Kierkegaard, Søren Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift

↩

Cap. 2

Den subjektive Sandhed, Inderligheden; Sandheden er Subjektiviteten

✂ Hvad enten man mere empirisk bestemmer Sandhed som Tænkens Overeensstemmelse med Væren, eller mere idealistisk som Værens Overeensstemmelse med Tænken, saa gjælder det i ethvert Tilfælde om, at man nøie passer paa, hvad der forstaaes ved Væren, og at man tillige passer paa, om ikke den vidende menneskelige Aand narres ud i det Ubestemte, phantastisk bliver noget Saadant, som intet existerende Menneske nogensinde har været eller kan være, et Phantom, hvormed den En139kelte sysler efter Leilighed, uden dog nogensinde ved dialektiske ►174Mellembestemmelser at tydeliggjøre sig, hvorledes han kommer ud i dette Phantastiske, hvilken Betydning det har for ham at være der, om ikke den hele Stræben derude opløser sig i en ►Tautologie indenfor et phantastisk dumdristigt Vovet.

✂ Dersom der ved Væren i de tvende angivne Bestemmelser forstaaes den empiriske Væren, saa er Sandheden selv forvandlet til et ►Desideratur og Alt sat i Vorden, fordi den empiriske Gjenstand 158 ikke er færdig, og den existerende erkjendende Aand jo selv er i Vorden, og saaledes Sandheden en Approximeren, hvis Begyndelse ikke kan absolut sættes, netop fordi der ingen Slutning er, hvilket har tilbagevirkende Kraft; hvorimod enhver Begyndelse (hvis den ikke, ved ikke at være sig dette bevidst, er en Vilkaarlighed), naar den gjøres, ikke skeer i Kraft af den immanente Tænkning, men gjøres i Kraft af en Beslutning, væsentligen i Kraft af Tro. At den erkjendende Aand er en existerende, og at ethvert Menneske er et saadant for sig Existerende, kan jeg ikke ofte nok gjentage; thi at man phantastisk har overseet dette, er Skyld i megen Forvirring. Ingen misforstaae mig. Jeg er nu saaledes en stakkels existerende Aand ligesom alle andre Mennesker, men hvis jeg paa en lovlig og redelig Maade kunde hjælpes til at blive noget Overordentligt, ►det rene Jeg-Jeg, saa er jeg altid villig til at takke for Skjenken og Velgjerningen. Kan det derimod kun skee paa den omtalte Maade ved at sige ►ein, zwei, drei kokolorum, eller ved at ►binde et Baand om den lille Finger og naar det er Fuldmaane kaste det hen paa et afsides Sted: saa bliver jeg hellere hvad jeg er, et stakkels existerende enkelt Menneske.

✂ Væren maa da i hine Definitioner fattes meget mere abstrakt, som den abstrakte Gjengivelse af, eller det abstrakte Forbillede paa hvad Væren ►in concreto er som empirisk Væren. Saaledes forstaaet er der Intet til Hinder for, at Sandheden abstrakt bestemmes abstrakt som et Færdigt; thi Overeensstemmelsen mellem Tænken og Væren er abstrakt seet altid færdig, da ►Vordens Begyndelse netop ligger i Concretionen, fra hvilken Abstraktionen abstrakt seer bort.

✂ Men forstaaes Væren saaledes, saa er Formelen en Tautologie, det vil sige, Tænken og Væren betyder Eet og det Samme, og den Overeensstemmelse, om hvilken der tales, er blot den abstrakte Identitet med sig selv. Ingen af Formlerne siger derfor mere end at Sandheden er, naar dette forstaaes saaledes at ►Copulaet accentueres, Sandheden er, ɔ: Sand175heden er en Fordoblelse, Sandheden er det Første, men Sandhedens Andet, at den er, er det Samme som det Første, denne dens 140 Væren er Sandhedens abstrakte Form. Paa denne Maade er der udtrykt, at Sandheden ikke er noget Enkelt, men aldeles abstrakt en Fordoblelse, der dog i samme Øieblik er hævet.

✂ Abstraktionen kan nu blive ved at omskrive dette saa meget den vil, den kommer aldrig videre. Saasnart Sandhedens Væren bliver empirisk concret, er Sandheden selv i Vorden, er vel igjen, anet, 159 Overeensstemmelsen mellem Tænken og Væren, og er det vel saaledes virkelig for Gud, men er det ikke saaledes for nogen existerende Aand, da denne selv existerende er i Vorden.

✂ For den existerende Aand qva existerende Aand bliver Spørgsmaalet igjen om Sandheden; thi den abstrakte Besvarelse er kun for det ►Abstraktum, hvilket en existerende Aand bliver ved at abstrahere fra sig selv qva existerende, hvad den kun momentviis kan gjøre, medens den dog selv i saadanne Øieblikke betaler Tilværelsen sin Gjeld ved alligevel at existere. Altsaa det er en existerende Aand, der spørger om Sandheden, formodentlig for at ville existere i den, men i ethvert Tilfælde er Spørgeren sig bevidst at være et existerende enkelt Menneske. Saaledes troer jeg at kunne gjøre mig forstaaelig for enhver Græker, og for ethvert fornuftigt Menneske. Om en tydsk Philosoph følger sin Lyst til at skabe sig, og først skaber sig om til et overfornuftigt Noget, ligesom Guldmagere og Troldmænd udpynte sig phantastisk, for da paa en yderst tilfredsstillende Maade at besvare Spørgsmaalet om Sandheden: vedkommer ikke mig, saa lidet som hans tilfredsstillende Svar, der ►vistnok er yderst tilfredsstillende – naar man phantastisk er bleven udklædt. Om derimod en tydsk Philosoph gjør det eller ikke, vil Enhver let forvisse sig om, der begeistret samler sin Sjel paa at ville lade sig veilede af en saadan Viis, uden Critik blot ►følgsomt benyttende hans Veiledning ved at ville danne sin Existents efter den; netop naar man saaledes begeistret forholder sig som en Lærende til en saadan tydsk Professor, saa realiserer man det fortræffeligste ►Epigram over ham, thi en saadan Speculant er ►Intet mindre tjent med end en Lærendes redelige og begeistrede Iver for at udtrykke og realisere, for existerende at tilegne sig hans Viisdom, da den er et Noget, som Hr. Professoren har indbildt sig selv, skrevet Bøger om, men aldrig selv forsøgt, ja det er end 176ikke faldet ham ind, at det skulde gjøres. Der gives Speculanter, der, ligesom ►hiin Portskriver skrev hvad han ikke selv kunde læse, i den Formening at det blot var hans Sag at skrive, blot skrive og skrive hvad der, naar det, om jeg saa tør sige, skal læses ved Hjelp af Gjerning, viser sig at være Nonsens, med mindre det maaskee skulde være bestemt for phantastiske Væsener. 141

✂ Idet der for den existerende Aand qva existerende bliver Spørgsmaal om Sandheden, kommer hiin Sandhedens abstrakte ►Reduplikation igjen, men Existentsen selv, Existentsen selv i Spørgeren, der jo existerer, holder de tvende Momenter ud fra hinanden, og 160 Reflexionen udviser tvende Forhold. For den objektive Reflexion bliver Sandheden et Objektivt, en Gjenstand, og det gjælder om at see bort fra Subjektet; for den subjektive Reflexion bliver Sandheden Tilegnelsen, Inderligheden, Subjektiviteten, og det gjelder netop om existerende at fordybe sig i Subjektiviteten.

✂ Men hvad saa? Skal vi saa blive ved denne ►Disjunktion, eller tilbyder her ikke Mediationen sin ►godhedsfulde Bistand, saa Sandheden bliver Subjekt-Objektet? Hvorfor ikke? Men kan da ogsaa Mediationen hjælpe den Existerende, saa længe han existerer, til selv at blive ►Mediationen, der jo er ►sub specie æterni, medens den stakkels Existerende er existerende? Det kan dog ikke hjælpe at gjøre Nar af et Menneske, at lokke ham med ►Subjekt-Objektet, naar han selv er forhindret i at komme i den Tilstand, hvor han kan forholde sig dertil, forhindret derved at han selv er i Vorden ved at existere. Hvad kan det hjælpe at forklare hvorledes evigt den evige Sandhed er at forstaae, naar Den, der skal benytte Forklaringen, er forhindret i at forstaae den saaledes, derved at han er existerende, og kun en Phantast, naar han indbilder sig at være sub specie æterni, naar han altsaa skal bruge netop den Forklaring: hvorledes den evige Sandhed er at forstaae i Tidens Bestemmelse af Den, der, ved at existere, selv er i Tiden, hvad jo den ►velbaarne Professor selv indrømmer, om ikke ellers saa naar han hvert Qvartal hæver sin Gage. Ved Mediationens Subjekt-Objekt ere vi blot komne tilbage til Abstraktionen, thi Sandhedens Bestemmelse som Subjekt-Objekt er aldeles det Samme som Sandheden er, ɔ: Sandheden er en Fordoblelse. Den høie Viisdom har altsaa igjen blot været distrait nok til at glemme, at det var en existerende Aand der spurgte om Sandheden. Eller er maaskee den 177existerende Aand selv Subjekt-Objektet? I saa Fald maatte jeg da spørge, hvor et saadant existerende Menneske er, der tillige er Subjekt-Objektet? Eller skal vi maaskee her igjen først forvandle den existerende Aand til et noget Overhovedet, og saa forklare Alt, undtagen det der spurgtes om, hvorledes et existerende Subjekt in concreto forholder sig til Sandheden, eller det der saa maatte spørges om, hvorledes da det enkelte existerende Subjekt forholder sig til dette Noget, der synes at ►have ikke lidet tilfælleds med en Papirs-Drage, eller med ►det Stykke Sukker, som Hollænderne hang op under Loftet, og som alle slikkede af.

✂ Altsaa vende vi igjen tilbage til Reflexionens tvende Veie, og have 142 ikke glemt at det er en existerende Aand, der spørger, et ganske 161 enkelt Menneske, og kunne nu heller ikke glemme, at det at han er existerende netop vil forhindre ham i at gaae begge Veie paa eengang, og hans bekymrede Spørgsmaal vil forhindre ham i letsindigt-phantastisk at blive Subjekt-Objekt. Hvilken af Veiene er nu Sandhedens Vei for den existerende Aand, thi kun det phantastiske Jeg-Jeg er paa eengang færdigt med begge Veiene, eller gaaer ►methodice frem af begge Veiene paa eengang, hvilken Maade at gaae paa for et existerende Menneske er saa umenneskelig, at jeg ikke tør anbefale den.

✂ Da den Spørgende netop udhæver det at han er Existerende, saa vil den Vei naturligviis især være at anprise, der især accentuerer det at existere.

✂ Den objektive Reflexions Vei gjør Subjektet til det Tilfældige og derved Existents til et Ligegyldigt, Forsvindende. Bort fra Subjektet gaaer Veien til den objektive Sandhed, og medens Subjektet og Subjektiviteten bliver ligegyldig, bliver Sandheden det ogsaa, og netop dette er dens objektive Gyldighed, thi Interessen er, ligesom Afgjørelsen, Subjektiviteten. Den objektive Reflexions Vei fører nu til abstrakt Tænkning, til Mathematik, til historisk Viden af forskjellig Art, bestandig fører den bort fra Subjektet, hvis Tilværelse eller Ikke-Tilværelse bliver, objektivt ganske rigtigt, uendelig ligegyldig, ganske rigtigt, thi ►Tilværelse og Ikke-Tilværelse har som 👤Hamlet siger kun subjektiv Betydning. I sit Maximum vil denne Vei føre til en Modsigelse, og forsaavidt Subjektet ikke ganske bliver sig selv ligegyldigt, er dette jo kun et Tegn paa, at hans objektive Stræben ikke er objektiv nok, i sit Maximum vil den føre til den Modsigelse, at kun Objektiviteten er blevet til, og Subjektiviteten 178gaaet ud, det vil sige den existerende Subjektivitet, der har gjort et Forsøg paa at blive hvad man i abstrakt Forstand kalder Subjektiviteten, den abstrakte Objektivitets abstrakte Form. Og dog er den Objektivitet, der er bleven til, subjektivt seet, i sit Maximum enten en Hypothese eller en ►Approximation, fordi al evig Afgjørelse netop ligger i Subjektiviteten.

✂ Den objektive Vei mener imidlertid at have en Sikkerhed, som den subjektive Vei ikke har (og det forstaaer sig, Existents, det at existere og objektiv Sikkerhed kan ikke tænkes sammen), den mener 162 at undgaae en Fare, som venter den subjektive Vei, og denne Fare er i sit Maximum Afsindighed. Ved den blot subjektive Bestemmelse af Sandheden bliver Galskab og Sandhed tilsidst ikke til at adskille, fordi de begge kunde have 143 Inderligheden¹. Men ved at blive objektiv bliver man ikke gal. Maaskee maatte jeg dog her tillade mig en lille Bemærkning, som ikke synes overflødig i en objektiv Tidsalder. Inderlighedens Udebliven er ogsaa Galskab. Den objektive Sandhed som saadan afgjør ingenlunde, at Den, som udtaler den, er forstandig, tvertimod kan den endogsaa forraade at Manden er gal, uagtet det er aldeles sandt og især objektiv sandt hvad han siger. Jeg skal tillade mig at fortælle en Begivenhed, der, uden nogensomhelst Tillæmpning ved mig, er direkte hentet fra en ►Daarekiste. En Patient i en saadan Anstalt vil løbe bort og udfører ogsaa virkelig sit Forehavende ved at springe ud af Vinduet. Han befinder sig nu i Anstaltens Have, og vil tiltræde Befrielsens Vandring, da falder det ham ind (skal jeg nu sige, at han var klog nok eller gal nok til at faae dette Indfald?): naar Du nu kommer til Byen, bliver Du kjendt, og man vil formodentlig strax transportere Dig ud igjen, det gjælder da om, at Du ved Din Tales objektive Sandhed ►fuldelig overbeviser ethvert Menneske om, at hvad Din Forstand angaaer, da er Alt vel. Som han gaaer 179og tænker over dette, seer han en Keglekugle liggende paa Jorden, den tager han op, putter i Kjoleskjødets Lomme. For hvert Skridt han gjør, slaaer denne Kugle ham med Respekt at sige paa R–, og for hver Gang den saaledes rammer ham, siger han: bum, Jorden er rund. Han kommer til Hovedstaden, besøger strax en af sine Venner, han vil overbevise ham, at han ikke er gal, gaaer derfor op og ned af Gulvet og siger bestandigt: bum, Jorden er rund. Men er da Jorden ikke rund, fordrer Daarekisten endnu et Offer for denne Antagelses Skyld som i hine Tider, da Alle antoge den for at være ►saa flad som en Pandekage? Eller er den Mand gal, der ved at sige en almindelig antaget og almindelig agtet objektiv Sandhed haaber at bevise, at han ikke er gal? Og dog blev det Lægen netop derved tydeligt, at Patienten endnu ikke var helbredet, medens Helbredelsen 163 dog vel ikke kunde dreie sig om, at faae ham til at antage, at Jorden var flad. Men det er ikke Alle, der ere Læger, og ►Tidens Fordring har betydelig Indflydelse paa det Spørgsmaal om Galskab, ja man skulde næsten stundom fristes til at antage, at den moderne Tid, der har moderniseret Christendommen, ogsaa har moderniseret ►Pilati Spørgsmaal, og at Tidens Trang til at finde Noget at hvile i, forkynder sig i 144 det Spørgsmaal: hvad er Galskab? Naar en ►Privat-Docent for hver Gang Kjoleskjødet paaminder ham om at sige Noget, siger ►de omnibus dubitandum est, og skriver frisk væk paa et System, hvor man i hvert andet Punktum finder tilstrækkeligt indre Beviis for, at den Mand aldrig har tvivlet om Noget: saa ansees han ikke for gal. – ►👤Don Quixote er Forbilledet paa den subjektive Galskab, hvor Inderlighedens Lidenskab omfatter en fix enkelt endelig Forestilling. Naar Inderligheden derimod udebliver, saa indtræder den ramsende Galskab, hvilken er nok saa comisk, og som det var at ønske, at en experimenterende Psycholog vilde fremstille ved at tage en Haandfuld saadanne Philosopher og sætte sammen. Naar Afsindigheden er Inderlighedens Vildelse, er det Tragiske og det Comiske, at det Noget, som uendeligt angaaer den Ulykkelige, er en fixeret Enkelthed, som ikke angaaer noget Menneske. Naar Afsindigheden derimod er Inderlighedens Udebliven, er det Comiske, at det Noget, den Lyksalige veed, er det Sande, det Sande der angaaer hele Menneskeheden, men som slet ikke angaaer den meget ærede Ramser. Denne Art af Afsindighed er mere umenneskelig end den anden; man gyser ved at see hiin Første ind i Øiet, for ikke at 180opdage Vildhedens Dyb, men man tør slet ikke see paa den Anden af Frygt for at opdage, at han ikke har rigtige Øine, men Glasøine, og Haar af en Gulvmaatte, kort at han er et Kunstprodukt. Træffer man tilfældig sammen med en saadan Sindssyg, hvis Sygdom netop er at han intet Sind har, da hører man med en kold Gru paa ham; man veed ikke om man tør troe, at det er et Menneske, man taler med, eller maaskee ►en »Spadserestok«, ►en kunstig Opfindelse af Døbler, som skjuler et Positiv i sig. Og ►at have drukket Duus med Skarpretteren, kan jo altid være ubehageligt nok for en ærekjær Mand, men at være geraadet i en fornuftig og speculativ Samtale med en Spadserestok – det er næsten til at blive gal over.

✂ Den subjektive Reflexion vender sig indefter mod Subjektiviteten og vil i denne Inderliggjørelse være Sandhedens, og saaledes at ligesom i det Foregaaende, naar Objektiviteten var bragt frem, 164 Subjektiviteten var forsvundet, her selve Subjektiviteten bliver det Sidste, og det Objektive det Forsvindende. Her glemmes nu intet Øieblik, at Subjektet er existerende, og at det at existere er en Vorden, og at derfor ►hiin Sandhedens Identitet af Tænken og Væren er en Abstraktionens ►Chimaire, og i Sandhed kun en ►Skabningens Forlængsel, ikke fordi Sandheden ikke er dette, men fordi den Erkjendende er en Existerende, og saaledes Sandheden ikke kan være dette for ham, saa længe han existerer. Fastholdes ikke dette, saa gaae vi strax ved Hjælp af Speculationen ind i det phantastiske Jeg-Jeg, hvilket vel den nyere Speculation har brugt, men ikke forklaret om, 145 hvorledes det enkelte Individ forholder sig dertil, og Herre Gud, mere end et enkelt Individ er nu engang intet Menneske.

✂ Naar den Existerende virkeligen kunde være udenfor sig selv, saa vilde Sandheden være noget afsluttet for ham, men hvor er dette Punkt? Jeg-Jeget er ►et mathematisk Punkt, der slet ikke er til, forsaavidt kan Enhver gjerne indtage dette Standpunkt, den Ene staaer den Anden ikke i Veien. Kun momentviis kan det enkelte Individ existerende være i en Eenhed af Uendelighed og Endelighed, der er udover det at existere. Dette Moment er Lidenskabens Øieblik. Den moderne Speculation har opdrevet Alt for at Individet objektivt kan komme ud over sig selv; men dette lader sig slet ikke gjøre; Existentsen holder igjen, og dersom Philosopher nutildags ikke vare blevne ►Skriverkarle i Tjeneste hos en phantastisk Tænknings Stundesløshed, saa vilde den have ind181seet, at Selvmord var den eneste praktiske nogenlunde Fortolkning af dens Forsøg. Men den skrivende moderne Speculation ►lader ringe om Lidenskab; og dog er Lidenskab for en Existerende netop Existentsens Høieste – og Existerende ere vi nu engang. I Lidenskaben er det existerende Subjekt uendeliggjort i Phantasiens Evighed, og dog tillige netop allerbestemtest sig selv. Det phantastiske Jeg-Jeg er ikke Uendelighed og Endelighed i Identitet, thi hverken det Ene eller det Andet er virkeligt, det er en phantastisk ►Overeenskomst i Skyen, en ufrugtbar Omfavnelse, og det enkelte Jegs Forhold til dette ►Luftsyn aldrig angivet.

✂ Al væsentlig Erkjenden angaaer Existents, eller kun den Erkjenden, hvis Forhold til Existents er væsentlig, er væsentlig Erkjenden. Den Erkjenden, som ikke ind efter i Inderlighedens Reflexion angaaer Existents, er væsentlig seet tilfældig Erkjenden, dens Grad og Omfang væsentlig seet ligegyldig. At den væsentlige Erkjenden 165 væsentlig forholder sig til Existents, vil dog ikke betyde hiin ovenfor anførte Abstraktionens Identitet mellem Tænken og Væren, ei heller objektivt, at Erkjendelsen forholder sig til noget Tilværende som sin Gjenstand; men vil sige, at Erkjendelsen forholder sig til den Erkjendende, der væsentligen er en Existerende, og at derfor al væsentlig Erkjenden væsentlig forholder sig til Existents og til det at existere. Kun den ethiske og den ethisk-religieuse Erkjenden er derfor væsentlig Erkjenden. Men al ethisk og al ethisk-religieus Erkjenden er væsentlig sig forholdende til, at den Erkjendende existerer.

✂ Mediationen er et Luftsyn ligesom Jeg-Jeg. Abstrakt seet er Alt, og der vorder Intet. I Abstraktionen kan da umulig Mediationen finde sin Plads, da ►den har Bevægelse som sin Forudsætning. Den objektive Viden kan vel have det Tilværende til Gjenstand, men da det vidende Subjekt er existerende, og selv i Vorden ved at existere, saa maa 146 Speculationen først forklare, hvorledes et enkelt existerende Subjekt forholder sig til Erkjendelsen af Mediationen, hvad han i det Øieblik er, om han f. Ex. i det Øieblik ikke noget nær er distrait; hvor han er, ►om han ikke er i Maanen? Man taler bestandigt om Mediationen og Mediationen; er da Mediationen et Menneske ligesom ►👤Peer Degn antager at Imprimatur er det? Hvorledes bærer et Menneske sig ad med at blive noget Saadant; læser man sig til denne Værdighed, ►dette store Philosophicum; eller bortgiver Magistraten den ligesom ►Klokker- og Gravertjenester? Man 182forsøge blot paa at indlade sig med disse og andre saadanne skikkelige Spørgsmaal af et skikkeligt Menneske, der jo ogsaa gjerne vilde være Mediationen, naar han kunde blive det paa en lovlig og ærlig Maade, og ikke enten ved at sige ein zwei drei kokolorum, eller ved at glemme, at han selv er et existerende Menneske, for hvem altsaa det at existere er noget Væsentligt, og det ethisk-religieust at existere et passende ►qvantum satis. En Speculant vil det maaskee forekomme ►abgeschmackt at spørge saaledes, men det gjelder især om, at man ikke polemiserer paa urette Sted, og altsaa ikke selv phantastisk-objektiv begynder et ►pro og contra, om der er Mediation eller ikke, men at man holder fast ved hvad det er at være Menneske.

✂ Jeg skal nu, for at tydeliggjøre Vei-Forskjellen mellem den objektive og den subjektive Reflexion, vise den subjektive Reflexions Søgen tilbage ind efter i Inderlighed. Inderlighedens Høieste i et existerende Subjekt er Lidenskab, til Lidenskab svarer Sandheden 166 som et Paradox, og det at Sandheden bliver Paradoxet, er netop begrundet i dens Forhold til et existerende Subjekt. Saaledes svarer det Ene til det Andet. Ved at glemme, at man er existerende Subjekt, gaaer Lidenskaben ud, og Sandheden bliver til Gjengjeld ikke noget Paradox, men det erkjendende Subjekt bliver fra at være et Menneske et phantastisk Noget, og Sandheden en phantastisk Gjenstand for dettes Erkjenden

✂ Naar der objektivt spørges om Sandheden, reflekteres der objektivt paa Sandheden som en Gjenstand, til hvilken den Erkjendende forholder sig. Der reflekteres ikke paa Forholdet, men paa at det er Sandheden, det Sande han forholder sig til. Naar dette, han forholder sig til, blot er Sandheden, det Sande, saa er Subjektet i Sandheden. Naar der subjektivt spørges om Sandheden, reflekteres der subjektivt paa Individets Forhold; naar blot dette Forholds Hvorledes er i Sandhed, saa er Individet i Sandhed, selv om det saaledes forholdt sig til Usandheden¹. 147 Lad os tage som Exempel ►Guds Erkjendelse. Objektivt reflekteres der paa, at det er den sande Gud; subjektivt paa, at Individet 183forholder sig til et Noget saaledes, at hans Forhold i Sandhed er et Guds-Forhold. Paa hvilken af Siderne er nu Sandheden? Ak, maae vi ikke her tye til Mediationen, og sige: den er paa ingen af Siderne, den er i Mediationen? Fortræffeligt sagt, dersom blot saa Nogen kunde sige, hvorledes en Existerende bærer sig ad med at være i Mediationen; thi at være i Mediationen er at være færdig, at existere er at vorde. En Existerende kan heller ikke være to Steder paa eengang, være Subjekt-Objekt. Naar han er nærmest efter at være to Steder paa eengang, er han i Lidenskab, men Lidenskab er kun momentviis, og Lidenskab er netop Subjektivitetens Høieste. – Den Existerende, der vælger den objektive Vei, gaaer nu ind i hele den approximerende Overveielse, der objektivt vil bringe Gud frem, hvilket i al Evighed ikke naaes, fordi Gud er Subjekt, og derfor kun for Subjektiviteten i Inderlighed. Den Existerende, der vælger den subjektive Vei, fatter i samme Øieblik den hele dialektiske Vanskelighed ved at han skal bruge nogen Tid, maaskee lang Tid, for at finde Gud objektivt; han fatter denne dialektiske Vanskelighed i hele dens Smerte, fordi han 167 skal bruge Gud i samme Øieblik, fordi ethvert Øieblik er spildt, hvori han ikke har Gud². I samme Øieblik har han Gud ikke i Kraft af nogen objektiv Overveielse, men i Kraft af Inderlighedens uendelige Lidenskab. Den Objektive generes ikke af saadanne dialektiske Vanskeligheder som den: hvad det vil sige, ►at udvise en heel Forskningens Tid til at finde Gud – da det jo var muligt, at Forskeren døde imorgen, og hvis han levede, han jo dog ikke kunde betragte Gud som Noget, man efter Leilighed tager med, da Gud netop er Noget man ►a tout prix tager med, hvilket i Lidenskabens Forstaaelse netop er Inderlighedens sande Forhold til Gud.

✂ 184Det er paa dette dialektisk saa vanskelige Punkt, at Veien svinger af for Den, der veed hvad det er at dialektisere og existerende at dialek148tisere, hvilket er noget Andet end at sidde som et phantastisk Væsen ved Skriverbordet og skrive hvad man selv aldrig har gjort, hvilket er noget Andet end at skrive de omnibus dubitandum, og selv existerende være ligesaa lettroende som det sandseligste Menneske – her er det Veien svinger af, og Forandringen er denne, at medens den objektive Viden gaaer i Mag frem af Approximationens lange Vei, selv ikke tilskyndet af Lidenskab, er for den subjektive Viden ethvert Ophold livsfarligt, og Afgjørelsen saa uendelig vigtig, at det strax er saa nødende, som var Leiligheden allerede gaaet ubenyttet hen.

✂ Naar nu Regnestykket er dette: hvor er der meest Sandhed, enten paa Dens Side (og at være paa eengang ligeligt paa begge Sider er, som sagt, ikke forundt en Existerende, men kun en lyksaliggjørende Indbildning for et indbildt Jeg-Jeg), der ene objektivt søger den sande Gud og Guds-Forestillingens approximerende Sandhed, eller paa Dens Side, der er uendelig bekymret om, at han i Sandhed forholder sig til Gud med Trangens uendelige Lidenskab: saa kan Svaret ikke være tvivlsomt for Nogen, der ikke er aldeles forkludret ved Hjælp af Videnskab. Dersom En, der lever midt i Christendommen, gaaer op i ►Guds Huus, i den sande Guds Huus, med den sande Forestilling om Gud i Viden, og nu beder, men beder i Usandhed; 168 og naar En lever i et afgudisk Land, men beder med Uendelighedens hele Lidenskab, skjøndt hans Øie hviler paa en Afguds Billede: hvor er saa meest Sandhed? Den Ene beder i Sandhed til Gud, skjøndt han tilbeder en Afgud; den Anden beder i Usandhed til den sande Gud, og tilbeder derfor i Sandhed en Afgud.

✂ Naar En forsker objektivt efter Udødeligheden, en Anden sætter Uendelighedens Lidenskab ind paa Uvisheden: hvor er der saa meest Sandhed, og hvo har meest Vished? Den Ene er eengang for alle gaaet ind i en Approximeren, som aldrig ender, thi Udødelighedens Vished ligger jo netop i Subjektiviteten; den Anden er udødelig og kæmper netop derfor ved at stride mod Uvisheden. Lad os betragte 👤Socrates. Nuomstunder fusker Enhver jo paa nogle Beviser, Een har flere, en Anden færre. Men ►👤Socrates! Han henstiller Spørgsmaalet objektivt problematisk: ►dersom der er en Udødelighed. Han var da altsaa en Tvivler i Sammenligning med en af ►de moderne Tænkere af tre Beviser? Ingen185lunde. Paa dette »dersom« sætter han hele sit Liv ind, han vover at døe, og han har indrettet hele sit Liv med Uendelighedens Lidenskab saaledes, at det maatte findes antageligt – dersom der er en Udødelighed. Gives der noget bedre Beviis for Sjelens Udødelighed? Men De, der have tre Beviser, indrette slet ikke deres Liv derefter; hvis der er en Udødelighed, maa den væmmes ved deres Maade at leve paa: gives der 149 noget bedre Modbeviis mod de tre Beviser? Uvishedens »Smule« hjalp 👤Socrates, fordi han selv hjalp til med Uendelighedens Lidenskab; de tre Beviser gavne de Andre slet Intet, fordi de dog ere og blive Dødbidere, og have ved deres tre Beviser i Mangel af at bevise Andet netop beviist det. Saaledes har maaskee ogsaa en Pige ved et svagt Haab om at være elsket af den Elskede eiet al Forelskelsens Sødme, fordi hun selv satte Alt ind paa dette svage Haab: mangen Ægtemadame derimod, som mere end eengang har ligget under for Elskovens stærkeste Udtryk, har vel havt Beviser, og dog besynderligt nok, ikke eiet det ►quod erat demonstrandum. ►Den socratiske Uvidenhed var saaledes det med Inderlighedens hele Lidenskab fastholdte Udtryk for, at den evige Sandhed forholder sig til en Existerende, og derfor maa blive ham et Paradox, saalænge han existerer, og dog turde det være muligt, at der i den socratiske Uvidenhed i 👤Socrates var mere Sandhed end i hele Systemets objektive Sandhed, der ►coqueterer med Tidens Fordringer og lemper sig efter Privat-Docenter. 169

✂ Objektivt accentueres: hvad der siges; subjektivt: hvorledes det siges. Allerede æsthetisk gjelder denne Distinction, og udtrykkes bestemt saaledes, at hvad der er Sandhed, kan i Den og Dens Mund blive Usandhed. Denne Distinction er i disse Tider særligen at agte paa, thi skulde man i en eneste Sætning ⓘ udtrykkeudtrykke] R, udtrykte A Forskjellen mellem Oldtiden og vor Tid, saa maatte man vel sige: at i Oldtiden var der kun Enkelte der vidste det Sande, ►nu veed Alle den, men Inderligheden staaer i et omvendt Forhold dertil¹. Æsthetisk opfattes Modsigelsen, som fremkommer ved at Sandheden bliver Usandhed i Den og Dens Mund, bedst comisk. Ethisk-religieus accentueres igjen: hvorledes; dog forstaaes det ikke om Anstand, Modulation, Foredrag o. s. v., men det forstaaes om den Exi186sterendes Forhold til det Udsagte i selve sin Existents. Objektivt spørges der blot om Tankebestemmelserne, subjektivt om Inderligheden. I sit Maximum er dette Hvorledes Uendelighedens Lidenskab, og Uendelighedens Lidenskab er selve Sandheden. Men Uendelighedens Lidenskab er netop Subjektiviteten, og saaledes er Subjektiviteten Sandheden. Objektivt seet er der ingen uendelig Afgjørelse, og saaledes er det objektivt rigtigt, at Forskjellen mellem Godt og Ondt er ►hævet med Modsigelsens Grundsætning, og derved ogsaa den uendelige Forskjel mellem Sandhed og Løgn. Kun i Subjektiviteten er Afgjørelse, hvorimod det at ville blive objektiv er Usandheden. Uendelighedens Lidenskab er det Afgjørende, ikke dens Indhold, thi dens Indhold er netop 150 den selv. Saaledes er det subjektive Hvorledes og Subjektiviteten Sandheden.

✂ Men det Hvorledes, der subjektivt accentueres, er tillige, netop fordi Subjektet er existerende, dialektisk i Retning af Tid. I Lidenskabens Afgjørelses Øieblik, hvor Veien svinger af fra den objektive Viden, seer det ud som var dermed den uendelige Afgjørelse færdig. Men i samme Øieblik er den Existerende i Timeligheden, og det subjektive Hvorledes er forvandlet til en Stræben, som er ►impulseret og gjentagent forfrisket af Uendelighedens afgjørende Lidenskab, men som dog er en Stræben.

✂ Naar Subjektiviteten er Sandheden, maa Sandhedens Bestemmelse tillige indeholde i sig et Udtryk for Modsætningen til Objektiviteten, en Erindring fra hiint ►Veiskille, og dette Udtryk angiver da tillige Inderlighedens Spændstighed. Her er en saadan Definition paa Sandhed: den objektive Uvished, fastholdt i den meest lidenskabelige 170Inderligheds Tilegnelse, er Sandheden, den høieste Sandhed der er for en Existerende. Der hvor Veien svinger af (og hvor det er, lader sig ikke objektivt sige, da det netop er Subjektiviteten), bliver den objektive Viden sat i Bero. Objektivt har han da kun Uvisheden, men netop dette strammer Inderlighedens uendelige Lidenskab, og Sandheden er netop dette Vovestykke, med Uendelighedens Lidenskab at vælge det objektivt Uvisse. Jeg betragter Naturen for at finde Gud, jeg seer jo ogsaa Almagt og Viisdom, men jeg seer tillige meget Andet som ængster og forstyrrer. ►Summa summarum heraf bliver den objektive Uvished, men netop derfor er Inderligheden saa stor, fordi Inderligheden omfatter den objektive Uvished med Uendelighedens hele Lidenskab. I Forhold til en mathe187matisk Sætning f. Ex. er Objektiviteten given, men derfor er dens Sandhed ogsaa en ligegyldig Sandhed.

✂ Men den givne Bestemmelse af Sandhed er en Omskrivning af Tro. Uden Risico ingen Tro. Tro er netop Modsigelsen mellem Inderlighedens uendelige Lidenskab og den objektive Uvished. Kan jeg objektivt gribe Gud, saa troer jeg ikke, men netop fordi jeg ikke kan det, derfor maa jeg troe; og vil jeg bevare mig i Troen, maa jeg bestandig passe paa, at jeg fastholder den objektive Uvished, at jeg, i den objektive Uvished er »►paa de 70,000 Favne Vand«, og dog troer.

✂ I den Sætning, at Subjektiviteten, Inderligheden er Sandheden, er indeholdt den socratiske Viisdom, hvis udødelige Fortjeneste er netop at have agtet den væsentlige Betydning af at existere, af at den Erkjendende er existerende, hvorfor han i sin Uvidenhed i høieste Forstand indenfor Hedenskabet var i Sandheden. At fatte dette, at Speculationens Ulykke 151 netop er at den atter og atter glemmer, at den Erkjendende er en Existerende, kan allerede være vanskeligt nok i vor objektive Tid. »►Men at gaae videre end 👤Socrates, naar man end ikke har fattet det Socratiske, det er idetmindste ikke Socratisk.« Cfr. Smulernes Moral.

✂ Lad os nu ligesom i Smulerne fra dette Punkt forsøge en Tankebestemmelse, der virkelig gaaer videre. Om den er sand eller den er usand, har jeg her Intet med at gjøre, da jeg blot er experimenterende, men saa Meget maa der fordres, at det er tydeligt, at det Socratiske er forstaaet deri, saa jeg da idetmindste ikke kommer bag ved 👤Socrates igjen.

✂ Naar Subjektiviteten, Inderligheden er Sandheden, saa er Sandheden 171 objektivt bestemmet Paradoxet; og det at objektivt Sandheden er Paradoxet, viser netop, at Subjektiviteten er Sandheden, da jo Objektiviteten støder fra, og Objektivitetens Frastød eller Udtrykket for Objektivitetens Frastød er Inderlighedens Spændstighed og ►Kraftmaaler. Paradoxet er den objektive Uvished, der er Udtrykket for Inderlighedens Lidenskab, hvilken netop er Sandheden. Saaledes det Socratiske. Den evige, væsentlige Sandhed, ɔ: den, der forholder sig væsentlig til en Existerende ved væsentlig at angaae det at existere (al anden Viden er socratisk seet tilfældig, dens Grad og Omfang ligegyldig), er Paradoxet. Dog er den evige væsentlige Sandhed selv ingenlunde Paradoxet, men 188er det ved at forholde sig til en Existerende. Den socratiske Uvidenhed er Udtrykket for den objektive Uvished, den Existerendes Inderlighed er Sandheden. For her strax at anticipere, bemærkes Følgende: den socratiske Uvidenhed er ►et Analogon til ►det Absurdes Bestemmelse, kun at der i det Absurdes Støden fra, er endnu mindre objektiv Vished, da der kun er Vished om, at det er absurdt, og netop derfor uendelig større Spændstighed i Inderligheden; den socratiske Inderlighed i at existere er et Analogon til Troen, kun at dennes Inderlighed, som svarende ikke til Uvidenhedens Frastød, men til det Absurdes, er uendelig dybere.

✂ Socratisk er den evige væsentlige Sandhed ingenlunde paradox i sig selv, men kun ved at forholde sig til en Existerende. Dette er udtrykt i ►en anden socratisk Sætning: at al Erkjenden er en Erindren. Denne Sætning er en Antydning af Speculationens Begynden, men 👤Socrates forfulgte den derfor heller ikke, væsentligen blev den platonisk. Her er det, hvor Veien svinger af, og 👤Socrates væsentligen accentuerer det at existere, medens 👤Plato, glemmende dette, fortaber sig i Speculation. 👤Socrates's uendelige Fortjeneste er netop den at være en existerende Tænker, ikke en Speculant, der glemmer hvad det er at existere. For 👤Socrates betyder derfor det, at al Erkjenden er en Erindren, i Afskedens Øieblik 152 og som en bestandig ophævet Mulighed af at speculere, for ham betyder det det Dobbelte: 1) at den Erkjendende væsentligen er ►integer, og at der for ham ingen anden Mislighed er med Hensyn til Erkjendelsen af den evige Sandhed end den, at han existerer, hvilken Mislighed er ham saa væsentlig og afgjørende, at den betyder, at det at existere, Inderliggjørelsen i og ved at existere, er Sandheden; 2) at Existentsen i Timeligheden ikke har nogen afgjørende Betydning, fordi der bestandigt 172 er Muligheden af erindrende at tage sig selv tilbage i Evigheden, om denne Mulighed end bestandigt ophæves derved, at Inderliggjørelse i at existere udfylder Tiden¹. 153173

✂ 189Det uendelig Fortjenstlige ved det Socratiske var netop at accentuere, at den Erkjendende er Existerende, og at det at existere det Væsentlige. ►At gaae videre ved ikke at forstaae dette, er kun en maadelig Fortjeneste. Dette maae vi da altsaa have in mente, og saa see om Formelen dog ikke lod sig forandre saaledes, at der virkelig gaaes videre end det Socratiske.

✂ Altsaa Subjektiviteten, Inderligheden er Sandheden; gives der nu et inderligere Udtryk derfor? Ja, hvis den Tale: Subjektiviteten, Inderligheden er Sandheden, begynder saaledes: Subjektiviteten er Usandheden. Man forhaste sig ikke. Speculationen siger ogsaa, at Subjektiviteten er 190Usandheden, men siger det lige i den modsatte Retning, nemlig hen til at Objektiviteten er Sandheden. Speculationen bestemmer Subjektiviteten negativt hen til Objektiviteten. Den anden Bestemmelse forhindrer sig selv derimod, idet den vil begynde, hvilket netop gjør Inderligheden langt inderligere. Socratisk er Subjektiviteten Usandheden, hvis den ikke vil fatte, at Subjektiviteten er Sandheden, men f. Ex. vil være objektiv. Her derimod er Subjektiviteten, idet den vil begynde paa at blive Sandheden, ved at blive subjektiv, i den Vanskelighed, at den er Usandheden. Saa gaaer Arbeidet tilbage, tilbage nemlig i Inderlighed. Det er saa langtfra, at Veien saaledes skulde være hen til det Objektive, at Begyndelsen blot ligger endnu dybere i Subjektiviteten.

✂ Men Usandheden kan Subjektet ikke være evigt, eller evigt forudsættes at have været, den maa være bleven det i Tiden, eller blive det i Tiden. Det socratiske Paradox laa i, at den evige Sandhed forholdt sig til en Existerende, men nu har Existentsen anden Gang mærket den Existerende; der er foregaaet en saa væsentlig Forandring med ham, at han ingenlunde kan socratisk erindrende tage sig selv tilbage i Evigheden. At gjøre dette er at speculere, at kunne gjøre dette, men at ophæve Muligheden deraf ved at fatte Inderliggjørelsen i Existents, er det Socratiske; men nu er Vanskeligheden den, at det der fulgte 👤Socrates som en ophævet Mulighed, er bleven en Umulighed. Var det at speculere 191allerede i Forhold til det Socratiske en mislig Fortjeneste, nu er det kun Confusion.

✂ Paradoxet fremkommer naar den evige Sandhed og det at existere sættes sammen, men for hver Gang det at existere mærkes, bliver Para154doxet tydeligere og tydeligere. Socratisk seet var den Erkjendende en Existerende, men nu er den Existerende saaledes mærket, at Existentsen har foretaget en væsentlig Forandring ved ham. 174

✂ Lad os nu kalde Individets Usandhed Synd. Evigt seet kan han ikke være Synd eller forudsættes evigt at have været i den. Altsaa ved at blive til (thi Begyndelsen var jo, at Subjektiviteten er Usandheden) bliver han Synder. Han fødes ikke som Synder i den Forstand, at han forudsættes som Synder førend han fødtes, men han fødes i Synd og som Synder. Dette kunne vi jo kalde Arvesynden. Men har Existentsen saaledes faaet Magt over ham, da er han forhindret i ved Erindring at tage sig selv tilbage i Evigheden. Var det allerede paradox, at den evige Sandhed forholdt sig til en Existerende, nu er det absolut paradox, at den forholder sig til en saadan Existerende. Men jo vanskeligere det er gjort ham, erindrende at tage sig ud af Existents, desto inderligere kan hans Existeren blive i Existentsen; og naar det er gjort ham umuligt, naar han ►stikker saaledes i Existents, at Erindringens Bagdør for evigt er lukket, saa bliver Inderligheden den dybeste. Men lader os aldrig glemme, at det socratisk Fortjenstfulde netop var at udhæve, at den Erkjendende er existerende, thi jo vanskeligere Sagen bliver, desto mere fristes man at ile ad Speculationens lette Vei fra Forfærdelser og Afgjørelser til Navnkundighed, Ære, gode Dage o. s. v. Fattede allerede 👤Socrates Misligheden ved at tage sig selv speculerende ud af Existents tilbage i Evigheden, da der dog ingen Mislighed var ved den Existerende uden den, at han existerede, og saa den, at det at existere var det Væsentlige: nu er det umuligt. Fremad maa han, tilbage er det umuligt.

✂ Subjektiviteten er Sandheden. Ved at den evige væsentlige Sandhed forholdt sig til den Existerende, blev Paradoxet til. Lad os nu gaae videre, lad os antage, at den evige væsentlige Sandhed selv er Paradoxet. Hvorledes fremkommer Paradoxet? Ved at den evige væsentlige Sandhed og det at existere sættes sammen. Naar vi da altsaa sætte det sammen i Sandheden selv, saa bliver Sandheden et Paradox. Den evige Sandhed er bleven til i Tiden. Dette er Paradoxet. Blev Subjektet i det 192nærmest Foregaaende forhindret i at tage sig selv tilbage i Evigheden ved Synden, nu skal det ikke bekymre sig derover, thi nu er den evige væsentlige Sandhed ikke bag ved, men kommen foran det ved selv at existere eller have existeret, saa hvis Individet ikke existerende, i Existentsen, faaer fat paa Sandheden, ⓘ faaer det den aldrigfaaer det den aldrig] SKS, faaer den det aldrig A; saa faaer det slet ikke fat paa Sandheden K, faaer den det aldrig R, a1.

✂ Skarpere kan Existents aldrig accentueres end den nu er bleven det. Speculationens Svig med at ville erindre sig ud af Existentsen 175 er gjort umulig. Her kan kun være Tale om at fatte dette, enhver Speculation, 155 der vil være Speculation, viser ►eo ipso, at den ikke har fattet dette. Individet kan støde alt dette fra sig og tye til Speculationen, men antage det og saa ville hæve det ved Speculationen er umuligt, fordi det er lige beregnet paa at forhindre Speculationen.

✂ Naar den evige Sandhed forholder sig til en Existerende, bliver den Paradoxet. Paradoxet støder i den objektive Uvished og Uvidenheden fra i den Existerendes Inderlighed. Men da Paradoxet ikke i sig selv er Paradoxet, støder det ikke inderlig nok fra; thi uden Risico ingen Tro, jo mere Risico, jo mere Tro; jo mere objektiv Tilforladelighed, jo mindre Inderlighed (thi Inderligheden er netop Subjektiviteten); jo mindre objektiv Tilforladelighed, jo dybere er den mulige Inderlighed. Naar Paradoxet selv er Paradoxet, støder det fra i Kraft af det Absurde, og Inderlighedens Lidenskab, der svarer dertil, er Troen. – Men Subjektiviteten, Inderligheden er Sandheden, thi ellers have vi glemt det socratisk Fortjenstlige; men der gives intet stærkere Udtryk for Inderligheden, end naar ►Retiraden ud af Existentsen erindrende ind i Evigheden er gjort umulig: da med Sandheden imod sig som Paradoxet, i Syndens Angest og med denne Smerte, med Objektivitetens uhyre Risico – at troe. Men uden Risico ingen Tro, end ikke den socratiske, end mindre den, vi her tale om.

✂ Naar 👤Socrates troede, at Gud er til, da fastholdt han den objektive Uvished med Inderlighedens hele Lidenskab, og i denne Modsigelse, i denne Risico er netop Troen. Nu er det anderledes, istedetfor den objektive Uvished, er her Visheden om at det objektivt seet er det Absurde, og dette Absurde fastholdt i Inderlighedens Lidenskab er Troen. Den socratiske Uvidenhed er som en vittig Spøg i Sammenligning med det Absurdes Alvor, og den socratiske existerende Inderlighed som en græsk Sorgløshed i Sammenligning med Troens Anstrængelse.

✂ 193Hvilket er nu det Absurde? Det Absurde er, at den evige Sandhed er bleven til i Tiden, at Gud er blevet til, er født, har voxet o. s. v., er blevet til aldeles som det enkelte Menneske, ikke til at skjelne fra et andet Menneske, thi al umiddelbar Kjendelighed er for-socratisk Hedenskab og jødisk seet Afgudsdyrkelse; og enhver Bestemmelse af Det, som virkelig gaaer videre end det Socratiske, maa væsentligen have et Mærke af, at det staaer i Forhold til dette, at Guden er blevet til, fordi Tro, ►sensu strictissimo, som udviklet 176 blev ►i Smulerne, refererer sig til Tilblivelse. Naar 👤Socrates troede, at Gud er til, da indsaae han vel, at der hvor Veien svinger af, er der en objektiv Approximerens Vei, ved f. Ex. at betragte Naturen, Verdenshistorien o. s. v. Hans Fortjeneste var netop at flye denne Vei, hvor den qvantiterende ►Sirenesang fortryller og narrer den Existerende. I Forhold til det Absurde er den objektive Appro156ximeren, der er som den ►Comedie Misforstaaelse paa Misforstaaelse, som i Almindelighed opføres af Privat-Docenter og Speculanter.

✂ Det Absurde er netop ved det objektive Frastød Troens Kraftmaaler i Inderlighed. Altsaa det er en Mand, der vil have Troen; lad nu Comedien begynde. Han vil have Troen, men ved Hjælp af den objektive Overveielse og Approximeren vil han sikkre sig. Hvad skeer? ved Hjælp af Approximeringen bliver det Absurde noget Andet, det bliver sandsynligt, det bliver mere sandsynligt, det bliver maaskee overmaade og særdeles sandsynligt. Nu er det da, han skal til at troe det, og han tør sige om sig selv, at han troer ikke som Skomagere og Skrædere og Eenfoldige, men først efter lang Overveielse. Nu skal han da til at troe det; men see, nu er det netop blevet umuligt at troe det. Det ►næstendeels Sandsynlige, det Sandsynlige, det overmaade og særdeles Sandsynlige, det kan han næstendeels og saa godt som vide, overmaade og særdeles næstendeels vide – men troe det, lader sig ikke gjøre; thi det Absurde er netop Troens Gjenstand og det Eneste, der lader sig troe. – Eller det er en Mand, der siger, han har Troen, men han vil nu gjøre sig sin Tro tydelig, han vil forstaae sig i sin Tro. Nu begynder Comedien igjen. Troens Gjenstand bliver næstendeels sandsynlig, den bliver saa godt som sandsynlig, den bliver sandsynlig, den bliver overmaade og særdeles sandsynlig. Han er færdig, han tør sige om sig selv, at han ikke troer som Skomagere og Skrædere eller andre Eenfoldige, men han har tillige forstaaet sig i sin Troen. Forunderlige Forstaaelse; han har tvert194imod faaet noget Andet at vide om Troen end han troede, og faaet at vide, at han ikke mere troer, da han næstendeels veed, saa godt som veed, overmaade og særdeles næstendeels veed.

✂ Forsaavidt det Absurde har Tilblivelsens Moment i sig, vil en Approximations-Vei ogsaa være den, der forvexler Tilblivelsens absurde Faktum, der er Troens Gjenstand, med et simpelt historisk Faktum, og altsaa søger historisk Vished for det, der netop er det Absurde, fordi det indeholder den Modsigelse, at Det der kun lige stik mod al menneskelig Forstand kan blive det Historiske er blevet 177 det. Denne Modsigelse er netop det Absurde, der kun kan troes; faaes der en historisk Vished, saa faaer man blot Vished for, at det, der er vist, er ikke det Omspurgte. Et Vidne kan bevidne, at han har troet det, og altsaa at det saa langtfra at være en historisk Vished er lige mod hans Forstand, men et saadant Vidne støder jo fra i samme Forstand som det Absurde, og et Vidne, der ikke saaledes støder fra, er eo ipso en Bedrager, eller en Mand, der taler om noget ganske Andet, og et saadant Vidne kan da heller ikke hjælpe uden til at faae Vished om noget ganske Andet. 100,000 enkelte 157 Vidner, der netop ved deres Vidnesbyrds særlige Beskaffenhed (at de have troet det Absurde) blive enkelte Vidner, blive ei heller ►en masse til noget Andet, saa det Absurde blev mindre absurd – hvorfor? fordi 100,000 Mennesker hver for sig havde troet, at det var absurd? Tvertimod, hine 100,000 Vidner støde igjen fra aldeles ligesom det Absurde. – Dog dette behøver jeg ikke her videre at udføre, ►det har jeg i Smulerne (især der hvor Forskjelligheden ophæves mellem Discipelen paa første og anden Haand), og i første Deel af denne Bog, udført omhyggeligt nok, at al Approximation gavner til Intet, da det tvertimod gjelder om, at skaffe Indledningsbetragtninger, Tilforladeligheder, Beviser af Virkninger, det hele Opløb af ►Assistentshuusforvaltere og ►Vederhæftige bort, for at faae det Absurde tydeligt – at man da kan troe, om man vil det – jeg siger kun, at det maa være den yderste Anstrængelse.

✂ Vil Speculationen indlade sig med dette og som altid sige: evigt, guddommeligt, ►theocentrisk seet, er der intet Paradox – saa skal jeg ikke kunne afgjøre, om Speculanten har Ret, thi jeg er kun et stakkels existerende Menneske, der hverken evigt eller guddommeligt eller theocentrisk kan betragte det Evige, men maa nøies med at existere. Saa meget er derimod vist, at ved Speculationen gaaer Alt tilbage, tilbage forbi det 195Socratiske, der dog fattede, at det at existere var det Væsentlige for en Existerende, end sige da at Spekulationen har givet sig Tid til at fatte hvad det vil sige, saaledes at være bestedt i Existents som den Existerende i det Experimenterede.

✂ Forskjelligheden mellem det Socratiske og Det, som gaaer videre, er tydelig nok, og væsentlig den samme som i Smulerne, thi i det Sidste er der Intet forandret og kun i det Første Sagen gjort noget vanskeligere, men dog ikke vanskeligere end den er, som den ogsaa er bleven lidt vanskeligere derved, at jeg, medens jeg i Smulerne blot experimenterede Paradoxets Tankebestemmelse frem, her tillige 178 har ladet latent følge en Forsøgen paa, at lade Paradoxets Nødvendighed blive tydelig, hvilket, om end Forsøget er noget svagt, altid er noget Andet end speculativt at hæve Paradoxet.

✂ Christendommen har nu selv forkyndt sig at være den evige væsentlige Sandhed, der er blevet til i Tiden, den har forkyndt sig som Paradoxet, og fordret Troens Inderlighed i Forhold til ►hvad der er Jøder en Forargelse og Græker en Daarskab – og Forstanden det Absurde. Stærkere kan det ikke udtrykkes, at Subjektiviteten er Sandheden, at Objektiviteten blot støder fra, endog i Kraft af det Absurde, som det jo ogsaa synes underligt, at Christendommen skulde være kommen ind i Verden for at blive forklaret, ak, som var den selv noget i Vildrede over 158 sig selv, og derfor kom til Verden for at tage til den kloge Mand, Speculanten, der kan hjælpe med Forklaringen. Inderligere kan det ikke udtrykkes, at Subjektiviteten er Sandheden, end naar Subjektiviteten i sit Første er Usandheden, og dog Subjektiviteten Sandheden.

✂ Sæt Christendommen var og vil være en Hemmelighed, saadan en Hemmelighed ►tilgavns, ikke en theatralsk Hemmelighed, der bliver aabenbar i femte Akt, medens den snilde Tilskuer allerede gjennemskuer den i ►Expositionen. Sæt en Aabenbaring sensu strictissimo maa være Hemmeligheden, og netop ene og alene være kjendelig paa at den er Hemmeligheden, medens ►Aabenbaringen ►sensu laxiori, Erindringens Tilbagetagen ind i det Evige var ligefrem en Aabenbarelse. Sæt den aandelige Begavetheds Forskjel var Forskjellen mellem at kunne sætte det tydeligere og tydeligere frem, at den er og bliver en Hemmelighed for Existerende; sæt den aandelige Begavethed i Forhold til Misforstaaelsen var forskjellig i Forhold til som den Enkelte mere og mere ►196skuffende kunde give det Skin af, at han havde forstaaet Hemmeligheden. Sæt det dog var en Salighed, ►bestedt i Existentsens Yderste at forholde sig til denne Hemmelighed uden at forstaae den, blot troende. Sæt Christendommen slet ikke vilde forstaaes, sæt den, for at udtrykke dette og for at forhindre Nogen i at vildledes til at gaae Objektivitetens Vei, har forkyndt sig at være Paradoxet. Sæt den blot vilde være for Existerende og væsentligen for Existerende i Inderlighed, i Troens Inderlighed, som ikke kan udtrykkes bestemtere, end at det er det Absurde, der fastholdes med Uendelighedens Lidenskab. Sæt den ikke vilde forstaaes, og det Maximum af Forstaaelse der kan være Tale om, er at forstaae, at den ikke kan forstaaes. Sæt den derfor accentuerede 179 det at existere saa afgjørende, at den Enkelte blev Synder, Christendommen Paradoxet, Existentsen Afgjørelsens Tid. Sæt det at speculere var en Anfægtelse, den betænkeligste af alle. Sæt Speculanten var ikke ►den forlorne Søn, thi saaledes vilde den bekymrede Gud vel kun kalde den Forargede, hvem han dog vedbliver at elske, men det uartige Barn, der ikke vil blive, hvor Existerende høre hjemme, i Existentsens Børne- og Opdragelses-Stue, hvor man kun bliver Mand ved Inderlighed i at existere, men vil ind i ►Guds Raad, bestandigt skrigende paa, at evigt, guddommeligt, theocentrisk seet er der intet Paradox. Sæt Speculanten var den urolige Beboer, der, uagtet det var vitterligt, at han er Leier, dog i Betragtning af den abstrakte Sandhed, at evigt guddommeligt seet er al Eiendom fælleds, vil være Eier, saa der ikke var Andet at gjøre end at sende Bud efter en Betjent, der vel vilde sige ligesom ►Stokkemændene sige til 👤Geert Westphaler: det gjør os ondt, 159 at vi skal komme i dette Ærinde. – Er det at være Menneske nu blevet noget Andet end det var i gamle Dage, er Vilkaaret ikke det samme: at være et enkelt existerende Væsen, og det at existere det Væsentlige saa længe man er Existentsen? »Men Menneskene ere nu meget mere vidende.« »Ganske rigtigt, men sæt Christendommen ikke er nogen Videns-Sag, saa den megen Viden ikke gavner undtagen til lettere at geraade i den Forvirring, at betragte Christendommen som en Videns-Sag.« Og hvis Menneskene nu ere mere vidende, og vi tale jo ikke om Viden om ►Jernbaner, Maskiner, ►Caleidoskoper, altsaa mere vidende om det Religieuse, hvorledes ere de da blevne det? Vel ved Christendommen? Altsaa saaledes lønner man Christendommen. Man faaer Noget at vide af Christendommen, det 197misforstaaer man, og til ny Misforstaaelse bruger man det mod Christendommen. Var det Forfærdelsen i gamle Dage, at man kunde forarges; nu er Forfærdelsen den, at der ingen Forfærdelse er, at man een to tre, inden man seer sig om, bliver en Speculant, der speculerer over Troen. Over hvilken Tro? Er det over den, han har, og især over om han har den eller han ikke har den? Ak, nei, det er for lidt for en objektiv Speculant. Altsaa over den objektive Tro. Hvad vil det sige, den objektive Tro? Det vil sige en Sum af Læresætninger. Men sæt Christendommen slet ikke var noget Saadant; sæt den tvertimod var Inderligheden, og derfor Paradoxet for at støde objektivt fra, at den kan være for den Existerende i Existentsens Inderlighed, ved at stille ham saa afgjørende som ingen Dommer kan stille den Anklagede, 180 mellem Tid og Evighed i Tid, mellem Himmel og Helvede i Frelsens Tid. Den objektive Tro, det er jo som var Christendommen ogsaa forkyndt som et lille System, vel ikke saa godt som det hegelske; det er som havde Christus, ja, jeg har ingen Skyld naar jeg siger det, som havde Christus været Professor, og Apostlene dannet et lille ►Videnskabernes Selskab. Sandeligen, var det engang vanskeligt at blive Christen, nu troer jeg, det bliver vanskeligere Aar for Aar, fordi det nu er blevet saa let at blive det, at det Eneste, der er lidt Concurrence om, er at blive Speculant. Og dog er Speculanten maaskee allerlængst fra Christendommen, og det maaskee langt at foretrække, at være en Forarget, der dog bestandig forholder sig til Christendommen, medens Speculanten har forstaaet den. Forsaavidt er der Haab om, at der dog bliver Lighed mellem en Christen nu og i de første Dage, og det at ville være en Christen igjen bliver Daarskab. I den første Tid var en Christen en Daare i Verdens Øine, det var Hedninger og Jøder en Daarskab, at han vilde være det; nu er man Christen uden videre, vil da nogen være det med uendelig Lidenskab, da er han en Daare, som det jo altid er Daarskab med uendelig Lidenskab at 160 ville anstrænge sig for at blive hvad man er uden videre, ligesom ►hvis En vilde give al sin Formue hen for at kjøbe en Ædelsteen – han eiede. Fordum var en Christen en Daare i Verdens Øine, nu ere alle Mennesker Christne, han bliver alligevel en Daare – i de Christnes Øine.

✂ Sæt det var saaledes; jeg siger bare: sæt, og mere siger jeg ikke; men da man vel nu snart er træt af Speculanter, der overhøre hinanden paa 198Prent i den systematiske Ramse, saa kan det jo altid være en Afvexling at spørge Sagen igjennem paa en anden Maade.

✂ »Men evigt, guddommeligt, og isærdeleshed theocentrisk seet er der intet Paradox, den sande Speculation bliver derfor ikke staaende ved Paradoxet, den gaaer videre og forklarer det«. »Maa jeg nu bede om Fred, og frabede mig, at han begynder igjen, jeg har jo sagt, at med ►Over- og Underjordiske kan jeg ikke indlade mig.« »Forklaringens Begyndelse og Fuldendelse er med mig, og det er derpaa den evige Sandhed har ventet; thi det er ganske rigtigt, at den kom ind i Tiden, men den første Udgave var kun et ufuldkomment Forsøg. Den evige Sandhed kom ind i Verden, fordi den trængte til en Forklaring og imødesaae denne ved at foranledige en Discussion. ►Saaledes udgiver ogsaa en Professor Grundtrækkene til et System, idet han regner paa, at Skriftet, ved at blive anmeldt 181 og drøftet, efter længere eller kortere Tids Forløb vil kunne udkomme i en ny og aldeles omarbeidet Skikkelse. Først denne anden Udgave, naar den har afventet kyndige Mænds Raad og Dom, er Sandheden, og saaledes er Speculationen først den sande og ene tilfredsstillende Udgave af Christendommens foreløbige Sandhed«.

✂ Lad os da saa, med et Par Exempler oplyse, hvorledes Speculationen, netop fordi den ikke vil fatte, at Subjektiviteten er Sandheden, har gjort sig fortjent af Christendommen, der eengang for alle er Paradoxet og paa ethvert Punkt paradox, medens Speculationen forblivende i Immanentsen, der er Erindringens sig Udtagen af Existents, paa ethvert Punkt tilveiebringer en Forflygtigelse, der ved Hjælp af det Kunststykke, ikke at tænke noget Afgjørende ved det meest Afgjørende (hvilket jo netop er beregnet paa ved Afgjørelsen at forhindre Immanentsen), men benyttende Afgjørelsens Udtryk som en Talemaade, bliver en hedensk Reminiscents, mod hvilken der Intet er at indvende hvis den ligefrem bryder med Christendommen, men meget at indvende naar den skal være Christendom.

✂ Den Sætning, at Gud har været til i menneskelig Skikkelse, er bleven født, har voxet, o. s. v., er vel Paradoxet sensu strictissimo, det absolute Paradox. Men som det absolute Paradox kan det ikke forholde sig til en relativ Forskjel. Det relative Paradox forholder sig til den 161 relative Forskjel mellem mere eller mindre kløgtige Hoveder, men det absolute Paradox, netop fordi det er det absolute, kan kun forholde sig til den 199absolute Forskjel, hvorved Mennesket er forskjelligt fra Gud, ikke forholde sig til relativt Kjævl mellem Menneske og Menneske, at den Ene er lidt bedre Hoved end den Anden. Men den absolute Forskjel mellem Gud og Menneske er netop den at Mennesket er et enkelt existerende Væsen (og dette er det bedste Hoved ligesaa fuldt som den Dummeste), hvis væsentlige Opgave derfor ikke kan være at tænke sub specie æterni, da han selv, vel evig, dog saa længe han existerer væsentlig er Existerende, og det Væsentlige for ham derfor maa være Inderlighed i Existentsen; Gud derimod den Uendelige, der er evig. Saasnart jeg gjør Forstaaelsen af Paradoxet ►commensurabel for Forskjellen mellem mere eller mindre aandelig Begavethed (en Forskjel der dog aldrig kommer ud over det at være Menneske, med mindre at En blev saa godt et Hoved, at han ikke blot blev Menneske, men tillige Gud), saa viser eo ipso min Tale om Forstaaelsen, at det jeg har forstaaet ikke er det absolute Paradox, men et relativt, thi det absolute Paradox 182 kan der kun forstaaes om, at det ikke kan forstaaes. »Men saa kan Spekulationen slet ikke komme til at faae det fat.« »Ganske rigtigt, det er netop det, som Paradoxet siger, der blot støder fra i Retning af Inderlighed i Existents«. Maaskee har dette sin Grund i, at objektivt er der ingen Sandhed for existerende Væsener, men kun Approximation, men subjektivt er Sandheden hos dem i Inderligheden, fordi Sandhedens Afgjørelse er i Subjektiviteten.

✂ ►Den moderne mythiske allegoriserende Retning erklærer uden videre hele Christendommen for Mythe. En saadan Fremgangsmaade er idetmindste aaben Færd, og Enhver kan let dømme om den. Spekulationens Venskab er af en anden Art. Spekulationen bekæmper for en Sikkerheds Skyld den ugudelige mythisk-allegoriserende Retning, og vedbliver saa: ⓘ »Spekulationen»Spekulationen] a1α, Spekulationen A derimod antager vel Paradoxet, men bliver ikke staaende ved det.« »Fordres heller ikke, thi naar man troende vedbliver at holde det fast, fordybende sig ved Existents i Troens Inderlighed, saa bliver man heller ikke staaende«. Spekulationen bliver ikke staaende – hvad vil det sige? Vil det sige at Dhrr. ⓘ Spekulanter ophøreSpekulanter ophøre] a1α, Spekulanter, ophøre A at være Mennesker, enkelte existerende Mennesker, og ►en famille blive ►Allehaande? Ellers bliver man vel nok nødt til at blive staaende ved Paradoxet, naar dette netop er begrundet i og Udtrykket for, at den evige væsentlige Sandhed forholder sig til Existe200rende med Opfordring til at de skulle gaae videre og videre i Troens Inderlighed.

✂ Hvad vil det overhovedet sige at forklare Noget? Er det at forklare at vise, at det omspurgte dunkle Noget ikke er dette, men noget Andet? 162 Det var en besynderlig Forklaring, jeg troede, at det ved Forklaringen netop blev tydeligt, at det omspurgte Noget var dette Bestemte, saa Forklaringen ikke tog det Omspurgte bort, men Dunkelheden. Ellers er Forklaringen noget andet end en Forklaring, den er en Berigtigelse. Forklaringen af Paradoxet tydeliggjør hvad Paradoxet er, og tager Dunkelheden bort; Berigtigelsen tager Paradoxet bort og tydeliggjør, at der intet Paradox er; men dette Sidste er jo ingen Forklaring af Paradoxet, men vel en Forklaring af, at der intet Paradox er. Men dersom Paradoxet fremkommer ved at det Evige og et existerende enkelt Menneske sættes sammen, tager da Forklaringen, som den tager Paradoxet bort, ogsaa det at existere bort fra den Existerende? Og naar en Existerende ved sig selv eller ved en Andens Hjælp er kommet eller bragt det allernærmest, at det er ham, som existerede han ikke, hvad er han 183 saa? Saa er han distrait. Altsaa den Forklaring af det absolute Paradox, at der intet Paradox er uden saadan til en vis Grad, hvilket vil sige, at der kun er relative Paradoxer, den er – ikke for Existerende, men for Distraite. Ja saa er alt i sin Orden. Forklaringen er, at Paradoxet kun er saadan til en vis Grad, og det er i sin Orden at den, nemlig Forklaringen, er for en Existerende, der saadan kun til en vis Grad er Existerende, da han glemmer det hvert andet Øieblik, og en saadan Existerende er netop en Distrait. Og naar saa En taler om det absolute Paradox, der er Jøder en Forargelse, Græker en Daarskab, Forstanden det Absurde, og henvender sin Tale til Speculationen, saa er denne ikke uhøflig nok til ligefrem at sige til ham, at han er en Daare, men giver en Forklaring, der indeholder en Berigtigelse, og saaledes indirecte lader ham forstaae, at han var i en Vildfarelse: saaledes bærer altid en human overlegen Aand sig ad mod den mere Indskrænkede. Fremgangsmaaden er aldeles socratisk, det eneste Usocratiske skulde være, hvis den Talende dog alligevel var Sandheden nærmere end Speculationens Forklaring, thi da bliver Uligheden, at 👤Socrates paa en høflig og indirecte Maade tog Usandheden fra den Lærende og gav ham Sandheden, Speculationen derimod paa en høflig og indirecte Maade tager Sandheden fra den Lærende og 201giver ham Usandheden. Men Høfligheden bliver dog det Fælleds. Og naar saa Christendommen selv erklærer sig at være Paradoxet, saa er Speculationens Forklaring ingen Forklaring, men en Berigtigelse, en høflig og indirecte Berigtigelse, som det sømmer sig en overlegen Aand i Forhold til den mere Indskrænkede.

✂ At forklare Paradoxet er det at gjøre det Udtryk Paradox til et rhetorisk Udtryk, til Noget, som den velbaarne Speculant vel siger har sin Gyldighed – men da igjen ikke sin Gyldighed? I saa Fald bliver jo dog 163 summa summarum, at der intet Paradox er. Ære være Hr. Professoren! Det er ikke for at tage Æren fra ham at jeg siger dette, som kunde jeg ogsaa hæve Paradoxet, ingenlunde. Men naar Professoren har hævet det, saa er det jo hævet, saa tør jeg jo sige, at det er hævet – med mindre ►Ophævelsen mere angik Professoren end Paradoxet, saa han, istedenfor at hæve Paradoxet, selv blev en betænkelig phantastisk Hævelse. I andet Tilfælde antager man, at det at forklare Noget er at lade det blive tydeligt i sin Betydning, at det er dette og ikke andet. Det at forklare Paradoxet vilde da være dybere og dybere at fatte, hvad et Paradox er, og at Paradoxet er 184 Paradoxet. Gud er saaledes en høieste Forestilling, der ikke lader sig forklare ved Andet, men kun forklare ved at fordybe sig i Forestillingen selv; ►de øverste Principer for al Tænkning lade sig kun bevise indirecte (negativt): sæt Paradoxet saaledes var Grændsen for en Existerendes Forhold til en evig væsentlig Sandhed, saa vil Paradoxet heller ikke være til at forklare ved Andet, naar Forklaringen skal være for Existerende. Men speculativt forstaaet udtrykker selv det absolute Paradox (thi Speculationen er ikke bange for at bruge afgjørende Udtryk, det Eneste, den er bange for, er at tænke noget Afgjørende derved) kun den relative Forskjel mellem mere og mindre begavede og studerede Mennesker. Paa den Maade vil efterhaanden Verdens Skikkelse forandres. Da Christendommen kom ind i Verden, var der slet ingen Professorer og Privat-Docenter, da var den et Paradox for Alle; i den nuværende Generation kan man antage, at hver Tiende er Privat-Docent, altsaa er den kun et Paradox for Ni af Ti. Og naar saa endelig ►Tidens Fylde kommer, ►hiin mageløse Fremtid, da der paa Jorden vil leve en Generation af Privat-Docenter og Docentinder: saa vil Christendommen have ophørt at være et Paradox. – Den der derimod vil paatage sig at forklare Paradoxet, han vil da, under Forudsætning af at han veed, 202hvad han vil, netop samle sig paa at vise, at det maa være et Paradox. At forklare ►den uudsigelige Glæde, hvad vil det sige? Vil det sige at forklare, at den er det og det? I saa Fald bliver det Prædikat uudsigelig kun et rhetorisk Prædikat, et stærkt Udtryk og andet Saadant. Den forklarende ►Tusindkunstner har da Alt i Beredskab før Forestillingens Begyndelse, og nu begynder den. Han duperer Tilhøreren, han kalder Glæden uudsigelig – og derpaa ny Overraskelse, ►en sand overraskende Overraskelse: han siger den ud. Sæt nu den uudsigelige Glæde havde sin Grund i den Modsigelse, at et existerende Menneske er sammensat af Uendelighed og Endelighed, bestedt i Tiden, saa det Eviges Glæde i ham bliver uudsigelig, fordi han er existerende, bliver et høieste Aandedrag, som dog ikke kan gestalte sig, fordi den Existerende er Existerende: saa vilde jo 164 Forklaringen være, den er uudsigelig, den kan ikke være Andet; ingen Vrøvl. Naar derimod en Dybsindig først dømmer En og Anden, som nægter, at en uudsigelig Glæde er til, og derpaa siger: nei, jeg antager, at der er en uudsigelig Glæde, men jeg gaaer videre og siger den ud, saa gjør han kun Nar af sig selv, og er kun deri forskjellig fra den Anden, som han dømmer, at den Anden er mere 185 ærlig og ⓘ ligefrem, sigerligefrem, siger] , , ligefrem siger R, a1; , ligefrem, siger a1α hvad den Dybsindige jo ogsaa siger, thi de sige væsentligen begge det Samme. – At forklare det Afgjørende er det at forvandle Udtrykket til en rhetorisk Vending, at man, ikke som Letsindige, nægter al Afgjørelse, men antager den, men antager den til en vis Grad. Hvad vil det sige, at udsige om Afgjørelsen, at den er til en vis Grad, det vil sige, at nægte Afgjørelse. Afgjørelse er netop beregnet paa, at gjøre en Ende paa hiint til en vis Grads evindelige ►Praten; saa antager man da Afgjørelsen, men see, man antager den til en vis Grad. Thi Speculationen er ikke bange for at bruge Afgjørelsens Udtryk, det Eneste, den er bange for, er at tænke noget Afgjørende derved. Og naar saa Christendommen vil være det existerende ⓘ Subjekt denSubjekt den] R, Subjekt, den A evige Afgjørelse, og Speculationen forklarer Afgjørelsen at være relativ, saa forklarer den ikke Christendommen, saa berigtiger den den. Om Speculationen har Ret, er et ganske andet Spørgsmaal; her er kun Spørgsmaal om, hvorledes dens Forklaring af Christendommen forholder sig til Christendommen som den forklarer.

✂ At forklare Noget, er det at ophæve det? Jeg veed vel, at ►det Ord aufheben har i det tydske Sprog forskjellige ja modsatte Betydninger; 203der er ofte nok erindret derom, at det baade kan betyde tollere og conservare. Jeg veed ikke af, at det danske Ord ophæve tillader nogen Tvetydighed, men derimod veed jeg, at ►vore tydsk-danske Philosopher bruge det som det tydske. Om det nu er en god Egenskab ved et Ord, at det kan betyde det Modsatte, veed jeg ikke, men Den, der vil udtrykke sig nøiagtigt, undgaaer gjerne Brugen af et saadant Ord paa de afgjørende Steder. Man har et simpelt, folkeligt Udtryk, hvormed man ⓘ humoristiskhumoristisk] R, som humoristisk A betegner det Umulige: ►at have Munden fuld af Meel og at blæse paa eengang; omtrent dette Kunststykke er det Speculationen gjør ved at benytte et Ord, der betegner lige det Modsatte. For ret tydeligt at betegne, at Speculationen ingen Afgjørelse veed af at sige, bruger den selv et saa tvetydigt Ord for at betegne den Art af Forstaaelse, der er den speculative Forstaaelse. Og seer man nærmere til, saa bliver Forvirringen tydeligere. Aufheben i Betydning af tollere er at tilintetgjøre, i Betydning af conservare, at bevare i aldeles uforandret Tilstand, slet ikke at gjøre Noget ved det Opbevarede. Ophæver Regjeringen et politisk Samfund, saa tilintetgjør den det; opbevarer en Mand Noget for mig, saa er det mig netop af 165 Vigtighed, at han slet ingen Forandring foretager derved. Ingen af Delene er det philosophiske 186 aufheben. Spekulationen ophæver da al Vanskelighed, og lader saa den tilbage, hvad jeg egentligen har at forstaae ved det den gjør ved denne Aufheben. Men lad nu denne Aufheben være ►at nedsætte Noget til et relativt Moment, som der jo ogsaa siges, naar det Afgjørende, naar Paradoxet nedsættes til et relativt Moment, saa vil dette sige, at der er intet Paradox, ingen Afgjørelse, thi Paradoxet og det Afgjørende er netop ved deres Gjenstridighed hvad de ere. Om Spekulationen har Ret, er et andet Spørgsmaal, men her spørges jo kun, hvorledes dens Forklaring af Christendommen forholder sig til Christendommen, som den forklarer.

✂ At Christendommen skulde være Usandhed, siger Spekulationen ingenlunde, tvertimod siger den jo, at netop Spekulationen fatter Christendommens Sandhed. Mere kan der dog vel ikke forlanges; har Christendommen nogensinde forlangt at være mere end Sandheden, og naar Spekulationen fatter den, er jo Alt i sin Orden. Og dog, nei, det er ikke saaledes; den systematiske Spekulation er i Forhold til Christendommen blot lidt snild i allehaande diplomatiske Vendinger, der ►be204stikke Godtroende. Christendommen, saaledes som den forstaaes af Spekulanten, er jo noget Andet end saaledes som den foredrages for de Eenfoldige. For dem er den Paradoxet, men Spekulanten veed at hæve Paradoxet. Det er altsaa ikke ►Christendommen, der er og var og bliver Sandheden, og Spekulantens Forstaaelse Forstaaelsen af at Christendommen er Sandheden, nei, det er Spekulantens Forstaaelse af Christendommen, der er Christendommens Sandhed. Forstaaelsen er altsaa et Andet end Sandheden; det er ikke saaledes, at først naar Forstaaelsen har forstaaet Alt hvad der ligger i Sandheden, først saa er Sandheden forstaaet, men saaledes, først naar hiin ►ϰατα δυναμιν Sandhed er forstaaet saaledes som Spekulanten forstaaer den, først saa – ja saa er det ikke Spekulationen der er bleven sand, men Sandheden der er bleven til. Sandheden er altsaa ikke givet, og Forstaaelsen det man venter paa, men der ventes paa, at Spekulationens Forstaaelse skal blive færdig, thi da først er Sandheden bleven til. Den spekulative Viden er saaledes ikke som ellers Viden er, et Ligegyldigt i Forhold til det, der vides, saa dette ikke forandres ved at vides, men bliver det Samme, nei, den spekulative Viden er selve Videns Gjenstand, saa denne nu ikke længere er den samme som den var, men samtidigen bleven til med Spekulationen som Sandheden.

✂ Om Spekulationen har Ret, er et andet Spørgsmaal, her spørges 187 kun, hvorledes dens Forklaring af Christendommen forholder sig til Christendommen, som den forklarer. Og hvorledes skulle de forholde sig? 166 Spekulationen er objektiv, og objektivt er der ingen Sandhed for en Existerende, men blot Approximeren, thi i at blive aldeles objektiv er han forhindret ved at existere. Christendommen derimod er subjektiv, Troens Inderlighed i den Troende er Sandhedens evige Afgjørelse. Og objektivt er der ingen Sandhed, thi den objektive Viden om Christendommens Sandhed eller dens Sandheder, er netop Usandhed; at kunne en Troes-Bekjendelse udenad er Hedenskab, fordi Christendommen er Inderligheden.

✂ Lad os tage Syndsforladelsens Paradox. Syndsforladelsen er socratisk paradox, forsaavidt den evige Sandhed forholder sig til en Existerende, ►sensu strictiori fordi den Existerende er en Synder, ved hvilken Bestemmelse Existents anden Gang er mærket, fordi den vil være en evig Afgjørelse i Tiden med tilbagevirkende Kraft til at ophæve det Forbi205gangne, og fordi den knyttes til at Gud har existeret i Tiden. Det enkelte existerende Menneske maa føle sig selv som Synder (ikke objektivt, det er Nonsens, men subjektivt, dette er den dybeste Smerte); med al sin Forstand (har det ene Menneske lidt mere deraf end det Andet, saa gjør det ingen væsentlig Forskjel, og det at beraabe sig paa sin store Forstand, er blot at forraade sin mangelfulde Inderlighed, ellers ►gaaer den nok i Løbet) indtil den sidste Vending maa han ville forstaae Synds-Forladelsen, og da fortvivle om Forstaaelsen. Med Forstanden lige imod sig maa saa Troens Inderlighed gribe Paradoxet; og netop at ►Troen strider saaledes, som Romerne engang strede, blendede af Solens Lys, er Inderlighedens Spændstighed¹. Vil nogensinde nogen anden Forstaaelse 188 trænge 167 sig frem i ham, saa seer han, han er ifærd med at tabe Troen, ligesom en Pige, naar hun først er bleven den Elskedes Kone, ved 206at opdage, at det lader sig let forstaae, at hun blev sin Mands Udvalgte, burde indsee, at denne Forklaring let lader sig forstaae deraf, at hun ikke mere er elskende. Men en Spekulant bærer sig anderledes ad. Han træder frem for et høistæret Publikum og siger: ►mine Herrer og Damer, thi saaledes maa jeg tiltale Dem, for en troende Menighed kan nemlig kun Paradoxet forkyndes af en Troende, men for et høistæret Publikum kan Sandheden forkyndes af en Spekulant: altsaa Synds-Forladelsen er et Paradox (almindelig Spænding), den pantheistiske Retning er en Vildfarelse, som Spekulationen bekæmper; men Spekulationen bliver ikke staaende ved Paradoxet, den forklarer det og ophæver det. Den meget ærede Spekulant har da ikke sat al sin Forstand ind, da han fortvivlede, hans Fortvivlelse var til en vis Grad, en fingeret Bevægelse, han beholdt en Deel af Forstanden tilbage – til Forklaringen. Det kan man kalde at have Gavn af sin Forstand. Den Troende har slet ingen Gavn af sin, han sætter den heel til i Fortvivlelsen, men Spekulanten veed at lade den strække til, han tager den ene Halvdeel til at fortvivle (naar det ellers ikke var Nonsens at fortvivle halvt) og den anden Halvdeel til at indsee, at der ingen Grund er for Forstanden til at fortvivle. Ja, saa maa Sagen naturligviis blive en anden; og hvor ligger saa Feilen? Naturligt i at den første Bevægelse er svigefuld, og altsaa egentligen ikke i, at han ikke blev staaende ved Troen, men i, at han slet ikke kom til den. Sæt nu Synds-Forladelsens Paradox havde sin Grund i, at det stakkels existerende Menneske er existerende, at han halvt er gudforladt, selv da, naar han mod Forstanden seirer i Troens Inderlighed; sæt at kun Evigheden kan give den evige Vished, Existentsen maa nøies med den stridende Vished, 189 hvilken ikke vindes ved, at Kampen bliver svagere eller illusorisk, men kun ved at den bliver stærkere. I saa Fald er jo dette Forklaringen, at det er og bliver et Paradox, og da først Alt er tabt, naar Nogen fatter, at det intet Paradox er, eller kun til en vis Grad. Men, siger maaskee det høistærede Publikum, naar Syndsforladelsen er 207noget Saadant, hvor kan 168 man saa troe den? Svar: dersom den ikke er noget Saadant, hvor kan man saa troe den? – Om Christendommen har Ret, er et andet Spørgsmaal, her spørges kun, hvorledes Spekulationens Forklaring forholder sig til Christendommen, som den forklarer. Men har Christendommen maaskee Uret: saa meget er vist, at Spekulationen har bestemt Uret, thi den eneste Conseqvents udenfor Christendommen er Pantheismens, Erindringens Tagen sig ud af Existentsen tilbage i det Evige, hvorved alle Existents-Afgjørelser kun blive et ►Skyggespil mod hvad der evigt er afgjort bag ved. Spekulationens fingerede Afgjørelse er som al fingeret Afgjørelse Nonsens, thi Afgjørelsen er netop den evige Protest mod Fiktioner. Pantheisten er evigt beroliget baglænds, det Øieblik, der er Tilværelsens i Tid, ►de 70 Aar er et Forsvindende. Spekulanten derimod vil være en Existerende, og dog igjen en Existerende der ikke er subjektiv, ikke i Lidenskab, ja existerende sub specie æterni, kort, han er distrait. Men hvad der forklares i Distraction, maa man ikke absolut ►fidere paa – en saadan Forklaring er, ja deri er jeg enig med Spekulationen, den er kun til en vis Grad.

✂ Dersom Spekulanten forklarer Paradoxet saaledes, at han ophæver det, og nu vidende veed, at det er ophævet, at Paradoxet altsaa ikke er den evige væsentlige Sandheds væsentlige Forhold til en Existerende i Existentsens Yderste, men kun et tilfældigt Relations-Forhold til de indskrænkede Hoveder: saa er der en væsentlig Forskjel mellem Spekulanten og den Eenfoldige, hvorved da hele Tilværelsen fra Grunden forvirres: Gud fornærmes ved at faae et Paahæng, ►en Mellemstab af gode Hoveder, og Menneskeheden krænkes ved at der ikke til Gud er et lige Forhold for alle Mennesker. Hiin i det Foregaaende opstillede gudelige Formel for Forskjellen mellem den Eenfoldiges og den eenfoldige Vises Viden af det Eenfoldige, at Forskjellen er den intetsigende Ubetydelighed, at den Vise veed af, at han veed eller veed af, at han ikke veed, hvad den Eenfoldige veed, denne Formel respekterer Spekulationen ingenlunde, og respekterer heller ei den i Forskjellen indeholdte Lighed mellem den Vise og den Eenfoldige, at de veed det Samme. Spekulanten 190 og den Eenfoldige veed nemlig ingenlunde det Samme, naar den Eenfoldige troer Paradoxet, og Spekulanten veed at det er ophævet. Ifølge den anførte Formel derimod, der ærer Gud og elsker Menneskene, vil Forskjellen være, at den Vise tillige veed af, at det maa være et Paradox, 208det Paradox, han selv troer. Altsaa veed de jo væsentligen det Samme, den Vise veed ikke noget Andet om Paradoxet, men han veed af, at han veed det om Paradoxet. Den eenfoldige Vise vil da fordybe sig i at fatte Paradoxet som Paradox, og ikke indlade sig paa at forklare Paradoxet ved at for169staae, at det ikke er til. Naar saaledes den eenfoldige Vise talte med en Eenfoldig om Syndsforladelsen, da vilde vel den Eenfoldige sige: »men jeg kan dog ikke begribe den guddommelige Barmhjertighed, der kan tilgive Synder; jo mere levende jeg troer det, jo mindre kan jeg forstaae det.« (Altsaa synes det ikke, at Sandsynligheden tager til ►eftersom Troens Inderlighed forøges, snarere omvendt.) Men den eenfoldige Vise vilde vel sige: mig gaaer det ligesaa, Du veed, jeg har havt Leilighed til at kunne anvende megen Tid til Forskning og Eftertanke, og dog er summa summarum af alt dette i sit Høieste, at jeg fatter, at det ikke kan være anderledes, end at det maa være uforstaaeligt. See, denne Forskjel kan jo dog vel ikke bedrøve Dig, eller bringe Dig til veemodigt at tænke paa Dit møisommeligere Livs-Vilkaar og paa Din maaskee ringere Evne, som havde jeg noget Fortrin fremfor Dig. Mit Fortrin er baade til at lee og til at græde over, naar det betragtes som Frugten af et Studium. Dog skal Du aldrig lade haant om dette Studium, som jeg heller ei fortryder, da det tvertimod behager mig meest, naar jeg smiler over det, og da netop begeistret igjen tager fat paa Tænkningens Anstrængelse.« Og en saadan Tilstaaelse er jo i Oprigtighed, og den er ikke engang imellem, men væsentlig tilstede hos den Vise, hver Gang han sysler med Tænkningen. Engang om Aaret at betænke, at man altid skal takke Gud, var dog ingen rigtig Forstaaelse af ►Ordet: saaledes ogsaa engang imellem ved en fremtrædende Begivenhed rørt at betænke, at for Gud er væsentligen alle Mennesker lige, er ikke i Sandhed at forstaae denne Lighed, hvis ellers netop Ens daglige Arbeide og Stræben paa mere end een Maade vil bringe det i Glemsel. Men netop naar man allerstærkest er i sin ►Differents, da allerstærkest at fatte Ligheden, det er den eenfoldige Vises ædle Fromhed.

✂ Der er sagt meget Besynderligt, meget Beklageligt, meget Oprørende 191 om Christendommen; men det Dummeste der nogensinde er sagt, er at den er til en vis Grad sand. Der er sagt meget Besynderligt, meget Beklageligt, meget Oprørende om Begeistring, men det Dummeste der er sagt om den er, at den er til en vis Grad. Der er sagt meget Besynder209ligt, meget Beklageligt, meget Oprørende om Elskov, men det Dummeste der er sagt om den er, at den er til en vis Grad. Og naar da et Menneske har prostitueret sig selv ved at tale saaledes om Begeistring og Elskov, har forraadt sin Dumhed, hvilken dog ikke er i Retning af Forstand, da den netop har sin Grund i at Forstanden bliver for stor i samme Betydning som Leversygdom har sin Grund i at Leveren bliver for stor, og derfor, hvad en anden Forfatter har bemærket, »►er den Dumhed, som Saltet antager, naar det taber sin Kraft«: saa staaer der endnu eet Phæ170nomen tilbage, det er Christendommen. Har Begeistringens Syn ikke formaaet at hjælpe ham til at bryde med Forstanden, har Elskov ikke formaaet at udrive ham af Trældommen, saa lad ham betragte Christendommen. Lad ham forarges, han er dog et Menneske; lad ham fortvivle om nogensinde selv at blive en Christen, han er dog maaskee det nærmere end han troer; lad ham indtil sin sidste Blodsdraabe arbeide for at ville udrydde Christendommen, han er dog et Menneske – men er han istand til ogsaa her at sige: den er til en vis Grad sand, saa er han dum. Maaskee tænker En, at det gyser i mig ved at sige dette, at jeg maa være forberedt paa en forfærdelig Revselse af Spekulanten. Ingenlunde, Spekulanten vil vel her igjen være conseqvent og sige: »det er til en vis Grad sandt, hvad Manden siger, kun maa man ikke blive staaende derved«. Det vilde jo ogsaa være besynderligt, om det skulde lykkes min Ubetydelighed, hvad der end ikke lykkedes Christendommen, at bringe Spekulanten i Lidenskab; og hvis saa, ja da faaer ►min Smule Philosophie pludselig en Betydning, som jeg mindst havde drømt om. Men ►Den, der hverken er kold eller varm, han er en Modbydelighed, og saa lidet som Skytten er tjent med et Gevær der i Afgjørelsens Øieblik klikker istedenfor at give Ild, saa lidet er Gud tjent med klikkende Individualiteter. ►Havde 👤Pilatus ikke spurgt objektivt om, hvad Sandhed er, saa havde han aldrig ladet Christus korsfæste. Havde han spurgt subjektivt, saa havde Inderlighedens Lidenskab betræffende hvad han i den til ham henstillede Afgjørelse i Sandhed havde at gjøre forhindret ham i at gjøre Uret; ►saa var ikke hans Hustru blot bleven ængstet af bange Drøm, men 👤Pilatus selv bleven søvnløs. 192 Men naar man har noget saa uendeligt Stort for Øie som den objektive Sandhed, saa kan man sagtens slaae en Streg over sin Smule Subjektivitet, og over hvad man som Subjekt har at gjøre: saa er den objektive 210Sandheds Approximeren sindbilledligt udtrykt ►ved at vadske sine Hænder, thi objektivt er der ingen Afgjørelse, medens den subjektive Afgjørelse beviser, at man dog var i Usandheden, ved ikke at fatte, at Afgjørelsen netop ligger i Subjektiviteten.

✂ Dersom derimod Subjektiviteten er Sandheden, og Subjektiviteten den existerende Subjektivitet, saa har Christendommen, om jeg saa tør sige, ►passet sit Snit. Subjektiviteten culminerer i Lidenskab, Christendommen er Paradoxet, Paradox og Lidenskab passe ganske for hinanden, og Paradoxet ganske for den i Existentsens Yderste Bestedte. Ja, ikke fandtes der i den ganske Verden tvende Elskende, der saaledes passe for hinanden som Paradox og Lidenskab, og Striden mellem dem er kun som Elskendes Strid, naar de strides, om det var ham der vakte hendes Lidenskab eller hende der vakte hans, saaledes her, at den Existerende ved Pa171radoxet selv er bestedt i Existentsens Yderste. Og hvad er herligere for Elskende end at der forundes dem en lang Tid at være hos hinanden uden at nogen Forandring i Forholdet foregaaer anden end den, at det bliver inderligere? Og dette er jo forundt hiin høist uspekulative Forstaaelse mellem Lidenskaben og Paradoxet, thi hele Tiden er forundt, og først Evigheden Forandringen. Men Spekulanten bærer sig anderledes ad, han troer kun til en vis Grad – han ►lægger Haanden paa Ploven og seer sig om for at faae Noget at vide. Christeligt talt bliver det neppe noget Godt han faaer at vide. Selv om det ikke var saa, hvad vel en eenfoldig Viis, der søger at fatte Paradoxet, vil bestræbe sig for at vise, at det ikke kan være anderledes; selv om der i Paradoxet var en lille Rest af guddommelig ►Vilkaar, saa er Gud dog nok Den, der kan have Lov til at lægge Vægt paa sin Person, saa han ikke paa Grund af Religieusitetens Flauhed (og dette Udtryk passer her meget bedre end naar man taler om ►Kornvarernes Flauhed) nødsages til at nedsætte Prisen paa Guds-Forholdet. Og vil Gud det; den Lidenskabelige vilde aldrig ønske det. En i Sandhed forelsket Pige falder det vist aldrig ind, at hun for dyrt skulde have kjøbt sin Lykke, men snarere, at hun ikke har ►kjøbt dyrt nok. Og ligesom Uendelighedens Lidenskab selv var Sandheden, saaledes gjelder det ogsaa om det Høieste, at Prisen er Kjøbet, og at den lave Priis netop betyder et daarligt Kjøbmandskab, medens 193 den høieste Priis i Forhold til Gud ingen Fortjenstlighed bliver, da den høieste Priis netop er den, at ville gjøre 211Alt og dog vide, at dette er Intet (thi er det Noget, saa er Prisen lavere), og dog ville det.

✂ Da jeg ikke er ganske ukjendt med hvad der er sagt og skrevet om Christendommen, kunde jeg vel sige Eet og Andet; her vil jeg det dog ikke, men blot gjentage, at der er Eet, jeg skal vogte mig for at sige om den: at den til en vis Grad er sand. Det var jo dog muligt, at Christendommen var Sandheden, det var jo dog muligt, ►at der engang kom en Dom, hvor Adskillelsen blev Inderlighedens Forhold til den. Sæt der da traadte et Menneske frem som maatte sige: vel har jeg ikke troet, men saa meget har jeg dog æret Christendommen, at jeg har anvendt hver en Time i mit Liv for at grunde over den; eller der kom et Menneske frem, om hvem Anklageren maatte sige: han har forfulgt de Christne, og den Anklagede sagde: ja, jeg vedgaaer det, Christendommen har opflammet min Sjel, saa jeg ikke har villet Andet end udrydde den af Verden, netop fordi jeg fattede dens forfærdelige Magt; eller sæt der kom et Menneske frem, om hvem Anklageren maatte sige: han har afsvoret Christendommen, og den Anklagede sagde: ja, det er sandt, thi jeg indsaae, at Christendommen var en saadan Magt, at den, ►hvis jeg gav 172 den een Finger, tog mig ganske, og ganske kunde jeg ikke tilhøre den – men sæt saa at der endeligen kom en ►vever Privat-Docent med ►iilsomme og travle Fjed og talte saaledes: ►jeg er ikke som hine Trende, jeg har ikke blot troet, men endogsaa forklaret Christendommen, viist, at den, som den foredroges af Apostlene og tilegnedes i de første Aarhundreder, kun til en vis Grad er sand, hvorledes den derimod ved Spekulationens Forstaaelse er den sande Sandhed, ►hvisaarsag jeg maa udbede mig en passende Godtgjørelse for mine Fortjenester af Christendommen: hvilken af disse Fires Stilling var da den forfærdeligste? Det var jo dog muligt, at Christendommen var Sandheden, sæt den nu, da dens utaknemlige Børn vil have den erklæret umyndig under Spekulationens Værgemaal, sæt den nu, ligesom ►hiin græske Digter, hvis Børn ogsaa fordrede den alderstegne Fader erklæret umyndig, forbausede Dommerne og Folket ved at digte en af sine skjønneste Tragedier til Tegn paa, at han endnu var myndig, sæt den saaledes reiste sig forynget: der var dog Ingen, hvis Stilling vilde blive saa forlegen som Privat-Docenternes. Jeg nægter ikke, at det er fornemt at staae saa høit over Christendommen; 194 jeg nægter ikke, at det er beqvemt at være Christen og dog være fritaget for 212det Martyrium, som altid bliver, selv om ingen udvortes Forfølgelse hjemsøger, selv om en Christen forblev ubemærket, som havde han slet ikke levet, det Martyrium at troe mod Forstanden, den Livsfare at ►ligge paa de 70,000 Favne Vand og først der finde Gud. See, den Vadende han føler sig for med Foden, at han ikke gaaer længere ud end han kan bunde: og saaledes føler den Forstandige sig med Forstanden for i Sandsynligheden og finder Gud der, hvor Sandsynligheden slaaer til, og takker ham paa Sandsynlighedens store Høitidsdage, naar han har faaet et rigtigt godt Levebrød, og der ovenikjøbet er Sandsynlighed for snart at avancere; naar han faaer sig baade en smuk og ►rar Pige til Hustru, og selv ►Krigsraad Marcussen siger, at det vil blive et lykkeligt Ægteskab, og at Pigen er af den Art Skjønheder, der efter al Sandsynlighed vil holde sig længe, og saaledes bygget, at hun efter al Sandsynlighed vil føde smukke og stærke Børn. At troe mod Forstanden er noget Andet, og at troe med Forstanden lader sig slet ikke gjøre, thi Den der troer med Forstanden ►taler kun om Levebrød og Hustru og Ager og Øxne og andet Saadant, som slet ikke er Troens Gjenstand, da Troen altid takker Gud, altid i Livsfaren, i hiint Uendelighedens og Endelighedens Sammenstød, der netop er Livsfaren for Den, som er sammensat af begge. Sandsynligheden er derfor den Troende saa lidet kjær, at han frygter den meest af Alt, da han godt veed, at det er, fordi han begynder at tabe Troen. Troen har nemlig tvende Opgaver: at passe paa og i ethvert 173 Øieblik opdage Usandsynligheden, Paradoxet, for da med Inderlighedens Lidenskab at fastholde det. I Almindelighed forestiller man sig det saaledes, at det Usandsynlige, det Paradoxe er Noget, som Troen blot forholder sig lidende til, den maa nu foreløbigt nøies med dette Forhold, og lidt efter lidt bliver det nok bedre, det er der endogsaa Sandsynlighed for. O, vidunderlige ►Confusionsmagerie i at tale om Troen! Man skal begynde at troe i Tillid til, at der er Sandsynlighed for, at det nok bliver bedre. Paa den Maade faaer man dog Sandsynligheden smuglet ind og sig selv forhindret i at troe; paa den Maade er det let at forstaae, at Frugten af at have troet i længere Tid bliver den, at man ophører at troe, istedenfor at man skulde troe, at Frugten blev, at man troede inderligere. Nei Troen forholder sig selvvirksom til det Usandsynlige og det Paradoxe, selvvirksom i at opdage det og hvert Øieblik fastholde det – for at 195 kunne troe. Der hører allerede hele Uendelighe213dens Lidenskab og dennes Sluttethed til, for at standse ved det Usandsynlige, thi det Usandsynlige og det Paradoxe er ikke til at naae ved en Forstandens Qvantiteren af det mere og mere Vanskelige. Der hvor Forstanden fortvivler, er allerede Troen med for ret at gjøre Fortvivlelsen afgjørende, at Troens Bevægelse ikke bliver en Omsætning indenfor Forstandens pruttende Omfang. Men at troe mod Forstanden det er et Martyrium, at begynde at faae Forstanden lidt med sig, er Anfægtelse og Tilbagegang. Dette Martyrium er Spekulanten fri for. At han maa studere, især at han maa læse mange af de moderne Bøger, indrømmer jeg gjerne er byrdefuldt, men Troens Martyrium er dog noget Andet.

✂ Det jeg da gyser for mere end for at døe og for at miste mit Kjæreste, er at sige om Christendommen, at den er til en vis Grad sand. Om jeg blev 70 Aar gammel, om jeg forkortede Nattens Søvn og forøgede Dagens Arbeide fra Aar til Aar, grundende over Christendommen: hvad er et saadant lille Studium for en Ubetydelighed, naar det skulde berettige mig til at dømme saa fornemt om Christendommen! Thi at jeg ved et flygtigt Bekjendtskab med Christendommen blev saa forbittret paa den, at jeg erklærede den for Usandhed: det var dog langt mere tilgiveligt, langt mere menneskeligt. Men Fornemheden synes mig at være den sande Fortabelse, der gjør ethvert frelsende Forhold umuligt – og det var jo dog muligt at Christendommen var Sandheden.

✂ Dette synes næsten Alvor. Naar jeg nu turde høirøstet forkynde, at jeg var kommen til Verden for og kaldet til at modarbeide Speculationen, at dette var ►min dømmende Gjerning, medens min prophetiske var, at varsle om en mageløs Fremtid, hvorfor Menneskene, paa Grund 174 af at jeg var høirøstet og kaldet, med Sikkerhed kunde forlade sig paa hvad jeg sagde – saa vilde der vel være Mangen der, i Mangel af at ansee det Hele for phantastisk Reminiscents i en Fjantets Hoved, vilde ansee det for Alvor. Men noget Saadant kan jeg ikke sige mig selv betræffende. Den Beslutning, hvormed jeg begyndte, maa snarere betragtes som et Indfald, og i ethvert Tilfælde er det saa langt som muligt fra, at noget Kald udgik til mig, at tvertimod det Kald, jeg, om man saa vil, fulgte, ikke udgik til mig men til en Anden, og i Forhold til den Paagjeldende langtfra ikke kunde siges at være i strængere Forstand et Kald. Men selv om et Kald var udgaaet til ham, saa er jeg dog ukaldet, naar jeg følger 196 det. Tildragelsen er ganske simpel. ►Det er en fire Aar siden, det var en 214Søndag – ja, nu vil man maaskee ikke troe mig, fordi det igjen er en Søndag, men det er dog ganske vist det var en Søndag, omtrent to Maaneder efter ►hiin før omtalte Søndag. Det var sildigere, det aftnedes. Og Aftenens Afsked med Dagen og med Den, der har oplevet Dagen, er en gaadefuld Tale, dens Paamindelse er som den omhyggelige Moders Formaning til Barnet, at gaae ►betimeligt hjem, men dens Indbydelse, selv om Afskeden er uden Skyld i at den misforstaaes saaledes, er en uforklarlig ►Vinken, som var Hvilen kun at finde ved at blive ude ved det natlige ►Stævne, ikke med en Qvinde, men qvindeligt med det Uendelige, overtalt af Nattens Vind, naar den eensformigt gjentager sig selv, naar den gjennemsøger Skov og Eng og sukker som søgte den Noget, overtalt af Stilhedens fjerne Gjenlyden i sig selv, som anede den Noget, overtalt af Himlens ophøiede Ro, som var det fundet, overtalt af Duggens hørlige Lydløshed, som var dette Forklaringen og Uendelighedens Vederqvægelse, liig en stille Nats Frugtbarhed, kun halvt forstaaet som Nattetaagens halve Gjennemsigtighed. Mod Sædvane var jeg kommen ud i den Have, der kaldes ►📌de Dødes Have, hvor atter den Besøgendes Afsked er dobbelt vanskelig, da det er meningsløst at sige: endnu eengang, fordi den sidste Gang allerede er forbi, og da der ingen Grund er til at høre op med at tage Afsked, naar Begyndelsen gjøres efterat den sidste Gang er forbi. De Fleste vare allerede gangne hjem, kun en Enkelt forsvandt mellem Træerne; ikke glad ved Mødet undgik han En, da han søgte Døde, ei Levende; og altid hersker der jo i denne Have en skjøn Overeenskomst mellem de Besøgende, at man ikke gaaer derud for at see og for at blive seet, men den ene Besøgende undgaaer den anden. Man behøver ei heller Selskab, mindst en snaksom Ven, der hvor Alt er Veltalenhed, hvor den Døde tilraaber En det korte ►Ord, der blev sat paa hans Grav, ikke som en Præst, der præker vidt og bredt over Ordet, men som en taus Mand, der blot siger 175 dette Ord, men siger det med en Lidenskab, som maatte den Døde sprænge Graven – eller er det ikke underligt at sætte paa sin Grav: ►vi sees igjen, og saa blive dernede? Og dog hvilken Inderlighed i Ordet netop ved Modsigelsen; thi at den Mand, der kommer imorgen, siger: vi sees igjen, er ikke rystende. At have Alt mod sig, intet, intet ligefremt Udtryk for sin Inderlighed, og dog staae ved sit Ord, det er den sande Inderlighed, og Inderligheden i samme Grad usand som Udtrykket i det 197 Udvortes, i Aasyn og Mine, i 215Ord og Forsikkringer strax er ved Haanden, ikke just fordi Udtrykket selv er usandt, men fordi Usandheden er, at Inderligheden blot var et Moment. Den Døde forbliver ganske stille, medens Tiden gaaer; ►paa den berømte Krigers Grav har man lagt hans Sværd, og Frækhed har revet Stakitlaagen istykker, men den Døde stod ikke op, greb ikke til Sværdet for at værge om sig og sit Hvilested; han gestikulerer ikke, han forsikkrer ikke, han blusser ikke op i Inderlighedens Øieblik, men ►taus som Graven og stille som en Død bevarer han sin Inderlighed og staaer ved Ordet. Priset den Levende, der i det Udvortes forholder sig som en Afdød til sin Inderlighed, og derved netop bevarer den, ikke som et Øiebliks Ophidselse og som en Qvindes ►Bedaarelse, men som det Evige, der er vundet gjennem Døden. En Saadan er en Mand, thi at en Qvinde skummer over i den øieblikkelige Inderlighed, er ikke uskjønt, og at hun snart glemmer den igjen, er heller ikke uskjønt, det Ene svarer nemlig til det Andet og begge Dele til det Qvindelige, og til hvad man dagligdags forstaaer ved Inderlighed.

✂ Træt af at gaae satte jeg mig ned paa en Bænk, et undrende Vidne til, hvorledes hiin stolte Hersker, der nu i Aartusinder har været Dagens Helt og bliver det indtil den sidste Dag, hvorledes Solen ved sin glimrende Bortgang kastede Forklarelsens Skjær over den hele Omgivelse, medens mit Øie udover den Muur, som omgiver Haven, skuede ind i hiint evige Sindbillede paa Evigheden: den uendelige Horizont. Hvad Søvn er for Legemet, er en saadan Udhvilen for Sjelen, at den ret kan aande ud. I samme Øieblik opdager jeg til min Forbauselse, at de Træer, der skjulte mig for Andres Øine, havde skjult Andre for mine; thi jeg hørte en Stemme lige ved Siden af mig. Det har altid saaret min Blufærdighed at være Vidne til et andet Menneskes Yttring af Følelse, saaledes som man kun hengiver sig til den, naar man troer sig ubemærket, thi der er en Følelsens Inderlighed, som sømmelig skjules og kun er aabenbar for Gud, ligesom en Qvindes Skjønhed vil være skjult for Enhver og kun aabenbar for den Elskede: derfor besluttede jeg at fjerne mig. Men de første Ord jeg hørte fængslede stærkt, og da jeg frygtede ved Larmen af min Bortgang at forstyrre mere end ved stille at blive siddende, 176 valgte jeg det Sidste, og blev nu Vidne til en Situation, der hvor høitidelig den end var, dog ingen Krænkelse led ved min Tilstædeværelse. Gjennem Bladene saae jeg, at der var Tvende: en Olding med kridhvidt 216Haar og et Barn, en Dreng vel paa ti Aar. 198 De vare begge sørgeklædte og sad ved en frisk tilkastet Grav, hvoraf da den Slutning var let, at det var et nyligt Tab, der beskjæftigede dem. Oldingens ærværdige Skikkelse blev ved Aftenskærets Forklarelse end høitideligere, og hans Stemme, rolig og dog bevæget, gjengav Ordet tydeligt og tydeligt i den Inderlighed, det havde i den Talende, som af og til holdt inde, naar Stemmen qvaltes i Graad eller Stemningen standsede i et Suk. Thi Stemning er som ►den Flod 📌Niger i 📌Afrika, Ingen veed dens Udspring, Ingen veed dens Udløb, kun dens Strækning er bekjendt! Af Samtalen erfarede jeg, at den lille Dreng var Oldingens Sønnesøn, og Den, hvis Grav de besøgte, Drengens Fader. Efter al Sandsynlighed maatte hele den øvrige Familie være uddød, da Ingen blev nævnet, hvilket jeg ogsaa forvissede mig om ved et senere Besøg, da jeg paa Tavlen læste Navnet og Navnene paa de mange Afdøde. Oldingen talte med Barnet om, at han nu ingen Fader havde mere, Ingen at holde sig til, uden en gammel Mand, der dog var for gammel for ham, og selv længtes bort fra Verden; men at der var en Gud i Himlene, efter hvem ►al Faderlighed kaldes i Himlen og paa Jorden, at der var eet Navn, hvori der var Frelse, Jesu Christi Navn. Han standsede et Øieblik, og da sagde han halv høit ved sig selv: at denne Trøst skulde blive mig til Forfærdelse, at han, min Søn, som nu er nedlagt i Graven, kunde slippe den! Hvortil alt mit Haab, hvortil al min Omhu, hvortil al hans Viisdom, naar nu hans Død midt i Vildfarelsen skal gjøre en Troendes Sjel uvis om hans Frelse, ►bringe mine graae Haar med Sorg i Graven, bringe en Troende til at forlade Verden i Ængstelse, bringe en Olding til at haste som en Tvivler efter en Vished, og til mismodig at see sig om efter den Tilbageblivende. Derpaa talte han igjen med Barnet om, at der var en Viisdom, som vilde flyve Troen forbi, at der paa hiin Side Troen var en vid Strækning ligesom ►de blaae Bjerge, et tilsyneladende Fastland, der for den Dødeliges Øie saae ud som en Vished, der var høiere end Troens, men at den Troende frygtede dette Luftsyn, som Skipperen frygter det lignende, at det var et Evighedens Skin, hvori den Dødelige ikke kan være, men hvis han stirrer sig ind deri, da taber han Troen. Han taug atter og sagde da halv høit hen for sig: at han, min ulykkelige Søn skulde lade sig bedrage! Hvortil saa al hans Lærdom, at han end ikke kunde gjøre sig forstaaelig for mig, at jeg ikke kunde tale 177 med ham om hans Vildfarelse, fordi den var mig for 217høi! Da reiste han sig og førte Barnet hen til Graven, og med en Stemme, hvis 199 Indtryk jeg aldrig skal glemme, sagde han: »stakkels Dreng, Du er kun et Barn, og dog staaer Du snart ene i Verden; lover Du mig da ved Mindet om Din afdøde Fader, der, hvis han nu kunde tale til Dig, vilde tale saaledes, og taler ved min Stemme: lover Du ved Synet af min Alderdom og mine graae Haar; lover Du ved det helligede Steds Høitidelighed, ved den Gud, hvis Navn Du dog har lært at paakalde, ved Jesu Christi Navn, hvori der alene er Frelse: lover Du mig, at Du vil holde fast ved denne Tro i Liv og Død, at Du ikke vil lade Dig bedrage af noget Blendværk, hvorledes saa end Verdens Skikkelse forandres, lover Du mig det?« Overvældet af Indtrykket kastede den Lille sig paa Knæe, men Oldingen reiste ham op, og trykkede ham til sit Bryst.

✂ Jeg skylder Sandheden at tilstaae, at det er det meest rystende Optrin jeg har været Vidne til. Hvad der maaskee et Øieblik vil gjøre En og Anden tilbøielig til at antage det Hele for en Fiktion, at en Olding taler saaledes med et Barn, var netop det, der rystede mig allermeest: den ulykkelige Olding, der var bleven eensom i Verden med et Barn, og Ingen havde at tale med om sin Bekymring uden et Barn, og kun Een at frelse, et Barn, og dog ikke kunde forudsætte Modenhed til at forstaae, og dog ikke turde vente paa Modenhedens Komme, fordi han selv er en Olding. Skjønt er det at være en Olding, lifligt for den gamle Mand at see Slægten voxe op om sig, et glædeligt Regnestykke at tælle til, for hver Gang Tallet forhøies; men bliver det hans Lod at skulle regne om igjen, bliver Regnestykket, at skulle trække fra, for hver Gang Døden tager og tager – indtil det hedder qvit, og Oldingen bliver tilbage for at qvittere: hvad er da saa tungt som det at være en Olding! Som Nød kan bringe et Menneske til det Yderste, saaledes syntes det mig, at Oldingens Lidelse fandt sit stærkeste Udtryk i hvad der digterisk maatte kaldes en Usandsynlighed: at en Olding har i et Barn sin eneste Fortrolige, og at der bliver affordret et Barn et helligt Løfte, en Eed.

✂ Kun Tilskuer og Vidne, var jeg dog dybt greben; i det ene Øieblik var det mig, som var jeg selv den unge Mand, hvem Faderen ►begrov med Forfærdelse, i det andet Øieblik var det mig som var jeg Barnet, der bandtes ved det hellige Løfte. Imidlertid følte jeg ingen Trang til at styrte frem, for rørt at bevidne den gamle Mand min Deeltagelse, med Taarer og skjælvende Stemme forsikkrende ham, at jeg aldrig skulde 218glemme denne Scene, eller vel endog opfordrende 200 ham til ogsaa at tage mig i Eed, thi kun overilede Mennesker, ufrugtbare Skyer og ►Ilinger, ere Intet 178 iilsommere til, end til at aflægge Eed; fordi de nemlig ikke formaae at holde den, derfor maae de bestandigt lægge den af. Jeg tænker som saa, at det »aldrig at ville glemme dette Indtryk« er noget Andet end eengang i et høitideligt Øieblik at sige »jeg vil aldrig glemme det«: det Første er Inderligheden, det Andet maaskee kun den øieblikkelige Inderlighed. Og dersom man aldrig glemmer det, saa skjønnes ikke, at den Høitidelighed, hvormed man har sagt det, er saa vigtig, ⓘ dada] R, at A den vedvarende Høitidelighed, med hvilken man daglig forhindrer sig i at glemme det, er en sandere Høitidelighed. Det Fruentimmeragtige er altid farligt. Et ømt Haandtryk, en lidenskabelig Omfavnelse, en Taare i Øiet er dog ikke ganske det Samme som Beslutningens stille Indvielse; og Aandens Inderlighed er dog altid som en ►Fremmed og Udlænding i et Legeme, hvortil saa Gesticulationer? ►👤Brutus hos 👤Shakespeare siger saa sandt, da de Sammensvorne ved en Eed vil forbinde sig til Bedriften: »nei, ingen Eed .... Lad Præster, Niddinger og Skalke sværge, marvløse Gubber og de knuste Sjele .... men svækker ei vort Forsæts stille Kraft, vor indre ubetvingelige Ild, idet I troe vor Sag, vort Værk at trænge til nogen Eed.« Inderlighedens øieblikkelige Udtømmelse efterlader som oftest en Mathed, der er farlig. Dertil kommer, at en simpel Iagttagelse ogsaa paa en anden Maade har lært mig Forsigtighed ved Eeds og Løftes Aflæggelse, saa den sande Inderlighed endog nødes til at udtrykke sig ved Modsætningen. ►Gesvinde og let opblussende Mennesker ere intet tilbøieligere til end til at affordre helligt Løfte, fordi den indre Svaghed behøver Øieblikkets stærke Stimulation. Til en Saadan at skulle give et helligt Løfte, er meget misligt, og man gjør derfor bedst i at forhindre det høitidelige Optrin, medens man ved en lille ►reservatio mentalis binder sig selv, hvis ellers Løftets Affordrelse er nogenlunde berettiget. Dermed gavner man det andet Menneske, forhindrer Profanationen af det Hellige, forhindrer ham i selv at blive bunden ved en Eed, det dog vilde ende med han brød. Dersom saaledes 👤Brutus i Betragtning af, at de Sammensvorne, paa en enkelt Undtagelse nær, vel vare opblussende Hoveder og derfor iilsomme til at aflægge Eed og hellige Løfter og til at affordre hellige Løfter, havde stødt dem fra sig, havde af den Grund forhindret Løftets Aflæggelse, medens han, da han 219ansaae det for en retfærdig Sag, og ogsaa noget Retfærdigt i at de henvendte sig til ham, i Stilhed 201 indviede sig selv: saa forekommer det mig, at hans Inderlighed havde været endnu større. Nu er han lidt declamerende, og skjøndt der er Sandhed i hvad han siger, er det dog lidt Usandt, at han siger det til de Sammensvorne, uden ret at gjøre sig tydeligt, til hvem han taler. 179

✂ Saa gik jeg ogsaa hjem. I Grunden forstod jeg strax den Gamle, thi mine Studier havde paa mange Maader ledet mig til at bemærke et misligt Forhold mellem en moderne christelig Speculation og Christendommen, men paa nogen afgjørende Maade havde det dog ikke beskjæftiget mig. Nu fik Sagen sin Betydning. Den ærværdige Olding med sin Tro forekom mig som en absolut berettiget Individualitet, hvem Tilværelsen forurettede derved, at en moderne Speculation liig ►en Pengeforandring gjorde Troens ►Eiendomssikkerhed tvivlsom; den ærværdige Oldings Smerte over at miste sin Søn ikke blot ved Døden, men, som han forstod det, endnu forfærdeligere ved Speculationen, rørte mig dybt, medens Modsigelsen i hans Stilling, at han end ikke kunde forklare, hvorledes den fjendtlige Magt bar sig ad, for mig blev den afgjørende Opfordring til at komme paa et bestemt Spor. Det Hele tiltalte mig som et indviklet Criminal-Tilfælde, hvor meget krydsende Forhold har gjort det vanskeligt, at komme efter Sandheden. Det var Noget for mig. Og tænkte jeg da som saa: Du er dog nu kjed af Livets Adspredelser, kjed af Pigerne, som Du kun elsker i Forbigaaende, Du maa have Noget, der ganske kan beskjæftige Dig Din Tid; her er det: at udfinde, hvor Misforstaaelsen ligger imellem Speculationen og Christendommen. Saa var da dette min Beslutning. Jeg har saamænd aldrig talt til noget Menneske derom, og jeg er sikker paa, at min Vertinde ingen Forandring har mærket paa mig, hverken den samme Aften eller Dagen efter.

✂ »Men,« sagde jeg til mig selv, »da Du nu ikke er et Genie, og ingenlunde har nogen Mission til endelig at skulle lyksaliggjøre hele Menneskeheden, og da Du heller ikke har lovet Nogen Noget, saa kan Du tage Sagen ganske ►con amore, og gaae aldeles methodice frem, som bevogtede en Digter og en Dialektiker hvert Dit Skridt, nu da Du har faaet en nærmere Forstaaelse af dit eget Indfald, at Du maatte see at gjøre noget vanskeligt.« Mine Studier, der jo allerede paa en Maade havde ført mig 220til mit Maal, bleve nu bestemtere ordnede, men Oldingens ærværdige Skikkelse svævede mig stedse for Tanken, hver Gang jeg vilde forvandle min Overveielse 202 til en lærd Viden. Men ►fornemlig søgte jeg ved egen Eftertanke at komme paa Spor efter Misforstaaelsen i sidste Instants. Mine mange Feilgreb behøver jeg ikke at fortælle, men endeligen blev det mig tydeligt, at Speculationens Misviisning og dens derpaa begrundede ►formentlige Ret til at nedsætte Troen til et Moment ikke maatte være noget Tilfældigt, maatte ligge langt dybere i hele Tidsalderens Retning, og – vel ligge deri, at man overhovedet ved den megen Viden havde glemt hvad det er at existere og hvad Inderlighed har at betyde. 180

✂ Da jeg havde fattet dette, blev det mig tillige tydeligt, at dersom jeg vilde meddele Noget desangaaende, maatte det fornemlig gjelde om, at min Fremstilling blev i den indirecte Form. Dersom nemlig Inderligheden er Sandheden, saa er Resultat kun ►Skramlerie, man ikke skal besvære hinanden med, og det at ville meddele Resultat en unaturlig Omgang mellem Menneske og Menneske, forsaavidt ethvert Menneske er Aand, og Sandheden netop Tilegnelsens Selvvirksomhed, hvilken et Resultat forhindrer. Lad Læreren i Forhold til den væsentlige Sandhed (thi ellers er jo det ligefremme Forhold mellem Lærer og Lærende ganske i sin Orden), som man siger, have megen Inderlighed og gjerne vilde forkynde sin Lære Dag ud og Dag ind: dersom han antager, at der er et ligefremt Forhold mellem ham og den Lærende, saa er hans Inderlighed ikke Inderlighed, men umiddelbar Udgydelse, thi den Ærbødighed for den Lærende, at han netop er i sig selv Inderligheden, er Lærerens Inderlighed. Lad en Lærende være begeistret, og i de stærkeste Udtryk forkynde Lærerens Priis, og saaledes lægge, som man siger, sin Inderlighed for Dagen: hans Inderlighed er ikke Inderlighed, men den umiddelbare Hengivelse, thi den gudfrygtige tause Overeenskomst, ifølge hvilken den Lærende ved sig selv tilegner sig det Lærte, fjernende sig fra Læreren fordi han vender sig ind i sig selv, det er netop Inderligheden. Pathos er vel Inderlighed, men det er umiddelbar Inderlighed, derfor gives den ud, men Pathos i Modsætningens Form er Inderlighed, den bliver hos den Meddelende, skjøndt den gives ud, og den kan ikke ligefrem tilegnes uden gjennem den Andens Selvvirksomhed, og Modsætningens Form er netop Inderlighedens Kraftmaaler. Jo ►fulde221ligere Modsætningens Form er, desto større Inderlighed, og jo mindre den er tilstede indtil Meddelelsen er ligefrem, desto mindre Inderlighed. Det kan være vanskeligt nok for et begeistret Genie, der gjerne vil lyksaliggjøre alle Mennesker og føre 203 dem til Sandheden, at lære saaledes at holde igjen og fatte ►Reduplikationens NB., fordi Sandheden ikke er som ►en Circulaire, paa hvilken der samles Underskrifter, men i Inderlighedens ►valore intrinseco; for en ►Løsgænger og Letsindig falder dette mere naturligt at forstaae. Saasnart Sandheden, den væsentlige Sandhed, kan antages at være Enhver bekjendt, saa er Tilegnelsen og Inderligheden det for hvilket der maa arbeides, og her kan kun arbeides i indirecte Form. En Apostels Stilling er en anden, thi han har at forkynde Sandheden som er ubekjendt, og derfor kan den ligefremme Meddelelse altid midlertidigt have sin Gyldighed.

✂ Forunderligt nok, at medens man raaber saa meget paa det Positive og Resultaters ligefremme Meddelelse, at det da ikke falder Nogen 181 ind at beklage sig over Gud, der dog som den evige Aand, af hvilken de ►deriverede ere, skulde synes at kunne i Sandhedens Meddelelse forholde sig ligefrem i Forhold til den deriverede Aand, i en ganske anden Forstand end naar Forholdet er mellem de indenfor en fælleds Derivation af Gud væsentligen seet lige deriverede Aander. Thi ingen anonym Forfatter kan listigere skjule sig, og ingen ►Maieutiker omhyggeligere unddrage sig det ligefremme Forhold end Gud. ►Han er i Skabningen, overalt i Skabningen, men ligefremt er han der ikke, og først naar det enkelte Individ vender sig ind i sig selv (altsaa først i Selvvirksomhedens Inderlighed), bliver han opmærksom og istand til at see Gud. Det ligefremme Forhold til Gud er netop Hedenskab, og først naar Bruddet er skeet, først da kan der være Tale om et sandt Guds-Forhold. Men dette Brud er netop Inderlighedens første Akt i Retning af den Bestemmelse, at Sandheden er Inderligheden. Vel er Naturen Guds Gjerning, men Gjerningen er kun ligefrem tilstede, ikke Gud. Er dette ikke i Forhold til det enkelte Menneske at bære sig ad som en svigefuld Forfatter, der paa intet Sted sætter Resultatet hen med store Bogstaver, eller giver det forud paa Haanden i et Forord? Og hvorfor er Gud svigefuld? netop fordi han er Sandheden, og ved at være det vil forhindre Mennesket fra Usandhed. Betragteren slipper ikke ligefremt til Resultatet, men maa ved sig selv bekymre sig om at finde det, og derved bryde det 222ligefremme Forhold. Men dette Brud er netop Inderlighedens Gjennembrud, Selvvirksomhedens Akt, den første Bestemmelse af, at Sandheden er Inderligheden. Eller er Gud ikke saa umærkelig, saa skjult tilstede i sit Værk, at det meget godt kunde hænde et Menneske at leve hen, gifte sig, være agtet og anseet 204 som Mand, Fader og ►Fuglekonge, uden at opdage Gud i hans Gjerning, uden ret engang at faae noget Indtryk af det Ethiskes Uendelighed, fordi han hjalp sig med en Analogie til den speculative Forvexling af det Ethiske og det Verdenshistoriske, idet han hjalp sig med Skik og Brug i den By, hvor han levede? Som en Moder formaner sit Barn, naar det skal i Selskab: skik Dig nu vel, og bær Dig ad som Du seer de andre artige Børn bære sig ad: saaledes kunde han ogsaa leve hen og bære sig ad som han saae de Andre bære sig ad. Han vilde aldrig gjøre noget først, og aldrig have nogen Mening som han ikke først vidste, at Andre havde; thi dette »de Andre« var netop hans Første. Ved overordentlige Leiligheder vilde han bære sig ad, som naar der i Selskab bliver serveret en Ret, og En ikke veed hvorledes den skal spises: han vilde speide omkring, indtil han saae, hvorledes de andre Mænder gjorde det, o. s. v. Et saadant Menneske kunde maaskee vide Meget, maaskee endogsaa Systemet 182 udenad, han kunde maaske leve i et christeligt Land, vide at bukke, hver Gang Guds Navn blev nævnet, saae maaskee ogsaa Gud i Naturen, naar han var i Selskab med andre Mænder der saae Gud, kort, han kunde være en behagelig Selskabsmand – og dog var han bedragen ved det ligefremme Forhold til Sandheden, til det Ethiske, til Gud. Hvis man vilde experimenterende fremstille et saadant Menneske, da vilde han være en Satire over det at være Menneske. Egentligen er det Guds-Forholdet der gjør et Menneske til Menneske, og dog manglede han dette, medens Ingen vilde tage i Betænkning at ansee ham for et virkeligt Menneske (thi at Inderligheden mangler, sees ikke ligefremt), uagtet han dog snarere var som en Marionet-Figur, der meget ►skuffende eftergjorde alt det udvortes Menneskelige – endog fik Børn med sin Kone. Ved Livets Ende maatte man da sige, at der var undgaaet ham Eet: han var ikke bleven opmærksom paa Gud. Kunde Gud tillade et ligefremt Forhold, var han nok bleven opmærksom. Dersom saaledes Gud vilde iføre sig Skikkelse af en sjelden uhyre stor grøn Fugl, med et rødt Næb, der sad oppe i et Træ paa ►Volden, og maaskee endog fløitede paa en uhørt Maade: saa vilde Sel223skabsmanden nok faae Øinene op; han var istand til for første Gang i sit Liv at være den Første. Heri ligger alt Hedenskab, at Gud forholder sig ligefremt til Mennesket som det Paafaldende til den Forundrede. Men Aands-Forholdet i Sandhed til Gud ɔ: Inderligheden er netop først betinget ved Inderliggjørelsens Gjennembrud, der svarer 205 til den guddommelige Underfundighed, at Gud intet, intet Paafaldende har, ja i den Grad er langtfra at være paafaldende, at han er usynlig, saa man slet ikke ►falder paa, at han er til, medens ►hans Usynlighed igjen er hans Allestedsnærværelse. Men en Allestedsnærværende er jo En man seer ⓘ overalt, som f. Ex.overalt, som f. Ex.] a1α, overalt som, f. Ex.for Exempel A en Politiebetjent: hvor svigefuldt da, at en Allestedsnærværende netop derpaa er kjendelig, at han er usynlig¹, ene og alene derpaa, thi hans Synlighed er netop at ophæve Allestedsnærværelsen. Dette 183 Forhold mellem Allestedsnærværelse og Usynlighed er ligesom Forholdet mellem Hemmelighed og Aabenbaring, at Hemmeligheden er Udtrykket for, at ►Aabenbaringen er Aabenbaring i strængere Forstand, at Hemmeligheden netop er det Eneste, den kan kjendes paa, da ellers en Aabenbaring bliver saadan Noget som en Politiebetjents Allestedsnærværelse. – Vil Gud aabenbare sig i menneskelig Skikkelse og give et ligefremt Forhold ved f. Ex. at iføre sig Skikkelse af en Mand der er sex Alen høi, saa vil hiin experimenterede Selskabsmand og Fuglekonge nok blive opmærksom. Men Aands-Forholdet i Sandhed, naar Gud ikke vil bedrage, fordrer netop, at Skikkelsen slet intet Paafaldende har, saa Selskabsmanden maa sige: der er ikke det allermindste at see. 224Naar Guden slet intet Paafaldende har, saa bedrages maaskee Selskabsmanden derved, at han slet ikke bliver opmærksom. Men deri er Guden uden Skyld, og det Bedrags Virkelighed er tillige bestandigt Muligheden af Sandheden. Men har Guden det Paafaldende, saa bedrager han derved, at Mennesket bliver opmærksom paa Usandheden, og denne Opmærksomhed er tillige Sandhedens Umulighed. – I Hedenskabet er det ligefremme Forhold Afguderiet, i Christendommen veed jo Enhver, at Gud ikke saaledes kan vise sig. Men denne Viden er ingenlunde Inderligheden, og i Christendommen kan det vel hænde en Udenadvidende, 206 at han bliver aldeles »►uden Gud i Verden«, som det ikke var Tilfældet i Hedenskabet, thi der var dog Afgudsdyrkelsens usande Forhold. Og vel er Afguderie et sørgeligt Surrogat, men at Artiklen Gud aldeles gaaer ud, er dog endnu galere.

✂ Altsaa end ikke Gud forholder sig ligefremt til den deriverede Aand (og dette er Skabelsens Vidunderlighed, ikke at frembringe Noget som er Intet ligeoverfor Skaberen, men at frembringe Noget som er Noget, og som i den sande Gudsdyrkelse kan benytte dette Noget til ved sig selv at blive Intet for Gud), mindre da, at det ene Menneske kan forholde sig saaledes til det Andet i Sandhed. Naturen, Skabningens Totalitet, er Guds Gjerning, og dog er Gud ikke der, men inden i det enkelte Menneske er der en Mulighed (han er efter sin Mulighed Aand), som i Inderligheden vækkes til et Guds-Forhold, og saa er det muligt at see Gud overalt. Den sandselige Distinction mellem det Store, det Forbausende, en sydlig Nations meest himmelraabende Superlativ er en Tilbagegang til Afguderie i Sammenligning med Inderlighedens Aands-Forhold. Er dette ikke ligesom hvis en Forfatter skrev 166 Folio-Bind, og Læseren læste og læste, ligesom man seer og seer paa Naturen, men opdagede ikke, at hiint uhyre Værks Mening laae i Læseren selv; thi Forbauselse over de mange Bind og over at der stod 500 Linier paa Siden, hvilken er 184 ligesom Forbauselsen over hvor stor Naturen er og hvor utallige Dyreslægter der er, er jo ikke Forstaaelsen.

✂ Mellem Aand og Aand er et ligefremt Forhold utænkeligt i Forhold til den væsentlige Sandhed; antages Forholdet, betyder det egentligen, at den ene Part er ophørt at være Aand, hvilket mangt et Genie ikke betænker, der baade hjælper Folk en masse ind i Sandheden, og er godmodig nok til at mene, at Acclamation, Villighed til at høre, Navns-225Underskrift o. s. v. er at have antaget Sandheden. Akkurat ligesaa vigtig som Sandheden, og Eet af To endnu vigtigere, er Maaden, paa hvilken Sandheden antages, og det hjælper kun lidet om En fik Millioner til at antage Sandheden, naar de netop ved Antagelsens Maade bleve satte over i Usandheden. Og derfor er al Godmodighed, al Overtalelse, al Prutten, al ligefrem Tiltrækning ved Hjælp af sin egen Person, i Betragtning af at man lider saa meget for den Sag, at man græder over Menneskene, at man er saa begeistret o. s. v., alt Sligt er Misforstaaelse, er et Falsum i Forhold til Sandheden, hvorved man, i Forhold til som man har Evne, hjælper en Slump Mennesker til at faae Sandhedens Skin. 207

✂ See, 👤Socrates var en Lærer i det Ethiske, men han var opmærksom paa, at der intet ligefremt Forhold er mellem Læreren og den Lærende, fordi Inderligheden er Sandheden, og Inderligheden i de Tvende netop Veien bort fra hinanden. Fordi han indsaae dette, derfor var det formodentlig, at ►han var saa glad over sit fordeelagtige Ydre. Hvilket var dette? Ja gjæt engang! I vor Tid sige vi jo om en Præst, at han har ret et fordeelagtigt Ydre, glæde os derved og forstaae, at han er en smuk Mand, at Præstekjolen klæder ham godt, at han har et klangfuldt Organ og en Skabning, som enhver Skrædder, eller hvad det var jeg vilde sige, enhver Tilhører maa have Glæde af. Ak, ja, naar man er saaledes udrustet af Naturen og saaledes paaklædt af Skrædderen, saa kan man sagtens være Religionslærer, og være det med Held; thi Religionslærernes Vilkaar er høist forskjelligt, ja mere end man tænker paa, naar der høres ►Besværing over, at nogle Præstekald ere saadanne store Levebrød, andre meget smaa; Forskjellen er endnu større, at nogle Religionslærere blive korsfæstede – men ⓘ ►ReglionenReglionen] , afviger i K; , Reglionen R; , Religionen a1; , Reglionen a1α, a2 er ganske den samme. Og den indeholdte Læres reduplicerede Gjentagelse i Forestillingen om, hvorledes Læreren skal være, bryder man sig ikke stort om. ►Man foredrager Orthodoxie og pynter Læreren ud i hedensk-æsthetiske Bestemmelser. Man fremstiller Christus i 📖 Bibelens Udtryk; ►at han bar al Verdens Synd vil ikke ret bevæge Menigheden, dog forkynder Taleren det, og for ret at 185 gjøre Modsætningen stærk, skildrer han Christi Skjønhed (thi Modsætningen mellem Uskyld og Synd er ikke stærk nok), og den troende Menighed røres ved denne aldeles hedenske Bestemmelse af Guden i menneskelig Skikkelse: Skjønhed. – Dog tilbage til 👤Socrates. Han havde ikke et saadant fordeelagtigt Ydre, som det skildrede; han var meget 226styg, ►havde klodderagtige Fødder og fremfor Alt en Mængde Organer paa Panden og andre Steder, der maatte forvisse ethvert Menneske om, at han var et demoraliseret Subjekt. See, dette var hvad 👤Socrates forstod ved sit fordeelagtige Ydre, som han var saa kisteglad over, at han vilde have anseet det for en Chicane af Guden for at forhindre ham i at være Sædelærer om han havde givet ham et behageligt Ydre som ►en kjelen Citharspiller, et smægtende Blik som en ►Schäfer, ►saa smaae Fødder som en Bal-Direkteur i det Venskabelige, og ►in toto et saa fordeelagtigt Ydre som nogen Tjenestesøgende i ►Adresseavisen eller en theologisk Candidat, der har sat sit Haab til et privat Kald, kan ønske sig det. Hvorfor mon nu hiin 208 gamle Lærer var saa glad over sit fordeelagtige Ydre, uden fordi han indsaae, at det maatte hjælpe til at fjerne den Lærende, saa denne ikke blev hængende i et ligefremt Forhold til Læreren, maaskee beundrede ham, maaskee lod sine Klæder sye paa samme Maade, men maatte fatte ved Modsætningens Frastød, hvilket igjen i en høiere Sphære hans Ironie var, at den Lærende har væsentlig med sig selv at gjøre, og at Sandhedens Inderlighed ikke er den kammeratlige Inderlighed, hvormed to ►Busenfreunde gaae med hinanden under Armen, men den Adskillelse, hvori hver for sig selv er existerende i det Sande.

✂ Dette var jeg da ganske paa det Rene med mig selv om, at enhver ligefrem Meddelelse i Forhold til Sandheden som Inderlighed er en Misforstaaelse, om den end kan være forskjellig i Forhold til den Forskjellige, der ►forskylder den, og være en elskelig Hildethed, en uklaret Sympathie, ►crypt Forfængelighed, Dumhed, Frækhed og andet Mere. Men fordi jeg havde tydeliggjort mig Meddelelsens Form, deraf fulgte ikke, at jeg havde noget at meddele, medens det dog var ganske i sin Orden, at Formen blev mig først tydelig, thi Formen er jo Inderligheden.

✂ Min Hovedtanke var, at man i vor Tid ►formedelst den megen Viden havde glemt hvad det er at existere, og hvad Inderlighed har at betyde, og at Misforstaaelsen mellem Speculationen og Christendommen maatte lade sig forklare deraf. Jeg besluttede nu at gaae saa langt tilbage som muligt for ikke for tidligt at naae det at existere religieust, end sige det at existere christeligt religieust, og saaledes lade ►Misligheder bag mig. Havde man glemt hvad det er at existere religieust, havde man vel 186 ogsaa glemt, hvad det er at existere menneskeligt, dette maatte altsaa bringes frem. Men fremfor Alt maatte det ikke skee docerende, thi i 227samme Øieblik vilde Misforstaaelsen tage sig Forklarings-Forsøget igjen til Indtægt i ny Misforstaaelse, som var det at existere at faae paa et enkelt Punkt maaskee Noget at vide. Meddeles det som en Viden, saa er den Modtagende foranlediget til den Misforstaaelse, at han faaer Noget at vide, og saa er vi jo igjen i Viden. Kun Den, der har Forestilling om en Misforstaaelses Seihed til at ►assimilere sig det meest anstrængte Forklarings-Forsøg og dog blive Misforstaaelsen, kun han vil være opmærksom paa et Forfatterskabs Vanskelighed, hvor man maa passe paa hvert Ord, og hvert Ord gjennemgaae Dobbelt-Reflexionen. Ved ligefrem Meddelelse om det at existere og om Inderlighed 209 vil man kun opnaae, at Speculanten velvilligt tog sig af det, og lod En slippe ind med. Systemet er gjæstfrit! Som en Spidsborger, naar han tager i Skoven, i Betragtning af at der paa ►den fiirstolede Holsteenskvogn er Plads nok, tager ►Creti og Pleti med, uden Hensyn til om de passe for hinanden, saaledes er Systemet ogsaa gjæstfrit – der er jo Plads nok. Jeg vil ikke dølge, at jeg beundrer ►👤Hamann, medens jeg gjerne indrømmer, at hans Tankers Elasticitet mangler ►Ligelighed, og hans overnaturlige Spændstighed Selvbeherskelse, hvis han skulde have arbeidet sammenhængende. Men Geniets Oprindelighed er der i hans korte Ord, og Formens Prægnants ganske svarende til den ►desultoriske Udslyngen af en Tanke. Han er med Liv og Sjæl indtil sin sidste Blodsdraabe samlet i et eneste Ord, et høitbegavet Genies lidenskabelige Protest mod et Tilværelsens System. Men Systemet er gjæstfrit; ►stakkels 👤Hamann, Du er bleven reduceret paa en § af Michelet. Om Din Grav nogensinde har været udmærket, veed jeg ikke, om den nu er nedtraadt, veed jeg ikke, ⓘ men detmen det] R, med det A veed jeg, at Du med Djævels Vold og Magt er bleven trukken i §-Uniformen og stukken ind i Geleddet. Jeg nægter ikke, at ►👤Jacobi oftere har begeistret mig, ►hvorvel jeg meget godt seer, at hans dialektiske Færdighed ikke staaer i Forhold til hans ædle Begeistring, men han er en ædel, uforfalsket, elskelig, rigt begavet Aands Protest i Veltalenhed mod ►Tilværelsens systematiske Indkniben, en seierig Bevidsthed om og en begeistret Kæmpen for, at Existentsen maa have længere og dybere Betydning end de Par Aar hvor man glemmer sig selv over at læse Systemet. Stakkels 👤Jacobi, om Nogen besøger Din Grav, veed jeg ikke, men jeg veed at §ens Plov kjører al Din Veltalenhed, al Din Inderlighed ned, medens et Par fattige Ord blive indregistrerede som Din Betydning 228i Systemet. ►Der siges om ham, at han repræsenterede Følel187sen med Begeistring; et saadant Referat gjør jo Nar baade af Følelsen og Begeistringen, der netop har den Hemmelighed at den ikke lader sig referere paa anden Haand, og derfor ikke paa saa nem en Maade som et Resultat ved en ►satisfactio vicaria kan blive lyksaliggjørende for en Ramser.

✂ Saa besluttede jeg da at begynde; og det Første jeg vilde gjøre, for at begynde fra Grunden, var at lade Existents-Forholdet mellem det Æsthetiske og det Ethiske blive til i existerende Individualitet. Opgaven var sat, og Arbeidet forudsaae jeg vilde blive vidtløftigt nok, og fremfor Alt maatte jeg være forberedt paa stundom 210 at maatte ligge stille, naar Aanden ikke vilde understøtte mig med Pathos. Men hvad der da skeete, skal jeg fortælle i et Tillægsafsnit til dette Capitel.

✂