Laub, Hardenack Otto Conrad BREV TIL: Brammer, Gerhard Peter FRA: Laub, Hardenack Otto Conrad (1877-02-07)

Fra Laub til Biskop Brammer.
Viborg, 7. Februar 1877.

Kjære Biskop Brammer ! Da jeg i Mandags mødte Fru W. paa Chausseen, gav jeg hende i Forbifarten (jeg maae endnu kun tale lidt — mindst gaaende) en Slags Hilsen til Dem, som hun ligesaa lidt kunde forstaae, som jeg selv dengang, angaaende hvad der fra Søndag Formiddag havde ligget paa mit Bord. — Først igaar Aftes kunde jeg gjøre mere end et udvortes Bekjendtskab med det. Kjære Biskop Brammer! jeg blev i høieste Grad overrasket ved at finde — ikke en Antydning, et Udtog, som der var lovet, — men en fuldstændig Tale, fuldstændig udarbeidet, af et saa rigt Indhold, saa fuldstændigt svarende til det, der (frivilligt) var lovet, saa s. 141jeg nu — næsten med Taarer, — kunde sidde igjen paa mit eenlige Kammer og høre, hvad Klokken havde indbudt mig til at høre. Først nu kan jeg rigtig takke Dem for Deres store Vennetjeneste, da Tiden var bleven trang for mig, og De uden et Øiebliks Betænkning bogstavelig gik ind i min Trængsel, — og glæde mig i den Tro, at naar den 10de September 1877 herefter bliver mig en uforglemmelig, hellig, salig Dag (jeg synes: den største i mit Liv), vil den være noget af det Samme for Dem, — glæde mig ved Tanken om, at nu kan De høres af de Mange, til hvem dengang Deres Røst ligesaa lidt kunde naae, som til mit Kammer, — takke Dem, fordi De ikke blot gjorde, hvad jeg saa indtrængende bad Dem om, men saa langt Mere, fuldstændigt udfyldte den uhyggelige Tomhed, der ellers vilde være i Beretningen om Dagen, som jeg jo maatte ønske saa fuld og reen og høitidsagtig for Alle — nu og i Eftertiden, som jeg selv trængte til at have den for mig og mine Børn.

Om Indholdet har jeg fra først af vidst to Ting: 1. at De turde ende den paa den Maade, som De nu vil see, at jeg (thi jeg har dicteret min Tale, ganske som den var tænkt) havde ønsket at gjøre det, men tvivlet, om jeg kunde: ɔ: Præsternes Amen, og: 2. de Ord, hvorom Kongen har sagt til Martensen, at ved den Bøn „var ikke et Øie tørt“. — — —

Tro nu, kjære Biskop Brammer! at jeg i 1876 er bleven endnu engang Deres taknemmelig og hjertelig hengivne

O. Laub.