Kierkegaard, Søren Uddrag fra Om Begrebet Ironi

Er man nu ved disse Betragtninger tilstrækkelig orienteret med Hensyn til dette Begrebs Historie, saa skal dermed dog ingenlunde være sagt, at en Opfattelse af dette Begreb, forsaavidt den søger Tilhold og Støtte i de tidligere Udviklinger, ikke er forbunden med Vanskelighed. Forsaavidt som man nemlig søger en fuldstændig og sammenhængende Udvikling af dette Begreb, vil man snart overbevise sig om, at det har en besynderlig eller rettere ingen Historie. I den Periode efter 👤Fichte, hvor det især blev gjort gjeldende, finder man det atter og atter nævnet, atter og atter antydet, atter og atter forudsat. Søger man derimod en klar Udvikling, saa søger man forgjæves. 👤Solger1 klager over at 👤A. W. v. Schlegel i hans 📖 Vorlesungen über dramatische Kunst und Litteratur, hvor man snarest maa vente at finde den tilstrækkelige Oplysning, kun flygtigt antyder den et eneste Sted. 👤Hegel1 klager over, at det er gaaet 👤Solger paa samme Maade, og 👤Tieck ikke bedre. Og da Alle klage, hvorfor skulde jeg ikke ogsaa klage? Jeg klager over, at det er gaaet 👤Hegel omvendt. Paa det Punkt i alle hans Systemer, hvor man kunde vente at finde Ironien udviklet, finder man den omtalt, men uagtet, hvis man vilde lade det Alt aftrykke, man maatte tilstaae, at det var ikke Lidet, der var sagt om Ironi, saa er det dog i en anden Forstand ikke Meget; thi han siger omtrent det Samme paa alle Punkter. Hertil kommer, at han retter sit Angreb mod de enkelte ofte forskjellige Tanker, man har knyttet til dette Ord, hvoraf bliver en Følge, at da Sprogbrugen ikke er constant, hans Polemik ikke altid bliver aldeles klar. Imidlertid er det dog langtfra, at jeg med Rette kan klage over 👤Hegel i samme Forstand, som 👤Hegel klager over sine Forgjængere. Isærdeleshed findes der fortrinlige Bemærkninger i den Anmeldelse af 👤Solgers efterladte Skrifter, der findes i det 16de Bind af hans samtlige Værker. Og er end ikke altid Fremstillingen og Skildringen af negative Standpunkter (thi ved disse gjelder det især om Skildring: loquere, ut videam te) saa udtømmende, saa indholdsriig, som man kunde ønske det, saa veed 👤Hegel desto bedre at magte dem, og forsaavidt vil man i den Positivitet, han gjør gjeldende, have et indirecte Bidrag til Skildringen. Medens Schlegelerne og 👤Tieck havde deres største Betydning ved den Polemik, hvorved de tilintetgjorde en foregaaende Udvikling, og medens netop af denne Grund deres Standpunkt blev noget adspredt, fordi det ikke var et Hovedslag, de vandt, men en Mangfoldighed af Træfninger, saa har 👤Hegel derimod absolut Betydning ved i sin positive Total-Anskuelse at beseire den polemiske Knibskhed, der, som Dronning 👤Brynhilds Jomfruelighed, behøvede en mere end almindelig Ægtemand, behøvede en 👤Sigurd Svend for at betvinges. Hos 👤J. Paul er der ogsaa ofte Tale om Ironi, og i hans Æsthetik findes der Et og Andet, men uden philosophisk eller ægte æsthetisk Myndighed. Han taler overhovedet, som Æsthetiker, mere ud af en riig æsthetisk Erfaring, end han egentlig begrunder sit æsthetiske Standpunkt. For ham er Ironi, Humor, Lune ligesom forskjellige Sprog, og hans Skildring indskrænker sig til, at han udtrykker den samme Tanke ironisk, humoristisk, i Lunets Sprog, omtrent som naar 👤Fr. Baader stundom, efterat have givet en Fremstilling af enkelte mystiske Sætninger, nu oversætter denne paa mystisk.

  1. 👤Solgers📖 nachgelassene Schriften und Briefwechsel herausgegeben von 👤Tieck und 👤Fr. v. Raumer, 2ter Band Pag. 514 (i en Bedømmelse af 👤Schlegels Forelæsninger): Es war dem Rec. höchst auffallend, der Ironie, in welcher er den wahren Mittelpunct der ganzen dramatischen Kunst erkennt, so daß sie auch beim philosophischen Dialog, wenn er einigermaßen dramatisch seyn soll, nicht zu entbehren ist, in dem ganzen Werke nur Einmal erwähnt zu finden, Th. II. Abth. 2, S. 72, und noch dazu um ihr alle Einmischung in das eigentliche Tragische zu untersagen; und doch erinnert er sich an frühere Aeußerungen des Verfassers, welche sich an diese Ideen wenigstens sehr anzunähern schienen. Die Ironie ist aber auch das gerade Gegentheil jener Ansicht des Lebens, in welcher Ernst und Scherz, wie sie der Verfasser annimmt, wurzeln. (tilbage)
  2. 👤Hegels📖 Werke. Sechszehnter Band Pag. 492 (i en Anmeldelse af 👤Solgers 📖 efterladte Skrifter): Dasselbe ist 👤Solger'n begegnet; in den speculativen Expositionen der höchsten Idee, die er in der oben angeführten Abhandlung mit dem innersten Geistesernste giebt, erwähnt er der Ironie gar nicht, sie, welche mit der Begeisterung auf's Innigste vereint, und in deren Tiefe Kunst, Religion und Philosophie identisch seyen. Gerade dort, hätte man geglaubt, müsse der Ort seyn, wo man in's Klare gesetzt finden werde, was es denn mit dem vornehmen Geheimnisse, dem großen Unbekannten – der Ironie – für eine philosophische Bewandtniß habe. – Om 👤Tieck see sammesteds. (tilbage)