Kierkegaard, Søren Uddrag fra Om Begrebet Ironi

↩ Hvad nu endelig Ironien¹ angaaer, da finde vi aldeles 131ikke Spor deraf hos hans 👤Socrates. Istedetfor denne fremtræder Sophistik. Men Sophistik er netop Erkjendelsens evindelige Tvekamp med Phænomenet i Egoismens Tjeneste, der netop aldrig kan bringe det til en afgjørende Seier, fordi Phænomenet staaer op igjen ligesaa hurtigt, som det falder, ⓘ og, da kunog, da kun] SKS, og da kun A den Erkjendelse, der som en frelsende Engel udriver Phænomenet af Døden og oversætter det fra 84Døden til Livet², kan seire, tilsidst seer sig belæmret af Phænomenernes uendelige Hærskarer. Men ►Klangfiguren, som svarer til denne monstrøse Mangekant, den Livets stille indre Uendelighed, der svarer til denne Larmen og Støien i al Evighed, er enten Systemet eller Ironien, som den »►uendelige, absolute Negativitet,« naturligviis med den Forskjel, at Systemet er uendelig 122veltalende, Ironien uendelig taus. Og saaledes see vi ogsaa her, at 👤Xenophon ganske conseqvent er kommen til Modbilledet af den platoni88ske Opfattelse. Af Sophismer findes der nu en tilstrækkelig Mængde 23 i 📖 Memorabilierne³, men deels mangle de points (f. Ex. de korte Sætninger i ►📖 Mem. III, 13), deels mangle de den ironiske uendelige Elasticitet, den hemmelige Falddør⁴, gjennem hvilken man pludselig styrter ned, ikke som ►Skolemesteren i Alferne 1000 Favne, men i Ironiens uendelige Intet. Paa den anden Side ere hans Sophismer ligesaa lidet ►approximatoriske til Anskuelsen. 132Som Exempel vil jeg anføre ►📖 Mem. IV, 4, Samtalen med 👤Hippias. Her viser det sig ogsaa, hvorledes 👤Socrates kun gjennemfører Spørgsmaalet til et vist Punkt, uden at lade det besvare sig selv i en Anskuelse. Efterat nemlig det Retfærdige er blevet bestemt som identisk med det Lovlige, og Tvivlen om det Lovlige (med Hensyn til, at Lovene forandres, ►smlgn. § 14) synes at skulle beroliges ved Betragtningen af det til alle Tider af Alle erkjendte Lovlige (Gudsloven), bliver han dog staaende ved enkelte Exempler, hvor Syndens egen Conseqvents er iøinefaldende. Ligesom ogsaa i det Exempel, der anføres i ►§ 24 af Utaknemlighed, hvorved Tanken maatte være bleven henført paa den ►harmonia præstabilita, hvoraf Existentsen er gjennemtrængt, Betragtningen bliver staaende 123ved den Udvorteshed, at den Utaknemlige 85mister Venner o. s. v., og ikke svinger sig op i den fuldkomnere Tingenes Orden, ►hvor der ikke er Forandring eller Skygge af Omskiftelse, hvor Hævnen rammer uden at standses af nogen Endelighed; thi saalænge vi 24 blot blive staaende ved den udvortes Iagttagelse, lod det sig jo dog tænke, at den Utaknemlige f. Ex. ikke blev indhentet af den haltende Retfærdighed. 89