Lange, Julius Henrik BREV TIL: Heiberg, Johan Ludvig FRA: Lange, Julius Henrik (1893-12-01)

TIL DR. PHIL. J. L. HEIBERG (i
Italien
).
Kbhvn., 1. Dec. 1893.

Kære Prof. Heiberg!

Siden jeg modtog Deres elskværdige Brevkort, har det ligget mig meget paa Sinde at skrive til Dem — daglig kunde jeg sige; og naar jeg har opsat det, saa er det væsentlig Deres egen Skyld, fordi De stillede et Par Interpellationer til mig (Rafael og Lorenzo Lotto), der nøjere besete virkelig var ganske forfærdelig vanskelige at besvare, naar det skulde gøres solidt, ja egentlig umulige at besvare for mig, fordi vi herhjemme aldeles ikke have alle — ikke engang alle gode — Kunsttidsskrifter til vor Raadighed. Paa den anden Side var det ærgerligt for mig ikke at kunne besvare et Par Spørgsmaal fra Dem, som redebon og venlig har besvaret saa mange Spørgsmaal for mig. Men nu maa De være saa overbærende foreløbig at lade Dem nøje med den Besked, at jeg ikke har fundet de Sager omtalt, som De nævner, men at min Jagt efter Oplysning rigtignok ogsaa langtfra har strakt sig over hele Linien.

Det fornøjede mig meget, at mine Raad og Anvisninger med Hensyn til fransk Gothik vare komne Dem til nogen Nytte, og at De har anset det for Umagen værd — hvilket s. 300det visselig ogsaa er — at optage Gothikens Fremstaaen i Deres historiske Erkendelse. Ja, er det ikke en af de mærkeligste Ting paa Jordens Overflade? Og er ikke Kathedralen i Laon en af de stolteste Bygninger, som gives? — Vel egentlig talt mere marvfuld og mere mandig end nogen italiensk Bygning fra Middelalderen, — men i Italien er der jo rigtignok det ejendommelige, at Oldtiden vedvarer til midt ind i Middelalderen.

Jo, De er rigtignok kommet ganske godt til Fadet. De forudsætter vel om mig, at jeg er gul og grøn af Misundelse, skønt De vist selv gerne vilde unde mig ogsaa at komme til Fadet. Men hvis jeg nu maatte vælge ganske efter egen Lyst, saa tror jeg dog næppe, at jeg vilde gøre en saadan stor Bundrejse. Jeg er for gammel, og jeg har dette Foretagende, som nok kræver Bejser, men ogsaa kræver Bo. Mange tro, at jeg driver med det; men jeg arbejder paa det hver eneste Dag, naar jeg nogenlunde kan, og det er mit egentlige Kærneliv. Men paa en vis Maade trænger jeg paa dette Foretagendes Vegne ligesaa meget til et Ophold paa Anholt eller Læsø som til et Ophold i Bom. Saaledes kan man i alt Fald trøste sig. Alligevel vilde jeg have god Appetit ved Fadet.

Furtwängler har udgivet en vældig Tamp af en Bog (767 Sider stor Oktav): »Meisterwerke der griech. Sculptur« — har De faaet den at se? Jeg har pløjet en hel Del i den og beundret adskillige Ting og korset mig over andre. Han er vistnok Nr. 1 i sin Betning; men han er ikke det mindste hævet over det, som man dog med Bette kan indvende mod Tyskernes Methode i den antike Kunsthistorie. Jeg lærer aldrig at forsone mig med deres Forhold til det i Kunsten, som er tabt; og Læsningen i hans Bog giver mig en vældig Lyst til at skrive en Afhandling om Tabte Kunstværker, hvori jeg nemlig vilde vise, at man enten maa finde dem igen, hvis man kan, eller ogsaa maa virkelig betragte dem som tabte og ikke tale om at rekonstruere dem. Og man kan blive ganske ør i Hovedet af at se, hvor uendelig lidt der staar fast paa dette Omraade, saaledes som Tyskerne tage det, og hvorledes der tumles om med det i nye og bestandig nye Hypotheser. Men det kommer af, at de ikke holde sig til det i hvert Fald givne. Jeg opholdt mig i Sommer i 7 Uger i Berlin og Dresden og kilede s. 301tappert løs paa det givne; men der hører nogen Stædighed til at holde sig til det, naar de toneangivende Magter bestandig bevæge sig paa et andet Omraade.

Her i Danmark have vi ikke ganske ladet Vrøvlet fare, siden De rejste; men det har De maaske heller ikke ventet. Hvad der sorterer direkte under Ministeriet, er særlig udsat for Havari paa Vrøvlets Hav, f. Ex. Sagen om Afstøbningssamlingen ; og ved dette Vrøvleri og Mangel paa fast Haand ovenfra gaar det paa en syndig Maade ud over min stakkels Tid ; jeg skriver Piecer og Betænkninger og Artikler, og lige lidt nytter det.

Fra Skolen faar De naturligvis bestandig Underretninger. Jeg for min Del har den Ære at indberette, at jeg synes meget godt om femte Klasse, som forekommer mig at være et flinkt Hold; der er en lille Fyr med store Øren og Øjne, som jeg bedst kan lide, det er et klogt Barn. Den nuværende sjette har jeg altid holdt en Kende mindre af, forresten ere vi meget gode Venner, og jeg har ikke et Fnug at klage over. Jeg er — naturligvis efter Aftale med Tuxen — begyndt at læse »Faust« i Peter Hansens Oversættelse højt for dem; jeg mener, at den bør foretrækkes for Shakespeare. Saa tager Drachmann bagefter nogle Partier af Originalen med dem ; han besøgte mig just for et Par Timer siden, og vi gjorde nærmere Aftale derom. Det var aabenbart, at Klassen følte sig beæret, da jeg sagde, at jeg vilde læse Faust for den, og fandt, at det var en brillant Idé. De høre ogsaa udmærket efter. Jeg havde nok Lyst til ved en aandelig Obduktion at komme efter, hvor meget og hvorledes den fordøjes af dem.

Jeg holder Forelæsninger paa Universitetet mest over Parthenon-Skulpturerne ; de høres bl. a. af Deres lærde Broder. Det er godt for Dem, at De er in salvo i fremmede Lande, da De ellers i denne Tid vilde være aldeles overrendt af mig med filologiske Interpellationer.

Lev nu vel og lang dygtig til Fadet og husk, at der er andre Boller i det end codices — skønt det behøver De jo ikke at mindes om! Hils Colosseum og Peterskirken, og naar De faar lidt Stunder tilovers, saa betænk mig med et Par Linier!

Deres hengivne Ven
Jul. Lange.