Gade, Niels Wilhelm BREV TIL: Gade, Søren Nielsen; Arentzen, Sophie Hansdatter FRA: Gade, Niels Wilhelm (1847-12-17)

Leipzig, den 17de December 1847

Kjæreste Forældre!

Denne Gang har det varet noget længe med Brev fra min Side, men det lader sig undskylde, naar man veed Grunden dertil. Mendelssohns Død har I vel hørt? Vi har oplevet ret sørgelige Dage, ja Uger. Først nu begynder jeg at aande friere. Det var en skrækkelig Tid disse to Dage, hvor man ikke vidste, om han i det næste Minut var død. Det var en Onsdag Middag, da jeg pludselig hørte, at han var overordentlig betænkelig syg; allerede længere iforveien havde han af og til skrantet og ligget til Sengs, og paa eengang kom nu et Slagtilfælde over ham (Onsdagen). Hele Natten var vi vaagne — hans Venner var nemlig hos mig, da jeg boer skraas overfor — og gik afvexlende i hanss. 132Bolig for at høre, hvordan det stod til. Torsdag Morgen syntes det lidt bedre, men dog saa betænkeligt. at vi lod Concerten, som skulde finde Sted om Aftenen, afsige. Torsdag Middag aandede han kun svagt og bestandig svagere, indtil omsider imellem 9 og 10 om Aftenen Aandedrættet aldeles udeblev. Han var død!

I kan ikke tro, hvilken Deeltagelse og almindelig Sorg dette vakte i hele Byen. Vi alle kunde ikke blive fortrolig med den Tanke, at han, der for faa Dage siden levede og virkede blandt os med sin rige og levende Aand, at denne stærke Aand saa pludselig skulde og kunde bukke under for Tilintetgjørelsen. Fred med hans Støv!

Næste Søndag Eftermiddag blev hans Lig ført til Universitets-Kirken igjennem Byens Gader, fulgt af en uendelig talrig Skare Mennesker. Omkring Ligvognen gik hans herværende musikalske Venner ^*Gade, Schumann, Moscheies, Rietz og Hauptmann holdt Enderne af Ligklædet.), dernæst kom Orchestrets Medlemmer og fremmede Musikere, som vare komne for at vise ham den sidste Ære.

Ankommen i Kirken blev Kisten stillet paa en Forhøining i Midten af Kirken, og et Chor af 400 Sangere afsang en Choral med Orgel. Imidlertid havde vi Musikere begivet os op paa Choret, hvor nu fulgte en Choral af ham selv, derpaa en Tale af en Geistlig. Choret og Orchestret foredrog nu ets. 133af de skjønneste Chor af hans „Paulus“: „See, vi priser lykkelig den, som døer i Herren“. Nu blev Velsignelsen udtalt, og Højtideligheden sluttede med et Chor af Sebastian Bachs Passionsmusik, som han (Mendelssohn) skattede uendelig højt. Om Natten blev Liget ført til Berlin og der begravet i en Familiebegravelse, hvor hans fornylig døde Søster ogsaa hviler. — Dette Dødsfald havde angrebet ham overordentlig stærkt og sandsynligviis ogsaa fremkaldt hans Sygdom. Allerede i Begyndelsen af Efteraaret, da han kom hertil fra Schweiz, talte han altid om sin Død, der vilde komme paa samme Maade som hos hans Søster.

Den næste Torsdag efter Begravelsen, blev i Concerten opført, i den første Deel, blot Compositioner af Mendelssohn, i anden Deel den heroiske Sinfonie af Beethoven. Alle var klædte i Sort, og det gjorde et overmaade veemodigt Indtryk, da hans sidste Composition blev sunget: en Sang for een Stemme, hvor Texten udtrykker en Dødsahnelse. Nu, kjære Forældre, da jeg veed, at I ogsaa ærede og elskede denne store Mand, ligesom jeg, har jeg fortalt Eder alt saa udførligt som muligt ^*Her er Brevet klippet over.).

9