Clausen, Johannes Carl Emil BREV TIL: Beck, Johan Vilhelm FRA: Clausen, Johannes Carl Emil (1856-09-27)

J. Clausen til Vilh. Beck.
Frederiks Hospital 27. Septb. 1856.

Ret megen Tak, kjære Ven! for dit venlige Brev ¹⁾Dette Brev findes ikke blandt de efterladte Papirer, men i Cl’s Brev skimter man Indholdet, hvor første Gang religiøse Tankeudvekslinger fremkommer i deres Brevveksling., som jeg modtog her i mit Exil. Vore Breve have vist krydset hinanden; da Du skrev til mig, havde Du vist ikke modtaget et Par Ord, som jeg skrev i Søndags ²⁾21. Septbr. 1856. En kort Meddelelse om Cl’s Sygdom, som hindrede ham i at indtegne sig til Embedseksamen ved Juletid.. Min voldsomme Hovedpine blev ved, og Lægen raadede mig da til at tage herud paa Hospitalet, da man ikke i Hjemmet kan faa den fornødne Pleje. Her er jeg altsaa, kjæreste Ven! og har været her siden 23. Septbr., netop samme Dag, som dit Brev er dateret, og da Du saa venlig mindedes mig. Siden jeg kom herud, har jeg forøvrigt havt det godt i Hovedet, hvad Professoren mener har sin Grund i den fuldkomne Hvile; min Sygdom har vist sin Grund i Overanstrengelse. Men hvor er her kjedeligt og til sine Tider uhyggeligt, naar andre Patienter ligge og jamre sig, ønske Døden o. s. v. Hidtil har jeg ikke maattet staa op, og det forøger jo Kjedsomligheden. I denne kjedelige Forfatning var dit Brev mig, kjære gode Ven, endnu kjærkomnere, end det ellers altid er. Hvor maa det glæde mig, at Du ogsaa fra din Side med Glæde seer tilbage paa vort Samliv i Sommer. »De bedste Venner, hedder det, ere de, der stræbe at gjøre hinanden gode«; og have vi da i den forløbne Sommer aabnet vore Hjerter for hinanden, gjensidig s. 15søgt at aabne hinandens Blik for alt sandt, skjønt og godt og fremfor alt for Troens Sandhed, der saavel i os som udenfor os blandt dem, vi skulle virke, og som Du alt virker iblandt ¹⁾B. var i Foraaret 1856 blevet Kapellan hos sin Fader i Uby., skal sprede saa meget Mørke, forjage saa meget, som ikke bør findes i os, da troer jeg, vi have været for hinanden sande Venner. Min kjæreste Ven! Overvurder blot ikke mig. Du veed, hvor mange der i mig kun see en vankelmodig daarlig Person, hvor mange der beskylde mig for Lunkenhed; der maa dog være noget sandt i deres Beskyldning. Betænk det, kjære Ven, og Du vil ikke udsætte Dig for at blive skuffet. Seer Du i mig, kjære Ven! et Menneske, der troer at have en god Villie til alt godt, da troer jeg ikke, Du tager fejl af mig; men husk paa, at Villie og virkelig Væren desværre saa ofte ikke stemme overens; men er Du min sande Ven, søger Du ved given Lejlighed at raade Bod paa mine Svagheder. Dog, nu bort med disse Betragtninger; kan Du i Fremtiden finde nogen Glæde ved at see mig, da tro mig, Glæden er for mig desto større; der er nok, som ikke kunne lide mig. Mit Humeur er dog herinde bedre, end jeg kunde vente; det kommer deraf, tænker jeg, at andre have maattet lide endnu mere; det værste er jo min Examen. Dog gjør det jo ikke saa meget, om jeg ogsaa skal vente til Sommeren. Maaske kan jeg endnu da komme ned og besøge Dig nogle Dage i Julen. Dog derom kunne vi jo nærmere tale senere. — — Lev vel, kjære Ven! gjentagne Tak for dit Brev. Hils dine Forældre og din Forlovede ret meget fra mig. Og selv hilses Du af din Ven

Johannes Clausen. ²⁾Becks Svar var en Indbydelse til Clausen om at tilbringe Julen i Uby Præstegaard.