Preisler, Joachim Daniel BREV TIL: von Warnstedt, Hans Wilhelm FRA: Preisler, Joachim Daniel (1786-07-04)

Hamborg, 1786, 4. Juli.

Min Skyldighed havde krævet strax at besvare Deres Høyvelbaarenheds Skrivelse, som De have beæret mig med; men Posten kom saa sildig, at det icke var mugligt, at faae Breve bort med den afgaaende.

Først og fremmest tacker jeg underdanigst for den Tilladelse at prolongere mit Ophold. Jeg skal nytte den Tiid paa den beste Maade, og bestandig tænke paa de korte, men meget vigtige s. 144Leveregler, Deres Høyvelbaarenhed gunstigst har anført i Slutningen af Deres Skrivelse. — Angaaende Hr. Gielstrups saa hastige Bortreise, har vi icke kundet opdage andre Aarsager, end at han icke har fundet sig fornøyet, hverken med Theatret, eller den øvrige Levemaade i Almindelighed. Vist nok var hans Ophold her for kort, til at bedømme saa betydelig en Bane som Theatret, paa uomstødelige Grunde. Ickun Eengang har han talt med Schrøder, maaskee indloed denne, i sin Natur meget laconiske Mand, sig icke nok; men — saa meget er dog sandt — han inviterte Gielstrup, denne lovede at komme, og reiste til Kiøbenhavn isteden for at holde Ord.

Det Tilfælde med Herr Thessens Haand har frapperet os meget. Men — hvad vilde han der? Deres Høyvelbaarenheds Malerie over ham i Henseende til Entrepricerne og deraf følgende Tildragelser er saa passende og rigtig, at enhver, som kiender det mindste til denne singulaire Herre, strax maae bifalde det. Ventelig har han udført en Plan, som han for lang Tiid siden fortalte mig, med at indrette en Skydebane, og nu blev han da ulykkeligviis den første Chevalier de la triste figure paa denne Bane. — At Haanden er farlig blesseret, forestiller jeg mig meget let, men — med alt det haaber jeg dog, at den igien bliver brugelig. om icke til andet, saa dog til at holde en Stock.

Jeg tør oprigtig forsikkre Deres Høyvelbaarenhed, at min Lyst til Skuepladsen, til at blive lidt meere end maadelig, daglig voxer. Jeg seer Fremmede, tildeels gode, tildeels maadelige, tildeels og meget slette Skuespillere, og en hver af disse Classer har en Side, som man meget godt kan føre sig til Nytte. Meget faaeStykker har jeg havd Leylighed til at see paa den danske Skueplads, da jeg til min store Satisfaction sielden har været frie; altsaa kunde jeg icke heller erhverve mig den Theorie, som Sandserne for største Deelen forskaffer os. — Hvor behagelig er det mig derfor nu, at see det Gode og det Slette, og saa at lade Fornuft og Følelse bedømme det Rigtige. — Et Stykke af Ifland blev opført i Torsdags kaldet; Verbrechen aus Ehrsucht, som Deres Høyvelbaarenhed uden ald Tvivl kiender; det blev i Almindelighed spillet saa mesterlig, at Hr. Schwarz og jeg faldt i største Forundring, og inderlig ønskede, at den Harmonie i enkelte Scener af2 eller 3 Personer, og den Rapiditet i male riske s. 145Scener af fleere Personer kunde opnaaes hos os i saa høy Grad. Ambition spoeres hos enhver; den driver dem til at blive gode for deres egen Skyld, og denne Drivfieder er desværre icke herskende iblandt mine Colleger. Deres Høyvelbaarenhed tilgiver mig gunstigt denne dristige Anmærkning — men, da jeg er overbeviist om, at jeg giør mig Umage, og det virkelig giør mig ondt at icke alle giør det samme, — saa troer jeg, at turde giøre den. —

I Aftes saae vi Deserteuren af sønlig Kiærlighed. Dette Stykke blev i det heele givet meget maadelig. Om nu Egenkiærlighed paa visse Hænder skiærpede Dommen, det vover jeg icke at afgiøre; Holbeck Søn, Punk, Forvalter Rachen vare Sinker imod de danske, og dog var unægtelig de Herrer Zuccarini, Langerhans og Eule, som spillede disse Roller, næst Schrøder de beste, og virkelig gode Skuespillere. Kort sagt: her havde vi første Gang Leylighed til at giøre Sammenligning, og loed icke gaae mindste Feyl ubemærket over. —

Jeg frygter for, at falde Deres Høyvelbaarenhed besværlig med min Efterretning, men — De har tilladt mig at skrive, og, hvor gierne betiener jeg mig af denne Tilladelse! Jeg tør ogsaa smigre mig med, at det icke vil være Dem ubehagelig at spore Opmærksomhed hos mig, da den grunder sig paa Bestræbelser at udvide mine Indsigter i det Theatralske. — Jo meere vi bliver kiendte i Hamborg, jo behageligere er vores Ophold. Vi spiiser sielden hiemme, vel spares icke meget derved, da man maae give Drickepenge overalt, men vi lærer dog en Hob Folk at kiende, hvis Omgiængelse altiid giør os Ære. Jeg er gandske indtaget i de herlige Egne og Situationer omkring Hamborg. Mange vidtløftige Spadsere-Toure har jeg gjordt til Fods, og — det forekommer mig i det mindste, som om Naturen havde et langt større Anstrøg af Fuldkommenhed her, end i Dannemark. Tusindkonstnere og Taskenspillere ere daglig at see — men Comedien, som desuden icke koster os noget, er os alt for kiær, end at vi skulde forsømme en eeneste. Vi staaer tidlig op, og lægger os meget sildig. Hver Aften giøre vi ved en Pibe Tobak vores Anmærkninger over Dagens Mærkværdigheder, og denne Igientagelse moerer os mangfoldig. Dog — jeg stoeler alt for meget paa Deres Høyvelbaarenheds Taalmodighed og slutter. —

10

s. 146Herr Schwarz har selv den Ære at tilskrive Dem; jeg har troeligen udretted Deres Befaling til ham, og han har lovet, at anføre gyldige Undskyldninger til hans Forsvar. — Aldrig kan jeg for ofte forsikkre Deres Høyvelbaarenhed om min skyldigste Hengivenhed, og om mine ivrige Bestræbelser, at giøre mig værdig til den Bevaagenhed, De ofte saa udmærket har beæred mig med.