Bournonville, Antoine Auguste BREV TIL: Gade, Niels Wilhelm FRA: Bournonville, Antoine Auguste (1858-08-24)

Kjøbenhavn, den 24de August 1858.
(Pilestræde 80.)

Velbaarne Herr Professor, Ridder Gade.

Illustrissimo Maëstro !

Ligesom Jeppe aldrig taler Tydsk, undtagen naar han er fuld, saaledes skriver jeg ikke Italiensk, undtagen naar jeg føler mig i Aande til at componere Balletter, NB. med extra god Musik til. Timen er kommen. Adriana for evig! — nei om Forladelse, ikke for evig, men allerhelst nu strax. — Kjære Professor! uden Deres deilige Toner kan Gondolen ikke sættes i Bevægelse, ikke Dogen forlove sig med Havet, kort sagt ikke Luigi og Adriana blive Mand og Kone, og Brylluppet maa hastes med — for visse Aarsagers Skyld. Altsaa naar vi nu tage fat, hvor vi slap, kan vi gaa i Søen inden Dampskibsfarten hører op — jeg mener saadan hen i November. Jeg stoler paa Deres givne Løfte, paa Deres Velvillie for mig og den gode Sag, men fremfor Alt paa Deres inspirerede Muse. Fra denne Time er jeg til Deres Tjeneste, giv mig et Vink, og jeg kommer til Dem til Lands, til Vands — kun ikke i Ballon, da dette Befordringsmiddel endnu er i sin Barndom. Svar mig pr. Telegraf og send mig et Bud med Erslews gamle Mercurius — og nu min Hilsen og de bedste Ønsker for Dem og Deres ærede Familie.

Deres hengivne og forbundne
AUGUST BOURNONVILLE.