↩ Hos 👤Xenophon er det Nyttige et af Udgangs-Punkterne for den socra83tiske Underviisning. Men det Nyttige er netop den Mangekant, der svarer til det Godes af sig selv udgaaende og 127til sig selv tilbagevendende, mod ingen af sine egne Momenter ligegyldige, men i dem alle og heel i dem alle og heel i hver især sig rørende, indre Uendelighed. Det Nyttige har nu en uendelig Dialectik, og tillige en uendelig slet Dialec18tik. Det Nyttige er nemlig det Godes udvortes Dialectik, dets Negation, der løsrevet som saadant blot bliver et Skyggernes Rige, hvor Intet bestaaer, men Alt form- og gestaltløs fortætter og forflygtiger sig, alt i 84 Forhold til Betragterens ustadige og overfladiske Blik, hvor hver enkelt Existents kun er en uendelig delelig Brøks-Existents i en evindelig Calculation. (Det Nyttige ►medierer sig selv Alt endog det Unyttige, da der, ligesom Intet er absolut nyttigt, heller ei kan være Noget absolut 118unyttigt, da den absolute Nytte blot er et flygtigt Moment i Livets ustadige Vexel). Denne almindelige Anskuelse af det Nyttige findes udviklet i ►Samtalen med 👤Aristipp, 📖 Mem. III, 8. Medens det hos 👤Plato netop er 👤Socrates, der bestandig fører Sagen ud af den tilfældige Concretion, hvori hans Omgivelser see den, og leder den hen til det Abstracte, er det hos 👤Xenophon netop 👤Socrates, der tilintetgjør de vistnok svage Forsøg af 👤Aristipp paa at nærme sig Ideen. Jeg behøver ikke videre at udvikle denne Samtale, thi 👤Socrates' første Attitude viser paa 81eengang den øvede Fægter og Loven for hele Undersøgelsen. Paa 👤Aristipps Spørgsmaal om han vidste noget Godt, svarer han ►§ 3: ►ἆϱά γε, ἔφη, ἐϱωτᾷς με, εἴ τι οἶδα πυϱετοῦ ἀγαϑόν; hvorved jo strax ►det discursive Raisonnement er antydet. Ad denne Vei gaaer nu ogsaa hele Samtalen med en Urokkelighed, der ikke gaaer af Veien for den tilsyneladende Paradox ►§ 6: ►ἆϱ' οὖν, ἔφη, ϰαὶ ϰόφινος ϰοπϱοφόϱος ϰαλόν ἐστιν; Νὴ Δί', ἔφη, ϰαὶ χϱυσῆ γε ἀσπὶς αἰσχϱόν, ἐὰν πϱὸς τὰ ἑαυτῶν ἔϱγα ὁ μὲν ϰαλῶς πεποιημένος ᾖ, ἡ δὲ ϰαϰῶς. Skjøndt jeg kun har anført denne Samtale som et Exempel, og forsaavidt væsentlig maa henholde mig til det Total-Indtryk, der er Livskraften i Exemplet, skal jeg dog, da jeg tillige har anført det som et Exempel ►instar omnium, erindre om en Vanskelighed med Hensyn til den Maade, paa hvilken 👤Xenophon 128indleder denne Samtale. Han lader os nemlig forstaae, at 19 det var et ►captieust Spørgsmaal af 👤Aristipp for at bringe 👤Socrates i Forlegenhed ved den uendelige Dialectik, der ligger i det Gode, naar det opfattes som det Nyttige. Han antyder, at 👤Socrates gjennemskuede denne List. Det lod sig nu altsaa tænke, at den hele Samtale var af 👤Xenophon opbevaret som et Exempel paa 👤Socrates' Gymnastik. Det kunde synes, at der mulig endog slumrede en Ironi i hele 👤Socrates' Adfærd, at han ved med en tilsyneladende Godtroenhed at gaae ind i den af 👤Aristipp stillede Fælde, derved tilintetgjorde hans snedige Anlæg og bragte 👤Aristipp til at være den, der mod sin Villie maatte gjøre det ⓘ gjeldende, han havde regnet paa, at 👤Socrates vilde have fremhævet. Imidlertid vil vist enhver, der kjender 👤Xenophon, finde dette høist usandsynligt, og til yderligere Beroligelse 85 har da ogsaa 👤Xenophon angivet en ganske anden Grund, hvorfor 👤Socrates bar sig saaledes ad, »►for at gavne sin Omgivelse.« Hvoraf man da tydelig seer, at 119efter 👤Xenophons Opfattelse er det 👤Socrates' ramme Alvor, saaledes at kalde Undersøgelsens begeistrende Uendelighed tilbage paa ►Empiriens ►nedenoms ►slette Uendelighed.