NIELS W. GADE
s. VNIELS W. GADE
OPTEGNELSER OG BREVE
UDGIVNE AF
DAGMAR GADE
KØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN)
FR. BAGGES BOGTRYKKERI
1892
s. VIIFORORD
Ved Offentliggjørelsen af denne Samling Breve og disse Optegnelser, har Tanken været, derved at give dem, der interessere sig for Niels W. Gades Personlighed, et Omrids af hans Liv, saa vidt mulig tegnet af hans egen Haand.
Han havde i længere Tid omgaaedes med Tanken om at skrive en Selvbiografi og havde i dette Øjemed foretaget nogle skriftlige Optegnelser, særlig med Hensyn til sin Barndom og første Ungdom. Det var imidlertid kun en ganske ringe Del, der var bleven udarbejdet, da disse „Meddelelser om mit Levned“ blev afbrudte.
Man har derfor ment, gjennem Breve fra ham selv til hans Nærmeste, enkelte Breve til og oms. VIIIham, at kunne — skjøndt stykkevis og mangelfuldt — føre Meddelelserne videre.
Som Tillæg følger enkelte Breve — spredte over et langt Tidsrum — til og fra forskjellige Personligheder.
s. IXINDHOLD
Side
I. Niels W. Gades egen udarbejdede Fremstilling af hans første Barndom 1
II. Meddelelser om hans Barndom og Ungdom efter hans egne Optegnelser og mundtlige Beretninger 8
III. Fra Aarene 1836 til 1848
Breve fra Gade til Mendelssohn, til Gades Forældre. Eduard og Carl Helsted. Breve til Gade fra Mendelssohn, Schumann, danske Venner og Gades Fader. 20
IV. Vinteren 1852 i Leipzig
Uddrag af Sophie Gade f. Hartmanns Breve til J. P. E. Hartmann. 136
V. 1862. Ophold i Paris
Breve fra Gade til hans Hustru Mathilde Gade f. Stæger. 148
VI. 1871. Rejse til Bonn
Breve fra Gade til hans Hustru. 167
VII. 1873. Rejse til Holland
Rreve fra Gade til hans Hustru. 183
VIII. 1876. Rejse til England
Breve fra Gade til hans Hustru. 210
s. XSide
IX. Aarene 1878, 1880 og 1881. Rejser til Hamburg,
Cøln og Düsseldorf
Breve fra Gade til hans Hustru. 251
X. 1882. Sidste Rejse. Til England
Breve fra Gade til hans Hustru. 264
XI. Tillæg
Breve til og fra Forskjellige. 279
Fredensborg16de August 1885.
Den 17de April 1812 blev en ung Snedkermester og hans unge Brud ægteviede i Trinitatis Kirke. Han hed Søren Nielsen Gade, var 22 Aar og nedstammede fra jydske Bønder, som havde optaget Navnet Gade efter en lille By mellem Kolding og Frederits. Hendes Navn var Marie Sophie Hansdatter Arentzen, 20 Aar, hendes Forfædre havde havt Hjem paa Bornholm. Tiden omkring og efter 1812 var meget stormfuld og kun lidet egnet til at frede om Huslivets stille Idyl. Evropas Fredsforstyrrer Napoleon var vel betvungen; men der herskede Nød og Ufred i de fleste Lande. For Danmarks Vedkommende var. denne Tid en af de mest bedrøvelige: Norge var afstaaet, Pengevæsenet i den største Forvirring, overalt Trang, Mismod, Standsning i Handel og Vandel. Alt dette havde kuet Befolkningen og bragt et filisteragtigt Skjær over det Hele. Man levede blot for det daglige og meget tarvelige Brød.
Dog, det unge Ægtepars beskedne Hjem var en Idyl, belyst af Kjærlighedens Solskin, derfor hørtes. 6de ikke Tidens Storme udenfor, og deres tarvelige Kost blev til den herligste Ret.
1*
I dette stille Hjem saa jeg første Gang Lyset den 22de Februar 1817 og fik i Daaben Navnene: Niels Wilhelm Gade. Jeg var det eneste Barn, og da jeg havde ladet vente paa mig i 5 Aar, blev jeg naturligvis modtaget med saameget større Glæde og plejet med den kjærligste Omhu af Forældrene.
Til mine tidligste Erindringer fra Barnealderen regner jeg en lille Begivenhed fra mit 4de Aar. En Sommeraften havde jeg af Forældrene faaet nogle Skillinger til at kjøbe Kager for hos Konditoren lige overfor. Med glade Forhaabninger gik jeg over Gaden og naaede lykkelig og vel ind i Boutiken og fik mit Kræmmerhus med Kager; men paa Tilbagevejen var jeg ikke saa heldig, jeg snublede og faldt, og Kræmmerhuset trillede ned i Rendestenen. Jeg blev meget forskrækket over den uventede og bratte Forandring af Situationen, brast i en hæftig Graad og løb ilsomt hjem, hvor baade Moder og Fader trøstede mig over Uheldet, men forgjæves, jeg kunde ikke standse min Hulken. Jeg maatte bringes til Sengs, og jeg kan endnu tydelig huske Stemningen, jeg var i, — det var, som al mit Livs Lykke — ved egen Skyld — var sjunken ned i Lethes mørke Vande og for bestandig holdtes fangen der, uden Haab om nogensinde at gjense Lyset.
s. 7Omtrent ved den Tid havde min Fader med sin ældre, eneste Broder, Jens Nielsen Gade, lagt sig efter Instrumentmageriet, og de havde sammen etableret en Handel med musikalske instrumenter, fornemlig Guitar og Violin. Denne Handel gik ganske vel. og Brødrene bleve enige om at udvide Forretningen ved at etablere en Boutik hver for sig. Min Fader flyttede derfor fra den fælles Bolig i Borgergaden længere bort, midt ind i Byen, paa Hjørnet af Nygade og Skoubogade. Jeg erindrer tydelig mig selv siddende paa Gulvet i Hjørnestuen i den ny Bolig, legende med „Adresseavisen“, medens Solen skinnede ind ad Vinduerne og dannede lyse Firkanter paa Gulv og Vægge, som udbredte et hyggeligt Velvære. Jeg var omtrent 6 Aar gammel, og lier begyndte mine første musikalske Øvelser; — min Fader havde nemlig foræret mig en lille Barneguitar, som jeg klimprede paa, — omtrent samtidig studerede jeg A. B. C. Bogen under min Moders Vejledning. Den Gang var Guitar, Fløjte og til Dels Harpe de af Dilettanter mest yndede Instrumenter. Herrer og Damer sang sværmeriske og sentimentale Romanzer af Rudolph Bay, Plantade o. s. v. til Accompagnement af Guitaren, som hang i et lyseblaat Baand om Skulderen, — saaledes var Moden i Begyndelsen af Tyverne. Min Fader havde et vist Ry for at forfærdige velklingende og veludseende Guitarer efter spansk Façon, og hans Handel var den Gang meget indbringende. Senere fortrængtes Guitaren af Pianofortet; han var ikke saa heldig i Fabrikationens. 8af dette Instrument, der opstod ogsaa flere Fabrikanter (Richter, Uldahl, Bechmann, Marschall o. a.), hvorfor hans Forretning gik noget tilbage. — Alligevel vedblev huslig Tilfredshed og Glæde at blomstre i Fædrehjemmet, min Faders sangvinske Temperament og joviale Indfald bragte altid Solskin og godt Humeur tilveje, naar min Moders sværmeriske og dybere Natur saa mørke Skyer trække op paa Fremtidens Himmel. Begge havde de Sands for Poesi og for Læsning, og i Tyverne blomstrede Digtningen i Danmark, da Oehlenschläger, Heiberg, Grundtvig, Schack-Staffeldt og Ingemann levede og skrev deres bedste Værker. Min Fader havde musikalsk Talent, og skjøndt han aldrig havde lært noget Instrument, kunde han spille lidt paa næsten alle Instrumenter. Min Moder holdt ogsaa af Musik, men hendes Hovedpassion var dog Theatret og især Tragedien, hvori den Gang Talenter af første Rang glimrede. Helten og den nordiske Mø i Oehlenschlägers Tragedier udførtes fortræffeligt af Nielsen og Mad. Wexschall (senere Mad. Nielsen). Dr. Ryge var uovertræffelig i Roller som Hakon Jarl, Palnatoke o. s. v. — De komiske Roller udførtes ligeledes af fortrinlige Kunstnere, Frydendahl, Lindgreen, Stage og flere. Det var, som om disse mange ypperlige Digtere og dramatiske Kunstnere vare givne os som Vederlag for vor politiske Lidenhed, ja, vi havde jo kunstneriske og videnskabelige Størrelser som Thorvaldsen og H. C. Ørsted, der vakte hele Evropas Opmærksomhed og kastede Glands tilbage over det
s. 11lille Danmark. — Befolkningens Interesse droges derved til Digtningens Verden, til Kunst og Theater, for Politik var Sandsen meget ringe. Mine Forældre havde taget mig med i Theatret en Aften, da Webers „Jægerbruden“ blev opført første Gang 1822.
Længere kom Gade ikke i Udarbejdelsen af sine ,,Meddelelser“, som han begyndte at nedskrive Sommeren 1885 paa Fredensborg. Med stor Lyst tog han fat paa dette Arbejde, det morede ham at gjenkalde sig sit Barndoms- og Ungdomsliv, mange smaa Anekdoter fra den Tid fortalte eller gjenfortalte han til sin Familie. Den ene Dag af Ferien gik efter den anden — stadig beskjæftigede Gade sig med dette Arbejde ; ved Siden af ham laa de notebeskrevne Ark, Forarbejdet til „Meddelelserne“ og i en zirlig, udelukkende til dette Brug kjøbt Mappe bunkedes de ubeskrevne Ark, der skulde modtage det renskrevne Arbejde. Dog, Ferien varede aldrig længe for Gade, de mange Forretninger i Musikforeningen og Conservatoriet optog paany hans Tid, og saa henlaa „Meddelelserne“ det ene Aar efter det andet — Lejligheden til at fortsætte dem kom aldrig. —
Paa Grundlag af disse Noter, med meget nøjagtig vedføjede Aarstal, og Erindring om. hvad Gade selv har fortalt, er det følgende udarbejdet; Noterne hører op med Aaret 1852; Tiden inden han bliver „en berømt Mand“ er udførligere behandlet af Gade selv, men foruden enkelte Smaafortællinger om Hjemmet, har han kun nedskrevet sparsomme Meddelelser om Tiden op imod tyveaars Alderen.
s. 12Niels W. Gade blev altsaa som foranført 5 Aar gammel af Forældrene taget med i Theatret for at høre „Jægerbruden“, og denne Opera med al sit fantastiske Tilbehør i Ulvesvælgsscenerne gjorde naturligvis et overvældende Indtryk paa Barnets letbevægelige Sind. Med Rædsel saa han bestandig de vilde Syner for sig; gik han hjemme i den mørke Gang, eller var han alene inde i Stuen, — strax mylrede det med Skrækkens Billeder fra Ulvesvælget, og megen Besvær havde hans Moder med at berolige ham og bringe hans Sind i Ligevægt igjen.
Den lille Drengs Liv i Hjemmet var vel skikket til at udvikle hans Hang til Drømmerier og Leven i sine Fantasier; jævnaldrende Venner havde han ingen af, hans Legetøj var af den primitiveste Art, om man overhovedet kunde kalde det Legetøj, — Gade fortæller jo selv om „Adresseavisen“ som sit Legetøj, — og naar Forældrene var travlt beskjæftigede i Værksted og Kjøkken, gik han bestandig ene om, klimprede paa sin lille Guitar eller saae paa Instrumenterne i Boutiken; Aftenerne tilbragte han ude i Forstuen, det interesserede ham at se paa Maanen og følge dens Straaler, alt som de flyttede sig hen over Gulvet, og saa hørte han i Fantasien Musik, stor Musik for mange Instrumenter. Han havde jo tidt været ude at høre Vagtparaden, og alle disse Instrumentklange spøgede i Barnets Hjærne.
Hvad Fornøjelserne angik, hørte Spadsereturen om Søndagen i Frederiksberghave til de bedste. Glandspunktet var at se Kong Frederik den 6tes. 13sejle i Kanalen med hele den kongelige Familie og et stort Følge af uniformerede Kavallerer. Han stod da ved Moderens Haand nede ved Bredden og ventede med Hjærtebanken paa det højtidelige Øjeblik, da Baadene gled frem; det hele Optog og „Folkets“ ærbødige Hilsen tiltalte ham, og Indtrykket sysselsatte hans Fantasi. Derimod den aarlige Dyrehavstur, denne af Forældrene som en stor og glædelig Begivenhed betragtede Tur, hvor Niels skulde more sig rigtig udmærket, var ham udelukkende en Kval og Skræk. At være sammen med saa mange Mennesker og høre deres støjende Tale forskrækkede ham, den raa Syngen og den falske, øredøvende Musik mishagede, ja, pinte ham til den Grad, at han om Aftenen paa Hjemturen, naar Lystigheden blandt Menneskemængden var paa sit højeste, ikke længere kunde holde sin Graad tilbage, trods ethvert Forsøg af Forældrene paa at opmuntre eller trøste ham med kjærlige Ord; den eneste Behagelighed ved Hjemkjørslen var Bevidstheden om, at denne Dag nu endelig var forbi.
En Ven havde Drengen dog funden, det var en Drejersvend hos Faderen, en vis Jakobsen — af jødisk Herkomst. Et varmt Venskab sluttedes efterhaanden mellem denne Svend og den lille Niels, som næsten daglig smuttede hen i Værkstedet til ham for at høre paa alt, hvad han kunde have at fortælle ham, eller ogsaa deltage i smaa Udflugter med ham; de skulde da enten hen at høre Vagtparaden eller, ved Foraarstid, vandre ud for at ses. 14det grønne ! — Naar Gade i Erindringen kom tilbage til disse Tider, talte han meget og gjerne om denne sin Barndoms Ven. Jakobsen var, efter lians Sigende, et begavet og for sin Stand sjælden belæst Menneske, lian vakte Drengens Sands for Poesi, og Drejersvenden lagde Grunden til Gades Kjærlighed til Oehlenschläger; med Begejstring læste Jakobsen „Nordens Guder“ højt for ham, og baade Tilhører og Læser opflammedes ved Digtet, Hele sit Liv igjennem glemte Gade ikke sin „kjære Oehlenschläger“, atter og atter maatte han, selv i sine sidste Leveaar, læse et og andet af ham, og naar han under sine sidste Aars Sommerophold i Fredensborg spadserede i Slotshaven, stod han ofte stille foran et særlig smukt Bøgetræ eller en Udsigt og citerede Oehlenschläger med en Varme og en Begejstring, der kunde være hel velgjørende at høre.
En Episode, der indtraf, da Gade som „lille Niels“ besøgte sin Ven Jakobsen, holdt han meget af at fortælle. Jakobsen havde længe haft et gammelt Gevær staaende i sit Værksted og rent glemt dette Skydevaaben, da han en Dag faar Øje paa det, og, vant til at gjøre Løjer med Drengen, raaber han til ham: „Stil Dig nu op, Niels, saa skyder jeg Dig!“ Drengen gaar rolig ind paa Legen og staar stille som en Mur, medens Jakobsen henter Geværet, sigter og lægger Fingeren paa Aftrækkeren. „Nej, jeg vil dog ikke“, siger han saa leende og sætter Geværet hen igjen. Samme Aften kommer han styrtende ind til Gades Forældre og fortæller, stærkts. 15betaget, hvorledes han, uden eget Vidende og Vilje, om Morgenen har staaet i Begreb med at dræbe deres Niels; han havde, inden han forlod Værkstedet, undersøgt Geværet, og det viste sig da, at det var ladt! At Gade den Gang saa mærkeligt blev bevaret for denne, som det lod, virkelige Livsfare, gjorde et dybt Indtryk paa ham, og han har sikkert senere betragtet det som et Tegn fra Gud paa, at han i sit Liv havde en vigtig Gjerning at udføre.
1828 begyndte først „Livets Alvor“ ; som Haarig sendtes han i Skole hos en gammel Mand, der boede i en mørk Bagstue i Hysken- eller Badstuestræde og holdt „Pogeskole“; selv var han baade Bestyrer og eneste Lærer i Skolen! Skolebænkene bestod af Strygebrædter lagte over Tønder, og selve Undervisningen var i lige Maade primitiv; Fagene bestod i: Læsning, Regning, Skrivning og Tegning samt maaske lidt tydsk. Hans Moder, der trolig gjemte ethvert Minde om det eneste, elskede Barn, opbevarede ogsaa hans Skolebøger; i hans Skrivebøger kan man iagttage store Fremskridt i de 3 Aar, han gik i Skole, han har tilsidst drevet det til at copiere Titelblade af Musikalier og efterlignet de mange Snirkler og Forziringer ligefrem kunstfærdigt; blandt disse Titelblade findes baade: „Favoritstücke aus der Oper „Die weisse Dame“, „Ouverture de l’Opera Cendrillon“ og mange andre, og alle er de signerede Niels Wilhelm Gade, de fleste med Aarstallet 1830. Fra et tidligere Aar findes den Sætning, Gade en Gang skrev paa Nodeskabet i Holmens Kirke, hvors. 16en Uorden havde stødt ham: „Orden og Nøjagtighed er Sjælen i alle Forretninger“.
Tegnebøgerne med deres fine, talentfulde Udarbejdelse efter Fortegningerne tyder paa, at den store Interesse for de bildende Kunster, Gade senere lagde for Dagen, har været ham medfødt! Den store Mængde Kundskaber, Gade i Virkeligheden besad, og hvormed han saa ofte i sit Liv overraskede skoledannede Mænd, erhvervede han sig udelukkende selv, dreven af sin Trang til Viden og hjulpen af sit hurtige Nemme og sin lette Opfattelse.
Imidlertid fik Drengen, der ytrede Lyst til Musiken, Lov til at faa en Lærer i Violinspil, en Bratschist Møller; men naar man nu betalte Undervisningen, maatte Niels ogsaa tage fat for Alvor. „Nu øver Du Dig en halv Time ad Gangen“, lød Faderens Formaning, idet han lukkede Døren til den Stue, hvor Niels stod med Violinen. Knap 10 Minutters Tid efter bankede det paa Døren, og ud af denne stak Niels’s Hoved: „Fa’r, er der ikke gaaet en halv Time?“ Stor Lyst har der ikke været den Gang til Arbejde i Musikens Tjeneste; men at høre Musik interesserede ham; han kom nu ofte med Moderen i Theatret og sad da og iagttog Orchestermedlemmerne og Dirigenten, lyttede opmærksomt efter hvert Instrument og søgte saa i Hjemmet baade selv at lave Instrumenter og efterligne de forskjellige Klange, han havde hørt.
Da Familien Gade kom til at bo højere oppe i Nygade, varede det ikke længe, førend Bekjendtskabs. 17blev stiftet med Sønnen af den Marchandiser, som boede lige overfor. Drengen hed Frederik Høedt, han var omtrent paa samme Alder som Niels, og han og hans Søster blev nu dennes Legekammerater. De saaes hver Dag, og da de havde megen Tid til egen Raadighed, til Trods for, at Frederik gik i Latinskole og skulde være Student, var de stadig beskjæftigede med Lege, som mer eller mindre optog deres Sind. Som Festdag indtog Fastelavnsmandag en høj Rang, den tilbragtes altid ovre hos Gades, og naturligvis skulde man slaa Katten af Tønden; Gades Fader, der altid var i godt Humeur, kunde nok sætte Liv i den lille Skare med Munterhed og Løjer, og i Slag paa Slag knaldede de gamle Violiner, som maatte erstatte Tønden.
Fødselsdage og lignende Festdage højtideligholdtes med Digte af Frederik, zirlig afskrevne af Niels, som ogsaa smykkede Papiret med colorerede Tegninger, og paa selve Dagen overraktes Værket Vedkommende med stor Højtidelighed; naar Drengene havde været i Theatret og Sindene var opfyldte af alt, hvad de der havde set og hørt, blev Forestillinger sat i Gang hjemme hos Gades, hvor de efter Hukommelsen spillede baade Skuespil og Ballet. Stundom kom der da ogsaa en Kurre paa Traaden mellem Vennerne, og da saaes de ikke en hel Dag igjennem, indtil den gjensidige Kjedsomhed og Længslen efter hinandens Selskab drev dem ud.
Drengene, som begge interesserede sig levende for Theater og Skuespil, fængsledes i høj Grad afs. 18de livlige Fremstillinger af Skuepladsens Begivenheder og Scenens Ypperste, som Louise Rasmussen, senere Grevinde Danner, kunde meddele dem. Hun var den Gang ansat ved det kongelige Theater og boede i samme Hus som Gades ; særlig interesserede dem, hvad hun fortalte om den begejstrede Aften i Aaret 1830, da „Den Stumme i Portici“ gik for første Gang, og Publikum, hvis Loyalitet blev opflammet, bragte den elskede Monark, der befandt sig i Theatret, en stormende og begejstret Hyldest. Ogsaa Fortællinger om den smukke Jomfru Pätges, der gjorde saa stor Lykke, vakte deres Interesse; maaske de har set hende selv i en eller anden Rolle — i Gades efterladte Noter staar blot lakonisk „Jomfru Pätges!“
Drengene fik bygget et Dukketheater og opførte herpaa den ene Forestilling efter den anden, men efterhaanden opstod ved denne Syslen med og Interesse for alt, Theatret vedrørende, den Tanke i de unge Hoveder, selv en Gang i Tiden at kunne optræde som Skuespillere og gjøre Legen til Alvor. Dukketheater og Dukkepersonale blev dem for smaat, de indstuderede nu selv Roller eller lærte Digte udenad, som deklameredes med Pathos og Alvor, og deres Lyst til selv at betræde Scenen fæstnede sig mer og mer; med Længsel imødesaa de Konfirmationen for derefter at faa Tilladelse til at gaa til Theatret.
Imidlertid forsømte Niels Gade ikke sin Violin, og eftersom Trangen til at blive Skuespiller formodentligs. 19gik over, da Faderen bestemt nægtede sin Tilladelse til at gaa Theatervejen, voxede Musiken efterhaanden op til den alt andet besejrende Interesse. Faderen har vel været lidt ængstelig ved disse Tilløb ad Kunstens Bane, og i Stedet for at uddannes til Musiker, blev Niels efter Konfirmationen 1831 sat til Snedkerhaandværket for en Gang i Tiden at hjælpe Faderen med Instrumentmageriet. Paa Snedkerværkstedet hengik et halvt Aar, vel sagtens med indre Kampe hos den unge, som imidlertid aldrig ytrede sig fortroligt, hverken til Forældrene eller til Vennen, indtil han en skjønne Dag med en kraftig Beslutning lod Høvlen staa paa Brædtet, gik ind til sin Fader og erklærede ligefrem at: nu kunde han ikke holde det ud længere, han maatte være Musiker; naar han fik en god Lærer, saa skulde han nok arbejde og gjøre sine Forældre Glæde.
Saa fik da den unge sin Vilje, og Forældrene bragte gjerne ethvert Offer for at skaffe de mange Penge til Undervisningen, baade hos den højt ansete Violinspiller Wexschall og hos Berggreen, af hvem Sønnen skulde lære Theori.
I to Aar dreves Studierne med Kraft og Lyst, og 16 Aar gammel debuterede Niels Gade ved en Concert paa det kgl. Theater, hvor han og en anden af Wexschalls Elever, Fritz Schram, spillede „med sjelden Kunstfærdighed“, som der staar i et datidigt Blad, „en dobbelt Fantasi“ af Kalliwoda for 2 Violiner. De var begge temmelig ængsteligt tilmode,s. 20Gades Stemning gav sig Luft ved at sige Pudsigheder over til Schram, da de stod vis-à-vis hinanden ved én Pult oppe paa Scenen og skulde begynde; men Schram „var bare højtidelig af Befippelse,“ sagde Gade, naar han fortalte om denne ungdommelige Debut. Om de to Debutanter staar der videre i føromtalte Blad: „Enhver af disse to unge Mennesker vilde ved den udmærkede Reenhed, Tone og Færdighed enkelt have vakt Beundring for sine sjeldne Evner; men i Udførelsen af denne concerterende Duet vidnede Foredraget, Nuanceringen og det feilfrie Sammenspil hos begge, tillige om en ypperlig Skole, som giver deres Lærer Fordring paa den mest levende Erkjendelse. Denne udmærkede Kunstpræstation lønnedes med et enthousiastisk Bifald.“
Hos Wexschall gjordes Bekjendtskab med en anden Elev, Eduard Helsted, af hvem Gade følte sig saa sympathetisk tiltrukken, at der snart udviklede sig et varmt og inderligt Venskab mellem dem, et Venskab, der ogsaa udstraktes til og besvaredes af Eduard Helsteds Broder Carl, og som trofast vedligeholdtes til Gades Død.
Gjennem Helstederne og ved Gades Ansættelse som Elev i Kapellet kom den unge, stilfærdige Michael Wiehe til som Ven, og sammen med Høedt levede disse unge Mennesker et begejstret og rigt Ungdomsliv. Opfyldte af en ideal Stræben, nærede de den Overbevisning, at ikke blot et musikalsk dannet Øre, men ogsaa et dannet Øje, skolet Tænkning, tøjlet Fantasi og lutret Følelse var nødvendiges. 21Betingelser for Talentets fulde Udvikling, og de søgte at tilegne sig dette bl. a. ved hyppige Besøg paa Maleriog Skulptursamlingen og flittig Læsning af Literaturens Mønsterværker. De tre Musikere fordybede sig desuden hver Dag i den nye, interessante Musik, der med Beethovens, Mendelssohns og Schumanns Navne var trængt ind i Musikverdenen; — naar de slap fri efter Informationer eller Theatertjeneste — thi ingen af dem kunde leve uden at tjene Penge og Forældrene skulde endda understøttes — var Maalet for deres ilsomme Gang enten den lave Stueetage i Nygade, hvor man kunde kigge ind og se „om Niels sad ved Klaveret“, eller ogsaa Kvistværelset i Vingaardsstræde, hvor Brødrene Helsted boede. I Reglen var det Gade, der med Noderullen under Armen og med Ordene: „Nu skal I høre noget!“ traadte ind ad Døren til Helstederne, og saa gik det løs i Timevis med at studere Musik, nyt og gammelt, fremmed og dansk! Som den, der kunde spille bedst, var det Gade, der foredrog Sagerne, hjulpen af Carl Helsted. hvor der krævedes Sang. Det var ogsaa Gade, som først havde sin Opfattelse færdig og udtalte den for de andre, og saa enedes de enten i Begejstring over Skjønhederne, eller de diskuterede deres forskjellige Anskuelser. Naturligvis spilledes ogsaa egne Kompositioner, og man afæskede hinandens Dom over disse. Saa lød Talen ungdommelig ivrig eller lystig, og deres Fremtids Planer og Drønmie forhandledes med Liv. Noget stort vilde de alle være, det var afgjort; mens. 22Gade erklærede, det skulde oven i Kjøbet være inden det 25de Aar; i det mindste satte han en Trumf paa, at det skulde ske for hans eget Vedkommende, og til stadig Paamind else herom slog han en Plakat op over sin Seng og malede paa den „25 Aar“. Saaledes gik Vinteren, og naar Markerne begyndte at grønnes og Luften mildnedes, da vandrede han bort fra den kjedelige By og ud i den frie Natur; det Liv, der her var ved at bryde frem, overvældede ham, længe gik han omkring, optagende i Glæde hvert et Foraarsindtryk, som i Toner og Harmonier gjenskabtes i hans Sjæl, eller han laa drømmende i Græsset, medens Tanker og Syner bevægede hans Sind. Han elskede Foraarstiden fra sin Ungdoms Dage hele sit Liv igjennem, og han glædede sig til denne Tids Komme, ligefra den korteste Dag i Aaret var svunden; med et glad Udtryk sagde han altid den 21. December „ja, nu gaar det mod Lyset, nu kommer den dejlige Tid.“ Den sidste Gang, han gjentog disse Ord, var Søndagen d. 21. December 1890, da han om Aftenen bortkaldtes ved en pludselig Død.
2
Ofte var de to Venner Helsted med paa de Udflugter, Gade foretog i Nærheden af Byen, og man medbragte da en eller anden Bog, som i Fællesskab blev læst, nydt eller kritiseret. Hoffmanns fantastiske Noveller gjorde stærkt Indtryk, og med Begejstring hilstes den „grünlich-gelbe Schlange“, naar Maanens Straaler spillede paa Øresunds Bølger.
s. 23Skjøndt Gade satte stor Pris paa Høedt, havde megen Agtelse for hans Begavelse og Kundskaber og senere i høj Grad beundrede ham som Skuespiller, var dog maaske Eduard Helsted den, han havde mest Sympathi for, og Samlivet med Høedt blev derfor mere i Fællesskab med hele Kredsen, hvortil ogsaa Brødrene Fritz og Peter Schram samt flere andre hørte. Michael Wielie blev af Gade omtalt med stor Hengivenhed og Beundring baade som Menneske og som Kunstner, de forstod hinanden trods Wiehes, for Vennerne velbekjendte Utilbøjelighed til at tale! Wiehe og Gade talte tidt halvt i Spøgom, at deres kunstneriske Anlæg burde have været omvendt uddannet; som Musiker mente Wiehe at kunne have drevet det langt videre end som Skuespiller, og Gade erklærede, at der var gaaet en stor Skuespiller tabt i ham! Dog i Aaret 1835 var alle disse Personligheder endnu kun mer eller mindre „lovende unge Mennesker“, ingen vidste den Gang, hvor højt saa mange af dem senere i Livet skulde naa, og hver af dem passede endnu rolig sin daglige og ubemærkede Dont. Niels Gade havde rigtignok komponeret en Ouverture „Socrates“, som han endog havde faaet Tilladelse til at lade gjennemspille af Orchestret i det kgl. Theater efter en Prøve; men da den attenaarige Komponist hørte sit Værk, svandt alle hans Illusioner om egen Dygtighed, saaledes som hans Komposition lød i Virkeligheden, svarede den aldeles ikke til hans Fantasi; stilles. 24pakkede han Noderne sammen igjen og gik hjem, og længe varede det ikke, før „Socrates“ brændte lystig i Kakkelovnen. „Jeg maatte sidde længe nede i Orchestret og lytte efter Instrumenternes Klang, før jeg igjen prøvede paa at komponere for Orchester,“ sagde Gade, og nikkede alvorlig med Hovedet, naar han fortalte denne lille Begivenhed.
2*
Fra Gades 19de Aar existerer et Brev til Eduard Helsted, betegnende for Brevskriverens Ungdom og Vennernes Samliv.
Til Ven Helsted!
Motto: „Ensom er jeg
dog ej ene,“
„Kjolen har jeg!“ Det glæder mig meget af Dit Brev at erfare, at Du har conserveret Din gode Kjole. Ja, uden Kjole, det vilde være en Tilstand, som var miserable, tænk Dig — at marschere igjennem Verden med de bare Arme, det vilde fast være lige saa galt, som naar En uden Hoved vilde vandre igjennem den musikalske Verden. — Og dog seer man dette sidste (desværre) meget ofte. (Ja, jeg har saamænd hørt, at en vis — NB. ikke viis — Baron v. Klattenklou med det første vil vise sig som Balletcopist; som tilforn vil han vel ogsaa denne Gang gaa op med tilbundne Øine).
Saa contrasterende, som Du maaske kunde finde Mottoet og Introductionen, saa har det dog ganskes. 25sin Rigtighed; thi, ligesom man alletider fra det lavere gaar til det højere, fra Skallen til Kjærnen, saaledes er ogsaa Forholdet rigtigt her, idet jeg nemlig gaar igjennem Kjolen til selve Manden. — Altsaa jeg bryder nu det Ydre — og er hos Dig selv. — Kjære Ven, jeg savner Dig meget; vore behagelige Aftentoure savner jeg ogsaa. Her er ret kjedsommeligt i denne Tid, da Carl er reist til Kjøge, og jeg altsaa er ganske ene i denne store By, ingen Musik nogetsteds, som er ordentlig, en skrækkelig Hede, ingen musikalske Venner at tale med, og Du veed jo nok, at intet i Grunden ret interesserer mig uden dette ene. Paa Grund af denne Mangel paa gjensidig Meddelelse har jeg forsøgt paa at opskrive nogle Tanker, som jeg ogsaa vil betro Dig og dette Brev. I Fald Du skriver mig til, skriv mig da, hvad Du synes om nedenstaaende, eller i saa Fald Dine Modbemærkninger.
„Tanker, da mine Venner vare bortreiste.
„— — — — — — *), min Trøst i denne min „Enlighed er som altid, i Tilbedelse og Hengivenhed „nu og da at modtage blide Kys af min Elskede. „Det er den evigunge, aldrig forgaaende, der „ikke skues med jordiske Øine, men som svæver for „vor Fantasi i himmelblaat Gevandt og bærer alle „Dyder i sig, hende der leder os i hin højere Verdens. 26„og selv drager Forhænget til Side og lader os paa „sig skue Gjenskinnet af et Glimt af Guds Herlighed „— Engles Harmonier — — —
„Dog blot et Nu, — og Beskueren taber Bevidstheden og daler atter til Jorden. — — Dog „den Ejegode lader ham ikke blive i intet.
„Hun vækker ham og lader ham i et Speil skue „Herligheden. — „Kunst“ er det velgjørende Re„ flex. — —
„Jo længere han seer, desto mere bemestres han „af en uforklarlig Følelse, han beaandes (begejstres) „af hende, „Idealet“, det højeste Maal af alt „skjønt, godt og dydigt, hans Tanke og Aand ud„ vides, han vil i maalløs Henrykkelse kaste sig for „sin Skabers Trone. — Han var paa det højeste Trin „af den Himmelstige, som Mennesket kan betræde, „men nu stiger han med Rolighed ned igjen og „gjemmer bestandig Erindringen om de skjønne „Øieblikke, han nød; naar Fristelser og slemme „Laster vil rokke ham, da gjenkalder han sig sit „Ideal, og bort, langt bort fly de, lige som naar „Solen i sin Majestæt og Klarhed kaster Taagen til „alle Sider. —
„Overvældes han af en ubenævnelig Længsel „efter at udgyde sit Hjerte i Lovsang, da løser hun „hans Tunge ved et flygtigt Kys, og han selv bliver „Skaber til et jordisk-aandigt Værk, som udspringer „af hans Indre og er en Gnist af hin himmelske „ „Kunst“, hvoraf han er besjælet.“
s. 27— — — Det Hele maa Du ansee for en uudført Skizze. Flere Udtryk ere ogsaa som Følge af en uøvet Pen ikke de bedste, men jeg tror dog at kunne faa noget ud deraf; i det mindste i min Tanke er det mig klart, hvad jeg vil sige, men maaske jeg ikke er saa heldig i at udtale det. Læs det og tænk over det. — Paa Dine Vegne glæder jeg mig over, at Du har faaet Weyse paa Tapetet, da det kan være meget sundt for din Aand at nyde denne kraftige og næringsrige, indenlandske, aandelige Føde. — Jeg kan her ikke undlade at fortælle Dig, at i „Musikforeningen“ er ved sidste Generalforsamling blevet valgt til Udgivelse Weyses „Floribella“. *) Dersom (naar Du en Aften spadserer) Vinden blæser fra Sjælland, og den tilfældigvis skulde kaste Dig et Blad af Træerne paa Næsen, da skal Du ikke blive vred, men smukt følge Din Indbildning og antage det for en Hilsen fra Din Ven
N. W. Gade.
To Aar senere, 1838, foretog Gade en Rejse til Norge og Sverrig; Meningen var at forene det nyttige med det behagelige ved at give Concerter i de større Byer og saaledes dække Rejseudgifterne. Fra denne Rejse foreligger en Dagbog, som forsynlig er paabegyndt paa selve Bogens Bind, saameget skuldes. 28der jo skrives paa denne vigtige, første Udenlandsrejse, at hvert Blad vilde blive beskrevet, men halvvejs paa Bindet hører Dagbogen allerede op, og Resten er lutter hvide; ubeskrevne Blade! Af denne kortfattede Rejsebeskrivelse er Afrejsen fra Kjøbenhavn og Ankomsten til Norge fortalt med de fleste Ord; efterhaanden indskrænker Fortællingen sig til en lakonisk Nedskriven af Datoer, Bynavne og de Operaer, han har hørt. Kun enkelte Gange taler han om sine egne Concerter: „Den 10de October spillet Syngescenen af Spohr for Orchestret i Stockholm. — Den 20de spillet Variationer af Pechatschek paa store Theatren i Stockholm med meget Bifald.
— Den 6te November i Forening med Naumann givet Soirée i „stora Börssalen“. I Porsgrund i Norge har han øjensynlig gjort Lykke, thi paa Tilbagerejsen fra Skien gives igjen Concert i Porsgrund. En sørgelig Slutning fik denne Rejse iøvrigt, eftersom Pengeudbyttet ikke var tilstrækkeligt til 4 Maaneders Rejse og Ophold. Tilsidst maatte Gade bekvemme sig til at skrive til sin Fader og fortælle om den Knibe, han var i; han maatte nemlig ufrivillig forlænge sit Ophold i Sverrig, da han ingen Penge havde at komme hjem for. Det har været med tungt Hjærte, at han bad om Hjælp, thi han vidste jo, hvor svært det vilde falde Faderen at skaffe Penge til Veje. „Og saa var dog baade Fader og Moder kun saa himmelglade over at se mig igjen, at de slet ikke kunde være vrede paa mig, de kjære,s. 29gode Forældre,“ saaledes endte Gade rørt, naar han omtalte denne Lyst- og Kunstrejse !
I Aaret 1839 blev han opfordret til at komponere Musiken til „Aladdin“, endskjøndt han endnu ikke havde udgivet nogen Komposition, men Rygtet gik, at „den unge Gade var et Talent, man skulde vente sig noget af.“ Gade udtalte selv som ældre sin Forundring over den Tillid, man den Gang havde vist ham: „jeg var jo endnu kun en ganske ung Fyr — men man maa vel have ment, at der stak noget i mig.“ 1840 blev han af Balletmester Bournonville opfordret til sammen med Frøhlich at skrive Musik til Balletten „Fædrelandets Muser“. Fra Aarene 1834 til 40 henlaa som Manuskript forskjellige Sange, Klaverstykkerne „Foraarstoner“ og Klaversonaten i Emoll, altsammen senere trykt.
1840 udgav Berggreen en Samling Melodier til fædrelandshistoriske Digte og heri var optaget flere, af Gade komponerede Sange, deriblandt Melodien til „Kong Vaídemars Jagt“, en Melodi, som han senere benyttede som Hoved-Thema i sin første Symphoni.
Samme Aar udsatte Musikforeningen en Præmie af „25 Species Dukater“ for Kompositionen af en Ouverture for fuldt Orchester. Gade havde ikke tænkt paa at konkurrere, men en Dag, da han gik over Kongens Nytorv, mødte han tilfældigvis Concertmester Frøhlich, som gav sig i Snak med ham og i Talens Løb spurgte, om han indleverede ens. 30Ouverture til Musikforeningens Konkurrence, og efter det benægtende Svar, opfordrede han ham ivrig dertil og tilføjede: „vi venter os jo netop noget af Dem!“ Som Nummer 10 i Rækken — det sidste Nummer — blev saa indleveret „Nachklänge von Ossian“ med Devisen „Formel hält uns nicht gebunden, unsre Kunst heisst Poesi“. Allerede et Aar før det betydningsfulde 25de havde Gade ved denne Ouverture vundet en afgjørende Sejer. Imidlertid komponerede han paa sin første Symphoni, som 1842 laa færdig; han havde tænkt paa at dedicere den til Mendelssohn, men var tvivlraadig om, hvorvidt det kunde gaa an. Blandt Vennerne i Kredsen var der stor Begejstring for Symphonien, og, mærkelig nok, var det Høedt, der ivrigst opmuntrede ham til at dedicere den til Mendelssohn og sende den til ham; sidst i Aaret 1842 blev Symphonien da sendt til Leipzig.
I stor Spænding ventede Gade nu paa, om der vilde komme Svar, og hvorledes dette Svar vilde lyde; og da det saa kom, dette saa overordentlig elskværdige og anerkjendende Brev, fandt Gades Moder ham siddende med Brevet i Haanden, og i stor Bevægelse stammede han med Taarer i Øjnene: „Der maa være nogen, som vil gjøre Nar ad mig!“ Men tilsidst brød Jubelen frem med Overbevisningen om, at det maatte være den rigtige Mendelssohn, der skrev saaledes til ham:
Leipzigden 13te Januar 1843.
Hochgeehrter Herr!
Wir haben gestern die erste Probe Ihrer Symphonie in C moll gehabt, und wenn auch Ihnen persönlich ganz unbekannt, kann ich doch dem Wunsche nicht wiederstehen Sie anzureden, um Ihnen zu sagen, welche ausserordentliche Freude Sie mir durch Ihr vortreffliches Werk gemacht haben, und wie von Herzen dankbar ich Ihnen für den groszen Genusz bin, den es mir gewährt. Seit langer Zeit hat mir kein Stück einen lebhafteren, schöneren Eindruck gemacht, und wie ich mich mit jedem Tact darin mehr verwunderte, und dennoch mehr zu Hause fühlte, so war mir es heute ein Bedürfnisz, Ihnen meinen Dank für so viel Freude auszudrücken, Ihnen zu sagen, wie hoch ich Ihr herrliches Talent stelle, wie mich diese Symphonie, das Einzige, was ich bis jetzt von Ihnen kenne, auf alles Frühere und Spätere begierig macht! Und da ich höre, dasz Sie noch so jung sind, so ist es eben so sehr das Spätere auf das ich mich freuen kann, zu dem ich in einem so schönen Werke die festen Hoffnungen begrüsze, für das ich Ihnen jetzt schon danke, wie für den Genusz, den ich gestern gehabt habe !
Wir werden noch mehrere Proben von der Symphonie machen, und erst in 3—4 Wochen dieselbe zur Aufführung bringen. Die Stimmen wimmelten so von Fehlern, dasz wir sie erst sämmtlich durchsehen lassen, und mehrere neue schreibens. 32lassen müssen, und dann soll sie nicht gehen, wie eine neue, sondern wie eine, die dem ganzen Orchester vertraut und lieb ist. Das war nun zwar schon gestern der Fall, und unter uns Musikern nur eine Stimme. Indesz sie musz auch so gehen, dasz ein jeder es hört. Herr Raymund Härtel *) sagte mir, es sei davon die Rede, dasz Sie selbst im Laufe des Winters herkämen. Wäre das doch der Fall, und könnte ich Ihnen dann meine Dankbarkeit und meine hohe Achtung mündlich besser und deutlicher ausdrücken oder beweisen, als es die leeren schriftlichen Worte thun! Wir mögen uns nun aber jetzt kennen lernen oder nicht, so bitte ich Sie mich immer für einen Solchen anzusehen, der all Ihren Werken mit Liebe und Theilnahme folgen wird, und dem die Begegnung mit einem Künstler, wie Sie, und einem Kunstwerke, wie Ihre Cmoll Symphonie, jederzeit die gröszte, herzlichste Freude sein wird.
So empfangen Sie denn nochmals meinen Dank, und genehmigen Sie die vollkommene Hochachtung, mit welcher ich bin
Ihr ergebener
FELIX MENDELSSOHN BARTHOLDY.
Herpaa svarede Gade:
Kopenhagen
den 28te Januar 1843.
Mit welcher ausserordentlichen Freude, mit welchem innigen lebhaften Dank, mit welcher tiefgefühlten Bewunderung habe ich Ihren theuren Brief gelesen. Freude über das Glück einem Meister gefallen zu haben, Dank für die seltene Güte, mit der dieser Meister einen unbekannten Jüngling geschrieben hat, und Bewunderung für den Mann, der ein ebenso groszer Mensch als Künstler ist. Wenn ich Ihnen den ganzen Umfang meiner Dankbarkeit beschreiben sollte, müszte ich Ihnen auch die ganze Bedeutung Ihres Briefes für mich schildern.
Ich brauche Ihnen aber nicht zu sagen, dasz meine Kräfte und mein Vertrauen auf mich selbst durch eine solche — vielleicht allzurühmliche — Anerkennung wunderbar gestärkt werden muszten: und Sie müssen auch gewiss selbst geahnt haben, dasz ein Brief von Ihnen nicht unbekannt verbleiben könnte und dasz Alle der Stimme des Meisters folgen würden.
In der That ist es so geschehen. Sie haben mir eine Wohlthat erwiesen für die ich Ihnen ewig danken werde. Ich fühle mich so stark und freudig, wie ich mich noch nie gefühlt habe und das Publikum ist mir ebenso gut geworden, als begeistert für einen Mann, der so schön, so künstlerisch und menschlich fühlt.
Möchte ich doch bald nach Leipzig kommen,s. 34um Ihnen, was ich hier geschrieben habe, noch weit inniger und besser zu sagen. Leider kann ich Ihnen meinen Dank niemals so zeigen, wie ich es gern wollte. Um Ihnen einen schwachen Beweis davon zu geben, habe ich mir jedoch erlaubt, Ihnen meine Sinfonie, die mir durch Ihre Güte einen Werth bekommen hat, zu widmen. Es ist nur ein wenig, aber das Beste, was ich habe. Binnen kürzer Zeit werde ich mir die Freiheit nehmen, Ihnen meine übrigen Sachen zu schicken. Sie werden diesen eine wohlwollende Aufnahme schenken. Ich bringe Ihnen nochmals meinen innigsten Dank für einen Brief, der mir eine so seltene Freude verschafft hat, und dabei das Glück einem Meister, von dem ich so vieles gelernt habe, meine tiefste Bewunderung und Liebe bezeugen zu dürfen.
N. W. Gade.
An den Herrn
Dr. Felix Mendelssohn Bartlioldy.
Leipzigden 2ten März 1843.
Hochgeehrter Herr!
Gestern in unserm 18ten Abonnements-Concerte wurde Ihre Cmoll Symphonie zum ersten Male aufgeführt, zur lebhaften, ungetheilten Freude des ganzen Publicums, das nach jedem der vier Sätze in den lautesten Applaus ausbrach. Nach dem Scherzo wars. 35eine wahre Aufregung unter allen Leuten, und der Jubel und das Händeklatschen wollten gar kein Ende nehmen ; — ebenso nach dem Adagio. Ebenso nach dem letzten, — und nach dem ersten — nach allen eben! Die Musiker so einstimmig zu sehen, das Publicum so entzückt, die Aufführung so gelungen — das war mir eine Freude, als hätte ich das Werk selbst gemacht ! Oder noch eine gröszere; denn im eigenen sieht man immer die Fehler und das Nicht-Gelungene am deutlichsten, während ich in Ihrem Werke noch gar nichts empfinde, als Freude über alle herrlichen Schönheiten. Durch den gestrigen Abend haben Sie sich das ganze Leipziger Publicum, das wirklich Musik liebt, zum dauernden Freund gemacht; keiner wird von jetzt an von Ihrem Namen und Ihrem Werke anders als mit der herzlichsten Hochachtung und Liebe sprechen, und jedes Ihrer künftigen Werke wird mit offenen Armen empfangen, sogleich mit der äuszersten Sorgfalt einstudirt und freudig von allen hiesigen Musikfreunden begrüszt werden. „Wer die letzte Hälfte des Scherzo geschrieben hat, das ist ein vortrefflicher Meister und von dem haben wir das Recht die gröszten und herrlichsten Werke zu erwarten“. Das war die allgemeine Stimme gestern Abend auf unserm Orchester, im ganzen Saal — und veränderlich sind wir hier nicht. So haben Sie sich durch Ihr Werk eine grosze Menge Freunde für’s Leben erworben; erfüllen Sie unsere Wünsche und Hoffnungen, indem Sie viele, viele Werke in derselben Art, von derselbens. 36Schönheit schreiben, und indem Sie unsere geliebte Kunst neu beleben helfen, wozu Ihnen der Himmel alles gegeben hat, was er geben kann.
Wir hatten auszer der Probe, von der ich Ihnen früher geschrieben hatte, noch in den letzten Tagen zwei andre gehabt, und einige kleine, unbedeutende Versehen abgerechnet, ging die Symphonie mit einem Leben und einer Begeisterung, dasz man daraus allein schon sehen konnte, wie entzückt wir Musiker alle davon sind. Ich høre, dasz sie bei Kistner erscheinen wird; erlauben Sie mir auch die Frage, ob die Ueberschrift der ersten Introduction 6/4 Tact, die nachher wiederkehrt, nicht zu Miszverständnissen Anlasz geben könnte? Es steht da, wenn ich nicht irre, Moderato e sostenuto. Sollte statt dieses sostenuto nicht etwa con moto, oder con Molto di moto gestochen werden? Jene Ueberschrift würde (wie mir scheint) zum richtigen Tempo führen, wenn es 6/8 Tact statt 6/4 wäre; aber beim 6/4 ist man so sehr gewohnt die einzelnen Viertel gewichtig oder langsam abzuzählen, dasz ich mir denke, der Satz würde zu langsam gegriffen werden, wie mir es in der ersten Probe begegnete, bis ich mich nicht mehr an die Noten und die Ueberschrift, sondern an den Sinn hielt. Und als so manche Musiker so sehr fest gerade an jenen Ueberschriften kleben, so wollte ich Ihnen wenigstens meine Zweifel in dieser Hinsicht ausgesprochen haben. Haben Sie noch Dank für Ihren lieben Brief, und die freundliche Absicht, die Sie mir darin zu erkennen geben. Haben Sies. 37aber noch mehr Dank für die Freude, die Sie mir durch das Werk selbst gemacht haben, und glauben Sie, dasz niemand Ihre Laufbahn mit mehr Theilnahme verfolgen, Ihren ferneren Arbeiten mit mehr Hoffnungen und mit gröszerer Liebe entgegensehen kann als Ihr hochachtungsvoll
ergebener
FELIX MENDELSSOHN BARTHOLDY.
I September 1843, efter erhvervet Rejseunderstøttelse tiltraadte Gade sin Rejse ud i Verden, først til Leipzig, hvor den store Mester ventede ham, og hvor saa megen skjøn Musik skulde oplades for hans lyttende Øren, derfra til Italien, hvor Kunst og Historie, Natur og Folkeliv vilde omgive ham med al sit herlige Trylleri; det var med straalende Glæde, at han saa Livet udbrede sig for sine Øjne, og han var saa ung, sund og lykkelig!
Med Sønnen drog Lyset og Glæden bort fra det lille, tarvelige Hjem i Nygade, Fader og Moder saa deres eneste, højtelskede Barn rejse bort til et fremmed Land, han var deres Ære og Stolthed, men de forstod ikke det Sprog, hans Evner talte i, de fulgte hans Bane i øm Beundring og Gade glemte ikke sine Forældre, men han tilhørte fra nu af for mange til at kunné være „deres egen“.
3
Her meddeles Gades Correspondance med Forældrene:
Stralsund
den 19de September 1843.
Kjære Forældre!
Idag Morges Kl. 7 ankom jeg frisk og sund paa Sjæl og Legeme hertil, det deiligste Veir begunstigede Farten saavel Dag som Nat. I Ystad, hvor Dampskibet laa stille et Par Timer iaftes, gik jeg i Land og fik en Mundfuld svensk til Afsked fra Skandinavien. Jeg bor her i Hotel de Stockholm, hvor jeg ret snart skal spise til Middag for Kl. 3 at reise til Stettin og derfra imorgen Kl. 8 til Berlin (altsaa Onsdag Morgen). Naar jeg kommer til Berlin, skriver jeg strax til Eder og opgiver min Adresse, men før skal I ikke skrive.
Naada! hvad Stralsund angaar, da kan jeg ikke sige andet om den, end at den tager sig ud som en ærværdig gammel, bredskjødet sort Kjole med mange nye blaa Lapper. Jeg har spadseret omkring i Formiddag saavel i Byen som udenfor samme, hvor jeg forresten morede mig ypperligt, da det forekom mig aldeles hjemligt, det syntes mig at være Frederiksbergallee med Conditorier paa begge Sider, Træernes Susen forekom mig ogsaa bekjendt, og Solen — ja det var den gamle, gode Sol derhjemme fra. — See nu kan da min kjære lille Moder nok indsee, at naar Solen gaar paa Rejser med mig, er det intet Under, at jeg kan faa mit Lys til at skinne. — Man tør ikke ryge Tobak paa Gaden her,s. 39thi det er en Fæstning, det vil sige: har været en Fæstning. Der staar endnu mange gamle, udhulede Stumper tilbage af fordums stærke Mure og gothiske Huse. Af Folkene her i Byen har jeg kun seet nogle Damer, som alle dreve til Vands udenfor Porten, thi der findes et Par Badehuse. Jeg har nogle Smaating at besørge endnu, før jeg ta’er afsted. Levvel! I see jo, at jeg begynder min Skribentbane ganske godt. To Sider, hvad? —
— Og fra Berlin et udførligt Brev. Levvel! Hils alle! — Jeg vilde ønske Jer et saa godt Humeur og Udsigt til saa mange Behageligheder, som jeg har. 10,000 Hilsener!
Jeres bestandige
N. W. GADE.
Jeg haaber at træffe F. Mendelssohn i Berlin, „vielleicht“ bliver jeg da noget længere der. Jeg ærgrer mig egentlig over, at jeg allerede begynder at tænke paa tydsk og er mit kjære danske Sprog utro, men om ogsaa Tungen taler imod, Hjærtet træffer dog altid sort!
Farvel mine kjære Forældre.
Alle være hilsede fra
N. W. G.
3*
Berlinden 21de September 1843.
Kjære Forældre!
Igaar Kl. 11 arriverede jeg hertil paa Jernbanen. Fra Stralsund kjørte jeg med Schnellpost fra Tirsdag Eftermiddag Kl. 3 til Kl. 2 om Natten til Passow, hvor Jernbanen fra Stettin løber forbi. — Jeg var endeel træt efter at have kjørt 9 Timer med Diligence over Stok og Steen (den kjører nemlig 2 Mil i Timen) og strax derpaa fare nogle Timer med Dampvognen; forresten er dette ganske morsomt og er aldeles ikke ængstende eller rædselsfuldt, som man tror, før man har prøvet det.
Mit første Ærinde her var naturligviis at opspørge Mendelssohn — dog nej, mit første Ærinde var at kjøbe mig en ny Hat, (den gamle lever nu ganske indgetogent paa sit Enkesæde „unter dem Ofen“) — da jeg frygtede, at Mendelssohn skulde dele sin Opmærksomhed mellem mig og min gamle — sont virkelig afgiver meget Stof til Speculation med Hensyn til: være sort eller ikke være sort — altsaa med ny Hat over Hovedet spurgte jeg efter Hr. Doctoren og fik det flaue Svar: Nej, han er i Morges tidlig reist til Leipzig. —
For at trøste mig, gik jeg Onsdag Eftermiddag i Concert i Garnisonskirken og hørte „Skabelsen“ ret godt udført af det kongelige Capel og Chor, samt Fräulein Marx, Dhr. Mantzius og Böttiger. Publicum lod til at kjende denne Musik meget godt og hørte til med stor Opmærksomhed. Torsdag Formiddags. 41drev jeg omkring i Byen, traf Thrun, besaa Musæet, en pragtfuld moderne Bygning med mange gode antikke Statuer og enkelte gode Malerier, dog interesserede Bygningen mig mest; her findes i Berlin udmærket smukke Palaiser og Huse, lange 1-a-n-g-e Gader, deilige Boutikker med helt Speilglas i Vinduerne og en uendelig Mængde Drosker. Folket lader til at være meget vakkert og ret livligt; hvad der gefalt mig meget i Theatret, — ved Opførelsen af Spohrs „Jessonda“ — var den Interesse, hvormed største Delen af Publicum! fulgte Stykkets Gang i den trykte Textbog. Her fik jeg tillige Lejlighed til at høre Louise Schlegel, som for Øjeblikket gjæster Berlin, hun har en snmk Stemme, men spiller ikke godt, lidt koldt, hvorimod Fr. Marx synger med meget Liv, som overhovedet alle Sangere, jeg endnu har hørt, lader til at have et ret musikalsk Indre og megen Varme, sommetider lidt tydsk Svulst og en Smule Vinterforraad (ɔ: Smør), men hellere lidt for meget end meget for lidt. — Jeg skal imorgen gjøre Bekjendtskab med Hr. Dehn, „ein Musikgelehrter“ og Hr. Taubert, „Concertmeister“; Meyerbeer er desværre reist til Paris. Paa Mandag reiser jeg rimeligvis til Leipzig, jeg maa snart see Mendelssohn, jeg længes meget efter ham. Dersom I skriver, da er Adressen saa:
Hr. Niels W. Gade
Musiker.
fr.
poste restante.
Leipzig.
s. 42Jeg haaber, de alle have det vel, Moder er vel i sit gamle Es, da hun veed, at jeg morer mig godt og af mit første Brev har seet mit Solskinshumeur. Nu skal jeg igjen til at tænke paa Compositionen; de første Dage, man tilbringer i en fremmed By, er der saa meget man maa see og høre, at man ikke kan holde sine Tanker samlede, men det skal nu snart være forbi, naar jeg først slaar mig til Ro i Leipzig. Jeg bor meget godt her i Königsstrasse i „Zum Kronprinzen“, har et net lille Værelse og er meget tilfreds med alt, hvad jeg faar, jeg staar op Kl. 7½, spiller en Times Tid Violin, gaar ud i Byen og spiser til Middag; naar der gives noget i Theatret, jeg gider seet, gaar jeg derhen, hvorpaa jeg gaar hjem, ryger en Cigar, trækker Dynen over Ørene: Godnat! See saadan har jeg det. So ein Leben dat is\' ein Leben! Ikke sandt? Nu siger jeg Eder ret tusinde Levvel, baade min gode Fader og min rare lille Moder og beder Eder hilse alle mine gode Venner, Frederiksbergerne *), Høedt, Helstederne, Wiehe, Lose, kortsagt alle Vennerne i mit gode, gamle Danmark. Levvel!
N. W. GADE.
Jeg har gjort Bekjendtskab med endeel pæne Mennesker; forresten er her for Øjeblikket ingen, der interesserer mig stort.
s. 43Husk paa mit Portrait hos Melby. Hils ham med det samme fra Truhn i Berlin.
Berlinden 26de September 1843.
Kjære Forældre!
Ja, jeg er her endnu, som I kan see af den øverste Linie. Da jeg nemlig morer mig saa godt, — da jeg har gjort saa mange musikalske Bekjendtskaber — da man er saa sær venlig imod mig — da alt dette holder lidt paa mig, saa reiser jeg først til Leipzig paa Fredag eller Løverdag. Nu skal I forresten høre noget morsomt: Musikhandlerne gjør rasende Cour til mig. Jeg lader, som om det slet ikke er mig om at gjøre at komme i Kast med dem; dog har jeg modtaget en Bestilling af Trautwein & Comp. paa en Clavertrio. Det er en meget anset Handel, og forresten er Ejeren deraf en meget vakker Mand. Da vi vare enige om Betalingen o. s. v., mente denne gode Mand, at det var ret prægtigt, naar jeg vilde lade ham trykke alle tilkommende Trioer, som jeg componerede; — dog, dette vilde jeg ikke indlade mig paa at gjøre nogen bestemt Accord om, men forsikrede ham dog, at det vilde være mig en stor Glæde at lade mine Compos. udkomme hos et saa almindelig bekjendt Firma.
Jeg har arbejdet noget, dog ikke ret meget, paas. 44Fuldendelsen af min Sinfonie, men jeg faar den næppe færdig, før jeg kommer lidt til Ro i Leipzig, hvor jeg ogsaa skal gjøre en Duet for Härtel og endeligen den omtalte Trio. En ung Musiker, C. Eckert (Carl Helsted kjender ham godt), som for nylig er kommen fra Leipzig hertil, fortalte mig, at Mendelssohn med megen Varme havde omtalt min Sinfonie og ønskede gjerne at lære mig at kjende. I kan jo vide, hvordan jeg længes efter at see og tale med den kjære Mand, Saalerne brænder mig undertiden under Fødderne af Begjærlighed derefter, men - jeg tror dog, at jeg har gjort ganske klogt i at blive her et Par Dage længere. Man begynder at blive særdeles fornuftig!!!! — De fleste Musikere hersteds ere dygtige Folk, hvad Arbejde og Flid angaar, dog har jeg endnu ikke truffet en eneste med virkelig selvstændig Aand, altid Efterligning, immervæk Efterligning, enten Mendelssohn eller Beethoven eller ogsaa, hvad der er endnu værre „gemacht Originalitet“. Hvad Udarbejdelse og technisk Færdighed angaar, har jeg seet endogsaa fortræffelige Arbejder, men den „heilige Geist“ „niemand zu Hause“. Jeg bivaanede i Søndags en Opførelse af „Don Juan“ for propfuldt Hus. Ouverturen blev forlangt „da Capo“ og ogsaa spillet igjen, medens Leporello ganske rolig hørte til; ligeledes Champagnevisen. Men istedetfor ved Gjentagelsen at synge den oprindelige Text, sang Hr. Böttiger en Snik, Snak om „Es lebe der unsterbliche Mozart, freue dich Deutschland, das ist dein Sohn“ o. s. v.s. 45som Publicum optog meget vel. Efter Stykkets Slutning bleve alle fremkaldte; det er her saaledes en Vane at brøle Skuespillerne frem. — Et Par Comedier har jeg seet, hvori den berømte Charlotte Hagen spillede (dog i Roller, hvoraf jeg ikke kunde skjønne hendes Talent betydeligt) samt en dygtig Comiker Hr. Gern. I Aftes saae jeg den „reisende Student“, som blev givet ret lunefuldt af Hr. Schneider.
- Kjære Moder! Tak skal Du have for den uldne
- Du veed nok, hvad jeg mener. Det er en prægtig Ting, da det nu begynder at blive lidt kjøligt i Vejret, og dog kan man ikke gaa med Chenille, og jeg har heller ingen Chenille; men jeg skal nok kjøbe mig en i Leipzig, det kan Du være rolig for, og det strax jeg kommer der. — Nu farvel kjære Fader og kjære Moder og hils alle gode Venner.
Alletider den samme
N. W. GADE.
Jeg haaber at finde Brev fra Eder i Leipzig. Bed Høedt at skrive mig lidt Bynyt fra Kjøbenhavn, at jeg kan vide, hvorledes det gaar til der.
Kjøbenhavnden 30te September 1843.
Kjære Niels!
Af din Skrivelse Nr. 1 og Nr. 2 erfare vi, at du er i godt Lune og ved god Helsen; det glæders. 46og opmuntrer os meget, at du har det godt. Det overraskede os meget ved din Afreise, den Afsked af dine Venner; da jeg kom hjem til vor kjære Moder og fortalte hende det, opmuntrede det hende meget. Om Eftermiddagen var Niedlichs Familie saa forekommende at tage vor gode Moder med sig ud for at adsprede hende, samt flere Dage efter, saa at vor gode Moder nu nogenledes giver sig til Ro, men vi er i saa spændt Forventning med at faa at høre Udfaldet af Sammentræffet med Mendelssohn, da vi hørte, at du ikke traf ham i Berlin - vi er alle her ved god Helsen, og det staar sig hos os, ligesom da du reiste herfra. Berggreen kom Dagen efter, at du var reist, til os, og var i saa daarlig Humør over, at han ikke havde vidst, hvad Dag du skulde reise, saa at han var færdig at græde. Taarerne stod i hans Øine over, at han ikke havde sagt dig sit sidste Farvel; desaarsag maa du dog give ham en Hilsen i din Skrivelse, men dog saaledes, at det kommer fra dig selv, da jeg lader ham læse dine Breve. — Jeg haver været hos Maler Melbye angaaende dit Portræt, som ikke ganske var færdig, men jeg saa det. Det ligner godt, men det manglede Skyggen; tillige udlod han sig med, at det skulde raderes til Stentryk, for at flere af dine Venner kunde faa Aftryk af det, han spurgte mig, om du havde faaet Dehn i Tale i Berlin, og spurgte mig til dig og ønskede at see dine Breve, hvilket jeg lovede ham; han viste mig sit Maleri og var overordentlig forekommende, han bad dig at hilses. 47mange Gange. — Erslev har jeg ogsaa en Hilsen til dig fra, som han bad mig om, naar jeg skrev til dig. Nu veed jeg noget Nyt — en ny Historie om den unge K. Den Dag, Kongens Geburtsdag, da Jomfru L., som skulde lade sig høre ved Hoffet, havde paa sit Paaklædningsværelse lagt sine Armbaand fra sig, havde K. listet sig op paa hendes Værelse og taget dem; den anden Dag fik han et anonymt Brev, at han skulde i Tide aflevere dem, hvilket han ogsaa gjorde, og sende dem tilbage med et anonymt Brev, som om han havde gjort det i Spøg og advare hende om ikke at lægge dem saadan fra sig; han havde forseglet det anonyme Brev med en Knap med Vaaben paa, og da de havde ham mistænkt, saa kom Politiet og visiterede og fandt den Knap, han havde forseglet med, som laa paa Bordet endnu, og saa blev han arresteret og kommer ei løs igjen.
Moder haver en Bøn til dig, som er at du endelig maa kjøbe dig en Chenille, da det her begynder at blive koldt, som det vel ogsaa er hos dig. - -
Som jeg nu sidder og vilde ende Brevet, saa kom Postbudet med Nr. 3 fra Berlin, hvoraf vi erfare, at du haver den samme Mening som ovenstaaende, nemlig at kjøbe en Chenille, som Moder ret var saa glad over. Tillige glæder det os meget, dit Brevs Indhold. Du kan tro, at det gav Moder Kurasie, saa hun er i veltilfreds Humør. Du hilses mange Gange fra dine kjære Forældre og ønskes dig als. 48Held og Lykke, og en god Helsen maa følge i dit Foretagende.
Lev vel du kjære Søn!
Leipzigden 3die Oktober 1843.
Kjære Forældre!
Løverdagaften arriverede jeg hertil. Om jeg har det godt? Ja, I kan tro jeg lever (allerede de to Dage jeg har været her), som en Prinds. Om jeg har talt med Mendelssohn? Ja, Ja! Jeg er aldeles forelsket i ham. Jeg lever ganske i ham — I kan ikke tro, hvor han holder af mig. — Dog, jeg vil i al Rolighed fortælle Jer mit Ophold her. Søndag Formiddag gik jeg hen til Mendelssohn, men traf ham ikke hjemme, gav mit Kort og sagde, jeg vilde komme igjen kl. 5.
Kl. 5 stod jeg igjen ved hans Dør med en svag Hjertebanken. „Ja, Doctoren er hjemme. “ Han kom mig i Møde med en Hjertelighed og Velvillie, som langt overgik min Forventning, og efter at vi gjensidig havde ytret vor Glæde over at have truffet sammen o. s. v. o. s. v., førte han mig ind i et andet Værelse, hvor hans Kone, Fr. Hiller og nogle flere Herrer og Damer vare, hvilke jeg blev forestillet som den danske Componist Gade. Nu, jeg kan ikke fortælle alt, hvad der blev talt, men at jeg befandts. 49mig særdeles vel i denne Kreds, kan I nok tænke. Mendelssohn inviterede mig ved Afskeden til en lille Soirée Mandag Aften, som kun bestod af hans gode Venner. Søndag Aften gik jeg i den 1ste Gewandhaus Concert og „erstaunede“ over Orchestret, over Mendelssohns Claverspil (som er ganske overordentligt) og imellem Afdelingerne besøgte jeg Orchestrets Medlemmer, som bleve mig forestillede. Disse sidste betragtede mig som en stor Mand, og jeg voxede særdeles meget udi egen Indbildning for at skjule min Undseelse for dem. Her gjorde jeg ogsaa Bekjendtskab med Concertmester David, en prægtig, tjenstvillig Mand, der har tilbudet mig at laane hans Fortepiano, saalænge jeg er her. — Jeg fulgte med Mendelssohn ned ad Trappen (efter Concerten), han var uhyre overgiven, sang ideligen Scherzoen af min Sinfonie og gjorde Løjer. Ved Afskeden sagde han: Kommer De lidt op til mig imorgen Formiddag? Jeg svarede naturligvis: Ja! meget gjerne. Hiller inviterede mig at gaa med sig, hans Kone og David hen at spise til Aften, — vi bleve sammen til Kl. 12, drak Champagne paa Kraft og vare alle meget lystige. —
Mandag: Besøg hos Kistner med David. Kistner er en Gentleman af første Rang, overordentlig venlig, og bad mig strax at være som hjemme. — Besøg hos Mendelssohn. Jo mere jeg omgaas ham, desto mere holder jeg af ham. Han vil endelig have, at jeg ved en Concert selv skal dirigere min Sinfonie, som med det første skal opføres. Naar jeg ikkes. 50vil, da skal ingen anden end han selv; „denne Sinfonie er mig saaledes „am Herz gewachsen“, at jeg ikke vil lade andre end ham selv dirigere den“, siger han. Om Aftenen var jeg altsaa igjen hos ham; der blev spillet og sunget ganske udmærket. — Robert og Clara Schumann (med hvem jeg i Forvejen havde gjort Bekjendtskab) vare der ogsaa. Jeg morede mig ganske ypperligt. Kl. 12 gik jeg hjem. „Kommer De op til mig imorgen Formiddag“? Ja, meget gjerne; „Tag den nye Sinfonie med, jeg er nysgjerrig efter at see den“. Janok!
Tirsdag. Besøg hos Mendelssohn med den nye Sinfonie under Armen. (Han var saa fornøjet med den, at han raadede mig ikke at gjøre andet end at skrive). „De maa componere meget, meget nyt til os“. Han reiser imorgen til Berlin for at opføre en ny Musik i Potsdam. Jeg har gjort Aftale med David at reise et Par Dage derhen for at overvære Opførelsen, hvorpaa vi reise med Mendelssohn tilbage til Leipzig. Nu kan jeg ikke fortælle videre; det er Tirsdag Aften, jeg sidder paa Härtels Contoir og skriver dette Brev, som jeg oui et Øjeblik bringer paa Posten. - - Hvor blev Svane *) af? jeg havde tænkt mig at træffe ham i Berlin; Conservatoriet er i fuld Gang.
Jeg bor i Stadt Majland, ret godt, har en Have udenfor mine Vinduer og en Dr. Klengel over mig, som er en vakker Fyr. Hils Carl Helsted mange Gange fra Robert Schumann. I lige Maade laders. 51Mendelssohn hilse mange Gange og takker for hans Opmærksomhed med Sangene. Item fra Dr. Klengel, Nu faar jeg vel snart et Brev, som jeg synes ærlig at have fortjent. Er jeg ikke meget flittig Brevskriver?
Forventende snarlig Brev forbliver jeg Eders kjærlige Søn
N. W. GADE.
Hils Alle!
NB. Vis ikke dette Brev uden til mine intime Venner!!!
Leipzigden 16de Oktober 1843.
Kjære Forældre!
Tak for Eders Brev med Svane, det glæder mig ret meget, at Moder befinder sig vel og fornøjet. — Jeg har gjort en lille Tour til Berlin (i Forening med Hiller og David) for at høre Mendelssohns nye Musik til „en Skjærsommernatsdrøm“. Vi dampede derhen Onsdagen den 11te ds., da Opførelsen var bestemt til den 12te, men Kongen (hos hvem det blev opført) havde udsat Forestillingen til Løverdagen den 14de. — Vi bleve altsaa de Par Dage, som vi tilbragte særdeles behageligt. Torsdagaften var vi hos Mendelssohns Broder, hvor der blev spillet Quartetter af David, Mig (1ste Bratsch), Mendelssohns. 52(2den Bratsch) og Broderen (Cello), ganske excellent Aften. Jeg hørte ogsaa der en Søster til Mendelssohn, Fru Hensel, spille ganske udmærket Claver. Fredagaften var jeg inviteret til hende og var ganske henrykt over hendes Compositioner, som virkelig er (af en Dame) særdeles smukke, megen Opfindelse, Routine, Aand og Liv er der i disse Sager. Man siger, at hun har havt megen Indflydelse paa Felix Mendelssohns musikalske Uddannelse; hun er nemlig ældre end han. Deres Compositioner ligner ogsaa hinanden meget.
Løver dagmiddag kjørte vi til Potsdam, besaa det gamle „Sans souci“, som endnu staar aldeles som i Frederik den Andens Tid, med sine Terrasser, Orangerier, Springvand o, s. v. — Om Aftenen fandt da den saalænge ønskede Opførelse af „Sommernatsdrømmen“ Sted, i det nye Palais, hvor der er et nydeligt lille Theater. Jeg har ikke længe moret mig saa kosteligt, som denne Aften, endskjøndt alle Damerollerne bleve temmelig slet udførte (af de bedste Skuespillerinder) — som overhovedet ikke gefaller mig, hverken Ch. Hagen eller hendes Søster.
— Alfescenerne var ganske nydelig arrangerede, og udførtes af 30 à 40 Børn meget godt. De comiske Roller bleve overmaade godt spillet af Gern, Schneider og flere. Musikken — ja den kan I vel begribe, hvordan den er; han er ret i sit Element her. Fantastisk, let, graziøs, fm og — comisk. Jeg kan ikke nægte mig den Fornøjelse, for mine musikalske Venners Skyld, efter Hukommelsen ats. 53opskrive en Sørgemarch, som spilles ved Pyramis & Thisbes Død. Den udføres af en Clarinet, en Fagot og Pauke og lyder paa en Pas som saa:
En uhyre pudsig Virkning giver den hele Scene ved sin grandiose Comik.
Et andet Sted i Stykket, hvor Alferne raaber „Vivat! “ har Mendelssohn anbragt en Fanfare for to Oboer, som klinger uhyre yndig og lin.
Igaar (Søndag) dampede vi atter til Leipzig. Jeg har min nye Sinfonie færdig og arbeider paa et nyt Opus. Den første bliver under min Directions. 54opført i Gewandhaus Torsdag i næste Uge. Collin har skrevet mig til, at Musikforeningen har isinde at opføre denne i en Concert, i hvilken Anledning jeghar besørget en Copie af Partituret, for at sende til Kjøbenhavn. Jeg skriver til Collin idag eller imorgen. — Nu gaar jeg ganske statelig paa Leipzigs Gader med en elegant vateret Vinterfrakke som skal klæde mig meget deilig — den har kostet 25 Daler dansk — jeg tror, det er billigt, da den er lavet af nederlandsk Buckskin (!!! ) — Sig H(elsted? ) fra Swane og mig, at vi venter et Par Breve fra ham med det første. Hils min kjære Lærer Berggreen og sig ham, at Mendelssohn er det yndigste Menneske under Solen — og Maanen med. — Jeg har modtaget et Brev fra Schoustrup; tak ham meget derfor og bed ham blive sit Forsæt tro. *) Swane spiller i dette Øieblik „Var jeg en Fugl, saa fløj jeg“ — mine Tanker gaar paa Pennens Vinge til Jer, jeg er hos Jer allesammen — det er herligt dog — nu maa jeg atter til Leipzig, jeg har noget at besørge hos Härtel. Jeg fik ikke sagt H. C. Andersen Farvel! Hils ham mange Gange og tak ham for hans venlige Linier, jeg flyver snart til ham ogsaa. — Nu levvel! til jeg næste Gang sadler Pennen. Hils — — — — — — og glem ikke — — og heller ikke ham — **) Farvel kjære Fader og Moder.
4
s. 55Jeg er rigtignok varm i min nye Frakke, kan Du tro Moder.
N. W. GADE.
Leipzig27 October 1843.
Kjære Forældre!
Igaar Aftes gik min (1ste) Sinfonie for strygende Seil i „Gewandhaus“, og gjorde et ganske uhyre Spektakel. Man kan ikke erindre sig en Sinfonie, hvor Publicum i den Grad har været begeistret. — Jeg holdt 2 Prøver, (man siger, jeg er en prægtig Dirigent!! ) og gjennemgik alt meget nøiagtigt, saa at Udførelsen var udmærket, uden en eneste Feil fra Orchestrets Side, som spillede med Liv og Lyst. Efter den første Sats brød Publicum ud i et forfærdeligt Skraal (jeg bukkede pænt), efter Scherzo og Adagio ligesaa, (jeg bukkede med Hjertelighed) endelig efter den sidste Sats — en formelig Orkan, (jeg bukkede mig dybt og lod den fare med Velbehag over mit Hoved). Nu tænkte jeg, at alting var i Ro og gik omkring i Orchestret for at takke for den fortræffelige Udførelse, da brød det løs paany — jeg maatte nok en Gang frem og bukke for Publicum, der virkelig var begeistret og grebet — tror jeg ganske vist — af min Musik. En stolt Tanke! at være Componist for alle — forstaass. 56af alle — — — — Jeg følte en inderlig og stille Glæde — Alle kom mig imøde (Musikere og Ikke-Musikere) med hjertelige og oprigtige Lykønskninger, glade over mit Held. Mendelssohn ja ham skulde I have seet — Sjæleglad med funklende Øine kom han til mig og sagde: „Naa, nu den anden færdig, den maa vi ogsaa høre, Publicum har Ret at fordre at høre noget nyt af Dem. “ — Jeg er bekjendt med den halve By, tror jeg, og allerede ganske træt af at gaa i Aften- og Middagsgilder. Det er sandt, forleden Aften spillede Mendelssohn og David (i et Selskab, hvor vi vare sammen) min Duet ganske fortræffeligt. Det var en Lyst at høre paa, den var nemlig indstuderet paa det nøiagtigste. — Ja, jeg veed jo, at det morer Jer at høre alt godt, der møder mig, derfor fortæller jeg saameget om mig selv. Desuden har Mendelssohn paalagt mig at skrive Jer nøiagtig, hvorledes alting gik for sig i Concerten.
4*
Swane har nu overstaaet sin Examen i Conservatoriet, og jeg tror ganske godt, han begynder at blive ganske munter. Vi ere meget sammen om Dagen. A propos! Jeg har ikke faaet Brev fra Eder, siden det jeg fik med Swane, skulde det være gaaet feil? eller — er det mig der maa skjænde, fordi man ikke skriver. Naa, skriv altsaa med det første til N. W. Gade, Stadt Majland i Leipzig.
— Jeg har nylig faaet Brev fra Collin, hvori han skriver, at de vil opføre den Landsforviste. *) Dens. 57bliver ogsaa i næste Maaned opført i Breslau. — Glem ikke at underrette Dhrr. Lose og Olsen om, at jeg (efter vor Aftale den sidste Dag i Kjøbenhavn) har ventet i langsommelig Tid paa at faa sendt: Nogle Hæfter af Lindemanns norske Viser og Grønlands svenske ditto, uden hvilke jeg ikke kan gjøre noget ved Sagen. Hils dem derefter meget venskabeligt. Men lad dem dog snart besørge det. Tak Lose for hans Brev.
Høedt og Helstederne kunde I opmuntre til at skrive mig et Par Ord til. De veed, hvordan jeg (da de jo læser mine Breve) har det, men jeg gad dog gjerne høre lidt fra dem. — Til Andersen skriver jeg om et Par Dage angaaende den Sag, han i sit Brev har berørt. *) Levvel! Kjære Fader og Moder! — Fortryder Du nu, at jeg gik til Søes lille Moder! Du leer — ja det vidste jeg nok! Sæt dig nu ned og tænk saa ret paa „den Søn, Du har“, er dog i Grunden en skikkelig Fyr, som det nok vil gaa godt i Verden.
Hils alle mine kjære Venner!!!! **)
N. W. GADE.
Leipzigd. 20 November 1843.
Kjære Forældre!
Jeg takker Eder ret meget for Eders Brev af 3dje November. — Jeg reiser rimeligviis herfra til Dresden d. 8de December og derfra videre over Wien til Rom, men opholder mig kun nogle faa Dage paa hvert Sted, for at kunne indtræffe i Rom i Slutningen af Februar (Carnevalstiden). — Dersom I har noget at skrive mig til, da maa det altsaa være her til Leipzig, inden min Afreise. Jeg blev gjerne lidt endnu i Leipzig — og de vil ogsaa gjerne beholde mig her — men jeg tør ikke reise senere end den fastsatte Tid, da jeg ellers ikke kommer til Rom i rette Tid. — Jeg har i sidste Uge gjort en ganske god Affaire med en engelsk Musikhandler fra London (Hr. Wessel), han henvendte sig til mig, for at kjøbe alle mine tilkommende Compositioner for England. (Jeg kan derfor ligegodt sælge dem til Forlæggerne i Tydskland). Vi har gjort en ordentlig Contrakt med hinanden, med Navne under og Vidner — paa sin engelsk — nemlig saaledes, at jeg for hver Comp. faar en, eengang fastsat Sum, enten det er en Sinfonie eller 3 Claverstykker. — Det er vel ikke saameget, som jeg faar i Tydskland, men jeg er dog ganske fornøiet dermed; samme Mand har skrevet for mig til en Musikhandler i Paris, der — tænker jeg — gaar ind paa samme Conditioner. — Contrakten lyder paa 5 Aar for det første.
s. 59Jeg tænker, jeg faar min 2den Sinfonie opført i Slutningen af denne Maaned eller Begyndelsen af næste. Vi skal til at prøve den i disse Dage, — jeg tror ikke, jeg slipper herfra, førend jeg har opført den i Gewandhaus, da jeg i denne Tid formelig er Leipzigernes Kjæledægge.
Mendelssohn reiser herfra i næste Uge, til Berlin, for at blive der hele Vinteren — han blev hellere her, kan I tro, naar det gik efter hans Hoved — hans Børn har været syge i denne Tid, saa han har været lidt urolig, men nu er alt igjen meget vel i hans Familie. (Glem ikke at hilse H. C. Andersen mange Gange fra Mendelssohn. )
Vi spillede nylig i en Gewandhansquartet Bratschstemmerne sammen i hans egen Octet: Jeg første Bratsch, Mendelssohn anden, begge med stor Virtuositet!!! til stor Moro for Publicum. — Mad. Schrøder-Devrient giver i denne Tid Gjæsteroller paa Theatret, jeg har seet hende et Par Gange; en stor, næsten colossal Figur, et storartet Spil, en forhenværende, smuk Stemme er endnu tilbage og - ikke at forglemme — en virkelig kunstnerisk Opfattelse af Rollen. Alt dette synes jeg meget godt om, — dog — undertiden lader hun sig i Begeistringen forlede til at overskride Skjønhedsstregen med begge Fødderne — dog seer jeg hende (endnu) ti Gange hellere end — eller — eller — — — *) Theatret her er ellers baade over og under al Kritik, naar undtages en ret brav Sangerinde, en taaleligs. 60Tenor, et Par ganske gode Bassister —; Chorpersonalet — Gud fri os —. Jægerchoret i Jægerbruden udført hos os, er en Rafaelsk Cherubsang imod disse teutoniske Ulvesvælgslyde. Decorationer og Costumer er aldeles Cannikestrædisk — Dandserne dandse indtilbens — Tilskuerpladsen er belyst paa samme Maade, som den store Sælhunds Locale paa Vesterbro o. s. v.
Vort Theater i Kjøbenhavn, hører jeg med Forskrækkelse (af Eders sidste Brev), er jo temmelig „herunter“. Det vil da vel kun sige Operaen? Mine bedste Ønsker følger for dets fremtidige Bestaaen og Velvære. Amen!
Hvad Besked har Lose & Olsen givet paa mit sidste Andragende angaaende Oversendelsen af de omtalte Sager? — Helsted skal med det allerførste faa Brev fra mig angaaende hans Quartet, jeg tror, at det nok skal gaa, i det mindste skal jeg gjøre alt mit dertil. Til Andersen vil jeg snarest mulig skrive, (angaaende hans „Geiger“) *) som — efter hvad jeg derom har talt med Schumann og flere - gjorde rigtigst i at skrive en lille Annonce i en hersteds Avis med sit Navn under. Han kan blot skrive paa dansk til mig, saa skal jeg besørge det oversat.
Jeg vilde gjerne skrive til alle mine Bekjendte, men jeg veed Pokker ikke, hvor Tiden bliver af. Middag og Aften er jeg for det meste i Selskab, og den øvrige Tid bruger jeg til at skrives. 61Stambogsblade fra, mig bekjendte og ubekjendte Herrer og Damer, — gaa i Concert og gjøre Visit. A propos, Hr. Jacob Schoustrup har glemt, livad han lovede: at skrive mig en Gang om Maaneden.
Farvel! kjære Forældre levvel! Levvel! Hils all mine og Eders Bekjendte fra mig o. s. v.
Spadserer I undertiden til Frederiksberg? Jeg gaar i Tankerne tidt derud!
Levvel!
N. W. GADE.
Her følger Breve fra Vennerne Høedt og Helsted efter 1ste Symph. ’s Opførelse i Kjøbenhavn.
Kjøbenhavn
d. 28 Novbr. 1843.
Brødr. Schoustrups Contoir. Kl. 11½ Aften.
Min egen, kjære Niels!
Endelig har Du da leveret Musikforeningens Administration det afgjørende Slag — „die ganze Armee ruinirt auf einmal“. Ja, det kalder jeg Musik, som jeg og andre Lægfolk kunne forstaa. — Du kan vel tænke, jeg var overordentlig spændt paa denne Opførelse. For ikke at slappe min musikalske Sands, indfandt jeg mig først i Concerten Kl. 8½, uagtet den begyndte en hel Time tidligere. Man havde givet en Psalme, Webers Jubeloverture og noget aandløst Violinspil af Hr. Hauser. Derpaa opførtes en Stump af Rossinis Comte d’Ory, som jeg hørte og fandt ret passabelt.
s. 62Endelig kom din Symphoni, Du Engel. Det vilde være ubilligt at rose Udførelsen. Fremfor alt tør jeg uden Overdrivelse paastaa, at Glæser aldeles ikke har forstaaet Dig. Men ligemeget. Symphonien gik uden Feil og henrev alle, som kunde og vilde henrives. Det er min Overbevisning, at Du kan være tilfreds med det Indtryk, den gjorde paa Publicum; thi den gjorde et øiensynligt Indtryk, hvilket da ogsaa er uundgaaeligt, naar man tænker paa dens dybe Poesi. Mig fortryllede den — jeg har bogstavelig talt aldrig hørt Musik, som i den Grad har tiltalt mig — jeg forstod hver Stavelse, hver Nuance, hver Tone — overalt fandt jeg Originalitet, Opfindelse, Geni, Skjønhed, Dybde og — fuldendt Konst. Dersom jeg havde havt Dig hos mig, havde jeg kysset Dig, jeg saae Dig i Tanken med Din gamle Kavai, Din gamle Hat og en Cigar, — saaledes var Du costumeret, da Du sidst var hos mig — og trykkede Din Haand saa varmt og inderligt, som jeg maaske aldrig har trykket den før. O, den Symphoni, den rørte mig forunderligt — jeg undseer mig ikke for at tilhviske Dig, at jeg havde Taarer i Øinene. Jeg kunde ikke gaa til Ro, før jeg havde skrevet Dig til. Alle vore Venner — især Eduard Helsted, føle som jeg. Den Eduard er en ædel Sjæl, ikke Spor af Misundelse. Hele Musikforeningens Administration fragaar paa det bestemteste at have forkastet den — kort sagt — alt gaar, som det skal. Jeg har hørt noget Tale om, at Du skulde have sluttet Accord med en engelsk Forlægger —s. 63jeg gratulerer, hvis det er sandt. Hils Swane og tænk paa
Din inderlig hengivne
FREDERIK [HØEDT].
Jeg kunde have Lyst til at skrive Dig en hel Afhandling, netop om det Poetiske i Symphonien, men i Aften har jeg ikke ret vel Tid dertil. Det kan maaske komme en anden Gang, Du poetiske Musiker!
Den 30te November 1843.
Kjære Ven!
Ogsaa jeg skulde dog ved denne Leilighed sige Dig et Par Ord, og helst om Symphonien naturligviis. Men da Carl er kommen mig i Forkjøbet hermed, vilde det være rigtigst, om jeg valgte et andet Thema. Beslutte mig hertil, kan jeg dog ikke, da jeg sidder inde med adskilligt vedrørende Opførelsen og Prøverne, der nok kunde interessere Dig. Hvad jeg herom har at fortælle, brænder mig for stærkt paa Tungen til, at jeg skulde kunne tie dermed. Derfor bort med Betænkelighederne! Jeg holder mig til min første Idee og skriver Dig en Symphonie i Ord uden Toner, betitlet „Wahrheit ohne Dichtung“.s. 64Tag dette for Introductionen dertil og følg mig saa gjennem „første Allegro“, en
Allegro furioso assai.
Hør nu efter! Den begynder saaledes: „Das war eine grausame Salbe. Die ganze Symphonie auf ein Mal ruinirt! “ Saaledes Opførelsen — omtrent da. Angaaende Prøverne har jeg først at melde, at jeg, mit Løfte tro, var tilstede ved dem alle, d. v. s. ved dem alle to. Men da „Der Herr Professor“ i de Dage ikke var til at komme nær, fordi Opførelsen af „Des Adlers Horst“ paa Grund af Madam Rungs Sygdom var udsat paa ubestemt Tid, maatte jeg med mine Anmærkninger henvende mig til Wexschall, der saa godt han forstod dem, rapporterede dem til G., der nok heller ikke forstod dem. Han raabte som sædvanlig, fornemmelig paa cresc. piano og forte, uden at tage det videre nøie med Forskjellen paa p. og p, cresc. og cresc., som f. Ex. ved de to Steder (i Slutningen af Introductionen) for Blæsere alene, hvor den tilsigtede Virkning jo kun kan opnaaes, ved at det foreskrevne udføres svagt svulmende, og derpaa ligesom døer hen. Her fandt han sig i, at man tog saa grovt paa det, at Resultatet noget nær blev et jamrende eller miauvende Hyl. At et Crescendo her var foreskrevet, fik man jo at vide, men hvor blev Poesien af? Ja, den blev i Partituret! — I Scherzoen blev den med Meno Allegro betegnede A-Moll-Sætning taget mindst to Ganges. 65saa langsomt, som Tempoet forud. Naturligviis varede det en kvalfuld lang Tid inden Violinerne traadte ind, og da de saa endelig kom, lod han dem, uden at gjøre en eneste Bemærkning, spille Stedet saaledes:
Hvad siger Du til disse Accenter? Vidne de ikke om en grundfalsk Opfattelse? Jeg fløi naturligviis strax hen til W. og sagde ham, at dette ikke kunde gaa an, men det blev desuagtet ikke anderledes. Tempoet derimod, blev ved den næste Prøve temmelig rigtig grebet. Her:
blæste Basunerne saaledes:
men belært af Erfaringen henvendte jeg mig dennegang til Basunisterne selv, og det hjalp. — Adagioen gik bedst og i det hele taget ret godt. Derimod kunde jeg ikke finde, at Opfattelsen af det sidste Stykke var overeensstemmende med, hvad der tydeligt nok er at læse imellem Noderne. I Midten blev intet poco meno anbragt, hvilket Du, saavidt jeg erindrer, altid gjorde, naar Du spillede Finalen for mig. Jeg mener her:
s. 66Og denne Melodie:
blev liret rask af, uden Spor af det vægtige og djærve Foredrag, som Stedet fordrer for at kunne gjøre sin Virkning. Den rette Forstaaelse savnedes helt igjennem! — Ved Opførelsen skete det Uheld, at Introductionens allerførste Tact gik i Skuddermudder. Bratscher og Celloer vare uenige, og saa gik det omtrent saaledes:
Du kan tro, det krøb i mig! — Scherzoens Meno-Allegro-Tempo var rigtigt; men Violinerne holdt trofast ved at accentuere falsk. — Andante-grazioso-Melodien blev mindre heldig udført; Kretschmer syntes at mangle „Veir“ den Aften. Tonerne legede af og til „Skjul“ med ham og gjemte sig i Oboen, f. Ex.:
Finalen gik uden Feil og fik sit Molto-Allegro-Tempo; men det foreskrevne con fuoco sporedes ikke. Der var ingen Begeistring; det var, som om man skyndte sig for at blive færdig. — Som Du ser, kjære Ven, fik Din Symphonie ikke en Udførelse, der var, som den burde være, og kunde have været, dersom ens. 67virkelig Indstudering havde fundet Sted. Solid var den, correct efter Noderne, saadan „lige ud ad Landeveien“ følgelig ikke just poetisk beaandet. Men i Dine fire Phantasibilleder er der virkelig formegen ægte Poesi (om Forladelse! ) til, at en aandløs Udførelse skulde kunne stænge den ude. Dette skete da heller ikke. Den saa sikkert og smukt trufne danske Folkesangstone, der gaaer gjennem det Hele, holdt os alle fangen, den greb virkelig Publicum. Dog nu til hvad der videre hændte ved Prøverne!
Scherzo.
Jeg henvender mig (ved den første Prøve paa Syngeskolen) i al Ærbødighed til G. og beder om Tilladelse til at staa ved Siden af ham, for at kigge lidt i Partituret, medens der spilles. Herpaa svarer han: „Ja, meget gjerne! Men tag Deres Næse ivare, for jeg fegter saameget med Armene“.
Nielsen (Instructeuren), der staaer udenfor, fordi det støier ham fonneget indenfor i det lille Rum, aabner pludselig midt under Spillet Døren paa Klem, stikker Hovedet ind, faaer Øie paa mig og siger med et af Overenthousiasme straalende Ansigt: „Gud, hvor det er deiligt! “ hvorpaa Hovedet hurtigt forsvinder bag den lukkede Dør. — Braunstein, ivrig beskjæftiget med at stemme Paukerne, overraskes ved at høre Tegnet til at begynde Finalen, seer i sin Befippelse hverken det foreskrevne Molto-Allegro eller Taktstokkens Bevægelser, og slaaer saa,s. 68sikkert og con gran gravità sin indledende Solo i Molto-Adagio-Tempo, saaledes:
Hele Personalet bryder ud i Latter, G. springer op og raaber ivrig: „Nein doch! Hören Sie en Mal Herr Braunstein, so (han sætter sig og slaaer heftigt i Claveret):
so musz es seyn! “ Det var dog altid en lille Opmuntring.
Intermezzo sentimentale.
Under F-Dur-Stykket vender W. sig hvert Øieblik om til mig, og giver mimisk sin Syvendehimmel-Henrykkelse tilkjende ved et sødligt Smiil, accompagneret af løftede Skuldre.
Finale.
Presto con disperazione.
Ved den sidste Prøve (paa Hoftheatret) blev Symphonien spillet „lige igjennem“, knapt med lidt Standsning imellem Afdelingerne. Nu, tænkte jeg, tager han da vel de enkelte usikkre Steder for. Men nei! Et Stykke af „Comte d’Ory“ skulde prøves, og prøves to Gange. Dette var mig for meget. Fuld af Forbitrelse foer jeg ud af Salen og var, inden jeg ret vidste af det, hjemme paa Quisten is. 69Viingaardsstræde, hvor de mange kjære gamle Minder snart fik Bugt med det oprørte Sind.
Fine.
Hermed sat Punctum for Symphonie og Brev. Levvel! Tænk undertiden paa Din tro Ven og Kunstbroder.
EDUARD HELSTED.
Kjøbenhavnd. 1 Decbr. 1843.
Kjære Søn!
Tak for Din kjære Skrivelse af 20 Novbr., den har ret hjertelig glædet os; vi seer, at Du har al Held med Dig, saaledes at kunne afsætte Dine Compositioner, den Symphonie har ret grundfæstet Din fremtidige Lykke. Du kan tro, ved Gjennemlæsningen af Brevet for Moder, gjorde det et saadant Indtryk paa hende af Glædes-Brusninger, at jeg næsten blev bange for hende; hun gik nemlig frem og tilbage paa Gulvet og græd bestandig og takkede den gode Gud, for at have faaet alle sine Bønner opfyldte, som hun tidlig og sildig har bedt for Dig, at Du maatte blive et dueligt og retskaffent Menneske, og dette mit inderlige Ønske for min kjære Niels er mig bønhørt og beder fremtidig for Dig til den almægtige, at han vil ledsage Dig
5
s. 70paa den Bane, som i Fremtiden skal være Dig til Gavn og Nytte; jeg er ogsaa meget rørt og hjerteglad over Din Affaire! Det var ret to Glædes Dage, om Mandagen Dit Brev og Tirsdag d. 28 Novbr. om Aftenen til Opførelsen af Din Symphonie; Hr. Assessor Collin var saa galant at sende os to Billetter, som nok Hr. Gøtze havde udvirket [at vi fik]. Vi morede os overordentlig; den gik meget godt uden nogen Feil, men som jeg hører af andre, skal der dog have været nogle Steder, der kunde have været bedre: den vandt meget Bifald, imellem hver Sats fik Du Bravo og til Slutningen et stormende Bifald fra alle Sider og Kanter, som varede en liden Stund; Du kan nok tænke Dig, at Moder og jeg gik derfra med glade Hjerter. Ved Udgangen mødte os Dornier og hans Sødskende, som lykønskede os og bad Dig hilset fra Dorniers Familie, Skrike samt Flere af Dine Bekjendte. Vi vil ønske Dig al Held og Lykke med Din anden Symphonie. Hvad. os angaar med vor Handel, da er det kun smaat, men det er ikke for os alene i dette Fag, men jeg seer ogsaa, andre ikke kan sælge noget, vi haver dog havt gode Reparationer, saa vi kan slaa os igjennem, og saa tillige bruger vi en stor Økonomi, nemlig vi holder ingen Pige; der spares en heeldeel derved, saa haver vi derimod en Kone hver Formiddag, hun udretter Ærinder og andre Ting i Huset, herved spares meget, og saa haver jeg givet Berck *) Afsked for det første, da jeg haver saamegets. 71Arbeide staaende færdig. Med Stemning haver jeg faaet endeel, dog ikke synderlig, men jeg haaber nok at faa mere; jeg haver endnu ikke talt med min Broder om hans Stemning, men naar jeg faar det, saa vilde det hjælpe, men vi slaa os nok igjennem. — A propos, hvorledes gaar det med Dit Finantsvæsen, der gaar vel brav Penge med, Dit Logis er vel dyrt, og Levnetsmidler er vel dyre der. Skriv os dog lidt om disse Dine Affairer, det vilde more Moder meget; her til Byes er ellers ingen Nyheder. Peter Schram er nu bleven virkelig kongelig Skuespiller med Gage af 400 R. aarlig, men Fritz Schram staar endnu paa sine 300 og venter paa dette 100 R., naar der kommer noget i Kassen.
Jeg veed ikke noget Nyt, end at der paa Kongens Nytorv er bygget af Træ en lang Bazarbygning, som gaar fra Bredgaden og næsten hen til Kongensgade, som skal blot staa i Juletiden.
Hermed følger indlagt en lille Annonce af Berlingske Avis af 13 Novbr. 1843 Dig angaaende. Vi er alle frisk og vel, og det er det bedste, at Moder holder sig ved saa godt Humeur, det havde jeg dog ikke ventet. Hermed slutter jeg mit Brev og beder Dig hilset mange Gange af Dine kjære Forældre og ønsker Dig al Held og en god Helsen. Du hilses mange Gange af Moder og mig. Levvel, kjære Niels og ønsker Dig en lykkelig Reise. Levvel, Levvel,
kjære Niels
af Dine Forældre.
5*
s. 72Lille Marie *) hilser Dig mange Gange.
Levvel, kjære Niels.
Leipzigd. 20 Janaur 1844.
Kjære Forœldre!
I Torsdags (d. 18) dirigerede jeg min 2den Sinfonie i Gewandhaus Salen; den blev spillet ypperligt og gjorde megen Lykke i Publicum. Efter hver Sats blev applauderet med Force. I kan vel tænke, at jeg befinder mig godt, efter et saadant vel overstaaet Slag, og lever i Fryd og Gammen, her i mit andet Hjem. — Jeg vil nødig bort herfra, tilstaar jeg ganske ærligt — da jeg har levet mig ind i saamange herlige Familier, som optager mig som en gammel Bekjendt, — men det maa nu saa være. Altsaa til Paris! Dog først gjør jeg en to Dages Tour til Berlin, for dog endnu engang at see min kjære Mendelssohn, derfra gaar jeg til Cassel, for at gjøre Spohrs Bekjendtskab — som i denne Tid vil opføre min første Sinfonie — og over Cøln og Bryssel til Paris. — Ja, det er lidt haardt at reise sig af en magelig Lænestol og gaa paa Eventyr is. 73en Extrapost, men et glat og lystigt Humeur giver Courage, og jeg er netop i denne Tid i Besiddelse af disse Rariteter og —. Men nu skal jeg fortælle Jer, hvordan jeg har tilbragt Julen: Juleaften var jeg to Steder til Juletræ — ja, for vi holder ogsaa Jul her — og fik nydelige Presenter f. Ex. en Brevmappe med mit Navn udenpaa, indsyet med Guldtraad!! en Reisetaske, et Reiseblækhus, en Brev — men nu kommer det allerpæneste, nemlig et Par Dage før Nytaar, blev jeg overrasket med en Brillantsbrystnaal og en særdeles hjertelig og smigrende Skrivelse, fra Concertdirectionen for Gewandhausconcerterne, i hvilken de beder mig modtage denne Present, som et Bevis paa deres Høiagtelse og Velvillie for mig o. s. v. Er det ikke uendelig nydeligt? At det glæder mig uhyre, kan I vel tænke. Jeg skrev efter bedste Evne en Taksigelse tilbage og bærer stadig stolteligen og med Ydmyghed denne Ædelsteen. — Det nye Aar har jeg begyndt med glædelige Udsigter og vel tilmode og haaber med min Muses Hjælp at arbeide dygtig mange, nye Compositioner. Dr. Schumann har i det første Nr. af sit Tidskrift leveret en lille Biografi af mig, meget humoristisk og morsom. — Dersom Pladsen tillod det, kunde jeg fortælle Jer flere pudsige Ting, som her er forefaldet, som: et forskruet Digt i „Leipziger Tageblatt“ over min 2den Sinfonie, en Opfordring i samme Blad fra „wahrer Musikfreunde“ til at opføre min første Sinfonie endnu en Gang, flere Historier om mit Portrait.
s. 74Hvad Collin angaar, da vil jeg nærmere skrive fra Paris om den i forrige Brev omtalte Sag. Vent ogsaa med at skrive mig til, indtil jeg har skrevet Eder til fra Paris, hvor jeg tænker at ankomme den 10 eller 12 Februar.
Jeg reiser imorgen til Berlin med Schumann og hans Kone — som gjør en Kunstreise til Petersborg. — Levvel! Levvel!
Eders
N. W. GADE.
Kjære Forældre!
Tilgiv, at jeg i saa lang Tid ikke har skrevet Eder til; der har i den Tid dog ikke tildraget sig noget nyt eller for mig væsentligt, som jeg kunde melde Eder. Jeg blev endnu nogen Tid over den fastsatte i Leipzig af forskjellige Aarsager, dog jeg vil fortælle derfra, hvor jeg slap i sidste Brev. Besøget hos Mendelssohn i Berlin varede tre Dage. (Jeg gjorde her Bekjendtskab med Hr. Steffens, som Mendelss. førte mig hen til, en elskværdig, gammel Mand, som glædede sig over at see mig — han er nemlig dansk —). Altsaa, tilbage igjen til Leipzig, for over Cassel at reise til Paris. Ved Tilbagekomsten traf jeg Julius Rietz i Leipzig, som vilde opføre et Par Compositioner i Gewandhaus.s. 75Vi gjorde hinandens Bekjendtskab, syntes godt om hinanden, og jeg — blev. Nu var det imidlertid for silde at gaa over Paris, derfor syntes jeg, at det var ret passende at feire min Geburtsdag i al Ro i Leipzig, og det blev saa. Jeg skammede mig ved at skrive Eder til, at jeg endnu var i Leipzig og har derfor opsat det, til jeg virkelig var kommen udenfor dens (forhenværende) Volde.
Den 4de Martz Kl. 2 rullede jeg paa Dampens Vinger til Dresden. (Her besøgte jeg Landskabsmaler og Nordmand Dahl), blev den følgende Dag (5 M. ) over og kjørte med Schnellpost fra Dresden til Prag (d. 6 M. Kl. 11). En ganske romantisk Reise over Bjerge og Dale, der frembyder høist maleriske Prospecter, især i denne Tid, hvor der endnu ligger megen Snee oppe i Bjergene. De smaa Besværligheder, man maa overstaa, opveier igjen de mange Herligheder, man seer — vi kjørte nemlig fra Onsdagformiddag Kl. 11 uafbrudt til Torsdagformid. Kl. 10, Dag og Nat. I Prag — en gammel Stad med mange catholske Kirker, en fortryllende Beliggenhed, den halve Deel af Staden høit oppe paa et Bjerg, den anden halve Deel nede i Dalen. Hele Torsdagen løb jeg om i alle Kirker og paa alle Udsigter, der var at opdrive paa een Dag, om Aftenen var jeg i Theatret og saae Bellinis „Ubekjendte“ ganske godt udført, en god Tenor og en god Primadonna (Dem. Grosser), den sceniske Udstyrelse var ogsaa ret brav paa nogle naive Maskinmesterindfald nær, nemlig istedet for man paa vort Theat., naars. 76der seiles, trækker Baadene over Theatret, blev de her baarne paa Hænderne af en Maskinkarl, medens Skuespillerne maatte krybe paa Knæerne ved Siden af. — Nu reiser vi videre — Videre — Fredagmorgen Kl. 6 (d. 7 Martz) sad jeg paa Postvognen fra Prag til Wien. Vi kjørte Fredag, Fredagnat — Løverdagaften Kl. 8½ var vi i Wien (d. 8 M. ).
WienMandagformiddag d. 10 Martz 44.
Det er rigtignok en lystig By, en Tummel og Commers paa Gader og Torve, alle Caffehuuse seer man fulde af Folk; der spadseres idelig — jeg finder mig allerede godt her. Dog paa Fredag maa jeg afsted — der hjælper ingen kjære Mo’er, kjære Moder. — Igaar (Søndag) har jeg travet omkring i flere Kirker, var i Concert i Redoutensaal om Middagen Kl. ½ 1, hvor der blev opført Sinf. af Mozart og Beethoven, særdeles godt, og hørte ogsaa Staudige, (Bassist), udmærket Karl med en Stemme som en Hercules. Det morede mig meget, at iagttage Publicum i denne Concert, der uagtet det ikke ofte har Leilighed at høre en saa alvorlig Art Musik, dog fulgte med, hele Tiden, med næsten Begeistring. Efter hvert Stykke Bravi, bravi, bravi, da capo - - En Deel af Enthousiasmen gjaldt vistnok ogsaa Otto Nicolai, der dirigerede. I Gaareftermiddag gik jeg ud i „Volksgarten“ for at høre Strausz. Hans Corps spiller godt, meget godt, dog havde jeg ventet mere, men maaske var de ikke ret ved Stemme. Om Aftenen vilde jeg i Theatret; dog efter at have seets. 77saa meget, havde jeg ikke Lyst. Jeg besøgte ogsaa Maleren Blunck; vi har drevet noget omkring i Forening med et Par Nordmænd „Sødring", som her findes. I Dag skal jeg ud og gjøre flere Visitter. Skriv mig, naar I skriver til Rom, (hvor jeg ankommer senest Palmesøndag) med Adresse: Signore Niels W. Gade, Café Greco, Roma.
Lad endelig Høedt skrive Udskriften ret tydelig.
Kjøbenh. d. 30 Marts 1844.
Kjære Søn!
Din Skrivelse af 10 Marts have vi bekommet den 22 Marts, hvoraf vi erfare, at Du haver ganske forandret din Reise, vi vare ganske i den Tanke, efter den Skrivelse fra Leipzig, at Du var paa Reisen til Paris, og da vi ikke havde hørt fra Dig saalænge, saa troede vi, at Du var bleven opholdt i Cassel hos Spohr, men dog havde vi ventet Brev derfra; men hvem Tiden blev mest lang og ængstelig for, det er vel let for Dig at tænke [var] vor kjære Moder, og oven i Kjøbet traf det sig saa meget mere uheldig, da Moder blev farlig syg af en nervøs Sygdom, som angreb hende saa voldsomt, at hun undertiden fantaserede; hun laa til Sengs i 4 Uger uafbrudt nemlig i Februar og hendess. 78Længsel i hendes Sygeleie efter Brev fra Dig, var vor Dags og Timers Tale; men nu er Moder, Gud være lovet, ved sin Helsen igjen paa det nær, at hun er temmelig afkræftet. Du behøver ikke at skamme Dig for at skrive til os, fordi Du endnu opholder Dig i Leipzig; thi Moder og jeg var ikke mere glad, end naar vi hørte, at Du var der endnu, hvor Du havde det saa godt, og hvor Grundsteenen er lagt til din Fremtid. Du kan vistnok ikke have nogen, som er Dig mere velment og hengiven end Dine Forældre, hvor der ikke gaar nogen Dag eller Time, hvor vi glemme Dig, uden man baade med Suk og inderlig Beden til Gud for Dig, at han holder sin Haand over Dig — Du skulde ikke skamme Dig for Dine gode Venner en anden Gang, for dem, Du tror er Dig bedst hengivne, er det modsatte, her ligger flere Breve, som de ikke en Gang har læst. Naar det skulde arrivere en anden Gang med Reiseforandringer, da skriv os et lidet Brev; Du kjender jo selv Moders Urolighed og Længsel at høre fra Dig; langt fra at vi siger Dig noget herved, som skulde være Dig til Bebreidelse — men det er blot at gjøre Dig opmærksom for vor elskelige Moders Skyld; vi kan jo ikke andet end med Glædestaarer i vort Øie for saa kjær en Søn, som gjør os sa amegen Glæde og Ære, som Du har overrasket os med, kjære Niels. Vi have læst i Bladene det, Du benævner i Din Skrivelse fra Leipzig angaaende Din Biografi, Din anden Sinfonie, Berømmelse om Dit Talent som Anfører, det hars. 79vi altsammen fuldstændig læst i Bladene. Her i Byen tales meget om den Stormand, Du er bleven, og den Ære, Du gjør Dit Fædreneland, alt dette maa nok glæde Forældres Hjerte. Fortæl os lidet om de Historier, som Du i Din Skrivelse talte om, er Dit Portrait udgivet i Leipzig, saa ønskede vi det gjerne; det vi skulde have fra Melbye, have vi endnu ikke bekommet og venter det heller ikke, jeg har flere Gange — som Du nok kan tænke Dig, at Moder ikke lader mig Ro for at anmode ham derom — han lover det bestandig, men vi har slaaet [det] af Tankerne. - - - - - nu veed jeg ikke mer at skrive om, da Klokken ogsaa er mange. — Nu beder jeg Dig hilse mange Gange af Dine kjære Forældre; Høedt er i dette Øjeblik hos os, han beder Dig hilset.
Romd. 9de April 1844.
Kjære Forældre!
Jeg aander italiensk Luft, har over mig Oranger, Pinier, Cypresser — træder paa antikke Søiler — (der for 1000 Aar tilbage ragede den stolteste Romer høit over Hovedet) — helligt Støv, catholsk Røgelse — Fortid og Nutid — Nutid og Fortid, — — alt dette gjør et forunderligt Indtryks. 80paa et Nordens Barn, der første Gang besøger det storartede Rom.
Jeg ankom hertil d. 29 Martz — Fredag før Palmesøndag — og kunde altsaa tidligere have skrevet til mine kjære Forældre, men da jeg gjerne vilde fortælle lidt om Festlighederne, som finder Sted i den stille Uge og Paaskedagene, skeer det først nu. Jeg vil gaa tilbage og begynde, hvor jeg slap i sidste Brev, nemlig med Afreisen fra Wien, d. 15 Martz. Efter en (imod Forventning) meget bekvem Reise — 2 Dage og 3 Nætter — ankom jeg d. 18de Martz til Triest, hvor jeg, i Selskab med en sardinsk Legationsraad, tilbragte 1 Dag, for den næste at bestige et Dampskib til Venedig. Den 19de om Morgenen Kl. 7 i graat Veir kom vi om Bord. Hele Formiddagen var Himlen bedækket med Skyer indtil Kl. 2, (da vi omtrent var en Milsvei fra den italienske Kyst) — alt opklaredes, og Solen straalede i sin hele Glands og viste os det prægtige Venedigs Kirker og Taarne. Vi betraadte Italiens Grund under Klokkeklang og Sommerluft, jeg kastede endnu et Farvel mod Nord. I Venedig var det Festdag, alle Boutikker lukkede, og Gaderne langs med Kysten og Piazzettaen og Marcuspladsen prangede med pyntede Folk. Marcuspladsen og Dogepaladset gjorde et Indtryk paa mig, som jeg aldrig vil glemme. Kirken straaler af Guldmosaik, Forziringer; Buer, Søiler og Kupler leder Øiet i utallige Labyrinther, man seer og tror, det er Blændværk — indtil man gjør sig fortrolig med dennes. 81Pragt; det alvorlige Dogepalads (ved Siden af Kirken) gjør et forunderlig veemodigt Indtryk. Venedigs Fortidshistorie ligger i disse to Bygninger opslagen - Kirken glimrende og prægtig som Venedigs gyldne Dage — Paladset alvorligt og taust — faa Vinduer, for ikke at forraade, hvad der foregaar i det Indre. Trappen, hvor den ulykkelige Marino Faliero blev kronet og halshugget, er ogsaa et betydningsfuldt Blad. - - Kunstskatte eier Venedig i Mængde. I Kirkerne, Dogepaladset, Hertugens Palais, Akademiet for de skjønne Kunster findes Malerier af Tizian, Veronese, Tintoretto og andre Store. Arsenalet er interessant (med Henrik den 4des Rustning), Skibsbyggeriet, med mange Minder om Napoleon. (Hans og Josephines Gondol opbevares her. ) I de underjordiske Fængsler (i Dogepaladset) i Retssalene, i Gangene, der føre til Sukkenes Bro, faar man tydelig Begreb om Rædselsscenerne fra Dogernes Tid.
Canale grande befarede jeg flere Gange i en Gondol. Naar man andre Steder om Aftenen sætter sig i en Droske, for at komme til sit Huus, gaar man derimod i Venedig ned ved Marcuspladsen, og sætter sig i en Gondol (med en sort Ligkiste i Midten) og kommer paa denne Maade igjennem Vandgaderne, hjem, lige til Huusdøren. Den 23 Martz forlod jeg, i Selskab med en polsk Emigrant, det eiendommelige Venedig. Om Aftenen Kl. 7 bliver man i en Postgondol ført til Mestre, 1½ Mil fra Venedig. Endogsaa Afreisen har noget mystisks. 82og eiendommeligt, idet man forlader Staden i Mørke og til Søes, saa at man ikke lidt efter lidt seer den svinde, men bliver ligesom med tilbundne Øine ført bort, indtil man igjen sætter Foden paa Fastland i Mestre. Herfra kjører man med Diligence om Natten gjennem Padua — hvor jeg, medens vi gjorde Holdt, besøgte det umaadelige Caffehuus (Perochi), det største i Verden, næsten et lille Palads — og kommer næste Formiddag (24 Martz) til Ferrara, en smuk lille Stad, hvor Digterne Ariost og Tasso har levet. Da vi hvilede her en halv Dag, havde jeg Tid til at besee Ariosts Huus, som staar aldeles, som da han beboede det. Hans Værelse er en lille Stue med Bjælkeloft og en nydelig Udsigt til en lille Have. Hans Buste er opstillet i Værelset, og en beskreven Marmorplade i Væggen siger: her skrev Ariost, og her døde han. Tassos Fængsel er i et Hospital. Et lille Hul, hvor de to eneste Vinduer er tilmurede; i en Krog vises hans Leie, en Forhøining af Grus sees endnu paa dette Sted. Byron og Casimir Delavigne har her skrevet deres Navne. Det hele er meget uhyggeligt og gjør et ubehageligt Indtryk. Den 25de fra Ferrara til Bologna, hvor der atter er meget interessant at see, Akademiet for de skjønne Kunster med deilige Billeder, blandt andre af Carracci, Guido Reni, samt Raphael, forunderlig deilig er den heilige Cäcilie, der hører himmelsk Musik. I Kirkerne ere ogsaa herlige Malerier. Staden selv er meget kjøn, over alle Fortouge er Buegange. Rossini har et megets. 83smukt Hus; dersom jeg havde været længere i Bologna, havde jeg gjerne besøgt ham, men paa en Formiddag at gjøre alt, er ikke muligt. Den 25 Martz gik Reisen videre over (en Del mindre, nydelige Stæder ikke at regne) Pesaro, (hvor Rossini er født) og Ancona til Terni (28. ), hvor jeg istedet for at spise til Middag gjorde en Tour til Vandfaldet (en Mil fra Byen) i Selskab med en Wiener — som jeg ikke fortrød, da det er særdeles smukt. D. 29 Martz om Formid. kjørte jeg ind ad Roms Porta del Popolo meget træt efter at have kjørt 5 Dage og 6 Nætter. Hotellerne var propfulde af Fremmede, jeg maatte tage et Privatlogis og betale det temmelig dyrt. Jeg gjorde samme Dag Visit hos Landsberg, en Tydsker, og maatte om Aftenen i en musikalsk Soirée, hvor jeg traf mange Tydskere og endeel Landsmænd, blandt andre Maleren Lehmann. Af Malere er her mange danske, Küchler, Friedlænder, Raadsig, Lunde og flere. Løverdag hvilede jeg ud for at være ret frisk til at deeltage i Høitidelighederne i den stille Uge og Paasken. Palmesøndag var jeg i Peterskirken, hvor Paven, i stor Procession, blev baaren paa en Stol omkring i Kirken. Alle Cardinaler, Biskopper og Præster med store Palmer i Hænderne. Et smukt Optog, der dog mere seer ud som en Scene af en Comedie, da man ikke seer Spor af Fromhed eller Religiøsitet paa nogen af de deeltagende, der mere af Sædvane, Skik og Brug - kort sagt, jeg bliver ikke Cat.... — Onsdag, Torsdag og Fredag var Messe i det Sixtinske Capel;s. 84da det kun er et lille Rum, maa man gaa derhen en Time, før der begyndes, dernæst staa 2 Timer, før det egentlige Point kommer, nemlig Misereret. De to Dage har jeg gjort det med. Henad Mørkningen slukkes, som bekjendt, alle Lysene, paa 4 store nær, og i dette Halvmørke begynder Sangen, der gjør megen Virkning, dog, da mit musikalske Øre blev lidt fornærmet af de pavelige Sangeres Begreber om Reenhed i Intonationen, gik en Del af denne Virkning tabt for mig. Torsdag Formiddag var jeg i Peterskirken, for at see Paven vadske Fødderne paa 12 Pilgrimme, som dernæst bespises og opvartes af Paven og Cardinalerne (N. B. i Vatikanet). 1ste Paaskedag er hele Pladsen foran Kirken fuld af Mennesker (det halve Rom har Plads her), der venter her til Kl. 12 Middag, da Paven fra et Vindue eller Balcon paa Kirken velsigner hele Verden; alle Catholiker knæler paa Pladsen, alle Kanoner fra Fæstningen affyres, alle Klokkerne ringe, det er en storartet Scene! Om Aftenen er Kirken oplyst med mangfoldige Lamper. Denne Ceremonie har gjort mest Indtryk paa mig. Kl. 8 begynder Illuminationen, hele denne uhyre Masse er behængt med Lamper, der seer ud som glødende Guld mod den mørkeblaa Himmel. En Time efter bliver paa een Gang tændt (af flere 100 Mennesker) en Mængde store Blus omkring paa Kirken. Dette sidste skeer som ved et Trylleslag, med Ledsagelse af Kanonskud og Klokkeringning. Kirken glimrer fra nederst til det øverste Kors, det er ubeskriveligs. 85prægtigt. Ilige Maade det 2den Paaskedag stedfindende Fyrværkeri paa Engelsborg. — Hvad jegellers har seet i Rom? Vaticanet, de gamle Ruiner fra Romernes Tider, det grandiose Colosseum (et gammelt Folketheater), Villaer, Kirker, Samlinger — dog deraf bliver I lige kloge, det skal jeg fortælle i Kbhvn, naar vi sidder i god Ro og Mag. Jeg vil hellere fortælle Eder, at jeg lever ret fornøieligt her imellem Landsmænd og endeel andre Bekjendtskaber, jeg har gjort, jeg tænker at blive her en Maaned i Rom, derefter en 14 Dage bo i Albano og Frascati og derfra gaa nogen Tid til Napoli. I kan skrive Brev til mig med efterfølgende Adresse: Monsieur N. W. Gade, à Roma, Palais Lozano Corso No. 133.
Da jeg haaber, at mit Brev træffer alle ved godt Helbred, sender jeg Eder en glad Hilsen. Levvel! kjære Forældre!
Eders
NIELS W. GADE.
Kjøbenh. d. 11 Maj 1844.
Kjære Søn!
Din Skrivelse af 9de April have vi bekommet, hvoraf vi erfare, at Du har godt overstaaet den lange Reise, som er os ret kjært og især en Trøsts. 86for Moder, at Du var frisk og vel; af samme Skrivelse erfarer jeg, at Du ikke har bekommet mit Brev, som jeg skrev Dig til i Marts til Rom, efter den Adresse, som Du opgav, men som jeg vil haabe er arriveret nogle Dage efter, Du havde afsendt denne Skrivelse. Hvad os angaar, da er vi Gud være lovet alle ved god Helbred og veltilfreds. Moder er blevet noget afkræftet efter Sygdommen, men hun befinder sig ret vel.
6
Angaaende om Tillægget har jeg været hos Collin og hilste ham fra Dig, som jeg kunde see var ham ret kjærkommen, da han talte med mig meget venlig. Saa spurgte jeg ham om, hvormeget Du kunde vente Dig i Tillæg, da Du vilde gjøre en Kalkule over Din Reise; saa blev Svaret, det vilde blive en 200 Rd.; saa gjorde jeg ham opmærksom paa, at det var ikke for Dig som de andre, der havde deres Gage foruden Stipendiet til Hjelp; men Du maatte reise med det blotte Stipendium, saa sagde han, at det i Leipzig ikke havde maattet koste Dig saameget, saa svarede jeg ham, at Du der, ligesom paa andre Steder maatte betale for Kost og Logis. Saa tav han lidt og sagde, at om Du ogsaa faar Tillæg, saa kan Du ikke vente det i dette første Aar af Reisen, da Stipendiet er beregnet for 2 Aar, men nu kunde jeg skrive Dig til, og saa skulde der gives en Ansøgning derom; saa lod jeg mig forstaa med, om Du ikke kunde faa et Aars Stipendium til, men saa sagde han, det troede han ikke, det var sjælden, de gav et Aars Stipendiums. 87til. Saa sagde jeg, at det var ogsaa sjælden, at de, der endnu til Dato var reist i samme Fag som han, som med sit Talent har gjort sig saa herømt og sit Fædreneland Ære, og tillige har han ikke kostet det offentlige noget paa sin Lærdom, han har derimod gjort Tjeneste i Capellet i en halv Snees Aar uden Gage, saa at han virkelig fortjente det, hvorpaa tænkte han sig lidt om og sagde saaledes: Vil De nu skrive Deres Søn til, og hilse ham fra mig, at han kan skrive mig til saaledes „nu er jeg der og der og har saameget tilbage, og saameget bruger jeg til min Reise at komme hjem for“. Saaledes var hans eget Ord. Jeg tror, at han helst ønsker, at Du selv skriver ham til desangaaende, naar Du gjør det, saa skriv kun om 400 Rd., jeg tror vist, at Du faar dem, af den Aarsag, naar jeg taler med ham derom, saa synes jeg, at han taler som paa Skrømt og naar Du skriver ham til desangaaende, saa lad mig det vide, at jeg ogsaa kan give ham et Ord med, glem ikke at gjøre ham opmærksom paa, at Du ikke har nogen Gage til Hjelp uden det blotte Stipendium. De tro alle her i Ryen, at Du fortjener saameget med Dine Compositioner - - - Nu, kjære Niels W. vil vi have en lille Familie Samtale i Forening med vor kjære Moder. Du vilde glæde os ret inderlig ved at skrive et lille Brev for os selv om, hvorledes Du har bestemt Din Reise, om Du tager fra Paris til Kjøbenh., eller som Du ellers har bestemt den; om det blev til noget Afgjørende med det, Du skrev om fra Leipzig, at væres. 88Mendelssohns Medhjælper som Anfører, om der blev nogen Accord derom; i Tilfælde heraf om Du kommer hjem til os, eller Du reiser directe til Leipzig, om Du har arbeidet nogle nye Compositioner og hvad der ellers har mødt Dig. Saadan et Brev glæder Moder sig saa inderlig til, det skulde være ganske for os selv, at ingen skulde vide noget derom — det kan skee ved Leilighed — men nu veed jeg ikke mer at skrive om, end at vi ønsker Dig at leve ved god Helsen, det ønskes af dine kjære Forældre. Lev vel og fornøiet.
6*
Din Fader
S. GADE.
Rom, den 22de Maj 1844.
Kjære Forældre!
NB. Dette Brev er blot for Eder selv og tør ikke vises nogen.
Strax efter at jeg havde afsendt mit sidste Brev til Eder, modtog jeg Faders Brev af 30te Marts, som naturligviis bedrøver mig at læse om vor kjære Moders Sygdom, saameget mere, som jeg slet ikke havde ahnet det mindste derom. Et Par Dage var jeg i slet Humeur derover, men søgte at trøste mig med det Haab, at det igjen er vel overstaaet og ingen Fare; hvorfor jeg beder Moder endelig at være saa forsigtig som mulig, for at intet Tilbagefald skals. 89kunne komme. — Dog, jeg har nogle smaa Lægemidler for Moder, som jeg nu vil til at anføre. Nemlig den 18de i denne Maaned fik jeg fra Posten sendt en Billet, hvori jeg anmodedes om at møde selv paa Posthuset for at modtage et Brev, som var ankommet; jeg gik den næste Dag derhen og hentede — meget nysgjerrig — mit Brev, som var fra - - Leipzig. Jeg aabnede det, og hvad indeholdt det? Fra Directionen for „Gewandhaus-Concerterne“ en Anmodning om at overtage Musikdirecteurens Post for Concerterne i Leipzig. Gagen er 700 Daler dansk om Aaret fast, foruden Timer i Musikconservatoriet, som bliver aparte betalt, At jeg strax skrev tilbage, at det vilde være mig en stor Fornøielse at modtage denne Post, kan I vel begribe, da det tillige er en meget ærefuld Post, som Mendelssohn har havt i 6 eller 7 Aar. Jeg indseer nu meget vel, at Moder — omendskjønt jeg veed, at hun af ganske Hjerte glæder sig over min Lykke — dog ikke er saa ganske vel tilfreds og frygter, at det vil vare meget længe, inden jeg kommer til Kjøbenhavn. Dog kan det være, at hun tager feil i dette sidste; jeg spekulerer nemlig saa smaat paa at gjøre Jer en 8 à 14 Dages Visit i Efteraaret, førend jeg tager til Leipzig. Først naar jeg faar at vide, naar jeg maa være i Leipzig, kan jeg bestemme mig angaaende dette Punkt.
Concerterne pleier dog sædvanlig først at begynde den 1ste October, saa at jeg temmelig kan indrette mig saaledes, at jeg kan gjøre Visitten is. 90Slutningen af August. I alle Tilfælde vil jeg tilbringe næste Sommer (1845) i Kjøbenhavn. Angaaende Tillæget, som Fader vel har spurgt Collin om, haaber jeg, Fader har skrevet. Hvis Fader ikke endnu har skrevet, da skal Adressen forandres, som den staar i Slutningen af dette Brev; saaledes skal ogsaa Breve adresseres herefter, indtil jeg opgiver en ny Adresse, da jeg i Slutningen af denne Maaned eller den 1ste eller 2den Juni reiser til Neapel. Naar jeg har faaet dette Brev og faaet Underretning, om jeg faar Tillæg eller ei, skriver jeg strax til Collin og fortæller ham, at jeg har modtaget Engagement i Tydskland, hvilket jeg haaber ikke kan tages fortrydeligt op, da jeg i Kjøbenhavn ikke seer Mulighed for nogen som helst Ansættelse i de første 5—6 Aar.
Thorvaldsens Død har jeg hørt og læst meget om, og der er talt meget derom i denne Tid af alle os danske her. Vi er nemlig hver Dag sammen til Middag og Aften 16—20 danske, deels Malere, deels Studenter og andre Personer. Gamle Wexschalls *) Død har ikke frapperet mig saameget, da han jo var en gammel, svag Mand. — — — Hils Frederik Høedt, som I jo gjerne kan fortælle lidt om dette Brevs Indhold, da jeg veed, at det vil glæde ham at høre, dog maa han ikke fortælle igjen; højst paa Frederiksberg kan han hviske lidt derom. Andre maa ikke endnu vide det. Mit Portrait skal jeg, hvis I ikke allerede har faaet det, saa snart soms. 91mulig sende. — — — Som meget vigtigt paalægger jeg Fader: at lade Frederik Høedt faa denne Adresse og lade ham skrive den. Slutteligen vil jeg blot tilføie, hvad mig selv angaar, at jeg befinder mig særdeles vel, og morer mig særdeles fortræffelig; det eneste, der gjør mig lidt urolig, er stakkels Moders Sundhed, dog ville vi haabe, at hun (næst højere Bistand og egen Omsorg) vil kunne, sund og frisk, aabne sine Arme, for at trykke til sit Hjerte sin
hende stedse
højtelskende Søn
N. W. GADE.
Dette Brev er maaske lidt usammenhængende, men jeg har været temmelig beskjæftiget med Breve i denne Tid, saa at jeg maatte farte det af i Hast.
Neapel, den 28de Juni 1844.
Kjære Forældre!
Den 4de i denne Maaned ankom jeg hertil efter en højst behagelig Reise i Følge med 1 dansk og 3 svenske Mænd. Jeg kan ikke beskrive Jer, hvor Naturen her er guddommelig; fra mine Vinduer (jeg boer i Santa Lucia) seer jeg lige overfor migs. 92Vesuv, under mig Moloen eller Strandbredden, (hvor der til langt ud paa Natten er Støj og Spektakel med Fiskere, Østershandlere, Lazzaroner o. s. v. ), lige for mig er Havet udbredt, hvorpaa der vrimler af Fartøjer og Fiskerbaade. En overordentlig Nydelse har jeg ogsaa havt af nogle Udflugter i Omegnen, i Forening med mine Reisefæller. Saaledes besøgte vi den 9de tvende af Lava begravne Stæder, Pompeji og Herculanum, hvoraf den første nu tildeels er udgravet. Disse Stæder blev ødelagte 79 Aar efter Christi Fødsel; man seer endnu i Husene Malerier paa Murene, Brolægningen paa Gaderne, desuden har man fundet meget Guld og Sølv, samt Redskaber, Pander og Potter, ja endogsaa Brød, Æg, Kager etc.
Den 12te Juni var jeg i Bajæ (omtrent 2 à 3 Miil fra Neapel), hvor man saavelsom paa Veien derhen hvert Øieblik træffer paa gamle Ruiner, enten Templer, Bade eller andre Bygninger; i en underjordisk Hvælving (Sybille Grotten) maatte vi hver hænge os paa Ryggen af en Karl, der vadede omkring i Vand til Knæerne; et Par Fakler tjente til Belysning. Et andet Sted ved „Neros Bade“ maatte vi klæde os ganske af, for igjennem en i Klippen indhuggen, smal Gang at promenere i en frygtelig Hede ned til en varm Kilde, hvori Vandet er saa varmt, at man kan koge Æg deri. Den 13de Juni hvilede vi os ud i Neapel og saae om Eftermiddagen en stor Kirkefest og Procession igjennem Gaderne; den 14de begav vi os igjen paa Reise til Salerno, Pæstum (den 15de), Amalfi (den 16de og 17de),s. 93herfra deels til Æsels, deels til Fods over Bjergene til Castellamare (den 18de), Sorrento (den 19de og 20de), herfra i en Baad til Capri (den 21de, 22de og 23de), hvor vi blandt andre Mærkværdigheder saae den blaa Grotte, som er høist interessant. Den 24de gik vi tilbage over Sorrent og Castellamare til Neapel. Denne Tour var ganske overordentlig deilig; man kommer i Dalene igjennem lutter Viinhaver eller Orangeskove (Appelsinerne staar netop i denne Tid i fuld Flor; den guldrøde Frugt imellem de mørke Blade seer fortræffelig ud. ) Naar man gaar over Højderne og Bjergene, seer man de yndigste Landskaber under sig og i Baggrunden det himmelblaa Middelhav.
Igaar (den 27de) var jeg paa Vesuv. Vi gik derop om Eftermiddagen og ventede et Par Timer, til Solen gik ned for at see Bjerget ved Maaneskin. Da det blev mørkt, saae man først ret, hvor han spruttede ligesom Raketter i Luften med mægtige Knald og Røgskyer ganske ildrøde. Opgangen fandt jeg ikke saa besværlig, som man i Almindelighed fortæller om; jeg har været meget mere fatigeret ved at bestige andre Steder. — — Den 3die Juli agter jeg, i Forening med to svenske Herrer, som jeg bor sammen med, at reise herfra til Livorno og Florent s. Paa sidste Sted bliver jeg rimeligviis 8 Dage eller mere. Derfra gaar jeg til Majland og igjennem Schweiz. Da jeg ikke veed, hvorlænge jeg bliver paa noget Sted, saa beder jeg Jer ikke at skrive, før jeg siger til. Jeg skal nok lade høres. 94fra mig som sædvanlig. Angaaende hvad jeg i mit sidste Brev ytrede, kan I forlade Jer paa. Fader skal ikke oftere tale med Collin om det tidt omtalte Tillæg til Stipendiet.
Jeg befinder mig saa skrækkelig godt og haaber endnu at nyde endeel af Italiens Herligheder i den korte Tid, jeg har tilbage at være her. Dog maa I ikke tro, at jeg for Italien har glemt Danmark eller Vennerne der. Nei, tvertimod, jeg glæder mig tidt ved Tanken om snart at gjensee Eder, kjære Forældre, mit kjære Land, mine Venner, Bøgeskovene og Sundet. Nei, alt dette har de dog ikke i Italien. Lev indtil den Tid vel! Ret vel!
Eders stedse hengivne Søn
NIELS W. GADE.
Kjære Forældre!
Jeg kan tænke mig, at I ret har længtes efter at vide, hvor i Evropa jeg egentlig for Øieblikket er. Ikke mindre har jeg Længsel efter at høre fra Eder, da jeg nu saalænge — paa Grund af den hurtige Tilbagereise kunde jeg jo ikke opgive noget Sted, hvortil der kunde sendes mig Brev — ikke har faaet Efterretning fra Eder. Jeg befinder mig, Gudskelov, meget vel efter mine mange og lange Land- og — Søreiser over høje Bjerge og dybe Dale. Nu skal hele Reisebeskrivelsen følge. Dens. 958de Juli reiste jeg med Dampskib fra Neapel — i Selskab med mine to Svenskere — til Livorno, hvor vi ankom den 11te Juli, og kjørte strax med Dampvogn til Pisa, som vi om Eftermiddagen og den følgende Formiddag besaae. En herlig Kirke, det bekjendte skjæve Taarn og Kirkegaarden (Campo santo) er højst mærkelige og interessante Ting. Om Eftermiddagen (den 11te Juli) kjørte vi til Florentz. Denne Stad er i Besiddelse af Kunstsager, især Malerier af de største Mestre, og det ikke faa. Jeg forblev derfor her til den 19de Juli, for at gjøre mig fortrolig med alle disse Skatte, og reiste derpaa til Majland med Vetturin — her faldt Svenskerne fra — over Bologna (den 20de Juli), Modena — hvor jeg overnattede — Parma (den 21de) 2det Nattequarter — og kom til Majland den 22de Juli. Jeg bestemte mig at blive her et Par Dage, deels for at udhvile, deels for at see mig om i Staden. Domkirken er et Mesterværk af Architectur; naar man kommer op paa Kirkens Tag, er man som i en Skov af Taarne, Statuer, Ornamenter, Buer o. s. v., og mærk vel, hele Kirken indvendig og udvendig er af fuldt hvidt Marmor. Reisen videre frem gik for sig den 24de Juli, igjennem Lombardiet, langs med den yndige Comosø til Schweiz, over Gothardsbjerget, hvor der endnu hist og her laa Snee og var temmelig koldt. Landeveien, som bestandig gaar op og ned af de højeste Bjerge, er overordentlig kunstig anlagt, og man har hvert Øieblik en ny Udsigt imellem Bjergene og til de utallige Vandfald, som her findes.
s. 96Efter at have passeret „Teufelsbrücke“ og nogle Søer, kom jeg til Alttorf og gik strax med Dampskib over „Vierwaldstätter-Søen“ — en stor prægtig Sø, mærkelig ved „Wilhelm Teils Capel“, som findes ved en af Bredderne — til Luzern, hvor jeg overnattede (den 25de Juli). I Luzern er et herligt Monument over de faldne Schweizere af Thorvaldsen. Den følgende Dag kjørte jeg til Basel med Diligencen (den 26de Juli). Her blev jeg en Dag længer, end jeg ønskede, paa Grund af min Fod, som jeg ved Udstigningen havde stødt lidt paa Vogntrinet. Jeg blev heele Dagen paa mit Værelse, badede Foden med Spiritus og componerede for Tidsfordriv en heel Hoben. Den 28de Juli kom jeg med Dampvognen til Strasburg, saae den gamle Domkirke, steg op paa dens Tag, gik paa Theatret for at høre en fransk Opera, som var særdeles slet. Om Aftenen var Münstertaarnet i Anledning af Julidagene illumineret med bengalsk Ild. Saamænd! Aaja! — Den 29de Juli rullede jeg paa Dampskibets Hjul fra Strasburg til Tydskland efter at have kastet et forelsket Blik tilbage paa Schweitzes Skjønheder, hvoraf jeg dog kun har seet den mindste Deel, da den taagede Luft forhindrede mig i at bestige Rigibjerget — hvorfra man har en fortryllende Udsigt over Bjergene. Rhinen udbredte nu sit vaade Silkeflorstæppe under mig, og Dampskibet svævede let og i brusende Fart derhenover til Staden Mainz, hvor jeg overgav mig i Søvnens Arme til næste Dag.
s. 97Her har vor Landsmand Thorvaldsen sat Guttenberg og sig selv et herligt Minde. Fra Mainz (den 30te Jnli) næste Dag til Cöln. Dette Stykke af Rhinen er over al Beskrivelse romantisk. Floden er temmelig smal, til begge Sider høje Viinbjerge og paa Toppene af disse ligger Ruiner af gamle Ridderborge henstrøede. Jeg glædede mig af ganske Hjerte paa denne Tour, da Rhinen altid har været mig et Længsels Maal, som jeg nu seer opfyldt og har fundet over min Forventning. Cöln er ret en hyggelig Stad, hvor jeg gjerne var bleven længere. Den 31te Juli kom jeg med Dampskib til Düsseldorf — og her sidder jeg nu (Kl. 10 Aften) og lader Pennen gjøre Krumspring paa Papiret, og tænker i det samme tilbage paa alle de Nydelser, jeg i dette sidste Aar har havt. At reise! I kan tro, det er en stor Lykke, naturligviis kun under heldige Omstændigheder, og hvad dette angaar, da kan jeg kun ønske enhver dem, som jeg har havt. — — — — — Dette Brev maa ellers være meget interessant at læse for Eder, derfor skal I ogsaa til Gjengjæld skrive mig et igjen, og det lige saa snart, som I har faaet dette tillivs, og det maa være vist. Blot et Par Ord, jeg beder ret meget derom, blot hvordan Fader og Moder har det, ikke sandt? Men skriv strax! — Jeg veed ikke, hvor mange Dage jeg bliver i Düsseldorf, da jeg har en god Ven her, Musikdirectør J. Rietz, som jeg gjerne vilde være sammen med nogle Dage, derpaa gaar jeg til Hamburg, hvor jeg ogsaa blivers. 98kort Tid, derpaa gaar jeg til — ja gjæt nu eengang — hvor jeg ogsaa vil træffe gode og kjære Venner. Lev vel! Leb wohl! a revedirla! à revoir!
NIELS W. GADE.
Leipzig, den 13de September 1844.
Kjœre Forœldre!
Efter en meget heldig Overfart (i det smukkeste Veir) ankom jeg hertil igaaraftes (Torsdag den 12te). Jeg har allerede idag gjort flere Visitter hos gamle Bekjendte og fundet det gamle Sindelag og den samme venlige Modtagelse, som sidste Gang, jeg var her. — Logis har jeg endnu ikke fundet, men haaber i de første Dage at faa et opspurgt. Værelser er i denne Tid meget søgte paa Grund af den forestaaende Messetid, og derfor enten optagne eller temmelig dyre; dog det gi’er sig nok. — Concerterne antages at begynde den 6te October; jeg har altsaa endnu Tid nok, til at indrette mig og komme i Rolighed. Paa selve Reisen er ellers intet betydelig mødt, med Undtagelse af en glücksburgsk Prinds, som jeg havde den Ære at reise sammen med til Berlin, — hvor der i denne Tid forberedes en stor Maneuvre, — tillige bemærkede jeg, at jegs. 99havde gaaet mine Støvlehæle skjæve. — — — — Nu vil jeg blot sige Eder Lev vel!
fra Eders stedse
hengivne og trofaste Søn
NIELS W. GADE.
Leipzig, den 7de October 1844.
Kjæreste Forældre!
Jeg sidder i Forretninger af alle Slags til op over Ørene, Concertrepertoirer, Conservatoriumsconferencer etc. og dertil componerer jeg af alle Kræfter. Jeg har allerede componeret en ny Ouverture *), som jeg just nu har færdig. Men det gaar ypperligt, jeg befinder mig særdeles vel ved disse mange Forretninger, nu kommer til: Timer i Conservatoriet og Prøverne.
Igaar gik den første Concert af Stabelen for fulde Seil — og Gud ske Lov særdeles heldig og til alles Tilfredshed — jeg kan ikke nægte, at jegvar lidt ængstelig, da det skulde gaa an; omendskjønt ingen andre har mærket det. Vi spillede den store A-Dur Sinfonie af Beethoven, som gik med Præcision og Liv, og Ouverturen til Oberon, soms. 100begge bleve modtagne af Publicum med de bekjendte varme *) — og Bravoraab (i Sinfonien hver Sats).
Næste Søndag gaar den anden Concert løs, jeg arbeider allerede til den.
Forresten lever jeg som sidst her (mine gamle Bekjendtskaber fornyede o. s. v. ), dog er den Forskjel, at jeg forrige Vinter dovnede, men denne Vinter er flittig. Jeg er i disse Dage sammen med et Par danske. Hr. Prof. Dahl fra Dresden og Portraitmaler Gertner fra Kjøbenhavn (som ikke taler et tydsk Ord). Vi kommer hos en Familie her, hvor vi alle ere som hjemme, skjøndt — det er en Hr. Preusser.
Brev fra Fader har jeg rigtignok ventet, men endnu ikke faaet, men faar vel med det første. Lev vel! kjære Forældre.
Eders hengivne
NIELS W. GADE.
Moder er dog vel?
Leipzig, den 14de October 1844.
Kjære Forældre!
I al Hast skriver jeg Jer dette Brev, for at melde Eder, at igaar den anden Concert gik af,s. 101endnu bedre end den første. Strax efter Ouverturen, endnu i de sidste Tacter, brusede Publicum ud i et vældigt Raab og Dasken i Hænderne. Jeg selv var ogsaa særdeles vel disponeret og uden mindste Spor af Urolighed. Alle Numrene gik ogsaa paa et Haar. Hartmann er i disse Dage ankommen og var i Concerten tilligemed sin Svoger Zinn. Torsdag den 24de bliver en Ouverture af Hartmann opført, under hans egen Direction. Forresten alt vel. Mit sidste Brev er vel rigtigt arriveret? Dette Brev ønsker jeg ikke læst af andre, end de nærmeste, Høedt o. s. v. Hilsen til Alle fra
NIELS W. GADE.
Lev vel!
Leipzig, den 21de December 1844.
Kjære Forældre!
Iforgaars modtog jeg Eders Brev og forbavsedes over, at der allerede var gaaet saa lang Tid, siden jeg skrev Eder sidst. Men Tiden løber saa hurtig for mig, at jeg næppe mærker det; naar den ene Concert er forbi, begyndes der strax paa den næste, saa at jeg har fuldt op at bestille. Dertil kommer endnu en Composition, som for Øieblikket beskjæftiger mig (den skal være færdig til Midten af Januar). Sidste Torsdag var den 10de Gewandhaus-Concert (altsaa Halvdeelen), hvor min 1ste Sinfonie blevs. 102opført (efter længe at være ønsket), som gjorde ligesaa stort Spektakel som første Gang, for et Aar siden, desuden er af mig spillet en ny Ouverture, først i en Concert til Fordeel for Orehestrets Pensionskasse og dernæst i en anden Concert, og har især ved den anden Opførelse vundet Publicums almindelige og udeelte Bifald. Jeg selv befinder mig ypperligt og trives ganske herligt imellem mine tydske Venner, som har mig (og jeg dem igjen) overordentlig kjær. At nogle enkelte føler sig forurettede og betragter mig med skjæve Øine, beskyldende mig for at være utydsk sindet — af hvilken Grund jeg omgaaes saa lidt som mulig med danske, — følger af sig selv, men kan dog ikke i ringeste Maade skade mig, eller nedsætte mig i alle andres Mening.
7
Mendelssohn har paa Gjennemreise overværet en Concert, og til Alle og til mig selv yttret sin Glæde og Tilfredshed derover, (der blev ogsaa spillet en ny Composition af ham selv). Jeg føler mig nu ret saa hjemlig her, dog tro derfor ikke, at jeg ei glæder mig ret hjertelig til Foraaret, i det mindste en Svip, at gjensee mine kjære, gode Forældre og kjære, danske Venner. Hils dem alle tusinde Gange. Ja, jeg burde egentlig skrive dem til, men naa maaske dog.
Nu en glædelig Juul til Eder alle! Først og fremmest Geburtsdagsbarnet, vor kjære Mama. Gid hun maa have en saa glædelig Juul som den, der forestaar mig. Fader, lille Marie, alle Bekjendte ogs. 103Venner, Nielsens, Høedts — Emilie *) og hendes Forlovede iberegnet —, Helsteds, Wiehes o. s. v., ja, kort sagt, dem alle ønsker jeg et ret hjærteligt og glædeligt Juul og Nytaar.
Følgende Commissioner beder jeg Fader være saa god at besørge til:
1. Assessor Weiss. Takke ham for hans Brev. Angaaende min nye Ouverture ønskede jeg at vente med Opførelsen, til jeg selv kommer til Kjøbenhavn. De andre Sager, hvorom han skrev, vil jeg selv meddele ham skriftligt.
2. Wexschall skriver jeg til med det første. Angaaende G-Strængene har jeg dem, men venter blot paa en passende Leilighed til at sende dem med.
3. Hartmann beder jeg hilset.
4. Gøtzes Sager har jeg hos Vedkommende andraget paa, men samme har ikke villet indgaa derpaa. Idetmindste for det første ikke.
5. v. Løwenskjold. Ved Leilighed sige ham, at jeg endnu ikke har fundet en passende Leilighed til at faa hans Ønske opfyldt.
Idag erfarer jeg til stor Forbauselse, at Musikhandler Kistner i Morges Kl. 5 er død af et Slagtilfælde. Jeg talte igaaraftes med ham Kl. 7, til hvilken Tid han var aldeles vel og munter; dettes. 104er en Nyhed for Lose og Olsen. Hvilke sidste jegbeder hilset og takke for de tilsendte Musikalier.
Glædelig Juul!!! Lev vel!
Eders
NIELS W. GADE.
Her meddeles et Brev fra Schumann.
Lieber Gade!
Erst heute, wie ich meine Musikalien ordne, finde ich Ihr Andenken und die freundlichen Worte darin. In der Unruhe des Umzuges hatte unsere Wirthschafterin von Ihrem Besuch uns zu sagen vergessen. Haben Sie vielen Dank für die Symphonie; ich hab’ sie mit erneuter Freude wieder gelesen, mich herzlich daran gelabt, Sie Drachentödter! Auch von David haben Sie etwas, d. h. dem in der Bibel. Wissen Sie, wie Goethe die Philister definiert:
Was ist ein Philister?
Ein hohler Darm
Von Furcht und Hoffnung angefüllt,
Das Gott erbarm!
Das ist auch eine ausgesuchte Definition: Hier hat man übrigens die besten Exemplare davon unter den Musikern, glaub’ ich. Die fürchten sich alle schrecklich vor einander: Sie sagen sich kein wahres Wort, weil sie keines zu sagen wissen. Gott sei Dank giebt es noch einige gute Ausnahmen! Sos. 105leben wir denn hier ziemlich still, und die Ruhe thut mir gut. Doch hab’ ich in der letzten Zeit wieder Einiges zu arbeiten angefangen; auch Opernpläne beschäftigen mich noch immer. Geht es Ihnen wohl? Denken Sie manchmal an uns? Sie sprachen, dasz Sie Einiges vielleicht aus der Peri geben wollten — dasz würde mich freuen; ich käme dann um zuzuhören. Doch glaubʼ ich ginge ein Theil, sei es nun des 1 oder 2; zu schnell vorüber, da jeder kaum mehr als 20 Minuten dauert. Ich würde für die beiden ersten Theile stimmen; sie füllen gerade die Hälfte eines Concertes. Wollen Sie übrigens meine Orchesterstimmen, so sende ich sie Ihnen.
Auf Ihre Ouvertüre freue ich mich sehr, dasz wäre wieder ein Labsaal nach so vielem Matten und schülerhaften Neuen, was man zu hören bekämmt. Lieber Gade. Sie sind ein ganz trefflicher Poët (ausser dem Drachentüdter) — in den Buchenwäldern sind Sie nicht umsonst promeniert, und am Strand des Meeres!
Nun genug. Gedenken Sie in Freundschaft
Ihres
R. SCHUMANN.
Dresden, den 28de December 1844.
Leipzig, den 4de Februar 1845.
Kjære Forældre!
Det nye Aar har jeg begyndt ligesaa vel tilfreds og frisk, som jeg sluttede det gamle. Jeg har været endnu mere beskjæftiget i Januar Maaned end forhen, deels har vor Concertmester David været bortreist 14 Dage — i hvilken Tid jeg besørgede hans Violintimer i Conservatoriet — og deels med en stor Fest, som fandt Sted den 29de Januar i Gewandliaussalen, og hvortil jeg har componeret en Festkantate. Jeg har havt megen Glæde af denne Fest, da alt gik ganske fortræffeligt saavel fra Orchestrets som fra Chorets Side, med Liv og Begeistring. Nu lakker det snart ad Enden med Concerterne, næste Torsdag den 6te Februar er den 16de Concert, altsaa kun 5 tilbage. Den sidste Concert bliver omtrent nogle Dage før Paaske; jeg tilbringer altsaa min Paaske her i Leipzig og gaar da strax derefter paa Besøg i Kjøbenhavn. Jeg befinder mig, Gud ske Lov, vel — en lille Forkjølelse fraregnet — og særdeles munter og godthumørig. Skriv mig ret snart og lev vel til vi sees! Lev vel!
Eders hengivne Søn
NIELS W. GADE.
Dresden, 11te April 1845.
Kjære Forældre!
Jeg opholder mig et Par Dage her i Dresden, for min Fornøielse, gaar derpaa tilhage til Leipzig, hvor mine Forretninger er endte— blot en Examen i Musikconservatoriet maa jeg endnu overvære — og dernæst directe til Kjøbenhavn, hvor jeg haaber at kunne være i Slutningen af April. Over mit Sommerophold har jeg udkastet adskillige løse Planer, men jeg tænker dog, at det omtrent vil blive som saa: Maj og Juni bliver jeg formodentlig i Kjøbenhavn, i Juli og August gjør jeg en lille Reise — rimeligviis i Tydskland — og vender da i September her tilbage til Leipzig, hvor jeg bliver næste Vinter og overtager atter Concerterne. Jeg befinder mig i alle Maader overmaade vel og munter og glæder mig uendelig til at gjensee Eder, mine kjære Forældre. Af Nyheder vil jeg ikke kunne fortælle Eder stort andet, end I sandsynligviis selv veed af Aviserne, om Oversvømmelsen, om Sværmeriet for Ronge og Tihængere og andet mere, som jeg mundtligen skal foredrage for Eder. Jeg har componeret et Par nye Stykker, som med det første vil udkomme hos Härtel, nemlig: 9 Sange for 2 Stemmer og en Quintet. Nu, til vi sees, ønsker jeg Jer leve ret vel, om 2 à 3 Uger har I mig i Kjøbenhavn.
Eders hengivne Søn
NIELS W. GADE.
s. 108Lille Marie gjør ganske gode Fremskridt med Udskriften paa Brevene.
N. W. G.
Leipzig, 19de December 1845.
Kjæreste Forældre!
En glædelig Juul, en ret glædelig Juul, ønsker jeg af ganske Hjerte, for min kjære Moder har jeg endnu aparte Ønsker og Hilsener: Gratulerer Mama til Fødselsdagen, gid den maa oprinde for Eder med al den Fryd og Glæde, som denne søde Juulefest bringer med sig.
Jeg haaber, at alt er vel hos Eder, da jeg ikke længe har hørt fra Eder; sandt nok, jeg har heller ikke været flittig med at skrive, men tilgiver mig, Tiden løber mig — jeg veed selv ikke, hvorledes det gaar til — saa hurtig hen, at en Maaned, vips — væk er den, — uden at jeg tænker derpaa, er den forbi.
Jeg har i længere Tid dirigeret Concerterne alene, Mendelssohn har været næsten 2 Maaneder i Berlin, nu er han atter tilbage; desuden har jegværet meget flittig og er det da endnu. Arbeidet gaar mig forskrækkelig fix fra Haanden, jeg er rigtig kommet godt paa Gled og er nu næsten færdig med et større Arbeide *), som endnu vil blive opført i Slutningen af denne Vinter.
s. 109Wexschalls Død overraskede mig — endskjønt jeg var forberedt derpaa — meget betydeligt. Det gjør mig meget ondt, ikke at have opfyldt mit Løvte; da jeg sidste Gang talte med ham, lovede jeg ham mit Portrait, og jeg har ogsaa spurgt derefter hos Lose, men der var ikke flere Exemplarer at faa. Angaaende Concertmesterposten i Kjøbenhavn skrev Erslev mig et meget venligt Brev; tak ham meget derfor og bed ham tilgive min Uartighed ikke endnu at. have svaret ham. Af flere Grunde agter jeg ikke at søge den. Først: fordi mit Violinspil er gaaet noget bag af Dandsen, da der dog udfordres en dygtig Solospiller til denne Post, altsaa vilde det være mig ubehageligt, at vide mig denne Post ikke fuldkommen voxen. For det 2det stiller jeg mig ogsaa i musikalsk Henseende i et, for mig, ikke ønskeligt Forhold, da min Hensigt er, i Tiden at gavne hjemme i Kjøbenhavn, som Musiker, og vil jeg da kunne dette bedre paa anden Maade, end ved at spille 1ste Violin i Orchestret. Min Plan for Fremtiden har jeg saa temmelig lagt — for saavidt som Mennesket kan det — og nemlig saaledes. Endnu nogle Aar bliver jeg her i Leipzig og vender saa tilbage til Kjøbenhavn, hvor jeg da paa en eller anden Maade vil søge mig en uafhængig Stilling — saa flytter vi tre gamle sammen Fader, Moder og jeg selv, og vi skal nok komme godt ud af det, haaber jeg.
Nu, saa maa I ogsaa see at konservere Eder godt, - gode, kjære Forældre til den Tid, dog I maas. 110ikke tro, at jeg svigter saalænge, nei, Sommeren bringer Sommerfugle og andre — Sangfugle, jeg er jo ogsaa en Sangfugl. Det er sandt, „Sangfugl“ Jenny Lind har været hos os her og sunget i 2 Concerter. Leipzigernes Hjerner er næsten bragt ud af Ligevægten ved denne Piges Sang.
Om Høedt har skrevet Lind-Viser gad jeg nok vidst. Bed ham forresten om at sende mig det Prospect af Nielsens *) Hus som Maleren **) tegnede til mig i Sommer.
Delbanco har skrevet mig [til] og spurgt om en 4stemmig Sang, som vist maa findes hjemme, blandt de Sager jeg Dagen før min Reise havde indpakket og lagt paa Claveret. Vil Fader være saa god at see efter. Titlen er „de vilde Jægere“ skrevne Noder, og dersom Fader finder det, da send det til Lose & Delbancos Musikhandel, samt i næste Brev lade mig vide, om det er fundet eller ei.
Jeg har indrettet mig ret huuslig, har kjøbt mit Vinterbrænde ind og sidder ret luunt; det syntes ellers slet ikke at ville blive Vinter, først i de sidste Dage har det begyndt at fryse lidt, hidtil har vi bestandig havt det milde Efteraarsveir. Til Nytaar skal jeg sende Eder et nyt Portrait af mig, som er meget bedre end det forrige, det udkommer hos Breitkopf og Härtel og skal følge med den musikalske Avis. Skriv mig ret snart, beder jeg.
Eders altid hengivne og kjærlige Søn
NIELS W. GADE.
s. 111NB. Carl Helsteds Sinf. vil vistnok komme til Opførelse i det nye Aar, jeg arbeider i det mindste stærkt derpaa og har i en Extraprøve ladet spille et Par Stykker deraf, for et Par Maaneder siden. Vil Fader sige ham dette.
N. W. G.
(Dette Brev er ene for mine Forældre. )
Leipzig. 4de Marts 1846.
Kjære, gode Forældre!
Hvad tror I om mig, at jeg i saa lang Tid ikke har skrevet Jer til. Tilgiv mig, kjære Forældre, jeg har altid opsat det, for at kunne give Jer flere Efterretninger paa eengang, og da jeg netop sidder i et nyt Arbeide til op over Ørene og som om 8 Dage bliver opført, kan I tænke, at jeghar travlt og maa ofre hver Time, jeg har tilovers fra mine øvrige Forretninger. Tro dog endelig ikke, at jeg ikke tænker paa Eder, kjære, gode Forældre, ja mer end I maaske tænker og tror, jeg har saa i Stilhed mine Planer med mig selv og Eder. Min gamle Sinfonie har jeg opført i Concerterne for 1 Maaned siden og gjorde den sædvanlige Effect, jeg blev saagar modtaget med Applaus, førend den begyndte, ligesom ved min Concert i Kjøbenhavn, jeg er nu om mulig endnu mere yndet her i Leipzig end tilforn, og staar mig ganske udmærkets. 112med alle. Om jeg kommer til Kjøbenhavn i Foraaret eller i Sommer er endnu ikke ganske bestemt; dog, i alle Tilfælde ikke senere end i Juni. Jeg har tænkt paa, men som en stor Hemmelighed, fortæl det altsaa ikke til noget Menneske, om jeg næste Vinter kunde indrette det med Musikforeningen, hvad de sidste Sommer talte om, nemlig dirigere Concerterne, og naar jeg derfor kunde have en 4 á 500 Daler i bestemt Indtægt, saa at mine Indtægter omtrent var de samme som her, maaske Kongen vilde gjøre mig til Kammermusikus (Notabene med 300 Daler), da vilde jeg blive i Kjøbenhavn. — — — — Ogsaa for Eders Skyld, kjære Forældre vilde det være mig uendelig kjært, dersom det lod sig arrangere at gjøre Kjøbenhavn til Opholdssted. Naa, frisk Mod, jeg har jo hidtil altid havt Lykken med mig, idet mindste, hvor jeg nu er, hvorfor da ikke i mit eget Fædreland. — — — Hermed sender jeg til Maries Confirmation en lille Present, kjære Forældre, da I vist har store Udgifter at gjøre, i den Anledning er det mig en stor Glæde at ogsaa bidrage min lille Skjærv dertil.
Hold nu alle frisk Mod og Courage, at jeg kan træffe Eder muntre, naar jeg kommer hjem. Lad Madam Nielsen takke tusinde Gange for hendes Brev, som jeg Uværdige ikke endnu har besvaret. Hils alle. Høedt og alle Venner. Marie gratulerer jeg til Confirmationen. Lev vel kjære Forældre.
Eders altid hengivne Søn
NIELS W. GADE.
Leipzig, 2den April 1846.
Kjæreste Forældre!
Mit sidste Brev fra forrige Maaned har I dog forhaabentlig bekommet; i næste Brev beder jeg Eder underrette mig derom, samt om Maries Confirmation, hvortil jeg endnu engang gratulerer. Jeg har imidlertid oplevet en stor Glæde, ja jeg kan næsten sige Triumf, med et nyt stort Arbeide, som første Gang opførtes i en Concert for de Fattige, Mandag d. 23de Marts og gefalt saa overordentlig, at det atter opførtes Torsdagen derpaa, d. 26de i den sidste Abonnementsconcert. Alle har fundet det godt og erklæret det for det bedste, hvad jeg endnu har componeret. Derom mere en anden Gang, jeg skriver nu i al Korthed. Concerterne er godt endte, jeg har nu blot iovermorgen en offentlig Examen i Conservatoriet tilbage. Denne Maaned ud bliver jeg endnu i Leipzig og gjør da sandsynlig en lille 14 Dags Reise for at faa Legemet i Bevægelse, efter den meget Stillesidden. Det er ogsaa mulig, at jeg reiser directe til Kjøbenhavn, derom er jeg endnu ikke ganske enig med mig selv. Naar Fader seer Erslev, da maa Fader hilse ham mange Gange, jeg ønsker af ganske Hjerte Lykke til hans nye Foretagende. *) De Sager, som han tilsendte mig, har jeg ogsaa rigtig imodtaget og besørget efter hans Ønske til en Musikhandlers. 114„Klemm“ her i Leipzig. Vil Fader ikke forglemme at sige ham Navnet. Berggreen beder jeg iligemaaade at hilse ret meget, jeg har anbragt hans Sager paa rigtigt Sted, og med det allerførste vil jeg skrive ham selv det nærmere. Musikhandler Olsen har skrevet mig til, om at udgive et lille Stykke af salig Weyse, for Claver og Fløjte, men hvortil jeg meget fraraader ham, da han efter min Mening, hverken gjør Weyse eller sig selv, nogen Tjeneste dermed, dersom Weyse havde villet udgive det, da var det nok skeet, medens han levede. Olsen kommer rimeligviis til Leipzig i Slutningen af denne Maaned, saa at jeg selv kan tale med ham derom, dog var det mig kjært, om Fader vilde sige ham min Mening derom. Jeg sender Eduard Helsted min hjærteligste Lykønskning til hans Bryllup, maaske kommer jeg tidsnok til at overvære det. Carl Helsted har jeg mange Ting at sige, som vilde være for vidtløftig for dette slette Papir at udvikle, indtil da byder jeg ham min Hilsen!
Tag mig ikke ilde op, kjære Forældre, at jeg paabyrder Eders eller rettere mine Breve saamange udenoms Sving, men I veed nok, jeg ikke er en stærk Skriver, og desuden, nu har I jo mig snart lyslevende, saa kan vi passiare desto mere om vore Sager. Jeg venter et Brev fra Eder om, hvorledes Confirmationen løb af, samt, hvad I syntes om de Planer, jeg i sidste Brev omtalte.
Madam Nielsen, den kjære, gode Kone, hars. 115skrevet mig til, og jeg skammer mig ved at tilstaa, at jeg endnu ikke har svaret. Lad hende igjennem Høedt hilse mange, mange Gange.
Eders altid den samme hengivne
NIELS W. GADE.
Leipzigden 4de August 1846.
Kjære Forældre!
Tak for sidst! jeg sidder nu her i mine gamle Folder og er allerede, tænk bare — dybt inde i at componere. — Jeg har fundet mine Venner — det vil da sige dem, som ikke er fraværende paa Badereiser — meget vel og overrasket dem betydelig ved min Ankomst d. 1. August. Advokat Schleinitz maa jeg dog undtage, — han er desværre endnu syg og har været endnu slettere under mit Ophold i Kjøbenhavn. Overreisen hertil var meget behagelig. Jeg traf, paa Dampskibet, tre danske Professorer, Madvig, Pedersen og Bøysen. Vi gjorde sammen Reisen til Berlin, hvor vi skiltes ad, jeg reiste til Leipzig, de tre andre forblev i Berlin. Det gik de to af disse lærde Herrer ellers meget ilde paa Dampskibet, da de ikke kunde taale Søluften. Nogle Timer efter vor Afreise fra Toldboden maatte de allerede — med Respect at sige — vende deres latinske Maver og blev først Mennesker igjen, da vi kom paa Landjorden. Jeg er taget ind i dets. 116samme Logis, som jeg havde forrige Vinter, nemlig Königsstrasse Nr. 16, hvor jeg har det ret luunt i denne forfærdelige Varme, jeg boer desuden paa Solsiden. Her er for Øieblikket bestemt en halv Gang til saa varmt som hos Jer i Kjøbenhavn. Jeg kiggede næsten Øinene ud, paa Dampskibet, for at see Moder paa Langelinie, da jeg seilede afsted, men endog ved Hjelp af min Lorgnet var det mig ikke muligt at adskille Menneskene og faa Øie paa Moder.
I Conservatoriet har jeg allerede givet Timer engang i denne Uge, men mine Elever er ikke saa præcise som jeg, endeel af dem er endnu ikke komne tilbage fra deres Familier og Lystreiser.
Med Undtagelse af, at jeg næsten har det for varmt, kan jeg kun sige, at jeg har det ellers særdeles godt. Lev nu vel, kjære Forældre! og lille Marie!
Eders hengivne Søn
NIELS W. G.
Leipzigden 30te August 1846.
Kjæreste Forældre!
Det store Brev fra Hans Majestæt har jeg modtaget, det indeholdt — som I vel kan tænke — intet af Vigtighed, uden at Hans Majestæt vilde opfylde mit Ønske og have den Naade at modtages. 117Tilegnelsen. I modsat Fald (dersom det havde indeholdt noget særdeles), havde jeg naturligviis strax underrettet Eder derom. Jeg har det ganske brav, Arbeidet gaar ret flot fra Haanden.
Kongen har jo ellers aldeles skiftet Character og slaaet Donnerslag for Schleswig-Holsteinerne; hele Tydskland er i Røre i denne Anledning, fra alle Stæder afgaar Adresser til Holsteinerne, hvori de opmuntres til at forfægte deres Sag til det yderste og foreholdes dem, hvor urigtigt og uretfærdigt det vilde være, at skilles fra Tydskland; men det er ogsaa alt, ingen gjør Mine til at hjælpe dem, roser blot deres Mod; forresten kan de selv see, hvorledes de kan slaa sig igjennem; idetmindste hidindtil have Adresserne havt dette Indhold. — — — — — — — — — — — *) Mendelssohn er for Øieblikket i England, til en Musikfest; vi vente ham i Begyndelsen af September tilbage. Concerterne begynder den 4de October. „Comala“ kommer ud paa Tryk om en Maanedstid, og jeg sender da Hans Majestæt et Exemplar deraf. Skriv mig snart til; de Par Linier, Fader sendte med Brevet, har vel givet nogen Efterretning, men jeg længes dog efter at høre, hvordan I. især Moder, har det, som jeg haaber, dog godt.
Hils Marie!
Eders stedse hengivne og trofaste Søn.
8
Leipzigden 27de November 1846.
Kjære Forældre!
I maa tilgive, at jeg lader vente noget længe med Brev denne Gang; men da jeg i de sidste 14 Dage og tildeels endnu sidder til over Halsen i Concerter, Compositioner, Conservatorietimer o. s. v., har jeg været uskikket i min Fritid til at skrive, og da jeg veed, at I jo kjender mit Sindelag, samt veed, at jeg er en Nøler med Brevskrivning, har jeg altid opsat indtil nu. — Her er intet nyt passeret, den Schleswigholsteinske Spektakel har betydelig sagtnet, man taler næsten ikke mer derom. Mig selv betræffende, har jeg det særdeles fortræffeligt — med Undtagelse af en lille Forkjølelse i Form af Snue, som jeg nu, Gud ske Lov, har jaget paa Døren ved Hjelp af Anlæggelse af Galoscher. Moder kan, med Hensyn til min Paaklædning — hvad Varmheden angaar — være ganske rolig; desuden har det i de sidste 14 Dage næsten været varmt i Veiret, som i Foraarstiden.
Hvad Fader sidst skrev om „Comala“, at den endnu ikke var ankommen til Kjøbenhavn, forhørte jeg mig strax hos Härtels, som havde besørget mig Forsendingen, og de forsikrede, at det var aldeles præcist afgaaet med Posten, altsaa haaber jeg, at samme nu er i Kjøbenhavn, og beder jeg Fader være saa god at besørge det overbragt til Leiebibliotheket, som jeg den Gang skrev. Med at Fader skulde overrække Kongen det selv, er jegs. 119slet ikke enig, da det vilde faa Udseende af, at jeg ønskede noget, hvilket ikke har været min Mening. Det bedste er, at Fader henvender sig til Hr. Meidel, en god Ven af mig, som er paa Kongens Privatbibliothek og beder ham fra mig sørge for, at det bliver Hans Majestæt præsenteret, saa at han faar at see Tilegnelsen. Er det sandt, at Kronprindsen skal giftes paany med Prindsessen af Hessen? Det har nylig staaet i tydske Aviser! I Eders næste Brev beder jeg at skrive mig lidt nyt fra Kjøbenhavn, det vil da sige, ifald I selv veed noget, hvorledes det gaar hos Nielsens. Fra Eder selv lader mig høre om alt, hvorledes det gaar Eder med Handel og Vandel, med Sundhed, Humeur o. s. v. Et endnu maa jeg ikke glemme at fortælle: Det er nemlig, at min gamle Sinfonie for 14 Dage siden, for første Gang, blev opført i Berlin og har vundet Alles Bifald; den Gamle slaar sig igjennem overalt, Nu lev vel, kjære Forældre og værer ved godt Mod. Kjære Moder beder jeg skaane sig saa meget som muligt, at jeg, naar jeg kommer til Kjøbenhavn næste Sommer, kan træffe hende rask og munter, vi er jo nu snart ved Nytaar, altsaa have vi blot et Par Maaneder Vinter endnu inden den Tid.
Hils Marie!
Eders hengivne og trofaste Søn
NIELS W. GADE.
8*
Leipzigden 20de December 1846.
Kjæreste Forældre!
Af Hjertens Grund ønsker jeg Eder alle: Glædelig Juul, og isærdeleshed glædelig Anden-Juul, vor kjære Moders Fødselsdag, som hun forhaabentlig dog feirer ret velfornøiet og vel tilmode, jeg siger haaber, da jeg ret længe ikke har hørt fra Eder og af den Grund altsaa maa haabe, at alt staar vel til, og at I alle er ved Helsen og Sundhed. Jeg gratulerer min kjære Moder! af ganske Hjerte *), til hendes Fødselsdag, og ønsker hende alt godt, Sundhed. Tilfredshed, kort, alle hendes Ønskers Opfyldelse. Fader og Marie sender jeg ligerviis et dobbelt: Glædelig Juul, glædelig Fest! Hvad mig selv angaar, da haaber jeg ogsaa paa en glædelig Juul, og anden Juledag, saadan henad Aften, da kan I tro, da skal jeg drikke mig et ordentlig Glas Punsch. Først Moders Skaal, og saa Faders og Maries og saa skal det gaa lystigt med Hurrah! Hurrah! Om Formiddagen drikker jeg naturligviis Chocolade, ligesom I derhjemme, paa Geburtsdagen. Klinke kan vi jo rigtignok ikke sammen, men vi tænker, naar vi drikke: Over Land, over Sø og over mange Mile flyve nu vore Tanker og møde hinanden, ikke sandt! naar man selv vil, gives der ingen Afstand, intet Mellemrum her paa Jorden, at man jo kan trænge det sammen til intet. — Jeg har i den senere Tids. 121været ret meget beskjæftiget med forskjellige Sager; en ny Ouverture *) er nu færdig, og kommer med det første til Opførelse; en Sinfonie (Nr. 3) er halv færdig, men bliver dog næppe færdig i denne Vinter, en Operatext **) har jeg faaet, som ogsaa gaar omkring i Hovedet paa mig, og som jeg rimeligviis ogsaa begynder paa at componere, da jeg i lang Tid har arbeidet, omarbeidet, strøget ud og strøget ind paa Texten, men nu har faaet den temmelig efter mit Hoved; — som I seer, har jeg Hovedet fuldt op af mange Slags Ting. — Det værste er, at Tiden gaar mig saa rasende hurtig bort, under alt dette, ja, jeg tænker med Gru paa den næste Februar, jeg bliver da 30 Aar gammel, hu! — Mine Venner her og især Veninder, det vil sige de gifte, trænge med al Gewalt paa og vil partout, at jeg skal gjøre ligesaa, nemlig gifte mig, og det næste Aar, da det ellers (efter deres Mening) aldrig bliver noget af. — Det er meget muligt, de har Ret, at naar de tredive først er forbi, man da let staar Fare for at blive en gammel Pebersvend, som jo rigtignok ikke maa være saa morsomt endda. — Naa, kommer Tid, kommer Raad! Ja, naar jeg næste Aar kommer og besøger Jer, da seer I en gammel Cavalér paa tredive Aar for Eder, dog maa man sige, endnu med et ungdommeligt og ganske behageligt Udvortes.
Slutteligen ønsker jeg Eder endnu en Gang rets. 122glædelige Fester! og haaber snart at faa nogle Linier fra Eder!
Lev vel!
Eders hengivne og trofaste Søn
NIELS.
Her følger et Brev til Carl Helsted.
Leipzig.
Kjære Carl!
Dit Ønske er nu bragt i Opfyldelse, nemlig Din Sinfonies Opførelse i Concerterne, hvilket fandt Sted den 21de Januar 47. Hvad Udførelsen angaar, har jeg gjort mig al mulig Umage for at gjøre det saa godt, som det stod i min Magt. Foruden den foreløbige Prøve, som vi tidligere havde gjort, har jeg endnu holdt 2de Prøver, saa jeg troer, det havde gjort Dig selv Fornøielse at høre vort Orchester spille Din Sinfonie. Et Par Steder har jeg — Din Tilladelse havde jeg jo dertil — her og der udeladt 2 eller 4 Tacter — — dog naturligviis kun saadanne, som ere uvæsentlige for Sammenhængen og Fortgangen. — — — — Hvad Modtagelsen i Publicum angaar, var det en ganske god — Du veed, det Leipziger Publicum er en haard Steen at sluge. Jeg havde stillet Din Sinfonie i Begyndelsen af Concerten — som er det fordeelagtigste — for at Publicum kunde have den behørige Friskhed og Imodtagelighed. Efter Andanten og Finalen blev applauderet,s. 123og Dagbladene have ytret sig ret fordeelagtigt derom. — — — Naa, min kjære Carl, jeg gratulerer Dig, at Du har overstaaet Din første offentlige Prøve i Leipzig — — — — — — — Tag mig ikke ilde op, at jeg endnu ikke har svaret paa Dit Brev fra forrige Aar, jeg var netop da beskjæftiget med at bringe Din Sinfonie paa Tapetet og vidste ikke med Bestemthed, om den kom til Opførelse eller ei. — — — Du hilses venligst af Din
NIELS W. GADE.
Hils Eduard og alle Dine.
Leipzigden 8de Februar 1847.
Kjæreste Forældre!
Glædeligt Nytaar! Det er rigtignok lidt sent at komme med Nytaarsønsker i Begyndelsen af Februar, men I tager det vel ikke saa nøie med mig og mine Ønsker, om vi komme lidt senere, end det sig hør og bør. Altsaa, af Hjertet ønsker jeg Eder alle et ret lykkeligt nyt Aar, indtil jeg selv mundtlig kan overbringe mine Ønsker, naar jeg kommer til Kjøbenhavn. — Angaaende dette sidste — naar jeg kommer til Kjøbenhavn veed jeg endnu ikke noget bestemt, om det bliver i Foraaret eller først i Juni og Juli. Jeg havde halvt om halvt aftalt med Hartmann og Weiss, at jeg i Foraaret omtrent is. 124Begyndelsen af Majmaaned vilde foranstalte en Concert og deri opføre „Comala“, dog kan jeg endnu ikke sige noget bestemt desangaaende. Directionen for Conservatoriet har nemlig bedet mig at blive saa længe hen i Sommeren, indtil Ferien begynder, nemlig til Begyndelsen af Juni, da Mendelssohn allerede i Martsmaaned reiser til England og rimeligviis først kommer tilbage henad Efteraaret. Doger det ogsaa muligt, at det lader sig arrangere med de andre Lærere, at jeg kan reise en Maaned eller lidt længere, i Begyndelsen af Foraaret, saa at jeg omtrent i Begyndelsen af Maj kommer til Kjøbenh. — dette maa endnu staa en liden Stund uafgjort hen, men saasnart jeg har faaet denne Sag i Orden, vil jeg øieblikkelig skrive Eder til derom, da jeg ogsaa i dette Tilfælde — ifald jeg vil gjøre en Concert — nogen Tid iforveien maa igjennem Hartmann invitere Musikforeningens syngende Damer og Herrer til at synge i Chor, og lade Prøverne begynde, indtil jeg selv arriverer. Hvad jeg ellers har at fortælle Eder, er saa godt som intet. Her er aldeles intet af Vigtighed forefaldet. Hvad mig selv angaar, da har jeg sværmet dygtig omkring, paa Baller og i Selskaber og en 4 à 5 Dage som en Følge deraf været beæret med en betydelig Snue; dog denne uvelkomne Gjæst har, Gud ske Lov, alt længe fjernet sig, og jeg er igjen aldeles i mit Es. Paa Vinteren kan man ikke klage, den er vel ikke saa mild som forrige Aar, dog heller ikke værre end de sædvanlige Vintre. Jeg seer med en hemmeligs. 125Gru min detteaarige Geburtsdag imøde — hvorfor? Husk paa, at jeg nu begynder at blive en ordentlig Mand, de 30 Aar paa Bagen, da er Ynglingen allerede saa temmelig rystet ud af Ærmet. Men hvad hjelper det, jeg veed jo dog ikke noget Middel derimod, altsaa rask ind i de 30; man siger jo ogsaa. at den Tid imellem 30 og 40 Aar skal være den allerskjønneste, det er dog altid en Trøst.
Jeg haaber, at I skriver mig et lille Brev, et Geburtsdagsbrev.
Lev ret vel, kjæreste Forældre! og lad mig høre fra Eder med det første, lille Marie kunde ogsaa skrive et Par Linier i Brevet.
Eders hengivne og trofaste Søn
NIELS W. G.
Leipzigden 18de April 1847.
Kjæreste Forældre!
Jeg kommer nu ret snart til Eder; jeg benytter Ferierne i Conservatoriet til at besøge Jer. Mendelssohn reiser hele Sommeren bort, hvisaarsag Directionen har anmodet mig om at blive Sommeren i Leipzig. Ferierne begynder med Pintsen og varer hele Juni Maaned; jeg kommer da sandsynligviis Pintseaften til Kjøbenhavn ligesom sidste Aar og bliver til 1ste Juli. Concerten gaar sagtens fløitens. 126— som jeg havde isinde at give i Kjøbenhavn dette Foraar. Slutningen af Mai er ingen god Concerttid, og desuden behøvede jeg en 14 Dage til at forberede Chor og Orchester. Jeg vil da hellere see, til næste Foraar at sætte noget lignende i Værk noget tidligere paa Foraaret. — Jeg befinder mig særdeles vel og er — især i den sidste Tid — meget flittig. Vinteren vil slet ikke høre op her tillands, i Begyndelsen af April havde vi 8te Dages Sommer, men fra den Tid har det været ret koldt; — — — — her har været megen Nød blandt de fattige, — — — alle Fødevarer er meget dyre i denne Tid, og mange Gange kan de fattige for Penge ikke engang faa Brød, da Bagerne ved de høie Kornpriser sætter Penge til ved Bagningen. Moder skal derfor ikke være bange, hvad mig angaar, eller tro at see en mager Person i sin Søn, naar han kommer til Kjøbenhavn. Tvertimod befinder samme sig i høieste Velgaaende, blomstrende som en Rose, rigtignok en noget gammel Rose, som nu har floreret i 30 Aar. Jeg kan slet ikke finde mig i at være 30 Aar, det kommer mig saa løierlig for, allerede at være en saa gammel Cavalér. Naa! derved er nu intet at gjøre, altsaa Geduld! Jeg har af et Par danske, som er reist igjennem Leipzig, hørt nyt fra Kjøbenhavn, saavel om Casinoet som om Lysekronen, der faldt ned i Theatret — — samt om Jernbanen, som endnu ikke er færdig, hvilket sidste forresten har ærgret mig at høre. — De gode Kjøbenhavnere er dog ret nogle Nølepetere i alt, hvad de har for;s. 127med Undtagelse af Carstensen, som forstaar at sætte sine Sager igjennem. Stakkels Fyr! han har jo mistet sin Kone, det lader ikke til, at han har Lykke med sig i den Retning.
Jeg haaber at træffe jer alle friske og vel i Kjøbenhavn, idetmindste maa I gjøre Jer Umage for at see raske og muntre ud; naa, for Fatter frygter jeg ikke, han har altid et lunt Humeur, men min kjære Moder maa sætte et muntert Ansigt op, til jeg kommer hjem, og vænne sig til at see Verden fra en lys Side, Marie behøver man da ikke at bede længe om at lee lidt, kjender jeg hende ret. Bie bare til jeg kommer, saa skal I see. hvor jeg skal sætte Humeur i Jer allesammen, saadan en courasi Fyr har I ikke længe seet.
Nu lev vel kjære Forældre, til vi sees om nogle Uger. Lev vel Marie!
Eders trofaste og hengivne Søn
NIELS.
Leipzigden 12te Juli 1847.
Kjæreste Forældre!
Tak for sidst! Tak for al Eders Godhed og Omhu for mig. Reisen, saavel med Dampskibet som senere tillands gik overmaade heldig af og i det aller smukkeste Sommerveir, man kan ønskes. 128sig, saa at jeg i allerbedste Velgaaende ankom hertil Leipzig Løverdagmiddag. Jeg maatte strax tage fat paa Arbeidet i Conservatoriet, da en heel Deel Lærere for Øieblikket er fraværende, maa jeg ogsaa besørge deres Timer. Jeg giver om Ugen 15 Timer Information, ja, hvad synes I? Er det ikke glubsk midt i Sommerheden, men jeg kommer dog godt ud af det og befinder mig meget vel derved. Skuespiller Nielsen var en Dag her i Leipzig (paa sin Reise til Badet), og jeg viste ham naturligviis alle Herligheder i Leipzig, som jeg kunde opdrive, hvilke jo rigtignok ikke er mange, men jeg troer dog, han morede sig ganske godt, idetmindste var han meget munter og oprømt og seer overhovedet langtfra ud som en syg Mand, der reiser for sin Sundhed.
Hartmann, hans Datter *) og hans Svigermoder var her igaar, de agter at gjøre en lille Lystreise til Dresden og Omegnen og vilde endelig, at jeg skulde gjøre Touren med en 4 Dages Tid; jeg er endnu ikke bestemt, hvad jeg vil gjøre. dog troer jeg næppe, at der bliver noget af, da jeg nu saa nylig er ankommen og akkurat kommen lidt i Rolighed. Det har i disse Dage været en skrækkelig Hede her, om Middagen 28 Graders Varme, men I veed jo, at jeg holder meget af Varmen og kan godt holde den ud. Her er mange Badeindretninger: dog, jeg har endnu ikke benyttet mig deraf, da Vandet seer meget uappetitligt ud for en Kjøbenhavner, der er vant til at pladske sig i det klare Sund. Dog, jegs. 129kommer vel nok til at tage tiltakke dermed. Ellers har jeg ikke fundet noget forandret her siden min Bortreise — — — —.
Nu beder jeg Eder, kjæreste Forældre at lade mig snart høre lidt fra Jer, hvordan Moder har det? Ikkesandt, I skriver mig snart et Par Ord, hvordan det staar til. Jeg længes meget efter at vide noget om Eders Befindende. Moder kan jo selv dictere Marie og lade hende skrive, dersom Fader skulde være lidt seen med at gribe Pennen. Naa, lev nu ret vel! Kjære Forældre! Næste Brev skal I høre mere fra mig.
Eders hengivne og trofaste Søn
NIELS W. G.
Leipzigden 16de August 1847.
Kjæreste Forældre!
I har formodentligen faaet mit Brev med Erslev, naar I modtager dette. Noget synderlig nyt er ikke passeret siden den Tid, Nielsen har været her i to Dage, han lovede mig at ville gaa op til Eder og hilse fra mig, han kommer i Slutningen af Ugen. Jeg spadserede omkring med ham og førte ham i en Have, som slog ham med Forundring til en betydelig Grad, saavel i Henseende til. hvad der var i Haven, som Haven selv. Han fortæller nok derom selv, naar han besøger Eder. For et Par Dages. 130siden samledes her i Leipzig endeel fremmede Musikere, deels for at lære hinanden at kjende, deels for at tale om forskjellige musikalske Gjenstande. Jeg havde aldeles ikke lovet mig noget ud af den hele Historie, men det har dog glædet mig at lære flere nette og venlige Mennesker at kjende. Jeg vilde overtale Nielsen til at blive de to Dage over, men han var ingenlunde at bringe dertil, hvilket jeg ikke kunde fortænke ham i, da han i Berlin ventedes af en Bekjendt, som han ikke havde truffet paa Henreisen; jeg troer ellers, at det morede ham at drive omkring i Leipzig. Glem ikke at hilse ham fra mig.
Hvad mig selv angaar, da kan jeg kun, som sædvanlig, fortælle om, hvor vel jeg befinder mig; i disse Dage har jeg begyndt at bade, det har varet længe, inden jeg har kunnet beslutte mig dertil; i alle Floder er, som bekjendt, Vandet af en meget mørk og smudsig Farve. Jeg har derfor, for at vænne mig dertil, først gaaet hen og seet paa andre, som badede sig, for selv at faa Lyst dertil, og har nu selv begyndt derpaa. — — — — Det forundrer mig, at Høedts Forældre ikke har ladet ham reise med Nielsen — — — — nu lakker det mod Efteraaret, og der reiser nu ikke mange til Bad paa denne Tid af Aaret, saa at jeg frygter for, at der intet bliver af, desværre, thi jeg troer, det vilde være det eneste rigtige for Frederik at gjøre en Reise, ja, jeg troer, det er en aldeles Nødvendighed. Tal dog med de gamle Høedts og forestil dem dette;s. 131dersom der ikke kunde findes nogen, som kunde reise med ham, saa lad ham i Guds Navn reise alene, der er slet ikke nogen Fare derved nutildags. — — — — Glæd mig snart med et Par Linier. Lev vel, kjæreste Forældre! Hils Marie mange Gange!
Eders hengivne Søn
NIELS.
Glem ikke Høedts, hører I!
Leipzig, den 17de December 1847
Kjæreste Forældre!
Denne Gang har det varet noget længe med Brev fra min Side, men det lader sig undskylde, naar man veed Grunden dertil. Mendelssohns Død har I vel hørt? Vi har oplevet ret sørgelige Dage, ja Uger. Først nu begynder jeg at aande friere. Det var en skrækkelig Tid disse to Dage, hvor man ikke vidste, om han i det næste Minut var død. Det var en Onsdag Middag, da jeg pludselig hørte, at han var overordentlig betænkelig syg; allerede længere iforveien havde han af og til skrantet og ligget til Sengs, og paa eengang kom nu et Slagtilfælde over ham (Onsdagen). Hele Natten var vi vaagne — hans Venner var nemlig hos mig, da jeg boer skraas overfor — og gik afvexlende i hanss. 132Bolig for at høre, hvordan det stod til. Torsdag Morgen syntes det lidt bedre, men dog saa betænkeligt. at vi lod Concerten, som skulde finde Sted om Aftenen, afsige. Torsdag Middag aandede han kun svagt og bestandig svagere, indtil omsider imellem 9 og 10 om Aftenen Aandedrættet aldeles udeblev. Han var død!
I kan ikke tro, hvilken Deeltagelse og almindelig Sorg dette vakte i hele Byen. Vi alle kunde ikke blive fortrolig med den Tanke, at han, der for faa Dage siden levede og virkede blandt os med sin rige og levende Aand, at denne stærke Aand saa pludselig skulde og kunde bukke under for Tilintetgjørelsen. Fred med hans Støv!
Næste Søndag Eftermiddag blev hans Lig ført til Universitets-Kirken igjennem Byens Gader, fulgt af en uendelig talrig Skare Mennesker. Omkring Ligvognen gik hans herværende musikalske Venner *), dernæst kom Orchestrets Medlemmer og fremmede Musikere, som vare komne for at vise ham den sidste Ære.
Ankommen i Kirken blev Kisten stillet paa en Forhøining i Midten af Kirken, og et Chor af 400 Sangere afsang en Choral med Orgel. Imidlertid havde vi Musikere begivet os op paa Choret, hvor nu fulgte en Choral af ham selv, derpaa en Tale af en Geistlig. Choret og Orchestret foredrog nu ets. 133af de skjønneste Chor af hans „Paulus“: „See, vi priser lykkelig den, som døer i Herren“. Nu blev Velsignelsen udtalt, og Højtideligheden sluttede med et Chor af Sebastian Bachs Passionsmusik, som han (Mendelssohn) skattede uendelig højt. Om Natten blev Liget ført til Berlin og der begravet i en Familiebegravelse, hvor hans fornylig døde Søster ogsaa hviler. — Dette Dødsfald havde angrebet ham overordentlig stærkt og sandsynligviis ogsaa fremkaldt hans Sygdom. Allerede i Begyndelsen af Efteraaret, da han kom hertil fra Schweiz, talte han altid om sin Død, der vilde komme paa samme Maade som hos hans Søster.
Den næste Torsdag efter Begravelsen, blev i Concerten opført, i den første Deel, blot Compositioner af Mendelssohn, i anden Deel den heroiske Sinfonie af Beethoven. Alle var klædte i Sort, og det gjorde et overmaade veemodigt Indtryk, da hans sidste Composition blev sunget: en Sang for een Stemme, hvor Texten udtrykker en Dødsahnelse. Nu, kjære Forældre, da jeg veed, at I ogsaa ærede og elskede denne store Mand, ligesom jeg, har jeg fortalt Eder alt saa udførligt som muligt *).
9
Leipzig, den 19de December 1847.
Kjære Forældre!
Min Gratulation til Eder alle. En glædelig Juul! Held og Sundhed tilligemed alt, hvad Eder kjærest er. Min egen kjære, rare Moder bringer jeg endnu aparte: En hjertelig Lykønskning *) til Geburtsdagen. Jeg vilde have sendt Moder nogle Presenter med ovenstaaende Juletræ **), men vidste ikke ret, hvad der egentlig kunde være bedst passende, derfor sender jeg blot Juletræet og beder Moder efter Behag at pynte paa det. Dog har jeg et Par Julegaver i Baghaanden, som jeg tænker, Moder og Fader heller ikke syntes saa ilde om. Min nye Sinfonie Nr. 3 opførte jeg første Gang i Concerten den 5te December. Den har behaget til en Grad, som længe ikke er blevet noget nyt Stykke tildeel. I Generalprøverne var den halve Sal fuld af Tilhørere. og allerede her var almindelig Henrykkelse. Det udbredte sig nu, at den nye Sinfonie skulde være særdeles fortræffelig. I selve Concerten blev jeg modtaget med et længe vedholdende Applaudissement, da jeg traadte frem for at dirigere min Sinfonie, som gjentog sig efter hver Sats. Det var almindelig Ønske at høre den i den næste Concert endnu engang; det er her ikke Skik og Brug at opføre en ny Sinfonie 2 Gange i eens. 135Vinter, derfor har jeg ikke opfyldt dette Ønske. Dog har jeg lovet at opføre den i Januar Maaned i en Concert, som vor Concertsangerinde giver i Concertsalen. Jeg har vundet et nyt Slag, en ny Seier. Kjæreste Forældre, tak Gud med mig for al den Godhed, han lader mig vederfares; jeg er saa lykkelig som vistnok kun faa, og med Fortrøstning og Tillid kan jeg see Fremtiden imøde, som jeg haaber, vi tilsammen skulle vandre.
Nu har jeg en meget vigtig Sag at meddele Eder, hvorom jeg snarest mulig ønskede at vide Eders Mening. Tingen er nemlig denne: for et Par Dage siden modtog jeg et Brev fra Stockholm, hvori Baron Hamilton (Directeuren for Theatret i Stockholm) skriver, at Capelmester Berwald formedelst Alderdomssvaghed fratræder sin Tjeneste den 1ste Juli næstkommende Aar, og nu adspørger han mig, (efter at have raadført sig med Jenny Lind), om jeg vilde overtage denne Post. Gagen er 1500 preussiske Daler, dersom jeg ikke er tilfreds dermed, skal jeg sige ham mine Betingelser, altsaa, naar jeg vilde, kan jeg vel regne paa 2000 preussiske Daler, altsaa i danske Penge omtrent 2600 Rigsdaler. Hvad mener I dertil? Jeg ønskede gjerne først at høre Eders Mening derom, skriv mig altsaa strax et Par Linier. Hvad mig angaar, da er min Mening, at det vilde bringe mig for langt bort fra Tydskland, hvor jeg nu er kommen saa godt ind i det, dog hermed mener jeg ikke, at jeg for bestandig vil blive her, men at jeg, naar jeg forladers. 136Leipzig, kun gaar til Kjøbenhavn. Naa, hvem veed naar! Hvad siger I nu til alle disse Nyheder? Det er noget paa eengang det! Endnu kan jeg fortælle Eder, at Hans Majestæt Kongen af Sachsen fornylig har beæret os med sin høje Nærværelse i Concerten. Han var særdeles tilfreds og naadig. At jeg under disse Omstændigheder befinder mig vel, forstaar sig af sig selv. Lev nu vel, kjæreste Forældre!
9*
Eders Eder hengivne
og højtelskende trofaste Søn
NIELS W. G.
Lille Marie beder jeg ogsaa hilse en glædelig Juul! Skriv mig snart! Hils alle mine kjære Venner og bring dem alle [Ønsket] om en glædelig Juul fra mig. Frederik og Wiehe to Gange hver. Farvel!
Leipzig, den 28de Februar 1848.
Kjære Forældre!
Tak for Eders Brev og Gratulation. Min Geburtsdag har jeg tilbragt meget munter og lystig; om Morgenen Kl. 8 — I kan da vel begribe, at jeg endnu befandt mig i Sengen — blev jeg vækket med stort Spektakel; Døren til mit Sovekammer gik op, Dr. Härtel, hans Broder og Kistner bragte migs. 137en Morgenserenade for følgende Instrumenter: Dr. Härtel: Stor Tromme, R. Härtel: Piccolofløjte, og Kistner: Kukkuk. — Da denne skjønne Scene var forbi, blev mig feierlig overrakt en Slobrok, NB. ægte persisk, og jeg stod op af Sengen og trak i Slobrokken. Om Middagen var jeg hos Davids — og om Aftenen var jeg sammen med nogle Bekjendte og gode Venner, altsaa har jeg, som I hører, holdt et ganske lystigt Indtog i det 31te Aar. Mine Vinduer og alle Øl- og Vandglas er fulde af Blomsterbouquetter og ditto Potter med Gratulationer. Concerterne er nu snart til Ende, jeg har 4 tilbage, og er ret glad derover, da jeg har havt en stræng Vinter: det vil sige en varm Vinter; isærdeleshed gav Opførelsen af „Elias“ (et stort Oratorium af Mendelssohn) mig meget at bestille; en Mængde Prøver et Par Maaneder iforveien foruden de sædvanlige Concerter tog al min Tid i Beslag, saa at jeg næsten aldeles intet har arbeidet for mig selv. Nu gaar det til Ende, og jeg haaber i Sommeren at faa en heel Deel bestilt; jeg har faaet en Operatext *), som ikke gefaller mig saa ilde; jeg er temmelig bestemt paa at componere den. — Min nye Sinfonie blev opført for 2den Gang den 10de Januar, med samme Bifald som 1ste Gang. Sidste Torsdag den 24de Februar blev den gamle Sinfonie givet med sædvanlig Spektakel; jeg er voxet saa fast ind i de gode Leipzigeres Hjerter, at de paa ingen Maade vil tillade mig at gaa til Stockholm, hvilket jeg forrests. 138rest en ogsaa har opgivet og afslaaet (ikke af denne Grund alene), men af flere Aarsager, som jeg nærmere mundtlig vil erklære Eder. Concertdirectionen har i denne Anledning givet mig (af egen gode Villie) 200 Daler Tillæg, som jeg finder er meget kjønt gjort af den. Jeg vilde ønske, kjære Forældre, at I var nærværende, naar der spilles nogen af mine Compositioner i Concerterne for at deele min Glæde; jeg bliver altid modtaget med stærk Applaus, naar jeg træder hen for min Pult for at dirigere.
Kjære Fader! jeg beder i det næste Brev til mig at give mig nøjagtig Underretning om følgende Ting, som jeg beder, at Fader vil skaffe sig Besked om hos Weiss. Nemlig 1: Kan jeg, naar jeg kommer til Kjøbenhavn i Begyndelsen af April give en Concert? Eller forbyder Kongens Død og Sørgetiden Concerter? Eller er det maaske paa den Tid ikke fordeelagtigt? 2: Skal jeg, hvis Concerter er tilladte, iforveien lade opfordre det syngende Chorpersonale i Musikforeningen at begynde Prøver, førend jeg kommer hjem? Eller er det ikke nødvendigt? 3: Ønsker jeg selv at opføre Comala og min nye Sinfonie og beder derfor d’Herrer Hartmann og Weiss ikke at opføre samme i Musikforeningen. Kjære Fader! jeg ønskede ret snart at vide Besked om disse 3 Punkter; efter min Mening og Dømmekraft synes det mig at være en ret fordeelagtig Tid efter Sørgetiden. hvor der naturligviis hverken har fundet TheaterforesliIlinger eller andre Forlystelser Sted.
s. 139Jeg beder igjennem Høedt at hilse Nielsen mange Gange. Jeg har tilegnet ham min nye Sinfonie og sender ham i de næste Dage et Exemplar ganske varmt færdig fra Trykkeriet. Lev nu vel! kjæreste Forældre, til vi sees, altsaa forhaabentlig om 5 eller 6 Uger kommer jeg til Kjøbenhavn. Det har glædet mig uendeligt at høre, at Moder holder sig tapper og frisk.
Eders Eder hengivne Søn
NIELS.
Det var det sidste Brev fra Leipzigeropholdet; Gade ilede hjem til sit Fædreland, da det rygtedes, at Krigen mellem Danmark og Tydskland brød ud, i Hamburg saa han Befolkningen jublende hilse Insurgenternes Tropper, og dette Indtryk af Fjendtlighed, som fornyedes under Rejsen op gjennem Holsten, smertede ham saa dybt, at han i Grunden aldrig senere forvandt det.
Fra 1848 tog Gade vedvarende Bolig i Kjøbenhavn, Aaret efter blev han Medlem af Musikforeningens Administration, og 1850 overtog han Dirigentposten her, efter at Kapelmester Gläser havde taget sin Afsked. Her fandt han en Virksomhed, hvor han, som han skrev i Brevet den 19de Decbr. 1845 fra Leipzig, kunde „gavne som Musiker“. Det kgl. Theaters Kapel, der hidtil assisterede ved Musikforeningens Concerter, havde nu ikke længer Tilladelses. 140til at medvirke paa Concerter, og Gade begyndte at danne et nyt Musikforenings-Orchester. Det var uøvede og tarvelige Musikere, som han skulde indstudere Beethovens, Mendelssohns og Schumanns Værker med; men han arbejdede med hver især — tog Blæserne hjem med sig og indstuderede Stemmen med dem; tabte ikke Taalmodigheden, selv om Prøver aldeles mislykkedes paa Grund af uforudsete Omstændigheder, og kjæmpede med de forskjelligste materielle Hindringer indtil Indstuderingen naaede et saa godt Resultat, som hans musikalske Samvittighed fordrede.
Medens Gade endnu havde sin Virksomhed i Leipzig, var han under sine Feriebesøg i Kjøbenhavn bleven indført i det Hartmannske Hus. Den ældre, ansete Kunstner modtog sin unge Kollega med stor Hjærteliglied, spillede sine Kompositioner for ham, og optog ham i sin Familiekreds, hvis Livlighed og Elskværdighed var bekjendt i hele Kjøbenhavn. Efter flere Aars intime Omgang hjemførte Gade i April 1852 den ældste Datter Sophie som sin Brud.
Samme Aar blev Gade opfordret til at dirigere Gewandhausconcerterne i Leipzig for dette Aars Saison; han vilde imidlertid kun paatage sig at dirigere den sidste Halvdel, og midt i December drog Gade med sin unge Hustru til Leipzig. Fra dette Ophold existerer ingen Breve fra Gade selv, men Sophie Gade var hans „Secretair“, som hun selv kalder sig. Hun skriver ikke alene til sin Fader paa Gades Vegne, men ogsaa tydske Korrespondancers. 141maa hun føre, da hun, som hun skriver hjem, ikke kan holde ud at se disse Breve ligge ubesvarede i saa lang Tid, og Gade er meget optagen. Hendes første Brev til Faderen, dateret Leipzig den 31te December, begynder med, at hun erklærer at være „snydevred“ over endnu intet Brev at have faaet hjemmefra, dernæst beskriver hun en Aften hos Concertmester David, hvor de traf „Kong Liszt“, Joachim, Bülow og „Goethes Bettina“, som hun skriver er „grim som Natten, eller snarere som en Natugle“ og meget usand. Bülow spiller en Fantasi af Liszt over Sommernatsdrømmen, som smerter hende at høre, „lavet til med Sauce af Triller og Løb og, o ve! — Ouverturen til Tannhäuser.“ Den Gang var Wagner endnu ikke almindelig anerkjendt, ikke engang i Tydskland; en tilstedeværende Dame, en god Bekjendt af Liszt, siger nemlig med høj Stemme, da Bülow har endt: „ich finde es abscheulich. “ Saa kommer den første Gewandhausconcert, hvorom hun skriver: „Kl. 6½ var Concerten, nej, saadan som jeg morede mig. Jeg havde været paa Prøven iforgaars og var henrykt; det var heldigt for nhg, da jeg igaar havde en temmelig daarlig Plads i en Loge bag Orchestret. Der er forbeholdt mig den Plads, som Madame Mendelssohn har havt; men jeg foretrak den første Gang at sidde mellem Bekjendte. Concerten begyndte med voldsom Applaus, saasnart Gade satte Fødderne paa Skammelen. Derpaa kom Psalmen af Mendelssohn. — Chor troer jeg, vi synge hjemme ligesaa godt i det mindste.
s. 142Men Orchestret! Ja, jeg var i en Grad henrykt derover ! Det er næsten ikke muligt at begribe, at saamange Mennesker kan spille saadan sammen, man hører, at hver af dem er Musiker; de var alle lyksalige over Gade, han dirigerede ogsaa (med min Taktstok) med en Ild og et Liv, som virkede paa Alle, og Alles Glæde virkede igjen paa ham, han saae lyksalig ud og var det ogsaa, kan Du tro, han siger, han befandt sig som en Fisk, der er kommet i Vandet. — — Da vi kom hjem, laa her et meget venligt Brev til Gade fra Schumann, som fortalte os, de havde opført Frühlings-Phantasien“ i Düsseldorf, Clara Sch. har spillet, det har nok ikke været fiirkantet. — Hilsen fra Gade. — Fra Sondershausen er han til Efteraaret tilbuden en Capelmesterplads, men har afslaaet.“
Schumanns Brev er saalydende:
Düsseldorf, den 31sten December.
Lieber Gade!
Hoffentlich sind Sie jetzt in Leipzig. Wir dachten Ihrer am gestrigen Abend in Freude. Wir führten zum erstenmal die „Frühlingsphantasie“ auf. Es war, als zöge ein Blumenduft durch den Saal; es waren Alle auf das Innigste von Ihrer Musik erfaszt. Dies wollte ich Ihnen mit einigen Worten mittheilen und meine alte Zueignung von früher auf’s Neue Ihnen wieder einmal aussprechen. lch hoffe s. 143wir sehen uns bald einmal — vielleicht auf Ihrer Rückreise, die am schönsten ja über den Rhein führt, den Sie doch Ihrer jungen Frau gewisz zeigen müssen.
Manches Neue, Gröszere könnt ich auch Ihnen mittheilen. Nur im Sommer und Herbst muszte ich ruhen. Eine tiefe nervöse Angegriffenheit, in deren Geleit sich auch viele physische Leiden einstellten, hatte mich erfaszt in Folge vielleicht von zu angestrengter Arbeit der vorigen Jahre. Seit zwei Monaten kommen aber wieder die alten Kräfte zum Vorschein, und so hoffe ich bald wieder der Kunst mich hingeben zu können, die nun einmal das höchste Ziel unseres Daseins ist und bleibt. Schreiben Sie uns auch einmal, lieber Gade! Wir möchten wissen von Ihren Leben und Weben, von Ihren neuen Werken, von Ihrer Gattin, derer sich die meinige noch sehr wohl von Copenhagen erinnert. Kurz zeigen Sie uns, dasz Sie unserer noch in Freundschaft gedenken. Ich bleib’ wie immer Ihr Ihnen herzlich zugethaner
ROBERT SCHUMANN.
Wann ist der Orchesterpensionsconcert? David schrieb mir, ob ich vielleicht etwas Neues dazu schicken wollte. Ich hätte Einiges, am liebsten ein Stück mit Chor.
Vielleicht melden Sie mir darüber etwas Bestimmtes. Grüszen Sie auch David!
s. 144At Ægteparret bliver fêteret og er vel set alle Steder, fortæller Sophie Gade i et følgende Brev ; de er saameget ude i Selskaber, Concerter o. s. v., at den Aften, de kunne stjæle sig til at være hjemme, bliver det en Fest for hende „at have ham alene“, forresten giver hun et Besumée over den ikke lille Del Musik, de hører hver Dag; „Gade sidder nu og studerer Lohengrin, hvoraf skal gives noget paa en Concert.“ Den 18. Januar 1853 skriver hun: „ldag har jeg saameget morsomt at fortælle, saa jeg ikke veed, hvor jeg skal begynde, og istedet for vil jeg strax fortælle, hvad der interesserer mig mest, nemlig at „Frühlings Phantasien“ blev opført igaar og blev optaget med den mest stormende Jubel. Under og efter de to første Stykker var der saa stille i Salen, at man kunde have hørt en Fjer falde, det var, som Folk holdt Aanden, som de anede, at der kom Noget, hvor de maatte bryde ud. Da det sidste Stykke var ude, eller egentlig henimod Slutningen, kan Du begribe, at jeg sad som paa Gløder med bankende Hjerte; men tænk Dig min Lyksalighed, da ved den sidste Tones Slutning hele Huset bryder ud i Klap og Bravoraab, det var, som om det kom fra Dybet af deres Hjerter, som om de ikke kunde lade være. Gade, som endnu stod paa Skammelen, bukkede og bukkede, men der var ingen Ende paa det, kan Du saa see ham slaa med Haanden, som om han vilde sige: „naa, naa! gjør dog ikke saadant et Spektakel for det lille Stykke?“ Men saa blev det rent galt, en, to, tre Gange maatte han frem; s. 145at jeg var nær ved at springe ud af Logen, kan Du begribe, endelig fik han Lov at vende sig om og see op til mig, og saa kyssede jeg jo rigtignok paa Fingeren, jeg kunde ikke lade være.“ Den 27. Januar opføres Symphoni Nr. 4 i B-Dur „af en vis Gade. . Samme Mand skulde egentlig betale Skat til Stadens Herrer for af erstatte dem de Handsker, der for hans Skyld gaa i Løbet; Du begriber altsaa, at der klappedes dygtigt, tænk Dig, Scherzoen da capo, hvad synes Du? Damerne i min Loge sagde: „Naa, det kan man høre, er deres eget Barn.“ Om jeg er glad! og om han smilede over hele Ansigtet, behøver jeg jo ikke at sige.― ― ― ― Idag er her et Kjørind som i „den nye Barseistue“, imorges sendte en Mand en Opera, som han ønskede componeret, han kaldte den „Dornröschen“ „ Concert-Operette“ — den sendtes med Protest tilbage, op ad Dagen sendte en anden „Verehrer“ et Hæfte Digte og ønskede at lokke nogle Sange ud af Brystet paa Gade. To unge Musikere har været her med deres Arbeider, til stor Ærgrelse for mig, som enten maa sidde ude hos Pigen, eller sidde inde og høre, at der er mange, mange gale Ting i, hvilket er meget flaut, baade for Delinquenten og mig. — Hundekoldt er det! vor kjønne Stue er temmelig stor, ingen dobbelte Vinduer, hvide Gardiner og ikke Tæppe over hele Gulvet.“
„Leipzig, d. 21. Februar. Vi har spist hos Moscheles, indbuden paa Kløser, Gades Livret, hvoraf der var i alle Genre, jeg kan ikke sige, at jeg sværmer s. 146videre derfor. I Eftermiddag har vi været med Schleinitz i Kane til Kannewitz, en lille Landsby ½ Mil herfra, det var ikke synderlig koldt, men en afskyelig stikkende Nordvestvind, som vist desværre bringer mere Snee. — — — Men det er sandt, Academiets Concert og Bal skulde Du jo vide noget om. Her er en meget stor Bygning, „Concert Halle“, hvori der blandt andre Boutiker, Restaurationer og deslige ogsaa er en meget stor Concertsal, jeg tror, den er ligesaa stor som store Casino, men i Firkant, med Galleri, aabne Kabinetter med Søiletag, en Bække Søiler langs Væggen, der udgjøre ligesaa mange Huller, Du kan altsaa begribe, at Musik tager sig godt ud (!), man kunde ligesaa gjerne spille i en Stald, og det vilde maaske endda være bedre. Concerten bestod af nogle firstemmige Sange af Richter, Hauptmann, Taubert og Mendelssohn for stort Chor af blandede Stemmer, det lød ret kjønt, men meget svagt. Derpaa spillede David, Dreyschock, Gade og Bietz, Haydns Variationer over „Gott erhallte“ saa mageløs deiligt; havde det været i Gewandhaus-Salen, havde det været aldeles komplet, men her lød selv det svagt, men dog rent, fordi hvert enkelt Instrument spiller næsten alene, saa man fik ikke alle disse forskjellige Lyde fra alle Verdens Kanter. Derpaa kom „Frühlings Phantasien“, men tænk Dig den opført i Frue Kirke, saa har Du en Idee om, hvormeget den forslog, og kan Du saa tænke Dig min dødelige Skræk, da i den første Sats Klarinetten glemmer at falde ind med Themaet? Det s. 147var et Øieblik lig det i Comala med den falske Fløite — Liv eller Død! Til Lykke staar det som Replik med smaa Noder i Violinstemmen, og til Lykke havde David Aandsnærværelse nok til at spille det, hvorved han reddede Alt, ellers var det Hele væ ret. Confus, angst eller jeg veed ikke af hvad Grund, sætter derpaa Frk. F., der sang Sopranstemmen, ½ Takt for tidlig ind i andet Vers, men mærkede det strax, saa hun holdt Tonen, indtil det var Tid at gaa videre. Anden Sats lød kjønnest, den forslog bedst; i tredie Sats blev Pizzicatostederne temmelig borte i det uendelige Rum; men Folk var dog fornøiede med det Hele.
Den 22. Idag er det Gades Fødselsdag, jeg har toræret ham Tøfler, Sokker og Slikke-Cliocolade, som han har faaet en Passion for — — — — —.
Den 23. Vi havde en ret lystig Dag igaar. Til Middag spiste vi hos Schleinitz, og efter Bordet kjørte vi i Slæde til Kannewitz og drak Caffe. Om Aftenen havde jeg overrasket Gade med at invitere nogle gode Venner, Davids, Dreyschocks, Schuncks, Mad. Seeburg og hendes Søster og Schleinitz, og begge Concertmestrene havde hjulpet mig at sætte en Quintet paa Benene, som ulykkeligvis gik i Hundene, fordi vor Violinist, Grützmacher, spillede i „Euterpe“ og kom for sent derfra. I Hotellet havde jeg bestilt alt nok saa pænt med Salater og koldt Bord, og ladet dem dække Bordet i en anden Stue, saa Gade aldeles overraskedes, da jeg førte Selskabet ud af vore Værelser og ind til et fint dækket s. 148Bord. Tonen var meget munter og gemytlig, og hvad der var det vigtigste. Gade meget fornøiet med alle mine Overraskelser.― ― ―I denne Uge er en „Busztag“, hvorfor der ingen Concert er, det var ellers morsomt, om der havde været Concert paa samme Dag, som Du har Din hjemme. Fra Gade skal jeg hilse mange, mange Gange, han befinder sig, trods sin høie Alder (36), særdeles godt.“
„4. Marts― ― ― Gade morer sig meget over Din Iver i Tjenesten, men det gjør mig ondt at sige, at han ikke har rørt „Elverskud“, har stadig saameget for, saa der ikke kan være Tanke om at tage fat paa et større Arbeide, han har lavet lidt paa de tyrkiske Sange*) og komponeret 5 firstemmige Mandssange, det er det eneste, han har bestilt, og det har han formelig maattet snige sig til. Concerten igaar bestod af Nr. 1 Ouverture af Mendelssohn, „Meeresstille“. Nr. 2 Arie af Händels „Messias“. Nr. 3 Phantasi for Clarinet al B., tuttet af Landgraff fra Orchestret. Nr. 4 Scene og Arie af Mercadante. — Anden Del bestod af en vis Symphoni i D-Moll ɔ: Nr. 5 af en vis Hr. Gade. Du kan tro, at Folk gjorde store Øine, der stod nemlig ikke paa Placaten om Claver. I den første Sats var de endnu lidt confuse i Hovedet, den anden derimod gjorde megen Virkning, saa fik de da Øinene op for, at det dog nok kunde gaa an, og var meget fornøiede. Jeg kjender ikke noget saa morsomt, som naar der bliver klappet af Gade, at *) Bilder des Orients.
s. 149see ham hilse, det er en af mine største Fornøielser, han nikker saadan ganske gemytlig fra Skammelen, en, to, tre Gange, saa Hanekammen slaar mod Pulten. — —“
„Leipzig, d. 10. Marts. Kjære Fader! Jeg maa fortælle Dig, at jeg har faaet et Embede herovre, jeg er nemlig ansat som Privat-Secretair hos Hr. Capelmeister Gade, som faar saa mange Breve, som der maa svares paa, og da han er det rædsomste Menneske ti! at faa til at skrive, har jeg paataget mig heller end at plage ham, al afgjøre det selv. Jeg skriver altsaa med rask, flot Haand: „Geehrter Hrr.!“ og aldeles i Forretningsstil, saa sætter han sit Navn under, og det gaar meget rask; paa den Maade har jeg skrevet til Digtere, der vil componeres, Musikdirecteurer, der vil kjende Aanden i Compositioner o. s. v. Hele denne lange Fortale skal betyde, at jeg og ikke Gade selv, takker Dig tor Dit Brev: Prøve af Secretairens talentfulde Frembringelser: Kjære Ven og Svigerfader! Jegtakker Dem ret hjerteligt for Deres venlige Lykønskning. Da min kjære Kone skriver alt, hvad der er at skrive om, veed jeg ikke mere at sige, end at det glæder mig, at De befinder Dem saa vel i Deres store Travlhed. Med venlig Hilsen til Alle,
Deres NIELS W. GADE *)
(For at ligne det øvrige, maa jeg mishandle min Haandskrift.)“
10
s. 150Sophie skriver i Lystighed underneden: „Og jeg, som gjør mig den største Umage for at ligne hans Klo.“
I samme Brev fortæller hun om en Concert i Paulinersangforeningen, hvor der optraadte en Sanger, som hun erklærer for at være „en Skabhals, der stod med rystende Nodeblad og sang med rystende Tenor“ — og hun ærgrer sig over Leipzigerne, „der klappede tyndt og koldt af Beethovens Ouverture og Mendelssohns Symphoni“, og saa blev begeistrede over „Skabhalsen“, endskjøndt „Gud skal vide, de høre Musik nok, til at de maa være dannede! Efter Concerten var vi hos Directeur Seyffert, hvor vi efter Bordet blev saa lystige, at vi begyndte at danse, og tænk Dig, Gade dansede Française med, de liar en Tour, hvor Herrerne skiftevis valtser med alle Damerne, jeg var nær ved at lee mig ihjel, over at see Gade styrte Gulvet rundt med alle Damerne den ene efter den anden, uafbrudt ; det var heldigvis Galop, som han kan meget ordentligt.“
Sidst i Marts vendte Ægteparret tilbage til Danmark, og Gade overtog paany sin Virksomhed som Dirigent i Musikforeningen. Han arbejdede samtidig paa nye Kompositioner og lagde sidste Haand paa „Elverskud“, som i længere Tid havde henligget ufuldendt. Det var særlig Emil Erslev, som tilskyndede ham til at fuldføre dette Værk, og det er i den Anledning tilegnet ham.
Efter sin Hjemkomst fra Leipzig 1848 havde Gade sluttet sig nærmere til Emil Erslev og kom s. 151efter dennes Giftermaal som jævnlig Gjæst i lians Hus. Erslevs Steddatter, Mathilde Stæger, spillede Klaver, og Gade tilegnede hende 1854 Klaverstykkerne „Arabesker“; efter sit Bryllup med Sophie Hartmann bragte Gade sin Hustru til Erslevs, og et varmt Venskab knyttede de to Familier sammen.
Kun to Aar efter Reisen til Leipzig, i Juni Maaned 1855, døde Sophie Gade, efter at have født Tvillinger, en Dreng og en Pige.
I sin dybe Sorg over dette uventede Slag søgte Gade blandt andet Trøst og Adspredelse i Homers Heltedigte. Af Kompositioner har han i 1855, efter sin Hustrus Død, kun skrevet en Kirkeane.
1856 foretog han en lille Rejse, i Forening med Wiehe, til Berlin og Leipzig; han vilde fra først af have fulgt med Wiehe til Wien, hvor denne søgte Ansættelse ved Burgtheatret, men forandrede sin Plan og vendte snart og alene hjem igjen.
I November 1857 ægtede Gade Mathilde Stæger.
Da han første Gang saa sin anden Hustru, var hun 6 Aar og han selv 22 Aar gammel, og nogle Aar senere skulde han ved en Fest hos sin Ven, Emil Erslevs Forældre, se to Smaapiger, hvis Hoveder han venlig klappede under Samtale med deres respektive Mødre. Den ene var Sophie Hartmann, den anden Mathilde Stæger.
1858 blev Gade ansat som Organist ved Holmens Kirke.
1862 foretog han en Lysttur til Paris med Emil s. 152Erslev; paa Veien hertil opholdt han sig i Cøln, hvor han var indbud en til en Musikfest. Af Breve fra denne Beise meddeles følgende til hans Hustru:
10*
Søndag Aften Cøln.
Nu er jeg da kommen til Cøln. og til rette Tid, jeg havde Forlængsel efter at skrive Dig til igaaraftes i Hannover, men nu skal Du høre, hvorfor jeg ikke kom dertil. Altsaa, jeg reiste fra Hamborg Lørdag Morgen, kom over Harburg og til Hannover ½ 4. Jeg tog strax ind i Hotellet ved Jernbanen, da jeg vilde reise samme Aften til Cøln. Da jeg ikke havde nydt noget hele Formiddagen, gik jeg ned i Spisesalen, for at indtage en god Middagsmad. Jeg kom til at sidde ved Siden at en Herre, som talte med nogle Damer paa den anden Side af Bordet. I Samtalens Løb spurgte jeg ham, om der var Theater i Aften, han svarede nei, men De maa gaa hen i Concerten, som anføres af Joachim. Jeg blev glad, da jeg hørte, at han var i Byen. Derpaa spurgte jeg ham, om han vidste noget om Concertens Indhold. Der vil blive givet en Sinfonie af Mozart, Brødrene Holmes spiller, og saa er der et Stykke, som hedder — ja, jeg kan ikke huske — jeg tror, det er Frühlingswehen eller saadant noget, det er eomponeret af en svensk. Jeg havde nu den Frækhed at spørge, om det skulde s. 153være kjønt, hvortil han svarede, at han havde hørt ja!, derpaa vendte han sig til Damerne ligeoverfor og spurgte, (da den ene var en Sangerinde, som sang i Concerten), hvad Componisten hed, og om det var smukt. .Ja, svarede hun, det er meget smukt, det er af Gade. At jeg morede mig kosteligt ved at sidde incognito, kan Du tænke Dig. Efter at have spist, gik jeg hen til Joachim, han spillede paa sin Violin, jeg gik fremmed ind i Stuen; — da han saae mig, studsede han, holdt inde med Spillet, og gjorde et Spring i Luften, was! was! Gade, Sie sind hier! nein dasz ist zu hübsch, nein, nein, dasz ist lustig! Nu talte vi sammen, og han sagde mig da, hvad jeg vidste, at Frühlingsphantasien skulde gives om Aftenen. Saa kom Brahms til. Joachim tørte ham lien til mig og sagde: hvem er det? Han saae paa mig, men Joachim sagde: Gade, Du! — Was, Gade hier! Naa saadan gik det.videre, og det var uhyre morsomt; vi kjørte Kl. 7 til Concerten, som var i en smuk Sal i Theatret, et udmærket Orchester og Kongen tilstede. „Fantasien“ begyndte 2den Afdeling, den gik meget godt og blev dygtigt applauderet: imidlertid kom jeg i Bekjendtskab med flere yngre Musikere. Efter Concerten gik vi hjem til Joachim med Brahms, Capelmester Scholz og Frue samt flere.― ― ―Vi spiste til Aften og nu kneb det, thi de stormede alle ind paa mig, at jeg maatte blive til Søndagmiddag, der skulde spilles Quartet o. s. v. Men da jeg havde bestemt at reise Lørdag Nat Kl. 2, for at være i Cøln Søndag s. 154Kl. 8, blev jeg ved min Bestemmelse. Altsaa imorges kom jeg til Cøln, hvor Hiller modtog mig paa Jernbanen. — — Kl. 111 /2 gik jeg til Hiller, hvor der var en stor Samling af Herrer og Damer, Hiller spillede mine-Novelletter med en udmærket spansk Violinist, som spiller imorgen i Concerten, og en god Cellist. Folkefærdet var naturligviis henrykt over Musiken — — —. Imorgen Kl. 6 holdes Prøve, og derpaa er jeg indbuden af den store „Männergesangverein“ at være med ved et Gilde om Aftenen. Tirsdag Orchesterprøve om Morgenen, der gives af mig „Frühlingsbotschaft“, Ouverture og Sinfonie i B-Dur. — Onsdagmorgen agter jeg tilligemed Din Fader at reise til Paris, Hurra!- - -
CølnTirsdag Aften. Kl. 2.
Concerten er nu forbi, glimrende Udfald! modtaget med stormende Applaus og Touche af Orchestret, ligeledes Slutning med stormende Applaus, Trompeter og Pauker. — Jeg bor i det fineste Hotel, *) paa første Sal, med Balcon, Silkestole og Tapeter, Naalepude til Sengetæppe, d. v. s. saadan en fin een, ovenpaa Sengen, som Prindser og Grever har. Mandag Middag var jeg hos Schnitzler, ens. 155prægtig Fyr — — — Kl. 6 var Prøve, jeg blev modtaget af Orchestret med Fanfare, derpaa prøvede vi Sinfonie og Ouverture, .saa kom Choret, som er ganske fortræffeligt, isærdeleshed Sopranerne. Det var mig en stor Fornøjelse at holde denne Prøve. Kl. 9 samme Aften var jeg inviteret til „Männergesangverein“, hvor de sang nogle af mine Sange, ganske fortræffeligt. Skaaler og „Hoch“ blev udbragte for mig i Mængde. — Tirsdag kl:. 9 var Orchesterprøve, derpaa gik jeg, efter at have mødt Din Fader, til Hiller til Middag, hvor Mad. Schumann var kommen fra Düsseldorf, for at overvære Concerten, og fra hvem jeg skal hilse Dig mange Gange. Concerten begyndte Kl. 6½, Ouverture til Figaro, Arie, sunget af Frk. Rohn, Concert af Mendelssohn, spillet af Mr. Monasteris, Frühlingsbotschaft, Ouverture til Michel Angelo. Anden Deel Sinfonie i B-Dur af N. W. G. som blev applauderet og fanfareret ganske særdeles. Jeg blev, som sagt, modtaget med gewaltig Spektakel, hver Sats applauderet. Efter Concerten var vi sammen i en Sal i „Gürzenich“ omtrent 50 Personer. Der blev spist og drukket, Din Fader var ogsaa med paa Gildet. Hiller udbragte min Skaal paa en meget smuk Maade. Din Fader saae til mig, med en bekymret Mine, hvorledes jeg vel vilde komme fra det med at svare herpaa, men jeg saGde ham: vær rolig, jeg skal nok klare det, og jeg klarede mig, tror jeg, udmærket godt — paa tydsk er det mig meget lettere, end paa vort eget Sprog — til stor Jubel s. 156for de Tilstedeværende. Kl. 2 skiltes vi ad, og nu sidder jeg her, med en slet Pen og skriver til Dig, min søde Kone, i al Fart; thi jeg skal endnu pakke ind, da det imorgen tidlig gaar afsted til Paris. Jeg kan derfor kun i Korthed fortælle Dig, hvad der er hændet mig i disse Par Dage. Du kan tro, jeg er bleven feteret og hædret ganske overordentlig, det glæder mig, at Din Fader var tilstede iaften, jeg tror, han morede sig godt derved. Kys nu Tutterne begge to; *) jeg synes selv, jeg er en Fandens Karl —. Nu Farvel! min søde Kone, Din Skaal blev ogsaa drukken, og det var den, der ikke mindst glædede mig, Musikhandlerne storme ind paa mig, og vil have noget, dog Du, min kjære Mathilde, Du faar det altsammen.― ― ― ― ― ―
Nu ere vi da i Paris, hvor vi ankom Onsdagaften Kl. 9 og kjørte til Hotel des Tuilleries i Gaden St. Honoré. Navnet lyder udmærket godt, men det er ellers ikke af de propreste Hoteller; idag have vi faaet 2 Værelser i 3die Etage, som er ret taalelige; — især for mig, som kom fra det elegante Vittoria Hotel, med Silke og Fløjlsstole, var det jo s. 157temmelig nedslaaende, at krybe i en simpel Topseng af et tarveligt Udseende; forresten er her da nok saa temmelig reenligt, det vil sige, saa reenligt, som man i Paris kan vente at faa det i et Hotel af 2den Rang. Efter Ankomsten iaftes, gik vi strax ned paa Boulevarden, og endskjønt det regnede lidt, drev vi endeel omkring, gik ind paa en Caffé, hvor vi nød noget Mad og Drikke. Vi sov godt, jeg sov saa godt, at jeg imorges først maatte huske, at jeg jo var i Paris. Kl. 9 nød vi vor meget gode Caffe, gik derpaa ud, besaae det prægtige Louvre, el i Sandhed kongeligt Slot, og var baade i Skulptur og Malerisamlingen― ― derpaa gik vi ned paa Place de la Concorde, som er overordentlig med sin Obelisk — Paris er fuldkommen saa stor, som jeg har tænkt mig den. ― ― ― I Madeleine Kirken var vi inde, derpaa i en Caffé, hvor vi nød vor Frokost Kl. 12, og hvor jeg skrev Brev, for at afsige en Indbydelse fra Bremen, om at komme derhen og dirigere en Concert. Da det vedblev at regne, leiede vi en Vogn og kjørte i to Timer omkring hele Boulevarden igjennem — - - o. s. v. Vi spiste til Middag i en Restauration i P. Royal og fik meget god Mad for vore 2 Fr.; efter at have drukket Caffe gik vi i Théâtre Français og saae: »Un feu au couvent“, hvori Bressant og Fleury spillede ypperlig, omendskjønt jeg ikke forstod meget af det. Derefter gik vi i den italienske Opera og saae 1ste og noget af 2den Akt af Barberen. Mario og Alboni sang deri, men han har ikke meget s. 158Stemme, og hun er en lille tyk gammel En, Resten var ikke synderlig bevendt. Derefter gik vi til P. Royal og nød et Glas Bayersk Øl, og nu sidder jeg i Hotellet og skriver til min elskede Kone, som jeg længes uhyre meget efter. Jeg bliver her ikke længere end 4 Uger, endskjøndt Pengene nok vilde strække længere til; det kan jeg godt mærke. Og mine søde Glutte hoster endnu- - - Her*) er en fransk Soldat til Felix og en Vouvou til Axel. Levvel, allesammen. — —
ParisMandag Aften. 4 Februar 62.
Tak for Dit Brev, og faar jeg saa snart et igjen. — — — — Igaar (Søndag) Formiddag var vi først i St. Eustache, en stor og smuk Kirke med et deiligt Orgel. Der var Gudstjeneste, og isærdeleshed interesserede det mig at see endeel Nonner, omtrent vel 50, i deres hvide Slør og smukke, hvide Dragter, med hvide, lange, tændte Voxlys i Hænderne, at sidde andægtige og høre til og følge med i deres Bønnebøger. Det var vistnok Novicer, thi de vare alle unge, nogle endogsaa, saavidt man kunde skjønne gjennem Sløret, ganske smukke. — Derefter kjørte vi til Cirque Impériale, hvor der *) I Brevet var disse tegnede.
s. 159var en Concert, bestaaende af classiske Sager. Men der var saa overfyldt med Mennesker, at det ikke var muligt at faa en Staa- endsige Siddeplads. Jeg vendte strax om og gik, de andre *) holdt dog en Ouverture ud, men saa havde de ogsaa nok. Disse Concerter skulle ellers være meget gode, de dirigeres af Pasdeloupe. — — — — Efter endt Middag gik vi i den store Opera og saae to Akter af Wilhelm Tell. Det var meget storartet hvad Chormasserne, Statister og Corps de Ballet angik, men Sangerne brølede og tremulerede — —. Jeg blev baade søvnig og træt af denne Forestilling, og vi gik derfor hjem og lagde os. Idag (Mandag) begyndte vi med at gaa hver sin Vei. Jeg gik ind i Madeleine Kirken og saae lidt til. Derfra til Musikhandler Flaxland, som viste mig Titelbladet til mine Aquareller, som han ganske gemytlig fortalte, at han trykkede og udgav; han havde forleden Aften inviteret mig til at tilbringe Aftenen hos sig med Wagner, men jeg vilde i Theatret, og derfor gik jeg ikke derhen. Forresten har han lovet at skaffe mig Billet til Conservatoriets Concert paa Søndag. Vi kjørte nu hen til Invalide Kirken (hvor vi igaar hørte lidt af Militær Messen) og saae det pragtfulde og store Capel, hvor Napoleon I.s Grav er. Det er noget af det mest storartede, jeg har seet i Paris - - -. Derfra til Ecole des beaux arts, hvor vi saae det deilige Maleri af Delaroche - - og mange s. 160andre prægtige Billeder og Skulplurarbeider. Trætte som vi vare. gik vi nu til Moreau og spiste til Middag. De andre gik i Operaen, for at see en stor Ballet, L'étoile de Messène, men jeg havde ikke Lyst dertil og drev derfor Boulevarden op og ned, og saae paa, hvad der var opstillet i Vinduerne. Derom gjør man sig intet Begreb, den Masse Lys, som bølger ud fra alle disse Boutikker og kaster sit blændende Skin paa de udstillede Sager, og saa den Smag og Opfindelse, hvormed de er opstillede, det er et overordentlig prægtigt Skue, den ene Boutik vil naturligviis tiltrække sig Opmærksomheden fremfor den anden. — Og saa den ene Omnibus efter den anden, »ende forbi mellem Drosker, Kareter og Lastvogne, saa at man maa passe sit Snit, for at komme over Gaden, mellem de fremog tilbagekjørende Vogne. Nu er jeg hjemme og venter paa Din Fader. Det er een af mine Fornøjelser i Paris at skrive - ja, men til hvem? Til Mathilde! Ja, nu bliver Du bestemt glad. naar Du seer, at Du hører til en af Paris’s Fornøjelser!
Parisd. 8de Februar. Lørdag.
- - - - Dit Spørgsmaal om Fransken, kan jeg kun besvare med. at jeg meget godt kan tale s. 161og forstaa f. Ex. Garçonen. ligeledes kan jeg i Boutikkerne kjøbe og paa Gaderne spørge mig for, men en ordentlig længere Samtale kan jeg slet ikke indlade mig paa. - - - Jeg har opsøgt en fransk Musiker, Gouvy (som taler tydsk) en meget net Fyr, hvor jeg har været denne Formiddag. Derfra tog jeg Mod til mig og gik til Berlioz, men han var sorti, jeg aflagde mit Kort og gik hjem, for at nyde dit Brev, ret for mig selv. — — — — — — Jeg morer mig godt, rigtig godt i Paris, især i Louvre og i Théâtre Français og Gymnase, men, jeg morer mig ligesaagodt, nej 100000 Gange mere med Dine Breve i Hænderne. — — — Du maa da heller ikke tro, at jeg har Hjemvee i den Forstand, at jeg blot længes efter at komme tilbage, nei, jeg finder mig ypperlig tilpas, og naar jeg gaar og seer noget smukt, saa tænker jeg med rigtig Glæde paa dig — — — — —. Jeg skal iaften i Théâtre Français og see ,,Les effrontés“ af Augier, hvor alle de bedste Skuespillere ere. Jeg har kjøbt og læst Stykket, saa jeg haaber at have Fornøjelse deraf. Imorgen Søndag, skal jeg i Conservatoriets Concert og til Middag Kl. 7 hos Grev Moltke. Jeg reiser rimeligvis næste Onsdag eller Torsdag- -
Paris, 10de Februar 1862, Mandag Aften.
Lørdag Aften veed Du jo, at jeg var henne i Th. Français og saae „Les effrontés“, som blev udmærket godt spillet af Samson, Provost, Got, Regnier samt Mad. Plessy, jeg morede mig altsaa godt. Søndag Formiddag var jeg med Flaxland i Conservatoriets Concert, og du kan tro, at Orchestret spillede ypperligt. — 20 Violiner pmo af de allerbedste i Paris, jo det lød af noget, Ouv. til Fidelio, Benedictus af Beethoven, Sinf. af Mozart, Esdur, Scener af Iphigenia paa Tauris og Jubel Ouv. af Weber. Det var uden Sammenligning det bedste af Musik, jeg har hørt i Paris. Efter Concerten drev jeg om med Gouvy, som med Djævels Vold og Magt vil have, at jeg skal besøge alle Musikere og vil have, at jeg skal lade noget opføre. Jeg tror virkelig, at jeg uden Vanskelighed i Pasdeloupes Concerter, kunde faa en Sinf. opført, men hvad gavner det mig? Nei, jeg vil komme her igjen, om et Par Aar, jeg vil imidlertid lære ordentlig fransk, thi den Smule, jeg kan, er aldeles utilstrækkeligt. — — Mandag gik jeg til Gouvy, vi spillede 4hændig sammen, spiste til Middag sammen, og derfra førte han mig til Musikhandler Richault, som jeg hilste paa, og som bad om han maatte offerere mig nogle af mine Sager, som han havde trykt, nemlig Violinsonaterne og nogle Claversager, samt et Par Sinfonder s. 163- - - - - - - -; jeg tror, at jeg kan componere en heel Deel, naar jeg kommer hjem, jeg er bleven oplivet og opvarmet ved at føle saa stærk Længsel efter Dig. — — — — - - Skriv ikke mere til Paris, jeg reiser om et Par Dage. — — Hils mine Forældre. — — — —
Cøln. Torsdag Aften.
Jeg har jo, rigtignok imod Dine Ønsker, forladt Paris, men jeg kan forsikre Dig, at jeg, om jegblev 14 Dage endnu, dog ikke kunde have synderlig Gavn deraf. Jeg er desuden træt, af at see og høre, som Du vel kan begribe, efter at have læst mine Breve, som jeg, med Vilie, har skrevet saa udførligt, for at Du skulde vide ret Besked, med hvad jeg foretog mig. Endnu de 2 sidste Dage i Paris, har jeg seet meget, Palais Luxembourg med deilige Malerier af Horace Vernet og andre Nulevende, Panthéon, St. Sulpice, St. Germain de Près og om Aftenen været i Theatret og seet noget af Regimentets Datter og Klerkevænget, Imorges tog jeg med Jernbanen Kl. 7. — — — — — — — Og saa med hvert Skridt fremad, stærkere og stærkere Utaalmodighed, ja Du kjender jo nok min Utaalmodighed?- - - - - - s. 164saa kommer den deilige Paasketid, og saa kommer Pind sen og Foraaret med de søde Blomster og Solskin og Varme. — — — —
Harburg, 17de Februar 1862.
Jeg blev i Cøln om Fredagen, spiste til Middag hos Schnitzler og var om Aftenen sammen med nogle unge Musikere i Hotel Disch, hvor jeg boede. Om Morgenen efter, reiste jeg til Hannover — jeg havde nemlig lovet Joachim at blive en Dag paa Hjemveien - hvor jeg kom ved Middagstid. Jeg gik strax til Joachim, og vi spillede om Aftenen med Brahms, et Par af denne sidste, componerede Claverquartetter, hvoraf den ene var udmærket smuk. Igaar Søndag Formiddag spilledes Quartet hos Joachim, hvor vi ogsaa spillede min Quintet, som jeg selv syntes ganske godt om, derefter spistes til Middag, og om Aftenen var jeg i det smukke Theater og saa Fiesco. Saa, saa!- - -
I Sommeren 1862 døde Kapelmester Gläser, og Gade blev opfordret til at overtage Kapelmesterembedet ved det kongelige Theater; men efter et s. 165Par Maaneders Prøve, som anstrængte ham baade legemligt og aandeligt opgav han denne Virksomhed. De mange Pligter ved Theatertjenesten forekom ham at tage formeget af hans Tid, og desuden var det umuligt for hans musikalske Samvittighed, i Længden at finde sig i, at den fine Udarbejdelse, han krævede ved Indstuderingen, ikke kunde vedligeholdes ved de fortsatte Forestillinger.
1864 komponerede han sin 7de Symphoni, og i Anledning af denne Komposition skrev han om Efteraaret følgende lille Brev til sin Svigerinde:
Kjære Svigerinde!
Da jeg veed, at det interesserer Dig at vide, hvad min Musa foretager sig, skal jeg fortælle Dig, at hun i Sommer har skjænket mig en Sinfonie, — og hvad der er glædeligt: en frisk og kjæk Sinfonie. Den handler rigtignok hverken om Krigs- eller Fredshistorier, og endnu mindre om Politik, men jeg er overbevist om, at den alligevel vil interessere Dig at høre. — Kom saa til Juul! den deilige, hele Verdens Juul, at vi alle kan glæde os med alle !
Eder alle en kjærlig Hilsen fra
NIELS W. GADE.
11
s. 1661867 stiftedes Kjøbenhavns Musikconservatorium og til dets Bestyrere var, efter Stifterens testamentariske Ønske, Professorerne Hartmann og Gade samt Kapelmester Paulli udsete.
Fra sin Lærervirksomhed ved Conservatoriet i Leipzig, havde Gade modtaget et Indtryk af, at en saadan Institutions Nytte ikke altid opvejer dens Skyggesider, navnlig naar Elevantallet maatte blive meget stort, thi da vilde Lærerne uvilkaarlig fremdrage de udmærket begavede paa de mange mindre begavede Elevers Bekostning, og dette frygtede han, vilde give Anledning til en, ikke gavnlig, musikalsk Halvdannelse.
Imidlertid var han nu af Omstændighederne tvungen til at overtage denne Post, og med den ham egne Iver tog han fat paa sin nye Gjerning. Skjøndt det pinte og plagede ham at beskjæftige sig med praktiske Forretninger, — alt sligt havde han i huslige Forhold overladt til sine Nærmeste, - satte han sig nu ind i alt, Skolen vedrørende, og med hvor megen Omhu, han arbejdede for denne Sag, derom vidner de mange Udkast og Beregninger, der fandtes blandt hans efterladte Papirer, angaaende Timeantal, Timernes Fordeling, Lønningsog Betalingsforhold osv., indtil selve Skolens Inventarium, fra det største til det mindste.
Aarene forløb, Conservatoriet gik sin rolige Gang, og efterhaanden blev Arbejdet her, sammen med Lærere og Elever, ham kjærere og kjærere; indtil det i hans senere Aar virkelig var voxet op s. 167til at blive den Gjerning, som interesserede ham mest. I Spøg kaldte han tidt Eleverne sine Børn; han stræbte at give dem en mere alsidig Dannelse, end den udelukkende musikalske og søgte at indprænte dem mange gode Leveregler. Ogsaa her haandhævede han sin tidligere omtalte Forskrift, „Orden og Nøjagtighed er Sjælen i alle Forretninger.“ Da Kapelmester Reinecke en Gang var paa Besøg i Kjøbenhavn, og Gade viste ham Conservatoriet var det derfor med en vis Stolthed, at han hørte Kapelmesterens Udraab: „Naa, her morer de sig altsaa ikke med at skrive paa Væggene.“
1869 skrev han sin 8de og sidste Symphoni og samme Aar en Festsang i Anledning af Kronprinsens Formæling. Ved Festen i Rosenborghave skulde nemlig afsynges en Sang ved Danmarksstatuen, og man opfordrede Paludan-Müller og Gade til at skrive Text og Musik hertil. Gade laa dette Aar paa Landet i Fredensborg, men var naturligvis Festdagene i Kjøbenhavn og skrev derfra følgende Brev:
Torsdag Morgen.
Mathilde !
Naa da — hør saa: — jeg gik da til Jernbanen, hvor jeg traf sammen med Etatsraad- - — og Frue. Saa kom jeg da til Kjøbenhavn, tog mine Støvler under Armen og spadserede ud til Sygehjemmet, *) men kom dog ikke hurtigere afsted med *) Hvor Gades Forældre boede.
11*
s. 168de 2 Par Støvler end ellers med 1 Par. Moder var jo lidt høitidelig i Begyndelsen, paa Grund af den lange Udebliven, men vi kom snart i gemytlig Stemning, da jeg tog min Kaffe og Frokost hos dem. Maries lille Datter *) gjorde ogsaa sin Virkning. Pludselig gaar Døren op, Kammerraad Hvid **) ryger ind ad den — det vil sige paa sin Tobakspibe, — men stak strax sin. Pibe i Lommen, da han saae Fremmede. Vi talte om Veir og Vind osv., han anbefalede sig snart efter, og ligeledes gjorde jeg. Solen skinnede, men noget lumsk. — Kl. 12 gik jeg ind i Kongens Have; Danmarks-Statuen tog sig fortræffeligt ud. Prøven skulde være Kl. 1. Sangerne indfandt sig; men Regnen var ligesaa punktlig. Dryp, dryp .... Prøven blev holdt i Exerceerhuset og til Pal.-Müllers store Tilfredshed; Bournonville havde fældet Taarer den foregaaende Dag ved den første Prøve af Sangen, den klang mægtig og storslaaet. - Dryp, dryp .... Kl. 2 skulde Comitéen samles, for at afgjøre om Festen skulde opsættes eller ei. Bournonville løb fra den ene Ende af Haven til den anden, men væk blev de. Dryp, dryp .... Jeg gik nu bort og hen til Michelsen ***) for at blive informeret i at bære 2 Kors. — Det er første Gang, jeg har baaret 2 Par Støvler og samme Aften 2 Kors. Jeg maatte give 10 Mark for en Dingst til at bære mine Kors paa.
s. 169Kan Du huske, det kostede ogsaa 10 Mark for at faa det ene Par Støvler forsaalet og sat høiere Hæle paa. Ja — det koster at komme i Veiret. Dryp, dryp .... Saa spiste jeg i „3 Hjorte“ og drak et Glas Portvin til, som Minnibæger for Festbestyrelsens slette Festbestyrelse. — Ingen vidste ret Besked, om der blev Fest eller ei; der kom imidlertid ingen Opslag paa Hjørnerne, man maatte altsaa antage, at der blev Fest. — Et Øieblik kom der ogsaa en festlig Stemning over Himlen; just som jeg satte Benene i mine nye Sorte, skinnede det ene Hjørne af Solen ret polidsk ind i Spisestuen. Jeg pyntede mig nu stramt og net oventil, men nedentil var jeg ligerviis som Paafuglen: slusken om Benene; det vil da sige, at jeg tørte først Smudset af de tykke Støvler med en gammel Enke af en Handske, som laa paa Skjænkebordet.
Saa gik jeg til Festen, lidt før Kl. 7. Endnu var Trængslen ikke stor, jeg kom nemt ind i Haven, det var endnu Dagslys og saa meget nydeligt ud. Der var opstillet Gascandelabrer rundt omkring, langs ned af Gangene osv. Jeg gik hen til Tribunen ovenpaa Springvandet, hvor Modtagelsessangen af Hartmann skulde synges. — Den fyldtes efterhaanden .... Hvad er det? Dryp, dryp, .... Naa, nu begynder det at regne igjen, Himlen er aldeles overtrukken. 1 Time sad vi saaledes omkring Springvandet og ventede. Lumbyes Musikclior var opstillet i Midten paa en Forhøjning. — Skikkelige, gamle Lumbye, han kom hen til mig og Rung og s. 170sagde : at han var bange for, at Musikken iaften ikke vilde gaa fint som .... dryp, dryp, .... ingen Taghætte over Orchestret, de arme Violiner, de blev vaade paa Tarmene, — dryp, dryp — men nu kommer de Kongelige, alle paa Plads. — Der er Trægulv, hvor de sidde, (men der staar store Vandpytter derpaa), — der er Bagvæg bag deres Stole, (men der er intet Tag over dem). Nu øser det ned — der kommer Kongen og Dronningen, stort, gammelt Schawl over Hovedet og Kaabe paa —Kronprindsen og -Prindsesse osv. — Stolesæderne er vistnok vaade ....
Alle have den Fornemmelse, at det er altsammen arrangeret fortræffeligt og smukt, men man har ikke tænkt sig, at det kunde falde Himlen ind at udøse endeel Regnvand over al den Stads — — — Nu regner det dygtigt .... de synge .... alle see ud, som vaade Høns .... Damer i hvide Kjoler synger for det unge Par, om Foraar og Solskin .... der tales til dem .... Lumbye spiller en pompøs Fakkeldands paa sin fugtige Violin; Paukerne have en mageløs dyb og forkjølet Tone .... Nu gaar man igjennem Gruus og Vand (det er akkurat, som naar man gaar lige nede ved Vandet paa Strandbredden) ind til Exerceerpladsen. Der staar den deilige Statue belyst af Gasblus, mens de synge Hauchs Sang — den er tilende. Begnen er hørt op for iaften, der kommer enkelte Stjerner frem. Pludselig oplyses den hvide Statue af bengalsk Ild, først rød, saa blaa, hvidlig og grøn, s. 171samtidig begynder den høitidelige Indledning til Sangen, som gjør et pompøst Indtryk. Medens der synges videre, vexler Belysningen uafladelig, Rosen- borg sees tydeligt paa den anden Side, hele Ka- sernen er illumineret. Det var et udmærket, stort og smukt Syn.
Efter dette blev der sunget af de 800 Mand- folk, medens man gik ind i et Telt og spiste. Pal.-Müller var uhyre glad og sagde, Hauch gjorde aldeles ingen Skade, det var en lille Vise, men vor Sang gjorde et „erhabent“ Indtryk. Jeg gik hjem Kl. 11. Sov godt, stod op og tog et Styrtebad (Kl. 8). Iaften danser vi jo, imorgen kommer til Middag
Din
N. W. G.
I Aaret 1871 blev Gade indbuden til at overvære 100 Aars Festen for Beethovens Fødsel, i Bonn, og han rejste ogsaa derned sammen med sin Halvfætter, Digteren Carl Andersen. Fra denne Rejse sendte han følgende Brev hjem til sin Hustru :
Hamburg, Onsdag d. 16. August 1871.
Her har Du mig igjen, — ja hvor slap jeg nu? — Altsaa igaar Aftes fra Veile, med Overnatten i Kolding — sov ret godt — idag en lang og kjedelig s. 172Tour gjannem Slesvig og Holsten, kom Kl. 4 til Hamburg, spiste Middag i Hotel Russie, derefter i zoologisk Have, som er udmærket. — Carl tog derpaa ud til S . . . ., og jeg sidder nu i Hotel Russie (Kl. 8½) med aabne Vinduer ud til Alsterpartiet — udmærket Veir, Solskin og stille. Hu, hvor det mylrer dernede paa Gaden, Folk snakker, Vogne kjøre frem og tilbage, utallige smaa Baade ro frem og tilbage paa Bassinet, Lygterne ere tændte og speile sig langt ud paa Vandet som Guldstjerner — det er nydeligt, og Hamburg har ret seet godt ud idag, — men — jeg tror næsten, at jeg foretrækker Hobro *) — det er saagu’ godt, at jeg har Carl med, han er jo udmærket rar og føielig at have at gjøre med, ja, — jeg er forresten ogsaa særdeles føielig, maa jeg sige til min Roes. Vi komme fortræffeligt ud af det med hinanden. — Inat sove vi i Hamburg, og imorgen, rimeligvis Kl. 2, reise vi til Hannover, hvor der overnattes. — Du seer, at vi ikke overiler os, — men det er en særdeles behagelig Maade at reise paa. Den zoologiske Have er fortræffelig anlagt i alle Henseender, især A qu ar i et. Dernæst interesserede mig Bjørnegaarden, ja, jeg kan ikke nndlade at aftegne den — her er den, viis Børnene den; — jeg fik næsten Taarer i Øinene ved at see — i den midterste Hvælving — en stor hvid Bjørn **) ligge over et lille Vandfald, med stirrende,s. 173melankolske Øine drømmende hen for sig, længselsfuldt efter sine fjerne, nordlysstraalende Polaregne. Nu vil jeg ikke skrive mere, men vente til Carl kommer igjen, thi der er i Øieblikket en rent forbandet, musikalsk Væddestrid nedenunder Vinduerne imellem en Lirekasse og et Hold Musikantere.
Torsdag, 17. August.
Carl kom tilbage med en Dr. L., han kjender fra S ... s. Saa gik vi til Køjs. Jeg har sovet til Kl. 7½ og befinder mig udmærket godt. Vi have spadseret rundt om det nydelige Alsterbassin og skal nu mødes Kl. 11, for at faa en rigtig Hamborger Boeufsteg til Frokost, da vi reise Kl. 2 til Hannover, altsaa ikke faa Middagsmad idag. Veiret har vist sig udmærket gunstigt, idag er det lidt lummert, maaske faa vi Torden; vor Tour igaar har anstrængt os meget lidt, da det var ret kjøligt. — Jeg har isinde at skrive Jer til liveranden Dag, nu skal vi see, om jeg kan holde det, naar jeg kommer til Bonn. Det bliver altsaa en Reisejournal, med alt, hvad der tildrager sig, tag det saaledes indtil videre; jeg tør ikke altfor meget hengive mig til at tænke paa Eder og derved længes efter Jer, for saa gaar hele Fornøielsen i Luften. Hvergang jeg seer i et Vindue et Photografî af en lille Pige eller Dreng, konnner jeg naturligviis til at tænke paa mine Smaae, og saa længes jeg efter Jer og bryder mig Pokker om Reise og om Fest. — —
Cöln, 20. August 1871.
Nu har jeg en Masse at fortælle, — men lad mig begynde med Fortsættelsen af mit forrige Brev. Fra Hamburg reiste vi Torsdag Middag og havde en behagelig og interessant Reisefælle — Litterat Kaufmann. Vi kom til Hannover om Aftenen, saae os om (Museum) og reiste Kl. 3 til Cøln, hvor vi ankom om Aftenen Kl. 9½ (Fredag), glædede os over Domkirken, som nu er færdig paa Taarnene nær. Der sov vi, og igaar (Lørdag) reiste vi da til Bonn. Jeg bor hos Dr. Gehring — den samme, som skrev den Artikel om min 1ste Sinfonie, som blev opført i Cøln. Der var Generalprøve Lørdageftermiddag, og der traf jeg mange gamle Bekjendte. Efter Prøven var der almindelig Samling i et stort Locale. Der var det særdeles interessant for mig at træffe mine gamle Elever, som mylrede omkring mig, ligeledes traf jeg Bennett (fra England), Hallé, samt Gevaert og Colmen, samt flere Hollændere, engelske Componister og Musikere, ja, jeg vil sige Dig, der blev formelig gjort Cour til mig. — Carl var jo ogsaa der og i den syvende Himmel, nei, sagde han, — det er mageløst, det maa jeg sige, det havde jeg ikke troet, Du er sgu rigtignok Løven lier, baade Jo-Jo*) og Vieuxtemps træde jo i Baggrunden. Om Sandheden heraf kan jeg ikke sige andet, end at jeg nok tror, der var en stor Glæde *) Kjælenavn for „Joachim“ i Gades Familie.
s. 175hos Alle, baade hos unge og gamle Musikere. Gamle „Statsrather“ kom selv hen og præsenterede sig for mig og overdængede mig med Complimenter. Efter denne behagelige Aften gik jeg hjem med min elskværdige Vært, Dr. Gehring, som bebor sit eget, høist elegante Huus; hans Kone og Børn ere paa Landet fortiden. Han er Professor i Mathematik og meget musikalsk. — Du kan tro, jeg boer fint og elegant, men da jeg kom i mit Soveværelse og saae en Barneseng staa i en Krog, ja, saa veed Du nok, hvad jeg tænkte og følte, jeg blev rørt og maatte fortælle om Jer allesammen, jeg tog Jeres Portraiter frem og viste dem til Dr. Gehring, siden kyssede jeg Jer, da jeg lagde mig til Sengs. Jeg sov godt, og imorges (Søndag) gjorde jeg nogle Visitter, hvor jeg da blev indbuden til Middag, saa Du seer, at jeg har det bevæget, ja, jeg holder vist ikke mere ud end de 3 Festdage. Carl fik et ret godt Logis, men maa betale det dyrt. Vi træffe ofte sammen. Han er jo himmelglad og siger: ja, det skal jeg fortælle dem derhjemme. I Eftermiddag Kl. 6 er Festen, der opføres Beethovens Messe og C-Moll Sinfonien; Prøven igaar gik meget godt. Der var 100 Sopraner, det øvrige derefter i Forhold, saa Du kan tænke Dig, at det gjør en storartet Virkning i det dertil byggede Locale. Imorgen skal jeg skrive mere.
Bonn, Mandag 21. Aug. 1871.
Concerten igaar Aftes gik meget godt, skjøndt ikke saa godt som paa Generalprøven, hvortil vel Grunden er at søge i den stærke Varme, vi havde og endnu idag have, der kommer vist et Tordenveir iaften. — Jeg saae da Fru Joachim for første Gang, hun var venlig, men lidt fornem, dog det varede ikke længe, før vi vare uhyre fidéle, Du kjender jo nok, naar jeg vil vinde Nogen, saa kan jeg det. Forresten behøver Du ikke at frygte, hun er stor og tyk, og Du veed jo, at jeg holder mere af de smaa og fine. Altsaa, Messen gik ganske godt, C-Moll Sinfonien ligeledes; nu sidder jeg hos en af mine gamle Elever og skriver dette. Kl. er over 5, og Concerten begynder Kl. 6, saa Du maa tage tiltakke med dette Hastværks Brev. — Iaften i Concerten bliver givet Leonore Ouverture Nr. 3, Fantasi med Clior, Violinconcert (Jo-Jo), Eroica Sinfonie; bare det gaar rigtig godt. Igaar saae vi en stor høitidelig Procession, som havde valfartet til Kewlaar og tilbage, det gjorde ganske Indtrykket af et Theateroptog, — foran smaa Piger; derefter voxne Piger med Krandse og Kroner og Blomster i Hænderne, saa smaa, rødklædte Drenge med brændende Kjerter og Røgelsekar, saa Tabernaklet med den Korsfæstede og Marie o. s. v. Alle Folk tog Hatten af, og da Velsignelsen blev uddeelt (paa Gaden), knælede s. 177de næsten alle. Det saae udmærket godt ud i det deilige Solskin. Carl havde seet det samme Optog. — — — — —
Bonn, Onsdag 23. Aug. 1871.
Nu skal Du da høre, hvorledes Concerten Mandag Aften gik, Joachim spillede, trods den mageløse Hede, ganske udmærket, det var Aftenens Juveel. Leonore Ouverturen gik godt, ligeledes Eroica, hvorimod Fantasi med Chor og Claver gik meget slet; Claveret, som blev spillet meget godt af Hallé (som opholder sig i England) stemte en god Quarttone for dybt, det var altsaa strax en Kattemusik fra Begyndelsen og som forstemte endeel. — Efter Koncerterne samles man i et eller andet Hotel, og jeg traf her sammen med endeel Folk fra England, Amerika o. s. v., som præsenterede sig selv som Beundrere af min Musik ; mærkværdigt er det, hvormeget Elverskud er givet i den senere Tid; næsten alle fortalte mig, at de nødig havde opført det eller var ifærd med Instuderingen. En Amerikaner vilde sende mig en Oversættelse paa Engelsk. Flere Englændere bad mig endelig at lade besørge en engelsk Udgave- af Korsfarerne, Comala etc. — Jeg er vel seet her, kan Du tro. - Ja, Damerne blandt Publicum kigger efter der dänische Niels Gade, naar jeg s. 178gaar omkring i Concertsalen. Naar jeg bliver præsenteret for En, som ikke kjender mig, og de hører Navnet Gade, spidse de Øren og spørge: „dog vel aldrig Niels Gade.“ Ja, det glæder mig, at jeg har blandet min Person saalidet i min musikalske Virksomhed hidtil, og jeg vil fremdeles holde den udenfor.
— Engang imellem er det da ret behageligt at see, at Sagen selv har banet sig Vei. — Nu, Concerten iaftes (Tirsdag) var særdeles vellykket, 2. Ouverture gik godt, Fru Joachim sang udmærket, deilig Mezzosopran, og fortræffelig musikalsk. Halle spillede elegant og smukt Es-Dur Concert, og derpaa den 9de Sinfonie, som i sin Heelhed gik udmærket, Chorene ypperligt. Der var en stor Jubel, idet efter Concertens Slutning Solosangerne, Dirigent og Orchester blev bombarderede med Blomster. Igaar var jeg til Middag hos en prægtig Familie med yndige Smaabørn, Prof. Lipsitz, efter Concerten var jeg hos min elskværdige Vært, Dr. Gehring, sammen med et Par enkelte; jeg vilde ikke gaa i Hotellet, jeg begynder at blive træt, dog kan og maa jeg ikke blive borte fra en Tour idag (Onsdag), som gjøres af samtlige Deeltagere med Dampskibet op ad Rhinen til „Rolandseck“, men saa gaar det da ogsaa i Ro og Mag næste Dag, naar Carl og jeg alene reiser sammen igjen. — — Jeg bliver nok nødt til at rutte alle mine Portraits bort til Elever, nye og gamle Venner; jeg har dog fortalt Dig om min Glæde ved at see Bennett her? — — — — - - Hils og kys Børnene fra mig, hils Moder og s. 179Fader, hvis Du skriver, Erslevs, Christensens*), Dig selv behøver jeg vel ikke at sige videre om, Du føler nok, at jeg længes efter Dig, og jeg bliver først rigtig glad, naar vi vende Næsen mod Nord.
Rolandseck, Torsdag 24. August 1871.
(Formiddag 10½.)
Jeg sidder nu i en Veranda ved Rhinen, og har under mig Floden med Øen Nonnenwerth, paa den venstre Bred Rolandseck, hvor Ridder Toggenburg byggede sig en Borg; den høire Bred, en fuldstændig Oversigt over „Siebengebirge“ med Ruinen Drachenfels i Forgrunden. — (Bag mig sidder der en Familie og pludrer Engelsk). Her er deiligt, kan Du tro, det var imorges taaget, men nu skinner Solen deiligt. Dog tilbage til Matinéen igaar (Onsdag Formiddag), hvor der kun spilledes Kammermusik (Joachim, Königslöw, Strausz og Grützmacher), og hvor Fru Joachim sang nogle Sange af Beethoven, især „Kennst Du das Land“ saa aldeles henrivende, at man derover maatte glemme det meste af det foregaaende. — Kl. 2½ var de indbudne Gjæster inviterede til en Festfart paa Rhinen. Efter at det om Formiddagen havde tordnet og regnet dygtig, *) Gades Svoger.
s. 180blev det ved den Tid, Toget skulde gaa for sig, stille og lidt overtrukken Himmel, som var yderst velgjørende efter den forfærdelige Hede, det havde været samtlige Festdage. Ja, dersom jeg nu kunde fortælle Dig alt det, jeg saae, hørte, følte — det lader sig næppe beskrive, det er som et Drømmebillede, der er draget forbi. — Altsaa: Vi Gjæster, Festkomitéen med deres Damer, endeel af Byens Honoratiores med deres Fruer fyldte aldeles den store Salon; der var vistnok en 200 Personer eller vel endog flere. Det var et af de største Rhindampskibe, fra øverst til nederst behængt med Flag. Man gik strax tilbords i Salonen, og da nu Skibet satte sig i Bevægelse, skjødes der med smaa Kanoner fra begge Sider af Rhinen, det drønede ordentlig igjennem Bjergene. Hele Strandbredden var tætfyldt med Menneskeklynger, som alle viftede med Lommetørklæder og Schawler, vi vinkede igjen, alt det vi kunde ud af Vinduerne paa Salonen; Solen begyndte at komme frem, og Luften var deilig afkjølet, det var et mærkeligt, stemningsfuldt Moment, det var, som om alle Bonns Indvaanere var én Familie og stod nu og glædede sig over vor Festfart; — nu vexlede det ene Panorama efter det andet, alt medens vi spiste. Ved Bonn begynder strax de deilige Syvhøie i stadig Afvexling med Smaabyer og Vinbjerge. Langt udenfor Byen er Landsteder og her viftedes stadig til os og saluteredes. Det var en fuldstændig fin Diner, Festkomiteen gav os, der sluttede med Champagne.
s. 181Jeg var stadig een af de mest feterede Gjæster. Nu udbragtes af Overborgmesteren den 1ste Toast, meget godt, for Beethovens 100 Aars Mindefest, derefter for Dirigenten Hiller, som takkede meget morsomt; dernæst oplæstes en Hilsen fra Wien og en Tak af en Søn af en af Beethovens Venner, Dr. Brauning. Derefter en Tale for de assisterende Solister og Sangere. Derefter en Tale af — mig . . . Jeg takkede Festcomitéen for den forekommende Modtagelse, jeg havde nydt, og vilde tillade mig i samtlige Fremmedes og eget Navn at takke for de musikalske Nydelser, vi havde oplevet i Festdagene, dernæst at udtale vor Beundring for hele Festarrangementet, idet ikke alene selve Musikhallen var særdeles heldig i akustisk Henseende, Programmet velvalgt og vel udført, men at Comitéen havde sat sig i Forbindelse med Himlen, skulde man synes, thi Solen skinnede, naar den skulde, og Regnen kom paa rette Sted, da man trængte til en Afkjøling. — Til min Tak vil jeg føie Ønsket om, at den musikalske Iver og Sands, som i de forløbne Festdage havde viist sig i et saa skjønt Lys i Bonn, fremdeles maatte vedblive, og jeg var vis paa, at det vilde skee, thi: „I Bonns Indbyggere, Eder er der givet et Tegn, idet af Eders Midte er opstegen en Stjerne af første Rang, som nu straaler fra det musikalske Firmament vidt ud over hele Verden, og denne Stjernes Navn er: Beethoven. Det er derfor en hellig Pligt for Eder at holde Kunsten hellig og vedligeholde Sand sen forædlet. — De fremmedes. 182Gjæster beder jeg nu med mig at udbringe et „Hoch“ for Staden Bonn.“ Denne Tale blev idelig afbrudt af Bifald, i Begyndelsen holdt jeg den i en humoristisk munter Tone, men hvor jeg henvendte mig til Bonn’erne, tog jeg den meget alvorlig og pathetisk. Du kan tro, der blev en Skraalen; nu traadte Borgmesteren op og udbragte en Skaal for Hædersgjæsten, den desværre saa sjælden seete og liøit skattede Niels G., som altid var i deres kjære Erindring. Nu steg det til en sand Begeistring, jeg maatte snart gaa til den ene, og snart til den anden Ende af Salen, Alle maatte klinke med mig. Men ikke nok med det, nu reiste Wassilewski sig (Musikdirectør i Brünn) og vilde tillade sig at takke mig, baade for hans eget Vedkommende som ogsaa paa mange af de tilstedeværendes Vegne, da de havde lært af mig og satte en Ære i at turde kalde sig mine Elever. Nok en Gang altsaa „Hoch“. — Ja, Du seer jo, at det var en begeistret Stemning, der var tilstede, og jeg tror næsten, at det meste gik over paa mig, thi de Fremmede (Englændere og Hollændere) var ligesaa iltre som Tydskerne. Efter dette holdt en Englænder en Tale paa sit Sprog ogsaa for at sige Tak. (Joachim talte ogsaa for de tilstedeværende Colleger.) Men nu var Middagen forbi, vi havde siddet henved 2 Timer tilbords, og nærmede os nu Bestemmelsesstedet „Rolandseck“, hvor vi landede under Salut og fuld Musik, og her skulde drikkes Kaffe. Her var jeg omsværmet af engelske Herrer og Misser, som blev s. 183mig forestillede af Hiller, hollandske Musikdirectører, Sangerinder, foruden alle de unge Tydskere. Jeg opbrugte hele min Samling af Photografier og maatte sluttelig tage Visitkort og skrive med Blyant derpaa. — Efter at hele Selskabet havde drukket Kaffe, skulde der nu seiles tilbage til Bonn, hvor Byen er illumineret og begge Rhinbredderne oplyste med Fakler. Men jeg blev her i Rolandseck for at sove her om Natten, og da Torsdag Middag tage med Jernbanen til Coblenz. Fler sidder jeg nu i Rolandseck, træt er jeg, det kan Du see af den slette Haandskrift ; jeg er jo kommet silde i Seng de fleste Aftener, og den megen Samleven med mange Men nesker er trættende. Jeg har det ellers udmærket. Nær havde jeg glemt at sige Dig, at jeg tog en hjertelig Afsked med alle gode Venner, og det er jo Skik og Brug, at Herrerne kysse hinanden, som Du veed; men da jeg havde sagt Farvel til Joachim og kysset ham, vendte jeg mig til hans Kone, og hun tog mig uden videre om Hovedet og gav mig et djærvt Kys. Nu blev Carl og jeg tilbage paa Strandbredden, da Dampskibet seilede tilbage, det var mørkt næsten, men Maanen stod høit over Bjergene, og Stjernerne skinnede paa den deilige Nathimmel, vi kunde naturligviis ikke gaa i Seng før efter et Par Timers Spadseren op og ned ad Rhinbredden. — Nu er altsaa Festen ude ! Jeg takker Gud, at han har givet mig saa megen Glæde.
12
12*
Mainz, Fredag den 25de August 1871.
(Aften 9½.)
Nu er jeg ved det sydligste Punkt af min Reise, imorgen Kl. 9 reiser jeg med Dampskibet mod Nord til Cøln. Hjemad, hjemad! gaar det nu, hver Omdreining af Hjulet bringer mig nærmere til Dig. — Iformiddags Kl. 11 tog jeg med Dampvognen, langs Rhinens Bred, fra Coblenz til Mainz. En herlig Tour kan Du tro, det ene skjønne Landskab efter det andet. Det var atter meget varmt, men vi var kun 3 Personer i Vognen. Vi har bestandig været heldige med vor Reise med Jernbanen, idet vi har forlangt Coupé, hvor der ikke ryges. Som bekjendt, smøge alle Tydskere ganske gefærligen, derfor er alle „nichtrauchen“ Coupéer kun lidt besøgte. Paa hele Touren har vi derfor kun været meget faa i en Coupé og befundet os fortræffeligt derved. Carl, som var nær ved at hensmelte de foregaaende to Dage, er Gud ske Lov atter kommet til Kræfter. Hvad mig selv angaar, da var jo de to første Dage i Bonn lidt besværlige, men jeg havde hele Tiden holdt mig fra at drikke Vand, Viin eller Øl, og paa Grund af denne Afholdenhed har jeg havt det udmærket godt hele Tiden. — — Vi har ieftermiddag været i Musæet her og moret os ganske kosteligt, der findes nemlig her den betydeligste Samling af Oldsager, deels gamle germanske, og deels overordentlig interessante Sager fra Romernes Tid, — derefter kjørte vi en Time omkring for at see Byen, s. 185som ligger aldeles deiligt, ligesom Coblenz. - - En deilig Maaneskinstour har vi gjort iaften over Rhinbroen, Maanen glimrede paa Bølgerne i den stille, svale Aften. — —
Dette Brev indeholder egentlig ingenting, men det er mig saadan en Glæde at skrive til Dig —
Cøln, Søndag den 27de August.
Godmorgen, min Hustru, hør, alle Klokker ringe i det gamle Cøln, jeg boer lige overfor Domkirken, nu maa jeg derover, for at høre Messe; igaar var jeg et Øieblik derinde ved Solnedgang, der var et deiligt Halvmørke gjennem de malede Vinduer. — Levvel! — — — — — —
Hamburg, Mandag Formiddag d. 28. Aug. 1871.
Nu skal Du høre, hvorledes vi reiste fra Cøln — den herlige, nu færdige Domkirke var jeg mange Gange inde i, og glædede mig overordentlig over dens Storhed, — vi reiste derfra Kl. 7 om Eftermiddagen (Søndag) med Courierzug, det gik over s. 186Stok og Steen, forbi Hannover directe til Hamburg, hvor vi ankom imorges Kl. 11. Det var en drøi Tour, kan Du tro. — — —
Nu sidder jeg atter i det samme Værelse, i det samme Hotel i Hamburg, som paa Udreisen, og skriver Dig til; den Gang var jeg ikke saa saare glad over at gaa Syd paa. Nu takker jeg den gode Gud, at jeg atter karsk og sund vender tilbage til mit Hjem, efter at have nydt saa megen Venlighed og Glæde iblandt tildeels fremmede Folk. — — —
Nu ikke videre! Nu er mit Brevskriveri tilende; jeg takker Dig, som Anledningen til denne Glæde, nok engang for Din Kjærlighed og Hengivenhed. Levvel! — — — — — — 1872 aabnedes den nordiske Industriudstilling, og hertil komponerede Gade, efter Anmodning, en Festmusik, som lian ogsaa selv dirigerede ved Aabningshøjtideligheden.
I November 1873 rejste han til Holland, hvorfra han havde modtaget Indbydelse til at dirigere flere af sine egne Kompositioner i musikalske Selskaber i Amsterdam og andre hollandske Byer.
Hans Hustru modtog fra denne Rejse følgende skriftlige Beretninger:
Osnabrück, Onsdag d. 12. Nov. 1873.
Glædelig Bryllupsdag!
Efter at have nydt et Par Æg og en Kop Kaffe og anskaffet mig en Reisebog over Holland, rullede jeg til Jernbanen Kl. 10½. I det deiligste Solskinsveir forlod jeg Hamburg, i første Klasses behagelige og elegante Waggon; for at gaa directe til Osnabrück maatte jeg nemlig tage første Klasse. (Den Reise bliver nok noget dyr, idet Kuffertens Overvægt løber svært op.) Paa Reisen havde jeg til Selskab to unge Folk, vistnok et nygift Par. Jeg kom dem vist lidt utilpas som tredie Mand, men jeg var saa honnet at sætte mig ved det andet Vindue og vende Ryggen til dem, undertiden lod jeg, som jeg sov, men det gjorde jeg nu ikke. Siden hen, da vi foer over Lüneburger Hede, gav Manden sig i Snak med mig. Han var Landmand, det vil sige Godsbesidder, og en meget dannet og flink Mand. Vi passiarede om Landbrug, og jeg lagde alle de Kundskaber for Dagen, som jeg havde inde, om engelske Saamaskiner, Draining, Opdyrkelse af Hedestrækninger o. s. v. — Forresten maa jeg sige, at den Lüneburger Hede slet ikke er saa styg, som den har Ord for; mange Strækninger er særdeles godt opdyrkede, og der er meget betydelige Skovstrækninger, rigtignok mest Fyrretræer, men der er ogsaa særdeles mange Birketræer, — idag idetmindste tog den sig meget smukt ud, af en Hede at være. — Mine unge Folk skiltes s. 188jeg fra i Celle og var nu alene en Tid. — Fra Hannover kom jeg ind paa et andet Tog og var imellem fire dampende Herrer, saa at jeg maatte lukke det ene Vindue lidt op, for at udjage min Sidemands „Stinkadoros“ ubehagelige Odeur. — Den sidste Deel af Touren var jeg alene med en ikkerygende Mand. Ankommen til Osnabrück Kl. 7 tog jeg ind i det bedste Hotel, „Schaumburg“, men dette er, skjøndt et stort og smukt Hus, dog slet ikke elegant. Larsen i Aarhus er en meget flottere Fyr. — Jeg fik et Værelse paa 2den Sal, hvori der stod et Lys paa Bordet, daarlig Luft og Lugt fra Kjøkkenet af Pandekager. Jeg fik Kellneren fat og forlangte Vinduer lukket op, to Lys i ordentlige Stager o. s. v. Imidlertid gik jeg ned for at faa noget varm Mad i Spisesalen, der fik jeg Gaasesteg, men denne Gaas var bestemt i Familie med den gamle Hangaas, vi engang fik sendende fra Hobro, det var et seigt Bæst at faa noget af. Medens jeg ventede paa denne Herreret, saae jeg efter en Avis og fandt da en Concertplacat, som lød som følger: Concert in Osnabrück. Musik- u. Concertdirector Israeli, Fräulein Louise und Jenny Israeli, artistes pianistes aus Copenhagen geben in Clubsaal heute — — Concert: Program: Nr. 1. Concertstück über ein Nationallied: „Kong Christian stod ved høien Mast“ für Piano von Niels W. Gade. Foruden flere Piano- og Violin -Numre. Jeg spurgte Kellneren, hvad det var for Folk, og han sagde, at de boede her i Hotellet; jeg bad ham da at sige til Hr. Israëli, at en Herre ønskede at s. 189tale med ham efter Concerten. — Nu er Kl. først 8½, og jeg venter altsaa Hr. Israeli Kl. 10, det skal more mig at tale med ham og spørge ham om den Composition af mig, som er mig ganske ubekjendt. - Vent nu lidt, saa bliver Kl. 10, og jeg skal da skrive om den Samtale. — (Concertplacaten tog jeg for Spas med.)
Kl. 10. Ganske rigtig kom Hr. Israeli, en gammel .Jøde med langt, graat Haar til mig, og talte meget godt dansk. Det glædede ham at see mig. Han havde ikke været i Kjøbenhavn siden 1848. Han reiste nu med sine Døtre og gav Concerter. — Jeg spurgte ham nu om den Composition af mig, som havde overrasket mig meget. — Aa, sagde han, undskyldende sig, paa Ære, det er en Trykfeil, den er af Kuhlau. — Jeg sagde ham meget alvorlig, at denne Trykfeil maatte ikke oftere forekomme. - Ja, kjære Hr. Professor, naar jeg bare vidste en Composition af Dem, som mine Døtre kunde spille, for Deres Navn er overalt saa bekjendt her, at jeg saa gjerne vilde have det paa mit Concertprogram, - men skal vi ikke drikke et Glas Viin sammen? — Nei, Tak, jeg har nydt min Aftensmad. — Han anbefalede sig nu meget ærbødig og lovede ikke tiere at lade Trykfeil staa i Programmet. — — — Snip, Snap, Snude, nu er det ude. — — _
Amsterdam. Torsdag Kl. 11.
Nu er jeg da i Amsterdam! Imorges Kl. 8 stod jeg op i Osnabrück, besørgede mit Brev og gik mig en udmærket deilig Tour gjennem den interessante gamle By, spadserede en heel Time paa Voldene i det mest mageløse Veir. Mildt og varmt Solskin, klar Luft. Efter en Kop Kaffe og lidt Smørrebrød gik jeg til Banegaarden og tog afsted Kl. 12 Formiddag. Jeg kom i en hollandsk Coupé, men denne gav rigtignok ikke synderlig godt Begreb om den hollandske Reenlighed. Jeg traf paa Holdestederne sammen med en hollandsk Mand, som talte tydsk, jeg pumpede ham dygtig, for at faa lært endeel hollandske Ord, forresten havde jeg et ret behageligt Selskab i min egen Coupé, en Bankier fra Kassel, som var nær beslægtet med Spohr’s anden Kone. Han reiste ogsaa til Amsterdam. Han vilde gjerne have ud af mig, hvem jeg var, og endelig fik han da at vide, at jeg skulde til Amsterdam og opføre Concerter; nu blev han nysgjerrig for Alvor. Jeg sagde ham, at jeg hed Gade, „hedder De Niels til Fornavn“, spurgte han, „saa kjender jeg Dem jo udmærket godt, der spilles ofte af Dem i Kassel.“ Senere kom der flere Hollændere i Coupéen, og det morede mig, at udvide mine sproglige Kundskaber. Der var en Kjøbmand Backhuisen fra Amsterdam, han havde været i Kjøbenhavn og talte godt dansk, vi kom naturligviis i lang Samtale, og han fortalte mig, da han hørte mit Navn, at der ventedes venligt paa mig i Holland. Jeg forlangte paa Holdestedernes. 191naturligviis „Koffij“ og spurgte „wat is te Prijs“, og morede mig med at kigge rundt om, da vi kom over den hollandske Grændse. KL 8 kom vi til Amsterdam, og jeg kjørte i en „Vigilante“ (Droske) til Hotel Bracks paa Doelenstrasse. Efter at have spist lidt, fik jeg Lyst til strax at gaa til Verhulst og overraske ham, jeg fik altsaa en Leietjener og vandrede igjennem mange Gader. Jeg traf ham i Slobrok, alene — hans Kone bor endnu paa Landet, — han blev aldeles stum af Overraskelse, de venter mig jo først imorgen, og skal ud at hente mig paa Jernbanen i Karet. Jeg blev en Timestid hos ham, og vi talte vidt og bredt om Concerterne. Han er en særdeles livlig og begeistret Mand paa 57 Aar, men meget ungdommelig, man skulde ikke tro, at han var saa gammel.
Han har nu fulgt mig til Hotellet, hvor jeg nu sidder og skriver med en meget daarlig Pen. Bare Du kan læse det. Du kan tro, her er elegante Brysseler (?) Tæpper paa Gangene og ditto paa Bord og Gulv, Kamin med stort Speil over, og en Himmelseng, høit op i Luften, og saa bred at baade Du og jeg og alle Børnene kan være i den. Imorgen skal jeg til Molkenboer og overraske ham, men desværre er min Vært, Weetjen, *) fransktalende, men har sagt til Verhulst, at jeg maa betragte mig, som om jeg var Gjæst i et Hotel, lian vil ikke genere mig det mindste. Alt gaar saaledes efter Ønske. — — —
Amsterdam, den 14de Nov. 1873.
Igaar (Fredag) Morges gik jeg til Hr. Molkenboer, som jeg har correspondent med. — Det er en yngre Mand, prægtigt Menneske, — Du kan jo tænke Dig, at han blev ligesaa forbauset som Verhnlst. Han kjendte mig formodentlig efter Portrait, nu gik vi hen til min Vært, Hr. Weetjen, et af de største Bankierhuse i Amsterdam, han bor i „Kaisergracht over de Westerkerk 53“, i et deiligt Huus. Det bestaar af Kjælder (Kjøkken), Stue, 1ste og 2den Sal. Jeg har faaet et stort Værelse i Stueetagen, vist 10 Alen til Loftet, og saa har jeg paa 2den Sal et Soveværelse, som er saa stort som vor største Stue og 6 Alen høit. Jeg har Udsigt til Haven, jeg sidder nu i et luunt Værelse paa to Fag, hvor Solen skinner mildt ind ad Vinduerne, udmærket meubleret, Fløil og Quaster, Kamin med stort Speil etc. — Min Vært er en prægtig Mand paa 58 Aar, men ungdommelig af Udseende, Fruen er rigtig rar, taler godt tydsk; to Døtre paa 18—19 Aar, desuden nogle gifte Børn og en voxen Søn. Det generede Hr. Weetjen i Begyndelsen, at han ikke kunde tale tydsk, men det varede ikke længe, saa kom vi meget godt ud af det, han talte hollandsk med tydske Brokker, og jeg tvdsk med hollandske Brokker. — Hans udmærkede Wienervogn holdt lidt efter for Døren, og vi kjørte med Verhulst og Molkenboer rundt omkring i Amsterdam. Den er uhyres. 193stor i Omfang, og jeg maa vente med al Beskrivelse, til jeg kommer til Kjøbenhavn. Derefter kjørte vi hen til den berømte zoologiske Have, den er meget stor og rigt udstyret, de fæle Nilheste forfærdede mig næsten, de seer saa formløse og fortidsagtige ud. Da det var koldt, foreslog jeg, efter at vi havde faaet Bouillon og Boeuf til Frokost, at vi skulde gaa hjem. Vi gik gjennem Jødequarteret, som er interessant, men uhyggeligt, stinkende og mylrende af Folk. Det komfortable Hjem gjorde et godt Indtryk, kan Du tro. Vi spiste 5½ Middag, Verhulst var ogsaa indbuden. Suppe, Scheldefisk, Rostbeaf, Lever af Scheldefisk, Agerhøns, Ost og Smør, Frugt, deilig Viin. Efter Bordet gik Verhulst, og jeg var nu ene med Familien. Jeg fortalte dem om mit Hjem, viste Jeres Photografier. „Hvorfor har De ikke taget Deres Kone med“, spurgte de; „det maa De gjøre næste Gang“. Manden blæser særdeles godt Fløite, og han var meget henrykt over, at jeg spillede en Duo med ham af Kuhlau. Den ældste af Døtrene bad jeg om at rette mig, medens jeg læste op af Avisen. Jeg har nu godt fat i Sproget, jeg beder dem ofte at tale hollandsk, og kan forstaa en stor Deel, og altid faar jeg Meningen ud af det. Jeg gik i Seng henimod 121/2, og sov i min store Mahogniseng (atter Familieseng) aldeles fortræffeligt. Nu er Kl. 9 Morgen, medens jeg skriver. Jeg er hjemme iformiddag for at tage mod Visitter. Efter Frokost gaar jeg et Par Visitter, ellers vil jeg holde mig hjemme i Ro. — See, nu har Du faaet Beskeds. 194om det Hele. — — — Verhulst fortalte mig iaftes, at Musikhandlerne her sælger mine Sager i denne Tid i stor Mængde. — — Lev nu vel! — — — —
Amsterdam, den 16de Nov. 1873.
Søndag.
Nu begynder jeg at blive hjemme i Amsterdam, saaledes at jeg godt kan finde om selv — det er ikke let, da Byen er uhyre stor. Naa, nu skal jeg fortælle, hvad jeg foretog mig igaar (Lørdag). Efter at jeg havde modtaget en Mængde Visitter, gik jeg paa Rijks-museum, og saae der de mærkelige Malerier af Rembrandt og van der Helst, de saakaldte Skyttegilder. — Jeg kan ikke sige noget, da det ikke lader sig beskrive, men det er mageløst interessant, at see de hollandske Maleres Billeder i Holland selv. Det er Physionomier, som man seer rundt om paa Gader og Stræder, og saa er det malet saa aldeles udmærket. — Verhulst var hos os til Middag, og jeg anmoder dem altid om at tale hollandsk. Jeg kan virkelig følge en Samtale med Undtagelse af enkelte Ord, naar der ikke tales altfor hurtigt. Der er to slemme Bogstaver for en Fremmed, g, som udtales dybt nede i Halsen (k—g), og endnu værre er sch (shrma), jeg bestræber mig for at udtale dem og øver mig. — — — — — Ieftermiddag hars. 195der hele Tiden været Visitter af Direktører og Secretairer for Foreningerne. — — — Jeg skriver til Jer mine Kjære (Kl. 4½), inden vi spiser til Middag (5½). Jeg er som aldeles hjemme i Huset; jeg lærte dem igaar at lægge en reen Kniv paa Ostetallerkenen, som vandt almindelig Bifald. Imorgen Formiddag er der en lille Forprøve paa Sinfonie Nr. 1 og to Ouverturer. Paa Tirsdag Kl. 1 Generalprøve paa det samme, men hele Salen er fuld af Medlemmer af Selskabet. Tirsdag Aften skal jeg overvære den sidste Chorprøve. Onsdag intet. Torsdag Aften Concert i Philharmonien. Fredag Aften Prøve paa Elverskud og Korsfarerne, Lørdag Aften Opførelse. Den udmærkede Verhulst prøver næsten daglig, men der maa jeg ikke komme, saa Arbeidet gjøres mig let. — Aa, bare jeg kunde vise jer den mærkelige By, — — hvert Øieblik en Bro over en Kanal, saa en Gade saa lang, saa lang, paa begge Sider af Kanalen (Gracht). — — — Naa, nu skal vi først have Løierne gaaende, og saa begynder vi at tænke hjemad. — — — — — —
Mandag den 17de Nov. Kl. 1.
Jeg vil blot skrive Dig til, min søde Mathilde, som fortrolig Meddelelse, hvorledes det er gaaet her med min første Prøve idag Kl. 9. Jeg havde sovets. 196slet de sidste Nætter, paa Grund af, at vi først kom iseng Kl. 12½; Verhulst er en Natteravn, og bryder sig ikke om Tiden, men nu har jeg bestemt, at Kl. 11½ skal alle reise sig fra Bordet og begive sig til Sengs.
Som sagt, jeg havde sovet slet i Nat, naturligviis laa det ogsaa i, at jeg imorges skulde første Gang sammen med Orchestret. Jeg stod op Kl. 8 og tænkte, at det vilde gaa daarlig for mig paa Grund af Træthed. Jeg tænkte paa Dig og Børnene og mandede mig op ; saa tog jeg Eders Portraiter og lagde i min venstre Lomme, saa at I var med mig og mit Hjerte nær. Jeg kjørte i Weetjens Vogn til Concertsalen. Saa blev jeg i godt Humeur, Du kjender mig jo nok, naar jeg er sprudlende og vel stemt. Jeg blev modtaget med Acclamation, sagde et Par Ord og vandt dem alle. Nu prøvede Verhulst Oberon-Ouverturen. Vi kan den ligesaa godt. Der var 24 Primovioliner, 10 Celloer og 13 Contrabasser. Det er stort. Vi spillede min Sinfonie igjennem, efter hvert Stykke stærk Applaus af Orchestret. Jeg roste dem naturligviis, alt hvad jeg kunde, men det fortjente de ogsaa, de spillede med Begeistring. Jeg talte nu endeel Spas, nemlig, at det gjorde mig ondt, at jeg ikke kunde faa Leilighed til at korrigere dem — da jeg gjerne vilde raisonnere —; men derfor anklagede jeg Verhulst, at det var hans Skyld, idet han havde indstuderet alt saa udmærket , hvorfor jeg desuagtet vilde sige Verhulst Tak og Leve! Ouverturerne af mig prøvedes. 197vi derpaa, efter hvert Stykke Spektakel. Det endte med almindelig Begeistring, saavel hos Orchester som Direkteurer og hele Stadsen. Imorgen Kl. 1 har vi Generalprøve, men hele Salen er fuld af Publicum. Efter Prøven idag kjørte jeg hjem, takkede Gud, tog Dit Billede frem og kyssede det ret hjerteligt. Jeg skal herefter have det hos mig bestandig, tilligemed alle Børnenes. — Det var en god Begyndelse. Levvel, fortæl de andre kun om denne Prøve. — — — — — —
Amsterdamden 20 November 73.
Torsdag Morgen 81/2.
Idag skal jeg da første Gang optræde i Concert, men jeg er allerede saaledes feteret og gjort af, at der ikke er den ringeste Frygt tilbage i nogen Retning. I Mandags Morges havde jeg en Prøve med Orchestret paa min Sinf. Nr. 1, Hochland og Michel Angelo Ouverturerne. Jeg blev modtaget med Acclamation af Orchestret, og efter hvert Stykke vi prøvede, applauderede de. Det var altsammen iforveien indstuderet af Verhulst, som virkelig er rørende hengiven for mig. I Tirsdags havde vi en saakaldet Generalprøve paa Cæciliaconcerten, hvor
13
s. 198de 3 ovennævnte Instrumentalstykker forekom. Hele Salen var propfuld. Det er nemlig Skik her, at der gives Billetter til denne Generalprøve, der var Folk fra det hele Land, Holland, sagde de, som ved denne Leilighed kommer til Amsterdam. Det var Formiddag Kl. 1 og i Formiddagsdragt, Frakke etc. — Jeg blev modtaget af Orchestret og hele Publicum med grand Applaus. Jeg var i godt Lune, som jeg i det hele taget er i, tager mig Sagen ikke altfor nær, og betragter mig selv som en Gjæst, man vil hædre. Efter hvert Stykke, stærk Applaus og Begeistring, ligeledes Ouverturerne. Om Aftenen (Tirsdag) var jeg i Chorprøverne paa „Elverskud“ og „Korsfarerne“, det er et Chor paa 300 Personer, alle vil synge med til denne Concert i Selskabet „tot Bevoorderung der Toonkunst“. De synger meget godt, og det morede mig at høre den eiendommelige, hollandske Udtale af tydsk. Der blev jeg naturligviis ogsaa baade modtaget og hyldet helt igjennem. Onsdag Kl. 2 havde jeg en Orchesterprøve paa „Elverskud“ og „Korsfarerne“, som morede mig, da dette ikke var prøvet iforveien, det er dem jo bekjendt, da de oftere, tidligere, har spillet begge Stykker, — jeg kunde altsaa indstudere og fik det til at gaa meget smukt. — Onsdag Aften var der i Industripaladset for „Volksvlijt“ en stor Concert — à la Bald. Dahl — hvor min Sinf. 6 i G. Moll opførtes. Jeg kjørte derud — jeg kjører næsten altid, vi har jo Vogn i Huset — og de spillede særdeles godt, det morede mig at høre den igjen.s. 199(Jeg maa dog vist have endeel Talent, tænkte jeg ved mig selv.) — Weetjen og Verhulst var med, jeg vilde blive i Baggrunden af Salen, men da jeghavde været der lidt, blev der en Mumlen af det tilstedeværende Publicum — vel 3000 — vi gik da midt ind i Salen og satte os. Alle gloede paa mig, og efter hver Sats var der et voldsomt Applaudissement henimod os. Da den var ude, blev det endnu værre, Orchestret blæste Fanfare, og de raabte Leve, saa at jeg maatte op paa en Stol, 3 à 4 Gange. Jeg gik nu med Verhulst, af hvem ogsaa blev spillet et kjønt lille Stykke, og som ogsaa blev venligt modtaget, — han sagde selv, at det var fortyndet Theevand med Verhulst vilde jeg nu gjennem en Sidesal ud til Vognen; men det var pudsigt at see Folk gaa efter os, eller møde gjennem en anden Dør, og stadig hørtes en glad Mumlen, naar de kom i min Nærhed. Du seer altsaa, at det er i god Gang, jeg er for Øieblikket Løven. Iaften Kl. 8 er Concerten, imorgen (Fredag) kommer Sangerne og imorgen Aften Generalprøve, paa Lørdag Aften Opførelse. Saa er det værste overstaaet. Søndag eider et Festmaaltid, Mandag reiser jeg til Utrecht, Tirsdag Concert der; saa tilbage til Amsterdam og saa Fredag sidste Opførelse i „Felix meritis“ med 4de Sinf. og „Frühlingsfantasien“. Jeg gaar næppe til Rotterdam eller Haag, naar jeg er færdig her, længes jeg efter at komme hjem. Jeg fik igaar et Diplom som Æresmedlem af en Studentersangforening i Leyden. Jeg har det udmærket godt hoss. 200den elskværdige Familie, jeg er ligesaa ugenert som hjemme ; det er naturlige og elskværdige Mennesker.
13*
Torsdag Aften Kl. 11.
Concerten gik for mine Sagers Vedkommende aldeles udmærket, saaledes som i Musikforeningen, naar jeg er i rigtig godt Humeur. Jeg blev naturligviis modtaget af Publicum og for hvert Stykke Applaus. Før den sidste Ouverture traadte Verhulst hen til mig, og sagde høit, at det havde glædet dem at høre og spille min Musik, nu havde de den dobbelte Glæde at have mig selv personlig, og som aanske svarede til min musikalske Individualitet, ligefrem, aaben og beskeden; — det vilde nu være dem kjært, om denne Aften i „Cæcilia“ maatte vedblive at være i min Erindring, og dertil vilde Selskabet ved et synligt Tegn bidrage, idet de havde ladet slaa en Guldmedaille med mit Navn og Concertdagen den 20de November.
Derpaa overrakte han mig ligeledes et Diplom som Æresmedlem.
Derpaa kom en Fanfare og et Bravoraab og Klap fra Publicum. Alt var Jubel og Begeistring. Jeg havde baade Dig og alle 3 Børn i min Brystlomme, I var med til den Høitidelighed. Men Is. 201følger mig altid, saavel i Tanken som i Hjertet, Mer siden. — — — — — —
Søndag den 23de November 1873.
Nu har jeg overstaaet min meest anstrengende Dag, og Gud skee Tak! ligesaa udmærket som i Torsdags.
Men jeg vil fortælle i fremadskridende Orden. — Jeg skrev Dig jo strax om Aftenen, efter den første Concert, Du veed altsaa, at jeg blev jublende modtaget, stadig tilklappet og tilraabt, baade fra Publicum og Orchester. Musiken gik med en Præcision og en Glands og Fyrighed, som var herlig. „Michel Angelo“ er her et Livstykke. Før den begyndte, traadte Verhulst hen til mig med en Rulle Papir og Medaillen i Haanden og tiltalte mig, som jeg skrev Dig til; atter Jubel og Tilraab: det hollandske Flegma har jeg ikke mærket synderlig til. Jeg kjørte hjem efter Concerten, som ikke havde anstrengt mig synderligt, og skrev det hurtige Brev til Dig, for at Du strax og snarest kunde faa Efterretning. Derefter kjørte vi Kl. 11 til Forcati, en Klubsal, hvorhen jeg var inviteret; her var Direktører for de forskjellige Selskaber, Sangforeninger etc. — Det var mere en gemytlig Sammenkomst efter Concerten. Der blev naturligviis udbragt min Skaal med Begeistring, det hører nu til Dagenss. 202Orden. Jeg fortalte dem nu, hvorledes jeg, som ganske ungt Menneske havde componeret Ossian-Ouverturen og sendt den til Leipzig, og at dér en ung Hollænder var den første, som havde opført Ouverturen og saaledes indført mig i Tydskland. Denne unge Hollænder var nu bleven en gammel Hollænder og havde nu indført mig i sit Fødeland, han hed Verhulst, og derpaa udbragte jeg hans Skaal. Richard Hol udbragte min Kones og mine Rørns Skaal, det rørte mig igrunden meest, at Eders Skaal blev drukken. — Saa tog vi da hjem Kl. 1. Fredag var en slem Dag for mig, henved 3 Timers Prøve med Solosangerne og saa Generalprøve paa „Elverskud“ og „Korsfarerne“ om Aftenen. — Hill er en udmærket Sanger, sang Hr. Oluf fortræffeligt og charakteristisk.
Fru Ledelier sang Moderen og Armida meget musikalsk og charakteristisk, Fru Offermans har været en udmærket Sangerinde, men synger nu sjeldent og overtog for min Skyld Elverpigens Parti, som hun sang med megen Forstand, men Stemmen ikke gjennemtrængende nok. Tenoren Hr. Schröder er en prægtig, ung og meget stærk Heltetenor, gjorde i Korsfarerne udmærket Virkning. — Jeg var meget lidt oplagt, og ret træt om Aftenen, jeg tog derfor Sagen ganske roligt, for ikke at anstrenge mig og blive træt, inden jeg kom tilende. Prøven gik ordentlig, men ganske roligt og uden Feil, jeg gjentog endeel, og vi holdt op Kl. 101/2 2. Der var endeel Publicum, som vare glade ogs. 203applauderede, men dette var mig nu ganske ligegjldigt; jeg skyndte mig efter Prøven hjem og i Seng. Mine kjære Værtsfolk havde Østers og Ale til mig, da vi kom hjem, jeg drak et Par Glas, sov derfor daarligt og stod først op Kl. 10. — Rigtig munter var jeg ikke. (Det morede mig, at Verhulst efter Prøven bad mig at tage bedre fat imorgen, det gik jo kjønt og godt, men han syntes, at jeg selv var lidt ligegyldig og ikke med Liv og Sjæl med. — Jeg bad ham være rolig for den Sags Skyld. Altsaa Lørdag var jeg lidt træt, maatte modtage en Deputation fra Leydens Sangforening „Sempre crescendo“, som overbragte mit Æresdiplom, det er Universitetets Studentersangforening i Leyden. — Nu hvilede jeg mig ud og bad den gode Gud at give mig Kræfter, og han gjorde det, saa at alt lykkedes ganske aldeles udmærket. — Nu, vi kjørte i Concerten, det samme Lokale „Park“ som Torsdagsconcerten var i, Orchestret ikke saa stort, 12 Primovioliner, 8 Celloer og Contrabasser, men Choret 300 Personer, Klangen i Salen er fortrinlig; der kan være ca. 1500 Tilhørere. — Da jeg kom til min Pult, hang der en Laurbærkrands med danske, røde og hvide, lange Baand. Jeg blev modtaget med stor Applaus. Nu begyndte vi da, jeg var rigtig oppe, kan Du tro, tillidsfuld og rolig, det morede mig nu at lade dem høre, hvordan jeg ved Opførelsen satte Liv og Sjæl ind og rev Alting med. Det gik med en Hengivelse i Compositionerne — med et Sving og Magt f. Ex. i „Korsfarerne“-Choret Nr. 4 Es Dur ogs. 204Slutningschoret, ja, det skulde Du liave hørt; det mægtig store og udmærkede Chor sang med en Begeistring og Kraft, og tillige de stille Steder med en Inderlighed, som var rørende. Pilgrimschoret var ogsaa udmærket characteristisk, Solosangerne var ogsaa med, Orchestret ligeledes. Verhulst havde indstuderet alting udmærket, saa at jeg kunde lede dem med Ro og Sikkerhed. Virkningen var uimodstaaelig, og rev Tilhørerne med sig hele Aftenen. Da det var ude, storartet Fanfare og en Jubel, som ikke vilde høre op, Rlomsterkasten i stor Mængde; nu maatte ogsaa Verhulst frem, jeg tog ham ved Haanden og førte ham frem. — Ja, min søde Kone, jeg var uendelig taknemmelig, at Gud havde givet mig Kræfter til at føre det saa godt i gjennem. Nu er altsaa det værste overstaaet! Idag, Søndag, stod jeg op Kl. 10, har sovet godt og befinder mig vel. — Der er idag Festmiddag. Imorgen til Utrecht, Onsdag her tilbage, og saa er der ikke synderlig Uleilighed ved Concerten i „Felix meritis“ paa Fredag, Lørdag gjør jeg Afskedsvisitter, og muligviis Søndag begynder Tilbagereisen. Jeg har sagt nei til Haag og Rotterdam, det er mig formeget. Min Recreation er de herlige Gallerier og saa Familielivet hos Weetjens, som er saa yndig dansk og hjemligt. — — —
Naa, lev nu vel alle I Kjære! Tak Gud med mig, for alt det gode, han giver os. Hils Erslev, Fader og alle Rekjendte, fortæl Du kun, hvad jeg skriver om. — — — — — —
Utrecht, den 25de November 1873.
Tirsdag Morgen.
God Morgen! min søde Hustru. Jeg har sovet godt og befinder mig vel, tiltrods for al den Kommers, man gjør med mig, alle de meget sildige Selskaber etc., jeg troer, jeg maa have gode Kræfter. Naa, nu skal Du da høre. Lørdagsconcerten med „Elverskud“ og „Korsfarerne“ gik udmærket; jeg har jo fortalt om den store Laurbærkrands med danske Farver. Den er hængt op paa Beethovens Buste i Foyeren til Concertsalen. Mine elskværdige Værtsfolk var lyksalige over mine Triumfer, og de veed ikke alle de Opmærksomheder, de skal hitte paa. Deres Svigersøn fra Arnheim — det skjønneste Punkt i Holland — var kommen til denne Concert. Søndag Formiddag var jeg ude i Industripaladset for at høre en Sinfonie af Verhulst, som er meget kjøn og velgjort, der blev ogsaa opført „Michel Angelo“ ; der blev raabt saalænge, til jeg stod op paa en Stol, og nu gik det for Alvor løs. — Der gives overalt i Haver og andre Steder Concerter i Anledning af min Nærværelse, — som bestaar af mine Compositioner; det er naturligviis for at trække Hims. Ligeledes her i Utrecht gaar en Concert af samme Indhold. — Jeg spadserede endeel med Weetjen og Verhulst, det er stadig mageløs deiligt Veir.— Søndag Aften var der et stort Festmaaltid i Amstelpaladsets store Sal, som gaves af Bestyrerne fors. 206Selskabet „tot Bevoorderung d. Toonkunst“. — Der blev naturligviis udbragt en overordentlig fiin Skaal og Tak til mig, som jeg besvarede med en Tak til Selskabet, som havde kaldt mig herned. — — Verhulst udbragte senere Farfaders Skaal, sig ham dette, og hils ham hjerteligt fra mig. Din og Børnenes Skaal blev naturligviis udbragt. — Saa fik jeg et Telegram fra Dortrecht fra Musikforeningen der, med en varm Hilsen, og det paa dansk, var det ikke net. —
Der blev nu atter sagt mig noget og overrakt mig et Album fra Selskabet for ikke at glemme Amsterdam. I dette Album først Portraiter af alle Bestyrerne, dernæst de mærkeligste Rembrandtske Billeder i Photografi, saa Prospekter af Amsterdamer Posthuset, hvor jeg bragte Breve, saa Huset, hvor jeg boer, baade fra Gaden og fra Haven, og endelig Amstelhotellet, hvor Festen var. Det var rørende betænksomt og sindrigt valgt. — Mandag Morgen til Utrecht, som er en venlig By, med lidt af Amsterdams Physiognomi. Der var en Orehesterprøve Kl. 1, som Hol gjorde, medens jeg sad dernede.— Det er en smuk Concertsal, som kan rumme 1500 Personer. I Baggrunden over Orchestret var et Skjold ophængt med mit Navn, omgivet af Guirlander og Faner med rødt og hvidt. Det er et ret godt Orchester, Choret meget godt. Prøven, som var Kl. 7, trak temmelig langt ud. Første Deel bestod af hollandske Compositioner, Hol, Verhulst etc. Jeg begyndte Prøven Kl. 91/2. Jeg var noks. 207lidt søvnig, men da jeg først var kommen lidt igang, saa prøvede jeg tilbunds, saa at vi først holdt op Kl. 111/4. Det er saaledes Brug her. Hill var forkjølet og sang med halv Stemme; Alexander *) er god, ligeledes Thaïs, det bliver en meget god Opførelse, naar blot Hill er ved Stemme idag. — (Det er det deiligste Solskinsveir idag.) Iaftes var jeg hos en Mons. P. — en engelsk rig Liebhaver, hvor der var en stor Forsamling, jeg traf der en dansk Dr. K. — Vi kom først derfra Kl. 2. Imorgen tidlig tilbage til Amsterdam, til mine kjære Folk. — Paa Fredag Aften Concert i „Felix meritis“, Lørdag Afskedsvisitter og Søndag med Familien Weetjen til Arnheim, hvor deres gifte Datter boer. Mandag-Morgen hjemad, det er dog det allerbedste ved Reisen, den Tanke, at komme hjem til Eder, naa, hvor der skal fortælles, — indtil da, lev vel! — —
Utrecht. Onsdag Morgen.
Igaar Aftes var da Concerten, jeg blev modtaget som sædvanlig med Fanfare og lang Applauderen, — Laurbærkrands — etc. — „Kalanus“ gik særdeles godt, Chor udmærket, Orchester godt, det eneste var Hill, som var noget forkjølet og derfor sang lidt forsigtigt. — Efter „Ivalanus“ stor Balon meds. 208Blomster og Fanfare — derefter var der et Festmaaltid, hvor jeg maatte holde ud til Kl. 3. Tak for Dit kjære Brev — — —
Hr. Weetjen samler alle Aviser til mig, Programmer o. s. v. — Nu er jeg snart træt af al den Kommers. Idag (Onsdag) tager jeg hjem til Amsterdam med endeel Folk derfra, blandt andre Weetjen. Imorgen har jeg en lille Soloprøve paa „Foraarsfantasien“, Fredag Prøve og Opførelse paa denne og Sinfonie Nr. 4. Lørdag gjør jeg Afskedsvisitter og Søndag, som jeg skrev til Dig, reiser jeg med Weetjens Familie til Arnheim og derfra videre og videre til, — til Dig, til mine søde Børn, kys dem mange Gange. — — — — — —
Amsterdam, den 28de Novbr. 1873.
Torsdag Aften.
Jeg skrev til Dig fra Utrecht, hvor jeg igrunden blev mishandlet med lutter Opmærksomheder, jeg var saa udaset af de sent paa Aftenen givne Festmaaltider. Iaftes (Onsdag) var jeg indbuden til en musikalsk Soirée, hvor min Duo for Piano og Violin spilledes udmærket smukt af Brødrene Coemen, men jeg blev ikke til Souperen, gik hjem og iseng. Idag har jeg taget Afsked med den herlige Rembrandt i Trippenhaus-Galleriet. Jeg sender Dig noget afs. 209en Avis om „Elverskud“ og „Korsfarerne“; I have jo ønsket det, — men kan I forstaa det? Carl kan hos Lieutenant Niewenhuis faa det oversat. Imorgen (Fredag) har jeg Prøve og Opførelse i „Felix meritis“ paa „Foraarsfantasien“ og Sinfonie Nr. 4; det er min sidste Tour, og jeg er nu næsten træt og mæt af al den Ære og Hæder, som vises mig, jeg længes efter i Ro og Mag at besinde mig, og jeg længes meçet efter Jer. — — — — — —
Amsterdam, den 29de Novbr. 1873.
Fredag Aften.
Du kan tro, at Concerten gik godt iaften. Men jeg maa fortælle ordentlig fra Begyndelsen. Iaftes skrev jeg, at jeg havde to Prøver, Hill sang Bas i „Foraarsfantasien“, og den var meget godt besat forresten. Orchesterprøverne morede mig meget, da Salen i „Felix meritis“ er af samme Størrelse som Casinos lille Sal, der maa spilles med samme Delikatesse. Jeg indstuderede de to Sager, skjøndt de kjender dem godt, — som de kjende alle mine Sager, og det gik særdeles fiint og glat. — Den ædle og elskelige Verhulst havde atter lier med den største Omhu forud havt Prøver med Orchestret, saa at alt var forberedt paa den bedste Maade.
Første Deel af Concerten var: Egmont Ouverture,s. 210Duo af „Faust“, Notturno af Mendelssohn og en Ballade af Schumann (Hill). „Foraarsfantasien“ gik særdeles godt og blev stærkt applauderet. (Jeg blev naturligviis modtaget som sædvanlig.) Efter „Foraarsfantasien“ traadte den ældste Bestyrer hen til mig ved Anførerstolen og holdt en Tale til mig om den Ære, det var for Selskabet at have mig i deres Midte, mine Compositioner kjendte de jo, men nu var det dem en dobbelt Glæde at høre dem under min Direktion. Han bad mig ikke glemme Holland og Selskabet „Felix meritis“ og bad mig til Erindring at modtage et lille Tegn paa deres Høiagtelse, nemlig en Taktstok med stort Sølvhaandtag, hvorpaa er graveret „Herr Niels W. Gade, Til Minde om den 28de November 1873 i Felix meritis.“ Er det ikke smukt? Derpaa meddelte han mig, at samtlige Medlemmer eenstenmmig havde udnævnt mig til Æresmedlem af Selskabet F. M. — Derpaa Fanfare og stærk Applaus. — Nu kom Sinfonien, som gik udmærket fiint og livligt. Jeg dirigerede det sidste Stykke med den deilige Taktstok. Stærk Applaus og Fanfare. Men hvad nu? Nu kommer Verhulst ind i Orchestret og stiller sig op midt imellem Orchestermedlemmerne,slaar Takt og saa spiller de to Vers af „Kong Christian stod ved høien Mast“. Jeg stod dybt greben ved min Pult, og hele Publicum reiste sig op og blev staaende. — Jeg sagde da et Par Ord, Tak og hjerteligt Levvel til dem alle. — Fanfare! og dermed er min Virksomhed tilende!
s. 211Stor Ære og Hæder er bleven mig tildeel, megen Venlighed og hjertelig Forekommenhed har mødt mig overalt. — Jeg takker den gode Gud, at jeg har havt Kræfter til at bære det altsammen i Ydmyghed. Takker med mig for den store Naade.
Der er nu kun tilbage at gjøre Afskedsvisitter imorgen, der er mange, men jeg kjører i Weetjens Vogn rundt i 3 Timer, saa det er da ikke saa besværligt. — Naa, hvem der skal fortælle noget, naar jeg kommer til Eder. Jeg glæder mig usigeligt til atter at sidde hos Jer i de lune Stuer, sidde hos min elskede Hustru og mine søde Børn. — — — —
Arnlieim, Søndag den 30te November 1873.
Idag (Kl. 7½ Morgen) reiste jeg med Hr. og Fru Weetjen og den ene Datter fra Amsterdam hertil. Igaar (Lørdag) havde jeg travlt med at gjøre Afskedsvisitter rundt omkring, modtage Afskedsbesøg etc. — Jeg var 2 Timer hos Verhulst, som spillede for mig hollandske Sange, ganske udmærket smukke Sager, ganske simple og hjertelige Melodier. — Om Aftenen var vi ganske ene, Familien Weetjen og Verhulst, — han var munter, men meget bevæget, han er ret et Hjertemenneske, — da vi havde drukket The sammen og udvexlet vore Portraiter,s. 212gik han pludselig ud af Døren, kom tilbage med Hat og Overfrakke paa, gik hen til mig og kyssede mig paa Panden og sagde: Adieu, kjære Gade, trykkede min Haand og ilede ud af Stuen. Han vilde undgaa at tage Afsked, da han let bliver stærkt bevæget, saa at Taarene kommer ham i Øinene, og da kan han ikke styre sin Bevægelse. — Det er en herlig Natur, sand og ædel og elsker mig høit, baade som Kunstner og som Menneske. At jeg var bevæget ved at forlade denne By, hvor jeg har mødt saamegen kjærlig Forekommenhed og bleven mødt med saamegen Begeistring, kan Du jo tænke Dig. — Jeg pakkede mine Sager ind, takkede Gud, og gik i Seng og lod i Tankerne de skjønne Dage passere forbi min Erindring. Særlig dvælede jeg ved den sidste Atten i „Felix meritis“, da de spillede den danske Nationalsang, og hele Publicum reiste sig og blev staaende, jeg følte mig da glad og dybt bevæget og havde Følelsen af, at jeg gjorde mit Fædreland — det kjære Danmark Ære.
Kl. 6½ stod jeg op, og saa kjørte vi til Arnheim.— — — — som er en smuk By og Hollands Paradis. Deilige Godser ligge tæt ved Byen med yndige Parker og Skove, aldeles som i de sjællandske Egne. Det mindede mig overraskende om Sjælland, og var mig som noget nyt efter Opholdet i det eiendommelige Amsterdam med sine Kanaler. Vi have gjort en Tour til Vogns til Velpe, hvor jeg hilste paa Verhulsts Kone og Børn, en elskelig og eiendommelig Familie, ligesom Faderen, aldeles Naturs. 213og med varme Hjerter — den ældste Datter er 15 Aar, er meget talentfuld, spiller og synger udmærket godt. — Jeg sagde liende, hvad jeg ikke kunde sige Verhulst selv, hvor kjær han er mig, og hvormeget jeg skatter og høiagter ham. — — — — Dette er vist det sidste Brev, — jeg reiser imorgen til Hannover, Tirsdag til Hamborg, Onsdag kommer jeg, med Guds Hjelp, til Kjøbenhavn med Aftentoget.
I de tre Aar, som forløb, inden Gade paany begav sig paa Rejser, skrev han blandt andet „Zion“ og „Viborg Domkirke“. Dette sidste Arbejde blev skrevet i Anledning af de jydske Sangforeningers Sangfest i Aarhus 1874, som overværedes af en Del indbudte kjøbenhavnske Musikere med Hartmann og Gade i Spidsen, dog dirigerede ingen af disse to ved Concerterne i Aarhus.
1876 opfordrede Gomitéen for Musikfesterne i Birmingham Gade til at komponere et nyt Værk til dette Aars Fest, og indbød ham til at komme dertil og selv dirigere dette.
Gade tilbød da en Komposition, der vel var komponeret for 2 Aar siden, men aldrig havde været opført, nemlig Concertstykket „Zion“.
Den overordentlig hensynsfulde Maade, hvorpaa Comitéen i Birmingham modtog alle Underretningers. 214angaaende Gades Ønsker med Hensyn til Opførelsen, Prøverne, Noder o. s. v. tiltalte ham i højeste Grad, og han opbevarede Breve, hvori man udbad sig hans Ordrer eller meddelte ham deres nøjagtige Udførelse, for at man en Gang skulde kunne se, hvor respektfuldt Englænderne var optraadte ligeoverfor ham! Det generede ham meget, at han ikke var det engelske Sprog mægtig, — først efter Indbydelsen til Birmingham begyndte han at lære Engelsk, — og han var i en saa stor Uro og Spænding, da han rejste fra Kjøbenhavn, at han havde stærk Feber og var syg paa hele Turen til England, noget, han dog fortav i Breve til sin Familie, der nogen Tid før han forlod Kjøbenhavn for at tilbringe Sommeren i Hobro. Fra denne Rejse meddeles følgende Breve til hans Hustru:
14
Rotterdam, Mandag den 24de Juli 1876.
Jeg skrev igaaraftes *), og gaar nu videre. — Jeg havde en noget urolig Nat, da der var et Bæst af en Hund, som gjøede hvert Øieblik. Hvor jeg ønskede, at Crone havde været her med sin Hundeplacat, ja, jeg beundrede den vise Indretning i Kjøbenhavn, med Hensyn til Hunde idetmindste. Endelig faldt jeg i Søvn og sov ret vel. — Kl. 12 gik jeg med Jernbanen fra Osnabrück til Rotterdam, det var en trykkende Hede, men jeg spiste og drak ovennaade lidt. Der var endeel hollandske Folk,s. 215især nogle rare, lidt svære og velvilligt udseende Kvinder, som det morede mig at høre tale hollandsk. Jeg har desværre glemt det lidet, jeg kunde sidste Gang. — Ved den første hollandske Stad traf det sig ganske morsomt, at den Mand, som sidst sagde mig Farvel ved den hollandske Grændse, ogsaa var den første, som hilste paa mig: „Er det ikke Hr. Niels Gade?“ heldigviis kunde jeg huske og kjende ham igjen. Vi kom igjennem alle de mig bekjendte Steder, og ved Arnheim, hvor der var et lille Ophold,, stod de hollandske Damer af, og vi sagde Farvel. Jeg kunde da ikke undlade at spørge dem, „om jeg ikke tidligere havde havt den Fornøielse at see dem.“ Nei, svarede den ældre Dame, mig idetmindste ikke, men den unge Pige kjendte Dem efter Deres Portrait. — A propos, nu falder det mig ind, at Bloch fortalte mig, før jeg reiste, at han havde været i Holland i Sommer, og det havde moret ham, at det første, han saae i Amsterdam, var mit Portrait i et Vindue hos en Kunsthandler, og det første, han hørte i en Haveconcert, var noget af mig. Men videre — vi ankom lidt efter Kl. 8 til Rotterdam, og jeg tænkte, det var bedst at forsøge det som Engelskmand; jeg kjørte altsaa til Hotellet „des Bains“ og begyndte strax: „Pray, pay the coachman, will you give me a room in the second or first floor.“ Vi gik nu op i first floor, hvor der var et lille, rigtignok meget lille og et større, og jeg tænkte, det er bedst at tage det større, og saa tog jeg det større room. Men jeg ers. 216saagu’ bange for, at den Peiter kommer mig dyrt at staa. Naa, der er intet derved at gjøre, undtagen at være forsigtigere i Antwerpen. Jeg gik lidt ud i Byen og saae mig om. — — — Imorgen Kl. 9½ gaar jeg til Antwerpen, hvor jeg kommer Kl. 1, jeg vil see mig lidt om der, og saa paa Onsdag Middag gaar jeg med det gode, nye Dampskib „Graf Orsay“ til London. Jeg tænker meget og ofte paa Jer. — — — — — —
14*
Antwerpen. Tirsdag den 25de Juli 1876.
Det faldt mig ind, efter jeg havde afsendt Brevet igaar, at jeg har glemt at nummerere Brevene, som jeg ellers pleier, det vil jeg nu gjøre. — — — — Nu er jeg da i det katholske Antwerpen, deilig, godt Veir, Klokkespillet fra Domkirken lyder stille ind igjennem Vinduet til mig; jeg var der for lidt siden, da jeg havde spist Middag, for strax at hilse paa Rubens’s to Mesterstykker: Christus paa Korset og Nedtageisen af Korset. — Det er to af hans skjønneste Malerier og i den deiligste gothiske Kirke; tænk Dig, der er foruden det store Midtskib 3 Sideskibe, altsaa tilsammen 7 Kirkeskibe og dertil en svimlende Høide. — Men nu maa jeg først fortælle, hvorledes jeg kom fra Rotterdam. — — — Kl. 9½ seilede jeg over Maasfloden til Jernbanen, og koms. 217efter at have passeret høist mærkelige Hængebroer til Anvers Kl, 1. Jeg var i Waggonen alene med en hollandsk Mand og Kone; han gav sig i Snak med mig paa engelsk, jeg lod staa til, og det gik meget godt. — Det maa vist være den blaatærnede Skjorte — som nu er ligesaa smudsig som enhver anden Skjorte, — i Forbindelse med den mekaniske Hat, jeg kjøbte mig, og saa Ordensbaandet, som giver mig et mere distingveret Udseende end sædvanlig. Maaskee jeg ogsaa har en alvorligere og mere anstandsfuld, eftertænkende Mine end ellers, naar jeg er blandt danske. — Jeg saae efter i min Bog og fandt paa at tage ind i et Hotel „du bien Être“, som ligger i en Sidegade, og jeg troer at have truffet godt, det er nemlig en Slags Pension. Det saae jo ikke saa stort ud som Hotellerne paa Torvet, men jeg vilde jo ogsaa indvinde noget af det, der var gaaet med i Rotterdam. — Det Skib, som jeg vilde tage med fra Antwerpen og indrettede Tourene efter („Baron Orsy“), ligger ganske rigtig ved Stranden, og Værten sagde mig, at han skulde tage Billet og skaffe mig en god „Berth“ (Køie), da Direktøren for Compagniet spiste hos ham hver Dag. Efter Middag tog jeg en „Driver“ med og gik hen at see Domkirken, som er udmærket, derefter saae jeg et saakaldet Museum, som har endeel gamle Snurrepiberier fra den spanske Tid; men interessant var det at see Fængslerne i Kjælderen, hvor Hertug Alba havde holdt Fangerne og piint dem paa alle mulige Maader. Hele Huset har nemlig værets. 218Fængsel. Byen selv er meget katholsk og forresten med interessante Bygninger, de fleste gamle. Paa en stor Plads er Rubens Statue, paa en anden Teniers og i Nærheden Quintin Massys Brønd. Jeghilste dem alle meget flittig fra Axel Gade; jegventede, at de skulde nikke med Hovedet, som alle velopdragne Statuer paa Theatret gjør; det var maaske for lyst, for de saae ligeud og lod som intet. Jeg bliver her til imorgen Kl. 12, saa gaar jeg ombord, og med Guds Hjelp haaber jeg at være i London i Overmorgen. Nu kommer der altsaaa først Brev fra London, og det vil vare nogle Dage. Lev vel alle tilsammen. — — — — — —
Antwerpen, den 25de Juli 1876.
Tirsdag Aften.
Da Du jo ikke i et Par Dage faar Brev, paa Grund af Overreisen, vil jeg skrive lidt iaften og imorgen tidlig, medens jeg er her.
Jeg befinder mig meget vel her i Hotellet, som er aldeles eiendommeligt. — — — — Senere hen paa Eftermiddagen gik jeg en Tour alene i Byen og gik saa ned ved Dampskibet, et elegant, engelsk Skib. Kaptainen stod paa Skibet og bød mig ombord. „De er maaske Hr. Gade? Deres Vært hars. 219besørget Billet og Køje til Dem, har De Lyst til at see Deres Soverum?“ Og „I did“: En lang, prægtig Kahyt kom jeg igjennem, meget komfortabel med Borde, Sofaer og Stole, og saa saae jeg mit Rum med flere Køier og Senge, som vare udmærket propre. Vi skal kun være to i dette Rum. — „Maa jeg spørge Dem, er De den Hr. Gade, jeg læste i „Times“ idag skulde komme til Birmingham?“ „Her skal De see Avisen,“ og morsomt nok, der stod: „at nu var Forberedelserne til Musical-Festival saa vidt fremrykkede, at der var ført Correspondance med Hr. Gade om at være tilstede ved de sidste Prøver, og den ber .... Komponist havde lovet at komme saa tidlig, at han kunde overvære Prøverne.“ Ja, det er rigtignok myself, sagde jeg, og nu var han endmere høflig og venlig. — Jeg forlod Skibet, og det var et deiligt Sommerveir, saa jeg glæder mig til Touren. Det gik jo paa engelsk, og jeg haaber, naar jeg en otte Dages Tid bliver nødt til at tale, og høre det tale, saa gaar det nok. — Min tydske Opvarter gjorde den Bemærkning idag, det er dog mærkeligt, at næsten alle Englænderne tale tydsk — (lang Tankestreg.) Men imorgen gaar jeg ud af den blaastribede Skjorte, og ind i en hvid, for ombord maa man være lidt gentlemanlike, tænker jeg, men saa skal vi see, om det er Skjorten eller Manden, der har duperet Opvarteren. — Ja, kjære Mathilde, jegskriver rigtignok udelukkende om „myself“ men jeg tænker, det morer Jer at høre disse Smaahistorier.s. 220En Mærkelighed kan Du fortælle Børnene, nemlig, at jeg tror, mit Uhr har faaet Feber; det gaar ellers altid bagefter, men nu løber det, først et Quarter og nu endog en halv Time, forud. Mon de kan forstaa dette? — — — — — —
London, den 27de Juli 1876.
Torsdag Aften.
Igaar (Onsdag) Kl. 1 gik jeg altsaa med Damperen ,,Baron Orsy“ fra Antwerpen. Jeg saae i Begyndelsen paa alle Passagererne, — der var ikke mange, — for at udvælge mit Bytte til at tale engelsk med. Først indlod jeg mig med nogle Børn, men de talte hollandsk eller fransk. — Saa var der en Jødefamilie, men der gik det snart over i tydsk, da de mærkede, at jeg havde vanskeligt ved at udtrykke combinerede Sætninger. Endelig var der et Par unge Fyre, der saae ud til at være engelske Studenter, og det var da ogsaa rigtigt. Vi indlode os med hinanden, og jeg kunde nogenlunde gjøre mig forstaaelig, men det kneb fælt med at forstaa dem, vi gled derfor let over fra et og til et andet, det var to venlige og beskedne Mennesker fra Oxford Universitetet. — Vi kom Kl. 6 ind i Themsen, og det var morsomt at see den uhyre Virksomhed baade paa Strandkanterne og paas. 221Vandet. Omsider, Kl. 9 naaede vi op til „Catharine Wharf“ og lagde til ved Strandbredden. Nu kom altsaa Humlen — Kuffertdragerne, Cabmanden osv. — — — — jeg gjorde mit Bestik saaledes: Fra Landingspladsen til Canon-street Station med Cab og derfra pr. Jernbane til Charing-cross Stationen. Og det gik udmærket nemt. Denne Jernbanetour er noget af det curiøseste, man kan tænke sig, den begyndte meget manerlig paa Jorden, men et Øieblik efter var det, som vi kjørte igjennem alle Quistetagerne og paa Ryggen af Husenes Tage, og det saae ud, som der tittede lutter røde Nissehuer frem rundt omkring; paa de simplere Huse er der nemlig mange, røde Leerrør op over Skorstenene, to Gange kjørte vi paa store Broer over Themsen. Saa naaede jeg da Hotellet, men kunde kun faa et „bedroom“ i 5te Etage, det var dog for høit, jeg bad derfor om Anviisning paa et andet Sted i Nærheden. De viste mig til et Hotel lige overfor „Golden-cross“ og der boer jeg nu i 2den Etage til Gaden i et mindre Værelse, men meget net, for 4 Shillings om Dagen. — Jeg har paa egen Haand foretaget mig følgende idag: kjørt med Jernbanen, indlogeret mig, været paa Posthuset uden at faa Brev, kjøbt mig en Silkehat og en Paraply, ja — det maa jeg fortælle Dig. Jeg tog min gamle, billige og fordringsløse Paraply med fra Kjøbenhavn, men da jeg skulde forlade Dampskibet, syntes jeg, at det var en passende Leilighed til at forlade Paraplyen med det samme. Thi falmet var den jos. 222i Kjøbenhavn, men Reisen havde ikke virket heldbringende paa den eller bragt den i god Kulør, jeg undsaae mig derfor for at komme i et pænt Hotel med den afblegede Stakkel. Da vi gik fra Borde, saae jeg Opvarteren rende omkring med den og spørge sig for. Til mig kom han heldigviis ikke, jeg havde maaskee ikke kunnet modstaa den gamle Stakkel og havde været nødsaget til at drukne den, og det gaar jo ikke an, da Du jo er Medlem af Foreningen mod Dyreplageri. Naa, tilbage til mig selv igjen. Saa tog jeg min nye Frakke og Hat, nærmest for at røre Frakken lidt, da den saa længe har været indelukket, og spadserede ned til Westminster Abbediet. — Det er aldeles udmærket, gammelt og ærværdigt. Forresten var jeg ogsaa i Formiddags i den store Paulskirke, men den er ikke nær saa interessant. Livet paa Hovedgaderne er jo uhyre bevæget, Omnibusserne — jeg har ogsaa kjørt et godt Stykke Vei med dem idag, — farer frem og tilbage, Drosker slynger sig imellem i den største Fart. — Det er, som Du saae en stor Bikube, hvor Bierne myldre ud af Indgangshullet ovenpaa hverandre, travlt, travlt, vorwärts, og det er pudsigt at see, naar man slet ikke veed, hvorfor de har saa uhyre travlt. Endnu har jeg ikke faaet andet Syn paa London. Lev vel alle.— — — — — —
London, den 28de Juli 1876.
Fredag Aften.
Jeg var paa Posten imorges, men fik intet Brev. — — — Jeg har ellers rørt mig ordentlig baade igaar og idag. Først paa Posthuset, derfra gik jeg til Paulskirken og overværede endeel af Gudstjenesten. Saa spadserede jeg en lang Tour langs Themsen og gik ind og drak en Kop Chocolade og spiste et Brød, men det var kun daarlig Chocolade.
Derefter gik og kjørte jeg med Omnibus til British Museum Kl. 2, og der blev jeg til Kl. 5. Jeg morede mig aldeles udmærket, en uhyre stor Bygning splendid i høieste Grad, tænk Dig alle Statuer f. Ex. staar paa en speilglat, sleben rød Granitfod. De ægyptiske og assyriske Mindesmærker er aldeles fortræffelige, ikke at tale om de græske, hvoraf der er en stor Masse af de allermærkeligste. Dernæst er der en Mængde Haandskrifter fra de ældste Tider, Knud den store, alle de engelske Konger, Digtere og Lærde, — Kobberstik og Haandtegninger, ikke at tale om de uhyre Bogreoler fra Gulv til Loft, — ja der er noget at see paa. Men Du kan troe, jeg var træt efter den Tour — — —. Hvorledes gaar det saa med Sproget? Det skal jeg sige Dig; jeg kan godt klare mig med at spørge om dit eller dat, men Fanden kan forstaa dem, endnu er det meget vanskeligt. Det vil sige, jeg kan meget godt forstaa, hvad de svare paa mit Spørgsmaal, men naar jeg ikke veed, hvorom Talens. 224er, saa er jeg ikke med. Hansen, som har været her i tre Aar, tåler flydende og forstaar naturligviis aldeles fuldkomment. Jeg ytrede til ham, at jeg var bange for, at det ikke vilde gaa for mig, men han trøstede mig med, at naar jeg havde været her en Uge, vilde jeg forstak dem meget bedre; det er jo rigtignok først den anden Dag idag. Jeg bad ham at tale engelsk, og det gjorde vi da, — han er forresten ikke saa nem at forstaa, han taler ligesom Englænderne dybt og imellem Tænderne. Nu faar vi see om 8 Dage, gaar det saa ikke, saa maa jeg see at faa ham med, naar jeg gjør Visitter hos Folk, som ikke kan tydsk. — Det er ellers høist interessant at lære det engelske Liv at kjende, der er gjennemgaaende praktisk, solid og enkelt Façon paa det Hele, og jeg troer, Folk af bedre Klasser er meget elskværdigere, naar de er udenfor Forretningen. Saalænge de er Forretningsmænd, er det afskyelige Ordsprog „time is money“ gjældende, det hedder ogsaa at „pay a visit“. Jeg gaar først til Novello *) paa Mandag, jeg lever incognito, hvilket er meget nemt her i denne uhyre By. Jeg bemærker nu, at jeg bruger Ordet „uhyre“ meget oftere end jeg pleier, men her er det ogsaa naturligere at anvende det, end i det fredelige, idylliske Kjøbenhavn. — — — — — —
London, den 31te Juli 1876.
Mandag Morgen.
I Forgaars (Lørdag) Formiddag kom Hansen, og vi gik sammen til Westminster Abbey, Parlamentshuset, Lordernes Room er udmærket pragtfuldt som det hele Huus. Nu skal Du høre, hvad jeg ganske tilfældig kom til at overvære; vi gik nemlig ind i et Retslocale og saae der Dommerne og alle Advokaterne i Silkekapper og med graa Parykker og Pidsk i Nakken. Nogle havde rigtignok, paa Grund af Varmen, kan jeg tænke, skaaret et lille Hul oven i deres Paryk, saa at deres eget sorte Haar stak igjennem. Der stod en yngre Mand som anklaget og forsvarede sin Sag ligeoverfor Advokaten, og hvad tror Du, han var anklaget for, og af hvem? Hans Forlovede havde stævnet ham, fordi han havde hævet Forlovelsen! I Almindelighed maa han betale en Mulkt efter sine Formuesomstændigheder, da det fra hendes Side betragtes som et Pengetab, hun lider, hvis Kjæresten er formmende. Der forekommer lignende Sager som: Oplæsning af alle Breve fra ham, og hvor ofte han har kysset hende, — tænk Dig, i Politiretten og for et stort Publicum og dernæst i Aviserne. At saadanne Ting ikke sjældent forekommer, antager jeg, da denne Ret særlig var for: break of promises. Jeg var om Eftermiddagen igjen i British Museum og morede mig kostbart. .Jeg var uhyre træt den Dag og hvilede mig ud oms. 226Aftenen i Golden Cross. Her havde en amerikansk Musikhandler snuset mig op, forresten en net Mand, og ønskede at gjøre mit Bekjendtskab. Han bad mig om en Liste paa mine trykte Compositioner, hvortil jeg svarede, at jeg ikke havde en saadan, men at hos Forlæggeren i Leipzig kunde han faa dem alle. — Ja, svarede han, jeg kan faa dem meget nemmere, da de fleste af deres Sager ere trykte efter og udkomne i New-York, men jeg ønskede en fuldstændig Liste, selv er jeg noget musikalsk, og vi have oftere udført deres Compositioner. Igaar (Søndag) tog jeg med Hansen til Hampton-court, det kgl. Slot med dejlige Malerier og mange andre Herligheder. Noget af det bedste var den friske, sunde Luft der, for Luften i London er alt andet end god, skjøndt det har været klart og godt Veir. Idag, Mandag vil jeg tage til General Bülow for at spørge, om jeg kan faa Audiens hos Prinsesse Alexandra. Imorgen gaar jeg til Novello og saa er Incognitotiden forbi. Jeg er nu ret godt hjemme saavel i den Deel, hvor jeg boer (Westernd) som ogsaa i at finde Omnibussen, som jeg skal med der eller derhen, og dette er ikke let, maa Du vide; bestandig gaar der Buss frem og tilbage, rød, blaa, brun, grøn — og saa gjælder det i en Fart at gjøre Tegn og løbe ind i „Buss“. — — — —
London, den 31te Juli 1876.
Mandag Aften.
Jeg skrev til Dig imorges og jeg tager fat igjen i Aften; — — — her er stille i London om Søndagen, ikke engang Posthuset udgiver Breve. Det er ogsaa underligt at see den Stilhed, baade i Færdsel paa Gaden og andre Henseender; jeg bad min Værtinde om Regning for de 4 Dage, og hun sagde: ja, imorgen kan vi tale derom, idag er det jo ikke værdt. — I Formiddag var jeg hos Gesandten, General Bülow, en meget net og venlig Mand. Han tilbød at ville gjøre, hvad jeg ønskede, tilbød mig Indgangskort til Parlamentshuset, som jeg fik, baade til „House of Lords“ og „House of commons“. Prinsessen er desværre ikke i London, og han frygtede for, at hun nu ikke kommer tilbage til London, men tager til et Slot, for der at tage Sommerophold. — — — Jeg morede mig derefter i British Museum, det er udmærket, og der er endnu en Masse at see. Jeg var senere henne paa en af Broerne over Themsen, det var Solskin, og det var rigtignok et stolt Syn at see ud over Floden, hvor Dampskibe gik frem og tilbage, lagde til ved Broerne, fik nye Passagerer, og afsted igjen ; — lidt længere borte en Bro, hvor et Jernbanetog farer tilhøire og et andet tilvenstre, — lader man Øiet søge længere frem, hæver sig i det Fjerne den vældige Kuppel paa St. Pauls Kirken og en Masse mindre Kirketaarne nærmere fremme, store palads.s. 228agtige Huse og alt imellem grønne Pladser med høie Søiler. — Jeg er nu kommet mere i Berøring med Folk, eller i det mindste har jeg observeret dem, og jeg begynder at forstaa deres Maade at være paa, som jo er noget forskjellig fra andre Nationers, men jeg antager, at man kommer til at holde af dem ved nærmere Bekjendtskab. Kommer man ind i en Ommibus, seer alle ligeud og meget ligegyldige, hilse eller sligt, maa man vel tage sig iagt for, hver sørger for sig. — Kommer man imidlertid fil en Station og spørger en af dem: please — er dette Station N. N., saa bliver i de fleste Tilfælde de ligegyldige Ansigter velvillige og giver omstændelig Underretning paa den elskværdigste Maade; men naar dette er afgjort, saa er Samtalen ude, og hver sidder for sig igjen. — I det Hele, har jeg lagt Mærke til, tale Englænderne meget lidt indbyrdes, f. Ex.: igaar, da jeg var i Restaurationen i Hampton-court, sad der en ung Herre og Dame ved det nærmeste Bord, enten Forlovede eller Nygifte, men de lukkede ikke Munden op, uden for at putte Maden ind i den; og saaledes i de fleste Tilfælde. Forresten har jeg hørt saameget smukt om Familielivet, om Troskab imellem Mand og Kone, som skal være aldeles exemplarisk og elskværdigt i alle Henseender. — — — — — Jeg morer mig excellent. — — — — — —
London, den 1ste August 1876.
Tirsdag Morgen.
Jeg var hos Novello i Formiddag, men fik en lang Næse — intet Brev — — —. Jeg gik derhen med Hansen, for at han kunde hjelpe, hvis det kneb, men her taltes godt tydsk; Musikhandleren søgte selv efter Brevet og lovede at sende det, saasnart der kom noget. — — I Formiddag var jeg i Westminster Abbey for at overvære en mindre Gudstjeneste med Chorsang. Det er meget eiendommeligt og helt anderledes end hos os. Der var en heel Besætning af Chordrenge og Voxne, alle med hvide Talarer, ingen Prædiken, men Oplæsning af et Stykke af det gamle Testamente og Pauli Brev til Romerne. — Imellem blev der af alle sunget et Par af Davids Salmer, og det paa en egen Maade; Versene ere nemlig urhytmiske, snart lange og snart korte, men den samme Melodie bruges bestandig; altsaa, hvor der er lang Text, maa de skynde sig for at faa det altsammen med, det gaar derfor sommetider meget hurtigt, 8de og 16de Dele. Det samme er Tilfældet i alle engelske Kirker. Jegsad nær ved den Clergyman, som læste op, og jeghavde den Fornøielse at kunne forstaa enkelte Sætninger. Jeg vænner mig nu meget bedre til at forstaa deres Tale, naar de blot taler lidt tydeligt og ikke for meget imellem Tænderne. — Jeg saae forleden en Gadeprædikant, det var rigtignok alt andet end høitideligt, han fortalte dem en Histories. 230med mange lystige Tildragelser, men endte med at uddrage en Moral deraf. Ja, her hører og seer man mange underlige Ting, hvor man gaar og staar. I Eftermiddag spadserede jeg paa mit Yndlingssted, Westminsterbroen, med den deilige Udsigt til alle Sider. Herfra gik jeg med Hansen paa den underjordiske Jernbane under en Deel af London, og rutsch, — var vi hjemme ved Charing Cross. — — Nu skal jeg ud til en af Sangerne, Tenoristen Mr. Rigby, for at aftale med ham om at gjennemgaa Rinaldos Parti. — Nu faar vi at see, hvordan det vil gaa for ham, jeg er meget nysgjerrig efter at høre, hvorledes det tager sig ud paa engelsk. Derefter tænker jeg at tage til Kensington Slot, hvor der findes deilige Malerier. Mit kjæreste Opholdssted er dog næsten British Museum, og især de gamle Sager af Phidias fra Akropolis i Athen, det er det, der allermest har interesseret mig endnu.
15
London, den 3die August 1876.
Naa, idag begyndte jeg da paa Forretningerne Kl. 11 med Mr. Rigby „Rinaldo“, han kunde Partiet fuldstændig og synger det med en prægtig Stemme. Jeg angav ham Nuancer, som han uds. 231mærket opfattede; paa Lørdag skal vi igjen synge det igjennem, han er meget henrykt derover. Det er en Fyr paa 36 Aar omtrent, livfuld og med Følelse; derefter besøgte jeg Sir Benedict, en oprindelig tydsk „composer“, han var meget venlig, jeg kjender ham fra tidligere Tid, og han tilbød sig at være mig behjælpelig med Raad og Daad. Han sagde mig, at de i Birmingham var meget glade over „Zion“ og at Choret der skal være udmærket, og „Zion“ er jo for Chor helt igjennem, saa jeg tænker, at det er et heldigt Valg. Sangeren Rigby talte jeg kun engelsk med, og han forstod mig særdeles vel, og jeg maa sige, at jeg har større Gloseforraad, end jeg selv tænkte. Korrektheden, ja, den er ikke meget stor, men de roser mig dog, at jeg uden Vanskelighed kan gjøre mig forstaaelig; Helvedes Karl! — Hansen siger ogsaa: „Det gaar jo meget godt, De klarer Dem godt.“ — — — —
London, den 4de August 1876.
Fredag Aften.
Igaar var jeg med Hansen i Chrystalpaladset — — jeg morede mig herligt, og i Særdeleshed var det meget forfriskende at indaande den friske og rene Landluft — — . Storslaaet er det jo altsammen, hvad man seer, ikke alene selve Bygningen, soms. 232er u hyre, men Haveanlæget, Udsigten fra Høiderne langt ud over Landet, Massen af Statuer, et Theater og flere store Concertsale — men fremfor alt den deilige Natur. Ja, det var en rigtig smuk Udflugt. Imorges forsøgte jeg at komme ind i Nationalgalleriet, — som i denne Tid er lukket, — og det lykkedes mig. Naa, Axel, der skulde Du see,— de have Malerier af van Eyck, Memling, van der Wevde, Rafael, Leonardo, Rubens, Rembrandt (deilige Ting) en Franzia, som jeg næsten ikke kunde komme fra (en Pieta) og saa Hollændere som v. der Velde, de Hoge, Berghem, Potter — men jeg er bange, at Tænderne løbe for meget i Vand, derfor vil jeg holde op at fortælle derom. Jeg var aldeles henrykt over de herlige Mesterværker.— Jeg fik idag et Brev fra Mr. Peyton i Birmingham, hvori han bad mig gaa hen til en Mr. Peck, som besørger Programmerne til Festival. Det var en gammel Mand, som vilde have nogen Underretning om Instrumenterne i „Korsfarerne“, der var noget, han ikke havde forstaalt. Om man kunde gjøre Flageolet paa Harpe? Jeg underrettede ham nu paa en pæn Maade om, at jeg havde skrevet 50 Værker, og var ikke nogen aldeles uerfaren Mand, og skulde nok vise dem, hvorledes Flageolet skulde udføres paa Harpe. (Jeg blev egentlig lidt gal i Hovedet.) Han blev lidt forlegen og var nu dobbelt venlig, viiste mig Haandskrifter af Händel osv. og vi blev meget gode Venner. Og det gik hele Tiden paa engelsk, men mærkeligt nok, han forstod mig,s. 233og jeg forstod ham meget godt. Saa skrev jeget Brev til Mr. Peyton, at jeg vilde komme til Birmingham i Begyndelsen af næste Uge for at høre en Chorprøve. Senere hen i Ugen kommer nemlig Barytonisten Foly til London, og saa skal jeg være der for at prøve med ham. — — — Jeg lagde igaar Mærke til, at Folk i det store London er lige saa nysgjerrige som i det lille Kjøbenhavn. Jeg saae en Mængde Mennesker løbe ned ad en Gade og en Mængde Mennesker staa og glo op ad Gaden, — saa var det en Ko, der var løben sin Vei. — Ligeledes samledes der en stor Hob for at see paa — et Vindue, der var faldet ud af en Boutik og naturligviis slaaet itu! Vi er alle Mennesker! Hils alle. — — — — — —
15*
London, d. 6te August 1876.
Søndag Morgen.
Igaar var jeg hos Novellos og sang Rinaldos Parti med Rigby; han kan det, og vil synge det særdeles godt, baade hvad Stemme og Følelse angaaer; han er meget ivrig og vil synge det med mig paa Tirsdag, for at være rigtig inde i Charakteren og kunne det udenad. Han inviterede mig til sig Tirsdag Middag. Med ham gik jeg til Sir Costa for at gjøre Visit; han er nemlig Dirigents. 234ved alle store Concerter hele England over. Da jeg vidste, at han er en fornem Fyr og gjerne vil imponere, saa tænkte jeg, haardt imod haardt, Sir, — og trak saa mit Ordensbaand ud igjennem Knaphullet (det er ikke Brug her at gaa med Orden) og var den høflige, men fornemme Mand ; jeg fik saa snart som muligt, anbragt: at da jeg tog bort fra Kjøbenhavn, havde Dronningen af Danmark faa Dage i Forveien fortalt mig, „at hun erindrede med megen Fornøielse at have hørt en stor Concert (da hun var i London) under Sir Costas Ledelse;“ — om der ikke var Leilighed under mit Ophold til at høre nogle af Sir’s Compositioner, osv. — Han er nemlig Italiener af Fødsel, og altsaa baade uhyre forfængelig og ærgjerrig, — derfor fortalte jeg strax om mine fornemme Bekjendtskaber og smigrede ham paa samme Tid; altsammen paa en rolig og høflig, lidt fornem Façon. — Han var elskværdig og særdeles imødekommende, og jeg kan næsten sige hjertelig venlig og naturlig, saa jeg troer nok, at han er mig god. — Hos Novello speculeres der i „Comala“ til Udgivelse. — Da de spurgte mig derom, sagde jeg dem ligefrem, at der gjordes gode Forretninger med mine Compositioner baade i Europa og Amerika for — Forlæggerne. Ja, svarede han, Deres Forlægger i Tydskland har ikke ladet thinglæse sin Eiendomsret i England, derfor kan jeg med god Samvittighed trykke det her. — Det værste er, at jeg ikke kan sælge eller tage Betaling her, fordi jeg har solgt i Tydskland for heles. 235Europa. — Naa, endnu har vi jo ingen Mangel havt, Du kjender jo min Tro, at Guldet er ikke Lykken. — Nu er Nationalgalleriet en af mine største Nydelser her, jeg boer tæt derved, saa jeg kan daglig gaa derhen og være der 2 à 3 Timer, her er Hvilepladser i alle Værelser. — — — — — —
London, den 8de August 1876.
Tirsdag Eftermiddag.
Det var en Fridag og Festdag for London igaar „the bank-holyday.“ Alle Boutikker er lukkede og Alleslags Folk strømmer fra Morgenstunden ud i det Fri. Alle Dampvogne og Skibe er fuldtbesatte med Voxne og Børn, som vil ud og aande den friske Landluft, men de fleste Arbeidere, tror jeg nok, bringer mere „brandy“ end frisk Luft tilbage. Idetmindste faldt jeg først i Søvn Kl. 1 i Nat, paa Grund af de Hjentkommendes Støien, Syngen, Spillen paa Harmonika, Vognrullen osv. — Idag er jeg hos Rigby, han havde bedt mig til Middag, og jeg sidder nu i hans Stue og skriver. Tænk Dig, de taler kun engelsk. Men jeg søger altid at føre Ordet, og saa fortæller jeg alt, hvad jeg kan hitte paa; dog begynder jeg nu at forstaa en hel Deel bedre. — Det er ellers curiøst for mig, naar jeg konmer ud,s. 236erfarel jeg, at jeg er en berømt Componist, jeg har sendt Dig et Stykke af en Avis, for at Du ikke skal tro, at jeg farer med Løgn. Jeg har forresten ikke læst det, og det eneste, jeg faar ud af det, er nok, at jeg kommer til at betale forhøiet Porto for Brevet — — — —- — — Imorgen skal jeg med Littleton (Novello) til Tower og derfra med ham til hans Hjem i Nærheden af Chrystalpaladset. — Torsdag skal jeg synge med Barytonen Foly, og Fredag tager jeg til Mr. Peyton i Birmingham for at høre en Chorprøve paa mine Sager. Det lader til, efter hvad jeg hører fra Birmingham, at „Zion“ har tiltalt dem meget. Nu faar Du ikke ret meget mere idag, da jeg maa ind til Familien, som venter at see mig igjen, naar jeg har endt mit Brev. — —
Londonden 10 August 1876.
Torsdag Eftermiddag.
Du spørger mig, om Englænderne seer fornøiede og livlige ud, og dertil vil jeg svare Dig, at de, saalænge de er i deres Forretning seer alvorlige, punktlige og noget ligegyldige ud — dog høflige,— men udenfor deres Forretning er det særdeles venlige og forekommende Mennesker. — Tænk Dig den store Stad, som af Forretningsfolk blot betragtess. 237som deres Contoir, medens de opholder sig der og altsaa bestandig er i Forretningen; disse uhyre store Forhold, ogsaa i denne Retning, kræver jo Samling og bestandig anspændt Opmærksomhed paa Sagernes Gang. Derfor maa man tage dem, som Omstændighederne giver det. Men naar de om Middagen tager til deres Hjem, som næsten altid er udenfor London, bliver de Familiefædre, og jeg tror, at jeg har skrevet til Dig, at Familielivet i England er saa smukt som vist faa andre Steder. — Igaar (Onsdag) var jeg med Littleton i Tower, det ældste Slot i London, det indre Slot bygget af Wilhelm Erobreren. En mørk Skygge hviler over dette gamle Slot, her er udøvet mange skrækkelige Voldsgjerninger. Man seer dybe Fængsler, Torturinstrumenter — en Øxe og en Blok, hvor 3 skotske Jarler maatte lade Livet. — Ude i Gaarden er der en firkantet Plads, omhegnet med store Steen, hvor Skafottet stod, hvorpaa Anna Boleyn og flere af den elskværdige Henrik den Sdes mange Koner maatte bløde. — Saa er der den engelske Kronskat, Juveler, Krone, Scepter, Guldfade, den store Diamant, Kooh-i-noor, rigtignok kun Imitation, thi den virkelige bæres af Dronningen, indfattet i et Armbaand. Efter al den Stads tog jeg med Littleton til hans Hjem i Sydenham. Ja, der skulde Du see et Hjem. Et lille Herresæde, de deiligste Værelser, udstyrede med en mageløs Elegance. — — —
Idag (Torsdag) har jeg begyndt at synge med Mr. Foly (Peter Eremit). Han har en vældig Røsts. 238og er en dygtig Sauger; Stemmen passer udmærket til Partiet. — Mr. Rigby (Tenoren) sendte mig atter idag et udklippet Referat om Korsfarerne fra en anden Avis, ifald Du har Lyst at læse det, skal jeg sende det, men det er omtrent det samme, som der stod i den første Avis. Han er lutter Iver og Begeistring. Jeg fik et meget nydeligt Brev fra Mr. Peyton: „hvad Tid og hvor jeg skulde afgaae fra London, han vilde da hente mig paa Jernbanen.“ Han og hans Kone haabede da ganske vist, at jeg vilde benytte deres Hjem, medens jeg er der.—
Londonden 13 August 1876.
Søndagformiddag.
Naa, saa rullede jeg da til Birmingham sidste Fredag d. 11te — det er c. 25 danske Miil i 3 Timer, dog er det ikke af de rigtig hurtige Tog. Veien er ret net, uden at være videre interessant, hist en lille By med sit Kirkespir, en Gruppe Træer, grønne og gule Marker o. s. v. — det morsomste er de mange Tunneller og meget lange. — Kl. henad 1 var jeg ved den næstsidste Station; her saae jeg en pæn halvgammel Mand kigge ind i Coupéerne. — Naa, der har vi Mr. Peyton, tænkte jeg — og rigtig,s. 239han saae lidt paa mig, lukkede op og kom ind, hilste og satte et spørgende Ansigt op. — Jeg: Mr. Peyton? Han: Yes Sir, Prof. Gade? — Jeg: Yes Sir! — O, I am very glad to see you, Sir! — og nu gik det videre baade med Talen og Toget. Efter 10 Minutters Forløb var vi i Birmingham (henimod 400,000 Indb.), en Fabrikby for Metalvarer, slet ikke noget at see efter i Byen. Vi kjørte hen i et Clublocale, for at jeg kunde vadske mig; der toges en Luncheon — Mr. Peyton er 52 Aar, en ret gemytlig Mand. Saa førte han mig hen til Townhall, hvor Festival skal holdes, for at vise mig Localet. Det er en pragtfuld, decoreret Sal, omtrent en halv Gang saa stor som Casinos store Sal, men samme Façon, med en stor Balcon i Baggrunden ; den har ingen Sidegallerier, den rummer 2500 Tilhørere og skal være yderst gunstig for Musik. — Orchester og Chor er placerede foran et meget stort Orgel. Nu maa Du tænke Dig denne Plads for Choret stigende meget stærkt opad, saaledes at Dirigenten kan see hvert eneste Menneskes Ansigt baade i Orchester og Chor. Det saae ganske morsomt ud fra Dirigentpulten at see Tenorpladsen høit oppe under Loftet: det er forresten godt arrangeret, thi Choret er over Orchestrets Hoveder. — Mr. Peyton spurgte mig, hvad jeg syntes om Localet. Meget smukt, svarede jeg, vi have i Kjøbenhavn et lignende, noget mindre. Nu holdt hans Vogn for Døren, og vi kjørte til hans Hjem Southfield, udenfor Byen, omtrent som Frederiksberg. Atter et deiligt og elegant indrettets. 240Huus, med Have og Udsigt over Marker og Høider. — Jeg har et Værelse, som er Mahogny, kan Du tro,— 34 Bredgade * — nei, det gaar saagu’ ikke an mere, — vi maa søge at faa Loftet iveiret. — Vi dinerede Kl. 5½ og kjørte saa hen i Chorprøven, Mrs. Peyton og hendes Søstre, Peytons gamle Moder og endeel Herrer. Ellers var der ingen tilstede ved Prøverne. Prøvelocalet er ligesom det andet Locale, stigende iveiret, saa de øverste Bænke er oppe under Loftet. Da jeg traadte ind, blev jeg modtaget med en Salve, som var meget varm. Nu ventedes lidt og derpaa sagde Peyton et Par Ord om mig til Orchestret (400 Personer), derpaa klappedes der igjen meget begeistret. Vi begyndte med „Zion“. Ja, de synger rigtignok udmærket vel, Sopranerne sætter i med en Dristighed og Virtuositet som er fortræffelig. — Jeg gjorde et Par Bemærkninger hist og her, og med den største Adræthed blev de opfattede og gjengivet. Ja, det var rigtig morsomt og tog sig fortræffeligt ud; jeg kunde ønske Jer høre „Zion“ sunget saaledes af et stort Chor, det klinger godt nok. Efter alle 3 Nummere af „Zion“ klappede Choret med Begeistring. Jeg hilste og klappede deres Chormester paa Skulderen, hvilket morede dem meget. Derpaa sagde jeg: „Det er første Gang, jeg liar Leilighed til at høre Choret i Birmingham; jeg vil sige dem, — jeg er overordentlig glad over at høre mit ny Værk „Zion“ udført paa en saa fortræffelig Maade. Jeg er dansk ogs. 241udtrykker mig kun daarligt paa engelsk, dog de vil forstaa: at jeg takker dem meget for den Fornøielse, det har været mig at høre dem synge.“ Naa, nu igjen et stort Halløj! Saa kom da „Korsfarerne“. Det forbausede mig endnu mere, ved den smukke Opfattelse og Nuancering, i det 1ste Chor, i Sirenesangen, Pilgrimssangen o. s. v. det Hele. Efter hvert Nummer Applaus. Mr. Peyton var meget glad, da han saae min Fornøielse og hele Prøven (8—10) var animeret, som Du veed, naar jeg er i godt Lune, — men en Hede var der, som var gyselig. — — — Igaar Morges (Lørdag) tog jeg fra Birmingham Kl. 11¼ og kom til London henimod Kl. 3. Det havde været en meget morsom Tour. Allerede i Lørdags Morges stod det i Birminghams Hovedavis om Prøven den foregaaende Aften. See det indlagte udklippede. — Det er idag Søndagformiddag, alt Stilhed undtagen Kirkeklokkerne og Sangværket — som gaaer en Timestid — — — — —
Londonden 17 August 1876.
Torsdag.
Som jeg skrev i mit sidste Brev var jeg i Besøg hos de rare unge Littletons i Sydenham, jeg blev der Natten over. — — Næste Morgen kjørte vi til London i hans deilige Wienervogn. Det ers. 242morsomt, vi kom igjennem en lille By, der hedder Denmark-Hill. Derefter prøvede jeg en Mr. T., en Baryton Solo i „Zion“. Han var ikke efter min Smag, jeg tog derfor til Sir Costa og sagde ham, at det gik ikke med Mr. T. Nu er det indrettet saaledes, at min gode Rigby synger det, naar jeg forandrer et Par Noder, som ligger ham for lavt. Mr. Foly, som synger Peter Eremit, passer udmærket godt til Partiet og har en majestætisk Stemme. — Jeg spurgte forresten Sir Costa, som er meget venlig, „der kan da gjentages ofte i Orchesterprøverne med Solosangerne?“ „Ja, saameget De ønsker,“ — det kan jo være ganske morsomt at prøve dette, det store Orchester skal nemlig være udmærket, lutter Concertmestre. — Imorgen (Fredag) gaaer jeg til Mad. Trebelli, det er jeg meget nysgjerrig efter at høre noget af. — — — — Paa næste Onsdag er her i London 1ste Prøve med Orchester og Solosang. Jeg haaber det bliver en god Opførelse. Choret er udmærket, Rigby og Foly ligeledes, nu skal jeg til at gjennemgaa Armida, som jeg antager ogsaa vil blive godt. I den følgende Uge er om Mandagen en Prøve med Alt tilsammen i Birmingham, og Tirsdagen begynder Festival og ender Fredag Aften. — — — — .Jeg traf idag paa Gaden kjøbenhavnske Bekjendte, nemlig først saae jeg en lille Vogn, hvori var placeret — „Kogte Reier“ og dernæst saae jeg i et Vindue „Danish gloves for gentlemen“. Forleden traf jeg en ung Dr. K. fra Kjøbenhavn, men har ikke seet ham siden; her er ogsaa en ung Dr.s. 243P. Jeg bryder mig ikke om at drive omkring med danske, det morer mig mere at see paa engelske Forhold, især i Familielivet, og det har jeg faaet et godt Indblik i, troer jeg. — — — — —
Londond. 19 August 1876.
Du faar blot et Par Ord fra mig idag. Først for at fortælle Dig, at jeg idag har hørt Md. Trebelli synge Armida, og da jeg kan tænke, Du er, som jeg skrev, uhyre nysgjerrig, vil jeg meddele Dig: at hun synger det (af Md. Trebelli at være) simpelt og godt opfattet, de dybe Toner er ikke mere stærke, end man godt og vel kan høre paa dem med musikalske Øren. — Hun modtog mig særdeles venligt, beklagede, at jeg eengang havde søgt hende, uden at træffe hende hjemme. Hun saae forresten udmærket vel ud. Hun sætter ikke en Node til eller fra, synger godt jævnt i Takt; jeg haaber, at jeg, naar jeg synger med hende næste Gang (Tirsdag), skal faae hende endnu bedre. Hun optager med Glæde Bemærkninger, i det hele synes hun at have Morskab af at synge Armida. Hun kunde naturligviis Noderne perfect, Takt o. s. v. erder aldrig Tale om her, Sangerne kan deres Parti, og de fleste ere fixe Musici, Md. Trebelli har ders. 244Lov paa sig for at være: a perfect musician. Nu er jeg altsaa paa det nærmeste færdig med Sangerne, paa Tirsdag har jeg Md. Trebelli og Rigby sammen og paa Onsdag Orchester og Solosang. — — — — — Idag (Lørdag) 8te Dage gaaer jeg til Birmingham. — — — — I en Fart, jeg er desuden meget sulten. — — — — — —
Londonden 20 August 1876.
Søndag Eftermiddag.
Som jeg skrev Dig, antager jeg, at Md. Trebelli faaer enheeldeel ud af Armidas Parti. Der er kun et lille Sted, jeg gjør hende en lille Indrømmelse, nemlig et Rallentando paa et Sted, hvor det godt kan passe, i hendes første Nummer. Hendes Livsted er „Rinaldo, vaagn op“ i A-Dur, det synger hun udmærket smukt og ligeledes det, der følger efter i Fis-Dur ¾, det har jeg ikke hørt saa smukt før. Det sidste, „Synk Trylleverden“ kan Du jo tænke Dig, at hun faaer endeel Effect udaf, det klinger rigtignok af Syngestemme; — overhovedet er det noget, jeg ikke er vant til at høre, jeg mener saa gode og fyldige Stemmer, som man her hører. — — — — — —
London den 23 August 1876.
Onsdageftermiddag.
Lørdag besøgte jeg da Hansen, vi kjørte ovenpaa en Sporvogn, min Debut i denne Retning, men det var lidt kjøligt. — — — — I Mandags var der en Orchesterprøve, hvor jeg intet havde at gjøre — Kl. 11 — og jeg gik naturligviis alligevel derhen, for at gjøre mig fortrolig med Forholdene. Der blev prøvet et nyt Oratorium af Macfarren „Resurrection“, som lød noget tørt og trevent; det varede til Kl. 2. Saa holdt man Luncheon ½ Time, og saa prøvedes der „The corsair“, et større Musikstykke af Cowen, hvori der var endeel nette Ting. Kl. G var Prøven ude. Den holdtes i en Sal som lille Casinos, hele Rummet paa Gulvet var opfyldt af Orchestret, 28 Primo Violiner, 17 Cello og Basser, dobbelte Blæseinstrumenter. Jeg sad med Sir Costa og Mr. Peyton paa Estraden bag Dirigenten og havde saaledes Leilighed til at gjøre mig godt bekjendt med Klangen, som er fortræffelig (uden Resonants) og med Placeringen af Orchestret. — Jeg fik courage, for de to Dirigenter (Componisterne) var ikke meget bevendt. Du kjender nok den Maade, naar Taktstokken gaaer heelt om i Nakken. Orchestret fulgte dem imidlertid gjennem tykt og tyndt, der var mange Skrivfeil, mange Ophold o. s. v. — — — — Jeg kom i Prøven idag Kl. 11 ; jeg blev modtaget med Acclammation af Orchestret, og saa sagde jeg: „Gentlemen, it is difficult to express myself in thes. 246english language, I am therefore only going to say you, that I am glad to make your acquaintance, and it shall be a great pleasure for me to hear my composition by so very remarkable artists.“ Ny Applaus. Vi spillede saa „Korsfarerne“ igjennem (med Solost.) udmærkede Folk. Strax spillede de, som jeg ønskede, jeg repeterede naturligviis endeel. Livlig Prøve, Applaus mange Steder. Jeg havde en Ro og en Klarhed i Hovedet, som forbausede mig selv, jeg har sjelden dirigeret saa overlegent og godt, og det gjorde et udmærket Indtryk paa Orchestret. Derefter „Zion“, klinger fortræffeligt. Kl. 1½ var jeg færdig og takkede i mit Hjerte ham, der gav mig Styrke til at udføre alt saa godt. Saa kom Littleton med Dit Brev. Der var en Director fra Krystalpaladset, der havde spurgt hos ham, om jeg ikke vilde opføre nogle Sager og dirigere en Concert i Krystalpaladset. Nei, svarede jeg, jeg længes formeget efter min Familie, nu er det nok for den Gang. — — — — — —
16
London den 24 August 1876
Torsdagaften.
Var det ikke rart med den udmærkede Prøve, jeg fortalte Dig om i forrige Brev. — — — Efter første Deel igjen Banken paa Violinryggen. — Saas. 247kom anden Deel, det hurtige Stykke i G Moll (Aanderne), det spillede de perfect strax. Jeg tog det igjen, og det gik udmærket pp og med den største Præcision. Du kan tro, det morede dem at spille, jeg sagde dem en Compliment i den Anledning. Saa kom Md. Trebelli (H Moll). Hun synger det særdeles godt, stærkt og characteristisk; derefter Sirenestykket dolcissimo, efterfulgt af „Rinaldo, vaagn op“, som hun sang yndeligt, Duetten med Rinaldo (Fis dur) charmant, og saa hendes store Slutning, som gjør en prægtig Virkning. Der var stor Fornøielse i Orchestret. — 3die Deel synger Rigby udmærket smukt, ligesom ogsaa Korsfarersangen i 1ste Deel. Mr. Foly faar endeel ud af Peter — — han har en mægtig Røst, — — — Du kan tro, det lyder stort, naar han synger: „Løft Hovedet, Korsmand, see Jerusalem.“ — Et Yndlingsstykke i 3die Deel synes Pilgrimssangen at være. — De lykønskede mig alle og var glade, jeg med. — — — — Sangerne var ogsaa fornøiede; — det er prægtige Folk, for det første har de Stemme og forstaar deres Ting til Bunds, og dernæst er de følgagtige, lærvillige og søger at gjøre det, som jeg ønsker det, og saa er de udmærket taktfaste og musikalske. — — — — Idag var jeg ude i Kensington Museum for første Gang. Der var de berømte Cartoner af Rafael ; mageløse Ting, og jeg glædede mig overordentlig derover; desuden alle mulige Ting af Guld, Sølv, Marmor, Instrumenter o. s. v. Jeg tænker med Vemod paa, at jeg skals. 248forlade mit kjæreste i London: National Galleriet. Det er om Hjørnet, næppe 100 Skridt fra „Golden Cross“, og har været min næsten daglige Glæde. I den varme Aarstid var det vederkvægende at sidde i de store deilige Sale mellem de store Aanders Arbeider; det har interesseret mig næsten ligesaameget som Dresdener-Galleriet.— — — — Lørdag tager jeg til Birmingham, Mandag er der Prøve paa de nye Sager. — Messias, Elias, Paulus prøves ikke, det kan de udenad, saa ofte opføres disse Ting i alle Byer og ved alle store Concerter. — Onsdag Aften begynder Concerten med „Zion“, Torsdag Aften „Korsfarerne“ — — — — — —
16*
Birminghamden 26 August 76.
Søndag.
Nu sidder jeg da her i Birmingham — — hos meget elskværdige unge Folk: Mr. og Mrs. Harding, Svoger til Mr. Peyton. — — — De ere overordentlig forekommende imod mig og meget glade ved at fortælle mig, hvormegen Tale der er om „Korsfarerne“ rundt omkring. — — — Det morede mig at see i 2 Birmingham Aviser en Omtale af Orchesterprøven i London sidste Onsdag. Der stod, at jeg paa taalelig godt engelsk havde svaret paas. 249Orchestrets Applaus ved Begyndelsen af Prøven, og i det hele var det interessant og forfriskende at see den usædvanlige Frihed og geniale Bonhomie, hvormed Prof. Gade bevægede sig ligeoverfor Orchestret, i Modsætning til den sædvanlige stive og forretningsmæssige Maade, som ellers var Skik i England.“ Dette er noget, der har moret mig meget. — — — — Igaar var jeg, inden jeg forlod London, oppe i National Gall, for at tage Afsked med mine kjære Malere, og takke dem for den Glæde, de har skjænket mig. — — — — — —
Birmingham, Copeley, den 28 August 76.
Mandag.
Nu har jeg da havt den fuldstændige Prøve her med Orchester, Chor og Solosang. All right! — — — — Der begyndtes Kl. 10 — — jeg hørte noget af Macfarrens „Oratorium“ — — men der var formegen Resonnants i den tomme Sal. Saa gik jeg op i et Værelse og indførte et Par Steder i Orchesterstenmierne til Zion nogle pp. Prøven paa Oratoriet varede til Kl. VU — — og Kl. 1¾ skulde mine to Ting prøves. Saa gav jeg mig Gud i Vold og gik op paa Dirigentpladsen. Applaus af Chor og Orchester og nede i Salen fra de c. 100 Tilhørere.s. 250Vi begyndte med „Korsfarerne“ — — alt gik vel. Stor Applaus efter 1ste Deel. 1ste Nr. i anden Deel: Applaus, Sirenechor ligeledes og saaledes de fleste Nr. Choret udmærket, Orchestret ligeledes, Solosangerne i høieste Grad interesserede for deres Ting. — — — Derpaa „Zion“. Choret brillant Effect. Hvert Nummer applauderet; hvad siger Du til det? — — — Jeg troer, at jeg er særdeles meget afholdt af Alle her. Choret løber efter mig paa Gaden og seer med Velvillie paa mig, naturligviis mener jeg endeel af Damerne. Naar jeg lader mig see, smiler de over hele Ansigtet, Herrerne klapper, saa det knalder efter. — — — Som jeg sagde Dig, er der megen REsonnants i Salen, saa at jeg undertiden ligeoverfor det store Orch. og Chor maatte lukke Ørene, slaa min Takt bestemt og fast og saa lade staa til. Jeg haaber en særdeles lykkelig og sikker Opførelse. — — — „Korsfarerne“ synes at være et Yndlingsstykke her, nu faar vi at see, hvad det store Publikum siger. — — — — — —
Birmingham, Torsdag d. 31. Aug. 1876.
Kl. 8 Morgen.
Jeg skriver nu saa tidlig til Dig, da jeg idag hele Dagen er beskjæftiget, med at høre „Messias“,s. 251spise til Middag hos Borgmesteren og derpaa opføre „Korsfarerne“ Kl. 9 iaften. Naa, spørger Du, hvordan gik det saa med „Zion“. Udmærket med Kryds og Slange! Da jeg traadte frem, en stor Applaus. Forresten vil jeg sige Dig, at man modtager ogsaa Md. Albani og Titjen *), naar de første Gang træde frem, men jeg troer nok, at det var en stærk Applaus, fra Publicum, Chor og Orchester. Jeg havde stor Glæde af „Zion“ igaar Aftes. — — — Efter de tre Stykker var der en stærk Salve igjen fra alle Sider; endelig gik jeg ned, men maatte op igjen og bukke til alle Sider. Jeg havde slet ikke ventet en saa stor Succés med „Zion“, fordi det er alvorligt og ikke ganske let at gaa ind paa. Men jeg antager, at det mægtige har gjort Virkningen. — I Tirsdags Kl. 11½ begyndte Festival med Elias — — — forresten meget festligt, idet „God save the Queen“ blev afsunget først, og hele Publicum reiste sig op imedens. — — — Om Aftenen (KL 8) var først Cowens „Corsair“ — Fr. Titjens og de bedste Sangere sang deri, og der er mange gefällige Ting, det behagede derfor Publicum meget godt. Derefter var der Concertsang af Albani (yndig), Titjens (grandios), Patey (inderlig), Trebelli (graziøs), Sherrington (characteristisk) og Barytonisten Santly (udmærket), Tenor Rigby og Loyd, det varede, til Kl. 11¼ — Onsdag Morgen begyndte med en mindre Hymne af Mendelssohn og derefter Macfarrens Oratorium, men jeg hørte blot lidt afs. 252Begyndelsen, saa kunde jeg ikke mere, jeg var træt. — — — Idag Torsdag skal jeg ind at høre noget af „Messias“ og saa iaften „Korsfarerne“, og saa er jeg, Gud ske Lov! færdig. Fredag bliver jeg til den sidste Concert. — — — Jeg er oprigtig talt meget glad over, at jeg idag har den sidste Tour, for nu begynder jeg nok at blive lidt træt af alt det meget nye og mærkelige, jeg seer og hører overalt omkring mig. — — — — — —
Birmingham, d. 1. Septbr. 1876.
Fredag Morgen.
Igaar Aftes gik „Korsfarerne“ og med stor Suecés, Chor og Orchester og Rigby udmærket, Md. Trebelli og Foly lidt matte efter den megen Syngen, men trods det, stor Halløi ! Igaar Morges tog jeg til Birmingham til Concerten. „Messias“ uden Prøve, fortræffelig Udførelse, dog er Choret nu lidt træt, 2 Concerter om Dagen er jo meget at medvirke i. — Jeg hørte forresten kun den første Deel af „Messias“, jeg var jo bange for at blive flau i Hovedet af den megen Musik. Efter Concerten var der en Luncheon hos Borgmesteren, omtrent 100 Personer, Marquis P. og Erkebiskop X. fra York o. s. v., meget fornemme og fine Folk.
s. 253Vi sad 2 Timer ved Bordet og fik udmærket god Mad og Drikke, af det sidste nød jeg naturligviis overmaade lidt. Derefter Taler: The Queen, President, Composer & Artist. Præsidenten takkede mig meget fint og haabede at see mig igjen i Birmingham (almindeligt Bifald). Jeg stod da op og takkede med faa Ord for den udmærket venlige Modtagelse ved mit Ophold i Birmingham, og bad dem være overbevist om, at jeg altid vil erindre Festen i Birmingham med den største Glæde (Applaus). Saa reiste vi os, Erkebiskoppen af York kom hen til mig og talte med mig, ligesom mange Grever eller hvad de ere. Saa gik jeg til Hardings Kontor, hvor jeg hvilte lidt og klædte mig om. Kl. 8 tog vi til Townhall, der var en lille Concertafdeling først og derpaa „Korsfarerne“. Jeg kiggede ind i Salen, og den var saa fuld, som jeg ikke har seet den de foregaaende Concerter. Naa, saa gik jeg op paa Pladsen, og der var en stor Støi, nede og oppefra, ligesom igaar. Jeg var udmærket disponeret, aldeles rolig, og det gik baade præcist og vel nuanceret i alle Maader. Rigby sang særdeles godt, men, som jeg fortalte Dig, Foly blev lidt træt i 3die Deel, og Md. Trebelli var ogsaa lidt mindre end ellers. Efter første Deel Applaus, efter G Moll Chor i anden Deel meget stærk ditto (men jeg vilde ikke gjentage), ligeledes efter anden Deel og til Slutningen stort Spektakel og Fremkaldelse for mig. — Der kom saa Bud fra Hertuginden af Cambridge, som var i Concerten — hun er nær beslægtet meds. 254the queen — at hun ønskede at tale med mig, jeg gik da op, hun talte tydsk, takkede mig meget og gratulerede mig til den store Succés. Hele Publicum havde jo Øinene paa hende og mig. Hun fortalte mig, at Prindsesse Alexandra havde sagt, at dersom hun tidligere havde vidst af, at jeg kom til Birmingham, vilde hun have indrettet sig paa ogsaa at komme der, men nu var Reisen til Skotland arrangeret og lod sig ikke gjøre om, hvad hun meget beklagede. Da jeg kom ned, var Prindsen eller Duke af Teck der og sagde mig Complimenter. Saa gik jeg ind til Orchestermedlemmerne i deres Værelse og takkede, de var meget venlige og fornøielige; dernæst til Chordamerne og der maatte jeg igjen tale til dem og give Haanden til hver især. Det morer mig særdeles meget at mærke, at alle, Orchester, Chor og overhovedet hvem jeg har at gjøre med, holder af mig og taler om at see mig igjen. Naa, det var altsaa den engelske Tour! Jeg takker Gud for hans Bistand til at holde alt dette ud, og vender nu glad tilbage til mit Hjem. —
1878 blev Hartmann og Gade indbudte til som Æresgjæster at overvære en Musikfest i Hamborg. Under Opholdet her skrev Gade hjem:
Hamburg, Septbr. 1878.
Torsdag.
Igaar, Onsdag, fandt den første Concert Sted. Om Formiddagen besøgte Hartmann og jeg Fru Schumann, som var høist elskværdig. Ansigtet er ganske det samme, men hun er bleven noget før. Jeg skal da hilse Dig mange Gange; hun vilde gjerne komme til Kjøbenhavn, men nu boer hun jo i Frankfurt, det er en lang Vei. Dernæst skal jeg hilse fra Joachim, han er meget kjønnere, end da jeg sidst saae ham, Skjægget er ikke saa stort nu. — — Jeg har truffet mange gamle Bekjendte og gjort nye. — — — Efter Middagen kjørte vi da til den 1ste Concert, som var meget lang, fra 7—11, og lidt trættende, skjøndt det gik meget godt med et stort og pompøst Chor og Orchester; Solosangen meget god. Idag er Prøve Kl. 11, jeg tager kun derhen for at høre Md. Schumann spille. Man bliver træt af den megen Musiceren. — Vi have idag beseet Haven fuldstændig *), med alle dens Varmehuse, hvor de største og sjeldneste Planter findes fra alle Verdensdele. Stald med 14 Kjøreheste, 3 Kareter foruden Landauer og Char-a-bancs, Arbeids- og Rideheste o. s. v., det er forbausende, jeg holdt det ikke ud i Længden. — — — — —
Hamburg, Septbr. 1878.
Fredag.
Paa Prøven igaar spillede Md. Schumann som sædvanlig, altsaa meget godt. — — — Om Aftenen var Concerten : Sinf. af Haydn (udm.), Arie af Mozart (Fru Leutner mg.), Concert af Mozart (Fru Schumann ug.), Ouverture af Grund, en tidligere Dirigent af Phil. Concerter (g ╳), Finale af „De to Dage“ (mg╳K Sinf. af Schumann (ug). Concerterne er nemlig chronologisk ordnede, — — — Denne Concert var langtfra saa trættende som den foregaaende.
Hamburg, Septbr. 1878.
Lørdag.
Igaar, Fredag, Prøve Kl. 11, hvor Brahms nye Sinfonie blev prøvet; den behagede mig særdeles vel, den er klar og pastoral med Undtagelse af Adagioen, som er noget langtrukken. Han er selv elskværdig, jeg holder af ham nu, det er ogsaa den talentfuldeste af de yngre Tydskere. — Paa Veien til Prøven mødte jeg Hiller, som jo er den gamle, gemytlige Hiller. Jeg skal hilse fra ham. „Walpurgisnacht“ af Mendelssohn blev ogsaa prøvet;s. 257Choret meget godt og en fortræffelig Barytonist, Henschel sang Soloerne. Saa spillede Joachim en Concert af Spohr for 2 Violiner (med Concertmester Bargheer). Efter Prøven gik jeg hen i en Restauration, hvor mange Mennesker efter Prøven søgte at stille Hunger og Tørst. Her saae jeg en løierlig Figur, en lang, tynd Person, der sad stille for sig selv, og saa underlig ud i Klæder; jeg kjendte ham ikke. — Saa kjørte vi ud til Blankenese, hvor „Banketten“ skulde være Kl. 6; deilig mildt Veir og en smuk Vei mellem Villaer. Der var omtrent 200 Herrer og Damer. Jeg sad ved Siden af Sangerinden Leutner og Capelmester Bernuth, ligeoverfor Brahms, Joachim, Verludst o. s. v. Der var Musik og Toaster for Festen, Comitéen, de Medvirkende og for Æresgjæsterne. — — — Paa en Gang reiste Verludst sig og siger: Mine Herrer og Damer, jeg tillader mig at udbringe en Toast for Niels W. Gade; naa, Du skulde have hørt en Skraalen, det vilde næsten ikke høre op. Jeg takkede endelig — — — de morede dem, lo og var begeistrede — — jeg fik saamange Haandtryk, alle vilde de trykke min Haand, „kom snart herover“ o. s. v. — Da hører jeg, at Claus Groth er i Salen, jeg søger ham, og — det var den lange, underlige Fyr. Hjertelig stille Fyr, jeg bad om hans Portrait, Nu har Du hele Historien, og saa faaer Du ikke mere den Gang. — — — — — —
s. 258I Juni 1879 fejrede Universitetet i Kjøbenhavn sin 400 Aars Jubelfest, og Universitetets Rector anmodede Chr. Richardt og Gade om at forfatte en Kantate til Promotionsfesten i Solennitetssalen. Dette Arbejde morede Gade meget, og han havde blandt andet sin Fornøjelse af at have saameget at gjøre med Studenterne, som sang med i Kantaten.
Ved denne Lejlighed blev Gade hædret med Doctortitlen, en Ære, han satte stor Pris paa.
I 1880 deltog Gade, efter Indbydelse, i Musikfester i Cøln og Hamborg, hvor han dirigerede sine egne Kompositioner. Hans Søn, Axel, fulgte ham paa denne Reise, og da Gade var meget optagen af Prøver og musikalske Fester, hvor han maatte være tilstede som „Æresgjæst“, skrev Sønnen af og til hjem i hans Sted. Af Gades Breve meddeles følgende:
Cøln, d. 18. Novbr. 1880.
Vi befinder os begge udmærket godt, boer hos den mest forekommende Familie, alle modtage os med Venlighed o. s. v. — — — Tirsdag Aften havde jeg en Chorprøve. Herrerne var særdeles gode, Damerne lod endeel tilbage at ønske; — jeg var ugenert, gjentog og gjentog, der er endnu en Chorprøve Fredag Aften, der skal jeg nok faa det dygtig gjennemgaaet. De var alle glade og morede sig udmærket ved min Indstudering. Onsdag vars. 259vi i Dômen, om Middagen var vi hos Hiller. — — — — Derefter gik vi hjem, og jeg fik Axel til at spille hos Familien. — — — — Om Aftenen var jeg indbudt til en Dilettant-Sangforening, hvor der blev sunget Romancer af „Elverskud“ og „Aarstidsbilleder“ og naturligvis udbragt et Hoch for mig. Derefter var vi til Aften hos en af Foreningens Direktører. — — — — Iaften skal vi i en Kammermusikconcert, hvor min Octett og Novellet-Trioen spilles. Imorgen Aften Chorprøve, Lørdag Formiddag Orchesterprøve, Aftenen i „Musikalsk Selskab“, Søndag Formiddag Matinée hos Hiller, Søndagaften indbudt til Cølner „Männergesangverein“, Mandagaften fuldstændig Prøve paa „Korsfarerne“, Tirsdag Formiddag atter en Prøve uden Chor og om Aftenen Concert, hvor foruden „Korsfarerne“ tillige Novelletterne for Strygeorchester bliver spillet. Du seer altsaa, at vi har nok at gjøre. Her skal komme meget dygtige Sangere fra Dresden, de kommer her Søndag, saa jeg kan gjennemgaa deres Partier med dem i Ro. — — — — —
Uddrag af et Brev til Gades Hustru fra Axel Gade :
„Søndag, Cøln 1880. — — — Da Fader ikke har Tid at skrive i disse Dage, skal jeg besvare Dit Spørgsmaal : Prøverne gaa nu godt. Orchestrets. 260fortræffeligt, men Choret lidt dvask; nu mener Fader dog at have faaet Liv i Kludene. — — — Ved Hillers Matinée i Formiddags spillede Hiller og Fader sidstnævntes Marsch firhændig, dernæst sang Frk. Hahn, som Fader er meget tilfreds med som Armida, nogle Sange af Schumann.— — Forleden Dag hos Hiller kommer en Mand ind ad Døren og begynder at skvadronere op — en Eloge over Fader — saa jeg blev baade angst og bange, en rigtig tydsk Affectation, som naar vi danske vil gjøre Nar ad tyske Skuespillere. Fader sagde ogsaa ganske højt: Sikket forbandet Asen! og begyndte ganske rolig og jævnt at snakke med ham, og han sank virkelig ned til at tale næsten som et Menneske. Det var P., som skal være Tysklands største Skuespiller for Tiden. — — — — — —
Cöln. d. 22. Novbr. 1880.
Idag havt Prøve med Solosangerne, de ere udm. musikalske og opfatter godt, jeg haaber derfor paa en meget god Opførelse. Iaften har vi fuldstændig Prøve, hovedsagelig Chor og Orchester; her er det samme Vrøvl som hjemme, at Herrerne kommer en halv Time senere end Damerne, jeg maa derfor begynde med 2den Deel. Iaftes var vi i Theatrets. 261og saae „Don Juan“ — vi give den meget bedre. Derefter var vi i „Cølner Männer Gesangverein“, hvor jeg blev ansunget og feteret paa alle Maader.
Cöln, d. 24. Novbr. 1880.
Igaar Aftes var Concerten, og Gud være lovet og takket baade Udførelsen og Modtagelsen udmærket. Novelletterne gik med en Finhed og Ynde, som glædede mig meget, og Chorene i „Korsfarerne“ langt over min Forventning; de 3 Solister passede særdeles godt til de forskjellige Characterer, Orchestret var udmærket i alle Henseender, saa at Ensemblet i alle 3 Dele var prægnant, characteristisk, og i 2den Deel Damechoret duftigt og graziøst, hvad jeg ikke havde tiltroet dem. Men Begeistringen for mig og „Korsfarerne“ gjorde Damerne til Helte. Du skulde have hørt det sidste Chor, det blev udført med en Stemning og en Ild, som var af megen Virkning. Jeg maatte ogsaa bagefter tage dem alle i Haanden og Anmodning om at skrive paa Portraiter er stor. Hvad mig selv angaar, da var jeg udmærket tilpas, tiltrods for, at jeg Aftenen iforveien havde en stor Orchesterprøve med Chor og Solo, og selve Concertdagen en Formiddagsprøves. 262paa et Par Timer, og endelig efter at have været de 8 Dage, vi har været her, i stadig Bevægelse hele Dagen, og hver Aften i musikalske Foreninger, for at høre mine egne Sager, mere eller mindre godt udførte, — og jeg kunde ikke blive borte, da de Gavtyve averterede i Avisen: „Zu Ehren des Herrn G. aus Copenhagen, — trods al denne Vrøvl hele Dagen med uendelig venlige Folk, befandt jeg mig dog udmærket vel iaftes, havde hele min Ro, Friskhed og Energi samlet og begge Værker gik fortrinligt. Jeg blev modtaget med stor Applaus og Hilsen af Orchestret, og hele Aftenen var der stort Bifald og Glæde over begge Værker. Derefter var der et Gilde, hvor der naturligvis var Taler o. s. v. Nu bliver vi her idag og imorgen for at besee alle de mærkelige Cølnske Kirker, og paa Fredag afgaa vi til Hamburg. — — — — —
17
Hamburg, d. 30. Novbr. 1880.
Naa, idag Formiddag havde jeg min første Orchesterprøve. Programmet er følgende:
Sinfonie af Gradener.
„Sommerdag paa Landet“.
„Michel Angelo“ Ouverture.
Sinfonie i B-dur.
s. 263Da jeg kom med „Sommerdagen“, lo hele Orchestret over hele Ansigtet af Fornøielse og glædede sig over hvert Stykke ; derpaa kom den gamle, elskværdige B-dur Sinfonie, og den tager jo alle Hjerter. Efter Prøven blev det bestemt, at efter „Sommerdagen“ skulde der gives endnu et Stykke af mig af alvorligere Character og saaledes kom Ouverturen til. Alting af mig gik udmærket glat og klangfuldt. — — — Jeg var ogsaa udmærket godt oplagt. — — — — — —
I det sidste Brev tilføjede Axel Gade: „Prøven i Gaar Morges gik udmærket godt, og Fader blev i godt Humør herover, — — — vi hørte noget af en Symphoni, som Fader sagde, ikke var andet end Beethovens udtraadte Tøfler.“
Aaret efter gjorde begge en lignende Rejse til Düsseldorf, hvorfra Gade skrev hjem :
Düsseldorff, d. 31. Maj 1881.
Da vi havde faaet Støvet af os i en Fart, gik vi hen til „Tonhalle“, for at see, om der var Prøve. Og ganske rigtig; men den var netop forbi, det mylrede med Damer og Herrer, — jeg spurgte nogle Damer om, naar der atter skulde prøves og fik Besked.s. 264Men det var for sent nu at faa fat i Directörerne, som allerede vare gaaede bort. — Vi gik til Hotellet, og der kom en af Comitéen, som havde hørt, at jeg Var kommen, for at hilse paa mig og bringe mig et Telegram fra Breslau fra Grev Hochberg: „Korsfarerne netop nu sunget. Stor Enthousiasme. Hilsen“. Saa drak vi The og gik i Seng. — Imorges Kl. 9 ude paa Visit hos Kapelmester Tausch, hos Maleren Vautier (som var meget morsom, han malede netop et Stykke fra Schwarzwald), hos Professor Bendemann (en god Ven af Mendelssohn, som jeg kjender fra Dresden). Hjemme fik jeg Besøg af Comitéemedlemmer og besøgte saa Oberbürgermeister B. Fru Normann kommer desværre ikke, paa Grund af Moderens Sygdom. I Stedet for en dygtig Violinist fra Berlin, Sauret. — Onsdag Eftermiddag er en Chorprøve, og jeg haaber Torsdag ogsaa en; saa begynder Fredag Formiddag Orchestret at indfinde sig alle Vegne fra. — Axel har vel skrevet om Byen her, sonr er ualmindelig kjøn, med en Masse grønne Alléer rundt om. — —
17*
2. Juni 1881
Igaar Aftes sidste Klaverprøve, særdeles godt! De prøvede først „Lobgesang“ af Mendelssohn, jegs. 265kom, før de vare færdige, og gik ind med min Taktstok og takterede midt imellem dem, midt i et Chor. — Der blev en Jubel og Glæde, og al Presentation unødvendig. — — — — — —
Lørdag, Pintseaften 1881.
Idag havde jeg min første „Zionsprøve“: 700 Sangere og 118 Orchesterfolk, det gik over Forventning godt, sikkert og med en mageløs Begeistring hos alle. Igaar prøvede jeg Sinfonien og Michel Angelo Ouv., som gik med udmærket Liv og Fut. Begge slog ligeledes udmærket an. Ja, Du kan tro, at Pigerne her (ja ogsaa Konerne) gaar for at see mig, og Mændene er ligeledes „bei der Hand“ paa et Vink af mig, — jeg er vist en mærkelig Person, naar jeg seer ret til. — Paa Mandag gaar Ouverturen og Zion, paa Tirsdag Sinf., og paa Onsdag gaaer jeg og Axel til Cöln efter Hillers Indbydelse fra „Tonkünstlerverein“, der saa vil gjøre lidt Stads af mig og følge mig paa Vei lidt ned ad Rhinen, som jo kan blive morsomt. — — — — —
Düsseldorff, d. 8. Juni 1881.
Med Guds Bistand har jeg nu fuldendt min Gjerning her igaar Aftes, og med allerstørste Held. Den 1ste Dag var Bachs Suite og Handels „Samson“, Choret udmærket og Orchestret ligeledes, — Salen var ikke ganske fuld. Klangen af Chor og Orchester fortrinlig. Den 2den Dag: Michel Angelo Ouverture, som gik med en Præcision og et Fyr, som henrev. Jeg blev naturligviis modtaget med stor Hyldning, „Zion“ gjorde en grandios Virkning med det store Chor (700). — Tenorer aldeles fortrinlige. De sang med en Iver og Begeistring, som var imponerende. Gura fra Hamborg sang Soloen meget smukt. Der blev applauderet efter hvert Nnmmer, og da jeg forlod Dirigentpladsen. klappede Chor og Orchester af alle Kræfter, jeg maatte frem igjen. — Men „Zion“ er jo mere alvorlig og gjør ikke den jublende Virkning, som Ouverturen eller Sinfonien i B. — — — Beethovens A-dur Sinfonie sluttede Concerten og lykkedes meget godt, Orchestret spillede livligt og godt og tog Publikum med sig. Den 3die Dag: Euryanthe Ouverture, meget godt; Arie af Oberon „Ocean“ sunget af en dygtig Sopran, Violinconcert af Gernsheim, spillet af Sauret, meget godt; Lieder, sunget fortræffeligt af Gura, gjorde stor Virkning paa Publikum. Saa kom da jeg op og blev modtaget med stormende Applaus og Orchesterfanfare.s. 267Sinfonien gik aldeles udmærket, 1ste og 2den Sats stærkt applauderet, Scherzoen forlangt jublende „Da capo“. Gjentaget ligesaa fortrinlig som første Gang og voldsom applauderet. — Finalen skulde Du have hørt dem spille, naa — det var Liv og Finesse, (jeg var ganske særdeles godt oplagt). Saa blev der et stort Spektakel og Fremkaldelser. Den foregaaende Aften var der bragt mig en stor Laurbærkrands, nu kom der en fra Damerne i Choret (som er aldeles forliebte i mig), og nok en Krands, jeg veed ikke fra hvem. — — — — — Jeg havde den Morskab, at den 2den Dag var der meget fuldere end den 1ste og i min Generalprøve stopfuldt. — Ligeledes den sidste Concert. Efter Concerterne var der naturligviis Selskaber, hvor jeg blev fêteret paa det glubskeste til ud paa Natten. Jeg fik der næppe Tid til at spise, for at skrive mit Navn til unge og gamle Piger og Koner og Mænd. Idag reiser vi til Cöln. — — — Torsdag Morgen fra Cöln til Mainz, hvor vi følges paa Vei af endeel Musikere. Ja, det gaaer lystigt til. — — — — —
1882 foretog Gade sin sidste Kunstrejse, nemlig for anden Gang til Birmingham, hvor man paany havde opfordret ham til at komme over og dirigere en ny Komposition af ham selv. Gade var netop,s. 268da Indbydelsen kom, beskjæftiget med et større Arbejde, Concertstykket „Psyche“, og han tilbød da at opføre dette Værk i Birmingham.
Blandt Breve fra dette Ophold i England meddeles følgende:
London, d. 31. Juli 1882.
Jeg slap sidst i min Fortælling ved Kofferten *), og den kom da ganske rigtig om Aftenen til Osnabrück. — — — — Der er en meget stor og smuk Domkirke i Osnabrück, og jeg gik derhen om Formiddagen for at høre lidt paa den katholske Gudstjeneste. Halvdelen af Indbyggerne ere Katholiker. — Jeg kan jo ikke nægte, at den gjorde et godt og opløftende Indtryk paa mig. Præsterne læste og reciterede meget godt, Orgelet blev særdeles forstandigt og godt benyttet, ligesom Chorsangen var tilsvarende god. Hele Kirken var fuld af Folk, som med største Opmærksomhed fulgte Ceremonien. Men det er og bliver dog noget, som bliver udenfor dem ; Præsten leverer en stemningsfuld Præstation, og de modtager den fuldt færdig; dog er den hos dem opstaaede Stemning kommen ved en andens Arbeide, ikke som en Trang til selv at længes og trænges, — jeg greb mig selv i at være bragt i en from Stemning paa anden Haand. Men smukt vars. 269det! — — — — — Forresten traf jeg paa Reisen endeel Englændere, og jeg tror nok, at jeg kan mer end sidst, naar jeg kommer rigtig igang. — — — Kl. 9 var vi i London. Jeg kjendte liver en Stump igjen, og var strax i Formiddags i Billedgalleriet og hilste paa de kjære, gamle Venner, og jeg kunde dem allesanunen, endogsaa, hvor de hang. — — — Jeg gaar imorgen til Novello og tager vel med ham ud til Familien i Sydenham, — — — han tager hver Morgen til London, og saa følger jeg med ham ud og ind. — — — — — —
Sydenham, Westwoodhouse, d. 3. Aug. 1882.
Som Du seer, er jeg flyttet herud igaar, — — — — mit Værelse er nydeligt istandsat, og jeg har den yndigste Udsigt til Haven. — — — Igaar gjorde jeg Visit hos Sir Costa og Benedict— — — og blev modtagen med udmærket Venlighed af dem begge. — — — — Iaftes spillede jeg enkelte Ting af „Psyche“ for Familien her. Det lader til, at det behager dem vel, det sige de alle idetmindste. Benedict fortalte mig, at han havde hørt, at Prindsessen — for Øieblikket ikke i Byen — vil komme til Concerten. Jeg har seet Gounods Oratorium, det er meget „ernsthaft“ med mange Recitativer. Jegs. 270har ogsaa seet Wagners „Parcifal“, aldeles religiøst; — — — forresten er Musiken meget udtryksfuld.
Sydenham, d. 6. Aug. 1882.
Jeg lever godt og i behageligt Selskab, tager om Formiddagen til London og kommer om Eftermiddagen ud til Sydenham; igaar har jeg componeret en lille Duet til Datteren og Sønnen her af Huset, — — om Aftenen synger de lidt, og saa morer de sig særdeles ved at høre mig spille Beethovens Sonater, her er nemlig 2 deilige Flygeler af Brotwood med en smuk, syngende Tone. — — Her er en meget stor Sal, som er tilbygget paa den ene Side af Huset, den er til Concert og Comedie; den er som Casinos lille Sal, men uden Galleri, med Indretning til at gaa i Gulvet og forsvinde. De havde opført et af Shakespeares Lystspil for nylig der. Der staar et Flygel og et Harmonium i denne Sal, og om Vinteren er den altid opvarmet. — Naa, jeg er alligevel glad over, at jeg ikke har saamange Herligheder, Du kjender jo min Philosophi ! Apropos, har jeg ikke vundet en lille Gevinst i Lotteriet? Idetmindste er der vel kommet Regning for Sedlen. — — — — — —
Sydenham, d. 8. Aug. 1882.
Det var igaar (Mandag), hvad de kalde „Holyday“, og vi kjørte en lang Tour gjennem kjønne Skove, og Alverdens Mennesker var ude at kjøre Skovtour, ligesom hos os Dvrehavstoure. Flere Steder var der Telte med Musik og Gynger, det var meget fornøjeligt at see. Herhjemme var der stor Kommers, den ene Svigersøn er ivrig Sportsmand, der var inviteret endeel unge Mennesker, som spillede „ Lawn-Tennis“ paa Plainerne i Haven. De er alle i Lærredsbuxer og Trøier og sveder, saa det hagler ned af dem. Om Aftenen blev der sunget 4-stemmige Sange og spillet. — Jeg fik igaar Brev fra Sangerinden Miss Marie Roze, hvori hun bad mig komme til sig og gaa Partiet igjennem, hun glæder sig meget til at synge det. — — — I disse Dage har Haand skrifterne i „British Museum“ taget min Interesse i Beslag. Der findes Documenter fra alle de engelske Konger, af Maria Stuart findes et Brev til en Greve, om at bede Elisabeth om at formilde Fængselsstrængheden, af Cromwell meget interessante Ting, ikke at tale om Breve fra Michel Angelo, Leibnitz, Digtere og Kunstnere. — — — — Idag har jeg isinde at besøge Westminster Abbey og see mig rigtig om der. — — — —
Sydenham, d. 13. Aug. 1882.
Torsdag Morgen tog vi ned til Badestedet Brighton. Det er smukt og mindede mig om Skodsborg, kun er Vandet her jo meget bredere, man kan ikke see Kyst men langt ud i Havet. Vi boede i et Hotel ved Strandkanten (Mr. og Mrs. Littleton og Miss Novello) og havde stadig for Øje Fiskere, kommende og gaaende ud, — Badegjæster gaaende til Badehuse paa Hjul; disse Badegjæster er meget ugenerte, i Kjøbenhavn vilde man finde det meget upassende, antager jeg, at see unge Damer med vaadt, flagrende Haar, vaad, tæt Dragt ved en almindelig Spadserevej — men det er vel „Fashion“ ved alle Badesteder. Det viser sig ogsaa her, „Theori“ er Et og „Praxis“ et Andet. Idag, Søndag, er alle offentlige Haver, med Undtagelse af en, lukkede, ligeledes alle Musæer og Gallerier. Naar jeg taler om Modsigelsen, der er tilstede, leer man og ryster paa Hovedet. — — — Lørdag var jeg første Gang hos Mrs. Marie Roze, for at gaa „Psyche“s Parti igjennem, hun syntes at holde meget af Partiet. Hun er fransk, og hendes egentlige Fag er den lette Genre, men hun har Fantasi og udmærket god Villie, saa at jeg antager, at hun kommer til at synge det baade med Forstaaelse og Hengivelse i Partiet. Hun har en udmærket god Sopran og kan gaa i Vejret, saa det er en Fornøjelse at høre paa. — — Paa Fredag tager jeg tils. 273Birmingham for at høre Chorene, kommer saa her tilbage Lørdag, prøver med Mrs. Roze og Barytonisten Santley (Eros) om Søndagen ; om Mandagen Orchesterprøve med Solosangerne, den næste Lørdag er alle (Orchester og Solosangere) i Birmingham, der prøves fuldstændig Lørdag og Mandag, og Concerterne begynde om Tirsdagen; jeg og „Psyche“ optræder Torsdag Eftermiddag. Fredag er den sidste Concert, og saa længes jeg efter at vende hjem. —
Sydenham, d. 15. Aug. 1882.
Igaar, Mandag, var jeg hos Fru Goldschmidt, det vil sige forrige Jenny Lind. Hr. Goldschmidt havde søgt mig hos Novellos og der sagt, at han rejste, men at hans Hustru var hjemme. Jeg tog derud med Jernbanen over og under Jorden, — da det er en meget lang Vej, — endelig fik jeg Huset opspurgt og ringede paa. Tjeneren lukkede op, hun kom ud i Entréen og modtog mig med begge Hænder. Hun syntes at være glad ved at see mig og tale med mig. Vi passiarede næsten et Par Timer om løst og fast. Hun er naturligvis en gammel Kone, men meget livlig og kvik, og det er de samme smukke Øjne, som fik en særlig Glands, da vi taltes. 274om Lindblad (Sangcomponisten) i Stockholm, som nok sværmede for hende og hun for ham i tidligere Dage. Om Andersen talte vi ogsaa, men han var altfor „barnslig", sagde hun. Du kan tænke, at det var meget interessant for mig at tale med hende.
Sydenham, d. 17. Aug. 1882.
I Onsdags besøgte jeg Mr. Lloyd, Tenoristen, som jeg sang igjennem med; udmærket Stemme og musikalsk — Skade, at han kun har at synge i 2 Terzetter. Idag var jeg i Marlborough House, hvor Prindsen af Wales bor, de var desværre lige ved at rejse, saa at jeg ikke fik hende i Tale. Hele Gaden udenfor Paladset var fuld af Folk for at see dem rejse. Falbe sagde mig forleden, at han troede ikke, at hun kunde komme til Concerten, fordi han vidste, at det var en Aftale, at Prindsen og Prindsessen skulde mødes i Wiesbaden med vor Konge og Dronning. — — — Mandag Kl. 2 har jeg min første Orchesterprøve med Solosangerne. Jeg er glad, at jeg nu kan begynde at virke igjen. — — — — —
Sydenham, d. 21. Aug. 1882.
Jeg kommer ligefra Orchesterprøven paa „Psyche“. Efter al Sandsynlighed vil den behage meget. Dog, lad mig fortælle i Orden. Altsaa i Fredags toge vi til Birmingham, Mr. Harding tog imod mig paa Banen. Jeg spiste hos ham, og Kl. 8 gik vi til Chorprøven; iforvejen havde de fortalt mig, at det var det bedst afholdte af de nye („Psyche“ nemlig). Ved min Indtrædelse i Salen blev jeg modtaget af baade Herrer og Damer med en begejstret Applaus, som næppe vilde standse. Jeg sagde dem Tak, og at jeg var glad ved igjen at være i deres Compagni og særlig glad ved at høre min nye Composition første Gang sunget af Choret i Birmingham. Der var en overmaade animeret Stemning og Applauderen hele Aftenen. De sang med et Liv og en Lyst, saa det var en stor Glæde for mig at høre paa. Du kan tro, at Chorene i „Psyche“ klinge godt! Naa, næste Morgen toge Littleton og jeg til Stratford on Avon og saae det gamle Huus, hvor Shakespeare er født, hans Datters Huus, Haven, han selv ejede, og hans Grav i Kirken. — Lørdag hjem. — Søndag sang jeg med Mrs. Roze, og — hun synger det meget godt, med Inderlighed og Hengivelse. Ogsaa Eros — Mr. Santley — var jeg hos, en udmærket Barytonist, som er meget glad over sit Parti. — Idag var der Prøve Kl. 11, først kom en gammeldags Composition med Polonaise, Arier,s. 276ret en ækel Ting, jeg spadserede noget, og gik saa igjen i Prøvesalen. Klokken var bleven over 3, før jeg kunde begynde paa „Psyche“ Alle Sangerne var der (Md. Trebelli ogsaa). Jeg var nu bange for, at Orchestret var træt, men Vorherre gav mig gode Kræfter og den fornødne Ro, saa at Prøven gik som en Opførelse, saa glat, jeg kan sige fint, —det er udmærkede Folk der. Jeg blev modtaget af Orchester og Publikum med stærk Applaus før jeg begyndte. Ja, I har saagu’ Ære af mig her i det store London. Orchester og Publikum applauderede næsten hvert Nummer. Jeg var i en udmærket Stemning. — — — Tænk Dig, Lørdagmorgen var en Omtale i „Daily news“ om Prøven Fredagaften. — — — — — —
Birmingham, Copeley Lodged. 27. Aug. 1882.
Jeg er nu, som Du seer, hos de rare Hardings, — — — — igaar Aftes Kl. 7 havde jeg Generalprøve; jeg blev naturligvis modtaget meget varmt af Alle, baade Chor, Orchester og Publikum — Salen var nemlig halv fyldt. — Roze sang meget udtryksfuldt og fik stærk Applaus for alle hendes Soloer, Santley ligeledes, Terzetten (en fortræffelig Tenor Lloyd, Md. Trebelli og en yngre, men gods. 277Sopran, gik brillant, det hele gik med Liv og Lyst, skjøndt der havde været Prøve fra 10—2 og fra 3—5 iforvejen. Jeg har megen Glæde af „Psyche“, alle lykønsker mig og er glade, Benedict sagde: „Ja, De er jo Kjælebarnet her, De vil faa megen Succès.“ Gounods store Oratorium vil jeg ikke sige noget om, kun at Verhulst i sit Brev til mig om „Psyche“ fortalte, at han var bedrøvet over G.s Arbejde — — — — naa, der er Enkeltheder deri, som er meget kjønne, men det er langt, langsomme Tempi og ikke meget Musik deri. Verhulsts kjærlige og begejstrede Brev fra Amsterdam begynder saaledes: „Lieber verehrter Gade, ich möchte sagen, glücklicher Gade! diesen Sonntag haben Sie mir zum wahren Festtag gemacht. Ihrer „Psyche“ habe ich immer und wieder durchgelesen, gesungen, gespielt — — — —“ Jeg skal gjennne Brevet. — Idag skal jeg holde mig i Ro her; her er en meget interessant Mand i Besøg, det morer mig meget at tale med ham. — — Torsdag Kl. 8 træder „Psyche“ op, tænk da paa mig, Du Kjære. Til den Aften er der tegnet saamange Billetter som til de allerbedst besøgte Concerter, er det ikke morsomt, og det altsammen for „Plamasen“, som Hostrup siger. —
18
Birmingham, Copeley Lodge1. Septbr. 1882.
Gud ske Lov og Tak, igaar Aftes gik „Psyche“, og jeg tør med Sandhed sige, at hun blev modtaget med Begejstring! Solosangerne sang udmærket, — Mrs. Rozes Stemme var i Begyndelsen lidt belagt, men kom sig snart, — Santley fortræffelig og de 3 Sangere til Trioerne ligeledes udmærkede. Chorene gik med en Livlighed og Begejstring, som var værd at høre paa — i Parenthes, de elsker mig allesammen, — Orchestret spillede med en Opmærksomhed og Finhed, som jeg ikke kan ønske mig bedre. — Den sidste Prøve var Lørdagaften, det er jo langt fra Torsdag, jeg var derfor lidt — just ikke bange, da jeg kjendte Orchestrets udmærkede Evne til at læse fra Bladet, — men ikke saa rolig, som naar jeg har prøvet Dagen iforvejen, — men jeg hørte ligestrax „all right“ og var ligeledes strax udmærket disponeret til at dirigere, som jeg tør sige, at jeg gjorde „brillant“. Ved min Indtrædelse blev jeg modtaget af Publikum med en vældig Applaus, og da jeg vendte mig om, brusede fra Chor og Orchester ligeledes en Storm over mit Hoved. — Jeg var ganske rolig, og alt gik uden den allerringeste Rykning ganske komplet udmærket. — Det var en brillant Udførelse. Næsten alle Nummere stærkt applauderede, 2 maatte gjentages, og saa til Slutningen ligeledes vældige Salver, og jeg maatte ind igjen, for at blive hyldet nok engang. —s. 279Tak ogsaa Du, min kjære Hustru, den kjærlige Gud, der har ladet alt føje sig saa vel for mig her. Alting har føjet sig vel for „Psyche“, Sangerne fortalte mig, at hun skulde føres op forskjellige Steder dette Efteraar, ogsaa i London. — Imorgen, Lørdag rejser jeg. — — — — — —
I Anledning af Holbergs-Jubilæet 1884 komponerede Gade en Orchester-Suite „Holbergiana“. Ved Opførelsen i Musikforeningen havde han placeret det, ved denne Concert ikke medvirkende, Chor oppe paa et Galleri og under Slutningsaccorderne i „Holbergiana“, overraskede han Publikum med at lade Choret paa Galleriet istemme en Hyldest til Holbergs Minde, en kort, firstemmig Strofe.
I Foraaret 1888 var Gade endnu engang paa Rejse. Han havde efter 1882 afslaaet enhver Indbydelse til at komme og dirigere eller blot overvære sine Kompositioners Opførelse hjemme eller ude; „jeg har rejst nok,“ sagde han hver Gang og skrev „Nej“ selv til de mest indtrængende og gjentagne Anmodninger. Dog, i 1888 maatte han bekvemme sig til en Tur til Belgien, for i Louvains berømte Klokkestøberi at høre de til Klokkespillet i Frederiksborg Slot af Kaptajn, Brygger Carl Jacobsen bestilte Klokker. Idet han fra Begyndelsen tvivlede om et godt, musikalsk Resultat, forestillede hans. 280Jacobsen, hvor overordentlig mange Vanskeligheder og hvor megen Bekostning et saadant Klokkespil krævede blot for at kunne sættes op, og hvor sjeldent saa det væsentlige — selve Koralernes Gjengivelse — lykkedes tilfredsstillende. Dog, da Frederiksborg alligevel ikke maatte savne Klokkespil, arbejdede han ivrig paa at gjøre sit bedste for Sagen og arrangerede et helt System til Forklaring af Nodetegnene i de Koraler, der skulde bruges, da nemlig den danske Mekaniker, der havde Foretagendet i Entreprise, ikke havde Kjendskab til Noder eller Musik.
Glad over denne Rejse var han ingenlunde; han generedes af det franske Sprog, af hvilket han ikke havde lært mere, siden han i 1862 opholdt sig i Paris, og hertil kom en ligefrem Angst for at blive gjenkjendt og reven ud af sit Incognito. I Antwerpen blev han skræmmet ved Gjenkjendelser af begejstrede Musikelskere, som det dog lykkedes ham at slippe fra; men den mærkelige Melankoli, der altid greb ham ved uventet at høre sine egne Kompositioner, overfaldt ham her, idet han ved at spadsere forbi en offentlig Have hørte og gjenkjendte Toner af „Michel Angelo“ Ouverturen. Han hastede hjem; man ventede ham desuden ved Prøverne til Concerterne i Anledning af „den nordiske Musikfest“, som fandt Sted i Juni Maaned.
Sommeren tilbragtes som sædvanlig i de senere Aar, i Fredensborg, og Frugten af denne Sommers Hvile var Kantaten i Anledning af Regjeringsjubilæet,s. 281som Universitetets Rector havde opfordret Carl Ploug og Gade at skrive til Festen i Solennitetssalen.
Det var med virkelig Glæde, at Gade her greb Lejligheden til i Toner at kunne udtale den Respect og Hengivenhed, han følte for Kongehuset; og disse Gades Følelser blev heller ikke ubesvarede, med fuld Forstaaelse af hans Kunst og Hensyntagen til ham selv, blev han modtagen ved Hove, hvor hans frie Sprog og ikke altid hofmandsmæssige Væsen blev optaget paa en naturlig og næsten venskabelig Maade.
Naar hele den kongelige Familie var samlet paa Fredensborg, og Gade blev kaldt derop, var han gjerne i udmærket Humør ved Hjemkomsten derfra; blandt andet spadserede han, da han engang kom hjem fra Slottet en sen Aften lige ind i Stuen til sin Familje med Hat og Frakke paa, slog ud med Haanden og raabte lystig, mens han stadig vandrede rundt om Bordet: „I skulde bare vide, hvor fornem jeg er, I kan s’gu slet ikke komme mig nær, for jeg har kun konverseret Kejsere og Konger.“
I 1890 komponerede han for sidste Gang paa Opfordring en mindre Komposition til en jydsk Sangerfest — „Nordens Folkeaand“. —
Samme Aar skrev han en Marsch til det kejserlig russiske Orchester, som han havde udbedt sig og faaet Tilladelse til at tilegne Czaren.
I Begyndelsen af December Maaned 1890 var han en Dag travlt beskjæftiget med at ordne disse Noder og skrive Titlen „Echo de Fredensborg“ paas. 282de forskjeilige Hæfter, for næste Dag at kunne aflevere dem til Hendes Majestæt Dronningen, under hvis Ægide de naaede deres Bestemmelsessted.
Dette blev Gades sidste Arbejde.
Søndagen den 21. December 1890 spillede han som sædvanlig ved Højmessen i Holmens Kirke, læste i sit Hjem flere af Martensens Prædikener og tilbragte Dagen som ellers; han huskede pludselig, at det var den 21de og udtalte sin Glæde over atter at skulle hilse de lyse Dage, — Livet laa endnu for ham, skjøndt han næsten daglig talte om Døden og kun faa Dage før med Begejstring havde udmalet sig det rene, lyse Liv, der skulde leves efter dette. Om Aftenen blev han tidlig træt og gik i Seng, kort efter begyndte Kampen mellem Livet og Døden, og en Time senere drog han sit sidste Suk.
Til Herr Kapelmusicus Gade.
En Søn af den afdøde Domhnus-Kapel -Organist Müller har gjort sit Mesterstykke, og faaet sig et Barn, (Søn eller Pige, hvilket vides ei,) og vil lade samme høitideligt døbe i Morgen i Frue Kirke, under Orgelets Klang. Da nu samme Daab skal foretages KL l½, saa er De maaske saa god at spare mig Uleiligheden for at anstrenge mit asthmatiske Bryst og mine gamle trætte Ben, ved at traktere Barnet med den fornødne Musik. *) Vel maa De, for at udføre dette, spadsere lidt tidligere end sædvanligt til Kirken ; men stolende paa Deres christen Kjærlighed, haaber jeg dog, at De ikke siger: Nei.
Kjøbenhavn, den 1ste Mai 1841.
Ergebenst
C. E. WEYSE.
Til Hr. Musikdirecteur N. W. Gade i
Leipzig
.
Medfølgende 2den Udgave af mine nyeste lyriske Digte, (hvoraf omtrent Halvdelen ikke tilforn har været trykt), kan jeg ikke nægte mig den Fornøielse at tilsende Dem med en Ytring af den Glæde, Deres Tonelyrik har ydet mig, og med det Ønske, at De maa finde Et og Andet deri, som kan finde Gjenklang i Deres tonerige Sind og maaske kalde Billederne af den fædrelandske Natur og vort historiske Folkeliv tilbage hos Dem, naar den fremmede Omgivelse og det fremmede Sprog undertiden maatte give Dem Lyst til at dvæle ved Mindet om Hjemmet. Deres mig bekjendte Kjærlighed til den danske Folkenatur er mig saameget mere kjær, som det netop er Tonepoesien, der i sin nationale Udvikling længst har savnet virkelig danske Dyrkere. Næsten alle vore Componister, selv de to sidst bortgangne store, vare af fremmed Herkomst; ved Dem og Hartmann haaber jeg nu Kuhlau og Weyse skulle blive erstattede og af virkelig danske Tonekunstnere. Hvor hæderlig og maaske Deres *) størst fremmende en Stilling, De endog maatte have fundet i Leipzig, haaber jeg dog vist, at De kommer tilbage og indvier Deres Liv og Virksomhed til Oplivelsen af den fædrenelandske Aand, der allerede gjennem vore Middelalderssange har aabenbaret sig i skjønne, eiendommelige Former.
Tillad mig disse Yttringer, der alene have deres Grund i det friske og levende Indtryk af Deress. 287sjældne Tonedigtninger. Venligst Hilsen til Henrik Swane! Jeg skal bringe Dem en Hilsen fra Cand. Borup her.
Jeg forbliver, med Høiagtelse,
Deres hengivne Landsmand
B. S. INGEMANN.
Sorø. den 15de Januar 1846.
Til Componisten Gade i
Leipzig
.
Kjøbenhavn, 4de September 1847.
Kjære Ven!
Hvorledes gaar det med „Nøkken“? Er De færdig? — Har De begyndt? Vil De ikke begynde? Jeg maa endelig vide noget Bestemt; flere Gange har jeg ladet spørge, nu spørger jeg Dem selv. Deres Forældre har jeg besøgt, jeg veed ikke, om De fra dem har faaet min Hilsen. Tænk venlig paa mig, Kjære ! og bring Mendelssohns, Kreyns, Pfodtens, Bødtker og Alle Alle, min kjærligste Hilsen.
Seer De Auerbach, saa siig ham, at han kunde gjerne lade mig høre lidt fra sig. Nu lev vel! vi leve her i evig Tøe og Taage, Vandpine og Tandpine, sølet og forkjølet. Farvel!
Deres meget hengivne
H. C. ANDERSEN.
Lübeck, den 26de April 1850.
Min gode Herr Gade!
Det var hos mig en särdeles glad öfverraskning att erhålla bref från dem, och jag måste tacka dem hjertligen att de icke glömt bort mig.
Herr Stiehl bringade mig deres bref i går. Ja! nog kan jag godt förstå, att Leipzig förlorade all behag sedan Mendelssohns död! Jag har förloradt den största musikaliska fröjd lifvet hade at bjuda på; och när man hade kännt honom som menniska, var förlusten ännu större.
De gör rätt som nu håller på deras hem, det håller jag af dem för. Bra glädjande vore det, öm de kunde bringe op musiken til en hög ståndpunkt, och med det goda sinne som deras landsmän hafva för konst i allmänhet, hyser jag det fasta hopp om framgång i den vägen, och detta skulle mycket glädja mig.
Jag har ej kunnat återse Leipzig sedan Mendelssohns död — och jag går nu ej mera dit; nej, jag reser långt bort — til den nya verlden, i Augusti reser jag til Amerika och blir der en längre tid,— jag har haft mycket fröjd i Tyskland i vinter. Varma äro dock menniskorna här för konst och musik.
Mycket blefve jag dem förbunden, min gode Herr Gade, om de ville vara god att hälsa innerligt från mig Bournonvilles hela familje, och äfven Herrskapet Nielsen samt Andersen.
s. 289Må det alt framgent gå dem väl, må gud bevare dem från alt ondt, och må de någon gång med vänskap ihågkomma deres gamle, trofaste vän
JENNY LIND.
P. S. Nog bade jag lust at komma til Köpenhamn, men tid — — — — — —
Til kongelig Skuespiller Michael Wiehe.
Leipzig, den 28de Juni 1850.
*)
Kjære Michael! Tak for Dine Linier. Det glæder mig særdeles, at Du, pro primo: er fornøiet og pro 2°: kommer godt ud af det med Dine Penge; dog raader jeg Dig; kjøb ikke for mange Siebensachen af trængende Landsmænd, man kan tilsidst selv blive en trængende Landsmand. — — — — Hvad nu vor fælles Reise angaaer, da havde det været hensigtsmæssigt, om Du, min rare, havde underrettet mig en Smule om, hvor Du reiser hen; til Paris eller til Berlin. Forresten er det ogsaa ligegodt, da jeg har opgivet min Pariserreise ganske. — — — Ellers har mit Ophold her i Leipzig været overordentlig interessant og behageligt; jeg har ganske uventet truffet gamle Bekjendte og Venner, som tilfældigviiss. 290er reist herigjennem, f. Ex. Spohr, Schumanns, Hiller og flere andre.
Jeg gider — vide Kierkegaard — igrunden ikke reise videre end jeg nu er, med Undtagelse af, at jeg paa Hjemreisen gjør en Harzreise, og i Begyndelsen af næste Maaned med Davids Familie gjør en Tour til et Badested: Wittekind, hvor jeg vel bliver en otte Dages Tid. Altsaa kommer vi vel neppe hinanden Ansigt til Ansigt før i August i Kjøbenhavn, naar Du kommer hjem. —
Jeg haaber at være hjemme midt i, eller i Slutningen af Juli.
Nu, jeg giver Dig min Velsignelse med paa Din Vei, og beder Dig erindre mine venlige og jeg haaber, Dig uforglemmelige, Raad, angaaende Pas, Penge, Indpakninger o. s. v, Hils Theophilus Hansen, ifald han endnu er i Wien.
Din hengivne
NIELS W. GADE.
Det kunde sgu dog stikke mig, at jeg kilede ned til München et Par Dages Tid, dersom Du reiser til Berlin (fra Wien) i Midten af næste Uge. Skriv mig dog alligevel et Par Ord, men strax, hvor Du agter Dig hen (til Leipzig adresseret).
Til Clara Schumann.
Copenhagen, den 6ten Sept. 1851.
Liebe Frau Dr.!
Statt ein Einsiedler schreibt Ihnen jetzt ein glücklicher Bräutigam. Es wird Ihnen wohl bekannt sein, dasz ich meine Einstimmigkeit verlassen habe, meine liebe Braut ist die Tochter Ihrer — während Ihres Aufenthaltes in Copenhagen — Freundin Frau Hartmann, die leider Gottes zu früh uns verlassen muszte.
Meine Braut werden Sie nicht von damals erinnern können; sie ist jetzt 20 Jahr, war also ein Kind von 10 Jahren ungefähr, wie Sie Copenhagen mit Ihrem Besuch beglückten.
Ihren und Ihrer Manns Rath habe ich gefolgt, und keine Künstlerin gewählt, Sophie H. ist jedoch musikalisch, sie spielt etwas Clavier und singt Lieder — für meine zwei Ohren natürlich — sehr allerliebst.
Mit meiner Musik geht es gut, Apoll und Amor stehen einander nicht fremd entgegen, dasz wissen Sie ja; ich habe diesen Sommer auszer vielen Kleinigkeiten eine Orgelsonate geschrieben, und schreibe jetzt an ein gröszeres Concertstück. Ich bin sehr begierig auf Schumanns neue Sinfonie in Es, die wird doch bald gestochen werden, wie auch die Rosenelfe? Na, da giebt es endlich wieder was Neues, worüber man in unserer armen, armen Musikzeit fallen kann mit freudiger Neugier.
s. 292Danken Sie ihn voraus von mir. — — — — Nun! leben Sie und R. S. recht wohl, bis wir uns — und hoffentlich bald — wieder treffen, ich sende Ihnen Beide ebenso viele Grüsze als sonst.
Ihr aufrichtig ergebener
NIELS W. GADE.
Til Clara Schumann.
Copenhagen, den 12. Januar 1856.
Hochgeehrte Frau Dr.!
Mit inniger Freude sehe ich aus Ihren lieben Brief, dasz Sie mich zu Ihren Freunden zählen, wie zuvor, — heute sage ich, dasz ich bis jetzt und immerdar, warme und aufrichtige Verehrung und Freundschaft für Sie und Ihren lieben Mann hege; — wir folgen mit warmen Antheil die Nachrichten, die über seinen verhängnissvollen Gesundheitszustand zu uns kommen, und hoffen Alle, dasz Gott es zum Bessern wenden will, — nur „wer den lieben Gott läszt wallten“ hat für sein geängstigtes und trauerndes Herz ein tröstendes Gefühl, das aufrecht hält in allem Kummer und Schmerz.
Wie lieb und erfreulich es auch für mich besonders sein würde, wenn Sie diesen Winter herkämen, rathe ich es doch ab, weil es für Sie viel s. 293vortheilhafter wäre, wenn Sie vor Weihnachten hier eintreffen könnten und aus folgenden Gründen : 1) Nach Ostern ist zu kurze Zeit, wenn ein frühzeitiger Frühling kommt, zieht Alles aus der Stadt, und obschon Sie noch frisch in der Erinnerung unseres Publikums leben, hilft es doch nichts, — in das Naturconcert geht’s heraus. 2) Könnten Sie in Verbindung mit dem hiesigen Musikverein treten — für diesen Winter ist schon Arrangements getroffen, — dasz Sie drei Mal darin spielten, — da haben Sie den Vortheil, dasz Ihnen wenigstens Ihre Reise hier und Ihr Aufenthalt keine Kosten verursachten, Ihre Concerte unbeschadet. — Der Musikverein ist eine geschlossene Gesellschaft, welche jetzt 1600 Mitglieder zählt, und die musikalische Elite in sich faszt. — Es werden im Laufe des Winters zehn Concerte gegeben, sieben Orchesterconcerte und drei für Kammermusik, wenn Sie denn, nächsten Winter im Monat November oder Anfang December herkämen (die Dampfschiffe gehen bis Neujahr) und dann bis Ende Februar hier bleiben, drei bis vier Mal im Musikverein spielten und eigene Concerte und Soiréen gäben, glaube ich ganz gewisz, dasz es für Sie sehr vortheilhaft sein würde. Ueberlegen Sie dies, liebe Frau Dr. und lassen Sie mir bei Gelegenheit einige Zeilen zukommen, ob Sie Lust hätten, darauf einzugehen, dann wollen wir uns wohl darüber verständigen, ich meine wegen Ihrer Bedingungen hinsichtlich des Musikvereins. — Wir haben vorigen Winter „Paradies und Peri“ zweimal aufgeführt im s. 294Vereine, ich wollte damals schon an Sie schreiben, aber die Krankheit meiner lieben Frau verhinderte es.
19
Die erste Sinfonie in B. haben wir auch gemacht, sowie das kleine Gesangstück: „Zigeunerleben“ von mir instrumentirt, das Quintett in Es u. s. w. Diesen Winter ist die kleine Sinfonie in D. auf dem Programm, wir haben die neunte von Beethoven vor, welche zum ersten Male ganz aufgeführt wird; Sie sehen also, dasz wir nach Vermögen vorwärts streben. Kommen Sie doch, liebe Freundin, zu uns, Ende dieses Jahres, wir wollen es Ihnen so gut einrichten, wie wir es nur können ; — Gott gebe uns Allen ein gutes neues Jahr, Gesunde und Kranke, Grosze und Kleine. Ein herzliches Lebewohl wünscht
NIELS W. GADE.
(1857?)
Lieber und verehrter Gade!
Sie müssen dies mal wirklich Nachsicht üben d. h. ich verdiene sie; ich habe eben den Trouble das Wohnung suchen und Umzugs überstanden; nun werden Sie aus Ihrer Junggesellen-Zeit noch wissen was das für einen solchen zu sagen hat! Noch vor wenig Tagen dachte ich in wärmster Erinnerung Ihrer, und unserer Leipziger Erlebnisse; wir spielten nämlich hier zum ersten Mal Ihre 4te Sinfonie (in s. 295einer vorbereitende Probe für neue Sachen zu den Winter-Concerten). Wie schöne, künstlerische Klänge sind das! Ich war ganz stolz zu denken, dasz Ihre neueste Sinfonie mir gehört, wie ich übrigens zufällig neulich in einer Musikalienhandlung sah. Einen so doppelt zu überraschen! Lieber Freund, Sie wissen nicht, wie sehr es mich beglückt, dasz Sie mir so treu Ihre freundschaftliche Zuneigung bewahren, obwohl nun so viele Jahre, Meilen und Erlebnisse zwischen der Leipziger Zeit und jetzt liegen; das läszt auf künstlerische Verwandschaft schlieszen! , Um nun auf Ihre Aufforderung zu kommen, einige Wochen in Kopenhagen zu verbringen, so kann ich nur sagen, ich habe die gröszte Lust — aber vor der Hand sehe ich wirklich nicht, wie es in diesem Jahre zu machen wäre. November soll ich (mit Frau Schumann) in Wien concertiren; im December fangen hier die 8 Concerte an (aller 14 Tage eins) die ich zu dirigeren habe; das dauert bis in den März. Nun ist’s zu spät! — — — — — — — —; kann ich es einrichten, so frage ich nochmals bei Ihnen an. Und nun wünsche ich Ihnen alle musikalische Freude und häuslich Glück für diesen Winter, und uns recht viel neue Sachen von Ihnen, verehrter Freund!
Ihr
JOSEPH JOACHIM.
Eine freundliche Grusz an Tofte.
9*
Kjøbenhavn, den 24de August 1858.
(Pilestræde 80.)
Velbaarne Herr Professor, Ridder Gade.
Illustrissimo Maëstro !
Ligesom Jeppe aldrig taler Tydsk, undtagen naar han er fuld, saaledes skriver jeg ikke Italiensk, undtagen naar jeg føler mig i Aande til at componere Balletter, NB. med extra god Musik til. Timen er kommen. Adriana for evig! — nei om Forladelse, ikke for evig, men allerhelst nu strax. — Kjære Professor! uden Deres deilige Toner kan Gondolen ikke sættes i Bevægelse, ikke Dogen forlove sig med Havet, kort sagt ikke Luigi og Adriana blive Mand og Kone, og Brylluppet maa hastes med — for visse Aarsagers Skyld. Altsaa naar vi nu tage fat, hvor vi slap, kan vi gaa i Søen inden Dampskibsfarten hører op — jeg mener saadan hen i November. Jeg stoler paa Deres givne Løfte, paa Deres Velvillie for mig og den gode Sag, men fremfor Alt paa Deres inspirerede Muse. Fra denne Time er jeg til Deres Tjeneste, giv mig et Vink, og jeg kommer til Dem til Lands, til Vands — kun ikke i Ballon, da dette Befordringsmiddel endnu er i sin Barndom. Svar mig pr. Telegraf og send mig et Bud med Erslews gamle Mercurius — og nu min Hilsen og de bedste Ønsker for Dem og Deres ærede Familie.
Deres hengivne og forbundne
AUGUST BOURNONVILLE.
Til Komponisten Adolf Jensen.
Kjøbenhavn, den 7de August 1863.
Kjære Hr. Jensen!
Da De har ønsket, at jeg skal skrive Dem til i mit eget Sprog, følger jeg denne Indbydelse og siger Dem altsaa paa Dansk: Tak for Deres Venlighed, jeg har med stor Fornøielse gjennemlæst Deres sidste Vocalcompositioner, som De har været saa god at tilegne mig, og jeg skal ved Leilighed søge at faa dem opførte. Ligeledes har jeg glædet mig over et Par tidligere Compositioner af Dem, „Innere Stimmen“ og et Hefte „Lieder“, og jeg haaber i Fremtiden, at jeg ofte maa kunne bevidne Dem min Glæde i lignende Anledninger. Jeg har hørt, at De er forlovet eller maaskee allerede indtraadt i den hellige Ægtestand, modtag min hjerteligste Lykønskning og meddeel ogsaa Deres unge og ganske vist elskværdige „Braut oder Frau“ mit „Glückwunsch“, nu maa der componeres i lyse og glæderige Toner; bort med det „düstere“ og „nebelige“, alt hedder nu: O, Sonnenschein! O, Sonnenschein! Og med dette lyse Haab for Deres Fremtid, vil jeg nu sende Dem et Levvel! og bede Dem fremdeles at beholde i venlig Erindring
NIELS W. GADE.
Sorø, den 4de October 1863.
Kjære Professor Gade!
Tak for Deres lysblaaøiede danske Sange! Jeg blev meget overrasket ved at see dem, jeg havde mindst drømt mig Dem henne i den Kant, Det er Skade, at ikke Ingemann lever, det var et af hans største Ønsker at faae sat Mnsik til Noget af Holger Danske, han var ogsaa tidt i Lav med mig, men jeg kunde aldrig faae rigtig Syn paa dem, men nu har De da faaet et smukt Romancehæfte ud deraf. Fra Fru Ingemann skal jeg hilse Dem meget og takke hjertelig, hun vilde gjerne have skrevet selv, men hun sagde: „Hvad skal jeg sige Andet om dem end Tak og at jeg har s eet dem, høre dem kan jeg jo ikke.“ Hun sagde det paa en saa rørende Maade, at jeg ret havde ondt af hende, den gamle døve, eensomme Stakkel.
Hvad mig selv angaaer, saa har jeg fulgt Deres Raad. Jeg har levet den sidste Tid med „Robert“, — jeg vil dog ikke sige, at det er det bedste Selskab i Længden —, men jeg forstaaer meget godt, hvad De meente og at De havde Ret. Forresten er der ved Siden af det meget Fortræffelige i Robert rigtignok ogsaa meget Pjadskevads og Fyldekalk. Men ganske vist er der udmærkede Ting. Især første, tredie og sidste Act. Undertiden synes jeg, at han i sin Bestræbelse for at faae de enkelte Repliker characteristisk falder lidt i Stykker, om det entl lykkes ham i det Enkelte. Theatermusik er s. 299det, det er sandt, stærke, grove Farver, ligesom de tykke Klatter paa Coulisserné, der først tage sig ud i det magiske Lampelys. — Jeg kan huske, at De sagde, at jeg skulde ikke være bange for at være lidt affecteert, nu forstaaer jeg endnu bedre, hvad De meente, efter at have seet Robert efter, — men jeg er dog lidt betænkelig. Der er en Mangel paa Sandhed over det Hele, selv hvor Effecten er meest bedaarende; idetmindste skal man vist ikke løbe blindt ind i Meyerbeer. Han beregner sikkert og slaaende, men han beregner ogsaa overalt, og naar hans Figurer vaande sig i den stærkeste Lidenskab, er det ligesom om jeg kunde see ham selv staae koldt bag ved og sætte et parodisk Griin op derad. Men det er nok bedst, jeg gjør Ende paa min Snakkesalighed. De mange udmærkede Fingerpeg, som man kan hente hos Meyerbeer, vil jeg nu efter fattig Leilighed følge. Jeg er begyndt igjen at kigge paa Hertz, men det er rigtignok ikke heldigt at være saa langt fra Hovedstaden, naar man skal gjøre saadant Noget færdigt, aldrig Klangen af et Orchester, Ingen at tale med, Stilhed og Ro er hernok af, men ogsaa formeget.
Endnu en Gang Tak for Holger Danske og fordi De sendte mig den. — —
Deres hengivne
P. HEISE.
Hr. Professor N. W. Gade.
Til Komponisten Peter Heise.
Kjøbenhavn, den 7de October 1863.
Kjœre Heise !
Tro blot ikke om mig, at jeg vilde raade Dem til at indleve Dem med Aanden i Meyerbeers Theatermusik, tvertimod — jeg griber endogsaa enhver Leilighed til at ytre min Modbydelighed for denne Art Aandrighed, som gaar ud paa at gjøre „gode Forretninger“ — denne Side af dette betydelige Talents Stræben kan enhver ærlig Kunstner kun blive uhyggelig berørt af. Derimod kan man lære meget af det Klarsyn, hvormed Meyerbeer anlægger dramatisk.
Rigtignok er den Glæde, man kan finde herved, ikke ublandet, da de musikalske Midler som oftest ere uskjønne, søgte og for haandgribelige, beregnede ere de altid; men den dramatiske Indsigt — som til Theatermusik er uundgaaelig nødvendig er i høj Grad Meyerbeers Lysside, og her er rolig Beregning og Oversigt paa sin Plads og berettiget. Hvad angaaer den musikalske Udførelse af Planen, da kan han desværre ikke komme ud af Beregningen, skjøndt det bedre Jeg undertiden med eller mod hans Villie bryder igjennem, som en varm Solstraale.
Dog, hvorfor skriver jeg egentlig alt dette til Dem, det kan De jo sige Dem selv; jeg er overbeviist om, at De har den samme Anskuelse; ansee s. 301det blot som et Tegn paa, hvor vigtigt det er mig, at fralægge mig alt Compagniskab med uærlige, kunstneriske Bestræbelser.
Det glæder mig, at De synes om „Holgers Sange“. Det er mærkeligt, at Ingemanns Texter ikke ere blevne benyttede før, det undrer mig, at De ikke har componeret nogle deraf. Nu maa De helst lade det være.
„Lysblaaøiede“ ! Det er ret characteristisk. — — — — Lad mig snart høre lidt fra Dem og Deres Tyrker og Kurder. *)
NIELS W. GADE.
Til Komponisten Peter Heise.
**)
Onsdag 17 Febr. 1864.
Kjære Hr. Heise!
Tak for igaar! De forskaffede os en virkelig musikalsk Fornøielse; saavel os Musikere, som ogsaa Medlemmerne af Musikforeningens 2den Abonnementsconcert. Fru Zinck sang, og jeg spillede ret con amore Deres „Genoveva“. Jeg har ikke kjendt dette Musikstykke før for et Par Dage siden ; da jeg nemlig hos Fru Zinck søgte om et Par Romanzer til Concerten, fik jeg tilfældigt fat i det, vi s. 302sang det igjennem, og det tiltalte mig strax (som ogsaa Hartmann) i den Grad, at jeg, tiltrods for den tydske Text, og at det ikke var annonceret i Aviserne, paa det bestemteste holdt paa, at det strax skulde opføres.
Det tiltalte ogsaa i høi Grad Alle, hvilket det er mig en sand plaisir, herved at meddele Dem. — Fru Zinck frygter for at synge Bergliot i den næste store Concert, sammen med Elverskud, hun er bange for, at det er hende formeget paa eengang; derimod vil hun bestemt paatage sig at synge Bergliot i den Abonnements Concert, som bliver given umiddelbart efter. — — — — — —
Deres
NIELS W. GADE.
Sorø, den 19de Februar 1864.
Kjære Gade!
Tak fordi De syntes om „Genoveva“, men allermeest Tak, fordi De skrev til mig, det lyser op som en Solstraale, naar jeg hører Noget fra Dem, og man kan da trænge til alt Lys i disse mørke Tider. — Jeg haaber at komme ind og høre paa Elverskud. Jeg har Partituren til den og skal kigge godt deri iforveien. Jeg glæder mig blandt Andet til Indledningen til anden Deel med Hornet og Violinerne paa G.-Strængen, det er baade for Øret en reen s. 303Vellyst at høre paa og for Phantasien det livagtigste Billede af en rigtig luun Sommernat. Det er nu længe siden, jeg har hørt det.
Med Instrumenterne gaaer det saa jevnt frem naar jeg blot havde mere samlet Tid. Og saa de forbistrede Aviser i denne Tid, som ikke blot tage megen Tid op at læse, men ogsaa gjerne betage En Lysten til strax at vende tilbage til fredelige Kunster. Det er nok sandt, at vi staae ikke værre end i 1849, men naar Sligt gjentager sig, kan det neppe ende som sidst, det maa blive enten værre eller bedre, men Udsigterne ere da ikke synderlig til det Sidste.
Lev vel saalænge! Hils Deres Hustru og Dem selv meget fra min Hustru og
Deres hengivne
P. HEISE.
Hr. Professor Gade.
Til Komponisten Peter Heise.
Torsdag (1865?).
Kjære Ven!
Ja, jeg har igrunden heller ikke noget at skrive om. Jeg kan imidlertid meddele Dem, — dog ikke for at ærgre Dem — at vi sidstleden havde en Concert i Musikforeningen, som i alle Henseender s. 304var særdeles god, og jeg havde givet et Par Mark, til at De havde været der. Naa! see nu at blive snart færdig med Sorø og Paris, at De kan komme til Ro i Kjøbenhavn; jeg længes efter at faa fat i Dem, jeg trænger meget til at have en varm Musiknatur i Nærheden.
Hils fra mig og Mine.
Deres
N. W. G.
Tak for de prægtige Sange „Imellem Sivene“ !
Onsdag Aften, 25de April 1866.
Kjære Gade!
Da jeg ikke kunde komme til Dem idag og jeg heller ikke kan komme imorgen, vil jeg dog skynde mig at takke Dem for „Korsfarerne“ idetmindste skriftlig med et Par Ord. Jeg betragter det altid som en Fest, naar De har gjort noget Nyt, og især naar det er et Stykke som „Korsfarerne“. Det er deiligt altsammen; mine Yndlingspartier er det første Chor, Slutningen af første Deel, ogsaa Korsriddersangen, hele anden Deel, Pilgrimmenes Tog, Jerusalem og Choret „Skjænk os Fred“. Aldeles vidunderlig deiligt er Qvindernes „Jerusalem“, medens Peter Eremit synger „O hellig, hellig er den Jord“.
s. 305Det lille Træk kalder En det hele Billede af Skaren for Øie, som den staaer med foldede Hænder ved Synet af den hellige Stad. Men der er Meget af den Slags, og jeg vil ikke skrive „Anmeldelse“, men blot af mit ganske Hjerte takke Dem derfor. De er nu den Eneste paa denne Klode, der kan gjøre noget Sligt endnu. Efter Dem maa der ventes, maaske lange Tider paa den, „der da kommen sollte“, hvormed rigtignok Wagner er blevet betegnet, hvad da ogsaa passer i negativ Henseende. — Nu vilde jeg blot ønske, at jeg engang med det Første maatte faae Lov til at see i Ro og Mag Partituren igjennem til „Korsfarerne“.
Ja, saa vil jeg sige Dem God Nat og Tak for igaar!
Deres hengivne
P. HEISE.
Düsseldorf, den 13ten October.
Lieber, verehrter Freund!
Ihr Vorschlag ist gewisz einer der anziehendsten, die mir je gemacht worden sind: nur gute Musik spielen und hören, eine neue interessante Stadt, von Thorwaldsen geschmückt, kennen lernen, vor allen Dingen aber mit Ihnen wieder verkehren sollen, wie in alter schöner Leipziger Weise, das alles sind gar s. 306lockende Dinge! Und darauf musz ich mich nun entschlieszen mit „Nein“ zu antworten — es wird mir sehr schwer, aber:
Die Verhältnisse in Hannover sind schlieszlich so geworden, dasz ich während der Concert-Zeit, also vom December bis April dort zubringen musz. Ich hatte angeboten, um den gnädigen Willen des Königs von H. meinen guten wenigstens entgegen zu bringen, die Concerte beizubehalten, und man hat es angenommen. So musz ich schon bis auf später die Freude hinausschieben, Sie, lieber und verehrter Gade, mitten in Ihrem Wirken zu sehen Dasz ich bis jetzt, Alles was Sie berührt mit innigster Theilnahme verfolgt habe, daran zweifelten Sie, hoffe ich nie. Sie waren mir früh ein gütig, freundlich Vorbild, und ich denke, es sollen noch Tage kommen, in denen wir das lebendig nebeneinander empfinden.
In diesem Monate werden Variationen für Bratsche und Klavier von mir erscheinen; die schicke ich Ihnen und schreibe dann dabei, heute nur, dasz ich leider nicht kommen kann!
Der Ihrige
JOSEPH JOACHIM.
Rom. Onsdag Aften, 14. April 1869.
Kjære Gade!
Jeg har naturligviis i lang Tid tænkt paa at skrive til Dem, men paa Grund af den menneskelige Skrøbelighed er det ikke endnu blevet til mere; i den sidste Maanedstid har jeg forresten heller ikke havt det godt, da mit italienske Blod faldt paa at stige mig stærkt til Hovedet og Hjernen og gjøre mig „nerveus“, men nu er det bedre igjen. — Med Hensyn til Musik er her ikke noget mærkelig Nyt at melde, Tilstanden er den samme som for to Aar siden: Verdi og altid Verdi, Traviata, Ballo in machera, la forza del destino, Don Carlo o. s. v. hele Vinteren igjennem, i Kirkerne den samme deels vanvittige deels trivielle Lirumlarum. En Oase i Ørkenen er bestandig den yngre Kreds af Musikere, der med Sgambati i Spidsen vedblivende dyrke god Musik. Sgambati har udviklet sig meget i de senere Aar, han forekommer mig at være en Claveerspiller af første Rang. Han gav i Vinter en Concert, bestaaende af 6 Numere, som han alle spillede selv og alt udenad, deriblandt Bachs chromatiske Fantasi og Fuga, Schumanns C dur-Fantasi og en stor Concert af Liszt. Det var Altsammen fortræffeligt spilt. For noget siden spillede han den store Fantasi af Schubert i C dur, som Liszt har instrumenteret for Orchester: den er vist ikke spilt hjemme paa den Maade, jeg synes grumme godt om den, og der er megen Virkning i Behandlingen. Forleden spillede s. 308jeg med Sgambati en arrangeret Symphoni af Gouvy, som jeg syntes var et friskt og velgjort Stykke Musik. Forresten har vi ogsaa faaet opdrevet alle Deres Symphonier for fire Hænder (dog ikke den 7de), som vi har spillet sammen. Det var en stor Glæde for Sgambati at gjøre Bekjendtskab med Dem, meest begeistret var han næsten for den tredie, som jeg har maattet spille med ham, jeg veed ikke hvormange Gange. Hvad mig selv angaaer, saa har jeg foruden mindre Ting gjort en „stor“ Kvintet for Claveer og fire Strygeinstrumenter i en meget livlig F dur. De havde nemlig her spillet for mig en selvmorderisk Kvintet af Brahms, hvis sygelige Nattedunster irriterede mig, saa jeg strax gik hjem og begyndte paa en i F dur paa Trods. Saa har da Richardt sendt mig en lille musikalsk Bearbeidelse af hans „Tornerose“, saaledes som jeg havde foreslaaet ham det, og med endnu lidt Forandring troer jeg nok, den kan bruges; jeg har nu begyndt at tænke lidt paa den. — Det er meget kjedeligt, at jeg ikke er hjemme nu, da sagtens „Kalanus“ skal opføres — hvem skal saa skrive i „Fædrelandet“ om den —, men vi faae den da igjen næste Vinter, naar jeg, som jeg haaber, er hjemme; Richardt skrev om den med stor Glæde til mig for noget siden; De havde nok spilt en heel Deel deraf for ham.
Vi har ellers havt det rigtig godt hernede, min Hustru har befundet sig saa udmærket og været flink og glad ved Livet, skjøndt Vinteren har været strængere end sædvanlig. Men nu svælge vi i s. 309Sommer og Varme (og Lopper). Vi føre selv Huus med italiensk Pige og spise hjemme, men i dette paradisiske Veir kan man ikke lade være at gaa ud paa Osterier; idag tog vi nogle Coteletter med os og gik ud til et Osteri ved Caracallas Bade, hvor vi fik Salat, Brød, Ost og Viin og holdt saa et brillant Maaltid midt i Ruiner og Vigner. Vi omgaaes meget med Romere og har gjort flere nye og værdifulde Bekjendtskaber. Vi skal snart ud paa Landet paa en Gaard tre Mil nord for Rom, hvis Eier har inviteret os, det kan være morsomt at see, hvordan det italienske Landvæsen drives. Men om et Par Maaneder komme vi hjem til Danmark; naar Sommertiden nærmer sig, føler man dog især, at man dog „kun er her paa Træk, og haver andetsteds hjemme“. Helsteds komme nok snart hertil fra Neapel; jeg saae ham lidt i Paasken, da han svippede to Dage herop for at høre den „verdensberømte“ Kirkemusik. Han er kommet sig mærkelig godt, synes jeg. Nu vil jeg ønske Levvel!
Deres hengivne
P. HEISE.
20
Til Pianist August Winding.
Kjøbenhavn
den 22 Januar 1870.
Kjære August!
Jeg har alt længe villet skrive til Dig, først for at meddele Dig min Glæde og Lykønskning over den saavel bestaaede Optræden i Leipzig, og dernæst at takke Dig for Din venlige Skrivelse og den deri indeholdte ligesaa venlige Tanke, at tilegne mig Din Concert. Du kan tro, vi have Alle i fuldt Maal været glade over, at saavel Dit Spil som Dine Compositioner have tiltalt den Leipziger Publik. Den Quartet er jeg nu meget nysgjerrig efter at see lidt paa, den kommer vel snart ud, haaber jeg. Du begyndte saa godt med Concerten, at jeg venter af hvert nyt Arbeide af Dig, at have stor Glæde ved at see Dine videre Fremskridt. — Gud ske Lov, at Du nu har overvundet Gjennemgangsperioden og er kommen til Klarhed med Dig selv, lad Dig nu ikke rokke ud deraf, hverken af Genialitetsfeber eller andre Hensyn. — Men jeg er ikke bange mere: naar man først har faaet Klarsyn paa sig selv, saa gaaer man sin rolige og jevne Udviklingsgang og seer hverken til høire eller venstre, men lige paa det Maal, man har faaet Øiet op for.
Naa, nu seer Du da i Virkeligheden de romerske Herligheder, som Du har drømt om, — vandrer hen over Oldtids og Middelalders Levninger og lever beskinnet af den deilige. varme, sydlandske Sol.
s. 311Ja, det er en herlig Nydelse at leve i, baade for Sind og Tanke, — jeg erindrer saa tydelig mit Ophold i Italien, som nu omtrent ligger 26 Aar bag mig, jeg svælgede i Sollyset og Varmen, som jo til sine Tider var lidt stærk, men jeg var ogsaa stærk og kunde nyde det altsammen med stort Velbehag, — jeg har godt af det endnu! — Jeg skal nu fortælle lidt om os herhjemme, — — — Axel stryger sin Violin med Kraft og lader til at have Anlæg til Musik, O!! Felix er flittig i Skolen, og Dagmar abcdéer med Lyst — — —. Concerterne i Musikforeningen have været meget heldige, vi have allerede havt 3 før Nyaar. Frk. Lie er begyndt i Conservatoriet med megen Iver; vi have optaget 31 Elever for 1870. — — — — —
Men nu har jeg ikke mere Nyt. men kun det gamle: at jeg holder meget baade af Dig og Clara og sender her hele Brevet fuldt af Hilsener fra hele min Familie og først og sidst fra
Din Ven
NIELS W. GADE.
Til Direktøren for det kgl. Musikakademi i Stockholm Rubenson.
Kjøbenhavn
den 15 April 1872.
Kjære Ven!
I Anledning af den af Dem omtalte Sag har jeg idag talt med Neupert — sem bestemt erklærede, at han ikke vilde forlade Kjøbenhavn.
20*
s. 312For at berolige Deres Ærlighed og Frygt for Udseende af „Intrigant“, vil jeg dog sige Dem, at jeg — skjøndt vi jo nødig vil miste Neupert — bad ham nøie overveie, hvad han gjorde, at det maaskee var en sikrere Stilling end her hos os; men han sagde mig, at han allerede havde skrevet til Dem desangaaende. De nævnede i Deres Brev Rée, som Pianofortelærer, og det er især herom, at jeg skriver Dem til.
At Rée er en udmærket Lærer, er min faste Overbeviisning, jeg behøver blot at sige, at de fleste Claverspiller og Cl.-inder i Kjøbenhavn, som due noget, ere Rées Elever; Winding og Hartvigson, foruden flere dygtige Dilettanter, have lært hos Rée og ere fra ham udgaaede, fuldstændig færdige; de to førstnævnte have naturligviis udviklet sig meget i musikalsk Henseende efter den Tid. — — — Efter den Tid, Rée forlod Conservatoriet her, har han været bitter og følt sig — skjøndt med Urette — krænket. Det gjør mig ondt for den dygtige, og i Hjertet gode og honette Mand, og det er derfor, at denne Sag ligger mig meget paa Hjertet. — Jeg er vis paa, at dersom Rée kom i nye Omgivelser og i en Virksomhed, som tiltalte ham, vilde han blive oplivet og atter faa sit gamle, gode Humeur og Lyst til at virke med fornyet Kraft. Jeg troer, at Akademiet vilde være meget vel tjent med ham, der foruden at være en Musiker med en sund Smag, tillige er en dannet og intelligent Mand. — Kjære Rubenson! skriv mig og ret snart Deres s. 313Mening herom ; jeg veed fra anden Haand, at Rée selv havde ønsket efter v. Booms Død at blive hans Efterfølger. Skal jeg lade Rée vide, at han skal skrive til Stockholm? Eller skal han forholde sig i Ro? Lad mig vide Deres Mening om Sagen i Almindelighed og tillige, om jeg kan gjøre noget for Rée. Skriv mig tillige om hans Forpligtelser og om Stillingen ogsaa i pecuniair Henseende. Men lad mig snart faa det at vide.
— — — — Vi have i Vinter spillet den 9de Sinfonie 2 Gange, og naar jeg selv skal sige det, meget godt. — — — — —
Deres
N. W. GADE.
Til Direktør Rubenson.
Kjøbenhavn
20/4.
Kjære Rubenson!
Tak for Deres Brev, det glæder mig, at De vil interessere Dem for Rée. De maa naturligviis benytte Dem af mine Udtalelser om ham, saameget De ønsker.
Venlig Hilsen fra min Hustru og Børn.
Forbindtligst Deres
N. W. GADE.
Til Fru Schumann.
Kopenhagen
d. 6te März 73.
Es freut mich Ihnen mittheilen zu können, dasz wir vor einigen Abenden im Musikvereins-Concert Schumanns herrliche Cdur Sinfonie aufführten und mit einem Feuer und Enthousiasmus, das Alles mit sich risz, und dabei mit Klarheit und Verständniss bis in das kleinste Detail hinein. — Ich war, und Alle mit mir, ganz glücklich über das vortreffliche Werk und über die wohlgelungene Aufführung, und von allen Seiten ist der Wunsch laut geworden, die Sinfonie nächstens wieder zu hören. Ich werde die Sinfonie wohl im übernächsten Concert wiederbringen. Errinneren Sie sich noch als wir zusammen saszen in der ersten Probe im Gewandhaussaal und zuhörten? Die Jahre gehen und verschwinden und verlieren sich im Dunkeln — aber was gut und schön ist, bleibt, wirkt fort und verbreitet Licht und Freude um sich her.
Wann sehen wir uns denn einmal wieder? Ja, entweder müssen Sie zu uns kommen, oder — ich musz Sie besuchen. Nun, wir wollen sehen, was die Zeit mit sich bringt, ich hoffe auf ein Wiedersehen und freue mich darauf, bis dahin bewahre ich im Herzen die alte Anhänglichkeit und bleibe, — wie immer
Ihr aufrichtig ergebener
N. W. GADE.
Den 27de Februar 1877.
Kjære Hr. Professor!
De er en deilig Mand. Muserne have kysset Dem paa Vuggen. Jeg er, som De veed og som Ingen føler med dybere Smerte end jeg selv, umusikalsk. Dog har jeg ogsaa været i Arcadien, dog hører jeg ikke til dem, hvem Shakespeare skildrer som dem, der ikke have Musik i dem selv, hvis Sjæl ikke er bevæget ved søde Toners Sangstemme, hvis Aands Bevægelser ere tunge som Natten, og hvis Tilbøjeligheder ere mørke som Erebus. Det følte jeg med Tak til Gud og Dem, da jeg for faa, kun for hastigt svundne Øieblikke siden hørte Deres „Korsfarere“. Jeg var begeistret til Daad, bedaaret af Lyst, angergiven i Vee, jublende foran Jerusalems Porte. Tak for det og tak for alt Godt. Tak for at jeg tør kalde mig
Deres hjerteligt hengivne
B. J. FOG.
Hr. Professor Gade.
Til Rubenson.
Kjøbenhavn
den 28 September 1875.
Kjære Ven Rubenson!
Jeg har ventet og ventet og staar endnu forventende og med spændt Dommerværdighe *) — for endelig at udtale mit vægtige „Maa trykkes“, — men nu kan jeg snart ikke længere holde denne værdige Stilling ud, idet nemlig corpus delicti ikke er tilstede. Med andre Ord: jeg har ikke endnu faaet noget tilsendt fra Rietz i Dresden. — — — —
Vi havde haabet at see Dem hernede i Sommer: men Forretninger gaar jo for alt. — Dog er det mig en inderlig Glæde at vide Dem saa optagen af Deres Virksomhed, som vist vil bringe Dem selv og den Institution, for hvilken De virker, glædelige og gavnlige Resultater.
Deres
NIELS W. GADE.
Til August Winding (i Fredensborg).
Kjøbenhavn
den 23 Februar 1876.
Kjære August!
Ret hjertelig Tak for Dit Brev, det er den bedste Fødselsdagsgave, jeg længe har faaet. Jeg havde s. 317isinde at skrive til Dig forrige Uge, for at høre fra Dig selv, hvorledes Dit Befindende har været denne Vinter, — her kan jeg aldrig faa rigtig Besked, hverken fra den Ene eller den Anden men Du veed jo, hvordan det gaaer, Forretninger, Concertprøver, Middagsindbydelser etc., gaar afvexlende og lægger Beslag paa Tid og Tanke. Derfor var det mig en saa stor Glæde at faa Dit Brev igaar, og et Brev, som udtaler saamegen Tillid og Haab. Det er jo herligt, at Du kan begynde at tænke musikalsk — ja, ganske vist maa Kjernen være sund, siden den kjeder sig ved sin Passivitet og føler Lyst til aandelig Virksomhed. Vov lidt med Skallen, den holder nok, skjøndt de første Skridt vil koste nogen Anstrængelse og tillige medføre endeel Træthed.
Jeg har altid haft en Forudfølelse af den nye Vaars Gjenkomst, naar Dagene begynde at blive lyse og klare, og denne Følelse har den lyse og tillidsfulde Stemning, som lyder ud af Dit Brev yderligere bekræftet. Gud være med Dig og Dine.
N. W. GADE.
Til August Winding.
Lyngby.
Kjære August!
Tak for den Fornøielse, Du har givet mig ved at sende mig Din Quintet til Gjennemsyn. Det s. 318har virkelig glædet mig at læse den; den er klar i alle Henseender, baade Motiver og Udarbeidelse interessant, og jeg antager, at den maa klinge meget godt. — Naar nu Sommervarmen begynder at indfinde sig, raader jeg Dig til at tage fat paany, enten paa en Trio, Quart- eller Quintet: Du er nu saa godt igang med Kammermusikstilen, at det udentvivl vil gaa let for Dig. Tag Claveret med, det kunde jo være meget velkomment til næste Vinter, at faa et nyt Stykke af Dig at høre, ogsaa med Claver. Naa, jeg antager, at det er overflødigt at animere Dig, det kommer nok af sig selv. — — Du hilses hjerteligst fra os Alle.
Din
N. W. GADE.
*)Du maa undskylde, at jeg kommer lidt sent, men de havde lukket mig inde.
Din
QUINTET.
Min kjære, fortrinlige Professor Gade!
Ved at læse Anmeldelsen i Dagbladet om Deres Ballade „Elverskud“, faldt det mig paany ind, hvor unaturligt, for ikke at sige skammeligt det er, at s. 319jeg, der elsker alt hvad jeg kjender af Dem, skal udelukkes fra det Sted, hvor Deres Compositioner som oftest opføres.
Man lukker ind det uldne Faar
Og klipper dets Pels for en Daler.
Mens Hanne den Stakkel hun staaer
Gloer paa Kassereren og galer.
For flere Aar tilbage henvendte jeg mig til Vedkommende for at blive indskrevet for to Pladser, men fik til Svar, at alt var optaget, men man kunde tegne sig for maaskee, om 4 à 5 Aar, at kunne faa Adgang. Jeg fandt det dengang ikke rimeligt, at jeg vilde være saa ubeskeden, at leve endnu i 4 à 5 Aar, og opgav derfor det Hele, som Noget der stod mig for høit at opnaae. Men nu har denne Omtale af Deres „Elverskud“ atter bragt Uro i mit Blod, og jeg besluttede da at forsøge min Lykke ved at henvende mig til den Høieste selv, om Bistand og Beskyttelse mod min ublide Skjæbne. Men, vel at mærke, det gaaer mig med Nydelse af Musik, som med Nydelse af Naturen, jeg maa være saa godt som ene i Vrimlen. Jeg ønsker ingen Æresplads, mellem Justitsraader, Balletmestere, Theaterdirecteurer, etc., etc., men to smaa ubemærkede Pladser i en mørk Krog paa bageste Bænk i en Loge, hvor Passiaren kan føres foran, uden at man kræver, at jeg skal blande mig deri; jeg maa have Lov at sidde stille i mine egne Tanker, og tænke paa Ingenting, men lade Tonerne tænke for s. 320mig og fylde mig med den Harmonie, som Verden ndenfor har saa lidt af.
At jeg vil betale denne kongelige Glæde med Kroner, denne Ørets Nydelse med Ører, er ikke mere end billigt og i sin Orden, men hvorledes opnaaes en Vare, man ikke vil sælge? Det er dette Spørgsmaal jeg vover at henstille til Deres venlige Eftertanke.
Glædelig Nytaar!
Deres hengivne
JOHANNE LUISE HEIBERG.
30te December 1876
Til Pastor Chr. Richardt.
Kjøbenhavn
24/1 1877.
Kjære Richardt!
Glædeligt Nytaar! — Har De ikke Lyst til at glæde mig i det nye Aar med at skrive mig en Text til et Concertstykke? De veed jo, at jeg for længere Tid tilbage begyndte at componere en Operatext: „Judith“; jeg har opgivet denne Plan, dog er dette Stof mig saa inderlig kjært, at jeg ikke kan lade det fare. Jeg har derfor isinde at behandle det i en anden Form, nemlig som Concertstykke, i Lighed med mine tidligere dramatiske Compositioner. Jeg har læst Deres Digt igjen, og s. 321glædet mig derved, men det er Synd at benytte Dele deraf, som jo maatte ændres og omarbeides, derfor skriver jeg nu til Dem for at høre Deres Mening, — om De skulde have Lyst til at skrive en ny Text „Judith“ til mig. — Lad mig ved et Par Linier faa at vide, om De har Lyst og Tid til et saadant Arbeide; ifald De vil, hvorved De meget vil glæde mig, skal jeg sende Dem et Udkast til Planen for Anlæget, saaledes som jeg tænker mig den.
Deres hengivne
NIELS W. GADE.
Til Chr. Richardt.
Kjøbenhavn
7/2 77.
Kjære Ven !
Tak for Deres venlige Tilsagn om at hjælpe mig til at realisere min Judith-Idé. Jeg vil skrive en Plan, som jeg tænker mig det, og ifald det lader sig gjøre, vil jeg komme over til Dem en Dag, naar det bliver lidt mere foraarsagtigt i Veiret og klarer op med Concerterne i Musikforeningen. — — — —
Mundtlig Aftale er vist nødvendig og fører meget lettere til gjensidig Forstaaelse.
Deres meget taknemmelige og hengivne
NIELS W. GADE.
Til Chr. Richardt.
Kjøbenhavn
den 10 Juli 1878,
Kjære Richardt !
Tak for Deres Venlighed mod mig med Hensyn til den paatænkte Text til „Judith“. Denne Tak kommer egentligen noget sent, men jeg faldt pludselig over et Sujet af en helt anden Natur, som tog mig saa aldeles, at jeg ganske glemte „Judith“ — og, hvad jeg ikke burde have glemt, min kjære, venlige Richardt, der saa velvillig kom mig imøde. Jeg er virkelig ganske undselig derover, vær ikke vred paa mig. Den, der ledte mig fra min Vei, var forresten en anden Kvinde, ung, deilig og forlokkende — Psyche er hendes Navn. Jeg satte hende i Musik forrige Sommer, hele hendes Historie : fra den ensomme Klippe, gjennem Underverdenen op til Olympen lod jeg hende vandre paa Tonerne. — —
Tak kjære Ven for de 50 Digte! De har ret tiltalt mig. Det gjør vel at faa Alvorsord, og saa smukt udtalte, i vor underlige løse og sønderrevne Tid. Det er en prægtig Idee, De der fik, at lade Luther træffe sammen med Raphael. Nok engang Tak! og kom snart igjen med saadan en prægtig Samling Digte. — Jeg reiser til Jylland i Begyndelsen af næste Uge og vil gjerne see ind til Dem, for at besøge Dem, og for at tale med Dem om den Festmusik, som De har lovet Universitetet at skrive Texten til. — — — —
Forbindtligst, Deres hengivne
NIELS W. GADE.
Til Chr. Richardt.
Hobro, den 6te August 1878.
Kjære Richardt!
— — — Som De seer, er jeg endnu i Hobro og bliver der til midt i næste Uge, jeg antager, at jeg reiser herfra den 14de August. — Det vilde glæde mig, om De kan sende mig noget af Deres Text inden den Tid hertil Hobro; jeg har faaet Lyst til at tage fat paa vor Festmusik, medens Solen skinner saa lifligt. Gid der maa komme noget af denne Liflighed ind i Musiken! — Tak for de stille og behagelige Dage, jeg tilbragte i Deres venlige og hyggelige Hjem. Tak ogsaa Deres Hustru fra mig. Det glædede mig ret at lære hende at kjende. Hils ogsaa Børnene fra den fremmede Mand. — — — Jeg har i de sidste Dage været i Besøg paa en gammel Gaard: Nørlund, som er bygget af Ellen Marsvin — —, der fandt jeg en meget interessant Bog af en Englænder: Lewes, om „Goethes Liv og Skrifter“, som jeg vil anbefale Dem at læse ved Leilighed. Det er mærkeligt, at den første betydelige Goetheske Biografie skrives af en Englænder. Men det er en udmærket velskreven Bog i alle Henseender. Den er oversat paa tydsk af Frese. — — —
Min Hustru beder mig hilse Dem og Deres Hjem venligst. Lev vel!
Deres hengivne
NIELS W. GADE.
(1880.)
Mein lieber und verehrter Gade!
Verzeihe wenn ich Dir bis jetzt noch nicht für die sehr grosze Freude gedankt habe, die mir die Uebersendung Deines Violin-Concertes bereitet hat. Es kam gerade noch, Weihnachten an! Ich finde es ganz ausgezeichnet für die Violine gedacht; es spielt sich alles echt, für das Instrument erfunden — und es musz sehr wirkungsvoll sein, da das Orchester bei aller charakteristischen Färbung nirgends deckt, so dasz die schönen Melodien zu ihrem vollen Recht kommen. Die Violinspieler werden Dir für diese Bereicherung ihres Repertoires alle danken! Nun bin ich aber ungeduldig das Stück mit Orchester zu hören und bitte deshalb um die Erlaubnisz die Stimmen ausschreiben zu lassen. Willst Du, lieber Freund, mir diese recht bald, womöglich umgehend schicken? Oder hast Du die Stimmen vielleicht schon copiren lassen? Ich hoffe ehestens darüber Aufklärung; auch ob Du mir erlaubst es hier oder anderswo öffentlich zu spielen. Am liebsten wäre mir freilich Kopenhagen; aber daran darf ich leider nicht denken, da mich meine englische Reise nicht dazu kommen läszt. Kommst Du nicht bald einmal zu uns? Auf irgend eine Weise musz ich Dir Dein Werk einmal Vorspielen; ich freue mich so sehr dies zu thun. Grüsze, ich bitte, die lieben Deinigen vielmale von mir, und nehmet meine herzlichsten Wünsche zum Jahre 1881. Aufrichtigst ergeben der deinige
JOSEPH JOACHIM.
Lieber Gade!
Wie Du aus dem beifolgenden Programm ersehen kannst, habe ich gestern Dein Violinconcert öffentlich gespielt, und zwar wurde es mit groszem Beifall aufgenommen, was mir eine doppelte Freude ist, da ich dabei als erster Interpret thätig war. Ich wollte Du hättest gehört wie hübsch unsern jungen Leute begleiteten; vielleicht überzeugst Du Dich bei einer späteren Gelegenheit wie wir musiciren. Als Angehöriger der Élite-Geister des Ordens pour le mérite möchtest Du uns einmal besuchen; die Kunst ist neutral! Und nun habe nochmals von Herzen Dank, dasz Du die Violinliteratur durch ein so überaus gesangreiches, wirkungsvolles Stück bereichert hast. Wenn es Dir recht ist, so will ich es auch in London im Philharmonie C. spielen; ich reise heute dahin ab.
Also in aller Eile Lebewohl, und viele schönste Grüsze von Deinem herzlich ergebener
JOSEPH JOACHIM.
In London: 25, Phillimore Gardens
Kensington, W.
Til Cornelius Rübner, Hofpianist i
Baden-Baden
.
Kjøbenhavn, den 27de October 1885.
Kjære Rübner!
Tak for de tilsendte Meddelelser, hvoraf jeg seer, at De har liavt Glæde af Deres Hyldingsmusik, s. 326og hvortil jeg meget lykønsker Dem. Jeg er nu ifærd med at indstudere — til vor første store Concert: 9de Sinfonie af Beethoven. Det er iaar den 50 de Concertsaison i Musikforeningen, og derfor begynder jeg den første Concert med Kuhlau og Weyse (1836) og ender med Højdepunktet for Musikforeningens Virksomhed: Beethovens 9de Sinfonie; — jeg kan desværre ikke faa opført Bachs Matthæus Passion, som jeg helst vilde, da dette Værk, saaledes som jeg har opført det i Slotskirken, er den største Bedrift af Musikforeningens Virksomhed. —
21
Lev vel! hils Papa!
Venligst
NIELS W. GADE.
Til Forfatteren Karl Gjellerup.
Kjøbenhavn
den 18de April 1887.
Kjære Hr. Gjellerup!
Tak for den poetiske Luftning fra Helikon! Jeg har netop fuldendt den første Gjennemlæsning, som greb mig særdeles meget, der er en Flugt og løftet Harpeklang i Stil og Versification, som ikke findes i ret mange nyere poetiske Arbejder. Jeg glæder mig til atter at læse „Kampen med Muserne“, og ikke mindre til Fortsættelsen deraf, som jeg haaber er lykkedes ligesaa godt for Dem som Begyndelsen.
s. 327De skriver i „Tilegnelsen“, at De ikke regner paa en meget stor Læsekreds, — desværre har De vel Ret. Dog er her for Øjeblikket en Vendingmærkelig i Smagsretningen og heldigvis henimod det Bedre. Man er træt og kjed af de sig atter og atter gjentagende smaa Familiehistorier og længes henimod noget Højere og Løftende. Derfor tror jeg, at Vejen er ifærd med at lægges tilrette for saadanne Arbejder som Deres sidste. — Theatrene fyldes nu ved Heibergs gamle „Elverhøj“, Drachmanns nye og smukke Eventyrkomedie „Der var engang“ og en dansk Folkekomedie „Landsoldaten“, som vækker fædrelandske Stemninger fra 1848. Naa, jeg ønsker Dem tillykke, at De har taget saa skjønne, alvorsfulde Harmonier paa Deres Harpe, dette sidste Arbejde interesserer mig i høj Grad. „St. Just“ var mig ikke meget tiltalende i sin Helhed, skjøndt der er mange characteristiske og virkelig gribende Enkeltheder deri. „Brynhilde“ har jeg læst og glædet mig over de store Skjønheder, — men „Kampen med Muserne“ har betaget mig; gid Forsoningen maa gjøre samme Indtryk paa mig. Lev nu vel, kjære Gjellerup! Muserne være fremdeles over Dem !
Dette ønsker af ganske Hjerte Deres
NIELS W. GADE.
Til Fru Schumann.
Fredensborg, den 12. August 1887.
Hochgeehrte Freundin
Frau Br. Schumann!
Unter hohen, schönen Buchen, im hellen und fröhlichem Sonnenschein, sitze ich jetzt und denke an liebe und gute Freunde, die mir die Vorsehung geschenkt hat. — In erster Reihe tritt dann die Freunde von meiner Jugendzeit hervor, und unter diesen erlaube ich mir Sie, liebe Frau Schumann, als eine der ersten zu rechnen, — unsere erste Bekanntschaft schreibt sich von Ihren Aufenthalt in Copenhagen, und dies leitete zu dem Zusammenleben in Leipzig mit Schumann und Mendelssohn, eine für mich glückliche Zeit.
Meinen herzlichsten Dank für Ihren Glückwunsch zu meinem Geburtstag, er war mir, unter den vielen, unendlich lieb.
Ich sende hiemit ein Portrait, dasz jetzt genommen ist, und das sehr ähnlich sein soll. Bitte, es in ihrem Album einen Platz zu schenken. —
Ich bin jetzt beschäftigt mit Vorbereitungen zur Aufführung des „Manfred“ im October in Musikverein; die Musik hat was bezauberndes und macht einen tiefen Eindruck. Die Ouverture habe ich schon früher gemacht, aber ich habe mir die ganze Musik aufgespart bis jetzt, — aber dann habe ich leider! sehr wenig zurück von Schumann. — Man musz s. 329ein wenig geizig sein, denn die Production der Jetztzeit — betreffend gröszere Gesangcompositionen — ist nicht überreich.
Vorigen Winter hatte ich eine sehr geglückte und poetische Aufführung von „Peri“ ; ja, wir spielen sehr viel vom lieben Schumann.
Von Brahms habe ich öfters Fdur Sinfonie und Ouverturen gemacht. Hier ist jetzt ein reges Musikleben, es gilt nur doch, dasz das Schöne immer über den Effect die Oberhand behält.
Nochmals meinen herzlichsten Dank für Ihre freundliche Gesinnung, und bitte ferner mich in Erinnerung zu behalten. Meine Frau und übrige Familie sendet die besten Grüsze. Lebe wohl!
Ihr ergebener
NIELS W. GADE.
Obersolberg bei Berchtesgaden, d. 25. Aug. 1887.
Lieber, verehrter Freund!
Welche Freude haben Sie mir durch ihre Zeilen und das liebe Bild gemacht ! Ich kann Ihnen gar nicht sagen, wie freudig überrascht ich war! Ausgezeichnet ist die Photographie und mir ein werthes Andenken.
Und wie wohl haben mir Ihre Worte gethan, s. 330und dasz Sie meiner so freundschaftlich gedenken. Auch ich lebe viel in der Vergangenheit, und vor allem der herrlichen Leipziger Musikepoche, wo auch Sie dort waren. Wie anders wurde damals musicirt, da war ein schönes Concert ein Fest, und, alle die Concerte damals waren Feste! ach wie anders ist es jetzt! welch eine Demoralisation in den Künsten überhaupt! wie allein steht der Künstler, dem die Kunst etwas Heiliges ist, nur noch ein kleines Häuflein bleiben wir, das am Edlen, Schönen hängt. Wie freut mich Ihre Begeisterung für Manfried — ja, diese Musik hat etwas unendlich rührendes und bezauberndes, eine überwältigende Tiefe!
Wie traurig, dasz man in so weiter Ferne von gleichgesinnten Freunden lebt. — Da ich jetzt immer weniger reise, bleibt mir immer weniger Hoffnung die alten Freunde noch einmal zu sehen!
Leben Sie wohl, lieber verehrter Gade, und glauben Sie immer an die treue warme Ergebenheit und Freundschaft Ihrer
CLARA SCHUMANN.
Ihrer lieben Familie freundlichste Grüsze. Bleiben Sie Alle gesund und rüstig!
Til Fru Schumann.
Copenhagen, den 30. October 1887.
Liebe und verehrte Frau Dr. Schumann!
Es freut mich Ihnen mittheilen zu können, dasz wir in Musikverein (am 27. u. 29.) zwei Aufführungen von Schumanns „Manfred-Musik“ gehabt haben.
Die Musik hat einen tief ergreifenden Eindruck auf alle gemacht, in vielen Augen sah’ ich Thränen, und überall sprach man von die herrliche und tiefe Wirkung dieses Werkes. — Ich hatte nur einen Sprecher, und einen sehr guten und sehr gebildeten, mit einem sonoren und schönen Organ. Auch habe ich die Musikstücke etwas anders eingetheilt, als in der Partitur steht, indem ich Alles zusammengestellt habe, was zusammenhört.
Wir haben eine sehr schöne dänische Uebersetzung, die ich benützt habe zu den Gesangstücken; für den Sprecher habe ich ein — zum Theil nach Byrons Text — selbständiges neues Gedicht machen lassen von einem hiesigen Dichter, und es war sehr geschmackvoll und gelungen. Es setzte die Zuhörer in der rechten Stimmung für die Musikstücke, und erklärte zugleich die dramatische Handlung und den Inhalt von Byrons Dichtung. — Was die musikalische Aufführung betrifft, glaube ich es eine wohlgelungene nennen zu dürfen. Wenigstens habe ich mein Möglichstes gethan, die Begeisterung, Hingebung und Wärme, die ich selbst für das Werk habe, meinen Unterthanen mitzutheilen, — und dasz dies mir geglückt s. 332ist, sehe ich in der groszen Wirkung, die Orchester, Sprecher, Sänger und Chor auf 2600 Zuhörer hervorgebracht haben.
Nach „Manfred“ folgten zwei Stücke von Mozart (kleiner Chor und Sologesang) und Beethovens Esdur Concert sehr vollkommen und künstlerisch ausgeführt von Erika Lie. — Es war zwei schöne Abende, und ich musz in der ersten Hitze Ihnen meine Freude mittheilen, Sie sind ja die nächste diese Freude zu theilen.
Herzlichen Gruss von uns Allen.
NIELS W. GADE.
Til Professor J. P. E. Hartmann.
Antwerpen, Mai 1888
Kjære Ven!
Modtag en inderlig og varm Hilsen og Lykønskning til den 14. Mai! Det er mig saa fremmed at tænke mig siddende i en Jernbanevogn, langt fra Fædrelandet, istedet for i den hyggelige Familiekreds i Kvæsthusgade; — Hils Deres! Vorherre være med os alle! Han hjelpe de Svage og give dem Sundhed, han føre de Vandrende til Hjemmet.
Deres
N. W. GADE.
s. 333Fortegnelse over Gades trykte og utrykte Kompositioner, i kronologisk Orden:
1834. Lebet wohl. Sang.
1886. „O gode Gud, jeg takker Dig“. Koral.
1837. Sange (Digte af Goethe og Pfizer), utrykte.
— 6 danske Sange, utrykte.
— Klaverkompositioner, utrykte.
1838. Sange (Af Oehlenshläger, Holst og Wilster).
— „Kong Valdemars Jagt“. Sang.
1839. Kleine Klaviergeschichte, utrykt.
— Musik til Aladdin, utrykt.
1840. Sonate for Klaver (Udkom omarbejdet 1854). Op. 28.
— Nachklänge von Ossian. Ouverture. Op. 1.
— Dithyrambe, for Klaver, utrykt.
— Fædrelandets Muser, Ballet af Bournonville, utrykt.
1841. Frühlingsblumen, for Klaver. Op. 2 b.
— „Skovsang“, for 4 Mandsstemmer.
— Ouverture til St. Hansaftensspil, utrykt.
— 6 danske Sange (Weyse tilegnede).
1842. Agnete og Havmanden, for Solo og Kor. Op. 3.
— Allegretto grazioso for Klaver.
— Nordiske Tonebilleder, for 4 Hænder, Klaver. Op. 4.
— Symphoni Nr. 1, C-Moll. Op. 5.
— Sonate Nr. 1 for Violin og Klaver. Op. 6.
— Skandinaviske Folkesange, for Klaver.
— Sange (3 Digte af Chr. Winther, „Knud Lavard“ o. a.).
— Napoli. Ballet af Bournonville.
— Sakuntala, for Solo. Damekor og Klaver, utrykt.
1843. Symphoni Nr. 2, E-Dur. Op. 10.
1844. Im Hochland. Ouverture. Op. 7.
s. 3341845. 9 Lieder im Volkston, für 2 Sopranstimmen mit Piano. Op. 9.
— ,.De vilde Jægere“, for 4 Mandsstemmer.
1845. 6 Gesänge für 4 Männerstimmen. Op. 11.
— Kvintet. Op. 8.
1846. Comala, dramatisk Digt efter Ossian. for Solo, Kor og Orchester. Op. 12.
— 5 Gesänge für Sopran, Alt, Tenor und Bass. Op. 13.
— Ouverture Nr. 3, C-Dur. Op. 14.
— Jægerens Sommerliv, Sange (Digte af H. Hertz), utrykte.
1847. Symphoni Nr. 3, A-Moll. Op. 15.
— Treue Liehe, für 4 Männerstimmen.
— Siegfried og Brunhilde. Operafragment, utrykt.
1848. Octett. Op. 17.
— Mariotta, Opera.
— Reiterlehen, für 4 Männerstimmen. Op. 16.
— Agnete og Havfruerne, for Solo, Kor og Orchester.
— 3 Karakterstykker for Klaver for 4 Hænder. Op. 18.
— Flygtningen af Hauch, Sang. utrykt.
1849. Sonate Nr. 2 for Klaver og Violin. Op. 21.
— 3 Digte af Hauch („Hvorfor svulmer Weichselfloden“).
1850. Aquareller for Klaver. Op. 19.
— Symphoni Nr. 4, B-Dur. Op. 20.
— Albumsblade for Klaver.
— 3 Digte af H. C. Andersen.
— Ein Bergfahrt im Norden., Ouverture.
— Bilder des Orients, Sange. Op. 24.
1851. 3 Tonstücke für die Orgel. Op. 22.
— Strygekvartet, F-Moll, utrykt.
— Capriccio for Klaver, utrykt.
1852. Frühlingsfantasi, Koncertstykke for Soli, Orchester og Klaver. Op. 23.
— Symphoni Nr. 5, D-Moll. Op. 25.
— 3 danske Sange (Af Ingemann og Poul Møller o. a.)
— Koralforspil, utrykt.
— 3 Koraler.
1853. 5 Lieder für Männerchor. Op. 26.
— Novelletter. Trio. Op. 29.
— Des Mädchens Klage, Sang, utrykt.
— Koral med 7 Variationer for Orgel, utrykt.
s. 3351853. Elverskud, Ballade efter danske Folkesagn, for Soli, Kor og Orchester. Op. 30.
1854. Arabesker for Klaver. Op. 27.
— Et Folkesagn, Ballet af Bournonville.
1855. Folkedanse for Klaver. Op. 31.
1855. Kirkearie for Sopran.
1856. Mindekantate over Fru Anna Nielsen, utrykt.
— 3 Koraler.
1857. Symphoni Nr. 6, G-Moll. Op. 32.
— Idyller for Klaver. Op. 34.
— Fra Skizzebogen, for Klaver.
1858. Frühlingsbotschaft, Koncertstykke for Kor og Orchester. Op. 35.
— Baldur (1ste Del), for Soli. Kor og Orchester, utrykt.
1859. Børnenes Jul, for Klaver. Op. 36.
— Mindekantate over Overhofmarschal Levetzau (komponeret i 3 Dage), utrykt.
— Judith, Operafragment, utrykt.
1860. Albumblatt. Scherzo für das Pianoforte.
— Mindekantate over Skuespiller Nielsen, utrykt.
1861. Hamlet, Ouverture. Op. 37.
— Michel Angelo, Ouverture. Op. 39.
— Die heilige Nacht, Koncertstykke for Solo, Kor og Orchester. Op. 40.
1862. 5 Lieder für Männerchor. Op. 33.
— Fantasistykker for Klaver. Op. 41.
1863. Trio. Op. 42.
— Sextett. Op. 44.
— Holger Danskes Sange.
— 19de December 1863, Digt af Chr. Richardt.
— 5 Gesänge für Männerchor. Op. 38.
1864. Sorgemarsch ved Kong Frederik VII.’s Bisættelse i Roeskilde.
— Fantasistykker for Klaver og Klarinet. Op. 43.
— Symphoni Nr. 7, F-Dur. Op. 45.
1865. Ved Solnedgang, Koncertstykke for Kor og Orchester. Op. 46.
1866. Andante for Orgel, Stryge- og Blæseinstrumenter, utrykt.
— Korsfarerne, dramatisk Digt, for Soli. Kor og Orchester. Op. 50.
1869. Geflon, Ballade, for Solo, Kor og Orchester, utrykt. Op. 54.
s. 3361869. Kalanus, dramatisk Digt. for Soli. Kor og Orchester. Op. 48.
— Festsang ved Festen i Rosenborg Have.
1871. Aarstidsbilleder, for Soli. Damekor og Klaver. Op. 51.
— Symphoni Nr. 8, H-Moll. Op. 47.
1872. Festmusik ved den nordiske Industriudstillings Aabningsfest.
— Den Bjergtagne, for Solo, Damekor og Orchester, utrykt. Op. 52.
1873. Fantasi for Orgel („Lover den Herre —“).
1874. Novelletter for Strygeinstrumenter. Op. 53.
— Viborg Domkirke, for Mandsstemmer og Orchester.
— Zion, Koncertstykke for Kor. Solo og Orchester. Op. 49.
1876. Aquarel, for Klaver.
— Ouverture i F-Dur, utrykt.
1878. Capriccio for Violin, med Klaveracc. eller Orchester. utrykt.
1879. Festmusik ved Universitetets 400 Aars Fest.
— En Sommerdag paa Landet, 5 Orchesterstykker. Op. 55.
1880. Violinkoncert. Op. 56.
1881. Aquareller, for Klaver. Op. 57.
1882. Psyche, Koncertstykke for Soli. Kor og Orchester. Op. 60.
— Sangertog gjennem Sundet, for Mandskor og Messinginstrumenter.
1883. Festmusik ved det nordiske Kunstnermøde, utrykt.
1884. Holbergiana, Suite for Orchester. Op. 61.
— Ulyssesmarsch, komponeret til Holbergsfesten i det kgl. Theater 1884.
1885. Sonate Nr. 3 for Klaver og Violin. Op. 59.
1886. Novelletter for Strygeorchester. Op. 58,
— Folkedanse for Violin og Klaver. Op. 62.
— Slutningsscene af St. Hansaftensspil, utrykt.
1887. Pastorale for Harmoniorchester, utrykt.
1888. Festmusik ved Kong Christian IX.’s Regjeringsjubilæum, utrykt.
— Strygekvartet, D-Dur. Op. 63.
1889. Der Strom, for Soli. Kor, Orchester og Klaver, utrykt. Op. 64.
1890. „Nordens Folkeaand“, for Mandskor og Blæseinstrumenter. utrykt.
— „Echo de Fredensborg“, for Harmoniorchester, utrykt.
s. 337Desuden følgende Kompositioner, hvis Tilblivelsesaar ikke bestemt kan angives:
„Rebus“ Op. 2 a., „Scherzino“, „Folkedans“ og „Romance“, „Gebet“ for 4 Stemmer, „Romance“ af Barner, „Fluen“. Digt af Gerson, og følgende utrykte: Ballade for Klaver, Cadence til Mozarts Koncert i Es-Dur for Violin og Viola, Cadence til Beethovens Koncert i C-Moll, „Kong Alfred“, Fragment af et Koncertstykke, en Strygekvartet i E-Moll og en hel Del ufuldendte Kompositioner.