Fra [F. Lodovica de Bretteville] · 10. dec. 1850 · til SK
1270📌Kjøbenhavn►d: 10de December 1850.Til Tænkeren 👤Kierkegaard fra ►et Skriftebarn!
✂ Tilgiv et lille Væsen der forstyrrer Dem i Deres Studier! men Verden ligger ofte tungt paa mine Skuldre, og hvor jeg saa seer hen saa er der Ingen for hvem jeg ⓘ kan nedlægge mine Bekymringer – har De ikke uendelig Overbærenhed ⓘ for en Ubekjendt og Tid til at lytte til lidt Nonsens saa kast disse Bekjendelser langt ind i Kaminen at de kan gaae op i Røg og Luer. Var jeg Katholik kunde jeg maaske med brændende Andagt knæle for mit Helgenbilled, udøse hele mit Indre haabende paa Svar – havde jeg ►min Fader og han forstod mig da vilde jeg sidde ved hans Fod lægge mit Hoved paa hans Knæ sige ham Alt hvad der piner og foruroliger mig og læse Svaret i hans Øine, – havde jeg min Ven vilde jeg støtte mit Hoved til hans Skulder og betroe ham Alt bedende om Raad og Veiledning; – men Intet af dette kan jeg, Ingen har jeg som jeg kan tale med, vilde jeg spørge om Noget vilde man lee af mig, ryste 470paa Hovedet og sige: »saadant passer sig ei for Damer[«] eller hvis det kom høit 2 fik jeg vel et vantro Svar en eller anden trøstesløs ►byronsk Bemærkning, – og derfor ►kom̄er jeg fuld af Tillid til Dem som jeg vel kun kjender ifølge Deres Skrifter, men som jeg altid har erkjendt som Een der er paa Veien og ►Veien til Sandheden og Lyset.
✂ Dog De vil maaske ogsaa lee af mig, gjøre Nar af mig men ikke sandt? give mig et Svar som jeg kan have ►Fortrøstning til, som vil belyse mine Tanker saa der kan kom̄e Orden i Tingene; De kunde vist ►gjøre mit Hoved reent kruset, men det vil De ikke thi De veed hvor man kan gruble over Livets Gaade og hvor uendelig gjerne man vil have den klaret; frimodig kommer jeg til Dem, haabende paa Deres ►Overbærelse døm mig skaansomt – ja døm mig haardt og jeg vil dog takke Dem.
✂ Undertiden har jeg mødt Dem og mange, mange Spørgsmaal svævede paa min Læbe, De var mig ganske nær, men jeg maatte tie, thi ►Conveniensen er ►den Drage der bevogter Hesperidernes gyldne Frugt, dog jeg bør ikke spilde meer af Deres Tid end nødvendig og derfor til Sagen.
✂ Det er en total Revolution i mit Sind og min Tanke som jeg troer bedst at kunne meddele Dem ved at sende Dem ►medfølgende smaae Bemærkninger. I Sommer var jeg paa Landet og læste der ►»Aanden i Naturen,« den til3talte mig meget, mange Sætninger vare udtalte som jeg dunkelt havde følt, dog var der for megen Physik og for lidt Philosophi for megen religiøs Tilbageholdenhed, for lidt Dialektik til at den kunde tilfredsstille en søgende Sjæl, den er som indhyllet i et Slør bag hvilket man skal ane Guddommen; men nu kom ►👤Mynsters Gjensvar i Videnskabsskriftet man laante mig det i et Par Timer – man sagde mig, at deri stod en Udtalelse af Folks Indvendinger at det var det de havde at udsætte paa Aanden i Naturen – jeg læste den igjennem og blev saa uendelig forundret – for ligesom at høre en Bekræftigelse paa min Mening, og maatte jeg udraabe: Nei! det er ikke muligt! han kan ikke have Ret!? for da at klare mine Tanker en lille Smule nedskrev jeg hvad jeg kunde mindes og tilføiede min Meningsforskjellighed, vel veed jeg at det er flygtigt henkastet, mange vigtige Punkter ere vist forbigaaede; maaske burde jeg nu da jeg er kommet hertil have Skriftet igjen studere mig ind i det og rette og forbedre min Mening, men for det 1ste er det jo ikke en Critik jeg vil levere Dem, det er jo alligevel en mageløs 471Dumdristighed af mig at turde indvende Noget, det er ►som Hunden der gjøer af Maanen, for det 2det fandt jeg det saa skrækkelig forskjellig og modsat mig at jeg veeg tilbage derfor, jeg maatte tænke paa ►👤Goethe som i sine 4 Wahlverwandtschaften sammenligner vore Sympathier og Antipathier med de chemiske Stoffers Forbindelse og Adskillelse – mit Væsen skilte sig fra hans.
✂ For det 3die gaaer det mig virkelig som Een der har gaaet en lang Vei i Mørke og opdager at han har tabt Noget, man gruede for den lange Vei i Mørket men det gik dog fremad man haabede at naae Lyset – men nu at skulle vende om – at vende sig fra Lyset og Haabet, at gjøre Veien endnu længere. Nei! Det er meer end man kan holde ud.
✂ Saa paa Dem haaber jeg som paa Lyset og derfor ⓘ længtes jeg efter at skrive til Dem, at naae Veiens Udgang.
✂ ►Zwei Eimer sieht man ab und auf
✂ In einem Brunnen steigen,
✂ Und schwebt der eine voll herauf,
✂ Muß sich der and're neigen.
✂ Sie wandern rastlos hin und her,
✂ Abwechselnd voll und wieder leer,
✂ Und bringst Du diesen an den Mund
✂ Hängt jener in dem tiefsten Grund,
✂ Nie kønnen sie mit ihren Gaben
✂ In gleichem Augenblick Dich laben
✂ 👤 ⓘ Schiller
✂ Er det ikke Troens Kamp? Striden mellem Religionen eller Følelsen og Erkjendelsen. Denne Kamp er saa vanskelig og dog maa vi Alle gjennemgaae den, vi maa hige og søge til vi have fundet Foreningspunktet thi ellers dræbe vi vort bedste Jeg, det er en Fortvivlelsens Kamp thi Følelsen er saa at sige næret med vort Hjerteblod, den har sin Rod i vore tidligste Tanker og 5 er knyttet til vore helligste Erindringer. Vi ere vante til at betragte os som Guds Børn vi synes at han usynlig leder enhver af vore Veie vi bede til ham at han naadig vil beskytte os og vore Kjære; møder der os en Sorg da er det en Prøvelse Vorherre paalægger os, døer der een af Vore da forekommer det os som de vaage usynlig over os, vi tale til dem, vi søge dem i Himlen: et smukt Billede er
✂ ►472»Doch in deiner Ueberwinderkrone
✂ Senkst Du noch den Vaterblick auf mich;
✂ Betest für mich an 👤Jehovas Throne,
✂ Und 👤Jehova høret Dich
✂ Schwebe, wann der Tropfen Zeit verrinnet,
✂ Den mir Gott aus seiner Urne gab,
✂ Schwebe, wann mein Todeskampf beginnet
✂ Auf mein Sterbebett herab:« etc
✂ Denne Pietetsfølelse er vor Trøst, den er den usynlige Traad der forbinder os med Himlen, derved have vi ligesom ikke ganske tabt dem, begynder vor Erkjendelse nu at vandre sin egen Vei da ligesom løsrive vi os af Guds ►Ledebaand og gribes af det uendelige Ansvar at skulle vandre selv, vi betragte vore Afdøde som selvstændig Aand der har et høiere Forhold end blot Forholdet til os da tabe vi dem af Syne. Vor gamle Tro bebreider os – vi frygte for os selv – vi frygte at være ulydige mod Guds Bud, vi ►forekom̄e os selvraadige og utaknemmelige; af Angest 6 kaste vi os da i Troens Arme men vi mærke snart at den gamle Tillid er rokket, for da ikke at see Tvivlens mangfoldige Skikkelser maae vi lukke Øinene, for ei at høre dens tusinde Stemmer maae vi lukke Ørene, – en dump Hensynken er traadt istedetfor den gamle Hengivelse.
✂ Men denne Tilstand kan man ikke holde ud man maae frigjøre sig fra den hvis man ikke skal gaae under og atter begynder Kampen og sandelig den er fortvivlet, denne gradevise Tilintetgjørelse af Alt hvad vi have indsuget, af Alt hvad vi have lært at elske og agte; Templet styrter sammen over vore Hoveder, vor Fortid ►glipper os og ⓘ Nutiden er os fremmed, den gamle Verden er tabt for os og i den nye have vi ikke Rod. – Dog nu har jeg paa en Maade vundet Fodfæste og min religiøse Tro tilfredsstiller mig i Grunden, men jeg føler mig ikke rigtig ►hjem̄e i den, jeg tør ikke rigtig tro paa den og føler derfor en uendelig Trang efter at høre et Menneske til hvem jeg har Fortrøstning sige: »Du har Uret i det og Ret i det.[«] Jeg føler mig ved min Anskuelse som om jeg havde arbeidet mig op paa en Klippe og sad heelt oppe i den rene klare Luft, Verden ligger udbredt for min Fod, den ligger der i al sin Skjønhed, 473men jeg kan ikke komme derned, ►alting lever og aander, rører sig og virker, men jeg kan kun see ikke forstaae – Himlen kan jeg ikke naae og til Jorden kan jeg ⓘ ikke komme, jeg kan ikke rigtig være mig selv, det ydre Liv en Aabenbarelse af det Indre, thi hele min 7 Omgivelse, næsten Alt hvad jeg hører og seer og læser staaer i en uendelig Modsigelse til Alt hvad der er mig helligt, dybt og sandt, jeg tør ikke rigtig tro paa mig selv thi skal man leve Livet da synes mig man maa være ►som Træet Yggdrasill have sin Rod i Jorden og sin Top i Himlen.
✂ Nu er mit Skriftemaal tilende De vil maaske sige: » ►at jeg fortvivlet har villet være mig selv og nu er for svag til at bære mig selv, nu er Dommen til Dem ak er det muligt da gjengiv mig Troen paa mig selv; hvis De nu er vred paa mig, er kjed af mig, er forundret over min Dristighed da beder jeg Dem erindre hvor vanskeligt det er at finde Nogen til hvem man kan tye, Kirken lægger os i Lænker og Baand den dræber vor moralske Bevi[d]sthed, den ►tager Brødet fra os og giver os en Steen istedet. Man taler om den protestantiske Kirkes Frihed Lænken er lidt længere ►voilà tout, man indbilder sig et Øieblik at være fri, vover ►et gigantisk Stormløb mod Himlen da ►stram̄er Lænken, den snører sig sammen om os – og stækkede – lade vi Armene synke og standse.
✂ Hvis De nu vil være saa overbærende at svare mig, tør jeg da lade Svaret afhente Onsdag den 18de eller ►Løverdag den 21de mellem 1 og 2, det kunde maaske bære Adressen: ►»Frøken 👤F: L:«
Skriftebarn.