Kierkegaard, Søren Uddrag fra Om Begrebet Ironi

Hvad der egentlig skal udgjøre Gjenstanden for denne Deel af Undersøgelsen, er til en vis Grad allerede givet i det Foregaaende, forsaavidt som dette under Contemplationens Form lod en Side af Begrebet komme tilsyne. Jeg har derfor ikke saameget forudsat Begrebet i den tidligere Deel af Afhandlingen, som jeg har ladet det blive til, idet jeg søgte at orientere mig i Phænomenet. Jeg har derved fundet en ubekjendt Størrelse, et Standpunkt, der viste sig som det, der maa have været eiendommeligt for 👤Socrates. Jeg har kaldt dette Standpunkt Ironi; men Navnet paa det er i den første Deel af Afhandlingen det mindre Vigtige: Hovedsagen er, at der intet Moment, intet Træk er blevet overseet, samt at alle Momenter og alle Træk have ordnet sig sammen i en Totalitet. Om dette Standpunkt er Ironi, det skal først nu afgjøres, idet jeg i Udviklingen af Begrebet ogsaa vil komme til det Moment, hvor 👤Socrates maa passe, saasandt hans Standpunkt ellers har været Ironi. Men som jeg i den første Deel af Afhandlingen alene havde med 👤Socrates at gjøre, saaledes vil det i Udviklingen af Begrebet vise sig, i hvilken Forstand han er et Moment i Begrebets Udvikling, med andre Ord, det vil vise sig, om Begrebet Ironi er absolut udtømt i ham, eller om der ikke er andre Fremtrædelsesformer deraf, til hvilke der ogsaa maa tages et Hensyn, førend man kan sige, at Begrebet tilstrækkeligt er opfattet. Som derfor i den første Deel af Afhandlingen Begrebet stedse svævede i Baggrunden, med en bestandig Trang til at tage Skikkelse i Phænomenet, saaledes vil i denne Deel af Afhandlingen Begrebets phænomenale Fremtrædelse, som en bestandig Mulighed til at tage Bolig iblandt os, følge Udviklingen. Disse to Momenter ere uadskillelige; thi hvis Begrebet ikke var i Phænomenet, eller rettere, Phænomenet først var forstaaeligt, først virkeligt i og med Begrebet, og hvis Phænomenet ikke var i Begrebet, eller rettere, Begrebet først forstaaeligt, først virkeligt i og med Phænomenet, saa var al Erkjendelse umulig, idet jeg i det ene Tilfælde vilde mangle Sandheden, i det andet Virkeligheden. Er nu Ironi en Subjectivitetens Bestemmelse, saa vil man strax see Nødvendigheden af to Fremtrædelser af dette Begreb; og Virkeligheden har ogsaa knyttet Navnet til dem. Den første er naturligviis den, hvor Subjectiviteten første Gang gjør sin Ret gjeldende i Verdenshistorien. Her have vi 👤Socrates, det vil sige, herved ere vi anviste, hvor vi skal søge Begrebet i dets historiske Fremtrædelse. Men da Subjectiviteten havde viist sig i Verden, forsvandt den ikke atter sporløs, Verden sank ikke atter tilbage i den tidligere Udviklingsform, tvertimod, det Gamle forsvandt, og Alt blev nyt. Skal der nu kunne vise sig en ny Fremtrædelsesform af Ironien, da maa det være, idet Subjectiviteten i en endnu høiere Form gjør sig gjeldende. Det maa da være en Subjectivitetens anden Potents, en Subjectivitetens Subjectivitet, der svarer til Reflexionens Reflexion. Herved ere vi atter verdenshistorisk orienterede, vi ere nemlig henviste til den Udvikling, som det nyere Philosophi erholdt i 👤Kant, og som fuldendtes i 👤Fichte, og nærmere igjen til de Standpunkter, der efter 👤Fichte søgte at gjøre Subjectiviteten i anden Potents gjeldende. At dette nu forholder sig rigtigt, det viser Virkeligheden ogsaa, thi her møde vi atter Ironien. Men da dette Standpunkt er en potenseret subjectiv Bevidsthed, saa følger deraf, at den bliver sig Ironien tydelig og bestemt bevidst, at den udtaler Ironien som sit Standpunkt. Dette skete nu ogsaa i 👤Fr. Schlegel, der søgte at gjøre den gjeldende i Forhold til Virkeligheden, i 👤Tieck, der søgte at gjøre den gjeldende i Poesien, i 👤Solger, der blev sig dette æsthetisk og philosophisk bevidst. Endelig traf ogsaa Ironien her sin Mester i 👤Hegel. Medens den første Form af Ironi ikke blev bekjæmpet, men beroliget derved at Subjectiviteten skete sin Ret, saa blev den anden Form af Ironi bekjæmpet og tilintetgjort; thi da den var uberettiget, kunde den kun skee sin Ret derved, at den blev ophævet.