Knudsen, Hans Christian BREV TIL: Marie Sophie Frederikke FRA: Knudsen, Hans Christian (1815-05-20)

TIL DRONNINGEN.
1815, 20. May.

Efter Deres Mayestæts allernaadigste Tilladelse vover jeg allerunderdanigst at nedlegge denne min Bøn i Landets ømme Moders Haand. Jeg har under Krigen anvendt min Fritid til at opmuntre min Konges Sø- og Landkrigere og anvendt mit Talent til at understytte de Qvæstede og de Faldnes efterladte Enker og Børn, trøste mine fangne Landsmænd, og biedrage til Kundskabers Udbredelse, med de betydelige Summer jeg har erhvervet ved mine Fædrelands Høitider, Conserter, og theatralske Forestillinger i Hans Mayestæts Riger. — Ved mine uegennyttige og besværlige Reiser og Anstrængelse for at gavne naaede jeg mit Maal, — men tabte min Sundhed, dog det skal aldrig fortryde mig, thi jeg ofrede hvad jeg skylder Kongen og Fædrelandet.

Hans Mayestæt har ofte ladet mig føle sin allernaadigste Tilfredshed, — har ogsaa Selv været saa naadig at forunde mig en Benefice paa det Kongelige Theater hvert andet Aar, som en Naade for mine patriotiske Bestræbelser, men da jeg ikke kan leve af min Gage, og har en talrig Familie at underholde, er min allerunderdanigste Bøn: at mig aarlig maatte forundes en Benefice paa det Kongelige Theater, at jeg ikke skal komme til at lide Mangel paa mine sidste Dage — thi min Levetid bliver kun kort.

Skulde det allernaadigst behage Deres Mayestæt at bønhøre mig, troer jeg, efter hvad jeg har erfaret, at denne Naade ikke kan blive Følge for andre — da ingen af mine Konstbrødre har viist Lyst til at gavne med deres Talent paa samme Maade som jeg. — Jeg tjener nu paa 30te Aar som Skuespiller, har endnu aldrig paa mine Vandringer givet nogen Forestilling til min egen Fordeel, har selv betalt mine Reiseomkostninger, og følte mig lønnet ved at have gavnet mine uheldige Brødre. Jeg vovede allerunderdanigst at nedlegge de sidste Frugter af mine Vandringer i Deres Mayestæts Haand til Lindring af de under Krigen s. 118Qvæstede og de Faldnes efterladte Enker og Børn, — nu er jeg selv qvæstet, og derfor nærmer jeg mig til Deres Mayestæt med Frimodighed og haaber allernaadigst Bønhørelse.