Résumé, [Uldall] 001-0040 - Det Kgl. Biblioteks tekstportal

↩

\ \

Resume af H.ielmalev or Uldall: Outline of Glossenatics.

Sproget er forn, ikke substans (Sauseure). Dersom man antager denne sætning, maa man konsekvent erkende, at saavel det specifikke udtryk ('lydene') som det specifikke indhold ('betydningen') er noget externt, der vel hører med til det for ethvert sprog karakteristiske, men paa hvilket en teori om sprogets system ikke kan opbygge«. En sproglig teori kan ikke være opbygget paa definitioner og begreber hentet ude« fra - fra fysik, fysiologi, psykologi, logik - men raaa hvile i sig selv, opbygget paa intra-lingvistiske definitioner og begreber. Por at naa til en virkelig klaring er det derfor nødvendigt at inddele lingvistikken i to dis- ciplinert glossematik der studerer de sproglige elø- menter, gi os sememe, udelukkende i henseende til deres form, og Komologi«ag der behandler dels det specifikke udtryk (fonetik), dels det specifikke indhold (semantik), og dels den for enkelte individer eller grupper af in- divider ejendommelige anvendelse af sproget (stilistik). En »prøgtilstand m.aa betragtes som bestaaende af tre koncentriske deles l) en central del, systemet« dvs de sproglige elementer i deres indbyrdes Kmm&Kk samhørighed i 2) normen, dvs et sæt af regler der hvi- ler paa systemet, og som fastsætter variationsbredden for hvert enkelt element; 3) nsus, dvs et sæt af regler

7°

\ ’•

- 2 -

der hviler paa normen, og som fastsætter den i et givet øamfund eller en given samfundsdel tolererede variations- bredde. Hertil komasier udøvelsen, dvs det enkelte individs anvendelse af sproget inden for eller i delvis 3nodøtrid med de af usus fastlagte grænser. ledens nomologien studerer usus og udøvelse, er det glossematikkens opgave at abstrahere herfra og naa ind til en erkendelse og et studium af sprogets centrale del, normen og systemet. Bet er umiddelbart indlysende, at sproget indeholder to slags formenheder, glossemer: saadanne som er modtagelige for et betydningsindhold, er fylde- lige, nierematenerne, og saadanne som ikke er modtage- lige for et betydnings indhold men er tomme« kenenatemerne. Olossematikken falder derfor i to afdelinger, nlerematik og kenematik, der imidlertid paa grund af deres indbyrdes afhængighed m&a studeres i sammenhæng. Da plerematemerne er udtrykt ved en kenematemmængde (der igen er udtrykt ved en lydmængde, en skriftmængde el. lign.}, er det naturligt at afhandle kenematikken først.

- 3 -

I Kenematik.

Kenebatikkens raamateriale er den amorfe

materlalisationsmaases talestrøm, nasse af skrift* be- vægelser eller en hvilkensomhelst anden art af tegn. At en sa&dan masse virkelig er amorf og ikke lader sig oj:>dele entydigt ad fysiologisk eller fysisk vej, er ofte nok paavist af experimentalfonetikere; kenenatisk lader den sig imidlertid opdele pa& den ma&de, at man som udtryk for et kenenaten erkender det mindste, selv- st*ndigt kommutable segment af en materialisationsmasse, dvs det mindste udsnit af en materialisationsmasse, hvis ombytning med et andet bevirker en plerematisk forskel. Som basis for denne kommutations-prøve maa der opstilles et inventar over sprogtilstandens prækenler. hvorved for- staas materielle udtryk for plerematisk© enheder (o: ele- menter og mængder) af forskellig orden, der igen hviler paa en plerematisk kommutationsprøv©. Da udtryksapparatet tenderer mod en indskrænk- ning af antallet af enheder i rækken og en tilsvarende forøgelse af antallet af enheder i inventaret, er det nødvendigt, for at forebygge deraf flydende fejltagelser, at foretage en katalyse af prækenierne, dvs en saa stor udvidelse af deres omfang som er mulig uden at bevirke en plerematisk forskel; saaledes maa dansk [lansna] "landene" katalyseres til [lanana] , [jewl] "jeg vil" til [je vel] Studiet af den ukatalyserede masse henhører under nomologien og kan først foretages med fuldt udbytte,

osv.

- 4 -

n&ar det kenematiske inventar er erkendt, lige som er- kendelsen af glosse-nerne overhodet er en nødvendig for- udsætning for nomologlen. De ved kom tutat ionsprøven fundne elementer kan imidlertid ikke med sikkerhed betragtes som irreduk-

tible; til ireeduktible enheder naar man først gennem

yderligere operationer. Og da et glossen er defineret som en irreduktibel glossematisk enhed - og et keneraa- tem følgelig som en irreduktibel kenematisk enhed - benævneå de ved kom utationsprøven fundne enheder prækenenatemer. For at naa til videre reduktioner er det nødvendigt at foretage en syntese, dvs en indde- ling af prækenematemerne efter deres relationer og forhold og efter deres funktion. Ved en relation forstaas en paradigmatisk forbindelseslinie, der indgaar i en korrelation; ved et forhold, en paradigmatisk forbindelseslinie der ikke indgaar i en korrelation. Korrelation » to eller flere hinanden krydsende paradigmatiske forbindelseslinier. Der findes overalt i glossematikken tre siage relationer og forhold; l) komnutation, der inddeles i komutationsrelation, som benavneé alternation, og koranutationsforhold som benævnes skifte; 2) synkretisme, der inddeles i implikation (relation) og overlapping: (forhold); 3) kombination, som er en relation til hvil- ken der ikke svarer noget forhold, idet kombination er en paa syntagmatiske forbindelseslinier hvilende para- digmatisk forbindelseslinie og følgelig altid korrelativ.

- 5 -

For at anerkendes son alternation rafea en

koramutation i kenem&tikken være udtryk for mindst to plerematiske alternationer, da rier ellers ikke vil foreligge en korrelation. Saaledes anerkendes kommuta- tionen e. ; ji i dansk som en alternation, da den er udtryk for mindst to plerematiske alternationer ("hænge" : "hang" - "raænd" $ "mand"), nedens konnutationen JL ; e, Jckr er et skifte, da den ganxksExacxjijfc forekommer i mere end eet exempel udtrykkende den samme plerematiske for- skel ("bide" ; "hed" - "lide" ; "led") men ikke som ud- tryk for mere end een plerematisk alternation. De alter- nerende enheder opstilles i serier, dvs rækker indeholdende et defineret antal enheder, og aabne rækker« dvs rækker inde- holdende et udeflneret antal enheder. Da antallet af prækene- materier altid er begrænset, findes der 1 kenematikken ingen aabne rækker. En tilsvarende inddeling paa grundlag af skifter er mulig men foretages ikke, da den ikke vilde føre til noget senere anvendeligt resultat. Alternationsserierne inddeles vi- dere i saadanne som danner kategorier, dvs seriemultipla, og saadanne som danner klasser, dvs aabne rækker af serier. Ved synkretisme forstaas en ophævelse af en komrau- tation under givne betingelser; synkretismer der ophæver et skifte, benævnes overlapping; synkretismer der ophæver en al- ternation, benævnes implikation. SaaledeB bestaar der en gen- sidig overlapping mellem j3 og b i dansk i udlyd, men ikke nogen implikation, da j) og b ikke alternerer. Paa lignende maade som ved alternation opstilles de implicerede enheder i serier og aabne rækker, og serierne opstilles i kategorier og klasser.

6 •

Kombination er saa at elg« bagsiden af syn- kretisme, Idet obligatorisk synkretisme udelukker kora- bination. Studiet af kombinationerne maa imidlertid op- sættes, indtil der er foretaget en inddeling af præ- kenem&teraerne i arter og typer. Prækenematemerne inddeles i fire ar/éter: 1) signaler« 2) konnektiver. 3) exnonenter. 4) kon- stituenter.

Først udskilles de prækenematiske signaler« hvorved forsteas prækene a.terner, der inden for en længere prækeni fast ledsager dennes enkelte dele af en bestemt orden. It exempel paa et signal er ’fast akcent' i finsk og ungarsk, der fast ledsager det plerematiske syntagnatem ('ord’). Signaler markerer altid supradefinerede enheder, dvs enheder fra et højere plan, og der findes derfor ingen signaler i plerematikken. Signaler er relationsløse. Dernæst erkendes de prækenematiske konnektiver. dvs prækenemate *er hvis eneste funktion er at forbinde, konnektere, intradefinerede enheder, hvorved forstaas en- heder der hører hjemme i samme plan som konnektiverne. Et exempel paa et konnektiv er [V] i engelsk [thæke-i-g ~\ "taxes", hvor ,jj^\ kun tjener til at forbinde JjQ og jjs], modsat "taxis" hvori jjQ indgaar som konstituent (se nedenfor). Der bestaar altid et gensidigt overlappingforhold mellem konnektiver og prækenematemer af andre arter. De resterende prækenematemer inddeles i exnonenter. dvs simultane prækenematemer, mellem hvilke der kan fore- tages en koramutatlon uden at der gøres brud paa linien? og konstituenter. dvs lineære præke nemat emer, hvis koramut&tion

7 -

foraarsager et "brud paa linien. Exponenter siges at karakterisere. konstituenter at konstituere linien.

Bortset fra den ovenfor omtalte faste overlapping

mellem konnektiver og andre arter af præke nemat arner* findes der ingen paradigmatiske forbindelseslinier paa tværs af inddelingen i arter. De prækenematieke konstituenter inddeles i typer; centrale, marginale, og ambikonstituenter, efter

deres funktion. Som basis for inddelingen foretages en undersøgelse af sprogtilstandens prækenier indeholdende 1 konstituent, 2 konstltiienter, osv. Inddelingen falder i flere afdelingers 1) de konstituenter, der alene kan udgøre en simplex præken!, erkendes som centripetale; 2) de konstituenter, der sammen med de under l) erkendte centripetale konstituenter kan udgøre en duplex præken!, erkendes som centrifugale, for saa vidt de ikke allerede er erkendt som centripetale; 3) de konstituenter, der sammen med de under 2) erkendte centrifugale kan udgøre en duplex prækeni, defineres som centripetale, for saa vidt som de ikke allerede er erkendt som centrifugale; 4-) de konstituenter, der sammen med de under 3) definere- de centripetale kan udgøre en duplex prækeni, defineres som centrifugale, for saa vidt de ikke allerede er erkendt KiifitxxKatx eller defineret som centripetale. Centripetale konstituenter, der udelukkende kan udgøre duplexe prækenier sammen med centrifugale, benævnes centrale; centrifugale konstituenter, der udelukkende kan udgøre si^plexe præ- kenler sammen med centripetale, benævnes marginale. Centrale og marginale konstituenter viser sig, ikke at indgaa re- yjr. Fsy <**-< -I*sn~<*r cj\r

ih*.

- 8 -

lationer eller forhold med hinanden. Centripetale og een- trifugale konstituenter, der kan udgøre dupiexe præ- kenier saavel ned centrale sov ned marginale konstituenter, fordeles efter deres relationer og forhold mellen disse; løsgængere af denne type "benævnes ambikonstituenter. Hu opstilles og studeres heterotypiske kon- stituentmænæder. dvs mængder i hvilke der indgaar kon- stituenter af mere end een type, idet der abstraheres fra den omstændighed, at der i de fleste sprog tillige i saadanne mængder vil indgaa prækenematemer af andre arter (især exponenter). Disse mængder inddeles i sekvenser, dvs intradefinerede heterotypiske mængder, og blokke, dvs supradefinerede heterotypiske mængder. Heterotypiske mængder, der ikke er enten sekvenser eller blokke, og som altsaa er udefinerede, studeres ikke, da et saadant stu- dium ikke vilde føre til noget senere anvendeligt resultat. Sekvenser inddeles videre i minimale og ikke minimale sekvenser. En minimal sekvens benævnes et tema og defineres som en sekvens indeholdende een og kun een centralkonstituent, eller ingen centralkonstituent men en eller flere ambikonstituente kene vilde ikke føre til noget anvendeligt resultat. Exenpels den engelske heterotypiske mængde [vsri] udgør een blok, der bestaar af to sekvenser, som tillige er temaer, idet der i kenematikken kun findes minimale sekvenser. Den maximale udstrækning af et prækenematisk tema er lig med den maximale udstrækning af en fri præ- keni, der indeholder een og kun een konstituentsekvens, og et prækenematisk tema kan følgelig indeholde de samme

Sfktrulrtli'fc” ir/. En inddeling af blok-

- 9 -

grupper af centrifugal® konstituenter bon en e&adan præ- keni og ikke andre. Det fremgaar heraf, at det altid er muligt at faetslaa antallet af konstituenttemaer i en given kæde, men kun muligt at "bestemme grænsen imellem to paa hinanden følgende temaer, dersom der imellem de i disse indgaaende to centripetale konstituenter findes en gruppe af centrifugale konstituenter, som ikke kan forekomme enten initialt eller finalt i en fri præ- keni. Saaledee kan grænsen i dansk "vagt-ler” kun ligge paa det angivne sted, mens den i "læng-s-ler” kan lægges baade paa det ene og paa det andet af de to angivne steder. Efter opstillingen af de heterotypiske kon- stituantmængder studeres disses relationer og forhold paa lignende maade som tidligere prækenematemernes. Paa grundlag ef erkendelsen af konstitueret- temaet inddeles exponenterne i typer: saadanne som karakteriserer en konstituentmængde, hvis maximale ud- strækning falder sammen med temaets, de prækenematlake akcenter, og saadanne som karakteriserer konstituent- mængder, hvis minimale udstrækning falder sammen med temaets, de prækenenatiske intonationer. Forskellen

mellem prækenematisk akoent og prækenematisk intona- tion er uafhængig af forskellen mellem ’tryk

og ’tone’} sa&ledes udtrykker ’tone’ i norsk og svensk prækenema- tiske intonationer, men i kinesisk prækenematiskeakcenU-r.

Det synes at være en almindelig regel, at sprog der har akcent, tillige har intonation, men det omvendte er ikke tilfældet. Saaledea findes der i nyfrar.sk intonation (ud-

- 10 -

trykt ved modulation), medens der ikke findes akcent, idet de forskellige grader af ’tryk’ i nyfransk ikke er kommutable enheder.

Der opstilles, paa lignende maade som ved konstituenterne, heterotypiske exponentmængder, der inddeles i sekvenser og blokke, og expor.entsekvenserne inddeles i minimale og ikke minimale. Herefter studeres de heterotypiske axponentnængders relationer og forhold. Det er nu muligt med udbytte at studere de prækenematiske heterogene mængder, dvs mængder bestaaende af prækenematemer af forskellige arter. Disse mængder inddeles i intradefinerede, der benævnes prækenenatiske syntagmer« og supradefinerede, dvs prækeniar. De præ- kenematiske syntagmer inddeles i minimale, prækenematiske Bvntagnatemers maximale, prækenematiske storsyntagners og syntagmer hvis udstrækning hverken er minimal eller maximal, prækenematiske led. Et prækenenatisk syntagme er defineret som en heterogen mængde indeholdende mindst

een exponent; et p.rækenematisk syntagmeten, som efc syn- tagme indeholdende een og kun een akcent. Saaledes er den danske prækeni M læbe” et prækenematisk syntagme, der bestaar af to prækenematiske syntagmatemer, idet den indeholder to akcenter (udtrykt ved *stærktrykT og 'svagtryk*).

Herefter studeres de heterogene mængders re¬

lationer og forhold.

Efter erkendelsen af det prækenematiske syn- tagmaten er det muligt at opstille og inddele de homo- typiske mængder( hvorved forstaas nænder bestaaende af

7**

- 11 -

p raske nemt em er af sarane type), hvilket foretages i føl- gende orden: 1) konet i tuent mængder* a) mængder af central- konstituenter, b) mængder af marginalkonstituenter, c) mængder af ambikonstituenter; 2) exponentraængder; a) akcentmængder, b) intonationnængder. Disse mængder inddeles hver for sig i intradefinerede, der benævnes grupper, og defineres som homotypiske mængder indeholdte i eet prækenematiste syntagmatem; og supradefInerede, der benævnes bundter. Det følger af det prækenematiske syn- tagmatems definition, at der i kenematikken ikke findes exponentgrupper. Grupper inddeles igen i maximale og ikke maximale.

Herefter studeres de homotypiske mængders

relationer og forhold.

I grupperne har vi erkendt de syntagmatiske forbindelseslinien, paa hvilke de paradigmatiske for- bindelseslinier, kombinationsrelationerne, hviler. Det er derfor nu muligt at studere disse og at opstille serier, kategorier og klasser paa grundlag heraf. Endelig inddeles konnektiverne og signalerne i typer efter de enheder, de henholdsvis konnekterer og signaliserer* konnektiver for prækenematemer, prækene- matiske temaer, grupper, syntagmetemer, led, storsyn- tagner og syntagmer i almindelighed} signaler for plere- matener, plerenatiske aynt&gmatener, led og storsyntagmer. Hermed er syntesen tilendebragt.

Sio

- 12

Paa grundlag af den prækenematiske syntese er det nu muligt at foretage en yderligere operation, hvorved prækenemateraerne reduceres til kenerner. Denne operation falder i to hovedafdelinger, der hver igen falder i flere underafdelinger. I Først behandles prækenematener, der indgaar i re- lationer eller forhold. 1) Dersom to prækenematener, mellem hvilke der bestaar en relation eller et forhold, forekommer under indbyrdes exklusive betingelser, re- duceres de til eet kenematem. Saaledes bestaar der mellem dansk d og _ et skifte ("vid" j "vidde","bred" j "bredde", osv), og da de to prækenematemer forekommer under indbyrdes exklusive betingelser ( _ forekommer kun i final stilling efter’vokal’ og fakultativt efter J* ), reduceres de til eet kenematem. St andet exempel, der bygger paa kombinationsrelation, er den danske gruppe uh . Prækenenatemet p forekommer aldrig uden for grup- pe ( ph i "pil" etc, ps i "laps" etc, pr i "pral" etc, osv)5 følgelig lader det sig gøre at reducere gruppen ph til eet kenematem, idet ph vælges, fordi h af de præ- kenematemer, med hvilke p indgaar i gruppe, har de fær- reste konbinationsmuligheder. 2) Dersom to prækenematener, mellem hvilke der bestaar en relation eller et forhold, forekommer under betingelser, der ikke er Indbyrdes exklusive, gælder følgende; a) central- og ambikonstituenter, exponenter, og konnektiver reduceres direkte til kenematemer} b) marginalkonstituenter, der forekommer baade initialt

- 13 -

og finalt, reduceres ogsaa direkte til keneraatemer; c) marginalkonstituenter, der ikke forekommer baade initialt og finalt, reduceres til kenematemgrupper bestaaande af saadanne marginalkenemer1, som de har relation eller forhold til, og son ikke tilsammen udgør en iøvrigt erkendt gruppe eller er indbyrdes synkre- tiseret. It exempel herpaa er dansk kenematisk narginalkonstituent, der kun forekommer i final stilling, og son altsaa skal reduceres til en keneragruppe; der hestaar et overlappingforhold mellem og n , og da denne overlapping træder i kraft eller

er en præ-

kan træde i kraft foran g , og gruppen ng ikke iøvrigt er erkendt, er det aabenbart, at der bestaar et (kombi- nations)relation mellem

og g . Det sluttes heraf, at den ved udtrykte kenemgruppe bestaar af ng . XI. Dernæst behandles prækenematener, der ikke indgaar i relationer eller forhold, a) prækenematiske central- , signaler og ambikonstituenter samt prækenematiske exponenter/og konnektiver reduceres direkte til keneraatemer; b) prækenematiske marginalkonstituenter, der forekommer baade initialt og finalt, reduceres ogsaa direkte til kenematemer; c) prækenematiske marginalkonstituenter, der ikke forekommer baade ini^tialt og finalt, reduce- res til keneraatiske exponenter, der benævnes jorosodier. Et exempel herpaa er dansk h og lettisk ’stød'2.

1 Et kenemK er en kenematisk konstituent, 2 Det danske’stød* er muligvis et signal.

14 -

Efter denne reduktion maa der foretages en syntese, der udføres efter samme regler som i prækene- matikken, og hvis forman! “blot er at foretage de nød- vendige omplaceringer.

Sluttelig opstilles det kenematiske system,

hvori hver enkelt enhed er defineret ved sine relationer

og forhold. Visse kenemateraer, fx signalerne, vil være defineret som xa&B±JrøKK3baacg løsgængere, dvs derved at de ikke indgaar i nogen relationer eller forhold.

Tilføjelse til s. 14.

Haar keneraateraerne er erkendt som saadanne*

indføres følgende terminologi til afløsning af den for

pyaBgft«x«aadtaK præke nemat enerne anvendte: exponent benævnes nrosodi konstituent

kenem

central

vokal

marginal

!♦

konsonant arnbikenera stavelse

«•

ambi*

syntagmatera

i«

- tsr-

II Plerematlk.

Ligesom de kenematlske operationer maa ogsaa de plere- m&tiske operationer begynde med en kommutat 1 ons pr øv ft. Ved denne re- duceres kenemateraæængder til udtryk for plerematiske enheder; disse keneæatemmængder kaldes kenler (sæl. ovfr. p. 5)» der bestaar at gen- sL digt afhængighedsforhold mellem kenematlk og plerematlk saaledes, tt den plerematiske kommutationsprØve er forudsætning for den kenemati- ske, og erkendelsen af (pr*)kenematarnerne og deres relationer er for- udsætning for de plerematiske operationer. De ved den plerematiske

kommutationsprøve erkendte kenler tillader WWWWWtøW at erkende de bagved dem liggende form-enheder. plereaaterne. Imidlertid gælder det ligesom for den kenematlske kommutationsprøve, at de ved den plerematiske kom- æu■aylonsprøve fundne elementer ikke med sikkerhed kan betragtes som irreduktible; til irreduktible enheder aaar man fbrst gennem yderligere operationer. Ligesom de ved den kenematlske kommuta ti ons prøve fundne enheder benævnes prækenematemer, benævnes dærfor de ved den pleremati- ske kommutat! ons pr sive fundne enheder orætdcrematemer. For at kunne foretage de operationer, hvorved prøplere- matemerne reduceres til pleremaiemer, maa der (ligesom i kenematikken) foretages en syntese af de prøplereraatiake enheder. Syntesen foregaar gennem et studium af relationer og forhold, og disse er de samme som i kenematikken (se ovfr, p. 4), ligesom der overhovedet viser sig at vtsre en overraskende paralle.ilisme imellem kenematikken og pleretuatikken saa vel med hensyn til Inddelingen af elementerne i arter og typer, serier og kategorier, som med hensyn til den orden, i hvilken de syn- tetiske operationer og radakt ionerne nua foretages. Der begynias ligesom i jpenematikken med et studium af præplarematarnernes kommutationer: alternationer og skifter, o.v med præplerematemernes synkretismer: implikationer og overlappings.

It-

Da en relation beror paa en korrelation, og da eitteiAatiien er en relation, bliver der 1 pierematikken kun tale om at erkende alternationer, for saa vidt to eller flere komrautationarækker krydser hinanden. Imidlertid er det i præplerematikken meget sjældent, at man finder koraæutat i ons rækker, der ikke krydses med andre kommuta- tionsrækker (tilfældet forekommer f. ex, i maldu). Det normale er, at der er krydsning, enten saaledes, at to dimensioner inden for samme »flexionskategori™ krydser hinanden (f. ex. to- og llerdimen- sionale kasussysterner ), eller saaledes at to *flexionskategorier * krydser hinanden (f, ex. et endimensionalt kasussystem med et en- dimensionalt nuraerussystera), eller saaledes at en »flexionsdiraen- slon* krydses med den korrøsutationsrække, som udgbres af de »ord1, der er modtagelige for den paagældende »flexion1. De alternerende enheder opstilles i serier og aabne ræk- ker, og serierne inddeles 1 kategorier og klasser (of. p. 5). (Det vil forsta&s, at kategorierne i store træk bl. a. falder sammen med det, der aim. gaar under navnet »bSJningskategorierne*, dog saaledes at disse kun foreligger i en foreløbig afgrænsning og kan blive gen- stand for reduktioner pa grundlag af de følgende syntetiske opera- tioner,)

En kategori kan foruden at foreligge 1 sin fundamentale form tillige foreligge reverteret. Saaledes er f, ex. status rever- teret kasus, »objektiv konjugation* er reverteret kasus- eller ar- tlkelkategori (alt efter de sprog, hvo ^i den forekommer); f. latin er desuden numerus 1 verbet en reversion af numerus i nominet (idet en række som currunt katalyseres til 1111 ourrurytf el. lign ses det, at numerus i verbet er bestemt af (»styret af*) numerus i nominet (»subjektet *); numerus i nominet vælges "frit”, numerus i verbet er syntagmatisk bestemt og kan altsaa ikke vælges "frit" i en række, der er katalyseret til bunds). Ligeledes er 1 latin person

ex. i

• #

L—

17 -

i nominet en reversion af person i verbet. Det vil vise sig, at i alle sprog, hvori der forekommer baade genus og numerus, krydser disse hinanden, saaledes at de udghr een præpierematisk kategori (eller del af en præplerematisk kategori, dersom f. ex. genus-numerus krydses videre med kasus el. lign. ), og ligeledes vil person-diatese og tempus-aspekt altid, selv om baade person og diatese forekommer og selv om baade tempus og afpekt forekommer, staa som to enkeltkategorier (eller kategori- dele, dersom f. ex. KWWftW person-diatese og tempus-aspekt krydses indbyrdes, eller dersom den ene af dem eller de begge krydses videre med modus, og saa fremdeles). Genus er altsaa aldrig en kategori for sig, og det samme gælder numerus, person, diatese, tempus, aspekt, dersom de alle forekommer i sproget.

— 18 —

P'.i.h basis af de erkendte alternationer og skifter opstilkea henholdsvis implikationer o g overlappings. De implicerede enheder op- stilles i serier og fvvibn« rækker, og serierne Inddeles i soadanne der damier kategorier, og s adanne, der danner klasser, . Pmplereæ&tesjerne inddeles i 3 arter (idet signaler ikke évløterer, -ne ov-fr, p. 6): 1) konnektlver, 2) exponent er. j») konat i- tuenter.

De præplerematiske kornektiver er saadanne, hvis eneste funktion er ut forbinde prsøplere mut lake enheder, rørøw f$W Bi exeiapel er det prreplerematiske konnektlv, der i dansk ud- trykkes ved £ i. "mandsling*. De resterende preepleromatemer inddeles i exponent er og kons ti tu enter f dvs. henholdsvis karakteriserende og konstituerende elementer. De preeplerema t lake exponent er er defineret ved s. t være kategori dannende , medens tie prøpleroKjatiske konetituentor kun kan røre klassedannende. (Exponenterne or altsaa defineret anderledes i piererne,tikken end i kenemetikken, hvilket tenger sammen med. at i kønernetikken findes Ingen aabne rækker og følgelig heller ingen Idas- ser; of, p. 5.) Til de præplerernetiske exponent er vil i henhold til denne definition i almindelighed hsfre Ikke blot »bttjnlngselomenter1, men ogsaa tie pr lasere »præpositioner* samt visse »pronominer*, f, de »personligef,

ex.

De præpierematlake konetituenter lader sig Inddele i typer: MÆt,T-fil£, fi&r-gl.S&le og pÆh ikon? t Itu enter. En centralkone ti tuen t saadan, der i forbindelse med exponent«*-, mon uden tilføjelse af andre konstituenter kan udgøre en fri form

er en

- 19 -

De præplereaatiske konstituenter luder sig inddele i typer: centr? .ie. marginale og ambikrutstituenter. Proceduren svarer til den kenaras.tiske (p. 7): de konat,ltue&ter, der alene, dvs, uden tilføjelse af andre konstituenter, kan udgøre en l’ri form, erkendes som centri- petal©, f. ex. danak "mørk1’, Krødn; de koas ti tu enter, der aummn rued de centripetale k«n udgøre en fri form, erkendes som centrifugale, for saa vidt de ik-.e allerede er erkv.ndi aom centripetale, f, ex, dansk "tus-" og "-e" i "tes-mørk-e"; proceduren fortsættes som i kanernetik- ken, og sluttelig benævnes saadanne centripetale konst.ituenter, der udelukkende kan udgøre frie former sammen med centrifugale, central- ■ / kone11 tuenterf f, ex. dansk "-vorn" i "u-vorn", "-gynd©" i "be-gynd-e", medens aaadanne centrifugale konstituenter, der udelukkende kan udrør© frie former sammen med centripetale, benævnes marginalkonatltuenter. Centripetale og centrifugale konstituenter, der kan udgøre frie former saa vel med oentrale som med marginale konsti- tuenter, benævnes, for saa vidt de er løsgængere, amb ikons titu ent er: hertil hører bl, a. da. "mørk" (jf. "(tus-)mørk-e", "mbrk-e-brun") og ’’rød*1 (jf* "rød-ilg", "rød-brun" ). kfter denne inddeling kan man behandle de heterotyplske konst.ituentgiængder (smi, p. o). Blokke exist,erer naturligvis ikke i pier&matikken, da der her ikke findes noget supradefinøret, Sekven- serne inddeles i temaer og sekvenser større end et teiafi. (Temaet dæk- ker i omfang det hævdvundne begreb "tema" eller "»tamme",) Om fornø- dent (dette afhænger af det enkelte sprogs struktur) gøres rede for de heterotyplske konstituentraængders relationer og forhold. Haar temaet er erkendt, kan de præplereraatiske exponenter paa grundlag af denne erkendelse inddeles i typer: saadanne, som ka- rakteriserer en konstituentmængde, hvis maximale omfang falder med temaet« (disse kaldes intense exponenter, og naar der bortses fra

f, ex, "tus-"

sammen

- 20 -

d© reverterede kategorier, vil de exponentk&tegorler, der falder Ina herunder, 1 alt væsentligt være »kasusT, *numerus-genus *, ’artikelkategorien* m. v. ), og saadanne, som karakteriserer kon- stituentmængder, hvis minimale udstrækning falder samsen med tema- ets (disse kaldes extenso exponenter, og naar der bortses fra de reverterede kategorier, vil de exponentkabegoniert der falder Ind herunder, l alt væsentligt være ’person-diatese', ’aprøokt* (herunder raedindhefattet ’tempus’), ’modus’ ro, v« ). De høterotyplske ex'ponentmøng&or (som altid er sekvenser, da blokke Ikke exisrterer l plorenatlkken) Inddeles l minimalo og Ikke-minimale, dersom dette i det pn&gorldende sprog viser air at være af latydning.

Paa grundlag heraf Inddeles.de heterogene mængder, syntagmer- ne, l 3 rata gana terner, dvs. syntagmer, der af exponent er kun indeholder Intense knyttede til eet og samme tema, stovsvntagmer. dvs, syntagmer af maximalt omfang, og l&d, dvs, syntagmer, hvis omfang hverken or minimalt eller maximalt. Herefter studeres de heterogene mængdens relationer og for- hold. Skifterne mellem de heterogens mængder danner aabne rækker, som i meget store træk svarer til 1st hævdvundne hegreh ’’sætningsleddene”, De hoæotypiøke mængder kan nu studeres; I) konst itu ent- mængderj a ) mængder af oentraIkonstituenter ("corepogita”), b) mængder af warginalkcnstttuenter ("«mffixophobninger"), c) mængder af ambi- konstituenter; 2) exponentmængderi a) mængder af intense, b) mængder af extense, Alle homotypiske mængder vil i pierernetikken være grupper, I modsætning til keneæaiikken findes der i plerematikken o^saa nentgrupper, (Jrupperne inddeles igen i maximal e og ikke-maxima le, Herefter studeres de homotypiske mængders relationer og forhold (f. ex, i latin komxutat1aner og synkretismer imellem exponeatmængder bestaaende af kasus og nuroerus-genus),

expo-

ifO

- 21 -

Paa grundlag’ af studiet af ftrupperne opstilles nu >Q?D- binat i ons relationerne, dvs. Ae korrelativt "bestemte paradigma tiske forbindelseslinier, der hviler paft den i grupperne erkendte syntag- matik.

Herefter studeres As paradigmatiske forbindelseslinier, der hviler pas. syntagmatiske forbindelsesliniør mellem heterogene enheder. Hisse paradigms.tiske forbindelseslinier danner funktlonsklasser (identisk mad det, der 1 elmslov. PrIn- cipes de grarvrsire gAnérale, er kaldt, "funktionelle kategorier", og i store træk svarende til det traditionelle begreb "ordklasser" ). Sluttelig inddeles korrektiverne i typer efter de enb.ed.es de konnekterer: konnaktiver for syntagmaterner (f, ex. Ao danske former kony. fru, der swa betragtes som konge. frue plus ot konnek- tlv med negativt udtryk), konnektiver for syntagmer (f. ex. lat, -qug), konnektiver for ftorsyntagmer (f. ex. du. men), konnektiver for pmplerema terner (f, ex. l mand-s-Ung). o. s aal. vid.

Paa grundlag af den præplerematiske syntes© foretages nu en yderligere operation, hvorved prsaploremuteiaerne reduceres til pi&r&m terner.

Dersom to præpie remat orner, mellem hvilke der best&ar en relation eller et forhold,, forekommer under jmdbyrdes exklusive betimg- eiser, reduceres de ti.l eet pi a remat em. Herved identificeres de re-

vertered® kategorier med de tilsvarende fundamentale (f, ex. numeruø i verbet med numems i nominet, status med kasus, oøv, ), Haar to præ- pleremntiske exponent er, dur hdrer til samme kategori, Ikke forekommer uden for komplex (dvs. homoifcaiegoriel mængde), reduceres de til

een

plerematisk exponent. Herved reduceres visse prmplerematiska og cellekomplex reduceres til plerematisk

exponen-

ter til plerematiske celler,

- 22 -

exponent (morfem) (jf, Hjelmslev, La catégorle des oas I p. 14-1), (ovfr.p. 1 2 ff,) Til de øvrige i kenemntikken foretagne reduktioner/svarer intet 1 plerematlkken, fordi man her Ikke kan adskille Initial og final stilling (idet udtrykket er Irrelevant), Efter denne reduktion maa der foretages en syntese, der udfører efter de samme regler som l præplerematlk^en, og hvis formaal "blot er at foretage de nødvendige omplaceringer. Herunder vil der især blive tale om to slags omplaceringer: 1 ) Som pleremailsk alternation anerkendes kun en pmplereraatlsk al- ternat ion, der hviler paa en korrelation, hvori der kun indgaar »rak- ker af enheder hørende til samme art. I henhold hertil inddeles de præplerematiske alternationer 1 plerematlske alternationer og skif- ter. Det vil her hl, a. vise sig, at 1 vore sprog »person1 1 pro- nominet maa identificeres med »person* 1 verbet, men da pronominet er et syntagmatern og altsaa hestaar af elementer af forskellige ar- ter, maa »person* 1 pronominet opfattes som en exponent, og som knyttet til et tema udtrykt ved nul. 2) Haa grundlag af sty^elsesforhold opløses de præplerematiske kate- gorier, der hestaar af mere end een plerematisk kategori (so ovfr, P. 17).

Sluttelig opstilles det plerematlske system, hvor hver enkelt enhed er defineret ved sine relationer og forhold. De plerematlske exponenter benævnes morfemer. konstltuenterne nieremerT oentralple- remerne s errant emer t margin&lpleremerne derivativer.