16653
31
79En omreisende Æsthetikers Virksomhed, og hvorledes han dog kom til at betale Gjæstebudet
✂ Skjønt de egenlige ►Nytaarsgratulanter mere og mere udvide Tiden for deres Virksomhed, som egenligen var indskrænket til Nytaarsdag, er den dog væsenligen begrændset af en 8 Dage. Anderledes med vor driftige og foretagende Literat Hr. ►👤P. L. Møller i Qvalitet af Nytaarsgratulant. Han begynder længe iforveien at gaae omkring og gratulere og indsamle milde Gaver til sin brillante ►Nytaarsgave (►📖 Gæa); ja, han reiser endog omkring paa Landet. Faaer han ikke Noget, eller kun Lidet, eller de Navnkundiges fyldige og fuldvægtige Bidrags ringe Omfang udviser, at han mangler noget Fyld i Nytaarsgaven, – Fylde faaer det nu at være med, – saa rykker han Samtalerne ind, som han har ført derude paa Landet. I Grunden er det en ret besparende Maade at reise paa, som aldrig er faldet mig ind, der altid har anseet det at reise for meget bekosteligt, og som maaskee ikke vilde falde mange Andre end Hr. 👤P. L. Møller ind, thi, Herre Gud, man kan da ogsaa drive Oekonomien for vidt. Man reiser, som nu denne Gang Hr. 👤P. L. M. har gjort det (►ifølge 📖 Gæa 1846) ned til 📌►Sorø; man besøger ►Prof.👤Hauch, bliver af den udmærkede Digter modtagen med dansk Gjæstfrihed; man tager for sig af Retterne, og medens ellers meget nærige Folk stikke lidt af Fødevarerne til sig, et Stykke af Stegen i Lommen, noget Kage i Hatten, er Hr. 👤P. L. M. graadig nok til at tage hele Samtalen med sig og lade den trykke – saa er det betalt – ja mere end betalt, thi man har jo ingen Udgifter havt med Anretningen, det er bare Indtægt. Havde ►Trop vidst Besked om denne Maade at reise paa, da skulde han ikke have lidt saa meget af Mangel, thi selv om han var bleven affærdiget i den berømte Mands Forværelse, han kunde jo dog altid tjent lidt ved at lade den berømte Mands Ord trykke. Ingen ⓘ snyltende ►Probenreuter kan gjøre saa fordelagtig en Reise, thi han kan da blot tage Bestillingerne med; ja ingen ►slugen ►Tiendetager kan gjøre en fordelagtigere – Hr. 👤P. L. M. har den Fordel, at intet Ord bliver spildt, det kommer i Nytaarsgaven.
✂ 32I Samtalen, som vor omreisende Æsthetiker har havt dernede, er nu ogsaa ►min Frembringelse bleven Gjenstand for Omtale. Paa den Maade er da jeg ogsaa kommen til at ►contribuere min Skærv til Nytaarsgaven ved at foranledige ham til nogle Udgydelser efter Bordet. Lad ham have det; i Grunden er mit Bidrag meget uegenligt, thi da Alt, hvad han siger, ikke blot er Confusion, (en Omskrivning af Opgavens Vanskelighed, hvilken Bogen selv langt stærkere har fremhævet, til en Indvending mod Opgavens Løsning)1, men endog vrimler af 16654 factiske Usandheder i 80Henseende til det mest Afgjørende,33 kan jeg egenligen ikke sige, at det er min Bog, han taler om, uden forsaavidt han nævner dens Navn, og ved Opfyldelsen erindrer mig om dens prophetiske Motto: ►»solche Wercke sind Spiegel, wenn ein Affe hineinguckt, kann kein Apostel heraussehen« (👤Lichtenberg). Er der noget Ubehageligt ved Hr. 👤P. L. Møllers Driftighed, er det mere det Fornærmelige mod en Digter som Prof. 👤Hauch og hans private Liv. ►At Scenen er i Hr. Prof. 👤Hauchs Huus og han deltagende i Samtalen, giver naturligvis denne Interessen. Men det synes dog noget nærgaaende, at gjøre sig betalt paa den Maade for – ja hvorfor? for at være bleven modtagen med Gjæstfrihed af en berømt Mand. Heldigvis falder der imidlertid ikke en eneste Yttring af Prof. 👤Hauch i det, som angaaer min Frembringelse, hvad der glæder mig lige saa meget for Professorens som for min Skyld. En Yttring af ham, den være nu gunstig eller ugunstig, har altid sin Betydning som enhver legitim Magthavers, den skal og bør ikke svækkes og ►misliggjøres ved Tvetydighed, at man ikke kan vide, hvilket der er hvilket, fordi Hr. Prof. vel maaskee havde sagt det, men ikke har sagt det i »📖 Gæa«, og 👤P. L. Møller vel havde sagt det, men dog ikke sagt det, da han i »📖 Gæa« kun havde sagt, at Hr. Prof. 👤Hauch havde sagt det i sin Stue. Hvilket vrængende Misforhold mellem en ►Beføiets Dom og denne Utilforladelighed!
- I sig selv er Confusionen ret morsom, og da den ikke er mere dialektisk vanskelig, end at den med Lethed lader sig fremstille underholdende i et Blad, skal jeg her gjøre det. ►En Experimentator siger: for ret at blive opmærksom paa det Afgjørende i de religieuse Existens-Kategorier, da Religieusitet saa ofte forvexles med Allehaande og med Dvaskhed, vil jeg experimentere en Figur, der existerer i en sidste og yderste Approximation til Afsindighed men i Retning af Religieusitet. Experimentatoren siger selv, at den Experimenteredes Standpunct er en Misvisning, men tilføier, at han gjør det Hele for i Misvisningens Lidenskabelighed at studere det Normale (Pag. 309). Han erklærer det selv for et meget anstrængende Arbeide at holde den Experimenterede paa denne Yderspidse, medens han selv experimenterende seer efter. Vanskeligheden med den Experimenterede er at holde ham paa den sidste Yderspidse, saa det aldrig bliver Afsindighed, men bestandigt er lige ved det. Nu kommer Indvendingen af Hr. 👤P. L. Møller: ►»det er næsten Afsindighed, det er Tilløb til Vanvid«. Svar: ja ganske vist, deri laa jo netop Opgavens Vanskelighed. Indvendingen er altsaa Anerkjendelsen, som jeg ikke negter er lille, thi den er jo Hr. 👤P. L. Møllers, men paa den anden Side er den dog maaskee Maximum for Hr. 👤P. L. M. Et saa afgjort og afgjørende dialektisk Arbeide som mit Experiment vil han formodentligen kun være i Stand til at anerkjende, naar han ikke selv er vidende om, at han gjør det, naar han efter Bordet er lyksaliggjort i den Indbildning, at han angriber det. Efter Bordet, – thi at det samme vil hænde ham efter Læsningen, antager jeg jo rigtignok, men holder mig dog til det factisk Givne, at det var efter Bordet; denne Bestemmelse er mindre ubestemt og aldeles tilforladelig. Efter Bordet angriber han Experimentet, han sigter det for næsten Afsindighed, men see, det var ⓘ jo netop det, Experimentet ogsaa sigtede efter; hans Angreb er altsaa Forsvaret, som jeg ikke negter er ubetydeligt, thi det er jo Hr. 👤P. L. Møllers, men for ham er det dog altid et betænkeligt Maximum af et Angrebs Hidsighed, at det er Forsvaret. Han er færdig med Experimentet, han bedømmer det jo; og hvilken er hans Dom? At det er næsten Afsindighed. Men det var jo Opgaven; altsaa staaer han jo ved Begyndelsen, han har efter Bordet taget Feil af Enden og Begyndelsen. Og hvad betyder saa hans Dom? Ja, den kan i det Høieste betyde: det er en meget vanskelig Opgave. Svar: unegteligt Hr. 👤P. L. Møller; og da det er efter Bordet, og De vel allerede har takket Hr. Prof. 👤Hauch for Maden, saa skal jeg ønske Dem: velbekomme. (tilbage)
✂ Nu derimod er Alt i sin Orden; jeg har saa vist Intet at indvende, hverken mod at Hr. 👤P. L. M. virkeligen har sagt det, thi 16655 det maa 81han jo selv bedst vide; eller mod at Yttringen er hans virkelige Mening, hvilken jeg i det mindste ikke er nysgjerrig efter. Naar Talen er om en Præstation i Retning af Religieusitetens Dobbelt-Dialektik i en Gjennemgangskrises Yderste er det, at det er Hr. 👤P. L. M.'s virkelige Mening, det Forsvar, jeg altid skal nøies med. En Tilbagekaldelse af hans Mening vilde ikke kunne betyde mig saa meget som en høitidelig Forsikkring om, at han virkelig har en særdeles ugunstig Mening.
✂ ►Samtalen, der angaaer min Frembringelse, føres mellem Hr. 👤P. L. M. og, besynderligt nok, »en fornuftig Mand«. Egenligen kan man dog ikke kalde det en Samtale, men snarere tvende Foredrag. Man skulde næsten troe, at Hr. 👤P. L. M. havde forberedt sig paa den Tale, han agtede at holde, thi i en Samtale er det noget stivt at ►tale 3 Pagina i Træk. Antages dette, bliver hans Reise at betragte som mindre profitabel. Maaskee betragter han det selv som en Opoffrelse, 34at han er reist ned til 📌Sorø og i Hr. Prof. 👤Hauchs Hus ►»efter Bordet« æsthetisk har concurreret med »en fornuftig Mand«. Maaskee betragter han dog Talen som en Godtgjørelse, hvilket paa en Maade kunde være blevet tydeligere, dersom den var kommen lidt tidligere: at nemlig Hr. 👤P. M. til Taksigelse havde paataget sig at ►læse fra Bordet. Profit bliver der dog altid derved. Lad os antage, at den ubetydeligste Person havde den Ære at tale med ►Keiseren af 📌Rusland. Gud veed, det var noget Galimathias han sagde, men dog faaer det en vis Interesse ved at være sagt i ⓘ Keiserens Palads ved en Audiens. Saaledes ogsaa her med Hr. 👤P. L. M.'s Tale. Den skylder Prof. 👤Hauchs Hus ⓘ Interessen ene og alene. Havde Hr. 👤P. L. M. holdt den samme Tale ►paa Dagvognen til Postillonen, vilde den slet ingen Interesse have. Interessen ligger i Stedet, ►det Interessante i Modsigelsen mellem Stedets Betydningsfuldhed og Talens Ubetydelighed; holdt til Postillonen, altsaa paa rette Sted, er Interessen forsvunden og det Interessante. Som Hr. 👤P. L. M.s virkelige Mening er den hans virkelige Mening – ikke videre. »Den fornuftige Mand« batter kun lidt; og besynderligt nok ender ogsaa han sin Tale med de Ord: ►»saaledes forekommer det i det mindste mig«, hvilket forekommer mig meget besynderligt i »en fornuftig Mands« Mund. Det er nemlig ikke besynderligt, naar f. Ex. ►Hr. 👤Petersen er en fornuftig Mand, at Hr. 👤Petersen siger noget Saadant, men naar man slet ikke er Andet end rent abstract »en fornuftig Mand«, en fornuftig Mand under Gaaseøine, saa svarer dertil vanskeligt: det forekommer mig, da denne Formel antages at gjøre den individuelle Tilfældighed gjeldende.
✂ Sagen er saaledes aldeles ubetydelig, kun ubehagelig for Prof. 👤Hauchs Skyld; fordi en udmærket Mand paa en usømmelig Maade bringes i en uværdig Indfatning; men saa har den tillige en mig næsten fordelagtig Side, som jeg skal fremhæve, fordi jeg troer det ikke er mere Dialektisk, end at det med Lethed lader sig læse i et Blad. Naar ►en Experimentator, der ellers Gudskelov befinder sig meget vel1 lever i ►en Tid, da Alle have tvivlet 82om Alt, overvundet35 Tvivlen, 16656 holdt Reflexionen ud, fundet ►Mediationen, ►ladet Religieusiteten bag sig som overvunden formodenligen ved at udelade dens Forfærdelser, saa bliver han opmærksom; han tænker her maa være Ugler i Mosen. Og hvad gjør han saa? Ja ►selv bevarer han sig sund og frisk, spiser, drikker, rider, kjører, en Ven af Spøg og Munterhed; thi ellers duer han ikke til at experimentere. Ved Siden deraf skriver han et saadant Experiment, som det, jeg nu har skrevet, hvor han strænger Reflexionen lidt an. Han frabeder sig Kritik, og forstaaer dette ganske ligefrem, ►som han netop har sagt det i Bogen, thi ligefrem maatte det jo betyde, at Kritiken skulde hjælpe ham til at forstaae sit eget Experiment. Derimod kan han psychologisk gjerne ønske Yttring, ikke just for Yttringens Skyld ligefrem, men for den Leilighed, han derved faaer til at gjøre et lille Indblik, om han har gjort Menneskene Uret med ikke at troe, at de virkeligen have holdt Reflexionen ud, thi have de det, da vil en saadan Anstrængelse i Reflexion ►være dem et Smørrebrød, eller det er, som han formoder. Hr. 👤P. L. Møller tilbyder sig nu med sin Yttring. Men en Experimentator er en rolig og uforfærdet Mand, selv hvor glad han bliver over et muligt forønsket Udfald, seer han først efter, i hvilken Tilstand den befinder sig, der ved sine Yttringer skal forraade Noget, at ikke et rent tilfældigt Ildebefindende ⓘ svækker Experimentets Betydning. Altsaa. Hr. 👤P. L. Møller; han befindes at være i legemlig sund Tilstand, ►han er reist med Dagvognen ned til 📌Sorø, forfrisket og styrket af Landluften. Videre. Han skulde dog ikke befinde sig i en forsulten og udhungret Tilstand, der kunde lade en Besvimelse befrygte? Nei, han har faaet godt at spise hos Prof. 👤Hauch. Ja, saa er Alt i sin Orden. Dog, han skulde vel ikke have spiist for meget? Nei, han skal jo passe paa Samtalen for at lade den trykke, altsaa maa det denne Gang være i hans Interesse som Gjæst ikke at tage for Meget til sig, eller overlæsse sin Mave. Ja, saa er Alt i sin Orden. Hvad 36skeer? Blot ved Tanken om Bogen, (han har den ikke ved Haanden, det er nede i 📌Sorø), blot ved Tanken om Bogen, eller maaskee endog ved Tanken om, at have havt Bogen i Haanden, bliver han ►benauet, han faaer ondt, i en exalteret Tilstand siger han Noget, ►som han næsten selv befrygter »er for meget sagt.« Ingenlunde, ⓘ Hr. 👤P. L. Møller. Alt dette er ganske normale Phænomener, det eneste Abnorme er, at Patienten ikke taler i hele Menneskehedens Navn. Videre: her er jo endog Omstændigheder, der maatte hjælpe den Lidende til at holde igjen; han er i Selskab, det er efter Bordet, hvor saa let enhver Anden, end en besindig Experimentator, der med Bestemthed veed og veed Grunden, hvorfor Hr. 👤P. L. M. ikke kan antages at have spist for meget, kunde falde paa at forklare Opstødet paa en 83anden Maade. Men nei, han faaer ondt. I Experimentatorens Rapport vilde dette lyde saaledes: denne Mand har ikke holdt Reflexionen ud, skulde han ellers give sig Mine af det og ►squadronere om Mediationen, saa veed jeg Beskeed.
- Kun Den, der tankeløst forvexler ham med ►Experimentets quidam, eller i Hastværk har slaaet Bladet om der, hvor han, rigtignok ►uden noget nyt Titelblad, begynder, og hvor den aldeles forandrede Stil begynder, kan falde paa Andet, hvilket er ligesom at forvexle Doctor og Patient, ►👤Jean Paul og 👤Schmelze, ►👤Cervantes og Licenciaten. Kun Den, der, ganske blottet for Forestilling om, hvad Religieusitet er, rent verdsligt og ►med væsenlig Beundring for en saadan Figur som 👤Johannes, Forføreren, har en formastelig Forestilling om, hvad det er at være sund, kan antage, at selv ►quidams Liden er Blaserthed. Og kun den, der tankeløst bladrer i en Bog, kan ►falde paa, at ►Experimentets quædam bruges til at ►indspindes i et dialektisk Væv, da hele Experimentet netop dreier sig om at spinde hende ud, og ender med hendes fuldkomne ►restitutio in integrum paa det absolut fordeelagtigste Vilkaar, hvilket Alt ligger i min, Experimentatorens Interesse, der derfor atter og atter minder om, at hvis Forholdet et eneste Øieblik betragtes fra Egoismens Standpunkt: saa er det forsvundet, Experimentet umuligt. (tilbage)
✂ Dersom blot Hr. 👤P. L. Møller havde været en lidt betydeligere Person, og det virkelig havde været sikkert, at han havde læst Bogen: saa vilde jeg ligefrem have taget mig Phænomenet til Indtægt, og argumenteret derfra.
✂ ►En Forfatter, der er sig sin Opgaves dialektiske Vanskelighed og Anstrængelse bevidst, venter naturligvis kun faa Læsere og ønsker det forsaavidt ogsaa, ikke ►skrømtet og ►coquet, i et Forord, men vedstaaer det Samme i sit Indre, og ►bruger derfor endog sit eget Jeg, ikke just à la 👤Andersen, men snarere lidt socratisk, til drillende at støde fra med. Han nøies glad med faa Læsere, med een, han nøies med mindre, thi han nøies med at være Forfatter, fortryllet ved den Uendelighedens Modsigelse: at nøies med Tænkningens guddommelige Nydelse. ►Den existentielle Dialektik især i Dobbelt-Reflexionens Form lader sig ikke meddele ligefrem. Om det behagede mig, at erklære hele min Frembringelse for Galimathias, maatte Den, der skal være Læser, formaae aldeles ikke at lade sig forstyrre deraf, men selv see efter ved at reproducere de dialektiske Bevægelser; han maa heller ikke forstyrres, om det behagede hele Verden at erklære det for Gali16657mathias, saa lidet som jeg vilde gjøre det, han maa ved sig selv afgjøre Sagen. En saadan Forfatter kan da forsaavidt ikke have Noget imod, at en snaksom Bordgjæst ved at lade sin Tale trykke bidrager om muligt til at støde Læsere bort. 37Langtfra ikke, det er tvertimod godt. Derfor har jeg heller ikke repliceret mod ham. Den, hvis Hoved holder den dialektiske Anstrængelse ud, kan sagtens forblive uforstyrret. ►Betræffende et Skrift, som ved sin dialektiske Charakter væsenligen kun kan have faa Læsere, har en snaksom Fyr altid en Fordel, naar Sagen skal føres for det store Publicum, hvis man i Sandhed kan kalde det en Fordel, der kun er en Fordel i Usandhed. Man lærer meget af ►👤Holberg; man lærer saaledes, at Feilen hos ►👤Erasmus Montanus egenlig ikke er Mangel paa Evne, men Mangel paa Selvbeherskelse til at forhindre, at han kommer i Samtale med 👤Per Degn, at han selv foranlediger det Skin, at det for Omgivelsen seer ud, som talte disse Tvende sammen om de lærde og ►curieuse Materier, som de nu kan beskæftige en 👤Erasmus Montanus. See, et saadant Skin skal jeg ikke foranledige, som talte jeg med Hr. 👤P. L. Møller om Experimentet og dettes Dialektik. Nei, det vi To tale om, er om ganske andre Ting, det er om Reisen til 📌Sorø, Postillonen paa Dagvognen, ►Mad og Drikke, Pakæsler og andre saadanne populaire Æmner, som ikke overskride Hr. 👤P. L. Møllers Fatteevne. Hvad jeg her har skrevet, vil Experimentets virkelige Læser let opdage er af en anden Art, og noget Saadant, at det uden videre kan læses af Enhver, saa jeg ikke fornærmer nogen Læser af et Blad ved at føre ham ind i Undersøgelser, der ikke kan interessere ham, og som ikke kan afhandles i et Blad. En Opfattelse af Hr. 👤P. L. Møllers Reise ⓘ til 📌Sorø er ikke dialektisk vanskelig; man skal heller ikke grunde dybt; thi det er netop Veien til Misforstaaelsen. Men saa meget som jeg finder Uendelighedens Glæde i Tankens Syssel, og veed, at jeg har fundet den, fordi jeg nøies med den, selv om intet Menneske vilde dele den med mig, saa lidet har jeg opgivet et 84psychologisk Kjendskab til de virkelige Mennesker. Et saadant virkeligt Menneske er Hr. 👤P. L. Møller. Men paatrængende, som han er, og Mange bekjendt, har jeg troet, at en saadan lille Opfattelse kunde læses ikke uden Interesse i en Avis. Jeg har tillige virkeligen troet at gjøre Een og Anden en Tjeneste dermed, en Tjeneste, som jeg dog ikke forlanger at paaskjønnes, allermindst derved, at Nogen af den Grund vilde læse lidt i mit Skrift eller kjøbe et Exemplar. Thi, som jeg sagde det i min Skrivelse til Læseren ►(Pag. 309): »for en rund Sum kjøber man ikke Entreen til disse Forestillinger«, saa gjentager jeg det her uden Vrede; thi hvorfor skulde Den være vred, der har fundet sin Uendelighedens Lyst tilfredsstillet, fundet hvad der38 vil beskæftige ham Dag ud og Dag ind, selv om det behagede Guden at forøge hver Dags Længde med endnu 12 Timer! Den, der er fængslet af hvad der fængsler ham evigt, om han end har saare Meget tilbage at vinde, forstyrres ikke, og uforandret gjentager jeg Afskedens Ord ►(Pag. 377): »nøiet med det Mindre – haabende, at det Større muligen engang skal forundes mig, er jeg glad ved Tilværelsen, glad ved den lille Verden, der er min Omgivelse.« Da jeg skrev det, vidste jeg jo meget godt, at Hr. 👤P. L. Møller og ►📖 Corsaren ere til, og dog vidste jeg meget godt, hvad jeg skrev. Saadanne Personer høre ikke til min Omgivelse, og hvor paatrængende og nærgaaende de end ere; det hjælper ikke, det forstyrrer ikke min Glæde over den lille Verden, der er min Omgivelse; tvertimod Paatrængenheden hjælper mig kun til inderligere at glæde mig ved min Omgivelse.
✂ Gid jeg nu blot snart maatte komme i »📖 Corsaren«. Det er virkelig haardt for en stakkels Forfatter at staae saaledes udpeget i dansk Literatur, at han (antaget, at vi Pseudonymer ere Een) er den eneste, som ikke udskjeldes der. ►Min Foresatte, 👤Hilarius Bogbinder, er bleven smigret i »📖 Corsaren«, dersom jeg ikke husker feil; ►👤Victor Eremita har endog maattet opleve den Tort, at blive udødeliggjort – i »📖 Corsaren«! Og dog, jeg har jo allerede været der; thi ►ubi spiritus, ibi ecclesia: ►ubi👤P. L. Møller, ibi »📖 Corsaren«. Vor Landstryger ender derfor sit »Besøg i 📌Sorø« ganske rigtigt med ►et af disse væmmelige Corsar-Angreb paa fredelige, respectable Mænd, der 16658 i hæderlig Ubemærkethed røgte hver sit Kald i Statens Tjeneste; paa udmærkede Mænd, der ved Meget have gjort sig fortjente, ved Intet latterlige; thi Forfattere maae som offenlige Personer finde sig i Meget, og deriblandt ogsaa i denne Paadutten af Slægtskab med Folk, der, da de lade Noget trykke, jo ogsaa ere Forfattere.
✂ ►Høvidsmand for ►3die Afdeling af »Stadier paa Livets Vei«.