Preisler, Joachim Daniel BREV TIL: von Warnstedt, Hans Wilhelm FRA: Preisler, Joachim Daniel (1787-06-15)

Hamborg, 1787, 15. Juni.

I Onsdags Eftermiddag Kl: 4 ankom vi lyckelig til Hamborg. Jeg holder det for min Skyldighed strax at underrette Deres Høyvelbaarenhed herom, og tillige at bede underdanigst om Forladelse, at jeg for Skipperens Skyld icke kunde oppebie det Brev, som Deres Høyvelbaarenhed vilde have givet mig med til Hr Kammerherre, Jægermester von Warnstedt i Kiel. Jeg veed icke, om det er blevet berettet at jeg om Løverdagen adskillige Gange forespurgte i Deres Værelser, men det er mig alt for vigtigt, icke at ansees for skiødesløs af Dem, end at jeg icke skulde holde min Retfærdiggiørelse for nødvendig. — Her ere vi nu, og min Koene, som meget godt veed at finde sig i alle Ting, lader til at give Hamborg et særdeles Fortrin. Hun har været paa Comedie i Gaar og fundet, at Sandhed og Rigtighed udmærker en hver i sær, næsten fra de fleeste af vore danske Skuespillere, desværre sielden vandte til at tænke. — Taare-Kilden brød ud, og mig syntes, at Mad: Preisler, som med alle sine Feyl dog stedse har været mig saa kiær, fra det Øyeblik af vandt overmaade. — Maaskee, fordi jeg her saae hende som Tilskuerinde, hvis heele Siæl var hengivet til Opmærksomhed, uden at beflitte sig paa, at giøre Publicum opmærksom paa sig.

— Med Rette kan, og vil Deres Høyvelbaarenhed finde, at en hvis Anmærkning i min forige Periode burde overgaaes der, hvor jeg vil fortælle, uden at philosophere; dog — tilgiv mig! — Jeg har stedse fra min Brøllupsdag af været en opmærksom Tilskuer, som den mindste Catastrophe virker hastig og heftig paa. — Jeg maae nu vove at tale med Deres Høyvelbaarenhed om vores Hamborger Oeconomie, som trænger til Deres Hielp i Henseende til Recruter. — I Forveyen nødes jeg til at være betænkt derpaa, for icke at overrumples af uundgaaelige Udgifter, og derved at sætte min Koene i et fortrædeligt Humeur. —

10*

s. 148Alting er her meget lettere. Hun var icke equiperet, da hun reiste fra Kiøbenhavn; dette giør hun nu, saavelsom jeg for en Deel, og da vi icke bragte meere end 90 Rd. med os, de Omkostninger fradragne, som Reisen og Opholdet underveys medfører, saa bede vi begge indstændig, at Deres Höyvelbaarenhed gunstigst vilde ved egen og Hr Justitsraad Lassens Hielp saa snart mugligt remittere os 100 Rd. paa vores Gage. — Min Trøst er, at vi i dette Quartal for Resten icke hæve noget, og ifald vi opholde os i Kiøbenhavn, saa vilde Nøden dog drive os dertil. — Vel taber man her 8 pro Cent i det ringeste, paa Sedler, og for icke at lide dette Tab paa Capitalen, saa blev vores underdanige Begiering, at os maatte tilsendes 108 Rd. paa det vi kunde faa de 100 Rd. gandske in Salvo ... — Min Kone raaber alt: Gid Du havde Svar! og jeg trøster hende med Deres Høyvelbaarenheds Godhed, som stedse har været saa udmærket imod os. — Jeg er overbeviist om, at De tillader mig i næste Brev at melde lidt mere detailleret, hvad jeg her i Begyndelsen ickun har berørt med faae Ord. — Imidlertiid anbefaler jeg mig og min Koene Deres gunstige Erindring, med ald den Ærbødighed og Høyagtelse, hvormed vi stedse har havd Aarsag til at kalde os Deres Høyvelbaarenheds underdanigste etc.

Min Kone har icke læst Begyndelsen af Brevet ellers er jeg viss paa, at hun icke havde underskrevet.