Fru Pram til Olufsen.
D. 11. Juli 1795.
De faaer i Dag et meget langt Brev fra Pram, gode Olufsen, og hvad jeg skriver Dem er vel tilovers, siden han giver Dem formoclentlig en meget omstændlig Efterretning om Kiøbenhavns Uheld. Men jeg formoder, at De gierne seer et Par Linier fra mig ogsaa, for at see hvorledes jeg i alt dette er tilmode. Tak først for Deres varme Deeltagelse i vores Skiebne, ja jeg er for-sikkret om, at Deres første Tanke var hos os, da De fik Efterretning om Canalens Ødelæggelse og jeg maatte ikke kiende Dem ret, om jeg ikke kunde forestille mig en Deel af Deres Følelse i det Øyeblik. Jeg er et afbrændt Menneske det er sandt, men jeg bær min Skiebne med god anstændig Fatning som det sig bar. Det angaaer jo kun disse smaa udvortes Ting, som ere gode nok i sig selv, men som jeg for min Deel gierne undværer. Vi har nu ingen Lysekrone, ingen Lampe, intet smukt Porcelain og pyntelige Glas og forsølvede Kurve etc., men vi kan lade os nøie med mindre indtil bedre Tider, og kommer de end aldrig, skal det ikke koste mig et eneste Suk. Vores Ulykke var, at vi en heel Time gik i den største Tryghed og saae paa Holmens gyselige lid uden at tænke paa, at det var mueligt, at den kunde ramme Canalen, og da den med Void brød ud i det store Magasin lige over for os, blev Røgen og Heeden saa utaalelige, at det kun galdt om at faae de første Nødvendigheder reddede, som Linned og Senge-klæder og slige Ting, der i Sække og Byldter kunde styrtes ned s. 154af Trapperne. Dette var Rikkes og mit første Arbeide, men da Ilden blev alt meer og meer truende, opfyldtes Huuset i Hast af dem, der kiendte os, og de hialp os til at redde adskillige Ting, som Commoder, Speile, Sofa" nogle Stole, Deres Chatol og vore smukke Kobberstykker. Af dette sidste Slags maae jeg fortælle Dem med Bedrøvelse, at De har mistet en betydelig Deel, som just var tagne ned af Væggen og lagt paa et Skab i det lille Cabinet som slod og brændte af Mangel paa Hielp. Det er ikke det eneste af Deres der gik i Løbet, men andet mere, som De vil erfare, naar De kommer tilbage. Da Røgen endelig drev mig ud af Huuset, tog jeg min Tilflugt over til Kierulfs paa Holmen, hvis Huus ikke var udsat for Ilden, da Vinden bar fra den Kant, og der opholdt jeg mig de første Uger efter dette Uheld. Det var en underlig Forfatning i de første Dage ikke at eye meer Linned eller Klæder end det jeg havde taget Flugten i; noget af det Slags vidste jeg vel var kommet ud af Huuset, men hvor det var vidste ingen. I den almindelige Forvirring var Folks Gods bleven forflyttet fra et Sted til et andet og omstrøet til alle Verdens Kanter, og usikkert var det at faae noget igien af, hvad man vidste var bragt ud. En stor Kuffert fuld af reent Linned, som blev sat paa Slotspladæn, er bleven aldeles borte og mange andre Ting, som ikke kan opregnes. Prams Sikkerhed forvoldte, at han mistede næsten alle sine Bøger, da hans Om-sorg allene gik ud paa at redde Huuset, men der var desværre ingen Hielp at faae. Overalt sporedes de sletteste Anstalter og Forvirringen i sær ved Nicolai Taarns Antændelse og den rasende lid, der udbrød i smaa Gaderne der omkring, blev saa stor, at der blev intet giort for Byens Frelse. Vi har været saa lykke-lige at faæ for i Sommer Huvalds forrige Værelær paa Man-schester Fabriquen, som De vel kiender, og her ere vi udflyttede med vores liden reddede Boehave, og kan have det ret behageligt. Gid De gode Olufæn var her hos os paa dette smukke Sted, hvor skulde vi ikke spadere sammen, og glæde os over alt det smukke, vi kunde opdage. Glad er jeg inderlig at være sluppen ud af Byens ræsomme (!) Ruiner og al det Gruus og qvælende Dampe. Det var mig dog altid en underlig Ting at gaæ forbi s. 155vores nedfaldne gamle Bolig, jeg kan ikke sige, at det synderlig morede mig. Til største Lykke har vi tillige med Værelser her faaet et stort Stykke af en vidtløftig Have, som laae gandske udyrket i Sommer. Dette giver Rikke og mig meget at bestille. Der maae graves, opryddes, saaes, plantes, vandes hver Aften, kort sagt vi har Hænderne fulde, og jeg kan ikke sige Dem, hvor meget det fornøyer mig og hvor vel jeg befinder mig efter saa-dant Arbeide paa Legem og Siel. Gid De var her hos os. Min gode Rikke har viist sig ret prægtig i vores Uheld. Det maae jeg fortælle Dem, hendes Troskab og utrættelige Flid i at hielpe os af yderste Kræfter har giort mig hende endnu kierere end før, hun vilde ikke forlade Huuset, førend man raabte til hende, at det var Tiid at gaae, om hun vilde redde sit Liv. Seer De gode Olufson den Lykke har jeg. Tak for det ædle Tilbud i Brevet til Pram. Det er i Noden at man skal kiende sande Venner. Lev vel gode Olufæn.
Marie Pram.