Foersom, Peter Thun BREV TIL: Rahbek, Knud Lyne FRA: Foersom, Peter Thun (1813-07-25)

1813, 25. Juli.

Dit Brev har ligget et Par Dage over inde i Byen, og først i Gaar har min Dreng, som kom ud i sin Skoleferie, bragt mig det. Jeg takker Dig meget derfor, og iler med at besvare det. Først min Helbred angaaende:

Saa vanskeligt som det maaske »Ɣvωϑι σεvτov« er fuldkomment at opfylde, saa vanskeligt er det physiske »Ɣ: σ:« for mig. s. 62Den vakkre Egn, den rene Luft, ingen Sorger har naturligviis i Forbund med Medicin og Motion giort mig noget bedre, og Du har selv seet mig bedre, end da jeg forlod Kiøbenhavn, hvortil da vist ogsaa Din Nærværelse under mit lave Tag, iforening med den deilige Sommerdag bidrog. — Men i del Hele — Hvad er jeg da? Jeg eier intet Barometer, og eiede jeg det, saa slog jeg det itu; thi jeg behøver det, desværre! ikke. De Dage, da Veiret og Luften er tempereret, er jeg vel. I tør Lummerhede, og som nu i de 4 sidste Dage i Tordenveirs Urolighed har jeg ligget paa en Pinebænk. — Ja, jeg er bleven en saa fuldkommen Veirprophet, at ifald min Vert vilde have troet mig, kunde han have haft Halvdelen af sit Høe inde, som nu ligger ude og maaskee raadner. — Paa kolde, sludfulde Dage er jeg ligeledes ilde faren. I det Hele, kiereste Rahbek! er det mit Sind, som er bleven mærkeligt bedre herude; mit Skind er kuns lidet bedre. Paa en Steenbro f. Ex. gaaer jeg som en kjøbenhavnsk Junker omtrent vilde gaae barfodet paa en Hvede-Stubbe-Mark; og selv paa et Gulv er det mig ikke vel muligt, at gaae eller staae med Fasthed ell. Anstand, da Gigten mangen Gang, saa at sige, slaaer et Been fra mig. Knæle og komme ned paa Knæ, kan jeg endda saa som saa; men op igien —ja, der stopper det, og vilde klæde forbandet ilde, undtagen i gamle v. Halms Rolle: kort, kjæreste Rahbek! Der er kun eet Væsen paa denne Tiid, jeg sømmelig kunde knæle for, og det er den Almægtige, som seer kun paa Tanken. — Selv de rummeligste og bløde Skoe trykker mig paa slemme Dage, og Støvler har jeg ikke trukket paa siden Begyndelsen af May. — Dog for meget herom. — Men det nødvendige Resultat af denne min sandfærdige Status malorum er, at jeg maa bede Directionen i Begyndelsen af September i det mindste at lade mig blive inden for Skranken, da jeg ligesaa meget frygter for, ei at faae de nødvendige Kræfter dertil, som jeg levende ønsker jeg maatte gienvinde dem. Har jeg det allermindste Gran af Skuespiller-Ære at tabe |: og efter hvad Du sidste Aften paa Skydebanen — vist nok for venligt — sagde mig, og efter Saisonens sidste Dage, forekom det mig selv in lucidis intervallis, som jeg i det mindste dog kunde faa noget at tabe :| da vil vist hverken Du eller nogen i Directionen miskjende eller dadle, at jeg føler det dobbelt Skyldighed og Pligt s. 63at vaage over dette Lidet, og ei som med verdslige Ting speculere med det og riciquere det. — At nu denne Bøn om Frihed i Aarets Begyndelses Dage ikke er Skulkesyge, det behøver jeg vel neppe at erklære, saa meget mindre, som jeg — hvor gierne jeg end blev paa Landet dog maa tage ind til den Tiid, deels for mine Børns Skyld, og deels for min Kones, da jeg, hvis jeg ikke bliver frisk, behøver Pleje, Tilsyn og kalfatring af hende. — Doubleringen er jo ved vort Theater højst nødvendig og nyttig: Jeg har giemt September Repertoiret saa godt, at jeg i Dag ikke er Mand for at finde det, men jeg troer, efter alt hvad jeg mindes, at Dobbeltbesætningen hvad mit Arbejde angaaer ingen Vanskelighed kan have. Een Rolle i et gammelt Stykke findes blandt dem, nemlig Harry Dornton i »Veien til Ødelæggelse«. Da jeg flere Gange har lært Rollen, og ligesaa ofte har glemt den, paa Grund af at Stykket tilfældigviis er bleven henlagt igien, saa — hvis det er muligt — ønskede jeg særdeles gierne, at denne Rolle maatte blive mig bevaret til jeg kommer mig. I Anledning af Balder, da nægter jeg ikke, at jeg har Forkjærlighed for ham fremfor Hother, da det var en af de første vigtige Roller, der betroedes mig: og endelig er jeg bange for 2 Ting i Hother 1) Kastningen med Spydene og 2) Solo og Duo Sætningerne i Slutningschoret; men er det Directionens Ønske, gielder mit Ønske Intet.

Det er nyttigt, at Rosing bruger den Cuur jeg til deels endnu ikke er færdig.med: for nogle Dage hørte jeg fra ham, og da var han bedre: kan han blive mærkelig raskere efter at have giennemrejst saa mange Stages of the malady, saa tænker jeg, det har ingen fare for mig. Tusind Tak, fordi Du har taget fat paa Romeo og Julie, og glæder det mig meget, Du er enig med mig i vort Synspunkt om dette Stykkes Forkortningsmaade. Dit Nyt fra Hovedstaden har meget moret mig: Jeg veed ikke, Jødefejden har — saaledes som den paa Papiret er ført, naar jeg undtager Euchels faa Ord — altid haft noget modbydeligt for mig; men naar man nu fører Argumenter paa det omskaarne nathanlamiske og det uomskaarne Bruunske Pergament, saa er der Liv i Spillet. Det giør mig ondt, at Baggesen har igien indviklet sig i Labyrinthen isteden for at vikle sig ud af den. Der mangler ikke Trompet-Skrald fra Baggesen, eller Ballast af Selvroes.

s. 64Den frygteligste Antagonist har han dog vel endnu ikke funden i gamle Bruun; thi B. er ikke armeret med fiint Skyts, og i første Anfald troer jeg, at det grove er brugt, og blevet ubrugeligt. Give Gud at Jfr. Funks nasal-Toner og Wildts guttural-labial- Bogstavers Vel-Lyd bekomme baade Svensken og Fyenboer vel. Rongsted er en ærlig Mand, og jeg agter ham som saadan; men hans Benefice kan vel neppe være for Fliid eller Talent. Imidlertid misunder jeg, for min Part, ham ikke, ved Gud! ligesaa saa lidt som jeg misunder ham hans Talent etc. Fliid. — Undskyld, for een Gang et ubeskrevet Brev, thi min Merinerino venter, og jeg er ikke istand til at finde en Sax. — Naar Du faar en smuk Dags Otium, saa husk dog, hvor kiærkommen Du er paa Egegaard, og see herud. Nævn min ærbødigste Kompliment for Din kjære Kone.