Kjøbenhavn, den 6te October 1812.
Hvorfor har Du været saa slem lille Ludvig, at ikke skrive os til fra Helsingborg, som Du havde lovet. Jeg er ret i ondt Humeur derover. Baade i Gaar og i Forgaars har jeg hver Gang det ringede, eller jeg har hørt Porten gaae, tænkt at det var Postbudet, med Brev fra Dig. Du veed ikke, hvor suurt det er saadan at vente forgjæves. Saa kort Tid har Du været fra Dit Hjem, og allerede begynder Du at negligere det. Følger Tanken om vor Længsel og Kjerlighed Dig ikke engang over Sundet? Dersom Du saadan bliver ved at ikke skrive alle de Gange Du har lovet mig, saa vil Din Fraværelse blive endnu bittrere for Din stakkels Moder, end hun havde tænkt. G. trøster mig med, at Tuxen har været i Helsingborg og at Du vist har skrevet med ham, og vi altsaa faaer det, naar han engang kommer til Kjøbenh., men Herre Gud! — saa er det dog Synd, at Du ikke har skrevet med Posten, saa havde jeg sluppet to ængstelige Dage. — Da Tuxen har skrevet os til, at I ved godt Vejr ere gaaet over Vandet, saa vil jeg stræbe at smigre mig med, at der ikke er hændet Dig noget ondt. — Gud veed hvor det vil gaae mig her hjemme! jeg længes allerede saa hjertelig efter Dig, ved enhver Anledning, ved alt hvad her er tilbage af Dit Tøj, ved alt hvad man siger mig, alt hvad jeg læser, tænker jeg veemodig paa at Du er borte. Og jeg troer at det gaaer G. ikke grumme meget bedre. Har jeg ikke Ret, kjere Ludvig, i hvad jeg saa ofte i Anledning af ham har sagt Dig? Saae Du hvor bevæget han var, da Du rejste. Den hele Dag kunde han ikke tale om Dig, uden at Taarerne stod ham i Øjnene. Saasnart vi kom hjem skrev vi til Dig, Du har vel faaet Brevet i Helsingborg? Derpaa gik vi ud at spadsere og talte ikke om andet paa Vejen end om vor Dreng og hans Tilbagekomst. Da vi kom hjem gik vi i Haven og blev ganske bedrøvede over, at der var et Par modne Æbler og noget saadant, som vi havde glemt at give Dig med. Ogsaa fortrød jeg ret meget, at jeg ikke havde tænkt paa at give Dig en Æske Figenpærer med, der kunde blevne modne paa Vejen. Nu faaer Du vist ikke af de gode Pærer i Aar. s. 10Jeg er bange de ere forbi til Du kommer igjen. Og oven i Kjøbet er det de sidste, thi vor Gaard er solgt i Dag, Gud bedre det! — Medens vi spadserede den Dag Du var rejst, havde Weyse været her, og bragt os saamange dejlige Frugter, men vi spiste dem med ganske ondt Humeur, og G. sagde: „Er det nu ikke tungt, at den første Gang i Aar vi har en ordentlig Desert, skal vi spise den uden Ludvig.“ Om Aftenen, da han gik igjennem Dit Sovekammer, sagde han ogsaa: „Det er mig afskyeligt at se det Kammer saa ordentligt.“ — Ak jeg gaaer hver Aften saa sagte igjennem, af Frygt for at vække Dig, som jeg altid pleier. Naar saa mine Øjne falder paa den tomme Sopha, bliver jeg ordentlig ganske bange, synes mig. Hver Aften inden jeg gaaer til Sengs, seer jeg altid ud af Vinduet, hvordan Vejret er, og tænker paa hvor Du kan være, om Du kjører om Natten. Naar der er Stjerner paa Himmelen, glæder jeg mig som et Barn. Jeg synes det er saa godt at de med deres klare Øjne seer paa Dig, paa Din Vej, hvor Du saa er. Maaskee sidder Du ogsaa i Vognen og seer paa dem og tænker paa Din lille Moder. Ak! jeg veed vel at der er En, hvis Øje seer Dig overalt. I hans, og alle hellige Engles Varetægt anbefaler jeg Dig ogsaa hver Time paa Dagen og hver Nat inden jeg sover, men ret glad bliver jeg dog ikke førend jeg har Dig her igjen.
Den første Aften i Din Fraværelse var Bruun og Weyse her. De have begge skrevet Dig til i Dag. Den anden, om Løverdagen, havde jeg en stor Forskrækkelse. Vi kom fra en Spadseretour G. og jeg, og hørte af Ane 1) at Ritmester A. havde været her og bedet G. vilde komme til ham hvad Tid paa Aftenen han end kom hjem, da han havde noget vigtigt at sige ham. Strax troede min usalige Ængstelighed at der var hændt Dig noget ondt, som Grevens havde ladet A. vide og som han ikke vilde sige mig, men G. Medens han var borte kom Weyse, som jeg gjorde ligesaa gal som jeg var selv. Kort efter kom G. og havde A. med sig og beroeligede mig. Samme Aften kom der da ogsaa Brev fra den gode Tuxen. I Aftes var Reinhart her, han bad saameget hilse Dig. Tante Lise og hendes Døttre som var her i Fredags, sender s. 11Dig ogsaa saamange kjerlige Hilsener. Lille Hanne 1) var her i Gaar og læste med mig. Hertz har selv skrevet Dig en lille Seddel til, som jeg sender heri. Det er da kun gaaet ham maadeligt stakkels Fyr. Han er dog ret glad, han var her et Øjeblik i Aftes og lod os vide sin Skjebne. Kirstein og Münter har ogsaa faaet haud af Treschow.
Jeg sender Dig herved et Brev fra Din Fader, som Du ikke maa blive vreed for at jeg har brækket, det laae mig paa Hjerte at vide hvordan det var med hans Øje. Jeg glemte at spørge Dig om jeg ikke maae brække hvad Breve der i Din Fraværelse kommer fra Folk, som ikke veed, at Du er bortreist; thi om der staaer noget i dem som skulde besørges her eller skee strax, saa synes mig det er nødvendigt at jeg maa læse dem og ikke sende dem den lange Vej uden Nødvendighed eller Interesse. Dette fra Din Fader indeholder da ingen Ting, men jeg sender det dog, da jeg ikke veed, hvad Du ønsker i saa Henseende. Jeg sender Dig ogsaa en dejlig Prolog, som jeg har klippet ud af „Dagen“; den har faaet en Skavank, men der er intet tabt endda; Du faaer ogsaa herved et smukt Avertissement af Adresse Avisen for i Dag, om en Student der forstaaer alleting. Jeg sender dette fordi jeg synes at alt saadant fra Hjemmet maa moere naar man er i et fremmet Land, og jeg synes desuden at Du ligesom jeg glæder Dig over saadanne ephemeriske Daarligheder. — Her hjemme er kun lidt Forandring. De grønne Gardiner ere imidlertid komne op og de nye Hynder paa Stolene, men Teppet er endnu ikke lagt paa og Sophaen ikke repareret, hvilket sidste, efter Sadelmagerens Lejlighed, maa endnu vente tree Uger. I Spisestuen er der gjort reent og rene Gardiner, i Din Stue ligesaa og Sophaen med tilhørende Stole sat derind. Jeg gider ikke kommet derind. Kanariefuglen er bedre, men hans ene Øje løber dog med Vand endnu. Han og de øvrige Huusdyr fra Anthony 2) af, hilser Dig. Der har Du Husets Stue-Nyheder, af Kjøkken-Nyhederne skal jeg fortælle Dig at vi har, G. og jeg selv, kjøbt en Eiderstedts Ost, som s. 12Du holdt saa meget af i Fjor, hvilken skal gjemmes til Du kommer igjen og ikke bruges til daglig Brug, men kun til at tractere os to med, naar vi er ene om Søndagen og paa Geburtsdage og deslige. — Gud lade dog ikke den store Verden, Du nu er eller kommer i, betage Dig Smagen for vort lille huslige Liv, der med alle sine Mangler dog har været en Kilde for os tree til saa megen Lyksalighed. Naar Du faaer dette Brev, er Du da i det store Stockholm. Gid Du maa moere Dig der, men dog undertiden med Længsel tænke tilbage paa Dit stille Hjem og Din Moder.
Hils saa mange Gange Grevinde Taube. Gud veed hun er tusinde Gange elskværdigere end hendes Mand. Fortæl mig vidtløftigt om alting, og tag mine Breve iagt. Forvar dem strax eller brænd dem, og lad dem for alting ikke falde i fremmede Hænder. Besørg ogsaa sikkert Dine Breve paa Posten at de ikke komme bort, og jeg skal gaae her hjemme og døe af Ængstelse. Lev vel min bedste Ludvig Vær saa, lykkelig — ikke som jeg ønsker — thi det er mere end denne Verden kan give, men saa lykkelig som en Dødelig kan være.
Thomasine Gyllembourg.
Kan Du nu læse min Skrift? Ellers er det et utaknemmelig Arbejde at skrive til Dig. —
Idag skrifver saa mange af Dine Venner, at jeg ikke faaer noget tilovers at sige, som kan interessere Dig. Vi ere inquiette for det vi ikke fik Brev fra Dig fra Helsingborg. Vi have dog ikke været lige ligegyldige, ty vores feil er det ikke om Du ej faaett vores Brev i Helsingborg. Til Nykjøping skrev jag i Dag Dig til to rader for at lade Dig vide at vi maae vel. Jeg har med denna Post skrivet flere Brev og et særdeles langt til Fr. Gyllemb. saa at Post Timen snart slaaer og jeg har endnu adskilligt at expediere.
Gud give at Din Rejse gaaet vel, det ligger mig meget, meget om hjertat. Försumme ej et ögnablick at skrive os til og lade os vide hvorledes Du lever. Du gjør Synd om Du försummer det. Af Sjel og Hjerte Din tilgifne Vän.
Gud velsigne Dig.
Gyllembourg.