Kierkegaard, Søren Om Begrebet Ironi

Indledende Betragtninger

Ligesom et System har en tilsyneladende Mulighed af at lade ethvert Moment blive et Udgangspunkt, men denne Mulighed dog aldrig bliver til Virkelighed, fordi ethvert Moment væsentlig bestemmes ad intra, fastholdes og bæres af Systemets egen Samvittighed1 – saaledes har virkeligen enhver Anskuelse, og fortrinsviis en religieus Anskuelse, et bestemt udvortes Udgangspunkt, et Positivt, der i Forhold til det Particulære viser sig som den høiere Causalitet, i Forhold til det Deriverede viser sig som det Ursprüngliche. Individet stræber nemlig stedse fra Referatet og igjennem Referatet tilbage til den beskuende Hvile, som kun Personlighed giver, til den tillidsfulde Hengivelse, som er Personligheds og Sympathis hemmelighedsfulde Reciprocitet. At nu en saadan primitiv Personlighed, en saadan Personlighedens status absolutus ligeoverfor Slægtens status constructus, kun er givet og kun kan gives eengang, derom behøver jeg vel blot at erindre. Men at Analogien dertil, Historiens gjentagne Tilløb til dette uendelige Spring, ogsaa har sin Sandhed, maa man ikke oversee. En saadan Personlighed, en saadan umiddelbar Ihændehaver af det Guddommelige, saae nu 👤Platoi👤Socrates. En saadan oprindelig Personligheds væsentlige Virkning paa og Forhold til Slægten fuldbyrder sig deels i en Meddelen af Liv og Aand, (naar Christus blæser paa Disciplene og siger: annammer den Hellig-Aand,) deels i en Frigjøren af Individets bundne Kræfter, (naar Christus siger til den Værkbrudne: stat op og gaa,) eller rettere, den fuldbyrder sig i begge Dele paa eengang. Analogien hertil kan altsaa være dobbelt, enten positiv ɔ: befrugtende, eller negativ ɔ: forhjelpende det paralytiske, det i sig forflygtigede Individ til den oprindelige Spændstighed, blot fredende og iagttagende lade det saaledes styrkede Individ besinde sig paa sig selv2. Men i begge Analogier bliver Forholdet til en saadan Personlighed for den secundære et ikke blot impulserende men daterende, et Individet selv uforklarligt Kildespring til et evigt Liv. Vi kunne sige, enten er det Ordet, der skaber, eller Tausheden, der føder og avler Individet. Grunden, hvorfor jeg har anført disse to Analogier, er maaskee i dette Øieblik endnu ikke Læseren indlysende, men jeg haaber, at den skal senere blive det. At 👤Plato har seet Eenheden af disse to Momenter i 👤Socrates, eller rettere, at 👤Plato i 👤Socrates har anskueliggjort Eenheden af dem, kan man ikke nægte; at en anden Opfattelse, der i den Omstændighed, at 👤Socrates' Moder 👤Phænareta var Gjordemoder, har seet en billedlig Betegnelse af 👤Socrates' forløsende Virksomhed, har fremhævet den anden Side af Analogien, veed Enhver.

  1. I Systemet faaer derfor ethvert enkelt Moment en anden Betydning end udenfor Systemet; dette har saa at sige aliud in lingua promtum, aliud pectore clausum. (tilbage)
  2. At ogsaa dette Personlighedens Forhold er et Kjærlighedsforhold, ja at det ret egentlig erindrer om den Species deraf, der hos 👤Plato altid tillægges 👤Socrates: »Pæderasti,« naturligviis med Hensyn til den første Ungdoms Opvaagnen af Barndommens Slumren og Besindelse paa sig selv, at det giver et ikke uheldigt Vink om den Forkjærlighed, hvormed 👤Socrates opfattede og ret gottede sig over sine Disciples Smaa-Svagheder, vil man vist give mig Ret i. I 📖 Symposiet (👤Heise Pag. 21) hedder det derfor: Disse elske ikke Drenge, men kun dem, hos hvilke Aands-Udviklingen er begyndt, hvilket pleier at skee i den første Ynglingsalder. (tilbage)

Hvilket Forhold finder imidlertid Sted mellem den platoniske og den virkelige 👤Socrates? Dette Spørgsmaal lader sig ikke afvise. 👤Socrates gjennemstrømmer hele den platoniske Philosophis frugtbare Territorium, han er allestedsnærværende i 👤Plato. Hvormeget nu ikke blot den taknemlige Discipel har troet, men den med ungdommeligt Sværmeri elskende Yngling har ønsket at skylde ham, fordi Intet var ham kjært, naar det ikke kom fra 👤Socrates, eller han idetmindste var Sameier og Medvider i disse Erkjendelsens Elskovs-Hemmeligheder, fordi der gives en Sig-Udtalen for en Ligestemt, der ikke sammensnøres ved den Andens Begrændsning, men udvides og naaer en oaturlig Størrelse i den Andens Opfattelse, da Tanken først forstaaer sig selv, først elsker sig selv, idet den er indoptaget i den Andens Væsen, og det saaledes bliver for i den Grad harmonerende Væsner ikke blot ligegyldigt, men umuligt at afgjøre, hvad hver især eier, fordi den Ene bestandig Intet eier, men eier Alt i den Anden – dette skal jeg her ikke nærmere undersøge. Som 👤Socrates derfor saa skjønt knytter Menneskene fast til det Guddommelige ved at vise, at al Erkjendelse er Erindring, saaledes føler 👤Plato sig i Aandens Eenhed uopløselig sammensmeltet med 👤Socrates, saa at al Viden er ham Samviden med 👤Socrates. At denne Trang til at høre sine egne Bekjendelser af 👤Socrates' Mund efter dennes Død maa være bleven 👤Plato endnu dybere, at 👤Socrates for ham maatte opstaae forklaret af sin Grav til et endnu inderligere Samliv, at Forvexlingen mellem Mit og Dit maatte blive større nu, da det var 👤Plato umuligt, hvormeget han end ydmygede sig selv, hvor ringe han end følte sig selv til at sætte Noget til Billedet af 👤Socrates, dog ikke at forvexle det poetiske Billede med den historiske Virkelighed: det er vel indlysende. – Efter denne almindelige Betragtning troer jeg, at det vil være paa rette Sted at erindre om, at man allerede i Oldtiden har været opmærksom paa dette Spørgsmaal om Forholdet mellem den virkelige og den poetiske 👤Socrates efter 👤Platos Fremstilling, og at den Inddeling af Dialogerne, der alt findes hos 👤Diogenes af Laerte, i δϱαματιϰοί og διηγηματιϰοί, indeholder en Art Besvarelse. De diegematiske Dialoger skulde altsaa være de, der nærmest havde med den historiske Opfattelse af 👤Socrates at gjøre. Til dem hører nu 📖 Symposiet og 📖 Phædon, og endog deres ydre Form erindrer om deres Betydning i denne Henseende efter 👤Baurs rigtige Bemærkning, anførte Skrift Pag. 122 Anm.: Eben deßwegen scheinen die Dialogen der andern Art, die diegematischen, bei welchen der eigentliche Dialog nur in einer Erzählung gegeben wird, wie 👤Plato im Gastmahl alles dem 👤Apollodor in den Mund legt, in 📖 Phædon den 👤Phædon, den 👤Echekrates und einige andere, was 👤Socrates an seinem letzten Tage zu seinen Freunden gesprochen, und was sich mit ihm zugetragen, erzählen läßt, durch ihre Form von selbst zu verstehen zu geben, daß sie einen mehr historischen Charakter an sich tragen.

Om nu dette Historiske i Formen blot er med Hensyn til det sceniske Apparat, og Modsætningen til de dramatiske Dialoger ligger deri, at i disse sidste det Dramatiske (hvad 👤Baur kalder: die äußere Handlung) er 👤Platos fri Digtning, eller om det ligger deri, at i de diegematiske Dialoger det væsentlig er 👤Socrates' egne Tanker, i de dramatiske Indholdet er de af 👤Plato i 👤Socrates indtænkte Anskuelser, det kan jeg ikke afgjøre; derimod maa jeg atter ikke blot underskrive men afskrive den rigtige Observation af 👤Baur: Wenn nun aber auch 👤Plato mit Rücksicht auf diesen historischen Grund, diesen Dialogen gerade diese Form gab, so kan doch hieraus auf den historischen Charakter des Ganzen nicht geschlossen werden. – Og saaledes nærme vi os nu det vigtige Problem, hvad tilhører i den platoniske Philosophi 👤Socrates, og hvad tilhører 👤Plato, et Spørgsmaal, vi ei kan afvise, hvor smerteligt det end er at adskille dem, som saa inderlig ere forenede. Her maa jeg beklage, at 👤Baur lader mig i Stikken; thi efterat han har viist Nødvendigheden af, at 👤Plato sluttede sig deels til Folkebevidstheden (deri seer han Betydningen af det Mythiske), deels til 👤Socrates' Personlighed, som det positive Udgangspunkt, saa ender dog den hele Undersøgelse med, at 👤Socrates' væsentlige Betydning bliver Methoden1. Men da hos 👤Plato Methoden endnu ikke sees i dens absolut nødvendige Forhold til Ideen, saa maa det Spørgsmaal frembyde sig, i hvad Forhold stod 👤Socrates til 👤Platos Methode?

  1. Da det vilde blive for vidtløftigt at citere 👤Baur, maa jeg henvise Læseren til det Afsnit, der begynder Pag. 90, bede ham læse Pag. 90 og 91 og derpaa Pag. 98. (tilbage)

Det bliver altsaa af Vigtighed at tale lidt om Methoden hos 👤Plato. At Dialogen ikke ved et Tilfælde er bleven den fremherskende Form hos 👤Plato, men at den har en dybere Grund, det føler vist Enhver. Jeg kan her ikke gaae videre ind paa en Undersøgelse om Forholdet mellem en Dichotomi, saaledes som den findes hos 👤Plato, og en Trichotomi, saaledes som den nyere i strængere Forstand speculative Udvikling kræver den. (Lidt vil jeg komme til at tale derom, hvor jeg udvikler Forholdet mellem det dialectiske og mythiske Element, en Dichotomi, i 👤Platos tidligere Dialoger). Heller ikke kan jeg faae Tid til, idet jeg viste Nødvendigheden af en Dichotomi for Græciteten og derved anerkjendte dens relative Gyldighed, tillige at vise dens Forhold til den absolute Methode. Vel er nemlig den af 👤Socrates optugtede Dialog et Forsøg paa, at lade Tanken selv fremtræde i hele sin Objectivitet, men den Eenhed af successiv Opfattelse og Intuition, som kun den dialectiske Trilogi gjør mulig, mangler naturligviis. Methoden bestaaer egentlig i at simplificere Livets mangehaande Combinationer ved at føre dem tilbage paa en bestandig mere og mere abstract Abbreviatur; og da 👤Socrates begynder sine fleste Undersøgelser ikke i Centrum, men i Peripherien, i det i sig selv uendeligt sammenslyngede Livs brogede Mangfoldighed, saa hører der visselig en høi Grad af Kunst til at udvikle ikke blot sig selv, men det Abstracte af ikke blot Livets, men og Sophisternes Forviklinger. Denne Kunst, vi her beskrive, er naturligviis den noksom bekjendte socratiske Kunst at spørge,1 eller, for at erindre om Dialogens Nødvendighed for den platoniske Philosophi, den Kunst at samtale. Derfor er det, at 👤Socrates saa ofte med saa dyb en Ironi foreholder Sophisterne, at de vel forstaae at tale, men ikke at samtale. Det han nemlig dadler ved det Udtryk at tale i Modsætning til at samtale, er det Selviske i Veltalenhed, der attraaer, hvad man maatte kalde det abstract Skjønne, versus rerum inopes nugæque canoræ, der i Udtrykket selv, løsrevet fra dets Forhold til en Idee, seer en Gjenstand for en from Veneration. Ved Samtale nødes derimod den Talende til at fastholde Gjenstanden,2 det vil da sige, naar Samtalen ikke ansees for identisk med en excentrisk Vexelsang, hvor hver synger sit Stykke uden Hensyn til den Anden, og det kun forsaavidt endnu har Skin af at være en Samtale, som de ikke tale i Munden paa hinanden. Denne Samtalens Concentricitet udtrykkes nu ogsaa bestemtere derved, at Samtalen opfattes under Form af Spørgsmaal og Svar. Om hvad det er at spørge, maae vi derfor udvikle os lidt nærmere.

  1. Modsætningen hertil er Sophisternes formeentlige Kunst at kunne svare; de ere derfor saa gridske paa, at En skal spørge dem, forat al deres Viisdom ret kan bruse ud, forat de »kan sætte alle Seil til og for en strygende Vind flygte ud paa Sandhedens Dyb, hvor man taber Landet af Sigte.« Som Exempel herpaa kan tjene Begyndelsen af 📖 Gorgias, hvor baade 👤Gorgias og især 👤Polos ere saa bespændte som Køer, der ikke ere blevne malkede til rette Tid. (tilbage)
  2. Cfr.📖 Symposiet (👤Heise Pag. 60 ned. og 61 øv.)👤Agathon: jeg kan ikke modsige Dig, 👤Socrates: det være altsaa, som Du siger. 👤Socrates: Sandheden, elskede 👤Agathon! kan Du ikke modsige, 👤Socrates derimod meget let. Smlgn. 📖 Protagoras (👤Heise Pag. 152). 👤Protagoras ...... Dog, hvad gjør dette til Sagen? Dersom Du altsaa vil, saa lad Retfærdigheden være from og Fromheden retfærdig. 👤Socrates: Nei, ikke saaledes sagde jeg; thi jeg forlanger ikke, at dette: dersom Du vil, eller: om Dig saa synes, skal underkastes Prøvelse, men min og Din sande Mening, og herved forstaaer jeg, at Sagen prøves bedst, naar man ganske udelader dette »dersom.« 👤Protagoras (👤Heise Pag. 160): da han (Protagoras) havde sagt dette, gave de Tilstedeværende paa en larmende Maade deres Bifald tilkjende, fordi han havde talt saa smukt. Men jeg sagde: Jeg er et meget glemsomt Menneske, og naar Nogen taler saalænge, forglemmer jeg ganske, hvorom Talen er. Ligesom Du altsaa, dersom jeg var tunghørig, vilde ansee det nødvendigt at tale i en høiere Tone til mig end til Andre, naar Du vilde tale med mig, saaledes maa Du ogsaa nu, da Du har truffet paa et glemsomt Menneske, skjære Noget af Dine Svar og gjøre dem kortere, ifald jeg skal følge Dig. Cfr. 📖 Gorgias (👤Heise Pag. 21). 👤Socrates ..... men det maa ikke undre Dig, om jeg snart igjen skulde spørge Dig om Et og Andet, skjøndt det synes ganske tydeligt. Thi som sagt, jeg spørger Dig ikke derom for Din Skyld, men for at vi paa en følgerigtig Maade kunne bringe vor Undersøgelse til Ende, og ikke blive vante til, skjøndt vi kun gjætte os til hinandens Mening, at tage Ordene af Munden paa hinanden, og forat Du kan gjøre Din Anskuelse gjældende paa den Maade, Du finder meest passende. – Derfor denne Haardnakkethed i at fastholde Gjenstanden, der ikke lader sig forstyrre af Noget cfr. 📖 Gorgias (👤Heise Pag. 68). 👤Socrates: Vakkre 👤Polos! nu vil Du igjen forskrække mig istedetfor at gjendrive mig, ligesom før, da Du kaldte Vidner frem imod mig .... Længere hen (Pag. 68) .... 👤Socrates: hvad er det 👤Polos? Du leer? Er det en ny Maade at føre Beviis paa, at lee ad det, man siger, istedetfor at gjendrive det? – Der tages derfor intet Hensyn til, om Flere har den samme Mening eller ei, men hvis Mening der er den rigtige. 👤Polos beraaber sig paa, at de Tilstedeværende ere enige med ham og opfordrer 👤Socrates til at spørge dem ad. 👤Socrates (Pag. 68): o 👤Polos! jeg er ingen Statsmand. Da det ifjor tilfaldt mig at sidde i Raadet, fordi min Stamme havde Forsædet, og jeg skulde indsamle Stemmer, vakte jeg almindelig Latter, fordi jeg ikke forstod mig herpaa. Derfor maa Du heller ikke anmode mig om at indsamle Stemmer af de Tilstedeværende ...; thi jeg forstaaer kun at fremkalde eet Vidne for det jeg siger, nemlig den, jeg taler med, og de Andre lader jeg fare. – Modsætning til dette socratiske Alvor, der slutter sig saa aarvaagent og opmærksomt til sin Gjenstand, som en Fangevogter til sin Fange, see vi ham en enkelt Gang mere at søge Samtalens lette sig Skillen og Møden og det deri liggende Erotiske. Som 👤Phædros bebreider ham det i 📖 Symposiet (👤Heise Pag. 47): o kjære 👤Agathon! dersom Du svarer 👤Socrates, vil han aldeles ikke bekymre sig om, hvad der videre skeer, naar han kun har En at tale med, især en Smuk. – Elskendes Samtale er nu i Almindelighed den rene Modsætning til den egentlige Talen om en Ting, og saa opbyggelig den er for de Elskende, saa lidet underholdende er den for Tredie-Mand). I 📖 Phædrus giver 👤Socrates derfor ogsaa det ugelspilagtige Raad (👤Ast 1 D. Pag. 148 § 237 C): πεϱὶ παντός, ὦ παῖ, μία ἀϱχὴ τοῖς μέλλουσι ϰαλῶς βουλεύεσϑαι, εἰδέναι δεῖ, πεϱὶ οὗ ἂν ᾖ ἡ βουλή, ἢ παντὸς ἁμαϱτάνειν ἀνάγϰη, omtrent som 👤Ugelspil gav Skrædderne det vigtige Raad, at slaae Knude paa Traaden, for ikke at gaae Glip af det første Sting. (tilbage)

At spørge betegner deels Individets Forhold til Gjenstanden, deels Individets Forhold til et andet Individ. – I første Tilfælde er det Bestræbelsen for at frigjøre Phænomenet fra ethvert endeligt Forhold til Subjectet. Idet jeg spørger veed jeg Intet, og forholder mig reent receptiv til min Gjenstand. I denne Forstand har den socratiske Spørgen en om end fjern dog utvetydig Analogi med det Negative hos 👤Hegel, kun at det Negative efter 👤Hegel er et nødvendigt Moment i selve Tanken, er en Bestemmelse ad intra, hos 👤Plato anskueliggjøres det Negative og lægges udenfor Gjenstanden i det spørgende Individ. Hos 👤Hegel behøver Tanken ikke udenfra at spørge; thi den spørger og svarer sig selv i sig selv; hos 👤Plato svarer den kun, forsaavidt den bliver spurgt, men dette, om den bliver spurgt eller ei, er et Tilfældigt, og det, hvorledes den bliver spurgt, et ikke mindre Tilfældigt. Skjøndt saaledes Spørgeformen skulde frigjøre Tanken fra al blot subjectiv Bestemmelse, ligger den dog i en anden Henseende aldeles under for det Subjective, saalænge den Spørgende blot sees i et tilfældigt Forhold til det, han udspørger. Seer man derimod det at spørge i et nødvendigt Forhold til sin Gjenstand, saa bliver det at spørge identisk med det at svare. Og som allerede 👤Lessing saa vittigt har skjelnet mellem at svare paa et Spørgsmaal og besvare det, saaledes laae der en lignende Adskillelse til Grund for den af os opstillede Forskjel, Adskillelsen nemlig mellem at spørge og at udspørge; det sande Forhold bliver altsaa mellem det at udspørge og besvare1. Vel bliver der endnu bestandig noget Subjectivt tilbage; men naar man erindrer, at Grunden til, at Individet spørger saaledes eller saaledes, ikke ligger i dets Vilkaarlighed,2 men i Gjenstanden, i det Nødvendigheds-Forhold, der copulerer dem sammen, saa vil ogsaa dette forsvinde. – I andet Tilfælde er Gjenstanden et Mellemværende mellem den Spørgende og den Svarende, og Tanke-Udviklingen fuldbyrder sig i denne alternerende (alterno pede) Gang, i denne Halten til begge Sider. Dette er naturligviis atter en Art dialectisk Bevægelse, men da Eenheds-Momentet mangler, forsaavidt der i ethvert Svar er indeholdt en Mulighed af et nyt Spørgsmaal, ikke den sande dialectiske Evolution. Denne Betydning af at spørge og at svare er identisk med Dialogens Betydning, der er som et Sindbillede paa Græcitetens Opfattelse af Forholdet mellem Guddommen og Mennesket, hvor der vel er et Vexelforhold, men intet Eenheds-Moment (saalidt den umiddelbare som den høiere), og egentlig ogsaa det sande Toheds-Moment mangler, idet Forholdet udtømmer sig i blot Reciprocitet: det har som et pronomen reciprocum ikke Nominativ, men blot casus obliqui, og kun Dualis og Pluralis. – Forholder det her Udviklede sig nu rigtigt, saa seer man, hvad Hensigten, hvori der spørges, angaaer, at den kan være dobbelt. Man kan nemlig spørge i den Hensigt at faae et Svar, der indeholder den attraaede Fylde, saaledes at jo mere man spørger, desto dybere og betydningsfuldere bliver Svaret; eller man kan spørge ikke i Interesse af Svaret, men for gjennem Spørgsmaalet at udsuge det tilsyneladende Indhold, og derpaa lade en Tomhed tilbage. Den første Methode forudsætter naturligviis, at der er en Fylde, den anden, at der er en Tomhed; den første er den speculative, den anden den ironiske. I den sidste Methode practiserede nu i Særdeleshed 👤Socrates. Naar Sophisterne i et godt Lag havde omtaaget sig selv i egen Veltalenhed,3 da var det 👤Socrates en Glæde, at anbringe paa den høfligste og beskedneste Maade af Verden en Smule Træk,4 der i en føie Stund forjog alle disse poetiske Dampe. Disse to Methoder har nu vistnok især for en Observation, der blot iagttager Momentet, stor Lighed med hinanden; ja denne Lighed bliver endnu større derved, at 👤Socrates' Spørgen væsentlig var rettet mod det erkjendende Subject, gik ud paa at vise, at de dog til Syvende og Sidst slet Intet vidste. Enhver Philosophi, der begynder med en Forudsætning, ender naturligviis i den samme Forudsætning, og som 👤Socrates' Philosophi begyndte med den Forudsætning, at han Intet vidste, saaledes endte den med, at Menneskene overhovedet Intet vidste; den platoniske begyndte i den umiddelbare Eenhed af Tænken og Væren og blev deri. Den Retning, der gjorde sig gjeldende i Idealismen som en Reflexion over Reflexionen, den samme gjorde sig gjeldende i 👤Socrates' Spørgen. Det at spørge ɔ: det abstracte Forhold mellem det Subjective og Objective, var ham tilsidst Hovedsagen. Jeg vil, ved nøiagtigere at gjennemgaae en Yttring af 👤Socrates i 👤Platos 📖 Apologi stræbe at oplyse, hvad jeg mener. Overhovedet er den hele 📖 Apologi ypperlig skikket til at faae et klart Begreb om denne 👤Socrates' ironiske Virksomhed5. I Anledning nemlig af det første Klagepunkt af 👤Melitus, at 👤Socrates er en Gudsbespotter, omtaler 👤Socrates selv det bekjendte Udsagn af Oraklet i Delphi, at han var den viseste Mand. Han fortæller, hvorledes dette Udsagn gjorde ham raadvild et Øieblik, hvorledes han, for at prøve om Oraklet havde sagt Sandhed, henvendte sig til En af de meest anseete Vise. Denne Vise var en Statsmand, men 👤Socrates fandt snart, at han var uvidende. Derpaa henvendte han sig til en Digter, men fandt, idet han affordrede ham en udførligere Forklaring over hans egne Digte, at han heller ei vidste Besked derom. (I denne Anledning antyder han ogsaa, at Digtet maatte ansees for en guddommelig Indskydelse, hvoraf Digteren forstod ligesaa lidet som Propheter og Spaamænd af det Skjønne, de udtale). Endelig gik han til Kunstnerne, og vel vidste de Noget, men da de dog derunder vare befængte med den Indbildning, at de ogsaa forstode andre Ting, saa sank de ind under samme Bestemmelse, som de Andre. Kort sagt, 👤Socrates udvikler, hvorledes han har omskibet hele Intelligentsens Rige, og fundet det Hele begrændset af et Okeanos af illusorisk Viden. Vi see, hvor grundigt han har opfattet sin Opgave, hvorledes han har anstillet Experimentet med enhver intelligent Magt, og dette finder 👤Socrates selv bestyrket derved, at hans tre Anklagere repræsenterede de tre store Magter, hvis Intethed i deres Fremtræden i Personligheden han havde afsløret. 👤Melitus mødte nemlig paa Digternes Vegne, 👤Anytus paa Kunstnernes og Statsmændenes Vegne, 👤Lykon paa Talernes Vegne. Ja han opfatter det som sit guddommelige Kald, sin Mission, at gaae omkring hos Landsmænd og Fremmede for, naar han hører om En, at han skal være viis, da, naar det ikke forekommer ham saa, at komme Guddommen til Hjælp og vise, at han ikke er det6. Og paa Grund deraf, har han ikke havt Tid7 at udrette Noget af Betydning, hverken i offentlige eller private Anliggender, men han er paa Grund af denne Gudstjeneste paa alle Kanter i Armod. Dog jeg vender tilbage til det omtalte Sted i 📖 Apologien. 👤Socrates viser det Glædelige i, efter Døden at komme i Forbindelse med de store Mænd, der have levet før ham og deelt Skjebne med ham, og tilføier nu: ϰαὶ δὴ ϰαὶ τὸ μέγιστον, τοὺς ἐϰεῖ ἐξετάζοντα ϰαὶ ἐϱευνῶντα, ὥσπεϱ τοὺς ἐνταῦϑα, διάγειν, τίς αὐτῶν σοφός ἐστι ϰαὶ τίς οἴεται μέν, ἔστι δ' οὔ. (👤Ast 8 B. Pag. 156 § 41 B.) Her staae vi ved et afgjørende Punkt. Man kan ikke nægte, at 👤Socrates her næsten falder i det Latterlige ved denne Iver for at udspionere, der ikke engang lader ham Fred efter Døden. Og hvo kan vel bare sig for at smile, naar han tænker sig Underverdenens alvorlige Skikkelser, og da midt iblandt dem 👤Socrates, som er i utrættelig Virksomhed med at udspørge dem, og med at vise dem, at de Intet veed. Vel kunde det synes, at 👤Socrates dog selv har meent, at Nogle af dem maaskee vare vise; thi han siger, at han vil prøve, hvo af dem der er viis, og hvo der synes sig at være det og dog ikke er det; men deels maa man jo erindre, at denne Viisdom er hverken meer eller mindre end den beskrevne Uvidenhed8; deels, at han siger, at han vil prøve dem der, ligesom dem her, hvori jo synes at ligge, at det formodentlig ikke vil gaae disse store Mænd bedre ved dette tentamen rigorosum, end det gik de store Mænd her i Livet. Her see vi saaledes Ironien i hele sin guddommelige Uendelighed, der slet Intet lader bestaae. Som 👤Samson griber 👤Socrates om de Søiler, der bar Erkjendelsen og styrter nu Alt ned i Uvidenhedens Intet. At dette er ægte socratisk, det vil vist Enhver indrømme, platonisk derimod bliver det aldrig. Og her er jeg altsaa ved een af de Dupliciteter, der er i 👤Plato, og som netop er det Spor, jeg vil forfølge forat udfinde det reent Socratiske.

  1. Identiteten heraf udtrykkes saa skjønt i det tydske Sprog, hvor at udfritte hedder: »aushorchen (tilbage)
  2. Ligesom en Ønskeqvist paa en hemmelighedsfuld Maade corresponderer med det i Jorden skjulte Vand, og kun ønsker der, hvor det er. (tilbage)
  3. Smlgn.📖 GorgiasPag. 38: 👤Socrates ... Jeg beder Dig, o 👤Polos! at Du vil forskaane os for de lange Taler, som Du allerede forhen forsøgte at gjøre Brug af. 👤Polos: Hvorledes? Det skulde ikke være mig tilladt at tale saa meget, jeg vil. 👤Socrates: Det vilde rigtignok være haardt, min kjære Ven! om Du skulde være kommen til 📌Athen, hvor der i hele Hellas hersker den største Talefrihed, og Du ene ikke skulde have Ret til at betjene Dig af den. (tilbage)
  4. Smlgn.📖 ProtagorasPag. 145 og 146 midt. .... Nu altsaa, 👤Protagoras! mangler der mig kun Lidet i at have Alt, naar Du nemlig vil besvare mig dette ... Men dette »dette« er netop det, hvorpaa Alt kommer an. – Eller for at tage et andet Exempel: 👤Socrates' 📖 Apologi (👤Ast 8 B. Pag. 98): ῞Οτι μὲν ὑμεῖς, ὦ ἄνδϱες 'Αϑηναῖοι, πεπόνϑατε ὑπὸ τῶν ἐμῶν ϰατηγόϱων, οὐϰ οἶδα· ἐγὼ δ' oὖν ϰαὶ αὐτὸς ὑπ' αὐτῶν ὀλίγου ἐμαυτοῦ ἐπελαϑόμην· οὕτω πιϑανῶς ἔλεγον. Endog i 📖 Symposiet mod 👤Agathon Pag. 54 (👤Heise): Hvorledes, Du Lykkelige! skulde ikke jeg og enhver Anden komme i Forlegenhed ved at træde frem efter en saa skjøn og indholdsrig Tale? Alt var vel ikke lige beundringsværdigt i den, men hvo kunde uden Henrykkelse høre den Mængde skjønne Ord og Talemaader i Slutningen ..... Pag. 55: i min Eenfoldighed troede jeg, at man burde fremføre det Sande om enhver Gjenstand, man vilde prise; ..... men dette var, som jeg mærker, ikke den sande Maade at rose paa, den bestaaer deri, at man tillægger den saa mange og skjønne Egenskaber som muligt, om disse tilkommer den eller ei. Smlgn. 📖 ProtagorasPag. 170 ned. og 171 øv. (tilbage)
  5. Vistnok er hele 📖 Apologien i sin Heelhed et ironisk Anlæg, idet den store Masse af Anklager reducere sig til et Intet, ikke i den almindelige Forstand, men til et Intet, som 👤Socrates netop udgiver for sit Livs Indhold, hvilket igjen er Ironien, ligesom og hans Forslag om at blive underholdt i Prytaneum, eller en Pengestraf, og fornemlig det, at den egentlig slet ikke indeholder noget Forsvar, men deels har han sine Anklagere til Bedste, deels faaer han sig en gemytlig Passiar med sine Dommere. Hermed stemmer ogsaa den bekjendte Historie, at han modtog og gjennemlæste en Forsvarstale af 👤Lysias, men erklærede, at han ikke fandt sig foranlediget til at bruge den, skjøndt det vist var en fortræffelig Tale. (tilbage)
  6. I denne sin refuterende Virksomhed omfatter han Alle, især sine Landsmænd: ταῦτα ϰαὶ νεωτέϱῳ ϰαὶ πϱεσβυτέϱῳ, ὅτῳ ἂν ἐντυγχάνω, ποιήσω, ϰαὶ ξένῳ ϰαὶ ἀστῷ· μᾶλλον δὲ τοῖς ἀστοῖς, ὅσῳ μοι ἐγγυτέϱω ἐστὲ γένει· ταῦτα γὰϱ ϰελεύει ὁ ϑεός, εὖ ἴστε. Smlgn. 👤Ast 8. B. Pag. 128 § 30 A. Han fortæller, at Mange sluttede sig til ham, fordi det ikke er uinteressant, at see Folk, der bilde sig ind at vide Noget, overbeviste om, at de Intet vide: ἐμοὶ δὲ τοῦτο, ὡς ἐγώ φημι, πϱοστέταϰται ὑπό τοῦ ϑεοῦ πϱάττειν ϰαὶ ἐϰ μαντείων ϰαὶ ἐξ ἐνυπνίων ϰαὶ παντὶ τϱόπῳ ᾧπέϱ τίς ποτε ϰαὶ ἄλλη ϑεία μοῖϱα ἀνϑϱώπῳ ϰαὶ ὁτιοῦν πϱοσέταξε πϱάττειν. 👤Ast 8 B. Pag. 136 § 33 C. (tilbage)
  7. Jeg vil bede Læseren i Modsætning hertil at erindre 👤Xenophons Fremstilling, hvor 👤Socrates har saa travlt med at opdrage sine Disciple til gode Statsborgere. I 👤Platos 📖 Apologi udhæver 👤Socrates derfor ogsaa Betydningen af at være Privatmand, og dette harmonerer ganske med 👤Socrates' øvrige negative Forhold til Livet; thi det at være Privatmand i Grækenland havde noget ganske Andet at betyde end nuomstunder at leve som Particulier, thi i Græciteten saae ethvert enkelt Individ i langt dybere Forstand sit Liv omsluttet og baaret af Statslivet, end i vore Tider. Derfor er det og, at 👤Kallikles (i 📖 Gorgias) dadler 👤Socrates, fordi han vedbliver at give sig af med Philosophien, da 👤Kallikles mener, at det at philosophere er, ligesom det at stamme, Noget man kun kan tilgive Børn, og at en Ældre, der vedbliver at philosophere, fortjener Straf derfor (smlgn.👤HeisePag. 99): thi som jeg før sagde, hvor herlige Anlæg han end besidder, kan det dog ikke være Andet, end at han bliver umandig, da han fjerner sig fra Statens Hjerte og skyer de offentlige Forsamlinger, hvori dog, som Digteren siger, Mænd først kunne udmærke sig, og tilbringer sit øvrige Liv i en Krog, hvor han sidder og hvidsker tre eller fire Ynglinge Noget i Ørene, uden dog nogensinde at udtale sig paa en fri, ædel og kraftig Maade. – Den opmærksomme Læser behøver jeg vel neppe at erindre om, hvormegen Lighed dette 👤Kallikles' Foredrag har med den videnskabelige Maadeholdenhed, som 👤Xenophon lader 👤Socrates anbefale. (tilbage)
  8. Forsaavidt der endnu kunde være Tale om en Viden om noget Andet end denne Uvidenhed, et svagt Spor, en flygtig Antydning af en positiv Viden, da siger 👤Socrates jo selv i 📖 Symposiet (👤Heise Pag. 10): min Viisdom er af en ringe Art og en tvetydig Natur, liig en Drøm – og fortolker i 📖 Apologien det delphiske Orakels Udsagn saaledes: ὅτι ἡ ἀνϑϱωπίνη σοφία ὀλίγου τινος ἀξία ἐστὶ ϰαὶ οὐδενός. Smlgn. 👤Ast 8 B. Pag. 112 § 23 A. (tilbage)

Den omskrevne Forskjel mellem at spørge for at finde Fylde og at spørge for at beskjæmme viser sig nu ogsaa i en bestemtere Skikkelse, som Forholdet mellem det Abstracte og det Mythiske i 👤Platos Dialoger.

Jeg skal, for nærmere at oplyse dette, udførligere gjennemgaae et Par Dialoger, for at vise, hvorledes det Abstracte kan afrunde sig i Ironi, det Mythiske bebude en riigholdigere Speculation.