Kierkegaard, Søren Uddrag fra Om Begrebet Ironi

↩ Dette Samme gjentager sig paa alle Gebeter. Hans Naturbetragtninger ere aldeles Fabrik-Arbeide, den endelige Teleologi i en Mangfoldighed af Mønstre. – Hans Opfattelse af Venskab skal man ikke beskylde for Sværmeri. Han mener vel, ►at ingen Hest¹ og intet Asen har saa megen Værdi som en Ven, men deraf følger naturligviis ingenlunde, at flere Heste og flere Æsler ikke skulde have ligesaa megen Værdi som een Ven. Og det er den samme 👤Socrates, om hvem 👤Plato, for at betegne hans hele indre Uendelighed i Forhold til Venner, bruger et saa sandseligt-aandeligt Udtryk 120som ►παιδεϱαστεῖν μετὰ φιλοσοφίας, og 👤Socrates siger 86selv i ►Symposiet, at han kun forstaaer sig paa ►ἐϱωτιϰά. Og naar vi da i ►Mem. III, 11 høre 👤Socrates samtalende med den tvetydige Dame Theodota, hvor han praler af de Elskovsmidler, han er i Besiddelse af til at lokke unge Mennesker til sig, saa væmmes vi ved ham som ved en gammel ►Coqvette, der endnu troer sig istand til at bedaare, ja vi væmmes endmere, fordi vi ikke kan indsee Muligheden af, at 👤Socrates nogensinde skulde have formaaet det. – Ogsaa i Forhold til Livets mangehaande Nydelser finde vi den samme endelige Nøgternhed, medens 👤Plato saa storartet tillægger 👤Socrates en Slags guddommelig Sundhed, der gjør ham Umaadelighed umulig og dog ikke berøver ham, 21 men netop skjænker ham Nydelsens fuldeste Maal². Naar ►👤Alcibiades i Symposiet lader os vide, at han aldrig har seet 👤Socrates beruset, saa antydes deri tillige, at det var umuligt for 👤Socrates 13083at blive det, som vi jo og i Symposiet see ham ►drikke alle de Andre under Bordet: 👤Xenophon vilde naturligviis have forklaret det af, at han aldrig overskred en i Erfaring prøvet Recepts ►quantum satis. Det er altsaa ikke hin skjønne harmoniske Eenhed af Naturbestemmelse og Frihed, som betegnes med Udtrykket ►σωφϱοσύνη, der hos 👤Xenophon skildres hos 👤Socrates, men en uskjøn Composition af ►Cynicisme og Spidsborgerlighed. – Hans Opfattelse af Døden er da ligesaa fattig, ligesaa sneverhjertet. Dette viser sig hos 👤Xenophon, hvor 👤Socrates seer det Glædelige, i at han nu skal døe, deri, at han bliver fri for Alderdommens Svagheder og Byrder, ►📖 Mem. IV, 8, 8. I 📖 Apologien findes der vel enkelte mere poetiske Træk, som ►§ 3, hvor 👤Socrates antyder, at han hele sit Liv igjennem havde forberedt sig paa sit Forsvar; ►hvorhos dog maa bemærkes, at han, idet han erklærer, 121at han ikke vil forsvare sig, end ikke da af 👤Xenophon skues i overnaturlig Størrelse (saaledes som f. Ex. ►Christi guddommelige Taushed ligeoverfor hans Anklagere), men blot ledet af sin Dæmons, 👤Socrates maaskee uforklarlige, Omsorg for hans Eftermæle. Og naar vi af 👤Xenophon (►Mem. I, 2, 24) erfare, at 👤Alcibiades var et meget skikkeligt Menne87ske, saalænge han levede i Omgang med 👤Socrates, men senere blev udsvævende, saa forundrer det os mere, at han blev saalænge i 👤Socrates' Selskab, end at han senere blev udsvævende; thi fra et saadant aandeligt ►Christiansfeldt, en saadan ►sammensnærpende Maadeligheds Tvangsskole, maatte han jo blive temmelig ►slugen 22 paa Nydelse. Vi har altsaa i 👤Xenophons Opfattelse af 👤Socrates den parodierende ►Slagskygge, der svarer til Ideen i dens mangfoldige Fremtræden. For det Gode har vi det Nyttige, for det Skjønne det Brugbare, for det Sande det Bestaaende, for det ►Sympathetiske det Lucrative, for harmonisk Eenhed Nøgternhed.