BREV TIL: Deichman, Carl FRA: Langebek, Jacob (1766-04-19)

19. April 1766.
TIL CARL DEICHMAN.

Høiædle og Velbyrdige,
Høistærede Hr. Cancelli Raad.

Ieg har med al Fornøielse modtaget Hr. Cancellie Raadens samtlige angeneme Skrivelser, saavel den sidste af dette Aars 21. Martii som dem af afvigte Aar, og tillige rigtigt bekommet hvad som haver medfulgt enten i rare Penge eller gode Varer. For det deilige, velsmagende og, som ieg troer, heelt sunde Syltetøig takker min Kone overmaade meget, og ieg saavelsom andre vore Bekiendtere kan ei andet end rose det og saa meget høiere agte det, som det uden tvil er det første i sit Slag, der har været i Kiøbenhavn. Men ieg for min deel har Aarsag at takke dobbelt og mange gange dobbelt, som af Herr Cancellie Raadens generosité har faaet min liden Mynt-Samling forbedret med saa mange snmkke Stykker, hvor af ieg havde den mindste Deel tilforn. Det har aldrig været min Agt at gaae videre i denne Samling end til de gamle Danske og Norske smaa Mynter fra de ældste tider til omtrent Reformationen, saavidt nogen Oplysning og Prydelse deraf maatte flyde til vor gamle Historie; thi at samle paa nyere Tiders kostbare Mynter og Medailler, det taaler min Pung ikke, ei heller vil min Alder, som nu løber paa det 57de, strekke til at giøre derudi nogen Fremgang. Imidlertid giør det kiære Liebhaverie og gode Bekiendtskaber, at man efterhaanden s. 413og uformerket faaer nogen Samling af det, man ikke har foresat sig. Men hvad Hr. Ccmcellie Raadens Godhed i denne Punct angaaer, da vilde ieg være heelt skamfuld at tage derimod, dersom ieg ikke havde det Forsæt at ville søge paa nogen Maade at giøre Giengield, dersom Gud under mig Livet og ieg kan være lykkelig at finde paa noget, som maatte behage. Ieg skulde giøre Undskyldning for min lange Forsømmelse i at skrive, i hvilket Henseende ieg maae tilstaae, at iblandt mine mange Ufuldkommenheder er den een af de store, at ieg er en efterladen og seendrægtig Brevskriver, og fortiente som oftest mine Venners Ugunst, dersom ikke deres oprigtige Hiertelag hentydede alting for mig til den beste Mening. Nogen Skyld har vel Forretninger, som ieg aldrig kan fattes for. Nogen Skyld har og Helbreden, som i nogle Aar har været ganske vaklende, dog, Gud ske Lov, meget bedre i Aar end i fior. De Bøger, som Hr. Ccmcellie Raaden forlanger fra Sverige, har ieg baade tilforn og nu nylig talt med Mag. Dass om. Han paastaaer, at de ligge indkiøbte hos Secreterer Buschman i Stokholm, og vente alene paa en beqvem Leilighed herned. Siden den bekiendte Bog-Commissionaire Ekholm først faldt i nogen Sinds Svaghed og siden gav sig til at være Skribent, og derforuden adskillige af mine Stokholmske Bekiendtere ere døde og borte, har mine Commissioner deroppe ikke gaaet saa ordentlig, som ieg ønskede. Imidlertid om noget fremdeles maatte falde, som Hr. Cancellie Raaden vilde have forrettet enten der eller her, skal ieg med usigelig stor Fornøielse udrette det, som ieg best kan. Grams Meursius¹ og Knytlinga Saga²D. e. Grams ufuldendte Udgave i Folio. bliver neppe at tenke paa, uden ved nogen Leilighed, hvilken ieg ganske vist skal have i god Agt. Vort langvarige Corpus Diplomaticum, som er et af mine store Arbeider, nærmer sig nu alt mere og mere til Trykken, saa at i dette Aar gierne s. 414kan giøres Anstalter til den første Tomes udkomst, naar og saafremt vor nu regierende Konge vil og kan indlade sig i sin Hr. Faders Lyst til at befordre nyttige Ting, hvorom vi ingen Aarsag har at tvile, især om Tiderne og Omstændighederne noget vilde forandre sig til det bedre, hvilket alt Gud og god Husholdning kan giøre. Ellers har til dette Verks ydermere Fuldstendighed nyligen aabnet sig en ny og uventet liden Lykke, nemlig at ieg, paa Hans Majestets bekostning, ved Geh. R. Bernstorfs Forsorg, igienem en god Connoissance, som Prof. Mallet har lagt sig til i Rom. har bekommet en temmelig Deel gamle og rare Documenter i vor Nordiske Historie, udskrevne af de Pavelige Registranter af 13de Seculo, og har Haab om flere derfra baade af ældre og følgende Seculis. Næst at formelde min Kones Compliment, har den Ære med en fuldkommen Tilgivenhed at forblive

Min Høistærede Hr. Cancellie Raads
tienstskyldigst forbundne tiener
I. Lanqebek.

Kiøbenhavn d. 19. April 1766.

Skjønt ovenstaaende Brev vistnok er det sidste, Langebek har skrevet til Deichman (i alt Fald det sidste bevarede), vedblev denne dog at bevare sine venlige Følelser for ham, og efter hans Død har Deichman i en utrykt Afhandling udtalt sig saa anerkjendende om Langebeks Hovedværk „Danske Magazin“, at der er Anledning til her at anføre hans Ord. Han siger nemlig, efter at have opregnet forskjel lige Arbejder i dansk Historie fra 1ste Halvdel af det 18. Aarhundrede: „ Men uden at fornærme Nogen, anseer ieg visselig et Skrift, som ved samme Tider kom for Lyset, som et af de kostbareste og nødvendigste Hielpemidler til den danske, saavel geistlige, verdslige som lærde Historie, hvis tidlige Afsked Mange høilig beklager, ikke alene i Henseende til de rare Brevskaber og Efterretninger, men endog til den grundige Bedømmelse, Sammenligningen med hvad allerede havdes, som overalt bærer et Vidne om den Mands store Erfarenhed baade i Historien, Antiqviteterne og alle de Videnskaber, som er Historien nær beslægtede, som forestod Arbeidet; jeg mener det Danske Magazin. Ønskeligt, om Nogen, enten ene eller i Selskab med Andre, vilde betræde samme Bane. Man kan „ansee det, om ikke det Eneste, saa dog det Fornemste, som kan antænde det rette Lys i vor Historie“ (Deichmanske Bibi., Mnskr. Nr. 125, Fol.).

Langebek, Jacob BREV TIL: Deichman, Carl FRA: Langebek, Jacob (1766-04-19)