Kierkegaard, Søren Fra Rasmus Nielsen · 21. juli 1848 · til SK

✂ De vil uden Tvivl indrømme mig, at frisk Luft og Hebraisk kan virke velgjørende paa Sind og Sands. Her i ►📌Taarebæk ved Fiskerleiet imellem Skoven og Stranden er Luften saa frisk og Udsigten saa skjøn, som Nogen kan ønske sig det; men uden en Smule Hebraisk smager Forfriskningen dog lidt ►flaut. Man ►forseer sig saa let paa Egnens Afvexlinger; Landeveien støver (skjøndt her dog af og til falder nogen Regn) ►Vandkuur-Gjæsterne støve ogsaa i disse behagelige Omgivelser. Det er desaarsag en Fordeel mere, at man her fra ►»Skrænten« kan ►tage hebraisk Befordring, og uden mange ►Ophævelser naae Ørkenen, hvor Eensomheden boer, hvor den friske Luft aander fra Bjerget, og ►en eenlig Tornebusk er ⓘ alal] tilføjet Egnens ⓘ Pryd Pryd] , foran er slettet hele.

✂ At det nu – ►ora pro nobis – at det dog nu maatte lykkes mig, at finde den rette Ørken!

✂ ►הָאִיש‎ אַשְׁרֵי, salig den Mand, som finder Veien til den rette Ørken, האיש‎ אשרי, salig den Mand, som finder den rette Vei gjennem Ørkenen, האיש‎ אשרי, salig den Mand, som finder den brændende Tornebusk i Ørkenen!

✂ 1v433De, Hr Magister, som kjender alle Ting saavel i som udenfor 📌Kjøbenhavn, kjender ogsaa Taarebæk med dens Fiskerleie mellem Skoven og Stranden. Her boer jeg da nu lidt nedenfor Skoven, og trækker frisk Luft, nærved »Skrænten«, og studerer – Hebraisk.