71IIA43I det Hele er det vist neppe muligt at læse ►Kjæmpehistorierne uden et Smiil. Man tænke sig blot det Comiske i at see en saadan Helt som ►👤Holger Danske komme rennende, et Udtryk [a] som er aldeles staaende, og undertiden hender det sig at de rende et Par Miil efter hverandre, saa kommer 👤Carl Magnus rendende og hugger til ham etc. En mærkelig Naivitæt findes der ogsaa m: H: t: ikke ⓘ at huske hvad man før har sagt. ►Holger Danske (cfr ►👤Rabecks 1 D. p. 289) kommer til 👤Morgana, der sætter ham en Krone paa Hovedet, hvorved han glemmer Alt uden hende og hendes Kjærlighed og dog hedder det p. 292 at han taler med Kong 👤Artus, som han træffer der om deres Bedrifter og saa igjen længer hen, at, da 👤Morgana tager Kronen af ham, da først erindrer han det Forbigangne. En eensidig Moral gjør igrunden Heltene ►imoralske, og besynderligt er det at see den Tillid de have til en Tvekamps Kjendelse om hvo der har Ret, paa samme Tid som de ikke genere dem for, hver især at kjæmpe for den, de holde af, om han ell. hun end havde Uret. – Høist comisk er ogsaa ►de theol: ⓘ Disputer, de føre midt under Striden. – Fortælleren har saa lidet dramatisk Blik, at han lader ►en [b] Muhamedaner sige: O Gud Mahomed og andre vore Afguder (cfr 45 i 👤Holger.)
✂
[a]
IIA44Heller ikke har Fortælleren synderlig Øie for at sætte Kampens Virkelighed i et naturligt Forhold til ►den uhyre Troppemasse vi ofte høre tale om – undertiden indtil flere Millioner. Og nu Slaget selv, der høre vi at ►Oliver, 👤Roland ell. slig en Person kom rennende og hug til en Konge; men da een af Fjenderne saa det, saa kom han rendende og slog til 👤Roland, og da sagde 👤Roland: Gud hjælpe mig arme Msk. Derpaa havde de da seiret og 👤Roland alene nedlagt 1000. Gud veed hvor han fik Tid til det, da den første Strid var saa ⓘ
farlig. –
✂ [b] Det er omtrent ligesaa slet en Replik som naar ►👤Papageno i 📖 Tryllefløiten siger: jeg er et Naturmenneske.«
Forøvrigt har jeg i ►mit Exemplar lagt Mærke ved adskillige Ting af samme Skuffe. –