Kierkegaard, Søren Uddrag fra Om Begrebet Ironi

Forinden vil jeg imidlertid, saa godt det staaer til mig, stræbe at belyse en Svaghed, hvoraf hele 👤Hegels Opfattelse af det Begreb Ironi synes at lide. 👤Hegel omtaler altid Ironien paa en meget afvisende Maade, Ironien er en Vederstyggelighed i hans Øine. Samtidig med 👤Hegels Fremtræden falder 👤Schlegels meest glimrende Periode. Men som Schlegelernes Ironi havde i Æsthetiken holdt Dom over en om sig gribende Sentimentalitet, saaledes var 👤Hegel den, der skulde berigtige den Misviisning, der laa i Ironien. Det er overhovedet en af 👤Hegels store Fortjenester, at han har standset, eller idetmindste har villet standse Speculationens forlorne Sønner paa deres Fortabelses Vei. Men hertil brugte han ikke altid de lempeligste Midler, og hans Stemme var, naar han kaldte ad dem, ikke altid en mild og faderlig Røst, men havde ofte noget Barskt og Skolemesteragtigt. Ironiens Tilhængere vare de, der voldte ham meest Uleilighed, og han opgav derfor snart Haabet om deres Frelse, og behandler dem nu som uforbederlige og forstokkede Syndere. Ved enhver Leilighed kommer 👤Hegel til at tale om disse Ironikere, og altid blive de omtalte paa den meest afvisende Maade, ja 👤Hegel seer med en uhyre Haan og Fornemhed ned paa disse, som han ofte nok kalder »fornemme Folk.« Men den Omstændighed, at 👤Hegel saaledes forsaae sig paa den Form af Ironi, som laae ham nærmest, har naturligviis skadet hans Opfattelse af Begrebet. Udvikling faaer man ofte ikke – derimod faaer 👤Schlegel altid Skjend. Hermed skal nu ingenlunde være sagt, at 👤Hegel ikke har Ret mod Schlegelerne, og at den Schlegel-Schlegelske Ironi ikke var en saare betænkelig Afvei; heller ikke skal hermed være sagt Andet, end at 👤Hegel vist har stiftet stort Gavn ved den Alvor, hvormed han træder op mod enhver Isolation, en Alvor, der gjør, at man kan læse mangen Udvikling med megen Opbyggelse og Styrkelse; men derimod skal dermed være sagt, at 👤Hegel, ved eensidig at vende sig mod den efterfichtiske Ironi, har overseet Ironiens Sandhed, og idet han identificerede al Ironi med denne, har gjort Ironien Uret. Saasnart 👤Hegel nævner det Ord Ironi, kommer han strax til at tænke paa 👤Schlegel og 👤Tieck, og hans Stiil bærer da øieblikkeligen Præg af en vis Forbittrelse. Hvori det Forkerte og Ubeføiede i 👤Schlegels Ironi laae, skal paa sit Sted blive oplyst, saavelsom 👤Hegels Fortjeneste i denne Henseende. Vi vende tilbage til hans Betragtningsmaade af 👤Socrates' Ironi.