Kierkegaard, Søren Journalen BB

✂

IC88 59 1 ►Forelæsninger af 👤Molbech. 2d Deel. 📌Kbh. 1832.

p. 15. »►At indskrænke den elegiske Digtnings Grændser alene til Kjærlighedsforholdet, mene vi derfor, at være ligesaa urigtigt som at antage, at det alene var den ulykkelige Kjærlighed, hvis Klagelyd skulde høres i Elegien ....... I Følelsens hemmelige Dyb ligge Glædens og Sorgens Strænge hinanden saa nær, at de sidste kun altfor let gjenklinge, idet de første røres. Digteren kan midt i sin lykkelige Elskovs Himmel fornemme Ahnelsen om den jordiske Glædes forfængelige Natur, ell. han kan midt i Besiddelsens Lyksalighed føle Virkningen af en lønlig Frygt for at tabe den. – ^[a]

p. 91. ►Naar vi gjenemløbe det hele Forraad af lyriske Digte, som nu i hans Værker (👤Baggesens) ligge samlede for os, da ville vi finde: at den allerstørste Deel, saavel ved deres Gjenstand som i Udførelsen dreie sig om ganske subjective Forhold, hvori atter deels mere ell. mindre flygtige erotiske Stemninger spille Hovedrollen; deels det elegante og vittige Galanterie – ell. hiint den moderne Tids i lette Former uddannede Forhold til det andet Kjøn, som er en paa Livets Overflade spillende Levning af Middelalderens Ridderaand; et Slags halv ironisk Spøgen med de Situationer, hvori Tilbøiligheden kan prøve, hvorvidt den i dette Tilfælde tør gaae, uden at blive alvorlig, uden at overskride Grændsen, hvor den yttrer sig som Lidenskab.« –

►Til ⓘ OplysningOplysning] , < Oplysningen af Begrebet af det »Romantiske« findes i den 21de Forelæs: et og Andet dog ikke Nyt. p. 181 »►da nu dette (den herskende Drift til at drage det Evige og Uendelige, det hvis Maal og Skran2ker ingen jordisk Flugt kan naae, ned i Phænomenernes Verden.) selv for den mægtigste Phantasie, den dybeste Fornuft og den meest brændende Kjærligheds Begeistring, dog evig bliver uopnaaeligt: saa maa det, vi kalde det Romantiske, det evigt Higende, det Længselsfulde, den uendelige den savnende Salighed i Følelsen, det Ahnende og Overjordiske i Phantasien (Grundvolden ogsaa for60 det Eventyrliges hele Verden) det Mystiske og Dybe i Tanken, der ligesom paa eengang søger at identificere sig med Følelsen og Phantasien – dette, siger jeg, maa tjene til at udfylde den brede Kløft mell. Idee og Væsen, imellem det Evige, det Guddl:, det Overnaturlige, som menneskelig Stræben søger at optage i sig, ell. at binde i Konstens forskjellige Skikkelser ell. Form-Riger, og disse Skikkelser selv. Det er saaledes hverken det sentimentale, ell. det ridderlige, det eventyrlige Element, som udgjør det væsentlige ell. nødvendige Grundstof for det Romantiske – det er snarere det Uendelige, den af sandselige Skranker ubundne Frihed i Phantasiens Virken, i Anskuelsen af det Ideelle, i Følelsens Fylde og Dybde, i Tænkningens mod Ideer rettede Kraft, hvori vi maae søge hiin Grundbetingelse for det Romantiske og da tillige for en stor og betydende Deel af den nyere Tids Konst. Det R:, siger 👤Jean Paul, er det Skjønne uden Begrændsning, ell. det skjønne Uendelige ligesom der gives et sublimt Uendeligt.« ►👤Jean P.ⓘ lignerligner] , først skrevet s det Romantiske med en Egns Belysning af Maaneskinnet, ell. med Tonebølgerne i Efterlyden af en Klokkes Ringen af en anslaaet Stræng – en bævende Lyd, der ligesom svømmer bort i fjernere og fjernere Afstand, 3 og endelig taber sig i os selv, og endnu lyder i vort Indre, skjøndt det udenfor os er stille. – fremdeles »►er al Digtning et Slags Sandsigerkonst, saa er den romantiske Digtning en Ahnelse af et større Tilkommende.« ►Man har derfor kaldt det Romantiske Ahnelsens Poesie. – – ►Men betragte vi nu særskilt de forskjellige Konster i deres Heelhed med Hensyn til deres Slægtskab til det Romantiske ell. til den Egenskab at modtage Charakteren af det aandeligt Ubegrændsede; saa ville vi finde, at de i Graden af dette Slægtskab fremtræde i en Orden, hvori Tonekonsten, der overgaaer enhver anden Konst i at gjøre det Uendelige, Uudtømmelige, Uudgrundelige i Sjælen, men her kun gjenem Følelsen, umidd: anskueligt, indtager den første Plads; ►dernæst Digterkonst; Malerkonst; Plastik ...... Musiken som den meest romantiske af alle skjønne Konster er tillige den nyeste af alle; ja vi kunne sige, at den egl. musicalske Composi61tion, Opdagelsen af Harmoniens Theorie og practiske Anvendelse i ►Musiken, aldeles tilhører vor Tid (►det nyere Malerie udmærker sig ved Kjendskab til det Lysdunkle, og det fuldstændige Colorit) – ►derimod tilhører netop Plastiken den gl. Tid. – p. 189. ►Her kan det være fornødent først at møde den Erindring, at det R. i dets Almdl. ei er nogen udelukkende Eiendom for det christ. ⓘ EuropaEuropa] , foran er slettet cultiverede; der gives i den orientalske, (indiske), nordiske, celtiske, Mythologie meget rom: Stof. – p. 198. ►ⓘ EnEn] , < E<·> anden Bemærkning, som vi her tilføie hiin, (at en med det Antike nær beslægtet Digteraand endog kan tilhøre vor moderne Tid) er denne: at det R., hvilket vi modsætte det Antike, ⓘ ingenlundeingenlunde] , først skrevet t<··> maa forvexles med en udelukkende aandelig ell. mystisk religieus Stræben efter Forening med det Høiere, Oversandselige. Det rom: har nemlig foruden dets ideelle Grundvæsen ell. Grundkraft, der meddeler 4 ⓘ detdet] , først skrevet sig en overveiende aandelig, phantasierig, følelsesfuld Charakter, en mod Sandseverdenen henvendt Side, hvorved det bliver i Stand til at udvikle og fremstille dets eiendl: Konstverden. Denne Anvendelse af det rom: Stof skeer poetisk paa meget forskjellige Maader; men overhovedet kunne de siges at have den Egenskab tilfælles, at derved søges og fremstilles en Skjønhed i det Mangfoldige en Forbindelse af dettes meest brogede, underfulde, eventyrlige og phantastiske Skikkelser og Billeder til et for den modtagende Indbildningskraft og beskuende Konstsands fatteligt Heelt. Denne Mangfoldighed, som et herskende Træk i det romantiske Konstskjønne, synes ligesaa eiendommelig for dette, som det Stores, det Sublimes Enkelthed, Eenhed og Simplicitet er charakteristisk for den antike Konst. Men under meget forskjellige Yttringer finde vi den romantiske Mangfoldighed i den nyere Tids Digterværker. Saaledes f:Ex: fremtræder ⓘ denden] tilføjet i Middelalderen for det meste kun som rige Materialier, ell. ufuldendte Elementer til poetiske Konstværker, hvori mangen Gang den herligste, den ædelste og meest livfulde Aand; den reneste religieuse Tro, den meest glødende Følelse rører sig; uden at den af Mangel paa Dannelse og Konstfærdighed har formaaet at forme og behandle det over62ordentlig rige poetiske Stof, som den har været istand til at tilegne sig. Middelalderens Poesie, der overhovedet har en fremherskende episk Charakteer, er saaledes uhyre indholdsrig, men tidt ikke mindre formløs. – ►En anden, sildigere Yttring af det Romantiske i Poesien, var mindre ægte og mindre ophøiet end hiin, hvor Aanden dvæler i det Vidunderliges 5 Mysterier og i en levende Tro paa det Hellige og Oversandselige; men holdt sig nærmere til Sandseverdenen og til Hverdagslivet og kaldte det Underfulde fra Troens og Ahnelsens religieuse Sphære ned paa en lavere, mere broget og phantastisk Skueplads, hvor det udsvævende Eventyrlige, Tryllerie, Magie og Hexekonster drive deres Spil; hvor Feer, Gnomer, Alfer og en Mængde andre overnaturlige Væsener og dunkle Magter gribe ind i Msk. Skjæbne og i Begivenhedernes Gang.

24. Martz. 1836.

✂

IC89►📖 Die Poesie der Troubadours nach gedruckten und handschriftlichen Werken derselben dargestellt v. 👤Friedrich Diez. Zwickau 1826. ^[a]

►Erster Abschnitt. Geist und Schicksale der Poesie. ►Ursprung. »►Folkepoesien er overalt den ældste; den virker mægtigst i de Tider, hvor Troen paa det Vidunderlige, Tilbøiligheden til det Eventyrlige forener sig med Sandselighed og Munterhed. Der udvikler sig da en egen Classe, reisende Sangere, der med musicalsk Accompagnement foredrage gl. og nye Sange og Fortællinger. Saaledes var det i Middelalderen før og efter Troubadourerne som under samme. Men Folkepoesien var den hele Nations uden Forskjel i Stand, lige forstaaelig for Alle. ^[b] Historieskriverne skjende fra det 8te Aarh: meget paa disse letfærdige Landstrygere, som de benævne med Navnene: joculatores, ministrales, ell. ministelli, scurræ, mimi. Fornemlig fandt de gunstig Modtagelse i ⓘ dede] , ændret fra det sydlige ⓘ KyststrækningerKyststrækninger] , først skrevet F af 📌Frankrig; hvilket man kan see af samtidige Skribenter. ►Men i Tidens Løb udviklede sig Riddervæsenet, dette maatte ogsaa have Indflydelse paa ⓘ PoesienPoesien] , først skrevet Mid-. Fornemlig igjen i det sydlige 📌Frankrig. ►Kort efter Korstogenes Begyn63delse var ⓘ Ridderaanden derRidderaanden der] SKS, Ridderaanden, der udviklet, og til samme Tid finde vi ogsaa Kunstpoesien i 👤Peire Rogiers Digte. Aar 1140 betegner Epochen; om man end 6 kan eftervise tidligere Spor. – ►Fra hvilken Stand udgik denne Kunstpoesie? »►Offenbar gaben die Edlen den Anlaß zu derselben, nicht allein mittelbar, insofern es der Geist der höheren ⓘ GesellschaftGesellschaft] SKS, < Geschellschaft; Gescellschaft war, der diese Poesie hervorgebracht hat, sondern auch unmittelbar durch das Anschlagen der ersten ⓘ AccordeAccorde] , < Accorden. Dieß wird durch die Geschichte bestätigt, denn die beiden ältesten Kunstdichter, der Graf v. Poitiers und sein Zeitgenosse und Freund der Vizgraf Ebles v. Ventadour gehören in diese Reihe. Allein die Dienstleute der Edlen, welche an den Höfen derselben lebten, bemachtigten sich bald dieser neuen Art des Dichtens, und sangen das Lob ihrer Gebieter und Gebieterinnen, indem sie so ein Mittel gefunden hatten, in der ⓘ Gunst Gunst ] SKS, Kunst derselben zu steigen, und diese sind es, welche diese Poesie zu einer Kunst, so wie zu einem Mittel des ⓘ Erwerbes Erwerbes ] SKS, Erwerben ausgebildet haben. Der Zeit nach erscheinen sie unmittelbar auf Guillem; theils bestanden sie aus dienenden Rittern; theils gehörten sie einer niedern Ordnung der Gesellschaft an, wie Bernart v. Ventadour, der wichtigste der älteren Hofdichter. – p. 25. ►poetische Gesellschaften. ►Existerede saadanne? ►Nei! men vel ⓘ anstilledesanstilledes] , først skrevet <·> der ogsaa et Slags Vedekamp i Digt. »►Unter die förmlichen poetischen Gesellschaften würden auch jene eingebildeten Frauenvereine gehören, die sich mit Beurtheilung gewisser in den Tenzonen erörterter ⓘ Streitsätze Streitsätze ] SKS, Streitsatze über Liebesgegenstände beschaftigt haben sollen, gewönlich Minnehöfe genannt. Die ganze Behauptung stützt sich auf Nostradamus Geschichte der Troubadours ........ ►Diesen eingebildeten Minnehöfen wird noch eine zweite Wirksamkeit eingeraümt, Schlichtung von ⓘ LiebeshändelnLiebeshändeln] , < Liebeshändlen .......... ►Der stärkste 7 ⓘ Grund [ gegen] dasGrund gegen das] (efter Diez) Dasein der poetischen Academien und Minnehöfe liegt immer darin, daß derselben nirgends erwähnt ⓘ wirdwird] , < werden; ►ⓘ NordfrankreichNordfrankreich] , først skrevet Anstalten aber wie besaß dergleichen Anstalten, und die Poe64sie hat sie nicht mit Stillschweigen übergegangen. – p. 30 ►Begriff von Troubadour und Jongleur. ►Nogle have villet adskille saaledes Troubadours ere fornemme Digtere, Jongleurs ere deres Tjenere. Han mener: Jongl. ere alle dem der gjøre Poesie ell. Musik til Erhverv. Trobad. kaldte man alle dem, der beskjæftigede sig med Konstpoesie, ligegyldigt af hvilken Stand de vare om de gjorde det for at erhverve, ell. af egen Lyst. ►I den Classe af Trob:, der levede ved Hofferne (Hofpoeter) ligger Grunden til Kunstpoesien. En Deel af samme var af den lavere Adel som: 👤Guillem v. Cabestaing, 👤Pons v. Capdueil, Peurol, 👤Rambaut v. Vaqueiras 👤Peire Cardinal o: a:, i Almdl: fattige Riddersønner, der grebe til det for at ernære sig. ►En anden Deel af Hofdigtere hørte til [den] dengang allerede i Sydfrankrig agtede Borgerstand som: 👤Folquet von Marseille etc. andre vare af endnu simplere Stand. Mærkeligt nok er det ogsaa, at Geistlige sluttede sig til disse Elskovssangere. Vel blev det dem forbudt; men enkelte som Peire Rogier ombyttede deres geistlige Embede med at være Sanger, 👤Gaubert von Puicibot løb af den Grund fra Klostret, saa tiltrækkende var det frie ⓘ Digter-Liv;Digter-Liv;] , < Digter-Liv. <·> – p. 35. ►Kunstbereich der Trobadours ►Trob:d: i: Erfinder (provencalisch trobaire, acc. trobador) bedeutet recht eigentlich einen Kunstdichter, im Gegensatz, wie es scheint, zum Volkdichter ... ►Es bezieht sich lediglich auf die Form, insofern sie kunstmäßig ausgebildet ist d:h: auf die Form des strophischen oder musikalischen Gedichtes. Es ist mehr als warscheinlich, daß man unter Troubadour keinen andern als den lyrischen Dichter verstand. Der Roman und Novelle 8 fehlte der vornehme Charakter des Liedes; ihr einfacherer Styl, so wie die kunstlose Form derselben erinnerten zu sehr an die Volkspoesie, als daß diese Gattung für eine ebenbürtige Schwester der lyrischen hätte gelten können. ►Derfor klagede Troub: over, at man ved Hofferne interesserede sig for Novelle og Roman. ►Troub: søgte overhovedet at gjøre Formen ved Versene gjeldende, omtalte som en Konst (art de trobar) .. ►De fleste Troub: fornemlig Hofdigterne forstod sig og paa ⓘ SangSang] , først skrevet at og Spil, de som ikke gjorde det, førte en tjenende Jongleur med65 sig. Mange satte selv Musik til deres Sange, hvilket de da bemærkede i Begyndelsen ell. Slutningen af Digtet. Ogsaa den Færdighed at kunne forelæse Fortællinger satte man Priis paa. Sjelden kunne de skrive, deraf blev at ⓘ digtedigte] , < digtet kaldet at ⓘ dicteredictere] , først skrevet sk, et ⓘ Digt DictatDigt Dictat] SKS, Digt. Dictat. – p. 40 ►Kunstbereich der Jongleurs. ►Das Wort J: (prov: joglar) kommt von jocus ⓘ mittellateinischmittellateinisch] , først skrevet <·> Spiel d:h: Musik, und bedeutet also einen Spielmann oder Musiker. ►Jongleurernes Forretning bestod i at udøve Tonekunsten. (Antallet af Instrumenter var betydeligt fornemlig Viole, Harpe og Cither f: u: a.). ►De ledsagede de i Musik ukyndige Hofdigtere paa deres Vandringer for at understøtte dem med Sang og Spil. Enhver Digter, hvis Stilling tillod ham det, havde een ell. flere Spillemænd i sin Tjeneste. ►Foruden Trobadourernes Sange pleiede J. ogsaa at foredrage Fortællinger. ►Den, som forstod sig paa den Kunst at fortælle, gav man ogsaa Tilnavnet: Comtaire. Navnet Efterligner, Contrafazedor, som man ogsaa tillagde ham lader formode, at ogsaa mimiske und Possenspiele hørte til med, allerede hos latinske Skribenter fra den Tid heed de mimi. Endelig maatte en fuldk: Spillemand ogsaa forstaae »ⓘ ►die Künste des Seiltänzers und Gauklersdie Künste des Seiltänzers und Gauklers] , først skrevet den Kunst at dandse paa Linie og spille Comoedie verstehen. Er tanzte, uberschlug sich, sprang durch Reife, fing klei9ne Äpfel mit zwei Messeren auf, ahmte den Gesang der Vögel nach, ließ Hunde und Affen ihre Kunststücke machen, lief und sprang auf einem hoch gespannten Seil, und spielte überhaupt den Lusti[g]macher. – p. 46. ►poetische Unterhaltung. ►Hofferne og de Adeliges Borge vare Tilholdssteder for Trobad., stor Gjestfrihed. ►Den Tid, som ikke anvendtes til Jagt, offredes gjerne til selskabelige Glæder, og her fik Digtere og Musici Leilighed til at vise sig. ►Til Digtekonstens Spøg og Alvor knyttede sig ogsaa meget bereiste Ridderes eventyrlige Fortællinger. Damerne toge naturligviis levende Deel heri, og derfor udmærkede Hofdigterne sig gjerne ved en fiin og behagelig Opførsel (cortesia og mesura), uden hvilken end ikke det afgjorteste Talent kunde skaffe sig Indgang; ►Lohn und Ehre der Sänger; ►Gönner der Poesie. ►Blandt dem anføres en heel Deel, fornemlig Grever af ⓘ 📌ProvenceProvence] , < provence og dem af 📌Toulouse (👤Raimond IV, 👤V, 👤VI,66 👤VII.) o:s:v:. – p. 62. ►Verfall und Untergang der Poesie. ►Den kan man omtrent henføre til 1250-90. ►Hofpoesien var en Virkning af den gl. og ægte Ridderaand, der udmærker sig ved hiin ideale og poetiske Retning, som det 12te Aarh. fremstiller. Denne Poesies Undergang laae i den prosaiske Retning, Ridderaanden tog, idet, istedetfor den ædleste Opoffrelse, traadte den største Egoisme. Grunden til denne Forandring laae udentvivl i Adelens Forarmelse. ►Dette seer man ogsaa af Sangerne selv, der klage over Adelsmændene; i saa Hens: anføres Exempl. p. 66-69. – p 69 ►Zeitraüme der Poesie. ►1090-1140; 1140-1250; 1250-1290. ►Mærkelige ere visse Træk, som sætte dens Aand til forskjellige ⓘ TiderTider] , < Sider i ⓘ Lys.Lys.] , < Lys; Metriske Vanskeligheder har den yndet siden dens første Fremtræden. Iblandt disse har »das schwere Reim« gjort Epoche. 👤Arnaut Daniel bragt det paa sit Høieste .. ►Fra Midten af det 13 Aarh: knyttede sig ⓘ dertildertil] tilføjet : die dunkle Rede,« som en Deel Trob: udentvivl af den Grund grebe til for ⓘ atat] tilføjet sondre sig fra Digterhaaben. ►Dog havde begge Dele ogsaa mødt Modstand af Samtidige. ►Endelig maa det erindres, 10 at nogle Digtere af det sidste Tidsrum, stræbte efter »dem erhabenen und gelerhten Dichten«. »►ⓘ WennWenn] SKS, Wen schon 👤Guiraut v. Borneil von großen Angelegenheiten, von den Zeiten und Jahren als Gegenstände des Gesanges redet, so ist dieß als ein nicht ⓘ unbedeutenderunbedeutender] , < unbedeutenden Fingerzeig zu nehmen. Allein 👤Guiraut Riquier offenbart dies Streben am sichtbaresten, indem er an mehreren Stellen jene höhere Dichtkunst erwähnt ... Für die Dichter dieser Classe verlangt ⓘ erer] , < er, den Ehrennamen Doctoren der Poesie.

p. 75. ►👤Guiraut Riquier über die Hofpoesie. ►Dette Værk, som har til Overskrift: 📖 Bittschreiben Guiraut Riquier an den König v. Castilien (Alfons X des Dichters Gönner) in Betreff des Namens Jongleur. 1275.« indeholder vigtige Oplysninger. ►Han andrager paa at der ved en ny Benævnelse maa distingueres mell. disse omstreifende simplere Taskenspillere o: s:v:, og det maa forbydes dem at kaldes Jongleurs. ►Kongen ⓘ befalderbefalder] , befaler Pap. at kalde dem Bouffons, »som det er Tilfældet i Lombardiet;« og der blev fastsat en Distinction mell. Jongleur, Troubadour og Doctor i Poesien, saaledes som67 ovenfor er udviklet: »Jongl: vare de, som spillede Instrumenter, fortalte Noveller, foredrog ⓘ andresandres] tilføjet Vers og Canzoner; Troub: vare de, som besad Færdighed i at udfinde Vers und Liedweisen; Doct. i P: vare de fortrinligste Troub:. disse viste ved deres skjønne Viisdom Veien til Ære, Godhed og Pligt, de udvikle i Vers og Canzoner, hvorledes ædle Hoffer og store Gjerninger bør være beskaffne.«

►Form.►Vers►Die Trobadours nennen ihn môt d: h: Wort, warscheinlich aus der ⓘ VolkspoesieVolkspoesie] , < Volkspoesie, entlehnt, weil hier jeder Vers etwas ganzes sagt; der Ausdruck Vers hat bei ihnen ein andere Bedeutung. Der ⓘ provenzalischeprovenzalische] , < provencalische, so wie über11haupt der Vers der romanischen Sprachen unterscheidet sich wesentlich von dem lateinischen der ⓘ höhernhöhern] , < höhere Poesie. Wenn der lateinische Versbau sich auf das Gesetz der Quantität^c oder Sylbenmessung gründet, so bestim̄t dagegen den romanischen der Accent, der an der romanischen Sprachbildung einen merkwürdigen Antheil nimmt; ⓘ vonvon] , først skrevet t einer Messung der Sylben und von Versfüßen kann die Rede nicht mehr sein. – ►Strophe. (►cobla). ►In dem Bau der Strophe zeigt sich die Kunstpoesie in ihrer wahren Bedeutung und ihrem vollsten Glanze. ^[d] Die formellen Charakterzeichen der Volkspoesie bestehen darin, daß sie stets zwei oder mehr gleichartige Verse u[n]unterbrochen zusammenreimt, und dann daß sie mit dem Verse den Gedanken oder ein Glied desselben schließt. Die Kunstdichter verwarfen diese in dem Geiste hoher Einfachheit gegrundete Regel, indem sie auch ungleiche Verse und Reime ineinander ketteten und erstere nach Wohlgefallen durch den Sinn verbanden. Dieß ist überall der gebildeteren Poesie eigentumlich, und wie nahe liegend uns dieß Verfahren auch scheinen mag, so ist es doch als eine bedeutende Neuerung zu betrachten. ►Men Formerne for Stropherne ere ikke som i 👤Petrarcs Sangbog ell. den spanske Cancionero foreskrevne, tvertimod finder i deres Bygning den største Mangfoldighed Sted. Dette er ogsaa en eiendommelig Side ved den provenz: Poesie, og hvad den her har præsteret, skyldes aldeles den selv, da den classiske Litt: næsten ganske var den ubekjendt og Kirkesangen kun havde nogle68 enkelte aldeles simple Former. Imidlertid har da hell. ikke ethvert Digt en ny Strophedannelse, enkelte Former vare yndede. – ►Reim. ►(rima) Troub. distinguerede mell. mandlige og quindlige Rim, og ia[g]ttog denne Regel i Praxis. ►Kun en bogstavelig Overeensstemmelse i Rimstavelserne danner et Riim, urene Riim forekomme meget sjeldent. Anvendelsen af Rimet strækker sig til enhver Digteart, og er Betingelse for den digteriske Fremstilling, 12 en eneste Undtagelse er Sextinen. »►Überhaupt ist die Bestimmung des Reimes ⓘ sehrsehr] SKS, zehr ausgedehnt. Er dient nicht allein einzelne Versen zu verketten, wobei er auch in der Mitte des Verses erschienen darf, sondern selbst die Strophen unter sich zu verbinden, so daß die Reime der ersten Strophe in allen übrigen wieder erscheinen, und ⓘ dasdas] , først skrevet d<·>nn ganze Lied also ein System von Reimen darstellt; dieß letztere ist einer jener Charakterzüge, deren die Poesie der Troubad. so viele aufzuweisen hat. Es treten hierbei ⓘ manchemanche] , < mange Fälle ein. Selten ist der, daß die Reime nicht in derselben sondern erst in der folgenden Strophen gebunden werden, gewönlich umschlingen sie sich alle oder zum Theil schon in derselben Strophe, endlich wechselt zuweilen die Ordnung derselben in den Strophen nach einer gewissen Regel. Das System der durchgreifenden Reime ist indessen nicht unbedingt herschender Grundsatz. Es giebt Lieder, worin mit jeder Strophe andre Reime erscheinen, wie dieß in der neueren Poesie stattfindet; allein diese Form ist wenig gebraucht worden .... Manche Lieder befolgen ein ganz eigenes Gesetz des Reims; in jeder Strophe, die erste ausgenommen, wird ein Theil der Reime durch neue abgelöst; dieses Spiel muß mit Geschick behandelt werden, wenn die Ordnung der ⓘ ReimeReime] , < Reimen in den Strophen, so wie das Geschlecht derselben in den Versen nicht verkehrt werden soll. Nicht ungewönlich ist der Fall, daß je zwei Strophen durch ihre Reime verbunden werden, doch schlingen sich auch zuweilen hier einzelne Reime durch sämtliche Strophen und knüpfen sie ⓘ zusammenzusammen] , først skrevet s. Eine andere Verknüpfung der Strophen wird dadurch erreicht, daß man entweder das letzte Wort oder gar den letzten 13 Vers jeder Strophe am Anfang der69 folgenden wiederholt.« ►Exempler paa Spil med Rim og Bogstaver forekomme ogsaa, stammende fra Klosterpoesien, dog sjeldnere, der anføres en Deel hos 👤Diez. – ►Gattungsnamen der Gedichte. ►Forskjellen mell. Vers (vêrs) og Canzone (cansôs ell. chansos) blev ikke synderlig overholdt, dog anføres den hos 👤Diez. ►Modsætningen til Canzone danner Sirventes (sirventês ogsaa sirventesce, sirventesca) »►worunter man ein Lob- oder Rügelied im offentlichen oder eignen Sachen, jedoch mit Ausschluß der Liebesangelegenheiten, verstand«. ►En vigtig Plads indtog Tenzonen (tensos d:e: Strid), desuden contencios, jocx partitz ɔ: deelt Spil, angik det Kjærlighed heed det jocs d'amour, jocs en amoratz; strede flere end to Personer heed det torneiamens ɔ: Turnier. Dets ⓘ IndretningIndretning] , først skrevet Indt var følgende, i den første Strophe forelægger en Digter en anden, som han anfører med Navn, to Sætninger, sædvanligt af modstridende Indhold, og opfordrer ham til at forsvare hvilken han vil. I den anden Strophe vælger Modstanderen og søger at forsvare sit Valg, for hvilken Sætning han nu end erklærer sig, søger Spørgeren i den tredie Strophe at vise, at han har valgt uklogt o:s:v:. Formen har det besynderlige, at den Spurgte maa bibeholde de ham af Spørgeren angivne Riim, saaledes at disse enten ved[b]live i hele Digtet ell. dog i to og to Stropher. – ►Schäferlied (ⓘ pastoretapastoreta] , < pastoretta ell. pastorella). ►Taglied alba ɔ: Morgenroth feiert das Glück zweier Liebenden, indem er den Tagesanbruch verwünscht. ►Aben[d]lied (serena af sers Aften). ►Et Digt, hvis Stropher ikke stemme overeens i Verseart og Versetal kaldes Descort ɔ: Uenighed. Efter alle Prøver at slutte maatte Indholdet stemme overeens med Formen, denne Art egnede sig derfor til at udtrykke ulykkelig Kjærlighed, og 14 👤Guiraut v. Salignac erklærer, at han ikke vilde digte Descort, dersom hans Veninde var ham gunstig. etc. etc. ►Det occitanske Sprog, der udentvivl var rigt paa Romaner, besad dog ingen bestemt Benævnelse for denne Art. Româns betyder ethvert større ikke i Stropher inddelt poetisk Værk, med Udelukkelse af Kjærlighedsbrevet og Novellen.

►Indhalt. ►Allgemeine Bemerkungen. ►Man kan ansee70 hele Litt. for et Værk af een Mand, kun frembragt i forskjellige Stemninger. Naturligviis spiller og den forskjellige Personlighed en vis Rolle; men det er dog i det Hele den samme Aand, der gjenemtrænger dem Alle; det er overalt det samme poetiske Standpunct. ►Bevæger nu saaledes end denne Poesie sig i en snævrere Ideekreds, saa gjør den sig desto mere Umage, at gjengive hine bekjendte Ideer med en Ziirlighed i Indklædningen og en Vanthed i Udtrykket, som altid interesserer. »►In diesem Stück sind die Troubd. Meister, und dieß ist eine andere glänzende Seite ihrer Poesie, die man daher im Ganzen betrachtet eher eine Poesies des Verstandes als des Gefühls nennen möchte; wenigstens stellt sie sich dem Vol[k]sgesange gegenüber als eine solcher dar. Dieser ist reiner Naturausdruck, und Einfachheit gleichfalls sein Character, allein seine Wirkung ist größer, weil er das Empfundne dem Gefühl unmittelb. andeutet; während die Kunstpoesie ihren Gegenstand in weiten Kreisen umgaukelt, und die Aufmerksamkeit mehr für sich selbst als für jenen in Anspruch nimmt. Es fehlt den Kunstliedern daher ⓘ gewöhnlichgewöhnlich] , < gewönlich an einem Mittelpunct; der Dichter verschwendet bedeutende geistige Kräfte ohne ein Ganzes zu schaffen, 15 und so bringen seine Werke einen geringeren Eindruck hervor, indem sie nur beschäftigen so lange man sie liest, um alsdann mit allen ihren schönen Farben wie Seifenblasen vor der Betrachtung zu zerspringen. – ►Mærkeligt er den eneste af Classikerne Troub. kjendte noget synderligt til er 👤Ovid. – ►I Modsætning til ⓘ de nyerede nyere] tilføjet ⓘ DigtereDigtere] , først skrevet f, der bruge de gl. Mythol: for derfra at hente Billeder, havde Troub: en betydelig Skat »►von Sagen und Fictionen, wovon sie denselben æsthetischen Gebrauch zu machen wußten, wie die Alten von ihrer Mythologie. Diese Dichtungen, die sich in mehrere Fabelkreise theilten, waren aus dem Geiste der Zeit hervorgegangen, allverbreitet und allverständlich also ächt national. ►Man sagde tapper som 👤Roland og Olivier, velgjørende som 👤Alexander, 👤Karl og 👤Artus, viis som 👤Cato, høflig som 👤Ivan, tro i Kjærlighed som 👤Tristan og 👤Isolt som 👤Floris og 👤Blancaflor etc.

►Bemerkungen über die lyrischen Gattungen. ►1) Das71 Minnelied 2) das Sirventes 3) die Tenzone; diese zerfallen wieder in verschiedene Unterabtheilungen. Wir wollen uns dabei aus guten Gründen die Freiheit nehmen alle zum musikalischen Vortrag bestimmten oder strophischen Gedichte also auch die Romanze, zur lyrischen Poesie zu rechnen.

►Das Minnelied. ►Først characteriseres denne hele Retning mere i Almdl:. dernæst følger en Mængde Træk af den oplyste med Exempler. ►Først hvad Erotiken angaaer »►Hier begegnet uns eine sehr einfache von den Alten entlehnte Allegorie der Liebe, nur daß sie ⓘ hier hier ] SKS, her fast allgemein als weibliches Wesen gedacht wird, ohne Zweifel, weil das Wort amor, wie andere Substantive dieser Endung, weiblich geworden. Diese Göttin führt eine Lanze oder einen Pfeil, womit sie die Herzen verwundet. ►Nu anføres en 16 Deel andre Charactertræk, som helst maa efterlæses, da de egl. faae deres Betydning ved Exemplerne. p. 148. ►Forsigtighed i Kjærlighedsforholdene var altid nødvendig, ►og heraf uddannede sig et eiendl. Træk. For ikke at krænke den Agtelse, Digteren skyldte sin Dame, faldt man paa, at nævne hende under en allegorisk Betegnelse. ►Denne Delicatesse tillod hell. ikke Digteren selv at overbringe sin Dame sine Digte, derfor sendte man dem, helst med en Musicant, der foredrog dem. ►Af den sandselige Retning, som Kjærligheden tog, udsprang ogsaa en egen Digteart ⓘ albaalba] , < albas, som Poesien, idet den ganske gik ind i Tidsalderens Aand, udmalede med de yppigste Farver. Et Exempel er anført, som virkeligt er betegnende. – ►Begeistringen for deres Dame gik saavidt, at de foretrak Besiddelsen af hende for Alt Andet, i Himlen og paa Jorden. Videst gaaer en vis iøvrigt ubekjendt Troubd.: Bertran i en Tenzone med Granet. Han har en ulykkelig Kjerlighed og medens den anden raader ham, da 👤Antichristen rykker frem over Havet at gaae ham imøde og slaaes med ham, erklærer han, at han netop ønsker, at 👤Antichrist vil komme, for ved hans Hjælp at komme i Besiddelse af den Elskede – p. 167. ►Klagesange over en Afdød høre til det bedste i Troubd. Præstationer. »►Zum Kreise des Minnelieds zählen wir auch die Romanze und das religieuse Lied. Wenn man72 die Albas, so wie die zahlreichen Pastorellen, welche beide Dichtarten die erzählende Form beobachten, abrechnet, so kommt die Romanze aüsßerst selten vor. Wir bemerken an ihr die subjective Darstellung als einen besondern Zug: entweder stellt sich nähmlich der ⓘ DichterDichter] , < Digter als unmittelbaren Theilnehmer an der Hand17lung, die er schildert, oder doch als Beobachter derselben dar, eine Eigenheit, die auch an der Novelle zu bemerken ist.« ►Derpaa anføres et Exempel af ⓘ MarcabrunMarcabrun] , < Marcabruns, som er særdeles smukt. – ►Det religieuse Digt forekommer sjeldnere, dog findes enkelte Canzoner, der have Værdie. – ►Kjærlighedsbrevene maa ogsaa omtales her, da de med Undtagelse af Formen, have alle Træk af Minnesangen. 👤Arnaut v. Marueil udmærker sig heri.

►Das Sirventes. ►Ved denne Digteart kom Trobd. mere til at gribe ind i Livet, virke paa Fyrsterne og de Store. Deraf lader sig ogsaa forklare det fortrolige Forhold, hvori Hofdigteren ofte stod til Regenten. Troubd. besang de Fornemmes Bedrifter; men paatog sig tillige at irettesætte deres Feil, hvilket der dog i det Hele blev lagt Mærke til, idet enten, naar det var Een af lige Stand, der angreb dem, de selv svarte, ell. fik en anden Digter til at svare for dem. ►👤Diez inddeler Sirventes i politisk, personlig og moralsk, en Inddeling, der ikke er synderlig skarp. ►til den første Art henhører da Kampsangen, hvor Lyst til Kamp og Strid skildres med glødende Begeistring; ►og iblandt disse igjen maa især mærkes Opraabene til Korstog. ►Den personlige ⓘ S:S:Sirventes] tilføjet ⓘ erer] , først skrevet find der ikke stort at sige om, da det hyppigt falder sammen med den politiske. ►Den moralske S: paatog sig at rense Tidsalderens Misbrug, især gik man tidt løs paa Geistligheden. –

►Die Tenzone. ►Denne mærkværdige Art er Provenzalerne og Franskmændene egen; »►Wettgesänge sind zwar schon aus der Geschichte der [alten und] auch sonst der ⓘ neuenneuen] , < neueren Poesie bekannt, allein diese behandlen, sey es nun strophen- oder liederweise, nur solche Gegenstände, die der Wirklichkeit angehören, sie besingen oder feieren dieselben wetteifernd und sind von ernsterer 18 Art; die provenzalischen und französischen Wettgesänge in Form der Tenzone beziehen sich dage73gen ursprünglich auf gesetzte Fälle und sind reine Spiele oder Uebungen des Witzes ...... Sie ist ohne Zweifel, was ihre Entstehung betrifft, ein Product des dialectischen Geistes jener ganzen ⓘ ZeitZeit] , først skrevet z. ►Er nu T: virkelig opstaaet derved, at to Digtere kjæmpede med hinanden, ell. er det en fingeret Strid? Det Første synes det naturligste, og kan ogsaa historisk bevises. ►Exempler paa Themata til Tenzoner ⓘ anføresanføres] , herefter er slettet ogsaa.

►Erzählende und belehrende Poesie.

►Offenbar enthielt das Lied die Blüthe der ganzen occitanischen Poesie; denn die bedsten Geister wandten ihre Kraft auf diese Gattung, die durch Mannichfaltigkeit von Seiten der Form wie des Inhalts, durch den Reiz des musicalischen Vortrags, so wie durch ihre große Wirkung auf die Gesellschaft sich vor jeder andern emphal.¹ Der Liederdichter betrachtete sein Fach 19 daher als das höhere und beschäftigte sich nicht leicht mit der Erzählung, deren Form kein kunstmäßige war, eher wohl mit dem Lehrgedicht, das ⓘ inin] , < im Betracht des Gegenstandes eine höhere Gattung zu sein schien.

►Erzählende Poesie. ►a) Romane. ►📖 Girart v. Roussillon,74 aus dem Fabelkreise 📖 Carls des Großen, in zehnsylbigen Versen mit lang anhaltender Reimfolge. Nach 👤Raynouard gehört es in Anfang des zwölften Jarhunderts und vielleicht noch höher hinauf. ►2) Jaufre, Sohn des Dovon oder Doon aus dem Fabelkreise der Tafelrunde. ►3) Philomena aus dem Fabelkreise 📖 Karls des Großen, in Prosa, zu Ehren des Klosters unsrer Frauen von la Grasse (ohnweit Carcassone) geschrieben. – ►Mit diesem Stücke schließt die kleine Reihe der Romane, die sich in der Ursprache erhalten haben. Indessen giebt es noch einige andere, die sich den Provenzalen theils mit Gewissheit, theils mit Warscheinlichkeit zuschreiben lassen. ►Herhen høre Historien om den skjønne Maguelone; Hist om 👤Titurel og 👤Parcival; 👤Tristan og 👤Iseut; 👤Floris og 👤Blancaflor. ►b) Novellen. ►af dem anføres 5. ►c) Legenden. d) ►Reimchroniken. ►Wir besitßen nur eine einzige: Geschichte des Albigenserkrieges in Alexandrineren, mit langer Reimfolge von Meister 👤Guillem v. Tudela. ►Dette fuldstændig vedligeholdte Værk bestaaer af 10,000 Vers og fortæller Krigen fra dens Begyndelse til 📌Toulouses Beleiring ved 👤Ludvig, 👤Phillip Augusts Søn 1209. Forfatteren er et Øienvidne.

►Belehrende Poesie►1) wissenschaftliche►2) moralische►3) geistliche Gedichte.

►Verhältniß zu auswärtiger Litteratur.

►Altfranzösische Liederpoesie; ►Altdeutsche Liederpoesie. ►Hvad den sidste angaaer, da anfører 👤Diez af Litteratur til en Sammenligning: Bodmer neue kritische Briefe 1763. p. 78-98; 👤Jacob Grimm^f über den deutschen Meistersang 1811; 20 👤Görres in der Vorrede zu den altdeutschen Volks- und Meisterliedern 1817. ►Die altitalienische Liederpoesie. I ⓘ helehele] , < dele dette Afsnit findes ikke synderlig vigtige Bemærkninger, ikke storartede Betragtninger; men en Deel Sammenstillinger især i formel Henseende, i Henseende til Versebygning, Riim, Benævnelser paa den digteriske Virksomhed etc.

►Ueber die provenzalische Sprache.

►Princip der provenzalischen Mundart. ►Das Princip, welches der Bildung der provenzalischen Mundart zu Grunde liegt, besteht in der Abkürzung der Wörter hinter der Tonsylbe durch Syncope oder Apocope, so75 daß also die Bildungs ⓘ undund] , ændret fra der Flexionssylben gegen die Tonsylbe hin concentrirt werden.

d. 22 April 1836.

✂

21.IC92►👤Hoffmann📖 Klein Zaches gennant Zinnober. i hans udvalgte Skrifter 9de Bind Berlin 1828. p. 30: »►Erst jetzt fühlte er (👤Balthasar) es recht, wie unaussprechlich er die schöne Candida liebe, aber auch zugleich, daß seltsam genug sich die reinste, innigste Liebe im aüßeren Leben etwas geckenhaft gestalte, welches wohl der tiefen Ironie zuzurechnen, die die Natur in alles menschliche Treiben gelegt. I samme Bind findes »►📖 Prinzessin 👤Brambilla ein Capricio nach 👤Jacob Callot.«, der i høi Grad fortjener at efterlæses, for deri at finde Begrebet »Humor« konstnerisk opfattet.

✂

IC93►Dto Dto 8de Bind: 📖 Lebensansichten des Katers Murr, nebst fragmentarischer Biographie des Kapellmeisters Johannes Kreisler in zufälligen Makulaturblättern. p 124:►Ein durchdringendes Verstand, ein tiefes Gemüth, eine ungewönliche Erregbarkeit des Geistes, alles das waren anerkannte Vorzüge des Orgelbauers. Was man aber Humor zu nennen beliebte, war nicht jene seltene wunderbare Stimmung des Gemüthes, die aus der tieferen Anschauung des Lebens in all' seinen Bedingnissen aus dem Kamp der feindlichsten Principe sich erzeugt, sondern nur das entschiedene Gefühl des Ungehörigen, gepaart mit dem Talent es ins Leben zu schaffen, und der ⓘ NothwendigkeitNothwendigkeit] , < Notwendigkeit der eignen bizarren Erscheinung. Dieß war die Grundlage des verhönenden Spottes, den Liskov überall ausströmen ließ, der Schadenfreude, mit der ⓘ erer] tilføjet alles als ungehörig erkannte rastlos verfolgte bis in die geheimsten Winkel.

✂

IC94►Dto Dto 3ter Band. 📖 Die Serapionsbrüder 3terB:p.7-23. der findes gode Ting, om hvorledes Djævelen er bleven opfattet i det Folkelige.

✂

76 22 IC95 ►👤Ludvig Tiecks Schriften 4ter Band. 📖 Phantasus erster Theil. Berlin 1828.

p. 129 ....... ►Es giebt vielleicht keine Erfindung, die nicht die Allegorie, auch unbewußt, zum Grund und Boden ihres Wesens hätte. Gut und böse ist die doppelte Erscheinung, die schon das Kind in jeder Dichtung am leichtesten versteht, die uns in jeder Darstellung von neuem ergreift, die uns aus jedem Räthsel in den mannichfaltigsten Formen anspricht und sich selbst zum Verstandniß ringend auflösen will. Es giebt eine Art, das gewöhnlichste Leben wie ein Mährchen anzusehn, eben so kann man sich mit dem Wundervollsten, als wäre es das Alltäglichste, vertraut machen. Man könnte sagen, alles, das Gewönhlichste, wie das Wunderbareste, Leichteste und Lustigste habe nur Wahrheit und ergreife uns nur darum, weil diese Allegorie im letzten Hintergrunde als Halt dem Ganzen dient, und eben darum sind auch Dantes Allegorien so überzeugend, weil sie sich bis zur greiflichsten Wirklichkeit durchgearbeitet haben. 👤Novalis sagt: nur die Geschichte ist eine Geschichte, die auch Fabel sein kann. Doch giebt es auch viele kranke und schwache Dichtungen dieser Art, die uns nur in Begriffen herum schleppen, ohne unsre Phantasie mit zu nehmen, und diese sind die ermüdenste Unterhaltung. –

cfr i denne Anledning ►👤Heyne (romantische Schule p. 20,).

✂

23 IC96 ►📖 Ueber Goethe's Faust. Vorlesungen von Dr: 👤K. E. Schubarth. Berlin 1830.

Vi forbigaae indtil videre ►Dedicationen, Forspillet paa Theatret og Prologen i Himlen.

►1ste Scene.ⓘ 👤S:S:] , først skrevet Deel leverer et temmeligt prosaisk resumè af ►👤Göethes Ord; og knytter derpaa en Deel ►weitschweifige Bemærkninger ⓘ dertildertil] tilføjet , ►berigede med Citater af andre Skrifter af 👤Goethe. ►Derpaa viser han, hvorledes der i 👤Fausts Bevidsthed var indtraadt en Strid mell. Liv og Viden, der betingede, at han greb til Magie, der netop har meget tillokkende med sig paa Grund af den muntre77 Side, den giver Livet, idet [den] ved Erkjendelsens Udvidelse vil sikkre sig Rigdom, al Slags forhøiet Livsnydelse, langt Liv o: s: v:. Magien er derfor ikke i og for sig forkastelig, da den stræber efter Erkjendelse; men forkastelig, fordi den søger det Sande i et underordnet Øiemeed. Havde nu 👤Fausts Videnskabelighed faaet et haardt Stød ved denne Strid, saa kom nu ogsaa den med hans ►tantaliske Erkjendelsens Stræben forbundne ►Utaalmodighed, han vil favne Alt. ►Han har følt, at hans Samtids Viden ikke vil tilfredsstille ham, han har ahnet en langt livligere, aandeligere Behandling af Vidensk.; men nu styrter han løs, drømmer sig noget om et ubetinget Herredømme over Naturen som Guds ⓘ AfbilledeAfbillede] , < afbillede. ►Endelig kommer dertil hans religieuse Strid med sig selv, Forholdet mell. Auctoritet og egen Skuen»; ►Indem er erklärt, das Wunder sei des Glaubens liebstes Kind, theilt er dem Glauben jene Art von Beschränkheit zu, welche von phantastischer Leichtglaubigkeit, oder von dumpfem, kindischen, schwachmüthigen Erstaunen und thörichtem ⓘ GefangennehmenGefangennehmen] , først skrevet Gefangennahmen des eignen Verstandes sich schwer abgrenzen läßt, anstatt ⓘ daß daß ] SKS, das der wahre Glaube nicht vor ⓘ dem dem ] SKS, den Wunder erstaunt, was dem Verstande nur 24 ein Widerspruch ist, sondern das wahrhafte Wunder, in dem findet, was bei hellster Begreiflichkeit und ⓘ AnschaulichkeitAnschaulichkeit] , < Anschaulichkeit, dog unergründlich bleibt und so als dieß wahre Wunder tausendfältig sich überall wiederholt.« ►Nu følger Citater af 👤Goethes Værker^a, som ere meget interessante; men som paa en Maade bortlede Opmærksomheden fra Digtet af. –

►Den følgende Scene behandler 👤S: paa samme Maade, en resumè, og en Deel Prædikebemærkninger. ►Hvad Factumet med Hunden angaaer, da anfører han et Citat af 👤Goethes naturvidenskabelige Værker, hvor han omtaler dette Sted, og gjør opmærksom paa, at, Lys og Dunkel kræve ⓘ straxstrax] , foran er slettet ·f··· deres Modsætning; ►Han (👤Goethe) fortæller, ⓘ atat] , først skrevet hv Stedet i 📖 Faust var skrevet længe før han gjorde den Opdagelse: »►aus dichterischer Ahnung und in halben Bewußtsein, als bei gemäßigtem Licht, vor meinem Fenster auf der Straße ein schwarzer ⓘ PudelPudel] , < pudel vorbeilief, der einen hellen Lichtschein nach sich78 zog: das undeutliche, im Auge gebliebene Bild seiner ⓘ vorübereilendenvorübereilenden] , < vorübreilende Gestalt.«^b ►Rigtigt bemærker nu 👤S:, at der i 👤Faust Gemyt er indtraadt en hidtil ukjendt Ro (da han er kommen hjem fra Spadseretouren), som dog imidlertid kun er et Havblik, og nu gjør 👤Faust det sidste endelige Forsøg ved at læse og fortolke 📖 Bibelen for sig, men her strander han ganske, og den fromme Stemning forsvinder og han træder op som Aandebesværger, og nu, da han saaledes ogsaa har opgivet Christend:, træder 👤Mephistopheles op. ►Derpaa følger nu hos 👤S: en lang Sludder om det Onde og dets Betydning i Existentsen saavel i physisk som i moralsk Henseende, rigtig Lærebogs-Snak, hvor vi faae en Deel at 25 høre om 👤Judas Ischarioth og om 👤Bonaparte etc, ►han mener, det er det der omtrent kommer ud, at Djævelen hemmer og satiriserer enhver overdreven Stræben, og er altsaa paa en Maade ►det jeg vilde kalde Ironien. Hvorvidt dette nu stemmer med 👤Göethes Anskuelse af 👤Mephistopheles er et andet Spørgsmaal ^[c] . Interessantere er derimod for at faae et Blik ind i 👤Goethes Individualitet, ►hvad han anfører af dennes egne Skrifter om det Indtryk Jordskiælvet i 📌Lissabon gjorde paa ham, ►og et Citat han anfører af ham: »►Daß gewönlich, wenn unser Seelenconcert am geistigsten gestimmt sei, die rohen, kreischenden Töne des Weltwesens am gewaltsamsten und ungestümsten einfallen, und der in Geheim immer fort waltende Contrast, auf einmal hervortretend, nur desto empfindlicher wirke«. – ►Med Hensyn til det Geisterchor (►p. 82 i min Udgave af 📖 Faust) findes følgende Yttring hos 👤S:, som jeg ikke kan forstaae, medens jeg hell. ikke selv forstaaer Stedet hos 👤Goethe: »►Ein unsichtbares Geisterchor läßt sich ironisch über diese Zerstörung der schönen Welt vernehmen und fordert unsern Helden auf sie prächtiger in seinem Busen aufzubauen, um als Halbgott den neuen ⓘ LebenslaufLebenslauf] , først skrevet Ba zu beginnen.« ►Nu vil 👤S. søge at udvikle, hvorledes den uhyre Modsætning der findes i Livet, og som Digteren har concentreret i sin Mephisto, hvorledes og i hvilket Forhold den vil udøve sin Magt over 👤Faust, saaledes, at den, om end i det Enkelte ødelæggende og forstyrrende dog i det Hele vil vise sig som79 heldbringende. ►Faust maatte naturligviis ved sin ⓘ excentriskeexcentriske] , < exentriske Stræben være hjemfalden til en Nemesis, og denne Nemesis bliver af en storartet Natur i Forhold til en saadan Character. ►👤Mephistopheles paatager sig nemlig fra det Øieblik af, hvor Faust troer uden Haab at maatte fortvivle, at bibringe ham Behag til denne Verden, at overbevise ham om, at den af ham ⓘ udskieldteudskieldte] , ændret fra udskielte Verden ikke 26 er at foragte. Først efter al Nydelse, efter en virkelig iforveien indtraadt Tilfredsstillelse og Mættelse skal 👤F: fortvivle, idet han tilsidst maa erkjende, at Djævelen dog har bedraget ham, at han i egen Lidenskab og Overilelse for tidligt og for snævert har afstukket Grændserne for sin Herlighed. F: skal tilsidst i Følelsen af forspildt Msk: Ære gaae under, han som i Overilelse viste de største Goder, der stod hans Frihed og Besindighed aaben, fra sig, og kun tilegnede sig Existentsens blendende og til Nyden skikkede Side. ►Nu behandler 👤Mephisto sin Mand med uhyre Ironie, og stiller sig imod en saadan fortvivlende Daare i den avantage, at han ikke engang behøver hine Fornufts og Aands høieste Gaver, for at lade ham finde ⓘ LivetLivet] , ændret fra det behageligt. F: fordømte daarligen Livet og nu paatager 👤Mephisto sig at bibringe ham Behag til Livet, idet han berøver ham alt Fornuftigt, ja endog hans Samvittighedsfred. ►Spørge vi nu, hvad det er for en Sidevei, 👤Mephisto vil føre 👤F. paa, da er det Adspredelsens Vei, hvor Msk. ganske føler sig som Msk, idet han fri for Anstrængelser kun tager Livet som en let Nydelse. ►Naar vi nu fremdeles spørge, hvorledes 👤Mephisto vel har turdet paatage sig at styrte en saa høit stræbende Aand, da kan det kun skee ved et psychologisk Mesterstykke. ►Han styrter ham ikke umiddelbart i Fornøielse, det vilde under 👤F. nuværende Stemning være uden Følge. Han maa først see Andre nyde og paa et lavere Trin, hvor han selv holdes i ⓘ enen] , først skrevet d derover svævende Tilstand og halvt ironisk nyder det, ved at vide sig bedre end de Andre. Naar ⓘ nunu] , først skrevet d dette Syn ⓘ af den lavere Classes Nyden –af den lavere Classes Nyden –] tilføjet forbunden med en halv Mystification af dem fra 👤Mephist: Side, som tjener 👤F. til Moroe, har lidt efter lidt gjort ham fortrolig med det farlige E27lement, da maa 👤Mephisto ⓘ paaførepaaføre] , ændret fra føre ham en80 nærmere msklig Interesse, dog saaledes, at den kun overrasker ham i sin Nyhed, ikke tilfredsstiller ham, og dertil vil vel Kjærlighed være tjenligst. ►Kun maa denne msklige Interesse flyde af sin sandeste Kilde ɔ: af en virkelig, ufordærvet, quindelig Sjæl. 👤Faust vil snart blive kjed af dette Forhold og 👤Mephisto behøver blot at passe paa, at 👤F. ikke for tidlig bliver sig den sig indledende Katastrophe bevidst, men ⓘ maamaa] tilføjet adsprede ham paa andre Maader. Han har kun at sørge for, at 👤F. derved maa ⓘ forekommeforekomme] , først skrevet vise sig sig selv skyldig, og at da den uendelige Elendighed paa eengang træder op for ham. Ved Synet deraf vil han ikke aflive sig selv; thi dertil er han for svag og slap til; men hans Samvittighed er besmittet, og hvad bliver nu tilovers for ham, efterat han allerede halvironisk er vant til at see al Nydelsessyge, Raahed og Yppighed, bliver trykket af en hemmelig Skyld, end med al Kulde og Ligegyldighed at gaae videre paa Ironiens Vei, og nu under Foragt for sig selv og hele Verden at naae Lystens fulde Maal og selv bestige Lystens Throne og Middelpunct og paa denne Maade at blive et eneste Exempel paa en Virtuos i ⓘ alal] , < al<·> jordisk meest forfinede Adspredelse. 👤F. Nydelse maa man hell. ikke tænke sig af den aller crasseste Art. ►Man tænke sig ham med alle Lysters Trylle og Komandostab sættende sig ud over Tid og Rum, nydende netop det Aandrige Pikante, følende sig snart agtet snart frygtet i sin verdenshistoriske Situation, og man kan vel tænke sig, at han vilde ligge under for den Fristelse ikke at ville forlade Verden mere – ►Hvad nu den Discipel angaaer, der kommer for at belæres af 👤Faust, da bemærker 👤S: rigtigt: der staaer en 👤Faust i Miniatur for os, ell. med andre Ord hiin Grundkarakteer i Mskslægten stiller sig frem28 i et ungt Msk:, og saaledes opfyldes allerede her hiint Ord af 👤Mephisto:

»►Und immer zirkulirt ein neues frisches Blut.

So geht es fort, man möchte rasend werden«.

►Thi neppe er👤Mephisto i Begreb med at skaffe den gl. Daare i 👤Faust tilside, før der allerede voxer ham en ny i den skjæggeløse Moders Søn.

►De følgende Scener udføres saa godt som ikke af 👤S:, i81 Anledning af ►👤Branders Sang om Rotten og ►👤Mephistos Sang om Loppen, ►anstiller han en Slags Sammenligning, som falder ud til Fordeel for 👤Mephistos, da han mener, at denne er finere og mere satirisk. ►I Scenen i Hexekjøkenet (Angaaende Stykket ►p. 122 ⓘ i min Udgavei min Udgave] tilføjet 📖 Das ist die Welt etc:) »►Sehr erbauliche Betrachtungen von einem Meerkater über Glanz, Vergänglichkeit und Holheit irdischer Dinge. Er ist leben geblieben, der alte Practicus, und hat Alles durchgekostet; allein er traut dem Sohne nicht dieselbe Geschicklichkeit zu, daher vermacht er ihm als Testament den moralischen Rath, sich der Weltlust zu enthalten, um nicht vorzeitig sterben zu müssen.« ►En saa barock Spøg som det synes, at Digteren ⓘ indførerindfører] , først skrevet lægger Marrekaten og dens Familie i Hexekjøkenet, saa mener dog 👤S:, at deri ligger en dyb sædelig Betydning, ⓘ at nemlig at nemlig] , først skrevet som Marrekaten, der som bekjendt forener de fleste Dyr-Svagheder i sig, staaer som Repræsentant for det meest Dyriske i Msknaturen. Og Digteren lægger dem ogsaa alt i Munden, hvad der udgjør den lave Msknaturs Bestræbelser og Ønsker; lav Begjerlighed, Spil, Havesyge, Lumskhed, tyrrannisk Undertrykkelse, oprørsk Sind, tøilesløs Frækhed i Tale og Handlen. –

►Nu følger Scenen med 👤Margrethe, ►hun er, som 👤S: rigtig bemærker, »►leider keine Kokette, und die unerfahrne Unschuld unterliegt sol29cher frechen Zudringlichkeit noch schneller als die ausgelernte Buhlkunst. Denn eben weil sie die Unschuld ist, und es nur ehrlich meint, so stellt sie ⓘ sichsich] tilføjet selbst in ihrer guten Meinung der Schamlosigkeit zum Anwald auf, und sucht günstig ins Sittige zu deuten, was nur Frechheit ist und bleibt.« ►Sandseligheden overrumpler nu 👤F:, der kun var vant til at leve blandt Bøger. Lidenskabens første Opblussen søger 👤Mephisto at opflamme end mere ved at gjøre Forhindringer. ►Nu træder da 👤Margrethe op, der, efter 👤Mephistos egen Tilstaaelse, er et uskyldigt Barn, som Intet har at skrifte. ►Her anstiller nu 👤Sch: en meget utidig Undersøgelse om 👤Mefistofeles mener det oprigtigt ell. ei, hvilket første han erklærer sig for, og faaer da heri et nyt Bidrag til sin Djævletheorie. Smukt er derimod hvad 👤S: siger angaaende ►Scenen (p. 141 i82 min Udgave »Es ist so schwül, so dumpfig hie«) »►in dem Weben sympathetischer Gefühle, das uns der Dichter schildert, dürfen wir uns nicht wundern, ⓘ daß daß ] SKS, das 👤Margrete bei der ⓘ RückkehrRückkehr] , først skrevet R<ü>k eine geheimnißvolle, unerklärliche Ahnung von der stattgehabten Anwesenheit der beiden Fremden hat. Es ist zart vom Dichter gewesen, diesen Geist uns fühlen zu lassen, der dem Menschen beigegeben ist, ihn in den bedeute[nd]sten Fällen des Lebens umweht, und ihn als feinstes Gefühl das Geschick seiner fernen Zukunft vorempfinden läßt. So schaudert 👤Margarete ahnungsvoll beim Eintrit ins Zimmer, dessen Luft ihr schwül vorkom̄t, obwohl es draussen nicht warm ist. Sie fühlt sich beklommen und allein, und wünscht der abwesenden Mutter baldige Ankunft.« I Anledning af ►Scenen mell. 👤Mephisto og 👤Marthe Schwerdtlein (►p. 150 i min Udgave) mener 👤S:, ►at man ikke kan andet end tænke sig en Sammenligning mell. den Art af Kjærlighed, som fandt Sted mell. 👤Marthe og hendes nu formeentlig afdøde Mand, 30 og den, som finder Sted mell. 👤F: og 👤Grethe: den Art af Kjærlighed som uden mindste Spor af Betydning lever i visse Former, og den der i opblussende Varme skrider ud over disse; og 👤S: mener, at denne »köstliche Vexirscene« mell 👤Mephisto ⓘ ogog] , først skrevet t 👤Marthe tjener til at mildne den tragiske Katastrophe med 👤Margrethe.

►👤S: bemærker med H: t: (►p. 182 i min Udg:)►👤Margrethes Angst for👤Mephisto, at denne Mands Physiognomie nu først falder hende paa. Hun saae ham jo allerede tidligere hos Fru 👤Marthe og ved deres første Sammenkomst, uden en lignende Bekymring. Er der maaskee med 👤Margr: Indre, som før var reent og uskyldigt foregaaet den Forandring, at det Onde, dets Tilvær, det endog skjulte Udtryk i en Tredies Mine ikke længer er hende ligegyldigt. Det er desværre sandt, at Msk. ved Forstyrrelsen af hiin rene Følelse ⓘ tabertaber] tilføjet hiin Uskyld, der lader ham see dristigt og frimodigt lige ud, og at da ganske ligegyldige Ting udvortes fra kun synes ham en Anklage, en Bebreidelse. »►Man kann sagen, wenn 👤Mephistopheles für 👤Gretchen früher nicht da war, so fängt er jetzt an für sie Wirklichkeit, ⓘ BedeutungBedeutung] , først skrevet Bet und Kraft zu gewinnen. Auch spricht 👤Mephisto das von seiner Seite83 durch den wegwerfenden Titel »Grasaffe«, den er ihr giebt, aus, während er sie früher »ein gutes unschuldiges Ding« nannte. Es ist überhaupt diese Scene ungemein merkwürdig, wegen der Kräfte und Mächte, die dabei wirksam sind. In das Heiligste, Himmlische, was hier diese beiden freundlichst aufgeschlossenen Gemüther beschäftigt, wirft sich ein satanischer Zug, ein geheimes, ahnungvolles Grauen vor der Hölle.«

Hvad ►Samtalen mell. de to Elskende angaaende Religionen betræffer,►da bemærker 👤Sch:, at den aabenbarer Forskjellen mell. begge Kjøns religieuse Trang, den me31re almdl. religieuse Anskuelse og den mere individuelle. ►Derpaa gaaer han over til at betragte Χstd. i Almindelighed, hvorledes de forskjellige Hovedretninger i aandelig Henseende, der har betinget de forskjellige Religioner, nu gjentagende sig i Χstd. betinger de forskjellige Confessioner. Dog synes det mig ⓘ vedkommervedkommer] , først skrevet forekommer denne hele Undersøgelse slet ikke Stykket især i en saadan Vidtløftighed. – ►En Charakter, som Gud, Natur i deres Umaadelighed ikke tilfredsstille, er vel so sjelden, at vi nok kunne tiltroe ham en Løben Storm paa 📌Hexebjerget. Imidlertid vil det være smaaligt og modsigende, hvis han ikke formaaede at vikle sig ud af disse 📌Tryllebjergets Irgange, og vedblev i sin gl. Natur, der hverken finder Ro i Godt ell. Ondt. Derimod er en saadan Gang til 📌Bloxbjerget med største Nødvendighed begrundet i en saadan Grundcharakter. Det er den samme Kunstnødvendighed, som før lod os see 👤F: i 📌Auerbachs Kjelder, i Hexekjøkenet. De samme Motiver, der overhovedet lode 👤F. slutte Forbund med det onde, benægtende Princip, føre ham op paa al Forvirretheds Top. ►Det laae nemlig i Djævelens Plan, at bestikke 👤F: ved en ironisk Tilfredsstillelse, idet han paa denne Top af al Forvirring ⓘ vedblevvedblev] tilføjet at bevare en Art Storhed og Overlegenhed. I denne Anskuelse af den store Masse af Ondt bringer 👤Satan ham paa det farlige Punct, at han tilsidst seer sig sat ud over al Forskjel mellem Godt og Ondt. Naar nu det er det egl. Absolute ell. Absoluteste, hvorefter Naturen stræber, saa see vi, at en Bestigelse af 📌Bloksbjerg, for at komme til Følelsen af en saadan Hæven sig ud over sig selv, var84 uundgaaelig nødvendig for 👤F:. Hiin Ubetingethed, hiin Absoluthed er det nemlig, hvoraf vor Mand lider. 👤Mephisto32 ⓘ øinerøiner] , først skrevet ud- her det Punct, at han ved at lade Forskjellen mell. Godt og Ondt forsvinde, ved at overskride den, kan ⓘ gjøregjøre] , først skrevet bringe 👤F. modtagelig for hiin høieste, ubetingede Alhed, der forsaavidt da al Forskjel deri ⓘ forsvinderforsvinder] , < Forsvinder, skuffende ham bringer ham nær til en vis Art Guds-Lighed. Vel er det ikke andet end den ubetingede Tomhed og Intethed, der som Alhed bliver tilbage efter Ophævelse af al Forskjel. Herved vil nu 👤Mephisto baade tilfredsstille og aandelig tilintetgjøre F., idet han ad denne Bro fører ham over paa den fuldkomne Vilkaarligheds Gebeet.

►Men den egl. Satans Streg, som 👤Mephisto spiller med 👤F. ved denne 📌Bloksbjergs Scene, er hiin hemmelighedsfulde Vision af 👤Gretes Skikkelse, som bliver synlig for 👤F. paa 📌Bloksbjerg. Derved griber han ham dybt ind i hans inderste Samvittighed og knytter ham med i Begyndelsen lette, lidt efter lidt centnersvære Baand til den uoverskuelige Skare af Ondt. Først advarer han 👤F: paa Skrømt for ikke al for nøie at betragte den Idol, derpaa gjør han ham latterlig for denne Carricatur af hans Samvittighed. Er det paa denne Maade lykkedes 👤Mephisto, at vildlede 👤F. Samvittigheds Stemme; saa vil Synet af den uendelige Elendighed kun foraarsage ham en kort og udvortes Rystelse. Han vil meget mere ⓘ nedbøietnedbøiet] tilføjet ved den store hemmelighedsfulde Skyld tillige være helbredet for al anden Tanke, tilmed naar han efter hans Sinds og Fornuftigheds Storm ved Opvaagnen mærker, at man endnu beholder Kræfter nok til at leve, og at, hvor Uskyld afslutter Livets Kreds, dets Kræfter pulsere derud over. Ved saaledes at skride ud over de enge Grændser, som Fornuft, Samvittighed sætte for Msk, vil 33 👤F. virkelig føle sig Mephisto i Sandhed forbunden, da han herved aabner ham den grændseløse, umaadelige Udsigt, som alene kan tilfredsstille ham. Thi det er F. Ulykke, at han ikke kan finde sig ind i de almdl. Livsindskrænkninger. ►Valpurgisnatsdrøm tjener til Udstaffering af den ideale Region paa Bloksbjerg. En Bemærkning som findes hos 👤S. p. ⓘ 327327] SKS, 927 og 28 vil jeg afskrive: ►Indem übrigens der Blocks85berg nicht eine Zeitepoche, sondern Aeltestes und Jüngstes in sich befaßt, fängt hier jene Aufhebung des gewönlichen Zeitbegriffs schon sehr bedeutend an, an die wir uns von nun an immer mehr werden gewöhnen müßen. In dem folgende Verlaufe nämlich der Schicksale unseres Helden, wie sie uns der zweite Theil vorlegt, verschwinden Zeit und Oertlichkeit immer mehr, und 👤F: wandelt sich aus einer wirklichen, historischen Person, als die er uns der Hauptsache nach im ersten Theil in Ton und Haltung erscheint, in eine ⓘ mythischmythisch] , < mythische allegorische und symbolische Persönlichkeit um. Alle Schicksale unsers Helden verlieren den individuellen Bezug, und nähern sich einem Allgemeinen, ja Allgemeinsten der Weltgeschichte«. Idet nu 👤S: til Slutning, før han gaaer over til den anden Deel af 👤Goethes 📖 F:, i den 10de Forelæsning tager den hele Udvikling af Mephistos Plan op, omtaler han ►og paa sit rette Sted 👤F: Kjærlighedshistorie, og viser, ►hvorledes herfra udviklede ⓘ sigsig] tilføjet en af de dybeste »Entzweiungen« i hans Indre, som han ikke kunde blive klar over, om den var ham paaført mere ved egen Brøde, ell. ved et ulykkeligt Sam̄enstød af Omstændigheder som fE. ved 👤Valentins Mord, som styrtede ham i en Feil og det af den Art, at den berøvede ham alt Mod til med Uskyldighedens Eftertryk at fortsætte sin Klage over Nægtelsen af hans høieste Ønsker mod de høiere Magter. For at nu ikke Indtrykket af 👤Gretes Elendighed ganske skulde gjenemløbe den ⓘ ide[e]lleideelle] 34 Region, og maaskee gestalte sig til den dybe og inderlige Anger, som vi tilsidst see Margrethe grebet af, saa er vor Mands Aand ved Bestigelsen af Brocken allerede indtaget af et saadant Indtryk af det Onde i Anskuelsen af dets Masse og Magt, at han gjerne vil tage denne Anskuelse til Hjælp, for at forestille sig denne Skabnings ⓘ ElendighedElendighed] , først skrevet Fald som et enkelt Tilfælde og et Minimum af hiin Slethed, som hører hjemme paa Jorden, forsaavidt den udgaaer fra Msk. Personlighed og Villie. Kan han desuagtet ikke ganske overvinde Braadden, saa er dog saa meget vundet, at han i alle lignende tilkommende Tilfælde vil have mindre Mod til skarpt at undersøge, om høieste Fordringer derved blive tilfredsstil86lede ell: ikke. Han vil være desto tilbøiligere til at optage ethvert Nydelsens Tumleliv, for dermed at overdøve hans dybeste, saarede Indre. Alt dette indrømmet, saa seer man, at vor Mand for at unddrage sig de ideelle Bebreidelser, er nødsaget til ja er paa bedste Vei til, umærkelig og næsten mod sin Villie at komme til en real Tilfredsstillelse.

IC98 ►📖 Faust 2den Deel.

Her vil jeg nu blot erindre til egen Efterretning, at 👤Schubarth ikke har den fuldstændige Udgave af 📖 F:, som fra Digterens Haand først blev færdig 1831; men maa nøies med de adspredte Fragmenter. ►Han gjør opmærksom paa, at man har fundet en Fortsættelse af 📖 F: deels unødvendig deels umulig, og han mener, at begge Dele paa den bedste Maade ere modbeviste af Digteren. ►Han erindrer om, at hvad der var udsagt i Prologen kun for en Deel var ⓘ fuldførtfuldført] , først skrevet udtalt »►Es irrt der Mensch, so lang er strebt«; men den anden Deel er det ikke »►Ein guter Mensch in seinem dunkeln Drange, Ist sich des 35 rechten Weges wohl bewußt«. ►Ogsaa 👤Mefistofeles har kun bragt sin Mand til Anskuelse af Nydelse, og sat ham i den Nødvendighed i Adspredelse at finde et Hjælpemiddel mod hans hemmelige Halvskyld. Men endnu er der ikke forekommet Noget i den første Deel, hvorved 👤F: selv søger at sætte sig i Middel- og Brændpunctet af Nydelse paa Jorden i den meest concentrerede og fine Betydning. Havde man holdt fast derpaa, mener 👤S:, da havde man omgaaet slige Vildfarelser. Han anfører derpaa ►en Yttring af 👤Goethe i Kunst und Alterthum i Anledning af Mellemspillet »📖 Helena«: »►Darüber aber mußte ich mich wundern, daß diejenigen, welche eine Fortsetzung und Ergänzung meines Fragmentes unternahmen, nicht auf den so nahe liegenden Gedanken gekommen sind, es müsse die Bearbeitung eines zweiten Theils sich nothwendig aus der bisherigen kümmerlichen Sphäre ganz erheben, und einen solchen Mann in höhern Regionen durch würdigere Verhältnisse durchführen.« Til at udvikle og fremstille 👤F: i dette andet Stadium (Nydelse) bruges, mener 👤S:, ►Scenen ved F: Opvaagnen, ►ved Keiser-Hoffet og den87 store Hoffest. Nu følger ►Fragmentet 📖 Helena. ►I hvilken Henseende han anfører et Sted af 👤Goethe, hvor han gjør opmærksom paa, at efter Sagnet forlangte 👤F: at see Helena. 👤S. vedbliver ►efter en Exposition af det af 👤Goethe i dette Fragment Givne: ►Naar vi nu overveie, hvorledes 📖 H: og 📖 F: her træffe sammen, saa maae vi tilstaae os, at det vel ikke kunde skee paa en mere passende Maade, end idet 👤F: ⓘ viste sigviste sig] tilføjet som Middelpunct i den uhyre Bevægelse af Norden mod Syden, som fra Folkevandringen af gjenem hele Middelalderen til den nyeste Tid har vedligeholdt sig deels igjenem hele Folkemasser deels i Enkelte, som Udtryk for Nordens brændende Længsel og Attraa efter Sydens Skjønheder i ligesaa eventyrlige som yndige Skikkelser. Kun som en saadan Folkefyrste, staaende i Midten af denne Bevægelses meest romantiske Vending, turde 👤F. vove, at anholde om den ver36densberømte antike Skjønheds ⓘ GunstGunst] , først skrevet Haand og kun saaledes som Romantikens Ungdoms-Fyrste viser han sig ikke uværdig til at træde ved Siden af Fylden af al Skjønhed.

►Til Slutning gjør👤S. et Forsøg paa, at construere Finalen til hele Værket. Den er der imidlertid ikke noget synderligt ved. Den Slutnings Bemærkning derimod, hvormed hele hans Skrift ender, er ret god: »►Wenn das Streben nach dem Absoluten sich in der neuern und neuesten Menschheit auf mancherlei Weise hervorgethan, und auf dem philosophischen Wege der ernsthaftesten Behandlung unterworfen zu werden, nicht für unwerth befunden worden; so ist es merkwürdig, wie der Dichter dasselbe als einen Wahn von sich zu weisen scheint, dem auf ernstem Wege positiv durchaus nichts abzugewinnen sei. Auf einem scherzhaften Wege hingegen in gründlich, tüchtiger, verneinender Behandlung gewähre es die glänzendsten ⓘ VortheileVortheile] , < Vorheile und Befriedigung. Es verleihe nämlich einem, in seiner allgemein menschlichen ⓘ BegrenztheitBegrenztheit] , < Begrentztheit sich unbehaglich fühlenden Charakter eben das Recht, sich über alle Grenzen und Schranken, die dem Menschen nothwendiger und zufälliger Weise gezogen sind, hinaus zu versetzen, um mit der Phantasie in jener ungebundenen, dog gefälligen Willkürlichkeit und Zügellosigkeit88 den nie endenden Wettstreit zu beginnen. Statt ⓘ daß daß ] SKS, das also das Absolute in die philosophische Region aufzunehmen sei, wo es stets starr, trocken, todt, ⓘ ungnießbarungnießbar] , < ungniessbar verbleibe, ⓘ und verrückteund verrückte] , ændret fra undverrückte Combinationen veranlasse, gehöre der Begriff desselben recht eigentlich der Poesie an, die ihm allein Giltigkeit zu verschaffen und ihn durch das grenzenlose Schwärmen der Einbildungskraft, dem er entspricht, erst lebendig, wirksam, wahr, so wie ergötzlich und heiter zu machen im Stande sei.« –

37IC99►Jeg vil nu gaae tilbage og optage 👤S: Indledning.►Han bemærker, at 👤Goethe i dette Værk fornemlig har brugt Humor: »►Eine humoristische Behandlungsart und die damit verknüpfte Ansicht tritt unstreitig überall ein, wo viele Dinge, werthvolle und unwerthe, unserer Anschauung theils zugleich, theils bald nachzeitig entgegen gebracht werden, so ⓘ daßdaß] , < das der wohlbekannte Unterschied derselben zu schwinden scheint, und für den Augenblick durch den Bezug auf etwas noch Höheres, gleichsam als auf ein ⓘ AbsolutesAbsolutes] , < absolutes, das bald deutlicher hervortritt, bald mehr im Hintergrunde gehalten wird, seine gewönliche Giltigkeit verliert und in dem bekannten Resultate null wird.« ►Han anfører som Exempel, det at staae paa et høit Bjerg og derfra skue ned paa den under sig liggende Dal. »►Was nun aber dieses Höhere gerade vorstellt, ⓘ woraufworauf] , ændret fra wo der sonst bekannte Unterschied und Werth der Dinge als ⓘ verschwindendverschwindend] , < verschwindend, bezogen wird, bildet den verschiedenen Charakter und die abweichende Beschaffenheit des Humors, der damit sich eben so in die höchsten Regionen erheben, als bei einem sehr trivialen niedern Fluge beharren kann, so daß es nichts Gemeines giebt, was fratzenhaft ausgedrückt, nicht humoristisch aussehn und wirken könnte«. »►Jedenfalls wird eine gewisse Breite des Weltzustandes, eine gewisse Mannigfaltigkeit der Gegenstände und Situationen vorausgesetzt, wenn der Humor sich entwicklen soll. Daher es erklärlich ist, warum diese Lebensansicht und Behandlungsart der Dinge bei den Alten weniger angetroffen wird, und erst in der neuern Welt sich ⓘ entwickeltentwickelt] , < entwckelt hat«. ►Derpaa gjør han en Distinction mell. naiv og realistisk og en mere ide89ell, phantastisk, længselsfuld Humor. 38 »►Der Unterschied beider aussert seine Wirksamkeit vorzüglich in Absicht auf jenes Absolute, den sonstigen Unterschied der Dinge theils aufhebende, theils neu Contrastirende. Wird namlich dieses in irgend etwas Gegenwartiges, noch Erreichbares, Diesseitiges gesetzt, so entsteht jener naive Humor; wird aber dabei in die Ferne, in ein Jenseits, in überirdische Regionen hinaufgegangen, so entspringt der sentimentale Humor.« ►fE. 👤Jean Paul. ►Han viser, hvorledes i ⓘ DigtetDigtet] tilføjet Faust Digteren bestandig gaaer ud fra den Tanke, at Livet i dets laveste, meest narragtige og forkerte Manifestationer, dog bestandig er en uskateerlig Gave. Det gjør hans Humor naiv. – ►Fra pag: 80-84 leverer ⓘ 👤S:S:] , først skrevet Digt selv en Oversigt over Indholdet af den 2den Forelæsning. ►En vis eensidig Forkjærlighed for et enkelt Værk af en i Sandhed stor Digter bør man ikke taale, dennes Storhed er at søge i Totaliteten af alle hans Værker. ►Nu søger 👤S: at møde adskillige Indvendinger mod Værket, saaledes af 👤A: W: Schlegel i »Vorlesungen über dramatische Kunst und Litteratur«, som mener at Digtets Form gaaer langt over den theatralske ⓘ FremstillingFremstilling] , først skrevet Form. ►Han viser, at nogle blot have opfattet Digtet som en Klage over at Livets høieste Nydelser bleve ham nægtede, og at 👤Lord Byron fra dette Synspunct har reproduceret Stoffet og Indholdet i 📖 F. –

►I 3die Forelæsning søger 👤S. at udvikle Dedicationen, Forspillet og Prologen. Her findes Intet ►mærkeligt. ►p. 103 findes et nyt Bidrag til hans Djævlelære, som jeg alt i det Foregaaende har udviklet. ►p. 106 ligeledes et Bidrag. ►Han gjør opmærksom paa, at andre store Digtere 39 fE. 👤Klopstock, 👤Milton og endog 👤Lord Byron i hans 📖 Kain har opfattet Djævelen fra en anden Side. ►👤Goethe mener han nærmer sig mere til Opfattelsen af ham i ►Hiobs Bog. ►Resultatet bliver da omtrent, at Djævelen har paataget sig at være Profos ved den gudd: Justits, en Forretning som jeg egl. ikke seer der ligger Noget Djævleligt i, især da denne Profos mener det godt med Msk.

d: 2 Sept: 36.

✂

IC10090Af ►en tidligere Excerpt udentvivl fra 35, vil jeg blot erindre mig om ►👤Lessings Bearbeidelse af ⓘ 👤FaustFaust] , først skrevet Goet, et Fragment, der findes i

👤Gothold, Ephraim Lessings📖 sämtliche ⓘ SchriftenSchriften] , først skrevet W Berlin 1794.

XXII Band p. 213-231.

Dette er af ►et Brev fra 👤Engel, hvori han skriver til 👤K. G. Lessing, at hans (👤Lessings) afdøde Broder havde meddelt ham Ideerne til flere Stykker og deriblandt til 📖 F. ►Han lader Scenen foregaae i en forstyrret gothisk Kirke med et Hovedalter og 6 Bialtere. Ødelæggelse af Guds Værker er 👤Satans Glæde og Opholdet i Ruinerne af et Tempel hans Yndlingsopholdssted. Nu træder da forskjellige Djævle frem for at aflægge Regnskab. En af dem er bleven opmærksom paa 📖 F. p. 218: ►Gott seinen Liebling zu rauben – einen denkenden, einsamen Jüngling, ganz der Warheit ergeben, ganz nur für sie athmend, für sie empfindend; jeder Leidenschaft absagend, ⓘ außeraußer] , < ausser der einzigen für die Warheit; dir und uns allen gefährlich, wenn er einst Lehrer des ⓘ Volks Volks ] SKS, Wolks würde.« ►Denne Djævel havde imidlertid ikke kunnet udfinde nogen svag Side hos 👤F. for at angribe ham. Nu bereder da 👤Satan sig selv til at paatage sig det og lover sig Seier; man hører imidlertid 40 Guds Engel raabe: I skulle ikke seire. ►Nu kommer Udviklingen af Stykket: ►diesen 👤Faust begräbt der Engel in einen tiefen Schlum̄er, und erschafft an seiner Stelle ein Phantom, womit die Teufel so lange ihr Spiel treiben bis es in dem Augenblick, daß sie sich seiner vollich versichern wollen, verschwindet. Alles, was mit diesem Phantome vorgeht ist Traumgesicht für den schlafenden wirklichen 👤F., dieser erwacht, da schon die Teufel sich schamvoll und wüthend entfernt haben, und dankt der Vorsehung für die Warnung, die sie durch einen so lehrreiche Traum ihm hat ⓘ gebengeben] , < gegeben wollen. ►Nu var altsaa 👤F. stærkere i Dyd; men der gives nu ingen nærmere Oplysning om, hvorledes Djævelen har virket paa ham for at forføre ham.

ⓘ I ►No I ►No ] SKS, I. No 2 forekommer Intet ►mærkeligt. ►Han lader 👤F: først fremmane 👤Aristoteles, derpaa en Djævel.

91►3. 👤F. und sieben Geister.

►Her er det endelig ved den 7de Aand, at han træffer sin Mand, den er nemlig saa hurtig som Overgangen fra det Gode til det Onde.«

d. 7. Sept: 36.

✂

IC101 ►Doctor Faust

fliegendes Blatt aus Cöln.

►cfr📖 Knaben Wunderhorn 1. p. 214.

d: 8 Sept: 36.

✂

IC103I ►👤Tiecksⓘ 📖 SchriftenSchriften] , først skrevet Wer 5te Theil p. 462 findes en Bemærkning betræffende 👤Goethes Virksomhed med H: t: Theatret i 📌Weimar, hvor der yttres at denne i det Hele var meget negativ, og derved rigtignok forhindrede det Slette; men paa 41 den anden Side ofte ogsaa bortskar det storartede Geniale.

d. 19 Sept. 36.

✂

IC104 ^[a] I ►👤Tiecks📖 Schriften 4ter Band Berlin 1828 p. 199 o: f: i det andet Afsnit af »der getreue Eckart und der Tannenhaüser«, optræder det ⓘ FaustiskeFaustiske] , < faustiske i en vis Retning deraf som det sandselige der vil tilfredsstilles fE p ►202; saaledes ogsaa ►Historien om 📌Venus-Bjerget og det Liv, der føres derinde. Enkelte Steder og Udtryk erindrer endog om 👤Goethes 📖 Faust fE p. 210 nederst.

d. 22 Oct: 36.

✂

92 42 IC106 ►Litteratur til 📖 Faust.

►Den findes temmelig fuldstændig hos v. Raumer »historisches Taschenbuch« fünfter Jahrgang. Berlin 1834. fra p. 183-206.:

►Volksbücher.

📖 ►1. Historia von D. ⓘ JohannJohann] , først skrevet Johann i latinsk hånd Fausten, den ⓘ weitbeschreytenweitbeschreyten] , < weitbeschreiten Zauberer ⓘ vndvnd] , < und Schwarzkünstler. Wie er sich gegen den Teufel auf eine benannte Zeit verschrieben, Was er hierzwischen für seltsame Abenthewer gesehen, selbs angerichtet vnd getrieben, biß er endlich seinen wohl verdienten Lohn empfangen. Mehrentheils auß seinen eygenen ⓘ hinderlassenenhinderlassenen] , først skrevet Schriften Schriften, allen hochtragenden, fürwitzigen vnd gottlosen Menschen zum schrecklichen Beispiel, abscheulichen Exempel, vnd ⓘ trewtrew] , < treu hertzigen Warnung zusammen gezogen vnd in den Druck verfertigt. 👤Jacobi IIII, seyt Gott vnterthänig, widerstehwt dem Teufel, so fleucht er von euch.Cum Gratia et Privilegio. Gedruckt zu ⓘ FrankfurtFrankfurt] , < Francfurt am Main durch 👤Johann ⓘ SpiesSpies] , herefter er slettet <·>

MDLXXXVIII. 8.

►Am Ende der Vorrede verspricht der Verfasser eine lateinische Übersetzung ..... Ob die lateinische Bearbeitung herausgekommen, ist uns nicht bekannt. Nach der vorstehenden Dedication ist der Buchdrucker Spies auch der Herausgeber des Buches, der das Manuscript aus Speier erhalten zu haben vorgiebt.

📖 ►2. Historia vom Doct. Joh: Fausts, des ausbündigen Zauberers und Schwarzkünstlers Teuflischer Verschreibung, Vndchristlichen Leben vnd Wandel, seltsamen Abenthewern, auch vberaus grawlichen vnd erschrecklichen 43 Ende. Jetzt aufs newe vbersehen und mit vielen Stücken gemehret. MDLXXXIX. 8.

►Ohne Benennung des Druckorts. Wahrscheinlich ist dieses Buch eine neue Auflage des vorigen.

📖 ►3. Erster Theil der wahrhaftigen Historien von den greulichen und abscheulichen Sünden und ⓘ LasternLastern] , < Lasten, auch von vielen wunderbarlichen und seltsamen93 Ebentheuern so D. Johannes Faustus, ein weltberuffener Schwarzkünstler und Erzzauberer, durch seine Schwarzkunst bis an sein schreckliches End hat getrieben; mit nothwendigen Erinnerungen und schönen Exempeln, menniglichen zur ⓘ LehrLehr] , < Lehre und Warnung außgestrichen und erklärt durch 👤Georg Rudolf Widman, gedruckt zu Hamburg 1599. 4. Ex Officina 👤Hermanni Molleri.

📖 Der andere Theil der Historien von Doct: Johanne Fausto dem Erzzauberer und Schwarzkünstler. Darin erzehlet wird, wie er nach seinen wiederholten teuffelischen Verschreibung sich mit dem 👤Satan verheirathet, und an Keyserlichen und Fürstlichen Höfen auch sonst viel wunderbarliche abentheuer und Schwarzkünsteres Possen getrieben hat. 4.

📖 Der dritte Theil von Doct: Johanne Fausto dem Erzzauberer und Schwarzkünstler. Darin von seinem letzten Testament, Prophezeihungen, Anfechtungen, und erschrecklichen grewlichen ende und abschied aus dieser Weldt, wahrhaftige und ausführliche Meldung geschieht. 4.

►Zu Nürnberg erschien 1695 eine neue Ausgabe von Widmans Buch, nebst vorangefügtem Bericht Conrad Wolfg: Platzii, weiland der heiligen Schrift Doctoris, von der graulichen Zauberey-Sünde, und einem Anhange von der Lapponischen Wahrsager Ränken, wie auch sonst etlichen zauberischen Geschichten.

📖 ►4. Das ärgerliche Leben und schreckliche Ende des vielberüchtigten Erzschwarzkünstlers Dr: Johannis Fausts, erstlich vor vielen Jahren fleißig beschrieben durch G. R. Widman, jetzo aufs neue übersehn und sowol mit neuen Erin44nerungen als nachdenklichen Fragen und Geschichten der heutigen bösen Welt zur Warnung vermehrt durch Jo: Nicolaum Pfitzerum Med. Doct: etc. Nürnberg 1674; 1681; 1685; 1695; 1711; 1726. 8.

►5.👤Christoph Wagners📖 Zauberkünste und Leben D. Fausti. Berlin 1712.

📖 ►6. Des durch seineⓘ ZauberkunstZauberkunst] , < Zauberkunste bekannten 👤C. Wagners, weiland gewesenen Famulus D. J. Faustens Leben und Thaten von 👤F: Schotus Tolet, in deutscher94 Sprach geschrieben und nunmehr mit einer Vorrede vermehrt durch 👤P. J. M. (Marperger) Berlin 1714. 8.

📖 ►7. Des durch die ganze Welt berufenen Erzschwarzkünstlers und Zauberers D. Johan Fausts mit dem Teufel aufgerichtetes Bündniß, abentheuerlicher Lebenswandel und mit Schrecken genommenes Ende. Auf neue übersehn, in eine beliebte Kürze zusammengezogen, und allen vorsetzlichen Sündern zu einer herzlichen ⓘ Vermahnung und WarnungVermahnung und Warnung] , < Warnung und Vermahnung zum Druck befordert von einem Christlich Meynenden. Frankfurt und Leipzig 8. – ►Auch unter den Druckorten: Köln am Rhein und Nürnberg. Es ist ein Auszug oder vielmehr eine neue Bearbeitung des ältern Volksbuches und das noch jetzt gewöhnliche. – ►Ein Auszug davon steht im ersten Bande von Reichards »Bibliothek der Romane«.

►8. Hier mag auch gehören: 📖 Faust, der große Mann und dessen Wanderungen mit dem Teufel durch die Hölle. Wien 8.

📖 ►9.Histoire prodigieuse etlamentable de Jean Faust, grand et horrible enchanteur, avec sa mort epouvantable. Rouen 1614. 12. Dernière édition Rouen 1667. 12. Paris 1673. 12.

📖 ►10.Histoire prodigieuse deJ. Fauste, grand magicien, avec son testament et sa mort epouvantable. Trad. de l'allemand par 45 👤Victor Palma Cayet. ►Col: 1712. 12.

📖 ►11. Die Historie vanDr. J. Faustus, die eenen uitnemenden groote Toovenar ende swert Constenar was, uit de Hooch-Duytschen oversien ende mit figuren verclart. Emmerich 1592. Delft 1607. 8.

📖 ►Dat anderde deel van Dr. J. Faustus Historien, daarin beschreven wordt Christoffel Wagenaars Leven etc uit de Hooch Duytsche overgesetzt ende met figuren verciert. Delft 1607. 8. Auch ohne Druckort 1608. 4.

►Schriften über Faust, und die ihn erwähnen.

📖 ►1.Joh. ManliusCollectanea locorum communiumBasil 1600. p. 38. ►Hierin findet sich die älteste bestimmte Nachricht von Fausts Leben.

📖 ►2.👤Jo Wieriusde Præstigiis Dæmonum lib IIp. 145 sqq. 156.

95 ► 3. 👤Conrad Gesner 📖 Onomasticon ⓘ und und ] , først skrevet og Epist: medicinal:.

►4.👤Philippus Camerarius in seinen 📖 Horis succisivis.

►5.👤Martinus del Rio. 📖 Disquisit: magicae, lib II, quæst. 11.

►6.👤Samuel Meigerus. 📖 Nucleus historicus lib: VII.cap. 18.

► 7. 👤Gabriel Naudaeus 📖 Apologia .

► 8. 👤Andreas Hondorff 📖 Promtuarium exemplorum.

►9.👤Jacob Thomasius📖 Discursus de vagantibus scholasticis § 28; 131; 134; 135.

►10.👤Bierling📖 Diss: de Pyrrhonismo historicop. 158 sqq.

►11.👤Philipp Begardi📖 Zeyger der Gesundtheit Worms 1539.

46►12. 👤Joh. Conr. Dürr.📖 Dissert. epistolica de Johanne Fausto. Altdorf 1676. Sie steht in Schellhorn Amoenitat. literar. tom. V. p. 50 sqq. ►Der Verfasser hält die Geschichte Fausts für ein Märchen und sucht zu beweisen, ⓘ daß daß ] SKS, das Alles was vom Doctor Faust erzählt wird, auf den Buchdrucker Fust gehe, worin er jedoch irrt.

►13. 👤Joh. Georg Neumannet 👤C. C. Kirchner, 📖 auctor et respondens, Dissertatio historica de Fausto præstigiatore. Wittenberg 1683. 4. ►Dieses ist die erste kritische Behandlung der Geschichte Fausts. Es sind davon mehre Ausgaben erschienen: 1742; 1743; 1746. Eine deutsche Uebersetzung davon findet sich in dem Buche: 📖 Deliciarum Manipulus das ist Annehmliche und rare Discourse von mancherlei nützlichen und curiosen Dingen. Erster Theil 1703. Diese Uebersetzung führt den Titel: Curiöse academische Catheder-Lust, oder historische Betrachtung des sogennanten Dr: Faustens auf der Universität Wittenberg, den 23 Mai 1683 herausgegeben v: M. 👤Johann Georg Neumann. In dieser Uebersetzung fehlt der §8, des zweiten Capitels der lateinischen Urschrift, und nach dem §5, des drittens Capitels ist ein neuer Paragraph hinzugekommen, der eine Wiederlegung der Meinung enthält, daß Doctor Faust und der Buchdrucker Fust eine und dieselbe Person wäre.

►14. 👤Henr: Weissii📖 Dissertatio de Doctore, quem vocant Joh: Fausto, circuli Wittenbergensis olim habitatore. Altenb: 1728. Fol.

96►15. 👤Tentzel, 📖 Supplem. Hist. Gothanæ. Jenae 1701. Tom 1 p. 95. Dessen monatliche Unterhaltungen 1704. S. 746. ►👤Tentzels Nachrichten sind aus Briefen des Mutianus Rufus, welcher den Vornamen Georg gibt.

►16. 👤Trithemii📖 Epist. familiares Hagenoae 1580 47 p. 312. ►Trithem führen wir nur an zur Berichtigung der Meinung Vieler, als ob er vom Doctor Faust spräche. Allein der Faust, den er erwähnt ist Sabellicus, der sich Faustus minor nannte.

►17. 👤Christoph August Heumanns📖 Nachrichten vom Dr. Faust in Heubners Bibliotheca magica. Auch in den Hanöverschen Beiträgen zum Nutzen und Vergnügen 1759. S. 610 fl.

►18. 👤Boks und 👤Baumanns📖 Nachrichten von Faust, im Hanöverschen ⓘ MagazineMagazine] , først skrevet Beiträgen v. J: 1758. S. 1643 und v. J. 1759. S. 609.

►19. 👤J. C. W. Moehsen: 📖 Verzeichniß einer Sammlung von Bildnissen, größtentheils berühmter Aertze. Berlin 1771. 4.S. 13-18.

►20. 👤Motschmanni📖 Erfortia literata continuata.St. 3. S. 372 fl.

📖 ►21. Historische Remarquen über Dr. Johann Fausts Leben, nebst andern hierbei ereigneten Begebenheiten, auch was sonst von Fausts Büchern ohne Grund ausgestreuet worden. Zwickau ohne Jahrzahl. 8.

📖 ►22. Historisch-kritische Untersuchung über das Leben und die Thaten des als Schwarzkünstler verschrienen Landfahrers Dr. Johan Fausts, des Cagliostro seiner Zeiten (vom Mg: 👤Köhler) Leipzig 1791. 8.

📖 ►23. Uber Faust als Volksbuch s. die Deutschen Volksbücher👤v. J. Görres. S. 207. fl.

📖 ►24. Ueber die verschiedenen poetischen Behandlungen der National-Legende vom Doctor Faust in deutscher Sprache, steht im Journal von und für Deutschland 1792. St. 8 S. 687 fl.

►25. 👤Horst📖 ZauberbibliothekTh. II. S. 108 fl. Th. III S. 86 fl. Th. IV S. 141 fl.

📖 ►26. Einige literarische Nachrichten über Faust stehn in 👤Kochs 📖 Compendium der deutschen Literatur Geschichte Th. II unter den Romanen S. 238.

►27. 👤Bouterwek in der 📖 Geschichte der Poesie und Bered97samkeit Band IX S. 422 erwähnt gleichfalls Faust und seinen Zauberroman.

48►28. 📖 Ueber Doctor Faust; die ältesten Nachrichten von ihm stehen in der Berliner Monatsschrift vom Jahre 1810 Junius S. 17 fl.

►29. 👤Schmidt in seiner 📖 Geschichte der romantischen Poesie, versprach eine Geschichte der Dichtung v. 👤Faust, ob sie aber erschienen, ist uns nicht bekannt.

📖 ►30. Uber Calderons Wunderthätigen Magus, ein Beitrag zum Verständniß der Faustischen Fabel von Dr. 👤Rosenkranz. Halle 1829. 8.

►31. 📖 Doctor Faust vom Dr. 👤Stieglitz. Im deutschen Museum von 👤Friedrich Schlegel v. J. 1812 Oct:.

📖 ►32. Von zwei alten Bildern im Keller unter Auerbachs Hofe zu Leipzig, Scenen aus Fausts Leben vorstellend von Dr. 👤Stieglitz. In den Beiträgen zur vaterländischen Alterthumskunde, herausgegeben vom sächsischen Vereine zur Erforschung vaterländischer Alterthümer Leipzig 1826. 8.

►33. Einige Bemerkungen über die Bilder in Auerbachs Keller finden sich im 📖 Leipziger Tageblatte v. J: 1833. No 20, worauf in den Numern 22, 23, 25. Versuche von ⓘ UbersetzungenUbersetzungen] , < Ubersetzungen, der auf dem Bilde mit dem Schmause befindlichen lateinischen Verse erschienen. Dasselbe Tageblatt Numer 31 eine kurze Anzeige über die Sage v. Faust.

►Die Angabe, es solle in der 📖 Wiener Literaturzeitungv. J. 1816 S. 414 etwas über 👤Faust als Krakauer Student enthalten sein, ist unrichtig; wir finden hier nur die Erwähnung der Sage und eine Vergleichung des Fausts mit dem polnischen Schwarzkünstler Twardowsky, die in dem hier angezeigten Buche: Geschichte der Krakauer Buchdruckereien etc. von 👤Joseph Matecki, befindlich ist.

► ⓘ DichterischeDichterische] , < Dichterischen Behandlungen

►1. Schon im siebzenten Jahrhundert muß Faust ein Gegenstand der Schauspiele gewesen sein, da 👤Neumann (📖 Disquis: de Fausto cap. III, § VIII. 1683) erinnert, 👤Fausts Andenken würde längst verschwunden sein, wäre er nicht mehrmal 49 auf der Bühne, auch in98 Trauerspielen, vorgeführt worden. Das erste solcher Stücke, von dem man gewisse Nachricht hat, ist aus spateren Zeiten. Es gab im Jahre 1746 die Schuchische Gesellschaft in Mainz ein extemporirtes Stück v. 👤Faust. 📖 Theater Journal für Deutschland 1,64.

►2. Zu dieser Zeit wurde 👤Faust mehrmal als tragische Posse auf das Theater gebracht, vorzüglich auf Marionettentheater, wo sie sich bis jetzt noch erhalten.

In den Marionettenstücken ist alles ins ⓘ KomischeKomische] , < Komischen gezogen sie haben überdies manches vom Volksbuche Abweichendes. In den uns bekannten solchen Stücken, auf den sogenannten Kunsttheatern von Dreher und Schytz, Thieme, Eberle tritt 👤Faust vorzüglich an dem Hofe zu Parma auf, vor dem Herzoge Ferdinand und seiner Gemahlin 👤Luise, denen er viele Erscheinungen vorführt, 👤Goliath und 👤David, 👤Simson, 👤Lucretia die Römerin, König 👤Salomo, 👤Judith, die dem Holofernes das Haupt abschlägt, und 👤Helena, die Trojanerin. Auch 👤Wagner, 👤Fausts Famulus, fehlt nicht, noch weniger 👤Mephistopheles. So lassen sich ebenfalls mehre Geister, Drachen und dergleichen sehen. Eine Hauptrolle spielt 👤Casperle mit seinen bekannten Späßen, der in verschiedenen Verwandlungen auftritt, wo er besonders als einen reisenden Passagier sich zeigt, zu Fuß und zu Pferde, das mehrmal sich verwandelt.

Als Fortsetzung der Seitenstücke zum 👤Faust, gibt es auch noch eine andere Vorstellung von mechanischen Kunstfiguren: 👤J. Christoph Wagner, ehmaliger Famulus beim Doctor 👤Faust, auch unter dem Titel: Doctor 👤Wagner, oder 👤Fausts Höllenzwang. ⓘ AußerAußer] , først skrevet Aus Wagnern, dem Helden des Stücks, kommt auch 👤Faust zum Vorschein, Geister und andre Erscheinungen, so wie 👤Casperle, in verschiedenen Gestalten, dienen zur Unterhaltung.

50►3. In chinesischen Schattenspielen wurde von den Gebrüdern 👤Lobe Doctor 👤Faust als ein Zauberstück vorgestellt, worin zuletzt 👤Faust vom Teufel geholt wird.

►4. Als Pantomime kam 👤Faust haufig auf das Theater. Im Jahre 1770 gab die Wäsersche Gesellschaft in Leipzig eine Pantomime Dr. 👤Faust. 👤S. Ueber die Leipziger Bühne ⓘ anan] , < am Herrn 👤J. F. Löwen zu Rostock. Erstes Schreiben 177099 S. 96. Zweites Schreiben S. 200. Im Jahre 1809 sah man in Leipzig eine ähnliche Pantomime, von der Nuthischen Gesellschaft.

Zu Wien wurde im Jahre 1779 eine Pantomime, Dr. Faust, aufgeführt, wozu ein Program̄ in deutscher und französischer Sprache ausgegeben wurde: 📖 Dernier jour du Docteur Faust, Pantomime dressé sur un plan allemand d'un de nos amateurs du Théâtre, representé par des enfants au Theatre Imp. et Royal d: i: Doctor 👤Faust's letzter Tag, eine Pantomime, nach dem Entwurfe eines hiesigen Theaterfreunds aufgeführt durch Kinder auf dem K. K. Theater.

►5. 👤Lessing hatte die Absicht 👤Faust als Schauspiel zu bearbeiten, er hat aber nur eine Scene bekannt gemacht in den Briefen, die neueste Litteratur betreffend Th. 1 S. 103 und in den Analecten für die Litteratur Th. 1, ⓘ SSSeite] , < p 210. Auch in ⓘ zweitenzweiten] , < zweitem Theile von 👤Lessings ⓘ TheatralischemTheatralischem] , < Theatralischen Nachlasse. 👤Lessing soll zwei verschiedene Plane zu einem Faust ⓘ entworfenentworfen] , < entvorfen haben.

📖 ►6. Johann Faust, ein allegorisches Drama von fünf ⓘ AufzügenAufzügen] , < Anzügen. München 1775, 8.

►7. Der Höllenrichter von Lenz. Ein Fragment, das im 📖 deutschen Museum vom Jahre 1777. Mai S. 254 steht, worin 👤Fausts abgeschiedener Geist wieder auf die Erde zurückgeführt wird.

📖 ►8. Situationen aus Fausts Leben von Maler 👤Müller. Mannheim 1776. Auch in zweiten Theile von Müllers Werken.

►9. 👤Fausts Leben dramatisirt vom Maler 👤Müller Mannheim ⓘ 17781778] , < 1776. 8. und in zweiten Theile von 📖 Müllers ⓘ WerkenWerken] , < Wercke.

51📖 ►10. Doctor Fausts Leibgürtel. Posse in einem Akt nach Rousseau. Es ist eine freie Übersetzung von Rousseau 📖 Devin de village. Sie steht im 📖 Theater der Ausländer von 👤Reichard Band III.

📖 ►11. Scenen aus Fausts Leben von 👤Schreiber. Offenbach 1792. 8.

📖 ►12. Doctor Faust Volksschauspiel im 5 Akten, vom Graf 👤von Soden. Augsburg ⓘ 1797 1797 ] SKS, 1597. 8.

►13. Von 👤J. F. Schink sind verschiedene Dichtungen über 👤Faust bekannt: der neue Faust ein Duodrama von100 👤Schink. Es steht in dem Buche: 📖 Zum Behuf des deutschens Theaters. Eine Probe davon stand vorher im sechsten Bande von 👤Reichards 📖 Theater-Journal für Deutschland.

📖 ►14. Doctor Fausts Bund mit der Hölle, von 👤Schink, steht im 📖 Berliner Archive der Zeit und ihres Geschmacks vom Jahre 1796.

📖 ►15. Johann Faust dramatische Phantasie von 👤J.F. Schink 1804. 8.

►16. Auch hatte👤Schink eine Oper, 📖 Faust, angefangen, von welcher der ältere 👤Methfessel einige Stücke in Musik setzte.

📖 ►17. Faust, Tragoedie in einem Akt von 👤Chamisso, in dessen 📖 Musen-Almanach vom Jahre 1804. ►Auch in der Samlung seiner Gedichte Leipzig 1831. 8.

📖 ►18. Der Färberhof, oder die Buchdruckerei in Mainz von 👤Nicolaus Voigt. In den 📖 Ruinen am Rhein Th. 1. Frankfurt am Main 1809 8. ►Dieses Schauspiel enthält Fausts Geschichte mit der des 👤Don Juan vermischt.

📖 ►19. Faust, eine romantische Tragoedie, von Dr: 👤K. Schöne. Berlin 1809. 8.

📖 ►20. Die Jubelfeier der Hölle oder Faust der jüngere. Schauspiel in fünf Akten von 👤Benkowitz. Berlin 1808.

📖 ►21. Der travestirte Dr. Faust, Trauerspiel in zwei Akten. Berlin 1809.

📖 ►22. Faust ein Trauerspiel nach der Volkslegende bearbeitet von 👤August Klingemann.

►23. 📖 Scenen aus Fausts Leben vom Verfasser der 👤Adelheid v. Messina.

►24. 📖 Faust und Don Juan, Tragoedie in fünf Akten 52 von 👤Grabbe. Frankfurt 1829. 8.

📖 ►25. Faust der wunderthätige Magus des Nordens von 👤Holtei. Melodrama.

📖 ►26. Faust im Gewandte der Zeit, ein Schattenspiel mit Licht. v. 👤Harro Harring. Leipzig. 1831. 12.

📖 ►27. Mantelkragen des verlornen Faust. Von 👤Harro Harring. Leipzig 1831.

📖 ►28.      Faust eine Tragoedie v.👤Goethe.

►Nach der zweiten Ausgabe vom Jahre 1808 bearbeitete 👤Tieck, mit gutem Erfolge, den 👤Faust für das Theater, der auf den Bühnen zu Leipzig und Dresden am 28101 August des Jahres 1829., als an Göthes achtzigstem Geburtstage, zum ersten Male aufgeführt wurde.

►29. 👤C. C. L. Schöne, 📖 Fortsetzung von Gothes Faust, als zweiter Theil. Berlin 1823. 12.

📖 ►30 Geistlich Nachspiel zur Tragoedie Faust von Dr. 👤Carl Rosenkranz. Leipzig 1831. 8.

📖 ►31. Faust eine Tragoediev.👤Göthe, fortgesetzt von 👤J. D. Hofmann Leipzig ⓘ 18321832] , < 1823. 8.

►32. 📖 Faustische Scenen von 👤Gustav Pfizer. Im 📖 Morgenblatte vom Jahre 1831. No 159 f. ►die Scenen knüpfen sich an das Ende der Tragoedie von 👤Göthe.

►33. Ein Fürst 👤Radzivil hatte eine Composition zu 👤Göthes 📖 Faust geschrieben, die aber weder auf das Theater gekommen, noch sonst bekannt geworden ist. 👤Göthe erwähnt sie in den Tag und Jahresheften, als Ergänzung seiner sonstigen Bekentnisse. 📖 Gothes Werke, Ausgabe letzter Hand 1830 Th. 32. S. 88.

►ⓘ FranzösischeFranzösische] , < Fransösische Uebersetzungen.

📖 ►34. Fausttragédie traduit de l'allemand.Paris 1825. 8.

📖 ►35. Faust, nouvelle traduction en prose et en vers.par 👤Gerard. Paris 1827.

►36. 📖 Fausttragedie de Mr. 👤Goethe, traduite en francois par Mr. 👤Stampfer, ornée de XVII dessins par Mr. de 👤Lacroix. Paris 1828. Fol. ►Die Zeichnungen sind lithographirt.

53 ►Englische Uebersetzungen.

►37. 📖 Faustus from the German of 👤Göthe, by the Lord 👤Lowison Gower. London 1825. ►Da hier einige Stellen der deutschen Urschrift ausgelassen waren, so hat ⓘ 👤ShelleyShelley] , < Schelley das Fehlende ergänzt. 📖 Posthumous ⓘ PoemsPoems] , først skrevet W of 👤P.B. Shelley.

►38. Eine andere englische Uebersetzung soll von Gay erschienen sein, deren Titel uns aber nicht bekannt ist.

►39. Auch in die schwedische Sprache wurde Faust ubersetzt, worüber uns aber keine nähere Anzeige zugekommen.

►Schriften über Göthes Faust.

📖 ►40. Ueber Göthes Faust und dessen Fortsetzung, nebst einem Anhange vom ewigen Juden Leipzig 1824. 8.

📖 102►41. Aesthetische Vorlesungen über Gothes Faust als Beitrag zur Anerkennung wissenschaftlicher Kunst-Beurtheilung. Herausgegeben von Dr. 👤H. F. W. Hinrichs. Halle 1825. 8.

►42. Vorlesungen von👤Wolf über 👤Göthes 📖 Faust, 1829 in Jena gehalten. Nicht gedruckt.

►43. Vorlesungen über 👤Göthes 📖 Faust von 👤K.E: Schubarth. Berlin 1830.

📖 ►44. Heroldsstimme zu Göthes Faust, ersten und zweiten Theils mit besonderer Beziehung auf die Schlusscene des ersten Theils v.👤C. J. G. G–l. Leipzig 1831. 8.

►45. 👤L. B. (Bechstein)📖 die Darstellung der Tragoedie Faust von Göthe auf der Bühne. Ein zeitgemäßes Wort für Theater-Directionen, Schauspieler und Bühnenfreunde. Stuttgardt 1831. 12.

📖 ►46. Ueber Erklärung und Fortsetzung des »Faust« im Allgemeinen und insbesondere über »Christliches Nachspiel zur Tragoedie Faust« von 👤K. Rosenkranz. Leipzig 1831. 8.

📖 ►47. Vorlesungen über Göthes Faust von 👤F. A. Rauch. Büdingen 1830.

54►48. Sehr treffende Bemerkungen und Erläuterungen über 👤Göthes 📖 Faust gibt 👤Falk in seinem Buche: 📖 Göthe aus näherem ⓘ UmgangUmgang] , < Umgange dargestellt, wo er die Or[i]ginalität 👤Göthes gegen andre Dichter hervorhebt, die richtige Auffassung aller und jeder Lebensverhältnisse, das innige Zusammenfließen mit ⓘ derder] , < det Natur und ihren Erscheinungen, und das Eindringen in das Universalleben der Natur.

📖 ►49. Doctor Faustus tragical history by 👤Chr: Marlowe. London 1604. 1616. 1624. 1651. 1663. ►Dieses Stück steht auch im ersten Bande der Old Plays being a continuation of 👤Dodleys collection. 👤Marlowe lebte in der letzten Hälfte des sechszehnten Jahrhunderts und war auch noch ein Zeitgenosse 👤Shakspeares, als Schauspieldichter und Schauspieler gleich berühmt.

📖 ►50. Doctor Faustus, Tragoedie von Christoph Marlowe. Aus dem Englischen übersetzt von 👤Wilhelm Müller. Mit einer Vorrede von 👤Ludvig Achim v. Arnim. Berlin 1808. 8.

103📖 ►51. Life ⓘ andand] SKS, an Death of Doctor Faustus with the humors of Harlequin and Scaramouche. London 1697.

📖 ►52. A Dramatic Entertainement, call'd the Necromances, or Harlequin Doctor Faustus. London 1768.

►53. In London wurde im Jahre 1825 ein 👤Faust auf das Theater gebracht, in dem ernsthafte Scenen, 👤Göthes 📖 Faust entnommen, mit lustigen abwechselten, auch Lieder eingemischt waren. Vornehmlich wurde das Stück durch die Darstellungen von Reisen zu Wasser, Land und durch die Luft durch Höllenspuk und mancherlei Erscheinungen, so wie durch gute Decorationen gehoben. 👤S. 📖 Morgenblatt v. J. 1825 No 149.

55►Opern.

📖 ►54. Dr. Fausts Mantel. Zauberspiel mit Gesang in zwei Akten von 👤Adolph Baüerle. Wien 1819. 8.

📖 ►55. Faust Trauerspiel mit Gesang und Tantz von 👤Julius v. Voss. Berlin 1824. 8.

📖 ►56. Faust Oper in vier Aufzügen von 👤Bernard, Musik v. 👤Sphor.

📖 ►57. Fausto Operaseria in drei Akten, in Paris zum ersten Male gegeben im März 1831. Die Musik ist vom Fraülein 👤Louise Bertin.

►Erzählungen.

📖 ►58. Doctor Faust eine Erzählungv.👤Hamilton frei ubersetzt v. 👤Mylius. Im zweiten Bande der Bibliothek der Romane. Das französische Original führt den Titel: 📖 l'enchanteur Faustus.

►59. 📖 Fausts Leben, Thaten und Höllenfahrt in fünf Büchern v. 👤Klinger. Petersburg 1791. 8.

►60. 📖 Faust von Mainz, Gemälde aus der Mitte des funfzehnten Jahrhunderts, vom 👤J. M. Kamarack. Leipzig. 1794.

📖 ►61. Der umgekehrte Faust oder Froschs Jugendjahrev.👤Seybold. Heidelberg 1816.

►62. 📖 Fausts ⓘ LehrlingLehrling] , < Leerling eine kleine Erzählung von 👤Gerle. Im dritten ⓘ TheileTheile] , først skrevet Bande von des Verfassers Schattenrisse und Mondnachts Bilder Leipzig 1824. 8.

📖 ►63. Faustus ein Gedicht in lyrischer Form von 👤Ludvig104 Bechstein. Leipzig 1832. 4. mit acht Kupfertafeln. Proben davon standen im 📖 Morgenblatt vom Jahre 1831.

✂

56IC112Til at belyse den national individuelle Forskjellighed i Opfattelsen af Sagnet om 👤Faust, maatte man sammenstille ham med ►Troldkarlen 👤Virgilius, den findes fortalt i »📖 ►Erzählungen und Märchen: herausgegeben v. 👤F. H: v. der Hagen. Prenzlau 1825«, jeg troer i første Bind. ►👤Görres omtaler den i hans Værk ►📖 die teutschen Volksbücher« p 225-229.

✂

IC113►Foranlediget ved ►en Yttring af 👤v. Raumer i 5te Aargang af hans historiske »📖 Taschenbuch« p. 137, hvor han synes at udtale en Anskuelse, der har en Liighed med ►en tidligere af mig selv udviklet Opfattelse, besluttede jeg mig ⓘ tiltil] , < til at, da denne hans Yttring er ledsaget af et Citat: »►Ueber das wahrscheinliche Alter und die Bedeutung des Gedicht vom wartburger Kriege. von 👤Koberstein S. 57.«, at eftersee dette, og Værket ligger nu for mig. Da 👤v. Raumer selv ikke indlader sig videre paa dette, maa jeg alene holde mig til 👤Koberstein, hvorved imidlertid møder den Vanskelighed, at jeg ikke kjender det mindste til ►det Digt, om hvilket Talen er. Han vil sætte »►das Räthselspiel zwischen 👤Wolfram v. Eschenbach und 👤Klinsor« udenfor Forbindelsen med den Wartburger Veddestrid. »►Und so ist denn, wie gesagt, aus der Neigung, die ⓘ aufauf] , < af 👤Wolframs Verherrlichung gerichtet war, und aus dieser Vorliebe für das Allegorische und Räthselhafte auch unser Räthselspiel entsprungen, in welchem dem tüchtigen in dem Glauben an die Untrüglichkeit und Allgemeingültigkeit des Christenthums erstarkten 👤Wolfram die neckende, hämi57sche Magie in dem 👤Klinsor entgegentritt, die aus dem Naturglauben hervorgegangen und nach dem heidnischen Orient, als ihrem Vaterland ⓘ zurückweisendzurückweisend] , < her, den Christen an sich selbst irre zu machen, die Unzulänglichkeit der chr: Offenbarung zu erweisen versucht, und da ihr dies nicht gelingen will, den105 Teufel selbst zu Hülfe ruft, als das Element des ewigen Verneinens, Aufhebens und Zerstörens. ►etc. Han mener nu, »►at vi allerede her see ⓘ denden] , < de første Fremtræden af den Idee, der i de følgende Aarhundreder især siden Reformationen mere og mere udviklende sig og bevægende sig om et bestemt Individuum, som dens Midpunct, ⓘ endeligendelig] , først skrevet gre grebes i sin fulde Dybde af 👤Goethe i hans »📖 Faust«, dog saaledes, at medens begge Digtere have opfattet den store ⓘ KløftKløft] , først skrevet i to i Msk, den ældste efter hele Middelalderens Verdens Anskuelse fremstillet den ⓘ KløftKløft] , foran er slettet ····· i to Individer, hvorimod 👤Goethe har ladet den udvikle sig i eet Individ.«

Ved nærmere Eftersyn indeholdes imidlertid ikke det deri, som jeg havde ventet, og den hele Bemærkning synes snarere at opløse sig i en Trivialitet. Det nemlig at opfatte Livet som en Kamp og følgelig at opfatte det Liv, der væsentlig er bevæget af det Religieuse som en Kamp mell. Djævelen og Gud, om jeg saa maa sige, er ingenlunde en fra den nyere Tids ►specifique forskjellig Opfattelsesmaade og det vilde være let, blot abstraherende fra ►en goethisk poetisk Udvikling (►om det imidlertid netop er Tilfældet med 📖 Faust derom siden), der meer seer disse 2 Verdener i og med hinanden og opfatter disse 2 Magter i ►en høiere Concentricitet, ikke ►i den phænomenologiske Excentricität; at opdrive Exempler 58 herpaa saavel i en nyere som i en ældre Udvikling end Middelalderen. – Spørge vi dernæst, hvorledes da Forskjellen mell. den ældre og den goethiske Opfattelse er at forstaae, saa faae vi heller ei stort mere Lys; thi den ⓘ specifikespecifike] , først skrevet spes Forskjel mellem dem, er, ►ⓘ hvadhvad] , først skrevet at vor Forfatter ikke har seet, at 👤Goethe har skrevet en anden Deel af 📖 F., hvorimod jeg slet ikke kan see, at han har ladet denne Kamp udspinde sig i Individet selv; thi han paralelliseres jo med 👤Klingsor, som jo ogsaa havde sin bedre Begyndelse og 👤F. er jo først F. fra det Moment ⓘ af,af,] tilføjet at hans Udviklings Conflict med Verden fremmaner Djævelen (naar jeg siger, at han da først er 👤F: og derved antyder ligesom en tidligere ⓘ ExistensExistens] , < Exsistens, saa er det grundet i Sprogets Svaghed, der bestandig maa tillade en Forvexling af Individet og Ideen 👤F., om denne sidste gjelder ►det bibelske Udtryk: den var i Begyndel106sen.), kun at nu 👤F. er udviklet mere lyrisk (alt er derfor væltet over til den Side), hvorimod den ældre Digter har opfattet det mere episk; men denne Forskjel i Opfattelse kan naturligviis gjentage sig ogsaa indenfor enhver Tids eiendomlig: modificerede Kreds. Overhovedet mener jeg, at der slet ikke er – Spørgsmaal om, hvorledes Digterne opfattede, ihvorvel disse som Repræsentantere ogsaa bør komme i Betragtning^a; – men hvorledes Tiden verdenshistorisk ligger for os, og her troer jeg, at medens i den mangfoldige Retninger krydsede sig, de da, om jeg saa maa sige, ikke vidste af hinanden, og ikke saae, hvorledes, da det ⓘ alenealene] , < alener er Verdens Siden jeg taler om, hvorledes den ene ironiserede den anden; hvorimod den nyere Tid som mere umsichtig 59 ikke i en saadan begeistrende Illusion henlevende, bliver sig det, som den ældre Tid ►yderliggjorde sig som Nisser, Trolde, Djævelen, bevidst som Verdens kolde Ironie, som den maaskee i næste Øieblik selv igjen er et Leed af mod noget andet ^[b] Middelalderen ⓘ kunde kunde ] SKS, kun vel derfor meget godt og dybt grundet i dens hele Væsen opfatte Livet som en Kamp, og saaledes her ogsaa mellem ►den barnlig fromme 👤Wolfram og den snedige 👤Klingsor; men til Ro ^[c] kom den aldrig; thi seirede ogsaa ►Christd:, saa seirede jo dog kun en Livsanskuelse, der forkynder sig som en Kamp, hvor altsaa Striden maatte begynde paa ny, om end indenfor en anden Kreds, hvilket ei vedkommer os her. ^[d]

3 Dec. 36.

✂

IC115I ►👤Fr: v. Baader📖 Fermenta cognitionis findes enkelte ret gode Bemærkninger angaaende »📖 Faust«, saaledes 1ste Hefte p. 27 Not **; p. 58 o: f:.

✂

IC116 107 62 ►Litteratur til 👤den evige Jøde.

►cfr.📖 Almindelig Morskabslæsning i Danmark og Norge ved 👤Nyerup. Kjøbh: 1816.

►Især Disputatser en af Prof: 👤Christoph Schulz i 📌Königsberg. 1689; en af Prof: 👤Carl Anton i 📌Helmstad 1755. Disse findes paa 📌Universitets Bibliotheket og desuden: en sub præsidio 👤Gotfried Thilonis 📖 de Judæo immortali. Wit: 1672; en under Prof: 👤Sebastian Neumanns Præsidium 📖 de duobus testibus passionis dominicæ Jena 1668; en holdet paa 📌Regentsen af 👤Casp. Kildgaard Hafniæ 1733 »📖 de Judæo non mortali.

cfr.►👤Görresp. 201-3.

►cfr.📖 Ein Volksbüchlein. Zweite Ausgabe. München 1835. p. 267-74.

📖 ►Blade af Jerusalems Skomagers Lommebog. Kh: 1833. af 👤Ingemann.

✂

IC117►Romanzen af 👤A: W. Schlegel »📖 die Warnung« findes i »📖 Auswahl deutscher Gedichte v. Dr: 👤K. E. P. Wackernagel Berlin 1836 zweite Auflage. p 407.

✂

IC118I ►👤Goethes »📖 aus meinem Leben« 3te Theil findes ogsaa hans Idee til en Bearbeidelse af 👤den evige Jøde, hvor han, ret sig selv tro, søger at motivere 👤den evige Jødes Fortvivlelse.

✂

IC119 ^[a] ►👤den evige Jøde oversat af det Tydske. 📌Kiøbenhavn 1797 paa Stadthagens ⓘ ForlagForlag] , < Forslag. ⓘ 246 pp.246 pp.paginæsiderne] tilføjet et jamerligt Product, med mindre man vilde bruge Bogen som ►Ledetraad ved Underviisning i Historie, dog en ret poetisk Forgrund: ►4 Ynglinge af 4 forskjellige Nationer, der treffe sammen ved Leipziger Paaskemesse, af hvilke den Ene 63 er en Enthusiast for 👤Lavaters physiognomiske Fragmenter, og practiserer heldigt, indtil de træffe paa denne Mand; ihvorvel nu det er mærkeligt, at en saadan Kjender af108 Ansigter ikke kjender en Jødes fortrinligviis marquerede Physionomie, saa giver dog denne umotiverede Uvidenhed dog Anledning til den ret interessante Scene, hvor Enhver spørger ham paa sit Sprog, hvad Landsmand han er og han svarer i hver Enkelts Sprog benægtende. – Forøvrigt uden al Betydning. Man glemmer reent, hvem det er der taler, og disse enkelte ►Skuffelser fE ►at han oplyser nogle hæftige uenige Critikere om Tilværelsen af det Værk, hvis Uægthed, der paastaaes; ell. ►hvor han seer sig selv meget uheldigt fremstillet paa Scenen, ere meget slet benyttede, overhovedet er her blot Ramme, ikke Indhold. Han er her ⓘ somsom] tilføjet naturligviis i de fleste Bearbeidelser, da det falder langt lettere, langt mere opfattet som den timelige end som den evige Jøde ɔ: det reent atomistiske i Tiden i dens mangfoldige brogede Skikkelser er fremstillede, hvorimod det, i det Hele langt mere indefter vendte, den dybeste tauseste Fortvivlelse betegnende, end de udvortes Gjenstande i og for sig ⓘ opfattendeopfattende] , først skrevet ob Øie savnes, og ►han udrustes med en god Deel ►en Avanturier eiendommelig Snaksomhed (►αλαζονια), og vedkommende har derfor ikke engang forstaaet det han selv fortæller: ►at 👤d: e: J: kun maa opholde sig 3 Dage paa eet Sted, og det er et poetisk ►Fatum, som 👤d: evige Jøde ikke kan (thi det vilde være Ideens Selvmord) snyde paa den Maade, ►at han i hele 3 Dage og 3 Nætter tilfredsstiller deres Videbegjerlighed; den eneste Maade, hvorpaa Sligt kunde holdes, var ved at ud64hæve som Modvægt, hvorlidet det interesserede ham selv, hvor lidt Alt det var mod den Sorg, han bar paa, som han aldrig kunde lette ved at udtale den i noget Øieblik, da alle Øieblikke ikke ville være nok – netop fordi den var evig.

►d. 29 Febr. 37.