Til KB.DK
Forside / Tekster / Resultatliste / Fire opbyggelige Taler, 1844

Kierkegaard, Søren Fire opbyggelige Taler, 1844

Søren Kierkegaards Skrifter

✂
* MDCCCXLIV
Fire opbyggelige Taler
af
👤S. KIERKEGAARD
📌Kjøbenhavn
Faaes hos Boghandler 👤P. G. Philipsen
Trykt i 👤Bianco Lunos Bogtrykkeri
✂

✂ ►Afdøde

✂ 👤Michael Pedersen Kierkegaard,

✂ ►forhen Hosekræmmer her i Byen

✂ min Fader

✂ ►helliges disse Taler.

✂

Forord

✂ Skjøndt denne lille Bog (som derfor blev kalden »Taler« ikke Prædikener, fordi dens Forfatter ►ikke har Myndighed til at prædike, »opbyggelige« Taler ikke Taler til Opbyggelse, fordi den Talende ►ingenlunde fordrer at være Lærer) nu atter gaaer ud i Verden, frygter den dog end mindre, end ►da den første Gang tiltraadte Vandringen, at skulle ►drage nogen forsinkende Opmærksomhed paa sig; den haaber tvertimod, at de Forbigaaende formedelst Gjentagelsen neppe bemærke den eller dog kun for at lade den skjøtte sig selv. Saaledes gaaer stundom et Bud til bestemte Tider sin vante Vei; snart er han kjendt, kjendt, saa den Forbigaaende neppe seer ham, end sige seer efter ham – og saaledes gaaer denne lille Bog ud som et Bud, men ikke saaledes som et Bud, at den atter vender tilbage. Den søger ►hiin Enkelte, hvem jeg med Glæde og Taknemlighed kalder min Læser, for at besøge ham, ja for at blive hos ham, thi Den, ►hvem man elsker, til ham kommer man og gjør Bolig hos ham og bliver hos ham, hvis det forundes. Saasnart nemlig han har taget den imod, da haver den ophørt at være: den er Intet for sig selv og ved sig selv, men Alt, hvad den er, er den kun for ham og ved ham. Og uagtet saaledes Sporet bestandig fører hen til min Læser, ikke tilbage, og ►uagtet det foregaaende Bud aldrig vender hjem, og uagtet Den, som udsender det, aldrig erfarer Noget om dets Skjebne; saa gaaer dog det næste Bud freidig gjennem Døden til Livet, trøstig sin Gang for at forsvinde, glad over aldrig at skulle vende hjem igjen – og dette er netop Dens Glæde, som udsender det, som bestandigt kun kom til sin Læser for at tage Afskeed, ►og nu tager den for sidste Gang.

✂ ►📌Kjøbenhavnden 9de August 1844.

✂ 👤S. K.

✂

►At trænge til Gud er Menneskets høieste Fuldkommenhed

✂


✂ »►Et Menneske behøver kun Lidet for at leve, og dette Lidet behøver han kun en liden Tid« – dette er et høimodigt Ord, der er værd at annammes og at forstaaes som det vil forstaaes; thi det er for alvorligt til at ville beundres som et skjønt Udtryk eller en siirlig Vending. Saaledes henkastes det vel stundom; man tilraaber den Nødlidende det, maaskee for i Forbigaaende at trøste ham, maaskee ogsaa kun for at sige Noget; man siger det til sig selv endog paa Lykkens Dag, thi det menneskelige Hjerte er meget svigefuldt og tager kun altfor gjerne Høimodet forfængeligt, og er stolt af kun at behøve Lidet – medens man bruger meget; man siger det til sig selv ►paa Nødens Dag, og ►iler forud for beundrende at modtage sig selv ved Maalet – naar man har ►fuldkommet det Herlige; men hermed er man ligesaa lidt selv tjent, som Ordet er det. »Man behøver det kun en liden Tid«; men som det stundom hænder, at det er, ►naar Dagen længes, at ogsaa Vinteren strenges, saa er det altid saaledes, at Savnets og Gjenvordighedens Vinter gjør Dagene lange, om end Tiden og Livet er kort. Hvor Meget er da det Lidet, som et Menneske behøver? I Almindelighed kan man egentligen slet ikke besvare dette Spørgsmaal; og selv Den, der har oplevet, om ikke at behøve Lidet, saa dog at maatte hjælpe sig med Lidet, selv han vil ikke i Almindelighed kunne bestemme, hvad det Lidet er. Som nemlig Tiden ofte bringer den Sørgende ny Trøst, den Nedbøiede ny Opreisning, Den, der tabte meget, nyt Vederlag, saa er den, selv naar den vedbliver at tage, dog omhyggelig mod den Lidende; tager sjeldent Alt paa eengang, men lidt efter lidt, og vænner ham saaledes lidt efter lidt til at undvære, indtil han selv med Forundring seer, at han endog behøver mindre, end hvad han engang ansaae for det Mindste, ja for saa Lidet, at han med Forfærdelse tænkte paa at maatte behøve saa Lidet (om han end ikke udtrykte sig ganske klart, thi Forfærdelsen ligger sandeligen ikke i kun at behøve Lidet) og næsten ophidsedes ved den modsigende Forestilling, at skulle behøve det, for at kunne vedblive at behøve det; om han end ikke ganske forstod sig selv, da Fuldkommenheden just ikke bestod i at komme til at behøve Mere. Men hvor meget er da det Lidet, som et Menneske behøver? Lad Livet svare, og Talen gjøre hvad Livets Nød og Gjenvordighed stundom gjør, afklæde et Menneske for at see, hvor Lidet det er, han behøver. Og Du, ►m. T., deeltage deri, som Du nu i Forhold til Din særlige Tilstand maa eller vil deeltage; thi Forfærdelse skal Talen ikke vække, dersom den ellers er betænkt paa at finde en Trøst, og ikke har til Hensigt at ville bedrage Dig, som ►naar Fortvivlelsens Iis og Snee danner den skuffende Bjergstrøm, efter hvilken Karavanen bøier Veien, begiver sig ind i Ørkenen og omkommer (►Job, VI, 15-18). Din Forfærdelse kan den ikke vække, dersom Du selv haver oplevet det, og fundet Trøsten; og hvis Du ikke haver oplevet det, da kan dog Talen derom kun forfærde Dig, hvis Din Styrke er i den Betragtning, at Sligt kun hænder sjeldent. Men hvo er da den Elendigste: Den, der haver oplevet det, eller den feige og blødagtige Daare, der ikke mærker, at hans Trøst er Svig, at det, naar Ulykken rammer, kun lidet baader, at det er den sjeldne Gang. Saa tag det da fra ham: Rigdom og Magt og Vælde, og ►falske Venners forræderske Tjenstagtighed, og Lysternes Underdanighed under Ønskets Lune, og Forfængelighedens Triumpher over den tilbedende Beundring, og ►Menneskevrimlens smigrende Opmærksomhed og hele hans Fremtrædens misundte Herlighed; han har tabt det og nøies med mindre. Som Verden ikke kan kjende ham igjen paa Grund af den uhyre Forandring, saa kan han neppe kjende sig selv – saa forandret er han: at han, der behøvede saa meget, nu behøver saa langt mindre. Sandeligen, det er langt lettere og langt glædeligere at forstaae, hvorledes denne Forandring kan gjøre ham ukjendelig for sig selv, end hvorledes hiin anden kan gjøre ham ukjendelig for Menneskene; thi er det ikke ►Daarlighed, at ►det er Klæderne, der gjør en Mand ukjendelig, saa man ikke kan kjende ham, naar han er afklædt; og er det ikke sørgeligt, at ►det er Klæderne man beundrer, ikke Manden! Men ►en gudeligere Betragtning seer let, at han er ifærd med at klædes om og at iføres Høitidsdragten, thi ►den jordiske Bryllupsdragt og den himmelske ere yderst forskjellige. Dog ►lidet Gods med Nøisomhed er jo allerede en stor Vinding; saa tag det da fra ham – ikke Nøisomheden – men det Sidste, han eiede. Han lider ikke Nød, han gaaer ikke hungrig til Sengs; men hvor han skal faae det Fornødne, det veed han ikke, ikke om Aftenen naar han sover ind fra Bekymringen, ikke om Morgenen naar han vaagner til den; men dog faaer han det – det Lidet han behøver for at leve. Saa er han da fattig, og det Ord, der er saa tungt at høre, det maa han høre sagt om sig selv. Dobbelt tungt føler han det; thi han valgte ikke selv denne Tilstand som Den, der henkastede sit Gods for at ►forsøge sig, og som maaskee lettere finder sig i selvvalgt Armod, men derfor ikke altid bedre, dersom han kun ⓘ forsagede Forfængeligheden ved Hjælp af en endnu større Forfængelighed. »Kun at behøve Lidet«, saa talte Ordet; men at vide, at man kun behøver Lidet, uden dog i noget Øieblik med Vished at vide, at man kan faae det Lidet, man behøver – Den, der bærer dette, han behøver kun Lidet, han behøver end ikke, hvad der dog er Noget, at vide sig dette Lidet sikkret. Mere behøver da et Menneske ikke, dersom det er sandt, at han kun behøver Lidet – for at leve; thi en Grav finder han vel, og i Graven behøver ethvert Menneske lige lidet. Hvad enten ►den døde Mand eier den Grav, i hvilken han ligger, maaskee paa hundrede Aar (ak, hvilken besynderlig Modsigelse!), eller han har maattet trænge sig ind mellem Andre, selv i Døden har maattet kæmpe sig frem for at faae en lille Plads: de eie lige Meget og behøve lige Lidet, og behøve det kun for en liden Tid. Men den liden Tid forinden, om hvilken Ordet taler, den kan maaskee blive lang, thi om Veien til Graven end ikke var lang, om Du maaskee ikke sjeldent saae ham gaae mødig sin Gang derud, for med Øiet at erobre det lidet Land, han som Død agtede at indtage; kunde Veien derfor ikke i en anden Forstand blive meget lang? Hvis han da stundom blev mistrøstig, hvis han ikke altid forstod, at et Menneske kun behøver Lidet, havde Du da slet ikke Andet at sige ham end at gjentage hiint Ord? Eller Du sagde vel til ham, hvad der tilbød sig ganske naturligt, saa naturligt, at Du maaskee end ikke selv i Hjertet ret havde Tillid til den Trøst, du bød en Anden: ►lad Dig saa nøies med Guds Naade.

✂ Stands nu et Øieblik, at ikke Alt forvirres: Tanken og Talen og Sproget; at ikke Alt forvirres, idet Forholdet vel vedbliver, men kun derved, at det er ombyttet, saa hiin Mand er Den, der eier Trøsten, Du Den, der behøver den; hiin Mand den Rige, Du den Nødlidende, uagtet det var aldeles omvendt, lige indtil Du hørte det lille Trylle-Ord, der forvandlede Alt. Maaskee mærkede Du det end ikke selv; thi saaledes omgaaes man mangt et Ord, som Barnet det Betydningsfulde, uden at opdage den Tankens Braad deri, som saarer indtil Døden for at frelse Livet. At nøies med Guds Naade! Guds Naade er jo det Herligste af Alt, derom skulle vi dog vel ikke stride; thi dette er i Grunden ethvert Menneskes inderste og saligste Forvisning. Men Tanken om den kalder han saa sjeldent frem; og tilsidst, naar han ret vil være ærlig, da anvender han vel i al Stilhed uden dog at gjøre sig det tydeligt, hvad han gjør, paa denne Forestilling ►hiint gamle Ord: at for Lidet og for Meget fordærver Alt. Skal han tænke Tanken i sin evige Gyldighed, da sigter den øieblikkeligt dødbringende paa al hans verdslige Tænken, ►Digten og Tragten, vender ham Alt om, og dette kan han ikke udholde længe. Da vender han tilbage til det Verdsliges ►lave Egne, til sin sædvanlige Tale og Tankegang. Og jo ældre et Menneske bliver, desto vanskeligere vorder det ham at lære et nyt Sprog, især et saa høist forskjelligt. Dette mærker han nu nok af og til, at det ikke hænger rigtigt sammen med den Maade, paa hvilken han bruger dette Ord, blandet ind mellem al verdslig Tale; han faaer ►en ond Samvittighed mod Ordet, og har ingen Velsignelse af det. Dog er jo Guds Naade det Herligste af Alt. Men dersom nu et Menneske eiede, hvad der vel ikke er saa herligt, eiede alle Jordens Skatte, og du da vilde sige til ham: lad Dig nu nøies dermed; da vilde han vel smile af Dig. Dersom han selv sagde til Dig: nu vil jeg lade mig nøies dermed; da vilde det vel oprøre Dig; thi hvad mere kunde han forlange, og hvilken Frækhed at ville nøies med det Meste. Hvad man nøies med, det maa jo være det Lidet; men at nøies med det Herligste af Alt, det synes en besynderlig Tale; og at dette Trøstens Forslag gjøres af et Menneske, der ikke selv fatter den, er igjen besynderligt, som hvis Nogen ikke uden deeltagende Bekymring gav den Nødlidende en liden Skilling, formanende ham, at nøies med den, medens dog denne Skilling gjorde Modtageren til Eier af hele Verden. Thi var det ikke besynderligt, at Giveren selv kunde tænke saa ringe om Gaven, han bød, at han lod Formaningen om Nøisomhed følge med! Eller var det ikke som, hvis en Mand, der, selv indbuden af den Mægtige, gik til ►Gjestebudshuus, mødte en Ringe, til hvem han sagde, for dog at byde ham en Slags Trøst: lad dig nøies med at ►sidde tilbords i Himmeriges Rige! Eller dersom den Ringe selv var talende og sagde: ak! jeg bliver ikke indbuden af den Mægtige og kan da heller ►ei modtage hans Indbydelse, da jeg er andetsteds indbuden og maa nøies med at sidde tilbords i Himmerigets Rige – var dette ikke en underlig Tale? Jo mere man tænker derover, desto besynderligere bliver Jordlivet og det menneskelige Sprog; thi midt i al den jordiske og verdslige Forskjellighed, der ►er nidkjær nok paa sig selv, blander ►Guds-Forskjelligheden sig tankeløst ind, ja vel endog saaledes, at den i Grunden er udelukket. At komme i Kongens Navn, det aabner alle Døre for En, men at komme i Guds Navn, det er det Sidste, hvori et Menneske skal forsøge sig; og Den, der maa nøies dermed, han maa nøies med Lidet. Hvis han kom til den Mægtiges Dør, hvis Tjeneren end ikke forstod, fra hvem det var han hilsede, hvis den Mægtige utaalmodig selv gik ud og saae den ringe Mand, der skulde hilse fra Gud i Himlene – maaskee blev Døren lukket for ham.

✂ Dog vil Talen ikke overrumple Dig, m. T., eller frembringe en pludselig Virkning. Naar Ordet siger: at nøies med Guds Naade, da er vel Grunden, at Guds Naade ikke udtrykker sig saaledes som et Menneske saa gjerne vil forstaae den, men taler vanskeligere. Saasnart nemlig Guds Naade giver Mennesket hvad han ønsker og begjerer, da nøies han ikke blot med Naaden, men er glad ved hvad han modtager, og forstaaer, efter sin Formening, let, at Gud er ham naadig. At dette nu er en Misforstaaelse, som Ingen skal forhaste sig med at ivre mod, det er vist nok, men derfor bør man dog ikke glemme at øve sig i ►den beleilige Tid til at forstaae det Vanskeligere og det Sande. Dersom nemlig et Menneske kan være forvisset om Guds Naade, uden at behøve det timelige Vidnesbyrd som Mellemmand, eller den efter hans Begreb ham gavnlige Tilskikkelse som Tolk, da er det jo ham vist, at Guds Naade er det Herligste af Alt, og da vil han bestræbe sig for, saaledes at glædes ved den, at han ikke blot nøies med den, saaledes at takke for den, at han ikke nøies med Naaden: ikke sørger over Det, som blev nægtet, ikke over den Sprogforskjellighed der var mellem Guds evige Tilforladelighed og hans barnlige Lidettroenhed, men som nu ikke mere er, nu da ►»hans Hjerte styrkes ved Naaden og ikke ved Mad« (►Hebr. 13, 9). Dersom en Nødlidende turde glæde sig ved en Mægtigs Venskab, men denne mægtige Mand kunde Intet gjøre for ham (dette er jo det Tilsvarende til at Guds Naade lader det jordiske Vidnesbyrd udeblive): det, at han havde et saadant Venskab, var dog allerede saare meget. Men her ligger maaskee Vanskeligheden; thi den Nødlidende kunde jo overbevises om, at hiin mægtige Mand virkeligen ikke formaaede at gjøre Noget for ham; men hvorledes skulde han paa endelig Maade overbevises om, at Gud ikke kan, han er jo almægtig! Deraf kommer det vel, at Utaalmodighedens Tanke bestandigen ligesom pukker paa, at Gud kan nok; og derfor er det, fordi Mennesket er saa utaalmodigt, derfor er det, at Sproget siger: at nøies med Guds Naade. I Begyndelsen, naar Utaalmodigheden er meest høirøstet, da kan den neppe forstaae, at det er en priselig Nøisomhed; alt eftersom den sagtnes og dysses ►i det indvortes Menneskes stille Uforkrænkelighed, da fatter den det bedre og bedre, indtil Hjertet bevæges og stundom idetmindste seer ►den guddommelige Herlighed, der havde paataget sig en ringe Skikkelse. Og forsvinder denne Herlighed atter for Mennesket, saa han igjen er, hvad han dog ogsaa var medens han saae Herligheden, nødlidende, synes det ham atter, at der dog hører Nøisomhed til for at nøies med Guds Naade, da tilstaaer han dog vel stundom sig selv i Beskæmmelse, at Guds Naade nok er værd at nøies med, ja alene værd at eftertragte, ja ene saligt at besidde.

✂ Saa vil da lidt efter lidt, thi Guds Naade tages aldrig med Vold, det menneskelige Hjerte i skjøn Forstand blive mere og mere unøisomt, ɔ: mere og mere higende, mere og mere længselsfuldt efter at vide sig Naaden sikkret. ►Og see, nu er Alt blevet nyt, Alt blevet forandret! I Forhold til det Jordiske gjelder det, at behøve Lidet, og i samme Grad man behøver mindre, i samme Grad er man fuldkomnere, ►som en Hedning, der jo kun vidste at tale om det Jordiske, har sagt det, at Guddommen var salig, fordi han Intet behøvede, næst ham den Vise, fordi han behøvede Lidet. I Menneskets Forhold til Gud er det omvendt: jo mere han behøver Gud, jo dybere han fatter at han trænger til Gud, og nu i sin Trang trænger sig frem til Gud, desto fuldkomnere er han. Ordet at nøies med Guds Naade vil derfor ikke blot trøste et Menneske, og da atter trøste, hvergang jordisk Savn og Nød gjør ham, jordisk talt, Trøsten fornøden; men naar han ret er bleven opmærksom paa Ordet, da kalder det ham afsides, hvor han ikke mere hører det verdslige Sinds jordiske Modersmaal, ikke Menneskenes Taler, ikke Larmen af de Handlende, men hvor Ordet forklarer sig for ham, betroer ham Fuldkommenhedens Hemmelighed: at det at behøve Gud, ikke er til at skamme sig ved, men netop er Fuldkommenheden, og at dette er det Sørgeligste, om et Menneske gik gjennem Livet uden at opdage, at han behøvede Gud.

✂ Saa ville vi da tydeliggjøre os denne opbyggelige Tanke:

✂


✂ At trænge til Gud er Menneskets høieste Fuldkommenhed.

✂


✂ At det er saa, at det at trænge til Gud er en Fuldkommenhed, derom synes en Omstændighed, der vel er Alle bekjendt, at minde Enhver idetmindste med en forbigaaende Paamindelse. ►I de forskjellige Landes Kirker bedes jo efter Prædikenen for Kongen og det kongelige Huus. ►At der bedes for Dem, som syge og sorrigfulde ere, kan ikke bevise, at det at trænge til Gud er en Fuldkommenhed; thi disse ere jo de Lidende. Men Kongen, han er den mægtige Mand, ja den mægtigste; og dog bedes der ganske særligen for ham, kun i Almindelighed for de Syge og Sorrigfulde, om Kirken end haaber og fortrøster sig til, at Gud i Himlene vil forstaae det ganske særligen, at han, medens Kirken end ikke tænker paa nogen Bestemt, tænker paa enhver Bestemt i ►Besynderlighed. Og dersom det er anderledes med Guds Forstaaen, dersom hans Regjeringssorger ogsaa kun tillod ham i Almindelighed at bekymre sig om den Enkelte – ja, da Gud hjælpe os! Ak, dette er dog det Sidste et Menneske siger i sin Elendighed; selv naar han ikke kan udholde denne sidste Tanke, at Gud kun i Almindelighed skulde bære Omsorg for den Enkelte, selv da siger han: Gud hjælpe mig til at udholde denne Tanke, og faaer dog saaledes alligevel Gud til at bekymre sig særligen om ham. Men hvorfor bedes der nu for Kongen i Særdeleshed? Er det fordi han har den jordiske Magt og holder Manges Skjebne i sin Haand; er det fordi hans Velvære betinger Utalliges; er det fordi enhver ►»Modgangsskygge,« der gaaer over Kongens Huus, ogsaa gaaer over hele Folket; er det fordi hans Sygdom standser Statens Virksomhed, hans Død forstyrrer dens Liv? En saadan reen verdslig Bekymring kan vistnok, og ei heller uskjønt, beskæftige Mange; men dog vel neppe bringe Nogen til at ⓘ bede paa nogen anden Maade end med den Tilbageholdenhed, der er fornøden, naar vi bede om jordiske Goder; thi et saadant jordisk Gode bliver jo i saa Fald en Konge. I denne Forstand vilde da og Forbønnen blive inderligere og inderligere, alt eftersom den Bedendes eget Liv var knyttet nærmere og nærmere til ham, indtil Bønnen tilsidst ikke mere var en Forbøn, saa lidet som Hustruens Bøn for Manden er en Forbøn. Men saaledes kan jo Kirken ikke være bedende, netop fordi den gjør Forbøn; men dette gjør den vel, fordi den er overbeviist om, at jo høiere et Menneske staaer, desto mere behøver han Gud.

✂ Dog om der end bedes i alle Kirker for en Konge, deraf følger jo ikke, at den Konge, for hvem der bedes, selv fatter, at det at trænge til Gud er Menneskets høieste Fuldkommenhed. Og om den Enkelte i Kirken stiltiende ►giver sit Minde til Forbønnen, ak, og om de Mange, der ikke besøge Kirken, dog Intet have at indvende mod Forbønnen, deraf følger jo ikke, at disse forstaae det gudeligt, at jo høiere man stiger i jordisk ►Magt og Vælde, desto nærmere kommer man kun til Forbønnen. At tage den forfængeligt, er for den Mægtige kun altfor let; at sige den forfængeligt, er for den Bedende kun altfor let; hvorimod det, ret for Alvor at ville forstaae, hvad man allerede ikke forstaaer alvorligt nok, naar man selv vil ►forsøge sig til denne Bevidsthed, og ikke lade Gud om det, der bedst veed at ængste al Selvtillid ud af et Menneske og forhindre ham i, naar han skal til at synke i sin egen Intethed, at vedligeholde ►Dykkerens Forbindelse med det Jordiske selv; det, ret for Alvor at ville forstaae det, gjør Livet vanskeligt, vi nægte det ikke. Lader os kun tilstaae det, uden derfor at blive mismodige eller feige, saa vi ville sove os til, hvad Andre have maattet arbeide for; lader os ikke tage det forfængeligt, naar den Troende begeistret siger, at ►al hans Lidelse kun er stakket og kort, at Selvfornægtelsens ►Aag er saa let at bære. Men lader os heller ei tvivle om, at Selvfornægtelsens Aag er gavnligt, at Lidelsernes Kors adler et Menneske ►trods Noget, og haabe til Gud, engang at skulle komme saavidt, at vi ogsaa kunne tale begeistrede. Men lader os ikke forlange det for tidligen, at ikke den Troendes begeistrede Tale skal gjøre os mismodige, fordi det ikke strax vil lykkes. Ofte gaaer det et Menneske saaledes, at han indprenter i sin Hukommelse et enkelt stærkt Ord. Naar nu Lidelsen kommer til hans Huus, da mindes han Ordet, og mener strax at skulle seire i Ordets Glæde. Men ►selv en Apostel taler ikke altid stærke Ord, ogsaa han er stundom svag, ogsaa han ængstes, og giver derved at forstaae, at det stærke Ord er dyrekjøbt, og aldrig besiddes saaledes, ►at man jo igjen kan faae Leilighed til at forvisse sig om, hvor dyrt det er kjøbt.

✂ Men om nu end denne Forstaaelse gjør Livet vanskeligere, ikke blot for den Lykkeliges Letsindighed og for de Mange, hvis Higen er at blive som han er det; men ogsaa for de Ulykkelige, da dog Forstaaelsen ikke virker som en Trolddom, ikke virker paa nogen udvortes afgjørende Maade; skulle vi derfor tvivlsomt anprise den, eller tvesindede attraae den? Og dog er det jo en betænkelig Sag, at det, der skal bydes som Trøsten i Livet, begynder med at gjøre det vanskeligere, for da – ja for da i Sandhed at gjøre det lettere; thi saaledes er det med enhver Sandhedens Undergjerning, som det var med ►hiint Under ved Brylluppet i 📌Cana: først iskjænker Sandheden den slette Viin og gjemmer den bedste til Sidst; hvorimod den bedragerske Verden skjænker den bedste Viin først. Fordi nemlig et Menneske blev ulykkelig, »►grændseløs ulykkelig«, som han jo selv siger, deraf følger slet ikke, at den Forstaaelse, der betinger Trøsten, den Forstaaelse, ►at han selv slet Intet formaaer, endnu er modnet i ham. Dersom han saaledes troer, at han blot mangler Midlet, da troer han endnu paa sig selv, dersom han troer, at hvis Magten gaves ham, eller Menneskenes Beundring, eller Besiddelsen af det Ønskede, dersom han mener, at Klagen indeholder en berettiget Fordring paa noget Timeligt, som bliver mere berettiget, jo heftigere Klagen bliver – da har han endnu en, menneskelig talt, ►bitter Kalk at tømme, før Trøsten kommer. Derfor er det altid en vanskelig Sag for det ene Menneske at tilbyde det andet en saadan Trøst; thi naar den Bekymrede tyer til ham, og han da vil sige: »jeg veed vel, hvor der er en Trøst at finde, en ubeskrivelig Trøst, ja hvad mere er, den forvandler sig lidt efter lidt i Din Sjel til den høieste Glæde,« da vil vel den Bekymrede lytte opmærksomt; men naar der da tilføies: »førend dog denne Trøst kan komme, da maa man forstaae, at man selv er slet Intet; da maa man afhugge den Sandsynlighedens Bro, der vil sætte Ønsket og Utaalmodigheden og Begjeringen og Forventningen i Forbindelse med det Ønskede, det Begjerede, det Forventede; da maa man forsage det verdslige Sinds ►Omgængelse med det Tilkommende; da maa man trække sig tilbage i sig selv, ikke som i en Fæstning, der endnu byder Verden Trods, medens dog den Indesluttede har hos sig i Fæstningen sin farligste Fjende, ja medens det maaskee var Fjendens Raad, han fulgte, da han saaledes sluttede sig inde, men trække sig tilbage i sig selv, synkende i sin egen Intethed, overgivende sig selv paa Naade og Unaade«, da var der vel Den, som ►gik bedrøvet bort liig hiin rige Yngling, der havde meget Gods, og det uagtet han ikke havde meget Gods, men dog lignede ham, saa man ikke kunde skjelne dem. Eller dersom den Bekymrede var løben vild og løben fast i Overveielse, saa han ikke mægtede at handle, fordi der fra begge Sider lod sig sige ligemeget, og et andet Menneske da vilde sige til ham: »jeg veed en Udvei, og Du skal være Seiren vis; opgiv Ønsket, handel, handel i den Overbeviisning, at selv naar netop det Modsatte af Ønsket skeer, har Du dog seiret«, da var der vel Den, der vendte sig utaalmodigen bort, fordi en saadan Seier syntes ham et Nederlag, og fordi en saadan Udvei tyktes ham endnu tungere end den tvivlende Sjels mangfoldige Uro.

✂ ►Hvad er dog et Menneske? Er han kun en Prydelse mere i Skabningens Række; eller har han ingen Magt, formaaer han selv Intet? Og hvilken er da denne Magt; hvad er det Høieste han formaaer at ville? Hvorledes lyder Svaret paa dette Spørgsmaal, naar Ungdommens Dristighed forener sig med Manddommens Kraft for at spørge, naar denne herlige Forening er villig til at offre Alt for at fuldkomme det Store, naar den brændende i Iver siger: »om end ingen Anden før naaede det i Verden, saa vil dog jeg naae det; om Millioner vanartede og glemte Opgaven, saa vil dog jeg stride – men hvad er det Høieste«? Nu vel, vi ville ikke besvige det Høieste for sin Priis, vi dølge ikke, at det sjeldent blev naaet i Verden; thi det Høieste er: at et Menneske fuldelig overbevises om, at han selv slet Intet formaaer, slet Intet. O, sjeldne Vælde, ikke saaledes sjelden, at kun en Enkelt fødtes ►kongebaaren, thi Enhver fødtes til den! O, sjeldne Viisdom, ikke saaledes sjelden, at den kun tilbødes Enkelte, da den dog tilbydes Alle! O, vidunderlige Sjeldenhed, der ikke nedværdiges ved at tilbydes Alle, og ved at kunne besiddes af Alle! Ja naar Mennesket vil vende sig ud efter, da synes det vel som formaaede han hvad der var mere forbausende, hvad der vilde tilfredsstille ham selv ganske anderledes, hvad Beundringen jublende vilde flokkes om; thi hiin sjeldne Ophøiethed er ikke god at beundre, frister ikke det sandselige Menneske, da den tvertimod dømmer den Beundrende, at han er en Daare, der ikke selv veed hvad han beundrer, og byder ham at gaae hjem; eller at han er en svigagtig Sjæl, og byder ham at gaae i sig selv. For den udvortes Betragtning er vel ►Mennesket den herligste Skabning, men al hans Herlighed er dog kun i det Udvortes og til det Udvortes: thi sigter ikke Øiet med sin Piil ud efter, hver Gang Lidenskaben og Lysten spænder Strengen, griber ikke Haanden ud efter, er ikke hans Arm udrakt, er ikke hans Snilde erobrende! Men dersom han dog ikke vil være som et Krigsredskab i uforklarede Drifters Tjeneste, ja i Verdens Tjeneste, fordi Verden, til hvilken hans Attraa er, selv vækker Driften; dersom han dog ikke vil være som ►en Strengeleg i uforklarede Stemningers Haand, eller rettere i Verdens Haand, fordi hans Sjæls Bevægelse er i Forhold til som Verden griber i Strengene; dersom han ikke vil være som et Speil, hvori han opfanger Verden, eller rettere, hvori Verden speiler sig selv; dersom han ikke vil dette, dersom han, førend Øiet sigter efter Noget for at erobre det, først selv vil fange Øiet, at det maa tilhøre ham, ikke han Øiet, dersom han griber Haanden, førend den griber til efter det Udvortes, at den maa tilhøre ham, ikke han Haanden, dersom han vil det saa alvorligt, at han ikke frygter for ►at udrive Øiet, at afhugge Haanden, at lukke Sandsens ►Vindve, hvis det skulde gjøres fornødent – ja, da er Alt forandret, Magten taget fra ham og Herligheden. ►Han strider ikke med Verden, men med sig selv. Betragt ham nu, hans kraftige Skikkelse holdes omsluttet af en anden Skikkelse, og saa fast holde de hinanden omslyngede, lige smidigt og lige stærkt sammenknuge de hinanden, saa Brydningen end ikke kan begynde, fordi hiin anden Skikkelse i samme Øieblik vilde overvælde ham; men denne anden Skikkelse er ham selv. Saaledes formaaer han slet Intet; selv det svageste Menneske, der ikke ►forsøges i denne Strid, formaaer langt mere end han. Og denne Strid er ikke blot anstrængende, men tillige meget forfærdelig (dersom det dog ikke er ham selv, der følgende sit eget Paafund har vovet sig ud i den, og hvis saa er, da forsøges han ikke i den Strid, om hvilken vi tale) naar Livet ved Guds Styrelse kaster et Menneske ud for at styrkes i denne Tilintetgjørelse, der ingen ►Skuffelse kjender, ingen Udflugt tillader, intet Selvbedrag foranlediger, som formaaede han under andre Omstændigheder noget Mere; thi da han strider med sig selv, kan Omstændigheder ikke gjøre Udslaget. Denne er et Menneskes Tilintetgjørelse, og Tilintetgjørelsen hans Sandhed. Han skal ikke slippe ud af denne Erkjendelse; thi han er jo sig selv sit eget Vidne, sin Anklager, sin Dommer, han er sig selv den Eneste der formaaede at trøste, da han forstaaer Tilintetgjørelsens Nød, og den Eneste, der ikke kan trøste, da han jo selv er Tilintetgjørelsens Redskab. At fatte denne Tilintetgjørelse, er det Høieste, hvad et Menneske formaaer, at ruge over denne Forstaaelse, fordi den er ham et betroet Gode, af Gud i Himlene nemlig betroet ham som Sandhedens Hemmelighed, er det Høieste og det Vanskeligste hvad et Menneske formaaer; thi Bedraget og Falskneriet er let gjort, saa han selv paa Sandhedens Bekostning bliver til Noget. Dette er det Høieste og Vanskeligste et Menneske formaaer, dog hvad siger jeg, end ikke dette formaaer han, han formaaer i det Høieste at ville forstaae, at denne ►tørre Brand kun fortærer indtil Gudskjærlighedens Ild tænder Luen i hvad den tørre Brand ikke kunde fortære. – Saaledes er Mennesket en hjælpeløs Skabning; thi al anden Forstaaelse, hvorved han forstaaer, at han kan hjælpe sig selv, er kun en Misforstaaelse, om han end i Verdens Øine blev anseet for modig – ved at have Mod til at blive i en Misforstaaelse, det er, ved ikke at have Mod til at forstaae Sandheden.

✂ Men i Himlene, m. T., der boer den Gud, som formaaer Alt, eller rettere, han boer jo allevegne, om Menneskene end ikke mærke det; »►ja var Du, o Herre, et afmægtigt, livløst Legeme som en Blomst, der visner; var Du som en Bæk, der rinder forbi; var Du som en Bygning, der synker hen i Tiden; saa vilde Menneskene agte paa Dig, da var Du en passende Gjenstand for vore lave og dyriske Tanker«; men nu er det ikke saaledes, og Din Storhed gjør Dig netop ►usynlig; thi i Din ►Viisdom er Du for langt borte fra Menneskets Tanke, til at han kan see Dig, og i Din Allestedsnærværelse er Du ham for nær til at han kan see Dig; i Din Godhed skjuler Du Dig for ham, og Din Almagt gjør, at han ikke kan ►see Dig, thi saa blev han selv til Intet! Men ►Gud i Himlene formaaer Alt, og Mennesket slet Intet.

✂ M. T., er det nu ikke saaledes, at disse Tvende passe for hinanden: Gud og Mennesket? Men passe de for hinanden, da er jo kun Spørgsmaalet, om Du vil være glad over denne vidunderlige Lykke, at I Tvende passe for hinanden; eller om Du hellere vil være en Saadan, der slet ikke passede for Gud, en Saadan, der selv formaaede Noget – og altsaa ikke ganske passede for Gud: thi Gud kan Du jo ikke ⓘ og kan Du jo ikke ville forandre, at han ikke skulde formaae Alt. At blive til Intet, det synes haardt, o, men selv i det Menneskelige tale vi anderledes. Thi hvis Ulykken lærte to Mennesker, at de passede for hinanden i Venskab eller i Elskov, hvor ringe syntes dem dog ikke den Nød, som Ulykken bragte, i Sammenligning med den Glæde, som Ulykken ogsaa bragte: at disse Tvende passede for hinanden! Og hvis Tvende først i Døden forstode, at de passede for hinanden i al Evighed, o, hvad var da hiint korte om end bittre Adskillelsens Øieblik, der er Dødens, i Sammenligning med en evig Forstaaelse!

✂ Saaledes er Mennesket stort og paa sit Høieste, naar han passer for Gud ved selv at være slet Intet; men lader os ikke letsindigen beundre eller tage Beundringen forfængeligt. ►Gik ikke 👤Moses som Herrens Udsending til et vanartet Folk for at udfrie dette fra det selv, dets Trællesind, og fra dets Trællestand under en Tyrans Aag? Hvad er selv den største Helts Daad i Sammenligning med hvad man saaledes kalder Moses's Gjerninger; thi hvad er det ►at sløife Bjerge og fylde Floder mod at lade ►et Mørke falde over hele 📌Ægypten! Men dette var jo ogsaa kun Moses's saakaldte Gjerninger, thi han formaaede slet Intet, og Gjerningen var Herrens. Seer her Forskjellen. 👤Moses, han fatter ikke Beslutninger, udkaster ikke Planer, medens de Forstandiges Raad opmærksomt lytter til, fordi Anføreren er den Viseste; 👤Moses formaaer slet Intet. Hvis Folket vilde sige til ham: gaa Du til ►Pharao, thi Dit Ord er mægtigt, Din Røst seierrig, ►Din Veltalenhed uimodstaaelig, da havde han vel svaret: »O, I Daarer! jeg formaaer slet Intet, end ikke at lade mit Liv for Eder, hvis Herren ikke saa vil det, jeg formaaer kun at henstille Alt til Herren«. ►Da træder han frem for Pharao, og hvilket er hans Vaaben? Den Afmægtiges – Bønner, og selv naar Bønnens sidste Ord allerede har naaet Himlen, da veed han endnu ikke, hvad der skal skee, om han end troer, at hvad der saa end skeer, skeer dog det Bedste. Da vender han hjem til Folket, men hvis det vilde prise og takke ham, da vilde han vel svare: »jeg formaaer slet Intet.« Eller ►naar Folket tørster i Ørkenen, og maaskee tyer til 👤Moses og siger: tag Din Stav og byd Klippen at give Vand, da skulde vel 👤Moses svare: »hvad er min Stav andet end en Kjæp?« Og vedblev Folket: men ►i Din Haand er Staven mægtig; da maatte vel 👤Moses sige: »jeg formaaer slet Intet; men da dog Folket begjerer det, da jeg selv ikke kan udholde Synet af de Vansmægtendes Elendighed; saa slaaer jeg Klippen, om jeg selv end ikke troer, at der vil springe Vand af den« – og Klippen gav ikke Vand. Altsaa: om den Stav, han holder i sin Haand, skal være Almagtens Finger, eller den skal være Moses's Kjæp, veed han ikke, end ikke i det Øieblik, da Staven allerede berører Klippen; han veed det først bag efter, ►som han bestandig kun seer Herrens Ryg. O! menneskeligt talt formaaer den Svageste i 📌Israel mere end 👤Moses, thi denne mener dog, at der er Noget, han formaaer, men 👤Moses formaaer slet Intet. I det ene Øieblik ligesom at være stærkere end den Stærkeste, end alle Mennesker, end hele Verden, forsaavidt Underet skeer ved hans Haand; i det næste Øieblik, ja i samme Øieblik at være svagere end den Svageste, forsaavidt denne dog endnu bestandigen mener, at der er Noget, han formaaer – en saadan Storhed skal ikke friste Forfængelighedens Higen, forsaavidt den da giver sig Tid til at forstaae, hvori Storheden ligger; thi ellers skulde den vel flux være rede til med sin væmmelige Feighed at ønske at være i Moses's Sted.

✂ Dog gjør denne Betragtning, at det at trænge til Gud er Menneskets høieste Fuldkommenhed, end Livet vanskeligere, da gjør den det jo kun, fordi den vil betragte Mennesket efter hans Fuldkommenhed, og bringe ham selv til at betragte sig saaledes; thi i og ved denne Betragtning lærer Mennesket at kjende sig selv. Og det Menneske, der ikke kjender sig selv, hans Liv er jo i dybere Forstand en ►Skuffelse. Dog en saadan Skuffelse forskyldes vel sjeldent, at et Menneske ikke opdager, hvilke Evner der ere ham betroede, ikke søger at udvikle disse saa meget som muligt i Overeensstemmelse med de Livsforhold, der ere ►ham opgivne, saa han ret slaaer dybe Rødder i Tilværelsen, ikke omgaaes sig selv letsindigen liig det lykkeligt begavede Barn, der ikke forstaaer, hvor meget der dog er det betroet, liig ►den letsindige rige Yngling, der ikke veed hvad Guld har at betyde – og saaledes er jo ogsaa det vi kalde et Menneskes Selv ligesom Penges Værd; og Den, der kjender sig selv, han veed indtil det mindste, hvor meget han lyder paa, og veed at ►sætte sig selv om, saa han faaer den hele Værdi ud. Gjør han ikke dette, da kjender han ikke sig selv, og han er skuffet, hvad den Forstandige nok vil sige ham, og sige ham Skridt for Skridt, eftersom Livet gaaer frem: at han ikke fryder sig ved Livet i Dagenes Vaar; at han ikke gjør sig gjeldende for hvad han virkelig er; at han ikke veed at Menneskene tage En for hvad man selv ⓘ ►giver sig for, at han ikke har vidst at gjøre sig selv betydningsfuld og derved at give Livet Betydning for sig. Ak men om et Menneske ogsaa i denne Forstand nok saa godt kjendte sig selv, om han end nok saa godt vidste, at faae sig selv saa fordeelagtigt som muligt udsat paa Rente i Livet; mon han derfor kjendte sig selv? Men kjendte han ikke sig selv, saa var jo dog hans Liv i dybere Forstand en Skuffelse. Skulde det nu ogsaa være sjeldent, at et Menneske i disse kloge Tider forskyldte en saadan Skuffelse? Hvilken var nemlig hiin kløgtige Selvkundskab anden end denne, at han kjendte sig selv i Forhold til noget Andet, men ikke kjendte sig selv i Forhold til sig selv, det vil sige: hans hele Selvkundskab blev trods den tilsyneladende Tilforladelighed aldeles svævende, da den kun angik Forholdet mellem et tvivlsomt Selv og et tvivlsomt Andet; thi dette Andet kunde forandres, saa en Anden blev den Stærkeste, den Skjønneste, den Rigeste, og dette Selv kunde forandres, saa han selv blev fattig, blev styg, blev afmægtig; og denne Forandring kunde indtræde hvert Øieblik. Blot nu dette Andet tages bort, saa er han jo skuffet; og dersom dette Andet er noget Saadant, at det kan tages bort, er han jo skuffet, selv om det ikke toges bort, fordi hans hele Livs Betydning var grundet paa noget Andet. Det er nemlig ingen Skuffelse af det, som kan skuffe, at det skuffer: men snarere en Skuffelse, naar det lader det være.

✂ En saadan Selvkundskab er da saare ufuldkommen, og langtfra at betragte Mennesket efter hans Fuldkommenhed; thi det var jo en besynderlig Fuldkommenhed, om hvilken der, efterat man maaskee havde priset den i de stærkeste Udtryk, slutteligen maatte siges: tillige er den en Skuffelse? Ad denne Vei kommer man ikke til at betragte Mennesket efter hans Fuldkommenhed, og for at begynde derpaa maa man begynde med at rive sig løs fra enhver saadan Betragtning, hvilket er vanskeligt nok, som det at rive sig ud af en Drøm, at man ikke tager feil og fortsætter Drømmen: drømmende, at man er vaagnet; vidtløftigt nok i en vis Forstand, fordi et Menneskes egentlige Selv synes ham at ligge saa fjernt, at hele Verden ligger ham langt nærmere; forfærdeligt nok, fordi den dybere Selvkundskab begynder med, hvad Den, der ikke vil forstaae det, maatte kalde det ængstende Bedrag: istedetfor hele Verden at faae sig selv, istedetfor Herre at blive Trængende, istedetfor at formaae Alt at formaae slet Intet. Ak, hvor vanskeligt, at man ikke her igjen falder hen i Drømme, og drømmer, at man gjør det ved sin egen Kraft.

✂ Naar da Mennesket vender sig mod sig selv for at forstaae sig selv, træder han ligesom hiint første Selv iveien, standser det, der jo var vendt ud ad, i at hige og tragte efter den Omverden, der er dets Gjenstand, kalder det tilbage fra det Udvortes. For at bevæge det første Selv til denne Tilbagekaldelse lader det dybere Selv Omverdenen blive, hvad den er, blive tvivlsom. Saaledes er det jo ogsaa, at Verdenen om os er Ustadighed og ethvert Øieblik kan forandres til det Modsatte; og der er ikke fundet det Menneske, der ved sin Magt eller ved sit Ønskes Besværgelse kan tvinge denne Vexel. Det dybere Selv danner nu hiin Omverdenens svigefulde Bøielighed saaledes, at den ikke mere bliver hiint første Selv attraaværdig. Enten maa da det første Selv see at dræbe det dybere Selv, at faae det glemt, hvorved da Alt er opgivet; eller det maa indrømme, at det dybere Selv har Ret; thi at ville udsige Bestandighed om Det, som bestandig vexler, er jo en Modsigelse; og saasnart man bekjender, at det vexler, kan det jo vexle i samme Øieblik. Hvor Meget end hiint første Selv krymper sig derved, der er aldrig fundet nogen saa snild Ordgyder eller saa snedig Tankefalskner, at han kan afkræfte det dybere Selvs evige Paastand; der gives kun een Udvei, det er at bringe det dybere Selv til Taushed ved at lade Ustadighedens Brusen overdøve det. – Hvad er nu skeet? Det første Selv er standset, kan aldeles ikke røre sig. Ak, Omverdenen kan i Virkeligheden være saa begunstigende, saa haandgribelig trofast, saa tilsyneladende usvigelig, at Enhver vil ►borge for en lykkelig Fremgang, naar man blot begynder; det hjælper ikke. Det Menneske, der er Vidne til hiin Strid i hans Indre, maa give det dybere Selv Ret: i dette Minut kan Alt være forandret, og Den, der ikke opdager det, han ►løber bestandigt paa det Uvisse. Der har i Verden aldrig været ►saa hurtig en Tunge, at den kunde ►bedaare det dybere Selv, saasnart det blot faaer Lov at komme til Orde. Ak, det er en smertefuld Tilstand: det første Selv sidder og seer efter alle de ►vinkende Frugter; og det er jo saa klart, at blot man griber til, saa lykkes Alt, det vil ethvert Menneske indrømme – men det dybere Selv sidder alvorligt, betænkeligt som Lægen ved den Syges Leie, om dog ogsaa med sin forklarede Mildhed, fordi det veed, ►at denne Sygdom er ikke til Døden men til Livet. Det første Selv har nu en bestemt Higen; det veed med sig selv, at det er i Besiddelse af Betingelserne; Omverdenen, saaledes som det forstaaer den, er saa begunstigende som muligt; de vente ligesom blot paa hinanden: det lykkelige Selv og Lykkens Begunstigelser – ak, hvilket lysteligt Liv! men det dybere Selv viger ikke, det tinger ikke, ►giver ikke sit Minde, slutter ikke Forlig, det siger blot: endnu i dette Øieblik kan jo Alt være forandret. Dog Menneskene hjælpe hiint første Selv med Forklaringen, de kalde paa ham, de forklare, at saaledes gaaer det til i Livet, at der ere nogle Mennesker, som ere lykkelige, og de skulle nyde Livet, og han er een af dem. Da banker Hjertet, han vil afsted ... at et Barn, der har en streng Fader, maa blive hjemme, det maa man finde sig i, thi Faderen er jo den Stærkeste; men han er jo intet Barn, og hiint dybere Selv er jo ham selv, og dog synes det strengere end den strengeste Fader, man kan slet ikke indsmigre sig hos det, det vil enten tale uforbeholdent, eller slet ikke. Da er der Fare paafærde, det mærke de Begge, baade det første og det dybere Selv, og da sidder dette bekymret som den erfarne Lods, medens der hemmeligen holdes Raad, om det ikke var bedst, at kaste Lodsen overbord, da han skaffer Modvind. Dog skeer det ikke, men hvad er Følgen? Det første Selv kan ikke røre sig af Stedet, og dog, dog er det tydeligt, at Glædens Øieblik iler, at Lykken allerede flygter; thi det sige jo Menneskene, at naar man ikke benytter Øieblikket strax, da er det snart bag efter. Og hvem er saa Skyld deri? Hvem Anden end hiint dybere Selv? Men selv dette Skrig, det hjælper ikke. – Hvad er dog dette for en unaturlig Tilstand; hvad skal det Hele betyde? Naar noget Saadant foregaaer i et Menneskes Sjel, betyder dette da ikke, at hans Sind begynder at blive svagt? Ak nei, det betyder noget ganske Andet, det betyder, at Barnet skal til at vænnes fra. Thi man kan jo være tredive Aar og derover, fyrretive Aar og dog kun Barn, ja man kan døe som et gammelt Barn. Men det at være Barn er saa deiligt! Saa ligger man ved Timelighedens Bryst i Endelighedens Vugge, og Sandsynligheden sidder ved Vuggen og synger for Barnet. Gaaer Ønsket ikke i Opfyldelse og Barnet bliver uroligt, saa dysser Sandsynligheden paa det og siger: lig nu blot stille og sov, saa gaaer jeg ud og kjøber Noget til Dig; og næste Gang saa kommer Touren til Dig. Saa sover Barnet ind igjen og saa er Smerten glemt, og Barnet rødmer atter i nye Ønskers Drømme, uagtet det troede, at det var en Umulighed at glemme Smerten; nu, det forstaaer sig, hvis han ikke havde været et Barn, havde han vel ikke glemt Smerten saa let, og det vilde have viist sig, at det ikke var Sandsynligheden, der havde siddet ved Vuggen; men det dybere Selv der havde siddet hos ham ved Dødsleiet i Selvfornægtelsens Dødsstund, da det selv opstod til en Evighed.

✂ Naar da det første Selv ►falder det dybere Selv tilfode, da ere de forligte og følges ad. Da siger vel det dybere Selv: »det er sandt, nær havde jeg glemt det over vor megen Strid, hvad var det nu Du saa inderligen ønskede; i dette Øieblik troer jeg ikke, at der er Noget til Hinder for Ønskets Opfyldelse, naar Du blot ikke glemmer den lille Hemmelighed, vi To have med hinanden. Seer Du nu, nu kan Du da vel være fornøiet«. Maaskee svarer det første Selv: »ja nu bryder jeg mig ikke saaledes om det; nei, jeg bliver aldrig glad som før, o, som dengang, da min Sjel higede derefter; og egentligen forstaaer Du mig ikke«. »Det troer jeg heller ei; og det var vel heller ei ønskeligt, at jeg forstod Dig saaledes, at jeg higede ligesaa meget som Du. Dog skulde Du have tabt Noget ved at Du ikke saaledes bryder Dig derom? betænk paa den anden Side, hvis nu Omverdenen havde bedraget Dig, og det veed Du jo den kunde, mere sagde jeg ikke, jeg sagde blot det er muligt, hvorved jeg jo rigtignok tillige sagde, at det Du ansaae for Vished egentligen ogsaa kun var en Mulighed – hvad saa, saa havde Du fortvivlet, og Du havde ikke havt mig at stole paa; thi Du erindrer nok, at ►Skibsraadet næsten ►var betænkt paa, at kaste mig overbord. Skulde Du nu ikke være bedre tjent med at have tabt Noget af hiin brændende Begjer, og vundet, at Livet ikke kan bedrage Dig; at tabe paa den Maade, er det ikke at vinde?«

✂ Hiin lille Hemmelighed, som vi To have med hinanden, saaledes sagde det dybere Selv. Hvilken er vel denne Hemmelighed, m. T.? Hvilken anden, end at et Menneske i Forhold til det Udvortes slet Intet formaaer. Vil han umiddelbart gribe efter det Udvortes, da kan det i samme Nu forandres og han være bedragen; derimod kan han tage det med den Bevidsthed, at det ogsaa kunde forandres, og han er ikke bedragen, selv om det forandredes; thi han har det dybere Selvs Samtykke. Vil han handle umiddelbart i det Udvortes, udføre Noget, da kan Alt i samme Øieblik blive til Intet; derimod kan han med denne Bevidsthed handle, og selv om det blev Intet, han er ikke bedragen, thi han har det dybere Selvs Samtykke.

✂ Dog om end saaledes det første og det dybere Selv ere forligte, og det fælleds Sind vendt bort fra det Udvortes, saa er det jo kun Betingelsen for at kunne komme til at lære sig selv at kjende. Men for at han virkeligen skal kjende sig selv, er der ny Strid og nye Farer. Den Stridende lade sig blot ikke forfærde og afskrække ved den Tanke som var det at trænge en Ufuldkommenhed, naar Talen er om at trænge til Gud, som var det at trænge en beskæmmende Hemmelighed man helst skjulte, naar Talen dog er om at trænge til Gud; som var det at trænge en sørgelig Nødvendighed, man søgte at afvinde en blidere Side ved selv at udsige det, naar Talen dog var om at trænge til Gud. Ved den dybere Selverkjendelse lærer man netop, at man trænger til Gud; men det ved første Øiekast Nedtrykkende heri vilde afskrække En fra at begynde, hvis man ikke i Tide var opmærksom derpaa og begeistret ved Tanken, at dette netop er Fuldkommenheden, da det er langt ufuldkomnere og kun en Misforstaaelse, at man ikke skulde trænge til Gud. Thi selv om et Menneske havde fuldkommet de herligste Bedrifter, dersom han dog meente, at det var Alt ved hans egen Kraft, dersom han ►ved at overvinde sit Sind var bleven større end Den, der indtog en Stad, naar han dog meente, at det var skeet ved hans egen Kraft, da var hans Fuldkommenhed væsentligen kun en Misforstaaelse; men en saadan Fuldkommenhed var jo kun lidet priselig. Den derimod, som indsaae, at han ikke formaaede det Mindste, end ikke at være glad over den glædeligste Begivenhed, uden Gud, han er Fuldkommenheden nærmere; og Den, som forstod dette, og aldeles intet Smerteligt fandt deri, men kun Salighedens ►Overflødighed, som intet lønligt Ønske gjemte, der dog hellere vilde være glad paa egen Haand, ingen Beskæmmelse følte ved, at Menneskene mærkede det paa ham, at han saaledes selv slet Intet formaaede, ingen Betingelse gjorde med Gud, end ikke den, at hans Afmagt skulde bevares skjult for Andre, men i hvis Hjerte Glæden bestandig seirede ved, saa at sige, jublende at kaste sig i Guds Arme, i navnløs Forundring over Gud, som jo formaaer Alt – ja han var den Fuldkomne, som ►Apostelen 👤Paulus bedre og kortere beskriver ham: han »►roser sig af sin Svaghed,« og har end ikke gjort saa mange og tvetydige Erfaringer, at han veed at udtrykke sig vidtløftigere. – Ikke at kjende sig selv, sige jo Menneskene, er en Skuffelse og Ufuldkommenhed; men ofte ville de ikke forstaae, at Den, der virkeligen kjender sig selv, netop fatter, at han Intet formaaer.

✂ I det Udvortes formaaede han Intet; men indvortes, formaaer han der ei heller Noget? Skal en Formaaen virkelig være en saadan, da maa den jo have en Modstand, thi har den ingen Modstand, da er den enten almægtig eller en Indbildning. Men skal han have en Modstand, hvorfra skal da denne komme? I det Indvortes kan Modstanden jo kun komme fra ham selv. Saa strider han da med sig selv i det Indvortes, ikke som før, hvor det dybere Selv stred med det første Selv, for at hindre det i, at bekymre sig om det Udvortes. Opdager et Menneske ikke denne Strid, da er han i en Misforstaaelse, og hans Liv altsaa ufuldkomment; men opdager han den, da vil han atter forstaae, at han selv slet Intet formaaer.

✂ Det synes underligt, at det er dette, et Menneske skal lære af sig selv; hvortil da prise Selverkjendelsen? Og dog er det saaledes; og af hele Verden kan et Menneske ikke lære, at han aldeles Intet formaaer. Selv om hele Verden forenede sig om at knuse og tilintetgjøre den Svageste, han kunde dog endnu bestandig beholde en ganske svag Forestilling om, at han selv formaaede Noget, under andre Omstændigheder, naar Overmagten ikke var saa stor. At han slet Intet formaaer, kan han kun opdage ved sig selv; og hvad enten han seirer over hele Verden, eller han ►snubler over et Halmstraa; det bliver dog tilbage, at han veed dette med sig selv eller kan vide det, at han selv slet Intet formaaer. Vil Nogen forklare det anderledes, da har han jo ikke med de Andre at gjøre, men kun med sig selv, og da er enhver Udflugt gjennemskuet. Det er saa svært, mene Menneskene, at kjende sig selv, især naar man er meget begavet, og har mangfoldige Anlæg og Evner, og nu skal vide Beskeed om alt dette. O, den Selverkjendelse, om hvilken vi tale, er jo ikke vidtløftig; og hver Gang man ret fatter denne korte og fyndige Sandhed, at man selv slet Intet formaaer, da har man erkjendt sig selv.

✂ Men kan man da ikke ved sig selv overvinde sig selv? Det siges vel stundom, men mon dog Den, der siger det, har prøvet og forstaaet sig selv i det Sagte; hvorledes kan jeg være stærkere end mig selv? Jeg kan være stærkere end den Svageste, og maaskee lever der eller har maaskee levet et Menneske, om hvem man maatte sige, at han var stærkere end Alle; men Ingen var dog stærkere end sig selv. Naar man da taler om, ved sig selv at overvinde sig selv, saa tænker man ved det Sidste egentligen paa noget Udvortes, saaledes at Striden ikke er lige. Naar saaledes Den, hvem verdslig Ære fristede, overvinder sig selv, saa han ikke mere udstrækker sin Arm efter den; naar Den, der frygtede Livets Farer, jager Frygten saavidt ud, at han ikke flyer Farerne; naar Den, der havde tabt Frimodigheden, overvinder sig selv saavidt, at han forbliver stille og ikke viger fra Afgjørelsens Plads: da ville vi ikke nedsætte Dette, tvertimod vi prise ham. Men dersom han vil vogte paa, ei at frelse sin Sjel i ny Forfængelighed og at ►uddrive Djævle ved Djævelens Hjælp, da vil han netop tilstaae, at han ikke formaaer at overvinde sig selv i sit Inderste. Dog ingenlunde mener han dette saaledes som havde det Onde eengang for alle faaet Magt over ham, nei, men han formaaer kun saa meget og dette kun ved sin yderste Anstrængelse, at han kan staae sig selv imod, hvilket jo ikke er at overvinde sig selv. I sit Inderste danner han nemlig Ærens Fristelser og Frygtens Fristelser og Forsagthedens Fristelser, og Hovmodets og Trodsens og Vellystens større end de, der møde ham i det Udvortes, og netop derfor strider han med sig selv, ellers strider han med en tilfældig Grad af Fristelse, og Seiren beviser Intet med Hensyn til hvad han vilde formaae i en større Fristelse. Seirer han i Fristelsen, som Omgivelsen lægger den for ham, da beviser dette ikke, at han vilde seire, naar Fristelsen kom saa forfærdelig som han kan tænke sig den; men først naar den forekommer saa stor, først da lærer han egentligen sig selv at kjende. Saa stor forekommer den nu netop i hans Indre, og derfor veed han med sig selv, hvad han maaskee ikke fik at vide med Verden, at han aldeles Intet formaaer.

✂ M. T., Du troer dog vel ikke, at dette er et »►tungblodet« Menneskes mørke Tanker, Du takker dog ikke Gud for, at Du ikke blev hjemsøgt af saadan Tungsindighed? Hvis det var Tungsindighed, er det paa den Maade man bør elske Gud og Mennesker? At man takker Gud for Forkjærligheden, hvilket jo er at bedrage ham, og at give ham at forstaae, at hvis det Tungere hændte, da kunde man ikke troe paa hans Kjærlighed (thi med denne Tilstaaelse er det jo noget ganske Andet at takke Gud for, at man ikke blev ►forsøgt i den sværeste Strid); at man flyer den Tungsindige, som Du kalder ham, ikke ønsker at vide af, at han jo ogsaa er et Menneske, og Du tør jo ikke sige, at han er en Forbryder, altsaa, at han er et ulykkeligt Menneske, altsaa et Menneske, der netop trængte til Din Deeltagelse, hvilken Du viser ham ved at bede ham ►som den Spedalske at vandre ud mellem Gravene, medens Du ikke tør vedkjende Dig ham som Medmenneske. Men dersom Nogen ansaae det for et tungblodet Menneskes mørke Tanke at tale saaledes om det at forstaae sig selv, da maatte det vel ansees for den fra hans Tungsind uadskillelige Daarskab, at han meente, at denne Betragtning betragtede Mennesket efter dets Fuldkommenhed; og for en endnu større Daarskab, at han glædede sig ved sin Fuldkommenhed. Og hvorledes skulde han dog ikke være glad; thi ved det Fuldkomne glædes man jo altid; og denne hans Glæde var jo ikke i letsindig Forstaaelse med Guds Forkjærlighed for en Enkelt, og denne hans Glæde flygtede ikke for Synet af den Bedrøvede, tvertimod elskede han i den enhver Bedrøvet. Og saaledes er det ogsaa i Sandhed, og Du, m. T., kalder ham dog vel ikke Tungsindig, da han tvertimod er den eneste Glade; thi Den, der er glad i og over Gud, han glæder sig, og atter siger jeg, han glæder sig. Hvorfor mon Apostelen 👤Paulus, der haver givet denne skjønne Formaning: »►glæder Eder, og atter siger jeg glæder Eder«, hvorfor mon han holder op, hvorfor mon han standser, inden han anden Gang byder den Troende at være glad? Fordi han i et Mellemrum ligesom har givet sig Tid til at høre alt det Forfærdelige, der lader sig sige, det Forfærdelige at et Menneske formaaer slet Intet, for da at lade Glæden fuldkommen seire: »atter siger jeg, glæder Eder«.

✂


✂ Den Betragtning, at det at trænge til Gud er Menneskets høieste Fuldkommenhed, gjør vel Livet vanskeligere, men betragter det tillige efter Fuldkommenheden, og i denne Betragtning kommer Mennesket, ved ►den stykkevise Opleven, hvilket er den gode Forstaaelse med Gud, til at lære at kjende Gud.

✂ Forsaavidt et Menneske ikke kjender sig selv saaledes, at han veed, at han selv slet Intet formaaer, mærker han egentligen i dybere Forstand ikke, at Gud er til. Om man end stundom nævner hans Navn, leilighedsviis paakalder ham, maaskee i større Afgjørelser mener at see ham, bevæges, som det jo er en Umulighed at see endog kun et Glimt af Gud uden at bevæges; saa er man dog paa en Maade ►fromt bedragen, hvis man derfor troer, at det er En tydeligt, at Gud er til, eller at Guds Tilværelse ikke skulde have en anden Tydelighed i det jordiske Liv, hvis Mening jo bestandigt forvirres, naar Gud ikke underforstaaes. Vi sige, at det er ►et fromt Bedrag, vi kalde det med saa skjønt et Navn som muligt, vi agte ikke at styrte frem med hidsig Tale derimod, om vi end ønske Enhver, at det med en anderledes afgjørende Vished maa vorde ham tydeligt, at Gud er til.

✂ Den, der selv aldeles Intet formaaer, kan jo ikke foretage sig det Mindste uden Guds Hjælp, altsaa uden at mærke, at der er en Gud til. ►Man taler stundom om, at lære Gud at kjende af de forbigangne Tiders Historie; man tager Krønikerne frem, og læser, og læser. Nu vel, det lykkes maaskee, men hvor megen Tid gaaer der ikke med, og hvor tvivlsomt er ikke ofte Udbyttet, hvor nær den Misforstaaelse, der er det sandselige Menneskes Forundring over ►det Sindrige! Den, der derimod veed med sig selv, at han slet Intet formaaer, han har hver Dag og hvert Øieblik den forønskede og uomtvistelige Leilighed til at erfare, at Gud lever. Erfarer han det ikke ofte nok, saa veed han godt, hvoraf det kommer. Deraf nemlig, at han er i en Misforstaaelse, og troer, at han selv formaaer Noget. Naar han da gaaer hen i ►Herrens Huus, da veed han vel, at Gud ikke er der, men han veed tillige, at han selv slet Intet formaaer, end ikke at stemmes til Andagt, og altsaa maa Gud jo være der, hvis han virkeligen bevægedes. Ak, der er Mange, som ellers forblive ubekymrede om Gud, men som dog ikke undlade at komme i Herrens Huus. Hvilken besynderlig Modsigelse: der samles de, der sige de til hinanden: Gud er ikke her, thi ►han boer ikke i et Huus bygget af Menneskehænder; da gaae de hjem, men hjemme, der er Gud slet ikke. Den derimod, der kjender sig selv paa den omtalte Maade, han veed vel, ►at Gud ikke boer i Templer, men han veed tillige, at Gud er hos ham i Natten, naar Søvnen vederqvæger og naar han vaagner op i angstfulde Drømme, ►paa Nødens Dag, naar han forgjæves speider efter Trøsten, i Tankernes Larm, naar han forgjæves lytter ud efter et Frelsens Ord, i Livsfaren, naar Verden ikke hjælper, i Angesten, naar han frygter sig selv, i Fortvivlelsens Øieblik, naar han med ►Frygt og Bæven forarbeider sin Sjels Salighed; at han er hos ham i Øieblikket, naar Angesten med sin lynsnare Hurtighed vil styrte sig over ham, naar det allerede er, som var det for silde, og der ingen Tid er levnet for at ►gaae op i Herrens Huus, da er han hos ham, hurtigere end Lyset der gjennemtrænger Mørket, hurtigere end Tanken der adspreder Taagerne, nærværende – ak ja nærværende saa hurtigt som kun Den kan det, der jo allerede var nærværende. Og dersom det ikke var saaledes, hvor fandtes dog det Iilbud, der gik Bekymringen hurtigt nok for at hente Herren; og inden han saa kom, gik der jo atter nogen Tid! Men dette er ikke Tilfældet; det mener kun Den, der selv troer at formaae Noget.

✂ Det er vel sandt, at man aldeles paa samme Maade kan lære Gud at kjende paa Glædens Dag, dersom man ellers fatter, at man slet Intet formaaer; men at fastholde dette paa Glædens Dag er netop saa vanskeligt. Naar man er gladest, frister pludseligen den Tanke, om det dog ikke var endnu herligere, at man selv formaaede det Altsammen. Da antager Glæden et uægte Sving, saa den ikke svinger sig op til Gud, men bort fra ham, og saa, saa er det et Tegn paa, at man behøver nye Øvelser. Naar da Alt igjen vakler, naar Tanken forvirres, naar Hukommelsen vil til at opsige Tjenesten, naar det Oplevede kun træder En ængstende imøde i Forfærdelsens Skikkelse, naar selv det redeligst Meente ved Angestens Forræderi bliver uredeligt mod En selv, da forstaaer man igjen, at man selv slet Intet formaaer. Men med denne Forstaaelse og i den er ogsaa Gud strax nærværende, byder over Forvirringen og husker Alt hvad ham blev betroet; thi dette har vel ►den Forsøgte gjort, han har vel i Anfægtelsens Hvirvel, hvis Udgang syntes at maatte blive forfærdeligere end Døden, i den yderste Skynding betroet Gud hvad der især laae ham paa Sinde, hvad der, hvis han selv glemte det og ogsaa Gud i Himlen glemte det, vilde for evig tilintetgjøre ham og forvandle hans Livs Indhold til en rædsom Skuffelse, han har vel betroet Gud det, indtil han atter ved Gud fægtede sig gjennem Forfærdelserne, ►slog sig tiltaals, vandt Stilhed i Tillid til Gud. Dersom et Menneske, hvis Liv blev ►forsøgt i nogen afgjørende Vanskelighed, har en Ven, og det nu ikke lykkes ham i et senere Øieblik tydeligen at fastholde det Forbigangne, hvis Angesten reiser Forvirringen, hvis de anklagende Tanker arbeide ham imod af al Magt, idet han stræber tilbage, da gaaer han vel til sin Ven og ⓘ siger: »min Sjel er syg, saa Intet vil vorde mig klart, men Dig betroede jeg Alt, Du husker det, forklar Du mig igjen det Forbigangne.« Men har et Menneske ingen Ven, da gaaer han vel til Gud, hvis han ellers har betroet ham Noget, hvis han i Afgjørelsens Stund kaldte Gud til Vitterlighed, da Ingen ellers forstod ham. Og Den, der gik til sin Ven, han blev maaskee stundom ikke forstaaet, maaskee blev han, hvad endnu tungere er, modbydelig for sig selv ved at opdage, at Den, til hvem han havde betroet sin Nød, slet ikke havde forstaaet ham, om han end havde hørt paa ham, ikke anet, hvad der ængstede ham, men kun nysgjerrigt bekymret sig om hans mærkelige Sammenstød med Livet. Med Gud skal dette aldrig være hændt; hvo turde vove at tænke det om Gud, om han end, fordi han ikke tør tænke det om Gud, er feig nok til hellere at ville glemme Gud – indtil han staaer for den Dommer, der dømmer ham, men ikke Den, der i Sandhed har Gud til Vidne; thi der hvor Gud er Dommeren, der er jo ingen Dommer, naar Gud er Vidnet.

✂ Dog fordi et Menneske saaledes lærer Gud at kjende, deraf følger jo ingenlunde, at hans Liv bliver let, tvertimod det kan blive meget tungt, maa som sagt blive vanskeligere end det sandselige Menneskelivs foragtelige Lethed; men i denne Vanskelighed faaer jo ogsaa hans Liv stedse dybere og dybere Betydning. Eller skulde det maaskee ingen Betydning have for ham, at han bestandigt har Gud for Øie, at han, medens han selv Intet formaaer, ved Gud formaaer stedse mere og mere – at han formaaer at overvinde sig selv; thi ved Guds Hjælp formaaer han jo dette! Skulde det ingen Betydning have for ham, at han lærer stedse mere og mere at ►afdøe fra Verden, mindre og mindre at ansee det Udvortes, hvad Livet bringer og tager, hvad der forundes ham selv at udrette i det Udvortes, men desto mere at bekymre sig om det Indvortes, om Forstaaelsen med Gud, om at maatte blive i den, og om i den at maatte lære Gud at kjende som Den, der ►lader Alt tjene et Menneske til Gode, naar han elsker Gud? Og skulde dette ikke endogsaa have Betydning for ham til at gjøre Livets Modgang lettere, da det jo altid er saa, at Den, der har Andet at tænke paa og derved forhindres i at sysle med Sorgen, finder denne lettere? Skulde det endeligen ikke have Betydning for ham og være en salig Løn, at han ret levende og overbevisende forstod, ►at Gud er Kjærlighed, ►at hans Godhed overgaaer al Forstand, og ikke nøiedes med ►Andres Vidnesbyrd eller med en Betragtning af Verdens-Ordenen og Historiens Gang; thi vel er dette langt større; men Spørgsmaalet er ogsaa, hvorledes man forstaaer det, saa man i Sandhed har Gavn deraf.

✂ Vi sige ikke, at dette at kjende Gud, eller ligesom at hensynke i en drømmende Beundring og sværmersk Betragtning af Gud, skulde alene være det Herlige; saaledes lader Gud sig ikke tage forfængeligt. Som det at kjende sig selv i sin egen Intethed er Betingelsen for at kjende Gud, saaledes er det at kjende Gud Betingelsen for, ►at et Menneske ved hans Bistand helliggjøres efter sin Bestemmelse. Hvor Gud er i Sandhed, der ►er han altid skabende. Han vil ikke at Mennesket i aandelig Blødagtighed skal bade sig i Beskuelsen af hans Herlighed, men han vil, ved at vorde kjendt af Mennesket, ►skabe i ham et nyt Menneske.

✂ Hvis det nu var saa, lader os antage det, at et Menneske uden at kjende Gud ved sig selv kunde forædles og udvikles ligesaa meget, under denne Forudsætning vil jeg spørge Dig, m. T., skulde da det at kjende Gud ikke i og for sig have den høieste Betydning, og hvis der kunde tænkes et Valg, at et Menneske ved sig selv og ved at kjende Gud kunde komme lige vidt, hvad vilde Du vælge? Selv i det Menneskelige vilde Du vel vælge det Sidste; thi hvis Du i Eensomhed, dersom det var muligt, kunde udvikles ligesaa meget, som ved at lære et Menneske at kjende, til hvem Du droges af Din ganske Sjel, dette, at Du lærte ham at kjende, havde jo dog i og for sig den skjønneste Betydning – den skjønneste Betydning, ak nei, Du veed det vel, at idetmindste naar vi tale om Gud er det anderledes; thi det at kjende Gud er det Afgjørende, og uden denne Kundskab vilde et Menneske blive til slet Intet, ja maaskee neppe være istand til at fatte Sandhedens første Hemmelighed, at han selv er slet Intet, end mindre da, at det at trænge til Gud er hans høieste Fuldkommenhed.

✂

►Pælen i Kjødet

✂


✂ ► ►2 Cor. XII, 7

✂


✂


✂ Da det er ►den hellige Skrifts Betydning at være Menneskene en Tolk for det Guddommelige, da det er dens Fordring at ville lære den Troende Alt forfra, er det jo en Selvfølge, at dens Sprog har dannet de Gudfrygtiges Tale om det Guddommelige, at dens Ord og Udtryk atter og atter gjenlyde ►paa de hellige Steder, i enhver høitideligere Tale om det Guddommelige, hvad enten den Talende søger at fortolke Bibelordet ved at ►give Ordet hvad Ordets er, eller han søger hen til Bibelordet som den nu i al sin Korthed tydelige og fuldstændige Fortolkning af det Meget, han haver talet. Men ogsaa i den daglige og verdslige Tale hører man stundom et Bibelord, der fra det Hellige har forvildet sig ud i Verden – forvildet sig, thi den Maade, paa hvilken det bruges, viser tilstrækkeligen, at det ikke frivilligen har forladt sit Hjem og nu færdes mellem Menneskenes verdslige ►Digten og Tragten for at vinde Nogen, men at det er blevet ranet. Den, der anvender det, bevæges ikke ved Bibelordet, lader ikke sin Tanke følge tilbage med det for at finde dets alvorlige Plads i den hellige Forbindelse, forfærdes ikke ved Forestillingen om, at det er en Helligbrøde saaledes at bruge Ordet, selv om Brugen, langtfra at være Frækhed, kun er en i Menneskenes Øine undskyldelig Letsindighed.

✂ Et saadant bibelsk Udtryk, som man ofte træffer hvor man mindst skulde vente det, hvoraf man stundom finder gjort en Brug, til hvilken det mindst synes at egne sig, er det forelæste: Pælen i Kjødet. Men som denne Misbrug i og for sig er beklagelig (thi vi tænke ikke paa en fræk Spots Formastelighed, men kun paa ►den flygtige Anvendelse af Ordet som et Tankespil, den spøgende Forbindelse Letsindigheden lader det indgaae med Livets Ubetydeligheder), saa kan den ogsaa paa en ganske særegen Maade have sørgelig Følge, dersom Nogen pludselig kom til at betænke den det høieste Livs Farefuldhed, hvorom Ordet taler: at han da overvældedes af Angst ligesom Den, der i sin Haand havde holdt og spøget med det dræbende Vaaben, uden at vide af, at det var dræbende. Og forfærdeligt, ja ligesom dræbende er sandeligen Ordet, da det vidner om den dybe Smerte, der er Modsætningen til og afløser, hvad der er herligere end nogen jordisk Lykke, end nogen blot menneskelig Tankes herligste Forestilling, Modsætningen til den høieste Salighed, saaledes som denne opleves naar den er uudsigelig; hele Alvorens Eftertryk har Ordet, da ►Apostelen 👤Paulus siger det, en Mand, der ikke oplevede saadanne ►Omskiftelser, fordi han havde givet sit Liv hen til Bytte for Lidenskaber, da tvertimod den dybeste Erfaring og den ►fuldvisse Indsigt havde givet ham ►en sikker Aand. Er dette ikke forfærdeligt! Ro søger jo Mennesket, men see det vexler: ►Dag og Nat, Sommer og Vinter, Liv og Død; Ro søger jo Mennesket, men see det vexler: ►Lykke og Ulykke, Glæde og Sorg; Ro søger jo Mennesket og Bestandighed, men see det vexler: Forsættets Gløden og Afmagtens Modbydelighed, Forventningens grønne Skove og Opfyldelsens visne Herlighed; Ro søger Mennesket, hvor søgte han den ikke, selv i Adspredelsens Uro, hvor søgte han den ikke forgjæves, selv i Graven! Men en Apostel – han taler i det stærkeste Udtryk om en Pæl i Kjødet, om en 👤Satans Engel, der slaaer ham paa Munden og ogsaa saaledes ►forhindrer ham i at udsige hiin uudsigelige Salighed. Altsaa jo ivrigere man trænger frem, desto farefuldere bliver Alt; altsaa ►fortærer enhver Nidkjærhed den Nidkjære, og forfærdeligst naar den er Nidkjærhed efter Gud i Herrens Tjeneste? Nei, saaledes taler Apostelen ikke som en ophidset Mand, der kun er et fortvivlet Vidne til, hvorledes han selv omtumles, og i det Høieste veed at skildre Omskiftelserne. At han ikke faaer Lov at blive ►i den tredie Himmel, ja at det er en 👤Satans Engel, der henter ham ned igjen og slaaer ham paa Munden, det veed han; han veed, at i en vis Forstand bliver Jordlivets Forbindelse med Saligheden altid ►et ulykkeligt Ægteskab, og at den i Sandhed salige Forbindelse først sluttes i Himlen, som den sluttedes der i Begyndelsen; men han veed tillige, at det er ham gavnligt, og at denne Pæl er givet ham i Kiødet, at han ikke skal hovmode sig. Derpaa kjender man Apostelen, at han ikke bliver usikker, hvad der vel hændte endog den Redelige, som maaskee fornam Himlens Salighed, men ogsaa da, ►naar Tornene begyndte at pine og nage, Intet vidste uden at vaande sig. Anderledes Apostelen. Naar hiin 👤Satans Engel styrter frem fra sit Mørke, naar han med Lynets Hurtighed er der til at forfærde Apostelen, da er det vel en 👤Satans Engel, som Apostelen siger; men naar han dog veed, at det er ham gavnligt, da er jo hiin Forfærdelse ikke mere en 👤Satans Engel; thi det har man dog vel aldrig hørt, at en 👤Satans Engel kom for at gavne et Menneske. Det er da ikke saaledes som menneskelig Blødagtighed maaskee kunde ønske det, at det høieste Liv er uden farefuld Lidelse, men det er derimod saaledes, at en Apostel aldrig er uden ►Forklaring, aldrig uden Myndighed.

✂ Saa have vi da fulgt Ordet tilbage til Bibelstedet, det bibelske Udtryk tilbage til dets Ophav, Apostelen 👤Paulus, og staae ved vor Text, hvor vi nu læse det. Her er det ofte blevet læst, atter og atter. Her har ►den Skriftlærde fortolket det; hvo skulde blive færdig, hvis han vilde nævne ►det Sindrige og det Daarlige, der har tjent eller har villet tjene til at ►forklare dette Sted, der, da det engang havde faaet Ord for at være en Gaade, syntes at aabne en ualmindelig gunstig Leilighed for Enhver til at blive Bibelfortolker. – Her har en forfængeligt bekymret Lidende læst det, indtil han fandt Trøst, ikke i den apostoliske Opbyggelse, men i den tilfældige Omstændighed, at han netop leed af ►den samme legemlige Sygdom, som den Apostelen efter hans Mening ved Ordet skulde have antydet. – Her har en tungsindig Yngling læst det, medens han ikke læste sig Trøst til af Skriften, men Angest ind i Sjælen, saa han end ikke havde Mod til at spørge Nogen om Forklaringen. Ak, han fik maaskee aldrig nogen Forklaring, men denne Angst for en uforklaret Forfærdelse blev ham hans ►Torn i Kjødet. – Her har en selvbeskikket Apostel fundet et Beviissted for at han var ►et Guds udvalgte Redskab, thi han havde jo en Pæl i Kjødet. – Her har en feigt Troende læst det, og meent, at Sligt kun hændte en Apostel, ikke ham, der jo i egne Øine var ydmyg nok til ikke at begjere det Store, saa meget mindre som Tanken om ►den dermed forbundne Lidelse allerede var nok for hans Feighed. – Her har en enfoldig From læst det og læst det mange Gange, men aldrig troet egentligen at forstaae det, fordi han tænkte ringe om sig selv og sine Lidelser ►i Sammenligning med en Apostels.

✂ Dette være nu sagt; men førend Nogen hos en Apostel søger Trøst i sin Lidelse og Veiledning i dens Kamp, randsage han sig selv, om hans Lidelse dog ikke maatte dømmes med et Smiil, om Livet har prøvet ham saa alvorligt, at det ikke er en Spøg, naar han vil hjælpes af en Apostel, om han for Alvor er forberedt paa, at Apostelen ikke har mange Øieblikke at spilde paa verdslige Sorger, at han hurtigen fra den Strid, der maaskee allerede forekommer den Lidende tung nok, fører ham ind i den afgjørende Strid, hvor den Lidelse hører hjemme, om hvilken Apostelen taler. O, lader os aldrig tage det Hellige forfængeligt; og hvor ofte har man ikke pleiet Kjødet ved at bruge den høieste og stærkeste Trøst til at husvale verdslige Sorger, uden at ville forstaae, at Trøstens Ord først maae saare dybere, inden de kunne helbrede. Har Gud nogensinde gjort Pagt med et Menneske i det Udvortes? Gjelder det maaskee om enhver Lidelse, at man skal takke Gud for, at man ikke ►forsøgtes i den? Mon ogsaa om den Lidelse, i hvilken Sjælen kjæmper sig til Troen, eller den, ►i hvilken Troen seirer over Verden? Mon ogsaa om ►den Smerte, i hvilken Haabet fødes, eller den, i hvilken det vorder urokkeligt? Mon ogsaa om den Fortærelse, i hvilken Selvkjærligheden udaander, indtil ►Kjærligheden lærer at kjende Gud; eller om den Elendighed, i hvilken ►det udvortes Menneske afblomstrer, indtil det indvortes Menneske vikler sig ud af Forkrænkeligheden? Men skal det ikke kaldes ►Viisdom at bede saaledes, skal derimod en saadan Viisdom nævnes ved sit rette Navn, skal den kaldes Daarskab, der har tabt Aandens Sands og Intet kan forstaae aandeligt; ►skal den kaldes Feighed, der vil lyksaliggjøres i en glimrende Misforstaaelse og vil forblive uvidende om at det er en Misforstaaelse; skal den kaldes Formastelighed mod Gud, fordi den vil skabe ham om, fristet af menneskelig Ynkværdighed; skal den kaldes Forræderi mod Menneskeheden, fordi den vil besvige det Hellige for sin Betydning, den Stridende for Andres Taknemlighed, den Seirende for sin Løn – da var det vel bedre, at man talte anderledes om en saadan Lidelse. Man advare mod her at ville spille Helt, her at ville ►være Krigsmand for egen Sold, her at ville være sin egen Lærer, der bestemmer Lidelsens Grad og beregner Fordelen, man advare, at ikke Nogen ►forsøges i en selvgjort Strid og kun dannes til ny Forfængelighed, ►saa det Sidste bliver værre end det Første; men da minde man ogsaa om, at Lidelse hører med, og at ►Ingen uden Lidelse indgaaer i Himmerigets Rige. Alene at være paamindet herom er en Veiledning, at ikke Anfægtelsens Nød uventet skal komme paa En ►som en Tyv i Natten, som ►Fødselsveerne paa Den, der ingen Anelse havde om at han var Fødende. See, dette har Apostelen gjort. Selv blev han tungest forsøgt, thi ►han erfarede Lidelser, som hidtil intet Menneske havde erfaret, saasandt der ellers var et høiere Liv i en Apostel end i noget tidligere Menneske, hvilket jo antyder, at ogsaa Lidelserne ere qvalfuldere; han erfarede dem saaledes, at han ►ikke kunde søge Nogens Veiledning eller styrkes ved Andres Erfaring. Men ►da efterlod han sig ogsaa et Vidnesbyrd, og »Pælen i Kjødet« blev en Advarsel, en Paamindelse om, ►at et Menneske dog altid gaaer i Farer, hvor han gaaer, at selv Den, der ►greb det Høieste, dog kun jager derefter efterstræbt af hiin 👤Satans Engel, hvis Angreb imidlertid som Alt ►maa tjene den Troende til Gode.

✂ Imidlertid skal Talen ikke denne Gang eftertragte den apostoliske Trøst, eller søge at tale Nogen til Beroligelse, men den vil, om muligt, tale til Forfærdelse. Thi der er en dyb og uudgrundelig Mening i Tilværelsen, en fra Evighed truffen Overeenskomst for det Jordiske og det Himmelskes Øieblik, et ►vidunderligt Sammenhæng mellem hvad der hører sammen: Sorgen og Trøsten. Naar derfor et Menneske klager over, at der ingen Trøst er for ham, da hans Lidelse er over al Maade, har dette sin Grund i, at han ikke dybt nok fatter Forfærdelsen og Nøden, at han dog hellere vil lade Alt forvirres og søge Adspredelse i den ►forfængelige Lindring, at der ingen Trøst var, end at dømme sig selv og ydmyge sig under den Forvisning, ►at der ingen overmenneskelig Fristelse gives.

✂


✂ Saa ville vi da tale om Pælen i Kjødet.

✂


✂ ►Apostelen 👤Paulus var, hvad der er Alle bekjendt, en i allehaande Lidelser forsøgt Mand. Dersom derfor den Lidende, hvilket kun altfor ofte skeer, istedenfor at søge Veiledning i den tilbudne Trøst, bliver underfundig, adspreder sig ved istedenderfor at betænke, om den Talende nu virkelig er forsøgt, forsøgt netop som han selv er det, thi ellers mangler han jo Erfaring; dersom den Lidende, et Bytte for denne skjulte Forfængeligheds snedige Opfindelser, skulde vrage mange Vidners ellers troværdige Vidnesbyrd, Apostelen 👤Paulus vil han dog vel ikke vrage. Saa nævn da Dine Lidelser, eller hvis Din Sorgs Spidsfindighed endog har gjort Dig misundelig paa Apostelen og paa hans Freidighed, saa udtænk Lidelser; Du skal vel finde Apostelen forsøgt deri, om det end ikke skal lykkes dig, at danne ham efter Dit Sind, at ►standse ham i Løbet, saa han bliver hos Dig vidtløftig i Lidelsers Vidtløftighed. Som Øiet ikke ret kan faae fat paa Den, der løber, fordi han løber, saa er det ogsaa saaledes med Lidelser; ►de tilkommende faae ikke Tid til at forfærde Apostelen, de forbigangne faae ikke Tid til at holde ham fast, thi han løber. Men prøvet Lidelsen har han dog, og man skal jo ikke belære Apostelen om, at Lidelsen bliver forfærdeligere, hvis man sidder stille, afkræftet af det Forbigangne, kun ængsteligt syslende med det Tilkommende, men derimod skal man jo ►af en Apostel lære at løbe og at fuldende Løbet. Nævn nu Gjenvordighederne, de der tilintetgjøre et Menneske ved at gyde al Qval i Øieblikkets Korthed, de langvarige, der langsomt pine ham Sjælen ud af Legemet, nævn det at være ►spottet som en Sindssvag, at være ►flyet som en Forargelse, ►nævn Livsfare, Nøgenhed, Fangenskab, Lænker, nævn alle Misforstaaelsens dybe Krænkelser, nævn det ►at finde Alle sovende undtagen Misforstaaelsen, nævn det ►at være hilset som en Afgud, naar man er en Apostel, nævn ►det at være glemt saasnart man er borte, at see den gode Sag opgiven af Venner, der bleve feige, understøttet af Fjender, som eftertragte Forvirring, nævn det ►at være forladt af Den, paa hvem man bygger, ►at være forladt af den Svage, der vil hjælpe sig selv, ►at være anseet som en Forfører, naar man er Sandhedens Vidne, ►at give Synden Paaskud til ny Synd, ►naar man er Sandhedens Lærer, ►at ansees for svag, naar man er mild, for hovmodig, naar man er streng, ►for selvkjærlig, naar man er faderlig bekymret; bliv ved, hvis det saa synes Dig, Du skal finde Apostelen forsøgt. Men alle disse Lidelser kalder han dog ikke Pælen i Kjødet.

✂ Forskjellen er vel denne, alle hine Lidelser ere kun i det Udvortes, selv ►Bekymringen over Menigheden, selv Misforstaaelsens dybe Hjertesorg, hvor tungt den end ligger ham paa Sinde, ►han har dog Intet at bebreide sig selv; ►under al denne Lidelse seirer den Forvisning, at han er i Forstaaelse med Gud. Om da end Livets Gang vidner ham imod, om Gud ligesom flygter ud af Verden og lader sig uden Vidnesbyrd; thi dette er jo det Vidnesbyrd, som ethvert Menneske, selv en Apostel, bedst forstaaer, at det Gode, hvorfor han arbeider, har Fremgang, at Sandheden, han forkynder, har Seier, at den hellige Sag, hvorfor han kæmper, har Velsignelse, og Arbeidet Løn, og Møien Frugtbarhed, og Anstrængelsen ⓘ Betydning, og Striden Afgjørelse, Dagens og Nattens Søvnløshed en herlig Anvendelse – selv om Verden og det Synlige saaledes er forladt af Gud, ►har han dog Aandens Vidnesbyrd, at han er ►Guds Medarbeider. Hvad Nød er der saa! Endnu i næste Øieblik kan jo Alt være forandret; er Gud end flygtet bort, han er dog i Himlene, hvor Apostelen ►seer ham og Menneskets Søn hos Kraftens Høire – ikke siddende, ak, hvorledes skulde han kunne sidde, naar Apostelen er saaledes forladt, nei, han har reist sig op, og Apostelen seer ham, som Stephanus, staaende ved Kraftens Høire, hurtig til at hjælpe. Ja skal end Alt forfængeliggjøres, henveires som en Indbildning, skal der end Intet, slet Intet udrettes, og Lidelsen være det eneste Virkelige, skal et langt Livs rastløse Opoffrelse vorde betydningsløs som ►en Fægten i Luften, Apostelen er dog ►forvisset om, at hverken Engle eller Djævle eller det Nærværende eller det Tilkommende skal kunne rive ham fra den Kjærlighed, hvori Guds Vidnesbyrd vidner i hans Hjerte. Og hvad er saa al jordisk Lidelse mod denne Salighed! Er han ikke, ►skjøndt nærværende i Kjødet, dog fraværende, langt borte, saa kun De ere bedragne der mene at saare ham! Thi hvilken tom Indbildning er ikke et Fængsel, naar den fangne Mand, hvem det indeslutter, er ►henrykket i den tredie Himmel! Hvad betyder det, at spotte Den, der Intet hører ►uden uudsigelige Taler, at henrette Den, der er fraværende!

✂ Henrykt i den tredie Himmel! 👤Paulus var ellers ikke ubekjendt med hvad glædeligt er i Livet: at han turde ►haabe at skulle naae med Ordets Forkyndelse endog til Spanien, at han ►ved sin Afreise fra en Menighed efterlod Nogle vundne, Nogle bestyrkede, Nogle gjenvundne; at han forlod denne Menighed for at reise til en anden; at Nogle dog bleve ham troe, at hans faderlige Bekymring dog ogsaa stundom vandt ham ►en Søns Hengivenhed. ►Hvor bevæget taler ikke 👤Paulus derom; hvor taknemlig er han ikke; hvor maa den Glæde have været herlig som Ordet for den, naar Ønsket opfyldtes, naar han ikke mere ►forlængtes efter at see de Elskede, naar han var hos dem, naar han deelte Aandens Naadegave med dem, selv styrkedes ved at styrke og berige Andre! Men dette Udtryk, at være henrykt i den tredie Himmel, ►at være deelagtiggjort i høie Aabenbarelser, at fornemme en uudsigelig Salighed, kan han jo dog ikke bruge, har han ikke brugt om hiin skjønne Glæde, hvilken han jo deelte med Andre. Men ►hiin uudsigelige Salighed kunde han ikke udsige – ak, og for at hindre det, var der givet ham en Pæl i Kjødet.

✂ Altsaa hiin Lidelse og denne Salighed svare til hinanden. Er det saaledes, at hiin Salighed kun er forbeholdt en Apostel, da frygte Ingen Lidelsen. Men er det saaledes, da kan der ikke tales derom og det er end ikke værd at der tales derom, og allerede uforklarligt, at Apostelen har skrevet derom. Vel fatter han sig kort, og hans Fremstilling viser sig ogsaa derved himmelvidt forskjellig fra ►det Digt og Tant, der opsminkes med hellige Navne; men en Apostel er dog vel ogsaa Den, der sidst af Alle skriver Gaader, som Ingen kan gjette, men i det Høieste Nogen sinkes ved at ville gjette; en Apostel, der søger ►at være Alt for Alle, er vel Den, der sidst vilde være noget saa Særligt, at han i Henseende til dette blev slet Intet for Nogen. Forsaget være derfor al Nysgjerrighed, der er dømt uden selv at vide det; thi dens Dom er, at den enten ikke kan, eller at den skal kunne forstaae det, og dens Synd er, at den enten forsømmer det Mindre for at falde hen i Tanker over det Gaadefulde, eller at den underfundigen anvender sin Evne for at gjøre det uforstaaeligt, og hykkelsk lader som var dette at ville Forstaaelsen. ►Enhver prøve sig selv, i Forhold til hvad han haver oplevet være han sig selv tro; men Ingen glemme, at Aandens Salighed og Aandens Lidelse ikke er noget Udvortes, hvorom En oprigtigt kan sige og i Sandhed: dette forundte mit Livs Vilkaar mig ikke Leilighed til at opleve. I Aandens Verden er der ingen Spøg og ingen Spøgelser, der gjør Lykke og Tilfælde ikke den Ene til Konge, den Anden til Tigger, Een ►skjøn som Østens Dronning, en Anden ►elendigere end 👤Lazarus; i Aandens Verden er kun Den udelukket, der udelukker sig selv; i Aandens Verden ere Alle indbudne og Talen derom derfor tryg og uforfærdet; thi den angaaer Alle, hvis den angaaer en Eneste. Hvortil da Nysgjerrighed efter at gjette, hvad der ved Gud er givet ethvert Menneske Leilighed til at opleve, ja hvad der er lagt ham saa nær, at der vel endog maa siges: han skal have forstaaet det. Thi hvis et Menneske døde uden at have forstaaet, hvorledes det dog maa være at være riig, eller at være skjøn, eller at være Konge, eller hvorledes det dog maa være at være miskjendt, ringeagtet, fattig, blindfødt, udskudt af Slægten, hvis han døde uden at have forstaaet ►hiin en gammel Viismands gaadefulde Tale om hvad der er Jordlivets skjønneste Betydning, at enten man gifter sig eller man ikke gifter sig, fortryder man begge Dele; mon han derfor kunde dømmes med Rette, at han ikke havde benyttet Livet? Men hvis et Menneske døde, og aldrig havde erfaret, hvad det er ►at stride med Gud, er dette et Tegn paa, at Den, man begravede, havde været sjelden stor i Gudsfrygt? Eller hvis han aldrig havde erfaret, hvad det er ►at være forladt af Gud, var dette et Tegn paa, at Den, man begravede, havde været i sjelden Forstand en Herrens Yndling? Eller hvis han aldrig havde erfaret ►Herrens Vrede og dens fortærende Ild, ja aldrig drømt om at der var noget Saadant til, turde dette da være hans Trøst i Døden, hans Retfærdighed i Dommen, ham et Tegn paa, at han som ingen Anden havde været ►Guds Ven; eller turde det være fyldestgjørende om han svarede: noget Saadant har jeg ikke havt Leilighed til at opleve? Ak, sæt en Saadan desuagtet vilde forklare hiint Udtryk, sæt, det viste sig, at han ogsaa forstod, hvad en Pæl i Kjødet havde at betyde, at det nemlig var Aanden, der var bleven ham en Pæl i Kjødet, og naar den blot gik ud, da havde han sin Smerte forvunden, da havde han faaet den Angest uddreven, ►hvilken dog Kjærligheden ikke skal uddrive ganske, hvilken Troen ikke formaaede ganske at uddrive, end ikke i en Apostel.

✂ Pælen i Kjødet er da Modsætningen til Aandens uudsigelige Salighed, og Modsætningen kan ikke være i det Udvortes, som kunde Lidelser, Lænker, Misforstaaelsens Hudflettelser, Dødens Rædsler tage den fra ham, eller som kunde al Lærens Fremgang, al Troens Seier i den vide Verden fuldeligen udfylde ham Savnet. Saasnart Lidelsen fornemmes og Pælen nager, har Apostelen ene med sig selv at gjøre. Saligheden er forsvunden, den forsvinder mere og mere, ak, den var uudsigelig at eie, Smerten er uudsigelig, da den end ikke kan udsige Tabet, og Erindringen Intet formaaer uden at vansmægte i Afmagt! At have været ►henrykket i den tredie Himmel, at have været gjemt i Salighedens Skjød, udvidet i Gud, og nu at være tøiret med Kjødets Pæl i Timelighedens Trældom! At have været gjort ►riig i Gud, uudsigelig, og nu at være tilintetgjort, til ►Kjød og Blod, Støv og Forkrænkelighed! At have været sig selv nærværende for Gud, og nu at være forladt af Gud, forladt af sig selv, kun trøstet af en stakkels ►sindssvag Erindring! Tungt nok for et Menneske at erfare Menneskenes Troløshed; men at erfare at der dog er ►Forandring hos Gud, Skygge af Omskiftelse, at der er en 👤Satans Engel, som haver Magt til at udrive et Menneske af denne Salighed! Hvor er der da Sikkerhed for et Menneske, er den end ikke i den tredie Himmel! Dog lader os ikke fare vild; thi som vi nu tale er der jo talet i Verden af Den, der vel vidste, hvorom han talede og kun vidnede om hvad han havde erfaret, men ikke vidste at tale ydmygt som en Apostel, gudhengivent, i hvad der saa end skeer. ►Apostelen siger, at han veed at denne Omskiftelse er ham gavnlig. Hvor simpel, eenfoldig, hvor ►sagtfærdig er ikke denne Tale! Efter i de stærkeste Udtryk at have nævnet det Saligste og det Tungeste, at have vundet og tabt, da at være saa beroliget! ►M. T., hvis Du kjender Andres Tale, der have fornummet det Lignende, da har Du vel istedenderfor hørt et Angestens Skrig, at nu var Alt tabt for stedse, et Fortvivlelsens Raab, at de aldrig mere skulde smage denne Salighed. – Dog vee Den, der vil fritages for Lidelsen!

✂ Imidlertid betegner hiint apostoliske Udtryk vel ikke blot den Forladthed, den Adskillelsens Lidelse, der er forfærdeligere selv end Dødens, fordi Døden jo kun adskiller et Menneske fra det Timelige og saaledes er en Befrielse, medens denne Adskillelse lukker ham ud fra det Evige og saaledes er en Fængsling, der atter ►lader Aanden sukke i det skrøbelige Leerkar, ►i det snevre Rum, ►i Udlændighedsstand, thi Aandens Hjem er i det Evige og det Uendelige. I samme Øieblik begynder da Alt ligesom forfra. Den, der har været udenfor sig selv, vender tilbage til sig selv; men denne Tilstand, saaledes at være hos sig selv, er ikke Frihedens og den Frigjortes. Saa er da den uudsigelige Salighed forbi, ►Høstens Frydesang forstummet, der skal atter saaes med Taarer, ►Aanden skal atter sidde beklemt, atter sukke, kun ►Gud veed, hvad Sukket ikke fatter, hvorvidt dog Frydens Harpe atter stemmes i Sjelens Løndom. Mennesket er vendt tilbage til sig selv, han er ikke mere salig ved at være frelst fra sig selv til sig selv og til at være ►forklaret i Gud, saa det Forbigangne maatte slippe ham uden Magt til at dømme, fordi Selvanklagen er formildet, glemt i Forstaaelsen med Styrelsens uudgrundelige Viisdom, i Forsoningens salige Belærelse; saa det Evige ►ingen Tilkommelse frygter, ja ingen Tilkommelse haaber, men ►Kjærligheden besidder Alt uden Afladelse, og der er ikke Skygge af Omskiftelse. Saasnart Mennesket vender tilbage til sig selv, da forstaaer han det ikke mere – derimod forstaaer han, hvad bittre Erfaringer kun altfor uforglemmeligt have indskærpet, Selvanklagen, hvis det Forbigangne eier en saadan Fordring paa hans Sjel, som ingen Anger ganske kan indfrie, ingen Trøst til Gud ganske kan udslette, men kun Gud selv i Salighedens uudsigelige Taushed.

✂ Hvor meget Forbigangent kan dog ikke et Menneskes Sjel gjemme, naar han er hos sig selv, netop jo dybere han er! Thi en dyrisk Trøst, at ►Tiden udsletter Alt, er forfærdeligere selv end den forfærdeligste Erindring; og Tankeløshed, der spøger med Tiden og ►lefler med Evigheden, hjælper, som naturligt er, kun Den, der »►døsigt svimler hen ad sin Vei«; og hoffærdig Armod, Fortabelsens glimrende Elendighed, der lader Tiden gaae sin Gang, ja end ikke begjerer ►Evighedens »Kjedsommelighed«, det skulde da være at Himlen var betænkt paa nye Adspredelser, med hvilke de fornemme Fordringer kunde tage til Takke: alt Dette er kun Afskyelighed, hvad Navn Verden saa end giver det. Nei, Tiden som saadan skal ikke hjælpe et Menneske til at glemme det Forbigangne, om den end mildner Indtrykket; men hvis endog et Menneske, langtfra selvplagersk at forbande sig selv til atter og atter at fortære dets Bitterhed, lader Tiden, den Erfarne, raade, det Forbigangne er dog derfor ikke ganske glemt, end mindre ganske tilintetgjort. Kun Evighedens Salighed formaaer dette, fordi Sjelen ganske fyldes med denne. Deraf kommer det, at Adspredelse kan hjælpe den Letsindige til at glemme, en vis travl Arbeidsomhed den mere Tankeløse til at udviske det Forbigangne, fordi Adspredelsen og den jordiske Travlhed ganske udfylder deres Sjele. Men jo dybere et Menneske er, desto mindre lykkes dette, og kun Himlens Salighed formaaer det Vanskelige, hvis Vanskelighed der dog allerede hører Alvor til at fatte. Thi er det ikke den menneskelige Forstand, naar den dog ellers er vaagnet, den menneskelige Tanke, dersom den ellers er bleven ædru, det Usandsynligste af Alt, at Noget kan glemmes, ja at Gud kan glemme Noget. At nemlig menneskelig Tankeløshed formaaer at glemme endog det Allervigtigste, er ikke saaledes vanskeligt at fatte. I Salighedens Øieblik er det glemt eller det er samdrægteligen hos Saligheden; men naar et Menneske atter vender tilbage til sig selv, er dette det Usandsynligste af Alt. Og dog er dette Usandsynlige, som overhovedet det Usandsynlige, det høieste Livs Begyndelse og uudgrundelige Hemmelighed. Fuldkommen Skikkelse vinder dette høieste Liv aldrig i Tiden, men fremfor Alt da ikke paa nogen meningsløs Maade, som blev dette Usandsynlige lidt efter lidt, maaskee ved Vane og Svækkelse, det i Tankeløshedens Forstand og efter Aandløshedens Begreb Sandsynlige. Kun i Troen kan han tragte efter det, modarbeidet af Sandsynligheden, fra hvilken han bestandig maa afdøe; vandt Troen en Sandsynlighed, da var Alt tilintetgjort og Troen forvirret, da dette viste, at den ikke havde tilbagelagt det Foreløbige, saa den tillod, at den forvexledes med ►Sandseløshed, der falder Dyret allerlettest. Derimod har man ►i en tidligere Tid troet, at dette var Livets Betydning, at man først forstod Vanskeligheden, inden man enten jublede over ►Forklaringen eller udfandt ikke at kunne blive staaende ved den almindelige Forklaring, at man først grebes af Forfærdelsen inden man sang Seiershymner.

✂ Vi kjende nu vel ikke 👤Pauli Liv meget nøie, men derimod kjende vi jo 👤Paulus, hvilket er Hovedsagen. Som nemlig det sandselige Menneske er kjendeligt derpaa, ►at det seer Skjæven i Broderens Øie, ikke Bjelken i det egne, at det dømmer strengt om den samme Feil hos Andre som det let tilgiver sig selv, saa er dette det dybere og bekymrede Menneskes Kjendetegn, at dømme strengest om sig selv, at benytte al Opfindsomhed for at undskylde et andet Menneske, men ikke at kunne undskylde eller tilgive sig selv, ja at være overbeviist om at det er saa, at den Anden er mere undskyldelig, fordi der jo altid bliver en Mulighed tilbage, da det eneste Menneske i Forhold til hvem et Menneske er berøvet denne Mulighed er ham selv. Saa vanskelig en Sag er det med Frimodighed; thi den er ikke ganske eenstydig med Sindssvækkelse, man kan ogsaa godt blive staaende ved den og behøver ikke at gaae videre, ved endog at ville dømme Gud, dersom ellers Frimodigheden er ►Frimodighed i Dommen, hvortil jo fordres, at Guds Dom gjennemtrænger Tanker og Sinde, dersom den ellers er Frimodighed til Guds Barmhjertighed, og denne Tale ikke et uægte gudeligt Udtryk for den egne Tankeløshed, der ikke fortrøster sig til Gud, men er trøstet ved forlængst at have ophørt at sørge. Formaaer end intet Menneske at frikjende sig selv, Eet formaaer han: at anklage sig selv saa forfærdeligt, at han ikke kan frikjende sig selv, men lære at behøve Barmhjertigheden. I denne Henseende forstaaer vanskeligt det ene Menneske det andet; thi det alvorlige Menneske lægger altid Eftertrykket paa sig selv. – 👤Pauli Liv havde været meget bevæget, og som Apostelens rastløse Virksomhed har indhøstet ham mange, mange glade Erindringer, saa har ogsaa hans tidligere Rastløshed, da han af al Magt ►stampede mod Braaden, saaret ham for hans øvrige Liv med en Erindring, der som en Pæl nager i Kjødet, som en 👤Satans Engel bringer ham til at forstumme. Lad kun en verdslig Beundring mene, at 👤Paulus dog altid var stor, at selv ►i hans Vildfarelse er der noget Ualmindeligt, Den, der søger Trøst eller Anviisning hos en Apostel, seer jo snart, at en Apostel ikke tragter efter det Høie og det Ualmindelige, men efter det Ydmyge, hvorledes har da ikke 👤Paulus i Alvor opfattet det Forbigangne? Vel sandt, han var i sjelden Forstand blevet et andet Menneske, ►en ny Skabning, han havde ikke blot ►forandret Navn, men i en anden Forstand var det dog det samme Menneske. Vel sandt, det Forbigangne var trængt tilbage, det kunde ikke faae Magt til at gribe ham med sin Forfærdelse, ►da han løb mod det Fuldkomne; vel sandt, han sad ikke stille, tryllet ind i en Kreds af det Forbigangnes Minder, thi ►han gjorde Alt nyt, hvor han kom; vel sandt, han havde fornummet Himlens Salighed og beholdt ►Aandens Pant, men der var dog et Minde. Og et Minde er vanskeligt i Omgang: snart er det langt borte, snart er det saa flux ved Haanden, som var det aldrig glemt. ►Naar han prædikede Christum og ham korsfæstet – ►korsfæstet; saaledes raabte jo Jøderne. Hvor var 👤Paulus, da det skeete; vi vide det ikke, men ►da Stephanus blev stenet, sad han hos og vogtede Bøddelens Klæder. Hvis han et Øieblik stod stille i Løbet, hvis Erindringen slog ham feil, saa han ikke hørte Prædikenen men Skriget, ikke sig selv prædike men true! ►Naar han forkyndte Christum som Veien, som den Vei han selv havde betraadt og anviist Mange, da var jo denne Vei ogsaa til førend 👤Paulus betraadte den, den var jo ogsaa til, da ►Saulus af Synedriet erholdt Tilladelse til at fængsle Dem »som vare af denne Vei«, han betraadte den altsaa og dengang, ►da han med Mord og Trudsel rasede mod de Christne. Vel sandt, 👤Paulus havde fanget frie Mennesker siden hiin Tid, langt flere, langt, langt sikkrere end da han ►førte dem fangne til 📌Jerusalem, men hine Ulykkelige, hvor vare de nu? Hvis han stod stille, hvis Erindringen kom ham forbi, saa han hensank i bange Grublen om han ikke igjen kunde finde hine Ulykkelige; hvis ►Mistvivlen blev den stærkere: om dog al hans Virksomhed, om Ordets Forkyndelse for alle andre Mennesker var hvad han havde at gjøre! Visseligen ►meente Saulus, at hans Nidkjærhed var en Gud velbehagelig Iver, o, men netop dette, at maatte gribe sig selv eller at vorde greben i et saadant Selvbedrag, og altsaa at maatte angre hvad han ansaae for Gud velbehageligt (hvilken Omvæltning i Tanker og Sinde; hvilket Forfærdelsens Tegn, hvilken Vanskelighed for Angeren at gribe sin Gjenstand og at fastholde den: at maatte angre det Bedste, man har gjort, ja hvad man endog ansaae for Gud velbehageligt), og altsaa dermed at maatte angre de Forfulgtes Skrig, de Fængsledes Elendighed (hvilken Angerens Møisommelighed; thi det var jo ikke Saulus's Lyst at gjøre det, men Nidkjærhed, som han meente, for den gode Sag), og altsaa til Løn for sin Iver end ikke at maatte høste Menneskers Utaknemlighed, men Angerens Bitterhed, fordi han havde raset! ►For 👤Agrippa fremstilledes 👤Paulus i Lænker, og Kongen sagde til ham: Du raser 👤Paulus – hvis dette Ord: Du raser havde standset ham, havde givet Erindringens Forvexling ►Beleilighed, hvis hiin hellige Fyrighed, der brændte i ham ►Gud et velbehageligt Offer, atter var bleven rasende, hvis han for at prise Gud var bleven en Selvplager; thi ogsaa dertil fordres en stor Sjel! Men 👤Paulus vidste, at det var en 👤Satans Engel – ak, derfor viger den ikke bort; men han vidste, at det var ham gavnligt, at det skeete, og vidste altsaa, at hiin 👤Satans Engel dog var en Guds Udsendinge. Er dette ikke et ►Vidunder: at forvandle en 👤Satans Engel til Guds Udsendinge; skulde 👤Satan selv ikke blive træt! Thi naar Mørkets Engel ifører sig al Forfærdelse, forvisset om, at hvis den blot faaer 👤Paulus til at see paa sig, da skal den vel forstene ham; naar den forud spotter 👤Paulus at han ikke har Mod dertil, da fæster Apostelen Øiet paa den, han trækker det ikke hurtigt tilbage i Angest, han slaaer det ikke ned i Forfærdelse, han speider ikke med usikkre Blikke, men han seer fast og urokket; jo mere han seer, desto tydeligere bliver det ham, at det er en Guds Udsendinge, der besøger ham, en venlig Aand, der vil ham det vel. Man faaer næsten Medlidenhed med den stakkels Djævel: saaledes at ville være den Forfærdende og da at staae der gjennemskuet, forvandlet til det Modsatte, blot betænkt paa at slippe bort.

✂ Da blev det Forbigangne bag ved; Angeren holdt det fanget, bortskar Forbindelsen med det, stred det imod, hvad enten det i Forening vilde trænge sig frem, eller en enkelt Overløber søgte at overrumple; og Troen holdt de oprørske Tanker i Lydighed under Guds Naade, der trøstede Apostelen over al Maade, thi han vidste jo, at han var ►en unyttig Tjener, ►den Ringeste af Apostlerne, ikke værd at kaldes en Apostel, fordi han havde forfulgt Guds Menighed (►1 Cor. XV, 9). Havde 👤Paulus villet udmaale sin Apostel-Virksomhed, ladet den prøve at gjøre Fyldest for det Forbigangne, da var Oprøret brudt frem, og end ikke 👤Paulus havde kunnet standse det; medens det nu blev ham en Pæl i Kjødet, ikke ved sig selv, men fordi den uudsigelige Salighed var vegen fra ham.

✂ Men dette Oprør grunder det Forbigangne bestandigt paa, det vil komme igjen som det Tilkommende med ny Forfærdelse. I Tiden er der ingen Sikkerhed, saa et Menneske med verdslig Ro kan sige: ►Fred og Tryghed, med mindre han finder Trøst i Tankeløshed. Det gjelder da at løbe; ak, man vilde gjerne løbe hurtigere og hurtigere, men Tiden løber man ikke forbi saalænge man løber i Tiden. Du som veed, hvorom Talen er, kald det en Flugt ved hvilken Du allerede var ligesom sluppen ind bag Forhænget, der adskiller Dig fra al Verdens Forfærdelse og Nød, frelst fra Tilbagefaldets Snare, Du havde ladet langt bag Dig, men der manglede dog et Lidet; kald det ►en Strid, i hvilken Du allerede ligesom havde seiret, og skjøndt anstrenget følte al Din Kraft til det sidste ►Anløb, hvori Du vilde ►gribe Klenodiet for alle Evigheder, men der manglede dog et Lidet; kald det en herlig Udgang paa den møisommelige Vandring i Uforstaaelighedens Taage, da Forklaringen lyste ind deri og ►forklarede Lidelsen og Savnet og Faren og Besværligheden og Angestens Betydning, lyste Forstaaelsens velsignede Fred derover, men der manglede dog endnu et lidet Ord; Du som veed hvorom Talen er, lad det være hændt Dig i Begyndelsen, da Opfyldelsens Salighed bød det gode Forsæt sin trofaste Haand, men der var endnu een Vanskelighed tilbage; lad det være hændt Dig i Tidens Fremgang, da Opfyldelsen troligen Skridt for Skridt fulgte den trygge Vandrer, ikke ilede forud som Skyggen i Morgenstunden, ikke blev bag ved som Erindringens Aftenskygge, men der var dog endnu een Mislighed tilbage som undgik Enhver, kun ikke Angestens Spidsfindighed – Du som veed hvorom Talen er, hvad skal jeg sige Dig, men Du som ikke veed hvorom Talen er, Dig være det sagt, at den er om, hvorledes Utaalmodigheden pludseligen vaagnede kæmpestærk, og med sin Angest forvandlede det Lidet til Meget, den liden Tid til en Evighed, den liden Afstand til et svælgende Dyb, hiin ene Vanskelighed til Alts Afgjørelse, hiin ene Mislighed til Alts Fortabelse; at Talen er om, hvorledes Kraften sank hen i Afmagt, Mistilliden bortskræmmede enhver Hjælp, Forsagtheden forsagede ethvert Haab, hvorledes det Forbigangne, fra hvilket Sjelen troede at have løskjøbt sig, atter stod der med sin Fordring, ikke som en Erindring, men forfærdeligere end nogensinde ved at have sammensvoret sig med det Tilkommende, at Talen er – om Pælen i Kjødet. ►Et gammelt ærværdigt og trofast Opbyggelsesskrift siger, at Gud bærer sig ad med et Menneske som Jægeren med Vildtet: han jager det træt, da giver han det et lille Pusterum til at samle nye Kræfter og da begynder Jagten igjen. At et Opbyggelsesskrift taler saaledes til Forfærdelse, er det ikke at bære sig ad som Jægeren: ved sit Navn at indbyde Menneskene til Opbyggelsens Hvile og da at skrække dem op. Og dog er dette jo saaledes i sin Orden, og vi ville tage mod Opbyggelsen; thi vee Den, der vil opbygge uden at kjende Forfærdelsen; han veed jo ikke, hvad han selv vil! Men Den der veed at Forfærdelsen er der, han veed ogsaa, at Tilbagefaldet er Tegnet til at Angestens Jagt atter begynder, eller om ikke Tilbagefaldet saa dog Angesten for det, naar den laaner det Tilkommendes Styrke. Naar det Forbigangne faaer Lov at blive hvad det er, det Forbigangne, naar et Menneske forlader det ved at betræde ►den gode Vei, og ikke for ofte seer sig tilbage, da forandres han selv lidt efter lidt, og det Forbigangne forandres umærkeligt ved det Samme, og tilsidst passe de ligesom ikke mere for hinanden, det Forbigangne svinder hen i en ubestemtere Skikkelse, det bliver en Erindring, Erindringen bliver mindre forfærdelig og mindre, den bliver stillere, den bliver mild, den bliver veemodig, og i enhver af disse Bestemmelser er den ifærd med at fjernes mere og mere, tilsidst bliver det Forbigangne ham næsten fremmed, han fatter end ikke, hvor det var muligt, at han saaledes kunde forvildes og han hører Erindringens Fortælling derom som Vandreren hører Sagnet i den fjerne Egn – men Tilbagefaldet lærer En at forstaae, hvorledes det var muligt; ja Angesten for Tilbagefaldet, naar den vaagner pludseligen, om der end kun er et Øieblik tilbage, den veed at benytte det til at gjøre Alt saa nærværende, ikke som en Erindring men som ►en Tilkommelse. Dog forstaaer en Apostel, at dette er ham gavnligt, paa det at enhver timelig Angest, der kun ønsker, maa fortæres, enhver Selvtillid, der vil være færdig, maa udbrændes ►i Tilkommelsens Skjærsild, enhver Feighed, der vil liste sig Faren forbi, maa omkomme i Forventningens Ørken. – Kun med megen Vanskelighed lærer et Menneske sig selv at kjende; hans Tragten efter det Evige kan være i al Oprigtighed, og dog kan der være en Fare, han, hvis det overlodes ham selv, saa gjerne vilde fritages for, han saa gjerne vilde omgaae, og altsaa i al Ydmyghed dog bevare en skjult Forfængelighed, da han ikke lærte sig selv at kjende til det Yderste, fordi han ikke var bleven ængstet til det Yderste, til Død og Tilintetgjørelse. Man dømme Ingen, eller Enhver kun sig selv. Ak, Alt syntes saa sikkret, naar blot denne Fare ikke var der; Himlens Salighed var saa uudsigelig, og nu denne Mulighed! Da nager Pælen i Kjødet; thi dersom et Menneske ikke haver fornummet Himlens Salighed, da vil han heller ei lide saa meget. O, at det dog snart maatte være skeet, at det endeligen maatte hedde: ►omsider! Men naar man ængstes, gaaer Tiden langsomt; og naar man ængstes meget, da er selv et Øieblik langsomt dræbende; og naar man ængstes indtil Døden, da staaer Tiden tilsidst stille. At ville løbe hurtigere end nogensinde, og da ikke at kunne flytte en Fod; at ville kjøbe Øieblikket med Opoffrelse af Alt, og da at lære, at det ikke er tilfals, fordi ►»det ikke staaer til Den, som vil, ei heller til Den, som løber, men til Gud som gjør Miskundhed« (►Rom. IX, 16)! At dette er et Menneske gavnligt, hvo forstaaer det; thi her fordrister dog vel Tankeløsheden sig ikke til at ville hjælpe med hvad den vidt og bredt kan forklare om det i Livet Gavnlige.

✂


✂ Vi have talet om Pælen i Kjødet; vi have søgt at forklare Udtrykket i Almindelighed, det er i den Almindelighed, i hvilken det ved at angaae et eneste Menneske angaaer alle. Særligen have vi ikke været bekymrede om at udgrunde, hvad 👤Paulus særligen kan have tilsigtet med dette Udtryk, mindst af Alt ønskede vi at spørge derom i samme Mening som hvis Nogen spurgte, om 👤Paulus havde været ►stor eller liden af Væxt, skjøn af Aasyn, og andet Saadant. Særligen ville vi ikke søge at antyde det maaskee Tilfældige, det maaskee Ubetydelige, der i den Enkelte kan være ham Pælen i Kjødet. Maaskee skulde Skildringen deraf fængsle en Læser, maaskee skulde den endog vinde den Talende hans Beundring; men det var jo dog foragteligt, om den Talende saaledes vilde forstyrre Opbyggelsen. Den almindelige Forklaring derimod er denne: at det høieste Liv ogsaa har sin, har den tungeste Lidelse; at ikke Nogen letsindigen skal ønske Det, hvis Fare han løgnagtigen udelader; at ikke Nogen skal blive mismodig ved at stedes i den Fare, om hvilken han maaskee var uvidende; at ikke Nogen aandløst skal prise sit Livs beqvemme og magelige Dage. Blot at et Menneske ret er opmærksom paa denne Farefuldhed, da er han allerede ifærd med at begynde ►den gode Strid. Trøsten kommer vel, og man gribe den ikke for tidligt. ►Den, som her haver talet, er kun ung, han skal ikke forhindre Nogen i at forfærdes; thi han skal ikke kunne trøste med den tvetydige Erfaring, at et langt Liv har lært ham, at Faren ikke var saaledes, som en Apostel skildrer den, og saaledes som vel ethvert dybere Menneske engang i Ungdommen har anet det, indtil Veiene skilles: den Ene strider Farens og Forfærdelsens gode Strid; den Anden bliver kløgtig og fryder sig aandløst ved Livets Tryghed.

✂

Imod Feighed

✂


✂ ►►2 Tim. 1, 7. Thi Gud haver ikke givet os Feigheds Aand, men Krafts og Kjærligheds og Sindigheds Aand.

✂


✂


✂ Dersom det er vist, at der er Det i Livet, der har eller kan have den Magt over et Menneske, at det lidt efter lidt lader ham glemme alt hvad der er Ædelt og Helligt, trælbunden i Verdslighedens, i Øieblikkets Tjeneste; dersom det er vist, at Tiden har eller kan faae den Magt over et Menneske, at den, medens den tæller ham Dage til hans Liv, ogsaa med hver Dag tæller ham hans Liv længere bort fra det Guddommelige, saa han fangen i det Daglige og Tilvante bliver fremmed for det Evige og det Oprindelige; dersom Erfaringen har lært, at dette er hændt ogsaa Den, der engang fornam det Evige stærkt og nærværende i sig – da var det vel gavnligt, at ethvert Middel derimod ►anpristes, ønskeligt at det anpristes paa en alvorlig, men ogsaa tækkelig Maade. Thi Gud være lovet, der er flere Midler, som Farerne ere mange, og ethvert af disse Midler er tilforladeligt og prøvet. Et saadant Middel er Beslutningen eller det at fatte en Beslutning; thi Beslutningen forbinder netop et Menneske med det Evige, bringer ham det Evige ind i Tiden, skrækker ham op af Eensformighedens Døs, hæver Vanens Trolddom, afbryder de møisommelige Tankers lange ►Trætte, og ►lyser Velsignelse over selv den svageste Begynden, naar det dog er en Begynden; thi Beslutningen er en Opvaagnen til det Evige; og Den, som længe har savnet Beslutningens Foryngelse, naar han beslutter sig, maa han vel være tilmode som ►hiin Enkens Søn fra 📌Nain, der han vaagnede op paa Baaren, ak, iforveien var han endnu mere liig hiin Enkens Søn, der han bares død ud. Derfor prise vi Beslutningen. Dog skal Talen derom ikke være beregnet paa at kildre Ungdommens Lytten, eller paa at lyde som en pirrende, vellystig Afvexling i den Blødagtiges kjelne Øre, som Talen vel stundom høres, skikket hertil om end ikke beregnet derpaa, naar det raabes ud i Verden: »det er kun et Øiebliks Sag det Hele, fat blot en Beslutning, vov som den kjække Svømmer at styrte Dig i Havet, vov at troe, at et Menneske er lettere end alle Lidelser, at gjennem alle Strømninger, gjennem Bølgernes Fraaden gaaer dog Svømmerens Vei til Maalet. Betragt ham, den uforsagte Svømmer: han bestiger et høit Sted, hans Øie forlyster sig ved Faren, hans Skikkelse fryder sig i Forfærdelsens Gysen – da styrter han sig freidig i Bølgerne; han forsvinder som var han slugt af Havet, men snart dukker han op og har vundet, vundet i et eneste Øieblik. Saaledes staaer Beslutningen paa ►Forklarelsens Bjerg, forlyster sig ved Faren, da styrter den sig i Havet, og i samme Øieblik dukker den op med Seiren!« Hvis Talen lød saaledes til Ære for det at fatte en Beslutning, da skulde den vel gjøre Indtryk, thi hvorledes skulde ikke den Hørende prise Talerens Begeistring, beundre hans Veltalenhed; og hvorledes skulde ikke den Hørende gaae forandret hjem: han skulde sidde der omgivet af høimodige Beslutninger, blot ►tvivlsom, hvilken Helteskikkelse der skulde klæde ham bedst; og snart skulde han længes efter at høre en saadan Tale igjen, og indtil da gjøre hvad han formaaede – berømme Taleren, hvis hæftige Bevægelse, hvis Skikkelses frembøiede Dristighed, der han skildrede Svømmeren, stod levende for ham. Ak, lad Skuepladsen beholde hvad Skuepladsens og de gjøglende Heltes er: store Ord, dristige Gebærder og en bedømmende Mængdes Bifald. Den, der vil prise det Gavnlige i at fatte en Beslutning, vil dog ikke forskylde et Bedrag, hvorved han sinkede den Hørende i at handle og gav ham nok at bestille med at beundre; thi at ville beundre er ogsaa et Adspredelsesmiddel, og at hjælpe til at fremlokke den – et Snigmord, eller en ►Daarlighed.

✂ Saa maa Talen vel begynde anderledes og fremfor Alt ►forsværge Bedraget; thi ►Djævelen bruger mange Kunster for at friste et Menneske, og et ►farligt Anløb er det altid, naar han ved høimodige Beslutninger, eller rettere ved Talen derom og Beundringen deraf, samt ved den Afsmag der følger efter, naar man seer, hvor lidet man formaaer, vil forlokke et Menneske til at opgive Alt. Nei, ►man kryber før man lærer at gaae, og ►at ville flyve er altid betænkeligt. Vel er der store Afgjørelser, men selv i Forhold til disse gjelder det dog ►fornemlig om, at komme i Gang med sin Beslutning, at man ikke i Beslutningen bliver saa høitflyvende, at man glemmer at gaae.

✂ Det var da et Bedrag af hiin Tale, at det saae ud som skulde et Menneske overveie, om han nu vilde styrte sig i Havet eller ikke. Allerede dette er spildt Møie, en Sinkelse fra at udføre Noget, en Næring for Stoltheden, at man indbilder sig eller lader sig det indbilde, at det er saaledes i Livet, at Faren er en Festlighed, til hvilken man indbydes, et Forslag, der gjøres, om man nu vil eller ikke. Det er langtfra saaledes; over ►den høitklingende Talemaade glemmes, at man jo er i Faren, og at der ikke er Spørgsmaal, om kjækt at springe ud, men om at redde sig. Man er heller ei kommen ud i Faren ved som Svømmeren eller hiin priste Beslutning at styrte sig ned fra de høie Steder, det er tvertimod gaaet ganske simpelt og naturligt til, derved, at man blev ►undfanget i Overtrædelse og født i Synd, thi ved Fødselen blev man udsat i Faren der hvor man nu er. Hvilken Tankeløshed at forblive uvidende om, at der er Fare til, men hvilken Bagvendthed at ville ved store Ord og ved Løfte om Heltenavn opmuntre En til at vove sig der ud, hvor han er. Dog det selv at have styrtet sig i Faren er stolt, noget ydmygere er det, at tilstaae, at man er der, at vedgaae sig selv, at man er der, hvor Livsforhold og ►Styrelse har sat En, uden at man tør forlade sin Plads hverken for at flygte eller for at bestige et høit Sted, hvorfra man vil styrte sig ned i Faren. Denne er der; at opdage den er ei heller saa overordentligt, at det skulde friste Stoltheden, naar man betænker, at Farens Forfærdelse voxer i Forhold til Stoltheden over at opdage den, ja at Forfærdelsen let voxer En over Hovedet, hvis al slig Overveielse ikke atter afbrydes ved den simple Betragtning, at man kun har at redde sig. Det er stolt at styrte sig selv i Faren, det er stolt at kæmpe med uhørt Rædsel, men det er tillige elendigt, ►hvor elendigt lærer man stundom af det samme Menneske, at have Overflod paa Forsæt, Armod paa Handling, at være riig paa Sandheder, fattig paa Dyder. Faren er der; ►dette er ingen Hemmelighed for de Vise eller for de Modige, den Eenfoldige kjender den ogsaa. Vi ville ei heller istedenfor Farens sande Navne tale om Havet og Stormen og Brusen, hvilket let frister ►Indbildningskraften til indbildte Forestillinger og indbildte Bedrifter. Der er jo Fare for Lykke og Velfærd: at Du skal tabe den og med den maaskee dit Mod og din Tro. Der er jo Sjelens Fare: at Verden skal blive Dig tom og Alt Dig ligegyldigt, Livet uden Smag og Næring, Sandheden selv en møisommelig Opfindelse, Døden en ubestemt Tanke, der hverken ængster eller ►vinker. Der er jo Syndens Fare: at Du skal glemme Din Pligt, eller dog glemme, at man skal gjøre den med Glæde, at man skal bære sine Lidelser, eller dog glemme, at man skal bære dem med Hengivenhed, at Du skal falde i Synden og tabe Din Frimodighed, gaae modløs gjennem Livet, fortvivle i Døden, saa end ikke Angeren kan støtte ved Dig. Der er jo Dødens Fare, som har sine Speidere allevegne ude, om den dog veed, at intet Menneske skal undgaae den. Er Faren der da ikke, eller veed Du det ikke, Du som maaskee vil op paa Bjergets Spidse for at styrte Dig i den, veed Du det ikke, at Du er en anklaget Mand, hvis og ingen jordisk Domstol anklager Dig, da Du er anklaget i Himlen, hvor Dommen skal være; veed Du det ikke, ►at Du er fængslet, om Fængslet end er rummeligt som den vide Verden, men prøv det, ►gaae til Verdens yderste Grændse, skjul Dig i Afgrunden, og forsøg da, om den Retfærdighed, der fængslede Dig, ikke veed at hente Dig frem; veed Du det ikke, at Vidnerne ere der, om de end nu langtfra at vidne mod Dig ere Dine Fortroligste, at disse Vidner ere Dine Tanker, at dette Vidne er Dig selv, hvem Regnskabets Dag vil nødsage til at være Din egen Angiver, uden at kunne dølge det skjulteste Raad eller glemme den flygtigste Tanke eller forbeholde Dig selv en eneste Tanke saa forborgent, at ikke ►Samvittigheden veed at vriste Din Indesluttethed op, og Selvangivelsen mod sin Villie at fravriste Dig den. Thi den menneskelige Retfærdighed er meget vidtløftig, og dog stundom maadelig nok; den guddommelige er kortere og behøver ingen Anklagers Efterretning, ingen ►Retstjeners Udsendelse, intet Vidnes Afhørelse, men gjør den Skyldige til sin egen Angiver og hjælper ham med Evighedens Hukommelse.

✂ Men ikke mindre var det et Blendværk, hvormed hiin bedragerske Tale skuffede, at det seer ud som var Alt afgjort, Alt vundet paa Beslutningens Slag-Dag. Vel er det nemlig sandt, at ►det at gjøre en god Begyndelse allerede er meget vundet, men i samme Øieblik gjelder det netop om at komme i Gang med Begyndelsen, thi der er maaskee intet Fordærveligere for et Menneske end naar en god og herlig Begyndelse i næste Nu kommer til at ligge ham i Veien istedenfor at hjælpe ham frem. Det er stolt at samle alle Farer og Forfærdelser mod sig paa eet Sted, at trænge kæmpende frem hvor Fjendens Skare staaer tættest; det er et stolt Ord, ►at ville standse Solens Gang, at det ikke maa aftnes før alle Fjender ere overvundne; derimod er det ydmygt at tilstaae, at Striden ogsaa uden et Menneskes Skyld trækker sig i Langdrag, saa ►hver Dag har sin Aften, og ved et Menneskes Skyld drager sig saaledes i Langdrag, at det stundom aftnes over et Nederlag, ydmygt at tilstaae, at selv den redelige Striders Gang gjennem Livet er besværet, at selv ►Den, der gjør faste Trin paa Veien, dog ikke gaaer i Helteskridt, ja, at naar Livets Aften svaler Strideren efter den lange Dag, der dog ikke er ►Beleilighed til Spil og Klang, fordi endog Den, der kom Maalet nærmest, kommer der ikke skikket eller oplagt til Triumphens Anstrængelse, men mødig og træt ønsker en Grav at hvile i og en salig Bortgang herfra i Fred. Vel var en Saadans Liv ikke ukjendt med de større Afgjørelser, men han tilstaaer dog, at hele hans Liv var en Strid, og det frister ham ikke stolt til Underholdning for Andre at nævne de store Afgjørelser, i hvilke han havde den Ære at deeltage; han veed meget godt, at hans Fortælling om daglig Strid vilde være trættende for de Nysgjerrige. Og dog var dette jo hans Liv; han prøvede maaskee Livets, maaskee Menneskenes Foranderlighed, men Faren fulgte ham stadigt. Men eftersom Faren gjentog sig, fornyede han sin Beslutning, og saaledes gik han Kampen igjennem. Var hans Trin end svagt, hans Gang vaklende, gik det end stundom tilbage istedenfor fremad, Beslutningen hjalp ham igjen lidt efter lidt, han formanede sig dog selv med ►et skjønt Ord, »gjør for Gud, hvad Du kan, da skal Gud gjøre for Dig, hvad Du ikke kan«, indtil han atter besluttede sig, om hans Beslutning end synes af ringe Herkomst, en Krøbling i Sammenligning med hiin ►høibaarne.

✂ Naar det at fatte en Beslutning forstaaes saaledes om den stadige Fornyelse af en afgjørende Beslutning (en tilsyneladende Modsigelse ligesom den, at minde et Menneske om, ►at handle som var denne Dag idag hans sidste, og da igjen at vise et langt Liv, der ligger for ham), da staaer det fast, at Beslutningen er et frelsende Middel. Men staaer dette fast, da er det atter vel værd at være opmærksom paa Beslutningens Arvefjende, hvilken er Feigheden, der, seiglivet som den er, altid er betænkt paa at afbryde eller fortrædige Beslutningens gode Forstaaelse med det Evige, at søndergnave den Beslutningens Lænke, der er let at bære og først tung, naar den er brudt. Mod Feighed skal Talen derfor være rettet, idet den knytter sig til ►hiint korte apostoliske Ord. Høres det end stundom, at Gudsfrygt, at Religion, at Christendom gjør et Menneske feigt, da kan det Modsatte dog vel ikke bestemtere udsiges end her, hvor ►Apostelen netop siger, at Gud ikke giver Feigheds Aand, hvilken altsaa vel maa komme andetsteds fra, og formodentligen allerede være tilstede i hiin Indvending. Ingen skal derfor beraabe sig paa, at det er hans Fromhed, hans ►Ydmyghed under Guds vældige Haand, der gjør ham feig; Ingen skal frygte for at betroe sig til Gud i den Mening, at dette Forhold skulde berøve ham hans Kraft og gjøre ham feig. Det er tvertimod omvendt, Den, Gud ikke slaaer til Ridder med sin vældige Haand, han er og bliver i sin dybeste Sjel feig, om ikke af anden Grund, saa fordi han var for stolt til at taale Ridderslaget, da det som ethvert Ridderslag fordrer Bekjendelsen af egen Uværdighed.

✂


✂ Saa ville vi da tale mod Feighed.

✂


✂ Det skal være ►Tegn paa en forfinet Tidsalder, at man giver det Utilladelige, det Forbudne, Synden et undskyldende, næsten et hæderligt Navn. Stundom fortsættes Falskneriet saa længe, at det gamle, alvorlige, bestemte Ord glemmes og gaaer af Brug. Høres det en enkelt Gang, da vækker det næsten Latter, fordi man antager, at den Talende enten er en Mand fra Landet, der taler et forældet høitideligt Sprog, som aldeles mangler Omgangens Bøielighed, eller at det er en ►Skalk, der bruger et saadant Ord netop for at vække Latteren enten ved Ordet selv eller ved dets Vrængen efter Andre, hvis Erindring det fremkalder. Et lignende Falskneri afstedkommes ogsaa, naar man af tvende Ord, der begge betegne noget Forkasteligt – ja det lige Forkastelige, fortrinsviis bruger det ene, fordi dette i den almindelige Forestilling har en Bibetydning af Noget, som i Verdens Øine ikke klæder ilde. Dette er Tilfældet med de tvende Ord: ►Feighed og Stolthed. Dersom en Prædiker, hvis Gjerning det er at agte paa Menneskenes Liv og kalde dem til det Gode, vilde advare mod Stolthed, da skulde han vel finde mange Tilhørere, og dog skulde Talens Virkning langtfra hos Alle være efter Ønske, ja der skulde vel endog være Den, der uden at agte paa Formaningen lyttede til den smigrende Anerkjendelse, der ligger i at bruge dette Ord. Vilde han derimod advare mod Feighed, da skulde vel Tilhørerne see den Ene paa den Anden, om der ogsaa var en saa Elendig tilstede, en feig Sjel, det Foragteligste af Alt, det Utaaleligste, thi selv det fordærvede Menneske kan man dog taale, naar han er stolt, ⓘ men en Feig ..... Sandeligen, et Menneske maa være ganske uden Øre for Lidenskabernes ►Tyvesprog, naar han ikke mærker, at det maa hænge galt sammen med Feigheden, siden den er bleven saa afskyet, saa angest for at nævnes, ja saa aldeles er forsvunden af Livet. Og dog Enhver, der var meget tilbøielig til at antage, at den høflige Advarsel mod Stolthed angik ham, han kan være sikker paa, at den fornærmende Tale om Feighed angaaer ham ogsaa, thi Feighed og Stolthed er Eet og det Samme; han kan være sikker paa, at Talen angik ham ganske særligen, dersom han ellers var meget begjerlig efter at synes stolt, thi det er netop Feighed.

✂ Stolthed og Feighed er Eet og det Samme. Dette maa dog ikke misforstaaes, og herved menes nærmest, at det hvorom man taler under Navn af Stolthed i Almindelighed er Feighed. Selv den uægte Stolthed forekommer meget sjeldent, og skulde Prædikeren indrette sin Tale svarende til de Forhold Livet udviser, da kom han sjeldent til at advare mod Stolthed. Den uægte Stolthed fordrer en høi Grad af Forestilling om det egne Værd og om det Ansvar den Stolte har for sig selv, hvilket han frygter mere end hele Verden. Den Stolte vil altid gjøre det Rette, det Store, og egentligen strider han ikke med Menneskene, men med Gud, fordi han vil kunne gjøre det ved egen Kraft; at skulke sig fra Noget er ikke hans Begjering, nei, at sætte sig Opgaven saa høit som muligt og da at fuldkomme den ved sig selv, nøiet med sin egen Bevidsthed og sit eget Bifald, det er det han vil. Selv den uægte Stolte maa derfor kunne være stolt i Eensomhed, maa kunne forsage og forsmaae al Løn i Verden; Menneskenes Gunst, og ikke en Sjel, ikke den stolteste Sjels Trods, ikke den elskeligste Sjels Bønner maae forstyrre ham; ingen Vinding, ikke den ganske Verden, ikke den ubetydeligste og forborgneste maa friste ham; han maa anspænde al sin Tanke for at see det Rette, han maa ville det, fordi han er for stolt til at tillade, at Menneskene skulde have Ret imod ham, selv om Ingen kunde overbevise ham. Men en saadan Tilværelse er søvnløs og meget anstrængende og efterstræbt af mange Forfærdelser. Naar vi derfor med denne Fordring gaae ud mellem Menneskene, hvor sjelden er da ikke Den, der har indfriet den. Ja Stolthedens første Spring i Livet, det har Mange gjort, Mange fjantet nok, men det Næste: saa trygler Den hos det samme Menneske, som han stolt forsmaaede, saa bøier Den Knæ, der slog stolt med Nakken, saa tager Den til Takke med hvad han stolt vragede, saa betler Den om Livet, der vilde trodse Alt, saa speider Den efter Ligesindede, der stolt vilde være sig selv nok, saa lyver Den lidt for sig selv, der listigen har forandret Stolthedens Opgave, og faaer Andres Dom for, at dette dog er det Stolteste, saa slaae de sig sammen, og blive stolte i Fælledsskab, hvilket er Forfængelighed og Feighed. Vi sige det sandeligen ikke for at prise hiin uægte Stolthed, men saaledes er dens Vei dog forfærdelig og derfor sjeldent betraadt, som jo vel er, thi den uægte Stolthed lurer Djævelen paa, og den bliver hans Bytte, thi den er Feighed. Den der nemlig saaledes staaer ene, han maa nødvendigviis opdage, at der er en Gud til, og vil han nu ikke forstaae, at det dog er for lidt at være ene om en Hemmelighed, er han for stolt til at have ►en almægtig Gud til sin Medvider, saa er han jo feig; thi selv om det ikke var lykkedes Verden, ikke alle de Forfærdelser som Jordlivet og Menneskelivet gjemmer at vise ham hans Eensomhed som Blendværk, saa vil den Almægtige strax gjøre det, og dette kan han ikke udholde; men altsaa er han feig.

✂ Naar nu selv den uægte Stolthed er meget sjelden i Verden, og man dog saa ofte nævner Stolthed, saa kan man deraf slutte, at Feigheden maa være meget almindelig, ja man kan slutte det, uden at fornærme Nogen, og uden at være Dommer og ►Hjertekjender kan man ubeseet antage, at ethvert Menneske er noget feig, især kan man fortrøste sig til, at Enhver, der søger nærmere at kjende sig selv, vil være villig til at vedgaae, at han ikke sjeldent har grebet sig selv deri, at han af den Grund altid er noget mistænkelig selv mod sit modigste Foretagende. At Forvexlingen kan finde Sted, er ikke vanskeligt at indsee, og Talen skal bestandigen bringe det i Erindring, fordi den, medens den handler om Feighed, bestandigen har Stoltheden i Sigte; thi skal Sagen tages fra Grunden, maa først og fremmest hiin første Løgn forhindres. Selv naar Feighed forvexles med Klogskab, med en i Menneskenes Øine priselig Forstandighed, hvis Hemmelighed er Selvkjærlighed, selv da er den først bleven forvexlet med Stolthed, saaledes nemlig, at det at være saaledes klog paa Verden og sin egen Fordeel er noget Stort. Advares der mod en saadan Klogskab, da see man vel til, at Advarselen ikke bliver fristende; thi der var vel Den, som nok gad høre en saadan Formaning, ikke just for Formaningens Skyld. Kun en religiøs Betragtning kan tale retteligen om og mod Sligt, fordi den religiøse Betragtning kjender ►det ene Fornødne og veed, at det er det ene Fornødne, og derfor ikke har travlt med det Mangfoldige, eller bliver forførerisk i at skildre Forskjellighederne.

✂ Forholdt det sig nu saaledes med Feigheden, at som der hviler en Forbandelse over den, der saaledes ogsaa hvilede den Forbandelse over den, at den slet ikke kunde vise sig i anden end sin virkelige Skikkelse, at den slet ikke kunde bedrage med sit Ydre, da skulde den vel snart blive huusvild i Verden, thi hvo vilde boe sammen med denne Usselhed; ja den skulde snart nødsages til at flygte bort paa de afsides Steder, saa end ikke den Elendigste, ikke den Nedrigste vilde kalde den frem. Men saaledes er det ikke, Feigheden er netop den bøieligste, den smidigste, saa at sige den behageligste af alle Lidenskaber; ikke er den høirøstet og larmende, men stille og lummer og dog vellystig fængsler den alle andre Lidenskaber til sig, thi i Omgang med disse er den yderst indtagende, veed at holde Venskab med dem, og lægger sig selv dybest i Sjelen som det stillestaaende Vands døsige Taage, af hvilken usunde Luftninger og bedragerske ►Gjøglebilleder udvikle sig, medens dog Taagen bliver der. Det Feigheden meest frygter er, at der tages en Beslutning, thi en Beslutning adspreder altid for et Øieblik Taagerne. Den Magt, Feigheden helst sammensværger sig med, er Tiden; thi hverken Tiden eller Feigheden finder, at der er Grund til at forhaste sig; og er det ikke ogsaa mærkeligt nok, at ►Gud i Himlen og det Evige, ikke Tiden er det, der siger: endnu idag. ►Lad saa hver Dag have sin Plage og sin Møie, ogsaa sin Lyst og sin Løn: dette er Beslutningens evige Omqvæd, dens høitideligste og meest dagligdagse Fordring, dens første og dens sidste Ord, hvad den vil enhver Dag skal betyde og give enhver Dag Betydning: endnu idag.

✂ Men Feigheden afholder for det første et Menneske fra at erkjende, hvad der er det Gode, det i Sandhed Store og Ædle, som bør være Maalet for hans Stræben, for den tidlige Flid og for den sildige. Dersom Feigheden her maatte vise sig som det elendige Kryb den er, eller træde frem i al sin Plumphed, saa var der ingen Fare, men saaledes viser den sig aldrig, eller i ethvert Tilfælde først bag efter, som det Onde altid lokker med ►tækkelig Skikkelse og da afkaster Masken og lader sit Bytte synke i Afgrunden ved Tanken om, at det er for silde. Feigheden vil blot forhindre Beslutningens Afgjørelse, derfor giver den sin Adfærd et herligt Navn. Den ivrer mod alt det Overilede, det Umodne, det Hastige, nei, den fortsatte Stræben er det Store, det er en stolt Opgave. Den fortsatte Stræben – et herligt Ord, hvor skuffende, skulde Feigheden ikke nok fange sig en Sjel! At den fortsatte Stræben dog skulde have en Begyndelse, især i Betragtning af at den formodentligen faaer en Ende – det vil hverken Feigheden eller Tiden vide af; thi det veed kun Beslutningen, hvis Navn jo minder derom, thi Beslutningen er Begyndelsen, og dog har den sit Navn deraf, at den veed, der kommer en Slutning. Har Feigheden bragt det saavidt med et Menneske, da kan man sige, at den har faaet sig godt og beqvemt indrettet. Hvor stolt saaledes bestandigt at ►stirre i Skyerne uden nogensinde at behøve at bøie sit Hoved for at see til Foden; skal Gud prises, at han dannede Mennesket opreist, hvor meget mere da ikke Feigheden, der langt herligere reiser ham op! Et saadant Menneske lever nu med det fjerne store Maal for Øie; skulde han et Øieblik blive betænkelig, da er Feigheden strax rede med Forklaringen, at det maa saa være, fordi Maalet er saa uendelig fjernt. Han lever i den fortsatte Stræben; skulde Bekymringen vaagne, om det var en Stræben, om den fortsattes, da spreder Feigheden enhver Tvivl og glatter øieblikkelig Pandens Rynke ved at forklare, at den enkelte Dag, den enkelte Uge er for lille en Bestemmelse til at udmaale en saadan Stræben. Sandeligen, stræber han ikke, Feigheden fortsætter roligt sin Stræben og kan godt see, at den Uge for Uge, ja Dag for Dag ikke stræber forgjeves og heller ei stræber til et uendelig fjernt Maal.

✂ Dog det Gode, det i Sandhed Store og Ædle er jo ikke blot noget Almindeligt og som saadant Erkjendelsens almindelige Gjenstand, det er ogsaa noget Særligt i Forhold til den Enkeltes særlige Begavelse, der gjør, at den Ene formaaer mere end den Anden, at den Ene formaaer det paa den ene, den Anden paa den anden Maade. Begavelsen selv er ikke det Gode, som var den udmærkede Evne det Gode, den indskrænkede det Slette (hvilken Forbandelse for den Lykkelige, hvilken Fortvivlelse for den Ulykkelige!) nei, Begavelsen er det Ligegyldige, der dog faaer sin Betydning. Er nu Evnen udmærket, da siger Feigheden: »naar man er saaledes udrustet, da har det saa vist ingen Hast med at begynde. Dette er altfor let, lad nogen Tid gaae hen, lad Noget være tabt: den udmærkede Spiller lyster det først at begynde, naar Spillet halvt er tabt. Jeg veed det vel, nu ligger jeg ørkesløs hen, men snart, snart reiser jeg mig med Vælde.« Hvor stolt taler dog ikke Feigheden! Hvad vil det sige, at Opgaven er for let, det vil sige, den er vanskelig, og under Navn af det Tungere har Feigheden faaet den Vælgende til at vælge det vistnok i Verdens Øine Tungeste, som dog er det Lettere. Det er nemlig vanskeligere at begynde i al Stilhed, fordi det er mindre fornemt, og denne lille Ydmygelse er netop Vanskeligheden. Men altsaa var det ikke Stoltheden, men Feigheden der var Raadgiver. Enhver veed, at Farens Øieblik giver et Menneske større Kraft, men man agte vel, hvorvidt og hvorledes man derfor er større. Eller er det saa stort, at skulle trænge til Farens Forfærdelse for at kunne samle sin Kraft; ikke at tale om, at det Modsatte jo ogsaa kunde hænde, at Forfærdelsen vel kom, men Kraften svigtede. Det var saa let, at han ikke kunde beslutte sig til at begynde; det var stolt, men det er feigt; thi egentligen er han bange, at det, han har tilladt sig at kalde en Ubetydelighed, ikke ganske skulde vise sig saaledes; og da var han i Forlegenhed: at skulle føle sin Svaghed og da ikke have ligeover for sig den yderste Forfærdelses uhyre Navn, at skulle staae der beskæmmet, berøvet enhver glimrende Bortgang. – Eller Evnen er ringe. Da siger Feigheden: »dette er for lidet at begynde med.« Det er nu vistnok meget ►daarligt, ja endog taabeligt sagt; thi naar man ikke har mere at begynde med, saa maa det jo altid være nok, og jo mindre man begynder med, jo større bliver man; men see, Feigheden har vundet Klogskaben for sig, og den siger, at det er ganske rigtigt, thi Den, der Intet begynder, han taber heller Intet. En saadan Klogskab er vel værd at være stolt af, og Stoltheden har allerede indseet, at langt stoltere end at begynde med Lidt er det at vrage Alt, hvilket Den kan gjøre, der vrager det Lidet, der var ham tilbudet, og desuden Alt, hvad der slet ikke var ham tilbudet. Det synes stolt, men Feigheden var jo den første Opfinder.

✂ Det Gode, det i Sandhed Store og Ædle har foruden alle andre gode Egenskaber ogsaa den, at det ikke tillader Betragteren at være ligegyldig. Den, der eengang har faaet det at see, ham tager det ligesom et Løfte af; hvor dybt han end synker, han glemmer det egentlig aldrig ganske, selv i hans Fortabelse er denne Erindring ham vel en Qval, men ogsaa stundom en Frelse. Men som det opløfter et Menneske, saa ydmyger det ham ogsaa; thi det fordrer al hans Kraft af ham og forbeholder sig dog Myndighed at kalde ham ►en unyttig Tjener, selv naar han har gjort alt Sit. Denne forelskede Forstaaelse er det nu Feigheden af yderste Vigtighed at forhindre, Beslutningens høitidelige Overeenskomst med det Gode paa et saa ydmygende Vilkaar. Da er Stoltheden strax ved Haanden; enig med Feigheden forklarer den, at det er stoltere, at vide med sig selv, at man kunde være noget Mere end man er, naar man blot vilde det. Denne ubestemte Storhed kan man Tid efter anden anslaae saa høit man vil, og man skal ikke lade sig det forekaste, at man er en unyttig Tjener. Klogskaben understøtter ogsaa Feigheden, og lærer, at man altid bør være lidt mistroisk, aldrig give sig ganske hen. Dette er jo ogsaa meget klogt, men sæt det dog var en Daarskab i Forhold til Det, hvor der slet Intet er at vinde, hvis man ikke sætter Alt ind. Var det ogsaa klogt i Livet, hvis man vilde tinge med en Handlende, der havde bestemte Priser, og byde ham en lille Smule under, var det ogsaa klogt, hvis han havde ganske bestemte Priser, og man nødvendigt skulde bruge hvad han havde at sælge? Og dog er det jo klogt, og Feigheden smiler ad den ubesindigt Stolte, der trænger sig frem at komme med i Æresstriden, smiler af ham, naar han snubler, og trøster sig selv. Imidlertid er den feigt Stolte kun eet Øieblik klogere end den ubesindigt Stolte, og mere foragtelig; eller rettere sagt, thi det baader ikke at dvæle ved saadanne Forskjelligheder, de have begge tabt Alt.

✂ See, hvis det gaaer saaledes, da kan et Menneske takke sig selv og Feigheden derfor; thi Gud giver ikke Feigheds Aand, men Krafts og Kjærligheds og Sindigheds Aand, saaledes som det er fornødent for at erkjende, hvad der er det Gode, det i Sandhed Store og Ædle, hvad det betyder for ham og i Forhold til ham; for at elske det med den uegennyttige Kjærlighed, der ikkun begjerer at være en unyttig Tjener, hvilket altid er Kjærlighedens Lyst og det Modsatte den en Krænkelse, der besmitter ham Kjærligheden ved at gjøre den til Vinding; og for at holde ved i Bestandighed, at ikke Alt skal blive ufrugtbart uden den Sindighed, der svaler over Anstrængelsen og over Beslutningens Afgjørelse. Denne Erkjendelse, dette Beslutningens Samtykke er den første Indvielse. Ak, hvor sjeldent oplever et Menneske dette saaledes, at han endog kun i Indvielsens Øieblik forsager alt Drømt og Indbildt, ethvert ►Luftsyn, der vil vise ham i overnaturlig Størrelse og bringe ham til at studse over sig selv, og derimod annammer Kraft til at see det som det er, Kraft til at omslutte det med selvfornægtende Kjærlighed, Kraft til at indgaae Besindighedens Pagt dermed; hvor sjeldent oplever et Menneske dette saaledes, at han endog kun i Indvielsens Time har Kraft til at holde sig selv hen til det Gode, der ligesom vil tilintetgjøre ham, Kjærlighed til ikke at krympe sig derved, Besindighed til ikke at forfalske sig selv! Feigheden kommer ikke fra Gud, men den veed at give sig Skin af at være Kraftens, og Kjærlighedens og Sindighedens Aand. Det er nu saaledes vel sandt, hvad Feigheden ogsaa lærer, at ethvert Menneske bør stræbe efter et høit og fjernt Maal, det er høit, thi see, det er Himlen, det er fjernt, hvo veed det ikke, fjernt især hvis et Menneskes Fortjeneste skulde naae det. Men ►Gud har dog selv fra Dagenes Begyndelse deelt Tiden, har adskilt Dagen og Natten, og saaledes vil ogsaa Beslutningens Sindighed strax dele Mennesket Tiden, saa Morgenens fornyede Beslutning og Aftenens Taksigelse og Hviledagens stille Festlighed, eller hvorledes nu forøvrigt Beslutningen har deelt Dig Tiden, ►m. T., faaer sin Betydning som Deling og som Maal. Vil En ikke forstaae dette i Begyndelsen, da vil han egentligen ikke fatte en Beslutning, og dette vil da gjøre hans Liv betydningsløst, ja mistænkeligt som det Venskab, der bestandigen vrager Livets ►Beleilighed til at yttre sig, betydningsløst, ja ulevet, som den Tale aldrig blev hørt, der i sin Ophøiethed forsmaaede ethvert Ord og Udtryk, Sproget tilbød. Hvo seer det ikke, selv den Feigeste vilde maaskee smile af denne Tale som overflødig, thi Regnskabets Opgjørelse viser jo, hvad der burde være gjort; men han betænker maaskee ikke, at hvis Beslutningen ikke er Begyndelsen og Begyndelsen Beslutningen, saa vil Regnskabet aldrig lade sig opgjøre, fordi der i en vis Forstand intet er. – Nu er det vel saaledes, at det Gode, det i Sandhed Store og Ædle er forskjelligt for den Forskjellige, men Beslutningen, der er den sande Erkjendelse, er dog den samme. Dette er en meget opbyggelig Tanke. ►Den, der vil opføre et Taarn, sætter sig ned og gjør Overslag, hvor høit han kan opføre Taarnet. Ak, hvilken Forskjellighed viser der sig ikke i Overslagets Øieblik; men hvilken Lighed i Beslutningens Øieblik, og udebliver Beslutningen, da vorder der intet Taarn, hvor indbildt eller hvor virkelig herligt Overslaget end var! Den gode Beslutning, der svarer til Erkjendelsen af det Gode, er jo at ville gjøre Alt, hvad der staaer i Ens Magt, af yderste Evne at ville tjene det. At gjøre Alt, hvad En formaaer, hvilken salig Lighed; thi det formaaer jo ethvert Menneske. Kun i Overslagets Øieblik er Forskjelligheden der. Eller Den, der vil gjøre Barmhjertighed, kan han gjøre mere end at give Alt hvad han eier; og ►gav ikke Enken uendelig meget mere end den Rige, der gav af sin Overflod! Tilfældet kan undertiden gjøre, at en ►Penninge betyder lidt mere end den ellers betyder, men vil Nogen gjøre et ►Vidunder, da kan han faae den ene Penning til at betyde ligesaa meget som al Verdens Guld tilsammen, dersom han giver den af Barmhjertighed og Penningen er den eneste, han eier. Ja Den, der har Øre til at bedømme, hvor stor Gaven er, blot han hører Pengenes Raslen, han mærker Forskjellen, men Barmhjertigheden og Tempelkisten forstaae det anderledes. Den som kun har Øre til at høre Mulighedernes Hvidsken i Overslaget, han gjør en uhyre Forskjel, men Beslutningen forstaaer det anderledes. Naar saaledes Den, der fryder sig i Sundhed og Kraft, i Besiddelse af Aandens bedste Gaver fæster sig hen i det Godes Tjeneste med alt Sit, med den lange Række af Aar, der synes at ligge for ham, med enhver Forventningens Fordring til Livet, ethvert Krav kun forventet og fordret for det Godes Skyld – og naar derimod Den, der med Veemod seer sin jordiske Skrøbelighed og Opløsningens Dag saa nær, at han fristes til at tale om den ham forundte Tid som Præsten taler, naar en Saadan med dennes Ord i Beslutningens Time lover »►at hellige disse Øieblikke« til det Godes Tjeneste: hvis Taarn bliver saa høiest? Eller naar den Ene med Glæde føler sig som Den, der skal blive et mægtigt Redskab til at vinde Mange, den Anden med Sorg i Sindet tykkes sig selv kun en Byrde for Andre, naar de dog begge beslutte sig til at ville være Alt og slet Intet for det Gode, hvis Taarn bliver saa høiest, ►naae de ikke begge op i Himlen? Eller naar den Ene ukjendt med indvortes Fjender vender sit Sind og sin Tanke erobrende mod Menneskene i det Godes Tjeneste og frelser Tusinde, den Anden, hjemfalden til indvortes Kampe, i Beslutningens Øieblik frelser sig selv, hvis Taarn bliver saa høiest? Dersom Feigheden kunde forstaae dette, da skulde den ikke have saa meget mod Beslutningen, thi dette er Beslutningens Hemmelighed. Alt fordrer den, det er sandt, den lader sig ikke bedrage, den taaler ingen Uredelighed, den er paaholdende ►indtil den sidste Hvid mod Den, der vil give saa godt som Alt, men den er ei heller smaalig, den seer med Velbehag til Den, der giver det Lidet hen, og vredes kun, hvis han vil holde sig tilbage, hvis han vil skyde Skylden paa sin Elendighed, hvis han spidsfindig vil indbilde sig selv, at det er en Umulighed for ham at give Alt hen, da han Intet eier, hvis han vil adsprede sig selv ved at ønske, at han havde Meget at give hen, vil forlyste sig selv ved at betænke, hvor høimodig han da vilde være, vil mætte Beslutningens Trang i ham med Drømme, indtil Trangen gaaer over. Alt dette er Feighed og skjult Stolthed, der ønsker at blive sig i Dunkelhed lidt Mere end man er, og at spise Beslutningen af med skrømtet Anerkjendelse.

✂


✂


✂ Dernæst forhindrer Feigheden et Menneske i at gjøre det Gode, at fuldkomme det i Sandhed Store og Ædle, hvortil han i Beslutningen har knyttet sig. Vi have allerede i det Tidligere mindet om en vis Overtro, der gjør at et Menneske mener Alt afgjort ved Beslutningen, hvilken han da ikke er utilbøielig til at fatte endog maaskee i den Formening, at hans Liv ved Beslutninger har en Ophøiethed, som fritager ham for at bekymre sig om det Mindre: kun ved høitidelige og afgjørende Leiligheder vil han vove Alt, det Mindre beskæftiger ham ikke. Ak, men saaledes at ville blot ligesom ►stadse i Livet, er en glimrende Vildfarelse. Beslutningen selv bliver for Den, der tillader sig at nære saadanne Tanker om den, en Forfører og Bedrager istedenfor en trofast Veileder. Vel er det nemlig sandt og rigtigt, at over Beslutningen lyser Evighedens Glands, at i Beslutningen synes Alt afgjort for evigt; men dette er kun det Første. Da klæder Beslutningen sig om, og vil nu netop bekymre sig om det meest Daglige; og saaledes i sin daglige eller om jeg saa tør sige huuslige Klædning seer Beslutningen ikke saa guddommelig ud, men er dog i sit inderste Væsen ganske den samme. Det er nemlig Beslutningens Betydning for det menneskelige Liv, at den vil give det Sammenhæng, en jævn og rolig Gang. Dertil har Beslutningen en elskelig Gave: at bekymre sig om Smaating, saa man hverken lader haant om dem eller fortabes i dem, saa Livet gaaer fort i Beslutningen, styrket og qvæget og forfrisket af Beslutningen.

✂ Nu er da Beslutningen en anden. Maaskee er den at spare hvad kun Armoden behøver at see paa, at holde et lille Vredens Ord tilbage, at overvinde sig selv til at underkaste sig en ringe Ubehagelighed, at holde lidet længere ud ved Arbeidet, at glemme en lille Fornærmelse. Hvor forandret! Er det ikke en Utroskab af Beslutningen at bære sig saaledes ad, eller er dette virkeligt hvad Beslutningen var? Thi Beslutningen var jo ikke at ville trænge til de jordiske Ting, ►i Nøisomhed at ville vorde sorgløs som Himlens Fugl; Beslutningen var jo at ville seire over sit Sind og over sin Fjende ved Forsonlighed; Beslutningen var jo, at Livets Aften skulde vidne, at der var arbeidet om Dagen; Beslutningen var jo at opløfte sin Sjel over Alt hvad der er smaaligt i Livet. Ja det var Beslutningen, det er ikke glemt; men nu dette... Herre Gud, er man da allerede Armoden saa nær, at man behøver at spare det Lidet; er man da saa vredagtig, at man i den Grad skal frygte et lille Udbrud; er det den halve Time der har Magt til at gjøre En til en Lediggænger; er man maaskee strax sindssvag fordi man er lidt tungsindig; er man da uforsonlig, naar man er villig til at glemme de større Fornærmelser og kun erindrer de mindre? O, Den, der kjender Noget til Beslutningen, vil ikke nægte, hvor kjønt den veed at tale, næsten at bede for sig, at man nu dog blot vil gjøre som den siger, og fremfor Alt ikke besmitte sig selv ved at troe, at man betroede sig til en Troløs, da man betroede sig til Beslutningen. Den indrømmer, at det er en Ubetydelighed, den vil, at det netop skal gjøres som en Ubetydelighed, da den ellers nødsages til at gjøre En Livet anstrængt paa en omvendt Maade derved, at en Ubetydelighed bliver det Betydeligste; thi hvad der er en Ubetydelighed og som saadan kan oversees, det er ingen Ubetydelighed, naar Beslutningen har nedlagt Fordring derpaa, og at blive sin Beslutning utro i Anledning af en Ubetydelighed, er ogsaa Utroskab og intet Ubetydeligt. Tilsidst bliver den nidkjær paa sig selv, vil hjælpe Mennesket ved en Tidlang at nage ham og ikke unde ham Ro. – Hvor ligger nu Feilen, dersom ►Mennesket og Beslutningen ikke boe længere hos hinanden i Samdrægtighed? den ligger i hans Feighed. Det er ganske sandt, at et Menneskes Sjel kan blive forvirret, hvis det Ubetydelige for ham bestandigen bliver det Betydelige. Dette vil Beslutningen heller ikke, den vil, at han skal gjøre det som det Ubetydelige, skal gjøre det som en yderligere ►Affølge af Beslutningen. Feigheden derimod vil bestandigen have med det Betydelige at gjøre, ikke just for ret at udføre Noget, men fordi det smigrer at ►forsøges i det Betydeligere og fordi det trøster, naar man taber, at det var det Betydelige. Det er vel meget sjeldent, at et Menneske virkelig lader være at forsøge eller dog at troe at han kunde fuldkomme det Store, og saaledes vedgaae sin Feighed (dersom ellers det Store er Noget der i sin almindelige Gyldighed vedkommer ethvert Menneske, thi i Forhold til det Udvortes og Tilfældige kan det jo være viist og besindigt ikke at vove for meget); nei, han besviger først Opgaven, kalder den en Ubetydelighed og da lader han være at fuldkomme den. Men Bedraget er Feighedens og Tilfredsheden er Stolthedens, saa Feigheden atter her er det til Grund Liggende.

✂ Dersom da Beslutningen ikke trænger igjennem i denne Strid, dersom det skeer oftere, at den saaledes kommer tilkort, da bliver den tilsidst afmattet, og det gaaer værre og værre, indtil Beslutningen bliver en halvglemt ørkesløs Tanke, et Indfald fra fordums Dage, der engang imellem gæster den Forandrede. Istedenfor den af Beslutningen paatænkte stadige Fremgang viser der sig en Tilbagegang. Dog er Frelsen igjen kun at søge i Beslutningen, men Vilkaaret er ikke det samme som første Gang. Da stemmer Feigheden sig imod; afmægtig som den er kaster den endog Had paa Beslutningen, ►tænker i sit Hjerte Ondt om den, og tilfredsstiller sig selv ved Stolthedens Bedrag. Hvo skulde kunne opregne alle de Udflugter, de Spidsfindigheder som Feigheden under saadanne Omstændigheder kan udfinde, alle de svigefulde Forslag den veed at gjøre, for at faae Ret mod Beslutningen, for at vorde overbeviist om, at Beslutningen er en Snare, hvori man fanges, en Selvplage, hvori den Fangne piner sig selv, en Bedrager, der dog ikke hjælper; thi hjalp den vel før, eller har der ikke været enkelte Øieblikke, hvor man næsten var villig til at slutte Kjøbet med den, men see om den hjalp strax! Seirer endog Beslutningen igjen i et Menneske, o, hvor sjeldent, at han ret kommer til Kræfter. Feigheden lurer overalt, og formaaer den ikke Andet, saa passer den dog paa, at der bliver en lille Mislighed ved Beslutningens Fornyelse. Skal Beslutningen i Sandhed og tilgavns fornyes, da maa den jo netop begynde, hvor den slap. Dette er meget smertefuldt. Saa hjælper Feigheden og Tiden med falsk Venskab. Den mellemliggende Tid bringer Tilbagefaldet paa Afstand, fjerner det i ubestemtere Omrids, Mellemrummet ►skuffer Øiet, den spildte Tid som forbigangen seer ikke saa lang ud, ei heller saa øde og ufrugtbar; desuden bærer Ukrudt stundom Pragtblomster. Naar da Glemselen har lindret lidt, da kommer Beslutningen endeligen igjen. Ak, men Feigheden har jo været med; er den end ikke Beslutningens Fader, hvad den aldrig er, den stod dog hos, og har dog for en Deel faaet forhindret, at Beslutningen ikke i dybere Forstand bringer Sammenhæng i Livet. Maaskee trøster Stoltheden med den dristige Tanke, at begynde ganske forfra, at lade det Forbigangne være glemt og nu begynde kjækkere end nogensinde. Men hvem er det Stoltheden trøster? Beslutningen kan en saadan Trøst kun krænke, Feigheden er det, der griber efter den; men altsaa er Feigheden atter her det til Grund Liggende. Skeer det, da kan et Menneske takke sig selv og Feigheden derfor; thi Gud giver Krafts og Kjærligheds og Sindigheds Aand.

✂ Dog maaskee gik det ikke saaledes, maaskee er der Tale om Den, der, menneskeligt talt, turde beslutte at opføre Taarnet høit. Var Beslutningen stor, saa er Udførelsen det ogsaa, seirende styrer Beslutningen som for fulde Seil til Maalet. Imidlertid er der dog, det veed han, det vidste han, det mærker han lidt efter lidt tydeligere og tydeligere, der er en lille Ubetydelighed, han ikke formaaer, en Mislighed. Var hans Beslutning den gode, da var den jo at offre Alt i det Godes Tjeneste, thi er det ikke hans Beslutning, da er den, hvor stor den end var, da er hans beundrede Kraft, hans Udholdenhed, hans seierrige Fremgang kun en overflødig og selvopfunden Vigtighed, det Gode og Gud behøver ham ikke. Selv Den, der var udrustet til at omskabe Verden, hvis han vil gjøre det for egen Regning, ►han er i Guds Øine end ikke saa vigtig som en Spurv under Himlen, hvilken Gud dog sandeligen ikke haver behov. Men var det den gode Beslutning, da er denne nidkjær paa sig selv og nøieregnende med et Menneske. Hvad skal det da betyde, at han, medens han virkelig formaaer det Store, ikke formaaer det Ringe? Hvor stor han end er, er han dog kun en Tjener; naar han har lovet det Gode Alt, da har dette en langt helligere og oprigtigere Betydning end det i Menneskenes Øine Store, han kan udrette. Formaaede han end at lære alle Mennesker Sandheden, hvis han dog, ved at opdage Svagheden og Misligheden hos sig selv, vendte al sin Magt mod sig selv, sandeligen, da var han tro, og Gud vigtigere end om han gjorde det Modsatte, medens det vel vilde sortne for Menneskenes Øine, hvis de kunde see en verdensbevægende Kraft beskæftiget med hvad de kalde en Ubetydelighed, om det end ikke var saa, da det Modsatte var at blive sig selv en Gaade og derunder at gjøre Sit til at gjøre Livet meningsløst. Men hvorledes forklarer man denne lille Mislighed, hvorfor er den der? Det er en Ubetydelighed, altsaa er det stolt ikke at bekymre sig om den. Det er en Ubetydelighed; det er mærkeligt nok, at det gaaer saaledes i Livet, at de store Mænd ikke kunne gjøre det Mindre, hvad de almindelige Mennesker formaae. Det er en Ubetydelighed; hvor ligger det Latterlige dog saa nær den dybeste Alvor! At det Største og det Mindste saaledes er knyttet sammen, at en Ubetydelighed saaledes spotter det Store, følger det som en drillende Nisse; hvor besynderligt er det ikke, ret Noget for ►den Sjelekyndige at betænke denne, hvad man kunde kalde Livets Misundelse paa den Udmærkede, der spottende betyder ham, at han dog er et Menneske som alle Andre, som den Ringeste, at det Menneskelige kræver sin Ret! Nu, det forstaaer sig: enhver saadan Forklaring kan jo vel have sin Betydning, især for den Uvedkommende, men vil den Paagjeldende nøies med den, da vil han egentligen kun adspredes, og er i Grunden feig, tør ikke komme til sig selv for at udholde Modsigelsen, som den venter ham, for at lære hvad ethvert Menneske skal ikke just lære udenad, men ganske særligen lære, at han er Intet, hvilket Nogle lære deraf, at hvad de formaae er saa godt som Intet, Andre deraf, at hvad de ikke formaae er saa godt som Intet, men tilstrækkeligt til at gjøre al deres Formaaen væsentligen til Intet. Ofte kan det være blendende nok med den vidtudstrakte Virken; især naar den ikke blot er herlig og priist af Mennesker, men gavnlig for Mange, og dog er den kun et Blendværk, Beslutningen dog ikke den gode Beslutning, thi et saadant Menneske giver sig ikke hen med Alt til det Gode, ikke nemlig med sin Svaghed, overladende det til Gud, om han vil, at denne Kraftfylde skal gjennem et langt Liv arbeide sig træt paa en saadan lille Svaghed, eller den herligt Udrustede skal faae Betydning for Andre. Blendværket ligger i, at et saadant Menneske bliver i sine egne Øine en nyttig Tjener, et vigtigt Redskab, men dette er ikke den gode Beslutning, der nøies med at ville være en unyttig Tjener. ►Derfor prøve ethvert Menneske sig selv. Det var vel muligt, at der har været Den i Verden, der blev beundret af Mennesker, priset i Livet, savnet i Døden, hædret som en Velgjører, erindret ved Æresminder, til hvem Gud dog maatte sige: Ulyksalige, ►Du valgte ikke den bedre Deel. Men har dette været Tilfælde, da har en Saadan vel ogsaa Tid efter anden mærket den Mislighed, der ret forstaaet enten blot vilde være ham ►en stadig Tugtemester og som saadan ogsaa fordrede Adgang til enhver Tid, eller forlangte af ham, at han skulde forvandle denne vidtudstrakte Virken og fornye den gode Beslutning; thi Gud giver ikke Feigheds Aand, men Krafts og Kjærligheds og Sindigheds Aand. ►Gjør for Gud, hvad Du kan, saa skal Gud gjøre for Dig, hvad Du ikke kan. Men er dette at gjøre hvad Du kan, ikke at ville være ydmygt opmærksom paa den Svaghed, i hvilken han maaskee netop vil blive forstaaelig for Dig? Ja, det er tungt, naar det seer ud som kunde man gjøre saa saare Meget for det Gode, men det er dog vist, at det Eneste og det Største, hvad det største og det ringeste Menneske formaaer at gjøre for Gud, er at give sig ganske hen, altsaa ogsaa med sin Svaghed; ►thi Lydighed er Gud kjærere end Væderens Fedme.

✂ Det er en Daarskab med Ungdommens høitflyvende Beslutninger, men i Tillid til Gud tør man vove Alt. Vov det derfor, Du som blev Dig selv troløs og Din Beslutning, Du som derved maaskee svækket som en barnagtig Olding nu slæber Dig frem uden nogensinde at fortrøstes til Beslutningens Opreisning, vov at fornye Din Beslutning, den skal vel atter reise Dig op i Tillid til Gud, som giver Krafts og Kjærligheds og Sindigheds Aand! Vov det, Du som afkastede Beslutningens Lænke og nu maaskee som en løsladt Fange ►trodser paa Din Frihed, vov at forstaae, at denne Din Stolthed er Feighed, angiv Dig selv igjen, at Retfærdigheden atter maa binde Dig i Beslutningens Tjeneste, vov det i Tillid til Gud, som skal give Krafts og Kjærligheds og Sindigheds Aand! Vov det, Du som engang ydmygede Dig under Gud i den gode Beslutning, men tog Feil og blev i Dine og Menneskenes Øine saa Meget for det Gode, vov det igjen at blive til Intet for Gud, han skal vel give Krafts og Kjærligheds og Sindigheds Aand!

✂


✂


✂ Endelig forhindrer Feighed et Menneske i at vedkjende sig det Gode, han gjør. Det er nu vel sandt, at det altid maa foretrækkes, at ansees for ringere og slettere end man er, end at ansees for bedre, hvad der er en stor Fare, hvis det hænder et Menneske, forfærdeligt, dersom han selv forskylder det. O, om jeg var en Døende, jeg vilde dog anprise dette Ord: »►naar Du faster, da salv Dit Hoved og to Dit Ansigt, at ikke Menneskene skulle see Dig faste, men Din Fader som er i Løndom«. Selv om et Menneske foer vild og syndede, der er dog endnu Trøst og Fortrøstning til Guds Barmhjertighed. Men dersom et Menneske er sandsesløs nok til at ►lefle med det Høieste, dersom Dydens og Kjærlighedens og Gudsfrygtens hellige Navne ere blevne ham Talemaader, hvoraf hans Mund er fuld indtil Væmmelse, dersom han har drevet denne Kunst til det Yderste, at kunne tankeløst omgaaes selv den helligste og alvorligste Tanke, at kunne forvandle selv det Alvorligste til et Slag af Tungen, det Helligste til en Gebærde; eller dersom han var nedrig nok til at ville ►fremkogle et hykkelsk Skin, nedrig nok til at foragte Menneskene ved at »►forvende sit Ansigt«, nedrig nok til at antage Gud selv at være tilfals, ja til at kjøbe for Ord og Talemaader – hvor er da Frelsen for et saadant Menneske? Eller skulde maaskee Sproget, især i vore Tider, være betænkt paa at udfinde et nyt og saa høitideligt Udtryk for det Hellige, at det kunde gjøre Indtryk paa Den, der, man skulde næsten troe det, bestræbte sig for at gjøre enhver Bedre modbydelig ved hvad der fra alvorligere Fædre er modtaget som en hellig Arv? Eller skulde det Hellige nogensinde kunne gribe Den, der kun var alt for vant til at omgaaes det i Hykleri? Men forholder dette sig saaledes, da maa der dog ogsaa agtes paa, at man ikke ved Feighed, skjøndt man gjør det Gode, bliver sig selv en Snare, og andre Mennesker til Fordærvelse ved at vildlede deres Dom; der bør agtes paa, at det er Feighed, der vil forhindre En fra at vedkjende sig det Gode, man gjør.

✂ Alt hvad der er godt i et Menneske er fra først af taust, og ►som det hører Gud væsentligen til, at han boer i Løndom, saa boer ogsaa det Gode i Løndom hos et Menneske. Enhver Beslutning, der i sin dybeste Grund er god, er taus, thi den har Gud til Medvider, og ►gik ind til ham i Lønkamret; enhver hellig Følelse, der i sin dybeste Grund er god, er taus og skjult af en Blufærdighed, der er helligere end Qvindens; enhver reen Deeltagelse med det Menneskelige, der i sin dybeste Grund er god, er taus fordi den er ►skjult i Gud; enhver Hjertets Rørelse er taus, thi Læben er lukket og kun Hjertet udvidet. Hvor sørgeligt, dersom Menneskene mere og mere glemme, at naar Alt tier, naar Ingen nævner eller udsiger hvad der foregaaer derinde, naar Stilheden voxer om et Menneske, at han da kan være hos Gud i Løndom! Hvor sørgeligt, hvis Livets Larm og Uro fra Slægt til Slægt tidligere og tidligere river Barnet og Ynglingen ud i det Larmende, flokker ham om det Høirøstede eller gjør ham selv jo før jo hellere høirøstet! Lad kun de verdslige Bedrifter blive større og større, ►synderligere og synderligere, mere og mere indviklede, man glemme dog ikke, at det Udbytte, et Menneske vinder ved at deeltage i, ja ved at forestaae det største menneskelige Foretagende, er ikke værd at tage op paa en Landevei, i Sammenligning med at være tilovers i Verden, men være halvt med Gud.

✂ Men er det Gode saaledes taust, hvor let kan det da ikke blive miskjendt. Det er destoværre ogsaa ofte saaledes, at de bedste Mennesker, der ligesom ►hiin Kongens Datter vel have Hjertets Guld i Eie men ikke Smaapengene at give bort, stundom lide meest i Verden netop af andre Mennesker. Skeer dette, ak, da er Fristelsen der, at slutte af med Menneskene og slutte sig inde med det Gode i Taushed. Det er saa fristende, ikke blot for den uægte Stolte, men ogsaa for Den, der ydmyger sig under Gud taus og stille, ►med Frygt og Bæven, det er saa fristende, naar alt det uægte Glimrende, den sminkede Usandhed holdes høit i Ære og endog vil dømme den Miskjendte, da at tie, at give det Udseende af, at Dommen er rigtig, at tie, ikke at værge sig med et Ord, men tage sin Hemmelighed med sig i Graven. Det er saa fristende, naar Følelsen reen og varm vidner med et Menneskes Hjerte, ►at han elskede meget, det er saa fristende, naar Følsomheden derude har ►forpagtet det store Ord og endog vil dømme ►den Miskjendte, da at tie, næsten at bestyrke dens Dom, og blot tage den Bevidsthed med sig, at Omgivelsen paa sin Maade anerkjendte det Gode hos En; thi blev man ikke erklæret for den eneste Selvkjærlige? Det er saa fristende, naar saa Mange strax ►sige Ja til det Gode og love at gjøre Faderens Villie, og lade sig rose derfor, da at sige Nei, og i Stilhed søge at gjøre den. Det er saa fristende, naar Sjelen sukker og vaander sig og er fastende, da at salve sit Hoved og toe sit Ansigt og ikke søge de rige Hjerters Selskab, men være den Hjerteløse. Det er saa fristende, naar saa Mange ile hen med deres Gave og blive nævnte som Velgjørere, eller naar de stimle sammen om den Forurettede, hvem Forurettelsen gav verdslig Betydning, eller ►besøge den Fangne, hvem Fængslet gav verdslig Navnkundighed, da at være den Navnløse, ►useet at ►besøge Enken, og den Faderløse, og den Fangne der blev udelukket af Samfundet! Imidlertid har dette ogsaa sin Fare, det kan vorde farligt for En selv, og Feigheden let være skjult tilstede eller dog lidt efter lidt liste sig ind.

✂ Det Gode forbeholdt sig Ret til at gjøre et Menneske til ►en unyttig Tjener, selv naar han gjør det Meste. Denne Tanke er for det Selviske i Mennesket det meest Ydmygende. Den affordrer et Menneske den oprigtige Tilstaaelse, at han bliver ganske som ethvert andet Menneske, som det ringeste er, eller (thi dette er destoværre det Sandere) som ethvert Menneske kan blive det. Men vedkjender han sig da det Gode, da dømmer Verden maaskee anderledes, den fordrer noget Andet af ham, og dette kan han maaskee ikke udholde, om han dog i Stilhed har Redelighed til at ville og Styrke til at gjøre det Gode. Ved sin gode Beslutning ønskede han kun at være en unyttig Tjener, altsaa en Tjener, der ingen Løn fordrer. Men see, Verden lønner ham, den lønner ham med Miskjendelse. Dette var ikke efter Aftalen. O, Den, som ikke fatter, at selv naar han gjør det Meste han kan for det Gode og tillige lider Miskjendelsen, er han dog en unyttig ⓘ Tjener, hans Tanke har end ikke fattet det Fuldkomne, end mindre at han skulde have fuldkommet det. Frygter han Miskjendelsen, da er det jo Feighed, der afholder ham fra at vedkjende sig det Gode.

✂ Men Miskjendelsen kan et Menneske selv bidrage til at fremkalde. Forsaavidt synes han altsaa ikke at fordre nogen Løn for det Gode, om han dog ikke vedkjender sig det. Lader os dog see. Idet han da lider Miskjendelsen, bliver han let sig selv vigtigere, dømmer vel ikke Andre, men vil at hans Gjerning skal dømme Andre, og faaer paa en underfundig Maade, om jeg saa tør sige, et større Tilgodehavende hos Gud. Han er ikke ganske fornøiet med at være en unyttig Tjener, han vil være ⓘ lidt mere.

✂ Et Menneske kan nu foranledige Miskjendelsen, ja Verdens Forfølgelse ved paa en overdreven Maade at stille sig selv frem som det Godes Talsmand, altsaa ved for meget at vedkjende sig det Gode, om man saa vil; derom tale vi nu ikke her. Det, vi tale om her, er, ved at lade være at vedkjende sig det Gode at foranledige Miskjendelsen. Vi ville ikke sige med ►►Prædikeren (4, 10) »vee Den, som er ene; hvis han falder, er der ingen Anden til at opreise ham«, thi ►Gud er jo dog den, der baade opreiser og nedtrykker, den, der lever i Menneskenes Kreds og den Eensomme; vi ville ikke raabe Vee over ham, men vel et Ak, at han ikke maa blive vildfarende; thi han er jo ogsaa ene i at prøve sig selv, om det er et Guds Kald han følger, eller en Fristelsens Stemme, om ikke en Trods, en Vrede blander sig forbittrende i hans Stræben. Hvor nær ligger ikke Afveien? Ak, der var maaskee Den, som kaldte endog Forbandelsen over sig, og som dog havde Ret, havde sin Samvittighed frelst i det, hvorfor han dømtes, men Uret i at tie, Uret i, at Grunden maaskee var, at han manglede Mod til at vedkjende sig sin Svaghed, at han hellere vilde synes ond og være hadet, end være elsket og have ⓘ sin Svaghed vitterlig for Andre. Ak, maaskee var der Den, der bar unyttige Lidelser saa tunge, at de kunne begeistre en Digter, og ogsaa stundom blev sig selv betydningsfuld ved Misforstaaelsens Qvaler, og dog, hvis han vilde være ret oprigtig, maatte tilstaae sig selv, at han ved en lille Tilstaaelse kunde idetmindste have formildet dem! Ak, maaskee var der Den, som gik Aar og Dag under Miskjendelsens Aag, ikke blev sig selv vigtig, men gik bøiet under Aaget, fordi han leed det som sin Straf, om han dog havde tilladt sig en Forandring, saa han ikke blev straffet for hvad han skulde straffes for, men for noget Andet, og tog Menneskenes misforstaaede Dom ved sig selv af Guds Haand som en Gudsdom, men lod Menneskene tage feil. Thi Taushed og Letsind kan jo ogsaa skjule over et Tungsind, der tungsindigt elsker det Gode. Det skal være meget anstrængende, og hvad værre er, Tungsindet trives og næres derved. Og Taushed og Ligegyldighed mod Alt kan jo ogsaa skjule over ►en ond Samvittighed, der dog har dette Udtryk af det Gode, at den netop vil lide sin Straf. Vi tale nemlig ikke her om Hykleri, der vil synes bedre, men om det Modsatte, et Had til sig selv, der gjør Mennesket selv Uret, saa han blot er opfindsom i at forøge sig Qvalen. Men Had til sig selv er dog ogsaa Selvkjærlighed, og al Selvkjærlighed er Feighed.

✂ Enhver prøve sig selv, om han vedkjender sig det Gode, der boer i ham, der bevæger hans Hjerte og udfylder det, hvorfor han lever. Gjør han dette, ikke høirøstet, ikke paatrængende, thi som det Gode er, saa være Vedkjendelsen ogsaa tilbageholdende, ærbar, sømmelig, altid blufærdig, da bære han Verdens Miskjendelse, han har intet Ansvar; thi han og først han er dog egentligen »►aabenbar for Gud«. Men gjør han det ikke, da see han vel til; thi Feigheden gjør kun altfor gjerne slet Selskab med Stoltheden. Feighedens Bedrag er det at forfalske Opgaven, og gjøre det Vanskelige let, det Lettere vanskeligt, Stolthedens Tilfredsstillelse er det at vælge det indbildte Vanskelige. Da bliver man sig selv vigtig, thi Den, der gjør det Gode men ikke vedkjender sig det, han er dog ikke ganske som andre Mennesker. Men hvo der dømmer saaledes, ►dømmer ikke aandeligt; thi Den, der dømmer aandeligt, veed, at ethvert Menneske kun er ►en unyttig Tjener. At ville give Afkald paa Verden og Verdens Dom, og da igjen yde sig selv en verdslig Anerkjendelse for at have gjort det, er jo ikke at give Afkald paa Verden, om det end kan lykkes Feigheden og Stoltheden at afstedkomme et ►skuffende Bedrag. Og hvis et Menneske virkelig elsker det Gode, har dette da endnu ikke een Fordring paa ham, den at han vedkjender sig det? Vel er nemlig det Gode ikke forfængeligt, og det er ingenlunde derfor det fordrer dette af ham, men det er det Sande, og derfor er al Høirøstethed ogsaa det Gode ligesaa vederstyggelig. Det er det Sande, og Vedkjendelsen er den Sandhed, han skylder sin Næste. Thi er det ikke en god Gjerning at holde Dens Arm tilbage, der vil begaae en Udaad, men er det ikke ogsaa en god Gjerning, at holde Dens Dom tilbage, der vil dømme urigtigt, og som ikke kan dømme anderledes, hvis Vedkjendelsen af det Gode ikke forhindrer det? Man kan gjøre et Menneske megen Uret, men den tungeste er det maaskee, at bringe sildig Anger over en overilet uretfærdig Dom, som man dog selv ogsaa har bidraget til at foranledige.

✂ See, skeer dette, farer et Menneske saaledes vild ved at gjøre det Gode, da kan han takke sig selv og Feigheden derfor, thi Gud giver Krafts og Kjærligheds og Sindigheds Aand. ►Gjør for Gud, hvad Du kan – men er det at gjøre hvad Du kan, at Du ikke vil vedkjende Dig det Gode, men være ene derom, uagtet Dit Liv jo netop maatte lære Dig at troe paa, at et Menneske er bedre end han synes – da skal Gud give Dig Krafts og Kjærligheds og Sindigheds Aand. Vov det derfor Du, som sluttede Dig til det Gode og blev Din Beslutning tro, fat Mod (thi Du veed jo at Talen er imod Feighed, ikke imod Stolthed) til at vove det Mindre, hvis Du vil at det skal kaldes saaledes, at vedkjende Dig det Gode, om Du end ikke pranger dermed! Vov det derfor, Du som i Dit Hjerte vedkjender Dig det Gode, ogsaa at gjøre det for Menneskene; gaa ikke dertil beskæmmet og med nedslagent Øie, som gik Du paa forbudne Veie, vedkjend Dig det, om end beskæmmet, fordi Du altid føler Din egen Ufuldkommenhed, og slaaer Øiet ned for Gud! Vov det i Tillid til Gud, Du som bar Din Straf og ikke flyede Samvittighedens Dom, vov det Mindre (thi det er imod Feighed Talen er, ikke imod Stolthed, om den dog angaaer Dig) at bære et Menneskes Deeltagelse, Du som bar Straffen! Saaledes vedkjende Enhver sig det Gode, fornyet i sin Beslutning, aldrig vildledet af noget ►Gjøgleværk, at det dog er vanskeligere miskjendt at tjene det Gode; thi hvad hjalp det at det var vanskeligere, naar det dog tillige var usandere, eller at det for Mange var vanskeligere, naar det dog var lettere for ham.

✂

Den rette Bedende strider i Bønnen og seirer – derved, at Gud seirer

✂


✂ Hvo vilde gaae i Strid, dersom han ikke havde Haab om at seire, men hvo vilde ikke gaae glad i Striden, naar han var sikker paa Seiren? Saa opflam Du da, ►m. T., den Stridende, kald ham ud til Kamp og gjør ham Stridens Vilkaar saa gunstigt, at Seirens Forventning bliver en Vished. Siig ham, at han er den Stærkeste, men see, Seiren er dog uvis, saa længe den ikke er vunden! Siig ham, at de Mægtige ere hans Venner, rede til at hjælpe, men see, Seiren er derfor dog endnu ikke vunden! Siig ham, at Modstanderen er saa svag, at Striden kun er for et Syns Skyld, men see, den visseste Seier er dog tvivlsom saa længe den ikke er vunden! Altsaa er Seiren aldrig vis, saa længe den endnu ikke er vunden, altsaa gaaer den Stridende altid med en vis Tvivl i Striden? Ingenlunde, der gives et Strids-Vilkaar, der fjerner enhver Tvivl, et Strids-Vilkaar altsaa der gjør Strideren i Sandhed glad og freidig; og dette er Vilkaaret: naar han taber, da seirer han. Skulde Tanken, hvorlænge den end grundede, være istand til at udtænke en større Vished for Seier end den, at Tabet er en Seier! Dersom en Mand vilde kalde Menneskene sammen, og sige: »jeg indbyder Eder vel til Strid, men Seiren er vis«, hvilken Trængsel vilde der da ikke opstaae for at komme med til at stride, eller rettere for at komme med til at seire; dersom han tilføiede: »Seiren er saa vis, at Tabet er en Seier, og det at overvindes er at vorde Seierherre«, hvor vilde Misundelsen vaagne, at Leiligheden kun skulde forundes en Enkelt; dersom han for at berolige og tilfredsstille de mange Sind sagde: »Enhver kan komme med, Ingen er udelukket«, hvor vilde da ikke hele Skaren staae forventningsfuld om ham i glad Festlighed! Men dersom den Talende vilde forklare sig lidt nøiere, og paa de Stridslystnes Spørgsmaal »hvor da Stedet og Kamppladsen var, hvilken den opflammende Omgivelse«, svarede: Kamppladsen er i Enhvers Indre og derfor er det bedst, at Enhver gaaer hjem til Sit, paa det at Kampen kan begynde, da vilde vel kun en Enkelt, Hoben neppe følge hans Raad at skilles ad, men see paa ham med andre Øine, blive staaende som en nysgjerrig Mængde, hvem en Daare ved sin Tale giver Stof til Latter. Dersom han nu fremdeles paa det Spørgsmaal, »hvori Striden bestod«, svarede: i at bede, ►da skulde der vel intet Vidnesbyrd videre behøves imod ham, thi at bede er jo lige det Modsatte af at stride, at bede er en feig og forsagt Gjerning, Qvinder og Børn overladt, men at stride er Mandens Lyst. Dersom han paa det Spørgsmaal, »hvori da Seiren bestod«, svarede: i at indsee, at man har tabt, da skulde vel endog den mindre Lattermilde ikke afholde sig fra at smile og fra med et Smiil at overhøre hvad den Talende tilføiede: at det havde sin Rigtighed med at bruge det Ord »Tab«, at dette ikke var et uegentligt Udtryk, men slet og ret betegnede, hvad det menneskelige Sprog og det menneskelige Sind forstaaer ved et Tab og et Nederlag, at derimod det at seire maatte forstaaes i en høi og ædel, og forsaavidt uegentlig Betydning. Naar da Hoben var kjed af at lee, da skulde vel dens Ordfører ende det hele Optrin med den overmodige og ikke uvittige Yttring: at han havde lige den modsatte Anskuelse, og ønskede for sin Person helst at være Seierherre i egentlig Forstand, og at tabe i uegentlig Forstand.

✂ M. T., er denne Tale ikke et Billede paa hvad der hænder i Livet? Et løst Ord flokker Menneskene sammen, den let kjøbte Seier begeistrer dem, men den dybere Forklaring afskrækker, og bliver Prisen hvad den maa blive i Forhold til det Høieste, da giver Spotten Tegn til Tilbagetoget, og giver Tilbagetoget Skin af en herlig Seiervinding; thi vinder ikke Spotten altid det Høieste for godt Kjøb! Og dog, hvor foragteligt er det ikke, at ville mene, at Prisen paa det Høieste og Helligste, ligesom Prisen paa de timelige Ting, skulde bestemmes ved et Tilfælde, ved om der var Dyrtid eller Overflod i Landet paa den Vare; hvor opbyggeligt derimod at betænke, at det ikke er saaledes, og at Den, der for en ringe Priis indbilder sig at have kjøbt det Høieste, kun er i en Misforstaaelse, da Prisen altid er den samme. Hvor gjør denne Tanke ikke Sjelen vis og trøstig og besluttet, at ingen Priis er for høi, naar det, man kjøber, er det Høieste. Vel er det nemlig sandt, hvad Menneskene sige, at ►man ogsaa kan kjøbe Guld for dyrt, men det Høieste kan man ikke kjøbe for dyrt; hvis man haver kjøbt for dyrt, har man ikke kjøbt det Høieste! Skjønt og Opløftende er det derfor ►i Evangeliets Fortælling eller i Livet at træffe en Mand, der ikke kjøbslaaer paa Torvet, hvor den Klogeste, beregnende Forholdet, idag kjøber dyrt, hvad den Taabeligste, hjulpen af et Tilfælde, imorgen kjøber billigt, nei, en besluttet Mand, der har forstaaet, hvad det Høieste er, men ogsaa er villig til at betale Alt for at kjøbe det; Velgjørende og Vederqvægende at see ham staae der stille og alvorlig med den for evigt fattede Beslutnings uforkrænkelige Skjønhed: han har samlet sine Eiendele, han har dertil føiet ethvert jordisk Ønske, enhver hvad vi kunne kalde Menneskets Fordring til Livet, han holder det hen for sig – han byder; hvis Du seer ham imorgen – uforandret gjentager han Budet uforandret; dersom Verden anvendte al sin List og al sin Smiger og al sin Forfærdelse – han staaer dog ved sit Bud, naar det blot maatte lykkes ham at kjøbe det Høieste. Men denne høimodige Beslutning, der da ikke saa meget er en Følge af lang Overveielse som af Alvorens dybeste Tilskyndelse, er jo ogsaa fornøden, hvis et Menneske skal kjøbe det Høieste. ►Det sandselige Menneske vil ikke forstaae, hvad det Høieste er, vil ikke forstaae, hvilken ►den gode Strid er, hvad det er at seire og at tabe, vil ikke, thi Gud være lovet, det fattigste og eenfoldigste Barn, der nød ►den tarveligste Underviisning i Fattigskolen, han veed det meget godt; ak, ja Den vilde være sjelden stor og udmærket, der i sin Manddom fuldkommede blot det Halve af hvad han vidste i sin Barndom, af hvad han i sine Drengeaar vidste skriftligt at udvikle. Men det sandselige Menneskes Selvkjærlighed er for ►sneverhjertet til at ville gribes af det Høieste; det hjælper ikke om Nogen vil mene ved ►tækkelig Tale at gjøre ham begribeligt, hvad det Høieste er, vil mene ved ►en from Svig at bedrage ham ind deri, eller ved en kjærlig List at spille ham det i Haanden: hos ham bliver det forvansket, i hans Haand bliver det til det Modsatte. Det er sandt og vil altid blive det, at Dyden er den høieste Klogskab, det er ogsaa vist, at det sandselige Menneske gjerne vil være klog og tragte efter Klogskab; men om nu end Nogen for at vinde ham vilde udvikle dette, han vilde dog aldrig vinde ham for Dyden, thi hvis dette skulde skee, maatte først det sandselige Menneskes Forestilling om Klogskab aldeles forandres. Det er sandt, at ►Forsonlighed er den tungeste Hævn, det er sandt, hvad ►en gammel Viis har sagt, at den værste Straf over Fornærmelser er at glemme dem; men hvilken Forvirring vilde det ikke blive, hvilken himmelraabende Formastelighed, om den Hævngjerrige ►skjulte sig som en Ulv i Forsonlighedens Klædebon, eller var han derved kommen Forsonlighedens skjønne Dyd et Skridt nærmere? Det er til at forlade sig paa, at ►det Gode har sin Løn, men hvis det »►lønsyge« sandselige Menneske paa Grund deraf vilde gjøre det Gode, kom han da nogensinde til at øve det? Det staaer uomstødeligen fast, ►at det altid er det Sikkreste i Livet at gjøre sin Pligt; men kan det dog ogsaa være det Sikkreste, da Pligten stundom byder at offre Livet? Nei, Sjelen maa fatte en Beslutning i Forsagelse af al Beregning, af al Klogskab og Sandsynlighed, den maa ville det Gode fordi det er det Gode, og da skal den vel fornemme, at det har sin Løn, den maa blive i Pligten fordi det er Pligten, og da skal den vel føle Trygheden derved; den maa ville ►forliges med sin Modstander af Hjertets hensynsløse Tilskyndelse, og da skal Forsoningens gode Strid ogsaa vinde ham den Overvundnes Hengivenhed.

✂ Dette gjælder ogsaa om Forstaaelsen af, hvad der skal være Gjenstand for denne Tale, hvorledes Den, der i Bønnen strider rettelig, seirer ved at tabe. Vil et Menneske ikke fatte en afgjørende Beslutning, vil han bedrage Gud for det Hjertets Vovestykke, i hvilket et Menneske vover sig ud og taber al Klogskab og al Sandsynlighed af Sigte, ja gaaer fra Forstanden eller dog fra sin verdslige Tankegang; vil han, istedenfor med eet Skridt at begynde, søge ligesom underhaanden at faae Noget at vide, at faae den uendelige Vished forvandlet til en endelig, da skal Talen Intet kunne gavne ham. Der er en Bagvendthed, der vil høste før den saaer, der er en Feighed, der vil have Vished før den begynder, der er en Ømfindtlighed, der udførlig i Ord bestandigen ømmer sig ved at handle; men hvad hjalp det et Menneske, om han tvesindet og mangetunget vilde overliste Gud, fange ham i Sandsynlighed, men ikke vilde forstaae det Usandsynlige, ►at man maa tabe Alt for at vinde Alt, og forstaae det saa oprigtigt, at han ikke i det meest afgjørende Øieblik, da det Voveliges Gysen allerede gaaer gjennem hans Sjel, atter springer sig selv til Hjælp med den Forklaring, at han endnu ikke ganske har besluttet, men blot vilde prøve sig for. Al Tale derfor om den Bedendes Strid med Gud, om det egentlige Tab (thi dersom Tilintetgjørelsens Smerte ikke egentligen lides, da er den Lidende endnu ikke ude paa Dybet, og hans Skrig er ikke Farens, men ►for Faren) og den uegentlige Seier kan ikke have til Hensigt at overtale Nogen eller at omsætte Forholdet til en Opgave for verdslig Beregning og at faae Guds Naadegave til den Vovende vexlet i timelig ►Skillemynt til den Frygtagtige. Det hjælper sandeligen ikke et Menneske, om ellers den Talende havde Duelighed dertil, at Taleren ved Veltalenhedens Kunst fik ham til at ►sprætte i en halvtimes Beslutning, ved Overbeviisningens Gløden fik tændt et Fyr i ham, saa han opblussede i et Øiebliks gode Forsæt, uden dog, saasnart Taleren forstummede, at være istand til at vedligeholde en Beslutning eller at ernære et Forsæt. ►Selv om en Engel talte med Engletunge for at skildre Bønnens gavnlige Virkning, det hjælper ikke det sandselige Menneske, thi det, i Henseende til hvilket Bønnen er gavnlig, ►vil det sandselige Menneske ikke forstaae, ikke bekymre sig om. Hvad hjalp det da, om den Sandselige gjerne hørte det Ord: gavnligt, og Engelen brugte det, naar de, ueens i Alt, end ikke vare enige i Brugen af dette Ord.

✂ Dog kan Talen vel faae sin Betydning, men at betænke denne er atter misligt og tvivlsomt; derfor maa Talen helst betragtes som et Vovestykke. ►Dersom nemlig et Menneske gjør et andet Menneske begribeligt, hvad der i timelig Forstand er hans Fordeel, og den Sidste handler derefter, da kan den Første siges at have bevirket det. Dersom derimod et Menneske søgte at gjøre et andet Menneske hans evige Vel begribeligt, da hjælper dette ikke saaledes uden videre; thi paa Grund af den Enes Tale har den Anden endnu ikke grebet det Evige. Fatter han derimod den evige Beslutning og i den det Evige, da skylder han intet Menneske Noget, heller ei Taleren. En evig Beslutning kan nemlig intet Menneske give eller tage fra det andet, eller det ene Menneske skylde det andet. Vil Nogen indvende, at saa kunde man ligesaa gjerne tie, naar man ikke har Sandsynlighed for at vinde Andre, da haver han kun dermed viist, at han, medens hans Liv formodentligen trivedes og næredes i Sandsynlighed og hvert hans Foretagende i Sandsynlighedens Tjeneste havde Fremgang, aldrig har vovet og altsaa heller ei nogensinde havt eller givet sig Leilighed til at betænke, at Sandsynligheden er ►Skuffelsen, men det er at vove Sandheden, der giver Menneskelivet og Menneskenes Forhold Fynd og Mening, det at vove Begeistringens Kildespring, hvorimod Sandsynlighed er Begeistringens svorne Fjende, det Blendværk, hvormed det sandselige Menneske holder Tiden hen og det Evige borte, hvormed han bedrager Gud, sig selv og Slægten: Gud for Æren, sig selv for Tilintetgjørelsens Frelse, Slægten for Vilkaarets Ligelighed.

✂ Saa skal da Talen søge at gribe det Opbyggelige i den Tanke, at den rette Bedende strider i Bønnen og seirer derved – at Gud seirer.

✂ At stride i Bønnen, hvilken Modsigelse! Skal eet Udtryk være mægtigt til at holde tvende saa stridige Tanker sammen! ►Ved enhver Strid bestemmes Stridens Vaaben forud; skal her saaledes Stridens Vaaben bestemmes at være Bønnen, saa synes Striden umulig, thi Bønnen er jo ikke et Krigsvaaben, men tvertimod Fredens stille Syssel, Bønnen er jo ikke Dens, der angriber en Anden, ikke Dens, der forsvarer sig selv, men Dens, der overgiver sig. ►Skal, hvad Skik er ved enhver Strid, de Stridendes Afstand forud bestemmes, da synes Striden atter umulig; thi ►naar der ikke bedes, da er Gud i Himlene, Mennesket paa Jorden, altsaa Afstanden for stor; men naar der bedes, da ere de jo hinanden for nær, da er der intet Mellemværende, som kan udvises til Kampplads. Dersom nemlig et Menneske ganske hengiver sig i Bønnen, da strider han ikke; men dersom han slet ikke hengiver sig, da beder han ikke, selv hvis han Dag og Nat laae bedende paa sine Knæe. Det er hermed som med et Menneske, der vedligeholder Forbindelse med en fjern Ven, dersom han ikke agter paa, at ►Brevets Udskrift er den rette, da forfeiler det sin Bestemmelse og Forbindelsen kommer ikke istand, hvor mange Breve han end skriver: saaledes agte den Bedende paa, at Bønnens Form er den rette, er Hengivelse i det indvortes Menneske, thi ellers beder han ikke til Gud; og dette agte den Bedende meget nøie paa, da her ingen ►Skuffelse er mulig i Forhold til ►Hjertekjenderen. Thi medens Konger og Fyrster flygte ud i landlig Eensomhed for at undgaae de utidigen eller ufornuftigt Bedendes Mængde, saa er Gud i Himlene bedre sikkret, skjøndt han dog bestandigen er ethvert Menneske den Nærmeste, bedre sikkret, thi enhver Bøn, der ikke har den rette Form, hvilken er i det Indvortes, kommer ham slet ikke for Øre, ham som dog er nær nok til at høre det sagteste Suk, vedgaaer ham ikke, da den ikke er Bøn til ham. Og om end en saadan Bøn trænger sig frem, om den end lyder høirøstet ud i Verden, der er intet levende Væsen, der veed, hvem denne Tale skulde angaae, end sige da, hvis Du tænker Dig det saaledes, m. T., end sige da, ►at en Engel skulde falde paa at bringe den frem for Gud, da Engelen strax paa Formen seer, at den ikke er rettet til Gud. See, derfor synes det saa umuligt, at Bønnen kan blive et Vaaben mod Gud, thi kun den rette Bøn naaer til ham, den urette Bøn hører han end ikke, langt mindre da, at den saaledes Bedende skulde kunne angribe eller saare ham eller gjøre ham Uret. Imod et Menneske kan et Menneske gjøre Uret med sin Bøn, og saaledes mellem Mand og Mand er Bønnen et forfærdeligt Vaaben, maaskee det fordærveligste; ja man advarer den Stærke at han ikke misbruger sin Magt mod den Svage, men man advare ogsaa den Svage at han ikke misbruger Bønnens Magt mod den Stærke, thi maaskee har en Tyran, der misbrugte sin Vælde, en Bedrager, der misbrugte sin Klogskab, aldrig gjort saa himmelraabende Uret, som Den, der feig og lumskelig bad paa urette Sted, bad for at faae sin Villie frem, henkastede sig i Bønners Afmagt i tryglende Usselhed for at sønderrive en Anden. Men dette gjelder ikke i Forhold til Gud; han er i sin Salighed fritagen for den tilgiveligste og den nedrigste Misbrug af Bønner, af Skrig og Taarer.

✂ Men hvilken er da den Tilstand, hvor Bønnens Strid kan siges at finde Sted, hvilken den Bedende, der strider med Gud i Bønnen, og altsaa paa eengang bevarer et dybt og inderligt Hengivelsens Forhold til Gud, da han beder, men atter ogsaa er saaledes adskilt fra Gud, at de kunne stride? Betragte vi Barnet, da er vel Enhver tilbøielig til at prise dets eenfoldige og fromme Bøn, thi ►Barnet er fattigt i Aanden, derfor seer det Gud, og dets Bøn kommer aldrig i Strid med ham. Deri ligger Barnets Lykke, men deri ligger ogsaa det for en senere Betragtning Tvetydige i Barnets Gudhengivenhed. Barnet, dersom det ellers ►opdrages i Herrens Formaning, beder Gud om det Gode, takker Gud for det Gode; om hvilket Gode og for hvilket Gode? Om det efter Barnets Forestilling Gode. Naar Barnet faaer Legetøi ved Juletid, da takker det Gud, som det jo ►anholdes til, og det maatte da være et sært Barn, der ikke paa denne Aarets Tid fuldstændigt overbevistes om Guds Godhed, hvis ellers Forældrenes Kaar begunstige deres Sindelag mod Gud og mod Barnet. Saaledes med alt det Gode, hvorom Barnet beder og hvorfor det takker. Paa den anden Side det Smertelige, det Sørgelige, det Ubehagelige (og egentligen adskiller det barnlige Sind nærmest kun det Behagelige og det Ubehagelige) henfører det ikke til Gud. Hvad Under da, at det synes Barnet, at Gud er Godheden selv! Det Ubehagelige forklares paa en anden Maade, som oftest vel ved ►Forestillingen om onde Mennesker eller en slem Mand, der blot gjør Fortred. Seer Barnet Moderen bedrøvet, da falder det aldrig Barnet ind at henføre Bedrøvelsen til Gud som Aarsag, eller at der skulde være en Bedrøvelsens Tvetydighed, ifølge hvilken Bedrøvelsen kan komme fra Gud, netop for at drage Mennesket til Gud. Barnet har derimod strax de onde Mennesker i Sigte. Døer Faderen fra Barnet, og dette seer Moderens Smerte, da har det egentligen ingen Forestilling om, hvad Døden kan være; det fjernes, om det end bliver opmærksomt ved den Alvorlighed, den Sorgens Skygge, der udbreder sig over hele Omgivelsen; men Barnet faaer dog tillige en ny Kjole, hvorover det af og til er saa fornøiet, at Moderen selv, skjøndt i Taarer, ikke kan lade være at smile af det, hvorved da Barnets Betragtning af Døden atter forvirres. Naar nu Moderen i sin Sorg dog ikke glemmer Omsorgen for Barnet, og forklarer det at Faderen er i Himlen hos Gud, da er Barnet snart forligt med Gud, og er som altid ogsaa her til Velsignelse; fordi Forklaringen, der fra først af maaskee kun var Moderkjærlighedens Opfindelse bestemt for Barnet, lidt efter lidt sagtelig og skjult stiller Moderen tilfreds og bliver den sørgende Enke en Forklaring. Barnet overspringer Vanskeligheden: Døden. Faderen var paa Jorden, og det var saa saare godt, thi hans Faderkjærlighed var ganske efter Barnets Forestilling; nu er Faderen i Himlen og har det saa godt hos Gud. Men hvorledes det gik til med Forandringen, beskæftiger egentligen ikke Barnet; i ethvert Tilfælde vil det neppe falde Barnet ind at tilskrive Gud Døden. Naar man derfor saa ofte priser det barnlige Sinds Gudsfrygt, skulde man altid være lidt forsigtig. Det Priselige, hvad Enhver maa ønske sig, maa søge at bevare til sin Dødsdag, er Barnets Inderlighed; thi for det er Gud i Sandhed levende og nærværende, hver Gang det tænker paa ham. Derimod er Barnets Forestilling om Gud i en anden Forstand ikke just meget gudelig.

✂ Vanskeligheden begynder, saasnart de modsatte Tanker skulle tænkes sammen, som naar den sørgende Hustru skal henføre Tabet og Bedrøvelsen til Gud, skal udfinde en anden Forklaring end den, Moderen strax har rede for Barnet. Vanskeligheden indtræder da først i en senere Alder, naar paa den ene Side Forestillingen om det Glædelige, det Ønskelige, Godt og Ondt er klart udviklet, og paa den anden Side ogsaa Forestillingen om, at dog Alt tilsidst maa henføres til Gud, hvis der skal være en Gud til og en gudelig Betragtning af Livet. Kommer her det Barnlige ►uforklaret igjen, da kalde vi det det Barnagtige, og nøies ikke med Inderligheden, fordi man fordrer, at denne skal staae i Forhold til en større Modenhed. Thi hvo vilde dog prise den Ældres Gudsfrygt, der ingen alvorligere Forestilling havde om Livet end at han vidste at skjelne mellem det Behagelige og det Ubehagelige, og ingen helligere Forestilling om Gud, end at han tankeløst vovede ligesom at paadutte Gud den samme Forstaaelse, i hvilken de enedes derved, at Gud gav og han takkede? En saadan Elendig kom rigtignok ikke til at stride i Bønnen, thi gik Alt efter Ønske, da takkede han, og gik det mod hans Ønske, da opgav han Bønnen, fordi han ganske manglede den Tankes sande Inderlighed, at det maa forstaaes, som Gud vil have det forstaaet, at Alt skal henføres til ham. Imidlertid kan denne Inderlighed ikke strax gjennemtrænge det Udvortes, der er i Pagt med det sandselige Menneskes Forestillinger og Begreber, hvorved Striden bliver umulig; thi at lære Gud at kjende er endnu vanskeligere end at kjende et Menneske, og man kan ikke saa let holdes hen i en Skuffelse ved at kjende ham efter det Udvortes, da ►Gud kun er Aand. Opgiver et Menneske hiin Tankes Inderlighed, da kan han ikke mere komme til at stride i Bønnen. Hans Strid bliver en ganske anden, hvilken vi ikke tør love et saa herligt Udfald, hvad enten han nu driver det til at ville trodse Gud, ja til Trodsens Yderste at ville nægte Gud og derved ligesom tilintetgjøre ham, eller han er barnagtig nok til at ville bringe Gud i Forlegenhed, at Gud da skal komme til at fortryde det, naar det er for silde og bag efter. Som der nemlig aldrig har været Nogen, der ikke har antaget en Guds Tilværelse, men vel Adskillige, der ikke have villet lade denne Tanke faae Magt over dem, saa bevise Andre paa en mindre ligefrem Maade, at de dog ikke kunne undvære Gud, om ikke for Andet, saa for at kunne blive sig selv vigtige og betydningsfulde ved Forestillingen om, at Gud ikke kan undvære dem: som et forkjelet og vanartet Barn, der vil undvære Faderen og dog ikke kan undvære den Tanke, der nærer den egne Forfængelighed, at det dog maa gjøre Faderen ondt.

✂ Hvor mange ere nu ikke de Stridende, hvor forskjellig den Strid, i hvilken den Bedende forsøger sig med Gud (thi Den, der forsøger sig mod Gud, strider ikke i Bønnen), hvor forskjelligt det Bønnens Middel, den Bønnens særlige Beskaffenhed, ved hvilken den Stridende søger at overvinde Gud! Thi saaledes er jo den Stridende sindet, dette er hans Mening, at Striden maa ►frugte, at den maa ende med en herlig Udgang; og hvis Nogen nu vilde tale ham til Beroligelse om, at ►Gud er den Uforanderlige, at Gud ikke blot boer fjernt i Himmelen, men endnu mere fjernet fra ethvert Menneske i sin Uforanderlighed, da skulde vel den Stridende oprøres over en saadan Tale. Thi som det er det Værste, der kan siges om et Menneske, at han er et Umenneske, saa er det den værste og afskyeligste Bespottelse at sige om Gud, at han er umenneskelig, hvad enten det nu skal være saa fornemt eller saa kjækt at tale saaledes. Nei, den Gud, han beder til, er menneskelig, har Hjerte til at føle menneskeligt, Øre til at høre et Menneskes Klage; og om han end ikke opfylder ethvert Ønske, ►han boer dog nær hos og lader sig bevæge ved den Stridendes Skrig, ved hans ydmyge Begjering, ved hans Elendighed, naar han sidder forladt og som i Fængsel, ved hans skyndsomme Glæde over Opfyldelsen, naar han i Haabet tager den forud; ja denne Gud lader sig røre ved den Stridendes Jammer, naar han omkommer i Mismod, ved hans Raab, naar han synker i ►Omskiftelsens Hvirvel, ved den Taksigelse, han lover for alle Tider; han lader sig røre, om ikke før saa ved det sidste Suk, da naar det menneskeligt talt allerede synes for silde. Saa strides der da. Een kæmper bedende for sin Deel af de gode Ting, der udebliver; Een for den Ære, der ►vinker; Een for den Lykke, han vil skabe den Elskede, en Anden for den Lykke, der skal blomstre ham ved den Elskedes Side; Een kæmper bedende mod det Forbigangnes Rædsel, ud af hvilken han flygter, en Anden med det Tilkommendes Forfærdelse, i hvilken han stirrer sig ind; Een med den Gysen, som boer afsides i Eensomheden, en Anden med Faren for Alles Øine; Een for Ønskets Opfyldelse, en Anden mod det opfyldte Ønske, da det var en Overilelse; Een anstrænger al sin Kraft, om han dog ►derhos beder, en Anden venter Alt af Bønnen, om han dog derhos arbeider; Een grunder paa Opfyldelsens Forhold til Arbeidet, en Anden paa Misforholdet. Ak, selv om der er Fred i Landet, Sundhed og Velstand, ak, selv naar Solen smiler lys og varm, er der dog saa megen Strid, ak, selv naar Natten hvælver sig taus og stjerneklar og ►Marken hviler, er der dog saa megen Strid! Men hvorom er da Striden? Er den om at Gud er Godhed? Ingenlunde. Er den om at ►Gud er Kjærlighed? Ingenlunde. Nei, den er om at gjøre sig forstaaelig for Gud, ret at forklare ham, hvad der er den Bedende gavnligt, ret at lægge ham det paa Sinde, ret at vinde ham for Ønsket. Og Striden er Gud velmeent; thi den er om ret at kunne ►blive glad i Gud, ret at kunne takke ham, ret at kunne vidne til hans Ære, ret at kunne forvisses om, at ►al Faderlighed boer i Himlene, ret at kunne elske ham, som jo Menneskene sige, naar de nævne det Høieste, elske høit som man elsker Gud. Og den Stridende er oprigtig mod Gud, thi dette Vidnesbyrd tør han give sig selv, at han ikke er et Barn, ikke adsplitter sin Sjel, saa han snart vil Eet snart et Andet, saa han tankeløst har glemt Ønsket, naar Opfyldelsen kommer, nei, det er kun det Ene; han tør give sig selv det Vidnesbyrd, at han anstrænger al sin Forstand for at vorde fremsynet nok til at øine den fjerneste Antydning af Opfyldelsen, at han anspænder hver sin Tanke for at besværge den ubetydeligste Begivenhed, om den dog ikke skulde gjemme Noget i sig, at han byder ethvert Vink velkomment med Taksigelse, og beder det at blive hos sig. Hans Bøn er ei heller nogen svigefuld List, ikke ham den sidste Udflugt, thi det er ham dog kjært at bede, han vilde ikke ►aflade; griber han sig i saaledes ►at blive lunken og falde af fra Gud, da er han ikke langsom til at fortryde, og snar til atter at stride i Bønnen.

✂ Saaledes er Striden; er det ikke saaledes, m. T., eller var det ikke saaledes? Den, der falder fra og opgiver Bønnen, om ham og hans Strid tale vi ikke. Men nu Udfaldet! Dog hvo er Den, som spørger? Er det en nysgjerrig Mand, der ogsaa gad høre denne Fortælling? vi have intet Svar for ham. Er det en prøvet Mand, da veed han det jo selv, bedre end den Talende, og vi ville jo gjerne tage mod Veiledning. Men lad den Stridende spørge, thi Den, der strider, er dog nærmest til at spørge om Udfaldet. Maaskee vilde han helst, at der var en Erfaring, der borgede for, at det gaaer saaledes, at Bønnen er ligesom den Betaling Gud fordrer, men for denne Priis faaer da tilsidst ogsaa den Bedende hvad han ønsker. Mon denne Erfaring skulde kunne hjælpe ham, mon overhovedet Erfaringen har hjulpet Nogen uden Den, som selv gjorde den og altsaa ikke blev hjulpen af den? Maaskee ønskede han, at der var Tale om en ►vidunderlig Opfyldelse af Ønsket, at det skeete som engang i fjerne Tider, ►at Bryllupsgæsterne fik den gode Viins uventede Overflod, og ►den Blinde Synet, og ►den Værkbrudne Helbredet, og ►den Døde Livet, og Moderen sit Barn igjen, og ►hiin ulykkelige Flygtning mellem Gravene atter Lod og Deel med Mennesker. Mon det skulde gavne ham, som han meente det, hvis der dog tilføiedes, at dette skeer ikke mere? Ja, lykkelig Den, hvem det skeete, salig Den, der kan glæde sig derover, over hine Herlighedens Dage, om han dog veed, at de ere forbi! Men nu Udfaldet paa Striden, siger Du; og dette Spørgsmaal er ikke ligegyldigt henkastet, det er paa eengang bange for og begjerligt efter at høre Forklaringen; thi at have Forklaringen tilgode, det er dog altid en Trøst, og Haabet tør love sig Alt af Forklaringen, saalænge man ikke har hørt den, derfor er man bange for at have hørt den; men Forklaringen er jo Trøsten, derfor er man begjærlig efter at høre den. Udfaldet have vi allerede nævnet: den Bedende strider i Bønnen, vi have nu seet ham stride; han seirer, dette bliver altsaa Udfaldet; men han seirer derved, at Gud seirer, og derved bliver han selv den rette Bedende. – M. T., ►har Du aldrig talet med et Menneske, der meget overlegen i Viisdom dog var Dig velvillig, ja mere eller dog bedre (og altsaa mere) bekymret for Dit Vel end Du selv; har Du det ikke, nu vel saa betænk, hvad der kunde hænde Dig eller mig, som jeg nu vil fremsætte det. See, i Begyndelsen vare vi ganske uenige, hvad den Vise sagde forekom mig en besynderlig Tale; dog havde jeg den Tillid til ham, at han ikke vilde misbruge sin Overlegenhed, men lade sig overbevise og selv hjælpe mig at fjerne Misforstaaelsen. Saa talede vi da sammen og vexlede mangt et Ord i Talens Strid. Den Vise maa formodentligen have bevaret Overskuelsen, thi han forblev rolig, medens jeg uden ret at mærke hvorledes og uden at skamme mig derved næsten blev heftig, fordi det var mig saa vigtigt, at den Vise skulde dele min Anskuelse, at jeg ikke turde fastholde den uden i Enighed med ham – men vel angribe ham for at bevæge ham til Enighed. Og maatte dette ikke ogsaa gjøre mig heftig, thi det var jo en Selvmodsigelse, at ville paa en underfundig Maade ved min Duelighed (som var jeg den Stærkere) vinde den Vise for min Mening, og da igjen først ret at være overbeviist om Meningens Rigtighed i Tillid til, at det var den Vises Mening, da han jo var den Stærkere; thi denne Tro havde jeg dog bestandig til ham, og Enigheden med ham var for mig det Afgjørende. Endeligen efter længe at have ligesom ⓘ svanket ustadigen om i Samtalen, og efter baade at have forsøgt og lidt meget, stod det pludseligen saa tydeligt for mig, hvad jeg vilde sige, at jeg i al Korthed og i Besiddelse af en uforklarlig Styrke fremsatte min Mening, forvisset om, at den maatte overbevise ham. Og see, den Vise gav mig Ret og gav mig sit Bifald. Men da han dog var velvillig imod mig, og troede, at jeg kunde taale Forklaringen, da truede han ad mig med Fingeren og sagde: hvad Du nu mener er jo netop hvad jeg sagde fra Begyndelsen, da Du ikke kunde og ikke vilde forstaae mig. Vel vaagnede nu Undseelsen i min Sjel, saa jeg skammede mig ved min tidligere Adfærd, men den berøvede mig dog ikke Frimodigheden til at glæde mig over den forstaaede Sandhed, om det end var langtfra, at jeg havde overvundet den Vise, da jeg kun selv var bleven overbeviist og styrket ved Striden. Hvor forunderligt! Men det var jo dog en Lykke, at jeg ikke ►slog en anden Vei ind, ikke blev hidsig, ikke afbrød Striden, ikke udskjeldte den Vise, som var han min Fjende, fordi han ikke vilde føie mig, ikke skreg i høien Sky over hans Selvkjærlighed, fordi han ikke vilde give mig Ret, men derimod elske mig bedre end jeg selv forstod. Og Undseelsen frelste mig atter fra, hvad jeg maaskee ellers vilde have gjort, hvis jeg havde afbrudt Striden, og senere selv indseet det Sande, at jeg da var vedbleven at betragte den Vise som min Fjende, uagtet det jeg nu indsaae netop var hvad han sagde; at jeg endog havde villet krænke ham ved trodsende at betyde, at jeg nu havde forstaaet Sandheden uden ham, og tiltrods for ham, uagtet han netop ►vilde hjælpe mig til ved mig selv at see det Sande, og uagtet han var den Eneste, der havde kunnet forhindre mig deri, ved at sige Ja og derved at have løskjøbt sig fra mine Fornærmelser og kjøbt sig min Taknemlighed.

✂ Saaledes med den Stridende, hvis han ikke opgiver Inderligheden, der er Betingelsen for, at han virkelig skal kunne siges at stride i Bønnen. Siig ikke, m. T., at dette er en from Indbildning, beraab Dig ikke paa Erfaringen, at det ikke gaaer saaledes til i Livet; thi det er jo ligegyldigt, naar det dog kan gaae saaledes til, og Du nødsager mig kun, for at give Dig Ret, til at sige, at det vel gaaer anderledes til i Livet, fordi det nemlig gaaer saaledes til, ►at Menneskene blive lunkne og kolde og ligegyldige, saa de sandse hverken ►det Første eller det Sidste, og glemsomme, saa de ikke mere huske, ►hvorledes det var i Begyndelsen, naar de ere komne til Slutningen, og underfundige og svigefulde og frække, saa de anklage Gud, at han ikke hjælper dem, og trodse Gud, at de kan hjælpe sig selv, hvilket Første er en evig Løgn og hvilket Sidste, hvis der ellers skal være Sandhed deri, ►intet Menneske kan have lært uden af Gud. Men Den, der ikke opgiver Inderligheden, ikke ved sin Strid strider sig ud af Forholdet til Gud, men arbeider sig ind i Gud, ham gaaer det saaledes som det blev forklaret, idet Bønnens Inderlighed i Gud bliver ham Hovedsagen og ikke et Middel til en Hensigts Opnaaelse. Eller skulde det saa væsentligen tilhøre Bønnen, at der bedes om Noget, altsaa Bønnen blive inderligere jo mere man havde at bede om, eller dog jo udførligere man var i Ord; skulde Den ikke være en Bedende, ja den rette Bedende, der sagde: Herre min Gud, jeg har egentligen slet Intet at bede Dig om; vilde Du end love mig at opfylde hvert mit Ønske, jeg veed dog egentligen ikke at hitte paa Noget, kun at jeg maa blive hos Dig, saa nær som det er muligt i denne Adskillelsens Tid, i hvilken Du og jeg lever, og ganske hos Dig i alle Evigheder? Og forsaavidt den Bedende vender sit Blik mod Himlen, skulde Den da være den Bedende, eller den rette Bedende, hvis urolige Øie bestandigt hentede ham nogen Trøst for den enkelte Sorg, nogen Opfyldelse for det enkelte Ønske; og ikke snarere Den, hvis rolige Øie kun søgte Gud? Dertil maa det ogsaa komme, hvis Inderligheden ikke opgives, men uforandret bevares og vogtes som en hellig Ild i Mennesket; thi Ønsket, den jordiske Begjering, den verdslige Bekymring er det Timelige, døer i Almindelighed før Mennesket, hvis han end ikke griber det Evige, hvorledes skulde det da holde ud med det Evige! Da bliver Ønsket mindre og mindre glødende, tilsidst er dets Tid forbi, ►da døer Begjeringens Orm lidt efter lidt, og Begjeringen uddøer, da slumrer Bekymringens Aarvaagenhed hen lidt efter lidt for aldrig mere at vaagne, men Inderlighedens Tid er aldrig forbi.

✂ Hvo har nu seiret? Det har Gud, hvem den Bedende ved sine Bønner ikke kunde afnøde Opfyldelsen. Men den Bedende har jo ogsaa seiret. Eller er det at vinde, at man faaer Ret, skjøndt man har Uret, at man faaer Opfyldelsen af et jordisk Ønske som var dette det Høieste, et Beviis for, at man havde bedet til Gud og bedet retteligt, et Beviis for at ►Gud var Kjærlighed, og den Bedende i Forstaaelse med ham, da den Bedende tvertimod for hele sit Liv var bleven Den takskyldig, hvem han selv ved sin Bøn og ved sin Tak gjorde til en Afgud.

✂ Hvilken er nu Seiren, hvori de Seirendes Tilstand forskjellig fra de Stridendes? Er Gud bleven forandret? Et bejaende Svar synes en vanskelig Tale, og dog er det saaledes, han er bleven forandret; thi nu har det netop viist sig, at ►Gud er uforanderlig. Dog er denne Uforanderlighed ikke hiin iisnende Ligegyldighed, hiin dræbende Ophøiethed, hiin tvetydige Fjernhed, hvilken den forhærdede Forstand anpriste, nei tvertimod, denne Uforanderlighed er inderlig og varm og ►allestedsnærværende, er en Uforanderlighed i at bekymre sig om et Menneske, og netop derfor lader den sig ikke forandre ved den Bedendes Skrig, som var nu Alt forbi, ved hans Feighed, naar han finder det beqvemmest ikke at kunne hjælpe sig selv, ved hans falske ►Sønderknuselse, som han dog strax fortryder, saasnart Farens øieblikkelige Ængstelse er dragen over. – Er den Bedende bleven forandret? Ja, det er ikke vanskeligt at indsee; thi han er bleven den rette Bedende, og den rette Bedende seirer altid, da det er Eet og det Samme. Paa en ufuldkommen Maade var han allerede overbeviist derom, thi medens han havde Inderlighed nok til at bede, var han tillige forvisset om, at Ønsket blev opfyldt, hvis han bad retteligen; bad retteligen i Forhold til Ønsket, saaledes forstod han det. Nu er han forandret, men dette er endnu sandt, ja nu er det blevet sandt, at naar han beder retteligen, da seirer han. Og allerede fra Begyndelsen var det, at han bad, ham til Gavn, hvor ufuldkommen end hans Bøn var; det hjalp ham nemlig til at samle sin Sjel paa eet Ønske. Destoværre ønsker i Almindelighed et Menneske altfor mange Ting, lader Sjelen flagre for enhver Luftning. Men Den, der beder, veed dog at gjøre Forskjel, han opgiver lidt efter lidt hvad der efter hans jordiske Begreb er det Ubetydeligere, da han ikke ret tør komme frem med det for Gud, og fordi han ikke ønsker at forspilde Guds Godhed ved altid at trygle om Dette og Hiint, men derimod at give Begjeringen om sit eneste Ønske desto mere Eftertryk. Da samler han sin Sjel ligeoverfor Gud paa eet Ønske, og allerede dette har noget Forædlende ved sig, er Forberedelsen til at opgive Alt, thi Den alene kan opgive Alt, der kun havde et eneste Ønske. Saaledes er han forberedt til at styrkes i Striden med Gud og til at seire, thi den rette Bedende strider i Bønnen og seirer derved, at Gud seirer.

✂ Paa Valpladsen gaaer det saaledes til, at hvis den første Række af Stridsmænd har seiret, da føres den anden Række slet ikke i Slaget, men deeltager blot i Triumphen. I Aandens Verden er det ikke saaledes. Har et Menneske ikke opbudt Alt for at vinde en Seier, da betyder Seiren vel en Seier, men tillige, at han snart skal føres i en ny Strid for atter at seire ved at tabe. Hvor Mange ere nu ikke de Stridende, hvor skjult og lønlig ofte Striden i et Menneskes Indre, thi det Synlige forraader Intet. Den Bedende begjerer Intet i det Udvortes, hans Ønske tragter ikke efter noget Jordisk, hans Tanke er ikke beskjæftiget med, ikke bekymret om det Meget, nei, han sidder stille hos sit Tab, men dog ikke ledig, thi han grubler, og dog ikke uvirksom, thi han grunder paa en Forklaring. Striden er altsaa blevet endnu inderligere. Ikke er han betænkt paa at forklare Gud sit Ønske, at gjøre sig forstaaelig for Gud i sin Bøn, langtfra, han har opgivet Ønsket, han bærer Savnet, han forliger sig med Smerten, og dog er han langtfra Forklaringen; hans Strid i Bønnen er, at Gud vil forklare sig for ham. Og dette Vidnesbyrd tør han give sig selv, at han ikke er et Barn, der mener at Forklaringen findes, blot han spørger Nogen derom, eller en ung Pige, der vil drømme sig til den, nei, han arbeider. Naar Livet larmer om Dagen, da arbeider hans Tanke til at overdøve Larmen, i Natten, naar Alt er stille, arbeider hans Tanke, ja selv i Afmagtens Øieblik, naar ellers Ingen kan arbeide, arbeider dog hans Tanke, den arbeider paa de festlige Dage saavelsom paa Arbeidsdagene, og Festdagen er jo endnu ikke kommen, at han dog kunde finde Forklaringen. Thi hvad der er skeet maa jo være det Bedste, Savnet og Smerten ham ganske anderledes ►tjenligt end det eneste eller alle Ønskers Opfyldelse – tjenligt, ja, det er Navnet paa den Bro, han fra Smerten vil kaste over til Saligheden, ak, men Broen bliver ideligen afbrudt; tjenligt, ja, det er Navnet paa ►den Færgemand, hvis Venskab han vil kjøbe sig, ak, men han tier; tjenligt, ja det er Navnet paa den Skumring, i hvilken han vil mødes med Gud, ak, men Tilsigelsen udebliver; tjenligt, ja det er Navnet paa den Indvielse han begjerer, at maatte indvies i den Forstaaelse, der er Lidelsernes Hemmelighed med Gud! Eller er dette Forklaringen, at Gud nægter ham Forstaaelsen og kun fordrer Troen og altsaa kun vil den Forstaaelse med ham, der er i det Uforstaaelige; thi dette er Troen, lader os ikke spotte Gud og Menneskene og ►de Forsøgte og Heltene og Sproget og Efterkommerne og de Ængstede og os selv ved at ville gjøre den til noget Andet. Troen læser kun Forstaaelsen ►som i en mørk Tale, menneskeligt talt eier den ikke Forklaringen, men kun i en vis afsindig Forstand, saa den menneskeligt talt er det daarligste Kjøbmandskab, der nogensinde er gjort i Verden. Men saaledes skal det ogsaa være, og Gud i Himlene er endnu ikke kommen i Forlegenhed, han sælger ikke ud, hvad saa end Menneskene gjøre; og han er jo uforanderlig, siger Forstanden for at spotte den Ængstede, der skriger til Gud, men see, dens Spot kommer over den selv, thi sandeligen, han er uforandret, han er ikke bleven en Ven af Feighed og Blødagtighed, han er ikke bleven svækket i Aarene, saa han ikke kan skjelne Mit og Dit, og Alt løber sammen for ham, han er endnu selv ►første Opfinder af Sproget og eneste Ihændehaver af Velsignelsen, han er uforandret, selv om han ikke skulde kunne tilfredsstille Tidens Fordringer! Saaledes er det med Troen, den er menneskeligt talt det daarligste og menneskeligt talt det vanskeligste Kjøbmandskab. Og naar kommer saa ►Trøsteren? ►Christus svarede de sørgmodige Disciple, hvilke han dannede som Handelslærlinge til at gjøre det gode Kjøbmandskab: naar jeg er gaaet bort fra Eder. Og hvad var han for dem? Han var Alt hvad de eiede, for dem var han deres eneste uvurdeerlige Eiendom, hos dem var han Glædens daglige Brød, han var dem Salighedens Forventning. Og ingen Riig blev saa fattig ved at tabe Alt, og ingen Elskende saa fattig ved at tabe den Elskede, og ingen Forventende saa fattig som Discipelen blev det. ►Dog maatte Christus gaae bort, og »dette er Eder gavnligt«. See, det er Troens Forklaring, mon Discipelen menneskeligt talt forstod den, eller kunde forstaae den? Og saa kommer Trøsteren. Naar? Ja, naar dette er skeet. Men kommer han strax; thi ogsaa derom spørge vi, ved at spørge: naar? ►Eller var det saa strax for Disciplene, var det saa ►strax for 👤Abraham, da Trøsten brugte 70 Aar for at komme? O, velsignet være den Mand, der veed at synge for den Sørgende, veed at understøtte Den, hvis Knæe ere slappede og hvis Gang er skjælvende, at lede Den, som stirrede sig blind, fordi han kun saae haabløs Elendighed omkring sig; men ⓘ forsaget være al den løse Tale, der vil forkorte den Sørgende Tiden, men ikke selv af Sorger har lært hvad det er at tælle, al den løse Tale, der har Trøstens Skikkelse, ikke dens Kraft, al den Ordgyden, der har Vellydens Klang i Øret, men Usandhedens Modbydelighed ►i den Spisendes Mund! Nei, Trøsteren kommer ikke strax, og det Eneste et Menneske tør sige sig selv og Andre er, at han kommer, han kommer saasandt Gud lever.

✂ Saa kommer Trøsteren med Forklaringen, ►saa gjør han Alt nyt, affører den Lidende Sørgedragten og ►giver ham et nyt Hjerte og en vis Aand. Imidlertid kan det have god Tid. Skulde den Stridende, om han end meente at have tabt Alt, have ►skuffet sig selv, skulde hans Sjel i en eller anden Henseende ►friste et verdsligt Velbefindende ved Hjælp af menneskelig Sandsynlighed, da er der Tid endnu. Da kan Miskjendelsen faae Tid til at krænke Den, der tabte Alt, da kan Utaknemmeligheden faae Tid og Mod til at trodse paa sig selv og trodse Den, der forledt af Skriget, som tydede paa Livsfare, vovede sig i Faren og selv blev der hvor den Skrigende havde indbildt sig at være; da kan Spotten faae Tid til at saare ved at kræve det menneskelige Beviis af Den, der kun har sine Lidelser til Beviis for at Gud er Kjærlighed; da kan Skammen faae ►Beleilighed til at søge Selskab med Skaden. Hvor mangen ny Smerte kan der endnu ikke være forbeholdt, hvor lønligt og skjult kan den ikke faae Ram paa Den, der troede at have tabt Alt. Men see, det hjælper Alt til Forklaringen!

✂ Saaledes strides der da for en Forklaring, og Bønnen er Midlet, hvorved Forklaringen skal blive som han beder om den. Een kæmper af al Magt mod at Forklaringen skulde ville gjøre ham selv skyldig, nei, det var Alt Tilskikkelse, Alt fra Gud for at prøve, for at luttre, for at forsøge den Elskende; Een kæmper for at Forklaringen maa forklare ham hans Skyld, at Frihedens Lidenskab ikke skal synes en ►Skuffelse, men at Skyldens svælgende Adskillelse maa gjøre Forsoningens Salighed desto inderligere. Een begjerer, at Forklaringen skal sætte ham i Forbindelse med Slægten, og Forklaringen være i det for Alle fælleds Lod, der er betydningsfuldt for det Hele; en Anden, at Forklaringen skal see ham ud af Forholdet til Andre for at udsee ham til eensom Smerte, men ogsaa til eensom Udvælgelse. Saaledes strides der, den Stridende kæmper med Gud i Bønnen, eller han strider med sig selv og kalder Gud i Bønnen til Hjælp mod sig selv. Men dersom den Stridende dog ikke opgiver Inderligheden, og altsaa ophører at bede, ►dersom han elsker Gud meget, dersom han længes efter Gud ydmygt som man længes efter Den, uden hvem han er Intet, brændende som efter Den, ved hvem han vorder Alt, dersom han redeligen omgaaes den Taksigelsens og Tilbedelsens Gjæld til Gud, hvilken bestandig voxer, fordi han endnu ikke ret kan takke, da han ikke ret kan forstaae, omgaaes den som et for bedre Tider betroet Gode – saa, saa strider han i Bønnen. Og hvad der nu end ►midlertidig skal skee, ►hvilket endog er skjult for Englene, og naar end Timen skal komme, hvilket Ingen veed uden Gud, og skal han end mere end eengang ►kjøbe ny Olie til Forventningens Lampe, dette bliver dog vist, at Den, der kjøber af Gud, han bliver aldrig bedraget derved, at det Kjøbte bagefter viste sig ikke at være saa meget værd. Selv om et Menneske, hvis vi kunne tale saaledes, ved et Tilfælde kjøbte en Ubetydelighed for dyrt, naar han dog kjøbte den af Gud og det dyre Kjøb var i Oprigtighed for Gud og i Herrens Fortrolighed, han har ikke kjøbt for dyrt, han skal ikke fortryde Kjøbet, thi det han kjøbte var ingen Ubetydelighed, derfor borger Betalingen og Gud. Hvis et Menneske tog sig hvad den Kløgtige maaskee strax, de Fleste Dagen efter vilde kalde en Ubetydelighed saa nær, at han ved Tabet af den havde tabt Alt, og i denne Smerte forsagede Verden og hvad Verdens er, han skal ikke, naar ogsaa han seer Ubetydeligheden, fortryde Kjøbet, dersom ellers hans tause Smerte bragte ham i Forhold til Gud, thi at skrige, at blive sig selv og Andre vigtig en føie Tid, det er jo ikke at kjøbe af Gud, det er jo kun en ufrugtbar Yttring af den Vellystige og Sandseliges forfængelige Væsen. Kun hvis der var Sandhed i at han virkelig opgav Alt, skal Kjøbet ikke fortryde ham; og det kan være Sandhed, thi ellers kunde jo Ingen have opgivet Alt uden Den, hvem verdslige Vurderingsmænds Skjøn dømte at have tabt Alt, men at tabe Alt og at opgive Alt betyder ikke Eet og det Samme. Men Den, der selv i Anledning af en Ubetydelighed kjøbte Guds Fortrolighed og Venskab, han skal sandeligen ikke fortryde det, han skal derimod i al Evighed takke Gud for at han var et saadant Barn, der tog sig en Ubetydelighed saa nær, et saadant Barn, der slet ikke kunde begribe, at det var en Ubetydelighed.

✂ Men nu Udfaldet! M. T., tænk Dig et Barn, der med sin Griffel sidder og tegner, hvad nu saaledes et Barn kan finde paa, hvad nu saaledes et Barn kan ville henkaste vildt og usammenhængende; men bag ved Barnet staaer usynlig en Kunstner, der leder dets Haand, saa den Tegning, der vil til at forvirre sig, bøier sig under Skjønhedens Lov, saa Linien, der vil til at fare vild, bliver kaldet tilbage ►inden Skjønhedens Grændse – tænk Dig Barnets Forundring! Eller tænk Dig, at Barnet om Aftenen lægger sin Tegning hen, men medens han sover, fuldkommer en venlig Haand det Forvirrede og kun daarligt Begyndte, tænk Dig Barnets Forundring naar det om Morgenen seer sin Tegning igjen! Saaledes med et Menneske, thi lader os aldrig glemme, at selv den Modnere dog altid beholder Noget af Barnets Uforstand i sig, især hvis Bønnen ikke som det Væsentlige men som et Middel skal hjælpe til Forklaringen. Ynglingen har travlt med at betænke, hvad han vil være i Verden, hvem han vil ligne af de Store og Udmærkede. Den Alvorligere ►haver aflagt det Barnagtige, han bekymrer sig ikke saaledes om det Udvortes, han vil kun danne sig selv. Saa sidder han da og tegner; eller Den, der strider i Bønnen med Gud om en Forklaring, er han ikke en Tegner, skal ikke Forklaringen drage Grændselinien mellem ham og Gud, saa han kommer til at ligne sig selv ligeoverfor Gud? Ak, men nu kommer Forskjellen, thi Barnet maatte hjælpes saaledes, at der føiedes Noget til, men den Stridende tages der mere og mere fra. Det Udvortes og enhver Fordring paa Livet blev ham frataget, nu strider han om en Forklaring, men heller ikke den strider han sig til. Tilsidst synes det ham, at han bliver til slet Intet. Nu er Øieblikket der. Hvem skulde dog den Stridende ønske at ligne uden Gud; men dersom han selv er Noget eller vil være Noget, da er dette Noget Nok til at hindre Ligheden. Kun naar han selv bliver til Intet, kun da kan Gud gjennemlyse ham, saa han ►ligner Gud. Hvor meget han end er, Guds Lighed kan han ikke udtrykke, Gud kan kun aftrykke sig i ham, naar han selv er bleven til Intet. Naar Havet anstrænger al sin Kraft, da kan det netop ikke gjengive Himlens Billede, og selv den mindste Bevægelse, det giver det ikke reent igjen; men naar det bliver stille og dybt, da synker Himlens Billede i dets Intet.

✂ Hvo var det nu der seirede? Det var Gud, thi Forklaringen, den Bedende begjerede, gav han ikke, og gav den ikke som den Stridende begjerede den. Men den Stridende seirede ogsaa. Eller var det ikke en Seier, at han istedenfor at faae en Forklaring af Gud, blev forklaret i Gud, hvilken hans ►Forklarelse er denne, at gjengive ►Guds Billede.

✂ Hvilken er nu Seiren, hvori de Seirendes Tilstand forskjellig fra de Stridendes? Er Gud bleven forandret? Et bejaende Svar synes en vanskelig Tale, og dog er det saaledes, idetmindste forstaaer den Bedende ham anderledes og fordrer ingen Forklaring. Er den Bedende forandret? Ja, thi han forstaaer sig selv anderledes, og dog ophører han ikke at være den Bedende, thi han takker altid. Men Den, der altid takker, han er den rette Bedende, og Den, der altid takker, maa jo ogsaa bestandigen have seiret, hvorfor skulde han ellers takke! Og skulde denne Tak nogensinde ►aflade? Visseligen ikke, der er altid Grund til at takke Gud, og ethvert Menneske er i Gjæld til ham, og i Gjæld for evig. Ak, men den Gjæld et Menneske paadrager sig ved Lykkens Bord, ved Tærningens Kast, ved et Spil af Kortet, den kalder man ►Æresgjæld, jeg kan tænke: fordi den i sig selv er meningsløs, maa man give den et stort Navn og haste ud af den. Gjælden til Gud er ikke saaledes en Æresgjæld, men derimod er det en Ære at være i Gjæld til Gud, det er en Ære ikke at skylde Lykken Noget, men at skylde Gud Alt, ikke at skylde Skjæbnen Noget, men et ►Forsyn Alt, ikke at skylde Lune Noget, men en ►Faderlighed Alt. – Saa strider da den rette Bedende i Bønnen, og seirer derved, at Gud seirer.

✂ Vi have talet om Strid. Strid er i Almindelighed ikke glædelig; seirer den Ene, saa bliver dog den Anden knuust, ak, og stundom hænder det vel, at baade den Seirende og den Overvundne have tabt. Men denne Strid er ►vidunderlig, vel værd at ►forsøges i, evig værd at prise, thi her seire de Begge saligere end naar de Elskendes Strid forklares i forøget Kjærlighed. Vil Du sige, m. T., at denne Tale ikke er let (maaskee skal den Forsøgte finde den fattig og umyndig i Sammenligning med Lidelserne): Striden selv er ei heller let. Vil Nogen ►bedaare sig selv ved at foregribe Stridens stille Udgang, dens lykkelige Forstaaelse, da er Skylden ikke Talens. Seiren er dog kun i en vis høi og ædel, derfor uegentlig Forstand, men Smerten er egentlig; naar Seirens Time kommer, vide vi ikke, men dette vide vi, at Striden er paa Liv og Død.