Chrithan frideric
F. 18. 9. 1786, † 20. 1. 1848.
Statholder i Norge 11. 5. 1813, Regent 19. 2. 1814. Konge i Norge fra 17. 5.—10. 10. 1814.
Konge i Danmark fra 3. 12 1839 til sin Død.
s. *CHRISTIAN FREDERIK OG CARSTEN ANKERs BREVVEKSLING 1814
samt Uddrag af deres Breve fra 1801—13 og fra 1815—17,
samlet af
C. J. ANKER,
Oberstløitnant.
Udgivet af Norges nationale Forening.
21 Portræter og andre Billeder.
CHRISTIANIA 1901.
H. ASCHEHOUG & CO. (W. NYGAARD).
s. *S. & JUL. SØRENSENS BOGTRYKKERI, CHRISTIANIA.
s. *Forord.
Christian Frederiks og hans Sendebud i London Carsten Ankers Brevveksling, der opbevares i det kongelig danske Rigsarkiv, er visselig af stor Interesse for norske, svenske og danske Læsere. Især gjælder dette Aaret 1814, hvorfor Korrespondancen fra det Aar her er gjengivet ordret.
Den øvrige Brevveksling fra Tiden før og efter det nævnte Aar er her meddelt dels ordret, dels i Uddrag og dels — for at hindre Gjentagelser og for at formindske Arbeidets Størrelse — i Beferat. De Udtryk, hvori Kronprins Carl Johan af og til omtales i Brevene, bar været skurrende nok at hidsætte. Men da det dengang laa i Christian Frederiks Politik at ønske bin mægtige Personlighed fjernet fra Skuepladsen, maaske i Haab om isaafald at kunne forene de tre skandinaviske Bigers Kroner paa sit eget Hoved, maa hine Udtryk kun blive at betragte som Udslag af en midlertidig politisk Stemning mod den Fyrste, der vistnok i Januar 1814 optraadte sorn Erobrer, men som i November s. A. var den milde Porsoner mellem de to unværende Broderfolk.
Enkelte af de gjengivne Skrivelser er, iallefald delvis, trykt i Professor Dr. Y. Nielsens Verk, „Bidrag til Norges Historie 1814", 2. Del, Chr.a 1886, tils. ca. 26 trykte Sider. I Aalls Erindringer staar Christian Frederiks Instruks for Carsten Anker, ca. 4 Sider.
Med Hensyn til den i Bogen benyttede Betskrivning, vilde maaske flere af de ærede Læsere have foretrukket, at den gamle Form var bibeholdt. Men naar Undertegnede har valgt at iføre de foreliggende Skrivelser en noget modernere Dragt, da er det, fordi Størsteparten af det læsende Publi-s. *kum formentlig foretrsekker denne for den oprindelige, der imellem. Kan trætte ved sin uvante Bogstavering. Den eiendommelige Duft „fra gamle Dage" vil alligevel fuldt ud være tilstede gjennem de for hin Tid særegne Ord, Former og Vendinger.
Den høit ansete Forfatter, afdøde Rigsarkivar A. D. Jørgensen, har i sit store Verk: „Peter Schumacher Griffenfeld", gjort ligesaa.
Flere af Carsten Ankers Depecher foreligger i det danske Bigsarkiv i Duplikat, enkelte af dem i Triplikat. Naar man sammenligner disse, vil man hist og her kunne finde nogle ubetydelige Redaktionsforandringer, der dog ingen Indflydelse har paa Indholdet.
For den værdifulde Hjælp, Hr. Direktør Ch. Delgobe har ydet ved at gjennemse de Afsnit, der er skrevet paa fremmede Sprog og min Oversættelse deraf, frembærer jeg herved min bedste Tak.
Professor J. E. Sars' Udtalelser om Verket tillader jeg mig herved med Professorens Tilladelse at gjengive ordret:
„Jeg har," skriver Professoren, „havt Leilighed til at gjennemgaa en af Hr. Oberstlieutenant m. m. C. J. Anker istandbragt Samling Afskrifter og Uddrag af en Brevveksling mellem Kristian Frederik og Carsten Anker, væsentlig fra Aaret 1814, tilsammen flere hundrede Nummere, hvortil Originalerne bevares i det danske Rigsarkiv.
Jeg skulde anse det for overmaade ønskeligt, at denne Samling snarest muligt og videst muligt kunde bli gjort tilgjængelig for vort læsende Publikum. Den indeholder nemlig mange særdeles værdifulde Bidrag til Norges Historie i 1814, hvorved der kastes nyt Lys over Tilstande og Personer i dette Merkeaar.
Jeg holder mig for overbevist om, at denne Samling af Aktstykker vil, naar den bliver publiceret, modtages med Taknemmelighed af enhver, som interesserer sig for vor Historie, og at den vil virke til at styrke Nationalfølelsen ved de nye Beviser, den gir for, at Friheds- og Selvstændighedsverket i 1814 ikke kom saa helt udefra, som man ofte har forestillet sig, men at det var længe forberedt i fremragende Nordmænds Tanke og Sind.
Særlig vil jeg fremhæve det smukke, tiltalende Billede, vi faar af Carsten Anker, en Mand, som hidtil kan har været lidet kjendt eller endog aldeles miskjendt. Han fremtræder for os gjennem denne Brevveksling som en Mand, besjælet med den varmeste Fædrelandskjærlighed og udrustet med en Virkelyst og en Energi, som maa synes ligefrem beundringsværdig.
Kristiania 15. Novbr. 1900.
J. E. Sars,
Professor.
s. *Skolebestyrer Otto Anderssen udtaler sig saaledes:
„Jeg har med den største interesse gjort mig bekjendt med Deres samling af Christian Frederiks og Carsten Ankers brevveksling. Det er min overbevisning, at det ikke alene er af historisk interesse, at denne brevveksling bliver udgivet, men at den ikke kan undlade at vække de bedste og ædleste følelser for vort fædreland og dets kamp i 1814.
Kristiania 17. 9. 1900.
Otto Anderssen.“
Rigsarkivar Jørgensen bar bl. a. skrevet følgende:
„At det, som De mener, skulde blive vanskeligt at finde en forlægger til brevskiftet mellem Christian Frederik og Karsten Anker kan jeg ikke tro, da dette materiale jo må være af stor betydning.
Nu, da så meget kommer frem om hint merkelige års tildragelser, måtte vel ogsaa dette fortjene at se lyset, for at et endeligt, klart overblik kan vindes om alle forudsætninger for forliget i Moss og unionen.
København d. 10. 6. 1895.
A. D. Jørgensen.
For at formindske Antallet af Noter under Teksten er der om en Flerhed af de i Bogen nævnte Personer i Personregistret tilføiet en Del Oplysninger. Deres Navne er bogstaveret saaledes, som man ved eller tør antage, at de selv har skrevet dem uden Hensyn til, hvorledes Navnene er skrevet i Teksten.
Tilsidst tillader jeg mig at udtale et Ønske om, at denne Bog maa blive læst af Norges Ungdom. Dens Titel frister maaske ikke, men dens Indhold forhaabentlig desto mere. Gjennem dette luer der nemlig fra de to omhandlede Mænd en fædrelandsk og offervillig Aand, der maa varme og styrke enhver norsk, den unge ikke mindst.
Norges Fremtid ligger jo i Ungdommens Haand. Vor Ungdom har baade en ærefuld Arv at løfte og et stort Ansvar at indfri. Men Kjærligheden til Fædrelandet vil give Styrke og Enighed. Gjennem den vil alt, hvad der tjener til Landets Fremskridt, lykkes. Der maa Udholdenhed til, baaret af Begeistring. Den sidste vil Norges ædle Mødre og kjække Døtre bringe tilveie.
De af os, der er gamle, nærer et brændende Ønske og Haab om, at Norges Ungdom med ubøielig Kraft, men tillige med Selvbeherskelse og s. *Alsind trofast vil arbeide til det store Maal: At berede Fædrelandet en serefuld Fremtid ved altid at hævde dets nationale Selvstændighed.
Som et Slags Motto til Bogen vil jeg anføre følgende berlige Ord af Runeberg:
„Ett land, ett fosterland vi fått;
Hvad fins på jorden mera värdt
Att hållas dyrt och kärt?"
idet jeg vover at udtale et Ønske ona, at enbver norsk: Kvinde og Mand, yil indriste disse Runer i sit Hjerte og — leve derefter.
Christiania i Oktober 1901.
C. J. Anker.
s. *Bogens Indhold.
Side
I. Skrivelser in extenso fra Christian Frederik til Carsten Anker 1814............................ 1
II. Bilag til disse........................ 95
III. Uddrag af Breve fra Christian Frederik til Carsten Anker 1815—1819......................... 125
VI. Breve og Indberetninger in extenso fra Carsten Anker til Christian Frederik 1814 ....................... 153
V. Bilag til disse........................ 461
VI. Uddrag og Referat af Breve fra Carsten Anker til Christian Frederik og enkelte andre: A. 1801—1813.......... 553
B. 1815—1817.......... 629
VII. En kort Biografi af Carsten Anker:
A. Biografiske Data med 4 Bilag.............. 663
B. Hans Sendelse til Stockholm 1772 med Uddrag af Envoyé Baron Güldencrones Indberetninger herom........ 686
C. Eidsvolds Eiere fra 1624................. 708
VIII. Personxegister med endel Data................ 710
s. *Fortegnelse over Billederne.
Side
1. Christian Frederik 1814. Foran Titelbladet.
2. Carsten Tank......................... 14
3. Niels Aall........................... 14
4. Emannel Thygeson....................... 14
5. Herman Wedel-Jarlsberg.................... 15
6. Carl Johan.......................... 16
7. Christian Frederiks Forslag til et Segl for Norge........ 94
8. Peter Anker.......................... 109
9. Eidsvoldsbygningen 1814.................... 125
10. Ladegaardsøens Hovedgaard 1814................ 125
11. Christian Frederik 1815.................... 152
12. Carsten Anker........................ 160
13. Robert Liverpool....................... 202
14. August Konow....................... 210
15. Charles Grey......................... 237
16. Nøgle til Christian Frederiks og Carsten Ankers Chiferskrift... 458
17. Eksempel paa denne Skrift.................. 459
18. Nils Rosenkrantz....................... 628
19. Carsten Ankers Karet..................... 685
20. Et Kart over Omegnen af Hal Sø............... 687
21. Eidsvoldsbygningen 1901.................... 708
s. 2Indhold af I.
1814. Christian Frederik til Carsten Anker.
1. Vestgaard 11. 2. Prinsen bebuder sin Ankomst til Eidsvold.
2. Christiania 23. 2. Fuldmagt til C. A., at fremlægge for de Monarker, han maatte komme i Forbindelse med.
3. Christiania 1. 3. Heri meddeles C. A., at han er udnævnt til Regjeringsraad.
4. Christiania 1. 3. Om forskjellige udenlandske Forhold.
5. Christiania 1. 3. Instruks til C. A. i Anledning af hans Sendelse til England. [Trykt i Aalls Erindr. 2. Udg. S. 751—53.]
6. Christiania 2. 3. Prinsen fortæller om den nye Pegjerings Sammensætning.
7. Christiania 3. 3. Fortæller lidt om Grev Wedel-Jarlsberg og nogle andre.
8. Christiania 4.3. Fuldmagt for C. A. til at udstede Licenser i England
9. Christiania 4. 3. Om Grev H. Wedel-Jarlsberg. Om at Svenskerne ikke synes at ville øve Magt. Et Signet med det norske Vaaben.
10. MoSS 7.3. Napoleons Nederlag. Om Grev Schmettau, Rosenkrantz, Thygeson m. m.
11. Christiania 24. 3. Prinsen meddeler, at hans Brev til Carl XIII. af 6. Marts blev sendt uaabnet tilbage. Ønsker dette knndgjort for den britiske Pegjering.
12. Christiania 25.—30. 3. Prinsen udtaler, at han er villig til at ofre sine Udsigter til den danske Trone mod at Norges Uafhængighed sikres. Korntilførselen. Meddeler Detaljer fra Pigsforsamlingen. Grev Wedels Ed. Bugge, Sverdrup, Bergh.
13. Christiania 30.3. Erik Ankers Forlovelse med Betsy Sneedorff og andre private Forhold. En Efterskrift om, at Baron, senere Greve, Hardenberg-Reventlow er Christian Frederiks Tolk ligeoverfor de allierede Magter.
s. 314. Christiania 2. 4. Om et advarende Brev, Prinsen har faaet fra Frederik VI. Om Thygeson, Konsul Konow.
15. Eidsvold 21. 4. Officielt. Carl Johans „lynende" Breve til Grev Essen. Denne sender Lagmand Flach til Christian Frederik. Prinsens Tale til Rigsforsamlingen d. 11. 4. ønskes bekjendtgjort i engelske Aviser.
16. Eidsvold 21.4. Privat. Detaljer fra Rigsforsamlingen. Legangers Præken. Om Grev Wedel-Jarlsberg, Wergeland, P. Anker, Sverdrup. Det svagsindede og det velsindede Parti m. m.
17. Eidsvold 25. 4. Prinsen finder, at Grev Wedel-Jarlsberg optræder som svensksindet. Om Baron Hardenbergs Virksomhed. Om Prinsens paatænkte Forbindelse med Storfyrstinde Anna.
18. Christiania 5.5. Engelske Krydsere viser sig venligsindede mod norske Skibe. Danskfødte Embedsmænd tilbagekaldes inden 4 Uger. Christian Frederik mener, at man i Sverige er misfornøiet med Carl Johan.
19. Eidsvold 5. 5. Om den svenske Blokering af Norges Havne.
20. Eidsvold 10. 5. Heri opfordres C. A. til at skaffe sig Underretning om Englands Sindelag mod Norge og til at aabne et Laan, om muligt paa 100 000 Lstrl.
21. Christiania 28. 5. C. A. underrettes om, at Kommissærer fra de 4 allierede Magter vil indfinde sig i Christiania for at istandbringe den besluttede Union og advare Christian Frederik. — Om Hensigten med de Herrer Aall, Christie og Eosenkildes Sendelse til England og om den Rolle, Prinsen har tiltænkt Generalmajor P. Anker.
22. Christiania 29. 5. Christian Frederik meddeler, hvorfor og med hvilke Fornemmelser han har modtaget Norges Krone.
23. Ladegaardsøen 4. 6. Mr. Morier er kommet til Christianssand. Christian Frederik tror, at Carl Johan sigter paa at samle Nordens tre Kroner paa sit Hoved.
24. Ladegaardsøen 9. 6. Sender C. A. Afskrift af Moriers Noter. Ønsker ham hjem igjen til Hjælp ved de Underhandlinger, der maa fores med de udenlandske Magter.
25. Ladegaardsøen 22. 6. Gjør Eede for, hvilke Depecher han har modtaget fra C. A., og gjennemgaar punktvis den af 11. April.
26. Ladegaardsøen 22. 6. Om den Aall'ske Sendelse. Gjør det ædelmodige Tilbud at ville bidrage sit til at betale den Gjæld, for hvilken C. A en kort Tid havde været fængslet. Om private Forhold.
27. Ladegaardsøen 22.6. Private. Morier. Foster. Ifald den svenske Kronprins fjernedes, „var da den svenske Krone at forkaste ?"
28. Den 29. 6. Sender C A. til Besorgelse et Brev til Hertugen af Glou cester. Meddeler, at de allierede Magters Kommissærer og Admiral Bille kommer den 30. Juni.
29. Christiania 15. 7. Om Christian Frederiks Samvær og Forhandlinger med Kommissærerne.
30. Moss 24.7. Fremdeles om Kommissærerne. Deres Afreise.
s. 431. Moss 24. 7. Kræver C. A.s Mening, om det kunde være gjørligt at tænke sig „Norge som et selvstændigt Rige i Forening med Storbritannien". Prinsesse Charlotte af Wales.
32. Moss 24. 7. Lord Castlereagh har bestemt sig til at afvise den norske Deputation. Admiral Billes Hverv. Fosters Udtalelse om, at Christian Frederik burde fri til Prinsessen af Wales. C. A. opfordres til at undersøge, om der er Stemning for denne Forbindelse.
33. Moss 2. 8. (Trykt i Aalls Erindr. og i Y. Nielsens Aktstykker). Instruks til det norske Statsraad i Tilfælde af hans Død.
34. Moss 3. 8. Om at Krigen er udbrndt og om de merkelige Samtaler, Christian Frederik har havt med Kommissærerne. Meddeler, at Hvaløerne er taget. Er endnu forhaabningsfnld.
35. Moss 12. 8. I høi Grad nedstemt skildrer Christian Frederik de svenske Vaabens Fremgang. Haaber dog endnu paa Englands Mægling.
36. Den 1. 9. Beder C. A. undersoge, om Christian Frederik kan faa et roligt Ophold i England.
37. Øen 2.9. Heri skildrer Christian Frederik med levende Farver de stedfundne Ulykker i Norge og sit Forhold til disse.
38. Den 6. 9. Beder C. A. underhaanden at begjære Englands Mellemkomst og befaler ham at sende Skonnerten „Norge" til Laurvig med Svar. Sender 500 Lstrl.
39. Briggen „Allart" paa Christianiafjorden 11.10. Om Tronfrasigelsen, Norges Konstitution og om hans mulige Forbindelse med Prinsessen af Wales. Sender 800 Lstrl. Interessant Brev.
40. Briggen „Allart" paa Fredriksværns Bhed 19. 10. Om Generalmajorerne Staffeldt. Stabell og Sejersteds Forhold. Beklager sig over, at der var Mangel paa Disciplin i Armeen. C. A.s Forslag om 5 Bigsmænd forladt. Mener, at England endnu kan redde Norge fra Underkastelse.
41. Briggen „Allart" paa Fredriksværns Rhed 19.10. Erkjender Modtagelsen af et Brev.
42. Briggen „Bornholm" ved Fredriksværn 26.10. Udtaler sin Kjærlighed til det norske Folk.
43. Slesvig 12.12. Fortæller om sin Reise til Danmark og Modtagelse der. Beklager, at han ikke har udrettet, hvad han vilde for Norge, men er glad over at have skaffet en Forfatning til Gavn for Biget. Forlovelsesplaner.
44. Augustenborg 18.12. Christian Frederik har nu lært at elske Prinsesse Caroline Amalie af Augustenborg og bortkaster al Tanke paa en Forbindelse med Prinsessen af Wales. Ender Brevet saaledes: „Carl Johan er meget vred paa Dem [C. A.]. — Kom, hvis De kan, i [deres] Vens aabne Arme".
Vestgaard
d. 11. Februar 1814.
1.
Min kjære Anker.
Paa Søndag sees vi paa Eidsvold. Vil De aabne Brevet med de tre Segl til Thygeson og lade Traktaten afskrive til mig ved Deres Haandskriver, jo hurtigere jo bedre, og stykkevis ved hver. Forstaa mig vel: et Exemplar i det Hele, dernæst tilsendes den ham, atter forseglet med Deres tre Segl.
Den er kommen til Bekjendtgjørelse, men endnu ikke proklamationsvis til Folket.
Jeg lader nu Trontalen trykke. Jeg har havt megen Satisfaktion [Tilfredsstillelse] af min Reise, og mit Helbred er det ønskeligste.
I Slutningen af næste Uge maa De være reisefærdig.
Deres Ven
Christian Frederik.
2.
FULDMAGT
fra Prins Christian Frederik, Norges Regent, til Statsraad Carsten Anker for af denne at fremlægges for de af Enropas Monarker, med hvem han maatte komme i Forbindelse.
Nous Christian Frédéric, Régent de la Norvége, Prince de Danemarc, Due de Schleswig, Holstein, Stormarn, Ditmarsch et Oldenburg, munissons par le présent Notre Conseiller privé,
Le Sieur Carsten d\'Anker,
Membre actuel de la Régence, de Nos plein-pouvoirs pour porter s. 6une lettre de Notre part á Son Altesse Roy ale le Prince-Régent de la Grande Bretagne et d\'Irlande (à Sa Majesté Impériale I\'Empereur de tontes les Rnssies); (S. M. I. et Royale I\'Empereur d\'Autriche, Roi de Hongrie et de Bohême); (S. M. le Roi de Prusse), — ainsi que d\'interprêter de bouche les sentimens respectueux, que nons portons pour ce Monarque, et la confiance que la peuple de la Norvège se fait gloire de manifester vis-à-vis d\'un Souverain, qui voudra protéger les droits d\'un peuple indépendant.
Fait à Christiania ce 23. Fevrier 1814.
Christian Frédéric.
v. Holten.
[Vi Christian Frederik, Norges Regent, Prins af Danmark, Hertug af Slesvig, Holsten, Ditmarsken og Oldenburg, meddeler herved Vor Regjeringsraad,
Hr. Carsten Anker, der fortiden er Medlem af Regjeringen, Vor Fuldmagt til at bringe et Brev fra Os til H. K. H. Prinsregenten af Storbritannien og Irland (til H. Keis. M. Keiseren af Rusland; H. Keis. og K. M. Keiseren af Østerrige, Konge af Ungarn og af Bøhmen; H. M. Kongen af Preussen) og til mundtlig at tolke den Høiagtelse, vi har for denne Monark og den Tillid, som Norges Folk sætter en Ære i at lægge for Dagen ligeoverfor en Suveræn, der vil beskytte et uafhængigt Folks Rettigheder.]
3.
Til
Hr. Regjeringsraad Konferentsraad Anker.
Da jeg kjender Deres patriotiske Sindelag og varme Følelse for Kongeriget Norges Vel, saa har jeg ikke taget i Betænkning herved at udnævne Dem til Regjeringsraad i det under Regentskabet oprettede Regjeringsraad, hvorpaa De vil erholde formelig Bestalling.
Regentskabet i Norge, Christianiad. 1. Marts 1814.
Christian Frederik.
s. 7[Bestallingen, der er dateret 2. Marts, vedligger. Paa dens Fod staar anført:
Bestalling for Kongl. Dansk Konferentsraad Hr. Carsten Anker til at være Medlem af det for Riget Norge anordnede Regjeringsraad samt Chef for sammes 5. Departement.]
Christiania
d. 1 Marts 1814.
4.
Min gode Ven.
Jeg bør meddele Dem den Afskrift af, hvad jeg den 21. tilskrev Baron Hardenberg-Reventlow, som derved jeg vilde formaa at overbringe Brevene til de allierede Magter. Skulde Nødvendigheden at konferere med Lord Castlereagh formaa Dem til at tage til Fastlandet, da vil De naturligvis først erfare, om Baronen eller nogen anden i hans Sted har røgtet dette Ærinde, og forst i manglende Fald ymter De om de Dem overdragne Brevskaber; men da det ved Lord Castlereaghs mnlige Hjemkomst og Udeblivelsen af mine Afsendinger til de allierede Magter, fra hvilke Afsendinger De erholder direkte Underretning under Kuvert til Handelslmset Hornemann, kunde være muligt, at Deres Broder — til den Tid i England — kunde komme til at reise til Fastlandet, saa beder jeg Dem indtil den Tid, Bestemmelsen tages, ikke at udfylde Navnet i Fuldmagterne.
Løitnant Sneedorff 1 vil De forstrække med Penge, og for at komme paa en reel Maade nd af hans Udgifter, er det bedst, at De paa mine Vegne bestemmer passende Diæter for ham.
En Fnldmagt for Dem paa fransk og en for Loitnant Sneedorff følger vedlagt. Ligeledes et Par Eksemplarer af Tiden, indeholdende det her forefaldende.
Idag talte jeg med en Franskmand, navnlig Mauboursin, som er Kheder for en amerikansk Kaper i Trondhjem. Han er kommen her til Landet under Februari efter at have forladt Ostende d. 1. s. Maaned og Paris d. 24. Jannar. Dengang var s. 8Napoleon gaaet til Armeen ved Chalons og havde ef terladt Keiserinden og Kongen af Rom i den parisiske Nationalgardes Varetægt. Denne var 30 000 Mand stærk.
Armeen ved Chalons angives til 180 000 Mand og 1000 Kanoner, men de fleste [er] unge Mandskaber. Imellem Paris og Lyon stod ogsaa en betydelig Arme. Lyon fersvaredes af Marschal Augereau, og Folk var staaet op en massa. Marschal Suchet var med 28 000 Mand paa Marsch fra Spanien til Lyon, Marschal Soult holdt Bayonne besat, og Lord Wellington havde maattet trække sig nogle Mile tilbage. Napoleon har sluttet Fred med Ferdinand VII, Konge i Spanien, hvilken har sendt sine Ministre til Cortes i Madrid. Ligeledes har Napoleon ladet Paven afreise til Rom, hvilken Stad Kongen af Neapel i Forbund med de Allierede har besat.
Napoleon har erklæret at ville slntte Fred, naar Frankrige opnaaede sine gamle Grænser: Pyrenæerne, Alperne, Rhinen eg Maas, men det synes, som om de Allierede ikke vil underhandle med Napoleon.
Østerrige skal forlange Keiserindens Regentskab for Kongen af Rom. De øvrige Allierede vil vist heist se Frankrige ødelagt eller en Bourbon paa Tronen. Hertugen af Berry under Navn af Henrik V. nævnes, men siden den franske Nation ser, at det gjælder deres [dens] Selvstændighed, er et Øiebliks Modløshed, som havde fundet Sted, forvandlet til Enthusiasme for Landets Forsvar, hvornæst de intet hellere ønsker end Fred og at styres i Ro af deres unværende Suveræn. Han har tydeligen ytret sit Ønske om at opnaa Freden, og han har indgydet Pariserne Mod. Selv om Streifpartier skulde vise sig for Porten, skulde de ei frygte, han vilde un drage mod Fienden og manøvrere ham ud af Frankrige. Haabet stod til en Batalje, som maatte været leveret imellem 8 og 10 Dage, og hvis Napoleon vandt den, vilde han sikkert drive de Allierede ud over Rhinen og opnaa Freden. Dette var Forventningen.
Franskmanden fortalte, at Kornudførselen fra Frankrige til Norge var fri, og at kun Frygten for engelske Krydsere tilbageholdt Skibene.
s. 9Kornforraadene i Frankrige var umaadelig store. Dette giver godt Haab, naar vore Kjøbmænd forstaar at benytte den gunstige Leilighed med fremmed Flag.
Kaptein Rosenørm har uden Hinder fortsat sin Reise fra Strømstad til Venersborg med Brevet til Essen.
Dette er Dagens Nyheder.
C. F.
5.
INSTRUKS
for Konferentsraad C. Anker.
Trykt i „Aalls Erindringer", 2. Udg. S. 751 -753.
1. Ved din Ankomst til London har du straks at opspørge Skibsleilighed til Norge for med samme ufortøvet at melde mig din Ankomst.
2. Ved og hos dine Bekjendtskaber maa du øieblikkelig skaffe dig Efterretning, om Lord Castlereagh er paa Kontinenten eller tilstede. I første Fald hvem der har Porteføljen.
3. Underhaanden maa du ved dine Venner erkyndige dig, om du uden Vanskelighed kan faa Ministeren i Tale, og overlader jeg til din Konduite, hvad enten Samtalen skal ske med Hemmelighed og paa tredie Sted eller paa ordentlig Maade.
4. Under alle Omstændigheder maa du anbringe mit Brev til Lord Castlereagh og dit Ærinde. Dette maa bestaa i at berette, hvad her er foregaaet, den ufravigelige Beslutning aldrig at blive svensk, i at skildre de usalige Følger af Magtforsøg i saa Henseende, hvorved Sverige selv ikke blev tjent, og at det ialfald maatte være let for de Allierede at skaffe Sverige selv samme Skadesløsholdelse, som var tiltænkt Kongen af Danmark.
Overalt maatte du søge at bringe det engelske Ministerium til at mediere Sagen med Sverige og at bevirke et Møde i Sverige eller, hvor England vil under engelsk Præsidium af svenske og norske Kommissærer i Hensyn til Fred og Forstaaelse imellem disse Magter, da er jeg villig til at afslutte baade en politisk og Handelstraktat med Sverige, saaledes at Grænserne i Krigstilfælde gjensidig sikres, men uden at Tropper stilles til fælles Hjælp.
s. 10Vilde England af Venskab for Sverige baade selv garantere og formaa Rusland ligeledes til at indgaa Graranti for denne Eredstraktat, da har jeg saa meget mindre noget derimod, som denne Graranti da maatte tjene til begge Parters Betryggelse.
5. Med England selv maa du forsikre Ministeren i mit Navn, at jeg oprigtig ønsker at indgaa den nøieste Forbindelse, især Handelstraktat.
Skulde du under Konferencerne finde den fornødne Grad af Velvillighed, da lad dem forstaa, at jeg muligens kunde være sindet at tilstaa dem et Nedlæg af alle Handelsvarer i Christianssand paa samme Vilkaar som Oplaget i Grothenborg; men dette Tilbud maa ske i et klogt Øieblik, navnlig naar du har faaet Ministeren til at balancere, og du da tror, at saadant Tilbud skulde kunne virke Bestemmelse.
(Naar Ponte-Corvo skildres med de rette Earver, vil det maaske være iøinefaldende, at Englænderne kan stole mere paa os end paa ham.)
6. Naar Konversationerne udvikler sig, maa mit Brev til Prinsregenten opvises. Megen Agtpaagivenhed maa da haves paa Ministerens Udtalelser med Hensyn til sammes Overleverelse.
Det vilde være et ufordelagtigt Tegn, om man aldeles modsatte sig samme, ethvert passeligt og virkende Argument maatte da anbringes for at hæve Vanskelighederne. Men heller end at give Anledning til nogen Misforstaaelse eller Kulde tillader jeg dig at renoncere paa det Ønske, jeg har, at du selv maatte overlevere det til H. K. Høihed, naar Ministeren lover dig at ville gjøre det.
Skulde endog dette negtes, da tillader jeg dig at forevise ham den Gjenpart af Brevet, som jeg herved overleverer dig, paa det han deraf kan se, at Indholden — skjønt noget mere udviklet — er det samme som det, jeg har skrevet til Ministeren.
Skulde han desuagtet bestemt negte at modtage Brevet til Prinsregenten, maa du med den største Klogskab og med en fornuftig, god Lune udlade dig med, at du vil for det første anse Ministerens Ytringer som et Raad, han giver dig: ei at paastaa Overleverelsen straks, men beholde det til et bekvemmere Øieblik og spøgende udlade dig med, at du ei tvivlede paa, at s. 11det jo længer hen blev modtaget, og imidlertid fortsætte Konversationen uden nogen tilsyneladende Fortrydelse eller Mistillid.
Brevet til Prinsregenten maa endelig i hans Hænder, maaske den ved Brevet til Hertugen af Grloster aabne Kanal kan hjælpe, naar alt andet glipper. 1
7. Hvad du i din Tale eller Samtale fornemmeligen har at faa oplyst, er dette: Om England oprigtigen ønsker at se Norge forenet med og under Sverige, og om man til den Ende vilde bruge voldsomme Midler. Til disse regner jeg fornemmelig Fornyelse af Kaperierne og Udsultningssystemet, ved hvilket Farten til Norge skulde besværes eller hindres. Hvad du til Afværgelse af dette Onde kan paahitte, overlades til din Konduite.
8. Det forstaar sig, at en skriftlig Forsikring om Englands fredelige Disposition i denne Henseende vilde være af yderste Vigtighed; men da dette ikke er. at vente, saa gjælder det at kunne paa en eller anden Maade forsikre sig om Englands passive Forhold, saafremt noget fiendtligt skulde opstaa mellem Norge og Sverige. Hvad der er anført under § 4 bliver altid Hovedsagen.
9. Saafremt Englands Forhold til Ponte-Corvo endnu er saa bindende og betænkeligt, at Ministeren ikke tør uden megen Forsigtighed indlade sig med dig, da har jeg intet imod, at du samtykker i hemmelige Møder med ham, for ikke at opvække den svenske Envoyes Opmerksomhed. Til den Ende maa du søge at undgaa alt det i din personlige Opførsel, der kunde falde i Øinene.
Dersom Ministeren derimod ikke undslaar sig for at se dig hos sig, ikke heller tager i Betænkning at sende dig noget Bud og at skrive dig Sedler til, da maa din Stilling og dit hele Væsen blive saadan, som kan passe sig for min Udsending.
10. Skulde det endeligen være nødvendigt at underhandle med Lord Castlereagh personlig, da er du ogsaa bemyndiget til s. 12at afreise til ham paa Fastlandet, forsynet, som jeg vil haabe, med Anbefalingsbreve fra de øvrige engelske Ministre.
Da skal din Broder straks afløse dig i England, naar du først har anmeldt ham [som overordentlig Gesandt] 1 og jeg underrettes om, at han vil kunne gavne der. (Overhovedet har du at fremme din Tilbagereise, naar de fredelige Forhold er knyttede.)
11. De norske Fanger i England, som frigives en masse, maa du have Omsorg for, at de saavidt muligt paa Kornskibe eller andre Fartøier naa’r hertil, og at deres Grjæld opgjøres og betales. [Kjøbmand F. C.] Hornemann er den Mand, du henvender dig til i denne Henseende. Løitnant Sneedorff, som følger med til din Tjeneste, kan som Kommissær for de frigivne Fanger føre dem her tilbage, hvis du ingen Anledning finder til forinden at sende ham hertil.
12. En Paketfart med Christianssand maatte ønskes etableret.
13. Ved at bekjendtgjøre for Private Vilkaarene for Korntilførselen til Norge, maa disse opmuntres til at forsyne os. De maatte kunne drive en fordelagtig, aktiv Handel paa Norge ved at tilføre os Korn fra Danmark og Østersøen og igjen at udføre norske Produkter. Du erklærer, at af Planker tillades ikke Udførsel, uden at Korn eller Fødemidler forinden er indført. De enkelte Skibe, der maatte ankomme med Planker, er meddelt specielle Tilladelser, fordi Rederne forinden har indfort Korn.
I fredeligt Forhold med England var det væsentligt, at Tolden paa Planker nedsættes.
14. Alt, hvad her er bekjendtgjort, maa læses i de engelske offentlige Blade, og Folket stemmes til vores Fordel, saa at Parlamentet kan gjenlyde deraf.
15. Skulde, som Gud forbyde, Haabet til Englands Bistand glippe, da maa du skildre Ministeren, hvad Følgerne vil være af at overlade et Folk saa ufortjent til Fortvivlelse. Den første Lov for os bliver da den blodigste Hevn over Sverige og over hver dets Ven; men Haabet til, at England indser sin Uret mod s. 13os maa aldrig vige fra dig og indtil sidste Øieblik ytres; — ligesom vort Ønske til Fred er uforanderligt.
Regentskabet i Norge, Christianiad. 1. Marts 1814.
Christian Frederik.
P. S. 1 Dn vil henvende din Opmerksomhed paa at bidrage til, at Handelshuset Wolff et Dorvilles Grjæld til norske Handlende godtgjøres disse imod den Forsikring, at den Grjæld til engelske Huse, som af norske Handlende er deponeret deri, bliver likvideret.
v. Holten.
Christiania
d. 2. Marts 1814.
6.
Min gode Anker.
Mit Brev idag er bleven opholdt ved Trykning af „Tiden" Nr. 71. Deres Broder er kommen til Byen idag og syntes aldeles ikke utilfreds med sit længere Ophold; han tager nd til Bogstad.
Fra Sverige har jeg intet senere hørt.
Idag udnævnes Regjeringsraadet, bestaaende af:
Haxthausen, 1. Departement.
Rosenkrantz, Rigsbanken.
Anker, 5. Departement.
Sommerhielm, 3. Departement.
Amtmand Collett, 2. Departement.
Niels Aal, 4. Departement.
Tank, Medlem af 1. Departement.
Embedsrangen er: 2. Klasse Nr. 4, over Greneralmajorerne.
Medlemmer af Komiteen for Oplysningsvæsenet er: Biskop Beck, Etatsraad Thygeson og Professor Sverdrup.
Kl. 31/2 kommer de samtlige til mig.
Nu ønsker jeg min Ven en lykkelig Reise.
s. 14Statsraad CARSTEN TANK, 1766—1832.
Statsraad NIELS AALL, 1770-1855.
Stiftamtmand EMANUEL THYGESON, 1770—1860.
s. 15Et Brev idetmindste faar De vel endnu fra mig, men afvent det ikke.
Velvilligst
Christian Frederik.
Til de Ordener, som i Tiden kunde indføres i Norge, ønsker jeg, at De i England paa anden Haand vilde bestille staalgraa, vatrede Baand med grøn Kant, Baandene af forskjellig Bredde, saavel til Storkors, Kommandør og Bidderbaand.
Det paa indlagte Seddel [anførte] anskaffes for Uldmanufakturen.
Jeg selv ønsker Eau de Lavande, grant Klæde til Opslager, fransk Sennep, Soya.
Christian Frederik.
Christiania
d. 3. Marts 1814.
7.
Min kjære Anker.
Med inderlig Bekymring erfarer jeg, at De endnu er opholdt paa Moss. Træffer dette Brev Dem endnu der, da vend straks om og reis uopholdelig til Deres Bestemmelse; hvert Øieblik tabt er uberegneligt.
Grev Wedel er kommen tilbage efter 4 Dages Ophold i Venersborg. Han taler samme Sprog som A. 1, den kløgtige og forsigtige Mands. Alle Earer og Eordele maa veies for at vælge et mindre Onde; paa Rigsdagen vil han frembringe sine Ytringer og siden følge Folkets Beslutning.
GREV HERMAN WEDEL-JARLSBERG, 1779—1840.
s. 16Der hører meget til med Fatning at kunne føre sligt Sprog, som jeg desværre kan tro er Skjul for andre Hensigter. Nogle Advarsler og Ytringer, som neppe var ham behagelige, kunde jeg ei tilbageholde. Han maatte love mig ei at føre det Sprog til andre, som han i Fortrolighed førte til mig; thi det kunde let føde Splid og Mismod. Han tror intet paa Englands Bistand; men man maa huske, at han kommer fra Kjøbenhavn og Sverige. Wedel maa observeres, han tilbød ei sin Tjeneste, og jeg betakker mig derfor.
Thygeson og Rosenkrantz [M. G.J har faaet Pas til Kjøbenhavn. Overhovedet har de Svenske ikke antaget noget fiendtligt Forhold efter Rosens Tilbagekomst; men bistre er de over hans Missions Udfald. Feltmarschal Essen har tilbudt Grev Schmettow en Samtale i Strømstad d. 5. Marts. Jeg har instrueret ham paa det bedste.
Jeg venter med Længsel Efterretning fra Dem fra Christianssand. M. Pløen reiser imorgen.
Velvilligst
Christian Frederik.
8.
FULDMAGT.
Vi Christian Frederik, Norges Regent, Prins af Danmark, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken og Oldenborg, gjøre vitterligt:
At velbaarne Carsten Anker, Vor Regjeringsraad, er bemyndiget under hans Ophold i England til at udstede Licenser eller Leidebreve for ethvert Skib, som lades med Korn for at gaa til Norge, — ved Hjælp af hvilke saadanne Skibe skal vorde betryggede paa alle optænkelige s. 17Maader saavel mod alt Ophold og Uleilighed i Seen af norske Skibe eller Krydsere, som og nyde i enhver norsk Havn al den Beskyttelse og Befordring, som Plakaten af 19. Februar tilsiger alle dem, der bringer Korn og Fødevarer til Norge. Givet i Christiania d. 4. Marts 1814.
Kronprins CARL JOHAN,
1763
1-1844.
Christian Frederik.
v. Holten.
Christiania
d. 4. Marts 1814.
9.
Min kjære Anker.
Det har meget glædet mig at erfare, at De heldigen er kommen over Fjorden. Mit Brev, som jeg igaar skrev til Moss, kommer Dem rimeligvis silde i Hænde.
Det meldte Dem Grev Wedels Tilbagekomst. Han fører samme Sprog som A. 1, men kar lovet Forsigtighed. Han kavde ogsaa fra [Niels] Rosenkrantz Udskrift af det engelske Løfte til Sverige: ei at tilføre Norge Korn, førend de svenske Tropper var indrykkede. Han har været saa nforsigtig at opholde sig 4 Dage i Venersborg. Grev Schmettow er idag afreist til Strømstad for efter Indbydelse at have en Samtale med Feltmarschal Essen.
Det synes slet ikke, som om de vil bryde med Magt.
Breve fra Lübeck og\' ligeledes fra Holland over Bergen bebuder, at Napoleon bar tabt et stort Slag ved Brienne i de første Dage af Februar, og at Paris derfor stod aaben for de Allierede, som der skal være indrykkede d. 12. Februar. Napoleon skal være draget til Orleans, andre siger bam forsvunden, kort, hans Bige er nok tilende og, som jeg baaber, hans Tilhængere med; idetmindste behøves de ei mere, naar de maanedslænge holder sig borte fra Kamppladsen, som Bernadotte indtil 19. Febr. i Lübeck.
En forandret Fuldmagt til Løitnant Sneedorff, hvori De vitterligen kaldes Councellor of Grovernment and Councellor of State, vedlægges, saavelsom en til Overflødighed udstedt Fuldmagt for Dem til at hyre Dampskib til Norge med Sikkerhedsbreve. Samme Fuldmagt for, hvad Leith angaar, har M. Pløen.
Et Signet med Norges Vaaben og et andet for mig med s. 18Norges Vaaben øverst og i [det] lavere Felt, Danmarks fuldstændige Vaaben ønskes forfærdiget hist, hvor De ønsker snart at være.
Deres Ven
Christian Frederik.
De vil erfare, at de første Rygter om Modstanden i Norge er optagne med \'megen Glæde i England af — Folket.
Moss
d. 7. Marts 1814.
10.
Min kjære Anker.
Jeg haaber ikke, at dette Brev træffer Dem i Norge, men skulde det være Tilfældet, da har det ingen anden Hensigt end førend Deres Afreise endnu. engang at sige Dem, med hvor megen Tillid og Tilfredshed jeg ved Dem nærmere Maalet for denne Reise.
Merkelige er de sidste Tidender om Napoleons Nederlag og hans Magts Tilintetgjørelse. De er indløbne fra Danmark og fra Holland. De Allierede skal være i Paris og Freden, dikteret af Rusland og England, er nok udenfor al Tvivl en nmiddelbar Følge heraf. Man kan ikke negte, at Norges Skjæbne er voldgivet i disse Magters Hænder; det er altsaa af yderste Vigtighed at erfare deres sande Sindelag, og endnu vigtigere om muligt at vinde dem til Fordel for vor retfærdige Sag. Give Gud, De maa komme tidsnok til at bibringe det første fordelagtige Indtryk.
Jeg bar skrevet til Prinsen af Oranien og sender Brevene med Konsul Konow fra Bergen til Holland, alt for at knytte fordelagtige Forbindelser med denne Stat.
Han eller hvem der i hans Sted maatte reise, hvis han er syg, er beordret at sætte sig i Forbindelse med Dem.
Idag kommer jeg til Hafsmnd og erfarer der Indholdet af Grev Schmettows Samtale med Essen.
Rosenkrantz og Thygeson reiser imorgen til Kjøbenhavn med svensk Pas. De Svenske har efter Rosens Tilbagekomst givet Handelen og Samfærdselen med Norge fri, selv Kornvarer indføres.
Kronprinsen af Sverige har endnu d. 19. Febrnar været i Lübeck; han har altsaa holdt sig tilbage fra alle offensive Foretagender mod Frankrige. De Allierede har afgjort alt uden ham, behøver ham altsaa ikke og er, haaber jeg, kjede af ham. s. 19Herpaa maa appuyeres [maa man støtte sig], naar det gjælder om ham. Lad mig nu snart faa gode Tidender fra Dem.
Deres Ven
C. F.
11.
Hr. Regjeringsraad Anker. Christiania
d. 24. Marts 1814.
Det har særdeles glædet mig at erfare, at De med god Leilighed afseilede, saa at der neppe kan være Tvivl om, at De jo heldigen har naaet Deres Bestemmelse.
De vil i England have mødt megen Enthnsiasme hos Folket for Vores gode Sag, og hvad selv ministerielle Blade indeholder lover det heldige Udfald af Deres Sendelse, som jeg saa inderligen ønsker. Det er alt, hvad man tør haabe, at England tør holde sig passiv og tillade Tilførselen; at der, som Breve af 4. Marts beretter, d. 25. er lagt Embargo paa de norske Skibe i Forventning af sikre Underretninger om det, som er forefalden, er ikke fornroligende. Nogle ostensible Mesnrer skyldes Sverige, naar blot Tilførselen af Levnetsmidler i engelske og andre Nationers Skibe ikke formenes, og dette ved vi ei at være Tilfældet. At Grlæden her over Englands, som det synes, milde Sindelag er almindelig, vil De letteligen indse.
Med Sverige synes det at være.langt fra at kunne komme paa nogen god Fod. Grev v. Schmettows Konversation med Feltmarschal Essen d. 6. Marts havde intet andet Resultat, end at jeg bekom endydermere Forvisning om, at de Svenske er langt fra at ville angribe Norge med Magt. De stoler paa Udsnltningssystemet, ja endog paa, at deres Kronprins med sin Armé skal vende tilbage paa en engelsk Flaade og saaledes angribe Norge tillige fra Søsiden. Feltmarschallen lovede at besørge et Brev fra mig til Kongen af Sverige. Den 10. afsendte jeg samme, De finder det i Kopi vedføiet, 1 og jeg havde det Gralanteri at sende Feltmarschallen ved Grev v. Schmettow en Afskrift af samme.
Følgen heraf var uventet; han befordrede det til Stockholm, men der læste de Afskriften og havde den særdeles Uhøflighed at sende Brevet selv naabnet tilbage, ledsaget af Minister Engestrøms Kommentærer, og Breve til Grev v. Schmettow, hvoraf ligeledes vedføies Afskrift. 1
s. 20Officiellement er al Forbindelse saaledes afbrudt auxiliaire, men Grev v. Schmettow skal vedblive at tilskrive Grev Essen. Jeg tror, jeg kan være dette Brev bekjendt, og det skal blive trykt, om ikke før, saa efter at have været forelagt Rigsdagen. Men ymter Sverige noget om denne Fremfærd, da skal det straks bekjendtgjøres. Jeg ønsker, at De meddeler det til det engelske Ministerium.
I øvrigt indeholder Stockholmsposten de medfølgende Udfald mod mig, men vor Sag er for god til at blive en Grjenstand for Pennekrig.
Saalænge Kronprinsen af Sverige ikke tillader sig Fornærmelser mod de Norske, holder jeg min vidtløftige Deklaration tilbage; men isaafald staar den til hans Tjeneste for hele Europas Øine. Man kan ikke endnu vide, hvad han bestemmer sig til. Efter de engelske Aviser var Napoleon i Begyndelsen af Marts aldeles....... 1 Maaske Kronprinsen af Sverige faar fortjent Løn; skulde han derimod ved sin Ankomst paa Kamppladsen være heldig nok til atter at bringe Seiren til de allierede Overfaner, da bliver han mægtigere end nogensinde og farligere for os, end han før har været.
Den afvekslende Vaabenlykke, og at de Allierede behøver ham, maa genere Englands Adfærd mod Norge, om de end havde de liberaleste Hensigter med os. Dette venter jeg mig; men man maa ikke lade sig forblinde; derfor glæder det mig, at De er der.
Fra Danmark har jeg ikke en eneste officiel Meddelelse. Aviserne indeholder, saavidt jeg véd, intet om, hvad her er foregaaet. Den største Enthusiasme hersker der for vores Sag, men de Danskes velvillige Hjælp kan ikke komme til os formedelst den Is, der stedse belemrer vore Kyster.
Disse Underretninger har jeg anfortroet Deres Broder at overbringe. Jeg tror det gavnligt, at han er i England, hvis De maatte gaa til Eastlandet eller havde Aarsager til at vende her tilbage. Ham medgives en Fuldmagt i almindelige Udtryk.
s. 21De af Feltmarschal Essen d. 29. meddelte Underretninger angaaende Ruslands og Englands Sindelag meddeles Dem i Afskrift. Jeg vil haabe, at det, hvad England angaar, ser anderledes ud, naar man der har erfaret Sagernes sande Sammenhæng, og isaafald er al Ængstelighed overflødig. Grid jeg snart maatte modtage glædelige Underretninger fra Dem!
C. F.
Christiania
d. 25.—30. Marts 1814,
12.
Min kjære Anker.
Jeg henrykkes ved Tanken, at Deres Sendelse svarer til sin Hensigt, og at vi ikke har feilet i Forhaabningen om den engelske Regjerings gode Sindelag mod os. Hvad ministerielle Blade har indeholdt, selv da Rygterne om det her forefaldne var falske, forsaavidt min Handlemaade angik, er oplivende for dette vort Haab; det er skrevet sorn ud af vort Hjerte.
Hvis den engelske Regjering er saaledes stemt, maatte dens Mediation [Mægling] være os til Fordel, — ja alt, hvad vi kunde ønske opnaaet for Øieblikket.
De Svenskes største Bekymring ved det forefaldne, thi de synes ikke at bære Tvivl om, at Resnltatet ved de Allieredes Bistand bliver Norges Erobring, er, at disse tvende Stater ved saadan Strid skal indbyrdes svækkes og omsider figge under for Rnsland.
Samme Grande maatte tale hos det russiske Ministerium for at underholde denne Adsplittelse i Norden. Ved Alliancer mellem Sverige og Norge kan Modvegt vindes, en Forening maatte gjøre den end mere betydende. Skulde Keiseren af Rusland overse dette? Maaske, men hans Senat gjør det neppe, hvis det endnu har mindste Indflydelse. Imidlertid kan man ei vide, hvad Svaghed kan lede til, og seirer Ponte-Corvo over N., da bliver han frygteligere end nogensinde.
England er maaske tilfreds med at have, som de kalder det, straffet Kongen af Danmark og fravristet ham Norge. Sverige bnrde ligeledes være det, hvis det forstod sit sande bedste, men her er Hovedanstødsstenen. Min arveretlige Krone, skulde den s. 22være eller blive den eneste for Erkjendelsen af Uafhængighed? Da opstaar et: Hvad byder Klogskab? Aldrig vilde jeg opgive denne, for ildesindede indenlandske Partier svækker; men er eller bliver den i fremmede Magters Øine den sidste Hindring for Uafhængighed, da er det en anden Sag, — da kan jeg for min Person gjerne gjøre dette Offer.
I denne Aand antoriserer jeg Dem til at tale, hvis dette Spørgsmaal skulde opstaa. Grid Omstændighederne kunde altid i sin Tid foranledige Porandring. Kongen har skrevet mig atter det venskabeligste Brev og har lovet mig at være min Søn i Faders Sted. Her er et Hovedmotiv for at lade ham blive i Danmark indtil videre.
Han kan igjen forene begge Riger.
For at skaffe ham Arveret til Kronen antager jeg denne, om end ndvortes Omstændigheder skulde synes at true med dens Ubestandighed, og er vi spaaet, han vil komme til at regjere over; thi det franske Dynasti holder ikke en Menneskealder ud, og langt kortere vilde det regjere i. Det efter mit Fald jnaaske . . . 1
Slige Forestillinger tillader man sig nok mellem Ven og Ven, men er langt fra i mit inderste at mistvivle om et heldigt Udfald for mig selv, tror fast paa en retfædig Grud. De Svenske synes at smage paa den Tanke, at de ved at vælge mig til Tronfølger vilde vinde. Den er saa naturlig; saavel paa Grænsen som i Kjøbenhavn ved jeg, at den er bleven ytret af disse falske Personer, men hvorledes det gjældende Parti tænker, ser vi af de officielle Aktstykker. Pygtet siger, at en Rigsdag skulde samles i Stockholm d. 12. April. Er det sandt, vil der maaske hænde forunderlige Ting.
Den 27. Marts.
Averteret om deres heldige Ankomst til Leith ved de derfra til Norge kommende Skibe, har jeg ogsaa idag havt den Glæde at modtage Deres første Brev fra England, dateret 13. s. 23Marts. Det lover jo ikke andet end godt, og jeg haaber, at De snart har naaet London, samt at jeg derfra erholder gode Tidender fra min Ven.
Korntilførselen er og bliver altid Hovedsagen; vel, at De kan virke for den paa rette Sted. Konsul Konow er den 16. afreist til Holland direkte fra Bergen. Hans Adresse i Holland er hos de Herrer Weddick et Wendel i Amsterdam.; over England er hans Adresse hos Baring Brothers et Komp. eller D. Wilkins i London.
De ved, at han skulde overbringe Brevskaber fra mig til Prinsen af Oranien og slutte Handelsforbindelse, om de vil sætte sig i Eorbindelse med ham, Han har udentvivl gode Konneksioner sammesteds.
Eftersom de Skibe, som bringer os Korn, alle vil blive udklarerede til England eller Sverige, saa var det saare ønskeligt og nødvendigt fra Sverige at forskaffe sig de der saa almindelige, os uundværlige, falske Papirer og Toldbeviser om Udlosning i bemeldte Staters Havne samt i Islands og Eærøernes, hvorhen Skibe ogsaa pro forma vil blive udklarerede.
De vil adressere denne Pakke til Justitsraad Wiewild.
Efter at have underholdt mig saa længe om udenrigske Sager, bør jeg ogsaa nævne de indenrigske. Valgene er for det meste fuldendte og der er valgt brave Mænd, men ogsaa nogle Rænkemagere, saaledes Provsten Houndt og nogle fra Grevskaberne af det der gjældende Parti. — Nedenæs Amt udbad sig at vælge den fraværende Jacob Aal, hvilket jeg naturligvis tilstod. — Akershus Amt har valgt Kammerherre [P.] Anker, Sorenskriver Falsen og en Bonde. Anker synes vel stemt for Norges Selvstændighed og i Modsætning af Wedels Theorier. Falsen konfererer med Sverdrup, som er fuldkommen paalidelig, ja, i det væsentlige er saa meget velstemt, idetmindste for mig og mod det svenske Herredømme. Wedel tøvede fra d. 6. til d. 20. med at aflægge sin Ed, og aflagde den dernæst med følgende Indledning:
„Uagtet jeg anser enhver Ed til Eædrelandet overflødig, saa maa jeg dog ifølge D. K. H.s Befaling ailægge følgende Ed: . . ......., dog med den udtrykkelige Forbeholdenhed, at Na-s. 24tionalreprsesentationens Ret til efter modent Overlæg i et og alt at bestemme Norges Skjæbne aldeles ikke derved indskrænkes."
Det var Synd at sige, at han skjuler sit Sindelag; men derfor er han neppe heller farlig. Hans hele Hu staar til paa Rigsdagen at briljere ved sine Talegaver og, som det synes, der afbevise Muligheden for Norges Selvstændighed. Men den ligger netop i Folkets bestemte Villie, som hans Talegave ikke vil rokke Nationen fra en saa værdig Beslutning. Skammen vil blive hans og Fordelen den gode Sags, som aldrig vil skinne klarere end ved Siden af den Skygge, han vil udbrede over den.
Det synderligste er, at jeg ikke — uagtet al den Sandsynlighed, der er imod ham — kan forestille mig, at han handler i Forstaaelse med de Svenske. Han skal nyligen have erkjendt, at der ikke kunde handles anderledes, end skeet er, og at det vilde være en ganske anden Sag, hvis England holdt med os. Jeg tror næsten, at han taler hint Sprog for at vise sig som dybttænkende Politiker og af umiskjendelig Ærgjerrighed, idet han maaske tror at kunne udrette alt under en anden Regjering, der muligen letteligen kunde rokkes til Fordel for ham, naar ingen anden Myndighed var her i Landet. Han nærmer sig aldrig til mig; jeg formaar altsaa ikke heller at nærme mig til ham eller at tilbyde ham et Embede, hvorfra mit Hjertes Ønske — sandt at sige — gjerne ser ham udelukket. Viste han blot mindste Hengivenhed for mig og for den gode Sag, skulde jeg endda kunne overtale mig til at tilbyde ham alt, hvad der kunde kildre hans Forfængelighed.
Fra Thygeson har jeg intet hørt; han afreiste d. 9. med Rosenkrantz, og de er komne godt gjennem Sverige. Thygesons Familie er bleven her tilbage; men jeg tvivler høiligen om, at han vender tilbage. Den offentlige Tone i Christiania, hvor Tonen aldrig er rosværdig, er kun altfor meget mod danske Embedsmsend. De kan ei forestille sig, hvad det er et Savn for mig ei at have en eneste fortrolig Ungdomsven hos mig. Deres Savn, min Ven, kan ikke erstattes. — Thygeson havde et sjeldent lyst Hoved, skjønt hans sidste Fremgangsmaade ei behagede mig, var han mig dog saare gavnlig i den Stilling, han stod i. Bugge er mig vist inderlig hengiven, men naar jeg taler s. 25med ham, falder det mig ofte ind, hvor ilde lidt [d. e.: afholdt], han er af alle.
Sverdrup og Generalauditør Bergh er fuldkommen paalidelige Mænd. Jeg tilstaar med Erkjendtlighed mod det algode Forsyn, at jeg ingen Aarsag har til Klage over at savne Venner. Jeg er overbevist om, at enhver redelig Nordmands Hjerte slaar for mig, men om ingen er denne Overbevisning mig mere værd end om Dem, min Ven.
Grid De var igjen hos mig og medbragte Fred til Held for Menneskeheden og for Deres Ven
Christian Frederik.
Christiania 30. Marts 1814.
Christianiad. 30. Marts 1814.
13.
Min gode Ven.
Indslutter et Brev fra Deres Son. Læs det, førend De læser mine Kommentærer. — For det første ser De af indlagte Brev fra Erik til mig Aarsagerne, hvorfor han har sendt mig det til Besørgelse. Han beder mig tillige om, hvad han neppe behøvede, om mit Forord for Dem ved den Forbindelse, han har indgaaet med Betsy Sneedorff. — Jeg kan til Fordel for samme med Sandhed sige Dem, at denne sjeldne Pige er ligesaa god som skjøn, og at hun npaatvivleligen vil gjøre den Mand lykkelig, som hun elsker. Hun har, skjønt hendes Stilling var i den store Yerden, aldrig fundet sin Lykke i dens Tummel; i sine Forældres Hus var hun altid lykkeligst, og hun har ikke ladet sig bedaare af Nutidens unge Herrer du soi-disant bon ton [belevne i egen Indbildning], deres Smigrerier elder Fadaiser. Jeg tør nævne mig som hendes oprigtige Ven, og troede jeg, at jeg burde fraraade hende hvilketsomhelst Parti, da gjorde jeg det sandeligen, men hun tilskriver mig: „Erik Anker friede til mig, foruden at jeg led ham meget godt og fandt ham et smukt Menneske, fandt jeg Lighed i vores Stilling og Alder; jeg er overbevist om, at det er et inderlig godt Menneske; jeg kjender ham som en god Søn, og ved Annettes Dødsseng saa jeg i ham den fortræffeligste Broder, — og jeg tror med ham at kunne s. 26leve i den Velstand, hvortil jeg er vant; saa, bedste Prins, her var mange Grande til at give ham mit ja. Dette fik han, og vi venter kun paa hans Faders Samtykke for at gjøre vor Forbindelse bekjendt, som ingen ved endnu uden Prinsesserne og mine Forældre. Grid den maatte vinde Deres Bifald. Anker er Dem med Ljv og Sjæl hengiven“, osv. Dette er Hjertets ukunstlede Sprog, og det vil ogsaa finde Vei til Deres Faderhjerte.
Har jeg forstaaet Erik ret, saa er det ham meget om at gjøre for sin Bestemmelse i Fremtiden at vide, om han kan regne paa, at De vil efterlade ham Eidsvold med tilliggende Eiendomme.
Den eneste, der i sin Tid tnrde være ham hinderlig i denne hans Arv, skulde vel være mig, hvis jeg af handlede Dem denne Eiendom; men naar det gjælder om to unge Folks Etablissement i Fremtiden og det angaar tvende af mine Ungdomsvenner, saa lader jeg gjerne slig Tanke fare og beder Dem selv, min gode Anker, om at meddele Deres Søn et Løfte, der kan gjøre ham lykkelig.
Han har tilbudt sig at ville komme herop, naar hans Tjeneste paakrævedes, men endnu er dette jo ei Tilfældet, og han er vist inderlig tilfreds i Danmark. Forlovelsesdagene er saa sukkersøde.
Med Indretningen paa Eidsvold gaar det, siger man mig, godt fremad. Forvalteren har modtaget ialt 20 000 Rdlr. Elieson er meget virksonr, skjønt det vist havde været mere overensstemmende med Deres Ønske, at Miss Harward var reist med Deres Broder [Peter A.], saa kan det være gavnligt for Eidsvold, at hun, formedelst Upasselighed, blev nødt til at opholde sig [der].
Ikke faar De et Ord mere fra mig idag. Lev ret vel. Det ønskes Dem af
Deres Ven
Christian Frederik.
Endnu en Efterskrift. De vil underrette Deres Broder om Baron Hardenbergs Bestemmelse til de allierede Hoffer; jeg ved s. 27ei sikkert, om han er kommet afsted, men i alle Fald tilskriver han Deres Broder, og han kan da svare ham og fremtidig korrespondere med ham i det franske Chiffer, jeg har meddelt ham. Hvor vil Greneralen kunne Hjælpe sig uden Haandskriver?
Et genialt Brev af Grev Schimmelmann vedføies.
14.
Christianiad. 2. April 1814.
Inat ankom Løitnant Falsen fra Danmark og medbragte Depecher fra Kongen af Danmark. De underrettede om en Note, skreven af den østerrigske Minister i det svenske Hovedkvarter, som meget taler om Kongen af Danmarks Fare ved firefold Modkabaleren af Østerrige, Rusland, Preussen og England garanteret Traktat (sic). Der hentydes paa, at man var overbevist om, at franske Intriger har Del i Norges Beslutning, og at de endnu er virksomme i Kjøbenhavn.
De bør ingen Brevskaber til Napoleon have ihænde. Andet: Det er væsentligt at vide, om England ved ny Garanti har forsikret Sverige [at faa] Norge?
Kongen af Danmark skildrer dernæst Norges ulykkelige Forfatning og underretter mig om Tawasts Fordringer, nemlig først, at jeg skulde bestemmes en vis Tid, inden hvilken jeg skal erklære mig, om jeg vil vende tilbage eller faa mine Eiendomme konflskerede og frakjendt Successionen til Tronen.
Al Handel og Korntilførsel skulde forbydes Norge. Tredie: Alle danskfødte, som ei straks vender tilbage — deres Eiendomsret konfiskeres. Hvilket Kongen har besvaret saaledes: „at jeg nemlig har desavoueret [misbilliget] din Handlemaade. I Hensyn til Handelen har jeg sagt, at uden denne kunde vi ikke eksistere, og at jeg ei indsaa, at vi ei skulde handle paa Norge, naar de Svenske ikke engang hindrer det fra deres egne Havne, og i Hensyn til Embedsmændene da var Terminen bestemt til 1. Mai, at de skulde bestemme sig, og derved maatte det forblive." Hvortil han føier: „at naar de allierede Magters Fortrolighed indløber, og jeg først er bleven Konge, da vil min Udelukkelse fra Danmarks Trone blive en næsten uundgaaelig Følge, thi ellers bliver den hele Traktat en Nullitet.“
s. 28„Betænk dette!" bliver han ved, „hvor skrækkelig min Stilling bliver for mit Fædreland, for den hele kongelige Slegt. Søg derfor hver Leilighed til at løsrive [dig] fra en Fare, der overgaar alle. Maaske Rigsforsamlingen kunde frembyde Leilighed dertil.“
Han raader og beder mig forskaffe det norske Folk de bedst mulige Vilkaar og dernæst at vende tilbage til Danmark under Venskab og Fortrolighed.
Jeg bar svaret, som De af vedlagte ser, at den Post om at vende tilbage er tilføiet for at trøste.
Efter Falsens Forsikring er Kongen af Danmarks Forfatning høist ulykkelig, og Danmark trues med Opløsning, men jeg formaar ikke at redde det, førend jeg faar reddet Norge.
Jeg har havt den store Ubehagelighed at maatte arrestere Admiral Lütken, fordi Admiralen erklærede mig, efter modtagne Ordres at maatte gjøre sit muligste for at afseile med Briggerne, endog med Magt, og fordi han vægrede sig baade for at sværge Norges Sag eller for at nedlægge sin Kommando med den ham affordrede Erklæring, at han ei vilde øve Void mod min bestemt ytrede Villie, at Briggerne ei tillodes at seile, skjønt jeg iøvrigt kjender dem at være Kongen af Danmarks Eiendom.
Samme Erklæring har jeg affordret de øvrige Søofflcerer, og de fornødne Sikkerhedsforanstaltninger er trufne mod Briggernes Afseiling.
De norskfødte sværger, haaber jeg, til Gorges Sag, og jeg vilde inderlig ønske, at de danskfødte gav deres Erklæring, hvorefter de uden videre kunde afreise til Danmark. Hvad Virkning dette uundgaaelige Skridt vil have, kan ei med Bestemthed forudsiges; imidlertid vil det dog vise de Allierede, at vi ei stiller under Dække med Kongen af Danmark.
Thygeson er ankommen til Kjøbenhavn og er bleven vel modtagen af Kongen af Danmark.
De vil ikke tabe af Sigte, om man i Tiden kan faa Laan kontraheret i England, hvilket jeg dog neppe vil kunne bestemme noget om uden Rigsforsamlingens Minde. Ved at sætte Dem i Forbindelse med Konsul Konow vil De, om fornødent, søge at aabne Kredit i England til Sikkerhed for hollandske Huse, som s. 29maatte entrere i Kornspekulationer. Glodt Krudt fra England, Salpeter og Svovl, hvilke tvende Artikler maatte sendes til Bergen eller Christiania, vil ogsaa være vigtigt for Norge at erholde.
Afskrift af Skrivelser til den nordamerikanske Præsident og denne Stats Konsul i Norge vedlægges.
De maa endeligen sende mig Afskrifter af mit Brev til Prinsregenten, som jeg desværre ei har beholdt tilbage, da De reiste.
Christian Frederik.
15.
Officielt.
Eidsvold Jernverkd. 21. April 1814.
Til
Hr. Regjeringsraad Carsten Anker.
Min kjære Anker.
I flere Dage har jeg foresat mig at tilskrive Dem, men jeg har daglig ventet Efterretninger fra Dem, som kunde give mig Anledning til med mere Sikkerhed og Sagknndskab at omtale vore politiske Forhold og vor Stilling med fremmede Magter. Endnu er disse ikke indløbne, men Grev Essen har venskabeligen tilsendt os et Brev fra den svenske Gresandt, Baron Hehousen, som vedlægges, hvilket melder, hvorkmde Deres Sendelse har været uden Yirkning. Et engelsk Handelshus, Corbet et Borthwick i Leith, beretter, at Embargo er lagt paa alle til Norge bestemte Skibe; men alle disse Efterretninger foruroliger mig ikke, thi saalænge De er i England og ei har fundet sig foranlediget til at melde mig noget ufordelagtigt for Norge, bør jeg ei foruroliges ved Rygterne eller ved tilsyneladende ufordelagtige Udsigter for vor Sag.
Den engelske Nations Stemning er saa aabenbar for os, at jeg ikke kan tro, Ministeriet at ville eller kunne bidrage til et frit og uafhængigt Folks Undertrykkelse.
Vel siger de Svenske, at England har garanteret dem Norges Besiddelse, men det har jeg aldrig seet noget officielt for, og det tror jeg saa meget desmindre, som det offentligen i Parla-s. 30mentet har været modsagt af Ministrene. At England ikke aabenbar kan understøtte os, vil jeg tro; men vi forlanger jo kun Fred og Neutralitet med denne Stat, og dens Mediation.
Alt, alt maa forsøges for at vinde England til vor Fordel. Skulde.......tilligemed Prinsregenten forlange af Norge Englands Beskyttelse? Skulde man tilstaa dem særdeles Handelsfordele og Friheder, fri Havne eller Kontorer, som de har i Portugal — kort alt, hvad der kan virke? Ønsket bør for Øieblikket tilstaaes for at vinde denne Støtte i vor Sag.
De Svenske overøser os med befalede Afskrifter af Kronprinsens fulminante [lynende] Breve til Feltmarschal Essen: men. Trndsler virker ei paa Nordmanden. De er desuden latterlige. Han fortæller saaledes — i et foregivet Brev til Grev Rosen —, at han om føie Tid vender tilbage paa en Flaade med 20 000 Svensker og 10 000 Preussere eller Russere, at han vil lande i Christianiafjord, at Russerne paa samme Tid skal angribe fra Arkangel og Finland osv. Paa Grænsen forholder de Svenske sig aldeles rolige. De forsøger sikkert alle Midler for at vinde deres Hensigt med det Gode, og herved vindes den Fordel af Tid [I Chifre]: til stor Gavn for os, bvis England imidlertid bliver stemt til vor Fordel. Saaledes har Feltmarschallen valgt den Maade at tilsende mig en betroet Mand med et Brev, som i Afskrift medfølger, og som jeg har besvaret saaledes, som ligeledes sees. Jeg tror iøvrigt ikke, at denne Sendelse kan have andet end gode Følger. Personen var svensk, mener man, moden af Aar og af en moderat Karakter. Jeg talte vidt og bredt med ham, og skjønt han ikke kunde give efter i Hovedsagen: at de Svenske og Norge maatte være forenede, merkede jeg dog, hvor angelegent det var ham at overtyde mig om Grev Essens redelige Vilje at afvende alle Ulykker fra Norge og fra mig. Jeg tør ligeledes tro, at jeg ved at tale uforstilt og værdig med ham har vunden i hans som i Grevens Øine, og dette er maaske ikke uvigtigt.
Mine sidste Ord til Lagmand Flach var: „Jeg beder Dem forsikre Greven om min Høiagtelse, og hvormeget jeg erkjender dette Bevis paa hans Agtelse for mig personlig. Jeg lader mig s. 31ikke skræmme af Efterretningerne, som meddeles fra deres Kronprins’ Hovedkvarter; jeg vil se med egne Øine. Naar hele Verden erklærer sig mod Norge efter den almindelige Fred, da og forst da skal jeg skildre Landets [Tilstand] for Folket, og da kan det vælge. Men vælger og bestemmer det sig desuagtet til fortvivlet Forsvar, da er jeg vist ikke den, der af Frygt skal kampere tilbage fra en ulige Strid eller overtale andre dertil, naar det ei kan ske med Ære.“
Han syntes meget vel tilfreds med denne Erklæring, ved hvilken jeg vinder Tid, og at de Svenske ei foruroliger os. Englands Mediation nævnte jeg naturligvis ikke et Ord om. [Chifferskriften ophører.] Jeg beder Gud, at det ei maa komme til Yderlighed, thi jeg er forvisset om, og er blevet det langt mere ved at omgaaes med Folkets her forsamlede, udvalgte Mænd, at det norske Folk under intet Vilkaar underkaster sig Sverige. Det vover før det yderste, og jeg skal villigen dele Farer med dem for en saa god og ædel Sag.
Saavidt havde jeg tilskrevet Dem, da jeg modtog den uventede Efterretning, at de Allierede d. 30. Marts er indrykkede i Paris, og at Keiseren af Rusland der har udstedet en Proklamation d. 31. Marts, i hvilken han erklærer, at han og de Allierede ikke vil underhandle med Napoleon eller nogen af hans Slegt, men at det franske Folk kan give sig en Konstitution under de allierede Magters Beskyttelse. Senatet skal have erklæret sig for Bourbonerne. Saa afgjørende denne Begivenhed [end er] for Europas Skjæbne i det Hele, saa lidet kuldkaster den mit Haab, thi nu trænger de Allierede ikke mere til Kronprinsen af Sverige. Han har ved lidet eller intet at udrette til disse store Begivenheder ydermere lagt for Dagen, at han ei er uundværlig. Hans forbeholdne Opførsel maa gjøre ham mistænkelig for de Allierede ligesom [for] Rusland.
Han maa erkjende gamle Naboers Fyrste, som sund Politik [ei] maa ønske fjernet, og ei [blive] mægtigere, end han nu er. At begynde en ny Krig i Norden er vist alle Magter imod.
Hvis de Svenskes og Norges Forening skulde være alle de forenede Magters Formaal, er det, eller kan det snart blive Tid s. 32at lade dem øine den Maade, paa hvilken dette uden Opofrelse kan ske eller Misbrug af Kraft og uden Blodsudgydelse.
De Allierede behøver blot at trække deres Tropper tilbage fra Kronprinsen af Sverige, de behover blot at ytre sig til Fordel for mig, og jeg omtvivler ikke, at det svenske Folk, som ikke undser sig for at skifte Regent, jo selv foretrak en sikker og magelig Forening for en uvis og ødelæggende Erobring. Den meste Hindring er to Udlændinger. Naar de Norske kjender sin ufravigelige Konstitution og sin Regent, vil de under saadan Bestemmelse ikke vægre sig at dele fælles Hæder og Glans med et Nabofolk, der kun formedelst dets Regjerings Befaling er dets Fiende.
Foreningen med Danmark eller af de tre nordiske Riger maatte ikke for Tiden ligge til Grund for denne Ide. Jeg er endog villig til, hvis de Allierede Magters Sindelag gjør det absolut nødvendigt, til Norges Fremmelse, at frasige mig denne Krone for mig personligen, men aldrig for min Søn [Frederik VII.], som er næst mig dens rette Arving.
Denne vigtige Sag giver jeg i Deres Hænder; bearbeid, hvis det er muligt, det engelske Ministerium. Stol paa Østerriges Sindelaug som overhovedet paa, at det er de samme Magter, som vil se alt vende tilbage til den forrige Orden og som følgeligen kun med Fortrydelse kan se Napoleons Slegtskab paa den svenske Trone.
Grev Essen udleder af disse Begivenheder den Slutning, at de Svenskes Magt nu bliver uimodstaaelig. Jeg øiner endnu meget Haab. Men De vil indse, hvor vigtigt det er for mig, at jeg af Dem modtager den fuldstændigste Underretning om Begivenhederes Grang og om de allierede Magters egentlige Sindelaug. Jeg holder det for Pligt at meddele Rigsforsamlingen Underretning om alt, hvad vi tør haabe og bør frygte. Jeg skrev til Greven: Jeg forraader aldrig det norske Folks Fortrolighed, ikke heller skal jeg misbruge den. Siden kan det bestemme Landets Skjæbne, og jeg skal følge dets Kald. [Chiferskriften ophører].
s. 33Hvorledes jeg har udtrykt mig paa Bigsdagen i min Tale om de udvortes Forhold, vil De, haaber jeg, med Bifald læse. Overhovedet ønsker jeg, at denne Tale maatte fortjene det Bifald, den har nydt. Jeg sender Dem den, indrykket i „Tiden" og i fransk Oversættelse, for ogsaa i dette Sprog at lade den bekjendtgjøre i England.
[I Chifre]: Hvis Baron Hardenberg er i de Allieredes Hovedkvarter, da meddel ham samme til videre Bekjendtgjørelse og Afbenyttelse. De har vel sørget for, at de allierede Fyrster er i Besiddelse af mine Skrivelser af 22. Febr. ? Jeg tilskriver ikke disse Fyrster, før jeg med Sikkerhed ved deres Sindelaug mod OS. [Chiferskriften ophører.]
Takkeadressen, der er mig et uvurderligt Mindesmerke om det norske Folks Følelser for mig, ønsker jeg ligeledes aftrykt i engelske Tidender og paa fransk.
Af „Tiden" vil De se, at Briggerne er sikrede Norges Tjeneste; de har Ordre at krydse mod de svenske Kapere, som paa ingen Maade taales, at fordre deres Erklæring, om der er Krig mellem Sverige og Norge, i Tilfælde af bekræftende Svar at opbringe dem, i modsat Fald at fratage dem enhver Prise med Bestemthed, eller med Magt og med den Trudsel, som allenfals ndføres, at skyde dem isænk som Sørøvere. En Skipperberetning udsiger, at en engelsk Brig er kommen her i Farvandet med Befaling at krydse mod alle Kapere, hvilke England ikke mere vil taale paa Havet. Dette vilde være saare fordelagtigt for os og foranledige, at vore Brigger kan gjøre fælles Sag med de engelske mod hine Kapere. Overhovedet har Briggerne Befaling at vise de engelske Krydsere Tillid og aldrig at gjøre det første Skud mod dem. — Toldanordningen af 6. April vil De gjøre de Handlende bekjendt med; den vil ei heller være de Engelske ubehagelig.
Christian Frederik.
16.
Privat
Eidsvoldd. 21. April 1814.
Min kjære Anker.
Tvende Ark Politik har jeg tilskrevet Dem, nu maa jeg fortroligen meddele Dem Underretninger om Rigsforsamlingens Gang.
Begyndelsen gjordes med Gudstjenesten. Professor Leganger holdt en vel ndarbeidet Prædiken d. 10. April; kun tillod han sig vel meget at strø Virak for mig. Man maa aldrig ophøie et Menneskes Ros over, hvad han fortjener elder efter sin menneskelige Natur kan fortjene; ogsaa talte han om Kronen noget for tidlig. Denne Dag gik iøvrigt bort med, at Fuldmagterne overleveredes til mig; men eftersaaes straks af en Komite, bestaaende af Regjeringsraad Sommerhielm og de tvende Biskoper Bech og Bugge. Samtlige Adresser skal vorde trykkede som et interessant historisk Mindesmerke.
Næste Dag Kl. 11 Form, aabnedes Rigsforsamlingen ved min Tale, hvilken det lykkedes mig at fremsige med Kraft og Værdighed, og som gjorde den hensigtede Virkning.
At Præsidentvalget faldt paa Kammerherre Anker, dertil havde jeg medvirket; thi jeg tror, at det lægger Upartiskhed for Dagen, og at det vil overtyde de Svenske endmere om, at Nationen handler af egen Drift.
Grev Wedel havde til dette Valg ikknns to Stemmer, hvilket syntes at dekontenancere ham. En Komite blev paa denne Dag valgt at ndarbeide en Rigsdagsordning og Forslag til Takadressen til mig. Den 12. blev Rigsdagsordningen vedtaget, og Takadressen ligeledes.
Wergeland udmerkede sig ved denne Leilighed ved en Tale og hvilken han sluttede med de høitidelige Ord: „Nu har Christianssand talt!“ — og i hvilken han bl. a. paastod, at de Mænd, jeg havde kaldt til Møde paa Eidsvold d. 16. Febr., havde anmasset sig Folkets Snverænitet og bestemt dets Skjæbne. Kammerherre Anker og Professor Sverdrup tog til Grjenmæle og sagde, at de Mænd var kaldte som Raadgivere og Venner, at de intet havde bestemt; men Æren for, hvad der var gjort til Fædrelandets Frelse, tilkom ene mig. Grev Wedel selv talte s. 35meget moderat imod Wergelands Motion, som han fandt at være upassende.
Takadressen blev enstemmigen vedtagen og mig overleveret om Eftermiddagen ved en Deputation med Præsidenten i Spidsen. Jeg svarede paa samme:
„Ethvert Bevis paa det norske Folks Tilfredshed med mine Bestræbelser er mig dyrebart; dobbelt Værd maa dette være for mig, fremført af Nationens udvalgte Mænd. — Min Bevidsthed siger mig, at jeg bar udrettet noget til Fødelandets Frelse. Det er til Dem at udrette mere.
Ved det Fædrelandssind og den Driftighed, der besjæler Rigsforsamlingen, vil den snart kunne tilendebringe den Konstitution, som dernæst endrægtigen skal forsvares og haandhæves. De vil bevidne Rigsforsamlingen min Forbindtlighed og Tak.“
En Komite til at udarbeide Konstitntionen blev valgt samme Dag, bestaaende af Professor Sverdrup, Sorenskriver Falsen, Presten Rein, Kaptein Motzfeldt, begge fra Bergen, Justitiarius Rogert, Provst Middelfarth fra Trondhjems Stift, Grev Wedell, Ridder [Jacob] Aal, Prest Wergeland, Toldprokurør Omsen, Oberst Hegermann, Kammerherre Oberst Petersen, Oberstløitnant Stabell og Just,[itsraad] Diriks.
De understrøgne (Wedell og Wergeland) er af det svagsindede, for ei at sige svensksindede Parti, der ahner stor Fare for Landet og hellere vil undgaa samme ved Underkastelse; men det er ikke uhensigtsmæssigt, at disse Personer er i Komiteen. Der drøftes da alt des nøiagtigere, og det velsindede Parti bar umiskjendelig stor Overvegt saavel i denne som i Forsamlingen i Almindelighed. Lastværdig er ikkun en feil Overbevisning, forsaavidt at den er ledet af urene Bevæggrunde, saasom Ærgjerrighed, eller af fremmed Indflydelse, ligesom ogsaa naar man søger at indpode andre sine Begreber og frygtagtige Fordomme. Forsaavidt er Grev Wedel og Kammerherre Løvenskiold, der i alle Maader viser sig som hans Bajas, lasteværdige; thi de søger i Løn ved idelig Overtalelse og Fornegten af deres, under Patriotens Maske skjulte, unorske Sindelag at mislede den mindre oplyste Del af Forsamlingen, ja, endog ved Stemmesedler, som de lader omgaa, at fremme Valg til Komiteerne de leur faḉon s. 36[efter eget Ønske], men alt forgjæves. Disse Makinationer strander tilhobe paa Retsindigheds Klippe. De øvrige Medlemmer af Komiteen er høist paalidelige. Sverdrup og Falsen kjender mine Tanker, Konstitutionen angaaende, fuldkommen nøie.
Det saakaldte Wedel’ske Parti er almindelig forhadt, og han mest, hvilket han vist dybt føler, hvormegen Umage han giver sig for at holde god Kontenance og at synes amiable.
En bergenhusisk Soldat, som han (Wedel) vilde omvende, sagde sidst til ham: „Jeg kjender dig nok; man har fortalt os om dig hjemme; men tag dig iagt, naar du taler om at blive svensk, saa bliver du stinget; saadan tænker jeg og alle mine Kamerater."
En anden, til hvilken Løvenskiold sagde, at han havde tabt ved Vernepligten, svarede ham: „Ja, det tror jeg nok, for saa kunde Svensken gaa ind i Landet, naar han vilde."
Nogle af de bergenhusiske Deputerede, der er af egte norsk Prøve, sagde indbyrdes, da de sad imellem de to benævnte Kammerherrer: „Hvem der dog sad hos de Bønder og Soldater dernede, thi da var man vis paa at sidde mellem Nordrnænd."
Sligt og andet mere maa høres og døies.
Jeg udmerker ingen, jeg søger at være lige forekommende og omhyggelig mod alle. Jeg har gjort mig megen Umage for at besørge afhjulpet, hvad Klage over altfor af sides Kvarterer, der straks den første Dag reiste sig. Jeg indbyder alle Depnterede uden Persons Anseelse i alfabetisk Orden til mit Taffel; — kort jeg viser mig mellem dem uden Forbeholdenhed eller Forstillelse, og alle, som mener Sagen det vel, ønsker vist rain Nærværelse; men ligesom jeg aldrig ved nogen Omvei virker paa Forhandlingerne, saa er det mig ogsaa om at gjøre at lægge for Dagen, hvor lidet jeg ønsker at genere eller imponere Forsamlingen. Jeg benyttede saaledes Tiden fra d. 14. til d. 19. til et Ophold i Christiania, udi hvilke Dage jeg ekspederede en Kurer med mangfoldige Privatbreve til Danmark, og fik endel andre Forretninger fra Haanden.
Ved Rigsforsamlingen blev af Komiteen ndarbeidet og Forsamlingen forelagt vedfølgende 11 Punkter, af hvilke de 10 første blev antagne, den 11. udsat, da den fandt store Modsigelser af s. 37de konditionerede Personer. De føromtalte Modstandere vilde have Titelen Rigsforstander istedetfor Konge, derfor fandt de Retsindige, at denne Bestemmelse straks burde tilføies ved 1. Punkt, for at undgaa fremtidige Diskussioner.
Wergeland holdt en lang Tale og igjennemgik alle forskjellige Konstitutioner, citerende fremmede Autores osv., men blev raabt til Orden. Forslaget blev ordret antaget med over 2/3 Stemmer.
Om Jødernes fremdeles Udelukkelse var og Debatter; men Resultatet blev efter Ønske. Disse Diskussioner fandt Sted om Fredagen d. 15. Om Mandagen d. 18. var atter Generalforsamling, hvor tvende Spørgsmaal blev fremsatte:
1. Om en Finanskomite nu skulde nedsættes for at undersøge Rigets finansielle Resourcer.
2. Om Rigsforsamlingens Forhandlinger skulde ansees endte, naar Konstitutionen er grundlagt og Kongen er valgt?
Begge Spørgsmaal blev fremsatte af de Retsindede for at møde Modpartiets bestandige Bestræbelser: at forhale Sagen og Forhandlingerne. Det første Forslag antoges, og til Medlemmer af samme [sic] udnævntes: Amtmand Krohg, Fogden Collett og Kjøbmændene O. C. Mørdi, C. Stoltenberg, Rosenkilde, Schmidt, Meltzer og Lund. Det andet vakte mange Debatter. Wergeland holdt atter en lang Tale. Grev Wedel ligeledes, extempore og godt, meget moderat, men han vilde have Rigets udvortes Forhold undersøgt. Rein holdt ligeledes en kort, men fyndig Tale, som i Afskrift vedlægges. Spørgsmaalet misforstodes tildels, thi mange mener, at enkelte Dele af Lovgivningen maa bestemmes tilligemed Konstitutionen, og frygtede saaledes for, at Here uvedkommende Ting vilde blive inddragne under Konstitutionen formedelst denne Bestemmelse. Ved Stemmeoptællingen fandtes Stemmerne for og imod lige, saa at Præsidenten, Oberst Hegermann, gjorde Udslaget til Fordel for Spørgsmaalet. Denne værdige Mand er i disse Dage udnsevnt til Prsesident, Sorenskriver Falsen til Vicepræsident.
Nu arbeider Komiteerne, men 14 Dage varer Forsamlingen.
Hvad er jeg dog lykkelig fremfor andre Fyrster, der i lignende Tilfælde havde givet Folket Raaderum og maatte skjælve s. 38for Følgerne. Roligen og ubekymret kan jeg her i mit Kabinet overlade mig til Statsarbeider saavelsom til at fyldestgjøre Venskabets Fordringer; — det kan den Ærgjerrige ikke, som først tænker paa Statens Bedste efter at have fyldestgjort sine egne, umættelige Fordringer.
Mit Helbred er meget godt. Fra min Familie har jeg de bedste Efterretninger, og i Danmark er Stemningen og Virksomheden til vort Bedste umiskjendelig. [I Chifre]: Dagligen ankommer Kornskibe, i de seneste Dage over tyve Tusinde Tønder Korn, og til Bergen er 13 000 fra England. Skaf os flere; ingen skal takke Dem oprigtigere end Deres uforanderlig hengivne og forbundne Ven.
[Ingen Underskrift.]
Eidsvoldd. 25. April 1814.
17.
Min kjære Anker.
Omsider er jeg bleven underrettet om, at Baron Hardenberg d. 15. eller 16. April vilde afreise fra Kjøbenhavn for at røgte sit Ærinde hos de allierede Hoff'er. Vel sent i Sandhed, men dog maaske endnu itide, thi Frankriges Anliggender lader vel fremme Norges.
Maaske Brevet, som De modtog, er kommen før i de allierede Fyrsters Hænder. Et Rygte fra de Svenske, at en engelsk Baron er anholdt i Grothenborg med dobbelte Depecher for Norge, nogle ufordelagtige og andre mindre nfordelagtige, nemlig lovende, at England vilde beskytte Korntilførselen, har frapperet mig, intet vilde [sic], at det er sandt, og siden De ei er kommen tilbage, uagtet de Svenske længe har bebudet det, saa venter jeg bestandig, skjønt med inderlig Længsel, gode Tidender fra Dem.
Brevet til Baron Hardenberg, som De vil lade dechifrere med de Chifre, som Deres Broder har medbragt, vil De finde hoist merkeligt, og jeg vilde ønske, De vilde tage det til Rettesnor, forsaavidt De kan virke til samme Maal mod Kronprinsen af Sverige personligen. Man skriver fra Kjøbenhavn, at han d. 28. Marts er reist fra Lüttich til Paris, og at han er rasende over Norge og over, at de Allierede har taget Tropper fra ham s. 39og givet dem til Blücher. Alt bedre og bedre. Han vilde indskibe sine Svenskere og reise hjem over Lübeck.
I Sverige tiltager Misfornøielsen over nærværende Tilstand. Hvad jeg har skrevet om Storfyrstinden er, hvis det nogensinde skulde udføres, et stort Offer; thi huslig Lykke kan meget godt blive ved den bos mig selv udvalgte Grjenstand; men dette er maaske det virksomste Middel til at naa det store Maal, nu da Prinsessen af England er forlovet, og det maa benyttes, idetmindste holdes frem.
Siden, naar Maalet er naaet, flndes maaske andre Udveie, og sandt at sige, hvormeget det end ellers strider mod mit Sindelag, vilde jeg ei gjøre mig nogen Samvittighed af at narre Keiseren af Rusland til Grjengjæld for hans Handlemaade med os.
Hvad jeg fremdeles har skrevet til Storkansleren Baron Hardenberg sees af vedlagte Kopi. Jeg sender Duplikatet af begge Dele gjennem Deres Hænder, og De vil forsyne samme med Omslag og Segl samt befordre dem med Posten til Paris under Adresse: Storkansleren.
Korntilførselen fra Danmark gaar ønskeligt, skjønt man d. 2. April bar forbndt Skibsndklarering til Norge. Thygeson skriver: „Bogstaven ihjelslaar, men Aanden levendegjør“. Han ventes hid om faa Uger. Rosenkrantz [M. G.] er i disse Dage landet i Arendal.
Ved Rigsforsamlingen bar Komiteen omtrent tilendebragt Konstitntionsforslaget, som skal trykkes og diskuteres. Jeg har endnu ikke seet det fuldstændigen. Grev Wedel bar søgt at indflette, bvad svensk han kunde; men det kan nok endnu blive renset ved paanyt at gjennemgaaes. Finanskomiteen er meget tilfredsstillet ved Beregningerne over Norges Pinansetat i Predsaar.
Mit Helbred er ganske efter Ønske.
Vi bar det godt paa Eidsvold. Fra min Søn har jeg de bedste Tidender; for ham verner hele Folkets Kjærlighed. 1
s. 40Forbitrelsen i Kjøbenhavn tiltager dagligen; man frygter ei uden Grand for Udbrud af heftige Optrin. Lykkeligvis for mig er jeg der ikke. Chid ved ellers, hvad der allerede kunde være hændt, og hvor nlykkelig jeg maatte føle mig ved at opleve sligt i mit Fædreland.
Grlæd mig snart med gode Tidender fra Dem, hvilke inderligen skal oplive og glæde Deres Ven
Christian Frederik.
Christianiad. 5. Mai 1814.
18.
Min kjære Anker.
Jeg sender Dem et Brev til den russiske Statssekretær Grev Nesselrode, hvilket De, ligesom de øvrige Breve, vil besørge til Paris, om ikke direkte, saa gjennem Storkansler Hardenberg.
Jeg beklager meget, at De i saa lang Tid maa have savnet Brevskaber fra mig; jeg føler selv, hvor pinagtigt det er, ingen Underretninger at modtage fra sine Venner, allerhelst naar disse kan være saa afgjørende, som de, jeg venter fra Dem. Jeg kjender jo Deres Iver og Deres Klogskab og trøster mig med, at alt kan blive godt, ja, jeg venter mig det, Saalænge De har kunnet blive og virke. Aviser tier jo ganske, hvad angaar Norge. Deres Krydsere, som, endog uden at praie dem, har mødt vore Brigger og Konvojer, har ikke øvet nogen Voldsomhed mod norske Skibe; tvertimod skal de have tilbndt vore Skibe Konvoj og lovet at tngte de svenske Kapere. Disse handler paa Sørøvervis, siden Norge, som det paastaaes, er erklæret i Blokadetilstand af Sverige, og de skal blive behandlede paa samme Yis. Den engelske Regjerings Herskab paa Havene burde ei tillade slige Sørøverier.
Korn ankommer i Mængde, Gud ske Lov!
Ved Rigsforsamlingen er Konstitntionsforslaget udarbeidet og skal nu diskuteres i Forsamlingen. Det bliver udentvivl ganske efter de Retsindiges Ønske. Jeg har nu ved tvende Grange at være fraværende paa nogle Dage fra Eidsvold tydeligen lagt for Dagen, hvor lidet jeg ønsker at imponere paa Forsamlingen. Dette erkjendes ogsaa af alle.
s. 41Jeg vender idag tilbage til Eidsvold.
I Danmark er der d. 18. April udstedt et aabent Brev imod Norge, hvori siges, at Kongen kun under den Forpligtelse, at Landet blev overladt til de Svenske, har løst Embedsmændene fra deres Troskabsed, hvilke desaarsag forbydes at beholde eller modtage noget Embede i Norge under dets nuværende Stilling. Alle danskfødte Embedsmænd tilbagekaldes inden 4 Uger under Tab af dansk Borgerret. Tvende Kommissærer 1 udnævnes for at fordre og til vedkommende svenske Befuldmægtigede at overgive de norske Fæstninger, faste Pladse osv.
Førstnævnte aabne Brev bliver naturligvis ei bekjendtgjort, og Kommissærerne tilstedes ei Adgang til Riget. Alt dette er svensk Indflydelse, som over al Beskrivelse opbringer Folket mod Kongen og hans Omgivning.
I Sverige er Misfornøielsen stor, og der er ingen Tvivl om, at Ponte-Corvo er tabt, naar han ikke snart skaffer dem.....
Deres Broder var endnu d. 28. April i Christianssand. Jeg haaber dog, at han vil have talt med Dem, førend dette kommer Dem i Hænde.
Giv mig nu snart, snart gode Efterretninger.
Christian Frederik.
Eidsvoldd. 5. Mai 1814.
19.
Min kjære Anker.
Jeg tilsender Dem herved den kongelige svenske Kundgjørelse af 12. April om Norges Blokadestand.
De vil underhaanden eller officiellement, hvis De kan, paatale dette nye Indgreb mod Fredstraktaten, som Havenes Herre, Englænderne, ikke behøver at taale af en Magt som Sverige. At opbringe alle Skibe under alle Flag er en fiendtlig Mesure mod alle Nationer.
England, som nu kan byde Fred paa Havet, Fred paa Jorden, burde ei taale Sørøveri. Læg de gode Herrer dette ret paa Hjertet.
s. 42Privatbreve siger, at De, min Ven, endnu den 25. April opholdt sig i London; dette er gode Tegn; — men at jeg ingen Tidender fra Dem modtager, er ubegribeligt.
De maa endeligen benytte flere Veie, over Holland, Helgoland, og adressere Brevene til Blücher eller andre Venner i Altona til videre Besørgelse over Fladstrand.
Medfølgende Paragrafer af Konstitntionsforslaget er ved Disknssionerne igaar og idag antagne af Rigsforsamlingen.
De vil se i Almindelighed de Bestemmelser fulgte, som alle Retsindige maa bifalde. Den blot agnatiske Arvefølge er afvigende fra Danmarks, og følgeligen betænkeligen for mig; men at jeg dog antager den vil vise alle Magter, at der ingen Aftale eller oplagt Raad med Danmark finder Sted. Kongens sene Myndighedsalder og Regentskabets Indretninger er noget aristokratisk.
Debatterne har ikke været svære over disse Poster. Rigsforsamlingen vedvarer vel endnu 10—14 Dage.
Mit Helbred er upaaklageligt. Inderligen længes jeg efter Tidender fra Dem, der kan glæde.
Deres hengivne og forbundne
Christian Frederik.
Eidsvoldd. 10. Mai 1814.
20.
Min kjære Anker.
Atter finder jeg mig foranlediget til at underrette Dem om, hvad der videre er hændet. Den 6. Mai modtog jeg hoslagte Skrivelse1 fra de af H. M. Kongen af Danmark udnævnte Kommissærer for at fordre og til vedkommende svenske Befuldmægtigede at overlevere Norges Fæstninger, faste Pladse, offentlige Kasser og Domæner. Mit Svar1 vedlægges ligeledes i Afskrift.
Idag bar jeg modtaget en Skrivelse af 8. Mai og besvaret samme som følger 1, samt ligeledes i samme Anledning tilskrevet Kongen af Danmark, alt saaledes som De i Kopi 1 vil faa. Den omtalte Afskrift1 af en fransk Depeche vedlægges ligeledes, og skjønt jeg gjerne vil tro, at den er fabrikeret i Sverige, saa er s. 43det dog saare vigtigt at erfare Sandheden om. de allierede Fyrsters Sindelag.
Jeg tøver desaarsag intet Øieblik med at opfordre Dem til at meddele mig Underretningen om, hvad De kjender dertil samt fornemmeligen om Englands Sindelag mod os. De ved, at jeg stoler mest paa dette Kabinet, og at naar den russiske Gesandt skulde ankomme, min Tilflugt, om det behøves, er at henskyde mig under Englands Mægling, hvilket — især hvis den kunde være os til Fordel — vilde være saare ønskelig. Men ved den Uvished, De hidtil har ladet mig i om vores Stilling til denne Magt, vil De indse, hvor vanskeligt det er for mig at handle med Overlæg og Klogskab.
Baron Hardenberg i Paris vil ligeledes opfordres til lignende Meddelelse saavel over Halemengden [?] som over Holland eller England.
Deres Broder er efter et Ophold, der har været mig meget ukjært, afreist over Holland.
De maa endelig, hvis den direkte Vei er spærret, sende mig Sneedorff eller en anden betroet Person med Afskrift af alle Deres Depecher, hvoraf ingen er mig tilhændekommet. Kunde De selv uden Skade for Eorretningerne vende tilbage, hvor kjært for mit Hjerte! Men Saalænge De kan udrette noget til Fordel for vor Sag sammesteds, eller Saalænge det er afgjort til vores Fordel, bør jeg aldeles ikke tillade mig at kalde Dem tilbage. De eller ingen kan udrette alt godt for Fædrelandet, og dets Sønner skal velsigne Deres Daad.
Vi glæder os alle ved ankomne Kornskibe til alle Norges Egne; over 80 000 Tønder regnes ankomne i sidste Maaned. Dog over de svenske Kapere megen Udaad; men de engelske Krydseres Forhold er venskabeligt og forøger vort Haab paa denne Magts Bistand.
Hvad her i Rigsforsamlingen hidindtil er bestemt af Konstitutionen, følger i Afskrift. Efter Justitsraad Diricks er Sorenskriver Falsen valgt til Præsident. De Retsindige har kjendelig Overvegt over Modpartiet.
Et Rygte, som fra Hamburg og Jylland er naaet os, at Keiser Alexander skulde ville formaa eller have formaaet Kron-s. 44prinsen af Sverige at afstaa sin Ret til Fordel for Prins Gustaf [af Wasa] har vakt min Forhaabning om et heldigt Udfald for vor Sag.
Det forklarer Ruslands Politik at se de Svenske som en Vasal af Rnsland, og divide et impera [del og hersk] er en gylden Regel!
Ogsaa herom venter jeg Lys fra Dem. Anvend, jeg besværger Dem, alle Midler for snart at sende mig Tidender, som kan glæde og . . . .
Deres forbundne og velvillige
Christian Frederik.
E. S. Jeg gjentager min Anmodning om, at De maa anvende Deres hele Indflydelse for at aabne et Laan om muligt af 100 000 Lstrl. i England. Jeg skal skaffe bekjendte, vederheftige Handelshuses og — om man vil — Rigsforsamlingens Graranti for samme.
Deres forbundne og velvillige
C. F.
Christianiad. 28. Mai 1814.
21.
Min kjære Anker.
Den af brudte Samfærdsel med England gjør det saare vanskeligt for mig at meddele Dem Underretning om, hvad her foregaar. Tiderne [Avisen „Tiden“] for Mai, som vedlægges, og de ved min Tronbestigelse kundgjorte, offentlige Aktstykker underretter Dem saavel om Rigsdagens Slutning som om den Aand, der besjæiede denne Forsamling.
Denne Aand, som istemmes af hele Nationen, er mandigen udtrykt i Rigsforsamlingens Adresse af 19., og jeg haaber, at den skal gjøre sin Yirkning, besynderlig i England, hvor Folket aldrig kan billige et frit Folks Undertrykkelse. De maa endeligen sørge for, at den, vel oversat paa engelsk, bliver bekjendtgjort i de engelske Aviser.
Med spændt Forventning oppebier jeg Udfaldet af Lord Greys Motion i Parlamentet d. 10. til Fordel for Norge.
s. 45Efter de fra Sverige i Kjøbenhavn ankomne Efterretninger skal en engelsk Gesandt ankomme hertil tilligemed de øvrige tre allierede Magters for at erklære, at disse Magter samtligen vil bistaa Sverige ved Norges Undertvingelse og for at advare mig for de Ulykker, jeg vilde bringe over Eolket ved en længere Modstand.
Ugjerne vil jeg tro, at disse Magter saa ganske kan tilsidesætte de Grandsætninger, de selv har hyldet og forfegtet til Folkenes Frelse fra Vold og Undertrykkelse. Jeg tror, at svenske Kabaler har foresnakket dem, at det her ei gjaldt Nationens Stemme, men kun et Parti; og hine Magter tror at kunne forfærde dette Parti ved Tradsler og saaledes vinde Ered i Norden ved en Demonstration; men naar de selv erfarer, at Nationens forenede Villie er bestemt, at den vil vove alt for at forsvare sin Selvstændighed, da haaber jeg, de betænker sig paa at træde al Retskaffenhed og gode Grundsætninger under Fødder.
For endmere at overbevise dem [Engelskmændene] om Stemningen her, sendes Statsraad Aal, Sorenskriver Christie og Kjøbmand Rosenkilde til England. De skal overbringe mine Breve og Dokumenter, nemlig Konstitutionen, Oversættelsen af det aabne Brev og Adresserne; de skal vidne om det norske Folks Stemning og paakalde den engelske Regjerings og Folkets høimodige Bistand ved en saa retfærdig Sag.
Først hvis denne Sendelse skulde mislykkes, tvivler jeg om Englands Sindelag til vor Fordel. De vil, min kjære Anker, bistaa disse Herrer med Raad og Daad, og De saavelsom Greneralen vil paa bedste Maade skaffe dem Adgang.
Det kunde, hvis Greneralen allerede er vel antagen og bekjendt for at reise i mit Ærinde, maaske være fordelagtigst, at han, som naturligvis er mere agtet og kjendt af de gjældende Personer, introducerer dem ved Hoffet; men hvis Greneralen ikkun er anseet for privat Mand, der i egne Anliggender opholder sig i England, da kan det have sit Grode, at han vedbliver denne Karakter; han kan da under alle Omvekslinger blive der og benytte Leiligheden til vor Fordel.
Da jeg slet ikke ved, hvorledes De, min kjære Anker, er bleven modtaget, eller hvad der er hændt Dem, saa kan jeg ikke s. 46bede Dem at slutte sig om den føromtalte overordentlige Sendelse; men jeg er forvisset om, at De vil vide at veilede de Afsendte.
Skulde Greneralen være erkjendt som diplomatisk Person, da kunde det maaske være saare gavnligt i Forholdet til udenlandske Magter, at han tilligemed de øvrige overleverede mine Breve til Prinsregenten af Storbritannien, til Keiseren af Rusland, Kongen af Prenssen, den snveræne Fyrste af Nederlandene, hvilke jeg alle formoder at være nærværende i England. Hvis de to første Potentater ikke er i London, da er det endog mit Ønske, at han og en af de øvrige Afsendte, heist Christie, afgaar ufortøvet, efter forrettet Ærinde i England, til Paris for at overlevere mine Breve til Keiseren af Rusland og Kongen af Preussen, hvorved han maa underrette sig om Baron Hardenberg Reventlows Opholdssted og erfare, om han skulde have overleveret de samme Breve, som jeg ad en anden Vei — over Holland — har ladet ham tilstille, for at overlevere hine Eyrster. Men iallefald, hvis han det tilraader, bør de Afsendte fremstille sig for disse Fyrster for at tale Norges Sag og underrette dem om den almindelige Stemning og den store Synd, de begaar ved at bidrage til et frit Folks Undertrykkelse, hvilket Folk er bestemt paa ikke godvilligen at opofre sin Erihed og Lykke.
Af førmeldte Gesandtskab haaber jeg det Grode, at de selv skal blive overbeviste om den almene Stemning her i Norge, og saaledes give deres Hoffer et andet Begreb end det, de Svenske hidtil har bibragt dem. Jeg skal modtage dem med al den Fatning, som en god Sags Forfegter ved Tro paa Guds Forsyn og Bistand kan have, og jeg vil bede dem selv undersøge Folkets Stemning, og ihvorvidt denne eller Partiaand, der har ledet Begivenhederne i Norge. — Konstitntionen bærer, synes mig, det øiensynligste Præg af nbunden Villie hos Nationen, men tillige om Villie til at ndrette det Gode.
Den engelske Blokade af Norge betyder ikke meget; de afviser Skibene, men de er kort efter Vidne til, at de løber ind i Havn; betydelige Kornforraad er i den seneste Tid indløben i vore Havne, saa at alle Marker næsten er tilsaaede, og ingen Mangel spores søndenfjelds.
s. 47Saalænge De kan udrette noget, ønsker jeg, at De bliver i England; men iøvrigt længes jeg efter og trænger til Deres Bistand i Porretningerne. Fremfor alt ønskede jeg dog iøvrigt at høre fra Dem. Det er utroligt, at intet Brev fra Dem har kunnet komme frem. Dette Brev indeholder alt, hvad 291 [General Anker] behøver at vide for at rette sin Fremgangsmaade efter; altsaa maa han anse det, som om det ogsaa var skrevet til ham.
Jeg sender Originalen af dette Brev tilligemed det ene Eksemplar af min Skrivelse til Prinsregenten og de engelske Ministre forud over Holland for det mulige Tilfældes Skyld, og da det ei taaler Opsættelse med at overlevere samme.
Man kan ikke vide, hvad voldsomme Foretagender de Svenske skulde ville falde paa, naar Kongevalget erfares; men kan det bie med Overleveringen, indtil de Afsendte ankommer, saa meget bedre. Dette og alt mere overlades til Deres Konduite, min kjære Anker.
Velvilligst
Christian Frederik.
P. S. De vil af Baron Hardenberg have erfaret, hvorledes han er bleven antagen, eller hvad han har kunnet udrette hos de allierede Fyrster. Hvis han har Adgang til Dem, da er det ikke fornodent, at Greneralen afreiser til Paris, da bør kun en af den norske Nations Befuldmaegtigede slutte sig an til Hardenberg. Men er det tvivlsomt, hvorledes Hardenberg er antagen, eller har De ingen Efterretning fra ham, og er de allierede Fyrster endnu i Paris, da tror jeg det gavnligst, at 291 [Generalmajor P. Anker] tilligemed Christie begiver sig did for at overlevere mine Brevskaber og tale Nationens Sag, hvorhos han dog maa konferere med Baron Hardenberg, hvis han traeffer ham i Paris. Eller, hvis han ikke er der, kan de henvende sig til Grev Christian Bemstorff, som jeg har tilskrevet.
De Afsendte tilskriver den engelske Eskadrechef for Christianssand og anmelder sig [som] det norske Polks Reprsesentanter, afsendte til det engelske Hof for at underrette dette om Rigsdagens Beslutninger. De udbeder sig hans Beskyttelse, men skulde i manglende Paid alligevel afreise. Skulde De — Anker — s. 48finde det nødvendigt at overlevere Brevet til det engelske Ministerium eller til Keiser Alexander, da maa, siden Sendelsen i samme er benævnt, vel ogsaa Gesandternes gode Modtagelse i de engelske Havne forlanges. De vil ved et Brev til Leith underrette de Afsendte, om De tror, at de bør anmelde sig som Gesandter eller som Private, under hvilket de gaar iland.
Christianiad. 29. Mai 1814.
22.
Min kjære Anker.
De vil kunne forestille sig, med hvilke Følelser jeg har modtaget den Trone, som et frit Folk har overdraget mig, den skjønneste Trone, nogen kan eie; thi Folkets Kjærlighed og Tillid har banet Veien til den.
Kun Rigsforsamlingens bestemt ytrede Vilje, som tydeligen tilkjendegav sig, da nogle af det kjendte Parti androg paa Kongevalgets Udsættelse, kunde bevæge mig til at modtage Tronen uden at se Lys i vores politiske Forhold eller Stilling med andre Magter.
Men Nationen fordrede det for at beroliges, for at se et af sine kjæreste Ønsker opfyldt og Konstitutionen fuldbyrdet. At vise Vankelmodighed vilde have nedstemt den herskende gode Aand og var følgeligen langt fra mig.
Jeg har modtaget Tronen med fast Tillid til Forsynet, at det vil beskytte en retfærdig Sag og gjøre det norske Folk saa lykkeligt ved mig, som jeg inderligen ønsker at se det, og som det vist kan blive, saa snart som Uretfærdighed og Void ikke berøver os Frihed, Fred og Lyksalighed.
[I Chifre]: Jeg henskyder mig under en Gesandts Mægling. Men naar Tilfældet da indtræffer, at en Gesandt med afgjørende Fuldmagt til Norges Held eller Vanheld afsendes, da er det ogsaa Tid for Dem, min Ven, at vende tilbage. De ved, hvormeget jeg trænger til Dem, og at jeg ikke har nogen, der kan Hjælpe mig i Diplomatiken.
[Uden Chifre]: Mit Helbred er upaaklageligt. Jeg beder Gud om Kraft til at gjennemgaa den megen Bekymring og Modgang, s. 49hvilke imidlertid efter vel overstaaet Daad rigeligen kan lønne sig i dette farlige Land.
Gud befalet for denne Gang.
Deres Ven
C. F.
Ladegaardsøend. 4. Juni 1814.
23.
Min kjære Anker.
Jeg har overdraget Statsraad Aal at meddele Dem de politiske Nyheder, som jeg har modtaget saavel fra Hannover som Holland, ikke nfordelagtige hvad angaar Englands Stemning for os. Samme vil rimeligvis aldeles opklares ved den engelske Gesandt, Mr. Moriers Ankomst, som idag er anmeldt at være landet i Christianssand. [I Chifre]: Han vil kunne oplive eller nedslaa mit Mod, skjønne mit Haab til Guds Bistand staar fast. Jeg venter næsten, at England vil true for at tilveiebringe Fred, men aldrig tror jeg, at denne Magt byder Haanden til et frit Folks Undertrykkelse. [Chiferskriften ophører].
En Times Samtale med Dem, blot en fuldstændig Rapport, vilde oplyse mig om mange Ting, som jeg egentlig bnrde vide, forinden jeg handlede med Gesandten, hvilken man nu maa tro paa sit Ord og ærlige Ansigt.
Maaske han medbringer noget fra Dem; — eller skulde det ikke være muligt for Dem at skrive? Jeg begriber det ikke. [I Chifre]: Vel har et Brev fra Etatsraad Knutzons Son, som synes at være en brav Fyr — Dem meget hengiven — underrettet mig om et særdeles ubehageligt Tilfælde, der er hændt Dem som Følge af en Gjældsforsikring, formodentlig til Kompagniet [det asiatiske]. Men da jeg tillige ved, at De igjen er fri, saa venter jeg længselsfnld Beretning fra Dem. — Jeg skal gjøre mig muligst Flid for at skaffe Dem Remisserne, kan [sic] lette Deres bekymrede Sind og bidrage til Deres Opholds Behagelighed og Tilbagereise, hvis Omstændighederne gjør samme ønskelig. [Chiferskriften ophører].
I et foregaaende Brev af 28. Mai tolkede jeg Dem mine Følelser ved de vigtige Begivenheder i afvigte Maaned, der har s. 50sat mig i den Stilling at kunne næst Gnds Hjælp ndrette noget godt for et Folk, som jeg elsker og som jeg inderligen ønsker at se lykkeligt. Maatte blot mine Bestræbelser krones med Held, og Norden vinde Fred. I dette, endnu nvisse, Haab indser De, at ikkmi Folkets paa Rigsdagen som overalt i Landet ytrede Forlangende, straks at se mig bestige Norges Trone, kunde bestemme mig til uden Betænkning at antage denne skjønneste blandt Troner, overdraget mig ved Folkets Kjærlighed og Tillid.
Det var saa langt fra Folkets Stemning at vise Vankelmodighed i denne Bestemmelse, saa at samme ei heller burde fmdes hos mig.
Altsaa i Guds Navn, hvad der er skeet, er skeet i en redelig Hensigt, af et oprigtigt Hjerte, og dette vil Gud beskytte og velsigne.
[I Chifre]: Prins Ponte-Corvo vil tvinge Kongen af Danmark til at erklære mig arveløs til Fordel for Kronprinsessen [Caroline], som han ønsker at formæle med Prins Oscar. Altsaa har han de tre nordiske Riger isigte. Men tro mig, dette netop følger han; imidlertid kan Dysten blive slem nok for os; men det norske Folk opofrer alt for at forsvare sin Konstitution og kaster sig i Nødsfald heist i Englands Arme.
Uforanderlig Deres
Christian Frederik.
Ladegaardsøend. 9. Juni 1814.
24.
Min kjære Anker.
Jeg har paalagt Statsraad Aal at meddele Dem Kopier af den hertil ankomne Gesandts 1 Noter og de Svar han, efter min Befaling har modtaget. Hovedsagen er, at han bliver her, at han har forskaffet Nationens Depnterede 2 sikker Overreise, og at han er fordelagtigen stemt for os. Maatte rm hans Regjering blot tro og følge hans Vink.
s. 51De kjender min bestemte Beslutning, som Konstitutionen og Rigsforsamlingens Erklæring af 19. [sic] Mai endnu mere bestyrker: ikke at indlade sig i nogen for Nationen vanærende Betingeise. Konstitutionen og Rigets Selvstændighed maa holdes i Hævd.
Ellers skal jeg vist findes villig til ethvert Arrangement med Sverige under Englands Mægling; jeg ønsker jo kun Fred i Norden og vil derfor bringe alle mulige Opofrelser, som kan bestaa med Ed, Pligt og Ære.
Underhandlinger bør ei afvises. Af Englands Mægling bør man dog vente sig alt godt. Jeg har derfor ikke kunnet have noget imod at forberede et nyt Storting til at modtage de Meddelelser, som Mæglingen maatte foranledige. [I Chifre]: Hvis alle Magter enes om at tvinge Norge og Sverige sammen, har jeg tænkt paa, om man ikke kunde gjøre det til en Betingeise, at et nyt Kongevalg forinden maatte foretages til Sveriges Trone, eller man kaster sig i Englands Arme, eller man slaas til det yderste. Skulde Englænderne ikke selv ønske dette? [Chiferskriften ophører.]
Ved de Underhandlinger, der maa pleies, vil De næsten være mig aldeles uundværlig. Jeg maa desaarsag paalægge Dem nn, — da alt vil blive afhandlet her — at vende tilbage jo før jo heller og at sætte Deres Broder istand til at virke i England til vor Fordel, efterat De har forladt dette Land. Jeg haaber, at De ved Venners Hjælp og, om det kan gavne, ved den norske Regjerings, Graranti vil overvinde de Vanskeligheder, der fra den pekuniære Side kan møde. Jeg skal saasnart muligt sende flere Tusinde Lstrl. over til Deres Disposition.
Jeg har ikke modtaget noget fra Dem siden 18. Marts. Hils Deres Broder og tro mig stedse Deres velvillige
Christian Frederik.
Ladegaardsøend. 22. Juni 1814.
25.
Min kjære Anker.
Jeg har været saa heldig at modtage Deres Depecher med Marcus Pløen, men ikke førend i afvigte Uge, og endeligen de s. 52seneste med Løitnant Sneedorff igaaraftes. De indser, at jeg, naar jeg ikke altfor længe skal opholde mit Svar, maa veilede det med Deres Skrivelser, af hvilke De vil have Kopi, henviso til de Paragrafer, ved hvilke jeg finder noget at bemerke, og saaledes vil jeg stræbe at forskaffe Dem et fuldstændigt om end ufuldkomment Svar.
Altsaa med Depechen af 18. Marts fra Leith: Jeg er Dem meget forbunden for de Foranstaltninger til Korns Indkjøb, som De sammesteds har truffen. Nogle af Ladningerne kom til Bergen, før Embargoen blev lagt. Betalingen skal jeg sørge for gjennem 1. Departement. Jeg skal vise Deres Depeche og hvad De herom under 11. April melder, til Tank, forat han kan foranstalte det fornødne. De til Christianssand opbragte Skibe er prisdømte.
Med Depechen af 11. April:
Ad Nr. 2. Det var saare vel betænkt, at De straks opvartede Mr. Hamilton, hvorved Introduktionen gjordes, og De underrettedes om, hvad der ventede Dem i Samtalen med Lord Liverpool.
Ad 6 og 7. Ligeledes var det godt, at De stiftede Bekjendtskab med den preussiske Gresandt Jacobi. Grodt, at De ei talte alene med Svenskerne; men denne Konversation kunde iøvrigt efter mine Tanker ikke føre til noget Resultat. De Svenskes Hensigt har kun været at føle Dem paa Tænderne, men de vil have fundet dem baade faste og skarpe!
Ad 8 og 9. Det røbede, synes mig, kun liden Delikatesse af Baron Jacobi saaledes at følge Dem i Hælene. Jeg frygter, han i Hjertet har været mere svensksindet, end De kunde ønske. At han forelæste Dem sin Depeche, var iøvrigt aabenhjertig nok. Har De senere besøgt Mr. Vansittart?
Ad 10. Hertugen af Gloucesters Forhold mod Dem i Parlamentet og Brevet til mig fordrer min oprigtige Tak og Høiagtelse, som jeg beder Dem bevidne ham.
Ad 11. Jeg benndrer og glæder mig over, at De i senere Samtaler med Mr. Hamilton fik udvirket et forlænget og siden uforstyrret Ophold.
s. 53Depechen af 28. April fra 2. til 9. Side inklusive, nemlig om Kronprinsen af Sverige, finder jeg alt det anførte grundet paa de sundeste politiske og filosofiske Sætninger, som berettiger os til at haabe, at Skjæbnen skal være saa retfærdig at tildele denne Mand sin fortjente Løn og at befri Norden for ham paa en Trone, til hvilken han ei er født. Men hidindtil tilstaar jeg Dem, at de øvrige Magters Opførsel kun lidet foranlediger mig til at nære Haab om den kraftige Anvendelse af disse Sætninger mod ham. Hans Fald maa bevirkes indenrigs, og der er vist mange tilbøielige til at bidrage dertil. Men saalænge han paa saa aabenbar Maade bistaaes af de mægtige Stater, er han ogsaa indenrigsk sterk. Sverige tror ene ved ham at kunne vinde alt, og Armeen ser i ham en uovervindelig Helt. Det er altsaa netop de store Magter, der maatte ønske ham tilsidesat, som befæster ham: Keiser Alexander med hans misforstaaede point d'honneur og England med sin Eftergivenhed. Gjerne de tror, at Stødet mod ham snarere skulde komme fra Keiser Alexander end fra England; var mig uventet, thi endnu er hint aldeles ikke at vente, naar man ei blindt bygger paa det samme Sindelag, der fremlyste i Tilsit og flere Steder.
Men hvorom alt er — alle Midler og Omveie maa benyttes for at virke paa denne Monark. Jeg har tilskrevet Prinsessen af Oldenborg, hans Søster, som skal have Indflydelse paa ham; men dette Brev maa ei overrækkes gjennem Grev Liewen, som jeg ved er svensksindet, heller gjennem Kvindfolkene, som omgiver Prinsessen. Aal har det med.
Ponte-Corvo falder sikrest for en Kugle eller for et militært Chok i Norge; men at jeg ønsker at nndgaa denne Yderlighed, nemlig Krig, vil De indse.
Ad 13. Side. Brevet til Konow. At De med ham vedligeholder en uafbrudt intim Korrespondance kan ikke andet end have mit Bifald. Havde han havt Kreditiver, eller kunde han have faaet tilstrækkelige Remisser, maatte han kunne have udrettet meget i Holland; dog har hans Reise havt Nytte.
De Svenske har opbragt hollandske Skibe, som seilede i Kattegat og paa norske Kyster. Jeg haaber virkeligen, at der kommer til virksomme Reklamationer fra de neutrale Magters s. 54Side. De svenske Kondemnere og deres Kapere oplægges, siden der er intet at røve. Paa Kaperi har jeg ikke indladt mig og vil ei heller indlade mig. Det bringer kun Fortrædeligheder. Jeg formoder, at England snart heller ikke taaler saadant hos andre Nationer.
Laan i Holland eller England er ikke alene ønskelig, men næsten nødvendig for at redde Staten ud af de betydelige Betalinger, som forestaar. Dog vil Nationens Garanti først kunne skaffes ved næste Storting, men indtil denne Tid maatte Privates gjælde.
Skulde ikke Stemningen i England for Norge kunne bringe saadant Laan tilveie? Statsraad Aal skal konferere med Dem derom.
Ad 14 og 15. Dette Projekt lader sig høre, naar man har Penge, men ogsaa først da.
Ad 16 og 17. Min Dom over Napoleon og de Franske vil De kunne vide, naar De husker, hvad vi ofte har talt om ham. Mandens Abdikation, hans sidste Armebefaling og Afsked fra sine Vaabenbrødre bærer Præg af den store Aand, der fulgte ham til det sidste; men nu skulde han have trukket sig tilbage i privat Stand og ei lege Keiser og Konge paa Øen Elba, hvor han dog kun kan blive en Næssekonge. Her synes mig, at det uanselige Menneske røber sig.
Ad 17. Side. Deres Spaadom om den gamle Adels Indflydelse paa den nye viser sig allerede virksom. — Stol paa min fuldkomneste Tillid, som De saa aldeles fortjener.
Ad 18 til 21. Jeg frygter, at Deres Opmuntringer gjennem Konsul Konow til Hollænderne ikke vil virke meget paa disse overdrevne forsigtige Kjøbmænd. At Markedet er godt i Norge er udenfor al Tvivl.
Ad 21 og 22. Jeg skal tale om Transaktionerne i Wolffs og Dorwilles Bo med Tank.
Ad Depechen af 5. Juni.
Ad Nr. 1. Ilde, at Skibet blev opholdt, ilde, hvis Kapteinen ikke har hardiesse [Mod] at anløbe Norge. Han maatte langt heller ligge i England med sin Ladning end i Kjøbenhavn eller Jylland; heldigt, at De tog Depecherne fra ham.
s. 55[I Chifre]: Eftersom vort Haab fornemmeligen er grundet paa Englands Stemning til Fordel for Norge, og paa dette Kabinets Overmagt og Indflydelse, saa er det dobbelt beklageligt, at Eftergivenhed mod Rusland og de Svenske har kunnet fremlede et saa upolitisk, uretfærdigt og af hele Nationen fordømt Skridt.
Ad 3 og 4. Yderst interessant og fyldetstgjørende finder jeg Deres saa vel benyttede Relationer med Lord Grey.
Ad 5. Hans Tale kjender jeg af Aviserne, af Morning Chronicle. Den er oversat og eftertrykt i vore Blade og maa glæde enhver Nordmand; kunde man kun erholde den fuldstændigen.
Ad 6. Det var saare vel, at De tilskrev bam et saa skjønt Taksigelsesbrev, — og hans Brev kan ikke andet end at maatte være Dem behageligt. De vilde jo pleie Konnektionen med General Hutchinson, ei at tale om den med Grey selv.
Ad 7. Benævnes ved [under] Nr. 9.
Ad 8. Denne venskabelige Meddelelse fra Rehhausen blev vel besvaret. Disse nye Tillæg til den første svenske Proklamation er først længe efter den Tid med en Indledning af Feltmarsdial Essen sendt til Grænsen for at praktiseres ind.
Ad 7, 9 og 10. Jeg sætter mig ind i Deres Stemning under Samtalen med Thornton og Cooke, og beundrer jeg Deres saare hensigtspassende og værdige Tiltale til denne samt at De, da det gjaldt at vinde Tid, endnu vidste at fatte sig og saaledes opnaa det vigtigste for Øieblikket.
Ad 11. Deres Skrivelse til Mr. Cooke er mesterlig. Den har udentvivl havt Mr. Moriers direkte Udsendelse til Følge, hvilken upaatvivleligen har de tvende af Dem angivne Hensigter. Heldigt, at jeg, efter hvad De — af de vekslede Noter, som Aal medbringer til Dem — vil erfare, netop har gjort samme Forlangende om Englands Mediation, som en fredelig Stat under Vaabenstilstanden i saa lang Tid, som den udfordres for at forelægge Mediationen for et Storting, et Argument for Underhandlingernes Vedvarenhed i 3 à 4 Maaneder, som er uomstødeligt, naar man ei vil have Krig; men som De, uvidende om Konstitutionens Bestemmelser, ei kunde benytte.
s. 56Mine Svar til Morier og hans Indstilling til vores Fordel, det tør jeg tro vil kun tjene til at bekræfte Deres ytrede Formening og Raad til Vedkommende. Paa denne Grundvold maa der bygges. — Deres Meddelelse af alt til Lorden var saare vel betænkt. Jeg beundrer Deres Standhaftighed.
Ad 13 og 14. Meddelelsen af Deres Relationer med Hertugen af Gloucester og Lorden har meget interesseret mig.
Ad 15. Anekdoten om Wilberforce er et Bidrag til Menneskekundskab.
Ad 16. De vil — tillad mig denne Bemerkning — iagttage, at Deres Omgang, endog med de mindre betydende Personer af Oppositionen ikke ganske fordærver Deres accès [Adgang] hos Ministeren. Ikkun ved en forestaaende ministeriel Forandring kunde dette have sin gode Nytte. Morier har her bemerket, at De søgte Oppositionen meget. Dog, hvad De hidtil har gjort i saa Henseende, var ligesaa nødvendigt som nyttigt.
Ad 19 [skal være 17]. Jeg lader Protesten aftrykke hos os. Den gjør sin Forfatter Ære.
18. og 19. har meget interesseret mig.
Ad 20. Oxholm er dansk; man maa altsaa holde ham hans utidige Forsigtighed tilgode.
Ad 21. Deres Erklæring for Brødrene Anker har fornøiet mig, og jeg tilstaar, at jeg ventede det af Dem. Jeg skal betænke mig paa at lade den indrykke her hos os, hvor Trykkefriheden saa let kan fremkalde Feider; men den indeholder god Ammunition.
Ad 22. Konversationen med Grev Liewen har jeg læst med megen Interesse, og det var vel, at De benyttede den til at omtale Brevet og Deres Fnldmagt. — Var det derimod nødvendigt at omtale Konferencen med Cooke eller Englands Politik? Dog, det Sidstes Hensigter kjender jeg. Russerne er for Tiden blandt de Allierede de værste Modstandere; dem maa man ei vise Fortrolighed.
Ad 23. Deres Bekjendtskab med den østerrigske Gesandt haaber jeg skal bære gode Frugter. Det indlededes paa en saare god Maade og benyttedes ikke mindre vel. Kunde De vinde Grev Mettenich, var saare meget vunden. Jeg tør tro, at han s. 57har nogen personlig Godhed for mig fra et kort Bekjendtskab i Berlin og fra en senere Korrespondance som Præsident for Kunstakademierne i Wien og Kjøbenhavn.
Vigtig var Oplysningen orn Ruslands formaaende Indvirkning paa Englands Adfærd mod Norge. Østerrige er virkelig i politisk Forstand uden direkte Interesse i Norges Anliggender, men det maa snarere ønske Sverige sterk mod Rusland. At Østerrige selv gaar udenfor Retfærds og Menneskeligheds Bud er beklageligt.
Ad 25. Denne Deres Høiagtelse har om muligt forøget min Høiagtelse for Deres Talenter og min Tillid til min Ven. Af Deres Breve over Grothenborg kommer ingen mig ihænde. — De har dømt rigtig om Moriers Sendelse. Manden selv er agtværdig i enhver Henseende og velsindet.
Ad 26. Jeg bifalder, at de norske Matroser afgaar til Danmark, naar de ei kan komme til Norge.
Ad 32. Jeg kan ikke noksom anbefale Dem at lade alt officielt fra Norge bekjendtgjøre. Af Adresserne og Fuldmagterne kan gjøres et Udvalg. — Morier har faaet alt meddelt og har oversendt det til sit Hof.
Ad 36 [skal være 33]. Jeg ønsker, at General Anker vil benytte Konows Chifermetode; dog er dette ei saa sikkert som et Chifer, han selv kunde lade forfærdige efter samme Princip som Deres, og som han kunde tilsende mig med Løitnant Ring eller en anden sikker Leilighed.
Ad 39 [skal være 34]. Om den russiske Ekspedition erfarer jeg vel, hvad muligt er?
Med erkjendtligst Tilfredshed
Christian Frederik.
26.
Private.
Den 22. Juni 1814.
Min kjære Anker.
Ikkun faa bliver de Sider, jeg tilskriver Dem [idag] privat, thi det er mig om at gjøre, at dette kommer med Aal, og som bør ei opholdes en Dag længere, end Omstændighederne fornødiger.
s. 58Jeg har desaarsag fattet mit Svar kort; men naar De underrettes øm de Noter, som er vekslet med Mr. Morier, vil De som sagt finde Deres Mening om hans Sendelse bestyrket; jeg tror endog at finde Anledningen til samme i Deres Memoire til Mr. Cooke og anser det saare heldigt, at mit Svar stemmer overens med Deres Raad. Kunde det sættes igjennem, vandt vi Tid; men Vaabenstilstand er derved en nødvendig Betingelse, ellers ingen Storting, heller Krig straks.
Gesandterne eller Kommissærerne fra de allierede Hoffer, og deriblandt en Mr. Foster fra engelsk Side, ventes hertil om faa Dage. De skal blive modtagne med lige Bestemthed.
Alle Forslag om Mægling, grundede paa Agtelse for Nationens Rettigheder og dens Konstitntion, høres villigen, og skal disse meddeles Nationen; men alle Fordringer, stridende mod Nationens Ære, om ubetinget Underkastelse osv. afvises.
Jeg har min ufravigelige Rettesnor i Konstitutionen og i Rigsforsamlingens Erklæring af 19. Mai, — indtil Nationen maatte finde Grund til anderledes at bestemme sig.
Frygt ikke, at jeg skulde vakle i min Beslutning. Den er ligesaa vel overtænkt som fyldestgjørende for min Samvittighed.
[I Chifre]: Kunde man ellers i Løbet af Underhandlingerne fremstille Ponte-Corvo mere og mere som Hovedhindring for Foreningen — han er desuden udelukket ved Konstitutionen selv — vilde de allierede Magter tildels af andre Aarsager maaske byde Haanden til at bortfjerne bam. Men saa træder Prins Gustaf paa Scenen, og det turde blive farligere for Fremtiden. Dog er det et Spørgsmaal, om de Svenske vil modtage ham af Ruslands Haand. Splid kunde derved vækkes. Jeg frygter næsten, at jeg staar i Norge som paa en Bjelke, løsrevet fra et Vrag, der er tabt for mig, trættende med en anden om, hvem af os der skal redde sig ved samme Bjelke. Saaledes, enten støder jeg Ponte-Corvo ned i Afgrunden, eller han mig. Men det gjælder ikke ber alene om mig — det gjælder et helt Folk. Naar Ponte-Corvo netop nu ramtes af en Kugle, kort sagt, faldt fra, og det svenske Folk indsaa den eneste Maade, paa hvilken Foreningen kunde ske med det gode, var den svenske Krone da at forkaste, hvor ublid den ellers er? [Chiferskriften ophører].
s. 59Jeg har i mit forrige Brev indstændig bedt Dem at komme tilbage, og det forstaar sig, at det inderligen skulde glæde mig at se Dem igjen kos mig. Imidlertid er det dog, jeg indser det, fuldkommen saa nødvendigt, at De pleier de gode Konnektioner, som De har i England og nu udentvivl med de fremmede Statsmænd og andre flere.
Jeg henstiller det derfor aldeles til Dem at forblive i London, Saalænge Dem tykkes, eller indtil De erfarer, at Underhandlinger af Varigked drives i Norge. Da vil De være uundværlig her, og Deres Broder maa da overtage Deres Partes.
Statsraad Aal med Deputationen fra Rigsdagen maa ansees som en speciel Mission, der er beordret at overlevere Underretningen om Rigsdagens Tilendebringelse, Konstitutionen, Kongevalget osv., men som iøvrigt er anvist at konferere med og tage Raad og Veiledning af Dem.
Jeg anbefaler Dem saaledes at veilede disse, paa Diplomatikens Gangstier ukjendte Personer, som ikkun har at berette og bevidne, kvad her er passeret, ei at underhandle.
[Ingen Underskrift].
E. S. Det glæder mig meget, at Deres Ubekagelighed med Pengevæsenet ei har kavt nogen skadelig Indflydelse paa Deres Stilling. Deres senere Underkandlinger bærer det tydeligste Præg heraf. 1
Ladegaardsøend. 29. Juni 1814.
27.
Statsraad Aal og Deputationen fra Rigsdagen maa ansees som en speciel Mission, der er beordret at overlevere Underretningerne om Rigsdagens Tilendebringelse, Konstitutionen, Kongevalget osv., men som iøvrigt er anvist at konferere med Dem og tage Raad og Veiledning af Dem. Jeg anbefaler Dem saaledes at veilede disse, paa Diplomatikens Gangstier ukjendte Personer, som ikkun har at berette og bevidne, hvad her er passeret, men ei at underhandle.
s. 60Det glæder mig meget, at Deres Ubehagelighed med Pengevæsenet ei har havt nogen skadelig Indflydelse paa Deres Stilling. Deres senere Underhandlinger bærer det tydeligste Spor heraf.
Af Deres Skrivelse af 26. April ser jeg, at De, ei uden Anelse af, hvad der kunde forestaa Dem personligen, er gaaet Deres Skjæbne imøde for at tjene Fædrelandet. Men nu er Forpligtelsen ligestor fra min Side at forskylde Dem det; og saasnart jeg ved Beløbet af Gjælden, skal jeg gjøre mig en Glæde af at komme Dem til Hjælp, saavidt jeg formaar. De maa endelig betale denne Gjæld og ei holdes tilbage formedelst denne Anledning.
Det glæder mig for Erik og Betsy, at De har givet dem Deres Samtykke. Ansættelse ved mit Hof kan han være vis paa, naar han kommer hertil. Om det videre, angaaende Eidsvold, kan vi altid mundtligt konferere; men Forvisning om Eiendommen ønsker Erik vist forinden, han tænker paa Etablissement. En lang Forlovelse duer ikke heller, men nu kan hun umuligen tænke paa at komme herop; først maa her være Sikkerhed og Fred. Han bliver nok for det første dernede. Al Forbindelse med Norge er i Danmark forbuden, selv under Livsstraf, naar den udføres paa en underfundig Maade.
De ved vel, at Erik formedelst en Ytring i et Brev, borttaget hos Gyldenpalm, har mistet sit Kammerjunkerpatent. Nu, det i Norge staar ham aabent og han bytter, tror jeg, gjerne.
Hvor paaskjønner jeg Deres utrættelige Virksomhed og Arbeidsomhed! Men skaan Dem dog, i Deres Alder at vaage 4 Nætter; er det tilladt ved Siden af saamegen Bekymring?
Mit Helbred er upaaklageligt, men stundom føler jeg, at Sindet lider ved daglig Bekymring. Gud styrke Dem og lad mig se Dem glad og lykkelig igjen, — dette ønskes Dem oprigtigen af Deres Ven
Christian Frederik.
[Der vedligger ogsaa et andet Eksemplar af ovenstaaende med samme Indhold som dette, men dog ikke ganske ordret ens. Dette andet Eksemplar har et senere Postskriptum, saalydende]: s. 61Jeg sender Dem med denne...... 1 Brevene til de allierede Fyrster og deres Ministre for det Tilfældes Skyld, at dette skulde kunne komme forinden mine Udsendte, der ved Blokaden opholdes paa Vestlandet.
Jeg kan tro, at maaske ingen Tid er at bortgive. De maa da søge at faa Brevene overleverede til vedkommende Ministre, sigende, at de ved en anden Leilighed vil komme dem i Hænde førend Gesandternes Ankomst; men disse maa ligefuldt aflevere Originalerne, som er aldeles ligelydende med disse.
Vedføiede Privatbrev til Prinsessen af Oldenburg 1 og Feltmarschal Blücher skulde ogsaa vinde disse Personer til Talsmænd for vor gode Sag. De vil skyndsomt besørge dem indhændigede.
Imorgen ankommer de 4 Kommissærer og Admiral Bille. Morier er her endnu, afventer Svar.
Christian Frederik.
Den 29. Juni 1814.
28.
Min kjære Anker.
Behag at besørge vedlagte Brev i Hertugen af Gloucesters Hænder.
Den første Remisse for Kornindkjøbet, forfalden d. 8. Aug., sendes med denne samme Leilighed, som overbringer disse Brevskaber.
Tank raader ikke til at indlade sig i Transaktionen med Wolff og Dorwilles Bo, idet Regjeringen derved paatog sig en Forpligtelse, som den igjen vanskeligen vilde se fyldestgjort af de private Debitorer her i Landet.
Imorgen kommer de allierede Magters Kommissærer og Admiral Bille hertil.
Jeg ved nu med Vished, at Moriers Depeche har været yderst fordelagtig for os. Lad mig snart igjen høre Tidender, gode Tidender fra Deres velvillige
Christian Frederik.
29.
[I Chifre.]
Christianiad. 15. Juli 1814.
Min kjære Anker.
Jeg benytter en Leilighed, som jeg haaber sikker, for foreløbigen at underrette Dem om, hvorledes Sagerne staar nu her i Norge.
De allierede Magters Gresandter har været her siden 1. Juli 1 og er her endnu. De afreiser først paa Søndag. Noterne, vekslede mellem dem og mig, skal vorde Dem meddelte; —følgende er det væsentlige:
Deres Ærinde var, som man vidste, at fordre Traktaten af Kiels Opfyldelse og at erklære, at Norges Forening med de Svenske var uigjenkaldelig bestemt, som hørende til den politiske Ligevegt og som en nødvendig Erstatning til de Svenske. Kongen af Danmark tilskrev mig et forhaanende Kancellibrev, hvori han fordrede, at jeg inden 14 Dage skulde overlevere Norge til de Svenske og vende tilbage eller dømmes efter Kongeloven. Jeg modtog Gesandterne, alle fire; Statsraadet var tilstede; de førte samme truende Sprog og forestilte, at jeg, for at redde Norge fra uundgaaelig Ulykke, maatte erklære mig villig at nedlægge Kronen; naar det norske Folk blot kjendte de Farer, der omgiver det, vilde det vælge det eneste Middel til Redning: at erkjende de Svenskes Suverænitet, og da kunde man betinge sig alle, til Folkets Fordel og Held nødvendige Vilkaar for Foreningen; man kunde fordre, hvad man vilde, det skulde blive bevilget. — Jeg havde straks det store Øiemerke, at Tid vundet vilde være Hovedsagen; at afvise Europas mægtige Staters Gesandter med Buthed vilde være høilig uklogt. Jeg svarede derfor, at jeg var villig til enhver personlig Opofrelse for Norges Held; naar Folket erkjendte Foreningen som det eneste Redningsmiddel, vilde jeg villigen nedlægge Kronen i dets Hænder. Jeg kunde ikke bryde min Ed til Konstitutionen, og følgelig var det alene et Storting, der kunde bestemme Rigets Skjæbne; for dette vilde jeg skildre Rigets Stilling, de Fordele, der tilbydes s. 63Nationen ved en Forening med de Svenske, og da lade Folket vælge; ene i dets Hænder kunde jeg nedlægge Kronen; men vælges et fortvivlet Selvforsvar, da skiller jeg ikke min Skjæbne fra det norske Folks. For at holde Storting, fordredes Vaabenstilstand og i den Tid fri Skibsfart (som i Noten til Morier). — Efter nogen Diskussion tilstod Gesandterne, at et Stortings Sammenkaldelse i den Henseende var nødvendig, og at en Vaabenstilstand i den Tid, Tinget sammenkaldtes, var billig; men de fordrede Garantier for Vaabenstilstanden, Frugterne af en lykkelig Kampagne for de Svenske, Sveriges Tropper i Fæstningerne. Dette afslog jeg aldeles, og derved forblev det; jeg maatte nu vente Fordringerne skriftligen gjentagne. Forinden saa jeg hver af Gesandterne en particulier, og merkede jeg da tydeligen, at det var dem sær om at gjøre at forebygge Krigen i Norden; Orloff, som er en retsindet, behagelig Mand, sagde blandt andet, at hans første Hverv var at se hans Herres Æresord opfyldt, hans andet at bidrage til Nordens Fred og Norges Held. Englænderen Foster var lige bestemt som de andre, at de tvende Rigers Forening maatte finde Sted; Traktaternes Hellighed fordrede det. Lord Castlereagh's Svar paa Moriers Note, som tilsendtes mig, gjentog, at England under Forudsætning, at Foreningen fandt Sted, vilde tage sig virksomt af det norske Folks Held; det var ham kjært, siger han, at H. H. Prins Christian Frederik syntes at blive mere eftergivende; men saalænge hans Erklæringer, ofte Sindelag, ikke var bestemtere, kunde England ikke tilstaa eller tilraade nogen mildere Forholdsregler imod Norge. Flere Dage anvendtes til Konferencer, fornemmeligen med den russiske Envoyé, angaaende Vaabenstilstandens Vilkaar. — Paastanden om de svenske Tropper gjorde det umuligt fuldstændig at enes; men jeg merkede tydeligen, at han alt mer og mer interesserede sig for at faa Sagen afgjort paa en for Norge ærefuld Maade, og at en af Motiverne var hans personlige Agtelse for mig. Omsider blev vi enige om, hvorledes han vilde antage Vaabenstilstanden, nemlig: med allierede Tropper i tvende Fæstninger; men det forstaar sig, at de Svenske maa formaaes til at bifalde dette. Den 7. indgav Gesandterne samlede denne Note, hvori de gjentager, hvad de officielt havde forlangt; men af Agtelse for mig og for s. 64det norske Folk erkjendte [de] et Stortings Sammenkaldelse og Vaabenstilstand i den. Tid nødvendig som Basis for denne.
Paafølgende Ultimatum: først min Erklæring, at jeg vilde nedlægge Kronen i Folkets Hænder og forestille for Stortinget Nødvendigheden af en Forening med de Svenske paa ærefulde og fordelagtige Vilkaar for Norge. For det andet, at Landet indtil Grlommen, Hvaløerne og de tvende Grænsefæstninger skulde rømmes og Fæstningerne besættes af de svenske Tropper. For det tredie, at Blokaden skulde ophæves for visse Havne. — Jeg svarede derpaa den 13. i det væsentlige (efter at have fremstillet mit Forhold i sit rette Lys): at jeg indser, at Norges Held fordrede, at man maatte give efter for de Sterkeres Ret, at jeg anser for min Pligt at forelægge i et Storting en sandfærdig Skildring om Rigets Stilling osv.; hvorved jeg da under den forommeldte Forudsætning, at Folket valgte Foreningen med de Svenske, tiltraadte første Basis for Vaabenstilstanden. Angaaende and en Fordring, da var jeg villig til at rømme den fordrede Landstrækning, tvende Fæstninger og Hvaløerne, imod at de blev neutrale. Kongsvinger derimod var paa den anden Side af (Glommen. Sveriges Tropper kunde paa ingen Maade indtages; thi det var til at forbitre Nationen, stred mod min Pligt og imod Konstitutionen; dette maatte de Svenske selv indse, hvis de attraaede en fredelig Forening. Til det tredie Vilkaar fordrede jeg Blokadens aldeles Ophævelse; thi en indskrænket Ophævelse af Blokaden vilde kun lede til Uenighed og Brud af Vaabenstilstanden, som burde forekommes. I en aparte Note gav jeg med fuldeste Tillid det Middel at lade allierede Tropper besætte Fæstningerne (hvilket NB. Gesandterne selv ikke ønsker i deres Hænder), for om fornødent derved at forekomme Krigens Udbrud. I en tredie Note fordrede jeg Magternes Garantier: for Vaabenstilstanden, for Grundtrækkene til Foreningen (saaledes som de Svenske skulde antage dem, og jeg forestillede dem for Stortinget), og for fri Skibsfart samt Tilførsel fra andre Stater under Vaabenstilstanden. Jeg søgte tillige at befri Kongen af Danmark al Ansvarlighed angaaende Norge. Jeg venter nu en Note til Svar, men det bliver derved; videre kan og bør jeg ikke gaa. Følgerne være som de vil. Gesandternes og altsaa s. 65ogsaa Suverænernes personlige Agtelse har jeg vunden, og den skal jeg søge at bevare ved min Handlemaade. Jeg er overbevist om, at Gesandterne, som i deres Hjerte erkjender, at jeg har tilbudt alle de Ofre, som min og Nationens Værdighed tillader, vil virke kraftigen paa de Svenske for at forekomme og bevæge Sverige til Vaabenstilstanden. Om de i en Krig altsaa vender sig mod Kronprinsen af Sverige, da er meget vundet. Opnaaes Vaabenstilstanden, som nu skal underhandles, da indser De selv, hvad vi vinder og hvor uberegneligt det er, som Omstændighederne kan medføre i 3 Maaneder. Saa umuligt det vil være for Norge at bestaa i Kamp mod hele Europa, som i denne Stund synes fuldkommen enig om, at det maa forenes med de Svenske, saa forandret kan det være om den Tid med Konjunkturerne. Overhovedet tror jeg ved at handle redeligen efter mine Erklæringer at fyldestgjøre min Samvittigheds strengeste Fordringer; Udfaldet vorde, som Gud vil.
Mossd. 24. Juli 1814.
30.
Til
Vor Statsraad Carsten Anker.
Saavidt Kopien af mit Brev af 15. Juli; men da Afskrifterne har forsinket dets Afsendelse med næste Leilighed efter den med Moriers Skib, som medtog bin Skrivelse, saa benytter jeg denne Forsendelse til at meddele Dem nogle faa Underretninger om Gesandternes Afreise osv.
De kom endnu til mig Søndagen d. 17. og afreiste først om Mandagen. Jeg saa dem særskilt. Østerrigeren [Baron Steigentesch] var meget ærlig. Russeren [General Orloff] talte vel om Keiserens bestemte Villie, at Norge og Sverige skulde forenes, men tillige om hans Haab, at Krigen skulde undgaaes, hvortil han vilde virke af yderste Evne. Han bevidnede mig sin Tillid og Høiagtelse. [I Chifre]: Englænderen [A. Foster] sagde merkelige Ord: „Om vi end kunde ønske det anderledes, maa vi dog understøtte dem [Svenskerne] med Folk og Ammnnition og Mad ligesom Spanien. Paadrage os en Krig med hele Europa, dette kan vi ikke, og desuden maa Traktaternes Billighed overholdes. s. 66Var der noget Haab fra Englands Side, skulde jeg være den første, der sagde Dem det, men nn er det Pligt at sige Sandheden."
[Uden Chifre]: Angaaende Danmark forsikrede han, at det var ganske frit for Mistanke om Deltagelse i Norges Anliggender, at der nu intet var iveien for, at han jo kunde udveksle Fredstraktaten, og at han og Orloff havde skreven til deres Hoffer om at befri Danmark for de fremmede Tropper.
Den preussiske Minister 1 var hos mig Aftenen tilforn og viste sig fra en meget redelig Side, idet han foreslog visse Modifikationer i Brevene osv., som ikke kan sigte til andet end at rydde enhver unødvendig Hindring for Vaabenstilstanden afveien.
Den Dag, Gresandterne [d. e. Kommissærerne] afreiste, mødte de i Moss tvende svenske Officerer med Depecher til dem [I Chifre]: fra Kronprinsen af Sverige, hvilken efter Rygte skal have været bydende. Orloff sagde derefter: „C'est un fanfaron“ [Han er en Pralhans], og den prenssiske Minister tvivlede ikke paa, at de jo opnaaede Vaabenstilstanden, hvilket de saa meget attraaede. [Uden Chifre]: Den 19. reiste de over Grænsen. Mine Underhandlere afventer de Svenske i Svinesund, men endnu har jeg intet hørt derfra. Jeg har begivet mig hertil for at være Underhandlingerne saameget nærmere.
Christian Frederik.
31.
[I Chifre.]
Mossd. 24. Juli 1814.
Jeg haaber endnu med dette Skib, hvis Omstændighederne opholder det en Stund, at kunne melde Dem, om Vaabenstilstanden kommer istand eller ikke. Isaafald tror jeg at have udrettet et stort Verk til Frelse. For at opnaa dette og vinde Tid maatte jeg gaa saa vidt, som jeg er gaaet, men haaber, ingen Nordmand miskjender min Hensigt, om det skulde være med Selvopofrelse at frelse Landet fra Krigens Plager, altid lige s. 67villig efter Ed og Pligt at opofre mig for samme, naar, som ikke omtvivles, Æren er det dyrebareste Klenodie, som Nordmanden eier, og som han uforsagt vil forsvare.
Det Sprog, De maa føre i England, er efter min Formening, at De kjender min Redelighed at opfylde mit Løfte: at forelægge Stortinget en sandfærdig Skildring af Rigets Tilstand og Vilkaarene for Foreningen, der kan frelse Landet fra Krigens Plager, men at De tillige kjender Deres Landsmænd nok for at tro, at de, selv i denne Stilling vilde vise sig deres Nation, deres Konge og alle Retsindiges Agtelse værdige.
Kunde man blot forud erfare og stole paa Englands Handlemaade i Tilfælde af, at Stortinget, som man bør vente, erklærer sig for et fortvivlet Selvforsvar eller helder til en Nærmelse til England; i saa Tilfælde var den paatænkte Forbindelse med Prinsesse Charlotte [af Wales] dobbelt vigtig. Norge kunde da blive et selvstændigt Rige i Forening med Storbritannien.
Sig mig oprigtig Deres Tanke herom, eller siden der ingen Tid er at tabe, saa gaa videre paa Deres egen Haand. Jeg tillader Dem det, dog uden at bruge nogen Fuldmagt fra min Side, den jeg ikke kan meddele Dem; men som Nordmand, som Medborger af et frit Folk er det Dem vel tilladt at tænke og handle til Deres Fædrelands Bedste, som er det høieste Maal for mine Handlinger. Kun et siger jeg Dem: Jeg vilde for alt i Verden ikke være Kammerjunker i England, hvilket Dronningernes Gemaler sedvanligvis har været!
De engelske Søofficerer paa vore Kyster viser sig som Norges Venner. En af dem skrev sidst iland:
„It is undoubtedly the interest of England, that Norway should be free and by and by they will go through the form of acting against the Norwegians. This paper must not be taken public notice of, for it would prejudice the writer, who is as well as all his countrymen friendly to the Norwegians.
The people of England all cry out violently against the blockade of Norway, but it is doubtful, whether or not they will be able to prevail on the Grovernment to withdraw it."
[Det er utvivlsomt i Englands Interesse, at Norge bliver frit; man vil derfor snart holde op med at optræde mod s. 68Nordmændene. Disse Linier maa ikke offentliggjøres, thi det vilde skade Forfatteren, der, ligesom alle hans Landsmænd, er venlig stemt mod Nordmændene.
Hele det engelske Folk tager heftigt paa Veie mod Norges Blokering, men det er tvivlsomt, om man magter at formaa den engelske Regjering til at hæve den.]
[Uden Underskrift.]
32.
[Chifreret. Uden Underskrift.]
[Udateret, vistnok skrevet paa Moss d. 24. Juli 1814.]
Jeg har modtaget Deres Depeche af 15. Juni og private Brev med Konow, som er reist til Bergen.
De Oplysninger, De har meddelt mig om Kabinetternes hemmelige Drivfjædre for Politiken samt de gjældende Personers Stemning mod Ponte-Corvo, er af megen Vigtighed for mig. Jeg helder aldeles til Hardenbergs Mening: at Norges Forening med Sverige fortiden er de forenede Magters fælles Villie. Rigtigt altsaa ei at stampe mod Brodden, ei at afvise Gesandterne — at vinde Tid.
Rusland vil bidrage dertil med Magt, men høist ugjerne. England handler af anden Interesse end Rusland, men vil ei støde denne Magt eller foranledige ny Krig. De engelske Gesandter er fortrydelige over, at den engelske Eskadrechef har ladet de [3 norske] Deputerede fra Rigsdagen reise over paa en [engelsk] Brig, og Lord Castlereagh har skreven, at de skal afvises. Meget vil det interessere mig at erfare Deres Samtale med denne Lord og hvad der senere er forefalden.
Brevet fra Hammerstein har jeg ikke modtaget. Med Seglene er jeg meget tilfreds, og takker jeg Dem for samme.
Ponte-Corvo har et stort Parti iblandt Adelen og de Militære i Sverige, hvem han har indbildt at have udrettet store Ting, og som anser ham for en stor Helt og Skytsgud. Kun Guds Finger kan styrke ham i dette Øieblik, og isaafald er det bedst at lade de Svenske raade selv for Valget. Norge anser jeg da s. 69som frelst i alle Tilfælde. Fra Ruslands Aag redder os med Tiden — intet.
Det er forbi med Europas Frihed og Selvstændighed!
Svenske Gesandter kom der ei med, men derimod Admiral Bille, formodentlig som Konsulent, thi Mission havde han ikke.
Gesandterne overbragte Kongens Brev — som jeg har besvaret med Værdighed — overladende til Kongen at handle med mig, som han tror for Gud og for sit Folk at kunne forsvare. Billes Hverv er at skildre Norges Fare og at virke paa mig, at jeg skulde reise jo før jo heller.
Han har her hørt mere, end han ventede af Forbitrelse mod Kongen af Danmark. Det er mig ukjært, men det har tjent til at oplyse Gresandterne. Jeg tror Danmark friet for al Mistanke.
De vil indse, hvor vigtigt det er at benytte denne Tid, hvis Vaabenstilstanden opnaaes.
Jeg har tænkt mig det Tilfælde, at Stortinget, naar det ser, at hele Europa, som nn er mod Norge, og at dette Lands Undergang følgelig er vis, heller indskyder sig under Englands Beskyttelse og fordrer Norges Frelse af denne Stat, hvis Suverænitet over Norge isaafald erkjendes. Hvorledes vilde da England handle?
Vil det forskyde et Folk, som nærmer sig med Tiltro, og opofre det for en politisk Grille?
Kunde det gaa an at fremstille i England, at Stortinget rimeligvis vilde foretrække russisk Overherredømme fremfor svensk, hvis det ei var forvisset om Englands Beskyttelse isaafald? De kunde idetmindste som privat Mening fremstille dette for de gjældende Personer og høre, hvad de siger dertil, eller endog gaa videre, om det behøves. Men, det forstaar sig, uden Fuldmagt fra mig, thi jeg bør nu for hele Europas Øine redeligen handle, som jeg har lovet; — kun Stortinget kan anderledes bestemme det.
Den engelske Minister Foster har sagt til en Dame: „A présent que la Princesse de Galles a refusé le Prince d'Orange, votre Roi pouvait la demander en mariage. Il serait alors un grand Prince." — [Nu, da Prinsessen af Wales har givet Prinsen s. 70af Oranien en Kurv, burde deres Konge fri til hende, og han vilde da blive en mægtig Fyrste.]
Kan og bør denne Ide optages og bearbeides? For Norges Frelse indlader jeg mig i alt.
Er Prinsessen stemt for Norges Sag? Interesserer den hende ? Ønsker hun os Held? Dette maatte De kunne erfare? Snarest hos Hertugen af Gloucester. Men udrettes kunde det ikke, uden at jeg selv kom over til England. Muligens vilde det være i August Maaned under Vaabenstilstanden, naar jeg vidste at blive vel modtagen og med Sikkerhed at kunne komme tilbage. Jeg maatte komme personlig for at tale Landets Sag og forberede Regjeringen paa det mulige Tilfælde, at Stortinget underkaster sig Englands Høihed.
Men sligt var ingenlunde at foretage, uden at det iforveien var forberedt. Prinsregenten maatte se, at jeg ei ønskede, han maatte opsende en Fregat at hente mig. Paaskuddet maatte være at forhandle med mig personlig om Norges Fremtidsforfatning under Sverige, hvilken England jo vil sørge for, at den bliver saa fordelagtig som muligt.
Sagen maatte drives hos Prinsregenten personlig, og turde dertil Deres Broder og General Hutchinson være bekvemme. — Under disse Omstændigheder turde et saadant Skridt vist voves, og Følgerne kunde blive af megen Vigtighed.
Handle derefter!
De maa nøie overveie alt og benytte den første, ja flere Leiligheder at tilskrive mig i disse vigtige Anliggender. Kommer Vaabenstilstanden tilveie, vil det være let. Isaafald maa vi, om ikke for, samles i September Maaned, førend Stortinget d. 10. kunde afholdes.
[Derpaa kommer følgende Linie, der er udstrøgen: Omtrent d. 10. Septbr. kunde det vel begynde.]
33.
[Trykt i „Aalls Erindr.", S. 495—96, og i T. Nielsen: Aktstykker vedk. Konventionen i Moss, S. 54—55.]
Givet paa Moss d. 2. Aug. 1814.
Til
Hr. Statsraad Carsten Anker.
Hans Majestæt tilkjendegiver Statsraadet følgende og befaler det indrykket i sammes Protokol:
Krigens Hændelser kan være mangehaande, den. Almægtige raader for Menneskets Skjæbne.
Skulde det være Forsynets Villie, at Vi, som Grnd forbyde, skulde geraade i Fangenskab, da erklærer Vi høitideligen, at enhver Erklæring, ethvert Løfte eller Frasigelse, som Vi maatte blive nødt til at afgive i bemeldte Vort Fangenskab, skal være og ansees som aldeles ugyldigt, førend et konstitutionsmæssig valgt Storting med frit Overlæg har antaget samme som gyldig eller forbindende for Nationen. Indtil denne Tid bør Regjeringen føres af Statsraadet i Vort Navn.
I det Tilfælde, at det er Herrens Villie at kalde Os herfra til en bedre Verden, stoler Vi lige trygt paa Nordmændenes Troskab mod mm Søn som mod mig; thi jeg er overtydet om, at det er Nationens bestemte Villie at modsætte sig det svenske Aag!
Vi erklærer altsaa enhver Afstaaelse af hans Rettigheder til Norges Krone, som Kongen af Danmark eller nogen anden paa min Søns Yegne, førend hans myndige Alder, maatte give, for ugyldig.
Kum et ifølge Grundloven lovlig valgt Storting, som delibererer med Frihed og Ro, kan efter modent Overlæg tiltræde Foreningen med Sverige. Men min Søns eget Samtykke i myndige Aar udfordres, for at denne Akt kan være gyldig eller forbindende for ham eller hans Efterkommere. Ser han Midler til at gjøre sine Rettigheder gjældende, da bør han vælge mellem Danmark og Norges Krone, thi forenede kan de ei blive paa hans Hoved, saaledes som Politiken nu byder.
Regjeringen skal altsaa efter min Død føres af Statsraadet i min Søns Navn, hvilket efter de fleste Stemmer maa have Ret s. 72til at udøve alle Regjeringsforhandlinger, at forflytte Regjeringens Sæde og at tilkalde nye Medlemmer til Statsraadet.
Statsraad Anker bør tilbagekaldes fra England for at forestaa de udvortes Anliggender. — Armeen bør kommanderes i Kongens Navn af hans Generaladjutant von Sejersted, som bar det forud for de øvrige høiere Officerer i Armeen, at han er norsk født. Hvem der paa Grand af Anciennetet ei vil staa under hans Befaling i Kongens Navn, maa beller udtræde af Tjenesten; men Vi er forvisset om, at en Aand og et Sind vil besjæle enhver Nordmand, Enhver, som tjener Norges, den gode Sag.
Sverige og Europas øvrige, mægtige Stater har besluttet Norges Undergang uden ringeste Hensyn til det norske Folks Lykke; det kan altsaa ikkun forsvare sig selv uden at stole paa andre. Saalænge det er muligt at holde Tropper i Marken for at forsvare Bjergene, bør efter min Formening ingen Underbandling eller Fred sluttes med Norges Arvefiender, de Svenske, der nu senest ved at afslaa Vaabenstilstanden og ved at erklære Rigsforsamlingen paa Eidsvold for ugyldig, bar lagt deres Hensigt for Dagen: at træde Nationens Lykke og Rettigheder under Fødder, hvilket ei bar levnet os andet Middel, end i Tillid til Gud og vort Folk at sætte Magt mod Magt for at hævde gamle Norges Ære og Selvstændighed.
Christian Frederik.
Brock.
Paa Originaldokumentet til det norske Statsraad er tilføiet: Ovenstaaende Hs. Kongl. Majestæts allerhøieste Villie forbinder vi os efter yderste Evne og efter bedste Overlæg at se opfyldt i Overensstemmelse med vores allerunderdanigste Pligt.
Statsraadet i Moss d. 3. Augusti 1814.
Haxthausen. Rosenkrantz. Sommerhielm. J. Sejersted.
Mossd. 3. August 1814.
34.
Til
Vor Statsraad Carsten Anker.
Min kjære Anker. Vedlagt oversendes Dem Afskrifter og offentlige Kundgjørelser om alle her forefaldne, senere politiske Diskussioner og øvrige Begivenheder. Det er mig magtpaaliggende, at de kjendes i England fra den retts Side. De maa foranstalte alt oversat og bekjendtgjort i dette Frihedens Hjem, hvis Regjering byder Haanden til at underkue et frit Folk. Det vil ikke kunne andet end virke paa Nationen. [I Chifre]: Maaske private Sammenskud til Bedste for de Norske kunde finde Sted, isaafald maatte de sendes os over Bergen.
Lad os blot faa Levnetsmidler og Ammunition, Flintestene og Salpeter.
[Uden Chifre]: De vil se, min kjære Anker, at Loddet er kastet. Med al min gode Villie til at forekomme Krigen, blev det ikke muligt. De Svenske vilde det ikke, de tror at høste mere Fordel af Krigen og havde — det er aabenbart — forud bestemt, at de allierede Magters Mægling skulde være forgjæves. Imidlertid har de dog vidst at foresnakke Gresandterne om, at de var villige til Fred. De viste sig endog føielige i visse Poster, saasom i at ville ophæve Blokaden under Vaabenstilstanden; men de vidste vel, at Hovedbetingelserne ikke kunde indrømmes, nemlig svenske Troppers Indrykning i Fæstningerne og den fordrede, ubetingede Frasigelse af mine Rettigheder til Kronen. Begge Dele vilde have gjort mig til en Forræder mod Folket, og det Ræsonnement — jeg den 28., da Gesandterne var hos mig paa Moss for at overtale mig — maatte høre af Preusseren: at den offentlige Mening eller Forbitrelse mod svenske Troppers Indrykning i Fæstningerne ikke vedkom mig, men var de Svenskes Sag, naar først det andet Vilkaar var opfyldt — overtydede mig om, at det var de Svenskes Hensigt: enten at have Krig eller nedsætte mig saameget i Folkets Øine, at de kunde have mere Fordel deraf end af Krigen. Kort sagt, her blev intet Valg. Nationens Ære bød at handle, som jeg har handlet, og jeg er forvisset om, at mit Folk saavelsom alle Retsindige vil billige min Handlemaade.
s. 74Udfaldet staar nu i Guds Haand, og enhver Nordmand maa med mig i Tro paa Guds Bistand freidig stride den gode Strid for Frihed og Selvstændighed.
Vedfølgende Bestemmelser [af 2. Aug.] har jeg givet Statsraadet, i Tilfælde at Krigens Hændelser skulde berøve mig Leilighed til at virke for Norge.
De vil se, at jeg har tænkt paa Dem, fuldt overtydet om, hvilken prøvet Ven og Statens Tjener, jeg besidder i Dem.
[I Chifre]: Alle videre Planer til at benytte Vaabenstilstanden er nu tilende; men jeg bemyndiger Dem alvorligen til at føle det engelske Ministerium paa Tænderne, hvorledes det vil handle, naar den norske Nation henskjød sig under England og fordrede Beskyttelse af denne Stat.
Foster sagde mig, at det var imod Englands Politik at udvide sig paa Fastlandet, og at de [Engelskmændene] ikke kunde tage sig af Norges Sag uden at paadrage sig Ruslands Fiendskab og en ny Krig.
Kronprinsen af Sveriges Hensigter mod Danmark, som Rusland favoriserer, vil imidlertid let give Anledning til en ny Krig. Han bar befalet Benningsens Korps at rykke frem i Jylland. Foster mente, at....... 1 maatte taale det, Saalænge Paaskuddet var Norge, men at det ikke taalte Danmarks Deling.
Østerrig derimod kan og vil ikke taale Danmarks Ødelæggelse, saa sagde Steigentesch; kun fordrede det mig tilbage til dette ulykkelige Land, til hvis Regjering det under nærværende Omstændigheder ingen Tillid kan have.
Jeg frygter for, at Enden bliver, at Danmark deles. England tager Sjælland og giver Kongen Pension. Mig og min Søn paastaar Kronprinsen af Sverige ved de andre Magters Indflydelse erklæret arveløse, og da frygter jeg selv for Opstand i Danmark.
Steigentesch sagde flere Gange: „Vous bouleversez le stème du Nord." [De omstyrter det nordlige Europas System.] „Est-ce ma faute?“ svarede jeg, „c’est bien au Prince Royal de Suède, qu’il faut vous tenir des malheurs, qui en résulteront.“ s. 75[Er det min Feil, De maa sandelig holde Dem til Kronprinsen af Sverige angaaende de Ulykker, der bliver en Følge heraf.]
[Uden Chifre]: Af Krigsbegivenhederne bar jeg endnu kun at melde Dem, at vor Flotille Natten til d. 27. Juli rømmede Hvalørne, efter Dagen i Forveien at være bleven opfordret [dertil] af betydelig fiendtlig Overmagt. De Svenske besatte denne Station samme Dag.
Den 30., 31. Juli og 1. August var vore Forposter trængte tilbage i Enningdalen, Idesletten og Tistedalen uden betydeligt Tab.
Idag slaar Fienden Pontonbro over Svinesund, imorgen gaar jeg til Onstad Sund, hvor flere Tropper forsamles, bestemte til at gaa Fienden i Flanken, hinsides Grlommen.
Naar Fienden ikke med betydelige Landgange turnerer vore Stillinger, haaber jeg, at tilstrækkelig Modstand vil kunne gjøres, og at Nordmændene ikke skal vise sig vanslegtede fra sine Fædre.
Christian Frederik.
35.
[I Chifre.]
Mossd. 12. August 1814.
Min kjære Anker.
I en høist ulykkelig Stemning tilskriver jeg Dem disse Linier. Krigen er udbrudt, Fredriksstad faldt efter faa Timers Beskydning; dette nødte os til at forlade den venstre Bred af Glommen, og Fienden trænger med overlegen Magt mod Fedtsund, mod Moss; dog er han endnu ikke med betydelig Styrke over Grlommen ved Fredriksstad.
Vor Arme, udmattet af Marscber, skjønt af faa Fegtninger, mangler alt og slaas derfor mindre godt. De kommanderende er forsagte, maaske „forraadede“, jeg selv har tabt Modet til et heldigt Udfald og vil inderligen ønske en fredelig Opgjørelse, men Sveriges Fordringer er for forhaanende. Altsaa er Forlig vist umulig. Norge falder uden Tvivl for Sveriges Rænker og Vold. Havde jeg [ved] Tropperne en Ven, som De, bos mig, eller var jeg hos Dem, da var jeg lykkelig; nu er jeg høist ulykkelig.
s. 76Vi kan ikke holde ud til 1. Oktober. Jeg bemyndiger Dem til at handle, som De bedst kan til Norges Bedste.
Lad os blive Englændere, eller lad England kraftigen mægle, det er vor eneste Redning.
Deres Søn er kommen og afreist [d. 10.] til Tjeneste ved sin Eskadron. Jeg kan nmuligen faa Tid at svare Dem paa Deres lange, interessante Depecher.
Min Skjæbne staar i Guds Haand. Han ene ved, om De faar noget at høre fra rnig. Deres Ven
Christian Frederik.
36.
[I Chifre]
Den 1. Septbr. 1814.
Min kjære Anker.
I min yderst sørgefige Sindsstemning opmuntrer det mig at tænke mig det som muligt i det ulykkelige Tilfælde, naar jeg maa forlade N[orge] da at kunne finde sikker Tilflugt og roligt Ophold i England med Dem, min Ven.
Herom vil De skaffe mig sikker Underretning efter paa vedkommende Steder at have forvisset sig derom.
Vel frygter jeg for, at Interessen for Norge taber sig, men indsees, hvad sandt er, at det fornemmeligen er det engelske Ministeriums Politik, der har styrtet os i den Ulykke, for hvilken jeg er et Offer, da vil Publikums Interesse for Sagen ikke tabes, og sammes Deltagelse kan endnu forsøde mig mangen Stund. Mit Ønske vilde isaafald være at leve for det første paa Landet, ikke langt fra London.
Jeg har vel skrevet om at vende tilbage til Danmark, men hvem ved, hvad der kommer iveien! Et Ophold i England vilde for det første stemme overens med mit Ønske.
De maa nødvendigvis snart meddele mig Besked. Jeg maatte naturligvis iagttage streng Inkognito under Navn af Hr. Bergen. Hvem der følger mig isaafald, kan jeg ei vide, men flere end tre til fire Personer blev det ei. Deres Navne — om de skulde forandres — kunde være de almindeligste.
s. 77Trøst Dem, min Ven, med mig i Haabet, at der er en bedre Verden efter denne, Uretfærdighedens Hjem.
[Ikke underskrevet, er dechifreret med C. A.s Haandskrift.]
37.
Min kjære Anker.
Øen d. 2. Septbr. 1814.
Jeg benytter den første Stund, min Sindsstemning tillader det, for at tilsende Dem Underretning om de Begivenheder, der har styrtet os i et Svælg af Ulykker, hvis Følger for nuværende og tilkommende Slegter er uberegnelige. — Det norske Folk og De, min Ven, kjender de redelige Hensigter, der har ledet mig fra den første Stnnd, da jeg begyndte det store Verk for Norges Frihed og Selvstændighed. Jeg stolede paa Forsynets Bistand, at Retfærdighed skulde seire. Vel saa jeg alt mer og mer Vanskeligheder at opdynge sig mod Formaalet for al min Virken, og jeg søgte i de Underhandlinger, som pleiedes, at frelse Norge fra Krigens Ødelæggelser; jeg var til den Ende villig til alle de personlige Opofrelser, som Nationens og min Ære kunde tillade. Jeg overlader til enhver upartisk Dommer at skjønne, om jeg kunde handle anderledes i min Stilling mellem Enropas truende Magter paa den ene og et høimodigt Folk paa den anden Side, hvilket ei unødtvungen vilde høre Tale om noget Forlig med sine Arvefiender. Mine redelige Bestræbelser blev frugtesløse; Krigens Lykke skulde prøves. Vedlagte Proklamation siger nok om Udfaldet af denne ulige Kamp. — De Svenske, overmægtige i Antal tillands og tilvands, i Krigens Erfaring med den Angribendes sedvanlige Fordele, foragtende intet, noksaa nedrigt Middel til at forlokke og bestikke Officerer, Soldater, Bonder og borgere i Egne, der kun er norske af Navn; vor Arme og jeg selv uden Krigserfaring, manglende snart Fødemidler til Kampens Fortsættelse, forsat i den Svageres Stilling, ikke mægtig at frelse Christiania fra at tages i Besiddelse, for Tiden forladt af alle Magter, uden Resourcer eller Forbindelser, alt dette, mere end de Tab, den korte Kamp [har] udsat Armeen for, fremkaldte s. 78som en bydende Nødvendighed Underhandlinger om Vaabenstilstand.
At den er saaledes, som De læser den, maa De, næst vor Stilling, tilregne min ulykkelige Sindsstemning; thi jeg kan ikke negte det, Bekymring for Norges Fremtidsskjæbne overvældede mig, og da jeg bragte Offeret og min personlige Stilling, da jeg gjentagende og ubetinget lovede at nedlægge Kronen i Stortingets Hænder, ansaa jeg det for det eneste Middel at frelse Riget fra ødelæggelse med Fiendehaand; men jeg frygter ikke destomindre for ikke at have frelst Fædrelandet fra Ulykker. Konstitntionen er vel erkjendt som Basis for Foreningen, men vil Folket denne uden nogen Betingelse? Og hvad Graranti er der for de Svenskes Trofasthed i Opfyldelsen af Løftet? Hvad der skal berolige Gremytterne, om de end paa Stortinget indser Foreningens Nødvendighed, vil være Englands Graranti, og denne kunde vel efter Traktaten med de Svenske og efter Lord Castlereaghs Ytringer i Svaret til Morier, hvori han som Motiv for Englands Mægling kun fordrede oprigtig Afstaaelse fra min Side, ventes. Vanskeligt er det imidlertid at forlange; jeg kan ikke gjøre det, thi jeg erkjendes ikke i min Værdighed som Konge, og min Sindsstemning har desuden nødt mig til at overdrage Regjeringens Anliggender til Statsraadet. Dette er ei heller nogen Autoritet, som forstaar at traktere med fremmede Magter, saameget mer som de Svenske ikke vil taale dette, uden deri at søge Aarsag til Brud af Vaabenstilstanden. Det maa altsaa komme fra England selv, formedelst sammes Agtelse og Omhu for det norske Folk. Min Mening er nemlig, at De som Nordmand mere end som afsendt fra mig, eller og som Statsraad, hvis Stilling giver Dem Leilighed dertil (i hvilken Kvalitet Sverige selv har erkjendt Deres Kolleger) taler til det engelske Ministerium og forklarer dem paa det bedste Stillingen her: at jeg ikke havde kunnet handle anderledes, at Krigens Lykke havde maattet prøves, at den bydende Nødvendighed alene kunde gjøre den foretagne Indledning til Foreningen taalelig i Folkets Øine, at Blokaden fra de Engelskes Side havde berøvet os alle Midler til Modstand; men at denne Betragtnirig ogsaa fornemmelig burde bevæge det engelske Ministerium til at vise sin kraftige Omhu s. 79for det norske Folks Lykke og Frihed. En engelsk Mæglers Nærværelse ved Stortinget vilde saaledes være af yderste Gravn og til sand Fordel for Norge; men England maa af egen Drift bestemme sig til at sende ham og uden videre Betænkning udføre det. Sverige vil ei driste sig til at afvise ham, de frygter altfor meget Brad med England. Kan De udrette dette, da er meget vundet, og det er den væsentligste Tjeneste, De kan gjøre Norge. Det er ogsaa England, som ved Kongressen i Wien maa tage sig af Norge for at sikre det en konstitutionel Forening med de Svenske. At traktere direkte er i mine Tanker frugtesløst. Desværre er en Forening med de Svenske under disse ulykkelige Omstændigheder uundgaaelig. Jeg modtog Deres Depecher af 22. og 26. Juli den 10. August. De havde godt Haab, naar vi kunde holde ud til Oktober eller November; men, desvserre, det blev umuligt; Erfaring lærte det. Ingen kan være ulykkeligere end jeg er det: at se trofaste Folk og saamange Individer, der elsker mig, ulykkelige, ei at faa fyldestgjort Folkets Tillid, at maatte forlade dette [Folk]; maaske modtages i Danmark med Fortrydelse og ingensteds at kunne finde tabt Sindsro og Tilfredshed igjen; dette, min kjære Anker, er mere, end et Menneske kan bære.
At Bekymringer for Dem, at jeg for Tiden ei kan virke for Dem, som jeg ønskede, ogsaa ligger mig tungt paa Hjertet, vil De ikke omtvivle; men det er mig dog en Beroligelse at vide Dem i England; — lykkelig enhver, som ikke er i Norge, i Deres elskede, ulykkelige Fædreneland.
Min Bestemmelse er at forlade Landet straks efter Stortingets Aabning. Ingen kan indestaa for, at jo Optrin kan forefalde, hvis Følger kan vorde yderst sørgelige for Norge, og som Grud vil tilgive mig, uagtet al min Bestræbelse, ei at have kunnet afværge.
Gid disse mørke Forestillinger kun maa være Frugter af mit bekymrede Sind og svækkede Helbred! Mit Sind trænger til Rolighed og til at opmuntres ved Venneraad og Trøst.
De henvender sig til den russiske Gesandt for ved hans Mellemkomst om muligt at tilveiebringe russisk Mægling ved Stortinget. Af alle Magter er Husland den, der ønsker Forbindelsen s. 80mellem Norge og Sverige saa fordelagtig som mulig for os. — Skulde derimod, som man tror, en ny Krig udbryde paa Fastlandet, og England blev Ruslands Fiende, da er det rimeiigt, at de Svenske holder sig nentrale eller til det engelske Parti; men skulde Kronprinsen af Sveriges Ærgjerrighed og Hensigter med Danmark forlede ham til at forbinde sig med Rusland, da er Timen kommen, da England kraftigen kan og sikkert vil bistaa Norge. Da maa intetØieblik tabes; Tropper, Ammunition, Penge, Levnetsmidler da kan ventes, og Norge er frelst. En duelig Hærfører, om ikke Lord Wellington, saa dog en af hans Skole, vil være en Sag af yderste Vigtighed, hvis Krig skal fortsættes; men uden Englands Bitræde er dette umuligt.
C. F.
38.
[I Chifre]
Den 6. Septbr. 1814.
Mit Brev er desværre blevet opholdt, men jeg benytter det til at komme tilbage til, hvad jeg har meddelt Dem.
Det gaar slet ikke an, at De i nogensomhelst offentlig Karakter forlanger Englands Mediation [Mellemkomst] ved Stortinget. Men udenom, som af Dem selv eller ved formaaende Venner, maa dette om muligt fremvirkes.
Vigtigt er det, at De fremstiller Sagen i det rette Lys og at herom skrives i de offentlige Blade, at vor, af hele Verden og især af England, forladte Stilling skildres [saa], at det vides, at vore Forraad af Levnetsmidler ikkun rakte til 30. August, at Umuligheden erkjendes formedelst Nationalstemningen at indlade sig i Gesandternes Fordringer; nemlig for at opnaa Mæglingen, at indvilge trende Fæstningers Besættelse af svenske Tropper. Ligesom ogsaa det Offer, jeg har bragt for at redde Riget fra Ødelæggelse, som efter mit Skjønnende maatte blive Krigens Udfald [bør af Dem omtales].
Jeg foretrækker i Inkognitoen at føre Navn af Frederics, afskediget norsk Officer.
s. 81Vil De depechere Skonnerten Norge til Laurvig med Deres Svar? Jeg raader Dem til selv at blive i England og sender Dem 500 Lstrl. til løbende Udgifter.
Deres Broder beder jeg at hilse. Det afhænger naturligvis af ham at blive i England eller vende her tilbage. Jeg raader enhver til det første. De vil iallefald meddele ham, hvad han behøver af de 500 Lstrl.
Miss Harward har jeg raadet at reise til England, hvorom Erik nok nærmere tilskriver Dem.
Uforanderlig Deres Ven.
[Ingen Underskrift.]
[Anm. Indeni denne Skrivelse ligger der fremdeles Anvisninger — formodentlig ubenyttede Dubletter — paa de ovennævnte 500 Lstrl. Nemlig:]
1. Fra Iver Stibolt senior i Drammen af 20. 6. 1814 paa 10 Lstrl.
2. — Thor Christensen —„— 21. 6. — -50 —
3. — Hans Mailing — „— 21. 6. -200 —
4. — Anders og Hans Dedekam i Arendal af 21. 7. — -200 —
5. — Salve Kallevig og Søn — „- 22. 7. - 40 —
Tils. 500 Lstrl.
39.
Briggen „Allart" paa Christianiafjorden d. 11. Oktbr. 1814.
Min kjære Anker.
Tiden svandt, inden hvilken Stortinget sammentraadte, og jeg maatte opfylde min Forpligtelse uden at modtage den ringeste Underretning fra England eller fra Fastlandet om de allierede Magters Sindelag mod Norge eller om den Virkning, som de her forefaldne Begivenheder kunde have frembragt. At de ei maa være til Fordel til at fremvirke et forandret Sindelag, slutter jeg af den Stiltienhed, der fra Englands Side er iagttaget. Vilde denne Regjering tage sig af det norske Folk og virke for dets Lykke og Frihed, da var det vel Tid [nu]. Den norske Kommissær hos Ponte-Corvo [Oberst Hegermann] har seet Breve s. 82fra Alexander, hvori han fremdeles stiller sine Tropper til hans Disposition og ytrer, at det ei var Tider, hvori Folkene maatte have deres Villie til at gjøre deres egen Forfatning.
Jeg havde saaledes ingen Grund til at vente nogen ønskelig Forandring, og har ytret mig i Overensstemmelse dermed i den Tale, med hvilken jeg lod Stortinget aabne. Den følger i Afskrift og vil sige Dem mere om vor Forfatning, om min Stilling og om de Grande, der har ledet mine Handlinger, end som jeg formaar her at gjentage.
De, min Ven, vil ei miskjende mig, og for at saa faa som muligt skal gjøre det, anser jeg, at Talen bør trykkes i de offentlige Blade.
Erklæringen, hvorved jeg frasiger mig Tronen, vedføies ligeledes, og maa gjerne ligeledes bekjendtgjøres, — den bærer Præget af mit Sindelag.
[I Chifre]: Merkeligt er det ellers, at Tilsætningen: for mig og Afkom blev tilføiet som Følge af den almindelige Stemning blandt Stortingets Medlemmer, hvilken Statsraadet understøttede, nemlig at Hensigten med denne Akt, at forekomme Rigets Ødelæggelse, ikke fuldkommen opnaaedes, naar Folket eller endel af samme endnu troede sig bunden ved Eden til min Slegt, skjønt jeg løste dem fra Eden til mig. Dette vilde altsaa udstrø Sæd til Børgerkrig.
Min Hovedhensigt med, hvad jeg [gjorde] har været at forekomme denne; jeg bekvemmede mig altsaa dertil, i hvor meget det end kostede mig at nævne, hvad der klogeligen kunde have været undgaaet. Men jeg anfører dette, for at Stemningen kan kjendes af Dem, at nemlig Foreningen ansees nødvendig og fortsat Kamp umulig, alt for at give Dem Begreb om. at jeg ikke letsindigen har opofret Fædrelandets Sag.
[Uden Chifre]: Jeg talte selv med en Deputation af Stortinget og fandt dem alle inderligen bevægede. Jeg forlader Norge med Nationens Kjærlighed, med alle Retsindiges inderlige Deltagelse, og jeg tror ved at opofre mig selv at have frelst Landet fra en Opofrelse, som ikke under nærværende Omstændigheder kunde lede til det tilsigtede Maal: Folkets Lyksalighed.
s. 83[I Chifre]: Jeg har raadet Statsraadet, i Tilfælde at Sverige ved ublu Fordringer krænker det norske Folks Ære og splitter den tilsigtede Forening, da at lienvende sig direkte til England. Statsraadet har Chifre med Dem.
De Vilkaar, som Nationen nu, betrygget ved sin Konstitution, kan forskaffe sig, og som den kan samle og vedligeholde Kraft til at haandhæve, bliver de fordelagtigst mulige, og Sverige vil selv finde sin Regning ved at holde dem.
Jeg har forvisset mig om, at de liberaleste Forslag vil gjøres, og jeg har bidraget dertil, hvad jeg formaaede.
[Uden Chifre]: Skrækkkelig tungt er imidlertid det Offer, jeg bringer; men kommer jeg til Forvisning om, hvad jeg efter bedste Overbevisning tror: at det norske Folk derved frelses fra større Vanheld, og at ingen Erkjendelse af fremmede Magter var at vente inden den Tid, da man allerede maatte være ødelagt, saa vil jeg med rolig Selvbevidsthed om mine Hensigters Renhed endnu takke Forsynet for at have været et Redskab til at lindre det norske Folks tunge Skjæbne, idet dets konstitutionelle Forfatning sikres.
Deres Brev af 21. August med Postskriptum af 2. Septbr. samt det af 16. Septbr. har jeg modtaget. Desværre havde De dengang endnu ikke modtaget mine Breve. Desværre har jeg endnu ikke modtaget Svar paa disse; jeg kan altsaa ikke bestemme min Reise til England, men maa gaa til Danmark.
Imidlertid, hvis det norske Folk endnu skulde gjøre Modstand, og jeg — i den Forvisning at blive vel modtagen i England — endnu kunde virke noget for samme, saasom at England ikke blokerede dets Havne, men lod Tilførselen fri og derved Understøttelse mulig; hvis — og dette er det vigtigste — Stemningen eller Interessen i England endnu er eller skulde blive saa meget til min Fordel, at dette endnu kunde berede en Forbindelse med Prinsesse Charlotte [af Wales], da er denne Sag saa vigtig og af saa udbredt Indflydelse for Danmark og maaske for Norge, at jeg isaafald bør bidrage alt for at naa derhen. [Uden Chifre]: De vil herover skrive udførlig og bestemt og sende Svaret med Overbringeren heraf, eller, hvis dette sendes med en engelsk Officer, da med en anden sikker Leilighed.
s. 84Heist bekymret er jeg for Dem selv, min Ven, for Deres Helbred og for deres Anliggender. 800 Lstrl. til Erstatning i Sekundaveksler for de senest protesterede [Veksler] oversendes. Jeg skal sende Dem, hvad jeg formaar, saalænge De er i England. Grid jeg kun var beroliget for Dem efter de senest indtrufne haarde Stød, som næsten overgaar menneskelige Kræfter at udholde.
Deres Søn er her for at tage Vare paa Deres Eiendomme. Jeg har meget raadet ham til at reise til Dem for at tale med Dem om Deres Velfærdsanliggender. De maa endelig vise ham Fortrolighed i saa Henseende.
Miss Harward er ved Upasselighed bleven hindret fra at reise [med P. Anker], og savner nu Leilighed. Mit Helbred er merkelig bedre; — den Kjærlighed, jeg har nydt, har bidraget det meste dertil.
Paa det første Opløb nær, hvor Uviljen ytrede sig mod Haxthausen, har det hele Tiden været roligt i Christiania. I Bergens og Trondhjems Stifter er Almuen meget bestemt mod Foreningen. Grid det havde været saaledes overalt. Jeg vil ikke fordømme nogen som Forræder, men særdeles mange Forbindelser har [de] Svenske i Landet.
Tank, som var den første, der forlod mig, er ikke ren; — dog er Frygt maaske Drivfjæderen hos ham.
Jeg beder Dem adressere Breve til mig til Konsul Saabye i Kjøbenhavn; Titelen kun som dansk Prins.
Lev vel, min kjære Anker, og stol paa mit uforanderlige Sindelag.
Christiaii Frederik.
40.
Briggen „Allart" paa Fredriksværn Khed d. 19. Oktbr. 1814.
Min kjære Anker.
Med Løitnant Ring, som Deres Broder sendte mig fra Kragerø, har jeg modtaget Deres Skrivelser af 26. Septbr. og 6. Oktbr., og ser jeg deraf med Bekymring, at De dengang endnu ingen Underretning havde erholdt om Begivenhederne i Norge. s. 85Det er ubegribeligt, siden min Skrivelse til Dem afgik i Original og Duplikat d. 2. og 6. Septbr. (og vedlagdes Veksler for 500 Lstrl.).
At jeg ei skrev forinden, var ene at tilregne min Helbredstilstand, min Sindsstemning; men under hine Tider meddelte jeg Dem alt, hvad der kunde tjene til Oplysning om Deres Fødelands Hændelser.
Schwartz's Brev indeholdt [i de engelske Aviser] omtrent Sandhed, nogen Overdrivelse og altfor bestemte Ytringer mod enke]te Personer fraregnede [sic], Han omtaler eiheller den djerve Modstand, som Fienden fandt ved Kongsvinger, hvor det svenske Korps under General Gahn blev oprevet, og hvor den norske Soldat viste den Djervhed, som er ham eiendommelig, naar han bliver vel anført.
I den sydlige Del af Landet, hvor jeg selv var nærværende, hørte jeg aldrig andet end Beretninger og Fortællinger om Fiendens overlegne Styrke, Umulighed at modstaa ham osv. Det var det Sprog, som Staffeldt og Stabell ideligen førte, og paalidelige Efterretninger savnedes aldeles. Vi var i saa Henseende saa blottet for Bistand af Landets Indvaanere, som om vi var i fiendtligt Land; men det bekymringsfuldeste, og hvad der gjorde Yaabenstilstanden nødvendig, var Mangelen paa Forraad til Armeens Underholdning.
Det maatte vel blive en Graade for enhver, hvorledes Armeen skulde have været underholdt fra de første Uger af September — da vore Forraad bristede aldeles — og til samme Tid i Oktober Maaned, da man først kunde begynde at nytte Høstens Afgrøde.
Forsvarsplanen, udkastet af Generalmajor Sejersted, til hvis Kundskaber jeg havde uindskrænket Tillid, var — Erfaring lærte det — ei saa vel beregnet, som den med Hensyn til vor Stilling i det Hele burde have været. Her gjaldt det ei saameget at gaa methodice 1 tilverks som at mode Fienden med djerv Modstand; dette forsømtes, og Forsagthed blev en Følge. Der var desuden Mangel paa Disciplin i Armeen; Mandskabet pukkede over lange Marscher, vilde ei bære deres Tornystre; de Kommanderende s. 86iagttog ei den fornødne Orden med Bagagen og ved Proviantens Uddeling, — kort, ogsaa af disse Aarsager var Vaabenstilstanden nødvendig, og da den tilbødes, burde Underhandling desangaaende ei af mig forkastes. At dens Vilkaar blev saa haarde, og isser den additionelle Artikels Indhold: at jeg i de bestemteste Udtryk forbandt mig til at nedlægge den udøvende Magt i Folkets Hænder, bør næst vor Stilling, som fordrede Ofre, tilregnes min ulykkelige Sindsstemning. Jeg var, som jeg allerede har tilskreven Dem, yderst nervesvag og ikke mægtig at handle frivilligen eller med velberaad Hu.
Jeg føler fuldkommen vel, hvormeget det ved første Øiekast kan bebreides mig at have trukken mig tilbage, førend alt, hvad der kunde voves for Norges Sag, forgjæves var forsøgt; — men befindes en fredelig og ærefuld Afgjørelse mellem Norge og Sverige at være et mindre Onde, end hvad der truede Riget formedelst Mangel paa Forsvarsmidler, Enighed, Penge og fordelagtige Forbindelser med fremmede Magter, saa burde dette fornuftigvis vælges, medens det endnu var Tid at handle som en selvstændig Stat.
Offeret i saa Henseende maatte bringes fra min Side, og jeg har bragt det. Meget har det kostet mig; thi jeg bebreider mig: ei at have gjort mit Løfte og Folkets Forventning Fyldest; men bnrde ikke Norges Frelse, dets Held være min høieste Løn, burde jeg overdøve Følelsen af min egen Uformnenhed til at fere Sagen igjennem til et ønskeligt Endemaal, burde jeg, for at haandhæve mine Rettigheder, opofre Folket i en Kamp, som det var uvist, om det havde Kraft til at udfolde, indtil forandrede udvortes Forhold kunde hidlede et ønskeligt Resultat?
Mennesket er givet Fornuft for at bruge samme ved Siden af Tillid til Forsynets Styrelse. Feiler jeg, saa tilgiver Gud mig, — Hensigten var til det bedste.
I den Overbevisning, at ingen Hindring fra min Side burde lægges i den konstitutionelle Forening med Sverige, hvis Stortinget fandt samme antagelig, var min Afreise nødvendig. Jeg havde desuden i hine svage Øieblikke lovet det, og det givne Løfte maatte holdes. Men antog Stortinget ikke Frasigelsen, da kan jeg, uden at bryde samme, komme tilbage. Modvind har s. 87desuden holdt mig her i Fredriksværn siden d. 14. og vil maaske endnu holde mig her i flere Dage. Efterretningerne fra Christiania giver mig Leilighed til dagligen at følge Begivenhedernes Gang og til at handle derefter.
Efter hvad jeg skjønner, er Pluraliteten paa Stortinget stemt for Foreningen som et nødvendigt Onde, og Grev Wedels Indflydelse gjør samme utvivlsom, hvis de Svenske da ikke overspænder deres Fordringer; men udentvivl giver de efter i alt, for at naa deres Maal.
De Svenskes Forslag til Forandringer i Konstitutionen vedlægges; men, som sagt, de giver efter, naar de mødes med Standhaftighed.
Hvad angaar Garantien for Statsforfatningen, da vil den bedst findes i den norske Nations Kraft og i Sveriges Interesse. Paa de fremmede Magters Garanti vil de Svenske ei indlade sig, siden det angaar, hvad de kalder det, et indvortes Anliggende, og vil den norske Nation engang løsrive sig fra dette Baand, — hvis det bliver for utaaleligt, — saa kunde denne Garanti genere.
Den var fordret af de fremmede Gesandter, men nu er Omstændighederne forandrede.
5 Rigsmænd eller Konservatores efter Deres Ide, af hvilke tvende skulde følge Kongen som Ministre, var ogsaa bragt i Forslag ved den Tids Underhandlinger; men herpaa er ligesaa lidt at tænke nu. Konstitutionen — i sine væsentlige Dele uforandret — er alt, hvad man vil kunne opnaa.
Skulde imidlertid Nationen eller Stortinget paastaa Garantier, da vil Statsraadet vist øieblikkeligen underrette Dem derom og overdrage dette Anliggende til Deres gode Omsorg. Det vil bedst kunne pleies i Wien, hvorhen De ligeledes maatte reise, saafremt Stortinget forkaster Foreningen paa Grund af de Svenskes overdrevne Fordringer; men enes man à l'amiable [med det Gode] og Garantier ikke paastaaes, saa er der heller intet at udrette i Wien.
Med Hensyn til de allierede Magters stridende Interesser ved Kongressen sammesteds, da tilstaar jeg Dem, at disse maa s. 88finde Sted, men vil betvivle, at de for Tiden kan komme Norge tilgode.
Forstaaelse med England er det eneste, der kan frelse dette Land fra Underkastelse. Er der Udsigt til samme?
Keiseren af Rnsland har — mod sit Riges Interesse — garanteret Sverige Besiddelsen af Norge, men han har nu engang gjort det. — Endnu hersker Intimitet mellem Alexander og Ponte-Corvo, hvorvel jeg ei heller tror, at han faar rnssisk eller prenssisk Hjælp.
Den fordelagtigste Vending for Norge vilde være et Brad mellem England og Rnsland. Isaafald maa forventes, at England ved at byde Haanden til Norges Forening med Sverige, vil forsikre sig en des mægtigere Eiende mod Rnsland.
Sverige kan fornnftigvis ikke følge anden Politik, og vilde Norge end kaste sig i Rnslands Arme, saa kan denne Magt ikke hjselpe Norge i Krig mod England.
[I Chifre]: Deres Ide i det private Brev om Alexander har jeg meddelt Statsraadet, som dog i mine Tanker forst kan gjøre Brag deraf, naar det i Tilfælde af Modstand skulde go.nteres af Stortinget-, men saavidt jeg skjønner, maatte man først for Alvor prove at kaste sig i Englands Arme og først vælge det sidste som en Udvei.
Naar Retfærdighed og sand Statsklogskab ikke tilraadede Storbritannien at benytte Begivenhederne i Norge til at unddrage sig fra et ngndeligt og af Nationen forhadt Løfte, øiner jeg og De vist ogsaa kun lidet Haab om denne Magts fremtidige Bistand ved Norges Sag.
Mig synes, [at] Vansittarts Svar og alle officielle Meddelelser vidner derom, ligesom ogsaa den ndviste Ligegyldighed for Folkets Frihed og Lykke under Foreningen: ei engang at sende en Gresandt eller Mægler til Stortinget.
Norges Sag synes saaledes ei mere at ændses af England. Ønskeligt og politisk rigtigt havde det været at holde ud, til Kongressen i Wien var tilende. Men naar bliver det? Og svarede vore Forsvarsmidler, vort Pengevæsen til denne Hensigt? Desværre nei. Bydende har Omstændighederne været, som med en Jernhaand har sønderbradt vort Haab.
s. 89[Uden Chifre]: Angaaende Dem selv, min kjære Anker, da føler jeg dyb Bekymring ved at tænke, at De af Hengivenhed for mig og Norges Sag skal udsættes for Bekymringer, som jeg ikke mægter at lindre i den Grad, som jeg føler at være fuldkommen Pligt. Men lad, jeg besværger Dem, aldrig den Tanke finde Rum hos Dem, at jeg kunde være ntaknemmelig nok til ei at paaskjønne Deres Opofreiser for mig og for Norge, at jeg skulde have forladt eller glemt min bedste Ven. De vil erkjende, at jeg aldrig har forandret mit Sindelag mod Dem; men ubegribelig uheldige Tilfælde har forsinket Brevvekslingen mellem os, hvilken jeg natnrligvis ønsker fortført selv efter min Ankomst til Danmark, naar behøves i Chifre under Kuvert til et paalideligt Handelshus, Konsul Saabye eller Otte sammesteds og med Udskrift som Prins af Danmark.
Den Omstændighed med de norske Krigsfanger var ærgerlig; havde De blot havt Penge til at udrede dette Tillæg.
Angaaende Ekspeditionen for Holland — Rist er en Fugl, man maa lade flyve.
Deres Broders Tilbagekomst var ganske overensstemmende med mit Ønske; jeg har i et Brev stræbt at ndtrykke ham min Erkjendtlighed.
Struve er tilbagekommen fra Altona og bragte Duplikat af Deres Skrivelse af 16. Septbr., men ingen Breve fra Grev Hardenberg. Jeg stoler paa, at denne reiste til Wien, men som dansk Diplomat og desuden svagelig har han valgt Hjemreisen til Danmark.
Det var saare vel betænkt, at De tilskrev Prinserne Metternich og Hardenberg.
Bestillingerne, som Aal efterlod Dem, maa bero. Hils Hertugen af Gloucester, oplys ham om alt, paa det at han og Deres flere Venner i England ei skal bedømme mig urigtigen eller miskjende min Handlemaade. Talen, hvormed' Stortinget aabnedes, maa trykkes i de offentlige Tidender.
Jeg skal anbefale Kornsagen paany til Statsraadet. Mangel paa Penge vil imidlertid vist foranledige, at noget af Kornet maa saelges, hvortil Handelshuset jo ei heller synes uvillig. Landet er fortiden forsynet med Kornvarer.
s. 90Statsraadets Medlemmer er Deres Venner og erkjender de Tjenester og den mageløse Mdkjærhed, De har udvist for Fædrelandet. Skulde de ei kunne udrette alt, hvad De ønskede for Deres Anliggende, da er det ei Mangel paa Villie.
Den Graranti af 6000 Lstrl., som De nævner, husker jeg slet ikke, at De, min Ven, før har nævnt for mig.
Grid jeg allerede havde kunnet afgjøre denne Sag, men den norske Regjerings GTaranti validerede vel hidindtil kun maadeligen i England. Imidlertid bør Statsraadet have sin Opmerksomhed henvendt herpaa. Kunde De blot ved Deres Venner i England have alt jevnet, da burde den norske Regjerings Graranti ei i nogen Maade negtes.
Oberpraesident Blücher skal jeg selv tilskrive min Tak for hans Deltagelse. Jeg gjenkjender aldeles den bestemte, frimodige Mand. Vil-De hilse ham fra mig.
Under 11. Oktbr. har jeg tilskreven Dem med den engelske Sloop of War: Briseis, Kapt. Jackson, under Kuvert til Hornemann, og dermed sendt Vekslerne for 800 Lstrl. til Deres Behov. Duplikat af samme Skrivelse er afsendt.
Hermed følger en kursorisk Beretning om Stortingets Forhandlinger, og hvad der er trykt, skal blive Dem tilstillet.
Endnu er jeg i Norge, og i hvor jeg er, skal jeg vist virke og handle som dette Folks sande Ven.
Lev vel, min kjære Anker, og lad mig snart høre fra Dem.
Velvilligst
Christian Frederik.
41.
Briggen „Allart" i Fredriksværn d. 19. Oktbr. 1814.
I dette Øieblik modtager jeg Deres private Brev af 27. Septbr. og ser deraf, hvad jeg ei kunde se af Depechen af 6. Oktbr., at De nemlig har modtaget mit Brev af 6. Septbr. med Vekslerne. Det er mig dog kjært at vide, at De ei aldeles har savnet Efterretninger fra mig. De senere modtagne vil have oplyst Dem endmere og givet Dem et fuldstændigt Begreb om min Stilling s. 91og de Bevæggrunde, der har ledet mine Handlinger. Mit Helbred er taalelig godt. Velvilligst
Christian Frederik.
42.
Briggen „Bornholm"d. 26. Oktbr. 1814. Ved Fredriksværn.
Min kjære Anker.
Jeg har paalagt Statsraadet at underrette Dem om Fædrelandets Anliggender. Stortingets Beslutning af 19. Oktbr. retfserdiggjør mit Omdomme om Rigets Tilstand og om Nødvendigheden af de Ofre, jeg bar bragt sammes Rolighed og mulige Fremtidsheld.
Det er mig en Beroligelse at have oppebiet denne Beslutning paa norsk Grund. Idag føier Yinden; Ankeret er alt lettet. Mit Hjerte beholder det ædle norske Folk, og blev det end ei mit Lod at lyksaliggjøre det saaledes, som jeg saa inderligen havde ønsket, saa skal jeg aldrig ophøre at ønske Held for samme og at virke dertil, hvor jeg formaar det.
Den Graranti af 6000 Lstrl.; som Be omtalte, maa Stortinget give. Jeg har anbefalet Statsraadet paa det varmeste at tage sig af Deres Anliggende. Grid jeg selv kunde virke kraftigere til samme Maal, saaledes som Venskabet tilsiger mig det. Lad mig snart faa gode Tidender fra Dem, hvilket inderlig skal glsede Deres Ven
Christian Frederik.
Slesvigd. 12. Decbr. 1814.
43.
Min kjære Anker.
Jeg har tilskrevet Dem straks efter min Ankomst til A arhus d. 4. Novbr., men havde den Uforsigtighed at sende dette Brev med Skibsleilighed over Norge, saa De maaske ei har bekommet samme, thi desværre siden min Ankomst til Danmark har jeg intet hørt fra Dem, og jeg kan ikke tillægge det anden Skyld, end at De ikke har vidst, hvor jeg nu var; dog vil Aviserne senere have sagt Dem det.
s. 92Efter en farlig og langvarig Søreise landede jeg d. 4. Novbr. i Aarhus og blev modtaget med megen Hjertelighed og Dellagelse. Den 10. seilede jeg fra Aarhus til Helsingør, kom d. 11. til Fredensborg, hvor jeg saa min elskede Fritz og mine Søskende igjen, og d. 13. til Kjøbenhavn, hvor Dronningen modtog mig paa det venskabeligste.
Efter min forudfattede og Kongen tilmeldte Bestemmelse at ville møde ham i Hertugdømmerne, afreiste jeg d. 24. fra Kjøbenhavn til Augnstenborg, og i disse Dage aflægger jeg mit Besøg her i Slesvig.
Mit Helbred er meget godt igjen.
[I Chifre]: Jeg har som sagt intet, slet intet hørt fra Dem og følgeligen heller intet om den Ide, der ikke var os fremmed: Eorbindelsen med Prinsessen af Wales, en for Danmark i politisk Henseende vigtig Forbindelse, og gavnlig, hvis den ikke tillige rev mig bort fra mit Fædreland. Jeg har aldrig ladet mig lede af Ærgjerrighed, og naar jeg følger Hjertets Stemme, saa tager jeg min Kusine Caroline paa Augustenborg til Kone. Hun er Fromheden selv, skjøn som en Engel. Faderen er død, som De ved.
Vigtigt var det mig imidlertid at faa de Underretninger fra Dem om Prinsesse Charlotte, som mine forrige Breve kunde foranledige; men snart maatte det være, thi ellers er den Ting paa Augustenborg afgjort.
Menneskene maa ikke tøve med at blive lykkelige. Altsaa maa jeg paalægge Dem aldeles ingen Ouverturer [indledende Henvendelser] at gjøre til Vedkommende; thi jeg er langt fra at ønske hint Parti, og kun besynderlige Grunde skulde kunne bevæge mig til at foretrække en politisk Forbindelse for Hjertets.
[Uden Chifre]: Begivenhederne i Norge vil være Dem bekjendt. Stortinget indsaa enstemmigen Foreningens Nodvendighed, og den har da fundet Sted, rolig. med Vedbehold af Rigets Konstitution og selvstændige Forfatning — ingen svenske Tropper eller Embedsmænd i Landet.
Jeg har ikke udrettet, hvad jeg vilde for Norge, men noget har jeg dog udrettet til Glavn for Riget, som aldrig har havt en s. 93Forfatning at ligne med den nuværende, og Anarki og Ødelaeggelse afværgedes for Landet.
Som ved alle slige Omvæltninger har Individ erne vist sig i det Lys, der ei skuffer. Wedel er beskjæmmet i enhver retskaffen Mands Øine, skjønt han nu har naaet sit første Maal: at være Finansminister i Norge. P. Anker gaar som norsk Minister til Stockholm, en Post, som jeg i Kongens Sted vilde have givet Wedel; dog alt dette vil være Dem bekjendt.
At De ei bliver i Statsraadet, det er jeg forvisset om; men hvad er nu Deres Bestemmelse? I hvor De saa er, min kjære Anker, er jeg overtydet om, at De er uforanderlig min Ven, ligesom jeg er Deres, og i denne Forvisning og med det Ønske ret snart at høre gode Tidender fra Dem over Altona under Adresse til Blilüher, nævner jeg mig Deres uforanderlig hengivne
Christian Frederik.
Jeg vender imorgen tilbage til Augustenborg. Vedlagte Brev til Hertugen af Gloster indeholder Oversættelsen af Talen ved Stortingets Aabning paa fransk, hvilken jeg haaber, at De alt for længe siden har sørget for at være indrykket i de engelske Tidender.
44.
[I Chifre]
Augustenborgd. 18. Decbr. 1814.
Min kjære Anker.
Ubeskriveligen længes jeg efter Breve fra Dem, men egentligen kun for at vide, hvorledes De lever.
Min Følelse for, hvad der er godt, elskværdigt og skjønt, har ledet min Bestemmelse: Jeg opnaar sikkert den størst mulige huslige Lykke med Prinsesse Caroline af Augustenborg, som jeg nu har lært at kjende og som jeg inderligen elsker. Ei altsaa Politik. Jeg vil ei være det Offer.
Der kan ei mere være nogen Tanke om Forbindelsen med Prinsessen af Wales, hvis, som jeg dog ei ved, De kan have havt nogen Grund til at tro det muligt. Carolines Hjerte er for mig mere værd end alle Kroner.
s. 94Hvor længes jeg efter at erf are fra Dem, om og hvori jeg kan være Dem tjenlig. Deres Ven
C. F.
Ponte-Corvo er meget vred paa Dem. Det vil altsaa intet du' i Norge. Kom, hvis De kan, i [Deres] Vens aabne Arme.
Christian Frederiks Forslag til et Norgessegl.
s. 95II.
BILAG TIL SKRIVELSER FRA CHRISTIAN FREDERIK TIL CARSTEN ANKER 1814
s. 96Indhold af II.
1814.
Bilag.
1. Christiania 19. 2. Christian Frederiks Erklæring til Stormagterne.
2. Christiania Febr. Fra Christian Frederik til Alexander I. Paakalder Keiserens Interesse for Reisningen i Norge.
3. Christiania 29. 3. a. Plein pouvoirs pour le Major-General Pierre de Anker.
b. Instruks for den samme.
4. Christiania 5. 5. Til Baron Hardenberg-Reventlow for af ham at erfare de fremmede Magters Tænkemaade om Forholdene i Norge. Antyder en egteskabelig Forbindelse med Keiser Alexanders Søster.
5. Eidsvold 10. 5. Fra Christian Frederik til Frederik VI. Udtaler, at ifald han vælges til Konge af Norge, vil han modtage Valget. Opfordrer Kongen til heller at gjøre ham arveløs end tabe Danmark.
6. Christiania 23. 5. Til Carl XIII. hvori Christian Frederik meddeler denne sit Valg til Norges Konge og opfordrer ham til „at give Slip paa en Erobrers uvisse Æreu.
7. Christiania 29. 5. Til Konsul A. Konow, hvori denne paalægges at opsoge Prinsen af Oranien i Haag eller i London med Brevskaber fra Christian Frederik.
[8.] Uddevalla 25.7. Til Christian Frederik fra de 4 allierede Magters Kommissserer. Trykt i Dr. Y. Nielsens Aktstykker vedk. Konventionen i Moss, S. 37.
9. Fortegnelse over otte Kundgjørelser mm. fra Christian Frederik med Angivelse af, hvor de er trykte.
[Fra Christian Frederik til Stormagterne.]
1.
Christiania ce 19. Février 1814.
Déclaration.
La Norvége, unie depuis des siédes an Danemarc, a partagé avec ce Royaume le bonheur et l'adversité.
Les suites de la guerre dans laquelle la Grande Bretagne plongea tout-à-coup le Danemarc ne furent pas moins désastreuses pour la Norvége; mais il faut convenir qu'elles auraient pû l'être davantage, si le Gouvernement Britannique n'eut point usé d'une modération particuliére envers les habitans des côtes de ce Royaume.
Liés à la Nation anglaise avant la guerre par les coutumes et par l'intérêt commun du commerce, qui n'avait jamais souffert d'entraves par la position géographique de la Norvége, pouvaiton croire que le Grouvernement Suédois aurait pû en pleine paix faire valoir cette même cause comme un motif valable pour accabler les habitans d'une maniére aussi inhumaine que perfide.
On voit bien qu'en s'écartant des principes de la morale, l'ambition et l'intérêt entrainent l'homme vers tout ce qui est injuste.
La mort également malheureuse et remarquable du Prince Royal de Suéde, Charles Auguste, jadis le héros chéri des Norvégiens, jeta en dernier lieu le premier germe de désunion dans le Nord.
De l'aveu de I'Empereur Napoléon, un Prince français fut placé prés du trône de Suéde. Par là l'ancienne politique suédoise, ayant toujours prescrit l'alliance avec la France, fut renouvelée.
s. 98Aussi témoigna-t-on d'abord le désir de reconquérir la Finlande, persuadé qu'un Général français était la personne du monde la plus propre à entreprendre avec zéle cette tâche pour donner à son bienfaiteur une preuve édatante de sa reconnaissance.
Ce Prince, Charles Jean, se traça un plan de conduite trés different. La guerre, qu'on déclara à l'Angleterre peu de temps apres son arrivée en Suéde, ne fut qu'un masque nullement à méconnaître.
Le libre accés ainsi que toute espéce de facilité qu'on accordant aux bâtiments anglais dans les ports de Suéde au détriment du commerce des Danois ne cessaient point durant cette soidisante guerre. Au contraire, les relations avec le Grouvernement Britannique furent toujours plus intimes à mesure qu'elles promettaient plus d'avantages réels. La guerre qui menaçait d'éclater entre la Prusse et la Russie offrait une chance á la Suéde pour se saisir de la Finlande.
Mais pour y réussir un plan d'agrandissement plus étendu fut conçur d'arracher la Norvége au Danemarc, avec qui on était en paix, cela devenait une conquête qui assurerait un jour celle de la Finlande.
De même la possession d'un Royaume avec la Souveraineté absolue offrirait à un conquérant des moyens redoutables, s'il voulait jamais ébranler les formes d'une Monarchie constitutionnelle.
L'Empereur Napoléon refusa la garantie qu'on lui demanda, et voyant ce projet insidieux échouer, le Prince Royal se jeta du côté de la Russie. L'Europe connait trop bien le traité d'Aabo pour qu'elle puisse avoir oublié que ce Prince y stipule le demembrement des états du Roi de Danemarc pour prix des exploits qu'il devait étaler en plongeant l'épée dans le cœur de ses anciens compatriotes.
Ce n'est pas à nous de juger un Souverain [sic], qui jouit d'une réputation trop belle et trop bien basée pour être ternie par une seule démarche hasardée.
Les plus grands Empires peuvent se trouver dans des cas difficiles où il est expédient d'avoir recours à la vanité dé-s. 99mesurée d'un individu qui brûle de se créer un nom dans les annales, n'importe de quelle nature.
Or si le cabinet de St. Pétersbourg ainsi que celui de St. James ont paru vouloir prêter la main à une injustice énorme, l'equite et la connaissance de rhistoire nous prescrivent le silence jusqu'à ce que les événements ultérieurs aient fourni les moyens a ces puissances d'en agir d'une maniére plus digne d'Elles.
Nous ne traitons pas ici d'intentions, nous avons à parler de faits.
Le seul motif avoué pour désirer l'union de la Norvége à la Suéde fut la position géographique des deux pays. Cet argument, sans être nouveau, est vraiment d'une grande force, car il n'y a pas de pays qui n'ait quelque voisin.
II en résulte le principe de la Monarchie universelle, qui foule les droits des nations aux pieds.
II est à remarquer que c'est précisément pour combattre ce principe destructeur et pour protéger les droits des Nations, que les plus grandes puissances de l'Europe déclarent qu'elles se sont liguées contre l'Empereur Napoléon.
On ne croira rien a l'histoire de notre temps, lorsqu'elle dira que ce ne sont pas moins ces mêmes Monarques, qui ont menacé de vouloir outrager les droits du peuple Norvégien. II n'y avait que l'Angleterre seule qui stipula dans son traité avec la Suéde: „Que l'union de la Norvége à la Suéde ne se ferait pas à main armée, si le Roi de Danemarc embrassait la cause des allies."
Et de même:
„Qu'elle se ferait d'une maniére que pourrait assurer, autant que possible, le bonheur et la liberté du peuple Norvégien.«
Sensible à cette déférence pour ses droits, ce même peuple y entrevoit avec confiance une marque de respect, due à sa qualite de Nation, et que tous les Grouvernement devraient se faire une gloire de manifester indistinctement en vers tous les peuples.
L'espéce de guerre dont la Suéde accabla les Norvégiens, lorsque la paix devait les en garantir, et que l'liumanité condamne, était d'une nature à marquer tous ceux qui l'ont conseillee d'une flétrissure éternelle.
s. 100On conçut le plan indigne d'affamer la Nation qu'on voulait séduire et gagner, et que le Prince Royal de Suéde à faussement imputà [sic] de lui tendre les bras.
On l'aura induit en erreur, car ce sont des bras armés qui l'attendent. Ni ces moyens indignes, ni des seductions de tout genre n'ont pu ébranler la ferméte des Norvégiens ou leur ridélite envers leur Roi.
Bientot les événemens se pressent.
Apres avoir imperieusement demandé au Roi de Danemarc le Royaume de Norvége, laquelle demande fut rejetée, on se borna avec une générosité composée à exiger la cession de la province de Trondhjem. Ce subterfuge ayant eu le même sort, on laissa reposer le grand dessein jusqu'a ce qu'on pût le faire valoir les armes à la main dans un état de guerre ouverte, qu'on se permettait envers le Roi de Danemarc.
Le Holstein et le Slesvig furent envahis par le Prince Royal de Suéde à la tête d'une armée trés supérieure en nombre à celle que le Roi de Danemarc s'est trouvé en état d'y opposer.
Accablé du nombre, affaibli par une guerre ruineuse, le Roi de Danemarc s'est enfui, ou dans la nécessité cruelle de céder à la force.
Le Royaume de Norvege lui a été arracbé.
Son cœur paternel vient enfin d'être percé du trait le plus violent.
Il a fallu renoncer a des sujets dont la fidélité a été presque sans exemple, et qui n'oublieront jamais la reconnaissance qu'ils doivent a leur ancien Roi.
Puisqu'enfln les Norvegiens ne peuvent plus être à lui, ils seront à eux-mêmes. Que l'histoire ne dise pas que ce peuple jadis brave et hardi ait timidement tendu le cou au joug suédois, qu'il a en horreur.
Que l'histoire ne dise jamais qu'une armée victorieuse, en déployant ses rangs en Danemarc, ait fait trembler les Norvégiens dans leurs foyers. En un mot, que l'histoire ne dise jamais qu'ils ont stupidement renoncé à une situation heureuse et tranquille; quoique médiocre, pour partager avec leur maîtres nouveaux la vaine gloire de se faire traîner vers toutes les querelles étran-s. 101geres, dont la politique suédoise n'a jamais cessé de se méler, ce qui a coûté des millions d'habitans à un pays mincemerit peuplé, sans le rendre ni plus grand, ni plus heureux.
Que le peuple suédois, aussi brave qu'estimable, ne voie pas des ennemis implacables dans ses paisibles voisins.
Ce n'est que lorsque l'ambition remuante de son Grouvernement ne veut point la paix, ou qu'elle le fera outrepasser les montagnes qui separent les deux Nations, que le soldat suédois verra un ennemi redoutable dans chaque habitant de la Norvége.
Conclusions:
Que toute l'Europe sache, que la Norvége n'est ni à donner, ni à céder. La voix unanime de la Nation vient de prononcer solennellement qu'elle est, qu'elle veut être, et qu'elle sera indépendante, que l'ennemi aura à marcher sur ses cadavres, avant qu'elle se désiste de cette indépendance. Son A. R. le Prince Christian Frédéric de Danemarc et de Norvége, né héritier du trône, s'est mis à la tête des Norvégiens en qualité de Régent avec les prérogatives ainsi qu'avec l'autorité attachée à la Royauté, jusqu'à ce que les représentans du peuple aient adopté une constitution qui puisse assurer la liberté publique et le bien-être futur de l'Etat.
Le peuple a jurê d'un accord unanime de défendre son indépendance et il place sa confiance dans son Chef, chérissant en lui des qualites qui promettent qu'il veillera avec sagesse et fermeté au bonheur de l'Etat.
Ce Prince ayant consulté l'esprit national, il a vu à quel point le peuple est outré de se voir cédé à une puissance dont il est séparé par la haine nationale la plus fortement prononcée.
Laissé à soi-même faute de chef légitime, une guerre sans plan, ni ordre, et des troubles intérieurs avec toutes les horreurs qui en sont inséparables, auraient été les premiéres suites d'un abandon de Sa part; il n'a done pu balancer à se lier à une Nation, dont il connait toute l'énergie et le caractére indomptable vis-à-vis d'un joug étranger.
s. 102Le voen du Régent, comme celui du peuple, est de cultiver la paix avec tontes les puissances étrangéres en général, et pour la rendre d'autant plus solide, de s'assurer 1'Alliance de celles en particulier, qui par leur position, par leur caractére et par un intérêt mutuel, peuvent influer sur le bien-être et sur la tranquillite du Royaume.
Mais avant tout, le peuple se prosterne avec son chef devant l'Etre suprême, l'iniplorant de vouloir par sa protection divine bénir Facte important qu'ils vont terminer d'un commun accord pour éviter le malheureux sort que leurs ennemis leur avaient préparé.
[Norge, der i Aarhundreder var forenet med Dammark, har delt Lykke og Modgang med dette Kongerige. Følgerne af den Krig, som Storbritannien pludselig paaførte Danmark, var ikke mindre ulykkebringende for Norge; men man maa jo indrømme, at det vilde have været værre, dersom den britiske Regjering ikke havde optraadt med en særlig Hensynsfuldhed ligeoverfor dette Lands Kystboere.
Da Norge før Krigen var knyttet til den britiske Nation, dels gjennem fælles Skikke og dels ved fælles Handelsinteresse, der aldrig havde lidt noget Afbræk ved Norges geografiske Beliggenhed, kunde man ikke tro, at den svenske Regjering midt under Freden havde kunnet anføre netop disse Grunde som vegtige Aarsager til at overvælde Landets Indbyggere paa en Maade, der er ligesaa umenneskelig som troløs. Man ser tydeligt, hvorledes Menneskene, naar de ikke følger Moralens Bud, gjennem Ærgjerrighed og Selvinteresse lader sig forlede til alt, hvad der er uretfærdigt.
Den svenske Kronprins Carl Augusts ligesaa sørgelige som merkelige Død — han, der tidligere var Nordmændenes elskede Helt — var den første Spire til Uenighed i Norden.
Med Keiser Napoleons Bifald blev en fransk Fyrste sat til Arving af Sveriges Trone. Derved fornyedes den gamle svenske Politik, der altid havde hævdet Forbund med Frankrige. I Begyndelsen udtalte man sig ogsaa for, at det var Pligt at tilbageerobre Finland, da man var overbevist om, at en fransk General netop s. 103maatte være den, der af alle var mest skikket til med Iver at løse denne Opgave, for at kunne give sin Velgjører [Carl XIII.] et slaaende Bevis paa sin Taknemmelighed.
Kronprins Carl Johan lagde en herfra meget afvigende Plan. Den Krig, man kort efter hans Ankomst til Sverige erklærede England, var kun et Skalkeskjul, der ikke kunde misforstaaes.
Den fri Adgang [til Sverige], ligesom ogsaa andre Lettelser, der bevilgedes de engelske Fartøier i de svenske Havne til Skade for de Danskes Handel, ophørte ikke under denne saakaldte Krig. Tvertimod blev Forbindelserne med den britiske Regjering stedse nøiere, eftersom de lovede paatagelige Fordele. Krigen, som truede med at udbryde mellem Preussen og Rusland, gav Sverige en Mulighed for at kunne bemægtige sig Finland. Men for at en mere udstrakt Udvidelsesplan herigjennem kunde lykkes, besluttede man at rive Norge løs fra Danmark, med livilket Land man levede i Fred; — det vilde blive en Erobring, der med Tiden vilde sikre Finlands.
Ligeledes vilde Besiddelsen af et Kongerige, der havde en absolut Suverænitet, give dets Erobrer mægtige Midler ihænde, dersom han nogensinde skulde faa isinde at rokke det konstitutionelle Monarkis Former.
Keiser Napoleon afslog at yde den Garanti, man bad ham om, og da Kronprinsen af Sverige saa, at denne lumske Plan mislykkedes, henvendte han sig til Rusland. Europa kjender altfor vel Traktaten i Åbo [1812], til at det kan have glemt, at denne Fyrste deri fastsatte en Lemlæstelse af Kongen af Danmarks Stater til Belønning for de Bedrifter, han skulde udfore ved at stikke sit Sverd i sine forhenværende Landsmænds Hjerte.
Forresten vil vi ikke dømme en regjerende Person, hvis Berommelse er altfor smuk og altfor vel begrundet til at kunne fordunkles af et eneste uoverlagt Foretagende.
De mægtigste Riger kan komme i vanskelige Tilfælde, hvor det er nyttigt at benytte sig af en enkelt Persons overvættes Forfængelighed, der brænder efter at skabe sig et Navn, ligegyldigt af hvad Slags, i Historiens Aarbøger.
s. 104Dersom Kabinetterne i St. Petersburg og St. James tilsyneladende har villet hjælpe til ved en uhyre Uretfærdighed, saa foreskriver Billighed og Historiens Lsædomme os at tie, indtil yderligere Begivenheder har skaffet disse Magter Midler til at optræde paa en værdigere Maade.
Det er ikke Hensigter, men kun Handlinger, vi vil drøfte. Den eneste Bevæggrund, man bar vedkjendt sig, for at ønske Foreningen mellem Norge og Sverige, er de to Landes geografiske Beliggenbed. Denne Grund er, uden at være ny, sandelig ikke af stor Betydning, thi der findes vel ikke noget Land, der ikke har en eller anden Nabo!
Resultatet bliver, at man hylder et Universalmonarki, der træder Nationernes Rettigheder under Fødder.
Man maa lægge Merke til, at det er netop for at modvirke dette ødelæggende Princip og for at beskytte Nationernes Rettigheder, at Europas største Magter har forenet sig mod Keiser Napoleon.
Man vil ikke tro vor Tids Historie, naar den engang fortsæller, at det er disse samme Magter, der har truet med at krænke det norske Folks Rettigheder. Det var kun England, som i Traktaten med Sverige fastsatte: „At Norges Forening med Sverige ikke maa gjennemføres med væbnet Haand, ifaid Kongen af Danmark slutter sig til de allierede Magter", samt at Foreningen maa tilveiebringes paa en Maade, der saa meget som muligt kunde sikre det norske Folks Lykke og Frihed.
Behagelig berørt af denne Hensyntagen til dets Rettigheder, saa det norske Folk deri et Tegn paa Anerkjendelse af, at Norge var en Stat for sig, og paa, at alle Regjeringer burde sætte en Ære i særlig at tilkjendegive dette for alle andre Folkeslag. Den Slags Krig, hvormed Sverige overvældede Nordmændene, uagtet en afsluttet Fred skulde garantere dem derimod, en Krig, som Menneskekjærligheden fordømmer, er af en saadan Natur, at den sætter en evig Skamplet paa alle dem, der har tilraadet den.
Man fattede den uværdige Plan at udsulte den Nation, som man vilde forføre og vinde, og om hvilken Kronprinsen af Sverige falskeligen har udtalt, at den har aabnet sine Arme for s. 105ham. Man maa have ført ham bag Lyset, thi det er bevæbnede Arme, der venter ham. Men hverken disse uværdige Midler, heller ikke andre Fristelser har kunnet rokke Nordmændenes Fasthed eller deres Troskab mod deres Konge.
Begivenhederne følger paa hverandre Slag i Slag.
Efterat man paa en bydende Maade af Kongen af Danmark havde forlangt Kongeriget Norges Afstaaelse, som han negtede at gaa ind paa, indskrænkede man sig til under Skin af Ædelmodighed kun at forlange Trondhjems Stifts Afstaaelse. Da dette Kneb flk samme Skjæbne, Lod man den store Plan hvile, indtil man kunde støtte den med Vaaben i Haand i en aabenlys Krig, som man uden videre tillod sig at paaføre Kongen af Danmark.
Holsten og Slesvig blev besat af Kronprinsen af Sverige i Spidsen for en Hær, der i Antal var den Hær meget overlegen, som Kongen af Danmark havde seet sigistand til at opstille imod ham.
Overvældet og svækket af en ruinerende Krig flygtede Kongen af Danmark, idet han saa sig i den grasomme Nødvendighed at maatte give efter for Overmagten.
Kongeriget Norge blev frarevet ham.
Derved rammedes hans faderlige Hjerte af den heftigste Smerte.
Han maatte give Slip paa Undersaatter, hvis Troskab havde været saagodtsom eksempelløs, og som aldrig vil glemme den Taknemmelighed, de skylder sin forhenværende Konge.
Men da nu Nordmændene ikke længer kan tilhøre ham, vil de tilhøre sig selv.
Historien maa ikke fortælle om dette Folk, der tidligere altid har vist sig" at være baade tappert og forvovent, at det frygtsomt har strukket Hals under det svenske Aag, som det afskyr.
Historien maa aldrig fortælle, at en seierrig Arme ved at optræde i Danmark har gjort Nordmændene rædde oppe i Norge.
Historien maa, kort sagt, aldrig fortælle, at Nordmændene har været dumme nok til at opgive en lykkelig og rolig, om end tarvelig Tilværelse for sammen med sine nye Herrer at dele den tomme Ære at lade sig drage med i alle uvedkommende Stridsspørgsmaal. I saadanne har den svenske Politik aldrig ophørt at blande sig, hvilket har kostet det sparsomt befolkede Land Millioner af dets Indbyggere — uden dog at gjøre det s. 106hverken større eller lykkeligere. Maatte nu det svenske Folk, der er ligesaa tappert som agtværdigt, ikke betragte dets fredelige Naboer som uforsonlige Fiender!
Kun for det Tilfælde, at den svenske Regjerings urolige Ærgjerrighed ikke vil bevare Freden, eller if aid den vil overskride de Fjelde, der adskiller de to Nationer, — vil den svenske Soldat i enhver Nordmand finde en farlig Fiende.
Her of kan man slutte:
At hele Europa maa vide, at Norge hverken kan gives bort eller vil overgive sig. Nationen har netop enstemmig og høitidelig udtalt, at den er, at den vil være, og at den skal forblive at være nafhængig, at Fienden vil komme til at marschere over Lig, førend den norske Nation opgiver sin Uafhængighed. H. K. H. Prins Christian Frederik af Danmark og Norge, der er født Tronfølger, har i Egenskab af Regent sat sig i Spidsen for Nordmændene, udrustet med kongelig Magt og Myndighed, indtil Folkets Repræsentanter har antaget en Konstitntion, der kan sikre den offentlige Frihed og Statens tilkommende Vel.
Folket har enstemmig svoret at ville forsvare sin Uafhængighed, og det har skjænket sin Chef al sin Tillid, da det hos ham ynder de Egenskaber, der lover, at han med Visdom og Fasthed vil vaage over Statens Lykke.
Efterat denne Fyrste har undersøgt den nationale Aand, ser han, i hvor høi Grad Folket er opbragt ved at se sig overdraget til en Stat, som det føler sig fjernet fra ved det sterkeste Nationalhad.
Ifald dette Folk blev overladt til sig selv og var uden legitim Chef, saa vilde en Krig uden Plan og Orden samt indre Uroligheder med alle de Rædsler, som er uadskillelige derfra, blive den første Følge af, at denne Fyrste lod det i Stikken. Han har derfor ikke kunnet betænke sig paa at knytte sig til en Nation, hvis Villiekraft og nbetvingelige Karakter ligeoverfor et fremmed Aag han kjender.
Saavel Regentens som Folkets Ønsker gaar ud paa at leve i Fred med alle fremmede Magter. For at gjøre denne Fred desto fastere, ønsker man at komme i Forbund navnlig med de s. 107Magter, som ved deres Stilling, deres Egenskaber og ved fælles Interesser kan have Indflydelse paa Kongerigets Velfærd og Ro.
Men fremfor alt bøier Folket og dets Chef Knæ for det høieste Væsen for at bønfalde dette om at ville ved sin guddommelige Beskyttelse velsigne den vigtige Gjerning, som. Folket agter at fuldføre for at undgaa den ulykkelige Skjæbne, som dets Fiender havde tiltænkt Nationen].
2.
[Fra Christian Frederik til Alexander I]
Christiania, Februar 1814.
Sire. C'est au nom de la nation norvégienne, et comme Régent de ce peuple indépendant et brave, que je mets sous les yeux de votre Majesté Impérial e et Royale la déclaration émanée le 19 Février, par laquelle la volonté du peuple de se maintenir comme Nation indépendante et de se donner une constitution est manifestée, ainsi que ma résolution de ne point abandonner ce peuple dans ce moment de crise, — résolution qu'un devoir impérieux, et— j'ose le croire — une vocation divine m'a imposée. En consultant les principes pour lesquels Vous avez tiré les armes, Sire, je ne dois point douter que Vous n'approuviez et ne respectiez le droit des nations, que le peuple de la Norvége réclame d'un commun accord, et pour lequel il se sacriiiera plutôt que de supporter un joug étranger. Vous ne méconnaitrez pas non plus, Sire, en nous un peuple qui ne demande que la paix et qui s'estimera surtout heureux de trouverun ami et un Protecteur dans un Souverain qui a tant de titres à la reconnaissance des peuples, dont il a défendu les droits et reconquis la liberté.
Christian Frédéric.
Til Keiser Frantz af Østerrige og til Kong Frederik Wilhelm af Preussen sendte Christian Frederik (Kopi foreligger) Breve af omtrent samme Indhold.]
[Deres Majestæt. Det er i den norske Nations Navn og som Regent over dette uafhængige og tapre Polk, at jeg fremlægger for Deres keiserlige og kongelige Majestæt den under 19. Februar udstedte Erklæring, hvori saavel Folkets Villie: at bestaa som en uafhængig Nation og give sig en Konstitution som ogsaa min Beslutning: ikke at svigte dette Folk i den nuværende s. 108Krise, er slaaet fast, — en Beslutning, som en bydende Pligt og, som jeg vover at tro, en guddommelig Kaldelse har paalagt mig.
Ved at granske de Grundsætninger, for hvilke Deres Majestæt har grebet til Vaaben, tvivler jeg ikke paa, at Deres Majestæt jo vil bifalde og respektere de nationale Rettigheder, som det norske Folk enstemmig gjør Fordring paa, og for hvilke det heller vil ofre alt end at bære et fremmed Aag.
Deres Majestæt vil heller ikke i os miskjende et Folk, der kun ønsker Fred, og som vilde anse sig særdeles lykkeligt ved at finde en Ven og en Beskytter i en Suveræn, der i saa høi Grad har erhvervet sig Taknemmelighed hos de Folk, hvis Rettigheder han har forsvaret, og hvis Frihed han har gjenerobret.
Christian Frederik.]
3. a.
PLEINS-POUVOIRS
pour le Major-Général Pierre de Anker.
Nous, Christian Frédéric, Régent de la Norvége, Prince de Danemarc, Due de Slesvig, Holstein, Stormarn, Ditmarsch et Oldenbourg, munissons par la présente le Major-Général Pierre de Anker, Grand Croix de I'ordre de Dannebrog, de Nos pleins-pouvoirs, afim qu'il puisse en qualité de Notre Envoyé extraordinaire aupres de Son Altesse Royale Le Prince Régent de la Grande Bretagne et d'Irlande signer et contracter tous les engagements que le Conseiller de Grouvernement C. Anker aurait entamés avec le Grouvernement Britannique, et que le dit Conseiller de Grouvernement serait dans le cas, en son absence ou par d'autres motifs, de remettre à ses soins.
Il est également autorisé à entretenir avec le Grouvernement Britannique toutes les relations qui puissent convaincre cette Puissance de mon désir sincére de conserver la paix avec File, ainsi que de la connance que la Nation Norvégienne met en sa justice et dans l'estime qu'elle voudra manifester pour les droits incontestables des nations, droits que Nous réclamons avec de si justes titres.
s. 109Sur quoi Nons signons la presente en y apposant le sceau du Royaume.
Fait à Christiania ce 29. Mars 1814.
[Segl.]
Christian Frédéric.
[FULDMAGT for Greneralmaior Peter Anker.
Vi, Christian Frederik1 Norges Regent, Prins til Danmark, Hertng til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken og Oldenborg, meddeler herved Greneralmajor Peter Anker, Storkors af Danebrogsordenen, Vor Fuldmagt, saa at han i Egenskab af Vor Envoyé extraordinaire hos Hans Kongelige Høihed Prinsregenten af Storbritannien og Irland kan undertegne og indgaa alle de Underhandlinger, som Regjeringsraad C. Anker maatte have indledet med den britiske Regjering, eller som nævnte Regjeringsraad finder paa Grand af sit Fravær eller af andre Grunde at burde overdrage ham.
Han er ligeledes bemyndiget til med den britiske Regjering at pleie alle de Forbindelser, der kan overbevise denne Magt om mit oprigtige Ønske at bevare Freden med den off bevare den Tillid, som den norske Nation har til denne Magts Retfærdighed og til den Agtelse, som den vil vise alle Nationers uomtvistelige Rettigheder, Rettigheder, som Vi med saa stor Føie gjør Krav paa.
Generalmajor PETER ANKER, 1744-1832.
Herpaa undertegner Vi denne Skrivelse under Kongerigets Segl.
Grivet i Christiania den 29. Marts 1814.
Christian Frederik.
v. Holten.]
b.
[Christiania den 29. Marts 1814.
Til Hr. Generalmaior Anker,
Storkors af Danebrogen.
De bemyndiges ved nærværende Fuldmagt at begive sig i Statens Ærinde til Storbritannien, for som min overordentlige Gesandt hos Prinsregenten af Storbritannien og Irland at pleie de igjenoprettede Venskabsforbindelser med denne Magt og at iagttage det norske Folks Interesse sammesteds. Til den Ende meddeles Dem følgende
Instruks.
der ikkun angiver Grnndtrækkene, men som jeg med Tillid til Deres Erfaring og Klogskab overlader i Deres Hænder at anvende til Bedste for Fædrelandet.
1. Ubekjendt med den Modtagelse, Deres Broder har mødt i London, vil det være rigtigst at antage og vedligeholde en fnldkommen privat Karakter ved Deres Ankomst sammesteds. Skibet, som norsk bygget, bør om muligt indtage en liden Ladning norske Produkter og saaledes som Handelsskib føre norsk Flag au risque af, hvad deraf maatte flyde.
2. Samtale med Deres Broder vil snart vise Dem, om De kan angive at beklæde nogen offentlig Karakter; dog bemerkes, at saalænge Regjeringsraad Anker er i England, vil det, hvis han har antaget nogen saadan Karakter, være rigtigst, at De forbliver i privat Stilling, indtil som sagt han forlader England enten for at gaa til Fastlandet eller for at vende tilbage til Norge; dog bør De, livis han har nydt en god Modtagelse, fortsaette hans Forbindelser og Underhandlinger og afslutte, hvad aabenbar eller hemmelig Overenskomst, som maatte være til Nationens fælles Fordel og Hæder.
3. Skulde Regjeringsraad Anker være bleven nødt til at afreise, eller skulde saadant i følgende Tid blive Tilfældet, da er det alligevel mit Ønske, at De bestræber sig for — som privat Mand, det forstaar sig — at komme iland og at forblive der, foregivende Deres Helbred som Grund for Reise og Ophold s. 111sammesteds, og De vil da ved at pleie de tjenligste Konnektioner kunne benytte liver fordelagtig Begivenhed eller Forandring samt meddele mig de Underretninger, som kan være ligesaa gavnlige som nødvendige for mig i Rigets nuværende Stilling
4. En Afskrift af Instruktionerne til Regjeringsraad Anker vedlægges, for at De i det mulige Tilfælde, at kan med uforrettet Sag maatte vende tilbage, kunde under heldigere Omstændigheder ved et lsengere Ophold i England udrette, kvad han ikke kan tilendebringe.
5. For det mulige Tilfælde, at De ved Aftale med Deres Hr. Broder skulde bestemme sig til at gaa til Fastlandet for at fortsætte de begyndte Forbindelser med Lord Castlereagh i de Allieredes Hovedkvarter eller ved en almindelig Fredskongres, medgives Dem herved Fuldmagt in blanco til som overordentlig Gesandt at fremstille sig for de allierede Fyrster samt at iagttage Norges Interesse ved Fredsslutningen. Den kunde saaledes benyttes af Dem eller af ham, medens den and en af Dem forbliver i England og iagttager der, kvad der i Særdeleshed er Dem paalagt.
Regentskabet i Norge, Christiania d. 29. Marts 1814.
Christian Frederik.
v. Holten.
4.
Fra Christian Frederik til Baron Hardenberg-Reventlow.
Christianiad. 5. Mai 1814.
Monsieur le Baron.
Je viens de recevoir votre lettre du 2 Avril et je vous exprime ma reconnaissance pour le dévouement que vous montrez à ma personne et à la belle cause que je défends.
Je vous envoie la lettre au Grand chancelier ainsi que deux pièces officielles de la diète, contenues dans les feuilles publiques. Je vous prie surtout de faire remarquer ma lettre au Roi de Suède, qui exprime mes sentiments. Je n'ai qu'a louer le bon esprit qui anime la diète, j'espére qu'elle sera terminée dans une dixaine de jours et la couronne me sera alors sans doute offerte. s. 112Mais il serait a désirer que j'eusse pour ce moment décisif quelque notions sur le véritable sentiment des puissances étiangères. Je ne puis en avoir de ce lieu, mais j'en attends de Mr. Anker, actuellement à Londres.
Les esprits craintifs ou mal intentionnés les attendent de même sous des points de vue différents, mais leur nombre nonobstant n'est pas grand, Dieu merci. Selon mon espoir, les princes de la création de TEmpereur Napoléon tomberont avec lui et la Suède sera dans le cas de faire un nouveau choix. Si elle veut gagner la Norvège sans couteau tirer, — — — — — — — — — — [Her maa udelades to Linier, der tilsyneladende er meningsløse, men som formentlig bar havt en aftalt Betydning] — — — la Norvège ne se refusera pas à une telle union avec la Suède.
Si les puissances — — — [Saa kommer to tilsyneladende meningsløse Ord], la Grande Bretagne et la Prusse sont décidées a l'union de ces deux royaumes; il faut la leur faire effectuer en menageant les droits de la Norvège-, en assurant le repos du Nord — — — — — — [Et Par Linier tilsyneladende meningsløse; de ender med: l'homme ambitieux est étranger pour nous.]
Toute votre politique doit être contre le Prince héréditaire personnellement. Qu'est - ce que les puissances coalisées peuvent done attendre de lui? Rien que du mal, des divisions et des troubles.
Si au contraire — — — [atter en tilsyneladende meningsløs Sætning] — — — — — — — — — — — — — — — — — — je ne pense répondre qu'indirectement aux — — — de Danemarc, [I']union avec la Suède est pour le moment impossible, peut-être pour toujours, si la Suède nonobstant n'est pas à moi.
[Atter nogle Linier i forud aftalt Sprog.]
Rien n'est plus dangereux que de faire croire que j'aie la moindre liaison politique, comme Régent de Norvège, avec le Roi de Danemarc. J'espére que vous ne porterez pas de dépêches du Roi, et que personne, hormis votre père, ne saura avant votre arrivée, que vous êtes le porteur de mes pleins-pouvoirs pour les Souverains alliés — — — — — — — — — — — — — —
s. 113Laissez entrevoir au ministre de Russie que la couronne de la Scandinavie sur ma tête pourrait fournir un établissement convenable à une sœur de S. M. l'Empereur, mais ne faites pas cette proposition avant que vous croyiez qu'on y fera attention, et ne vous avancez [pas] non plus trop loin dans cette affaire, ce n'est que le Roi de la Scandinavie qui peut la réaliser.
La Grande-duchesse Anne n'est pas promise [à ce] que je sache?
S'il le faut, on peut leur faire croire que mon fils ainé pourrait règner un jour en Danemarc, les enfants du second lit en Scandinavie. On peut done faire des chateaux d'Espagne, s'ils ne devaient servir qu'à bâtir un pont pour l'ambition!
Le conseiller du gouvernement C. Anker est à Loudres et son frère le major-général y arrivera sous peu. Je n'ai pas besoin de vous dire que je [me] languis après des nouvelles, qui auront un interêt tout particulier pour votre tout affectionné et reconnaissant ami
Chrétien Frédéric.
[Hr. Baron. Jeg bar netop modtaget Deres Brev af 2. April, og jeg frembærer min Taknemmeligbed for den Opofrelse, De viser ligeoverfor mig og for den smukke Sag, jeg forsvarer.
Jeg sender Dem Brevet til Storkantsleren samt fra Rigsf orsamlingen to Aktstykker, der har staaet i de offentlige Blade. Jeg beder Dem især lægge Merke til mit Brev 1til Kongen af Sverige, som tolker min Mening.
Jeg kan kun rose den gode Aand, der beliver Rigsforsamlingen; jeg haaber, denne kan afsluttes om en halv Snes Dage. Landets Krone vil da vistnok blive mig tilbudt. Men jeg vilde ønske, at jeg inden dette afgjørende Øieblik kunde faa lidt at vide om de fremmede Masters virkelisfe Tænkemaade. Jeg kan paa dette Sted ikke have Rede derpaa, men jeg venter Besked derom fra Hr. Anker, der nu er i London.
s. 114Frygtsomme eller ildesindede Aander venter paa lignende Underretninger af forskjellige Grande, dog er deres Antal, Gudskelov, ikke stort.
Graar det efter mit Haab, saa vilde Fyrsten, Keiser Napoleon har skabt, falde med ham, og Sverige vil da komme i det Tilfæide at gjøre et nyt Valg. Dersom Sverige vil vinde Is Norge uden at trække blank — — — — [Her maa ndelades to Linier, der tilsyneladende er meningsløse, men som formentlig bar havt en aftalt Betydning.] Norge vil ikke afslaa at indtræde i en saadan Forening med Sverige.
If aid Magterne — — — [saa kommer tto tilsyneladende meningsløse Ord] Storbritannien og Prenssen bestemt paa de to Kongerigers Forening, faar man lade dem ndføre denne, idet man paa samme Tid, som man sikrer sig Norges Rettigheder og Fred i Norden — — — — — — [Her maa atter ndelades et, Par tilsyneladende meningsløse Linier, der vistnok omhandler Carl Johan, thi de ender med: den ærgjerrige Mand, der er fremmed for os.]
Al deres Politik bør være imod Tronfølgeren personlig. Hvad kan vel de forbundne Magter vente sig af ham? Intet andet end Ondt, Uenighed og Forstyrrelse.
Dersom derimod — — — [atter en tilsyneladende meningsløs Sætning].
Jeg agter kun indirekte at svare paa Danmarks [Henvendelser?] En Forening med Sverige er for Øieblikket umulig, maaske ogsaa for Fremtiden, al den Stund Sverige ikke er mit — — — — — — [Atter nogle Linier i forud aftalt Sprog.]
Intet er farligere end at lade Folk tro, at jeg i Egenskab af Norges Regent staar i den mindste politiske Forbindelse med Danmark. — Jeg haaber, at De ikke har Depecher at frembringe fra Kongen [af D.], og at ingen undtagen Deres Fader faar at vide, at De inden N. N.s Ankomst indehar min Fuldmagt ligeoverfor de forbundne Suveræner. — — — —
Lad den russiske Envoyé skimte, at Skandinaviens Krone paa mit Hoved kunde skaffe en Søster af H. M. Keiseren en passende Forsørgelse. Men frembring ikke dette Forslag, førend De tror, at man vil tage Hensyn dertil; De maa heller ikke gaa s. 115for langt i denne Sag, thi det er Iran Kongen af Skandinavien, som kan virkeliggjøre den.
Storfyrstinde Anna er jo ikke førlovet, det jeg ved?
Er det nødvendigt, kan man jo indbilde dem, atmin ældste Søn engang kan komme til at regjere i Danmark, Børnene af andet Egteskab i Skandinavien. Saaledes kan man lave Luftkasteller, selv om disse ikke tjener til andet end til at danne en Bro for Ærgjerrigheden!
Statsraad C. Anker er i London og hans Broder, Greneralmajoren, kommer snart derhen.
Jeg behøver ikke at sige Dem, at jeg længes efter Tidender, der vil have en ganske særskilt Interesse for Deres helt hengivne og erkjendtlige Ven
Christian Frederik.
5.
[I Chifre]
Eidsvoldd. 10. Mai 1814.
Deres Majestæt Kongen af Danmark, Min allerbedste Kusin.
Efter at have afsendt min Skrivelse af Gf. D. til Keiser Alexander ankom inat Løitnant Falsen og bragte mig dit Brev af — — —. Jeg erkjender mere end jeg kan udtrykke dit vennefulde Sindelaug imod mig og mod Norge. Dine Raad og Advarsler er dybt prægede i mit Hjerte; men desuagtet byder Pligt mig at ytre følgende:
Rigsforsamlingen har den ubetvisteligste Ret til at bestemme Rigets Regjeringsform, og dette Verk maa og skal tilendebringes uden Hensyn paa ndvortes Forhold. Overdrages mig Norges Trone, da antager jeg den, om det saa var paa Bredden af Afgrunden, blot for at skaffe min Søn couralisereve [sic] Ret til Riget. At han, om Norge end erobres, engang vil komme til at sidde paa Norges Trone, det omtvivler jeg ikke; thi det svenske Dynasti holder ikkun en Menneskealder ud paa de Svenskes Trone, ja falder maaske med Napoleon.
s. 116Vil Nationen, som jeg er overbevist om, forsvare sig, da maa alt voves for alt, og med Ære underligger man da, naar Forsynet saaledes bar bestemt det.
Trække mig tilbage fra det begyndte Verk var at overlade det til Fraktioner; det hverken kan jeg eller vil jeg forsvare for Gud, mig selv og Folket.
Forener hele Europa sig mod Norge for at paatvinge dette Folk Slavelænker, dadler det end denne Rigsforsamling, som kan bestemme, om Nationen nødtvungen vil indgaa en Forening med de Svenske, da skal Konstitutionen dog holdes i Hœvd og Vilkaarene bestemmes under Englands Mægling.
Afslaaes disse billige Fordringer, da staar det Middel tilbage at forsvare sig med Løvemod og at falde med Ære, og tro mig: at de Svenske skal finde Modstand mod Norges Klipper og kjøbe denne Erobring, ja selv bæve for et Folk, som det norske, naar det drives til det yderste.
Er en Forening under Englands Mægling uundgaaelig nødvendig, og kan jeg da ei virke mere her, da vender jeg med Hæder tilbage til det elskede Danmark, hvor jeg har en Ven i dig og i hver dig tro Mand, som jeg da skal ofre al min Virken.
Alle de Efterretninger, vi hidtil har havt om de Allieredes Sindelaug, er fra Kronprinsen af Sveriges Hovedkvarter eller fra Lord Castlereagh paa Fastlandet; de foruroliger mig ikke. Hvad der kommer fra min Afsending fra England turde være mere afgjørende; men for det første har de Allierede ingen Magt at spilde paa Norge, og Tid vunden kan frembringe Forandringer, hvis Mulighed vi nu ikke øiner. Hvor kan man tro, at de Allierede oprigtig ønsker Kronprinsen af Sverige stor og mægtig paa de Svenskes Trone? Desuden kan et Lod Bly redde Nørge og Norden for denne vor Ransmand. Han staar i en retfærdig Gruds Haand, er os maaske den uretfærdigste af alle Dødelige.
Min Bekymring for Deres Majestæt er større, end jeg formaar at beskrive. Sverige siger, at England og Rusland bar negtet at ratificere Traktaten. Det er den første Virkning af den Tanke, at Danmark handlede i Forstaaelse med Norge, men s. 117denne vil, naar ikke andre skjulte Hensigter mod Danmark leder den, forsvinde ved Erkjendelsen af dine redelige Hensigter til Opfyldelsen af Traktaten, hvilket Sverige selv ikke kunde negte.
Kun tillader jeg mig at bemerke, at Danmark i Krigsstand for Norges Skyld var den største af alle Ulykker, at du i dette Øieblik om fornødent heller maa lade alting falde paa mig. At gjøre mig arveløs er bedre end at tabe Riget for dig selv og for mig. Dette Middel kunde maaske endog give de Allierede en Udvei til Norges Bedring, — desuden vel kun for en Tid for mig personlig uden Følge for min Søn. Vær forvisset om, at Kronprinsen af Sverige ikke lsenge sidder paa de Svenskes Trone.
Forbyde al Kornudførsel fra Danmark, det kan du ikke, det er Landets Ruin; men til Norge lod sig vel [Forbudet] tænke uden Skade, naar de smuglende Ekspeditioner drives med samme Klogskab i Danmark, som de skal blive beskyttede her, og naar Toldkamrene erholdt Tilladelse at udklarere, af hvad Havn det saa er.
Kan Danmark ved disse Vilkaar sikre sig Fred, og hindres derved Krigsstand med Norge, — hvilket Land som svensk Provins man vel neppe kan erklære Krig, — da er det mig, der selv beder dig om ikke af personligt Hensyn til mig at vove mere end fornødent. Men Norge maa du altid underhaanden bistaa, og heri vil jeg se et nyt Bevis paa dit uforanderlige, mig saa dyrebare Venskab.
[Ingen Underskrift.]
6.
Christiania le 23. de May 1814.
A
Sa Majesté le Roi du Suède.
Monsieur mon Frère.
Appelé au trône de la Norvège par le choix unanime de la Diète, contenu dans l'adresse ci-jointe, datée du 17 Mai, je s. 118n'ai rien de plus pressant que de mettre cette adresse ainsi que ma publication du 19 Mai sons les yeux de Votre Majesté.
L'accueil que Vous fites à ma lettre du 6 Mars et le traitement que la nation Norvégienne endure de la part du Glouvernement Suédois depuis que le Systême révoltant d'affamation est de nouveau mis en œuvre, devrait interrompre toute communication entre Nous et retenir ma plume lorsqu'elle voudrait tracer des lignes pleines de confiance et de bonne volonté.
Mais il est de mon devoir de mettre de côté tout ressentiment, lorsqu'il s'agit du bonheur d'un peuple, et j'espère, mon Frère, que Vous ne Vous refuserez pas a entendre la vérité. La Résolution de la Nation Norvégienne: de tout endurer et de tout oser pour défendre son indépendance, est inébranlable. Elle est contenue dans l'adresse ci-jointe du 19 Mai.
Daignez réfléchir sur la conséquence d'une telle déclaration de tout un peuple animé de l'amour de la patrie et d'un zêle commun: en I'outrageant à main armée, Vous ne porterez que des malheurs inouis sur ce peuple et sur la nation que vous gouvernez, car une guerre d'extermination ne pourra finir qu'au détriment de Inn et de Tautre. Mais vous avez done le choix, mon Frère. Ce Peuple paisible ne désire que la paix et de vivre en bonne intelligenee avec ses voisins. La Nation Norvégienne déclare qu'elle souhaite qu'une alliance consolide des relations réciproquement utiles avec la Suède. Daignez rénéchir sur les avantages qui pourraient eu résulter. Le flambeau de de la guerre s'éteindrait dans le Nord et vous auriez la Grloire d'être le bienfaiteur de deux nations qui en ont également besoin. Les moyens de la Suède, tant en homines qu'en argent, ne s'épuiseraient point en faisant [à faire] une guerre longue et meurtriere entre les rochers de la Norvège.
Au lieu de gagner peut-être a main armée quelques provinces, jonchées du sang de Vos sujets, Vous gagneriez des amis reconnaissants, qui garantiraient Vos frontières bien mieux encore que Vos soldats toujours armés au milieu d'un peuple, qui porterait dans son sein la juste haine contre les oppresseurs. Au lieu d'augmenter cette haine nationale, qui met une barriere entre deux peuples limitrophes, Vous la désarmeriez et le chemin s. 119d'une réconciliation parfaite serait tracé par la magnanimite avec laquelle Yous auriez renoncé à la gloire peu assurée d'un conquérant, pour rendre le bonheur à deux peuples que Yous désirez certainement voir heureux et puissants.
Mais je n'ai guêre besoin de Yous dépeindre les avantages qui résulteraient d'un arrangement entre la Suède et la Norvège, fondé par l'estime due aux droits des nations; — tout Suédois, qui veut le bien de sa patrie le verra avec Yous, Sire, et je m'estimerais bien heureux, si le Ciel m'eût réservé la tâche honorable de contribuer à garantir la durée de la paix et de la bonne intelligence avec un peuple aussi estimable que celui de la Suède. Ce peuple, j'ose le croire, voudrait plutôt voir des amis que des frères ennemis dans leurs voisins, habitants paisibles de ces rochers.
Dieu connait mon cœur et mes intentions sincères. Yeuillez m'honorer de Yotre confiance, et me croire, Sire, de Yotre Majesté le tout dévoué et bon frère
Chrétien Frédéric.
[Med Christian Frederiks Haandskrift er tilføiet: Sera envoyée, sans cependant attendre de réponse de la part du Roi de Suède.]
[Til
Christiania d. 23. Mai 1814.
Hans Majestæt Kongen af Sverige.
Min Hr. Broder.
Kaldet til Norges Trone ved Rigsforsamlingens enstemmige Valg, saaledes som vedlagte „Adresse" af 17. Mai1 viser, er intet mig mere magtpaaliggende end at lægge denne Adresse ligesom min Bekjendtgjørelse af 19. Mai 1 for Deres Majestæts Øine.
s. 120Den Maade, hvorpaa Deres Majestæt modtog mit Brev af 6. Marts 2 og den Behandling, som den norske Nation maa taale af den svenske Regjering, siden det oprørende Udhnngringssystem atter er bragt i Anvendelse, maatte afbryde al Forbindelse mellem Os og stanse min Pen, naar den heist vilde tolke Tillid og god Villie.
Men, naar det gjælder et Folks Lykke, er det min Pligt at skyde al Fortrydelse tilside, og jeg haaber, at min Broder ikke vil afholde sig fra at høre Sandheden. Den norske Nations Beslutning: at taale alt og at vove alt for at opretholde sin Uafhængighed, er urokkelig. Den er fremsat i Adressen af 19. Mai.
Værdiges, Sire, at betænke Følgerne af en saadan Erklæring fra et helt Folk, der er opfyldt af Kjærlighed til Fædrelandet og en fælles Iver: Ved at krænke dette Folk med væbnet Haand vil D. M. kun bringe uhørte Ulykker over denne Nation samt over det Folk, De regjerer. Thi en Udryddelseskrig kan kun ende til Skade for begge Parter. Men De har Valget, min Hr. Broder. Dette fredelige Folk ønsker kun Fred, og at leve i i god Forstaaelse med sine Naboer. Den norske Nation ndtaler Ønsket om, at et Forbund bør befæste Forholdet til Sverige — til gjensidig Nytte for begge Lande.
Værdiges, Sire, at betænke de Fordele, der kan følge heraf. Krigsluen i Norden vil slukkes, og D. M. vil faa den Hæder at blive en Velgjører for to Nationer, der begge ligemeget traenger dertil. Sveriges Hjælpemidler — Mandskab og Penge — vil da heller ikke forødes ved en lang og morderisk Krig, ført mellem Norges Klipper.
s. 121Istedetfor maaske med væbnet Haand at vinde nogle Provinser, vædet med Deres Undersaatters Blod, vil De kunne vinde erkjendtlige Venner, som vil sikre Deres Lands Grænser meget bedre end Deres Majestæts Soldater, der altid maa holdes bevæbnede midt iblandt et Folk, der stadig besjæles af et retfserdigt Had mod sine Undertrykkere.
Istedetfor at øge dette iSTationalhad, der reiser en Skillevæg mellem to Nabolande, kan D. M. fjerne det. Derved vil der aabnes Adgang til en fuldstændig Forsoning ved, at D. M. viser den Høisindethed at give Slip paa en Erobrers uvisse ÆEre — for paany at gjøre to Nationer tilfredse, som De vistnok ønsker at se baade lykkelige og mægtige.
Men jeg behøver vist ikke at skildre for D. M. de Fordele, som vil være en Følge af en Ordning mellem Sverige og Norge, begrundet i den Agtelse, der skyldes Nationernes Rettigheder. Enhver Svensk, der vil sit Eaedrelands Bedste, vil se disse Fordele ligesaavel som D. M.
Jeg vilde anse mig for at være meget lykkelig, dersom Forsynet havde forbeholdt mig den ærefulde. Opgave at bidrage til at befæste Fred og god Forstaaelse med et Folk, der er saa agtværdigt som det svenske. Jeg vover at tro, at dette Folk i sine Naboer — de fredelige Klippeboere — hellere ønsker at fmde Venner end fiendtligsindede Brødre.
Grud kjender mit Hjerte og mine oprigtige Hensigter. Jeg beder D. M. beære mig med Deres Tillid og at tro, Sire, at jeg er D. M.s hengivne og gode Broder.
Christian Frederik.
Med Christian Frederiks Haandskrift er tilføiet: Dette skal bringes frem, uden at der bies paa Svar fra Kongen af Sverige".]
7.
Under 29. Mai 1814 skriver Kong Christian Frederik til Konsul Konow fra Christiania et Brev, hvori han først oplyser, at Kongen har vanskeligt for at skaffe Kontanter til Indkjøb af endel af det Korn, der netop er indløbet fra Holland til Bergen, s. 122men beder Konsulen forsøge at reise et Laan i sidstnaevnte Land.
Derpaa tilføies: De modtager med Overbringeren af dette et Brev til Prinsen af Oranien, indeholdende de ofncielle Aktstykker i Anledning af min Tronbestigelse og rain Anraodning til ham om ved sin nære Forbindelse med Storbritannien at virke til vores Fordel, til Forsvaret af et frit Folk, overensstemmende med samme Grundsætninger, som Jordens Mægtige har hyldet og forfegtet. Dette Brev ønsker jeg, at De overgiver om muligt i hans egne Hænder. I Anledning lieraf maa De, hvis han er i England, forreise didhen. Selv hvis Fyrsten er i Holland, maa De straks efter røgtet Ærinde, forreise til England og overlevere Statsraad Anker eller hans Broder mine Brevskaber til videre Besørgelse. Skulde imod Formodning begge vøre forreiste fra England, da maa De selv bane sig Vei til de gjældende Personer, gjennem hvem Brevene til de paagjældende Fyrster og Ministre kan sikkert afleveres.
Men i alle Tilfælde bliver Hr. Konsulen i England, indtil det norske Folks Repræsentanter — Aal, Christie, Rosenkilde — did ankommer medio Jnni. Efter nærmere Aftale med dem vender De tilbage enten direkte eller maaske rettere over Holland.
Deres gode Tjeneste kan vist ingen oprigtigere paaskjønne end Deres bevaagne
Christian Frederik.
8.
Fra Stormagternes Kommisseerer til Christian Frederik.
Uddevalla le 25. Juillet 1814.
Trykt i Y. Nielsens Akstykker vedkommende Konventionen i Moss, S. 37.
Monseignenr.
Votre Altesse connait la manière franche et positive dont nons nous sommes servis pour L'avertir des dangers que Son opposition illégitime attire sur Elle-même et sur la JSforvège. V. A. n'a pas voulu Se rendre, ni à nos sollicitations, ni à nos remontrances. La Suède a rejeté les propositions de V. A. Elbe n'a accepté que celles qui ont été offertes par notre note de 7.
s. 123Juillet. Nous nousy sommes attendues. Les Hautes Puissances alliées de S. M. Suédoise, sommées de remplir Leurs engagements, vont mettre à Sa disposition les forces qu'elles Lui ont promises.
Tous les malheurs d'une guerre destructive vont peser sur la Norvège, et telle est, Monseigneur, la eruauté de la position ou Vous Vous êtes mis, qu'il n'est pas meme permis de Vous plaindre.
Daignez agréer l'expression du profond respect avec lequel ils ont l'honneur d'être, Monseigneur, de V. A. Royale les très humbles et très obéissants serviteurs
Le Grénéral Baron de Steigentesch. Le Grénéral Orloff.
Augustus J. Foster. Le Baron de Martens.
[Naadigste Herre. Deres Høihed kjender den aabne og bestemte Maade, hvorpaa vi bar meddelt Deres Høihed de Farer, som Deres uretmæssige Modstand medfører for Dem selv og for Norge; men Deres Høihed har ikke villet rette sig hverken efter vore Anmodninger eller efter vore Formaninger.
Sverige har afslaaet Deres Høiheds Forslag og vil kun gaa ind paa, hvad der er tilbudt i vor Note af 7. Juli.
Vi ventede det. De høie Magter, der er forbundne med Hans Svenske Majestæt, vil, da man forlanger Opfyldelsen af deres Forpligtelser, sætte til hans Raadighed de Tropper, som de har lovet ham.
Alle de Ulykker, der følger med en ødelæggende Krig, vil ruge over Norge. Det forfærdelige ved den Stilling, hvori Deres Høihed har sat Dem, er saadan, at det ikke engang gaar an at beklage Dem.
Værdiges at modtage Udtrykket for den dybe Respekt, hvormed vi har den Ære at forblive, naadigste Herre, Deres Kongelige Høiheds ærbødigste og lydigste Tjenere.
Greneral Baron Steigentesch. Greneral Orloff.
Augustus J. Foster. Baron Martens.]
9.
Mellem Christian Frederiks og C. Ankers Papirer i det danske Rigsarkiv findes ogsaa følgende Dokumenter, der dog ikke medtages her, da de baade staar i et noget fjernere Eorbold til Christian Frederiks og C. Ankers Brevveksling 1814, som er dette Arbeides Hovedopgave, og de desnden er trykt før og saaledes let tilgiængelige:
1. Christian Frederiks aabne Brev af 19. 2. 1814. Trykt i Aalls Erindr. 2. Udg., S. 353, og i Y. Nielsens: Aktstykker vedk. Stormagternes Mission 1814, S. 11—12.
2. Christian Frederiks Kundgjørelse af s. D. om det norske Folks Forhold til andre Nationer. Trykt i Aalls Erindr., 2. Udg., S. 357, og i Y. Nielsens nysnævnte Aktstykker, S. 12—13.
3. Christian Frederiks Brev af 22. 2. 1814 til Napoleon I. Trykt i Y. Nielsens ovennævnte Aktstykker, S. 14.
4. Christian Frederiks Brev af 28. 2. 1814 til Lord Castlereagh. Trykt i de nævnte Aktstykker, S. 15—16.
5. Christian Frederiks Skrivelseaf 16.7. 1814 til Frederik VI Trykt i Y. Nielsens nævnte Aktstykker, S. 63—64.
6. Christian Frederiks Kundgjørelse af 28. 7. 1814 til Nordmændene om Udfaldet af Forhandlingerne mellem ham og de forenede Magters Kommissærer. Trykt i Aalls Erindr., 2. Udg., S. 481, ff.
7. Christian Frederiks Aabningstale til Stortinget d. 8. Oktbr. 1814. Trykt i Aalls Erindr., 2. Udg., S. 527—29, og i Y. Nielsens Aktstykker vedk. Konventionen i Moss, S. 137—41.
8. Christian Frederiks Afskedsord til det norske Statsraads Medlemmer d. 10. Oktbr. 1814. Trykt i Aalls Erindr., 2. Udg., S. 530.
Desuden henvises til:
9. Christian Frederiks Brev til Carl XIII. af 6. 3. 1814. Trykt i Aalls Erindr., 2. Udg., S. 755.
s. 125
Eidsvoldsbygningen 1814.
Efter en samtidig Tegning af F. Gjøs, gjengivet af Henr. Mathiesen 1892.
Ladegaardsøens Hovedgaard 1814,
Christian Frederiks Sommerbolig, nu Bygdø Kongsgaard.
s. 126s. 127III.
UDDRAG AF BREVE FRA CHRISTIAN FREDERIK TIL CARSTEN ANKER 1815—19.
s. 128Indhold af III.
Fra Christian Frederik til C. Anker. 1815—19.
1815.
Uddrag.
1. AugustenbOPg 22.1. Om en ubehagelig Brevveksling, Prinsen har havt med Carl Johan. Prinsens Porlovelse med Prinsesse Caroline Amalie.
2. AugustenbOPg 27.3. Om Carl Johan, Christie, Wedel-Jarlsberg og Stortinget. Prinsen erkjender det sande i Lord Greys Udtalelse om ham: at han ikke havde vist Kraft nok. Trøster sig med at have betrygget den norske Grnndlov. Laurvigs Amtmandskab.
3. Augustenborg 18.6. Christian Frederiks Privatliv, Forlovelse mv.
4. Sorgenfri 27.9. Christian Frederiks Forhold til Frederik VI. Stortinget. Carl Johan. Beklager, at C. A. nn maa se Norge igjen, berøvet det skjønne Haab at være uafhængig Stat.
5. 8. Decbr. Om norske Forhold og norsk Politik. Private Forhold.
1816.
6. 22. Marts. Om norske Forhold.
7. Odense 5. 6. Beder om Svar paa sidstnævnte Brev af 22. Marts.
8. Odense 18.12. Beder om Svar paa de to sidstnævnte Breve. Denne Skrivelse er neppe sendt; derimod et nyt Brev fra
9. Odense s. Dato, hvori Prinsen fortæller endelig at have faaet Brev og ønsker at høre mere „om det mig uforglemmelige, kjære, kjære Norge".
1817.
10. Kjøbenhavn 10.4. Beklager, at C A.s Søn, da han reiste gjennem Byen, ikke bar søgt Prinsen.
11. 24. Juli. Private Forhold.
12. 4. Septbr. Om sin huslige Lykke. 1819.
13. Fpa Udlandet. I Chifre, uden Stedsangivelse, Dato og Underskrift. Om uvisse Fremtidsplaner.
1.
Augustenborgd. 22. Jan. 1815.
Min kjære Anker.
Jeg har modtaget i Torsdags d. 19. Januar Deres over Kjøbenhavn sendte Depeche af 24. Novbr. med Bilag. I Fredrikværn havde jeg allerede modtaget Depecherne af Septbr. og Oktbr. Maaned samt fra Altona Deres med Posten sendte Brev af 31. Decbr. og idag Deres seneste af 9. Januar. Der mangier mig altsaa Brevet af 5. Decbr. og det af 15. Decbr.
Ubegribeligt er det, at Statsraadet ei bar tilskrevet Dem i hele Aarets Løb. Af Statsraadets Skrivelser af 5. d. M. til Stortinget ser jeg, at det bar tilkjendegivet Dem, at Deres Sendelse er tilendebragt, samt at det indstiller til Stortinget om en Graranti af 6—8000 Lstrl. for Deres Gjæld i England kunde tilstaaes Dem.
De er ikke mere nævnt blandt Statsraaderne, og det er vist saare rigtigt, at De selv har søgt Deres Afsked derfra. Ponte-Corvos Ytringer til Deres Broder og Søn er Dem bekjendte og tydelige nok. I det Svar, som han tilskrev mig, da jeg skriftligen besværede mig over, at de hemmelige Artikler af Konventionen mod Tro og Love og mod givet Løfte var bleven bekjendtgjorte endog med Urigtigheder, lader han indflyde efter at have anket over, at jeg under 11. Oktbr. — hvilket han har seet af Deres [opsnappede] Depeche — har givet Dem Instruktioner:
„Cette occasion me met à même d'instruire V. A. R. qu'une dépêche de Casten Anker au conseil d'état Norvégien porte que V. A. R. lui avait écrit de Fredriksværn en date du 11 Octobre s. 130pour lui dormer des instructions relatives à la politique de la Norvège.
Je pense que le traité de Kiel, les conventions de Moss, l'acte d'abdication de V. A. R., enfin le décret de la réunion de la Norvège à la Suède pouvaient être mis au rang des titres assez légitimes pour déterminer V. A. R. à ne plus diriger les demarches de Mr. Anker.
Si Elle s'intéresse encore à ce vieillard, qui du reste est recommandable par ses mallieurs, ses connaissances et ses talents, V. Altesse Royale trouvera que Mr. Anker a besoin de toute la clémence du Roi pour éviter d'être traduit devant les tribunaux."
[Ved denne Anledning kan jeg meddele D. K. H., at en Depeche fra Casten Anker til det norske Statsraad udviser, at D. K. H. under 11. Oktbr. har tilskrevet ham fra Fredriksværn for at give ham Instruktioner angaaende Norges Politik.
Jeg gaar ud fra, at Traktaten i Kiel, Konventionerne i Moss, D. K. H.s Frasigelsesakt samt Foreningsakten mellem Sverige og Norge kan anføres som tilstrækkelige Grunde for at bestemme D. K. H. til ikke længere at lede Hr. Ankers Foretagender.
Dersom D. K. Høihed endnu interesserer sig for denne Olding, som forresten anbefaler sig ved sin Modgang, sine Kundskaber og sine Talenter, vil De være enig i, at Hr. Anker i høi Grad tiltrænger Kongens Naade, lfald han skal undgaa at blive ført for Domstolene.]
Jeg svarer ham ikke, ellers skulde jeg gjøre ham opmerksom paa, at Konstitutionen fuldkommen sikrer den borgerlige Frihed, og at inffen norsk Ret vilde fordømme Dem for de Skridt til Landets Bedste, som De har foretaget forend Foreningen — de maatte være nok saa stridende mod Sveriges Interesse. Personen maa nu true saa meget, han vil, han vover ei at træde Konstitutionen for nær, og Deres Navn, som nu er saa meget i Velten, sikrer Dem for personlig Overlast.
Hvad Edens Aflæggelse angaar, da er det jo ikke til Sverige, at denne gjøres, men til Norges Konstitution; alle væsentlige Rettigheder er jo Nationen sikret, uagtet Kongen tillige er Konge over Sverige. Jeg fortænker ingen Nordmand, at han s. 131nu, da Nationens Repræsentanter bar antaget og besvoret Konstitutiocen, og Kongen føier sig derefter. Ikkedestomindre maa det være Dem yderst krænkende at bevæge Dem til dette Skridt, det indser jeg. Tjene under saadan Eyrste, det maatte Pokkeren; men leve rolig og passe sine Eiendomme, hvorfor ikke det? Iøvrigt ved De, hvad Sindelag De bar at vente hos Ponte-Corvo.
At lade sig naturalisere i England giver Dem ingen Sikkerbed imod svensk Voldsomhed, tvertimod, og formedelst den Del i Borgeranliggender, som man altid vil beskylde Kongen af Danmark for, tror jeg ikke, at han er disponeret at vise Dem nogen Favør, og hvis han ei kan eller vil give Dem Amtmandskabet [over Laurvig], er De nok heller ikke saameget porteret derfor.
Var jeg paa Danmarks Trone, vilde jeg glæde mig for Staten at sikre sig en saa duelig og virksom Embedsmand. Jeg vilde bruge Deres Talent i Handelsdepartementet eller i Statsraadet. Jeg vilde ogsaa med Tillid overdrage Dem Opgjørelsen mellem Danmark og Norge.
Ved den af Dem saa meget frygtede Sukcessionsforandring bar det ingen Nød. Det har udentvivl været Ruslands Hensigt. Gresandterne1 truede, som De ved, med Arveløshed. Kancelliets Betænkning blev derover hørt, og det fraraadede et saadant Skridt, som stred imod Kongeloven, baade af Retsgrunde og af politiske Grunde. Efter Gresandternes 1 Tilbagekomst fra Norge var der ikke mere Tanke derom, og Kongen bar stedse vægret sig for et saadant Indgreb i Kongeloven. Dette vil han sikkert fremdeles gjøre. Aldrig vilde sligt kunne ske uden mit Samtykke eller og med Void, hvilket under Danmarks nuværende Forhold ei er at vente.
Dette Land maa helde fast til Storbritannien, thi i en Krig mellem denne Stat og Rusland er Sjælland altid Nøglen til Østersøen, som Englænderne maa vide i Venners eller deres egne Hænder.
Denne Sandhed har avlet Forventning om et muligt Bytte af Sjaelland mod Hannover. Ei beller tror jeg, at Kongen s. 132villigede heri, ihvorvel det kunde have endel for sig. Men et har det altid imod sig, det er: at afsondre Danmark fra Norden og fra al Tanke paa at vinde det Tabte og mere end det igjen, naar den franske Race ikke mere regjerer der.
Skulde De bestemme Dem til at blive fra Norge, da maa De være i en Stilling, saa Ponte-Corvo ikke vover at lade sin Galde og onde Villie fri Ytring mod Dem; kort sagt, De maa være engelsk.
Kongen har med megen Tilfredshed erfaret min Forlovelse med hans Søsterdatter, som han inderligen elsker. At den vil ndgjøre mit Livs Lykke, kan jeg ikke tvivle om. Caroline er saa inderlig blid og god, og vi elsker hinanden fast. De har Ret i at ønske mig Lykke fremfor Storhed.
Det gjør mig ondt for Erik, at han nu er kommen ind i det Wedelske Slæng; nn er det vel forgjæves at faa ham herned, og som jeg hører er Bruden bestemt paa at følge ham, som en Hustrn jo bør følge sin Mand.
Jeg forbeholder mig næste Grang at skrive Dem noget ndforligere til om Begivenhederne i Norge. Konstitutionen kan ikke andet end bifaldes af Dem.
Mit Portræt 1 finder jeg vel stukket, men noget magert i Ansigtet. Den norske Uniform fordrer jo den norske Titel, men nu passer den jo ikke mere at anbringe. Ideen med Eidsvold [i Baggrnnden] har været mig kjær.
Hav den Grodhed at sende mig Tegninger af moderne 4-sædige Kareter.
Med Længsel ventes Brev fra Dem til Deres Ven
C. F.
2.
Augustenborgden 27. Marts 1815. 1
Min kjære Anker.
I de ældste af bine Depecher ændser De fornemmeligen Stortingets Handlemaade og lover sig intet godt af de Forandringer i Konstitutionen, som var foretagne, men Dem endnu ikke bekjendte. De Kommer ikke siden tilbage paa den Materie, livilken, mellem os, jo ogsaa kun bliver tom Ræsonnement, men interessant vilde det være for mig ved Leiligbed at bore Deres Tanker om det Resultat, Konstitutionen frembyder. Efter mine Tanker er det over Forventning, og jeg bar seet den svenske Statsraad Platens Ytring opfyldt, at Kongen af Sverige efterat have antaget Konstitutionen af 17. Mai som Grundlov ikke kunde paastaa nogen Forandring1 i samme, som Stortinget ikke billigede. Her bar Stortinget dog virkeligen vist Fastbed, thi faa af Kommissariernes Forslag bifaldtes ubetinget, og i den vigtige Strid om Naturalisationsretten forkastedes deres Paastand aldeles. Kun ved den 25. § talte Kommissarierne et bydende Sprog, eftersom det gjaldt at indskrænke den Myndigbed, Konstitutionen af 17. Mai gav Kongen over Krigsmagten, og endda modificeredes deres Fordringer.
Denne store Eftergivenbed fra de Svenskes Side forfeilede ikke sin Virkning at bidlede Foreningen skyndsomst. Jeg ventede mig dette af Kommissariernes Klogskab og af Ponte-Corvos Hensigt at cajolere Nordmændene for at danne en Modvegt mod de svenske Stænders Overmod.
Under denne Forudsætning, — som de Formaaende i Stortinget lettelig penetrerede — var det nok ikke mindre klogt under 4. Novbr. at erklære sig villig til konditionaliter at vælge Kong Carl, hvorved en stor Anstødssten i Formen hævedes, og Kundskaben til Rigets Tilstand, som overveiende bød Foreningen, fremskyndede vist ogsaa denne Beslutning.
s. 134Om end mere Djervhed kunde have været vist, saa kan man, synes mig, dog ikke andet end beundre, at et saa fordelagtigt Resultat, hvad Konstitutionen angaar, deraf er fremgaaet. Prsesidenten Christie har heraf store Fortjenester. Hans Tale til Kongen hover mig mindre, idetmindste et Sted i samme er ydmygt paa Sandhedens Bekostning. Grev Wedels Smigrerier til Kronprinsen er flaue Løgne, fremsagte af en Skurk. [I Chifre]: Stortingets senere Ansøgning om at faa Kronprinsen til Vicekonge er et Misfoster af gauche [kortsynt] Politik og Smigreri, vanserende for Nationens Repræsentanter. Hans Modtagelse i Christiania var — saavidt jeg ved — ikke vanærende for Folkets Sindelag; ingen Jubel, men han maa dog have faaet et stort Begreb om dets Grodmodighed, hvilket har bestyrket ham i hans Ringeagt for Menneskene.
[Uden Chifre]: Naar alle Omstændighederveies, vil Foreningens Nødvendighed vorde indlysende, og jeg negter Dem ikke, at ihvor bitter den Kalk har været at nddrikke, saa er det dog en Beroligelse for mig at have ved de Ofre, jeg har bragt, gjort det muligt for det norske Folk at haandhæve sin Nationalitet som en selvstændig Stat, betrygget ved en liberal Konstitution og nydende Fred og borgerlig Frihed.
Hvor langt anderledes, hvis efter en odelæggende Krig Landet endda af Mangel paa Resonrcer var bleven overvundet? Den eneste Følge til Fordel for Norden havde været Sveriges Svækkelse, [I Chifre]: et qu'on se serait dégouté de Ponte-Corvo [og at man var bleven aldeles kjed af Ponte-Corvo].
Det havde ogsaa været mere overensstemmende med Almuens Aand og med den Forventning, man efter de første Skridt at dømme havde gjort sig om Nordnrændene og mig; men her sender jeg, hvad Lord Grey i et Brev til Dem ytrer i den Anledning, at jeg ikke besad Kraft nok.
Her gjaldt det at være døv for den lidende Menneskelighed, ophøiet over den Svaghed, der i mange Henseender omgav mig, og at handle efter den blinde Grundsætning: Norge bør ei blive svensk, — uden i ringeste Maade at tage Fornuften paa Raad. Kald mig fornnftig eller svag, — hertil havde jeg ikke Kraft.
s. 135Jeg indsaa, hvad der under disse fortvivlede Omstændigheder vandtes ved at sikre Riget sin Konstitution, og jeg bragte det største Offer; men ikke uden at mit rystede Sind led uendelig meget derved. Dette spores kun altfor meget i de i Moss indgaaede Betingelser. Dog nerved liderkun jeg, — Hovedsagen opnaaedes:
Betryggelse for Norges Grundlov under den mere end sandsynlige Forening. At jeg ei har feilet i mit Omdømme, viser Udfaldet; med aldeles Rolighed er Foreningen paa denne Maade optaget af Folket som en Nødvendighed.
Vil De læse i „Politisches Journal", Mertz Monat Heft, Artikelen: Schweden unci Norwegen. Den er skreven under mine Øine, altsaa nøiagtigen sandfærdig.
[Uden Chifre]: At Pengevæsenet stedse er saa maadeligt i Norge er mod Forventning efter Foreningen. Er der ingen Udskibning? Har De indgivet Deres Memoire om Trælasttoldens Nedsættelse? og spaar De sig nogen Fremgang af dette vigtige Anliggende? Modarbeides det ikke af de Svenske, som jo nyder Fordele paa Nordmændenes Bekostning? Det er i disse stridende Interesser, at det vil falde vanskeligt for Regjeringen 1 at behandle disse to heterogene Nationer som Broderfolk uden at vække Misnøie hos en af Parterne.
Den store Lyksalighed, som den svenske Regjering og dens Herolder bebudede af Foreningen, merkes ei i Sverige; Pengevæsenet er, uagtet de oppebaarne Subsidier, i Forfald, Kursen ligesaa slet som den danske. Avindsyge paa de Norske for disses friere Forfatning og Befrielse fra Adel, hvis Tryk føles af de lavere Stænder i Sverige, de Forandringer i Konstitutionen, som Regjeringen vil foreslaa i Overensstemmelse med den norske Konstitution — alt dette er Sæd til Misfornøielse, maaske til s. 136nærforestaaende urolige Optrin. Man paastaar bestemt, at Anslag paa Ponte-Corvo er opdagede.
[I Chifre]: Maatte de Norske, naar den franske Race er styrtet, blot erindre, at min Søn af alle er dem nærmest. Massen af Nationen, som vist ikke glemmer mig, vil sikkert have denne Stemning, men de Gjældende, Grev Wedel og Konsorter, naturligvis ikke; dog stoler jeg paa mine Venner. I Sverige vil et stort Parti være for Prins Gustav. Men vel mnligt, at de Svenske dog følger Norges [sic] Stemme, naar denne er bestemt, og en Adskillelse skal undgaaes. Fandt denne Sted [Uden Chifre]: — tant mieux! [desto bedre]. Under forandrede Forhold vil hverken Rusland eller England have noget derimod.
Hvis Napoleon seirer i Frankrig, opstaar en ny vigtig Periode. De Magter, som har undertegnet Pariserfreden, hvoriblandt ogsaa Sverige, er efter deres Erklæring af 13. Martii beredte at drage til Pelts igjen mod Napoleon. Dog, siger de, maa de være kaldede af Ludvig XVIII., den franske Nation eller af nogen anden angreben Stat. Den første vil neppe begaa den Daarlighed at kalde Allierede ind i Frankrige; vi vil da udentvivl se Krigsscenerne af 1792 fornyede af Franskmændene, forenede under Bonapartes seirrige Faner. Er det franske Folk saa lumpent nu at vorde deres gode Konge utro, da har han intet at gjøre end at overlade det til sin sørgelige Skjæbne eller at falde i Spidsen for sine tro Tilhængere; men en almindelig Krig undgaaes desuagtet i saa Fald ikke; thi dels kan man ei fortænke Fyrsterne i, at de vil se Napoleon styrtet paany; dels maa han for at befæste sig paa Tronen vinde Belgien og den venstre Rhinbred tilbage, og da paakalder Kongen [Kongerne] af Nederlandene og Preussen natnrligvis de øvrige Forbundnes Hjælp. Ponte Corvo skal da vist paany drage til Felts, og det skulde ikke nndre mig, om vi ser Spillet begynde paany au detriment du Danemarc [til Danmarks Skade], og tror De ikke, at de andre i deres Frygt med Fornøielse lover ham det, siden det er deres eget? Da gjælder det, om Kongen ved sine Forbindelser kan afværge saadant; rimeligvis maa Danmark, for at undgaa sligt, selv virke med — i hvor upolitisk det end maatte være af Os at ønske Napoleons Undergang, naar Sverige er hans Fiende.
s. 137Dog maaske alle disse Forudsætninger er overflødige, og at Frankrigs gode Aand seirer over Napoleon; f or Menneskeligheden i Almindelighed ønsker jeg det. En ny Fastlandskrig vil volde stor Misfornøielse i Sverige og især i Norge, hvis Ponto-Corvo imod Konstitutionen vilde bruge dets Tropper; ei heller kari jeg forestille mig andet end, at denne fornyede Kamp mellem gamle og nye Dynastier, hvilke sidste bruger alle Midler for at soutenere sig, maa efterlade sine Følger til Skade for Ponte-Corvo ligesom for Murat. Deimes Skjæbne bliver at anse som et Barometer for hins.
Det var ret vel, at Tidenden af 14. og 15. fra Paris var ugrundet. De nævner slet intet mere om at natnraliseres i England, hvilket jeg saa meget havde ønsket at være bleven Tilfseldet, og hvorved udentvivl Deres Eiendomme havde været sikrede. At jeg iøvrigt, efter hvad jeg i forrige Brev ytrede, aldeles intet kan ndsætte paa, at De mod behørig Sikkerhed for Person og Eiendomme vender tilbage som norsk Borger, sværgende Konstitutionen og Kongen Deres Ed, det ved De; tvertimod ser jeg Dem heist ved Deres Eiendomme, naar De ei kan være om min Person, blot at vores Korrespondance sikres. Jeg skriver kun med sikre Reisende eller Skippere, naar jeg ved Adressen i Christiania eller andre Havne. Samme Forsigtighed vil De bruge og lade Deres Breve adressere gjennem Deres Fuldmsegtig i Kjøbenhavn eller en anden Kjøbmand til Kammererer Harbou.
Det er skammeligt, som De behandles af Regjeringen i Norge. Lad den kun have mit Chifer med Dem; de har ikke en af Deres Depecher til mig — undtagen den bevidste averterede — ei heller dette private Chifer.
Med Laurvigs Amtmandskab har det taget hastig Ende. Kammerjunker Lowzow, som er kommen til Kjøbenhavn, meldte mig, at han efter Ordre gjennem Statsraadets 4. Departement af 22. Januar, grundet paa et kongeligt Reskript, havde afleveret Amtmandsforretningerne til Amtmanden over Bratsberg Amt. Formodentlig fordi Regjeringen ikke erkjender de grevelige Rettigheder [Privilegier] at være udtrykkelig forbundne med den s. 138Kongen af Danmark ved den hemmelige Artikel forbeholdne Eiendomsret til Grevskabet.
Han burde tilvisse have protesteret mod dette Indgreb i de ved Konstitutionen sikrede Rettigheder af nubestaaende Grevskaber Jarlsberg er vist ikke bleven underlagt anden Amtmand.
Men da Lowzow imidlertid havde indsendt Embedsmændenes Ed til Konstitutionen og Kongen, men selv som dansk Embedsmand ei havde aflagt samme, modtog han d. 2. Marts følgende Skrivelse fra Statsraadets 3. Departement:
„Det har behaget H. M. Kongen under 9. i f. M. naadigst at resolvere: „Hs. Maj.t formoder, at Kammerjunker Lowzow, da han ei har villet aflægge Ed som norsk Borger [Embedsmand], har hertil havt Ordre af Hs. Danske Majestæt og selvfølgelig af samme er rappelleret og er vendt tilbage til Danmark. Men skulde han derimod endnu befinde sig i Norge, har den norske Regjering at bekjendtgjøre ham, at han nfortøvet bør begive sig ud af Riget", hvilket herved kommuniceres — etc. Diriks."
Altsaa en Eorvisning in optima forma [i bedste Form]. Isandhed saare arbitrært [egenmægtigt], men privat Animositet [Uvilje] af den undertegnede Departementschef kan, hvis jeg ei feiler, have virket dertil.
Slige Begivenheder kan tjene til at overbevise den danske Regjering om, at det er høi Tid at skille sig ved en saa prekær Eiendom som Laurvig.
Mösting tilskriver mig imidlertid følgende: „Konferentsraad Anker har alt for nogen Tid siden tilsendt mig de af Deres Høihed mig naadigst meddelte Anmerkninger angaaende Grevskabet Laurvigs Salg. Det kan ikke være nogen Tvivl underkastet, at denne Eiendoms mulige hastige Afhændelse er at anse gavnlig for den kongelige Interesse, og holder jeg den af Konferentsraad Anker foreslaaede Maade for at være den fordelagtigste af alle. H. M. Kongen ønsker imidlertid at sælge Grevskabets Bondergods til sammes nuværende Besiddere og derved at sikre disse en lykkelig Fremtid. Kammerjunker Lowzow har foreslaaet dette og indleveret en Plan (NB. i April Maaned 1814), hvorover af Rentekammeret skal afgives en allerunderdanigst Betænkning, saasnart Hs. Maj. kommer tilbage [fra Wien].
s. 139Jeg finder dette Forslag meget velgjørende for Grevskabets Bender, men jeg frygter for, at det i Udførelsen vil finde mange Vanskeligheder. Imidlertid kan i denne Sag intet foretages, førend Hs. Majestæts nærmere Resolution er paafulgt."
De gjenkjender lier vor sedvanlige betænkelige og omstændelige Forretningsmaade, dobbelt forsinket ved Kongens Fraværelse. I dette Tilfælde maa man frygte for, at Patienten dor, medens Lægen skriver Recepten.
Kongen bar udnævnt mig til kommanderende General i Fyn, saa at mit Etablissement bliver i Odense. Jeg bar ikke ønsket denne Ansættelse, isærdeleshed da den strider mod den almindelige Stemmes Ønske; men Kongen tror — eller man har indbildt ham -—, at Politiken bød at fjerne mig for at vise, at han desapproberede mit Forhold. Kongen tror saaledes at fjerne mig fra daglige Ubehageligheder, som han ei kunde afværge under et saa tvnnget Forhold. Ulykkeligt at et saadant Forhold skal bestaa af Konsideration for en fselles Arvefiende. Men hvor lykkeligt for mig, at saavel jeg som min Caroline skal vide at finde Tilfredshed i vor nye Stilling, der i og for sig selv ei kan være ubehagelig. — — — — — — — — — — — — — — —
Næste Sommer haaber jeg at tilbringe paa Sorgenfri. Maatte blot Omstændighederne tillade Dem engang at leve hos mig i Danmark i Rolighed og i Ly af Venskab, da vilde et af mine varmeste Ønsker opfyldes og nogle blide Dage — efter saa mange bekymringsfulde — blive Deres Lod. Jeg siger mere, dette vilde blive mig til stor Beroligelse og stedse glæde mig at kunne afdrage noget af det meget, jeg skylder Dem for Deres Opofrelser og Deres Nidkjærhed for min Skyld og for den fælles store Sag. — — — — — — — — — — — — — — — —
Deres nforanderlige Ven
C. F.
3.
Augustenboxgd. 18. Juni 1815.
Min kjære Anker.
I hvor grundet Undskyldning jeg end i denne Tid kan have havt for ei at være nogen flittig Korrespondent, saa er det mig s. 140dog ukjært, at De saa længe har maattet savne Brev fra mig, og at jeg nu er Dem Svar skyldig paa to Breve, nemlig af 18. August og 25. Mai.
Jeg har tilbragt April Maaned i Kjøbenhavn for nogenlumde forud at arrangere min Husstand, men siden 1. Mai er jeg her tilbage, og den for mig i flere Henseender saa merkelige 22. Mai var min Bryllupsdag, visselig den festligste og gladeste Dag i mit Liv, thi mit Held sikredes ved den egteskabelige Forbindelse med en af de elskværdigste Prinsesser, — som nu for mig er den bedste, ømmeste Hustro. Jeg fortryder, min kjære Ven, ei at have underrettet Dem om denne Dags Bestemmelse. Den havde da været Dem en Glædesdag, saaledes som den for 2 Aar siden var det, da De erfor min, den samme Dag paafulgte, Ankomst til Christiania, og atter ifjor var det for — mange, da jeg fra Eidsvold holdt mit Indtog i Hovedstaden under Polkets oprigtige Jubel og glade Forhaabninger. Og hvad der er besynderligt nok, for min Gemalinde og enhver, der har elsket hende fra Barndommen af, er den [Dagen] ikke mindre merkelig ; thi hendes Konfirmation for 3 Aar siden, — paa hvilken Dag hun henrykkede alle tilstedeværende ved sin yndige Fromhed osf lovede at vorde, hvad hun fremdeles er og vil være: et Mønster for sit Kjøn, — hendes Konfirmationsdag var ogsaa d. 22. Mai.
Denne for os alle i nere Henseender interessante Dag burde jeg have tilbagekaldt i Deres Erindring paa en for Deres Venskab tilfredsstillende Maade. At det ei er skeet, maa De holde mig tilgode, men nu har Deres, mig saa dyrebare Sindelag opfyldt min Forventning og Længsel efter et Brev, og jeg iler at gjengjæside samme paa lignende Maade.
Næst mit begrundede huslige Held er min første Sammenkomst med Kongen den interessanteste Begivenhed, jeg har at underholde Dem med. Den fandt Sted paa Grottorp Slot d. 26. [Mai] om Aftenen efter Taffelet, kort efterat jeg tilligemed min Broder der var ankommen.
[I Chifre]: Kongen modtog mig med Grodhed og ønskede mig til Lykke til min Forbindelse med hans Søsterdatter, som han hjerteligen elsker. Først da jeg gav ham Anledning ved at s. 141bede ham ei at tilregne mig de Bekymringer, som Norges Anliggender kunde have forvoldt ham, indlod han sig i at tale om disse Sager, men uden Bitterhed eller Lidenskabelighed. Megen Vegt lagde han paa at have averteret itide om det efter Omstaendighederne uundgaaelige Udfald, og over England maatte det efter hans Formening formodentlig gaa ud. Han tilstod min Stillings Vanskeligheder, og at Norge under de indtrufne Omstsendigheder var lykkelig at have opnaaet saadan Konstitution. At Fortrædelighederne, som han var indviklet i, endnu ikke er tilende, beklagede han meget, og det er vist ogsaa meget sørgeligt, men Sagen nævnt ved sit rette Navn, saa er det Keiser Alexanders Frygt og Svaghed mod Ponte-Corvo at tilregne.
Han tør ei tale det alvorlige Sprog, som udkræves for at tvinge ham til Traktatens Opfyldelse. Noten til Sverige angaaende Traktatens Opfyldelse var allerede underskreven af Østerrige, Preussen og England, men Keiser A. negtede, da det kom til Stykket, at lade sin Minister underskrive, foregivende, at alle Magter nu maatte handle sammen, og at hans Riges Sikkerhed ei tillod ham at bryde den gode Eorstaaelse med Ponte-Corvo. Det paastaaes, at Russerne beholder et Troppekorps i Finland. Sveriges Deltagelse i Krigen mod Frankrige bliver vel ei heller af stor Vegt; der er intet saa lige at vinde ved Lurendreierier, thi Appetiten paa . . . . er dog vel forpurret, hvad Udførelsen angaar, ved K.s [Kongens] Reise. Han har per-sonligen vunden Fremmedes Agtelse, og i hans Rige er han modtagen som en elsket Landsfader.
Danmarks Deltagelse i Krigen med engelske Subsidier [Penge-understottelse] afha3nger aldeles af Bestemmelser, som endnu skal trseffes. Lord Castlereagh har lsert os, at enhver fremmed Soldat i engelsk Sold er £ 11.4.0 vserd. Rimeligvis skal Bourke vel betinge mere for en dansk eller idetmindste udvirke en Sum til Ekviperingen.
I hvor utidigt det synes, saa formoder jeg dog, at Sverige bliver udenfor virksom Deltagelse i Krigen og det af den Grund, at ingen ønsker Ponte-Corvo igjen paa Tronen! Bliver det saa-ledes Tilfseldet, da er det efter mit Begreb saare ufordelagtigt s. 142for Os og et synderligt Held for Ponte-Corvo derved ei at nødsages til at levere Tropper saa ganske mod Nationens Ønske.
Angaaende Eorventningen om Krigens Udfald, da er jeg ganske af Deres Mening. N.[apoleon] gaar uden Tvivl af med Seiren, og hvem ved, hvortil det kan tjene, at Danmarks Anliggender endnu er uafgjorte.
Vores Korrespondance kan vi føre i disse Chifre ved sikre Skibes Leilighed med de Personer, som en af os anbefaler. Ogsaa over England og Altona kan vi tilskrive hinanden.
Tilbudet til Dem om Ministerposten blot for at eloignere [fjerne] en Mand, hvis Sindelag ei behager, — det er mig kjært, at De ei modtog saadant. De vender altsaa snart tilbage til Norge, hvorhen Deres Velfærdsanliggender sikkert mere end Deres Attraa kalder Dem. Der vil De ofte, som jeg ønsker, rnindes mig som de Norskes varmeste Ven. At vide Eidsvold i de benævnte Hænder vilde smerte mig, dog maa Deres pekuniære Affærer [Pengesager] heri have en afgjørende Stemme. Tag Dem vare for det omtalte Tilbud til Stortinget, førend den første Underhandling ganske er afbrudt. Cela serait marchander sans profit. [Det vilde være at kjøbslaa uden at tjene noget.]
Medio Juli venter jeg med min Gremalinde at komme til Sorgenfri. Lad mig snart høre Tidender fra Dem. De vil da inderlig glæde Deres hengivne og forbundne
Christian Frederik.
4.
Ordret.
Sorgenfrid. 27. Septbr. 1815.
Hr. Statsraad Anker.
Ved Brev fra Hornemann [i London] underrettedes jeg om, at De havde forladt England, og da en god Leilighed frembyder, saa tilskriver jeg Dem desaarsag disse Linier til Norge, hvor jeg vil haabe, at De er lykkeligen ankommen. Det vil være Dem kjært at modtage gode Efterretninger fra mig saavel om mit Helbred som om mit hnslige Held. Jeg elsker min Kone, som den Engel fortjener det; min Søn vokser særdeles til sin Fordel, min Søster Charlottes Nærværelse med sine søde, smaa Børn var alle saare kjær.
s. 143Min Broder [Prins Ferdinand] reiser paa nogle Maaneder til Paris, medens Auxiliærkorpset kantonerer i Holsten. Det kan ikke andet end være en saare interessant Tnr for ham. Frøken Sneedorff er hos min Søster Juliane i Forventning af, at hendes Bryllup med Erik kan finde Sted. Sørg blot [for], at de forinden bliver vel etablerede og at hun aldrig behøver at drage til Stockholm; — det var altfor nlykkeligt for hende.
Vi tænker i November at reise til Odense. Hnslig lykkelig, som jeg er, vil jeg ogsaa være tilfreds der, naar kun min Apanage bestemmes overensstemmende med Tidsomstændighederne.
Man [Kongen] er ikke uvillig til at indrette alt paa det bedste for mig; men man er aldeles ikke paa nogen fortrolig Fod med mig, ei heller trænger jeg mig paa, hvor man ei kalder.
Jeg har bemerket. at De holdt en Tale i det engelske Bibelselskab. Det maa være belønnende for Dem at se, at De ei har talt frugtesløst, og at Deres gode Hensigter har Premgang.
Grev Schimmelmann har sidst præsideret i det nye danske Bibelselskab. Han taler ofte om Dem med Deltagelse. Grevinden ligeledes. Hun falder merkelig af og lever neppe længe. Han er lykkeligere nn i en næsten privat Stilling; men det er skrækkeligt, hvad Synder han som Pinansminister har paa sig.
Den gamle Moltke og Moesting arbeider nn paa at simplificere og ordne, men endnu er kun lidet ndrettet. Dog betales Renterne af den udenlandske Grjæld punktligen, og det er især Krediten, der maa haves.
Det er i mine Øine ligesaa underligt sorn sørgeligt, at Handelen i Norge ikke vinder ny Virksomhed, hvilket jeg saa vist havde haabet og troet skulde blive Tilfældet efter Preden og den nye Tingenes Orden sammesteds.
England synes jo paa ingen Maade at favorisere Norges Handel. Førend denne vinder, kan Pengevsesenet vist ei komme paa nogen fast og heldig Fod.
Maatte det dog lykkes Stortinget at lægge fast Grundvold for denne saa væsentlige Statsbygning. Deres simple og klare Grundsætninger i Pinansvæsenet vil vist blive hørte, og som ieg haaber komme Fædrelandet til Gravn.
s. 144Maa jeg bede Dem hilse Deres værdige Broder, Deres Søn og Naboer saavelsom enhver Nordmand, der mindes mig med Venskab og Deltagelse. Jeg nævner mig, min kjære Anker, Deres uforanderlige Ven
Christian Frederik.
Sorgenfri d. 27. Septbr. 1815.
[Dette Brev indeholder ordret det samme som det foregaaende og desuden følgende]:
Baron Blome, som er her, forsikrer, at det aldeles ikke ligger i Ruslands politiske Plan et udvide sig over Skandinavien, men kun mod Østen. De gode Nordmænd skulde altsaa ikke ved dette Skrækkebillede lade sig forlede til en engere — især militær — Forbindelse med Sverige end fornødent er. — Det er vist ikke klogt at sløife Fæstningerne, gjøre Vei over Fjeldene osv. Thi ved Sveriges nrolige Politik føres Russerne engang i Tiden til Stockholm og Venern Søen, saa kan endnu Norge, som det nu er, forsvares.
Mange tror, at Ponte-Corvo vil danne sig en sikker Retræt blandt de tro Nordmænd, hvis de Svenske engang ndspyr ham og hans Slegt; men ved Gruds Hjælp forregner han sig isaafald.
Hvor skulde den Troskab komme fra, som ikke er nedarvet eller vnnden ved Fortjeneste? Dog hans Skjæbne maa overlades til Tiden og Begivenhederne. Men han er den sidste af Champignonslegten og disse Rois domestiques [af Paddeslegten og af disse Skyggekonger], som jeg har hørt nævne, — deres Tid er nok omme.
Vidunderligen faldt Napoleon, og med ham er alle hans forsvundne; den ene vil ei gjøre nogen Undtagelse.
Jeg har ventet Tidende om Deres Ankomst til Norge og har derved været afholdt fra at skrive Dem til i England. Imidlertid bliver Tiden mig nu. for lang, og jeg tager mig fore at prøve, om dette Brev, sendt ved en sikker Leilighed, kan komme Dem ihænde, saa snart som jeg ønsker det, i Norge.
s. 145Hvor naturligt, at Deres Tanker stunder derhen, hvortil Eiendomme og Eamilieforhold drager Dem. Men ikke uden Vemod kan jeg tænke paa, hvorledes De ser Norge igjen, ikke saa riset eller ulykkeligt ved Krig, men ydmyget og berøvet det skjønne Haab som en uafhængig Stat at være og blive blot norsk uden Indblanding af fremmed Politik og Herredømme. Ja det svandt og maatte svinde for Overmagten i de Uretfærdiges Haand.
Imidlertid rolig og i en snever Kreds kan man leve i Klippelandet, og det vil De forstaa, min Ven. Men gid De aldrig maa komme i det Tilfælde at bøie Nakken for den overmodige Franskmand, der nu allerede bilder sig ind at være elsket og tilbedt af Nordmændene, fordi de taaler deres forhenværende Avindsmand levende blandt dem, og fordi enkelte Smigrere i Christiania indbilder ham, at han vinder alles Hjerter uden at kunne tale til en eneste norsk Bonde.
Det er mig kjært, at De ei var paa Eidsvold, da han reiste til Trondhjem. Var De der nu blot ei heller, naar han kommer tilbage! Han vil sige Dem mange smukke Ting. Deres Navn og Stilling beskytter Dem mod enhver Overlast; men mig synes, De har Prøver nok i Hænde paa, hvorledes Regjeringen er sidet imod Dem. Altsaa Lykke til at kunne holde Dem fra den offentlige Skueplads og fra den franske Aktør.
Gid det for Is Tordmanden hellige Sted, Eidsvold, ei maatte komme i hans Hænder! I Kirken burde en indmuret Jerntavle bevare Erindringen om Grudstjenesterne d. 10. April og d. 19. Mai 1814. Jeg skal med Tiden give et Selvstykke til Erindring — til Kirken. Det har jeg lovet.
Overbringeren heraf er en sikker Person. Et Chiferbrev uden Udskrift overbringer han mig sikkerligen fra Dem. Deri et Par Ord om Stemningen i Norge og om Stortingets Aand. Det er udenfor al Tvivl, at Rusland ønsker at se Prins Gustaf paa Sveriges Trone, men man tror, at Keiseren er altfor bunden ved Erygt og point d'honneur [Æresfølelse] til Kronprinsen [Carl Johan], til at han skuldé foretage noget i hans levende Live. Det er derfor for tidligt at tale om Prins Gustafs Etablissement i Finland, —sligt er endnu ikke paatænkt.
s. 146Ikke uden Vemod tænker jeg paa, hvorledes De nu ser Norge igjen, ikke herjet eller ulykkeligt ved Krig, men ydmyget og berøvet det skjønne Haab som en uafhængig Stat at være og blive blot norsk uden Indblanding af fremmed Politik og Herredømme.
I en rolig Kreds vil De forstaa, min Ven, at leve lykkeligi i Klippelandet; men gid De aldrig maa komme i det Tilfælde at bøie Nakken for den overmodige Franskmand. 1
5.
[I et Brev til C. A., dateret 8. 12. 1815, taler Christian Frederik om, at Rusland maaske har til Hensigt at styrte Kronprins Carl Johan fra sin Stilling og med ham Sverige og Norge, hvis disse Lande finder det værd at forsvare ham og hans Familie.]
„Jeg bør i min Stilling," skriver han, „aldrig tabe ham af Sigte. Han er som svensk Kronprins Danmarks Fiende; han er det udentvivl personligen mod mig. Nn! deri giver jeg ham intet efter! — — — — — — — — — — — — — — — —
Jeg skulde ikke tro, at det vil falde Nordmændene svært at lade dette være [at tage hans Parti]; men mod russisk Voldsomhed og en paatvungen Fyrste forsvarer man sig imidlertid saa langt, man kan. Et andet vilde være, om Ponte-Corvo — som man ymter om — skulde være tilsinds at give efter for Klogskabens Eordringer og godvilligen resignere, da skal et nyt Valg foretages. Vil Norge da vælge Prins Gustaf eller ihnkommes ældre Rettigheder og Fordringer, som jeg haaber endnu ei [har] ndslnkket Kjærligheden til en Kongestamme, der har givet Norge Konger, der elskede Landet og talte Landets Sprog, og iblandt hvilke den sidste var ei blot Arving, men og valgt af norsksindede Hjerter?
Isaafald, det være sig med eller uden Forening med Sverige, stoler jeg paa mine Venner til ethvert Forehavende. Jeg kjender politisk Afhængighed af dette Land. Men Englands Bitræde er det væsentligste; det maatte man forsikre sig.
s. 147Saavidt jeg Kjender til vort Kabinet, da vil man fra dansk Side forholde sig ganske passiv ved enliver Forandring i Sverige og Norge, og Frygt for, [at] Uleiligheder og Former omgjør det store Verk, som Rosenkrantz er Mester for, vil afholde vort Hof fra at hæve Tanken til en Gjenforening med Norge. Imidlertid, saaledes tænker ikke jeg, og ligesom jeg vist ikke skal tabe Ponte-Corvos Planer af Sigte, saaledes taber jeg ikke heller Norge afsyne. Dette Lands Vel er mig meget værd, men jeg vil ikke, at for min Skyld, naar Landet ellers kan blive lykkeligt, store Rystelser og Blodsudgydelse skal komme over Norge.
De har, tror jeg, Uret, min kjære Anker, i at være misfornøiet med Landets Regjeringsforfatning. Visselig bærer Stortinget sig ikke rosværdigt eller forretningsmæssigt ad, men ingen ny Indretning kan være fuldkommen i Begyndelsen. Man vil indse og rette Manglerne. Naar der var fuldkommen Tillid til Regjeringen, vilde Arbeidet gaa bedre fra Haanden. Men tænk Dem det svenske Overherredømme uden konstitutionel Modvegt, vilde da ikke Oprørsluen være tændt i mange Egne? Nei, vær glad ved Deres Konstitution og forsvar den mod alle Indgreb.
[Christian Frederik udtaler sig derefter bittert og vistnok nretfærdigt om Carl Johans Optræden i 1813 paa Kontinentet. Om Kronprinsens personlige Forhold til Norges Befolkning skriver han]:
At han skulde være elsket i Norge — som Taler og Aviser vil fortælle os, at man gjerne ser hans Stads, gjerne hører hans franske Jargon — det kan jeg ikke forestille mig. Og bvad Gaver bar Ponte-Corvo til at være elsket! Men Hoben blændes, og det er desværre bleven lettere nn end nogensinde for Nationerne at skifte Konger. Men Almuen i Norge er stedse i mineØine hædersvserd, og den neppe har taget Del i den Smiger og Forgudelse, man tilregner Embedsmændene. Vidste de Daarer, bvad ondt de gjør! Intet kan nedsætte Nordmændene mere i andre Nationers Øine end netop dette, som ved Hagerups Veltalenbed udbasuneres i alle Aviser og hvoraf vi ogsaa her, jeg tror ved Tawast, bar betalte Eftertrykkere.
[Om sig selv skriver Prinsen bl. a. felgende]: Jeg kan forsikre, at jeg vist aldrig har været lykkeligere end nu i den s. 148kjærligste egteskabelige Forening med min eiegode Caroline, hendes Bestræbelse er kun at gjøre mig lykkelig, og det opnaar hun tilfulde. — Min Søn vokser til min Grlæde.
Mit Helbred er ganske ønskeligt, kun maa jeg vogte mig for at blive for før. I Norge blev jeg mager; ved mere anstrengende Arbeide vilde det vel og blive Tilfældet igjen. Til Nytaar tiltræder jeg mit Arbeide i Odense, hvorover jeg glæder mig, for dog at faa nogen Embedsforretning igjen efter 1 Aars Hvile. Von Holten bliver hos mig som Bureauchef og Sekretær.
Venskabeligt er Forholdet mellem mig og Kongen, men ei fortroligt. — — — — — — — — — — — — — — — —
Hvor glad jeg vilde føle mig ved at have Leilighed at tale med Dem. Kommer De til Danmark, da gjør jeg Fordring paa, at Deres Ophold i Odense [bliver] hos Deres uforanderlig forbundne og oprigtige Ven.
[Uden Underskrift].
6.
Under 22. Marts 1816 sender Christian Frederik C. A. et Brev, hvoraf hidsættes, hvad der vedrører Norge:
Vil Ponte-Corvo Landets Vel, saa bringer han det til Ud-førelse ved, hvad han omtalte, at sende Dem til England for at negociere en Handelstraktat. Under nærværende Omstændigheder maa De fra ham ei vente noget offentligt Ærinde. Men skulde De komme til England, stoler jeg paa, at De opmerksomt iagttager dette Kabinets Hensigter og Forhold til de nordiske Stater. En Grjenforening af D[anmark] og Norge eller af alle 3 nordiske Lande kan ei ske uden Englands Minde. Det er derfor i enhver Henseende den første politiske Grundvold at holde sig til England, hvilket maa være alle Nabomagters og alle nordiske Folkeslags Ønske.
Er Ponte-Corvo først borte, da ser England vist heller enhver anden end Ruslands Yndling der. Valgte da Stænderne i s. 149Norge mig eller m. S. 1, eller enedes begge Rigers Stænder om et saadant Valg, da tror jeg vist, at England vilde bistaa heri.
At dette skulde være den eneste Maade, paa hvilken jeg ønskede at se Borgerkronen i min Slegt, nemlig ved frit Valg, det vil De indse; tni at tiltvinge mig samme i Kamp og ved Folkenes Ødelæggelse for min Skyld — det bringer ei Velsignelse. — — — — — — — — — — — — — — — — —
Det er neppe muligt, at Ponte-Corvo som den eneste i sit Slags kan holde sig paa Tronen. Dog tror jeg ikke Rygterne om den trnende Stilling, som man vil paastaa, at Rusland tager mod Sverige. Det er endnu ei modent. — — — — — — —
Vigtigere end Debatterne i det engelske Parlament om Indkomstskatten er Prinsessen af Wales' Griftermaal; det er vel, at ingen af de store Hnse har opnaaet denne Alliance. Havde min Broder blot havt det udvortes mere for sig — men man har, tror jeg, ganske overseet Muligheden af en saadan Forbindelse for samme. — — — — — — — — — — — — — —
Den Yei, De ellers har valgt sig, at ville gavne ved Raad og Daad, hvor De kan, uden at tjene, er Dem ganske værdig. Ogsaa glæder det mig, at De ei har faaet nogen Orden — en vistnok vanskelig Sag at afslaa.
Det er mig kjært, at De endnu er Eier af det mindeværdige Eidsvold. De vil vist have Aarsag at være tilfreds med Deres Svigerdatter, naar hun blot maa finde sig lykkelig i den Kreds, hun kommer til at leve iblandt. Hertil maa desværre regnes Wedels. Det vilde være net at se de Øglennger, Wedel og Ponte Corvo, nappes om Herredømmet, — det var da bedst at skille sig af med dem begge.
Jeg vedlægger et Brev til vor trondhjemske Ven i den sorte Kjole. Det er skrevet med Forsigtighed og kan ei kompromittere.
7.
Under 5. Juni 1816 sender Prinsen C. A. et Brev fra Odense med sin Søns Kammertjener, der skal besøge sin Familie i Norge. s. 150Han beder om Svar paa det Brev, som „Vennen" sendte med sikker Leilighed d. 22. Marts.
Enten maa C. A. — for ikke at mistænkes for at staa i Forbindelse med Prinsen — have undladt at tilskrive ham, eller Brevene maa være forkomne. Noget Svar kom iallefald ikke Prinsen ihænde, thi under 18. 12. 1816 skriver han fra Odense følgende:
8.
Til Statsraad Anker.
Ordret.
Det er nu over et Aar siden, at jeg har Brev fra Dem. Jeg har tilskrevet Dem d. 22. Marts 1816 og erindret om Svar d. 5. Jnni, men selv med den sikre Leilighed fik jeg intet Svar. Dette bedrøver mig ligesaameget som det forundrer mig.
Meget tænker jeg paa Norges fortvivlede Pengeforfatning og paa al den Ulykke, som er undslettelig derfra.
Tror De mig ligegyldig ved denne Nød — mig, som har delt saa megen Nød med de Norske? — saa sig mig dog et Ord om Dem selv, min Ven, og om mine norske Venner overhovedet. Endnu engang beder jeg Dem indstændigt at benytte enhver Leilighed for at tilskrive mig. Jeg og mine er velbefindende og jeg forbliver nforanderlig Deres Ven.
[Ingen Underskrift.]
[Den netop anførte Skrivelse af 18. Decbr. 1816 er formentlig ikke bleven afsendt, da der foreligger]
9.
Et Brev af s. Dato, hvori Prinsen anfører, at jnst som han vilde beklage sig over den lange Tanshed, modtog han et Brev fra C. A. af 9. Novbr., og „ser jeg af samme, at De tænker med Fortrolighed og Venskab paa mig."
Prinsens Breve røber alle stor Kjærlighed og Interesse for Norges Anliggender. Saaledes skriver han i det sidstnævnte Brev af 18. Decbr. bl. a. saaledes:
s. 151„De maa tro, at jeg med inderlig Bedrøvelse tænker paa Norges Forfatning overhovedet, ingen Handel, ingen Penge, det er nudholdeligt".
Videre skriver han: „Jeg skal befordre Deres Regning til Prinsessen 1 i Horsens og har ladet Deres Fuldmægtig indlevere den til hendes nuværende Hofchef, Kammerherre Roepstorff af Fodgarden, thi Kammerherre Holstein er afskediget.
Næste Gang De tilskriver mig,„ tilføier Prinsen, „ venter jeg noget mere om det mig nforglemmelige kjære, kjære Norge. Jeg haaber, at jeg erindres af Nordmændene som deres sande Ven.
Hils Deres Broder og Haffners, og hvem der ellers mindes mig med Venskab."
10.
Under 16. April 1817 skriver Prinsen fra Kjøbenhavn:
Min kjære Anker.
Jeg havde haabet at modtage Brev ira Dem med Deres Søn, men forgjæves! Sin Fader ulig i Tanker og Handlemaade har han ikke engang søgt Leilighed at gjøre mig sin Opvartning her i Kjøbenhavn, hvisaarsag jeg hverken har seet ham eller hans Kone før min Afreise. Neppe har De vidst af hans Hensigt at opføre sig saaledes 2. — — — — — — — — — — — — —
Jeg afreiser iaften til Odense. Med Venskab og Høiagtelse
Christian Frederik.
11.
Det lader til, at Korrespondancen endelig paany er kommen igang, thi under 24. 7. 1817 takker Prinsen C. A. for hans Brev s. 152af 27. Mai s. Aar. Han sender Brevet op med en „anden sikker Leilighed", da C. A.s Sekretser fra London, Hr. Gielstrup, der skulde have besørget Brevet, allerede for nogle Dage siden var reist op til Norge med Erik Anker og hans Familie.
12.
Under 4. Septbr. 1817 sender Prinsen C. A. et Brev, ogsaa med Gielstrup, hvori han omtaler sin huslige Lykke paa sit skjønne Landsted i Sjælland [Sorgenfri]. „Det er ikke mere den udbredte Virkekreds," skriver han, „der fordrede Sjælsanstrengelser og vaagne Nætter, men det er et lykkeligere Privatliv, som jeg nn kan føre".
Dernæst udtaler han sin Glæde over, at C. A. nn kan nyde sin Svigerdatters og Sønnesøns 1 Selskab, fortæller, at Lanrvigs Grevskab nu er solgt til et Interessentskab af Laurvigs Kjøbmænd for 150 000 Sølvspecies mere end Fideikommiskapitalen. Endelig meddeler Prinsen, at han snart venter sin Søster Prinsesse Juliane tilbage fra Cassel, hvor hnn besøgte sin Søster Landgrevinde Charlotte af Hessen, „der venter sin Forløsning". [3 Dage efter blev hun Moder til Prinsesse Louise, fra 1863—98 Dronning af Danmark.
„Det glæder mig," skriver Prinsen, „at vide Dem ved god Helbred. Maatte jeg blot have den hjertelige Fornøielse at se og tale med Dem engang.
Maa jeg bede Dem at hilse Deres Svigerdatter og ønske hende al Held og Grlæde. Ligeledes vil De minde mig hos Deres Frue og Broder og stedse anse mig for Deres nforanderlige Ven
Christian Frederik."
13.
[I Chifre.]
[Uden Dato, formentlig skrevet 1819.]
Deres Breve af treogtyvende Juni samt af syttende August har jeg begge været saa heldig at modtage, og jeg er vis paa, at de ei har været aabnede. Dette til Beroligelse; men jeg finder det at være en utaalelig Politimesure at underkaste Korrespondancen saadan Tvang, og det burde ikke blive upaatalt. Mit Hjerte takker Dem, fordi De stedse vedligeholder samme Sindelag mod mig. Disse Baand overskjæres ikke, om end alle politiske brister. Jeg tilstaar, at jeg for Tiden kun ser liden Udsigt til nogen ønskelig Forandring; ikke at jeg tror det nærværende System at have Bistand i Norge; men man gjør jo alt i Sverige for at fjerne de Norske fra deres forrige Regjering. Med hvilken Lethed samtykker man ei i at anægge Vaabenet; man betinger, at Stortinget skal tvinges til at udrede de 3 Millioner i Stedet for, at man kun skulde have holdt sig til Kielerfreden og ladet C. J. om Resten. Det vil altsaa nok fornemmeligen komme an paa, til hvad Tidspunkt Forandringen sker:
Om de gode Nordnænds Kjærlighed og Hengivenhed til deres fordums Konge og uforanderlige Ven (saa tør jeg med Sandhed kalde mig) da igjen oplives og kan overdøve alle svenske, lokkende Toner. Om min Søn til den Tid kan love at blive mere end nn for Norge, end hans Fader var osv. Mit Sindelag kan De altid bygge paa, men De vil sige Dem selv, at mange lykkelige Omstændigheder udenfra maa begunstige Tingen, ellers kan man ei tænke derpaa. Mange af disse kunde hidføre den; det sker nu ikke, tvertimod det synes mig indlysende selv af Depechen, at Keiser Alexander for Øieblikket ikke har nogen Hensigt til Fordel for sin Nevø. Jeg ved dette bestemt af den, som med blødende Hjerte klager derover. At de store Magter tænker paa at gjøre ham uafhængig af den Rente, han trækker af Sverige, viser og dette. Men endnu er der ingen Anmodning skeet fra Formynderne om Renonciation, og at han aldrig udsteder en saadan, tør jeg indestaa for. Ponte-Corvo har tilfælles med Barbareskerne — nsest Appetiten efter andres Eiendom — at han skaanes og kajoleres af de større Magter, selv medens de truer ad ham. England ser i ham en brugbar Person, alle s. 154var bundne til ældre Løfter, og Forandring maa ske indenfra. Er den først skeet, da vil alle glæde sig derover, og jeg mest, det skal jeg ei negte.
Deres Breve er kommet mig saa sent ihænde, fordi jeg har hele Sommeren været udenlands, — hvilket ogsaa endnu er Tilfældet, — paa en Badereise med min Gremalinde til Carlsbad og Ems. Den har medtaget Maanederne Juni til September. — —
[Ingen Underskrift.]
CHRISTIAN FREDERIK.
Efter et Portræt, som i 1815 blev udlført af Kunstneren Carl Fr. Grøger [1760 - 1838].
s. 155IV.
BREVE OG INDBERETNINGER IN EXTENSO FRA CARSTEN ANKER TIL CHRISTIAN FREDERIK 1814.
s. 156Indhold af IV.
1814.
Carsten Ankers Depeeher.
1. Eidsvold 15.1. Udtaler sin Glæde over, at det ser ud til, at de Mænd, Christian Frederik ønsker at sarnie for at raadslaa om Norges Vel, er villige dertil.
2. Eidsvold 3. 2. Planer om Norges Uafhængighed og norsk Kongevalg.
3. Moss Jernverk 1. 3. Privat. Skrevet paa Vei til Christianssand for der at tiltræde Reisen til England. Assessor Elieson. Thygeson. Henstiller til Prinsen at stanse al Fraternisering paa Grænsen.
4. Christianssand 7.-8. 3. Fortæller om sin Eeise. Tilraader Indkjøb af de smaa Egeskove, han har seet underveis. Foreslaar, at alle Kasser og Instituter „opslntter" deres Regnskab pr. 14. Jan., samt at ledige Skibe befragtes.
5. Samme Sted 7.-9. 3. Privat. Udtaler sig om Valgene til Rigsforsamlingen og om endel Personer, „Ponte-Corvo", Wedel-J., Essen, Vargas, Falsen o. fl.
6. Leith 13. 3. Fortæller om sin lykkelige Overreise og sine Forhaabninger.
7. Leith 15.—18. 3. Melder, at han har kjøbt 500 Tdr. Rug for Statens og 100 Tdr. for egen Regning. Har desuden bestilt 2000 Tdr. og 960 Tdr. Rug samt en Ladning Poteter. Foreslaar, at det norske Flag forandres saaledes, at den gule Løve paa rødt Felt anbringes paa en Firkant af hvidt Flagdug. C. A. virker for at faa løsgivet norske Skibe, der er opbragte og henligger i engelske Havne. Atter om Korntilførsel til Norge.
8. London 11. 4. Officielt. I Udenrigsdepartementet. Mr. Hamilton. Hos Baron Jacobi-Klöest. Baron Rehausen og Grev de la Gardie. Hos Udenrigsministeren, Lord Liverpool. Finantsminister Vansittart stiller sig kjølig ligeoverfor sin gamle Ven C. A. H. K. H. Hertugen af Gloucester derimod yderst velvillig. Kornindkjøb.
9. London s. D. Privat. Yderligere Detaljer om den interessante, men nedslaaende Samtale med Lord Liverpool. C. A. opfordres til at forlade England, men han tager intet Hensyn dertil. Prinsregenten uskikket til at arbeide — endog om Morgenen!
s. 15710. London 26. 4. Vidtløftig Forklaring over C. A.s Arrestering, der var foranlediget ved den danske „Forordning af 9. 9. 1807. som befalede, at al fiendtlig Eiendom skulde opgives og indbetales i Kongens Kasse". Opfordrer Christian Frederik til Standhaftighed i Norges Sag, „thi Uafhsengighed kan ikke kjøbes for dyr".
Som Bilag vedligger følgende Brev til Konsul Konow, dateret:
[11.] London 26. 4., der giver en klar Fremstilling af Forholdene i Norge og hvori Konow opfordres til „at bevæge Himmel og Jord og formaa den hollandske Regjering" til at hindre den engelske Blokade af Norges Kyster. Opfordrer bam til at gjøre et Laan, idetmindste paa «et Par Millioner Florins".
12. London 26.-28. 4. Officielt. Om bvorvidt Napoleons Fald vil rive Carl Jobans med. Den politiske Stilling i Europa. C. A tror. at Norges Sag vinder Dag for Dag, at det kun gjælder „at kjæmpe med Urokkeligbed". Mr. Whitbread taler i Underhusét til Gnnst for Norge. C. A. foreslaar, at der kjøbes et halvt Snes fuldt ndrustede Kapere i Plymouth. Finder det uklogt, at Napoleon er sat paa Elba og synes, at Franskmændene er sande Veirhaner. Om Konows paatsenkte Kornindkjob.
13. London 31. 5. Om at M. Pløen er reist til Norge d. 12. og at Peter Anker er kommen til London. Opfordrer Christian Frederik til at være standhaftig og holde ud til det sidste.
14 a. London, sluttet 5. 6. Om Englands Blokade af norske Havne. Mr. "Whitbread oplyser, at man i England mistænker Christian Frederik for at ville gjenforene Norge med Danmark. Han skaffer C. A. Adgang til Lord Grey, der i Overhuset bavde anmeldt, at han vilde give en Fremstilling af de norske Forhold. Lordens skriftlige Spørgsmaal til C. A. og dennes Svar paa disse. Om Lord Greys Tale, som C. A. hørte i Overhuset. Lorderne Grenville og Holland talte ogsaa for Norge. Brevveksling mellem Lord Grey og C. A. En Middag hos sidstnævnte Lord. Parlamentsmedlem Mr. Thornton bringer C. A. Hilsen fra Lord Liverpool, at ifald han kan formaa Christian Frederik til at forlade Norge, skulde C. A. blive erkjendt som Envoyé for Norge. Et spydigt Brev fra C. A. til Mr. Thornton. En ubehagelig Brevveksling med Baron Eehausen. Understatssekretær Cooke bringer C. A. en Anmodning fra Lord Liverpool om jo før jo heller at forlade England. Istedetfor at indlade sig paa dette Spørgsmaal, giver C. A. ham en Fremstilling af Nordmændenes TJtilbøielighed til Foreningen med Sverige og har næste Dag med bam en meget belivet Samtale, der saagodtsom ordret gjengives. C. A. sætter sig i Forbindelse med Hertugen af Gloucester for at udvirke Ophævelse af de norske Havnes Blokering. Interessant Samtale med Hertugen. Mr. Wilberforce optræder til Fordel for Blokaden, der i Underhuset blev vedtaget med 229 Stemmer mod 71. Brevveksling med Generalmajor Oxholm. „Morning Post" beskylder Brødrene s. 158Anker for at ønske Norges Overgivelse til Sverige. Mod denne „fornedrende Skamplet" protesterer C. A. i samme Avis. I en Samtale med den rnssiske Envoyé i London, Grev Liewen, opfordrer denne C. A. til at formaa Christian Frederik til at vende tilbage til Danmark. Den lange Samtale gjengives. C. A. presenteres af Lord Grey for den østerrigske Envoyé, Grev Meerfeldt. Havde senere med denne en lang Samtale, der gjengives. Mr. Moriers Sendelse til Norge. Den danske Envoyé Bourke kommer til London. C. A. takker Charlotte Warde for hendes Digt „Norway". Om Carl Johans „høitravende" Proklamation til den svenske Arme. C. A. vil sørge for, at Keiser Alexander i engelske Aviser bliver opfordret til at frafalde „det stygge Anlæg paa Norge" Som Bilag vedligger en af Hertugerne af Sussex og Gloucester og 9 andre fremragende Mænd underskrevet
[14 b.] Protest mod Forkastelsen af Lord Greys Eorslag til Fordel for Norge.
15. London 5.6. Privat. Gjentager sin Hengivenhed for Christian Frederik. Omtaler sin Søns Forlovelse med Betsy Sneedorff.
16. London 7. 6. Om en forhaabningsfuld Samtale med Grev Razoumowsky.
17. London 10. 6. Om en lignende Samtale med Feltmarschal Fyrst Blücher.
18. London 15. 6. Norges politiske Stilling sees fra flere Sider. Baron Hardenbergs Udtalelser om, hvorledes Christian Frederik bør modtage de allierede Magters Kommissærer.
19. London 16. 6. Samtaler med Grev Razoumowsky og Fyrst Blücher, der begge er venlig stemt mod Norge. Lord Castlereagh kommer til London. C. A. anholder ham om en Samtale. Keiseren af Østerrige og Kongen af Preussen antages gunstig stemt for Norge. Den danske Envoyé, Grev Chr. Bernstorff, har under sit Ophold havt Mod til at tale Norges Sag. Rygter om, at Carl Johan sigter paa den franske Trone.
Som Bilag vedligger C. A.s nysnævnte Brev fra
[20.] London af 11. 6. til Lord Castlereagh.
21. London, sluttet 28. 6. Daarlige Udsigter for Norges Uafhængighed. C. A. antager, at Preussen er bestukket af Rusland med Løfte om svensk Pommern. Da Baron Hardenberg er af den Mening, at Carl Johan er forhadt af de allierede Magter, opfordres Christian Frederik af C. A. til „med Mod og militære Bedrifter at lede Nordmandens Kræfter til Seir", og opfordres til at sige Morier rent ud, at han vil staa og falde med Norges Sonner. Carl Johan meddeler Benningsen at ville angribe Holsten for at tvinge Danmark til at opfylde Kielertraktaten. Mr. Cooke opfordrer after C. A. til at forlade England, hvortil denne svarer, at England i ham har det bedste Redskab til at bringe det norske Spørgsmaal i Orden. Derpaa en skarp Samtale med Mr. Cooke. Fyrst Hardenberg aftaler med C. A. at træffes hemmelig udenfor London. Hertugen af Sussex viser Interesse for Norge. C. A. begjærer en Samtale med Fyrst Metternich. Den Aall'ske Sendelse afreist fra Norge 3. Juni.
s. 15922. London 22. 7. C. A. har med Fyrst Metternich en lang og interessant Samtale, der gjengives, om norske Forhold mv. Ligeledes en længere og ligesaa interessant Samtale, der ogsaa gjengives, med Fyrst Hardenberg. Dernæst en Samtale med den franske Envoyé, Grev de la Chastre, der var eller anstillede sig at være aldeles uvidende om al Politik. Baron Hammerstein ønsker at gaa i norsk Tjeneste, hvilket C. A. fraraader. Grev Carl Løvenhjelm gjør i London Fordring paa Kielertraktatens Opfyldelse. Prinsregenten af England udbringer i et Selskab hos sig et „Held for Norge". Velvillig Stemning for Norge i en Middag hos Hertugen af Gloucester. De fangne norske Matroser. De norske Depnterede, Aall, Christie og Rosenkildes Ankomst til Leitb. Om Mr. Moriers Oprigtighed. Om Struve og Konow. Lord Castlereagb vil ikke modtage C A., men denne vil ikke, .lade sig anfegte deraf". Om Mørcks Forslag at sende Krudt mm. til Norge. C. A. foreslaar Rist til sin Eftermand i London. Pengeaffærer.
23. London 26. 7. Om de 3 norske Deputeredes ugjestfri Modtagelse i England. Om de allierede Magters Kommissærer. „Deres Trnsler maa ingen Indflydelse bave i Norge". Tilraader, at Foster og Morier faar en Konference med Neb og Klør.
24. London 26. 7. Privat. Om hvorvidt C. A. bør komme bjem i Anledning af et eventuelt Storting eller tage til Wien. 1 begge Tilfælde maa Gjælden betales, tbi i England tager man intet Hensyn til, at han hefter for den samme Gjæld til den danske Krone.
25. London 21. 8. Om de afsendte Depecher. Om bvad Baron Hardenberg skriver. Pengesager.
26. London 16. 9. Om at Christian Frederik er upasselig. Pengesager. Det norske Statsraads Følgeskrivelse til Christian Frederik med denne Depeche.
27. London 26. 9. Om C. A.s Fortvivlelse i Anledning af Konventionen til Moss. Udtaler sig vidtløftigt „om Norge og dets Skjæbne i Forening med Sverige". Foreslaar, at der ansættes Konservatores, der har at vaage over ethvert svensk Indgreb i den norske Konstitution. Om Trykkefrihed. Bitre Udtalelser om Unionen. Finder, at en Nordmand bør tale Norges Sag ved Kongressen i Wien, hvilken C. A. tror vil opløse sig i Krig eller i Utryghed. Tror, at Norge endnu kan reddes for Nordmsendene og endog for Christian Frederik. C. A. synes, at Vaabenstilstanden med Sverige maa forlænges, til Stormagterne har garanteret Foreningsvilkaarene. Man maa stride mod ethvert Indgreb i Norges Rettigheder, ja ofre Livet derfor. Prinsen af Oranien og Prinsessen af Wales. De norske fangne Sømænd i England. Eist afslaar at afløse C. A. i London. Baron Hardenberg finder, at en Nordmand bør sendes til Wien, selv om Christian Frederik har resigneret. Hertugen af Gloucester haaber, at Norge aldrig maa blive svensk. Pengesager.
28. London 26. 9, sluttet 6. 10. Privat. Tilraader at holde Forhør og s. 160Krigsret over dem, der beskyldes for Forræderi. Er de skyldige, bør deres Dødsdom uden Betænkning underskrives. Antyder de 5 mistænkte. Tilraader Christian Frederik paa det bestemteste at blive i Norge, til Nationen har besluttet sig. „Trønderen er den egteste af hele Folket". C. A. opkaster det Spørgsmaal, om det kunde gavne, at man i Wien kastede sig i Keiser Alexanders Arme? Pengeaffærer.
29. London 6. 10. C. A. er nedbøiet over, at Christian Frederik vil forlade Norge. Han forklarer, hvorledes han personlig hefter for al den Rug, der er indkjøbt til Norge. Beklager sig over, at Pengeremisserne fremdeles udebliver. C. A. finder, at ifald Stortinget beslutter sig til Foreningen, maa det i Wien sørge for at erbolde de allierede Magters Garanti mod ethvert Brud paa Foreningsvilkaarene. Beslutter Stortinget sig til fortsat Modstand, ønsker C. A. at komme hjem for at dele sine Landsmænds Fare og Ulykke.
[30.]London 7., sluttet 8. 11. Til Norges Statsraad. Sender Daplikat af sin Depeche af-26. 9., sluttet 6.10. Forundrer sig over, at Stortinget har besluttet Foreningen uden at kjende Foreningsvilkaarene. Melder, at han har anholdt den russiske Ambassadør i London om at interessere sig for Ruslands Garanti af Foreningsvilkaarenes Opfyldelse mv. Ambassadøren finder, at det norske Statsraad burde henvende sig derom til de allierede Magter, og lover at nævne dette i sin Rapport til det russiske Hof. C A. melder endvidere, at han har tilskrevet Grev Razoumowsky for at formaa denne til at paavirke Udenrigsministeren, Grev Nesselrode, i saa Henseende, og at han har tilskrevet Fyrsterne Metternich og Hardenberg samt Grev Bernstorff i Wien om samme Sag. Vansittart raader C. A. at henvende sig til Lord Bathurst for at erholde den engelske Regjerings Mellemkomst i Hensigt at faa den norske Armes Afvæbning og Nordmændenes Edsaflæggelse udsat. Anholder Statsraadet om at faa Rede paa, hvad der er foregaaet i Norge. Minder om Remisserne. Sender Statsraadet en Afskrift af sit Brev, dateret 5. 11., til Lord Bathurst.
31. London 24. 11. Om Umuligheden af at sende Baron Hardenberg til London. C A. ønsker at kunne træffe Christian Frederik og mundtlig overlægge, hvad der ikke kan omhandles skriftlig.
32. London S. D. Sender Afskrift af de fire sidste Depecher og Breve. Kritik over den Christianiensiske Tænkemaade og over de med Sverige sluttede Overenskomster. Bebreider Christian Frederik, at han forpligtede sig til at forlade Norge, førend Stortinget havde erklæret, at det frafaldt Norges Uafhængighed, og at han indlod sig paa hemmelige Konventioner. Raader Christian Frederik til at sky Kjøbenhavn. Om C. A.s personlige Forhold til den nye Tingenes Tilstand i Norge og om hans Plan at blive Amtmand i Laurvig, der endnu tilhørte Frederik VI., eller at blive den, der ledede Pengeopgjøret mellem Danmark og Sverige. Tilraader forresten, at Kongen af Danmark sælger Laurvig. s. 161Om at sælge Eidsvold Verk. Rygter om, at Frederik VI. Skulde blive Konge i et udvidet Hannover, mod at Danmark skulde tilfalde England. Ræsonnement herover. Det norske Statsraads Taushed om Kornpengene. Christian Frederiks Portræt med Eidsvold i Baggrunden.
[33.] London 30. 11. Til Norges Statsraad. Erkjender at have faaet Statraadets Skrivelse af 5. Novbr., hvori meddeles, at C. A.s Sendelse maa ansees tilendebragt, men oplyser. at saalænge den indkjøbte Rug ikke er betalt, er han bindret i at reise hjem. Meddeler, at han hos Skatkammerkansleren har beklaget sig over den ubillige Told paa norske Trævarer. Anholder Statsraadet om en Afskrift af Foreningsakten, af Norges Konstitution og af de Forandringer. denne bar undergaaet ved Foreningen med Sverige.
34. London 5. 12. Betragtninger i Anledning af Christian Frederiks Afreise fra Norge. Sender Prinsen en Gjenpart af en Skrivelse, dateret 5. Novbr., som C. A. har faaet fra det norske Statsraad. C. A. haaber fremdeles paa, at Wienerkongressen kan afsætte Carl Johan og indssette Christian Frederik. Meddeler, at han fra Norge har faaet 1000 Lstrl. i Afdrag paa de 5200 Lstrl., han hefter for. Fortæller om sit sparsommelige Liv i London.
Som Bilag med ovennævnte Skrivelse følger et Brev, dateret:
[35.] Christiania 5. 11. fra det norske Statsraad om Kongevalget 4. Novbr. C. A. anmodes om at komme hjem.
36. London 15. 12. Sender Prøvetryk paa Christian Frederiks Portræt med Eidsvold i Baggrunden.
37. London s. Dato. Om at lade sig naturalisere som dansk eller som engelsk Undersaat for at undgaa Eden til Sverige. Om at hans Son vistnok vil tage Eden.
38. London 27. 12. Om en Samtale med Hertugen af Gloucester og om at C. A. vil tage Afsked som norsk Statsraad. Amtmandskabet i Laurvig. Om Christian Frederiks Giftermaalsplaner.
39. London 31. 12. Meddeler et Brev fra Baron Eehausen, hvori C. A. opfordres til at aflægge Ed til det nye Dynasti. C. A.s undvigende Svar. Om Familiesager og om C. A.s private Planer. Beklager, at Diplomaten Rist ikke vilde afløse ham i London.
Desuden:
[40.]Nøgle til Christian Frederik og Carsten Ankers Chiferskrift.
[41.] Prøve paa deune Skrift.
1.
Eidsvold Jernverkd. 15. Jan. 1814.
Ganske mod mit Ønske nødes jeg til at bryde mit Løfte til Deres Kongl. Høihed, da jeg først imorgen istedetfor idag kan opvarte Deres Kongl. Høihed. Blandt Here Ting eller Aarsager, som forvolder denne Opsættelse, er den Vanskelighed mellem mine mange sendte Papirer at finde den Pakke, som indelioldt de Kongsbergske Efterretninger. Al Søgen baade af mig og Forvalteren har hidindtil været forgjæves. Dog tror jeg endnu, at jeg bar sendt disse Papirer saavelsom en Mængde andre hid fra Kjøbenhavn. Idag skal flere Kasser aabnes. Jeg ønsker nemlig, at Grev Vargas kunde erholde disse historiske Efterretninger.
Kulden paa Opreisen var slem. Førend vi endnu var komne til Linderud, liavde Tjenerens Næse faaet stygge Kjendetegn paa Frost; min Næse, som er mere hærdet, slap dog ikke saa ganske uden en liden Skavank.
Biskop Bugge kom ikke; vel mnligt, at den strenge Kulde kan have foraarsaget ham nogen Uleilighed og Ophold. Ret mange skal man have mødt paa Veien med hvide og opsvuldne Ansigter.
Deres Kongl. Høiheds sidste Tale og Forhandlinger i Greneralforsamlingen har opvakt almindelig Admiration og Beundring; det første formedelst det ædle og kjernefulde af Sproget og det andet formedelst det strikte forretningsmæssige af Foredragets Inddeling og hver Grjenstands rette Omdømme.
Man finder i dette ogsaa meget andet, som ved de naturligste Begivenheder gradevis udvikler sig — det sande og sunde
s. 163
Statsraad Carsten Anker.
1747—1824.
s. 164s. 165Omdømme, forenet med Embedsmandens Erfaring. Jeg Iægger til: Det ikke mind re kloge af Udeladelsen af alt Antaget, al Skuelyst, al Høkring med den kongelige Stilling, al Søgning efter skinnende Udtryk. Perlen behøver ingen Indfatning.
Aldrig har jeg i nogen Trængsel følt en større inderlig Ro og et gladere, skjønt uforklarligt Haab. De fortræffeligste Redskaber er ved Haanden. Paa Gruds urandsagelige Villie beror ene, naar og hvorledes de skal bruges. Længe kan det ei vare, førend vi omtrent kan tegne vor Skjæbne.
Skulde jeg skrifte, er det mit inderlige Ønske heller at se Dem lykkelig end stor. Men ske Gruds Villie! Saa længe jeg er til. er og bliver jeg alt, hvad mine fysiske eller mentale Evner under min Prinses Anførsel kan bruges til.
Underdanigst og trofast
C. Anker.
Imorgen, Søndag, indfinder jeg mig.
2.
Eidsvold Jernverkd. 3. Febr. 1814.
Deres Kongelige Høihed.
Min naadigste Prins.
Inat er Løitnant Mansbach 1 reist her forbi og har aflagt et Brev til mig, hvori han efter Deres Kongl. Høiheds Befaling underretter mig om, „at D. K. Høihed havde erholdt to Breve fra Grev Essen, hvis Indhold bestod for det meste i Komplimenter, men at D. Kongl. Høihed dog troede at erholde Tid til' at ordne og afgjøre alt".
Til denne sidste Del af Perioden lægger jeg især Merke og med Grlæde; thi at Essen skrev lutter eller for det meste Komplimenter er vel ikke lige efter Bogstaven.
Siden D. Kongl. Høihed reiste, har jeg i min Enlighed overtænkt ret sobrement [nøgterntj Deres vigtige Stilling og de væsentlige Omstændigheder ved alt. Foruden de mange Ingre-s. 166dientser, som D. Kongl. Høihed med saa megen Sindighed og Eftertanke ved at blande i det store Foretagende, bliver en urokkelig Fermeté [Villie] og Tillid til Guds Velsignelse de fornemste. At Sagen vil gaa af uden Stød eller Rivning er plat umuligt, men det forekommer mig klart som Dagen, at Krigen maa i Sverige selv været betragtet som uretfærdig og tillige rent forgjæves, hvorved Folkets Lydighed og Haab maa svækkes. Da Herren (den svenske Kronprins) desuden er fraværende, der formodentlig — ifald han var tilstede — vildo som en vild, voldsom Korporal vel true Anstrengelse frem, saa savner hans Feltherrer det Mid del, der maaske er det eneste, som for Norge kunde gjøre Angrebet besværligt. Desertører og Fanger maa bruges til at gaa hjem med nyttige Publikationer, hvoraf tydeligen kunde erfares de tvende Hovedsager: at al Erobring af Norge er forgjæves, og at man med Oprigtighed vil stifte Fred og Venskab med Sverige, naar man der blot vil være rolig og skjotte sig selv. Skulde D. Kongl. Høihed finde Dispositioner dertil, da tror jeg nœsten, at De ikke burde modsætte Dem et TJdraab til Norges Konge paa Stedet.
Trondhjem har et velfortjent Rygte af egte Karakter og Manddom. Qu'on y donne le ton! Bergen suivra comme un éclair et pour le reste ce sera une affaire de suite. [Lad kun Eksemplet udgaa derfra. Bergen vil slutte sig dertil som et Lyn og alt det ovrige vil gaa af sig selv.]
Alt dette vilde have Anseelse af, hvad det virkelig er, nemlig „un acte d1 acclamation, qui frappera l'ennemi d'épouvante et lui otera jusqu'à Tombre d'espoir de s'emparer de nous" [en Hyldning, der vilde slaa Fienden med Forfærdelse, og som vilde berøve ham den sidste Skygge af Haab om at erobre os]. Dette vilde ogsaa blive en god Paragraf i det vanskelige Brev til F. VI. Jeg har intet Eygte hørt, som er værd at indberette, men alt er anspændt, og saa skal det være.
Ved Haffner venter jeg et Par Ord, naar jeg tør vente D. K. Høihed hid. Paa Lørdag reiser jeg til Byen.
Der, her, allevegne Deres Kongl. Høiheds underdanige, henarivne oef tro
C. Anker.
3.
[Privat.]
Mosse JernverkTirsdag d. 1. Marts 1814.
Deres Kongelige Høihed.
Min elskede Prins.
Jeg skylder at melde Deres Kongl. Høihed, at jeg kom hertil inat i godt Behold, uagtet nogle ubetydelige Hindringer, som ikke er værd at nævne.
Ved Ankomsten hørte jeg samme Indvendinger angaaende Overfarten fra Tronvigen til Horten, som man gjorde mig i Christiania. Iforgaars var Søen aaben, i forrige Nat var den fuld af Is; men som jeg ikke let lader mig forbløffe, saa har jeg imorges straks ladet Omstændighederne undersøge og fundet,' at man kunde maaske komme over paa Kjælker. Det blev straks iverksat, og alle mine Sager — paa Envoyesprog: mon bagage — er alle paa anden Side af Fjorden, det er: i hans trodsige Høivelbaarenhed Grev Wedels Rige. Imorgen vandrer jeg med det lidet, der følger og tilhører denne Person, som aldrig var vigtigere end nu, da Deres Kongl. Høihed bar nedlagt saa meget vigtigt i hans Portefølje.
En halv Dag er tabt ved denne nventede Is, men det indbentede jeg ved længere Dagsreiser. Over Drammen havde nok været 4 Mil længer.
Stemningen her og omkring er fortræifelig. Indtil Assessor Elieson, Vismanden Elieson, var fornøiet med Vendingen, som Deres Kongl. Høihed gav Tingen (la chose publique) paa Eidsvold.
Denne Mand som noget...... 1 er nu vaagnet op til Statens ubeskrivelige Gravn efter at have ligget i Dvale lige fra Vuggen af, er dog bemeldte Mand ei valgt af hans Sogn, Rygge, som er saare uskjønsomt af bemeldte Rygge, thi en dybere Tænker og en større Engel af en Konstitutionsfabrikant findes ikke inden Rigets Grænser.
Major Sibbern og en redelig, agtet Bondemand er udnævnt. Det skulde være underligt, om den Mand, som ikke var bleven valgt af Sognet, skulde blive valgt af Amtet.
s. 168Hvor hjerteglad er jeg ikke over at se sund Fornuft jævet og hævet over alt glimrende og opblæst. „Le gros bon sens," siger Necker, „devant lequel j'apprends m'agenouiller de plus en plus." [„Den gode, sunde Fornuft," siger Necker, „for hvilken jeg mere og mere lærer at bøie mig."]
Hvad er .bon sens'' [sund Fornuft]? Den af Gud skabte Dømmeevne. Tør Menneskets Spidsfindigheder og Romanvisdom maale sig med vor evige, vor almægtige, vor kjærlige Faders Verden? O ! Prins, bliv De den gudfrygtige, velhensigtende Fyrste, og frygt intet Menneske og ingen Djævel. Lad end mit vigtige Ærinde ikke lykkes, — De skal bestaa endog og vi med Dem.
Her er 5 Stykker 18 Њ's Karonader og 9 Stkr. 24 Њ's, som mig synes Deres Kongl. Høihed kunde benytte paa Grænserne, ifald det endelig skal komme til Alvor. Hvilken styg Virkning maatte disse ei kunne have?
Dette Øieblik kom Bud at sige mig, at mine Sager er komne vel over. Min Person skal vel komme lige saa vel over. Hvor lidet man dog kan bygge paa disse skræmmende Rapporter.
Jeg holder meget af Thygeson, men især for den Urolighed, han nærede for, at jeg skulde tabe en Dag. At han er nødt at gaa bort; gjør mig ondt, thi Deres Kongl. Høihed havde en ærlig og tænkende Mand i ham. Maaske kan han komme igjen.
Den svenske Proklamation fandt jeg her. Faye fra Drammen har havt den Uleilighed at bringe tre Eksemplarer med sig. Omkring Fredrikshald skal der være kommet mange.
Mig synes, at Deres Kongl. Høihed burde være streng mod denne Udtalelse. Hvor tør man understaa sig at modtage og opvise en svensk Tale til det nor she Folk?
Jeg har læst en Rapport fra Grænsen, hvoraf jeg ser, at der er et jevnligt Samkvem mellem de norske og svenske Officerer, som bestandig sigter til at forføre de førstnævnte. Da de Svenske har uendelig mere Slughed end vore, og mig desuden synes, at det i den nærvaærende spændte Stilling ikke er klogt eller passeligt, endog vis-à-vis en Soldat, at de Norske omgaaes med de Svenske, saa henstiller jeg til Deres Kongl. Høihed, om herudi ikke burde ske en alvorlig Indskrænkning.
s. 169Grev Rosen og Hr. Skøldebrand skal have uddelt en Del Penge underveis, bl. a. til en Mand, som blev overkjørt. Mig synes, Baron Mansbach paa ingen Maade burde have tiiladt dette. I hans Sted vilde jeg have forekommet, at ikke en eneste norsk Mand havde faaet Lov til at tale med disse svenske Fristere?
Er det med Deres Kongl. Høiheds Tilladelse, at Korn er bleven modtaget i Fredrikshald og paa Vinger? Dersom Deres Kongl. Høihed ikke er streng mod disse Grænsekommunikationer, kunde det have slemme Følger.
Underdanigst
C. Anker.
4.
Officielt.
Christianssand, begyndt d. 7., endt d. 8. Marts 1814.
Deres Kongelige Høihed, Norges Regent.
Min naadigste Herre.
Af det private Brev, som jeg gav mig den underdanigste, Frihed at tilskrive Deres Kongl. Høihed fra Mosseverk, Tirsdagen d. 1. d. Maaned, vil D. Kongl. Høihed naadigst have erfaret, at jeg den Dag allerede havde Vished om Overreisens Mulighed fra Tronvigen til Horten paa Isen, dels til Fods, dels paa Kjælker, thi Forbudet og Bagagen kom lykkelig over. Den paafølgende Dag tiltraadte jeg Reisen og ankom efter 2 Timers Forløb til det første Skifte paa den anden Side.
Da D. Kongl. Høihed muligens nærede nogen Frygt, at jeg skulde vorde opholdt eller hindret fra at komme over, havde det været min Pligt underdanigst at indberette den lykkelige Overreise, men da der paa dette Skifte hverken var Tid eller Leilighed til at skrive, lod jeg Forvalter Arnesen følge med mig for at kunne personligen melde ved en af D. K. Høiheds jourhavende Adjutanter, at Overfarten var lykkedes, og at han havde været Vidne til Reisens øieblikkelige Fortsættelse.
Ved Hjælp af Taalmodighed og ved at benytte endel af Nætterne lykkedes det mig at ankomme hertil igaar Morges, skjønt Veiene var, formedelst den Mængde Sne og vedvarende s. 170Snefog, yderst slette og paa sine Steder næsten ufremkommelige. Paa et Par Steder var Hestene ikke tilstede, skjønt betids bestilte.
Fra Moss og hid har jeg altsaa anvendt 33/4 Dag.
Løitnant Sneedorff var hidkommen Fredag d. 4., og saasnart han havde afleveret den medhavende Ordre til Kommandor Fasting eller Kaptein Stibolt, jeg mindes ei hvilken, var man her straks gaaet i Arbeide rned at tiltakle og indrette en Skonnert, som efter alles Forsikring skal være et godt Søskib og en udmerket god Seiler. Den har det skjønne Navn Norge.
I dette Minut fik jeg den paalidelige Efterretning, at Fartøiet efter al Sandsynlighed bliver færdigt i Morgen Eftermiddag [Tirsdag], og saafremt Vinden da er føielig som nu, og der paa den Tid endnu er lys Dag, gaar jeg ombord med det samme.
Straks efter min Ankomst havde Stiftamtmanden den Godhed at besøge mig for at overlevere Pakken med de vigtige Breve, som var ham tilstillet fra D. Kongl. Høihed med Ordre at bringes mig i egen Haand.
Igaaraftes ankom med Holdshest D. Kongl. Høiheds tvende Breve af 1. og 2., som De har havt den Naade at tilskrive mig, og idagmorges Høistsammes af 3.
Med største Opmerksomhed har jeg paaagtet Indholdet af de mig deri givne naadigste Befalinger og skal samme af yderste Evne underdanigst vorde iverksatte.
Ved min Gjennemreise til Brevig blev jeg endel Skibe va'r, som laa ganske tiltaklede, skjønt indfrosne. Dette forundrede mig, og ved at ndspørge Færgefolkene om Sammenhængen erfarede jeg, at det var omtrent 19 Skibe, som havde været befragtede af Providerings-Kommissionen, for at gaa til Danmark efter Korn, men at de for kort Tid siden havde erholdt 1/3 Part af Fragten, da de ikke mere behøvedes. Paa videre Forespørgsel forsikrede man mig, at disse Skibe, saafremt de skulde behøves, kunde paa otte Dage igjen blive seilfærdige og have Proviant samt Mandskab ombord, da de havde fuld Baglast [Ballast] inde. Erfarne Folk sagde endvidere, at i hvor tyk Isen end var, og i hvor langt ude i Søen den end laa, kunde der med høit Vande og Storm dog blive klart Vande paa et Par Jevndøgn.
s. 171Jeg vover at gjøre D. Kongl. Høihed opmerksom paa disse Omstændigheder, skjønt jeg er ubekjendt med den rette Sammenhaeng, da det maaske kunde eragtes tjenligt atter at befragte dette skjønme Antal af Skibe, for at afgaa efter den forrige Bestemmelse med allerførste aabne Vand; thi her vil man have Efterretning om, at der i Danmark, saalangt fra at være lagt Hindringer i Veien for Kornets Afsendelse, endog skal være givet allerhøieste Ordre til at facilitere Udførselen fra Private.
Underveis saa jeg med Fornøielse adskillige Steder, at der endnu befindes, skjønt ikke stor, dog meget vakker Egeskov. Det faldt mig ind, at det kunde være en Omstændighed, der fortjente nærmere at tages i Betænkning, om og hvorvidt man ikke burde stræbe for Statens Bekostning at tilkjøbe sig saadanne Eiendomme, paa hvilke der befandtes mere eller mindre af denne uundværlige Træsort. I Privates Hænder er derpaa ikke at gjøre allerringeste Regning, thi her hugges for Fode uden Skaansel, nngt og gammelt, endog til Brændeved.
Egen Fordel tilsiger vel ikke at nedhugge til Ved, hvad der kan udbringes til Skibsfornødenheder, men det er indlysende, at denne Hugst aldrig kan formodes at ske med den Skaansel, som Sagkyndige kræver, da den gemenligen forrettes ved Husmænd, Drenge eller andre leiede Folk, som sjelden giver dem Tid til at udsøge det beskadigede, men tager iflæng, hvad der er nærmest ved Haanden.
Muligens kunde der og gives beneficerede Eiendomme, paa hvilke der endnu befandtes Egeskov, og da dette Slags Eiendomme, som jeg før har givet mig den Frihed at anmerke, misbruges mere end nogen anden i hele Riget, saa kunde det maaske fortjene at undersøges, om saadanne virkelig gaves her i Egnen og isaafald at affinde sig baade med Beneficiarius og Leilændingerne for itide at komme i uvilkaarlig Besiddelse af saadan Eiendom. Jeg agter nærmere at forklare mig om denne Gjenstand til Stiftamtmanden, i Tilfælde D. Kongl. Høihed skulde naadigst finde for godt at tage denne Tanke i Betragtning.
I dette Øieblik var Kommandør Fasting hos mig og ytrede den Mening, at Skibet neppe blev seilklart førend Onsdag Morgen. Herpaa stoler jeg dog ikke, men agter at holde mig færdig s. 172til at gaa ombord, hvad Øieblik det i Morgen paafordres. Han underrettede mig tillige om den Ordre, han havde fra Admiral Lütken om at medgive Skibets Chef et Parlamentær-Patent og underholdt sig med mig om Nødvendigheden deraf. Vi blev enige om, at det kunde medgives for at bruges ved Tilfælde. Han anmerkede, at det dog ikke var umuligt, at vi mødte en engelsk Krydser, kommende enten fra Vestindien eller Nordamerika, der kunde være uvidende om den med England sluttede Fred, og som saadan give Anledning til en eller anden Uleilighed. Da kunde Parlamentærflag og Patent forekomme Ophold.
Her skal være Efterretning om en afgjørende Batalje, der skulde være holdt ikke langt fra Paris mellem Keiser Napoleon og de Allierede, hvorved førstnævnte skal have lidt et stort Nederlag.
Denne Efterretning, skjønt ubekræftet, fortjener dog nogen Opmerksomhed, da den er kommen fra tvende forskjellige Steder og stemmer med hinanden. Den første fra Holland til Stavanger, den anden over Jylland.
Man kjender her Ponte-Corvos Proklamation til det franske Folk, og siges [den] at være ikke alene afgjørende, men endog uartig. Det feiler ikke, at D. Kongl. Høihed kjender den.
Af mere end én Aarsag har jeg fornøiet mig derover og især, fordi han bebreider det franske Folk, at det lader sig regjere af en Udlænding. Dette forekommer mig at være meget uklogt Argument, saafremt han ellers har i Sinde at forblive i Sverige. Har han derimod andre og større Spekulationer, da bør man dertil ønske ham Held jo før jo heller.
D. Kongl. Høihed har naadigst tilladt mig at fremkomme med hvilkensomhelst Tanke, der faldt mig ind som gavnlig og Deres høie Opmerksomhed værdig.
Grev Vargas har vel sin Instruktion fra Rentekammeret. I hvad denne nu end indeholder, kan den vel ikke mere komme i Betragtning.
Kongsbergs Uordener og Misbrug samt dets mulige Redning eller Forbedring bliver vigtige Grjenstande i det Fag, mig naadigst er betroet. Maaske Greven kunde nu benyttes til at s. 173undersøge paa en autoriseret Maade Forfatningen deroppe og paa Grand deraf fremkomme til D. Kongl. Høihed med et Forslag til, saavidfc muligt, at hæve Misbrugene og tillige at ytre sin bestemte og vel argumenterede Mening om en eller Here Grubers Igjenoptagelse. Han skal have indgivet til H. M. Kongen af Danmark en Memoire, omtrent i denne Hensigt. Ved Hjælp af hans erhvervede større Erfaring maatte hans Tanker herom blive endnu grundigere.
Man kan vel ikke andet end forudsætte, at der vil forestaa en Likvidation mellem Norge og Danmark. Denne maa have en Periode eller en vis Dag, paa hvilken det garnle skulde ophøre og det nye begynde. Denne Dag kan neppe blive nogen anden end d. 14. Januar, paa hvilken Norge ved Fredstraktaten mellem Danmark og Sverige blev afstaaet, og følgelig Baandet mellem Norge og Danmark brudt.
Jeg tillader mig derfor underdanigst at foreslaa for D. Kongl. Høihed, at alle Oppebørsels-Betjente, saasom Zahlkassereren, Stiftsamtsskriverne, Tolderne, Fogderne, Sorenskriverne, forsaavidt disses Sportel-Regnskaber vedkommer, kort alle Kasser og Instituter, der forhen stod i Forbindelse med de kjøbenhavnske Departementer, maatte opslutte deres Regnskaber til bemeldte Dato og fra samme begynde, som det heder i Bogholdersproget, en ny Konto.
Denne Opgjørelse til en saa usedvanlig Termin kunde vel medføre nogle Vanskeligheder formedelst Restancer, uapproberede Udgifter og Inkassationer, som ikke passer til denne Dag, og D. Kongl. Høihed maa være belavet paa Indvendinger fra adskillige, men disse maatte vel ikke gjælde uden i særdeles enkelte Tilfælde. Saavidt muligt tror jeg derfor, at saadan Ordre burde følge.
Da jeg ikke kjender Kontrakten, der er indgaaet med Forpagterne paa Kongsberg, saa kan jeg ikke ytre nogen anvendelig Mening, men det kan dog ikke feile, at visse Betalingsterminer deri findes fastsat, og følgelig maatte vel den, som mest nærmede sig til d. 14. Jannar, tjene til Regel for Regnskabets Opgjørelse.
s. 174Det havde været min Hensigt at lade dette afgaa ved Holdsliest, forinden jeg gik ombord, men da det nu er ganske bestemt, at dette sker i Morgen, og jeg har aftalt med Kaptein Stibolt, at Lodsen, som følger os ud omtrent 2 Mil til Søs, skal bringe med sig tilbage mit private Brev til D. Kongl. Høihed, for i Minutet at afgaa med Holdshest, saa har jeg troet rigtigst at lade dette ogsaa afgaa med samme Leilighed.
D. Kongl. Høihed vil naadigst tilgive det usammenhængende i dette Brev, da jeg under Skrivningen ofte har været hindret fra at fortsætte samme.
For nogle Minuter siden ankom Hr. M. Pløens Tjener som Forbud og meldte mig, at hans Herre om nogle Timer kunde ventes, som er ret vel for ham, thi som sagt imorgen Formiddag, Onsdag, skal jeg ombord, og det var mit bestemte Forsæt ikke at opholde mig en eneste Time efter Hr. Pløen.
Gud give nu Lykke til Reisen og til Udfaldet af det Ærinde, D. Kongl. Høihed naadigst har betroet mig. Jeg skal intet forsømme af alt det, som Virksomhed og nidkjær Eftertanke foreskriver mig.
D. Kongl. Høiheds store og ædle Hensigt, Fædrelandets farlige Stilling og Tarv skal uafbrudt staa mig for Øinene.
Med grænseløs Hengivenhed og urokkelig Troskab er jeg
Deres Kongelige Høiheds,
Min naadigste Herres
underdanigste Tjener
C. Anker.
5.
Privat.
Christianssandd. 7. Marts 1814, sendt d. 9. Marts.
Af mit Oficielle vil D. Kongl. Høihed have erfaret min Ankomst hertil igaarmorges, og at jeg fra Moss kun har været 33/4 Dag underveis, uagtet først næsten den hele Vei var den modbydeligste, jeg nogensinde har seet. Ikke sjelden medgik henved 3 Timer paa 1 Mil. Min Frygt for, at Skibet skulde have ventet paa mig, understøttede min Anstrensrelse. Vinden s. 175er nu god, men sterk. Formodentlig skal jeg ombord iovermorgen, Onsdagen d. 9. Marts, og vil Lykken følge, kan jeg i faa Dage være mindst under Land, om ikke i Land.
DHrr. Søofficerer taler meget om at lande i Leith, af hvilken Mening ogsaa nogle Kjøbmænd er. Dette vil være mig kjært, thi Reisen til London vil ikke alene være kostbar, men medtage 3 paa 4. Dag, og sandt at sige ønskede jeg helst at komme uanmeldt.
Svenske Intriger kunde have i Forveien udspredt eller insinueret et ufordelagtigt Begreb om mit Ærindes Beskaffenhed. Jeg maa lade mig lede af Kapteinen ombord, og heller end at krydse for at naa London, forstaar det sig selv, at vi maa søge den første Havn, den bedste. Dette som alt staar i Gruds Haand. Kommer jeg til Leith eller til nogen anden Havn end London, saa maa dog Skibet straks seile did, baade for at være ved Haand en og for at modtage de norske Fanger. Jeg tror ogsaa, det bliver bedst at lade Løitnant Sneedorff blive ombord for at gaa med Skibet [„Norge"] til London, da hans Landreise did er ufornøden, ligesom og Bekostningerne. Alt dette kommer dog an paa Omstændighederne. Bestemt er jeg af den Mening, at vi bør gjøre alt for at komme til London direkte.
Her er en meget god Stemning. At være svensk er dem en afskylig Tanke, og tvivler jeg paa, at der er mere end trende Mænd: Wedel, P. Anker og Aal, der har næret denne foragteligste af alle Ideer.
For dette Sted er Wergeiand og Mørch valgte. Den førstnævnte bliver en vigtig Person paa den store Dag. Han er Demokrat, en tør og reserveret Person. Jeg anvendte et Par Timer i Konversation med ham i et Selskab hos Kjøbmand Mørch idag. Skjønt han tilkjendegav den oprigtigste og ærbødigste Hengivenhed for D. K. Høiheds Person, udlod han sig med, at man ved denne Leilighed maatte glemme Individet for Rigets tilkommende Tryghed.
At forekomme Norges fremtidige Forening med Danmark er en Hovedide hos flere. Denne vil blive det vanskeligste Punkt for D. K. Høihed. Den er i sig en Daarlighed, thi den vilde s. 176o involvere [indvikle] os i Minutet i den uheldige Misforstaaelse med Danmark.
Her maa sandelig manøvreres i den store Forsamling. Alle dem, D. K. Høihed kan stole paa, maa arbeide for at faa fornuftige, derhos moderate Mænd til Komiteen og derfra ndelukke Wedel, Aal og Wergelamd. Jo flere Bønder og Kjøbmænd deri — jo bedre. Derhos en Beck, en Treschow, en Sverdrup og Bugge. Gud give, jeg da kunde være hjemme til den Tid!
Schouboe bar gjort sig al Umage for at faa Bønder valgte.
Denne store Handling — Gorges Providering — hviler tungere paa mit Sind end de udvortes Anliggender.
D. K. Høiheds vigtige Breve til de fremmede Puissancer [Magter] skal efter naadigst Befaling og Forskrift blive benyttede.
Jeg tør underdanigst foreslaa, at D. K. Høihed ogsaa vilde sende mig til Keiser Napoleon. Der er underveis opstaaet en Ide hos mig, som jeg denne Gang ikke faar Tid at udvikle. Maaske jeg kunde af den engelske Regjering faa Tilladelse at reise over Kanalen, og det maatte være for D. K. Høihed vigtigt at vide, hvordan denne store Mand udlod sig om Norges Stillingog om D. K. Høiheds store Foretagende til sammes Redning. Man kunde faa Anledning til at underrette ham om mearet og maaske af Svar og Ansigt gjette sig til nogle af hans Meninger om Sverige og Ponte-Corvo.
Jeg havde desnden andre Hensigter, som D. K. Høihed i sin Tid ikke vil misbillige, naar jeg faar Tid at forklare. Fra England, vil Ghid, skal dette omstændelig ske. Napoleon er ei let at kaste af Sadlen, og jeg tror ingenlnnde paa hans défait [Undergang]. Han vil nok en lang Tid blive en vigtig Person i Europa. Her er desuden siden igaar Rygter, som ikke er usandsynlige: at han har vundet en stor og afgjørende Seir.
Skulde D. K. Høihed bifalde min Ide at faa saadant Brev, saa henstilles underdanigst, om ikke et Brev til Ministeren for de udenlandske Affærer maatte ndfærdiges af Grev Schmettow — blot som en Introduktion til hans gode Acceuil [Modtagelse] som den, der er benaadet med D. K. Høiheds Tillid. Ei mere, ei videre. Der gives vel en Leilighed til at faa dette oversendt, adresseret til Hornemans Adresse.
s. 177Wedels Visit til Essen er ublu og djerv. Men kunde D. K. Høihed overvinde sig og den altfor billige Fortrydelse til den Grad at tilbyde ham Christiania Stift, da vilde det være at samle Kul paa Fiendens Hoved. Han modtager det vist ikke, og det er netop, hvad man kunde ønske.
A. har givet Kopi af sit merkværdige Brev til F. A. — til nogle Venner i Arendal, sendt for at hverve Stemmer for sin smukke Mening om Nødvendigheden af at forene os med Sverige.
Dette er saa usammenhængende med den Orden, jeg skylder D. K. Høihed, — formedelst de mange venlige Besøg, man gjør mig.
Endnu Kl. 8 Aften [Tirsdag 8. Marts] er M. Pløen ikke ankommen, og kommer han ikke inat, maa han blive tilbage, thi imorgen Formiddag maa jeg ombord. Han vil have fundet Veiene slettere, end han havde ventet; han reiser neppe saa hurtig, som jeg gjorde.
Da D. K. Høihed har bestemt Regjeringens Organisation og hver Forretning har faaet sit Centralpunkt, saa maaske D. K. Høihed vil finde, at en særskilt Komite for Bergverkernes Bestyrelse, som engang tiltænkt, ikke bliver saa nødvendig Grev Vargas kunde da blive af en speciel Nytte. Benneche er — tilforsikrer jeg efter Embeds Pligt — en nbrugbar, ja skadelig Mand. Hans Entledigelse vil D. K. Høihed tidlig eller sildig vel blive nødt at gribe til.
Saa vidt jeg endnu ved, maa Vargas være skikket til denne i sig selv vigtige Post. For at have eller faa en grundig Overbevisning herom vover jeg at gjøre et Forslag i mit underdanigst Oficielle, som jeg henstiller til D. K. Høiheds modnere Eftertanke. Jeg har deri ei villet nævne det egentlige Øiemerke formedelst Skriverens Skyld. Vargas er en Udlænding og som saadan ikke yndet af alle. Naar han derimod fremkom med et fornuftigt og vel betænkt Forslag til Misbrugenes Afskafning og Kongsbergs Redning, saa beviser han derved, at han er skikket til dette Embede, og da bortfalder enhver reel Indvending. Dadel bliver da ei at agte paa.
s. 178Der er en Mand endnu, som ikke synes at eie almindeligt Bifald; jeg ved dog ikke hvorfor. Det er F.[alsen]. Man har troet, at han allerede var bestemt til Justitiarius i Norges tilkommende Høiesteret, og det synes, som man frygtede for dette Valg. Naar jeg vover at nævne denne Omstændighed, da sker det, fordi D. K. Høihed har tilladt mig at nævne alt. Selv har jeg ingen Mening og kan ingen Mening have i denne Sag, da. jeg ved intet om hans Jura, kun forekommer det mig, at han ikke har det skarpeste Judicium.
Om Trykkefriheden., som man vistnok vil se at fremtvinge ved samme store Leilighed som Grundlov, har jeg havt en lang Samtale med Biskopen, Hr. Sørensen, en meget agtværdig Mand. Hans Mening er præcis den samme, som D. K. Høihed selv har,. navnlig ei at tillade Anonymiteten, men derimod tillade Trykning af alt, hvad med en frimodig og anstændig Tone, ei med Spot og Satire, skrives under Forfatterens Navn. Jeg lægger til, at det ikke heller maatte være tilladt at skrive om fremmede Magters Politik eller Adfærd.
Trykkefriheden kan kun og bør kun have til Hensigt at gavne Fædrelandet ved at opdage Misbrug og ved at foreslaa Forbedringer, — ei at dadle eller forbedre andre Nationers Bestyrelse, som os uvedkommende. Endogsaa England, der er sterkt nok til at forsvare sine Uartigheder, har havt Uleiligheder af deres ublu Skribenter, som ofte har insulteret fremmede Magter. I hvilken fatal Forlegenhed kunde ikke Norge komme, om man her publicerede ondskabsfuld Dadel mod en eller anden Puissance, som ikke vilde taale dette og fordrede Satisfaktion og nødte os maaske til den Ydmygelse at tilbagekalde denne Frihed?
Tallotteriet vil D. K. Høihed maaske aldrig tillade? Skulde det ikke være af god Virkning, om D. K. Høihed lod denne Hensigt blive almindelig bekjendt, naar en Plakat udkom med Forbud mod Kollektioner til fremmede Lotterier? Det danske Klasselotteri kunde maaske vel tillades til dette Aars Udgang, da Kollektionen til den første Klasse allerede er begyndt.
Onsdag Morgen [9. Marts]. Inat kom Pløen og bragte mig straks D. K. Høiheds Pakke og Brev af 4. [dennesj. Enhver s. 179Befaling skal paa det nøieste vorde efteiievet. Jeg vilde gjernehave vidst, af hvad Størrelse Signeterne skulde være, og om de begge skal graveres i Karniol eller Kalcedon. Maaske det skal være til officielle Ekspeditioner.
Om en Time gaar jeg ombord. Grud i Himmelen give mig nu Lykke og et kjært Udfald.
Hvad Wedel medbringer fra Rosenkrantz om Englands Beslutning ei at tillade Farten paa Norge med Korn, inden Forteresserne er overgivne, — den beliagede mig ei. Man skulde jgtro, at Hensigten var alvorlig. Wedels Ophold i Venersborg fotjener et.......... 1 Navn end Uforsigtighed. Jeg finder det en uanstændig Frækhed.
Der har indsneget sig nogle slemme Trykfeil i Publikationen angaaende Flaget. Jeg skal besørge det paa engelsk.
Jeg agter at slutte dette ombord og sende det iland med Lodsen.
Ombord K1. 1.
K1. 121/2 gik vi ombord, fulgt af bedste Mænd. Vinden er sterk, men god. Nu Gud, o Gud, vær med mig og mit, Ærinde. Han velsigne Dem og Norge. Gud høre min hjertelige Bøn.
Til min sidste Dag D. K. Høiheds tro Mand og underdanigste Tjener.
C. Anker.
6.
Leith, Søndag d. 13. Marts 1814.
Deres Kongl. Høihed.
Min naadigste Herre.
Hvilken ubeskrivelig Glæde for mig at kunne saa hastig opvarte D. K. Høihed med Efterretning om min usedvanlig lykkelige Overfart, og at der er saa snar Leilighed til at fremsende denne Efterretning.
s. 180Vi har havt meget haardt Veir. En Nat seilede vi for Takkel og Taug, uden at kunne føre en eneste Klud. Jeg sov imidlertid trygt og vidste intet om dette usedvanlig haarde Veir førend næste Morgen. Jeg reiser i et godt Ærinde og i mit Kald, anbefaler mig Gud, som har bestemt min Time, naar den er mig tjenlig. Jeg trang til Hvile og nød den.
Skibet [„Norge"] er fortræffeligt og bør aldrig komme af Regjeringens Hænder. Naar min Broder gaar herover, beder jeg indstændig, at han ogsaa maatte faa dette Skib. Med „Grippen" var det gaaet gait. Med ualmindelig Velvillighed blev jeg sildig og efter Toldbodtid ekspederet igaaraftes. Vi maatte alle maales og beskrives for at kunne faa Frihed til at reise videre. Vel kunde jeg have paastaaet mig og mine fritagne for disse Formaliteter, men jeg vil og bør endnu ei være saa nøie paaseende, som jeg med Guds Hjælp haaber inden kort blive berettiget til at være.
Jeg sendte straks Løitnant Sneedorff ombord paa det her liggende Orlogsskib med Kompliment til Admiral Hope, som har sin Station her, at jeg vilde hilse paa ham i Land.
Da Fangerne var overleverede, kom en engelsk Officer ombord til mig og tilbød at bringe mig iland, hvilket jeg modtog. Med Grlæde erfarede jeg, at her laa tre Skibe med Kornvarer og Potates etc., bestemte til Norge, og neppe var jeg kommen fra Toldkammeret, førend en Superkargo kom til mig og raadførte sig, om disse Skibe kunde gaa med Sikkerhed. I dette Øieblik ekspederedes ved Siden af mig fire Licenser, hvoraf de tre behøves i Minutet, thi Vinden har vendt sig, og Skipperen vil afsted. Det fjerde seiler først sidst i Ugen.
Om en Time venter jeg en af de første Kjøbmænd her, da jeg har sendt Bud efter ham for at handle med ham af det Forraad, her findes. Uden videre Betænkning agter jeg at straks slutte om alt, hvad jeg kan faa, og skal jeg søge for, at Betalingsterminerne. bliver taalelige. Her er ikke et Minut at bortgive; thi det fremmede Korn er det eneste, som det er tilladt at udføre, og deraf er allerede endel udskibet til Spanien og Portugal. Desuden har jeg nok en Rival i mit Selskab. Hr. M. Pløen spekulerer netop paa de samme Omstændigheder, og s. 181skjønt det, han kjøber, ogsaa kommer Norge tilgode, saa kommer det dog ikke uden at blive pebret.
Superkargoen vil afsted. Vinden er just god, og jeg eier ikke et Sekund til min Disposition. Admiralitetssekretæren har været lios mig og borttaget min Tid. Jeg skal, saavidt jeg formaar, tænke paa alt og iverksætte alt, hvad jeg nogensinde bliver istand til.
Gruds Fred og Velsignelse være med min ædle og elskede Herre.
Underdanigst
C. Anker.
Tillad nogen at underrette min Broder og Forvalteren om min lykkelige Overfart.
7.
Leith, begyndt Tirsdagen d. 15. og sluttet Fredag Morgen Den 18. Martii 1814.
Deres Kongelige Høihed.
Min naadigste Herre.
Af mit Private af 13. d. M., som blev sendt ombord samme Aften, vil D. K. Høihed naadigst have erfaret min lykkelige Overfart.
Muligens kunde Skibet, som bemeldte mit Brev sendtes med, komme sildigere til dets Bestemmelse end nærværende; jeg vover derfor at lade herindlagt følge en Duplikat deraf.
Jeg meldte underdanigst deri, summarisk, at 3de Skibe afgik den Dag, og at det fjerde skulde seile sidst i denne Uge.
Detaljen deraf er denne: Et Skib, nemlig „Mercury", Kapt. Barr, gik til Christianssand med 7 à 800 Tender Potatos, omtr. 30 à 40 Kom. Læst.
Et do., „Pilgrim", Kapt. Williamson, til øster paa ellerførste Havn i Norge, med 2600 Tender Rug og Byg 60 Kom. Læst.
Et do., „The Traveller", Kapt. Bishop, til Bergen med Korn, Potatos, Vin og Rom, 60 Kom. Læst. Endelig:
s. 182Et do. „The Christian", Kapt. William Roxburgh, som afgaar sidst i denne Uge til Christianssand med eh Ladning Potatos, 40 Kom. Læst.
For at afgaa med sidste, efterlader jeg nærværeiide Brev. Til alle disse har jeg meddelt Licencer paa Grand af den Fuldmagt, D. K. Høihed naadigst har givet mig til at udstede samme, og jeg efterlader mig nogle Blanketter hos det første Kjøbmandshus her paa Stedet, for at benyttes, da der er Formodning om, at der afgaar et Par Skibe endnu herfra med Potatos.
Havde Freden mellem Danmark og England været sluttet. et Par Maaneder før, vilde formodentlig næsten alt det her opbragte og prisdømte danske Korn været udskibet til Norge. I den senere Tid er den største Del deraf bleven afsendt til Portugal og Spanien for Armeerne. Da man forsikrede mig bestemt, at her ikke fandtes mere end 5 à 600 Tønder dansk Rug, troede jeg, at jeg ikke burde lade dette lidet Parti slippe mig af Hænderne.
I Dag er det lykkedes det Handelshus, jeg er bleven bekjendt med, nemlig DHrr. Corbett, Borthwick & Co., at kontrahere derom, og er Handelen slnttet for 50 sh. eller £ 2.10.0 pr. Kvarter, som a 120 Rdl. pr. Lstrl., tillagt Fragt og andre Omkostninger, vil omtrent ndgjøre 200 Rdl. D. Crt. for Tønden.
50 Kvarters eller 100 Tdr. har jeg brngt Frihed at kjøbe for egen Regning, og allerede betalt samme, de øvrige 250 Kvarters eller omtrent 500 Tønder bliver for Provideringskommissionens Regning.
Betalingen har jeg betinget til 4 Maaneder fra Dato, altsaa. til Medium Juli næstkommende, hvilket jeg haaber, D. K. Høihed naadigst vil bifalde.
Det Hele vil omtrent beløbe til 630 à 640 Lstrl. med de smaa Omkostninger, der forefalder ved Udskibningen, foruden Fragten, som DHr. Corbett, Borthwick & Co. har lovet at betinge til det billigste muligt.
Naar Terminen nærmer sig, kan Betalingen gjerne ske med Veksler paa et Par Maaneders Sigt, naar disse kun er i DHrr. C., B. & Co.s Hænder, førend Terminen er udløben; men s. 183det forstaar sig, at man da maa finde sig i at betale Discompto fra Betalingsdagen til Vekslernes Forfaldsdag.
Jeg har bedt DHrr. C, B. & Co. betinge i Befragtningskontrakten, at Skibet skal gaa saa nær op til Cliristiania som muligt, hvoraf følger, at han ikke maa lægge sig ind i nogen Havn langs med Kysterne, men at han bør gaa til Isbredden og der losse, naar forlanges.
DHrr. C, B. & Co. vil opgive Detaillen af denne Handel til Provideringskommissionen.
Det vilde ikke lønne sig for et saa lidet Skib, der blot indtog disse 600 Tønder, at segle til Norge. DHrr. C, B. & Co. agter derfor at befragte et større, og at opmuntre Rederne til at fylde Skibet med Potatos, da disse er tilladte at indføres og faaes her for taalelig godt Kjøb, nemlig for 8 sh. pr. Boll, som svarer omtrent til vort Tøndemaal, altsaa omtrent for 48 Rdl. D. Crt.
Ubekjendt med Beskaffenheden af denne Fragts Bevaring i Skibet etc., bliver det mig dobbelt kjært, om Rederne for egen Regning indlader sig i denne Spekulation; i Mangel deraf havde jeg troet mig forpligtet at gjøre det paa Kommissionens Vegne.
Jeg har bedt dem ikke at tøve med Afsendelsen, haabende at Isen ved Forandring af Veir, hvilket nn synes at være Tilfseldet (her er i disse Dage ganske mildt), vil snart forlade Kysterne af Norge.
Her maa jo ingen Tid tabes.
Jeg tør ikke andet end at lade Ladningen assurere.
Jeg beklager, at jeg paa dette Sted ikke kan faa mere anskaffet; men jeg har Haab, et betydeligt Parti skal Være at faa i Newcastle, maaske 3000 Tdr. Inden jeg forlader dette Sted, venter jeg at faa Vished herom. Kornet skal være indkjøbt for bergensk Regning, men af en eller anden Aarsag Udførselen deraf stoppet og formodes at være til Salg.
Skulde dette være Tilfældet, haaber jeg under mit Ophold i London at kunne faa denne Ladning igjen frigiven og imid Jertid at lade gjøre en vilkaarlig Kontrakt derom.
Førend jeg slutter dette Brev, haaber jeg at kunne give D. K. Høihed bestemt Efterretning om denne vigtige Sag, da DHrr. s. 184Corbett, Borthwick & Co. paa min Anmodning straks har skrevet til Newcastle for at faa ret Besked.
Man beretter mig her en ubehagelig Omstændighed. Det paastaaes nemlig, at 3 (nogle siger 5) norske Skibe skal være stoppede i London. Aarsagen vides ikke med Vished, men nogle tror, at det skal være skeet ifølge den svenske Ministers Forlangende.
Om saa er, da spaar dette mig ei godt.
Efter faa Dages Ophold i London skal jeg vel faa det Sande at vide og gjøre Bevægelser i Forhold.
Intet er vissere, end at Lord Castlereagh er paa Kontinenten. Man har adskillige Depecher fra ham i Aviserne, daterede Chatillon.
Men Admiral Hope, som jeg talte med igaar, troede, at han maatte inden kort komme tilbage, da han ansaa Krigen med Frankrig snart til Ende.
Vel muligt, at hans Formodning slaar ind, men det modsatte er ikke mindre muligt.
Frankrigs Kræfter er næsten nbegribelige, og dets Anførers Duelighed, Enhed og kloge Udveie har udstrakte Grænser. Men om endog en præliminser Fred med Frankrig snart stuttes, turde vel den indbyrdes Ordning af de Allieredes fælles og særskilte Interesser, ikke at glemme de hemmelige Hensigter og Misundelser, enhver for sig nærer, vorde saa vigtige, at bemeldte Lord kunde opholdes noget længer. Om alt dette, og hvad der staar i Sammenhæng dermed i Hensyn til min Mission, agter jeg fra London at give mig den Ære underdanigst at fremsætte nogle Bemerkninger til D. K. Høihed tilligemed, hvad jeg der erfarer.
Der vil formodentlig nn medgaa lang Tid, inden noget Brev kan komme fra mig i D. K. Høiheds Hænder, da Leilighed fra London bliver vel sjelden, og seks Dage vil medgaa, forinden jeg kommer did. Nogle vil og medgaa for at sætte mig i Stand, andre for at opspørge og rlnde de Mænd, jeg skal handle med.
Det var ikke efter mit Ønske, at jeg kom i Land her i Leith, men da jeg har bidraget til Afsendelse af Kornvarer, som s. 185jeg anser for den mest passende Gjenstand, saa forfryder denne Omvei mig ikke.
Netop som jeg skriver dette, har jeg læst Brev fra Newcastle, hvoraf erfares, at sammesteds befindes omtrent 2000 Tender Danziger Rug, som er tilladt at eksporteres. For et lidet Parti deraf forlanges 52 à 54 sh. pr. Kvarter, og for det større 60 sh. Det første er billigt, men det sidste noget dyrt. Eierne skal have ytret sig med at lade det afsende.
I dette Minut skriver jeg et Brev til DHrr. Corbett, Borthwick & Co. og bemyndiger dem at slntte Kjøb om disse tvende Partier, saafremt de endnu er at erholde, og saafremt Hr. Pløen, som ved at erholde Kundskab om, at denne Rug befandtes i Newcastle, skal igaar Aftes være reist did hen, formodentlig for at tilhandle sig samme, ikke kommer mig i Porkjøbet.
Ligeledes under Skrivningen af dette bringer Hr. Borihwick mig Prøve af Danziger Rug, hvoraf der i Newcastle findes 480 Kvarter eller 960 Tdr. til 56 sh. pr. Kvarter. Rugen er udmerket god, og jeg har straks givet i Kommission at slutte derom Paa dette Parti er vi da ganske visse.
Betalingen derfør skal ske 3 Maaneder fra Modtagelsen. Ret inderlig vilde det glæde mig, om D. K. Høihed fandt Aarsag at være fornøiet med disse mine Foranstaltninger.
Jeg bør kun gjøre en Anmerkning: Den østersøiske Rug, skjønt dyrere, er mange Procent bedre, og burde følgelig bruges til at blandes med ringere Sorter. Noget særdeles Tilsyn turde vel ogsaa blive fornødent, at ingen Omtuskning fandt Sted.
Da de 100 Tdr., jeg har kjøbt, fornemmelig er bestemte til Husholdningen og Sædekorn, saa har jeg valgt dem af det sidste Parti og ikke af det førstnævnte, 600 Tdr., som ovenmeldt.
I det Hele vil der da efter min Poranstaltning blive kjøbt henved 4000 Tdr. Mere af denne Sort tør jeg ikke give Ordre til, da deri stikker for stor Kapital. Af Havre og Byg har jeg givet Ordre at kjøbe 3 à 4000 Tdr., saafremt deraf blev at faa, hvorom dog tvivles.
Patrick Borthwick, en Associé af Handelshuset, er en aktiv og brugbar Mand, der var meget vel skikket til at være norsk s. 186Konsul her paa Stedet og i Skotland, naar Omstændighederne tillader at ansætte Konsuler.
Huset har et godt Rygte baade for Retskaffenhed og For mue. Da han taler dansk, og hans Fader har været Borger Christianssand, saa har han ytret sig med Ønske at vorde an tagen dertil. Tillader D. K. Høihed, at der gives ham Haat derom?
Nu atter har jeg udstedt en Licence for en Ladning Potatos som med det første skal afgaa fra et Sted, 24 engl. Mile herfra til Christiania eller Drammensfjorden.
Disse Spekulationer tilkjendegiver, at der med Ghids Hjælp snart vil raades Bod paa Norges Trang for Fødemidler,
Kursen vil derved forværres; men dette uundgaaelige Onde vil vedvare, indtil man faar Eksportation af egne Produkter.
Jeg skal gjøre alt, jeg kan, for at opmuntre Skibsredere til at sende Skibe baglastede til Jylland for at hente Korn til Norge og der at indlade Trævarer til England. Overalt har vi mene end en Grund for at ønske og opmnntre engelske Skibe til a søge norske Havne.
Skulde der snart sluttes Fred med Frankrig, saa at Regje ringen her ikke mere behøvede den store Mængde Transportskibe der nu er i dens Tjeneste, da vil der blive et stort Antal ledigt hvoraf mange kommer til at seile paa Norge.
Jeg efterlader Duplikat af dette i DHrr. Corbett, Borthivick & Co.s Hænder for at afgaa med allerførste sikre Leilighed ti Norge. Der er ifølge sidste Efterretninger fra London, i dette Øieblik 18 gothenborgske Poster udeblevne, hvorpaa man ikke nogensinde skal have havt Eksempel. Jo flere Vanskelighede i denne Vei, jo bedre.
Skibet, jeg kom med, er igaar gaaet Seil til Themsen, og har jeg beordret Kapteinen at Iægge sig ved Chatham for at undgaa den kostbare Opseiling og for dog at være ved Haanden
Flaget frygter jeg for, at D. K. Høihed vil blive nødsage til at lade forandre.
Den gule Løve paa det røde Felt er næsten ikke at skjelne endog paa meget kort Afstand.
s. 187Maaske kunde der i samme Felt anbringes en Firkant eller en Cirkel af lividt Flagdug, livori den gule Løve stod. Flaget vilde da blive meget ndmerket fra det danske, endog paa stor Afstand.
Da Løitnant Sneedorffs Nærværelse her paa Stedet, efter at have afleveret Fangerne, ikke var mere fornøden, lod jeg ham iforgaars reise til London, og gav ham et Anbefalingsbrev til Hornemann, paa det han ufortøvet kunde erkyndige sig om alt, hvad der angaar Fangerne der paa Stedet.
Dette Brev er meget usammenhængende, hvilket naadigst maa nndskyldes. Ligesom Forretningerne er foregaaet, saaledes er det bleven skrevet.
Her er oficielle Efterretninger om, at de engelske Angreb paa Bergen-op-Zoom, under General Graham, er bleven afslaaet med over 2000 Mands Tab, fangne og dræbte.
Mange Officerer, endog af Distinktion, er skudte eller tagne. Den Løve er ikke dræbt. Grev St. Priest skal være tagen af de Franske.
Hans Time er vel kommen; thi at fore Vaaben mod sit Fædreland fortjener stor Straf.
Endnu er Fredstraktaten mellem Danmark og England ikke bleven bekjendtgjort og bliver det formodentlig ikke, førend Parlamentet aabnes, som skal ske den 24. d. M.
Imidlertid ligger der norske Skibe paa Londons Revier, der er opbragte efter den 14. Januarii, og som burde straks løsgives, men er ikke bleven det, til utrolige Bekostninger for Rederne. Jeg har seet et Brev fra London derom idag. Vel mulig, man vil lade mig føle nogle Vanskeligheder, naar jeg i D. K. Høiheds Navn reklamerer dem; thi det forstaar sig, at denne Reklamation skal ske ved de svenske Ministre, efterdi Norge tilhører Sverige. Her turde opstaa nogle interessante Underhandlinger og Skriverier. D. K. Høihed kan stole paa saavel min Forsigtighed som Standhaftighed. Overalt vil der vel ikke fattes paa vanskelige Stillinger.
Imidlertid vover jeg underdanigst at foreslaa en Udsættelse af de Skibes Frigivelse, som ifølge 3. og 4. § i Publikationen af 19. f. M. bør tilbagegives, indtil D. K. Høihed erholder mine s. 188underdanigste Indberetninger, hvorledes det engelske Ministerium har forholdt sig eller har bestemt at ville forliolde sig med vore, der er opbragte her i Landet og endnu ei paadømte. Grid Øvrighederne kun ikke allerede havde løsgivet dem!
Her har allerede været en Søassurancemægler hos mig med Indberetning, at 2de Skibe, hjemmehørende i Hull, nemlig: et kaldet „Headley Grove", ladet med Tømmer fra Memel til Hull, og „Astrea" fra Petersborg til do. med Hamp, som af 2de Krigsbrigger var blevne tagne i den sidste gothenborgske Konvoi og opbragte til Norge (han formodede Christianssand), skal endnu ligge der uden at være prisdømte.
Han anholdt hos mig om at bidrage til sammes Løsladelse. Jeg var straks paa Veien at forelæse ham Pnblikationen af 19. Febr., men da jeg merkede, at han var ikke alene uvidende derom, men ogsaa om Fredstraktaten, fattede jeg mig og gav ham et udsættende Svar ved at tilraade ham at lade Kommissionæren i London søge mig med nærmere Oplysninger. Med ham som blot Mægler og ei Part synes mig ikke, at jeg burde indlade mig. Min Hensigt er at bringe det, om muligt, did, at Ministeren talte med mig herom. Dette blev ogsaa et Middel til at komme hinanden nærmere. Dog! jeg bygger ikke derpaa.
Naar derimod D. K. Høihed naadigst bifaldt mit underdanigste Forslag, ei at tillade de opbragte, men upaadømte Skibes Frigivelse, saa fik jeg noget at høkre med.
Man kunde ellers være polisk nok at modtage deres, uden at tilbagegive vores, — og jeg mener, der er en større Mængde samt til langt større Værdi hos os end hos dem at frigives.
Netop nu kom en Bergens Mand til mig, som har bragt til Aberdeen, et Sted nordenfor dette, en Ladning Tjære, Sild og Fisk for dermed at kjøbe Korn.
Jeg kommer endnu en Grang tilbage til Anskaffelse af Korn. En Grjenstand saa vigtig, saa hastende, at jeg anser, sandelig! nogle Dage vel anvendte for at befordre samme.
En Ladning af omtrent 3000 Tdr. Byg skal ifjor være bleven afsendt fra Danmark efter den kjøbenhavnske Provideringskommissions Foranstaltning, bestemt til Trondhjem.
s. 189Skibet tilhørte Meinckes Hus. Det blev opbragt til Newcastle.
DHrr. C., B. & Co. har for næsten et Aar siden skrevet til Meincke med Anmodning om Forholdsordrer, men indtil denne Dag intet Svar faaet, uagtet de adskillige Grange har igjentaget denne Anmodning.
Nu spørger de mig, hvorledes dermed skulde forholdes. Jeg var meget fristet straks at bemyndige dem til at kjøbe den og sende den til Christiania, men af Frygt for at overile mig, blev det nu idag aftalt, at jeg under mit Ophold i London ved en Knudtzon fra Trondhjem skal skaffe mig nærmere Oplysning om Sagen. Kan det ske med nogenledes Tryghed uden at støde for meget an paa Engagements, da lader jeg dette skjønne Parti uopholdelig kjøbe og sende hjem.
Saa omstændelig opholder jeg mig med alt dette, da jeg forudser, at naar jeg kommer til London, vil jeg blive nødt til at underholde mig med D. K. Høihed om andre Ting sans partage [udelukkende].
Om en Time forlader jeg dette Sted med det lige varme og dybt følte Ønske, at Gnd vil velsigne mine Foretagender med det gode og reddende Udfald, som D. K. Høiheds faderlige Hjerte tiltrænger for at vorde lykkelig paa den høie Post, Forsynet har sat Dem. At vorde nyttig for mit Fødeland har været min Ungdoms Attraa! og at vorde det ved Deres Valg, elskede Prins og Herre, vilde hæve mig over den sidste Kamp, i hvor bitter den end blev.
Underdanigst
C. Anker.
8.
Officielt.
London i April, sendt 11. April 1814.
Deres Kongl. Høiheds Længsel efter at høre fra mig maa endelig være stor. Jeg beklager desmere, at de Vanskeligheder, der hindrer Meddelelserne, skal være saa mange og haardnakkede. I dette Øieblik savnes her 24 Poster fra Grothenborg, og deres.
s. 190Skjæbne, der afgaar tvende Gange om Ugen til bemeldte Sted, vides ikke.
At sende Breve til Norge den Vei var desuden vel ikke raadeligt, og over Kontinenten mener man er forgjæves, da Observationsarmeen ved Hamborg endnu formodes at afbryde al Konnektion. Hertil kommer endnu den fatale Omstændighed, at der er ved Toldboderne i hele Riget forkyndt en Ordre: ikke at ekspedere noget Skib til Norge og at stanse dem, der allerede var udklarerede.
Saaledes er da Tilstanden mellem Norge og England en fornyet Krigstilstand. Jeg har begyndt mere end en Gang at skrive D. K. Høihed til, men den Tanke, at intet Brev kunde komme frem, har revet mig Pennen af Haanden og gjort mig mismodig. Desuden ser jeg mig ikke istand til underdanigst at meddele D. K. Høihed andet end Resultater, thi her forefalder for meget og saa forskjellige Begivenheder i Hensyn til mit politiske Ophold her paa Stedet, at hvad jeg skrev den ene Dag maatte ikke forandres — dog forklares — den næste.
Endelig har jeg nu sikker Leilighed med Hr. Marcus Pløen, der imorgen reiser over Helgoland til Kjøbenhavn. Summarisk vil jeg da underdanigst give D. K. Høihed Efterretning om mine Eoretagender og hvad der er passeret med mig.
1. Efter trende Dages Seilads, tildels i stormende Veir, landede jeg i Leith i Skotland d. 12. f. M. Jeg lod Løitnant Sneedorff fare ombord paa Vagtskibet for at anmelde Ankomsten af Krigsfangerne for at vorde aneverede og modtagne. Jeg bad ham tillige melde for Admiralen, at jeg vilde hilse paa ham, naar jeg kom iland.
Om alt, hvad der foregik, hvad jeg søgte at udrette, imedens jeg opholdt mig i Leith og Edinburgh, gav jeg mig den Erihed i Brev af 18. f. M. underdanigst at indberette.
Originalen var bestemt at gaa med et Skib, som laa færdigt at afseile et Par Dage førend Afreisen. Duplikaten derimod var bestemt at sendes med et andet Skib, der efter at have indtaget 600 Tønder Rug i Leith, skulde anløbe Newcastle for der at indtage 2 à 3000 Tdr. Rug, som jeg ligeledes havde kontraheret •om; men ved Brev fra Edinburgh, som jeg har modtaget efter s. 191min Ankomst her, erfarer jeg, at begge disse Skibe var blevne stoppede ved Toldboden formedelst en „Order of Council", som forbød i hele Riget al Udklarering af Skibe til Norge, saa at formodentlig ingen af disse Breve er D. K. Høihed ihændekomne. Jeg siger formodentlig, thi DHrr. Corbett, Borthivick & Co. melder mig, at de i Anledning af denne ubehagelige Omstændighed havde sendt Duplikaterne med et Skib, bestemt til Danmark, med den omstændelige og bestemte Instruks: at anløbe Kysten af Norge, hvor det end var, og der — i Tilfælde at det kom i en eller anden Havn — at overleveres til nærmeste Øvrighed og i Mangel deraf at formaa en Lods imod raisonnabel Betaling at bringe det iland. I hvor god denne Foranstaltning end var, kunde det dog let hsende, at den mislykkedes, følgelig troede jeg det min Pligt indlagt at fremsende en Triplikat af bemeldte mit Brev, hvortil jeg henskyder mig.
D. K. Høihed vil deraf naadigst erf are, at jeg efter min Ankomst til Leith fik Leilighed at skrive et kort Brev med Anmeldelse derom.
Skibet, som bragte dette, afgik, førend ovennævnte Ordre blev publiceret; altsaa haaber jeg, at D. K. Høihed har erholdt samme.
2. Under min langvarige og ikke mindre kjedsommelige Reise fra Edinburgh og hid havde jeg god Tid til at overtænke de mulige Stillinger, hvori jeg maaske vilde befinde mig, og at belave mig paa samme, dog uden at fæste mine Tanker til nogen især, da dette kun virker Forlegenhed, naar et saadant indbildt Tilfæide ikke indtræffer. Jeg gjorde heri vel; thi hvad der er mødt mig, er just ikke, hvad jeg havde forestillet mig, skjønt det for en Del nærmer sig dertil.
Ved min Ankomst Torsdagen den 24. f. M. steg jeg straks af hos Konsul Horneman, og af ham erfarede jeg, at da Løitnant Sneedorff opvartede Hr. Hamilton, Understatssekretæren i det udenlandske Departement, havde denne sagt ham, at jeg maatte melde mig hos ham straks efter Ankomsten, da jeg i manglende Fald maaske ikke blev antagen (pas reçu).
Hr. Hamilton havde paa det nøieste spurgt Løitnant Sneedorff, hvad han troede mit Ærinde egentlig var, hvortil denne s. 192skal have svaret, at han derom ikke var vidende, men formodede, at det angik Krigsfangernes Udveksling. For at tilkjendegive en velvillig Opmerksomhed for Hr. Hamiltons Anmodning, kjørte jeg, endog forinden jeg tog hen til mit Logis, straks hen til det udenlandske Departements Bnreau, hvor jeg uden a.t vente meget længe blev indladt til Hr. Hamilton. En middelaldrende Mand med en jevn og mild Adfærd. Han modtog mig med en uaffeteret Høflrghed, gav mig Haanden, sigende, at det var bleven ham kjært at gjøre mit Bekjendtskab. Yi satte os ned tæt ved Kaminilden i al Ro, dog blev denne forskjellige Grange afbrudt formedelst mange Budskaber og Breve, der blev ham bragte, endelig og ved Lord Cambdens Ankomst, som havde en lang Samtale med ham i et Vindu, og kunde jeg tydelig merke af adskillige smaa Gestikulationer, at denne Samtale tildels angik mig. Da denne Lord gik bort, satte vi os atter ned, og vor Samtale blev da forts at. Jeg havde iforveien overleveret ham D. K. Høiheds Breve til Lord Castlereagh samt Fuldmagten, som tilkjendegav, at jeg var Bringeren, ikke alene af dette Brev, men ogsaa af et andet til H. K. H. Prinsregenten.
Resultatet af denne Samtale, som i det Hele varede noget over tre Kvarter, blev, at han vilde overlevere Brevet og Fuldmagten til Lord Liverpool, og at jeg med det første vilde høre fra Hans Lordship, og vi skiltes ad med en høflig Forstaaelse, efterat han havde nedskrevet min Adresse, Caledonian Hôtel, Adelphi.
3. Ved at forlade det udenlandske Departements Bureau erfarede jeg, at Finansministeren, „The chancellor of the exchequer", min fordums Ven, Hr. Vansittart, havde sin Bopæl straks derved. For ikke at tabe Tid, troede jeg at burde med det samme melde mig hos ham, kjørte altsaa didhen og1 leverede mit Visitkort med Hilsning, at jeg ønskede at opvarte ham.
NB. Dette Visitkort saavelsom det, jeg indgav hos Hr. Hamilton, var skrevet paa fransk: „Monsieur d'Anker, conseiller de Régence de la Norvège". [Norsk Regjeringsraad.]
Jeg blev straks indladt, og efter nogle Minuters Ophold kom Ministerens private Sekretær med Hilsning, at han ikke kunde modtage mig, da han var meget beskjæftiget med at berede sig s. 193paa, hvad der samme Dags Aften skulde foretages i Underhuset, og at jeg gjorde bedst i at henvende mig til Lord Liverpool, som boede der og der. Denne sidste Del af Hilsningen troede jeg at forstaa og ansaa det derfor nødvendigt at give et passeligt Svar, dette nemlig, at jeg ingenlunde skulde forsømme Lord Liverpool, og at jeg allerede havde været i det udenlandske Departements Bureau, og at det ikke var min Hensigt at tale med Hr. Vansittart om Forretninger, men blot at opvarte ham som en gammel Bekjendt. Mod denne Besked gik jeg uden at forlange en fornyet Anmeldelse.
4. Den paafølgende Dag modtog jeg et Brev fra Hr. Hamilton, saaledes lydende:
„Hr. Hamilton frembærer sin Hilsen til Hr. Anker og bar den Ære efter Lord Liverpools Befaling at meddele ham, at Hans Lordship vil modtage Hr. Anker i Fife House Kl. 12 imorgen d. 26. ds.
Udenrigskabinettet d. 25. Marts 1814.
Paa Konvoluten titulerede han mig for Baron, hvilket de offentlige Tidninger ved min Ankomst allerede havde behaget at gjøre.
Jeg manglede ikke at indfinnde mig hos Lord Liverpool til den bestemte Tid, hvor jeg efter et Par Minuters Venten blev indladt. Da nogle almindelige Høflighedsudtryk var vekslede mellem os, bad Hans Lordship mig sidde ned ved Kaminilden, og Samtalen begyndte da straks.
Det varede ikke længe, før den blev afbrudt ved en Depechekasse, der blev ham bragt med uaabnede Breve, som efter al Sandsynlighed var af Vigtighed, thi han læste dem med megen Ro og Opmerksomhed. Da Depecherne var afsendte, begyndte vor Samtale paany, og tilsammenlagt kan jeg regne, at den varede omtrent en kort halv Time.
Jeg kjørte straks derpaa hen til Hr. Hamilton i Hensigt at underholde mig med ham i Anledning af Samtalen med Lord Liverpool, men han lod mig hilse, at det var ham den Dag plat umuligt at tage imod mig, formedelst en Mængde Forretninger, s. 194men om jeg vilde komme igjen paafølgende Mandag, kunde jeg finde ham.
5. Efter de herværende Indretninger under Krigen maa enhver Udlænding indiinde sig i „The Allien Office", et Bureau for Udlændingers Indskrivning, hvor de efter adskillige foregaaende inkvisitoriske Spørgsmaal bliver meddelte en Art af Sikerhedspas, der bestemmer hvor og hvorlænge de maa opholde sig i England.
Paa Grand af foregaaet Tilsigelse indfandt jeg mig samine Dag hos Chefen for dette Bureau. Med en ministeriel Mine og paatagen Værdighed gjorde han mig adskillige Spørgsmaal og sluttede med den Ytring, at jeg formodentlig vilde snart igjen tale med Hr. Hamilton, og at den fornødne Ekspedition i sin Tid skulde vorde udfærdiget.
Her gjorde jeg ikke mange Komplimenter og forlod ham, uden at anmode om noget.
Indtil dette Øieblik har jeg ikke faaet saadant Dokument, og tror heller ikke, at jeg endnu behøver det.
6. Ved min Afreise fra Christianssand modtog jeg et trykt Eorretningsbrev fra Konsud Reinhardt til den herværende preussiske Minister, Baron Jacobi-Klöest.
Jeg kunde let slutte mig til, at dette Brev indeholdt, ikke alene omstændelige Efterretninger angaaende alt det, som paa en Tid var foregaaet i Norge, men at det endog angik mig og min Sendelse.
Ved at tænke over dette tog jeg den Beslutning, ikke at sende simpeltvæk dette Brev med min Hyretjener til bemeldte Baron, men som en hensigtsløs Høflighed at veilede det med nogle forbindtlige Linier. Jeg havde mine Aarsager for dette Skridt og anser det nødvendigt ordlydende her at anføre Grjenpart af min Seddel:
Hr. Anker har den Ære at formelde Hr. Baron Jacobi Kloest sin Respekt og sende ham et Brev, som betroedes ham i det samme, han forlod Christianssand. Ankommet igaar, skyndte han sig straks med at udføre dette Ærinde.
Caledonian Hôtel, Adelphi.
Fredag Aften d. 25. Marts 1814.
s. 195NB. Jeg sendte intet Visitkort med dette Brev. To Dage derefter modtog jeg Brev fra bemeldte Baron, saalydende:
„Le Baron de Jacobi-Klöest fait bien ses complimens à Monsieur d'Anker, et a l'honnenr de le remercier de la lettre qu'il a bien voulu lui transmettre de la part de Monsieur Reinhardt, et qui a été rendue à 17. Halfmoon Street le 26. du courant.
Il prie Monsieur d''Anker de se charger de la réponse cijointe pour Christianssand. Le Baron de Jacobi lui serait for obligé si, avant de quitter l'Angleterre, il voulait lui faire savoi où il pourrait le rencontrer demain, dans la matinée. Le Baron de Jacobi sera chez lui jusqu'à midi.
17, Halfmoon St. 28. Mars 1814.
A
Monsieur d'Anker, Caledonian hôtel. Adelphi.
[„Baron Jacobi-Klöest formelder Hr. Anker sin Kompliment. og har den Ære at takke ham for det Brev, han godhedsfuldt har medbragt fra Hr. Reinhardt og ladet aflevere i Nr. 17, Halfmoon Street d. 26. ds.
Han beder Hr. Anker om at besørge indlagte Svar sendt til Christianssaud. Baron Jacobi vilde være ham særdeles forbunden, om han vilde meddele, hvor han kunde træffes imorgen, tidligt paa Formiddagen. Baron Jacobi vil være hjemme til K1. 12.
17, Halfmoon Street, 28. Marts 1814.
Til
Hr. Anker, Caledonian Hôtel, Adelphi."]
Paa denne høflige Intimation kunde jeg ikke betænke mig' den paafølgende Dag at besøge ham, thi min egentlige Hensigt var at gjøre hans Bekjendtskab, da han maaske kunde og vilde give mig Oplysning om meget, der i min Forfatning var nødvendigt at vide. Heri tog jeg tildels ikke Feil, og jeg havdemed ham omtrent en Times Samtale.
7. I disse samme Dage fik jeg fra anden og tredie Haand Efterretning om, at den svenske Minister Rehausen, saavelsom Grev de la Gardie, der er udnævnt til Minister i Spanien og s. 196opholder sig nu her, havde allerede forinden min Ankomst pralet med, at jeg skulde ikke vorde modtagen, og om jeg end blev det, skulde jeg inden 24 Timer erholde Pas, for igjen at reise tilbage. Da nu dette ikke skede, lod de mig, og især den sidste, som jeg fra flere Aar tilbage har kjendt i Kjøbenhavn, gjennem samme Kanaler vide, at de ønskede gjerne at tale med mig. Jeg svarede hertil, at jeg var ingen Pedant, men at jeg meget vel indsaa, at de ikke kunde besøge mig og følgelig, at de heller ikke kunde erholde nogen Visit af mig.
Mellemmændene maatte lade sig nøie med dette for det første, og kort derpaa igjentog de samme Ærinde med Forslag, at jeg jo en passant kunde trine ind til JRehausen, uden at dette skulde ansees for nogen Visit. Jeg undskyldte mig bestemt derfor, og da jeg saaledes merkede, at man satte alvorlig Pris paa et saadant Møde, sagde jeg til Vedkommende, at jeg ikke indsaa, det kunde gavne, undtagen saa var, at det skede i en tredie Mands Nærværelse, der kunde være Vidne til, hvad der blev sagt, og hvad der passerede paa begge Sider, og hvis Vidnesbyrd kunde være af nogen Vegt. Hertil foreslog jeg bestemt Hr. Hamilton og havde den dobbelte Grund derfor, først: at han kunde vorde vidende en détail om alle de Grunde, jeg var belavet paa til Indvending mod svenske Argumenter; dernæst at bemeldte Herrer ikke skulde være istand til at gjøre ham en usandfærdig Beretning om, hvad der var passeret mellem dem og mig. Med denne Besked forlod Negociatørerne mig og kom den paafølgende Dag tilbage med det Svar fra de la Gardie, at med Hamilton vilde det have nogen Vanskelighed, hvorimod han proponerede mig at mødes paa et Kaffehus. Dette afslog jeg rent ud med Tillæg, at jeg fandt det upasseligt i en saa vigtig Begivenhed at søge et offentligt Hus, og at jeg overalt ikke samtykkede i nogen Sammenkomst, saafremt den ikke skede i Nærværelse af en Mand af Vegt. Jeg maatte og vilde have et paalideligt Vidne. Under disse pour parlers [Underhandlinger] var det, jeg besøgte Baron Jacobi, og da han behandlede mig med megen Ligefremhed og, som mig syntes, fortroligen, spurgte jeg ham, efter at have fortalt ham det ytrede Ønske om Mødet, om han havde noget imod at være denne Trediemand? Han s. 197samtykkede straks deri og lagde til, at han ikke alene vilde tale med Rehausen og de la Gardie herom, forsikrende dem, at han havde funden i mig, som han sagde, „un homme traitable et bien composé, de manière à ne risquer de part et d'autre la moindre chaleur, qui pouvait avoir des suites désagréables" [en medgjørlig og sindig Mand, der var saaledes beskaffen, at man gjensidig var tryg for enhver Hidsighed, der kunde have ubehagelige Følger]; men at han endog vilde gjøre Lord Liverpool bekjendt med den hele Transaktion, paa det at i sin Tid det ikke skulde hede, at vi havde havt noget skjult for det engelske Ministerium. Han viste mig tillige den Høflighed at spørge, om jeg havde noget imod den tilsigtede Kommunikation. Mit Svar var, at mit Ærinde var simpelt og aabenlyst, saint at jeg ønskede intet heller end at ethvert af mine her foretagende Skridt maatte blive det engelske Ministerium bekjendt, uden ringeste Forbeholdenhed.
Dagen efter denne Samtale fik jeg følgende Seddel fra ham: „ Baron de Jacobi-Klöest formelder Hr. Anker sin Kompliment. Han vilde være meget glad ved at se ham i Halfmoon Street imorgen, d. 31. ds., K1. 12. Der vil han træffe Baron Rehausen og Grev de la Gardie.
Nr. 17, Halfmoon Street, Onsdag d. 30. Marts 1814.
Til
Hr. Anker, Caledonian Hôtel, Adelphi.
Dette Møde var høist interessant og varede omtrent 1 Time. Saa ganske uden „chaleur" afgik Samtalen dog ikke. Om der ikke præcis var tre mod en, kan jeg dog temmelig bestemt sige, at der var 21/2 imod 1, thi Baron Jacobi var ikke og kunde ikke være ganske upartisk.
Rehausen aabnede Samtalen og efter en kort Intimation henskjød sig til Grev de la Gardie, som han sagde for kort Tid siden var kommen tilbage fra Kontinenten og var følgelig bedst underrettet om Kronprinsens Hensigter.
De la Gardie tog derpaa Ordet og var saare veltalende. Henimod Slutningen lod Baron Jacobi mig forstaa, at han ønskede, jeg vilde blive tilbage, efterat de andre Herrer var bortgangne. s. 198Dette skede, og vi var derpaa en sterk halv Time alene. Baronen sagde, at han straks vilde forføie sig til Lord Liverpool, som dog ikke skede, hvilket nærmere vil naadigst erfares af det paafølgende.
8. I foregaaende, 3die Punkt, nævnte jeg Hr. Vansittart,. og hvad der var passeret med ham. At han ikke vilde tage imod mig, var mig ukjært og foraarsagede mig nogle Betænkeligheder. Det blev mig derfor magtpaaliggende at rette paa dette. Jeg henvendte mig følgelig til en af mine Venner, som tillige var hans, med mundtlig Beretning om det passerede, men da dette ingen Virkning havde, skrev jeg ham følgende til:
Caledonian Hôtel, Adelphi, 27. March 1814.
My dear Sir.
Mr. Vansittarts refusing to see me, when 1 called the very first day of my arrival, is a circumstance, which gives me real uneasiness.
I fear, that this respectable friend is altered in regard to my person, or that the old and inveterate ennemies of my country have given him an unfortunate idea of my mission.
As for prudential politics, if these be the cause of his estrangement, I know to respect them.
You'l oblige me in a higher degree, than I can express, if you contrive to procure a meeting between this gentleman and me for the sake of five minutes conversation, that I may prove to him, how sincerely I acknowledge the many instances of civility and useful friendship, he gave me during my last stay in this happy country.
The sooner, my dear Sir, you could carry this wish of mine into effect, the more you would oblige your sincerely attached friend and humble servant.
C. Anker.
[Min Herre. At Hr. Vansittart afslog at se mig den selvsamme Dag; jeg ankom hertil, er en Sag, der er mig ubehagelig.
s. 199Jeg er bange for, at den agtede Ven har forandret sig ligeoverfor mig, eller at mit Lands gamle og haardnakkede Fiender har givet bam en nfordelagtig Fremstilling af mit Ærinde her.
Ifald det er Forsigtighed i Politik, der er Aarsag til hans Kulde, da forstaar jeg godt at paaskjønne den.
De vil gjøre mig mere forbunden, end jeg kan udtale, ifald De vil bevirke et Møde mellem denne Grentleman og mig, saa at jeg under en Samtale paa fern Minuter kan bevidne bam, bvor høit jeg skatter de mange Beviser paa Høfligked og Tjenstvillighed, han gav mig under mit sidste Opbold i dette lykkelige Land.
Jo snarere De kan udføre dette mit Ønske, jo mere vil De derved forbinde Deres bengivne og aerbødige Ven
C. Anker.]
Et Par Dage derefter kom denne Ven til mig med den mundtlige Hilsen fra Hr. Vansittart, at jeg kunde komme til ham, naar jeg vilde, da jeg skulde vorde modtagen.
Ved at forlade Baron Jacobi, gav jeg Ordre til Kusken at kjøre mig ben til Hr. Vansittart. Formodentlig bar Jacobis Lakeier, der stod bos, hørt dette og berettet samme til Baronen, thi neppe havde jeg været 1/4 Time bos Vansittart, der modtog mig meget venligen, og med bvem jeg bavde begyndt en fortrolig Samtale, førend Jacobi blev meldt.
Jeg maa altsaa slutte, at istedetfor at tage ben til Lord Liverpool, har han troet det klogt at følge mig i Hælene til Finansministeren, da dette stemmer med den Opmerksomhed, man anvender for at udspionere de fleste af mine Foretagender her paa Stedet. Man vil endog forsikre, at den svenske Minister neppe taber mig af Sigte.
Samtalen med Vansittart blev naturligvis afbrudt, og efter et halvt Snes Minuters Ophold, der tildels blev anvendte af os begge til at berette Ministeren en gros, hvad der var passeret mellem de svenske Herrer og mig, merkede jeg, at Baronen ønskede at være alene med ham. Dekorum fordrede altsaa, at jeg retirerede.
s. 200Ved at tage mig i Haanden, sagde Ministeren: „Deres Nærværelse, Hr. Anker, vilde under andre Omstændigheder have gjort os den største Grlæde i Verden."
9. Den 2. hujus [dennes] modtog jeg en Seddel fra Baron Jacobi, saaledes lydende:
Baron Jacobi-Klöest formelder Hr. Anker sin Kompliment og vilde være meget lykkelig ved at have en Sammenkomst med ham idag mellem Kl. 11 og 12.
17, Halfmoon Street, Lørdag d. 2. April 1814.
I denne Entrevue [Sammenkomst], der varede noget over tre Kvarter, forekæte Baronen mig en lang Depeche, adresseret til Grev Goltz Minister for de udenlandske Affærer hos Kongen af Preussen, indeholdende en omstændelig Indberetning om alt, hvad der var passeret mellem ham, Lord Liverpool, de svenske Herrer og mig betræffende Norge etc. Baronen spurgte mig, om hans Indberetning ikke var stemmende med, hvad der var mig bekjendt.
10. Efterat have faaet Vished om de Ceremonier, der udfordres for at erholde Audients hos H. K. H. Hertugen af Gloucester, blev jeg tilsagt at indfinde mig den 4. d. M. H. K. Høihed modtog mig med en affalnlité [Elskværdighed], som blev vanskelig for mig at beskrive med de sande Earver.
Samtalen varede i fuld 7 Kvarter og havde jeg da den Ære at overlevere I). K. Høiheds Brev til ham, som han læste med Ro og Opmerksomhed. Hans Ytringer om D. K. Høihed var saadanne, at jeg inderlig ønskede, at De selv havde hørt dem.
Noget hen i Samtalen spurgte han mig, om jeg havde seet D. K.Høiheds Brev. Med Sandhed kunde jeg svare, at jeg ikke havde seet det. Derpaa oplæste han samme for mig med saadan Orden og Tydelighed, som en Sekretær refererer for sin Chef. Imorgen, Tirsdag d. 12., skal jeg til ham igjen.
11. Da jeg kom fra H. K. Høihed, fandt jeg en Seddel fra Hr. Hamilton, saaledes lydende:
Hr. Hamilton formelder Hr. Anker sin Kompliment og beder om at have den Fornøielse at se ham i Udenrigskabinettet, s. 201enten i Løbet af Dagen eller i Morgen paa den Tid, der maatte passe Hr. Anker bedst.
Udenrigskabinettet, April 4. 1814.
Skjønt jeg samme Dag vel kunde funden Tid at gaa til ham, ansaa jeg det dog ikke nødvendigt under. nærværende Omstaendigheder saaledes at haste. Jeg besøgte ham altsaa den paafølgende Dag i hans Bureau, hvor jeg havde en meget lang Samtale med ham, men da den ofte blev afbrudt formedelst Budskaber, Breve og Depechekasser etc., kan jeg ikke nøie bestemme Tiden, vi var sammen; dog kan jeg med temmelig Vished beregne, at det udgjorde mere end en Klokketime, i hvilken Tid den fortroligste Tone, uaffekteret Høflighed og Ro herskede uden ringeste Blanding af Empressement [Hast], der tilkjendegav ringeste Symptom af Lyst til at forkorte Samtalen.
D. K. H. begriber vel, at her forefaldt meget, meget vigtige Bemerkninger paa begge Sider. Siden den Dag er intet forefaldet mellem mig og nogen officiel Mand her paa Stedet, og hverken mundtlig eller skriftlig har jeg hørt noget fra Hr. Hamilton.
Det er mig nu plat umuligt at gjøre nøiagtig Regnskab for alle disse Møder og Samtaler. Jeg smigrer mig ogsaa med, at D. K. Høihed har den Tillid til mig, at jeg ved alle disse Leiligheder har af yderste Evne søgt at udføre de mig paaliggende vanskelige Pligter. Resultaterne skal i sin Tid underdanigst vorde indberettede.
Min Tid er meget optaget. Alt, hvad der er norsk, tyer til mig, og denne Omstændighed tilligemed Venners Besøg gjør, at min Dør neppe er lukket. De mig naadigst paalagte Kommissioner stræber jeg efterhaanden at udføre.
Skonnerten og Løitnant Sneedorff beholder jeg endnu her. Kaptein Riis har faaet indkjøbt det betydeligste af, hvad der er overdraget ham at anskaffe. Han har været hos mig idag, og han tror at blive ekspederet næste Lørdag. Jeg har autoriseret ham at gjøre Ekspeditionen til Kjøbenhavn.
De næsten utrolige Begivenheder, som Dag efter Dag med Kurerer er indberettede hertil, okkuperer [optager] nu Publikum s. 202saa ganske, at enhver anden Grjenstand synes at forsvinde. De Allieredes Indmarsch i Paris, Napoleons Afsættelse og Retræt til Elba med en Pension, som der siges, af 6 Millioner Francs, samt den Bourbonske Families Atter-Indsættelse maa nødvendig have store Følger og disse maa inden kort ndvikle sig. At forndsige dem kan vel ingen, thi de kunde let blive af forskjellig Natur. Min Opmerksomhed er bleven saa spændt, at jeg føler idel Uro.
Siden jeg forlod Norge, har jeg slet intet erfaret om, hvad der er foregaaet, og denne Uvidenhed forøger min Uro.
Disse Dage er netop de vigtige hjemme, og jeg skulde næsten formode, at det store Arbeide vil give Anledning til et gjentaget Møde, saafremt dette, formedelst den ubekvemme Tid af Aaret og vor herskende Uvished, ikke er bleven udsat.
Det er slet ingen Tvivl underkastet, at Stansningen af Skibes Ekspedition til Norge, jo er en direkte Følge af den svenske Missions ondskabsfulde Insinnationer.
Der skal ligge tvende Skibe her i Revieret, som var bestemte til Norge, og, saavidt jeg har kunnet erf are, befindes her omtrent 6000 Tdr. østerrigsk Rug, som npaatvivleligen kunde været bragte til Norge, foruden hvad jeg kjøbte eller lod kjøbe i Leith og Newcastle, som beløb sig til 3862 Tdr., men som nu er stansede.
For Værdien af disse sidste har jeg maattet akceptere Veksler til Beløb af ₤ 5 341.3.6, at betale 1/4 Part om 4 Maaneder, 1/4 Part om 5, 1/4 Part om 6 og 1/4 om 7 Maaneder, alt at regne fra 8. d. M. Man maa haabe, at der inden Forfaldstiden vil blive Udvei til at betale disse Summer, og vover jeg herved underdanigst at anbefale denne vigtige Sag til D. K. Høheds betimelige og naadigste Omsorg.
I næste Uge er der bestemt et Møde mellem mig og Kommissarierne i Wolff og Dorvilles Bo. Jeg faar da se, hvad der kan udrettes. Jeg er allerede belavet paa store Vanskeligheder sammesteds. Omstændighederne er summarisk disse: at Wolff's Hus skylder til norske 160 000 Lstrl., og at der af denne Gjæld er deponeret i offentlige Fonds 80 000 Lstrl.
s. 203Norskes Gjæld til Wolffs Hus beløber sig til 72 000 Lstrl., men heri er indbefattet baade, hvad der er indbetalt i Kongens Kasse, og hvad der ikke er indbetalt.
Nu gjør Kommissarierne den Paastand, at forinden man faar Tilladelse at trække paa disse 80 000 Lstrl., vil de have Forvisning om, at de 72 000 skal vorde indbetalte til Boet. Dette er med andre Ord, at de 72 T. skal fradrages de 80 T., saa at man pr. Balance kmr fik 8000 Lstrl. at trassere for.
Jeg ser ikke, at man kan med Tryghed indlade sig paa denne Likvidationsmaade, thi for det første skulde alle Husets Fordringer paa de Norske være likvide og af Vedkommende tilstaaet; for det andet maatte de ogsaa alle være vederheftige. Naar dette sidste var Tilfældet, og enhver kunde erlægge sin Grjæld i Lstrl., saasnart den norske Regjering paafordrede samme, da lod denne Ide sig vel høre. Enfin, jeg maa se, hvorledes det bliver mig muligt efter D. K. Høiheds Ønske at se denne forviklede Sag arrangeret. Jens Wolff viser mig megen Godvillighed i denne Sag, derimod forekommer det mig, at Hr. Dorville med sin blide Høflighed er meget vanskeligere.
Endnu er de danske og norske Krigsfanger ikke løsladte. Det første fordi, forsikrer man mig, at Freden mellem Danmark og England ikke er ratificeret, det andet, fordi vi i Norge tager os den Frihed at modsætte os det svenske Aag.
Kort, i et mere forviklet og besværligere Øieblik kunde jeg neppe indtræffe. Imidlertid kan jeg med den fnldkomneste Overbevisning forsikre D. K. Høihed, at det ikke havde været til den allerringeste Nytte, om jeg var tidligere ankommen hertil.
Efter de dagligen indtræffende vigtige Omstændigheder lader det, som jeg netop er kommen til rette Tid, saafremt jeg ellers — som Grud give maatte blive Tilfælde — kan faa noget udrettet. Anbefalende mm underdanigst
C. Anker.
[Dette Brev er skrevet til forskjellige Tider, men afgaaet d. 11. April 1814. London.]
9
Privat.
London11. April 1814.
Allerede i Leith og Edinburgh erfarede jeg at maatte være belavet paa store, ja uovervindelige Vanskeligheder ved min Ankomst til London. Ponte-Corvo er endnu Nationens Idole [Afgud]. Denne offentlige Stemming generer Ministerium, om det endog hemmeligen ønskede at favorisere Norge og at blive af med ham.
Jeg havde næsten 1 Times Samtale med Understatssekretseren, Hamilton, igaar, en Time efter min Ankomst.
Skjønt klog og forsigtig horte han mig med Interesse og stor Opmerksomhed. Engang sagde han mig dog: „I am afraid, Mr. Anker, that You are speaking to the winds." [Jeg er hange for, at De taler til Vindene, Hr. Anker.] Jeg svarede, at jeg var overtydet om det modsatte, da jeg talte til en Engelskmand, som altid hadede Undertrykkelse og beskyttede Frihed. Det forstaar sig, at han hadede Ponte-Corvo og den hele Handling med ham. „Vore Privilegier blev jo konserverede, vi skulde jo blive trie, faa Korn etc. etc.". Alt dette blev besvaret med Ro og Styrke. Ponte-Corvo og de Svenske nk jeg beskrevet, som de fortjener. Imidlertid merkede jeg nok — hans fortrolige Tone uagtet — at jeg for det første havde ikke meget at vente.
At D. K. Høihed var dansk Prins, følgelig kunde vente at sukcedere til Tronen, naar vakant, ligger dem meget paa Hjertet. De siger rent ud, at Hensigten med det foretagne kun er at bringe Danmark og Norge sammen igjen.
Den svenske Mission har havt den Malice bestemt at kalde alt en Farce, en Intrige mellem D. K. H. og Kongen.
Den almindelige Mening er, at Danmark og Norge vil igjen blive forenede formedelst D. K. Høiheds Arveret, og at England aldrig burde taale dette. Jeg har søgt at berolige dem herover. Dette bliver det vanskeligste Punkt for D. K. Høihed at jevne uden Offer.
Maaske Kongen hæver Forlegenheden ved et Magtsprog og forandrer Sukcessionen. Skulde Stødet komme fra Norge og Urostiftere eller kortsynede Patrioter faa drevet igjennem som Grundlov nu paa Rigsdagen, at Danmark og Norge aldrig mere skulde kunne forenes, eller og at dette blev det eneste Middel s. 205at redde Norge fra Sverige og erh verve Englands Garanti, hvad beslutter D. K. Høihed Dem da til? Forlegenheden blev stor. Her maatte negocieres hemmeligen med Kongen og [man maatte] faa liam til at indsætte den elskede Prins Fritz [senere Frederilc VII.} til Tronarving i Danmark. Den norske Krone maatte da ekskmsive tilfalde D. K. Høiheds tilkommende Æt. Dette var dog saa nær muligt, at man maatte haabe med Guds Bistand at se Venskab blive Frugten af Slegtskab.
Bedst var det dog, om denne question [Spørgsmaal] slet ikke kom i Betragtning paa Rigsdagen; ved Negociationen kunde man senere lempelig komme til Maalet. Dog, dette vigtige Punkt er da i dette Nu forbi. Kun vilde jeg belave D. K. Høihed paa Indvendinger herfra, endog uden Hensyn til Ponte-Corvo, thi man hader Danmark og har besluttet dets Adskillelse fra Norge.
Lord Liverpool gjorde mig straks i Begyndelsen Anmerkninger og veiledede dem med et Slags Smil, som tilkjendegav, at han dans sa profonde sagesse [med sin dybe Visdom] ret godt fattede, hvor man pegede hen, igjentagende et Par Ganger Dansk Prins. Denne ufortjente Mistanke opbragte mig, og med Varme forkastede og afbeviste jeg den i mine Samtaler saavel med Lord Liverpool som med Hamilton, med Baron Jacobi og' de svenske Herrer. Disse sidste, som Hovedpersonerne, blev aldeles overbeviste.
„Saadanne Maskerader," sagde jeg, „var nedenfor disse ædle Karakterer. Kongen var ikke mere min Suveræn, jeg havde desuden at klage over udmerket Tilsidesættelse" men den Omstændighed skulde aldrig friste mig til at tie, naar ham skede Uret. Kongen var ulykkelig, men retskaffen, og som saadan havde han opfyldt sit Løfte. D. K. Høihed var ophøiet over alle Kunster etc. Deres Handlinger var aabenbare etc."
Har jeg altsaa ikke udrettet andet, saa har jeg dog nefærdiggjort den Monark, som ikke har handlet ædelt mod mig.
Summen paa Lord Liverpools Tale var og blev denne, at England fandt sig forpligtet at understøtte Sverige for at skaffe det Norge, og da jeg tilsidst udlod mig med, at det var en ædlere Rolle for England at mediere Ered og god Eorstaaelse s. 206mellem Norge og Sverige, og at jeg endnu stolede paa, at man heller valgte denne, sagde han til mig med rene Ord, som følger:
„Hr. Anker, der er intet, jeg mindre ønskede at gjøre end at bedrage Dem. Vil de Norske lade Prim Christian reise til Danmark, saa vil vi i alt, hvad vi kan, hjælpe Dem til gode Konditioner med Sverige; men beholder de denne danske Prins hos dem og persisterer i [fastholder] at ville være uafhængige, da maa vi assistere Sverige i at erobre Norge."
Dette afgjørende og haarde Svar overvældede mig. Jeg stod op og spurgte:
„Er dette Deres Lordships Ultimatum?" [Er dette Deres Herligheds sidste Ord?]
Nu stod han ogsaa op og svarede med en alvorlig Mine:
„Yes it is, Sir." [Ja, det er, min Herre.]
„Nu," sagde jeg, „saa er dette vor Dødsdom; thi Norge vil ikke blive svensk, hænde hvad hænde vil."
Jeg bnkkede og gik, dog uden at skynde mig.
Da Hamilton lod mig hente [se Punkt 11 i den offlcielle Indberetning af samme Dato], var det for at bede mig forlade England, saasnart det faldt mig nogenlunde beleiligt. Dette, sagde han, havde Lord Liverpool beordret ham at sige mig.
Endnu tabte jeg dog ikke Modet, og jeg har Anledning til at tro alt dette at være gjort og sagt paa Skrømt; thi noget maa man dog vel gjøre for ei at blive mistænkt for falsk eller partisk.
Aldrig har jeg havt saa god Tid og Ro til at ytre mig om alt som i den Samtale. Intet blev glemt. Jeg lod Hamilton forstaa, hvad England risikerede ved at bringe Norge i Sveriges Magt, og hvad Norge betydede som nøie Allieret med England, da jeg havde Vilkaar at tilbyde, som vilde findes vigtige. Jeg bad ham ikke sende mig bort, da jeg kunde blive et Middel til at virke en nyttig Forening. Overalt havde jeg nogle Ekskursioner [Udfragter] at gjøre i Landet, som man vel ei vilde negte mig, etc.
s. 207 Robert, Jarl af Liverpool,
Britisk Førsteminister.
1770—1828.
s. 208s. 209Alt dette tog han meget godt og sagde, at han vilde tale med Lord Liverpool derom, og at jeg skulde høre fra ham, hvilket endnu ikke er skeet.
D. K. Høihed merker, at min liele Politik i dette Øieblik bestaar blot i at vinde Tid. Netop samme Hensigt havde jeg med at indlade mig med Jacobi etc., saa og for at faa nyttige Oplysninger.
Jacobi sagde mig, at han troede Rehausen [den svenske Envoyé i London] vilde kunne udvirke min Afreise. At dette ikke er skeet, giver mig den hemmelige Formodning, at man her ikke mener det saa ilde med mig.
Overalt bliver jeg, til man sender mig bort, og da tager jeg nok Veien til Kontinenten for at aflevere Brevene. Jeg vil da erfare de Allieredes sande Hensigter med Ponte-Corvo.
Den gamle General Blücher er min meget gode Ven, og da han er ligefrem og maa vide Besked, saa skal vel noget kunne udrettes.
Jeg giver mig slet ikke tabt, og D. K. Høihed maa ingenlunde forandre eller fravige Deres begyndte store Verk, men blive uforfœrdet derved.
Jeg lurer nn paa at faa Bekjendtskab med den keiserlige Minister. Dette Raad gav Hertugen af Gloucester mig. Østerrige formodes ikke at ynde Ponte-Corvo.
Hertugen var fortræffelig og ganske D. K. Høiheds Ven, men han er i Oppositionen, og jeg maa være varsom for ei at choquere [støde] Ministrene.
D. K. Høiheds Brev til Prinsregenten er endnu ikke leveret og kan ei blive det, førend jeg blev erkjendt. Han er rent tabt i publici estimation [den offentlige Agtelse], da han endog om Morgenen er uskikket til Forretninger! Fætteren og han sees slet ikke.
Utallige Ting vilde jeg endnu saa gjerne skrive om, men det maa sandelig bero, til jeg kan opvarte D. K. Høihed.
Underdanigst
C. Anker.
10
Privat.
London, Mandag d. 26. April 1814.
Deres Kongelige Høihed.
Min naadigste Herre.
Formodentlig vil det blive D. K. Høihed med ufordelagtige Tillæg indberettet, at jeg er bleven arresteret for Gjæld 1. Jeg finder det derfor min underdanigste Pligt kortelig selv at indberette Forholdet uden Forbeholdenhed.
I mange Aar har jeg havt Pengetransaktioner med adskillige Huse her paa Stedet, da jeg uden ikke havde været istand at udvide mine Foretagender, hverken til den Grad eller i saa kort Tid som skeet er; men adskillige af mine Venner her havde tilstaaet mig mere Kredit, end jeg behøvede. Af denne Tiltro benyttede jeg mig især 2 à 3 Aar før Krigen. Da denne brød nd, blev al Remittering ugjørlig, og paa samme Tid emanerede den bekjendte Forordning [af 9. Septbr. 1807], som befalede, at al fiendtlig Eiendom skulde opgives og indbetales i Kongens Kasse. Jeg var dengang i Hamburg i Anledning af den mig paalagte Negociation om Pengelaan for Regjeringen og — ligesom jeg under min Fraværelse ikke kunde vide, hvordan min Regning stod med mine Venner, — saa havde jeg heller ikke Tid at agte meget paa denne Forordning, om hvis Retfæ3rdighed og Klogskab for Danmark som en handlende Stat jeg forresten aldrig har været ret overbevist.
Ved min Hjemkomst forefandt jeg Brev fra Komiteen, som var mig høist ømfindtligt, da man lod mig vide, at intercepterede [opsnappede] Breve havde opdaget, hvad de havde ventet at faa vide af mig: at jeg nemlig stod i Pengeforbindelse med fiendtlige Undersaatter. Paa adskillige gode Grunde, blandt andet denne, at min Broder havde givet Sikkerhed for Balancen, søgte jeg at afværge Stødet for mine Venner her, men Komiteen, hvis vigtigste Medlem en Oberkrigskommissarie Smith var, som er den eneste Fiende, jeg tror, jeg har, gik til Yderligheder og forlangte af Kancelliet, at en Sagfører maatte udnævnes for at s. 211aktionere mig. Alt videre Forsvar blev da forgjæves, og ved sildigere Korrespondance mellem Komiteen og mig følte jeg mig forpligtet at stille Regjeringen Sikkerhed for Kravet, og under denne Forpligtelse er jeg endnu, uagtet Dokumenterne ikke er udstedte.
Moralement følte jeg saaledes at have paa den ene Side søgt at afverge mine Venners Tab, som bona fide [i god Tro] havde gjort mig Tjenester, og paa den anden Side ikke at have gaaet videre med dette Forsøg end undersaatlig Pligt tillod. Mit Samtykke til at stille Sikkerhed ansaa jeg for saa bindende, at Forbindelsen til min Kreditor her paa Stedet maatte være hævet.
Da D. K. Høihed ytrede det gjentagne Ønske, at jeg skulde reise til England, faldt det mig nok ind, at jeg maaske kunde være udsat-for nogle Ubehageligheder her paa Stedet, men jeg krympede mig ved at nævne noget derom, paa det D. K. Høihed ikke skulde tro, at jeg i ringeste Maade vilde undslaa mig for denne Reise, og de Udsættelser, som jeg Tid efter anden gav Anledning til, grundede sig sandelig paa den Overbevisning, at min Ankomst til dette Sted ikke endnu kunde have nogen syn-derlig Nytte, hvilket jeg nu har Erfaring om at være rigtigt bedømt.
D. K. Høihed vil derimod lade mig vederfares den Ret, at saa-snart jeg troede, at Reisen nu ikke lsenger burde udsættes, jeg da selv ei troede denne Mening og beredede mig straks til Afreisen.
Min Person, min Velfærd, mine Bekvemmeligheder er ikke blevne tagne i mindste Betragtning og skal aldrig blive det, naar det gjælder Fædrelandets Tarv og at bevidne D. K. Høihed min trofaste Hengivenhed.
Den Yderlighed, til hvilken man har grebet, ventede jeg just ikke. Havde jeg havt denne Tanke eller Frygt, burde jeg af Pligt meddelt D. K. Høihed samme. At jeg vilde været udsat for alvorlige Ubehageligheder, derpaa var jeg belavet. At jeg har tiet med denne Frygt, det maa D. K. Høihed tilgive saavel i Betragtning af den uegennyttige Følelse, der foranledigede min Stiltienhed som i Betragtning af, hvad jeg har lidt i mit Sind og i mit personlige Rygte. Grud har givet mig Styrke s. 212at udholde det haarde Stod, og Religionen har været min Tilflugt.
Min bitreste Følelse var den Frygt, at denne Tildragelse skulde gjøre mig uskikket til at udføre den vigtige Mission, D. K. Høihed havde naadigst betroet mig. Indtil jeg fik den fuldkomneste Overtydning om det modsatte, var jeg utrøstelig.
Naar jeg undtager det skrækkelige Tab, som det vil blive for min Velfærd at betale denne Grjæld i Lstrl. efter nærværende Kurs, istedenfor 6 Rdl. pr. Lstrl., som Forordningen fastsætter ved at betale den hjemme, — er jeg forresten rolig.
Denne Tildragelse skal ikke have mindste Indflydelse paa min politiske Stilling.
Næsten alle mine Venner har været hos mig og bedet mig for Guds Skyld være ubekymret.
Paa Onsdag [d. 28.], iovermorgen, er denne fatale Karantæne tilende, da jeg har skaffet Kautioner for min Persons Tilstedeværelse, indtil Processen kommer tilende. Men jeg maa se at akkordere med Kommissarierne i Opbndsboet. Til min Fortræd er min Kreditor gaaet Fallit og Kommissarierne mig ubekjendte. For at indgaa Proces, saa længe denne er under Forhandling, kan jeg som Mand af Ære ei forlade Stedet.
Man bryder sig slet ikke mere om saadanne Tilfælde hertillands, og man siger, at Kjøbmænd saavelsom Embedsmænd af høie Stillinger har maattet friste denne Følge af Lovenes Strenghed, og at man i et offentligt Departement ikke giver Agt paa saadant. Vist er det, at neppe nogen kan have mødt mere Deltagelse af Venner end jeg i al denne Tid, da jeg hver Dag har havt Visiter og Spørgsmaal, naar jeg kunde komme at spise hos dem. Man bringer mig hver Dag alt det nye, man kan samle til mig.
Uagtet alt dette lider jeg dog i mit Sind. Kun at jeg ikke har tabt noget af D. K. Høiheds Grodhed! O, lad det aldrig blive Tilfældet.
Horneman sendte mig en Ekspres fra London til nærmeste Skifte for at underrette mig om, at han befrygtede Anlæg [af Sag] mod min Person og for at bede mig vende tilbage, men hertil skulde ingen Betragtning formaaet mig, da det havde været at s. 213vanære mit Ærinde. Før vilde jeg personlig lide alt. Grud, almægtig, give, at jeg maa se et lykkeligt Udfald paa min Sending, saa skal og bør jeg glemme min Bekymring.
Nu beder jeg D. K. Høihed underdanigst og indstændigst ikke at nære nogen Uro angaaende min politiske Stilling i Anledning af det mig vederfarne. Jeg giver D. K. Høihed mit, Æresord for, det ingen skadelig Indflydelse skal have for Forretningerne. Jeg skal være den eneste lidende. Skalde jeg erfare det modsatte, vil jeg blive den første at tilraade D. K. Høihed at sende min Broder for at løse mig af.
At ingen af mine Ekspeditioner idag forfattes i Chiffres, grunder sig paa den Tryghed, med bvilken jeg stoler paa Kapt. Riis's Konduite. Desuden er min Kassette tilligemed Chiffrene, som befindes deri, hensat bos en paalidelig Ven
Sidst i denne Uge, vil Gud, skal jeg undersøge, om det ikke nu er den rette Tid at nærme sig Ministerium paanyt og med en mere bestemt Paastand. Hidindtil har dette paa ingen Maade været raadeligt. Jeg har den fuldkomneste Overbevisning derom,. og jeg har maattet gjøre Void paa mig selv for at temporisere. Havde jeg presset paa, havde jeg gjort den kjed af mit Over-hæng. Netop at jeg ikke plager Ministrene med Anmodning om at decidere sig, forebygger, at jeg ikke [sic] faar en bestemt Anmodning om at forlade England. Min Tilbageholdenhed har sandelig hidindtil forekommet denne ubehagelige Omstændighed, som med et vilde have afskaaret al Kommunikation med det engelske Ministerium og derved Haabet om et godt Udfald.
D. K. Høihed maa ikke tillade Haabet at svækkes. Her er slet intet andet at g'jøre end at vedblive med urokket Mod, hvad der er begyndt.
Muligens kunde det komme til nogle blodige Optrin, som. vel maa bedrøve hvert følende Hjerte, men det maa ikke hjælpe, thi Uafliœngighed kan ikke kjøbes for dyr, ikke at tale om, at det svenske Aag vilde blive utaaleligere end Døden. Det er min personlige Mening og Overbevisning. Forenet med Sverige paa. hvilkensomhelst Maade blev der en vedvarende Krig, saalænge den svenske, krogede Politik fandt for godt at ville spille en Rolle.
s. 214Altsaa: bedre straks at have en Feide, der for bestandig afgjør Trætten, end at have den vederstyggeligste Udsigt af jevnlige Felttog for Anliggender, der var Norge uvedkommende.
Det vil blive meget vigtigt for mig at vorde underrettet om Udfaldet paa Rigsdagen, thi her gives endnu nogle, som tvivler om, at det er ret Nordmandens Villie at udholde de alvorlige Prøver, som der forestaar dem.
Er Regjeringsformen antaget, D. K. Høihed udvalgt til Norges Konge og Folkets Troskabsed aflagt, saa kan intet af alt dette mere omgjøres, og da bliver enhver Tvivl hævet, saavelsom hvert Haab om Frafald paa engang kuldkastet. Nationen vil da vinde i Agtelse og D. K. Høihed vil selv blive kjendt fra en Side, der betager al Udsigt til at skille Dem og Folket ad.
Dette sidste aflader de Svenske ikke at stræbe efter. For en Time siden var en Ven hos mig og underrettede mig, at den svenske Minister [Baron Rehausen] havde sagt ham, at der var Efterretninger fra Sverige, som forsikrede, at der havde været en Revolte i Danmark, at Kongen var bleven afsat og D. K. Høihed kaldt til Konge i Danmark. Deraf skulde der da følge Forlegenhed for Nordmændene, som vel maatte ende med at væige Ponte-Corvo.
Disse Kunster og Paafnnd er mig kjærkomne, thi de bevidner i mine Tanker, at man ikke gjør Regning paa kraftigere Midler. Jeg forfølges med digtede Nyheder.
D. K. Høihed sender vel ikke min Broder, førend jeg nærmere giver mig den underdanige Frihed at melde om Nødvendigheden af hans Hidreise? Om 2 à 3 Uger haaber jeg at kunne melde noget mere bestemt. Anbefalende mig til D. K. Høiheds dyrebare Naade og Godhed.
C. Anker.
Underdanigst P. S.
Jeg haaber, D. K. Høihed bifalder, at jeg skriver næsten uden Forbeholdenhed til Konsul Konow? Jeg synes, han bør vide fuld Besked om mine Foretagender her og omtrent, hvad som er passeret. Det er en Veiledning for os begge at vide, s. 215hvad der udrettes, og D. K. Høihed har handlet viselig i at befale den nødvendige Kommunikation mellem ham og mig.
Den Leilighed, jeg havde at skrive ham fortroligen til, var aldeles sikker og træffer maaske ikke saa let ind igjen.
Kommunikationen for D. K. Høihed med ham vil vel ikke blive saa let; dog maaske lettere end direkte hid. Tillad mig at underdanigst foreslaa, at af hvad D. K. Høihed naadigst skriver til mig, maatte sendes Duplikater over Holland under min Konvolnt. For at spare Tid kunde maaske baade Konow og jeg erholde Duplikaterne uforseglede, paa det enhver af os, forinden de bortsendes, kunde gjensidig ret været underrettede om D. K. Høiheds mange og veiledende Ideer.
Jeg har tilbragt endel af Natten med at tænke over Planen til at skaffe Norge armerede Fartøier, som i Krigens Tid tillige kunde tjene som Kapere, og jeg tilstaar D. K. Høihed, at den har fæstet Rødder hos mig. Kan jeg kun faa Pengene ud af Wolff et Dorvilles Fallitbo, saa kunde noget deraf bruges til Afbetalinger paa Handelen, — for Resten kunde man opnaa gode Betalingsterminer.
NB. Nu begynder. Gudskelov, Symptomerne paa Misfor-staaelserne mellem de Allierede og Ponte-Corvo nærmere at udvikle sig. „Morning-Chronicle" af Dags Dato viser det tydeligen. Hvad enten det saa er Alvor eller Ironi, saa duer det ikke. Nu vil her komme Kommentarier herover, og jo mere der røres ved Sagen, jo bedre for os.
Mit gamle Haab oplives igjen. Han faar neppe megen Understøtning. Men at han selv vil prøve at erobre Norge, det Iror jeg.
11.
London, 26. April 1814.
[Bilag til underdanigst Skrivelse af s. D.]
Velbyrdige Hr. A. Konow.
Kongelig preussisk Konsul i Bergen,
for Tiden i Amsterdam.
Ofte har jeg tsenkt paa Dem, Høistærede, og paa den Dem tiltænkte Mission, endog under mit Ophold her, der dog kan lignes s. 216ved en Malstrøm, der opsluger al Tanke. Endelig havde jeg den Grlæde for nogle Dage siden ved Deres Kjærkomne af 15. d. M. at erfare Deres Ankomst til Holland.
Til Lykke af mit ganske Hjerte, til Lykke! Jeg nærede det Haab, at Reisen maaske kunde gaaet herom. Vi kunde da have taltes ved og overlagt meget. Mig syntes, det var —s Hensigt, idetmindste hans Ønske.
Nu vil vi tage Tin gene, som de er, og benytte dem saa godt, vi kan. Ilde, meget ilde er det imidlertid, at vi ikke har Chifres med hinanden, thi man er her ikke ganske fri for at aabne Breve.
Den 9. f. M. gik jeg ombord i Christianssand, og formedelst Storm af utjenlig Vind maatte vi søge Leith, hvor vi ankom d. 12. Jeg var neppe kommen iland, førend min Ankomst var anmeldt i nogle Aviser, som: „Baron Anker, Envoye from Norway" ; i andre som: „at the head of a deputation to solicit© assistance of Great-Britain against the annexation of Norway" etc. Alle med forskjellige Bemerkninger, som de sig i alle Ting blandende Newspaper-Editors, enhver efter sine Evner og politiske Parti, kan finde paa, dels for at lade vigtig, dels for at fylde Bladene.
Under mit Ophold i Leith kontraherede jeg om 2 à 3000 Tender Rug, som fandtes der og i Newcastle, udstedte Licencer, hvortil.....havde givet mig Fuldmagt, for disse og for adskillige Ladninger Potatos, som Spekulanter for egen Regning sendte til Norge etc.
Imedens jeg glædede mig ved saaledes at kunne anvende nogle Dage til vore lidende Landsmænds Gravn, var den svenske Mission her paa Stedet ikke mindre virksom i den Helvedes Hensigt at skade dem. Ved dens Indflydelse blev det udvirket,. at alle Skibe for Norge blev stoppede ved Toldboden, ikke alene de, der vilde udklarere, men endog de, der var udklarerede, men ei afseilede. To Dage efter min Afreise fra Leith ankom denne Order did, og straks blev Indladningen, som var begyndt, stanset. Her paa Stedet laa 2 eller 3 Skibe. bestemte til Norge, som havde samme Skjæbne. De føler, hvad det maatte have for Virkning paa mit Sind at se min Ankomst Aarsagen til saa.
s. 217
Konsul August Konow.
1780-1873.
s. 218s. 219fiendtlig Medfart, allerhelst da jeg straks derpaa erfarede, at her laa 5 à 6000 Tdr. østersøisk Rug til Udskibning, og som vi kunde have faaet. Men vi er hærdede i Modgang, og vi vil som standhaftige Kristne ei forsage.
Saasnart min Ankomst til Landet var bleven bekjendt, havde den svenske Mission offentlig truet med, at jeg ikke skulde vorde antagen, og om end dette skede, skulde jeg ei forblive her 24 Timer, før jeg fik mit Reisepas, omtrent som det gik Grev Bernstorff.
Disse Trusler og Pralerier er blevne igjentagne under mit Ophold, dog med adskillige Modifikationer. Imidlertid har jeg nu ikke faaet noget Reisepas, i hvor ivrigen de Svenske har gjort Paastand derom. Jeg har nok merket Symptomer til den Hensigt at føie de Svenske, men jeg har afverget Stødet, thi Adgang til Lemmerne af Ministerio er mig ikke negtet.
Hvad der er passeret mellem disse og mig, kan jeg ikke her meddele, saa gjerne jeg vilde, ja burde.
Ponte-Corvo fandt jeg ved min Ankomst endnu at staa høit anskreven, og som saadan maatte det ei forundre, at man ikke kunde indlade sig med N. De store Tildragelser og de hermed forbundne Omstæmdigheder har efterhaanden svækket hans Popularitet, og jeg har endnu det faste Haab, at det engelske Ministerium, ligesaalidet som Nationen, vil fornegte den ædle Liberalitet og Retfærdighed, som karakteriserede Nationen.
Jeg haaber, kort sagt, at England for det første ingen Del vil tage i Trætten mellem Norge og Sverige. Det har sagt i et af de ministerielle Blade, nævnlig: „Morning-Heraldsu under 18. d. M.: „That there has been issued order in Counsil prohibiting all intercourse between Great-Britain and Norway in consequense of the insurrection in that Country." [„At der fra Ministeriet var udgaaet Forbud mod al Forhandling mellem Storbritannien og Norge paa Grund af den Reisning, der fandt Sted i dette Land".]
Men indtil denne Dag er der ingen ofhciei Bekræftelse paa denne Tidning. Jeg har dem, som passer op for mig.
Englands og de allierede Magters hemmelige Hensigter med Ponte-Corvo er og bliver en vigtig Omstændighed at faa, om s. 220ikke visse, dog sandsynlige, Efterretninger om. Jeg samler her, hvad jeg kan. Gjør det samme hos Dem, og lader os af yderste Kræfter søge at række hinanden Haanden i dette Tilfælde. Hvad Efterretning, De kan give mig om Ponte-Corvo, og hvad de Forimftiges og Oplystes Mening er om ham, samt hvad der kunde transpirere om de allierede Hoffers Ytringer eller Meninger om hans politiske Eksistence maa De endelig meddele mig. Jeg kjender Deres Haand, altsaa, behøves ingen Underskrift. De behøver ikke at nævne nogen, men blot med Circumscribtioner [Omskrivninger] at pege paa den Magt, De mener. Jeg skal nok forstaa Dem. Konvoluter Brevet til et Kjøbmandshus, f. Eks.: Rooke and Horneman, Nr. 88 Qneen Street, Cheapside; George Norman, Esqu., Nr. 23 Earl Street, Blackfriars; Alex. Anderson, Esqu., Nr. 17 Philpot-Lane, Fenchurch Street; Sewell and Neck, Nr. 1 Chatham Place; Boulton and Baker, Nr. 14 Chatham Place.
Varier og, kjære Ven, skriv ofte. Jeg skal ikke forsømme at skrive Dem til og melde Dem, hvad De bør vide herfra.
Fra Norge har jeg ikke havt en Linje, siden jeg reiste. En liden Slup er ankommen til Leith, som forlod Porsgrund d. 10. En Passager havde sagt, at omtrent 200 Skibe med Korn laa seilfærdige i Danmark for at gaa til Norge, saafremt de kunde komme ud for Is, og at nogle smaa var allerede ankomne fra Fyen.
Vi vil ikke forsage.
Norges Sag er god. Standhaftighed, Enighed og fremfor alt at fortjene Guds Beskyttelse ved retskafne Handlinger, — det maa styrke vort Haab.
Herfra gaar om en Uges Tid et Par Skibe med Korn og Mel til Bergen og Trondhjem. De udklarerer for Island. Jeg har medgivet dem Beskyttelsesbreve mod al Molest og Ophold, om der opkom Stridigheder mellem Norge og England. Jeg har altsaa opmuntret, i hvad jeg har kunnet, for at skaffe vort elskede Norge Føde. Dette er det vigtigste, og hvad der fattes os. For de politiske Trængsler frygter jeg meget mindre.
Taalmodighed! Det skal klare op. Nu nogle Ord om Politiken:
s. 221Som sagt, England har endnu mig vitterligt ei givet nogen Order til de norske Havnes Blokering. Men derimod siger Aviserne i en Tidning fra Grothenborg, at man i Sverige har udgivet saadan Befaling. Sagen er sandsynlig, og jeg tror Tidningen er sand. Den første Følge af denne Foranstaltning maa blive, at Regenten vil lade udstede Kaperbevillinger i Norge for at optage svenske Skibe. Der vil blive gode og mange Fangster at gjøre, saasom Knttere og Brigger, for at møde de Svenske af samme Beskaffenhed, thi andre Fartøier bliver det vel neppe, man agter at bruge mod os.
Tror De ikke, kjære Hr. Konow, at det blev Dem muligt at faa nogen til at speknlere paa at ndrede Kapere der, hvor De nu befinder Dem? De kunde forsikre dem, at de skulde faa norske Papirer. Man behøvede blot at melde sig i Christianssand, der tage Borgerbreve og engagere et Par norske Matroser og en Styrmand og løbe ud igjen. Fangsten kunde vorde betydelig.
I den langvarige Krig, Europa har havt, og som det arme Holland ligeledes har maattet udstaa, kan det ikke feile, at de [man] i mange Aar har maattet savne de høist nødvendige Bjelker og andre Materialier, som Holland i betydelig Mængde sedvanlig hentede fra Norge. Det feiler ikke heller, at jo Holland vil igjen bringe sin Fragtfart igang. Naar nn Sverige bilder sig ind at kunne blokere Norge paa samme theoretiske Maade, som Storbritannien nogle Grange har gjort, nemlig paa Papiret og ikke effectivement ved stationerede Skibe, som — for at bruge Traktatens Ord — gjør det farligt at løbe ind eller ud af saadanne Havne, saa spørges, om Holland vil taale saadant af en ubetydelig Magt, som Sverige er?
Storbritannien kan soutinere saadanne Uretfærdigheder, men det kan jo disse Pralere ikke. Jeg overlader derfor til Deres Høivelbyrdighed, om det ikke var nyttigt, ja høist fornødent, at underholde Dem med de gjældende Mænd i Ministeriet, formodentlig Storpensionæren, — for at erfare, om man vil taale denne insolente [skammelige] Adfærd mod neutrale Magter af en Stat som Sverige.
s. 222Jeg ved flere Eksempler paa, at man ved dette Hof har gjort de kraftigste Forestillinger mod slige Papirblokader, og at man har protesteret mod Theorien deraf som det farligste Indgreb mod alle erkjendte Traktater. Med Storbritannien er der i saa Tilfælde ingen Udkomme; thi de understøtter deres Beslutninger med Overmagten. Dette kan de Svenske ikke, og jeg er fuldkommen overbevist, at de ikke understod sig at soutinere denne Sætning, saafremt den hollandske Regjering gjør en alvorlig Forestilling mod dette traktatstridige Skridt.
De maa, kjære Ven, bevæge Himmel og Jord i dette Tilfselde og formaa Regjeringen til et alvorligt Skridt, jo før, jo heller. Thi dersom den i Begyndelsen taaler et eneste hollandsk Skib at blive opbragt og kondemneret, fordi det enten var bestemt til eller virkelig indløb i en norsk Havn, som blot var blokeret ved en Papirbefaling og ikke de facto [i Virkeligheden] med armerede Skibe, da vil de Svenske straks beraabe sig paa saadant Eksempel for derved at gjøre paafølgende Negociationer saameget vanskeligere.
De maa, høistærede Ven, i Deres qualité af preussisk Konsul i mine Tanker være antoriseret til at gjøre samme Bevægelser hos den preussiske Minister i Haag, paa det han fra sit Hof kunde vorde bemyndiget at gjøre fælles Sag med den hollandske Regjering i denne Henseende.
Naar man i Berlin bliver underrettet om denne svenske Papirblokade, kunde det vel hænde, at man der gav Order til den preussiske Minister i Stockholm at gjøre en saa kraftig Forestilling mod dette arrogante Skridt, at det ikke vilde vare længe, førend det igjen blev ophævet.
Spørgsmaalet er, om D. Høivelbyrdighed ikke er berettiget i en Rapport til det preussiske Ministerium at gjøre en Forestilling om det betydelige Tab, som den preussiske Navigation og Handel vilde lide ved saaledes at udelukkes fra Farten paa Norge, hvor alle Provisioner vilde være saa kjærkomne, og hvor betydelig Fragt var at erholde.
Tag dette i nøieste Overveielse, kjære Hr. Konoiv, og iverksset, saasnart det nogenlunde er Dem muligt, det fornødne desangaaende. Det forstaar sig, jeg taler ikke om de Havne, som s. 223de facto muligens kunde vorde blokerede, thi til og fra disse er Fienden berettiget at hindre al Fart, men dog skal han advare, forinden han optager noget Skib. Naar nu et neutralt Fartøi t. Eks. forefandt Christianssand virkelig blokeret, saa gaar det til Arendal eller til hvilket andet Sted, som de facto ikke er det.
Nu om en anden Post, som er os alle, mig isærdeleshed, ikke mindre magtpaaliggende:
Med Ponte-Corvo hænger det her i et Haar. Jeg kan tydelig merke, at forinden alting er afgjort med Freden i Frankrig, og saalænge han endnu er à la tête af en Arme, tager Ministrene her i Betænkning at ytre deres Hjerters Mening. Men hans uvirksomme Forhold, arrogaate Væsen og Pretentioner, ikke at tale om de betydelige Subsidier, han trækker herfra Landet uden at have udrettet noget for den fælles Sag, har allerede nedsat ham betydelig i Publicii Mening, og da denne hertillands har stor Indflydelse paa Kabinettets Foretagende, saa behøver alt dette blot at komme til Modenhed for at bære gode Frugter for os.
De skjønner saaledes, allerhøistærede Ven, hvor yderlig vigtigt det er for mig at erholde paalidelige Efterretninger, hvorledes blandt andet det preussiske Hof tænker om denne Mand. Stræb derfor, jeg beder Dem indstændig derom, at forske og samle alt, hvad der er Dem muligt desangaaende og at meddele mig, hvad De erfarer.
Skriv forblummet.
At det gamle østerrigske Hof og det nye franske detesterer [afskyr] ham, derom kan der ingen Tvivl være. For det preussiske maa han omtrent være ligegyldig. Det gjælder da fornemmelig dette og det russiske.
Disse Magters Interesse kan det umuligt være at se Sveriges Magt forstørret, især til den vigtige Grad at skjænke det Norge. Saavidt jeg kjender til Politiken — dels af Erfaring, dels af Historien — pleier man ikke at holde det Løfte, der er gjort i Nødens Stund, naar den Person ikke mere kan gavne eller skade, til hvilken Løftet er gjort!
Dersom der er en russisk Minister, hvor De nu befinder Dem, feiler det ikke, at D. Høivelbyrdighed igjennem den preus-s. 224siske søger at faa Adgang til ham, da De ogsaa paa den Maade muligens kunde indhente nyttige Kundskaber.
En af mine Venner her har villet forsikre mig, at Preussen ikke vilde tillade Danmark at erholde svensk Pommern, men at det selv gjorde Paastand derom, Om der er noget virkeligt i dette, bliver De vel i Stand til at opdage. Meld mig endelig, hvad De erfarer desangaaende.
Adskilligt af hvad der findes i de hollandske Aviser, indrykkes ofte i de engelske. Stræb derfor, jo før jo heller, samt af og til at faa indrykket nogle Bemerkninger til Norges Eordel og det høist betænkelige for alle søfarende Magter at se Norge i Sveriges Hænder, hvis Regjering til alle Tider har været urolig og blandet sig næsten i alle Europas Krige. For England og Holland blev det især nyttigt, at Norge forvandledes til et frit og uafhœngigt Rige.
Der er jo i Holland fuldkommen Trykkefrihed? Vi har hver Dag her friske Tidninger fra Frankrig, thi Kommunikationen er baade fri og uafbrudt.
Jeg har Brev fra H. K. Høihed af 7. Martii, men som ikke er ankommet før under Skrivningen af dette. Deri underretter han mig, at jeg jevnlig kan vente Efterretning fra høistærede Ven. Jeg haaber, De med Deres merkantile Konnektioner kan træffe sikre Leiligheder, og dersom det lykkes Dem, som jeg vist haaber, at komme paa en fortrolig Fod med det hollandske Ministerium, da vilde det blive en fortræffelig Sag, om De kunde bringe det didhen, at det udenrigske Departement hos Dem vilde lade Deres Breve til mig gaa under Konvolut til den hollandske Envoyé her paa Stedet. Kan De opnaa denne Velvillighed, da behag at adressere Brevene saaledes, som paa Foden heraf findes antegnet; men da maatte De have den Grodhed med samme Post under en af de opgivne Adresser med nogle faa Linier at underrette mig om, at der var afgaaet et Brev til mig under Ministerens Couvert, saa fik jeg deraf Anledning paa en naturlig Maade at gjøre hans Bekjendtskab.
Jeg haaber, min høistærede Ven er kjendt med Dullog følgelig med et ungt Menneske af udmerkede Talenter ved Navn Villet? Isaafald s. 225beder jeg ret meget at liilse begge disse brave Mænd; de er begge mine Venner.
Jeg haaber, H. K. Høihed bar givet min høistærede Ven i Kommission at undersøge Muligheden af at opnaa at laane i Holland; hvis ikke, tør jeg paa mit An- og Tilsvar anbefale Dem denne Grjenstand som høist vigtig.
Kunde vi erholde, om det ikke var mere end et Par Millioner Florins, da blev dette af nbeskriveligt Gravn for Norge af følgende vigtige Aarsager:
Fordi vi endnu ikke kan gjøre Regning paa nogen Udskining til England og følgelig kan intet trassere.
Fordi vi tiltrænger betydelige Kapitaler for derved at opkjøbe Kornvarer.
Fordi Norge i Begyndelsen af dets Foranstaltninger som uafhængigt Rige vil vorde ndsat for ekstraordinære Udgifter, og
Fordi det blev dobbelt fordelagtigt at optage et Laan udenlands nu, da Kursen er saa høi, — med Here Aarsager.
Hvad Sikkerheden angaar, da har Danmark, som til forskjellige Tider har negocieret betydelige Summer i Holland, aldrig stillet eller kunnet stille saadan Sikkerhed, som Norge er istand til.
For det første kunde de erholde beneficeret Gods til Pant, og for det andet kan man faa private Mænds Garanti foruden Pantet, og skulde det blive muligt at faa en større Sum laant, saasom 5 à 6 Millioner Florins, da kunde Laantagerne foruden Pantet erholde et nationalt Graranti. En Art Sikkerhed, som Danmark ifølge dets Regjeringsform aldrig har nogensinde kunnet skaffe.
Renterne maatte virkelig ikke komme i Kvæstion, og under 6 à 7 % pr. Annum kan vi ikke vente at opnaa det. De kunde gjerne blive forholdsmæssig høiere, ligesom Summen, man opnaaede, var betydelig. Provisionen maatte ogsaa være raisonnabel, thi begge Dele kunde vorde indhentede ved Fordelingen paa Kursen. Tilbagebetalingsterminerne maatte i mine Tanker ikke ske førend om 5 Aar, allerkortest om 3 og da aarlig med 1/5 Part eller 1/3 Part, nævnlig saaledes: Jo før Tilbage-s. 226betalingsterminen begyndte, jo mindre maatte den aarlige Tilbagebetalingssum bliver.
For at facilitere Negociationen [lette Underhandlingerne] kunde det opnaaede Laan modtages successive [lidt efter lidt].
Skulde det nu hænde, at Regjeringens Samtykke udfordrede til saadant Laans Erholdelse, og nogle Vanskeligheder derved skulde være forknyttede, da kunde min gode Ven vel pege paa at en fordelagtig Handelstraktat muligens kunde blive Følgen a saadan Velvillighed.
Naar D. Høivelbyrdighed skriver mig til, da behag at under rette mig om Priserne paa de offentlige Fonds, især de danske thi det var vel muligt, at man kunde spekulere paa disse, saa fremt man opnaaede Laanet; thi der gives god Leilighed fo Norge at likvidere med Danmark.
Kjære Ven, skriv mig nu til ret ofte og ret omstændeligt især alt, hvad De kan erfare om Ponte-Corvo.
Lev altid lykkelig og tro mig
Deres oprigtig hengivne
C. Anker.
12.
Officielt.
Londond. 26.-28. April 1814.
Hr. Marcus Pløen forlod London d. 12. for at gaa til Harwich, hvorfra han med Paketbaaden agtede sig til Helgoland for at reise til Kjøbenhavn.
Med ham gav jeg mig den underdanige Frihed at tilskrive D. K. Hømed et omstændeligt Brev, indesluttende et privat, forfattet i de hemmelige Chifres, og en Triplikat af mit Brev til D. K. Høihed, skrevet fra Leith d. 18. f. M.
Med Pløen blev der gjort den Aftale, at naar han kom til Middelfart, skulde han sende en Estafette [Kurer] med mit Brev, adresseret til en paalidelig Kjøbmand i Aalborg for derfra at afgaa med den tryggeste Leilighed, som nogensinde kunde udfindes.
Han formodede, at Thygeson paa den Tid muligens kunde være paa sit Gods ved Horsens. Isaafald vilde han reise did og s. 227med ham overlægge, hvorledes Brevet paa allersikreste Maade kunde blive befordret.
Her er vel noget ubestemt i alt dette, men vi vidste sandelig ikke at udtænke noget andet Middel i dette fortrædelige Øieblik. Dog blev det endvidere aftalt, at saafremt Befordringen fra Jylland til Norge skulde være underkastet nogen sandsynlig Fare, da kunde han tage Brevet med sig til Kjøbenhavn for derfra at sendes gjennem Sverige med en paalidelig Reisende.
Dette afgaar med Kaptein Riis, som tænker at gaa Seil imorgen, og for en Sikkerheds Skyld giver jeg mig den Frihed underdanigst at indeslutte Duplikat af ovenmeldte mine Breve, sendte med Pløen.
Den største Forsigtighed er aftalt med Riis, og den Tillid, jeg har til hans Konduite, gjør, at jeg ikke tager i Betænkning at sende mit Private uchifreret. Muligens var Originalen feilagtig.
Af det 11. Punkt i mit Brev og af mine private Anmerkninger over samme vil D. K. Høihed naadigst have erfaret, bvad Hr. Hamilton sagde, at han navnlig vilde indberette til Lord Liverpool mine Indvendinger mod Afreisen, og at jeg kunde vente at høre fra ham. Imidlertid er der intet passeret mellem hain og mig, og han har intet ladet mig vide.
Jeg formoder altsaa, at det ikke var saa alvorligt ment, da man ytrede det Ønske, at jeg vilde forlade England.
Denne Omstændighed tilligemed flere, som jeg nærmere skal give mig den Frihed at berøre, bestyrker mit Haab, at vi dog omsider skal seire over de stygge Vanskeligheder og den haarde Prøve.
De næsten mirakuløse Tildragelser, der i usigelig kort Tid er foregaaede i Frankrige, har efter al rimelig Formodning givet saadan Vending til de store Magters Systemer og saaledes forandret Tilstanden mellem disse, at man ikke kan andet end spaa en total Kuldkastelse af de Grundsætninger, som en ulykkelig Nødvendighed havde tvunget de vigtigste Stater til at antage.
Den Bourbonske Families Indsættelse paa den franske Trone uden Hensyn til udmerkede personlige Egenskaber, Kongen af s. 228Spaniens Tilbagekomst og Indtrædelse i sine Forfædres Rettigheder synes at være visse Forløbere, som bebuder den bestemte Hensigt at beskytte de gamle Dynastier og følgelig at udrydde de ny indtrængte paa en saa eftertrykkelig Maade, at djerve Spekulanter lig dem, der nyligen har forvoldt saamange blodige Optrin i det stakkels Europa, ikke letteligen vil igjen fremtrine paa Skuepladsen.
Vel kan Ponte-Corvo ikke aldeles ansees for at have fremtrsengt sig til Tronen og derved tilsidesat nogen lovlig Besidder, thi hans høie Embede var vakant, og han blev kaldet, saavidt man ved, ved et Folks frie Valg. Men lad end være, man muligens paa disse Grunde tolererer ham, saa kan jeg dog ikke skjønne rettere, end at man neppe er eller vil blive sindet at favorisere [begunstige] ham.
Det er ingenlnnde en Fordom, naar Folket hænger ved dets forrige Beherskere og deres Slegt. Det er ingenlunde Fordom og Partiskhed, naar de gamle europæiske Monarker indbyrdes rækker hinanden Haanden for at udelukke de Indtrængende; thi det er næsten en Umulighed, at disse kan komme i Besiddelse af gamle Troner uden ved Hjælp af uretfærdige Midler. Om end et fordærvet Folk med Ligegyldighed samtykker i slige voldsomme Forandringer, saa siger Historien os dog, at næsten aldrig har nogen Behersker — fremkaldt eller fremtvungen af lavere Klasser — gavnet den Stat, hvis Ror han har bemægtiget sig. Blodige Optrin har gemenligen været de første Følger, og naar den fornærmede Slegts Rettigheder længere hen er vordne erkjendte, forested der næsten altid nye Konvulsioner [Omvæltninger]. Vi ser endog, at der i de Stater, sorn ved Konstitntion er Valgriger, foregaar de skrækkeligste Rystninger, just fordi den roligere Adgang til Tronen, navnlig Arveret, ved feiltagen Statsklogskab har været kuldkastet.
Det blev daarligt at ville modsige den Sandhed, at en Arvefyrste stundom kan være uskikket til at styre Staten, og at der i den adlydende Klasse turde findes Individua [Personligheder], som dertil havde de fornødne Evner. Mange Eksempler bevidner denne Sandhed. Men disse Tilfælde bør ene staa i Guds Haand; thi vilde man antage den Sætning, at blot den dueligste s. 229var berettiget til at føre Scepteret, — saa ikke alene ophæves alt det Begreb, man bar om Rettigheder, men endog de Baand, der befæster indvortes Ro, afskjæres, og de Riger, der befandtes i denne Stilling, var underkastede en uophørlig Sønderslidning.
Denne vilde Sætning kunde med lige sofistiske [spidsfindige] Grande antages i det private Liv, og der er ingen Tvivl om, at mangen daarlig Proprietær til Nytte for Eiendommen kunde omveksles med en tomhændet fremmed; men Eiendom og Arveret er bellig. Selskabets Trygbed kræver dette. Ikke alene de civiliserede Staters Love bekræfter dette, men endog de guddommelige.
Anvendt paa Sverige vil man vel ikke negte, at Ponte Corvos Indtrængning til denne Trone — skjønt formaliter sanktioneret af Folket, jo er en Grad af Usurpation. Den virkelige Tronarving lever og har ved ingen Handling forbrudt sine Rettigheder, skulde dette end være Tilfældet med Faderen, hvorom man intet ved. Kun ved vi, at den bevæbnede Magt — som i enhver velordnet Stat blot skal adlyde — uhjemlet bemestrede sig den eksekutive Myndighed, fængslede sin Konge og fordrev ham.
Ihvorvel Armeerne ikke udgjør Folket, og man med megen Grund kan tvivle, om dette voldsomme Skridt, hvis Eksempel maa faa hver svensk Regent til at ryste, har hele Folkets Bifald, maa vi dog antage, at Gustaf IV. Adolphs Rettighed til den svenske Trone er vristet ham nd af Hænderne og for ham evig tabt. Derimod Sønnens Ret ingenlunde. Det forekommer mig indlysende, at alle Europas gamle Fyrster maa forsvare denne Sætning.
Lad kun Indtrængsler — i hvor store Fortjenester den Indtrængende end har — blive Skik, taales og hævdes: da er det fra det Øieblik af forbi med alle Monarkers Tryghed og forbi med den Ro, som er den egentlige Hensigt med Menneskenes Forening i velordnede Samfund.
Napoleons Styrtning fra den franske Trone, hans Dynastis Udelukkelse, uagtet han med saa megen Styrke og Klogskab havde befæstet baade sig og den, er et nyttigt Eksempel, ja en velsignet Tildragelse, som i Forening med den gamle Families Gjenindsættelse vil for Eftertiden lære disse [denne] taalmodig at bære s. 230Modgang og stole paa Guds Naade, og hine [de Indtrængende] ikke at gribe efter Kroner.
Ved at gjennemtænke det foregaaende og ved at veie de personlige Omstændigheder, vover jeg at ytre som min faste Overbevisning, at Ponte-Corvo hverken er eller kan være nogen Yndling af de gamle Hoffer.
Maaske lader man ham forblive, hvad han er, men neppe noget mere.
Den herværende Regjering turde vel snarest føle en Grad af Ligegyldighed i Hensyn til de Sætninger, jeg har søgt at udvikle. Optagen med egne store Anliggender, overseende Norge og Sverige som Grjenstande af mindre Betydenhed for deres egen immediate [umiddelbare] Interesse, affekterende en Grad af Filosofi, som beskytter udmerkede Fortjenester, pegende paa den „Tro og Love", med hvilken Traktater bør opfyldes, tnrde det vel hænde, at dette Kabinet sildigere end de øvrige Allierede indsaa Nødvendigheden af at virke til nogen Forandring med Ponte-Corvo, og at det følgelig ndhalede ethvert Skridt, som tilkjendegav dets egentlige Tanker om ham og egentlige Hensigter med ham. Men at man her vil skride til nogen voldsom Medvirkning, det har jeg nn megen Grund til at tvivle om.
Netop idag staar der en Artikel i „The Morning Chronicle", at Kongen af Neapel — Murat — skal paa en forræderisk Maade have brudt den Traktat, han havde indgaaet med den tyske Keiser. Hans Rige, saafremt denne Tidning er sand, turde da ogsaa være forbi. Laegger man nu hertil, at DHrr. Joseph og Jeronymus, hvorom Aviserne ogsaa taler, har samlet endel Flygtninger og Marodørs for dermed at gjøre en Diversion til Fordel for Broderen; — lægger man endvidere til, at Napoleon skal have havt den Nedrighed, uagtet den ædle og ufortjente Medfart; man har vist ham, at ville bortføre Skatte og Juveler, saa mener jeg, man kan med en meget god Logik tilslutte sig det endelige Udfald for den hele Flok af Parvenues [Opkomlinger], der med saa megen Djervhed har troet at kunne bemsegtige sig Høisæderne. Ponte-Corvo skal have fundet sig fornærmet over, at man ikke har tilkaldt ham ved Fredsunderhandlingerne i Chatillon, og man siger bestemt, at den russiske s. 231Keiser med en vis Grad af Kulde skal have svaret ham: „Qu'il ne ponvait s'y attendre; car aueune puissance du second ordre n'y avait accés, ou y fût appelée." [„At han ikke kunde vente sig dette, da ingen Magt af anden Rang havde Adgang dertil eller blev tilkaldt."]
Han skal altsaa have reist misfornøiet bort, og Aviserne idag paastaar, at han har forladt Paris for at begive sig til Sverige, hvor de norske Anliggender kalder ham. Netop idag d. 27. indeholder „Morning Chronicle" en Artikel, der er meget merkelig og beviser, at de mig givne Efterretninger var paalidelige og beviser tillige, at der allerede er opstaaet Stof til Misforstaaelser mellem Ponte-Corvo og de Allierede. Jeg forbliver urokkelig af den Formening, at disse efterhaanden vil tiltage, hvoraf jeg skal søge at trække den bedste Fordel.
Sammenholder man nn alt dette med hans notoriske Uvirksomhed i den fælles Sag, som mere end engang er bleven censureret i de engelske Aviser og hans iøinefaldende Virksomhed, naar det derimod gjælder hans egne Projekter, og erindrer sig hans violente [heftige] Karakter, som Baron Jacobi ikke tog i Betænkning at ytre sig til mig om; erindrer man sig en Omstændighed, som vel oplyste Mænd har forsikret mig om at være Tilfældet, at navnlig General Charles Stewart, der befinder sigved Armeen, en Broder af Lord Castlereagh, er hans Uven, skjønt Thornton, der ligeledes befinder sig hos ham, skal være hans time damnée [Hjælpers Hjælper; egentlig: den, der udsætter sig for at blive fordømt]; endelig at Prinsregenten siges bestemt at have ytret sin Misfornøielse over denne kostbare og unyttige Allierede; naar man, siger jeg, tager alt dette i Betragtning, kan jeg slet ikke andet tro, end at Ponte-Corvo har seet sin Høide,. og at han, som før sagt, muligens kan tolereres, men neppe favoriseres.
To Omstændigheder tillader jeg mig at forudsætte som afgjorte; først at han i den Bonrbonske Families Øine maa være utaalelig, og for det andet, at han maa være det næsten i lige saa høi Grad ved det Wienske Hof. For det prenssiske maa, han omtrent være en ligegyldig Gjenstand. Dette tror jeg saa meget mere som Baron Jacobi i vor fortrolige Samtale fornemme-s. 232ligstøttede sig paa Kongens personlige Honettitet at opfylde sine Forpligtelser.
Her bliver altsaa kun tilbage Rusland og England. Alexander bliver efter mit Begreb af disse to den, der giver det første Stød til forandret Tænkemaade i Hensyn til Ponte-Corvo. Hans personlige Grandeur, hans sande Heltegjerninger, hans mageløse og ædle Forhold i Paris turde nok saaledes befæste ham i sit Begreb om egen Høibed, at han ikke tager i Betsenkning at se ned paa Redskabet comme d'une matière vulgaire [som værende af et ringe Stof].
Man har desuden her forsikret mig, at Alexander ingenlunde er uskikket til at bryde et Løfte. I dette Tilfælde synes hans egen Interesse at tilsige denne Handling, allerhelst da Ponte Corvo ikke har holdt sit Løfte til ham.
Den svenske Mission, som ikke ophører at passe mig op, har paa anden og tredie Haand ladet mig berette, at 15 000 Russere allerede var i Anmarsch for at understøtte Sverige i Norges Erobring. Fortællingen som latterlig fortjente intet Svar, og af samme Mening var den, der bragte mig Efterretningen.
Norges Sag vinder her Dag for Dag Bifald, og her staar sandelig, saavidt jeg med den mest religiøse Eftertanke kan skjønne, intet andet tilbage end at ndholde Prøven og fegte for vor Sag med samme Urokkelighed. som Beslutningen er tagen.
En kjæk Modstand kan ene overbevise den engelske Nation om vor faste Villie at ville være nafhængige. Denne Overbevisning vil vinde alles Hjerter; tydelige Ytringer derom i Publiko vil uafbrudt høres og gradevis forvandles til en høirøstet Stemme, at Ministrene ikke vover at handle derimod, om de end vilde. Jeg siger: om de end vilde; thi skjønt jeg ikke bygger derpaa, har jeg dog Grund til at tvivle om saadan Villie.
Endelig er da Øieblikket kommet, at Norges Anliggende bliver en parlamentarisk Kvæstion. I Torsdags har Mr. Whitbread i Underhnset, aldeles mod mit Ønske, spurgt Einansministeren, Mr. Vansittart, om det var sandt, at Ministeriet havde givet Ordre til at hindre al Indførsel af Kornvarer til Norge, for ved Hjælp af Udhungring at tvinge dem til det, som Magten ikke kunde formaa, nævnlig at underkaste sig det svenske s. 233Aag. Finantsministeren har derpaa svaret, at det var en meget delikat Sag, og at Omstændighederne var besynderlige, men at Huset kjendte Regjeringens Forpligtelser.
I en Avis stod der, at Regjeringen var disponeret til at understøtte sine Allierede ifølge Traktaterne. I en tredie Avis atter nogle andre Udtryk, men omtrent det samme. Jeg, som kjender Ministerens Timidité [Frygtsomhed] og parlamentariske Forsigtighed, frygter slet ikke for Følgerne af denne Udladelse, ihvorvel det forstaar sig, man ingenlnnde bør dysse sig i Søvn. Han kunde slet ikke svare videre, saafremt han ikke rent ud vilde tilstaa, at man ikke agtede at holde Traktaten, og om end dette er Regjeringens hemmelige Hensigt, saa bør den dog endnu ikke underrette Ponte-Corvo derom.
Han maa bort, hans Armee opløses og det væsentligste af Freden være afgjort, forinden England erklærer sig offentlig til vor Fordel. Herpaa belaver jeg mig.
Whitbreads Spørgsmaal er kommet noget for tidligt. Han har nævnt en Sag, der endnu ikke burde berøres. Paa anden Haand har jeg ladet ham bede at temporisere [se Tiden an]; men han er stolt, egenraadig og brænder af Begjærlighed efter at sige Ministrene noget ubehageligt.
Denne korte Samtale i Underhuset har sat de fleste Aviser i Bevægelse, og der er gjort allehaande Betragtninger derom. Naar jeg undtager en, nemlig The Times for igaar, som er noget bitter mod os, saa er alle de øvrige til Fordel for os.
Med Kapt. Riis sender jeg alle de Aviser, der er ndkomne, siden jeg skrev med Pløen. Af de udmerkede Steder vil D. K. Høihed erfare alt, hvad der er sagt om Norge.
Naar nu den Støi, som her har været i Anledning af Kongen af Frankrigs Bortreise, og Aviserne ophører med at skrive derom, da vil Politiseringen om Norge formodentlig blive en frugtbar Grjenstand, og da skal jeg, saavidt jeg kan, dels direkte og dels ved Venner bidrage til at faa indført, hvad der kan være til Nytte. Der er en Avis, kaldet, .The Travellor", hvoraf D. K. Høihed vil finde et Eksemplar i Pakken, og som har antaget sig Norges Sag med Varme. Et Par Dage før jeg fik s. 234dette Eksemplar, har den indeholdt adskilligt til Norges Forsvar, men uagtet al min Umage har jeg ikke kunnet faa den kjøbt Det er et Blad, som siges at gaa meget omkring i Provinserner følgelig saa meget tjenligere til min Hensigt.
For nogle Dage siden modtog jeg et Brev fra Konsul Konow, dateret Amsterdam d. 15. Han var Dagen fornd ankommen til et Sted i Nærheden af Amsterdam og agtede sig den paafølgende til bemeldte Sted. Hans Breve indeliolder forresten kun noget om Dagens Nyheder, livilket vi dog her har i kortere Tid fra Paris.
Jeg har idag med en ganske sikker Leilighed tilskrevet Konsnlen et meget omstændeligt Brev, og jeg haaber, D. K. Høihed ikke tager mig unaadigt op, at jeg indlagt giver mig den Frihed at fremsende en Gjenpart deraf. Jeg har deri berort forskjellige Materier, og det vilde glæde mig ubeskriveligt, om de deradi ytrede Ideer fandt D. K. Høiheds naadigste Bifald. Om Laanet og dets Nytte forbigaar jeg at gjøre Here Anmerkninger, da det egentlig taler for sig selv. Det vilde være af største Gravn for allehaande Gjenstande, ogsaa for den oprettende nationale Bank, hvis oprindelige Fond derved kunde styrkes; men jeg negter ikke, at naar denne Sag betragtes med koldt Blod, turde den nok blive blandt pia desideria [fromme Ønskerj, naar man betæker tvende væsentlige Omstændigheder, nævnlig: hvor haardt Hollands Formue i Krigen er bleven medtaget, og for det andet, at de i Anledning af Freden kunde selv trænge til deres Kapitaler. Imidlertid fortjener Ideen dog at undersoges. Den anden Ide, jeg har ytret, at navnlig Holland burde resentere [?] den svenske Papirblokade, forekommer mig derimod mere praktikabel.
Det interesserer hver neutral Magt at modsætte sig og kuldkaste dette voldsomme System, paa det at samme ikke skulde vorde en Vane og som saadan paaberaabes. Af Sverige synes mig dette at være et arrogant Skridt, saameget mere som det ikke har Kræfter til at understøtte samme, og jeg syntes, jegbnrde gjøre Hr. Konsul Konow opmerksom paa Ideen.
Et tredie Punkt i mit Brev vil D. K. Høihed finde af lige Vigtighed, men af en privat og forviklet Beskaffenhed, nævnlig s. 235Kapersystemets Udvidelse etc., saafremt det ellers er vist, at de Svenske udruster Kapere mod os.
I hvor vanskeligt og delikat dette Projekt end synes, giver jeg dog ikke Slip paa Tanken.
En af mine Venner har været hos mig idag, og af ham har jeg erfaret, at [af] det store Antal Kapere, som findes i England, udrustes de fleste fra Plymouth. Jeg har en fortrolig Ven, som bør paa Landet, ikke langt derfra; til ham agter jeg at skrive en af Dagene ret omstændelig om denne Sag og formaa ham til at indlade sig med Hovedrederne.
Var det ikke saa besværligt for Penge, da ved jeg nok, hvad jeg burde tilraade D. K. Høihed; det var at kjøbe et halvt Snes Stykker af disse Kapere med fuld Udrustning. Det er Skibe, som fører fra 12 til 20 Kanoner, næsten altid ndmerkede Seilere og forsynede med komplet Inventarium. Disse Skibe maatte ikke betales, førend de blev afleverede i Christianssand, der bemandes og bruges, ikke alene som Kapere, [men] og som Konvojskibe mellem Norge og Jylland samt langs Kysterne.
Det gjaldt nu at betinge sig taalelige Betalingsterminer, thi Kapitalen vilde blive betydelig, da man regner, at saadanne Skibe med alt Tilbehør og Ammunition i Forhold til deres Størrelse vil omtrent komme paa 1500 til 3500 Lstrl. pr. Skib. Vil jeg da sætte, at man anskaiffede sig 10 saadanne, da vilde dette omtrent udgjøre 25 à 26 000 Lstrl.; men da havde ogsaa Norge med ét en meget respektabel lille Flotille, som i mere end i en Henseende var af væsentlig Nytte.
Jeg skal efterhaanden give mig den underdanige Frihed at indberette, om noget i denne Retiring lykkes mig. Da jeg ikke er bemyndiget til at foretage denne Negociation, saa forstaar det sig selv, at alt, hvad jeg udretter, sker blot paa nærmere Approbation. Underhandlingerne kræver stor Forsigtighed og Taushed.
Man har forsikret mig, at Traktaten mellem Danmark og England nu er bleven ratificeret. Desuagtet har Konsul Hornemann endnu ikke faaet Ordre fra Regjeringen om at paastaa de danske Eangers Udlevering. De sidder der ogsaa endnu alle, omtrent 1100.
s. 236D. K. Høiheds naadigste Tilskrift, dateret Moss d. 7. Martii, modtog jeg for tre Dage siden, og er formodentlig ankommet med den Slup til Leith, som jeg i Brevet til Konow melder om at være afgaaet fra Porsgrund. Med Forundring ser jeg deraf, at D. K. Høihed allerede dengang havde Efterretning om de Allieredes Fremgang; men de sildigere har oplyst, at Indmarsehen i Paris ikke er skeet førend længe bagefter. Ialfald overgaar denne Fremgang endog de mest urimelige Forventninger.
Hvad har D. K. Høihed vel sagt og følt ved den store Aktørs Eksil fra Scenen? Jeg troede vist, at han havde villet do som Soldat i Spidsen af Armeen og under den sidste Anstrengelse. At han ikke har gjort det turde maaske grunde sig paa et hemmeligt Haab om nye Optrin i Frankrig, i hvilke han endnu kunde komme til at spille en Rolle. Istedetfor at do som Romer, har han foretrukket at leve som Korsikaner, det er: aldrig at opgive den Grjenstand, de foresætter dem.
Hersket har han, og dette vil han vel endnu.
Men hvad synes D. K. Høihed om den franske Karakter? De [Franskmændene] er sande Veirhaner! Alle disse Marchaller og Prinser og Hertuger, som skylder ham deres Velfærd, Stand og Hæder, lader ham nu synke! Alle peger sig frem for at tjene under den nye Orden. Ikke en trak sig tilbage fra at deltage i hans uretfærdige Krige, og ikke en trækker sig nu tilbage af Taknemmelighed mod den Faldne. Mennesket er ofte som Skum paa Havet.
Hvor klogt af den Bourbonske Familie ikke at begynde med Afskedigelser; men om den gamle haute noblesse [høie Adel] ikke er ganske omskabt, saa vil det vel ikke vare længe, førend man ser den ene efter den anden af disse Parvenus tilsidesat.
Den Forventning af det første fordelagtige Indtryk, som D. K. Høihed haaber af min Ankomst hertil, tør jeg paastaa tildels at være opfyldt. Jeg siger tildels, thi det forstaar sig selv, at Indtrykket maa forfølges og forsterkes ved hver brugbar Leilighed, og jeg beder D. K. Høihed ligesaa indstændig som underdanigst uafbrudt at skjænke mig Deres uskatterlige Tillid.
s. 237Kapt. Riis er nu seilklar. Jeg faar altsaa ikke Tid at lægge noget til dette, maaske altfor vidtløftige Brev. Anbefalende mig i D. K. Høiheds Naade og Velvillie
underdanigst
C. Anker.
P. S. Turde jeg vel være saa fri underdanigst at bede, at naar D. K. Høihed har benyttet de engelske Aviser, de da maatte overleveres til min Broder og i Tilfælde, at han var allerede afreist, da til Kammerherre Peeler Anker.
Den 28. April 1814.
Kapt. Riis er bleven opholdt formedelst Skipperens Uefterrettelighed, og jeg benytter dette Mellemrum for underdanigst at indberette til D. K. Høihed, at jeg igaaraftes modtog et Brev fra Konsul Konow, dateret Amsterdam d. 22., og uagtet han deri melder paa fire forskjellige Veie at have tilskrevet D. K. Høihed, saa tror jeg dog min Pligt indlagt at fremsende Gjenpart deraf, da Indholdet har megen Interesse. Jeg ser deraf, at man i Holland modellerer sig ganske efter denne Regjerings Foranstaltninger, og at den Embargo paa norske Skibe, som man i Holland formener her at være bleven lagt paa vore Skibe, allerede har Indflydelse paa Afsendingen af Kornvare fra Holland til Norge, saa og paa Assurancen.
Dette Begreb er feilagtigt, thi med Embargo forstaaes et nvilkaarligt Forbud paa Afseilingen af ethvert norsk Skib; men dette er ikke Tilfældet, thi der er kun kommen en Ordre til Toldboden overalt i Rigerne, at intet Skib skal ndklareres for Norge, være sig norsk, engelsk eller hvilken anden Nation, det end var. Om et norsk Skib f. Eks. befandt sig i en britisk Havn og angives for at gaa til Island, Danmark, Holland, kort sagt, til hvilketsomhelst Sted, kun ikke til Norge, da bliver dette ikke negtet, thi det er ikke forbudt. Derfor kaldes den omtalte Ordre heller ikke andet end stopping of clearance, d. er: Stans i Udklareringen til Norge ved Toldboderne.
s. 238Langt fra mig, at jeg vilde paastaa, at dette ikke var en mesure hostile [fiendtlig Forholdsregel], men dog ei i den Grad, som en Embargo maatte og kunde ansees for.
Med Posten imorgen skal jeg give Konsul Konow fuld Oplysning herom, og haaber, at han ved Hjælp af mine paalidelige Efterretninger vil se sig istand til at betage Vedkommende deres ugrundede Erygt. Angaaende Assurancen tror jeg og at kunne berolige ham, og agter jeg at sende ham en bekræftet Gjenpart af den, som er udstedt for Kapt. Riis’ Ladning, som tydelig viser, at Assurandørerne hefter for al mulig Skade, Opbringelse etc. af fiendtlig Magt, skjønt han har Tilladelse at anløbe hvilken norsk Havn, han ønsker. Kun har man forbeholdt sig, at han ikke der maa blive opholdt, konfiskeret etc. Alt dette mod 4 p Ct.s Præmie. Vil man altsaa ikke i Holland assurere for denne Præmie, saa mener jeg vist, jeg skulde skaffe bam Assurancen her for 4 p Ct.
Jeg skal, inden jeg skriver Brevet til Konow, søge at forsyne mig med paalidelig Besked herom, saa jeg til ham kan tale bestemt.
Konsul Konows Bemerkninger om ikke at opmuntre til Spekulationer synes vel grundede, thi det forstaar sig, at Spekulanterne vil baade paastaa og opnaa de gjængse Markedspriser for de bedste Ladninger, ifald de ikke var for store.
Men saavidt jeg kjender til Kjøbmandsvæsenet, der neppe er i Norge et Haar bedre end andetsteds, vil de snart nedtvinge Priserne, naar de saa, at man var forlegen for at sælge heller end at gaa bort. Der vandtes dette ved de private Indkjøb, at enhver Kjøber maatte selv sørge for Betalingen og lettede saaledes Byrden for det Offentlige. Konsul Konows Ønske, at jeg skulde sende ham Kreditiver herfra for at trække idetmindste for noget af Beløbet for, hvad han indkjøbte, indser jeg endnu ikke, hvorledes jeg skulde blive istand at opfylde.
To Anmerkninger skal oplyse dette. Eor det første ved jeg intet Hus, paa hvilket man kunde trække uden Wolff et Dorvilles Fallitbo.
Det eneste Middel til at formaa Kommissarierne til at akceptere vil bestaa deri, at man hefter til Boet for deres Tilgode-s. 239havende for Boets Debitorer. Herom har jeg omstændelig ytret mig i min underdanigste Skrivelse af 11. Og for det andet kan jeg ikke vente, at Kommissarierne vil tillade nogen anden at trassere paa dem for de i offentlige Fonds deponerede Kapitaler end netop de Kreditorer, der har Penge tilgode i Boet. De vigtigste er Niels Ankers Hus i Fredrikshald for omtrent 20000 Lstrl., Grew Wedel for omtrent samme Sum, Assessor Mathiesen omtrent 17000 Lstrl., Agent Nielsen 6 à 7 eller 8000 Lstrl. De øvrige erindrer jeg mig ikke, thi Opgaven er mig kuns meddelt mundtlig.
Metoden skulde da blive denne, at Vedkommende enten trak direkte til D. K. Høiheds Ordre, — maaske Overprovi deringskommissionen — eller og, at disse og de øvrige norske Kreditorer overdrog til Provideringskommissionen at trassere paa deres Vegne for de 50 p Ct., Opbuds-Kommissærerne for deres Regning havde deponeret i de offentlige Fonds eller og for saa meget deraf, som D. K. Høihed ved Deres Delegerede [C. A.] kunde formaa Kommissarierne til at akceptere. Naar dette var bragt i Orden ved Duplikat- eller Triplikat-Dokumenter, da. maatte disse Kreditiver vorde mig tilstillede, paa det jeg straks kunde forenes med Kommissarierne om den Sum, de for enhver især vilde antage, og paa Grund af denne Forening havde jeg da at kommunicere Konsul Konow det nødvendige.
Denne Fremgangsmaade er efter alle Regler ikke alene den rette, men den eneste. Men D. K. Høihed ser nu selv naadigst, hvor lang Tid denne Omvei vilde medtage, og hvor sandsynligt det er, at Konsul Konow ikke bliver istand til at opholde Indkjøbet af de omskrevne Kornvarer, indtil alt dette kunde vorde bragt i vedbørlig merkantil Orden. At kunne tilveiebringe Kredit for andre Handelshuse her paa Stedet er virkelig ikke sandsynligt; thi Norges politiske Stilling netop i dette fatale Øieblik er de facto betænkelig og vil af enhver Kjøbmand, naar det gjælder Penge, blive paaberaabt som en Hindring imod Kredits Tilstaaelse.
Imidlertid skal jeg her forsøge paa at udrette, hvad jeg kan, skjønt jeg har megen Grund til Frygt at det ikke lykkes mig.
s. 240Under disse Omstændigheder er det i sig selv kun liden Trøst, at Kornvarerne kan faaes for taalelige Priser i Holland; men skulde det klare op for Norge i en politisk Forstand, da bliver det alletider en Trøst at vide et Sted, hvor Føden er at erholde paa antagelige Vilkaar. Den Rug, jeg kjøbte i Leith og Newcastle, kommer omtrent paa 200 Rdl. D. Crt., leveret i Norge. Dette er vel næsten 100 pCt. dyrere, men Kjøbet skede for 6 Uger siden, da man endnu ikke turde haabe paa hastigt og saa godt Udfald paa Kontinenten, ikke at tale om, at da jeg kontraherede, gjaldt Rugen i Norge 400 Rdl. og derover.
Hvad jeg ytrede, vide pag. [224], om parlamentariske Diskussioner angaaende Norge, sees af Dagsavisen allerede at være i fuld Bevægelse. Finantsministerens Svar behager mig just ikke, thi ihvorvel, at han ikke giver mindste Anlednin til den Formodning, at der er givet Ordre til at blokere Norge, kan man dog af hans Svar udlede, at Norges Skjæbne maaske afgjøres i Paris.
Der er i den Anledning opstaaet adskillige Ideer hos mig, men de er for umodne til endnu at meddeles D. K. Høihed.
Jeg haaber, den gothenborgske Efterretning angaaende den saakaldte „Gryldenpalsons“ Arrestering ikke skal betyde Gyldenpalm, ligesom jeg er overbevist om, at ingen Breve har været til af den Beskaffenhed, som disse usandfærdige svenske Tidninger paastaar. Disse Intrigørs er utrættelige.
Underdanigst
C. Anker.
13.
[I Chifre.]
London. 31. Mai 1814.
Min Bekymring over ikke [at] kunne faa mine Depecher afsendte til Christian Frederik kan jeg ei beskrive. Med M Pløen skrev jeg omstændeligen, og han reiste herfra d. 12. April, forsikrende mig, at han skulde gjøre sig al optænkelig Umage for at faa det sikkert frem. Deri sendte jeg Duplikat af min Depeche fra Leith; at Prins Christian ei har faaet den endnu d. 10. hujus [dennes], er mig ubegribeligt.
s. 241Kun smaa Breve af merkantilsk Form kan og tør jeg betro Posten. Enten aabner eller beholder man dem. Saadanne smaa Breve har jeg skrevet Christian Frederik fire over Grothenborg, under 3., 13., 24. og 27. d. Maaned.
Min Broder er lykkelig ankommen hertil og har leveret mig Prinsens vigtige og naadigste Breve med Bilager, for hvilke jeg takker og velsigner Dem. Med den allerstørste Opmerksomhed og Eftertanke skal ske, hvad ske kan.
Prinsen maa ikke lade Dem forrykke i det store Verk. Jeg ved nu med stor Grad af Sandsynlighed, næsten Vished, at Rusland meget ugjerne har samtykket i Blokaden, og at det er Alexander, som har forlangt af Rusland, at den skulde foretages, altsaa vil Alexander selv ei handle. Altsaa har vi endnu Tid. Christian Frederik maa holde ud til det yderste. Netop idag har jeg havt for første Grang en Samtale med den østerrigske Minister [Grev Meerfeldt], som tog imod Brevet til Keiseren og Metternich. Han sagde mig, at Rasoumowsky positiv kommer. Han er min Ven, om han ei er forandret, saa og Blücher. Disse maa og skal hjælpe mig. Mettemich kommer ogsaa.
Meerfeldt lovede at introducere mig til ham. For Guds Skyld, hold nd indtil det sidste.
Til Død
C. A.
Udenpaa Brevet staar med Sekretær Gielstrups Haandskrift:
Til Hs. K. Hd Prinds Chr. Frederik,
Norges Regent, Prinds til Dannemark.
Christiania.
Desuden:
Amsterdam, 6. Juny 1814.
Weddik et Wendel.
Befordret med Capn. Peter Stiboldt.
14 b.
Officielt.
London. Mai, sluttet 5. Juni 1814.
Deres Kongekige Høihed.
Min naadigste Herre.
Neppe har jeg nogensinde sat mig ned for at skrive til D. K. Høihed med den Frygt, jeg nu føler, ikke at vorde saa omstændelig og ordentlig, som jeg burde være.
Det meget, som presser paa mit Sind, og de mange, mere eller mindre vigtige Begivenheder, der er forefaldne, siden jeg skrev min sidste underdanigste Depeche til D. K. Høihed af 28. April, samt den inderlige Attraa, jeg føler ikke at udelade noget væsentligt, sætter mig virkelig i Forlegenhed. Jeg maa derfor ret indstændig som underdanig bede D. K. Høihed naadigst tilgive saavel det ufuldstændige som Materiernes uordentlige Blanding.
1. Den Depeche, jeg nyligen nævnte, er desværre endnu ikke afgaaet. Aarsagen dertil er følgende: Kaptein Riis blev opholdt et Par Dage over den Tid, han mente at seile, og netop i dette Mellemrum blev det almindelig bekjendt formedelst Lord Liverpools bestemte og friske Erklæring i Overhuset d. 29. f. M., at en Order var ndgiven til at blokere Norges Havne. Fra dette Øieblik af opstod der naturligvis en almindelig Frygt for at lade noget Skib afgaa til Norge. Kapt. Riis med nøiere Bekjendtskab forekom mig, nagtet jeg forresten anser ham for en meget retskaffen Mand, at være yderlig timid og raadvild, frygtede for at blive opbragt og erklærede temmelig bestemt, at han ikke under noget Vilkaar turde søge en norsk Havn, men at han burde og maatte gaa direkte til Kjøbenhavn, saaledes som hans Papirer udviste. Uagtet alle mine Indvendinger maatte det ogsaa blive derved. Den 10. ds. forlod han London for at gaa ind til Sheerness, hvor Konvojen laa, bestemt for Østersøen. At sende min Depeche med ham vilde altsaa have været meget uforsigtigt; thi da det var det eneste Brev, han havde med sig, saa kunde det vel have hændet, at en svensk Krydser kunde have bemestret sig samme, hvoraf Følgerne let kunde have været meget ubehagelige, endog for Ladningen, ikke at tale om, at Depecherne selv kunde have været misbrugte.
s. 243I Hensyn til denne forandrede Destination giver jeg mig den Frihed, Bilag l, underdanigst at fremsende en bekræftet Gjenpart af mit Brev til Kapt. Riis, da han absolut paastod at erholde min Mening skriftlig. Angaaende Detaljen af denne Ekspedition faar jeg denne Gang, ikke Tid underdanigst at underrette D. K. Høihed. Summarisk maa jeg blot sige, at al optænkelig Forsigtighed er brugt.
2. Ordren til Blokaden af de norske Havne har forundret alle. Paa mig havde den en Virkning, der næsten overgik baade Sindets og Legemets Kræfter. Den Hemmelighed, med hvilken den er besluttet og blev udført, bærer et stygt Stempel af denne Regjerings Tænkemaade og Svaghed, ligesom Sagen selv bevidner den Afhængighed, ja underkuede Tilstand, i hvilken det britiske Kabinet befinder sig i Forhold til de allierede Magter og især til Sverige. Naar jeg bruger det Udtryk Svaghed, da forstaar jeg derved en vis Grad af Eftergivenhed, der bestemmer Ministrene til at handle imod deres Overbevisning og egen Følelse.
Mangfoldige Omstændigheder har siden overtydet mig om, at de i deres Hjerter ingenlunde selv ønsker dette Skridt. Heri ligger for os ingen synderlig Trøst, thi Virkningen er den samme; men det er dog en Omstændighed, som jeg ikke kan lade af Sigte, da jeg tror derpaa at kunne grunde det Haab om en fordelagtig Vending for Norge, som jeg vedbliver at nære. Saasnart jeg havde fattet mig efter det haarde Stød, Tidningen om Blokaden havde forvoldt, indsaa jeg klarligen, at alle mine Forestillinger til Vedkommende ikke havde havt anden Virkning, end blot den at udsætte det voldsomme Skridt, som upaatvivleligen længe siden havde været besluttet, og om D. K. Høihed ikke har eller skulde faa anden Gavn af min Sendelse, end den at have udhalet Iverksættelsen af denne Blokade, saa smigrer jeg mig med, at et meget betydeligt Kvantum Kornvarer er imidlertid ankommet til Norge. Konsul Konow tror endog med Sikkerhed at kunne beregne det til 30 à 40 000 Tdr., som muligens, saafremt Ordren om Blokaden før havde været udgiven, neppe var blevet det tilført.
s. 244Jeg indsaa endvidere, at al Tale med Ministrene og med ministerielle Mænd var ganske forgjæves, og at det fra dette Øieblik blev fornødent at henvende mig til de vigtigste af Oppositionslemmerne, med hvilke jeg hidindtil forsigtigen havde undgaaet endog at gjøre Bekjendtskab.
Jeg skrev straks en Seddel til Hr. Whitbread med Anmodning om at faa ham i Tale. Hans Svar modtog jeg uopholdelig med det løfterige Tillæg, at saafremt den Tid, han deri bestemte for at modtage mit Besøg ikke var mig beleilig, da vilde han komme til mig.
Vor Samtale varede længe, og hans utallige Spørgsmaal blev besvarede paa den mest oplysende Maade til hans fuldkomne Fornøielse. Jeg forbigaar her at berøre de mange og sterke Bemerkninger, han gjorde til Vidne om det uvilkaarlige Bifald, han skjænkede Norges Anliggender og D. K. Høiheds kjække Bestemthed at sætte sig i Spidsen for at forsvare det norske Folk fra det svenske Aag, etc. Men han lagde til, at D. K. Høihed som dansk Prins neppe kunde ndrydde den herværende almindelige Formodning, at det gjaldt ikke alene Norges Uafhængighed men endog fremtidige Gjenforening med Danmark.
3. Omtrent i samme Dage havde Lord Grey i Overhuset anmeldt en Motion angaaende Norge. Herom blev der ogsaa talt med Mr. Whitbread, og jeg ytrede det Ønske at blive bekjendt med Hans Lordship, da jeg formodede, det ikke vilde være ham ukjært at erholde Oplysninger, der stod i Forbindelse med hans Hensigt.
Hr. Whitbread svarede mig straks, at han ikke alene bifaldt dette mit Ønske, men at han vilde tale med Lord Grey derom, hos hvilken han den paafølgende Dag spiste.
Samme Dags Aften modtog jeg en Seddel fra Hr. Whitbread, hvori han siger mig, at „Lord Grey vilde blive meget fornøiet over at se mig [very happy to see me] næste Dag K1. 12.“
Jeg indfandt mig og nød med ham en af de interessanteste Samtaler, som jeg i mange Aar har havt med nogen Mand i hans Stilling. Saa ædel, høflig, saa rolig og opmerksom, saalænge jeg talte, saa betænkt og fornuftig i Spørgsmaal, saa sindrig i Bemerkninger har jeg kun kjendt faa.
s. 245
Charles Grey, Jarl.
Britisk Minister.
1764—1845.
s. 246s. 247I hvor fyldestgjørende denne Samtale end forekom mig at være ham, gav den dog Anledning til flere, og jeg var adskillige Gange hos ham med fornyet Tilfredshed.
Endelig nærmede vi os til Resultater. Han opgav mig nemlig forskjellige Punkter, hvorom jeg skriftlig skulde meddele ham Oplysninger og mine Meninger.
Lord Grey er en egte Forretningsmand, og han stolede ikke paa min Hukommelse, men satte sig ned i min Nærværelse for at opskrive de Punkter, hvorom han ønskede Oplysning og min bestemte Erklæring. Paa det D. K. Høihed kan gjøre Dem et rigtigt Begreb om Vigtigheden af disse Punkter, giver jeg mig den Frihed underdanigst at fremsende en Grjenpart af hans Opsats, som blandt andet viser, at Hans Lordship henstiller til mig, om den bebudede Motion i Overhuset skulde ske eller ikke. Han viste mig tillige det Udkast, han havde gjort til den egentlige Ansøgning, han vilde at Overhuset skulde indgive til Prinsregenten om Blokadens Ophævelse, hvilket jeg, da jeg fandt det at være opfattet baade med Styrke og Betænksomhed, ikke andet kunde end bifalde i et og alt. Jeg gik nu i Arbeide med de historiske Oplysninger og de øvrige Svar, Lorden forlangte, og dersom der bliver Tid nok dertil, inden denne Depeche maa afgaa, vil jeg bruge den Frihed underdanigst at fremsende en Grjenpart deraf, for at D. K. Høihed deraf kan se de Grunde, jeg har havt for ikke alene at tilraade, men bestemt at forlange af Lord Grey Iverksættelsen af den Motion, han havde anmeldt i Overhuset at ville gjøre. Dersom D. K. Høihed iøvrigt naadigst bifalder, hvad jeg i denne lille Afhandling har anført, da vilde dette høiligen smigre mig.
1. A note of the Union of Norway and Denmark and of the political situation and Government of that Country since, as to its laws and character as an independant Crown. The invasion of Charles XII., the date, the force employed and the success of the resistance made by the Norwegians.
The proportion of the population and revenues of Norway as compared with the whole of the Danish dominions before the separation which has now taken place.
s. 2482. Mr. Anker's opinion after full consideration, whether the discussion intended to take place on Tuesday next in the House of Lords is to be desired with a view to the advantage of the people of Norway with authority to me to state it, if necessary.
3. Whether I am at liberty to mention what has happened between Mr. Anker and the British Government?
[1. En Fremstilling af Foreningen mellem Norge og Danmark og af Norges senere politiske Forhold og Regjering, af dets Love og dets Stilling som en uafhængig Stat.
En Fremstilling af Carl XII.s Indfald med Angivelse af Tidspunktet for dette og af den Styrke, der da anvendtes, samt Udfaldet af den Modstand, Nordmændene da gjorde.
Forholdet mellem Norges Befolkning og Indtægter, sammenlignet med den hele danske Stats før den Adskillelse, der nu har fundet Sted.
2. Hr. Ankers vel overveiede Mening, om den Forhandling, der næste Tirsdag vil finde Sted i Overhuset, synes ham [C.A.] ønskelig med det norske Folks Fordel for Øie samt, ifald det er nødvendigt, Bemyndigelse for mig til at meddele denne.
3. Hvorvidt jeg maa omtale, hvad der har fundet Sted mellem Hr. Anker og den britiske Regjering?]
[Som Svar paa Lord Greys foranstaaende første Spørgsmaal giver C. Anker en historisk Oversigt over de omspurgte Forhold. Den medtages ikke her, da den er kjendt nok. De to andre Spørgsmaal besvarede han saaledes:
Of Norway.
1. — — — — — — — — — — — — — — — — —
2. I cannot sufficiently acknowledge Your Lordship's condescension in asking my opinion after full consideration whether the discussion intended to take place Tuesday next in the House of Lords is to be desired, with a view to the avantage of the people of Norway etc.
Being so solemnly called upon to utter my opinion upon a subject of so high an importance, I do not hesitate to say, that I firmly believe that the intended motion such as Your Lordship did me the honor to communicate to me, brought forward s. 249by so distinguished and superior talents, as Your Lordship is universally known to possess, must necessarily be productive of much good to the cause of Norway. Supposing even that some doubts should be entertained, as to the ultimate success under the present circumstances, I am confident that the discussion will throw a beneficial opinion, which I have from numerous quarters witnessed to be in favor of Norway, will increase in strength and argument and by the laws of reaction operate on the minds of ministers to such a degree, that the Norwegians may at last see their sanguine hope fulfilled.
I therefore beg leave to entreat Your Lordship not to desist from Your noble and generous intention.
May divine Providence grant a happy termination to Your Lordship's magnanimous endeavours!
The Norwegians are an uncorrupted people and their gratitude is equally lasting and sincere.
3. How far it might benefit the great object to mention what has passed between the British Minister and myself, I am at a loss to say, being ignorant of what effect the public disclosure might have, of course I can but leave this delicate question to Your Lordship's own decision.
In the mean time I feel it my duty to impart to Your Lordship, that My Lord Liverpool has only seen me once and that this interview terminated in a cold rebuff and that His Lordship immediately communicated the contents of the conference to the Swedish Ambassador, who has boasted of the information. It must be supposed, that a similar communication has taken place to the other Ambassadors of the allied Powers. I conclude therefore, that it is no secret; nevertheless I submit to Your Lordship's better judgement, if it should not be thought adviceable not to mention what has passed until Your Lordship should experience from Minister's essential deviation from the real state of the case or that a detrimental turn might be given to it. Knowledge of the passed might thus serve as a weapon of defence and perhaps be useful. I have but little reason to be satisfied with the treatment I have met with, yet I must subdue my own feelings and be cautious.
s. 250Your Lordship will overlook the freedom, with which I state my observations which could only be authorized by Your Lordship’s own questions.
6. York Street the 9th May 1814.
C. Anker.
[Om Norge.
1. — — — — — — — — — — — — — — — — —
2. Jeg kan ikke nok paaskjønne Deres Herligheds Imødegaaenhed ved at begjære min veloverveiede Mening om, hvorvidt den Forhandling, der er berammet at finde Sted i Overhuset førstkommende Tirsdag ansees ønskelig med Hensyn til det norske Folks Fordel.
Naar jeg paa en saa høitidelig Maade opfordres til at ytre min Mening om en Sag af saa stor Vigtighed, betænker jeg mig ikke paa at udtale, at det er min faste Tro, at den paatænkte Fremstilling, som Deres Herlighed har gjort mig den Ære at meddele mig, fremsat med det fremragende og overlegne Talent, som det er kjendt nok, at Deres Herlighed besidder, nødvendigvis maa vorde til stor Nytte for Norges Sag.
Selv om man forudsætter, at et heldigt Udfald under de nuværende Omstændigheder kan drages i Tvivl, er jeg dog overbevist om, at Sagens Drøftelse vil fremkalde en gavnlig Opfatning, hvilket jeg har erfaret fra mange Hold at være gunstig for Norge, at den vil vokse i Styrke og i Indhold og paa Grund af Tilbagevirkningens Lov vil have Indflydelse paa Ministrenes Tænkemaade i saadan Grad, at Nordmændene tilsidst vil se deres tillidsfulde Forhaabninger opfyldte. Jeg beder derfor om at maatte anraabe Deres Herlighed ikke at opgive Deres ædle og storsindede Hensigter.
Maatte det guddommelige Forsyn forunde en lykkelig Udgang paa Deres Herligheds ædelmodige Bestræbelser!
Nordmændene er et ufordærvet Folk og deres Taknemmelighed ligesaa varig som oprigtig.
3. Hvorvidt det maatte være til Gavn for den store Sag at omtale, hvad der har fundet Sted mellem den britiske Minister s. 251og mig, formaar jeg ikke at udtale mig om, da jeg ikke ved, hvad Virkning en offentlig Afsløring deraf kan have. Jeg tør derfor kun overlade dette delikate Spørgsmaal til Deres Herligheds egen Afgjørelse. Imidlertid anser jeg det for min Pligt at meddele Deres Herlighed, at Lord, Liverpool kun har seet mig en Gang, og at dette Møde endte med en kold Afvisning, samt at Hans Herlighed straks meddelte Indholdet af vor Samtale til det svenske Sendebud, der har pralet deraf. Man tør vist gaa ud fra, at en lignende Meddelelse er given ogsaa til de øvrige allierede Magters Ambassadører. Jeg slutter mig derfor til, at Sagen ikke er nogen Hemmelighed, men jeg vil alligevel undergive den Deres Herligheds bedre Bedømmelse, — med mindre det skulde være utilraadeligt at omtale, hvad der har fundet Sted, indtil Deres Herlighed maatte erfare, at Ministrenes Opfatning af Sagen i væsentlig Grad afveg fra dens virkelige Forhold eller, at Sagen kunde tage en skadelig Vending.
Kjendskab til det indtrufne kunde saaledes maaske tjene som et nytt gt Forsvarsvaaben.
Jeg har kun liden Aarsag til at være tilfreds med den Behandling, man har givet mig. Dog vil jeg beherske mine Fornemmelser og være forsigtig.
Deres Herlighed vil behage at tilgive den Freidighed, hvormed jeg udtaler mig, og som kun kan forklares ved Deres Herligheds egne Spørgsmaal.
6 York Street d. 9. Mai 1814.
C. Anker.]
4. Dagen efter at Lord Grey havde modtaget mit Svar, skrev han mig til med Anmodning atter at komme til sig. Han ytrede fuldkommen Tilfredshed med, hvad jeg havde sendt ham; „men,“ sagde han, „der er flere væsentlige Punkter, om hvilke jeg maa have Oplysning af Dem og tillige Deres ganske bestemte Erklæring.“ „Ministrene paastod,“ sagde han, „at de er i Negociation om det norske Rige. Forholder det sig saa? Og er der passeret noget mellem Ministrene og Dem, siden jeg saa Dem?“ s. 252Det blev nu fornødent at vise Lorden min hele Fortrolighed, og jeg gav ham i Minutet en omstændelig Beretning angaaende en Samtale, jeg i de samme Dage havde havt med Undersekretæren, Mr. Cooke, en Mand, der besidder Lord Liverpools hele Fortrolighed og er i samme Stilling som Mr. Hamilton. D. K. Høihed vil finde i en paafølgende § [Punkt] alt, hvad der er passeret mellem Mr. Cooke og mig, og som ikke er det ubetydeligste af, hvad der er hændt mig med Hensyn til de mig naadigst betroede Negociationer.
Jeg lod Lorden læse Gjenpart af, hvad jeg havde skrevet,. og bad ham sige mig to Ting, først om jeg derved havde kompromitteret mig og for det andet, om dette Dokument kunde give Ministrene Anledning til med Sandhed at paastaa, at der mellem dem og mig virkelig foregik nogen Negotiation? Han gav mig i begge Henseender det mest tilfredsstillende Svar og bad mig være rolig; „men,“ sagde han, „jeg maa have Tilladelse at citere, ja at oplæse Dokumentet for at bevise Usandheden af Ministrenes Paastand, saafremt de endnu fremkommer dermed: at der endnu foregaar nogen Negociation med Dem.“
Jeg gav derpaa Hans Lordship fuld Raadighed til at benytte Dokumentet, naar og som han selv syntes. Dog ytrede jeg det Ønske, at det helst blev brugt til Forsvar og ikke til Angreb.
Den anden Pnnkt, hvorover han forlangte min Erklæring, var, om han bestemt kunde modsige den Paastand, at der befandtes danske Tropper i Norge, og om han isaafald havde Frihed at citere min Forsikring om det modsatte som Autoritet. Det er ligefrem, at jeg gjentog den Benegtelse, jeg før havde ytret, og gav Hans Lordship frie Hænder til at citere mig som den, der var berettiget og tilstrækkelig oplyst til at kuldkaste Ministrenes usandfærdige Forsikring.
Af Talerne vil D. K. Høihed erfare, at Ministrene ikke har fundet for godt [at] ytre noget angaaende en iværende Negociation, og at Lord Grey derimod har fundet sig nødsaget til ikke alene at modsige Usandheden om de danske Tropper, men at han endog bestemt sagde, at han „of the Agent of Norway was instructed to contradict the assertion as false and unfounded“ [at han af Norges Agent havde modtaget saadanne Oplysninger, s. 253at han kunde modsige denne Paastand, der var falsk og ugrundet].
Denne Samtale med Lord Grey foregik samme Dags Formiddag, som han skulde gjøre Motionen i Overhuset om Aftenen, og jeg fandt ham i hans Studerkammer med alle de Papirer for sig, han agtede at benytte og citere under Talen. En passant skylder jeg at sige om denne sjeldne Statsmand, at han midt i dette store Arbeide ikke lod i ringeste Maade at være affairé [opskjørtet], men at vor Samtale var ligesaa rolig og uafbrudt som de forrige.
Da jeg vilde anbefale mig, spurgte han mig, om jeg ikke vilde gaa op i Overhuset for at være Vidne til, hvad der passerede. Ved at ytre dette Ønske satte han sig straks ned at skrive Order til min Indladelse og bad mig komme tidligt.
5. Klokken var neppe slaaet 5, førend Huset var fuldt. Jeg havde forsynet mig med en god Ven, som forklarede mig det væsentlige af, hvad jeg ikke kunde høre.
Lord Greys Tale varede i over 23/4 Time, og af alt, hvad jeg kunde høre og samle, var det en af de skjønneste og grundigste Taler, der nogensinde har været holdt i Overhuset. Hans Organ, hans Figur, hans Anstand, hans Varme og Gestikulation er Attributer [Hjælpemidler], der i høi Grad virkede til hans Fordel og som, samlede med Talens egen Fortrinlighed, vedligeholdt Tilhørernes Opmerksomhed. Snese Gange raabte man: Hear, hear! [hør! hør!]
Da han havde gjort sin Motion, stod Lord Harrowby op og søgte med en meget flau Tale og med Argumenter, der snarere passede sig for en Jurist end for en Statsmand, at forsvare Ministrenes Foretagende og den anordnede Blokade.
Nu kom Lord Grenvilles Tur. Med megen Værdighed og med en lysende Veltalenhed, ja, dels med nye Argumenter understøttede han Lord Greys Motion.
Da han havde sat sig, stod Lord Liverpool op for at forsvare — ligesom Harrowby — Ministrenes Forhold og Blokaden. Han talte ikke ilde, men han talte Usandhed, og da der ikke kunde gives gode Argumenter, saa maatte han bruge Sofisterier [Spidsfindigheder] og Impudence [Uartigheder]. Det var merkeligt, at det meste af, hvad han sagde, stemmede overens med, s. 254hvad der findes i en lumpen fransk Brochure, som netop i de Dage var bleven publiceret og kaldes: Réflexions sur l’état actuel de la Norvège. [Betragtninger over Norges nuværende Stilling.]
Det siges, at Schlegel er Forfatteren, og at der ikke er Tvivl om, at den svenske Mission [Legation] har sørget for dens Udbredelse og til rette Tid, at den især har forsynet Lord Liverpool med et Eksemplar, som en bekvem Lekture, indeholdende en Rapsodi [et Brudstykke] af selvgjorte Fakta, med hvilke denne egensindige Minister kunde virke paa en tosset eller kjøbt Majoritet.
Efter ham kom Lord Holland, som understøttede med mange gode Argumenter og med megen Naivitet Lord Greys Motion. To, tre ubetydelige Talere sagde noget.
Endelig stod Lord Grey op og med en fortræffelig Duplik gjendrev de Absurditeter og Flauheder, Ministrene havde fremsagt; men alt var forgjæves. Kl. henimod 1 blev der voteret, og Lord Greys Motion faldt igjennem med 115 Stemmer mod 34.
London. 6 York Street. 11. Mai 1814.
My Lord.
Thus then the best cause in the best hands has been lost! What am I to judge? How shall I understand this? Must foreigners conclude that British minds and hearts do not reside in British ministers with the most manly eloquence, with all the strength of truth, logic, information and policy, that ever graced the senate, are conquered by mute notes, sophistry and distorted facts.
Be this as it may. I shall forget all except Your Lordship and the few, who supported Your motion last night.
Accept from an insignificant individual in the name of my unhappy countrymen, — whose miseries and sufferies are going to be renewed, while the best of Europe is rejoicing of the restauration of peace, — accept the most fervent and the most positive gratitude that ever was due and offered to any mortal.
s. 255Your generous pains, my Lord, shall be on record in the history of Norway.
I have one request in the name of that country, that is: suffer Your speech to be printed, that I may, at my return, produce to an uncorrupted people the most perfect defence, that ever was pronounced in favour of national rights and national liberties.
— — — — — — — — — — — — — — — — — —
I have the honour to remain, my Lord, Your Lordship's most obedient servant and devouted
C. A.
[Deres Herlighed! Saaledes er altsaa den bedste Sag tabt, uagtet den var i de bedste Hænder.
Hvorledes skal jeg bedømme og forstaa dette? Skal Udlændinger heraf slutte, at der ikke findes britiske Tanker og Hjerter hos de britiske Ministre, og at den mandigste Veltalenhed, støttet paa Sandhedens, Logikens, Oplysningens og Politikens fulde Kraft —i saa høi Grad som nogensinde har hædret et Senat — er bleven beseiret ved Taushed, Sofisteri og fordreiede Fakta?
Lad gaa! Jeg skal glemme alt, undtagen Deres Herlighed og de faa, der igaaraftes støttede Deres Forslag.
Jeg beder Dem gjennem min ringe Person fra mine ulykkelige Landsmænd — hvis Lidelser nu skal fornyes, medens Europas Vestmagter vil nyde Fredens Grjenoprettelse — at modtage Udtrykket for den mest brændende Taknemmelighed, som nogensinde er budt en dødelig.
Deres ædelmodige Arbeide, Mylord, skal blive optegnet i Norges Historie.
I mit Fædrelands Navn tillader jag mig at bede Dem om at lade Deres Tale trykke, saa at jeg ved min Hjemkomst kan udbrede blandt et ufordærvet Folk det ypperligste Forsvar, der nogensinde er ført til Fordel for national Frihed og nationale Rettigheder.-------— — — — — — — — — — — — — —
s. 256Jeg har den Ære at forblive Deres Herlighed ærbødigste og mest hengivne
C. Anker.]
Referat af Lord Greys Svar af samme Dato til C. A.: Lorden takker for det altfor venlige Brev, beklager Sagena daarlige Udfald i Overhuset, er af den Mening, at det engelske Folk fortiden er meget ufølsomt for alle politiske Spørgsmaal, udtaler sin store Tilfredsstillelse over, at hans Optræden for national Uafhængighed skattes af dem, til Fordel for hvem, han har forsøgt at virke; haaber paa den anden Side, at hvad han har sagt og gjort, ikke maa opmuntre Norges Folk til en Modstand, der kunde have slemme Følger.
Dernæst beklager Lorden. at hans Tale ikke kan blive trykt, da han intet har noteret af den, og da Avisernes Referater er ukorrekte. Han ender med at bede C. A. spise Middag hos sig Søndag d. 26. Mai.
6. Lord Greys Tale havde for mig et nskatterligt Værd. At denne oplyste Statsmand antog sig Norges Sag med saa megen Styrke, at han havde anvendt saa megen Flid, ja Studering af Norges historiske Fakta, forsaavidt de forklarede Indbyggernes uovervindelige Kjækhed. de Svenskes mange, men altid forgjæves Angreb, dets [Norges] kommerciale og karakteriserende Hengivenhed for England, dets uimodstaaelige Rettighed selv at bestemme dets politiske Forhold, saasnart Indbyggerne var løsladte fra deres Troskabsed mod Kongen af Danmark, deres Kjærlighed for D. K. Høihed, de bekjendte Forfattere Grotius, Puffendorff og Wattels grundige Beviser, saa styrkende for Norges Rettighed, at de næsten syntes skrevne for det nær værende Tilfælde, — alt dette, siger jeg, og den summariske Edat [Glans] ikke alene i Englands, men i hele Europas Øine, Talen gav til Norges Sag, — alt dette gjorde paa mit Sind et Indtryk, som jeg ikke kan beskrive; og oplivet af disse Følelser tilskrev jeg Lorden den paafølgende Dag et Brev, der tilkjendegav min Tak og den udmerkede Ros, der tilkom ham for hans store og skjønne Arbeide.
Da dette Brev har mødt et smigrende Bifald af adskillige, jeg har ladet det læse, har forskaffet mig et Svar fra Lord Grey, s. 257og begge Dele har havt nyttige Følger, saa vover jeg underdanigst at fremsende [ovenstaaende] Gjenpart deraf, haabende at det ikke maa ansees som en Følge af Forfængelighed, men som et Dokument, der kan siges at henhøre til den mig betroede Mission.
At jeg ligeledes giver mig den Frihed at fremsende Gjenpart af Lordens Svar, det anser jeg ligefrem for en behagelig Pligt, overbevist, at D. K. Høihed vil finde stor Tilfredshed ved at læse samme. Det er skrevet af en meget udmerket Mand, som her i Landet besidder en grænseløs Agtelse, saavel i Hensyn til hans urokkelige Retskaffenhed som til hans store Talenter og grundige Statsvidenskab. At jeg har været saa lykkelig at erhverve hans Agtelse og Venskab smigrer mig, og maa være D. K. Høihed selv kjært. Denne Forbindelse kan desuden maaske have nyttige og store Følger, thi ved den allerførste Forandring i Ministeriet bliver han upaatvivlelig et Medlem deraf. Ingen af de herværende Kandidater skal kunne være vissere derpaa. Han er i sin bedste Alder, hans betydelige Formue gjør ham uafhængig, og hans udbredte gode Rygte hos Nationen gjør ham uundværlig for det nye Ministerium, af hvem dette end kommer til at bestaa.
Jeg skylder D. K. Høihed at anmerke, at Lord Greys Motion til Fordel for Norge ingenlunde var en Partikvæstion, men et politisk og moralsk Anliggende, der havde næsten hele Nationens uvilkaarlige Bifald. Ved „partyquestions“ forstaaes hertillands det Indkast, den Bevægelse, som Oppositionen fremfører i begge Husene, mere i Hensigt til at fortrædige, mishandle og underminere det ministerielle Parti end i sand, ærlig Hensigt at gavne den Gjenstand, der benyttes til Paaskud for saadanne Bevægelser.
Jeg nævnte nyligen, at min Brevveksling med Lord Grey havde Interesse formedelst Følgerne. Herved forstaar jeg, at Hans Lordship viste mig den Høflighed at indbyde mig til et Diner, som fandt Sted igaar, og hvor han presenterede mig til adskillige af den første Klasse med en Udmerkelse, der overgik min Forventning som privat, og som derimod vel passede sig for D. K. Høiheds Udsending.
s. 258Før og under Maaltidet blev der meget talt om Norge, men da Dameme var borte, og Flaskerne gik omkring, blev der næsten ikke talt om andet end Norge og alt, hvad der stod i Forbindelse dermed. Det forstaar sig, at D. K. Høiheds Person udgjorde et vigtigt Kapitel, og da Lord Hutchinson med Opmerksomhed og øiensynlig Tilfredshed havde hørt mig, fyldte han sit Glas og sagde: „Well, Sir, here is to the Prince Christian Frederik. I wish him and Your brave Countrymen success to Your good cause.“ [„Hør nu, min Herre, jeg ønsker Prins Christian Frederik, Deres tapre Landsmænd og Deres gode Sag alt Held.“] Hermed istemte i Minutet Lord Grey og Lord Donoughmore med den varmeste Deltagelse tilligemed Resten af Selskabet, hvis Navne jeg ikke erindrer. Da vi var staaede op fra Bordet, kom Lord Hutchinson og spurgte mig, hvor jeg logerede, da han vilde besøge mig etc. D. K. Høihed vil behage at erindre sig, at han er en intim Bekjendt af Prinsregenten. Jeg haaber, at jeg skal kunne trække Fordel af denne Omstændighed.
7. Jeg maa nu gaa licit tilbage i Tiden og berøre nogle Omstændigheder, der staar i nøieste Forbund med min politiske Stilling, og som følgelig D. K. Høihed absolut maa vorde underrettet om.
En Kjøbmand, Direktør af Banken, ved Navn Mr. Thornton, Medlem af Parlamentet, havde ytret igjennem en af mine Venner, at han ønskede at gjøre mit Bekjendtskab. Kort derpaa fik jeg hans Visitbillet og tillige Invitation at spise hos ham. Et andet Engagement hindrede mig fra at tage Del deri. Nogle Dage derefter gjorde jeg ham en Kontravisit, og Morgenen derpaa fik jeg atter Invitationskort om at spise hos ham nogle Dage derefter. Neppe havde jeg sendt ham mit Svar, at jeg skulde deltage i Indbydelsen, førend hans Tjener kom med mundtlig Hilsning, at han ønskede at tale samme Dags Aften med mig Kl. 8, henstillende til mig, enten jeg vilde, han skulde komme til mig eller om jeg vilde umage mig til ham. Høflighed bød mig at vælge det sidste. Neppe havde jeg talt med ham i to Minuter om Bagateller, førend han sagde mig, at han havde i Kommission fra Lord Liverpool og Lord Sidmouth, som han samme Morgen havde seet, at tale med mig betræffende Norge, og denne Kommission bestod saamen i intet mindre end at an-s. 259mode mig om at bruge al min Indflydelse hos D. K. Høihed for at overtale Dem til at lade den Ide om Norges Uafhængighed fare og at reise tilbage til Danmark. Naar dette skede, skulde jeg vorde antagen og erkjendt som Envoyé for Norge.
Jeg behøver ikke at indberette D. K. Høihed, hvad mit Svar herpaa var.
En Lord, hvis Navn jeg ikke erindrer, kom til os midt under Samtalen som af en Hændelse; men hans af Tekterede Forsikringer om, at han ikke stod i ringeste Forbindelse med Ministrene, samt at han ikke kjendte til den egentlige Kvæstion, endelig at han søgte Hr. Thornton uden at vide, at der var nogen hos ham, overbeviste mig temmelig tydelig om, at det var et rent Overlæg, thi hans hele Tale og alle hans Argumenter var ganske ministerielle. Uden Forfængelighed tør jeg nok sige, at det lykkedes ingenlunde Hr. Thornton at overbevise mig, men at det tvertimod var mig, som gjorde ham taus. Ikke benævner jeg dette som nogen Fortjeneste, men som et nyt Bevis paa, at vor Sag er en god Sag.
Vi skiltes ad efter et Par Timers Sammenvær, og Hr. Thornton ytrede sig med, at han vilde underrette Ministrene om, hvad der var passeret mellem os, og især om mit bestemte Forslag til dem: jo før jo heller at hæve Blokaden til Bevis for, at England ønskede vores Lyksalighed og Frihed, saaledes som de selv [Regjeringen] havde udtrykt dem i Traktaten med Sverige, — og at de ved mindelig Mellemkomst og liberal Behandling, ikke med Hostiliteter [Fiendtligheder], som nu, vil i Grjerningen bevise, at de var skikkede til at være Mediatører [Mellemmænd] mellem Norge og Sverige. Til en af mine Venner skal han [Thornton] siden have sagt: Mr. Anker is a sensible man, but he did not give way in one single point. [Hr. Anker er en rimelig Mand, men han gav ikke efter i et eneste Punkt.]
Gjenpart
af Mr. Thorntons Brev til C. Anker.
Mr. Thornton’s compliments to Mr. Anker; informs him there was a very animated debate in the House of Commons about s. 260Norway, and that the Members against the Blokade were 71 and for not interfering with the British Government in it 229. Mr. Thornton did not vote.
St. James Square, May 13th 1814.
[Hr. Thornton sender Hr. Anker sin Hilsen og meddeler ham, at der har fundet en meget livlig Debat Sted i Underhuset angaaende Norge, og at der var 71 Medlemmer, der stemte mod Blokaden, og 229, der stemte for ikke at modsætte sig den britiske Regjering i denne Sag.
Hr. Thornton stemte ikke.
St. James Square d. 13. Mai 1814.]
Gjenpart
af C. Ankers Svar til Mr. Thornton.
Mr. Anker presents his compliments to Mr. Thornton and thanks him for his polite attention in communicating to Mr. Anker the result of the debate in the House of Commons last night about Norway.
Mr. Anker was prepared for that result, but he was not prepared to see the repetition of those assertions, which have been gratuitously offered in order to calumniate his countrymen and His Royal Highness the Regent of Norway, — assertions to which Mr. Anker’s education and sense of dignity do not allow him to pronounce the due and real name.
Mr. Thornton's not voting has given pleasure to Mr. Anker, knowing from Mr. Thornton’s candid intimation on what side of the question, that would have been done. Mr. Anker begs Mr. Thornton to accept his assurance of respect.
6 York Street, St. James Square.
Friday, May 13th 1814.
[Hr. Anker sender Hr. Thornton sin Hilsen og takker ham for den høflige Opmerksomhed at meddele Hr. Anker Udfaldet af Debatten i Underhuset igaaraftes vedrørende Norge.
s. 261Hr. Anker var forberedt paa dette Udfald, men han havde ikke ventet at se en Grjentagelse af disse Paastande, som vilkaarligen fremsættes i den Hensigt at bagvaske hans Landsmænd og H. K. Høihed Norges Regent, — Paastande, som Hr. Ankers Opdragelse og Værdighed ikke tillader ham at give den rette Betegnelse.
At Hr. Thornton undlod at stemme, har glædet Hr. Anker, da han af Hr. Thorntons oprigtige Antydninger godt ved, paa hvilken Side han vilde have stemt.
Hr. Anker beder Hr. Thornton modtage Forsikringen om sin Agtelse.
6 York Street, St. James Square.
Fredag d. 13. Mai 1814.]
8. Omtrent i de samme Dage fik jeg en Seddel fra den svenske Minister, Baron Rehausen, hvori han sender mig, som han udtrykker sig, „ponr mon information particulière“ [til særskilt Underretning for mig], en Gjenpart af Kongen af Sveriges Proklamation til de Norske og tilføier, at de allierede Magter havde besluttet at sende en speciel Mission til Kjøbenhavn og derefter til Norge for at erklære uigjenkaldeligen, at de ikke samtykkede i, at Norge blev forenet med Danmark, og at de var beredte til at understøtte med bevæbnet Haand Sveriges retfærdige Paastand, samt at denne Mission fra Ruslands Side var bleven betroet Keiserens Generaladjutant, Grev Orloff, som allerede havde begivet sig paa Veien.
Endelig behagede denne Minister paa en indirekte Maade at lade mig forstaa, at han ansaa min Afreise herfra som nær for Haanden, sigende, at om jeg forinden ønskede Efterretninger fra mit Fødeland, vilde han med Fornøielse møde mig paa hvilket tredie Sted, jeg behagede at nævne. [Mr. de Rehausen se rencontrera avec plaisir avec Mr. d’Anker à l’endroit qu’il lui plaira de nommer.] Det er ligefrem, at jeg følte Harme ved Gjennemlæsningen af disse Dokumenter, og at jeg brændte af Begjærlighed til at give ham et snertende Svar, ikke alene i Hensyn til den saakaldte Publikation til det norske Folk, hvis Dato klogeligen er udeladt og hvis tilsyneladende Stormodighed s. 262ingen anden Hensigt kan have end at prale dermed i de Allieredes Øine, men endog at give Ministeren tilkjende, at jeg havde ikke isinde at forlade England.
At møde ham paa et tredie Sted og overalt at have det ringeste personlige Samkvem med ham, fandt jeg ikke klogt; jeg svarede ham derfor som Gjenparten viser.
Gjenpart.
Monsieur d’Anker a l’honneur de présenter ses complimens a Mr. de Rehausen et de Lui témoigner ses remercimens de 1’attention, qu’il a bien voulu avoir d’envoyer à Mr. d’Anker une Copie de la Déclaration que S. M. le Roi de Suède a fait publier touchant les habitans de la Norvège.
C’est un document, qui à plusieurs égards a beaucoup d’intérêt.
Mr. d’A. recevra toujours avec une véritable reconnaissance toutes les nouvelles de sa patrie, que Mr. de Rehausen voudra bien se donner la peine de Lui envoyer.
Mr. d’A. prie Mr. de Rehausen d’accepter l’assurance de sa considération respectueuse.
6 York Street St. James Square
ce 2, Mai 1814.
[Hr. Anker har den Ære at formelde Baron Rehausen sin Hilsen og at bevidne ham sin Tak for den Opmerksomhed, han velvilligen har vist ved at sende Hr. Anker en Grjenpart af den Erklæring, som H. M. Kongen af Sverige har ladet offentliggjøre vedrørende Norges Indbyggere.
Det er et Dokument, som i flere Henseender er af megen Interesse.
Hr. Anker vil altid med sand Erkjendtlighed modtage alle de Efterretninger om sit Fædreneland, som Hr. Rehausen godhedsfuld vil uleilige sig med at sende ham.
Hr. Anker beder Hr. Rehausen om at modtage Forsikringen om sin respektfulde Høiagtelse.
6 York Street St. James Square
d. 2. Mai 1814.]
s. 2639. Atter i de samme Dage fik jeg en skriftlig Anmodning fra en vis Mr. Cooke, der ligesom Mr. Hamilton er en Undersekretær i det udenlandske Departement, om at komme til ham. Dette blev da ikke mindre end en virkelig officiel Konference. Han begyndte med at berette mig, at han havde Order fra Lord Liverpool at bede mig om, jo før jo heller at forlade England. Tonen, i hvilken han sagde dette, var mindre end behagelig, og han er overalt en Mand, der hverken besidder Opdragelse eller Verden. C’est un homme vulgaire [Det er en ubehøvlet Person], men snedig og djerv. Han udlod sig derefter meget bestemt, at Ministrene havde besluttet at understøtte Sverige med væbnet Haand for at opfylde, som han sagde, den Forpligtelse, de havde indgaaet: at bevirke Norges Forening med samme.
Efter at have hørt mine Bemerkninger, gik han videre og og spurgte mig, om jeg havde havt nogle Efterretninger fra Norge. Jeg kunde da desværre sige, at jeg ikke havde havt en Linie, siden jeg kom til England.
Herpaa tog han frem et Brev, som han dog med Affektation søgte længe efter, skrevet fra Jønkøping, hvori der stod, at Rigsdagen i Norge var bleven opsat, indtil Mr. Anker’s return from England. Heraf tog han Anledning at fordybe sig i Materien, sigende, at vi dog maatte udfinde nogle Midler til at komme overens med Sverige om de Vilkaar, vi ønskede at betinge os under Foreningen af disse tvende Riger, som han igjentog at være uundgaaelig, og lagde til, at jeg burde reise jo før jo heller for at overtyde D. K. Høihed om denne Sandhed.
Sig mig, sagde han, hvad Vilkaar vil De have? England skal skaffe Dem, hvad De end ønsker, forudsat, at De ikke modsætter Dem Foreningen, og at Prins Christian Frederik vil forlade Dem?
Jeg vil ikke trætte D. K. Høihed med at igjentage mine Svar, dog følte jeg i dette vigtige Øieblik Nødvendigheden af at være moderat og forsigtig, ja, at der endog maatte siges noget, som kunde forekomme det høist fatale Skridt af min Bortsendelse fra Landet. Et Skridt, jeg anser for det allerværste, der kunde hænde, da jeg daglig mer og mer overtydes om Nødven-s. 264digheden af at forblive her, i det mindste indtil den russiske Keiser og Kongen af Preussen med deres Ministre var hertil ankomne, hvorom jeg omstændeligen underdanigst har udladt mig i min Depeche af 28. f. M.
Altsaa efter at have ganske bestemt sagt, at jeg slet ikke troede Nordmanden havde forandret sin Tænkemaade i Hensigt til Foreningen med Sverige, lod jeg et Par Ord falde om Muligheden af det modsatte paa Grund af Omstændighederne, der kunde være indtrufne efter min Afreise. Naar da saadant virkelig var Tilfældet, maatte jeg jo sætte mig ned og tænke mig ind i mine Landsmænds Stilling, og da tilgjætte mig, hvad deres Forlangende omtrent kunde være. Men at sætte Pennen til Papiret i en saa delikat, ja farlig Materie turde jeg ikke love. Han kunde følgelig ikke andet end bifalde, at jeg maatte betænke mig, forinden jeg tog nogen Beslutning. Saaledes skiltes vi ad, og det var mig tydeligt, at Mr. Cooke’s sure Ansigt opklaredes en Smule.
NB. Paa den Del af hans Tiltale, der foreslog, at jeg skulde reise hjem for at overbevise D. K. Høihed om Nødvendigheden at frafalde al Tanke om Besiddelsen af Norge, indlod jeg mig ikke.
10. D. K. Høihed vil vist af det foregaaende have sluttet sig til, at jeg i dette vanskelige Tilfælde som i de fleste andre har fornemmelig havt Hensyn til at vinde Tid, og følgelig at jeg ingenlunde skyndte mig med at lade Hr. Cooke here fra mig.
Under 1. dennes var det, han skriftlig forlangte mig til sig den følgende Dag, og paa den Dag var det, jeg havde den vigtige Samtale med ham, som jeg nys har beskrevet. Uagtet jeg ikke undlod at virke baade mundtlig og skriftlig i den selvtagne Mellemtid, kan jeg ikke skjule, at en vis Ængstelse hang over mit bedrøvede Sind.
Det varede heller ikke længer end til den 6., at jeg nød Pusterum, thi da fik jeg atter en Seddel fra Mr. Cooke med Anmodning om at komme til ham den paafølgende Dag. Nu gjaldt det. Jeg belavede mig paa en Storm og havde fattet mig paa at møde den. Ved Indtrædelsen i hans Kabinet paatog jeg mig — uden synderlig Anstrengelse, thi den stemte med min Følelse — en vredladen Mine, forenet med en Grad af be-s. 265stemt Ligegyldighed, som skulde tilkjendegive den hemmelige Fortrydelse, der herskede i mit Sind, dels over disse igjentagne Budsendelser, dels over, hvad der i Mellemtiden var passeret. Jeg satte mig ned, var taus og saa Mr. Cooke med en alvorlig Opmerksomhed i Øinene, omtrent som jeg vilde spørge: Hvad vil De mig da?
NB. Jeg havde ikke sagt: Groddag, men blot taget ham ved Haanden.
Med en paasat blid Mine, der ingenlunde er ham naturlig, spurgte han mig, om jeg havde nærmere overtænkt, hvad vi sidst talte om, og om jeg bragte ham noget til Igjennemlæsning? Jeg tog nu Ordet og sagde: Nei, min Herre, jeg har intet skrevet og kan intet skrive, af hvad De forlanger. Jeg hævede nu min Stemme: „Man bringer mig her til Fortvivlelse! Istedetfor at here mine Landsmænd omtale med Agtelse og Deltagelse, erfarer jeg intet andet, endog fra de høieste Steder, end Uvidenhed om deres virkelige Sindelag. Man bagtaler dem endog som Menedere.
Siden jeg saa Dem, min Herre, har den agtværdige Mand, „The Chancellor of the Exchequer", min fordums Ven, Mr. Vansittart, erklæret offentlig i Underhuset, at det ikke var sandt, at den største Mængde af Norges Indbyggere modsatte sig Foreningen med Sverige, og at den svenske Konge havde tilbudt det norske Folk saadanne Vilkaar, paa hvis Liberalitet der ikke var Eksempel i Verdens Annaler.
Det er altsaa indlysende, at den engelske Regjering i denne Sag lader sig styre af svensk Indflydelse.
Jeg var og er den Mand, af hvilken Hr. Vansittart kunde hente Oplysning om Norge og om Nordmanden. Jeg har mere end et Brev fra ham, der forsikrer mig om hans Agtelse. Jeg har ved ingen Handling forspildt denne, eller givet ham Anledning til at mistænke mig som en Mand, der var i Stand til at forebringe Usandheder, og jeg har for megen Agtelse for min egen Karakter og for de britiske Ministres Stilling, for at tage min Tilflugt til diplomatiske Kunstgreb i Hensigt til at mislede dem.
Jeg har modtaget Missionen i den mest religiøse Overbevisning, at vor Sag var god, og mine graa Haar burde overtyde s. 266enhver god Mand, at jeg ikke skulde kunne handle anderledes end i Overensstemmelse med en god Samvittighed.
Jeg bekjender, at jeg i mine Bemerkninger om Fakta kan vorde forført af Patriotisme til at være partisk; men jeg opfordrer hver den, der kjender mig, til at sige, om han tror mig istand til at skabe eller forfalske Fakta? Havde Hr. Vansittart anmodet mig at komme til ham, jeg skulde have besvaret ethvert af hans Spørgsmaal som en Mand af Ære og Sandhed, Jeg crklærer Dem, min Herre, havde Hr. Vansittart ikke været en Gentleman, hvis Venskab og Tjenester jeg skyldte Taknemmelighed, da havde jeg kommen frem og offentlig modsagt hans Paastand i Parlamentet; hænde hvad hænde vilde.
Jeg igjentager det: Det er til mig, man skal henvende sig for at erfare de Norskes Sindelag, ikke til den svenske Minister.
Under saadanne Omstændigheder, der paa en autentisk Maade bærer Vidne om Fordomme, vil det være af ingen Nytte for mig at skrive noget. Alt, hvad der kan skade os, har været gjort. Alt, hvad der kan fornærme os, har været sagt. Den svenske Regjering og Ponte-Corvo er de eneste Kilder, fra hvilke alt dette har været hentet. og jeg har paataget mig i mine Landsmænds Navn at erklære, igjen og igjen, at det er forgjæves under noget Vilkaar at forsøge paa at gjøre dem til svenske Undersaatter.“
Saaledes var det, omtrent Ord til andet, jeg sagde, og skjønt jeg i Begyndelsen talte mere efter Overlæg, følte jeg, at Hjertet havde mere Del i det øvrige. Mr. Cooke prøvede ikke paa at afbryde mig. Jeg tror ogsaa, at det havde været forgjæves. Med en forundret Mine og med stor Opmerksomhed saa han paa mig hele Tiden. Endelig sagde han: „Grood God! De har jo ganske forandret Deres Tanker! Da De sidst forlod mig, var det jo Deres Hensigt at meddele mig Deres Mening om de Vilkaar, De troede de Norske vilde forlange, naar de skulde forenes med Sverige; idetmindste gjorde det, De sagde, saadant Indtryk paa mit Sind, og nu erklærer De bestemt, at de Norske hverken kan eller vil forenes under Sverige! Vel, saa har vi ikke mere at bestille med Dem, og De maa forlade England.“
s. 267„Mr. Cooke,“ svarede jeg ham, „jeg ved, at den engelske Regjering ifølge The Alienact har Ret til at sende enhver Fremmed ud af Landet, som den tykker, og jeg er i Eders Magt; men jeg vover at sige, at De ikke burde gjøre det, thi derved skiller De Dem af med et Redskab til god Forstaaelse, der vanskelig vil igjenfindes; thi trods alt, hvad der er skeet mod Norge og alt, hvad jeg her har maattet sluge, vil der ikke findes nogen saa inderlig hengiven, som jeg er, til at komme paa den mest intime og nyttige Fod med England. Jeg igjentager det, at en god Forstaaelse mellem os vil og maa blive det endelige Resultat, i hvormange Gjenvordigheder Englands Forbindelse med Sverige imidlertid end vil udsætte os for at lide. Havde de imidlertid taalt Norge at blive bortgivet, da er Norge for bestandig tabt for England. Ialfald bliver min Bortsendelse af Landet kun en frisk Fornærmelse, som mine Landsmænd vil vide at skrive paa svensk Regning, thi, om det var mig tilladt at tale saa, da vilde jeg sige, at jeg er ligesaavel udvalgt af Norges Indbyggere som af Norges Regent.“
Her stansede han mig, sigende: „Hvorfor skulde De føle Dem mere fornærmet end en anden Gentleman, som blev sendt bort?“
(Menende Grev Joachim Bernstorff.)
Jeg svarede: „Jeg kan ikke sige bestemt i Henseende til dette, men jeg vædder dog, at han var det. Dette ved jeg kun, at han efter sin Hjemkomst var 6 Uger sengeliggende af Ærgrelse over, hvad der var hændt ham.“
Han [Hr. Cooke] igjentog nu nogle Gange, at han ikke kunde have flere Samtaler med mig, og at jeg maatte være belavet paa at forlade England. Dog lagde han til, at jeg, som var saa vel underrettet om den parlamentariske Diskussionsmaade, skulde ikke finde mig forundret over, hvad Mr. Vansittart havde sagt i Underhuset. „Overalt,“ sagde han, „er vi lige saa vel underrettede om, hvad der passerer i Norge, som De. De paastaar jo, at De slet intet Brev har havt fra Deres Venner, siden De forlod dem?“
Dette igjentog jeg at være Sandhed.
s. 268Han tog derpaa frem fra en Cassette [Skrin] et Brev, som han sagde var skrevet af den engelske Vicekonsul i Gothenborg, og oplæste et Par Linjer deraf, hvis Indhold var, at Prins Christian Frederik havde nu erklæret sig som Konge af Norge, hvorover han, Mr. Cooke, gjorde denne Anmerkning, veiledet med en betydende Mine: „Nu skal vi se, hvad Virkning dette vil have paa Folket.“
„Min Herre!“ svarede jeg, „dersom Prins Christian er bleven Konge i Norge, saa er det Folket selv, som har valgt ham dertil, og følgelig har vi ikke at vente paa nogen særdeles Virkning. Jeg ved intet om alt dette, kun ved jeg, at man skulde være i Begreb med at forfatte og antage en Konstitution, der passede til Folkets Ønsker, og naar Repræsentanterne havde opnaaet Hans Kongelige Høiheds Bifald og Antagelse, da er der ikke mindste Tvivl om, at han jo straks bliver udraabt som Konge.“
„Isaafald,“ svarede han, „er al Negotiation forbi, men da. De nu mener, at Tingene endnu ikke er komne saa vidt, saa begriber jeg ikke, hvorfor De ikke vil nævne de Vilkaar, som De formodede, Nordmanden vilde betinge sig og foreslaa under Foreningen, og jeg siger Dem,“ lagde han til, „at hertil maa det dog komme tilsidst.“
Den Frygt, jeg hele Tiden har følt for at vorde bortsendt, og den Gravn, jeg troede min Nærværelse kunde virke, har den hele Tid gjort et uudryddeligt Indtryk paa mit Sind. Imedens Mr. Cooke talte, afkjøledes noget min Heftighed, og jeg følte atter Nødvendigheden af at fatte mig, saa meget mer, som denne Samtale i Mangel af et eller andet klogt Skridt fra min Side, kunde vorde den sidste. D. K. Høihed vil naadigst erindre Dem, hvad jeg adskillige Grange har berørt, at min vigtigste Grjenstand var og maatte være: at vinde Tid og at forlænge mit Ophold. Jeg følte altsaa, at noget fra min Side maatte ske, for at afvende det Stød, der forekom mig nu meget sandsynligt. Jeg følte tillige et dunkelt Haab om at kunne indrette dette noget saaledes, at det kunde gavne istedetfor at skade.
Jeg lod mig nu saaledes gradevis og ved en affekteret Eftertanke ligesom overtale til at gjøre et Skridt, sigende: „Mr. s. 269Cooke, kan der flyde noget godt af dette, og skulde jeg ikke kompromittere mig selv?“
Herpaa svarede han med en mindre sur Mine: „Her har De min Haand, at intet af, hvad De end skriver om denne Gjenstand, skal misbruges.“
For nu at undgaa Fortsættelse af den Forlegenhed, jeg følte, og i hvilken denne tvungne Rolle satte mig, tog jeg med det samme Afsked fra ham sigende, at jeg den næstkommende Mandag skulde sende ham mine Tanker.
11. Nu indfandt min Forlegenhed sig for Alvor. Skrives maatte her. Lord Liverpool i Overhuset og Mr. Vansittart i Underhuset havde erklæret, da Lord Grey anmeldte sin Motion, at der negocieredes om Norges Affærer, formodentlig paa Grund af mine igjentagne Samtaler med Mr. Cooke. Denne Paastand havde jeg anmodet Lord Grey om at benegte som en Usandhed; thi Mr. Cooke's næsten diktatoriske Tiltale, veiledet næsten med Trusler, var ikke og kunde aldrig ansees for at være en Underhandling. Det Dokument, jeg nu saa mig nødsaget til at forfatte og indsende, blev officielt og vilde vorde benyttet som saadant. At nu dette heller ikke paa langt nær skulde vorde et Bevis mod mig og for Ministeren, og med Sandhed kaldes et Bevis for, at der underhandledes mellem os, troede jeg det nødvendigt at indrette det som en Raadgivning, grundet paa den Forudsætning, som jeg dog ikke antog for rigtig, at mig ubekjendte Omstændigheder havde tvunget D. K. Høihed til at forlade Norges Sag og Nordmanden til at underkaste sig en Forening, den jeg fremdeles paastod at være dem forhadt. Jeg foreslog derfor, at der skulde negocieres i Norge og at Embargoen imidlertid burde hæves baade af England og af Sverige, samt at slet intet voldsomt Skridt, medens Underhandlingerne varede, af det engelske Kabinet maatte vorde foretaget, menende min Bortsendelse.
Jeg giver mig den Frihed underdanigst at fremsende Gjenpart af min Memoire, inderlig ønskende, at den i Materie, Form og Hensigt maatte fortjene D. K. Høiheds indsigtsfulde Bifald.
Foruden de ovennævnte Hensigter, havde jeg ogsaa en endnu vigtigere: at vinde Tid, og — om jeg ikke kunde formaa dem s. 270til at hæve Blokaden — saa dog at virke til dens mindre Strenghed, — endelig: ikke at kompromitteres i min slibrige Stilling.
Jeg erindrer miff ikke at have havt et vanskeligere Dokument at forfatte.
Da Lord Grey besad og fortjente min hele Fortrolighed, ansaa jeg det for Pligt Dagen efter at vise ham Grjenpart af min Memoire. Med en Grad af Ængstelighed rakte jeg ham den og gav nøie Agt paa hans Kontenance [Holdning]. Han læste den to Gange igjennem uden at sige et Ord, og derefter forsikrede han mig, at han ikke fandt et Ord deri, som jeg havde nødig at fortryde, og lagde til med et Smil: „Mr. Anker, I believe I understand You.“ [„Jeg tror nok, jeg forstaar Dem, Hr. Anker.“] Nu vil min Bemerkning i § 4 blive D. K. Høihed forstaaeligere.
12. Af det anførte vil D. K. Høihed erfare, hvorledes jeg fra flere Kanter omtrent paa en og samme Tid er bleven angrebet, paa det jeg skulde forvildes og skræmmes, dels til at sende I). K. Høihed dermed overensstemmende Rapporter, saa og for at forekomme Lord Greys og Mr. William Wynnes anmeldte Motioner og deraf flydende parlamentariske Diskussioner, der var Ministeriet saa meget ubehageligere, som Nationens Uvillie mod Blokaden var almindelig og høirøstet. Gud være lovet, som styrkede mit Sind til Standhaftighed i dette prøvede Øieblik. i hvilket jeg saa let havde kunnet forløbe mig. Jeg vaklede ikke i mit Sind, men følte mig i flere Dage svækket formedelst Anstrengelse og Mangel paa nødvendig Ro.
13. Jeg har for givet mig den Frihed at melde D. K. Høihed, hvorledes Hertugen af Gloucester har vist varm Deltagelse i Norges og i D. K. Høiheds Sag. Da Lord Liverpool saa trodsigen i Overhuset havde tilstaaet, at der var givet Order til at blokere de norske Havne, folte jeg, hvor forgjæves det var for mig at virke paa Ministrene. Det gjaldt altsaa at søge Hjælp hos Modpartiet. Dagen efter denne afgjørende Tidning skrev jeg til Hertugen saaledes, som vedlagte Grjenpart viser:
s. 271Your Royal Highness.
The dreadful sentence is then going to be pronounced? I feel, as if I was upon the wrack.
I most humbly entreat Your Royal Highness if possible to grant me an audience of a few minutes?
O! my poor, poor country, which is now becoming the victim of policy the most cruel and decidedly the most mistaken, that ever was brooded.
I have the honor to remain with Submission and Respect
Your Royal Highness’s
most devoted and most obedient
humble servant
C. Anker.
6 York Street, St. James Square,
Sunday Morning 1st May 1814.
[Deres Kongelige Høihed. Den frygtelige Kjendelse skal altsaa nu falde. Jeg føler mig som paa et Vrag. Jeg anholder underdanigst D. K. Høihed om at tilstaaes en Audients paa nogle faa Minuter? Mit stakkels Land vil nu blive et Offer for den grusomste og ganske vist den mest feilagtige Politik, som nogensinde er udtænkt. Jeg har den Ære med Ærbødighed og Høiagtelse at forblive D. K. Høiheds mest hengivne og lydigste Tjener. C. A.]
Jeg erholdt efter et Par Timers Forløb hans Svar:
Gloucester House, Sunday Mai 1. 1814.
Dear Sir.
I loose no time in acknowledging the receipt of Your letter of this day, and in expressing the satisfaction I shall have in receiving You to morrow at one o’clock, if it should be perfectly convenient to You to be so good as to call upon me at that time.
Believe me ever with the highest Esteem,
dear Sir,
very sincerely Your’s
William Frederick.
A
Monsieur d’ Anker. etc. etc.
s. 272[Jeg skynder mig at erkjende Modtagelsen af Deres Brev af Dags Dato, idet jeg meddeler, at det vil glaede mig at modtage Dem imorgen Kl. 1, dersom det passer Dem da at have den Godhed at besøge mig. Tro mig, min Herre, jeg vil altid med den høieste Agtelse forblive Deres oprigtige W. Fr.]
Ikke fordi, at dette er af nogen særdeles Vigtighed, fremsender jeg disse Gjenparter, men paa det D. K. Høihed kan erfare, hvorledes Deres Udsending har den Ære at staa med den Ædle Herre. Hertugens Deltagelse, som var ivrig og oprigtig, lettede mit Sind meget, og han styrkede mig i at forsyne Lord Grey med alle de optænkelige Oplysninger, lovende at ville hverve alle de Stemmer, det stod i hans Magt at skaffe, uagtet han ligesom Lorden forudsaa, at Ministrene vil have Overvegten, men var dog ganske enig med mig i, at Motionen ingenlunde burde frafaldes. Forresten igjentog han ret med Nidkjærhed det Raad, han før havde givet mig: at søge Bekjendtskab med den russiske og [den] keiserlige Minister, saa og med den franske, dømmende ganske grundig, at en Samtale med den første muligens vilde kaste et Lys paa Keiserens egentlige Hensigter med Ponte-Corvo, og at de tvende sidste efter al Sandsynlighed ikke kunde formodes at være hans Venner. I en paafølgende § skal jeg berøre de Samtaler, jeg siden har havt med Greve Liewen og Greve Meerfeldt.
14. To eller tre Dage førend Lord Grey’s Motion skulde diskuteres i Overhuset, afsendte Hertugen af Gloucester mig en af sine Kavallerer med den mundtlige Hilsning, at H. K. Høihed havde talt med Lord Grenville om „mit Anliggende“, som han kaldte det, og at Lorden ønskede at se mig den paafølgende Dag. Tillige lod Hertugen mig sige, at jeg maatte komme til ham, naar jeg havde været hos Lord Grenville. Denne egte og prøvede Statsmand modtog mig paa en høist forbindtlig Maade, sigende, at Hertugen af Gloucester havde talt til ham om mig, og at han deraf havde taget Anledning at bede mig komme til sig. (De vons donner la peine de passer chez moi.) Samtalen varede en fuld Halvtime, i hvilken han endog med Veltalenhed deducerede ikke alene det uretfærdige af Ministrenes Forhold s. 273mod Norge, men endog Ruslands og Englands faste Politik i at forøge Sveriges Magt. Han lagde til meget bestemt, at han ansaa Traktaten opfyldt derved, at man havde løsreven Norge fra Danmark, som ved sit upolitiske Forhold i saa haardnakket at hænge ved den franske Alliance selv havde paadraget sig denne store Ulykke.
Han gjorde mig forresten adskillige meget kloge Spørgsmaal, hvorpaa jeg gav ham de mest tilfredsstillende Svar.
Jeg forlod ham med det Løfte at opgive efter hans Forlangende det Sted i Grotius, som bestemt siger, at et Land eller et Rige ikke af en Souveræn kunde overdrages til en fremmed Magt uden med Indbyggernes Samtykke, da han sagde ikke at have fundet dette, skjønt jeg paastod, at saadant fandtes hos bemeldte Autor, — men at han derimod hos Puffendorff og Vattel havde læst selvsamme Sætning.
15. Det var mig allerede straks efter min Ankomst her til Landet raadet absolut at gjøre Bekjendtskab med Mr. Wilberforce, en Mand, som ved sin dydige Tænkemaade og Uafhængighed som Partimand stod høit anskreven i Underhuset og i mange Tilfælde besad Ministrenes Øre.
Dette Raad forsømte jeg ikke at følge.
Den gamle Mr. George Wolff skulde introducere mig, og efter to forgjæves Visiter fik jeg den forbindtligste Seddel fra ham [Hr. Wilberforce], indbydende mig at frokosterere hos sig, naar jeg selv fandt for godt. Dette skede, og et Medlem af Underhuset, min intime Ven Sir Thomas Acland, paatog sig at følge med mig. Nu blev Traktaterne med største Nøiagtighed gjennemlæste og diskuterede. Man raadførte sig med Parlamentsregistrene etc. etc., og jeg forlod ham med den fulde Overbevisning at have vunden en Proselyt. Han sagde endog at ville endnu engang bede mig at komme til sig, hvilket dog ikke skede.
Et Par Dage førend Sagen skulde foretages i Underhuset, tilskrev jeg Sir Thomas og ytrede nogen Uro over ikke at have hørt noget fra Mr. Wilberforce. Frygtende for, at denne gode Mand endnu ikke var overbevist, og at et vist religiøst Begreb om Traktaters nødvendige Opfyldelse skulde virke paa ham, foreslog jeg, at Mr. Wilberforce skulde fremkomme med et Amen-s. 274dement [Ændringsforslag], det er: med et Forslag til en Mellemvei, med hvilken vi tildels kunde vorde ligesaa vel tjente som ved Blokadens Ophævelse.
Denne [Mellemvei] skulde i mine Tanker bestaa i Blokadens Udssettelse, indtil det britiske Ministerium ved Emissarier havde forsøgt paa mindelig Maade at overtale D. K. Høihed og det norske Folk til at samtykke i Foreningen med Sverige.
D. K. Høihed ser nok, hvor jeg pegede hen? For os vilde jeg vinde Tid og for Ministrene skaffe en Bagdør, gjennem hvilken de kunde undfly, indtil de Allieredes Yndest for Ponte Corvo var nogenledes afkjølet. Herved var Traktaterne ikke blevne brudte, Grarantierne ikke frafaldne og Nordmandens saavelsom D. K. Høiheds Standhaftighed alt mere og mere bekjendt.
Den Aften, den store quæstion blev foretagen i Overhuset, saa jeg Mr. Wilberforce der; men det forekom mig, at han med nogen Forlegenhed undgik mig. Dette gjorde mig mistænkelig og bestemte mig egentlig til den Memoire, jeg sendte Sir Thomas Acland. Denne min Ven bifaldt mit Forslag og kjørte straks derpaa nd til Mr. Wilberforce, der bør udenfor Byen.
Skulde D. K. Høihed nu vel tro, at denne dydige Mand, istedetfor at benytte min Mening i Underhuset, ja, istedetfor at tie stille, der var det andet Alternativ, eller istedetfor at blive borte fra Underhuset, der var det tredie Alternativ, — endog stod op og talte til Styrke for Ministrene og for Blokaden?
Saaledes er Mennesket, især det engelske Embedsmenneske! Ministrene hertillands skal aldrig have Uret, og om de end handlede som Børn eller Djævle, skal de dog understøttes. Med dem er der intet andet Middel end at styrte dem, og i dette Øieblik, da det guddommelige Forsyns uransagelige Veie har paa en næsten mirakuløs Maade kastet Englands Fiende til Jorden med en uventet Fremgang og Hastighed, dyrker Flokken dem som de første Ministre paa Jorden, hvilket de sandelig ikke er.
Den dydige Wilberforce prostituerede sig, talende om Traktaters Helligdom og hvor dybt hans Hjerte var saaret ved at votere mod Forslaget om Blokadens Ophævelse etc., men at han efter sin Samvittigheds Følelse ikke kunde andet. Det er med andre Ord, at Religionen bød ham at bifalde Ugudelighed.
s. 275Rousseau, som de saakaldte gudfrygtige fordømmer til Afgrunden, og hvis Verker er blevne hudflettede og brændte, har dog havt en ædlere Sætning. Han siger: „C’est nn second crime, que de remplir une promesse criminelle.“ [Det er at begaa en ny Forbrydelse, naar man opfylder et forbryderisk Løfte.]
Mr. Whitbread, hvis Oppositionsaand man driver Spot med, sagde meget rigtigt: „At de Norskes Bortbytning er intet andet end en Handel med hvide Slaver.“
Mr. Wilberforce har tvende Gjenstande, der synes at optage hans Idræt og Tid, og udenfor disse viser han sig baade ligegyldig og svag. Slavehandelens Afskaffelse og Bibelselskabet udgjør for ham Menneskehedens Frelse. Den første lyser med et stort Skin, skjønt det er bevisligt, at baade Slaver og Handel med Slaver ligefuldt er til, og det sidste har endnu ikke havt anden Virkning end at gavne Bogtrykkere og at skabe Embeder.
At udsætte Nordmanden for de vederstyggelige Alternativer, enten at suite ihjel eller at bortskjækes til Sverige som Kvæg eller Møbler, se, det er for ham ingen Synd. O, de begrænsede Theorister.
16. Der stod mig nu tilbage at gjøre Bekjendtskab med det Medlem af Underhuset, Mr. William Wynne, som havde anmeldt sin Motion om Blokadens Ophævelse, paa det han kunde vorde bevæbnet baade i recit og duplique [baade i Fremstilling og i Imødegaaelse]. I denne Hensigt skaffede en af mine Venner mig Bekjendtskab med et vist Parlamentsmedlem, Mr. Brand, som modtog mig med den mest forekommende Kordialitet.
Vor Samtale varede en Time i tvende andre Parlamentslemmers Nærværelse og Paahør, som deltog paa en for mig behagelig Maade i, hvad der blev sagt. Mr. Brand, en Mand af Indsigt og Grundsætninger, syntes meget tilfreds med alt, hvad jeg sagde, og uden min Anmodning spurgte han mig, om det maatte være ham tilladt at gjøre mig bekjendt med Mr. Wynne, og paa mit samtykkende Svar skrev han straks en for mig meget smigrende, aaben Seddel til denne sin Ven, tilraadede ham at underholde sig med mig, da derved megen Oplysning kunde vindes. Jeg kjørte i Øieblikket hen til Mr. Wynne, men s. 276traf ham ikke. Dagen derpaa fik jeg en høflig Seddel med Anmodning om at ville besøge ham etc.
Med ham havde jeg ligeledes en lang Samtale, og gjennemgik vi saavel Traktaterne som de flere Dokumenter, der henhørte til Norges Afstaaelse, som jeg iforveien havde oversat paa engelsk. Han fremsatte flere grundige Spørgsmaal, men han var hverken Lord Grey eller Lord Grenville. Imidlertid var det dog ham, som først gjorde mig opmerksom paa, at de fleste af de overfladige Argumenter, som Lord Liverpool anførte i sin Tale, maatte være tagne af den ovennævnte franske Brochure, se 5. §. Foruden disse tvende Mænd havde en af mine Venner ogsaa gjort mig bekjendt med et Medlem af Underhuset, navnlig Lord Glenberwy’s Søn, Mr. Douglas, en ung Mand af Lærdom og Talenter, der misbilligede i høi Grad Ministeriets Forhold mod Norge og modtog med Fornøielse de flere Oplysninger, jeg gav ham.
Uagtet dette faldt dog Mr. Wynne’s Forslag i Underhuset til Blokadens Ophævelse med 229 Stemmer mod 71. Altsaa beviste en Majoritet af 158 Stemmer, at det engelske Ministerium havde Ret, medens Millioner Stemmer i publico beviste, at det havde Uret.
Den bedste Tale holdt Mr. Whitbread. Hvad der blev sagt af det ministerielle Parti til Forsvar for Blokaden, kan jeg ikke give andet Navn end et dovent, usammenhængende Pjat, fremført med den opblæste Tryghed, der udmerker Overmagten og Forudvidenhed om Seir.
Uagtet Aviserne giver kun et ufuldstændigt Udtog af Parlamentstalerne, især naar de er lange og vidtløftige, kan jeg dog ikke andet end underdanigst anbefale D. K. Høihed at lade sig forklare Lord Greys Tale, saaledes som den findes i The Morning Chronicle, udgiven d. 11. Mai. Bladet The Times af samme Dag meddeler den kun ufuldstændigen og skjødesløs. Hvorfor? Fordi det er et ministerielt Blad, hvis Aand og Pligt det er ikke alene at hæve de Gjældendes Taler med smukke Tilsætninger, men endog at nedsætte Opponenternes ved at udelade eller forfuske de skjønne Tirader.
s. 277Saaledes gaar det da til her under den klogeste Regjeringsform, som den menneskelige Eftertanke nogensinde har kunnet udfinde til Betryggelse mod Misbrug af Overmagten. Et nyt Bevis paa alle menneskelige Indretningers Ufuldkommenhed! Den samme Dybsindighed, der forstaar at danne gode Love, forstaar ogsaa at paahitte Midler til at svække deres Virkning.
Saaledes kan de Befæstninger, med hvilke en Solon og en Lycurgos omgjærdede Menneskets Frihed og Tryghed, nedbrydes og undergraves ved menneskelige Kræfter, ledede af en ond Aand. Alt fører os tilbage til en sterkere Grundvold end den blotte menneskelige Forstand, og denne Grundvold bestaar i Religion, hvis Virkning i selskabelige Dyder ene kan befæste det menneskelige Samfands Lyksalighed. Langt fra mig, at jeg heraf vilde uddrage den magelige og forvovne Sætning, at en fornuftig Regjeringsform er et forgjæves Arbeide. Kan peger jeg hen til Nødvendigheden ikke at spaa sig alt deraf.
Paa det, den ikke skal vorde en smuk Roman uden Frugter, tror jeg, at Ungdommens dydige, ingenlunde lærde Opdragelse og Lovenes strenge Udøvelse mod dem af Selskabets Lemmer, der ikke mere lader sig danne, bør gaa Haand i Haand med Lovgivnings Systemer og Statsforfatninger.
17. Ved at tale om Udfaldet paa Lord Grey’s Motion i Overhuset forsømte jeg at nævne den formelle Protest, som en af Kongens Sønner, Hertugen af Sussex, tilligemed Hertugen af Gloucester, Hertugen af Norfolk og 8 Lorder nedlagde mod Husets Beslutning. Medfølgende Bilag er en Gjenpart deraf. Kun i saare vigtige Tilfælde gribes til saadant Skridt.
Hertugen af Gloucester har foræret mig en smukt skreven Gjenpart af den Protest, han og flere af Oppositionen nedlagde i Overhuset mod den vederstyggelige kjøbenhavnske Ekspedition [1807]. Disse og slige Protester tjener kun til ærefulde Minder for de kjække faa, der har underskrevet dem.
I forbigaaende og denne Depeche uvedkommende kan jeg ikke undlade underdanigst at berette D. K. Høihed, at jeg om denne Ekspedition har havt en omstændelig Samtale med en gjældende Mand og overbevist ham med Argumenter, som tildels var mig personlig bekjendte, om den grusomme Uret, der veder-s. 278faredes Kongen af Danmark, da man foregav offentlig i Parlamentet, at han stod i hemmelig Forbindelse med Frankrig og Rusland, da Freden blev sluttet i Tilsit [1807] mellem disse.
Af Lord Hutchinsons egen Mund har jeg liavt den merkelige Forsikring, at han i sine Depecher fra Rusland har retfærdiggjort Kongen af Danmark fra al Mistanke om Deltagelse.
Netop samme Forsikring har den engelske Minister Garlike sagt mig at have givet dette Ministerium, nemlig at Kongens politiske System for Krigen var bestemt i Favør af England og mod Frankrig.
Med en mageløs Fripostighed fordreiede daværende Ministre, især Canning, disse Envoyéers Rapporter og paadigtede dem, Kongen og Fakta de strafværdigste Usandheder til Grund for denne, lige uforstandige og ugudelige Ekspedition.
Man ser saaledes, hvad man her tør tiltrods for Sandheden og Folket.
18. Det blev umuligt for mig uden den største Vidtløftighed her at berøre alle de Steder i de offentlige Tidninger, som taler til Norges Fordel. De er næsten utallige.
Ved at fremsende to Pakker med Aviser, maa jeg indskrænke mig til, hvad jeg deri med største Nøiagtighed har indcirklet. D. K. Høihed vil formodentlig benytte en eller anden opmerksom Mand til at gjennemgaa dem, saa vil en saadan bedst kunne bemerke og underrette om de mest interessante. Noget har jeg selv ladet indføre. noget er skeet ved mine Venner, men alt dette er kun saare lidet i Forhold til den Masse af grundige og ofte bitre Anmerkninger, som uanmodede er fremkomne ved engelsk Pen.
Et Skrift maa jeg især benævne for D. K. Høihed, forfattet af Sir Philip Francis og publiceret nogle Dage, før Debatten fandt Sted i Over- og Underhuset.
Det førte Titel af et Brev til Lord Grey og er skrevet med megen Styrke, angribende den engelske Blokade af Norges Havne, den svenske Kronprins’s politiske, ja, personlige Forhold etc. etc. Jeg giver mig herved den Frihed at fremsende et Eksemplar af denne Pamflets anden og forbedrede Udgave. Neppe var det anmeldt i Aviserne, førend en af mine Venner bragte mig samme s. 279og tilbød sig at gjøre mig bekjendt med Forfatteren, hvortil jeg naturligvis i Øieblikket fandtes villig.
Under min Samtale med ham ytrede han megen Glæde over, at jeg var bleven bekjendt med Lord Grey og bad mig dyrke dette Bekjendtskab af alle Kræfter og at vise ham min hele Fortrolighed, da han ansaa ham for den første Statsmand i hele England. Han forudsaa nok, sagde han, at Ministrene, som sedvanligt vilde vinde Seir; men dette maatte man ikke bryde sig om, thi det gjaklt nu at oplyse Publikum om den Uretfærdighed, som man var paa Veien at udøve mod Norge og: „ingen“, sagde han, „kunde gjøre det bedre end Lord Grey.“ Hans Udtryk var bl. a. disse:
„You’ll see, that Lord Grey from the informations, with wich You and I have furnished him, will make an exhibition, which will astonish whole Europe.“
[De skal nok erfare, at Lord Grey ved Hjælp af de Oplysninger, De og jeg har skaffet ham, vil komme med et Indlæg, der vil forbause hele Europa.]
For nogle Dage siden var han hos mig, opmuntrende mig til Taalmodighed under de vanskelige Omstændigheder.
19. Skjønt af liden Vigtighed, vil jeg ikke undlade her at berette, at Mr. Thornton, som jeg har talt [om] i foregaaende 7. §, er en ministeriel Mand. Da jeg spiste hos ham, og jeg under Samtalen med Varme talte om Norges Mishandling, sagde et Parlamentslem, der sad ved Siden af Verten, til mig: „Well, Mr. Anker, You shall have my vote next Thursday.“ [„Ja, Hr. Anker, næste Torsdag kan De være sikker paa min Stemme.“]
„Sir,“ svarede jeg, „it is in support of a good cause, You give that vote.“ [„De støtter en god Sag,“ svarede jeg,, .ved at stemme saaledes.“] Og vendende mig til Verten sagde jeg: „And You, Mr. Thornton?“ [„Og De, Hr. Thornton ?“] „You shall have my best wishes“ [„De skal faa mine bedste Ønsker“], sagde han.
Spøgende anmerkede jeg: „Oh! oh! there is a distinction, I observe, between a wish and a vote.“ [„Aa, der er Forskjel paa et Ønske og en Stemme, merker jeg.“]
Svaret opvakte Latter og Fornøielse i Selskabet.
s. 280Den samme Thornton tilskrev mig en Seddel Dagen efter Diskussionen i Underhuset, berettende mig Udfaldet med Tillæg, at han ikke havde voteret.
Misfornøiet med dette og forbitret over min Ven Mr. Vansittart’s frembragte Usandhed — vide den foregaaende 10. § —, svarede jeg Mr. Thornton med Tak for hans Opmerksomhed, og fordi han ikke havde voteret; men jeg kunde ikke afholde mig“ fra at gjøre en alvorlig Bemerkning i Hensyn til disse Usandheder.
Bilagene vil oplyse D. K. Høihed herom, og jeg haaber, D. K. Høihed ikke misbilliger den bestemte Frimodighed, med hvilken jeg uden Sky ytrer min Misfornøielse, hvergang noget offentligt siges af officielle Mænd til Skade eller Vanære for Norge, og jeg dertil finder en passende Leilighed. Hos mig maa man jo vente for en del at finde en Tolk af Nordmandens Karakter. og da denne er trofast og frygtløs, ligesom min egen, bør den i mine Tanker slet ikke lægges Skjul paa.
20. I Sammenhæng med foregaaende Bemerkning har jeg nyligen funden mig foranlediget at sige min Mening til Greneralmajor Oxholm. Efterat have opholdt sig her et Par Maaneder uden at ville besøge mig, flk jeg i disse Dage et saadant Brev fra ham, som Bilaget ndviser, hvori han beklager, at vor respektive politiske Stilling ikke tillod, at vi mødtes. Jeg troede ikke at kunne indrømme ham denne Vigtighed, og da jeg netop samme Dag ved en af mine Venner fik den paalidelige Efterretning, at han offentlig i et Selskab ikke alene havde ytret sig med Medynk om Norge, men endog sagt, at dette Rige altid havde været en Byrde for Danmark, og at det var ret vel, at de var blevne adskilte, tillæggende det Udtryk: „That Norway had pick’d their pockets“ [at Norge havde tømt deres Lommer], kom mit gamle Blod igjen i Opkog, og [jeg] tog derfor Anledning at tilskrive ham, som Bilaget viser. Jeg indser nok, at der er lidt for megen Heftighed i mit Svar, men jeg formaar ikke at undertrykke samme.
Gjenpart af Greneralmajor Oxholms Brev til C. Anker.
Indlagte Brev til Løitnant Sneedorff er kommet mig tilhænde for ham. Da han er reist, ved jeg ingen bedre Sted at s. 281sende det til end Deres Høivelbaarenhed. Hvor meget beklager jeg ikke, at vor respektive Stilling ikke har tilladt os at møde hinanden. Hvor gjerne havde jeg ikke taget en gammel Ven ved Haanden igjen. Indtil det behagelige Øieblik indtræffer, anbefaler jeg mig Deres Høivelbaarenheds gunstige Erindring ogforbliver med megen Høiagtelse
Deres ærbødig hengivne
Oxholm.
Blakes Hotel, Jermyn Street 31. Maji 1814.
Høivelbaarne Herr Conference-Raad Anker.
Gjenpart
af C. Ankers Svar til Generalmajor Oxholm.
Deres Høivelbaarenhed vil herved modtage min forbindtligste Tak for Deres venskabelige Skrivelse af Graars Dato, indesluttende Brevet til Løitnant Sneedorff.
Det er mig meget kjært, at Deres Høivelbaarenhed anser Deres og min respektive Stilling af den Beskaffenhed, at vi ikke skulde kunne sees eller mødes.
H. K. H. Norges Regent har ingenlnnde hverken mundtlig eller skriftlig forbudt mig at omgaaes med mine danske Venner.
Naar derimod denne liberale Tænkemaade ikke er gjensidig, saa forstaar det sig selv, at jeg af denne Aarsag maa renoncere paa den Ære at møde D. Høivelbaarenhed, indtil andre og bedre Tider indtræffer. Om disse bær jeg hverken Frygt eller Tvivl.
De Norske ved bedst at bedømme, hvad der skal kunne bidrage til deres egen Lykke og Ære.
Stolende uvilkaarligen paa et guddommeligt Forsyn, haaber vi med Tiden at kunne overbevise de nærværende og tilkommende Slegter, at vi ikke lader os bortgive som Kvæg, og at. vi ikke fortjener at omtales med Ringeagtelse.
6 York Street d. 1. Juni 1814.
Ærbødigst
C. Anker.
s. 282Mit Svar har havt Virkning, thi samme Dag, han erholdt det, besøgte han min Broder 1. — Generalens politiske Stilling tillod ham dog at giøre dette Besøg — og beklagede sig til ham [P. A.] over at have fra mig erholdt et haardt og sarkastisk Brev, men undskyldte sine, Udtryk dermed, at Etatsraad Knutzons Søn, et høist agtværdigt ungt Menneske, der formodentlig havde bragt mig Efterretninger, havde selv begyndt Samtalen og gjort ufordelagtige Bemerkninger over den danske Regjering, og dette kunde han [Oxholm] ikke taale.
Jeg opholder D. K. Høihed med Bagateller, skjønt jeg tror at burde indberette ethvert Skridt, i hvor ubetydeligt, der kan tjene til at bekræfte det sammenhængende og urokkelige i mit Forhold. Det skader forresten ikke, at man i dette Øieblik erfarer disse Uoverensstemmelser mellem Danske og Norske.
21. Blandt de mange usandfærdige Rygter, som Svenske her har søgt at ndsprede ved Hjælp af de offentlige Tidninger, dels om D. K. Høihed, dels om Nordmændenes Sindelag, fandt jeg for nogle Uger siden en Artikel, skreven fra Lübeck i „The Morning Post“, som siger, at der ikke alene gaves adskillige Partier i Norge, men at Brødrene Anker befandtes bestemt at være Formænd for et Parti, der havde erklæret sig for Overgivelsen af Norge til Sverige, anseende det for umuligt, at dette Land, der var saa fattigt og tyndt peupleret [befolket] nogensinde kunde underholde en særskilt Regjering.
I min Stilling, udsendt af D. K. Høihed for her at tilkjendegive, at Norge aldrig vilde underkaste sig Sverige, og efter selv at have forsikret saavel Ministeriet som Oppositionslemmerne derom, følte jeg saavel mit personlige som min Slegts Navn meget fornærmet ved denne offentlige Paastand. Jeg benyttede derfor denne Leilighed for at gjøre engang for alle Ende paa disse Eorsikringer og skrev et Brev til Udgiveren af Avisen, i hvilket jeg med Alvor modsagde Eoregivendet.
Jeg giver mig den Frihed herved at fremsende en Gjenpart deraf, haabende, at D. K. Høihed ikke misbilliger, hvad jeg s. 283har skreven. Her har dette Skridt havt en ganske god Virkning; thi det er i den determinerede engelske Smag.
Lord Grey, som nu er min Fortrolige i alt, sagde mig, at han bifaldt det ganske. Jeg indser meget godt, at Brevet ikke er affattet i en diplomatisk Stil, men her gjaldt det ikke denne min Stilling. Det angik min og mines Karakterer som Medborgere, der absolut ikke maatte være tvetydige i et saa vigtigt Øieblik, som det nærværende. Det er blevet bemerket i adskillige Aviser, men især i The Pilot af 19. Mai, som findes i Pakken, og som jeg anbefaler D. K. Høiheds Opmerksomhed. Udgiveren af dette Blad meldte sig straks hos mig for at vise mig, at han havde indrykket det med en Grad af Udmerkelse, og tog deraf Anledning og rekommanderede sin Avis til hvilken Artikel, jeg end vilde lade indføre angaaende Norge, hvis Sag han ønskede at befordre.
En Hilsning af omtrent samme Beskaffenhed har jeg faaet fra Udgiveren af Morning Chronicle.
Jeg henstiller til D. K. Høiheds modnere Overlæg om, og hvorvidt ovenmeldte mit Brev flndes skikket til at indrykkes i de offentlige Tidninger i Norge. Det forekommer mig, at samme kunde ansees som en pligtig Erklæring, der ikke kan være Norges Indbyggere ukjærkommen.
Brevet lyder saaledes:
To the Editor of The Morning Post.
In Your paper of this day I find the following article:
Lübeck, April 30th. We are again assured, that Prince Christian Frederik has renounced Norway and that a strong party has arisen there in favour of the cession to Sweden. They are called the Frères Anker and stand out for rights of the men of the North, at the same time acknowledging the impossibility of making an independent state of a country so poor and thinpeopled, as Norway is.
With respectful patience, though with disgust, I have read all, what has been said and written relative to the Swedish party, which is boldly asserted now to exist in Norway, finding s. 284it needless to contradict empty accusations, destitute of proof, even of probability.
But when names are mentioned with vilifying stigma, it would be contemptible pusillanimity to remain silent. I there fore beg, Sir, that You would without any delay be pleased to insert the following declaration in Your paper:
That the above quoted Article, cunningly dated Lübeck, is a wilful and scandalous calumny, and that neither I, my brother or any of my relations of that name are at the head of any party nor members of any party, arisen or arising in favour of the cession of Norway to Sweden, because we are neither perjurers nor traitors.
6 York Street, St. James Square, 18th May 1814.
C. Anker,
Actual member of the Regency of Norway
[Til Udgiveren af The Morning Post.
I Deres Blad for idag ser jeg følgende Artikel: Lübeck, April 30. Man har atter forsikret os, at Prins Christian Frederik har frasagt sig Norge, og at et sterkt Parti har reist sig der til Fordel for Overgivelse til Sverige. Dette Parti kaldes Brødrene Anker og staar paa Nordmændenes Rettigheder, men det erkjender samtidigt det umulige i at oprette en uafhængig Stat af et Land, der er saa fattigt og tyndt befolket som Norge.
Med ærbødig Taalmodighed, skjønt med Afsmag, har jeg læst, hvad der er sagt og skrevet om det Svenskeparti, som man drister sig til at paastaa eksisterer i Norge, idet jeg finder det unødvendigt at modsige tomme Beskyldninger, der mangleralt Bevis endog al Sandsynlighed.
Men naar der er sat en fornedrende Skamplet paa Navne, vilde det være en forkastelig Svaghed at forblive taus. Jeg vil derfor bede Dem, min Herre, om uden Ophold at indtage følgende Erklæring i Deres Blad:
At den ovenfor gjengivne Artikel, der listigen er dateret Lybek, er en forsætlig og skammelig Bagvaskelse, og at hverken jeg, min Broder eller nogen af min Slegt af det omhandlede s. 285Navn staar i Spidsen for eller er Medlemmer af et Parti, der er dannet eller vil danne sig til Grunst for Norges Overgivelse til Sverige, — af den Grund, at vi hverken er Menedere eller Forrædere.
6 York Street, St. James Square, 18. Mai 1814.
C. Anker,
Nuværende Medlem af Norges Regjering.]
22. I foregaaende 13. § har jeg nævnt, at Hertugen af Gloucester gav mig det Raad at søge Bekjendtskab med den russiske og keiserlige Minister, saa og med den franske. Med de to første er dette lykkedes mig. For ikke at fremstille mig de but en blanc [ubesindigt], maatte jeg udfinde passelige Leiligheder, og det faldt mig ind, at jeg havde kjendt i Kjobenhavn Baron Nicolai som Legationssekretær for den russiske Mission.
Paa en naturlig Maade søgte jeg da ham og anbragte, efterat mange andre Materier var gjennemgaaede, mit Ønske at gjøre Envoyéens Bekjendtskab, da jeg havde noget at tale med ham om. Han [Baron Nicolai] lovede at sige dette til Ministeren, og nogle Dage efter kom han til mig og berettede, at Ministeren med stor Fornøielse vilde se mig, men bad mig tillige, at jeg ikke vilde have noget imod, at dette skede hos Baron Nicolai paa Grund af de nuværende Omstændigheder.
Jeg tilstaar, at dette Vilkaar var mig ikke ganske kjært, men jeg lod mig ikke merke dermed og samtykkede uden Betænkning i Metoden.
Grev Liewen er en meget artig Mand, skjønt alvorlig og en Smule kold. Samtalen varede nok en Times Tid med megen Ro og gjensidig Opmerksomhed.
Jeg fandt slet ikke, at Envoyéen med Varme eller Empressement [Iver] søgte at skræmme fra den tagne Beslutning om Norges Uafhængighed; men summarisk gik dog hans Bemerkninger ud paa, at vi gjorde vel i at frafalde den Ide og paa samme Tid at fremsætte de Vilkaar, under hvilke vi ønskede, at Foreningen med Sverige skulde ske. Jeg gik da igjennem de væsentligste af de Argumenter, jeg saa ofte har været nød-s. 286saget at anbringe. Han talte om Keiserens indgaaede Forpligtelse, som man ingenlunde kunde formode, at han vilde frafalde.
Da jeg lod mig forstaa med Uforsigtigheden af at udvide Sveriges Magt, især under en herskesyg Kriger, løftede han paa Skuldrene og frembragte nogle Træk i Ansigtet, der forekom mig, som om han vilde sige: „Det er nu gjort, nu faar vi se“ etc., eller som om han derved vilde tilkjendegive, at han var uberettiget derover at gjøre nogen Anmerkning. Ved at fortælle ham det vigtigste af, hvad der var passeret mellem Mr. Cooke og mig, — især hans urimelige Forslag, at jeg skulde reise hjem for at formaa D. K. Høihed til at frafalde den begyndte Plan etc. —, sagde han [Grev Liewen]:
„Mais je trouve réellement qu’on a raison. Vons êtes le seul, Monsieur, qui pouvait convaincre le Prince de la nécessité de rétracter. Vous possédez Sa confiance entière. Vous Lui êtes attaché. I1 vous écoutera plutêt que tout autre, et il faut espérer qu’Il est trop raisonnable pour ne pas s’apercevoir du grand danger qu’Il court etc.“
[„Men jeg finder virkelig, at man har Ret. De er den eneste, min Herre, som kunde overbevise Prinsen om Nødvendigheden af at træde tilbage. De besidder hans fulde Tillid, og De er ham hengiven. Han vil lytte mere til Deres Raad end til nogen andens, og det er at haabe, at han er for fornuftig til ikke at forstaa den store Fare, han udsætter sig for.“]
Med faa Ord: hans Tale og Anmerkninger var omtrent af samme Slags som Mr. Cooke’s, bare med den Forskjel, at han var rolig og høflig.
„Je vous assure,“ sagde han, „que le Ministre de Suède a fait les plus fortes remontrances pour que le ministère Anglais vous prie de quitter le pays, et je suis vraiment étonné que vous ayez pu rester si longtemps. II faut vous préparer à apprendre que Mr. de Rehausen redouble ses instances à cet egard, et vous ne pouvez que sentir vous même, qu’il ne peut faire autrement et qu’enfin l’Angleterre doit ceder etc.“
[„Jeg forsikrer Dem,“ sagde han, „at den svenske Udsending har gjort de kraftigste Forestillinger for at formaa det s. 287engelske Ministerium til at lade Dem forlade dette Land, og jeg er virkelig forbauset over, at De har kunnet blive her saalænge. De maa forberede Dem paa at erfare, at Baron Rehausen fordobler sine Anstrengelser i saa Henseende. De maa jo ogsaa selv være paa det Rene med, at han ikke kan handle anderledes, og at England tilsidst maa give efter etc.„]
D. K. Høihed kan nok nu vel selv slutte sig til mine Svar.
Jeg kom nu til den Artikel med Brevet, som jeg havde fra D. K. Høihed til Keiseren og viste ham samme, spørgende, hvorledes jeg skulde bære mig ad dermed. „Jeg ved,“ sagde jeg, „at H. K. Høihed havde sendt et ligelydende til Hs. Keiserlige Majestæt igjennem en anden Kanal, og mig havde han befalet at reise til Kontinenten for at overlevere dette. Det er meget muligt, at det andet ikke er fremkommet. Hvad angaar dette, da ved Hr. Greven selv, at Rygtet længe har sagt, at Hs. Keiserl. Majestæt ventedes hid. Hvad maa nu Keiseren vel tro om Regenten, naar Kommunikation [Meddelelse] om det, som er forefaldet i Norge, i saa lang Tid er ndebleven ? Je sens une véritable inquiétude à cet égard.“ [„Jeg føler mig virkelig urolig i saa Henseende.“]
„Quand l’Empereur viendra,“ svarede han, „je Lui rendrai compte de tout cela, et je vous ferai savoir Sa réponse. Peut être qu’il vous verra.“
[„Naar Keiseren kommer,“ svarede han, „skal jeg meddele ham alt dette, og jeg skal lade Dem faa hans Svar at vide. Maaske han vil se Dem.“]
„Det er netop,“ sagde jeg, „hvad jeg ønsker. Her ser De mine Ordres,“ visende ham D. K. Høiheds aabne Fuldmagt til at overlevere Brevet.
Vi kom nu atter tilbage til de nuværende Omstændigheder i Almindelighed. Han igjentog, hvad jeg før havde hørt, og jeg, hvad jeg ved andre Leiligheder havde sagt.
Jeg kunde slet ikke spore Trusler eller nogen peremptorisk [afgjørende] Udtalelse, og denne første Samtale mellem tvende, for hinanden ubekjendte Personer kunde neppe ventes at være af anden Beskaffenhed.
s. 288Imidlertid følte jeg mig ikke tilfreds eller oplyst nok af, hvad der frem og tilbage blev sagt. Jeg troede derfor at burde gaa videre og opholdt mig paany over Englands ubegribelige Forhold mod Norge.
„Je suis tenté de croire qu'il y a ici quelque mystére. Il est évident que rien n'est plus contraire à l'intérêt de la Grande Bretagne, que de voir la Norvège à la disposition de la Suède. Une puissance qui de tout temps a été attachée à la Prance et qui a un prince francais à sa tête, lorsqu'on se rappelle que la France de tout temps a été l'ennemie de l'Angleterre, j'avoue que je n'y comprends rien. On s'y perd. Au nom de Dieu, qu'est ce dono qui prompte [sic] l'Angleterre à se mettre en avant avec une activité qui ne lui ressemble d'ailleurs pas?
Elle se conduit comme une partie principale et non accessoire. Avant même que la Suède ait fait une seule démarche hostile envers la Norvège, à peine suisje débarqué dans ce pays, qu'Elle commence par défendre toute expédition pour ce pays. On dira [dirait] que nous avous la peste chez nous!
Selon l'idée qu'on se fait ordinairement d'une puissance auxiliaire — et telle est la Grande Bretagne dans ce moment à l'égard de la Suède — il fallait du moins attendre que la Suède ait besoin de son secours, avant que l'Angleterre paraisse sur la scène, et la voilà tout d'un coup qui adopte le système odieux de bloquer nos ports pour nous faire crever de faim, croyant par là fléchir un peuple déjà accoutumé aux privations. On nous connait bien mal.
L'Angleterre n'a done point garanti la Norvège à la Suède.
C'est la Russie — à juger des [sic] traités, qui a pris sur Elle pareil engagement. En tout cas, ce sera done à la Russie d'agir plutôt qu'à d'Angleterre." —
Her stansede jeg, thi det var egentlig her, jeg ønskede at faa ham til at tale, og det Iykkedes mig, thi han sagde:
„Je ne vous cache pas que ce que vous me dites là me paraît fondé, et il se pent ma foi bien que l'Empereur vient [sic] à l'assistance de la Suède."
s. 289Disse var netop hans Ord, udtrykte med opløftede Øienbryn, og veiledede af en Bevægelse med Hovedet, som — saavidt jeg skjønte — betydede snarere en Mulighed end en Vished.
„Monsieur le comte," svarede jeg, „le rôle le plus beau et le plus analogue au caractère supérieur de l'Empereur, serait celui de médiateur, et nous espérons qu'Il l'adoptera plutôt que tout autre.
Au reste je vous déclare en homme d'honneur et en homme qui connait si bien l'état de Danemarc, de Suède et de Norvège que si j'étais ministre en Suède, ou si eniin j'avais une voix au chapitre, — je préférerais les Norvégiens plutôt comme amis et alliés que comme sujets, car je dis sans hésiter qu'Elle n'aura en nous que des sujets rebelles.
Veuillezy penser, monsieur le comte, et je vous conjure au nom de l'humanité, exposez à S. M. l'Empereur ce que j'ai eu l'honneur de vous dire. Le Prince Christian ainsi que mes compatriotes sont disposés de former un noeud d'alliance avec l'Empereur de la plus solennelle [sic]. Nous sommes dignes de son amitié ainsi que de Sa protection. Ou je me trompe fort, cette liaison ne peut pas Lui être indifférente. La Norvège une fois unie à la Suede — le Danemarc est perdu. Ponte-Corvo est un Prince élevé a l'école de Napoléon et précisement de la même etoffe. Qu'on y pense, il est encore temps."
[„Jeg fristes til at tro, at en eller anden Hemmelighed ligger skjult lier. Det er klart nok, at intet er mere i Strid med Storbritanniens Interesse, end at Norge sættes til Sveriges Raadighed, der altid har været Frankrig hengiven, og som nu ledes af en fransk Fyrste. Naar man saa betænker, at Frankrig altid har været Englands Fiende, maa jeg bekjende, at jeg aldeles ikke forstaar dette. Man begriber det aldeles ikke. Hvad er der dog i Guds Navn, som bringer England til her at tage Ledelsen med en Handlekraft, som ellers er det saa ulig? England opfører sig, som om det vilde spille en Hovedrolle istedetfor en Birolle i denne Sag. Endog førend, at Sverige har foretaget et eneste fiendtligt Skridt mod Norge, og i samme Øieblik, som jeg gaar iland i dette Rige, forbydes straks al Forbindelse med os. Man skulde tro, vi havde Pest hjemme! Ifølge den Opfatning, s. 290man i Almindelighed har af en forbunden Stat — og det er netop hvad Storbritanniens nu er i Forhold til Sverige — burde England idetmindste vente med at optræde paa Skuepladsen,. indtil Sverige believer dets Hjælp. Ikkedestomindre ser man nn, at dette Land befølger det afskyelige System pludselig at blokere vore Havne for at snlte os ud. Man tror paa den Maade at kunne bøie et Folk, der er vant til Savn. Man kjender os meget daarlig.
England bar jo aldeles ikke garanteret Sverige Besiddelsen af Norge Efter Traktaterne at dømme, saa er det Rusland, der har paataget sig denne Forpligtelse. Det maatte derfor iallefald blive Ruslands Sag at optræde heller end Englands" ; — her stansede jeg, thi det var egentlig her, jeg ønskede at faa ham til at tale, og det lykkedes mig, thi han sagde:
„Jeg vil ikke skjule for Dem, at hvad De der har sagt synes mig vel begrundet, og det kunde, min Tro, godt hænde,. at Keiseren kommer Sverige tilhjælp."
Disse var netop hans Ord, udtrykte med opløftede Øienbryn og veiledede af en Bevægelse med Hovedet, som — saavidt jeg skjønte — betydede snarere en Mnlighed end en Vished.
„Hr. Greve," svarede jeg, „den smukkeste Rolle og den, der er mest i Overensstemmelse med Keiserens ophoiede Karakter, vilde være Mæglerens, og vi haaber, at han vil optræde i den hellere end i hvilkensomhelst anden.
Eorresten kan jeg, som en Mand af Ære og som den, der er vel kjendt med Forholdene i Danmark, Sverige og Norge, sige Dem rent nd, at dersom jeg var svensk Minister eller om jeg i det Hele taget havde nogen Stemme at afgive i denne Sag, saa vilde jeg langt foretrække at have Nordmændene til Venner og Forbundsfæller fremfor at have dem til Undersaatter; thi jeg tør uden at betænke mig paastaa, at Sverige i os kun vil faa oprørske Undersaatter.
Vær af den Grodhed at tænke herover, Hr. Greve, og jeg beder Dem indstændig i Menneskehedens Navn om at fremsætte for H. M. Keiseren, hvad jeg har havt den Ære at sige Dem. Baade Prins Christian og mine Landsmænd er tilbøielige til at slutte et høitideligt Forbund med Keiseren.
s. 291Vi er baade hans Venskab og hans Beskyttelse værdige.
Om jeg ikke tager meget Feil, vil et saadant Forbund være ham alt andet end ligegyldigt. Er Norge først blevet forenet med Sverige, saa er det ude med Danmark. Ponte-Corvo er en Fyrste, opdragen i Napoleons Skole og af samme Stof som denne. Maatte man betænke alt dette; endnu er der Tid!" —]
Han [Liewen] var taus til alt dette, og andet eller mere kunde jeg for det første ikke vente. Vi var ubekjendte for hinanden, og hans Stilling var delikatere end min. Ei heller kunde han vide saa nøie, hvad der var passeret i Paris; ikke at fortie, det var egentlig ikkun til mig at tale og til ham at høre. — Nu blev der talt om allehaande, og uformerket bragte jeg Konversationen til Slutningen, og jeg haaber, D. K. Høihed bifalder min Adfærd, naar jeg siger, at det var mig, som anbefalede mig uden at udsætte mig for de smaa Symptomer, der tilkjendegiver, at man har været længe nok sammen. Jeg havde desuden intet at søge. Vi tog hinanden ved Haanden og skiltes ad. Baron Nicolai sad i ærbødig Afstand og aabnede ikke Munden, før vi var staaede op og Konversationen henvendt til Ubetydeligheder .
Jeg kommer nu til den østerrigske Minister [Grev Meerfeldt]. Nogle Dage efterat jeg havde spist hos Lord Grey, blev jeg af hans Grevinde indbuden til hendes Assemblée, hvad man her kalder „Rout", hvor der befandtes en stor Flok af første Rang; — dog, det forstaar sig, faa ministerielle, — og fornemmelig af Oppositionen samt af Personer udenfor Embeder.
Jeg forbigaar Modtagelsen. Den var ikke udmerket, thi man udmerker ingen, men den var forbindtlig baade af Vertinden og Verten. Denne, da han saa mig, kom straks ned fra det inderste Værelse, tog mig ved Haanden og talte til adskillige Repriser med mig, og da jeg sagde ham i Øret, at jeg samme Dag havde faaet Depeche fra D. K. Høihed, men som jeg endnu ikke havde dechifreret, tilkjendegav han mig den livligste Attraa efter at erfare, hvordan det gik i Norge, og bad mig endelig komme til sig for at meddele ham, hvad jeg kunde. Denne Begjæring igjentog han siden, da jeg forlod Selskabet, sigende: „I am very ancious to learn, how things succeed with s. 292You." [„Jeg er meget spændt paa at faa Rede paa, hvorledes Sagerne staar hjemme hos Dem."]
Jeg har hidindtil ikke kunnet opfylde mit Løfte til ham, da Dechifreringen og igjentagne Gjennemlæsninger af det meget og vigtige, D. K. Høihed har sendt mig, saavelsom Udarbeidingen af nærværende Depeche derfra har hindret mig.
Efter nogen Tids Ophold mellem den store Flok opdagede .jeg en middelaldrende Mand i hvid Uniform med adskillige Ordener. Jeg fik straks at vide, at det var den keiserlige Minister . D. K. Høihed kan let gjætte, hvad der foregik hos mig. Det gjaldt at blive bekjendt med ham og at blive det paa en Maade, der ved en saa offentlig Leilighed kunde passe sig for Deres Udsending, den jeg, naar det gjælder, aldrig skal tabe af Sigte.
Mine Øine forfulgte ham, hvor han gik og stod, og Frygt [for], at han skulde undfly, gjorde mig lidt beængstet. Endelig kom han høiere op i Salen for at hilse paa Verten, som stod ikke meget langt fra mig. Under deres Samtale, som varede længe, beholdt jeg min Plads, lænende mig op til et Bord, betragtende Selskabet med Ro, og det nndgik ikke min Opmerksomhed, at Lorden tilsidst underrettede Greven [om], hvem jeg var. De skiltes ad, og Ministeren gik hen blandt nogle Damer for at underholde sig med dem. Nu kom Øieblikket for mig, som jeg ikke maatte forsømme. Jeg nærmede mig til Lord Grey uden tilsyneladende empressement [Iver], sigende: „Mylord, var det ikke den keiserlige Minister?" „Jo." „Det er en Mand, som jeg meget ønskede at blive bekjendt med. Kunde Deres Herlighed ikke bidrage dertil? De kjender mine Grunde." „Yes surely, but if You have no objection, I shall ask him privately." („Jo, det vil jeg gjerne, men dersom De ikke har noget derimod, vil jeg i Fortrolighed bede ham derom"], og neppe havde han faaet mit bifaldende Nik, førend Lorden med sin naturlige Værdighed gik hen til Ministeren omtrent 6 à 8 Skridt fra mig og talte til ham i Øret, og uden ringeste Betænkning tog han Lord Grey ved Haanden, som bragte Ministeren op til mig og udførte Introduktionen [den gjensidige Forestilling] paa en for mig meget forbindtlig Maade.
s. 293Det var forfængelig talt, om jeg vilde sige, at denne lille Tildragelse gjorde Opsigt, men tilforladeligt er det at sige, at den tydeligen blev lagt Merke til af de Omstaaende.
D. K. Høihed stutter let, at Samtalen var og maatte være almindelig. Jeg havde Stof nok. Lorden blandede sig spøgende i Konversationen, som jeg ledede hen paa de forskjellige keiserlige Ministre, jeg havde kjendt og været intim med i Kjøbenhavn og deres Damer.
Underligt nok: Kageneck, Schlick, Breuner, Mænd i deres bedste Aar, var alle døde. „Pourvu, disje, que lenrs femmes vivent; elles étaient bien aimables." [„Jeg haaber, sagde jeg, at deres Fruer lever, de var meget elskværdige."]
Lord Grey forlod os spøgende, og Samtalen mellem Greven og mig varede nogle Minuter, og da jeg troede ikke at burde opholde ham længer, i hvor uaffekteret høflig han end var, sagde jeg: „J'ai beaucoup désiré, votre Excellence, de faire votre connaissance, et si vous me le permettez, j'aurai l'honneur de me présenter chez vous" [„Jeg har ønsket meget at gjøre Deres Ekscellences Bekjendtskab, og hvis De tillader det, vil jeg give mig den Ære at hilse paa Dem i Deres Hjem"], hvortil han svarede saaledes, som er sedvanligt, naar intet er iveien: „Je serai charmé etc. etc." [„Det vil være mig særdeles kjært etc."]
Ministeren gik derpaa hen blandt Damerne, og jeg som Observatør krydsede lidt omkring for at nærme mig Verten, som jeg fandt i fortrolig Samtale med en Gentleman nær Kaminen. Han vendte sig straks til mig. Jeg tog ham ved Haanden og takkede ham for det gjorte Bekjendtskab. Han fornøiede sig over min Tilfredshed og sagde, hvad jeg ovenfor har citeret.
Jeg er vis paa, at D. K. Høihed er, ligesom jeg var det, fornøiet med denne Metode.
23. Et Par Dage derefter kiørte jeg hen til Grev Meerfeldt og lod mit Kort bringe op til ham (et fransk uden Titel). Tjeneren kom straks ned og bad mig undskylde, at Hans Ekscellence ikke kunde tage imod mig, da han stod just i Begreb med at kjøre ud. Hans Ekvipage holdt ogsaa virkelig for Døren. Men om det var mig beleiligt, da var han den paafølgende Dag hjemme indtil K1. 12.
s. 294Jeg undlod ikke at indfinde mig.
Efter nogie Minuters Venten i hans store Selskabsværelse kom han til mig, meget borgerligt klædt, og bad mig sidde hos sig paa Kanapéen, hvor han begyndte med jevn Høflighed at undskylde, at han Dagen forud ikke havde taget imod mig. „Je devais dans ce moment sortir avec ma femme pour alter voir une campagne, que nous avons pris etc. etc." Jeg: „J'ai longtemps désiré de me présenter chez votre Excellence, mais je ne savais pas trop, vu les circonstances du moment, si V. Exc. pouvait me voir. Ma situation ici ne paraît point fixée, et je sens qu'il faut avoir quelques égards aux difficultés qui se présentent etc. etc." Med Blidhed svarede han mig hertil: „Je suis toujours très fiatté de votre visite. et ce n'est done pas comme député de la Norvège que je vous reçois; mais comme un Norvégien qui me fait l'honneur de venir me voir."
[„Jeg skulde netop da kjøre ud med min Hustra for at se paa et Landsted, vi har leiet etc." Jeg: „Jeg har længe ønsket at fremstille mig for Deres Ekscellence, men paa Grand af de nuværende Forhold var jeg ikke sikker paa, om D. Eksc. kunde tage imod mig. Min Stilling her synes ikke at være ordnet og jeg finder, at man maa tage Hensyn til de foreliggende Vanskeligheder etc. etc.«
Med Blidhed svarede han mig hertil: „Jeg er meget smigret over Deres Besøg, og det er jo ikke som Norges Udsending, at jeg modtager Dem, men som en Nordmand, der gjør mig den Ære at se til mig."]
Nu gik jeg ind i Materien og gav ham en summarisk Ide om D. K. Høiheds Stilling, om Nordmandens Karakter og bestemte Beslutninger samt, hvad der var foregaaet hos os etc. Derpaa sagde jeg ham, at det var D. K. Høiheds Befaling, at jeg skulde afgaa til Kontinenten for at overlevere til Hans Keiserlige Majestæt D. K. Høiheds Brev, som jeg da viste ham; saa og det andet til Grev Mettemich, da D. K. Høihed var uvis om, at et ligelydende, der var fremsendt gjennem en anden Kanal, var rigtigt fremkommet; „men D. Eksc. ved selv," sagde jeg, „at det allerede i lang Tid har været offentlig bekjendt, at Keiseren var ventendes hid."
s. 295„J'ai attendu avec impatience cet heureux évènement pour m'acquitter de mon devoir. Je n'ai d'ailleurs pas pu m'absenter d'ici, à cause des fréquents entretiens, — je ne peux proprement pas les appeler des conférences, — que j'ai eus avec les personnes en place. A cette heure il est positivement dit, que l'Empereur ne vient pas, par conséquence, j'ai d'autant plus desire d'avoir l'honneur de voir V. Exc. pour vous demander si vous ne me permettez pas de délivrer en vos mains cette lettre importante, ainsi que celle pour le comte Metternich?
Il importe naturellement à S. A. R. le Régent de convaincre l'Empereur qu'Il n'a rien de plus pressé que de communiquer à Sa Majesté les grands évènements qui ont eu lieu en Norvège," - hvorpaa jeg tillige lod ham læse den Fuldmagt, D. K. Høihed har givet mig. Han svarede mig meget forbindtligt:
„Je ne puis pas du tout me dispenser de recevoir et de me charger d'une lettre pour mon maître et quant au comte Metternich, je puis vous dire en confidence qu'il va venir ici, et je me chargerai aussi volontiers de la lettre du Prince pour lui."
[„Jeg har med Utaalmodighed ventet paa dette heldige Tilfælde for at kunne gjøre min Pligt. Forresten har jeg ikke kunnet reise herfra paa Grund af de mange Samtaler — jeg er jo ikke berettiget til at kalde dem Konferancer — som jeg har havt med høitstaaende Personer.
Da der nu er afgjort, at Keiseren ikke kommer hertil, har jeg saa meget mere ønsket at træffe Deres Ekscellence for at kunne spørge Dem, om De vil tillade mig at levere Dem dette vigtige Brev [til Keiseren] ligesom ogsaa dette til Grev Metternich?
Det er naturligvis H. K. H. Regenten af Vigtighed at overbevise Keiseren om, at han ikke haster med noget som med at meddele Hans Majestæt de store Begivenheder, der har fundet Sted i Norge;" og jeg lod ham nu tillige læse den Fuldmagt, D. K. Høihed har givet mig. Han svarede mig meget forbindtligt:
„Jeg kan aldeles ikke negte at modtage og besørge et Brev til Keiseren, min Herre. Hvad Grev Metternich angaar, kan jeg s. 296betro Dem, at han kommer hertil, og jeg vil ogsaa gjerne paatage mig at besørge Prinsens Brev til ham."]
NB. Metternichs Ankomst hertil har jeg ingensteds endnu hørt Tale om, og almindelig bekjendt er dette vist ikke heller. I ham faar jeg da altsaa maaske en ny Kanal til Gavn for vor Gjenstand. Man har afmalet mig ham som lidt farlig, d. v. s.: upaalidelig og af dybe Hensigter. Jeg skal rette mig derefter.
Grev Meerfeldt syntes slet ikke at bifalde Norges Forening med Sverige, følgelig heller ikke Traktaterne desangaaende; men det forekommer mig af hans Ytringer, at Opfyldelsen var fortiden den egentlige Gjenstand, og at man ikke med Grand deri kunde vente nogen Forandring.
„Le malheur est, [sagde han] que l'Empereur de la Russie a donné Sa parole d'honneur au Prince Royal de Suède." — „Mais," disje, „est ce donc que Lui de son còtè a rempli son engagement vis-à-vis les Empereurs et les autres Alliés?" — Han løftede paa Skuldrene og gjorde mig en moquant [spottende] Mine og sagde: „Il paraît qu'on y a passe l'éponge."
Adskillige Gange kom jeg tilbage til politiske Betragtninger og til Sveriges udvidede Magt under Ponte-Corvo, og igjentagne Gange svarede han med en Bevægelse af Skuldre og Hoved:
„Comme je vous dites [sic] quant à la question il me semble qu'on ne veut plus y revenir et que l'Empereur de la Russie dans ce moment ne pense qu'a l'exécution du traité; et je puis vous dire avec connaissance de la cause, que c'est proprement sur les instances de l'Empereur que le ministère ici a déclaré les ports de Norvège bloqués."
[„Ulykken er," sagde han, „at Keiseren har givet Kronprinsen af Sverige sit Æresord."
„Men," sagde jeg, „har da Kronprinsen paa sin Side opfyldt sine Eorpligtelser ligeoverfor Keiserne og de andre forbundne Magter?"
Han løftede paa Skuldrene, og gjorde mig en moquant Mine og sagde: „Det ser ud til, at man har faret over dette med en Svamp."
Adskillige Gange kom jeg tilbage til politiske Betragtninger og til Sveriges udvidede Magt under Ponte-Corvo; og igjen-s. 297tagne Grange svarede han med en Bevægelse af Hoved og Skuldre:
„Som jeg siger Dem, det ser ud til, at man ikke mere vil drøfte selve Spørgsmaalet, og at Keiseren af Rusland nu kun tænker paa Traktatens Udførelse. Da jeg kjender Sagen, kan jeg sige Dem, at det egentlig er paa Grand af Keiserens Forestillinger, at det herværende Ministerium har erklæret Norges Havne i Blokadetilstand."]
Han fortalte mig, som om det var for at gjøre Rede for hans Hofs Demarcher [Forholdsregler] i denne Sag, hvad D. K. Høihed har berettet mig om de Bevægelser, som det Wienske Kabinet havde gjort hos Kongen af Danmark til Fordel for Sverige.
„Depuis ce temps," sagde han, „nous n'avons rien fait, du moins autant que je sache." [„Siden den Tid," sagde han, „har vi intet gjort, idetmindste ikke det jeg ved."]
Han berettede mig, at Grev Rasumowsky kom her, og at han havde været brugt af den russiske Keiser ved Fredsunderhandlingerne i Chatillon. Denne Tidning var mig kjær, da jeg har det Haab, at jeg i ham skal finde en gammel Ven, dermuligens kunde blive mig til Nytte. Det er mig umuligt at give D. K. Høihed en nøiagtig Recit [Grjengivelse] af Samtalen, som vedvarede omtrent 3 Kvarter. Da den var den første, kunde den neppe blive andet end almindelig, og det vigtigste deraf har jeg søgt at berøre.
I det hele forekom det mig, som Østerrige ikke tager nogen. synderlig Del i Norges Anliggende, men det kunde dog hænde, at Grev Metternich, der skal være en meget dyb og forbeholden Politikus, ikke har troet det nødvendigt at meddele Grev Meerfeldt alt, hvad han selv tænker derover eller har isinde.
At Norges Skjæbne og især Ponte-Corvo skulde være ham ligegyldig, faar man ikke mig til at tro.
Det er umuligt for mig med Vished at kunne sige, om der virkelig eksisterer nogen hemmelig Forbindelse mellem England og Ponte-Corvo, men af alt, hvad jeg kan tilgjætte mig, har jeg slet ingen Anledning til at tro, at det er Tilfældet. Han sagde jo ogsaa temmelig bestemt: „Ils Font décrétée à contre-coeur. s. 298(Det er med Modvillie, at de har besluttet den.] Menende Ministrene og Blokaden.
24. Det vigtige og afgjørende Øieblik nærmer sig. Lord Castlereagh er kommen inat d. 5. Juni. Keiser Alexander og Kongen af Preussen ventes nu hver Dag. 1
Jeg sender Løitnant Sneedorff med dette. Han gaar med en Hummersknde til Farsund og skal ekspederes inat. Konsul Konow, som havde ønsket at opholde sig her noget og derefter at reise hjem over Holland, har jeg formaaet til at forandre sin Beslntning til at gaa med en anden Hummersknde, ligeledes om en 3 à 4 Dage.
Med ham sender jeg Duplikat af denne Depeche, saa og alt, hvad jeg inden den Tid kan være istand til at samle og forfatte til Oplysning og underdanigst Svar paa D. K. Høiheds mange og vigtige Breve med min Broder, som ankom igaar 8 Dage [28. Mai]. Dechifrering og mange Ganges Gjennemlæsning af D. K. Høiheds saa høiligen vigtige Depedie og Bilager saavelsom de dyrebare Private og de næsten utallige Ting, der stod i Forbindelse med denne Depedie, har optaget denne Mellemtid.
25. Ligesom Intet har kunnet trøste og styrke mig fra min Ankomst, til jeg erholdt D. K. Høiheds Breve, uden den urokkelige Overbevisning, jeg har og for Livstid skal have om D. K. Høiheds Standhaftighed og dydige Mod i Deres høist vigtige Stilling, — saaledes bygger jeg derpaa, at D. K. Høihed ikke af nogensomhelst Omstændigheder lader sig bevæge for et eneste Øieblik til at tvivle om min Urokkelighed i Tanker og Handling for den store Grjenstand, Deres synbare Tillid har betroet mig her at sørge og arbeide for. Vel merker jeg, at jeg ikke mer er nng, 2 da Bekymringer griber mig meget an, men stol derpaa, ædle Prins. at Intet — være sig politiske Vanskeligheder eller anden Modgang — skal kunne formaa mig til at ophøre med min Omtanke og Arbeidsomhed for Dem og for Norge. Mine egne Anliggender faar jeg slet ikke Tid at tænke paa. De maa i Gruds Navn hvile, saatænge jeg røgter mit store Ærinde.
s. 299At D. K. Høihed ikke har kunnet høre fra mig i saa saare lang Tid, giver mig ret en smertelig Bekymring. Under 3., 13., 23. og 27. Mai 1 skrev jeg D. K. Høihed til over Gothenborg under Kjøbmandskonvolut med al den Forsigtighed, der var at udfinde, og under 31. over Holland, besørget ved Konsul Konow, som har været her omtrent 3 Uger. Alle disse Breve indeholdt fornemmelig de Grande, paa hvilke jeg troede at kunne tilraade D. K. Høihed ikke at lade sig skræmme af Omstændighederne, især ikke af Blokaden og ikke lade sig mislede af de fatale Rygter, som den svenske Mission ikke ophører at udsprede. Jeg meldte tillige i et af disse Breve, at den engelske Regjering havde sendt en vis Mr. Morier over til Norge, men hvis Ærinde man ikke med nogen Vished har kunnet underrette mig om.
Af alt, hvad jeg har kunnet samle, maa dette bestaa i tvende Gjenstande, først: med sande og usande Efterretninger at skræmme eller formaa D. K. Høihed til at give Slip paa Uafhængighed, opstillende, som man formoder til Skue, de bestemte og farlige Anstrengelser, som de allierede Magter agter at iverksætte til Norses Undertvingelse, og for det andet med egne Øine og Øren at erfare det norske Folks sande Disposition [Tilbøielighed], om hvis Fasthed og urokkelige Beslutning man her vedbliver at tvivle, fornemmelig paa Grand af de forskjellige Partier i Norge, som de offentlige Tidninger og de Svenskes utrættelige Intriger udbasuner[er].
Kunde vel hænde, at Mr. Morier havde i Kommission at berette noget ufordelagtigt om mig som Aarsag for, at man ikke vilde benytte sig af min Person som det rette Middel til Underhandling med D. K. Høihed. Men skulde dette være Tilfældet, da ved jeg med fuld Vished, at man strander paa en Klippe.
I denne Anledning vover jeg indstændig at bede D. K. Høihed ikke at abandonnere [prisgive] Deres egen Udsending, men saavidt det er muligt bevise det engelske Ministerium, at D. K. Høihed ikke har berøvet mig Deres Fortrolighed.
Jeg taler ei om min Person, men om den Stilling, i hvilken D. K. Høihed har sat mig, og tillige om den bedre Adgang, jeg s. 300her har til at kjende forføriske Paafund, saafremt man har Tilflugt til disse for at mislede til saadanne Begreber og Beslutninger, der bedst kunde virke til Opnaaelse af skadelige Følger saavel for D. K. Høihed som for Norge.
Løitnant Sneedorff bringer D. K. Høihed tvende Breve til ham [Morier], som det udenlandske Departement indirekte har betroet mig til Befordring. Maaske er det bedst, at jeg ikke nævnes?
26. Minister Bourke er kommen. Det forstaar sig, at jeg ikke har seet ham. Han har havt sine Audientser hos Prinsregenten og hos Lord Liverpool. Den første Følge af hans Ankomst har været Frigivelsen af de fangne Matroser. Ordren dertil, ndstedt iforgaars d. 3., gjør ingen Forskjel paa Danske og Norske, hvilket jeg dog havde ventet. Efter Traktaten skal de sendes fragtfri tilbage; men hvad gjør man nu med de kjære Norske? Bevæger jeg mig om disses Adskillelse fra de Danske, da tager man tilforladelig Anledning deraf til at holde dem tilbage . Sendes de til Kjøbenhavn eller Husum med de Danske, kunde de let blive opsnappede af de Svenske ved Overfarten til Norge. Dog frygter jeg, at af tvende Onder jeg maa vælge dette sidste. Kunde jeg indirekte formaa Minister Bourke til at udvirke Afsendelsen at ske til Christianssand under Forpligtelse, at de siden skulde sørge for sig selv, da havde jeg Spillet vundet ; men det er ikke saa let at narre disse hule Mennesker. Jeg frygter, at vi maa lade dem overføres til Husum uden at nævne noget om Landsmandsskabet.
27. Jeg har adskillige Grange været samlet med Kommissarierne i Wolffs og Dorvilles Opbudsbo, og uagtet jeg har vovet at gaa videre i mit Forslag, end D. K. Høihed har bemyndiget mig at gjøre, er jeg endnu ingen Vei kommen. Der sidder en konstig Mægler og en kjedsommelig Jurist i Kommissionen, som begge kun studerer paa Vanskeligheder, hvortil Norges nuværende Stilling og Landets Love her giver god Anledning.
Vi skal atter mødes, og skulde det være saa lykkeligt, at det imidlertid opklaredes for Norge i Almindelighed, da skal vel noget kunne udrettes.
s. 30128. Om Pengelaan tør jeg endnu ikke give D. K. Høihed noget Kaab. Vor politiske Stilling møder os ogsaa heri; men intet skal forsømmes, og vi skal prøve det yderste. Konsul Konow taler derom til Barings Hns.
29. Endelig er Kapt. Riis afseilet for 2 eller 3 Dage siden med en Konvoj. Modvind har hidindtil hindret ham. Det var vel, jeg tog mine Depecher fra ham.
30. Adskillige Beskyttelsesbreve har jeg udstedt i den senere Tid og nyligen for 3 Skibe fra Irland med Provisioner med hemmelig Bestemmelse for Norge, og anbefalede jeg vedkommende at søge Østlandet. Jeg venter, at der afgaar flere. Udhungringen slaar altsaa Fienden Feil for isommer!
31. Et Fruentimmer ved Navn Charlotte Wardle har forfattet et Poem: „Norway", hvori hun besynger D. K. Høiheds og Nordmændenes mandige Forehavende i at gjøre Norge uafhængende. Hun har adresseret Skriftet til D. K. Høihed, og jeg lader et Eksemplar følge. Jeg tror, at jeg bør skrive hende paa D. K. Høiheds Vegne et lidet Komplimentbrev til.
[Miss Wardles Brev indtages her, da det er et Udtryk for Stemningen i visse Kredse for Norges Reisning.]
Tunbridge-Wells, June 14th 1814.
Sir.
I was this morning honored with Your letter conveying to me the highly gratifying assurance of Your Excellency's approbation of a poem, that had previously little to boast, excepting the sincerity of the Sentiments it so feebly expressed.
Your noble Countrymen have gloriously struggled with difficulties innumerable; insurmountable they can never prove to a Prince and to a People, who, firm in the cause of freedom, „scorn dangers and sport with death in her defence".
Had Your Excellency freely indulged Yourself in commendation of a Prince, the glory of His Country and the admiration of every friend to national liberty, the aphorism: „that praise is the reflection of virtue" would have stood prominently illustrated by the brilliancy of Your pen.
s. 302My father, Colonel Wardie, whose public Character may not be unknown to Your Excellency, begs to be allowed to offer his high consideration and respect. The cause of Your Prince and of Norway is as near to his heart, as it is to mine.
I have the honor to be, Sir, Yours Excellency's most obliged and very obedient Servant
Charlotte Wardle.
His Excellency
The Norwegian Emissary etc. etc.
[Min Herre. Imorges havde jeg den Ære at modtage Deres Brev, hvori Deres Ekscellence meddeler mig Deres, for mig i høi Grad tilfredsstillende, Forsikring om, at De bifalder mit Digt, som hidtil ikke havde andet at rose sig af end Oprigtigheden af de Følelser, som det kun er et svagt Udtryk for.
Deres ædle Landsmænd har med Hæder kjæmpet med talløse Vanskeligheder, — uovervindelige vil disse dog aldrig kunne blive for en Fyrste og et Folk, der slutter sig fast til Frihedens Sag og som, for at forsvare den, kan foragte Farerne og smile til Døden.
Ifald Deres Ekscellence havde villet glæde Dem selv med at lovprise en Fyrste, hans Lands Hæder og den Beundring, enhver Ven af national Frihed besidder, — da vilde den Sætning : at „Ros er Dydens Refleks", være bleven fortrinlig belyst gjennem Deres glimrende Pen.
Min Fader, Oberst Wardle, hvis offentlige Færd maaske ikke er Deres Ekscellence ukjendt, beder om at maatte frembære sin dybe Respekt. Deres Fyrstes Sag og Norges ligger hans Hjerte ligesaa nær som mit.
Jeg har den Ære at forblive Deres Ekscellences mest forbundne og lydige Tjenerinde.
Charlotte Wardle.]
Til Hans Ekscellence
Den Norske Udsending etc. etc.
32. D. K. Høibeds Tale ved Rigsdagens Aabning og Repræsentanternes Tale lader jeg i disse Dage oversætte og skal s. 303inden kort ved Trykken vorde bekjendtgjort. D. K. Høiheds Brev til den svenske Konge staar i Dagsavisen som en Post fra Kjøbenhavn, men det vigtigste deraf er udeladt. Dette skal jeg snart rette paa. Om mig staar der i samme Avis endel Sniksnak, hvorlunde jeg her paa Stedet begynder at blive vel antagen, og at jeg var paa Veien til at reise til Paris for at handle med Lord Castlereagh etc. etc. Alt, hvad der kan opfylde Aviserne, er Udgiverne kjærkomment.
33. Jeg tør slet ikke begynde paa at besvare D. K. Høiheds mig sendte naadigste Tilskrift, da saadant Arbeide fordrer mere Tid, end jeg i dette Øieblik er i Besiddelse af. Kun tør jeg underdanigst melde, at min Broder har bragt mig dem alle, og at de bestaar i følgende: Private af 25. og 30. Martii samt af 21. April og 5. Mai. Officielle af 24. Martii, 2., 21, og 25. April, 5. og 10. Mai, med alle deri paaberaabte Breve og Bilager, hvorfor jeg takker D. K. Høihed underdanig og af mit inderste Hjerte.
Ifølge Befaling vedlægges her Grjenpart af D. K. Høiheds Brev til Prinsregenten. Hvorledes det staar til med ham hertillands kan desværre bedst erfares af de offentlige Tidninger, udgivne i de sidste 3 à 4 Dage, som jeg underdanigst anbefaler D. K. Høihed at lade sig nøiagtig forklare.
Magen til Skandale gives der vel ikke Eksempel paa ved noget Hof paa Jordkloden! Dersom han ikke forbedrer sit Forhold, da vil han udentvivl befinde sin Person i en farlig Stilling.
34. Det har ikke været ret vel gjørligt at bestemme noget vist for Løitnant Sneedorffs Ophold her, da han har havt adskillige Udgifter udenfor de almindelige Opholdsbekostninger. Han har ialt oppebaaret 202 Lstrl., hvorfor han vel gjør D. K. Høihed Regnskab.
Til Hr. Etatsraad Holten sender jeg en speciel Opgave over, hvad han har modtagen af mig og Hornemans.
35. Af Avisen for igaar vil D. K. Høihed se den Proklamation, som Ponte-Corvo har ladet bekjendtgjøre til sine Soldater, hvori han tilkjendegiver dem, at de maa være belavede paa ny Strid for at erobre Norge. Hans Sprog er holdt i den franske, høitravende og opblæste Tone. Det er D. K. Høihed, det gjælder, s. 304saa og os andre Stakler, der har givet onde Raad og opkidset D. K. Høiked til Rebellion. Os er det, som skal straffes. De øvrige Norske, som er de Svenskes misledede Brødre, skal skaanes . D. K. Høihed sender mig vel til Bekjendtgjørelse det fornødne Svar, naar den Tid konuner?
Jeg haaber, der kommer nog'le Adresser til D. K. Høiked fra Folket, som kunde fortjene et Sted i de offentlige Tidninger. Mig synes, at Biskoperne var vel skikkede til at forfatte saadant.
36. For at kunne dechifrere det franske Brev, hvoraf D. K. Høihed naadigst har behaget at sende mig en Gjenpart, har jeg laant af min Broder de Chifres, han kar faaet; men jeg fandt, at de kun tjente til at enchifrere. Jeg kar altsaa maattet begynde med at lade forfatte den nødvendige Nøgle til at dechifrere . Jeg skylder at indberette D. K. Høihed, at endog ved Hjælp af disse kar vi i næsten to Nætter neppe kunnet opdage den sande Mening paa mange Steder, og havde jeg ikke faaet D. K. Høiheds øvrige Breve og Depecker, som hjalp mig til at udfinde Meningen, kavde adskilligt blevet ganske uforstaaeligt. Jeg forudser med temmelig Vished, at min Broder ikke vil komme tilrette med disse Chifre. Ved at tale herom i Konsul Konows Nærværelse fortalte han mig, at han havde forfattet og sendt D. K. Høihed en Nøgel til en særdeles Ckifreringsmaade, som, saavidt jeg skjønner, synes meget let og brugbar samt temmelig sikker. Paa D. K. Høiheds nærmere Approbation kar Hr. Konow meddelt min Broder en Grjenpart af denne Nøgel, som han imidlertid kunde benytte sig af. Min Broder kommer sandelig ikke tilrette med de andre.
37. Om 8 eller 14 Dage ventes atter en Hummerskude, og med denne agter jeg enten at lade Løitnant Ring reise hjem eller og Etatsraad Knudtzons yngste Son, som bar tilbuden sin Tjeneste . Med en af disse kan D. K. Høihed gjøre Regning paa at erholde Depecker fra mig. Rederne til disse Hummerfartøier bør i Farsund og heder G. et E. Lund. Konsul Konow har lovet at ville gjøre den Aftale med dem, at de i Forveien indberettede til D. K. Høihed, naar de skal afgaa, paa det en Kurer kunde følge med, saafremt D. K. Høihed befaler det. Skulde Rederne være uvillige, hvilket Hr. Konow ikke tror, saa kar jeg s. 305tilraadet ham at bruge en Smule Myndighed og i saadan Hensigt at henvende sig til Stedets Øvrighed.
33. Jeg har glemt at gjøre D. K. Høihed opmerksom paa de forskjellige Adresser, som findes omtalte i Aviserne at være indleverede til Prinsregenten, hvori man ansøger ham at ophæve Blokaden af Norges Havne. I dette Øieblik erindrer jeg ikke med Vished fra hvilke Steder, men dog mindes jeg Westminster, Cityen og et Par andre Steder. D. K. Høihed. og Norge har næsten hele Storbritannien for sig, og dette, haaber jeg, maa omsider gjøre Virkning.
Jeg skal gjøre mig Umage for at bringe det derhen, at den russiske Keiser i Aviserne opfordres til at frafalde det stygge Anlæg paa Norge og at vise sig i Hensyn til samme ligesaa ædel og stormodig, som han har været mod Frankrige, som dog var hans bitreste Fiende, skjændt og brændt i hans Land og dræbt utallige af hans tro Undersaatter, da derimod Nordmanden ikke har udgydt en eneste Draabe russisk Blod.
39. Der siges med Vished, at 8000 Russere kommer herover fra Frankrige for — som det heder — at embarkeres i russiske Krigsskibe, som ligger i Portsmouth, og at gaa hjem. Jeg haaber, dette er ligefrem efter Fortællingen sandt. Imidlertid har Menneskets Historie lært os at tvivle og at mistænke. Der var jo muligt, at disse Russere havde en anden Bestemmelse, og at dermed sigtedes til en Landgang i Norge.
Saadan Ekspedition kan vel ikke ske uden betydelig Proviantering, og jeg skal gjøre de fornødne Foranstaltninger for at skaffe mig Vished, om Transportskibe tilberedes i Portsmouth, og om der ogsaa indskibes Beleiringsskyts etc. Jeg nævner dette, fordi det er min Pligt at nævne alt, og fordi det er klogere at tænke det værste end det bedste.
Det forekommer mig, som at jeg havde endnu meget at tilskrive D. K. Høihed; men dermed maa det bero, indtil jeg med Konsul Konow om nogle Dage igjen har den Ære at tilskrive D. K. Høihed.
Grive Gud, jeg maatte have noget trøsteligt at indberette.
s. 306Jeg anbefaler mig i D. K. Høiheds Naade og beder af et oprigtigt Hjerte, at Gad vil velsigne og styrke Dem i ethvert Foretagende.
Underdanigst og tro pligtskyldigst
C. Anker.
P. S. Vedlagte Brev fra H. K. H. Hertugen af Gloucester havde ieg troet at bringe med miff tilbage, men jeg tør ikke opholde det saalænge.
14 b.
Bilag til C. A.s Depeche af 5. Juni 1814.
Protest
against the Rejection of Earl Greys Motion on Tuesday in the House of Lords, relative to Norway.
The order of the day being read for the Lords to be summoned,
It was moved that an humble address should be presented to H. R. Highness the Prince Regent humbly to request, that H. R. Highness would be graciously pleased to interpose his mediation to rescue the unoffending people of Norway from the dreadful alternative of famine or of subjugation to the yoke of a foreign and hostile Power,
And that during the discussion of such proposal, as H. R. Highness may be advised to make for this most desirable object, all hostile operation on the part of this country against a people strugling for the sacred right of national independence may be discontinued, which being objected to after long debate the question was put thereupon: it was resolved in the negative.
Dissentient:
Because we consider the attempt to subjugate Norway to the Crown of Sweden as a manifest violation of the sacred rights of national independence and Ave cannot reconcile ourselves to combat in this case the same principles in defence of which His Majesty and his allies have in the case of the other nations of Europe so gloriously and successfully contended.
s. 307Because it was contended in debate and to our apprehension not sufficiently answered, that even if such an engagement could be considered as lawful, the conditions of our Treaty with Sweden had no view to the resistance of the people of Norway to the proposed cession of their country by Denmark and did not bind us by any obligation of good faith to assist in reducing by force that unoffending and independent people.
Because we cannot see without the deepest regret the employment of the British Flag to inflict upon a people, whose friendship it is the natural policy of this country to cherish and cultivate, the dreadful calamities of famine for the purpose of enforcing so odious and unjustifiable a project.
Augustus Frederick. William Frederick. Grey. Essex. Grenville. Rosslyn. Clifton. Stanhope. Wentworth Fitz William. Lauderdale. Norfolk.
[Protest
mod Overhusets Forkastelse af Lord Greys Forslag angaaende
Norge.
Da Dagsordenen var læst for de indkaldte Border, blev der foreslaaet, at en underdanig Henvendelse skulde fremlægges for H. K. H. Prinsregenten for at ansøge om, at det naadigst maatte behage H. K. Høihed at anvende sin Mellemkomst for at befri det norske Folk, der ikke fornærmer nogen, enten fra en Udhungrings frygtelige Skjæbne eller fra at underkaste sig en fremmed og fiendtligsindet Magts Aag.
Ligeledes andrages om, at alle fiendtlige Foretagender herfra mod et Land og et Folk, der kjæmper for sin nationale Uafhængigheds hellige Ret, maa ophøre under Debatten over dette Forslag, som H. K. Høihed maatte blive opfordret til at gjøre. Idet der reistes Indvendinger mod denne vigtige Sag, blev Spørgsmaalet efter lang Debat sat under Votering og besvaret benegtende.
Vi dissenterer heri.
s. 308Fordi vi betragter dette Forsøg paa at lægge Norge under Sveriges Krone som en aabenbar Krænkelse af den nationale Uafhængigheds hellige Ret.
Fordi vi ikke kan overtale os til i dette Tilfælde at kjæmpe mod de samme Principer, som Kongemagten og dens Allierede ligeoverfor andre europæiske Nationer saa berømmeligt og heldigt har kjæmpet for.
Fordi det i Debatten blev bestridt, men som vi er bange for ikke tilstrækkelig besvaret, at der — selv om en saadan Forening kunde betragtes som lovlig — i vor Traktat med Sverige ikke var taget Hensyn til den Modstand, det norske Folk reiste mod deres Lands Afstaaelse fra Danmark. Denne Traktat kan derfor ikke paa nogen Maade forpligte os til i god Tro med Magt at undertvinge dette uafhængige og harmløse Folk.
Fordi vi ikke uden med den dybeste Beklagelse kan se, at det britiske Flag bliver anvendt til at hjemsøge et Folk, hvis Venskab det er vort Lands naturlige Politik at skatte og dyrke, med Hungerens frygtelige Kvaler i den Hensigt at fremtvinge en saa oprørende og uforsvarlig Plan.
Augustus Frederick [Hertug af Sussex].
William Frederick [Hertug af Gloucester]. Grey. Clifton. Essex.
Stanhope. Grenville. Wentworth Fitz William.
Rosslyn. Lauderdale. Norfolk.]
15.
[Privat.]
Londond. 5. Juni 1814.
Deres Kongelige Høihed.
Min naadigste Herre. Elskede Prins!
Tør jeg vel bede D. K. Høihed at ville først læse min Depeche af 28. April, førend den samme af 5. Juni bliver læst, thi ellers taber den ældre sin Interesse.
D. K. Høiheds Breve har jeg læst med Forundring. Hvilken Orden, Omtanke, Mængde af Ideer, Fasthed i Grundsætninger og sand Moralitet under den mest pinagtige politiske Stilling! Saaledes forenes Klogskab og Retskaffenhed, — en s. 309Forening, som Kabinetterne anser umulig. Hos Dem, elskede Prins, kan Statsmænd lære Muligheden af at være paa en og samme Tid baade dydig og Rigets Bestyrer. Gud holde fremdeles sin Haand over Dem!
Hvad D. K. Høihed siger mig om Deres uforandrede, ja tiltagende Grodhed, Tillid og Naade gjør, at jeg føler endnu større og trofastere Hengivenhed for D. K. Høiheds Person. Ethvert velvilligt Ord fra Deres Haand er mig dyrebart. Jeg bar kun mit Hjerte og de Evner, Gud bar betroet mig, at byde D. K. Høihed til Gjengjæld, og begge Dele skal tilhøre Dem, saalænge jeg kan tænke og virke. At D. K. Høiheds Helbred er god, er Bevis paa, at Guds Velsignelse er over Dem og os alle.
Eriks 1 Valg kan jeg ikke have noget imod, især naar jeg læser den fordelagtige Karakter, D. K. Høihed giver den yndige Pige. Kun at bun ikke er for vel vant og den „store Verden" ikke vil gjøre det vanskeligt for hende at finde sig i en indskrænket Forfatning.
Saaledes som Tingene nn staar, ved jeg ikke, bvad jeg gjør. Jeg maa lade al Tanke om mine egne Anliggender fare for det nærværende, og forinden der igjen bliver Udskibning, er det mig saare vanskeligt at forslaa til Verkernes og Brugenes vedholdende Drift. Produkterne forøges daglig, men henligger nsolgte, og jeg har havt den pligtige Delikatesse ikke at nævne et Ord til noget Menneske her, som kunde skaffe mig Licenser til at udskibe idetmindste et Par Ladninger. Havde D. K. Høihed ikke indvilget mig Forskuddene, kunde jeg ikke komme af Stedet. Under Fraværelsen bliver saameget henliggende niverksat.
I Jylland har jeg for 49600 Rdr. Skibssøm staaende hos Agent Kjellerup. I Februar Maaned sendte jeg 6000 Rdr. dansk Kurant ned til Kjøbenhavn. Nu skriver Erik, at han, min Kone og Fuldmægtigen er alle i største Forlegenhed for Penge; altsaa er min Remisse ei ankommen, og ingen af Skibsspigerne — s. 310uagtet min Order dertil, inden jeg reiste — solgte. Det er kun ved Paahæng, man kan faa Tingene igang.
Jeg er bange, Erik har sagt Frøken Sneedorff, at jeg var rig, og at de som unge, uerfarne Mennesker derpaa stolende har taget den vigtige Beslutning og bliver maaske bedragne. Førend jeg kommer hjem, er det ikke værd, at jeg lader Erik komme op [til Norge] uden saa var, at D. K. Høihed fandt det fornødent for Tjenesten. 1 Han vil vel ogsaa gjerne blive for det første, hvor hans Kjæreste beiinder sig. Naar jeg er tilbage, ønskede jeg, han maatte komme op, paa det man kunde overlægge om hans Etablissement Om han bliver istand til at bestyre med Virksomhed og Klogskab mine Eiendomme, det er noget uvist. D. K. Høiheds ytrede Ide synes mig sandelig mest fordelagtig for Erik selv. Den Bopæl [Eidsvoldsbygningen] er meget for stor for dem, ja, for enhver Privatmand. Naar jeg faar Verket istand, saaledes som jeg har tiltænkt, er der ingen i Norge rig nok til at bebo denne Bygning paa en forholdsmæssig Maade. Kun for D. K. Høihed kunde den passe sig. Om denne Plan iverksættes, kan jeg bygge mig en net, smagfuld og bekvem Bygning enten i Feiringen eller paa en af Verkets Eiendomme, som kunde forbeholdes fra Salget, og saaledes tilendebringe mine sidste Dage i Nærheden af Dem, elskede Prins.
For Erik, ifald han blev i Norge, som jeg dog ønskede, kunde det samme ske, hvorved han straks blev sat paa sparsommelig Fod. Enfin! [kort sagt] der kan blive mange Udveie, som alle kan overlægges, naar jeg er kommen tilbage.
Imidlertid er det faldt mig ind, at D. K. Høihed muligens kunde bruge ham. Naar det store og afgjørende Skridt er iverksat med D. K. Høihed, som jo snart maa ske, 2 og hvortil Gud give Dem sin Velsignelse, maa D. K. Høihed dog indrette sin Hofstat. Kunde Erik da ikke ansættes som Kammerjunker og s. 311tillige gjøre Tjeneste som Adjutant? Selv har han 2000 R. B. D. [Rigsbankdaler] at leve af; hvad D. K. Høihed tilstod ham, og hvad jeg havde Evne at afse, vilde tilsammen udgjøre en meget anstændig Udkomme. Han kunde da med Kone faa et net lidet Sted udenfor Byen og oppebie, hvad Plan der siden bliver besluttet med Eidsvold. Dette er henkastede Ideer, som henstilles til D. K. Høiheds Forgodtbefindende. Erik saavelsom hans Brud er presentable Figurer ved et Hof. Nogen Ungdom maa der dog omgive D. K. Høihed. Jeg har straks med Posten givet ham mit Samtykke og Velsignelse. Hun skal være mig dobbelt velkommen, naar hun kan glemme den brilliante Verden.
Maatte jeg nu være saa lykkelig med næste Leilighed give D. K. Høihed gode Tidninger! Hvilken Guds Velsignelse for mig! Jeg stoler ikke derpaa.
Det mig vederfarede [Arrestationen] har ikke havt allermindste Indflydelse paa min politiske Stilling. Man har ikke lagt ringeste Merke dertil. Overalt var det kun en grov Chikane . Alle mine Konferancer og alle mine Underhandlinger, som Depechen nævner, er foregaaede efter Tildragelsen. Nogle har endog anseet det for svenske Skjelmstykker, hvilket jeg dog ikke tror. Gid kun D. K. Høihed ikke har faaet et urigtigt Begreb derom.
Gid jeg havde her D. K. Høiheds Portræt, som jeg saa i Kiel, — jeg skulde straks lade det stikke i Kobber.
Klokken er 4 om Morgenen, den er den fjerde vaagne Nat, og jeg kan nu ei mere. Løitnant Sneedorff sidder og venter i næste Værelse.
Herren være med Dem og velsigne Dem, Prins, min Prins!
Underdanigst
C. Anker.
16.
[I Chifre.]
London, 7. Juni 1814
Idag kan jeg da melde Prins Christian det første trøstelige Ord, jeg endnu har faaet siden min Ankomst. Hidindtil har jeg kun gjættet mig frem til noget godt; nu tror jeg at kunne tale s. 312mere bestemt. Jeg var i Formiddag hos Grev Rasoumowsky; han omfavnede mig; vor Glæde var tilvisse reciproque [gjensidig]. „Patience," sagde han, „tout ca s'arrangera." [„Vær bare taalmodig, " sagde han, „saa vil altsammen komme iorden."] Han bad, at intet maatte precipiteres [gjøres med Hastverk], lovede at gjøre alt i sin Magt at tjene mig. Han delte vor Situation og kjendte vor Aversion for de Svenske. Han sagde, at Grev Bemstorff i Wien var vor Ven, og at Ponte-Corvos egen Konduite vilde tjene os: „I1 n'a donc rien fait." [Han bar intetudrettet. ] Posten skal — i min Uret — bort.
Ophør ikke, elskede Prins, at gaa frem med den sedvanlige Standhaftighed. Gud vil velsigne Deres Foretagende.
[Uden Underskrift.]
16.
[I Chifre.]
Londond. 10. Juni 1814,
Formedelst den Kjøbmands Fraværelse, som lovede at befordre dette med Sikkerhed, kom det ei afsted. Nu kan jeg dog give Beretning, at jeg bar talt med Blücher, som sagde rent ud, at om Norge har de intet nævnt; at vi maa have Taalmodighed . „Das wird sich schon arrangiren." [Det ordner sig snart.] Prinsregenten bavde selv Aftenen forud — samme Aften de kom — bl. a. sagt, [at] Norge havde ikke gjort nogen noget, bavde en urgammel Sag. Derfor raadede [Blücher] at gjøre Bekjendtskab med en Statsrath, som han nævnte.
Da jeg sagde, at jeg ikke kjendte ham, tilbød han sig selv at ville bringe mig til ham. Det kunde da blive overlagt, hvorledes jeg bedst kunde komme til at overlevere Brevet til Kongen af Preussen og til Baron Hardenberg.
Jeg har nu Haab. Stol nu paa mig, Prins Christian. Paa Mandag reiser Konow, der bringer ♀ [Christian Frederik] atteren Depeche fra mig. Gud velsigne og bevare Dem!
[Uden Underskrift.]
18.
Londond. 15. Juni 1814.
Ovenstaaende tvende Breve [af 7. og 10. Juni] maatte jeg sende over Holland, da min merkantile Ven, under hvis Konvolut mine forrige Breve afgik, i Mellemtiden erholdt den Efterretning fra Gothenborg, at alle Breve til Norge bliver aabnede, og hvad der ikke øiensynligen er Kjøbmandsbreve, men enten chifrerede eller politiserende, bliver tilbageholdte eller brændte. Det er altsaa forgjæves at ville sende flere Breve den Vei. Maaske Konow kommer før end Brevet over Holland, derfor bruger jeg Frihed at sende ovenstaaende Gjenpart [af Brevene af 7. og 10. Juni.]
[I Chifre]:
Med Hardenberg har jeg atter idag havt en lang Samtale; han siger bestemt, at af alt, hvad han kan erfare, konkluderer han, at Norge og Sverige maa og skal forenes. Rusland 1. [sic] vil det for at faa en Dæmning mod Ruslands tiltagende Magt, Keiser Alexander for at tilberede et vist Rige til sin Nevø. Naar nu Hardenberg siger i samme Andedræt, at det kommer kun an paa hvilket Hoved, saa siger min Fornuft mig, at man har forledet ham til at tage Feil.
Sverige skulde man vel kunne faa til at preferere [foretrække] Christian Frederik af to Aarsager, først fordi man detesterer [afskyr] Ponte-Corvo, og for det andet at modsætte sig Ruslands tiltagende Magt. Denne kan jo aldrig ønske Christian Frederik. Maatte snarere bidrage til at lade Sverige og Norge blive adskilte, som de er, naar de ikke kan komme i Nevøens Hænder. Christian Frederik kan tro mig, at her er nogen Falskhed under dette, ikke af Hardenberg, men af dem, der vil virke paa ham. Det er klart, naar det paastaaes, og som jeg tror nu med Vished at kunne antage, at Ponte-Corvo er forhadt, ja foragtet af alle Partier, inklusive af Keiser Alexander, dog mindre, at Keiser Alexander ikke vilde Foreningen for hans Skyld. For hvis da?
s. 314For Nevøen, 1. mod at skaffe Ponte-Corvo Erstatning, hvorom man tillige paastaar, at der skal være indgaaet en hemmelig Traktat.
Sverige derimod regner paa Ponte-Corvos Herredømme for at stanse Rusland. Skjønt i stridige Hensigter, arbeider de begge til et Maal, og naar Foreningen under P.-C. er tilveiebragt, vil Rusland finde sig narret og Christian Frederik og Norge begge ulykkelige. Det var endog muligt, at P.-C. ikke holder sit Ord til Keiser Alexander, eller at man ikke kan skaffe ham Erstatningen. Han beholder altsaa Norge à la barbe de Keiser Alexander [lige for Keiser Alexanders Næse]. Eller skal denne med bevæbnet Haand tage baade Sverige og Norge fra ham? — ny Ulykke for Norge?
Skulde jeg mi lade mig forstaa med Muligheden af Foreningen under Christian Frederik, kunde det vel hænde, at man greb denne Vink og af Dumhed aabnede Øinene paa Keiser Alexander, som da med fordoblet Anstrengelse — — — — —
Jeg mener, at Norge, just fordi det er: La pomme désirée, petit devenir la pomme de discorde [at just fordi Norge er det Æble, man begjærer, kan det blive et Tvistens Æble] midt under disse store Planer.
Christian Frederik ved nok, hvor ivrigen jeg ønsker Christian Frederik grandeur [Storhed], men jeg ønsker endnu mere Deres Ro og Lyksalighed. Ved at blive Konge over Sverige og Norge, blev De ikke lykkelig eller tryg. Det er min Pligt at gjøre Christian Frederik opmerksom paa vort Lands derved mislykkede Plan, paa Nevøens Rettigheder, paa hans Parti og paa Onkelens dépit [Uvillie] og Kræfter samt paa Ruslands bekjendte Intriger og Udvidelsessystem. Betænk dette, elskede Herre, ikke for at kuldkaste den fattede Ide, men for at veie den.
Razoumowskys Raad: intet at precipitere, finder jeg betænkt. Il faut donner quelque chose aux évènements. [Man maa til en vis Grad lade Begivenhederne raade.]
Det er det rette Ord: midt under Virksomhed at stole paa Guds Einger, som beskytter en god Sag. Norges Uafhængighed og s. 315isolerede Forfatning forekommer mig rimeligere, just fordi det er simplere end de udstrakte Planer, man har.
Nu om det andet og dog ikke andet:
Hardenberg taler: Christian Frederik vil nu snart faa de vigtige Emissarier til sig. Gid Christian Frederik ikke afviste eller havde afvist dem!!! som Aviserne paastaar. Grev Orloff er Hovedmanden, han vil tale et stolt og truende Sprog. Dette har han gjørt i Kjøbenhavn, ja endog været uartig. De øvrige holder med for at imponere, men er ingenlunde de ostensible [fremtrædende].
At indlade dem samlede til Audients er ikke raadeligt, da de alle er talende Personer, og Christian Frederik maatte da dele sine Svar. Men kan en samlet [Audients], om den paastaaes, ikke forekommes, da turde Christian Frederik maaske bruge samme Metode som med Rosen. Da har Christian Frederik upartiske Vidner, som, om det behøves, kan forfatte en høitidelig Rapport i sin Tid til Rigsforsamlingen af det passerede.
Dersom Audientsen bliver særskilt, turde Autoriteternes Nærværelse maaske blive mindre nødvendig, jeg synes det jo blot for Orloffs Skyld. Christian Frederik har da den Avantage [Fordel], at kunne udmerke Orloff med Komplimenter om Keiser Alexander, som man flatterer som magnanime etc. [smigrende kalder høimodig], og at Christian Frederik kunde tiltale enhver især efter sit Hofs Vigtighed og forskjellige Stilling.
Der flyder Repetitioner af denne Metode, men den er vist at foretrække uagtet Uleiligheden.
At jeg tror det nyttigt, at Autoriteterne og flere udmerkede Mænd var tilstede, grunder sig paa den Beskrivelse, Hardenberg gav mig om Orloffs opblæste Forhold, endskjønt han byder Christian Frederik vel ikke, hvad han har budt Kongen af Danmark . At være ene med saadan Karakter er dog ikke værd. De Tilstedeværende kunde ogsaa notere, hvad der siges, og betage Christian Frederik den Uleilighed.
Man spaar, at man fra Hovedkvarteret i Venersborg vil anmelde en eller to svenske Herrer, som [kommer] med Emissarier pour se donner des airs [for at briske sig] og af Nysgjerrighed. Skulde det ske, tror man, at Christian Frederik maatte og være s. 316berettiget at negte dem Adgang, s'étant si ouvertement prononcés comme hostiles et ennemis de V. A. R. ei de la Norvège, qu'on ne pouvait pas traiter avec eux [fordi de havde optraadt saa aabenlyst baade som D. K. Høiheds og som Norges Fiender, at man ikke kunde underhandle med dem]."
Disse var Hardenbergs Ord, som jeg tror at burde give akkurat, da jeg vist formoder, at hans Fader har bifaldt, hvad han ytrede:
„Skulde det nu hænde," sagde han, „at de Fremmede ei vil skilles fra de Svenske og vil paatvinge Christian Frederik samme, da tror Hardenberg, at Christian Frederik for sin egen Værdigheds Skyld er nødt og berettiget at negte dem alle Adgang, da dette refus [Afslag] lettelig kunde gives en Vending,. der blev forbindtlig for de fire Udsendte.
Her har det alt staaet i Aviserne, at Christian Frederik havde afvist dem, men herom tvivler Hardenberg, da det vildehave en slem Virkning paa Keiser Alexander.
Gud styrke D. K. Høihed med Deres sedvanlige Sindighed og vise Moderation.
Hardenberg forsikrer mig atter, at Norge undgaar slet ikke at forenes med Sverige. Jeg kan endnu ikke antage den Overbevisning, thi det sikreste for alle Parter bliver ei at lade nogen faa det [Norge].
Her er kommen en Kurer iaften fra Danmark til Bourke. Arme Land og Konge!
Aviserne siger, at D. K. Høihed er udraabt til Norges Konge. Er det saa, da velsigne Dem Grud, ædle og elskede Herre og Konge! O, lad mig aldrig tabe den gamle Naade.
Jeg formaar i Nat ei mere.
Underdanig og tro
C. A.
19.
Officielt.
[I Chifre.]
London, 16. Juni 1814.
Deres Kongelige Høihed.
Min naadigste Herre.
Sidstleden Mandag d. 6., Klokken 6 om Morgenen, blev Løitnant Sneedorff ekspederet fra mig med tvende originale Depecher til D. K. Høihed, — den ene af 28. April, den anden af 5. d. M. Af begge disse, saavelsom af Bilagene, fremsendes herved underdanigst de fornødne Duplikater.
Under 8. havde jeg Brev fra ham, hvori han melder, at Østenvind opholdt ham og spørger, om jeg havde noget mer at tilsende ham, da han troede endnu at kunne modtage samme, men uagtet jeg virkelig kunde havt adskilligt at afsende med ham, fandt jeg det slet ikke raadeligt at tilstille ham noget, dels formedelst den Usikkerhed, som mit Brev kunde være underkastet underveis herfra til ham, og dels fordi jeg frygtede med Grund, at den af ham opgivne Adresse ikke var saa forsigtigen udtænkt, som i dette farlige Øieblik behøvedes.
Jeg har siden intet hørt fra ham, og den Person, som jeg lod følge med for at bringe mig mundtlig Besked tilbage om hans Afseilen, har ikke været hos mig, — jeg frygter altsaa, at han endnu er opholdt for Modvind. En Omstændighed, som vel ikke har været at forekomme, men som desuagtet ikke er mindre at beklage, da jeg ved, hvor længselsfuld D. K. Høihed er og maa være for at erholde Efterretninger fra mig, samt hvor vigtigt [det er].
De vanskeligste Omstændigheder omringer og forfølger os, men jeg lader mig ikke derved afskrække. Intet skal svække min nidkjære Virksomhed.
Siden disse Depecher afgik, er der adskilligt, ja meget forefaldt, som, omendskjønt det intet afgjørende medbringer, dog maa være høiligen interessant for D. K. Høihed at være underrettet om. Jeg skal stræbe at fatte mig saa ordentligt, jeg formaar.
1. Grev Rasumowsky er kommen tilligemed alle de øvrige, som Aviserne anmelder. Jeg har besøgt ham, og han omfavnede s. 318mig som en gammel Ven. Jeg begyndte straks at berøre den vigtige Materie, og med Deltagelse hørte han paa alt, forsikrende, at han skulde tjene mig i alt, hvad han kunde. Adskillige Grange igjentog han det Udtryk: Patience, cela s'arrangera! [Vær bare taalmodig, saa vil alt komme i Orden.] Dernæst gav han mig det Raad ikke at precipitere [fremskynde] noget, da Tingene derved kunde fordærves.
I det løbende af Samtalen sagde jeg, hvad jeg til D. K. Høihed har anmerket, og hvad jeg ved adskillige Leiligheder har sagt her paa de Steder, hvor det kunde gavne, nævnlig: Jeg ansaa Kronprinsen af Sverige for vores bedste Allierede, da han udentvivl ved sit Forhold og ved sine utaalelige Pretentioner vistnok vilde saaledes fordærve sin Sag hos de Allierede, at de saa sig nødsagede at overlade ham til sin egen Skjæbne. Hertil svarede han med en meget betydende Mine og med en Grad af Heftighed, veiledet af et foragteligt Smil: „Vous avez bien raison, comptez-y. [De har aldeles ret. Vær sikker paa det.] Videre: Il n'a donc rien fait etc. etc. [Han har intet udrettet etc. etc.] Alt overensstemmende med, hvad videre og [er?] ønskeligt. Jeg nævnte da de herværende Ministres yderlige timidité [Ængstelighed], overbevist, at de turde intet foretage uden Keiser Alexanders Vidende og Samtykke. Af dem selv forekom det mig, som de ingen Mening havde angaaende Norge. Alt er følgelig ankommende paa ham. Rasumowsky gav meget Agt paa, hvad jeg der sagde, men var taus. Jeg lod ham vide, at jeg havde et Brev til Keiser Alexander fra Deres Majestæt, som jeg ønskede at faa afleveret.
Ved at nævne Ordet Audients, syntes mig, at Rasumowsky gjorde en betydende, skjønt venlig Mine, der tilkjendegav, at dette neppe var gjørligt. Naar jeg betragter den Publicitet, der er forbunden med hvert Skridt, Keiser Alexander gjør, og at hver Audients staar Dagen efter i Aviserne, forundrer jeg mig ei over R.s Grestikulation.
Vel skal jeg endnu engang tale med ham herom; men er Sagen ugjørlig, som jeg venter, da maa D. K. Høihed [sic] ikke bryde Sig derom, thi jeg ved nu, at Keiser Alexander har faaet s. 319det andet Eksemplar af Deres Majestæts Brev, der var bestemt for ham.
2. Ved General Blüchers Ankomst skrev jeg ham en venskabelig Seddel til med Anmodning om at bestemme Tiden for at se ham.
Jeg fik det mundtlige Svar, at jeg skulde være meget velkommen, naar jeg vilde, naar det blot skede førend K1. 101/2. Han omfavnede mig ret hjertelig som uforstilt Soldat. Jeg fandt ham med Piben i Munden, ligeledes to af hans Adjutanter, som han presenterede for mig. Det varede ikke længe, førend vi kom til at tale om Norge, og han gav mig, skjønt i andre Ord, netop samme Svar som Rasumowsky og gjorde endnu haardere Anmerkninger over Kronprinsen af Sverige, end Rasumowsky.
Da Adjntanten forblev i Værelset hele Tiden, var det vanskeligt for mig at gaa dybt i Materien; dog sagde jeg ham, at jeg havde et Brev til Kongen af Preussen, saa og til Storkansler v. Hardenberg.
Det lod ikke paa ham, at det var nogen Umulighed at faa dem leverede, det sidste især ikke; men han er da ingen politisk Mand, følgelig hans facilere [letvindtere] Begreb angaaende Forholdene for mig ikke veiledende nok.
Af egen Drift sagde han mig, at jeg maatte søge at blive kjendt med en Mand af Vigtighed, der var i Suiten [Følget] og havde megen Indflydelse, nemlig Statsraad Jordan. Da jeg tilkjendegav mit Ubekjendtskab med hans Person og Opholdssted, svarede han straks med den mest naive Grodhed, at han vilde introducere [forestille] mig for ham, ja endog, at han vilde komme for at hente mig og bringe mig hen til ham.
Skjønt det nu er 6 Dage siden, og jeg paanyt har søgt Blücher og aflagt mit Kort hos ham, har jeg endnu ikke hørt noget fra ham. Jeg er vis paa, at hertil er ingen anden Aarsag end den uophørlige Sus og Dus, der optager ethvert Minut af Dagen, ja, en stor Del af Natten for alle disse Fremmede.
Blücher betroede mig, at Prinsregenten havde Aftenen forud talt med ham om Kronprinsen af Sverige og bestemt tilkjendegivet sin Misstemning over hans Forhold. Jeg frygter meget, at der bliver lidet eller intet afgjort i vor Sag under denne Støi.
s. 3203. D. K. Høiked indser selv, hvorledes det kan staa til med Lord Castlereaghs Tid under nærværende Omstændigheder: Ceremonier, Gjestebuder, offentlige Fornøielser, utallige Partier [Selskaber] gaar Haand i Haand med overvættes Forretninger for at betage ham hvert Minut.
De første Dage lod jeg glide over og fandt det Pligt; men da de Premmede sidstleden Lørdag forlod Byen for at deltage i et Veddeløb og for siden at drage hen til Windsor, troede jeg at have fundet den Mellemtid, jeg burde benytte for at bringe mig i Lordens Erindring, efterat ieg et Par Dage forhen havde aflagt mit Kort hos ham.
Jeg skrev ham altsaa et saadant Brev [dateret 11. Juni] til, som vedlagte Grjenpart viser, anmodende om Bestemmelse af en Tid for at opvarte ham. Endnu har jeg intet Svar, hvilket hverken forundrer eller fortryder mig paa Grund af ovenmeldte Omstændigheder.
Vel muligt, at hans Stiltienhed er en Følge af politisk Betænkelighed, men endogsaa dette giver mig ikke megen Bekymring. Ja, Besøg hos ham vilde være underkastet samme Offentlighed som en Audients hos en af de regjerende Fyrster. Alting staar 1 Aviserne, og omend dette ikke var Tilfældet, er de fremmede Ministre, isærdeleshed Sveriges, stedse paa Jagt for at opdage ethvert Skridt, der angaar Lord Castlereagh.
Han og Liverpool er begge benaadede med Ordenen af Hosebaandet og er ifølge deres Embede ikke alene berettigede, men pligtige at være med og om Prinsregenten overalt.
4. Baron Hardenberg er kommen fra Paris, og har jeg igaaraftes til et Stykke nd paa Natten havt en Samtale med ham, efterat vi var blevne enige gjennem hans Sekretær om Sted og Maade at sees paa.
Af ham har jeg erholdt betydelige Oplysninger, der for en stor Del bekræfter de Formodninger, jeg i mine forrige Depecher har ytret til D. K. Høihed [sic]. Kronprinsen af Sverige er bestemt forhadt af de allierede Fyrster, isærdeleshed af deres Omgivende og deres Generaler. Alt koncentrerer sig til Keiser Alexander, og paa den Kant er der noget uforklarligt, der — saafremt Omstændighederne ikke forandrer sig, hvilke for det s. 321første synes mig mere usikre — lettelig turde paaføre Norge, følgelig Deres Majestæt, farlig Fortræd. Idetmindste nødtes jeg til at gjøre mig dette Begreb om Tingene, naar jeg sammenholder alt, hvad Baron Hardenberg betroede mig, med hvad jeg selv ved.
Keiseren af Østerrige er bestemt i Norges Favor, Kongen af Preussen saavelsom Hardenbergs Fader [Fyrst H.] fortryder bitterligen Accessen [Indledningen] til Traktaten med Kronprinsen af Sverige. De er endog opbragte imod Baron Jacobi, som paa den Tid var i Stockholm, og tilraadede Skridtet. Keiser Alexander derimod — fordi han har givet sit Æresord, maaske ogsaa fordi en stor og hellig Plan staar i Forbindelse med Norges og de Svenskes Forening — synes ganske bestemt at ville bidrage til Opfyldelsen af hans Løfte. England har en anden og særdeles skjult Aarsag til at ønske Foreningen.
Imellem disse Klipper og Skjær finder sig da Norge.
Norge kunde let blive la pomme de discorde [Stridens Æble] og just derfor muligens vorde — reddet. Skjønt Keiser Alexander saavelsom hans Kabinet begge attraar Norge og Sverige under et Hoved, er det ingenlunde afgjort, at de gjerne ser, at Ponte-Corvo vorder dette Hoved. Det er tvertimod sandsynligt, at man slet ikke ønsker dette, naar man betragter Kronprinsen af Sveriges voldsomme Karakter, Falskhed og udstrakte Hensigter. D. K. Høiheds Tanke, ytret i Brevet til Baron Hardenberg, synes grundet.
En ung Prins [senere Oscar I., f. 1799] paa 15—16 Aar blev altid en føieligere Nabo end en djerv Sergent, opdraget i Napoleons Skole. Men netop dette, netop denne farlige Plan maatte formaa det britiske Kabinet, saafremt det er vel underrettet eller bar Penetration [Skarpsyn] nok til at indse det. Jeg bærer Tvivl om begge Dele, thi dets Kortsynthed er indlysende, til at arbeide mod samine.
Ulykken er, at Foreningen af Norge og Sverige vil saaledes blive endnu mere nødvendig som en Dæmning imod Ruslands Oversvømmelse. Det gjælder da, om Kronprinsen af Sverige og hans kunstige Undergivne har Klogskab nok til at gjøre sin Person vigtig, ja uundværlig for det engelske Ministerium, eller s. 322om dette indser denne Persons tvetydige Karakter og kun deraf tager Anledning til at ønske og understøtte en anden i hans Sted.
Jeg vover ikke fremsætte mine individnelle Bemerkninger herom, thi mit Hjerte vilde deri have større Del end min Calcul [Beregning] og Forstand. De svenske Beherskere — være sig med eller uden Norge — bliver neppe nogensinde lykkelige og trygge.
Jeg indser dog nok det væsentlige af, hvad der kan anføres for at tilintetgjøre mine personlige Følelser. 1. Jeg skal derfor forkaste dem og virke. som det mig givne Vink foreskriver. Under disse forviklede Omstændigheder er jeg overbevist om, at Deres Majestæt naadigst vil bifalde, hvad jeg her maa underdanigst igjentage som den første Nødvendighed: at vinde Tid. Det andet Arbeide, jeg har hver Dag, [er] det nemlig fra flere Kanter at bestyrke Keiser Alexander i den Overbevisning, at Publici Agtelse og Kjærlighed i denne, for ham vigtige Nation ikke tilfulde erhverves, uden saa er, at han frafalder den grusomme Handling at ville angribe Norge fælles med Prinsen af Ponte-Corvo. Keiser Alexander har vist sig magnanime [høimodig]; som saadan vil han benndres, følgelig maa han ikke ville begaa en Handling, der sætter en vel fortjent Plet paa den Stormodighed, for hvilken han er berømt.
Med denne Depeche følger en Pakke Aviser, hvoriblandt jeg anbefaler: The Morning Chronidle af Dags Dato — d. 14. Juni —, der indeholder en høist vigtig Artikel om Norge, forfattet i nys nævnte Hensigt. Udgiveren af The Pilot var den første, der indrykkede denne Artikel i hans Blad for tre Dage siden. Derpaa lod jeg den ved tredie Mands Mellemkomst indrykke i The Morning Chronicle, og frivillig har Udgiverne af The Statesman og The Morning Post indført samme i deres, saa at den publique Opinion saa ofte igjentagen, endeligen maa tilsidst have Virkning. Det tredie Hjælpemiddel er og bliver fremdeles at gjøre Kronprinsen af Sverige alt mere og mere kjendt for den, s. 323han er, saa man tilsidst m aa blive skamfuld over at understøtte hans Anlæg mod Norge.
5. Lord Hutchinson var for nogle Dage siden hos mig, og viser mig næsten grænseløs Fortrolighed. Hans vigtige Mission i Rusland har givet ham stor Lys om Personer og Ting. Han betroede mig, at der allerede hersker Uenighed mellem de allierede Magter. Sachsen skal være tiltænkt Kongen af Preussen og Hertugdømmet Warschau Keiser Alexander. Keiseren af Østerrige modsætter sig begge Dele af alle Kræfter. Skulde nu denne sidstnævnte Magt have penetreret [gjennemskuet], Keiser Alexanders hemmelige Hensigter med Sverige og Norge,. saa kan man med Grund formode og vente, at her opstod alvorlige Demonstrationer, maaske Scener af saa stor Vigtighed i Syd, at Keiser Alexander neppe skal faa Tid og overflødige Kræfter nok til at vise megen Virksomhed i Norden.
Det russiske Herredømme synes at true med samme Grundsætninger som Herren paa Elba, og da denne Kolossus har Ryggen fri, da Frankrige derimod var angribelig fra alle Kanter, saa synes denne Plan at være farligere end hin. Fra en umaadelig Krop udgaar et Par Arme, der skal omfavne Østersøen. Saadan Magt, saafremt den kom til Virkelighed, blev uimodstaaelig, og knækkes ikke Planen i Fødselen, da bliver Kjæmpen fuldvoksen og hele Europas forenede Magt — saafremt man end vilde tildrømme sig denne Forening — vilde komme til at strande og sønderbrydes paa dens Legeme, som de mest rasende Bølger paa en Klippe.
Man maatte besidde den Dumdristiges Egenkjærlighed, naar man troede, at man ene fattede dette, og mest uvidende Begreb om andres Uvidenhed, naar man tvivlede om, at de gamle Kabinetter ikke igjennemtrængte saadan Plan.
Antager man, som man bør, at det wienske Kabinet, der paa Kontinenten har mest at frygte, og at det herværende Kabinet, som snarere skulde ønske Ruslands Udstykning end Tilvekst, maa skjælve for Østersøens Indslutning, at disse Kabinetter, siger jeg, ikke er blinde eller hovedsvimle af Virak — da maa de virke og virke itide. Et stygt Sammenstød af stridende Hensigter og Interesser kan neppe udeblive til nye Ulykker for det s. 324sukkende Europa, saafremt det guddommelige Forsyn ikke vil forbarme sig over Mennesket.
Hele Tysklands og Tyrkiets Kræfter vil blive paakaldte, og hverken Frankrige eller England kan vente Ro. Under denne skrækkelige Tummel, saafremt den finder Sted, kan vort uvigtige Norge maaske vorde reddet, og vil Gud afverge samme, da turde Han og i Naade redde dette kjære Rige ved at indgyde de rolige Magter Klogskab og Evner til at styrte Planen til Jorden i dens Begyndelse.
Jo, Napoleon har givet et Fremstød til en djerv og ugudelig Politik, som længe vil svie til Europa, — en Verdensdel, der dog praler med Oplysning, ja med Religion!
Hvor sandt har den Mand ikke talt, som sagde om Napoleon, da han lærte at kjende ham i Rastadt: „C'est un homme qui a l'enfer dans le cæur et le chaos dans la tête." [Han er en Mand med et Helvede i sit Hjerte og med et Kaos i sit Hoved.]
6. Forinden jeg begynder paa andre Materier, maa jeg, som Tillæg til 1. og 2. §, berette Deres Majestæt, at baade Rasumowsky og Blücher forsikrede mig, at Grev Christian Bernstorff, som i nogen Tid havde opholdt sig i Paris, talte med største Nidkjærhed for Norges Sag. Dette er sandelig merkværdigt, at en dansk Minister kan og tør spille denne ædle Rolle. Intet uden hans egen fortræffelige Tænkemaade kan bevæge ham dertil, og mig synes, han fortjener saameget mere at agtes derfor, som det fordrer sandt Mod at handle saaledes.
Disse Efterretninger giver mig Anledning til endnu en Bemerkning. Envoyéen ved det wienske Hof havde neppe kunnet følge sin personlige Overbevisning, naar dette Hof, være sig hemmelig eller aabenbar, bifaldt og understøttede det fatale Foreningssystem mellem Norge og Sverige. Det havde været en næsten utilgivelig Frimodighed. Jeg slutter altsaa, at han er meget vis paa ikke at støde an mod bemeldte Hofs Grundsætninger, men at han tvertimod handler i Overensstemmelse med samme. Man har altsaa her ogsaa. som jeg haaber, et villigt Øre og et virksomt Kabinet.
7. I den 39. § af min sidste Depeche berørte jeg et Rygte om russiske Tropper, kommende fra Frankrige, som sagdes at s. 325skulle indskibes herfra til Rusland, og jeg ytrede i den Anledning nogen Mistanke. Ved nøiere Undersøgelse befindes det, at Faktum er rigtigt, men at vi intet har at frygte i den Anledning. Jeg har søgt ved flere Venner at faa Underretning, og alle stemmer deri overens, at de bestaar i Keiserens Garde, som skal føres hjem paa de russiske Skibe, og man ved ikke at sige hverken om Transportskibe eller ekstraordinær Proviant; ikke heller er der noget Feltartilleri. Man mener derfor, vi kan være trygge for nogen fiendtlig Surprise [Overrnmpling].
Imidlertid var det vel raadeligt at være paa Vagt og at istandsætte alle vore Søbatterier, især paa Østlandet, og at have vore Kanonbaade færdige, paa det de efter første Signal kunde samles paa hvilket Punkt, det end behøvedes. Det er jo muligt, at den russiske Flaade i Forbindelse med de svenske Operationer over Grænsen for at gjøre Diversion, viste sig ved Færder, paa det Deres Majestæt skulde vorde nødsaget at trække en Del af Tropperne ned til Kysterne. Dette var den mindst bekostelige Maade, paa hvilken Keiser Alexander kunde understøtte Kronprinsen af Sverige, hvilket man dog paastaar at være hans alvorlige Hensigt.
8. Man forsikrer ganske bestemt, at der skal være opdaget en Brevveksling med P.-C. og Napoleon, som tydelig viser, at han ikke har været saa fiendtlig sindet, som han burde. Nogle siger, at den ikke har været med Napoleon, men med andre i den Hensigt at bestige den franske Trone. Hvilken nu er den rette af disse tvende Fortællinger, paastaar man med fuld Vished, at denne Brevveksling inden kort vil i Paris blive trykt. Saaledes blev da Prins Ponte-Corvo alt mere og mere bekjendt for den, han er. Rasumowskys Bemerkning, vide 1. .§. maa sammenholdes med denne Omstændighed.
9. Af Baron Hardenberg erfarede jeg med stor Fornøielse, at min Samtale med Lord Liverpool har anticiperet Ratifikationen af Fredstraktaten mellem Danmark og England, og at Lorden skal have tilskreven Castlereagh, at han af mig havde erholdt den Overbevisning, at Kongen ingenlunde stod i. nogen hemmelig Forstaaelse med D. K. Høihed angaaende det i Norge forefaldne.
s. 32610. Med ikke mindre Fornøielse erfarede jeg af ham, at Lord Grey's Tale i Overhuset mod Blokaden, som er bleven indført ordlydende i Moniteuren, har opnaaet en meget stor Sensation i Paris og for første Gang givet Norge og dets Sag den politiske Betydenhed, der virkelig tilkommer samme.
Jeg bekjender, at saavel foregaaende som denne Omstændighed smigrer mig høiligen.
At lade min forrige Konge vederfares Ret, naar han ikke mere kan have nogen Indflydelse til min Fordel eller Skade og efter at have paa en saa merkelig Maade tilsidesat mig, er mig meget tilfredsstillende, ligesom det er mig en kjær Erindring ikke at have taget Feil i det Haab, jeg gjorde mig om den gode Virkning af Lord Grey's Tale, hvis Tilværelse eller Undertrykkelse denne sande Statsmand ganske overlod til min Bestemmelse.
11. Den 15. § i min Depeche af 5. d. vil have underrettet. D. K. Høihed om, hvad der passerede mellem Hr. Wilberforce og mig og om denne dydige Mands udydige Forhold i Underhuset, da det blev foreslaaet, at Blokaden burde hæves. Han er siden bleven dygtig revset for Umagen.
I en Avis, kaldet „The Statesman", er han under 28. f. M. strengeligen behandlet baade med Satire og Alvor.
12. Den 20. § i bemeldte Depeche handler om Greneralmajor Oxholm. Mit Brev til ham havde en god Virkning, thi han har siden besøgt mig og vist mig Fortrolighed. Det upolitiske af vort Møde er følgelig forsvundet.
13. Den 31. § i samme Depeche veiledede et Eksemplar af det Poem, som en Miss Wardle har ladet trykke angaaende Norge og dediceret til D. K. Høihed. I Haab om naadigst Bifald ytrede jeg den Hensigt at ville tilskrive hende et Komplimentbrev. Jeg iverksatte den og har erholdt et Svar, der bevidner den gode Virkning, mit Brev har havt. Jeg tror at handle rigtigt, saa ofte Leilighed gives, at bekræfte det skjønne Begreb, man har baade om D. K. Høiheds fortrinlige Egenskaber og om de Norskes urokkelige Beslutning: at forsvare den gode Sag. Jeg ser af hendes Brev, at hun er en Datter af den bekjendte Oberst Wardle, som frivilligen paatog sig at angribe Hertugen af York i Anledning af hans uforsigtige Forbindelse med Mrs. s. 327Clarke, og som tilsidst havde den store og uventede Virkning, at Hertugen maatte nedlægge sin Charge som kommanderende General over Armeen.
14. I den 36. § af ovennævnte Depeche berørte jeg Vanskeligheden af at benytte de franske Chifre, som min Broder medbragte. Dette kan jeg nu bekræfte, thi Baron H.s Sekretær har slet ikke kunnet finde Rede deri, og havde min Dechifrering, oplyst ved Hjælp af, hvad D. K. Høiheds Depecher paa adskillige Steder indeholdt om Materien, ikke givet et nogenlunde rigtigt Begreb om Indholdet af D. K. Høiheds vigtige Depeche til ham, var han formodentlig bleven uvidende derom. Jeg vover derfor at igjentage mit underdanigste Forslag, som findes i bemeldte §.
15. I Formiddags mødte jeg General Hammerstein hos Baron H[ardenberg]. Han sagde, at han vilde give sig den Frihed at tilskrive D. K. Høihed i et vigtigt Anliggende, men af Frygt for nogen Hændelse med denne Depeche haabede han, at D. K. Høihed ikke tog. unaadigt op, at han ikke satte sit Navn under Brevet. Erholder jeg dette, førend min Depeche sluttes, da skal det blive her indlagt, hvis ikke følger det særskilt med Bringeren heraf.
16. En af mine Venner har i disse Dage tilbuden sig at ville introducere mig til Hertugen af Sussex. Jeg har modtaget Tilbudet, da han er en udmerket Herre formedelst sine ualmindelige Kundskaber, agtede Karakter i Publico og Talegaver. Men han er i Oppositionen.
17. Konsul Konow, der er Bringeren af denne Depeche, vil have den Ære at overlevere D. K. Høihed tvende offentlige Segl, som jeg efter naadigst Befaling har ladet forfærdige, ønskende ret meget, at Arbeidet fortjente D. K. Høiheds Bifald. Gid deres Afbenyttelse maatte vorde ublandet med Bekymring, saavist som de aldrig vil ophøre at være et Stempel paa Dyd og Ære. Anbefalende mig i D. K. Høiheds vedvarende Naade,
underdanigst
C. Anker.
s. 328P. S. Jeg tror at burde lade følge tvende Brochurer; den ene er Buonapartes Retfærdiggjørelse, den anden [er en] Brevveksling mellem Prinsregenten og Prinsessen af Wales, som har gjort megen Opsigt.
20.
[Til Lord Castlereagh.]
London, 11th June 1814.
My Lord.
It has been my warmest wish as well as my duty to wait on Your Lordship immediately after Your return from the Continent.
The respectful discretion due to Your Lordship's precious time, has been the only reason for my not having yet taken, the liberty to request the honor of an interview.
If now less inconvenient for Your Lordship, I flatter myself, that Your Lordship will grant me the particular favor of receiving in person the sincere assurance of the graceful recollection, I feel towards Your Lordship for the essential and generous support, Your Lordship efficaciously bestowed on the object of my Mission the last time I was in this country and which prompted its ultimate good success.
It is no less my pressing duty to address Your Lordship upon a more important subject and [I] shall of course be doubly obliged to Y. L. for allowing me to pay my respects as soon Y. L.'s numerous and great avocations permit to fix a moment for that purpose.
I have the honor to remain, with the greatest respect and highest consideration,
My Lord,
Your Lordship's
most obedient and most humble Servant
C. Anker.
s. 329[Mylord. Det har været mit høieste Ønske saavelsom min Pligt at gjøre Deres Herlighed min Opvartning efter Deres Tilbagekomst fra Fastlandet.
Det ærbødige Hensyn, jeg skyldte at tage til Deres Herligheds kostbare Tid, har været den eneste Grand til, at jeg ikke endnu har taget mig den Frilhed at anholde om Æren af en Sammenkomst.
Dersom det nu maatte være mindre ubeleiligt, smigrer jeg mig med, at Deres Herlighed vil tilstaa mig den Gunst personlig at modtage Forsikringen om min Taknemmelighed for den væsentlige og høimodige Støtte, som Deres Herlighed saa kraftigt ydede Maalet for min Sendelse, da jeg forrige Gang var her i Landet, en Støtte, der tilsidst fremmede et lykkeligt Udfald af mit Hverv.
Det er ogsaa en tvingende Pligt for mig at henvende mig til Deres Herligiied om en vigtigere Sag, og jeg vil derfor blive Deres Herlighed dobbelt forbunden for at faa Lov til at fremføre min Respekt, saasnart Deres Herligheds talrige og vigtige. Forretninger tillader, at der bestemmes et Tidspnnkt derfor.
Jeg har den Ære med den største Agtelse at forblive Deres. Herligheds lydigste og ærbødigste Tjener.
C. Anker.]
21.
London, sluttet 28. Juni 1814.
Deres Kongelige Høihed.
Min naadigste Herre.
Give Gud, min Depeche med Sneedorff og Konow, især den sidstnævnte, var nu i D. K. Høiheds Hænder. Deraf vil D. K. Høihed have seet, hvad Hardenberg ytrede om Kommissarierne. Igaar talte jeg atter med ham om denne vigtige Sag. Han vedbliver følgende Sætninger:
1. At Norge ikke maa vente at blive isoleret uafhængig,. men at Foreningen med Sverige bliver uundgaaelig. England ønsker dette for at danne en Vold mod Ruslands tiltagende s. 330Magt. Rusland ønsker dette for siden at kunne disponere [raade] over disse to Riger til Keiser Alexanders Nevø; thi man lader sig tydelig forstaa med, at Ponte-Corvo ikke attraar at forblive i Sverige, men at han er disponeret til at overgive den svenske Trone mod at erholde et eller andet Fyrstendømme til rolig Nydelse. Han er foranderlig, misfornøiet, irritabel og let at dreie af sine Entours [Omgivelser]. Østerrig maa formodes at ønske det samme og af samme Grund som England.
Preussens Mening er ikke klar, og om jeg ikke tager Feil, er Hardenberg ikke tilfulde underrettet herom. Faderen siger det neppe til Sønnen. Jeg mistænker Preussen, thi Rusland vil favorisere det ved at skaffe det Svenske Pommern. Preussen er vel altsaa bestukken og af Ruslands Mening. Frankrig har vel ingen Plan endnu, men det vil ei vare længe, førend Talleyrand vil fatte en saadan, som kan stemme med dets Interesse, og hvad denne bliver, kan man gjætte sig til. Jeg mener, den bliver for Rusland af Frygt for Østerrigs Forøgelse af Indflydelse. Heri kan jeg dog let tage Feil, men jeg tror, at Frankrigs Parti bliver overalt ikke saa hastig erklæret, skjønt hemmelig fattet.
2. Man spørger, om D. K. Høihed har Ammunition nok, om Nordmændene er urokkelige i Beslutningen ei at underkaste sig, og om der er Proviant nok?
At jeg har kunnet give betryggende Svar om de tvende sidste Punkter, har glædet alle dem, der interesserer sig for D. K. Høihed og Norge. Angaaende det første Punkt har jeg ikke villet være eller troet at burde være meget bestemt. Jeg har gjort Kongen af Danmark den Ret og sagt, at han havde udrettet alt muligt for at forsyne Norge dermed, men om Kampagnen skulde vedvare længe, da kunde man vel komme til at mangle. Men man fandt da vel paa Raad. Min Aarsag for at tale ubestemt er denne, at man ikke skulde fatte Mistro til Evnerne at resistere [gjøre Modstand]; deraf kunde virkes Frygt for at understøtte. Det engelske Ordsprog: Help Yourself, and Your friends will love You [hjælp dig selv, og dine Venner vil elske dig] er anvendeligt paa mange Tilfælde.
Hardenberg forsikrer, at man bar meget spurgt om dette og om alt andet, der kan virke Tiltro og Respekt. Lige s. 331Spørgsmaal har man gjort mig i en virkelig Forstand. Hine har spurgt i politisk Hensigt og Deltagelse.
Man kan ei forundre sig over eller fortryde paa deres Uvidenhed. Norge har hidindtil ingen videre Interesse opvakt end hvert andet, ubekjendt Land. Omstændigheder har hævet Norge i dette Nu, og D. K. Høihed har hævet Omstændighederne til Betydenhed og [til] Statsanliggender.
3. Jeg har, siden dette blev paabegyndt, atter havt en lang Samtale med Baron Hardenberg i et hemmeligt Møde paa tredie Sted efter hans Anmodning.
Med nye Data, igjentagne Argumenter og bestyrket Overbevisning forsikrer han, at saavel England som Preussen fæster et vaagent Øie paa D. K. Høiheds Person som det vigtige Middel, ved hvilket begge disses hemmelige Hensigter kan vorde opnaaede.
Det er og bliver afgjort, at Ponte-Corvo er dem forhadt, og at man ønsker intet heller end at blive hans Paahæng kvit saavelsom hans Person.
D. K. Høiheds Standhaftighed ikke at frafalde den paabegyndte Plan, men med Energi, Mod og militære Bedrifter at lede Nordmandens Kræfter til Seir — uden at tage de dermed forbundne Opofrelser i Betænkning — vil bestemme disse tvende Staters offentlige Erklæring til D. K. Høiheds og Norges Fordel.
D. K. Høihed kan ikke betragte med Mishag, at man i et saa yderst vigtigt Anliggende vil overbevise sig om, at D. K. Høihed var og blev den Mand, som disse Stater kunde stole paa saavel i militære Hensigter som under en roligere Statsstyrelse, paa hvilket D. K. Høihed har aflagt saa store og overbevisende Prøver.
Hverken Hardenberg eller jeg tvivler noget Øieblik om, at Hensigten med Moriers Sendelse jo er og har været: at vorde nøere bekjendt med D. K. Høiheds Person, Talenter og Ytringer om Fasthed. Det er ligefrem, at Kundskab om Folkets Determination, Enighed og hengivne Troskab har ikke mindre været Grjenstand for denne Sendelse.
Ved at underrette Hardenberg om Ankomsten af den Kurer, Løitnant Luccas, som Morier har hidsendt, har Hardenberg ved s. 332Faderen søgt at skaffe sig Oplysning om Indholdet af Moriers Depeche, og med Bekymring har han sagt mig, at deri skulde findes noget, som tilkjendegav Tvivl om den ønskede Standhaftighed. D. K. Høihed skulde have ytret til Morier noget, som pegede hen til, at Deres fornemste Hensigt var at skaffe Norge en god Konstitution og for det første intet videre. Dette har bekymret Hardenbergs Fader, da han frygtede, at man her vilde udlede deraf, at D. K. Høihed ikke blev det Middel, som England og Preussen ønskede at finde i D. K. Høihed til Udførelse af dette store Verk.
Jeg har forklaret D. K. Høiheds Ytringer til Morier — forudsat Morier har rapporteret Sandhed, og at hans Depechevirkelig har indeholdt samme — hel anderledes: D. K. Høihed kunde dermed slet ingen anden Hensigt have end at sætte England i Uvished for dermed at vinde Tid. Ubekjendt med sande og hemmelige Hensigter som ovenberørte var disse Ytringer i mine Tanker særdeles kloge, thi de sigtede jo til at forebygge Udbruddet af de Voldsomheder, hvormed man truer, og jo længere dette Øieblik kunde udhales, jo mere vilde Omstændighederne udvikle sig til Norges Fordel.
Jeg bad derfor indstændig, ja, paastod, at Hardenbergs Fader maatte søge at faa Moriers Depeche at se og da at læse den i det Lys, jeg nu havde fremsat for at fælde en rigtig Dom. Hardenberg tilstod Nødvendigheden heraf og tilstod derhos, at Faderens Kundskab om Moriers Depeche var endnu ingenlunde tilstrækkelig.
D. K. Høihed indser af alt Forestaaende, at man kan med Gavn, ja, at man bør, udvide Fortroligheden til Morier: Ved at betro ham, at D. K. Høihed under intet Vilkaar forlader Norges Sag, at He opgiver Arveretten til Danmarks Trone, endelig at De vil staa og falde med Norges Sønner — siger D. K. Høihed jo netop den urokkelige Sandhed og netop, hvad England og Preussen ønsker at vide og være forvissede om.
Saamange Omstændigheder overtyder mig om Rigtigheden af alt dette, at jeg med grænseløs Frimodighed tilraader, saafremt det ikke endnu er skeet, gradevis at lade Morier kjende D. K. Høiheds ufravigelige Beslutning. Om Morier ved sit s. 333Forhold klarligen beviser at fortjene det, da ogsaa at lade ham forstaa det antagelige af en udvidet Hensigt, nemlig: Muligheden af Foreningen under D. K. Høihed.
Selv overbevist, at, om la grande politique — saaledes kaldes Planen for Englands Ro — krævede denne Forening, da blev D. K. Høihed den eneste Person, der kunde gjøre dette muligt. D. K. Høihed indsaa, hvor personlig ulykkelig De gjorde Dem, men De havde lovet ethvert Offer til Norges Ro. Ponte-Corvo afskyr man, og han vilde desuden indvikle Norge i Ulykker.
Mig synes, D. K. Høiked gjerne kunde lade Morier vide, at De var underrettet om Ponte-Corvos Fald, de Allieredes Opinion og om Ruslands farlige Anlæg og Konnektion med ham.
4. Hardenberg fortalte mig, at her allerede er Kjendsgjerninger til Bevis for, at ikke alene Preussen, men endog Rusland er afkjølet i deres varme Understøttelsesplan for Ponto-Corvo. Denne har allerede forlangt med den ham egne Impertinence [Paagaaenhed] den ham belovede Understøttelse af Tropper. Istedetfor 35000, som lovet, har Rusland allerede nedsat Tallet til 8000, hvorom der dog endnu ikke er givet Ponte-Corvo nogen Vished. Preussen, istedetfor 15000, vil bestemt ikke overlade P.-C. mere end 3000. Endog disse har Hardenbergs Fader, der i dette Tilfælde taler afgjørende, sagt Sønnen, at han ikke vil levere ham; derimod maaske en vis Sum Penge. Disse er store og trøstende Omstændigheder. Sønnen har lovet mig at afmale for Faderen den Galskab, det vilde være i saaledes at opofre disse Folk, hvoraf der neppe vilde komme en Mand levende tilbage. Overalt betænker man sig nok, førend man overlader Tropper til Ponte-Corvo for at understøtte hans forfængelige Planer, der blot sigter til at hæve hans Person som en rar Feltherre. Rusland og Preussen kunde være sikre nok paa, at deres Folk blev de første, han sendte i Ilden. Desuden forestaar her nok andet Brug for Ruslands og Preussens Kræfter, thi Hardenberg forsikrede mig ganske bestemt, at Østerrig allerede havde en Arme paa 150000 Mand staaende paa Grænsen af Galicien; — et Faktum, der noksom viser, at Østerrig forudser, hvad Alexander fører i sit Skjold. Der siges bestemt, skjønt hemme-s. 334ligen, at Alexander møder ved Kongressen i Wien som Konge af Polen.
Denne Omstændighed og de mange flere, mine Depecher vedrører, er os Borgen for, at Norge har en Ven i Østerrig.
5. Jeg kan nu saa meget mere berolige D. K. Høihed angaaende de 8000 Mand Russere, som jeg frygtede var hemmeligen bestemte til et Angreb paa Norge, som Grev Rasoumoffsky, siden jeg sidst tilskrev D. K. Høihed, har positivt forsikret mig, at vi i denne Henseende kunde være fuldkommen rolige.
Paa mit fortrolige Spørgsmaal, om Alexander virkelig agtede • at understøtte Ponte-Corvo med Hjælpetropper, gjorde han mig den mest betydende Grestikulation til Betryggelse om det modsatte.
Alting forener sig, synes mig, til Beroligelse fra den Kant, men derimod kan jeg ikke andet end styrke D. K. Høihed i den Forvisning, at P.-C. med egne Kræfter vil angribe Norge. Dette er vel at beklage, men ikke at undgaa. Der kan hænde P.-C. meget, ikke alene under Felttoget, men endog forinden.
6. Ponte-Corvo har i en stolt Tone tilskrevet Benningsen, at Alexander havde overladt ham den hele Arme, som stod under Benningsens Kommando og ytret sig med at ville gjøre et Angreb paa Holsten for derved at tvinge Danmark til at opfylde Traktaten; men Hardenberg sagde, at de Allierede ingenlunde vilde tillade ham nogen Conquête [Erobring] paa den Kant. Overalt er Benningsen intet Barn, og uden Ordre handler han vist ikke.
7. Efterat være kommen saa vidt, har jeg atter talt med Hardenberg, som i denne Mellemtid har havt en Samtale med sin Fader, og begge vedbliver ikke alene at beklage, men endog at være urolige over Moriers Depeche, hvori han skal have rapporteret, hvad jeg i den 3. Post omstændeligen har forklaret. Vel har Faderen endnu ikke seet Depechen, men han skal paanyt være bleven underrettet om Indholdet deraf, ganske vist fra en og samme Kilde skjønt muligens gjennem flere Personer. Jeg har straks med Heftighed, med mange og fornyede Grunde afvist endog Muligheden af denne Forandring hos D. K. Høihed og ganske bragt Hardenberg over til min Mening. „Men," sagde s. 335han, „alt dette overbeviser ikke de andre." »Den Tanke," sagde han, „at Omstændighederne skulde have formaaet D. K. Høihed at frafalde den forrige Bestemthed, vilde svække deres Tillid, som havde store Hensigter mat stole paa D. K. Høihed."
Brouillons [Opviglere] og Ildesindede vil ogsaa kunne trække Fordel af denne Forandring for at opnaa deres Hensigter.
Jeg vil ikke tale om den hele norske Nation. Den vilde jo blive ulykkelig, om Indberetningen var sand. Om D. K. Høiheds egen hellige Person vil jeg intet sige, thi Afgrnnden er indlysende. Saaledes blev under alle Betragtninger den paastaaede Forandring i Grundsætninger det største Onde, der kunde træffe os alle.
Hardenberg løb straks hen til Faderen for at betrygge ham paa Grund af det meget, jeg sagde ham. Jeg har paanyt talt med Hardenberg, som har tilstaaet mig, at Faderen var nogenlunde bleven beroliget, forsaavidt ham selv angik, men ikke nok i Hensyn til de andre, som man jo ikke havde noget at meddele for at opveie Moriers Fortælling. Hardenberg berettede mig den Anekdote, at hans Fader havde interromperet [afbrudt] ham midt i Meddelelsen af de Grande, jeg havde opgivet, sigende: „Je comprends, il a voulu gagner du temps." [Jeg forstaar, han har villet vinde Tid.]
Imellem min første og anden Samtale med Hardenberg kommer Etatsraad Knudtzons Søn til mig for at vise mig et Brev, han havde faaet fra sin Fader med Moriers Kurer, dateret Christiania d. 8. Juni. Deri fandt jeg adskillige bestemte og oplysende Anmerkninger, som bestyrkede, hvad jeg havde sagt til Hardenberg, og jeg lod derfor i Minutet tage en Ekstrakt af Brevet i Hensigt at forevise det til Hardenberg. Han glædede sig derover, sigende: „Nu har vi dog en Autoritet, thi Deres Navn tør jeg ikke nævne, da det er og maa forblive en Hemmelighed, at vi to er bekjendte med hinanden. Desuden anser man jo Dem for partisk og en af Hovedmændene, der modsætter sig Foreningen mellem Norge og Sverige."
Det blev da aftalt, at jeg skulde meddele ham Ekstrakten, skreven af en fremmed Haand, og sende ham den imorgen betids. Han vil meddele den til sin Fader, som han ikke tvivler s. 336om vil oversætte den for Lord Castlereagh, da der just imorgen skal holdes en vigtig Konference, og hvor der vil blive Kvæstion om Norges Anliggende. Sønnen vilde formaa Faderen til at kjøre betids til Lord Castlereagh for at kunne tale med ham, førend de øvrige Ministre kommer, „og," sagde Hardenberg, „i Tilfælde af Tvivl kunde man lade Knudtzon komme for at bekræfte personlig Ekstraktens Sandfærdighed for Lord Castlereagh, thi af Hardenbergs Fader venter vi ingen Tvivl.
8. Medens Hardenberg var hos mig i Formiddags, lader Mr. Cooke sig melde. Jeg havde tilskrevet ham for nogle Dage siden for paa en passelig Maade at bringe mig i Erindrmg hos ham i Anledning af en Hilsning, han havde ladet mig gjøre om at ville besøge mig, men som jeg i 3 à 4 Dage forgjæves havde ventet paa. Her kom nu frem den gamle Sang om Nødvendigheden for mig at forlade England, som spøgende blev besvaret med de gamle Grunde. Men med Energi, ja, med Entusiasme, sagde jeg ham: „Gid dog det engelske Ministerium kunde overtale sig til at behandle mig med Aabenhed."
„Hvad mener De?" svarede han.
„Hvad jeg mener? Jeg mener, at de [Ministrene] ikke mener, hvad de siger, naar de vil, at jeg skulde reise bort, og naar de siger at ville bortgive Norge til Sverige. Det er plat umuligt, at de kan ønske enten [nogen?] af Delene. I mig har de det bedste Redskab, de nogensinde kan møde, for at mediere Tingene til det Resultat, som dog absolut vil blive Enden, og de kan nu ikke mere ønske Norge overgivet til P.-C., om de ogsaa har ønsket det før, og jeg erklærer Dem herved bestemt, Mr. Cooke, at Ponte-Corvo faar i al Evighed ikke Norge." Jeg sagde dette med Eftertryk. At han gav nøie Agt, det vil D. K. Høihed erfare af hans Svar. Dette var:
„Vi har ikke at bestille med hans Person. Vor Traktat er indgaaen med Kongen af Sverige."
„Godt," min Herre," [sagde jeg], „men Omstændighederne er ikke mere de samme, som da den var indgaaen, ikke engang de samme, som da vi havde vore første Samtaler om denne Materie."
s. 337„Yes, they are precisely the same." [Jo, de er netop de samme], svarede han.
„Undskyld mig," svarede jeg, „dette er de ingenlunde; derom ved jeg nu god Besked."
Mit Countenance [min Holdning] — saafremt mit Ansigtstræk udtrykte, hvad der var min Hensigt at tilkjendegive — viste ham nok, at det nu var forgjæves at bilde mig noget ind. Han tang ogsaa, men saa mig stivt i Øinene.
Jeg sagde ham derpaa, at jeg havde været hos ham for at forelæse ham D. K. Høiheds Tale ved Rigsdagens Aabning, hvoraf han skulde have hørt, at man havde givet en falsk Indberetning, da man paastod, at D. K. Høihed havde erklæret offentlig at være vis paa Understøtlelse fra England, og ligesaa ilde er de underrettede, naar de tror, at der eksisterer Partier i Norge, som ønsker Foreningen med Sverige.
„Den Mand, hvis Navn jeg virkelig ikke vilde nævne, saafremt deres Aviser ikke havde angivet ham som Formand for det Parti, der ønskede Foreningen, nemlig Grev Wedel-Jarlsberg, har netop været Medlem af Komiteen, som udarbeidede Konstitntionen og hans Svigerfader [P. Anker], som er bleven mistænkt for at være af Grevens Mening, har været Præsident ved Rigsdagens Aabning. Døm nu om det usandfærdige i alle disse Fortællinger.
Mig maa De tro i alt, hvad der angaar Norge."
„You!" svarede han, „You are precisely the person, who are so obstinate. It is You and Your friends only, who resist the Union." [„Dem!" svarede han, „De er jo netop den mest stivsindede. Det er kun De og Deres Venner, som modsætter sig Foreningen."]
„Jeg er vis paa," svarede jeg, „at Mr. Morier ikke har berettet Dem noget saadant; thi han maa have erfaret, at det hele Folk modsætter sig Foreningen."
„Netop han har skrevet. at der er en stor Mængde, som ønsker Foreningen."
Jeg slog paa Nakken med en moquant [overlegen] Mine, som om jeg vilde sige: Saadant Sniksnak er det ikke værd at svare paa! Men han blev ved :
s. 338„Tro ikke," sagde han, „at jeg blamerer Dem derfor." You play Your game and I play my game. [De spiller Deres Spil og jeg mit.] „Vi fortryder ikke paa, at De vedbliver Deres Sætning [Paastand], men De maa heller ikke forundre Dem over,. at vi vedbliver vor."
„Ak!" svarede jeg, „jeg spiller intet Spil. Jeg er for gammel til at nedlade mig til diplomatiske Kunstgreb, og aldrig skal De erfare, at jeg har bunden Dem en Usandhed paa Ærmet. Det er dog ret uheldigt, at De ikke vil fæste Tro til, hvad jeg siger. Gjorde De dette, da vilde meget vindes derved for den gode Sag."
„Jeg gjør Dem ingen Bebreidelser," sagde han, „fordi De spiller Deres Kort; men De kan ikke blive længer her, De maa reise, og jeg kan sige Dem, at man mistænker os for at slutte hemmelige Traktater med Dem, siden De forbliver saa længe her i Landet. De har ønsket at tale med Lord Castlereagh. Han kan jo ikke se Dem. Deres Mission bestod i at overtale os til at understøtte Deres Uafhængighedssystem, og derpaa har jo Lord Liverpool givet Dem det fornødne Svar. Saaledes er jo Deres Mission til Ende?"
Herpaa indlod jeg mig naturligvis ikke, men svarede spøgende: „Jeg ved, De har det i Deres Magt at sende mig ud af Landet."
Nu fortalte han mig, at Morier var bleven meget vel modtaget af D. K. Høihed, at han havde Ordre herfra ikke at indlade sig i nogen Underhandling, saafremt D. K. Høihed havde paastaaet, at han skulde handle med D. K. Høihed som Norges Regent, og han lagde til, at D. K. Høihed havde været saa klog [so wise] ikke at gjøre nogen Vanskelighed i denne Henseende. „We have sent Mr. Morier," sagde han, „to the Prince of Denmark." [Vi har sendt Hr. M. til den danske Prins.]
Han gjentog iøvrigt, at England skulde skaffe Norge alle de Konditioner, man med Grund kunde ønske, og at man tillige vilde forskaffe mig for min Tilbagereise alle de Bekvemmeligheder, jeg kunde forlange.
Vi forlod hinanden spøgende.
Overalt bør jeg sige, at han dennegang var meget mindre ubehagelig end de forrige. Det skulde vel heller ikke betyde s. 339andet end godt, at han nu besøgte mig istedetfor at lade mig hente, som de forrige [Grange].
Hardenberg, som var hele Tiden indelukket i et andet Værelse, fortalte jeg vor hele Samtale, og skjønt han deraf troede at kunne uddrage Bekræftelser paa den ubehagelige Omstændighed, at Morier havde indberettet noget ufordelagtigt, som oven meldt, ansaa han det dog for et Bevis paa personlig Velvillighed, at han [Mr. Cooke] var kommen til mig. Jeg har glemt at tilføie, at Mr. Cooke sagde mig paa mit Spørgsmaal, at de Allieredes Kommissarier endnu ikke var komne til Norge, men underveis didhen.
9. Jeg skylder at berette som en veiledende Anekdote, at Hardenberg havde ønsket Audients hos Alexander, og at Faderen havde skrevet til den russiske Minister med Anmodning om at udvirke saadan Audients for hans Søn. Dette fortalte Hardenberg mig formodentlig i den Tanke, at Audientsen ikke skulde blive ham negtet. Nogle Dage derefter spurgte jeg ham, om han havde seet Alexander. Med en liden Grad af Forlegenhed svarede han nei, og lagde straks til, at Alexander havde gjort mange Undskyldninger for Mangel paa Tid. Disse omtalte Undskyldninger tager jeg noget i Tvivl, thi Danmark, og hvad hører til samme, staar saare usselt anskrevet næsten allevegne.
Hardenberg har med denne Post erholdt Storkors af Danebrog i Anledning af den Handelstraktat, han har sluttet med Preussen. Hvo, der kjender disse tvende Staters kommerciale Forhold til hinanden, vil let fatte, at bemeldte Handelstraktat maa være ret vigtig.
10. Freden, som nu skal særskilt sluttes mellem Danmark og Preussen, er en Transaktion, som er overdraget til Bourke at fuldføre med Hardenbergs Fader.
11. Hardenberg og Bourke har igaar mødt hinanden hos Faderen, og der har sidstnævnte opvist et Brev fra Statsminister Rosenkrantz, fuldt af dyb Visdom. Deri skal forekomme mange lærerige Bemerkninger over Nordmandens Vildfarelse og over D. K. Høiheds Feilskridt, sluttende med nogle beroligende Sentenser, hvorlunde D. K. Høihed efter al Formodning inden kort vilde indse og fortryde det paabegyndte, ligesom og de stakkels Norske inden kort vilde frafalde den Roman, de havde sat sig i Hovedet om Uafhængighed. Med faa Ord, at det ikke vilde s. 340vare længe, førend alt vilde jevne sig til de Allieredes fuldkomne Fornøielse.
Det kjøbenhavnske Kabinet vedbliver altsaa at udmerke sig med dyb Tanke og gode Efterretninger! Imidlertid har det politiske Væv en skadelig Virkning her og forøger de utallige Vanskeligheder, man har at stride imod. Men det maa ikke hjælpe. Seiren bliver saa meget mere hæderfuld for D. K. Høihed. Hardenberg ytrede den ikke ugrundede Formodning, at Bourke maa have Ordre til at paadrive min Bortsendelse.
12. Om 3 eller 4 Dage reiser Hardenbergs Fader og formodentlig de øvrige fremmede Statsministre. Jeg har adskillige Gange insisteret paa at tale med hans Fader, men han forsikrer, at han ikke tør imodtage mig, og lægger til, at han gjerne ønskede det. Idag er det dog aftalt, at jeg kommer til at møde ham paa den første Station, naar han reiser herfra.
Iforgaars havde Hardenberg havt en Samtale med Grev Meerfeldt, der, som H. forsikrer, havde ytret sig meget til min Fordel paa Grund af den Samtale, jeg havde med ham.
13. Jeg har idag skrevet til Prins Metternich og forlangt en Entrevue [Sammenkomst]. Det er meget sandsynligt, at han ikke faar Tid til at modtage mig; men jeg vil ikke have at bebreide mig nogen Forsømmelse.
14. Jeg har nylig gjort Bekjendtskab med Hertugen af Sussex. Det er en superb Mand, fuld af Ild og Frimodighed, forenet med Indsigt. Hans Deltagelse i Norses Sag var mandig og veiledet af de kraftigste Argumenter. Han gjorde de oprigtigste Ønsker for D. K. Høihed, og jeg maatte besvare mange grundige Spørgsmaal. Hertugen af Gloucester, med hvilken han er paa den fortroligste Fod, havde ladet ham læse D. K. Høiheds Brev, hvormed han var særdeles tilfreds. Hvor ilde, at de begge er i Oppositionen!
15. Hos Grev Rasumowsky gjorde jeg Bekjendtskab med Mr. Adair, som havde været Minister i Wien. Denne oplyste Mand interesserer sig ligeledes i høi Grad for D. K. Høihed og Norge. Han gav mig mange gode Efterretninger. Desværre, han ogsaa er i Oppositionen.
s. 34116. Forhandlingerne paa Eidsvold har jeg oversat, og er [de] idag indrykkede i The Pilot, et Blad, hvoraf jeg giver mig den underdanigste Frihed at fremsende et Eksemplar.
17. Dette afgaar herfra med Kjøbmand Mørck til Holland for at afsendes med første sikre Skibsleilighed til Norge. Om nogle Dage sender jeg Løitnant Ring med Duplikat og med det videre, jeg inden den Tid finder Pligt underdanigst at indberette. Min Broder er i denne Tid ret svagelig. Jeg nyder en meget god Helbred, uagtet de politiske Vanskeligheder ofte synes at overvælde med Hovedpine og vaagne Nætter. Knutzon har i sit Brev til Sønnen her skrevet, at Aal, Christie og Rosenkilde er afreiste d. 3. Juni hertil. Endnu er de ikke ankomne. Min Nysgjerrighed er meget spændt i Anledning af denne Nyhed.
Jeg nødes nu at slutte, udbedende mig D. K. Høiheds Tilgivelse, at mine Depecher endnu er adresserede til Norges Regent og ikke til dets Konge, da jeg om dette sidste ingen Vished har. I begge Tilfælde er min Troskab og Iver urokkelig den samme, saa og mine hjerteligste Bønner om Velsignelse og Held for min naadigste Herre.
Underdanigst
C. Anker.
22.
Londond. 22. Juli 1814.
Deres Kongelige Majestæt.
Allernaadigste Konge.
Min sidste allerunderdanigste Depeche til D. K. Majestæt afgik d. 28. f. M., skjønt begyndt nogle Dage iforveien. Kjøbmand Mørck fra Christianssand tog den med sig til Amsterdam, og blev der mellem os gjort den Aftale, at saafremt han sammesteds ikke forefandt en meget paalidelig Leilighed, og som tillige snart afgik til Norge. Skulde han befordre den med Kurer over Jylland, adresseret til Agent Kjellerup i Aalborg.
I hvor megen Forsigtighed man end bruger, er Vanskelighederne i vore Tider dog saadanne og saamange, at man neppe s. 342tør stole paa noget; derfor lader jeg allerunderdanigst herrned følge en Duplikat af bemeldte Depeche. Siden jeg skrev den, har jeg samlet saamange og saa væsentlige Oplysninger, at jeg ikke tager i Betænkning at affærdige Løitnant Ring som Kurer for allerunderdanigst at indberette, hvad jeg har erfaret.
1. I den 13. § i min forrige Depeche nævnte jeg, at jeg havde forlangt en Entrevue med den keiserlige Premierminister, Prins Metternich. Gjenpart 1. af mit Brev til Prinsen vedlægges herved allerunderdanigst. Næste Dag, nogle Minuter efter at min Depeche til D. K. Majestæt var forseglet, erholdt jeg hans Svar, skrevet med hans egen Haand, hvoraf Gjenpart1 følger allerunderdanigst.
Brevet blev mig sendt med „The twopenny-post" — en Indretning, der svarer til Fodposten i Kjøbenhavn —, forsynet med engelsk Udskrift og forseglet med Oblat.
Jeg nævner disse ubetydelige Omstændigheder, fordi de bærer Vidne om den merkelige Forsigtighed, med hvilken endog denne Puissance indlader sig om Norges Anliggende.
Jeg undlod ikke at indfinde mig til den i Svaret bestemte Tid, som neppe var en halv Time efter, jeg havde modtaget samme.
Jeg kom for tidlig, da han endnu ikke var oppe og blev anmodet om at komme igjen, hvilket skete, og forefandt jeg da, i et stort Forgemak, der var forvandlet til et Slags Kancelli, adskillige Mænd af første Rang, der ventede paa Audients.
Efter en halv Times Ophold kom Prinsen igjennem Forgemakket og stansede et Øieblik ved en gammel Mand, den turinske Ambassadør, bestemt til Wien. Han gik derpaa ind i næste Værelse. Nu blev les deux battants [Dobbeltdørene] aabnede fra Vestibulen og istedetfor at se en vigtig Person indtræde, var det kun Frokosten, som blev bragt ind til Prinsen, og som med samme Høtidelighed blev indladt i næste Værelse. Efter nogle Minuters Forløb blev den nysnævnte Ambassadør indkaldt, og efter ham 3 eller 4 Personer, som befandt dem i Forgemakket, førend jeg kom, og som efter Anseelse hørte til Missionen, thi s. 343der er adskillige af første Klasse; blandt disse den keiserlige Minister, Baron Binder, som jeg igjenkjendte, skjønt jeg kun har seet ham en Gang ved et Maaltid hos Geheimeraad [Niels] Rosenkrantz.
Nu kom Fyrsten nd tilligemed adskillige af disse, som paa en og samme Tid havde været inde hos ham. Han gik lige hen til mig, lagde Hænderne sammen paa den høflige franske Maade, sigende: „Je vous demande bien pardon, Monsieur, mais je vous prierai de revenir demain à 11 heures." [„Jeg beder Dem meget undskylde, min Herre, men jeg maa anholde Dem om at komme igjen imorgen K1. 11."] Da jeg ikke hørte Klokkeslettet med Vished, svarede jeg: „A 11 heures, Monseigneur?" [Kl. 11, Deres Durchlauchtighed?"] .,Oui, si vous voulez bien." [„Ja, ifald De vil have den Grodhed."]
Næste Dag indfandt jeg mig til rette Tid og traf atter adskillige i Forgemakket. Dennegang blev man dog anmodet om at sidde ned, hvilket den foregaaende Dag ikke kunde ske formedelst Antallet. Efter en Fjerdedel Times Venten kom Prinsen fuldt paaklædt gjennem Forgemakket, og uden at stanse gik han ind i næste Værelse. Frokosten straks efter ligesom forrige Dag. Ikke et halvt Minut derefter blev jeg anmodet om at komme ind til ham, altsaa førend de andre Tilstedeværende. Prinsen var ifærd med at arrangere nogle Papirer, men kom derpaa straks op til mig og bragte mig hen til et Vindu. Modtagelsen var ret forbindtlig, ikke stolt eller affekteret nedladende. Det var mig tydeligt, at han hævede sin Stemme for min Skyld.
Vi begyndte da straks, det forstaar sig, om Norge, og da D. K. Majestæt kjender de Grunde og de Argumenter, jeg i forskjellige Samtaler har funden mig nødsaget at brage, saa maa jeg uden at igjentage disse blot allerunderdanigst indberette, at jeg havde Anledning og Ro til at anbringe de væsentligste af disse, opholdende mig især og med Emphasis ved en Sætning, som jeg ikke ophører at frembringe ved hver given Leilighed, thi mig synes, den kan ikke blive bekjendt nok, sigende: Qu'on a beau y insister, c'est en vain qu'on voudra nous subjuguer au Gouvernement de la Suède. Les menaces n'ont sur nous aucun effet. On nous a fait tout le mal qu'on a pu imaginer, à l'excep-s. 344tion d'une guerre ouverte, et cellelà est infinement préférable aux horreurs de la famine." [Man kan forlange det, saameget man vil, man vil dog forgjæves søge at lægge os under Sverige. Trusler har paa os ingensomhelst Virkning. Man har paaført os al optænkelig Skade undtagen en aaben Krig,. der vilde være langt at foretrsekke for Hungerens Rædsler.]
For ikke at være empressé forhastet] og for ikke at give mine Bemerkninger Anseelse af en Tale, stansede jeg. Fyrsten svarede da [Resten er i Chifre]: „Je vous assure, que je prends. une part bien sincère à ce qui vous arrive. L'Autriche y entre pour peu ou rien." [„Jeg forsikrer Dem, at jeg tager megen og oprigtig Del i, hvad der hænder Dem. Østerrig har liden eller ingen Del deri."]
Derpaa gjorde han mig bekjendt med de Skridt, som Keiseren havde gjort for at bidrage, som han sagde, til en fredelig Opgjørelse af den tiltænkte Forening, omtrent det samme, som Grev Meerfeldt for havde sagt mig. Jeg troede nu at kunne gjøre nogle politiske Bemerkninger om det ubegribelige baade i Englands og Ruslands Adfærd:
„Quant à l'Angleterre, c'est ou un aveuglement complet ou un plan si mystérieux et fin, qu'on n'y comprend rien. L'histoire de la Suède prouve sans contredit que le système francais y a toujours prévalu depuis le règne du François I. Le cabinet de Stockholm et le Prince Royal luimême l'avouent et s'en glorifient dans les écrits publiés avant que l'idée de conquérir la Norvège leur fût venue. Jugez, Monseigneur, l'Angleterre veut de gaieté de cœur jeter 22000 matelots, les meilleurs de l'Europe, entre les bras de la Suède. Elle veut lui faire cadeau de trois ou quatre cents ports de mer les plus sûrs qui existent — sans, réfléchir que ce serait peut-être à un ennemi futur qu'on accorde un pareil agrandissement."
Om Ruslands Politik lod jeg kun falde nogle Ord, nemlig at den var ikke mindre uforstaaelig.
„Il est donc notoire," sagde jeg, „que la noblesse de Suède n'avait d'autre but en choissant Ponte-Corvo pour Prince Royal que de reconquérir la Finlande, un objet que la Suède ne perdra jamais de vue. Renforcée par les troupes de Norvège la s. 345Suède pourra dans l'occasion devenir incommode à la Russie. Il n'est pas possible que cette réflexion ait pu échapper au cabinet de St. Pètersbourg, il faut donc lui supposer d'autre vues, qui par leur nature pourraient facilement troubler le repos du Nord."
Paa alt dette hørte Prinsen med megen Opmerksomhed, sigende : „Enfin, il faut voir."
Da jeg nærmere udlod mig om de Norskes Afsky for det svenske Herredømme, sagde han: „C'est une question sentimentale." „Ah, Monseigneur," svarede jeg, „si on n'y porte pas. des remèdes, elle sera certainement très sanguinaire, car j'ai l'honneur de vous assurer en homme vrai, que les Norvégiens verseront la dernière goutte de leur sang plutôt que de se soumettre.
Lorsqu'on prétend qu'il y a une partie en Norvège qui désire l'union, on fait des contes.
Dans une assemblée d'au delà de 150 personnes et appelées exprès pour discuter la grande question, il faut bien qu'il y ait des différentes opinions, mais il n'y a pas des chefs de parti. Il si trouve même que les personnes qu'on a nominé comme tels se sont dédarées en faveur de l'indépendance.«
Her afbrød Prinsen mig og sagde: „Si, on a donc nommé [le] comte Wedel."
„Eh. bien, Monseigneur," svarede jeg, „ce comte de Wedel a été membre du comité qui minuta la constitution, et son beaupère, qu'on soupçonna d'avoir adopté les opinions de son gendre,. fut à la toute première séance élu président de la diète. On ne cesse d'inventer les calomnies les plus grossières: ici tout est publié et tout est cru."
„Je sais," svarede han, „c'est la mission de Suède, qui fait circuler toutes ces nouvelles; mais quant à la question même, vous m'avouerez qu'aucune transaction politique ne pourrait avoir lieu, si on devait toujours demander l'avis des habitans. d'un pays à céder. Je vous citerai un exemple."
Derpaa udlod Prinsen sig om et Bytte, der fandt Sted eller skulde finde Sted i det badenske til Bevis for hans Sætning. Tilfældet og Omstændighederne var mig ubekjendte, altsaa kunde jeg ikke indlade mig derpaa; — jeg gjorde kun den almindelige s. 346Bemerkning: „Qu'il faut réellement distinguer, Monseigneur, entre certaines provinces, districts et colonies et nn pays qui, depuis des Sièdes, a formé un Royaume séparé."
La Norvège a été annexée au Danemarc, mais elle n'en a jamais fait partie. C'était deux conronnes sur une tête, mais je sens bien que les moyens de résister entrent pour beaucoup dans la question. Ni le Danemarc, ni la Suède ne possède les moyens de nous forcer, et quant aux autres puissances nous espérons fermement qu'elles nous permettront à nousmêmes de vider la querelle. C'est tout ce que nous demandons."
[„Hvad England angaar, saa lider det enten af en fuldstændig Forblindelse, eller det har en Plan, der er saa hemmelighedsfuld og fin, at man ikke kan fatte den.
Sveriges Historie viser tilfulde, at det franske System har været herskende der siden Frants I.s Tid. Det stockholmske Kabinet og Kronprinsen selv tilstaar det og roser sig deraf i offentlige Skrivelser, førend man faldt paa at erobre Norge.
Jeg beder Deres Durchlauchtighed at dømme: England vil med Glæde kaste 22 000 Matroser af de bedste i Europa i Sveriges Arme og vil forære dette Land tre til fire hundrede af de sikreste Havne, der findes, uden at betænke, at det maaske er en vordende Fiende, man skjænker disse Fordele."
Om Ruslands Politik lod jeg kun falde nogle Ord, nemlig at den var ikke mindre uforstaaelig.
„Det er sikkert nok," sagde jeg, „at den svenske Adel ikke havde anden Hensigt med at vælge Ponte-Corvo til Kronprins end at gjenerobre Finland. Det er en Sag, som Sverige aldrig vil tabe af Syne. Forsterket ved norske Tropper kan Sverige ved Leilighed blive Rusland besværlig nok.
Da det er umuligt, at denne Betragtning har undgaaet Kabinettet i St. Petersborg, maa man forudsætte, at det har andre Hensigter af saadan Art, at de let kan forstyrre Nordens Ro."
Paa alt dette hørte Prinsen med megen Opmerksomhed, sigende: „Nuvel, vi faar se."
Da jeg nærmere udlod mig om de Norskes Afsky for det svenske Herredømme, sagde han: „Det er en Følelsessag."
s. 347„Aa,Deres Durchlauchtighed," svarede jeg, „dersom man ikke finder Midler derimod, kan Sagen visselig blive blodig nok, thi jeg kan have den Ære som sanddru Mand at forsikre Dem, at Nordmændene heller vil udgyde sin sidste Blodsdraabe end underkaste sig. Naar man paastaar, at der i Norge er et Parti, der ønsker Foreningen, da er det en Fabel.
I en Forsamling paa omtrent 150 Personer, der er sammenkaldte netop for at drøfte dette store Spørgsmaal, findes der selvfølgelig flere Meninger, men der findes Partichefer.
Det forholder sig endog saa, at de Personer, man troede var saadanne Chefer, har erklæret sig for Uafhængigheden."
Her afbrød Fyrsten mig, sigende: „Men man har dog nævnt Grev Wedel."
„Granske vist, Deres Durchlauchtighed," svarede jeg, „men den samme Grev Wedel har været Medlem af den Komite, der har gjort Udkastet til Konstitutionen, og hans Svigerfader, som man mistænkte for at have optaget sin Svigersøns Meninger, blev ved den første Sammenkomst valgt til Rigsforsamlingens Præsident. Man holder aldrig op med at fremkomme med Bagvaskelser, og — her offentliggjøres og troes alt."
»Ja, jeg ved det nok," svarede han. „Det er den svenske Legation, som sætter alle disse Meddelelser i Omløb; men hvad selve Sagen angaar, vil De vel indrømme, at ingen politisk Forhandling kunde finde Sted, dersom man altid skulde forespørge sig hos Indbyggerne i det Land, der skal afstaaes.
Jeg skal anføre et Eksempel:
Derpaa udlod Prinsen sig om et Bytte, der fandt Sted eller skulde finde Sted i det Badenske til Bevis for hans Sætning. Tilfældet og Omstændighederne var mig ubekjendte, altsaa kunde jeg ikke indlade mig derpaa; jeg gjorde kun den almindelige Bemerkning:
„Man maa virkelig skjelne, Monseigneur, mellem enkelte Provinser, Distrikter og Kolonier og — et Land, som i Aarhundreder har udgjort et særskilt Kongerige. Norge har været forenet med Danmark, men har aldrig udgjort en Del deraf. Der var to Kroner paa et Hoved, men jeg forstaar nok, at Modstandsmidlerne er af stor Vegt i dette Spørgsmaal. Hverken s. 348Danmark eller Sverige har Midler til at tvinge os, og hvad de andre Magter angaar, haaber vi sikkert, at de vil overlade til os selv at klare Striden. Dette er alt, hvad vi forlanger."]
Jeg troede her at kunne gjøre Prinsen det bestemte Spørgsmaal, om Rusland virkelig havde besluttet at understøtte Sverige med Hjælpetropper? Hertil svarede han Ord til andet: „Non, jusqu'ici rien n'est décidé." [„Nei, hidtil er ingen Bestemmelse taget."] Dette Svar blev veiledet med en fortrolig, god og oprigtig Tone.
Samtalen varede omtrent en Fjerdedel Time, og saavidt jeg kunde skjønne var denne Herre, som har Ord for at være stolt og meget forbeholden, mod mig ingen af Delene. Han forekom mig bestemt, alvorlig og betænksom, værdig og med den Selvfølelse, der tilkommer hans Stilling og Fødsel.
Da jeg anbefalede mig. takkede jeg ham, fordi han i denne store Tummel havde havt den Grodhed at ofre mig endel af sin Tid. Han bukkede med Forbindtlighed og svarede:
„Je suis bien aise de vous avoir vu. Quand vous écrirez au Prince, je vous prie de Lui présenter mes hommages."
[„Jeg er meget glad over at have seet Dem. Naar De skriver til Prinsen, beder jeg Dem frembære min Hyldest."]
Da jeg gik ud, styrtede paa engang adskillige ind til ham, og iblandt disse Baron Binder. Forgemakket var fuldt. At Prinsen var i fuld Stads med alle sine Ordener grander sig derpaa, at han skulde have Afskedsandients hos Prinsregenten.
2. Af den 12. § i bemeldte min Depeche [af 28. Juni] vil Deres Kongelige Majestæt allernaadigst have erfaret, at der mellem Sønnen og mig var talt om et Mode med Prins Hardenberg; men at det skulde ske paa en hemmelig Maade, nævnlig paa den første Station udenfor London, naar han begav sig paa Reisen.
Denne Ide var egentlig Sønnens, og da han meddelte Faderen samme, skal denne have svaret, at ingen Hemmelighed var fornøden, men at han vilde se mig aabenlyst uden Omsvøb.
Jeg fik derfor uventet en Seddel fra Sønnen, skreven i Faderens Navn. D. K. Majestæt kan allernaadigst forestille sig, s. 349at denne Indbydelse var mig høilig kjærkommen, og at Samtalen selv maatte have megen Interesse.
Efter nogle faa foreløbige Høflighedsudtryk begyndte Prinsen selv at berøre Kronprinsen af Sveriges Anliggende, forsikrede derhos, at han tog oprigtig Del i vor Skjæbne og beklagede, at Omstændighederne skal have blandet Preussen i de indgangne Traktater.
Min Tur kom nu og jeg begyndte med at intimere [forkynde, indlede], at jeg ingenlunde forundrede mig over de Skridt, som Rusland og England havde giort i at indlade sig med Kronprinsen af Sverige, thi det var soleklart, at især den første Magt efter Politikens Regler maatte love alt, hvad loves kunde for at faa ham til at deltage i det store Foretagende, „mais surtout le faire sortir de chez lui dans un moment où la Russie devait necessairement dégarnir ses frontières; et quant à la Prusse, liée à la Russie et à l'Angleterre comme elle le fut, il était sans doute difficile de refuser aux moyens d'obtenir un but, qui était commun à eux tous. J'ose croire cependant que l'union de la Norvège et de la Suède ne pouvait point lui tenir fort à cœur et qu'a certains égards l'agrandissement de la Suède était pour ]a Prusse plutôt un objet indifférent que désiré.
C'est de la Russie et de l'Angleterre que nous avons surtout a nous plaindre. Nous ne nous plaignons [pas] de la Prusse encore. Je dis encore, car il nous reste à apprendre à quel point cette puissance se propose d'assister le Prince Royal de Suède dans ses grands desseins."
Hertil svarede han disse merkelige Ord: „Nous ferons le moins que nous pourrons, car je vous assure que nos engagemens ont été pris bien à contre cœur. Nous Prussiens n'emploierons guère la force contre la Norvège."
„Cela nous suffit, Monseigneur," svarede jeg, „car ce serait avec bien du regret que les Norvègiens se verraient dans l'horrible nécessité d'en user avec les Prussiens, comme nous ferons très décidément et de gaieté de cœur avec les Suédois Vos troupes, mon Prince, méritent mieux que de s'exposer au même sort qui attendait les Français en Russie. Au reste ayant combattu pour une belle cause avec tant de succès, il serait double-s. 350ment malheureux que les meilleurs soldats de l'Europe seront sacrifiés pour une mauvaise. Croyezmoi, Monseigneur, nos moyens de défense sont supérieurs."
[„men at det især gjaldt at faa ham til at drage hjemifra i det Øieblik, da Rusland nødvendigvis maatte blotte sine Grænser. For Preussen, der var i Forbund med Rusland og England, maatte det udentvivl være vanskeligt at give Slip paa Midlerne for at opnaa et Maal, der var fælles for alle disse tre Magter.
Jeg vover imidlertid at tro, at Norges Forening med Sverige ikke ligger Preussen meget paa Hjerte, og at Sveriges Udvidplse i visse Henseender snarere er Preussen ligegyldig end det modsatte.
Det er især over Rusland og England, at vi har at beklage os.
Vi beklager os ikke over Preussen endnu. Jeg siger endnu, da vi har tilgode at erfare, i hvilken Grad denne Magt vil hjælpe den svenske Kronprins i hans store Planer."
Hertil svarede han disse merkelige Ord:
„Vi vil gjøre saa lidet som muligt, thi jeg forsikrer Dem, at vore Forpligtelser er indgaaede meget mod vort Ønske. Vi Preussere vil kun nødig bruge Magt mod Norge."