Københavnd. 27:de juli 1882.
Kære professor Topelius!
I dag er det et år, siden jeg vendte hjem fra min lange, dejlige rejse — Sverrig, Finland, Sverrig og Norge —, og det er da i sin orden, at min tanke vender tilbage til denne rejse, at min tak søger min kærlige Gud og Fader for alt, hvad han på den lod mig se og nyde af stort og ædelt, smukt og kært. Ja, det var en forunderlig Guds nåde, at jeg dog endelig nåede at se min ungdoms og manddoms og alderdoms dröm igennem mere end firti år virkeliggjort! at jeg i fjor kom til at göre den s. 23rejse, som jeg så inderlig og længe havde sukket efter! og kom til at göre den på den smukkeste måde af alle og med min ældste sön som min trofaste og kærlige ledsager! I år havde jeg ikke kunnet gøre den eller havde dog ikke fået lov dertil. Ikke at jeg er syg, men jeg har dog været det og har endnu ikke helt kunnet få bugt med mit onde, der, medens den egentlige sygdom stod på, tog svært på mine kræfter.
Det var d. 24:de marts, at min kone og jeg toge til Svendborg for at stå fadder til en ny sönnedatter23). På dampskibet mellem Korsør og Svendborg pådrog jeg mig da ved egen uforsigtighed en forkølelse i en af underlivskirtlerne. De förste fjorten dage ænsede jeg det ikke ret, men derved fik sygdommen („kystitis“ kalde lægerne den) tid til at udvikle sig, og i den sidste halvdel af april og det meste af maj var jeg temmelig svag. Jeg kan ikke klage over svære lidelser — da ikke i sammenligning med præsten Fr. Wexelsen i Trondhjem, der fik det samme tilfælde tre måneder tidligere —, men jeg var i længere tid så afkræftet, at jeg måtte tilbringe den meste tid på sofaen, og, da jeg endelig tog ved at gå ud, var det en ynkelig gang, jeg anstillede, stadig støttet af min kone, der ellers er den skrøbelige, men i den tid var den stærke eller dog gjorde sig stærk. Dog — Gud være lovet og priset! har jeg end ikke helt fået bugt med mit onde endnu, så er der dog kun svage efterveer tilbage.
Det var meget og alt for meget om mig selv, men jeg synes, at De nok må kunne fatte, at jeg under disse omstændigheder er dobbelt taknemlig mod Vorherre, der endnu i fjor gav mig så gode kræfter til den yndige færd, så jeg fra først til sidst kunde nyde den i fulde drag. Og jeg synes tillige, at De må kunne fatte, at, når jeg i denne stund føler trang til at vende tanken tilbage på i fjor, så kan jeg netop fole trang til en henvendelse til Dem, der blev et af de smukkeste lyspunkter på min — skal jeg kalde den pilgrimsfærd eller vikingefærd! Ti den var noget af bægge dele: med en pilgrims andagt søgte jeg vor fortids minder og dvælede ved dem; som en lystig viking drog jeg ud at erobre nye venner og nye vidder. Men bægge dele lykkedes mig, og De var en af de nye venner, jeg vandt: det har De selv sagt mig, og jeg er stolt deraf. Jeg s. 24vilde knap syntes, at jeg havde været i Finland, hvis jeg ikke havde truffet og vundet Dem. Nu — længes jeg atter efter Finland og Dem. Mon også denne længsel skal blive tilfredsstillet?
Og så længes jeg efter en ting til, og den længsel har jeg större håb om at få slukket. De fortalte mig i Deres sidste brev, at De skrev på en Finlands historie; den længes jeg efter! Der skal, siger De, allerede gives en fem, seks sådanne, men jeg kender ikke en eneste af dem. Inden jeg drog til Finland, havde jeg hos finner og svenskere spurgt mig for om en Finlands historie, men alle vegne fået til svar, at en sådan fandtes ikke; hvad jeg søgte, måtte jeg finde i „boken om vårt land“. Den ved De, at jeg havde læst og læst og vundet kær, inden jeg så Finland (ja, jeg har da læst den i år på ny, i det jeg har skaffet mig tredie [sidste?] udgave). Men, skönt jeg elsker „boken om vårt land“, kunde jeg dog nok ønske mig en særlig Finlands historie („boken om vårt folk“ kunde jeg have lyst til at kalde den), og jeg blev derfor særlig glad ved at se, at vi kunde vænte os en sådan fra Deres hånd, — så glad, at jeg, hvad dog måske ikke er rigtigt, ikke har tænkt på at skaffe mig nogen af de andre, hvis forfattere jeg ikke kendte, og mellem hvilke jeg ikke kunde vælge.
Inden jeg går videre, vil jeg dog lykønske Dem til, at den sidste maleriudstilling i Paris jo har givet Dem et stort navn24) til den lange række af dem, der tidligere have udbredt fædrelandets hæder. Til lykke! til lykke!
Og så vil jeg, mens jeg mindes det, fortælle Dem, at, når jeg i denne tid går fra mit arbejdsværelse ind i dagligstuen og der kan finde min kone udhvilende sig fra hendes egentlige daglige husmodergerning, så finder jeg hende næsten stadig med „Feltskærns berættelser“ i hånden. Hun har tidligere i det mindste læst dem to gange igennem på svensk; nu læser hun dem i den danske oversættelse, som De var så venlig at give os til julegave. Jeg vil da sige Dem, at hun heller ikke var fremmed for Sverrigs (og Finlands) historie, da hun förste gang fik fat i „Feltskærn“: Fryxells25) „berættelser“ have stadig hørt til hendes yndlingslæsning, og dem har hun plöjet fræm og tilbage. Jeg holder mig mere til Geijer26); han er min mand!
s. 25Men, kære ven! De ønsker at hore om noget nyt, noget godt nyt, i vor bogavl. Det er des værre småt med den! Kirkelige og polittiske og kirkepolittiske stridigheder have så omtrent slugt hele interessen. Der kæmpes hæftig (jeg synes næsten mere hæftig end alvårlig) for kirkelig frihed, og jeg kan følge meget langt med; ti af al tvang er tvang i trossager dog den hæsligste. Men vi have allerede en större trosfrihed, end de have i de fleste lande, og, står der end en del tilbage at ønske endnu, og er der end flere fromme og dygtige mænd, der kæmpe (stundum lidt vel hæftig, lidt vel utålmodig) for at vinde dette, så går der ved siden deraf, des værre! en fræk kamp af dem, der ville nedbryde enhvær alvårlig, enhvær åbenbaret tro. Men, som rimeligt kan være, bægge disse lejre mødes af en skare, der slet ikke vil fremad, men hellere et skridt tilbage. — Så kæmpes der om forfatningen. Jeg var selv med 1848—49 at vedtage denne, der visselig hører til de aller frieste i verden, og jeg har ikke alene virksomt deltaget i kampen, mange år för vi fik vor grundlov, jeg har også efter ævne værnet om denne, efter at vi have fået den, i over tyve år både som rigsdagsmand og rigsråd. Jeg holder på vor grundlov til det yderste, men nu kæmpes der en bitter kamp for at gå langt videre, end grundloven nogensinde tilsigtede: man kæmper efter min opfattelse ikke for frihed men töjleløshed, og man opslider sig selv og sine modstandere i denne kamp. Det går således i Danmark, tildels også i Sverrig, aller videst går man dog i Norge. Man kunde fristes til at forsage, hvis man ikke vidste, at höjt over sky sidder Han, der smiler ad de drengestreger, som vi myrer göre os vigtige med, og som tilsidst og i den belejlige stund vil vide at vende det onde til det gode. — Af al den polittiske kamp, som føres hos os, går kampen om forsvarsvæsenet mest ind på mig. Vi trænge til fæstninger og til orlogsskibe, særlig — mener jeg — må vi have København befæstet både på sø-og landsiden. Der kæmpes en ædel og alvårlig kamp for at nå dette mål, der kæmpes i rigsdagen, i pressen, på folkemøder, og kæmpes år efter andet; men — det koster penge, mange penge, og de, der kæmpe for „friheden“ (det vil sige: for folketingets enemagt, for dets herredömme både over konge, regering og landsting), de ville ingen penge give til, i det mindste ikke, s. 26för de få styrtet det nærværende „frihedsfjendske“ ministerium27), der nu har siddet på åttende år og i det mindste har den for-tjæneste, at det har slået alle åbenbare og skjulte angreb på grundloven tilbage. Det kunde da visselig synes, som kampen var håbløs, hvis man ikke i Gud havde håb imod håb.
Men hvordan ser det ud i Finland? Nærer man endnu det samme håb til kejser Aleksander28) om en udvidet frihed, som man nærede i fjor? Vore blade tie så aldeles om Finland, at jeg ikke engang ved, om landdagen er samlet, eller om den först senere i årets løb skal træde sammen. I Rusland ser det jammerligt ud, men Finland er ikke Rusland, Gud være lovet! ej heller en del, en provins af Rusland.
Vor æstetik! Ja i den synes det næsten, som om Drachmann, Gjellerup, Jacobsen, Schandorph29) og deres lige for tiden ere enerådige eller enemælende. Og dem læser jeg ikke. Vil jeg læse fritænkeriets apoteose eller den dyriske sanseligheds apoteose eller den skamløse materialisme, så går jeg hellere (men det gør jeg heller ikke) til deres lette franske forbilleder end til de tunge danske efterligninger med al deres åndenød. Vi have haft en æstetisk tid, da nektaren skænkedes os i fulde guldskåler. Den synes midlertidig at være glemt; ti de få, der endnu kunne slå harpen eller lyren hos os: Ploug, Kaalund, Molbech, Richardt30) o. s. v., lade sjælden eller aldrig høre fra sig. Nu — efter de fede år ere de magre komne, men Gud kan lade fedmen vende tilbage igen!
I historien arbejdes der flittigere og bedre, skönt nys have vi mistet vor historieskrivnings oldermand, den lærde, skarpsindige og flittige Paludan-Müller31). Jeg vil ikke stanse ved de mange dygtige afhandlinger, der imellem år og dag se lyset; jeg vil kun nævne nogle af de nyere og nyeste större arbejder. Der er A. D. Jørgensen32) „Den nordiske kirkes grundlæggelse“, et ypperligt og grundigt hovedværk i en tiltalende form; L. Helveg33), „Den danske kirkes historie“ (2:den udg.), også et meget fortjænstligt, selvstændigt arbejde; Rosenberg34), „Nordboernes åndsliv“, et i sandhed banebrydende arbejde, af hvilke[t] de to bind ere udkomne og det tredie (sidste) i vænte; Steenstmp35), der allerede i tre store arbejder har givet os normannertågenes historie og nu nylig har givet os „Danelagen“. Jeg kunde hertil s. 27lægge Kr. Erslev36), „Dronning Margrete og Kalmarunionens grundlæggelse“, et lærd og grundigt arbejde, der dog tiltaler mig noget mindre; og jeg kunde vel nævne endnu enkelte andre værker; men disse må være nok. I hele den øvrige boglighed er jeg, sandt at sige, fremmed, og det er nærmest kun et rent tilfælde, at jeg har læst K. Kro mans37) „Kortfattet tænke- og sjælelære“, et mindre arbejde, som jeg mener at have haft både gavn og glæde af. J. Thomsens38) tyske bog om termokemien skal være et genialt og storslået værk, men det savner jeg i en utrolig grad forstand på.
Til slutning være De venligst hilset, kære professor To-pelius! fra min sön og mig, ja — og min kone tillader sig ligeledes at sende Dem en takkehilsen. Og jeg tillader mig end videre at bede Dem bringe Deres frue og böm en venlig hilsen. Skulde De se lektor Heikel og hans frue, vilde jeg også være Dem forbunden, hvis De vilde bringe disse vore gæstevenner min söns og min hilsen og tak, — ja, og da gamle magister Schauman med. Der kunde endnu være flere finner, både fra museerne og biblioteket, jeg kunde ønske at hilse og takke, men — jeg mindes ikke deres navne, ikke engang hans, som gav mig Lönroths39) og Snellmans40) håndskrifter! — Måtte jeg nu snart se brev fra Dem igen, kære ven! og måtte De deri bringe mig mange gode efterretninger om Dem selv, Deres hus og Finland! Gud holde altid sin milde hånd over Dem og Deres! Gudsfred og levvel!
Deres meget hengivne
Frederik Barfod.