Müller, Tage Christian BREV TIL: Mynster, Jakob Peter FRA: Müller, Tage Christian (1842-02-12)

Fra Biskop T- Müller.
Ribe, 12 Febr. 1842.

Om end en ydre Anledning ikke havde gjort mig det til Pligt, idag at skrive til D. H., saa vilde jeg dog ikke kunnet lade mange Postdage gaae hen, førend jeg havde takket Dem, og det gjør jeg herved ret hjerteligt, for det kjære Brev, hvormed De har glædet mig. —

Ikke mindre takker jeg dem for Deres Afhandling om de synoptiske Evangelier ^*)Bl. Skr. 4.. Grundighed og Klarhed ere de Præg, hvormed alle deres Arbeider ere udmøntede. Der er en Ting, som De kun har berørt i Forbigaaende, da den ei egentlig hørte til Deres Æmne, men som jeg ønskede før at have kjendt Deres Mening om, ei saa meget fordi den vilde have sparet mig for endeel Hovedbrud (thi det har man godt af, da Aandens Friskhed vel ellers ei vilde vedligeholdes saa længe som muligt), som fordi den havde sparet mig mange Timer, jeg næsten maa ansee for spildte. Jeg har nemlig, som alle Andre, ofte ikke kunnet finde nogen Nexus imellem enkelte Stykker af de Christi Taler, Evangelisterne have optegnet. Jeg har tyet til Commentatorerne, fundet deres Meninger gjern føgte, skjøndt meer eller mindre ingeniøse, føgt at indprente mig dem, og næsten altid igjen glemt dem, netop fordi Combinationerne ingenlunde vare naturlige. Den Maade, hvorpaa D. H. løser Knuden, finder jeg saa simpel og naturlig, at jeg idetmindste strax følte mig særdeles tiltalt af den.

Deres Høiærv. at skriver, at Manges Tro bliver vaklende. Jeg mener, at dette for en Deel har sin Grund t, at man lader haant om at bygge sin christelige Tro Paa en historisk Grund; og jeg frygter for, at Mangfoldiges Tro derfor kommer til at hvile paa en Sandbanke, der vel til en Tid kan bære Huset, ja selv komme til at see ret pyntelig ud, men viser sig som en Sandbanke, naar Skylregnen nedfalder og Vandløbene komme. Jeg for min Deel maa opgive at ville s. 465forslaae den hegelíske Philosophie. Nylig tæste jeg hos Nitsch: „Die neue wissenschaftliche Sprache versteht immer die alte, weil diese nichts Nenes ober Schwieriges sagen hat, will aber zuweilen sie nicht verstehen. Die alte versteht nur sich selbst, kann aber die neue nicht verstehen." Dette er sandt, men bet er storligen at beklage; og mig synes, at bet maatte kunne være noget anderledes, naar man ei hovrnodigen saae neb paa de Uindviede, men gjerne vilde indvie dem. Jeg maa da ansee det for et meget fortjenstligt Arbejde og hørende til Tidernes Tarv, Alt hvad der kan begrunde den historiske Tro.

— „Juryer" med Hensyn til Geistlighedens Forhold vilde vist frembyde Skyggesider; men jeg troer dog, at Lyssiden vilde blive overvejende. Sløvhed og Ligegyldighed for det Høie i deres Kald findes vist hos mange Gejstlige; dog ere Tiderne i denne Henseende neppe saa sørgelige, som nogle Decennier tilforn. Naar kun ikke de yngre Gejstlige ville rusticere i deres mobnere og ældre Alder! Fristelsen hertil er ei saa liden, da der vel intet Embede er, hvor man mere kan, upaatalt af Loven, facere officium taliter qualiter.

Gud velsigne Deres Høiærv. ! Jeg er med dyb Høiagtelse

Deres
forbundne og hengivne
Tage Müller.