Holberg, Ludvig BREV TIL: Hagen, Aage Rasmussen FRA: Holberg, Ludvig (1720?-12-13)

BREV TIL HAGEN
DATERET 13. DECEMBER (1720)

Egenhændigt; i Vidensk. selskabs bibliotek i Trondhjem (Thorv. Boecks manuskripter).

Første gang trykt i Dania IV (1897).

Holbergs breve til Hagen var ukendte for almenheden, da Bernt Moe i året 1846 udgav tre af dem i sit »Tidsskrift for den norske Personalhistorie. Nye Række«. I tidens løb er der kommet mange flere til, og brevene er nu en ret lang række, som når fra 1720 til 1731.

Hagen var ikke en almindelig agent, som mod en passende pro« vision fik folk til at købe Holbergs bøger; han var en velfornemme mand, som på en uegennyttig måde sørgede for, at Holbergs værker blev udbredte i Trondhjem.

Hvad der vides om hans livsomstændigheder er for største delen samlet af B. Moe i det nys nævnte tidsskrift og af Paul Botten Hansen i »Nogle utrykte Breve fra Ludvig Holberg« (1858). — Aage Rasmussen Hagen var en bondesøn fra gården Hage i Værdalen (Trøndelagen). En tid var han proviantforvalter ved Trondhjems fæstning, blev derefter (senest 1720) krigsbogholder ved det nordenfjeldske dragonregiments lægdskasse (altså en slags intendant i hæren); i dette embede blev han til omtrent 1752; på rangstigen avancerede han således, at han 1725 blev krigsråd, 1737 kancelliråd, 1738 justitsråd; efter sin afsked som krigsbogholder blev han kommitteret (medhjælper hos sessionsherrerne, amtmanden og en oberst) ved den nordenfjeldske dragonsession. Han døde omtrent 1763; en del af sin betydelige formue efterlod han til Trondhjems og Værdalens fattige.

s. 51En pålidelig og agtet mand har Hagen sikkert været. Brevene tyder også på en ikke ringe godmodighed; gang på gang tager han imod store pakker bøger fra Holberg, fordeler dem blandt prænumeranterne, indkasserer pengene og sender dem til Holberg uden at prøve på at få Holberg til at indfri sine gentagne løfter om at »tiene ham igien i alle optenkelige maader«.

Hvorledes og hvornår Hagen er bleven Holbergs »gode ven«, og hvorledes han, før Holberg skrev til ham, havde vist sig som »en Patron (ɔ: ynder) af Peder Paars«, vides der ikke noget om. Man kan tænke sig, at et personligt bekendtskab på en eller anden måde er opstået, fordi Hagen var fra Værdalen, og Holbergs fader, Christian Nielsen, også var fra Trøndelagen (måske fra gården Holberg i Skogn, der ligeledes ligger i Værdalen: se herom fx. L. Daae i (norsk) Historisk Tidsskrift II, 244). Men med vished kan man sige, at Hagen har haft forståelse af Holbergs første komiske mesterværk på en tid, da fx. de høje herrer i Conseilet ikke strakte sig videre i deres velvilje mod Peder Paars's forfatter, end at de udtalte, »at dette Skrift ikke bestaaer af andet end lutter fingeret Skiemt, som hellere kunde bleven udeladt end skreven«. Hagen må derimod have moret sig over Peder Paars og har gerne villet gøre bogens forfatter en tjeneste, og det har han gjort, før Holberg endnu var bleven berømt; end ikke alle Peder Paars’s læsere kan have vidst, hvem forfatteren var; bogen bar jo ikke »Ludvig Holberg«, men »Hans Michelsen« som forfatternavn.

Hagen har gemt de breve, han fik fra Holberg, og hvad enten han har gjort det af bogholdernøjagtighed, eller, senere hen, af stolthed over at have hjulpet Holberg, da han var ved at lægge grunden til sin berømmelse, må vor taknemmelighed overfor krigsråden være lige stor, og vi må glæde os over, at hans efterkommere har holdt hævd over samlingen. Rimeligvis har en af disse bragt brevene til Nordlandet, hvor de længe lå gemte og glemte i Ofoten (ved Ofotfjorden, hvor den nu bekendte havneby Narvik ligger). Først hen s. 52imod midten af det 19. århundrede blev brevene spredte rundt om i Norge; nu findes de fleste af dem i norske offentlige samlinger; kun ganske enkelte er endnu i privat eje.

4*

Holberg havde igen haft ærgrelser, da han skrev sit første brev til Hagen. De tre første »bøger« af Peder Paars udkom særskilt i tiden mellem sidste halvdel af årene 1719 og 1720. De vakte en umådelig opsigt blandt høje og lave, skaffede Holberg både venner og fjender; men pengene, som salget af dem indbragte, kom for en stor del ikke Holberg til gode. Hans kammerat fra Borchs kollegium, Joachim Wielandt, havde 1719 fået privilegium som bogtrykker og boghandler. Hos ham blev de tre første bøger af Peder Paars trykt; men da det nu gik godt med salget, tog Wielandt eftertryk af værket uden tilladelse og uden at betale honorar for de exemplarer, han solgte bag forfatterens ryg. Holberg opdagede dog, at han var bleven snydt, og at det var Wielandt (»den gode Mand, der trykker de danske Aviser«), der var skyld i, at hans »Profit er saa ringe, at den ikke svarer til den tiende Deel af Arbeidet«. (Se om alt dette især Carl S. Petersen: »Om de ældste Udgaver af Ludvig Holbergs Peder Paars« i Nordisk tidskrift för bokoch biblioteksväsen. I. 1914).

Men Holberg forstod at indrette sig praktisk: han gav sig til selv at være både forlægger og sortimentsboghandler; nogle »venner« fik han for gode ord og uden betaling til at virke for salget af hans bøger. Derpå udsendte han den såkaldte »tredie Edition« af Peder Paars (»Tryckt Aar 1720«), der af nyt stof bl. a. indeholder digtets fjerde bog. »Vennerne« sørgede for, at så mange som muligt af deres bekendte på forhånd lovede at købe bogen eller endogså betalte forud for den. Ved denne fremgangsmåde kunde Holberg ganske vist ikke hindre, at der blev taget eftertryk af hans bøger — både Peder Paars og komedierne blev flere gange eftertrykte (ligesom i det 19. århundrede mange af Oehlenschlägers værker) — men han sparede alle mellemhandlere og sikrede sig, at en stor del af læseverdenen s. 53havde købt bogen af ham selv, før eftertryksudgaverne kom på markedet.

Ved det første brev til Hagen er der den mærkværdighed, at skønt Holberg beder Hagen om at få folk til at betale forud, nævner han som »conditioner« kun bogens indhold og udstyrelse, men han glemmer at omtale prisen, som Hagen dog helst måtte kende, når han skulde tage imod pengene fra dem, som vilde betale forud.

Da Holberg fortæller, at trykningen »avancerer brav«, er den vel nok bleven bragt til ende i løbet af december 1720; men man kan ikke se, hvornår Holberg har ladet bogen »komme for lyset«.

Mons Hage[n] 1

Saasom han er m[i]n 2 gode ven og der foruden en Patron af Peder Paars, saa tager ieg mig den frihed at begiäre hans assistance til verkets befodring nemlig 3 at hand vil enten selv eller ved andre goode vener procurere mig folks inscription udj Trundhiem Er der nogen som vill betale for ud da vill ieg bede han vill beholde pengene hos sig in til exemplarierne blive opskikkede, hvis ikke at han da vill communicere mig hvor mange visse folk der haver tilbydet sig at kiobe; conditionerne er De 4re boger med Fortaler paa gott skrivpapir med 1 kobberstykker 4. Verket er alt under trykken og avancerer brav men komer ikke for lyset forend ieg kand see mig sikker Jeg beder at helse alle goode vener i sär min Fetter Bormester Lindgaard 5 og forbliver stedse

Hans oprigtige Ven og tiener
L Holberg

Kiobenhavn d. 13
December

s. 54Udskrift (med Holbergs hånd):
A Monsieur
Mons: Aage Rasmusen
Hagen
Kongl Majests velbestalte Krigs Bogholder
a Trundhiem.

Påskrift (med en fremmed hånd):
Franco partout 6