Preisler, Joachim Daniel BREV TIL: von Warnstedt, Hans Wilhelm FRA: Preisler, Joachim Daniel (1781-12-01)

TIL H. V. v. WARNSTEDT.
1781, 1. December.

I den gyseligste Författning, ja saaledes, at jeg neppe kunde staae paa mine Been, gik jeg op til Deres Værelser i Middags Kl. 12; jeg saae, at De toeg Veyen over Ridebanen, og vendte derfor om for at tilskrive Deres Høyvelbaarenhed følgende: Vær s. 140diges at læse det, og und mig i det mindste den Trøst, at De icke er uvidende om det der quæler mig og om mit Forsett.

At mine Omstændigheder ere trouble, ja at det icke næsten, men gandske vist er kommen til Yderlighed med mig, at jeg har været nødt til at feye ud ind til Sielen, det veed De, Høyvelbaarne Herre; men — at jeg begynder at blive til en Spott og Latter for Theater-Selskabet, det veed De maaskee icke endnu. Folck der, isteden for at martre mig, burde have Medlidenhed med mig; Folck, hvoriblandt nogle skylde mig Velgierninger, isteden for at laste mig, for det jeg gir dem Lige for Lige; staar klyngede for at nedtrycke mig indtil Fortvivelse. Jeg skal omgaaes dem daglig paa Theatret, disse mine Venner; de vogte sig for, at sige mig det i Øynene, som de i min Fraværelse triumpherer med, men dog kan jeg saa tydelig læse deres Glæde over min Ulycke. De udspreder, at min Koene for 1 Mark lar sig indslutte med nogen i Kamrene, og setter Haarskiæren til Dørvogtere. Dette maae jeg høre, tillige med mangfoldige fleere grove Beskyldninger, og dog maae jeg leve, leve for mig, med min Koene, og med disse Venner! — Gud! Hvad er tilovers for mig. — Hvad skal jeg gribe til? — Jeg skylder Kongen, Dem, og Publicum Fliid i mit Kald; det er mig gandske u[a]nge[ne]mt, at giøre noget, og icke i det mindste umage mig for at giøre det saa godt, som jeg kan; men — kan jeg det i denne græsselige Författning! Een eneste Tanke paa min Ulycke maae jo saa aldeeles forrycke min Hierne, at all menneskelig Sands, all Hukommelse, alting forgaar.

Jeg, som icke har andet at være stolt af, end min Koenes Troeskab, maae høre Løgn om hende, som icke rører mig for min Person, men for deres Skyld, som har slige Tanker om hende. — Jeg er forvirret, og de tilgiver min Forvirring, Høyvelbaarne Herre! De veed Grunden!

Nu, det der aldeeles nedtrycker mig, er den Tanke, at jeg skulde proclameres i Aviserne som umyndig! — Gud! hvad blev der saa af mine Forældre! Alle Forestillinger, eller Bønner, alt ville være forgiæves. De, som det mindste Nys om min Ulykke vilde qvæle, døde vidst pludselig, og saa var jeg mig forloeren! — Det meest ydmygende, den største Nød og Elendighed lad mig føele, Høyvelbaarne Herre! men spar dem, spar mine gamle s. 141Forældre, som staae i Graven med den Eene Foed. De hører, jeg beer icke for mig, icke for min Lycke, thi jeg venter ingen meere her paa Jorden, og et Menneske som jeg, der føler i saa høy Grad som jeg, kan icke længe qvæles, uden at se Enden derpaa, men for mine Forældre beer jeg! Har De Medlidenhed med mig, Høyvelbaarne Herre! saa kast den paa mine Forældre, og skaan dem. De kan om De vil! og Dem skal jeg velsigne, evig velsigne, om det skeer! —

Troer De maaskee, at jeg ved et Stycke tørt Brød icke kan være saa roelig og glad som i de herligste Selskaber? Jeg kan skye al Anledning, og det uden at giøre Vold paa mig selv. — Saae De mig nu, saa kunde De vist læse min Marter, min Siels Pindsel. — Jeg skal arbeyde, jeg har meget at arbeyde til næste Uge; jeg vil gierne men — kan jeg vel uden Trøst? Und mig Deres, Høyvelbaarne Herre! Et eeneste Ord fra Dem, om jeg tør, og jeg skal arbeyde! Haab vil ieg icke tale om; skiøndt, saa stærk er min Tilliid til Dem, til Deres Godhed, at De i det mindste er den sidste, som nægter mig den. — Hver Time, hvert Øyeblik forøger min Smerte og formindsker Sandsernes Brug!

I Støvet er jeg Deres Høyvelbaarenheds underdanigste og høyst forbundne Tiener.