som liggende indenfor Immanentsens Sphære saa Nyheden altsaa kun kan betegne Reproduktionens Primitivitet, er dog vel noget Andet end og qvalitativt forskjelligt fra det ved en Aabenbaring af Frelseren at have modtaget en Lære! Vi tale om Geniets Primitivitet, dets Originalitet, men disse Bestemmelser eller denne Bestemmelse er dog vel ikke identisk med at have haft en Aabenbaring, ved hvilken Frelseren meddeelte den Kaldede en Lære!

See en vildfarende Exegese og Dogmatik har ganske rigtigt spillet Christendommen det Puds at gaae hen og forstaae Begrebet en Aabenbaring, eller gaae hen og begribe en Aabenbaring omtrent saaledes: en Aabenbaring det er Umiddelbarheden, det er det Geniale, noget genialt Noget, det Ny, Nyheden, Oprindeligheden, Primitiviteten o: s: v:. 👤A. gjør omtrent det Samme, men saa gjør han Lidt til, hvorved han, ironisk nok, erhverver den Fortjeneste: indirecte at gjøre hiin Exegeses og Dogmatiks Adfærd mod den christelige Aabenbaring iøinefaldende. 👤A. begynder med at sige, at han selv har haft en Aabenbaring, og derpaa exegetiserer han i moderne Stiil over Begrebet Aabenbaring, ɔ: handlende exegetiserer han ved nemlig at lade sit Første staae hen, og saa blive Genie, ladende som var der god Mening i dette Sammenhæng, eller som var der Mening i at Sammenhænget mangler. – Hvad er det den vildfarende Exegese og Spekulation har gjort for at forvirre det Christelige, eller hvorved den har forvirret det Christelige? Ganske kort og kategorisk nøiagtigt Følgende: den har rykket det Paradoxes Sphære tilbage i det Æsthetiske, og derved vundet, at enhver christelig Terminus, som ved at blive i sin Sphære er qvalitativ Categorie, nu i en reduceret Tilstand kan gjøre Tjeneste som et aandrigt Udtryk, der betyder saadan allehaande. Men den vildfarende Exeget og Dogmatiker har ikke tillige selv sagt sig at have haft en Aabenbaring; dette er forbeholdt 👤A. Han kan, ja det er som der staaer i Verset: »hvem kan bedst? Det kan vor Præst.«

Alt det Meget som 👤A. forklarer om Geniet er ganske rigtigt Æsthetik, og noget af det vilde være ganske rigtigt, hvis han ikke havde et Første: at være kaldet ved en Aabenbaring. I hans Forklaringer af Geniet findes der intet Spor til, at han paa nogen Maade har, kategorisk forstaaet, Forestilling om det Christeliges qvalitative og specifike Eiendommelighed, og det uagtet han bruger Christi Navn idelig, ja uagtet han vil have haft en Aabenbaring af Frelseren. Naar det Paradoxes Sphære afskaffes eller tilbageforklares i det Æsthetiske, saa bliver en Apostel hverken mere eller mindre end et Genie, og saa god Nat Christendom! Aandrighed og Aand og Aabenbaring og Oprindelighed og Kaldelse af Gud og Genialitet og en Apostel og et Genie: alt dette kommer da til saa omtrent at løbe ud paa Eet og det Samme. Saaledes har en vildfarende Videnskab forvirret Christendommen, og fra Videnskaben har Forvirringen igjen sneget sig ind i det religieuse Foredrag, saa man ikke sjeldent hører Præster, som i al videnskabelig Troskyldighed bona fide prostituere Christendommen. De tale i høie Toner om Apostelen 👤Pauli Aandrighed, om hans skjønne Lignelser o: s: v: – lutter Æsthetik. Skal 👤Paulus betragtes som Genie, saa seer det galt ud for ham, kun præstelig Uvidenhed kan falde paa æsthetisk at anprise ham, fordi den præstelige Uvidenhed ingen Maalestok har, men tænker som saa: naar man blot siger noget Godt om 👤Paulus, saa er det godt. En saadan godmodig og velmenende Tankeløshed har sin Grund i at Taleren ikke er tugtet op ved den qvalitative Dialektik, der vilde lære ham, at en Apostel just ikke er tjent med, at der bliver sagt noget Godt om ham, naar det er galt, saa han bliver anerkjendt og beundret for at være hvad der er det Ligegyldige og hvad han væsentligen ikke er, og derover glemmes hvad han væsentligen er. En saadan tankeløs Veltalenhed kunde lige saa godt falde paa at rose 👤Paulus som Stilist og Sprogkunstner, eller endnu bedre, da det er bekjendt, at 👤Paulus tillige drev et Haandværk, paastaae, at hans Arbeide som Teltmager skal have været saa fuldendte Mesterværker, at ingen Tapetmager hverken før eller senere har kunnet gjøre noget saa fuldendt – thi naar man blot siger noget Godt om 👤Paulus, saa er Alting godt. Som Genie kan 👤Paulus hverken udholde Sammenligning med 👤Plato eller med 👤Shakspeare; som Forfatter af skjønne Lignelser kommer han temmelig langt ned, som Stilist er han et aldeles obscurt Navn – og som Tapetmager, ja det maa jeg sige, jeg veed ikke, hvor høit han i denne Henseende kan komme. See, denne Alvorlighed gjør man altid rigtigst i at forvandle til Spøg, og saa kommer Alvoren, Alvoren: at 👤Paulus er Apostel; og som Apostel har han slet intet Svogerskab hverken med 👤Plato eller 👤Shakspeare eller Stilister og Tapetmagere, de ere alle (👤Plato lige saa fuldt som Tapetmager Hansen) uden nogen Sammenligning med ham.

Et Genie og en Apostel er det qvalitativt Forskjellige, ere Bestemmelser som høre hjemme hver i sin qvalitative Sphære. a) Bestemmelsen Genie ligger indenfor Immanentsen; Geniet kan derfor vel have noget Nyt at bringe, men dette forsvinder igjen i Slægtens almindelige Assimilation, ligesom den Differents Genie forsvinder saasnart man tænker Evigheden. Bestemmelsen Apostel ligger indenfor Transcendentsen, han har paradox noget Nyt at bringe, hvis Nyhed, netop fordi den er væsentlig paradox og ikke en Anticipation i Forhold til Slægtens Udvikling, bliver bestandigt; en Apostel bliver i al Evighed en Apostel og ingen Evighedens Immanents sætter ham paa væsentligen lige Linie med alle andre Mennesker, fordi han er væsentlig paradox forskjellig fra alle andre. – b) Et Genie er hvad han er ved sig selv ɔ: ved det han er i sig selv; en Apostel er hvad han er ved sin guddommelige Myndighed. – Dette Sidstes Tydeliggjørelse er især af Vigtighed i vor Tid, hvorfor jeg skal dvæle udførligt derved.

a). Al Tænken aander i Immanentsen, hvorimod det Paradoxe og Troen danner en qvalitativ Sphære for sig. Immanent er, i Forholdet mellem Menneske og Menneske qua Menneske, enhver Differents for den væsentlige og evige Tænkning et Forsvindende, et Moment, der momentant vel har sin Gyldighed, men væsentligen forsvinder i Evighedens væsentlige Lighed. Genie er, som Ordet selv siger (ingenium, det Medfødte; Primitivitet, primus; Originalitet origo; Oprindelighed o: s: v:) Umiddelbarheden, Naturbestemmelsen; Geniet fødes. Allerede længe førend der kan være Tale om, hvorvidt Geniet nu vil henføre sin sjeldne Begavethed til Gud eller ikke, er det Genie, og er Genie, selv om det i en senere Tid ikke gjør det. Med Geniet kan der foregaae den Forandring, at det udvikler sig til at være hvad det ϰατα δυναμιν er, at det kommer i bevidst Besiddelse af sig selv. Forsaavidt man, for at betegne det Ny et Genie kan have at bringe, bruger Udtrykket paradox, bruges dette her kun i uvæsentlig Forstand om det transitoriske Paradox, om Anticipationen der fortætter sig til noget Paradox, hvilket dog igjen forsvinder. Et Genie kan i sin første Meddelen være paradox, men jo mere han kommer til sig selv jo mere forsvinder det. Et Genie kan maaskee være et Aarhundrede forud for sin Tid og derfor staae som et Paradox, men tilsidst vil Slægten dog saaledes assimilere sig dette eengang Paradoxe, saa det ikke mere er paradoxt. Geniets Paradoxhed og Paradoxer er ikke den væsentlige Paradoxhed. – Anderledes med en Apostel. Ordet selv tyder paa Forskjellen, en Apostel fødes ikke, en Apostel er en Mand der af Gud kaldes og beskikkes af ham sendes i Ærinde. En Apostel udvikles ikke saaledes, at han successivt bliver hvad han ϰατα δυναμιν er, thi forud for det at blive til en Apostel gaaer ingen potentiel Mulighed; ethvert Menneske er væsentligt lige nær til det. En Apostel kan aldrig saaledes komme til sig selv, at han bliver sig sit Apostel-Kald bevidst som et Moment i sin egen Livs-Udvikling. Apostel-Kaldet er et paradox Faktum som i første og sidste Øieblik af hans Liv staaer paradox udenfor hans personlige Identitet med sig selv. En Mand er maaskee forlængst kommen til Skjels-Aar og Alder, har bevidst overtaget sit Liv i Forhold til dettes Naturbestemmelse, er et selvbevidst og udviklet Menneske: da bliver han kaldet til Apostel. Han bliver ved dette Kald ikke et bedre Hoved, han faaer ikke mere Phantasie, ikke større Skarpsindighed o: s: v:, ingenlunde, han bliver sig selv, men ved det paradoxe Faktum bliver han af Gud sendt i et bestemt Ærinde. Ved dette paradoxe Faktum er Apostelen i al Evighed gjort paradox forskjellig fra alle andre Mennesker. Det Ny han kan have at forkynde, er det væsentlige Paradoxe. Hvor længe det end bliver forkyndt i Verden, det bliver væsentligen lige Nyt og lige paradoxt; ingen Immanents kan assimilere sig det. Apostelen forholdt sig jo ikke som det ved Naturbegavelse udmærke[de] Menneske, der var forud for sin Samtid, han var maaskee hvad vi kalde et eenfoldigt Menneske; men ved et paradox Faktum blev han kaldet til at forkynde dette Ny. Selv om Tænkningen vilde mene at kunne assimilere sig Læren: Maaden paa hvilken Læren kom ind i Verden kan den ikke assimilere sig, thi det væsentlige Paradox er netop Protesten mod Immanentsen. Men Maaden paa hvilken en saadan Lære kom ind i Verden er netop det qvalitative Afgjørende, hvad kun ved Sviig eller ved Tankeløshed kan oversees.

b). Et Genie vurderes reent æsthetisk efter hvad hans Indhold hans Vægtfylde befindes at være; en Apostel er hvad han er ved at have guddommelig Myndighed. Den guddommelige Myndighed er det qvalitative Afgjørende. Det er ikke ved æsthetisk eller philosophisk at vurdere Lærens Indhold, at jeg skal eller kan komme til det Resultat: ergo er Den, der har foredraget denne Lære, kaldet ved en Aabenbaring, ergo er han en Apostel. Forholdet er lige omvendt. Den ved en Aabenbaring Kaldede, hvem en Lære betroes, Apostelen argumenterer fra at det er en Aabenbaring, fra, at han har Myndighed. Jeg skal ikke høre paa 👤Paulus, fordi han er aandrig eller mageløs aandrig, men jeg skal bøie mig under 👤Paulus, fordi han har guddommelig Myndighed; og i ethvert Tilfælde maa det blive 👤Pauluss Ansvar, at han sørger for at han frembringer dette Indtryk, hvad enten nu Nogen vil bøie sig under hans Myndighed eller ikke. 👤Paulus skal ikke beraabe sig paa sin Aandrighed, thi saa er han en Nar; han skal ikke indlade sig paa en reen æsthetisk eller philosophisk Discussion af Lærens Indhold, thi saa er han Distrait. Nei, han skal beraabe sig paa sin guddommelige Myndighed, og netop ved den, medens han villigt offrer Liv og Alt, forhindre alle næsviise æsthetiske og philosophiske Ligefremheder mod Lærens Indhold og Form. 👤Paulus skal ikke anbefale sig og sin Lære ved Hjælp af de skjønne Billeder, omvendt skulde han vel sige til den Enkelte: hvad enten nu Lignelsen er skjøn eller den er luvslidt og afdanket, det er lige meget, Du skal betænke, at Det jeg siger er mig betroet ved en Aabenbaring, saa det er Gud selv eller den Herre 👤Jesus Christus der taler, og Du skal ikke formastelig indlade Dig paa at criticere Formen. Jeg kan ikke, jeg tør ikke tvinge Dig til at lyde, men jeg gjør Dig, gjennem Din Samvittigheds Forhold til Gud, evigt ansvarlig for Dit Forhold til denne Lære derved, at jeg har forkyndt den som mig aabenbaret og altsaa forkyndt den med guddommelig Myndighed.«

Myndigheden er det qvalitativt Afgjørende. Eller er der ikke, endog blot indenfor det menneskelige Livs Relativitet, om den end immanent forsvinder, en Forskjel mellem et Kongebud og en Digters eller en Tænkers Ord? Og hvilken er Forskjellen, uden den, at Kongebudet har Myndighed, og derfor forbyder al æsthetisk og critisk Næsviished med Hensyn til Form og Indhold. Digteren, Tænkeren derimod har, end ikke indenfor denne Relativitet, nogen Myndighed, hans Udsagn vurderes reent æsthetisk eller philosophisk ved at vurdere Indhold og Form. Men hvad er det vel der fra Grunden har forvirret det Christelige, uden det, at man først i Tvivlen saa noget nær er bleven uvis om der er en Gud til, og saa, at man i Oprørskhed mod alle Autoriteter har glemt hvad Myndighed er og dens Dialektik. En Konge er saaledes sandselig til, at man sandseligt kan forvisse sig derom, og gjøres det fornødent kan dog maaskee Kongen ret sandseligt forvisse En om, at han er til. Men saaledes er Gud ikke til. Dette har Tvivlen benyttet til at bringe Gud paa lige Linie med alle Dem, som ingen Myndighed har, paa lige Linie med Genier, Digtere og Tænkere, hvis Udsagn slet og ret blot vurderes æsthetisk eller philosophisk, og dersom det saa er godt sagt, saa er Manden Genie – og dersom det saa er ualmindeligt og særdeles godt sagt, saa, saa er det Gud der har sagt det!!! Paa den Maade practiseredes Gud egentligen udenfor. Hvad skal han gjøre? Standser Gud et Menneske paa hans Vei, kalder ham ved en Aabenbaring, og sender ham udrustet med guddommelig Myndighed til de øvrige Mennesker: da sige disse til ham: fra hvem er Du? Han svarer: fra Gud. Men see Gud kan nu ikke paa en saadan sandselig Maade hjælpe sin Udsending som en Konge kan det, der giver ham Soldater eller Politie-Betjente med, eller hans Ring, eller hans Haandskrift som Alle kjende, kort Gud kan ikke være Menneskene til Tjeneste med at skaffe dem en sandselig Vished for at en Apostel er en Apostel – dette vilde ogsaa være Nonsens. Selv Miraklet, hvis Apostelen har denne Gave, giver ingen sandselig Vished; thi Miraklet er Troens Gjenstand. Og desuden er det da Nonsens at faae sandselig Vished om at en Apostel er en Apostel (den paradoxe Bestemmelse af et Aands Forhold), ligesom det er Nonsens at faae sandselig Vished om at Gud er til, da jo Gud er Aand. Altsaa Apostelen siger at han er fra Gud. De Andre svare: ja saa, saa lad os see, om Din Læres Indhold er guddommelig, thi saa ville vi antage den, samt at den er Dig aabenbaret. Paa den Maade er baade Gud og Apostelen narret. Den Kaldedes guddommelige Myndighed skulde netop være det sikkre Værn, der betryggede Læren og holdt den paa det Guddommeliges majestætiske Afstand fra Næsviisheder, istedenfor maa Lærens Indhold og Form lade sig recensere og oversnøfle – for at man ad den Vei kan komme til det Resultat, om det nu var en Aabenbaring eller ikke; og imidlertid maa formodentligen Apostelen og Gud vente i Porten eller hos Portneren, indtil Sagen bliver afgjort af de Vise paa 1ste Sahl. Den Kaldede skulde efter Guds Bestemmelse bruge sin guddommelige Myndighed til at jage alle Næsvise bort, der ikke vil lystre men raisonere; og istedenfor faae Menneskene i en Fart Apostelen forvandlet til en Examinand, der saadan kommer tiltorvs med en ny Lære.

Hvad er da Myndighed? Er Myndighed Lærens Dybsind, dens Fortrinlighed, dens Aandrighed? Ingenlunde. Dersom Myndighed saaledes blot skulde betegne i en anden Potens eller reduppliceret, at Læren er dybsindig: saa er der netop ingen Myndighed; thi hvis da en Lærende heelt og fuldt ved Forstaaelsen tilegnede sig denne Lære, saa blev der jo ingen Forskjel tilbage mellem Læreren og den Lærende. Myndighed er derimod Noget, som bliver uforandret, som man ikke kan erhverve ved paa det fuldeste at have forstaaet Læren. Myndighed er en specifik Qvalitet der træder til andetstedsfra og netop qvalitativt gjør sig gjeldende, naar Udsagnets eller Gjerningens Indhold æsthetisk er sat i Indifferents. Lad os tage et Exempel, saa simpelt som muligt, hvor dog Forholdet viser sig. Naar Den der har Myndigheden til at sige det, siger til et Menneske: gaae!; og naar Den der ikke har Myndigheden siger: gaae!: saa er jo Udsagnet (gaae!) og dets Indhold identisk, æsthetisk vurderet er det om man saa vil lige godt sagt, men Myndigheden gjør Forskjellen. Dersom Myndigheden ikke er det Andet (το ετεϱον), dersom den paa nogen Maade blot skulde betegne en Potenseren indenfor Identiteten saa er der netop ingen Myndighed. Dersom saaledes en Lærer er sig begeistret bevidst at han selv existerende udtrykker og har udtrykt med Opoffrelse af Alt den Lære han forkynder: saa kan denne Bevidsthed vel give ham en vis og en fast Aand, men det giver ham ikke Myndighed. Hans Liv som Beviis for Lærens Rigtighed er ikke det Andet (το ετεϱον) men er en simpel Fordoblelse. Det at han lever efter Læren beviser ikke at den er rigtig; men fordi han selv er overbeviist om Lærens Rigtighed derfor lever han efter den. Derimod, hvad enten en Politie-Officiant fE er en Slyngel eller han er en retskaffen Mand, saasnart han er i Function har han Myndighed.

For nærmere at belyse dette for den paradox-religieuse Sphære saa vigtige Begreb: Myndighed, skal jeg forfølge Myndighedens Dialektik. I Immanentsens Sphære lader Myndigheden sig slet ikke tænke, eller den lader sig kun tænke som forsvindende.1 Forsaavidt der da i de politiske, borgerlige, sociale, huslige, disciplinaire Forhold er Tale om Myndighed eller Myndighed udøves, er Myndigheden dog kun et transitorisk Moment, et Forsvindende, der enten allerede i Timeligheden senere forsvinder, eller forsvinder forsaavidt Timeligheden og Jordlivet selv er et transitorisk Moment, der forsvinder med alle dens Differentser. Til Grund for ethvert Forhold mellem Menneske og Menneske qua Menneske kan kun tænkes at ligge Forskjelligheden indenfor Immanentsens Identitet, det er den væsentlige Lighed. Det ene Menneske kan ikke tænkes (saa hører al Tænkning op, som den ganske consequent gjør det, i det paradox-religieuses og Troens Sphære) ved en specifik Qvalitet at være forskjellig fra alle andre. Alle menneskelige Differentser mellem Menneske og Menneske qua Menneske forsvinde for Tænkningen som Momenter i Identitetens Totale og Qvalitet. I Momentet skal jeg være saa god at respektere og lystre Differentsen; men det er mig tilladt, religieust at opbygges ved den Vished, at i Evigheden forsvinder Differentserne, den der udmærker mig og den der nedtrykker mig. Som Undersaat skal jeg ære og lyde Kongen med udeelt Sjel, men det er mig tilladt religieust at opbygges ved den Tanke, at væsentligen er jeg Borger i Himlen, og at jeg, hvis jeg engang der træffer sammen med den afdøde Majestæt, da skal jeg ikke være forpligtet i undersaatlig Lydighed mod ham.

  1. Anm. Maaskee erindrer dog een og anden Læser, at jeg altid har brugt det Udtryk om mig qua Forfatter, at jeg er uden Myndighed, og brugt det saa eftertrykkeligt, at det som en Formular er gjentaget i ethvert Forord. Selv om jeg da ingen Gavn har stiftet som Forfatter: jeg har idetmindste gjort alt Muligt for dog endeligen ikke at forvirre det Høieste og det Helligste. Jeg er et stakkels enkelt Menneske; er jeg, som Nogle mene, lidt af et Genie, saa vilde jeg derom sige: blæse være med det. Men en Apostel er i al Evighed qvalitativt lige saa forskjellig fra mig som fra det største Genie der har levet og fra det dummeste Menneske, der har levet. (tilbage)

Saaledes altsaa med Forholdet mellem Menneske og Menneske qua Menneske. Men mellem Gud og Mennesket er der en evig væsentlig qvalitativ Forskjel, hvilken ingen uden en formastelig Tænkning kan lade forsvinde i den Blasphemie, at Gud og Menneske vel i Endelighedens transitoriske Moment differentiere sig, saa det bør sig Mennesket her i dette Liv at lyde og tilbede Gud, men i Evigheden skulde Forskjellen forsvinde i den væsentlige Lighed, saa Gud og Mennesket blev Ligemænd i Evigheden, ligesom Kongen og Kammertjeneren.

Mellem Gud og Mennesket er og bliver der altsaa en evig, væsentlig, qvalitativ Forskjel. Det paradox-religieuse Forhold (hvilket ganske rigtigt ikke lader sig tænke men kun tro) fremkommer da, naar Gud beskikker et enkelt Menneske til at have guddommelig Myndighed vel at mærke i Forhold til det ham af Gud Betroede. Den saaledes Kaldede forholder sig ikke i Forholdet: Menneske til Menneske qua Menneske; han forholder sig ikke i en qvantitativ Differents (som Genie, udmærket Begavet o: s: v:) til andre Mennesker. Nei, han forholder sig paradoxt ved at have en specifik Qvalitet, som ingen Immanents kan tilbagekalde i Evighedens Lighed, thi den er væsentlig paradox og efter Tænkningen (ikke før, foran Tænkningen) mod Tænkningen. Har en saadan Kaldet en Lære at bringe efter guddommelig Ordre, og et andet Menneske, lad os tænke det, af sig selv og ved sig selv udfandt det Samme: saa blive disse Tvende dog i al Evighed ikke Lige; thi den første er ved sin paradox specifike Qvalitet (den guddommelige Myndighed) forskjellig fra ethvert andet Menneske, og fra den immanent til Grund for alle andre menneskelige Differentser liggende Bestemmelse af den væsentlige Lighed. Bestemmelsen »en Apostel« hører hjemme i Transcendentsens Sphære, den paradox-religieuse Sphære, som, ganske consequent, ogsaa har et qvalitativt forskjelligt Udtryk for andre Menneskers Forhold til en Apostel: de forholde sig nemlig troende til ham, medens al Tænkning ligger og er og aander i Immanentsen. Men Troen er ikke en transitorisk Bestemmelse, saa lidet som Apostelens paradoxe Qvalification var et Transitorisk.

I Forholdet mellem Menneske og Menneske qua Menneske var der altsaa ingen bestaaende eller bestandig Myndighedens Differents tænkelig, den var et Forsvindende[.] Lader os imidlertid et Øieblik dvæle ved nogle Exempler paa saadanne saakaldte og i Timelighedens Vilkaar sande Myndigheds Forhold mellem Menneske og Menneske qua Menneske, for derved at blive opmærksom paa den væsentlige Betragtning af Myndigheden. En Konge antages jo at have Myndighed. Hvoraf kommer det nu, at man endog støder sig over at en Konge er aandrig, er Kunstner o: s: v:? Det kommer dog vel deraf, at man hos ham væsentligen accentuerer den kongelige Myndighed, og i Sammenligning med denne finder almindeligere Bestemmelser af menneskelig Differents at være et Forsvindende, et Uvæsentligt, et forstyrrende Tilfældigt. Et Regjerings-Collegium antages at have Myndighed i sin bestemte Kreds. Hvoraf kommer nu, at man vilde stødes, hvis et saadant Collegium i sine Decreter fE var virkelig aandrig, vittig, dybsindig? Fordi man ganske rigtigt qvalitativt accentuerer Myndigheden. At spørge om en Konge er Genie – for i saa Fald at ville lyde ham, er i Grunden Majestæts-Forbrydelse; thi i Spørgsmaalet er indeholdt en Tvivl i Retning af Underkastelse under Myndighed. At ville lyde et Collegium, dersom det kan sige Vittigheder, er i Grunden at gjøre Nar af Collegiet. At ære sin Fader, fordi han er et udmærket Hoved er Impietæt.

Dog, som sagt, i Forholdet mellem Menneske og Menneske qua Menneske er Myndigheden, om den end er, et Forsvindende, og Evigheden afskaffer al jordisk Myndighed. Men nu i Transcendentsens Sphære. Lad os tage Exemplet saa simpelt men netop derfor ogsaa saa iøinefaldende som muligt. Naar Christus siger »der er et evigt Liv«; og naar theologisk Candidat Petersen siger »der er et evigt Liv«: saa sige de Begge det Samme, der er ikke i det første Udsagn indeholdt mere Deduction, Udvikling, Dybsind, Tankefylde end i det sidste; begge Udsagnene ere æsthetisk vurderede lige gode. Og dog er der vel en evig qvalitativ Forskjel! Christus er som Gud-Mennesket i Besiddelse af den specifike Myndigheds Qvalitet, hvilken ingen Evighed kan mediere eller lægge Christus paa lige Linie med den væsentlige menneskelige Ligelighed. Christus lærte derfor med Myndighed. At spørge om Christus er dybsindig er Blasphemie, og er Forsøg paa underfundigt (det være nu bevidst eller ubevidst) at tilintetgjøre ham, thi i Spørgsmaalet er indeholdt en Tvivl i Retning af hans Myndighed, og gjort et Forsøg paa i næsviis Ligefremhed at ville vurdere og censurere ham, som var han til Examen og skulde overhøres, istedenfor at han er den, hvem al Magt er given i Himlen og paa Jorden.

Dog sjeldent saare sjeldent hører eller læser man nuomstunder et religieust Foredrag, der er ganske correct. De bedre af dem fuske dog gjerne en Smule i hvad man kunde kalde det ubevidste eller det velmeente Oprør, idet de forsvare og hævde det Christelige af yderste Kraft – i feile Kategorier. Lad mig tage et Exempel, det første det bedste. Jeg tager det helst af en Tydsker, saa veed jeg da, at Ingen, ikke den Dummeste og ikke den Arrigste kan falde paa, at jeg skriver dette om en Sag, der i mine Tanker er uendelig vigtig, – for at sigte til een eller anden Geistlig. Biskop 👤Sailer1 prædiker i en Homilie paa femte Søndag i Fasten over Texten Joh: VIII, 47-51. Han vælger disse to Vers: Wer von Gott ist, der höret Gottes Wort, og Wer mein Wort hält, der siehet den Tod nicht; og siger derpaa: es sind in diesen Worten des Herrn drei große Räthsel gelöset, mit denen sich die Menschen von jeher den Kopf so oder anders zerbrochen haben.« Der har vi det. Det Ord: Räthsel, og især drei große Räthsel, og saa i næste Sætning, mit denen die Menschen den Kopf sich zerbrochen haben fører strax Tanken hen til det Dybsindige i intellectuel Forstand, det Grundende, det Grublende, det Speculerende. Men hvorledes kan dog vel et simpelt apodiktisk Udsagn være dybsindig; et apodiktisk Udsagn der kun er hvad det er derved at Den og Den har sagt det; et Udsagn der slet ikke vil forstaaes eller udgrundes, men blot troes. Hvorledes kan et Menneske falde paa, at en Gaade skulde være løst, i Retning af det grublende og grundende Dybsindige, ved et ligefremt Udsagn, ved et Assertum. Spørgsmaalet er jo: er der et evigt Liv? Svaret er: der er et evigt Liv. Hvor i al Verden stikker nu det Dybsindige. Dersom Christus ikke er Den, som har sagt det, og dersom Christus ikke er Den han har sagt sig at være: saa maa jo, hvis Udsagnet i sig selv er dybsindigt, det Dybsindige alligevel være at finde. Lad os tage Hr theologisk Candidat Petersen, der jo ogsaa siger: der er et evigt Liv. Hvo i al Verden vilde dog vel falde paa at beskylde ham for Dybsindighed paa Grund af et ligefremt Udsagn. Det Afgjørende ligger saaledes ikke i Udsagnet men i at det er Christus der har sagt det; men det Confunderende er at man ligesom for at lokke Menneskene til at tro, taler noget om det Dybsindige og det Dybsindige. En christelig Præst ma[a,] hvis han vil tale correct, ganske simpelt sige: »vi har Christi Ord for, at der er et evigt Liv; dermed er den Ting afgjort. Her er ikke Tale hverken om Hovedbrud eller Speculeren men om, at det er Christus der, ikke i Egenskab af Dybsindig, men med sin guddommelige Myndighed har sagt det.« Lad os gaae videre, lad os antage, at En troer, at der er et evigt Liv, fordi Christus har sagt det, saa gaaer han jo netop troende uden om al det Dybsindige og det Grublende og Grundende, »hvormed man bryder sit Hoved«. Derimod lad os tage En, der dybsindigt vil bryde sit Hoved med det Spørgsmaal om Udødeligheden: mon han ikke vil have Ret i at benægte, at det ligefremme Udsagn er et dybsindigt Svar paa Spørgsmaalet? Det 👤Plato siger om Udødeligheden er virkelig dybsindigt, vundet ved en dyb Grunden; men stakkels 👤Plato har heller ingen Myndighed.

Sagen er imidlertid denne. Tvivlen og Vantroen, der gjør Troen forfængelig, har blandt Andet ogsaa gjort Menneskene generede ved at lyde, ved at bøie sig under Myndighed. Denne Oprørskhed sniger sig ind selv i de Bedres Tankegang, dem maaskee ubevidst, og saa begynder alt dette Forskruede, som i Grunden er Forræderie, om det Dybe og det Dybe, og det Vidunderlig-Deilige, som man kan skimte o: s: v:. Skulde man derfor med eet bestemt Prædikat betegne det christelig-religieuse Foredrag som det nu høres og læses: da maa man sige, det er affecteret. Naar man ellers taler om en Præsts Affectation, tænker man maaskee paa, at han pynter og sminker sig, eller at han sødligt smægter med Stemmen, eller at han norsk snurrer paa R og rynker Brynet, eller at [han] anstrænger sig i Kraftstillinger og i Opvækkelsens Spring o: s: v:. Dog alt Sligt er mindre vigtigt, om det end altid var ønskeligt, at det ikke var. Men det Fordærvelige er, naar Prædike-Foredragets Tankegang er affecteret, naar dets Rettroenhed naaes ved at lægge Accenten paa et reent forkeert Sted, naar det i Grunden opfordrer til at tro paa Christus prædiker Troen paa ham paa Grund af Det, som slet ikke kan blive Troens Gjenstand. Dersom en Søn vilde sige »jeg lyder min Fader, ikke fordi han er min Fader, men fordi han er Genie, eller fordi hans Befalinger altid ere dybsindige og aandrige«: saa er denne sønlige Lydighed affecteret. Sønnen accentuerer noget reent Forkeert, accentuerer det Aandrige det Dybsindige ved en Befaling, medens en Befaling netop er ligegyldig mod denne Bestemmelse. Sønnen vil lyde i Kraft af Faderens Dybsindighed og Aandrighed; og i Kraft deraf kan han netop ikke lyde ham, thi hans critiske Forhold i Retning af om nu Befaling[en] er dybsindig og aandrig, underminerer Lydigheden. Og saaledes er det ogsaa Affectation naar der er saa megen Tale om at tilegne sig Christendommen og tro Christus formedelst Lærens Dybsindighed og Dybsindighed. Man tillyver sig Rettroenheden ved at accentuere noget aldeles Forkeert. Den hele moderne Spekulation er derfor affecteret ved at have afskaffet Lydigheden paa den ene Side og Myndigheden paa den anden Side, og ved saa desuagtet at ville være rettroende. En Præst der er aldeles correct i sit Foredrag maa tale saaledes, idet han anfører et Ord af Christus: » dette Ord er af Den, hvem, ifølge hans eget Udsagn, al Magt er given i Himlen og paa Jorden. Du maa nu, m: T:, overveie med Dig selv, om Du vil bøie Dig under denne Myndighed eller ikke, antage og tro Ordet eller ikke. Men vil Du det ikke, da gaae for Gud i Himlens Skyld ikke hen og antag Ordet fordi det er aandrigt eller dybsindigt eller vidunderlig-deiligt, thi dette er Gudsbespottelse, det er at ville criticere Gud.« Saasnart nemlig Myndighedens, den specifik-paradoxe Myndigheds Dominant er sat i, saa er alle Forhold qvalitativt forandrede, saa er den Art Tilegnelse, som ellers er tilladelig og ønskelig, en Brøde og Formastelighed.

Men hvorledes kan nu Apostelen bevise, at han har Myndigheden? Kunde han sandseligt bevise det, saa var han netop ingen Apostel. Han har intet andet Beviis end sit eget Udsagn. Og saaledes maa det netop være; thi ellers kom jo den Troende i et ligefremt Forhold til ham, ikke i et paradoxt. I de transitoriske Forhold af Myndighed mellem Menneske og Menneske qua Menneske vil Myndigheden i Regelen være sandselig kjendelig paa Magten. En Apostel har intet andet Beviis end sit eget Udsagn, og i det Høieste sin Villighed til med Glæde at ville lide Alt for dette Udsagns Skyld. Hans Tale vil i den Henseende være kort »jeg er kaldet af Gud; gjører I nu ved mig, hvad I vil, hudfletter mig, forfølger mig, men mit sidste Ord bliver mit første: jeg er kaldet af Gud, og jeg gjør Eder evigt ansvarlige for hvad I gjøre mod mig.« Dersom det i Virkeligheden var saa, lad os tænke det, at en Apostel havde i verdslig Forstand Magten, havde stor Indflydelse og mægtige Forbindelser, ved hvilke Kræfter man seirer over Menneskenes Meninger og Domme, – dersom han da brugte den, havde han eo ipso forspildt sin Sag. Ved at bruge Magten bestemte han nemlig sin Stræben i væsentlig Identit[et] med de andre Menneskers, og dog er en Apostel ku[n] hvad han er ved sin paradoxe Heterogenitet, ved at have guddommelig Myndighed, hvilken han absolut ufora[n]dret kan have, selv om han, som 👤Paulus siger, af Menneskene ikke agtes mere værd end det Snavs hvorpaa de træde.


Vi vende nu igjen tilbage til 👤Adler og til den udpegede Omkalfatring af ham, hvorved han fra at være en ved en Aabenbaring Kaldet blev Gen[ie,] medens han dog mener, at være i Identitet med sig selv. Den der er kaldet ved en Aabenbaring maa eo ipso være teleologisk stillet, han er jo netop et Guds Redskab, der skal bruges til at virke. Anderledes med et Genie, der humoristisk kan leve i en tilbagetrukken Selvtilfredshed. At slutte af 👤Adlers sidste Skrifter er det denne tilbagetrukne humoristiske Selvtilfredshed, han nu stræber at indtage. Man producerer vel maaskee endog overflødeligen, men man forlanger ingen Læser, er der Nogen som vil læse det, saa er det godt, er der Ingen er det ogsaa det Samme, og Forfatteren har ikke mere med Læseren at gjøre end Nattergalen med en Tilhører. Nu ja en saadan humoristisk, uvirksom Forfatter-Virksomhed lader sig forstaae – men 👤Adler er jo begyndt med at være kaldet ved en Aabenbaring, og 👤Adler mener jo at være i Identitet med sig selv, det vil sige, han mærker ikke at der er en qvalitativ afgjørende Forskjel mellem hans Første og hans Sidste. Skjøndt en Aabenbaring er det paradoxe Faktum, som overgaaer Menneskets Forstand, kan man dog forstaae saa meget, hvad ogsaa overalt har viist sig: at et Menneske kaldes ved en Aabenbaring til at gaae ud i Verden, til at forkynde Ordet, til at handle og lide, til det uafbrudt virksomme Liv som Herrens Sendebud. At derimod et Menneske ved en Aabenbaring skulde kaldes til at sidde hen i uskiftet Bo, i et virksomt literairt far niente paa et afsides Sted, til at være momentant aandrig og derpaa Samler samt Udgiver af sin Aandrigheds Uvisse: er næsten en blasphemisk Tanke. Atter her indeholder 👤Adlers Senere et Beviis mod Realiteten og Sandheden af hans Første, medens Det, at han ikke tilbagekalder sit Første, beviser, at han er confus. I Begyndelsen af hans Forfatter-Virksomhed var han ogsaa paa en anden Vei, da han raabte: bekjend, bekjend – for hele Folket; da han forsaavidt consequent lod Typerne til hans Prædikener staae i Bogtrykkeriet, at andet Oplag saa hurtigt maatte følge paa, at der om muligt ikke gik en halv Dag spildt. At Prædikenerne ikke fandt en rivende Afsætning, kan 👤Adler ikke for, men vel for, at han væsentligen forandrer hele sin Forfatter-Virksomhed, ved istedenfor at blive ved at trænge frem med en Kaldets πληϱοφοϱια, tiltrods for al Verdens Ligegyldighed, selv forsøger sig at blive humoristisk. Saasnart en Forfatter tilintetgjør ethvert teleologisk Forhold til en Omverden, saa bestemmer han sig humoristisk, og kan da fE blive lyrisk Forfatter som nu 👤Adler er bleven det. Det Lyriske har ganske rigtigt intet τελος uden for sig; om En skriver een pagina Lyrik eller han skriver Folianter Lyrik, det gjør hverken fra eller til med Hensyn til at bestemme hans Virksomheds Retning. Den lyriske Forfatter bryder sig kun om Frembringelsen, nyder Frembringelsens Glæde maaskee ofte gjennem Smerte og Anstrængelse, men han har Intet med Andre at gjøre. Den handlende Forfatter bekymrer sig især om at virke paa Menneske[ne], han har hverken Tid eller Lyst til den lyriske Selvfortabelse i at producere, han arbeider – for at, for at oplyse Menneskene, for at hjælpe dem paa den rette Vei o: s: v:. En ved en Aabenbaring Kaldet maa nu fremfor alle være en handlende Forfatter. Men hvad gjør 👤Adler? han begynder med at være kaldet ved en Aabenbaring (altsaa med absolut teleologisk Bestemmelse) og 2 Aar efter erfarer vi, at han allerede i længere Tid har nedsat sig som Lyriker i sorgløs Afsideshed paa 📌Bornholm, det erfarer vi af 4 Bøger, hvilke ere Frugten af – hans lyriske otium. Men 👤Adler mærker ingen Ting, han troer sig stadigt i Identitet med sig selv; og det uagtet han i de sidste Bøger er blevet saa lyrisk, at han endog adopterer den lyrisk-humoristiske Anskuelse af Taushed, naar han siger: Taushed er Genie. Hvorledes dette nærmere er at forstaae, oplyser 👤A. Intet om, han synes neppe selv at mærke, at hvad der hos ham omtrent staaer som en Phrase, at det indeholder i sig en heel Livs-Anskuelse, dog vel at mærke den lige stik modsatte af den der ellers er indeholdt i de sidste Bøger, hvor 👤A. figurer[er] som umiddelbart lyrisk Genie. Dog en saadan Modsigelse er 👤A. altfor ugeneret til at opdage; og det forstaaer sig, han skriver da egentligen ikke Bøger saa lidet som han tænker, man maa snarere sige, han holder Vertshuus for Aandrigheder, og derfor gjør det ikke Noget, at Selskabet er blandet, ja splidagtigt, naar det blot ikke kommer til Slagsmaal. Taushed er Inderliggjørelse, og Veien ved hvilken en Oprindelighed vindes, som er mere end Surrogat for Geniets Oprindelighed. (En Aabenbaring ligger i en ganske anden Sphære og om den tales derfor ikke her.) Ved at holde et bestemt Livs-Indtryk fast, en bestemt enkelt Tanke, i absolut taus Inderlighed, ved ikke at ville aabne den fjerneste Communication med noget andet Menneske (hvorved den relative og comparative Maalestok Middelmaadighedens Maalestok tillistes En) vil ethvert Menneske, hvis han ikke underveis gaaer fra Forstanden (thi denne Fare er der unægteligt) erhverve Oprindeligheden. Dette er Frihedens og Selvbevidsthedens og den i Tugt avede Lidenskabs Vei til Det, som det umiddelbare Genie faaer paa Vuggen, eller i Drømme, eller i Øieblikket. Det er nemlig langtfra at Reflexionen, ret forstaaet, qvæler Genialiteten; den er tvertimod istand til, ret benyttet, at erhverve Oprindelighed. Det Omvendte og Modsatte af dette Frihedens Forhold, denne langsomme Erhverven, er den ligefremme, den umiddelbare Genialitet (og forsaavidt da igjen, hvad der ligger inde i det paradox Religieuses Sphære: det at være kaldet ved en Aabenbaring). Taushedens Idee, den hele Anskuelse at Taushed som Inderlighed er Inderliggjørelsens Vei til det Høieste for ethvert Menneske, hvad enten han oprindeligen er Genie eller ikke, denne Anskuelse har fundet et tilstrækkeligt Udtryk i Pseudonymernes Skrifter, til hvilke jeg derfor denne Sag betræffende henviser Enhver, kun ikke 👤Adler, som ved denne Sætning: Taushed er Genie har faaet en Idee med ind i hans sidste 4 Bøger, som, taust og stille, aldeles tilintetgjør disse, hvilket allerede er snurrigt nok, og bliver det endnu mere, naar man betænker, at hans 4 sidste Bøger igjen tilintetgjør hans Første. Selv om det indrømmes at 👤A. er Genie, han vil jo dog være et umiddelbart Genie, men ved Hjælp af Taushed er det umuligt at blive noget Umiddelbart, som det da overhovedet er Nonsens at tænke en Methode i Forhold til Umiddelbarheden, der netop er før Methoden.

I de 4 sidste Bøger er 👤A. blot Genie, pure, pære Genie – og dog, formodentligen efter hans Mening, i Identitet med sit Første. At hine Ord i Forordet til Prædikenerne (hvilke 👤A. ideligt kommer tilbage paa) vare ham meddeelte ved en Aabenbaring dicterede af Frelseren er glemt, at Prædikenerne (til hvilke 👤A. ofte henviser) vare skrevne under 👤Jesu medvirkende Naade er glemt, 👤A. har som Genie, i Distraction formodentligen, overtaget hele Wirtschaftet – i Distraction, thi var det skeet med Bevidsthed maatte han jo høitideligen tilbagekalde sit Første. Hvorvidt 👤A. kan gaae i Distraction, forvisser man sig yderligere om ved at læse hans 4 sidste Bøger; thi der faaer man at see, med hvilken Letfærdighed (som kun Distraction kan undskylde) 👤A. omgaaes Gud og Christus, indlader sig, at jeg saa skal sige, i Snak med dem, og selv snakker med, indtil han tilsidst hverken veed ud eller ind, ligesom 👤Soldin der sagde, 👤Rebekka, er det mig som taler ... eller er det« – ak, og Eftersætningen vil i Forhold til 👤Adler være: eller er det Christus? At dette er saa kan igjen tjene til baglænds at forklare, hvorledes det dog nok egentligen hænger sammen med 👤As Aabenbaring. I de sidste Bøger digter han, han indfører Gud og Christus talende med hinanden – thi dette er dog vel Digt! Naar Sligt gjøres med menneskelig Sømmelighed, kan derimod Intet være at indvende, men for Alt gjelder det om, at det ikke løber surr for En selv, saa man ikke veed hvilket der er hvilket. 👤Adlers »Forsøg til en kort systematisk Fremstilling af Christendommen« begynder saaledes: Før Gud skabte Verden, sagde han til 👤Jesus: jeg kan gjøre Alting saa fuldkomment som muligt o: s: v: Gud og 👤Jesus indføres talende og samtalende. Dette er dog vel ikke 👤Adler meddeelt ved en Aabenbaring! Men hvad er det da? Nu, ja det er et lille digterisk Forsøg for at livliggjøre Fremstillingen. Men see, senere citerer 👤Adler selv denne Tale, han argumenterer fra den. Han siger flere Steder: da 👤Jesus lovte at lade sig føde (cfr l: c. p. 14 ø., p. 15, 16.) ɔ: han taler om denne Samtale mellem Gud og Christus som Noget, der virkelig er foregaaet, og hvorpaa man kan beraabe sig, som vare hine Ord af 👤Jesus ipsissima verba. Ja, etsteds siger 👤A. endog: vi maae nemlig erindre, at 👤Jesus sagde til Gud o: s: v:, og nu følger nogle af hine digtede Ord. Altsaa, først vover man sig letfærdigt digtende ud i Sphærer, hvor man heller skulde lade være at digte, og derpaa sætter Ens eget Digt sig saa fast i Hovedet, at man troer det er Virkelighed. Paa den Maade kan en Letfærdig ogsaa let faae sig en Aabenbaring. Han behøver blot i nogen Tid at famle grilliserende ved en phantastisk Forestilling om en Aabenbaring, saa sætter det sig tilsidst nok saadan fast i ham, at han har haft en Aabenbaring, han digter at han har haft en Aabenbaring, derpaa sætter dette Digt sig fast som en Virkelighed – indtil noget Nyt sætter sig fast. –

Men medens 👤A. omgaaes sine egne Digterier som vare det Virkelighed, saa omgaaes han omvendt det ny Testamente paa en lige saa letfærdig Maade, idet han ikke omgaaes det som en Virkelighed, han der dog ellers unægteligt siger mangt et skjønt Ord om Bibelen, og netop derfor tyder hiin Adfærd atter paa en forvirret Sindstilstand. Med en besynderlig phantastisk Selvraadighed anmasser han sig stundom Bibelens Ord og gjør dem til sine egne,1 uden at citere dem; ja der er Steder, hvor han ved denne Letfærdighed kommer til at identificere sig med Christus. En Aphorisme begynder med Ord af Christus som ere i første Person: jeg siger Eder. Disse Ord ere ikke citerede, der er ingen Hentydning til, at de ere Bibelord, hvilket især var vigtigt da de ere i første Person. Umiddelbart til disse Ord (som ere i første Person) knytter sig det næste Punktum, der ligeledes er i første Person men er 👤Adlers Ord. En Læser i Almindelighed maa ligefrem antage, og enhver Læser har 👤A. foranlediget til at antage, at det er ham som taler i hele Aphorismen, at jeg i første Punktum er det samme jeg som i andet og tredie Punktum. Og dog er det første jeg: Christus, og det andet jeg: 👤Adler.

  1. Anm. I Forholdet mellem Forfatter og Forfatter kaldes en saadan Adfærd: at plagiere; i Forholdet mellem en Forfatter og Christus bliver den Blasphemie. (tilbage)

Som Forfatter af de 4 sidste Bøger, som Genie (thi lad os et Øieblik glemme den totale Forvirring som ligger i Misforholdet mellem 👤Adlers Første og Sidste, eller nøiagtigere udtrykt, i, at dette Misforhold aldeles undgaaer hans Opmærksomhed) er 👤Adler et fortumlet Genie, der har sit Liv og sin Tænkning i det Momentane. Hans egen Existents forklarer Intet, som kunde en Anden indrette sit Liv efter hans Veiledning; og der er intet æsthetisk eller religieust Begreb han har udviklet saaledes, at det ved ham har vundet ny Klarhed, eller er tænkt med sand Originalitet. Derimod berører han det Forskjelligste, og forvirrer næsten overalt. Dybsindige Bemærkninger kan man dog ikke frakjende ham, men vel ubetinget Dybsind, dersom ellers den Forklaring, vi gave strax i Begyndelsen af denne Bog, er rigtig, at Dybsind forholder sig til Sammenhæng og Continuerlighed. Og selv i hans dybsindige Bemærkninger er der en vis Eensformighed, de ere for en stor Deel gjorte over een Læst. Det er med at have forstaaet en Tanke som med det at kunne declinere et Paradigma: kan man declinere Paradigmet, kan man ogsaa declinere alle de Ord som gaae efter det. Har man forstaaet en Tanke, kan man ved at anvende den i mange »Exempler« synes at gjøre mange dybsindige Bemærkninger, og dog ere de mange kun Repetitioner, og man er, for atter at minde om Billedet, ikke berettiget til at sige om sig selv, at man har lært flere Declinationer, fordi man kan declinere de mange Ord, der gaae efter een Declination. Saaledes ogsaa med det at have forstaaet een Tanke; skal Repetitionerne ikke blive trættende, saa maa der et digterisk Moment til som gjør Exemplets Udførelse i sig selv æsthetisk værdifuld. Men dertil har da 👤Adler ingen Tid – han som ifølge authentisk Fortolkning af ham selv (cfr § 1.) intet Nyt har at bringe; – han som lever hen i et lyrisk otium! Paa Formen, det tilstaaer han selv, har han lidt Skade, han, som da han ikke har haft eller har noget Nyt at bringe (Indholdet) netop maatte stræbe at præstere Noget ved Hjælp af Formen. – En Tanke 👤A. især rider paa er den gamle hegelske at Begrebet slaaer om, kun at den mere er bragt ind under Bestemmelsen af det Ironiske. Denne Tanke er i min Disputats (om Ironie) udtrykt saaledes: Ironie gjør Phænomenet aabenbart. Hvorledes dette nærmere er at forstaae, hvorledes det gaaer for sig, er oftere forklaret og viist af Pseudonymerne. Den ironiske Underfundighed ligger i ved med negativ-handlende Consequents at forvandle sig selv til Intet at bringe Mod-Phænomenet i den Forlegenhed ikke at gjøre andet end at gjøre sig selv aabenbare.[1] Ved første Øiekast og for dumme Mennesker kan det see ud som var Ironien den tabende, medens den netop i Underfundighed er den Seirende ved Hjælp af at Begrebet slaaer om og medens det i Ironiens Øine netop er et Beviis for den[s] Seier, at dumme Mennesker troe den har tabt; thi Ironie kan da aldrig blive populair. Hvor mange Samtidige har ikke anseet 👤Socrates for en Dumrian, der paa ingen Maade kunde tage det op med Sophisten, der kunde tilgavns maale ham Skjeppen fuld. Hvad var det nu 👤Socrates gjorde? Han forholdt sig i sin Uvidenhed med behørig Ataraxie negativ consequent, derved foranledigede han Sophisten til yderligere og yderligere at diske op med sin Viisdom. Men see Begrebet havde vendt sig, Sophisten kom til at forraade sin Dumhed netop ved sin megen Viisdom. Sophisten meente, og det Samme var alle dumme Folks Mening jo mere han talte, jo mere forraadte han sin Viisdom; 👤Socrates tillod sig i al Underfundighed at være af en anden Mening, men den sagde han ikke ligefrem det havde været at hjælpe Sophisten, den fortiede han og hjalp derved Sophisten til yderligere at bestyrke 👤Socrates i sin Mening, at Sophisten forløb sig. Saaledes kan en Ironiker ved negativ-handlende Consequents forvandle en Angriber, en Anklager til En, der, uden at vide det, blot taler om sig selv, angiver sig selv sin egen Ubetydelighed, Usselhed o: s: v:. Angriberen, Anklageren item alle dumme Mennesker er af den Mening, at jo mere han river af sig, jo mere skader han den stakkels Ironiker, medens denne i al Underfundighed beskedent tillader sig at være af en anden Mening. Den ironiske Underfundighed culminerer i den List med hvilken man bringer et Menneske til at tale om sig selv, angive sig selv, aabenbare sig selv, netop da, naar han i egne Tanker taler slet ikke om sig selv, ja endog har glemt sig selv. Eet er det at lære et Menneskes Indre at kjende, naar han i Fortrolighed aabner sig for En, og et Andet ironisk at faae hans Opmærksomhed henvendt paa et andet Punkt netop i det Øieblik man i hvert hans Ord taler med hans Indre. Det er ironisk rigtigt, naar en Mand siger noget Overordentligt om sig selv, da at troe ham (det Negative ligger i, at man ikke gjør ham ligefrem Modstand, positiv-vrælende benægter det), for ad den Vei ved Hjælp af sin Troskyldighed at faae det gjort aabenbart, at det er Usandhed, at faae Løgnen lokket ud af ham. Troskyldigheden forholder sig tilsyneladende affirmerende, netop for at bringe Benægtelsen ud. Man seer let, hvorledes Begrebet slaaer om. Ved sin Troskyldighed gjør Ironikeren den Broutende uforsigtig: og saa fanges han. Naar et Menneske har væsentlig ethisk Selvbeherskelse, behørig Ataraxie, og Mesterskab i Dialektik saa vil han være istand til at gjøre et hvilketsomhelst dialektisk forviklet og tvetydigt Phænomen aabenbart, ikke just for Alle, thi Ironie er og bliver upopulair, og en Ironiker der kan forstaaes af Alle er eo ipso ingen Ironiker, men en Spasmager. – Dog nok herom; det Forunderlige er, at alt Sligt endnu kan have Overraskelsens Interesse for 👤Adler, han forekommer mig som et Barn, der er saa sjeleglad over, at kunne gjøre et Kunststykke, at det bliver ved at gjøre det, og ligesom ikke kan faae det i sit Hoved, at der nok ogsaa er Andre, der kan gjøre det. 👤A. dvæler længe ved dette Dybsindige, at Loven forløb sig, idet den dømte Christus. Loven saae sig ikke for, hvo Christus var, at han var den Uskyldige, den forløb sig, og dette var dens Undergang. Nu ja, det vil sige Begrebet slog om: Loven kom til at gjøre Uret, og dømte derved sig selv, netop idet den dømte Christus. Et andet og vanskeligere Spørgsmaal, hvorpaa 👤A. ikke indlader sig, er hvorvidt denne hele Opfattelse af Forholdet mellem Loven og Christus ikke faaer et Anstrøg af aldeles uchristelig Letsindighed, idet den overseer meget afgjørende dogmatiske Bestemmelser angaaende Christi opoffrende Død, og angaaende at Christus var kommen til Verden for at lide og døe. Dog herpaa kan jeg ikke videre indlade mig i dette Sammenhæng; derimod vil jeg blot tilføie en Bemærkning angaaende Begrebernes Slaaen-om. At Begreberne slaae om (μεταβολη, μεταβαλλε[ι]ν εις το εναντιον) er allerede den platoniske Dialektik opmærksom paa. Hos 👤Hegel blev Sagen forvirret derved, at han med sin uhyre Autoritet ligesom paanødte Menneskene det Sandsebedrag, forpligtede dem til at troe, at det er Begrebet selv der med immanent Nødvendighed slaaer om. Ironien har den Fortjeneste at være opmærksom paa Overgangen, forsaavidt den er opmærksom paa dens Pudserlighed eller dens Sindrighed. Den qvalitative Dialektik (der netop protesterer den immanente Nødvendighed) er egentligen først i Forstaaelse med Springets Categorie, en Categorie, som, hvad man kunde vente, 👤A. forkluddrer.

  1. Anm: Det danske Sprog har en Deel verba neutra, som i Sammensætningen med Præpositionen: for betegne et uheldigt Udfald af det som Stammeverbet betyder. fE: at forløbe sig, at forsee sig, at forhaste sig, at fortale sig, at forsnakke sig o: a:. Ironien hjælper nu et Menneske dertil, men hvorved og hvorledes? Ved at forholde sig negativ og indirecte. Lad os tænke et Vexelforhold mellem tvende Mennesker, af hvilke den ene er en Ironiker. Ironikeren gjør sig nu til Intet og forholder sig reent negativt, og derved hjælper han indirecte den Anden til at forløbe sig. Dette Sig, dette pronomen reflexivum skjuler Ironien. Manden forløber sig, han gjør det altsaa selv, men han gjør det ved Ironikerens negative Hjælp; Manden staaer i den Formening at han har med et andet Menneske at gjøre, men ved Ironikerens Underfundighed faaer Manden kun med sig selv at gjøre, thi han forløber sig jo. (tilbage)

Blandt 👤Adlers dybsindige Bemærkninger findes ogsaa stundom Reminiscentser fra Andre, og forsaavidt kan det være ganske i sin Orden, at 👤A. saa ofte vender tilbage til den Sætning og til at forsvare den Sætning: at Tyverie i Aandens Verden er aldeles tilladeligt. Nu ja, derom have hver sin Mening; jeg nægter ikke, jeg har den modsatte. Men det Besynderlige er igjen, at det er 👤A – han som har en Aabenbaring at beraabe sig paa, der kommer til denne Sætning. Thi en aabenbaret Lære er dog vel Noget, som den Kaldede ikke kan have laant af Andre; og fra 👤Adler er der dog nok hidtil Ingen der har stjaalet Noget. Dersom derimod 👤A. mener selv at være skyldig i et Aands-Tyverie, eller uskyldig forsaavidt dette Tyverie efter hans Mening er tilladeligt: saa fremkommer den besynderlige Bagvendthed, at Den, der er stillet over alle andre Mennesker ved en Aabenbaring, at han kniber lidt hos Fattig-Folk. Imidlertid gjør 👤A. dog maaskee sig selv Uret, hvis han har sig selv mistænkt, thi i Aandens Verden er det saa langt fra, at Tyveriet er tilladeligt, at det er umuligt, fordi der i Aandens Verden og kun i Aandens Verden er absolut Eiendomssikkerhed. Kun ubetydelige og maadeligt udviklede Mennesker mene, at Tanker kunne stjæles, og hvorfor, fordi Saadanne have en materiel Forestilling om Tanker.

Betragter man 👤A. som et fortumlet Genie, (der hverken qua Tænker eller qua Kunstner sig selv mægtig, i en Produceringens Vellyst tangerer det Forskjelligste) og man nærmere, totalt og væsentligen, vil bestemme hans Genialitet: da maa man sige: den er Svimmelhed. Hermed er ikke benægtet, at den enkelte aphoristiske Yttring og Bemærkning kan være endog dybsindig. En beruset Mand kan vel sige gode Ting, men hans væsentlige Genialitet er Berusethed. Denne Svimmelhed skal jeg nu belyse i nogle Exempler af 👤Adlers sidste Skrifter, medens jeg beder Læseren ikke at glemme Hovedsagen, hvad der yderligere belyser hvor svimmel han er: at Den der foredrager æsthetisk-svimlende Anskuelser, der aldeles erindre om Hedenskabet, og om Verdslighedens Livs-Anskuelse, at han udgiver sig ikke blot for en rettroende Christen men endog vil have haft en Aabenbaring af Frelseren. Simpel Svimmelhed er det, at vedkjende sig æsthetisk-svimlende Anskuelser; men Svimmelhed i anden Potens er det, tillige at ville være en Christen i eminent Forstand og at ville hjælpe paa det Christeliges Forstaaelse ved Æsthetik.

Man har, physiologisk rigtigt, gjort opmærksom paa, at Svimmelhed fremkommer naar Øiet intet fast Punkt har at hvile sig paa. Derfor bliver man svimmel ved at see ned fra et høit Taarn, thi idet Blikket styrter sig ned, finder det ikke Grændsen, Begrændsningen. Af en lignende Grund bliver man svimmel paa Søen, fordi Alt ideligen forandrer sig saa der igjen ingen Grændse og Begrændsning er. En Læge har etsteds forklaret, at det var Søsyge de franske Soldater døde af i 📌Rusland fremkaldt ved, at der Intet var for Øiet i det uendelige Vide. Naar man derfor mærker at man bliver svimmel, kan man standse det, ved at faae fat paa noget Bestemt med Øiet. Dersom saaledes et Menneske, der bliver svimmel ved at kjøre ned af Bakke, selv vil paatage sig at være Kudsk, saa vil han neppe blive svimmel. Den bestemte Maade, paa hvilken han, ansvarlig som Kudsk, nødsages til at passe Tømmerne, vil forhindre Svimmelheden. Saaledes med den sandselige Svimmelhed. Det Svimlende er det Vide, det Uendelige, det Ubegrændsede, det Ubestemmelige; og Svimmelheden selv er Sandsens Tøilesløshed. Ubestemmeligheden er Svimmelhedens Grund, men er ogsaa en Fristelse til at hengive sig deri. Thi vel er Ubestemmelighed Menneskets Natur imod, og det er ikke blot Videnskaben der efter 👤Aristoteless Udsagn afskyer det Grændseløse, ikke blot Ethiken der afskyer Tvetydighed, men netop fordi Ubestemmeligheden er Naturen imod er den tillige fristende. Svimmelhedens Dialektik har saaledes den Modsigelse i sig, at ville det man ikke vil, det man gyser for, medens dog denne Gysen kun afskrækker – fristende. Midlet mod Svimmelhed er derfor Begrændsning; og aandelig forstaaet er al Tugt en Begrændsning. Som da Den, der, physiologisk, har Tilbøielighed til at blive svimmel, gjør rigtigst i indtil videre at undgaae de store Pladse, og søge langs med Bygningerne, for at det Mangfoldige kan hjælpe ved relativ Maalestok: saaledes maa Den, der, aandeligt forstaaet, lider af Svimmelhed søge at begrændse sig. Grændsen er ikke blot i græsk Forstand det Skjønne, men i ethisk Forstand det Frelsende. Aandeligt forstaaet kan Svimmelhed være en dobbelt. Den kan være fremkaldt ved, at et Menneske saaledes er faret vild i det Uendelige, at intet Endeligt kan faae Bestaaen for ham, at han ingen Maalestok kan faae. Denne Art Svimmelhed ligger nærmest i Phantasiens Exces, og man kunde, forsaavidt man metaphorisk nærmest sætter Svimmelhed i Forhold til Øiet, maaskee kalde den: Enkeltsynets Svimmelhed. Den anden Art Svimmelhed fremkaldes ved en abstrakt Dialektik, der, idet den abstrakt seer Alt dobbelt, slet Intet seer. Denne Art Svimmelhed kunde man kalde Dobbeltsynets Svimmelhed. Frelsen mod al Svimmelhed, aandeligt forstaaet, er væsentligen at søge i det Ethiske, som ved qvalitativ Dialektik tugter og begrændser, fæstner Individet og Opgaverne.

Det er især den første Art Svimmelhed 👤A. lider af. Som Dialektiker var han væsentligen dannet ved 👤Hegel, hvis System ingen Ethik har, og hvis Dialektik er, langtfra at være existentiel Dialektik, en Slags Phantasie-Anskuelse. Fra den hegelske Metaphysiks svimlende Høider styrter 👤A. hovedkulds ned i det Religieuse, og opdager nu, om man saa vil, Orthodoxien, men vel at mærke uden om det Ethiske. Naar disse Forhold ere opgivne, kan man sige, at Svimmelhed nødvendigviis maa indtræde.

Som Exempel paa 👤As Svimmelhed vil jeg1 først anføre hans Lære om Øieblikket, hvilken han da rigtignok intetsteds foredrager, men hvert Øieblik svinker hen til. Den lyder kort saaledes: grib Øieblikket; det kommer an paa Øieblikket; i næste Øieblik er det for silde, saa kommer Du til at gaae hele Dit Liv som 👤den evige Jøde. Igjennem 👤As sidste Skrifter gaaer en hedensk fortvivlet Glæde over selv at have grebet Øieblikket, og en fortvivlet Angest blot ved Tanken – dersom han ikke havde grebet til. Thi Øieblikket er for 👤A. hverken mere eller mindre end hvad Lykken var i Hedenskabet, kun at han er Mand for at combinere denne Dialektik med det Christelige, saa han altsaa i et lykkeligt Øieblik blev kaldet ved en Aabenbaring af Frelseren og fik en Lære betroet. Lykkens Spil disponerer saaledes ikke blot, som fordum, over Rigdom, Ære, Magt den skjønneste Pige o: s: v:, men at faae en Aabenbaring er ogsaa et Lykke-Spil.

Unægteligt er »Øieblikket« som Problem betragtet en meget vanskelig Opgave, da den kommer til at beskæftige sig med det dialektiske Forhold mellem det Timelige og det Evige. Det Evige er den uendelige Gehalt, og dog skal dette gjøres commensurabelt for Timeligheden, og Berøringen er – i Øieblikket. Og dog er Øieblikket et Intet. Tænkningen standser her ved den forfærdeligste Modsigelse ved den meest anstrængende af alle Tanker, som, hvis den længe skal fastholdes paa Anstrængelsens yderste Spidse, maa føre Tænkeren til Afsindighed. At opføre Korthuse paa et Bord, er ikke vanskeligt, men at skulle opføre en uhyre Bygning (og det Evige er jo den uendelige Gehalt), eller eftergjørende at skulle forstaae, at en uhyre Bygning lader sig opføre paa hvad der er smalere end den skarpe Kant af et Kort, paa en Grundvold der er Intet (thi Øieblikket som saadant er jo ikke til, er blot Grændsen mellem det Forbigangne og det Tilkommende, er, naar det har været): er vistnok en forfærdelig Modsigelse. Faaer da Phantasien Lov til at løbe vild, saa fremkommer Hedenskabets Lære om Lykke og Skjebne, eller den u-christelige Lære om Naadevalget i fortvivlet Forstand. At være frelst ved det fortvivlede Naadevalg, der er aldeles dialektisk ligesom Skjebnen, er den usaligste af alle Lyksaligheder; det fortvivlede Naadevalg sætter i en vis Forstand den rædsomste Splid i Menneskeheden, og i en anden Forstand gjør den hele Menneskeslægten usalig, thi det er usaligt at være udelukket og forstødt, usaligt at være frelst paa den Maade. At være frelst at være lykkelig og at vide at alle Andre ikke ere det, og ikke kunne være det, at man ikke har haft og i al Evighed ikke faaer Vilkaar tilfælles med dem, at man intet Grund-Fællesskab har med dem; at være frelst, og vide, at man intet Ord har at tilraabe Andre, ingen høieste og sidste Trøst, som er fælles for Alle: ja, hvilket menneskeligt Hjerte kunde udholde denne Salighed! Dersom hine Ord i Skriften: »kalder paa Herren den Stund han er nær«, skulde forstaaes om Secundet, som var Herren en flygtig Reisende der i næste Secund var langt borte, dersom hine Ord skulde forstaaes saaledes gaadefuldt om Secundet, at Ingen vidste eller kunde vide naar Øieblikket var: hvo turde da understaae sig at prædike derover, og hvor tankeløst, at der eengang hvert Aar (anno redeunte) prædikes derover! Det skal heller ikke forstaaes med en nervesvækket Angest, og kan umuligt christeligt forstaaes saaledes, hvad der læses om de Syge, som laae ved den Dam Betezda, at hvo der kom først, han blev frelst. Evangeliet beretter jo netop, at den Syge, der i mange Aar bestandigt var kommen for silde – dog blev helbredet. Dette er Evangeliet, det glade Budskab, at Skjebnens Grusomhed og Lykkens Træf, og hiint vilde Spil af Kræfter er afskaffet, at først og fremmest Sjelens Frelse er tilbuden Enhver, hvad enten han nu bliver legemlig karsk eller ikke. Hvo maatte ikke fortvivle, hvis det ogsaa gjaldt om Sjelens Frelse at komme først, hvis Sligt var Christendom; og hvo maa ikke være i en fortvivlet svimlende Tilstand for som Christen at bringe Hedenskabet op igjen!

Men hvad kan da standse denne Svimmelhed, som egentligen fremkommer ved at et Menneske phantastisk staaer stille, og ikke for Alvor fatter nogen sit Livs Opgave, og derfor bliver som en galvaniseret Frø, der sprætter i Øieblikket; hvad kan holde igjen mod denne Svimmelhed, hvad kan tvinge hiin Øieblikkets fortvivlede Overspændthed? Det Ethiske. Naar der i ethvert Moment af Ens Liv er Gjerning og Opgave, naar der, ofte nok desto værre, er alvorlig Bekymring over, at man dog ikke har passet sin Gjerning som man skulde: saa er der ikke Tid til at blive phantastisk eller til at hengive sig til phantastisk Spekulation over Øieblikket, og over den Dialektik, at det er Alt og er Intet. Det Ethiske og det Religieuse som har det Ethiske i sig, holder af al Magt igjen for ikke at bringe Hedenskabets Trøstesløshed over os – og hvor viser vel Hedenskabet sig mere trøstesløst end netop i dets Theorie om Lykken! Det Ethiske veed Intet, og vil Intet vide om Lykken og Fortvivlelsen og Differentserne, om at En blev Genie, om at En fik Lampen, om at En kom først, om at En vandt i Lotteriet. Ethiken kjedes ved al denne Anekdot-Sladder, den gyser for Rædslerne fra hine Tider, da Phantasien huserede i Menneskeslægtens Barndom, og drev sit usalige Lykke-Spil. Ethiken vil kun vide af de almene menneskelige Opgaver at sige – og netop derfor har den Magt over Øieblikkets Lykke, hvilken er en Rædsel. Selv den meest Fortvivlede, selv Den der forspildte meest, tør det Ethiske og det Ethisk-Religieuse tilraabe: endnu er Øieblikket der. Det Ethiske lader sig ikke narre, saa lidet som Gud lader sig spotte, det veed godt med qvalitativ Dialektik, at gjøre Øieblikket gjeldende som Afgjørelse; men det vil ikke ængste et Menneske til Afsindighed, og heller ei afsindigt gjøre ham lykkelig ved et Spil.

Som Exempel paa 👤Adlers Svimmelhed kan dernæst anføres hans Opfattelse af 👤Abraham, paa hvem han da ofte nok i Vers og i Prosa kommer tilbage. Han varmer her det Gamle op, om at det var en ond Aand, 👤Djævelen, der indskjød 👤Abraham den Idee at offre 👤Isaak. Ved denne Forklaring er nu, som i »Frygt og Bæven« blev viist, kun vundet at Vanskeligheden kommer igjen paa et senere Sted: hvorledes man i saa Fald forklarer, at Kirken kan falde paa, at gjøre 👤Abraham til Troens Fader og Guds Ven, da han dog vel selv i et senere Øieblik maa have opdaget, at det var en Anfægtelse han gav efter for, hvorfor han da ikke maatte blive at fremstille som Troens Fader, men maaskee som Angerens Opfinder. Dog 👤Adler er original. Han antager, som sagt, at det er 👤Djævelen, der indgav 👤Abraham Ideen, men see, Gud syntes saa godt om denne Idee, fordi den var rask og kjæk og stor1 (og indgivet af 👤Djævelen), at han forhindrer Udførelsen, men creerer 👤Abraham til at være sin Ven – og paa den Maade bliver 👤Abraham Troens Fader. Saavidt er det altsaa kommen, at ikke blot vi Mennesker formeentligen ikke skulle vide nøiagtigt Forskjel mellem Godt og Ondt, at det Onde kan blive saa imponerende, at vi forvexle dets Storhed med dets Godhed; men at Gud selv sidder og tosser i det, saa man gjør Cour til ham, som man gjør det til en lille Jomfrue paa 16 Aar, thi hun vil blot at Elskeren gjør noget Stort, ja hun forelsker sig endog ganske særligen i en Røvercaptain. – Men naar man ingen Ethik har, naar man hjælper sig med det Æsthetiskes qvantitative Svimmelhed og det Metaphysi[s]kes Interesseløshed: saa kan man nok komme til saadanne forfærdelige Resultater. Og dog endnu Forfærdeligere, at Den, der saaledes forstaaer 👤Abraham, at han har haft en Aabenbaring af Frelseren og modtaget en Lære. Man nødsages næsten, for Nøiagtighedens Skyld, til at gjøre 👤Adler det Spørgsmaal: om det ikke er gaaet ham i Forhold til Christus som det formeentligen skal være gaaet 👤Abraham i Forhold til vor Herre, om ikke en ond Aand (og det var jo netop paa samme Tid som 👤Adler fik Aabenbaringen, at han opdagede at der var en ond Aand til cfr Forordet til Prædikenerne) har indgivet ham at digte, at have haft en Aabenbaring, og at Christus saa fandt det saa rask, at han o: s: v:.

  1. Anm Dersom det var dette 👤A. vil sige, at de verdslige Heltes Storhed, deres som besynges af Digterne, ofte nok er et misligt confinium mellem Godt og Ondt, saa er Sagen en anden. Men 👤Abraham er jo en religieus Helt, han er ikke verdslig stor, men netop stor ved Reenheden og Fromheden. Om Gud kunde have tilgivet 👤Abraham, at han fulgte 👤Djævelens Indskydelse, om Gud kunde have fundet Velbehag i 👤Abrahams Anger, er igjen noget Andet. Men saadan udenvidere, uden at lade nogen Anger træde imellem, at lade Gud forgabe sig i den store Idee (af 👤Djævelen) og i 👤Abraham: er saa omtrent Gudsbespottelse. (tilbage)

Som Exempel paa👤Adlers Svimmelhed kan endeligen anføres den Hensynsløshed, med hvilken han mener, at det Store, den Enkeltes kjække og raske Idee skal have Lov til at gjøre sig gjeldende, selv om der ogsaa skeer lidt Uret derved, om der ogsaa gaaer nogle Mennesker i Skudder Mudder derved. For at forfægte denne Anskuelse beraaber han sig bestandigt paa Natur-Analogier, at Solen bliver lige pragtfuld om den ogsaa forbrænder nogle Skabninger o: s: v:, ganske a la 👤Don Juan, der »ogsaa har Philosophie«, og netop ogsaa beraaber sig, som Forsvar for sit Liv, paa Solen: »rundt om den (Solen) døer og fødes Elskerinder, og den ei agter sine Offres Liig.« Og det forstaaer sig, 👤D. Juan bliver lige rask for det, Solen lige pragtfuld; thi Pragtfuldhed, Raskhed o: s: v: er just ikke ethiske Bestemmelser. Enhver der blot har et ganske tarveligt og borgerligt Begreb om det Ethiske veed meget godt, at Naturen er en saare maadelig Analogie til det Ethiske, og at det at ville leve a la Naturen, netop er at ville leve u-ethisk, samt at man ad en saadan Analogies Vei tilsidst kommer til det Neroniske: at brænde Rom af – men det var et stolt og et pragtfuldt Syn. Naturen er netop ligegyldig mod den Distinktion som er Ethiken Alt: den mellem Godt og Ondt.

Ethisk Ædruelighed, der er modsat 👤Adlers Svimmelhed, ligger væsentligen i, at Ens Stræben nøiagtigt redupplicerer sig i Midlets Dialektik, saa Midlet, man bruger, saa Maaden paa hvilken man kæmper for sin Idee, saa det Mindste man tillader sig for at realisere den er En lige saa vigtigt, absolut lige saa vigtigt, som Det, hvorfor der kjæmpes og arbeides. Man tænke fE paa orthodoxe Kirkelæreres Strenghed, paa 👤Augustinus strenge Lære om Sandhed, at Ingen end ikke maatte frelse sin Kydskhed ved en Usandhed; og hvorfor vel ikke? Fordi Usandhed er mere Ukydskhed end den sandselige Krænkelse, som ingen Concupiscents samtykker. Man tænke paa den af Oldtiden for sin Reenhed priste 👤Pythagoras, med hvilken reduppliceret Consequents han forfulgte sit Princip. Men en 👤Don Juan, en 👤Napoleon, en 👤Nero kort alle fremstormende Individualiteter de hylde Natur-Analogierne – og saa 👤Adler, hvem dog en ny Lære er betroet ved en Aabenbaring af Frelseren – en ny Lære maaskee – og dog det er det heller ikke, – men af Frelseren!

I de 4 sidste Bøger er 👤A. da et fortumlet Genie, og summa summarum af hans Første og Sidste bliver at han er at ansee for confus. Naar man saa, som nu er gjort, netop ved at vise det forbausende Misforhold mellem det Første (det at være kaldet ved en Aabenbaring, og af Frelseren at have modtaget en Lære) og det Sidste (det saadan at være Genie), samt at det aldeles synes at være undgaaet 👤Adler, hovedsagligen har godtgjort Opfattelsen af ham: saa kan man, for yderligere at belyse hans confuse Tilstand, tage et Skjøn over Bøgernes Udvortes, hvad upaatvivleligt vil være de Fleste nok for at have en Dom om 👤A. færdig. Det lader sig ikke nægte, at man bliver ganske underlig tilmode ved saadan at see sig lidt om i hans 4 sidste Bøger. Han har efter en overordentlig Maalestok emanciperet sig fra ethvert Baand som Forfatter, fra enhver Fordring til Orden, fra ethvert Hensyn til en Læser. At dette skulde være Kunst, en maieutisk Taktik lod sig vanskeligen antage. Imidlertid har jeg betrygget Benægtelsen ved at belyse den totale Forvirring i det Væsentlige. – Læseren behandler 👤A. ikke sjeldent som et Barn, man giver en Lectie for. Han aftrykker saaledes eet og samme Skriftsted, der er 6 Linier langt, heelt og holdent 3 Gange paa 2 Pagina. Nu kan man jo rigtignok ikke nægte, at ethvert Skriftord har den ypperlige Egenskab, at det altid fortjener at læses – hvorfor vistnok Enhver burde eie en Bibel og læse i den atter og atter; men at fylde i en stor Bog ved at lade det samme Skriftsted saa ofte aftrykke paa saa kort et spatium, er dog noget besynderligt. Ogsaa paa en anden Maade behandler han stundom Læseren aldeles som et Barn. Det er bekjendt at man som Opgave til Udarbeidelse i Modersmaalet stundom bruger nogle løsrevne enkelte Ord, af hvilke Discipelen skal danne en sammenhængende Fremstilling. Saaledes henkaster 👤A. aldeles abrupte, stundom meningsløse smaae Sætninger, maaskee for at give Læseren Leilighed til at øve sig at levere og udarbeide en sammenhængende Fremstilling. Paa andre Steder synes han ganske at lade som var Læseren slet ikke til ɔ: som var Det han skrev ikke bestemt til at trykkes, men saadan Tid efter anden nedskrevet i en Tegnebog, og ved en Feiltagelse trykt.

Dog om alt Sligt ønsker jeg naturligviis at fatte mig kort. Det beskæftiger mig kun saare lidet æsthetisk at indlade mig med hans Bøger; hans Aabenbarings-Faktum og hans Forhold til dette er det Eneste, som væsentligen beskæftiger mig. Dog vil jeg endnu gjøre een her hjemmehørende Bemærkning, der dog, som jeg troer, væsentligen charakteriserer 👤Adler. Man faaer ved at læse hans 4 sidste Skrifter, (og det er umuligt at undgaae dette Indtryk) man faaer en Formodning og en Forestilling om, at 👤A. ikke egentligen tænker, men derimod maa have for Skik at sætte sig selv i en exalteret Stemning. Han griber et ganske enkelt Udtryk, et kort Udsagn; han opløser det nu ikke tænkende, han sætter det heller ikke tænkende sammen med Andet, men han bliver ved at repetere det, indtil denne eensformige Gjentagelse bedøver ham og bringer ham i Exaltation, saa det er ham, som maatte der stikke Noget og noget Dybt deri. Men hvad det er beskæftiger ham mindre, det beskæftiger ham blot at komme i denne exalterede Tilstand. Man kan ikke lade være at tænke sig 👤Adler gaaende op og ned af Gulvet, ideligt gjentagende den samme enkelte Sætning, maaskee ved at forandre Stemmen og ved Gestikulationer understøttende den phantastiske Virkning, indtil han har hexet sig ind i en Art Berusethed, saa han fornemmer en underlig, høitidelig Susen for Øret. Men dette er ikke at tænke. Dersom en Mand vilde sætte sig i en høitidelig Stemning og derpaa gaae op og ned af Gulvet og i eet væk sige: 7-14-21; 7-14-21; 7-14-21: saa vilde denne eensformige Gjentagelse virke som en Trylleformel, virke som en stærk Drik paa en Nervesvag; det vilde være ham som var han kommen i Berøring med noget Overordentligt. Dersom saa en Anden, hvem han meddeelte sin Viisdom, vilde sige til ham: men hvad stikker der da i dette 7-14-21: saa vilde han vel svare: det beroer paa, med hvilken Stemme Du siger det, og at Du en heel Time bliver ved at sige det, og at Du gestikulerer der til – saa vil Du nok opdage, at der er Noget. Dersom En paa smaa Lapper Papir vilde skrive saadanne korte Sætninger som: han gik ud af Slottet; han drog Kniven; »maa jeg faae min Hofte forvreden« – dersom han derpaa vilde gjemme alle disse Lapper i en Skuffe, og saa en Tid efter, maaskee under høitidelige Ceremonier vilde gaae hen og aabne Skuffen, tage den enkelte Seddel frem og uafbrudt gjentage hvad der stod paa den: saa vilde han tilsidst komme i en phantastisk Tilstand, og det vilde være ham som stak der noget overordentligt Dybt deri. Det Abrupte har nemlig ved Tilfældigheden og ved det Spil af de tilfældigste Combinationer, det begunstiger, noget Fristende for Phantasien. Hvo har ikke erfaret dette! Naar man ved at rode op i gamle Papirer maaskee finder saadanne korte Sætninger, hvis hele Sammenhæng for længst er glemt: da har det noget Moersomt ved sig, et Øieblik at overlade sig til dette Phantasiens Spil. Naar man saa har gjort det, saa brænder man Papirerne. 👤Adler gjør anderledes, han udgiver dem. Og det er ogsaa vistnok, at kan han faae en Læser til at hengive sig til dette Spil, saa vil han ogsaa et Øieblik kunde more sig derved. Men Forfatter bliver man paa den Maade kun i en meget uegentlig Forstand. Istedenfor at en Forfatter ellers maa ønske og fordre af Læseren, at han holder sit Sind i Ro for at eftertænke den Tanke, der meddeles, maatte 👤A. snarere anbefale Læseren at sætte sig selv i Extase, thi jo mere spændt man kan være desto snurrigere virker det Abrupte. Det vilde forsaavidt være ganske consequent, om 👤A., i Analogie med Troldmænd og Hexemestere, anbefalede og foreskrev visse Ceremonier, at man paa Slaget 12 om Natten skulde staae op, derpaa gaae 3 Gange rundt i Stuen, derpaa tage Bogen frem og slaae op (ligesom simple Folk lægge deres Lykke op i Bibelen), derpaa læse det enkelte Sted, først med sagte Stemme, og saa lade Stemmen stige til sit Høieste, og saa igjen baglænds (ligesom 👤Peer Degn med sol mi) indtil Stemmen blev ganske sagte, derpaa gaae Værelset 7 Gange i et 8te Tal – og saa see, om der ikke laae Noget i det Sted. Det Abruptes phantastiske Virkning understøttes væsentligen ved det Mimiske og det Pantomimiske; det forstyrres derimod ved Tænkningens Besindighed og Sammenhæng. Og dog er der ligesom skjult et Rigdoms Dyb af uudgrundelig Dybsind i det Abrupte, medens et klart, sammenhængende, vel gjennemtænkt Foredrag ganske simpelt kun er hvad det er. I Hexe- og Besværgelsesformularer ligger Virkningen i det Abruptes det Meningsløses Gaadefuldhed, og understøttes ved det Mimiske og det Pantomimiske, at Hexen kommer ridende paa et Kosteskaft, derpaa dandser tre Gange rundt o: s: v:. Dersom En kunde faae en Mængde Mennesker indbildt, at han eiede en forborgen Viisdom, og han derpaa skrev abrupte Sætninger paa smaa Lapper Papir; dersom han fremdeles leiede hele Sceneriet som bruges ved Talloteriets Trækning, den store Markise, Lykkehjulet, et Compagnie Soldater, en Cancellie-Herre, for hvem der præsenteredes Gevær, idet han traadte ud paa Balconen – naar han da under en sagte festlig Musik, som dog blandedes med enkelte hvirvlende Opsving, lod Hjulet dreie rundt, og af den festligen udpyntede Dreng een Seddel fremtage, hvis Indhold blev oplæst: saa vilde der idetmindste gaae et Par Fruentimmers Forstand fløiten ved den Leilighed.

Hvad her er sagt om 👤Adlers Lyst til at exaltere sig, indeholder aldeles ingen Overdrivelse, som jeg da er meget langtfra at fristes til Overdrivelse betræffende 👤A. Der er ikke sagt, at hans Bøger heelt igjennem forraade noget Saadant, men der er Steder nok som gjøre det. Og saa uforsvarligt som det, efter mit Begreb, vilde være, om Nogen skrev noget Saadant som dette Sidste, og saa ikke mere om 👤A.: lige saa uforsvarligt vilde det ogsaa forekomme mig, om en sandfærdig Opfattelse af hans Forvirrethed ikke fandt sin Plads i en vidtløftigere Undersøgelse om ham.

Men som sagt, hans Skrifter beskæftige mig ikke ligefremt, min Undersøgelse befatter sig væsentligen kun med hiint hans Aabenbarings-Faktum, og med, hvorledes han selv forstaaer sig i at noget Saadant er ham vederfaret, eller med, at han ikke forstaaer sig selv deri. Hans Skrifter benyttes kun i en bestemt Hensigt. Havde jeg reent æsthetisk og ligefremt med dem at gjøre, da skulde jeg gjøre mig en Fornøielse af at vedgaae, saa officielt som muligt, hvad der er min Dom, at man virkeligen kan lære Noget af dem, eller for at udtrykke mig ganske nøiagtigt, at jeg virkeligen har lært Eet og Andet af dem. En Recensent pleier jo rigtignok ellers fornemt at mene, at uagtet han ikke kan lære Noget af Forfatteren, saa kan han dog anbefale Publikum Skrifterne, thi Publikum er ikke saa høiviist som Recensenten og kan derfor nok lære Noget. Men saaledes er Tilfældet ikke her. Folk i Almindelighed vil upaatvivlelig, ja ubetinget kun kunne have Skade af at læse 👤As Skrifter, fordi han forvirrer totalt. Men Den der har, hvad han mangler, dialektisk Klarhed over Sphærerne og det Totale, han og kun han vil med Sandhed kunne lære Noget af den enkelte aandrige, livlige, opbyggende, rørende, stundom dybsindige Yttring; han og kun han vil, betrygget ved sig selv uden at tabe mere end han vinder, have Glæde af hvad der stundom kan lykkes 👤Adler reent stilistisk, om han end som Stilist aldeles ingen primitiv Fortjeneste har. Det er, besynderligt nok, en almindeligere Mening, at det er lettere at læse Strøetanker end sammenhængende Skrifter. Og dog er det langtfra saa, thi for at have Gavn af Strøetanker maa man selv være i energisk Besiddelse af en sammenhængende Anskuelse i hvilken man forstaaer sig selv. Det er dette 👤A. mangler, han forstaaer ikke sig selv, naar man da efter en ordentlig Maalestok gjør Fordringen. Og i denne Henseende kan jeg ikke prutte. Som jeg ikke troer man skal kunne beskylde mig for at jeg misundelig beklipper Mynten, hvori jeg som Recensent betaler Beundringens hellige Afgift til de Udmærkede, saa vil jeg heller ikke omvendt prutte, hvorimod jeg med Fornøielse skal indrømme, at han maalt med en anden en skjødesløs Fordring, tager sig adskilligt bedre ud, samt at han, vurderet af en Recensent, der er lige saa god Dialektiker som han er det selv, naturligviis vil komme til at staae med Palmer i Hænderne.




Tillæg til Capitel III.

Recapitulation.


Læseren vil erindre, at der i hele dette Skrift bestandigt kun disputeres e concessis. Der benægtes intetsteds ligefrem, at 👤A. har haft en Aabenbaring, tvertimod det antages, da han jo selv siger det, og saaledes antages Alt hvad han siger; men saaledes hjælpes han til at fange sig selv i Selvmodsigelsen.

§ 1.     For at belyse at Forvirringen er tilstæde, benyttedes 👤Adlers Tilsvar paa Øvrighedens Spørgsmaal. Dilemmaet maa her stilles saaledes: enten er alle hans enkelte Tilsvar Nonsens, eller disse indeholde i sig væsentligen Tilbagekaldelsen af hans Første (at han har haft en Aabenbaring, og af Frelseren har modtaget en ny Lære.). Antages dette Sidste (at Tilbagekaldelsen ligger i hans Tilsvar) saa er Forvirringen denne, at han ikke gjør Alvor af det med Tilbagekaldelsen, men lader som Ingenting eller selv mærker Ingenting, lader Tilsvarene have Mening og Realitet, hvilken de dog kun have forsaavidt de indeholde Tilbagekaldelsen af det Første.

Argumentationen indenfor Dilemmaet var denne. 👤Adler identificerer sig i Tilsvarene saaledes med sit første Trykte (Forordet til Prædikenerne, Prædikenerne, Studierne) at han i almindelig og vulgair Forstand maa betragtes som Forfatter deraf – men naar han saaledes er Forfatteren, saa har han jo ingen Aabenbaring haft, saa har Christus jo ikke dicteret ham Noget, saa har han ikke været blot Organ. – 👤Adler vedgaaer authentisk, at han ikke har noget Nyt, hvorimod han ligesom enhver Christen i Almindelighed holder sig til Skriften, forkynder 👤Jesum, beraaber sig paa Skriftord som Beviissteder for hvad han siger – men saa er jo alt det Første om Aabenbaringen o: s: v: væsentligen tilbagekaldt. – 👤Adler haaber paa at han senere vil være istand bedre at fremsætte (den aabenbarede og af Frelseren dicterede) Læren, han haaber altsaa paa Lærens Perfectibilitet. Men dette Haab er aldeles meningsløst, ja blasphemisk, hvis hiin Lære ikke er 👤Adlers egen; og er den hans egen – saa har han jo ingen Aabenbaring haft, ved hvilken Læren blev ham meddeelt af Frelseren.

§ 2. For dernæst at belyse Forvirringen og den skrigende Selvmodsigelse i 👤Adler (thi Modsigelsen er visseligen skrigende, og Forvirringen netop den, at 👤A. lader som Ingenting), blev der taget et Hensyn til hans 4 sidste Skrifter. Istedenfor, hvad man, hvis han ikke forblev at være i en confus Tilstand, maatte være berettiget til at vente, istedenfor at finde Besindelsens Frugt: enten Oplysning om, hvorledes han forstod sig selv i det Overordentlige som var ham vederfaret, eller Tilbagekaldelse, finder man, at han nu har slaaet sig til Ro i den Betragtning, at han er Genie. Dette kan gjerne indrømmes ham, især her, hvor vi slet ikke have med Sligt at gjøre. Men saa snart hans 4 sidste Bøger i Alvorens Mening skal sættes sammen med hans Første (Aabenbaringen og den aabenbarede Lære) saa fremkommer Dilemmaet: enten ere de 4 sidste Bøger (selv om deres tilfældige Indhold er nok saa ypperligt) totalt betragtede og som Bøger af 👤A. at ansee for Nonsens, eller ogsaa er i dem væsentligen indeholdt Tilbagekaldelsen af hele hans Første. Antages dette Sidste saa ligger Forvirringen i, at 👤A. lader som Ingenting og ikke gjør Alvor af det med Tilbagekaldelse. Den Metamorphose fra Apostel at blive Genie er saa afgjørende, saa qvalitativ og derhos saa bagvendt, at den mindst af Alt i Verden kan ignoreres eller betragtes som Ingenting. I borgerlige Forhold, overhovedet i Endelighedens Verden lader det sig ypperligt gjøre, at en Mand, endog mere end eengang begynder paa en Frisk, og uden videre lader det Forbigangne være glemt; at en Mand forandrer Livs-Stilling, forsøger sin Lykke i en ny Carriere, og uden videre lader det Foregaaende være et Tilbagelagt og Glemt. Men dersom en Mand vil mene, at i Aandens Verden lader dette sig ogsaa gjøre, saa er denne Mening nok til at bevise, at han er confus; og Enhver der lever saaledes, han er egentligen confus. I Endelighedens Verden kan det være godt nok med Forandringernes Lykke og Fromme, det kan være sandt hvad Ordet siger: variatio delectat; men i Aandens Verden er Continuerligheden ikke blot Glæden, men er Aanden selv ɔ: Continuerlighed er Aand, og det ikke qvalitativt at respektere Continuerligheden er at have sit Liv uden for Aandens Sphære, enten i Verdslighedens eller i Forvirrethedens. Continuerligheden er ikke Eensformigheden, i Continuerligheden er der ogsaa Forandring, men Continuerligheden er, at enhver Forandring gjøres dialektisk i Forhold til det Foregaaende. Naar da Forandringen er en qvalitativ (som den til Genie fra Apostel) saa er Continuerlighedens sidste Udtryk: Tilbagekaldelsen af det Første, hvilken igjen, forsaavidt man har meddeelt sit Første, skyldes at meddeles officielt. Eventyrlighed er i Aandens Verden Forvirrethed, og lige saa den Distraction, som ikke mærker, at Forandringen er den qvalitative. Og i samme Grad En har vovet sig længere ud, endog indtil at sige sig at have haft en Aabenbaring, i samme Grad er Eventyrligheden eller Distractionen betænkeligere. – Forvirringen hos 👤A. bliver forøvrigt endnu større derved, at han i sin ny Livs-Stilling som lyrisk privatiserende Genie vedbliver exegetiserende, aandrigt, omskrivende o: s: v: at forholde sig til hiin (ham, ifølge hans Første, ved en Aabenbaring af Frelseren meddeelte) Lære. Desto stærkere viser kun hans Distraction og Forvirrethed sig: at han ganske har glemt, at denne Lære er ham ved en Aabenbaring meddeelt af Frelseren.

Skal der da for Fremtiden blive Alvor og Mening i 👤Adlers Liv som Forfatter, saa maa han: enten tilbagekalde sit Første, og nøies med at være hvad han er i sine 4 sidste Bøger, naar disse betragtes uden Forhold til hans Første; eller han maa annullere sit Sidste, som et Frafald fra sin Idee og sit Kald, høitideligt vedgaae, hvad han ved sit forklarende Jadskerie har forvirret, at han har haft en Aabenbaring og af Frelseren har modtaget en ny Lære, og da handle, tale, skrive i Kraft deraf (ikke i Qvalitet af lyrisk, privatiserende Genie). Bliver han derimod ved, ladende som Ingenting, at fare fort, lader begge Dele staae hen, saa beviser han derved at han er i en forvirret Sindstilstand.

I en forvirret Sindstilstand. Herved skal ingenlunde forstaaes, at han er, hvad man kalder afsindig, hvad kun uforskammet Travlhed i Livet kan falde paa at mene. Nei, derved skal forstaaes, at han uden christelig Begrebs-Dannelse, uden sædelig Respekt for qvalitative Begrebs-Bestemmelser i den Grad ikke er sig og sin Tanke mægtig, at han ved Forvirretheden i sin Tanke, endog kan komme til bona fide at sige Blasphemier.