Laub, Hardenack Otto Conrad BREV FRA: Laub, Hardenack Otto Conrad (1864-04-05)

Fra Laub til en ung Præst.
Viborg, 5. April 1864.

Kjære B.! — — Jeg kan ikke lade være at sige Dem med et Par Linier, at jeg har seet Anmeldelsen i Avisen om ham, som var given Dem tilbage, og nu alligevel er tagen fra Dem. Kan De saa alligevel være glad, og gjøre de andre Bedrøvede glade? Ja, jeg troer, at De har den Glæde, som Ingen kan tage fra Dem, og at De ogsaa, naar Døden stænger til omkring Dem, og De er skilt, ikke fra de Glade, men, hvad der paa en saadan Tid er det Tungeste, fra de Bedrøvede, alligevel kan være „Lærken paa Græstørven“, og synge, om end noget alvorligere, dog saa lydt, at det kan høres over til det andet Land, hvor Qvinderne sidde og see hen efter Stedet, hvor de lagde ham, — og minde Dem om, at ogsaa Enkens Søn i Nain blev kun given tilbage for en kort Tid, som et Tegn paa, at Døden dog engang for evigt skal slippe sit Bytte, og at vi derfor dog skulle være glade i denne Verden, der væsentlig er Dødens, men hvor Livet allevegne titter ind og smiler til dem, der længes efter det, og vide, hvor det er, og hvem det er, og at han, som er Livet, er med os alle Dage indtil Verdens Ende, — og saa er han der, og Døden er ikke mere. „Som bedrøvede og dog glade! Ikke sandt, kjære s. 91Ven, saaledes har De det, og saaledes skulle Deres Venner dele det med Dem, — vi her, som ere det endnu mere efter Deres sidste Brev.

Deres O. Laub.