Axel Beck Venskab og Samvirke - Brevveksling mellem Vilh. Beck og Johannes Clausen

VENSKAB OG SAMVIRKE

s. II

s. III

s. IV VILHELM BECK

s. 1 JOHANNES CLAUSEN

s. 2

s. 3VENSKAB
OG SAMVIRKE

BREVVEKSLING
MELLEM
VILH. BECK OG JOHANNES CLAUSEN

UDGIVET AF

AXEL BECK

O. LOHSE - KØBENHAVN

FOR NORGE: LUTHERSTIFTELSENS BOKHANDEL - OSLO

1936

s. 4MISSIONSTRYKKERIET
V/A. SIEBUHR-KØBENH.

s. 5FORORD

Først efter gentagne Opfordringer har jeg vovet Forsøget paa at udsende Brevvekslingen mellem min Fader og Pastor Johannes Clausen, idet jeg fra tidligere Benyttelse af Brevene var klar over, at det vilde kræve et omfattende Kildestudie, om Bogen skulde faa Værdi for Eftertiden.

Brevene giver nemlig ikke blot et Billede af de to Mænd, som Breve jo altid er mere eller mindre Selvportrætter, men et Stykke dansk Kirkehistorie.

Vi møder i denne Brevveksling et Venskab, der nærmer sig det ideale, prøvet gennem Vanskeligheder og store Modsætninger uden at briste, fordi det var bygget paa Klippen.

Vi møder et Samvirke af to Mænd, tro mod Sandheden, nidkære i en Gerning, der greb ind i saa godt som alle den Tids aandelige Rørelser, og derfor fik sit kirkehistoriske Præg.

Saa vidt det har været mig muligt, har jeg tilføjet Notater om de Personer, Virksomheder o. s. v., som omtales i Brevene, om Bogen muligt kunde blive en Hjælp til nøjere Kendskab til den kirkehistoriske Periode i sidste Halvdel af forrige Aarhundrede.

Det har været værdifulde Timer for mig at sysle med Brevene. Mange rige Minder er blevet levende paany fra den Del af de Mænds Liv, der faldt i min Barndom og Ungdom. Og det er mit Ønske, at Bogen s. 6maa blive en Hjælp for den nye Slægt til at værdsætte den Indsats, Gud skænkede vor Kirke gennem disse to Mænds Virke.

1936 er det store Mindeaar i vor evg.-luth. Kirke, Mindeaaret om Reformationens og Konfirmationens Indførelse i Danmark. I Tilslutning hertil kommer Mindet om »Kirkelig Forening for den indre Mission i Danmark«, der 13. September 1861 stiftedes paa evg.-luth. Grund og gennem 75 Aar har bevaret sit lutherske Præg til Velsignelse for vor Kirke.

Maatte denne Bog bidrage til at »komme vore Vejledere i Hu, og naar vi ser Udgangen af deres Vandel, da efterfølge deres Tro«.

En Tak til Pastor Chr. Clausen, som velvilligst overlod mig sin Faders Breve, til Professor O. Andersen for beredvillig Bistand med kirkehistoriske Oplysninger og Boghandler Lohse, der stillede flere Aargange af »Indre Missionstidende« og »Annexet« til min Raadighed.

København 1936.

s. 7VENSKABETS BEGYNDELSE.

Venskabet mellem Vilhelm Beck og Johannes Clausen stammer fra deres Studenterdage.

Beck var allerede ud over Rusaaret, da Clausen kom til København 1851 som Student, nedtrykt i Sind og med altfor livlige Nerver, og saaledes i Virkeligheden en afgjort Modsætning til den livsglade og vittige — ofte satiriske Student Beck. Men Tiden har vist, at det netop var en saadan Ven, Clausen tiltrængte.

Beck havde alt i sit Rusaar sluttet sig til de senere i vor Kirke saa fremragende O. C. Ipsen og Viggo Gøtzsche.

I denne Kreds blev Clausen optaget og forvandlede Trekløveret til et »Firkløver«.

I Begyndelsen havde Clausen dog vanskeligt ved at finde sig til Rette i denne snævre Kreds. Han mente at savne den Venskabets »Velkommen«, som maa være over ethvert Venskabs Begyndelse; og her var Beck utvivlsomt den største Hindring, at dømme efter et senere Brev. »Da jeg lærte Dig at kjende, gjorde jeg ikke stort af Dig,« skrev Beck, »skjønt jeg heller intet havde imod Dig,« ¹⁾Vilh. Becks Brev 18/2 1857. En anden Hindring skal ogsaa søges i Becks Tilbøjelighed til at have andre til Bedste med sine Vittigheder, hvor Clausen ikke altid gik Ram forbi. Saalænge de mødtes i Studentertiden, var deres indbyrdes s. 8Forhold næppe naaet ud over det almindelige Kammeratskab med almindelig Studenter-komsammen. Først i Becks Kandidataar sker den afgørende Forandring, hvor Interesseløsheden maatte vige for Venskabsfølelsen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Bogø 8. Juli 1855.

I mere end en Henseende var det mig, min kjære Ven! en sand Glæde at modtage dit Brev ¹⁾Becks Brev findes ikke blandt de efterladte Papirer.. Uden som Du endnu at være udrevet af den Kreds af Venner, som Du mindes med saa megen Velvillie, har jeg dog altid, og som jeg troer med større Grund, anstillet for mig selv lignende Betragtninger, som Du i dit Brev. Min Personlighed frembyder saa mange Mangler i intellektuel og conventionel Henseende, at jeg aldrig ret har turdet hengive mig til den oplivende Tanke, at jeg af Eder betragtedes som Ven i Ordets indholdsrige Betydning; jeg har bestandig betragtet mig som det femte Hjul, der slæbede efter af gammel Vane, og ikke som ensartet Led eller Del i Eders Kreds. Netop som min Karakter er, har dette ofte og oftere, end Du troer, gjort mig fortrædelig og forknyt, og jeg har troet i vor Ven Carls ²⁾O. C. Ipsen. Angreb at have Beviser for, at mit Forhold til Eder virkelig var saaledes. Nu derimod betragter jeg det ganske anderledes, jeg indseer, at Carl ikke har satiriseret over mig, fordi det var mig, men fordi min Personlighed i sin hele Retning og dens Anskuelser ere saa forskjellige fra hans. Ved dit Ophold forleden i Kjøbenhavn begyndte jeg at udrive mig af min deprimerende Betragtning; dit Brev har fuldkomment forvisset s. 9mig om, at I nu og fremdeles betragte mig som Eders Ven, og under dette Brev kan jo ikke indfattes nogen Fordring i intellektuel Retning, men kun Fordring paa Oprigtighed og Hengivenhed under alle Forhold. Som sagt — jeg er virkelig glad og glæder mig overordentlig til at see Eder, og intet hellere ønsker jeg end at kunne opfylde det Løfte, Du tager af mig, nemlig som Bestemmelsen var i Kjøbenhavn at komme til Uby d. 21. Juli. — — —

Mit Liv her er ensformigt i højeste Grad og egner sig som Følge deraf godt til at læse. Lykkelige Menneske som Du er, at Du har dit »Laud« i Lommen. Det er jo nu en saa stor Raritet, at Folk med mine Midler skulde kunne naa det. Imidlertid har jeg en Del mere begrundet Selvtillid end tidligere; thi tænk Dig! jeg hævede mit »Non cont,« til »Haud II’ gr.« At min lille Næse har antaget en mod Jorden mere divergerende Retning, begriber Du af Dig selv. At der var uhyre Glæde i Hjemmet, er ligeledes, hvad Du kan tænke Dig. Jeg skal ikke gaa længere ind paa Satiriseren, andre kunne fortsætte Ironien over mig i det uendelige — — Jeg glæder mig hjertelig, til vi sees.

Du modtage en venlig Hilsen fra din Ven

Johannes Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Bogø 17. August 1855.

Fra det stille ensformige Hjem ¹⁾Clausens Fader var dengang Præst paa Bogø. skriver jeg Dig, min kjære Ven et Par Linier til, hvilke formentlig træffe Dig i fuld Virksomhed i din Skole ²⁾Borgerskolen i Kalundborg.. Ligesom jeg lever Du vel i og af Erindringer om den svundne Sommerferie, forhaabentlig ikke den eneste og sidste vi s. 10skulle tilbringe sammen i al Gemytlighed; dette er i det mindste mit Ønske og Haab; sjælden eller aldrig har jeg som paa vor Tour ¹⁾Rejse i Jylland, bl. a. til Himmelbjerg, Munkebjerg, Grejsdal og en Afstikker til Slesvig og Hamborg. været saa glad og vel til Mode, hvad jeg maa skylde de smukke Steder, vi saa, og fornemmelig Eders Selskab, hvad Du vel kan forstaa, hvis Du mindes det Brevs ²⁾8/7 1855. Indhold, som jeg skrev til Dig før Ferien. Jo mere behagelig og morsom den første Del af Ferien var, desto ensommere og kedelig var den sidste Del af den; her paa Bogø har ingen været af mine Bekjendte, som man kunde faa en Passiar med, man var overladt til sig selv og sine trivielle Betragtninger, og trivielle vare de, fordi jeg lige siden vor Tour har lidt af et ubehageligt Onde. — —

Skulde Tid og Lejlighed tilstede det, glæd mig da, kjære Ven, engang imellem i Vinterens Løb med et Brev; det skal ikke blive ubesvaret. Maaske vi kunde vexle Tanker og Meninger om enkelte Ting eller Spørgsmaal, som Tilfældet maatte opkaste; men vent aldrig, kjære Ven, noget fuldkomment af mine Breve; hverken Form eller Indhold lægger jeg synderlig Vægt paa; jeg skriver, hvad Øjeblikkets Stemning indgiver mig; men derfor trænger mine Breve ogsaa til en skaansom Bedømmelse. — Glem imidlertid ikke at skrive.

Jeg kan ikke slutte dette Brev, inden jeg har bedet Dig hilse og takke dine Forældre ret meget for deres Venlighed imod mig under mit Ophold i Uby. Selv være Du ligeledes hjertelig takket saavel for Opholdet hos Dig som Touren, og hilset af din stedse hengivne Ven

Johannes Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
9. December 1855.

Det kunde ligge nær for Dig, kjære Ven! af min Tavshed at drage den Slutning, at jeg var blevet fornærmet over din aabne og ligefremme Udtalelse om mig og min Adfærd i Sommer. Jeg kan forsikre Dig om, at dette ikke er Tilfældet. Naar Du bebrejder mig »Vakkelvaarenhed og Uklarhed«, da er denne Bebrejdelse aldeles berettiget i Almindelighed og i mange Tilfælde og Situationer, hvor Du har lært mig at kjende. Jeg troer, at Du i Sommer, ledet af en vis Pirrelighed og Mangel paa Eftergivenhed ¹⁾Til Forklaring tjener, at Beck i den Periode var inde i en stærk aandelig Brydning, som han ikke synes at have ladet Vennen se ind i. har gjort mig Uret, i hvilken Mening jeg finder Medhold hos mine Rejsekammerater. Imidlertid kjære Ven! Ret eller Uret i saadanne Ting kommer det dog ikke saa nøje an paa. De mindre behagelige Erindringer fra vor Tour har jeg forlængst udsondret, de gode beholder jeg tilbage, og de have ikke været mig til liden Opmuntring under min Sygdom, der har været af den Art, at den har gjennemrystet mig ikke alene i legemlig, men ogsaa aandelig Henseende, og enhver god og oplivende Tanke har jeg grebet og fastholdt som et Middel mod aandelig Fortvivlelse. Nu er jeg, Gud være lovet, meget bedre; Sygdommen har naturligvis forsinket mine Studeringer, men det faaer at være; glad maa man være, at man hidtil har reddet den Smule Forstand og Fornuft, man har besiddet. Jeg tager mig en 8 à 10 Dages Juleferie og haaber at kunne besøge Dig et Par Dage, om Du vil have mig til Uby. Jeg venter med det første et Par Ord fra Dig, hvor Du giver mig din Mening tilkjende. I den Forventning, at vi sees, vil jeg opsætte at meddele Dig et og andet, som jeg kunde have at s. 12meddele, til vi i al Gemytlighed kunne passiare sammen i dit hyggelige Hjem. Jeg glæder mig ret til for et Par Dage at vende Kjøbenhavn Ryggen og nyde Julen paa Landet.

Med venligst Hilsen din Ven

Johannes Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
28. August 1856.

Fra Mellembygningen i Peter Hvidtfeldtsstræde Nr. 108—109, 1. Sal skriver jeg min gode kære Ven! disse Linier til og vil gjøre Begyndelsen med at fortælle Dig og de andre gode »Triller« ¹⁾Ungdomskredsen i Uby Præstegaard. Sommeren 1856. lidt om, hvorledes jeg har haft det, siden jeg forlod Uby. Som Du saa, rejste Fru Rønne og lange Schow ²⁾Theol. Student, senere Præst i Aastrup. med Posten fra Agerup. Jeg slap for den brogede af Hunkjønnet, men faldt i Kløerne paa den lange og hans Elskede; dog bemærker jeg, at jeg sad foran hos Kusken og slap derved for Udsigten til Hr. Schows Underskov, der har udviklet sig forbavsende baade i Længden og Retningen nedad og til Siderne; dens gule Farve mindede om, at vi ere langt fremme paa Aarstiden, og at Jagttiden nærmer sig. Vi vare altsaa paa Vognen ikke 4 »Triller«, men 4 Trivialiteter; jeg sad og halvt sov, medens jeg lod de kjære Erindringer drage forbi; af og til blev jeg vækket op ved en forunderlig Grynten, som jeg strax syntes at være patristisk Latin; jeg tænkte mig imidlertid om og erindrede mig, at der var elskende i Nærheden, og at det var Schow og kom altsaa snart ud af min Vildfarelse. I Slagelse havde jeg nær kommet for sildig. Øm paa Legemet af Træbænkene, i daarlig Tilstand paa Sjælen kom jeg her til Staden i daarligt Humeur over at s. 13have ombyttet Eders Selskab, Landet med Kjøbenhavns kedelige, mørke Luft. Dog nu efter at være kommet i Orden, at være landet hos en gammel Jomfru, som jeg tænker vil holde af mig som en Søn, befinder jeg mig en hel Del bedre. Med fornyede Kræfter, indsamlede under mit lange og herlige Ophold hos Dig, kjæreste Ven, har jeg begyndt mine Studeringer; maatte jeg blot blive rask, kan min Sag maaske nok endnu naa et godt Resultat. Væsentlig maa jeg, naar der skal være Tale om Vederkvægelse for Sjælen, leve af Erindringen, og heldigvis har jeg en hel Del at tage til; mit Ophold i Uby har i mange Henseender være mig overordentlig velgjørende. Ingensteds har jeg truffet Mennesker, som saa meget oversaa mine svage Sider og viste mig saa megen Velvillie; min Opgave i Livet har hidtil meget været at lægge mig ud med Folk; i Uby var dette ikke Tilfældet, og det har glædet mig overordentlig; thi de enkelte Sammenstød med din Broder troer jeg ikke at have fremkaldt. En anden Gang skulle vi, kjære Ven, ind paa psykologiske Betragtninger. Ja, det var ret en herlig Sommer! Saa mange Minder staa saa levende for mig, lige fra Pastor Røginds ¹⁾Sognepræst i Rørby. abnorme skæve Ben til den bekjendte fintbugtende Næse; »Trillernes« Udflugt til Lysthøjen, Lerchenborg, Skovture, Fagot’en, alt mindes; gid man en Gang kunde forny disse Erindringer. — I Dag er jeg i Grunden ikke oplagt til at skrive; om ikke lang Tid skal Du nok faa et lille Brev. Inden jeg imidlertid slutter, maa jeg bede Dig, kjære Ven, hilse dine Forældre ret meget og takke dem for mit Ophold, men iøvrigt være Du og din Forlovede, ²⁾Nina Staffeldt, Datter af Domæneinspektør Kammerjunker Christian v. Staffeldt og Hustru Charlotte f. von Rømer, født 20/3 1834 paa Godset „Drage“ ved Itzehoe. kort sagt »Trillerne« hilset og takket ret hjertelig for s. 14alt godt, som vistes mig i den forløbne Sommer. Og nu Farvel, kjæreste Ven, for denne Gang; tænk en Gang imellem paa og mindes med Venlighed din trofaste Ven

Johannes Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Frederiks Hospital 27. Septb. 1856.

Ret megen Tak, kjære Ven! for dit venlige Brev ¹⁾Dette Brev findes ikke blandt de efterladte Papirer, men i Cl’s Brev skimter man Indholdet, hvor første Gang religiøse Tankeudvekslinger fremkommer i deres Brevveksling., som jeg modtog her i mit Exil. Vore Breve have vist krydset hinanden; da Du skrev til mig, havde Du vist ikke modtaget et Par Ord, som jeg skrev i Søndags ²⁾21. Septbr. 1856. En kort Meddelelse om Cl’s Sygdom, som hindrede ham i at indtegne sig til Embedseksamen ved Juletid.. Min voldsomme Hovedpine blev ved, og Lægen raadede mig da til at tage herud paa Hospitalet, da man ikke i Hjemmet kan faa den fornødne Pleje. Her er jeg altsaa, kjæreste Ven! og har været her siden 23. Septbr., netop samme Dag, som dit Brev er dateret, og da Du saa venlig mindedes mig. Siden jeg kom herud, har jeg forøvrigt havt det godt i Hovedet, hvad Professoren mener har sin Grund i den fuldkomne Hvile; min Sygdom har vist sin Grund i Overanstrengelse. Men hvor er her kjedeligt og til sine Tider uhyggeligt, naar andre Patienter ligge og jamre sig, ønske Døden o. s. v. Hidtil har jeg ikke maattet staa op, og det forøger jo Kjedsomligheden. I denne kjedelige Forfatning var dit Brev mig, kjære gode Ven, endnu kjærkomnere, end det ellers altid er. Hvor maa det glæde mig, at Du ogsaa fra din Side med Glæde seer tilbage paa vort Samliv i Sommer. »De bedste Venner, hedder det, ere de, der stræbe at gjøre hinanden gode«; og have vi da i den forløbne Sommer aabnet vore Hjerter for hinanden, gjensidig s. 15søgt at aabne hinandens Blik for alt sandt, skjønt og godt og fremfor alt for Troens Sandhed, der saavel i os som udenfor os blandt dem, vi skulle virke, og som Du alt virker iblandt ¹⁾B. var i Foraaret 1856 blevet Kapellan hos sin Fader i Uby., skal sprede saa meget Mørke, forjage saa meget, som ikke bør findes i os, da troer jeg, vi have været for hinanden sande Venner. Min kjæreste Ven! Overvurder blot ikke mig. Du veed, hvor mange der i mig kun see en vankelmodig daarlig Person, hvor mange der beskylde mig for Lunkenhed; der maa dog være noget sandt i deres Beskyldning. Betænk det, kjære Ven, og Du vil ikke udsætte Dig for at blive skuffet. Seer Du i mig, kjære Ven! et Menneske, der troer at have en god Villie til alt godt, da troer jeg ikke, Du tager fejl af mig; men husk paa, at Villie og virkelig Væren desværre saa ofte ikke stemme overens; men er Du min sande Ven, søger Du ved given Lejlighed at raade Bod paa mine Svagheder. Dog, nu bort med disse Betragtninger; kan Du i Fremtiden finde nogen Glæde ved at see mig, da tro mig, Glæden er for mig desto større; der er nok, som ikke kunne lide mig. Mit Humeur er dog herinde bedre, end jeg kunde vente; det kommer deraf, tænker jeg, at andre have maattet lide endnu mere; det værste er jo min Examen. Dog gjør det jo ikke saa meget, om jeg ogsaa skal vente til Sommeren. Maaske kan jeg endnu da komme ned og besøge Dig nogle Dage i Julen. Dog derom kunne vi jo nærmere tale senere. — — Lev vel, kjære Ven! gjentagne Tak for dit Brev. Hils dine Forældre og din Forlovede ret meget fra mig. Og selv hilses Du af din Ven

Johannes Clausen. ²⁾Becks Svar var en Indbydelse til Clausen om at tilbringe Julen i Uby Præstegaard.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Uby 14. Januar 1857.

Uagtet jeg ikke veed, hvor Du boer, og følgelig maa gjøre det Vovestykke at adressere mit Brev til Gammeltoft & Comp., da jeg heller ikke husker dette Nummer, maa jeg dog skrive til Dig, min kjære og bedste Ven! Du, som har lært at gjøre Dig saa uendelig savnet; alle savnede Dig, da Du rejste; og nu, min Ven! nu jeg er ganske alene, nu føler jeg først tilfulde, hvilken Gave af Gud det var, at jeg havde Dig saalænge hos mig; hvormeget har Du dog ikke været for mig i den korte Tid! hvormange herlige Vink gav Du mig ikke! og hvormange herlige Grundskud gav Du ikke min ulykkelige Forfængelighed! og hvormangt et Ord nedlagde Du ikke dybt i mit Hjerte, naar selv Du mindst anede det. Kjære Ven! det er muligt, maaske endog sandsynligt, at Du ikke kan tænke paa denne Tid med saa megen Taknemlighed og saa dyb Vemod. Det er naturligt, thi Du maatte vist ofte føle Dig trykket ved at være sammen med mig; jeg er saa haard, saa kantet og støder saa ofte dem, jeg nødigst vilde støde; Du kunde umuligt her finde den Fred, som Du søgte og trængte til; min kjære Ven! glem alt dette, og behold det Gode i Erindringen; noget maa Du dog vist have fundet hos mig, som ikke frastøder, siden Du dog gjerne var hos mig; glem det Onde; og husker Du det, da bed for mig, at Du maa finde mig bedre, naar Du atter kommer til mig. Et godt Minde maa Du dog have, Mindet om Julen, om den hellige Aften, var den end ikke, som den burde være, — vi, som forstode hinanden, følte dog, at det var Juleaften, der var dog nogle Hjerter, som holdt Jul med Herren. — Og nu Du selv, min kjære Ven! — Du er atter i Kjøbenhavn; jeg har en Bøn til Dig: spar Dig selv og vær fornuftig s. 17med din Læsen, saa at Du kan naa Maalet og forsvare det for Gud. Gaa en Gang imellem op til Nina ¹⁾Nina Staffeldt, Vilh. Becks Forlovede.; hun holder af Dig; gjør det for min og hendes Skyld, om ogsaa det øvrige maaske kan være Dig ubehageligt. Skriv snart til mig og lad mig vide, hvordan Du har det, og hvorledes Du tilbringer din Tid. Jeg har sendt Dig, hvad Du til Ipsens store Fornøjelse havde glemt; ja, kjære Ven! tilgiv, men jeg smilte gjennem Taarer, da jeg saa din Tandbørste; sig mig, hvad gjorde Du dog i Tersløse ²⁾I Præstehjemmet i Tersløse fandt Clausen sin tilkommende Hustru. uden Tandbørste?

Lev vel, kjære Ven! mine Forældre hilse Dig. Din Ven

Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Store Fiolstræde 214. ³⁾Datoen mangler. Brevet maa være skrevet samtidig med det anførte af Beck.

Først i Dag kan jeg, min kjære Ven! siges at være kommen til Ro, og det er da nærmest Grunden, hvorfor Du først nu, netop 14 Dage siden jeg forlod Uby, hører fra mig. Siden i Tirsdag d. 6. har jeg flakket om her i Byen for at faa Lejlighed; fra 1. Febr. bor jeg saa sammen med min Fætter Gad ⁴⁾Senere Godsinspektør paa Gunnersløvholm., hvad jeg tror at ville blive godt tjent med, da jeg af disse faa Dage, da jeg har været ene, har gjort den Erfaring, at jeg ikke godt taaler at være ene. — Naar jeg nu her fra mit ensomme Værelse sender Dig nogle Linier, føler jeg først Trang til af Hjertet at takke Dig, kjære gode Ven! for den forløbne Tid, som jeg tilbragte i dit Hjem. Du gav mig saa mange Beviser paa dit Venskab, som har styrket min ikke stærke Aand, og herfor føler jeg s. 18en inderlig Taknemlighedsfølelse. Men jævnsides denne Taknemlighedsfølelse gaaer ogsaa en levende Erkjendelse af, at jeg ikke, mens vi have været sammen, har været taknemmelig i Gjerningen, derved at jeg ikke altid var saa venlig og kjærlig mod Dig, som Du som Ven kunde forlange. Vær imidlertid forvisset om, at den gode Villie manglede ikke. Den svage Karakter gav kun altfor ofte efter for det i Naturen værende daarlige; og Du vil vist have opdaget mange Fejl hos mig, som Du troede mig fremmed for. Kunde Du oversee disse Fejl, vise mig dem og endda bevare dit Venskab for mig, da har dette Venskab virket til at gjøre mig bedre, og da først hviler det paa den Grund, som tilfældige Omstændigheder ikke kunne omstøde. Vore Anskuelser af, hvorledes man helst bør tage Livet, navnlig i Forhold til de Mennesker, som man kommer i Berøring med, ere jo meget forskellige, men slige Differentser, tildels begrundede i de forskjellige Individualiteter, kunne jo ikke forhindre, at vi ere sande Venner, det vil sige, at vi stræbe at gjøre hinanden bedre ved at vække og formane hinanden. Der er saaledes fra min Side adskillige Ting, som jeg vilde gjøre Dig opmærksom paa, og det vel netop fordi jeg troer, at Du som Ven ikke vil tage mig mine Bemærkninger ilde op, selvom Du ikke kunde billige deres Rigtighed. Dette vil jeg i et senere Brev komme tilbage til.

Du hilses kjærligst af din Ven

Johannes Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Uby 11. Februar 1857.

Tak for dit Brev! det har kun yderligere bekræftet, hvad jeg har saa mange Beviser paa, at jeg ingen bedre Ven har eller kan have end Dig, fordi Du altid holder s. 19mig vaagen i Retning af mig selv, fordi Du altid har noget at udsætte paa mig; kjære Ven! herpaa vil jeg kjende, om dit Venskab holder Prøve, at Du vedbliver med dette; men hvorfor lover Du det kun? hvorfor sagde Du mig ikke noget mere i denne Retning, men opsatte det til et senere Brev; vel har Du, som jeg skrev sidst, givet min Forfængelighed velrettede Grundskud, medens Du var hos mig, men husk paa, nu er Du borte, og meget kan være og er spiret op i denne Tid, hvor jeg har hørt mange Lovtaler og set mange, som i vor Gjerning staar tilbage for mig; husk paa, at Du af Gud er sat til at forbedre mig! Vore Anskuelser om vor Væren i Forholdet til andre Mennesker ere, uagtet vore forskjelligartede Individualiteter, maaske dog ingenlunde saa forskjellige, som Du formoder; husk atter paa, at min Karakter er indstillet saaledes, at Alt først skal modsiges, som jeg ikke selv har produceret, eller at Alt først skal gaa i Gjæring, før det Sande udsondres. Bliv blot ved, som Du har begyndt at være imod mig; vort Venskab kan intet omstøde; det har tilfulde Erfaringen udvist. Gjengjæld, kjære Ven! kan jeg ikke love; thi jeg veed intet at udsætte paa Dig, uden maaske dette, at »Du ikke har givet Dig nok ind under Guds Forsorg«, gjør dette! og Alt vil gaae godt; at stride i Bønnen, behøver jeg ikke at minde Dig om. — Kjære Ven! modtag min fulde Taknemlighed, fordi Du ikke glemmer min Nina; hun er saa glad for dine Besøg; hun skrev forleden, at det dog var »en Gjenlyd fra Julen«, naar Du var hos hende; hun er ellers saa ene, saaledes som en Kristen er ene i Verden. — Jeg havde i Gaar Brev fra Vahl ¹⁾Den senere kendte Formand for „Det danske Missionsselskab“, dengang per. Kapellan i Farum.; han var mismodig; thi det stod »jammerligt« til hos ham, højst 4—5 i Kirken; jeg har lært s. 20deraf ikke at være utaknemmelig; thi hvor megen Glæde har Gud ikke beredet mig; Kirkegangen har taget saaledes til efter Julen, at der er over 50 i Kirke hver Søndag, Katekisationen vedbliver fremdeles, og stor Glæde har jeg havt af en Mand, som blev besøgt af Mormonerne ¹⁾Omtalt i Vilh. Becks „Erindringer fra mit Liv“ Side 29—30. og følte sig fristet af dem, hvorfor han søgte Hjælp hos mig; jeg har besøgt ham oftere og fundet en virkelig kristelig Familie og en Surdej g i Menigheden. De religiøse Bøger gaa mer og mer ud, navnlig »Kristelig Samler«. Fra Nina Køpcke ²⁾Becks Kusine. vedbliver jeg at modtage Breve, som vidne om et Menneske, der tørster og hungrer efter Retfærdighed; alt dette siger jeg Dig, fordi jeg veed, Du forstaar min Glæde og glæder Dig med mig. Nu skal jeg til at arbejde med Oprettelse af Menighedsraad; vi havde Convent derom i Onsdags i Kallundborg, saa at Lind ³⁾Dengang Præst i Sæby, senere Biskop i Aalborg. altsaa ikke var med; det var en haard Dyst for mig; thi jeg maatte saa omtrent ene bestaa Striden mod disse forunderlige Mennesker, som nu ere saa gamle Præster, og dog ikke have fjerneste Forestilling om, hvorledes det egentlig staar til derude i Menigheden, nogle vilde have Raadet til at være et Værn mod Menigheden, andre vilde danne nye Kirkegængere af Raadets Medlemmer, som følgelig bør skifte saa ofte som muligt, andre vilde intet have, og N. N. mente, at det var bedst at lade Pastor Beck gjøre Forsøget, saa kunde andre gaa bagefter. Dette sidste maa Du indrømme var Drengestreger; det blev da besluttet, at Alle skulde gjøre Forsøget, og da naar de forberedende Skridt vare gjorte, skulde vi samles igjen sidst i April; men nu viste først deres fuldstændige Uvidenhed sig ved Spørgsmaalet om hvorledes? man mente, at man blot s. 21kunde sammenkalde en Forsamling og læse Circulæret ¹⁾Kultusministeriets Cirkulære af 24/9 1856 om „Forsøg paa Dannelse af Menighedsraad“. (Departementstidende Nr. 61, 1856). op for dem og spørge, om de vilde eller ikke. Det er vanskeligt at blive klog paa disse Mennesker. — Du spurgte mig en Gang om Ingemanns »Guldæble«; jeg har læst det og kan ikke være ganske enig med Dig i din Dom derom; tilvisse er det eventyrligt; men det siger han jo selv paa Titelbladet; dog finder jeg det smukt og mener ogsaa at have forstaaet det; Guldæblet er Livskraften, som blev givet os i Vuggen; men den maa, ligesom Skjønheden, lutres i Jordans Bølge, ellers vil den kun søge at stræbe ud over og bort fra sig selv. Saaledes har jeg forstaaet det.

Farvel for denne Gang.

Din Ven
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Kjøbenhavn 15. Februar 1857.

For dit Brev være Du hjertelig takket, kjære Vilhelm! I mange Henseender glædede dets Indhold mig; men paa den anden Side gjør det mig virkelig undselig ved dine Yttringer om mig; jeg troer, ja jeg paastaar, at Du overvurderer mig langt; kunde Du see ind i mig, da vilde Du ikke bedømme mig, som Du gjør. Dette er ikke beskeden Talemaade, men Udtryk for min Bedrøvelse over at staa saa langt fjernet fra, hvad jeg burde være, og hvad jeg antages for at være. Jeg hører til de Karakterer, der af Naturen er begavet med en vis ydre Beskedenhed, en nødvendig, ja den nødvendigste Egenskab for at være afholdt; som Følge heraf har Folk altid indtil en Tid kunnet lide mig, indtil nemlig Tiden kom, da det egentlig i mig Gode skulde træde frem, og da har jeg aldrig kunnet svare til Folks Forventning; s. 22i en vis Henseende har dette været opvækkende for mig; thi naar andre have vist mig megen Kjærlighed og Venlighed, har jeg altid maattet sige mig, at jeg ikke fortjente, hvad jeg blev til Del; jeg har sammenholdt det Billede, som andre troede at have af mig, med det Billede, som kun Gud og jeg selv seer, og altid har jeg maattet sige mig: disse to Billeder svare ikke til hinanden; dette har bedrøvet mig inderlig, og kjæreste Ven! altid naar jeg forlod Dig eller andre Venner, som jeg troede holdt af mig, var det altid den Tanke, der bragte Taarer i Øjet: Du er ikke saa god, som Du antages for at være; men atter har jeg dog takket Gud, fordi han paa denne Maade ledte mig til at føle, hvad jeg burde være, og erkjende, hvad jeg var. Og spørger Du, hvad er det da for Fejl, som Du saaledes har kunnet skjule, da svarer jeg oprigtigt: nærmest Mangel paa Ærlighed; der gives en Djærvhed i Karakteren, som skyer enhver Udtalelse, som ikke er Hjertets Mening; de tale lidt, tale kun af og med Sandhed og skye Personsanseelse. Ikke saaledes med mig; i min Ængstelse for at støde Folk, bliver jeg karakterløs, mine Udtalelser faae saa ofte en forandret Skikkelse overfor forandrede Forhold. O! hvor ofte har jeg ikke ønsket mig at være en saadan djærv, solid Karakter, der uanfægtet af Verden og dens Domme og ogsaa Lidenskaber talte aabent og ærligt, selvom Ordene stødte an her og der. Og kjæreste Ven! let er det at see Skæven i sin Broders Øje og formane ham, men derfor har man ikke selv udrevet Bjælken; ved muligvis undertiden at ramme din Forfængelighed har jeg givet mig Mine af ikke at være det, og dog, kjære Ven! maaske meget mere end Du, kun med den Forskjel, at min Forfængelighed er mere »raffineret«. Ja, kjære Ven! jeg kunde saaledes blive ved at fremdrage den ene s. 23svage Side efter den anden, og Summen vilde blive: jeg veed, at i mig, det er mit Kjød, boer intet godt. Tænk Dig nu mig formanende! Dog som Paulus, uagtet han kunde udtale ovennævnte Ord, vedblev at formane, saaledes troer jeg ogsaa, at jeg kan vedblive at gjøre Dig opmærksom paa Sider af din ydre Handlen (thi hvad der bevæger sig i Hjertet, det veed dog kun Menneskets Aand), som jeg troer, Du kunde særligt henvende din Opmærksomhed paa og see, om ikke noget derved kunde og burde forandres. Om dit Forhold overfor dine Embedsbrødre have vi ofte talt; jeg har altid anerkjendt, at dine Principper vare bedre end deres, din Tro paa Evangeliet og dets Kraft, hvor det prædikes med Liv og Varme og en levende Tro, stærkere; men jeg har troet, at Du har vist Mangel paa christelig Ydmyghed og Beskedenhed (noget andet end min Beskedenhed); den Ydmyghed navnlig som erkjender, at er en bedre Aand opkommen i mig, da skyldes den ikke mig selv, jeg maa derfor benytte den som en Gave, der ikke berettiger mig til at hæve mig saadan i Tanke eller Ord over andre, som ikke fik denne Gave; og vil Du indvende: fik mine Ord end dette Udseende, at Hovmod talte igjennem dem, saa var jeg dog ydmyg i Tanken, da vil jeg sige, at ogsaa Ordene skulle vi gjøre Regnskab for, og at navnlig den Yngre skylder den Ældre, der levede under langt mindre gunstige Opvækkelsesforhold, at han lempelig udtaler sin Mening, men kraftig iværksætter den. Og navnlig i den Henseende troer jeg, at den Yngre, der altid maa kæmpe mod den Ældre, forsaavidt denne nærmest og rimeligst har i sig den Aand, som ofte ikke svarer til, eller endog kæmper mod, hvad den yngre Tid tilstræber, at den Yngre »taler faa Ord og handler meget«, non magna loqui sed magna vivere, som den gamle Cyprian sagde. s. 24Nu er det vel sandt, at man ikke kan saaledes staae ene, og det er en Kjendsgerning, at en bedre Aand føler Trang til at bekæmpe sin Modsætning, og dette gjør dit Forhold forklarligt, og ikke alene det, men ogsaa undskyldeligt; dog troer jeg, kjæreste Ven! at Du vil eller maaske allerede er kommen til den Erkjendelse, at indenfor din Menighed er nok, som din Aand kan kæmpe imod; her er Forholdet et andet; medens man ligeoverfor sine ligegyldige Medarbejdere ofte ophidses og irriteres, idet man vil bekæmpe denne Ligegyldighed, saa træder i Forholdet overfor Menigheden istedetfor denne tildels berettigede Harme, Bedrøvelse over al den Lunkenhed og alt det ondt, man seer; thi her søger Lunkenheden ikke at forsvare sig, hvad der som oftest er Tilfældet hos den samvittighedsløse Sjælesørger, og derfor irriteres den ikke, men bedrøves. Derfor kan man her være stille i Hjerte og Sind og dog arbejde med Kraft og Nidkærhed.

Venligst Hilsen til dine Forældre og andre Venner og Dig fra din hengivne

Johannes Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Uby 18. Februar 1857.

Min kjæreste Ven! ædleste bedste Menneske, som Gud endnu har ført sammen med mig, hvor venligt og kjærligt og hvor djærvt og solidt er ikke dit Ord til mig! ja bliv kun undseelig, som Du saa synes; men dette Ord maa ud, om det saa skal ud af Sidebenene; derfor skriver jeg allerede i Aften for strax at takke Dig; dog hvorledes skal jeg takke Dig? jeg har takket Gud saa længe i Gaar Aftes for Dig og dit Brev; det maa være Dig nok; og min Ven! jeg gaar aldrig nogen Aften i min Seng uden, at Du var i min Tanke, naar min Sjæl er hos Gud. Hvert Ord, Du skriver, er saa s. 25sandt, saa sandt; hvo har dog givet Dig at see saa dybt i Menneskets Sjæl? Ja det har vel Han, som Du aldrig ganske forlod. Kjære Ven! Det er saa vildsomt, naar man er saa ung i Troen, naar man er en Nefyt som jeg; min Tro er stærk, jeg takker Gud, at jeg kan sige det, men den er meget ung; min Barndom var ganske uden Tro og min Ungdom saa fuld af Vantro og meget andet Ondt; dog ikke mere om det; jeg vil ikke miste dit Venskab for min Fortids Skyld; men det er svært, naar man saaledes skal lede tilbage over alt dette ligetil sin Daab for at finde Kristus. Derfor er jeg saa fuld af Kanter, fordi først den prøvede og fuldvoxne Tro bærer Kjælighedens dejlige Frugter. — Mit Forhold til Præsterne er visselig ikke som et Forhold til Embedsbrødre; men jeg har indseet det og angret det, og besluttet det anderledes; jeg troer ikke, at det var Hovmod, som har bevirket alt dette; jeg troer, at det var Lysten til at indvirke paa dem, naar jeg tillige kunde vise dem min Tro af mine Gjerninger; nogle af dem have virkelig sat sig i Bevægelse, og alles Øjne ere i dette Øjeblik rettede paa mig og Uby Menighed; og nu kjære Ven! nu er jeg bange derfor, dog kun stundom; saaledes troer jeg, at min Handlemaade var, skjønt den i min Tale mangen Gang var uforsonlig; Gud tilgive mig det! Jeg veed med mig selv, at alt, hvad jeg har udrettet her i Uby, kommer ene og alene fra Gud; mit Hjerte har altid i dette været ydmygt, saa vidt jeg formaar selv at see det; thi Hjertet er en underlig Verden, og kun Gud seer rettelig, hvordan det er. Hvad der foruroliger mig, er nemlig min Forfængelighed, som nu er min værste Last, og som jeg synes at spore skjult i alt, hvad jeg siger og gjør. Vilde den blot træde aabent frem, skulde jeg knuse den, men den skjuler sig og vil indbilde mig, at den slet ikke er her. Der er tilvisse s. 26nok i min egen Menighed for min Aand at kæmpe imod; det har jeg indseet, og dette vil jeg gjøre. Det er sandt, at jeg paa det sidste Convent maatte føre »det store Ord«, men her vare vi komne sammen for det samme; det var et Livsspørgsmaal, om der blev taget en almindelig Beslutning eller lade Sagen falde og hver gaa sin Vej. Her maatte tales og kæmpes, naar Ligegyldigheden, Indifferentismen eller Forsagtheden gjorde Modstand; men jeg troer, at jeg gjorde det i Sømmelighed, ligesom mine Ord ogsaa bleve modtagne med Velvillie, om end noget modstræbende. Jeg holdt enhver personlig Bemærkning ude og afholdt mig fra alt Stikleri. Ikkun Holst ¹⁾I. F. Holst, Sognepræst i Svallerup. følte sig fuldkommen overbevist om, at det var Fusentasteri; og da han foreslog til Vedtagelse, at det var bedst at lade Beck gjøre Forsøget, saa kunde de Andre lettere komme bagefter, — ja kjære Ven! hvad vilde Du have gjort? Det vakte almindelig Uvillie, og her maatte jeg tilbagevise hans drengeagtige Tænkemaade. Det gjorde mig ondt, ligesom det i det Hele gjør mig ofte bedrøvet, at jeg er kommen i et saadant skjævt Forhold til Præsterne; men denne Smerte er den retfærdige Straf. —

Endnu et lille Ord om Dig selv. Dine Bekjendelser ere tilvisse kristelige; Alt vidner om, at Du har skrevet det gamle Ord indvendig paa Øjelaagene: γνοτι σεαντον ²⁾Kend dig selv.! Min kjære Ven! Du kan ogsaa være uretfærdig mod Dig selv, og er Du det ikke? Du mener, at Folk ikke kan holde af Dig, naar Du viser Dig, ligesom Du er, fordi de saa see det Slette; men sandelig det kan ogsaa være, fordi de da see det Gode, Da jeg lærte Dig at kjende, gjorde jeg ikke stort af Dig, skjønt jeg heller intet havde imod Dig; nu elsker jeg Dig, min Ven, mere s. 27end noget andet Menneske af vort Kjøn, fordi jeg seer, hvad der boer i Dig, og Du har dog vist ikke vendt dit inderste Jeg mere aabent ud mod Andre end imod mig. Din »Uærlighed« er vist et Fantasibillede, som Andre have kastet ind i Dig. Din Mangel paa »Djærvhed og Soliditet» er sikkert noget lignende; jeg saae Dig aldrig stikke noget under Stol, naar det burde frem; og Du vil selv indrømme, at Sandheden maa og skal fremtræde i forskjellig Form overfor de forskjellige Personer og Forholde, naturligvis uden at Sandheden lider derunder. Derfor gjælder det ligefuldt ogsaa Dig, at Du skal arbejde paa din Saliggjørelse med Frygt og Bæven! men udrød det virkelig Onde og spild ikke dine Kræfter paa at udrødde Onder, som maaske ikke existere. Venlig Hilsen fra mine Forældre! Endnu en Gang Tak for dit Brev! skriv snart til din inderlig hengivne

Vilh. Beck.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Uby 22. Maj 1857.

Det er vistnok en stor Utaknemlighed af mig, at jeg har en saadan Ven som Du, og saalænge ikke har skrevet til Dig, saa meget mere som jeg veed, at Du gjerne saae Brev, og at Du saa gjerne vil vide Dig elsket. Det er Du, min allerbedste Ven! elsket ikke blot af mig, men af Alle her, og elsket af min Nina som ingen Anden, dog at jeg forbeholder mig selv Prioriteten. Nu behøver Du ikke strax at anstille grundige Betragtninger over din egen Slethed, vort Venskab for Dig grunder sig i Virkeligheden paa ikke blot det tilsyneladende, men virkelig Gode hos Dig. Hvorfor tør Du ikke erkjende det Gode i Dig? Du veed jo dog, ad hvilken Vej det er kommen til Dig: fra Ham alene, der virker baade at ville og fuldkomme efter sit Velbehag. Vi see dine gode Gjerninger og prise vor Fader, som er i Himlen.

s. 28Ja jeg veed nok, at Do mukker, fordi jeg ikke kan finde noget Slet hos Dig; for det er jo det, Du vil høre. Men noget Slet kan jeg ikke finde; thi jeg har aldrig set noget saadant hos Dig; skal jeg endelig dadle Noget, saa er det dette, at Du endnu ikke har fundet den fulde Fred og Ligevægt i Sjælen til at bekæmpe dine sygelige Anfægtelser; men jeg behøver næppe at anvise Dig Vejen. Jeg kommer til at tænke herpaa, ligesom jeg er kommet til at skrive til Dig, fordi jeg har hørt, at Du skal op til Examen paa Mandag. Men overfor Examen synes jeg, at Du ikke altid har havt den rette Stemning; det hører jo dog under alle Forhold til de rent jordiske Ting, om end det er Noget, som man med god Samvittighed inderligen kan ønske en god Løsning paa; men denne Løsnings større eller mindre heldige Udfald maa vi dog ganske henstille til Guds Villie, naar vi selv gjøre, hvad vi kunne; og dette har Du gjort. Jeg mener, at denne Betragtning, som dog virkelig er kristelig, maa give den rette Stemning baade til at begynde og til at afvente og modtage Udfaldet. Men maaske er denne hele Betragtning ganske overflødig; thi jeg har hørt igjennem Nina, at Du var vel til Mode, men ventede »Haud«. Kjære Ven! vent intet, begjær det bedste og begynd med frejdigt Sind.

Din Ven
Vilh. Beck.

(Becks Opmuntring syntes ikke at have frugtet. I et kort Brev d. 19. Juni meddeler Clausen, at han staar til „Haud. 1“ og „faar ikke eller kan ikke faa „Laud“ — — — Mit Humeur tillader mig ikke at skrive mere — —“

Eksamens Udfald blev som antydet. Et Brev fra Slutningen af Juni er præget af Skuffelse og Ubeslutsomhed, hvorvidt han skal læse om. Dette Brev har krydset Becks efterfølgende.)

Vilh. Beck til J. Clausen.
Uby 25. Juni 1857.

Min kjære, min bedste Ven! Dit Brev har bedrøvet mig langt mere end Udfaldet af din Examen; thi dette sidste var jeg jo forberedt paa allerede i længere Tid. Du gik med altfor uroligt, ofte oprørt Sind dertil; allerede dette var ikke Ret; jeg har sagt Dig det oftere. Men det Sind, hvormed Du forlader et skuffet Haab, er endnu mindre Ret. Ja kjære Ven! deri ligger den faste, urokkelige Grundvold for vort Venskab, at vi intet skjule, men aabent og ærligt afsløre hinandens Fejl, som ere saa vanskelige for os selv at faa Syn paa, at vi formane og paaminde hinanden efter den Sandhed, som Gud har nedlagt hos os. Hidtil veed Du, at jeg ingen Fejl kunde see paa Dig; nu kan jeg det; og dette er den store Anke, som jeg har imod Dig, at ved dette Examensværk har Du forladt Kristi Aand. Da Du gik til Examen, havde Du ikke den Fortrøstning, som det sømmer sig en Kristen, og som gjør Hjertet saa tillidsfuldt. Da Du saae et kjært Haab skuffet, havde Du ikke den Resignation, den Hengivelse i Guds Villie, som det sømmer sig en Kristen, og som giver Hjertet Fred. Kjære Ven! det er ikke Haardhed, at jeg siger dette, men af det inderligste Venskab til Dig. Jeg veed tilfulde, at Du har meget at kæmpe med i dit for alle Indtryk modtagelige Sind, men jeg veed ogsaa, at hvor stærk Kampen end er, saa formaar vi dog alt i Ham, som gjør os stærke; men uden Ham kunne vi intet gjøre. Og døm selv, bedste Ven! er virkelig en saadan Nedtrykthed over et »Haud« tilladelig? Det er jo dog, naar Alt kommer til Alt, kun et timeligt Haab, som er glippet, ja et af de allertimeligste; det er jo kun et lille Pengetab; er det ikke at elske Verden og de Ting, som ere i Verden, for meget? Jeg veed det, kjære gode Ven! s. 30at Du siger ja hertil, naar Du faar ret seet det i Kristi Lys, og jeg veed det, at saa bliver ogsaa dit Hjerte stille; thi det er saa uroligt i denne Verden, og det finder ikke Hvile, før det hviler i Gud; og Du kjender jo selv Vejen til Ham. O, gid jeg snart maatte faa et Brev fra Dig, hvoraf jeg kunde see, at dette Venskabsord havde fundet dit Hjerte, saa at jeg atter maatte høre den gode Bekjendelse, jeg saa ofte har hørt af Dig til min egen Troes Styrkelse. Hvorvidt Du bør læse om eller ikke, tør jeg ikke have nogen Mening om, hverken raade til eller fra; men kjære Ven! vej først alvorlig dine Kræfter, navnlig dine Legemskræfter (dersom de iøvrigt kunne skilles fra Sjælens), om Du ogsaa kan forsvare det for Gud at sætte dem paa Spil for et rent timeligt Maal. Husk paa, hvad Kristus siger om Manden, der vilde bygge et Taarn. — Dog dette tør jeg have en Mening om og give den tilkjende, ja paatrænge Dig den med Venskabets hele Magt og Paatrængenhed: Du maa og bør ikke tage fat strax; først Hvile, saa Arbejde. Vil Du tage fat igjen, saa maa Du gaa til dette Arbejde med et sundt Legeme og en sund Sjæl; og det har Du ikke nu. Bliv i dit Hjem og udbred Kjærlighed der, hvor Du saa ofte har savnet den; bliv der og lad Ipsen og mig besøge Dig; opfrisk Dig med vort fælles Venskab og Guds herlige Natur og følg saa med til mit Hjem, hvor Du saa ofte følte Dig lykkelig, naar Du i Naturens Fred og Frihed var alene med din Gud og din Bibel. Dette er min Bøn til Dig, en Vens, som mener Dig det saa uendelig godt, saa afslaar Du den ikke. Du hilses af Alle her; og skriv snart, jeg længes inderlig efter at høre fra Dig.

Din Ven
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Bogø 7. Juli 1857.

Min kjære Ven!

Dit Brev glædede mig, og deri ligger jo, at jeg vedkjender, at dets Indhold er sandt, og at din Anke mod mig er fuldt berettiget. Naar jeg har været mismodig over Udfaldet af min Examen, da indrømmer jeg, at jeg kun var det af Mangel paa Hengivenhed i Guds Villie; vel gik jeg ikke til Examen uden at tænke paa Gud og uden at bede ham om Kraft til at naae et Maal, som var den nødvendige Betingelse for at kunne komme til at virke i Guds Tjeneste; men da jeg ikke naaede Maalet saaledes, som jeg kunde ønske, da viste jeg mig paa en Gang utaknemlig og ikke hengiven i Guds Villie; utaknemlig, fordi jeg ikke kunde fordre mere efter mine Evner og Kundskaber at dømme og endog maatte takke Gud, fordi han dog havde ført mig saa vidt under mange ikke ganske ringe Hindringer. Min hele Stemning i sin Mangel paa Tro og Resignation havde sin Grund i et slumrende, ja dødt religiøst Liv, som netop paa Grund af sin Svaghed ikke formaaede at holde de to andre Magter, Forfængelighed og Verdslighed, ude, og just disse var det, som her vare virkende. Men du har, kjære Ven! vist selv gjort den Erfaring, at der er Tider i vort Liv, hvor det religiøse Liv bliver ligesom tilbagetrængt, og alt Ondt faaer Indpas i Hjertet. Livet i Kjøbenhavn stemmer ikke med min Natur, det tiltaler mig ikke; rundt om mig er der saa lidt, i hvilket jeg finder Behag. Det vrimler med Fristelser, vel just ikke saadanne, som føre til positivt Brud med det Gode, men især saadanne Fristelser, der føre bort fra den stadige Tænken paa Gud, bort fra den omhyggelige Selviagttagelse. Forfængelighed møder en ved hvert Skridt, man gjør i Kjøbenhavn; der s. 32er ingen stille, fredelig Omgivelse, som man kan glæde sig ved og i; alt er Støj og Usselhed i det mindste for den ydre Betragtning. Ja, kjære Ven! der er ej alene paa Gaderne og i Hulerne Usædelighed og alt Menneskenaturen forraaende, men ogsaa i Familielivet en Slaphed i sædelig Henseende, hvis Indflydelse man ofte bliver Gjenstand for. Kommer dertil, at Examenstiden med dens spændende Uro, med dens Iver i Forhold til Ting, som alene bevæge Hukommelsen og ikke Hjertet, da indseer Du let, at jeg, som er saa svag af Karakter, som har saa liden fast Grund i Religionen, kunde komme ind i en Tilstand, der manglede religiøst Liv, saa man ikke med Frejdighed kunde sige: »Hvad er det dog Alt, som Verden saa falskelig Lykke har kaldt? Og det er jo kun Skygger i flyvende Fart, kun Bobler, som glindse, men briste saa snart, Kun Gøgleværk svangert med Sorg og Fortræd! Forfængelighed!« Ja ofte læste jeg for mig denne Psalme (gid jeg vilde overholde at læse den hver Dag); men det var kun som »en Gnist af det religiøse Liv, der steg i Vejret og slukkedes strax«. Den var ingen Liv i mig; legemlige og aandelige Lidelser havde forenet sig for at gjøre mig uskikket til at gribe og fastholde Troen i alle dens Velsignelser i Forhold til den Maade, hvorpaa vi med den betragte og tage imod Tingene, saaledes som Gud tilskikker os dem. —

Dog kjæreste Ven! jeg er atter Menneske; efter at være kommen ud fra Omgivelser, hvor jeg ikke hører hjemme, føler jeg atter Liv i mig. Du maa ikke troe, jeg gaaer og sørger; nu er jeg glad og glæder mig ved stille Betragtninger her i den vanlige Omgivelse ved Læsning af gode Bøger; en Skat anseer jeg Monods Prædikener for at være; jeg læser dem ret med Lyst.

Hvad nu det at læse om angaaer, da har jeg betænkt s. 33det, men uden at det vil genere mig i ringeste Maade, hvis der skulde indtræde Omstændigheder, som gjorde det tilraadeligt at undlade dette, da at frafalde denne Beslutning. Med den største Ro vil jeg kunne læse om, og jeg gjør den Regning: kunde jeg faa »Laud« til næste Aar, vilde jeg vinde dog noget i materiel Henseende. At tilstræbe et materielt Maal kan ikke absolut forkastes, da en bedre Karakter fører mig hurtigere til et Embede, og dette er den nødvendige Betingelse, for at jeg kan komme til at virke paa den Maade, som er mit Livs Opgave, saa maa det være mig tilladt at læse om, forudsat at jeg føler paa mig selv, at jeg vil kunne dette uden at skade min Sundhed. Naa! dertil kommer — der er jo ingen Garanti for, om jeg ikke forlover mig i Dag eller i Morgen; gjorde jeg nu det, saa maa man jo ogsaa sørge for den ydre Existens eller rettere Tilblivelse (thi theol. Kandidater, særlig med »Haud« ere jo i Grunden i en vis Henseende mindre existerende end tilblivende). Dog denne sidste Betragtning hviler jo kun paa en tilfældig Forudsætning, som man jo imidlertid ikke bestemt kan sikkre sig imod. Dog nærmere herom, naar vi sees. At det vil være mig en sand Glæde at see Dig hos mig, behøver jeg ikke at sige og vil kun ønske, at der fra din Side ikke skal komme noget ivejen. Med venligst Hilsen til Dig og Alle i din Omgivelse er jeg din Ven

Johannes Clausen.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Uby 11. August 1857.

Min kjære gode Ven! Efterat Søndagen med dens Anstrengelser er forbi, sender jeg Dig alle mine Tanker, som ere idel Taknemlighed for de lykkelige (i det mindste for mig uendelig lykkelige) Dage, som jeg har s. 34tilbragt i dine Forældres Hus; jeg er saa taknemlig imod Eder for disse Dage, fordi I vilde modtage mig, og saa taknemlig imod Gud, fordi han vilde tillade mig at nyde denne Hvile. Mine Tanker, kjære Ven! ere altid hos Eder; thi kun venlige Erindringer tog jeg med mig. Din Fader, som jeg kun flygtig havde seet, men strax følte mig tiltrukken af, har jeg i disse Dage lært at skatte, ja at skatte højt. Din Moder, dine Søstre, dem Alle holder jeg af; jeg synes, jeg har faaet en hel Del nye Venner; ja gid jeg virkelig havde det! saaledes ønskede jeg ofte paa Bogø, og saaledes ønsker jeg endnu, ofte med Frygt for det Modsatte; thi Du veed selv, at der er saa meget Frastødende hos mig, Kantet, Haardt, Ubehageligt; ja der er meget at bære over med. Det er ikke Alle, der ere saa skikkelige at gjøre dette som Du og Ipsen. Se det er de smaa Skyer, som dog søge at formørke Erindringernes klare Himmel; men midt iblandt disse lette Skyer, som jo nok drive over og maaske kun ere Fantasiskyer, er der een mørkere Sky, som jeg ikke kan faa drevet bort, og det er den, som hvilede (ja syntes at hvile) over Dig, min bedste og kjæreste Ven. Med Indholdet af dit sidste Brev i min Tanke, med Forventningen om, at vi i dit Hjem skulde fortsætte de Antydninger ¹⁾Clausens forestaaende Forlovelse med Frk. Sophie Petersen, Pastor Petersens Datter i Tersløse., Du havde gjort i dit Brev, begav jeg mig paa Rejsen; og dit glade, venlige Ansigt, som vi mødte i Vordingborg, spaaede mig Opfyldelsen af alle mine Længsler; det var jo saa længe siden, vi havde ret talt med hinanden, vi, som pleje altid at forstaa hinanden saa godt. Men kjære Ven! det blev ikke saaledes; der var saa mange Mennesker; det var vanskeligt at kunne være ene, og det glade Udtryk forsvandt snart af dit Ansigt og gav Plads for et smerteligt (ja kjære Johannes s. 35for mig ofte meget smerteligt) Udtryk. Du kan ikke fortænke mig i, at det kunde gjøre mig smertelig ondt at see, eller dog tro, at Du, min bedste Ven, led saa meget; maaske bedrog jeg mig; gid jeg gjorde det, men jeg troer det ikke; og jeg kunde jo kun halvt gjætte mig til Aarsagen. Jeg havde haabet, at vi efter Ipsens Bortrejse skulde kunne finde en Time til fortrolig Samtale, men ogsaa dette slog fejl; o, kjære Johannes! dette skuffede Haab kan endnu bringe Taarerne i mine Øjne. Jeg vilde dog saa gjerne, ja saa uendelig gjerne see Dig selv glad og lykkelig; hvorfor kan Du dog ikke udrette noget mere for Dig selv, Du, som har udrettet saa meget Godt for Andre! Og stundom frygtede jeg (vel af Forfængelighed) for, at jeg var Grund til din Misfornøjelse, at det kjedede Dig, at jeg var saa glad; ja kjære Ven! jeg var ogsaa saa glad over den Fred, som boede i dit Hjem; et saa nydeligt Familieliv træffer man saa sjældent, og det øvede den store Tiltrækningskraft over mig; men maaske henrev det mig stundom til for stor Lystighed. Kjære Ven! var der noget, som mishagede Dig, saa sig det oprigtigt, men tilgiv min Flynderagtighed. Men for at vende tilbage til Dig selv, vil jeg sige Dig: dit Sind er for ustadigt; Du gaar altfor let over fra en Sindsstemning i en anden. Lad dit Sind hvile i Gud, og der vil blive mere Ligevægt og Ro. Jeg har læst hos Adolf Monod i »En Døendes Beklagelser«, at vi skulle ikke selv lægge Planer for vort Liv, men følge de Planer, som Gud har lagt for os, gjøre de gode Gjerninger, som ere beredte for os, Jeg tænkte paa Dig, da jeg læste dette, og mindedes ofte om disse Ord, medens jeg var paa Bogø. Der er beredt mange gode Gjerninger, mange Planer og Veje for Dig, følg dem og søg ikke selv at lægge, at bestemme saa mange Planer for dit Liv, at bestemme, hvorledes Du kun kan s. 36blive lykkelig; det bliver Du dog kun ved at følge de Veje, som Gud har beredt for Dig. Gid Du dog vilde kaste al din Sorg paa Ham, som har Omsorg for Dig. —

Pennen er et daarligt Meddelelsesmiddel; man kan ikke rigtig udvexle sine Tanker; men saaledes var det, jeg ønskede at tale med Dig. Dersom Du virkelig har Lyst, saa kom til mig her i Uby og bliv nogen Tid hos mig, at vi ret kunne leve os ind i vort gamle Venskab. Ja kjære Ven! om ogsaa Du har noget, ja maaske meget at udglatte paa mig, berøv mig aldrig dit gamle Venskab; thi dette er mig nødvendigt; jeg har altid været saa taknemlig derfor; jeg saae altid deri en stor Naade fra Gud. Og hermed vil jeg slutte for denne Gang. Hils din Moder og din Søster og Svoger og bring dem min inderlige Taknemlighed for de glade Dage, jeg fandt paa Bogø.

Din hengivne Ven
Vilh. Beck.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Uby 21. September 1857.

Min kjære Ven! Her kommer jeg da som altid lidt sent med mit Brev, men derfor lige kjærligt ihukommende Dig. Du faar med det samme et andet Brev fra Ipsen, der er skrevet som Cirkularskrivelse til os begge; det er blevet lidt gammelt, men jeg kunde knap bekvemme mig til at sende det bort, saa originalt det er, eller i alt Fald en tro Copi af vor fælles kjære originale Ven, denne Søgen Honning af Livets Fadhed; han bygger sig altid behagelige Celler midt i de værste Trivialiteter — — — og dog opdager man tydeligt imellem Linierne hans fuldkomne Ringeagt for den hele Usselhed. Dog nok herom; jeg sidder og snakker om hans Brev, men jeg var saa fornøjet over det, nu maa jeg af s. 37med det, og det er min eneste Trøst, at det gaar til Dig for ogsaa at fornøje Dig. Du trænger vist til det; thi jeg har desværre erfaret igjennem din Broder og min Broder, at dit Hoved ikke er godt. Dog Du er jo i dit Hjem; min Tanke søger ofte derhen, hvor jeg tilbragte saa lykkelige Dage i Sommer; jeg holder saa meget af dem allesammen, gid de ogsaa holdt lidt, blot helst saa meget af mig. Og du kjære Ven! skal have din rigelige Tak, fordi Du vilde ofre en Rejse og et Besøg hos mig, og jeg glæder mig altid saa inderlig til den Tid, vi atter skulle sees; det er Dig, din hele Person, jeg holder af; men det er dog ogsaa for min egen Skyld; thi Du har en overordentlig Indflydelse paa mig, om ogsaa jeg ikke altid kan give Dig Ret, skjønt dog for det meste, og jeg bliver altid bedre ved at være sammen med Dig. Det gjorde mig ondt at forlade Dig den Dag i Sæby ¹⁾Efter Besøget i Uby rejste Clausen til Tersløse. Beck havde fulgt ham til Sæby, hvor Cl. blev syg., og havde Du ikke havt den Grund ²⁾Besøget hos hans Forlovede., havde jeg brugt al min Myndighed som Ven. Imidlertid har denne Sommer med alle sine Adspredelser just ikke havt den bedste Indflydelse paa mig i en Henseende; det har bortdraget mig fra min Virksomhed, og jeg har ofte følt en slappet og lunken Interesse for mit Arbejde, ja stundom Ulyst dertil, en Hang til Dovenskab, Forlystelse og Lediggang; dette i Forbindelse med Bevidstheden om mine Evners Misforhold til Maalet for min Stræben har stundom trykket mit Sind meget. Forfængelighed, denne Grundlast, har atter rejst mig; men Bevidstheden om denne uædle Bevæggrund trykkede mig atter ned. Dog Vinteren kommer og med den Arbejdet, og jeg bereder mig dertil saaledes, at jeg kommer til at bruge alle mine Kræfter og alle mine s. 38Evner. I Gaar prædikede jeg om Menighedsraads Betydning, som nu begynder sin Virksomhed, og jeg antydede deri, hvad jeg vilde gjøre i Vinteren, nemlig holde Bibellæsning paa flere Steder; dette i Forbindelse med Skriftemaal og Katekisation om Lørdagen, Konfirmationsundervisningen; og da spændes Kraften atter. Jeg har været dygtig ude i Menigheden, det hjælper ogsaa; her er nemlig megen Sygdom. Kjære Ven! styrk mig af og til med dine Raad og Paamindelser, og bed ogsaa for mig; det er dog en salig Bevidsthed, at Andre bede for os.

Jeg maa dog fortælle Dig, at i Søndags 8 Dage, da jeg holdt Høstprædiken, kunde Kirken næppe rumme de Besøgende; der var nemlig kommet en hel Del fra Nabosognene; dette sidste bedrøver mig, thi det er fuldkomment uberettiget. I Mandags besøgte Nina og jeg Linds; og jeg seer i de 2 Mennesker 2 Forbilleder for enhver Mand og Kone, denne milde hjertelige Dom, og denne kristelige Alvor i alt, hvad der vedrører dem selv og deres Husvæsen. Har jeg viist en uforskammet Selvtillid overfor andre Præster, saa har jeg der fundet en Mand, som jeg bøjer mig dybt for i Alt. Kjære Ven! jeg taler saa meget om mig selv; men det kommer af, at jeg denne Gang ikke har noget at udsætte paa Dig; der var under dit Ophold her en saa velgjørende Fred og Venlighed udbredt over Dig; gid Du maatte bevare den; det er mit højeste Ønske og stadige Bøn for Dig; og derfor veed jeg, at jeg med alle mine store Svagheder og ubehagelige Sider dog er værd at kaldes din trofaste Ven

Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Stege 16. Oktober 1857.

Hjertelig og dybtfølt Tak, kjære gode Ven! for dit og din Ninas Brev ¹⁾Deres Lykønskning til Clausens Forlovelse.. I begge skrive med saa megen Varme og Kjærlighed til mig, lægge ved Eders Lykønskning og Glæde over min Lykke saa meget sandt og oprigtigt Venskab for Dagen, at jeg rørt maa bekjende, at I ere altfor gode mod mig; jeg er absolut uværdig til al den Kjærlighed og Venlighed, som vises mig. Give Gud, at jeg maa modtage den med en Taknemlighed, der hjælper mig fremad mod det bedre; thi sandelig intet vækker mig saaledes til indre Liv som Ønsket om at være saa god, som mine Venner fejlagtig antage mig at være. Ja kjæreste Ven! jeg er glad og lykkelig lige til Bunden af min Sjæl. Aldrig har jeg saaledes kunnet udgyde Glædestaarer og bedet til den gode Gud som i denne Tid. En Fred, som jeg har nydt i denne Tid, har jeg aldrig ejet; det var mig ofte, som stod den kjærlige Fader hos mig og talte til mig: hvorfor har Du ængstet dig, hvorfor klaget? Har jeg ikke været god imod Dig? — —

En lille Tanke af Sophie vil jeg fortælle Dig; Du vil ikke smile over den, men maaske finde den smuk: en gammel Kvinde i Tersløse har aabnet mit Øre for det højtidelige, andagtsfulde, naar Bedeslagene efter Klokkeringningen tone ud i den stille Aften; hun sender altid, naar hun hører disse Slag, en stille Bøn til den gode Gud. Siden den Tid, hun fortalte mig det, har jeg gjort det samme og været glad derved. Jeg fortalte dette til Sophie, som meddelte mig, at hun, da hun var paa Landet, havde gjort det samme. Og nu kommer da hendes lille Tanke; naar hun mangen Aften, naar hun hørte Bedeslagene, syntes sig kold og for verdslig til ret s. 40at kunne eller turde bede til Gud, da lyttede hun dog saa gjerne til Slagene; thi »det syntes hende, som om de bad for hende hos den kjære Gud, da hun ikke selv kunde». — —

Sophie har bestemt forbudt mig at læse om (var det ikke fornuftigt? Jo! det maa det jo være; thi Du havde jo forbudt mig det samme).

I Aviserne læser jeg om din Bedstefaders ¹⁾General Rømer. Død. Den gamle Oldings Død maa jo fremkalde en blid vemodig Sorg for hans Børn og Nærpaarørende og ikke hin bittre Sorg, der fremkaldes, naar en Sjæl kaldes bort, efter Verdens Mening, før Tiden. Jeg kommer til at tænke paa Plougs Digt over Aagaard ²⁾Kendt Politiker i Midten af forrige Aarhundrede, Medlem af den grundlovgivende Forsamling. Død 1857.: »Naar Stormen fælder den gamle Eg, der længe luded mod Jorden«; da er Sagen en anden, end naar den friske ranke Bøg sprintres af Lynet. Og han den Gamle var jo ret en gammel Eg, der »længe ydede de Yngre Ly«. — Din gode Moder har jeg ofte tænkt paa; hun har vist med megen Vemod modtaget Efterretningen om hans Død. Forunderligt, at Fader og Barn begge kunde efter Naturens Orden tænke paa og forberede sig til at sige Verden Farvel. Jeg mener — vel er din Moder ikke saa gammel; du kan maaske have hende hos dig mange Aar; men naar 50 er oversteget, begynder det dog at hælde mod Aften ³⁾Becks Moder var dengang 57 Aar. Hun opnaaede at blive 82 Aar..

— — Endnu eet maa jeg fortælle Dig: Pastor Viborg ⁴⁾Broder til Slagelsepræsten Dr. phil. Carsten Friis Viborg., som er Faders Eftermand ⁵⁾Clausens Fader forflyttedes 1857 til Vejlby paa Fyen., er efter to Dages Samtale at dømme, jeg havde med ham, en energisk og dygtig Præst; vi talte næsten udelukkende om gejstlige s. 41Sager (sjældent, at ældre Præster gide det — mirable dictu!); det interesserede og glædede mig meget at høre, at der er et ganske andet Liv ej alene i Menighederne men formentlig ogsaa i Præsterne i Jylland end her. Viborg spurgte mig nøje ud om Bogø; jeg skjulte ikke Sandheden; jeg søgte at berede ham paa, at han skulde arbejde i Jord fuld af Ukrudt. Dog jeg kommer for langt fra, hvad jeg vilde fortælle Dig; en anden Gang lidt mere om Viborg. Han sagde, han fordrede absolut Skriftemaal om Lørdagen og vilde sætte dette igjennem trods al Modstand. Nytten og Rigtigheden heraf er altfor indlysende til, at den behøver at paavises. Den Indvending, at det er tidsspildende for Menigheden og forbunden med ydre Vanskelighed, er upassende i Forhold til det Gode, der opnaaes; thi sig mig: Hvad skal man sige om en Kristen, der ikke vil offre en Lørdag Eftermiddag paa at berede sig paa at æde sin Frelsers Legeme og Blod? Imidlertid bør Skriftemaalet ske henad Eftermiddagen; sker det om Formiddagen, kommer der saa let verdslige Beskjæftigelser, ja maaske Arbejde ind imellem Skriftemaalet og Altergangen. — Viborg katekiserer Ældre og Yngre ved Skriftemaalet, særlig over Sakramentet, fordi, som han med Rette bemærkede, der hersker stor Uvidenhed, Vantro og Overtro angaaende Nadveren; dette kan man bedre raade Bod paa og imødegaa i Katekisationen; i alt Fald maa det støtte Skriftetalen meget. Viborg beraaber sig paa Luther som Autoritet.

Dog nu Farvel min kjære gode, ja bedste Ven! Gjentagen Tak til din gode Nina og Dig for Eders herlige Brev. Modtag en kjærlig Hilsen fra Eders altid taknemlige Ven

Johannes Clausen.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Uby 18. November 1857.

Jeg sidder her ganske alene i den store gamle Præstegaard; thi min Nina og mine Forældre ere i Kjøbenhavn; men jeg er ikke ene; her er saadan Fred hos mig, at jeg ret har Lyst til at skrive til Dig min allerkjæreste, min eneste sande Ven! og dertil er jeg saa glad i Aften; jeg er nemlig kommet hjem fra at holde Bibellæsning i Skolen; og mens jeg der udbreder Evangeliets Fred, tager jeg den altid med mig hjem derfra. Hvor Gud dog er god imod mig, jeg som er saa stor en Synder. Ja bedste Ven! naar rigtig Guds Godhed sætter ind paa mig, saa føler jeg først rigtig min Synd; og det er ikke blot den Byrde, som vi bære paa Alle, men hele mit tidligere Liv er besmittet af Synd. — Dog nok herom; jeg vilde nødig miste din Kjærlighed. Disse Bibellæsninger ere noget, som ingen Præst burde forsømme; thi jeg troer, at der udrettes meget derved, og hvor herligt er det dog ikke saaledes at mødes som Kristne ogsaa udenfor Kirken, hvor det ikke er befalet, hvor man kommer aldeles frivilligt, beder og synger med hverandre og fortæller Andre de Følelser og Tanker, som Bibelens Læsning opvækker hos mig selv, medens man tillige kan fremdrage alle Tvivl og Modsigelser, som Folk nærer, for at gjendrive dem. Jeg begyndte i Uby Skole i Dag 14 Dage, og Skolen var fuld; Menighedsraadet havde sat det til hver 14. Dag, og Uby skulde være Prøven; i Aften stod Gaarden imidlertid næsten ogsaa fuld, og ved Slutningen forlangte de det hver 8. Dag, ligesom en Del fra de andre Byer forlangte Bibellæsning i Klovby ¹⁾Naboby til Uby. Skole. Ikke sandt kjære Ven! det aander til os fra Guds Rige. Jeg har saaledes beredet mig et godt Vinterarbejde; jeg har ikke en eneste Dag s. 43fri; bed for mig, kjære Ven! at Gud vil give mig den fornødne Kraft. — Viborgs Mening om Løverdags Skriftemaal ¹⁾Jvf. Clausens Brev af 16. Okt. 1857. kan jeg af fuldt Bryst sige Amen til; jeg har nu prøvet det i nogen Tid; Skriftemaalet er nu 2 Timer istedetfor en halv, og jeg synes at spore en hel anden Alvor og Bevægelse hos Altergæsterne. Jeg katekiserer atter om Søndagen lige før Nadveren over Nadveren. — Det var nu altsammen om mig selv, men Du vil jo nok høre det; det veed jeg, thi »jeg staar jo overfor min bedste Ven!« — ja det gjorde Du kjære Johannes! da Du sendte mig hint store Brev ²⁾Clausens Brev af 16. Okt. 1857., hvor Du talte om din Sophie, og deri beredede din bedste Ven den bedste Glæde, dog ikke blot mig, men ogsaa min Nina; thi saa stor var min Glæde, at hun maatte læse det; og dette maa Du vide, at Du har ingen, som holder mere af Dig end Nina. Din Sophie holder ikke mere af Dig; vel paa en anden Maade, men det bliver kun en Kvalitets Forskjel. Gid de to maa komme til at holde af hinanden som vi to; men det ville de. En anden Ting er der ved dine Breve og in specie ved hint: de virke saa godt paa mig; dine aabenhjertelige Meddelelser og Bekjendelser berede, at noget Godt vil frem hos mig; de virke noget Lignende som de svenske Natursangere, da jeg hørte dem forleden; det smelter sammen med mit eget Væsen. Dog jeg sidder og vrider mig for at sige Dig, hvad jeg mener; men det kan kun føles, og saa forstaar Du det nok alligevel.

Din hengivne Ven
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Søndag 22. November 1857.

Selv hentede jeg i Dag, kjære Ven! dit venlige og kjærlige Brev til mig. Den Glæde, du udtalte over din Virksomhed og over den Aand, der i den synes at være kommen over Dig, er ogsaa min. Ogsaa jeg føler stundom en Kristens Glæde, men desværre sjælden; ingensinde mere end nu føler jeg min Svaghed, min Mangel paa Tro og Kraft til at bekæmpe de Fristelser, jeg er undergiven her. Levende Indtryk gjorde engang et Ord paa mig af Lind i en Prædiken: »Du synder af den Grund ikke, fordi der ingen Fristelser er.« Hvor ofte har jeg mindedes dette Ord; thi gik det ikke saaledes næsten altid, naar jeg var hos Dig eller i Tersløse, da følte jeg mig ganske anderledes kraftig og tryg mod Synden; at gjøre det Gode, at tænke og tale kristeligt, det var mig saa let; jeg kunde bede med en Rigdom i Sjælen, en Glæde i Hjertet, som nu saa sjælden er i mig. Jeg takker Gud, for at jeg har ved hans Hjælp faaet Aanden vakt for det Gode, men at gjennemføre dette under alle Forhold og Fristelser, dertil mangler jeg Kraft. Ja denne skulde jeg hente hos Gud i Bønnen, men — har Du ikke ofte følt, at Bønnen er en Naadegave, som Gud maa give — jeg kan saa ofte ikke bede. Nu er der vel Øjeblikke, hvor en hellig Begejstring griber hele min Aand; jeg føler en himmelsk Ro og Glæde, jeg føler en Kraft i mig til at forkynde det hellige Evangelium trods al Hindring, jeg seer saa mange Steder, hvor jeg vilde bringe det, jeg seer i Aanden de Syge og Skrøbelige, til hvem Gud har givet mig en Skat at bringe, jeg seer de Trodsige og Gjenstridige, for hvem jeg skulde aflægge et saa kraftigt Vidnesbyrd i Tale og Liv, at Frelseren da naadeligt (o, hvor føler jeg hans dybe Kjærlighed) maatte træde frem for s. 45det af Verden omtaagede Blik og sønderknuse Hjertet, saa at det vendte om til Gud. O ja, i saadanne Øjeblikke føler jeg saa dybt, at »vort Borgerskab er i Himlen«; thi vendte jeg mig blot om og saae tilbage paa Verden istedetfor at see frem, langt, langt ind i den lyse Himmel, o, hvor følte da Hjertet ikke smerteligt, at følte Salighed og Glæde da kun var en øjeblikkelig; Øjet vendte sig ikke mod Verden, uden at det strax mødte Syndens klamme, tunge Taage. Nu spørger Du: selvom Du ikke kan fastholde en saadan dyb kristelig Glæde mere end for et Øjeblik (Jordelivet tilsteder jo ikke dette), hvorfor kan Du da ikke leve et stille, roligt kristeligt Liv, hvor der vel er Afvexling af Glæde og Sorg, af Fred og Strid, men hvor Grundstemningen dog er Følelsen af, at man er et Guds Barn, at man engang vil indgaae i et Rige, hvor denne Afvexling af Glæde og Sorg, af Fred og Strid ikke er mere — — — ¹⁾Clausen besvarer selv disse Spørgsmaal med en fortrolig Omtale af sit daglige Livs Vanskeligheder, hvor han føler, at hans egne Kræfter ikke slaar til, en Omtale, der hører Privatlivet til.

Vilh. Becks Svar.
Uby 13. Decbr. 1857.

Kjæreste bedste Ven! meget kunde jeg have at indvende imod, hvad Du skriver, kun ikke det, at Du skriver det til mig, naar du føler det saaledes, derfor skal Du have Tak! Men Du har saa ofte paamindet mig til Held og Lykke for mig; det samme vil jeg gjerne gjøre af al den Kjærlighed, jeg har til Dig. Det er det daglige Livs Vanskeligheder og Fortrædeligheder, der frister Dig, og det er jo det samme, om end paa forskjellig Maade, som har været mig til saa megen Fristelse. Næst Guds Ord og Aand skylder jeg dit Venskab og dine kraftige Paamindelser, at jeg har lært bedre at s. 46staa imod. — Dette siger jeg Dig i min faste Tro og Overbevisning: det er i Dagliglivet, at din Tro skal prøves og blive fast. Tænk paa al Guds Kjærlighed imod Dig — og kan Du saa, tør Du saa klage for lidt Fristelse? Kan Du ikke bede, saa maa Du »stride« i Bønnen; thi Gud vil, at vi mangen Gang skulle fravriste ham Velsignelsen. Bliv Kapellan hos N. N.; Du skylder Gud det. Brug al din Kraft til Guds Riges Udbredelse, og Du vil glemme de smaa Fortrædeligheder over det meget, Du som Præst vil faa at stride med. Naar Du altid skal forkynde Fredens Ord, vil Du blive nødt til ogsaa at bevare Fredens Aand i Dig selv. — Nej, jeg frygter, at jeg ikke kan det, siger Du; men fordi Du frygter, har Du saa Lov at sige Nej til din Frelser, naar han siger: gaa ud og udsaa Sæden; thi her er megen god Jord, — og naar han siger til Dig: hvi staar Du ledig den ganske Dag? Ja kjæreste dyrebareste Ven! Har Du Lov dertil? — —

Vær dog ikke altid et Rør, der bevæges hid og did af enhver Stemning; men plant Kristi Kors dybt i dit Hjerte.

Din
Vilh. Beck.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Uby 4. Juni 1858.

Min kjære gode Ven! Fader har befalet mig at skrive til Dig i Aften, ellers havde jeg ikke skrevet til Dig før i næste Uge. Hans Højærværdighed skulde nemlig tjenstlig underrette Deres Velærværdighed om, at han har bestemt at møde til Skolevisitats i Stenlille ¹⁾Clausen var 27/4 1858 udnævnt til pers. Kapellan for Stenmagle og Stenlille Sogne og fik Becks Fader til Provst. Skole Torsdagen 10. Juni Kl. 10. — Dette var nu tjenstligt! men derpaa skal jeg hjertelig takke Dig, min kjære s. 47gode Ven og din Sophie, som jo ogsaa er min gode Ven, for Eders to kjære Ansigter ¹⁾Et Fotografi.; Du veed, hvad jeg en Gang sagde Dig om den Indvirkning, det har paa mig, naar jeg snakker, og saa Sophie seer paa mig: gid Du dog vilde tie for din egen Skyld! — Nu har jeg hende for Øje, saa ofte som jeg sidder her ved mit Bord; her snakker jeg jo rigtignok ikke, og der plejer jo at være en god Aand over mig hernede i min Stue; men det er jo i Ensomheden, man skal berede sig ikke blot til at tale og holde Taler, men ogsaa til at tie. Ja hvad Peter taler om, at mange, som ere ulydige imod Ordet, skulle vindes ved Kvindernes Vandel uden Ord, naar de see deres rene Vandel i Herrens Frygt, — det gjælder i Sandhed om din Sophie, — hun prædiker uden Ord, — som hun sidder her for mig med sit venlige Smil og alvorlige Blik — thi ogsaa disse to Ting kunne forenes, hvor Kjærligheden hviler i Alvor og er Alvor, — saa er hun hver Dag for mig en Prædikant om Herrens Frygt; — Kjære Ven! bliv ikke vred, fordi jeg taler saa meget om hende, men det kommer af, at jeg tænker saa meget paa hende og er saa glad ved, at hun er din, og at jeg veed, at lige saa nær som I staar hinanden paa dette Billede, lige saa nær staa I ogsaa hinanden i Livet; — thi denne Forbindelse er skeet fra Begyndelsen af i »Herren«, og jeg er fuldelig forvisset om, at Intet nogensinde vil vove eller kunne trænge sig ind imellem Eder to. — — ²⁾Her omtaler Beck en dyb Sorg, som hører Privatlivet til.

Dog i min Virksomhed og i Guds Ord finder jeg altid nyt Mod og ny Kraft. Paa Søndag skal jeg prædike i Kallundborg, og om Eftermiddagen holder jeg Bibellæsning i Uby Kirke. O, hvor er det dog herligt saaledes at holde Hviledagen hellig med Menigheden, ikke s. 48blot et Par Timer om Formiddagen, men den hele Dag atter og atter at samles med de samme. — »Herren er med Dem allevegne, hvor De kommer med Guds Ord,« sagde en Mand i Eftermiddag til mig; jeg tror det ogsaa, og — det ydmyger mig. Gid han maa være med Dig, min kjære trofafste Ven! hvor Du nu er sat til at komme med hans Ord. Lad mig snart høre fra Dig.

Din
Vilh. Beck.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Uby 13. September 1858.

Min kjære gode Ven! tør jeg ikke nok kalde Dig saaledes endnu ¹⁾Aarsagen til Misstemningen fremgaar af dette Brev og Clausens Svar.? Længe har jeg tænkt paa at skrive til Dig, men dine Ord i Gjerslev ²⁾Clausens Svigerfader var 31/7 1857 forflyttet til Gjerslev. har bestandig holdt mig tilbage, — maaske ønskede Du det ikke, tænkte jeg. Dog hvad heller Du ønsker det eller ikke, — jeg maa skrive til Dig; jeg kan ikke andet, kjære Johannes! thi endnnu er Du mig bestandig lige kjær, bestandig den gamle letbevægelige, men lige aabne og trofaste Ven. — Nina har faaet et godt og venligt Brev fra Sophie, og i Dag fik jeg en Hilsen fra hende ved N. N.; jeg tænkte, at Du derved vilde sige mig: husk paa, at vi ere gamle Venner. Og netop dette husker jeg; — jeg husker alle de glade Timer, vi have havt sammen, og jeg husker alle de gode alvorlige og frugtbare Timer, vi have havt sammen her i denne min Stue, »hvor der altid er en god Aand over mig«; og Johannes! det er Dig, som har bragt denne gode Aand nærmere til mig. Jeg har jo saa meget at takke Dig for fra disse stille Timer. Jeg veed det, at den gode Aand ikke altid følger s. 49mig ud i Livet, — men vilde Du — kunde Du nænne derfor at forlade mig? O nej, vort Venskab hviler paa en fastere Grund. — Skulde virkelig en misforstaaet eller maaske urigtig Opførsel af mig i Gjerslev, — eller nogle barnagtige Narrestreger paa Færgen ved Strib skille os ad? skulde saadanne Tilfældigheder og Ubetydeligheder kunne omstyrte vort Venskab? Nej Johannes! jeg er fuldt forvisset derom; thi det hviler paa den fasteste af alle Grundvolde, det hviler paa Kristendommens Grund, paa fælles Tro, fælles Stræben, fælles Maal; — og vi ere satte til at hjælpe og vejlede hinanden til dette Maal. Vi ere ikke støbte i samme Form, men Aanden er dog den samme. Lad os derfor igjennem fælles Tolerance række hinanden som tidligere en hjælpende Haand, tage bort, hvad der ikke duer, og frede om det, som skal blive. Saaledes gjorde vi tilforn, og det var vel derfor kun en Følge af den øjeblikkelige Misstemning, at Du afviste i Sommer enhver gjensidig Forhandling om, hvordan vi skulde tage fat i det Enkelte. Husk paa Johannes! hvor mange gavnlige Samtaler vi her have havt derom, hvor mange nyttige Vink, Du har givet mig om det Fejlagtige i enkelte Punkter ved min Optræden i Menighedsforsamlingerne, skulde vi da ikke kunne gjøre dette fremdeles gjensidig? Vi see dog lettere Skjæven i vor Broders Øje, lad os da drage Nytte af denne Egenskab og troligen lade den Anden pille ved de mange Skjæver, som vi gjensidig kunne see hos hinanden, medens vi selv brydes med Bjælken. Og nu Johannes! hvad Du talte om, at Du ikke kunde nærme Dig til mig for det første, fordi Du syntes om Dig selv, at Du havde baaret Dig urigtigt ad, — saa beder jeg Dig endnu en Gang inderlig: lad denne underlige Undseelse, eller hvad det nu er, — lad den fare! Forholdene, saa pludselig og uventet de s. 50kom, have været Dig for stærke, — det er det Hele. For mig har Du intet at undsee Dig for, — husk paa mine mange Skrøbeligheder. — Du kjender dem allesammen — de kunne rigelig opveje, hvad Du maatte have ladet mig see i den Retning hos Dig. — Et godt Ord plejer at finde et godt Sted, — og derfor er det ogsaa mit Haab, at dette Brev, som er skrevet af den inderligste Længsel efter Dig, ogsaa maa finde dit Hjerte og snart lade mig høre godt fra Dig, der siger mig, at jeg har vundet min Ven igjen. —

Her gaar alt ved det Gamle: god Kirkegang, i Søndags 8 Dage var der 450 Mennesker til Høstprædiken, — Bibellæsning som i gamle Dage, da vi vandrede sammen til disse glade Timer. — Der er kommen en dygtig Mand ¹⁾Pastor Hans Knudsen 27/4 1858 Præst i Bregninge-Bjergsted. til Bregninge, fuld af Liv og Tro, men rigtignok som et vældigt fremfarende Vejr. —

Vi talte sidst om Konventet i Ringsted; vil Du der? Du skulde gjøre det. Vil Du, at jeg skal besøge Dig? Gid Du af et glad Hjerte vilde svare ja som i gamle Dage! Om saa er, saa skriv mig til derom, naar jeg skal komme til Dig, saaledes at vi kunne følges ad til Konventet.

Din hengivne
Vilh. Beck.

J. Clausens Svar.
16. September 1858.

Paa bedre Maade end ved at skrive Dig til, min kjære gode Ven! kunde jeg vel ikke indvie min Forlovelsesdag (16. Septbr.); som denne Dag gjorde Begyndelsen til et nyt Liv for mig, rigt paa Fred, saa vil jeg i Dag fejre den med at fornye (om man kan bruge dette Udtryk) vort Venskab eller dog i al Fald atter bringe os i det gamle Forhold til hinanden. Hvor trivielt det s. 51end kan blive, og hvor langt hellere man maatte lade Forglemmelsen hvile over de sidste 2 à 3 Maaneders Begivenheder, bliver det dog en Nødvendighed for mig at anstille nogle psykologiske Betragtninger. —

Med Hjertet saa fuldt som nogensinde før af Glæde kom jeg hin Dag til Gjersløv; jeg havde forladt en Menighed, en Virksomhed, som jeg elskede; jeg kom for at møde Sophie og Eder, I mine bedste Venner. Ikke en Sky formørkede min Himmel; jeg var ret af Hjertet glad. Du maa have kunnet see og føle det paa mig; men saa kom dine Indvendinger, dine tvingende Grunde, for at jeg maatte mod min Villie rejse. Dette ikke at ville bryde med Folks Meninger og Fordomme kan kaldes Svaghed; men med dette Navn kan man ikke kalde det ikke at ville saare Folks Følelse; og at jeg virkelig vidste, at jeg gjorde dette, derom kunde Du tvivle før Rejsen, men ikke nu efter, at Du har talt med N. N. Hvad forbittrede nu mit Sind? Det at min bedste Ven ikke vilde respektere mine Følelser; at min bedste Ven i slige Ting vilde være eneraadende. Og hvad kom til? Erindringen om tidligere Rejser sammen med Dig, Erindringen om, at Du (jeg taler ligefrem) i al Fald tidligere har villet med Tilsidesættelse af alle Hensyn sætte din Villie igjennem (jvf. i saa Henseende dine øvrige Venners Vidnesbyrd). Du havde saaret mig; thi af min bedste Ven ventede jeg med Rette, at han ikke vilde søge sit Eget alene. Min Glæde, min Fred var saaret; jeg var totalt skuffet. Min Karakter er nu en Gang: enten-eller; jeg havde ventet ublandet Glæde, en blandet kunde jeg ikke nyde. Det onde Sind bor i mig. Og spørger jeg: hvorledes muligt, at alle gamle Erindringer, at inderligt uforgængeligt Venskab kunde forglemmes og aldeles tabe sin modvirkende Kraft? da svarer jeg dette: det er lige saa umuligt at s. 52holde dette Sind tilbage, som det er umuligt at standse den af en Tønde udstrømmende Bærme ved at stikke en Lillefinger i et Spunshul stort nok til en Tommelfinger; alene en fastere Tro og et heiligere Liv, alene Christus og den Helligaand kan tvinge sligt tilbage, ikke Venskabsfølelser, de være lige saa inderlige de være ville, de være saa uforgængelige som vore ere det. —

Hvad er nu Resultatet? — Dette at jeg maa med Kraft væbne mig mod dette Sind, som jeg af hin Begivenhed seer endnu kan herske over mig, at Du heraf vil lære, at dine Venners Følelser skal Du respektere; Du skal ikke ville, selvom dine Bevæggrunde ere aldrig saa gode og rene, fremtvinge din Villie, hvor andre skulle raade. Dømte jeg saaledes om Dig alene af denne sidste Begivenhed, da var Dommen streng og uberettiget; men det kan ikke og er ikke (derom forvisser mig dine egne Ord) skjult for Dig, at Du med en stor Ugenerthed og aldeles Tilsidesættelse af andres Meninger og Følelser har villet anbringe dine egne i tidligere Dage; visselig Du har særdeles meget aflagt dette, men mon der endnu ikke være noget tilbage heraf? Dog nu ikke mere herom kjære Vilhelm! Kun dette vil jeg sige: alt i denne Verden skuffer, ej alene det materielle som opløses, men ogsaa det sjælelige som oplyses, netop oplyses. Du har i mig seet for meget, altfor meget overvurderet min Indflydelse paa Dig; hvad der er indvirket paa Dig ad hel andre Veje, har Du ment at komme fra mig, fordi jeg for det meste var sammen med Dig, da der skete et stort Vendepunkt i dit Liv. Hvor meget hellere og bedre at være undervunderet end overvurderet. Jeg har ingen Gang, som tidligere udtalt, forladt Uby, uden at denne Sandhed har hvilet trykkende paa min Sjæl. Jeg har altid fundet, at dine øvrige Venner vare langt værdigere til dit Venskab; s. 53velsandt, dine og mine Følelser og Sympatier kunde følges langt ad, men saa manglede der fra min Side, hvad dine øvrige Venner have, den faste, ærlige Grund, uden hvilken den opførte Venskabsbygning let falder sammen. Intetsteds uden i mit Hjerte troer jeg, at der kunde være sket, hvad sket er; thi der strømmer Erindringer om Fortiden saa bittre, tunge og i og for sig syndige frem over mig, at jeg ingensteds føler mig saa svag som netop der. Dog — min Tanke skal ikke dvæle herved. Nu ville vi glemme; thi det har Gud jo sagt, vi maae. Mit Liv før Ferien var lykeligere end efter den; det var stille fredeligt og uden Uro før den Tid, efter den uroligt og vaklende, men Grunden, hvorpaa min Fred var bygget, var endnu ikke den fuldkommen rensede. Jeg maa arbejde paa at rense og forbedre den.

Er der Kulde i dette Brev? Det forekommer mig, naar jeg læser det nu igjennem. Denne Kulde maa bort. Jeg rækker Dig Haanden med samme inderlige Glæde, som jeg gjorde det hin Dag i Gjersløv. O! den skjændige Synd, som saaledes kan tage Glæden fra os; disse djævelske Indskydelser. Ja svag, let bevægelig er jeg, vaklende som Sivet; men dog — Gud være takket — Christi Kjærlighed lyser dog ind i min Sjæl; det gjør den i denne Stund; begge see vi mod den lyse Kyst, vi ville ikke lade de mørke Skyer formørke vort Liv. O! jeg trænger saa meget til Dig; Daarskab at ville støde Dig bort; jeg er meget gladere nu. Du seer mig nu langt lavere, men ogsaa langt sundere, seer mig, som jeg er. Igaar var jeg i Sorø; Sophie takkede mig, fordi jeg havde begyndt mit Brev til Dig; mange Gange har hun bedet mig om at skrive (Du kan tro, hun er en god Sjæl). Jeg var saa lykkelig derude; hvorfor da her hjemme huse i Hjertet en ukjærlig Tanke og Følelse. Det vil jeg ikke heller — vi ere igjen gode, gamle Ven s. 54ner, hver sine Svagheder, den ene ikke bedre end den anden; vi bedømme ikke hinanden, vi hjælpe hinanden.

Tak for dit kjærlige Brev; saa have vi da rakt hinanden Haanden og med den ogsaa lagt et Dække over det skete. Ja inderlig gjerne seer jeg, at Du besøger mig. Vi kunne følges ad til Konventet. Du kan vel ride hertil, saa skaffer jeg Vogn til Ringsted. Kom saalænge forud før Konventet, som det er Dig muligt.

Om min Stilling og øvrige Forhold her ville vi bedst mundtligt kunne tale.

Din altid hengivne Ven
Johannes Clausen.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Uby 6. Oktober 1858.

Vi ere igjen gode gamle Venner, hver med sine Svagheder, den ene ikke bedre end den anden, vi bedømme ikke hinanden, vi hjælpe hinanden. Tak min kjære, kjære Johannes! for disse Ord; det er saadan, det skal være, og det er saadanne Ord, saadanne Yttringer af et kjærligt Sind imod mig, som jeg samler paa med Begjærlighed i disse for mig saa tunge Tider, — uvenlige Yttringer har jeg faaet nok af i dette Aar, og jeg vil vel faa flere. — Jeg holder med Nøjagtighed Bog over mine Venner, — Uvenner har jeg nok af, — vel ikke mange, — men man behøver ikke mange for at have nok af dem.

Altsaa jeg har min gamle, min bedste Ven igjen, — jeg takker Gud derfor; — ere vi forenede i Troen paa hans Forsonings Død, saa maa vi ogsaa være forenede i Livet, — ikke dømmende hinanden, men hjælpende hinanden, som vi altid gjorde paa den smalle Himmelsti. Og kjære Johannes! jeg har ikke overvurderet din Indflydelse paa mig; jeg veed meget godt, at det Gode, der er kommet til mig, ikke er kommet fra s. 55Dig, men fra Ham, der baade begynder og fuldkommer den gode Gjerning i os; — men jeg veed ogsaa, at han bruger Redskaber til sin Gjerning, og et saadant Redskab har Du i mange Stykker været. — Ere ikke selv de Mennesker, vi prædike for, saadanne Redskaber, uden at de selv vide det? Sandelig de vare det mange Gange i de stille Forsamlinger i Fjor Vinter; medens jeg stod for at bringe Naaden til dem, vendte Naaden tilbage til mig fra den hele Forsamling. Og har Du glemt de stille Timer, da vi saa ofte sad i Samtale med hinanden? Jeg har ikke glemt dem og skal aldrig glemme, hvor megen Sandheds Erkjendelse Frelseren lod mig tilflyde i disse stille Timer; og Erindringen herom er stærk nok for mit Vedkommende til at overvinde enhver Misforstaaelse og til at udfylde det Manglende i enhver ufuldkommen Glæde. Du siger enteneller —, ingen ublandet Glæde! Kjære Ven! Der er ingen ublandet Glæde paa denne Jord, forlange vi mere, blive vi skuffede; thi vi bære et slemt Blandingsgods inden i os. Selv naar vor Glæde er renest og heiligst, saa er der dog en dyb, uendelig dyb Vemod deri — —

Din hengivne
Vilh. Beck.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Uby 18. December 1858.

Min kjære gode Ven! Det er en Skam, at jeg ikke har skrevet til Dig endnu siden de faa, men gode Dage, jeg tilbragte hos Dig; jeg har dog været saa glad derover og tænkt tidt med Taknemlighed derpaa; thi vi vare jo gode, rigtig gode Venner igjen som altid før her i Uby. Jeg saae et Glimt af din Virksomhed, og jeg troer, at det gaar Dig som mig, der høre vi bedst hjemme; der skulle vi lære at drive de onde Aander fra os; thi der forlade s. 56de os af sig selv. — — Jeg saae nogle af dine nye Venner — ikke sandt, det er vore bedste Venner, som vindes paa den Maade. — Jeg tænker ogsaa ofte paa dine Bibellæsninger, som jeg var med at synge ind; de gaae vel godt, Folk komme vel, som det bør sig, — og Du er vel ikke bange for Herrens Aand, at den ikke skulde være stærk nok til at holde en Bibellæsning. Thi ikke sandt, kjære Johannes! det er dog Ham, der holder den bedst, naar vi uden Frygt give os hans Ord og hans Aand i Vold — og uden Menneskefrygt lade Ordet maale Menneskenes Liv. Hvad mine Bibellæsninger angaar, saa gaae de som ellers, som da Du fulgte med mig; men der er kommet en stor Ting i Vejen for min hele Virksomhed, en Slappelse i Halsen, som smerter og vanskeliggjør min Tale, saa at min gamle Tilbøjelighed til at aabne Munden herhjemme i høj Grad er tiltaget. Du mener vel, at det maa være meget tiltalende i daglig Omgang. Imidlertid lapper Doktoren paa mig saa godt, han kan, at jeg dog maa holde Julen over, om jeg saa maaske skal underkastes en større Kur. — Jeg maa dog fortælle Dig, at i Forgaars var en Mormon hos mig, medens jeg sad og arbejdede paa min Prædiken. Det var underligt, hvor hæftigt det greb mig; jeg maatte aflægge en stærk og levende Bekjendelse af min Tro, da jeg saae denne stakkels og dog saa djævelske Løgner staa for mig; og dernæst sagde jeg ham rigtignok Sandheden uden Omsvøb og jog ham ud af min Dør.

Nu maa Du, kjære gode Ven! lade Dig nøje med disse afjaskede Linier og tag dette Ønske som det bedste ved hele Brevet, Ønsket om en god og velsignet Jul.

Din hengivne Ven
Vilh. Beck.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Uby 24. Januar 1859.

Det er »pinegalt«, at vi to ikke skrive noget oftere sammen; men det er ogsaa pinegalt med Tiden, den løber, og jeg husker altid langt bag ud. Men naar jeg tænker paa, hvor nær vi to staae hinanden; skjønt Du har gjort Dig nogen Ulejlighed for at udmale vore Forskjelligheder, — een Tro, hvad Omfanget af vor Trosindhold angaar — een Stræben efter Troens Inderlighed, een Stræben efter at udbrede Guds Rige — een Anskuelse om Maaden, hvorpaa det skal udbredes — een Glæde over hvert et Glimt, vi øjne i Menigheden — eet Haab om Glæden i et kristeligt Hjem, — ja hvor skal jeg ende, kjære, kjære Ven! Hvor er Forskjelligheden, hvor er Rum for et pinegalt? — Nej, vi ere voxede sammen her i Uby, og vi voxede sammen i Kristus. Ikke en Gang een af de Aander, der gaar bort og tager 7 andre med sig, har formaaet at skille os; men med den gamle Glæde mødtes vi i Gjersløv forleden. — — Jeg maa fortælle Dig, at jeg har begyndt at bruge Psalmer ved Berettelser, og som jeg synes med Velsignelse; det maa da glæde Dig, da Du ofte har talt derom. Ligeledes synger jeg meget Psalmer nu ude hos dem, jeg besøger.

Din
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
12. Februar 1859.

Tak for dine Linier. Vi sees vel snart; jeg længes efter at tale med Dig. Paa Grund af Foredrag, jeg har holdt om Barnedaaben, havde Baptisterne sammenkaldt en Forsamling og hidkaldt fra Kjøbenhavn »den Bedste«, de have, som skulde pudses paa mig; jeg blev nemlig indbudt. Den hele Forestilling mislykkedes paa Grund af min Erklæring, at jeg kun var kommen som s. 58Tilhører for yderligere at overbevise mig om deres Vildfarelser. Herom imidlertid en Del mere senere. Sig saa kun ikke: det er pinegalt — du maa aldeles forkjættre dem. Have de skikket Bud efter »den Bedste«, fordi »en Præst, som nok nylig er kommen til Egnen« (saa lød den Bedstes Ord), »har rettet stærke Angreb paa Baptisterne«, er jeg da en lunken Irener? Hvad? — Kun en personlig Bemærkning: Din Skrift antager mere og mere en foruroligende udjævnende Karakter. Tagende gamle Haandskrifter for mig fra samme Haand kom jeg dog igjennem Stregerne og fik det glædelige ud, at Du gjerne ønskede, at vi skulde sees, men det mindre glædelige, at Du ikke er rask. Kjæreste Ven! Modtag nu et alvorligt ment Raad. Lad den Nattevaagen være, saa vil det ikke falde Dig svært at staae op tidlig om Morgenen — blot et lille energisk anbragt Hop, og det Hele er overstaaet.

Din Ven
Johannes Clausen.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Uby 23. Februar 1859.

Kjære gode Ven! til yderligere Bevis paa, at jeg gjerne vilde samles med Dig snart, skriver jeg dette for at foreslaa Dig, om vi ikke som Repition af i Fjor Fastelavn, da jeg befandt mig saa overmaade godt i Tersløse, kunde samles i Aar i Gjersløv; — men jeg vilde nok have lidt Svar derpaa og det snart (for at Du kan læse det ¹⁾Hentydning til Clausens Anke over Becks utydelige Skrift (jvf. foregaaende Brev).), da jeg ikke gider foretage den udførlige Ridetur for et Par Timers Skyld. Du veed nok, naar jeg driver, gjør jeg det for Alvor; naar jeg først har sat mig ned, saa haster det ikke med at rejse sig. Du seer, jeg har godt Mod paa at tage ud. Det kommer s. 59af, at jeg er rask; min Hals er i al Fald bedre; og mit Humeur er bedre. Jeg takker meget for dit gode Raad om at staa tidligere op, — det har aabenbart noget paa sig. Jeg har begyndt at kvitte en Times Tid af om Aftenen og een eller to tilsvarende om Morgenen; jeg haaber saaledes, at det skal gaa fremad. — Hvad dine »ireniske« Meriter angaar overfor Baptisterne og dine »personlige Bemærkninger« overfor mig, saa maa jeg svare: jo det er »pinegalt« — naturligvis seet fra mit Standpunkt. Ja, jeg vilde have »aldeles forkjættret dem«. Dog ikke jeg, men jeg vilde lade Guds Ord gjøre det; og ellers vilde jeg slet ikke have mødt der. See det vilde nu jeg have gjort; men det vedkommer jo aldeles ikke, hvad Du har gjort.

Lad mig nu hurtigt faa Svar paa det om Fastelavnen. Man hilser Dig her hjemme, — og det gjør jeg ogsaa.

Din Ven
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
23. April 1859.

Hjertelig Hilsen til Festen og Ønske for Dig, kjære gode Ven! til Gud, at Du maa være stærk paa Sjæl og Legeme til at forkynde det dejlige Paaskeevangelium. Det er mig en ren Fryd at prædike over disse Evangelier; Du veed, det er første Gang for mig. Jeg er glad og lykkelig, og kan jeg sige, min Glæde hviler i Gud og hans Velsignelse. — Men du er ogsaa et Asen, og jeg med naturligvis. Hvorfor skulle vi to disputere ¹⁾Det paatænkte Samvær i Fastelavnen hindredes ved Becks Sygdom. Senere mødtes de (muligt i Gjersløv) og havde en ivrig Disput om Sakramenterne. Det er denne, Clausen fortsætter i sit Brev af 9/5.? I Paasken maa vi igjen sees, og dersom jeg saa disputerer med Dig, maa Du kalde mig Mads og min Hund Mikkel.

Din Ven
Johannes Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
9. Maj 1859.

Min kjære Ven! Gud er god og mægtig og — langmodig; hvor ofte bedrøve vi ikke den Hellig Aand, og dog hjælper Han, naar vi bede om Hjælp. Sakramenterne ere visselig Christendommens Hængsler. Erkjendelsen af dem som Grundpiller (fundamentalia) voxer imidlertid samtidig med det christelige Liv, ligesom dette paa den anden Side jo næres ved disse; glem imidlertid ikke, at Sakramentlæren ikke i sin fulde Dybde kan pludselig tvinges ind i et Menneske, lige saa lidt som et christeligt Liv pludselig kan fremtvinges. Du er ikke fri for at ville fremtvinge en saadan voldsom Proces. Ingen mere end jeg har erfaret, hvorledes Sakramentlæren og Sakramentsandheden succesivt kan komme frem i Hjertet. For saa vidt som nu Sakramentlæren er saa uendelig vigtig for at faa et fast Grundlag, hvorpaa det christelige Liv kan opbygges, er det i sin Orden, at man som Lærer retter sin Hovedstræben paa at bringe dem ind i Hjerterne; imidlertid — ikke for voldsomt. Det er det store i Christendommen, at den for den enfoldige fordrer Ordet og dog sætter et aandeligt Maal for Intuitionen af og Fremvæxten i det Christelige. Man voxer i Kundskab, man springer ikke ind i den; og glem ikke, der staar først Tale om en Væxt i Naaden, før der tales om Kundskaben; men Naadens Fremkomst betinger Syndens Tilsynekommen for det enkelte Individs Erkjendelse. Men hvor mange Individer staae endnu ikke paa Lovens Standpunkt, ja knap paa dette; disse ere saa totalt uimodtagelige for Sakramentlæren, og en exclusiv Fremhæven og Urgeren af denne for saadanne er efter min Mening ubetimelig og ufrugtbar. Sat sapienti ¹⁾Frit oversat: dermed Punktum!. — Naar vi sees, da videre desangaaende. s. 61Men det er jo sandt, jeg vil ikke disputere med Dig; nej, men jeg vil tale med Dig, saafremt Du vil benytte et »almindeligt« Conversationslexicon og ikke et »specielt« à la Pastor Beck. —

Luther siger: »Gud giver den et ondt Aar, som gjør en Ting bedre, end han kan.« Gid det ikke finde Anvendelse paa Dig. Gud give Dig snart et godt Helbred og »fornye i os begge en stadig Aand«.

Med kjærlig Hilsen, din hengivne Ven

J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck. ¹⁾I Efteraaret 1859 havde Clausen og Beck gentagne Gange besøgt hinanden. Under et af disse Besøg maa der ifølge dette Brev have fundet et skarpt Ordskifte Sted (formodentlig om Sakramenterne), som har fremkaldt Misstemning hos Beck.
6. December 1859.

Min kjære gode Ven! Paa Mandag kommer jeg til Gjersløv. Kunde Du komme, da vilde Du glæde mig meget. Har Du ventet paa, at jeg skulde meddele Dig, naar jeg kom til Gjersløv, eller — vær ærlig — gik Du et Skridt fra mig hin Aften? Vi maa atter holde meget, meget af hinanden, ikke sandt, saaledes vil det nok blive. Siden vi saaes, har jeg lidt en Del af Nervesvækkelse, men under denne fundet Gudsordet om »Guds Kraft fuldkommes i Skrøbelighed« stadfæstet i min Sjæl. Skulde Du ikke kunne komme, da ville vi vente et Brev inden Julen. I den maa vi være forenede som rigtig gode Venner.

Din bestandige Ven
Johannes Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Stenmagle 7. Juni 1860.

Tak min kjære Ven! for dit Brev ²⁾Dette Brev findes ikke blandt de efterladte Papirer.. Hvor det gjør godt, opliver og styrker at faa et Brev fra en kjær Ven. s. 62Vi benytte ikke nok dette herlige Middel, beredt os af Gud; hvor ofte er det dog ikke, at man synker hen i aandelig Sløvhed, Lunkenhed og Mathed. Da er blot et Ord fra en Ven, med hvem man deler Tro, et vækkende Middel. Tidt bestaar jo netop Manglen hos os deri, at vi ikke føle os stærke til at vandre til Kilden selv, Guds Ord, Sakramenterne og Bønnen; da burde man træffe en Ven, som maaske netop nu har følt sig stærk til at gaae hen og øse af Kilden, han vilde da gjerne meddele af det, han har øst; netop saaledes er det jo med de aandelige Skatte, at man ikke karrigen meddeler af dem til andre, ja selve det at meddele dem forøger og forringer jo ikke deres Værd. Og vi to ville jo dog gjerne øse af den samme Kilde det samme; og Tak være Gud, vi have jo ikke forgæves gaaet hen til Kilden, men saa naadigt, saa rigt har Gud givet os. Jeg har dog været saa gruelig lunken og lad i disse Dage; men jeg føler ligesom nu en Guds Kraft at drage igjennem min Sjæl. Min Synd har sit fasteste Holdepunkt i min Ladhed. O! at Gud vilde — ja han vil — men at jeg vilde rejse mig ret til Bøn for at slippe ud af denne Trældom. — Lev vel og glem ikke at bede for mig. Gud styrke Dig — han lønner Dig jo alt nu med at have et kjærligt Hjem ¹⁾Vilh. Beck og Nina Staffeldt var blevne viede i Gottorp Slotskirke 20/3 1860, hvor Clausen var tilstede. herneden, maatte Du længe beholde det! Dog — Hjemmet hist — det maa dog være endnu lysere. Hils Nina.

Din Ven
J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Stenmagle 11. Juli 1860.

Jeg takker dig venligst min kjære Ven! for din Indbydelse til Missionsmøde. Mangel paa Befordring og s. 63Tid er Grunden til, at jeg og andre ikke kom. Hovedgrunden var imidlertid denne, at jeg, efter at have været 14 Dage borte, var bleven træt af denne Omflakken og trængte til Ro, ligesom ogsaa mange Ting i Menigheden gjorde min Hjemmeforbliven nødvendig. Og dog trænger jeg mere end nogensinde til at tale med Dig, min kjæreste Ven! thi jeg er sandt at sige mat baade paa Sjæl og Legeme. Jeg har nogle svage Minder om min gamle Nervesvækkelse; det trykker min Kraft; thi svag i Troen, træt i Bønnen og kold i Kjærligheden er jeg. Embedet med dets Byrder trykker mig næsten ned. Du gjør Dig ingen Begreb om, hvor vi ere plagede med Sektvæsen. Du arbejder rigtignok under gunstigere Forhold; thi Du har dog kun Kamp med Vantroen, og dem, Du vinder ind i Menigheden, er Du sikker paa at beholde. Men lige saa snart man her ved Guds Naade kan faae vakt Liv i en Sjæl, strax ere Frimenighedsstifterne Peder Pedersen ¹⁾Gaardmand i Nyrup, Stenmagle Sogn, første Formand for Indre Missionsforeningen, stiftet i Ordrup ved Ringsted 17/9 1853, udtraadte senere af Foreningen og dannede Frimenighed., Grunnet ²⁾Frimenighedspræst. og navnlig Baptisterne ved Haanden og lægge Snarer for saadanne. Jeg var saa glad over to unge Gaardmænds Opvækkelse i Stenville, og nu ere de efter Sigende paa Vejen til at blive Baptister. Henad Allindemagle Sogn griber dette Baptistvæsen om sig i en uhyre Udstrækning. Kirkerne staae tomme, Skolelæreren er paa Vej til at blive Baptist; alle de dygtigere Konfirmander blive strax Baptister. Præsten er aldeles ude af Stand til at gjøre noget. Provsten veed intet og gjør intet, Biskoppen ³⁾Martensen. veed intet og gjør intet. Jeg har flere Gange tænkt paa ligefrem at meddele Biskoppen Tingenes Tilstand, men det er jo ikke den Slags Folk, som man kan henvende sig til. Han gjør alligevel intet af bare s. 64Fornemhed. Ja det er harmligt med en saadan Øvrighed. Fik man en rigtig dygtig Præst i Haraldsted og Allingemagle, da havde vi Baptistkirken indesluttet paa alle Sider. Jeg var til Præstekonvent i Ondløse forleden. Men hvor lidet sympatiserer man med mange af disse Præster. Jeg trænger derfor svært til at tale med Dig, men naar det skeer, er jo helt uvist.

Din altid hengivne Ven
J. Clausen.

(Clausens Brev (7. Juni 1860) om Brevvekslingens Velsignelse synes ikke at have haft den forønskede Virkning paa Beck. Saa langt hen paa Efteraaret som i Oktober beklager Clausen sig over Becks Tavshed, spørger: „Er det sandt, at Du er død, eller i alt Fald om Du har glemt din gamle Ven, om Du i den Grad er bunden ved Hymens Slavebaand, at Du hverken har Sind eller Tanke tilovers for andre skikkelige Folk. Jeg er i en Sindsstemning, der nærmer sig Fornærmelse.“

Heller ikke denne Bebrejdelse synes at have haft den forønskede Virkning; endnu i November klager Clausen over, at Correspondancen ikke kan komme i Gang. I dette Brev bliver Missionen ¹⁾Indre Missionsforeningen af 1853 med Pastor F. C. Rønne som Formand. første Gang omtalt i Brevvekslingen.)

J. Clausen til Vilh. Beck.
19. November 1860.

I den senere Tid har jeg tænkt meget paa den »indre Mission«. Vi have to Gange havt den for i vort Convent, navnlig eet forleden. Det blev mig overdraget at referere vore Anskuelser til Rønne for om muligt at faae Missionssagen paa Fode; nu staaer den og halter og er sig ikke selv klar. Jeg har i den Anledning tilskrevet Rønne for at erholde af ham en Erklæring, om han vil tiltræde de af os opstillede Grundsætninger. ²⁾Missionen skal autoriseres af Landets Biskopper; dens Udsendinge prøves af Biskopperne. (L. Blauenfeldt: Den Indre Missions Historie, Side 51).

Din hengivne Ven
J. Clausen.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Uby 12. December 1860.

Min kjære og bedste Ven! Jeg har modtaget dine Sange, og de ere mig en venlig Hilsen fra min syngende Ven i Stenmagle; men jeg savnede Hustavlerne, og jeg vil bede Dig sende mig dem snarest muligt, hvad saa Prisen er, da jeg stadig bliver rykket for dem af flere, som endelig ville have dem inden Jul, og et saadant Ønske bør respekteres og imødekommes. —

Forøvrigt kjære Ven! har jeg et lille Ord — om Du vil: formanende Ord — at sige Dig, som har forfulgt mig bestandig — omtrent hver Dag —, siden vi sidst vare samlede; og Du vil nok modtage det i Kjærlighed; det er angaaende Martensen. — Jeg elsker denne Mand, ja elsker ham i Ordets sande, fulde Betydning, og vil blive ved at elske ham, om han end en Gang dybt skulde saare mig; det veed jeg fra den Tid, jeg troede det om ham ¹⁾Jvf. Axel Beck: Vilhelm og Nina Beck. 1. Bind, Side 66 og 72-73.; jeg takker Gud for ham baade for min egen Skyld og for Kirkens Skyld; thi vi skylde ham eller Gud gjennem ham uendelig meget; og om Du kan oplede Taager i hans Dogmatik — eller store, store Mangler og Svagheder ved hans Visitatser — eller maaske Hovmod eller Fornemhed i hans private Væsen, — saa har han dog været Troens Lærer for mange mange Præster, — saa er han dog Troens Prædikant, hvorsomhelst han oplukker sin Mund, — og saa har dog hverken Du eller jeg den Kamp, som han maaske har at udkæmpe med sig selv i det Skjulte. — Kjære Ven! han har været vor Lærer, er vor Biskop og endnu mere vor Broder; lad os kun see hans Fejl, men lad os samle dem allesammen i daglig troende Forbøn for ham. Ja, det var netop det, som har brændt mig, siden vi sidst vare samlede, og som jeg nu vil spørge Dig om: beder s. 66Du for denne Mand? Nu er det sagt, og nu er jeg saa glad over det, thi jeg veed, at hvis Du ikke gjorde det hidtil, saa vil Du begynde paa det, naar Du har læst dette Brev. — O hvor er det dog lykkeligt at kjende den Hellig Aands Samfund; at vide sig forenede som Du og jeg som Venner i dette Samfund, her kan man dog altid saa glad og tillidsfuldt sige hinanden, hvad man tænker — endog hinandens Skrøbeligheder.

Jeg har atter været syg, men kunde dog i Søndags ved Guds Naade gaa op paa Prædikestolen, men maatte atter til Sengs. Dog dette var ogsaa godt, nu kan jeg dog maaske være rask i Julen. Nina hilser Dig og er rask; bed for hende og for mig, at Gud for Jesu Skyld vil være os en naadig Gud og Fader.

Din hengivne
Vilh. Beck.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Uby 2. Januar 1861.

Blot et Par Ord, for at Du kan glæde Dig med dine Venner: Nina fødte mig en Søn d. 23. December og har havt det godt siden tillige med den lille Dreng, der er en fuldkommen Copi af hende lige indtil Næsen. — Hvor er dog Guds Naade stor imod os, — o gid den dog ikke maa være forgæves! — Jeg har saa megen Glæde. Vi have haft en dejlig Jul, det har Du vel ogsaa. Saa Gud give, at Juleevangeliet maa gjennemtone det nye Aar.

Din gode Ven
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
30. Januar 1861.

I al Korthed: min Hensigt med dette Brev er at bede Dig om Hjælp. I Stenlille Sogn have Baptisterne faaet et fast Holdepunkt i et Par unge Gaardmænd, der, opvakte s. 67i Kirken, ere faldne ind i den baptistiske Vildfarelse; fra dem udgaar nu en sørgelig Bestræbelse for at forvirre og drage andre med. Jeg selv er saa mat og overanstrengt, at jeg næsten intet magter. Selvom jeg ved at tage mig Hvile, ved Guds Hjælp, atter haaber at komme til Kræfter, troer jeg dog, at et fremmed kraftigt Vidnesbyrd vilde blive til Velsignelse her. Du har engang lovet at ville besøge os; hvis nu Forholdene maatte tillade det, da navnlig Du selv, din Kone og Søn ere vel, vilde det nu af ovennævnte Grund være mig dobbelt kjært, om Du havde kunnet komme herhen f. Ex. i Ugen 17.–23. Febr. Nu har Du jo lang Tid til at overveje den Ting, i al Fald venter jeg at høre fra Dig, saavel i denne Henseende som da ogsaa især længes jeg efter at erfare om din Families Velbefindende. Udadtil i Menigheden har jeg det godt, megen Velsignelse af Ordets Udsæd; indadtil kun daarligt; jeg er legemlig træt og aandelig mat og sløv, fuld af Synd og Daarlighed. Gud gjøre det af Naade bedre. Jeg veed ikke, hvor jeg skulde begynde og hvor ende, hvis jeg skulde indlade mig med Dig i en Tankeudvexling; jeg føler mig ikke engang stærk til at fremsætte Tanker; jeg vil derfor kun anbefale mig til din Forbøn, bede Dig hilse din Hustru og Forældre og selv modtage en Hilsen fra din Ven

J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Gjersløv 10. April 1861.

Medens jeg endnu er i Gjersløv, vil jeg sende Dig, min kjære Ven! et Par Ord, nærmest for at lade Dig vide, at vort Bryllup er bestemt til 3. Maj. — — Jeg glæder mig inderligt til min bedste Vens Nærværelse ved denne vigtige Begivenhed i vort Liv. Kan Nina forlade s. 68den lille Søn, haaber jeg, hun kommer med. — Tak, hjertelig Tak for de to velsignede Dage ¹⁾Beck havde fulgt Clausens Anmodning om at komme til det i forrige Brev omtalte Møde., vi vare sammen i Menigheden. Din Nærværelse har været til megen Velsignelse. Jeg har adskilligt at tale med Dig om i den Anledning; dette ville vi opsætte, til vi mundtlig kunne udvexle Tanker. — — Hils Nina og dine Forældre. Jeg haaber, I ere raske, den lille Herre iberegnet. Han opdrages vel i strængt kirkelig Aand.

Din Ven
J. Clausen.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Uby 22. April 1861.

Kjæreste Ven! Tak for dit Brev og for Indbydelsen til dit Bryllup; vi glæde os begge ret inderligt dertil, naar der nu blot ikke maa komme noget i Vejen, for den lille Herre er jo noget lunefuld. Dog til den Tid faa vi en Pige, en rigtig rar lille kristelig Pige, som jeg selv har konfirmeret, — og som jeg er vis paa vil bede for min lille Dreng, mens hun passer ham og siden ikke vil lære ham andet end godt. Jeg glæder mig til at træffe sammen med alle Dine, Madsen ²⁾Den senere kendte General Madsen, gift med Fru Clausens Søster. iberegnet. — Det er kun kjedeligt, at din Fader ikke skal vie Dig; men det hører vel ind under det vidtberømte Begreb: Familievrøvl. Jeg har oftere villet skrive til Dig og takke Dig for sidst ³⁾Det omtalte Møde mod Baptisterne., det var Timer, som jeg bestandig tænker paa med Glæde; havde jeg dog altid saadan en Ven at arbejde med herhjemme; men disse Præster, — ja det er min bestandige Kummer, — de arbejde jo lige stik imod, og Vantroen har bestandig Præsterne at anføre som sine Hjemmelsmænd, naar de sige imod. s. 69Dog jeg har ikke havt Tid at skrive; thi aldrig har jeg havt saa meget at gjøre som siden den Gang; Livet vaagner, og det skaffer Arbejde. Var der mere Liv i Menighederne, saa var Præsterne ikke saa fede. Alle Syge ville nu berettes, og jeg er flere Gange blevet hentet om Natten. Gud ske Lov derfor. — Jeg tog da ikke fra Stenmagle før efter Middag og maatte først levere et Slag med Francke minor, som begyndte at angribe Dig, — men jeg maneurerede saaledes med ham, at Francke major ¹⁾Sognepræsten i Stenmagle og Stenlille. maatte stride mod sit eget Kjød og Blod. — Paa Vejen hjem besøgte jeg N. N. i Skjellebjerg; da der netop var Forsamling til at indøve Psalmesang, maatte jeg atter tale et Guds Ord der, og sandelig de fik det rent ud af Tønden, — jeg har aldrig holdt saa haard en Tale; thi jeg mærkede strax, at det var altsammen dødt, ved en Samtale jeg havde med nogle af dem først. De mente, »der var intet at klage paa Kristendommen hos dem, thi de gik i Kirke, saa det kunde blive til noget«. — Jeg kom da først hjem midt om Natten.

Og nu lev vel, kjære Ven! Guds Fred i dit Hjerte, — Guds Kamp i din Menighed, det er mit Ønske for Dig. Nina hilser Dig venligst.

Din gode Ven
Vilh. Beck.

SAMVIRKE.
J. Clausen til Vilh. Beck.
21. Aug. 1861.

Det er lidt sent at sende Dig, min kjære Ven! en Tak for vort sidste Ophold hos Eder. Det virkede oplivende og styrkende paa mig. Siden den Tid har man jo imidlertid været innde i mange Slags Stemninger baade glædelige og sørgelige.

Pastor Rønne skrev til mig, at Du havde lovet at prædike ved det Missionsmøde, der er bestemt at skulle afholdes i Stenlille Kirke d. 13. September ¹⁾Det grundlæggende Møde for „Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark.“. Jeg med dem af Menigheden, som vide dette, glæde os til denne Dag. Jeg antager det for givet, at Du kommer i det mindste et Par Dage tidligere, for at vi kunne i Forvejen tale sammen. Det forekommer mig, at man enten bør opgive den hele Missionssag eller ogsaa see at tage den (eller søge den fremmet) paa en hel anden Maade, end nu skeer. Det er mig imidlertid ikke klart, hvorledes man skal behandle den Sag. Ønskelig var det, om man kunde faa nogle mere detaillerede Efterretninger om den svenske Mission ²⁾„Evangeliska Fosterlands-Stiftelsen“, stiftet 1856 ved Pastor H. I. Lundborg og Baron I. Ahlstrømer, en Forening til indre Mission, senere udvidet til ogsaa at omfatte ydre Mission., som nok er i god Gang og har baaret, efter Sigende, gode Frugter. Nogle Dages Ophold her kunne maaske hjælpe til, at vi gjensidig kunde klare hinandens Anskuelser. — —

s. 71Forøvrigt have vi det godt, fordi vi jo, om end i Skrøbelighed, have den Tro, at der er Betingelser for Livets Lykke. I Menighedens Forhold er intet væsentlig forandret. Sommertiden synes mig altid at virke noget sløvende og hemmende paa Menighedslivet. I det stille haaber jeg dog paa, at Livet her voxer; i det mindste træder Modsætningerne mellem Guds Rige og Verdens Rige bestandig skarpere og skarpere frem. Her bliver fra Modpartiet bestandig mere og mere Forbittrelse over min Prædiken; dette mener jeg imidlertid at være et godt Tegn; Korsets Ord maa jo blive til Foragelse. Kommer denne ikke frem, da kan Ordets Prædiken ikke være en Korsets Prædiken.

Naar undtages det interessante i at see og høre tale kristelige Personer af Betydning, troer jeg, at vi ikke have tabt synderligt ved ikke at være kommen til Norge ¹⁾Det 3. skandinaviske Kirkemøde i Oslo (Kristiania) Sommeren 1861.. Dr. Zeuthen ²⁾Dr. phil. Frederik Ludvig Bang Zeuthen, Sognepræst ved St. Michaeli Kirke, Fredericia, Søstersøn af Filosofen Henrik Steffens, født 4/8 1805. Fader til den senere kendte Stiftsprovst Zeuthen, Vilh. Becks Eftermand som Formand for den indre Mission. var temmelig misfornøjet; naturligvis fordi det grundtvigianske Væsen træder mere og mere frem paa en arrogant og væmmelig Maade. Det er i Grunden sørgeligt, at de mange vigtige Spørgsmaal, som kunde trænge til Behandling og Drøftelse i Kirken, skulle trænges tilside for den evindelige og kjedsommelige for ikke at sige frugtesløse Snakken frem og tilbage om det grundtvigianske Vrøvl. Forleden talte jeg med N. N.; ja ganske vist, han er en kristelig god Mand, men det grænser til det absolut frastødende, naar man hører og seer, hvorledes de have mistet alt sundt Omdømme, blot fordi de føle sig piskede til i et og alt at følge Partiføreren. Jeg blev ærgerlig og gal i Hovedet s. 72over, at N. N. kunde prostituere sig, som han gjorde. Herom nærmere til Karakteristik over Partiet (ikke over N. N.)

Vær nu sluttelig venligst hilset I kjære Venner i Uby. Lad os opmuntre hinanden til nidkjær Stræben for Guds Rige i os og om os.

Din hengivne Ven
J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
18. December 1861.

Min kjære Ven! Du modtage min broderlige Hilsen og hjertelige Tak for sidst; det var en velsignet Tour, hvor vi ret følte den christelige Kjærligheds Magt. Vi vare alle usigelig lykkelige over det Par Dage.

Jeg har havt en Bedrøvelse, ja gid jeg følte det saaledes, hellere og sandere maa jeg sige Ærgrelse ved at modtage Svar fra Biskoppen angaaende den omtalte Klage ¹⁾Klage over Clausen angaaende en Nadversag. Saavidt vides havde Clausen holdt Nadver i et Nabosogn uden den stedlige Præsts Samtykke.. Dette er i hver Linie lagt an paa at sige mig Ubehageligheder, forbigaaer aldeles Sagens christelige Side og indeholder kun saadant, der gaaer ud paa at hævde en dum hierarkisk Anskuelse, altsaa Biskoppen støtter ²⁾Nabopræsten.. — —

Nu har jeg tabt den sidste Rest af Tillid til Martensen. Med ham ville vi vistnok mødes paa en mindre venskabelig Maade i Fremtiden. — —

Et Forslag: kunde Du ikke have Lyst til at lade din Missionsprædiken ³⁾„Far ud paa Dybet“, holdt ved Mødet i Stenlille 13. September 1861. særlig udgive. Jeg har tænkt mig den udgivet som et Slags Indbydelsesskrift til at træde ind i Missionsforeningen eller i alt Fald til at subskribere s. 73paa Missionsbladet. Paa Omslaget eller paa et særligt Blad i Forbindelse med Prædikenen kunde man jo aftrykke Foreningens Program samt opfordre til at tegne sig for Bladet og indsende Bidrag til en af Foreningens Bestyrere. Den Prædiken var god og egner sig udmærket til sligt Brug.

Vær kjærligst hilset af din Ven og Broder

J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
4. Januar 1862.

Saa meget havde jeg nu at bringe Dig fra Hjertet, min kjære gode Ven! For nogle Dage siden, ja da var jeg saa glad og lykkelig, thi jeg havde havt en saadan velsignet Jul; havde jeg skrevet den Gang, da kunde Du have modtaget Tanker fra en glad Christen; nu derimod er mit Sind saa tungt, jeg er saa bedrøvet over min Synd, min Lunkenhed, over Forholdene her, ja jeg kunde græde derover, og gid jeg kunde det for Gud, saa i Dag bliver det snarere den svage, den elendige Synders Klage, der maatte naa dit Øre, Du som er min sande Ven. Dog Glæden straaler jo nu Dig imøde, min kjære Ven! Skulde da jeg formørke den? nej! Herren har velsignet Dig og din Hustru. Jeg skal indeslutte Eders lille Søn i min Bøn — o! jeg har ikke kunnet bede i disse Dage — jeg er som en fremmed paa disse Steder ¹⁾Clausen var paa Rejse, bl. a. i Ørsløv. — men naar jeg kommer hjem, naar der bliver stille om mig og i mig — da vil jeg tale med Gud om Eders Lykke, at han vil lade Eder have den som dem, der kunne miste den, fordi I troe, men dog lade Eder være lykkelige. Og hvorledes kan det være anderledes? Hvor I to ere forsamlede om Eders Barns Vugge, der staar jo Frelseren og breder sin velsignende s. 74Fred ud over det; thi I ere jo forenede i Jesu Navn. En saadan Lille ved Julens Tid! Det er jo det levende Billede paa Jesusbarnet. Du har vel Hjertet fuldt af Juleglæde; min er ligesom veget bort. Maatte jeg blive rigere i Kjærligheden, fastere i Troen og heiligere i Livet — dog Christus er jo Alt og vil blive Alt i os, naar vi kun ville oplade Døren for ham. Min Jul var, som sagt, velsignet; noget anstrengende jo imidlertid. Først Prædiken 4 Dage i Træk, dernæst 4 Forsamlinger i Juletiden, altid Herrens Aand dog tilstede; Glæden fulgte mig paa en eneste Aften nær. Livet voxer kjendeligt iblandt os, flere og flere lægges til Menigheden, samtidig med at Kampen udadtil forøges. O! at jeg kunde stride ret standhaftigt indadtil mod min Vantro, Modløshed og Synd, at man dog kunde værdiges af Herren, at han ikke vilde tage sin Hellig Aand fra mig, men stadig forny den i mig og skabe i mig et rent Hjerte, at jeg dog fremdeles kunde udrette noget for hans Riges Fremme. —

Jeg skal og har allerede bedet for Martensen; Tak for din Paamindelse ¹⁾Paa Clausens Rejse har han truffet Beck, hvor denne har paamindet Cl. om hans Stilling til Biskop Martensen. Jvf. iøvrigt Becks Brev af 12/12 1860. — den vil mildne mit Sind imod ham. Han er jo nok en Christen, om end ikke som jeg ønskede det, men hvorledes er jeg selv? ikke som Gud vilde have mig, ikke som mine Venner kunde ønske mig.

Lev nu vel, min kjære Ven og Veninde! Gud være hos Eder og Eders Søn med al sin rige Naade nu og i Fremtiden, det ønsker Sophie og Eders Ven

J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
18. Januar 1862.

Tak min kjæreste Ven! for dit Brev ¹⁾Dette Brever gaaet tabt.. Du kan ikke tro, hvor Brevene fra Dig gjøre mig godt, de ere en ren Vederkvægelse for min Sjæl, netop fordi Du er den Ven, som bedst forstaaer mig, og om hvem jeg veed og føler, at Du uskrømtet holder af mig, deler mine Sorger og Glæder. Ja kjæreste Ven! Moders Død var et haardt Slag for mig, ikke alene i det naturlige, men fornemmelig i det aandelige Menneske. Spørgsmaalet var ikke alene om Død og Savn, men tværtimod det om Liv og Salighed. Trøsten kom, Tak, Tak for din og andre velsignede Venners Bøn. — I min Sjæl lyser Haabet om Salighed for min afdøde Moders Sjæl; det er et af de alvorligste Spørgsmaal, min Sjæl har gjort. O! hvor vilde jeg gjerne tale med Dig, min bedste Ven, om dette Haab, atter i det Haab, at Du vil ret kunne bestyrke mig i min Tro paa, at Gud har været min stakkels Moders Sjæl naadig. Kunde Du ikke komme hen til os? Hvor vilde Sophie og jeg gjerne, om Du vilde bringe os det Offer at komme hen og tage os til Alters. Lad mig med allerførste Post vide, om der er Mulighed for Opfyldelsen af mit Ønske. Kunde Du komme, turde Du vel ikke love at holde en Forsamling; til Velsignelse vilde det jo være. Da vi dog maaske kunne sees, vil jeg ikke inden udtale mig om meget, der ellers ligger mig paa Hjerte.

Din trofaste Ven og Broder
J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Stenmagle 1862 ¹⁾Datoen mangler, men Brevet er sikkert skrevet i Januar 1862..

Min kjære Ven! Du kunde ikke komme hen og række os det hellige Sakrament. Jeg havde gjerne seet det, men jeg indseer, at Du var undskyldt. Dr. Francke tog os til Alters om Søndagen tillige med En af Menigheden. Jeg var glad i Aanden, ogsaa glad over, at jeg ved Exemplet fik vist Menigheden, at jeg ikke vil dømme Francke; i al Fald kan han ikke skille mig fra Guds Kjærlighed i Christus, den man jo annammer i Nadveren.

Missionssagen faaer mere og mere Interesse for mig. Jeg var den, der først bad Dig om at overtage Redaktionen, derfor følte jeg mig forpligtet til at staae Dig bi i Bøn og Daad. Hoslagt er tre Opsatser ²⁾„Skibet og Baaden“, „Billedet paa Retfærdiggjørelsen ved Troen“ og „Er Jesus ikke bleven borte for dig?“ (I. M. T. 1862, Nr. 42, 62 og 97).. Brug dem, som Du synes, lad ligge, hvad Du ikke synes om. Hvilken Modsigelse i sidste Nr. fra forrige Aar, først motiverer Rønne J. Larsens ³⁾Missionsforeningens første Udsending, Aarsagen til den afgørende Ændring 1861. Afsked med Paavisningen af grundtvigske Vildfarelser og lidt hen i Bladet er der Ting af en saa bestemt grundtvigiansk vammel og kjedelig Karakter, som man nogetsteds vil søge det. Jeg har skrevet til Rothe ⁴⁾Stiftsprovst, Grundlægger af Foreningen til gudelige Skrifters Udbredelse., at jeg var glad over den Gang, Missionssagen har faaet af de blot negative Grunde, at den er bleven udreven af Lægfolks udelukkende Ledelse og af den forskruede grundtvigske Aand. Jeg har allerede sporet Virkningen af Bladet som Bindemiddel mellem de Troende; din Juleprædiken ⁵⁾„Jakobs Drøm“ (I. M. T. 1862, Nr. 1). og ogsaa Missionsbladet læses trindt omkring, hvor jeg slet ikke anede det, s. 77og Troende udenfor Sognene vise uhyre Deltagelse for Bladet. Det er rigtignok ingen »magnus imprimator«, men snarere »deprimator« der oppe i Slagelse; det var dog en skammelig Tryk; for Lægfolks Skyld gjør det mindre, men slemt er det med Hensyn til Præsterne. — Forleden var jeg hos Becker ¹⁾Sognepræst i Soderup og Eskildstrup., en elskelig Mand, uhyre lærd, men barnlig from, elsket af Menigheden, vistnok upartisk, men en god Præst. Han holder Forsamlinger, dog ikke i vid Udstrækning. Jeg kjender en troende Mand af hans Sognefolk, som ønskede Missionsmøde hos sig. I den Anledning tog jeg til Becker; han var rigtig venlig og holder rigtignok langt fra paa den vantro Del af Præsterne, endnu mindre paa Provsteracen.

Henad Foraaret agter jeg at gjøre en Tour ned omkring Præstøkanten for at samle Venner til Missionen. Det var en Fryd, om vi kunde følges ad. — Saa lev da vel, min dyrebare Ven! Guds Aand være og forblive med Dig og dine.

Din hengivne Ven
J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Stenmagle 21. Maj 1862.

Hvor har jeg længtes efter et Brev fra Dig, min kjære gode Ven! ²⁾Beck havde ikke tilskrevet Clausen siden Januar. Jeg har særlig trængt til et opmuntrende Ord. Her er saa megen Kamp og Strid, saa megen Modstand indenfor selve Kirkens Døre, at Sindet saa let bringes ud af Ligevægten, og derved forstyrres let de heiligste og bedste Følelser og Tanker. I denne Kamp bliver jeg undertiden forsagt og trænger derfor saa meget til lidt Opmuntring; Du har Modstand, men dog ikke i selve Kirken, for selve Alteret. De »Fine« ville ikke gaa til Skrifte om Løverdagen, saa engagere s. 78de Pastor Francke, som udfører »auf Verlangen« enhver Forretning til Nutidens billigste Pris og tillige anbefaler sig ligesom en anden Urtekræmmer f. Ex. til min »Ven« Kromanden. Francke møder saa til Skrifte Søndag Morgen Kl. 8½, Kl. 9 kommer jeg med en anden Flok. Du vil indsee, hvor uhyggeligt dette maa være, og hvor vanskeligt det er overfor al den Løgn at »blive Sandheden tro i Kjærlighed«.

Jeg takker Dig for Missionstidenden med dens stadig gode Indhold ¹⁾Beck overtog Redaktionen af I. M. T. 1. Januar 1862.. Jeg vilde ønske, at Folk satte deres Navn under de indsendte Bidrag. Det er det ene rigtige. Af hvad Grund gjør Frimodt ikke dette? Det er godt, at de Troende lære dem at kjende, som ikke skamme sig ved at støtte Missionssagen.

Ja, der er mange Ting, min kjære Ven! hvorom jeg kunde ønske at tale med Dig, men at gjøre dette skriftligt vilde blive altfor vidtløftigt; saavidt muligt kommer jeg til Dig et Par Dage. Hils din kjære Nina.

Din trofaste Ven og Broder
J. Clausen.

p. s.

Jeg er begyndt maanedlige Menighedsforsamlinger som et fast Holdepunkt og Samlingspunkt for de Troende ved Oplæsning, Skriftudlægning og Samtale.

Det vilde inderlig glæde mig, om I maatte føle Eder opfordrede til lignende Maanedsforsamlinger.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Stenmagle 21. Juni 1862.

Min kjære elskede Ven! Du kan troe, at jeg blev glad ved dit Brev ²⁾En kort Meddelelse om Søn Nr. 2 i Kapellanboligen i Uby.; Herren velsigne Eder fremdeles, som han alt paa saa mange Maader og senest ved det, s. 79Du meddelte os, har velsignet Eder; og jeg troer, han vil det, det siger jo nemlig Troen os, at Solen altid er paa Himlen, om den end til en Tid skjules af den mørke Sky; men Skyen indeholder jo dog ogsaa den frugtbargjørende Regn; og visselig — vi trænge ogsaa til denne i Aandens Egne. Det har igjen været lysere i min Sjæl, til sine Tider endog straalende Solskin; men der er dog saa mange mørke Pletter, endnu mange forbifarende mørke Skyer; men Solen bryder dog nu og da frem gjennem dem. Endnu ved min Hjemkomst fra Dig var jeg meget svag, imidlertid prædikede jeg og endog med en vis Kraft. Dr. Francke er nu falden paa at prædike 1. Helligdag i begge Kirkerne; da det blev ved den ene Kirke, vilde jeg ikke holde nogen Forsamling for at forebygge al Beskyldning for personlig Fremtrængen. Naar nu Menighedslivet og Glæden bliver ganske forstyrret begge Steder, vil jeg ikke længere tage dette Hensyn. 1. Pintsedags Eftermiddag havde jeg en herlig Forsamling i Stenlille Skole. Ved slige Lejligheder er »de Helliges Samfund« tilstede i mere fremtrædende og kjendelig Form; derfor troer jeg, at det der er lettere at holde Pintse, at prædike om og ud af den Helligaand end i Kirken. Der kom den Aften ligesom en ny Aandens Pintse over os. Den 10. var jeg til Skolelærermøde i Ringsted, hvor jeg havde Lejlighed til at see Grundtvigianismen i Skolelærerskikkelse; heller ikke og endnu mindre tiltalte den mig i denne Form. Grundtvigianismen er vel gjennem Præster destilleret ned i Skolelærerne, for ikke at sige dryppet ned i dem; den har ikke vundet Klarhed for mig ved denne Proces. Jeg tørnede lidt sammen med dem. Fra Mødet rejste jeg lige til Kjøbenhavn; jeg kom til at rejse med en grundtvigsk Lægmand, en Rigsdagsmand, en rar Mand forresten, men ganske gjennemsivet, saa det dryppede af ham. Han ansaae s. 80det for en stor Fejl med Missionsbladet, at man ikke vilde indlade sig i Strid eller optage noget grundtvigiansk ¹⁾„Vi ville stride mod Verden, men ikke mod de Troende“. (V. B. i I. M. T. 1862).. »Naar man ikke er begejstret Dansk, er man ingen Christen«, var en af hans Hovedmaximer. Han blev yderlig forbauset, da jeg hertil bemærkede: en from fattig Bondekone, levende troende og gudfrygtig i sine snævre Kaar, uden at kjende noget til den politiske Verden, kan være lige god Christen, enten hun sidder midt i Danmark eller midt i Preussen. Han benægtede dette paa det bestemteste. Opholdet i Kjøbenhavn oplivede mig meget; jeg var glad og tilfreds ved at have faaet opfrisket mine gamle skandinaviske Sympathier. — I Torsdags d. 19. havde jeg et herligt Missionsmøde i Eskildstrup Kirke, Provst Beckers Pastorat. Uagtet han beredvillig i Vinter gik ind paa Missionssagen, viser hans lange Udsættelse af Mødet og adskillige andre Smaaomstændigheder, at Provsten har været lidt ængstelig for det hele Møde. Først skrev han til mig, at Lægfolk dog vel ikke kom til at tale i Kirken; da vi mødtes der, yttrede han, at det var ham sagt, at der vilde komme Baptister, at jeg i Kirken vilde disputere med dem o. s. v. (!!!). Han er imidlertid skikkelig, men ældre Præst — altsaa ængstelig, bange, diplomatisk. Kirken var næsten fuld; glad var jeg, at Bülow ²⁾Sognepræst i Tostrup., Kali (Kapellan) vare tilstede tilligemed en hel Del Skolelærere. Bülow har ellers holdt sig en hel Del tilbage. Han fik Lyst til et Møde hos sig; det blev foreløbig aftalt. Kall vil ogsaa have Møde i Haraldsted. Provsten prædikede — en god (udmærket bibelsk) Prædiken, men den anslog dog ikke saa høj en Tone, som Du talte om. Han lovede mig den til Bladet; Prædikenen vil være bedre s. 81at læse end at høre, men blot for Navnets Skyld bør vi være glade ved den. Beckers Navn vil støtte os. Jeg talte dernæst i Kordøren nudus et impeditus, ↄ: uden Præstekjole; saa gaar det bedst for mig. Først gav jeg en kort Forklaring af Missionssagen; dernæst udlagde jeg Luk. 9, 51–56. Af Bülow fik j eg Ordre til ikke at tale mere end ½ Time; dog gik der 5 Kvarter; jeg var mageløs godt oplagt — Hjertet i Kjærlighed og Begejstring. Jeg var saa glad, det er vel derfor, jeg sidder og maler alt dette op for Dig.

Og nu Farvel min elskede Ven.

Din Ven og Broder
J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Stenmagle 7. Februar 1863.

Tak min kjære Ven! for sidst. Jeg har længtes efter at høre, hvorledes det er bleven med den lille Johannes ¹⁾Becks næstældste Søn.. Da jeg intet har hørt, antager jeg, at han er bedre. Folkene fra Skjellebjerg spørge bestandig om det omtalte Missionsmøde. Naar Du bestemmer det, lader Du da mig vide Tiden; og kunde Du efter Mødet tage herhen og blive et Par Dage, vilde jeg være glad ved at tale lidt nærmere med Dig.

Siden vi saaes ²⁾I Uby., har jeg været i Kjøbenhavn. Monrad ³⁾Ministeren. var særdeles venlig imod mig og udtalte, at han ikke havde noget imod at oprette et Kapellani ⁴⁾Bes. Kapellani. Anledningen var Clausens Tjenstledighed ved Sognepræst Franckes Død. her, men at det jo væsentlig vilde komme an paa Indstillingen fra Bispen; ham talte jeg med; han var kold og frastødende som sædvanlig og vilde modsætte sig Kapellaniet s. 82af alle Kræfter; thi det var kun et personligt Spørgsmaal, her var ingen Trang til det o. s. v.; det er en sørgelig Mand; han kommer mere og mere til at ligne Provster, og saa behøver jeg ikke at sige mere. Var det nu saa, at det væsentlig, som Monrad sagde, kom an paa Bispen, da var jo Tingen afgjort; men egentlig betragter M. nok Martensen som meget uvæsentlig — — —

I Kjøbenhavn besøgte jeg Blædel ¹⁾Sognepræst ved Garnisons Kirke.; han var mageløs kjærlig og venlig. Han yttrede levende Deltagelse for min Bliven her af kirkelige Grunde, ↄ: af Hensyn til Menighedslivet og den Fare, som dette er udsat for her paa Grund af de omgivende Sekterere. Han tilbød uopfordret at gaae til Monrad — og Martensen. Hos Monrad skal Blædel have megen Indflydelse. Jeg venter nu Brev fra ham, og af dette vil jeg vist kunne slutte mig til Sagens Udfald. Frimodt talte jeg ogsaa med; ogsaa han var hjertelig, rigtig christelig kjærlig. Jeg tilbragte en rar Aften hos ham. Han og Blædel vilde, at jeg skulde søge Kapellaniet paa Frederiksberg, men jeg troer slet ikke, jeg passer til disse Forhold. Dog Herren fører mig nok hen, hvor jeg skal være. ²⁾Det omtalte Kapellani i Stenmagle blev ikke oprettet.

Vær kjærligst hilset af din Ven og Broder

J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Vejlby 8. September 1863.

Min kjære Ven og Broder! Du har sagtens undret Dig over ikke at have hørt fra mig før, og det har Du ogsaa havt Grund til; thi jeg har jo Tid nok til at skrive ³⁾Cl. var paa Rekonvalescentophold hos sin Fader.. Det er imidlertid forfærdeligt, hvor man kan blive doven, naar man saaledes bortrives fra den daglige Beskæftigelse — — —

s. 83Der er nu forskjeilige Ting, vi nødvendig maa have talt lidt sammen om, navnlig Peder Pedersen ¹⁾Kolportør og Lægprædikant, fhv. Elev paa Missionsskolen i København, jvf. I. M. T. 1864, Nr. 21, Side 348. angaaende. Der er virkelig (forunderlig nok) ved hans Forsamlinger kommen en hel Vækkelse, uafhængig af og i stærk Modsætning til det her grundtvigianske Væsen; det er ikke alene kjendeligt for mig ved at komme omkring og ved de Forsamlinger, som jeg har holdt, men det indrømmes ogsaa af Præsterne. Provsten støtter ham meget, netop fordi han ikke er Grundtvigianer. Melbye ²⁾Sognepræst i Asperup og Rorslev. Deltog i Appels Ordination paa Askov 1874 og ikendtes derfor en Bøde paa 100 Kr. selv indrømmer, at der ved ham (P) var vakt Liv, om han end er af den Mening, at det hele er i en daarlig Retning og paa en fejl Maade. Som en Følge af, at mange Lægfolk ere vakte ved P., holde de meget paa ham, og der var mellem de Troende her udbredt en Del Uvillie mod Bestyrelsen af Missionen, fordi den har villet lægge Baand paa P’s Frihed til at tale offentlig. Hvad er nu at gjøre? Et af to: enten maa vi helt afskedige ham, og dette synes jeg ikke om, fordi han er en udmærket Kolportør, og dette vilde skade Missionen paa hele denne Egn; eller vi maa give ham Frihed til at holde Forsamlinger. Selv ønsker han at vedblive at kolportere og forlanger kun Frihed til 1 eller 2 Gange ugentlig at holde Forsamlinger, idet han stadig vender nu og da efter Tid og Lejlighed tilbage til de Sogne, hvor han har kolporteret, og hvor han idelig opfordres til at holde Forsamlinger. Det er umuligt for P. at trække sig tilbage nu, eller hvad der er det samme, at nægte ham at holde Forsamlinger. Mig forekommer det derfor, at vi, Du og jeg, godt kunde foreløbig give ham den begjærede Frihed, indtil vi faae Missionsmøde; thi Rønne veed vi jo, netop er for, at Kolportørerne skulde s. 84have Lov til at holde Forsamlinger. Du vil nok meddele mig din Mening herom. Jeg har hørt P. tale, det var vel ikke mere sammenhængende end ifjor, men det var dog sundere og ikke saa smagløst og ensidigt som hans tidligere Taler.

Kjærligst Hilsen fra din Ven og Broder

J. Clausen.

(Kort Tid efter dette Brev mødtes B. og Cl. i Gjersløv, hvor Spørgsmaalet Peder Pedersen er blevet drøftet, sikkert i Overensstemmelse med Cl’s Forslag i forrige Brev; i det mindste omtales Pedersen i Cl’s Brev 1. Maj 1864 og B’s af 5. Maj s. A. som Kolportør ved Hæren.)

J. Clausen til Vilh. Beck.
18. Februar 1864.

Min kjære Broder! I Morgen d. 19. ds. rejser jeg til Sønderborg for saa om muligt at komme i Virksomhed ¹⁾Missionsbestyrelsen havde indgivet Andragende til Krigsministeriet om Cl.’ Ansættelse som Feltpræst ved Hæren. Sagens Ordning gik i Langdrag, hvorfor Cl. nu selv rejste til Sønderborg.. Lykkes det mig, da sender jeg Dig en Meddelelse herom. Denne maa saa indrykkes i Bladet ²⁾Optaget i I. M. T. Nr. 9, 1864; i Marts optaget i „Fredericia Avis“., ledsaget af Opfordring til Troende om at støtte Sagen med Bidrag. Jacob ³⁾Husmand Jacob Jensen i Skuerup, Medlem af Missionsbestyrelsen. følger med mig som Kolportør. Jeg haaber, Du billiger dette.

I Søndags holdt jeg Afskedsprædiken. Det var en velsignet Dag, rig paa Kjærligheds Frugt for mig, uagtet der ikke var nedsat nogen »Festcomite« og heller ikke blev fremrakt »Pokaler« o. s. v.

At der er dyb Vemod i min Sjæl, vil Du fatte; Guds Aand har styrket mig langt over min Forventning til at forebygge, at det naturlige Hjertes Følelser skulde faa Overhaand. Jeg føler mig uhyre svag til den paatænkte s. 85Gjerning. Herren bane mig Vej og give mig Styrke. Indeslut mig i din daglige Forbøn. Snarest muligt hører Du fra mig fra Als.

Din trofaste, hengivne Broder og Ven
J. Clausen.

(Under Krigen var Beck og Clausen begge stærkt optagne af Soldatermissionen, B. med Hjemmeledelsen, C. som Feltpræst. Deres Breve er prægede heraf, omhandler væsentlig Forsendelse af Bøger, Traktater o. l., kun undtagelsesvis omtales Krigen, saaledes i Cl.s Brev af 12. Marts ¹⁾Stedangivelse mangler, sandsynligvis Fredericia. 1864:)

»Jeg oplevede i Tirsdags en Dag, som jeg aldrig vil glemme: Krigslarmen, Synet af bortdragende Soldater til Kampen, Synet af de saarede, Jamren paa Lazarettet; alt dette har indpræget sig dybt i Erindringen. Rørdam ²⁾Peter Rørdam, Feltpræst, senere Sognepræst i Lyngby. er nu kommen, og jeg skulde alt have været afsted, men paa Grund af Fjendernes Besættelse af Vejle kan jeg ikke komme tillands og ligger og venter paa Lejlighed tilsøs.

Igaar holdt jeg en lille Forsamling i Kirken, den til Tirsdag blev forhindret paa Grund af Kampen den Dag. Jeg meddelte da igaar til de faae Tilstedeværende, at de kunde faa N.T. og andre Skrifter; dette havde til Følge, at jeg sad i 3 Timer og uddelte N.T. og Traktater til Soldaterne, som i massevis meldte sig. — —

Nu siger man, at 4. Div. skal trækkes ind i Fredericia; muligt er det saa, at jeg alligevel kommer til at blive.

Din Ven og Broder
J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Hammer 1. Maj 1864.

Min kjære Ven! Du har Grund til at forundre Dig over ikke at have hørt fra mig saalænge. Grunden er s. 86denne, at jeg ikke har havt noget at meddele om min Virksomhed og ikke har faaet Ro eller Kraft til at indlade mig paa almindelige Tankeudvexlinger med Dig. Jeg har flakket om fra Sted til Sted; Du gjør Dig ingen Begreb om, hvor min Gjerning er vanskelig, navnlig i den Henseende, at jeg ikke kan faae Soldaterne samlede, ikke kan faa Lejlighed til at tale for dem. Siden jeg kom her til Divisionen (25. Marts—1. Maj), har jeg prædiket 13 Gange og holdt 3 Forsamlinger, i Gjennemsnit talt Guds Ord 3 Gange ugentlig, men desuagtet har jeg dog kun faaet talt for meget faa Soldater; thi der er Hindringer i Mængde tilstede; først den adspredte Stilling og sammes Ustadighed, een Dag ligge de her en anden Dag der, dernæst Vanskeligheder ved at faae Gudstjenesten bekjendtgjort paa Grund af Autoriteters Ligegyldighed for Sagen. Som Følge heraf har jeg heller ikke faaet Lejlighed til at udbrede synderlig mange Traktater. I Eftermiddag tager jeg til Aalborg, hvis Fjenden ikke allerede har besat Byen, for at faa en hel Del Traktater. Fra Dig ønsker jeg saa mange Skrifter, som jeg kan faae. Endelig trænger jeg i høj Grad til een eller to Kolportører. kjender Du nogen, som kunde være passende hertil, da vilde jeg med Glæde modtage ham. Jeg skriver i Dag til Peder Pedersen ¹⁾Jvf. Noten til Cl’s Brev af 8/9 1863., om han vil komme. Ham anmoder jeg om at lade Dig vide, om han kan drage afsted, for at Du kan træffe Foranstaltning til at sende en anden eller endog, hvis Du troer, Foreningen kan bære saa megen Udgift, at sende een foruden Pedersen. Han maa rejse efter 4. Divisions Stab; for Øjeblikket ligge vi c. 2 Mil Nord for Sundby. Fjenden siges at være rykket ind i Aalborg eller i al Fald nær ved Aalborg. Vi haabe paa en Vaabenstilstand, s. 87der vist vilde give os bedre Lejlighed til at virke. Fjenden gaar rimeligvis over Limfjorden, saa kan Du og Konsorter faae din Lyst styret med at faae slagtet en Del af 4. Division. Nu siger Du formodentlig, at jeg er tysksindet; nej! men jeg er af dem, som mener, at Menneskeblod ikke skal udgydes til ingen Nytte.

Forresten er jeg din gamle Ven, maaske ikke saa skuffende som Du. Jeg er bedrøvet over vort Lands Stilling, over at jeg kun kan virke saa lidt. Men Rejsen har ikke gjort mig til Grundtvigianer, heller ikke er jeg bleven tilbøjelig til at gaae »i bløde Klæder«, fordi jeg laae i bløde Dun paa Frisenborg, heller ikke er jeg bleven seminaristisk uddannet, fordi jeg boede hos en Biskolelærer.

Din Ven og Broder
J. Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Uby 5. Maj 1864.

Min kjære gode Ven, den kjæreste af alle Venner! Tak for Brev, som jeg er meget glad over, men som jeg dog kun kan svare paa i al Korthed; jeg skriver ikke lange Breve i Krigstid, men mange. — Det er dog en kjedelig Virksomhed, Du har; dog vor Herre bringer nok noget ud deraf.

Pedersen har jeg tilskrevet om at gaae til Dig; jeg veed ikke, om jeg kan skaffe flere Kolportører; kan jeg, saa kommer der en til.

Forøvrigt ønsker jeg hverken, at Du skal gaae i grundtvigianske eller seminaristiske eller bløde Klæder, men jeg kunde nok ønske Dig lidt mere Dansk; dog saalænge Du kan bruge mine Prædikener, saa har jeg intet at klage over; det Blod, der udgydes for Danmark, er ikke spildt. Du har vel ikke private Timer hos »Professor« s. 88Hegermann ¹⁾General Hegermann Lindencrone. Ironisk Hentyden til Generalens Vigen for Fjenden.; det var vist bedre, om Du gav ham lidt privat Undervisning. Nu lev vel! — Kjærlig Hilsen til Dig og Jacob.

Din rigtig gode Ven og Broder
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
22. Maj 1864 ²⁾Stedangivelse mangler..

Min kjære Ven og Broder! Tak for din Skrivelse. Blot et Par Ord fra Dig sætter Liv i mig; det er et Aandepust fra de gamle kjære Forhold, fra min gamle kjære Ven. Det gjør Hjertet saa godt.

Du maa uopholdelig sende de Aargange ³⁾Af Indre Missionstidende. 1863 og 64 til Pastor Buchwaldt, Dronninglund. Denne unge Mand, Kapellan, gjorde jeg Bekjendtskab med; han vil tage sin Afsked paa Grund af Misforhold til Sognepræsten ⁴⁾Pastor P. M. D. Wissing., hans Svigerfader. Han kunde muligvis ønske at blive vor Forenings Missionær. Han har særdeles godt Lov her i Vendsyssel; mig gjorde han et meget godt Indtryk paa. Han er grundtvigiansk, nok til at kunne behage Dig og Rønne og fornuftig nok til at behage mig; han er ikke meget politisk. Han ønskede nu at læse Bladet for at gjøre sig bekjendt med Foreningens Aand. Naturligvis er hans Tiltræden noget, der først kunde skee efter længere Tid, nøjagtigere Undersøgelse, Forhandlinger personlig med ham. Om Gud vil, vi faae Fred, og der indtræder roligere Forhold, da mener jeg det ønskeligt, at vi fik en ordineret eller studeret Missionær; derfor synes jeg ikke, at vi tør støde ham bort, men indlede Sagen med ham, forberede den smaat og saa overlade det i Guds Haand, hvad det Hele kan blive s. 89til. Send ham imidlertid Bladet tilligemed Indbydelsesskriftet. — —

I den senere Tid gaaer min Virksomhed godt for mine Øjne at see, men den er højst anstrengende. Henimod Vaabenhvilens Slutning dyer jeg mig ikke, men tager mig en lille Recreationstour; saa kommer jeg, vil Gud, til Dig. Jeg har i længere Tid ikke været sammen med Hegermann; jeg er som Følge deraf mere »Dansk«. I politisk Henseende er jeg en Pjalt, det er indrømmet; men der er nu noget pjaltet ved al Politik, derfor er det ikke saa underligt, om jeg blev politisk. Du er naturligvis hel og holden. Du har vist ogsaa levet højt en Tid med Politik; og jeg ønsker Dig i denne Retning lidt Kvalme.

I Dag gik jeg som en syndbetynget Sjæl til Guds Bord; min Sjæl er nu let og glad. Min dyrebare kjære Ven, »Du er mig saare kjær som en Jonathan«, Gud lade Dig voxe i Kjærlighed, han fylde din Sjæl med Fred og Glæde og den Helligaand, Bønnens Aand, at Du maa stadig bede for din svage, dog inderlig hengivne Broder og Ven

J. Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Uby 27. Maj 1864,

Endelig da et rigtig godt Brev fra min bedste Ven, fuldt af Kjærlighed og Spydighed, saaledes som jeg holder mest af at se Dig; Nina er ogsaa rigtig glad derover. — —

Nu Du taler om at gjøre en lille Tour herover, førend Krigen atter bryder ud, saa vil jeg underrette Dig om, at den 9. Juni Kl. 2 bliver der, vil Gud, et Møde i Skoven ved Konradineslyst; kunde Du da ikke indrette det saaledes, at Du kunde komme med der? Det vilde dog være dejligt for mig at være atter sammen paa den s. 90Maade med min bedste Ven, dejligt for Dig at være sammen med hele din gamle Menighed, som sikkert kommer der; gjør det, hvis det er muligt; bestem Dig i et lykkeligt Øjeblik, og tænk saa ikke paa det, naar de tunge Øjeblikke komme, da Alt vil til at vakle.

Det er da rart med den Buchwaldt (et slemt tysk Navn); jeg skal sende ham, hvad Du forlangte, dersom det er muligt at opdrive det Altsammen. — Men det er ikke rart, at Du stadig vil være med at udnævne mig til Grundtvigianer; jeg har nu i 8 Aar staaet som »karaktiseret Grundtvigianer uden Anciennitet«, og kjære gode Ven! — mere bliver jeg aldrig; thi jeg faaer aldrig nogen Anciennitet i den Vaabenart; derfor borger Dig blandt Andet min medfødte Frihedsfølelse og min inkarnerede Stivsindethed; lad mig være og blive din inderlig gode fuldtro Ven; det er jeg; og der er ingen anden Uoverensstemmelse imellem os end den, der ligger i vore forskjellige Karakterers Naturanlæg; jeg er anlagt til at være »hel og holden«, som Du udtrykker Dig; og jeg takker Gud for dette Anlæg, skjønt jeg godt seer Faren derved. I politisk Henseende er Du »en Pjalt«, ja vel! Du har selv besørget Udnævnelsen, men i menneskelig og kristelig Henseende er Du den kjære bevægelige, varme Sjæl, som jeg trænger saa meget til for at kunne virke med mine Gaver paa den rette Maade; er jeg din Jonathan, saa vilde jeg ønske, at Du var min David; men det er Du nu ikke, thi ellers slog Du bedre løs paa den tyske Goliath; dog er jeg inderlig glad over din Feltprædiken, som kommer 1. Juni ¹⁾J. Clausen: „Hvad skal jeg prædike?“ (I. M. T. 1864, Nr. 16)., og hvori jeg kun har forandret eet Ord, uden at Meningen forandres en Tøddel, for at Du ikke skal blive benyttet af den tyske Jesuiterflok, der altid raaber paa, at der ikke maa tales om Politik i Kirkerne, s. 91og hvoraf Meningen er, at det politiske Djævelskab skal have Lov til at passere uden at revses af Guds Ord; det er Du for god til at benyttes paa denne Maade; Udeladelsen af Ordet »Politik« i din Prædiken er skeet efter Aftale med din kjære Sophie, som godt indsaae, at mine Betænkeligheder vare begrundede.

Vort Halvaarsmøde bliver rimeligvis i Boeslunde ¹⁾Mødet holdtes i Høve. d. 15. Juni.

Lev nu vel, kjære Ven! med mange kjærlige Hilsener fra Nina og mig din altid hengivne

Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Augustenborg 24. Juni 1864.

Min kjære Ven og Broder! Det glædede mig inderligt gjennem Wippert og Dahlstrøm ²⁾To af Missionens Kolportører, der virkede ved Hæren. at erfare, at der havde hersket en saa god Aand i Kraft og Kjærlighed paa Missionsmødet ³⁾Mødet i Høve.. Alle vare nok saa inderlig glade. Herren har vist lagt sin rige Velsignelse i dette Møde. Det er forunderligt, at enhver Fødsel til noget rigt, ethvert Gjennembrud til større Kraft, gaaer igjennem Smerte, Lidelse, ja Modstand. Vor Forening i dens nye Aand og Virkekraft fødtes i Stenlille hin Dag, man kan sige, under Manges Smerte; den har siden den Tid frodigt voxet; nu vilde Martensen kvæle Planten; han rejser Modstand; jeg haaber, at denne Modstand netop vil udvikle en større forenet Kraftanstrengelse, netop vil hjælpe til Liv og Kraft i Foreningen. Jeg glæder mig til at læse Referatet om Mødet i Bladet ⁴⁾I. M. T. 1864, Nr. 20—21.. Det burde dog vel komme til alle Missionsvennernes Kundskab, hvilken Modstand man fra højkirkelig Side agter at rejse mod Missionen. ⁵⁾Se Referatet Side 351-52.

s. 92Jeg er nu glad her paa Als, her er ti Gange mere Lejlighed til at vidne end hist oppe, her er i Grunden overflødig Lejlighed; thi hvad er dog 1 Præst til c. 10000 Mand og et stort Lazaret. — — Hvad der har bedrøvet mig mest er at see, hvor blottet det herværende Lazaret er for at blive passet og plejet i Kjærligheds Aand. Lægerne komme jo nok 1 Gang om Dagen til de Syge og ordinere Lægemidler; men dermed ansee de vist ogsaa deres Hverv for opfyldt; at pleje med Kjærlighed og Omhu de Syge, at see til dem o. s. v., det mene de vist er dem uvedkommende. Patienterne klage jammerligt over den Behandling, de faae, slet Forplejning, daarlig Sygepleje. Og tænk dig saa: der er al Sandsynlighed for, at Patienterne ikke faae, hvad der er sendt i frivillige Gaver. Det gaaer i andre Lommer. — — Jeg har forebragt Stabslægen de mangfoldige Klager og bedt ham om at anstille en grundig Undersøgelse. Hvis ikke det hjælper, agter jeg at drage det Hele frem for Offentligheden. — — Et Par troende, fattige Folk har kjøbt Saft, Vin o. l. til de Syge. Konen blev naturligvis hundsk behandlet af de høje Herrer, men hun gaaer alligevel. Jeg har skrevet til min Familie om at samle ind; den samme Bøn retter jeg til Dig, min energiske Ven; det er særlig Saft, Salep o. l., Rekonvalescenterne trænge til. — —

Din trofaste Ven
J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Faaborg 4. Juli 1864.

Min kjære Broder og Ven! Paa hin skæbnesvanger Dag ¹⁾Tabet af Als., der føjede nye store Tab, nye Lidelser og Ydmygelser til de mange foregaaende, der afbrød saa s. 93pludselig min Virksomhed lige i det Øjeblik, da jeg følte en stor Velsignelse hvile over mig, skrev Du mig til. Du kommer nu ikke til Als ¹⁾Beck var opfordret af Clausen til at tale for Soldaterne paa Als., tvivlsomt om nogen dansk Mand mere kommer der. O! jeg var saa vidunderlig glad ved min Virksomhed; i de første Dage dernede prædikede jeg for flere Tusinder, og det saa indtrængende alvorligt, som om Døden stod lige for Døren, og det gjorde den jo for Hundreder. Endnu Aftenen før Slaget var jeg nede ad den Kant, hvor det begyndte først; der herskede en Dødsstilhed over Forsamlingen, en forunderlig gribende Alvor og ligesaa anelsesfuld Vemod over Alle. Tungen forstummer, men Hjerterne bør ikke blive tætte af at bede om, at Herren dog vil forbarme sig. Vil han, at Danmark skal gaae til Grunde, saa skeer det; dog han vil maaske bevare Landet for de faa Retfærdiges Skyld. Jeg havde faaet min Virksomhed ved Lazarettet saa godt ordnet, truffet Foranstaltninger til en lille Velgjørenhedsanstalt jævnsides — nu ligger det Hele; men det nytter ikke at klage. — Jeg saae slet ikke noget til Slaget, kun de mange Saarede, som man kom kørende og slæbende med. O! hvor maa man dog bedrøves ved at see sine kjære Landsmænd saaledes lide; man lærer at elske dem og bede for dem. Man gjør dog daglig Erfaring om, at Herren vinder Sjæle under disse Trængsler. — Jeg er træt til Sjæl og Legeme. Gud sende dog lidt Lys i dette Mørke! Om faa Dage faae vi sagtens Fjenden paa Fyen, hvis de smaa Kræfter ikke blive bedre anvendte end tidligere. Det er grusomt, som det gaaer. Vi have en Overgeneral, som almindelig menes ikke burde betroes en Brigade.

Din trofaste Ven
J. Clausen.

s. 94Fortsættelse 7. Juli fra Als.

For vore Øjne seer det mørkt ud for vort stakkels Fædreland; men »den Højestes Haand kan Alting forandre.« Gid alle Guds Børn dog maatte inderlig raabe og bede til Herren, at han vilde forbarme sig over os. — — Dybe Saar slaaer denne Krig, dybe Furer pløjer Herren, men, vil Gud, da vil det efter Krigen vistnok blive en frugtbar Tid at saae i de pløjede Furer. Tyskerne ere nogle rene Vandaler. Der er saa lidt Tillid, Kraft og Behjertethed i Armeen, Modet tabt, saa er jo selve Kraften tabt. De fleste Officerer mene, at Fyen ikke kan forsvares. En østerigsk Flaade siges jo at være undervejs — men jeg tænker og, at Herren er undervejs med sin Hjælp.

Din trofaste
J. Clausen.

(Efter Fredsslutningen genoptog Beck og Clausen atter Missionsvirksomheden. Møder planlagdes — bl. a. Mødet 17. December paa Borchs Kollegium for Studenter og Kandidater — Kolportagesagen kom ind under fastere Former med B. og Cl. som Kolportageudvalg. Paa Cl’s Forslag oprettede Missionen sit eget Bogforlag (Brev af 2. Jan. 1865), den lille Begyndelse, hvoraf Missionens nu omfattende Forlagsforretning er fremvokset.)

J. Clausen til Vilh. Beck.
Vejlby 2. Febr. 1865.

— — Jakob (Jensen) antydede i et Brev, hvad Lawaetz ¹⁾Ejer af Møldrup, senere Kalundborg Ladegaard, Medlem af Bestyrelsen. for længere Tid siden har skreven om, at Jyderne have gjort Ophævelser, at de vilde have Dig afskediget som Redaktør o. s. v. I den Anledning skrev jeg meget bestemt omtrent følgende:

Jeg beklagede Jydernes Mistænksomhed, de maatte s. 95være forblindede, naar de ikke af det Allermeste i Bladet, Foreningens Virksomhed med Skriftens og Skrifters Udbredelse og endelig af min og Lawaetz’ Erklæringer imellem dem kunne blive overbevist om, at Foreningen ikke gaaer i grundtvigiansk Retning. De maatte betænke, hvor vanskeligt det var for en Redaktør af et Blad, hvori saa mange skrive, at undgaae, at der kunde indløbe et enkelt Ord eller Sætning, som kunde udtydes saaledes. — Endvidere at der slet ikke kunde være Tale om, at Du skulde fratræde Redaktionen, i det Højeste kunde vi bede Dig om at være saa varsom som muligt — at jeg ikke vilde være med til at afgive nogen Erklæring overfor Bestyrelsen, at vi ikke vare Grundtvigianere. — At det vilde gjøre mig ondt, om Jyderne vilde skille sig fra os, men dog hellere det end lade sig tvinge ind i polemisk Spor. — —

Din trofaste Broder og Ven
J. Clausen.

(Foranlediget ved den omtalte Mistillid udsendte Bestyrelsen en „Erklæring“ efterfulgt af Becks Bedegørelse: „Til den indre Missionstidendes Læsere“ (I. M. T. 1865, Nr. 14). — „Jydernes“ Mistillid fjernedes dog først ved Cl’s og B’s Missionsrejse i Jylland Efteraaret 1865. — En ny Vanskelighed syntes at have været i Frembrud. I Brev af 14. Marts 1865 antyder Cl. et Forsøg paa at drive en Kile ind mellem ham og B.:

„Jeg haaber fast og bestemt, at det ikke skal lykkes Andre at skille Dig og mig ad. Lad os huske paa, at i den Tid, vi i Tro, Aand og Kjærlighed vare forenede og virkede sammen, har Herren naadigt vedkjendt sig og velsignet vor Gjerning — —“

16. Februar 1865 døde Provst Beck i Uby, samtidig med det grundlæggende Møde for Indre Mission i København. Ved sin Faders Død blev Beck tjenstledig. Tanken om at flytte til København og derfra lede Missionsvirksomheden for hele Landet traadte i Forgrunden, stærkt støttet af Clausen.)

J. Clausen til Vilh. Beck.
Vejlby 22. Marts 1865.

Min kjære Ven! — — Et Par alvorlige Sager er der, som jeg vil tale lidt med Dig om.

1) Frimodts og andre Brødres Forslag med Hensyn til Overtagelsen af hele Missionsgjerningen. Jeg synes, at Du i Grunden ikke kan overtage et fast Embede, hvis Du skal vedblive at have saa meget at gjøre med Missionen, som Du har, og der bliver jo mere og mere. Hvorledes vil Du kunne besørge det egentlige private Sjælesørgerembede jævnsides en saa stor Gjerning? Hvad der maa tale for, at Du overtog denne Gjerning, er

a) at Du aldeles ikke fristes af Frimenighedsvæsen.

b) at Du ikke staaer strax i Opposition til troende Præster, men endogsaa opfordres af dem og derfor let i Kjøbenhavn kan faae fast Tilhold til en Kirke.

c) at der synes at være stillet Missionen en stor Opgave som Middel til en stor samlet Menighedsudvikling overfor Statskirken og Frikirkerne; dette kræver et kraftigt Overhoved. (Det er ogsaa en Maade at blive Biskop paa — og det tidlig).

d) at Missionen i Kjøbenhavn ikke vil kunne ledes i et kraftigt og sundt Spor af Frimodt, hvad han selv erkjender, og derinde vil Missionen ved Guds Naade kunne blive Middel til at vinde mange Sjæle. Tænk! hvilken Nød der er i Kjøbenhavn! Kan Du undslaa Dig for denne store Gjerning?

e) at Missionen har vakt og vækker stadig flere og flere frivillige Kræfter; det gjælder at samle og lede disse. Dertil maa der en særlig beskikket Mand. Mon Du ikke er denne?

f) at Missionsforeningen er en stor Menighed, fast opbygget paa visse Punkter, Uby — Stenmagle o. s. v. Det gjælder at holde Livet, Menighedsudviklingen paa disse faste Punkter igang; faaer Du frie Hænder, da vil s. 97Du kunne ved jævnlige Besøg ved Guds Naade oplive vore gamle Menigheder. Faar Du fast Embede, da er Du for bundet hertil.

g) at det vil være en god Prøve paa de Troendes, paa Missionens Kraft, om de fornødne Penge ville komme ind til at lønne Dig. — Dette og meget Andet synes mig at maatte have stor Betydning for Dig, og Du maatte være betænkelig ved at søge. Jeg vil bede Gud om, at han vil lede Dig ved sin Aand til at tage den rette Bestemmelse. ¹⁾Becks Stilling til Cl’s Forslag se V. B’s Bog „Erindringer fra mit Liv“, Side 82—84.

2) Med Hensyn til Grundtvigianismen.

Du vil skjønne, at jeg har i Forhold til denne ændret mig derhen, at jeg vil forholde mig neutral; jeg vil ikke stride om Ord, jeg vil anerkjende alle som mine Brødre, der troe sig gjenfødte i Daaben og leve i Forsagelse og Tro; men jeg vil ikke for alt i Verden lade mig lede ind i dette: at ville gjøre en vis Erkjendelsesmaade gjældende som Kjendetegn paa Kristuslivet. Du har i den senere Tid, maaske uden at vide det og uden at være rigtig i Sandheden, fraterniseret med Grundtvigianerne i Ord og Talemaader; elsk den som Brødre; ak, det er dejligt at kunne det ærligt og oprigtigt, men bedrøv ikke dine Troesfæller ved et Makkerskab, som stiller Dig uklart til begge Sider.

Glem ikke, at Du i dit naturlige Menneske har en Tilbøjelighed til at være Grundtvigianer; i det aandelige har Du det ikke. — Bliv nu ikke vred over min ligefremme Udtalelse; det er, fordi jeg holder saa uhyre meget af Dig ²⁾B’s Svar er gaaet tabt, men er sikkert faldet i Traad med hans Brev af 27/5 1864..

Jeg er din inderlig hengivne og trofaste Ven

J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Vejlby 28. Marts 1865.

Ja! jeg kunde rigtig godt lide, hvad Du skrev, min inderlig kjære Ven! Jeg blev saa glad, saa glad over dit Brev, mere end Du maaske tænker, og selvom min Bekymring end muligt har været overflødig, fortryder jeg dog ikke, at jeg har udtalt den; thi derved er en Mistanke ryddet af Vejen og Hjerterne knyttede end inderligere til hinanden. Sirak taler saa dejligt om Venskab: Vil Du skaffe Dig en Ven, da skaf Dig ham med Forsøgelse. Jeg har skaffet mig Dig, kjære Vilhelm, til Ven gjennem mange Aars Forsøgelse; Du har trøstet og styrket mig tidt, Du har baaret over med mig, Du har været mig en rigtig trofast Ven. Og: »en trofast Ven,« siger Sirak, »er ikke til at betale med noget, hans Herlighed er ikke til at opveje, en tro Ven er en stærk Beskyttelse, hvo som haver fundet ham, haver fundet en Skat, en Trofast er Livets Lægedom.« — Tro! disse sande, skjønne Ord siger mit Hjerte Ja og Amen til ved Tanken om Dig som min trofaste Ven. Men samme Sirak siger ogsaa: Skift ikke Ven for noget, som der ikke ligger synderlig Magt paa. — Alt dette passer, synes mig, paa vort Forhold, og nu lade vi disse end fastere sammenbinde os. Du har fuldkommen Ret: Frihed skal der være, og mit Ord »bedrøvet« kom frem i Hjertets Frygt for, at der var en begyndende Adskillelse i din hele Maade at være og virke paa. O! ganske vist! der skal være Frihed. — Erkjendelsesmaaden er ikke for mig Hovedsagen; ja selvom Du virkelig optog den hele grundtvigianske Anskuelse om Trosordet ¹⁾Becks Syn paa Trosordet se hans Bog „Min Konfirmandundervisning“, Side 9—10., naar Du blot bliver den Samme, den samme Personlighed. Det er mig netop saa modbydeligt, naar Grundtvigianerne ville gjøre en vis Erkjendelsesmaade saa udelukkende gjældende s. 99istedetfor den inderlige Tro paa Christus, Ydmygheden og Kjærligheden. Men Hovedsagen er dette: jeg synes, at dette grundtvigske Væsen ødelægger Personligheden; denne sekteriske Driven paa en enkelt Synsmaade, denne tyske pathetiske Smaasnakken — alt dette og meget andet synes mig, ødelægger Personligheden — og saa tænkte jeg, skulde min kjære Ven komme ind i denne forskruede Maade at være Christen paa, det vilde gjøre mig ondt; det kunde jeg umuligt forlige mig med; Anskuelser afvigende fra mine i et og andet det kunde jeg godt døje, men ikke en forandret Personlighed. Dertil kommer: jeg har seet Folk udøve stor Velsignelse, inden de bleve omstøbte af den store Kunstner ¹⁾Grundtvig. i Kjøbenhavn; men efter denne Metamorfose tabe i Indflydelse. Du har havt af Guds Naade stor Indflydelse — skulde din Ven ikke ønske, at den maae tiltage og ikke aftage til din Dødsstund? Og glem saa ikke, kjære Vilhelm! at har Du stor Indflydelse i en ikke grundtvigiansk Menighed, netop fordi Du i din hele Maade at virke udadtil ikke gaaer efter en Recept, men efter din Person, ikke gaaer frem paa grundtvigiansk Vis, saa maae den Fordring stilles til Dig, at Du ikke i dit naturlige Menneske lader Dig friste til Frihedsudtalelser og Frihedsvæsen, som ikke ligger i dit aandelige Væsen; ja glem ikke, at Du maae være varsom, og ikke i den Kreds, hvor Du har Indflydelse, bringer andre i Tvivl, i Vaklen. — Nu maae Du være fri for i Dag — og mange Dage for Mistanke om Grundtvigianisme. Skulde Du komme ind i alt det, da — ja da bliver jeg ogsaa mellem dem, som ønske dig Tugthuset ²⁾Sikkert en Hentydning til en Bemærkning i Becks Brev, at der blandt hans Modstandere næredes saa fromt et Ønske for ham..

Din trofaste Ven
J. Clausen.

s. 100(Clausen havde under sin Ledighed hjulpet sin Fader i Vejlby. Ved dennes Død 13. Juli 1865 var han atter uden Virksomhed og foretog samme Efteraar sammen med Beck den kendte „Jyllandsrejse“. Ved Birkedals Afskedigelse opfordrede han Beck til at søge Byslinge; men da B. paa den Tid udnævntes til Sognepræst i Ørum, søgte Cl. Baad hos ham, hvorvidt han skulde søge Byslinge.)

Vilh. Beck til J. Clausen.
Uby 21. Decbr. 1865.

Min egen kjære Ven! Jeg tør kun raade Dig, hvad jeg selv havde besluttet at gjøre, og ogsaa havde gjort, var jeg ikke kommet til Ørum ¹⁾Udnævnt til Sognepræst i Ørum 17/11 1865, indsat 18/2 1866.. Tag hen og tal først med Birkedal! thi skal det blive til Guds Riges Fremme og til Velsignelse for Dig selv, saa maa Du være der i venlig Forstaaelse med Birkedal.

Om Du vil følge mit Raad, ligger der ikke megen Vægt paa; men aldeles bestemt maa jeg fraraade Dig at vise dette Tilbud uden videre bort.

Det var »kort«, bare det nu ogsaa var »godt«; i det mindste er det godt ment af din gode Ven

Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Middelfart 29. December 1865.

Min trofaste kjære Ven! Jeg har gjort et Skridt, der vil blive et stort Vendepunkt i mit Liv, under Bøn og tung Hjertets Kamp. Jeg har igaar søgt Ryslinge, hvad der efter al Sandsynlighed er det samme som at faae det. Jeg fik gentagen Opfordring fra Ministeren ²⁾Rosenørn-Teilmann. med Tilføjende, at jeg ikke fik Fredensborg, og at Birkedal ikke fik Ryslinge ³⁾Stærke Kræfter havde været i Bevægelse for at faa Birkedal genindsat.. Dette i Forening med Anmodninger s. 101fra mange Sider gjorde, at jeg nu ikke længer turde vægre mig; Vægringen vilde rimeligvis have til Følge, at jeg ikke i lang Tid kunde blive befordret, og jeg kunde ikke skjønne Andet end, at gjennem alt dette maatte være udgaaet et Kald til mig fra Herren. Troer Du det ikke saaledes? Jeg tog til Ryslinge forleden for at lette mig at tage min Beslutning og i den Tro, at det var en Selvfølge, at Birkedal ikke fik Embedet. Jeg blev meget overrasket ved at træffe Familien der nedslagen, i Sorg og Graad over at skulle forlade Ryslinge, og klamrende sig til det Haab, at de skulde faae Lov at blive. Jeg kan ikke gjengive hele Samtalen, men kun enkelte Yttringer, hvoraf Du kan slutte Dig til Aanden, som gik gjennem det Hele. »Mod Birkedal var der øvet Vold — han var endnu Præst der — derfor var det æreløst for et Menneske med Liv at søge Ryslinge — den, som søgte, drev Familien ud af deres Hjem — han skulde bære Ansvaret for, at Birkedal blev tvungen ud i Frimenighedsvæsen — jeg vilde aldrig blive lykkelig der — det var lumpent at lade sig bruge af Ministeriet i denne Sag — Ministerens Opfordring kunde umuligt betragtes som et Kald fra Herren — Birkedal mente at faae Embedet, hvis jeg ikke søgte det — jeg kunde søge andet Sted hen, hvor min Virksomhed var mere nødvendig — om jeg ogsaa stillede mig frit, maatte Sammenstød frygtes og ventes, thi vi vare skrøbelige og svage; til Slutning Fruens Graad og Bøn: søg det ikke, De bliver aldrig lykkelig her.« Jeg vilde intet Løfte give. — Altsaa fik jeg Indtrykket af stor Forsagthed, der menneskelig seet er forstaaelig, naar man ikke i Forvejen havde saa stærke Ord ¹⁾Den Udtalelse, der fældede Birkedal.. Mit Hjerte blødte ved at see Familiens Sorg, og jeg tog bort med Beslutning om ikke at søge, hvis Birkedal kunde faae Embedet. Gjennem s. 102en Anden fik jeg Ministerens Ord for, at Birkedal ikke fik Embedet; saa tog jeg Beslutningen; endnu bæver mit Hjerte, kjæreste Broder og Ven! thi jeg er ingen Fjende af Guds Børn, om de ogsaa ere Grundtvigianere. Det er mig en frygtelig Byrde at bære denne Foragt. Sig mig — vil Du ikke støtte mig ved gjennem Missionsbladet at tale mit Forsvar overfor den troende Menighed; det vilde styrke mig vidunderligt. Er det dog ikke underligt, at disse Frihedsfolk ikke ville Frihedens Prøve, at de ere bange for en anden kirkelig Retning. Ja, kjære Vilhelm! her maae Du støtte mig; nu trænger jeg mere end nogensinde til din Støtte. Du kjender mig jo dog — Du veed, jeg vil ikke gaae derned for at ødelægge og forstyrre, men at jeg vil virke i Frihedens Aand. Du staaer Grundtvigianerne nærmere end jeg — Du maae kunne tale mit Forvar ¹⁾Becks Forsvar: „Pastor Johannes Clausen i Byslinge“. (I. M. T. 1866, Nr. 3). Nærmere omtalt i Bogen „Vilhelm og Nina Beck“, 1. Bind, Side 219. — Du maa kunne rense mig for Beskyldningen for UKjærlighed, Begjærlighed, Fjendskab mod anderledes tænkende. Nu! Loddet er kastet — jeg kan ikke vige tilbage; bævende og ængstelig er jeg. O! maatte det nu være Herrens Villie — og maatte han udruste mig med Kjærlighedens, Kraftens og Besindighedens Aand. Skriv nu snart til din Hjerte bekymrede og i Sind urolige trofaste Broder og Ven

J. Clausen.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Uby 2. Januar 1866.

Jeg kan ikke Andet end sige Dig, min inderlig kjære Ven! at jeg har aldrig læst noget Brev fra Dig med saa stor Bekymring som det sidste, hvori Du fortalte mig dit Besøg hos Birkedal. Dog det er galt at bekymre s. 103sig for Nogetsomhelst, naar vi ere Guds Børn, og det ere vi. Har Du bedt Herren om at styre denne Sag, saa styrer han den ogsaa, og saa er det godt. Jeg skal aldrig slippe Dig, saalænge Du vil have mig til Ven, og jeg skal altid være rede til at støtte, styrke og trøste Dig, hvor jeg kan det, ogsaa i denne Sag ¹⁾Jvf. Noten til Cl’s Brev af 29/12 1865.. Min kjære Ven! følg da ogsaa din Vens Raad: beed Herren om, at han vil give Dig et endnu mere venligt Sindelag imod Grundtvigianerne; thi ellers er der Ingen, som kan støtte Dig i det, som forestaaer. Jeg veed godt, at Du har mildnet Dig meget i dette Stykke, jeg veed, at Du er »ingen Fjende af Guds Børn, om ogsaa de ere Grundtvigianere«, men det er altfor negativt et Sindelag, som ogsaa fremkalder et negativt Standpunkt overfor Samliv og Samvirken, naar man skal leve sammen med dem. Det Positive er: »jeg er Ven af Guds Børn, om ogsaa de ere Grundtvigianere«, og det er mit Standpunkt; og det er det Hele, hvori jeg staaer de Mennesker nærmere end Du. Beed vor Herre om at give Dig det Sind; ellers bliver det aldrig godt i Ryslinge, hverken for Guds Rige eller for Dig. Denne Omhyggelighed for at rense sig for et uklart Standpunkt og staae klar overfor hele Verden som Ikke-Grundtvigianer, miskjender jeg ikke Ærligheden i, men den gjør ingen Nytte for Guds Rige, og saa synes mig er en altfor stor Vægt at lægge paa sig selv og sit Eget. Jeg skriver dette, fordi jeg veed, at jeg ikke misforstaaes af Dig. Jeg har talt med Lawaetz derom, han er saa glad derover, men det er ingen god Glæde; thi han vil netop Søndersplittelse og glæder sig til, at Du skal staae bestemt imod Birkedal og hele hans Flok, og maaske drage en Del fra ham. Lad os tænke os, om her kom en Mand efter os eller til os og vilde drage de Sjæle fra os, som Herren har s. 104ført til os, — hvor afskyeligt! — »Som I ville, Andre skulle handle imod Eder, saa handle I og imod dem«. — Saa er der een Ting endnu, som vi maa vogte os for, og det er at være bange for at støde de strenge Pietister lidt i deres rigoristiske Meninger; de skulle ikke lede os, de skulle ikke forbyde os at holde Samfund med anderledes tænkende Kristne; og dette ville de gjerne.

Tag nu din Vens Ord i Kjærlighed, thi Andet ere de ikke, den inderligste Kjærlighed til Dig og din Fremtids Lykke har lagt hvert Ord i Pennen. — Uforsagt! min kjære Ven! vi have en Herre, som Alting mægter.

Kjærlig Hilsen. Din gode Ven

Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Middelfart 4. Jan. 1866.

Min kjære Ven! Dit sidste Brev aander Kjærlighed, men jeg forstaaer det ikke som Svar paa, hvad jeg meddelte om mit Møde med Birkedal. Jeg fatter ikke, hvorledes Du opfatter den hele Sag; gjælder det min Fortid, synes mig din Dom om mig lidt ubillig; thi vel lægger jeg langt mere Vægt paa at staae ren og klar i min Bekjendelse (noget som Du lægger en uhyre Vægt paa, naar det ikke gjælder Forholdet overfor Grundtvigianerne, men overfor Andre, navnlig Sektererne, og ikke dem alene, men ogsaa Andre indenfor den evang.-luth. Kirke), uden hvilket det er mig umuligt at være sand og ærlig — men naar har jeg reven ned paa Grundtvigianerne? naar har jeg vist Had mod dem — og er mit Forhold alene negativt — har jeg ikke staaet i kjærligt Forhold til mange — har jeg ikke anerkjendt meget elskeligt og godt hos dem, og ingenlunde lagt an paa at ville modarbejde dem, skjønt jeg ikke har kun s. 105net virke sammen med dem; jeg troer, at jeg har været fuldt saa tolorant overfor dem som de overfor mig. Du vil ikke forlange, at jeg skal slutte mig til et Partivæsen og til Meninger, som jeg ingenlunde deler. Men gjælder dine Ord Fremtiden, da blive dine Ord end mere besynderlige. Du søger Vanskeligheden i en fremtidig Samvirken hos mig istedetfor at see den i alt Fald for en stor Del hos Birkedal og hans Parti. Hvor kan Du dog troe, at en Samvirken er mulig, hvor man møder med at kalde den æreløs, som søger et ledigt Embede, og allehaande andre taabelige Paastande, trods det jeg kan med Sandhed sige, at jeg var kjærlig og rolig i min Optræden, ligesom der ved hele Mødet slet ikke var Tale om Strid. Det er en ejendommelig Kortsynethed, Du har overfor Grundtvigianerne. Troer Du, de ville have med mig at gjøre, naar jeg ikke vil gaae ind paa deres Meninger, naar jeg ikke vil gaae og holde dem i det Haab, at jeg nok skal komme til Enighed med dem. Og nu det at gaae ud paa at trække Folk fra Birkedal! har jeg lagt an herpaa nogensinde? i den Henseende er jeg mere brødefri end i meget; denne Vedhængen ved Personer, dette at opstille dogmatiske Kriterier for Saligheden er mig en Vederstyggelighed — og derfor kan jeg ikke være Grundtvigianer. Veed og troer Du ikke, kjære Vilhelm! at jeg i den Forstand vil stille mig frit, at jeg vil gaae min egen Gang, vidne ud af min Tro, ikke tale imod, ikke fortrædige B. og hans Menighed. Ja, siger Du atter: det er kun negativt. Men sig mig: lader da B’s Udtalelser vente, at man kan faae Lejlighed til noget positivt? Og hvor kan Du tænke Dig en Samvirken dernede, hvor Gemytterne ere i den Grad ophidsede — da Du dog ikke kan paavise et eneste Sted i Landet, hvor de to Meningsretninger kunne gaae Haand i Haand, hvad Grundtvigs Tanke om en særegen s. 106Klarhed og Fremmelighed hos dem ligefrem umuliggjør, ikke at tale om mange andre Hindringer herfor. — Og nu hvad Du skriver om Pietisterne! godkjender jeg pietistiske Meninger? Mon jeg farer mere lempelig overfor dem end Du; Du vil med Magtsprog knuse deres pietistiske Meninger; jeg troer, at de helbredes bedst derfra, naar man gjennem en kjærlig fri Omgang kan ligesom lokke dem ud deraf. Grundtvigianerne ere de mest inkonsekvente Folk, jeg kjender; de ville have Frihed, men kun for sig selv; de ville have Frimenighed, men lige i det Øjeblik, da Lejligheden aabnes dertil, saa ansee de det for æreløst af en Mand, at han forkynder Evangeliet efter sin Tro, stillende det frit for Sjælene, om de ville høre ham eller en Anden. — Nej! kjære gode Ven! havde Du sagt: bed vor Herre om Kjærlighed og Ydmyghed, mere end Du har, og vis den imod Alle ogsaa i din Fremtidsvirksomhed, saa har Du Ret til at tale, men naar Du lige i det Øjeblik, da jeg i virkelig kjærlig Mening og Hensigt tager ned for at tale med B. og saa møder saadanne Meninger og Tanker, som han udtalte, — og deraf tager Anledning til at sige: Du maa bede om mere Kjærlighed overfor Gr., da synes jeg i alt Fald Øjeblikket ikke er rigtig valgt. Netop det pinte mit Hjerte saa voldsomt, at jeg af Folk, som jeg elsker som Brødre og Søstre, skulde betragtes som æreløs, som den, der gik ned for at ødelægge, skjønt jeg er mig det modsatte bevidst, og derfor tyede jeg til Dig for at bede Dig sige dem: Cl. gaaer ikke ned for at modarbejde B. eller drage hans Tilhængere fra ham, men han gaaer ned med den Bøn, at de to Retninger ikke maae kjævles og strides og ødelægge hinanden, men at de maae udvikle sig jævnsides og i alt Fald see paa hverandre med kjærlige Øjne, selvom de ikke kunne arbejde sammen. Det kommer jeg aldrig s. 107til. Jeg skal indrømme B. al den Frihed, som den kirkelige Øvrighed vil tillade mig — jeg vil tilbyde ham at blive boende i Præstegaarden, naar han eller hans Menighed vil bygge mig et Hus — men jeg tvivler om, at B. vil have det allermindste med mig at gjøre. — Men nu er Loddet kastet — hverken Begjærlighed eller Fjendskab eller Lyst leder mig derned — mon det da ikke være vor Herre! jeg kan ikke troe andet. Det er strengt for mig, som af alt elsker det højest at staae i en Kreds af Venner, som see paa En med kjærlige Øjne, at jeg nu skal fremstille mig paa et Sted, hvor man, i alt Fald en Del, vil see paa mig med Haan, Ringeagt og Bitterhed. — Hvad Du beder mig om, at bede Herren om mere Kjærlighed til Grundtvigianerne, skal jeg gjøre — men jeg er rigtignok af den Mening, at denne Begivenhed vil faae en hel Del Indflydelse paa Missionsforeningen, at den vil vise, hvor umuligt det er inden denne at samle to Menighedsretninger sammen. — Ja, Du er vel nu træt, kjære Vilhelm! af alle mine Betragtninger. Kun dette: vilde Du have sagt Nej! hvis Opfordringen havde lydt til Dig?

Nu nærmer sig Afskedsstunden fra Uby. Herren styrke Dig i denne! Kunde jeg som Du rejse hen i alt Fald i Fred, o! hvor var det lykkeligt! men jeg skal ikke have det saa godt. — Vil Du bytte Embede med mig?

Din trofaste Broder og Ven
J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Middelfart 8. Jan. 1866.

Min kjære Ven! — — Jeg kommer til Kjøbenhavn 25. Jan., kunne vi saa ikke mødes, da jeg gjerne vil tale med Dig om min Fremtid endnu en Gang, inden Du rejser til Jylland. Men kunde Du ikke formaae Rønne s. 108til ogsaa at komme, for at vi kunne tale med ham om mig; thi han bliver vist meget bekymret over, at jeg skal til Ryslinge — — Og kunde Du ikke finde Dig beføjet til at benægte offentlig, hvad Dagbladet har fortalt, at Du har været opfordret til at søge Ryslinge. Nu skal jeg staae som Skurken alene! og Du vilde dog have søgt det. Forøvrigt er jeg nu en Del roligere. Fra Birkedal har jeg faaet Brev, kort og koldt, ærbødigst, hvori han beder angivet, hvilken Dag(!) jeg kommer, og jeg er endnu ikke udnævnt; jeg har svaret, kan jeg sige, baade kjærligt og ydmygt og det af Hjertet, at jeg tilbyder ham at blive ikke alene i Naadensaaret, men ogsaa fremdeles i Præstegaarden.

Din Ven
J. Clausen.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Uby 8. Januar 1866.

Min egen kjære Ven! Jeg blev inderlig bedrøvet over dit Brev, fordi Du saa grundigt har misforstaaet mig; og det gjør altid ondt at blive misforstaaet af sin bedste Ven. Jeg vil ikke videre indlade mig paa at besvare det Meget, som Du skriver, og som vistnok er Sandhed altsammen, naar Du skriver med disse Misforstaaelser i Sindet. Jeg vil kun sige Dig, at jeg ikke har villet bebrejde Dig det allermindste, hverken med Hensyn til din Frihed eller med Hensyn til dit Besøg hos Birkedal. Jeg vilde kun give Dig Raad med Hensyn til din fremtidige Stilling i Ryslinge, som jeg er bekymret for for din Skyld, for din Lykkes Skyld. Der er jo vel de to Flokke, den ene en grundtvigsk Guds Flok, den anden en antigrundtvigiansk og antikristelig Verdensflok; det var jo dog for de Første, at Du helst vilde være Præst; og kan Du ikke virkelig sammen med s. 109Birkedal, saa kan Du jo heller ikke blive Guds Børns Præst i Ryslinge uden ved at trække dem fra ham. — Dette kan og vil Du jo nu ikke. — Saa staaer der kun tilbage at prøve paa at vække iblandt de Vantro, hvilket jo altid vil være vanskeligt paa et Sted, hvor Evangeliet er forkyndt saa meget som der, men Du staaer Fare for at faae en Del Tilhængere, som holder sig til Dig uden at være Kristne, fordi Du ikke er Grundtvigianer. Alt det var det, som gav mig de Ord i Pennen om muligt at kunne slutte Dig til B., ikke i alle grundtvigske Læresætninger, men i venlig Samvirken om det, som I dog ere enige i. — Det kan være, det er umuligt. — Men aldrig har det været min Tanke at bebrejde Dig Ukjærlighed imod dem. Kun dette tænkte jeg efter dit Besøg hos B.: hos ham kan der ikke tænkes nogen Eftergivenhed, baade paa Grund af hans Alder og Stilling, og paa Grund af den grundtvigske Stivhed; altsaa maatte Bøjeligheden komme fra Dig. — Nu, det kan være, at alt dette er Umuligheder, men kjære Ven! tro mig, at det kun var skrevet af den inderligste Kjærlighed til Dig og din Fremtids Lykke. — Hvad Du skriver om den mulige Indvirkning paa vor Missionsforenings fremtidige Stilling, vilde jeg nødigt skulde blive til Virkelighed. Vor Missonsforening har hidtil sejlet en god Kurs; lad ikke Kastevinde fra Ryslinge bringe den ud deraf! Her er ikke Tale om at indeslutte 2 Partier, hvilket er en Umulighed; men lad os vedblive at være vort eget Parti som hidtil, dersom der skal være Tale om Partier; lad os ikke vristes over i nogetsomhelst Parti, saa er Velsignelsen borte.

Om jeg vil bytte med Dig? — Nej, min kjære Ven! efter en saadan Samtale med B. vilde jeg slet ikke have søgt Ryslinge. Jeg kunde ikke være der paa andet Vilkaar end Samvirken, og det er jo umuligt. At Du s. 110har søgt det, siger jeg Intet imod; Du kunde vist ikke godt Andet. Jeg vil bede for Dig, min Ven! at det maae blive til Lykke. Og jeg vil baade offentligt og privat støtte Dig. Du er min bedste Ven og skal vedblive at være det, naar Du ikke slaar Vrag paa mig.

Din hjertelig hengivne
Vilh. Beck.

J. Clausens Svar til Vilh. Beck.
Middelfart 10. Januar 1866.

Hjertelig Tak, min kjære gode Ven! for dit Brev; det var Balsam for mit Hjerte.

Din Ven
J. Clausen.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Uby 13. Januar 1866.

Og nu, min kjære Ven! nu trøstig og med frit Mod til Ryslinge! Du er jo Guds kjære Barn; han bringer ikke sine Børn i Ulykke; Du vilde der jo ikke; han har maattet ville det, hvis Tanker ere højere og bedre end vore Tanker. Det er stygt af Birkedal at behandle Dig saaledes; det er kjønt af Dig at behandle ham kjærligt og ydmygt; bed Herren om, at Du maae kunne vedblive at gjøre det, saa bliver nok Alting godt. Præstegaarden vilde jeg ikke have tilbudt ham; det er kjønt, men vistnok upraktisk; jeg vilde have tilbudt ham Kirken til Daab og andre kirkelige Handlinger og ladet dem foregaae paa mit Navn, saalænge det kunde lade sig gjøre; jeg vilde endog ladet Sognebaandsløsere løse Sognebaand til mig og betjenes af ham. Derved kunde maaske forhindres Dannelsen af en Frimenighed, som jeg anseer for en Ulykke, naar det skeer partielt. Men maaske er alt dette Hjernespind; maaske — ja det er jeg vis paa s. 111— Du danner en Menighed dernede, og — Birkedal føler sig ene og uhyggelig med en lille afsondret Flok, og — tager en Udgangsbillet. Dog Et er vist, at vor gode Jesus vil være med Dig, naar Du vil være med ham som hidtil, og lad mig være din bedste Ven

Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Middelfart 18. Januar 1866.

Min trofaste Broder og Ven! Mit Hjerte er nu langt roligere end hidtil, ja jeg er endog ganske frimodig; det er bestemt, at jeg skal indsættes 4. Febr., men nu bliver det muligvis udsat til 18.

O! hvor det er underligt, at vi to nu begge ere Sognepræster. Maatte den gode Fader vedblive at sende os sin Velsignelse. — Du er og bliver min Jonathan, min trofaste Ven! Herren har i sin Naade hjulpen mig, saa at jeg troer ikke at have været ukjærlig mod Birkedal, den Stakkel! han lider nok mange Skuffelser; jeg synes, at jeg har ham saa kjær og kan saa godt sørge med ham. Han flytter ud med Familie, inden vi komme.

Gud velsigne Dig og bevare Dig! min inderlig kjære Ven! han styrke Dig i Afskedens tunge Timer og Dage!

Din oprigtige Broder og Ven
J. Clausen.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Uby 8. Februar 1866.

Kjære gode Ven! Du har denne Gang bragt mig i stor Forlegenhed med Missionstidenden, idet jeg saa vist ventede Fortsættelsen af vor jydske Rejse; nu er det trukket saa længe ud, at jeg bliver nødt til at lade et løst Blad udgaa den 15. til Abonnenterne om, at Bladet først kommer den 25. Lad mig nu endelig faa det s. 112først i næste Uge (i Ørum), at det dog ikke skal gaae rent galt med Bladet. Smør Du bare op i en Fart, saa bliver det nok godt; Begyndelsen var udmærket ¹⁾Beretningen om Rejsen optaget i I. M. T. 1866, Nr. 4, 5, 9 og 10..

Vi skulle jo indsættes paa een Dag; lad os da bede den Bøn for hinanden, at Intet nogensinde maa skille os ad.

Din bedste Ven
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 22. Februar 1866.

Min trofaste Ven! Saa have vi da begge begyndt i den nye Virksomhed. »Herren fører sine Hellige underlig.« I et mageløs dejligt Vejr flyttede vi herned. 12 Brødre mødte af egen Drift i Odense for at hente vort Tøj; de toge saa kjærligt imod mig. Mødet med dem gjorde et velsignet Indtryk paa mig. Birkedals Familie var naturligvis borte. Om Løverdagen var her Begravelse; Birkedal skulde have talt i Huset, men var borte. Jeg spurgte den paagjældende, om han havde noget imod, at jeg efter gammel Vane talede ved Graven; han ønskede det ikke. Det var underligt ved min første Gjerning ikke at maatte tale; jeg var bedrøvet, men ikke bitter. Forhandlingen med Manden var helt venlig, ogsaa kjærlig. En Anden, som »følger« Birkedal, præsenterede Attest fra B., at denne havde døbt hans Barn; da det ikke maae fremstilles i Kirken, kunde jeg i Protokollen kun anføre, at Barnet ifølge Attest fra B. var døbt af ham. Forhandlingen med denne var ogsaa venlig. Man mener, at B. faaer 10 med sig her fra Sognet. Partiet skal have udmærket sig ved indbyrdes Strid i en uhyggelig Grad, Vaklen frem og tilbage. Endnu er det uafgjort, om der her i Sognet eller andet Sted skal bygges til B. De fleste, jeg træffer, ere saa kjærlige og s. 113venlige; de sige: vi elske B., vilde gjerne have beholdt ham, men da dette ikke kunde lade sig gjøre, ere vi glade for Dem; træde ud tør vi ikke. — Kirken var overfyldt i Søndags ¹⁾Indsættelsesdagen 18. Februar.. Provsten ²⁾Provst A. Chr. Jungersen., en kjærlig lidet begavet Mand, indsatte mig med venlige Ord. Jeg var glad ved at prædike. — Hvilken Højtid, naar Du engang besøger mig.

Din trofaste Ven
J. Clausen.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Ørum 27. Februar 1866.

Min egen kjære Ven! Blot et Par Ord i Dag for at sige Dig Tak og sige Dig, jeg er glad for din Meddelelse. Gid Du maa kunne vedblive at tage Tingene, som Du gjør, saa har Du vor Herre med Dig. Her gaaer Alting godt som Begyndelse; Kirkerne ere propfulde Søndag og Onsdag Aften. Folk ere venlige og tjenstagtige; de synes godt om mig, men jeg antager, at de mere have hørt min Røst end mine Ord. En Herremand har løst Sognebaand til mig.

Hils din rare lille Kone fra din gode Ven

Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 3. Marts 1866.

Min kjære Broder og Ven! Jeg har det fremdeles godt; hidtil har jeg ingen Bryderier havt. Mine Samtaler med Udtræderne gaae af i al Venlighed. Birkedal vil nemlig ikke indlade sig paa nogensomhelst Forbindelse — vil ikke tage imod mit Tilbud at døbe, konfirmere, tage til Alters her i Kirken, kun at det indføres i Kirkebogen, — altsaa maae han danne en Frimenighed; ³⁾Anerkendt som Valgmenighed ved kgl. Resolution af 1/8 1868. og det er nu Hensigten. Der bliver nu bygget til s. 114ham her i Sognet. Herover ere de Troende, som ikke mene en Udtrædelse rigtig, meget bedrøvede; thi ikke uden Grund frygte de, at dette skal give Anledning til Strid, naar de, som hidtil fulgtes ad, nu skulle gaae hver sin Vej. Jeg synes ogsaa, at det maae blive haardt for Birkedal at tie, om kun en Sjettedel af hans gamle Venner kunne følge ham. Du har Ret — en partiel Udtrædelse er ødelæggende, sinker og fremmer næppe Guds Riges Udvikling — —

Vi have det godt.

Din trofaste Ven
J. Clausen.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Ørum 9. Marts 1866.

Min kjære Ven vil dog have Lov til at ligne sig selv og ikke fuldføre, hvad han begynder paa ¹⁾Beretningen om Jyllandsrejsen.. Og nu vil jeg ogsaa helst saaledes; thi jeg forstaaer Dig først nu: Du vil ikke have, vort Venskabs Forhold skal forrykkes, men at det skal blive det Gamle: Du begynder, jeg fuldender. Nu seer jeg først, hvor smukt det er, at jeg skriver Slutningen af vor jydske Rejse. Jeg er da ogsaa et Fæ, at jeg ikke kunde see det strax. Dog Hovedsagen for mig var at faae Dig forbi Snejbjerg ²⁾Et af de Steder, hvor B. og C. havde prædiket paa Jyllandsrejsen. C. var i sin Beretning ikke naaet længere end til dette Møde., og det glæder mig at see, at Du atter er kommet forbi som »den rare Clausen« uden at gjøre mig til »den slemme Beck« ³⁾Snejbjerg-Præstens Karakteristik af B. og C..

Jeg har egentlig lovet Jyderne, at de skulde faae din Prædiken fra Snejbjerg. Vil Du opfylde mit Løfte? Jeg vil nemlig nu til at udgive Missionsprædikenerne; skal Du saa ikke med? ⁴⁾1867 udkom B’s Prædikener uden C’s under Titlen „Fjorten Prædikener“, tilegnet Johs. Clausen. — —

s. 115Det er stygt af Birkedal at sætte sin Person over Guds Riges Sag, og det gjør han. Men Gud ske Lov, min kjære Ven! som gav Dig Hjerte til at handle, som Du har gjort.

Gud give, at Du fremdeles maa være glad i Ryslinge! Du kan ogsaa sagtens, Du har Sophie og dine Børn; jeg gaaer her som Eremit i en Daarekiste, skilt fra mit halve Liv, midt i en Daarekiste, med Hovedet fuldt af saa mange verdslige Sager, maae bestyre ikke blot mit Eget, men ogsaa de Andres Sager, maae bygge Hus, kjøbe Tømmer, slutte Akkorder o. s. v. Jeg har svært ved at holde det aandelige Liv vedlige midt i alt dette. Dog, Gud ske Lov! her er allerede Vækkelse, her er Sjæle, som have begyndt at gnide Søvnen af Øjnene, og jeg maae atter bekjende: een Dag er for Gud som tusinde Aar. O, hvor er Han god, den kjære Gud og Frelser! Lad os blive ved Ham!

Din trofaste Ven
Vilh. Beck.

J. Clausens Svar.
Ryslinge 16. Marts 1866.

At Du er kommen til Erkjendelse af, »at Du ogsaa er et Fæ«, var mere, end jeg havde ventet; og da Du har naaet Hovedsagen og ladet mig besørge denne, er det mig en Glæde at overlade Dig Bisagen. Din slet skjulte Harme over, at Du ikke fik sat igjennem, at jeg skulde faae Lov til at være »den rare Clausen« indtil Enden, og at Du maae skrive Slutningen, seer jeg grant; din Glæde over din psykologiske Iagttagelse med Hensyn til mig og over, at Du er den fuldendende, misunder jeg Dig ikke.

Min Missionsprædiken faaer Du ikke. Jeg har travlt med at arbejde paa en Postil.

Jeg sender snart et Referat af Mødet med Studenterne ¹⁾B’s og C’s Møde paa Borchs Kollegium 17/12 1865, refereret i I. M. T. 1866, Nr. 9 og 13.; s. 116det bør meddeles. Jeg vil nemlig uhyre gjerne have en eller to theol. Kandidater her i Huset, som herud fra kunde drage omkring som Missionærer. Kunde Du ikke bruge en lignende? og kunde man ikke ligefrem gjennem Missionsbladet bekjendtgjøre, at man ønskede en saadan Kandidat? Hvad siger Du dertil?

Her gaaer alt roligt og stille. Kirken (Birkedals) bliver da bygget her midt i Sognet. Mig er det i en vis Henseende ligegyldigt. Dine Exvenner, Grundtvigianerne, udmærke sig hverken ved Beskedenhed eller Sandhed i streng Forstand. —

Det var en drøj Prædiken ²⁾„Hvad jeg vil, og hvem jeg er“. (I. M. T. 1866, Nr. 7)., du begyndte med i Ørum.

Og nu Farvel!

Din trofaste Broder og Ven
J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 16. April 1866.

Min inderlig kjære Ven!

Vi ere komne længere bort fra hinanden, og det er, som Afstanden har indvirket paa vor Brevvexling; den er noget sparsommere end tidligere; men i Aanden og med Hjerterne ere vi, Gud være lovet, næppe komne længere bort, men nærmere hinanden. De nye Forhold have for enhver af os lagt mere Beslag paa Kræfterne; dette er vel Grunden til, at Brevene ere blevne færre. Kortelig kan jeg sige, at jeg er tilfreds her. Til Dato har der ikke været Polemik i min Mund; ikke med een Sjæl af dem, som følge Birkedal, har jeg havt et Stridens Ord. Jeg troer, at disse maae indrømme og ogsaa paaskjønne, at jeg optræder frisindet ikke blot i Ord, s. 117men i Gjerning. Flere af Birkedals Folk have arbejdet for mig, og der er ikke Skygge af Uvillie os imellem. — For en Tid siden havde jeg et Møde i Skolen, hvor jeg i al Fred og Stilhed meddelte, 1) hvorledes jeg var bleven bragt til at søge dette Embede. 2) Min personlige Stilling overfor Frihed og in casu Frimenigheden. 3) Hvorledes Øvrigheden efter Skrivelse hertil betragter Frimenigheden som en Udtrædelse. Birkedal og hans Venner blive ved at postulere, at de ikke udtræde; men hvorledes man kan paastaae, at man ikke træder ud, naar man tvært imod en Lov, som faldt igjennem i Rigsdagen ¹⁾Jvf. Fodnote 3 Side 141., etablerer en egen Menighed med selvvalgt Præst uden Forbindelse med den kirkelige Øvrighed, det kan jeg ikke forstaae. Grunden er jo den, at man maae fastholde Begrebet Ikkeudtrædelse; thi ellers kommer B. jo i den stærkeste Modsigelse med sine egne Raad til andre (Bornholmerne ²⁾Pastor Trandberg og hans Frimenighed (jvf. Fodnote 2, Side 132).). Kirken her er meget godt besøgt, der kommer ikke faa fra andre Sogne, i hvilke jeg ogsaa har været et Par Gange. Det kostede mig lidt Overvindelse at tage hen hos Birkedals med Sophie; thi han har dog bedrøvet mig strengt; jeg gjorde det, fordi jeg vidste, at han med Familie ønskede det. Vi vare der en hel Eftermiddag; Stemningen var naturligvis fra først trykket, men senere gik det helt livligt, og der var ikke et Stridens Ord os imellem, og de bad os komme igjen. Jeg synes, vor Herre hidtil har hjulpet mig med Fordragelighedens og Fredens Aand, der alene kan lede alt til Velsignelse. Men fra den anden Side bliver man jo ved med haarde og strenge Domme. Har Du seet indlagte Kirketidende ³⁾„Dansk Kirketidende“ 1866, Nr. 16, hvor Cl. angribes af C. Hostrup og Anonymet N. Th. for at have søgt Ryslinge.? I Øjeblikket jeg læste det, kom der nogen Bevægelse i s. 118mig; jeg synes, det er sørgeligt, at Folk, som kalde sig Kristne, blive ved med slige Angreb, men nu er den Bevægelse forbi, og jeg er igjen rolig. Jeg vil selvfølgelig ikke svare paa disse Artikler. Men Dig, min kjære Vilhelm! synes jeg, at de maae overbevise om, hvor umulig Forbindelsen med Grundtvigianerne er, fordi de ikke kunne taale nogen ved Siden af sig og overøse enhver, som ikke kan følge dem i stort og smaat, med Haan og tillægger ham de usleste Bevæggrunde ¹⁾Beskyldning mod Cl. for at have søgt Ryslinge for Levebrødets Skyld. (N. Th’s Artikel i „Dansk Kirketidende“ 1866, Nr. 16)..

Her i Birkedals Menighed er vist flere elskelige Guds Børn, men indenfor denne Retning i vor Kirke er der dog en mageløs Stortalenhed; nu hedder det, at man her bygger et aandeligt Dannevirke. Om mig skriver man i Aviserne: »Hvordan det gaaer ham, som Regeringen har paatvunget os, det er os naturligvis fuldkommen ligegyldigt, kan han undvære os, kunne vi ogsaa undvære ham!« Det er det, man kalder at stille sig i velvilligt Forhold til Folkekirken og dens Præster. Ved ovennævnte Møde faldt der fra Modpartiet Ord, som nok kunde fornærme mig, men jeg taug; thi jeg vilde ikke have Strid. Det er velvilligt udlagt, som at jeg var bleven rædsom til Aal og maatte tie for Grundtvigianerne. Men det bedste er jo, at jeg har det Haab, at Herren vil give mig en levende Menighed; her er mange Sjæle, som nok ville have med mig at gjøre. Nu bygger man jo paa Kirken ²⁾„Nazarethkirken“, Birkedals Kirke.. Maaske kan det gaae helt godt. Fremtiden vil vise det; meget synes at tale herimod, men man kan jo ikke vide, hvad godt Herren vil bringe frem; derfor modarbejder jeg heller ikke Frimenigheden hverken skjult eller aabenbart, men prædiker Kristus saa godt, Herren vil give mig Naade til.

s. 119Hvis jeg skal blive i Bestyrelsen for den indre Mission, da vil den blive end mere skyet end hidtil af Grundtvigianerne; forøvrigt er jeg villig til at træde ud, hvis Du og de andre mene, at Sagen derved kunde fremmes. Mit Helbred (Brystet) er kun simpelt; jeg kan desværre ikke tumle mig som tidligere Dage. Embedet her er jo saare mageligt; men jeg er ogsaa en Stymper, liden aandelig (ja uhyre liden) og liden legemlig Kraft, doven og sløv, saaledes er jeg; jeg udretter visselig ikke meget. Maatte jeg blot være ydmyg midt i min Usselhed, men det er jeg heller ikke.

Det vilde glæde mig at høre din Mening om Artiklerne i »Kirketidende«. Din gamle Ven har »bidt Hovedet af al Skam« ¹⁾Citat fra N. Th’s Artikel i „Dansk Kirketidende“ 1866, Nr. 16.. Du har gjort Forsøg paa at forsvare en saa slet Karl, der kun har ladet sig lokke af Levebrødet. Jeg haaber, at Du alligevel ikke vil skamme Dig ved din gamle Ven. Send mig et lille Brev, det glæder mig saa inderligt at faae blot et lille Ord fra min bedste Ven. Gid Du snart havde dine Kjære under Tag i Ørum. Herren velsigne Dig, kjære gode Vilhelm. Du hilses kjærligst af Sophie og din trofaste hengivne Broder og Ven

J. Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Ørum 24. Maj 1866.

Det har vist kostet Dig svær Overvindelse at sende mig indlagte »Kirketidende« med den behørige grundtvigianske Pynt!!! — Nu, min Mening? — Jeg læste den en Aften for en Maaneds Tid siden, da jeg var søvnig, og det staar kun dunkelt for mig, hvad det var for noget, men det Indtryk, jeg fik, var: Vrøvl have vi nok af! — Og mere gider jeg ikke snakke om det. Sagen er: man s. 120har nu opgivet mig. Saa meget desto bedre. Men nu, min egen kjære Ven! hvis Du ikke stadigt vil bedrøve mig, saa tjen mig i at holde op med at tale om, at Du gjerne vil udtræde af Bestyrelsen; træder Du ud, træder jeg med ud; jeg traadte ind, fordi Du traadte ind; vi to følges ad, enten det er Stude, der brøle, eller Hvalpe, der bjæffe ad os. Lad det nu være vist. — Jeg er glad over, at Du kan tage Sagerne, som Du gjør. Ogsaa her ere de Opvakte grundtvigianske, men det har ikke meget at sige andet end Navnet. Her er et Par Valkyrier, som modarbejde mig af alle Kræfter, men alle de Andre følge mig og lade Brummen brumme om »det lille Ord«. De mærke slet ikke selv, at Fernissen gaaer af dem. Det er rigtig rare Sjæle. Naa, kan jeg ikke forene Grundtvigianerne med vor Retning, saa kan jeg maaske gjøre dem til Intet her.

Du er vel vred paa mig for min Tavshed. Kjære Ven! Jeg er gaaet helt istaa; først den besværlige Overflytning, og nu hele Huset omtrent paa Gulvet; jeg gaaer fra Morgen til Aften over en Mængde Haandværkere, kun om Natten kan jeg jage et Par Ord af til gode Venner. Tag det da, som det er, hjertelig ment, med en kjærlig Hilsen til din Sophie fra Nina og

din gode Ven
Vilh. Beck.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Ørum 1. Juni 1866.

Du har gjort mig usigelig glad, min inderlig kjære Ven! ved at sende mig det lille Forsvarsskrift ¹⁾Cl’s Piece med hans Tiltrædelsesprædiken i Ryslinge ledsaget af et „Forsvarsord“.; det har været en rigtig Oplevelse for min adspredte Sjæl at sidde og læse den i en stille Time. Gud ske Lov for det s. 121milde, kjærlige Sind, vor Herre har givet Dig i denne Sag. Og Tak skal Du have, fordi Du ligefrem har nævnt mit Navn med ind i denne din Sag, ligesom vore Hjerter ere sammenvævede med den røde Traad, der er spundet af Kristi Kjærlighed og farvet i hans hellige Blod. Ja, tag bare mig rigtig med i hele denne Sag; jeg følger Dig helt og fuldt. Men hvorfor har Du ikke omtalt dit Tilbud til Birkedal om at benytte Kirken saa meget, han vilde? Du behøver saamæn ikke at være saa beskeden overfor Grundtvigianerne. Lad det nu bare blive trykt hurtigst muligt, saa skal jeg anmelde det i I. M. T.

Jeg kan kun skrive, naar Arbejdsfolkene sove til Middag.

Kjærlig Hilsen.

Din trofaste Ven
Vilh. Beck.

J. Clausens Svar.
Ryslinge 16. Juni 1866.

Næppe nogensinde har jeg faaet et Brev fra Dig, min kjære Ven! af et saa uventet Indhold som det sidste. Jeg var belavet paa at blive skjelt Huden fuld med Ord som disse: Du er en rigtig Nar, at Du har villet sidde og spilde din Tid paa det Vrøvl, lad dem snakke, og tie Du blot stille — og saa fik jeg et saa varmt og kjærligt Brev fra Dig; jeg kan ikke sige Dig, hvor det gjorde mig godt. Jeg var lige ved at rejse afsted til 2 Missionsmøder, var syg og mat; dit Brev oplivede mig vidunderligt; jeg følte rigtig mit Hjerte draget nær til Dig, min kjære trofaste Ven! Det undrer mig endnu høj ligen, at Du vilde tillade mig noget Forsvar, og at Du kunde billige det, jeg har fremlagt; thi ihvorvel det er velvilligt, er det dog antigrundtvigiansk. Hvad mon man vil sige til det?

s. 122Jeg var da i Kolding til det kirkelige Møde med Repræsentanter fra forskellige Lejre. Jeg har aldrig seet en saadan Blanding af kirkelige Størrelser. — — Der gjøres nu indledende Skridt til en Alliance mellem Birkedal og Trandberg; derfor mødtes de i Kolding. — Les extremes se touchent — —

Din trofaste Broder og Ven
J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 8. August 1866.

Min inderlig kjære Broder og Ven! Hvor har jeg i Dag ¹⁾Indvielsesdagen for Birkedals Kirke. trængt til i Aanden at mindes, at jeg andetsteds har troende Brødre og Søstre. Her vrimlede af Folk i Dag i Ryslinge, ogsaa i Præstegaarden; men jeg sad ene og forladt. Jeg har været syg og sengeliggende, siden jeg kom hjem ²⁾Efter et Besøg i Ørum inden Missionens Aarsmøde i Aarhus 1.–2. August.. Jeg var dog ude ved Indvielsen; der var en Mængde grundtvigske Præster, bl. a. Wiborg, Melbye, men de kom ikke ind til mig. Ogsaa Buchardi ³⁾En grundtvigsk Ven af B. fra Ubytiden, Mejeriforpagter paa Birkendegaard. har været her, men heller ikke han kom ind til mig (!). Naa! det var vel ogsaa allerbedst, at de ikke kom ind til mig, men var det kjærligt? Jeg var altsaa tilstede ved Indvielsen. Jeg vil ikke dømme over, hvad jeg hørte. Tiden vil vise, om man formaaer i Livet og i Virkeligheden at indsætte sine Ord. Det lyder altid underligt i mine Øren, naar Grundtvigianerne tale om, at de ville være en lille stille (!), skjult (!) Skare i Folkekirken; optræde de virkelig saaledes? Dog jeg vil tie; jeg har i disse Dage følt mig rigtig ussel og elendig for s. 123Alvor, følt, hvilken Stakkel jeg er. Men jeg synes dog, at jeg mener det ærligt med vor Herre, hvor jammerlig jeg ogsaa er. — ja, ene og forladt har jeg følt mig; i Kirken kunde jeg ikke følge med; i Hjemmet var jeg ene. Saa iler da Tankerne op til Dig, min trofaste Ven, som kan holde af mig, min Gnavenhed, Særhed, Forstyrrethed, Pjaltethed uagtet. Jeg vilde ønske, at Du, ganske anderledes end Du gjør, vilde irettesætte og tugte mig. Jeg var saa glad ved at see Dig i din nye Virksomhed; jeg misundte Dig den næsten; Du er fri for alt det Vrøvl her. Hos Dig er Livet frisk og frejdigt, her er det forpint af Partivæsen. Naa! nu skal jeg øves her. Dit muntre Sind kommer Dig godt tilgode som regulerende ved Siden af din stærkt vækkende Tale; det seer jeg godt, men tag mig ikke ilde op, naar jeg siger Dig: vær munter og glad, som Du kan være det, men lad ikke Munterheden gaae over til — Tyroler Ferdinands. Du er ikke en saadan Surpotte som jeg, men glem ikke, at Guds Rige kan lide Skade, naar der er en saa stor Modsætning mellem den uhyre Alvor paa Prædikestolen og den store Ubundethed nedenfor; det kan i alt Fald Verden ikke forstaae. Glem ikke, at den gamle Adam i Dig hedder Ferdinand, og kun den nye Vilhelm. — Den gamle Adam i mig hedder Per, Vrantenper. O! hvor vilde jeg ønske, Du havde været med derude ved Indvielsen, saa kunde jeg have hørt din Mening; hvad Partiet græd over, syntes mig hule, sentimentale Talemaader. — Hvor langt er jeg dog borte fra Grundtvigianerne!

Hjertelig Tak, kjære Nina og Vilhelm! for Eders Kjærlighed og Venlighed mod mig sidst.

Glem mig ikke i dine Bønner.

Din trofaste Ven
J. Clausen.

Vilh. Becks Svar.
17 August 1866

Det var et tungt Brev, min inderlig kjære Ven! Men hvorfor dog saa tung, fordi Andre ere saa lette? Lad Du dem tygge deres Barnemad atter og atter om igjen, og vær glad over, at Du er fri for den Slags Spise. Ja, vær Du glad over den Velsignelse, som vor Herre giver Dig i din Kirke og i dit Hus, og lad Du saa de Andre vrøvle, til de vrøvle sig ihjel. Det er saamænd sandt, at det er »magre Aar«, der nu oprinde for Birkedal; men der hører virkelig en god Portion Umiddelbarhed til at sige det saa lige ud, som det blev sagt ved Indvielsen. Bliv Du kun ved at samle som en Josef alt det Korn, som er i Landet, saa skal der nok komme frugtbare Aar for Dig og din Flok, og saa kommer jeg og dine andre Brødre og kjøber Korn hos Dig. Og Du lille »Varetager« skal være en stor og kjærlig Broder for os. Jeg haaber, Du vil behandle mig som Benjamin og give mig en femdobbelt Portion.

Jeg har nu lige læst dine Psalmer ¹⁾„Psalmer“ udgivet af Krl. Forening for den I. M., udkom 1863. B’s og Cl’s Arbejde, der omtales her, er Forberedelsen af 7. Udgave. Melodierne til denne Salmesamling blev stærkt kritiseret af Kateket Skou, Skanderup i „Kirkeligt Maanedsblad“ Nr. 11, 1867. B’s Gensvar „Lidt mere om Menighedssangen“ (Kirkeligt Maanedsblad“ Nr. 12, 1867). 1870 udkom Salmesamlingen paa I. M.s Forlag. igjennem og synes godt om dem, undtagen den om »Kjærligheden, som springer lige ud«; skulle vi ikke lade den springe lige ud af Samlingen. — — Og nu, min kjære Ven! faaer Du ikke mere end en rigtig hjertelig Tak for dit Besøg hos os. Lad mig snart faae et glad Brev fra Dig.

Din gode Ven Vilhelm, født Ferdinand.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Ørum 26. Sept. 1866.

Min inderlig kjære Ven! Jeg er nu hjemkommen fra vor gamle Egn, hvor jeg har holdt en Del Møder s. 125paa de gamle kjære Steder med en forunderlig Blanding af Glæde og dyb Smerte. Jeg troede mig hjemme her, hvor vi nu ere saa lykkelige, men ved at gjensee de gamle Steder og de gamle Venner, følte jeg, at der var og bliver jeg hjemme; men jeg har atter fundet Hvile i den gamle Tro paa »De Helliges Samfund«; der er mit Hjem, hvor jeg saa bygger og boer. Det Hjem har Du jo ogsaa, min kjære Ven! og naar Du søger din Fred i dette Hjem, kan Du være glad midt i Vrøvlet.

Der er dog noget mormonagtigt ved disse Grundtvigianere; nu jeg er borte fra Kallundborgegen, søgte de at erobre den. Jeg var aldeles uventet tilstede ved en Forsamling paa Ubberupgaarden, hvor Birkedal og Konradsen ¹⁾Muligvis Sognepræsten i Nautrup, deltog i Appels Ordination paa Askov. talte; den Første fortrinligt og dejligt, den Anden i den rigtige Trædemølle. Ubyerne vare tilstede, men det var en fuldstændig Fallit, selv Birkedal kunde de ikke rigtig bruge. Trier ²⁾Forstander paa Vallekilde Højskole, med hvem B. tidligere havde samarbejdet. er ogsaa spillet Fallit i Uby efter den første Prøve.

Kjærlig Hilsen fra din inderlig hengivne Ven

Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 28. September 1866.

Tak, min inderlig kjære Ven! for dit Brev. Naar jeg faaer et lille Brev fra Dig, føler jeg ret, hvor inderligt vi to ere forenede; thi kun et Par Ord fra Dig sætter rigtig Liv i mig. Jeg har meget at tale med Dig om; beskedent vil jeg begynde med at fortælle lidt om mig selv, og med faa Ord kan jeg sige, at jeg har det udmærket godt, mit Helbred er temmelig godt, og i kirkelig s. 126Henseende har jeg det over al Forventning. Flere og flere samles her til Ryslinge. Jeg har holdt Møder rundt omkring paa hele Egnen; overalt samles der en stor Mængde. Men det allerbedste er, at jeg lever i Fred. Ikke med Mennesker har jeg Strid; jeg bliver mere og mere frisindet og, kan jeg sige, i det smaa kjærlig stemt overfor Grundtvigianerne; ikke fordi jeg kan gaae ind paa deres Anskuelser, men jeg synes, vor Herre hjælper mig ud over det personlige, saa at jeg kan skjelne Sagen fra Personerne. Hvad Sagen angaaer, da mener jeg, at det kommer an paa vor Herre og den frie Kamp. Og en saadan Kamp er her begyndt for Alvor, det føle Grundtvigianerne ogsaa godt og ynde ikke min Virksomhed; men jeg polemiserer aldrig, gaaer støt efter min Anskuelse, saa beroer alt paa vor Herre. Den første Søndag i Maaneden har jeg fri om Formiddagen; paa denne Søndag vil jeg høre Birkedal. Sophie og jeg hørte ham første Søndag i September. Megen Opbyggelse havde vi ikke; en forunderlig Formaliseren kom frem ved dette idelig anbragte »lille Ord«, »Livord« o. s. v. B. polemiserede imod de tordnende og dundrende Præster, som vilde frygte Folk ind i Himmerig. Senere er der mig fortalt, at han foruden mig nok særlig maa menes at have tænkt paa Dig. Jeg smilte indvendig og tænkte som saa: det beroer hverken paa Dig eller mig — lad os nu see, hvad vor Herre vil. At jeg kom der i Kirken, har ogsaa bidraget til et venligt Forhold. Jeg vil fremdeles høre B., glæde mig ved Livet og saa forøvrigt lade det, jeg ikke kan acceptere, løbe durch. — At Grundtvigianerne søge at spille Mus i Uby, nu den gamle Hankat er anderswo engagiert, undrer mig ikke. Jeg frygter ikke for deres Erobringer, hertil hører mere Energi, end de ere i Besiddelse af.

Meget letsindigt tog jeg i August fat paa Oprettelse s. 127af en Højskole her. Det har knebet voldsomt for mig navnlig med at faae en Lærer, som duede. Jeg har havt et uhyre Sjou, mange Skuffelser, Ængstelser o. s. v. men endelig har jeg faaet en fast Lærer og 5 Timelærere. Forstanderen og Entreprenøren er Pastor Johannes Clausen.

Ogsaa denne Virksomhed volder Grundtvigianerne megen Pine. Det hedder, at jeg tilsigter at ødelægge Kolds ¹⁾Den kendte grundtvigske Skolemand, Grundlægger af den „højere Folkeskole“, Skaber af de grundtvigske „Friskoler“. Skole. Ogsaa med Hensyn til Skolen gaae vi positivt frem, ingen Polimik. — —

Vi holde sammen. Ja, min kjære trofaste Vilhelm! det er velsignede Baand, hvormed Herren har bundet os sammen. Engang frygtede jeg for en Adskillelse, nu frygter jeg ikke mere. Min kjære Broder og Ven! Herren har forunderlig velsignet os. O, lad os ydmyge os. Ydmyghed gaaer foran Æren. Vor Virksomhed bliver mere og mere omfattende — lader os ydmyge os, siger jeg atter. — —

Nu troer jeg endelig at være færdig for i Aften.

Vær nu sluttelig hjertelig og kjærlig hilset.

Din trofaste Ven
J. Clausen,
Forstander & Entreprenør.

Vilh. Becks Svar.
Ørum 25. Oktober 1866.

Det var det bedste Brev, jeg nogensinde har faaet fra Dig, kjære Clausen! gid Du maatte kunne vedblive at skrive saadanne Breve; thi saa har Du det godt. Vi blev her saa glade derover. At Du har ligget hele den Tid og knækket Nødder paa Sofaen og dog ikke har kunnet knække den Nød, hvorfor Du intet Svar har s. 128faaet fra mig, springe vi over og blive derved, at det kan Du ikke knække. Det glæder mig, at Du seer venligere paa Grundtvigianerne, medens jeg er nærved at see paa dem med dine gamle Øjne. Og hvor forunderligt: medens jeg bestandig grundfæstes mere og mere i det, hvori jeg berører dem stærkt, nemlig den hele Betragtning af Troen og Daaben, saa fjernes jeg mere og mere fra dem. De ere mig sommetider saa frastødende. Det er mig ogsaa et Bevis for, at denne Betragtning af Troen og Daaben, som jeg ikke har faaet ad grundtvigsk Vej, er ikke specifik grundtvigsk, men almen kristelig. Du kjender vel det nye mageløse Ord, som er født i din Nærhed og nu gaaer igjen hele Landet rundt i Skolelærerne, der have besøgt Kold i Sommer: at have et godt »Ordliv» — har Du det? — —

Bliv Du bare ved at høre Birkedal; der er dog meget velsignet ved denne Mand, naar han taler.

Angaaende Buchwaldt ¹⁾Omtalt i Cl’ Brev af 22/5 1864. Lægfolket i Missionsbestyrelsen (Jakob Jensen og Povelsen) havde Betænkelighed ved at antage Buchwaldt i Missionens Tjeneste. Antagelsen blev sat igennem af Rønne, Beck og Clausen.; jeg har givet ham et »Kaldsbrev«; og nu, kjære Ven! ved Haand i Haand og Ryg mod Ryg. Det kunde ikke være anderledes; skulde vi nu have nyt Vrøvl, var dette atter smuttet os af Hænde. Man kan heller ikke behandle en Præst, som en Tømmermand behandler en Huggeblok, eller en Malermester en Malerdreng; dette kan Du fortælle Jakob og Povelsen. Vi to — husk paa det — vi to og den indre Mission.

Det Eneste, der bedrøvede mig i dit Brev, var, at Du vilde have mig til Odense ²⁾Cl. ønskede i Brev af 28/9 Missionens Efteraarsmøde henlagt til Odense, og B. skulde ved samme Lejlighed besøge ham i Ryslinge. nu; thi det gjør ondt at sige Nej til en rigtig kjær, trofast Ven. Jeg kan ikke s. 129forsvare at rejse mere i Efteraaret; jeg staaer endnu næsten som en Fremmed i mine egne Sogne; jeg maae ud i Sognene, ud i Husene, ellers bliver jeg aldrig rigtig Præst her. Og her er umaadelig meget at tage Vare, meget mere end i Uby. Skal der være noget Efteraarsmøde, maae Du selv holde det. Jeg har holdt Møder hver eneste Uge i en vid Omkreds; forleden var jeg i Æbeltoft og holdt Møde i Skjærsø Skov. Der har Du rigtig trofaste Venner, som elske Dig trods nogen Anden. Dit Navn var paa deres Tunge bestandig. Jeg har mange Hilsener derfra til Dig. En mageløs Hjælp har jeg i Langhoff ¹⁾Forstander for Lyngby Seminarium (i Jylland).; han er med ved alle Møderne og spiller herlig anden Violin. Han har skrevet et langt Brev til min Biskop ²⁾Biskop Brammer. om den indre Mission og lagt Biskoppen den paa Hjerte; og Biskoppen er meget venligt sindet imod den. Forleden sendte jeg Bispen en Deputation paa Halsen fra Galten med et Brev fra mig og med Klage over deres Præst ³⁾Iver Hansen Vadum.; og Bispen var meget glad over den Tillid, jeg viste ham; — jeg blev ganske rød i Hovedet derover.

Her have vi det godt.

Din gode Ven
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 31. Oktbr. 1866.

Min kjære Vilhelm! Jeg var virkelig bedrøvet over, at Du saa længe lod mig vente paa Brev; thi at jeg har skjældt Dig ud, det var det mindste af det. Vi to have dog saa meget tilfælles; derfor burde Du ikke negligere mig saa meget, som Du har gjort, siden Du kom s. 130til Ørum; sjælden, langt sjældnere end tidligere har Du skrevet, og saa har det tillige tidt været nogle elendige Lapper, Du har opvartet med, som enhver Anden end Du, der som bekjendt har svært ved at skamme Dig overfor Mennesker (overfor vor Herre kan Du det Gud ske Lov), vilde have skammet sig ved at ofre 4 Sk. paa; forstaar Du det? — Naa! det skal være Dig tilgivet, men Du maae love Bod og Bedring for Fremtiden; et Brev fra Dig gjør mig saa inderlig godt. — Jeg forstaaer godt, at Du, kjære Ven ikke kan komme til Fyen; Du er træt, jeg er det tidt i høj Grad, Du længes efter Stilhed, ligesaa jeg; ogsaa jeg føler, at det ikke gaaer an at forsømme sin egen Menighed. Hvor gjerne jeg derfor end saae Dig her, troer jeg det i Grunden rigtigst, at vi opgive denne Sag indtil Foraaret og see i Vinter at samle Kræfter. Saa ville vi leve i Haabet om at see Dig til Foraaret i Ryslinge, hvor Sophie og jeg leve lykkeligt, endog Vedkommende endnu ikke ere blevne trætte af at udtale, nu da de ikke kunne nægte, at jeg er frisindet og ikke lægger dem et Halmstraa i Vejen: han burde ikke være kommen, det er alene hans Brøde. I en vis Forstand glæder det mig, at Du har faaet Øje for adskillige mindre elskværdige Træk hos disse Grundtvigianere. Ja, det er et underligt Folkefærd. Med Hensyn til det, Du skrev om din Tilnærmelse til deres Opfattelse af Daabspagten o. s. v., da skal Du have din Frihed, men vil Du ikke indrømme, at dette dog mere er en Formsag eller Bisag. Overfor den værende Splid vilde jeg ansee det for heldigt, om Du ikke altfor meget og i al Fald ikke anderledes end tidligere vilde fremhæve denne din Tilnærmelse til dem. Siden jeg skrev, har jeg holdt Examen i Friskolen; ogsaa dette er et mindre elskværdigt Træk hos disse Folk, at der altid gaaes ud fra den velvillige Forudsætning, at man er s. 131Fjende af dem; de have altid trukken blank og møde kjendelig med Ordet: ska’ vi slas! saa kom an. Deres Skræp bliver dog i Regelen stukken i Skeden igjen uden at have smagt Blod. En hel Del af dem fra Skræppeskoven, udenfor hvilken der som bekjendt aldeles intet existerer, havde givet Møde, bl. a. Birkedal, der var en Del forlegen eller belavet paa Kamp. Jeg var derimod hel fri og ugenert, sigende som saa: frit Mod, Antonius! Du haver intet ondt bedrevet! Det hele Møde løb af paa den fredeligste Maade. Jeg sagde i et frit Foredrag til dem: lad os see at ordne denne Sag saa frit som muligt, saa at vi ikke gjensidig besvære hinanden. Aftalen blev saa, at jeg overlader hele denne Skole til B., lader ham holde Examen, og jeg møder kun for at udskrive. Historien endte med, at B. takkede mig for min Frisindethed. Saa blev Skræp foreløbig brugt som Mundsværd. Jeg fulgtes saa med B. hjem og spiste til Middag der og havde det fredeligt og gemytligt; der var ikke Skygge af Misstemning; at jeg sagde, at jeg ikke var Grundtvigianer, er en Selvfølge og muligt der en overflødig Oplysning. Seer Du, alt dette skriver jeg nu blot for at sige Dig, at Aserne og Rhimturserne i Nytaarstiden vide at leve sammen som Løver og Lam. — Iøvrigt maae jeg protestere imod, at jeg har seet paa Gr. med onde Øjne; nej, det er ikke saa; jeg har seet paa dem med ærlige Øjne, for jeg har hverken haanet eller bagtalt dem, men kun villet være selvstændig — ikke grundtvigiansk. —

Med min Skole gaaer det fortræffeligt; nu have vi 22 Elever. Vi begynde saa smaat at forberede Bygningen af en Skole. — Du maae ikke være saa bitter med Hensyn til Povelsen og Jakob ¹⁾Angaaende Antagelsen af Pastor Buchwaldt. Han udtraadte dog af Missionen 1868 og sluttede sig til den grundtvigianske Retning.; jeg skal nok holde sammen s. 132med Dig, men det gaaer ikke an at støde Lægfolk. Dine uheldige Forsøg paa grundtvigianske Alliancer har Du at takke for, at der fra den Side har mødt Dig nogen Tværhed. Maa vi i Fremtiden blive fri for sligt, da vil Forholdet nok udvikle sig til at blive godt.

Din Broder og Ven
J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 4. Decbr. 1866.

Kjære Ven! Indlagte Program ¹⁾Program til „Kirkeligt Maanedsblad“, redigeret af Cl. og V. Gøtzsche. vil jeg bede Dig optage i I. M. T. d. 15. Den Historie har kostet mig meget Arbejde; jeg venter mig ved Guds Naade megen Velsignelse af den — —

Jeg har det godt. Jeg har allerede været 5 Gange hos Birkedal, siden han kom her til Sognet. Der er ikke Tale om Strid imellem os, men naturligvis heller ingen Samarbejden. Alt gaaer sin stille, rolige Gang. Birkedal og jeg gjøre Grin sammen. Da Trandberg ²⁾Udmeldt af Folkekirken 24/6 1863, Frimenighedspræst i Allinge 9/8 1863. Genindtraadt i Folkekirken 30/9 1872, Valgmenighedspræst i Aakjær. Frimenighedspræst i Amerika 331/5 1882. (Grohshennig og Hauch-Fausbøll: „Danmarks Præstehistorie“ 1884—1911, Side 540). præsenterede Birkedal en Del unge rødmussede Fyre som »Ældste«, sagde B.: »Den gaaer ikke Trandberg!« (alias Granberg). Forholdet mellem os kunde ikke være bedre. Mine kirkelige Forhold udvikle sig saa velsignet. Maanedsforsamlingerne blive stærkere og stærkere besøgte. I Søndags var Kirken propfuld, saa og Præstegaarden. — Med Skolen gaaer det ligeledes godt. Nu lægge vi Planen til Opførelsen af en Bygning til 60 Elever og to Lærere; jeg haaber, den gaaer, Granberg!

Du skal ikke have noget længere Brev, fordi Du bliver ved at spidse mig af.

Din trofaste Ven J. Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Ørum 10. Decbr. 1866.

Min inderlig kjære Ven! Du er bleven meget fordringsfuld, siden Du er bleven Arkelaus i Ryslinge; thi det skal være Meningen med »Nazarethkirken«, og det glæder mig, at Du befinder Dig vel i din kongelige Værdighed. Men seer Du, hvordan jeg maae slaaes med Præster og Husmænd og alle onde Aander, som hyle over Livet i Ørum, og hvordan alle gode Aander fra hele Jylland gjøre Pilegrimsrejser til Ørum Præstegaard og ofte forhindre mig 8 Dage i Træk fra at bestille det allermindste andet end snakke med gode Venner, saa vilde Du være anderledes nøjsom med de Breve, Du faaer, især naar Du betænker min langsomme Natur. Af alt dette kan Du skjønne, at jeg er i mit Es og har det udmærket godt, og nu lave vi til Jul første Gang i Ørum.

Men nu Forretninger, — dog nej, først lidt, som vil more dit antigrundtvigske Hjerte. Du veed, jeg har arbejdet paa at forene og forlige Grundtvigianerne og Pietisterne. Forleden ægteviede jeg en voldsom grundtvigiansk Skolelærer af reneste Vand med En af Trandbergs Pietister, som ikke tør strikke om Søndagen; og det passer Trandberg! — Du kan see, jeg naaede Maalet! — Grundtvigianerne her ere meget forbitrede over det Liv, som rører sig her. Man kalder det »Modekristendom«; det er nu af Fortrydelse over, at ingen vil tage Moden op efter dem, endda her er 3 Modejournaler uden Krinoline; men Krinolinerne blomstre i Ørum.

Programmet til dit nye Barn med de mange Faddere har jeg i Hui og Hast sendt til Trykkeriet. Det kommer som Følgeblad til I. M. T. 15. Decbr.

Hils!

Din gode Ven
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 6. Januar 1867.

Min kjære Ven! Nu kan Du da ikke sige, at jeg plager Dig med Skriverier; det er en rum Tid, siden Du fik Brev fra mig. — —

Jeg har havt en dejlig Jul, Du sagtens ogsaa. Forholdene her udvikle sig mere og mere i god Retning; det er forunderligt at see en hel ny Opvækkelse komme frem her ved Siden af den grundtvigianske Menighed, til hvilken jeg hører mindre og mindre. Vi have været en Eftermiddag hos Birkedal i Julen og havde det meget rart, skjønt jeg modsagde B., gik dog alt fredeligt og godt, og B. udtalte: ja, det er rart, Clausen, at vi to kunne leve saa godt jævnsides hinanden; til mig og Andre har B. udtalt, at han nu var glad over, at jeg var kommen her. Saaledes kan Bladet vende sig, naar vor Herre vender det.

Faaer Du udarbejdet en Beretning om Missionen? Det er vel ikke rimeligt, at Du faaer Tid dertil, hvor ønskeligt dette end kunde være. Lawaetz har skreven mig til, at han beklager sig ikke uden Grund lidt over, at de enkelte Medlemmer af Bestyrelsen veed saa lidt om Foreningens Virksomhed. I L’s Brev var der ikke Spor af Klage over nogen, han skrev kun, at han har henvendt sig til Rønne for at faae noget at vide. Rønne veed rimeligvis ligesaa lidt. Stakkels Rønne, det er vist ensomt og trist for den gamle Mand, nu hans Kone er borte.

Mine Forventninger om, at Gøtzsche var særlig skikket til at udgive »Kristeligt Maanedsblad«, blive næppe skuffede; han har skrevet et ypperligt Indledningsstykke, som jeg ogsaa er vis paa, at Du vil synes om. Dine Tanker om, at Bladet skulde give rig Næring til Strid og Kiv, ere fejlagtige. Jeg synes ikke, Du kan bebrejde s. 135mig, at jeg er syg for Ordstrid med Grundtvigianerne; mine nære Forhold vidne herimod. Rigtignok fastholder jeg ligesaa bestemt som forhen mit Standpunkt overfor dem; jeg vil have Fred, naar vor Herre vil, men ingen Samvirken i kirkelig Forstand. Dine Unionsforsøg have ikke, hvor kjærligt de have været mente, ført til Enighed og Samvirken, snarere det modsatte. Det glæder mig derfor, at Du nu har slaaet ind paa en mere praktisk Vej, at vie Grundtvigianere og Pietister sammen, saa har Du idetmindste Offeret til Løn.

Vær sluttelig kjærligst hilset fra din trofaste Broder og Ven

J. Clausen.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Ørum Præstegaard 16. Januar 1867.

Ja, det var længe siden, jeg hørte fra Dig, min inderlig kjære Ven! og jeg længes meget efter Brev, da jeg havde hørt, at Du var syg. Kammerjunker Lytzen ¹⁾Ejer af Asgaard i Ginnerup Sogn., som opholder sig paa Hollufgaard ²⁾Kammerjunkerinde Lytzens Barndomshjem., skrev mig nemlig før Jul til, at han havde villet besøge Dig en Dag, han var i Birkedals Kirke, men blev forhindret ved ondt Vejr, og at han havde hørt, at Du var daarlig. Det er Du altsaa ikke, haaber jeg at kunne slutte af dit Brev. Gud bevare Dig, ogsaa for mig; jeg trænger saa meget til Dig, min trofaste Ven!

Hvad nu Johannesen ³⁾Afskediget Missionær i Københavns I. M. angaaer, saa maae jeg sige, at jeg er meget, meget betænkelig ved at antage ham, da han efter Kjøbenhavnernes oftere gjentagne Udtalelser er aldeles uimodtagelig for Paavirkning. Frimodt og Rindom ⁴⁾Bes. Kapellan, efter Frimodts Død Sognepræst ved St. Johannes Kirke, København. vilde han slet ikke høre. Heller ikke vilde s. 136det gaae an at tage ham, uden at En af os havde ham i vor umiddelbare Nærhed. Det er nu min Mening.

Det er jo rart, som vor Herre har vendt Bladet for Dig derovre, og jeg troer nok, at din Ansættelse der har i en vis Forstand været gavnlig for den indre Mission, id est: for Dig og mig, skjønt det gjør mig endnu stadigt smertelig ondt, at mine »Unionsforsøg« ere mislykkede, og at dette netop er blevet saa aabenbart ved den Begivenhed ¹⁾Becks Sammenstød med Birkedal (jvf. Bogen „Vilhelm og Nina Beck“, 1. Del, Side 243 fl.); thi mine Unionsforsøg have kun gjaldt, hvad der er Sandhed, at udjævne Striden imellem Folk, som kun strides om Ord og Ordformler, men i Hjertet ere enige, naar de blot forstod hverandre og kunde elske hverandre, naar de ikke sad fast i Ordkiv. Og dette har jeg ingenlunde opgivet, og vil aldrig opgive; og medens det bliver mig mere og mere klart, at der skyder sig et lille Parti ud i disse sidste Par Aar, med hvem man ikke engang kan leve i Fred og Kjærlighed, fordi de ere Grundtvigianere og ikke Kristne, saa bliver der dog en stor Del tilbage, med hvem en Union kan og maae skee. Det lykkes mig fortrinligt med Justesen ²⁾Skolelærer i Ørum, den egentlige Aarsag til Sammenstødet mellem B. og Birkedal., som nu helt hører os til, skjønt han bevarer sine særegne grundtvigske enkelte Meninger. Et andet Exempel: Æbeltofterne ere jo Grundtvigianere; Kampmann ³⁾Provst Christian P. G. Kampmann, Sognepræst i Hjørring, tidligere i Æbeltoft. har gjort dem dertil. I det sidste Aar have Æbeltofterne udviklet sig i ydergaaende »folkelig« Retning; »den personlige Folkeaand« spøgede voldsomt i Æbeltoft; jeg havde bragt en Del Splid i Lejren, saa at de gode Molboer havde vanskeligt ved at finde deres egne Ben. Saa kom Kampmann forleden derned, forbittret s. 137over, hvad han havde hørt ved Vennemødet i København i Sommer, og sagde til sine gamle Venner: Naar I komme sammen, skulle I ikke sidde og snakke om den skidte Folkeaand, men leve Jer sammen i Kristentroen. Se saadanne Folk vil jeg have med at gjøre, om ogsaa de have lidt forskjellige Meninger om Et og Andet fra mig.

Jeg vil gjerne udarbejde en Beretning om Missionen, men der maae Tid til. Giv mig nogle Oplysninger fra Fyen; jeg kjender ikke rigtig Sagerne der, hverken vore Folks Virksomhed eller Præsternes Deltagelse. — En dejlig Jul have vi havt med Opvækkelsens første jublende Glæde.

Din hengivne Ven
Vilh. Beck.

J. Clausens Svar.
Ryslinge 24. Jan. 1867.

Min kjære Ven! Tak for dit Brev. Jeg kan egentlig ikke forstaae, hvorfor Du kan sige, at Du ikke kan undvære mig; thi jeg støtter Dig dog saa godt som intet i den senere Tid. Men Tak for din Kjærlighed.

Union — ja, jeg troer, at dine og mine Ben forlængst ere stedte til Hvile, inden den kommer istand. Saa maae vor Retning først have udviklet sig langt mere, end Tilfældet er, og have sondret ud fra sig det pietistiske Vrøvl, som hist og her klæber sig ved den; og saa maae Grundtvigianismen have gjennemgaaet den bekjendte kirkehistoriske Proces at blive splittet i to Partier, eet som er blevet i Sandheden, og et andet, som er kommet ud i Vildfarelse og Sektereri. Her i Ryslinge bliver næppe nogen Union i denne Menneskealder; thi Striden drejer sig ingenlunde om Ord. Dog den Sag er ikke værd at drøfte, jeg passer mig selv og kræver blot Respekt, personlig Velvillie og saa nogen Kjærlighed, s. 138som Herren giver Naade til; det er det eneste, som kan naaes, og herved bliver jeg.

Inden jeg fik dit Brev, havde Johännesen været her; da han erkjendte sine Fejl og lovede at ville afholde sig fra al Strid og ikke oftere indlade sig paa sit Lovvæsen, antog jeg ham paa Prøve til at gaae i Egnen af Svendborg, paa Taasinge, Ærø og Langeland. Jeg har virkelig det Haab, at han skal kunne gjøre Gavn. — —

Nu arbejder jeg paa en Artikel om »Pietismen«. —

Har du ikke været indbudt til at underskrive Adressen til Rigsdagen for Frimenigheden her ¹⁾Jvf. Fodnote 3, Side 141.? Saadant et Asen som jeg har man selvfølgelig ikke henvendt sig til.

Mit Helbred er nogenlunde godt, dog er mit Bryst langt fra saa stærkt som tidligere. Vi have talt om, at det maatte være drøje Ture for Dig til Ginnerup ²⁾Vinteren var det Aar særlig barsk med stærke Snestorme. Fra det Aar stammer den kendte Historie om Fru Beck og Ridestøvlerne (jvf. „Vilhelm og Nina Beck“, 1. Del, Side 104—105).. Hvor har jeg det mageligt og bekvemt fremfor Dig ³⁾Clausen havde kun een Kirke., men jeg er da heller ikke saadan en Bjørn som Du.

Nu Farvel, min kjære Vilhelm! Gud bevare Dig og dine.

Din trofaste Broder og Ven
J. Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Ørum Præstegaard 31. Januar 1867.

Jeg synes, Du skriver saa fornemt; Du har vel nylig været i Svalereden; den hænger noget højt, saa bliver Du vel svimmel. Eller er det det nye kirkelige Blad med Bevidstheden om at have skrevet et godt Stykke ved Siden af et godt Stykke af Gøtzsche, der har efterladt s. 139en fornem Mine hos Dig? — Forøvrigt har jeg slet ikke mistroet Gøtzsche for voldsom Stridssyge, men snarere frygtet for, at han ikke kunde skrive folkeligt, som jeg nu seer, at han kan. Jeg har anmeldt Bladet ¹⁾I. M. T. 1867, Nr. 4 (Følgebladet). efter det umiddelbare Indtryk, jeg fik ved at læse det, altsaa en Stemnings-Anmeldelse, som Du maae være i Stemning for at kunne fordøje. Du vil maaske kalde den kaad, men saa maae Du i al Fald indrømme, at den passer for mig. Den vil bringe Rynker paa Næsen mange Steder, idetmindste paa Kirketidendes og Ugeskriftets Næser, og Gøtzsches? — Aa, jeg vil give en hel Mark til at staae bagved ham, naar han læser den. — Saa, nu er jeg nærved at blive fornem ligesom Du, og for en Dag siden var jeg saamæn ynkelig nok; »Bjørnen« laa dygtig syg, — tre Gange syg efter hverandre, kun oppe mens jeg vovede mig gjennem Sneen til Ginnerup, til Slæde eller til Hest, — og jeg duer slet ikke til at være syg, jeg kan saa daarligt taale og bære Smerter, saa er jeg den usleste Pjalt paa Jorden, og det er jeg i Grunden altid; der er kun Munden, der er stærk. Se, hvor vi to passe godt samen i alle Maader! — Godt sagt! —

Grundtvigianerne have voldsom travlt med mig i denne Tid. N. N. skriver voldsomme Breve, rasende over Ubyerne, der ikke vil lade sig bearbejde. Jeg skrev til ham om de smaa Ræve, der fordærve Vingaarden. Han troede i sin Kløgt, at jeg mente, at han var Ræven; jeg svarede: nej, Du er hverken en lille eller stor Ræv, men Du er »et godt Faar« ²⁾Citat fra Luther.. Kan Du see, at jeg er ægte Lutheraner.

Nej, Du maae ikke troe, at jeg bliver indbudt til saadan Noget som at skrive under paa de 52’s Adresse, s. 140saa maatte der jo ogsaa være 53, kan Du ikke begribe det?

Enten det nu bliver meget eller lidt, saa maae Du sende mig Noget om Missionen paa Fyen, om det saa blot bliver Navnene paa de virkende Medlemmer; thi der maae en Beretning istand. Du behøver nu heller ikke at forelske Dig saadan i det nye Blad, saa Du glemmer alt Andet.

Kan Du huske Skomager Nielsen i Silkeborg, den rare lille alvorlige, sørgmodige Invalid? Bülow ¹⁾Sognepræst i Bording. skriver, at han gjerne vil kolportere lidt i Silkeborg imod en lille Godtgjørelse; hvad skulle vi give ham? 25 Daler kvartaliter? Se nu holde vi Bestyrelsesmøde efter min Smag; de andre mere højtidelige med Formand og Protokol har jeg aldrig faaet rigtig Smag paa.

Nu veed jeg ikke, om Du anseer dette for 4 Sk. værd; men saa kan Du jo vurdere mig istedetfor Brevet; jeg er dog værd at kaldes

din trofaste Ven
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 12. April 1867.

Min inderlig kjære Ven! Har jeg svigtet Dig? Det seer saaledes ud; ingensinde er der gaaet saa lang Tid mellem, Du har hørt fra mig. Nej! jeg har ikke svigtet Dig, gjør det heller aldrig; det er mig saa glædeligt nu at optage den gamle røde Kjærlighedstraad, der har slynget sig igjennem mange Aar mellem Dig og mig. Jeg ventede Dig til Kjøbenhavn i Febr., mundtlig haabede jeg at faa opgjort en hel Del med Dig. Du kom ikke; siden den Tid har Sygdom, Skolen her med uendelig megen Forstyrrelse for mig og en hel Del aandeligt s. 141Arbejde været Hindringer for mig, naar jeg vilde skrive; thi meget havde jeg at skrive om, netop fordi der var gaaet saa lang Tid, siden vi vexlede Tanker. Saa bliver dette Brev da nok langt; men Du faaer det nok læst igjennem, da det er fra din gamle Ven.

Du har havt Trængsler i Hjemmet; maatte Herren have gjort det lettere for Dig og Nina og ladet Eder beholde den lille Otto! Mit Helbred har været simpelt i Vinter, nu er jeg imidlertid rigtig rask, saa rask som jeg ikke har været i Aar og Dage.

I Menigheden her har jeg det udmærket godt. Flere og flere strømme hertil. Paa Maanedsforsamlings-Søndagene kan Kirken knap rumme dem. Mange Familier her paa Egnen ere blevne vakte. Forholdet til Frimenigheden er ogsaa særdeles godt, ingen Strid og Kævl. Hos Birkedal kommer jeg nu og da. Han bliver nok ved med sin Polemik mod Pietisternes Lovvæsen, men jeg mærker intet dertil og bryder mig ikke derom. Jeg skrev i sin Tid en Artikel i »Fædrelandet« ¹⁾Cl.: „Om Forslaget til Frimenighedsdannelse i Folkekirken“ („Fædrelandet“ 5/3 1867). og anbefalede Frimenighedens (Birkedals) Anerkjendelse. Takken herfor blev en yderst grov Artikel i »Kirketidende«. ²⁾En Lægmand: „Pastor Clausen og Forslaget om Dannelsen af Frimenigheder indenfor Folkekirken“. („Dansk Kirketidende“, Nr. 11, 1867.) og ³⁾„Forslag til Lov om Tillæg til Lov om Sognebaandets Løsning af 4/4 1855“, indbragt i Rigsdagen af Folketingsmand Høgsbro 24/11 1866. Vedtaget i ændret Skikkelse i Folketinget 2/2 1867, forkastet ¼ 1867 i Landstinget, der nægtede det Overgang til 3. Behandling. Lovforslaget, hvis nye Bestemmelse var at udstrække Sognebaandsløsningen til tjenstledige Præster, var et Forsøg paa at skaffe Pastor Birkedals Frimenighed folkekirkelig Anerkendelse. Fra Københavns Præstekonvent var der indgivet en Adresse underskrevet af Stiftsprovst Bothe og Pastor Blædel til Rigsdagen om at standse den videre Behandling af Lovforslaget, indtil en Kommission af sagkyndige havde overvejet Frimenighedsloven og udtalt sin Betænkning. (Rigsdagstidende 1866-67).

Til megen Forstyrrelse, men ogsaa megen Glæde havde vi saa Folkehøjskolen her i Vinter. Resultatet af s. 142Skolen var overraskende godt. Vi arbejde nu paa at faae Skolen bygget. Grund er kjøbt lige udenfor Præstegaarden. Kommer den i Stand, faae vi paa en Plads op til Kirken et Lokale paa 30 Alen langt og 12 Alen bredt. At dette herligt kan bruges i kirkeligt og andre Øjemed, skjønner Du. I Forbindelse med Folkehøjskolen agte vi at oprette et Seminarium i Ryslinge. At Grundtvigianerne ikke see mildt til alt dette, er en Selvfølge. Denne Skole har taget mange af mine Kræfter; jeg haaber ikke, at de ere spildte.

Er Du tilfreds med »Maanedsbladet«? Jeg tvivler ikke derom. Det har nu 14—1500 Abonnenter. — Sig mig din Mening om min Betragtning over Pietisterne.

Gøtzsche og jeg have samtalet en Del om at faae holdt et Kirkemøde til Sommer for at udvexle Tanker om Tidens kirkelige Spørgsmaal. Jeg troer, at et saadant vil styrke Samfundsaanden mellem Guds Børn og fremme kirkelig Udvikling. Synes Du om Frimenighedsloven? Jeg har aldrig hørt din Mening herom. Hvis Du har læst min Artikel i »Fædrelandet«, vil du have lært min Mening at kjende.

Angaaende Missionen havde jeg meget at tale med Dig om; jeg veed nok, at Du ikke er nogen Ynder af meget Bestyrelsesvæsen; jeg ikke heller, men vi have aabenbart for lidt. Jeg venter en Storm fra Medlemmerne paa Sjælland; de have jo aldeles intet Begreb om, hvorledes Sagerne staae, og det burde de have. Det er aldeles nødvendigt nu, da Sagen har naaet saa stor Udvikling, at der i denne Henseende indtræder en Forandring, ellers er jeg bange for, at Sagen lider derved. Mange Sager skulle afgjøres; bl. a. bør vi vistnok foretage en grundig Revision og mulig Udrensning af flere Kolportører, som ikke længer af forskjellige Grunde kunne bruges. Jeg havde antaget Johannessen, før jeg s. 143modtog dit Brev, men han er allerede afskediget, fordi han heldede til Methodismen. — —

Har Du tænkt paa noget Foraarsmøde og hvor? helst paa Sjælland, f. Ex. Sorø, derhen kunne vi nok faae alle de andre Medlemmer. Tøv ikke for længe med at forberede denne Sag. Kunde det ikke skee endnu i Maj? — —

For Alvor tænkte jeg, især paa den Tid jeg var syg, paa, om vi to ikke kunde tage en Maaned fri i Sommer og rejse udenlands. Jeg har ingen Penge og Du ventelig heller ikke; men det gjør ikke noget. At Du, kjære Vilhelm! kunde have særdeles godt deraf og ligefrem trænge til for en Maaned at blive revet ud af dit besværlige Arbejde, anseer jeg for højst rimeligt. Det er dog bedre i Tide at bringe Orden i Maskinen, inden den løber helt istaae og gaaer i Stykker.

Hvor forunderlig uroligt seer det ud i politisk Henseende! De stakkels Slesvigere! Jeg kan ikke nægte, at jeg ønsker Krig i det Haab, at Løgnen og Hovmodet skulde blive slaaet til Jorden. Alt staaer i Gud Faders Haand! og i hans Haand kan Alting forandre sig. — —

Og saa Farvel for i Dag, min kjære gode Ven! Lad mig snart faae et lille Brev fra Dig, hvorledes det er blevet med Eders lille Dreng.

Din trofaste Broder og Ven
J. Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Ørum Præstegaard 2. Maj 1867.

Du gjorde mig inderlig glad, min egen kjære Ven! med dit Brev. Ja, det var længe siden, Du skrev, men det var ikke længe siden, Du holdt af mig; og det er jo Hovedsagen; saa var det da ogsaa rart at vide Dig glad og rask, da j eg vidste, Du havde været syg. Strenge s. 144Tider have vi havt, men vor Herre har gjort dem saa milde, som han kunde. Det seer ud, som vi faae Lov at beholde lille Otto, men han er meget svag; — men Følgen af al den Anstrengelse blev, at Nina blev alvorlig syg; dog gaaer det nu bedre, imorgen skal hun første Gang op. Det er jo Herren, som har raabt højt i vort Hus, og jeg trænger ogsaa til det; Du veed, hvor lidt Alvor der ofte er i mig.

Voldsomt er Arbejdet; jeg har det firdobbelte her at bestille; thi foruden de store Sogne saa er Huset fuldt af Mennesker fra hele Jylland fra Morgen til Aften, og det er dog det sværeste Arbejde altid at tale med Folk; men det er jo et godt Arbejde. Dit Arbejde er af en lidt anden Slags; Du skal jo altid lægge Æg, og det glæder mig, at Du engang har faaet Lov til at udruge dine egne Æg; jeg mener din Skole; thi ellers veed Du nok, at der er noget gjøgeagtigt ved Dig. Det Skolevæsen kunde jeg ikke gjøre Dig efter. Var det ikke bedst, om din Skole blev omtalt i Missionstidende, for at de, som ville paa Højskole, kunde drages fra de grundtvigske? Naar Du skriver et Par Ord derom, skal det finde gjæstfri Plads.

Maanedsbladet synes jeg i det Hele godt om, dog med Undtagelse; hvad Du har skrevet, er det Eneste, som jeg synes ubetinget godt om, navnlig »Pietismen« ¹⁾Cl.: „Om Pietismen“ („Kirkeligt Maanedsblad“, Nr. 3-4, 1867).. Det burde imidlertid have staaet i Missionstidende, hvor det vilde have gjort vidunderlig godt, netop fordi det kom fra Dig. Kunde Du ikke engang skrive noget Lignende for M. T.? — Gøtzsches Stykker ²⁾Gøtzsche: „Hvad „Kirkeligt Maanedsblad“ vil.“ (Kirkeligt Maanedsblad Nr. 1, 1867, og Rønne: „Om Betimeligheden af en Kirkeforfatning“, med Efterskrift af Gøtzsche. (Kirkeligt Maanedsblad Nr. 3, 1867). Jvf. Bønnes Artikel „Endnu et Ord om, hvorvidt den troende Menighed skulde ønske Folkekirken en ny Forfatning“ („Dansk Kirketidende“ 12/5 1867). om Kirkefor s. 145fatning forstaaer jeg slet ikke; Du veed, at jeg ynder ikke dette Kirkeforfatningsvæsen, som aldrig vil blive de Helliges Forfatning. Det synes G. heller ikke at mene, men hvad mener han da? — Deraf bliver min Mening let forklarlig med Hensyn til Frimenighedsloven; thi jeg er fuldstændig ligegyldig overfor den; alle Love paa Kirkens Enemærker ere mig det Ligegyldigste af Verden, naar jeg bare maae faae Lov at være lovløs. Alle Adresser i den Sag gaae i Papirskurven. Dit Stykke i »Fædrelandet« ¹⁾Se Note 1 Side 141. syntes jeg forresten rigtig godt om, mine to provstelige Venner ²⁾Provst Hans Christoffer Elers Koch, Sognepræst i Gjerrild. Den anden Provst ukendt. ligesaa. De holde meget af mig, men det kniber dog stundom lidt overfor min Virksomhed.

Hvad nu Missionssagen angaaer, saa lad os faae det store Møde i Sorø, men ikke i Maj, som Du foreslog; det maae være grønt og varmt, og desuden er der bestemt flere Missionsmøder hele Maj ud; altsaa i Juni; skriv nu til Rønne derom og lad os faae det ordnet itide. Møde een Dag — Kolportørmøde og Bestyrelsesmøde een Dag, men ikke for meget af det Sidste. At det maae ordnes noget bedre med Kolportørerne, navnlig et sikkrere Tilsyn, er jeg enig med Dig i; men den store Udrensning er jeg ikke ganske enig med Dig i; jeg veed i det mindste ikke, hvor den skulde foregaae; og i hvert Fald maae vi være meget varlige med at foreslaae det i de andre Medlemmers Paahør, da der let kunde komme slemme og ustyrlige Lyster frem fra flere Medlemmers Side. Vort Kolportørkorps er i det Hele godt. — —

Din Ven
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 29. Aug. 1867.

Min kjære Ven! Fra 5. til 23. Aug. har jeg rejst omkring, nærmest for at samle Kræfter. Jeg var 6 Dage paa Bornholm, hvor jeg rigtig fik glædet mig over den dejlige Natur. Jeg fik ikke talt med Trandberg, derimod med hans Kone. Nu ere eller skulle de jo være Grundtvigianere; hvorledes det kan lade sig gjøre at føre en trandbergsk Menighed med al dens Lovvæsen, med dens folkekirkelige Partier, med den bornholmske temmelig alvorlige Grundkarakter over i den grundtv. Retning, saaledes at der kan være Sandhed i det, forstaaer jeg ikke. Det kunde være meget ønskeligt, om der kunde blive holdt nogle Møder derovre af den indre Missions Retning.

Saare glad var jeg oppe i Odsherred. Det er vidunderligt, hvorledes det Par Møder, Du har holdt deroppe, have givet Stødet til en hel Bevægelse. I Høve Skov blev Bjerring ¹⁾Kaldskapellan i Vig. vakt; med Taarer i Øjnene bad han mig hilse Dig, sigende: den Mand skylder jeg meget. Med den Mand er det sandelig helt Alvor; han slider uhyre deroppe. Petersen i Nykjøbing er den, hvorom de fleste samle sig; det er mærkeligt at see, hvor meget Kjærligheden kan udrette; han aander og lever kun for at drage Sjæle til vor Herre, og han sparer ikke paa Penge til dette Øjemed. —

Vi maae have vort Halvaarsmøde i Odense i Efteraaret, helst først i Oktober. Her ligeoverfor Grundtvigianismen kunde det være ønskeligt at vise, at den indre Mission bæres af en Menighed; og saa kommer Du over til mig med det samme.

— — Kan Du ikke skaffe mig nogle Elever til Skolen; det synes jeg, Du let maae kunne. Tak foreløbig for s. 147Anmeldelsen i Missionstidenden. Til Dato er der kun anmeldt 15 Elever, men der er jo endnu to Maaneder igjen. Det var morsomt, om Du kunde overvære Indvielsen 21. Okt. Skolebygningen bliver meget smuk og hensigtsmæssig indrettet.

Det er Skade, at vi ere saa langt fra hinanden, min kjære Ven! Jeg føler saa tidt, at jeg trænger saa meget til at tale med Dig for at blive oplivet. Nu er jeg forøvrigt kommen mere til Ro; jeg har nemlig totaliter opgivet Haabet om Samarbejden, ja næsten personlig Samværen med Grundtvigianerne. Forleden Aften gav Birkedal mig personlig følgende Skudsmaal: 1) De Clausen og Alle, som ere paa den Side, hvor De staaer, vide aldeles ikke, hvad Kristendom er. 2) Det er Taabelighed af Dem at bygge Folkehøjskole; thi De veed aldeles ikke, hvad det danske Folks Tarv og Trang er. 3) Saadanne Folk som De og Beck kunne aldeles ikke deltage i nogen Kirkeudvikling. Saaledes lød Ordene. Jeg er siden den Tid slet ikke bitter, men overfor slige Udtalelser mener jeg at kunne fritage mig selv for Unionsforsøg. I min Menighed har jeg det mageløs godt; ved sidste Maanedsforsamling kunde Folk ikke rummes i Kirken. Flere og flere komme til. O! maatte jeg blot i Ydmyghed bøje mig for Herren, at han ikke skal tage sin Helligaand fra mig.

Din trofaste Ven
J. Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Ørum Præstegaard 3. Septbr. 1867.

Dit Brev, min kjære Ven! var velkomment; thi jeg fik det under Sygdom, saa er et Vennebrev mere kjærkomment end ellers. Saa længtes jeg ogsaa meget efter at høre fra Dig; jeg vidste, at Du spøgede paa Bornholm og andetsteds; og nu hører jeg da af din egen s. 148Mund, at Du virkelig denne Gang har rejst inkognito som Spøgelse uden Allarm. Ja, lad os kun rejse sammen til Bornholm ad Aare, om vor Herre vil. Men derimod, kjære Ven! — bliv nu ikke vred paa mig, det er ikke min gamle Halstarrighed denne Gang, — Efteraarsmødet kan ikke blive i Odense. Naar vi holde to Møder om Aaret, saa er det aldeles nødvendigt, at Øerne kun have det ene og Jylland det andet. Missionen i Jylland er lige i sin Opblomstren, Frugten af vor Rejse; de maae absolut have et Hovedmøde hvert Aar; dertil kommer, at Mødet i Aarhus er saa forberedt iblandt Folk, at det vilde blive en almindelig Skuffelse; og jeg troer, at vi netop paa Aarhusegnen trænge svært til at jage Grundtvigianismen en Staver igjennem Livet; de trænge paa fra alle Kanter netop der. At der trænges til det samme i Odense, vil jeg gjerne troe, skjønt ikke i den Grad; men saa lad Foraarsmødet blive der.

Bestyrelsen maae vænne sig til at møde ligesaa vel i Jylland som paa Øerne. — Jeg har besluttet at komme til Ryslinge i Efteraaret, ogsaa uden nogen Anledning.

Det var ellers pænt sagt af Birkedal; han har vist overanstrengt sig den Aften, bare han kan holde det ud i Længden. Men lad nu den Fugl flyve; den er fløjet for længe siden hos mig. Du veed, det har kostet mig Anstrengelse og Bedrøvelse at slippe den; nu den er sluppen, kan jeg kun trøste mig med, at ikke vi, ikke jeg, ikke Missionen har jaget den bort, men den er fløjet selv, og saa vidt jeg kan see, er den helt forfløjen. Jeg vilde grumme gjerne være med til din Skoles Indvielse. — Elever? ja, herfra faaer Du sandelig ingen for det Første, før her bliver mere Liv og flere Penge. Men jeg har det bestandig in mente, naar jeg hører Nogen, som vil paa Højskole. Bliv nu ikke kjed af dette Brev, men husk paa, at jeg er din bedste Ven

Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 7. Septbr. 1867.

Min kjære Ven! Jeg har ikke tvivlet om din Beredvillighed til at komme (til Odense); derfor har jeg talt om dette Møde til mange, fordi de vedblivende have spurgt om dit Komme. Skal Mødet absolut være i Aarhus, kan Du faae Bestyrelsesmødet ret efter din Smag; thi der kommer ingen af Medlemmerne, heller ikke jeg, da jeg ikke kan forlade Sognet nu, da jeg var borte i 3 Uger. Jeg kan endnu ikke opgive Mødet i Odense. Hvis Du vil føje mig heri, skal jeg see at komme til Aarhus. Om Mødet i Aarhus kaldes Halvaarsmøde eller blot Missionsmøde, gjør jo mindre til Sagen, ligesaa det i Odense.

Er det Dig absolut imod, faaer det blive, som Du har bestemt. Forresten ere vi lige gode Venner, hvad Du saa bestemmer.

Din trofaste Ven
J. Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Ørum Præstegaard 11. Septbr. 1867.

Tingene klare sig, min kjære Ven! Jeg har allerede, før jeg fik dit Brev, tilskrevet Rønne om at bestemme Mødet i Aarhus, ↄ: lagt det i hans Haand; det haster nemlig; nu faae vi see, hvad han gjør. Bestemmer han Møde i Aarhus, bliver der strax efter et Møde i Odense; bestemmer han Mødet i Odense, bliver der bagefter et i Aarhus, og vi (efter dit Løfte) tage Del i dem begge. Saadan faae vi begge vore Ønsker opfyldte. Jeg opgiver nødigt en Ryslingetur.

Din trofaste Ven
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 31. Decbr. 1867.

Min kjære, inderlig kjære Ven! Paa Aarets sidste Dag er min Sjæl mere end nogensinde hos Dig paa s. 150Grund af de heftige Angreb ¹⁾Pauline Worms Angreb i „Randers Avis“ 16/11 og 23/11 1867 paa Beck og Missionen, udførligt omtalt i Bogen „Vilhelm og Nina Beck“ 1. Del, Side 256—269. „Den indre Mission og Danskheden“ af Pauline Worm med Efterskrift af G. Ploug („Fædrelandet“ 27/12 1867). Jvf. C. F. Rønne: „Den indre Mission og Danskheden“ („Fædrelandet“ 24-25/1 1868)., som ere gjorte paa Dig. Gud være lovet! at Hovedangrebet kommer fra Løgnens Rige; thi Løgn, Løgn er det i Hovedsagen, og derfor skulle vi ikke falde for den Storm. Dog kan Angrebet nok bringe Alvor, alvorlig Prøve ind i Sindet. Hovedsagen er jo Løgn; dette Angreb skeer uden Herrens Villie, for at vi ogsaa ved dette skulle prøve os selv. Og det kunde maaske nok være, at Du, min kjære trofaste Ven! kunde have Grund til at prøve Dig selv alvorligt, om Du ikke i dine Udtalelser undertiden er temmelig let og flot ²⁾Ved indre Missions Halvaarsmøde 11/12 1867 havde B. stemplet P. W’s Angreb som „Kællingesladder“., hvad jeg tidligere har gjort Dig opmærksom paa. Dog — Du taber jo ikke Modet, men søg Styrken til Forsvar i Ydmyghed og Sandhed. Hvad Du vil gjøre, kan jeg ikke vide. I en enkelt Artikel i »Fædrelandet« kan Du ikke klare denne Sag, enten maae Du helt tie, og det gaaer dog maaske ikke an, eller ogsaa maae Du grundigt i et særskilt Skrift indlade Dig i Sagen. Beskyldningerne ere jo saa grænseløse løgnagtige, at det ikke kan falde Dig vanskeligt at føre et grundigt Forsvar. Vilde det ikke være godt, om Du lod optrykke nogle af dine Prædikener fra Krigsaaret ³⁾„Hvor skulle vi faae Brød?“ (I. M. T. Nr. 8, 1864).. Skal Du ind i Sagen, kan Du jo ikke undgaae at paavise det falske, opskruede i megen grundtvigiansk Fædrelands-Kjærlighed, en saadan, der altid skal vise sig udvortes i folkelig Snak o. s. v. Jeg synes ikke, at der foreløbig er Grund til, at den samlede Bestyrelse træder frem; selv vil jeg ikke skrive noget, før jeg hører din Mening.

s. 151Men hvad jeg vil skrive, er dette, at Du i mig altid vil have en rigtig trofast Ven, som ikke skal glemme at bede for Dig. Tak, kjære Vilhelm! for det gamle Aar, Tak for al din Trofasthed og Kjærlighed. Det vilde være mig inderlig kjært, om Du lidt udførligt vilde skrive mig til om dine Tanker i denne Sag.

Gud velsigne Dig! han lede Dig ved sin gode Helligaand! han være med Dig i det nye Aar, som han var det i det gamle.

Din trofaste Broder og Ven
J. Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Ørum Præstegaard 7. Januar 1868.

Du er en inderlig kjær og trofast Ven! og jeg fortjener slet ikke dit Venskab; dit Brev gjorde saadan et underligt Indtryk paa mig; thi jeg havde lige i Forvejen siddet og moret mig over Pauline; jeg syntes, hun var saa morsom, og jeg var glad over min nye Udnævnelse ¹⁾P. W. havde tituleret B. „Vilhelm Eroberen“.; en saa prægtig Titel havde jeg aldrig drømt om at opnaae. Men da jeg havde læst dit Brev, var Morskaben forbi; Pauline blev saa ækel i mine Øjne paa en Gang; det er din Skyld. Saadan en væmmelig Løgnerske! Men jeg kan dog ikke blive vred paa hende for den Titels Skyld, der er saa grinagtig. Nu, kjære Ven! bliv nu ikke vred paa mig for mit »lette og flotte Sind«; det er galt, ak ja, ofte rent galt; men det er saa vanskeligt at tage det anderledes; thi jeg synes nu, at det Hele er saa mageløs ubetydeligt. Alt det Øvrige, som man skriver om mig, har jeg ikke læst en Tøddel af; Du har selv engang lært mig: arbejd og skjænds ikke! og der har Du lært mig noget godt. Pauline vil jeg heller ikke skjændes med, men for Missionens s. 152Skyld synes jeg dog, at hendes nederdrægtige Løgne skulle erklæres for Løgn; og vil Du og Rønne ikke, som hun jo frier til, saa maae jeg og vil gjøre det ganske kort i »Fædrelandet« ¹⁾B’s Redegørelse i „Fædrelandet“ 13/2 1868., og saa ikke et Ord mere, hvis jeg kan undgaae det. Skrive et særligt Skrift derom kan jeg i hvert Fald ikke nu; og hvis denne Sag føres videre og indtager større Dimensioner, saa saae jeg gjerne, at Du overtog Behandlingen af Pauline; thi Du kan nu gjøre det saa pænt; jeg skal gjøre mig Umage for at skrive rigtig pænt og tørt i »Fædrelandet«, men Du veed nok, at i Længden gaaer det ikke for mig.

Jeg sysler i denne Tid med en Postil ²⁾„Nyt og Gammelt“, udkom 1868., og det er vist et bedre Arbejde end at slaaes med Kvinder. Har Du ikke undret Dig over, naar hun vil udnævne mig til Noget, ikke har udnævnt mig til »Trolden i Æsken«. Det er egentlig saa morsomt, naar Grundtvigianerne ere trætte af at slaae paa den Ene af os, saa begynde de paa den Anden; vi ere dog de værste Trolde i deres Øjne. Nu, kjære Ven! bliv ikke kjed af mig, fordi Du ikke faaer et grundigere Brev, men hold af mig og lad mig være Eders bedste Ven

Vilhelm Eroberen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 4. Marts 1868.

Min kjære Ven!

— — Er Du af den Mening, at Frimenighedsloven er gavnlig, forstaaer jeg, at Du ikke vil sætte dit Navn under Adressen ³⁾Adressen mod Frimenighedsloven, underskrevet bl. a. af Clausen. Af Cl’s Brev af 5/5 1868 synes det, som Sagen har været behandlet i Missionsbestyrelsen, uden at denne har taget Stilling dertil.; men anseer Du den for skadelig eller unødvendig, kan jeg ikke indrømme Rigtigheden af din fuldkomne Ligegyldighed overfor det foreliggende s. 153Spørgsmaal. — — Hvad Rønne skriver ¹⁾„Hvad sige de troende Lægfolk om Valgmenighedsloven?“ („Fædrelandet“ 18/3 1868) foranlediget ved Artiklen „Om den indre Missions Holdning i Frimenighedssagen“ af „-e-“ („Fædrelandet“ 12/3 1868)., er aldeles forkert. Den levende Menighed, som støtter Missionen, har aldeles ingen Interesse for Loven; men naar Rønne taler om Menighed, mener han jo stadig den grundtvigianske. Det er denne Sammenblanding, som jeg overalt misbilliger; thi i Længden fører det kun til Strid og Tvedragt. Men maaske ere vore kirkelige Anskuelser i Bestyrelsen saa forskjellige, at vi i Fremtiden ikke kunne arbejde sammen; ikke Du og jeg, men Rønne og jeg. — — Levede Du, hvor jeg lever, var Du personlig bleven behandlet, som jeg er bleven, da vilde Du bedre kunne forstaae mig. —

Din Ven
J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 5. Maj 1868.

Min kjære trofaste Ven! Tak for dit kjærlige Brev ²⁾Findes ikke blandt de efterladte Papirer., der brød Hul i en Isskorpe, som i lang Tid har ligget omkring mit Hjerte. Du veed det godt, i Kjærlighed overseer Du det Hele, men jeg føler Hjertetrang til at tale rent ud og faae Alt paa en Gang blæst bort. — Hvad synes Du om mig? — lidt kjedelig — dette Vrøvl med Adressen — det mugne Brev o. s. v., ja, Clausen er en kjedelig Praas — og dog holder Du af ham; det er smukt af Dig, min kjære, umiddelbare Ven. Men Forklaring — Sandhed — fuld Sandhed maae vi have, Alt maae blæses bort. Aabent og ærligt skal jeg skrifte, men ogsaa anklage Dig. Jeg troer, at jeg i Grunden var kjed over, at jeg havde givet mig af med Adressen — og s. 154dog — jeg kan nu ikke fortryde at have underskrevet den. Tingen var, at jeg paa en Maade var misundelig paa Dig for din homeriske Ro, ↄ: lettere og dog misbilligende denne, som ikke var paa sit Sted i denne Sag. Ingensinde har Mangelen paa Sammenhold i Bestyrelsen traadt klarere frem end i denne sidste Sag ¹⁾Frimenighedsloven. Becks Mening om denne se hans Anmeldelse af Dr. J. Clausens Bog „Vil en Frimenighed kunne gavne vor Folkekirke?“ (I. M. T. 1868, Nr. 8).. Hvad var rimeligere, naar en slig Kirkesag kom paa Bane, end at Bestyrelsen kom overens om, hvorledes man skulde forholde sig. Kunde man ikke blive enig om Sagen eller ens Optræden i denne, da burde den enkelte af Hensyn til sin Stilling i Missionsbestyrelsen bekvemme sig til slet ikke at optræde, hverken tale for eller imod for ikke at bringe Forstyrrelse ind i Foreningen. Men Rønne optræder uden nogen Bemyndigelse eller Samraad med os andre — jeg gjør det ikke slet saa grovt, jeg optræder privatissime, og Du leer i Ørum, Du er komplet ligegyldig. Var det at vente, at jeg, som staaer paa denne Plads, hvor man har lagt dette Vindæg eller Basiliskæg, eller var det at forlange, at jeg skulde være komplet ligegyldig i Lighed med Dig, at jeg ikke skulde danne mig en Mening om denne Sag? Det synes jeg, at Du og Rønne i al Fald maatte befrygte; havde I sagt et Ord til mig, bedet mig om at forholde mig passiv; det mindste Ord kunde have bevæget mig i denne Retning; thi jeg stod længe vaklende og mest tilsinds at tie. Det var nærmest Paavirkning andetsteds fra i et Øjeblik, da Frimenigheden her krænkede mig personlig. Men af den Grund var jeg mod Loven, fordi det var Grundtv., som førte den frem og vilde benytte den, ikke til at bringe Liv, ↄ: kæmpe mod Døden, men til at sprede Livet i Partivæsen. Som s. 155Loven ¹⁾Muligt tænkes her paa Forslag om Valgmenighedsloven, vedtaget 15/5 1868. er nu, er den ingen Ting, og man kan nok sige: quel bruit pour une omelette! — — Havde jeg ikke saa bestemt paa Landemodet ²⁾Fyens Stifts Landsmøde 28-27/6 1867. Jvf. Clausens Piece „Hvad jeg mente, der burde siges paa Landemodet“, anmeldt af Beck i I. M. T. 1867, Nr. 26; anmeldt af Gøtzsche i „Kirkeligt Maanedsblad“ Nr. 9, 1867. Jvf. samme Blad Nr. 7, 1867. forfægtet de Troendes Ret, vilde jeg nu staae anklaget som Frihedsfjende, Bispeven o. s. v. I denne Sag bebrejder jeg Dig din Ligegyldighed; thi denne kan ikke gaae i Længden. Havde Du ikke været ligegyldig, da havde Du heller ikke kunnet være ligegyldig ved min Optræden, da burde og kunde Du som Formand in re i Foreningen have ladet udgaae et Ukas om, hvorledes vi havde at forholde os.

I Almindelighed bebrejder jeg Dig din Flothed eller din Maade at være paa overfor Grundtv.; Grundtvigianismen sidder Dig i Klæderne, i Skæget, i Munden, men Gud være lovet ikke i Hjertet, det veed jeg. (Men derfor løbe disse Køtere, som Kjerkegaard kaldte sine unge Venner blandt Gr., og lugte til dine Klæder.) — Min kjære Ven! maaske gjør jeg Dig Uret, saa tilgiv mig. »Du koketterer med Gr.«, sagde en Mand forleden; det vil jeg ikke sige, men paa fyensk vil jeg sige: »Du lemper Dig« i adskillige Ting efter dem; i andre Tilfælde er Du for vittig og let i dine Udtryk om dem. —

Det er snavs med Rønne — og dog er han jo en kjærlig Mand. Jeg troer, det er godt, Herren har saa villet det, at Du holdt paa ham til Dato — havde Du ikke været, var det vistnok reven ud med mig og Rønne; thi jeg kan ikke med dette Blandingsgods. — — Jeg saae meget hellere, at Du blev Formand; det vilde udøve i flere Henseender en gavnlig Indflydelse. — — s. 156Jeg vil sige Dig, at det var mit ramme Alvor at melde mig ud af Bestyrelsen, da jeg læste Rønnes Udgydelse i »Fædrelandet«; thi jeg kan ikke holde det ud med denne uklare Optræden. Hvad der holdt mig tilbage, var alene dette, at jeg i Grunden havde gjort mig skyldig i noget lignende ved uden Samraad med Eder at underskrive Adressen. —

See nu har jeg saa omtrent faaet lettet mit Hjerte, og det er jeg glad ved. Nu maae Du ikke lee ad det altsammen; thi Du maae vide, at vi ere ikke alle skabte som Hollændere.

Og nu Farvel! min kjære trofaste Ven! Nu er alt blæst bort.

Din trofaste Broder og Ven
J. Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Ørum Præstegaard 14. Maj 1868.

Godt »blæst«! — min inderlig kjære Ven — hele Vrøvlet blæst bort med et Pennestrøg; — saadan skal det være, blot Kjærligheden aldrig bliver blæst bort! og det gjør den ikke; der har før været Blæst imellem os to. Men jeg maae jo ikke lee, — tilgiv, kjære Ven! jeg har leet saa hjerteligt; dit Brev var saa udmærket, rigtig et fornøjeligt Brev, saadan som jeg helst vilde have det; og Du kan godt staae Dig ved den Latter; det er ikke Ligegyldighedens Latter. Og Du skal nok faae lidt mere Glæde af mig i Fremtiden; thi Du har i Grunden Ret i alt det, Du skriver om mig, — næsten Ret. Rønne er et »Vrøvl«, men et rigtig kjærligt trofast Vrøvl. Lad ham blive, til han selv tager sig en Udgangsbillet. — Der ere vi altsaa enige. — Jeg er »ligegyldig«, — det er urigtigt, — atter enige; men hvad skal jeg gjøre ved det? Jeg kan ikke blive den Ligegyldighed s. 157kvit; thi jeg holder af den; jeg har det saa godt med den. Og nu mit Forhold med Grundtvigianismen? Jeg har virkelig engang koketteret med den, men det er længe siden; og jeg er jo nu ogsaa paa det sorte Bræt. Naar de rose mig i din Nærhed, saa er det kun for at ærgre Dig; men her kunne Gr. ikke engang taale at være i min Kirke. Men vist er det, at jeg søger at undgaae Strid med dem, fordi jeg har nogle inderlig kjære Venner iblandt dem, og det Venskab vil jeg ikke have slaaet ihjel. Men Samvirken med dem anseer jeg for umulig nu. Og havde jeg faaet Ordet blot et Øjeblik i Roskilde, vilde Du vist have havt stor Fornøjelse af mig; det brændte i mig at faae stillet Missionen og mig selv i det rette Forhold, bestemt og afgjort overfor Gr.; jeg fik ikke Lejlighed dertil, og det kjedede mig, men den rette Lejlighed kommer vel nok. — Men Et er der, som jeg er uenig med Dig i; jeg har aldrig været bange for, at Du skulde blive Formand ¹⁾Der taltes i Krogene om, at Cl. skulde være Rønnes Efterfølger som Formand. i Bestyrelsen; ogsaa det kunde jeg have baaret med »homerisk Ro«; men lad det gaae, som det vil, vil Du ikke være det, saa vil jeg, skjønt jeg ikke kan gjøre Regning paa mere end 2 Stemmer, nemlig din og min!

Din trofaste, hengivne Ven
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 25. August 1868.

Min kjære trofaste Ven! Brevene mellem os blive færre og færre, men det faaer være, naar Broderskabet og Kjærligheden mellem os bliver som forhen.

Jeg har besøgt Ipsen ²⁾Dengang Sognepræst i Nordby paa Fanø. en halv Snes Dage, nærmest s. 158for at bruge Bade. Han er den gamle trofaste Ven, men han trænger rigtignok til at værpes ud paa Dybet. Dog Troen har han og er ikke blændet af den store Kirkegang paa Fanø, ogsaa en Sovepude for Fanekernes Selvretfærdighed. Der er ingen Opvækkelse paa Øen. En dygtig Lægprædikant kunde gjøre Gavn der og hjælpe Ipsen. Kunde Anders Stubkjær ikke gjøre en lille Rejse derover?

Kan Du gjøre noget ved vedlagte »velværdige« Brev? ¹⁾Læreren i Hvidbjerg paa Mors havde anmodet Cl. om Missionen» Hjælp mod en Vranglærer Sommer, der huserede der paa Egnen. 11 Gange tituleredes Cl. i Brevet „Deres Velærværdighed“. Uden Bekjendtgjørelse er der alt meldt 36 Elever (til Højskolen), det er jo glimrende.

Om 14 Dage udkommer af mig en Pjece ²⁾„Om Modstanden mod Frimenighedsloven, til Oplysning for Lægfolk“, anmeldt af B. i I. M. T. Nr. 33, 1868, Følgebladet., som vistnok vil gjøre stort Spektakel.

Læg Mærke til et til »Fædrelandet« indsendt Stykke i Anledning af den velvillige Sammenligning mellem os og Bileam ³⁾Her hentydes til et Angreb paa Missionen i „Fædrelandet“ Nr. 191, 1868.. — Dog, det er jo usikkert, om Ploug vil optage den.

Vær sluttelig kjærligst hilset af din broderlig hengivne

J. Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Ørum Præstegaard 1. September 1868.

Ja, hvor er det længe siden, at vi to Venner have talt lidt sammen; men det er ikke længe siden, at vi holdt af hinanden; og det bliver vist aldrig længe siden; thi Du er og bliver mig dog en inderlig kjær Ven. Jeg har fartet voldsomt i denne Sommer og fortsætter stadigt, og Huset har jeg fuldt af Venner af begge Kjøn. s. 159Nu er der jo ikke længe, til vi sees i Randers ¹⁾I. M.s Halvaarsmøde 21. Oktober 1868. og formodentlig ogsaa i Ørum; kan Du ikke tage Dig nogen Tid fri? Du havde godt af det; vi have altid havt godt af at bade os i hinandens Kjærlighed; det er ogsaa en Badekur for nervøse Mennesker. Rønne og jeg ere nu blevne enige om, at Du prædiker i Randers.

Jeg synes rigtig godt om dit Stykke i »Fædrelandet«, hvorved Du friede mig for at skrive derom. Hvad synes Du om Rotterne i Kjerteminde og Hjørring ²⁾To Valgmenigheder.? Du er vel ikke gaaet i Rotterne endnu. Ministeren ³⁾Kultusminister A. S. Hansen. har sendt mig Bud om at komme ind til ham, naar jeg kommer til Kjøbenhavn. Jeg veed, at det, han vil mig, er, at Missionen skulde oprette Frimenigheder; han er vel ogsaa bange for at gaae i Rotterne ved at see, at Kjerteminderne sige ham Tak for Loven ved at forskyde hans bedste Præstemand. ⁴⁾Her menes sikkert Pastor J. Krog, udnævnt til Sognepræst i Kjerteminde 24/4 1868. Der er meget morsomt til her i Verden; maae jeg ikke nok see det fra din Side? Jeg fristes jo ikke til at skrive Bøger imod Kirkerotterne. Du seer det nu fra en anden Side; men derved bliver der jo netop Ligevægt i vort Venskab.

Det er rædsom morsomt, at Du har faaet det »velærværdige« Brev; faaer Du saadan en Salve til, bliver der da ikke et Haar tilbage paa din Skallepande ⁵⁾Cl. var en Hader af Høj- og Velærværdighedstitler.. Det er godt for den arme Fyr, at Mors er saa langt fra Ryslinge. I Randers kunne vi saa tale om, hvad der er at gjøre derved; jeg mener den alvorlige, ikke den velærværdige Side af Sagen.

Din trofaste Ven
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 26. Septbr. 1868.

Min kjære Ven! Hjertelig Tak for din Dom over min Pjece; jeg imødesaae den med stor Spænding; thi det vilde have smertet mig, om vi skulde have været uenige. Jeg er saa glad derover, at jeg lover Dig at komme til Randers og prædike ¹⁾Cl. havde først opgivet Mødet i Randers, men B’s „Dom“ over hans Pjece ombestemte ham. Da Anmeldelsen først fremkom i Nov., maa „Dommen“ være en mundtlig Udtalelse.. — Jeg er et grueligt Vrøvl, det veed jeg nok; først Nej et Par Gange; naturligvis leer Du nu og leer mig op i Øjnene, hvis vi sees; men det faaer være, det har Du gjort saa tidt før.

Din trofaste Ven
J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Randers 6. Oktober 1868.

Min kjære Ven! Det var rigtignok en Skuffelse at komme til Randers i Aftes og erfare, at her intet Møde skulde være. Men naar Rønne to Gange havde sagt, at det skulde være d. 6. trods det, at jeg bad ham udsætte det, saa havde jeg dog ventet i det mindste fra Dig et Par Ord. I Aftes var jeg rigtignok tung i Sindet over at skulle rejse frem og tilbage 56 Mil forgæves uden at faae talt med Dig eller udrettet det mindste. Nu i Dag er Sindet igjen lettere, jeg har faaet den Moral ud af det: Du skal en anden Gang ikke gjøre Dig vigtig og mene din Person uundværlig, skjønt jeg dog nok tør sige, at jeg rejste af Venskab og Kjærlighed til Dig; thi Sophie har været en Del syg og ligger endnu, saa det var ikke uden Overvindelse, jeg tog hjemmefra. Vor Herre vil nok herved ydmyge mig, og Ham vil jeg bøje mig under. Det værste er, at vore Missionsmøder ²⁾De tre aarlige store Møder. blive s. 161mig mere og mere besværlige, og den Uorden, der er og altid har været, har været mig byrdefuld, og denne Gang har jeg rigtignok maattet lide under den. Men af Skade bliver man dog efterhaanden klog, og det vil nok vare en Stund, inden jeg rejser til Møder i Jylland. — Desværre har jeg ikke Tid at rejse om ad Ørum, det bliver for besværligt og kostbart, især ovenpaa den lange frugtesløse Rejse.

Jeg havde adskillige Sager at bringe for, nu skal jeg sende dem til Mødet, naar dette nu maatte blive.

Saa sees vi da ikke i Aar, min kjære trofaste Ven! Det er mig en virkelig Sorg. Du kunde maaske unde mig et Brev til Vederlag for, at jeg rejste til Randers nærmest for at kunne være sammen med Dig. Og nu Farvel, min kjære Ven! gid Du ikke maae gjøre for mange forgjæves Toure, ellers er jeg bange for, at din Iver for den indre Mission bliver kjølnet — dog ikke for Sagen, men Rønne som Formand. Jeg agter skriftlig at henstille til Bestyrelsen om at overdrage enten Dig eller mig at ordne i Fremtiden Møderne; thi det kan ikke godt gaae, som det gaaer.

Vær hjertelig hilset af din trofaste Ven

J. Clausen.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Ørum Præstegaard 12. Oktober 1868.

Inderlig kjære Ven! Vennerne i Randers bede Dig indstændigt om at komme, saa Du kan see, at for Guds Børns Kjærlighed ligesom for din Ven i Ørum er Du uundværlig. Der er desuden nogle Mænd i Hornbæk ¹⁾Hornbæk Sogn, Randers Amt., som gjerne vilde tale med Dig om deres Sønners Optagelse paa din Højskole. Dette Kjælebarn kan Du da ogsaa nok gjøre en lille Rejse for. Vi maae samles Dagen forud for at afgjøre Missionens Sager, da jeg Dagen s. 162efter skal holde Møde en Mil fra Randers; — vil Du med?

Rønne er saa gemytlig at ville sætte Bestyrelsesmødet i Høve!!!

Din inderlig hengivne Ven
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 13. Oktober 1868.

Min kjære Ven! Jeg vidste godt, at Du var uden Skyld. Nu er det daarlige Humør over den Lystrejse forbi; og Du har Ret, jeg var vist kommen, hvis der ikke havde været en absolut Forhindring; her i Ryslinge skal nemlig samme Dag være et Møde for den ydre Mission, til hvilket en hel Del Præster her i Fyen ere indbudte. Meningen med Mødet er nærmest at tilvejebringe en Forening til fælles Samvirke for den indre-ydre Mission og andre kirkelige Formaal mellem de Præster, som væsentlig ere enige i kirkelig Henseende. Var Mødet i Randers ansat, saa jeg kunde komme, da kom jeg; men nu lader den Forandring sig ikke gjøre. Saa maae vi finde os i, at det er, som det er. Gud styrke Dig da til Mødet. Du kan nok holde de Andre Stangen.

Vi have anmeldt 72 Elever til Skolen. Er det ikke bra?

Din trofaste Ven
J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 19. Oktober 1868.

Min kjære Ven! Hvis Lawetz kommer til Mødet, troer jeg nu af alt at see, at det er godt, at jeg ikke kommer med; — jeg er ikke gunstig stemt for ham, saa Scenen fra Roskilde kunde meget let gjentage sig ¹⁾Ved Missionens Halvaarsmøde i Roskilde 24/6 1868 havde der været et skarpt Sammenstød mellem Cl. og Lawaetz.. Skulde noget s. 163blive bragt frem, som Du ikke ønsker fremmet, kan Du jo lade det udsætte paa Grund af Rønnes og min Fraværelse. Povelsen kommer rimeligvis heller ikke.

Bestyrelsesmødet bryder jeg mig ikke om, men inderlig gjerne havde jeg villet være lidt sammen med Dig, min kjæreste, bedste Ven.

Skulde Du ikke finde Anledning til at anmelde min Pjece i Missionsbladet? ¹⁾Se Note 2, Side 158. Grundtvigianerne mene vist at kunne unddrage deres Folks Opmærksomhed ved slet ikke at anmelde den eller omtale den. Af den Grund, at man stadig vil gjøre en Adskillelse mellem Dig og mig, rigtignok til din Fordel i al Fald her i Fyen, synes jeg det ønskeligt, om Du udtalte din Samstemmen med mig med Hensyn til, hvad jeg har skreven, da Du jo dog efter dine Udtalelser kan gjøre det med Sandhed.

Vi have havt anmeldt c. 80 Elever, kun 72 have vi kunnet optage. To fra Aalborg Egnen har jeg henvist til Dig til Optagelse paa Egaa ²⁾Folkehøjskole, oprettet 1868, støttet af B. i I. M. T. Nr. 29, 1868. Første Forstander var cand.theol. Carl Krogh, senere Præst i Rørbæk.. Du burde have havt Skolen i Ørum; thi det er dog især Menighedslivet, som trækker.

Og nu Farvel, min kjære trofaste Ven! Gud unde Dig sin Aands kraftige Bistand i Randers. Du kommer altsaa til at trække Læsset selv, ↄ: gaae Enspænder; det er stundom lidt farligt at kjøre Enspænder, dog ikke med En, der er van til det. Jeg haaber, Du vil kunne trække ene.

Din trofaste Ven
J. Clausen.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Ørum Præstegaard 3. November 1868.

Du kan tro, kjære Ven! at det var et gemytligt Bestyrelsesmøde, Rønne og jeg, — det gik prægtigt. Vi vedtog s. 164dit Forslag ¹⁾Planlæggelse af Missionens aarlige Møder, ordnet af B. og Cl.. Vi afskedigede to Kolportører og antog to nye. Lawaetz var undskyldt, han fik det at vide post festum. Jeg savnede Dig meget, hvad jeg gjør saa ofte. Din Bog ²⁾I. M. T. Nr. 33, 1868, Følgebladet. (Jfr. Note 2, Side 158). har jeg skrevet en Anmeldelse af idag, som Du nok vil blive fornøjet med; jeg havde gjort det uden din Anmodning. Grundtvigianerne blive mindre fornøjede med den. Jeg havde dem under Behandling paa Efteraarsmødet i Randers ³⁾Nærmere omtalt i Bogen „Vilhelm og Nina Beck“, 1. Del, Side 285—288..

Jeg har ikke Tid til mere. Send mig oftere noget til Missionstidende; jeg vil prøve paa at lade den udgaae 4 Gange om Maaneden, men saa maae jeg have Hjælp af mine Venner; det har været meget ringe i den sidste Tid.

Din trofaste Ven
Vilh. Beck.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Ørum Præstegaad 11. December 1868.

Lawaetz er vred over det, jeg talte i Randers ⁴⁾Refereret i I. M. T. 1868, Nr. 32, Side 506 fl., Rønne bedrøvet over det, jeg skrev om din Bog. Jeg tænker, at vi efterhaanden overtage hele Bestyrelsen; thi vi kunne dog ikke rette os hverken efter Vartou eller Kristiansfeld. ⁵⁾Her hentydes til Rønne og Lawaetz, der henholdsvis var grundtvigsk og hernhuttisk præget. Jeg har nylig været vesterude, og Lawaetz kan rolig gaae af uden nogen Skade for Missionen derude.— —

Din trofaste Ven
Vilh. Beck.

J. Clausens Svar.
Ryslinge 28. December 1868.

Min kjære Ven! Der er ikke saa lidt Rimelighed for, at Jeansson ⁶⁾Antaget paa Missionens Møde i Roskilde 1868 som Missionens Rejsepræst. og jeg mødes i Nimtofte 5. Jan. Du henter s. 165os saa vel nok; det er jo muligt, at Du kommer til at rejse forgjæves, men det gjør saa ikke noget; Du kan dog ikke blive saa gnaven derover, som jeg blev, da jeg hin Aften kom til Randers.

Jeg glæder mig inderligt til at faae talt med Dig, min kjære trofaste Ven! Det kan nok være nødvendigt at aftale med hinanden Planen for Felttoget i det kommende Aar. Jeansson er en flink Gefreider. Der er nok et frygtelig Mudder ude paa Odden, ↄ: Refsnæs ¹⁾Lawaetz var flyttet til Refnæsgaarden ved Kalundborg.. Man vil nok have tre Medlemmer til ind i Bestyrelsen; jeg stiller det Ændringsforslag, at i Stedet for at optage 3 nye bør de 3 gamle træde ud; det er lettere at forstaae og vil medføre langt flere Fordele. Derom kan jeg imidlertid forvisse Dig, min kjære Ven! at vil jeg ikke lade mig kommandere fra Vartou, jeg vil det visselig lige- saa lidt fra Kristiansfeld.

Din Ven
J. Clausen.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Ørum Præstegaard 8. Januar 1869.

Jeg fik da to lange Næser i Nimtofte forleden istedetfor to gode Venner; men det var mig umuligt at blive hjemme, jeg var saa kisteglad ved den Mulighed at hente min bedste Ven hjem til mig. Kan Du og Jeansson ikke komme ved Lejlighed; jeg vil godt kjøre flere Gange forgjæves, naar I blot omsider komme. Ja, det var godt at faae lagt en Plan. Hvad er det for Noget paa Odden? hvad er det for tre nye Medlemmer? Dit Ændringsforslag tiltrædes og fastholdes; vi kunne ikke beholde Lawaetz; vi komme til at sige ham det ligefrem; jeg udnævner Dig til Ordfører; Du kan sige saadant Noget saa pænt. Dernæst mit Forslag til Dig: skulle vi nu lade være at skrive flere Bøger om Grundtvigianis s. 166men; det er saamæn aldrig Umagen værd. Pauline Wurm (saadan udtale Jyderne det) skal have faaet en grulig grim Unge ¹⁾Pauline Worms Bog „Indre Mission under Vilhelm Beck“., og saa er den nok uægte; hun skal se meget daarlig ud. Jeg befatter mig ikke med Sligt.

Din Ven
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 4. Februar 1869.

Min kjære trofaste Ven! I saare lang Tid har jeg længtes saa meget efter Dig. Jeg blev ved Sygdom forhindret fra at komme til at tale med Dig; jeg havde saa meget at skrive og saa faa Kræfter; derfor er Tiden gaaet hen. Jeg har i denne Tid tænkt over, hvor forunderligt Herren har ført Dig og mig, hvor forandret Forholdene dog nu ere fra den Tid, Herren kaldte os til at arbejde med ved den indre Mission. Det er næsten ubegribeligt, at denne Sag har kunnet udvikle sig saa mageløst. Nu er Sagen voxet op til at have faaet to mægtige Fjender, Verden og Grundtvigianerne. Deres fælles Modstand mod den kan jeg kun forklare mig af de Sidstes Tilnærmelse til Verden, og af at de have betraadt Gaasevejen, det er Partivejen, hvor den ene Gaas følger den anden og snadrer som den anden. »Det er en sen Død at lade sig træde ihjel af Gæs«; det vil vist blive lidt sent for Gr. at faae traadt den indre Mission ihjel. Dog nu Spøg tilside. Den indre Mission befinder sig efter mit Syn nu paa et alvorligt om ikke farligt Trin. Angrebene gjøre intet, de ere kun Vidnesbyrd om Livet i den (en død Hund sparker man ikke saa stærkt til); men det gjælder om Sandhed og Sammenhold indadtil, om at drage Nytte af Angrebene til Selvprøvelse og Selvluttring; kun Herren alene kan gjøre s. 167det, men vi kunne lade os bruge som hans Redskaber. Jeg takker ham for hans Naade over vort Broderskab, takker ham, fordi han har bevaret Kjærlighedsbaandet imellem os, og jeg føler, det drages fastere og fastere om mit Hjerte. Jeg takker Herren, fordi han gav mig en Ven, der havde saa stærke Skuldre, saa stor Aandens Kraft som Du. Engang syntes jeg, at jeg i aandelige Evner kunde stille mig saa omtrent Side om Side med Dig; da jeg mærkede, at jeg sakkede bag ud, var jeg undertiden ikke fri for lidt Skinsyge, men den er forbi; jeg vil villig stille mig bag Dig og langt bag efter Dig, men jeg bliver ved at følge Dig, saalænge Du vandrer i Frelserens Fodspor. Saa holde vi da sammen hjerteligt og inderligt. Gamle Rønne træder vist snart bort; han har, det seer jeg nu, været til saare stor Velsignelse i vor Samvirken, fordi Kjærligheden er en Kraft. Vi komme muligvis snart til at staae ene. Herren har hidtil hjulpet os til at holde sammen paa Kræfterne og til at holde Ligevægten mod Smaalighed og Bornerthed. Naar en Maskine har gaaet længe, trænger den til at eftersees, gamle Tapper erstattes af nye, gamle Knaster ryddes væk o. s. v. Jeg troer, at Missionens Maskineri trænger til at eftersees. Mon man ikke maae afskedige en Del middelmaadige Arbejdere? Det bliver for vidtløftigt at skrive herom, men vi sees, vil Gud, vel om ikke lang Tid. Lad os foreløbig bede Herren inderligt om, at han vil give os Visdomsaand til at lede Sagen til Velsignelse. — Dog, det er jo i Grunden Dig, der trækker hele Læsset; jeg bestiller intet. Hvorfor gjør jeg saa lidt? — Mine Kræfter aftage mere og mere, jeg lider af og til af svære Nerverystelser, ledsagede af skrækkelig Angest for at gaae fra Forstanden. Det kan næppe blive ved at gaae, som det gaaer. Lægen raader eller fordrer, at jeg skal rejse en Tid. Jeg har ingen Penge, men s. 168dem kunde jeg vel nok faae laant; men værre er det med Rejseselskabet. Jeg har tidt tænkt det som saare velsignet, om vi to kunde have foretaget en Rejse sammen. Uden en god Ven vil Rejsen næppe blive mig til synderlig Gavn. Tidt maatte Du ogsaa være overanstrengt og kunde trænge til Hvile. Det kan blive vanskeligt at faae Gjerningen udrettet af en Anden c. 2–3 Maaneder, men umuligt var det dog ikke. Og forøvrigt, vilde vore Menigheder have Skade af at have en lille Fastetid? — Dog det Hele er maaske Hjernespind af mig; Du tænker maaske slet ikke paa en saadan Rejse, fordi Du ikke trænger til den. Et Spørgsmaal er det dog, om Du ikke vilde handle rigtigt i at lade Buen hvile, inden den helt springer. Overvej denne Sag, nu da din Postil er færdig. —

Jeansson bærer sig rent forkert ad. Han har paa en Rejse paa Sjælland holdt 21 Møder i 23 Dage. I Odense har han vundet mageløs Indgang; 15—1600 møde hver Gang, han prædiker. I Avisen kræver man St. Knuds Kirke til ham. Men jævnsides sin Virksomhed i Odense holder han 4—5 Møder i Træk paa Landet. Han er aldeles karakterløs overfor Lægfolks Plagerier om Møder. Følgen er, at han, som før var bumstærk, nu har et i Bund og Grund nedbrudt Helbred. Han har søgt et Kapellani i Vensyssel, men jeg fraraadede ham det; han maae ikke afbryde den Virksomhed, som Herren kjendelig har velsignet. Hellere maatte han søge Hvile en Tid og saa i Fremtiden begrænse sin Virksomhed langt mere.

Og nu, min kjære trofaste Ven! er Du sagtens træt af mit lange Brev.

Du hilses af din trofaste Broder og Ven

J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 26. Februar 1869.

Min kjære trofaste Ven! Naar Du modtager dette Brev, er jeg, vil Gud, paa Rejse til Italien. Alt har føjet sig saa mageløs velsignet. Penge har jeg faaet af Brødre og Venner. Embedet hjælper flere Venner mig med at besørge, og saa faaer jeg i Jeansson en rigtig god Rejsekammerat. At Du ikke turde forlade din Plads, havde jeg tænkt mig. Allerede Tanken om Rejsen har gjort mig rigtig godt. Jeg er alt nu saa stærk, at jeg sammen med en god Ven vil kunne nyde det meget, som forhaabentlig bliver at nyde. Jeg rejser bort i det glade Haab, at jeg skal komme styrket paa Sjæl og Legeme tilbage. Vi antage at komme tilbage i Maj, under alle Omstændigheder før Pintse, saa jeg altsaa kan komme med til Mødet i Fredericia ¹⁾I. M.s Halvarsmøde 25.-26. Maj 1869..

Og nu Farvel, min inderlig kjære Ven! Mine Tanker og mine Ord ville tidt dreje sig om Dig og den Sag,, vi i Forening kæmpe for. Gud velsigne og bevare Dig.

Din trofaste Broder og Ven
J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
16. Juni 1869.

Min kjære trofaste Ven! Gid vor Herre dog maae holde sin Haand over Nina, og Du maae beholde hende. Jeg vil bede ham derom. Tak, fordi Du kaldte din lille Søn Immanuel. Du har derved kjærligt mindedes min kjære Broder ²⁾Cl’s Broder Immanuel havde været I. M.s Forretningsfører.; iovermorgen er det et Aar siden, han lukkede sine Øjne; jeg troer forvist, at han har slaaet dem op i Abrahams Skjød. Herren føre os af sin Naade til det samme Maal! — Jeg har lidt meget, men nu er s. 170det, Gud ske Lov, meget bedre, og jeg er næsten helt fri for den kvalfulde Angest, som er det allerværste ved Sygdommen. Jeg bestiller lidt eller intet, fordi jeg ikke kan, og i det Haab, at Herren vil unde mig Kræfter til endnu at faae en Arbejdsdag for Guds Rige. Dig gav Herren saa store aandelige og legemlige Kræfter fremfor mig. — Du er vist ogsaa langt mere standhaftig i Bønnen og udholdende i Kjærligheden end jeg; men Ingen kan jo tage mere, end der bliver ham givet. — Forholdet mellem Birkedal og mig er jo blevet meget venligt — og dog er det mig umuligt at nærme mig Grundvigianerne, der afslutte sig sørgeligen mere og mere; hvor er det uhyggeligt! hvor sørgeligt — men der er jo intet Andet for end at øve sig selv i Kjærlighed og arbejde sig frem til ikke at kræve Kjærlighed. — Gid vi, min kjære trofaste Ven! vare hinanden lidt nærmere og kunde sees lidt oftere. Du trænger næppe saa meget til mig som jeg til Dig; men det maae jo være godt, som det nu er. Saare mærkeligt og saare velsignet er det, at vi trods vor store Forskjellighed har kunnet saa godt bevare Aandens Enhed i Fredens Baand. Jeg takker Herren hjerteligt derfor.

Nu er altsaa Jakob (Jensen) traadt ud. Blot han nu ikke vil gaae og udsaae Splid og Tvedragt. Har du talt med Brun ¹⁾Fjordinspektør i Randers.? Vil han indtræde i Bestyrelsen?

Her er dannet en kristelig Forening i Stiftet. Her at udvikle dennes Tilblivelseshistorie vilde blive for vidtløftigt; kun dette vil jeg bemærke, at vi agte særligt at tage os af Sagen med Hensyn til Amerika ²⁾Kirkesagen blandt Danske i Amerika, gentagen fremdraget i I. M. T. i 1869.. Var det ikke rimeligt, at Du eller den indre Mission overlod denne Sag helt til den fyenske Forening. I saa Fald s. 171maatte Du sende mig alt, hvad Du har denne Sag vedkommende.

Jeg har været inderlig glad ved »din Søn« Thor ¹⁾Thor Pontoppidan, senere kendt som mangeaarig Forretningsfører for I. M.; Du er dog hans aandelige Fader. Han har gjort meget herovre med sit Vidnesbyrd og milde kjærlige Væsen, mere end han selv troer.

Gid disse Linier maatte finde Dig takkende og ikke sukkende og klagende, Du kjære trofaste Ven! Han give Dig en fast Tro og et glad Haab. Lad mig blot med en eneste Linie vide, hvorledes din Nina har det.

Din trofaste Broder og Ven
J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 27. Juni 1869.

Min kjære Ven! Af Thors (Pontoppidan) Brev seer jeg, at din lille Immanuel er død og begravet samme Dag (20. Juni), som min kjære Broder lukkede sine Øjne; saa vil jeg troe, at deres Øjne nu have mødtes hist oppe. Men din Nina har Herren dog bevaret for Dig; det glæder mig inderligt at høre. Vil Du hilse hende kjærligst fra os.

Jeg har det jo nok noget bedre, men lider af en stor Kraftesløshed, saa jeg saa godt som intet kan bestille. Jeg agter nu hver Uge at tage tre Søbade ved Nyborg. Det kunde være dejligt at besøge Dig i Sommer; vi blive jo næsten fremmede for hinanden, da vi aldrig faae rigtig talt sammen om mange Ting. Selvom jeg kun skulde være hos Dig 3—4 Dage, vilde det dog være bedre end slet ikke at sees. — — At forlange af Dig at skrive mig til er Synd; Du har jo saa uendelig meget s. 172Arbejde, men saa tænk paa mig og bed imellem for din trofaste Broder og Ven

J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 13. Juli 1869.

Min kjære trofaste Ven! Nu er det igjen galt med mig; skjønt Du har forbudt mig at skrive flere Bøger, er Naturen dog gaaet over Optugtelsen. Vi vilde udgive en Beretning om Skolen her. Da jeg tog fat derpaa, væltede Tankerne ind i det større eller almindeligere. Prøv dem nu og bedøm dem! Men saa meget holder jeg af Dig, og saa meget sætter jeg Pris paa din Dom, at hvis Du vil have, at jeg skal lade Historien ligge, saa gjør jeg det. Men ret beseet — er der noget Angreb i dette Skrift? og de, som man vil kunne pille ud, høre de dog ikke Sagen til? Og hvad den indre Mission angaaer, da troer jeg virkelig, at det ikke er godt for den, at man lader Angrebene eller Beskyldningerne ubesvarede; thi de ere blevne troede, hvor vi ikke kunne være tjente med, at de blive det. Og troer Du ikke, at mange af Missionens Venner trænge til at læse en Fremstilling af denne Sag? I Forbindelse med denne Afhandling ville vi udgive statistiske Meddelelser og et Par Afhandlinger om andre Emner. Jeg havde egentlig tænkt, at min Afhandling kunde blive trykt i I. M. T. ¹⁾Et Udtog af Cl’s Afhandling blev optaget i I. M. T. Nr. 37 og 38 1869. I en Artikel „Til Forstaaelse“ i Bladets Nr. 45 stiller B. sig paa Cl’s Side overfor de Angreb, der blev rettet mod Afhandlingen. Sig mig nu din Mening. Det vilde naturligvis glæde mig, hvis Du om et eller andet vilde meddele mig dine Bemærkninger. Den sidste Del er skjødesløst behandlet, men giver Dig dog et Overblik over mine Tanker.

Din trofaste Broder og Ven
J. Clausen.

ÆNDREDE FORHOLD.
Vilh. Beck til J. Clausen.
p. t. Nykjøbing F. 14. Oktober 1869.

Jeg savner Dig meget, min inderlig kjære Ven! Jeg synes, at vi to skulde have været sammen paa denne Rejse ¹⁾Missionens Halvaarsmøde i Nykjøbing F. 13/10 1869.; og dette driver mig til at meddele Dig nogle Tanker, som ere opstaaede hos mig i denne Anledning. Mon Du ikke var kommen med, dersom ikke dit fynske Pikkenik ²⁾Den i Cl’s Brev af 13/10 1868 omtalte fynske Forening til fælles Samvirke for indre og ydre Mission og andre kirkelige Formaal. med Odensemødet o. s. v. havde været og lagt Beslag paa dine Kræfter? Og er det saa, saa har jeg Ret, naar jeg siger til Dig som din trofaste Ven: lad det øvrige fare, og bliv med alle dine Kræfter ved den indre Mission. Den har Gud velsignet og viist, at han kan bruge os to til, — os To, ikke mig alene. Og den kræver alle vore Kræfter; og denne Sag kan der være Velsignelse ved, fordi vi arbejde sammen kun med Mennesker, som ærligt staae sammen. Dette fynske Pikkenik er et af dine mange Æg, som Du ifølge din Natur trænger til at lægge; men har ikke det første Møde ³⁾Kirkemødet i Odense 7.-8. Oktober 1869. vist, at det er et Haneæg, hvoraf der ingen Kyllinger komme; og det er, fordi det Ægteskab er sluttet mellem Mennesker, der ikke kunne befrugte hverandre, jeg mener mellem lutter Haner, der som bekjendt kun s. 174kunne ryge i Kammen paa hverandre. Lad mig fremdeles være din kloge Høne, der roligt ruger paa dine mange Æg og udruger dem, som der er Kyllinger i. Dine Kræfter ere jo saadan nu, at Du maae spare paa dem; men lad den indre Mission faae enhver lille Kraft, Du har tilovers. Nu maae Du sandelig — jeg siger det i min Herres Navn; jeg er vis paa, at jeg tør det — ikke blive borte fra Sorø ¹⁾Møde 21/10 1869 mellem I. M.s Bestyrelse og Missionen venligsindede Præster for „at lodde iblandt de troende Præster, hvor dyb Bund Missionen havde under sig“. (Vilh. Beck, I. M. T. Nr. 9, 1870).; jeg kan ikke paa nogen Maade undvære Dig der, og mit Hjerte trænger stærkt til at see Dig.

Din trofaste Ven
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Odense 7. Januar 1870.

Min kjære Ven! Mig har Du ikke glædet med noget Svar. Nu seer jeg af et Brev til Jeansson, at Du er »meget bedrøvet«. Seer Du — det er noget nyt og bør ikke blive noget gammelt, at vi to mødes bedrøvede. Jeg vil tillade mig at stille det Ændringsforslag — at vi efter de stedfundne Udtalelser ²⁾Hvornaar disse Udtalelser er faldet, vides ikke, muligt ved Mødet i Sorø d. 24/10 1869, og har sikkert omhandlet Cl’s ændrede Stilling til I. M. (jvf. Cl’s Brev af 20/1 1870). gaae over til Dagsordenen. Med andre Ord: jeg har ikke forandret min Mening, er overbevist om, at jeg i Hovedtrækkene seer rigtigt, men Du kan jo ikke see Sagen saaledes — saa opgiver jeg den indtil videre uden at gjøre den til Kabinetsspørgsmaal af følgende Grunde: 1) Fordi vi ikke ville staae bedrøvede overfor hinanden, men mødes som tidligere med Glæde og i Kjærlighed. 2) Fordi vi ikke kunne udrette noget i de Virksomhedsretninger, som jeg troer vor Virksomhed vil lidt efter lidt komme til at gaae — med mindre s. 175vi holde sammen — altsaa maae jeg vente paa Dig. 3) Jeg troer, at Tiden vil lære Dig Sandheden af, hvad jeg har udtalt, og saa veed jeg, at Du er med. 4) Fordi den ene Høflighed er den anden værd; man giver jo ikke et Æble bort uden at faae en Pære istedet, alias — jeg har Ting, som jeg vil have din Medvirken til. Enten Du nu vil heri gaae med eller ikke, saa gaae vi ligefuldt sammen. — Gud lade os gaae sammen indtil det Sidste, ikke bedrøvende hinanden eller i alt Fald ikke lade sig bedrøve deraf, naar vi alligevel gaae sammen med Hjerterne.

Naar Du nu pakker ind, og det gjør Du jo altid meget omhyggeligt, saa behøver Du ikke at pakke Bedrøvelsen ind med, men kan dristigt lade den blive hjemme, vis paa, at Du alligevel, naar vi, vil Gud, samles, ikke vil faae nogen Brug for den eller savne den.

Din gamle trofaste Ven
J. Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Ørum Præstegaard 11. Januar 1870.

Min inderlige kjære Ven! Hvor havde jeg dog meget at tale med Dig om, men det er altfor meget til at skrive om i knappe Tider. Kun dette: glem ikke den indre Mission, vor Ungdoms Kraft, som ogsaa skal have vor Manddoms Troskab, og glem ikke din trofaste

din rigtige Ven
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 20. Januar 1870.

Min kjære trofaste Ven! To Gange har jeg havt skre s. 176ven Brev til Dig og bagefter reven dem i Stykker; jeg haaber, at det ikke skal gaae saaledes med dette.

Hermed Beretningen om »Pikkenikket« i Odense; anmelde den vil Du sagtens ikke ¹⁾B. anmeldte Beretningen om Odensemødet 7.-8. Oktbr. i I. M. T. Nr. 21, 1870., men dog muligvis læse den.

Fremdeles hoslagte Opfordring ²⁾„Opfordring til at yde Bidrag til Fremme af Evangeliet blandt Danske i Amerika“, optaget i I. M. T. Nr. 15, 1870.; den beder jeg Dig snarest at optage i I. M. T., og det vilde gavne Sagen og glæde mig, hvis Du rigtig alvorligt vilde lægge Kristne denne Sag paa Hjerte; jeg synes ogsaa, at Du efter dit tidligere Forhold til denne Sag maae finde Anledning dertil.

Forlade Dig eller glemme Dig? — nej, det gjør jeg ikke, men der maae være Ting, hvorom man nært kan samles, for at den rent personlige Forbindelse kan vedligeholdes. I de svundne Dage var den indre Mission et saadant Medium. Er den det ikke længer, spørger Du? Min Mening om Sagen er ikke forandret, derom vil min Udtalelse ved Sorømødet have overtydet Dig — og dog er min Stilling forandret. Jeg er ikke mere, det har Du Beviser nok paa, saa aktiv Missionsven, som jeg har været. Dette er begrundet i noget naturligt og, i noget daarligt. Mit Helbred tillader mig ikke mere saa meget Arbejde, min Aand har heller ikke længer den Energi og Kraft, som hører til for at kunne virke meget vækkende udadtil, gaae løs paa Verden o. s. v. Du har endnu begge Dele usvækkede, og dette er jo saare glædeligt. Den daarlige Grund, maaske Hovedgrunden, er den, at jeg ikke hører til de stadige, udholdende Karakterer, som med en vis ensidig Kraft, som Du f. Ex., kan blive ved at forfølge det samme Maal; jeg bliver let træt; min Aand er urolig og som Følge deraf ikke stærk. s. 177Du og Jeansson passe nu paa en Maade bedre sammen. Det gamle Hjerte-Firma skal ikke blive forandret — men det ydre kirkelige Firma maa vist i Tidens Længde blive forandret til Beck & Jeansson istedetfor Beck & Clausen.

Vore Menighedsforhold ere vistnok ogsaa forskjellige, forunderligt nok! engang var jeg Grundtvigianernes Skivebræt, og Du saa høj t over mig — nu synes j eg ogsaa i dette Forhold idetmindste her paa Egnen at blive »rar«. Her er saa fredeligt, som det kan tænkes. Birkedal og jeg virke nu i Forening for at faae oprejst et Mindesmærke ¹⁾Frederik den 7’s Mindesmærke. her i Byen — tempora mutantur et nos mutamur in illis — dog man vilde tage meget fejl, hvis man mente, at jeg nærmede mig den egentlige, usande Grundtvigianisme, den er jeg lige saa fjern fra som nogensinde tidligere.

Ogsaa jeg har en Følelse af, at der er saa saare meget, som vi skulde tale om, men at det bliver for besværligt at bruge det »døde« Ord. Vil Gud, er det aldeles afgjort, at jeg kommer op at besøge Dig i Foraaret; gjennem Thor har jeg hørt, at Du siger, at jeg er et stort Vrøvl; det er vist ganske sandt, men ikke med Hensyn til at besøge Dig. Men den Tanke, at Du muligvis ikke vilde have synderlig Glæde af mit Besøg, har vel nu og da holdt mig tilbage; glemme maae Du heller ikke, at jeg har været meget svagelig i de senere Aar.

Men nu skal Du blot have en rigtig kjærlig Hilsen; Tak for dit Venskab og din Trofasthed i de mange Aar; jeg maatte være et Asen, om jeg kunde glemme dette; men Ilden paa Venskabets og Broderskabets Alter trænger ogsaa til Næring; jeg maae see at komme op til Dig s. 178— saa vil vor gamle Kjærligheds Ild nok flamme i Vejret og varme Hjerterne. ¹⁾Cl. besøgte B. i Ørum i Marts Maaned.

Gud velsigne Dig og bevare Dig.

Din trofaste Broder og Ven
J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 2. April 1870.

Min kjære Ven! Det har gjort mig ondt, at Du ikke engang har villet optage i I. M. T. Opfordringen ang. Amerika-Sagen ²⁾Jvf. Note 2 til Cl’s Brev af 20/1 1870, Side 176., skjønt jeg bad Dig derom, og skjønt jeg synes, at det faldt af sig selv, eftersom Du dog har havt en Del med den Sag at gjøre. Hvor urigtig din og Jeanssons Paastand var, at Udvalget kun vilde have en Grundtvigianer, fremgaaer deraf, at man har bedet mig opfordre først Bay ³⁾A. V. Bay, Præst paa Turø., siden Volf ⁴⁾Pers. Kapellan i Ballerup, senere Sognepræst ved St. Stefans Kirke, København, og Stiftsprovst i Storehedinge. dertil; ingen af disse ville eller kunne.

Jeg troer ikke, det er rigtigt af Dig, at Du vil isolere Dig i den Grad fra alt Andet, som Du i den senere Tid har gjort; jeg troer ikke, Du derved gavner Missionen. Du har ikke mange Venner blandt Præsterne (jeg mener naturligvis troende); Du formaaer ikke alene at lede og udvikle den indre Mission, men ved denne absolutte Isolering fra alt Andet kommer Du efterhaanden til at staae ene.

Med kjærlig Hilsen.

Din Ven
J. Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Ørum Præstegaard 11. April 1870.

Inderlig kjære Ven! Først og fremmest Ninas og mine hjertelige Ønsker for Dig og Sophie og Eders lille Søn ¹⁾Sønnens Fødsel var meddelt i et kort Brev 6. April..

Og saa hjertelig Tak for dit Besøg; det var en stor Oplivelse for mig og for vor Herres Sag her paa Egnen ²⁾Cl. og B. havde holdt flere Møder under Cl’s Besøg i Ørum..

Om dit sidste Brev kan jeg kun sige: jeg begriber det ikke. At Bekjendtgjørelsen om Amerikasagen ikke var kommen, laae ikke i nogen Uvillie hos mig, men i den Vildfarelse, at jeg virkelig mente, at den var optagen i I. M. T., og dette ligger i den »Isolering«, som jeg har været henstillet i i lang Tid, saa at det hele Læs er lagt paa mig. Derfor har jeg endnu ikke omtalt Beretningen om Odensemødet ³⁾Jvf. Note 1 til Cl’s Brev af 20/1 1870, Side 176., fordi jeg med min bedste Villie ikke har kunnet faae den læst endnu. Jeg er ofte nærved at segne under Byrden af det Arbejde, som hviler paa mig, og som jeg ikke tør lægge tilside, før vor Herre tager det fra mig. Jeg forstaaer ikke et Ord af, hvad Du skriver om, at jeg isolerer mig. Jeg er mig ikke bevidst den allermindste Forandring i hele min kirkelige Stilling uden den, at jeg er kommet til den Erkjendelse, som Du har prædiket for mig i mange Aar, at al Samvirken med Grundtvigianerne er umulig. Langsom, som min Natur er, er jeg kommen til denne Erkjendelse; Du fik den hurtigt overensstemmende med din Natur; men nu, da jeg endelig er naaet til samme Syn, som Du for længe siden havde, saa befinder Du Dig i fuld Samvirken ⁴⁾Samarbejde med Gr. i den amerikanske Kirkesag. med disse Mennesker paa kirkelige Enemærker i en Sag, hvor det netop gjælder Ordets Forkyndelse. Inderlig kjære Ven! jeg forstaaer det s. 180ikke. Er det, fordi Du ikke har kunnet udholde den Isolering, som vi have været i alle vore Præstedage? Men hvad opnaaes? Grundtvigianerne foragte Dig og mig lige meget som nogle usle Personer, men de ville nok bruge os, hvor de kunne. Jeg vil hellere blive, hvor jeg har staaet saa længe, som de Helliges Ven i Danmark med dog nogle ærlige, oprigtige Præstevenner, end miste de Helliges Tillid for nogle tvivlsomme Præstevenskaber. Og det gjør mig mageløs ondt, at Du, min bedste Ven! er ifærd med at tabe vore gamle Venners Tillid; Du har tabt den paa Sjælland, Du er ifærd med at tabe den for en Del paa Fyen; og nu ved min Rejse vesterude var det almindelige Spørgsmaal: men hvad bliver vor kjære Clausen til? Ogsaa der er Tilliden rokket. Det er mageløs tungt for mig, om vi ikke skulle vedblive at gaae Haand i Haand i den Sag, som fik vore bedste Kræfter, og hvor vi to stode saa trofaste sammen i de mange frugtbare Aar.

Og nu Amerikasagen. Hvordan vil Du drive den? Der er jo nu skaffet en Forbindelse med Müller-Eggen ¹⁾Norsk Præst i Racine, Wisconsin.; han har Tillid til den Mand, som den indre Mission sender ham; det er Aftale mellem ham og mig, at den, der sendes, optages i hans Synode, bliver ordineret der, om han ikke er det iforvejen, og slutter sig til det Kirkesamfund. Vil Du da arbejde paa at opfylde den Aftale? Ellers kan jo den indre Mission ikke have det mindste med Sagen at gjøre. Det var i denne Tro, at jeg helt overgav Dig Sagen, at Du skulde fortsætte i det begyndte Spor. En bestemt Aftale er det ogsaa, at ingen Grundtvigianer bliver sendt — det er overhovedet en Grundfejl, at der ingen bestemt Aftale bliver imellem os, hver Gang en Sag skal frem. Og det staaer for mig som en umaadelig bedrøvelig Tanke, om det s. 181Tilfælde skulde indtræffe, at den indre Mission blev nødt til at fralægge sig al Andel i en Mands Sendelse, som Du er med at udsende. Hvor vilde Verden og Fjenderne juble, og din trofaste Ven i Ørum græde bitterlig. Vort Venskab har været en Magt, som mange have frygtet, og mange have glædet sig ved. O, lad os dog, kjære, kjære Ven! blive sammen. Jeg har aldrig følt mig isoleret, saalænge jeg har gaaet Haand i Haand med Dig. Men jeg har følt det stærkt i det sidste Aar. Kan jeg ogsaa finde andre Venner, der er ingen Mand, som kan erstatte mig dit Venskab, det medvirkende og samarbejdende Venskab.

Tag disse Linier som en oprigtig Udtalelse af en Ven, »som hænger fastere ved end en Broder«, og som har lidt umaadeligt i det sidste halve Aar, mere end Du eller Nogen uden min Nina har Begreb om. Men trofast vil jeg være imod den Sag, Herren har betroet mig, og trofast mod Dig.

Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 26. April 1870.

Min kjære Ven! Dit sidste Brev fremkaldte hos mig saare mange og forskjellige Tanker, og der gik en Sørgetone gjennem de fleste; thi ogsaa jeg maatte føle, hvor forandret er Forholdet dog mellem os, fra hvad det engang var! Engang var der jo en forunderlig Samklang og Overensstemmelse mellem os. Imidlertid troer jeg, at Uoverensstemmelsen ikke er større end, at den kan udjævnes; men skal dette skee, maatte vi i al Ro tale rent ud og see Forholdene, som de ere, og ikke alene dette, men vi maae ogsaa lade hinanden have fuld Frihed; thi vi føres ikke sammen ved Veklager, begrundede eller ubegrundede. — I Orden eller Sammenhæng kan jeg ikke fremsætte mine Tanker, fordi de angaae saa forskjellige s. 182Ting; jeg meddeler dem nu, som de falde i Pennen.

1) Du sukker over, at jeg har svigtet eller er i Begreb med at svigte den indre Missions Sag. Her tager Du fejl, men min Stilling, Maaden at virke for den paa, er forandret. Det er imidlertid ikke begrundet i, at min kirkelige Anskuelse skulde have nærmet sig til Grundtvigianismen. Ligesom jeg har besvaret Spørgsmaal i denne Retning her paa Egnen, vil jeg ogsaa besvare det overfor Dig ved at spørge: naar har Du seet eller hørt Udtalelser af mig, som vidne herom? var det paa Sorømødet ¹⁾21. Oktober 1869 (jvf. „Forslag til Præstemøde“, I. M. T. Nr. 29, 1869).? Jeg undrede mig halvvejs over den Overensstemmelse imellem os lige til de mindste Ting; det samme var Tilfældet med Jeansson. Kunde Du mærke af min Prædiken i Grenaa ²⁾Under Cl’ sidste Besøg i Ørum (jvf. B’ Brev 11/4 1870)., at jeg havde skiftet Syn? Jeg troer det ikke. Jeg prædiker nu som altid, hvad hele Grundbetragtningen angaaer; og da denne hidtil er falden sammen med Missionens, er allerede dette et Vidnesbyrd om, at jeg ikke har svigtet Sagen. Men min Stilling til den er en Anden; hidtil kunde jeg deltage i den stærkt vækkende Gjerning ved Rejser viden om; det kan jeg ikke længer; jeg mangler legemlige og aandelige Kræfter. Hvis jeg ikke for et Aar siden havde indskrænket min Virksomhed, vilde jeg nu have været nedbrudt paa Sjæl og Legeme. Men fordi jeg ikke kan være med paa den Maade, kan jeg dog nok have en Gjerning, som kan komme Missionen og den ved den gjenopvakte kirkelige Retning tilgode. Og nu først ang. Bestyrelsen. Du klager over Isolering, at alt er lagt paa Dig; det er vel saa, men hvad har jeg nægtet at tage Del i? at jeg ikke tog med til Lolland ³⁾Missionens Halvaarsmøde 13/10 1869 i Nykøbing F., var alene begrundet s. 183i, at jeg var syg. Men nu om min Gjerning i Forhold til Missionens gjenvakte lutherske Kirkeafdeling. En Ting har Du været mærkelig blind for, nemlig at det er aldeles nødvendigt at arbejde ikke alene for Opvækkelse, men ogsaa for at pleje og udvikle det vakte Liv, skeer dette ikke, vil det Liv enten gaae over i Grundtvigianisme eller i en væmmelig Pietisme eller løbe ud i Sektvæsen. Jeg synes, Du maae have faaet Troen herpaa i Hænderne, enten Du nu seer hen til de Steder, hvor Sjælene pines af Pietisme, f. Ex. min gamle Egn, eller Du seer paa de ikke faa af dine Troesvenner, som nu ere i den gr. Lejr. Du vil sige: det er jeg ikke blind for. Men hvorfor har Du da slet intet gjort i den Retning? Du svarer: jeg har ikke kunnet overkomme mere. Ja, det er sandt! men burde Du ikke have taget nogle Kræfter fra den vækkende Missionsgjerning og anvendt dem paa Udvikling af det vakte Liv? thi hvad nytter det at storme ivrigt frem, naar man mister Frugten af sit Arbejde paa de Marker, der ligge bagved? men dette er ogsaa begrundet i en altfor stor Selvtillidsfuldhed hos Dig og en deraf følgende Isolering. Du synes virkelig efter dine stærke og hensynsløse Udtalelser at have troet at kunne sidde i Ørum og styre hele den vakte Menighed. Du isolerer Dig i den Forstand, at Du aldrig læser noget af det, som skrives. Dette kan være Tegn paa Sjælsro. Du undgaaer derved meget, som ikke duer, som ærgrer, men Du gaaer glip af meget, som man ikke kan lade fornemt uænset, naar man skal styre en Menighedsretning gjennem Tidens Bølgegang. At Du i tre Maaneder ikke skulde have Tid til at læse Beretningen om Kirkemødet i Odense, vidner herom, samt om en komplet og kjedelig Ligegyldighed for kirkelige Sager, som ligge udenfor indre Mission. Dette er sørgeligt for mig, at min bedste Ven ikke vil tage lidt Tid til at læse s. 184om en Sag, jeg har ofret mange Kræfter, for at den paa anden Haand skulde komme I. M. tilgode, saa denne (I, M.) kunde drages ind i en kirkelig Udvikling. Men tilbage til Udgangspunktet; vi maae absolut betænke ikke alene den vækkende Gjerning, men ogsaa den udviklende, dels en folkelig, menneskelig Udvikling, ikke i grundtvigsk, men sund og ædruelig dansk Retning, og dels en kirkelig luthersk. Ang. den første har jeg med det for Øje arbejdet paa Højskolesagen og ikke uden Held. Trænger Missionens Venner ikke i højeste Grad til Oplysning? Men naar jeg har arbejdet herfor under megen Miskjendelse af Venner og Fjender, skal dette da ikke regnes for noget, eller tages i Betragtning overfor Talen om at svigte Missionen? Overfor Beskyldningen mod I. M. for Mangel paa Syn for Fædrelandet og dets Tarv — ugrundet for dit og mit Vedkommende, men ikke for alle Missionens Venner — mener jeg, at min Højskole har havt ikke ringe Betydning, og direkte har den virket ikke saa lidt navnlig paa den yngre Slægt af vor Menighedsretning. Dog — jeg veed, at her ere vi enige; jeg anfører det kun for at minde om, at jeg ikke helt har ligget paa den lade Side, og at man indirekte kan virke for I. M. paa denne Maade. Men vi trænge ogsaa til kirkelig Udvikling eller rettere kirkelig Opklarelse af et luthersk Kirkeliv; thi skete dette ikke, da vilde det gaae som hidtil, at Gr. tog hele den kirkelige Plads i Besiddelse, og vi andre fik kun Trællearbejdet at oppløje Jorden, for at de saa kunde høste bagefter, hvad de visselig have gjort. Du har tidt selv udtalt, at I. M. intet Parti var, ↄ: kommer ikke med nye Lærdomme, men altsaa kirkelig hører sammen med den evang.-luth. Grundanskuelse. Men ville vi ikke komme med noget nyt, maae vi dog opklare det gamle lutherske for Menigheden, dels fordi denne ikke kjender det, s. 185dels fordi dette Gamle trues med at blive fortrængt af det grundtvigianske. Jeg har forlængst seet, at I. M. vilde sejle bagud, hvis vi ikke tog Sigte paa det kirkelig lutherske. Men naar har Du før lige fornylig givet Bidrag til at klare dette for Menigheden? See dette var mit Hovedsyn, da jeg i Frimenighedssagen, hvis Hovedprincip jeg jo ikke var imod, stillede mig i Gabet og fik voldsom Overhaling fra alle Sider; see, Du svigtede mig, min kjære Ven! Du reddede Dig ud af det Hele med Vittigheder; men dette var galt. Du var atter isoleret; enten maatte Du have gaaet ligefrem med Grundtvigianerne eller med mig. Men Du stillede Dig over det Hele og lod mig i Stikken. Naa! jeg veed, Du talte om Djævlehalen o. s. v.; men det var dit Fejlsyn, at Sagen drejede sig om en ren udvortes folkekirkelig Historie, saasom Grundtvigianerne jo ogsaa agerede i og gjennem Rigsdagen. I den Forstand havde vor Uoverensstemmelse jo ingen Betydning, at vort Venskab blev forstyrret, men den Følge, at vi skiltes i vor kirkelige Virksomhed. Jeg er siden gaaet meget paa egen Haand, har ikke raadført mig med Dig, halvt ubevidst fra min Side, men i min Stræben for at virke kirkeligt kom jeg paa Tanker om det, som gjennem »kirkelig Forening« ¹⁾Odenseforeningen. er søgt naaet. Jeg henvendte mig ikke til Dig, 1) fordi Du var ukjendt med Forholdene herovre, 2) fordi jeg vidste, at Du alene brød Dig om I. M. sensu strictori, og ventede kun Latter fra Dig. Den kom jo ogsaa i Form af Betegnelsen »Pikkenik«. Jeg burde have raadført mig med Dig paa Grund af vort hele Forhold og Samarbejde; dog jeg gjorde det ikke, ikke fordi jeg var vred paa Dig eller af Overlæg. Beck siger, han vil ikke have med det Vrøvl at gjøre o. s. v. Jeg gjorde det, fordi jeg var s. 186overbevist om, og er det endnu, at denne Sag med din og Andres Støtte senere kunde faae overordentlig Betydning, navnlig naar den udvidet over hele Landet kom til at omfatte alle ikke-grundtvigske, men troende Præster. Jeg kan have taget fejl i et eller andet i Sagens Anlæg, f. Ex. det, Du har anket over, at der kom Folk med, som ikke vare enige med os, men min Grundtanke var rigtig. Og ang. din Indvending vil jeg bemærke: Havde I. M. noget bestemt kirkeligt at samles om, og havde vi blot med dine Venner faaet Kirkemøder i Gang, havde jeg aldrig indbudt Folk, som jeg indbød; men dels fordi vi ikke hidtil havde taget fat paa det rent kirkelige, dels fordi Du og jeg ikke magtede alene at føre en kirkelig Udvikling frem, men trængte til troende Folk, som vel ikke helt dele vore Anskuelser m. H. t. Indre Mission, derfor tog jeg dem; med. Hertil yderligere to Grunde. 1. Jeg har lagt Mærke til, at mange troende Præster vare ilde stemte overfor I. M., fordi de følte sig stødte af Dig, der visselig ofte var saare hensynsløs haard i dine Domme; jeg troede saa netop at mildne deres Forhold til Missionen. 2. Grundtvigianerne have isoleret sig saare hovmodigt fra alle Andre, som ikke i et og alt kunde følge dem. Jeg vilde vise, at vi ikke vare saa snæverhjertede. Vel var der Fare for at faae vantro Folk med, men jeg stolede paa Aandens Overmagt, og Odensemødet vidner om, at mit Haab ikke blev beskæmmet. Naar Du skriver, at jeg har mistet Tilliden hos de Troende, kan dette ikke være, fordi jeg har skiftet kirkelig Anskuelse; thi det kan ingen overbevise mig om,men det er begrundet i mit Arbejde med Højskolesagen og mit Arbejde for «Kirkelig Forening». Ang. det første er Mistanken bleven modarbejdet af Dig virksomt i Missionstidende; naar vi to holdt sammen, mukkede de nok, men turde ikke træde aabenlyst frem, et Vidnesbyrd om vort s. 187Sammenhold. Skade, at Du ikke har kunnet udvide dette til andre Enemærker! da vilde Stillingen have været en hel Anden. — Og endnu eet vil jeg bemærke: jeg troer, at Du, min kjære trofaste Ven! bør bede vor Herre om ikke at mindske din Kraft og Uforfærdethed til at gaae løs paa Djævelen og Verden, men at mindske dine Ord og nedstemme din Selvtillidsfuldhed. Og endelig dette: gaae ind paa det Spor, som er begyndt med »Kirkelig Forening«. Men den fulde Forklaring eller Opklaring af vort Forhold indbyrdes og udadtil kan først skee, naar vi nu

2) betragte vort Forhold til Grundtvigianerne. Og her maae jeg jo sige »vort« Forhold og betragte dette sammen. Jeg vil minde om, at i Krigsaarene, da jeg var borte, begyndte Du paa Konradineslyst at ville virke sammen med Grudtv. Dette misbilligede jeg, fordi jeg gjerne vilde have Fred; thi Forholdene dengang tilstedte slet ikke en saadan Samarbejden. Disse Møder samt adskillige Stykker i Missionstidende vakte tværtimod Strid og rokkede Tilliden til Dig hos de Troende. Jeg maatte dengang døje adskilligt for din Skyld; overfor denne dumme Mistanke holdt jeg stadig fast paa, at det var noget Sludder, at Du var Grundtv., samtidig med at jeg privat advarede Dig. Du har næppe iagttaget den samme Forsigtighed, naar Du vester paa holder det Billede op for Folk: Birkedal og Clausen omfavne hinanden oppe paa Mindesmærket — en ilde anbragt Vittighed og mindre vel betænkt, naar Du netop vil holde fast paa mig. Nu vil Du gribe mig i Inkonsekvens; jeg troer, Du tager fejl. Som jeg dengang mente, mener jeg endnu, at Samarbejde her hjemme mellem os og Gr. paa rent kirkelige Enemærker er umuligt for Øjeblikket; det har jeg ogsaa bestemt udtalt i Beretningen om Odensemødet. Do svarer strax: ja, men Amerikasagen! Denne maae jeg da s. 188først omtale. For tre Aar siden kom jeg ved Pastor Clausen ¹⁾C. L. Clausen, dansk Præst ved St. Ansgar, Mitchell Country, Jowa, U. S. A., tilskrev Cl. i Ryslinge om de Danske i Amerika og opfordrede til at sende Præster derover. (Optaget i „Kirkeligt Maanedsblad“ Nr. 2, 1868). fra Amerika i Forbindelse med denne Sag. Den blev omtalt i »Kirkelig Maanedsblad«, dernæst i Missionstidende. Du fik ogsaa med den at gjøre og kom i Forbindelse med Folk derovre. Sagen fik ingen Fremgang, det ene Aar gled hen efter det andet. Saa kom »Kirkelig Forening«. Jeg mente, dette maatte være en Opgave for denne Forening. Da jeg meddelte Dig dette og bad Dig overlade Sagen til denne, tog Du med Glæde derimod. Naar Du senere skriver, at Du har paataget Dig Forpligtelser overfor Müller-Eggen, da kjender jeg aldeles intet hertil, har intet Brev fra Dig derom. Du sagde kun: ja, tag I blot Sagen! Sagen kom altsaa for paa Odensemødet. Af tidligere Erfaring om Vanskeligheden ved at samle aandelige og timelige Kræfter gjennem I. M. frygtede jeg for, at Sagen heller ikke kunde føres frem af »Kirkelig Forening« med dens nære Tilslutning til I. M. Da saa Gr. ligefrem tilbød at være med (uden min Opfordring), turde og kunde jeg ikke sige nej! Det forekom mig snæverhjertet, ukjærligt og fejgt. Heri er heller ingen Inkonsekvens fra min Side. Jeg har været mod Samarbejde paa en Mark af os og dem; men saa vidt er jeg aldrig gaaet, at jeg mente: hellere ingen Forkyndelse end en grundtvigsk, hellere ingen Præst til Amerika end en Grundtvigianer. Naar Paulus kunde glæde sig over en Forkyndelse af Evangeliet paa Skrømt, maae vi dog ikke være saa fanatiske, at vi i et og alt ville frakjende en gr. Forkyndelse al Værd; der findes moderate Grundtvigianere og blandt dem mange virkelig troende oprigtige Kristne, noget, Du tidt nok s. 189har udtalt. Det var dog ikke uden lidt Ængstelse, jeg gik med herpaa, fordi jeg kjendte de Opvaktes Snæverhjertethed; jeg gjorde det alene, for at der dog endelig kunde blive gjort noget ved Sagen. Mine Erfaringer fra Udvalget har bestyrket mig i, at jeg handlede ret. Der har absolut ikke været Tale om, at det absolut skulde være en Grundtvigianer; tværtimod. Bay, Volf og andre (Ikke-Grundtv.) ere opfordrede. Muligvis faae vi nu Dam ¹⁾Pers. Kapellan hos Stiftsprovst Egede Glahn, Aalborg. „Danmarks Præstehistorie“ har intet om Dams Præstevirksomhed i Amerika. i Aalborg, vistnok en meget moderat Grundtv. Jeg veed nu ikke, om Du vil godkjende ham. Naar Du skriver, at Du vil see Dig nødsaget til at frakjende den I. M. Lod og Del i Udsendelsen, og Du skulde gjøre Alvor af denne Truesel, da vilde det unægtelig i mange Henseender være sørgeligt og bl. a. medføre min øjeblikkelige Udtrædelse af I. M.’s Bestyrelse. Det vilde ogsaa daarligt stemme med den gamle Regel imellem os om fuld Frihed. — Mit Forhold til Grundtvigianismen er med Hensyn til kirkelig Opfattelse akurat den samme som hidtil, kun mit personlige Forhold er en Del forandret, særlig overfor Birkedal og hans Menighed. Ingen skal dog sige, at jeg har logret eller smidsket for Gr. her, men mere end nogen Anden sagt dem Sandheden, dog aldrig angrebet dem i Forkyndelsen eller offentlig brugt Skjældsord imod dem, men viser dem Frisind. Enhver veed, hvor uhyre skarpt Modsætningsforholdet var. Efterhaanden er det blevet fredeligere, men ikke paa Bekostning af Sandheden eller med Opgivelse af mine Anskuelser, jeg har heller ikke arbejdet sammen med en eneste Gr., heller ikke Birkedal paa kirkelige Enemærker. Hvor stor en Pjalt jeg end kan være, kan jeg dog i mine Forhold her staae med løftet Pande overfor kirkelige Venner og Modstandere. Ogsaa i Højskole s. 190sagen have vi tilkæmpet os en selvstændig Stilling, saa Gr. have været nødte til at anerkjende, at vor Virksomhed var af Sandheden og ikke helt uden Frugt. Og i de daglige Forhold her have vi følt Velsignelsen i, at der er kommen Ro og Stilhed, bygget paa gjensidig Selvstændighed og Anerkjendelse. Er Fred dog ikke det bedste. Jeg er ikke blind for, at Gr. have en Gjerning at gjøre for Kirken; de have Elementer, som vor Menighedsretning ikke kan undvære: et klart Syn paa Sakramenterne, den frie Naade, Nødvendigheden af menneskelig Oplysning o. s. v. Driver man stærkt paa Modsætningerne, udelukker man de Troende fra det Gode, de kunne hente fra den Side, og driver dem over i Pietisme, Lovvæsen o. s. v. Det er dog aabenbart, at vi afvæbne en Del vrange og falske Meninger om os Ikke-Gr. (at vi ikke elske Friheden, Fædrelandet o. s. v.), naar vi benytte en god Lejlighed til at modbevise dette i Livet ¹⁾Cl. hentyder her til sit Samarbejde med Birkedal ved Mindesmærkets Rejsning i Ryslinge.. Men jeg gaaer visselig ikke længere, end jeg kan med Sandhed; derfor møder jeg heller ikke i de gr. Konventer. Rimeligvis hedder det nu blandt Gr.: nu kommer Clausen! som fordum: nu kommer Beck. Men jeg svarer: Cl. kommer ikke! kommer ikke længere, end han kan komme. Det allerfarligste for os er sky at holde sig tilbage, hvor vi med Sandhed kunne være med. Du vil sige: vi maae sørge for at bevare Tilliden blandt I. M.’s Venner; men det kommer an paa, hvad denne Tillid koster; ikke paa Sandhedens Bekostning; vi maae have Ret til i Besindighed at udtale vor Mening. Vedblive vi at rette os efter de Troende, høste vi senere bitter Frugt deraf, og vi ville ikke kunne føre dem videre. Ere vi blot bevidste at være af Sandheden, da maae vi troe paa Sandhedens Magt. Dette ogsaa i Forholdet til Gr.; tør vi s. 191ikke have med dem at gjøre af Frygt for de Troende, vidner dette om Svaghed, om Mangel paa Tro paa Sandhedens Magt.

Og nu dit Forhold til Gr.; det har paa en Maade været omvendt, engang stod Du dem nær, nu saa fjærn som muligt. Du haabede tidligere paa og vilde kun Fred med alle Guds Børn. Men Du gik let hen over Modsætningerne, søgte en Forening, førend der var naaet gjensidig Anerkjendelse og Selvstændighed. Jeg er gaaet den modsatte Vej, fordi jeg saae, at Fred først kunde naaes, naar man kunde aandelig talt holde Gr. Stangen, naar man havde tilkæmpet sig en fast Plads i den kirkelige Udvikling. Dit Forsøg er totalt mislykkedes. Du har høstet bittre Erfaringer om, hvorledes dine bedste Venner have forladt Dig. Og hvorfor? Fordi Du nok har havt Kraft til at holde ud i den vækkende Gjerning, men det kunne hine ikke; og den I. M. frembød ikke Hvile nok for dem. Den pinlige Stilling, Du nu er kommen i, er en Nemesis over Dig; der var nemlig noget skævt og ikke helt sandt i dit tidligere Forhold til Gr., vel nok Dig selv ubevidst. Du er beskyldt for at have givet dem Forhaabninger om, at Du vilde komme; ikke at tale om, at din Prædikeform har været saa grundtvigiansk, at Du tidligere blev antaget for Gr. Jeg har aldrig billiget din Opfattelse af Troesordet, en aldeles enestaaende Opfattelse, nærmest gr. Nu er Forholdet totalt forandret, og din Optræden lige saa til saare Bedrøvelse for mig og mange og i høj Grad skadelig for Dig og I. M. Det har jo været en Grundsætning i I. M., at vi blot skulle positivt arbejde uden at svække vore Kræfter ved Kævl og Strid med Modstanderne. Hvorfor nu opgive denne Grundsætning? Hvilken skærende Inkonsekvens (at nægte Birkedal Kirken), naar vi have holdt Hundreder af Møder, hvor vi ikke vare velseete, og hvor vi ikke vare s. 192gaaede ind paa, at vedkommende fik det sidste Ord ¹⁾Birkedal var uden B’s Viden anmodet om at tale i Ørum Kirke. I sin Erklæring udtalte Beck, at Mødet kun kunde finde Sted i hans Nærværelse, og naar han fik det sidste Ord.. Du siger: jeg skylder at værne om min Menighed. — Men kunde Du ikke gjøre dette paa mange andre Maader? Du har virkelig, min kjære Ven! været stor i din passive Ro hidtil overfor Gr., ja, Du har med den været saare farlig for Gr., men nu hovere de over din Optræden overfor Birkedal. Birkedal skal have leet grundigt ad Dig og sagt, at hvis Du blev ved paa den Maade, vilde Pauline Worms Spaadom, at Du blev en komisk Figur, gaae i Opfyldelse.

See nu har jeg, min kjære trofaste Ven! talt rent ud; ikke at jeg i et og alt seer rigtigt, men Du veed, at jeg ynder at sige min Mening, og skal ikke være uvillig til at lade mig belære, hvor jeg tager fejl. Jeg maatte tale saa udførligt for at vise Dig, at jeg ikke staaer som den, der vil svigte Dig eller I. M., men som den, der maae have Frihed til at være mig selv og arbejde paa min Vis, som det synes mig bedst. Men derom behøver Du ikke at nære den mindste Tvivl, at jeg er og fremdeles bliver din inderlige og trofaste Ven

J. Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Ørum Præstegaard 2. Juni 1870.

Min egen kjære Ven! — Du kunde da ikke vente, at jeg skulde svare strax paa et saa udførligt Brev, der gav mig meget at tænke paa. Det eneste, jeg var rigtig glad ved, var, at Du er min trofaste Ven nu som altid, og det troer jeg fuldt og fast. Meget af det, Du ellers skriver, kan jeg godt sige Ja til, navnlig det meste af, hvad Du har at udsætte paa mig, og Paavisningen s. 193af mine mange Skavanker. Derimod kan jeg næsten ikke sige Ja til noget af det, hvori Du paapeger dine egne »store og gode Handlinger«, f. Ex. din Selvstændighed og Konsekvens; — kjære, kjære Ven! jeg maae jo ikke lee og være vittig, ellers gjorde jeg det. Men lad det nu være godt; og saa fat paa Sagen. Du vil have den indre Mission ind i et helt nyt Spor for at udvikle det vakte Liv. Jeg svarer: det er meget fortræffeligt med enhver alvorlig Stræben for at gjøre dette; lad os hver især gjøre saa meget for dette som muligt; Højskolen er et godt Middel, naar det blot ikke drives paa grundtvigsk Vis; Kirkemøder ere endnu bedre, naar vi blot kunne magte dem; vi faae at forsøge det. Men alt dette er ikke den indre Mission. Dennes Gjerning er at vække Livet og samle alle Vakte med Ordet om vor Herre Jesus og hans Frelsergjerning; dertil kræves Udsendelse; at ville ophøre dermed, vilde være at slaae Missionen ihjel; flere Præster ud, flere Lægfolk ud; der er en stor Gjerning for dem i Danmark; ingen Afskedigelser uden for saa vidt Vedkommende ikke duer, eller vort Pengevæsen kræver det. Vi maae see at faae det i Orden med en Omordning af Bogvæsenet, som er drevet for vidt, og saa see at faae flere Folk ud. Det kræver Menigheden, og vi ere kun Menighedens Befuldmægtigede. Vi have endnu den store Flerhed af Menigheden med os. Vi have faaet nogle flere Fjender, nogle Skraalhalse, som raabe: Missionen skal røddes af Vejen! Lad os lade dem skraale sig hæse og selv gaae uforfærdede den os af Herren viste Vej. Vi have ikke mange Præster med os, fordi der er ikke mange Præster, som vi kunne være tjente med at have med os. Du skal ikke kalde dette »Selvtillid«, det er Tillid til Herren, Missionens store Formand. At det vakte Liv skulde gaae over i Pietismen, seer jeg ingen Fare for; vi have hele Vestjylland til Bevis for, at vi s. 194have gaaet den rette Vej med at lirke saa jævnt og smaat med Pietisterne og ikke raabe for højt paa, at vi ville have Lov til at udtale vor Overbevisning. Det er et velsignet Faktum, at Missionen efterhaanden paa denne Maade har ført dem ud af den mørke væmmelige Pietisme; de tilstaae det selv. At dine Venner paa Sjælland ere gaaede den modsatte Vej, er dels Jakobs (Jensen) Skyld, dels har Du selv lidt Skyld deri, ved at tage for lidt Hensyn til deres Skrøbelighed, medens Du tog for meget Hensyn til dem, da Du var hos dem. — At det skulde løbe over i Grundtvigianismen, har jeg ingen Frygt for. Der har ingen Tegn vist sig for mig i det Stykke; thi Historien om mine Venners talrige Overgang til den Retning er kun Historie. Grundtvigianismen har ingen Ingang kunnet faae i Uby. Grevinde Moltke og Komtesserne ¹⁾Paa Nørager., Boesen ²⁾Ejer af Rynkevangsgaard., Holm ³⁾Ejer af Ubberupgaard., Bukardi vare Grundtvigianere (undtagen den sidste), før jeg kjendte dem. De brugte mig som Præst dengang, fordi Modsætningen ikke var saa stor dengang, og fordi de bestandig haabede paa min Overgang. Du har Ret i, at jeg selv gav Anledning til at mene dette. Af mine særlige Venner er ingen gaaet over uden Louise Skrike ⁴⁾En Dame paa Herregaarden „Philipsdal“ i Nærheden af Uby. Frk. S. fortsatte dog Forbindelsen med Familien Beck, da denne flyttede til Ørsløv., Elmquist ⁵⁾Thorvald Elmquist, den senere kendte grundtvigske Præst. Skjerbæk og et Par Karle og Piger, som ere forgjorte paa en Højskole.

Lad os rette paa os selv, lad os rette Misgrebene ved Kolportørers Antagelse, men lad os endelig blive i det gamle Spor. Missionen er i god Fremgang, navnlig i Jylland. Paa Sjælland trives den daarligst af Mangel paa Kræfter.

I Forholdet til Grundtvigianismen skal jeg villigt s. 195indrømme Dig, at jeg kan tage fejl i Formen og Maaden, men Sagen er dog rigtig, at vi skulle bekæmpe alt, hvad der er falskt, om ogsaa det findes hos disse Folk; de skulde dog ikke betragtes som et »noli me tangere«! De ere sandelig ikke bange for at tangere Andre. Og Sagen er dog rigtig, at vi kunne ikke arbejde sammen med dem med Sandhed, noget, Du dog maatte være den Første til at indrømme. Dette bevægede mig til at give den Erklæring, som Du finder saa uheldig, overfor Birkedal (kjendte Du, hvordan det Hele hang sammen, vilde Du dømme anderledes derom; det var en ren Nødvendighed); ved at høre Birkedals grundtvigske Prædiken i Grenaa, bestyrkedes jeg ydermere deri; jeg kunde ikke som ærlig Mand have tiet dertil i min egen Kirke. Eller har Du da glemt, at han har sagt til Dig selv, at vi vidste slet ikke, hvad Kristendom er? At Birkedal har faaet et uægte Barn med Pauline, som han kalder Beck, og griner ad, kan jeg dog ikke tage mig nær. Her har hans Besøg været aldeles uden Betydning og et Nederlag for Grundtvigianismen. Man havde ventet sig noget, som man ikke fandt. Det har blot været en Svir for de faa Grundtvigianere, som leve her under meget trykkende Kaar. — Men, kjære Ven! hvordan vil Du dog forlange, at vi skulle see Konsequensen i dit Forhold til dem i Amerikasagen? Det er os umuligt at see det, og gid Du dog maatte kunne indsee det! Brevene fra Müller-Eggen have staaet i Missionstidende ¹⁾I. M. T. Nr. 3, 1869., hvori hans Forhold og Tillid til Missionen er udtalt, hvori han paa det bestemteste frabeder sig paa Menighedens Vegne en Grundtvigianer. Du maatte altsaa kunne vide det. Og hvor er det muligt andet, end at Missionen maae være ærlig imod dem, dersom der sendes en Grundtvigianer, og sige dem: vi have ikke sendt ham. Sørg dog for, kjære, inderlig s. 196kjære Ven! at dette Forhold, som Du lidt ubetænksomt, om end kjærligt, er kommen ind i, ikke skal give Anledning til at fordærve hele vor store Fællesgjerning her hjemme; og dette vilde dog blive Følgen, dersom Du gjorde Alvor af at træde ud af Bestyrelsen for den Sags Skyld. Og hvor meget vilde Du ikke ødelægge for Dig selv? Du bedrager Dig selv med den »Anerkjendelse«, Du troer at finde hos Grundtvigianerne; de ville dog vedblive at betragte Dig som »en lille ubetydelig Person«, og Du mister dine bedste Venners Tillid. Jeg har ofte firet for din Skyld, idet jeg satte vort Venskabs Bevarelse og fælles Samarbejde i Missionen højest, over mine personlige Meninger; derfor bar jeg mig ad, som jeg gjorde, i Frimenighedssagen; derfor udtalte jeg mig ikke saa aabent, som jeg ellers vilde have gjort; det var for min bedste Vens Skyld, og det maae Du ikke give mig Utak for; thi det fortjener jeg ikke. Det var, for at ingen Hindring for vort Fremtidsarbejde i Missionen skulde fremkomme deraf. —

Der var en Tid, hvor Du altid ivrig begyndte med: »jeg er ikke Grundtvigianer«; det var dengang temmelig overflødigt; det havde været mere nødvendigt i min Mund. Nu var der virkelig Grund til, at Du sagde det højt, ikke for min Skyld (jeg har slet ingen Frygt i dette Stykke), men for Menighedens Skyld. — —

Og lad mig saa vedblive at være din bedste Ven.

Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 15. Juli 1870.

Min kjære Ven! »Lang Vej giver kold Kjærlighed«, siger Ordsproget; dette Ord kan vistnok ogsaa finde en Anvendelse paa vort Forhold.

I Erkendelse af, Sandheden og Tiden maae til for at udjævne Modsætninger, var det min Tanke før vort sidste s. 197Møde ¹⁾Missionens Møde i Næstved 14. Juni 1870. at tie og vente. Jeg blev ikke mit Forsæt tro, jeg blev fristet eller draget bort derfra. Jeg veed, det var et strengt Møde for Dig, og at jeg bidrog dertil. Det kan nok smerte mig, at jeg bedrøvede Dig; visselig blandede der sig Ondt, UKjærlighed og megen Daarlighed ind fra min Side — men det kunde ikke være anderledes, end at dette Sammenstød maatte komme, hvis vor Samvirken skulde kunne reddes og fortsættes. Havde der kun været Tale om vort personlige Broderskab og Venskab, da troer jeg visselig, at jeg skulde have været stille — men her var Tale om Samvirken paa kirkelige Enemærker. Vi have ofte talt om, at det var underligt, at vi af Naturen saa forskjellige have kunnet samstemme saa inderligt gjennem saa mange Aar; det er jo muligt, at denne Forskjellighed nu kræver sin Ret; jeg veed det ikke — vi maae bie og vente og see, hvad vor Herre vil. Men det er ganske vist, at jeg kan være enig med Dig i meget, hvad angaaer Missionens Stilling. Jeg troer, at det vil vise sig, at hele Missionssagen vil udvikle sig skævt, hvis vi ikke i Tide søge at udvikle det Liv, som engang er. Dog — jeg skal ikke trætte Dig med mine Betragtninger, jeg veed jo nok, at Du ikke har let ved at gaae ind paa andres Betragtninger, før Livet eller Erfaringen vise Dig, at de ere sande.

Men hvordan det nu engang gaaer, saa blive vi ved at være Brødre og Venner. Ak ja! det var mageløs velsignet, ja saligt næsten, om vi kunne helt falde sammen; jeg føler det saa dybt, naar jeg hører disse mange Modstandere (ikke Grundtvigianerne) angribe Dig, naar jeg mindes de Aar, som ere svundne; men før dette kan skee, maae der noget forandres; jeg kan knap sige, hvad det er, jeg troer at kunne betegne det saaledes: naar Du kunde stille Dig udadtil til Andre i Kirken ligesaa s. 198stille, sagtmodigt stille og kjærligt, ligesaa inderligt som i dit Hjem og overfor dine Brødre, som Du og altid har stillet Dig overfor mig med Undtagelse af dine Domme over min sidste Færd — derfor behøvede Du ikke at opgive din Kraft, tværtimod. Vend Forholdet om og anvend det paa mig, saa passer det til en vis Grad; og skeete det med os, da skulde vi igjen mødes jublende glade, aabne og frie.

Din altid hengivne Broder og Ven
J. Clausen.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Ørum Præstegaard 18. August 1870.

Min indelig kjære Ven! hvor har jeg længe tænkt paa at skrive til Dig, tænkt, hvor skal j eg finde Ord, som ret kunne naae min bedste Vens Hjerte og lade Dig føle, at jeg er uforandret den samme overfor Dig, som jeg har været i saa mange Aar. Ja, det kan jeg sige overfor Guds Ansigt, der er ikke »kold Kjærlighed« i mig overfor Dig, trods den »lange Vej«. Jeg var saa glad til at see Dig i Næstved; Bedrøvelsen havde dit Brev slaaet ihjel; men Du kaldte den tillive igjen; og det var ikke, fordi Du havde andre Meninger om Missionen, skjønt jeg jo ikke er glad derved, men fordi Du kunde slaae Dig sammen med Lawaetz ¹⁾Ved Bestyrelsesmødet i Næstved 15/6 1870 havde Lawaetz foreslaaet en indgribende Ændring i Missionens Arbejde, hvad fremkaldte stærkt divergerende Meninger; B. stod fast paa det bestaaende, mens Cl. støttede Lawaetz. Mødet resulterede i Bestemmelsen om det i B’s Brev omtalte Møde i Odense. Som det fremgaar af samme Brev, var Kløften mellem B. og L. nu saa dyb, saa alt Samarbejde syntes udelukket, og i Brev af 9/8 s. A. til Bestyrelsen beklager B. sig over Uoverensstemmelsen mellem L. og den øvrige Bestyrelse og forlanger L’s Udtrædelse; i modsat Fald vil B. selv træde ud og danne en ny Mission. 7/9 s. A. meddeler L. Bestyrelsen sin Udtrædelse., som altid har været os to imod, og som vi troligt have holdt sammen overfor, — og saa fordi Du ikke kunde taale at høre din s. 199Ven prædike, og saa fordi Du ikke havde et Øjeblik og et Ord tilovers for din Ven undenfor Mødet. Ja, kjære, kjære Clausen! hvor gjorde dog alt dette smertelig ondt! og det er ikke for at gjøre Dig Bebrejdelser, at jeg siger det, men for at sige Dig, hvor inderligt mit Hjerte hænger ved Dig. — Om mit Forhold til Grundtvigianerne vil jeg kun sige Dig, at jeg er glad ved, at Du og Birkedal kunne leve i Fred sammen, skjønt jeg ikke troer paa Eders Venskabs Holdbarhed, hvor det egentlige Grundlag for et Venskab mangler; men naar Du synes, jeg er for streng overfor dem, saa husk paa, at Begyndelsen til, at der kom skarpe Ord fra mig imod dem, var, at de mishandlede Dig, da Du kom til Ryslinge. Forøvrigt vil jeg godt tage imod Tilrettevisning i dette Stykke. Noget Andet, som fordærver vort Forhold, er alt det, som vi »skulle have sagt« om hinanden; det bliver altid løs Snak eller dog fordrejet eller faaer en hel anden Farve, end det har havt i min Mund. Jeg troer ikke, at vi to kunne tale ondt om hinanden; jeg veed med Vished, at jeg ikke kan gjøre det. Jeg modtager jo oftere Klager over Dig fra vore Venner, navnlig fra Middelfart-Egnen; jeg gjør alt for at bevare deres Kjærlighed til Dig.

Hvad nu Missionen angaaer, saa kan jeg ganske vist ikke følge Dig i din Betragtning om Menighedens Udvikling, naar dette skal gjøres til den indre Missions Gjerning, medens jeg mener, at dette maae overlades til de stedlige Virksomheder. Men jeg kan godt gaae ind paa, at vore Kolportører maae modtage en mere folkelig Uddannelse, saa at de kunne see venligt paa den folkelige Bevægelse, medens det aldrig kan blive deres Sag at virke uden i ren kirkelig Retning. Og kunne vi saa ikke mødes deri? Paa anden Maade seer jeg ingen fremtidig Samvirken mulig. Jeg har forhandlet med s. 200Bülow, som er fuldstændig enig med mig deri. Han har selv skrevet derom til Dig. — Du skulde jo have en Fortegnelse over dem, som skulde indbydes til Odensemødet ¹⁾Et paatænkt Møde mellem Bestyrelsen og Præster i Lighed med det tidligere i Sorø i Efteraaret 1869 — det paa Bestyrelsesmødet i Næstved 15/6 s. A. foreslaaede., og vil Du have den, skal Du faae den. Men det er min Overbevisning, at vi kunne ikke holde saadant et Møde, saalænge Bestyrelsen ikke kan møde fuldt enig, hvilket dog maae være den første Betingelse for et godt Udfald. Jeg har tilskrevet Lawaetz om at træde ud af Bestyrelsen; jeg møder aldrig mere med ham til Bestyrelsesmøde; og foretrækker den øvrige Bestyrelse at beholde ham, maae jeg træde ud og begynde en ny Mission. Jeg kan ikke længer fortsætte disse Skjænderier, som maae undergrave den indre Mission. Han har jo altid villet noget Andet end vi Andre; jeg har dog det Haab at kunne gjøre Regning paa Dig i dette Stykke, at Du, som kun ved tilfældige Omstændigheder kom til at stemme sammen med ham i Næstved imod mig — naar alt kommer til Stykket, dog ikke vil foretrække ham for din gamle, trofaste Ven. Skeer der ingen Forandring i Bestyrelsen før Odensemødet, kan jeg ikke deltage i Mødet. Jeg tilskriver den hele Bestyrelse dette i disse Dage.

Din uforandrede Ven
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 22. August 1870.

Min kjære Ven! Tak for dit kjærlige Brev; det har gjort mig inderlig godt trods Klagetonerne, som gaae igjennem det. Det vilde være Usandhed, om jeg sagde, at min Kjærlighed til Dig ikke har været svækket. Kjærligheden, især den svage, som min er, kan ikke und s. 201være Næring, og rippes der saa tilmed i denne ømfindelige Blomst fra mange Sider, er der stadig Tørke, da hænger Blomsten med Bladene; men de kunne rejse sig igjen; jeg haaber fast paa, at det skal skee. Saadanne Stød som dem imellem os kunne gjøre saare ondt; de ere Vidnesbyrd om Syndens Magt — men de have deres gode Sider — de udvikle den personlige Selvstændighed. Du er sejg og fast — jeg hører just heller ikke til de meget bøjelige; det er heller ikke godt i Venskab at bøje sig efter hinanden, hvor det gjælder det Store og Betydningsfulde; det skeer let paa Sandhedens Bekostning. — Vi gaae altsaa ud fra, at vi ere kjære Venner som tidligere; men det er dog ikke overflødigt hver fra sin Side at fremsætte, hvad der har fremkaldt den sidste Misstemning; thi derved undgaaer man bedre sligt i Fremtiden. — Søger jeg efter i mit Hjerte ærligt og oprigtigt, finder jeg to Grunde til min Vrede eller Misstemning mod Dig. 1. Dit Forhold, dine Tanker og Meninger om »Kirkelig Forening f. Fyens Stift«. Det er muligt, at det Hele var skævt anlagt; jeg indrømmer det dog nogenlunde, men derom var og er jeg fuldt overbevist, at I. M.’s Menighed i højeste Grad trænger til Oplysning og Udvikling. Netop for at redde den fra Overgang til Gr. har jeg kæmpet, ogsaa gjennem denne Forening. Jeg forlangte ikke Hjælp af Dig, dine Kræfter vare optagne; men det saarede mig, at Du dels talte spøgende om mit Arbejde, dels beskyldte mig for at indgaae Forbindelse med Vantroen. Endelig harmede det mig, at Du i flere Maaneder ikke vilde læse Beretningen. Det tydede for mig paa en Slags aandelig Overlegenhed, som jeg ikke kunde taale. Thi denne Tavshed i saa lang Tid var en Dom over min Gjerning som denne: det er saa ubetydeligt, det kan godt vente. Kald det Forfængelighed — og Du har Ret — men ogsaa s. 202Uret. Men Du skal faae en Indrømmelse i denne Forbindelse: jeg indrømmer, at dette Arbejde (Oplysning og Udvikling af I. M.’s Menighed) ikke kan skee direkte gjennem I. M., og at jeg i saa Henseende har fejlet. I. M. maae gaae som hidtil, en speciel Gjerning rettet mod Maalet: Opvækkelse. Men — jeg kan ikke længer være med hertil som hidtil; jeg mangler aandelige og legemlige Kræfter. Dermed er ikke sagt, at jeg vil udtræde af Bestyrelsen, jeg kan og vil være der uden Portefeuille, saalænge Du vil have mig der. Fra mig kan Du være sikker paa, at jeg ingensinde mere skal bringe noget ind af det, som tilhører andre kirkelige Formaal; men Du vil heller ikke faae nogen Støtte i mig, min Tid som I. M.’s Arbejder i snævrere Forstand er forbi.

Du kan sige: nu kan Du ikke længer være i Bestyrelsen — vel! saa træder jeg ud — min Frihed maae jeg have. — — Naar Du saa tidt har sagt: Du skader, har skadet den I. M. ved din Optræden, saa vil jeg ikke høre det, med mindre Du tilføjer: Du maa udtræde af Bestyrelsen. Thi naar jeg med Sandhed virker i det, som nu ligger for mig, kan jeg ikke opgive dette af Hensyn til en Sag, som jeg ikke længer har Kræfter til; det strider mod min Frihedsfølelse, og saares den, gaaer det ud over Broderkjærligheden. Altsaa fuld Frihed skal Du faae for mig til at arbejde i I. M. som hidtil — jeg bliver kun i Bestyrelsen som en historisk Antikvitet.

2. Men der er en anden Grund til min Misstemning, og det er din Udtalelse: Du mister dine Venners Tillid, jeg maae i Breve hjælpe paa den til Dig nedbrudte Tillid. Dette kan jeg ikke taale at høre, det harmer mig; thi jeg har intet gjort, som berettiger mine Venner til ikke at nære samme Tillid til mig som tidligere, hvis jeg ellers dengang var Tillid værd. Derfor vil jeg ikke høre denne Tale. Mistanken kommer fra mit venlige s. 203Forhold til Birkedal; den vidner om Bornerthed, væmmelig Ufordragelighed, indre Raaddenhed, der vil dække Ukjærlighedens Hulhed bag »den rene Lære« — og saa er den et utaaleligt Indgreb i den personlige Frihed. Skal jeg lade mig foreskrive af Venner, hvorledes jeg skal stille mig til andre Mennesker? skal jeg bevare Fjendskab for at nære Venskab?, skal jeg vedligeholde Tillid ved at bevare unødig Ufred? Jeg blæser ad en ufortjent Mistillid; jeg bryder mig ikke en Døjt om den. — Hvad jeg bryder mig om er, om nogen af mine Venner giver saadanne Folk andet Svar paa deres Mistillidsadresse end dette: har han svigtet sin, vor fælles Overbevisning, den Grund, hvorpaa Tilliden er bygget, og hvor man vil staae og tyrannisere sine Venner — hvis ikke, da bland Jer ikke ind i hans personlige Frihed. Jeg troer, at faa Mennesker have saa stor Frihedsfølelse som Du, min kjære Ven! saa maae Du ogsaa forstaae, at min Frihedsfølelse oprøres ved disse Klager. Men Du har stemmet i med disse Klager. Dette var berettiget ud fra dette Synspunkt: naar du gik ud fra, at I. M. var for mig et Hovedhensyn, overfor hvilket alle andre maatte vige. Men herfra kan Du fra Dato ikke gaae ud. Jeg vil derfor nu bede Dig om ikke oftere at berøre den Streng om Venners Tillid eller Mistillid, før Du kan lade medfølge Beviser for, at jeg med Rette ikke længer kan gjøre Krav paa gamle Venners Tillid. Jeg elsker mine gamle Venner og møder dem med samme Kjærlighed som tidligere, — men deres raadne Mistanke mener jeg at være af det Onde — og derfor gaaer jeg ikke af Vejen for dem. — Nu skal alt det foregaaende være afsluttet med disse Udtalelser, og saa ville vi see at opbygge paa den gamle Troes og Kjærligheds Grund. (Jeg glemte at sige Dig dette: at jeg L’s Forbliven eller Udtrædelse uafhængig mener det bedst, at s. 204den hele Plan med Forbindelse med Præst og Lægfolk ¹⁾Det paatænkte Odensemøde. bør opgives).

Og nu Farvel! min kjære trofaste Ven! Gud styrke og glæde dit Hjerte! Jeg har altid ogsaa i denne Tid indesluttet Dig omend kun saare svagt i Bønnen; jeg skal bede Gud om at udgyde Bønnens Aand rigeligere over mig. Med kjærlig Hilsen

Din trofaste Broder og Ven
J. Clausen.

Vilh. Beck til J. Clausen ²⁾Dette Brev har krydset Cl’s foran anførte..
Ørum Præstegaard 23. August 1870.

Du har forhaabentlig, kjære Ven, modtaget min Grund til ikke at ville møde i Odense. Men Du tager fejl, naar Du mener, at jeg intet Samraad eller Samvirke vil med Andre, men helst vil være ene om det. Sandt er det, at jeg troer, at saadan en Sag trives bedst, naar man ikke er for mange om den, og Du veed, hvor ofte jeg har udtalt, at Alt gik bedst, naar vi to var Bestyrelsen med vor Herre midt imellem os, som holdt os saa kjærligt og troligt sammen i de mange Aar. Og det gik velsignet, kjære Clausen. Jeg troer ikke, det er vor Herre, der vil have os To skilte ad i denne Sag; men snarere have, som vi staae os bedst ved, at forsage. Men ligefuldt vilde jeg godt saadant et Møde med Missionens Venner; jeg var glad ved det i Sorø, men det kan ikke gaae, uden at vi kunne staae sammen, som vi gjorde det i Sorø, ellers bliver det Hele jo Forvirring; vi maae være sikkre paa, at vi selv uden Aftale ikke modsige hinanden for en saadan Forsamling. Som sagt, det beroer jo nu paa Eder Andre, om jeg skal blive i Bestyrelsen, eller om »Missionens egentlige Repræsentant og Bærer«, som Du kalder mig, skal udtræde af den hele Sag. Men s. 205alt i Fald I ville beholde mig, mener jeg det nødvendigt, at Mødet udsættes til senere belejligt Tidspunkt.

Din trofaste Ven
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 5. September 1870.

Min kjære Ven! Jeg troer virkelig, at det er bedst, at vi foreløbig opgive den Historie om Odensemødet. Skal det dermed tilsigtede Maal nogensinde naaes, maae vi vistnok bie og vente, indtil vi kunne see derpaa nogenlunde ens; og det gjøre vi næppe endnu. Dertil kommer, at ikke alene de store Verdensbegivenheder ¹⁾Den fransk-tyske Krig., men ogsaa den ydre Missionssag for Øjeblikket optager den almindelige Interesse. Under disse Omstændigheder maae jeg bede mig fritaget for det Hverv at affatte Indbydelsen til et sligt Møde.

Rønne har anmodet mig om at prædike i Aalborg ²⁾Missionens Halvaarsmøde 24. November.; men dette vil jeg bede mig fri for. 1) Holder jeg ikke af at prædike ved disse større Møder; jeg synes ikke, jeg magter det. 2) Vil det falde omtrent samtidig med Missionsmødet ³⁾Det danske Missionsselskabs Møde. (25. Oktober) i Kjøbenhavn.

Har Du læst Løwenthals Bog ⁴⁾„Til den danske Menighed af Folkekirken“, anmeldt af B. i I. M. T. Nr. 44, 1870.? Jeg troer, den vil interessere Dig meget. Sagen synes mig med den at være rykket et godt Skridt fremad.

Med kjærlig Hilsen. Din hengivne Ven

J. Clausen.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Ørum Præstegaard 9. September 1870.

Saa er Du da min egen trofaste Ven alligevel og vil ikke bryde et Baand, som Guds Aand har knyttet og s. 206velsignet; Tak, kjære Clausen! atter og atter Tak ogsaa for den Udtalelse, at Du kan see, at disse særegne Formaal, som Du med fuld Ret vil have virket for til Menighedens Fremvæxt og Udvikling, ikke direkte kan blive I. M.’s Gjerning. Saa er der jo ikke det mindste os imellem i det Stykke. At jeg ingen mere Støtte og Hjælp skal have af Dig i I. M., gjør jo rigtignok samme Indtryk, som om jeg var bleven eenarmet, men man kan jo dog leve og arbejde ogsaa med een Arm; det Andet: at jeg skulde miste dit Venskab, gjorde derimod det Indtryk paa mig, at jeg var bleven hjerteløs, — Du hører nu engang med til mit Hjerteliv, — og uden Hjerte kan man hverken leve eller virke. Nu er jeg Karl igjen; Djævelen fik dog ikke vundet det Spil at skille os ad. Og han har jo været nærmere ved det, end jeg anede. Du har været »vred« paa mig; — mon jeg kunde blive vred paa Dig? — det har jeg ofte spurgt mig selv om i denne Tid; — og jeg tør jo ikke indestaae for, at det ikke kunde skee; men jeg er vis paa, at det ikke kunde vare længer, end til Sol gaaer ned; thi saadan har jeg det med dem, jeg elsker for fuld Alvor. — Underligt nok, at det dog for det meste er smaa Ting, at man vælter over; det er dog saa umaadelig smaa Ting, at vort Venskab nær havde væltet over. At jeg har leet og sagt et overgivent Ord om Dig og, hvad Du tog Dig for, en Latter og Spøg, som aldrig har havt det allermindste med Haan eller Overlegenhed at gjøre, — hvor underligt, at det kunde have den Virkning, — vi to, som have leet saa grundigt af hinanden i saa mange Aar. Og saa, at jeg ventede saa længe med at anmelde Mødet i Odense, — ja, Du maae troe, hvad Du vil, — men sandt er det, at det var en ligefrem fysisk Umulighed for mig at gjøre det før. Men har noget af det saaret Dig saaledes, at der sidder en Braad tilbage endnu deraf s. 207i dit lidt ømtaalelige Hjerte, saa at Du endnu kunde føle Dig tilsidesat af Din Ven, — saa beder jeg Dig hjertelig om at tilgive og glemme det; har jeg gjort noget galt, jeg har ikke villet det, ikke for nogen Pris villet saare Dig. — — At Du kunde føle Dig stødt over, at jeg skrev saadan til vore Venner om Dig, er ogsaa saa underligt for mig; det havde sin Grund i, at saadan handlede Du mod mig, da jeg engang var nær ved at miste vore Venners Tillid; og Du mindede mig for ikke længe siden derom. Du handlede kjærligt imod mig dengang; jeg vilde gjøre ligesaa. Men naar Du ikke vil have det, saa er Din Villie mig nok. Men, kjære Ven! lad dog aldrig mere den Tanke faae Rum i Dig, at jeg vil være den »Overlegne« overfor Dig. I mange Aar gik vi lige for vor Herre, lige for vore Venner, lige overfor hinanden — aldrig anderledes, kun udfyldende hinanden ved vor Forskjellighed, følende, at alt, hvad vi ere, ere vi af Guds Naade, og bedende for hinandens Skrøbeligheder. Anderledes har jeg aldrig følt mig overfor Dig, og anderledes haaber jeg aldrig at komme til at føle mig overfor Dig.

Hvor seer det dog ud i dette Øjeblik ¹⁾Den optrækkende Krigsfare ved den framsk-tyske Krig.! Herren raade og give en god Udgang derpaa for vort lille Fødeland!

Din trofaste Ven
Vilh. Beck.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Ørum Præstegaard 28. November 1870.

Det var dog Sørgetoner ²⁾Cl. havde 27/11 1870 meddelt B. om sin Søn Immanuels Død. fra Dig, min inderlig kjære Ven! Jeg kjender dem fra mit eget Hjerte. O ja, hvor er det svært at give disse kjære Smaa fra os, om ogsaa det er Herren, som rækker Haanden ud efter dem. Det s. 208gjør saa smertelig ondt; saa faaer man først at fornemme, hvad det er at elske; men saa faae vi ogsaa først en rigtig levende Følelse af, hvad det er, naar vor Frelser siger, at han elsker os som Børn. Der er dog saa meget sødt paa Bunden af de bitre Bægre, som Herren lader os tømme. Nu have vi to smaa Immanueller hjemme hos Jesus. De skulle lege sammen i Engleflokken; o! lad ogsaa dette hjælpe os to smaa Guds Børn til at gaa kjærligt sammen paa Vejen til Hjemmet!

Hils Din kjære Sophie! Godt var det, at Du vendte om ¹⁾Cl. var paa Rejse, da han fik Budskab om Sønnens alvorlige Sygdom. og kom hjem til hende, at Du kunde hjælpe hende med at give Eders Barn tilbage til vor Herre.

Din trofaste Ven
Vilh. Beck.

J. Clausens Svar.
Ryslinge 28. December 1870.

Tak, kjære Ven! for Dit kjærlige Brev. Det sidste Aar var vel udvortes ikke det bedste i vort Samliv; der var Kamp og Strid; men da denne fremgik af, at vi vilde være sande og holde fast ved vor Overbevisning, saa mener jeg, at Kampen har været god; thi Sandhed er og bliver dog Hovedsagen; hvor denne fastholdes, der reddes dog Kjærligheden; denne Blomst voxer dog altid frem paa Sandhedens Grund, om ogsaa Kulde og Sne en Tid kan dække over den. Jeg ønsker saa tidt, at vi vare hinanden lidt nærmere; jeg troer, at det vilde være dejligt for os begge to, om vi kunde tales lidt oftere ved; Kjærligheden vilde da faae mere Lejlighed til at give sig Vidnesbyrd, og disse kan Kjærligheden dog saa daarligt undvære. Duggen kommer fra Jorden og vender tilbage og vederkvæger den, saa er det ogsaa med s. 209Kjærlighedens Vidnesbyrd. Hvad jeg har lovet Dig, skal jeg ogsaa ved Guds Hjælp holde; jeg skal ikke oftere bedrøve Dig i din Gjerning i den indre Mission. Og dog ere vore Anskuelser vist ikke saa forskjellige, som det mange Gange har seet ud; Tingen er vel kun den, at jeg ifølge min Natur bevæger mig lettere og derfor vistnok ofte mere overfladisk end Du. — Grundtvigianer er jeg ligesaa lidt nu som tidligere.

For mig har denne Prøvelsestid været saare velsignet, selv det ogsaa, at jeg har været i over 5 Uger udelukket fra min Menighed ¹⁾Paa Grund af Skarlagensfeber i Hjemmet.. Det er godt at være ene; det er saa let at prædike, at prædike sig varm, naar man bæres af Menighedens Sang og Forbøn, men man glemmer let herover, at det, som det dog egentlig kommer an paa, er at være barnlig og fast i Troen forbunden med Jesus, saaledes at man ret lever sammen med ham til daglig kæmpende med hans Kraft mod Livets Fjender indenfor og udenfor; ja, det er godt at være ene med Sorg, Sygdom og Død, da prøves Troen, da lærer man at kjende, om man kan være ene med Jesus; engang, naar vi skulle døe, skulle vi dog være ene; da gjælder det dog om at kunne i Troen holde hans frelsende Haand fast, uden at man løftes af Menigheden, hvor velsignet dette ogsaa kan være under Livets daglige Kampe.

Vor Herre velsigne Dig og dine! min kjære trofaste Ven! Tag mig, som jeg er, nøjes med min lille Kjærlighed og tvivl ikke om, at jeg er

din gamle trofaste hengivne Ven
J. Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Ørum Præstegaard 3. Januar 1871.

Dit Brev glædede mig særdeles, kjære gode Ven! Du er atter rask, har endnu et Hjem fuldt af Kjærlighedens Skatte og har høstet Velsignelse af den Sæd, som blev lagt med Taarer. Gud ske Lov, at Du har faaet noget godt ud af alt dette, som maae have gjort dobbelt ondt for dit bløde bevægelige Sind! — Hvad Du skriver om vort Forhold, underskriver jeg helt; det er godt, at vi kunne være rigtig sande overfor hinanden og kunne frit udtale os, om ogsaa vore Meninger ikke altid tale ens, saa at vi ingen Tvang lægge paa hinanden; det, det kniber med, var jo, at vi ikke vare vante til at have saa forskjellige Meninger om noget. Derfor kan Du vel ogsaa finde Dig i mine Udtalelser om den ydre Missions Sag ¹⁾„Henvendelse til Menigheden fra den danske Missionsskoles Elever“ (I. M. T. Nr. 25, 1870). B’s Anmeldelse af Løwenthals „Mit Missionssyn“ (I. M. T. Nr. 44, 1870)., om ogsaa der vist er meget deri, som Du ikke vilde have skrevet saaledes. I Sagen selv er jeg fuldstændig enig med Dig, kun ikke med Hensyn til Præsterne. At Du ikke er Grundtvigianer, behøver Du ikke at forsikkre mig, dertil kjender jeg Dig for godt; Du maatte jo levende radbrække Dig selv for at blive det. Men det kunde vel være fornødent, at Du sagde det til Grundtvigianerne; thi Du ansees af disse Landet rundt for fuldblods, og man leer ad mig, naar jeg benægter det. Jeg kunde da ikke lide at gaae og gjælde for noget, som jeg slet ikke er. Faaer jeg snart Fortsættelsen af »Troesartiklerne« ²⁾Cl’s „Betragtning over Troesartiklerne“ I. M. T. Nr. 35 og 41 1870, Nr. 6, 1871.?

Din trofaste Ven
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 13. Januar 1871.

Min kjære Ven! Mon vor Herre ikke engang skulde lade os komme til at boe lidt nærmere sammen? Det var dejligt, om vi kunde tale lidt mere sammen; det er saa besværligt med Breve. Dog har man her den Fordel, at man ikke afbryder hinanden med: aa Sludder! o. s. v.; bliver man heftig, bliver det altid paa egen Regning — kort — man har og beholder det selvtagne Ord; det er altid en Behagelighed. Derfor vil jeg forsone mig med det »døde« Ord og benytte det —. Vi to ere de gamle Venner, vi ere af Hjertebund og -klang de samme, som vi have været under forskjellige Forhold, derfor ere Strengene ikke altid blevne stemte harmonisk. Men det var vel værd at søge lidt efter lidt at faae dem til at stemme bedre sammen, naar Grundtonen dog er den samme. Til Sagen: Du har Ret, at min Personlighed vilde blive »radbrækket« ved at blive Grundtvigianer; thi jeg hader fra Grunden af dette væmmelige Partivæsen; jeg kan taale, kan efter fattig Lejlighed fordrage Anskuelser, forskjellige fra mine egne; men Partivæsenet, den Bunke af Snavs, som sætter sig omkring Folk, fordi de have en fra Andre forskjellig Anskuelse, det er mig modbydeligt og har altid været det; og til Partivæsen regner jeg alt, hvad der svækker den enkelte Personlighed i dens Ejendommelighed, saasom alt Efteraberi, Eftersnakken, saa og dette at ville have Partimærket eller Stempel sat paa alt, for at det skal kjendes gyldigt. Sagen spørges der ikke om, eller i alt Fald tages den som rent underordnet, kun dette gjælder Undersøgelsen: er han Grundtvigianer eller ikke. Jeg er for lille til at danne et Parti, men jeg er for stor (undskyld Udtrykket) eller for gammel til at tjene for Dreng, Løbedreng med Andres Ideer. Derfor er jeg den s. 212Dag i Dag lige saa lidt Gr. som nogensinde. Jeg haaber vel, at jeg har tilegnet mig noget af Aandens Gaver og Liv; men dette Aandsgods er ikke Grundtvigianismens, men Guds Menigheds saavel som det danske Folks Fællesejendom, om ogsaa det her og der er optaget af Gr. paa samme Vis. Det er een af de Ting, som jeg afskyer hos Gr., at de bilde sig ind at have Ret til at kræve Patent paa alt Aandsliv baade i den ene og den anden Retning, fordi de tiltage sig Æren af at have frembragt alt Aandsliv her i Danmark. Du har misbilliget mit Forhold til Gr.; jeg misbilligede engang dit; derfor har jeg godt kunnet forstaae din Stemning. I sin Tid virkede Du for Union, dit Hjerte bød Dig det, fordi Du havde kjære Venner til den Side, ogsaa fordi Du fastholdt Livet som eneste Unionsbetingelse og endnu ikke ret kjendte Partivæsenet, dette snæverhjertede og lave, som ikke kan nøjes med Livet, Kjærnen, men vil have alle Skallerne ens. Din Skuffelse efterlod en Braad i dit Hjerte overfor Gr. og ikke uden Grund. Og nu jeg. Her i Ryslinge bød mindre et kjærligt Hjerte end en nødvendig Klogskab mig at »elske Rolighed« baade af Hensyn til min egen Person, daglige Færd og Hjertefred, og til Menigheden, min; thi den kunde umuligt trives og affiles sin Pietisme, hvis jeg ikke fik Stilhed. Gr. have sandelig ikke kjælet for mig, jeg heller ikke for dem, men i mine personlige Forhold taalte jeg meget af Personer. Under de fredelige Forhold saae jeg ogsaa Lyssider, der gjorde Hjertet godt, fordi man i Reglen kun saae Skyggesiderne i dem. Men ogsaa udadtil i det Store maatte mit Forhold eller mit Syn paa Gr. blive et andet. I nogle Aar var I. M. min Hovedinteresse; men jeg er ikke stærk og ikke stadig, eller om nogen vil betegne det mildere, jeg er ikke af de langsomme, jeg maae have Udvikling, hvori altid blander sig noget s. 213af skadelig Nyhedssyge. Styrken legemlig og aandelig var brudt i Retning af I. M.’s Virksomhed. Hvad nu? Jeg maatte have Udvikling, og jeg mente at see dennes Nødvendighed, idet jeg saae tilbage paa den tilbagelagte Vej, den oppløjede Ager; pløje mere Land op, vække, det følte jeg ikke Kraft til. Nu stod jeg og saae paa Gr.; jeg kunde ikke nægte, at de havde fat paa en Del og meget, som var saare godt at see til og ønskeligt at faae Forstand af, naar man kun kunde faae Partiskallen skrællet af. Endvidere — jeg saae, at Gr. efterhaanden borede sig frem til at ville tage alt Aandeligt i deres Haand og paatrykke det sit Stempel, f. Ex. Højskolesagen. Her maae arbejdes — selvstændigt — tilegnende sig alt fra gr. Side, renset for Partismitten, med Sagen skarpt i Øje. Min Gjerning i denne Retning har ikke været uden Held. Og nu i kirkelig Henseende. Her laa Opgaver for, saa og kirkelig Udvikling. Jeg kjendte mange indre Missionsvenners Lovvæsen, Pietisme o.s.v.; jeg kunde ønske for den Udvikling, men fornemmelig ogsaa, at de samledes sammen for at danne kirkelig Modvægt mod Gr., og navnlig mente jeg overfor de gr. Præsters stærke Sammenhold det saare nødvendigt, om vi Ikke-Gr. kunde blive saaledes sammen. —

30. Jan.: Jeg har gjort Forsøg i den Retning gjennem »Maanedsbladet«, »Kirkelig Forening i Fyen«, men alt forgæves. Du og Andre vilde slet ikke med, og Du saarede mig tillige — dog ikke mere derom. Der er ikke en eneste Præst til vor Side, som gjør det mindste Forsøg paa at udøve lidt Indflydelse paa Tidens store Spørgsmaal. Du har jo nok i I. M. og udtaler Dig heller ikke om andet. Da jeg saae alt dette, og da mine personlige Hjerteforhold tillod mig det, saa mente jeg, at der ikke var andet for mig at gjøre end at slutte mig til Grundtvigianerne, ingenlunde i deres særegne Parti s. 214anskuelse, endnu mindre i deres Partivæsen, saa at jeg skulde mene mig forpligtet til at forlade mine gamle Venner, men om saadenne kirkelige og folkelige Livsspørgsmaal eller Opgaver, hvor man kunde mødes i fælles Tro med Frihed til at fastholde sine særegne Anskuelser. Et saadant Omraade var først for mig Højskolesagen. Skolen er ikke gr., bliver det heller ikke med min Ledelse; jeg troer, at vor Virksomhed har baaret nogen Frugt til at modarbejde ikke de gr. Skoler, men adskillige af deres Skævheder, ligesom vi have havt nogen Gavn og Vejledning fra den Side. Amerikasagen har givet mig Beviser for Muligheden af Samvirken med Gr. Ydre Missionssagen, ja, det vil nu vise sig, hvad der kan komme ud deraf. Din Stilling til denne Sag har tidt bedrøvet mig. Jeansson fortalte, at Du havde sagt, at »jeg havde taget for haardt paa den gamle Mand, ↄ: Kalkar.« Kjære Ven! saa maae Du have glemt, hvordan Du har talt og dømt om K. ¹⁾B’s Anmeldelse af Cl’s „Om Ledelsen af den danske Missionsvirksomhed“ (I. M. T., Nr. 22, 1870)., naar Du kan kalde min Optræden haard. Jeg forstaaer saa godt, at Du siger: jeg kan ikke magte mere, men jeg synes, at Du mere ligefrem maatte lægge for Dagen, til hvilken Side Du slutter Dig. Min Grundbetragtning er denne: holde vi os helt borte fra al Forbindelse med Gr., vil Følgen blive: 1) Partilidenskaberne og Adsplittelse mellem dem, som dog dele Tro, blive større og større til uhyre Skade for Kirken i det Hele. 2) Da taber vor kirkelige Retning aldeles sin Indflydelse paa det kirkelige Livs Udvikling. 3) Da ville I. M.s Venner ikke udvikle sig sundt og sandt; thi ikke at lade sig paavirke af Tidens aandelige Strømninger kan ikke blive uden Følger. Dette er min Anskuelse; jeg vil ikke paatvinge Andre den, men jeg maae kræve Frihed s. 215til at handle og virke i Overensstemmelse med den. Det er meget muligt, at Samarbejde med Gr. i Længden vil vise sig umuligt; selve Samarbejdet affiler dog Kanterne fra begge Sider og gjør Foreningen mere og mere mulig; men under alle Omstændigheder anseer jeg det enten for Partisyge eller Fejghed, at man ikke tør samvirke. Jeg bliver den samme og hævder min personlige Selvstændighed; jeg er lige saa lidt bange for, at jeg skal drikke mig fuld, fordi jeg gaaer ind paa et Gjæstgiversted, som for at jeg skal blive fuld af Grundtvigianismen, fordi jeg nu og da gaaer ind imellem Gr.

Hvad nu din Stilling angaaer, da mener jeg, at fremmed Indblanding paa personlige Enemærker er uberettiget; Du maae stille Dig, som vor Herre giver Dig Naade og Kjærlighedskraft; den kirkelige Stilling beroer mindre paa Anskuelser end paa de vexlende Hjertestemninger. Da Pauline (Worm) angreb Dig, beundrede jeg din stoiske Ro og Tavshed; det syntes mig stort, men da Du udstedte Erklæringen ang. Birkedal, syntes Du mig saa lille, og siden den Tid synes jeg, at Du har tabt din gamle Fasthed. Dit Yndlingsbillede om Abraham og Loth tiltaler mig ikke; thi dels bliver Du let Loth, som ikke fik stor Betydning uden som Modsætning, dels synes Du mig ikke at kunne være Abraham helt ud, fordi Du næppe frivilligt drager tilside, og heller ikke bevarer den sagtmodige og eftergivende Kjærlighed, som A. rimeligvis besad, selv efterat han frivillig havde veget tilside. Jeg tager muligvis fejl; det kan være, at Du har Ret i den kirkelige Stilling, at den I. M. ikke taaler eller kan bære nogen Forening. Men under alle Omstændigheder saa lad os holde hjerteligt sammen. Hvad jeg har lovet, ikke at blande mig i den I. M.s Væsen, skal jeg holde; men jeg kan ikke opgive det Haab, at vi før eller senere skulle mødes igjen til ligesaa megen s. 216Samvirken som tidligere. See nu har jeg beholdt Ordet længe, for Dig vist altfor længe; nu maae Du tage det; og gid Du vilde det; thi jeg vil gjerne belæres; jeg vilde inderlig gjerne overbevises om, at jeg fejler, i alt Fald vilde jeg gjerne vide din Tanke om adskilligt af det berørte.

Og nu Farvel! kjære gamle Ven! Gud velsigne Dig og dine. Nu have vi det godt. Af og til har den Tanke beskæftiget mig at søge Forflyttelse, nærmest fordi Embedet er saa lille, ogsaa fordi man stundom kan blive træt af at staae her paa Forpost, i Reglen miskjendt af ens bedste Venner — men endnu er der intet mødt mig fra oven, som kunde give mig Mod til at drage herfra.

Anvend en Times Tid til at skrive til din trofaste Broder og Ven

J. Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Ørum Præstegaard 6. Februar 1871.

Hvor er Du dog en morsom kjær Ven, at skrive paa et Brev til mig fra 13. til 30. Januar! Dog det er maaske den rette Maade til at faae skrevet velbetænkte Ord; og det er dit Brev til mig; jeg har læst det med stor Glæde, ikke fordi jeg synes om alt det, Du skriver, især hvad Du skriver om Muligheden af, at jeg kunde være »Loth«; thi Du kan da begribe, at min velbekjendte Beskedenhed nøder mig til at være »Abraham« og lade Grundtvigianerne være bosatte paa den frugtbare Folkeligheds Slette ved Sodoma. Men det var vel nu Alvor, Du vilde høre fra mig, jeg skal da gjøre Vold paa mig selv og sætte Lystigheden i Krogen et Øjeblik, medens jeg i fuld Alvor meddeler min kjæreste Ven nogle Strøtanker over, hvad Du skrev.

For det Første har Du fuldstændig Ret i, at Du har s. 217søgt at stille Dig i et fredeligt Forhold til Gr. efter den Stilling, hvori Du er blevet sat i Ryslinge; et andet Forhold vilde bringe Død eller Vinter, et Liv, som kun bestod i den gjensidige Modsætning til hverandre, altsaa et negativt Liv, som er mindre end Liv. Men en hel anden Sag er, at Du har ment at kunne arbejde sammen med Gr. paa kirkelige Enemærker, — det skal Du naturligvis have fuld Frihed til, naar Du føler, at Hjertet driver Dig dertil. Men at jeg ikke kan troe derpaa eller gjøre det samme, vil Du ogsaa kalde naturligt efter de mange Formaninger, jeg i sin Tid modtog af Dig til at lade det Forsøg fare, og navnlig efter den Erfaring, jeg har gjort i dette Stykke. Man vilde dengang have med mig at gjøre (»Beck er rigtignok en anderledes Mand end denne Clausen«), saalænge til man saae, at »Beck kommer ikke«; nu vil man have med Dig at gjøre, fordi man Landet rundt fuldt og fast troer, at Du er Gr. eller i Begreb med at blive det; dersom Du lod dit Brev til mig trykke og offentliggjøre, saa var Du ogsaa færdig. Men løb Du nu frit Linen ud, som jeg har maattet løbe den ud, da jeg ikke vilde troe, hvad Du sagde til mig. Det er i dette som i alt, hvad der angaaer aandelige Sager: kun Erfaringen kan overbevise os.

Dernæst: At Du ikke har faaet mig med i dine forskjellige Bestræbelser, er baade Ja og Nej. Du er for hurtig for mig i mange Stykker; Du blev for hurtig færdig for mig med at pløje nyt Land, — det tør jeg ikke forlade. — Du var mig for hurtig med at indføre en ny Drift i det oppløjede Land; jeg troer ikke, at det er stærkt nok til at kunne bære den nye Drift. Jeg er langsom og kan derfor saa godt føle med de Langsomme og tøve efter dem. »Tøv lidt« er jydsk, men ikke fynsk; det har vel ogsaa lidt Indflydelse paa os To. Imidlertid s. 218har jeg jo med en lille Modifikation billiget din Tanke om Kirkemøder, men der maae Hjælp og mange Kræfter til, og jeg staaer med Hensyn til Arbejdet jo meget ene, medens mange ere Venner og sige: arbejd kun! men tage kun lidt Haand i med. — Amerikasagen kjender Du mine Betænkeligheder med paa Grund af min Aftale med Müller-Eggen,“ havde vi bare faaet talt sammen derom, før der toges fat. — Ydre Mission: Du veed, jeg deler fuldt din Anskuelse om, at det Gamle duer ikke; Du fik Bülows og min Samstemning i Ørum, at vi vilde være med; jeg anmeldte din Pjece ¹⁾„Om Ledelsen af den danske Missionsvirksomhed“ (jvf. Note 1, Side 214). helt samstemmende; men Du gik alene og fik os ikke med: jeg tilbød mig i Næstved ²⁾Missionens Møde i Næstved 14/6 1870., men det blev heller ikke til noget; og saa kom Kasinomødet ³⁾Ydre Missionsmøde i København 25. og 26. Oktbr. 1870., og det er Du vist selv ikke glad ved; jeg synes, for mit Hjerte var det Hele en tung Ting for Guds Børn. Jeg mener, Du har forløftet Dig paa den Sten, saa at den sank tilbage i det gamle Hul, hvor den nu ligger rolig og fredlyst af Velværdighederne ⁴⁾Hentydning til Genvalg af den gamle Bestyrelse for D. M. S. med Dr. Kalkar som Formand. (I. M. T. Nr. 44, 1870. Side 693 jvf. Side 694, 2. Stk.)., fordi Du ikke i Tide fik dine bedste Venners Hjælp. Dette skal paa ingen Maade være en Bebrejdelse, men kun mine Tanker, som Du har bedre ved at faae direkte fra mig end igjennem Jeansson. Jeg har intet at lade Dig høre; jeg har selv forløftet mig saa ofte paa andre Stene, som jeg ikke kunde vælte om, og havde glemt at faae Venners Hjælp til. Min Anmeldelse af Blædels Tale ⁵⁾Blædel „Missionsbestyrelsens Ledelse og den danske Missionsvirksomhed“, anmeldt af B. i I. M. T. Nr. 1, 1871. maae dog være Dig nok som fuld og aaben Vedkjendelse af, paa hvilken Side jeg s. 219staaer; at jeg ikke kan med Løventhai, vil Du jo nok lade mig have Frihed i; jeg kan det nu ikke, mit Hjerte krymper sig derved. At Du har seet mig »stor« overfor Pauline og »lille« overfor Birkedal, er jo godt, saa bliver jeg altsaa hverken saa lille, at Du vil oversee mig, eller saa stor, at Du bliver fortrydelig derved, men din gamle Ven, lille af Naturen, stor ved vor Herres Naade, af samme Størrelse som Vennen i Ryslinge, saa at vi hverken behøve at see ned paa eller op til hinanden, men kunne se hinanden lige ind i Øjnene, vi to gamle Venner.

Din trofaste Ven
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 3. Marts 1871.

Min kjære Ven! Tak for dit Brev. Du har Ret i, at Erfaringen er den bedste Lærermester, og naar der skal udvexles mange enende eller samlende Tanker for at kunne virke sammen, da er Samvirken egentlig ikke mulig; denne maae fremgaae af en umiddelbar indre Hjerteenhed, uden at der behøves megen Tale. Saaledes var jo vort Forhold i flere Aar; naar det nu ikke længer er saaledes, maa dette jo være begrundet i, at vi udvikle os forskjelligt, som jeg haaber, hver især efter vor personlige Ejendommelighed under Guds naadige Førelse. Kun eet Punkt i dit Brev maa jeg berigtige, nemlig det angaaende den ydre Mission. Du siger: »jeg gik alene og fik ikke os med, det blev ikke til noget«, »at jeg har forløftet mig«. 1) Det er rigtigt, at jeg fik din og Bülows Samstemning, men hvor blev Hjælpen af? Jeg omarbejdede min Pjece efter Eders Ønske, udgav den, men først langt efter at Sagen var afgjort, jeg troer saagar i det nye Aar, kom der en Anmeldelse af den. Jeg kan ikke nægte, at jeg smilede af, at Du s. 220tre Maaneder efter Sagens Afgjørelse anmelder min og Hr. Ewaldsens Pjece ¹⁾Chr. Ewaldsen (Præst ved Vor Frue Kirke, København): „Svar til Hr. Pastor J. Clausen i Ryslinge paa hans Skrift „Ledelsen af den danske Missionsvirksomhed“,“ — anmeldt af B. i I. M. T. Nr. 1, 1871.. Hvad Nytte var det til? Vilde eller kunde Du have hjulpet, maatte denne Hjælp være ydet før eller efter Oktobermødet. Men intet Ord lød, og Ingen af Eder mødte. Det er derfor Eders egen Skyld og ikke min, at I ikke kom med. 2) Før Mødet udtalte jeg, at det var bedst, at hver gik sin Vej. Trykket paa mig ved Mødet var saa stærkt, at jeg ikke kunde eller turde gjennemføre denne min Mening; der blev sluttet et Compromis, men det hvilede ikke paa Sandheden, har derfor heller ikke ført til noget. Jeg forløftede mig ikke, det har aldrig været min Tanke, at det Gamle kunde endnu helt løftes ud af sine forrustede Hængsler; jeg vilde kun en Adskillelse. Blev denne ikke udført paa Mødet, traadte det dog klart frem paa Mødet, at en Samvirken var umulig. Og derfor 3) er der nu begyndt en selvstændig ny Missionsvirksomhed med Løwenthal og Herman Jensen som Udgangspunkt. Efter en Del Forhandlinger er Pastor Bøjesen, Stege, Pastor Sveistrup, Vejen, Peter Larsen Dons og Axel Bay ²⁾Præst paa Thurø., Gmd. Chr. Christoffersen Bro og jeg traadte sammen for at støtte ovennævnte Forening. En Indbydelse fra os til Menigheden vil udkomme i disse Dage. Jeg vil bede Dig optage denne i I. M. T. ³⁾Optaget i I. M. T. Nr. 12, 1871.. Vi agter at udgive et Missionsskrift kvartalsvis. Det er mit Haab, at Du vil støtte denne Virksomhed; dog skjønner jeg nok, at Du kan have fuldt op at gjøre med den I. M., og det vilde være ubilligt at forlange, at Du skulde kunne ofre mange Kræfter paa den ydre Mission; men jeg haaber dog, at Du vil kunne see venligt til vor Virksomhed, skjønt jeg s. 221nok veed, at Du ikke ynder Samvirke med Grundtvigianerne. Men her maae jo enhver gjøre, som han kan.

7. Marts. — Inden jeg nu slutter, har jeg faaet den omtalte Indbydelse tilligemed Bays Skrivelse. Du bedes om snarest muligt at indrykke begge Skrivelser i Bladet.

Gid vi nu maatte mødes i Sommer, saa skulle vi ret have det godt sammen; nu er vor Stilling bedre klaret end tidligere, og vi behøve ikke at trættes om Syn, Betragtninger o. s. v., men glæde os i den fælles Tro og i et glad lykkeligt Sind.

Din trofaste hengivne Ven
J. Clausen.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Ørum Præstegaard 28. April 1871.

Det har været en svær, men rigtig god Tid for mig, min inderlig kjære Ven! og mine Tanker vare da ogsaa hos Dig at bede Dig komme, maaske for at tage din Ven under Armen ved min Hustrus Død og Begravelse. Gud ske Lov! hun lever og bliver nok hos mig; men hun var Døden nær af Lungebetændelse. Og hvor led jeg grueligt! men jeg har følt det, hvordan Frelseren i en saadan Tid bar mig bort fra noget Ondt, som han vist ellers ikke havde faaet mig bort fra. Hvor er det tungt, at der skal saa megen Smerte til for at faae os frelste! Dog han skal have evig Tak, at han gjør det, om ogsaa det gjør ondt. Jeg kunde ikke skrive til Nogen, medens det stod paa, men nu maae dog Du, min bedste Ven! have det at vide, da jeg veed, dit Hjerte slaaer for mig og alt mit.

Dit Stykke »Om den ydre Mission« kom i I. M. T. Nr. 18; men faaer jeg dog ikke snart Slutningen paa Trosbekjendelsen? Det er ikke godt, at der gaaer saa lang Tid imellem, skjønt det ligner Dig at lade det blive s. 222uden Slutning; bliver Du vred? nej, det bliver Du vist ikke paa

din gamle trofaste Ven
Vilh. Beck.

J. Clausens Svar.
Ryslinge 2. Maj 1871.

Min kjære trofaste Ven! Af Claudi ¹⁾Overlæge i Nyborg, Cl’s Ledsager paa Italiensrejsen. havde jeg hørt, at Nina var saa syg; det blev mig trangt om Hjertet; jeg kunde fatte din Nød og Angst, som jeg nu fatter din Glæde; jeg deler den, Gud være lovet og priset. Disse svære Tider ere Gjennemgangspunkter, tunge og møjsommelige, men de føre igjennem til et rigere Liv, til mere Hvile i Troen og Glæden; naar Gjennemgangen gjennem Dødsdalen er tilbagelagt, bliver det jo helt lyst.

Ikke sjælden dukker Minderne op i mig om svundne Dage og med Vemod og Suk over, at vi ikke ere saa fuldt enige som i gamle Dage; men saa trøster jeg mig med, at det dog ikke er Enigheden om dette eller hint kirkelige, om Maaden at virke paa, at det kommer an paa — Hovedsagen er jo kun, at vi ere paa den samme Vej til det samme Maal — og det ere vi jo — personligt er der jo aldeles intet imellem, vi ere kun stillede udvortes forskjelligt, vi ere komne ind under forskjellig Paavirkning og Udvikling — — — — Det skal dog altsammen tjene os til Gavn, saafremt vi holde fast ved Troen og vandre i Sandheden. Saa lad os nøjes med at være trofaste kjære Venner! vi maae finde os i, at der gjøres noget Skaar i Nydelsen og Venskabet og Broderskabet derved, at vore kirkelige Syn og Betragtninger ere noget forskjellige.

Jeg er et dovent Asen, det er Grunden til, at Du s. 223ikke har faaet mine Artikler før, om et Par Dage skal Du sikkert faae Fortsættelsen. Herefterdags skal Du gjøre Dig til Regel aldrig at optage noget fra mig, før Du har det Hele liggende.

Jeg har hørt, at nogle skulde være misfornøjede med, at jeg skal prædike i Odense ¹⁾I. M.s Sommermøde 14. Juni 1871., og at de heller ville have Dig til det. Jeg kan forsikre Dig, at jeg saa saare gjerne overlader dette til Dig. Jeg veed jo saa godt, at mine Aktier ere betydelig sunkne, men det er noget, som jeg dog saa temmelig godt kan finde mig i, ligesom jeg ogsaa godt kan undskylde dette med Hensyn til dem, som kun kjende min Stilling paa langt Hold og efter løse Meddelelser, blot jeg maatte staae i vor Herres Øjne som hans Barn, da er dette mig nok, ihvorvel jeg indrømmer, at Brødres og Søstres Kjærlighed er et saare dejligt Eje; men deres Hjerter har jeg forhaabentlig ikke helt mistet.

Og nu Farvel, kjære Vilhelm! Jeg føler, at Du er mig saare kjær; vor Herre holde os fast indtil Enden! Hils Nina rigtig kjærligt fra os; maatte hun nu snart komme til Kræfter. I hilses begge kjærligt af Eders hjertelig hengivne Broder og Ven

J. Clausen.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Ørum Præstegaard 10. Maj 1871.

Tak, min kjære Ven! for dit trofaste Sind og Brev, som jeg kun kan svare kort paa, da mine Øjne ere saa overmaade daarlige. Med Nina gaaer det godt fremad, hun vinder daglig Kræfter. Herren har gjort store Ting imod os.

Mødet (i Odense) bliver vist d. 14. Juni, som passer Rønne bedst. Dersom det er din Mening, at jeg skal s. 224prædike og ikke Du, saa vil jeg bede Dig ordne dette med Rønne; det strider mod min bekjendte Beskedenhed at gjøre noget Skridt i denne Sag. Det er dog sandt denne Gang. Jeg ønsker slet ikke at prædike; men hvad der tjener Sagen bedst, bør skee; saa faaer Du handle efter Din Mening derom, jeg forholder mig passiv.

Din trofaste Ven
Vilh. Beck.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Ørum Præstegaard 14. Juli 1871.

Du, min kjære Ven! skal have Tak for de Timer, vi vare sammen ¹⁾B’s Besøg i Ryslinge., hvoraf Frugten dog var den: at gammel Kjærlighed ruster ikke; men selv Guld trænger jo stundom til at pudses, for at Glandsen kan opfriskes. Vi have vist en god Pudser i dette Stykke i Sophie; hun kan saa dejlig rolig gjøre dette Arbejde. Jeg haaber da, at hun sidder rask igjen hjemme hos Dig ²⁾Fru Clausen var pludselig blevet syg paa en Jyllandsrejse.; hils hende rigtig hjertelig fra din gode Ven

Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 12. August 1871.

Min kjære Ven! Gud ske Lov! at vi kom sammen i Sommer, nu forstaae vi hinanden bedre. Du kan ikke stille Dig til Grundtvigianerne som jeg — jeg kræver det heller ikke — og Du giver mig Frihed — og det haaber jeg, Du troer og ogsaa ved vort Møde havde Indtryk af, at jeg ikke opgiver min frie Selvstændighed, at jeg ikke bliver en Abekat. S. Kierkegaard siger: Der er mange Mennesker, der komme til et Lavsresultat ligesom Skoledrenge, der snyde deres Lærer ved at skrive Facitet ud af Regnebogen uden selv at have regnet s. 225Stykket. Dette er træffende sagt. I de fleste Faciter ere vi enige med Gr., men vi stødes over de mange Skoledrenge, som have stjaalen Facit, hvad de tydelig vise, naar man nærmere vil have Rede paa, hvordan de have regnet det eller det ud. De Gr., som selv have regnet Facit ud, kunne vi godt med. Han siger ogsaa: man har (i vore Dage) strax et Partinavn paa rede Haand for dem, der nærmer sig lidt til en eller anden af de gjængse Anskuelser, uden at erindre den utallige Mængde Nuanceringer, der her maae finde Sted, saasnart det er et sundt og naturligt Liv, der ikke, hvilket gjerne er et Tegn paa et af de sidste Livsstadier, har sin Troesbekjendelse færdig. — Dette til Overvejelse.

Din hengivne Ven
J. Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Ørum Præstegaard 18. August 1871.

Tak for dit kjære Brev; ja vist, lad os beholde vor Frihed baade i Anskuelser og Virksomhed, saa gaaer det bedst. Og det er ikke for at gjøre Brud derpaa, jeg vil skrive følgende.

Man har fortalt mig vesterude fra, at Du har i Sinde at gjøre en Rejse derud med det første; og dette vil jeg meget fraraade Dig at gjøre nu, da Stemningen derude paa Grund af Bornholmeriet er slemt oprørt, saa at det gjælder om at handle meget varsomt i Øjeblikket med mange af dem derude, at vi ikke skulle skyde dem helt over i dette Partis Hænder. Tænk, at Dahlstrøm ¹⁾Indre Missionær, under Krigen Cl’s Medarbejder ved Hæren. bliver nu skjældt ud for Grundtvigianer af dem, saa kan Du tænke, hvad Du vilde gjælde. Jeg rejser derud til Efteraaret; lad mig først see lidt paa Forholdene s. 226og om muligt virke paa dem med den Tillid, som jeg dog maaske endnu har iblandt dem.

Du vil jo nok opfatte dette i god Mening, hvori det er skrevet.

Din hengivne Ven
Vilh. Beck.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Ørum Præstegaard 2. November 1871.

Min inderlig kjære Ven! Jeg har skrevet til din Hustru ¹⁾Fru Clausen havde i Anledning af Pastor Bays Død anmodet B. om at indtræde i Bestyrelsen for Løwenthalmissionen, Bays Ønske paa hans Dødsleje., men har et Ord at tilføje til Dig selv, som jeg ikke paa nogen Maade tør tie med, da jeg ikke kan handle bag min bedste Vens Ryg. Sagen er: paa min sidste Rejse henvendte flere af Missionens Venner, hvoriblandt nogle af dine gamle bedste Venner, sig til mig og forlangte din Udtrædelse af Bestyrelsen; jeg svarede dem: jeg er ikke Missionens Enehersker, men i Forbindelse med de andre Bestyrelsesmedlemmer Missionsmenighedens Fuldmægtig; naar den ikke længer vil have Nogen af os til denne Bestilling, saa maae den selv sige det; og derfor sagde jeg: ville I ikke have Clausen længer i Bestyrelsen, maae I selv henvende Eder til ham derom. Om de have gjort det eller ville gjøre det, veed jeg ikke. — Jeg veed, at Vestfynboerne og Sydjyderne forhandle med din forrige Menighed paa Sjælland derom; men jeg maatte sige Dig, hvad jeg har gjort. Du har sagt, at jeg skulde sige Dig, naar det var min Mening: træd ud! og Du vilde gjøre det. Kjære, kjære Ven! Kan Du ikke forstaae, hvor forfærdeligt mit Hjerte krymper sig ved at skulle sige det til Dig. Jeg kan det ikke, ikke i det mindste i Dag. Jeg kan kun sige: overvej det stille for Herren, om Du hjerteligt kan s. 227arbejde for den gamle Sag i det gamle Spor, — om Du kan arbejde for at holde den Menighed sammen, som Herren har brugt os To til at samle, ved at virke paa den gamle Maade, — eller om Du vil overgive din Plads til en Anden, som kan fortsætte din gamle velsignede Virksomhed, dersom Du ikke kan selv. Men først og sidst lad ingen Djævel faae Lov at tage dit Hjerte fra mig; mit har Du helt og fuldt. Men Herrens Sag er større end vore to Smaamenneskers Sag, større end den Glæde at virke sammen.

Løwenthal har været hos mig; jeg kan nu slet ikke med det Menneske, ingen Tro faae paa ham og hans Kald; han er for lille en Tue til at skulle vælte den indre Missions store Læs.

Jeg er saa glad over, at Axel Bay har tænkt kjærligt paa mig før sin Død. Det er yndigt, at han og Holten ¹⁾Præst i Terslev, død 5/2 1871. fik kjærlige Tanker til mig, før de gik derhen, hvor vi skulle mødes engang ved Herrens Naade, og hvor ingen Ukjærlighed tør tænke paa og komme ind.

Din uforandrede og hengivne Ven
Vilh. Beck.

J. Clausens Svar.
Ryslinge 6. November 1871.

Min kjære Ven! Tak, hjertelig Tak for dit saare kjærlige Brev. Visselig ere vi de gamle Venner, og i alt det, som er, og som forestaaer, skal vort Venskab ved Guds Naade ikke brydes. Sagen drejer sig her kun om den kirkelige Stilling. Vi føre ikke os selv, men Gud fører os; menneskelig Skrøbelighed blander sig ind allevegne, men i sin Naade fører Herren. Kan der derfor end spores her og der menneskelig Svaghed i den Maade, hvorpaa man stiller sig, saa synes jeg, at det s. 228er saa smaat, saa vantro at mene, at forandrede Forhold, en anden Stilling er begrundet i eget Valg, egne Indfald, saa at man giver sig til at klage, sukke, bedrøves over hinanden. Trods al min Skrøbelighed troer jeg, at Herren har ført mig; at jeg staaer, som jeg gjør, er ikke skeet uden Guds Villie; der kommer noget godt ud deraf; det samme gjælder selvfølgelig Dig; jeg er fuldt overbevist om, at Du er under Guds Førelse, trods vore Forskjelligheder, og at han vil rette hos Dig som hos mig det, som skal ændres. — Sagen er jo imidlertid meget alvorlig i kirkelig Henseende; derfor bør vi i Stilhed og Ro overveje den, og navnlig bør vi mødes personlig, inden nogen Afgjørelse skeer. Sagen vil nok ordnes, fordi der her ikke er Tale om menneskelig Forfængelighed. Af Forfængelighed vil det ikke koste mig den allermindste Vanskelighed at træde ud af Bestyrelsen; heller ikke af Hensyn til Dig; thi vi vedblive at være Venner alligevel. — Paa Forhaand vil jeg sige, at jeg ikke vil træde ud, fordi N. N. og P. P. og nogle Mænd af Tjufkjær forlange det; thi disse Mennesker, deres Oprigtighed ufortalt, ere uhyre ensidige og bornerte — i Virkeligheden kan Du lige saa lidt med dem som jeg — og bag dem staaer Peder Pedersen ¹⁾Første Formand for Missionsforeningen af 1853, traadte senere ud og dannede Frimenighed., der visselig gjør megen Skade. Det vil Jeansson ogsaa stadfæste for Dig. Jeg kan kun træde ud, naar Du, Rønne og de to Andre ønske det. Jeg henstiller altsaa Sagen til Eder, og naar dette skal skee, vil jeg ikke gjøre det uden en udførlig Fremstilling af min hele Stilling til den I. M. I ere jo den faktiske Bestyrelse, og hvad I bestemme, bøjer jeg mig for.

Den Ting er jo klar, at jeg ikke har udrettet synderligt for den I. M. de sidste Par Aar paa Grund af s. 229uhyre meget andet Arbejde, dels fordi jeg ikke længer føler Kraft eller Kald til den særlig vækkende Gjerning. Dog skjønner jeg, at der fremdeles er Trang til den I. M.’s Virksomhed, dels glæder jeg mig som forhen over, at der er Folk, som fremdeles kunne blive ved med Gjerningen; saaledes er jeg glad over, at Du med usvækket Kraft kan blive ved at rejse og holde Møder. Kun to Anker har jeg, at Du for stærkt fremhæver Modsætningen til Gr., fordi Ufordragelighed derved næres; og at det ikke gavner Sagen, at Du prædiker saa længe, længere end alle andre Mennesker. Jeg har sagt Dig det, men naar Du ikke retter Dig derefter, tier jeg; maaske vor Herre vil have det saaledes. — Men udtalt mig imod den I. M., vendt dens Venner Ryggen, som man har beskyldt mig for, det har jeg ikke. Jeg lever i det venligste og kjærligste Forhold til Venner af den I. M. her paa Egnen, har erfaret det samme i mine gamle Menigheder paa Sjælland. Fraregnet mine Ønsker om Oplysning og Fremskridt er min Stilling indadtil til den I. M. den samme.

Men det er jo nærmest Forholdet udadtil, som giver Misnøje, og da særlig mit Forhold til Grundtvigianismen. Underlig nok! for mange Aar siden studsede jeg over din Opfattelse af Troesordet, der vel ikke var helt gr., men stod dog denne meget nær — og nu — ja, hvori bestaar min Grundtvigianisme? — Alene deri, 1) at jeg har et klarere Syn for Troen ved Siden af Skriften, menende, at Troen er given af Herren, at den er nok til Salighed, at den alene kan samle Menigheden, idet man holdende fast paa denne kan give hinanden Frihed m. H. t. Anskuelser og Meninger, hentede ud fra Skriften. Men har Du ikke samme Opfattelse ¹⁾B’s Opfattelse af Trosbekendelsen se Vilh. Beck „Min Konfirmandforberedelse“ Side 9—10.? Ingen s. 230fremhæver dog i sine Skrifter, Prædikener Troen og i det Hele Daabspagten mere end Du. 2) Jeg mener, at det folkelige og menneskelige Liv skal luttres og renses af Kristendommen, løftes, styrkes — at folkeligt og kristeligt lade sig forene, ingenlunde altid paa den Maade, som løse og lette Gr. gjøre det, hvor det folkelige er Alfa og Omega. Men er Du ikke ogsaa her aldeles af min Mening? 3) Nu kommer Humlen. Min Gr. bestaaer i, at jeg i den ydre Mission virker sammen med Gr.; det kan nogle ikke taale af pure Ufordragelighed; de slutte sig til Kalkar, skjønt han beviselig staaer disse Folk langt fjærnere, end jeg staaer dem; Andre, og til dem hører Du vist, af Frygt for, at dette skal skade I. M. — Meget beroer her paa de personlige Forhold; kommer man Sjæle nær, da faaer man at see Lyssiderne ved dem, seer, at man i Grunden vil det samme — og da kan man ogsaa lettere forenes med dem i Samarbejde. Saaledes har jeg det nu og kan ikke handle anderledes, om det end kan volde Ulemper m. H. t. I. M.; thi man maae dog følge sit Hjerte, som Du maae følge dit Hjerte. Derfor undres jeg ikke over, at Du ikke indtræder i Bays Sted; hvis B. ikke paa sit Dødsleje havde forlangt det, havde jeg slet ikke villet stille Forslaget til Dig; Sophie har i god Hensigt gjort det før mig. Jeg er ikke bedrøvet over dit Afslag. Jeg skal heller ikke gaae ind paa mine Forhaabninger m. H. t. Løwenthal og Herman Jensen. ¹⁾Missionær i Indien. Jeg kan kun sige: jeg maa støtte dem, og det i Forening med Gr., og jeg er glad derved.

Hvad sluttelig min Udtrædelse angaaer, da er jeg, som sagt, rede dertil, naar I troe, det er rigtigt. For mig stiller Sagen sig saaledes. 1) Jeg staaer ikke nogen i Vejen; der kan jo godt optages Folk i Bestyrelsen, fordi jeg er der, Lawaetz’ Plads er jo ubesat. Jeg har i Virkeligheden s. 231ikke forsyndet mig mod den I. M. Med min Person er det dog ligegyldigt, Hovedsagen er det kirkelige Hensyn. 2) Hvis Bestyrelsen ønsker en skarp sondret Adskillelse og ikke en større Tilnærmelse med fri Selvstændighed mellem I. M. og Gr., da er det ubetinget bedst, at jeg udtræder; thi 3) min Udtrædelse vil foranledige en saadan; thi mener Bestyrelsen det rigtigt at give efter for hine enkelte ensidige Personers Krav, at fjærne mig, da vil dette utvivlsomt have til Følge, at ikke faa ogsaa blandt Kolportørerne ville skille sig ud fra den I. M., og det er tvivlsomt, om dette vil gavne den I. M. og i det Hele Kirken i Danmark.

Endnu har jeg kun een Ting at tilføje: dersom I forlange min Udtrædelse, da forbeholder jeg mig Ret til offentlig at fremstille mit hele Forhold til den I. M. Uden en saadan Fremstilling ingen Klarhed i Sagen. Men dette vil jo give Anledning til Bevægelse, Opsigt o. s. v. Det er muligt, at Du mener det saaledes bedst. ¹⁾3/2 1872 tilskrev Cl., bilagt en Afskrift af sit Brev af 6/11 1871, at han ønskede at udtræde af Bestyrelsen delvis grundet paa den Mening, at „Bestyrelsen ønskede hans Udtræden“. — 4/3. A. tilskrev Rønne Cl., at Bestyrelsen ikke ønskede hans Udtræden, Kun naar han mener, „at vor Herre ikke mere vil bruge Dem paa denne Virkeplads (I. M.), og De ikke længer føler „Kald og Kraft“ til at vedblive i denne Samvirken,“ anser Bestyrelsen dette for Grund nok for Clausens Ønske om at udtræde. — Cl. udtraadte af Bestyrelsen Foraaret 1872. Jvf. I. M. T. 1872, Nr. 16: „Den indre Mission, Meddelelse“ af J. Clausen med Efterskrift af Rønne.

Din trofaste Ven og Broder
J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 3. August 1872.

Min kjære Ven! Det skeer ikke sjælden, især naar jeg er paa Rejse, at jeg med Vemod kommer til at tænke paa det underlige i, at vore Virksomhedsveje ere skilte s. 232— godt da at vore Hjerteveje ikke ere det — og at vi nu staae i liden eller ingen Forbindelse med hinanden, men det kan nu ikke være anderledes — vi maae saa kun see at tænke mildt og kjærligt om hinanden og troe, at der trods Synd og Daarlighed under Guds naadige Styrelse kommer noget godt ud. Min Plads var jo ikke længer i den I. M.’s Bestyrelse — det havde Du fuldkommen Ret i — og jeg undrer mig nu over, at jeg trak det saa længe ud med Udtrædelsen. Grunden var, saa troer jeg, nærmest det personlige Venskabs og Kjærligheds Forhold til Dig; jeg vilde nødig skilles fra Dig. Jeg kan nu med Sandhed sige, at jeg er glad ved, at Du kan fortsætte den I. M., at Du har Tro til, at Sagen er i det rette Spor, uden hvilken Du jo ikke kan sætte din hele Kraft ind paa den. — Hvad mig angaaer, da samler min Virksomhed sig jo, jævnsides Gjerningen her i Menigheden, hovedsagelig om Højskolen. Den ydre Mission kostede mig ogsaa en Del Kræfter; men for Øjeblikket hviler jeg m. H. t. denne Sag, da vi formentlig have Penge til Løwenthal og Herman Jensen for et Par Aar. Amerikasagen har jo ogsaa taget noget Arbejde. Der synes at komme nogen mere Bevægelse ude og hjemme m. H. t. denne Sag. Nielsen og R. Andersen ere nu ordinerede; flere og flere Steder faae vi Opfordring om Præster; desværre — at saa faa ville efterkomme den. Højskolen her er jeg særdeles glad ved; i Aar havde vi 46 Piger; af dem flere opvakte — flere bleve, saa vidt vi kunne skjønne, opvakte under Opholdet her.

Gid vi, min kjære gamle Ven! engang kunde mødes! At det har været lidt, er vel godt; et Brud m. H. t. Samvirken efterlader jo altid nogle Saar, som helst skulde læges først, inden vi atter mødes.

Saa modtag da en rigtig kjærlig Hilsen fra din gamle Broder og Ven

J. Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Ørum Præstegaard 28. August 1872.

Det er usigelig kjært at høre lidt fra Dig, min kjære Ven! thi mit Hjerte er uophørligt bundet til dit; det blev bundet i Haardknude, medens vore Hjerter havde Ungdommens og den første kristne Kjærligheds stærke Blidhed og Bevægelighed, og saa binder man haardt, hvad man binder. At det, der er skeet, har været svært for Dig, forstaaer jeg godt, og at det har efterladt Saar, som kun efterhaanden læges; det ligger jo i din Natur at saares let og læges langsomt. I den Henseende har jeg en lykkeligere Natur; jeg har været meget bedrøvet, stundom lidt gnaven overfor Dig, men aldrig noget Øjeblik vred paa Dig. Har Du været det, Du er det jo sikkert ikke mere; og have vi foreløbig hver sit at tage Vare, der er dog Et, hvori vi kunne og maae arbejde stadigt sammen, og det er at bede for hinanden; den Vej have vi dog altid havt saa let ved at følges ad.

At Du er glad ved din Virksomhed, glæder mig ogsaa. At det gaaer godt med din Højskole, glæder mig ogsaa, kun er jeg arrig over, at Grundtvigianerne tage den til Indtægt; thi det er ikke en Anerkjendelse af Dig og den, men kun af deres Eget.

I Amerikasagen havde jeg desværre ogsaa Ret, naar jeg sagde: det gaaer ikke at sende Mænd af begge Retninger derover; det fører kun Striden, men ikke Livet til de Danske derovre. Striden er nu i fuldt Raseri mellem de danske gr. Præster og de norske; jeg bliver stadig interpelleret derovre fra vexelvis fra danske og norske Præster. En sørgelig kirkeødelæggende Strid! Kunne I ikke bruge Hansen ¹⁾Skolelærer N. M. Hansen udsendt af I. M.s Udvalg for Missionen i Amerika 1875 til den danske Koloni „Hellerup“ i Kanada. i Hallenslev? han er sandelig bedre end mange theol. Kandidater med egregie og s. 234mange Præster med Dr.-Titel. Men han maatte jo med sin store Familie sikkres noget bestemt at leve af, naar han skal opgive det, han har.

Kjærlig Hilsen fra din bestandige Ven
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 6. September 1872.

Min kjære Ven! Tak for dine kjærlige Ord; de gjorde mit Hjerte godt. Den Stund kan komme, da vi i vor Virksomhed kunne komme hinanden nærmere, saasom Grundbetingelsen er tilstede — at vi staae hinanden nær med Hjerterne.

Hvad Du skriver om Amerikasagen, kan jeg ikke være enig med Dig om. Der har aldrig været Tale om ved Bortsendelsen af Mænd til A., om de havde denne eller hin Anskuelse, men kun om de vare troende. At sende Mænd over, som kunde undgaae Strid med Nordmændene, er aldeles umuligt; thi enhver dansk troende Præst vil blive erklæret af dem for Grundtvigianer, saasom de totalt mangle Syn for Sakramenterne og have den stiveste Skrifttheologi, Kilden til al Striden derovre.

Kun dette vil jeg bemærke: jeg kjender din Mening om Dan; ham have vi, ↄ: Udvalget intet med at gjøre. Vi have derfor anmodet Nielsen og R. Andersen ¹⁾Præst i Broklyn. om ikke at indlade sig med ham. Kjendte Du navnlig R. Andersen, vilde Du vide, 1) at han ikke er Gr. i dansk, men kun i norsk Betydning, 2) at han er en inderlig troende ærlig Sjæl. Derfor synes jeg, det er haardt, hvis Du har bedømt ham, som Müller-Eggen siger; men det er sagtens Usandhed.

Hverken N. eller A. have angrebet nogen, men ere blevne angrebne paa det voldsomste. Hvis Du kjendte s. 235det norske Synodevæsen derovre, troer jeg, at Du umuligt kan være med til at støtte den.

Med kjærlig Hilsen.

Din Ven
J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 9. Decbr. 1872.

Kjære Ven! Du skulde da ikke kunne give en Anvisning og hjælpe os ud af en Forlegenhed. Først Tak for din velvillige Anmeldelse af vore smaa amerikanske Meddelelser ¹⁾Pastor Grove-Rasmussens „Rejseberetning“, anmeldt i I. M. T. Nr. 39, 1872. „Den dansk-amerikanske Mission“, anmeldt i I. M. T. Nr. 44, 1872.. Jeg troer sikkert, at Du ved at lære Forholdene nærmere at kjende ved vor amerikanske Mission vilde skjønne, at Sagen ikke er i et daarligt ensidigt Spor. Vi vare saa glade over at have faaet en efter alles Mening dygtig Mand, cand. A. Jensen, Overlærer ved en Skole i Kjøge at gaae som Præst til Chicago, alt var i Orden — og nu melder han sig fra af Familiehensyn. Det er saare sørgeligt og vil utvivlsomt skade vor Sag meget, hvis vi ikke kunne finde en Mand at sende i hans Sted, Du med dit udstrakte Bekjendtskab skulde da ikke kjende en Mand, som vi kunne faae. De ydre Betingelser ere gode, vi have Penge nok til at bekoste hans Overrejse med Familie. Yd os Hjælp, hvis Du kan.

Og saa en anden Sag. Vi faae nu Meddelelse fra Indien. Hoslagt er et Brev fra Løwenthal; vi maae absolut have denne og kommende Meddelelser om til Menigheden, som støtter Sagen. Jeg vil spørge, om den muligvis kunde optages i I. M. T. Jeg skjønner imidlertid godt, at Du, uafhængig af din personlige Uvillie mod Løwenthal, en Uvillie der dog efter mit Skjøn meget beroer s. 236paa Misforstaaelse, kan have Betænkelighed ved at optage noget om vor Missionssag i Bladet, da de fleste af Missionens Venner støtte Kalkar. Da Du personlig imidlertid ikke kan samstemme med Kalkars Mission, men nærmest forholder Dig neutral, tænkte jeg, Du muligvis vilde optage vore Meddelelser. Kan Du ikke, miskjender jeg Dig ingenlunde. Jeg veed saa godt, hvilke Hensyn Du maae tage.

Du har nok rigtig været paa en lang Rejse. Jeg beundrer din Udholdenhed aandelig og legemlig; jeg er sammenligningsvis en stor Pjalt — skjønt jeg har ogsaa adskilligt at gjøre. Mit Helbred er godt — — Vi have en Plan for med en Skole i Forbindelse med Højskolen; i denne skulde der meddeles en videregaaende Uddannelse ud over Højskolens. Kommer denne i Gang, hvad endnu er uvist, da skulle vi have 1 eller 2 Lærere til. Forleden tilbød en Mand os 2000 Kr. til derfor at bygge Hus.

Saa fik jeg da en Lejlighed til at sende Dig, kjære gamle Ven, en kjærlig Hilsen fra din Ven

J. Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Ørum Præstegaard 13. Decbr. 1872.

Jeg er saa inderlig glad ved dit Brev, min kjære Ven! fordi der stod, at dit Helbred er godt, da jeg netop havde hørt, at Du var daarlig. Birkedal, som jeg tvang til at tale med mig i Sommer, sagde det dengang, og siden har jeg hørt det samme; godt det ikke er saa, jeg vilde saa gjerne vide Dig i god Behold baade aandeligt og legemligt, især da det sidste har saa megen Indflydelse paa det første for Dig. Du er mig saa hjertelig kjær og vil altid vedblive at være det. Jeg har det ogsaa godt, har nylig gjort en dejlig Rejse, seet saa mange kjære Mennesker og seet, at der dog er En, som er stærkere end s. 237den Stærke. Navnlig var jeg saa glad ved at være hos Zeuthen ¹⁾B’s Efterfølger som Formand for I. M. i Everdrup, et rigtig trofast Menneske; og vor Herre er jo god mod mig med Kræfter til at holde ud. — —

Der er en Elendighed for Menigheden at tage fat paa ²⁾Redningsarbejdet for Børn fødte under ulykkelige Forhold.; jeg vil forelægge den Sag; thi det er grueligt med disse smaa Stakler; jeg har rigtig seet deres Elendighed, hvordan Satan søger at vogte dem, som han har besørget til Verden.

Det var da slemt med den Mand, som har narret Eder, — atter Pjatteri! I Øjeblikket veed jeg ingen Anden at pege paa end Hansen i Hallenslev ³⁾Se Note 1, Side 233.; han er extra; men det skulde maaske være en Kandidat.

Om Løwenthals Meddelelse har Du tænkt rigtigt; jeg vil grumme nødig optage den; og saa vil Du heller ikke, at jeg skal. Jeg vil derfor ikke sige, at jeg aldrig vil optage noget om ham, men for Øjeblikket har jeg slet ingen Tiltro til ham, hvilket jeg derimod har til Herman Jensen; og saa er der jo heller ikke meget andet i hans Meddelelse end en almindelig og det meget flygtig Rejsebeskrivelse, som dog passer mindre godt i I. M. T. — Endnu skal jeg kun bemærke, at jeg har ikke saa daarlige Tanker om den amerikanske Mission, som Du mener; kun troer jeg, at Sagen var gaaet bedre uden Gr.’s Medvirken; men jeg seer med meget milde Øjne paa den Sag.

Og saa, min kjære Ven! en velsignet Jul i Kirke og Hjem.

Din trofaste Ven
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 29. April 1873.

Du skal have hjertelig Tak, min kjære gamle Ven! fordi Du meddelte mig den nye Familieglæde. I gamle Dage gik Brevene hyppigt imellem os — saa havde en saa en Anden meldt sig til den I. M. — den lille Fyr ¹⁾B’s yngste Søn., som du meldte mig om, skal sagtens ogsaa tilhøre Missionen. — For faa Dage siden gik Sophie og jeg paa Vejen og talte om Eder, Dig og Nina; ej heller vi have glemt vore kjære dyrebare Ungdomsvenner. Vi talte forresten om at besøge Eder; vi skulle nemlig engang i Foraaret til Aalborg; vi tænkte da Muligheden af at gjøre en Tur til Ørum, om det kan lade sig gjøre. Værst er det med Højskolen, den kan jeg ikke saa godt være saa længe fra. Det kunde dog ellers, som Jyderne sige, »være skjønne« igjen en Gang at tale hjerteligt og kjærligt sammen som i gamle Dage. Nu da vi have anvist hver sin Virksomhed, og Adskillelsens Saar maae være lægte, kunde det være velsignet at mødes igjen. Adskillelsen mellem os betyder ikke noget i Forhold til Endemaalet. Du kan, og det er jo godt, blive ved at udfolde din gamle Kraft i og for den I. M.; den Gjerning føler jeg ikke længer noget Aandens Kald til. Jeg hører jo til de lette Tropper, der jager ud paa Rekognocering saa her saa der og trættes hurtigt. Vor Herre vil dog vel i sin Naade endnu bruge mig til et eller andet. Partimand bliver jeg aldrig; jeg lever derfor, min nærmeste Kreds fraregnet, isoleret. Mine gamle Venner ville jo i Reglen ikke kjendes ved mig; jeg har ganske vist funden nye Venner, men jeg kan dog ikke følge med i ensidigt Partivæsen. Jeg beklager mig dog ingenlunde over min Stilling; jeg trænger mere end tidligere til Stilhed. Paa Højskolen har jeg personlig s. 239min egentlige Præstegjerning, min meste Virksomhed, og jeg troer, at den er til nogen Velsignelse. Her i Hjemmet have vi det nu godt. Vort yngste Barn, Valdemar, har været syg i henved et Aar, men er nu Gud ske Lov rask. — — — Jeg har vel som Du faaet mange Opfordringer til at søge Embede saa her saa der, men jeg er bunden med saa mange Baand hertil, at der skal meget til at rive mig løs herfra. Det rimeligste er vel, at jeg bliver her til min Død. — — —

En Kandidat tager i Juni til Chicago, en theol. Student Rosenstand ¹⁾H. V. Rosenstand, senere Præst i Frederikssund. vil derover, naar han bliver Kandidat; saa have vi 4 Lægfolk under Uddannelse. Staaer Du endnu i Forbindelse med de norske Præster? Det er dog en skrækkelig Fanatisme, der lægges for Dagen.

Der kunde jo være mange Ting at udvexle Tanker om, men det er saa besværligt skriftligt; jeg vil ikke opgive Haabet om, at vi kunne mødes i Sommer, lad det saa staae hen til den Tid.

Din Ven
J. Clausen.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Ørum Præstegaard 9. August 1873.

Min kjære Ven! Jeg har efter dit sidste kjære Brev stadigt ventet at have den store Glæde at se Dig og dine hos os. Jeg har hørt, at lille Valdemars Sygdom har forhindret Eder fra at rejse. Nu føler jeg Trang til at sende Dig et Par Ord — blot et Par — Tiden er knap. Men Samfundet mellem os bør aldrig ophøre; det har vor Herre selv gj ort, og Ord maae der til, om Hjertesamfundet skal leve; Kjærligheden kan ikke leve uden at komme tilorde; og det er let for mig at sige, hvor meget jeg holder af Dig. Der er intet Skaar i mit Venskab s. 240for Dig. At vi ikke virke sammen mere i Missionen, det har været mig en stor Sorg og er endnu et stort Savn, men intet Andet, Intet, som har gjort mit Hjerte noget overfor Dig. Mit Arbejde er voldsomt nu, og Gud alene veed, hvorlænge det kan gaae; men jeg er med, helt med i den Sag som før, og Missionsmøderne ere større og stærkere besøgte end nogensinde. Jeansson er en kjær Ven, men i Bestyrelsen tager han ikke megen Del, saa at jeg fremdeles maa slæbe foruden min gamle Del ogsaa den Del, Du i sin Tid bar. Jeg hører, at Vejlbyerne ¹⁾Cl’s gamle Menighed i Slutningen af Tredserne. skulle være misfornøjede med mig; om det er saa, veed jeg ikke, til mig have de intet sagt; men Bestyrelse blive de nu ikke, saalænge jeg er det. Peder Balslev ²⁾En Kolportør. vilde de have væk; jeg overlod det til ham selv, han sagde først nej, senere sagde han jo, dersom Bestyrelsen vilde af med ham, men det vil den ikke.

Jeg har havt Biskoppen ³⁾Biskop Brammer. iaar; det var yndigt at see den gamle Mand saa aldeles greben og revet hen af Livet her; man siger, at Nina er hans sidste Kjærlighed; nok er det, at han er en rar gammel Mand med Hjertet paa rette Sted og elsker de Hellige.

Du spørger, om jeg staaer i Forbindelse med de norske Præster? Nej, jeg har ikke hørt fra dem i det sidste Aarstid, og jeg har indrykket en Erklæring i amerikanske Blade til Beskyttelse for de danske Præster og for at gjøre Ende paa det Misbrug, som Nordmændene gjøre af mit Navn. Der stod noget om mig i et af Eders Blade, som ikke burde have staaet der; jeg slaaes udenvidere sammen med Bladets Erklæringer, som jeg intet har med at gjøre.

Lev vel! Din Ven

Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 12. Decbr. 1873.

Min kjære Ven! Indlagte Juleaftens Prædiken ¹⁾„Leveattesten“, optaget i I. M. T. Nr. 48, 1873. havde jeg liggende; saa faldt det mig ind, om den ikke kunde optages som en Slags Leveattest for mig i den Indre Missions Kreds.

Din gamle Ven
J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 12. Jan. 1874.

Min kjære trofaste Ven! Jeg havde hørt, at Du søgte Ørsløv, og ventede med spændt Forventning Udfaldet; og nu da jeg seer, Du har faaet Embedet ²⁾Udnævnelse 6. Januar 1874., glæder jeg mig inderligt af flere Grunde; 1) fordi det dog næppe bliver saa besværligt som det, Du har; dine Kræfter kunne dog for tidligt opslides; tilmed ligger Ørsløv dog ogsaa belejligere for din Missionsgjerning; 2) fordi jeg haaber, Du vil faae Naade til at gjenoplive og samle det Liv, som vor Herre brugte os til i Forening at vække. Du vil kunne naae baade til Uby og Stenmagle Kredsen ³⁾Ørsløv ligger 3 Mil fra Uby og Stenmagle.. Naar Du nu vil komme til at færdes paa de gamle Enemærker, ville Minderne om vor Ungdomsgjerning og Samliv ofte komme frem i din Sjæl; 3) fordi vi komme hinanden nærmere. Det stillede sig først glædeligt frem for min Sjæl; thi tvivl ikke derom! jeg vil inderlig gjerne, at vi atter mødes og det ofte. At vi bleve skilte ad, saa seer j eg det, at det, egen Daarlighed medtaget, skulde være; men fordi vi skulde bruges hver paa sin Vej, derfor skulle vi dog atter mødes som Brødre og Venner. Ørum laae saa langt borte; at komme s. 242til Ørsløv vil jo blive en nem Ting. Jeg haaber, vil Gud, at vi ofte skulle mødes glade og lykkelige som i gamle Dage.

Saa ledsage da Guds Naade og Velsignelse Dig, kjære Vilhelm! ind paa de nye og for Dig paa en Maade gamle Enemærker! Det maae være skjønt at komme til at staae og vidne nær den Døbefont, hvor Herren modtog En ¹⁾Beck er døbt i Ørsløv Kirke.. En stor Glæde er det da ogsaa for din gamle Moder ²⁾B’s Moder drog ind i Ørsløv Præstegaard som ung Præstefrue 1820.. — Lad mig med et Par Ord vide, naar Du rejser derover, om muligt tager jeg da over for at besøge Dig. Skade, at Kirkerne nok ere temmelig smaa. Men det kan der jo blive Raad for. Saa bryder Du da nu op fra din gamle Virkeplads; Du mindes, vi begyndte for 8 Aar siden paa samme Dag, 18. Febr.; jeg bliver sagtens siddende her i Ryslinge til min Dødedag. Gud velsigne Dig og dine!

Din hengivne Broder og Ven
J. Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Ørum Præstegaard 16. Januar 1874.

Tak, min kjære gamle Ven! for din Broderhilsen, og Gud ske Lov, fordi Du kan gjøre det. Alt det Gode, som Du stiller i Udsigt for mig i Ørslev, kommer nok, men det staaer endnu saa langt borte for mig, saalænge jeg er i Ørum, hvor jeg blev hjemme, hvorfra jeg ikke kan drage med Glæde. Ikkun Døbefonten i Ørsløv Kirke lyser med en underlig Trylleglands for mig. Men alle disse bedrøvede Mennesker her, som med Taarer i Øjnene møde mig hver Dag, det gjør saa ondt. Og jeg har aldrig tænkt paa at komme til Ørsløv. Ministeren ¹⁾Geheimekonferenceraad C. C. Hall. s. 243maae jo have troet, at Ansøgningen var hebraisk og begyndt fra den anden Ende ²⁾B. var den yngste Ansøger blandt 72.. Men at Herren har gjort det, det tror jeg; han har altid taget mig med et Snuptag, naar han har villet have mig til noget; thi Du veed nok, at jeg ikke hører til de meget handelige Sager, og han har altid sat mig der, hvor jeg ikke havde Lyst til at komme; det tyder ikke paa, at vor Herre er Grundtvigianer. Og at det er en umaadelig Naade, der er øvet imod mig, det seer jeg ogsaa. Men forfra, om igjen, det er svært, min Ven! at have Lyst til. Nu i Herrens Haand skal det altsammen ligge. Du og jeg med!

Din trofaste Ven
Vilhelm.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 4. Septbr. 1874.

Min kjære Ven! Blot et Par Ord vil jeg tale med Dig om den amerikanske Mission som Fortsættelse af det, vi mundtlig forhandlede ³⁾Under Cl’s Besøg i Ørsløv.. Naar det nu er en Kjendsgjerning, 1) at Udvalget her ingensinde har stillet den Betingelse, at de, som udsendes, skulle være Grundtvigianere, 2) at dette kan offentlig godtgjøres derved, at det har udsendt i det mindste to Mænd, som ikke ere Gr., er der da virkelig nogen Grund til, at den I. M. foranstalter en særlig Mission ⁴⁾Se I. M. T. Nr. 25, 1874. Vilh. Beck: „Om Missionen blandt de Danske i Amerika“.? Vil dette ikke navnlig i Amerika fremkalde megen sørgelig Forvirring og Adsplittelse? Og naar Du tidt tidligere har sagt, at Du ønskede Samvirken og her virkelig er et Omraade, hvor man kan virke sammen, er det da rigtigt uden s. 244Grund at ville fremkalde Adskillelse? Var der stillet den Fordring, at Udsendinge skulde være Gr., da var det den simpleste og mest berettigede Ting af Verden, at den I. M. ogsaa her vilde virke — men denne Fordring er aldrig stillet, og dermed falder Grunden til en særlig Mission bort. Personlig har jeg jo aldeles ingen Interesse af, om den I. M. opretter en amerikansk Mission eller ikke; det gjør mig kun ondt for Guds Riges Skyld ude og hjemme, at der uden Grund skal gjøres mere Adskillelse, end der alt er. Hvis Du virkelig skulde komme til den Erkjendelse, at Sagen forholder sig saaledes, og Du maatte offentlig kalde den Sag tilbage, fordi Du nu var bleven oplyst om, at Udvalget saa gjerne vil oversende ikke-grundtvigske Folk, naar de kun ere troende og iøvrigt skikkede, da vilde dette gjøre et godt og velsignet Indtryk. Du kunde jo (eller andre af den I. M.) gjøre et Forsøg paa at sende os troende Folk; naar I da gjorde Erfaring om, at vi ikke vilde udsende dem, I mente skikkede, da synes det mig tidlig nok at oprette en særlig Mission. Jeg beder Dig tage dette under kjærlig Overvejelse ¹⁾Imødegaaelse af Cl’s Indvendinger se „Til Forstaaelse“ og „Til Beroligelse“ af „Monitor“ i I. M. T. 1874, Nr. 41 og 1875 Nr. 4, samt Vilh. Beck „Missionen blandt de Danske i Amerika“ (I. M. T. 1874, Nr. 25).. Vær kjærligt hilset af din Ven

J. Clausen.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Ørsløv Præstegaard 30. November 1876.

Det var kjærligt, Du kjære! at sende mig den lille Hilsen i Odense ²⁾Ved Missionens Møde i Odense 27/11 1876.; den gik lige til det rette Sted, hvor Du har den gamle Plads og vistnok aldrig mister den. Ja »Tampen brændte«, ogsaa da jeg var i Odense, og s. 245det var Ninas og min Bestemmelse at ville have været til Ryslinge paa den Tur, men saa blev Nina syg, og naar jeg skal besøge Eder, vil jeg have hende med. Tak, fordi I have gjort Bestik til Ørsløv. I ville finde en god Plads der. Dersom Du spørger noget om mit Ophold i Odense, vil Du vist ikke spørge, at jeg har været »saa slem imod o. s. v.«. Tænk Dig, her lever jeg i god og venlig Omgang med min yderste venstre Nabo Peter Rønne ¹⁾Grundtvigsk Præst i Sønderup, Nabosogn til Ørsløv. Peter Rønne var Søn af F. C. Rønne, I. M.s første Formand., saa skikkelig er jeg.

Jeg faaer saa ofte Mindelser om Dig, da jeg saa ofte mødes med vore fælles gamle Venner, og hvor stod dog hele det velsignede Samliv levende for mig i Sommer, da vi fra Nordskoven ²⁾B’s Missionsmøde 12. Sept. 1876. maatte søge i Ly i Stenlille Kirke.

Jeansson var med mig; han er saa ussel af Gigt og huslig Sorg, men han er den gamle trofaste Ven, som holder meget af Dig. Er han »en underlig Trompet«, saa er det vist, at Trompeten giver en tydelig Lyd.

Din Ven og Broder
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 12. Febr. 1877.

Min kjære gamle Ven! I de sidste Dage har jeg gaaet og tænkt paa Dig. Der gik en dyb Smerte igjennem min Sjæl ved Tanken om Fortiden, da vi mødtes saa tidt, udvexlede saa mange Ord og virkede sammen — og saa Nutiden, hvor det skeer saa uhyre sjældent; og jeg har anstillet Betragtninger over og prøvet mig selv, hvori Grunden skal søges. Vi have mødtes enkelte Gange — ja visselig! den gamle Kjærlighed var der, det mærkede jeg — og dog var der noget imellem. Det s. 246kommer mig for, som mangler der Udtalelser om noget, som jeg vanskeligt kan udtale, fordi det ikke staaer klart for mig selv. Men nu føler jeg Trang, Kjærlighedens Trang, til at gjøre et Forsøg paa at udtale det. O! der er saa uendelig meget, som derfor bedst kunde klares mundtligt; en Indledning dertil vil jeg gjøre skriftligt, saa kunne vi bedre fortsætte mundtlig ved Lejlighed. — Jeg maae begynde med mig selv. Du raadede mig til at søge Ryslinge. Min Gjerning, Stilling, Omslaget her hos mig maae jeg betragte først. Har der ikke været Sandhed deri? O! megen Svaghed, Usselhed, mange Fald, dybe Fald, — og dog, jeg haaber Sandhed, ellers maatte jeg fortvivle. Har Fristelsen til Vinding, Ære lokket mig til at skifte kirkeligt Standpunkt, skifte Venner? Det ligger klart for, at det ikke er saa. Jeg kunde have været persona grata, om jeg havde offret mit Liv her, som jeg begyndte, til at bekæmpe den gr. Retning. Hvorledes skeete Tilnærmelsen? Lidt efter lidt; trods Forskjellen er der dog en Enhed, der omslutter Gr. og I. M.s Venner. Her laae disse i voldsom Kamp. Jeg følte Trang til Enheden. Nu fremdrog Gr. stærkt denne som den fælles Tro. Dette greb jeg først, træt af de Troendes ørkesløse Kævlerier om Meninger, Anskuelser og Skriftforstaaelser. Paa denne Fredsgrund stod jeg i Aar og Dag uden at være Gr. Paa dette Punkt skeete min Udtrædelse af I. M. Hvad var Grunden? Mange. 1) I mine nærmeste Forhold trængte jeg til Fred. Saa kunde jeg ikke forlige mig med, at Du følte Dig kaldet til at angribe Gr., fordi jeg syntes, at dine Angreb svækkede Kjærligheden. Jeg dømmer ikke om, hvad der drev Dig dertil — det skulde maaske være saaledes — men jeg taler kun ud af min egen Erindring fra den Gang. 2) Jeg er ustadig af mig, vil let flyve fra det Ene til det Andet. 3) Din Stilling s. 247til ydre Mission bevirkede og noget mit Omslag eller Udtrædelse. Dog — her var det jo ogsaa det gr., Foreningen med Bøjesen ¹⁾Frederik Engelhardt Bøisen, Præst i Stege, sammen med Cl. og Præsterne Axel Bay og Mads Melbye Stifter af „det Løwenthalske Missionsselskab“., som kom Dig i Vejen. 4) Jeg syntes, at den I. M.s indvundne Terræn i flere Henseender blev uopdyrket — at det Kjærlighedsliv, som maae følge Troen hos de Vakte, ikke blomstrede frem paa Troens Vej. Jeg har nylig under stor Bevægelse læst H. Steins Bog »Hvad vil den indre Mission?« Den rammer mig lige i Hjertet. Det var det, jeg vilde. Jeg miskjender ikke Betydningen af den bestandige Prædiken til Opvækkelse — men jeg savner noget. Altid har jeg dog tænkt; det maae være Vilh. Becks Opgave efter Guds Villie — altsaa maae han gjøre det. 5) Her kom jeg underlig lige hovedkuls ind i Høj skolegjerningen. Den lagde Beslag paa min Interesse og Kræfter; jeg magtede ikke at rumme mere. 6) Jeg syntes ogsaa, at Kolportørernes Gjerning i flere Henseender var usund. — Bliv nu ikke vred, kjære trofaste Ven! Jeg dømmer nu mindre end nogensinde Dig, jeg søger kun i min Erindring at komme til en personlig Forstaaelse. — Saa skiltes vi. Og nu min Virksomhed i de følgende Aar. Jeg troer ikke, den har været uden Velsignelse. Ikke faa paa disse Egne ere vundne for Herren ved min Gjerning. Ogsaa gjennem Højskolen i Forening med Menigheden troer jeg, der er virket til Velsignelse. Jeg troer, at Skolen her mere end adskillige andre har virket ædrueligt, uden opstyltet, forskruet Væsen, uden Overvurdering af det folkelige, uden at lede de Unge ind i hovmodig Indbildning. — Og nu min gr. Anskuelse. Den indskrænker sig til den særegne Opfattelse af Troens Ord som Ordet, i hvilket Herren tager Bolig i os. Og s. 248dog træder denne Anskuelse ikke saaledes hos mig i Forgrunden, at min Forkyndelse kun drejede sig i evindelige Cirkler herom. Min Maade at tale paa er ligesaa lidt gr. nu som nogensinde. Og hvorledes er jeg kommet ind paa den gr. Opfattelse af Troesordet? — Gjennem adskillig Kamp, uden personlig Paavirkning — men ganske umiddelbart — som jeg troer ved Aandens Bistand. — Min Interesse for I. M. er kølnet lidt efter lidt, rimeligt paa Grund af aandelig Sløvhed hos mig, og jeg har i mange Maader udslukket Aanden. — Saa gik Aarene; en stor Menighed samledes her, stor var Bevægelsen, Glæden, levende var Kirkegangen og Psalmesangen. — Nu er meget forandret, synes jeg; troende Præster rundt omkring have bevirket, at Kirkebesøget er mindre. For to Aar siden opkom Tanken om at flytte herfra. Folk, vakte ved mig, mine Venner, forlod Menigheden. Dette jog Skrækken i mig: Du kan ikke holde den fra vidt spredte Egne samlede Menighed sammen. — Du kommer til at staae ene. — Saa følte jeg mig kaldet (eller var det fristet?) til at deltage noget i Politikken; da traadte Svækkelse i Menigheden end stærkere frem; det har vel altsaa været en Fristelse. — Og nu længes jeg herfra. Mit Haab er, at nye Forhold skulde hjælpe mig ved Guds Naade til Arbejdskraft og Arbejdslyst. Er det et forfængeligt Haab? — Og hvorledes betragter jeg nu den gr. Retning? Jeg gjør stor Forskjel paa dens Tilhængere. Der er en forskruet, i Virksomhed dovenagtig Retning, navnlig blandt de Unge, som jeg ikke kan forlige mig med. Birkedal sværmer jeg ikke for, skjønt jeg i flere Henseender holder af ham. Men jeg vurderer ham ikke højt og bryder mig ikke om at høre ham. Derimod er der Andre, f. Ex. Helweg ¹⁾N. L. Helweg, res. Kap. ved St. Knuds Kirke og Præst ved Graabrødre Hospital, Odense., som jeg sætter meget højt. Og nu Menigheds s. 249kredsen? Ja, jeg skjønner grant, den har meget manglet Ballast, som nu viser sig stærkt i det politiske og al den Løshed, Lethed, Flaneri og Løgn, som dermed følger. Men dernæst viser det sig ogsaa i Mangel paa sædelig Alvor og især Kjærligheds Virksomhed paa Menighedens særlige Omraade; man taler og synger — men liden Kjærligheds Opofrelse. Selv Foreningsvæsenet, Forskolevæsenet og Høj skolevæsenet — meget af dette frister en kummerlig Tilværelse. Men flere og flere indenfor denne Retning begynde at see, at man maae samle sig til større Alvor. Thomas Rørdam ¹⁾Dengang Sognepræst i Norup. sagde forleden: »Med Grundtvig i Spidsen have de gr. Præster for udelukkende prædiket Kristus som Frelser og glemt at prædike Kristus som Exempel til Efterfølgelse.« I Forening med Th. R. har jeg begyndt nogle Kirkemøder i Odense, hvor Lægfolk ogsaa komme. Her er Forskjellen mellem ældre og yngre Gr. traadt stærkt frem, eller snarere, der viser sig en Spaltning indenfor Kredsen; Ældre og Yngre samles paa hver Side.

24. Marts. Adskillelsen mellem Guds Børn hører jo med til Skrøbelighederne hernede. Der maae stræbes henimod Enhed, agte hinandens Frihed — kun den fælles Tro kan forene. Forlanger man mere, tabes Friheden, og med den Kjærligheden. — Jeg synes, Du lægger for megen Vægt paa den adskillende Lære; men muligt kan Du ikke anderledes. Naar jeg gjerne vilde til Vemmeløv, var det i Haab om, at vi atter skulde komme hinanden nærmere. Nu er det forbi. — Maaske det var blevet en Skuffelse. Men en Ting staar fast: jeg mindes Dig med den inderligste Kjærlighed — vort Samliv glemmer jeg aldrig. Det bliver vel saa, at vi ingensinde mere hernede komme hinanden saa nær som tidligere — men saa faae vi vente paa Mødet hist. Jeg s. 250vilde dog gjerne, om vi kunde mødes lidt oftere end i disse Aar. — Jeg har flere Gange tænkt paa den nye Kirke ¹⁾St. Matthæuskirken. paa Vesterbro. Underligt nok! har jeg nu mest Lyst til at komme til Kjøbstad. Jeg frygter for Ensomhed, efterat jeg har havt saa mange at omgaaes til daglig. — — —

Nu skal Du være fri for mere! Kun endnu rigtig inderlige og kjærlige Hilsener fra din gamle trofaste Ven

J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 24. Maj 1877.

Min kjære Ven! Var der i mit sidste Brev noget, som har stødt Dig? saa tilgiv mig det — jeg vil det ikke saaledes. Men jeg kan godt forstaae, at Du hverken har Tid eller Lyst til at indlade Dig paa mine Betragtninger; de skulde kun sige dette ene, at jeg er din gamle trofaste Ven, som jeg beder Dig fremdeles holde af som tidligere.

Din Ven
J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Højby Station 23. Febr. 1878.

Min kjære Ven! Atter er der gaaet lang Tid, siden vi vexlede Breve. Jeg troer ikke, jeg har hørt fra Dig, siden Du og Nina besøgte os. For Eders Besøg takker jeg af Hjertet, vi vare saa glade ved igjen engang at se Eder to Ungdomsvenner i vort Hjem. Forhaabentlig kunne vi i de kommende Aar, om Gud vil, mødes lidt oftere; Afstanden er dog ikke saa lang. For Tiden boer s. 251jeg paa Højby Station ¹⁾Cl. blev 24/9 1877 forflyttet til Nørre Lyndelse.. Vi have kun en lille bitte Lejlighed; jeg er dog glad ved at kunne boe her, indtil vi kunne flytte ind i Præstegaarden til April Flyttedag; thi det var ikke til at holde ud at blive ved at sige Farvel i Ryslinge Uge efter Uge, naar jeg kom der. Hele Afskedshistorien tog stærkt paa mig; men jeg troer, det var godt, jeg kom fra Ryslinge. Her har jeg al Grund til at være tilfreds. Der samles en stor Mængde i Kirkerne, vil Gud, kan der jo komme Opvækkelse og efterhaanden et Menighedsliv. Det er en hel ny Arbejdsmark; der er noget tilfredsstillende ved at møde en Flok Unger, som villig aabne Næbene, lettere end at tale til fortalede Folk. Engang vil Du besøge mig og prædike i min Kirke. Jeg venter paa og glæder mig, min gamle elskede Ven! til at leve mere sammen med Dig end nu en Del Aar. Min Grundtvigianisme er dog af en saa irenisk eller fortyndet Natur, at Du nok kan fordøje den. — Forleden var jeg i Kjøbenhavn, havde jeg havt Tid, var jeg kommen en Svip ud til Dig. I Kjøbenhavn havde jeg en saare mærkelig Samtale med Kronprinsen, som jeg skal meddele Dig, naar vi sees.

Vær nu kjærlig hilset. Din gamle Ven

J. Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Ørsløv Præstegaard 25. Febr. 1878.

Det var rart at see et lille Ord fra Dig, Du kjære Ven! Det var ikke et dødt Ord; thi jeg blev saa levende glad derover. Ogsaa Nina og jeg vare meget glade ved at gjæste Eder og visitere Eders Hjerter og finde, at de sad begge paa rette Sted. Vi have oplevet en meget streng Tid siden. I December rakte vor Herre Haanden ud efter Nina og sagde: hvad siger Du, og hvad er Du, s. 252om jeg tager hende? — En Pjalt, svarede jeg, tag hende ikke. Og han tog hende ikke. Men hun var lige ved den sorte Dør, som vi aldrig blive Venner med. Herren hjalp mig ellers godt under Nøden; han gav mig fuld Fred. Underligt: man finder meget lettere Fred i de store svære Begivenheder end i de smaa.

Saa nu lever Du paa Jernbanen; Du har maaske en lille Bifortjeneste som Porteur. Men godt var det, at Du kom ud i frisk Luft til en ny frisk Virksomhed. Det trængte Du vist til.

Jeg var forleden sammen i Herrestrup ¹⁾En Landsby mellem Ørsløv og Stenmagle. med en Mængde af dine gamle Venner; jeg kan saa godt lide at komme mellem dem, saa føler jeg mig 12 Aar yngre ved alle de kjære Ungdomsminder, da vi to vare Egnens Discurer. Nu giver jeg den Solo som Fixstjerne imellem mange Planeter; Kometer have vi ogsaa, men dem ynder jeg mindre.

Og saa en rigtig kjærlig Hilsen fra os begge til Jer begge.

Din Ven
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
N. Lyndelse 16. Novbr. 1878.

Min kjære gamle trofaste Ven! Hvor er jeg underlig bevæget ved Budskabet om Jeanssons Død ²⁾10/11 1878. Jeansson var sidst Præst i Førsløv. — vi Tre hørte sammen, arbejdede sammen, have saa mange Minder sammen, jeg særlig Rejseminder ³⁾Italiensrejsen. fra 1869. — Nu blev han den første, som Herren kaldte; hvem af os To bliver den næste? Herren veed det! maatte vi dog blot dø en salig Død! Jeg har faaet en stærk Tilskyndelse til at vaage og bede gjennem vor Vens Død. Den s. 253kom mig helt uventet, jeg havde slet ikke hørt, at han var syg. Du veed formodentlig en Del om hans sidste Tid; jeg vilde gjerne høre lidt derom ¹⁾Berettet i I. M. T. Nr. 50, 1878. I samme Nr. findes B’s og Cl’s Taler ved Jeanssons Begravelse 22/11 1878 fra Roskilde Domkirke.. Saare gjerne fulgte jeg vor Ven til Graven — men faaer næppe Tid. Midt i Decbr. skal jeg til Kjøbenhavn. Du kommer jo til Odense 25., Lytzen ²⁾Tidligere Ejer af „Asgaard“ i Ginnerup Sogn. B. boede altid i Lytzens Hjem under sine Odensebesøg. har bedt mig derud til Middag. Vil Gud, kommer jeg; i lang Tid har jeg længtes efter Dig og vilde inderlig gjerne have været over hos Dig nogle Dage, men jeg har ikke kunnet faae Tid dertil. Din Tid tillader Dig vel ikke fra Odense at gjøre en lille Tur herud. Jeg behøver ikke at sige Dig, at vi vilde blive inderlig glade derved. Lad mig blot vide med et Par Ord, hvorlænge Du bliver i Odense, for at jeg kan være sammen med Dig saa længe som muligt. — Vi maa samles lidt mere i den Tid, der er tilbage — maaske den ikke er saa lang. J’s Bortgang lader de gamle Minder vælde med stor Kraft op i mig. Farvel, Du kjære Ven! Jeg glæder mig inderligt til at mødes med Dig. Du hilses hjerteligst fra din gamle Ven og Broder

J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
N. Lyndelse 25. Marts 1879.

Min kjære Ven! »De faa blive færre«! Hvor har det underligt bevæget mig og bedrøvet mig at høre om vor Ven Frimodts Død ³⁾21. Marts 1879, begravet 28/3, hvor B. talte. Se Nekrolog og Tale i I. M. T. Nr. 16, 1879.. Hvilket Tab for Kjøbenhavn — han har udrettet mere derinde end alle de Andre; midt i sin Gjerning faldt han, et frugtbart og skjønt Liv i Guds Menighed herneden er sluttet — Gud være lovet! at det nu fortsættes hist oppe. — Jeg kommer ikke med s. 254til hans Begravelse — visselig ikke af Mangel paa taknemlig Ihukommelse af, hvad han har været ogsaa for mig — hvor kjærligt han tog sig af mig i min Sygdom, men dels fordi jeg ikke har Raad til at rejse, dels fordi det blev en saa forceret og anstrengende Rejse for mig, da jeg maatte være hjemme til Søndag. Du rejser selvfølgelig derind. Naar Du følger ham, muligt ogsaa taler, lad saa min Kjærlighedstanke følge stille med Dig med Hjertets Tak til den kjære Frimodt. Minderne om vore første Møder med ham staae nu saa levende for mig. I de senere Aar mødtes vi ikke saa meget, han trak sig tilbage fra mig. Noget ensidig var han. O! men hvad betyder det? nu føler jeg dybt, hvor meget jeg holdt af ham, hvor det skal blive velsignet at mødes med ham igjen. Som sagt, kan din Tanke paa Begravelsesdagen finde mig, saa tag mig i Aanden med til hans Grav.

Jeg længes meget efter Dig. Maaske kommer jeg over efter Konfirmationen — er Du da hjemme? Hils Nina kjærligst fra din gamle Ven

J. Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Ørsløv Præstegaard 3. April 1879.

Jeg havde Dig med, Du kjære Ven! den hele svære Dag ved Frimodts Begravelse; Du var med i al den Tak, som var lagt paa mig til ham. Det er en stærk Hjemdragen, der skeer med Herrens Stridsmænd af vor Aldersklasse, og det er Høvedsmændene, som hjemkaldes. Mit Øje spejder efter nye; jeg har hidtil kun opdaget Menige; men maaske Enden er snart. Mon det skal være mit Lod at begrave mine bedste Venner. Han var mig saa usigelig kjær. Men lad os holde den Bevidsthed levende i os, mens vi staae i Geled sammen og ikke først lade den vaagne ved Afskeden. Jeg er saa glad s. 255ved, at Du, kjære gamle Ven! skriver til mig, hver Gang en Ven dør, o: vi To høre evigt sammen. Der blev ellers talt elendigt i Johanneskirken. Clausen ¹⁾Johannes Clausen, Frimodts Svoger, Præst i Horsens, senere Biskop i Aarhus. og Rindom kappedes om, hvem der kunde være tørest og kjedeligst; underligt, at man ikke engang ved saadan en Lejlighed kan tø.

Tak, fordi Du vil komme; jeg haaber at være hjemme, dersom ikke Skifteretten i Jeanssons Bo ²⁾B. var Værge for Enkefru Jeansson. jager mig bort.

Hils Sophie og Dig selv fra os. Din Ven

Vilh. Beck.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Ørsløv Præstegaard 9. Juni 1880.

Min kjære Ven! Anledningen til disse afjagede Linier er: en Bager Olsen fra Silkeborg, som har henvendt sig til mig for at komme til at virke for Guds Rige, hverken hørende til den gr. eller Missionens Retning — altsaa saadan En, som Du i Grunden er, — og som nok helst vilde være Præst i Amerika, har jeg følt at burde henvise til Udvalget, hvoraf Du jo er en Brøk. Jeg har talt med ham og fundet ham at være en alvorlig troende Mand med særdeles god Oplysning, hvorfor jeg beder Dig om ikke at lade ham gaae uden videre, men tale alvorligt med ham og see, om Du ikke kunde finde et amerikansk Emne i ham. Det er ikke Mangel paa Existensmidler, som driver ham.

Jeg har i den sidste Tid tænkt meget paa Dig og følt Trang til at have med Dig at gjøre, hvilket end mere er traadt frem i min Sjæl igaar ved at kjøre gjennem Stenlille og holde Møde i Ondløse, hvor der boer en gammel Mand, som elsker Dig, og hvor mange af s. 256dine gamle Venner var. Thi Du er og bliver dog min kjære uforglemmelige Ven, og mit Hjerte hænger lige fast ved Dig trods al ydre Afsondring.

Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
N. Lyndelse 20. April 1881.

Min kjære Ven! Inden alle dine yngre Venner og Medarbejdere komme til din Festdag ¹⁾B’s Præstejæbilæum; Dagen var ⅕det Aar en Søndag, hvorfor Festen henlagdes til 3/5 af Hensyn til Præsterne. Se I. M. T. Nr. 22, 1881., kommer jeg med en fattig Skrivelse, som dog ikke kommer fra et i den Forstand fattigt Hjerte, at det ikke er rigt paa Minder og Kjærlighed overfor Dig. Naar jeg nu kommer alene og ganske stilfærdigt, vil Du nok offre mig en Tanke og lade gaae forbi dit Øje vore Samlivsdage i Begyndelsen af din Virksomhed, som vor Herre jo i saa rigt Maal har velsignet. For mit Øje staaer nu Uby med Alt, hvad jeg der oplevede, saa levende med Tak til Gud og Dig for saa megen Kjærlighed. Vi skulde ikke arbejde sammen hele vort Liv; den Tid, da vi gjorde dette, staaer i min Erindring som en lys og skjøn Tid. Det er jo muligt, at min Synd og Daarlighed er Grunden til, at vort Samarbejde skulde afbrydes, og dog er jeg mig bevidst, at jeg altid har villet Sandheden; og at vor Herre helt skulde have slaaet Haanden af mig, at mit Arbejde siden den Tid skulde være forspildt, gyser jeg tilbage for at mene. Jeg har jo kun kunnet udrette saare lidt i Sammenligning med Dig; men Herren uddeler jo i Besynderlighed, eftersom han vil. — Jeg vil ikke trætte Dig med megen og lang Tale, men kun sige Dig, at Du dog i Virkeligheden næppe har Venner, som holde mere af Dig end Sophie og jeg. Vi ere i Aanden og i Bønnen tilstede hos Dig 3. Maj — vor s. 257Bryllupsdag for 20 Aar siden. Naar jeg ikke kommer personlig, er Grunden alene den, at jeg veed, at de gamle Minder ville melde sig med saa stor Styrke og Vægt, at jeg ikke kan magte og deltage saaledes i Glæden, som mit Hjerte dog gjerne vilde. Saa mange af dine gamle Venner see jo heller ikke med milde Øjne paa mig; dette vilde forstyrre min stille Erindring, Glæde over Dig, Nina og alt vort Samliv i de svundne Dage. Naar jeg nu kommer blot med dette Par Ord, saa bringer jeg jo ingen Forstyrrelse. Senere hen, vil Gud, kunne Sophie og jeg besøge Eder. Nu ønsker jeg Dig af mit fulde Hjerte Guds Velsignelse i Fremtiden, som Du fik den i Fortiden. — For flere Aar siden stod jeg tung i Sind ved Alteret i Stenlille Kirke, jeg aabnede Bibelen, og mit Øje mødte det Ord: »Hører mig Jakobs Hus og Levning af Israels Hus. I som ere læssede paa mig fra Moders Liv, baarne fra Moders Skjød, indtil Alderdommen er jeg den samme, til de graa Haar vil jeg bære Dig; jeg har gjort det, jeg bærer, jeg drager, jeg frelser.« Disse Ord (Es. 46. 3—4) have tidt trøstet mig; de rinde mig nu i Hu; thi ogsaa Du har jo i rigt Maal erfaret Sandheden af dem. — I Dag er jeg 49 Aar, Du er, saa vidt jeg mindes, over de 50; det lakker ad Aften med os begge. Herren blive hos os!

Saa modtage Du og Nina da de kjærligste og hjerteligste Hilsener fra Eders gamle Venner

Sophie og Johannes Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
2. Juli 1881.

Kjære gamle Ven! Du har gjennemgaaet en streng Kamp ¹⁾„Den thy’ske Krig“, se Bogen „Vilhelm og Nina Beck“ 2. Bind, Side 214—224, jvf. I. M. T. Nr. 6, 1882.. Fra flere Sider har jeg hørt udtale Glæden s. 258over, at Du er bleven hjulpen af vor Herre til i Ydmyghed at tage den Sag. Saa tager Herren den nok og fører den igjennem til Velsignelse for Guds Rige og Dig selv i dette. At være hos Dig i Stilhed et Par Dage vilde være velgjørende for mig, men om det naaes i Sommer, tvivler jeg paa.

Kjærlig Hilsen. Din Ven

J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
N. Lyndelse 10. Okt. 1881.

Kjære gamle Ven! Det er længe siden, jeg hørte fra Dig. Din Tavshed er vel ikke begrundet i andet end Travlhed. Forleden fik jeg et trykt Brev fra Dig, udgaaet fra Karrebæk. Der kom den Tanke op i mig, om jeg skulde tage til Mødet i Randers ¹⁾Missionens Efteraarsmøde 25/10 1881., ikke fordi jeg kan eller er berettiget til at tale med om den I. M., men fordi det kunde glæde mig atter at see indenfor »den Sekts« Døre. Du veed, at jeg, som Du med din saftige Pensel vel vil male mig — hverken er Skidt eller Kanel, hverken Gr. eller I. M.s Mand, Ingenting; dette siges jo at være godt for Øjnene. Du vilde i alt Fald see paa mig med kjærlige Øjne. Jeg kunde som sagt have Lyst til at kigge indenfor den I. M.’s Døre; indenfor de grundtvigske bliver det mig altfor broget. Hele den Leth’ske ²⁾Præst i Middelfart, Medunderskriver af Askovadressen 24/8 1881 (Krav om Præstefrihed — Afskaffelse af Præsteløfte — Præstevalg, borgerlig Ægteskab m. m.). Historie, Askovmødet o. s. v. er jeg en afgjort Modstander af; jeg seer i dette Styr en stor Ulykke for Kirken.

Naar rejser Du derop? Værst er det, at Rejsen er saa dyr; thi jeg er som sædvanlig paa Knæerne. En af vore fremragende Mænd her paa Fyen sagde naturligvis s. 259mange Ord forleden ved et Valgmøde — men kun et sandt, dette nemlig, at »Pastor Clausen er løs i sit Pengevæsen«, hvad Du ikke behøver at attestere.

Din gamle Ven
J. Clausen.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Ørsløv Præstegaard 17. Oktober 1881.

Min kjære trofaste Ven! længe har jeg spejdet efter et Øjeblik til at skrive Dig et rigtig kjærligt Brev til for dit kjærlige Brev i Foraaret til min Festdag. Hidtil forgæves. Kun dette i Hast: dit Brev var kjært, Du selv havde været det allerkjæreste imellem saa mange Venner. Du vil ogsaa være mig særlig kjær i Randers, hvortil jeg rejser paa Mandag igjennem Odense 3½ Eftermiddag; nu kan Du jo bevise din »Løshed i Pengesager« ved at rejse med.

Din Ven
Vilhelm.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Aarslev St. 4. Novbr. 1881.

Min kjære Ven! Jeg fortrød ikke min Rejse til Randers. Et Møde i Kjærlighed var nok den Udgift og Besværlighed værd. ¹⁾De af Cl. i dette Brev anførte Betragtninger ang. Missionen har sine Forudsætninger i den Nyordning for I. M., der blev truffet paa Randersmødet 25/10 (jvf. I. M. T. Nr. 6, 1882 „Den indre Missions Ordning“, meddelt af V. B.).

1) Jeg troer, at Du skulde fastholde og see at bringe den Tanke til Udførelse, at vordende og muligt nuværende Arbejdere i Missionen faae Ophold kortere eller længere Tid hos en Præst. Kunde han undervise dem i Kirkehistorie, Bibelkundskab o. s. v. — Skolelæreren lære dem at skrive deres Modersmaal og muligt lidt Stilskrivning for at lære dem at ordne deres Tanker, kunde s. 260da sendes af Præsten om i Sognet til Folk — baade troende og vantro — syge og raske, vilde dette sikkert være en god Uddannelse. Ingen Skade var det, hvis de, om Lejlighed gaves, og de havde Lyst, lærte at være »Teltmagere«. Henseet til Paulus kunde dette ikke være »under Værdigheden«.

2 Jeg var glad ved, at Du ogsaa var af den Mening, at Lejligheden nu (Askovhistorien) burde benyttes til at levendegjøre, bringe til Kundskab og aandelig Erkjendelse, hvad vor evg.-luth. Bekjendelse og den af denne prægede Aandsretning gjemmer. Men dertil hører, at troende Lægfolk faae klar Beskd om, hvad Sagen egentlig drejer sig om. De gamle Troende for en Menneskealder og mere siden kjendte Augsburgske Konfession; de havde benyttet den som Vaaben overfor Rationalismen — Grundtvigianerne, som nu ville have dette Vaaben ophængt i Rustkammeret som en Antikvitet, benyttede det selv dengang med Kraft. Hvad bør der gjøres? Paa Grundlag af Askovmødet og Udtalelser før og efter det (disse findes i »Dansk Kirketidende« ¹⁾Nr. 18. H. J. Brandt „Frihedskrav i Folkekirken“. Nr. 19. J. Schrøder: „Pastor Leths Foredrag“ m. fl. Artikler., »Højskolebladet« ²⁾Nr. 23. N. Lindberg „Om Præstefrihed i Folkekirken“. Nr. 32-36. J. Schrøder „Det kirkelige Vennemøde i Askov“. og »Dansk Folkeblad« ³⁾Nr. 39. Pastor Leths Foredrag.) burde der gives en rolig, objektiv Fremstilling af

a) hvad man nu har i Sinde — Bortkasteisen af Bekjendelsesskrifterne.

b) hvad Følgen heraf vil blive, nemlig Opgivelsen af vor evg.-luth. Retning og en gruelig Forvirring o. s. v.

Dette Skrift burde være kort, klart og omsendes med »Indre Missionstidende«. Hvem skal affatte det? Professor Madsen; ⁴⁾Senere Biskop. men burde det ikke underskrives af en s. 261hel Del bekjendte Præster og Lægfolk baade fra I. M. og fra andre Sider.

Tænk over dette mit Forslag. Du burde ikke vente for længe med at faae det virkeliggjort — altsaa, hvis Du er enig med mig, henvende Dig til Professor Madsen, som saa maatte have ovennævnte Blade, i hvilke Sagen er forhandlet.

Kap. Winther har skreven en god Oplysning for Lægfolk om Bekjendelsesskrifternes Betydning ¹⁾T. Winther (Kap. i Nørre Søby): „Vore Bekjendelsesskrifter“ Et Forsvar for Præsteløftet.. Den — tilligemed Augsburgske Konf. burde Du henlede Lægfolkets Opmærksomhed paa. W.’s Skrift, synes jeg, burde udbredes af Missionens Arbejdere.

3) Indre Missions Virksomhed er i høj Grad betinget af, at vor evg.-luth. Kirke ikke bliver ødelagt — men den er ogsaa betinget af, at vort Land ikke gaaer til Grunde. Du veed, hvor meget denne sidste Sag ²⁾Forsvarssagen. Cl. skrev flere Pjecer om denne Sag. 1879: „Om Fædrelandets Forsvar til Landsmænds Overvejelser“. 1881: „Forsvarssagen og Ministeriet“. har ligget mig paa Hjerte, hvor meget jeg har arbejdet for den. — Jeg tør sige: i Bøn og Tro. Jeg har aldrig bedt Dig om Støtte, skjønt jeg veed, hvor varmt dit Hjerte er for Fædrelandet; men jeg vidste, at Du vilde offre Dig alene for I. M., undgaae at sprede dine Kræfter og ved sideordnede Ting bringe Forstyrrelse og Svækkelse m. H. t. Hovedsagen. Og dog — hvor tidt har jeg ønsket, at Du paa en eller anden Maade kunde støtte Sagen. Jeg er kommen ind i mange Forhold, som have indgivet mig den Hjerte-Frygt, at Danmark virkelig er paa Afgrundens Rand. Jeg tør ikke bede Dig om noget. Jeg sender Dig hermed en Artikkel; af den vil Du see min Opfattelse. Jeg kan ikke tro andet, end at Du er enig med mig.

s. 262Skulde Du navnlig med Hensyn til Nr. 2 ville have en Sammenkomst hos Dig med Madsen og enkelte Andre for at lægge en bestemt Plan, da vil jeg paa nærmere given Meddelelse komme over til Dig i nærmeste Fremtid. Fra den anden Side udbredes nu deres Anskuelser Dag for Dag. Jeg mener, at man ikke bør tøve med at faa dannet en Modvægt.

Tak, min kjære Ven! for din trofaste Kjærlighed. Vær kjærligst hilset fra din gamle Ven

J. Clausen.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Ørsløv Præstegaard 7. November 1881.

Min kjære Ven! blot i stor Hast et Par Ord for at sige Dig, at jeg er fuldstændig enig med Dig, men kan intet gjøre ved det før i Decbr. Maaned, naar mit Rejseliv er forbi, og saa for at sige Dig, hvor glad jeg er ved, at Du nu kommer og lægger Æg igjen hos din gamle Ven ligesom i gamle Dage, da jeg var din Rugemaskine. Hils.

Din Ven
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
N. Lyndelse 18. Januar 1882.

Min kjære Ven! Jeg troer, at jeg, da Du besøgte mig ifjor, talte med Dig om, at jeg nu for Alvor tænkte paa at udgive en Prædikensamling ¹⁾Udkom 1882, „tilegnet Vilh. Beck“, anmeldt i I. M. T. Nr. 48, 1882., baade fordi det nu efter 24 Aars Præstevirksomhed dog ikke kan siges at være forhastet at imødekomme en til mig af mange rettet Opfordring — og fordi jeg nu, da mine Børn koste mig saa meget, haardt kunde trænge til en Extraindtægt. Du miskjender ikke dette Hensyn? Jeg kan jo ikke s. 263gjøre Regning paa, at mer end en Tiendedel saa mange ville kjøbe mine Prædikener som dine, men nogle ville nok have dem. Jeg er i stor Tvivl om, hvor mange Expl. jeg tør lade trykke. Jeg kunde jo nok ønske, at den I. M.’s Udsendinge maatte sælge den; men herom vil jeg ikke bede Dig, førend Du har læst 1. Hefte. Om Formen for Udgivelsen vil jeg bede Dig, min kjære Ven! om Raad. — —

Slaae mig til Ro her har jeg hidtil ikke kunnet. Jeg vil gjerne over til Sjælland, saa kunde vi muligvis paa vore gamle Dage samles som i vore unge.

Vær kjærligst hilset af din hjertelige og trofaste Ven

J. Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Ørsløv Præstegaard 19. Januar 1882.

Min kjære Ven! Lad kun Postillen komme; den gaaer nok, og det skulde glæde mig, om den kunde udbredes dygtigt, baade for Guds Riges og din Lommes Skyld. Det skulde ogsaa glæde mig, om det kunde skee ved Missionens Udsendinge. Betingelsen er jo, at den er fri for Grundtvigianisme. Du kjender jo vore Venners Omsorg for »den rene Lære« og det Vrøvl, de kunne gjøre os derom. Men din Grundtvigianisme er jo »saa tynd og vandet« efter dit eget Udsagn, at den ikke er værd at tage med i Postillen. Dine Prædikener derimod have aldrig været tynde og vandede, saa Du godt kan omskjære dem, dersom Du skulde finde noget stridende mod den »rene Lære».

Vor fælles Plan om Oplysningen til Menigheden i Anledning af Askovadressen har hidtil ikke villet gaae; jeg kan ingen rigtig faae virksom med endnu; man siger: skriv selv. Jeg siger: skriv Du! — Du skriver saadan noget godt.

Dm Ven
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
N. Lyndelse 28. Jan. 1882.

Kjære Ven! Tak for dit Brev. Det er bedst, at vi fuldstændig lade den Sag staae hen, om min Prædiken-Samling. Jeg vil ikke paa nogen Maade skade eller kompromittere Dig og Missionen; kan jeg ikke gavne den, skade den vil jeg ikke. Kun dette vil jeg i Dag spørge Dig om: har Du noget imod, at Kristen Hansen ¹⁾Kolportør i Stenmagle. i Skurup i min gamle Kreds der samler Subskribenter eller sælger det første Hefte? Sagen omtales ikke i Bladet, det bliver en ren privat Historie, som ikke har noget at gjøre med Missionen; som saadan kan eller maae Kr. Hansen ikke gjøre det, da vilde jeg henvende mig til en Anden; men jeg vilde helst have ham, fordi han er bedst kjendt — ogsaa for at skaffe ham en lille Extra-Indtægt ved den ham indrømmede Rabat.

Kjærlig Hilsen fra din Ven

J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
N. Lyndelse 4. Juni 1882.

Min kjære trofaste Ven! Det staaer langt bedre til, end I efter Bladene tænke Eder. Sophie var slet ikke med, Gud være lovet! Ja, mit Ben er brækket, svære Smerter havde jeg, inden jeg fik Omslag. — En Ulykke? nej! Det er sikkert saare godt; Herren har ikke tænkt en Ulykke — det maae blive til Lykke. Jeg trængte saare haardt til denne Mindelse, Advarsel, Prøvelse. Nu ere Smerterne for en stor Del svundne; streng er den tvungne Stilling bestandig paa Ryggen. Herren give mig Taalmodighed! Jeg vilde saa gjerne have været med s. 265til Kolding ¹⁾I. M.s Sommermøde 27/6.! Havde glædet mig saa meget til at besøge Eder med Sophie og Drengen. Vil Gud, kan det jo endnu skee. Bruddet er lige over Ankelen — Benet helt brudt over; nogen Stivhed vil det sikkert nok efterlade.

Tak for din Artikel »om Kirketugt« ²⁾I. M. T. Nr. 20, 1882, en Fortsættelse af Cl’s Artikel om samme Emne (I. M. T. Nr. 19, 1882).; ja, vi ere enige. O! min kjære Vilhelm! jeg ligger her og græder — meget nervøs er jeg bleven — af Glæde, fordi Du og jeg aldrig blev skilte ad. Du er mig en dyrebar Ven! Kun Du kan holde Ligtale over mig. Ja, jeg er træt, har det ellers godt — faaer saa mange Vidnesbyrd om Kjærlighed. Hils din kjære Nina fra Sophie og din trofaste Ven

J. Clausen.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Ørsløv Præstegaard 21. Juli 1882.

Min inderlig kjære Ven! Hvor har Du dog gjort mig en voldsom stor Glæde ved at dedicere dine Prædikener til mig; jeg kunde kysse Dig 1000 Gange for det, hvis det ikke vilde slide Dig op. Jeg vil nødig have Dig opslidt; Du har mange gode Kræfter endnu, som jeg haaber snart maae faae Ben at gaae paa. Hvor underligt, at Du, som ligner din Fader saa meget, ogsaa skal ligne ham i at trække lidt paa Benet. Jeg vilde saa gjerne besøge Dig, men det har hidtil været umuligt, og nu paa Mandag, da vi skulle til Grenaa, kunne vi ikke komme af sted før om Natten, fordi Bispen ³⁾Biskop Martensen. bliver hos os 3 Dage til Mandag Middag.

Dine Prædikener skal Du ikke slæbe ned i Skidtet ⁴⁾Cl. havde i Brev til B. skrevet om sine Prædikener, „at det er mere Skidt, end det plejer at være“.. s. 266Du prædiker godt, skriver i hvert Fald ligesaa godt, maaske bedre. Der burde være en Prædikensamling af Dig, noget, der rager lidt op over den Skov af lavstammede Prædikensamlinger, som saa meget ligner en uigjennemtrængelig Urskov, saa vildt som Snylteplanterne snoe sig om de meget uberegnelige Tanker. kjender Du større Vrøvlehoveder end Præsterne? Hvilken Del af Naturriget henhøre Præsterne til? — Zoologien? — Ved Bispevisitater kommer man til at tænke paa Krybdyrene, — ved andre Lejligheder paa Kamelerne, dog ikke de almindelige, som vist kun have een Pukkel.

Gid jeg snart maatte høre Dig gaaende igjen!

Din gamle Ven
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
27. Juli 1882.

Min kjære Ven! Dine Breve elektrisere mig, og det, som farer igjennem mig, er gammel Kjærlighed og inderlig Glæde over vort urokkede og urokkelige Venskab og Broderskab. Du kan ikke troe, hvor rørt jeg blev, saa jeg gamle Invalid virkelig sad og græd, fordi Du virkelig brød Dig om, at jeg satte dit Navn foran mine Prædikener. Og at Du kan tillægge dem noget Værd, er en stor Beroligelse og Glæde for mit Hjerte. Tak ogsaa for det. —

I tre Uger har jeg kjørt omkring i en Sygevogn — fra denne prædikede jeg her i Søndags. Iforgaars begyndte jeg at øve mig i at gaae med Krykker. Det er dog altsammen fremad, om der end er en Del tilbage.

Tanken om at gjøre noget (hvad Du ogsaa anseer for nødvendigt) mod Askovsagen har stadig beskæftiget mig. Mange, af dem mest Anger ¹⁾Sognepræst i Horslunde, tidligere i Gyrstinge, Nabosogn til Stenmagle., synes godt om min s. 267Plan. Du har jo været saa uhyre optaget, at jeg godt skjønner, at Du hidtil ikke har kunnet gjøre noget ved denne Sag; men nu er vel din Sommer-Tourné sluttet — og derfor kommer jeg nu frem igjen med min Tanke. I hoslagte Optegnelse vil Du see, hvorledes jeg har tænkt mig Sagen. Anger syntes særdeles godt om mit hele Forslag og sagde, at han vilde tale eller skrive Dig til derom. Kan og vil Du nu gjøre noget ved Sagen? Først maatte der jo forhandles med nogle Enkelte, navnlig Professor Madsen. For at undgaae unødvendigt Skriveri, var det saa ikke det nemmeste, at Du omændrede, som Du synes, mit Udkast, lod det trykke og benyttede det til at sende til Folk, hvem Du synes, for at høre deres Mening og vinde deres mulige Tilslutning. Men det var vel ikke værd at tøve for længe med Sagen; thi den kommer sagtens for i Rigsdagen til Efteraaret. Det vil glæde mig at erfare, om Du vil tage Dig af denne Sag, og hvad Du vil gjøre. Skulde vi have det omtalte nødvendige Møde, maatte det vist helst være efter Konfirmationen — altsaa i Oktober.

Vær nu sluttelig kjærligst hilset fra din inderlig hengivne Ven

J. Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Ørsløv Præstegaard 22. August 1882.

Vi ere inderlig bedrøvede over alt det, som Du, vor gamle kjære Ven! maae gjennemgaae ¹⁾Cl. var indlagt paa Københavns Kommunehospital, da hans Ben efter Bruddet var sat forkert sammen.; godt, at Herren har saa mange Kræfter at laane Dig; thi Du maae sikkert behøve mange. Det kom saa uventet — vel ogsaa for Dig — ovenpaa dit første glade Brev, fuldt af en ny Bunke Æg, som Du vil have mig til at udruge ligesom s. 268i gamle Dage. Du bliver dog den gamle Gøg, som lægger Æg i Andres Rede. Jeg er saa glad ved Tanken om, at vi to kunne faae en Sag at gaae rigtig i Spand for igjen. Men jeg er ikke rigtig klar over, hvordan den skal udføres, og før tør jeg ikke tage fat. Klart staaer det for mig, at her som altid gjælder det først at faae Personerne, som skulle bruges dertil, saa falder Resten af sig selv. Madsen har jeg jo talt med derom en Gang, men han vilde skyde det Hele fra sig; det lader sig nu ikke udføre. Jeg mener nu, at Du bør have fat i ham og negle ham, om det er muligt. Naar vi saa have dem, som skulle skrive, saa maae vi i Fællesskab udfinde de Personer, som vi ville skrive til om Sagen og sikkre os dem. I din Ensomhed kunde Du maaske samle en Del Navne, indtil vi kunne være lidt sammen og sætte Begyndelsen i Værk. Jeg haaber forresten snart at see Dig, — en Gang i næste Uge, da jeg skal i Dyrehaven ¹⁾B’s aarlige Missionsmøde i Ulvedalene.; gid jeg da kunde tage Dig med eller dog faae lidt glædeligt at see paa Dig. Dog, et Menneske, som Jesus holder sin kjærlige frelsende Haand over, bliver der altid noget glædeligt at see paa. Jeg sender Dig din Opskrift, for om Du vil vise Madsen den.

De kjærligste Hilsener. Din Ven

Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
N. Lyndelse 11. Novbr. 1882.

Min kjære Ven! Den 15. Oktober kom jeg hjem, og det er stadig gaaet fremad. Nu gaaer jeg temmelig let med een Stok — og kan besørge hele min Gjerning, om ogsaa med Besvær; jeg kan ikke noksom takke vor Herre for, som det er gaaet.

s. 269Til Mødet i Helsingør ¹⁾Præstemødet 29. November 1882. kom jeg gjerne, kunde ogsaa nok for Benets Skyld, men jeg har ikke Raad dertil. Af Hensyn til Jyderne burde Du have ansat Mødet til Anholt, det var altid lidt nærmere for dem — og for os Andre vilde det gjøre mindre til Sagen, om vi tog lidt længere. Disse Præstemøder kunde faae stor Betydning; men saa maatte de holdes paa en anden Tid af Aaret og paa belejlig ere Steder; der burde ikke være Tale om andre Steder til Præstemøder end Kjøbenhavn, Fredericia, Odense eller Korsør. Og saa burde der være mere end eet Forhandlingsemne — og man burde ikke være bange for at tage direkte folkekirkelige Sager for. Nu — Du er paa visse Omraader en forsigtig General. Men jeg som den gamle Adjudant tør vel nok puffe Generalen lidt i Siden, og naar hans Dispositioner ere saa ravruskende gale som at kalde Præster fra hele Landet til Helsingør — da gjøre i al Beskedenhed Indsigelser. Som sagt, havde jeg blot Raad, kom jeg; men min Sygdom tog meget.

Du lovede at anmelde mine Prædikener; jeg vilde være Dig taknemlig herfor; det kunde hjælpe til Afsætning.

Ifølge Zeuthens og din Opfordring har jeg skrevet en Artikel om Askovmødet ²⁾„Om Askovmødet og Præstefrihed“, optaget i I. M. T. Nr. 53, 1882 med Efterskrift af B.. Jeg er lidt ængstelig ved den hele Historie. Naar jeg ikke sender Art. i Dag, er det, fordi jeg vil raadføre mig med et Par Venner her, inden jeg lader den løbe af Stabelen. Og saa staaer det jo tilbage, om Du vil optage den. Men det troer jeg sikkert, Du vil.

Vær nu hjertelig hilset fra din gamle Ven

J. Clausen.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Berlin 15. November 1882.

Min kjære gamle Ven! — ofte har jeg tænkt paa Dig under min Rejse ¹⁾B’s Rejse med Grosserer Viggo Lund Efteraaret 1882., ofte har jeg villet sende Dig en Hilsen, men ingen Tid — en temmelig forceret Rejse og en Rejsekammerat, som vilde have mit Selskab helt og fuldt; men kunde jeg ikke faae Lov at skrive til Dig, saa talte jeg saa meget oftere om Dig. Ved Rigi tænkte jeg paa Dig og Jeansson, som laae og skjændtes om Hans Kusks ²⁾B’s Kusk. røde Vest, saa at I nok slet ikke kom op paa Pilatus. Jeg kom op (ridende) paa Rigi og tilbragte der det meste af et Døgn i en bidende Vinter.

Jeg har havt en i høj Maade forfriskende Rejse, har seet efter Alt, hvad der var at finde af Skjønt. — Byerne har jeg forladt uden noget Suk over at forlade dem — Paris er bare Liderlighed og Berlin bare Øl — det er et utaaleligt Øldrikkeri, — Ø1 er jo fuldstændig nervus rerum i Tyskland. — Jeg har ikke faaet mere Kjærlighed til Tyskerne ved at see dem i deres eget Land. — Jeg har seet Katholicismen paa Tysk og Italiensk, og begge Dele virkede Gysen og Taarer hos mig, men fremfor alt Tak for Martin Luther. Jeg har talt med Funcke ³⁾Præst i Bremen, født ⅓ 1836., en ædel Skikkelse, men meget uluthersk; Zwingli, Luther, Calvin ere ham lige gode. Jeg har igaar besøgt gamle Dr. Wangemann ⁴⁾Muligvis Dr. theol. Herman Th. Wangemann, Missionsdirektør, født 1818, død 1894., en prægtig gammel livlig og kjærlig Mand, helt luthersk. Luther maae vist ikke have været nogen Tysker; thi Tyskerne satte ikke stor Pris paa ham. Jeg hørte en Reformationsprædiken af Støcker ⁵⁾Dr. Adolf Støcker, Hofpræst i Berlin, født 11/12 1835., som fortalte os, at Reformationen s. 271blev gjennemført af en tysk Samvittighed; har Du nogensinde vidst, at der fandtes so ein Ding?

Du vilde jo have, jeg skulde sende Dig Navne paa nogle Præster; Du mente vel en mindre Kreds.

(Her anføres saa en Række Præster dels fra I. M.s Fløj, dels højkirkelige.)

Jeg haaber, at denne Hilsen skal finde min gamle Ven igjen paa 2 Ben.

Din Ven
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
N. Lyndelse 24. November 1882.

Min kjære dyrebare Ven! Nu kom Missionstidenden og med den den varmeste og kjærligste Hilsen ind til mit Hjerte. Hvor har Du ydmyget og glædet mit Hjerte. I Sandhed! Dit Hjerte er løbet af med Dig, da Du skrev denne Anbefaling for mine stakkels Prædikener ¹⁾B’s Anmeldelse af Cl’s „Prædikener over Kirkeaarets Evangelier“, I. M. T. 1882, Nr. 48.; men da det er den gamle Kjærlighed, som har strømmet over, hvor maae jeg da takke Dig — o! for saa megen trofast Kjærlighed — det var Dig saa tungt, da jeg ikke kunde virke sammen med Dig som fra Begyndelsen; hvor havde det ligget nær, at dit Hjerte var blevet bittert! Men det har det aldrig været — det bittre skal nu ved Guds Naade aldrig komme ind imellem os. En Del Arbejde er tilbage med Postillen; men efter Opmuntringen fra Dig vil det gaae langt lettere for mig — det føler jeg nu. Med dit Brev eller rettere Hilsen ²⁾„Til Indre Missions Venner“, I. M. T. 1882, Nr. 40. gjennem I. M. T. kom et andet Brev i Dag, som ogsaa inderligt glædede mig; ja tog en tung Sten fra mit Hjerte. Din Anbefaling for mine Prædikener vil sikkert hjælpe saare meget til, at en Del flere bliver s. 272solgte. — Du er da ikke vred over min ondskabsfulde Bemærkning angaaende Anholt. Jeg er et Asen — Nu stiller Vejret sig jo langt gunstigere for Mødet. Gid I maae faae Glæde af det. Min Artikel til I. M. T. har jeg ladet Joh. Møller ¹⁾Res. Kapellan ved Vor Frue Kirke, Odense. læse. Hans Dom var gunstig om den; han mente, jeg havde været heldig, »ramt Sømmet paa Hovedet«. — Gid Du maatte synes om den.

Kunde og vilde Du ikke engang holde et Missionsmøde til Fordel for Missionshuset i Odense ²⁾Gentagne Opfordringer i I. M. T. i 1882 om Støtte til dette Missionshus.? Hvor kunde det blive rart!

Endnu en Gang mit Hjertes hele varme Tak!

Din taknemlige Ven
J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
29. Novbr. 1882.

Min kjære Ven! Da jeg nu maae antage, at Du ikke som Peder Paars ligger »udi Bataille« paa Anholt, ej heller har sat Kursen ad Aars til — en Stad, som Du nok ellers hjemsøger, indtil Du slaaer Dig ned der som Bisp (i 1865 spekulerede Du jo alt paa den Befordring) — men at Du er vendt hjem til Ørsløv, saa sender jeg Dig den omtalte Artikel (Askovsagen). Du seer af hoslagte Breve, hvad Mening Strøm ³⁾Sognepræst i Marsløv. og Joh. Møller have om den. Strøms Bemærkning m. H. t. 2. Ark, Side 3 synes mig uberettiget. — Jeg foreslaaer, at den skulde komme som et Følgeblad til I. M. T., og jeg vil bede Dig, om der maae blive taget et Aftryk paa lidt bedre og større Papir, som da kunde sælges særskilt. — Strøm vil gjerne have det paatænkte Møde, men jeg har foreslaaet, at det skulde vente til Foraaret, i det Haab at s. 273der nu i Vinterens Løb skulde komme en forberedende Forhandling. Herom kunne vi saa tale sammen. —

Helsingør er ledigt; hvad synes Du, om jeg søgte det? Der trænges nok meget i den By og paa den Egn. Dog — jeg er vaklende — jeg vilde sætte saadan stor Pris paa dit Raad.

Af flere Grunde vil jeg bede Dig, om der strax maa blive taget fat paa min Artikel. Jeg vil gjerne have den ud inden Jul.

I Morgen vil jeg høre Venners Mening om den paa et Konvent i Stenstrup.

Kjærlig Hilsen fra din Ven

J. Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Ørsløv Præstegaard 5. December 1882.

Min kjære Ven! Det har været mig en særlig Tilfredsstillelse at sidde og læse din kjære gamle Skrift med Halerne paa alle Ende»e«er, hvilket formodentlig skal være allegorisk og betegne, at det ikke er stumme »e«er. Det Stykke ender vist heller ikke med et stumt »E«, men Du faaer nok Svar paa Tiltale; lad komme! Tiltalen er god. Da jeg ikke indseer, hvordan jeg skulde servere den i to Portioner ¹⁾Cl’s „Om Askovmødet og Præstefrihed“ (I. M. T. 1882, Nr. 53.). uden at ødelægge den, har jeg besluttet at lade den komme i eet Nummer, men saa maae den vente til Aarets sidste Søndag, det kan jo ogsaa være en meget passende Afslutning, og det kan jo ogsaa være allegorisk og betegne, at dermed er den Sag afgjort, og bagefter spiller Sladder.

Til Helsingør? — Ja, Ven, Du vilde passe udmærket der; der er intet Varmeapparat i Kirken; det kunde Du jo være. Blomberg ²⁾Indre Missionær og Sekretær for Søndagsskolesagen. har udrettet store Ting i den By; s. 274Folk fra Byen fyldte Kirken ved Mødet; der er megen Modtagelighed, en dejlig Egn, Holger Danske paa Kronborg, som vist trænger svært til lidt Oplivelse. Men hvad er Indtægten? jeg veed det ikke; det maae Du skaffe Dig at vide. Præstegaarden er god med en særdeles smuk Bolig.

Præstemødet var besøgt af mellem 50 og 60 og meget livligt.

Din Ven
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
8. Decbr. 1882.

Min kjære Ven! At Du finder min »Tiltale« god, glæder mig meget, de smaa Sving paa »e«erne ere ganske rigtig allegoriske; de skulle antyde, at de »smaa Grise«, som Du saa tidt har anstillet Betragtninger over og »fotograferet«, skulle inciteres til at slaa Krølle paa Halen, hvad de nok ogsaa ville, naar de serveres med slige Agern i Skoven. Sat sapienti!

Jeg faaer mere og mere Lyst til Helsingør; men endnu veed jeg ikke, hvor store Indtægterne ere; at jeg bliver fri for Befordring, og at jeg lettere faaer mine Børn underviste, vilde være en indirekte Fordel. Kom jeg derover, maatte vi to oftere mødes, end skeet er i de sidste Aar. Jeg er nu hverken Skidt eller Kanel, maaske kunde der blive noget af mig et andet Sted. Her i Fyen synes jeg slet ikke, at min Plads mere er. Vilde vor Herre af sin Naade bruge mig til »noget« et andet Sted, vilde jeg være saare glad og taknemlig. — Gid Du havde fortalt mig lidt om »Anholt«-Mødet ¹⁾„Missionsmødet i Helsingør 29/11—1/12 1882“, refereret i I. M. T., Nr. 4, 1883.; — men det kommer vel i I. M. T.; — jeg venter mig meget af s. 275lignende Møder; men saa maatte Lægfolk med — hver Præst medtager 1 eller 2 af de mest oplyste — og saa maatte Mødet ikke være i Skræppeskoven, til hvis Udkant som bekjendt Sneglen gik, spyttede og erklærede for ramme Alvor, at der existerede aldeles intet udenfor Skræppeskoven. Atter: sat sapienti! Det er ikke allegorisk!

Maae jeg ikke faae Korrekturen? Det vilde jeg gjerne for at rette et eller andet lille Halesving, som ikke er korrekt. Ligesaa vilde jeg gjerne have Artiklen trykt i en Del Expl., som kunde komme i Handelen, fordi Modstanderne i Reglen ikke holde I. M. T.

Varmen er nok i hele Universet den bevægende Kraft; deraf forklarer jeg, at jeg i den sidste Uge slet ikke har været i Bevægelse; jeg har manglet Varme, bevægende Kraft. Der er ogsaa rædsom koldt, man er indestængt o. s. v. Gid jeg kunde have siddet og talt med Dig.

Hjertelig Hilsen fra din gamle Ven

J. Clausen.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Ørsløv Præstegaard 29. Decbr. 1882.

Min kjære gamle trofaste Ven! Du vil nok kunne føle med mig, hvormeget der gaaer igjennein min Sjæl i disse Dage, da jeg har maattet sige gamle Moder Farvel efter 27 Aars uafbrudte Samliv. Du kjendte hende jo og havde hende kjær fra de Dage, da Du som de 2 Gamles Yndling levede i vort Hjem. Hun var bleven meget svag i det sidste Aar; jeg turde knap forlade hende, da jeg rejste til Udlandet, men hun vilde det og sagde, at Herren holdt nok den gamle Hytte oppe, til jeg kom hjem. Gud ske Lov, at han gjorde det. En halv Snes Dage før Jul sprang der en Aare i Lungen; det lægtes hurtigt, men Kræfterne gik med. Endnu Juledag s. 276var hun længe oppe og følte sig bedre; om Aftenen fik hun et Anfald af Aandenød; jeg bad for hende om Ro, og hun fik den, sov fra 11 til 1, saa vaagnede hun, havde det bedre og sagde, at jeg skulde gaae i Seng (de andre Nætter maatte jeg ikke gaae fra hende), — »God Nat, min kjære Søn! og Tak for din Kjærlighed i denne Nat« — hun kyssede mig — hendes sidste Kys. Kl. 21½ blev jeg kaldet for at see hende døe i mine Arme. O, hvor det gjorde ondt! — og det gjør det endnu; jeg kan slet ikke huske, at hun ikke er her mere, men griber stundom i Laasen for at liste mig ind at see til hende. Dog hvor hun nu er, er bedre end hos hendes Søn; thi hun havde i mange Aar levet som en troende Kvinde; det er Guds største Naade imod mig i min Virksomhed, som hun sagde til mig: »Vilhelm! Gud har betroet Dig en stor Gjerning at føre din gamle Moder til min Frelser.«

Paa Torsdag Morgen følge Nina og jeg med alle mine Børn hende til Uby for at sænke hendes Støv ned ved Siden af min Faders.

Det er den anden Jul af den Slags, som Herren har givet os; den første tog Du selv Del i med Vilhelms ¹⁾B’s Søn, der døde midt i December 1879. Død. Gid Du ogsaa kunde tage Del i denne. Men det er vel formeget for Dig under disse nuværende Forhold.

Hvor vi dog opleve mange svære og dog velsignede Tider med kjære Menneskers Død.

Hils Jer begge to, I kjære! fra os begge. Din Ven

Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
31. Marts 1883.

Kjære Ven! Det paatænkte Møde ²⁾Om Askovsagen. I I. M. T. Nr. 11, 1883 rettede B. under Overskriften „Om de saakaldte kirkelige Frihedskrav“ et Angreb mod Askovbevægelsen. er udsat til Onsdag efter Pintse d. 16. Maj og henlagt til Bethesda i s. 277Kjøbenhavn. Her mente man bedre at kunne faae Folk samlede og faae bedre Tid til Forhandling. Et Udkast til Indbydelse har jeg affattet og sendt til Strøm og Højer-Møller; den vil jeg ogsaa bede Dig underskrive, førend den sendes til dem i Kjøbenhavn.

Saml gloende Kul paa mit Hoved! Den 30. Maj har jeg været Præst i 25 Aar. Jeg vilde inderlig gjerne have Dig og Nina herover den Dag, paa hvilken jeg vilde bede Dig prædike her. Kun til to Mennesker har jeg talt om denne Dag med Bøn om ikke at tale om den til Nogen. At din 25aarige Mindedag blev fejret af en stor Kreds, var i sin Orden; men med mig er det anderledes. Skulde noget »arrangeres« i den Anledning for mig, vilde det meste blive Usandhed. Jeg taler derfor ikke om den Dag til Nogen, før Dagen er lige forhaanden. Dig skrev jeg dog til herom saalænge i Forvejen, fordi Du jo vist lang Tid forud lægger Planer for dine Missionsrejser. — Gud veed det, det var ikke af Mangel paa Kjærlighed til Dig og vore Ungdomsminder, men fordi mit Hjerte dengang var saa underlig bevæget, uroligt, anklagende. — Men kom saa Du og Nina til os. — Nina har jo aldrig været i vort Hjem — og I ville glæde Sophie og Eders gamle trofaste Ven

J. Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Ørsløv Præstegaard 6. April 1883.

Du kjære gamle Ven! »Gloende Kul« bruger man kun til sin Fjende, men jeg vil komme med hele mit gamle lyse Venskab, at det kan mødes med dit, — blot det nu kan ordnes. Man kan fejre Aarsdagen for sin Præstetilblivelse paa 3 Dage: 1) Udnævnelsesdagen, 2) Ordinationsdagen, 3) Tiltrædelsesdagen. Jeg eller rettere mine Venner valgte den sidste, som var 1. Maj, og s. 278saa blev det — 3. Maj; der er altsaa en 4. Dag at vælge; og den er nemmest. Jeg veed nu ikke, hvad den 30. Maj refererer sig til; men jeg veed, at de tre sidste Dage i Maj er der ydre Missionsmøde i Slagelse, som jeg har paataget mig at ordne, og som jeg altsaa ikke kan løbe fra. Vælg nu en anden Dag 1) — 2) — 3) eller maaske 4), som jeg ovenfor har udviklet. Jeg skal kun bemærke, at 22. og 23. Maj er jeg i Esbjerg, altsaa ikke dem. Men vælg strax, for at jeg kan ordne min Tid.

Jeg har havt Brev fra Rothe (Stiftsprovst) om at være med ¹⁾Ang. Askovsagen. I sit Brev (5/4) takker Rothe B. for dennes Artikel om „Kirkelige Frihedskrav“.; han vil ogsaa have Stein ²⁾Præst ved Matthæuskirken, senere Biskop i Odense. med, hvilket er godt. Jeg har endnu ikke faaet Eders Indbydelse til Underskrift; og da den er kommen til Rothe, faaer jeg den vel ikke, men han har indbudt mig til Sammenkomst med Kjøbenhavnerne d. 12. April, saa det falder vel i Lave. Bare jeg nu ikke bliver Eder for konservativ; thi det er en af de store Forskjelle mellem Grundtvigianerne og mig; jeg holder af at konservere, de af at konversere.

Brücker ³⁾Pers. Kapl. i Ø. Starup, Medunderskriver af A skovadressen; senere Frimenighedspæst i Aagaard. tager Afsked og rejser til Udlandet for at sætte sig ind i Fritænkeriet; der maae han da faae Frihed nok.

Nina glæder sig voldsomt til at gjøre Stads af Dig.

Hils din gode Ting!

Din Ven
Vilh. Beck.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Ørsløv Præstegaard 16. April 1S83.

Du kjære Ven! synes at have lidt svært ved at komme til en Beslutning; lad mig saa staae for den. Nina s. 279og jeg komme til Dig 1. Uge af Juni, og saa gjøre vi rigtig Stads af hinanden, vi som have holdt saa godt ud sammen, eller rettere Herren med os. Nu maae Du ikke sige Nej; vil Du ikke for din egen Skyld, saa gjør det for vor Skyld. Jeg vilde hellere have det den 7. Juni end den 6.

Den 16. Maj mødes vi i Bethesda. Jeg var indbudt af Kjøbenhavnerne i forrige Uge, hvor alt blev vedtaget omtrent efter dit Udkast; jeg fik Madsen til at skrive en Opskrift istedetfor din, der var bleven saa makuleret med Tilføjninger. Vi fik en heldig Samling Præster fra Sjælland og Smaaøer; heldigst, at jeg fik Gude ¹⁾Domprovst i Roskilde. (mirabile!) ud, som Rothe vilde have. »Han har dog en stor kirkelig Betydning«, sagde han. »Ja — sagde Skat (Rørdam) ²⁾Den senere Biskop. I sin Brevveksling med Otto Møller kalder Rørdam Askovmødet „en Prostitution“ for Grundtvigianismen, „en Aabenbarelse af en dyb Elendighed i vor Kreds, en Aandstrældom og Slattenhed, som vil tage en bedrøvelig Ende“. (Brev af 16/11 1881 „Otto Møller og Skat Rørdam“ 2’ Bind). — han er doven«.

— Hvad gjør det med Dagen? Nu have vi snart i 1900 Aar holdt Jubilæum for Jesu Fødsel 25. December, som maaske dog ikke er Dagen. Og vi ere lige glade ved ham. Disciplen skal jo ikke være over Mesteren. Det er ikke Dagen 30. Maj, men de 25 Aar rige paa Herrens Naade, som vi ville glæde os over. Jeg vilde gjerne snart høre fra Dig, om det nu er sikkert.

Din Ven
Vilh. Beck.

J. Clausens Svar.
19. April 83.

Min kjære Ven! Tak, fordi Du og Nina have afgjort Sagen, som jeg ganske rigtigt havde svært ved at s. 280afgjøre. Saa bestemme vi 7. Juni og træffe nærmere Aftale, vil Gud, 16. Maj. Men ingen Stads! Kun Kjærlighed og Kjærlighed — vi vente ikke forgæves paa den.

Jeg har selvfølgelig tiltraadt Indbydelsen, som I vedtog den.

Hjertelig Hilsen fra din
Johannes Clausen.

p. s. Du og Gude kunde ellers passe godt sammen i en »Bisperede«.

Skat R’s Udtalelse om Gude har jeg tilgode; thi Ingen her kunde læse din »Klo«.

J. Clausen til Vilh. Beck.
5. Maj 1883.

Min kjære Ven! Hvor er det morsomt, at Du, Carl Ipsen, Viggo Gøtzsche og jeg — vi 4 gamle L’hombre-Spillere fra Toldbodgade skulle mødes i Kjøbenhavn. Vi maae have en lille privat Sammenkomst for at fejre Mindet om gamle Dage — om det just ikke bliver en »bedre« Middag. Du og Carl — I Velhavere — maae absolut »give noget ud« til Eders fattige Brødre.

Du maae see at faae Carl og Viggo med. Kunne vi ikke samles Torsdag eller Fredag? af Hensyn til mig i Hotel »National«. Sat s.! Jeg glæder mig meget til Mødet, især at Du og jeg her mødes. Du trænger til at komme sammen med »Mennesker«.

Din trofaste Ven
J. Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Ørsløv Præstegaard 7. Maj 1883.

Ja, Du har rigtignok sørget for, at jeg kommer sammen med »Mennesker«, hvortil jeg nu ikke regner Dig, s. 281— men Splejs ¹⁾Sognepræst i Norup., — dette uendelige Vrøvl, — og Doktoren fra Ringkjøbing, denne umaadelige Tykkert, som ikke kan rummes i nogen Forsamling — og Kirkeby ²⁾Sognepræst i Fausing., denne Istap, som er fra arktiske Egne og ikke kan tø, — og mirabilissime ditcu Mørk Hansen ³⁾Sognepræst i Vonsild., denne ustandselige Spilledaase — hvad skal det dog blive til? — i alt Fald ikke til Enighed. Nej, saa have Sjællænderne dog været fornuftigere i Valget. Men du glæder Dig væsentlig til den gamle Qvadrupel — jeg med, — men jeg vilde dog gjerne have mere end et »afgnavet Lammelor« ⁴⁾En af Cl’s Vittigheder. ud af Historien i Bethesda.

Jeg kommer næppe til Byen før Onsdag og rejser vistnok hjem igjen Torsdag — jeg skal til Missionsmøde om Fredagen. — Jeg glæder mig nu allermest til 7. Juni, saa kommer Du nok til at gi’ noet.

Min gamle Vens gamle Ven
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
N. Lyndelse 2. Juni 1883.

Min kjære trofaste Ven! Hjertelig Tak til Dig og Nina for det dejlige Billede ⁵⁾Dorph: „Vandringen til Emaus“.. Lad det være en Forjættelse om, at vi ville vandre med Jesus og med hverandre, indtil det er mod Aften og Dagen hælder — hvad den jo alt gjør for os. Kun dette ene Billede, den ene Gave har jeg faaet, men det er ogsaa fuldkommen nok, netop denne Gave fra Eder har den største Værd for mig. Andre have jo heller ikke vidst noget om denne Mindedag; at den bliver mindet, skyldes alene Dig og Nina. Tak, I kjære dyrebare Venner!

s. 282Gudstjenesten er sat til Torsdag 7. Juni Kl. 3. Jeg glæder mig inderligt til Eders Komme.

Hjertelig Hilsen fra Eders taknemlige Ven

J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
16. August 1883.

Min inderlige kjære Ven! Hjertelig Tak for sidst ¹⁾Cl. og hans Hustru med deres to ældste Børn, Frederikke (nu gift med Doktor Hempel) og Christian (nu Præst i Korinth) havde været paa Besøg i Ørsløv. til Dig og Nina. Hvor er det godt at mødes. Hvad jeg især er saa glad over, er dette, at der nu er indledt Bekjendtskab mellem Eders og vore Børn. Christian er saa glad ved at have været i Ørsløv, syntes, at der var saa godt at være. Din Johannes og han ville sikkert blive gode Venner. Der er Alvor og Sandhed i Chr., men ogsaa ungdommelig Glæde og Munterhed; at han har truffet begge Dele hos Eder, har tiltalt ham saa meget. Han fortalte med synlig Glæde, at I havde indbudt ham til fra Kjøbenhavn at besøge Eder. Ogsaa derover er jeg saa glad, at Chr. har bedt »Store Claus« ²⁾Gaardmissionær Clausen., om han maatte følge ham ud paa hans Mission, og faaet Lov dertil. Det er jeg mageløs glad for, at Chr. har Lyst til. Han kan have udmærket godt af den Gang — og især venter jeg med Tak til Jesus og Eder, at I i kommende Dage ville hjælpe min kjære Dreng frem paa Livets Vej. — — —

Farvel! min dyrebare Ven! gjennem mit Hjerte gaaer der en Strøm af Taknemlighed overfor Dig og Nina. Fra Børnene, Sophie og mig sendes Eder alle en inderlig Hilsen ved din Ven

Johannes Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
30. Aug. 83.

Kjære Ven! Tak, fordi Du vilde tale med Martensen ¹⁾Cl. søgte Lyngby efter Peter Rørdams Entledigelse 4/6 1883 og havde anmodet B. om at tale hans Sag hos Biskop Martensen.. Min Betragtning om Askovmødet og Præstefrihed, som jeg sendte ham, vil dog vist overbevise ham om, at jeg i alt Fald ikke er af de i hans Øjne slemme Grundtvigianere. — — — Lyngby vilde formentlig passe godt for mig, fordi jeg der stadig kom til at virke sammen med yngre Mænd; jeg bliver nemlig næppe nogensinde fuldkommen mobil, herpaa kunde de yngre bøde. Gid jeg maatte faae det Embede, da slap jeg ud af disse trykkende Forhold, hvor jeg ingen Vej kan komme, og hvor Folk ikke kunne være tjent med mig til Præst, fordi jeg har tabt Lysten, Modet, Kjærligheden til Gjerningen. —

Det er dog kjedsommeligt, at man intet hører derinde fra Kjøbenhavn angaaende Kirkemødet. Det vilde dog være Fjasko overfor Askovmændene, om vi ikke skulde kunne faae det egentlige Kirkemøde i Stand endnu i Aar. Er det ikke muligt, at Du kunde faae talt med Rothe og Madsen og faae dem til at fremskynde Sagen.

Kjærlig Hilsen fra din Ven
J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
N. Lyndelse 8. Novbr. 1883.

Min kjære Ven! Desværre maae jeg opgive at komme til Varde ²⁾Missionens Efteraarsmøde 13.—15. Novbr. 1883. Forhandlingsemne: „Hvad kan der gøres for de Unge?“, skjønt jeg saare gjerne vilde deltage i Forhandlingen om det opstillede Emne; saavidt jeg mindes, foranledigede jeg, at netop det kom frem.

s. 284Men nu dette Spørgsmaal: er det Dig ikke muligt paa Hjemrejsen at stoppe i Odense mellem to Tog? Jeg og Andre vilde uhyre gjerne have en Samtale med Dig for at høre din Mening om den underlige bedrøvelige Slutning paa Bethesdamøderne; vi mene, at Du alias Indre Mission i Forening med en Del Andre bør selvstændigt, uden det kjøbenhavnske Vrøvl, tage Sagen op. Det vil gjøre ubodelig Skade overfor Askovmændene, om vi lade Sagen falde. Hvis det er Dig muligt, kjære Vilhelm! saa bring det Offer at standse nogle Timer i Odense.

Holger Rørdam faar nok Lyngby. — Hjertelig Hilsen fra din gamle Ven

Johannes Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Ørsløv Præstegaard 10. November 1883.

Kjære Ven! Ja vist burde Sagen ikke falde. Vi have begaaet den Fejl at ville formeget ↄ: have alle Slags Hoveder med, — og saa som altid, opnaaer man intet. Standse i Odense vil ikke gaae, naar jeg skal hjem samme Aften; thi jeg tør nemlig ikke tage fra Varde med det tidlige Morgentog; thi jeg har ligget 2 Gange i den sidste Tid, og jeg maae være forsigtig. Men tag med til Varde; det er meget bedre. Jeg betaler Billetten, og der er frit Ophold. Saa kunne vi faae talt sammen ordentligt og tillige talt med en hel Del Præster.

Det er forøvrigt min Agt at komme til Odense sidst i denne Maaned, om Du hellere vil blive til den Tid.

Din Ven
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
20. Novbr. 83.

Min kjære Ven! Gud være lovet, at din Nina ¹⁾Fru Beck var indlagt paa Frederiksberg Hospital. lever; Vor Herre holde fremdeles sin Haand over hende! Lad os endelig vide, om det gaaer fremad.

Jeg har ikke forhandlet med Th. Rørdam ²⁾Præst i Vejlø.. S. Nielsen ³⁾Præst i Seden. Et Forhandlingsmøde om Bethesdamødet var planlagt i Ørsløv mellem Rørdam, Nielsen, Cl. og B. kom til mig og sagde, at han og Th. R. vilde besøge Dig for at træffe Aftale om Fortsættelse af Bethesdamødet. — Du er bange for Th. R.; jeg troer dog, Du gjør ham Uret. Imidlertid — kunde der findes et bedre Udgangspunkt end sammen med Rørdam, vilde jeg det saa gjerne. Jeg har ikke noget imod, at Tyngdepunktet lægges mere ind i den I. M.’s Kreds; thi denne danner dog Hovedmodsætningen til Askovmændene. Paa den anden Side troer jeg det heller ikke heldigt, om man vil skyde Folk som Rørdam, Nielsen o. s. v. bort. Men jeg er uvis om, hvorledes man skal forholde sig. Nielsen og jeg skrev til Rothe, som har givet mig Oplysning om, hvem der stemte for Fortsættelsen. Jeg troer nok, det var heldigt, om Du, Nielsen og jeg uden Rørdams Deltagelse i alt Fald foreløbig burde see at blive enige om et Udgangspunkt, en Plan. Du kommer nok til Odense i den nærmeste Fremtid, hvis Ninas Sygdom nu ikke forhindrer dette; men skulde Du komme, var det da ikke muligt, at vi i Odense kunde træffe en foreløbig Aftale — Du, Nielsen og jeg. Havde Du noget imod, at J. Møller kom med? Han er virkelig en brav Mand, klar og bestemt især i den Slags Sager. Jeg beder Dig, kjære Ven! gjør, hvad Du kan, for at vi kunne komme sammen et Par Timer i Odense.

Kjærlig Hilsen til Nina og Dig.

Din Ven
Johannes Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
8. Decbr. 1883.

Min kjære Ven! Af Frk. Lytzen fik vi at vide, at Operationen ¹⁾Fru Becks. gik godt, at Nina har det godt og venter at komme hjem til Julen. Gud ske Lov!

Nielsen, Rørdam og jeg vare samlede i Onsdags i Seden Præstegaard. R. vilde ikke underskrive Indbydelsen, som den er affattet med en bestemt Protest mod Præstefriheden. Denne er han imod — men vil alligevel ikke udtale sig bestemt imod den; han venter, den engang vil komme, at den skal danne Overgang til en nærmere Sammenslutning af alle Troessamfund paa hele Jorden paa Fællestroens Grund. Det er mig uforklarligt, at dette kan holde Rørdam tilbage. Jeg er overbevist om, at det er R.’s oprigtige Ønske, at der maatte komme noget ud af Bethesdamødet gjennem fortsatte Forhandlinger; at han mener, dette kan faae stor Betydning overfor de radikale, opløsende Bestræbelser; men han er bunden af »Principer« alias Forholdet til sine grundtvigske Venner. Hans Vægring er saa meget mere uforklarlig, som han jo med sin Underskrift paa den private Skrivelse, som meddeler Resultaterne af Forhandlingerne paa Bethesdamødet, har godkjendt Punkt 1 om Præstefrihed, idet han mener sig dækket ved Tilføjelsen »paa en enkelt Undtagelse nær«. Han vil derfor gaae med, naar vi i Stedet for den af os affattede Indbydelse vil aftrykke den private Skrivelse som Indbydelse. Kun forlangte han »Indbyderne« rettet til »Deltagerne«. Jeg fatter ikke, hvad denne Ændring skal betyde. Det vil jo aldeles ikke passe ind i den hele historisk refererende Meddelelse. Vi maae vist opgive Th. R.; vi komme næppe til Forstaaelse med ham. Men af allerstørste Vigtighed er at faae Skat Rørdam s. 287og Rothe med. I Th. R.’s Sted maae vi heist faae en Grundtvigianer, naar vor Tanke var at drage i alt Fald nogle fra den Side med. Hvad siger Du om Monrad ¹⁾I. H. Monrad, senere Præst ved Vartov og Marmorkirken. i Kjøge? Men allerførst Skat Rørdam. Under dine hyppige Besøg i Kjøbenhavn kunde Du bedst mundtlig faae Sagen afgjort med Rørdam og Rothe. Med Rørdam maae Du da træffe nærmere Aftale om Indbydelsen. — —

Hvis der er Tid dertil, var det da ikke ønskeligt at faa Gøtzsches og Wahls Underskrifter, inden Du talte med Rørdam.

Sagen er vigtig. Nielsen er saa kjed af, at Th. R. ikke vil med. Han er en brav Mand. Lad mig snart høre fra Dig.

Din Ven
J. Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Ørsløv Præstegaard 12. Decbr. 1883.

Min kjære Ven! Nina har det bedre, og Howitz mente, at hun kunde komme hjem paa Fredag; men hun er meget medtagen. Jeg har været hos hende, siden vi saaes, og tager hjem 2 Gange om Ugen for at prædike, et uroligt og spændende Liv. Bed godt for os.

Men Du kan nok tænke, at efter disse mange Kjøbenhavnerrejser kan jeg ikke blive ved at rejse derind mere. Fredagen vil gaae med at bringe alt i Orden derinde angaaende Hospitalet, Doktoren og hendes Hjemrejse, og der kan ikke blive Tid til mere. Jeg har sendt Indbydelsen til Wahl, som sender den igjen til Dig, at Du kan besørge Resten; thi jeg kan ikke stort mere i Øjeblikket efter Rejsen og Nattevaagen. Jeg har tilføjet Provst Hej bjerg ²⁾Præst i Aulum, senere Vor Frue Sogn, Odense, Helsingør., som vi ere godt tjente med. Olrik ³⁾Pers. Kap. i Kirkehelsinge. maae jeg meget fraraade, han er fuldstændig s. 288grundtvigsk vild og ondsindet imod os andre; faae ham endelig slettet.

At Th. Rørdam ikke vilde, var jeg vis paa, og skjønt jeg holder af ham, anseer jeg det for godt. En Mand med saa deliristiske Ideer om Præstefrihed som Baandet mellem alle Jordens Trossamfund er umulig til fornuftige Forhandlinger.

Din Ven
Vilhelm.

Vilh. Beck til Clausen.
Ørsløv 31. December 1883.

Min kjære Ven! Det vilde være prægtigt at have Dig i Helsinge ¹⁾Kirkehelsinge. Cl. havde forespurgt B. om Embedets Beskaffenhed.; om Indtægterne maae Du selv erkyndige Dig; saalænge Feilberg lever og Enken, er der jo store Byrder. Byggegjælden maae vel snart gaae af. En sjælden stor og smuk Kirke, en udmærket Præstegaard, ny og smuk, en stor Have. En levende Menighed, som kun venter paa en Mand, som vil samle den. Der er en Del Sognebaandsløsere til Hoff ²⁾Valgmenighedspræst i Ubberup, senere Præst ved Vartov., men der er endda nok at samle om Herren. Søger Du det, faaer Du det vist. Olrik har faaet en stor Del til at søge for sig, men de Troende have givet en Kontraansøgning ind imod ham og bedet om en Mand, som kan samle Menigheden, uden at nævne nogen.

Nina er rask, og vi have havt en velsignet Jul; men mit anstrengte Liv under hendes Sygdom har jeg ikke kunnet taale, saa at jeg kun med Besvær har kunnet arbejde Julen igjennem, f. Ex. prædiket 9 Gange i 5 Dage i Rad. Nu har jeg prøvet, hvad det er at blive træt. Men alt dette glemmes let over at have hende. Gud velsigne Eder begge.

Din Ven
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Lyndelse 28. Marts 1884.

Min kjære Ven! Hvis jeg havde vidst, at Du var syg, havde jeg sikkert skrevet til Dig; men først fornylig har jeg hørt det. Du og Nina vil til Bad ¹⁾Karlsbad.. Det kan være strengt nok; jeg er ogsaa syg, men det er mere paa Sjælen, og det er værre end legemlig Sygdom. Du er et lykkeligt, fast troende Menneske, som har udrettet noget i dit Liv — jeg er en stor Pjalt, fra hvad Side man saa seer mig. Jeg skal dog ikke trætte Dig med mine Klager og Sukke. At Du kommer til at skrante, undrer mig ikke; engang maae der skee Brud paa Maskineriet, der bruges saa meget som dit. Med Dig gaaer det omvendt som med Dampfærgen; her holder Kaptainen, men Færgen gaaer der idelig Bræk paa; din Dampfærge, den indre Mission, har holdt og holder, vil Gud, fremdeles, Kaptainen her om Bord kan ikke holde evindeligt. —

Min kjære Ven! Kan og vil Du ikke give mig et Raad — skal, tør jeg søge Horsens? Jeg føler egentlig, at jeg ikke duer til mere her paa Jorden — forsaavidt burde jeg vel helst her vente paa min Død — men Haabet om at kunne bruges endnu til lidt kan jeg dog til andre Tider ikke opgive. Her synes jeg slet ikke, at jeg kan udrette noget. Hvad Horsens angaaer, da har Clausen ²⁾Dr. theol. Johannes Clausen, Præst i Horsens, udnævnt til Biskop i Aarhus 1884. snarere fraraadet end tilskyndet mig til at søge det, han mener, jeg hurtigt vil blive helt opslidt der. Nogle raader til, Andre fra — selv er jeg vaklende som Sivet. Min dyrebare Ven! giv mig et Raad; jeg trænger til et Vink fra Herren; maaske vil han bruge Dig dertil.

Kjærlig Hilsen.

Din Ven
J. Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Ørsløv 29. Marts 1884.

Min egen kjære Ven! — det er Du, »fra hvad Side jeg seer Dig« — Du skal ganske rolig søge Horsens, hvor de trænge til en anden Johannes Clausen end ham, som var bagklog, men livsdum; Du er væsentlig det omvendte, — og Du skal ikke synde mod Gud ved at kaste Vrag paa den Naadegave, som han har givet Dig og ladet bære Frugt i dine Præsteaar. For et Par Dage siden fik jeg et Brev fuldt af Glæde over en Prædiken, Du havde holdt i en ny Kirke etsteds paa Fyen.

Hvad mig angaaer, er jeg egentlig ikke saa daarlig nu, men jeg har været meget og smertefuld syg. Jeg sad i 3 Uger Dagen igjennem ved Ninas Seng paa Hospitalet, arbejdede Natten igjennem og rejste to Gange om Ugen til Ørsløv og holdt Missionsmøder og prædikede; saa brød det sammen, den Legems- og Sjælsspænding var for stærk. Jeg prædikede i Julen, men blev — træt, hvilket jo ellers kun Rabalderho’der har kunnet bevirke. Udslet, Brystkathar, Nyregrus tog alt Fedtet af mig. Saa brød jeg igjennem og begyndte at prædike, og saa kom min gamle trofaste Ven med de mange Kræfter, Søvnen, igjen, og nu kan jeg besørge mit Embede. Men jeg rejser paa Mandag ind til Professor With ¹⁾Overlæge ved Frederiks Hospital. for at lade ham afgjøre, om jeg skal rejse og hvorhen. Det bliver vel i Maj. Nina følger med, og saa kan det jo blive meget fornøjeligt.

Glem nu ikke at søge Horsens.

Vi hilse Eder begge, vore kjære gamle Venner.

Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
5. April 1884.

Min kjære Ven! Nu er endelig hele »Bethesda-Historien« ¹⁾Et Præstemøde, afholdt 16/5 1883 i Bethesda for at protestere mod Askovmødets Krav om „Præstefrihed“, blev resultatløst grundet paa Forsamlingens Uensartethed (jvf. I. M. T. Nr. 4 1885, Side 50·—51). strandet. Rørdam skriver til mig, at Kjøbenhavnerne opgive det Hele (!!). Det var en skjøn Slutning.

Jeg troer nu, at vi ↄ: Du og jeg bør tage Sagen op helt paany, saa kunne vi blive fri for al denne Halvhed, alt dette rædsomme Vrøvl. Med andre Ord: Hovedstammen bliver alle den indre Missions Præster — (jeg bliver det 5. Hjul) og fremragende Lægfolk. Saa stille vi det skarpt i Spidsen: ingen Præstefrihed som Hovedpunktet — og bagefter kunne vi saa komme til disse eller hine Reformer. Herved opnaaes, at I. M.’s Præster og Lægfolk give et kirkeligt Bidrag, eller rettere: sætte en kirkelig, luthersk Dæmning for alt det vor Folkekirke nedbrydende. Dette meddeler jeg Dig, for at Du i dit Exil kunde tage det under Overvejelse. — — Nu troer jeg det heldigt, at Bethesdahistorien helt er strandet; thi nu kunne vi faae noget helt, klart frem. Nu kan I. M.’s Retning faae Lejlighed til at lægge et meget konservativt Lod i Vægtskaalen. Naar jeg nu i to Aar har gjort Forsøg paa at danne et Mellemparti — og dette totalt er mislykkedes, kan man desto trøstigere gaae ind paa en skarp Opposition mod Askovmændene.

Hvor vilde det glæde mig, om vi i Sommer kunde faae afholdt et stort Møde af Præster og Lægfolk, paa hvilket en ren og klar Fane kunde blive hejset.

Gud velsigne og bevare Dig, min dyrebare Ven! Han give Dig en glad Paaske, en lykkelig Rejse, en endnu bedre Hjemrejse.

Dm Johannes Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Brunnen 2. Juni 1884.

Min kjære Ven! Du bad mig om at tænke over Præstemødesagen, medens jeg var i Karlbad. Der var det imidlertid saa godt som umuligt at tænke; saa snart man begyndte at tænke, sov man strax. Siden har jeg flakket meget om i Bayern, Tyrol, Italien og Schweitz, og jeg er begyndt at tænke igjen, skjønt der har kun været lidt Hold i Tankerne under saa megen Pavse. Jeg vil jo grumme gjerne have saadant et Møde istand, men hvornaar? Nu er den bedste Del af Sommeren snart forbi. Saa kommer Evangelisk Alliance i September. August duer ikke. Men kunde vi faae det istand i Efteraaret, var det jo ogsaa godt. Kommer Du ikke til Viborgmødet ¹⁾Missionens Sommermøde 15.—17. Juli 1884.? Der træffes jo en hel Del Præster. Det kunde dog maaske have Betydning for at bringe Sagen igang. Det er aabenbart den eneste Maade, hvorpaa der kan bringes noget ordentligt istand, naar det bliver en Samling ensartede Præster. Det gaaer ikke at ville mere, end man kan gabe over.

Det seer ud, som Herren har ladet vor Rejse lykkes. Nina og jeg ere blevne saa raske i Karlsbad, som vi ikke have været i mange Aar, saa let bevægelige. Om min Sygdom er helt væk, tvivler jeg om; men i hvert Fald er hele Tilstanden gjennemgaaet en udmærket Forandring, ligesom ogsaa hele Levemaaden: op Kl. 5 hver Morgen, spadserer paa et Glas Vand, holder ingen Diæt, i Seng Kl. 10. Igaar var jeg paa Rigi og saa over paa Pilatus, hvor Du og Jeansson laae og skjændtes om min Kusks røde Vest.

Nina spørger, om Frederikke og Christian ikke komme til os i Sommerferien.

Hils Sophie og Dig selv fra os begge

Din Ven
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Jernbanen fra Vamdrup 10. Juli 84.

Min kjære Ven! Det glæder mig saare meget, at I begge have havt godt Udbytte af Eders Rejse.

Inden jeg modtog dit Brev, havde jeg skrevet til Ørsløv om Kirkemødet. Jeg har senere set af I. M. T. om Forhandlingsemnet. Jeg er ogsaa kommen til Erkjendelse af, at Forhandlingerne i Viborg ikke behøve at være saa omfattende ¹⁾I Brev af 5/7 1884 havde Cl. foreslaaet en hel Dag til dette Emne.. — Hoslagt er et Udkast til Indbydelse til Kirkemøde i Oktober. V. Gøtzsche, som jeg traf, billiger min Plan.

1) Der skal ikke sættes Navn under Indbydelsen. Det skal være Sagen, som samler, saa faaer der at hænge paa, hvem der vil. Tallet paa Præsterne i Viborg d. 16. skulde man have. 2) I Viborg behøves kun: billiger I Tanken? og at de, som i Viborg slutte sig til, alle melde sig som Deltagere. 3) Forsamlingen skulde overdrage til Dig, Gøtsche og mig at ordne Sagen, navnlig skaffe Indledere til de enkelte Spørgsmaal.

Redaktionen af Indbydelsen og Emnerne skulde Du, Gøtzsche og jeg nærmere forhandle.

Din Ven
Johannes Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Ørsløv Præstegaard 12. Juli 1884.

Min kjære Ven! Du har vel allerede forstaaet, at jeg ikke havde læst dit sidste Brev, da jeg fra Udlandet skrev til Dig. Jeg fik det først igaar ved min Hjemkomst. Da der i Mellemtiden er ansat et andet Forhandlingsemne, ¹⁾„Om den kirkelige Mirbrug“. s. 294kan der jo kun blive en mindre Tid til Kirkemødets Forhandling i Viborg. Og jeg anseer det derfor nødvendigt, at der mødes med en bestemt Formulering af Forslag til et saadant Møde, underskrevet af os tre som Indbydere til et Kirkemøde under bestemte Forudsætninger, som ikke kunne forandres, og saa maae hvem, der billiger dette, komme med. Det var jo ogsaa din Mening. Men det maae formuleres bestemtere. Jeg kan umuligt faae Tid til at gjøre dette, men kan Du og Gøtsche ikke gjøre det? Jeg kommer Mandag Aften til Viborg og boer hos Bispen ²⁾Biskop Swane.. Men I maae huske paa, at jeg skal i Seng Kl. 10.

Din Ven
Vilh. Beck.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Ørsløv 25. Juli 1884.

Min kjære Ven! Jeg forelagde vort Forslag om Kirkemødet i Viborg, og af 70 Præster gav 50 os deres Navne og overlod os tre ³⁾Beck, Gøtzsche og Clausen. at ordne alt; Mødet bestemtes til Oktober, og vi kunne jo saa holde det samtidigt med Missionens Efteraarsmøde ⁴⁾14.—17. Okt. 1884. Ved samme Lejlighed „Kirkemødet“. Emne: „De kirkelige Frihedskrav“. I. M. T. Nr. 35, 1884. i Odense. Nu maae vi tre jo samles en Gang. Jeg vil saa nødig rejse igjen efter den megen Fraværelse; kunde I to ikke komme her i August?

Din Ven
Vilh. Beck.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Ørsløv 26. Januar 1885.

Min kjære Ven! Naar Du nu »lader Herren raade«, saa maae Du da selv have Fred med Hensyn til din s. 295Fremtid ¹⁾Cl. havde søgt Raad hos B. om Sogneembedet ved St. Peders Kirke i Slagelse, ledigt ved Pastor Branners Entledigelse.. Jeg har hørt, at man med Spandet ²⁾Ejer af Idagaard ved Slagelse. i Spidsen søger om »en Grundtvigianer«, men det kan Du vel gjælde for, man gjælder jo for saa meget, som man ikke er.

Stenografen bliver nok færdig i Løbet af 14 Dage, og det er ikke for sent at udgive en Beretning ³⁾Beretningen om Kirkemødet 15.—16. Okt. 1884 i Odense, en Protest mod Askovmødet. I. M. T. Nr. 4, 1885., som i hvert Fald maae ud.

Din Ven
Vilh. Beck.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Ørsløv 15. Februar 1885.

Velkommen igjen til Sjælland ⁴⁾Cl.s Udnævnelse til Sognepræst ved St. Peders Kirke., min inderlig kjære Ven! og til din gamle Ven og bedste Kammerat, og Gud velsigne Eders nye Hjem. Og Gud velsigne ogsaa Eders Kristians Forlovelse.

Den 13. (istedetfor 14.) Marts er der Sølvbryllup i Ørsløv Præstegaard. Du var en af de faa Venner ved Brylluppet; nu bliver der vist mange Venner ved Sølvbrylluppet; men jeg vilde nødig savne Dig i Flokken. Kunne I ikke komme?

Din Ven
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
N. Lyndelse Februar 1885.

Du kjender mig, min inderlig kjære Ven! maatte altsaa vide, at det ikke er mig muligt med Ro og Stilhed at tage imod den sidste betydningsfulde Begivenhed ⁵⁾Se Note 4 til foreg. Brev. i mit Liv. Jeg har baade før og efter denne gjennemgaaet s. 296svære Kampe, saa stærke, at jeg var nærved at synke sammen og helt gaae til Grunde. Nu er jeg kommen mere til Ro, og jeg har i de senere Dage kommen i Ly bag Ordet: bekymrer Eder ikke for den Dag i Morgen, hver Dag har nok i sin Plage. — Rimeligvis holder jeg Tiltrædelsesprædiken 1. Paaskedag. Ja, jeg vilde saare gjerne være hos Dig og Nina d. 17. Denne Højtid skal danne Indgangen til vort Samliv paa de gamle Dage. Jeg venter megen Velsignelse deraf, megen Støtte fra Dig, min dyrebare Ven. Det er saa underligt for mig at tænke paa, at vi herefter ikke skulle være mere end 1¼ Mil fra hinanden, saa nær have vi ingensinde været hinanden. I Hjertet have vi aldrig været skilte ad; vi skulle aldrig blive det, men efter Haabet komme hinanden end nærmere i den Tid, vi endnu have tilbage hernede. Med Frygt og Bæven drager jeg til Slagelse; midt i denne har jeg dog Haab om at samle en Menighed. Hvor er det dejligt, at jeg kan tye ud til Dig, naar det kniber. Du faaer mig vist tidt til Gæst i Sommer.

Nu maae Du ikke glemme at bede for din gamle Ven

J. Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Ørsløv 2. Marts 1885.

Drag Du frimodig til Slagelse, min kjære Ven! Herren drager med, og Menigheden venter Dig — hvad kan Du saa forlange mere? — Da jeg havde været med Dig i Slagelse og havde turdet raade Dig, bad jeg Herren indstændig om at staae ene for dette og gjøre mit Raad til intet, om jeg tog fejl, og det var til Skade for Dig. Jeg er saa rolig for, at han har staaet for det; og Du vil faae en velsignet sidste Stilling i Menigheden hernede, ligesom din Ven i Ørsløv i min sidste Stilling. s. 297Man venter Dig med stor Forventning i Slagelse. Grønvold ¹⁾Købmand i Slagelse. sagde til mig, at han havde en Bolig i sit nye Hus ved Tømmerpladsen paa Jernbanevejen, hvor Brøndsted ²⁾Res. Kap. ved St. Mikkels Kirke, Slagelse, Grønvolds Svigersøn. har boet. Men Du maae vist helst skrive strax til ham derom, at den ikke skal blive lejet ud til Andre.

Tak, kjære Ven! fordi Du vil komme til vor Højtidsdag. (Vi vilde rigtignok gjerne have din gamle Eva ³⁾B. kaldte Fru Clausen „Eva“, foranlediget ved at hun en Gang havde advaret ham mod hans „gamle Adam“. med); det er nu ikke den 17., som Du skriver, men Fredag 13. Vi skulde jo gjerne til Alters den Dag om Morgenen og føres dertil af vor gamle kjære Ven. Men saa maatte Du jo helst komme Dagen før.

»Sorø Amtstidende« omtalte Dig forleden saaledes: Joh. Cl. har tidligere virket sammen med Vilh. Beck. Han gjorde derefter en Tilnærmelse til Grundtvigianerne, men har i den senere Tid vendt sig tilbage til sin første Kjærlighed ⁴⁾Sorø Amtstidende 16/2 1885.. — Gud ske Lov! den har aldrig været afbrudt. Maae jeg give Dig et Raad — Du veed, at det kommer fra Guds Rige, som er indeni i mig — saa vil jeg sige: kan Du give Slip paa din Medvirken i Forsamlingssagen og i det Hele overlade Politiken til Andre, saa vilde jeg takke Gud inderlig for det — for din Virksomheds Skyld — og for din Sjælefreds Skyld. Du kommer til den mest politiske By og Omegn — Højremændene ere om muligt endnu mere tossede end Venstremændene og ville naturligvis have Dig fat. Det bedste Svar, troer jeg, vilde være ligefra Begyndelsen (det har jeg gjort): »Jeg beder Dig, hav mig undskyldt!« Jeg vilde saa gjerne, at Du skulde have det rigtig velsignet igjen paa Sjælland. Jeg misbilliger ingenlunde s. 298din fædrelandske Virksomhed, og jeg veed, at den kom fra din Samvittighed; men jeg mener, at Du har en større Gjerning, og at der er Andre til det Andet.

Endnu en Gang: velkommen og velsignet!

Din Ven
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
N. Lyndelse 10. Marts 1885.

Min kjære Ven! Vil Gud, kommer jeg til Slagelse Torsdag Morgen. Vil Du hente mig der efter Toget Kl. 4,55 Eftmd., med hvilket Høyer-Møller ¹⁾Pastor H.-M. viede Nina og Vilhelm Beck 14/3 1860 i Gottorp Slotskirke. ifølge Brev vistnok kommer; jeg er hos Winther ²⁾Prakt. Læge i Slagelse, Cl.s Svoger..

Igaar forvred jeg min Fod, saa at det saae ud til, som jeg ikke kunde komme. I Dag er Foden bedre, saa jeg haaber at kunne komme. Lad mig med Vognen til Slagelse vide, om jeg kan benytte din Præstekjole, min egen er der for Tiden ingen Mave i. Kan jeg ikke faae din, maae jeg laane en i Slagelse. Herren give Dig og Nina en velsignet Højtid.

Din Ven
Johannes Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Slagelse 26. Septbr. 1885.

Kjære Ven! Jeg kunde nok have Lyst til at komme med til Mødet i Storskoven ³⁾Missionsmøde 1/10 1885 i Kastrup Storskov ved Tjustrup. paa Torsdag. Kjører Du igjennem Slagelse, kunde jeg maaske kjøre med Dig. Lad mig vide, hvad Klokkeslet Du kommer.

Din hengivne
J. Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Ørsløv 29. September 1885.

Bravo, kjære Gamle! Det er en voldsom Fornøjelse for mig, at vi to skulle optræde i den gamle Duet. Jeg skal komme og tage Dig med mellem 10 og 11.

Hils Eva. Din Ven

Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
30. December 1885.

Kjære Ven! Det var kjedeligt, at vi ikke kunde komme ud til Eder paa din Fødselsdag, vi ere nemlig bedt ud til Spandet. Var det blot kommet paa Tale, da vi sidst vare hos Eder! Paa Vejen hjem tænkte jeg paa, at din Fødselsdag var nær; men jeg kunde ikke huske Dagen. Ja, jeg vilde gjerne have været hos Dig; for os er det nu snart mod Aften, og Dagen hælder. Lad os see at mødes saa tidt som muligt, medens det endnu er Dag. Jeg har havt en velsignet Julefest, men meget anstrengende, fordi jeg maatte alene slutte i Søndags med en stor Børnegudstjeneste. Der var c. 1000 Mennesker — 5 à 600 Børn. Nu udarbejdes der Overslag over Missionshuset ¹⁾Joh. Cl.: „Om et Missionshus i Slagelse“. (I. M. T. 1886, Nr. 7).. Tak for det gamle Aar. Hjertelig Hilsen fra Sophie og mig.

Eders gamle Ven
J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Slagelse 12. Febr. 1886.

Min kjære Ven! Kun dette vil jeg sige Dig, at jeg saa inderligt, som jeg kan, vil tigge Vorherre og Frelser om at holde sin skærmende Haand over din dyrebare Hustru ²⁾Fru Beck var atter indlagt paa Frederiksberg Hospital.. Han see dog i Naade ned til Eder og s. 300gjøre alting godt! Maatte vi dog høre gode Efterretninger fra Dig! Hvilken Spænding, hvilken Kamp maae Du kæmpe! Hils Nina saa hjerteligt fra mig.

Din Broder og Ven
J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
18. Febr. 86.

Min dyrebare Ven!

Mit Hjerte gjøres mig bange,
bespændt i Angst og Nød.
O, Jesus, ej fra mig gange.
Hjælp mig for din haarde Død.
Gud trøste og raade
den, som kommer i Vaade!

Jesus gaaer ikke fra Dig og Nina, ihvad der skeer; derfor: retter de slappede Hænder og de afmægtige Knæ.

Derom beder jeg paa denne Mindedag ¹⁾B.’s og Cl.’s Indsættelsesdag henholdsvis i Ørum og Ryslinge..

Din Ven
J. Clausen.

Hils din kjære Nina fra Sophie og mig.

Vilh. Becks Svar.
Ørsløv 11. Marts 1886.

Min kjære Ven! Du har hjulpet os med at bede; hjælp os nu med at takke. Nina ligger her paa min Sofa efter at have gaaet en Operation igjennem — ikke den farligste, som Herren forhindrede, men dog farlig nok. Jeg hentede hende igaar, og hun har det godt, men meget afkræftet. Hvordan Fremtiden vil blive, veed kun Herren, men Planen er foreløbig at tage til Karlsbad i Maj, hvor hun kom sig saa godt sidst.

s. 301Vi ville rigtig gjerne have Eders Toni ¹⁾Frk. Toni Egholt, Cl’s Svigerdatter., naar hun gjerne vil til os; men da vi efter vor Plan rejse strax efter Paaske og haabe at komme hjem til Pintse, hvad synes Du saa? Ville I saa ikke helst have, at hun først kommer efter vor Hjemkomst?

Det kunde ikke nytte, om Du var kommen ud til mig; thi med Undtagelse af Søndagen var jeg hos Nina; mit Liv er blevet Et med hende; jeg kan slet ikke tænke mig nogen Tilværelse uden hende.

Hils Sophie.

Din Ven
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
22. Marts 86.

Kjære Ven! Det glæder os meget at høre, at Nina har det taaleligt eller forholdsvis godt. Gid hun nu maae komme til Kræfter! — — —

Der rejser sig — jeg siger heldigvis — Agitation mod Missionshuset; denne, der vist ikke er uden Indvirkning navnlig af Hr. Brønsted, som ikke stiger i mit Omdømme, efterhaanden som jeg nærmere lærer ham at kjende. — Agitationen naaer vistnok at faae Byraadet til at nægte os Byggegrund. Men, som sagt, jeg seer med Glæde, at der kommer Adskillelse, bestemte Modsætninger frem.

Din Ven
J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
17. Juli 86.

Kjære Ven! Du kjender, hvor Gudstjeneste-Formen er løs i Kjøbstæderne. Synes Du derfor ikke, at der s. 302kunde være Grund til min lille Opsats i Bladene ¹⁾Forgæves eftersøgt.. Jeg maatte vælge den Vej, ad hvilken jeg kunde faae talt til saadanne, som ikke komme i Kirken. Jeg troer, jeg har handlet rigtigt; jeg har kun villet fremme »god Orden« ved at formane til at blive i Kirken og aabne de Troendes Øje for, hvad de skylde af Ærbødighed, Ærefrygt og Tilbedelse m. H. t. Sakramenterne. — — —

Tak for din og Ninas Venlighed mod Toni. Gud være lovet! at Nina har det saa godt.

Din gamle Ven
J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Slagelse 5. Oktbr. 1887.

Kjære Ven! — — — Du kommer jo fra Kjøbenhavn paa Fredag. Hvis Du ikke er for træt, og hvis det ellers er muligt, vilde jeg være meget taknemlig for, om Du kunde komme om Formiddagen. Tingen er denne: jeg har nu saa godt som skreven min Afhandling ²⁾„Søndagen, dens Brug og Misbrug af Menigheden og Statens Forhold til den“, anmeldt af B. i I. M. T. Nr. 6, 1888. om Søndagen færdig. Jo før den kunde komme ud, nu da Opmærksomheden ved Kirkemødet ³⁾13.—15. September 1887. Emne: „Søndagshvilen“, indledet af Skat Børdam. Dette Møde var et enkelt af den Bække Møder, der holdtes hvert 3. Aar under Navnet „Bethesdamøderne“, et Forsøg paa Tilnærmelse mellem de tre kirkelige Lejre. er vakt for Spørgsmaalet, desto bedre var det. Men jeg vilde jo gjerne læse den for Dig, høre din Mening om nogle Enkeltheder.

Hjertelig Hilsen fra din Ven

J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
4. August 88.

Min kjære Ven! Turen til Stockholm ⁴⁾Verdenskonferencen for „Ynglingeforeninger“ 14.—15. August 1888, refereret i I. M. T. Nr. 42, 1888. maae jeg opgive s. 303af Pengeknaphed. Mine Pengeforhold pine og trykke mig gyseligt. Jeg maae søge herfra.

Igaar skrev jeg til Johansen ¹⁾Sognepræst ved Frue Kirke i Odense, forflyttet til Svanninge 21/7 1888. i Odense angaaende Embedet, om jeg muligvis kunde være tjent med det. Jeg føler ogsaa, at jeg ikke kan magte Gjerningen her. Hele Landsognet ligger hen som en øde Mark. Der skal en yngre Mand til, som mere kan søge den Enkelte. Det er vel tvivlsomt, om jeg et andet Sted kan virke mere og bedre; thi i mange Maader er min aandelige Kraft brudt. Bedst synes det mig tidt, om vor Herre vil af Naade kalde mig hjem; thi jeg er virkelig saa nedtrykket i Aanden, saa jeg tidt veed hverken ud eller ind.

For Dig, min kjæreste og bedste Ven! følte jeg Trang til at aabne mit Hjerte. En Bøn vil Du nok bede for mig, at Herren vil være mig naadig, hvordan det saa gaaer.

Inderlig og kjærlig Hilsen fra din gamle Ven

J. Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Storebælt 9. August 1888.

Min egen kjære Ven! Jeg vilde helst have sendt Dig et Par Venneord strax; da var det umuligt, og nu haaber jeg, at Du har havt Besøg af en Bedre end mig, saa mine Ord ere overflødige. Men har Han ikke sagt det, saa Du har hørt det, saa tør jeg nok sige det fra Ham: Vær stille, Ven! — stille for Herren! — hvorfor saa urolig? bi efter Herren! Du skal endnu takke Ham; thi der er megen Frelse fra Jesu Ansigt. — Jeg er nu vis paa, at Du ikke skal fra Slagelse. Herren har sat Dig der og givet Dig en Gjerning der, som han nok skal give Dig Kræfter til. Lad det være din første Betragtning s. 304— saa skal ogsaa Føde og Klæder blive lagt til Dig. Du bliver ikke glad ved at flytte — heller ikke rig, men kun fattigere. At Du maae laane Penge, har Du jo tilfælles med os andre i disse Tider. Ved at flytte er det sikkert, at dine Pengesager gaae tilbage det første Aar. Ved at blive i Slagelse er det sikkert, at dine Pengesager om kortere Tid gaae frem, om Du lever. Og længere er det vel ikke værd at tænke. Men søg at blive hjemme i Slagelse, hvor Herrens Venner elske Dig. Hvor mange eller faa Du har af dem, har Du jo ikke Lov til at kræve noget om. Heller ikke kan jeg troe, at vi to gamle Venner skulle tages fra hinanden igjen. Jeg maae nok skrive saaledes til Dig. Jeg vil gjerne tage en Røffel for det, naar blot Du vil troe, at det er din gamle Ven, der skriver.

Vilh. Beck.

Vilh. Beck til J. Clausen.
p. t. Frederiksborg ¹⁾I. M.’s Sommermøde 25.—28. Juni. 26. Juni 1889.

Min egen kjære gamle Ven! Min Tanke og mit Hjerte har været meget hos Dig i den sidste Tid; det har jo været trange Tider ²⁾Forgæves søgt Oplysning om, hvad her sigtes til. for Dig; men vi kunne jo have Guds Fred under de sværeste Trængsler. Gid Du maae have faaet den, saa Du nu kan tage det stille i Troen paa, at ogsaa dette vil blive til det Gode.

Jeg frygtede for, at Du nu vilde søge Fredericia, og jeg vilde have vovet som din gamle Ven at bede Dig lade være. Du finder dog kun Fred i Troen paa, at Herren har sat Dig paa den Plads, hvor Du er, og at han saa efter sit Ord vil sørge for Dig. Nu behøver jeg jo ikke at tale om dette; Herren selv har vist Dig, at han vil, Du skal blive, og har lagt det daglige Brød til s. 305Dig; Du er jo nu fri for Pensionen ¹⁾Pastor Branner døde 1889.. Mange vilde blive glade ved at beholde Dig, ikke mindst din gamle Ven

Vilh. Beck.

p. s. Tager Du med til Norge ²⁾Ydre Missionsmøde i Kristiania 2.—6. Juli 1889. Mødet for Ungdomssagen i Trondhjem 12.—13. Juli 1889, refereret i I. M.. T. Nr. 34, 1889. B’s Foredrag ved Trondhjemsmødet, se I. M. T. Nr. 42, 1889.? Det vilde jeg gjerne vide i et Par Linier til Ørsløv Fredag.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Slagelse 11. April 91.

Min kjære Ven! Da Du rimeligvis rejser til Ribe ³⁾Indre Missionærernes Møde for Jylland 14.—15. April 1891. paa Mandag, maae jeg skrive Dig til om følgende Sag, som jeg saare gjerne vilde, at Du under dit Møde med Missionærerne skulde tage under fornyet Overvejelse. Jeg har jo skriftlig til Mødet i Kallundborg ⁴⁾I. M.’s Efteraarsmøde 11.—13. Nov. 1890, her overvejedes „en nøjere Organisation af Missionærernes Virksomhed“, forelagt og forhandlet ved Indre Missionærernes Møder i København 17.—18. Nov. og i Silkeborg 25.—26. Nov. 1890 (se I. M. T. Nr. 51, 1890). udtalt mig herom. Men da jeg ikke har hørt noget om, at Du eller Bestyrelsen har forberedt nogen Ændring i Missionærernes Virksomhed, og da jeg idelig bestormes fra flere Sider om gjennem Dig at indføre en Reform, vil jeg nu skrive til Dig herom. Sagen er sikkert af stor Betydning for I. M.s Nutid og Fremtid.

I.

Hovedsagen er, at I. M.s Virksomhed bliver langt mere afpasset efter de særegne Forhold paa de forskjellige Egne. Dette kan Bestyrelsen under de nu saa store Forhold umuligt gjøre. Det nuværende Tilsyn er betydningsløst eller utilstrækkeligt. Jeg foreslaar et Forretningsudvalg for hvert Amt af 2 el. 3 Præster og et s. 306lignende Antal Lægfolk. Dette Udvalg skal holde mindst to Møder aarlig, og dets Opgave skal være at lægge en bestemt Plan for Missionærernes Virksomhed i Amtet, sørge for aarlig Opkrævning af Bidrag til I. M. fra dens Venner, saa Missionærerne som Regel fritages for Indsamlinger. Ingen Missionær maatte rejse i den Kreds, der var lagt under Udvalget, uden Forhandling med dets Formand.

Udvalget skal give Bestyrelsen Meddelelse om Missionærernes Virksomhed.

II.

Dernæst bliver det nødvendigt, at Missionærernes Virksomhed ordnes saaledes, at Husbesøg optages i Instruxen som Pligt — Husbesøg før Mødet, Forhandling med de Troende efter Mødet.

Min kjære Ven! visselig ikke for at gjøre mig vigtig presser jeg paa med denne Sag. Jeg er overbevist om dens store Betydning. — 16 Aar ere Missionærer komne her — ikke en eneste Gang have de besøgt de Enkelte. Til deres Møder kommer stadig den samme lille Flok, men ikke Verdens Mennesker, der nu enkeltvis maa opsøges. Kun naar Missionærerne vilde komme og bliver her 8—14 Dage, gjøre Husbesøg og saa holde Forsamling, da seer jeg dem med Glæde. Jeg beder Dig inderligt: fremkald hurtigst muligt en Reform, inden det er for sildig — og Du vil sikre den Gjerning, Duhar offret saa mange Kræfter paa, en betrygget Fremtid. Gjør Du noget, saa hold mit Navn udenfor, thi det vil kun skade ¹⁾Ved I. M.’s Sommermøde i Svendborg 26.—29. Maj 1891 vedtoges særlige Regler for Missionærernes Virksomhed (jvf. I. M. T.Nr. 25,1891)..

Overvej under Bøn denne Sag, henstillet til Dig af din gamle Ven

J. Clausen.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Ørsløv 5. Decbr. 1891.

Tak, Du Gamle! for dine paatænkte Besøg i »Annexet« ¹⁾„En nærmere Forklaring“ (Cl.’s Forhold til Beck og den I. M.). „Annexet“ Nr. 1, 1892., som modtager dem med Glæde til 15. Januar. Jeg har moret mig kosteligt over dit høviske Væsen og glædet mig over meget alvorligt, skjønt jeg ikke kan sige Amen til det. Ja, vi to Gamle kunne godt sammen paa alle Leder. Det er et Venskab, som kan taale Slid; vort bliver sikkert aldrig slidt op.

Naar Ugen er omme, er jeg parat til at tjene ved Herrens Bord for Eder, I to Kjære.

Kjærlig Hilsen. Din gamle Ven

Vilh. Beck.

Clausens Svar.
Slagelse 6. Decbr. 91.

Min inderlige kjære Ven! Hvor blev jeg dog glad ved dit lille Brev! jeg var nærved at græde af Glæde — i alt Fald der gik en inderlig Strøm af ung og gammel Kjærlighed igjennem mit Hjerte. Sophie havde gjort mig bange, sagt: bare Vilhelm ikke bliver vred paa Dig, I maae ikke skilles. Jeg sagde: nej! vist gjør han ikke — og dog var der en lønlig Frygt i min Sjæl: gjør Du ham ikke for meget Vrøvl, blander Dig ind i Ting, som ikke kommer Dig ved? Jeg var mig dog bevidst, at jeg ikke vilde noget ilde, men kun fulgte, hvad der var Sandhed for mig.

Nu er jeg lykkelig og glad. Jeg læste igaar i Salmen: »det koster mer, end man fra først betænker« Ordene:

»Til man os seer fra Kampens Plads at gaa.«

Næsten daglig tænker jeg paa, at jeg — tidt ogsaa s. 308vi — Du og jeg — snart skulle forlade Kamppladsen. Maatte vi gaae sejrrigt herfra! Derom ville vi bede for hinanden. Men saa ville vi ogsaa tale aabent med hinanden — selv i manges Paahør — fordi vi begge ville Sandheden.

Ja, Gud være lovet for trofast Venskab — fra Ungdomsdagene til den sidste Dag.

A propos! mener Du, at »høvisk« kommer af Ordet »Høved«, saa kan Du selv være »høvisk«.

Du bliver ved at »springe ud«, gamle Zwibel! der maae være en indre Kraft — Herren bevare den til det sidste, saa at den sidste »Springen ud« bliver den skjønneste.

Endnu en Gang, gamle, kjære Ven! Tak for din lille Epistel; den er stor for mig. Hjertelig Hilsen fra din Ven

J. Clausen.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Ørsløv 19. April 1892.

Gamle, kjære Ven!

Imorgen 60.

Meget at takke for, endnu mere at haabe!

Vilh. Beck.

J. Clausens Svar.
19. April 1892.

Tak, Du gamle trofaste kjære Ven! for din Hilsen, saa kort og saa indholdsrig. O, kjære Vilhelm! hvor skal det blive saligt at mødes hjemme hos Herren i Lysets og Salighedens Egne — jeg kommer lige fra at have hørt den dejligste Musik, jeg i mit Liv har hørt — det var som Toner fra Fremtidshjemmet. Der skulle vi tale sammen om Alt, hvad vi oplevede herneden; s. 309mine Minder, fremlokkede ved disse Linier, gaae sammen med Tonerne, jeg nylig hørte, i min Sjæl.

Det er i Grunden betegnende, vi To have ikke Billeder af hinanden paa Væggen, vistnok fordi vi have Billederne af hinanden saa dybt indprægede i Hjerterne.

For det Tilfælde, at jeg skulde døe før Dig, sender jeg Dig dog hoslagte Billede. Du kan gjemme det i en Skuffe.

Hils din kjære Nina og vær selv kjærligst hilset fra din gamle Ven

J. Clausen, for hvem Du vil vedblive at bede.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Slagelse 29. Marts 1893.

Kjære gamle Ven! Jeg har fremdeles de samme Betænkeligheder ved Missionens Aarsmøde her, som jeg anførte i mit sidste Brev ¹⁾23/3 93 fraraadede Cl. at afholde Missionens Aarsmøde i Slagelse, grundet paa den stærke Modstand der mod Missionen. Efter Missionshusets Indvielse mente Cl., Forholdene vilde være bedre for et saadant Møde. Huset blev indviet 5/4 1894 med B. og Cl. som Talere. (I. M. T. Nr. 12, 1894).. — — — Jeg har længe følt, at jeg var Missionens »béte noire«. Og jeg undrer mig slet ikke derover, ikke over at Missionærerne see skævt til mig; det have de god Grund til, som de nu see Sagen ↄ: Missionsvirksomheden. Det har visselig tidt trykket mig, men jeg er mig bevidst, at jeg i al min Skrøbelighed har villet Sandheden — og ikke mig selv. En Ting har jeg altid af Hjertet glædet mig over, at jeg ikke har mistet dit Venskab. Men derfor vil jeg uhyre nødigt gjøre Dig imod, hvor det er mig muligt at føje Dig. Ønsker Du derfor vedblivende, at Aarsmødet skal være her, vil jeg ikke sætte mig herimod, jeg vil tage paa mig det, som dette vil bringe mig. Bestem det saa hertil s. 310i Guds Navn! Kun een Betingelse stiller jeg, at Bestyrelsesmødet bliver lagt saaledes, at jeg kan faae Lejlighed til udførligt at udtale mig ikke blot paa egne, men ogsaa paa mange Missionsvenners Vegne om Missionens nuværende Stilling (selvfølgelig vil jeg kun udtale mig for Bestyrelsen — ikke for Missionærerne). Jeg venter ikke at udrette meget; jeg venter snart at døe, og jeg beder kun om Lejlighed til en Gang helt aabent at udtale mig. Jeg troer, jeg har været Missionens ærlige Ven; uhyre har det tidt trykket mig, at jeg overfor den skulde indtage en Særstilling. Jeg har Sandheden tro ikke kunnet stille mig anderledes. Og faaer jeg Lejlighed til at udtale mig, beder jeg først Herren, dernæst Dig om, at min Udtalelse ikke i den korte Tid, vi have tilbage, maae gjøre mindste Skaar i vort Venskab. Jeg vilde saa gjerne gaae bort med dette, som jeg har baaret i mit Hjerte i de mange Aar fra vore og Missionens Ungdomsdage, i det Haab, at vi skulle mødes hisset af Guds Naade. Opfyld derfor denne min Bøn ¹⁾I. M.’s Sommermøde holdtes i Sorø 27.—30. Juni, hvor Missionærerne for første Gang deltog i Præstemødet. Ved Missionærernes Møde med Bestyrelsen (29.) vedtoges flere af de i Cl.’s Brev 11/4 1891 foreslaaede Bestemmelser. (I. M. T. Nr. 29, 1893)..

Inderlig og hjertelig Hilsen fra din gamle Ven

J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Slagelse 5. Januar 95.

Kjære Vilhelm! — Ja, den Tanke ²⁾Pastor Nyeborg, Stenmagle, havde opfordret B. og Cl. til at tale i Stenlille Kirke ved Mindestensafsløring over Missionær Chr. Hansen. synes mig fortrinlig, at vi »to gamle Profeter« kunde samles endnu en Gang i Stenlille — med »de unge Profeter«. Et saadant Møde kunde sikkert blive til stor Velsignelse — ikke mindst for os To — paa dette minderige Sted. Men s. 311skulde vi ikke helst vente til henad Foraaret, mange flere vilde samles paa en mildere Aarstid.

Tak, kjære, gamle trofaste Ven! for sidst (30. December). Hvor er det velsignet saaledes at mødes paa gamle Dage.

Din Ven
Johannes Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Ørsløv 20. Januar 1895.

Kjære gamle Ven! Jeg glæder mig gruligt til vort Møde i Stenlille og der mødes med vor Fortid.

Adressen til Fog ¹⁾Anledningen var Biskop Fogs Enledigelse. har jeg underskrevet, skjønt det faldt mig noget svært at sætte mit Navn under den paullinske Affektation ²⁾Adressen var affattet af Stiftsprovst Paulli.. Rørdams Navn seer skrækkelig grinagtigt ud der. Fog har været den Indre Mission god og mig personlig meget bevaagen ³⁾Jvf. I. M. T. Nr. 10, 1895, Side 159 sidste Stykke og Nr. 11, 1896.. Det er Toppunktet af, hvad jeg forlanger af en Biskop.

Din gamle Ven
Vilh. Beck.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Ørsløv 26. September 1895.

Kjære gamle Ven! Jeg har gaaet 14 Dage og tænkt paa, om jeg skulde skrive til Dig, og nu kan jeg ikke Andet. Det er om Vonsild, som Du tænker paa at søge. Betænk Dig dog endelig 7 Gange 70 Gange, før Du gjør det. Det er et aldeles dødt Sogn, hvor Du sikkert vil føle Dig meget utilpas. Du er ikke længer anlagt paa at gribe til en Vækkelsesvirksomhed, og sidde paa dine gamle Dage omgivet af Døden, vilde blive meget ulykkeligt for Dig. Og Slesvigerne? det har vist meget mindre s. 312at sige, end det maaske lader. For dem er det Nationale Alt, Kristendommen meget Lidet. Det er for din Følelse for dem i det Nationale, at de ønske Dig; og Du vil jo i Virkeligheden saa godt som Intet kunne være for dem i kristelig Forstand.

Det Bedste vilde maaske være, at Du søgte det forgjæves, har jeg hørt sige. Men det er det ikke; denne Søgen bort fra Slagelse gjør Dig hjemløs der for dit eget Hjerte. Nej, det Bedste vilde være, om Du ret kunde føle Dig hjemme der i Tro paa, at Herren har sat Dig der. Han har jo velsignet Dig og givet Dig en Menighed. At Du ikke kan faae alle Ønsker opfyldte, er ikke noget særligt for Slagelse. Vort gamle prøvede Venskab maae jo nok give mig Lov at sende Dig disse Ord. De ere fra

Din gamle Ven
Vilh. Beck.

Vilh. Beck til J. Clausen.
p. t. Aarhus 27. November 1895.

Min gamle kjære, dyrebare Ven! Dit Brev ¹⁾Cl. havde i Brev af 24/11 95 lovet at tale i Ørsløv 11/12 ved Møde for Børnegudstjenestesagen. I samme Brev meddeles hans Udnævnelse til Vonsild., saa kjært det er mig, gjorde mig i mange Maader bedrøvet. Først fordi det siger mig, at jeg skal af med Dig — Du veed maaske ikke, hvor umaadelig nødig jeg vilde have Dig blot en Mil længere borte, men det er saa; jeg har saa længe levet mig ind i Bevidstheden om saa let at kunne komme i Berørelse med Dig, om end mit meget Arbejde gjorde Berøreisen sjælden, saa at jeg saa daarligt kan finde mig i, at der lægges to Bælter imellem os. Det Andet, som bedrøver mig, var det Suk over, at vi saa lidt have holdt Møder sammen, navnlig saa lidt s. 313i Ørsløv. Godt, at Du fik sagt det, men bedre, om det var skeet for længe siden. Jeg har saa ofte ønsket det Samme, saa ofte været lige paa Nippet til at bede Dig prædike i Ørsløv. Men jeg gik med den Fornemmelse, at din lidt forandrede Stilling til I. M. vilde gjøre, at det vilde være Dig til Besvær at opfylde mit Ønske, og Du hellere vilde have dine Møder ene. Hvor underligt, at vi to Venner have kunnet gaa tavse saalænge med den Misforstaaelse. Mundklemmen er en slem Syge. Det Tredie, som bedrøvede mig, var den tunge Tone, der gaaer gjennem dit Brev; det er, som Du drager bort med en tung Byrde, der ikke synes at skulle lettes i dit nye Hj em. Kjære gamle Ven! drag bort fra Slagelse med Tak; Du har været en Velsignelse der. Drag til Vonsild med Bøn, Troens Bøn. Har Herren kaldet Dig, og Du kan troe det, saa vil Du jo ogsaa blive en Velsignelse der.

Tak for de 10 Aar og for hver Gang, Du og Sophie kom med Vennesind til os.

Din gamle Ven
Vilh. Beck.

p. s. Kunde Du ikke have Lyst til at holde Afskedsprædiken i Ørsløv 11. Decbr.? hvor Du saa skulde prædike Kl. 11 sammen med C. Moe.

J. Clausen til Vilh. Beck.
29. Decbr. 95.

Min kjære Ven! Du vilde kjærligt komme ud og tage os til Alters d. 3. Da Valdemar og Viggo ¹⁾Cl’s Sønner. imidlertid gjerne vilde gaae til Alters med os den sidste Gang i det gamle Hjem, gik vi sammen til Guds Bord 2. Juledag. En stor Mængde ønskede at gaae til Alters hos mig Nytaarsdag. s. 314Det bad jeg mig fri for, men bestemte en Altergang d. 2. om Aftenen. Vi vilde inderlig gjerne see Dig og Nina endnu en Gang i vort Hjem, men vi skulle allerede begynde at pakke d. 3. Jeg troer derfor, at vi helst sige Farvel hos Eder i Morgen ¹⁾B’s Fødselsdag..

Disse Dage eller Uger have været i højeste Grad anstrengende for mig, men ogsaa saare rige, langt rigere end jeg havde anet. Det synes, som der er mere Røre i flere Hjerter, end jeg havde tænkt. Helt uden Frugt har min Gjerning, Gud være lovet! dog ikke været.

Din gamle Ven
J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Vonsild 17. April 96.

Min inderlig kjære Ven! Den 27. Novbr. f. A. skrev Du mig et velsignet Brev til fra Aarhus. Det aandede den gamle trofaste Kjærlighed; det gjemmer jeg og læser nu og da og vil vedblive at læse det,

til mit Øje træt sig lukker,
og i Dødens Stund jeg sukker:
Fader! tag min Aand til Dig,

saa mødes vi der, hvor intet adskiller.

Trangt har jeg havt det her — og det bliver vel ved, indtil Udfrielsen kommer. Til sine Tider lysner det dog op og bliver lettere for mig.

Du veed, jeg gjerne vil gjøre noget for den sønderjydske Sag. For denne nationale Side er der virket adskilligt paa denne Side Grænsen, men den er bleven kirkeligt forsømt. Noget er der gjort, men der kunde gjøres langt mere. Der burde arbejdes for at lede de s. 315kirkelige Strømme med de Midler, der ere til Raadighed, ned over Sønderjylland. Dette har kirkeligt været stillet langt uheldigere end det øvrige Danmark; der har ingen kirkelige Bevægelser været dernede af gjennemgribende Betydning; det Nationale har alene optaget de fleste — og Følgen deraf er let kjendelig overalt dernede. Landet staaer Fare for at blive afkristnet — og skeer det, er dermed ogsaa den nationale Sag tabt. Der vaagner dog Længsel dernede efter Evangeliet, hvad der giver Haab om, at der fra denne Side kan gjøres noget. — Og saa synes jeg, at vi her i Grænseegnene ere naturligt kaldede til at danne Mellemledet mellem Sønderjyderne og hele den danske Menighed, lægge en Plan, hvortil vi maae paakalde Hjælp fra hele Menigheden i Danmark.

Med dette for Øje indbød jeg alle Præsterne i Grænseegnene til Møde hos mig 15. ds. Jeg var lidt ængstelig for Moe, men blev glad for at tale med ham, og han var saa venlig at forandre en Examensdag for at kunne komme med; men desværre forvexlede han Dagen.

Mødets Resultat blev, at Virksomheden udelukkende skal være kirkelig med maanedlige Møder om Søndagen forskjellige Steder langs Østgrænsen, om Vinteren muligt Søndagsmøder, helst med to Talere. Præsterne maae arbejde paa at vække Interesse for Sagen hos de Troende i deres Sogne. Sagen skal være en Menighedssag — og ikke blot en Præstesag. — Sønderjyderne skulle fra Grænsesognene sende enkelte Mænd og Kvinder, som kunne blive bekjendte med Tanken for saa at virke for at faae Sønderjyderne med til Møderne paa Grænsen. — Kommer Sagen i Gang, skulle Møderne ikke bekjendtgjøres i Bladene; Virksomheden skal holdes saa stille som muligt, med Møder paa en Gang fastsatte s. 316Dage. — Et Udvalg skal nedsættes, som skal skaffe Præster og Missionærer fra hele Landet til Møderne.

Hvad siger Du til denne Plan? Hvilken Glæde, om Du og jeg i Forening kunne holde et Møde paa Grænsen.

Og saa har jeg tænkt at samle her i Hjemmet alle Lærerne fra Grænsesognene for at tilskynde dem til at gjøre Børnene bekjendte med det sidste Afsnit af Danmarks Historie — Kampen for Sønderjylland, Lidelserne dernede, synge Fædrelandssange med dem for at vække FædrelandsKjærligheden hos dem.

Men endnu har jeg en Sag at henstille til Dig, om Du muligt her vil hjælpe med dit Navn og den aandelige Magt, Herren har givet Dig. Skal det blive til noget gjennemgribende dernede, til Vækkelse, Menighedsdannelse o. s. v., da gjælder det om, at der bliver Vidner dernede, Præster og Lægfolk, som støttede af deres Indfødsret kunne virke uhindret dernede. Ogsaa her er det en Selvfølge, at Støtten skulde ydes til Uddannelse af saadanne i begge kirkelige Retninger, alt som vedkommende maatte ønske det; thi atter minder jeg om, at Hovedmaalet maae være at lede alt kirkeligt i Danmark derned ¹⁾„Missionsvirksomhed ved sønderjydske Grænse“ (en Redegørelse af Cl.) I. M. T. Nr. 11, 1897, samt „Opfordring“ og „Grænsemission“, Nr. 50 og 51 s. A..

Hvad siger Du til dette sidste? Kan og vil Du give dit Navn til denne Opfordring? Jeg vil bede ogsaa Moe om at gaae med. Eller — hvis Du kan og vil — om Du vilde henstille det til ham. Ja, nu er Du vel træt af mit lange Brev. Men det omhandler en Sag, som er mig en Hjertesag.

De kjærligste Hilsner fra din gamle Ven

J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
21. April 96.

Inderlig Tak, min kjære trofaste uforandrede Ven! for din kjærlige Hilsen til Fødselsdagen. 20. April minder Dig jo ikke alene om din gamle Ven, men ogsaa om din dyrebare Søn Vilhelm hjemme hos vor Herre. Hvorledes mon de der hjemme voxe og udvikle sig, vidunderligt, saligt at møde sine Børn derhjemme. — —

Uden ydre Forbindelse med den paatænkte Virksomhed er den Dig sendte Opfordring. Schrøder ¹⁾Forstander for Askov Højskole. og Hey ²⁾Sognepræst i Almind. — begge Grundtvigianere — have indtrængende anmodet mig om at bede Dig om at være med til fra hele den danske Menighed at skaffe Hjælp til unge Sønderjyders Uddannelse til Præster eller Missionærer dernede. Naar Du, Moe o. a., som Du ønsker, underskriver Opfordringen, da synes den mig at have faaet sit Præg og tilkjendegiver, at de Unge, som uddannes, ikke skulle tages fra en enkelt kirkelig Retning. Men ønsker Du det klart udtalt i Opfordringen, at man ønsker ikke blot Grundtvigianere, men ogsaa Missionsfolk med deres særlige Naadegave, som der er den største Trang til i Sønderjylland, saa beder jeg Dig blot tilføje dette i Opfordringen. Ligesaa bør det ledende Udvalg bestaae af Mænd fra begge Sider.

De kjærligste Hilsener.

Din gamle Ven
J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Vonsild 27. April 96.

Inderlig Tak, min kjære Ven! fordi Du vil gaae med s. 318paa de angivne Betingelser ¹⁾Der foreligger intet Brev fra B. om Betingelserne for hans Navn paa Opraabet, men de var sikkert væsentlig de samme som af Cl. foreslaaede i hans Brev 21/4 Om B’s Syn paa Fædrelandsspørgsmaalet se „Annexet“, Nr. 7, 1896 „Den indre Mission og Fædrelandskjærligheden“., som skulle blive nøjagtigt iagttagne. Jeg er sjæleglad over, at Du gaaer med. I min Trængsel øjner jeg i denne Fællessag — med fuld Frihed til begge Sider — en Udsigt til, at jeg kan faae en Virksomhed, som kan udfylde det dybe Savn, jeg her føler. Ogsaa er det mit Haab, at jeg ad denne Vej kan komme i nærmere Forhold til Indre Mission. Thi med paatænkte Program i Haanden troer jeg nok, at man vil tage venligt imod mig. Er jeg saa slem, saa ussel, frafalden o. s. v., som mange mene? — Jeg tænker paa intet mindre end paa at blive Rejsepræst (alias Sekretær — om just ikke i Løgstrups ²⁾Sekretær for Dansk Missionsselskab. Præsteklæder) for den sønderjydske kirkelige Sag hele Landet over; saa maatte jeg have Kapellan. Om muligt kunne vi slaae et Slag sammen, rejse en Gang sammen endnu, inden vi rejse hjem. — —

Mærkeligt nok, at din Jubilæumsdag ³⁾40 Dagen som Præst. bliver Store Bededag. Thi det var jo den store Naadegave, Herren gav Dig, at føre mange til Omvendelse. Store Bededag bliver saa den store Takkedag for Dig, dine Børn og dine mange Venner hele Landet over — og blandt disse din taknemlige gamle Ven

J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Vonsild 30. Juli 96.

Min inderlig kjære gamle Ven! Vi ere nu komne til Ro her. Vi have faaet en hyggelig Lejlighed — og det s. 319synes, som vor Herre i sin Naade vil bruge mig til lidt her paa Egnen i Aftenstunden.

Jeg var i Tirsdags første Gang hos Gøtzsche i Ribe. Hvor gjør Byen et trist dødt Indtryk — og i aandelig Henseende er det vel ligesaa. Jeg var sammen med G. til Visitats i Hejls — det vil sige — til Middagen, »en bedre«, hvor kun Præster var de nydende — ikke Folk af Menigheden. Ubegribeligt, at G. vil fare fort i det gamle kedelige, ufrugtbare Spor! Visitatser uden at komme sammen med troende Mennesker synes mig meningsløse og ufrugtbare.

G. var meget venlig. Han indbød mig til Ordinationen 19. Aug. ¹⁾19. Aug. 1896 ordineredes i Ribe Domkirke 4 Missionærer og 12 Kandidater bl. a. B’s Søn Filip og Biskop G’s Søn Valdemar, den sidste til Missionær i Indien (jvf. I. M. T. 1896, Nr. 36). Jeg tvivler dog om, at jeg kommer. Ja, overvære selve Ordinationen i Kirken vilde jeg gjerne, men Middagen bryder jeg mig ikke om; der kommer nok c. 70; saa synes jeg, at jeg ikke vil fylde op. Men i mit Lønkammer vil jeg den Dag bede vor Herre, saa godt jeg kan, om at velsigne Filip og Valdemar. — Det vilde glæde os meget, om Du og Nina endnu en Gang vilde se ind i vort Hjem; vi have dog dyrebare Minder sammen.

Dine gamle Venner
Johannes og Sophie Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Ørsløv 3. August 1896.

Det glæder mig rigtig for Dig, min kjære Ven! at Du har faaet godt begyndt paa dine Grænsemøder med godt Haab om Fremtiden. Ja vist vil jeg gjerne være med ved Lejlighed. Men saa skulle vi to prædike sammen. Det hører dog til vort Samlivs bedste Minder, naar vi s. 320to blandede Røst sammen, enten det var paa Prosa eller Poesi, enten paa Prædikestolen eller Teateret.

Du har Ret i din Undren over Bispevisitatserne; jeg har faaet Lyst til engang at skrive offentligt en Henvendelse til vore Bisper derom overensstemmende med din Tankegang i dette Stykke.

Gjerne besøge vi Eder engang i Eders nye Hjem. Gid det maae blive et rigtigt Hjem for Eder! Hils Eva.

Din gamle Ven
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Vonsild 16. 10. 96.

Min kjære gamle Ven! Inderlig Tak, fordi Du paa Bethesdamødet ¹⁾13.—15. Oktbr. 1896 (jvf. „Annexet“ Nr. 12, 1896). havde Mod og Kraft til at træde op mod Professorerne ²⁾Her hentydes til B’s Ord „Paa Knæ for Bibelen, Professorer“.. Du havde, saavidt jeg skjønner, Stemningen imod Dig — men det betyder jo ikke noget. Det er nemt nok at glatte efter, at tilhylle, — det er ikke saa nemt, saa behageligt at drage Sløret til Side.

Men Du kan og bør ikke blive staaende ved det, der er sagt. Det bør søges begrundet og paavist, at Du har talt Sandhed, at der var god Grund til at raabe højt. Jeg mener, at der burde samles Materiale fra Buhls ³⁾Tidligere Professor i gl.-test. Theologi ved Københavns Universitet. Paa den Tid Professor i Leipzig. trykte og Jacobsens ⁴⁾Professorer i gl.-test. Theologi. Kollegiehefter, Vidnesbyrd fra theol. Kandidater om, hvad D’Hrr. have leveret i Retning af Bibelkritik. Først naar det foreligger, kunne dine Ord paa Mødet blive erkjendte i hele Menigheden som berettigede. Jeg synes absolut, at der maae skaffes andre »Hør«, »Ja« eller »Nej« til Veje end de let udraabte paa Mødet ⁵⁾I „Annexet“ for 1897 fremkom flere Artikler foranlediget ved Bethesdamødet, bl. a. af Pastor Storjohan, Norge, og i I. Μ. T. Nr. 37 af samme „Nogle Prøver paa den Protest, som fra alle Kanter rejses mod den gl. test. Kritik“..

s. 321Jeg har i disse Dage læst Luthers reformatoriske Skrifter. Hvilken Kraft, Ild, Djærvhed! Jeg kom til at tænke paa Dig — ikke paa dine Dumheder eller Daarligheder — mon vi ikke ere enige om, at Du har saadanne, om ikke saa mange som jeg — men paa din Djærvhed, Frygtløshed. Hjertet har banket i mit Bryst ved at læse Luthers »Om Pavedømmet i Rom«, »Til den kristelige Adel«, »Nøglemagten« o. s. v. Sligt skulde theol. Studenter læse i Stedet for meget af det værdiløse Krammeri, de fyldes med.

Kan jeg hjælpe Dig til at faae Materiale til det, der maae frem for at begrunde dit Angreb, da vil jeg det saa gjerne.

Du og Nina hilses hjerteligt fra

Eders gamle Venner
Johannes og Sophie Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Ørsløv 20. Oktober 1896.

Min inderlig kjære Ven! Dit Brev var mig en stor Glæde midt i Stormen. Fra ingen Andre vilde jeg hellere have dette Bifald end fra Dig. Jeg sagde ikke andet end — som jeg synes meget spagfærdigt — »Paa Knæ for Guds Ord, I Professorer!« Men Universitetets Guder bleve rasende: tre efter hinanden foer op og ligefrem insulterede mig under vældige Applaus fra de forenede »Unævnelige« ¹⁾B’s Betegnelse af „de højkirkelige“. og Grundtvigianerne. Indre Missionsfolk var der næsten ingen af, saa disse Møder maae jo betragtes som mislykkede.

Du skal have 10 Gange Tak, dersom Du vil skaffe det, Du skrev om angaaende vore Professorers Kritik; thi de skyde sig jo stadig ind under, at deres Kritik er s. 322den sande i Modsætning til den falske. Du har vel seet »Annexet« om det samme i sidste Nr. ¹⁾Nr. 10, 1896. Vilh. Beck: „„Fra Bethesda“ paa Hældingen“. Pastor Deichmann-Brandt, Snepstrup: „Maaden, hvorpaa det Gamle Testamente brydes ned“.

I Gaar indviede jeg et Missionshus i Stenlille (Skuerup), som Niels Møller havde bygget og skjænket Missionen. Det var underlig skjønt at staae der midt i de mange dyrebare Minder fra vort Ungdomsvenskab, og navnlig paa det Sted, hvor Missionen blev lagt i vore to Unges Hænder for 35 Aar siden. Hvor har Herren dog været god imod den Sag, der den Dag saae saa lille og ubetydelig ud! Nu bygges der det ene Værksted efter det andet Landet rundt for det Arbejde!

Tak for gammelt Venskab. Det holdt i Tiden, og Evigheden vil gjemme det og herliggjøre det.

Kjærlig Hilsen fra os til Dig og din Sophie fra din gamle Ven

Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Vonsild 24. Oktbr. 96.

Min kjære Ven! Jeg har nu skrevet til en theol. Student om at skaffe mig Professor Jacobsens Forelæsninger over det gamle Testamente, hvor den utilbørlige Kritik kommer frem. Men ogsaa Du bør sætte Dig i Bevægelse for at skaffe de absolut nødvendige Oplysninger om, hvad der læres, og hvorledes der øves Kritik over Bibelen. Kan Du ikke det, da staae D’Hrr. Prof. og Skaren, som applauderede dem, med Sejren. Nu bringer theol. Studenter dem jo en Adresse ²⁾Professor Madsen afviste den.. Du har handlet for Menighedens Skyld; skal denne kunne støtte Dig, maae Strømmen vendes. Derfor maae det offentligt fremføres: saaledes lære, kritisere de. Ikke s. 323blot for din egen Skyld, men ogsaa for Menighedens maae Du absolut supplere dine Ord paa Mødet med Dokumentation af, at de ikke vare uberettigede ¹⁾Vilh. Beck: „Er Bibelen for Lægfolk?“ (Annexet Nr. 8, 1897).. — Du maae dog have Venner blandt theol. Kandidater, der kunne og bør yde Dig det nødvendige Materiale.

Hjertelig Hilsen.

Din gamle Ven
J. Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Ørsløv 30. Novbr. 1896.

Min inderlig kjære Ven! Tak for dit kjærlige Brev. Ja, vi maae slaas for det Liv, som Herren har brugt os til at vække. Uden Kamp skal Satan ikke faae det lagt øde. Men jeg har godt Haab. Menigheden er nu vaagen og veed, hvad der forestaaer. Den vil ikke blive overrumplet denne Gang som for 100 Aar siden. Kollegiehefterne, som Du har overladt mig uden selv at have sat Mærke ved Noget, maae jeg vel beholde en Tid; thi det vil tage Tid for mig, som ikke har megen Tid ²⁾Blandt Indlæggene i den standende Strid anføres Pastor Morten Larsen: „Gud er ikke de Dødes, men de Levendes Gud“, optaget i „Annexet“ Nr. 3, 1897, med Efterskrift af Beck.. Jeg arbejder desuden for Øjeblikket kun med halv Kraft. Jeg naaede paa min Rejse kun Vorbasse, Grindsted og Tamdrup. I Horsens blev jeg syg og maatte søge Læge, som befalede mig at vende hjem. Det kneb mig at opgive de 4 Møder hos unge, kjære Præster.

Ja, inderlig gjerne kommer jeg og holder Møde hos Dig, dog ikke for at værne Dig mod at være »vantro«. Det er for morsomt, ligesaa morsomt, som at jeg har »grædt« for Rørdam. Han bebrejdede mig, privat, at jeg havde handlet »letsindigt«, hvortil jeg svarede, at »det var det Groveste, der endnu var budt mig, og krævede s. 324bestemt, at han skulde tage det tilbage og troe mig, naar jeg sagde ham, at det var en dyb Samvittighedssag for mig«, hvortil han svarede: »Ja, naar De siger det, saa troer jeg det.«

Missionærernes Stilling til Dig, Du gamle Missionsven! kunde Du ogsaa gjøre lidt til at forbedre, dels ved ikke at udtale Dig dadlende om Missionen — det kan Du lade mig gjøre — dels ved ikke saa udelukkende at samles med Grundtvigianerne, som Du jo dog aldrig har tilhørt, men kigge lidt indenfor i vore Missionshuse med din kjære gamle hjertesmeltende Røst. Det gjør mig altid saa ondt, naar Nogen fra den Kant begynder at laste Dig; thi Du boer herinde paa det gamle varmeste Sted i mit Hjerte.

Din gamle uforandrede og uforanderlige Ven

Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Vonsild 15. Decbr. 96.

Min dyrebare Ven! Inderlig Tak for dit sidste Brev; jeg græd af Glæde ved at læse det. Det skal gjemmes som Vidnesbyrd for mine Børn om, hvilket Venskab der var indtil Døden mellem os to trods den store Forskjel paa vore Personligheder. Engang, naar jeg er i Aande, skal jeg udførligt skrive Dig til om adskilligt, som Du i dit Brev berører, om mit Forhold til I. M. — Gr. o. s. v.; i Dag er jeg for træt. — —

Det synes, som vor Herre vil velsigne »Grænsemissionen«. Jeg har havt megen Glæde af mine Møder her og Øst paa; der er kommen flere og flere Sønderjyder; de ønske dem fortsatte og udvidede langs hele Grænsen. Nu gjælder det om at faae Præster og Missionærer til at tale.

I Fredericia blev der valgt en Bestyrelse for denne s. 325Sag og for Indsamlingen til unge Sønderjyders Uddannelse (Schrøder, Hey, Pastor Wied, S. Bjert, og mig). Vi ville bede Domprovst Poulsen, Roskilde, Stiftsprovst Jacobi, Viborg, og Missionær H. Chr. Beck om at tiltræde Udvalget.

Og nu har jeg en Bøn til Dig, om Du vil læse hoslagte »Den sønderjydske Kirkesag«. Jeg har skrevet det, og det skulde udgaae som et Program for at vinde Tilslutning.

Vor Herre give Dig megen Glæde, Kraft i Julefestens Dage i dit Hjem og din Menighed.

Din gamle Ven
J. Clausen.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Ørsløv 17. Decbr. 1896.

Min kjære gamle Ven! Du glædede baade Nina og mig med dit kjærlige Brev. — Tak!

Dit Sønderjydestykke har jeg læst med Glæde og har Intet at indvende. Det om N. N. maae jo udelades. Han har forresten været fast Missionær i den sønderjydske Indre Mission fra, da jeg var i Aabenraa (1868), men har nok taget sin Afsked paa Grund af Svaghed.

Ja, i Torsdags fulgte jeg Frederik ¹⁾B’s Broder, Godsinspektør paa Lerckenborg. til Graven. — — Paa sit Dødsleje udtalte han: »Jeg har ingen store Tanker om mig selv, og jeg troer paa Guds Naade i Kristus.« — —

Igaar var jeg i Uby og glædede mig mellem de mange gamle Venner, som hænge trofast ved. Filip blev der om Aftenen og holdt Møde i Missionshuset. Ja, de Unge kunne sande Herrens Ord: »Andre have arbejdet, og I ere indkomne i deres Arbejde.« Dog, det er jo den skjønneste Arv, vi kunne efterlade vore Børn.

s. 326Nu, farvel, Du kjære gamle Ven, og Guds Fred over Dig og Sophie, over Eders Hus og Arbejde.

Din gamle Ven
Vilh. Beck.

p. s. Jeg fik Bud fra nogle ægte danske Sønderjyder, danske Undersaatter, at Missionstidenden har været nær ved at blive forbudt for Noget, jeg en Gang har skrevet om den Sag. De bade mig om at være forsigtig, at de ikke skulde miste den.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Vonsild 6. Febr. 97.

Min dyrebare Ven! Saa skulde Carl Ipsen ¹⁾Død 4/2 1897, begravet paa Garnisons Kirkegaard 10/2 (jvf. I. M. T. Nr. 8 og 10, 1897)., vor kjære Ungdomsven, blive den første af os Fire, som skulde gaae hjem. Hans Død har rystet mig stærkt. Det bliver et stort Tab for I. M., for Bestyrelsen, særlig for Dig. Hvem mon af os Tre der nu bliver den næste? Gjør mig værdig, gjør mig færdig til det.

Jeg maae udvexle et Par Ord med Dig, mit Hjerte er saa bevæget. Desværre kan jeg ikke komme til Begravelsen, hver Dag i næste Uge er jeg optaget.

Hjertelig Hilsen.

Din Johannes Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Ørsløv 8. Febr. 1897.

Ja, kjære Ven! Vennerne gaae bort, den ene efter den anden — hvormange har jeg dog ikke allerede begravet! Hul efter Hul for vort Liv her. Men dog en saare skjøn Tanke og Bevidsthed: de ere gaaede forud for os; vi have allerede en ikke lille Skare dyrebare Venner til at tage imod os, naar vor Time kommer.

Jeg skal begrave Carl paa Torsdag fra Garnisons Kirke.

Din gamle Ven
Vilh. Beck.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Ørsløv 9. Marts 1897.

Min kjære Ven! jeg maae bedrøve Dig med denne Besked fra Bogudvalget ¹⁾Bogudvalget havde nægtet at optage Cl’s „Den sønderjydske Kirkesag“ paa Missionens Bogliste., og det staaer ikke i min Magt at ændre det. Men ogsaa uden dette kan Sagen vel gaae sin Gang.

Jeg har det godt og sender Dig og dine vore kjærligste Hilsener.

Din gamle Ven
Vilh. Beck.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Ørsløv 12. Oktober 1897.

Min inderlig kjære gamle Ven! Det er ikke Utaknemlighed, at jeg har ladet dit mig saa saare kjære Brev ²⁾Dette Brev findes ikke blandt de efterladte Papirer. Dette Brev har sikkert omhandlet Cl’s „Forhold til I. M. — Gr. o. s. v.“ (se Cl’s Brev 115/12 96). Jvf. Cl’s Brev 12/2 1877. med al din gamle Kjærlighed ligge hen i Tavshed saa længe. Sagen er, under mit lange stille Liv i Karlsbad og Sangerberg ³⁾B. laa syg af Nyreblødning. fik jeg gjort saa stort et Arbejde paa min Husandagtsbog ⁴⁾„Den lille Skatkiste“, udkom 1897 paa I. M.s Forlag., at den nu kunde blive fuldendt. Jeg har arbejdet derpaa hele Sommeren under Følelsen af, at det hastede, hvis det nu var den sidste Sommer før den store Rejse. Og under denne Følelse lagde jeg alt andet tilside. Nu er den færdig fra min Haand, og nu skal Du have mit Hjertes dybeste og inderligste Tak for dit Brev, som jeg ikke »river istykker«, et dyrebart Kjærlighedspant paa vort gamle Venskab, der stammer fra ham, som elskede os med en evig Kjærlighed, og som derfor har lagt noget af det Evige ind i vor indbyrdes Kjærlighed.

Vistnok var jeg, da jeg havde læst dit Brev, »som s. 328bedrøvet og dog altid glad«. Jeg har saa ofte været bedrøvet over, at vi To ikke kunde vedblive at arbejde Haand i Haand som i 1865 ¹⁾Jyllandsrejsen. — hvor det vilde have været velsignet for os og for Guds Rige! Du kunde nu ikke. — Men glad, inderlig glad er jeg over, at det har kunnet vise sig i to Menneskers Venskab, at der er noget, der staar over Anskuelser og Meninger, det Hjertebaand, som Herren har knyttet. Det gjælder ogsaa om det, at hvad han virkelig har knyttet, kan ingen Mennesker løse.

Din »Redegjørelse« ²⁾En Redegjørelse, Cl. havde bebudet i Brev 15/12 1896, fremkommet i det tabte Brev, hvor han har omtalt sin Stilling til I. M. er sand og rigtig, ogsaa i Betragtning af vor Forskjellighed. Du har været sand, min kjære Ven, i det Forhold; jeg har maaske havt temmelig meget af »Snogen« i mig og har kunnet sno mig lettere ud af mange Vanskeligheder. Det kan Du nu ikke med, og i hvert Fald letter det Dig tidt at have en uskadt Samvittighed for Gud og Mennesker.

Hvor har jeg tidt i mit stille Sind smaaleet ved Tanken om din og Andres Frygt for, at jeg skulde blive Grundtvigianer, og saa blev Du det — ja, nu maae jeg atter lee; Du blev det jo ikke, Du kunde ikke, dertil var Du for sand. Jeg kjender Dig saa godt til at kunne forstaae, at Du bedre kan med dem, fordi Du finder Forstaaelse iblandt dem. Kun hvorledes Du kan finde Dig i deres Pjankethed, forstaaer jeg ikke, og Du undrer Dig vist stundom selv derover. Om jeg end finder noget Bornerthed hos vore Venner, saa slaaes altid min Misnøje derved ned, naar jeg seer deres ærlige, trofaste Sind mod Herren som det Første af alt hos dem. Tænk saadant et ærligt og omvendt trofast Guds Barn som s. 329gamle Thygesen ¹⁾Proprietær paa Koldingegnen.. Naar jeg seer saadan En, saa døer al Misnøje i mig.

Jeg har ellers stærkt i Sinde at besøge Dig, medens jeg endnu har Kræfter, og de ere slet ikke saa daarlige. Jeg skal — vil Gud — til det store Møde i Herning ²⁾Missionens Efteraarsmøde 2.—4. Nov. 1897. i November og vil holde et Par Møder til paa Vestkysten. Paa Tilbagevejen kunde jeg saa besøge Dig. Vil Du have et Møde (Missionsmøde) ³⁾Missionsmøde i Vonsild 11. Nov. 1897., kan Du faae det, men som Du vil. Jeg vil see Dig og din gamle Eva, om jeg maae for Gud og Dig.

Din gamle Ven
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Vonsild 2. April 98.

Min inderlig kjære Ven! Du har lidt meget. Mine Tanker have idelig søgt Dig; saa godt jeg kunde, har jeg bedt for Dig, at Herren vilde mildne dine Smerter og give Dig Taalmodighed og Frimodighed. Og derom have jo mange, saare mange bedt. Af Bladene seer jeg, at Du nu har det bedre. Lad Filip sende os et Brevkort med en lille Meddelelse om Dig.

Nu har ogsaa Vahl ⁴⁾¼ 1898. (Jvf. I. M. T. Nr. 17, 1898 Vilh. Beck: „Jens Vahl“. lukket sine Øjne. Han var en from Mand. Minderne fra vort Møde med ham i Aarhus ⁵⁾Vahl ordnede Mødeplanen for B’s og Cl’s Jyllandsrejse 1865. dukke op i min Sjæl. — Min Bøn har i lange Tider saare ofte været det lille Vers:

Da lad mig sove stille
med et fornøjet Sind
og gudhengiven Villie
i Jesu Arme ind.

s. 330Havde man kunnet vente lidt, var Vahl blevet forskaanet for, hvad der dog vist har smertet ham ¹⁾Vahls Fratrædelse som Formand for Dansk Missionsselskab. I. M. T. Nr. 16, 1896 Vilh. Beck: „I Anledning af min Udtrædelse af Bestyrelsen for „Dansk Missionsselskab“.. Nu er Du jo traadt ud af Bestyrelsen.

Vær kjærligst hilset fra dine gamle Venner

Sophie og Johannes Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Ørsløv 3. April 1898.

Tak, kjære gamle trofaste Venner! for Eders kjærlige Sind. Ja, jeg var mere syg end ellers. Jeg var saa fuldstændig rask i Kirken paa Ninas Fødselsdag 20. Marts; saa pludseligt ved Bordet kom Anfaldet, det eneste siden sidst i Karlsbad. Nu har jeg det ret godt og tænker stærkt paa at tale iovermorgen i Kjøbenhavns Ynglingehjem.

Ja, Vahl — den kjære trofaste Ven — thi det har han været for mig i 37 Aar. Vi høre til Slægten, som forsvinder. Det lader til, at vi To blive af de Sidste. Men vi vide jo, hvor vi gaae hen.

De kjærligste Hilsener.

Eders gamle Ven
Vilh. Beck.

Vilh. Beck til J. Clausen.
p. t. Kolding 20. April ²⁾Cl’s Fødselsdag. 1898.

»De, som stole paa Herren, forny deres Kraft.«

Din gamle Ven
Vilh. Beck.

J. Clausens Svar.
Vonsild 30. April 98.

Min kjære Ven! Jeg var i Kjøbenhavn, da Du var i Kolding, ellers var jeg kommen ud at tale med Dig.

Tak for din Hilsen til d. 20. Det Ord, Du sendte mig, har jeg hørt Biskop Kierkegaard tale over — og hvad mere er — Sandheden, Naaden i det har ogsaa jeg erfaret som Du i vort lange Liv. I Dag for 40 Aar siden blev jeg indsat som Kapellan i Stenmagle og Stenlille. Hvilken Række af Minder om Guds Naade i de mange Aar — ogsaa i Venskabs- og Broderskabsforholdet mellem Dig og mig! — Uby — Stenmagle!! — Jeg takker Herren — jeg takker Dig, og jeg svarer Dig med Davids Lovsang: Salige de, som boe i dit Hus, de skulle fremdeles prise Dig; saligt det Menneske, hvis Kraft er i Dig; Vejen er i deres Hjerter; de vandre gjennem Taaredalen og gjøre den til Kildevæld, ja Høstregnen klæder den med rig Velsignelse; de gaae fra Kraft til Kraft, til de stedes for Gud paa Zion ¹⁾Dv. Sl. 84, 5—8.. — Der skulle vi ved Guds uforskyldte Naade mødes — og saa tale sammen om Uby — Stenmagle — Vonsild, og hvad her ligger imellem; det er vort Haab, vor Glæde.

Herren følge Dig og Nina nu paa den vante Rejse.

Vi have den Glæde, at Viggo ²⁾Cl’s yngste Søn, Søofficer. mod al Forventning og til hans og vor Glæde blev udkommanderet med »St. Thomas« til Vestindien i Anledning af Krigen. Vor Herre holde sin Haand over ham.

De kjærligste Hilsener til Dig, kjære dyrebare gamle Ven, og Nina fra Eders gamle Venner

Sophie og Johannes Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Vonsild 13. Juni 1898.

Min kjære Ven! Naar jeg ikke strax, da jeg havde læst dit Stykke »Kristendom og FædrelandsKjærlighed« ¹⁾I. M. T. Nr. 22, 1898., skrev Dig til og takkede Dig, var Grunden alene, at jeg var paa Rejse og var overanstrengt. Jeg har i mange Aar ikke læst noget, der saa inderligt har glædet mig, saa jeg var ved at græde af Glæde. Det kan Du ogsaa nok forstaae, og jeg smigrer mig med, at en Tanke om din gamle Ven er kommen frem hos Dig, da Du skrev det. Du har vist villet glæde mig. Jeg er, som Du vist vilde udtrykke det, »Specialist i Fædrelandskjærlighed«. Med det at være Specialist er tidt forbunden mere eller mindre Humbug. Jeg vilde nødigt være Humbugsmager. Jeg troer nu ikke, at troende Mennesker i I. M. kalde mig det, men de mene sikkert, i alt Fald en Del, at jeg er bleven vildledt, er afvegen fra Troen, Livsalvor o. s. v. Nu har Du, min gamle dyrebare Ven! ført et Forsvar for mig. Thi høre Kristendom og Fædrelandskjærlighed sammen, som Du klart og inderligt har paapeget, saa maae troende Mennesker ogsaa have Lov til at gjøre, hvad de kunne, for at den Side af Kristendommen ikke skal blive glemt eller overseet. Og netop som Forholdene nu ere paa dette Omraade i Landet, var der saa ikke Plads for en »Specialist« paa dette Felt — mon vor Herre ikke vil bruge mig et Lidet som saadan nu ved Udgangen. Du, kjære gamle Ven! har dog ogsaa været Specialist efter at have tumlet omkring og havt din Næse mange flere Steder, end Du har kunnet billige, saa ende vi to gamle Venner jo, som vi begyndte — i den skjønneste Enhed. O! det er godt at have en gammel Ven — at være Ven s. 333paa de gamle Dage med den, man stod nærmest i sin Ungdom. Tak! inderlig Tak for din Artikel.

14. Marts var H. Chr. Beck, Thomsen ¹⁾Højskoleforstander i Børkop., Børkop, og Pastor Wied her. Aftalen blev at foreslaae Bestyrelsen for I. M. at begynde en Missionsvirksomhed paa egen Haand langs Grænsen — uden nogen Forbindelse med »Grænsemissionen«. — Det skulde blot hedde »Missionsmøde«. — — Maatte Sagen komme i Gang, vilde det sikkert have stor Betydning Nord og Syd for Grænsen.

Nu kunde der snart udgives en Postil med Titlen »Beck & Løgstrup« ²⁾Cl. hentyder til de mange Bladartikler i Anledning af B’s Udtræden af Bestyrelsen for Dansk Missionsselskab. Udtrædelsen udlagdes af mange som Udslag af personligt Mellemværende mellem B. og Pastor Løgstrup. (Jvf. V. B.: „Forstaa det dog!“, I. M. T. Nr. 26. 1898)., naar det blev samlet, hvad herom er skrevet. Af det altsammen tiltaler intet mig saa meget som Nielsens (Lemvig) Artikel ³⁾Pastor T. Nielsen: „Om Sekretærposten i det danske Missionsselskab“ („Dansk Kirketidende“ Nr. 23, 1898). i »Dansk Kirketidende«. Den har Du vel læst.

Vær hjertelig hilset fra din gamle Ven

J. Clausen.

Vilh. Becks Svar.
p. t. Brunnen 24. Juni 1898.

Du har glædet mig, Du kjære Gamle! med dit kjærlige Brev. Og Du skal have Tak, fordi Du finder Dig saa godt i, at jeg har »gaaet Dig i Næringen«. Vistnok var min Tanke hos Dig — endda meget — da jeg skrev den Artikel — jeg ventede bestemt en Dekoration, og den har jeg nu faaet og vil bære den — men Grunden til, at jeg skrev, var nærmest de forestaaende Valg i Sønderjylland til Rigsdagen og Meddelelse om, at troende Mennesker mente at burde holde sig borte fra at s. 334stemme paa danske Kandidater. Om min Artikel har havt nogen Indflydelse, veed jeg ikke. Men jeg syntes, jeg burde gjøre, hvad jeg kunde for at retlede dem. Jeg har læst et flere Ark stort Brev fra den preussiske Kultusminister von Boss til Pastor Simonsen i Bylderup, som har ovesat »Fra Livets Kilde« ¹⁾B’s Postille.; et i mange Maader skjønt Brev fra en troende Mand, som læser hver Dag i min Postille og udtaler sig indgaaende om den Kristendomsforkyndelse, som den indeholder, og som han helt gaaer ind paa — kun er Forfatteren ham stundom lidt »djærv« i Udtrykkene. I den Anledning bad jeg Simonsen om at benytte sit intime Forhold til Ministeren til at minde ham om som troende Mand at behandle de Troende i Sønderjylland lidt mere kristeligt. Ministeren havde forresten udtalt, hvor vanskeligt det var for en Kristen at være politisk Minister.

Postillen »Beck-Løgstrup« vilde jeg dog ikke udgive paa eget Forlag; jeg kunde da ikke anbefale den til Husandagt. Nielsens Artikel har jeg læst; det var den saftigste.

Jeg har havt det udmærket i Karlsbad og fremdeles her paa dette for mig skjønneste Sted paa Jorden. Kold ²⁾Sognepræst ved Brorsons Kirke, senere I. M’s Formand. har været her et Par Uger — han har som de fleste Unge løbet Hovedet itu i Arbejdet. Nej, jeg siger som min Moder: »Nej, da jeg var Pige, da var der Piger til«. Ikke sandt? Vi vare nogle anderledes Karle, da vi vare unge!!!

Det Forslag om Grænsemissionen synes jeg rigtig godt om. Det gaaer nok. Men der kommer vel et Forslag til Bestyrelsesmødet; det burde der.

Nina og hendes Adam hilse Dig og din Eva.

Din gamle Ven
Vilh. Beck.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Ørsløv 16. Januar 1899.

Kjære Ven! Det var slemt, om dit lille Skrift ¹⁾Ukendt; nægtet Optagelse paa Frimodts Forlag. ikke skulde komme ud. Har Du prøvet Milo, Odense. Han plejer ikke at være bange. Saa er der Grundtvigianernes Forlægger, som vist hedder Schønberg eller saadant noget. Ellers veed jeg ingen anden Udvej end paa dit eget Forlag. Da det vil gjøre Rabalder, er der vel ingen Fare ved at udgive det.

Det var en skjøn Dag d. 6. ²⁾B’s 25 Aars Jubilæum som Præst i Ørsløv.: den fulde Kirke af lovsyngende Mennesker, som var fuldstændig tom for 25 Aar siden — de mange Mennesker fra Fjærn og Nær — om Aftenen vare vi 100 her i Præstegaarden — de rige Gaver — ak ja, hvormegen ufortjent Kjærlighed! det gjør lille.

Din gamle Ven
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Vonsild 3. Marts 99.

Kjære Ven! Har Du ikke hørt det, faaer Du det sikkert at høre, at jeg har Sag med Pastor Moe i Skanderup. Han har fældet saadanne Domme over mig og tilskrevet mig saa saarende og ærekrænkende, at jeg ikke vil taale det; der er Grænser for alt.

Jeg har først forelagt Sagen privat for Gøtzsche. Han forslog mig, at jeg skulde henvende mig til Dig, og saa skulde Du mægle mellem Moe og mig. Dette vil jeg meddele Dig, men tilføje, at jeg vil holde Dig helt udenfor denne Sag. I Egenskab af Formand for I. M. kan jeg ikke paakalde din Mægling; thi jeg har udelukkende med Moe som Enkeltperson at gjøre. Jeg har s. 336gjort flere Forsøg overfor ham for at forebygge, at Sagen kom frem for Offentligheden. Vilde han have gjort mig blot en Undskyldning, havde Sagen dermed været sluttet; men det vilde han ikke. Jeg har ogsaa foreslaaet, at vi sammen med Andre skulde have en Samtale eller Forhandling om Sagen; men heller ikke dette vilde han.

Du veed, at jeg holder ikke noget skjult. Derfor vil jeg helst personlig meddele Dig, hvad Gøtzsche har foreslaaet, men hvad jeg ikke kan gaae ind paa. Jeg er mig bevidst, at jeg uhyre nødigt vil saare eller bedrøve Dig; men naar noget staaer for mig som Sandhed og Pligt, maae jeg handle i Forhold dertil. At det gjør Dig ondt, fordi Moe er en fremragende Mand i I. M., kan jeg forstaae. Men min Mening var, at det er bedre at gjøre Modstand mod, hvad der er syndigt, og hvad der gjør Guds Menighed Skade, end ved at tie dertil og gjøre Forsøg paa at skjule, hvad der dog ikke kan skjules. Det vil hævne sig i Længden.

Vort Venskab og Broderskab har staaet sin Prøve den allerlængste Tid af vort Liv hernede; det er mit Haab som min Bøn, at det skal bestaae, indtil Døden skiller os ad hernede, og vi uforskyldt af Guds Naade samles hisset.

Kjærlig Hilsen fra din gamle Ven

J. Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Ørsløv 4. Marts 1899.

Kjære, kjære Ven! Hvor har dit Brev dog gjort mig ondt! Og jeg kan kun af hele mit Hjerte og min Samvittighed, bunden i Guds Ord, sige: Det maae ikke ske! Guds Ord forbyder det. 1. Kor. 6, 5—7.

Du har mit Hjerte, og det skal Du sikkert beholde. s. 337Men Moe har ogsaa mit Hjerte. Men her maae ikke handles paa Verdens Vis. I kunne kun gøre Djævelen en Glæde og bedrøve alle Guds Børn og lægge Sten paa Herrens Vej.

Tilgiv, Ven! Jeg kan ikke Andet end skrive dette, fordi Du har mit Hjerte fastgroet til dit og til vor fælles Herre.

»Ydmyghed gaaer foran Æren«.

Din gamle Ven
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Vonsild 6. Marts 99.

Kjære Ven! Jeg forstaaer ikke, hvorledes Du i den omhandlede Sag kan henvise til 1. Kor. 6. Her hedder det: »At søge Dom hos de Vantro« — »at gaae i Rette for de Vantro«. Men jeg henstiller Sagen til Gøtzsche som Biskop, af hvem jeg forlanger, at han skal give Moe en Irettesættelse og Advarsel for Fremtiden. Kan Du virkelig billige, at Moe siger om mig, at jeg fører Folk til Helvede, at jeg er en død Præst, ikke Sandheden tro, at jeg vildleder Mennesker i deres Salighedssag, at Basunen i min Mund ikke giver en tydelig Lyd o. s. v.? — Jeg har givet Moe rigelig Lejlighed til at gaae i sig selv og bekjende sin Uret til at fælde slige Domme; men han har ikke villet bøje sig.

Jeg vil ikke taale sligt; jeg har taalt det længe nok. Ingensinde — med et Ord har jeg angrebet, talt mod Moe, saa jeg har ikke ophidset eller fristet ham til hans hjerteløse Domme. Du skriver: at lægge Sten paa Herrens Vej. Men hvem gjør det? Gjør jeg det, fordi jeg protesterer mod al Dømmevæsen, som gjør Guds Kirke og den I. M. i denne ubodelig Skade? Hvorfor skal der skjules eller dækkes over dette Væsen? Du, som vor s. 338Herre har brugt til saa meget, kunde gavne Guds Rige og skærme I. M. mod en saadan Kræftskade ved offentlig at advare mod Moes Uvæsen. — —

Jeg troer ikke, kjære gamle Ven! at det er Dig muligt at see Sagen, som jeg og mange Andre see den. Kun det beder jeg Dig troe, at jeg handler, som jeg gjør, fordi det er Sandhed for mig, fordi jeg føler det som min Pligt. Det skal ikke kunne siges om mig, at jeg angriber I. M. eller har gjort det i Tiden, efterat jeg ikke kunde følge denne Retning. — —

Jeg har ikke undladt at sige Grundtvigianerne Sandheden, som det stod for mig. Og naar nu en Mand som Moe, der vel indtager en 1. Rangs Stilling i I. M., gjør saa grove Brud paa, hvad Guds Aand og Ord kræver, da tier jeg ikke. At Verden faaer det at vide, skader efter min Mening intet. Jeg mener tværtimod, at Guds Rige vinder i Kraft overfor dem, som staae udenfor, naar man aabent og ærligt indenfor Menigheden bekjender, hvad daarligt her viser sig, og revser det. Det gjorde Paulus overfor de apostoliske Menigheder. — Det samme mener jeg bør skee endnu.

Men hjertelig og inderlig Tak, kjære gamle Ven! fordi Du vil vedblive at holde af mig, hvor uenig Du end er med mig i dette og hint.

Din Ven
J. Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Ørsløv 7. Marts 1899.

Kjære Ven! Jeg har aldeles misforstaaet dit Brev (3. Marts); jeg forstod, at det var en Retssag, som var ved at bryde frem. Saa forstaaer Du mit Brev.

Imorgen skal jeg til Stenmagle. Hvormange dyrebare Minder om Dig og vort Samliv ville ikke der s. 339strømme ind paa mig. Bare det var saadan endnu, at vi To gik Haand i Haand i Arbejdet; det gik saa godt, og vi passede saa godt sammen. — Naa, Hjerterne passe jo godt sammen endnu.

Kjærlig Hilsen.

Din gamle uforandrede
Vilh. Beck.

Vilh. Beck til J. Clausen.
p. t. Nyborg 19. April 1899.

Kjæle gamle Ven! Modtag en Vennehilsen fra Nina og mig paa din Fødselsdag. Du er jo født til saa megen Glæde for os To og mange flere end os. Mit bedste Ønske og Bøn for Dig er, at Du med Aarene maae fyldes bestandig mere med Kristi Kjærlighed baade til Gud og Mennesker.

Din gamle Ven
Vilh. Beck.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Ørsløv 30. August 1899.

Min kjære Ven! Du har vel seet, at jeg har anmeldt din Bog om Præsteuddannelsen ¹⁾„Er en Reform ved Uddannelsen af Præster ikke nødvendig?“ („Annexet“ Nr. 8, 1899. Jvf. B’s Artikel om „Præsteuddannelsen i den danske Folkekirke“, „Annexet“ Nr. 9, 1894.). Det var mig en Svir at skrive den. Alle de gamle Minder om vort Samarbejde dukkede op igjen, ogsaa Mindet om den Aften, da Axel Schiødte ²⁾Muligt Chr. C. L. Schiødte, Præst i Farum. aabenbarede mig den Nyhed, at jeg Dagen efter ifølge offentlig Bekjendtgjørelse af Dig skulde holde Foredrag for Studenterne ³⁾Mødet paa Borchs Kollegium 17/12 1865., uden at Du havde sagt et Ord derom til mig, og Du maatte følge med om Aftenen til Hotellet og fortælle mig, hvad jeg skulde sige til Studenterne. Det var rart nu igjen at staae sammen i Kampen mod det elendige Universitet. s. 340Frederik Nielsens Indsigelse ¹⁾Professor Fr. Nielsen: „Studenterne og Kirkehistorien“ (Dansk Kirketidende Nr. 37, 1899), en Indsigelse mod Cl’s Bog om Præsteuddannelsen. var dog noget elendigt Tøj. Naa, vi oplever vel ikke nogen Frugt at dette. Men der skal jo altid saadanne Forarbejder til, som synes unyttige, og som dog siden bære Frugt. Hvis ikke, vil Universitetet sprænge Folkekirken. Naa, Tak for din Bog!

Om den anden Bog ²⁾„Sognepræst Carl Moe i Skanderup og hans Domme“. imod Moe vil jeg kun sige: Gid Du aldrig havde skrevet den! Thi den kan aldrig gjøre Gavn; men det kan Du vel vanskeligt see, da Du nu engang har skrevet den.

De kjærligste Hilsener.

Din gamle uforandrede Ven
Vilh. Beck.

J. Clausens Svar.
Vonsild 22. Septbr. 1899.

Min trofaste kjære Ven! Hvis jeg ikke havde været saa optaget i denne Tid — særlig af Viggos Sygdom, der bragte megen Uro og Angst i min Sjæl — havde jeg forlængst takket Dig inderligt for dit sidste Brev, som i Sandhed fyldte min Sjæl med Glæde Jeg tager næppe Fejl, at mit sidste Skridt, som Du kortelig berører, har været den haardeste Prøve for dit Venskabsforhold til mig. Dette havde jeg selvfølgelig vidst, da jeg gjorde det. Og alene dette gjorde mig ængstelig, om vort Venskabsforhold, der hele vort Liv har staaet sin Prøve, nu skulde blive forstyrret. Jeg kan saa godt forstaae, at Du maae see paa den omhandlede Sag med andre Øjne end jeg. — —Men hvad vi gjøre, maae vi overlade til Herren — og vente paa Historiens Dom, fældet af ham, der alene er den Rette, og som alene kan s. 341kaste det rette Lys over, om det, vi gjorde, var rigtigt eller urigtigt.

Sagen selv skal jeg ikke komme ind paa, kun udtale mit Hjertes Glæde over, at din Trofasthed ogsaa denne Gang ved Guds Naade sejrede, og over, at Du er min »uforandrede» Ven.

Se nu er jeg rolig og glad — og gaaer frimodig til Møde med Dig. Det skeer vel først paa Menighedskonventet i Odense ¹⁾„Menighedskonvent af 1891“ (En ligelig Repræsentation for de tre kirkelige Lejre, et Forsøg paa „at give Kirken Mæle“ overfor Autoriteterne i vigtige kirkelige Spørgsmaal), Møde 10.—12. Oktbr. 1899. Emner: „Folkekirkens Forhold til Dissenter under Hensyn til Kirketugt i Almindelighed“, „Præsteuddannelse“ (jvf. I. M. T. Nr. 40, 1899). Samme Efteraar udsendtes „Forslag til en Henvendelse til Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsnet“, underskrevet af Beck, M. Monrad, H. Ostenfeld — med Efterskrift af B. om Fraskiltes Vielse.. Her skal der saa spindes videre paa Traaden uden Ende, som der nu er spundet paa den mere end en Menneskealder. Jeg venter mig ikke noget. Kirkelige Forhandlinger her i Landet ere endeløse; der hænger 7 Bisper og dingler ved Enden — men de give selvfølgelig intet Resultat — thi de hænge ved Embedet i Stedet for ved Menigheden og Sandheden i den.

Din Mindelse om Mødet paa Borchs Kollegium, som jeg helt havde glemt med Biomstændighederne, der nu staae levende for mig, morede mig meget; dengang blev Du heller ikke gal i Hovedet. Jeg har givet Professor Nielsen en lille Omgang i »Dansk Kirketidende« ²⁾J. Clausen: „Studenterne og Kirkehistorien“ (Dansk Kirketidende Nr. 45, 1899)..

Kjærligst Hilsen fra din gamle besværlige Ven

J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Odense 13. Oktbr. 99.

Min kjære Ven! Inderlig Tak for det velsignede Møde igaar.

Det er jo egentlig to Adresser, som der er Tale om:

s. 3421) Angaaende Præsteuddannelsen. Den er let at faae i Gang — og jeg mener, at den bør komme strax som bestemt Svar paa og energisk Protest mod Menighedskonventets (alias Kochs) Vrøvl.

Hermed et Udkast, som Du selvfølgelig kan rette paa, som Du vil. Paa dette synes jeg, at dit og mit Navn ere tilstrækkelige.

2) Adressen til Kongen. ¹⁾Adresse til Regeringen om “en Reform af Bestemmelserne for Ægteskabs Indgaaelse“ (særlig ang. fraskiltes Vielse). „Kristeligt Dagblad“ 25/11 1899. Jeg vil, inden jeg skriver min Artikel og affatter et Udkast til en Adresse, først tale med Højesteretsassessor Mourier om Sagen, høre hans Mening om Muligheden af en Sondring mellem rent kirkelige Sager og folkekirkelige do., om direkte Forbindelse mellem Biskopperne og Kongen o. s. v.

Hjertelig Hilsen fra din gamle Ven

J. Clausen.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Vonsild 10. Jan. 1900.

Min kjære Ven! Du vil blive forbavset over dette Brev. Muligt vil Du synes, at det vidner om Galskab. Sagen har voldt mig den dybeste Sjælekamp. Ja, jeg næsten krymper mig ved at komme frem med den. Det er dette: Forleden faaer jeg Brev fra to troende Venner, begge nærmest af I. M.’s Venner, den ene vel af min »blakkede« Farve, med inderlig Bøn om, at jeg vil komme tilbage til Slagelse som Præst ved St. Mikkels Kirke. Jeg kom i en voldsom Bevægelse; thi i mange Maader føler jeg mig ene og forladt. Min største aandelige Tilfredsstillelse har jeg havt i Arbejdet for den sønderjydske Sag; og det er mit Haab, at jeg dels ved Møder rundt omkring i Jylland, dels langs Grænsen har ydet et Bidrag til dens Fremme. Jeg mener nu at have s. 343gjort for den, hvad jeg kunde. Nu at tænke paa — i min Alder at rejse til et fremmed Sted, vilde jo være Vanvid; men at komme til Slagelse var at komme tilbage til sin gamle kjendte Kreds, hvor jeg har mange Venner, som tog rørende Afsked med mig, og som senere, naar vi mødtes, have udtalt Beklagelse i varme Ord over, at jeg rejste. I Slagelse er Banen brudt gjennem 10 Aars Virksomhed for at kunne udrette noget den Tid, jeg har tilbage. Her var jeg for gammel til at opbryde ny Jord, især en saa sejg, tør og vanskelig. Man møder Modstand i alt, Træghed, ingen Velvillie, hvad der falder mig som Følelsesmenneske uhyre haardt. Jeg troer, jeg kunde udrette mere for Guds Rige i de gamle kjendte Forhold. Jeg er legemlig og aandelig rask. Vel er St. Mikkels Sogn stort — men der er dog kun een Kirke med to Præster. Jeg synes, jeg maatte kunne besørge det forsvarligt nogle Aar — i alt Fald ligesaa godt som Sorterup ¹⁾Sognepræst ved St. Mikkels Kirke, forflyttet til Stillinge. — dog jeg er i stor Vaande. Sagen er af særlig Natur. Jeg kan kun søge, hvis jeg bliver opfordret af hele Sognet.

Men er det rigtigt, er det ikke Synd at tænke derpaa? O! jeg er saa forpint. Her staaer jeg saa ene: mit Hjerte sukker efter et Samfund, her faaer jeg det ikke — ogsaa af Mangel paa Kjærlighed fra min Side.

Hvad siger Du, dyrebare gamle Ven? Raader Du bestemt fra, er Sagen afgjort. Kunde Du tænke Dig Ønskeligheden af, at jeg kom tilbage som den forlorne Søn, da maatte der handles hurtigt, da Ansøgningstiden snart er udløben. Uden Sognets Ønske vilde det være latterligt, at en Mand paa 68 Aar vil søge Forflyttelse. »Jeg lider« — kjæreste Ven! Jeg skal have Kamp til det Sidste. Herren har hidtil »ført mig underligt« — han s. 344gjøre saa af Naade til mit Livs Slutning. Tak for den »store« Dag ¹⁾B’s 70 Aars Fødselsdag 20/12 1899. forleden.

Din gamle Ven
J. Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Ørsløv 15. Januar 1900.

Min inderlig kjære Ven! Jeg vilde først have svaret Dig gjennem Telefonen »Nej«. Men saa følte jeg det som overilet af mig og besluttede først at spørge Redaktør Jensen ²⁾Redaktør ved „Sorø Amtstidende“., om han mente, at der vilde blive indgivet en Adresse om at faae Dig til Præst, da jeg i saa Fald vilde anmode Dig om at søge det. Dertil har han svaret iaften, at han var overbevist om, at det vilde ikke skee. Nu har Du jo selv afgjort Sagen, og det er vist ogsaa bedst. Men ligefuldt skal Du have en vældig stor Tak for dette store Venskabstegn at ville lægge Afgjørelsen over paa mig. Ja, tusinde Gange Tak, Du kjære gamle Ven! Skjønt det strax stod for mig, at Du burde svare Nej, var det dog med meget modstræbende Følelser, at dette Nej vilde blive sagt; thi hvilken Glæde at faae Dig og Sophie her tilbage igjen, og vi to gamle Kammerater leve vore sidste Dage som de første sammen! Men bliv nu i Fred, hvor Du er, og gid den Fred, som kommer ved at vide Dig, hvor Herren vil have Dig, maae boe rigeligt hos Dig.

De kjærligste Hilsener.

Din gamle Ven
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
23. Jan. 1900.

Min inderlig kjære Ven! Ret af Hjertet Tak for, at Du tog min Sag under Overvejelse. Skjønt jeg, inden s. 345jeg havde faaet dit Brev, havde taget min Bestemmelse, var dette dog til stor Beroligelse og Hvile i Sjælen for mig; thi det gav mig den Forvisning, at saaledes skulde det være. Nu er den Uro overvunden. Det vilde utvivlsomt være blevet en Skuffelse for mig at komme tilbage. Men jeg føler, at jeg har havt Velsignelse af den aandelige Kamp, jeg har gjennemgaaet herved.

Du gav Bisperne en velfortjent Omgang i »Annexet« ¹⁾V. B.: „Skal den danske Folkekirke være en Omnibus?“ („Annexet“ Nr. 1, 1900).; det vilde være morsomt at have et Fotografi af disse Herrer, anbragte i en »Omnibus«; L. burde dog anbringes paa Gangbrættet, muligt paa Kuskesædet — Omnibus og Kusk bør passe sammen. Sat sapienti!

Kjærligst Hilsen.

Din gamle Ven
J. Clausen.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Ørsløv 25. Januar 1900.

Gud ske Lov, at Du kjære gamle Ven! fandt Ro i den Rede, som Herren har givet Dig nu tilsidst efter dit omflakkende urolige Liv. Der har Herren nok endnu en Gjerning til Dig.

Og saa Tak, fordi Du klædte det høj ærværdige Fæ af ²⁾Der savnes Oplysninger om, hvor Cl’s Artikel er fremkommet.. Han duer ikke engang til Plads i en Omnibus. Men nu har han dog givet Dig Anledning til at skrive en udmærket Artikel. Det er dog altid noget, om end det er hans eneste Fortjeneste.

Din gamle Ven
Vilh. Beck.

Vilh. Beck til J. Clausen.
p. t. Brunnen 7. Juni 1900.

Min kjære Ven! Jeg længes efter at høre, hvad Bestemmelse Du har taget angaaende vort Andragende om s. 346Universitetet ¹⁾Jvf. Cl’s Brev 13/10 1899. Adressen om Præsteuddannelsen.. Jeg synes dog, at det paa ingen Maade maa døe, fornemmelig for Sagens Skyld, men ogsaa for vor Skyld, som have sat den i Gang, ikke mindst for din Skyld, som har gjort saa godt et Arbejde deri. Jeg fik ikke Tid til før min Udrejse at eftersee Underskrifterne. Du har dem jo, og synes Du, at de ere for faa, saa veed Du, at jeg er villig til med Dig at sende Brevkort ud til hver enkelt Præst. Mon det blev til noget med Studenternes Underskrift, som var forberedt i Studenterhjemmet?

Vi have gjennemlevet en temmelig haard Karlsbadervinter (2 Gr. og Sne), men leve nu i en dejlig Schweitzersommer paa dette yndige, fredelige Sted, hvor man rigtig kan hvile ud.

Jeg har faaet en hel Del bestilt. Min »Lille Julegave« ²⁾Et Julehefte, B. udsendte aarligt fra 1888. har jeg skrevet og fuldendt »Erindringer fra mit Liv« ³⁾Udkom 1901., som for en stor Del er den indre Missions Historie, som jeg begyndte paa ifjor. Hvad jeg skal gjøre ved den, veed jeg ikke rigtig. Man vil have, jeg skal udgive den strax — jeg undseer mig lidt derved — hvad mener Du? Du har saa ofte givet mig et godt Raad. Der er naturligvis meget personligt deri baade om mig selv og om Andre. Men jeg har gjort mig Umage for at skrive pænt om Andre, ogsaa om mig selv, kan Du nok forstaae.

Idag begynder jeg en Række Artikler om »Kirkelige Misbrug« ⁴⁾10 Artikler i „Annexet“ 1900—1901.. Det bliver ikke pænt.

En stor treløben Hilsen til Deling mellem Dig og Sophie fra Nina, Søster ⁵⁾B’s Datter. og din gamle Ven

Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
7. August 1900.

Min kjære Ven! Her er i Sommer bygget — uden min Medvirken, men i venlig Forstaaelse med mig — et Missionshus, som man nu gjerne vil have indviet. Udvalget har henvendt sig til flere Præster, bl. a. Busch i Bøvling, men de have givet Afslag. Allerhelst vilde de have Dig, men have ment dette umuligt. Jeg har lovet at spørge Dig derom. At det vilde glæde Sophie og mig endnu en Gang at see Dig i vort Hjem, veed Du. — Jeg formaaer saa saare lidt her i disse Sogne; jeg vi see med Glæde paa, om det kan lykkes Andre at vække Liv i de døde Ben her. Som sagt, Missionsfolkene her vilde blive glade, hvis Du kunde komme. I modsat Fald bede de Dig henvise til en Anden til at indvie Huset. De bede Dig ogsaa om at udpege en Missionær som Taler ved den Lejlighed.

Af din Færden slutter jeg, at Du har det godt efter din Rejse. Jeg faaer vist næppe besøgt Dig i Sommer. Eders Hjem er formodentlig som sædvanlig ogsaa overfyldt. Her i vort Hjem have vi det godt; Sophie er temmelig rask, mit Helbred er særdeles godt. Gamle Svigermoder — 85 Aar — besøger os. For mig er det tidt svært. Jeg synger ofte:

Sol i Aftensvale!
lær mig den Kunst at dale!
Nøjet med en fattig Høst
at huse Sangen (Glæden) i mit Bryst

— men det kniber ikke sjælden med at skaffe Glæden Husly i mit Bryst. Du og Nina hilses kjærligst fra Eders gamle Venner

Johannes og Sophie Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Ørsløv 23. August 1900.

Min kjære Ven! Det var da slemt, at Du kom for silde. Nu har jeg slet ingen Dag tilovers til Eders Missionshus. Og jeg vilde saa gjerne kommet og være sammen med Dig og Sophie.

Du har vel faaet Brev fra Zeuthen, som har lovet mig at indvie Huset i Forening med Jens Holt ¹⁾Indremissionær..

Der er saa meget trist over dit Brev, Du gamle Ven, som gjorde mig ondt. Hvorfor kan der ikke være Glæde i dit Hjerte? Du har dog saa meget at takke Gud for. Og naar der er troende Mennesker nok til at bygge et Missionshus, saa maae Du jo der have Venner at glæde Dig med.

Men hvad bliver der af vor Adresse? Du vilde jo kommet her i Sommer, at vi i Forening kunde aftale det Fornødne.

Vore kjærligste Hilsener til Eder begge. I to kjære.

Din gamle Ven
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
28. Septbr. 1900.

Min kjære Ven! Dit »Tak« ²⁾Se I. M. T. Nr. 29, 1900. sagde mig, hvad der er Hovedsagen, hvad jeg gjerne vilde høre. Det glædede mit Hjerte. Jeg er atter optraadt ³⁾Cl.: „Hvad er Grunden?“ Tre Artikler i Krt. Dagblad 26.—28. Oktbr. 1900 i Anledning af B’s „Hvor meget kan der taales af en Præst i den danske Folkekirke?“ — efter 40 Aars Forløb — som den »rare« Clausen ved Siden af den »slemme« Beck. Dog turde det være, at jeg ikke er saa »rar« i D’Hrr. Mikadoers ⁴⁾Biskopperne. Øjne og Øren; thi det er dog ret drøje Sandheder, jeg siger D’Hrr., hvis hele Stilling synes mig saare ynkelig.

s. 349Du er paa Farten — har sagtens ikke Tid, Kraft eller Ro til at skrive. Skulde Du faae et Øjeblik, vilde det glæde mig at vide, om Du synes om de to sidste Artikler. Vil Gud, sees vi i København til Menighedskonventet ¹⁾10.—11. Oktober 1900..

De kjærligste Hilsener fra din gamle Ven

J. Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Ørsløv 7. Oktober 1900.

Min kjære Ven! Jeg synes svært godt om dine Artikler, især 1 og 3. — Vi to høre dog uadskillelige sammen.

Jeg blev telegrafisk »tilsagt« at møde hos Rørdam i Anledning af min af Ministeriet forlangte »Erklæring« ²⁾Foranlediget af B’s Artikel „Hvor meget kan der taales af en Præst i den danske Folkekirke?“ („Annexet“ Nr. 14, 1900).. Den var Rørdam ikke fornøjet med, og vi bleve enige om, at jeg skrev en ny, som er lidt pænere i Formen, men væsentlig den samme. Han var for Resten rigtig god og rar, men sløj og navnlig ligefrem sløj i moralsk Henseende, idet han mente, at lidt Drik maatte man ikke tage saa nøje hos en Præst. Det er den grundtvigske Antinomisme i Praxis. Min Erklæring er ledsaget af edsfæstede Vidner imod et utugtigt Svin og en drukken Velærværdighed.

Hils Sophie.

Din gamle Ven
Vilh. Beck.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Ørsløv 6. November 1900.

Kjære gamle Ven! Hvor er det dog kjært for mig, at vi saadan atter og atter mødes i det gamle samme s. 350Syn og kunne forene det i den gamle Harmoni. Tak for din »Bispivisitats« ¹⁾J. Cl.: „Om Bispevisitatser“. („Annexet“, Nr. 21, 1900).. Det skal komme, saa snart det kan passe ind i Nummerets Sider.

Om N. N. har jeg leveret to Vidner, hvoraf den ene nylig har seet ham drukken to Gange. Til Minister Bjerre har jeg sendt et Brev fra en navngiven med Anklage mod en Præst for Usædelighed.

Jeg blev liggende syg i Lørdags i Hadsund, men kjørte hjem om Natten med Nina og prædikede sammed med Fermaud ²⁾Generalsekretær for K. F. U. M. Søndag Aften og har det nu godt.

Vore kjærlige Hilsener til Eder begge.

Din gamle Ven
Vilh. Beck.

Vilh. Beck til J. Clausen.
Ørsløv 19. April 1901.

Nina og jeg sende Dig vor kjærligste Hilsen, Du kjære gamle Ven! paa din Fødselsdag med Ønske, at Gud maae gjøre Dig rigtig glad ved Tanken og Takken for hans mange Velgjerninger imod Dig i de mange Aar. Alt dette blev saa levende for mig iforgaars, da jeg prædikede i din gamle Kirke i Stenmagle, de mange store, glade, lykkelige Minder fra Ungdomsdagene.

Din gamle Ven
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Vonsild 3. Juli 1901.

Kjære gamle Ven! Nu ere vi To alene tilbage af de fire gamle Venner fra Ungdommen. Ipsen er forlængst rejst, og nu rejste Gøtzsche ³⁾24/6 1901 (jvf. V. B.: „Carl Viggo Gøtzsche“, I. M. T. Nr. 29, 1901).. Hvem mon af os To skal først afsted?

Gid Du havde kunnet komme at tale et Ord ved hans s. 351Kiste! Mange savnede et Ord fra den kjendte gamle Vennekreds. Jeg vilde gjerne have talt et Ord; men man tilbød mig det ikke — og forlange det vilde jeg ikke. Mange have følt det som lidet hensynsfuldt; men jeg kunde muligt ikke vente at møde Hensynsfuldhed; jeg er i alt Fald ikke vant til det.

Og at ikke en eneste Biskop mødte! — var det dog ikke underligt. Nogle mene, at det var, fordi Gøtzsche indtog med sin offentlige Erklæring et Særstandpunkt ¹⁾Biskop G’s Erklæring „En personlig Redegjørelse“ i Spørgsmaalet „Frelste og fortabte“ (I. M. T. Nr. 15, 1901) foranlediget ved Harboørepræsten Jensens Afskedigelse., forskjelligt fra de 5 Stormænd. Ved Lejlighed skulde Du takke dem for deres Optræden ved denne Lejlighed.

Hele Marts ventede jeg paa Melding fra Ribe, at G. var saa rask, at jeg kunde faa talt med ham. Endelig kom jeg derned i Slutningen af Marts. Sygdommen havde taget paa ham, men han var fuldstændig aandelig frisk; jeg talte med ham i 4 Timer. Han var saa aandelig bevæget, kjærlig, inderlig og ydmyg. I Maj holdt han den sidste Ordination.

Jeg skulde prædike i Ribe 26. Juni. Jeg veed, han glædede sig til at tale med mig. Men da jeg kom, var han død Mandag 24. Søndag Morgen sad han, fortalte Døtrene, ude i Haven og glædede sig over sine Roser. De hørte ham tale med sig selv og sige: »Hvor ere I kjønne — nu seer jeg jer sidste Gang.« Mandag Morgen kom Datteren op til ham. Han var livlig, drak Theen. — og et Øjeblik efter tog han hendes Haand, vendte sig om — og var død.

Han var en god Ven, et kjærligt Menneske, en oprigtig Kristen, Vor Herre lade os af Naade mødes med ham.

Har Du og Nina som sædvanligt havt godt Udbytte s. 352af Rejsen? — Gid vi kunde mødes lidt i Sommer. Det er mod Aften for os.

De kjærligste Hilsener.

Din gamle Ven
J. Clausen.

Vilh. Becks Svar.
Brunnen 7. Juli 1901.

Tak, Ven! for dit Brev. Det gjorde mig saa godt midt i min Sygdom. Karlsbad havde en storartet Indflydelse paa min gamle Sygdom. Jeg rejste saa rask til Schweitz og har havt dejlige Dage her. Men for en halv Snes Dage siden blev jeg syg af en Sygdom, som Lægen næppe kjendte. Frygtelige Smerter i Ryg og Bryst. Jeg er lige krøben op af Sengen. Og det første, jeg gjør, er at skrive til Dig, Du kjære Gamle. Det seer tvivlsomt ud, naar jeg kommer hjem, og det har seet ud, som om jeg skulde være den første af os To paa den store Rejse. Jeg synes dog nu at have lidt Haab om at bruges lidt endnu. Jeg skulde jo gjerne til det store Møde i Slagelse ¹⁾I. M.s Sommermøde 16.—19. Juli 1901, hvor B. holdt sin sidste Prædiken „I Enerum med Jesus“ (se I. M. T. Nr. 35, 1901)..

Jeg synes knap at kunne begribe Sandheden af vore Biskoppers Nederdrægtighed. Jeg har i I. M. T. givet dem en Røffel ²⁾V. B.: „Er det virkelig sandt?“ (I. M. T. Nr. 30, 1901). saa grov, som jeg har kunnet præstere den; hvorfor jeg venter mig en offentlig Røffel. Men jeg skal tage den med Lyst. Den kjære, kjære Ven, en saadan Behandling! De burde krybe alle i et Hundehul af Skam.

Hvor han dog fik en let Bortgang! Herren har været særlig naadig imod ham. Gid han maae være lige saa naadig mod os To.

s. 353Vi To sende Eder To vore kjærligste Hilsener. Bed en Vennebøn for

din gamle Ven
Vilh. Beck.

J. Clausen til Vilh. Beck.
Vonsild 9. Septbr. 1901.

Min kjære gamle Ven! Dag for Dag, siden jeg besøgte Dig ¹⁾1. August 1901., har jeg tænkt paa Dig og bedt for Dig; tidt har jeg havt Lyst til at skrive Dig til, men opgav, fordi jeg var bange for at besvære Dig; saavidt jeg kan skjønne, har det gaaet op og ned. Endnu har Du vel ikke Klarhed over, hvad Herren vil, om han vil bruge Dig til mere Arbejde, eller om Du skal indgaae til Guds Folks Hvile bag Graven. David siger: »Herren ledsager os over Døden«. Du har jo under din Sygdom og Svaghed godt Følgeskab af dine mange Kjære — de kunne dog ikke følge Dig længere end til Graven; Gud være lovet! — at vi have en Ven, som kan og vil følge os ud over Død og Grav.

Forleden Morgen kom den Tanke varmt op i mit Hjerte, om jeg ikke skulde rejse op til Mindefesten i Viborg ²⁾I. M.s 40 Aars Jubilæum 13/9 1901., da Du ikke kan komme der, og tale et Ord ud fra Minderne fra 13. September 1861 i Stenlille. Havde Du kunnet komme, var jeg fulgt med Dig, Du havde da været selvskreven Taler ud fra Minderne; jeg vilde have tiet stille og ladet Minderne tale i mit Bryst. Havde en eller anden sagt mig et Ord om at komme, da Du ikke kan, vilde det have været lettere, friere og glædeligere for mig at tage derop. Nu er jeg lidt ængstelig derved; jeg vil saare nødig trænge mig frem. Jeg skrev først til Larsen ³⁾Stiftsprovst Helweg-Larsen i Viborg., senere til Zeuthen. De synes s. 354at forstaae min Følelse, min Trang ogsaa med Dig i Hjerte og Minde. De foreslog mig at tale i Domkirken. Det vil jeg absolut ikke; thi jeg har ingen Ret til at være Ordfører for I. M. nu; kun ud fra Mindet om dens Tilblivelse, og dog kan og vil jeg tale — ogsaa af den Grund fordi jeg tænker mig, at Du ikke har noget derimod.

Endnu har jeg ikke bestemt mig, jeg vakler frem og tilbage. Rimeligvis tager jeg dog derop. Og der bøjer jeg saa i Ensomhed mine Knæ i Jesu Navn, takker for Mødet med Dig i Ungdomsdagene, for Mødet i Stenlille, for Samvirken i I. M.s Grundlæggelsesaar, for trofast Broderkjærlighed fra din Side gjennem et langt Liv uden Afbrydelse trods store Forskjelligheder i Syn og Virkemaade — og beder for Dig og om, at vi maae mødes i de evige Boliger,

Hvor Mindets hulde Blomster smaa
skal i forklaret Glans opstaa
saa dufterige, søde.

Nu gik »gamle Eva« gjennem min Stue; hun sagde: »Hils saa kjærligt den gamle Adam« — det gjør jeg nu. Du har ingen bedre Veninde end hende.

Og nu Farvel! min dyrebare kjære gamle Ven! Herren lade Dig hvile i Haabet! Hils din kjære Nina og vær kjærligst hilset fra din Ungdoms Ven

Johannes Clausen.

Vilh. Becks Svar.
16. Septbr. 1901.

Min gamle kjære Ven! Tak for dit kjærlige Brev. Du fik ikke Svar, fordi jeg var saa syg i de Dage. Nu hører jeg af Tony, som er her, at Du har været i Viborg, og det er jeg saa glad ved, og at Du har talt der, og det s. 355burde være saa. Det er vel snart paa det Sidste med mig, en underlig Fornemmelse, svær at sætte sig ind i. Saa meget Stort og Skjønt at forlade. Tak for de mange Aars Venskab — Du og Sophie.

Vilh. Beck.

Den 20. Oktober 1896 skrev Vilh. Beck til Johannes Clausen:

»Venskabet holdt i Tiden, og Evigheden vil gjemme det og herliggjøre det.«

Saaledes sluttede det paa Jorden, og saaledes er det nu herliggjort i de evige Boliger.

s. 356BENYTTEDE KILDER.

Vilh. Beck: Erindringer fra mit Liv. Do.: Konfirmandforberedelse. Axel Beck: Vilhelm og Nina Beck, 1.—2. Bind. L.Blauenfeldt: Den indre Missions Historie. K. Carlsen: Johannes Clausen. Johs Clausen: Sognepræst Carl Moe i Skannerup og hans Domme. Pouline Worm: Indre Mission og Vilhelm Beck. Sofus Elvius: Danmarks Præstehisitorie 1869-84. Max Drohshennig og Th. Hauch-Fausbøll: Danmarks Præstehistorie 1884—1911, I. og II. Bind. „Den Indre Missionstidende“ 1862—1901. „ Annexet“ 1891— 1901. Forskellige Aargange af „Dansk Kirketidende“, „Fædrelandet“, „Randers Avis“, „Sorø Amtstidende“, „Kristeligt Dagblad“. T. Winther: „Et Forsvar for Præsteløftet“. „Departementstidende“. Forskellige Aargange af Vilh. Becks „En lille Julegave“. Bricka: Biografisk Leksikon. Fr. Nielsen: Kirkelexikon for Norden. H.Skat Rørdam: Otto Møller og Skat Børdam. „Kirkeligt Maanedsblad“. „Rigdagstidende“ 1866-67. O. Funcke: Husandagtsbog, udgivet af Th. C. Bernhoft, Bergen, 1880. J. P. Trap: Kongeriget Danmark.