Kierkegaard, Søren Uddrag fra Om Begrebet Ironi

↩ Ligesom et System har en tilsyneladende Mulighed af at lade ethvert Moment blive et Udgangspunkt, men denne Mulighed dog aldrig bliver til Virkelighed, fordi ethvert Moment væsentlig bestemmes ►ad intra, fastholdes og bæres af Systemets egen Samvittighed¹ – saaledes har virkeligen enhver Anskuelse, og fortrinsviis en religieus Anskuelse, et bestemt udvortes Udgangspunkt, et Positivt, der i Forhold til det Particulære viser sig som den høiere Causalitet, i Forhold til det ►Deriverede viser sig som ►det Ursprüngliche. Individet stræber nemlig stedse fra 134Referatet og igjennem Referatet tilbage til den beskuende Hvile, som kun Personlighed giver, til den tillidsfulde Hengivelse, som er Personligheds og Sympathis hemmelighedsfulde ►Reciprocitet. At nu en saadan primitiv Personlighed, en saadan Personlighedens ►status absolutus ligeoverfor Slægtens ►status constructus, kun er givet og kun kan gives eengang, derom behøver jeg vel blot at erindre. Men at Analogien dertil, Historiens gjentagne Tilløb til dette uendelige Spring, ogsaa har sin Sandhed, maa man ikke oversee. En saadan Personlighed, en saadan umiddelbar Ihænde26haver af det Guddommelige, saae nu 👤Platoi👤Socrates. En saadan oprindelig Personligheds væsentlige Virkning paa og Forhold til Slægten fuldbyrder sig deels i en Meddelen af Liv og Aand, (naar ►Christus blæser paa Disciplene og siger: annammer den Hellig-Aand,) deels i en Frigjøren af Individets bundne Kræfter, (naar ►Christus siger til den Værkbrudne: stat op og gaa,) eller rettere, den fuldbyrder sig i begge Dele paa eengang. 125Analogien hertil kan altsaa være dobbelt, enten positiv ɔ: befrugtende, eller negativ ɔ: forhjelpende det ►paralytiske, det i sig forflygtigede Individ til den oprindelige Spændstighed, blot fredende og iagttagende lade det saaledes styrkede Individ besinde 91 sig paa sig selv². Men i begge Analogier bliver Forholdet til en saadan Personlighed 87for den secundære et ikke blot ►impulserende men ►daterende, et Individet selv uforklarligt ►Kildespring til et evigt Liv. Vi kunne sige, enten er det Ordet, der skaber, eller Tausheden, der føder og avler Individet. Grunden, hvorfor jeg har anført disse to Analogier, er maaskee i dette Øieblik endnu ikke Læseren 135indlysende, men jeg haaber, at den skal senere blive det. At 👤Plato har seet Eenheden af disse to Momenter i 👤Socrates, eller rettere, at 👤Plato i 👤Socrates har anskueliggjort Eenheden af dem, kan man ikke nægte; at en anden Opfattelse, der i den Omstændighed, at ►👤Socrates' Moder 👤Phænareta var Gjordemoder, har seet en 27 billedlig Betegnelse af 👤Socrates' forløsende Virksomhed, har fremhævet den anden Side af Analogien, veed Enhver.