Foersom, Peter Thun BREV TIL: Hauch, Adam Wilhelm FRA: Foersom, Peter Thun (1807-05-16)

1807, 16. Maj.

Jeg vover at fremtræde blandt dem af mine Medtienere, som i denne Tiid søge Deres Høivelbaarenhed om forhøiet Gage, og i den Henseende udbede sig Deres mægtige Anbefaling til Hans Kongelige Majestæts Naade.

Hvad der først driver mig til at skrive denne ærbødigste Ansøgning, er den Umulighed det er mig, selv ved mange og store Indskrænkninger, af 600 Rdl., som er min Kones og min Gage sammentagen, at skaffe en voxende Familie af 8 Mennesker Livets Nødvendigheder — Nødvendigheder, som fra den mindste til den største i faa Aar ere stegne til det Dobbelte.

Ei Herre over bestemt Tiid, kan jeg næsten intet tiene ved Underviisning. Min Tilflugt er da litterairt Arbeid, som giør mig Sommeren til uafbrudt Slid, som ved Natte-Arbeid om Vinteren mere og mere svækker mit Helbred, og som med alt dette hidtil, trods al min Anstrængelse, elændigt har lønnet sig.

Hvad jeg har bestilt og bestiller, som Skuespiller, er jeg mig, fra første Dag af bevidst at have anvendt den ærligste Fliid paa, som mig var mulig. Deres Høivelbaarenheds opmuntrende Bifald og Tilfredshed har tidt belønnet mine Bestræbelser, og nu tør jeg vel sige, at Publikum seer mig med Yndest. At jeg stedse har viist den ufortrødneste og bedste Villie, burde jeg vel ej anføre, dersom ei Sieldenheden deraf ved Theatret næsten havde giort det til en Dyd. — Ingen Skuespiller s. 51har nu et større Repertoir end jeg; ingen større, vanskeligere og mere angribende Arbeid, saavist, som intet Fag er vanskeligere at besætte og kræver mere og mangfoldigere Kultur, hvilket al Theaterhistorie bekræfter. Foruden mit eget Repertoir, har jeg i Vinter udført noget af Hr. Rosings, og skulde Theatret være saa uhældig, ei mere at see denne Kunstner, maatte vel det meste af hans Arbeid falde i min Lod, saameget mere som jeg var hældig nok til at vorde den eneste af alle mine Medbrødre, der traad frem efter ham i Roller med Bifald. Quantitative kan jeg opfylde hans Plads. Jeg tænker for høit om denne ypperlige Skuespiller til at troe jeg nu kunde det qualitative; men det troer jeg, at ei hans Aand skal ganske uddøe af hans Arbeider i mine Hænder. Jeg tør haabe, at det maa være mig tilladt, saaledes som Sagerne nu staar, at føle, at jeg ikke er Theatret uvigtig; ligesom jeg troer det tilgiveligt og billigt, at i det Øieblik, da jeg alt arbeider meget, og venter, ja saa at sige søger om forstørret Arbeid, tillige ærbødigst ansøger om en høiere Betaling derfor. Jeg haaber dette saameget mere, som Deres Høivelbaarenhed flere Gange gunstigst har givet mig den Forsikkring, at ei Tienestetiid, men Tienesteduelighed var Principet for Deres Lønnings-System.

Endelig drive mine saa høist sørgelige Udsigter ved Theatret mig til at appellere til Deres Høivelbaarenheds meest bevaagne Følelse for mig. Paa enhver anden Bane maatte jeg vel i mit 30. Aar, saaledes som jeg har brugt min Tiid, nu været i blidere og mere sorgfrie Kaar. Jeg har i flere Aar giort meget og vigtigt Theater-Arbeid, og dog idelig havt den ydmygende og nedslaaende Følelse, at jeg i Lønning har staaet langt under flere af mine Medbrødre, som i Arbeids Mængde og Vigtighed staae langt under mig, for Ex. de Hrr. Due og Clausen. Vel veed jeg, at ei disses Gager bleve givne af Deres Høivelbaarenhed, og sandelig! jeg misunder ingen af mine Brødre deres; men jeg kan heller ei andet end unde mig selv, hvad mig synes jeg er værd, og hvad jeg møisom stræbte efter at blive værd. Flere af mine Kolleger, som vel intet Menneske anseer brugbarer og vigtigere for Theatret end mig, synes jeg aldrig, eller først, naar det er for sildigt, at kunne naae i Gage. Hvad enkelte af mine Medbrødre, dem jeg oventil nævnede, længe s. 52har nydt og nyde i Roe og Mag og med lidet Arbeid, kan jeg, saafremt min Skiebne bliver som hidtil, først efter mange Aars Forløb og meget anstrengende, livsfortærende Arbeid haabe at tilkjæmpe mig, saafremt Deres Høivelbaarenhed ei vil have den Bevaagenhed for mig og Skuepladsen at virke noget ualmindeligt for mig. Min Stilling til Theatret er i dette Øieblik ikke almindelig. Maatte dette, forenet med den Bevaagenhed, Deres Høivelbaarenhed stedse har viist mig, anbefale denne min underdanige Ansøgning til Dem, og maatte det erhverve den Deres mægtige og gunstige Anbefaling til Hans kongelige Majestæts Naade, da tør jeg allerede med glad Forudfølelse ansee den som bønhørt.

4*