Fra SK · udateret [1840] · til Regine Olsen
271r
13. Brev 139, bl. [1r]
Min 👤Regine!
✂ Drømmer jeg, ell. ►ⓘ »kommer en Drøm fra min Ungdomsvaar til min Lænestol« – ►Dette Billede er jo i Dit Eie og dog er det nu her; men det har ingen Ro intet blivende Sted mere hos mig, det længes utaalmodigt efter at tage Budskabet med til Dig og blive hos Dig. Hun holder en Blomst i Haanden. Er det hende, der rækker ham den, ell. har hun modtaget den af ham, giver Den tilbage for atter at modtage den? Det veed ingen Trediemand. Den vide Verden ligger bag ved ham, han har vendt den Ryggen, Stilhed hersker overalt som i Evigheden, hvilken 226sligt Øieblik tilhører. Maaskee er det Aarhundreder siden han sad saaledes, maaskee var det lykkelige Øieblik kun saare kort og dog nok for en Evighed. Med Billedet vender da ogsaa min Tanke tilbage til sin Begyndelse, og jeg river mig bort fra flygter bort fra Alt, hvad der vil fængsle mig med Sorgens Lænke, og raaber høiere end Sorgerne ... dog, dog, dog under Alt dette er jeg glad, ubeskrivelig glad; thi jeg veed, hvad jeg eier. Og naar det stormer og bruser i Tankernes Værksted, da lytter jeg efter Din Stemme; og naar jeg staaer midt i Trængsel i mig uvedkommende Larmen og Støien, da seer jeg Vinduet aaben, og Du staaer sommerlig paaklædt som ►fordum hos Schlegels, og seer og seer, og al anden Omgivelse bliver Dig fremmed og bidrager kun til uden Tanke for Andet urokkeligt at vende Din Opmærksomhed Din Sjæl hen paa et Punkt, og Afstanden mell. os forsvinder og Du er min, forenet med mig om end en Verdensdeel adskilte os. –
✂ Jeg sender hermed et Halstørklæde; jeg vil bede Dig, at modtage det, og ønsker, at Du ene veed, at Du eier denne Ubetydelighed. Naar Du da er festligt paaklædt (Du veed hvad jeg mener herom), og Du sidder alene og venter mig, da vil Du lade mig forstaae, at Du er [i] Besiddelse der af og at denne Besiddelse ikke er Dig ⓘ ukjær.
ⓘ
14. Et koloreret kort vedlagt Brev 139 med påskrift af SK og Regine Olsen på bagsiden; naturlig størrelse
Da mein Herze nicht erwacht,
Und an dich gedenkt,
ⓘ Daß du mir viel tausendmal
Dein Herze geschenkt.
des Knaben Wunderhorn.
►ⓘ Og er dig min Arm til saa stort Behag,
Til Trøst og Roe;
Skjøn Havmand, saa skynd dig, saa kom kun, og tag
Dem begge to!ⓘ