Hedevig Sophie Rosing, 1827-1913 Ungdomstid og Reiseliv - Udvalg af Anton rosings breve og optegnelser

Ungdomstid og Reiseliv.

Udvalg

af

Anton Rosings Kreoe og Optegnesser.

Udgivet

af

Hedevig Rosing.

Christiania.

Forlagt af Jacob Dybwad.

1869.

s. IIIrykt hos H. I. Jensen.

s. IIITil

Hr. Forstmester P. Chr. Asbjørnsen.

s. IV

Edinburgh19. Aug. 1860.

Dersom der er Noget, som jeg kunde kalde mit Livs „ledende Tanke", saa er det Folkeoplysningen. Alt, som bærer til det Maal, ligger mig paa Hjerte. Mine alsidige Interesser have desværre ført mig ind paa altfor mange spredte Felter og derved svækket mine Kræfter til at udrette noget i det Enkelte. Der er faa Kunster og faa Videnskaber, som ikke for en Tid have været Gjenstand for min Sympathi og mit Studium for tilsidst atter at opgives. Jeg har grublet mig træt over alle min Tids store Spørgsmaal i videnskabelig, i social og i politisk Retning. Men et Spørgsmaal er jeg endnu aldrig bleven træt af: Folkeoplysningens. Fra alle Streiftog kommer jeg altid tilbage dertil; det har beskjæftiget mig, ligefra jeg begyndte at tænke. Ja endog før min Forstand havde begrebet Nytten og Nødvendigheden af, at Folket oplyses, medens jeg endnu i Egenskab af doven Skolegut praktisk opponerede mod Oplysningen, drev en uimodstaaelig indre Magt mig til at arbeide derfor. Jeg, som ikke selv aspirerede høiere end til Tretaller i min Karakterbog, som ikke hadede noget i høiere Grad end Lektielæsning, jeg kunde, uden at det var mig nogen Opofrelse, gjøre Afkald paa hele Timer af min Fritid for at agere Lærer. Hvor mangen Aften, medens mine Brødre og Kammerater slog "Monk" eller legte „Sidsten" nede i Gaarden, sad ikke jeg og strævede, saa Sveden randt, for at bibringe Ole Fredrik, en af vore Fabrikgutter, de Kundskaber, som jeg snaudt havde lært selv. Det vars. 2sandelig ikke Leg, vi tog Sagen for fuldt Alvor begge to, og det gik mig langt mere til Hjerte, naar jeg ikke kunde faa min Elev til at begribe, at Jorden gaar rundt om Solen, end naar jeg selv fik Serial og Lugg, fordi jeg ikke vidste tilstrækkelig Besked om de puniske Krige. Senere da min Ven Ole Fredrik var i Smedelære og jeg selv sendt ^*)Sommeren 1843. til den polytekniske Skole i Kjøbenhavn, under den stiltiende Forudsætning, at vi senere i Livet skulde mødes som Arbeider og Arbeidsherre, tog min Interesse lidt efter lidt en Retning bort fra dette Maal. Istedenfor de mathematisk-mekaniske Fag slog jeg snart over paa de kemisk-naturvidenskabelige; Lysten til at blive Praktiker og Fabrikant — hvis jeg kan sige, jeg nogensinde egentlig havde en saadan Lyst — blev svagere og svagere, og inden jeg vidste Ordet deraf, havde jeg opgjort med mig selv, at jeg vilde uddanne mig til Lærer i Naturfagene, specielt i Kemi.

1

Edinburgh26. August 1860.

I de første Aar drev jeg mit polytekniske, eller rettere sagt polyhistoriske Studium paa en meget regelløs Maade. Der var saa uendeligt meget som interesserede mig; medens jeg var inde paa en Materie, kom en anden mig i Veien, som syntes endnu vigtigere, endnu videværdigere. Havde jeg den ene Dag f. Er. trukket hjem et Læs Bøger over Entomologi med det Forsæt at klare mig Spørgsmaalet, om Insekterne have Følelse eller ei, saa plagede jeg maaske allerede den næste Dag paany mine Venner Bibliothekarerne paa Rundetaarn, men nu var det i en ganske anden Retning jeg maatte have Literatur, thi jeg kunde umuligt lade endnu en Dag gaa hen, inden jeg fik opklaret Spørgsmaalet, om Skyerne virkelig bestaa af smaa Vandblærer. Snart havde jeg en botanisk Raptus og traskede i brændende Solhede ud til Lyngby med en Botaniserkasse paa Ryggen, snart var jeg saa betaget af Geologi-Mani, at det værste Skylregn ikke kunde jage mig væk fra Kalkstens-Dyngerne ude paa Kalkbrænderiveien. Min Værtinde beklagede sig altid over alt det „Skarn", jeg trak ind i Huset, og jeg havde mange Fægtninger med Pigen, som under Paaskud af at „tørre Støvet af Stenene" ødelagde alle mine deilige Forsteninger. Dette vilde Studium — om det kunde gives et saadant Navn — drev jeg paa med to, tre Aar, i hvilke jeg lærte altfor meget til at lære Noget ordentligt. Imidlertid — nytteløst var det ikke; thi om det end ikke gav mig mange praktiske Kundskaber, saa klarede det mit Blik og udviklede en aandelig Selvvirksomhed i mig, som et mere regelret Studium maaske ikke saasnart vildes. 4have gjort. Dette gav mig en vis Overlegenhed og Indflydelse over mange af mine Kammerater, for hvilke jeg ellers stod meget tilbage i Kundskaber. Det var fra mig, Ideen til en Forening af narurvidenskabelig-polytekniske Studerende udgik og som realiseredes af mig i Forbindelse med nogle ældre Kammerater (Belfour, Dahl, L. Friis, Mathematikeren Petersen) ved Oprettelsen af den polytekniske Forening i Kjøbenbavn 1845, hvis Formaal, saaledes som det tilsidst blev udtalt, skulde være „at virke til de naturvidenskabelige og tekniske Studiers Fremme.” I denne Forening fandt jeg Udløb for min Virkelyst. Som i alle Foreninger, der stiftes og styres af unge Mennesker, optog Diskussionen af Love og Reglementer en uhyre vigtig Plads; i meget lang Tid havde vi mange og lange lovgivende og lovforbedrende Møder, hvori vi leverede hverandre parlamentariske Fægtninger i bedste Stil. Jeg hørte altid til Oppositionen, men det eneste, som jeg nu erindrer af mit Program, er, at jeg stedse vilde have Lovbestemmelserne reducerede i Antal og Længde. Om hine Forhandlinger end ikke har uddannet nogen parlamentarisk Celebritet, saa tør jeg dog paastaa, at ogsaa de havde sin Nytte for mange af os; de afgav en ganske god „aandelig Gymnastik". Men især gavnede Foreningen ved de Foredrag, som blev holdt; jeg mener ikke, at Tilhørerne lærte særdeles meget, men Foredrageren selv havde ganske utvivlsom Nytte deraf. Jalfald lærte jeg overmaade meget fra de Foredrag, jeg holdt. Paa Sæt og Vis tør jeg vel sige, at denne Forening ogsaa har virket for Folkeoplysningens Fremme, ja mange af dens Medlemmer have senere i en eller anden Retning viet sig til Lærerkaldet.

1*

Edinburgh2. September 1860.

Saa kom 1848. Dette Aar er et vigtigt i mit Livs Historie, thi dets Bevægelser og Begivenheder var det, som først vakte mig til fuld Selvbevidsthed. Jeg glemmer aldrig hint Øieblik, da en af vore Professorer (Wilkens) med alle Tegn paa indre Bevægelse indfandt sig i Forelæsningslokalet og fra Kathedret fortalte os, at Frankrig var i Revolution, Louis Philippe forjaget, Republiken proklameret og at Øjeblikket saaledes var mindre passende for koldblodige teknologiske Demonstrationer, hvorfor Forelæsningerne udsattes „til imorgen”. Jeg havde indtil da aldrig ved nogen anden Leilighed og aldrig paa nogen anden Maade dyrket Politiken end hver 17de Mai, naar jeg som god Patriot pligtskyldigst drak Punsch og raabte Hurra. Men Februarrevolutionen gjorde mig pludselig til Politiker med Liv og Sjæl. Forbi med Botanisering og mineralogisk Stenhuggerarbeide! Væk med Zoologi og Kemi! Mennesket var nu den eneste Naturgjenstand, som frembød Interesse; men det var hverken fyfiologisk, anatomisk eller psykologisk det interesserede mig. Det var Mennesket i fulde Klæder eller — i Mangel af Klæder — i Filler og Pjalter, hvormed jeg nu havde at skaffe; det var Mennesket som Lem af Menneskesamfundet; det var Mennesket som Borger, Nation, Stat. Det var en ganske forunderlig Revolution, som pludselig var foregaaet i mig. Hvad som før kun havde været Instinkt blev nu fuld Bevidsthed; jeg fik en hel og klar Erkjendelse af mit Ansvarlighedsforhold til Menneskeslægten, til Samfundet, en Erkjendelse, som aldrig senere er blevet fordunklet, men tvertimod med hver Dag er voxet i Styrkes. 6og Inderlighed, og som altid siden har ligget styrende og drivende bag alle mit efterfølgende Livs Foretagender. Derfor tænker jeg altid med Glæde og Taknemmelighed paa det bagvadskede 1848; i alt Væsentligt er jeg bleven tro mod de Principer og de Sympathier, som det bragte tillive i min Sjæl, og jeg har endnu intet Øieblik skammet mig ved at bekjende som min Overbevisning, at de Ideer, som Februar-Revolutionen proklamerede, ville og skulle styre Fremtiden.

s. 7Disse selvbiografiske Optegnelser har Rosing nedskrevet i en senere Tid, medens han laa i Edinburgh som Rekonvalescent efter en livsfarlig Sygdom. Som det fremgaar af dem, blev han sin Ungdoms Ideer tro. Modnet i Erfaringens Skole, prøvet i Lidelser, kunde han klart og med Alvor overskue de svundne Aar, med deres rige Afverling af Oplevelser og Indtryk. Derfor give disse Udviklingsstadier et sandt Indblik i hans Karakter.

Om der end vil findes dem, som ikke kunne dele Rosings Anskuelser, vil dog enhver i hans Breve og Skrifter finde Gjenskinnet af hans Kjærlighed til Menneskene, af hans Trofasthed mod dem, han elskede og kaldte sine Venner, af den Varme og Nidkjærhed, hvormed han arbeidede for sit Livs store Maal — „Folkets Oplysning" —, og af den dybe Opfattelse af Forholdene, som ligger til Grund for hans Livsanskuelse.

Rosings Personlighed er allerede kjendt i en vid Kreds gjennem et Livsbillede, tegnet med Sandhed og Inderlighed af P. Chr. Asbjørnsen i „Norsk Landmandsbog 1868". Den Detagelse, som dette har fundet saavel her i Landet som i Danmark, skyldes vel fornemmelig Fremstillingens Fuldendthed, men giver dog ogsaa Haab om, at Rosings mange Venner med Velvillie ville modtage et Uddrag af hans Breve og Optegnelser. Saameget mere er dette at haabe, som Livsbilledets Forfatter ei blot har opmuntret til Udgivelsen, men med Redebonhed bistaaet med Raad, Veiledning og Hjelp; thi foruden det Interessante i det biografiske Indhold, tillægger han ogsaa Rosings Skrifter et høiere literært Værd, idet han karakteriserer dem saaledes:

„Alt, hvad Rosing skrev, bar Præget af Fylde i Tanken og Dybde i Følelsen. Hans Fremstilling udmærker sig ved en sjelden Klarhed, og mange af hans Breve og Arbeider ere helftøbte Stykker,s. 8hvoraf flere taale at sættes ved Siden af det Bedste, vor Literatur i lignende Retning har frembragt."

Saameget mærkeligere er dette, som Rosing altid nedskrev sine Breve i al Hast og aldrig læfte dem igjennem. Flere af dem ligne mere Reifeskildringer end Breve, skjønt de dog kun vare beregnede paa en Times Underholdning for „de Kjære derhjemme". Han var for beskeden til selv at sætte den rette Pris paa dem, og naar Slægt og Venner udtalte sin Glæde over dem, mente han: „har det Skrevne interesseret, er det, fordi jeg er Helten i Historien og ikke fordi Historien selv er stort værd."

I henved 20 Aar sendte han saaledes Meddelelser til sin Moder, som maatte drages ind i alt, hvad der glædede og interesserede ham. Det synes derfor ikke upassende at forudskikke en lidt udførligere Skildring af det Hjem, hvor han modtog sine første Indtryk — sin Indvielse for det følgende Liv.

Om Slægten Rosing vil man vide, at den i den fjerne Riddertid hørte hjemme i Tydskland, og Sagnet udsmykker den med alslags Storhed, idet der et blot tillægges den høiadeligt Skjold og Rettigheder, men ogsaa en Hjertets Adel, der bragte de gamle Fædre til at kjæmpe for Sandhed og Frihed. Bevisligt er dette ikke; — men saa meget er dog vist, at det Mærke, som en af disse Fædre optog i sit Vaaben til Tegn paa sin Tro, nemlig en Rose omgivet af en Tornekrands, har vedligeholdt sig i Familien tilligemed Luthers Valgsprog:

„Ein treues Herz auf Rosen geht,
wenn’s mitten unter Dornen steht".

Her til Landet er Familien uden Tvivl kommen fra Danmark med Hr. Rasmus Claussøn Rosing, som 1586 blev residerende Pastor til Vefsen. Hans Søn, Sognepræst til Brønø i Nordland, havde med sin Hustru Birgitte Skanke Sønnen Hans, som var Biskop i Akershus Stist fra 1664 til 1699.

Fra ham nedstamme i en Sidegren Skuespillerne Rosing, Michael Wiehe og Vilhelm Wiehe, i lige Linie Anton Rosing.s. 9Hans Farfader, Toldkasserer Hans Rosing i Frederiksstad, der var en Sønnesøn af Biskopen, havde to Sønner. Den ældste, Ulrik Frederik Rosing, studerede Theologi ved Kjøbenhavns Universitet, var dansk Præst i London fra 1801—1811, og døde senere som Præst i Danmark. Den yngste, Christen Vilhelm Rosing, bosatte sig i sin Fødeby. Han begyndte sin Løbebane som Sømand, førte flere Aar Skib for Bernt Anker, oftest til Vestindien, men ogsaa til England. Besøg i Fabrikerne her vakte hans Lyst til at føre lignende frem i Norge. For laasede Døre og dækkede Vinduer gjorde han sine første Forsøg, og det lykkedes ham virkelig at faa igang et Drivværk til fabrikmæssig Tilvirkning af Spiger, Naale, Kroge m. m.

Denne Fabrik var længe den eneste i sit Slags i Landet, gav derfor et rigeligt aarligt Overskud, saa Rosing ved den blev en velhavende Mand. Med sin Hustru, Margery Vibe Scheel, havde han flere Børn. Den ældste, Hans Anton Rosing, blev født 14de August 1827.

Til hans første Erindringer knytter sig Tummel, Raaben, Klemten og hvad der følger med en stor Ildebrand, medens han, toaars Gutten, blev baaret bort, vel forvaret i Tæpper. Der var udbrudt Ild paa et Høloft i et ligeoverfor liggende Kvartal. Det var en rædselsfuld Nat; thi i et Nu omspændte Ilden en Mængde Bygninger. Skjønt ogsaa Rosings Hus svævede i Fare, forlod han Hjemmet, for som Leder af Slukningsvæsenet at ordne Arbeidet, hvor det mest tiltrængtes. Ved hans Ro, Kraft og Snarraadighed bragtes Ordeir tilveie, og det skyldtes for en stor Del ham, at ikke en endnu større Del af Staden lagdes øde i denne Nat. Imidlertid brændte hans eget Hus. Som sædvanlig ved saadanne Leiligheder løb Tjenerne ogsaa her, hvor tilmed Husherren savnedes, forvirrede og klagende mellem hverandre. Hver tænkte paa sit, ligesom "gamle Thorsen", der kom slæbende med alt sit Tøi og kastede det for sin Husfrues Fødder med de Ord: „Se her er mit, Madam!" Men uforsagt samlede hun dem Alle om sig, indgjød dem ved sin Aandsnærværelse Tillids. 10og bragte dem til med Ro og Omtanke at uiføre hendes Ordre.

Sex Kvartaler laa om Morgenen i en rygende Askehob.

Paa Byens Apothek blev Familien modtagen af velvillige Slægtninge. Det varede heller ikke længe, før Fabriken atter var igang, og snart stod ogsaa en ny og smagfuld Bolig paa den gamles Plads. Denne blev udstyret saa solid og bekvemt som muligt, og intet savnedes, som kunde være til Nytte og Glæde for de Ældre som for Børnene.

Under saa lykkelige ydre Forhold voxede nu Anton Rosing op, og her i Hjemmets Fred begyndte Udviklingen af det, der i senere Aar var mest udpræget hos ham.

Allerede som Barn havde han Sands for den Hygge og Orden, som herskede i hans Hjem; intet undgik hans Opmærksomhed og han forstod at glæde sig derover. Eftersom han voxede til, udvikledes hans Blik for det Skjønne. Til alt, hvad der skulde indrettes med Smag, maatte Anton tages med paa Raad. Han smykkede Juletræet saaledes, at hans Sødskende aldrig kunne glemme det; thi med livligt Lune afbrød han de lette Ornamenter med de mest barokke Figurer. I fenere Aar søgte ogsaa gjerne Familiens kvindelige Medlemmer og nærmere Venner hans Raad i Sager, hvor det kom an paa et smagfuldt Valg, og det i alle Retninger, ogsaa saadanne, der i Regelen ligge udenfor Herrernes Omraade.

Det var ogsaa denne Skjønhedsfands, som senere ofte gjorde hans Underholdning saa tiltrækkende og som kastede sit Skjær over ethvert Emne, han optog. Naar han udmalede Naturens Undere, var der i hans Foredrag en Rigdom og en Varme, et Liv og en Kolorit, som maatte rive hans Tilhørere med, — man saa for sine Øine Fjeldet reise sig og Skoven hvælve sit grønne Tag.

Han var derfor ikke let at tilfredsstille hverken i Kunstens Rige eller i rent praktiske Smaating, og han fik ogsaa stundom Ord for at være baade fordringsfuld og vanskelig. Men for dem, der kjendte ham, og da især for hans Nærmeste, var hans skarpes. 11Opfatning og klare Fremstilling af Forholdene netop en uudtømmelig Kilde til Glæde.

Ogsaa for Hjemmets Alvor aabnedes tidligt hans Blik. Ved Siden af Gjæstfrihed og Fornøjelser glemtes aldrig Arbeidet og den, som udførte det. Moderen passede sit Hus med Omhu, og hendes Undergivne, som altid der fandt et Hjem, bleve ved lang Tjenestetid til Lemmer af Familien. Med ikke ringere Omhu styrede Faderen Fabriken, der stadig blev udvidet, saa at 50 Mænd og Gutter her fandt Arbeide. Nogle af dem vare Straffanger fra Frederiksstads Slaveri; men disse, som de andre, følte sig, under den milde Arbeidsherre, hjemme baade paa Fabriken og i Huset. Man viste dem fuld Tillid, lod dem gaa overalt uden Opsyn, paa Loft og i Kjelder, og aldrig sporedes nogen Ulempe deraf. Blandt de faste Arbeidere var sjelden eller aldrig nogen Skiften eller Forandring; Fabrikgutten voxrede her op til Mand, og Manden fandt her sit gode Udkomme. Den Aand, der saaledes var indført fra Begyndelsen af, vedligeholdtes efter Fabrikherrens Død, og da Værket i 1863 paa Grund af mange forandrede Forhold maatte standse, var det med Sorg at gamle Arbeidere forlod Rosings Familie, som de havde tjent i mere end 40 Aar.

Dette Forhold mellem Herre og Tjener, mellem Arbejderen og Arbeidet indprægede sig alt i Barnesjælen, og Bevidstheden om, hvorledes et sligt Forhold kunde og burde være, og hvorledes han selv havde set det gjennemført, fæstede Rod i hans Tanke.

Det mekaniske Arbeide paa Fabriken syntes dog ikke at vække synderlig Interesse hos ham. Først naar Aftenen med sin Fred afløste Dagens larmende Uro derinde, kom hans Tid. Saa søgte han Vennen Ole Frederik og hvem ellers af Gutterne, som havde Lyst, meddelte dem af sine nys erhvervede Kundskaber, og lærte dem at skrive. Det kom ikke an paa Maaden og Midlerne, tidt var Gulvet baade Sæde, Bord og Tavle.

I Begyndelsen af 1838, da Anton kun var 10 Aar gammel,s. 12døde hans Fader af en Sygdom, han havde paadraget sig under en af de mange Ildebrande, som dengang hjemsøgte Frederiksstad.

Af sine Samtidige betegnes han som en udpræget Personlighed, der ved sin mandige, ligefremme og venlige Fremtræden gjorde et godt Indtryk paa Alle. Hans Snarhed i Tanken, hans Bestemthed og Handlekraft gjorde ham ved flere Lejligheder til en Støtte for hans lille Fødeby. I 1814 slog han saaledes Pontonbro over Elven, for i Hast at bringe en Afdeling af Garnisonen til Forskandsningen ved „Se ud"; herfor hædredes han med Medaillen for Borgerdaad.

Hans Tab føltes derfor i en vid Kreds, men ingensteds som i Hjemmet, hvor hans Bortgang efterlod en stor Tomhed; iøvrigt forandredes dog intet i de ydre Forhold. Moderen fordoblede om muligt sin Omhu for Børnene, og vanvt ved sin opofrende Kjærlighed Sønnens fulde Tillid, Agtelse og Taknemmelighed.

Anton undervistes først i Hjemmet af en Huslærer, senere i Byens eneste Skole, Borgerskolen. Her dreves Oplysningsværket mest paa gammeldags Maner med Udenadspug, og navnlig beklagede Rosing i senere Aar, at dette fandt Sted i Religionsundervisningen, som paa slig Vis blev mere skikket til at kvæle alt høiere Liv, end til at vække Sands derfor. I Naturkundskab, som bavde den største Tiltrækning for ham, undervistes ikke.

Intet Under, at den liblige Dreng ikke følte stor Interesse for den Lærdom, man her bød ham, og at han ved Hjelp af sin ypperlige Hukommelse affærdigede Lektierne i al Hast, rimeligvis paa Grundighedens Bekostning; thi skal man tro, hvad han selv siger, var han jo „en doven Skolegut, som ikke hadede noget mere end Lektielæsning." Dette mærkede man nu rigtignok ikke hverken i Skolen eller i Hjemmet, men det bliver alligevel let forklarligt, at Rosing, ved at kaste et Blik tilbage paas. 13sine Gutteaar, maatte forekomme sig selv saaledes. Der var ingen, som bedre kunde dømme om den Krast, den Kraft, han kunde have lagt i sit Arbeide for Skolen; thi der synes ikke at have været nogen, som anede de spirende Evner, der boede i hans Sjel, Evner, som kun tiltrængte et Aandspust af Friskhed i Undervisningen, for at opildne hans Vide- og Lærelyst og nære hans sjeldne, til sine Tider næsten utrættelige Arbeidsiver.

Langt bedre blev det dog i Skolen, da Cand. theol. Falkenberg blev ansat ved samme. Ved sit ualmindelige Hjertelag vandt han alle sine Elevers Hengivenhed. Da Rosing forlod Frederiksstad, længtes han ofte efter denne sin kjære Lærer og tænkte altid paa ham og hans Undervisning med Taknemmelighed.

Om Sommeren var der dog i Fritiden intet kjærere Samlingssted for Anton, hans Brødre og Venner end Moderens Løkke, som laa paa et Berg udenfor Byen. Her øvede Smaagutterne mange Slags Jdræter. Saaledes plantede Anton en Lund, under hvis løvrige Tag hans Moder ofte mindedes ham, da han forlængst var borte fra Hjemmet. Her sandt han ogsaa Næring for den Kjærlighed til Blomster, som varede ligetil det sidste, og. her kunde han ret efter Hjertenslyst studere og pleie baade disse sine udkaarne Yndlinge og andre Vexter. Men den største Interesse havde han dog her af et Bygningsværk, der af ham selv beskrives som ikke ringe. Han var naturligvis baade Architekt og Arbeider og sandt mange villige Deltagere. Der opførtes en Fæstning, 3—4 Alen høi. En Dag stødte de paa. en Vandaare, saa Gravene pludselig fyldtes. De dristigste Forventninger vare overtrusne, og deres Fryd var heller ikke ringe, da de saa sit stolte Værk, omgivet af det stadigt sprudlende Væld. Under Sang og Raab kom de jublende, dryppende vaade, med Spaden paa Nakken hjem til Byen, hvor man først over alt dette Opstyr troede, der var noget galt paafærde, men siden morede sig ligesaa hjerteligt som Gutterne over denne Begivenhed.

Om Vinteren søgte Gutterne til Elven. Her kom Anton en Dag i Livsfare ved at seile paa Isflagerne; thi Flaget, han stods. 14Paa, drev hurtigt med Strømmen og skiltes ad, saa det var med Nød og neppe han blev reddet.

Moderens stille Sorg ved hans Hjemkomst gjorde et dybt Indtryk paa ham. Hun ydede ham al nødvendig Hjelp i Tavshed, sad den hele Dag ved hans Seng, saa paa ham, men sagde ikke et Ord. — Mindet herom afholdt ham i Fremtiden fra mangt et farligt Stykke.

Blandt roligere Adspredelser i Hjemmet var ham intet kjærere, end Tegning. Fra hin Tid er der endnu adskillige Billeder. Snart er det en Grundtegning af Byen med dens forskjellige Kvarterer, omgiven af Volde og omflydt af Elven, snart er det et omhyggeligt koloreret Brodermønster til Søstrene. Ogsaa Landskaber i Lithographi og Raderinger paa Sten findes fra samme Tid. I denne sidste Kunst bragte han det dog aldrig videre; men Tegning vedblev at være ham en kjær Sysselsættelse, navnlig under de sidste Aars lange Sygeleie, naar han enten ikke kunde foretage sig andet, eller naar han trængte til Hvile fra andre Arbeider. Ikke sjelden fremtryllede han da med Pen og Blæk Smaabilleder, som ved sin vemodige Stemning dannede en eiendommelig Modsætning til de humoristiske, morsomme og vittige Smaastykker i Leech's Maner, der kom paa Papiret, naar han følte sig vel og. Sygdommens Tryk ligesom var taget bort fro ham.

Ledet af en afgjort Lyst til at studere Naturvidenskab, tog han som semtenaaes Gut selv Bestemmelse om de Fremtids Fagstudier, han ønskede at drive ved Kjøbenhavns polytekniske Institut. Moderen kjendte sin Hans Anton godt nok til at overlade ham det frie Valg; det var vel dengang ogsaa hendes Haab, ligesom Sønnens egen Tro, at han efter endt Examen skulde overtage Fabrikens Bestyrelse. Dette skete dog ikke; thi vel saa han sig henvist til det praktiske Liv, men hans Aandsbegavelse var af den Natur, at „han maatte have det Praktiske forklaret i Videnskabens Lys", og derfor viste det sig ogsaa snart efter begyndt Studieliv, at det mekaniske Fabrikarbeide aldrig vilde kunne tilfredsstille hans videnskabelige Trang.

s. 15Saa forlod han for første Gang sit Fædrehjem og det under gunstige Varsler. I Kjøbenhavn havde hans Moder fundet et betryggende Hjem for ham hos en norsk født Dame, Enkefru Grove, der felv havde 5 Sønner, og som havde lovet, at tage sig af Anton som af sine egne. Med end mere Freidighed og Haab saa Moderen sin Søns Fremtid imøde; thi ikke blot saa hun ham nu forlade Hjemmet ledsaget af hendes Broder, den i Danmark høit ansete Professor, senere Generalauditeur og fra 1851 til 1854 Justitsminister A. W. Scheel, der om Sommeren havde aflagt et Besøg hos sin Slægt i Norge; men hun vidste ogsaa, at Onkel Anton altid vilde være en faderlig Ven, en indsigtsfuld Raadgiver og en opmærksom Iagttager af sin unge Søstersøn.

Da Skibet den 14de Aug. 1843 landede ved Kjøbenhavns Toldbod, fyldte Anton Rosing 16 Aar. Han skrev samme Aften hjem til sin Moder og fortalte hende om Gøteborgs Skjønhed, Solnedgangen i Havet, Kronborg, de mange Seilere i Sundet, om det store Kjøbenhavn og Kongens Stald med de prægtige Heste, hvilke han som en rigtig Gut strax efter Landstigningen maatte hen at se.

De mange nye Indtryk formaaede imidlertid ligesaalidt nu som senere at fordunkle Mindet om Hjemmet; Brevet sluttede med disse Ord: „Skjønt jeg kun har været her en eneste Dag, længes jeg dog overordentlig; skriv snarest muligt!"

Efter en eraminatorisk Prøve hos Prof. Fridenreich, blev det bestemt, at Rosing ved privat Undervisning skulde forberedes til at komme ind paa det polytekniske Institut. Imidlertid var der flere Dages Frist og disse benyttede han til at tage alle Seværdigheder i Øiesyn. Efter sin Onkels Anvisning vandrede han om paa Kjøbenhavns Museer og Kunstsamlinger, i Kirker og Slotte, og efter 14 Dages Ophold i den danske Hovedstad skriver han hjem:

Kjbh., 28de Aug. 1843.

„ — — Jeg har næsten set alt, hvad her er at se. Jeg har været paa Rosenborg Slot, der er bygget af Christian den 4de, er i gammeldags Stil og forsynet med flere Taarne. Her opbevares manges. 16Kostbarheder og Mærkværdigheder, blandt andet Christian den 4des Sværd, Spadserstok, flere Kongers Kroningsdragt, Ridetøi, Ringe og deslige. Her findes ogsaa en stor Samling af udmærkede Glassager. Jeg saa det Værelse, hvor Christian den 4de døde; det er lidet og i Loftet forsynet med to Kroge, hvori hans Hængekøie var anbragt. Rundetaarn er ligeledes bygget af Christian den 4de. Fra dette 120 Fod høie Taarn har man en meget smuk Udsigt over Kjøbenhavn og Omegn. Det benyttes til astronomisk Observatorium. — Ogsaa Christiansborgslot har jeg set. Det udmærker sig ved Pragt og Overflødighed og tæller 555 Værelser, som dog endnu ikke alle ere færdige. Nogle af disse ere prydede med Malerier af Prof. Lund, Eckersberg og andre. Et Værelse er bestemt til Høiesteretslokale. Kronprindsen bebor dette Slot, Kongen har sit Vinterophold paa Amalienborg. Paa Christiansborgslot er en stor og smuk Malerisamling, hvor jeg har gaaet flere Timer ad Gangen. Der har man Malerier af Lionardo da Vinci, af Salvator Rosa, af Rubens, van Dyck, Poussin, Dahl og af flere herlige Mestre baade fra den ældre og nyere Tid. Ogsaa i Moltkes Malerisamling i Thotts Palais paa Kongens Nytorv har jeg set en meget smuk og udvalgt Samling af flere Mestres Arbeider.

Endvidere har jeg været i Mynt- og Medaillekabinettet, i oldnordisk Samling og i Kunstkabinettet. Her findes ikke, som Navnet tyder paa, udelukkende Kunstsager, men mange Oldsager, især nordiske, som heller burde være at se i oldnordisk Samling, og desuden andre Ting, som Klædedragter, Vaaben, Bohave etc., hentet fra China, Sydhavsøerne, Ostindien, Grønland, Egypten og andre Lande. Iforgaars var jeg med nogle Venner paa Charlottenborg Slot, hvor vi besaa Thorvaldsens Arbeidsværelser, hans fortræffelige Malerisamling og en betydelig Samling af pompejanske Oldsager. I hans Atelier vare mange af hans Arbeider, dels i Gibs, dels hugne i Marmor af hans Elever. Han havde just nu under Arbeide to store Statuer, den ene forestillede Herkules, den anden Æskulap; de skulle støbes i Bronce og med to andre sættess. 17i Nischer i Christiansborgslots Udermur ud mod Børsen. Medens vi besaa hans Atelier, kom han ogsaa selv ud, og det glædede os usigeligt at faa denne berømte store Kunstner at se. Han er 73 Aar, men dog aldeles rask, og var klædt i Knæburer, tykke Uldstrømper og Sko, samt havde en blaa Bluse uden Belte paa."

Saaledes vedbliver han at fortælle om endnu siere Museer, om Slotskirken, hvor han har hørt Hofprædikant Paulli, om Familier, han har besøgt etc. etc. Ogsaa dette Brev slutter med Udtryk af inderlig Længsel efter Hjemmet og med mangfoldige Hilsener til Alt og Alle — selv til Hunden og Klipperne, Vennen Ole Frederik da ikke at forglemme, og som Efterskrift staa følgende Linier: „Du maa endelig lade mig faa Lov til at kjøbe Snorre Sturlasøns Kongesagaer."

Faa Dage efter lyde Beretningerne ganske anderledes: „Jeg har nu faaet meget at bestille", og saa kommer der en Remse med Timer og Fag, Forelæsninger og Lærere, Alle naturligvis af de bedste, etc. etc.

Skjønt han nu læste for fuldt Alvor, ei med Hukommelsens Flygtighed, men med Liv og Lyst, vil det dog ses af hans Breve, at han hverken glemte Naturen eller Kunsten. Kjøbenhavn bød ham i den Henseende rig Nydelse og han greb den med Glæde. God og livlig Omgang fandt han i sit Hjem hos Fru Grove, blandt Studerende og Kunstnere, og da hans Onkel ogsaa indførte ham i flere Familier, kom han snart ind i de kjøbenhavnske Forhold. Følgende Uddrag af de henved halvandet hundrede Breye, som fra denne Tid findes til hans Moder, vil vise hvad Del han tog i Forholdene og den Indflydelse, de havde paa hans Dannelse og Udvikling.

Ganske vist ere Breve fra en saa tidlig Alder i Almindelighed mindre skikkede til at optages i en Samling, som skal karakterisere Manden i hans Digten og Tragten, men de her optagne ville dog hævde sin Plads, ikke ved nogen Fuldendthed i Form eller ved et særdeles interessant Indhold, men fordi de veds. 18sine Meddelelsers aabne, barnlige Naturlighed give et sandt Billede af ham.

2

Interesser, som besjælede ham, Ideer, som greb ham, finde her sit Udtryk og ere de første Antydninger til den fyldige Udførelse af hvad han senere stillede sig som Opgaver. Her lyder det „Jeg elsker mit Studium, takker dig min Moder, at du lod mig gaa mine egne Veie" — og som Mand lagde han al Tankens Ihærdighed i dette samme Studium. „Overbevisningen om, at der er faa Steder, hvor der er mere at gjøre i naturvidenskabelig Retning end i Norge, øger min Længsel efter Hjemmet", — lyder det atter en Gang senere, og Aar og Dag derefter fra Tharand: „Jeg higer og længes efter den Tid, da jeg skal kunne ofre alle mine Kræfter for min store Livsopgave, den at sprede Videnskabens forklarende Lys ud mellem mine agerdyrkende Landsmænd". Det er som et Slags barnligt Thema for Variation i senere Perioder, ofte et alvorligt, i hvilket Grundtonen i hans Livsopfatning træder frem, men ogsaa ofte et meget fornøieligt. Thi ved Siden af Grundigheden og Dybden i hans Karakter, havde han en mærkelig Livlighed i Opfatningen af hvad der bevægede sig om ham og tog gjerne Del deri. De, som kun kjendte ham fra Selskabslivet i Kjøbenhavn, tænkte, at han aldrig gjorde andet end more sig, andre mente, at han var en rigtig Bogorm. Denne Alsidighed fremstilles betegnende i hvad hans Ven og Medstuderende fra en senere Tid, Prof. Storer i Boston, skriver: „Det har altid været mig en Gaade, hvorledes den lange Nordmand kunde arbeide fra den tidlige Morgen til den sene Aften og saa dandse ind imellem."

Denne næsten uafbrudte Udvikling saavel af det Alvorlige i hans Karakter, som af Modsætninger, der ideligt krydse hinanden, kunde nu fremstilles i det uendelige, men ses dog bedst af hvad han selv fortæller.

23de November 1843.

Jeg har været paa Koncert og har hørt Antonio Bazini, som er en af Europas første Violinspillere. Med min egen Musiks. 19gaar det godt; jeg spiller med Kapelmusikus Holm. Næste Gang du skriver mig til, maa du fortælle mig, hvordan I Alle have det, hvordan mine Blomster staa, om nogen er uddød, hvorledes den Blomst ser ud, som stod i Knop sidst Du skrev. Flere af dem skulde egentlig plantes om, men de faa vel staa til Vaaren. Hvormange har jeg nu hjemme? Her har jeg kun ti, og de fleste ere Aflæggere.

Den bekjendte Orla Lehmann er bleven udnævnt til Høiesteretsadvokat, hvilket har vakt megen Opsigt, Forundring og Glæde, thi man havde aldeles ikke ventet det, da Kongen ikke ynder ham formedelst hans Djærvhed.

21de Januar 1844.

Du spørger om Præsterne her. Vi have udmærkede Prædikanter, blandt dem den Mynster, som har skrevet de Betragtninger, du har; Münter er ligeledes en god Taler, men den bedste og den, jeg mest ynder og oftest hører, er Tryde. — Jeg længes overordentlig hjem, skriv ofte, det er min største Fornøielse at høre fra Eder, derved faar jeg ogsaa mere Lyst til at læse.

7de Marts 1844.

Fru Grove har havt den Glæde at faa to Sønner hjem fra en Reise til China. Hans Grove ^*)Marineminister 1864. fører Skibet, og hans yngre Broder har fulgt ham. Han har bragt mange interessante Sager med sig hjem. Jeg har forøvrigt saa meget at bestille, at jeg i den sidste Tid har siddet oppe til Kl. 12 og atter været paa Benene Kl. 6 (6 Timers Søvn er nok). — I Theatret har jeg set Holbergs „Barselstuen" og Syngestykket „Bødkeren", og i Søndags havde jeg en af de behageligste Aftener, siden jeg kom hid. Jeg hørte den herlige Opera Huguenotterne eller Bartholomæusnatten; saadan Musik har jeg aldrig hørt, det var noget af det deiligste og mest gribende man kan tænke sig. Og da jeg kom hjem, laa — dit Brev og ventede paa mig!

2*

17de Marts 1844.

Nu er da vor kjærn Karl Johan død ; ja man kunde da ikke vente, at han i den høie Alder skulde overstaa en saadan Sygdom. Gud give nu, at Oscar maa blive os saa god en Konge, som hans Fader var. — Du maa snart fortælle mig, hvorledes alt er gaaet af hos Eder og hvorledes Stemningen er.

Skjærtorsdag 1844.

En stor Sorg har rammet Danmark og ikke blot Danmark, men hele Verden: „Thorvaldsen er død". „Nutidens største Kunstner er ikke mere". Han døde i Theatret den 24de Marts Kl. 6, netop som Orkesteret spillede Ouverturen til 1ste Akt af „Griseldis". Man troede, han kun var besvimet, bar ham derfor ud; men alt Liv var forsvundet. Jeg forlod strax Theatret. I Lørdags blev han begravet, og hans Følge var saa uhyre, at aldrig nogen Konge har havt det større og smukkere.

29de April 1844.

Hurra! Hurra! Hurra! ja saaledes kan jeg rigtignok med Rette begynde mit Brev denne Gang, da jeg har den glædeligste og mest overraskende Efterretning at bringe dig; ja gjæt engang, og bed alle, som ere nærværende, at lægge sine Hoveder i Blød for at gjætte ; — men Basta! — I traf det dog ikke.

Jeg har været oppe til den første polytekniske Eramen og bestaaet den godt. Forrige Mandag var jeg oppe til skriftlig; om Formiddagen fra Kl. 9 til 12 havde vi Udarbeidelse i Modersmaalet, Opgaven var meget vanskelig, nemlig: „Hvorvidt kunne Følgerne af vore Handlinger komme i Betragtning ved Bestemmelsen af disses moralske Værd". Om Eftermiddagen havde vi historisk Afhandling. Jgaar var jeg oppe til mundtlig fra 8 til 2 Eftermiddag. Examen afholdtes paa Universitetet og nu ved du altsaa Grunden til, at mine Breve have været saa korte i den sidste Tid. Jeg haaber nu, jeg faar komme hjem til Sommeren.

Mai 1844.

Med Glæde har jeg set, at man har høitideligholdt den 17des. 21Mai overalt hjemme i Norge. Ogsaa jeg feirede Dagen i Forening med nogle andre Nordmænd, som for Tiden opholde sig her. Kl. 6 Morgen størte vi ud til det smukkeste Sted her i Nærheden, Frederiksdal, hvor vi vilde tilbringe Dagen. Ved Sorgenfri Slot mødte vi Christian den 8de tilhest. Vi lod Vognene gjøre Holdt og hilste ham; vi syntes, vi skyldte ham det, da han jo dog, skjønt rigtignok nødtvungen, havde opgivet sin egen Lykke for Folkets. — Sange vare forfattede i Dagens Anledning — og desuden sang vi paa alle smukke Steder i Omegnen Nationalsange og Frihedssange under Guitarakompagnement af Hr. Tellefsen, en dygtig Musiker, som er hernede for at blive Orgelbygger. Blandt Deltagerne var den nittenaarige Middelthun, om hvem Thorvaldsen har sagt, at da han var paa hans Alder, var han ikke kommen saa vidt.

I Sommerferien besøgte Rosing sit kjære Hjem, som han saa meget længtes efter. Ved Tilbagekomsten siger han: „Det er ikke synderlig morsomt at komme herned igjen efter et Besøg i et saadant Hjem, som jeg har". Ikkedesmindre var han snart igjen med hele sin Sjæl inde i sine Studier. Han hørte nu Forelæsninger over Kemi, Optik og Botanik og glædede sig isærdeleshed over de botaniske Excursioner, som hver Lørdag foretoges med Professor Schou, ofte i flere Miles Omkreds, — „naturligvis tilfods, hvilket baade er sundt og morsomt". Paa denne Tid fik han ogsaa gjennem sin Onkel Adgang til Ørsted. Fuld af Glæde skriver han hjem:

„Jeg har idag været hos den store Physiker H. C. Ørsted. Han havde lovet Onkel, at naar jeg vilde komme op til ham, saa skulde han sige mig, hvordan jeg bedst kunde indrette mine Studier, for at blive færdig saa snart som muligt. Jeg var en halv Time hos ham, og det morede mig meget at tale med en saa verdensberømt Mand".

s. 22Ved en senere Leilighed udtaler Rosing sig saaledes om Ørsted:

„Han er begavet med en sjelden Hjertestorhed. Har ikke enhver, som nogensinde besøgte ham, allerede ved første Øiekast følt sig tiltrukken af ham! Denne høie ædle Pande bærer Præget af en sjelden Aand og et ualmindeligt Snille, og dette herlige Blik vidner om et ædelt Hjerte. Enhver finder hos ham Venlighed, Godhed, Tjenstvillighed; thi Ørsted er ikke som hine Stormænd, der, jo mere de vore i Navn og Anseelse, desto mere vore de ogsaa i Hovmod og Stolthed, og det er ikke at undres over, — der skal stærkere Skuldre til at bære Lykke, end til at bære Ulykke, der skal en stærkere Aand til at ta ale Storhed og Anseelse, end til at lide Ringeagt. — Med Ørsted er det anderledes; thi jo mere hans Berømmelse tiltager, desto mildere og elskeligere bliver han. Dette er det bedste Bevis for hans ualmindelige Hjerteadel. Sandelig — det er sjeldent, at Aandsstorhed og Hjertestorhed er forenet saaledes som hos ham".

Januar 1845.

I Mandags havde vi, alle Nordmænd her, en Nytaarsfest. Vi vare 15 ialt og havde leiet et Par Værelser i det svenske Hotel. Paa gammel norsk Vis spiste vi ikke andet end Flesk og drak Mjød af et Horn, som var forfærdiget i Anledning af Dagen, og tænk engang! en af vore Gjæster var den noksom bekjendte Digter og Komponist Otto Lindblad. Han var samme Aften kommen fra Malmø, og da vi fik høre, han var i Hotellet, indbød vi ham naturligvis. Det var en jevn, ligefrem, gemytlig Mand, og ved Kong Oscars Skaal improviserede han et Digt. Han elsker Kongen med Liv og Sjæl; tidligere, medens Oscar var Kronprinds, har Lindblad i Forening med ham komponeret endel Musik.

10de April 1845.

— — Jgaar var her Tumult i Byen i Anledning af en Adresse, der blev overrakt Kongen af Etatsraad Hvidt fra Borgerrepræsentanterne, Studenterne og Haandværkslaugene, hvori han blev anmodets. 23om at afsætte Hertugen af Augustenborg fra sin Post som Statholder i Slesvig, og om at gribe til noget Afgjørende i den slesvigholstenske Sag. Kongen foregav Upasfelighed, saa at han ikke kunde give Hvidt Audients, men Adressen overraktes ham gjennem en Officer. I denne Anledning havde der paa Amalienborgplads, de tilstødende Gader og Kongens Nytorv samlet sig en stor Mængde Studenter, Borgere etc. og ogsaa jeg. Politiet forsøgte at adsprede Menneskesværmen, men det lykkedes ei, og Etatsraad Hvidt hilstes med et nidobbelt Hurra, da han kom fra Kongen; man fulgte ham op paa Børssalen, hvor han holdt en Tale, derpaa takkede Studentersenioratet ham, gav ham et tolvdobbelt Hurra, og hver gik til sit.

31te September 1845.

Jenny Lind er her! den guddommelige Jenny Lind har sat sin Fod paa dansk Grund! Hele Kjøbenhavn taler ikke om andet. Folk komme reisende fra Jylland og Sverige for at høre hende, og ak! mange have maaske reist forgjæves, thi Billetter ere saagodtsom ikke at faa. Du ma a ikke tro, det er som i Frederiksstad, naar der er omvandrende Skuespillere, at hvem som vil (at sige, naar han kan betale), kan gaa hen og faa en Billet. Nei! her gjælder det en Kamp paa Liv og Død. Kl. 3 om Morgenen gaa Folk hen til Billetudfalget og stille sig i Række, for at vente til Kl. 11; og mange af disse Ventende maa dog gaa tomhændede derfra, fordi „alt er udsolgt". Og tænk dig Moder, jeg, Hans Anton Rosing, din Søn, var saa heldig at faa Billet til hendes første Forestilling, som var igaar. Hendes Optræden var en uhørt Triumph, der her aldrig er bleven nogen scenisk Kunstner tildel, ikke engang den udødelige Dr. Ryge. Ved sin Indtrædelse som Norm a i Operaen af samme Navn blev hun modtaget med et nidobbelt Hurra og næsten begravet i en Regn af Blomster. Endogsaa Kong Christian VIII og Digterkongen Adam Øhlenschlæger deltog i Jubelen og Blomsterkastningen. Og da hun sang, — da var det som, — da var det som, — — ja her savner jeg et Ord is. 24det norske og danske Sprog, der er stærkt nok til at betegne hendes Sangs Fuldkommenhed. Tænk dig blot en ungdommelig, kraftig,, sølvren Stemme hos en fuldendt Skuespillerinde, — — men nei, det er umuligt at have i ringeste Maade Begreb om Jenny Lind, uden at have hørt hende. Hun blev fremkaldt mellem hver Akt og hendes Vogn blev fulgt hjem af den jublende Folkemængde. Til iasten har jeg været saa heldig at faa en Billet til hendes Koncert i Ridehuset. Alle Billetter bleve udsolgte i mindre end 3 Timer.

6te Marts 1846.

— — Her er en hel Del politiske Nyheder fra Udlandets, hvilket du vil faa at se af Aviserne. Engelskmændene have vundet et stort Slag (der vared i Dage, der vared i tre, som det heder i Kjæmpevisen) i Ostindien, og der er udbrudt en stor og vel organiseret Opstand i Polen, Posen og Galizien.

Jeg har temmelig travlt i denne Tid, da jeg paa Fredag fjorten Dage skal holde et Foredrag i den polytekniske Forening om Havets Temperatur. Foreningen tæller allerede 47 Medlemmer, der for Størstedelen er Polyteknikere, men ogsaa Høiskoleofficerer, Medicinere, kort sagt unge Mennesker, som studere Naturvidenskaberne og Mathematik. Du kan vel tænke, at jeg just ikke er saa vel tilmode, da det er første Gang, jeg giver mig af med saadant, men man har overordentlig stor Nytte af at vænne sig dertil. Vi have Møder hveranden Fredag og der holdes da først et Foredrag, hvorpaa der diskuteres om det Foredragne og tilsidst kunne de, der have Lyst dertil, blive tilbage og drikke The, røge Tobak og passiare. Det første Møde blev holdt den anden. Januar i Auditoriet paa Borchs Collegium.

14de Juli 1846.

Jgaar var her stor Fest, idet nemlig vor Konge holdt sit Indtog i Kjøbenhavn og fik en glimrende Modtagelse. Jaften skal jeg som Medlem af det skandinaviske Selskab med, for at bringe ham et Fakkeltog paa Bernstorf Slot. — Med nogle Jevnaldrende har jeg gjort en Udflugt til Vedbæk, Rongsted, (bekjendts. 25af at Digteren Evald her henslæbte sit Liv i Fattigdom og Elendighed og hvor han skrev flere af sine udødelige Værker), Hirschholm, (hvor det kostbare Hirschholm Slot med sine Sølvdøre fordum stod) og flere Steder. Jeg har ogsaa været paa en botanisk Excursion i det nordlige Sjælland, som varede tre Dage. Dog om alt dette haaber jeg, vi snart skulle tale mundtlig, naar jeg i Ferien er samlet med Eder i mit Hjem.

15de November 1846.

Victoria! Seiren er vor! Kort at fortælle: jeg har været oppe til Examen og det er gaaet mig overordentlig godt, da jeg har bestaaet med megen Hæder, man siger jeg var den bedste. — Jgaar var jeg i Theatret og saa Øhlenschlægers nye Tragedie Amleth, som gaves for første Gang, da det var Digterens 66 aarige Fødselsdag. Det Værk er et værdigt Sidestykke til denne Skjalds øvrige Arbeider, og ved Forestillingens Slutning udbragtes et „Leve Øhlenschlæger"! ledsaget af hele Publikums nidobbelte Hurra. Det er forbavsende og glædeligt at se denne ndødelige Digter, som, skjønt snart en Olding i Aar, endnu synes at være i sit Livs Sommer, med stærkt kulsort Haar og de skjønneste Øine, man kan se, gaaende saa raskt som en Mand paa 30 Aar; ja naar man ikke vidste det, vilde man antage ham for 46 til 47 Aar. Og er det ikke forbausende, at han endnu paa sine gamle Dage kan levere et Arbeide, der i saa høi Grad vidner om Aandens Friskhed og ungdommelig Phantast som „Amleth" gjør. Imidlertid er hans Ven og Broder i Aanden, Frithiofs udødelige Sanger, Esaias Tegnér, gaaet til sine Fædre.

Januar 1847.

— — Først maa jeg fortælle dig, at min bedste Ven, Billedhugger Olas Middelthun har faaet Kunstakademiets store Sølvmedaille i disse Dage (han fik, som du ved, den lille ifjor), og du ser altsaa, at jeg nok kan sige, at Norge engang vil faa Ære af denne sjelden begavede Kunstner. Dog har jeg en Ting at udsætte paa ham, nemlig at han ved sin altfor store Beskedenhed staar sig selv i Lyset.

s. 26Juleaften tilbragte jeg meget behageligt sammen med 11 Landsmænd hos Billedhugger Hansen fra Christiania. Værelset var særdeles smukt dekoreret med Granbuske; paa den ene Væg hang et meget stort norsk Vinterlandskab og rundt om paa Piedestaler stode Byster af Wergeland (med Laurbærkrands om Panden), Welhaven, Asbjørnsen, Schweigaard, Gude, Tidemand samt mange andre af vort Fædrelands ypperste Mænd. Ved Bordet blev udbragt mange Skaaler, alle ledsagedes af Taler og de blev drukket i Mjød af et Horn, som vandrede fra Mand til Mand. Efter Bordet frembragtes et Juletræ, der antændtes under Afsyngelsen af en Julesang.

I den polytekniske Forening, som nu havde bestaaet et Aar, blev den 7de Januar holdt en Fest, for at feire Stiftelsesdagen. Der var arrangeret et stort Juletræ med en Mængde Gaver og vittige Deviser, til hvilket Rosing i Komiteens Navn indbød Selskabet i efterfølgende humoristiske Tale:

Mine Herrer!

Da vi før have drukket en Skaal for Dyrene, saa er det maaske ikke upassende at vi ogsaa erindre Dyrenes Halvbrødre, Træerne, og dersom de ville skjænke mig et Øebliks Opmærksomhed, vil jeg tage mig den Frihed at omtale nogle saadanne for dem. Men da Tiden er knap og da jeg desuden langtfra ikke er nogen Heremester i Botaniken, saa skal jeg indskrænke mig til at omtale en fire, fem af de mærkeligste og interessanteste Arter. Jeg vil da først nævne: 1) Galgetræer eller som de forkortet kaldes Galger. De høre til de bladløse og have gjerne en ret Stamme med en eneste Gren, som faar et Skud, lignende et Menneske, men det er kun et Menneske-Udskud. Dette Skud, der er et Slags Frø, graves vel ned i Jorden, men ikke som andet Frø for at spire og vore; nei, tvertimod for at forhindre dette, da Galgetræerne ere meget forhadte og afskyede. Disse Træer ere nu, ligesom Nutidens Bregner, kun en svag Afglands af svunden Herligheds. 27og det eneste Voxested, jeg kan angive Dem, er England. Som Afarter vil jeg kun minde om Lygtepæle og Skibsmaster. — Den næste Art er 2) Mennesketræer, som jeg dog blot vil nævne, da de høre til de fossile. De forekomme saaledes, efter den lærde Klims Angivelser i Fyrstendømmet Potu, om jeg ikke tager Feil; men nu have vi kun Træmennesker. — Dernæst komme vi til: 3) Frihedstræer, som spille en særdeles væsentlig Rolle i den nuværende Jordperiode. Disse Træer ere desværre ikke endnu fuldkommen undersøgte og derfor ere de fleste Beskrivelser af dem hypothetiske. Efter nogles Angivelser have de en stærk Egestamme, efter andres en meget svag og spæd Stamme; imidlertid er det vist, at de have en stor skyggefuld Krone. Frugterne angives af Nogle at være meget store, af Andre igjen at være meget smaa; de ere, naar de nydes med Forstand og Maadehold, meget sunde og gavnlige, medens derimod en overdreven Nydelse er særdeles skadelig, idet derved frembringes en Forvirring i Hjernesubstansen. De forekomme fornemmelig fossile og da navnlig i den ældste Periode siden Menneskets Tilbliven; af Voxesteder i Nutiden angives Norge og Nordamerika. Den velunderrettede og høilærde Berlingske angiver ogsaa Danmark som et af Voxestederne. Jeg maa sluttelig bemærke, at de ere meget kræsne med Hensyn til Jordbunden og fordre en omhyggelig Pleie. Der forekommer mange Underafdelinger og Afarter, som jeg dog ikke her kan gaa nærmere ind paa. Den sidste Slags Træer, som jeg her vil omtale og som navnlig i Aften har mest Interesse for os er: 4) Juletræer. De høre som bekjendt til Naaletræerne og ere sjelden over ser Alen høie, derimod ere de undertiden af en næsten forsvindende Størrelse. De voxe — mærkeligt nok — kun i Værelser og derfor kan man bedst regne dem til Hustræernes eller Selskabstræernes store Klasse. Deres Levealder er kun meget kort, og de spille aldeles ingen Rolle uden i Blomstringstiden og Frugttiden, der altid falder midtvinters. De udmærke sig fremfor alle andre Træer ved sin Alsidighed, da de kunne bære alslags Frugt ligefra Trøfler indtil — indtil — indtil Kagegrise. Des. 28ser altsaa mine Herrer ! at disse interessante Træer ere paa en Maade Gjøgemødre for Menneskene, da de med Beredvillighed optage Menneskets Aands- og Haandsfostre. De findes aldrig fossile. Men — — jeg ser, at Klokken er mange og, da vi ere saa heldige iaften at kunne vise Dem et levende Exemplar, saa vil jeg slutte med at udbringe en Skaal for Træerne, navnlig Juletræerne og for vort Juletræ i Særdeleshed!

16de April 1847.

Kjære Broder!

— — Det glæder mig af dit Brev al se, at du har Lyst og Kjærlighed til dit Studium, thi tro mig: det eneste solide Grundlag for en lykkelig Fremtid er Kundskab. Uden Kundskaber er Mennesket intet; det er først ved sin Aands Uddannelse, at han hæver sig over Dyrene og bliver Skabningens Herre. Og hvilket Studium kan vel være herligere og mere opløftende end Naturstudiet? hvilken Kundskab er vel skjønnere, end den om Naturens evige og uforanderlige Love. Og hvor gives der vel en rigere Mark for aandsopløftende Granskning end i Naturvidenskaberne? Nei sandelig intetsteds; jeg føler mig derfor usigelig lykkelig ved mit Valg af den Bane, jeg har betraadt.

For en Maauedstid siden holdt jeg i polyteknisk Forening et Foredrag om Atmosphærens Fugtighed; jeg havde mange Tilhørere. Foreningen, som jeg selv var med at stifte i 1845 ved Juletid tæller nu 60 Medlemmer. Dens Formaal er at bidrage til de naturvidenskabelige Studiers Fremme. Vor Præsident, Lektor Holten, er en udmærket Mand, som med Tiden bliver Professor; endskjønt han paa en Maade er vor Lærer, er han dog aldeles som vor Kammerat.

22de Mai 1847.

Den 17de Mai feiredes af 24 af de herværende Nordmænd ved en Fest paa Bellevue ved Dyrehaven, som var arrangeret af Boghandlercommis Welhaven (Broder af Professoren), Portrætmaler Hansen og Exam, polyt. H. A. Rosing (fra Frederiksstad; — Du kjender ham maaske?) Blandt Deltagerne, der dels vares. 29unge, dels gamle, Haandværkere, Studerende og Kunstnere, maa jeg først og fremst nævne den gamle Rektor Borch fra Drammen. Da vi havde Regnveir og altsaa ikke, som vi havde ønsket, kunde tilbringe den største Del af Tiden i Skoven, saa maatte vi se at faa Skoven ind til os, hvilket for en Del opnaaedes derved, at Salen var festligt smykket med Granbar og Bøgeløv (norsk — og — dansk), og du kan tro, det var smukt at se den alvorlige Gran, ligesom en kraftfuld Mand ved Siden af det smilende, venlige Løv af Skovens Jomfru, — Bøgen. Vi gik tilbords Kl. 3. Efterat en Sang af min kjære Ven, den talentfulde og elskelige Middelthun var assjungen, tog Welhaven Ordet og tolkede med Begeistring Dagens Betydning; han sluttede med et Friheden leve! Dernæst udbragte Portrætmaler Hansen, esteral „Sønner af Norge" var afsjungen, et Hurra for vort fjerne og dog saa nære Fædreland — og sjelden har jeg hørt et saa kraftigt Hurra af saa faa Munde og aldrig et saa varmt og oprigtigt ment. Del var ikke Spilfægteri, ikke Børneleg — der var ikke Smil paa et eneste Ansigt, og man behøvede ikke at se mere, for at sige, at ingen af dem, der istemte dette Hurra, vil glemme sit Fædreland. Og interessant var den lange og dybe Stilhed, der herskede, det var som om enhver i Aanden saa sit Hjem og sine Kjære.

Derpaa udbragtes en Skaal for Eidsvoldsmændene med Ønske om, at Norge altid maatte have saa værdige Repræsentanter i Phinget, hvorpaa Undertegnede udbragte en Skaal for Kong Oscar med et Par Ord, hvori han paaviste, at det at være Konge nu og det at være Konge i forrige Aarhunvrede var vidt forskjelligt; thi dengang var Kongen Hersker og Despot, Folket en Træl, en Slave, paa hvis i Støvet bøiede Nakke Herskerens mægtige og knusende Fod hvilte. Nu derimod er Konge ikke længer det samme som Despot, men Styrer og Landsfader, der alene er til for Folkets Skyld, men ikke omvendt Folket for Kongens. Dernæst viste han, at da Nordmændene paa Eidsvold gav sig en Konstitution, saa maatte Kongemagten saaledes begrændses, at Kongen alene blev Konge i Overensstemmelse meds. 30den nyere Tids friere Anskuelser; thi den franske Revolutions Rædselsdage og Ludvig den sextendes sørgelige Skjæbne oplod Øinene paa ethvert Folk i Europa, altsaa ogsaa paa Nordmændene, som længe nok havde været blinde. Han viste derpaa hvor langt smukkere, hvor langt ædlere Kongens Kald nu var i Norge, og hvor lykkeligt Norge hidtil havde været med sine Konger efter 1814. Derefter blev en Sang for den norske Folkeoplysning afsjunget og Rektor Borch stod op og holdt en mesterlig Tale om „hvad vi mangle i Norge" og viste, at sand Folkeoplysning var ikke blot vigtig, men aldeles nødvendig, dersom Norge skulde gaa en lys Fremtid imøde, og endte med en Opfordring til den unge Slægt om at ofre sine bedste og herligste Kræfter paa Fædrelandets Alter ved at virke til sand Folkeoplysnings Udbredelse. Talen varede en god halv Time, og dog var enhver opmærksom hele Tiden.

Ja! kjære Moder, du kan tro, at det var en smuk 17de Mai, som ingen, der var med, nogensinde vil glemme. Ingen Standseller Alderssorskjel sporedes — nei! i saa Henseende leve vi Landsmænd smukkere sammen hernede, end vore kjære Frænder i Hjemmet.

17de Juli 1847.

— — Om Natursorskermødet dreier, som du nok kan vide, hele Byens Tale sig, og Folk tænke kun paa Berzelius, Hansten, Nilson, Elias Fries, Retzius, men især paa Charles Bonaparte, Napoleons Brodersøn og hvad Ansigtet angaar tillige hans udtrykte Billede. Jeg har fra Læreanstalten havt fri Adgang til Møderne. — Jaar ses vi altsaa ikke; jeg bliver hjemme ved mine Bøger i al Stilhed; jeg er den meste Del af Dagen i Haven. Et Par Aftener har jeg tilbragt hos nogle af mine Venner. Den ene er Exam, polyt. Freund, en Brodersøn af den for nogle Aar siden asdøde Billedhugger, Professor Freund, hos hvis Enke han bor. De søre just ikke noget stort Hus, men flere af Danmarks dygtigste Mænd ere og have været stadige Gjæster der, saaledes Thorvaldsen, Abildgaard, Professor Høyen, Orlas. 31Lehmann etc. etc., og de eie en stor Samling Kunstsager, af Billedhuggerarbeider, Malerier, Kobberstik etc. Du skjønner, at det for mig er særdeles behageligt at være stadig Gjæst der. Den anden Ven er Student Ludvig Fris, et godt Hoved og et af de aandrigeste Mennesker, jeg har kjendt. Hans Fader, (en god Ven af Jens Baggesen,) var Præst paa den jydske Hede. Han bor hos nogle Tanter og en Onkel, der alle ere herlige og elskværdige Mennesker.

19de September 1847.

— — Jgaar var baade Onkel og jeg hos Hans Majestæt paa Sorgenfri, det vil da sige: Onkel var intien- og jeg udenfor, dog tror jeg, at jeg morede mig bedst. Jmidlertid fulgtes vi ikke derud, thi — han kjørte, — jeg gik. Vi vare nemlig nogle Kammerater fra Læreanstalten, der allerede længe ferud vare blevne enige om at benytte Ferietiagen, Kongens Fødselsdag, til at tage Afsked med Sommeren i Naturens Skjød. Vi gik da først til Charlottenlund langs den yndige Strandvei, derfra til Lyngby og efter en Afstikker til det deilige Frederiksdal, gik vi tilbage til Sorgenfri, hvor imidlertid en stor Mængde Folk havde samlet sig for at høre paa Taffelmusiken. Hans Majestæt gav da allernaadigst Tilladelse til, at hans tro Undersaatter maatte gaa op paa Trappen og se ind ad Vinduet paa, at han og hans Hoffolk spiste og drak.

14de November 1847.

Fredag Middag døde vor gamle Lærer, Professor Dr. William Christoffer Zeise. Han var en af Nutidens dygtigste Kemikere, navnlig havde han store Fortjenester af de organiske Stoffers Kemi og baade Universitetet og Læreanstalten tabte i ham en af sine dygtigste Videnskabsmænd. Hans Personlighed havde intet tiltrækkende ved sig, navnlig var han bestandig overordentlig sær og vranten, hvilket gav Anledning til ubehagelige Klammerier mellem ham og Polyteknikerne, da den eneste Maade at faa ham god paa var, at skjænde omkaps med ham eller ogsaas. 32uden videre at gaa sin Vei og lade ham blive alene. Engang var han saa ubehagelig, at vi efter Overenskomst i 14 Dage ikke kom paa hans Forelæsninger eller Laboratorium; da vi atter indfandt os, var han aldeles forsonet. Men uagtet alt dette, gjorde hans Retskaffenhed og Redelighed ham om ikke elsket, saa dog i høieste Grad agtet, og hans Tab er meget føleligt.

19de Januar 1848.

Timen nærmer sig — den Time, da maaske et helt Folks Skjæbne afgjøres; thi Kong Christian den ottende vil, efter Lægens Sigende, ikke opleve næste Morgengry. Og hvor roligt, hvor ligegyldigt forholder ikke Massen sig! ! Paa Amalienborgplads er der samlet enkelte Grupper af Borgere, der tause se paa hverandre og paa de oplyste Vinduer, hvor maaske i dette Øieblik en Konge strider sin sidste Strid og har opgjort sir Regnskab med dette Liv, for snart at møde for Kongernes Konge — ligesom de ventede, at et eller andet synligt vilde passere. Jeg saa et Slags ligegyldig Nysgjerrighed paa Alles Ansigter, Deltagelse og Sorg hos ingen. Porren aabnede sig hvert Øeblik for Ind- og Udtrædende, af hvilke Størstedelen vare livreklædte Tjenere, dog ogsaa enkelte af Landets ansete Mænd. Ogsaa jeg gik ind forat læse Bulletinen og jeg mødte den udtrædende Prinds Ferdinand, i hvis Ansigt jeg neppe tror, at en Lavater selv kunde læse noget angaaende den Syges Tilstand. Efterat have passeret Gardevagten, der med dragne Sabler stod i et af Forværelserne, kom jeg ind i Forgemakket, der var opfyldt med Lakaier og fik Bulletinen, der daterede sig fra imorges og fortalte, at Feberen var i Tiltagende, Kræfterne i Aftagende. Da jeg kom ud, samlede enkelte sig om mig med temmelig ligegyldige Miner, og da jeg antog, at de ønskede at vide, hvad jeg havde erfaret, fortalte jeg det, uden at nogen i mindste Maade ytrede sin Deltagelse. Da dette forekom mig paafaldende, gik jeg op paa Kehlets Kaffehus, for at se om der fandtes Mennesker, som i sin Adfærd viste, at de havde forstaaet Øieblikkets Betydning, om der gaves Mennesker, der viste,s. 33at de anede, at den Dag imorgen muligens kunde fordre, at de havde klare Anskuelser om, hvad deres Fædreland trængte til; men jeg fandt intet saadant Menneske. Værelserne vare som sædvanlig temmelig fulde af Folk, der dels eftertænksomt spillede Schak, dels studerede Aviserne, røgende i god Ro deres Tobak. Jeg nærmede mig enkelte sagte-talende Grupper, da jeg troede, at de talte om, hvad de nærmeste Dage kunde bringe — men nei! Nogle talte om Abdel-Kader, andre om de høie Kjødpriser; en fortalte, at han havde hørt, at Kongens Tilstand havde forværret sig siden imorges, men ingen havde noget at bemærke i den Anledning. Da jeg halvt ærgerlig kom ud paa Kongens Nytorv, saa jeg en hel Del Mennesker gaa i ' Retning af Strandstræde, og da jeg troede de gik til Amalienborg, fulgte jeg efter — men nei! de gik i Casino. Ogsaa denne Gang skuffet, vendte jeg om og gik ind til Konditor Gianelli, idet jeg huskede, at her var Samlingssted for — for — beau monde (om man saa vil kalde dem) —de høiere Stænder; her herskede „Øde og Tomhed", enkelte Avislæsere sad tause, studerende udenlandske Efterretninger, ved sit Glas Punsch.

Hvad jeg sluttede af det fortalte er: at enten aner man ikke nogensomhelst Fare for Kongens Liv (hvilket er saagodtsom utænkeligt), eller ogsaa har enhver, klart indseende sine Pligter som Statsborger, allerede klaret for sig, hvad Danmark imorgen muligvis vil fordre, og er overbevist om, at der ikke er to Meninger derom, — eller ogsaa forholde de sig tause, fordi de tro, at det kunde være farligt at vise et betænksomt Ansigt i denne Tid, da Politispionerne maaske iagttage enhvers Opførsel, eller de tænke som saa: dør Kongen, saa bliver Kronprindsen Konge og saa er den Sag klar, — man er ligegyldig.

Dog hvilket af disse Alternativer end er det rigtige, saa er det dog trøsterigt, at der gives Mænd, som have indset baade Øieblikkets Vigtighed og at man ikke maa lægge Hænderne i Skjødet, men at der maa handles; thi hos Professor Clausen er Hovedmændene for Oppositionen samlet inat, og Guds. 34give, at de maa føle, at de skulle handle for et helt Folk og at de Midler, de finde til at sikre Danmarks Fremtid, ere de rigtige!!

3

23de Januar 1848.

Kong Christian den ottende er død og Frederik den syvende harr besteget sine Fædres Throne!

I et Enevoldsrige, hvor Folkets Skjæbne hviler i Majestætens Haand, hvor Kongen baade har den lovgivende og udøvende Magt, maa Kongens Døfe være en overordentlig betydningsfuld Begivenhed, da Folkets Lykke beror paa dette Menneskes Villie, Kongevillien, og ikke paa Folkevillien, som i en konstitutionel Stat, hvor de Styrede selv foreskrive Styreren de Love, hvorefter de ville regieres. Medens i det første Slags Stater Kongen er Folkets Herre, saa er i det sidste Slags Kongen Folkets første Embedsmand — dets Landsfader. Det trænger neppe til noget Bevis, hvor farligt det er for et Folk saaledes at være undergivet et enkelt Menneskes Magt, og hvor let denne kan misbruges, og det bliver altsaa af den høieste Vigtighed for dette Folks Lykke, at Kongen er et over hele sit Folk, baade i Aandsevner og Aandsudvikling, hævet Menneske, der besidder et folkeligt Sind, en ærlig Villie og et godt Hjerte. Men hvad er vel urimeligere end at antage, at disse for en Enevoldskonge nødvendige Egenskaber skulde findes hos hvert enkelt Individ af en hel Kongestamme, altsaa gaa i Arv fra Fader til Søn?

Det forekommer mig derfor, at man med Rette kunde vente, at der her, i det enevældige Kongerige Danmarks Hovedstad skulde have vist sig en levende Sensation, da det rygtedes, at Kongen ikke kunde leve, og at der var Alvor udbredt over alle — baade over den Konservative, der ønsker Enevoldsmagten bevaret for Kongen, og over den Liberale, der ønsker en Folkets Lykke mere betryggende Regjeringsform. Men jeg sporede ingen saadan Forandring i Folkestemningen.

Allerede om Morgenen (den 21de) udkom et aabent Brev, der, som alle lignende, synes at sige meget, men siger intet.

s. 35Igaar Morges udkom en Bog af Professorerne Clausen og Schouw betitlet: „Thronskiftet 1848", der leverer et Overblik over Christian den ottendes 8-aarige Regjering og viser, at det er absolut nødvendigt for Danmarks Lykke, at Folket strax faar en fri Forfatning. I den Anledning bragtes dem begge et „Leve" igaar Middags Kl. 4 af over tusinde Studenter og Borgere. — Forøvrigt er alting idag fuldkommen i det vante Trit — og det danske Folk har ikke bragt sig et Skridt nærmere Friheden end før.

2den Marts 1848.

I Frankrig er der Revolution!!

Allerede iforgaars bragte Posten Efterretning om, at Stemningen i Paris var meget truende, da Regjeringen havde forbudt Reformbanketten. Den 22de Februar begyndte Urolighederne med at Folket drog igjennem Gaderne under Afsyngelsen af ,,la Marseillaise“ og Raabene „Ned med Guizot", „Leve Reformen". Allerede om Aftenen begyndte man at opkaste Skandser i Gaderne og Regjeringen samlede 50,000 Mand om Paris.

Igaar Aftes kom en Courer fra den danske Gesandt i Paris, som bragte Efterretninger om, at Slottet Tuillerierne var stormet og Kongen flygtet til England. Imidlertid har Folket indsat en Regjering med Republikanerne Lamartine og Odillon Barrot i Spidsen. Idag siger man, at Regjeringen har erklæret Frankrig for en Republik, og Italien er i Opstand.

Der vil altsaa uden al Tvivl udbryde en europæisk Krig, som forhaabentlig vil ende med Frihedens fuldstændige Seir over Despotismen.

Saaledes vil Revolutionen udentvivl have en god Indflydelse paa de europæiske Forhold og altsaa ogsaa paa de danske, idet Regjeringen lærer, at hvad Folket vil, det kan det ogsaa, og om det end for en Tid kan kues, saa vil det dog tilsidst styrte Tyranniet af sine Skuldre.

Leve Friheden! Leve Frankrig!

3*

24de Marts 1848.

Det danske Folk — eller rettere sagt — Kjøbenhavns Borgere have revolutioneret, og det uden at der har flydt en eneste Draabe Blod, — ja ganske uden Sværdslag! Det, som i ethvert andet Kongerige vilde have fordret Tusinders Liv, har Kjøbenhavnerne udført paa en Dag uden at bruge Gevær, Sabel eller Barrikader.

Men dette heldige Udfald har det danske Folk ikke fuldkommen sig selv at takke for, men mange andre Omstændigheder og naturligvis først og fremst den franske Revolution eller, dersom man vilde søge en fjernere Aarsag: Pio nono, Italiens Befrier, som jo egentlig er det første Ophav til de sidste Maaneders europæiske Omveltninger, idet han ved at give Romerstaten en fri Forfatning opflammede de andre Folks Frihedshaab. — Ja det er disse brave Franskmænd, som have vakt Folkene af en fleraarig Slummer, ved at ofre ædelt Borgerblod paa det gjenopreiste Frihedsalter. Dernæst har de ved den franske Revolution fremkaldte Revolutioner i Wien og Berlin samt mange andre Steder i Tydskland havt stor Indflydelse paa Forholdene her som overalt, idet Kongerne have set, at Folket dog maa gaa af med Seiren. Dog — i denne Tid har man ikke Raad til Resterioner, og jeg vil derfor i al Korthed fortælle Begivenhederne.

I Mandagsmorges kom Dampskibet fra Kiel og bragte de i denne bevægede Tid saa længselsfuldt ventede tydske Aviser, der fortalte, at det utroligste af alt utroligt var sket: Wienerne havde gjort Revolution og Østerrig havde faaet Løfte om en fri Forfatning. Men desuden kom Efterretning om, at Slesvig-Holsten var i Oprør og at der paa Onsdag vilde komme en Deputation fra den provisoriske Regjering i Rendsborg til Kjøbenhavn for at forelægge Kongen de Betingelser, hvorpaa den nyoprettede Stat Slesvig-Holsten vilde erkjende ham som Regent. Borgerne og Studenterne sammenkaldte derfor en almindelig Folkeforsamling i Casino og i Universitetet for at overveie, hvad der burde gjøres for at forhindre den for Danmarks Ære og det danske Folkss. 37Rettigheder krænkende Anerkjendelse af en Stat Slesvig-Holsten. Paa Forsamlingen i Casino, (til hvilken Orla Lehmann egenhændig havde foræret mig Adgangskort), blev man enig om næste Dag at overbringe et af Borgerrepræsentanterne i kraftige og bestemte Udtryk affattet Andragende til Kongen om øieblikkelig at afsætte Ministrene og forandre Regleringssystemet ved at indsætte nye Ministre, som besad Folkets Tillid. Den samme Beslutning toges ogsaa paa Universitetet af Studenter, Polyteknikere og Kunstnere. Tirsdag Formiddag gik Deputationen, ledsaget af et Tog af 12—16,000 Mennesker, til Slottet og Kongen svarede, at han allerede havde efterkommet Folkets Ønske ved at opløse Ministeriet. Hermed var altsaa den egentlige Revolution forbi, og igaar udnævntes det nye Ministerium, det Moltke-Monradske.

30te Marts 1848.

Samme Dag, som det nye Ministerium var udnævnt, kom den slesvigholstenske Deputation og fik derfor først Audients den følgende Dag. De fremkom da med sine dumdristige Fordringer, at Kongen skulde anerkjende en selvstændig Stat Slesvig-Holsten etc. — men fik naturligvis et bestemt Afslag. Folkets lavere Klasser vare høilig forbitrede mod Deputationen, og dersom ikke Studenterne havde frivillig holdt Vagt der, hvor de boede, og fulgt dem til og fra Kongen, saa turde det vel hændt sig, at de ikke havde sluppet levende derfra. Især var Forbitrelsen stor den sidste Dag, thi da kom slesvigske Aviser, som gav en fuldstændig Skildring af Slesvigholstenernes Møde i Rendsborg, hvor navnlig en af de Deputerede, Ohlshausen, holdt en fræk Oprørstale, hvori han kaldte den danske Nation feig, dum, usammenhængende og sagde, at den ved sine sidste latterlige Demonstrationer havde tabt al Agtelse i Europas Øine. Imidlertid blev Deputationen fra Slottet smuglet ud paa Dampskibet, hvor ogsaa alle herværende slesvigholstenske Embedsmænd befandt sig, og Klokken 4 Eftermiddag afgik hele Ladningen, medens omtrent 30,000 af Kjøbenhavns Indvaanere vare samlede paa Toldboden og Langelinie,s. 38syngende danske Nationalsange og raabende Hurra for „Danmark til Cideren" og for Kong Frederik den syvende.

2den April 1848.

Da den slesvigholstenske Deputation kom hertil, ventede den at finde det gamle Ministerium, men det Haab slog feil, som du har hørt, og den havde nu egentlig ikke noget her at gjøre, da den altfor godt kjendte de nye Ministres Tænkemaade. Den afsendte derfor strax en Courer til sine Vælgere med Underretning om Sagernes Stilling, og den næste holstenske Post bragte Efterretningen om Oprørets Udbrud. Der dannede sig nemlig en provisorisk Regjering, som erklærede, at da Kongen, deres Hertug var ufri, var i et ultra dansk Partis Vold, saa var Landet uden Regjering, og da dette ikke kunde gaa an, saa stillede de sig selv som Regjering. Denne, som saaledes har begyndt sin Virksomhed med en Løgn, bestaar af Advokat Beseler som Præsident, Høiforræderen Prinds Frederik af Augustenborg-Noer, Grev Reventlow-Pree, Advokat Bremer og Kjøbmand Schmidt.

Da Regjeringen her fik disse Efterretninger, indkaldte den alt Militær, som hurtigst mulig bliver sendt over til Nordgrændsen af Slesvig. Kongen reiser selv derover paa Onsdag. Enkelte af de nordslesvigske Byer samt Øerne Als og Ærø ere i de danske Troppers Magt.

13de April 1848.

Det første Slag er vundet af den danske Hær! Flensborg er besat af de Danske! Søndag den 9de var den slesvigholstenske Hær i og om Flensborg, idet Hovedkorpset havde besat Byen, og Avantgarden forskandset sig ved Bau og Krujan. Under Anførsel af General Hedemann angreb den danske Hær Fiendens Avantgarde ved Bau fra flere Sider; han maatte opgive sin Stilling og trak sig tilbage til den i Krusanskoven liggende Kobbermølle, hvor det kom til en blodig Kamp, i hvilken de i Flensborgfjorden liggende danske Krigsskibe togs. 39virksom Del i Begyndelsen; men da det kom til Haandgemæng, maatte Skibenes Kardætskild ophøre at spille, thi nu kunde den jo ligesaagodt ødelægge Ven som Fiende. Ogsaa denne Stilling maatte Fienden opgive, trak sig næmere Flensborg til et udenfor Byen liggende Jernstøberi, fra hvis Vinduer de anrettede stor Skade paa de danske Dragoner. Men da nu Krigsskibene sendte en Kardætskregn ned over Huset, hvor Fienderne vare, saa maatte de, saa nødig de vilde, dog ud, og da de nu paa alle Kanter vare omgivne af den danske Hær, maatte de strække Gevær.

Da Slaget var tilende, rykkede Hæren ind i Flensborg, hvor den modtoges med Jubel. En Afdeling af Avantgarden var under Slaget flygtet ind i Byen, hvor der derfor forefaldt en Træfning i Forstaden, men da de Danske stillede Kanoner ved Enden af Byens eneste lange Gade, var strax alt roligt; thi Hovedkorpset var rykket ud.

Kongen holdt samme Aften sit Indtog i Flensborg, hvor han endnu er. Man fortæller, at det var med Nød og neppe, at Ministrene kunde afholde ham fra at deltage i Slaget; thi hans Forbitrelse paa Slesvigholstenerne er grændseløs.

7000 Mand Preussere ere rykkede ind i Holsten uden videre for at „overholde Orden", som de sige, men da Holsten er Kongen af Danmarks Land, og da han ikke har forlangt Hjelp hos Kongen af Preussen, saa er det nok hellere for at understøtte Oprøret. Derfor er disse Troppers Indmarsch af Regjeringen saagodtsom betragtet som Krigserklæring og derfor udrustes Flaaden, for at blokere de preussiske Havne, hvilket vanskeligt kan forhindres af Preussen, da denne Stat kun eier et Krigsskib.

30te April 1848.

Første Paaskedag 1848 kjæmpede 18,000 Danske mod 30,000 Tydske ved det gamle Danevirke fra Kl. 10 Morgen til henimod Solnedgang. Alle de danske Tropper deltoge i Kampen, og da sidste Reserve havde været i Ilden, trak de sig tilbage, thi fra alle Kanter rykkede tydske Forstærkninger frem. Fienderne pare saa udmattede, at de ikke kunde forfølge, og Tilbagetoget giks. 40for sig i god Orden til Idsted, hvor General Hedemann lod Tropperne overnatte og trak sig den næste Dag tilbage til Flensborg. Men da Tropperne i høi Grad havde lidt ved Kulde, Hunger og Strabadser, gik han næste Dag over paa Als, hvor han oppebier Forstærkning, som sendes over den 5te Mai, for at begynde Kampen paa ny.

Se, kjære Moder, det er den hele Begivenhed i sine Grundtræk, og jeg vil ikke forsøge paa at detaillere Beretningen mere, thi Resten kan du læse i alle Aviser. — Udfaldet er vistnok sørgeligt, thi der er ofret meget ædelt Blod, men dette Blod er ofret for den retfærdigste Sag og denne Kamp skal vise Verden, at det danske Folk ikke er vanslægtet fra sine Fædre, men endnu besidder Krast og Villie til at haandhæve sit Fædrelands Ære og Ret. Og jeg haaber, at der endnu er høimodige og retfærdige Nationer til, som ikke ville taale et lille, men herligt Folks Undertrykkelse af de mægtige tydske Voldsmænd. Men desværre, det er endnu kun et Haab; hvad England vil gjøre er nemlig uvist, og oprigtig talt, saa har jeg ingen Tro til Englands Bistand, thi sandelig den engelske Nation har altid vist sig kold, egennyttig og troløs mod andre Nationer. Men ville da Nordmænd og Svenske sidde lunt i sit Hjem og kun opleve Kampen i Aviserne; ville de se sine Brødre myrdes af tydske Bajonetter; ville de se sit eget Sprog fortrængt af Tydsk? De have sukket og bedet for Polakker og Grækere, men ville de da aldeles intet andet gjøre for Danmark, end ønske og beklage?

7de Mai 1848.

— —I Tirsdags Astes overraskedes vi af den glædelige Efterretning, at Kong Frederik samme Dags Middag havde oplæst ved Taffelet et egenhændigt Brev fra Kong Oscar, hvori denne lovede hurtig og kraftig Hjelp, og til den Ende samles i disse Dage en svensk Hær paa 15,000 Mand i Ska ane; igaar hørte vi, at den skal kommanderes af Prinds Karl og være marschfærdig 20de Mai.

Men hvad der fremfor alt har glædet mig, er den Efterretning,s. 41som det norske Dampskib bragte igaar, om Forsamlingen paa Børsen i Christiania den 1ste Mai og de der fattede Beslutninger.

Fire Nordmænd nemlig Lange fra Bergen, O. P. Hansen, Kunstner fra Christiania, Student Emil Knudsen, og L. Løvenskjold have deltaget i Slaget ved Slesvig. De vare alle i 10de Bataillon, som har lidt mest, og Følgen er, at den herlige og ædle Student Knudsen er falden og Lange haardt saaret, derimod have Hansen og Løvenskjold udmærket sig, saa at de ere blevne Underofficerer.

11te Juni 1848.

— — Siden jeg sidst skrev, er der forefaldet adskilligt, blandt andet er der leveret endel træfninger i Sundeved. I alle disse, hvoraf to have været temmelig betydelige, have vi havt Lykken med os — jeg siger „vi", thi Danmarks Sag er nu ogsaa Norges og Sveriges Sag. Det sidste Slag leveredes i Mandags den 5te Juni. Det var den Dag Kongen af Hannovers Fødselsdag, og det var derfor naturligt, at Tydskerne vilde højtideligholde den ved at slagte nogle af „die dummen Dänen" til hans Ære, og ved samme Leilighed hevne det Nederlag, som de havde lidt i forrige Uge, og tilbageerobre det tabte Terrain. De angreb derfor vore Forposter med en. Styrke, som de selv angive til 18,000 Mand, og Følgen var, at de Danske i Begyndelsen maatte vige for Overmagten. Imidlertid kom Tropperne fra Als de Vigende til Hjelp, og nu vendte Lykken sig. Med et Mod og en Begejstring, som kun Overbevisningen om den retfærdige Sag og sand Fædrelandskærlighed giver, stormede disse Tapre fremad. Fienden maatte opgive den ene Stilling efter den anden og endelig samlede han sin hele Styrke paa en høi Bakke, „Nybbel Bakke", for bedre at kunne holde Stand. Det lykkedes ham ogsaa herfra at anrette en betydelig Skade paa de stormende Danske, men under Hurraraab og „Leve Danmark" toges ogsaa denne Stilling med Bajonetten, og nu maatte Fiendens. 42i Hast trække sig tilbage. Kampen varede i otte Timer, og det var den varmeste Dag efter Slaget ved Slesvig. Mange Tapre fandt Hædersdøden, men deres Daad vil mindes, saalænge Danmark, saalænge Norden er til. Blandt de Døde paa dansk Side var ogsaa de to tapre svenske Officerer Sommelius og Lejonhufvud. Den sidste opgav Aanden med de Ord: ,,För Danmark vill jag gärne dö !" Vor brave og kjække Landsmand Løvenskjold, der var avanceret til Løjtnant, blev haardt saaret liggende paa Valpladsen, da Fienden i Begyndelsen af Slaget drev de Danske tilbage. Han vilde ikke tillade sine Soldater at tage ham med sig, da de, vigende for Overmagten, trak sig tilbage, for at de ikke skulde sinkes. Derfor faldt han i den fremtrængende Fiendes Hænder. Man har siden isse hørt nærmere fra ham, dog haabe vi alle her, at han lever. — Fra mange af mine Kammerater har man isse hørt siden Slaget, saa jeg desværre frygter for, at Tydskerne have formindsket mine Venners Antal. Artilleriløitnant Colstrup, som jeg ofte har været sammen med hos Groves, reiste over til Armeen Fredag Aften før det næstsidste Slag og faldt Søndag. Han efterlader en ung Kone, med hvem han blev gift for 3 Maaneder siden. Men — Fred være med disse Døde, thi de ere faldne for deres Fædreland.

2den Juli 1848.

— — I Paris har der været en ny og blodig Arbeideropstand, hvis Udfald endnu er os ubekjendt; men da sidste Post afgik derfra, havde man kjæmpet i to Dage og to Nætter. General Cavaignac var udnævnt til Republikens provisoriske Præsident med uindskrænket Magt indtil Oprøret var dæmpet.

Af Smaanyt har jeg intet at fortælle, thi hvem vil vel se paa de legende Børn, naar man har faaet Friplads i det store Verdenstheater, hvor Tæppet er rullet op, og hvor man vel ser Borger kjæmpe mod Borger, Nation mod Nation, men hvor man ved nøiere Betragtning ogsaa opdager, at Frihedens og Gjenfødelsens Morgenskjær bebuder en ny og tusindfold skjønnere Scene,s. 43hvor man vil se de nys Kjæmpende give hinanden Broderhaanden, for i Fællesskab at vandre ind i den nye Tid.

13de August 1848.

^*)Anledningen til disse Udtalelser er givet i en Ytring af hans Moder, som misbilligede den Utaalmodighed, hvormed han omtaler Kong Oscars tilsyneladende passive Holdning under Krigsbegivenhederne. — — Jeg elsker ingen Konge, fordi han er Konge, og fordi han er norsk Konge; for mig er det ikke nok, at en Konge intet ondt gjør, han maa derimod gjøre meget godt. Det er mig ikke nok, at han er en smuk Mand og et godt Menneske, eller at han anordner nyt Flag, nye Uniformer og nye Ridderordener ^**)Sigter, som man vil forstaa, tit Kong Oscars første Regjeringshandlinger mod Norge.; thi de to første Ting ere Ubetydeligheder og den sidste er efter min ringe Mening saa langt fra at være noget godt, at jeg tvertimod anser den for en overmaade uheldig og skadelig Bestemmelse, da jeg tror, at i en konstitutionel Stat som Norge, skal Bevidstheden om at have opfyldt sin Pligt og Medborgeres Agtelse være den høieste Belønning. Ridderordener og Adelstitler ere Spøgelser fra Middelalderen og det gaar med dem, som med alle Spøgelser: de syltes at være noget, men ere intet — aldeles intet. Jeg tilstaar oprigtig, jeg agter Kong Oscar, men da jeg ikke har den Ære at kjende ham personlig, kan jeg ikke elske ham, thi Kjærligheden er en kostelig Skat, som man skal omgaas sparsommelig og ikke lade Vinden føre i Øst og Vest som Plantefrøet; thi lettere finder Frøkornet et Sted, hvor det kan spire, end Kjærligheden finder en Sjæl, hvor den kan fæste Rod.

E. S. Verden har mistet en af sine største Mænd: Berzelius er død.

23de September 1848.

— — Det er, som du indser, en slem Tid for dem, der skulle læse; thi hvem taber ikke Lysten til de stille videnskabelige Sysler,s. 44naar en rig, herlig Tid, født under Strid og Trængsler, døbt med Nationernes Hjerteblod, kalder Menneskene til et nyt Liv med de skjønne og mægtige Ord: „Frihed, Lighed og Broderskab." Vel er det sandt, at vor Tid er rig paa Sorger og Lidelser; men er ikke dens Glæder tusindfold flere, og se vi ikke altid, at naar Solen skinner klarest, saa falde ogsaa Skyggerne stærkest. Ja i en saadan Tid er det vistnok ingen let Sag at holde Øinene i Bogen, og det er derfor ikke saa underligt, at det koster Overvindelse at være flittig, men det gaar dog ikke saa galt som man maaske kunde tænke, thi netop Lysten til at følge den nye Tids Kald forstærker Dnsket om at komme over det Plankeværk, som man kalder „Examen", for at kunne være med. Jeg læser altsaa, om jeg selv skal sige det, temmelig flittigt; men underligt nok, jo mere jeg læser, desto vanskeligere forekommer Sagen mig; jo nærmere jeg kommer Examen, desto frygtsommere bliver jeg, men jeg opgiver dog ikke Haabet om at komme over Plankeværket, naar jeg tager godt Tilsprang.

19de November 1848.

As politiske Nyheder, som jo er det eneste Slags Nyheder, man iaar rigtig bryder sig om, vil jeg først og fremst berette, at det gamle Ministerium er opløst og et nyt dannet, (bestaaende af Grev A. Moltke, Grev Sponeck, Bang, Professor Madvig, Professor Clausen, General Hansen og Bardenfleth). Man antager, at denne Forandring har sin Grund deri, at det aftraadte Ministerium paa Grund af Omstændighederne bavde besluttet at opgive den sydlige Del af Slesvig, hvilket hverken Kongen eller Størstedelen af Folket vil indlade sig paa, uden at prøve sine Kræfter endnu engang. — Rigsdagen har endnu ikke gjort noget, der berettiger den til Interesse i Norge, thi den har hidtil (i en hel Maaned) kun forhandlet Reglementer og Adresser.

25de Marts 1849.

— — Det store Spørgsmaal, som i denne Tid beskjæftiger alles. 45her næsten mer end Krig og Fred, er den Valglov, hvorefter Danmarks kommende Rigsforsamlinger skulle vælges. Dette har delt Folket i to Hovedpartier: Demokratiet, som vil have almindelig Stemmeret, saaledes, at enhver fuldmyndig, uberygtet Mand er Vælger og valgbar, og Aristokratiet, som ønsker, at kun de Rige skulle have Valgret. Demokratiet er naturligvis det talrigste i Folket, men det viser sig desværre, at det ikke har sendt ordholdende Mænd til Rigsdagen, saa at Afgjørelsen endnu er tvivlsom. Blandt Bladene har Aristokratiet kun en Talsmand, nemlig den berygtede „Flyvepost" eller, som den formedelst sine hyppige Løgne kaldes, „Lyveposten", hvorimod Demokratiet har tildels alle de øvrige Blade og tilmed Kongen paa sin Side.

Fra Udlandet haves intet andet nyt, end at Østerrigerne faa velfortjent Bank af de kjække Ungarer og forhaabentlig ville have samme Skjæbne i Italien, der efter al Rimelighed vil komme til at spille en stor og hæderlig Rolle i dette Aars politiske Begivenheder.

Første Paaskedag 1849.

En rædselsfuld og sørgelig Efterretning har jeg at bringe idag, nemlig at det danske Linieskib „Christian den ottende" er sprunget i Luften og den danske Fregat „Gefion" har maattet stryge Danebrog og heise tydsk Flag.

Denne næsten utrolige, men desværre altfor sande Efterretning har nedslaaet Alle her; man ser Grupper af Folk paa Gaderne, som spørge og fortælle derom, og Alles Aasyn bærer Præget af dyb Sorg. Allerede inat begyndte Udrustningen af to Linieskibe, „Skjold" og „Valdemar", samt Fregatten „Fylla", og imorgen skal her være ertraordinær Udskrivning af Alle, der kunne bruges til Søfolk, som her er stor Trang paa. — Den norske Søofficer Wedel-Jarlsberg, som var paa „Christian den ottende," er frelst, men fangen. — Tillands er der forefalden flere Smaabatailler uden stor Betydning.

Vi vente her en engelsk Flaade, „som skal varetage Englands Interesse," maaske paa den sædvanlige honette Maade.

27de Mai 1849.

I denne Uge ventes den russiske Storfyrste og Hr. Leuchttenberg til Kjøbenhavn for at tage Landet i Øiesyn og akkordere om Arvekonditionerne. De ville naturligvis blive modtagne med Jubel og kongelige 3 &’ s Hurra af alle brave danske Russere!! Ja det er en net Historie!!! Ligesom Frieren klæder sig i den Dragt, han ved, at hans Hjertenskjær bedst kan lide, saaledes pyntes ogsaa Kjøbenhavn med de Smykker, som bedst kildre de russiske Ørne, nemlig Kanoner. De vende rigtignok deres Mundinger fra Byen, og gid aldrig det uhyggelige russiske Svogerskab maatte kunne give dem den modsatte Retning!

10de Juni 1849.

Endelig er da det danske Forfatningsværk fuldendt, — og Danmark er indtraadt i de konstitutionelle Staters Række. Det, som i mange Aar var Gjenstand for Fremskridtspartiernes Ønsker og Andragender, er altsaa opnaaet, og det i langt fuldere Maal, end man tidligere havde anet. Dog er neppe nogen tilfreds, thi Fremskridtspartierne ønsker mere, Tilbagegangspartierne mindre. Dette er jo heller ikke andet end naturligt, thi hvad de første angaar, ere de vel tildels fulgte med Tiden, og 1848—49 tager. Frihed og Lighed i en ganske anderledes udstrakt Betydning end 1847, og de sidste ere nødte til at give Kjøb, men gjøre det nødigt. Naar du nu ikke desmindre snart vil høre, at yderste Venstre har bragt istand en overmaade loyal Adresse til Kongen i Anledning af Grundlovens Sanktion, er det naturligvis for at tilkjendegive, at man ved, at det ikke er hans Skyld, at Grundloven ikke er liberalere, da det af ham forelagte Udkast staar i saa Henseende betydeligt over den af Rigsforsamlingen vedtagne Lov. — Det er naturligt, at man i Norge vil sammenligne den norske og danske Grundlov og maaske mene, at den norske er mere fri, idet man i den danske vil savne Etkammersystem og suspensivt Veto, som man i Norge, og det vist med Rette, betragters. 47som Perlerne i Konstitutionen; men uanset disse væsentlige Mangler, tror jeg dog den danske er den frieste, idet nemlig den hele Forfatnings Grundvold, Valgloven, er bygget paa et langt liberalere Princip, nemlig enhver trediveaarig Mands Valgberettigelse uden Hensyn til hans Formue. Naar dette Princip først er anerkjendt, vil det inden ikke lang Tid føre til Demokratiets, fuldstændige Seier.

s. 48Mod Slutningen af Oktober Maaned 1849 afholdtes den polytekniske Examen. Rosings Studium havde omfattet alle specielle Grene af Kemien, ogsaa i dens Anvendelser i Industrien og i alle Retninger af det praktiske Liv. Med mere end almindelig Modenhed havde han tilegnet sig sin Videnskab, Professor Forchhammer ytrede endog, at Rosing havde løst sin skriftlige Opgave, som var han en gammel erfaren Kemiker. Derimod havde han aldrig havt synderlig Interesse for Mathematik og tog ikke Examen deri. Det var ogsaa naturligt, at et eller andet Fag maatte tilsidesattes for de mange Streiftog, han foretog paa Enemærker, som laa langt udenfor hans Examensstudium. I sin Interesse for Politik, indskrænkede han sig saaledes ikke til at være Tilskuer; han var helt med i det Liv, som da rørte sig om ham. Baade i Tale og paa Prent vedkjendte han sig sine frie Anskuelser, som han især søgte at gjøre gjældende i de skjæbnesvangre Dage under Thronskiftet; thi da var hans Frihedshaab for Danmark levende, og han kunde med sin fyrige Aand ikke fatte, at det danske Folk ikke strax afkastede Aaget. Med saa fri Tale i det endnu ikke frie Danmark tildrog han sig ogsaa Politiets Opmærksomhed og blev gjennem sin Onkel advaret om lidt mere Forsigtighed. Senere skrev han flere Stykker i Skillingsbladet, forfattede den væsentligste Del af en Adresse til Rigsdagen om Valgloven og deltog ogsaa paa andre Maader i det .politiske Liv.

s. 49Intet fandt dog saaledes Gjenklang i hans Hjerte, som det i Frankrig reiste Spørgsmaal om Arbejdernes Stilling i Samfundet. Hans Ønsker for deres Fremgang og Vel fortrængtes aldrig siden, ikke under hans Studier i Paris, ikke under de tunge Sygdomsaar i Edinburgh, ja indtil det sidste Aandedrag viede han Arbeideren sine Tanker og Kræfter. „Arbeiderspørgsmaalet," skriver han, „er et Livsspørgsmaal, som maa og kan løses, om man end ikke endnu har fundet den rette Besvarelse." Som virksomt Medlem af mangeslags Foreninger viste Rosing noksom sit Ønske om at arbeide med paa Virkeliggørelsen af Tidens Tanker. Han var ikke alene Stifter af, men ogsaa styrende Medlem i den polytekniske Forening. Desuden var han Medlem af Industriforeningen, Urtekræmmerforeningen og det skandinaviske Selskab; men fremfor de fleste af disse havde Haandværkerdannelsesforeningen hans særlige Interesse. Han deltog i dens Fester, holdt her i 1849 en Række Forelæsninger over Jordklodens Fysik og udkastede for samme Forening Plan til Grundlæggelsen af en Bogsamling, i hvilken han træffende udvikler Fordringerne til Folkedannelse og Folkeskrifter.

Efter at have levet sig saa dybt ind i de kjøbenhavnske Forhold, faldt det ham ikke let at reise derfra. Han havde ogsaa der, som han selv siger, nydt dansk Gjæstfrihed i fuldt Maal og levet i en Kreds af Venner, som delte hans Sympathier, og som han nu skulde lage Afsked med, maaske for stedse. Der var ogsaa dem, han aldrig saa igjen, og andre, med hvem han først mødtes, da han var hjemsøgt af Smerte og Lidelser. Desuden havde han fundet Lærere, som vandt hans Beundring og Hengivenhed og som ogsaa viste sin unge Elev den Gunst at drage ham ind i sin selskabelige Omgangskreds. Men fremfor Alle forlod han her sin faderlige Ven, som han baade i Sorg og Glæde kunde fortrøste sig til, som ved sin Indflydelse havde banet ham Veien dernede og beredt ham den Modtagelse, han fik. Uagtet nu saamange Baand knyttede ham til Kjøbenhavn, var han dog glad ved at komme hjem; som han selv sagde: „han gik gjerne gjennems. 50Siberien, na nr Veim førte til Fredenksstad. " Det var derhos ei alene Fædrehjemmet, som drog ham saa stærkt tilbage, nten ogsaa Længselen efter at faa „nære med" hjemme i Norge, i den sociale og politiske Verden, saavelsom i Videnskabens, og allermest længtes han efter at være med at lægge Sten til Sten paa det store Værk Folkets Oplysning.

4

Fuld af Haab kom han hjem og fortsatte nu med Lyst og Iver sit kemiske Studium i sin Fødeby, hvor han tilbragte Vinteren hos sin Moder. Hans Arbeidsværelse blen snart forvandlet til et fuldstændigt Laboratorium, hvor han foretog en Mængde Undersøgelser; snart maatte Husholdersken bringe ham det ene, snart det andet, til Fornøielse for Husets Medlemmer, som Alle bleve indviede i Undersøgelsernes Udbytte. I Omegnen gjorde han Excursioner i geologiske Øiemed, og det slaar ikke feil, at adskillig Opmuntring og Moro forsvandt med ham, da han om Vaaren drog ind til Christiania.

Herinde syntes i Førstningen alt at føte sig efter hans Ønsker. Han blev forekommende modtaget af Professor Thaulow, dengang Docent i Kemi ved Universitetet, og fik ei alene Adgang til de kemiske Forelæsninger og til Laboratoriet, men der stilledes ham endog i Udsigt en snarlig Ansættelse som Amanuensis. Den daværende Funktionær stod nemlig i Underhandling om Kjøb af et Apothek, hvad der imidlertid dengang ikke blev noget af, hvorfor han indtil videre forblev i sin Stilling.

En Begivenhed af mere indgribende Natur indtraf kort Tid efter, idet Professor Thaulow pludseligt afgik ved Døden. Paa samme Tid, som dette Dødsfald berøvede Rosing en kraftig Støtte for hans videnskabelige Fremtid heroppe, stilledes der ham tillige herved et Maal, værdigt hans Anlæg og Virkelyst. Paa ubestemt. Tid blev Professorpostens Besættelse udsat, for at aabne Adgang til Konkurrence, og da kemiske Kundskaber paa den Tid vare en Sjeldenhed her i Landet, syntes der ei at være ugrundet Haab for Rosing om at naa dette Maal. Men oms. 51Vaaren 1851 blev Posten, som bekjendt, besat uden Konkurrence med den tydske Professor A. Strecker.

Saaledes svandt denne Udsigt, og Rosing overtog dersor en Post ved Gasværket, skjønt det faldt ham tungt enbog kun foreløbig at tilsidesætte sin Fremtidsplan. Han opgav den dog ikke, og i sin Fritid beskjæstigede han sig fremdeles med kemiske Studier og Underøgelser. Mere og mere gik Agrikulturkemiens Betydning op for ham; han satte sig derfor ind i Jordbrugssorholdene heroppe og deltog i adskillige Landbrugsmøder, saaledes paa Hamar, paa Frederikshald og i Sanbviken. Ved disse holdt han Foredrag, fremviste landbrugskemiske Præparater og ledede undertiden en Del af Diskussionerne.

Ethvert Foretagende, i hvilket man havde for Øie Folkeoplysningens Fremme, ethvert Skrift i denne Retning havde hans varmeste Sympathi, saaledes ogsaa det dengang netop begyndte Tidsskrift „Folkevennen." Men med jo mere Deltagelse han omfattede det, desto ivrigere paaviste han ogsaa be Mangler, han fandt derved. Jhærdigt fremhævede han Naturvidenskabens Betydning for et Folkeskrift som dette, thi hvilken anden Oplysning kunde som denne tjene til Folkets praktiske Fremgang og paa samme Tid virke dannende, forædlende og vækkende ved at udvikle dets Tænkekraft.

Paa samme Maade søgte han ved alle Leiligheder at gjøre gjældende Naturvidenskabernes indgribende Betydning for Livet. Navnlig tykkedes det ham dog at fremme denne Sag gjennem den polytekniske Forening, hvis Stiftelse og .første Udvikling helt skyldes ham, idet han, som hans Ven og Samtidige, Oberstløitnant Broch siger „formelig nødte gode Mænd til at gaa ind i denne Forening og selv ved Diskussioner og Foredrag holdt Liv i den, indtil den havde overstaaet sine Børnesygdomme. " Den talte dengang ikke mange Medlemmer, men blandt disse var flere ansete ætdre Mænd. Han knyttede ogsaa til denne Forening et polyteknisk Tidsskrift, af hvilket han var Hovedleder, og hvis første Aargange skaffede ham meget Arbeide, thi han sparedes. 52hverken Tid eller Møie for at tilveiebringe et afverlende og lærerigt Indhold. Der skulde paa de Tider ikke liden Jhærdighed til for at formaa dertil skikkede Mænd til at levere Afhandlinger for et saadant Tidsskrift, og man maa i Sandhed forbauses over, at Rosing kunde holde Liv i det, saalænge indtil det havde fæstet saavidt Rod, at dets Eristents var sikret.

4*

Ogsaa til „Norsk Folkekalender". gav han Bidrag og skrev desuden en hel Del Opsatser i forskjellige Blade og Tidsskrifter. „Aftenbladet" var dog hans stadige Organ. Det var hans Overbevisning, at Pressen skulde samle de spredte Kræfter i Samfundsarbeidets Tjeneste, at den er en Sandhedens Fremhjelper, ofte rigtignok en klodset, men dog en nyttig, og at det forholdsvis er uvæsentligt, at der er saameget Jur og Tøieri blandet med det Gode og Gavnlige, som Aviserne dog bringe frem. Naar han selv førte en Debat i Pressen, kom det ham lidet an paa, om Modparten fik det sidste Ord, naar kun han fik fremført til Oplysning, hvad han troede var det rette. „Der ligger liden Magt paa," siger han selv etsteds, „hvem der saar det sidste Ord; thi det som nytter er ikke dette, men Sandhedens Magt, som er i det, der er sagt, og den nytter altid. De, der anse Aviserne som et nødvendigt Onde, hvoraf det er bedst at have saa lidet som muligt, tro altfor ofre, at vi Bladskrivere — thi det nytter vel desværre ikke at negte, at jeg med adskillig Beføielse kan stemples med dette Navn — nærmest stræbe efter at have det sidste Ord; men de af os, som have fattet vor Plads og vor Pligt, ere ikke bange for at lade Modstanderen tale sidst, naar det er oplyst, som maatte og skulde oplyses, for at den tænkende Almenhed kan dømme. "

Med Opmærksomhed fulgte Rosing naturligvis Arbeiderbevægelsen her i Landet, hvoraf Resultaterne vistnok hverken bleve store eller sølgerige for Arbeiderstandens egne Vilkaar, men som dog havde en ikke ringe Betydning som Vidnesbyrd om Stemninger og Tilstande. Han søgte ikke Aarsagen dertil alene i enkelte Agitatorers Ophidselser, men var overbevist om, at Grundene laa langt dybere,s. 53i Fattigdommen, — Uligheden i Livsvilkaar, — Tidsaanden, og at, selv om Markus Thrane aldrig havde været til, vilde det dog sent eller tidligt være kommet til et Udbrud.

Der var i hans Opfatning af de Fattiges og Ubemidledes Livsvilkaar en Inderlighed, der gjorde ham rede til altid at undskylde og tilgive, selv om han ikke billigede deres Adfærd. De vare som en Del af hans eget Væsen; thi i Tanken oplevede og delte han med dem deres Kampe og Savn, han saa de Fristelser og Snarer, der omgave dem, og de Skranker, der stillede sig hemmende for deres Udvikling. Men han steg aldrig ned til blødagtig Ank. Som hans Medfølelse øgede hans egen Kraft til at arbeide, saa var det ogsaa hans Ønske at opmuntre dem til kraftige Foretagender, til selvvirksom Fremgang, til ved forenede Kræfter at jevne den tunge Vei og fremfor alt aldrig modløs og haabløs at lade Hænderne synke; i Aanden saa han den Dag, da disse mange ukjendte Brødre og Søstre ved Oplysningens Magt skulde hæves til en høiere Erkjendelse af deres Forhold til Samfundet. Inlet kan bedre karakterisere hans Følelser for den Fattige, end efterfølgende Smaaskitser, som egentlig kun ere afbrudte Begyndelser. De ere fundne blandt hans Papirer i den Form, hvori de her meddeles.

s. 54Tillad mig Læser at præsentere dig Hans Peter!

Det var en Løverdags Formiddag i Sommer han første Gang stak sit lille gullokkede Hoved ind af min Dør, som han med den ene Haand aabnede paa Klem, medens han med den anden fremrakte en Blomsterbuket. „Aa kjøb en liden Krands af mig; den koster bare en Skilling!" fremstammede han med en Stemme, hvori der laa saamegen Inderlighed, at man uvilkaarligt maatte bringes til at tro, at hans hele Velfærd beroede paa den foreslaaede Handel.

Jeg kunde derfor heller ikke modstaa hans Bøn, endskjønt jeg netop et Øieblik i Forveien af en anden Blomstergut var bleven forsynet med langt flere Blomster, end jeg egentlig havde Plads til; ilten da jeg just sad meget bekvemt i min Gyngestol, havde jeg i den overordentlige Hede, som dengang plagede baade dig og mig Læser! ingen Lyst til at reise mig og jeg bad ham derfor komme nærmere.

„Nei det tør jeg ikke, for Mo'r Malene har sagt at jeg bare skal stikke Krandserne ind af Døren."

„Hvorfor har „Mo'r Malene" sagt det?"

„Jo for hun siger, at naar Folk ser saadanne Filleunger, vil de ikke have Krandserne."

„Trøst dig du min Ven, jeg skal nok kjøbe Krandserne alligevel."

„Ja men saa maa De ikke sige det til Mo'r Malene, for ellers faar jeg Prygl."

s. 55Jeg forsikrede ham, at han kunde være ganske rolig derfor, da jeg ikke bavde Æren af den nævnte Dames Bekjendtskab.

„Kors! kjender De ikke Mo'r Malene? Det er hun, som har de peneste Blomster paa hele Torvet, for hun faar dem lige fra Botanigartneren paa Tøien."

Under disse Ord havde han vovet sig helt ind og han fremvisie nu det originaleste Kostume, som jeg i lang Tid har set og som jeg vil have stor Vanskelighed for at afmale. Hans Legeme var bedækket med et Netværk af Filler, som gjennem det Overdrag af Smuds, hvormed en lang Brug havde bedækket dem, vidnede om den mest forskjelligartede Oprindelse. Se her paa hans høire Skulder en stor, citrongul Lap, der sikkerligen engang havde været i fint Selskab og tilhørt et Medlem af det gule Kor, og lige ved Siden af denne en græsgrøn, der maaske havde været Vidne til mange ulykkelige Kandidaters Examensangst, thi en stor Blækklat i det ene Hjørne sagde mig, at den havde været Del af et officielt Bordteppe. Det solideste af hele Dragten var uimodsigeligt de to store Skindlapper paa Knæerne.

Ak! hvilken gylden Lære syntes ikke disse Skindlapper mig bestemte til at maatte prædike for den fattige Gut. „Kun paa dine Knæ vil du kunne komme frem gjennem Verden!"

„Naa! saa Mo'r Malena har de peneste Krandser?" tog jeg tilorde efter at have mønstret Guttens snurrige Dragt og atter lod mit Blik dvæle ved hans velsignede lille Hoved, hvis uskyldige Skjelmskhed og Renhed stak grelt af mod den Disharmoni, som herskede mellem Klædedragtens Elementer. Ja velsignet var i Sandhed dette Barneansigt, der havde.et saa gjennemsigtigt og klart Præg, at man troede at se lige ind i Barnesjelen, rolig og smilende som en Fjeldsø i Aftenglandsen.

s. 56Naar man aabner et Landbrugstidsskrift, venter man i Regelen deri kun at finde Afhandlinger om Eng og Ager, om Fjøsog Stald, om Harv og Ploug, om Smør og Ost og andre lignende solide Sager. Det er faldet mig ind, at det kunde være tilladt at berede dette Tidsskrifts Læfere en liden Skuffelse ved at gjøre en Undtagelse fra Regelen. Jeg har Lyst til for nogle Øieblikke at stille de duftende Enge og de bølgende Agre lidt i Skyggen, uden derfor at tabe dem af Sigte, jeg har Lyst til at lukke Fjøsdør og Stalddør, uden derfor at glemme de tro Venner, som jeg lukker inde, jeg har Lyst til at lade Harv og Ploug holde Søndag og tage for mig den, hvis Kald det er at forvalte og bruge alle disse gode og nyttige Ting. Jeg vil lade Landbruget danne Baggrunden, men midt i Forgrundens stærse Dagslys vil jeg stille Landbrugeren, som vel i egentligste Forstand maa kunne kaldes Landbrugets Formaal.

Se, der sidder han da en Søndag Eftermiddag paa en Huggestabbe udenfor Husvæggen og ryger af en liden stilkeløs Snadde. Ved Siden af ham i Græsset ligger en liden treaarsgammel Jentunge og piller Bladene af en Blomst, som Bedstemoderen gan hende, for at hun skulde være snis, mens Bedstemoder var i Kirke. I den aabne Dør staar Mo'r med det yngste Medlem af Familien paa Armen, og ved Siden af hende paa Træskelen sidder den tilkommende Odelsmand, som nys har fyldt sit sjette Aar. Naar den velvillige Læser, som ledsager mig paa min Udflugt faar Øie paa den lille Gruppe, netop som vi svinger fra Veiens. 57ind paa Tunet, vil han ikke kunne negte, at det Hele er ganske malerisk, hvortil det mosgroede Hustag og det prægtige, blomstrende Rognebærtræ, som har saaet Lov til at skyde i Veiret ved det ene Hjørne af Huset, ikke mindst bidrager. Vare vi Kunstnere, vilde vi formodentlig lade os nøie med dette umiddelbare og behagelige Indtryk; vi vilde finde det Hele saa fortræffeligt, at vi maaske strax vilde leire os paa hin store Sten indenfor Grinden, for i Ro at nyde dette Billede af „en Søndagseftermiddag paa Landet, " i hvis Gruppering vor yderligere Nærmelse kun vilde bringe Forstyrrelse. Ikke sandt, der hviler en Fred, en Tilfredshed, en Uskyld over denne landlige Familiescene, der i harmoniske Toner tilhvisker os et „Her er godt at være." — Hvor herligt maa ikke Landmandens Kald være! Hvor lykkelige maa ikke disse Mennesker være, som saaledes kunne leve sit hele Liv hen fjernt fra Verdens Strid og Tummel! Hvor god, hvor ufordærvet maa man ikke være her i Guds frie Natur, hvor alle Omgivelser synes egnede til at udvikle de ædleste Dyder og dulme alle onde Lidenskaber!

s. 58Sit Livsmed og sit Studium tro, søgte Rosing ved Udgangen af 1854 af det til Kunstneres og Videnskabsmænds Reiser i Udlandet bestemte Fond om Stipendium for at uddanne sig i Agrikulturkemi. Uagtet det samlede Fakultet og Kollegium ikke fandt, at Rosing kunde komme i Betragtning, fordi han havde et mere specielt og praktisk Øiemed med sin Reise, og uagtet Professor Strecker i hvert Fald ønskede Stipendiet uddelt til en anden Ansøger, fik Rosing det dog. Der var nemlig paa samme Tid lagt Plan til en høiere Landbrugsskole. Ansøgningen var derfor bleven modtagen med saameget mere Velvillie i det kgl. Departement for det Indre, som paa det varmeste havde anbefalet den til Kirkedepartementet og fremholdt Ønskeligheden af, at der til Stipendiet knyttedes det Vilkaar, at Stipendiaten skulde tilpligtes efter endt Studium at overtage Lærerposten i Agrikulturkemi ved den vordende Landbrugsskole. I de Fordringer, som Departementet stillede til Stipendiatens Kvalifikationer, karakteriseredes netop Rosing paa den mest træffende Maade, og der er ingen Tvivl om, at man har havt ham og ingen anden for Øie.

„Der var nemlig ingen af de ved et saadant Institut fornødne Poster, hvis heldige Besættelse var forbunden med større Vanskeligheder end denne; thi den krævede et alene en Lærer med mange og isærdeleshed her i Landet sjeldne Kundskaber; men en Personlighed, som foruden naturlig Begavelse, besad Evne til selvstændigt og med Kritik at benytte sin Videnskabs Lærdomme og Erfaringers. 59og til gjennem en belivet Fremstilling, skriftligt saavelsom mundtligt, at træde i Verelvirkning med Andre. Baade Hensynet til det nærmeste Formaal for Lærerens Virksomhed ligeoverfor Eleverne og til den Stilling, det vilde være ønskeligt han kunde indlage i en videre Kreds, gjorde det nødvendigt at sikre sig denne flersidige Dygtighed. Ganske vist maatte der stilles store Fordringer til den omhandlede Lærers Personlighed, og Departementet erkjendte villigt, at det et vilde være let at faa Posten besat paa en fuldkommen tilfredsstillende Maade; men der burde ialsald eftergives det mindst mulige i disse Fordringer ved Postens første Besættelse, da Stillingens Vanskelighed øgedes derved, at Læreren maatte arbeide under uprøvede Forhold ved en begyndende Læreanstalt, uden Veiledning fra en Forgjængers Methode, med andre Ord, han maatte bryde en ny Bane her i Landet".

Kirkedepartementet syntes fuldkommen at dele disse Anskuelser saaavel med Hensyn til Forudsætningerne angaaende Postens Besættelse, som at Rosing var selvskreven til samme. Heller ikke kunde Departementerne overbevise sig om, at Rosings Berettigelse til at komme i Betragtning ved den forestaaende Stipendieuddeling kunde gjøres tvivlsom, da man dog maatte erkjende, at den Uddannelse, han tilsigtede, var af videnskabelig Natur.

Fakultetets og Kollegiets Betænkning havde desuden dels af Praktikere, dels af Videnskabsmænd, dels inden de respektive Departementer fremkaldt en Række Udtalelser, officielle og underhaanden, som end mere styrkede det kgl. Departement i dets Anskuelse af Sagen. Der var saaledes paa den ene Side bleven fremhævet „Rosings sunde Opfatning af Kemiens praktiske Nytte for Landmanden," paa den anden „hans Klarhed og Liv i Foredraget, stilistiske Færdighed, hans grundige Kundskaber i Naturvidenskaberne, isærdeleshed i Kemi, hans Virkelyst, lette Opfatningsevne" og endnu meget mere. Og da besynderligt nok Professor Strecker selv havde givet den skriftlige Erklæring, ar „han kjendte ingen her i Landet med lignende gode Forkundskaber til Studiet af Agrikulturkemi," var der Grunde nok for Departementet til ats. 60støtte Rosing i Udførelsen af hans Fremtidsplan ved at give ham Stipendiet.

I Christiania havde Rosing ligesom i Kjøbenhavn forstaaet at tage Alting med. Fodture og Udflugter i forskjellige Øiemed nærede hans Kjærlighed til Omegnens maleriske Natur, og disse Indtryk bevarede han i deres Friskhed under senere Tiders Reiser i fremmede Lande. „Naar man har en Diamant, vil man gjerne vise den til sine Kjære", sagde han mange Aar efter, da han vilde overtale en Ven til at reise herind.

Ogsaa her nød Rosing Hygge og Adspredelse i selskabelig Omgang med flere Familier og i Vennekredse, hvor han var en afgjort Gjæst. Før hans Afreise til Udlandet gav en Del af disse ældre og yngre Venner og Kammerater ham en Fest, som han ofte mindedes med Erkjendrlighed. Flere ældre ansete Mænd deltog deri, og i den hele Tilstelning, i Aanden og Tonen laa en Anerkjendelse af hvad han havde virket og et Fremtidshaab, som ofte siden i mørkere Tider lød manende og opmuntrende. Den vennesæle General Theodor Broch medgav ham i hjertelige Ord „Ønsket om Held i Studiet af den Videnskab, som han havde viet sine Evner, og som han visselig vilde bære frem til noget Stort, thi man kjendte hans utrættelige Jhærdighed og vidste, at det var hans Lyst og Haab at gavne Fædrelandet." Dette blev i en hel anden Betydning, end det var ment, en Afskedsfest; thi da han vendte hjem igjen, var hans fysiske Krast brudt, og han samledes aldrig mer i muntert Lag med nogen større Vennekreds.

Der er ingen Tvivl om, at Rosing opgav ikke lidet fordelagtige Fremtids Udsigter ved at forlade tien Bane, der stod ham aaben, og reise ud for at forberede sig til den beskedne Stilling som Lærer ved en Landbrugsskole. Men her gjælder det, der ved en senere Leilighed er sagt, „han var en af disse faa lykkeligt udprægede Naturer, som hverken tage feil i Valget af deres Livsgjerning eller komme paa Vildspor under Brugen af deres Evner og Kræfter".

s. 61Det første Maal for hans Reise var den lille tydske Stad Tharand, hvor han ønskede at arbeite under Ledelse af den berømte Agrikulturkemiker, Professor Støckhardt, der dengang, ligesom endnu, var Lærer ved det derværende Akademi for Landbrug og Forstvæsen. Han vilde desuden der have Leilighed til samtidig med Arbeiderne i Laboratoriet at giøre sig bekjendt med Jordbrugets Theori og Praxis. Uagtet Skibet, som førte ham mod Syd, gik lige til Kiel, kunde han umuligt seile den danske Kyst forbi, uden at gjæste Kjøbenhavn, hvor han tilbragte et Par uforglemmelige Dage. Forøvrigt var Reisen i den kolde stormfulde Høsttid kun lidet interessant. Det eneste, der fængslede ham, var Møens Klint, som i det klare Maanelys tog sig end mere let og svævende ud i sin hvide Dragt. I Tharand som overalt banede Regjeringens Anbefaling ham en god Modtagelse; han følte sig derhos strax vel i den deilige lille Dal og glædede sig meget over de større Arbeiter, som efter faa Dages Forløb bleve ham betroede. Men om hans Glæder her, hans Længsler og Sympathier ville vi lade ham selv fortætte.

Tharand, 12te December 1855.

Kjære Venner!

Saa er jeg da her midt i „den vide, vide Verden" og lever under fremmede Forhold, med nye Beskjæftigelser, nyt Levesæt, nyt Sprog og med nye Længsler — efter det Gamle! Ja, endskjønt jeg spiser tydsk Mad og drikker tydsk Øl, endskjønt jeg taler Tydsk med Tydskerne fra Morgen til Aften, vende Tankerne dog stedse tilbage til Norden og til de norske Venner; tidt og ofte ønsker jeg, at jeg kunde trække Syvmilestøvler paa og gjøre en liden Afstikker halvandet hundrede Mile mod Nord for at besøge en kjær Kreds af store og smaa Venner i —gaden i Christiania. Ak Herregud, hvor deiligt og hyggeligt det dog skulde være atter at kunne tilbringe en lykkelig Asten i det lille Kabinet med de magelige Stole og den dæmrende Moderatørlampe, hvor man selv paa den koldeste Vinterdag ikke fryser, uagtet den knitrende Kakkelovn mangler, fordi der er saamegen aandelig og hjertelig Varmes. 62og fordi den gode Husmoder aldrig lader Ilden slukke i Forværelset. Men desværre, Jerusalems Skomager har Patent paa Syvmilestøvlerne og der ligger Lande og Riger og et stort Hav mellem Tharand og Christiania! jeg faar altsaa føie mig i Skjæbnen og lade mig nøie med at sende Tankernes Lokomotiv afsted paa Drømmenes Jernbane og betro mine Ønsker og Længsler til det turn-taxiske Postvæsens sikre, men sene Befordring.

Jeg befinder mig altsaa for Øieblikket udi den gode Stad Tharand, beliggende 2½ af de smaa tydske Mile sydvestlig for det deilige Dresden, netop hvor de saavel af Platou som Geelmuyden saa utilgivelig forglemte Floder Weisseri og Schløibach forene sine Bestræbelser efter at falde i Armene paa Fru Elben. Byen har, for at fuldende denne geografiske Skitse, henimod 2000 Indbyggere, et Akademi for „Land- und Forstwirthe" og udmærket skjønne Naturomgivelser. Disse ere forøvrigt nu tæt tilhyllede af et ægte norsk Snedække, som kun lader de grove Konturer komme tilsyne; men heldigvis kom Geografen netop tidsnok hertil, for allerede iaar at overbevise sig om, at de virkelig fortjene sit Ry. Endskjønt Egnen har en karakteristisk Bjergnatur — fnevre Dalfører og høie Fjelde —, saa ved jeg dog ikke at sammenligne den med noget af de norske Partier, som jeg kjender; dertil ere Formationerne altfor forskjelligartede og—som jeg synes—- Vegetationen for rig og afvexlende. Man kan neppe tænke sig noget skjønnere Punkt, end Tharander Sehlofsruin, der ligger et Par hundrede Fod over Dalbunden og netop i Centret for de tre Dalfører, hvori Byen er fordelt; det hele Landskab er saa fuldendt malerisk og har derhos et saa venligt og frugtbart Præg, at man aldrig kan blive kjed af at betragte det. En videre Udsigt harman, naar man gaar fra Ruinen forbi Professor Støckhardts smukt beliggende „Cottage" gjennem den lærerige Forstgarten med sine tusinde Arter Træer og Buske op til Königstein Terrassen; men herfra ser man alt formeget fraoven, hvilket i endnu høiere Grad er Tilfældet, dersom man fortsætter sin Vandring helt op til det saakaldte „Strohtempel" — 1100 Fod over Havet; hers. 63ser man Tharander-Dalen i fuldkomment Fugleperspektiv, og mod Syd ligger hele det sydsachsiske Plateau med Erzgebirge i Baggrunden. Holder man sig derimod nærmere ved Landjorden, saa har man paa alle Kanter omkring Byen de herligste Spadsergange; Tharands „heilige Hallen," en frodig Bøgeskov i Badethalen, og „stille Liebe," en ensom Sti gjennem en Lund af Gran og Birk, ere, siger man her, verdensberømte; de turde maaske ogsaa fortjene at være det i langt høiere Grad end mange verrufene Steder. — Undertegnedes ringe Person har efter megen Søgen endelig sundet sit Tilhold i „Gasthof zum Bade," om Sommeren et Slags Klingenberg for Tharand og Dresden, om Vinteren derimod i Regelen øde og forladt, med Undtagelse af de Leiligheder — og de ere ikke faa —, da Tharands Noblesse der holder sin „geselliger Verein" med Baller og Soiréer eller Studenterne sin „Schwuf," et Slags Concerts dansants. Sit Navn har mit Hotel faaet deraf, at der et Sted nede i Dalen, hvor Weisferi danner et Fald, er spigret sammen et Slags Heidekkers Styrtebad, en „Kaltwasserheilanstalt," hvor Dresdener Damerne om Sommeren forsøge at komme til Kræfter igjen efter de mange Geselligkeiten om Vinteren. „Gasthof zum Bade" ligger udenfor det egentlige Tharand, bvilket er mig ret kjært, da jeg saa er lidt fjernere fra den akademiske Ungdoms Tummel; jeg har et temmelig stort Værelse paa tre Fag og en 7 a 8 Alen til Loftet, samt et Sovekabinet, der, som alle lignende her, er uden Kakkelovn, — det er lidt koldt nu i 15° R. Kulde, men det er maaske nervestyrkende — og det er da altid en Trøst. Mit Værelse er heller ikke meget lunt, men takket være de gode sachsiske Stenkul og mine i sire Aars Praxis erhvervede pyrotekniske Kundskaber, — jeg forstaar dog at faa det varmt. Forøvrigt er jeg kun hjemme om Aftenen, da jeg nemlig hver Morgen Kl. 8 gaar i Laboratoriet, hvor jeg arbeider til Kl. 10, derpaa hører jeg Forelæsninger til Kl. 12. Det er nu Middagstid her; jeg traver da afsked til Bahnhof, hvor jeg maa være senest Kl. 12¼ for at spise Middag; ellers betales 2 Ngr. Mulkt. Lokalet er smukt og nyt,s. 64Maden — daglig tre Retter — meget god og Selskabet udelukkende Studenter eller, som de her kaldes, Akademikere. Jeg er saa heldig at være kommen med i det bedste Middagsselskab i hele Tharand; de fleste Deltagere liker jeg meget godt, hvilket jeg ikke kan sige om særdeles mange af de Herrer tydske Studenter, som jeg her har truffet paa. Øverst ved Bordenden sidder den unge, smukke Ungarer Baron Voy; De skulde se den Fyr med sit romerske Profil, det prægtige sorte Haar og de brillante Øine. Naar han spadserer om i sin korte, med røde Snorer kantede ungarske Kappe, Rytterstøvlerne og den spidse Hat, ønsker man, at man kunde male ham af! Paa den ene Side af Ungareren kommer Undertegnede og paa den anden Polakken Heyrowsky, saa følge Sachserne Engel og Hütner, Schwaben Frösner — en ægte Typus for en øldrikkende Bayrer og duellerende tydsk Student —, Preusserne von Lechow og von Hafden, Polakken Grev Wolusky nogle Anhalt-Køthere, Dessauere, Lippe-Detmoldere, Badensere etc. etc. — ialt en tyve tredive Personer. Efter Middagen gaar man i „Bütnerei," Hr. Bütners Kaffehus og læser sine Aviser, desværre lutter Kreuzzeitunger, Allgemeine Zeitunger, Dresdener Journaler o. s. v., og saa atter fra Kl. 2 til 6 paa Laboratoriet. Dette gjentager jeg Dag ud og Dag ind med en daguerrotypisk Nøiagtighed, og De ser altsaa, at jeg driver Studeringerne temmelig ivrigt; man siger ogsaa her: „der lange Norweger, er ochst fürchterlich in der Chemie," hvilket De vil forstaa, naar jeg siger Dem, at „zu ochsen" i det akademiske Kaudervelsk betyder omtrent det samme som at være flittig.

Det egentlige Studenterleben, saaledes som det her optræder i sin hele kindische Tydskhed, har ikke noget tiltrækkende for mig. Jeg drikker gjerne et Glas godt Waldschløschen Lagerbier; men jeg afskyr dette forfærdelige Biersauferei, som her gaar for sig; man kommer sammen om Aftenen paa Kneipen, man faar sig en Tøpfchen (Seidel) Waldschløschen, man „kommt einem seine Blume" — ɔ; sørste Slurk Øl — „einem andern ein Stück" — anden Slurk — og saa en tredie „sein Rest;" man faar sig Tøpfchens. 65No. 2 og kommer alle dem, som have drukket en til, „nach;" nu faar man Tøpfchen No. 3, No. 4 og saa fort videre, saalænge man formaar at tylle i sig. Og det er sandelig en god Portion; ti, tolv Tøpfchen er ingenting, net først naar man kan magte sine tyve, har man naaet et antageligt Kvantum; ja her findes et Pragteremplar, Schwaben Frøsner — „der beste Schlager und der beste Sauffer in Tharand" —, som kan drikke sine fem og firti Tøpfchen paa en Aften. Men han betragtes ogsaa som den uopnaaelige og misundelsesværdige Mester. For nogen Tid siden fik han et Brev fra Frøsner senior, hvori denne faderligen paalagde Do. junior ikke at drikke mere Øl, end han havde godt af, — femten Tøpfchen om Dagen, men heller ikke mere! Og naar DHrr. saa have drukket Vid og Forstand af sig, saa fremtræder deres anden Lidenskab, Lysten til at komme i Klammeri; man vexler nogle øllede Spydigheder og saa falder der en „dummer Junge," som er den her brugelige Formel for en Udfordring. Næste Dag, naar man nogenlunde har sovet Rusen ud, indfinde Sekundanterne sig; man bliver enig om at Sagen skal afgjøres ved en „Paukjunge" eller ved en ordentlig „Mensur." En Paukjunge er et meget tamt Slags Duel, man hugger i al Gemytlighed løs paa hinandens Hjelme, Masker og vel udforede Huggehandsker, indtil den fastsatte Tid er forbi; den, som har faaet de fleste Terzer, Kvarter etc., maa da spendere et „Fass Bier." Mensuren er derimod en temmelig alvorlig Sag, og om det nu kun sjelden hænder, at nogen af Parterne bliver paa Pletten, da Sekundanterne altid parere de værste Hug, saa flyder der dog altid Blod og man ser mangt et Ansigt med vansirende Ar efter saadanne Fornøjelser; thi Rapierne ere skarpe som Rageknive og Legemet blottet til Beltet. Lysten til at duellere er ikke desmindre meget almindelig blandt den akademiske Ungdom og at være en god „Schläger" eller „Pauker" har meget at betyde; ikke at have havt nogen Duel anses som et Slags Skam, og jo flere man har havt, jo større Ære nyder man. Sommetider, naar Tharanderne gjæste sine freibergske Brødre, bliver man enig om, at alle Fuchser, det er dem,s. 66som endnu aldrig have duelleret, skulle søge sig ud et tilsvarende Antal Modstandere og saa gaa løs, for paa denne Maade at faa den Ære at kaldes „Bursch." Freibergerne og Tharanderne have et Ry over hele denne Del af Tydskland som gode Fegtere, og for at holde dette vedlige, vil en Freiberger og to Tharandere strax efter Juleferien give „Gastrollen" i Leipzig.

5

Disse Par Træk synes mig nok til at karakterisere det menneskelige Species, som man kalder tydske Studenter; man skulde ikke kunne tro, at de Herrer vide, at de leve i et civiliseret Samfund og midt i det nittende Aarhundrede; hvilken Forskjel, naar man tænker paa vore norske Studenter! — At dette Leben og dette Væsen ikke just tiltaler mig, kan De nok vide; jeg holder mig derfor i en passende Afstand fra alle ægte Typer og vælger min Omgang mest blandt Ikketydskere, som her er mange af fra alle Verdens Kanter, fra Rusland, Polen, Ungarn, Bøhmen (Czekere), Holland, Frankrigs Tyrkiet, Danmark, Sverige og Norge. Jeg har saaledes her truffet to unge Landsmænd, som begge studere Forstvidenskab; Danmark er repræsenteret af Løitnant Baron Dyring-Rosenkrands og Sverige af en Nyberg. Mine nærmeste Omgangsvenner ere Dr. Hellriegel og Mr. Tisserand, „ Chargé de mission agricole par le gouvernement français, " en særdeles dannet, kundskabsrig og elskværdig Mand, som vil blive mig til uberegnelig Nytte, da han vil give mig Anbefalinger til de første Mænd af Faget i Frankrig og England. Han bliver her tre Maaneder for at undersøge forskjellige sachsiske landekonomiske Forhold; han reiser bestandig for sin Regjering og skriver blot Regning over hvad han bruger; han har saaledes været halvandet Aar i England, et Aar i Belgien og Holland, et halvt Aar i Danmark, og vil senere opholde sig et lignende Tidsrum i Spanien, Italien, Grækenland og — Norge. Om vort Fædreland har han neppe synderlig bedre Besked end de fleste andre Franskmænd; det lader til, at det er vor Rulleharv, „the norwegian harrow," som har givet ham de bedste Tanker om det mystiske Norge.

Tharand, December 1855.

Kjære Ven!

Her, hvor jeg den hele udslagne Dag færdes mellem Fremmede, kommer stundom Hjemveen eller egentlig Længselen efter gamle Venner saa stærkt over mig, at jeg gjerne kunde falde paa at tage Benene paa Nakken, dersom jeg ikke var et saapas koldblodigt Menneske, som jeg er, og koldblodige Mennesker lade Legemet ganske mageligt blive liggende tilbage paa Sofaen og røge sin Pibe, medens Tankerne vandre om. Tidt valfarte de op til ultima Thule og tidt besøge de dig, min gode, min kjære Ven. Det er dog underligt, hvor let og hurtigt man bliver vennekjendt med Enkelte! Da jeg havde talt to Gange med dig, syntes jeg alt, du var en gammel, fortrolig Ven, og dog tror jeg ikke just, at nogen af os hører til dem, med hvem man let kan gjøre fortroligt Bekjendtskab. Naar jeg i denne kolde Vintertid har faaet min kolde „Bude" godt geheitt og ovenpaa en flittig og vel nyttet Dag vil giøre mig det rigtig koseligt, saa fordyber jeg mig i min magelige Sosakrog og indbyder i Tankerne en eller anden god Ven fra Norge ned til mig, for at slaa af en liden lun Passiar. Du har saaledes ofte været min Gjæst og siddet i den anden Sofakrog og „spist ved mit Bord og drukket af mit Krus", og du og jeg har da havt det saa hyggeligt, at du ikke kan tro det. Naar du saa endelig har sagt, at du maatte gaa nu, da du havde langt hjem og skulde læse hos Nissen imorgen, saa har jeg jo maattet finde mig i det, men siden har jeg taget frem en Bog, som skal have den Ære at reise rundt Europa med mig, og læst:

„I Dage, I mine
skjønneste Dage —
komme I aldrig
atter tilbage"

indtil

„over det straalende,
stigende Fjerne
glimter og blinker
Morgenens Stjerne".

5*

s. 68Jeg, som er en saa god Kosmopolit, jeg havde virkelig ikke troet, at jeg skulde komme til at lide saaledes af Hjemve, men — Natur am furca etc. etc. ! Imidlertid maa du ikke forestille dig mig som En, der bare gaar og drømmer om det Fjerne og Forbigangne, det er Undtagelsen; dertil er jeg altfor meget et Nuets og et Fremtidens Barn.

Jeg er lykkelig ved endelig at have faaet Haab om og Midler til engang i Tiden at komme paa min rette Hylde her i Verden; mit Studium interesserer mig i allerhøieste Grad og jeg tør sige, jeg driver det med Iver og Kraft. Det var en god Ide af mig først at gaa hid, da jeg her baade har al ønskelig Anledning til at gjenopfriske mine gamle og ikke endda saa daarlige kemiske Kundskaber og til at erhverve mig nye, og da jeg her har truffet paa dygtige og velvillige Mænd. Stöckhardt er en aldeles udmærket Mand, jevn og ligefrem i sit Væsen, og dertil har han et skarpt Hoved og et godt Hjertelag. Jeg havde ikke været her længe, før vi, saa tror jeg ialfald, vare blevne de bedste Venner af Verden. Jeg fik strax aldelts uhindret Tilladelse til at arbeide i Laboratoriet hver Dag, medens det ellers kun er aabent for de Studerende to Gange om Ugen. Denne Tilladelse benytter jeg ogsaa aldeles bogstavelig, idet jeg hver Morgen Kl. otte er første Mand paa Pletten og hver Aften den, som laaser igjen Døren. Imidlertid har jeg dog havt enkelte Anledninger til ogsaa at studere det egentlige „akademiske" Liv samt Noblessens Selskabelighed

Om Norge og norske Forhold har jeg nu i to Maaneder saagodtsom intet hørt; Rubriken Norwegen har jeg hidtil ikke fundet i nogen af de mange tydske Aviser, som jeg regelmæssig kiger i hver Dag, og Breve har jeg kun faaet fra min Moder, som skriver om Familieanliggender og idethøieste om frederikstadske Forhold. Jeg beder dig derfor indstændig om, naar du, meget snart, skriver mig et langt Brev til, at fortælle mig ont alt muligt, Polytekniken. Tidsskriftet etc. etc. — Manuskript skal blive sendt om nogle Dage.

Meissen, December 1855.

En i al Beskedenhed ytret Tvivl om den sachsiske Landvins Godhed forskaffede mig en Indbydelse til et Julebesøg i den sachsiske Vinavls egentlige Centrum, den gode gamle Stad Meissen, der i sin skjønne Beliggenhed og sine mærkelige Fortidslevninger besidder en saa rig Skat af Tillokkelser for den Fremmede. Da derfor efter to i al Stilhed tilbragte Juledage Solen Trediedags Morgen sendte sine forførende Straaler ind gjennem Vinduerne, skyndte jeg mig afsted til Jernbanestationen og var en halv Time senere i Dresden. — Naar man fra Hamburg reiser over Magdeburg og Halle til Dresden, da kan man, saa snart man har passeret det holstenske Gebet, uden at tabe synderligt i det Nærværende gjerne lukke Ørnene og i al Magelighed overgive sig til behagelige Drømme om det Forbigangne og det Kommende, ligeindtil man er midt inde i Sachsen, dersom man blot i Magdeburg ikke glemmer at benytte de Par Timers Standsning til at besøge den ærværdige Domkirke, en af den gothiske Bygningskunsts ædleste og skjønneste Frembringelser. Først naar man er kommet nogle Mil forbi Leipzig og lave Bjerge begynde at afbryde Horizontens kjedelige Ensformighed, egner Landskabet sig til at fængsle den Reisendes Opmærksomhed og det i stedse stigende Grad, eftersom man nærmer sig Sachsens Hovedstad. Selv nu, da en fuldkommen nordisk Vinter havde kastet sit Sneslør over Aasryggene, havde Egnen fra Dresden til Stationen Niederau en smuk og eiendommelig Karakter, himmelvidt forskjellig fra ethvert nordisk Landskab; de forstmæssigt opelskede, regelrette Naaletræplantager og den stærke Bebyggelse umuliggjør enhver Sammenligning med nordiske Egne, og de forunderligt terrasserede Dalvægge med de lange Rader hvide Mure lære os snart, at vi ere midt inde i et Vinland og det vel omtrent det nordligste, hvor Vinavlen kan siges at have nogen egentlig statsekonomisk Betydning. Man anslaar nemlig for Sachsens Vedkommende det Antal Mennesker, som er beskjæftiget med Vinavlen, til henved 8000 og Værdien af den gjennemsnitlige aarlige Produktion til 300,000 Thlr.

s. 70Fra Jerbanestationen Niederau fører en af disse kjedelige, aldeles snorlige Chausseer, som aldrig synes at tage af, til Meissen. Ved den smukke Landsby Köln naar man Elbstranden og strax derpaa passerer man den ved sin vexlende Skjæbne mærkelige Meissener Bro, der allerede nævnes i Dokumenter fra det trettende Aarhundrede. Flere Gange er den bleven ødelagt af den stærke Isgang, som Vaarsiommen ofte fører med sig nedover Elben, og flere Gange er den bleven hjemsøgt af Krigens Ødelæggelser. Den nærværende Bro, som har staaet sin Prøve i den voldsomme Elbflom 1845, er bygget 1814 og bestaar af mægtige Stenpillarer forbundne med Træbuer. Det var i Sandhed et smukt Skue, som frembød sig, da vi passerede Meissener Broen; til begge Sider den brede, bugtede, nu islagte Flod med en Vrimmel af Skøiteløbere og „Stuhlschlitten"-farere; en face den gamle, tildels amfitheatralsk anlagte Stad med sine Taarne og Spir og indsluttet af lave Aaser. Om Sommeren, naar disse ere overklædte med Vinløv og Druer og Morgensolen kaster sine første Streif ned gjennem Floddalen og beskinner Slotsbjergets Laarnklynge og Bjergtoppene, vil neppe nogen, som er saa lykkelig at befinde sig paa Meissener Broen, kunne undslaa sig for af ganske Hjerte at istemme de gode Meissenerborgeres Udraab: „Ach Meissen, du bisi reizend! "

Alt i denne By tyder paa Fortiden; snevre og i alle mulige Retninger slyngede Gader, som mange Steder danne en formelig Labyrinth, Huse med taarnformige Gavle og buede Vinduer, Levninger af Mure og Befæstninger o. s. v. Noget bestemt Tidspunkt for Byens Anlæg kan neppe angives, men rimeligvis blev den grundlagt under Keiser Henrik I, som, for at sikre sig Besiddelsen af det fra de hedenske Sarber erobrede Meissenerland, her byggede en fast Borg (der Wasserburg ved Foden af Slotsbjerget) og indsatte en Borggreve; allerede under Keiser Henriks Søn Otto I blev Meissen Sædet for en Biskop og fra denne Tid af omtales Staden oftere i Historien; i de store Krige blev den jevligt hemsøgt af erobrende Armeer og plyndrendes. 71Fiender, som tidt met Ilt og Svært bragte den sin Undergang nær. For Tiden tæller Meissen omkring 9000 Indvaanere, hvis væsentligste Næringskilde formentlig Elbhandelen maa kaldes.

Mod Nord begrændses Byen af de to isolerede Bjergrygge, Slotsbjerget og Afrabjerget, der temmelig steilt falde af til alle Sider og bestaa af Egnens almindelige, kjødrøde Granit, som gjennemsættes af talrige Porfyrgange. Paa Toppen af Slotsbjerget, hvis østlige Skraaning gaar lige ned til Elbstranden, ligger Meissens ældste og mærkeligste Bygninger samlede i en tæt Klynge, og derfor er ogsaa den Fremmedes første Vandring rettet mod dette Punkt. Naar man har forladt de sidste opover Foden af Bjerget løbende Gader, maa man klatre opover en Mangfoldighet af uregelmæssige Trapper og Afsatser for endelig gjennem en lukket Gang (under Bischofshof) at komme op paa Slotspladsen, hvis Sydside indtages af Bischofshof og i hvis Midte Domen ligger, medens Albrechtsburg danner dens nordøstlige Vinkel; alle disse Bygninger slutte sig nu umiddelbart til hverandre saaledes, at Albrechtsburg og Bischofshof danner en sammenhængente hesteskoformig Masse, fra hvis indre Vinkel Domen løber ud.

Den første Grunt til Meissener Domen lagdes i Midten af det tiende Aarhundrede af Keiser Otto I, men det varede hele fire Hundrede Aar, inden det ved flere lange Afbrydelser forsinkete Værk naaede sin Fuldendelse, og et stolt Syn maa det i Sandhed have frembudt, da det stod der i sin Helhed. Selv nu, da de to mægtige Hovedtaarne, efter gjentagne Gange at være lagte i Grus af de oprørte Elementer og atter gjenopreiste, endelig have maattet vige Pladsen for et fladt Galleri, selv nu, da de talrige Forsiringer ere forvitrede, da den blege Pirnaer Sandsten er aldeles overklædt med dunkelfarvet Mose og flere met Bygningens oprindelige Plan uoverensstemmende Tilbygninger ere klinede ind i Vinkler og Kroge, er denne Dom, ved sin Stils Renhed og Simpelhed og sine ædle Forhold, utvivlsomt et af de skjønneste Mindesmærker af gothisk Kunst. Blandt Kirkens ydre Partier udmærker sig især det gjennembrudte taktede Taarn med sin slanke, ottekantede Pyramide,s. 72Korskorets herlige Gavl og det saakaldte Johanneskapel, som alt skriver sig fra den tidligste Periode af den gothiske Stil. Men hvor smukke Enkelthederne i Kirkens Ydre end ere, saa formaa de dog ikke at udslette Indtrykket af noget Manglende og Ufuldstændigt, som især fremkaldes ved det brede Taggalleri, der har maattet erstatte Tvillingtaarnene, og den Anelse, man derfra henter om Kirkens Indre, bliver derfor aldeles feilagtig. Thi træder man ind gjennem Hovedportalen og standser under Orgelkoret, saa gribes man uvilkaarligt af det herlige og opløftende Totalindtryk, af dette prægtige Hvælv med sine majestætiske Pillarer og slanke Søiler. Kirkens Indre har Formen af et latinsk Kors, hvis Skaft bestaar af Skibet og hvis to Udledninger mod Nord og Syd danne Armene, medens Koret er Korsets Spids. Skibet mindede mig om Magdeburgerdomen baade ved sin Form, ved sine Søiler med deres rigt forsirede Kapitæler og ved sit skjønne Material, Pirnaer Sandstenen. Koret er skilt fra Skibet ved et høit Galleri, der bærer et Par Helgenstatuer, og til hvis ydre Væg Alteret slutter sig. Altertavlen er mallet af Lucas Cranach og fremstiller i forskjellige Felter Lidelseshistorien og Abrahams Offer. I den forreste Del af Koret findes Domherrernes Stole, alle dækkede med Baldakiner og adskilte ved rigt ornamenterede Søiler; i Bunden staar Høialteret med et Billede, som min Cicerone foregav at være malet af Albrecht Dürer. Paa Væggene til høire og venstre for Alteret er anbragt fire simple Konsoler, der bære Statuer af Keiser Otto I og hans Gemalinde samt Apostelen Johannes og en kanoniseret Biskop, af hvilke de to første ere rigt malede og forgyldte. I et af Korets Vinduer er den oprindelige skjønne Glasmosaik endnu fuldstændig forhaanden, og i et andet findes et ubetydeligt Brudstykke deraf. I den Koret modsatte Tel af Kirken var den oprindelige Hovedindgang, men dens fortrinlige Portal er nu indbygget i et Gravkapel, hvori en talrig Skare af Fyrster og Bisper hvile.

Da jeg af egen Erfaring ved, hvor lidet tilfredsstillende selvs. 73den bedste og nøiagtigste Beskrivelse af Gjenstande som nærværende, der kun gjennem Anskuelsen rettelig kunne gjøre sig gjældende, altid bliver for Læseren, skal jeg lade det blive ved disse Antydninger af det Hovedsagelige og aldeles forbigaa de talrige Kapeller og Tilbygninger, som Kirken gjennem Tiderne har faaet. Hellerikke skal jeg indlade mig paa nogen Opregning af de mange historisk berømte og mærkelige Personer, hvis Levninger Meissener Domen gjemmer i sit Skjød, og hvorom min Cicerone med saadanne Folks sædvanlige Tungefærdighed fortalte mig løst og fast. De hvile med Fred disse høie Herrer og ædle Fruer, hvis Billeder træde os imøde ved hvert Skridt, vi gjøre henover deres rigt indlagte Ligstene, af hvilke mange have en endnu større Interesse for Kunstneren end for Historikeren. Billederne ere alle fremstillede en face og meget fladt holdte, men dog synes flere af disse Broncefigurer at træde lyslevende ud af Stenene. Sagnet vil vide, at vore skandinaviske Brødre, Svenskerne, som under Carl XII gjæstede Meissen, have fundet saa stærkt Behag i flere af de gamle Ridderes og Bispers Sølvkontrafeier, at de have taget dem med sig hjem, og vist er det, at mange Ligstenes Udhulinger ere tomme. — Bar saaledes denne Kirke udstyret med Kunst og prydet med Kostbarheder, saa var den dog hellerikke mindre rigt begavet i andre Henseender. Der berettes saaledes, at der ved den var ansat henved 200 Geistlige — Messepræster, Kapellaner, Vikarier og hvad de nu alle kaldtes — og en saadan Uendelighed af Messer læstes, at uagtet 56 indviede Altere benyttedes uafbrudt Dag og Nat, saa var det dog nødvendigt at erholde en speciel pavelig Tilladelse til at have flere smaa løse Altere, som alt efter Behovet opstilledes rundt om i Kirken. Men — Reformationen kom, Sjelemesserne ophævedes og af de 200 Geistlige blev kun en tilbage. Kirken har nu ikke engang nogen fast Menighed, og af dens rige Indkomster er der dannet et almindeligt Understøttelsesfond for Kirke- og Skolevæsenet.

Det biskoppelige Palads med sit runde Taarn er ogsaa flere hundrede Aar gammelt, men det har gjennem Tiderne undergaaets. 74saa mange Forandringer i det Ydre og Indre, at det nu, med Undtagelse af de smukke hvælvede Lofter, er blottet for enhver arkitektonisk Interesse; over Indgangsporten findes besynderligt nok det keiferlige Baaben med Indskriften Carolus V.

Omtrent samtidigt med Biskopspaladset byggedes Slottet Albrechtsburg, som indtager den nordøstlige Vinkel af Slotsbjerget; hellerikke det har beholdt meget tilbage af fordums Herlighed. Imidlertid har dog dets Hovedparti, den østlige Fløi, som støder umiddelbart til Domens Nordside, endnu bevaret sit karakteristiske Præg. Over de fire Rækker smale og spidse Vinduer kneife de høie Gavle med sine i Skikkelse af forskjellige Dyr fremspringende Forsiringer, og fra Bygningens Midte udtræder i Form af en halv Ottekant det nyligt restaurerede Trappetaarn, et fuldkomment Mesterværk og den interessanteste Del af hele Slottet. Taarnets nederste Del har tre spidsbuede Døre, hvoraf de to føre ind til smale Trapper, som kun gaa op til første Etage, medens den tredie Dør fører ind til den store og prægtige Vindeltrappe, som fortsættes helt op til Loftet og i hver Etage udvides til en aaben Hal eller et Slags Altan. Af Slottets Indre ere nu kun de nøgne Vægge tilbage, men at heller ikke de ere at foragte, vil enhver indrømme, som skuer op under de herlige gothiske Hvælvinger, under hvilke nu Kunsten og Industrien har fundet et beskyttende Ly. Thi i de sachsiske Fyrsters fordum saa pragtfulde Sale sidder nu en talrig Skare af flinke Kunstnere, som forvandle Erzbjergenes hvide Ler til det berømte Meissener Porcellæn.

Den Reifende, som med sin Handbuch i Lommen opsøger alle de Slotte og Paladser, som ligge paa hans Vei og liberalt aabnes for hans skuelystne Blikke, bliver tilsidst saa træt af al denne døde Pragt, at han, naar han træder ind i Albrechtsburg og hverken finder bonede Gulve eller venetianske Speile, men i dets Sted en Mængde virksomme Mennesker, som med kunstfærdige Hænder forme og male en Mangfoldighed af smukke og nyttige Gjenstande, ingenlunde føler sig skuffet, men tvertimod paa ens. 75behagelig Maade overrasket. Saaledes gik det ialfald mig; efterat jeg ved i et Par Timers Tid at vandre om i Domkirken lidt efter lidt havde levet mig ind i de Tider, hvis Værk den er, og uvilkaarlig var bleven forstemt og nedtrykt ved at tænke paa al den krasse Overtro, alt det aandelige Mørke og den Stagnationens Aand, som her engang var forkyndt og befæstet, udøvede al den travle Virksomhed en forfriskende og velgjørende Virkning paa Sind og Sands, fordi den atter saa levende hensatte mig i min egen Tid, i Forskningens og Fremskridtets, Virksomhedens og Bevægelsens Tid. Man behøver hverken at være Tekniker eller Fabrikant for med Fornøielse at se Meissens berømte Porcellænmanufaktur; de fleste Processer ere saa anskuelige og have saameget for Øiet, at de ere forstaaelige og interessante for Enhver. Her ser man det hvide plastiske Ler paa den simple og ældgamle Maskine, Pottemagerskiven, under den øvede Arbeiders Haand forvandle sig til Vaser og Skaale; hist trykkes det i Former af Gips og bliver til Hoveder, Hænder, Blomster, Blade og lignende Elementer, hvoraf atter en Skare Kunstnere sammensætte Figurer, Grupper o. s. v. Nu bringes alle disse Sager i en Ovn og brændes svagt, hvorpaa de overgives til andre Arbeidere, som male og forgylde dem, førend de anden Gang brændes. Hver Arbeider udfører kun sin bestemte Specialitet af Arbeidet, og de færdige Sager have derfor passeret en Mængde Hænder, førend de have naaet sin Fuldendelse. Nogle Arbeidere bestille ikke andet Aar ud og Aar ind end med Polerstaalet at give det efter Brændingen matte Guld sin metalliske Glands, nogle dyppe de engang brændte Sager i et Glas-Fluidum, hvoraf en væsentlig Bestanddel er Feldspath, som man sagde kom helt fra Sverige. I et stort Værelse sad Fruentimmer, som ved Hjelp af fine Pensler pyntede sine Porcellænsøstre med de fineste Spidser og Kniplinger af Ler. Alt, hvad denne Fabrik leverer, er i sin Art fuldendt, og maa, saalænge det blot bedømmes fra et teknisk Standpunkt, kunne taale enhver Sammenligning; man giver sig her aldeles ikke af med saadant Dusinkram, som blandt andet Berlin bringer i Handelen,s. 76og navnlig turde Porcellænsmaleriet her staa høiere end ved de fleste andre Fabriker. Der er ogsaa gjort alt for at erholde dygtige Malere, idet der dels ved Fabriken bestaar en egen Tegneog Kunstskole, og dels Malerpersonalet rekruteres fra Akademiet i Dresden. Derimod vil en lutret Smag have meget at udsætte paa de allerfleste af de kostbare Sager, som i rigt Udvalg ere opstillede i Ubsalgsværelserne, thi Rococcoslilen aabenbarer sig ikke mindre i Vasernes fordreiede Former, end i Figurgruppernes Kostymer. Dette har imidlertid sin simple Grunb deri, at den sachsiske Regjering ikke betragter Fabriken som en Kunstanstalt, der skal udbrede gob Smag, men som en indbringende Spekulation, der skal give det i Forhold til Udgifterne største Nettoudbytte; og da man nu fra tidligere Tid af har en overordentlig righoldig Samling af kostbare Modeller og Former, saa benytter man dem saa længe Publikums slette Smag giver Fabriken god Afsætning. I denne Henseende har det vel hellerikke for det første nogen Nød, og saavidt jeg har kunnet erfare, giver den et anstændigt Overskud. Det er derfor ikke mere end billigt, at man har vist den egentlige Grundlægger af denne Anstalt den Ære at opstille hans Buste i et af Værelserne, endskjønt man jo heller ikke i levende Live lod ham lide Mangel paa Æresbevisninger. Thi da den forhenværende Apothekerlærling Johan Friebrich Böttger under sine Bestræbelser for at skaffe sig gode Smeltedigler til sine alkemistiske Forsøg aldeles tilfældigt var blevet ledet til Opfindelsen af et Slags brunrødt Porcellæn, blev han af den sachsiske Regjering opbøiet i Friherrestanden og overøst med kostbare Foræringer. Alligevel var og blev han sin hele Levetid en ulykkelig Mand. Medens han endnu var i Lære i Berlin, havde han sundet paa at agere Guldmager, og da han siden paa Grund af Uærlighed var bleven nødt til at løde bort fra sin Principal, anvendte den preussiske Regjering, som skjænkede Rygtet om hans foregivne Kunst Tiltro, alle Midler for atter at faa en saa nyttig Person tilbage; da imiblertid Kongen af Sachsen, til hvis Hovedstad Flygtningen endelig var kommet frem, ogsaa mente at kunne have Brug fors. 77alt det ædle Metal, som Böttger kunde producere, negtede han at udlevere den foregivne Guldmager, som derimod fra nu af skulde arbeide for kongelig Regning. Men da man naturligvis maatte finde det rimeligt at en Mand, som var i Besiddelse af de Vises Sten, helst vilde være sin egen Herre, satte man ham under streng Opsigt og tilsipst i fuldstændigt Fangenskab, der ikke formildedes, da han (1704) istedenfor Guld havde fundet Porcellænet. Thi saa stor Pris satte man paa denne Opfindelse, at man indræmmede Böttger Laboratorium — og Fængsel — i det kongelige Slot Albrechtsburg (1705) ; og da Carl XII gjorde Indfald i Sachsen, flyttedes Fangen, af Frygt forat Fienden skulde sætte sig i Besiddelse af den nye Kunst og dens Opfinder, til Fæstningen Königsstein.

Tharand, 1ste Pintsedag 1856.

— — Imorgen tidlig tiltræder jeg en Reise til den østlige Del af Sachsen og muligvis lidt ind i preussisk Schlesien. Jeg vil nemlig i Forening med en amerikansk Kollega Mr. Storer fra Boston, der ligesom jeg fortiden studerer Agrikulturkemien under Stöckhardts Ledelse, besøge endel store Godser i Lausitzer Egnen, hvilke drives paa kemisk Maner med Guano, Benmel o. s. v., og af hvilke nogle endogsaa have afskaffet alt Kvæg. Stöckhardt har da naturligvis instrueret os og udrustet os med en Rundskrivelse til sine mægtige Venner og Velyndere, saa vi ere visse paa baade at lære noget og at blive godt modtagne.

Jeg glæder mig inderlig til en saadan liden Forfriskningsreise, thi naar man Dag ud og Dag ind fra Morgenen tidlig til Aftenen sent koger og filtrerer, saa bliver det en formelig Fornødenhed engang imellem at flygte fra Laboratoriumsatmosfæren ud i den frie Natur og lugte lidt Eng og Skog. Dog — jeg vilde gjøre Tharand Uret, dersom jeg sagde, at man ikke her lugter Eng og Skog! Jeg behøver blot at lukke Vinduet op, for at faa idetmindste Duften af Skogen lige ind i Stuen til mig, og naar jeg gaar min vanlige Gang fra min Bolig til Akademiet eller fra Akademiet til Banegaarden, hvor jeg spiser Middag, das. 78inddrikker jeg med hvert Skridt en af Blade og Blomster gjennemaandet Foraarslugt. Ja! et Foraar har udfoldet sig her, hvis Mage jeg endnu aldrig saa; vor lille Dals bratte Sider variere Themaet „Grønt" fra Birkens fineste og luftigste Skjær til Granens alvorlige Dunkle. Medens Bøgen giver den altgjennemstrømmende Grundtone, dukker de blomstrende Æbletræer hist og her op for ligesom lette Triller at afbryde Themaets Ensformighed. Naar man ser al denne beilige Foraarspragt, naar man sværmer lidt om paa alle de mangfoldige skjønne Spadsergange, naar man hviler et Øieblik ud paa en eller anden af disse fortryllende Udsigter, da vil man let kunne forstaa, at Kurfyrst August den Stærke heller vilde miste en hel Provinds end den lille Plet Tharand. Og naar man elsker Naturen og Skogen og Foraaret og Blomsterne saa høit som jeg, da vil man kunne forstaa, hvorfor jeg aldrig kan tilbageholde et stille Suk, hvergang jeg kommer til Akademitrappen og maa for mange Timer sige al denne Herlighed Farvel, for — ja tænk dig bare! — for kemisk at undersøge Foraaret i Skikkelse af alskens Blade og Knopper. Men ak! — jo mere jeg koger og extraherer, desmere forsvinder Foraarsstoffet og den blege Cellulose bliver alene tilbage!

Rolighed og Ensomhed er det eneste, som det tharandske Paradis ikke kan byde den, der vil lytte til Naturens Hjerteslag. Hundreder af Mennesker gjæste os hver Dag, og om Søndagene kan Jernbanen neppe føre frem alle, som ville med, for at spadsere i „die heiligen Hallen" eller høre lidt af vor Musik; thi vi have ikke mindre end to Musikkorps, som hver Dag give Koncerter.

Tharand, 30te September 1856.

Endelig er jeg efter tre Ugers Omflakken atter kommen tilbage til min gamle Station. Jeg havde saa længe ligget fast fortøiet, at jeg følte rigtig Trang til at rive mig løs fra mine Arbeider og for første Gang, siden jeg kom hid, tage mig en ordentlig Ferie, og saa reiste jeg da til Prag og Wien.

s. 79En Dag for et Par Maaneder siden fortalte Stöckhardt mig nemlig, at han i Begyndelsen af September vilde reise til Prag for at overvære det almindelige tydske Landbrugsmøde, som dette Aar skulde holdes i Bøhmens Hovedstad, og han foreslog min Ven, Amerikaneren Storer, og mig at giøre Følge. Vi vilde faa Leilighed til at høre mange interessante Foredrag og Diskussioner, til at stifte Bekjendtskab med en Mængde af Tydsklands dygtigste Landmænd og mest bekjendte Agrikulturkemikere, til at se det bøhmiske Landbrug og flere lærerige Fabriker og, mente han, vi vilde vel heller ikke komme til at kjede os ved et ottedages Ophold i det skjønne Prag. Her var altsaa et godt Forslag, fremsat af en kompetent Forslagsstiller, understøttet af fortræffelige Motiver, som med lige megen Kraft talte til Fornuften og Fantasien. Forslaget blev altsaa tostemmigt antaget, det vil sige af Amerikaneren og Undertegnede. Lørdagen den 5te September reiste vi til Dresden og Søndag Morgen Kl. 6 gik vi videre med Jernbanen. I Førstningen var Veiret temmelig taaget, saa vi næsten ganske gik Glip af den Nydelse, en Fart gjennem den deilige Elbdal frembyder, og det var forsaavidt ganske heldigt, at Egnen allerede tidligere var mig bekjendt af en Lystfart paa Elben. Endskjønt Jernbanen ligefra Pirna gaar parallelt med Floden i alle dens Bugtninger og Krumninger, siger det sig selv, at om end Veirlaget er saa gunstigt som muligt kan den flygtige Udsigt fra en Jernbanevogn til den ene Side af Dalen aldrig veie op mod den frie og uhindrede Udsigt til alle Kanter, som man har fra det langsommere gaaende Dampskib. Jeg fandt mig derfor ganske taalmodigt i Omstændighederne, saameget mere som jeg var kommen i Selskab med Professorerne fra Landbrugsakademiet i Hohenheim. Eftersom vi nærmede os den bøhmiske Grændse, klarede Veiret op, og da vi ved Stationen Bodenbach steg ud, for efter behørig Visitation at gaa over i øslerrigske Vogne, belyste Solen med fuld Glands et af de smukkeste Landskaber, man kan tænke sig. Over den brede speilblanke Elbflod, ned over hvilken en Mængde Flodskibe drive med Strømmen, forbinder en stolt Kjædebro Bodenbachs. 80med Tetschen, hvis gamle Slot ved sin Beliggenhed paa en Klihpeafsats, der stiger et hundrede Fod lodret op fra Stranden, gjør en uforlignelig Virkning midt i det temmelig aabne Dalføre. Bjergene, som danne Dalens Sider, ere paa Toppene dækkede af Skog, medens deres lavere Partier næsten se ud som en eneste stor Frugthave med lange snorlige Rader af Blomme- og Æbletræer.

Førend vi kom over paa det østerrigske Gebet affordrede et Antal kongelig-keiserlige Gensdarmer os vore Pas, hvilke vi skulde faa tilbage, naar vi personlig fremstillede os i Paskontoret. Her søgte man med rigtige Politiøine at gjennemskue os for at opdage, om en eller anden forbuden Tanke prøvede paa at liste sig ind i det apostoliske Keiserdømme.

Det bøhmiske Schwei har en hel anden Karakter end det sachsiske Schwei; man finder ikke her disse aldeles lodrette Fjeldvægge, disse fæstningsagtige Afsatser, hvorfra mægtige, paa hinanden hvilende Blokke ligesom Taarne og Spir stige iveiret; Kvadersandstenen er forsvunden, Graniten og Gneisen er traadt i Stedet, og med dem mere hjemlige Fjeldformer; Landskabet er mindre originalt, men ikke mindre smukt. Ved Aussig, eller maaske rettere lidt sydligere ved Schreckenstein, en gammel Borgruin paa Toppen af en Fjeldkuppe, som reiser sig lige op fra Elbstranden, ender dette Schwei, og Egnen skifter atter Karakter; det er ligesom Bjerglandet endnu kjæmper med Slettelandet, — dog er Sletten allerede paa en Maade Regelen og de prægtige, kegleformige Basaltklipper, som hist og her stige op mod Skyerne, kun at betragte som storartede Undtagelser. Snart forsvinde ogsaa disse og man har til begge Sider frugtbare og ganske veldyrkede Marker. Ved Berkowi forlader Jernbanen Elbstranden og følger siden Moldaufloden ligetil Prag.

Prag! — hvilket broget og livligt, hvilket skjønt og karakteristisk Billede danner der sig ikke i min Erindring ved dette Ord !! Jeg staar i Tankerne atter paa Laurentinerbjerget og skuer ned paa den „hundredtaarnede" Stad, hvis Kupler og Spir glindse i det klare Solskin, jeg ser atter den brede Moldauflod, over hvis speilblankes. 81Flade Kjædebroen og den med en Mangfoldighed af Statuer og Grupper prydede Mariabro ligesom to brede Baand knytte Stadens to Hoveddele sammen, jeg ser atter Hradschin med Domen og dette uendeligt store og vidtstrakte Slot, hvor nu den gamle Exkeiser Ferdinand residerer efteral være vippet af Thronen af Februarrevolutionens Bølgeslag. Og — alt er Sommer og Solglands! Jeg gjennemlever atter disse otte rige Dage, i hvilke den gamle, ærværdige og erkekatholske Stad gjæstedes af den nye Tid, i bvilke den husede tre tusinde „Riddere af Plougen," i hvilke disse Gjerningens og Tænkningens Mænd pleiede Raad om Jordens Dyrkning, om Harv og Ploug, om Kjør og Faar. Ja hvilket Fremskridt er der ikke gjort, naar der midt i den, al Virksomhed og Tænkning fiendske, Katholicismes gamle, kjære Stad kan finde Sted en Forsamling som denne, der netop vækker og ansporer til Virksomhed og Tænkning; hvilker Fremskridt, naar der møder frem tre tusinde Mænd, af hvilke flete endog høre til Videnskabens Firstjerner, som ere aandrige nok til at erkjende, at intet er aandløft, naar den menneskelige Tanke ret trænger ind deri! Det var en herlig og uforglemmelig Uge, vi tilbragte i det skjønne Prag, Perlen i det deilige Bøhmerland!

Prag har ikke meget af det Slags Seværdigheder, som de Reisende ellers samvittighedsfuldt arbeide sig igjennem, Samlinger af Kunstsager og Kostbarheder, men derimod mange saavel i arkitektonisk som i historisk Henseende interessante Mindesmærker fra Fortiden. Det har en egen Interesse, naar man i den keiserlige Borg kommer ind i den saakaldte „Landstube" og ser det Vindu, fra hvilket Slavata og Martinez bleve kastede ud den 23de Mai 1618. Det er ikke mindre interessant at besøge Waldsteins, eller som man med Schiller urigtigt har kaldt ham Wallensteins, Palads med sin smukke og eiendommelige Have, der er indhegnet af hushøie Vægge af kunstige Stalaktiter (Drypstene); ved Siden af den store aabne Havestue staar i et lidet Kabinet den berømte Feldtherres Hest udstoppet, men ilde tilredt af Møl. Vi saa en Uendelighed af Kirker, alle forskjellige ogs. 82mange pragtfuldt udstyrede. Paa Hradschin ligger den i det tiende Aarhundrede opførte St. Veits Metropolitankirke, hvor der blandt andet er et tredive Centner tungt Monument af purt Sølv, reist til Ære for Bøhmens Skytshelgen, Johan von Nepomuk. I det lille Lorettokapel er der blandt en Mængde andre Kostbarheder ogsaa en Monstrants i Form af en Stjerne besat med 6666 store og smaa Diamanter, et rent Pragtstykke og virkelig smukt. I en anden Kirke ligger Tycho Brahe begravet; i dem alle er der en Overflod af Relikvier, her den hellige N. N.'s Ben, her St. P. P.'s Kindtand, her en Splint og hist en Spiger af Kristi Kors o. s. v., og foran alle disse Greier knæle Mennesker i Støvet og anraabe om St. N. N.'s eller St. P. P.'s Gunst og Beskyttelse. Maa det ikke vække Medlidenhed, og fristes man ikke til at græde over, at Millioner og atter Millioner Mennesker ved Hjelp af saadanne Midler, anvendte af de store og smaa Paver, holdes i Dumhed og Uvidenhed. Hos mig vakte alt dette Uvæsen Afsky og Bedrøvelse, og jeg skulde prise Menneskeheden lykkelig, dersom den sidste af disse Mørkets og Overtroens Udbredere blev, ja lad mig ikke være for slem, leet ud som en Taskenspiller, hvis Behændighed uforvarende blev til Ubehændighed!

6

Paris, 12te December 1856.

Som du ser er jeg nu i et ganske andet Verdenshjørne, end da jeg sidste Gang skrev; jeg har ombyttet det lille landlige Tharand med det store umaadelige Paris. Det er en Kontrast dette her, kan du tro! Naar man et Aar har levet i en ganske liden tydsk Stad, knapt saa stor som eders Frederiksstad, hvor man har ført et ensformigt, stille Studieliv, hvor man kjendte alle Ansigter og Figurer og hvor man ogsaa til Gjengjæld var kjendt af Alle, og saa med engang blive hensat midt i „Verdens Hovedstad," en Kjæmpestad med flere Indbyggere end hele Norges Land, midt i et uroligt, aldrig hvilende, larmende og bevæget Liv, i hvilkets. 83man er en Fremmed, som ingen kjender og som ingen bryder sig om! Ja det er et underligt Væsen dette store Paris, hvor man kunde leve et helt Liv uden at blive færdig med at studere det; en brillant Stad, denne Frankrigs Hovedstad, altid verlende og skiftende og dog altid sig selv lig, uopnaaet og uopnaaelig! Men man kunde skrive Bøger fulde af Betragtninger over dette uudtømmelige Thema og dog aldrig blive færdig; derfor er det vel bedst at jeg, som kun skriver et Brev, gaar over til mere konkrete Gjenstande.

— — Jeg hører en Mængde Forelæsninger af de dygtigste Kemikere; Paris har ved sine Læreanstalter flere af de mest berømte nulevende, saaledes Chevreul, Dumas, Boussingault etc. Nogle af disse Forelæsninger holdes om Formiddagen, andre om Aftenen lige. til Kl. 10. De ere alle paa forskjellige Steder, i Sorbonne, Collège de France, Gobelins og Conservatoire des Arts et Métiers, af hvilke de to sidste ligge i aldeles modsatte Yderpunkter af Paris. Et Par af disse Forelæsninger ere de bedste jeg nogensinde har hørt; jeg lærer bestandig noget nyt og navnlig lærer jeg en Ting, som for mig i Fremtiden er yderst vigtig, nemlig Kunsten at holde Forelæsninger, thi saaledes som Franskmænd gjør det, er det formelig en Kunst. De have en mærkværdig Gave til at gjøre alt klart og interessant; deres Foredrag ere ikke blotte Opramsninger efter vel udarbejdede Manuskripter, men virkelige Taler, i hvilke Veltalenheden feirer sine stadige Triumfer, dog ingenlunde paa Grundighedens Bekostning; thi det er netop den store Hemmelighed, hvoraf mange af de franske Professorer ere i Besiddelse, at fremstille Sagen i dens hele Fylde og paa samme Tid i en smuk og tiltalende Form.

Du kan vel vide, at mine første Bestræbelser her gjaldt et komme til at arbeide i et kemisk Laboratorium, hvilket jeg endnu ikke har opnaaet. Det er ikke her som i Tydskland, at de offentlige Laboratorier staa aabne for enhver mod et moderat Honorar; og i de private maa man betale 100 Franks om Maaneden, hvilket er saa dyrt, at jeg nok faar betænke mig længe, inden jeg indladers. 84mig derpaa. De Laboratorier, som jeg for mit specielle Øiemed havde i Sigte, nemlig Boussingaults agrikulturkemiske og Payens teknisk-kemiske, have hver kun Plads for to Elever, og det er let at tænke sig, at der altid er saamange, som søge disse, at der skal et mærkværdigt Træs til, for at blive blandt de faa Lykkelige. Uagtet alle mine gode Anbefalinger blev jeg det da heller ikke. Imidlertid har jeg nu Haab om at faa arbeide hos den overordentlig ansete Videnskabsmand og Statsmand Dumas, maaske den største af alle nulevende Kemikere, selv Liebig medregnet. Jeg havde Anbefalinger til ham fra Tydskland og bragte ham nogle nye kemiske Sager fra Professor Bunsen i Heidelberg; dette i Forbindelse med den officielle Skrivelse fra det norske Indredepartement skaffede mig en særdeles galant Modtagelse og jeg blev strax indbuden i Soirée hos ham. Jeg kan nu komme der hver Lørdag, da hans Hus regelmæssigt er aabent for hans Venner og Bekjendte. Det kan blive mig af største Nytte, da jeg der vil kunne stifte fortrinlige Bekjendtskaber; det er ogsaa en stor Ære, som meget sjelden bliver nogen Fremmed tildel i Paris; thi Dumas er ikke alene den berømte Kemiker, han er tillige en af Frankrigs første Mænd, har været Minister, er Medlem af Statsraadet og Senatet, og hans Hus er et af de mest søgte i Paris. Han bor i det aristokratiske Kvarter, St. Germain, og i hans Soiréer træffer man hele den videnskabelige Verden og den bedre Del af Aristokratiet.

6*

En saadan Pariser Soirée er imidlertid ikke synderlig morsom; man møder frem Kl. 10 om Aftenen i sorte Klæder, hvidt Halstørklæde og hvide Handsker. Man gaar omkring — om Sidden er der ikke Tale — med Hatten i Haanden og konverserer de Damer eller Herrer, for hvilke man er forestillet; paa de andre hilser man ikke engang. Der spises aldeles ikke; man faar kun en Kop The eller Kaffe og et Glas Limonade engang imellem. Men saa er man ogsaa aldeles sin egen Herre og kan gaa uden at sige Farvel til nogensomhelst; det er jo noksaa bekvemt, men — ikke morsomt. Nogle Dage efter gjør man da Visit, det vils. 85sige paa samme bekvemme Maade; man leverer af sine Visitkort, paa det ene skriver man Mr. Dumas, paa det andet Mdme. Dumas o. s. v., et for hver Person i Familien; derpaa gaar man sin Vei uden at have set andre end Tjeneren og Portneren. Se det er en ægte fransk Visit!

Februar 1857.

De Fremmede begynde nu at blive mig mere bekjendte; ogsaa her har jeg fundet Venner, som jeg allerede i den korte Tid, jeg har kjendt dem, har lært at holde af. Jeg har altid havt en vis Forkjærlighed for Franskmændene, det har derfor glædet mig meget, at de ved nærmere Bekjendtskab ere bedre end deres Rygte. Den saa udbasunerede franske Letsindighed er sandelig ikke værre, end hvad man finder i andre Lande, vort solide Norge ikke fraregnet; overhovedet er der ikke saa stor Forskjel mellem de forskjellige Nationer i de almenmenneskelige Egenskaber, som man tror, naar man aldrig har færdedes noget om i Verden. Sagen er egentlig kun den, at Franskmanden er mere aaben og lægger mindre Skjul paa sine svage Sider end til Exempel Nordboerne, og dertil kommer, at Franskmændene ere af en mere varmblodig og bevægelig Natur. Saameget er ialfald vist, at de, som jeg har lært nærmere at kjende, ere udmærket prægtige Mennesker, som man vel kan være tjent med at have til Venner. En Ting, som man heller ikke maa glemme, naar man derhjemme sætter sig til at raabe Ak og Ve over den franske Nation, er, at det Begreb man har om den, i Regelen kun skøtter sig til daarlige Romaner eller misforstaaet Verdenshistorie. Ganske vist ser man i Paris dagstøt Ting foregaa, som man derhjemme vilde bryde Staven over, men Paris er hverken Drøbak eller Hølen, men en By med flere Indvaanere end hele Norges Land. At de sociale Forhold maa udvikle sig i en friere Retning i en saadan By, til hvis Befolkning alle Nationer i mere eller mindre Mon give sit Bidrag, er saa naturligt, at det modsatte vilde være ubegribeligt; men man maa derfor ikke tro, at man her lever i et Slags Sodomas. 86og Gomorrah, hvor Religionen, Familien og Eiendommen ikke respekteres.

Jeg har nu temmelig vel indordnet mig under de nye Forhold og mit Studium er atter i fuld Gang. Det er endelig lykkedes mig at faa Plads i Dumas's Laboratorium, hvilket maa regnes for et stort Held, da denne Nutidens største Kemiker ikke i Regelen tager mod Elever længer. For en ikke ringe Del har jeg en dansk født Mand Hr. Levy at takke for at jeg kom til denne sjeldne Ære. Han har i sex Aar været Professor i Ghili, er nu Embedsmand ved Mynten i Paris og er en komplet Gentleman. I tidligere Dage har han arbeidet sammen med Dumas og Boussingault og er almindelig afgjort her i den videnskabelige Verden, mindre maaske for sine videnskabelige Fortjenefter, end for sin elskværdige Karakter. Ved enhver Leilighed viser han mig sin Velvillie; han har saaledes introduceret mig i Boussingaults Familie, til hvis Soirée hver Tirsdag jeg nu er indbuden, og hvor jeg igaar spiste Middag en famille. Boussingault, i hvem jeg allerede i saa mange Aar har beundret den store Videnskabsmand, Agrikulturkemiens egentlige Grunder og Stifter, er en Mand, som man holder mere og mere af for hver Gang man er sammen med ham; hans rigt bevægede Liv giver ham et uudtømmeligt Stof til Fortællinger, snart om den kjække Bolivars Arme — han var under sit mangeaars Ophold i Sydamerika ogsaa Deltager i Bolivars Befrielseskamp og Bolivars egen Adjutant — snart om Februarrevolutionens verdenshistoriske Optrin. Han er almindelig anset for sin uafhængige Karakter og han er en af de faa høiere stillede Mænd her, som ikke har søgt Ly under en eller anden af Keiserkaabens Naadesfolder. Han har ikke glemt, at han i 1848 var Medlem af Republikens konstituerende Forsamling, og han sætter sin Stolthed i at have været den ædle og republikanske Aragos bedste Ven. Derfor er han da naturligvis ikke yndet af det nærværende Regimente, og stod han ikke saa høit i Videnskaben og i den offentlige Anseelse, saa havde visselig Keiserens Regjering i Naade entlediget ham fra Professoratet,s. 87ligesom den fornuftigvis glemte at fornye hans Bestalling som Medlem af Statsraadet, efterat Statskupet havde heiset det pralende Ørnebanner over Republikens beskedne Trikolor. Du kjender da vel mig saapas, at du ved, at dette maa være min Mand? Hans Frue er en meget livlig og behagelig Dame, som aldrig glemmer at bede mig komme ofte igjen, og Døtrene ere to unge elskværdige Pariserinder. Jeg gav vist i mit forrige Brev en Beskrivelse af en Parisersoirée, saaledes som jeg havde lært den at kjende i Dumas fornemme Cirkel; men dette Billede passer aldeles ikke paa Madame Boussingaults ^*)Man siger altid Madames Soiréer, at besøge Madame, at dinere hos Madame; Madame repræsenterer Familien og Huset.. Her kommer kun Husets Venner og en og anden fremmed Videnskabsmand; der er aldrig overfyldt, man faar Lov at sætte fra sig Hatten, bliver buden at sætte sig ned, man faar sig en gemytlig Passiar med Madame foran Kaminen og grupperer sig i en fortrolig Klynge med de unge Damer, der sidde med sine Broderier og andre For-Syns-Skyld-Arbeider rundt om et stort Bord. Jeg skal ikke nægte, at denne sidste Plads er den, hvor jeg ialmindelighed tilsidst havner; man morer sig godt med de unge Pariserinder og man behøver aldrig at pine sig for at holde Samtalen vedlige. Kort sagt — Boussingaults Hus er et Sted, hvor jeg finder der er godt at være, og hvor jeg føler mig ligesom hjemme.

Skjønt jeg ikke kunde blive Elev i Boussingaults Laboratorium, har jeg dog faaet Tilladelse til at komme der for at gjøre mig bekjendt med de Arbeider, der udsøres, og for at hjelpe til med at forberede Experimenter for Forelæsningerne.

Dette er da indtil videre mine to eneste Familiebekjendtskaber, det er desuden meget sjelden, at en Udlænding efter to Maaneders Ophold i Paris har faaet Adgang til to saadanne Kredse; men af yngre Folk kjender jeg en hel Del, ligesom jeg ogsaa staar paa en god Fod med mange Berømtheder, som f. Ex. Fysikeren Desprets, en gammel gemytlig Pebersvend, med hvem jeg altids. 88maa snakke tydsk; Fourneron, Opfinderen af hin bekjendte Turbine, som bærer hans Navn; Ballard, Bromets Opdager; St. Claire Déville, Fremstilleren af Aluminium i det Store, og flere audre Videnskabsmænd.

1ste April 1857.

— — Fortiden er jeg endnu mere beskjæftiget, end i Regelen er Tilfældet; thi jeg hjelper min Lærer med hans egne Arbeider, da hans Assistent er fraværende og jeg er hans eneste Elev. Jeg har havt Lykken med mig, det er vist; thi Fremmede, som ikke have nogen erhvervet Berømmelse eller nogen høiere Rang, finde langtfra ikke Armene aabne her, hvor der kommer saa Utallige fra alle Verdens Kanter. Dumas er saavel en udmærket Lærer som en særdeles tækkelig og elskværdig Mand og er bekjendt for den Interesse, han altid har vist yngre Mænd, som ville arbeide sig frem. Alle rose ham derfor som Menneske; men mange beklage, at han har vist sig svag ligeoversor den nærværende Regjering, thi hap har ladet sig giøre til Medlem af Keiserens Senat o. s. v. Nu ja, jeg kan jo ikke sige, at jeg er nogen Ven af den Mand, som med Bajonetter og Kanoner har sat sig paa den gjenopreiste Keiserthrone; men skulde alle dygtige Mænd trække sig tilbage fra al Virksomhed i Statens Tjeneste, fordi de maatte hade og afsky den, som har faaet Tag i Magten, saa vilde ingen lide mere derunder end Landet og Nationen, thi det vilde blot have tilfølge, at Udueligheden vilde faa Rigets Skjæbne i sin Haand. Men.en Ting er at tjene Nationen og Fædrelandet uden Hensyn til, hvem der kalder sig Keiser eller Konge, og et andet er det at være dennes tjenstvillige Haandlanger; desværre, mange af Frankrigs dygtigste Mænd have gjort det sidste; men jeg tror at kjende Dumas saameget, at jeg tør sige, han ikke er en af dem.

For et Par Dage siden erklærede Dumas, at de Resultater, hvortil jeg var kommen i mit Arbeide, allerede havde den Interesse, at han ønskede at forelægge Videnskabernes Akademi en Beretning derom. Det har ikke lidet at sige at faa et Arbeide forelagt det franske Akademi og det ved en Mand som Dumas !s. 89Jeg glæder mig derover; thi jeg har Grund til i den Fremgang, jeg hidtil har havt paa min Studiereise, at se en Bestyrkelse paa mit Haab om at kunne udsylde den Plads, som jeg vil erholde i mit Fædreland. Jeg tragter ikke efter at blive en af Videnskabens Store, men min Higen og Stræben gaar ud paa at blive en nyttig Mand for mit Land, at blive skikket til fra den beskedne Lærerstol paa Aas at udfolde en gavnlig Lærervirksomhed, at uddanne unge Mænd, som kunne bringe Videnskabens Lys og Livskraft ind i vort Lands vigtigste Næringsvei.

Af mine forrige Breve ved du, at jeg har været lykkelig nok til at finde et venligt og behageligt Tilflugtssted i Boussingaults elskværdige Familie. Jeg hygger mig der bedre end noget andet Sted, især er jeg glad, naar jeg ikke træffer for mange Gjæster i Huset. Jeg maa da fortælle Damerne alle mulige Ting om dette mystiske og gaadefulde Norge, dette Land, som for Franskmændene er omtrent ligesaa ubekjendt som Patagonien eller Kamschatka for os. De kunne nu aldeles ikke begribe, hvorledes civiliserede Mennesker kunne leve i et Land, hvor de have hørt at Kviksølvet er et fast Metal, og hvor man har Nat et halvt Aar af Gangen. De Bousstngaultske Damer ere dog bedre underrettede, end Folk ellers her, saavel om Norge, som om andre Lande; men de kunne dog næsten ikke tro mig, naar jeg fortæller, at vi hos os har baade Korn og Frugttræer, og at vi endogsaa i frit Land kan dyrke Mais, Meloner og lignende mere kjælne Planter.

Hvad ellers Paris angaar, tør jeg ikke indlade mig paa denne uudtømmelige Marterie, saamegetmere som jeg endnu kjender saare lidet til alt det, der sædvanligvis først og fremst lægger Beslag paa Reisendes Tid og Penge. Engang imellem gaar jeg dog i Theatret, som du jo ved altid har været min svage Side. Man forstaar at spille Komedie her! I Lystspillet og Vaudevillen overgaa de franske Theatre alle andre; men i Tragedien kunne efter min Mening hverken Franskmænd eller Tydskere maale stg med de Danske; thi man vil her i Paris ligesaalidt som i Dresden og Wien vide af den simple Naturlighed, naar man opsører Tragedier. Det er en affekteret Styltedands,s. 90som vi, der ere vante til den danske Skoles mesterlige tragiske Spil, ikke godt kunne udstaa. Dog — jeg maa ikke glemme, at jeg ogsaa i Tragedien har set en Kunstnerinde, som overgaar Alle i Kjøbenhavn, selv en Anna Nilsen. Dette er den bekjendte Italienerinde Adelaide Ristori; hendes Spil som „Marie Stuart" er den sceniske Kunst paa sit Høidepunkt! ak, naar jeg tænker paa det, kan jeg næsten glemme alt andet; jeg har set hende fem Gange i Tydskland i den Rolle, og nu er hun her; jeg frygter for, at det vil koste mig adskillige Franks.

Avignon6te September 1857.

Midt i Pavernes gamle Residents, midt i Lauras og Petrarkas Stad, langt, langt nede i det „solklare, farverige Syden" sidder idag din Søn! Den allerede før ganske antagelige Afstand, som skilte os ad, er blevet et godt Stykke længere, men skjønt jeg er nærmere Afrika end Frederiksstad, saa finde dog Tankerne Veien op mod det fjerne Norden, og efterat jeg idag har gaaet mig træt mellem Ruiner fra Romernes og Pavernes Tider, vil jeg iaften vederkvæge mig ved at snakke lidt med eder derhjemme.

Da jeg endelig sidst i forrige Maaned havde faaet fuldendt mit andet Arbeide, som nu har været meddelt Academie des sciences, var jeg saa træt og udaset af Dag ud og Dag ind, Maaned efter Maaned at have indsandet Laboratorieluften at jeg uden engang at vente for at se Korrekturen paa min Afhandling, pakkede et Par Skjorter og Strømper sammen i min Vadsæk, satte Reisehatten paa Hovedet og strøg afsted med Jernbanen til Lyon. Jeg vil ikke opholde mig med at beskrive Reisen; den er det neppe værd, thi uagtet vi for igjennem en af Frankrigs smukkeste Egne, Burgundervinens Hjemstavn, Côte d’Or, saa gik det dennegang som altid, naar man reiser med Jernbane, jeg fik ikke synderligt Begreb om de Egne vi drog igjennem, da jeg ikke fik Leilighed til at „stikke Næsen i Jorden og lugte hvad Land jeg var i." I Lyon var jeg fulde otte Dage og jeg er meget tilfreds med mit Ophold der, da jeg ved Hjelp af en udmærket Anbefaling, som Dumas har givet mig med paa Reisen, fik ses. 91en Mangfoldighed af kemiske Fabriker og lignende Etablissementer, deriblandt flere særdeles mærkelige, som man kun sjelden faar Leilighed til at besøge; dersom du forstod dig paa den Ting, skulde jeg beskrive dig den berømte Coignetske Fosforfabrik, den største i Verden, hvor man fabrikerer 14000 Pund Fosfor om Maaneden og forbruger et Par Millioner Pund Ben om Dagen. — Lyon er en ægte Fabrikby og en Fabrikby af et ganske eget Slags, thi dens hele industrielle Virksomhed koncentrerer sig i Silketøier. Her slide Tusinder af fattige Arbeidere sig op for at skaffe de smukke Dagdriversker i Paris, London og — maaske Frederiksstad — et ikke uvigtigt Middel til at fange Hjerter; her var det, at Jacquards Geni sammensatte denne vidunderlige Vævstol — maaske den mest ingeniøse Maskine, som hidtil er opfundet — som fletter Silketraadene sammen til de pragtfuldeste Blomster og Ornamenter. Alt hvad der kan tegnes og males paa Papir eller Lærred oversætter Jacquardstolen i Silke, de mest bugtede Linier, de fineste Afskygninger, det mest brogede Mosaik af Farver gjengiver dette mærkværdige Redskab. En hel Part af Lyon, Forstaden Croix rousse, som fra den smale Tanste, Saonen og Rhonen gjensidig begrændse og hvorpaa den egentlige By ligger, strækker sig op over en lav Aasryg, der danner Lyonerdalens nordre Væg, hele denne Part af Lyon er næsten udelukkende beboet af Silkevæverne. Det er ikke en skummel Forstad, som de man ellers finder i Fabrikbyerne, net, man maa have godt Lys for at finde Rede mellem de Millioner Traade i alle Farver, som ere udspændte eller ophængte paa Jacquardstolen — det er en lys, renlig By med brede Gader og høie anstændige Huse. Der kom mig mange underlige Tanker i Hovedet, da jeg vandrede gjennem dette Flidens og Vindskibelighedens Hjem, hvor neppe nogen anden Lyd afbryder Vævstolens monotone Sislen; naar jeg beundrende stod lænet op til disse Maskiner, som i Silkedugen fremtrylle de deiligste Billeder nogen Kunstners Fantast kan drømme, kunde jeg ikke lade være at tænke paa dem, der ligesom danne Sjelen i Mekanismen, dem der med kunstforstandig Haand regjere disse Tusinder af Traade og sætte dettes. 92Regiment af Vævskytter (40—50 sommetider, naar Mønstrene ere brogede) i Bevægelse, hver efter sin Tur. Her sidde disse Mænd og Kvinder lænet over Væven fra den tidlige Morgen til den sene Kveld, her drømme de sin Ungdoms Drømme, klare og skjønne som Silkedugens Blomster, her sukke de sit sidste Suk over Livets Skuffelser! Naar de gamle Ørne ikke længer kunne skjelne Farverne, naar den skjælvende Haand ikke længer kan styre Vævskytten, saa sidder den, der har klædt Prindsesser og Fyrstinder i Silke og Purpur endnu i Laser og Pjalter! Et Liv er slidt op; al denne legemlige og aandelige Kraft, al denne Haandsærdighed og Intelligents, som et Menneske fra Vuggen til Graven har kunnet udvikle, har været anvendt, Rigdomme ere forøgede og Værdier ere skabte, men de ere ikke her i denne fattige Stue, hvis hele Indhold neppe kunde betale en eneste Alen af det skjønne Stof, hvoraf Tusinder Alen her forlode Væven. Er dette Livets Retfærdighed, at disse Arbeidere saaledes skulle give sit Hjerteblod for at skabe Rigdomme, uden selv at erhverve mere end fra Haanden til Munden?! Den dyde Kapital, som solgte og kjøbte al denne Flid og Virksomhed, er bleven mangegange fordoblet, men den levende Kapital — Arbejderen — mon han ogsaa har faaet de Renter, som .med Retfærdighed tilkom ham?! Mange betænke sig ikke paa at sige Ja. Ja, ja skrige de og lyse sit Anathema over hver den, som endnu vover at mene Nei. Det faar nu ikke hjelpe, jeg siger Nei, ti tusinde Gange Nei! Dette er ikke Retfærdighed. — Se, disse Tanker var det omtrent, som beskjæftigede mig, da jeg besøgte Silkevæverne i Croix rousse; de vare mig forresten ikke nye, men de paatrængte sig mig med fornyet Kraft her. Det skal heller ikke være sidste Gang de sysselsætte mig, thi Forstand og Følelse siger mig, at der maa gives en Maade, hvorpaa det som jeg kalder Retfærdighed kan ske Fyldest; der maa gives en industriel Organisation, hvor den døde og den levende Kapital ligeligt forrentes, jeg skimter den og, saasandt jeg lever en Tid endnu, vil jeg arbeide mine Drømme frem til Klarhed. Men — jeg glemmer rent at vi ere paa Reiser. Jeg er ikke bleven siddende i Lyons. 93for at spekulere paa Arbeidets Organisation. Altsaa atter paa Farten!

Lyon er en meget smuk By, en af dens Gader, Rue impériale, som nylig er anlagt tvers gjennem Byen, er smukkere end nogen Gade i Paris, man finder her Butiker og Kaffeer, som kunne maale sig nied Boulevardernes. Byen har et Museum, hvis Malerisamling er meget liden, men meget god, og som tæller flere sjeldne Mesterværker. Et Par af Byens gamle Kirker ere ogsaa seværdige og fra det saakaldte Observatorium, et Taarn bygget oppe paa den Høide, der danner den vestlige Væg af Dalen, har man en brillant Udsigt, man ser Jurabjergene og skimter Montblanc.

Men — mit Lys er næsten opbrændt, Kl. er 12 og imorgen tidlig Kl. 6 reiser jeg til Marseille. Altsaa Fortsættelsen derfra. Godnat!

Marseille, 8de September 1857.

Altsaa — jeg er her helt nede ved Kysten af Middelhavet; hvor mange for Anledningen passende poetiske Udbrud kunde der ikke opvartes med! Men jeg skjænker dig dem og, for ikke at komme ud af den kronologiske Orden, vender jeg et Øieblik tilbage til Reisen fra Lyon. Istedenfor at gaa med Jernbanen, valgte jeg Dampskibsveien ned over Rhonen, dels fordi dette var en Afverling, dels fordi man fra Dækket af et Dampskib langt bedre kan se de Egne, man farer igjennem. Dersom nogen tror, at Dampskibe kunne konkurrere med Jernbaner hvad Persontrafiken angaar, da gjøre han denne Tur nedover Rhonen, og han skal snart faa en anden Mening. Her følges Jernbane og Dampskib Side om Side; dette sidste befordrer Passagererne for den halve Pris og — takket være Flodens stærke Strømning — man bruger kun et Par Timer mere med Skib, end der udfordres med Jernbanen. Men se disse Dampskibe, hvorledes de se ud! Mahognipanelingen og Guldlisterne i Kahytten viser, at det engang gjæstedes af fint Selskab; men nu! — et fælere og smudsigere Opholdssted for Mennesker skal mans. 94neppe kunne finde; vadsker man en Gang om Aaret saa er det alt; dette Agterdæk, hvor fordum Silkekjolerne feiede, er nu opfyldt med Olietønder og Kulsække; paa Bænkene langs Rælingen staa Kasser og Kurve, og de stakkels Passagerer, der som jeg have forvildet sig ombord, finde neppe en Krog, hvor de kunne staa i Fred. Om end Rhonefarten ikke er saa pittoresk som en Rhinsart, saa er den dog rig paa smukke Vuer. Selve Floden er uagtet sit grumsede graa Gletschervand dog ganske prægtig paa Grund af sin Bredde og sin rivende Strøm og Kysterne vise os noget søndenfor Lyon de fortrinligste Vinplantager. Hist og her kneife ogsaa Ruinerne af en gammel Ridderborg oppe paa Toppen af et Bjerg, og hvert Øieblik passerer man under smukke Kjædebroer eller lauder ved Byer og Landsbyer. Da vi om Morgenen forlod Lyon, var Himlen aldeles graa og truede med Regn, men jo længer vi kom sydpaa, desto mere klarnede det op, saa at vi ved Vienne havde det deiligste Solskinsveir. Det er Syden, som begynder, sagde jeg til mig selv og jeg tvivlede ikke længer om, at det vilde gaa i Opfyldelse, som Reisebogen fortalte, at, naar man kom til Roussillon, vilde „Provence's Sol begynde at gjøre sin Indflydelse gjældende. Himlen vilde antage en dybere Azur og Landskabet beaandes af et nyt Liv." Se her ere vi da ved Grændsen mellem Nord og Syd, nu tilveirs med Næsen, — men den er jo ikke blaaere (jeg taler om Himlen — ikke om Næsen) end før og ikke paa langt næt saa blaa, som jeg har set den hjemme. Skulde det være Skrøner alt hvad mau har sagt og sunget om „Sydens dunkelblaa Himmeltelt?" Men kanske det er Søvnen, som sidder dig i Øinene og gjør dig blind? Altsaa ned i Kahytten for at tage os en Lur. Gode to Timer sov jeg. Da jeg vaaguede, ventede jeg en Stund for at Søvnen rigtig skulde gaa ud af Øinene, inden jeg paanyt gik paa Exkursioner , efter den Blaa, den Blaa! Altsaa lysvaagen, saa vaagen som det staar i min Magt at være, kravlede jeg op til mine Reisekammerater Olietønderne og Kulsækkene, — net den er ikke blaa nok endnu; men Taalmodighed, det kommer vel. Landskabet skifters. 95mere og mere Karakter, eftersom man nærmer sig Avignon, det er ikke længer en af høie Aafer begrændset Dal, men et stort aabent Slettelandskab og kun i det fjerne skimter man høie Fjelde, hvoriblandt Mont Ventoux, en henimod 6000 Fod høi Fjeldpyramide, tager sig fortrinlig ud. Men noget særeget sydligt Præg kunde jeg trods min gode Villie ikke opdage. Vi vare blevne saaledes forsinkede paa de talrige Stoppesteder, ved de mange Varer, som skulde losses ud og ind, at det var mørkt inden vi naaede frem og vi kunde derfor kun svagt skimte Omridsene af det gamle Pavepalads, som rager op over Byen.

Kl. 6 Søndag Morgen var jeg atter paa Benene. Min første Gjerning efterat have omskiftet den horisontale Stilling med den vertikale var naturligvis at heise Spaanjalousierne op og vende Blikket mod det Høie; Himlen var klar— ikke en Sky at opdage, men hundrede tusinde Gange har jeg set Luften ligesaa klar og blaa hjemme; altsaa atter skuffet!

Avignon er en Oltidsstad helt igjennem. Disse snevre, i alle Retninger bugtede Gader og Gyder, uden Fortouge, brolagte med nævestore Rullestene og omgivne af uanselige uregelmæssige Huse, mangle blot Riddere i Rustning og Hjelm for at være, som de vare i Middelalderen. Styret i Aarhundreder med den hellige Stols Valmuescepter er denne Stad i den Grad bleven uberørt af det hele aandelige og materielle Fremskridt, at ikke engang Revolutionens Blodsværd, som overhuggede det unaturlige Baand, der knyttede den gammelgalliske Stad til Pavestaten, ikke engang Keiserdømmets Slagtorden, ja end ikke de brusende Lokomotiver, som hver Dag fare forbi dens Porte, have kunnet vække den og drage den ind i Tidens stærke Udviklingsstrøm. Det er næsten ufatteligt, hvorledes en By i en af Verdens store Samfærdselslinier, midt i en af de frugtbareste Egne i Frankrig kan holde sig udenfor alle Fremskridt. Og dog er det saa; medens andre Byer, langt mindre heldigt beliggende, fordoble sin Folkemængde nogle Gange i Aarhundredet, saa er Avignon bestandig gaaet bagover. Aldrig har jeg i en Landsby været saa ilde ude for ats. 96finde en Restauration eller en Kaffe, som i denne By, der dog endnu har over 30,000 Indbyggere. Butikerne ere snart talte og den totale Mangel af de høie Murstensobelisker, som den moderne Industri i hver Vraa reiser til Ære for Dampkraften, viser at Watts Opfindelse her kun kjendes af Navn. Men Avignon er dog vel værd en Dags Ophold, thi selv om man ikke vilde bestille andet end sidde oppe paa den høie Terrasse, hvor man har reist Perseren Althen, som indførte Krapdyrkningen i Frankrig, en Statue, saa vilde man ikke kjede sig, forudsat at man har aabent Øie og aaben Sands for et af de smukkeste Landskaber, der kan tænkes; den brede Rhonestrøm, den frugtbare Dalslette med sine Plantager af Morbærtræer og Olietræer, Mont Ventour's prægtige Pyramide og Vaucluses lave Aase, den gamle Stad med sine høie Stenmure, hist og her afbrudt af de krenelerede Taarne, og med sit Pavepalads; og saa den lille By Villeneuve paa den anden Flodside med sine Borgruiner — — alt dette danner et uforligneligt Panorama. Imidlertid blev jeg ikke siddende deroppe for at drømme; som en brav Turist spenderede jeg en Time og to Franks for at se Pavepaladset, en høist mærkelig Oltidslevning. Udensra gjør denne store graa Murmasse Indtrykket af en Fæstning, og de ti, tolv Alen tykke Mure med sine smaa Skydehuller — som forresten de i den nyere Tid anbragte firkantede Vinduer let forhindre En fra at opdage — godtgjøre noksom, at de hellige Fædre ikke følte sig ganske trygge niidt imellem sin Hjord. Medens jeg ledsaget af den lærde Portner, der saa ud som en Oberst, for ikke at sige General fra Keisertiden, gjennemvandrede disse Gaarde, Gange, Trapper og Sale, hvor nu de kjække rødburede Unggutter fra Algier og Krim holde Kvarter, ønskede jeg mer end en Gang, at Væggene kunde tale. Da skulde vi faa høre Mysterier, som i Rædsel og Afskyelighed langt vilde overtræffe alle de skrækkeligste Scener, som endnu nogen fransk Romanskriver har opfundet. De skulde kunne fortælle os, disse Mure, hvorledes den hellige apostoliske Inkvisition bragte Synderne til Bekjendelse med Ild og Sværd, de skulde fortælle oms. 97de hellige Mænds hemmelige Glæder, om Cola ti Rienzi's Vansmægielse i det underjordiske Fængsel og de skulde hellerikke glemme Revolntionsmændene, som huggede Arme og Ben af Papisterne og kastede dem, endnu halvlevende, ned i den gamle pavelige Jskjelder, for tilsidst at kvæle dem ihjel under et Lag af Kalk! Men talte ikke Murene, saa talte sandelig min Veiviser; her, fik jeg vide, var det, at Inkvisitionen iførte sine Offere Svovlskjorten og lod dem levende stege, „endnu ser man i Vinkelen af det kegleformige Loft Røgen af Kataverne," her sad Cola di Rienzi, her er Iskjelderen, her er den udhulsede Sten, hvori Inkvisitionen lod Kjetternes Fødder stikke i kogende Vant; disse høist mærkelige Fresker i Pavernes Privatkapel ere af Giotto, og uagtet Soldaterne før i Tiden havde Lov til at more sig med at halshugge Figurerne i disse Malerier, saa ere endnu nogle bevarede, deriblandt den skjønne Laura, Petrarkas Elskerinde. I arkitektonisk Henseende har Pavepaladset nagtet sine prægtige gothiske Hvælv mindre Interesse.

Medens jeg om Eftermiddagen var paa Farten for at finde en Restauration, hvor jeg kunde indtage et tarveligt Middagsmaaltid, blev jeg hændelsesvis Vidne til den største katholske Procession, jeg endnu har set. Det var nemlig den hellige Agricol's Dag; den hellige Agricol (Vorherre maa vide, hvem den gode Mand forresten var) er Avignons Skytspatron, og i den Anledning utfoldede nu hele den Avignonske Geistlighed al sin Pragt; det var et Maskeradeoptog uden Ende; først kom fire skjæggede Sapeurer i fuld Galla med Øxen paa Skulderen og Faskinkniven ved Siden, saa et militært Musikkorps med Trommer og Horn, saa to Rader af unge, hvidklædte Piger, Børnene med røde Faner, Pvorpaa Helgenens Billede, de unge Damer tilslørede og med Bømrebogen aaben, saa kom en Fyr med en stor malet Fane, saa gamle Kjærringer og Mænd, formodentlig Lemmer af en barmhjertig Stiftelse, hver med et indviet Lys i Haanden, hvilket dog af Ekonomi ikke brændte, saa nogle hundrede Præster af alle Grader lige ops. 98til Bisperne, alle udklædte med mere eller mindre Smag, alle med et mere eller mindre dumt Udtryk i Ansigtet, og saaledes videre i det Uendelige. Midt i Processionen bares en Voxbuste af Hr. Agricol; Musiken spillede lysteligt, de unge Piger sang bedrøveligt, Præsterne brægede og Hospitalslemmerne klynkede, saa det var en Gru! Og dette foregik midt i det nittende Aarhundrede, i en stor fransk By, ved høi lys Dag og i Paasyn af flere tusinde Mennesker, som forresten ikke viste nogetsomhelst Spor til Andægtighed! Paa mig gjorde den Hele Farce et modbydeligt Indtryk. Hjemme, hvor alt dette Væsen neppe kjendes af Navn, er man sig ikke rigtigt bevidst, hvilken umaadelig Lykke det er for et Land for Tid og Evighed at have brudt med den hellige Stols fordummende Aandstyranni.

7

Marseille, 18de September 1857.

Jeg gjorde dig i mit forrige Brev det ubesindige Løfte, at jeg vilde forsøge paa at meddele det Indtryk, som dette første Glimt af Syden har gjort paa mig. Nu, da jeg har Pennen i Haand, føler jeg min hele Uformuenhed paa et for mig saa aldeles fremmed Felt; jeg er hverken Maler eller Digter; jeg er en Uindviet baade i Farvernes og Ordenes Mystik; jeg er kun et almindeligt Hverdagsmenneske plus et Stykke af en Naturforsker. I den første Egenskab modtager jeg af de Billeder, Naturen udfolder for mit Blik, Indtrykket af noget Skjønt, noget Stygt, noget Trist, noget Oplivende; jeg hensættes uvilkaarligt i en vis Stemning, korresponderende med et Landskabs, en Egns Totalkarakter; i Egenskab af Naturforsker — og praktisk Naturforsker — søger jeg at gjøre mig Rede for Detaillerne, for Bjergmassernes Natur, for Formationernes Bygning, for Vegetationens Art, for Kulturens Beskaffenhed. Men hverken Hverdagsmennesket med sine Udmærket, Meget godt og Slet eller Naturforskeren med sine Kalksten, Skiktning, Alpeplanter, Vinkultur kunne meddele andre, som ikke saa, den Stemning, Synet fremkaldte. Det er Kunstneren, som her maa til, og — han mangler! Jeg faar altsaa s. 99bede om at faa mit Ord igjen og om, at du vil tage tiltakke med Efterfølgende.

Naar man kommende nordfra har forladt Arles's frugtbare Omegn, forsvinde lidr efter lidt alle Træer og Buske, Græsvæxten bliver sparsommere og sparsommere og endelig er man midt inde i en virkelig Ørken, en Sahara, hvor kun Flyvesandet mangler; det er „la Cran,“ en uhyre flad Slette, hvis haarde Stenbund neppe tillader et enkelt Straa hist og her at fæste Bund og som hverken Agronomien eller Keiser Napoleon vil falde paa at gjøre noget udaf i de første Aarhundreder. Det Indtryk, som denne Ørken gjør, er saameget tristere, som den ligger der indkilet mellem de af Naturen rigest udstyrede Landskaber. Takket være Jernbanefarten, overvinder man snart den ubehagelige Stemning, thi inden man ved Ordet af det, er man atter midt mellem Oliebuskene og Morbærtræerne og hist — — denne blaa Stribe nede i Horisonten — det er Havet, vel ikke endnu det store Middelhav, men en af dets mange Børn, nemlig l’Etang de Berre, en umaadelig Fjord, som Napoleon I havde isinde at gjøre til fransk Krigshavn og som vistnok vilde kunne rumme alle Verdens Mariner, inklusive den norske. Jeg kan ikke beskrive, hvor glad jeg blev ved dette første Skimt af Havet, som jeg i saa lang Tid havde været fjernt fra. Naar man et Par Aar har suget tør Landluft og ikke set andre Søer end Mølledammen i Tharand og Basinerne i Versailles og saa en skjøn Sommerdag atter kjender et Gufs af denne friske Saltvandsluft og atter kan lade Øiet glide henover denne endeløse Speilflade, da føler man Vikingeblodet i sig, da jubler man med Digteren:

„Havet er skjønt, naar det roligen hvælver
staalblanke Skjold over Vikingers Grav,
skjønt, naar i Buen, hvor Lysstraalen skjælver,
Himlen og Stjernerne speile sig af!"

Jeg glemte rent Landjorden og al dens Herlighed, mit Øie hang ligesom fast ved den blaa Vandflade, indtil med et baades. 100Himmel og Hav, baade Vand og Land forsvandt og Toget rullede ind i Underverdenen. Der var vi længe, thi Rogniac-Tunnelen er en af de længste i Verden, mere end en Trediedel af en norsk Mil, og skjønt man passerer den i otte Minuter, saa synes denne Tid en hel Evighed, naar man saaledes pludselig fra det klare Dagslys kommer ind i en fuldkommen Natverden, som de tændte Olielamper ikke gjøre stort lysere. Aldrig aabenbarer det sig klarere, at Mennesket dog i Grunden nok ogsaa hører med til Dyreriget, end ved en lignende Lejlighed; Hønsene sætte sig op til Kvelds, hvergang Hansteen gjør total Solformørkelse, Hundene lægge sig til at snorke, naar de komme ned i Kjælderen og — Menneskene holde op at snakke, naar de rulle gjennem en mørk Jernbanetunnel, hvoraf følger at Skabningens Herre ligesaa uvilkaarligt paavirkes af Mørkets Indflydelse, som Høns og Hunde og lignende Medskabninger. Vi vare ti i Vognen; den stammende Madam, som gjorde sig lækker for den fede Præst, afbrød sine Beklagelser over Verdens Syndighed; den fløjtende Probenrøiter standsede midt i en Arie af Norma; de to Italienere, som mumlede om „conspiratione di Mazzini,“ begyndte at snorke; det skrigende Pattebarn forundte vore Trommehinder nogle Øiebliks Hvile; Ammen holdt op at bysse; Undertegnede hensank i stille Drømme,— det var nu de otte Tiendeparter af Selskabet, hvis Affinitet med Animalia saaledes beviste sig. Men der var endnu to Personer i Vognen, som havde smaahvisket hele Tiden, ligefra vi forlod Avignon, og som fremdeles hviskede og det endnu lydeligere; det var Husaren og Bondepigen, som formodentlig maa have været besjælede af ædlere Følelser, der hæve Menneskene i en høiere Sfære. — Endelig fik da Tunnelen en Ende, Barnet begyndte atter at skrige, Probenrøiteren fuldendte sin Arie og gik gjennem nogle smagfulde Variationer over til en ny, Italienerne holdt op at snorke, Madamen begyndte atter at stamme osv. osv., og jeg aabnede Ørnene alt hvad jeg kunde, for desto bedre at kunne nyde al denne Solglands, alt dette Grønne, alle disse nydelige Smaapartier af Haver og Landsteder. Vi havde passeret den Ring afs. 101Bjerge, der ligesom en naturlig Forskandsning omslutter Marseilledalen, og over Hustagene og Trætoppene blinkede det store Middelhavs azurblaa Flade. Jo dette er Syden, det ægte, virkelige og veritable Syden, som Digterne bave besunget det og som Malerne have afbildet det; saa klar er ikke Himlen i Norden og saa blaat er ikke Havet ved Norges Kyster; se disse besynderlige lyse Kalkfjelde med sine blaa Skyggepartier, det er som de skulde være halvt gjennemsigtige; se denne Vegetation, disse Nuancer af Løvværk ligefra Oliebuskens triste Blaagraat til Morbærtræets kraftige Saftgrønt; disse Former, saa fremmedartede og saa verlende, som vi kun se dem paa Theatrets Bagtepper; disse gigantiske Aloer, disse parasolformede Pinier, de skyggefulde Plataner, Tamarirbuskene med sit strudsfjæragtige Løvværk; se her Laurbærtræerne, Oleanderbuskene, Lanreatierne, Figentræerne, Mandeltræerne, — — — jo dette er en ny Verden, vidt forskjellig fra den, jeg hidtil saa. Forskjellig, ja det er unegtelig; smukkere, det er omtvisteligt. Men jeg vil ikke tviste med nogen derom; i dette Øieblik Ønsker jeg ingen Sceneforvandling, det er vist.

7*

Da Marseilles Omegn netop var det egentlige Hovedpunkt for mine Observationer, og jeg saaledes der agtede at opholde mig lidt længere Lid, tog jeg kun foreløbig ind i et Hotel for strax at søge mig Privatlogis. Dette er meget let at finde i de større franske Byer, da enhver, der har Værelser at leie ud, hænger op over Husdøren en trykt Bekjendtgjørelse; ja man kan endogsaa paa langt Hold se, hvad der er at finde, idet nemlig alle Plakater om møblerede Værelser eller Appartements garnis ere paa gult Papir og de om umøblerede paa hvidt. Altsaa den første gule Plakat jeg saa, der gik jeg ind, og da Værelset var ganske godt og Prisen billig, afgjorde jeg øieblikkeligt Affæren med „Conciergen" (ɔ: en Person, som baade er Portner og ofte tillige et Slags Husfoged og som aldrig mangler i selv det usleste Hus). Da jeg nu var flyttet ind, det vil sige havde transporteret min Natsæk og min Person, inklusive min uadskillelige Reisekammerat Stokken, op i femte Etage i Huset No. 31s. 102Rue de la Darle, saa opdagede jeg, at jeg boede tilleie hos tre Dandserinder! Det var nemlig en „Madame" med sine to „Demoiselles," alle tre ansatte ved det marseillanske Ballcichor; Mutter inskrænker sig forresten nu paa sine gamle Dage til at figurere, medens derimod hendes Døtre udføre de mest halsbrækkende Pas. Det er egentlig en hollandsk Familie og, saavidt man kan dømme efter et saa kort Bekjendtskab, meget respektable og elskværdige Folk; at de to unge Damer ere smukke, behøver neppe at ansøres, thi enhver ved, at Franskmændene ikke ville vide as andet end smukke Dandserinder. Endskjønt de vide, at jeg ikke er nogen blivende Gjæst, overbyde de hverandre allesammen i at gjøre mig det bekvemt og hyggeligt, og de Aftener, der ikke er Dands paa Theatret, byde de mig ind til sig for at spise Is og Vindruer. Det, som især bestyrker mig i min gode Mening om disse Folk, er at de ikke have Omgang med det øvrige Theaterpersonale, thi i Frankrig ere Forholdene ved Theatret ganske anderledes end hos os, hvor ingen behøver at skamme sig over at have Skuespillere til Gjæst i sit Hus. Theaterfolket i Frankrig, især den kvindelige Del deras, er nemlig ikke bekjendt for strenge Sæder.

Har jeg saaledes været heldig med Logis, saa har jeg i en anden Henseende været endnu heldigere; jeg havde nemlig fra Paris en Anbefaling til en af Medarbeiderne for det store franske Landbrugstidsskrift, og nu begav det sig, at denne Mand er et aldeles uskatterligt Pragtexemplar baade i Velvillie, Forekommenhed, Iver etc. etc. og i Lokalkundskab; aldrig har nogen, til hvem jeg har været rekommanderet, modtaget mig venskabeligere og i høiere Maal taget sig af mig paa alle Maader, end Mr. Paul Giraud i Marseille; takket være ham, har jeg faaet se en Mangfoldighed af Fabriker og besøgt flere af Egnens Jordbrugere; tillige har han i sin elskværdige Familiekreds ladet mig faa et interessant og behageligt Indblik i det sociale Liv i Sydfrankrig, hvorom jeg altid vil bevare en kjær Erindring. I Søndags vare vi ude paa hans Landsted; det er et karakteristisk Grundtræk i Marseillefolkets Natur, at enhver, som paa nogen Maade kan overkomme det, har sig ens. 103liden Løkke; selv Arbeiderne spare sig sammen for at kjøbe sig en „Bastide," det vil sige en Haveflek med et lidet Hus ude paa Landet. Vi drog afsted tidligt om Morgenen, for først at giøre en Afstikker til Roquefavour, hvor det største Kunstværk ved den berømte Marseillekanal er; det var en hed Dag, ligesom de sjeldne steghede Sommerdage, vi kunne have hos os engang imellem, og det var med Nød og neppe vi fik Plads med Trænet, thi det var netop den Dag, da Jagten lovligen var bleven aabnet i Departementet og alle Jægere, det vil da sige alle unge raske Marseillanere, som kunne opdrive en Bøsse og betale sit Jagtretskort, vare paa Farten. Dette Jagtraseri er en anden Hovedeiendommelighed for Folket her; i denne Tid kan man ikke høre to Mennesker tale ti Ord sammen, uden at de ere inde paa Jagtvæsenet, og det snurrigste er, at der ikke er noget Vildt! Der skal være mindst 50 Jægere for hver Hare her i Egnen, hvorfor man da ogsaa skyder alle levende Skabninger, som ikke henhøre under Kategorierne Mennesker og Husdyr; en Spurv anses allerede som et ordentligt Udbytte og man paastaar, at der er dem, der ikke forsmaa Edderkopper og lignende Væsener som Maal for sit utæmmelige Jægermod! Akvadukten ved Roquefavour er det mest kolossale Bygværk man kan se; mod den ere alle de berømte romerske Akvadukter nok rent Børneværk; men det eneste, som kunde give en ordentlig Ide derom, vilde være Dimensionerne og dem mangler jeg; dens Formaal er at føre den Kanal, som Marseillanerne for nogle Aar siden med uhyre Omkostninger have ladet anlægge, fra Floden Durance ned til Byen over et stort Dalføre. Du maa nemlig vide, at Marseille lige til den nyeste Tid led under en stadig Vandmangel, den værste Mangel for en By i Syden; men saa byggede de Kanalen, der næsten kan kaldes en liden Flod, saa stor er dens Vandføring, og anlagde en Mængde Basiner i hele Egnen, hvorfra over- og underjordiske Ledninger fordele Vandet til alle Kanter. Men naar man her har Vand, saa kan man faa alting; før var Marseilles Omegn berygtet for sin Goldhed og Mangel paa Vegetation; nu efter femten Aars Vanding og Plantning er den ligesom ens. 104eneste umaadelig Have. — Fra Roquefavour vendte vi saa tilbage og tog bortover paa den anden Kant af Byen til Girands Løkke; det var en drøi Spadsertur fra Jernbanestationen, især i den stærke Hede, som vi dog værgede os mod ved Hjelp af en stor Paraply. Saa smuk Egnen heromkring er, naar man fra en eller anden Høide kan overse den, saa triviel tager den sig ud for Fodvandreren; thi alle Eiendomme ere indbyggede med flere Favne høie Stenmure, som aldeles forhindre enhver Udsigt og Indsigt og som, da de ere hvidkalkede, i Forbindelse med den støvede Landed ei, som ogsaa er hvid, da den er makadamiseret med Kalksten, aldeles blinde, idet de fuldstændig tilbagekaste Solstraalerne. Det var godt, vi var over den hedeste Sommertid; thi naar man har 35° i Skyggen og 68° i Solen, saa skulde jeg meget betakke mig for at spadsere i disse dybe hvide Løbegrave, der da maa kunne tjene istedenfor Bagerovne. Glad var jeg imidlertid, da vi naaede frem og da min elskværdige Vært aabnede en Port i den høie Fæstningsmur, som vi henved en halv Time havde gaaet langs med; og nu hvilken Lise og Vederkvægelse at komme ind under de store, skyggefulde Morbærtræer, hvor den smukke Værtinde med sydlandsk Belevenhed modtog sine Gjæster. Det var en uforglemmelig Dag for mig; smukke Damer, elskværdige Herrer, godt Bord, god Vin, gode Cigarer, — hvad kan man ønske mere?! Eftermiddagen og Aftenen tilbragtes ude i Haven, hvor jeg stk et formeligt Kursus i Frugtdyrkning, thi min lærde Vært er en af de første Havedyrkere her sydpaa; han har over tre hundrede forskjellige Frugttræarter, især af Pæreslægten; men hvilke Pærer! hos os vilde man tro det var Flaskegræskar, saa store ere de; Figener spiste vi lige af Træet; du kan tro de smage anderledes, end naar de tørkede og nedlagte komme hjem i Boden hos Hans Mulvad! Og saa Vindruerne, de ere vel deilige de ogsaa, naar man saaledes kan tage dem as Rankerne! Hver Gang vi vare tørstige, forsaavidt man under saadanne Omstændigheder kan være det, blev der serveret en Vandmelon (Pastech) af det Slags, de gamle Frugtmalere altid fremstillede opskaarne, fordi de indvendig s. 105have de deiligste hvide og røde Farvenuancer. Men — jeg faar nok ikke fortabe mig længre i alle disse sydlige Nydelser; om Aftenen spadserede jeg tilbage til Byen i Følge med flere andre Gjæsler; nu var det kjøligt og deiligt at gaa; jeg kom i Samtale om Norge med en af Damerne, som troede, at Norge var et katholsk Land; jeg fortalte da Historien om den katholske Mission i Finmarken, saaledes som en Protestant altid vilde fortælle denne ynkværdige Affære; men det lod til, at Historien ikke smagte, thi Vedkommende blev fra det Øieblik langt mindre konversabel. Fruentimmerne her ere nemlig til Yderlighed devote, de ere aldeles i sine sortkjolede Skriftefædres Vold; medens man næsten aldrig ser et Mandfolk i Kirkerne, saa ere de til alle Tider fulde af Fruentimmer.

Hvad Marseille selv angaar, saa er det en ægte Handelsby, som, skjønt anlagt af Grækere, ikke har et eneste Mærke om sin antike Oprindelse, selv den gamle By, som nu kun er et lider Kvarter, er ganske moderne; den nye By har smukke, regelmæssige, snorlige Gader med parisiske Butiker; det eneste som røber Syden er, at alle Huse have Markiser, saa at man paa Fortougene formelig vandrer under et Telt, og dernæst de mange Træplantninger, Alleer og Promenader inde i Byen. Paa en Bænk i Ly af de mægtige Plataner, kan jeg derfor trods Heden ganske roligt tilbringe Time efter Time med at betragte den deilige, mørkeblaa Himmel, som det tætte Løvværk hist og her lader mig skimte; og saa dette vidunderlige Sollys, der falder ind i Gaderne hist og her, hvor man ikke har kunnet stænge det væk; det hele danner en paasaldende kraftig Kontrast mellem Lys og Skygge, som vi ikke kjende i Norden. Men Marseilles største Mærkelighed er vel Havnen eller rettere Havnene; thi den gamle Havn, som kiler sig ind midt i Byen, er for mange Tider siden bleven for liden, den nye ogsaa og nu bygger man No. 3, der vel ogsaa om nogle Aar bliver for liden. En saadan Trafik har jeg aldrig før kunnet forestille mig; her ligge Tusinder af Skibe fra alle Verdens Kanter, Nordmænd, Tydskere, Amerikanere,s. 106Svenske, Danske, Portugisere, Marokkanere, Britter, Hollændere etc. etc. etc., alle Flag ere repræsenterede til enhver Tid; alene Dampskibene udgjøre en hel Flaade, og hvert Øieblik skruer en stor Kolos sig ud af Havnen. Og nu disse Legioner af Matroser i alle Dragter og alle Koulører ligefra den blonde Jyde i Træsko og Skindlue til den sorteste Neger med sin Fez og sine Sækkeburer.

Et af Glandspunkterne ved Marseille er Kafeerne; thi saadanne som Café de l’Univers, Café de France etc. i la Canebière, Byens Hovedgade, der gaar ud fra Havnen, har ikke Paris Mage til i Pragt og Luxus; de ere ganske østerlandske, faa Vinduer — thi Solen vil man ikke vide af — men store, høie og dybe Haller, udstyrede med en Overdaadighed i Skulptur, Maleri, Forgyldning og Speile, hvorom man ingen Ide kan giøre sig. Men det, som især fængsler mig her er Havet, dette vidunderlige blaa Middelhav! hver Morgen gaar jeg op paa „la Colline Bonaparte,“ en Spadsergang, hvorfra man i Skygge af Pinierne i Ro og Mag kan overskue Byen, hele Dalen og Havet; det er deiligt, det er alt, hvad jeg derom kan fortælle, thi beskrive — dertil maatte en anden Pen end min. Jeg ved ikke, hvorfor jeg altid deroppe paa Høiden kommer til at tænke paa Udsigten fra Slotsbakken i Christiania, thi om Lighed kan der jo ikke egentlig være Tale; kanske dog man kunde sige, at Udsigten her er en sydfransk Oversættelse af det smukke nordiske Landskab, der omgiver os paa Bakken ved den norske Kongebolig.

Notre-Dame de Beaurecueil, 21de September 1857.

Du skulde ikke, kjære Moder, kunne gjætte fra hvilket Sted jeg skriver disse Linier, selv Overskriften kunde ikke hjelpe dig stort, da du hverken i Geografier eller Reisebøger vil finde Navnet Notre-Dame de Beaurecueil.

Hvor i al Verden er jeg da?! Et Blik ind i dette store og elegante Værelse vilde strax sige dig, at det ikke hører til noget Hotel, snarere vilde du tro, at denne Smag og Elegance, denne Komfort, der intet lader mangle (ikke engangs. 107en prægtig Bedstefaders Natlue savnes paa Hovedgjerdet af Sengen!) røber en rig Privatbolig, maaske endogsaa et Slot. Ja i Sandhed, naar jeg læner mig udover Vinduesgalleriet og betragter Konturerne af de mægtige Træer, hvis smukke Grupperinger Natten netop tillader at ane; naar jeg lader Blikket hvile paa dette store og af Blomster omgivne Vandbasin, hvori den sydlige Aftenhimmels talrige Stjerner speise sig; naar jeg lader Øiet glide langs Muren af Bygningen og til begge Sider støder paa de to runde Taarne — kan jeg neppe tvivle om, at jeg er Gjæst paa et landligt Slot hos en eller anden sydfransk Adelsmand.

Og dog er det ikke saa! Engang gjenlød maaske disse Værelser af Troubadourernes Elskovssange, engang sværmede maaske de skjønne provençalske Damer under denne Aftenhimmel, engang var maaske dette gamle Hus et Glædens og Nydelsens Hjem — maaske, jeg kjender ei dets Historie, men dets Fysiognomi hvisker om slige Ting. Men nu?! Nu er Beaurecueil et Forsagelsens og Opofrelsens Hjem, et Ulykkens Tilflugtssted!

Naar jeg spankulerer om i dette venlige Værelse, naar jeg sætter mig i denne magelige og elegant betrukne Sofa, er det mig næsten umuligt at gjøre mig fortrolig med den Tanke, at der lige ovenover mit Hoved sover 200 ulykkelige unge Forbrydere, og at jeg er Gjæst hos det katholske Broderskab „St. Pierre-és-liens.“ Men saa er det. Det er ikke mere end et Par Timer, siden jeg var tilstede ved Aftenbespisningen af de ifølge Lov og Dom her indkvarterede mindreaarige Straffanger og ikke længere siden jeg sad tilbords med tyve kronragede, i den lange sorte Soudane klædte „Brødre," alle med deres hvide Ordenskors udsyet paa Brystet og med Paternosterbaandet og Krucifixet ved Siden. Endnu for en halv Time siden bød Broder Ignatius, Skriftefaderen, mig her i denne Stue en Afskedspris af sin store Snusdaase, inden han befalede mig Gud i Vold og ønskede mig en rolig Nat ovenpaa alle de vidunderlige Fortællinger om de Vantroes lykkelige Omvendelse og Guds Magt, hvormed han en Timestid havde underholdts. 108mig. Som sagt, jeg er her midt i Katholicismen. Jeg har delt de tarvelige, men ellers gode Maaltider med disse Mennesker, som have forsaget Verden, som have frivilligt gjort sig selv til Fanger paa Livstid, fordi „le bon dieu“ har saa villet; jeg har hørt uendelige latinske Paternostre og Aftenbønner summe om Ørene paa mig, jeg har set Korsninger og Vievandsbestrygninger foregaa rundt om mig, ja en barmhjertig Broder, som havde lagt Mærke til, at den blonde Gjæst ikke havde dyppet Fingeren i Vievandskarret ved Indgangen til Refektoriet, og som ikke vilde, at en slig Forseelse skulde gaa for sig her paa dette Sted, rakte mig velvilligen den endnu fugtige Finger, for at hellerikke jeg skulde mangle den Velsignelse, som kommer med det rene Vand, naar man har læst latinske Bønner derover! — Dersom det ikke var sket for faa Øjeblikke siden, saa kunde jeg næsten fristes til at tro, at det kun var en Drøm, at man til mig har talt om Jesuiterne, som de ved „Iver, Hellighed og ved Kundskab ligemeget udmærkede Guds Tjenere", at man til mig har omtalt Trappisterne som Mænd, hvis strenge Asketik fortjente den høieste Beundring, og andet lignende.

Du ved, hvad jeg tænker om Katbolicismen, og de brave Brødre i Beaurecueil vide ogsaa, at den Fremmede, som kom fra det fjerne mystiske Vinterland, ikke førtes hid for at indvies i Forsagelsens Mysterier. Men ære den, der æres bør; Protestant eller Katholik, Muhamedan eller Jøde, enhver, der med Oprigtighed og og Nidkjærhed, med Iver og Opofrelse arbeider for et ædelt Maal og for et stort Menneskelighedens Værk, fortjener Hæder og Pris. Og Brødrene i Beaurecueil høre herhen; thi den mærkelige Agerbrugs-Koloni, som de have grundlagt her i Ly af hine berømte Høider, hvor Marius slog Teutonerne, er et stort Værk i den sande Menneskeligheds Tjeneste. Nu skal du høre.

Jeg forlod igaar Morges Marseille og tog med Jernbanen til den urgamle, men nu aldeles ubetydelige og høist uinteressante By Air, for at overvære en liden Landbrugsudstilling, som jegs. 109havde haabel skulde komplettere mit Kjendskab til Kulturen i Sydfrankrig. Men jeg havde i saa Henseende betydeligt forregnet mig, den hele Udstilling var meget liden og slet arrangeret, og det som jeg især havde ventet at finde, nemlig interessante Samlinger af de for Provence eiendommelige Landbrugsprodukter, saasom Figen, Mandler, Olie, Silke etc., var svagt og daarligt repræsenteret. Imidlertid faldt der mig strax i Øinene nogle smukke Kjør af Schweier-Race, et Par prægtige Halvblodsheste, udmærket Hvede, gode Runkelroer, en ypperlig Tærskemaskine og flere lignende Sager, og alle disse Ting, der næsten var det eneste, som fortjente at ses, vare betegnede „Colonie agricole de Notre-Dame de Beaurecueil.“ Dette interesserede mig, og hvad der især spændte min Nysgjerrighed var, at der mellem alle disse Gjenstande vandrede om en hel Mængde Mænd i de lange sorte Kitler, som er fælles for alle „réligieux,“ alle Præster o. l. her i Landet. Efter at have spurgt et Par Bønder, som i sin uforstaaelige provençalske Dialekt ingen Oplysning kunde give mig, henvendte jeg mig til en af de sortklædte Mænd, der med den opslaaede Bønnebog i Haanden vogtede nogle aldeles fortrinlige Faar af den berømte engelske Southdown-Race, og erfarede da, at Beaurecueil var en af et religiøst Broderskab under Abbed Fizzieaux's Ledelse stiftet Agerbrugskoloni, der tjente til Forbedringsanstalt for mindreaarige Straffanger. Den Velvillie, hvormed disse og flere Oplysninger gaves, og fornemlig Værkets Natur gav mig øieblikkelig en uimodstaaelig Lyst til at besøge Kolonien, omendskjønt den ligger et godt Stykke fjernet fra Byen og udenfor de sædvanlige Kommunikationslinier. Jeg opsøgte strar Forstanderen, Broder Athanase, hvis Udtale røbede den tydske Oprindelse. Mit Ønske blev hørt med megen Forekommenhed, og jeg fik strax Indbydelse til at tilbringe hele næste Dag derude hos Brødrene. Saaledes kom jeg da hid, og hvad jeg idag har set og erfaret, har i høieste Maade interesseret mig og skal, som jeg haaber, engang i Tiden bære Frugt for vort Land. Jeg maatte fylde mange Ark, dersom jeg skulde fortælle Alt, hvads. 110jeg kunde, om denne Anstalt; men sligt er ikke min Agt i dette Brev; min Notitsog indeholder Materialer til en fuldstændigere Beretning, som jeg ikke skal undlade at meddele paa sit Sted. Alligevel har jeg ikke kunnet lade være iaften, mens Indtrykket er friskt, at nedskrive disse Linier, især da jeg har Tiden for mig; thi Klokken var ikke over otte, da alle her gik tilkøis og saaledes overlod mig til mig selv.

Naar man en Times Tid har fulgt den store italienske Landevei fra Aix og dreier af tilvenstre ind paa en Bygdevei, saa kommer man gjennem en meget gold Trakt, hvis afskovede Aase og smaa daarlige Brug røbe, at hverken Natur eller Mennesker her have gjort, hvad der kunde gjøres. Men pludseligt Overraskes man ved at se store, veldyrkede Flader, og er man kommen ind i den lange nyplantede Alle og ser sig om til alle Kanter, tror man sig hensat i et ganske andet Land. Se disse fortrinlige store, nytilsaaede Agre, disse Strækninger beplantede med Meloner, Græskar og andre Kjøkkenvæxter, denne udmærkede Luzernmark, hvis høie Væxt neppe forraader, at den snart for sjette Gang iaar skal slaaes, denne Ager med Sukker-Sorgho, denne smukke Overrislingseng! Se der oppe paa Bakken mellem Træerne det graa Slot med sine to Taarne, se denne smukke Fontæne, — — skulde man ikke tro, det maatte være et Gods, tilhørende en eller anden rig Mand, som anvendte sine Penge og sin Intelligents for her i en slet dyrket Egn, under mindre gunstige Naturforhold, at skabe sig et behageligt Opholdssted og tillige at danne et Mønsterbrug for sin Egn. Nu dette er Beaurecueil, Agerbrugskolonien, og denne Flok af Gutter i Aldren fra 12 til 20 Aar ere Fattigdommens Børn og Forbrydelsens Aflæggere. Men hvorledes er dette muligt? her er jo hverken Mure eller Gitter, alle Porte og Døre staa paa vid Væg; de unge Fanger spadsere frit om ud og ind; flere af dem arbeide ganske alene langt ude i Marken, jeg mødte endog et Par, som kjørte et Læs til Byen. Ja saaledes er det; her er alle Veie til Flugt og Undvigelse aabne og dog flygter ingen, eller maaske rettere — og derfor flygter ingen!s. 111Se dette er den store Hemmelighed; Brødrene have sat sig til Maal at undgaa alt, som kunde minde disse Stakler om, at de ere Fanger, som ere sendte hid til Straf og Forbedring. Deres hele Bestræbelse gaar ud paa at gjøre Gutterne indlysende, at det er for deres eget Vel de ere her, de søge at forbedre dem og søge at lægge Straffen i Fremkaldelsen af Bevidstheden om, at de have handlet ilde; de behandle dem som vildfarende Børn og ikke som Fortabte. Og at de gjøre Ret heri, det viser Erfaringen. Denne Frihed, — ja tænk man raaber ikke engang op hver Dag, for at se om alle endnu ere tilstede! — denne Venlighed og Omhyggelighed bliver yderst sjelden misbrugt, og af de mange Hundreder, som allerede i de forløbne fire Aar siden Grundlæggelsen ere udgaaede herfra, ere kun saare enkelte atter faldne tilbage i Lastens Arme. Du kan neppe forestille dig hvilke, jeg maa næsten sige, Kjæmpearbeider disse Gutter have udført; besværlige Nybrud, Fjeldsprængninger, Kanalgravninger ere her gjorte, som sandelig synes voxen Mands Vædk, og dog sker ingen Forcering, ingen Anstrengelse over Evner, Arbeidet drives næsten som Fornøielse; nten det er en sund Fornøielse, denne Beskjæftigelse i fri Luft, der vækker Tanker hos disse Stakler om et nyttigt og hæderligt Liv, Tanker som bære Frugt for dem selv og for Samfundet, hvortil de vende tilbage som dygtige, unge Arbeidere. — Daglig undervises en Timestid i Elementarfag og i Religion, men jeg opdagede ikke Spor til nogen religiøs Tvang, og uagtet Brødrene selv flere Tider om Dagen samles i Kapellet og altid følge Gutterne i Marken med Bønnebogen i Haanden, saa ere de fornuftige, pratiske Mænd, som ikke hænge med Hovedet den hele Dag. Jeg behøver vel ikke at sige, at intet kvindeligt Væsen findes paa Anstalten, alle Arbeider udsøres af Gutterne og af Brødrene; der holdes hverken Avlskarl eller Fuldmægtig. Broder Athanase, Forstanderen, er en høist mærkelig Mand; han er Sydtydsker af Fødsel og har været Handelsreisende, før han traadte ind i Broderskabet; han leder Værket baade med Iver og Dygtighed, og det er næsten ufatteligt, hvorledes han er blevet en saa udmærkets. 112Landmand, uden nogensinde før at have havt med slige Ting at gjøre. Broderskabets Stifter, Abbed Fizzieaux, bor i Marseille; der har han flere lignende Etablissementer, hvor Industrien træder istedensor Landbruget.

Men — jeg faar vel sige stop hermed og vente til en anden Gang med at fortætte mere. Du kan vel vide, at jeg saa mange smaa Besynderligheder i Skik og Brug og hørte mange underlige Ting om, hvorledes den og den blev omvendt, „fordi Gud vilde det." Men lad det være godt! Har jeg end ikke i mindste Maade skiftet Mening om Katholicismen og Katholikerne, saa har jeg dog idag set et af Katholiker indstiftet og ledet Barmhjertighedens og Menneskelighedens Værk, som Protestanterne skulde efterligne, og Besøget blandt Brødrene paa Beaurecueil skal jeg bevare som en af mine bedste Reiseerindringer. Held og Lykke følge Værket og gid de brave Brødre i rigt Maal maatte finde den Velsignelse, som ligger i ethvert ædelt Foretagende!

Arles, 24de September 1857.

Af alle sydfranske Byer har ingen i sin Helhed mere bibeholdt sit antike Præg, end Arles. Det er her ikke blot enkelte Monumenter, som minde om det mægtige Romervælde, hele Arles er saa at sige et eneste romersk Mindesmærke; ingen Demoleringer og Reguleringer have rettet og udvidet disse snevre Gyder og Stræder, hvorigjennem kun undtagelsesvis en moderne Vogn kan passere, og som i de besynderligste og mest uregelmæssige Bugtninger og Slyngninger krydse hverandre i alle Retninger; mørke og kvalme, men derfor ogsaa — og det er en stor Fordel i Syden — skyggefuld e og kjølige ere disse Mellemrum mellem Husrækkerne, hvilke saare uegentlig kaldes Gader. Faa og smaa offentlige Pladse, Boulevarder og Promenader vidne om, at den nye Tid med sin livlige Færdsel og sine Fordringer i sanitær Henseende kun med lidet Held har søgt at skaffe sig Indpas, men saa har Byen til Gjengjæld Levninger og Overleveringer fra Oldtiden; dens Rigdom paa saadanne Sager er saa stor, at den neppe ved, hvad den skals. 113gjøre af dem ; Stumper af de prægtigste Marmorsøjler, som man paa andre Steder vilde opstille i Museer, har man her med ødsel Rundhaandethed anvendt som Fortøiningspillarer for Skibene langs Rhonekaierne og hvert Øieblik opdager man inde i Gaardene Rester af antike Konstruktioner med prægtige Hvælv og Piklarer. Hotellet, hvor jeg sidder og skriver dette og som ikke ellers afviger det mindste fra den nyere Hverdagsarkitekturs Firkantethed, gjemmer ikkedestomindre i sit Skjød de kosteligste Oldtidslevninger; midt i dets Façade er indmuret to kolossale Granitsøiler, der bære en Stump af en triangulær Frontespice, og stiger man ned i Kjelderen, saa opdager man formelige Katakomber, i hvis Kroge endnu mangt et Romerben kan fortælle om Kjødets Forgjængelighed; og dette er ikke Undtagelsen, thi paa mange andre Punkter af Byen finder man lignende Bygværker fra de verdensbeherskende Romeres Tider.

Men Arles's kosteligste Klenodie er dog dets berømte Amphitheater, denne umaadelige Murkolos, som har trodset Aarhundreders Ødelæggelser. Dette er med Rette Arles's Stolthed, thi den hele Verden kan kun opvise et Par Sidestykker; det rager ogsaa høit op over Byen med sine Buer og synes ligesom at fortælle, at alene dets Uforgjængelighed har bevaret Arles fra at udslettes af Slædernes Tal; i saa Henseende lyver det nok hellerikke, thi trods sin Beliggenhed ved den store seilbare Rhonestrøm og sin Nærhed ved de frugtbareste Landskaber, har Arles, som engang talte over hundrede tusinde Sjele, bestandig gaaet tilbage, saa at den nu kun har en Snes Tusinde, der nok for en ikke liden Del leve paa de mange Reisende, hvem Interesse for Oldtidsskattene drage hid. Det vilde falde mig meget vanskeligt ved nogen noksaa udførlig Beskrivelse at give en rigtig Forestilling om det arlesiske Amphitheaters imponerende Storhed; i saa Henseende ere selv. de daarligste Tegninger, som du kan finde i Skillingsmagasiner og Meyers-Universumer, langt bedre. Derfor kun disse Par Ord: .Amphikheatret har en oval Grundform og bestaar udvendig af to over hverandre anbragte Rækker af Buehvælvinger eller Porte; indvendig er, i Plan med Gaden udenfor, en stors. 114aflang Plads, hvorfra de amphitheatralske Trapper, ialt nogle og firti, stige regelmæssigt op til Attiken, som engang dannede Kronen over den øverste Buerække; dets ydre Dimensioner ere paa den ene Kant henved sexti, paa den anden henved to hundrede Alen. Men bedre end disse Tal kunne give, faar man en Ide om dets Umaadelighed, naar man hører, at det rummede femogtyve tusinde Tilskuere og at der, dengang man under Restaurationen vilde ryddiggjøre dette indtil da næsten forglemte Storværk, indeni det fandtes to hundrede og nogle og femti Huse, hvori der boede over to tusinde Mennesker! En hel By som Frederiksstad indeni en eneste Bygning!! Og hele dette Værk var dog blot til Lyst, det var et Theater, paa hvis aabne Scene de kraftige og smidige Gladiatorer kjæmpede mod de vilde og glubende Dyr. Man antager, at det er bygget paa Cæsars eller Augusts Tider, og du kan let gjætte, at det for at trodse saamange forløbne Aarhundreder, for at kunne modslaa ikke blot Naturen og Tiden, men ogsaa Vandalerne og Saracenerne uden væsentlig at forandres, maa have været ligesom et støbt Fjeld.

8

Men uagtet de forfinede og udartede Romere nok satte stor Pris paa de blodige og nerverystende Skuespil, hvorfor Amphitheatret var Arenaen, gjorde dog deres udviklede Smag ogsaa ædlere Kunstnydelser til en Nødvendighed for dem. De havde derfor i Arles et andet stort Theater, hvor der opførtes Tragedier og Komedier. Af dette, det saakaldte Augusts og Livius's Theater, ere ogsaa interessante, ihvorvel ikke betydelige Ruiner endnu tilbage, hvilke vidne om at den romerske Arkitektur, som ellers i Regelen kun søgte at frembringe sin Virkning ved Forholdenes Storhed og Elegance, ogsaa har kunnet udfolde en stor Rigdom i Ornamenter og Dekorationer. Det er især endel Arkader af den nordre Væg, som fængsle Opmærksomheden ved sine mærkelige, fint udarbeidede Forsiringer af Bladværk og Dyreskikkelser; bedst vedligeholdt er dog den søndre Væg, hvor endnu et Parti af de tre Etager Arkader rager i Veiret som et Taarn, der snurrigt nok fører Navn af Rolands Taarn, uagtet mig vitterligt denne Helts. 115nok aldrig har „raset" her; af Theatrets Indre er en Del af den amphitheatralske Tilskuerplads og et Par af Prosceniets prægtige korinthiske Søiler tilbage. — Ved de Udgravninger, man i den nyere Tid har foretaget, dels i dette Theater, dels paa den saakaldte Alyscamp (Champs elysées), Arles's gamle Begravelsesplads, hvor baade Hedninger og Kristne i Aarhundreder have fundet sin sidste Bolig, og paa andre Punkter har man fundet en Mangfoldighed af kostelige Skulpturarbeider, som nu ere samlede i Byens Museum, hvor de omringe Napoleon III's og Lamartines Buster! Af disse Skulpturer tilhøre flere den græske Kunsts Blomstringsperiode, andre ere romerske og enkelte fra Middelalderen; der findes saaledes et Dianahoved af fuldendt Skjønhed, en fortrinlig Buste af Keiser August, nogle udmærkede Marmorsarkophager, ikke at tale om nogle Blyrør fra en romersk Vandledning, hvilke just ikke have noget kunstnerisk Værd. Paa Pladsen foran Museet staar en stolt Obelisk af Granit, som man fandt i det fjortende Aarhundrede, og som siden blev restaureret og dediceret til Ludvig XIV. Men Tiderne skifte og Folket skifter Asguder med dem! Det franske Folk har skiftet mange siden den store Ludvigs Tider og det vil skifte mange efter den næsten-store Napoleons. De gode Borgere i Arles have nok tænkt paa det, dengang de i Byraadet besluttede at lade Obelisken skifte Patron, thi de have forsigtigt nok udtalt sin Taknemlighed til Napoleon III, „Fædrelandets Frelser, " med sort Maling paa hvide Trætavler, der noksaa kunstfærdigt ere indsatte i Obeliskens Fodstykke; naar der saa kommer en ny „Frelser," vender man blot Brædtet om og maler hans Ros!

Ogsaa fra den kristne Tid har Arles et interessant Mindesmærke, nemlig Kirken Saint Trophime (fra det 12te Aarhundrede) med sin rige gothiske Portal og med herlige Levninger af en gammel Klostergaard. Intet kan sammenlignes med den Overraskelse, hvoraf man gribes, naar man fra Kirken, hvis Indre er temmelig uinteressant, uventet kommer ind under denne aabne Klostergaards herlige Buegange; her er det ikke Dimensionerne der imponere, thi de ere saa indskrænkede, at man kunde kalde ders. 116Hele et arkitektonisk Miniaturarbeide; net det er tvertimod ved sine skjønne og ædle Detailler, at denne Bygning tiltrækker sig Beundring; desværre blev jeg aldeles revet ud af den behagelige Stemning, som disse fine Pillarer og Buer havde fremkaldt, ved den brutale Vægter, der, skjønt Adgangen er aldeles fri, vilde med Vold og Magt paatvinge mig sin plaprende Ciceroneveltalenhed. Uagtet jeg havde den største Lyst til at sætte Manden paa Porten, foretrak jeg dog selv at tage den Vei.

8*

Nimes, 25de September 1857.

Netop som jeg var færdig med at bese de arlesiske Antikviteter og holdt paa at pakke sammen for at reise videre, brød der løst et forfærdeligt Uveir, et saadant, som man kun i Syden kjender til; „Vandsækken revnede," som man her udtrykker sig, Negnen faldt i Straaler istedenfor i Draaber og det lynede og torduede Slag i Slag. Til al Lykke ventede der mig udenfor Hotellet en Omnibus for at føre mig til Jernbanestationen; uden dette havde jeg maattet opsætte min Reise, thi Gaderne vare forvandlede til Elve, hvori Vandet flød med rivende Strøm. I Jernbanevognen havde jeg — som næsten altid her — Selskab

af rødbuxede Soldater og sortkjolede Præster (disse det legemlige og aandelige Tyrannis Repræsentanter mangler aldrig noget Jernbanetog i Frankrig), men ogsaa af et helt Kompagni arlesiske Fruentimmer, og jeg morede mig meget ved at studere deres Fysiognomier. Arleserinderne ere nemlig en ganske egen Race, som man kjender igjen overalt, hvor man træffer dem; de have altid noget Fint og Nobelt i sine Ansigter, uden egentlig altid at være smukke; deres Ansigtsmimik er livlig og behagelig, og især er der i deres Maade at smile paa noget mærkeligt tiltalende. Deres Dragt er yderst simpel, men derfor ogsaa smagfuld: et Skjørt af et mørkt Stof, et sort Livstykke, om Halsen og over Brystet et hvidt Tørklæde bundet med antik Elegance, saaledes at det lader Ryggen og Armene fri, men I rige Folder dækker Skuldrene og Brystet, hvorhos de om Haarfletningen bære et bredt Baand af sort Fløiel;s. 117men det som især er paafaldende er deres mageløse Holdning, der uvilkaarligt bringer En til at tænke paa Romerinderne, fra hvem de nedstamme.

Da vi havde naaet Tarasion, hvor Kong Réné's berømte Slot endnu velbevaret rager i Veiret, var Uveiret overstaaet, og jeg kunde da saameget bedre nyde Landskabet, der uden at være i mindste Maade imponerende dog er ganske smukt. Vi ere her inde i den egentlige Olietræregion og jo nærmere vi komme Nimes, desto smukkere og talrigere blive Repræsentanterne for denne Planteart, som her udgjør Hovedgjenstanden for Landbruget.

Ingen By kan paa en mere fristende Maade indbyde den Reisende til at træde nærmere, end Nimes. Raar man gaar ud af Jernbanestationen, kommer man ind i en storartet Alle, indesluttet mellem nye og smukke Huse og beplantet med flere Rækker Plataner; man maa strax tænke paa Boulevard de Strasbourg i Paris, skjønt Ligheden forsvinder, idet man pludseligt kommer ind paa en stor Promenadeplads, i hvis Midte man har den pragtfuldeste og skjønneste Fontæne, jeg hidtil har set; den er et virkeligt Kunstværk, thi dens kolossale Marmorfigurer ere den berømte Pradier's Værk; over Vinklerne mellem de fire rødbrune Stenvaser, hvori Vandet først strømmer ud for siden at rinde ned i Grundbasinet, sidde to mandlige og to kvindelige Figurer, forestillende Departementets fire store Vandløb, og over disse Figurer kneiser paa en Sokkel af den samme rødbrune Stenart, hvoraf Vaserne ere, en kolossal Statue, der forestiller Byen Nimes. Og naar man nu fra Fontænepladsen kaster Øiet videre indimod Byen, da støder man paa det antike Amphitheater, det smukke Justitspalads og store nye Privatbygninger.

Uagtet Nimes i Alder maaler sig med Arles og med Hensyn til Kunstskatte maaske endogsaa overgaar hin By, er dens hele Fysiognomi dog himmelvidt forskjellig fra Arles's. Vi have her ikke længer for os en By, som har overlevet sig selv og som nu kun vegeterer paa Frugterne af fut Ungdom; Nimes er ikke blevetuberørt af den nye Tid; tverimod, denne har, idet den bragte des. 118kostelige Oldtidslevninger frem i Dagslyset og satte dem i Hævd og Ære, ogsaa tilfredsstillet sine egne Fordringer. Medens Resterne af den gamle Stad med sine smale, uregelmæssige Gader ligger som en Kjerne midt i Byen, indcirklet af fuldkommen parisiske Boulevarder, saa danner der sig, under Indflydelsen af den stigende kommercielle og industrielle Rørelse, udenfor disse store Forstæder med brede og lige Gader. Medens det vilde været mig en ren Umulighed at holde ud en Dag til i Arles, saa skulde jeg ikke have noget imod at tilbringe en hel Sommer i denne smukke og venlige By med sine tillokkende Promenader og sin skjønne Omegn, med sine herlige Oldtidsskatte og sin livlige Færdsel. — Amphitheatret i Nimes er ikke fuldt saa stort som det i Arles, men langt fuldstændigere vedligeholdt; det har saaledes endnu næsten hele sin gamle Marmorattik; ellers er Planen og Konstruktionen væsentlig den samme sor begge. Indtil Begyndelsen af Aarhundredet var dette Bygværk aldeles overladt til sin egen Skjæbne, og der havde ligesom i det arlesiske dannet sig en liden velbesolket By i Ly af dels Mure; men saa kom Napoleon til Nimes i 1812; Cæsarernes Jevnbyrdige, det nye Verdensherredømmes Grundlægger følte Romerblodet koge i sig ved Synet af denne Nedværdigelse af det store Oldtidsværk. Nu ere dets mange Porte vel tillukkede med Jerngitre, og i en af dets Hvælvinger har Magistraten indkvarteret en Portnersamilie; da det regnede, var Madamen, som lukkede mig ind og som maaske tilmed havde Madgryden over Ilden, synlig fornøiet, da jeg sagde, at jeg nok alene kunde finde mig tilrette. Jeg tilbragte over en Time med at vandre om i dette storartede Bygværks mangfoldige Buegange; jeg satte mig, trods Væden, paa Marmorsædet, hvor maaske engang selve Keiser August havde siddet, og mine Tanker befolkede hele Amphitheatret med stolte Romere og skjønne Romerinder, som applauderede og jublede, hvergang de vilde Tigere og Panthere sønderslede et Medmenneske. Thi anderledes var ikke denne Civilisation, som man endnu i vore Skoler og fra vore Kathedre udraaber som den siden uopnaaede; et Menneske var intet Menneskes. 119i disse Verdenserobreres Øine, dersom han ikke ved Fødsel, ved Rigdom, ved Talenter var kommet ind i de Mægtiges Kaste, og det faldt vist ikke nogen blødhjertet Romerinde ind at fælde en Taare, naar en Træl, en overvunden Fiende blev slængt som Mad for Løverne. Vistnok, selv i vore Dage bliver Fattigdommen og Ringheden ofte betragtet som en Forbrydelse og en Vanære, men man har dog ikke sat Dødsstraf derfor, og man præker jo endogsaa meget om, at alle Mennesker ere Brødre, ihvorvel det altid kun er nogle enkelte, som tager Broderparten af Livets Lykke og Livets Glæder. Det Slags Tanker kom mig i Hovedet, da jeg sad paa Keiser Augusts og Patriciernes Pladse; men saa steg jeg opover Amphilheatrets Trin, hvor Folket havde sine Sæder, endnu høiere, helt paa Toppen, hvor Slaverne sade; man gav nemlig dem de øverste Pladse, thi de Ringeste maa altid stræve længst for at komme til Maalet. Og da jeg saa spadserede om her oppe paa Attiken, tænkte jeg som saa, at der baade i den legemlige og aandelige Verden er mange Romerriger, som maa styrte i Grus, førend Menneskene blive Brødre, førend Formuens, Fødselens og Lykkens Tilfældigheder ophøre at dele Menneskene i Herskere og Træle.

Det bedst vedligeholdte Monument, som Romerne have efterladt sig paa fransk Grund, er det saakaldte firkantede Hus (la maison carrée) i Nimes. En Inskription, som man har opdaget, har angivet, at det blev bygget til Ære for Keiser Augusts Sønner, „Ungdommens Fyrster." Denne Bygning imponerer ikke ved sin Størrelse, den er tvertimod liden, men den er opført i den ædleste græske Stil; dens Navn angiver dens Grundform, en langagtig Firkant, hvorpaa reiser sig tredive herlige korinthiske Søiler, som bære det stumpvinklede Tag; paa den ene af de smale Sider af Bygningen staa Søilerne frit og danne en aaben Vestibule, de øvrige Søiler ere forbundne med Mure, som indeslutte Husets eneste Rum. Hele Huset staar paa en høi Sokkel, der foran Vestibulen er afbrudt ved den noget steile Trappe. Det Hele er altsaa i sin Plan yderst simpelt og enkelt, men Forholdeness. 120ædle Symmetri og Ornamenteringen af Søilekapitælerne og Frontespicen gjør det til en sand Kunstskat, der selv uden sin Ælde og Oprindelse vilde have er stort Værd. Man har meget passende givet det en nyttig Anvendelse, nemlig som Museum for Malerkunst og Skulptur, og man kan her beundre en Mangfoldighed af Kunstantikviteter fundne ved Udgravninger i Nimes; især bemærker man flere pragtfuldt og fuldkommen vedligeholdte Gulvmosaiker. Udenfor i Vestibulen staar en umaadelig Vase af brændt Ler, hvori flere Mennesker kunde gjemme sig bort; den skal have tjent som Vinfad i Oldtiden; man kan næsten ikke begribe, hvorledes den, uagtet sit skrøbelige Materiale, har kunnet undgaa at ødelægges i de Hundreder af Aar, siden den forlod Pottemagerovnen.

Endnu har Nimes Ruiner af et Dianatempel, hvor man bestandig gjør nye Fund, og af et høist besynderligt Taarn (la tour de Magne), der som en uregelmæssig Murklump ligger oppe paa en Høide, og som man ikke ved hvad har været bestemt til. Lige foran Dianatemplet er Nimes's berømte Kilde, der i Oldtiden var i stort Ry for sine Bade. Du maa ikke her tænke paa noget Springvand med en høit i Luften springende Straale; Nimes's Fontæne er kun et stort Basin, hvori Vandet i umaadelig Mængde vælder ud af Jorden; Udstrømningen er saa stærk, at det ser ud, som om det var i voldsom Kogning. Fra Basinet ledes Vandet gjennem en smuk muret Kanal i forskjellige Slyngninger gjennem et nydeligt Parkanlæg og saa tvers gjennem Byen, som en rivende Elv; da Vandet er varmt, er det de nimensiske Vadskekoners Glæde og Fryd; inde i Byen ser man dem i Mængde staaende til Knæs ude i Kanalen, uden at det generer dem at Kjolen svømmer om i Vandet. —Nimes har af moderne Bygninger foruden Justitspaladset, Presekturet, der bygges i samme Stil som det nye Louvre, ogsaa en meget udskreget Kirke, som dog aldeles ikke falder i min Smag. Kortsagt Byen har mangt og meget seværdigt og har i høi Grad behaget mig, uagtet jeg hver Dag ved at gaa ud og ind til Hotellet maatte udstaa mangen en haard Dysts. 121for at bane mig Ver gjennen en beleirende Skare Ciceroner, der met Volt og Magt vilte vise mig om og explicere mig Antikviteterne.

26de September.

Idag har jeg været en Sviptur i Montpellier. Jeg havde halvt om halvt isinte at gjøre hele Rundturen gjennem Languetoc over Toulouse til Borteaux, for derfra at tage over Tours og Orleans tilbage til Paris. Men flere Grunde have bragt mig til at opgive denne Tanke; først og fremst Kassens udmagrede Tilstand, dernæst det indtraadte regnfulde Veir, og saa til syvende og sidst, at Uveiret igaar Nat har gjort saa betydelig Skade paa den nye Sydbane, at Trafiken tildels er afbrudt; Regnen har skyllet væk hele Stykker af Jernbanen! Isandhed man maa komme sydpaa for at faa Begreb om, hvad Regnveir i høiere Potens vil sige; inat var der i Montpellier faldet 252 Millimeter Regn, det vil sige næsten 9 norske Tommer; i Christiania falder der gjennemsnitlig i et Aar omtrent 20 Tommer, altsaa ikke meget over det dobbelte af hvat der i Montpellier var faldet i et Døgn; men saa maa det erindres, at her i Syden regner det ikke hele Sommeren eller 5—6 Maaneder. Virkningerne af dette Uneir vare synlige overalt, de før ganske udtørrete Floder og Bække vare svulmede op til rivende Strømme, fra store Flader var Muldjorden aldeles bortskyllet og mange af de prægtige Vinmarker, som næsten udgjøre hele Lantet mellem Nimes og Montpellier, stode ganske under Vand; til al Lykke var en Del af Vinhøsten tilendebragt, men mange Steder svømmede Drueklaserne i Vand. Under disse Omstændigheder syntes Montpellier ikke at være noget blivende Stet for mig; man kunde jo resikere at blive skyllet ut af sin Seng om Natten! Jeg lot mig derfor nøie med en liden Udflugt did og Heldigvis havde Veiret bedaget sig. Montpellier frembyder ikke meget interessant, naar man kommer fra Marseille, Arles, Nimes etc., thi uagtet en urgammel Stad, har den dog ikke et eneste af disse antike Monumenter, som udmærke f. Ex. Nimes, og den nærmeste Omegn syntes hellers. 122ikke synderlig interessant. Den holder sig ikkedestomindre godt i Veiret; dels skyldes dette Klimatets berømte Sundhedstjenlighed, hvorfor mange Syge, især Englændere tilbringe Vinteren der, dels den berømte medicinske Skole, i sin Tid den første i Verden, siger man. Efter en Sviptur gjennem Byens nu renvadskede Gader, hvor jeg intet Mærkværdigt opdagede — ikke engang et eneste Exemplar af de skjønne Damer, hvorfor Byen er udskreget over hele Frankrige — og efter at have overbevist mig om, at Kathedralen er en af de siyggeste Kirker jeg har set, og at det medicinske Akademi ikke udvendig forraader hvad der bor indeni det, gik jeg op paa Byens bekjendte Promenade, „la place du Pegrou,“ som, uagtet den ikke ligger synderlig høiere end Byen, dog frembyder en yderst mærkværdig Udsigt; thi tænk dig, man ser derfra i klart Veir Cevennerne, Pyrenæerne og Alperne samt det blaa Middelhav. Midt paa Pladsen staar en smuk Rytterstatue, forestillende Ludvig XIV og paa den ene Kant er der bygget et Slags Tempel med en Fontæne, som faar sit Vand fra den storartede Akvadukt, der fra en betydelig Afstand fører Vand til Byen og hvis prægtige Arkader støde lige op til Place du Pegrou. —- Lige ved Siden af denne Promenadeplads er den botaniske Have, som langtfra ikke svarede til mine Forventninger om, hvad en saadan Indretning under et saadant Klima og i Forening med et berømt medicinsk Akademi burde og kunde være; kan man, som jeg saa, have Dadelpalmen i frit Land, saa kan man ogsaa have mangfoldige andre mærkelige Sydværter, som jeg søgte, men ikke fandt. — Ved Middagstid var jeg færdig med Montpellier, da jeg havde besluttet ikke at benyrte noget af de Introduktionsbreve til forskjellige Professorer, som jeg havde med fra Paris, de kunde ikke være mig til nogen Nytte og da er det aldrig værd at uleilige Folk. Jeg vilde nu gjort en Afstikker til Cette, men flere Folk, som jeg talte med paa en Kaffe, vare alle enige i at det ikke lønnede sig Møien, da Cette er en aldeles uinteressant Handelsby; altsaa vendte jeg tilbage her til Nimes. Da el Brev fra Paris, som jeg her fandt til mig, gav mig den Underretning,s. 123at Dumas ikke, som han havde tænkt, kom til at reise her sydpaa iaar, og da Veiret fremdeles tegner til at blive daarligt, har jeg nu besluttet mig til at sige Syden Farvel og vende tilbage til Paris.

Paris, 5te Mai 1858.

Naar man har meget at bestille, løber Tiden assied med en saadan Jernbanefart, at de sædvanlige Tidsmaal af Uger og Maaneder svinde ind til rene Ubetydeligheder; den ene Almanakside efter den anden har opfyldt sin Spaamandsrolle, inden man ved Ordet af det, og man er midt i Aaret, inden man endnu rigtig har vænnet sig af med at skrive 57 for 58. Saaledes er det ogsaa gaaet til, at en utilladelig lang Tid er forløbet, uden at jeg har ladet Eder hjemme høre fra mig; hvergang jeg tænkte paa at skrive, trøstede jeg mig med, at det jo ikke var mere end „et Par Dage," siden jeg sendte afsted mit sidste Brev, og at jeg dersor nok kunde vente „et Par Dage," inden jeg tog fat paanyt; først nu, naar jeg fer efter Datoen paa Eders sidste Breve, gaar det op for mig, at jeg nok har regnet efter det Slags Dage, som man har en af hvert Aar nordenfor Polarcirkelen. Jeg skynder mig derfor at rable sammen nogle Linier til dig idag for at forsikre dig om, at jeg hverken har været arresteret for Deltagelse i Komplottet Mod Keiseren, eller har været syg, eller har glemt Eder, men at jeg kun, som sædvanlig, har havt saameget at bestille, at jeg rent har gaaet sur i Tidsregningen. Som Brevets Overskrift viser, befinder jeg mig endnu bestandig i min gamle Residents i Rue de Tournon 9 ; men det lakker nu snart mod Enden af mit Pariferophold, som da ogsaa har varet mere end halvandet Aar. Sidst i Mai er det min faste Bestemmelse at forlade det europæiske Fastland for paa den anden Side Kanalen at giøre Bekjendtskab med „la perfide Albion,“ som mine franske Venner, trods alle vestmagtlige Alliancer, dog bestandig inden fire Vægge titulere Dronning Viktorias Rige. Det koster mig virkelig adskillig Overvindelse at forlade Frankrige; jeg har lidt efter lidt levet mig ind i Forholdene, saa at jeg tilsidsts. 124har følt mig ligesom hjemme her. Man sige om Franskmændene og specielt om Pariserne, hvad man vil, det er dog et meget elskværdigt Folkefærd; men for rigtigt at skatte dem, maa man lære dem nøiere at kjende, thi først da vil man se, at de ere bedre end deres Rygte. Det modsatte er meget ofte Tilfældet med mange Mennesker; men Franskmanden har i Regelen den Feil at være altfor oprigtig om sig selv; han fortæller løst og fast, godt og slet om sig selv, yg da nu Menneskene aldrig tvivle om Sandheden af det, som kan skade deres Næstes gode Navn, saa tager man med Begjærlighed Oprigtigheden til Indtægt, saalænge den skrifter Skrøbelighederne, men peger Fingre af den, naar den holder Lyssiderne frem. Ganske sikkert hører den typiske Pariser til den letsindigere Del af Menneskeheden, men Letsindigheden hos ham gaar ofte ogsaa i en god Retning; han kan ledet af et øieblikkeligt Lune began Handlinger, som ikke kunne bestaa Prøve for Moralens Domstol; men ligesaa ofte hænder det, at en Indskydelse driver ham over paa Opofrelsens, Hjelpsomhedens og andre gode Gjerningers Gebet; han adskiller sig heri fra andre Godtfolk, som med Fasthed afvise Fristeren, naar han vil forlokke dem til at begaa noget Umoralsk, men som heller aldrig glemme, at Moralen ikke befaler at opofre eget Liv eller eget Navn og Rygte for at frelse andres. Og hvad man aldrig maa glemme er, at det ægte Pariserfolk kun er en liden Brøkdel af den franske Nation, uagtet man ialmindelighed skjærer den over samme Kam. Franskmanden, som Nationaltypus, fortjener ikke mere Bebrejdelsen for Letsindighed i slet Forstand, end nogen anden Nation; han er fortrinsvis et Hjerte- eller Følelsesmenneske, derfra hans naturlige Antipathi for Engelskmanden, Hjerne- eller Forstandsmennesket; alt Godt, Stort og Ædelt er vis paa hans varme Sympathi; lad ham se og føle at Menneskeheden har Brug for hans Hjerteblod, og han blotter villigt sit Bryst; i Historien staar hans Navn indskrevet blandt „les enfants perdus du progrés.“ Forlad de Kredse, hvor de store Forhold have udøvet sin uundgaaelige, demoraliserende Indflydelse, og du finder Franskmandens. 125som et Mønster paa en god Ægtefælle, du lærer i ham at kjende det mest arbeidsomme, intelligente og nygterne Menneske under Solen.

Men — det kan være nok for at sige dig, at jeg, der dog har bavt lidt bedre Anledning til at danne mig en Mening om det Folk, i hvis Midte jeg nu har levet halvandet Aar, end de sædvanlige Hurtigreisere, ogsaa har en bedre Mening om den franske Nation end den, man ialmindelighed tuder os i Ørene hjemme.

Manchester, August 1858.

Du vil vist blive forundret, naar du af dette Brevs Overskrift ser, hvor jeg er. Stemplerne udenpaa Brevet ville allerede have sagt dig, at jeg ikke længer er i Frankrig, men at jeg omsider er kommen over Kanalen. Jeg reiste gjennem Nordfrankrig og Belgien over Ostende til Dover, hvor vi kom i Land i fælt Regnveir, hvilket jo var den mest passende Maade, hvorpaa Fru Britannia kunde give sin taagede Nærværelse tilkjende. Den hele Modtagelse i Bælmørke og øsende Regn havde noget uhyggeligt ved sig; Brændingerne pidskede Bolværket med en Voldsomhed, som om der havde blæst en Storm iforveien. Landgangsbroen blev stukken ud, og øieblikkeligt marscherede der ombord i Skibet et Par Dusin formummede Skikkelser, enkelte forsynede med smaa Lygter, uden at der lød et eneste Ord fra nogen af Siderne. De Passagerer, som havde gjort Reisen før, fandt sig snart tilrette og fortalte os andre, at det var Toldvæsenet, som kom ombord for at bringe Passagerernes Gods iland. Endskjønt jeg lod et Par store Kasser staa igjen i Paris for senere at sendes direkte til Norge, havde jeg ulykkeligvis endnu en god Del Bøger og andet Gods med og maatte derfor vente hele to Timer, det vil sige til Kl. 2 om Natten, inden jeg blev erpederet; jeg maatte nemlig, trods als. 126Protest og alle gode og paa andre Steder vægtige Grunde, betale noget over et Pund Sterling i Told af mine Bøger! Allerede næste Morgen tog jeg med Jernbanen til London, efterat have klareret Hotelregningen, som ikke lod mig have nogen Tvivl tilbage om, at jeg ogsaa virkelig var i England, saa opskruet var den. Da alt hertillands er indrettet paa at gjøre Folk Livet saa dyrt som muligt, har man arrangeret det saaledes, at der kun gaar Exprestræn med første Klasses Vogne paa de Tider, man ved Folk vil reise, og kun om Natten almindelige Træn med anden Klasse; tredie Klasse gaar kun med ganske enkelte Government-Træn. Paa denne Tur fra Dover op til London reiser man igjennem aldeles karakteristiske engelske Landskaber eller rellere det aldeles karakteristiske engelske Landskab, thi der er overalt det samme udenfor de egentlige Bjergegne og Søerne: et svagt kuperet Terræn med store Græsflader, hvis Staffage af Faar og Kjør samt en Mængde prægtige jevnt fordelte Egetræer giver det Hele Præget af en Park. Man kan ikke negte, at dette Landskab er ganske smukt og især hyggeligt og venligt; men der er uhyre ensformigt, trods de stolte Herresæder, som man jevnlig passerer forbi. Jeg har aldrig set noget Landskab, der saa godt taaler at ses, ja i Grunden tager sig bedst ud i Skylregn. Jernbanetrænene, det maa man lade dem, fare hertillands afsted med en rivende Fart, men Banerne ere saa ujevne, at Vognene ryste og svaie i alle mulige Retninger, og Trafiken er saa slet organiseret, at man endnu hverken indregistrerer eller mærker Passagergodset; passer den Reisende ikke selv paa, saa er der ingen, som forhindrer den første den bedste Skøier fra at løbe bort med hans Gods. Men afsted kommer man, og saa saar man trøste ft g med, at det er ikke hver Dag, to Træn løbe paa hinanden. Med den Hurtighed, som symmer sig for et Jltog, førtes jeg da ogsaa i Løbet af nogle saa Timer fra Dover til London. Det britiske Riges kolossale Hovedstad er unegtelig overordentlig interessant, men gjør derimod ikke noget behageligt Indtryk; man føler sig bestandig ligesom fortrykt i dette Mylder af Mennesker, i denne rastløse, uroligt anstrengte,s. 127larmende og støiende Trafik, i al denne Røg og Støv; det er ikke det venlige, indbydende, elskværdige Paris, hvor alt er lyst og hyggeligt. Mit Ophold i London var iøvrigt kun ganske flygtigt, idet jeg denne Gang nemlig blot lagde Veien derover for at tage til Chester, hvor jeg agtede at besøge der kongelige Landbrugsselskabs store Udstilling. Dennes storartede Rigdom paa interessante og lærerige Enkeltheder ved jeg ikke her i Korthed at betegne fyldigere eller mere udtømmende, end ved at sige: Sligt kan kun ses i England. Efteral Landbrugsmødet var endt, gjorde jeg i Forening med en dansk og en tydsk Reisekammerat en Dags Udflugt for at kaste et Blik ind i Wales. Vi tog om Morgenen med Jernbanen, som gaar langs den walesske Nordkyst, til Stationen Bangor; hele Strøget og navnlig Omegnen om Bangor er meget smukt; paa den ene Side har man Havet og paa den anden maleriske Bjergegne, der ikke ere saa aldeles skovløse, som de fleste andre Egne i England. Hist og her ligger der Ruiner af gamle Ridderborge paa Bjergtoppene, og Tydskeren fandt sig deraf opfordret ril den Bemærkning, at dersom man reiste langs Kysten med et Dampskib og bestandig vendte Ansigtet mod Land, saa kunde man indbilde sig, at man var paa Rhinen, hvortil kunde bemærkes, at ved Hjelp af det Slags Dersom'er og Indbildninger kunde man jo gjenfinde den vaterländische Rhin nogetnær hvert Sted. Men Tydskerens Aandrighed var bedre anbragt, end han selv havde Anelse om. .Der var i samme Jernbanevogn en hel Familie, Fader, Moder og tre smukke Døtre, og aldrig saasnart havde Familiens Overhoved hørt Ordet „Rhein" udtale, førend han betragtede os med øiensynlig Interesse og benyttede den første Pause i vor Samtale til at indlede en Konversation for at fortælle os, at han ogsaa havde reist udenlands og da blandt andet været paa Rhinen, hvis „very fine scenery“ han priste i de varmeste Udtryk. Da Isen saaledes var brudt, kom Konversationen snart igang med Damerne ogsaa, og da man i en Jernbanevogn altid finder enhver smuk Dame elskværdig — naar man overhovedet ikke kan undgaa at komme i Vogn sammen med Damer og altsaa trænger til en Erstatning fors. 128den Cigar, man ikke faar Lov til at røge — saa vare. vi formelig ømme om Hjertet, da vi i Bangor maatte skilles fra et saa behageligt Reiseselskab. Fra den smukke Dal, hvori Bangor ligger, gik vi derpaa tilfods til Menaistrædet, som var vor Reifes egentlige Maal, og som sandelig nok er værd, at man spenderer en Dag paa det. Menaistrædet er det Sund, der adskiller Wales fra Øen Anglesea, og over hvilket de to berømte Broer Menaibridge og Britanniabridge ere byggede. Den førstnævnte, som er den ældste, har næsten aldeles tabt sit Ry, stden Britanniabroen er bygget; men ikkedestomindre er den endnu bestandig en af de mærkværdigste Kjædebroer baade ved Spandets Længde og den overordentlige Høide over Vandfladen, hvori den er anbragt; medens den er bestemt for Kjørende og Gaaende, er Britanniabroen derimod en Jernbanebro. Med Hensyn til dens Konstruktion og den Maade, bvorpaa den blev opført, være kun saameget sagt, at den bestaar af to firkantede Jernrør, hvert af over 1500 Fods Længde, som hvile paa tre Murpiller, den ene opført paa et Klippestykke midt i Sundet, de to andre paa hver sin Side af Vandet. Vi havde en Skrivelse med os fra en af Jernbaneingeniørerne til Banevogteren ved Broen, saa vi fik Tilladelse til baade at gaa igjennem Rørene, der ere at betragte som Tunneler, hvorigjennem de to Jernbanespor gaa, og desuden fra den ene Ende til den anden ovenpaa Rørene. Vandringen igjennem Tunnelen frembyder ikke synderlig Interesse, da man hele Tiden gaar i Mørke, derimod var Spadserturen ovenpaa i høieste Grad interessant. Man er her ikke generet ved nogetslags Rækværk, der tager Udsigten bort, der er blot anlagt en asphalteret Gangsti i Midten, og man besinder sig i en saa svimlende Høide over Vandet, at man ikke føler sig fristet til at nænne sig Kanterne. Den midterste Bropille er bygget saa meget ovenover Rørtunnelerne, at den danner et temmelig høit Taarn, hvori man kan klatre op ved Hjelp af Stiger. En mere vidunderlig Udsigt kan man ikke let tænke sig; i Vest har man Angleseas venlige skovklædte Kyst, der mindede mig om Gjæløen, i Øst Wales's Bjerge grupperede om Snowdon'ss. 129Klippepyramide, som med sin Spidse rager op i Skyerne, i Nord og Syd Havet og under sine Fødder Menaistrædets blanke Vandflade. Og dette er blot de grove Træk af Portrætet, thi der er desuden en Mængde Detailler, som i væsentlig Grad bidrage til at forøge Udsigtens Skjønhed. Paa Anglesea har man f. Ex. Hertugen af Angleseas prægtige Palads og et Par maleriske Fiskerleier, foruden et stort Stenmonument, der i Form af en Obelisk rager høit i Veiret lige i Vest for Broen og som man vil antage for et Fyrtaarn, indtil man faar høre, at det er en Mindestøtte for en Hertug eller anden Høihed. Fra dette Punkt tager nu Menai-Kjædebroen, som man har lidt længere mod Nordenden af Sundet, sig aldeles fortræffeligt ud, og navnlig var det morsomt at se baade Dampbaade og store Skibe passere under begge Broerne. Her paa Toppen af Britanniahroen faar man i Sandhed Respekt for denne Nation, hvis Geni og Foretagelsesaand har reist sig slige Mindesmærker; paa dette praktiske Omraade er det engelske Folk uovergaaet og vil endnu længe kunne være alle andre Nationers Læremester!

Vi tog nu med Jernbanen sydover til den lille By Carnarvon for at se Ruinen af det gamle Slot der, en af de bedst vedligeholdte Borgruiner fra Middelalderen, som findes i England. Desværre øsregnede det, og vi maatte derfor kravle om mellem de gamle Mure med opslaaede Paraplyer, hvilket ødelagde det bedste af Fornøielsen. Men Udflugten var forsaavidt ikke ganske forgjæves, som vi her atter traf sammen med vort smukke Reiseselskab, med hvilket vi nu gjorde hele Tilbagerejsen indtil nogle Mile fra Chester, hvor de havde sit Hjem, som vi bleve indbudne til at besøge. Desværre maatte vi renoncere herpaa, da vi allerede næste Dags Morgen maatte gaa videre.

Jeg har senere besøgt en hel Mængde Landbrug i Chesshire og Lancashire, idet jeg asverlende har havt Station i Manchester, Liverpool og Preston. Om disse Byer vil jeg fatte mig i største Korthed. Manchester er et rent Helvede, hvor jeg vilde anse det som den haardeste Straf at opholde mig længere Tid; vil du haves. 130en nøiagtig Ide om Manchester, saa stik Hovedet ind gjennem Feierdøren paa Skorstenspiben en Vinterdag, na ar det brænder i alle Komfurer og Kakkelovne i Huset; her er en saadan Utallighed af Maskinskorstene, som udspy sin tykke Stenkulsrøg, at Lusten, selv ikke naar det blæser, er tilstrækkelig gjennemsigtig for at lade mere end Halvparten af Solstraalerne trænge igjennem, og man vover aldrig at aande helt ud af Frygt for at blive kvalt, naar man atter indaander. Husene ere naturligvis kulsorte af Sod, og det værste af det Hele er at se alle disse lasede, smudsige og blege Mennesker af alle Kjøn og Aldre, som, naar Cottonmillerne om Astenen standse, mylre gjennem Gaderne og søge nogle Timers Hvile for atter næste Morgen at begynde, hvor de endte om Aftenen. Og saaledes Dag ud og Dag ind, Aar efter Aar slide disse Elendige sig i den mest bogstavelige Forstand op for at erhverve den Føde, der kun tjener til at vedligeholde den mest glædeløse og kummerlige Tilværelse. Disse Mennesker, som producere Millioner af Værdier, have aldrig selv mere end netop fra Haanden til Munden, og dog er der ikke mange, som tvivle om, at dette er ganske i sin Orden, og de faa, som ikke ere ganske blinde for det unaturlige t dette Forhold, indskrænke sig i Regelen til at beklage det som en „sørgelig Nødvendighed," som en „Tilskikkelse, man maa bære med Ydmyghed" o. s. ti. ! Ganske vist er her i England megen Storhed, mange Vidundere, nten paa den anden Side — hvor megen Elendighed og Slethed! Villigt tager jeg Hatten af for denne mærkelige Nation, og intet andet Sted har jeg set saameget, der var værd min Interesse og min Sympathi; men jeg vilde dog nødig være Englænder. Jeg vilde føle mig meget ulykkelig som Borger i denne Stat, hvor der vel er Frihed, men ogsaa den mest oprørende Ulighed og Fordom, hvor Størsteparten af Folket er blottet for alt, underkastet de frygteligste Lidelser, medens nogle faa af „bedre Blod" og „bedre Lykke" nyde enhver Art af den mest forfinede Lurus.

9

Manchester repeterer sig nu i en Masse andre Byer i Lancashire, Byer som, uagtet mange af dem have over femti tusindes. 131Mennesker, dog neppe ere kjendte af Navn hos os. Dersom det var muligt, at Industrien, og som Følge deras Folkemængden, i denne Egn fremdeles udviklede sig i samme Forhold som i de sidste femti Aar, saa vil, inden det nittende Aarhundrede er ude, Manchester, Liverpool, Bolton, Preston etc. gro sammen til en eneste Kjæmpeby paa adskillige Millioner Indbyggere og et virkeligt Helvede være realiseret paa Jordens Overflade!

Aberdeen, 2den September 1858.

Det er nok paa høi Tid, at jeg atter lader dig høre noget fra mig, hvis jeg ikke vil, du skal tro, at jeg er fløiet i Luften med et eller andet forulykket Jernbanetræn. Lad mig altsaa begynde med at sige, at jeg er hel og velbeholden og for Øieblikket nærmere Eder alle, end jeg har været i de sidste tre Aar og nærmere, end jeg vel kan komme, førend jeg til Vaaren begiver mig paa Hjemreisen. Naar du tager Landkartet frem, vil du nemlig se, at Aberdeen ligger paa Nordostkysten af Skotland, og at vi altsaa blot ere skilte ad ved en liden Vandpyt, som man kalder Nordsøen. Da jeg derfor igaaraftes drev om nede paa Strandkanten og frydede mig over det blanke Havspeil og den klare Maane, beklagede jeg virkelig af ganske Hjerte, at jeg ikke paa alle mine Reiser har en eneste Gang været saa heldig at træffe paa Manden, som laaner Syvmilestøvler ud; jeg skulde da ganske sikkert leiet mig et Par og af og til overrasket mine kjære Venner hjemme med en liden Visit.

Inden jeg begynder at fortælle dig om mine seneste Oplevelser, maa jeg takke for det Fødselsdagsbrev, som forresten ikke kom mig ihænde paa Dagen. Men det var da ikke Eders Skyld, thi dersom jeg havde været i London, Manchester, Edinburgh eller en anden By i de forenede Kongeriger, vilde Brevet utvivlsomt kommet i rette Tid; men jeg tilbragte den 14de August paa et Sted, hvorhen der ingen Post gaar af den gode Grund, at der ingen er at sende Post til, thi Stedet beboes kun af Kjør og — af hedenfarne Aander! In kan du saa gjætte, hvor din Søns. 132fyldte sit 31te Aar? Det kan du vel neppe, og jeg faar vel derfor ligesaa godt først som sidst sige dig, at det var i Fingals Hule, den verdensberømte Fingals Hule, hint romantiske Sted, som alle Tiders og alle Steders Skillingsmagasiner saa ofte have beskrevet og afbildet, uden at det dog nogensinde er lykkedes eller vil lykkes at give den, der selv ikke har været der, en sand Ide om dette Naturens Mesterværk. Thi det er ikke nok, at man fortæller, at Fingals Hule er en Basaltgrotte, saa og saa dyb og saa og saa høi, indskaaret i den sydlige Skrænt af den lille Ø Staffa, som ligger et Stykke ude i Atlanterhavet ved Skotlands Vestkyst; det er ikke nok, at man afbilder Hulen, set fra Bunden og set fra Mundingen; det, som man aldrig kan gjengive og som netop saa at sige danner Sjelen i det Hele, det er Bølgeslagets melankolske Musik og de gjøglende Lysreflerer, der som urolige Aander dandse langs Grottens Vægge og Loft. Dertil dette smaragdgrønne, krystalklare Vand, som danner Gulvet og som lader de mindste Detailler i den lyse Bund ses i mange Favnes Dybde, og saa det lyse, blanke, skinnende Hav udenfor, og saa nogle Reminiscentser af Ossian, og man behøver ikke mere for at overgive sig til de mest poetiske Drømmerier, — at sige — dersom man er alene eller i Selskab med ligestemte Sjele. Men i vore Dage kommer ingen alene i Fingals Hule, thi den er med alt, hvad i den monne findes af Romantik, Aander og andet mere paa lovformelig Maade ved thinglæst Dokument bortforpagtet til et Glasgower Dampskibskompagni, der i Sommermaanederne tre Gange ugentlig sender et med Tourister fuldladet Dampskib derhen. Da der betales et Pund Sterling pro persona for Turen, er der ingen Tvivl om, at Kompagniet maa gjøre en god Slump Penge ud af Affæren og at Fingals Hule paa sine gamle Dage er bleven forvandlet til en Guldmine. — Det er forresten ikke alle, som saa fuld Valuta for sine Sovereigns, thi dersom Søen er urolig, og Atlanterhavet har meget ofte dette Indfald, saa kan man ikke komme ind i Hulen med Baadene. Dennegang havde vi imidlertid et aldeles pragtfuldts. 133Veir, og jeg klatrede lige ind til Bunden af Grotten. Det var virkeligt et høist mærkværdigt Syn, som derfra præsenterede sig, thi alle de afbrudte Basaltsøiler, der danne en Art Ballustrade rundt Væggene, vare tæt besatte med Herrer og Damer i alle Slags Kostumer, ligefra Høiskotternes Sansculottiske Nationaldragt og op til den nyeste Pariser Krinoline af 6 Alens Diameter! Og det lod ikke til, at der var mange hensnnkne i taus Beundring; der var en Syngen og en Snakken, En reciterede Ossian, en Anden gav en Stump af Walter Scott tilbedste, her nynnede En „God-save-the-Queen“ og hist skreg en Dame, fordi en Herre traadte paa hendes Kjole o. s. v.; men det mest kuriøse af det Hele var, at Selskabet ikkedestomindre næsten udelukkende bestod af Albions flegmatiske Sønner og Døtre, blandt hvilke maaske de fleste ikke havde følt Trang til at sige et eneste Ord under hele Seiladsen, som dog havde varet en 6—7 Timer!

9*

Fra Staffa seilede vi over til Jona, en langt større og derfor ogsaa af menneskelige Væsener beboet Ø, som har en rig Skat af Antikviteter fra de gamle skotske Kongers Tid og hvis Domkirkeruin er en Levning af den ældste gothiske Bygningskunst. Føreren viste os otte Gravstene, under hvilke der laa begravet norske Konger af den gode gamle Sort, som hentede sin Appanage udenlands fra. Jeg fik dog ikke Tid til at dvæle længe ved disse brave Forfædres Grave, thi Dampskibsklokken ringede Selskabet ombord, og vi begav os paa Tilbageturen til Oban, hvorfra Erkursionen om Morgenen var gaaet ud. Seiladsen til og fra Staffa og Jona var forresten ikke det mindst smukke af Turen og navnlig behagede den mig, fordi jeg holder meget af at suge Solskin ombord i et Skib paa en varm Sommerdag, og fordi det interesserede mig at se den skotske Skjærgaard, der i mange Henseender minder om den norske.

Skjønt Landbrugsmødet, for hvis Skyld jeg er her i Aberdeen, optager min Tid og mine Tanker, vil jeg dog forsøge i Korthed at fortælle dig om en Tur gjennem Høilandene, som jeg foretog med mine to Reisekammerater fra Chester. Tydskeren, soms. 134sandsynligvis er rig eller som ialfald har Penge at spendere paa sin Reise og som sæller stor Pris paa at leve komfortabelt, boede i det fineste Hotel i Glasgow, vi to andre, som ikke ere rige og som ganske vel kunne undvære komfortabel Luxus, havde søgt os ud det Hotel vi antog billigst og valgt et, som hed „Bukkehovedet," hvilket Navn syntes at antyde et vist Forhold til Landbrug og Billighed; Erfaringen viste os imidlertid paa den for vore Kasser sørgeligste Maade, at dette saa langt fra var Tilfældet, at tvertimod Tydskeren slap billigere fra Historien i det fine Queen’s Hotel. Den Morgen, Reisen skulde gaa for sig, vækkedes jeg Kl. 5 derved, at en frygtelig Øsregn pidskede paa mine Vinduer; „jasaa, tænkte jeg, idag blir det da ikke af," og vendte mig om paa den anden Side. Men neppe var jeg atter faldet i Søvn, førend jeg blev vækket ved en ny Øsregn, ikke udenfor Vinduerne, men inde i min Stue, en Øsregn ikke af Vand og Væde, men af danske, tydske og engelske Skjænderier, en Øsregn, som i rige Strømme faldt over min sovende Personlighed og temmelig hurtigt jog Morpheus paa Døren. Det var naturligvis mine to dano-germaniske Venner, som i fuld Reiseklædning præsenterede sig paa hver sin Side af min Seng og paa den bitreste Maade udtrykte sine blandede Følelser af Forbavselse og Vrede over at et Menneske, der skulde reise med Jernbanen Kl. 6, endnu laa i sin Seng, da Klokken faldt i Slag. Forgjæves appellerede jeg til deres Sands for det Passende; de vilde ikke vide noget af, at man opsatte en Fornøjelsestur, fordi det regnede „lidt," som de kaldte det, endskjønt der var faldet Vand nok for at slukke den stærkeste Ildebrand; „det kunde jo klarne op ud paa Dagen" o. s. v. Velan, endskjønt jeg er af en temmelig stridig Natur om Morgenen, saa gav jeg dog efter og gik ind paa at reise med næste Træn, enten det saa regnede Skomagergutter eller ei. — Kl. 10 om Formiddagen strøg vi da afsted til Balloch ved den sydlige Ende af Loch Lommond. Her maa jeg nu tilstaa at mine Rejsefæller tildels fik Ret, thi virkelig klarnede det lidt, ialfald hørte Regnen op, og Luften blev saa vidt gjennemsigtig, at vi kunde nyde Synet afs. 135det omgivende Landskab, der forresten paa dette Sted ikke frembyder noget Mærkeligt. Loch Lommonds sydlige Del er meget bred, men, eftersom man kommer mer nordover, bliver den betydelig snevrere. Jeg kjender for lidet til vore norske Fjeldvande til at kunne sige, om noget af dem ligner Loch Lommond, at der er adskillig Lighed antager jeg intidlertid; mange Steder forekom det mig, at jeg gjenkjendte Partier fra Mjøsen, men medens Mjøsvandet er farveløst, er Vandet i Loch Lommond og, saavidt jeg har set, ogsaa ellers i Højlandene ganske brunt, men ikkedestomindre fuldkommen klart og gjennemsigtigt; denne Farve, som formentlig hidrører fra de store Myrer, hvorfra det gjennem mangfoldige Bække og Elve strømmer ned til Indsøerne, gjør, at Vandfladen nærved synes ganske ravnsort, hvilket giver det Hele en ejendommelig Karakter. Dampbaaden var, som altid paa den Tid af Aaret, fuld af Tourister; næsten alle vare fra England, og man fortalte os overalt, at der iaar var kommet flere end dobbelt saamange engelske Reisende op i de skotske Høilande som de foregaaende Aaringer, hvortil Grunden skulde være at det strenge Pasvæsen, som var indført i Frankrige efter Attentatet af 14de Januar, afskrækkede Folk fra at reise til Paris. I Belgien klagede man ogsaa over Formindskelsen i de Reisendes Antal, som man der tilskrev samme Grund, og senere har jeg fra mine Venner i Paris hørt, at Hotellerne iaar stode halv tomme og Galanterihandlerne holdt paa at spille Fallit — altsammen fordi det franske Politi troede, at man ved Pasvrøvl kunde beskytte Keiserens Liv. Men — det var nu ikke egentlig derom vi skulde tale! Af Udlændinger var der ombord i Dampbaaden en ung tydsk Kjøbmand, som havde giftet sig til mange Penge i England og nu reiste gjennem Højlandene i „the honey moon,“ som Engelskmændene kalde Hvedebrødsdagene. Bemeldte Tydsker var en meget pen Fyr, lod det til, og han prækede for os tre Ungersvende om det passende, fornuftige og behagelige etc. etc. i at gifte sig med engelske Damer, som havde mange Penge. At vi ikke modsagde ham, følger saa temmelig af sig selv, for dets. 136første, fordi det under de forhaandenværende Omstændigheder næsten vilde været en personlig Fornærmelse, og for det andet, fordi det igrnnden var sandt, hvad Manden sagde. Jeg for min Del erklærede endogsaa, at jeg ikke skulde have nogen stor Betænkelighed ved at indlade mig derpaa, dersom en Dame af god Opdragelse og gode Sæder, smuk, elskværdig, ædel, talentfuld, ikke over 23 til 24 Aar, med 20,000 £ paa rede Haand og Udsigter til mere, dersom, sagde jeg, en saadan Skat partout havde sat sig i Hovedet, at jeg var den af Skjæbnen for hende bestemte, saa skulde jeg maaske slaa til! Den unge Ægtemand mente, at der var „plenty“ af saadanne Kone-Emner i Storbritannien, naar man bare vilde søge; jeg har ingen fundet — rimeligvis, fordi jeg ikke har søgt. Skotter var der, saavidt vi erfarede, ikke mange af paa Dampbaaden — vi befinde os fremdeles der — dog var der nogle Gentlemen i den høiskotske Nationaldragt, der nu er gaaet ganske af Mode blandt Folket og kun af og til bæres af en og anden „Duke,“ „Earl“ eller, hvad der nok er det almindeligste, af disse høie Herrers Tjenere. Dragten er forresten smuk og klædelig; den bestaar af — for at begynde nedenfra — Sko, Tartans Uldstrømper, der gaa , op til omtrent to Tommer under Knæet, som er ganske blottet uden Hensyn til Aarstiden; Kroppen dækkes af et kort snevert foldet Skjørt af Tartan og Overkroppen af en lang Vest og en Dito Jakke af graat eller mørkt Klæde; paa Hovedet bæres den skotske Lue med en Ørtiefjær i (en Hanefjær eller Kraakefjær kan ogsaa gjøre Tjeneste). Hertil kommer nu et Slags Patrontaske med Skind- eller Hestehaarsdusker, som i Regelen hænger paa Maven og hvis egentlige Øiemed ikke er mig bekjendt, samt desuden den skotske Dolk, rigt besat med Amethyster eller Cairngorm Stene paa Heftet, og med et Par „Dolke-Unger" ɔ : mindre Exemplarer af samme Sort paa Forsiden af Slidren. Dolken bæres — ja gjæt engang ! i Strømpen. Endelig er Plaidet et Hovedstykke af Dragten, da det danner det eneste Slags Overtøi, som Highlanderne kjende. I gamle Tider bares denne Dragt af Høi og Lav, og hver „Elan" eller Familie i patriarkalsk Forstand ɔ: alle fra Høvdingens. 137til Faarehyrden, havde sit særegne Tartansmønster, som dersor ogsaa forekommer i stor Mangfoldighed og Afverling i Farver. Alle de rudede saakaldte Walter Scotts Tøier, som vi undertiden endnu se anvendte hos os hjemme, ere i Regelen ægte skotske Tartansmønstre; et af de smukkeste er Rob-Roy, som er simpelthen rødt og sort Schakbret-tegnet; det fornemste er „the Royal Stuart.“ — Nu ville vi antage, at Dampbaaden er arriveret til Inversnaid, hvor vi gaa iland for at giøre en Afstikker paa Loch Katterin. Inversnaid er ikke nogen By, men blot et Landingssted for Reisende, hvor der er et stort Hotel og Beværtningssted og et Vandfald, der tager sig ganske godt ud efter stærkt Regnveir. Saasnart man havde sat Foden paa Landjorden, begyndte der en ordentlig Kapløben opover Bakken, da man vidste, at der paa langt nær ikke vilde blive Plads paa Vognene til alle, som vilde med. Mine Reisekammerater og jeg fulgte med nogle Folk, der kjendte Lokaliteterne og førte os en Gjenvei, hvor der egentlig skulde betales en Penny pro persona til Ejermanden, som imidlertid blev taget med Storm og Løfte om Betaling en anden Gang. Paa denne Maade bleve vi da blandt de Lykkelige, som fik Plads, og nu gik det afsted stedse opover og opover, indtil man kom op paa et Slags Plateau, hvorfra man havde en prægtig Udsigt over Loch Lommond og Ben Lommond, en af Highlandenes høieste Fjeldtoppe. Veien gaar nu over eller paa Kauten af en Myr i Dalbunden, som paa begge Sider indesluttes af træløse, men græs- og lyngbevorte Høider — et i høieste Maade uinteressant Landskab. Efter omtrent en Times Kjørsel begyndte det atter at gaa nedover og snart naaede vi Vestenden af Loch Katterin, hvor en liden Dampbaad laa færdig til at tage os ombord. Veiret var nu, jeg kan ikke sige godt, thi tykke Regnskyer hang over Fjeldtoppene, som omgive Indsøen, men jeg maa ikkedestomindre antage, at det var det ønskeligste Veir, vi kunde have, thi det gav det hele Landskab en høist interessant Karakter, som man kunde kalde melankolsk-romantisk og som mindede mig om et af Bladene i „Norske Folkelivsbilleder," det, der fremstiller ens. 138Ligfærd, som i Baade har sat over et Fjeldvand og netop er ifærd med at støde til Land for at fortsætte Vandringen til Kirkegaarden. Loch Katterin er blandt de mindste af de skotske Landsøer, men en af de smukkeste, især dens østlige Del, hvorhen vi nu nærmede os. Omgivelsernes Karakter er her ganske forandret, og det var derfor særdeles heldigt at Veiret skiftede, idet den prægtigste Sommersol kastede sine Straaler ned over „the Trosachs“ rige Vegetation. Her var altsaa dette verdensberømte Trosachs, hvor Walter Scott har henlagt Scenen for sit Mesterværk „the Lady of the Lake,“ om hvilket man kan spørge „hvo kjender ikke det?" og altid være temmelig sikker paa, at ingen vil vove at tilstaa sit Ubekjendtskab dermed, allermindst naar man er omgivet af Folk, som kan citere Størsteparten af dette berømte Digt. Her hørte man da heller ikke andet end „Ellen," „Fitz-James," „Rhoderic," „Malcolm" og andre Personager, der spille en Rolle i Digtet. „Her gik de iland." „Her var Kampen." „Her var dit og hist var dat" o. s. v. o. s. v. og saa alt imellem Udbrud af Henrykkelse over Naturen: „Very fine lake!“ „Beautifull scenery!“ „splendid!“ „grand!“ etc. regnede det ned fra alle Kanter. Jeg Stakkel, som ikke endnu havde saaet Tid til at læse „the Lady of the Lake,“ ønskede hele Sværmen af Ladies og Gentlemen Pokker ivold eller ialfald iland, saa man kunde saa Lov til at nyde det virkelig deslige Landskab i Fred og Ro; men endskjønt jeg søgte mig ud den mest ensomme Krog paa Skibet, som jeg kunde finde, kunde jeg dog ikke undgaa de mange Uundgaaelige, som følte Trang til at meddele sine Indtryk og blære sig med sine poetiske Reminiscentser. Der er ingen, der under saadanne Omstændigheder som dem, vi her vare under, er mere tilbøielig til at give sine Følelser Luft, end den ellers saa tilbageholdne Englænder; naar Tydskeren faar sagt sit „Wunderschön" med den behørige Pathos, er han i Regelen færdig; Franskmanden vil anvende mere Opmærksomhed paa at observere de forskjellige Symptomer, hans Reisefæller vise paa Betagelse, end paa det, der har fremkaldt Betagelsen; Danskeren vil maaske lade falde et beskedents. 139„Deiligt" eller „Yndigt," men Nordmanden vil ganske upaatvivleligt æde Fornøjelsen i sig og, hvad angaar Italienere, Tyrker og Kinesere, har jeg ikke havt Leilighed til at reise sammen med dem, saa at deres Natur-Forhold eller rettere sagt deres Forhold til Naturen er mig ubekjendt. Men Englænderen og især Englænderinden bliver ligeoverfor et Landskab, som Bradshaw, Black eller Murray har erklæret for at være smukt i en eller anden Potents, meget følsom i Ord, især naar der knytter sig et eller andet Historisk eller Digt til Stedet. „You know the Lady of the Lake, Sir,“ sagde en ryk Gentleman til mig. „No Sir, I have not read it.“ „What do you say Sir, is it possible! ?“ og andre endnu stærkere Udbrud af forbauset Indignation. Vel, tænkte jeg, det er nok her bedst at have læst „the Lady.” Og ingenting er lettere end at dupere Godtfolk under saadanne Omstændigheder. Man hører en Bemærkning sra høire Nabo og anvender den med en liden Nuancering til venstre Nabo, der udvexler den med en anden Bemærkning, som atter anvendes til høire Nabo; man hører et Citat bag ved sig, som man saa behændigt anbringer til sin Formand osv. osv., og man lader aldrig Folk tale helt ud, uden at forsikre dem om, at man kjender Historien til Punkt og Prikke. Paa denne Maade udførte jeg da i mindre end et Minut min Beslutning om at have læst „the Lady of the Lake.“ Endelig steg vi da iland og paany tilvogns for at kjøre gjennem et pragtfuldt løvrigt Dalføre, hvis Mage i Romantik jeg sjelden saa. Vi kom nu til „the new Trosachs Hotel,“ der med sine runde Taarne ganske ser ud som et Slot fra Middelalderen. Et meget fint Hotel var det sandelig, man levede godt og man betalte endnu bedre. Efter Middagen spadserede vi atter ned til Loch Katterin og Tydskeren gav sig ikke, før han fik os besnakket til at leie en Baad og lade os ro ud til „Ellen’s Island,“ hvor baade han og Danskeren vare romantiske nok til at samle med sig et helt Herbarium af Lyng og Blomster, medens jeg frydede mig over Naturen! Øen er en ganske liden Holme, men dækket med en tropisk yppig Vegetation af Løvtræer,s. 140Kjæmpebregner etc. Vi vare forresten ikke de eneste, der „sværmede;" der hvor vi landede, laa allerede en Baad, i hvis Agterende der sad en tyk Herre med et ægte Spækhøkersjæs, røgente sin Cigar og sikkerligen tænkende paa sine Aktier og Valuta; men da vi gik iland, raabte han til os: „When you meet my wife, Gentlemen, please tell her, I am anxious to return ! “ Det begav sig da at „Mistress" var en ung smuk Person, som var gaaet iland for at sværme og botauisere, thi hun havde en stor Botaniserkasse ved Siden. Hun lo ganske hjerteligt, da vi udrettede hendes Husbonds Ærinde, og fortalte, at hun var aldeles ikke „anxious to return,“ men at hun vel fik forbarme sig over ham alligevel. Det Slags Ægtepar, en tyk Spækhpker med en ung smuk Kone ser man mange af i England, og derfor er der ogsaa saamange Skilsmisseprocesser og lignende hertillands. Snart vendte ogsaa vi tilbage, og Baadmændene søgte da at indsmigre sig hos os, ved at synge skotske Viser og citere hele Sider af „the Lady of the Lake;“ spurgte man dem om noget, fik man altid Svar paa Vers, hvorved man i Regelen blev ligesaa klog som før.

Edinburgh, 29de December 1858 ^*)Af et Brev til Professor Dumas..

Min kjære Lærer!

Siden jeg forlod Paris, har jeg reist meget og set meget. Jeg har flakket om den hele Sommer og Høst, indtil Storm og Uveir tvang mig til at tage Vinterkvarter, og dertil har jeg af flere Grunde valgt Edinburgh. Først reiste jeg gjennent Nordsrankrige og fik i Lille en særdeles god Modtagelse hos Hr. Kuhlmann og Hr. Girardin. Derfra gik jeg til Brüssel, hvor Deres Anbefaling ligeledes banede mig Veien til Hr. Stass. Jeg gjennemreiste en stor Del af Belgien og opholdt mig især paa Kampinen for at studere de mærkværdige Vandings- og Agerbrugs- arbeider. Intet af alt, hvad jeg hidtil har set af Agerbrug, hars. 141interesseret mig i den Grad som Kampinen; thi der, mere end noget andet Sted, bliver man fuldstændigt overbevist om, at Anvendelsen af de mekaniske og kemiske Videnskaber paa Agerbruget i Tiden vil medføre en fuldkommen Forandring i Udøvelsen af denne gamle Kunst. Naar man ser den rigeste Græsvært og Hvede, Havre, Hør og Rødder i en mærkværdig Overflod paa Kampinens af Naturen saa ufrugtbare Sand, da er man tilbøielig til at kalde vore Fædres Ideer om den absolute Vigtighed af naturlig Frugtbarhed Fordom, og man fristes til at have tilbedste den gode Praktikus, som fortæller os, at Hveden er en Plante, der udelukkende kan voxe i en seig Jordbund. Vand og Guano — Saharas Forvandling! Et frugtbart Land ashænger nu kun af Kjøbesummen, takket være Videnskaben, takket være Saussure, Davy, Dumas, Boussingault, Liebig! — Tilgiv mig disse Udbrud Hr. Professor, de ere maaske her ikke paa sin Plads, men de gjengive det Indtryk, som mit Besøg paa Kampinen efterlod hos mig.

Hvor ganske anderledes er det dog i Øst- og Vestslandern. Hvilket Land dette Flandern! Hvormeget kan ikke Videnskabsmanden endnu lære af denne saa beundringsværdigt vindskibelige Befolkning, hvilken nyttig Lærdom modtager han ikke her af disse forfarne Bønder, som have gjættet saameget af Naturens Hemmeligheder, at der for Theoretikeren kun bliver tilbage at træde forklarende til. Og Ekonomerne, som have talt saameget om Faren ved Jordbundens Udstykning, hvilket Nederlag lide de ikke her, hvor det, takket være denne forhadte Udstykning, er bleven muligt for en talrig Befolkning at forskaffe sig sit Underhold. Er det ikke snarere Mangel paa Oplysning og Jhærdighed end selve Udstykningen, som er den fremherskende Aarsag til den Fattigdom, man ulykkeligvis altfor ofte møder i Laudet, hvor Loven hjemler den ubegrændsede Deling af Eiendommen; og skulde man ikke tro, at naar der blev sørget for Folkets aandelige og moralske Opdragelse, maatte Samfundet, uden Fare for at tabe derved, kunne bevare det denne Eiendomsret, der er saa fortrinligt skikket til at sammenslutte. Men, siger num, Udstykningen af Jordens. 142lægger en mægtig Hindring for Indførelsen af et forbedret Agerbrug. Imidlertid, uden at tale om den Nytte, som en klog Gjenneniførelse af Associationsprincipet maaske ogsaa i denne Henseende kunde yde, saa har man jo allerede nu bevægelige Tærskemaskiner, Saamaskiner, Meiemaskiuer etc., hvis Arbeide Agerbrugeren kan leie timevis, og skulle vi ikke snart faa Dampploug, Gravemaskiner og endnu flere lignende Redskaber. Uden Tvivl medfører den lille Eiendom sine store Vanskeligheder, men skulde ikke paa den anden Side Fordelene kunne bringe Ligevægt?

Med mit Ophold her i Storbritannien er jeg meget tilfreds. Jeg har set Hundreder af Agerbrugsetablissementer af enhver Art, fra Omegnen af London lige til Høiskotlaud, og har næsten udelukkende beskjæftiget mig med at studere det praktiske Agerbrug, hvis Kjendskab er mig saa vigtigt i min fremtidige Trilling. Det er ogsaa det eneste, som jeg her har kunnet gjøre med noget Udbytte, thi med Hensyn til Videnskaben selv er der ikke meget at lære i dette Land. Her er rigtignok en Mængde Agrikulturkemikere, men det er i Regelen kun Mænd, som gjøre Analyser for at fortjene Penge, og som give sig meget lidet af med videnskabelige Undersøgelser. Men det praktiske Agerbrug — se det forstaar tilbunds disse Englændere og disse Skotter, hertil ere de som skabte ved sin mærkværdige Jhærdighed, sit Talent til at omsætte andres Opdagelser i klingende Mynt og ved sin Kjærlighed til Landlivet.

Uagtet Kemien saaledes har været en Smule tilsidesat, siden jeg forlod Paris, har jeg dog aldrig forsømt nogen Leilighed til at gjøre Bekjendtskab med Kemikere, se Laboratorier eller besøge Fabriker. Alle Kemikere, jeg har truffet paa, som Hoffmann, Williamson, Frankland, Gilbert, Muspratt, Anderson, Mae Adam etc. have med den mest levende Interesse spurgt til Dem, Hr. Professor, og Deres nye Arbeider om de kemiske Ekvivalenter ere allevegne her i Landet blevne modtagne med stor Glæde. Blandt alle Nutidens Kemikere er der her ikke noget Navn, som bliver mere agtet og æret, end Hr. Dumas's. Hvor lykkelig er ikkes. 143jeg, som har havt denne Mand til Veileder, og hvor taknemmelig er jeg ikke denne velvillige Lærer, der gav mig, da jeg kom som en ung Mand uden Navn og uden Fortjeneste, en Plads hos sig, veiledede mig med sine Raad, opmuntrede mine Bestræbelser og aldrig lod mig savne den Støtte, jeg trængte til. For det sidste Bevis paa Deres Velvillie — det Vidnesbyrd De har givet mig — ved jeg neppe, hvorledes jeg skal udtrykke min Erkjendtlighed; thi Deres Udtalelse om mig er saa smigrende, at alt hvad jeg ønsker er i Fremtiden at fortjene den bedre, og idet jeg takker Dem af mit ganske Hjerte, beder jeg Dem være overbevist om, at paa samme Tid, som ingen anden Opmuntring kunde være mig kjærere, føler jeg tillige et stort Ansvar ved at vide mig hædret ved Deres „Agtelse og Venskab." Med Ærestitelen Dumas's Elev vil enhver anden Anbefaling være overflødig, og det vil kun bero paa mine Evner, min Udholdenhed, min Styrke at skabe mig en ærefuld Stilling i mit Land. Og er den dybeste Kjærlighed til Videnskaben i og for sig en mægtig Allieret, da har jeg ogsaa det Fremtidshaab, at det maa lykkes mig at bidrage min Del til Udviklingen af den specielle Gren, som jeg har viet mine Evner og Kræfter.