Laub, Hardenack Otto Conrad BREV FRA: Laub, Hardenack Otto Conrad (1874-08-21)

Fra Laub til en ung Præst.
Viborg, 21. August 1874.

Min kjære B.! Nu først kommer jeg til at tænke alvorligere, eller virksommere, paa den store Bunke Breve fra d. 6te; og saa skal De ikke blive af de Sidste, om end maaskee af dem, paa hvis Nøisomhed der maa gjøres meest Regning. Thi om Lige for Lige bliver der ikke mere Tale imellem os, før, med Guds Hjælp, naar De har været gammel, og vi Begge ere blevne unge paany. Altsaa: kort og godt, — jeg haaber, hvad jeg skal skrive om, vil befindes at være godt. Min Indgang i mit 70de Aar (Ps. 90 — kun med dette Citat kan jeg gjengjælde Deres Ps. 76) kom til at høre til de gladeste i mit Liv, fordi jeg — i en bestemt Følelse af, at nu begyndte jeg paa det Aar, som, uden at Nogen maatte overraskes derved, uden Noget extra ordinem, kunde blive det sidste, hvorfor jeg og med en mere end almindelig Glæde og Tak kunde see tilbage paa den hele lange Række, — befandt mig omringet af saa Meget, som efter den gode Orden skulde blive ved at leve her og for en Deel lige havde begyndt derpaa, og som var mit, saa jeg dog levede i min egen Ungdom og Fremtid. Jeg stod ikke „beknyttet“ imellem de to Ting, hvorimellem nu Gud maa vælge, — den Følelse vil vel ogsaa komme, — men den Dag var det mig, som om de to Ting godt kunde følges ad og ikke vilde slippe hinanden, hvilken der saa blev valgt. Noget Saadant siger man ikke sig selv, det gives fra Himlen. — — — —

7