Christiane Georgine Elisabeth Hostrup, 1832-1903 Breve fra og til C. Hostrup

BREVE FRA OG TIL C. HOSTRUP

s. ii

s. iii

s. iv

s. vBREVE
FRA OG TIL C. HOSTRUP

UDGIVNE AF

ELISABETH HOSTRUP

KJØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG

GRÆBES BOGTRYKKERI

1897

s. vis. viiREGISTER.

Breve fra C. Hostrup til:

En lille Dreng. S. 158.

C. Hauch. S. 424. 433. 437. 468. 485. 504.

Elisabeth Hauch. S. 353. 370. 374.

Helge Hostrup. S. 636.

B. S. Ingemann. S. 94. 97. 112. 122. 126. 390. 406.

Kr. Mantzius. S. 3. 64. 83. 294.

Moder og Søstre. S. 163—194. 198—262. 268—286.

L. Mynster. S. I. 13. 14. 25. 34. 40. 45. 50. 54. 60. 67. 72. 77. 87. 89. 91. 101. 108. 118. 303. 313. 316. 325. 336. 346. 350. 383. 419. 439. 449. 453. 464· 469. 480. 508. 513. 515. 519. 522. 527. 529. 533. 536. 542. 547. 557. 568. 569. 572. 578. 580. 582. 584. 597. 603. 608. 609. 618. 621.

A. Neergaard. S. 510.

V. Nicolaysen. S. 134. 139. 148. 15t. 153. 157. 194. 289. 319· 329· 330· 333· 355· 358· 377· 382· 392. 410. 417· 427· 457· 478· 500· 539· 544· 549· 551. 554. 563· 565

C. Ploug. S. 395. 442. 446. 462. 476. 492. 494. 546. 628.

Emil Poulsen. S. 585. 593. 625. 627. 633.

Chr. Richardt. S. 318. 335. 432. 447. 532. 577.

Chr. Spur. S. 575. 606.

s. viiiBreve til C. Hostrup fra:

H. C. Andersen. S. 110.

C. St. A. Bille. S. 100.

Bj. Bjørnson. S. 592.

F. Boisen. S. 579.

J. Claudi. S. 385.

Camilla Collett. S. 632.

Holger Drachmann. S. 590. 630.

A. Ch. Edgren-Leffler. S. 624.

Svend Grundtvig. S. 474.

I. P. E. Hartmann. S. 479.

C. Hauch. S. 143. 292. 413. 430. 484. 488. 498. 560.

J. L. Heiberg. S. 120. 131. 334. 367.

Betty Hennings. S. 589. 597.

Henrik Hertz. S. 156.

Henrik Ibsen. S. 634.

B. S. Ingemann. S. 99. 104. 110. 114. 124. 129. 147. 352. 389. 407.

Alex. L. Kielland. S. 599.

C. Krebs. S. 435.

Kr. Mantzius. S. 339. 542.

L. Mynster. S. 4. 17. 23. 29. 32. 37. 42. 106. 298. 307. 321. 341. 348. 361. 397. 596. 599. 611. 613. 616.

C. Ploug. S. 53. 629.

Emil Poulsen. S. 588. 591.

Elga Sinding. S. 635.

Fr. Wexelsen. S. 622.

M. Wiehe. S. 142.

Chr. Winther. S. 495. 497. 562.

O. Zinck. S. 262.

Rettelser, S. 232. L. 10. Casini læs Corsini.

S. 633. L. 12. den læs uden.

C. Hostrup til L. Mynster.
1838

Jeg har ikke brudt mit Løfte om at komme snart igjen; i Fredags Aftes Kl. 7 stilede jeg hen imod din Port, men der skinnede intet Lys fra dit Vindue. Formodentlig var du Gjæst hos Videnskabernes Selskab, der holdt Geburtsdag — det var i det Mindste mit Raisonnement, og jeg vendte om igjen og var flittig.

Din
Christian.

P. S. Jeg er atter bleven frisk og frejdig. Jeg har antaget min Vinterkarakteer, ja den kjender du vel ikke, hvis du ikke har det paa samme Maade. Om Sommeren er jeg Pantheist, da har jeg slet intet Hold i mig selv, jeg maa bestandig paavirkes udenfra, da er det min største Nydelse at ligge paa Ryggen i en Skov og stirre mellem de solglindsende Blade op i den blaae Luft, eller sidde om Aftenen ved Strandbredden o. s. v. og s. 2føle uudsigelige Følelser — Ja det kjender du jo nok — men om Vinteren trækker jeg mig tilbage i mig selv og bliver en lille gravitetisk Mand, der træder op med Autoritet, ja stundom endogsaa med Vigtighed, der er mindre poetisk og følsom, men mere spidsborgerlig og praktisk. Jeg har virkelig flere praktiske Talenter, f. Ex. til at lægge i Kakkelovnen, staae tidlig op, more mig i kjedeligt Selskab o. s. v. Paa samme Tid opkommer dog og- saa min gamle Lyst til at dyrke Muserne, og jeg har flere Gange maattet gjøre Vold paa mig selv for ikke at skrive en poetisk Epistel til dig, som vilde optage mere Tid, end jeg tør anvende derpaa. Ofte naar jeg vil tale eller skrive noget ret Hjerteligt, da begynder det (som Grundtvig siger) at synge i mig, og det forekommer mig, at jeg vilde kunne udtrykke mine Følelser allerbedst paa Vers, hvilket jeg dog snarere maa tilskrive gammel Vane end Talent. Saa meget om mig, det gaaer maaskee alle Mennesker saaledes, men Forandringen er i disse Dage bleven mig saa tydelig, jeg har i al min Udygtighed en glad Følelse af egen Kraft og sidder i dette Øjeblik og knytter min Haand og glæder mig over, at Musklerne strammes i min Arm. Nu føler jeg, at jeg er over tyve Aar. Du er vel ogsaa bleven mere heltemodig paa den senere Tid, i det Mindste mærkede jeg det med Glæde i Mandags, og jeg stræbte den Gang af al Magt efter at nyde dit gode Humør (jeg kan ikke hitte et bedre Ord) med dig, men det lykkedes s. 3mig kun en Tid, og da jeg gik, var jeg mat og forstemt for den Aften. Jeg har egentlig gaaet og glædet mig til et Brev fra dig, men da der intet kom, syntes jeg, det var bedst først at gjøre dig opmærksom paa, at jeg ikke længer er Feberpatient, men en skikkelig Philister, der dog, (skjøndt du lader til at tvivle derpaa) holder lige saa meget af dig som Enthusiasten fra i Sommer.

Din Christian.

C. Hostrup til Kr. Mantzius.
Den 18de Februar 1841

Du Usynlige, Ufattelige, Urimelige!

Hvis du skulde kunne huske, at jeg existerer endnu (du kan see Underskriften, hvis du har glemt min Skrift), saa vilde jeg tilstille dig følgende Epistel. Du har sagtens glemt, at du har gjort mig et Tilbud med Hensyn til Gildet paa Søndag; dette ønskede jeg forandret saaledes, at du laante mig Penge til en Comediebillet, da jeg naturligviis nødigere vilde gaa Glip af Comedien end af Gildet. Jeg har nemlig ikke en Skilling. Jeg har forresten nogle Viser til Gildet af eget Fabrik, som jeg skal vise dig i Morgen tidlig, hvis du sover hjemme inat. Skulde du altsaa have Tid, saa beder jeg dig at vente mig mellem 9 og 10 Formiddag, Fredag den 19de Februar 1841.

Nu vil jeg bare bede dig om at have Taalmodighed s. 4til at læse i det Mindste det Første af mit Brev igjennem, disse sidste Linier behøver du ikke at bryde dig om. Min Vise er en Skaal for Poul Rytter, forresten en meget god Vise!

C. Hostrup,
stud. theol.

L. Mynster til C. Hostrup.
Den 27de Jan. 1842,

Christian Hostrup! min kiere gamle Ven! hvorfor ere dog alle Ord imellem os døde hen? Hver Gang Tilfældet fører os i hinandens Nærhed, da troer jeg at læse i Dine Øine, og Du læser vist ogsaa i mine, at de giensidige Tanker om hinanden ikke ere døde hen, at Minderne fra de skiønne barnligt-poetiske Aar endnu bevarer den Enes Billede fast i den Andens Bryst. Men skal dog den eneste Levning af et Venskab, der var saa varmt og inderligt fra begge Sider, være nogle sieldne venlige Hilsener. I de sidste 2½ Aar har det stadigt været et af mine Luftcasteller for Fremtiden, hvorledes jeg engang, naar jeg var kommen til et Punct i min Udvikling, hvorpaa jeg havde noget Nyt at byde Dig, noget Andet end den gamle, livligt-barnagtige Personlighed, som fordum tiltrak Dig, men nu ikke vilde være nok for Dig, vilde skrive til Dig og spørge Dig, om Du atter vilde modtage mit Venskab, om jeg maatte stræbe s. 5i et fornyet Forhold at udslette den Periode af mit Liv, da jeg var Dig utro. Men denne Forudsætning, uden hvilken jeg ikke troede at burde nærme mig til Dig, vil rimeligviis bestandig udeblive; vilde jeg vente paa den, maatte jeg nok vente, til Livets Strømme længe havde ført os fra hinanden. Saa vil jeg da vove alligevel at skrive Dig et ret ærligt og hierteligt Brev til, det skal ikke have andet Øiemed end sig selv; Du kan maaskee ikke uden videre optage den afbrudte Traad, jeg skriver derfor ikke for at nøde Dig til at komme til mig; men nogle Venskabsord fra Dig eller engang igien at kunne række Dig Haanden og see Dig i Øiet — det kan maaskee blive mig til Deel for disse Linier, som jeg nu endelig tør begynde efter saa mangfoldige Gange at have foresat mig det og forkastet mit Forsæt.

Jeg veed det vel min kiere Ven! at jeg en Tidlang brød den Pagt, jeg i mit Hierte havde indgaaet med Dig for bestandigt. Det var mig, og ikke Dig, som først indgik den, jeg mindes tydeligt hiint Bal, hvor jeg afsondret fra den dandsende Vrimmel fortalte Dig, hvor meget jeg holdt af Dig, og hine Vers, hvori jeg bad om «en lille Deel af Din Fortrolighed.» Du har været min Ven i de Aar af mit Liv, da jeg var lykkeligst, da saa liden Reflection forstyrrede vor lykkelige Umiddelbarhed; og Du veed vel, hvor nær Du i min høieste Interesse var sammenflettet med Frederiksdal, med Oehlenschläger, med egoistiske Digterphantasier s. 6etc. Dette Foraar i mit Liv var ikke saa stakket, som Digterne ellers nævne Vaaren. Men der kom en Periode, da jeg med Forbittrelse saae tilbage til det venlige Foraar og ikke kunde plage mig selv nok med, at jeg saalænge havde beplantet min Vej blot med Violer. Martensens Forelæsninger gave mig med Eet, hvorvel jeg klart følte ikke at være et philosophisk Hoved, en umaadelig Lyst til al Studeren og Læsen, jeg forekom mig Intet at have lært endnu, og en urolig Følelse af «Das Leben ist kurz, die Kunst ist lang» giorde mig en Tidlang hvert Minut af min Tid saa helligt, at mit gamle Livselement: Venner og Theater kun syntes mig Forstyrrelser, der kom til de langt større Forstyrrelser af min egen Stundesløshed og megen ledige Phantaseren, med hvilken jeg aldrig fik Bugt, uagtet jeg hadede og forbandede den. Denne Periode kunde ifølge min Natur, der trænger meget til Livet, ikke vare længe, men i den var det, at jeg fik de sidste Linier, jeg har fra Din Haand. Jeg havde faaet et Par nye Venner, som deels tilstrækkeligt tilfredsstillede den Venskabsdrivt, som intet Øjeblik er uddød hos mig, deels mere hang sammen med min daværende Retning, — hvad skal jeg skrive mere? det Næste kan Du jo selv udfylde. At min Dom om Dig saavel i mit Hierte som for alle Andre stedse har været uforandret den samme, ligesaa afgiort agtelsesfuld som min første Erklæring til Dig var kierlighedsfuld, at jeg s. 7altsaa ikke kunde træffes af de Ord: «ikke være mig bekiendt i Andres Nærværelse», er jeg mig oprigtigt bevidst; — men at Din Omgang i hiin Tid var mig ligegyldig — at altsaa fra min Side Baandet var brudt, er lige saa vist. Da Du maaskee mærkede dette, ophørte Du at komme til mig, men vedblev at hilse mig med venlige Øine; jeg skammede mig over, at jeg var glad ved, at Du ikke kom til mig, og søgte at undgaae Dine Hilsener, hvis Venlighed var mig bebreidende (dette er den bogstaveligste Sandhed, og jeg troer, at Du vil kunne forstaae det, — den Fortolkning, jeg dengang gav Dig, var nogenlunde sand den Dag, jeg skrev den, men ellers unegteligt et Slags Nødløgn). Jeg vil ikke forsvare mig; hver Gang jeg hører Verden fordømme Troløshed i Kierlighed, der saa offentligt brændemærkes for Alles Øine, tænker jeg paa, hvor ofte Mennesker, der giælde for saare agtværdige, begaae Venskabsbrud, hvorom vel Conversationen og Rygterne tie stille, men som subjectivt neppe fortiene større Overbærelse. Men den gamle Følelse vaagnede snart; det var ikke Falskhed eller pia fraus i Erkiendelse af min Uret imod Dig, der bragte mig til at standse Dig i den Skov, hvori vi fordum paa en Vandring havde poetiseret og kritiseret, og som dengang gienlød af de smukke Toner: «Høie Nord fostred os til Brødre, Høie Nord.» Men det var uden Tvivl en Henflytning af Din Følelse i en bedre, mindre selvisk Barndomstid bevirket ved mange s. 8smaa nye venlige Forbindelser, ved Din i Øieblikket forhøiede Stemning, ved Venskab og Naturglæde, der bragte Dig til at svare mig saa kierligt, saa barnligt og forsonligt, som det endnu stedse klinger for mine Øren: «Jo? nu skal jeg komme.» Jeg ventede i mange Nu’er, naar jeg bedrøvet standsede i min Stræben, fordi min Evne var saa favnedybt under min Villie, og med vemodsfuld Erindring saae hen til min «gamle Tid», da jeg mindre «vaagede»», men mere «bad», at høre det banke paa min Dør: «nu kommer han,» og da i fornyet Venskab tale med ham om Gammelt og Nyt, om Løst og Fast; — men han havde udentvivl skammet sig meget over hiin Skovaftens Naivetet, over at der i hans livlige Løfte om at komme aldeles ikke var indtraadt den Betænkelighed: «mon jeg nu ogsaa kan være ganske vis paa at være umaadeligt, umaneerligt, ubeskriveligt velkommen?» De lundske vakkre Gossar reiste bort og med dem Barnligheden og Reflectionsløsheden; Hostrup reflecterede og nærmede sig aldrig mere L. — L. reflecterede, om han ikke skulde fornye sine Angreb, han blev begeistret, umiddelbar, vilde skrive kierlige Dithyramber — men han reflecterede igien og fandt, at det var rigtigst og fornuftigst at vente dermed til om flere Aar. Nu, den 27de Januar 1842, har Umiddelbarheden, som saa tidt ellers hos mig, seiret over Reflection en; naar nu blot ikke Reflectionen ender med at faae dette Brev forvandlet til Aske! — Kiere Ven! reflecteer nu blot ikke, som jeg nu s. 9atter giorde — og find ikke noget Spydigt i hvad jeg her har skrevet, læser Du det blot med Din naturlige Følelse, vil Du see, at jeg vælter næsten al Skylden paa mig selv. —

Men jeg kan, som Du engang har forekastet mig, have «mangen Fortrolig», eller rettere sagt: mangen Ven; thi kun een aldeles Fortrolig har jeg i mine tre sidste Aar havt ; men han var ogsaa en Saadan, at jeg for min egen Skyld egentlig ikke trængte til nogen Anden. Jeg har havt en forunderlig stor, herlig Ven, — hvis Fremtid jeg med Rette havde smykket med alle de Blomster, en sieldent begavet Aand og en grundstærk, ædel Characteer vilde have udstrøet derover, hvis ikke 23 Aar havde været det Tal, der skulde præges i hans Mindesteen. Han bar det samme Navn som jeg, og det sieldent ellers forenende Fætterskab førte os først sammen. Jeg veed ikke, om Du nogensinde har seet ham; jeg vilde ikke ønske det, thi han var En af dem, som udvikle sig indenfra udad, og først ende med at faae et ret harmoniskt Ydre og et ret tiltalende Væsen, og jeg vilde da frygte for Dig som for Alle, der kun kiendte ham overfladiskt, at jeg skulde synes overdrevent at male den Dødes Billede; jeg giemmer det dyrebare Billede i mit Hierte, thi naar jeg fremstiller det i Ord, forstaaer Ingen mig ret, som Ingen har forstaaetham. Klog, philosophisk, dybtgrandskende, poetisk, religiøs, brændende kierlig mod sine Venner, alle disse Egenskaber tillægges ham af Alle, der s. 10noget kiendte ham, og dog kiende de ham ikke. — Men jeg vil ikke begynde paa at give en Characteristik af ham; den vilde let opsvulme til hele «Erindringer». —

(15de Marts). Saa langt kom jeg, kiere gamle og maaskee — nye Ven! for over 1½ Maaned siden. Nu, da jeg i en anden Henseende er kommen et langt Skridt frem efter megen legemlig og aandelig Nød (skulde Du ønske at vide Noget derom, da maa den Ven, der overbringer Dig Dette, gierne fortælle Dig Alt hvad han vil) og jeg fryder mig i et stille frygtsomt Haab til Fremtiden, lever Kierligheden endnu mere levende i mit Hierte, og det længes efter at sende Dig en venlig Hilsen fra sit inderste Dyb. Hvad Aands- og Legemskraft jeg kan have gienerholdt og maa beholde, er det min strenge Pligt for det Første at anvende til det philisteragtige Maal: Examen, saa at jeg maa frygte paa denne Tid at anvende meget deraf paa kiere Forbindelser. — Hvor sandt det Baand var, der har været brudt, har ogsaa den Følelse hos os Begge beviist, hvorved vi skyede, uagtet vi vidste os i et venligt aandeligt Forhold til hinanden, at vexle ligegyldige Ord og Samtaler, hvor vi saaes, og følte Dette at være under vort gamle Forholds Værdighed. —

Skulde jeg tilsidst fortælle Dig Noget om mig selv, da vilde jeg sige Dig det, som nu er min Trøst og Selvfølelse under Tanken om meget paa en uheldig Maade spildt Liv: at det, Du og mine s. 11andre Venner vel egentlig have holdt af hos mig, det er i de Aar, vi have været skilte, blevet meget uddannet og forædlet, at det Hierte, der vel altid har været kierlighedsfuldt, er blevet meget mindre lunefuldt og egoistisk, og at det Inderste, Tænkemaaden er bleven langt sundere og dybere, selv om der i dens Fremtræden i Liv og Gierning kan have været meget Usundt. Du kan troe, at jeg har lært at være ydmyg og beskeden, og det passer ikke længer paa mig, hvad Du engang sagde, at «jeg holdt af Mennesker, eftersom de havde Sands for Poesie eller ikke», nu har jeg lært at udstrække min Kierlighed til de forskielligste Mennesker og har maaskee længe været tilbøielig til meest at skatte de Fortrin, der vare fiernest fra mine egne, og agte dygtige Prosaister mere end poetiske Mennesker, og derved naturligviis maattet agte mig selv meget lidt. Og Du, min egen kiere Ven! for hvem jeg just nu har maattet giøre mig skyldig i Selvroes (dette siger jeg til Undskyldning for den sidste halve Side, som er udgaaet af en alvorlig og derfor ikke forfængelig Fortrolighed), hvorledes lever Du? Jeg har altid trængt til at tænke mig ret klart ind i deres Liv, hvilke jeg har elsket; men til et Billede af Din senere Existents har jeg kun kunnet erholde saa faa Data. Jeg har hørt, at Du har været meget syg og endnu ikke er kommet Dig, jeg har hørt, men ikke faaet at see, om en Vaudeville, Du har forfattet, at Du er bleven Regentsianer og Contubernal, at Rungsted og s. 12Valdby have givet Dig Anledning til fornyede «Morgenvandringer», — at Du en Morgen, da Ussing traadte ind i Din Stue, meget omhyggeligt skiulte nogle Papirer. — Alt dette giver mig nu langtfra ikke nok Udbytte; men jeg er tillige vis paa, at Du endnu bestandigt er den samme kierlighedsfulde, livligt-receptive, harmoniske Personlighed, der allerede som Dreng samlede de forskielligste Aander omkring sig og af sig selv altid blev Middelpunctet (snart som Redacteur, snart som Vert) for deres Udaandelser baade i Skrivt og Tale, i «hvor hvert et Blad er ligt et Hierte». —

Hvad der maaskee kan passe paa os begge og end stedse giøre os nærbeslægtede, er den sidste deilige Strophe i Baggesens «Erindring». Passe end de 6 første Linier i langt høiere Grad paa mig end paa Dig, da tør vi dog vel begge med freidigt Mod istemme de to sidste, og forstaae vel ogsaa at give den rette — tildeels af hele Digtet fremgaaende — Commentar over det sidste Ord, — der har en stor og omfattende Betydning:

«Thi mangt et Held forsømte
Vi i vort korte Liv;
Selv mangen Pligt bortdrømte
Os Harpens Tidsfordriv.
Vi tabte, spildte, glemte
Hvad Verden har og veed.
Men — hvad vort Indre giemte,
Var Dig: Uskyldighed!»

Din Ludvig Mynster.

C. Hostrup til L. Mynster.
Den 19de Marts 1842

Min kjære, kjære Ven! Saa har du dog ikke glemt mig! Vel vidste jeg, at mit Navn ikke var udslettet af dit Hjerte, at du nok for de venlige Minders Skyld vilde følge mit Liv med Interesse, men jeg har neppe turdet haabe, at den gamle Chr. Hostrup, uforandret og uforbedret som han er, nu skulde kunne tilfredsstille din Venskabstrang. — Og dog — hvor ofte har jeg ikke, naar jeg om Aftenen gik forbi dit oplyste Vindue, haft den største Lyst til at løbe op til dig, men jeg frygtede og jeg frygter endnu, — ikke for at mit Besøg ikke skulde være kjærkomment, — det veed jeg nu, men jeg gruer for, at jeg ikke skal svare til din Forventning, og at det fornyede Forhold i en Alder, der gjør større Fordringer, skal ødelægge det gamle. —

Jeg har aldrig været egentlig flittig, og mit Studenterliv, der oftest er henrundet uden Orden og bestemt Maal, har ikke synderlig kunnet berige mig med Kundskaber eller skærpe og klare min Tanke. Naar indre Trang eller vilkaarlig Kraftanspændelse i nogen Tid udelukkende har holdt mig til Bøgerne, har en ny Fordring fra Livet atter trukket mig fra dem, min Interesse for Theologien er bleven fortrængt af en ny Musik eller en Privatcomedie, eller en ny Ven, eller Familieaffærer, s. 14og hver af disse Interesser har faaet Magt over mig, saa jeg forsømte min Læsning.

Min Livsglæde er for stor, jeg er altfor modtagelig for Indtryk af den Verden, der omgiver mig, for Naturens Skjønhed, for Poesi i Liv og Digtning; — alt dette spreder mig og gjør mig mere letsindig, end jeg har Lov til at være, thi der er al Grund for mig til at haste fremad og ikke spilde Tiden. Du kan deraf see, hvor sørgelig uforandret jeg er.

Men kjære Ven! trods alle Betænkeligheder kan jeg ikke modstaae mit Hjerte. — Her har du mit Løfte paany. — Nu skal jeg komme — og dennegang lader jeg mig ikke skræmme derfra som sidst; — jeg havde tænkt i Dag, din Fødselsdag, men nøjere betænkt kommer jeg først i Morgen — for at træffe dig alene, og saa — for det første — kun denne ene Gang, jeg vil ikke virke forstyrrende ind paa dit Liv under din Examenslæsning. Læs til din Examen, jeg vil taalmodig vente, til den er forbi, men naar den er overstaaet, kommer jeg med dit Brev og indkræver min Fordring. — Altsaa i Morgen!

Din Chr. Hostrup.

C. Hostrup til L. Mynster.
Aug. 1842.

— — Rejsen til Byen blev ikke nær saa trættende, som jeg havde ventet. I Nærheden af s. 15Roeskilde Kro fik jeg mig anbragt paa en tohjulet Gumpekjærre med en Bonde som Kudsk og et Lam som Passageer. Efter en Miils Skumpien i den temmelig ubehagelige Befordring, steg jeg af, og kom endelig i Omnibus ind i Kjøbenhavn. Den første, jeg traf, var Kristian Mantzius, som glad og let kom fra sin Prøve paa Theatret. Han havde spillet nogle Scener af Erasmus, Giulio Romano og Arv i Jean de France for Heiberg, Oehlenschläger, Molbech og Collin, og havde høstet særdeles Bifald, især synes Heiberg at nære gode Forhaabninger om hans Virksomhed for Theatret. I Scenen med Arv og Spillerne, som var den sidste, kom hele hans Lune over ham, og han havde den Triumph, at Molbech udbrød: «Nej den Arv er da ganske fortræffelig. » Efter den agtelsesfulde Maade, hvorpaa de takkede ham og tilbød ham deres Assistance, er det aabenbart, at de alle ansee ham for en særdeles heldig Aqvisition for Theatret. Ogsaa jeg er overbeviist om hans Kunstnerkald, og jeg haaber, at hans dybe Respekt for Kunsten, og hans varme Hjerte, der gjennem et uroligt Livs Besmittelse har bevaret i ham en moralsk Reenhed — eller dog Higen derefter — og i mindre hverdagslige Øjeblikke en inderlig Stræben mod Gud, vil regulere den Bane, som hans forunderlige Ustadighed og Letsindighed kunde drive ham ind paa.

Ligesom jeg i dette Øjeblik var ifærd med at skrive til dig, kom Postbudet med dit Brev. Jeg s. 16havde netop i Sinde at skrive noget Lignende om en urolig Frygt, da jeg heller ikke fandt mig fornøjet med mig selv som jeg var i Roeskilde. Da jeg i Løverdags Aftes stormede ud til dig, havde jeg saa uendelig meget at sige, saa uendelig meget at takke dig for, men jeg havde endnu fra min Fodrejse mit Burschehumør, var for rask paa det og for sikker og mere fremtrædende, end jeg maa være. Og saa kommer du og vil gjøre Afbigt for mig! Jeg kan ikke forstaae det, men det forekommer mig, at altid i den sidste Tid, naar jeg har været uartig eller hensynsløs, mine Venner, som havde Grund til at klage over mig, gjøre sig al mulig Umage for at vælte al Skyld paa sig, og bilde mig ind, at jeg er saa reen som et nyfødt Lam. I maae ikke rose mig saa meget, det er galt af Eder. Jeg bliver aldrig mere end Elev paa Livets Theater, jeg er bestemt til at spille Biperson og I maae ikke bilde mig ind, at jeg er en Hovedperson. I et Venskabsforhold er jeg Nr. 2, det er min Rolle at være den Hørende mere end den Talende, og derfor kan jeg ikke efter dit Ønske indlade mig paa Dagbogsbreve. Naar jeg taler om mig selv, er jeg snart udtømt, og skal jeg skrive mit Livs Memoirer, maa jeg som Baggesen opgive min Sanddruhed og skabe mig et nyt Liv gjennem Phantasien. Man har desværre altfor megen Lyst til at være noget Extraordinært, og naar du saaledes fortæller, hvad Rart du troer at finde hos mig, saa kunde du jo forføre mig til, af Frygt for s. 17at synke i din gode Tro, at beholde den Maske, som du giver mig paa, og det vilde gaae mig som i en fransk Roman, hvor Konen godt kunde falde paa at slaae sin Mand ihjel, fordi Sørgetøjet klæder hende godt. Roes mig ikke, jeg fortjener det ikke og har ikke godt af det, men hold af mig og spørg mig, naar du vil have Noget at vide om mig, jeg skal ikke have en Hemmelighed, som du ikke maa kjende. Gudfrygtig, som du troer, er jeg desværre ikke, jeg har mere Trang end Fylde, men intolerant er jeg sandelig heller ikke i Hjertet, om jeg end stundom er for haard i Munden. Jeg er letsindig og overfladisk i det Meste, men jeg er fast i min Kjærlighed og Medfølelse for dig og i mit Haab om dig.

Din Christian.

L. Mynster til C. Hostrup.
Roeskilde, den 11te Aug. 1842

– – Oehlenschläger har giort Roeskilde en Visit i disse Dage. Han var meget tilfreds med Mantzius, men dog især i det Comiske; han fandt, at han fremsagde Giulios Rolle meget godt, men han var bange for, at han var alt for ung, hvilket kommer af, at han ikke indseer, at det ogsaa hører med til en talentfuld Kunstner at kunne costumere og omskabe sig. — Jomfru P. havde en Aften været paa Fasangaarden, og han var meget indtaget i hende, men udbrød, da hun gik bort: s. 18«Gud bevares! det er jo en puur ung Pige, — og jeg har i «Dina» bestemt hende til at spille en Kone med et sexaars Barn. » — Han var som altid et reent Naturmenneske, et uhyre genialt Barn med al dets Uartighed og Elskværdighed; Varmen og Reisevrøvlet giorde ham opbragt og kunde ikke opveies ved al den Næring, Roeskilde kunde byde hans Genius; hans store Egoisme og hans Digterhierte ere i bestandig Kamp ved hans Bedømmelse af Folk, idet hiin seer paa, om de have subscriberet paa hans Værker, roest ham, bedt ham til Middag o. s. v., det andet skuer deres sande Værd, men den første seirer for det meste. Roeskildes Omgivelser vare aldeles ubekiendte for ham; hans Sange om Roeskilde rinde os i Hu paa hver Plet; hverken der, hvor forhen «Roskilds sikkre rummelige Gader» strakte sig, eller ved «den stille, klare, sølvblaae Issefiord», hverken ved Hroars Kilder eller ved Helges Badehuus havde Hroars og Helges Digter nogensinde sat sin Fod; kun Domkirken var ham frisk i Minde fra «Langelandsreisen», og derfra havde han seet og sunget om «Issefiorden». Paa Saxo’s Steen standsede han og var ganske Digteren med Ansigtet straalende lige meget af «Kraft» og af « Fromhed», og med Taarer i Øiet, — og i Christian 4’s Lighvælving fremsagde han med bevæget Stemme nogle Linier om de «danske Konger», og saaledes seer man ham i en uafbrudt mærkelig, barnlig Overgang fra Besværethed og Urimelighed ved den ringeste physiske Møie til en alt Jordiskt s. 19forglemmende Digterbegeistring, og da lige saa hurtigt en Overgang fra denne til hiin, i en ideligt vexlende Stigen mod det Høie og Falden mod det Lave; — og Ens egen Følelse for ham maa naturligt bestandigt ledsage hans egen Vexlen, snart føler man fuldeligt hele den nyere Skoles Ret imod ham, tager Partie for dem, der sætte en uendelig Arbeidsskiærsild for Geniets Pligt, der ikke ville unddrage Geniet — paa dets Maade — for «Livets Kamp», fordrer, at den fødte Digter skal vorde gienfødt Digter, og at ogsaa han skal bære Stridens Byrde og indskærpe sig med Correggio: «Fortære daglig i dit Ansigts Sved skal Du dit Brød, har selv Gud Herren sagt,» — mod ham, der synger — og i sit hele Liv følger denne Sang, — at: «Musers Søn har sieldent svedt,» — ved sin Hustru’s Grav kalder sig « Aladdin», — men ikke blot der kunde bære dette Navn, — og saa, efter at have følt den blotte Umiddelbarheds Dorskhed og Egenkierlighed, opløftes man ved dens Skiønhed, Friskhed og Barnlighed, glæder sig over, at denne væsentlige Side, der saa let miskiendes, hvor Philosophen nærmer sig Digteren og vil læse alle sine Tanker i hans Billeder, endnu kan finde begeistrede Kæmpere, om de end, som de «nye Intelligentsblade» ^*)Udg. af P. L. Møller., næsten ikke ere Andet end — begeistrede, — og det endda temmelig ureent. Saaledes forholder det sig jo ogsaa gierne med de s. 20stakkels Digtere («i Levnet»): øieblikkeligt tager alt det Store og Ædle, som kan opfylde et Menneskehjerte, Plads i dem, men «Forsynet» benytter disse — utallige — Øieblikke til de «gode Værker», — saa forlader Begejstringen dem, og «Personen sendes ad Helvede til». De ere saa meget at beklage for den idelige Collision mellem deres Pligt som Digtere og deres Pligt som Mennesker, hvor ingen Moralphilosophie eller Casuistik kan hiælpe, men hvorover de jo selv oftest hiælpes af et genialskt Instinct, der bringer dem til at forsømme det Sidste, — men det hævner sig, naar Inspirationen er udaandet, og Mennesket føler sig tomt, medens Digteren krandses med Laurbær, — og de derimod, hvis moralske Samvittighed er stærkere end deres poetiske, ere Forrædere mod deres Muse for at følge den almeenmenneskelige Herre og Mester, paa dem hævner det forsømte Første sig, og da det Digteriske dog var deres sande Væsen, blive de hverken det Ene eller det Andet —- «hermaphroditiske Væsener, sammensatte halvt af Poesie og halvt af Philosophie» (Heibergs Udtryk), blive maaskee smukke Personligheder, men unyttige, uduelige i Livet. Men dem, som blive dygtige Digtere, kalder jeg dog ogsaa stakkels, — fordi deres følsomme Sind ideligt stødes mod Verdens Haardhed — ikke fordi Verden ikke forstaaer dem — men fordi de aldrig faae noget personligt Hold, fordi det høieste Moralbud for dem maa være det passive: «Bier paa Aanden,» s. 21fordi — medens den største Roes for enhver Anden er: han virker tappert og stadigt, Digterens Roes er: Aanden kommer hyppigt over ham, — fordi de aldrig om Morgenen kunne sætte sig for: det og det vil jeg udrette idag og om Aftenen sove tilfredse ind med den Bevidsthed: jeg giorde, hvad jeg foresatte mig, — fordi de aldrig kunne kiende til Selvagtelse, — fordi selv den største Mand ^*)Goethe.) af de største Digtere kunde sige: «Es ist lächerlich, wenn man Tieck mit mir vergleicht. — Ich kann es gern selbst sagen; es ist meine Schuld nicht; ich habe mich nicht selbst gemacht.» — Og fordi de, hvilke deres Menneskelighed ogsaa ligger lidt paa Hiertet ved Siden af deres Digteriskhed, altid maae see deres Liv og deres Characteer saa milevidt bagved deres Sang; — hvor uhyggelig maae Heiberg føle sig, naar han tænker den naturlige Tanke: jeg sees aldrig i «Menigheden», og det er mig, som har digtet «Gudstjeneste», «Hvis ei min Vantro var saa stærk» o. s. v. — jeg er selv «Digteren i Helvede», og det er mig, som har opstillet ham som et Skrækkebillede for de andre Digtere! Og er det alligevel ikke Dumhed, naar Religionslærerne sige: Alle kan, naar de blot vil, mon en Digter med sin uhyre Bevægelighed, med sin Indtrængen i Alles Følelser og Tilstande, mon han virkeligt kan «arbeide paa sin Saliggiørelse med Frygt og Bæven» ? — Siig engang høit, s. 22ganske langsomt de Ord: jeg kan ikke, de have en imponerende Klang, omtrent som lydende Kobber og klingende Biælde. — Nei, de stakkels Digtere! —

Jeg vilde blot have fortalt Dig lidt Historiskt om Oehlenschläger og derpaa have bortsendt dette Brev, hvis Hensigt blot var at bede Dig om et, da Pennen løb over, — og jeg frygter for, at mine Ord, der kun svagt antyde, hvad jeg mener, og ikke kunne indeholde alle de Indvendinger og Indvendingernes Besvarelser, der foregaae i mig, medens jeg skriver, let kunne misforstaaes, og maaskee ogsaa let trænge forstyrrende ind i Din «lille, rolige Verden», som er mig saa kier. Og dog sender jeg Dig mine ugenerede, skiødesløse Udtalelser; jeg veed ikke ret, om det er Egoisme eller Kierlighed. —

Qvistgaard havde i Søndags i den næsten heelt opfyldte Domkirke prædiket om «Den sande Andagt i Guds Huus», — og havde som sædvanligt tiltrukket alle Slags Mennesker! — Jeg derimod var paa en Herregaard, hvor jeg skal have «vakt Opsigt» derved, at jeg ved et uhyre stort Middagsbord talte saa ivrigt med en meget smuk og behagelig Pige paa 17 Aar, som blev min Nabo, at jeg skal have dreiet min Stoel saa længe henimod hende, at jeg tilsidst sad ligeoverfor hende. Jeg glemte rigtignok ogsaa det øvrige Selskab, — men da jeg kom hiem, glemte jeg ogsaa hende.

s. 23Hun meddeelte sig saa uforbeholdent, at Conversationen lidt efter lidt ikke blev for Conversationens Skyld, men for Meddelelsens Skyld. I min Ivrighed for at berigtige nogle af hendes theatralske Anskuelser, spildte jeg nogle Hindbær ned af hendes Kiole, hvoraf hun meget venlig loe uden at tørre sig af, — et Træk af sand Dannelse. —

Vil Du end endelig mere være «den Hørende end den Talende», kan jeg dog ikke tillade Dig mere at være den Læsende end den Skrivende.

Din
Ludvig.

L. Mynster til C. Hostrup.
Roeskilde, Aug. 1842

— — Jeg føler naturligviis meget godt det Eensidige i, hvad jeg skrev om Digterne, skiøndt Alt, hvad jeg skrev, var Alvor. Prædicatet «stakkels» kan kun passe paa de reflecterende mellem dem, ikke paa Oehlenschläger, der slet ikke føler Collisionen, der vist i sin forunderlige Barnlighed aldrig prøver sit Levnet og Sind — aldrig føler sig utilfreds med sig selv. Hans skiønne Billeder, som saa ofte har henrevet mig, traadte inat skiønnere end nogensinde frem for min Anskuelse og straffede mig, fordi jeg havde fasthæftet det — forsvindende —·Vrængebillede paa Papiret. Han er vel hvad Hverdagsmennesker dadlende vilde kalde «et gammelt Barn»; men er s. 24det ikke fra een Side stort og beundringsværdigt, at en Mand giennem et langt Liv kan bevare al Barnets Uskyld og herlige friske Følelse? Han har giennem Livets Besmittelser bevaret en fuldkommen Hiertets Reenhed; som et Barn oprøres han ved alt Slet og Ureent, han hører eller seer, om det end er Noget, hvori han i Handling selv har giort sig skyldig; som et Barn føler han ved hver lille Ulykke, der møder hans Blik, ved hvert Dødsfald, han læser i Avisen, ved hver Tigger, han seer paa sin Trappe, som et Barn bliver han da i Alt, som fordrer practisk Modenhed, saa elskeligt ufornuftig (siger sine Piger op, og naar de græde, beholder han dem igien o. s. v.). Inspirationen er jo naturligviis heller ikke noget reent Overnaturligt, det Himmelske tager kun Bolig i et med det Himmelske væsentligt beslægtet Sind; nei! Oehlenschläger er aldrig «Digteren i Helvede», han er Digteren i Paradiset, i Edens Hauge (men denne er jo, som Tiden har erkiendt, i al sin Herlighed et underordnet Trin for Mennesket); hvor mangfoldige Gange hans Liv end plukker forbuden Frugt, hans inderste Væsen bevarer stedse sin justitia originalis. Et «gammelt Barn» er den, hvis livlige sangvinske Sielsbarndom ikke alle de tiltagende Aar udslette, og neppe engang modificere — og er et saadant Standpunct end mere Englenes, end de til Mere end Englene bestemte Mennesker, er det dog et deiligt Særsyn imellem dem, — om det end er en Engel med al den ved Menneske s. 25barnet klæbende Arvesynd, Egoisme og Begiærlighed.

Dem, der spørge: hvorledes er Oehlenschläger, er han et agtværdigt Menneske? skulde man blot svare: hvorledes er et Barn? er det et agtværdigt Menneske eller ikke? Som et Barn glemmer sin Uartighed, naar den er gaaet over, glemmer han sin Synd, ligesom den er begaaet; nu veed han neppe, at hans ægteskabelige Liv har været temmeligt stormfuldt, hans Erindring giemmer blot hans Livs Poesi, hverken dets Sorger eller Synder, og Præsterne vilde fordre af ham, at han skulde fornægte sin hele Genius, hvis de foreholdt ham, at ingen Synd var udslettet, at hver Synd krævede dyb Anger og Forsoning.

Nu haaber jeg, at du bedre forstaaer mine Udtalelser om Oehlenschläger. Der er nok af tørre, udbrændte, udfølte og udlevede Siele i vor Tid. Nok der have Anlæg til at naae den rædsomme Tilstand: «Kiede af at leve og frygtende for at døe,» eller rettere — da Begrebet Frygt dog indeholder en vis Friskhed — ikke gidende leve eller døe, — til at ikke ogsaa Mennesket Adam Oehlenschläger som deres Modbillede bør opbygge og glæde.

Din L. M.

C. Hostrup til L. Mynster.
1842

Jeg har i mange Dage gaaet og ønsket, at jeg kunde komme til at skrive til dig, men mine s. 26Dagforretninger ere blevne forøgede med nogle kjedelige mathematiske Informationer (du veed maaskee ikke, at jeg er et lille mathematisk Geni), og mine Aftentimer, som jeg hver Dag har haabet at kunne hellige dig, er blevne optagne af de smaa Pligter, som det stundom kan føre med sig, at være en artig Søn og en tjenstvillig Broder og en godmodig Person.

Jeg vilde takke dig især for Slutningen af dit Brev, fordi du stolede paa, at en Historie — der dog havde vakt min Bekymring, før jeg fik dit Brev — maatte interessere mig, da den laa dig paa Hjerte. Ja, kjære Ven! derom kan du altid være forvisset, jeg vil helst høre saa meget som muligt, jeg er smaalig i min Interesse for dem, jeg har kjær, Intet er mig ubetydeligt, naar det vedkommer dig. Jeg er stolt af dig og af dit Venskab, og jeg har intet højere Ønske end at kunne være dig just en saadan Ven, som du trænger til. Af dig venter jeg mig store Ting, men jeg har ogsaa min Ærgjerrighed. —Jeg vilde være en af Publikum — men den Bedste iblandt det, jeg vilde ikke selv fordre nogen Krands, men jeg vilde være den, der rakte dig den. —

Du vil vide noget om Arentzen. — Der er faa Mennesker, jeg kjender saa godt; vi sluttede vort Venskab under den svenske Begejstring, og vi har deelt denne rige Sommers meest fyldige Øjeblikke med hinanden. Vor Fodtour i Sommerferien er et af de lyseste Punkter i mit Liv; der s. 27var næsten ikke et Øjeblik, hvori vi ikke var i Aande; overgivne Optøjer, besindige Samtaler og den fuldeste Nydelse af den skjønne Natur vexlede uden tomme Mellemrum. Han er kun 18¾ Aar og er dog min Overmand næsten i Alting — baade i Ord og Tanke og Gjerning. Han har en skarp og sikker Dømmekraft, en usædvanlig Energi i at overvinde Vrøvl og sætte igjennem, hvad han har besluttet, og en fuldkommen Frihed for Frygt og falsk Undseelse, hvor det gjælder at værne de hellige Ideer. Tro nu ikke, at han er en gammel Viismand, nej — han er et kjærlighedsfuldt, barnligt, poetisk Gemyt, men jeg er vist det eneste Menneske, der kjender ham fra den Side. De Folk, der ikke kjende højere Love end Convenientsens, have nok at udsætte paa ham. Han er maaskee noget stolt, men derfor er han ogsaa fri for Forfængelighed, han er stundom ubeskeden, fordi han glemmer Personen for Sagen, men han er ydmyg i sit Hjerte overfor Gud. Han er en Søn af den nyere Tid, opvoxet i dens Splid og dens Drømme, med alle dens Fortrin og nogle af dens Mangler, men med en frisk Kjærne med Spire til en selvstændig Karakteer. Noget bliver der nok af ham — derom er jeg forvisset, men om det bliver Digter, Præst, Philosoph eller Politiker, maa Vorherre vide. For det Første vil han studere Theologi, som han har en brændende Længsel efter at tage fat paa. I Skolen blev han anseet for et godt Hoved, var flittig og skjøttede sig selv. s. 28De Erindringer, der fra den Tid har gjort meest Indtryk paa ham, er, at han flere Gange var dødssyg; den ene Gang, i en Alder af ti Aar, sammenkaldte han hele sin Familie med Tjenestetyende om sin Seng, samme Nat, Lægen ventede, at han skulde døe, og tog med Rolighed og Inderlighed Afsked med hver især. I dette Øjeblik, som han levende erindrer, syntes hans Familie for første Gang at være greben af een Aand, hans Fader (som han ogsaa holder meget af) lagde Haanden paa hans Hoved og indviede ham med kjærlige Ord til det nye Liv, der aabnede sig for ham. Men Anstrengelsen fordrev den Søvnløshed, der skulde dræbe ham; han slumrede ind og vaagnede atter paa denne Side Graven. Sidste Efteraar var han, som du vel har hørt, næsten druknet, da en Svømmer tog ham som død fra Havets Bund. Da han efter flere Dages Forløb kom hjem fra Hospitalet og fortalte en ærværdig, aldrende Kone, hvor tidt han havde været Døden nær, betragtede hun ham alvorligt og sagde: «Vorherre har en Bestemmelse med Dem,» en Ytring, som ved den forunderlig prophetiske Sikkerhed, hvormed den blev fremført, oplivede og foryngede hans Hjerte, der var nedtrykt og modløst af det foregaaende Aars forunderlige Hændelser, som jeg en anden Gang skal fortælle dig, naar jeg er lidt bedre oplagt end nu, da jeg er træt.

Din Christian.

L. Mytister til C. Hostrup.
1842

Kiere Christian!

Du gaaer rimeligviis i disse Dage i idel Patriotisme, — det faldt mig først ret ind, da jeg igaar Aftes hos Pedrin fik fat i en Mængde Blade. Og jeg gik hiem med den Følelse, at Du dog næsten maatte foragte mig — for den Ligegyldighed, hvormed jeg optog og bortviste Dine dansksindede Yttringer, — og det skiøndt jeg ovenikiøbet da havde hørt Noget om Sagen, men i Distraction slet ikke forstaaet den, og glemt den igien! — Og saa bød jeg Dig den næste Dag de specielleste Privatissima, medens Du var opfyldt af Publicissima! — Jeg maa dog fortælle, at da jeg først havde læst om Sagen, interesserede den mig saa meget, at jeg læste Alt, hvad alle Bladene sagde derom, og vilde op paa den Generalforsamling, Du havde annonceret mig (som da enhver saadan, som jeg har bivaanet, har opfyldt mig i høieste Grad, men rigtignok gierne forma og ikke materia — Ↄ: de Talende mere end det, som der taltes om, — jeg sætter overhovedet for det Meste Menneskene over Ideerne, og det er «ude af Tiden»), da jeg fik at læse, at den var opsat og knyttet til Betingelser, som jeg ifølge min conseqvente Handlemaade ikke kunde indgaae. Men mere end interessere mig kunde Sagen heller ikke; den opflammede mig hverken i den ene eller i den anden Retning; — det er sandt, at jeg ikke er s. 30greben af nogensomhelst politisk Aand. — Jeg har randsaget mig selv, hvorvidt jeg turde kalde mig fædrelandskierlig, og vil fortælle Dig de Træk af Patriotisme, er jeg mig bevidst, for at Du, som ellers er saa god at haabe for mig i Alting, heller ikke skal opgive Haabet om, at jeg med Tiden kunde blive politisk. — Jeg glæder mig altid meget, naar et godt danskt Skrivt er forfattet, og er overhovedet tilbøielig til at ville troe det Bedste om hver ny dansk Digtsamling, Novelle etc. — glæder mig langt mere ved et skiønt Værk, naar det er af en Dansk, end naar det er af en Udlænding, — var f. Ex. inderlig fornøiet, da jeg første Gang havde seet «Indqvarteringen», alene over at en Dansk havde kunnet tilegne sig de franske Stykkers lette, utvungne Dialog, — gik f. Ex. paa Comoedie og saae «Ingolf og Valgerd» i en begeistret Tillid til det Rygte, jeg havde hørt af en Eneste, at det var af en Islænder — og i den Hensigt at beundre et nyt opstaaet Naturgenie, — hænger fast ved alle vort Lands store Forfattere, især Digtere, og naar jeg læser en Sammenligning mellem Holberg og Molière, har jeg det hemmelige Ønske, at Palmen maa blive Holbergs, skiøndt Molière har glædet mig ligesaa meget. — Nu har jeg skrevet mig ind i en stærk Selvfølelse overfor dem, der troe sig Patrioter, — jeg finder, at den Hæder, som nylig er viist Fru Heiberg, kun er rigtig, forsaavidt vi ere Kosmopoliter (hvilket vi rigtignok ogsaa bør være, mener s. 31jeg), men ikke er en national Hæder for en national Kunstnerinde; — og jeg er overbeviist om, at hun ikke er en saadan, og skulde ogsaa overbevise Dig om, at der i hver af hendes egentlig-danske Roller («Dina» er ikke en egentlig dansk Rolle) er noget Forfeilet, Usandt eller Forfransket, saavel i hendes faa Forsøg i nordiske Tragoedier som i hendes kiøbenhavnske Characteerroller — allerværst er «Grethe i Sorgenfri». Holberg og Oehlenschläger (forsaavidt han er national Digter) kan hun ikke giengive — men man kan vel sige, at hun er den rette Repræsentant for den nyere Danskhed — forsaavidt den bestaaer i en Assimilation med alt det, gode og ikke gode, Fremmede, overhovedet i Dannelse.

(Flere patriotiske Træk.)

Jeg sværmer for vore to nationale Kunstnerinder: den Valborg, Thora, Margrethe, jeg i min Barndom har seet, staae for mig som de deiligste Erindringer — og den gammeldanske comiske Styrke, Diærvhed og selv — Smagløshed har jeg uendeligt kier hos en smuk ung Pige, som var en Kunstnerinde, inden hun vidste, hvor Paris ligger (og jeg tænker, hun har glemt det igien, — ligesom hendes — dansksindede — Ven — havde glemt den det Danske tilføiede Fornærmelse). — Noget af det, som især har tiltrukket mig hos Dig — ogsaa hos Madam Holst, er, at s. 32mange Sider af det danske Ideal vise sig for mig i Eders Charakteer og Ansigt. — Fremdeles har jeg følt alt det, som vore lyriske Digte udtale om den danske Natur, og har skrevet mange — slette, men dog følte — ditto — har sympathiseret med alle vore Sange om Bøgen og Havet og Kløvermarken, og tidt nok om Aftenen paa min melancholske Frederiksdalsø, medens Bølgerne klukkede mod Baaden, fremsagt Fædrelandssange, og min poetiske Hukommelse og Begeistring blev Surrogatet for den totale Mangel paa Syngestemme i min Familie. — — Men dette Brev skal lægges sammen, og Undertegnede er ikke practisk! Jeg maa da holde op med min Apologie, — som ikke blot er Spøg, men virkeligt Alvor og Sandhed, — skiøndt jeg rigtignok kunde anføre mange upatriotiske Træk af mig — men dem kiender Du nok selv. — Dog vil jeg endnu tilføie som et Vidne om Muligheden af min Fædrelandskierligheds Overgang til politisk Interesse, at jeg har havt en umaadelig Interesse for Besøget hos de Svenske — og endnu stundom er reent fortvivlet over, at jeg ikke engang kan faae fat paa «Brage og Ydun» med Paulsens Skildring.

Din Ludvig

L. Mynster til C. Hostrup.
Anden Juledag 1842

— — — Gid Du — naar Du fik Tid — vilde forsvare mig Demokratiet, som Du forsvarede s. 33den skandinaviske Forbindelse. Hvad jeg hader hos de Liberale, er ikke — som Du lod til at troe, hvilket i Grunden krænkede mig noget — at der ikke ere synderlig interessante Personer imellem dem; — men det er den store Grundløgn, som jeg tør paastaae gaaer igiennem hele deres skrivtlige og virkelige Handlen: at de paasætte saa mange reent slette, siofle Lidenskaber Frihedsfølelsens deilige Maske, at de ideligt fremføre den store Usandhed, at «Folket er kommet til Bevidsthed om sig selv» — denne Benævnelse give de saavel det, at Gadedrenge fra Christianshavn samle sig paa Kultorvet og af blot Lyst til Commers skraale: Olla Lehmann leve! som det, at en stor Klynge beklapper deres Ord, ikke for Indholdet, men kun fordi der kommer en Personlighed mod en Mand, som de ved den plebejiske Arvesynd — blot hade for hans høiere Stilling — den «Bevidsthed af sig selv» har Folket vist til alle Tider havt, at en Deel Trods og Had — mod Regiering, blot fordi det er dets Regiering, mod Kongen, blot fordi det er en Konge og dets — «lykkelige» Konge — altid har boet i det; men dets Lidenskaber have ikke før faaet saa hellige Navne og ere derfor ikke traadte frem med saa megen Dristighed. — Anderledes fortrinlige synes mig de Folkevenner, der udbrede Folkekalendere og Folkeskrivter og ville føre Folket til den aandelige Udvikling, forud for hvilken jeg rigtignok ikke troer, at det kan have nogen politisk s. 34Anskuelse, men kun det, som «Fædrelandet» vover at kalde: «dets Selvstændighed, Følelse af sig selv, Nationalfølelse», og som synes mig i Hovedsagen at være puur og blank Arvesynd. Og jeg hader den grundfalske Moral, som ved Liberalismens falske Skikkelse er bleven saa almindelig, — hvorefter al Opoffrelse, al Hengivelse kaldes Slaviskhed, og derimod al blødagtig og magelig Indulgeren med Lidenskaber bliver heltemodige Frihedsyttringer.

Nu skrev jeg mig ivrig og kom lidt ud af Bedrøvelsen. Jeg har ogsaa ofte været meget fortvivlet over min Upractiskhed, og denne Bedrøvelse gienvaagnede efter vor Samtale igaar; jeg følte, at det Høieste, jeg kunde naae, var at blive nogenledes «klog paa Himlen», men at jeg altid maatte blive «en Nar paa Jorden»; var det saa ikke ligesaa godt strax at kunne lægge sig hen at døe? — Bliv ikke for længe borte kiere, kiere Nathanael ^*Joh. 1, 48.)! —

C. Hostrup til L. Mynster.
Uden Datum.

Hvorfor kan jeg aldrig blive forelsket? Jeg har nu dog naaet en antagelig Alder, jeg har mere end nok af Kjød og Blod, og jeg har vel ogsaa ligesaa megen Følelse, som de fleste Forelskede. s. 35Og dog er jeg aldrig engang kommen saa vidt, at jeg har faaet lavet mig en Smule Kvinde-Ideal at sværme for. Blot enkelte Sommeraftener, naar jeg har gaaet alene i en Skov o. s. v., har jeg følt ubestemte Længsler, som jeg maatte antage for Amors præexistentielle Rørelser ; jeg har uvilkaarlig maattet trykke Haanden mod Hjertet og sukke. Men naar jeg saa kom ud til Stranden og Aftenrøden, da følte jeg, at min Længsel havde et andet Maal, da vilde jeg blot blive siddende paa min Steen ude i Vandet og høre paa den tungsindige Skvulpen og stirre ind i den røde Evighed og svinde hen i den stille Aftenluft. Kun en eneste Aften har jeg været lidt forelsket, det var en Maaned, før jeg blev Student. Det var den første Gang, jeg følte, at jeg var bleven voxen, skjøndt jeg var 19½ Aar. En heel Mængde herkuliske Planer og søde Forhaabninger holdt mig vaagen den halve Nat; først spadserede jeg saa længe forbi hendes Huus, til ethvert Lys deri var slukket, og siden gik jeg hjem og lagde mig i mit Vindue og saae paa Maanen; det var ogsaa første Gang, jeg forstod dens Physiognomi.

Senere har jeg været velvillig stemt mod flere unge Piger, meest fordi de har holdt af mine Søstre; jeg har vel ogsaa somme Tider gjort flaut Cour (som jeg bag efter inderlig har fortrudt), men Eros har aldrig villet ridse mig med sin Piil. Jeg veed nok, jeg mangler Sands for Formskjønhed; Fru Heiberg forekommer mig langt smukkere end s. 36Madam Holst; det sidste Portræt af Luther, der hang hos Reitzel, meget smukkere end Thorvaldsens — eller nogensomhelst Venus. Arentzen siger, at jeg, naar jeg taler med Folk, altid hænger ved deres Øjne; saa meget er vist, at det er det eneste, jeg klart kan erindre af deres Udvortes.

Anledningen til denne Dagbogshistorie er følgende: Jeg fik i Aftes fat paa nogle erotiske Digte af Goethe og læste dem med samme Fornemmelse som alle erotiske Digte. Uagtet jeg nok kan erkjende deres Fortræffelighed, kan jeg dog ikke rigtig komme ind i dem som i anden Lyrik, som Schack Staffeldts — Ewalds: «Til Sjælen» — o.s.v. ; det er som Rejsebeskrivelser om et fremmed Land. Saa det er dog fatalt!

«Er jeg en Sanger, (NB. jeg tilstaar en grumme liden) saa bør jeg jo vide
Kjærligheds smigrende Lyst,
Alt, hvad et Hjerte kan rumme og lide,
Burde jo tolke min Røst.»

Men alvorlig talt, troer du, jeg har den uheldige Beskaffenhed, at jeg aldrig kan blive forelsket? — En saa menneskelig Lyst og Smerte vilde jeg nødig vide mig lukket for. — Jeg bliver altid rørt over det Ord: menneskelig (ταλαɩπωϱος ἐγω άνϑϱωπος). Havde jeg Lenaus Faust, skulde du faae nok et Citat.

C. H.

L. Mynster til C. Hostrup.
Uden Datum.

Kun til et lille Svar har jeg Tid og Lov, men haaber paa dig selv i Eftermiddag. Jeg har oftere været saa dristig at finde en Lighed i adskillige Henseender imellem os to, og jeg finder mig bestyrket heri ved, at jeg kan underskrive næsten hele dit Brev. Jeg har jo heller aldrig været forelsket i noget Fruentimmer, og jeg nyder altid i Billedhuggerkunsten noget Andet — og ikke nær saa Meget som de fleste Andre, fordi jeg mangler den egentlige Formsands. Jeg veed aldrig noget om en ung Piges Figur, er overhovedet «nebuløs» og «nihilistisk» — skiøndt jeg rigtignok har begyndt at have stor Interesse for den ydre Opfattelse og ofte været fortvivlet over min Kortsynethed. Jeg har aldrig seet, at Jomfru Petersen har stygge Fødder; — talrige Gange har jeg hørt det og besluttet at see efter, — men, seer jeg hende paa Scenen som Lunets Fee, faaer jeg ikke Tid til det. — Er der end noget Abstract i denne vor Spiritualitet, og have vi end overseet meget af det Legemlige, som skal opreises paa den yderste Dag, saa have vi dog vel ogsaa mere end de Fleste ignoreret — og ikke ladt vor aandelige Nydelse af Livet forstyrre af — det «Kiød og Blod, som ikke skal arve Guds Rige»; vi have allerede for vor Deel givet det dets evige Fordømmelse, og vor Mangel paa Opfattelsesevne for s. 38det Tilfældige i Menneskenes Ydre letter os Anticipationen og næsten den fulde «Skuen Ansigt til Ansigt» af σῶμα πυευματɩϰόν. Til dette hører dog nok iøvrigt mere end Øiet; Munden er ogsaa blandt andet en Tolk for Aandens Bevægelser, og dennes — Gestus ere mig ligesaa bekiendte og betydningsfulde i de Flestes Aasyn som Øiets. Men lad os kun bryde os mere om Aasynet end om Ansigtet. Madam Holst har Du ikke seet med tilstrækkelig skarpe Briller. Især da hun var yngre — stod hun for mig som et skiønnere og mere fuldendt Ideal — af en «reen Mø», end nogen Maler kunde skabe; det syntes mig, at Naturen her havde berøvet et Emne fra Kunstnerne paa samme Maade som Luthers opbevarede Ord og Skrivter have berøvet Digterne et Emne. Og deri er jo vist hendes Ansigts Formskiønhed et Moment, et classiskt Udtryk for det Aandelige (og saaledes troer jeg — for at tale i Rasmus Nielsens Maneer — at hendes Næse vil blive udødelig); — men Hovedsagen, det Deiligste hos hende er vist hendes Øie, hvilket synes mig at giemme mere Siel og Dybde end selv Fru Heibergs (med dets den Anden manglende Aand og Livlighed). Ved «Reenhed» tænker jeg mig ikke noget Negativt; den er næsten altid et ydre Afpræg af aandelig Varme (religiøs eller moralsk). — Jeg troer, at Madam Holst har — og jeg læser det i hendes Aasyn, — Kulde for Jorden, men Varme for Himlen. Inden hun var Moder, traadte det Første saa stærkt s. 39frem, at hun let maatte faae den Titulatur for hele sit Væsen: «kold»; og dog, naar en ret himmelsk Rolle begeistrede hende, straalede det Sidste saa klart, at f. Ex. hendes Johanne d’Arc, som jeg som Dreng har seet, med al dens Ufuldkommenhed i Declamation og anden Ukunstneriskhed, giorde et saadant religiøst og moralskt Indtryk paa mig, at jeg i det mindste i en Uge — næsten var over Jorden. Selv paa Bunden af hendes Stemmes jordiske Haardhed og Kulde kan jeg altid sandse en stille himmelsk Varme, en «Heiterkeit» og Ro, som jeg ogsaa læser i hendes Blikke. — Altsaa, da det er fuldkommen uretfærdigt at opstille Madam Holst som Repræsentant for den sielløse Formskiønhed, — skulde Du have skrevet: «jeg finder Fru Heiberg smukkere end Jomfru Holst (Madam Phister)». — Hvis jeg tør fordre den Hukommelse hos Dig, for hvad Du een Gang har seet, som jeg har, fordi jeg mange Gange har seet det, vil jeg spørge Dig, om hun ikke er elskelig, hvor hun, betragtende «det ubekiendte Mesterstykke» ^*)Tragedie af Lafont, opført første Gang 1841. Hoved-nersonen hedder Rolla.), udbryder: «nei! hun har Liv — hun aander — hun smiler — hun bevæger sig — hun taler — o Rolla! hun taler! — skiøndt just hun støder Formenthusiasterne ved kantede og ugraciøse Armbevægelser. — Alene hun og Madam Nielsen og Jomfru Petersen og Rosenkilde kunne røre mig. —

s. 40Jeg er meget mere musicalsk, end Du veed af. Jeg var for nogen Tid siden i et Selskab, hvor Capelmusicus P. sang nogle Folkesange, der giorde et saadant Indtryk paa mig, at Selskabs salen med Eet blev mig saa uendelig flau og bar, og jeg forundrede mig over, at de «Musicalske» strax derefter kunde conversere og piatte.

Din
L. M.

C. Hostrup til L. Mynster.
Nytaarsaften 1843

Jeg faaer ikke Lejlighed til at besøge dig idag, og vil derfor sende dig en trykt Hilsen, en — maaskee (jeg veed ikke ret) daarlig Sang ^*)Hvis jeg nu kunde rette paa den. skulde den blive meget bedre., hvormed det nye Aar skal modtages i Regentsgaarden.

Juledeviserne ere vist tildeels ganske heldige, men jeg har endnu ikke haft Taalmodighed til at afskrive nogen af dem, jeg har dem blot i Hovedet.

Tak for det gamle Aar! — leve det nye!

Din
Christian H.

s. 41Nytaarsmorgen
1844
Mel.: Rings Drapa.

Dagene runde,

Tusinde Blomster
Slugtes af Aarets
Svulmende Flod;
End i vort Hjerte
Grønnes dog Haabet,
Blusser dog Ungdoms
Friskhed og Mod.

Glad vi dig hilse,
Nysfødte Hersker!
Som det Forgangnes
Arvelod fik ;
Kjækt i dit Øie,
Læse vi Haabet,
Straalende Syner
Møde vort Blik.

Lys skal vi fange,
Vi, der i Mørket
Famle ved Vidskabs
Glimtende Lyn;
Vej skal den naae, vor
Vejløse Grublen,
Evige Muser
Klare vort Syn.

Sandhed og Frihed!
Eder vi søge.
Eder vi kjækt ska
Stige imod,
s. 42Sandhed, paa Troens
Klippe begrundet,
Friheden, skudt af
Kjærligheds Rod.

Fædreland! atter
Frit skal du stige
Højere, end vore
Drømme har naaet.
Og naar du kalder,
Da skal vi forme
Drømmen til Tanke,
Tanken til Daad.
Livet sig aabner,
Dybt i vort Hjerte
Gjenlyder Haabets
Frejdige Klang!
Nysfødte Hersker
Kjækt vi dig møde,
Hilse dig glad med
Jublende Sang. ^*)Optaget i en noget ændret Skikkelse i « Sange og Digte fra tredive Aar.»)

Jens Kristrup.

L. Mynster til C. Hostrup.
En Aften hos Oehlenschläger efter Gjenboernes Opførelse i Studenterforeningen. 1844

Oehlenschläger (til L. Mynster).

Hvad er det, de har havt for i Studenterforeningen? De har jo havt fat paa et Arbeide s. 43af Andersen, som endnu ikke er udgivet! — Det er en Student fra Regentsen, som hedder Hostrup. (Pludselig rørt). Det skal være et skikkeligt Menneske! Og Stykket skal forresten være moersomt. — (Med en pludselig indskydelse). Skylden er Petersens. — Han holder disse unge Mennesker for strengt. — De maae ikke synge. Herregud: denne skiønne Naturgave! — Naar saadanne Mennesker ikke faae en vis — lovbunden Frihed, indenfor visse Grændser, saa skeier de ud; — det er saa naturligt! — Jeg kan ikke begribe, at Din Fader vil have noget at bestille med denne Petersen. Han er Heibergs Fætter! Han er Secretair for det Maanedskrivt, hvor der altid staae saadanne fornemme, storsnudede Recensioner over mine Værker. — Det er vel for Konens Skyld. Hun er en skikkelig Kone — ligesom Fru Heiberg. (Rørt) De kan ikke giøre for det.

Er denne Hostrup saadan et skikkeligt Menneske ? — Kiender Du ham ? — Maaskee det Hele er uskyldigt. Heibergs Vaudeviller ere ogsaa uskyldige — de kan heller ikke giøre for det. — Andersen troer altid, at han kan gaae mere fri end Andre. For nogle Aar siden kom han styrtende op til mig som et fortvivlet Menneske — jeg skulde trøste ham! Det var for noget Sludder, Molbech havde skrevet i Maanedskrivtet om hans «Improvisator». — Trøst De mig — svarede jeg ham — for Baggesen, trøst De mig for Heiberg, trøst De mig for «Portefeuillen» over «Knud den Store». s. 44— Er Nogen bleven mishandlet, saa er det nok mig.

Jeg har i denne Tid skrevet en Romance om Iwan Wasiliewitch den Anden og nogle flere mindre Digte, som jeg vil forelæse nogle gode Venner. Jeg har tænkt at bede Din Fader og Tryde — (Pludselig forfærdet) De kan dog vel taale at være i Stue sammen? — Saadanne to Mænd, i saa nær forbundne, ansvarsfulde Embeder — det maa give Rivninger! — Men det er skikkelige Mænd begge To; — saa kan det gaae! — Det gik ikke med mig og Baggesen. Men han var heller ikke skikkelig — han var en Æsel — (siig ikke til Nogen, at jeg har sagt det!) Dog — han var et ulykkeligt, hiemløst Menneske. Jeg hader ham ikke. Jeg har plantet en Blomst paa hans Grav.

Du er ogsaa et skikkeligt Menneske — Du skal blive her i Aften og spille L’hombre. Du spiller en beskeden L’hombre. — William er kommen i den hæslige Vane at hovere, naar han giør Modspilleren Beet. Derved fordobles det ubehagelige Indtryk. Som vi Mennesker nu engang ere, er det os ikke ligegyldigt at blive Beet — af to — nei, af tre Grunde. For det Første: Æresfølelsen — den kommer i Bevægelse ved det Smaae som ved det Store. For det Andet: Pengetabet — skiøndt det har jo rigtignok her mindre at betyde, da vi ikke spille om Penge. For det Tredie: at vi forgieyes har anstrengt og forsvaret os; det giør altid ondt.– – Der kommer William. s. 45— Hør, William, Du maa skaffe mig at vide, naar de igien spille dette — «Gienboerne». Jeg vil saagu see det Stykke. — Jeg bryder mig ikke om Andersens Lamentering. — Og tag saa Kortene — og giv!

(William giver.)

Jeg hører, Du var henne at see «Tordenskjold» forleden: Parterret og Galleriet var nok udsolgt? — Det var smukt af dem. De har altid været mig hengivne. — Pas! —

C. Hostrup til L. Mynster (i Berlin).
16de Novbr. 1844

Tak for dit Brev, som jeg modtog paa Kokkedal sidst i forrige Uge. Jeg har imidlertid haft Flyttevrøvl og sidder da nu i Raadhuusstræde i et meget lille, men ganske fredeligt og hyggeligt Værelse. Jeg havde saa meget at svare og fortælle, men i disse Dage er det løbet sammen i mit Hoved, nu maa jeg prøve at sondre. — «Kjærlighed i Valdby» er et mig aldeles ubekjendt og uvedkommende Stykke, der oven i Kjøbet skal være yderst slet. Derimod har jeg skrevet lidt Jaskeri, betitlet «En Stump Nyt», der tilligemed Gjenboerne blev opført paa Hoftheatret til Benefice for Mantzius. Stumpen tog sig ret godt ud, men vakte en Deel Forargelse hos Høedt og hans Venner, da den for en stor Deel fik sit Indhold af Sammes «Studier».

s. 46Kristian Mantzius har længe ventet paa Vind for at komme til Norge, først igaar blev den saa gunstig, at han kunde rejse. Han var forsynet med en Attest fra Theaterdirectionen in pleno, der, forunderlig nok, priser hans Flid, Kunstbegejstring og Talent, saa hans Afskedigelse synes meget slet motiveret. (Dhr. Gundersen, Møller og Hultmann ere blevne kongelige Skuespillere). Iligemaade har han en smuk Attest fra Heiberg (der med sin Kone saae Gjenboerne forleden), der meget grundig udhæver hans mange Fortrin og kommer til det Resultat, at hans Talent har samme Omfang og Grad som Winsløv jun.s. Til Slutningen erklærer han det for et Tab for det danske Theater at miste Mantzius og lykønsker det norske til en saa begavet, dannet og begejstret Skuespiller. — Arentzen har jeg talt med et Par Gange, men er altid gaaet forstemt fra ham, da han aldrig har villet indlade sig nærmere med mig, men beholdt en høflig converserende Tone. Han hører bestandig Grundtvigs Prædikener, men har vel snarere lukket end aabnet sig for Humanitetens og Tidens Stemmer. — Det nye Drama «Gioachino» har jeg læst uden synderlig Fornøjelse, det hænger sammen som gule Ærter, Dictionen er meget mat, Alt er kun beregnet paa Theatereffekten. Selv Heiberg er misfornøjet dermed, og alle fornuftige Mennesker af mit Bekjendtskab (Fog, Arentzen, Mantzius) ere - utilfredse med det, men «Fædrelandet» og «Portefeuillen» roser det, og det spilles flere Gange hver s. 47Uge for propfuldt Huus. Derimod har jeg haft megen Fornøjelse af at see Scapins Skalkestykker (for 3die Gang) og et lille gammelt, naivt Syngestykke: Chalifen i Bagdad, item den mageløse Opera: Figaros Bryllup, hvis Musik er saa melodiøs og tillige saa dramatisk og forstaaelig, at hvis du skal nyde en Opera, saa maa det være den. — Jeg har haft et lille Sammentræf mit dem gelehrten dänischen Schriftsteller, Herrn P. L. Møller. Samme Mand vil udgive en Nytaarsgave og ønskede deri at optage den Scene af «en Stump Nyt», der handler om Høedt, men derpaa vilde jeg naturligviis ikke indlade mig. Studenterkomedier tænker jeg ikke paa at skrive, derimod har jeg for Tiden stor Lyst til at læse og skal en af de første Dage have fat paa Hagenbachs Kirkehistorie. Imidlertid har jeg for første Gang ordentlig læst «Mester Eckart», og skjøndt jeg greb den meest i Mangel af anden Lecture og just ikke har fundet noget mig Nyt eller Ubekjendt deri, har den lille smukke Bog dog glædet mig som en umaadelig klar Gjenfremstilling af de allerede halvdunkle Reminiscenser af min Examenslæsning. Heines «Neue Gedichte» har jeg rodet en Deel i og fundet en Smule Vittighed, men som kun var erhvervet paa al Sømmeligheds Bekostning, og jeg har ikke faaet Lyst til at gjøre noget nærmere Bekjendtskab med dem. Grundtvig har udgivet sine — forrige Vinter holdte — Forelæsninger i en «Brage-Snak», men den Mand forstaaer bedre at tale end at skrive, og skjøndt jeg s. 48endnu kun har gjort et løseligt Bekjendtskab med Bogen, saa synes det mig dog kjendeligt, at den langt fra kan maale sig med hans meget morsomme Forelæsninger. — Selskabet Lyceum, som du vel kjender af Navn, har ved Fog indbudt mig til at indtræde deri. Sagen var betænkelig. Selskabets Formaal er at disputere, og det kan jeg ikke, tilmed at disputere paa Latin; og det kan jeg endnu mindre; men netop derfor har jeg modtaget det. Tonen skal være aldeles gemytlig, og jeg kan maaskee der lære Noget af det, som jeg saameget trænger til. Fog, hos hvem jeg var forleden, forhørte sig med stor Interesse om dig og om Docenterne i Berlin o. s. v. Han studerer for Tiden Hegels Logik og fortalte mig, at han flere Gange havde været nærved at fortvivle over Dunkelheden deri.

Jeg har i denne Tid en lille Kontubernal, min Elev August, og dette har saa levende sat mig tilbage i Regentsforholdene, at jeg flere Gange, mens jeg skriver, har haft et Spørgsmaal paa Læberne til Edvard ^*)Edvard Black, Hostrups Kontubernal paa Regensen., men idet jeg har vendt mig for at tale, er jeg smertelig bleven revet ud af Illusionen. Her er ikke noget rigtigt Kjøbenhavn mere, siden han er borte, og jeg savner en fortrolig Ven. Mellem Arentzen og mig er det blevet koldt og fremmed, — du er langt borte, og kun, naar jeg er hos min Moder og mine Søstre, svinder s. 49den Ensomhedsfølelse, der er over mig, men maaskee jeg her skal finde mit Kloster — her, hvor jeg hverken har Venner til at lede eller vildlede mig, her lærer jeg maaskee bedre at tænke paa egen Haand og gaae min egen Gang og faae et fast Fodfæste, hvorfra ikke en Engel fra Himmelen kan rykke mig. Jeg maa lære at oversætte min Poesi i Prosa, mine Drømme i Gjerning, mit Phantasiliv i Villiesliv. —

(19de Novbr.) Skibet, som Mantzius i Fredags sejlede bort med, vendte i Løverdags tilbage paa Grund af Modvind, og nu gaaer han igjen og venter paa Vind. Vi var sammen i Aftes i Theatret. Han har i Sinde at spille Tony i «Fejltagelserne», som jeg troer — af nogle foresagte Replikker — maa ligge for ham.

I Studenternes Samliv deeltager jeg nu ikke synderlig. Mit Renommé som Studenterpoet og gemytlig Fyr er mig tidt mere til Besvær end til Fornøjelse. Jeg vil helst være ubemærket, og det er mig imod, naar mig ubekjendte Personer mene at smigre mig ved at opvarte mig med Allusioner til mine Viser (i denne Tid gaaer Stumpen igjen). En Roes har dog været mig kjærkommen, nemlig Heibergs, som (dog ikke til mig selv) har ytret, at Gjenboerne havde fornøjet ham meget, og at Meget i det Stykke var for godt til blot et Par Gange at more nogle Studenter.

— Ja, jeg føler nok, at det ikke er lykkedes mig at samle mig tilstrækkelig til at skrive et for s. 50nuftigt Brev, næste Gang, naar jeg er kommen lidt mere til Ro, bliver det vel bedre. Lev vel —

Din
Chr. H.

C. Hostrup til L. Mynster.
14de December 1844

— — Sandelig, jeg har ikke anseet din Sygdom for Indbildning. I dit Sted vilde jeg gjøre mere for Legemet, der dog ikke er et værdiløst Kar, fyldt med Aanden, men den nødvendige Yderside af hele Mennesket. Du er jo ikke Sjæl alene, og bliver det aldrig, men Legem og Sjæl — og denne har ikke Lov til at bilde sig ind, at den er dit hele Jeg, saa den behandler sin anden Halvpart som en Skovisk. Du tager dig kun aandelige Nydelser og Anstrengelser, skjøndt Erfaring har lært dig, at legemlige Besværligheder er styrkende for dit hele Væsen, og skjøndt du har prøvet, at, hvad du spilder herpaa, rigelig erstattes dig. Det forekommer dig maaskee latterligt, naar jeg for fuldt Alvor lægger dig paa Hjertet at lære at ride og fægte, men Prosaen kan ligesaalidt jages ud af Livet, som vi kan leve som frie Aander, og vi maa ikke ringeagte Omsorgen for Aandens Tempel. Lidt mere ridderlig Mandighed trænger du vist meget til, den personlige Kraftfølelse vinder derved umaadeligt. Selv om Planen, uagtet sin tilsyneladende Prosaiskhed, synes s. 51dig probabel, vil du sagtens gyse for alle de Vanskeligheder, alt det praktiske Vrøvl, som skal overvindes, inden den sættes igjennem; dog en Lærer er nemt opspurgt, og din Familie vil glæde sig over din uventede Praktiskhed, naar du uden Undseelse fortæller dem, at du har anseet det for gavnligt for din Sundhed at anvende en Eftermiddagstime paa Legemsøvelser. Vær endelig ikke for urimelig spiritualistisk, saa du strax forkaster Forslaget uden at overveje det nærmere. I de første Dage vil formodentlig den legemlige Anstrengelse udmatte dig i den Grad, at de vil forekomme dig spildte, men det kommer igjen, sagde Kjærlingen, hun gav sin So Flæsk; — det vil snart vindes rigeligt tilbage. Jeg har stor Tro til den Plan, forkast den ikke strax — blot for min Skyld, prøv, prøv!

Jeg selv har det godt nok: Kraft, Legemsfylde har jeg nok af, men Tid er mig noget knapt tilmaalt. Min Formiddag gaaer med Informationer, saa lidt Omgang med mine Nærmeste, og saa gaaer Dagen, uden at jeg rigtig faaer noget ud af den. Men om Aftenen, naar jeg kommer hjem efter en saaledes henlevet Dag, er jeg frisk og vaagen, og læser da med stor Appetit et Par eensomme Nattetimer. Paa denne Maade er jeg nu næsten bleven færdig med Hagenbachs Historie (18de Aarh. 1. Deel), og har faaet denne min Nattegjæst, denne besindige upartiske, men dog ingenlunde indifferente eller partiløse Mand, inderlig kjær. Hans s. 52Skildring af Semler, som Hase rakker saa skammeligt til, af Bengel, Zinzendorf og især Methodisterne er af en slaaende Sandhed, og alle de smaa adspredte Opvækkelseshistorier midt i Forstandsoplysningens Tid ere dog saa dybe og ægte, at de selv paa den meest Vantroe maa gjøre et alvorligt Indtryk og give et uimodsigeligt Vidnesbyrd om, at Troen paa den Korsfæstede er noget langt rigere og hjerteligere, noget langt mere poetisk end enhver anden Overbeviisning. Kunde jeg blot faae Arentzen til at læse den Bog! Efter et Par mundtlige Ord af ham selv, og efter hvad jeg ogsaa har hørt fra Andre, er hans Blik vendt mod Grundtvig alene, som den Eneste, hos hvem han kan hente Frelsens Evangelium. Han lader undertiden falde mismodige Ytringer om, at han vil opgive at tage theologisk Attestats, og jeg har selv under Navnet paa hans Dør istedetfor det forrige stud. theol. læst cand. phil. Mig skyer han forsætlig, og jeg kunde naturligviis heller ikke finde mig i at staae i et halvt Forhold til ham. Jeg har hørt af en af hans Venner, at han har skrevet eller skriver paa en Kritik over «Dryadens Bryllup», bestemt til «Fædrelandet».

Mantzius er da lykkelig ankommen til Norge, men om han er antaget eller har debuteret, vide vi ikke. Dramaet «Eiaghs Sønner» skal ikke være uden Talent, men noget blomstrende i Stilen og forceret i Karakteertegningen. Jomfru Petersen har faaet Fru Heibergs Rolle i «Et Glas Vand» s. 53og gjør Lykke deri. Et nyt eventyrligt Stykke, «Lykkens Blomst», af Andersen, sammensat ligesom «Kongen drømmer» af lutter Stumper, ventes snart opført. Iligemaade speculerer en vis C. H. paa et lille Stykke til det kongelige Theater, men hvad det skal være, veed han ikke endnu. Det er desuden en Hemmelighed.

Julen nærmer sig; paa gammel Viis skal jeg lade mit Lys skinne for min Familie, og jeg har nu hvilet saa længe, at jeg maa være propfuld af gode Indfald. Mine Venner skal ikke glemmes, og naar det nye Aar frembryder, og Haabet svulmer det imøde, da skal min Tanke først af alle Mennesker vende sig til den Fjerne og Bekymrede, og du vil med mig et Øjeblik med Frejdighed træde det nye Aar imøde, thi de Toner, som synges ved Barnets Vugge, har meget at betyde, og det 25 de Aar er jo efter gammel Regning et Jubelaar, dog — vi tales ved forinden.

Din
Chr. Hostrup.

C. Ploug til C. Hostrup.
Januar 1845

Kjære Ven!

Vi have gjort Regning paa, at Du nok vilde skrive en Vise til den nordiske Højtid paa Mandag. Grunden, hvorfor jeg meddeler Dig dette Ønske saa sildig, er, at det ikke var bestemt, om Clausen alene eller tilligemed Grundtvig skulde indbydes, s. 54før iaftes. Nu blive begge indbudte, og den vanskelige Opgave — det negter jeg ikke — bliver da at forene dem begge i een Sang og een Skaal, forudsat at begge modtage Indbydelsen. Denne Opgave er det, jeg beder Dig være mig behjelpelig at løse, om Du kan og vil. Det var vel ikke værdt at begynde paa Sangen før imorgen, for først at faae Vished, om de komme begge eller kun een af dem; thi det er tidsnok, om den først bliver færdig Søndag Aften eller Mandag Morgen. Der behøves kun et Par Vers, og rige paa Indhold kunne de vel vanskelig blive, naar begge disse gode Mænd skulle stilles sammen deri. Jeg har tænkt paa i Talen at betragte dem som Einherier, der have overlevet Livets Strid og nu samles ved samme Bord i en højere Enighed og Glæde. — Men Dit behagelige Svar, om Du vil paatage Dig det Stykke Arbejde eller ikke, ønskede jeg gjerne idag, og hvis Du, som jeg haaber, gaaer ind derpaa, da tillige opgivet idag, hvilken Melodie Du helst vilde bruge. Jeg kan træffes i Foreningen Kl. 2–3 og 4–5 og er ellers efter 5½ hjemme paa Kjøbmagergade 54, 2den Sal.

Din C. Ploug.

C. Hostrup til L. Mynster.
21de Januar 1845

Jeg skulde dog fortælle dig lidt om de sidste mærkelige Begivenheder. Det gamle Studenterliv har igjen begyndt at slaa Kløer i mig. Lige før s. 55Junl bragte vi Professor Clausen, Danskhedens Forsvarer, et Fakkeltog efter hans Hjemkomst fra Stænderne. Senere var der Juletræ og Nytaarsløjer i Foreningen, som jeg forsømte for Regentsen og Familievæsen, men derimod forberedtes en anden Fest, som havde mere tiltrækkende for mig, nemlig den saakaldte «Nordisk Højtid», der efter Indbydelse fra Christiania skulde fejres første Gang den 13de Januar ved alle fire nordiske Universiteter. Stadsen var paa Skydebanen, hvor Salen var herlig dekoreret med Aserne og oldnordiske Vaaben. Kæmpeviserne tog sig udmærket ud med Accompagnement af Basuner, selv den Skik at slaa paa et Skjold istedetfor at ringe paa en Klokke, naar en Tale eller Sang skulde komme, gjorde en ypperlig Virkning. Nordens historiske Minder blev gjennemgaaede i betydningsfulde Skaaltaler. For Oldtiden — Worsaae (Sang af P. R.), for Normannerne og Gustav Adolf — Brix (Sang af P. R.), for Niels Ebbesen, Gustav Vasa og Eidsvoldsmændene — Ploug (Sang af Barfod), for Linné og Tycho Brahe — Liebmann (Sang af Borgaard), for Holberg og Thorvaldsen — Holst (Sang af H. P. Holst); derpaa fulgte Løftebægeret, udbragt af Ploug med en Sang af Samme ; Skaal for Danmark (udbragt af Grundtvig), for Island — Steen (Sang af Svend Grundtvig), for Norge Lehmann, for Upsala og Lund, for Gejer og Oehlenschläger Martin Hammerieh, for Grundtvig og Clausen (begge inviterede) — Ploug. Denne Skaal udbragtes saa varmt og simpelt s. 56og inderligt, at Ploug derved udslettede ethvert ubehageligt Indtryk, som hans Optræden i tidligere Dage havde gjort paa mig. Skaalen skulde ledsages af en Sang af mig ^*Aftrykt nedenunder Brevet.), som Rejersen havde beholdt, aldeles uden Grund, men dog noget efter løslod, saa at den kunde bruges i skandinavisk Selskab i Fredags — og i Løverdags kom i den Berlingske, hvor du maaskee har seet den. — Løverdagen før denne mindeværdige Fest var der i Studenterforeningen bleven oplæst en Komedie af Faber, «Fiskebløderen i Tivoli», som var ganske morsom, og en Part af den var heel fortræffelig, det var Sangene, der bleve udførte ganske fortrinligt af Bruun, Faber, Steen og Lipke (af sidstnævnte med en blød, næsten rørende Stemme). I Løverdags blev der spillet en Komedie af Faber, som gjorde Lykke. Ogsaa deri vare Sangene Hovedsagen. Lipke sang som ung Kone en yndig Vuggesang, medens de andre Sange især udmærkede sig ved kunstige italienske Melodier, parodierede ved højtravende Ord og dristige Riim som: livsglad — Knivsblad. Personerne vare: Madam Jensen, Enke og Ejerinde af en Stegekjælder (Lipke), Giovanni, italiensk Chorist (Faber), Schrøder, Skomager og ansvarhavende Redaktør (Bruun), Simonsen, ung Jøde (Steen), Madam Meyer, Jødekjælling (Rybsahm). Stykket hed «Stegekjælderen».

Mantzius kom til Norge, gjorde umaadelig s. 57Lykke som Tony i «Fejltagelserne», Erasmus — og Robert i « Geniestregerne », men Directionen kunde ikke antage ham, fordi den ikke havde Raad dertil. Alle Bladene vare forbitrede, Aristokraterne tilbød ham ved Sammenskud at sikre ham, hvad han kunde leve af, saa at han kunde tilbyde Directionen at spille gratis. Dette modtog han, men de sidste Blade melde, at Directionen heller ikke har villet indlade sig herpaa. Directionen plejer, naar den faaer Debutanter fra Kjøbenhavn, at henvende sig til Nielsen — hinc illæ lacrymæ! Hvad det bliver til, veed jeg ikke, hans norske mægtige Venner slipper ham ikke saa nemt. —

Arentzen har jeg ikke seet, ikke heller hans Kritik, der altsaa enten ikke er skreven eller ikke antagen; som jeg hører, omgaaes han meget med en Søn af Sibbern, der blev Student ifjor.

Men det var alt noget ydre — nu til os! Jeg glemte dig ikke ved det nye Aars Fødselstime og venter nu snart at faae gode og glædelige Efterretninger fra dig, naturligviis med lidt Beklagelser over det ubehagelige Rytteri, — men hold blot ud, saa troer jeg sikkert, det vil gjøre dig Gavn.

Jeg har meest levet i den senere Tid og virket, med Undtagelse af Dagværket hos Børnene, meget lidt, nu kommer igjen min Lyst til at skrive blot en lille bitte — bitte Komedie, skjøndt jeg endnu slet ikke veed hvorom; jeg har det ikke samlet, men der stiger det ene Billede efter det andet frem for min Sjæl, og morsomme Figurer s. 58har jeg ingen Mangel paa. Hvis den samme Friskhed, som før har hjulpet mig, er tilstrækkelig, saa troer jeg, at det vil lykkes mig, jeg synes, at jeg har sparet meget sammen og har meget at aabenbare, det gjælder blot om en fast Plan, saa faaer jeg nok noget af det frem.

«Gæa», Nytaarsgave af P. L. Møller, indeholder nogle smukke Digte af Oehlenschläger og et interessant Fragment af en Tragedie af Hauch, samt Stumper af Andersens «Ahasverus». Urania har et smukt Digt, «Abels Død», af Paludan Müller; Andersens «Nye Eventyr» due ikke synderligt; nogle nye Digte af Kaalund vække mere Opmærksomhed for denne Forfatter. — Men jeg er nu engang kommen i Sladrehjørnet og kan neppe for alt det Fremmede faae indført, at jeg er den Gamle i Skrøbelighed og Godmodighed, i Modtagelighed og Eensidighed, i Letsindighed og Trofasthed, i Stolthed og Kjærlighed, og at din Plads staaer ledig bestandig, ingen Art af Venskab har jeg sluttet med Nogen (skjøndt jeg har gjort flere ikke uinteressante Bekjendtskaber) og du er fremdeles min eneste Fortrolige, saa du behøver ikke at være bange for, at din Plads skal blive optaget.

Din C. H.

^*)Hostrups Sang til Grundtvig og Clausen ved «Nordisk Højtid». Det Liv, som længst var sygnet hen,
Med Kraft igjen oprinder,
Og Solen spejler sig igjen
I Højens gyldne Minder.

s. 59Men Dragen, som i Seklers Nat Har
ruget over Nordens Skat,
Til sidste Kamp sig ruster.

Den lurer taus med snedig Art
Og skeler efter Skatten,
Men Skjaldens Øje skuer klart,
Som Heimdals gjennem Natten;
Han seer, at Skatten kræver Værn,
At Guldet kjøbes kun med Jern
Og Freden kun med Kampen.

Og ene han i Striden sprang,
Og ene stod han længe,
Skjøndt vældig Bjarkemaalet klang
Fra Harpens dybe Strenge.
Men Sangen lød og lød igjen,
Da vaagned end’lig Nordens Mænd
Om Fædres Arv at værne.

Og Luren klinger vidt om Land,
Ind til den stille Grandsker,
Han springer op, nu føler han
Saa dybt, han er en Dansker.
Og fremmest kæmpende han gaaer,
Hans Gang til Daad og Sejer staaer
Saa friskt i Danskens Minde.

Nu svinder brat i Farens Stund
Hver enkelt Strid og Smerte,
Det hele Norden ejer kun
Een Villie og eet Hjerte.
Fremad det gaaer til fælles Daad,
To Høvdinger har nu vi faaet.
Som skaffe Norden Sejer.

C. Hostrup til L. Mynster.
13. Febr. 1845

Denne Dag skal dog ikke gaae hen, uden at der er vexlet et Ord imellem os. Du veed vel, at det er Edvard Blacks Fødselsdag. Det greb mig forunderligt, da jeg idag læste et lille Stykke i den «Berlingske» med Overskrift: E. J. B., fød den 13de Februar 1821, død den 21de Juni 1844. Det var kun et Par Linier, hvis Værd jeg maaskee ikke ret kunde bedømme, men som tydeligt udgik fra Een, der kjendte og vurderede ham. Jeg har været paa Regentsen — i Tankerne — thi paa den, som den nu er, føler jeg mig fremmed. Jeg har rodet op i de gamle Mindeblade, og et af dem, værdiløst for Andre end mig selv — og maaskee dig, et Stemnings-Udbrud, to Aar gammelt — følt og skrevet paa een Gang, hvoraf det ogsaa bærer Præg, vil jeg i Aften meddele dig. Det var en Aften, da jeg kom fra min Broder ^*)Halvbroderen Edvard Ingemann, Brodersøn af Digteren; døde ung fra Hustru og to Sønner., som laa for Døden. Jeg var selv febersyg og dybt nedtrykt, og jeg prøvede forgjæves at tage fat paa Examenslæsningen. (Edvard var ude). Jeg udøste da min Sorg i et Riimbrev til Arentzen:

Stille der er i den røde Gaard,
Lysene flamme fra fedtede Ruder,
Sønnerne trøstig bag Pultene staaer,
Medens de hugge, saa godt de formaaer,
Løs paa Minervas gordiske Knuder.

s. 61Han paa 4de Gang Nr. 9,
Han er ikke saa frejdig som de.
Ak han har det temmelig skidt,
Helbred og Haab gik hver til Sit,
Ej hos ham de lyster at være.
O, hvor han trænger til Een s Visit,
Skynd dig, min Kjære.

Rundt i mit Hoved der myldrer et Tog,
Snedkerne save, Smedene banke;
Frugtesløst aabned jeg Hases Bog,
Sygdommen sad paa mit Øjelaag,
Mørkned mit Blik, sløved min Tanke.
Mægtig det drager mig hen til min Seng,
Men jeg vil ej være syg, min Dreng!
Feber, som knuger min syndige Krop,
Hør hvor jeg beder: hold op, hold op!
Nu har jeg Andet at bestille.
Jeg er forknyt, jeg arme «Trop»!
Skynd dig, min Lille!

(Trop kaldte Arentzen mig i den Tid formedelst de lange Udsigter til Examen.)

Ak det er flygtet, mit gode Mod,
Nu har det svigtet sin Ven i Nøden;
Dybt jeg dukkes i Sorgernes Flod:
Nys jeg ved en Sygeseng stod,
Det var min Broder, som droges med Døden,
Sjælen, som folder sin Vinge ud,
Flyver hjem til en naadig Gud,
Men hans Rede ligger forladt,
Ungerne fryser i kolde Nat
Her, hvor Barmhjertigheds-Døren stænges.
O mit Hjerte er sygt og mat. —
Skynd dig, jeg længesi

s. 62Nu er jeg træt — jeg har været syg og skulde egentlig gaae tidlig i Seng, og jeg seer nu, at Klokken er 12¾. God Nat, Ludvig! Tak for dit Venskab, og tag det aldrig fra mig!

15. Febr.

Med Arentzen har jeg da igjen havt lidt at gjøre. Han har sendt mig en Pakke Paraphraser til Evangelierne (især Lucas’), skrevne i Sommer som Breve til Høxbro ^*)Den nuværende Folketings-Formand, som den Gang stavede sit Navn med x.. De indeholde meget Smukt og Inderligt, men ogsaa megen haartrukken og aandrig grundtvigsk Allegoriseren, som dog alt tyder paa, at hans Uro er af reen praktisk Natur, og at han har opgivet at være theologisk Student for at kunne blive Christen. Jeg har ogsaa talt med ham og fundet ham endnu mere disputerelysten og paradox end før. (Troels Smith kalder han en «stor Digter» i Anledning af «den hvide Pige», de fleste Andre — Skurke), — og dog var han elskværdig. Men, som han ønskede, omgaaes med ham igjen, kan jeg ikke; vi kan ikke mere forstaae hinanden. Jeg vil dog endnu gjøre et Forsøg paa at skrive ham til, naar jeg sender Papirerne tilbage — men har intet Haab om, at det bliver forstaaet.

Borgaards Studenterkomedie «Charlatanisme» (unter uns noget Snavs) har været spillet, men uden Lykke; den blev gjentaget for skandinavisk Selskab med et nydeligt friskt bellmansk Efterspil s. 63af Ploug, og i Aften skal begge Dele gives igjen for Damer.

Med Johannes Fibiger har jeg talt flere Gange med sand Glæde, og der er opstaaet et Slags Forhold imellem os, saa at jeg endog har lovet at besøge ham. Jeg har ogsaa talt med den evig unge Thrige, der nu snart skal have Bryllup. — Hvad mig selv angaaer, er jeg bleven betagen af en voldsom Lyst til Luft og Rejse; jeg er for ung til at være Philister, jeg har sparet for lidt sammen til at have Noget at tære paa og ikke nær nok til blot at kaste mig paa Arbejde og resignere paa Ungdommen. Nej — ung vil jeg være — og føle, at jeg lever, og bruge mine Øjne og aabne mit Hjerte for al Livets Skjønhed. Jeg er bleven for godt vant i Sommer, her er saa snevert, og jeg har det aldrig rigtig godt uden hos min Familie, dog klager jeg kun over mig selv. Liv, Daad, Produktion, som er noget værd, det er Maalet, jeg skal naae, men endnu er saa langt fra. Men jeg har Tider, hvor jeg er fuld af Mod og Lyst til rigtig for Alvor at tage fat; men saa er der dette kedsommelige daglige Slid med Informationer, som berøver mig min bedste Tid og gør mig uskikket til alt Andet. Ja hvem der kunde kaste det altsammen af sig — om end kun for en Tid, og drage ud i Verden og see sig om, og modtage nye Indtryk — og saa arbejde med ny Kraft. Ja — det er den gamle Historie, som du vel snart er kjed af, og som det er dumt af mig s. 64bestandig at drømme om. Det gjælder jo netop om at tage Livet op, hvor man staaer og gaaer, og du maa gjerne skjænde paa mig — for jeg fortjener det.

Din C. H.

C. Hostrup til Kr. Mantzius.
Kbhvn. 6te Marts 1845

Min berømte Ven!

Jeg kan hverken skrive Komedier eller Breve i Vinter i et uhyggeligt Hul med kun 5 Alens Udsigt, uden Sofa til at drømme i, uden Plads til at gaae et Skridt uden at træde mig selv paa Tæerne. Uagtet Alt, hvad jeg har herinde, længes jeg efter Kokkedal, hvor Solen møder mig (ligesom her sal. Kunstner Hoss’s ^*)Hostrup.) Ansigt, naar jeg gaaer til Vinduet), hvor man dog kan høre Bønderne tale Dansk, medens her slet Tydsk, og — o Himmel! — jydsk Kritik, der griber paa Alt som paa Handelsvarer, skurrer mig i Ørene. Jeg kues — og gaaer til mine paa Broen som en • Synder med den nedtrykkende Følelse af ikke at have haft en frisk Livsgnist, ikke en eneste varm — ikke engang reent æsthetisk-pantheistisk — Andagtstime; hvor forskjelligt fra mine Sommerbesøg, naar jeg svulmende af Haab og Kraft og Længsel og romantiske Livsdrømme uden at mærke Vejens Længde løb de 3½ Miil. Er jeg ikke Digter — og de Drømme maa man vel opgive, s. 65saa er jeg dog en poetisk Natur, som ikke kan trives i en Ligkiste, selv om den var forgyldt, som den sandelig ikke er, og min Tørst efter Liv og Rørelser·, der er noget Højere end politisk Skvalder i Foreningen, kaster mig hen i sygelige urealisable Rejsedrømme. Det var mit Skriftemaal — men det er en Hemmelighed. —

I et Par friske Morgentimer har jeg haft flygtige Inspirationer, som flygte, fordi jeg skal informere. Informationen selv er dog den bedste Deel af mit Liv, fordi jeg dog saa gjør Nytte og kæmper mod Fordomme for Menneskerettigheder, men den øvrige Tid af Dagen er deelt mellem Bukken under for Vrøvl — for Penge-do. og fremkunstlet Munterhed derhjemme, som dog ofte ender med at blive naturlig. Ja Gud skee Lov for dem — ellers kunde man strax begrave mig.

Heller ikke du har det jo saa meget godt — og det er i Grunden utaknemmeligt af mig at klage, naar jeg tænker paa din Stilling. Men jeg vilde nu skrive reentud, hvorledes jeg havde det, og det Udbytte skulde dog Afstanden have for os, at vi indadtil blev lidt mere aabne for hinanden. Dit Brev var jo grumme rart, og jeg er meget taknemmelig derfor, men jeg ønskede, at vi kunde tale endnu mere fortroligt til hinanden, saaledes er jeg bleven vant til i mine tidligere Brevvexlinger selv med Folk, som stod mig fjernere end du. Du har, saavidt jeg veed, ingen egentlig intim Ven, ingen, for hvem du kan aabne din Sjæl med dens s. 66Haab og Længsler, Dyder og Lyder heelt og holdent, uden det skulde være mig, og jeg mener, at vi vel begge kunde have godt af at holde lidt mere paa hinanden, saalænge vi staae paa denne rystende Jord. Dine Nordmænd ere dog sikkert for haandgribelige og mekaniske til, at du kan finde dig reent hjemme deroppe; men der er en Part af Hjemveen, som ikke kan skrives til Faderen og Tanten, men til Vennen, og den vilde jeg udbede mig. Skriv saa snart — udøs dig i et glad eller mismodigt Øjeblik, eller hvis du vil give de Andre Glæden, saa giv mig Sorgen.

Borgaards Charlatanisme gjorde ikke Lykke blandt Studenterne, men blev senere spillet for Skandinaverne, som tog bedre imod den. Igrunden er det noget Skidt. Paa Theatret har vi haft Don Juan, som jeg har haft megen Glæde af, item Andersens «Lykkens Blomst», hvis første Akt indeholder meget Smukt, men hele Planen er rædsom og anden Akt slet. Paa Løverdag skal Chr. Molbechs «Klintekongens Brud» opføres for første Gang, jeg venter mig ikke meget deraf, men det skulde sandelig glæde mig, om jeg blev overrasket. Carit Etlar maler nu Stykker op i een Guddommelighed, Tragedier og Vaudeviller og Gud veed hvad; Schack holder Foredrag i Foreningen, Eibe er bleven Boghandler; Oehlenschlägers Stykke er forkastet af Theaterdirectionen, Overskou har skrevet et stort Lystspil «Pak» — det er det Mærkeligste, her er passeret. Jeg er blandt Studenterne bleven s. 67en Antikvitet og betragtes med en vis antikvarisk Interesse. —

Men Posten venter ikke, —jeg maa holde op.

Din
Christian H.

C. Hostrup til L. Mynster.
Kbhvn. 18. Marts 1845.

Tilfældige Omstændigheder har forhindret, at mit Brev indtræffer din Fødselsdag, men det skulde dog betyde en Gratulation, og for en saadan maa du tage det. Jeg har ikke i mange Vintre haft saa lidt Ro og Hold paa mig som i denne, og det er vel — det føler jeg nu, da Foraaret nærmer sig og noget bedre forestaaer, — fordi jeg mangler et Hjem. Her i dette uhyggelige Hul med Udsigt til en Gaard, der er saa smal, at jeg støder Næsen mod den modsatte Muur, naar jeg seer ud af Vinduet, her hvor jeg ikke kan øjne en Plet af Himlen (bogstavelig sandt), hvor jeg kun kan gaae to Skridt for at have gjennemrejst hele Stuens Længde, falder det mig bestandig mere trykkende at være, — deraf Rejselængsler og Længsler efter Kokkedal, deraf evige Udflugter i Fritiden; derude paa Landet er Naturen bleven mig en Ven, som jeg idelig savner, her gaaer min Dag med Arbejdet, og naar Solen er gaaet bort, og det er koldt og mørkt, faaer jeg først Lov til at slippe ud. Morgenarbejdet vil ikke gaae, saa er jeg ikke alene, da s. 68August ^*)Hostrups Elev. ligger i samme Stue som jeg. — Aa — jeg har aldrig længtes efter Foraaret, som nu, og dog skiller det mig fra Alt, som jeg har kjært. «En Rejse i Syden» (der forresten skal være af en fattig gift theologisk Kandidat Thisted) spiller bestandig ind i mine Drømme; det kan ikke nytte, du skjænder, jeg kan ikke gjøre derfor. —

Med Hensyn til Steffens Død havde Stilling desværre Ret. Jeg selv blev — det tilstaaer jeg med Skam — først vakt ved dit Brev, og prøvede at virke paa mine Par Venner. Swane greb det med Begjærlighed og talte til Clausen derom for det skandinaviske Selskabs Skyld, men han kunde naturligviis ikke skjønne synderlig paa denne überschwängliche (som han sagde) «reent fortydskede» Nordbo. Jeg vilde, da Alle tav, prøve paa et Mindedigt, og havde det allerede i Hovedet, — inspireret af dit Brev, —da kom den gamle klarøjede Grundtvig med et Digt, der indeholdt det Samme, og vel fortjener at læses, hvis du ikke har læst det i den «Berlingske». Skandinavisk Selskab holdt i dets Sted et Foredrag over «spirituøse Drikke», og «Morgenhanens», »Lynildmandens», «den første Skandinavs» Død blev ikke nævnt med et Ord. Det er ogsaa lumpent, at et Menneske paa snart 27 Aar ikke kan gjøre det Allernaturligste og Simpleste af Alt, træde op og sige, hvad han føler, der bør siges; naar bliver man en Mand i vore s. 69Dage ? — mon ikke først, naar hver Gnist af Ungdomsilden er udslukket, naar Kjødet er faldet af Idealerne, og vi forfærdede for de grinende Skeletter flygte ind i Talstørrelsernes Verden? Jeg har et Par Gange tvunget mig til at tale, hvor der var Mange tilstede, naar jeg virkelig havde Noget i mig, der burde komme frem, men mit Modersmaal blev mig som et dødt Sprog; det var et dødt og derfor uforstaaet Referat, ikke et levende Produkt; — for Grundtvig ere vi alle mere eller mindre Bogorme, blot indre Mennesker uden Yderside, kraftesløse Skygger, Sjæle, der lede efter deres Legemer, men ikke kan finde dem. Lyceums Disputatser à la Montanus — disse Exercitier udi philosophia instrumentalis har jeg ikke haft nogen Nytte af, saavidt jeg troer; noget Alvorligt, — Noget, der virkelig ligger Een paa Hjerte, kan man ikke disputere om paa det hjerteløseste af alle Sprog. — Hvad duer et Menneske til, om han som Shakspeare kunde skildre Tusinder af Karakterer, naar han ikke kan udføre og udforme, hævde og vedligeholde sin egen? — I Hovedsagen ere vi vel enige og føle begge Savnet af den steffenske Opdragelse. Derfor er en Bondemand som Laurits Skau et saa glædeligt Særsyn, uvurdeerlig for den danske Sag. — Du maa fastholde Troen paa de Danskes Ret. Naar en dansk Provinds efterhaanden planmæssig fortydskes, naar det tydske Partis ulovlige Indgreb om end ikke favoriseres, saa dog taales af Regjeringen, maa man vel have Ret til at protestere. s. 70Hvad Holsteen angaaer, har jo kun Ussing foreslaaet dets Indlemmelse i Danmark, et Forslag, der naturligviis maatte vække alle patriotiske Tydskes Misfornøjelse, men som ogsaa vakte det hos alle Danske. Tydskerne har igjennem de slesvigholsteenske Blade faaet dette fremstillet som en Bestræbelse af den hele danske Nation, og deri ligger Grunden til Forbitrelsen. Dog det vil jeg gjerne indrømme, at Sagen ikke kan beroe ved, at de Danske og Tydske i Slesvig faae deres Ret, men da det tydske Element er trængt derind ved Uretfærdighed, saa er den neppe afgjort, før det er trængt tilbage til Ejderen, men for det Første maa der dog tales om fra dansk Side at faae Ret for de Undertrykte, Sproget og Nationaliteten, siden om at faae det gamle Sønderjylland oprettet.

I Morgen kommer da dit Jubelaars første Dag. Gud give, det maa bringe dig det Liv, du sukker efter, den Kraft, du mangler. Vær blot sikker paa, at du gaaer fremad altid — skulde end umilde Foraarsvinde for en Tid have røvet din Friskhed, nye Skud vil skyde frem under den varmere Sol, som du nu snart rejser imøde i det dejlige Italien. I de ti Aar, jeg har kjendt dig, er du bestandig bleven bedre og mere villiestærk, — gid det Samme gjaldt om mig. — Du har prøvet meget, men du har holdt ud i Striden; Gud vil ikke slippe dig — stol trygt derpaa. — Rejs da og lad mig stundom nyde lidt godt af din Glæde, og kom saa igjen s. 71rask og glad, — beriget med de skjønneste Indtryk, — og glem ikke mig. —

Tiden nærmer sig til at afsende Brevet, men endnu staaer en heel Side tom, og jeg er bange for Skjænd for de korte Breve. Jeg har sagt, hvad jeg i Øjeblikket har at sige, — jeg kan nu engang ikke brede mig. — Dog jo — bliv ikke vred — lidt avisagtigt skal du endnu have: Kristian Mantzius holdes i Christiania af Borgerne og har spillet Bernadet i «Kammeraterne» og i disse Dage Jacob v. Thyboe, — Helten selv, — hvilket han meente at kunne gjøre overmaade morsomt. I Slutningen af denne Maaned skal han optræde i en effektfuld Hovedrolle i et fransk Stykke, der skal spilles for første Gang. — Chr. Molbechs Drama: «Klintekongens Brud» har jeg seet, — Udførelsen er god; dets Fejl skyldes ikke blot Ungdommelighed og Mangel paa Sands for Theatrets Fordringer, men stikker meest i en noget vamlende Lyrik (Billedjagt), men det har gode Enkeltheder. Stykker i Sneseviis ere antagne af Theaterdirectionen, og jeg faaer naturligviis Skylden for flere af dem, men desværre er det uden Grund.

Din
Christian Hostrup.

C. Hostrup til L. Mynster.
Kokkedal, Juli 1845

Et alvorligt Ord vilde du have, men i dette Øjeblik har jeg det ikke. Der er kun een Tanke, der fylder mig, den samme, der nu lever i hele Landet, fordi den i disse Dage har gjort Undergjerninger, har gjort Spidsborgere til Idealister, Guldets Slaver opofrende, Øjeblikkets Børn stærke i at haabe. Ja, du har naturligviis allerede hørt om det kjøbenhavnske Studentermøde, der ikke som Upsalatoget var en Spaadom, men et Vendepunkt, et fuldgyldigt uimodsigeligt Vidnesbyrd for Skandinavismens Magt. For første Gang har jeg i disse Dage seet det danske Folk træde op som een kraftig Person i en Samvirken uden Lige ; Borgerne, de fattige som de rige, Kvinderne, Studenterne, Bønderne og Daglejerne have bøjet sig for Ideens Vælde. De svenske og norske Gjæster (over femhundrede) bleve modtagne saaledes, at jeg har lært at højagte det Folk, hvortil jeg hører, Haandværkere og Kjøbmænd, ja selv Sjovere tog ingen Betaling af dem, ikke een Mislyd forstyrrede den 6 Dages Fest. Dog Mislyden kom, og ovenpaa den fuldkomne Harmoni desto mere skjærende, fra det Parti, der under den almindelige Glæde viselig havde stukket Piben i Sækken, fra Regjeringen og Aristokraterne, de Sidste omgaaes jeg daglig med, og fast i min Tro paa Studenternes verdenshistoriske Bedrift, kæmper jeg haardnakket med dekorerede s. 73Personer, hvis Fædreland er Spisekammeret eller Modebutikken, hvis Begejstring ikke gaaer højere end til Jomfru Nielsens Been, og som jeg har hørt paastaae, at det danske Sprog er en Dialekt af det tydske. Regjeringens Fremgangsmaade, at Afskedssangen blev beslaglagt, fordi der staaer Ordene «Nordens Eenhed» deri, at Poulsen, Pastor Helveg og Lehmann for tre smukke og sande Taler ere blevne anklagede, og den sidste suspenderet fra sit Embede — alt dette har du vel hørt, og det har vel neppe interesseret dig synderligt — men jeg har med Andagt lyttet til dem (Poulsens var den bedste, jeg har hørt af ham), jeg har jublet over dem i den salige Tro, at derom var Folk og Fyrste nu enige, og derfor har dette Eftersmæk krænket mig, som om det var mig selv, der var bleven forkjættret. Af de øvrige Taler, som du vel læser, gjorde Grundtvigs og Afzelius’ (den berømte svenske Sagafortæller) stærkest Indtryk paa mig — Monrads dog ikke mindre — og i det Hele var alle Talerne, ogsaa de norske Studenter, — deres Plads voxen. Jeg har stiftet nærmere Bekjendtskab med nogle opvakte og dygtige norske Theologer, der have det Fortrin for Svenskerne, at de have læst det Samme som vi — paa samme Maade som vi — selv Søren Kierkegaard — og som — troer jeg — have det Fortrin for os, at de istedetfor det hurtige Omløb og Overblikket have den større Udholdenhed, Grundighed og Villieskraft. I Festens Dage udkom der «En ganske ny s. 74og fornøjelig Vise om de svenske, norske og danske Studenter, som mødtes i Kjøbenhavn, af Olsen, Snedker. Trykt i det samme mærkværdige Aar hos J. Behrend», som lyder saaledes:

I Kjøbenhavn man fryder sig, alt hvad man kan,
Paa Glæden ej længer man venter,
Thi trende gode Skibe har bragt til vort Land
De svenske og norske Studenter.
En herlig Kapital der stikker dog deri,
Og Ladningen, min Sandten, har kostelig Værdi,
Allermeest kanskee
Dog for Studenterne,
Men vel og for hver,
Som haver Norden kjær,
De bringe Haab og Ungdom fra Strand og til Strand,
Og den Kapital bringer Renter.

Thi var der trende Brødre, man tydelig seer,
At de burde enige være
Og hjælpe saa hverandre paa bedste Maneer
At gjøre Familien Ære.
Om Rigerne er tre, er Landet dog kun eet,
Og er vi ogsaa adskilt, er Sundet ikke bredt;
Smallest det kanskee
Er for Studenterne,
Dog ej bredt for hver,
Som haver Norden kjær;
Thi fire Mile bli’er som et eneste Kvarteer,
Naar Hjerterne sammen os bære.

Lad os da stræbe fremad med Haand og med Ord
Og følges i Sorg og i Gammen,
Og er vi end saa ringe, som Tydskerne troer,
Saa slaae vore Pjalter vi sammen.

s. 75Og bruge vi til Eet den Kraft, som Gud os gav,
Saa skal I see, der kommer nok noget Godt deraf.
Ikke dog kanskee
Blot for Studenterne,
Men vel og for hver,
Som haver Norden kjær;
Og hvis ej Norden bliver heel mægtig og stor,
See, saa er det os, som har Skammen.

Og komme vore Fjender, de kyser os ej,
Nej, enig i Kampen vi drage,
Og vise dem saa høflig den nærmeste Vej,
Hvorad de kan rejse tilbage.
Vil Tydsken ta’ vor Sjæl, og Russen ta’ vor Krop,
Saa er der dog vel Nogle, som nok vil sige «Stop»!
Ikke blot kanskee
Iblandt Studenterne,
Nej, det vil enhver,
Som haver Norden kjær,
Og Nordens Høst kan blive saa rig som dens Maj,
Naar Fuglene af Kornet vi jage.

Og hør nu, I Studenter, som sejlede herhid
Og nu vandre Broder med Broder,
Som glemte gammelt Fjendskab og nu kun føre Strid
Om, hvem der har de stærkeste Ho’der!
Vi sige Eder Tak for Eders raske Flugt,
Thi hvad som I har gjort, det er baade stort og smukt,
Og det seer kanskee
Ej blot Studenterne,
Nej det fatter hver,
Som haver Norden kjær,
Og vi vil nu med Eder gjøre Alderdommen blid
For Norden, vor elskede Moder!

s. 76Denne Vise, hvis Bestemmelse det var at prædike Skandinavisme for Menigmand (og som naturligviis er af mig selv), har haft en umaadelig Afsætning og vil derfor, som jeg haaber, ikke være uden Frugter, da dens Tankegang vel ikke ligger for højt for Nogen, og den har en vis stille dansk Hjertelighed eller rettere sagt Inderlighed, som betager det naive Udtryk sin Latterlighed (ubeskedent talt). Skulde en Anden have sendt dig den, saa beder jeg om Forladelse for den store Plads, den har fyldt, men jeg ønskede nu at lade dig vide, hvorledes det stod sig med Forfatteren i disse forunderlig bevægede Dage.

Skal jeg ellers gjøre dig Regnskab for min lange Tavshed, har jeg ikke meget at sige. Midt i min stærke Foraarslængsel i Slutningen af mit Ophold i Kjøbenhavn, skrev jeg en lille Vaudeville, «Intrigerne», i et veldædigt Øjemed, der fortræffeligt opført af Studenter tog sig ypperligt ud, skjøndt den var et Hastværksarbejde (paa 8 Dage i det Hele). Jeg har den Plan engang efter et Gjennemsyn at bringe den paa det store Theater. Lige efter dette Arbejde kom jeg herud, da Skoven begyndte at springe ud, og i den «unge Natur» fandt jeg, hvad jeg nærmest trængte til, Mod og Trøst; hele min Fritid tilbragte jeg under aaben Himmel, jeg fik et Øje for det grønne Liv, et Øre for Skovens Stilhed og Havets tungsindige Aandedrag om Aftenen, som jeg aldrig har haft før, og endnu er jeg intetsteds hjemme, som naar jeg er s. 77det eneste Menneske paa Jorden, Adam, der med stille Forundring betragter Skabningens Underværker. ^*)Slutningen mangler.

C. Hostrup til L. Mynster (i Neapel).
Kokkedal, 12te Septbr. 1845

Jeg veed nok, at du i dit Hjerte bebrejder mig min lange Tavshed, men vidste du, hvor meget jeg har haft at drages med, saa forstod du mig bedre. Jeg er nu gjennem megen Vaklen og Kæmpen, mange Anfald af Modløshed og Dovenskab kommen ind i det, jeg besluttede at vove mig til, ikke ret langt, men dog saaledes, at jeg tør puste et Øjeblik, fremtage de tilbagetrængte Minder, og ligesom du, fra en Rejsestation sende en Hilsen til dem, jeg har forladt. Ja, jeg veed nok, at jeg har gjort Uret i ikke at skrive noget tiere til dig i Foraaret og Forsommeren, men nu i den senere Tid har jeg virkelig ikke kunnet; — du kjender min Ubehjælpsomhed i at passe mere end een Ting ad Gangen: rejse kunde jeg, men saa kunde jeg ikke skrive — skrive kunde jeg til Nød, men saa kunde jeg ikke rejse, og dog — nu rejser jeg hver Dag paa min egen Maneer — for at kunne skrive. Hvorledes Udbyttet af min aandelige Vandring bliver, kan jeg ikke sige, men jeg har nu foresat mig at holde ud til Enden, om Vejen saa er nok saa besværlig, og hvormeget s. 78der end vil spærre for mig, jeg kan da i alt Fald trøste mig ved Bevidstheden om at have forsøgt, hvad jeg kunde. Imidlertid har jeg for en kort Tid standset lidt — eller er slaaet ind paa en Sidevej; jeg har nemlig maattet omarbejde «Intrigerne» og har igaar indsendt den til Theaterdirectionen. Det er blot en lille Spøg, men skjøndt ubetydelig, dog ikke uden Lune, og jeg mener nu, at det ikke er ganske uden Værd at kunne more Folk paa en uskyldig Maade. Men nu til det, der længe har opfyldt mig, mit egentlige Forsøg. Du vil maaskee fordømme mig derfor, men i alt Fald maa der dog være Meget, der undskylder mig. Kunstens Idealitet har jeg altid haft den største Ærbødighed for, og jeg har selv været haard imod dem, som vilde trænge ind i dens Helligdomme, drevne af Andet end det guddommelige Kald. Men jeg har dog ogsaa et Talent — ikke blot til at variere det Gamle — men et lille ejendommeligt Pund, maaskee ikke stort nok til andet end privat Brug, men dog stort nok til at vove et Forsøg. Heiberg, Magister Hammerich og mange Andre har direkte og indirekte opfordret mig til at forsøge, og selv drages jeg jo dog atter og atter næsten uimodstaaeligt dertil, om jeg end undertiden kan have mine modløse Timer; og hvad der sandt at sige, trods din og alle Andres dydige Harme, driver mig — lad mig sige det reent ud — maaskee mere end alt Andet, er, hvis det kunde lykkes mig paa een Gang — ligesom med eet Slag s. 79at ophjælpe min Families fortrykte Stilling, at kunne lette det stadige Tryk af de smaa Kaar for min stakkels Moder og mine Søstre; — ja selv om Verden vil fordømme mig — min Gud er ikke saa haard. Du vil skjænde paa mig, fordi jeg ikke oppebiede «Pintsen». Men selv en saadan — vel ikke den, som bliver de Store tildeel, — troer jeg at nyde til enkelte Tider, naar Tankerne myldre frem, og Pennen løber af sig selv, uden at jeg mærker, at jeg fører den, naar Taagerne spredes, og Billederne, som før var dunkle, pludselig maler sig lyslevende for mig, naar jeg rives med, saa jeg for en Stund glemmer alt andet. — Ja, Udfaldet faaer nu vise, om jeg har haft Ret eller Uret i at hengive mig til dette betagende Drømmeliv. —

Nu kvæger du dig vel i Sydens Varme, mens her er koldt og efteraarsagtigt. For mig har Naturen, der i Sommer oplod sig saa rigt for mig, atter lukket sig, kun Havet glæder mig endnu, — ikke Eders blaa italienske Himmeldyb, men det trodsige, kæmpende — med Maageskrig og Efteraarsblæst — med sin Bølgemusik, som er nordisk — ikke tydsk; her skulde du have dine Tydskere op for at føle, at vi blot ere Fættere — ikke Brødre. Og du skulde her udenfor mit Vindue ved Stranden prøve at recitere et tydsk og et dansk eller svensk Digt, og du vilde da føle, hvorledes Bølgemusikken anderledes kan klinge sammen med disse end med hiint. Men jeg tilstaaer rigtignok, skjøndt jeg ikke vil betvivle din Nordiskhed, at vi ikke godt kan s. 80sammenlignes i den Henseende. Du sætter dig med Lethed ind i et fremmed Sprog, det Tydske har du fra Barnsbeen af lært at tale flydende, jeg er en nordisk Bjørn, som kun kan brumme min egen Melodi, ethvert fremmed Sprog er dødt for mig, Tydsk kan jeg forstaae og til Nød skrive, men har jeg Valget mellem en tydsk videnskabelig Bog og en nogenlunde korrekt Oversættelse, vælger jeg den sidste. Jeg troer ikke, at Faren for Fjendskab imellem Folkene er saa stor, som du antager; de slesvigske Advokater ere kun en ringe Deel af Slesvig, de Arndtske Tydskere, som betragte os som en frafalden Provinds, ere sagtens kun et lille Parti i Tydskland, og de danske Skraalere, som kaste deres Forbitrelse paa den hele ædle Nation, som vi er beslægtede med og skylde saa meget, ere allerfærrest. Men det skal vi huske, at der er andre Livskilder end den tydske Literatur, og at der i os er Savn, som den ikke forstaaer og ikke kan tilfredsstille.

Nye Venner har jeg ikke faaet, saa min Tavshed er ikke Beviis paa den Troløshed, du altid er paa Jagt efter, og de gamle har jeg, af føromtalte Grund, ikke haft synderligt at gjøre med. Arentzen lever som Huuslærer paa Letraborg og omgaaes en Deel med Fog, hvad der vist er til Gavn for dem begge. For Tiden skal Arentzen være noget sygelig, man siger brystsvag; jeg vil haabe, at det kun er et løst Rygte, det vilde gjøre mig meget ondt, om det var sandt. Ellers er det hans s. 81Fornøjelse at færdes meget i fri Luft, at ride, kjøre og gaae paa Jagt. Her i Kjøbenhavn er Sibbern (Studenten) og Heise (en yngre Broder til din) hans nærmeste Omgang, desuden kommer han jævnlig i Grundtvigs Huus. Hans gamle Correspondent Høxbro har paa Grund af Sygelighed maattet rejse udenlands; nu veed jeg ikke, hvem der er traadt i dennes Sted. Jeg har endnu et Ord at sige ham, som jeg har gaaet med længe, hans Svar derpaa vil afgjørende bestemme vort fremtidige Forhold, og derfor krymper jeg mig derved, skjøndt det er min Pligt og Ret.

Mantzius fik i Christiania hele Publikum for sig, men havde fra Begyndelsen (efter den almindelige Mening ved Nielsens Indflydelse) Directionen imod sig. Han gjorde Lykke, naar han spillede, men blev ikke antaget, hvorfor han har ladet sig engagere til en ret god Odensetrup, som jeg selv har seet spille’ i Frederiksborg (ogsaa Cetti er deri). Mantzius er gaaet meget frem paa sin Udenlandsrejse, han er nu en heel Skuespiller, og jeg tvivler ikke paa, at han som saadan har en smuk Fremtid for sig. Peer Qvit i «Pak» og Ministeren i «Statsmand og Borger» vare fortræffelige (i den sidste Rolle bliver han stadig fremkaldt). Flere af Skuespillerne her ved Theatret, som jeg har talt med, vente ham ogsaa tilbage igjen paa det kongelige Theater om i eller 2 Aar.

Swane lever bestandig i Kjøbenhavn; ved sin flydende Tunge gaaer han for et godt Hoved — s. 82er Senior i Studenterforeningen, og jeg er kommen til at omgaaes ham noget, dog egentlig mere ved Tilfældighed end af dybere Sympathi; han er mig altfor overfladisk og letsindig, men han er ganske morsom og tjenstvillig til Opofrelse. I enkelte Øjeblikke halv alvorlig og længselsfuld som en Havmand, der længes efter en Sjæl, men strax glemmer det igjen. Naar jeg seer ham, kan jeg ikke lade være at holde af ham, men naar jeg tænker paa ham, svinder han saa underlig bort for mig.

En anden Ven, som jeg føler virkelig holder af mig, er Bruun, Smedemadammen ^*)Den senere Justérmester B., som spillede Smedemadam-men i «Gjenboerne»., et meget musikalsk, følsomt erotisk Menneske med et maaskee lidt plumpt og haardt Ydre. Han har en umaadelig Opfattelsesevne af det Komiske i Livet, og er dog ved Siden af næsten lidt borneert. Ham taler jeg gjerne med, skjøndt vore Fællesinteresser ere saa faa — og det Dybeste og Alvorligste har jeg, som er en daarlig Inkvisitor, aldrig kunnet faae ham til at indlade sig paa.

Jeg blev afbrudt af Dampskibet, som førte mig til Kjøbenhavn, og nu sidder jeg i Valby hos min Familie. Det er dog dejligt at blive holdt af og blive forkjælet; det er en Trøst i dette foranderlige Liv at have Venner, som man veed ikke kan skifte Sind imod Een, aldrig glemme og forlade Een, selv om man ikke fortjener deres Kjærlighed. s. 83— Jeg har nu skrevet mig lens, er i alt Fald ikke oplagt til mere denne Gang, saa du maa tage til Takke. Saa blot en Hilsen til dig, kjære Ven.

Din Chr. Hostrup.

C. Hostrup til Kr. Mantzius.
2den November 1845

Du har gjort en god Gjerning med dit sidste Brev; det var et Ord fra min gamle Kr. Mantzius, som jeg saa tidt i den senere Tid har maattet frygte, at baade du og jeg havde tabt. Det har gjort mig ondt, naar jeg har troet at see Aarenes og det meget gehaltlose Selskabs Indvirkning paa din ejendommelige varme Følelse, som jeg betragter baade som din Gave som Menneske og som Kunstner ; at du havde lært at tie, var vel baade godt og klogt, men du syntes mig saa ofte at have tabt din stærke Samvittighed, den Hjertets Uskyldighed, som jeg har beundret hos dig midt under alle Forvildelser, den Skrupuløsitet, der maa drive et Menneske saa mægtigt fremad, fordi den aldrig lader os finde Behag i os selv, som vi ere. Har jeg gjort dig Uret, saa har jeg ogsaa gjort dig Afbigt i mit Hjerte, da jeg havde læst det sidste velsignede Brev, som, uagtet det viste mig, hvilke trykkende Forhold du lever under, voldte mig stor Glæde og ingen Sorg, thi Korset har vi jo alle at bære paa, og «unsre Kraft gedeiht in Sturm und Regen». Bliv ved, min egen kjære Ven, lev mere alene, s. 84Selskabslivet er efter en flittig Dag en Hvile, men uden Selvflid er det Aandsfortærelse uden Nydelse.

Det klinger saa moraliserende, men jeg skriver ligesaa meget til mig selv som til dig. Jeg har hverken den Kraft eller de Gaver, som du vil tillægge mig. Jeg søgte en eensom Huuslærerpost for at stræbe at danne mig til Præst, for at blive klar og sikker og virksom, men jeg er endnu bestandig Studenten, der søger og ikke har fundet, fordi jeg ikke søger, som det sig bør. Paa en Prædikestol tør jeg ikke træde, og dog troer jeg, at vi skulle være et Folk af Præster, saa at man vel kunde være en god Præst, skjøndt man mangler et særegent gejstligt Talent, naar man blot har Livets Fylde. Et poetisk Talent har jeg vel, men Vennernes Bifald har ikke kunnet overtyde mig om, at det er stort nok til at bygge et Liv paa, og er det ikke det, saa er min Rolle som Poet udspillet, thi to Ting kan jeg ikke være. Jeg staaer altsaa ved et Enten—Eller, som binder mig til det samme Sted, fordi jeg ikke veed, hvad Vej jeg skal gaae, og havde Lyst til at betræde dem begge. Lykkelig den, der kun har eet Kald, lykkelig Haandværksmanden, der kan bestride det, som er ham beskikket! Dog har jeg prøvet at bringe det til Afgjørelse. «Intrigerne» har jeg omarbejdet og indsendt til Theaterdirectionen for to Maaneder siden, uden at have faaet Svar endnu, og af det nye har jeg udført omtrent 1½ Akt. s. 85Fransk Talent til at lægge Planer og slynge Intriger mangler jeg, og det er i vore Dage en væsentlig Mangel. Jeg har derfor prøvet paa noget Nyt, en « Vaudeville-Komedie », hvor de ringere ↄ: de mere prosaiske Figurer ere Vaudevillepersoner, som have Sangen til deres højeste Udtryk, de højere derimod — ligesom Skomageren i «Gjenboerne» — (med den Forskjel, at de her ere virkelige Mennesker) — i deres indbyrdes Forhold blive virkelig lyriske, tale paa Vers. Scenen er paa en Gaard i Nordsjælland; en udbrudt Forbryder, to fodrejsende Studenter (den ene alvorlig — varm, forstaaer ikke Spøg, fordi han ikke har stukket Næsen dybt nok ind i Hverdagslivet, — den anden praktisk, snaksom, prosaisk), to Elskerinder til dem (til den sidste svarer en praktisk jydsk Pige — som jeg holder meget af), en Generalkrigskommissær, som er begejstret, en ulykkelig Birkedommer, hvis Embede bestyres af hans Kone, endelig en blaseret, udlevet Forstkandidat, som har sin Styrke i maliciøs Vittighed — ere Personerne. Jeg har i mit Landliv vundet noget Bekjendtskab til Embedsmænd og Bønder og fremfor Alt til Naturen, som i alt Fald vil bære nogen Frugt. Om man har Lov til paa Scenen, som i Bøger, at angribe Tingenes Orden, vort demoraliserende Fængselsvæsen — naturligviis indirekte gjennem Karaktererne, ikke i plougske Monologer, — veed jeg ikke, men jeg har maattet gjøre det. Forbryderen lader jeg, trods den hegelske Lære om s. 86Statens Absoluthed, undslippe, — forresten vilde han, hvis jeg kan udføre, hvad jeg har tænkt, blive Noget for dig. Stykket skal være i fire Akter.

Musikken til «Gjenboerne» veed jeg ikke ret, hvad du mener med. Størstedelen blev jo ledsaget af Fortepiano, saa den er jo ikke videre kunstig udsat. De bellmanske Sange har du, Resten kan du jo, undtagen Gefion og Gylfe, som jo nemt kan faaes, da den er udkommen særskilt for 1 & 8 β eller 2 & Ønsker du forresten at faae, hvad Jung har, skal jeg tale med ham.

Jeg boer endnu paa Kokkedal og er glad over min Ro. I disse Dage er jeg herinde, da Laura ^*)Hostrups Søster. havde Bryllup i Forgaars, viet i Frederiksberg Kirke af Tryde. Jeg havde en Invitation til dig til Brylluppet, som jeg forsømte at sende, hvorfor jeg ogsaa har faaet Skjænd, skjøndt du vel ikke kunde komme alligevel. Nu boer de paa Christianshavn i en hyggelig Lejlighed. —

Til din Fødselsdag sendes dig alle gode Ønsker og Forsikringen om min broderlige Hengivenhed til Enden. — Forsøm nu ikke den begyndte Forbindelse imellem os! det er haarde Tider, vi leve i, det er vanskeligt at bevare sit Klenodie ubesmittet, vi maae holde sammen og hjælpe hinanden. Du har haft megen Kamp udad, den kjender jeg neppe endnu, men det er indadtil, vi skal bevise vor Styrke, det er meest i denne, den s. 87tungeste Kamp, at Venskabet skal bære Frugter. Klarhed over sig selv er altid en Hovedsag — vaager og beder — klar dit Indre for mig — ret tidt; jeg svarer.

Din
Christian H.

C. Hostrup til L. Mynster.
Kokkedal. Store Bededags Morgen 1846

Kjære gamle Ven!

Jeg maa dog lade dig see, at jeg endnu er i Live og ikke har glemt dig. Hvorledes jeg har det, er ikke sagt med faa Ord. Isen er brudt — «Gjenboerne» og «Intrigerne» skulle offentlig frem — og jeg gaaer i en fast uimodstaaelig Trang eller Lyst (hvad du vil kalde det) til at gjøre noget Nyt og strax at optage Traaden fra forrige Efteraar. Men hvor dog min moralske Bevidsthed maa være forkludret — jeg veed ikke, om jeg tør; er det tilladt saaledes at gaae ud af sig selv de bedste Timer om Dagen — thi de daarligste kan ikke bruges dertil? — Er denne Trang til Forfatterskab ikke en Anfægtelse, en Opfordring til at opgive at vaage og bede, at digte optager Een dog mere end alt andet, — og dog — bliver saa ikke alt menneskeligt Arbejde, som lægger Beslag paa vor Tanke, — alt undtagen den præstelige Gjerning og de lavere Haandværk, der ikke ganske kunne fylde Sjælen, — noget ondt? men det er jo dog en Umulighed, vi skal jo dog virke med de Evner, s. 88der er betroet os. Jeg opstillede engang forrige Vinter i Lyceum den Thesis: at en Digter ikke kunde være Christen. Selv ikke Fog kunde see andet deri end en Paradox, som var god at disputere om paa Latin, men ellers var uden Betydning, og dog lykkedes det mig ved omhyggelig Forberedelse og ved Hjælp af dine Breve fra 1842 at udtrykke mig nogenlunde klart. Jeg havde blot opstillet den Thesis i det Haab at blive modbeviist, men der var ingen af Opponenterne, som i mindste Maade kunde gaae ind derpaa. Mon ikke Poul Møller netop var saa lidt frugtbar, fordi han aldrig glemte det Vigtigste, Arbejdet paa sig selv som Menneske. — Men hvorfor faaer man da et digterisk Talent, som dog ikke tilfulde kan blive benyttet paa en Prædikestol — allermindst et komisk, — er det maaskee en Frister, ligesom Talentet til at stjæle, — stjæler man egentlig ikke fra det, der skulde fylde os heelt? Resultatet at Kierkegaards Anskuelse er dog, at man først skal overgive sig dertil, naar man er bleven færdig med det «Eene Fornødne», men det bliver man jo aldrig færdig med (Begrebet Angest Side 116—17). Min tidligere Betænkelighed, at jeg vilde krænke Muserne derved, foruroliger mig egentlig ikke mere, thi naar jeg holder mig indenfor min Begrændsning, kan jeg dog nok gjøre Noget, der duer. — Men den anden — ja, man maa prøve paa, om man ikke kan lære at blive Herre i sit eget Huus. Men paa saadan en mild solbeskinnet Dag som s. 89idag kan jeg ikke være nedtrykt længer, og i det samme Øjeblik, jeg her har viist dig et Stykke af mit Kors, har jeg ogsaa rystet det af mig og tænkt: det bliver nok godt altsammen. Af mit Huuslærerembede er jeg snart træt, fordi jeg synes, jeg ikke kan gjøre Gavn ret længe endnu, og til Efteraaret er det vel ogsaa forbi, da min Dreng saa skal i Skole; men om det saa skal være, begynder jeg forfra et andet Sted og bliver saaledes ved i een Guddommelighed. Bare jeg maa faae lidt Strand og Skov og Sol og Udsigt og milde Ansigter; saa kan jeg trives, hvor det skal være.

Kom snart, jeg venter dig baade skriftlig og i egen Person. Min Moder og mine Søstre boe en halv Fjerdingvej fra mig; er du engang oplagt til at besøge dem med mig, saa bliver du godt modtagen; vil du hellere, vi skal være alene, saa bliver vi det. —

Nu skal jeg ud at slikke Solskin.

Din
Christian Hostrup.

C. Hostrup til L. Mynster.
Kokkedal. 4de Juli 1846

Tak for den smukke Prædiken! Jeg har læst den atter og atter med forøget Glæde og stadig fornyet Opbyggelse, og jeg har følt den store Betydning, det har, at Prædikanten selv kjender og har gjennemgaaet sin Tids Sygdomme. Din lille s. 90Slutningsbemærkning i Brevet havde jeg lige til dette Øjeblik overseet, og derfor var jeg lige til for et Øjeblik siden overbeviist om, at du selv havde valgt dig din Text, som saa vidunderlig passer paa dig og mig og alle os Unge, og at du maaskee i flere Aar havde haft den i Tanker; men da jeg, efter at have seet din Slutningsnote, atter gjennemgik Prædikenen, da saae jeg ret dit Talent, som sandelig har meget at betyde, til at gjøre Skriftens Ord levende og slaaende, da saae jeg for dig, min saa tidt mistrøstige Ven, Vejen banet til en for dig selv og Andre trøsterig Virksomhed, hvortil din Mistrøstighed selv gjorde dig fortrinlig skikket. Jeg siger nu til dig, som du til mig: vent nu ikke paa den ydre Anledning og Opfordring, kom snart igjen, du skal være min Prædikant! Du har jo nu Vaaben mod hiin Satans Engel, herlige Vaaben, som jeg misunder dig: brug dem til Hjælp for dig selv og os Andre!

Nu lidt om mig selv for at udfylde det store Hul siden sidste Brev. Mit Fragment fra ifjor kan jeg ikke fortsætte for det Første. Jeg har opdaget en Grundfejl deri, en Mangel, som jeg ikke nu kan helbrede, som gjør mig det nødvendigt at lægge det hen til bedre Tider. Overhovedet trænger jeg til et Bad, til en ny Natur, til nye Bekjendtskaber, til at opleve Noget. Det er derfor jeg, hvis det bliver mig muligt, i Sommerferien vil gjøre en Rejse i Jylland — sælsomt nok den første i mit Liv (med Undtagelse af Upsalarejsen), saa du kan s. 91tænke, jeg venter mig stort Udbytte. Nu er det ogsaa først, jeg duer til et saadant Foretagende; jeg har nogenlunde lært at tale med Folk (lige til for et Par Aar siden har jeg ikke kunnet tale med andre Fremmede end til Nød med Damer), jeg skal om til Kjøbstadfolk, Landsbypræster, Møllere og Bønder, til Heden og Vejleegnen og en Valfart til Silkeborg. Du har jo selv givet mig Lov til at vove mig ind paa Poesiens Gebeet; paa den komiske har jeg jo et Slags Greb, men der er eet Element til i mig, som skal forædle dette, hvis jeg kan faae det frem, et romantisk, og det fryser inde i mit eensformige Liv. I mange Tider er min Længsel fløjet med hvert Skib, jeg saae sejle forbi mine Vinduer; den dejlige, men tamme Natur er forekommet mig som et smukt Buur, og Bølgerne har idelig sunget: tilsøes, tilsøes! Men naar jeg kommer tilbage, naar jeg har nydt, saa begynder Daadstiden igjen — ja du tvivler maaskee, men jeg ikke i dette Øjeblik.

Vi sees, naar jeg kommer til Kjøbenhavn, som bliver snart.

Din
Christian Hostrup.

C. Hostrup til L. Mynster.
Kokkedal, Efteraaret 1846

Tak, min kjæreste Ven, for dit Vennebrev, der gik ligesaa varmt til Hjertet, som det kom s. 92derfra. Din Prædiken glædede mig overordentlig, ja, den vakte en lønlig Sorg i mig over, at jeg ikke ogsaa har faaet eller i alt Fald ikke hørt det Kald, der vinker til Prædikestolen; en Vej, der endnu som i Roskildetiden, da du var af modsat Mening, staaer for mig som den højeste og skjønneste. Nu vel — saa vejvild som den Gang er jeg ikke længer, skjøndt jeg vel endnu stundom synes mig at savne alt Borgerskab i denne Verden; noget Hold i mig har jeg faaet, og, hvad jeg anseer for det Vigtigste, det Haab, at bedre skal det blive.

Theorien om Syndens eller Sjælssygdommens Arvelighed anvendt paa det konkrete Slægtregister, som du gjør, forekommer mig mislig. Er du da vis paa, at disse arvelige Evner ere noget bestemt ondt; kunde de ikke netop være en god Arvelod, som naturligviis kan blive desto farligere, jo bedre den er. Exemplerne bevise kun, at de medfødte Karakteertræk ere de samme; men har man Ret til at slutte noget af deres Udartelse? Jeg kan ogsaa slutte fra en vis Flegma og Aandslangsomhed hos min Fader til det samme Temperament hos mig, men Kulden og Trægheden og Sløvheden, som er hiin gode Gaves Udartelse, den vil jeg tage heel og holden paa mig, og ikke læsse et Gran deraf paa min Slægt. Dette har jeg forresten været tilbøjelig til før — jeg har klaget over, at Gud havde skabt mig saa følesløs, og ivrig læst i nogle Breve fra min Faders Ungdomstid, for i ethvert Glimt af opblussende Varme at hente et s. 93Haab for mig selv. Hvad der staaer mig fast — og den Tro har altid forekommet mig saa slaaende simpel — er, at jeg er født som et Syndens Barn, og videre tør jeg ikke gaae, hvor dybsindig eller poetisk den specielle Anvendelse af Arvesyndslæren end kan være. For de saameget omtalte Digternaturer med den stærke Fantasi og den svage Villie gjælder det vistnok i det Religiøse at holde saa meget som muligt fast paa Virkeligheden, paa den aktuelle Syndsbevidsthed, og skyde det tillokkende Mystiske saa langt bort som muligt. Dog vil jeg indrømme, at Forholdet er lidt anderledes for dig, hos hvem den theologiske Interesse groer Side om Side med den religiøse, end for mig, der snart har tabt al Sands for det Theologiske, som ikke har en ligefrem opbyggelig Karakteer.

Men hvad jeg især vilde skrive om, og som laae mig saameget paa Hjertet, at du maa betragte alt det foregaaende som en Parenthes i Sammenligning hermed, det skulde være at udtrykke min Glæde over dig, min kjære Ven, over de to sidste Breve og din Prædiken og det nye Liv, hvoraf de ere oprundne. Nu er du paa Vejen, nu har du Maalet for dig og veed, hvorledes det skal naaes. Før har jeg oprigtig sørget med dig, men jeg har dog altid i min Sorg været stolt af dit Venskab, fordi din Sorg var en ædel Naturs, fordi den har hævet mig med dig og holdt mig vaagen der, hvor jeg ellers var slumret ind; nu skal ogsaa s. 94Glæden bære mig oppe. Thi — trods din ofte begrundede Klage over min Ligegyldighed — saa er jeg en sympathetisk Natur, og om mit Hjerte just ikke har Plads for Lidenskaben, hvilket jeg dog ikke tør benægte, saa er det dog trofast i sin Hengivenhed og — maaskee stundom for meget — konservativt i sine Interesser. Forekast mig ikke Arentzen; ham holder jeg paa endnu, saa godt jeg kan, og du kan ikke vide, hvad der har fjernet os fra hinanden.

Paa Mandag flytter jeg til Kjøbenhavn. Livet paa Kokkedal, mit Eneboerliv, er saa forbi, og med et tungt Hjerte skilles jeg fra den Natur, som jeg er bleven fortrolig med som med ingen anden. Jeg gruer lidt for Kjøbenhavns Larm — og den megen Uro og de mange Bekjendtskaber; — men paa den anden Side troer jeg dog, at jeg har godt af at rives ud af dette — jeg kunde næsten sige fristelsesløse og netop derfor slappende Liv.

Altsaa i næste Uge sees vi.

Din Christian Hostrup.

C. Hostrup til Ingemann.
27de April 1847

Atter maa jeg besvære Etatsraaden med et Brev, men denne Gang er det i en Sag, hvori jeg forud veed at turde regne paa Deres Deeltagelse.

En af mine Bekjendte, Gerson, udgav til for et Par Maaneder siden et Maanedsskrift for Børn. s. 95En Dag kom en lille Dreng op til ham og leverede ham et Digt som Bidrag til Maanedsskriftet med de Ord: «Jeg skulde hilse og sige Værsgo!» Gerson fandt Digtet smukt, men ønskede et Par Linier forandrede, hvorfor han svarede Drengen, at han ikke kunde optage det, inden han havde talt med Forfatteren. Drengen gik bort med den Besked, men kom den næste Dag igjen og tilstod, at han selv havde skrevet det. For at prøve ham angav Gerson, hvad han ønskede forandret, og Drengen rettede det i hans Nærværelse i et Øjeblik. Denne lille fjortenaars Digter hedder Valdemar Wille og er en Søn af Krigsraad Wille, der, saa vidt jeg veed, er Lærer ved Wajsenhuset og en militær Almueskole.

Jeg, som havde lidt Mistro til slige Vidunderbørn, fordi det saa tidt har vist sig, at de ikke senere holde, hvad de love, og fordi Overmodenhed forekom mig unaturlig og farlig, jeg brød mig ikke videre om Sagen. Men da jeg for et Par Uger siden traf Drengen selv og saae nogle af hans Digte, da følte jeg, at. jeg havde Uret. Han er endnu ganske et Barn og vil ikke være andet; hans Digte ere simple og barnlige, næsten alle af religiøst Indhold; alle, der have læst med ham, give ham det Vidnesbyrd, at han er et Mønster paa en Elev, dygtig og grundig i enhver Henseende. I Wajsenhuusskolen, hvori han endnu gaaer, har han røbet et ualmindeligt Tegnetalent, hvilket gav hans Fader den Tanke, at der maaskee s. 96stak en vordende Maler i ham; imidlertid er det ikke det, han higer efter, hans Sjæl er opfyldt af en brændende Lærelyst. Blot paa Grund af denne, i Forbindelse med hans udmærkede Hoved, og uden Hensyn til hans poetiske Begavelse, hvorom man naturligviis intet kan dømme, er det mig indlysende, at han bør studere, og Gerson og jeg og en Ven til, som deelte vor Interesse, have i den Anledning henvendt os til Faderen. Denne erklærede, at han deelte vort Ønske; men selv om vi kunde skaffe hans Søn frit ind i en lærd Skole her i Kjøbenhavn, havde han, som sad i et lille Embede med 8 Børn, ikke Raad til at føde Sønnen saa længe, til han kunde blive Student; hans Plan var derfor at forsøge at faae ham frit ind paa Landkadet-Akademiet. Denne Plan er naturligviis den unge fredelige Læsehest en Rædsel og har kostet ham mange Taarer, og vi, der ikke vilde svigte ham paa Halvvejen, have lagt vore Hoveder i Blød og søgt Raad hos Etatsraad Sibbern, som da ogsaa med sin sædvanlige elskværdige Humanitet har gaaet ind paa vore Planer og lovet os sin Bistand. Saa meget fik vi afgjort, at Drengen til Majmaaneds Begyndelse skal forlade Skolen for ved fem Privatlæreres forenede Kræfter i Sommer at bringes saa vidt som muligt, og jeg skulde dernæst forhøre hos Etatsraaden, om der er Fripladser at erholde ved Sorø Akademi, og hvorledes vi da skulde bære os ad for at forskaffe vor lille Myndling en saadan.

s. 97Det var, hvad jeg havde at sige, hvad jeg burde have fremstillet ganske anderledes livligt og varmt, men jeg trøster mig ved, at Sagen vil anbefale sig selv. Det er haardt, om en dygtig og begavet Natur skulde tvinges stik imod sin egen Bestemmelse og indre Trang, og jeg er overbeviist om, at Etatsraaden, selv om De ikke har nogen Vej at vise os, vil tilgive mig det lange Brev, hvormed jeg plager Dem ^*)Ingemanns Svar paa dette Brev findes ikke..

Deres ærbødige
C. Hostrup.

C. Hostrup til Ingemann.
D. 29de April 1847

Hr. Etatsraad!

Maa det være mig tilladt at sige et Par Ord til mit Forsvar. Hvad jeg nu vil sige, er det Samme, som jeg havde tænkt at bemærke i Fortalen til Gjenboerne, naar det engang blev trykt.

Deres «Blade af Jerusalems Skomagers Dagbog» har sandelig ingen Antipathi vakt hos mig, men levende Sympathi. Angrebet er saaledes, som De siger, uretfærdigt, men, som jeg har meent det, er det heller ikke mit Angreb, men Skomagerens. Den Idee at lade Jøden, som jeg ønskede at fremstille med den Blanding af Højhed og Plathed, som karakteriserer de Bedre af hans s. 98Folk i vore Dage, komme forfulgt af Digterne, forekom mig komisk ; Studenterforeningen, som jeg skrev Stykket for uden Hensyn til, om det kunde komme videre omkring, sætter Priis paa, at et Stykke er lokalt — hvor nær laa det da ikke, at lade ham angribe de danske Digtere, der, som bekjendt, tidligere havde beskjæftiget sig med ham. Jeg forsikrer Dem — om andre af vore første Digtere, om Ewald eller Oehlenschläger eller Hauch havde givet mig samme tilfældige Anledning dertil, havde jeg ladet min Skomager omtale dem med samme Bitterhed, og jeg mener at have samme Ret dertil, som en Digter til at skildre en Fritænker, der udtaler sig bespottelig over Christus og Bibelen, hvor religiøs han end er selv. Har jeg omtalt Deres Digtervirksomhed paa en upassende Maade, saa er min Brøde en æsthetisk og ikke en moralsk, thi det havde jeg ikke til Hensigt. °g Fejlen bestaaer altsaa i, at jeg ikke tydeligt nok har ladet Dommen fremtræde som Skomagerens og ikke som min.

Til Slutningen maa jeg takke Dem for Deres Brev, som jeg har taget mig til Indtægt som et Vidnesbyrd om, at De har nogen Interesse og Godhed for mig. Det har ikke kunnet andet end forøge den Højagtelse og Taknemmelighed, som jeg lige fra mine Barndomsaar har følt for Dem baade som Menneske og Digter.

Deres taknemmelige
C. Hostrup.

Ingemann til C. Hostrup.
Sorø. 30te April 1847

Det var mig meget kjært af Deres venlige Svar paa min Bemærkning at see bekræftet, hvad jeg vel havde nogen Grund til at antage, at det efter Deres Mening er Deres «Skomager», men ikke Dem, jeg har at holde mig til med Hensyn paa den paaankede Uretfærdighed. Da jeg imidlertid selv kjender samme Skomager fra en anden Side, og De selv — uagtet den ham tillagte Skakkerjødeplathed — dog ogsaa har seet Høiheden i hans Idee og Characteer, kunde jeg ikke vente, at netop Platheden og Philisteriet i ham skulde være saa raadende, naar han tænkte paa mit Billede af hans høiere tragiske og bitter-humoristiske, men ingenlunde «smægtende» Skikkelse — og jeg maatte netop i dette Udtryk see en mulig Inspiration af hans nye Fremstiller, grundet paa en urigtig Opfattelse af min Fremstilling. Hos de Tilskuere, der ikke kjende min Ahasverus, kunde denne Miskjendelse finde saa meget lettere Indgang, som det netop altid har været den philistrøse Kritiks Anke mod min Poesie — som mod alt, hvad der var Følelse i, at det var smægtende eller i den philistrøse Ungdoms moderne Sprog: «sværmerisk». Naar der nu ikke af Forfatteren er sørget for nogen Modvægt mod denne Dom fra den ene Side af den Characteer, hvorigjennem den fremtræder, bliver det idetmindste uvist, om den skal henregnes til Høiheden eller til Lavheden i hans Natur. At s. 100Andre, end jeg, paa min Poesies Vegne har fundet Spasen ved dens Tvetydighed upassende, er vist nok. Jeg har imidlertid med megen Fornøielse hørt Stykket fremsiges af Mantzius (jeg troer dog, han forandrede hiint Udtryk til «smeltende»). Jeg loe selv af Spasen som aldeles uskyldig, og jeg finder Comedien høist underholdende og lunefuld.

Nu Nok om denne i sin Realitet ubetydelige Sag. Det glæder mig, at den maaskee har givet Anledning til et klarere Forhold imellem os. Jeg følger med levende Interesse Deres Gang og Udvikling som Digter og glæder mig ved det friske Eiendommelige deri.

Deres venligst hengivne
B. S. Ingemann.

Venlig Hilsen til hele Familien og Nygaards! Hr. Cand. theol. Hostrup.

Kammerherre Bille til C. Hostrup.
Holbæk, n. Jan. 1892 ^*)Dette Brev fra en langt senere Tid er indsat her, da det omhandler samme Emne som de to foregaaende..

Hr. Pastor J. C. Hostrup, R. af D.

I Deres «Erindringer» S. 140 omtaler De, hvorledes Ingemann tog den lille Bemærkning i «Gjenboerne» om hans «smægtende» Melodier ilde op, og mit Navn forekommer i dette Sammenhæng. Det kan maaskee more Dem at høre et lille Træk s. 101af Ingemann. Jeg, der paa Sorø var en stor Skuespiller, gav baade Lieutenanten og Jøden, og da vi — jeg husker ikke ret, om jeg dengang var Elev eller Student, altsaa om det var før eller efter Sommeren 1846 — gik rundt og indbød vore Tilskuere, tilfaldt det mig at besørge dette hos Ingemann, som da var den akademiske (Studenter) Afdelings Direktor. Da jeg forebragte mit Ærinde, fandt jeg det rigtigst at sige, at der i Stykket forekom Noget om ham, og paa Forlangende reciterede jeg Stedet, som jeg jo kunde udenad. Han hørte opmærksomt efter, udstødte sit ejendommelige «Pøh» et Par Gange, lovede at komme — men da Forestillingen gik for sig, udeblev han.

Deres ærbødige
Bille.

C. Hostrup til L. Mynster.

Vil du endelig have Rundsangen, saa værsgo — her er den i al sin Forsorenhed. Der er forresten forskjellige Udgaver med Variationer efter de forskjellige Kredse, hvor den er benyttet.

Rundsang. ^*)Ved H.A. Pedersens Fødselsdagsgilde: 26. September 1847.

Da vi nu har fyldte Maver,
vil vi mønstre Aandens Gaver,
skue gennem dette Glar
de Talenter, som vi har,
nære saa med denne Saft
vore store Evners Kraft.

s. 102Højt om Liebenberg vi sjunge,
leve han den evig unge!
Ja, hos ham at see vi faaer
Ungdom under Sølverhaar,
han studerer stadig hen
gamle Bøger — unge Mænd.

Riise holder, som man siger,
meget af de smukke Piger,
ja hans vældige Talent
til at kure er bekjendt,
og han savner neppe Løn,
for den Rad, han er saa kjøn.

Nu en Skaal for Musikussen;
ham derhenne — Adolf Knudsen!
Han har til de Skjønnes Lyst
søde Toner i sit Bryst,
han kan til de Skjønnes Kval
synge som en Nattergal.

Busk vil ej jeg kritisere,
før han voxer noget mere.
Blot om ham jeg sige veed:
han er end en Mulighed,
kjæk i Ord, i Klæder pæn,
kort en Rus ϰατ’ ἐξοχην.

Bølling han kan ved sin Forsken
skjelne Hvidlingen fra Torsken,
som Naturhistoriker man
mageløs ham kalde kan,
ja han kan selv i en Ruus
finde Pulsen paa en Luus.

s. 103Rømers Lyst er Theologien,
han er svært bevandret i ’en;
ja i mange andre Ting
har han travet stærkt omkring.
Han er som Napoleon
klejn af Krop og stor af Aand.

Ja vor Vært, vi stolt kan sige,
har i Regning ej sin Lige,
ja, han kan i Algebra
lægge til og trække fra.
Han kan tælle i en Fart
Haarene i sin egen Bart.

Gram har Musen huldt beskjærmet,
han kan ryste Vers af Ærmet,
paa det ene Been han kan
hele Viser faae i Stand,
giv ham blot en Bly—yhat,
strax paa Riim han faaer den sat.

Olsen, som os vel bekjendt er,
spiller stærkt paa Instrumenter
alle Sorter Melodier,
Valse, Sange, Symfonier,
alt, som staaer paa Nodeblad,
er hans allerbedste Mad.

Voltelen bestandig sparker
om i Literaturens Marker;
alt, hvad der er sat paa Prent,
er ham mestendeels bekjendt.
Trykkesværtens Lugt er ham
som den bedste Morgendram.

s. 104Belfour tør jeg ikke rose;
han kan ta’ det for en Skose;
nys var han jo syg, og saa
ej med ham man spøge maa,
hvis han endnu var nervøs,
saa var sagtens Fanden løs.

Hostrup maa især vi prise;
han har lavet denne Vise;
han kan drikke, gjøre Vers,
lee, naar andre gjør Kommers.
Han har drevet Kunsten vidt —
i at holde Taler — skidt.

Op med Pauker og Trompeter!
Skaal for vore Kvaliteter!
Du, som troner indeni,
rene pære Kraftgeni!
Dig vi prise højt i Kor,
for du er saa grumme stor.

Ingemann til C. Hostrup.
Sorø, den 14de Decbr. 1847

Uagtet jeg ikke veed, hvorvidt De virkelig kan sympathisere med Grundstemningen i disse Smaafortællinger, og om De muligen med den practisk reelle Tid, hvortil De nærmest hører, skulde tage Forargelse af min vedvarende Lyst — selv paa mine gamle Dage — til at lade Billederne fra en overnaturlig Verden spille over i den crasse Naturligheds Philisterverden — veed jeg dog, De ikke mindre end jeg seer Aandløsheden i Philisteriet, s. 105og vel maa kunne sætte Dem ind i min Lyst til at indsmugle nogle Spøgelser og Gjengangere mellem de godt Folk, om ikke for Andet, saa for at see, hvorledes de gebærde sig, naar slige for Umuligheder antagne Phænomener selv gjennem Sprækkerne i deres Forstandskister vil trænge sig ind paa dem. De vil saaledes lettelig forstaa den tilsyneladende Halvhed i min Methode som et nødvendigt Konstgreb, naar man nuomstunder vil fortælle noget Overnaturligt i Kakkelovnskrogen — og at jeg kun vil putte Cerberus et Been i Munden, medens jeg vil have Passagen fri mellem Tilværelsernes høiere og lavere Verdener. Dersom De skulde have Lyst og Leilighed til at vexle Tanker med mig om Principet, mundtlig eller skriftlig, vil det altid interessere mig.

Deres «Spurv i Tranedands» — saae jeg her givet af vore Studenter; der blev dog nok udeladt Noget, som udentvivl for mig vilde have været betydende, for rigtigt at opfatte Deres Anskuelse af den fri dygtige Studenter-Aands Forhold til Tidsaandens forskjellige Retninger, hvis Yderligheder og Carricaturer det hele Stykke med sand Humor og Lystighed tumler sig med. At De lader Deres Studenter see Noget i Tiden og i Livet, der ikke er hjemfaldet til Latterligheden, mærkede jeg nok, men der manglede, eller der undgik mig et Hovedmoment. Den aristophaniske Fremdragelse af bekjendte Personligheder (navnlig Søren K.) strider mod mit Princip for Digtningens s. 106Frihed, og hvad derved for Øieblikket vindes i Effect, mener jeg tabes i høiere konstnerisk Virkning. Blot ved Udeladelse af alluderende Navne og af ydre tilfældige Person-Særligheder, vilde hele min Anke i denne Post bortfalde.

Venligst Hilsen til Dem selv og hele Familien.

Deres hengivne
B. S. Ingemann.

L. Mynster til C. Hostrup.
Uden Datum.

«Vær blot vis paa, at Du altid gaaer fremad», skrev Du engang til mig, medens jeg var i Berlin; den Gang kunde det neppe giælde, men nu kommer jeg det ofte ihu til min Trøst. Der er vel Mennesker, for hvilke «Lidt efter Lidt» maa giælde i deres Forbedring; — de skulle vel foresætte sig det Store, det Største, de formaae at tænke (Jeg vil blive en heel Anden), og dog lærer Erfaringen dem at nøies med de smaa Skridt, som i Virkeligheden kunne følge paa Forsættet. — — Jeg har i det forgangne Aar — siden jeg formaaede at slutte mig til Religionen, dog kiendt lidt alvorligt indre Arbeide, en stærk Drivt til at vaage; — men med min eensidige Natur har ogsaa min Christendom faaet en eensidig Retning, et Stykke af min sædvanlige Galskab — ja lad det have sit rette Navn ; Alt hvad jeg har er, at jeg klart kan dømme mig selv, og — at jeg troer, saa vidt jeg formaaer, s. 107paa en menneskekierlig Gud, der holder af alle Slags Mennesker (selv den gale Slags). — O, men jeg er mig saa bevidst i min Underlighed, og kan dog ikke forandre det; jeg er oftest saa bunden, piinlig-geneert overfor de fleste Mennesker, er næsten helst sammen med de ringeste, overfor hvilke jeg kan have Selvfølelse — dog er jeg bedre for Gud, end da jeg var letsindig-elskværdig. — «Er der dog ikke Udgang af Helvede», Helbredelse af al Usundhed? Kunne de enkelte lyse mandige Timer da ikke vinde Seiren! Ja! det er Livets Opgave! Jeg har behøvet Tvang og bestemt Arbeide — see, det curerede Fog, der dog i Skoledagene havde ligesaa megen Underligheds-Spire som jeg, — men jeg fik udvortes gode Dage og et Slaraffenliv, som jeg ikke havde indre Kraft nok til at modstaae med selvvalgt Anstrengelse; – – ogsaa i mit religiøse Liv levede jeg længe som i Kloster, men jeg erkiender, at det kræver Arbeide i Verden; jeg har tænkt paa Frihaandsarbeide, men dertil er jeg for kuet og ufri. Det Skolearbeide, jeg har havt, er dog for smaat, for lidt fyldende — og jeg formaaer aldrig at giøre det i Sandhed godt, skiøndt det har gavnet mig uendeligt. – – – Jeg kan ikke med eet Slag holde op at skrante aandeligt og legemligt. Mange maa vedblive at kalde mig udygtig, Mange at lee af mig – – jeg dømmer mig selv og veed det – – men jeg har eet Vaaben, — den Bevidsthed, at jeg ikke i mit Hierte ringe s. 108agter et eneste Menneske; kan jeg da ei fordre det Samme for mig selv?

Jeg har i Tankerne ofte skrevet Breve til Dig — jeg vilde kun skrive glade — naar jeg troede at have faaet fast Lys over det gamle kiedsommelige Emne, hvormed jeg aldrig ret har kunnet komme i Orden, mit Jeg; dog var det mig stedse, som det var for tidligt. – – Gud har hidindtil bevaret mig, han vil giøre det fremdeles, og «alle dem, som syge og sorrigfulde ere». —

Og dem, som kom til Sundheden og Glæden, ligesaa! Du, kiere Ven! har udbredt om Dig i store Kredse Livslyst og ægte styrkende Glæde; Dit Digtertalent havde Dine Venner maaskee i Grunden ingen rigtig Forstand paa; men naar Du husker paa vore gamle dybsindige Disputer om det Digteriske og Personlige («kan en Digter være Christen?») da er det Dine Venners, og da især mit, Vidnesbyrd: at det for dem var fornemmelig ved det Personlige, det sunde jevne Ord, — ved Dig selv, Du har virket. – – – ^*)Slutningen mangler.

C. Hostrup til L. Mynster.
1848

Kjæreste Ven! Dine tungsindige Monologer have rørt mig, og hvor megen Ret du har i, at der er stor Forskjel paa os, jeg, som hænger kun s. 109altfor stærkt fast ved Jorden, og du, der har saa ondt ved at faa rigtig Fodfæste, saa forstaaer jeg dig dog tilfulde. Jeg kunde fristes til at sige til dig: Bliv Gartner i det Smaa, som jeg. Gaa ud og kjøb noget Blomsterfrø, læg det i Jorden, vand det og plej det, see til det hver Dag; om det saa kun er en Ært, vil du føle Glæde i Hjertet, naar den spirer. Ja, du trænger selv som en Potteplante, der har overvintret i den lumre Stue, til at plantes ud i fri Land; der faae Bladene først deres rene Farver igjen, der faae Blomsterne først deres Duft og Skjønhed. Naturen maa være din bedste Læge, lær lidt Botanik, slut personlig Bekjendtskab med det grønne Liv, et prosaisk Bekjendtskab, hvor man ikke blot kjender Physiognomierne, men ogsaa husker Navnene. Sandelig, der er mere Kraft i de Tanker, som jeg griber og kaster bort, medens jeg luger, end i dem, jeg smaalig kliner sammen, naar jeg laver en Komedie.

Jeg kunde fristes til at komme med flere prosaiske Medikamenter; f. Ex. hold en Hund, som du selv giver Føde, som følger dig, hvor du gaaer, og vogter paa dig, naar du sover; skal du end have Ulejlighed af den, desto bedre. Giv dig mere af med Kvinderne, tal med Mødrene om deres Børn, sværm lidt med de unge Piger, vær ellevild med de Femtenaars; der ligger en stor Lægedom deri. Træng dig rask ind i Livet, der, hvor du mindst troer at høre hjemme — ligesom jeg i Lyceum, søg Vrøvlet istedetfor at skye det osv. osv.

s. 110Kan du forstaae Meningen i dette, kan du selv fortsætte det i det Uendelige. Jeg har reent glemt at tale abstrakt, som i gamle Dage (skjøndt jeg aldrig har været stærk i det), jeg kan kun tale i Exempler.

Og dermed Godnat, min kjære Ven!

Din Christian Hostrup.

H. C. Andersen til C. Hostrup.
D. 19. Decbr. 1848

Kjære Hostrup!

Tak for Deres Bog, det var venligt og smukt af Dem, at De saaledes vilde glæde mig, jeg sætter ret Priis derpaa. Det smukke Vers var mig som en Solstraale, og det er af dem, man kan holde paa og gjemme til Alderen; det skal jeg, og det vil jeg! endnu engang — Tak!

Med Venskab og Hengivenhed

H. C. Andersen.

Ingemann til C. Hostrup.
Sorø, d. 31. Marts 1849

Kjære Hr. Hostrup!

Lad mig med Tak for den venlige Tilsendelse af Deres Sangspil, som jeg med Interesse har læst, og som jeg fornøier mig til engang at see paa Seenen, — bevidne Dem min hjertelige Deeltagelse s. 111saavel i det store Tab, De med saa smuk en Resignation og Kjærlighed til den høieste Styrelse bærer, som i Deres uafbrudte Udvikling af den eiendommelige Aandsgave, Deres Frembringelser vidne om. Med Guds Hjælp vil det lykkes Dem, at gjennemføre Deres Livsidee med den Lethed, Friskhed og Simpelhed, som er Dem saa naturlig — og jeg frygter nu ingenlunde for — hvad Paavirkningen af Tidsaandens overfladiske Lattermildhed engang lod mig befrygte — at De selv skal miskjende eller tilbagetrænge den dybere Følelse, der i vor saa udvortes bevægede Tid almindelig tilbagevises som Sværmeri, Sentimentalitet og en forældet Romantiks Recidiver. «Eventyret paa Fodrejsen» har ikke frygtet for at vedkjende sig Følelse for Livets Alvor midt iblandt dets philistrøse Snurrigheder. I det sande Menneskeliv ligger upaatvivlelig Dybden og Letheden med de tragiske og comiske Elementer saa nær sammen og saa blandede mellem hverandre, at det vilde være unaturligt Konstlerie, hvis man selv gjorde det til Regel eensidigt at sondre dem, medens det vist er Konstens Opgave at finde Skiønheden i deres Harmoni. At De har fordansket Vaudevillenavnet, var vist meget rigtigt; iøvrigt lægger jeg ingen Vægt paa Terminologien i Æsthetiken; kun naar den vil danne faste forstenede Former for den frie Idee og Begeistring og Opfindelse, er den mig forhadt.

Og nu kun den hjerteligste Hilsen fra min s. 112Kone og mig selv. Bring Familien saavelsom Nygaards en venlig Hilsen!

Deres venligst hengivne
B. S. Ingemann.

C. Hostrup til Ingemann.
D. 11te April 1849

Hr. Etatsraad!

For det smukke og dybsindige Eventyr bringer jeg Dem herved min hjertelige Tak. Det Synspunkt, hvorfra De heri har betragtet Tidens Yndlingsspørgsmaal, forekommer mig lige saa sandt og slaaende, som Digtet selv synes mig originalt og poetisk. At den sande Lægedom for Tidens Saar kun findes bag Paradiismuren efter en poetisk-philosofisk Fordybelse i Fortid og Fremtid, og at det saaledes kun er i det Religiøse, den ubændige Frihedstrang vil kunne finde sin Tilfredsstillelse, medens Frihedens jordiske og verdslige Bygning (Mirandas Slot) aldrig vil blive fuldendt i denne Ufuldkommenhedens Verden, ere Sandheder, som vore Politikere kunne have godt af at blive mindede om. Hvad der især har tiltalt mig, er det skjønne Haab, hvormed Digtet ender, den anelsesrige Dunkelhed, hvorigjennem man skimter det fjerne herlige Maal. Den Tanke at ende i Bevidstheden om, at Enden er ikke endda, med et troende Blik ind i Uendeligheden, er her saa overordentlig skjønt udført, saa tilfredsstillende og dog saa vækkende, at jeg s. 113ikke erindrer mig et eneste Digterværk, som i den Grad forekommer mig at kulminere i selve Slutningsordene. Indførelsen af de europæiske Stornationer som Repræsentanter for de forskjellige Retninger af den falske Frihedsstræben synes mig heldig og betydningsfuld, ligeledes troer jeg ogsaa, at Betydningen af de fire Rubiner og Brødrenes indbyrdes Forhold er mig klart; men Betydningen af mange af de enkelte Træk og Figurer kan jeg kun ane, og veed ikke ret, om Digteren forsætlig har holdt disse i mystisk Uklarhed, eller om Fejlen stikker i min Mangel paa Skarpsindighed. Jeg veed vel, at Symbolikken i et Eventyr ikke bør søges smaaligt i alle Enkeltheder, hvilket vilde berøve Billedet dets sande phantastiske Liv, men flere Træk forekommer mig saa planmæssigt opstillede og i en saa øjensynlig Forbindelse med Hovedtanken, at jeg har en Følelse af, at der maa ligge noget Betydningsfuldt deri, som jeg kun dunkelt kan skimte og gjerne vilde see. Hertil regner jeg fornemmelig Skildringen af de tre hellige Dyr, ved hvis Hjælp Gudmund udfører sin store Rejse. I disse tre Dyr, som hver synes mig at staae i et forskjelligt Forhold til Gudmund og det Paradiis, de føre ham til, har jeg været tilbøjelig til (maaskee uden Grund) at finde de aandelige Kræfter i ham, som hjælper ham til dette Maal, men det har aldrig villet lykkes mig at finde den tredobbelte Løsning paa Gaaden. Paa samme Maade gaaer det mig s. 114omtrent med Doctrinarius, som jeg ikke ret har kunnet faa til at være Mirandas og Gudmunds Søn.

Tør jeg nu bede Dem ikke at tage mine Bemærkninger fortrydelig op. Det har ingenlunde været min Hensigt at udtale nogen Anke mod et Digt, som har glædet mig saa overordentligt; tvertimod ønskede jeg, af Interesse for det, at erholde en Smule Oplysninger — naar det en Gang var Dem belejligt. For det sidste venlige Brev maa jeg bringe Dem min hjertelige Tak. Jeg er flyttet til min Moder paa Gaarden «Rolighed» paa Ladegaardsvejen, og kan derfor sende friske Hilsener fra Moder og mine Søstre til Deres Huus.

Deres hengivne
C. Hostrup.

Ingemann til C. Hostrup.
Sorø. 13. April 1849

Kjære Hostrup!

Efter hiin blodige Explosion Skjærtorsdag ^*)Ulykken i Ekernförde Fjord. og under Mareridtet af vort øieblikkelige Tidstryk, kunde man næsten fristes til med en Jean Pauls Helt saaledes at indmure sig i sin Idee-Verden, at den hele ydre Verden kun blev dens Drabant og alle vore Ulykker triste Begivenheder i Maanen — dog saa egoistisk aandelig vil og kan intet rigtigt Menneske og ingen Dansk være. For dog ikke reent at knuses af Verdensblokken paa vor s. 115Nakke, maa man kunne række Hovedet op over den og drage lidt Luft fra Regionen over Skyerne. Til en saadan øieblikkelig Luftindaanden har Deres hjertelige og smukke Brev idag opfordret mig.

De har, som jeg ventede, med poetisk Aand sat Dem ind i mit Eventyr-Sindbillede og seet Grundideen gjennem dets Arabesker. Jeg har, som De seer, ikke bekymret mig om, hvilke Grændser en 10 eller 20 Aars Æsthetik vil opstille for den poetiske Symbolik — (at den har gammel Rod i vor nordiske Natur, vidner Völuspá og vor hele reent mythiske Eddapoesie om.) Jeg har villet uddrage Ideerne af Abstractionens Grav og give dem Skikkelse som levende Naturer. Ligesom Mennesket og enhver Skabning er en guddommelig Idee, saaledes er enhver guddommelig Idee Liv og Væsen. Saaledes som Frihedsideen oprindelig udsprang af Skaberens Aand, svæver den som Genius, Engel eller Feedronning, over Forgangenhedens og Tilblivelsens Verdner, som alle temporaire Friheds- Incarnationers Stammemoder, og stræber at indaande sit guddommelige Heelliv i sine Døttres Sjæle, som, medens de færdes i det jordiske Halvliv, ere bundne til enhver Tidsaand og kun i enkelte høiere Momenter kunne ahne Grundtanken i deres Mission. Derfor kan vor Tids Miranda ikke komme videre. For i Endeligheden at udvikle sig og forplante sig i en ny skjønnere Aabenbarelse, maa hun formæle sig med en Menneskenatur, der tilhører Folket; ham finder hun i Gudmund — hans s. 116høieste Liv tilhører dog Umiddelbarhedens Sphære — og det er vist et Vink af Viisdoms-Ædelstenen i hans Haand, at han en Tidlang lægger den i Snuustobaksdaasen, medens han ligeledes følger dens Vink i den Ahnelse og Drøm, hvorigjennem han kun kan komme til Beskuelse. Inden dette bliver ham aabenbaret, staaer han Fare for at blive til en eensidig Stuelærd. Hvad han vil skrive en lærd Afhandling over, maa han opleve paa sin Maade. Inden dette er skeet, kan hans aandelige Formæling med den endnu halvt sovende Miranda kun frembringe et Hjernefoster — en Parodi paa Minervas Fødsel af Jupiterhjernen — den politiske Doctrin — Vanskabningen, der opfinder det gale System og døer af Bogorme — og som den sundere Almue betragter som en tredobbelt Nar, Doctor «Trenarius» — en humoristisk Spøg, som De seer

Ligesaalidt som min Frihedshelt rigtig kan komme tilrette med Viisdomsstenen, som han siden er nær ved at stirre sig gal paa, med hans Mangel paa grundig Speculation, ligesaalidt er han fri for sin Tids og sit Folks Svagheder — Forfængelighed, Smaalighed, Egoisme, Ærgjærrighed og aandelig Inertie. — Alt det maa overvindes, inden det lukkede Land (Beskuelsens Verden) kan aabne sig for ham. Selv paa hiin Side følger ham Inertien med Faren for at fortabe sig eller groe fast i en aandelig Sandselighed (den lange Sultans Slot). Men han har de tre nødvendige Følgesvende, som en Græker s. 117vilde fremstillet i classiske Skjønhedsformer, men som Romantiken ikke frygter for at give Skikkelser, som kun have deres Skjønhed i det indre Væsen. Han har den mægtige Barnetro, der kan flytte Bjerge, men som foragtes og forhaanes i Verden som et gammelt dumt Trældyr — skjøndt det altid veed den rette Vei og kan lade Jorden løbe bort under sine Fødder. Han har det Haab, der altid giver frisk og freidigt Mod, som ligesom kan leve af Luften og meddele uforgjængeligt Brød i Hungersnøden — i Verdens Øine er Brødet dog tørt. — Elias-Ravnen maa finde sig i, at dens Vinger udenfor Paradiismuren ere sorte og dens Sang et hæst Skrig — den kommer ligesaalidt som Aseninden indenfor Bommen til det æsthetiske Land, men vilde gjerne fløiet over Paradiismuren, for der at blive en Phoenix. Gudmund har endelig ogsaa den Kjærlighed, der med Guldfisken ved hans Hjerte kan blive til Jonashvalen, der kan føre ham levende gjennem alle Dybder og bære ham som en Noasark over Flammehavet til det nu øde Lyksalighedsland, hvorfra den gjerne vilde svømme mod Strømmen til dens evige Kilde. Nu vil De ogsaa see, hvorfor Eslet bliver liggende ved den gjennemfarne Port til Beskuelsens Verden — længer skal Troen jo ikke følge os — der faae vi det store Syn for Heelheden i det Forgangne og Tilkommende — derfra kan endnu kun Stjærnen hentes til det Træ, hvis Blomstren er Forbud paa alle Mirandaers Uraabenbaring i hendes Stammemoder.

s. 118Og nu Levvel for denne Gang. Hjerteligst Hilsen til Dem og hele Familien fra os begge her.

Deres venligst hengivne
B. S. Ingemann.

C. Hostrup til L. Mynster.
Juli 1849

Nu sidder jeg da igjen i min hyggelige Ro og er godt fornøjet dermed. Dine Kommissioner har jeg udrettet, og i Søndags var jeg hos din Familie. Din Moder var meget bekymret over, at jeg havde forladt dig — noget, hvorover jeg ingen Samvittighedsnag har følt, men jeg troer, det lykkedes mig at berolige hende lidt med Hensyn til din Eensomhed.

Nu er vort Kontubernalskab da forbi, og jeg har nu ved Tankerne derpaa Grund baade til Glæde — og til Utilfredshed med mig selv, for det er mig indlysende, at jeg ikke blev dig den Rejsefælle, som du havde ventet, at jeg oftest var dig unyttig og ofte maaskee endogsaa til Besvær. Og jeg føler, at jeg ikke heelt kan frikjende mig selv, men kjære Ven! min Letsindighed har meest været tilsyneladende, thi ogsaa jeg har haft mine Bekymringer, og jeg har adskilligt at fremføre til min Undskyldning. I det Hele haaber jeg, at vort Venskab ikke har lidt ved det snevrere Samliv. Trods den Frygt, du et Par Gange har ytret, er min Kjærlighed og Agtelse for dig stegen derved, s. 119at jeg stærkere har følt Vægten af det Onde, som du har at kæmpe med. Der har været Øjeblikke i Begyndelsen af vor Rejse, hvor du var mig uforstaaelig; jeg anede ikke, hvor syg du var; men havde jeg dengang været paa det Rene dermed, vilde mange Fejlgreb og megen tilsyneladende Haard - hed fra min Side have været undgaaet. Nu kan jeg kun af Hjertet bede dig tilgive mig, hvad jeg vitterlig eller uvitterlig har forbrudt, og bede dig stole paa mit Ord, at dit Vee og Vel har ligget og ligger mig paa Hjertet ligesaa meget som nogensinde før.

Men fremfor Alt, kjære Ven, maa jeg takke dig for den dejlige Rejse. Har dit Udbytte af den ikke været stort (jeg vil dog haabe, at det bliver noget), saa har mit været desto større, og jeg føler mig i alle Henseender forunderlig vakt og styrket. Ved Hjemkomsten hertil traf jeg Martensens Dogmatik, som jeg har begyndt at gjøre Bekjendtskab med, og den har givet mig Lyst til at fornye mit gamle Forhold til Theologien, som jeg i lang Tid utilgiveligt har forsømt. Skulde det ikke endnu kunne lykkes mig at blive Præst, det drages jeg dog atter og atter hen til, skjøndt Forfatterskabet har slaaet saa stor en Klo i mig. At leve af dette staaer ofte for mig som en rædsom Letsindighed; det Spørgsmaal opstaaer pludselig hos mig, om det ikke er forbi ; om ikke min Produktionsevne er standset. Da beslutter jeg altid eet Forsøg s. 120endnu, og hvis det mislykkes, saa holde vi op. Men det var maaskee bedst at bryde af strax.

Gid du maa finde et behageligt og styrkende Opholdssted deroppe i det smukke golde Land. Glem ikke paa Tilbagevejen at besøge Bernhofts og bringe dem min hjertelige Hilsen. Præsten har allerede faaet Brev fra mig, og Damerne nogle Noder. Du kan sige dem, at det er mit Alvor med mit Løfte at besøge dem, naar jeg atter kommer til Norge, og Alvor med min Lyst til at besøge Norge endnu engang. Og lev saa vel, og kom snart styrket tilbage.

Din
C. Hostrup.

J. L. Heiberg til C. Hostrup.
31te Maj 1850

I Anledning af Deres Skrivelse af 17de dennes, undlader jeg ikke at bemærke, at Deres tre Skuespil: Gjenboerne, En Spurv i Tranedands og Intrigerne have — hvad De vistnok selv erkjender — et saa specialt localt Præg og røbe en saa particulær Oprindelse, at de udentvivl egne sig bedre for private Forestillinger, end til at fremstilles paa et offentligt Theater. Det er af denne Grund, at de ikke ere blevne opførte i min Bestyrelses Tid. Og hvad det Punkt angaaer, at Gjentagelsen vilde have forskaffet Dem et forhøiet Honorar, da — uden Hensyn paa, at denne Om s. 121stændighed ikke kan komme i Betragtning ved Dannelsen af Repertoiret — maa jeg bemærke, at det Honorar, som disse tre Arbeider allerede have indbragt Dem, er saa betydeligt, at De neppe kan have Grund til Klage, om der, af dramaturgiske Hensyn, ikke gives Dem Leilighed til at forøge det ^*)Sé Side 189—90 i «Erindringer fra min Barndom og Ungdom» af C. Hostrup..

Hvad angaaer Deres Lystspil Familietvist, da troede jeg, at De havde indseet, hvorfor det i den forløbne Saison ikke blev bragt paa Scenen. Efter det uheldige Udfald af Æsthetisk Sands kunde det vistnok ligesaalidt være i Deres egen som i Theatrets Interesse at fremkalde en Gjentagelse af den samme Opposition, hvortil udentvivl det ene af disse Stykker kunde give ligesaa god Anledning som det andet.

Jeg maatte derfor ansee det for rigtigst, at den første Opposition blev bragt i Forglemmelse, inden man risquerede den anden. Ved den i Mellemtiden forefaldne Opførelse af Soldaterløier vil, som jeg formoder, dette Maal være naaet, og det er derfor ogsaa min Hensigt at bringe Familietvist paa Scenen i Løbet af næste Saison.

Ærbødigst
J. L. Heiberg.

S. T. Hr. C. Hostrup.

C. Hostrup til Ingemann.
August 1850

Hr. Etatsraad Ingemann!

For de tilsendte Fortællinger aflægger jeg Dem herved min hjertelige Tak. Navnlig har det smukke lille Maaneskinsstykke glædet mig, hvori de stærke orientalske Farver ere anvendte med saa megen Rigdom og Smag, og i saa raske Træk, at det lille Maleri intet lader tilbage at ønske. Næst efter denne Fortælling vilde jeg som Heelhed sætte «Christen Bloks Ungdomsstreger», skjøndt jeg indrømmer, at der er Situationer i de to andre, som gribe og røre mere end dette godhjertige, sommerlyse Maleri formaaer. Særdeles maa jeg takke Dem for Efterskriften til «De fire Rubiner», og jeg vil haabe, at den vil give flere Lyst til at trænge ind i dette skjønne dybsindige Eventyr. Jeg fik først Deres Bog ved Tilbagekomsten fra Jylland, hvor jeg har rejst en 4–5 Uger med Student Winsløw. Vort Maal var fornemmelig Vesterhavet og Heden, da jeg tidligere har besøgt den frugtbare Deel af Landet, og jeg har derfor især færdedes i Vendsyssel og Thy, omkring Viborg og Silkeborg. Af Deres nøjagtige Lokalskildringer i Romanerne antager jeg, at De er meget bevandret i Jyllands forskjellige Egne, men De har dog maaskee ikke været i det yderste Vesten, og det fornøjer mig derfor at kunne bringe Dem en Hilsen s. 123fra Prinds Buris’ og liden Kirstens Grav paa Vestervig Kirkegaard. Hvor paalidelig Angivelsen er, veed jeg ikke, men hver Bonde i Egnen kan fortælle, at der under den flade Ligsteen ligger en Prinds og en Prindsesse, som ikke maatte faae hinanden.

Størst Rejseudbytte har jeg for Resten haft af Folkefærdet. I de afsidesliggende Egne ved Vesterhavet træffer man, saavel blandt Embedsmændene og Godsejerne, som blandt Bønderne, en Mængde kostelige Figurer, hvis skarpe Kanter ingen Verdenstone har afslebet, og som midt i al deres, ofte krasse, Materialisme bevare en Hjertelighed, hvorfor man ikke kan andet end holde af dem. Og for at jeg i Livet skal more mig over et Menneskes Spidsborgerlighed, maa der paa Bunden af ham være noget ægte menneskeligt, ellers bliver han mig enten tragisk, eller modbydelig. — Den prosaiske Skurk maa ikke slippe med at gjøres latterlig som Prosaist, han maa straffes som Skurk. Den Letsindighed, hvormed den nyere franske Digterskole blander godt og ondt sammen, den Mangel paa moralsk Indignation, hvormed den betragter Forbrydelsen, er vistnok Kilden til alle dens Vildfarelser og Hovedgrunden til, at den med al sin Aandrighed og Verdensklogskab skal vejres hen for den første kraftige Vind, der rejser sig.

Jeg er kommen bort fra, hvad jeg egentlig vilde, men jeg haaber, at De ikke tager mig mit Brevs Formløshed ilde op. Maa jeg sluttelig takke s. 124Dem og Deres Frue for det mig saa behagelige Pintseophold i Sorø.

Deres ærbødig forbundne
C. Hostrup.

Ingemann til C. Hostrup.
Sorø, d. 28de Septbr. 1850

Kjære (Hr. ^*)Maa jeg ikke nok udelade det? — det klang mig saa fremmed.) Hostrup!

Det glæder mig at regne Dem til mine velvillige og poetiske Læseres Tal og derved see en aandelig Traad mere til mulig Sammenknytning af Aanden og Livet i den romantiske eller saakaldte «æsthetiske» Tid og den nye ikke blot politiske og statsøkonomiske og lattermilde, men nu, Gudskelov, ogsaa fædrelandsk-begeistrede Heltetid, som De er saa lykkelig at være ung i.

I den lille Bog, jeg her sender Dem, vil De finde min Opfattelse af Tidsforholdene og Stemningerne i de tre sidste vigtige Aar. Jeg giver det dog kun som seet fra det stille Hjem og som Baggrund for en Livsudvikling i private Forhold.

Det er mig kjært at erfare, at min lystige Christen Blok har tiltalt Dem, saamegetmeer som det var en saagodtsom ny Retning, jeg i denne lille Skildring var slaaet ind i. Uagtet jeg aldrig som Forfatter har følt noget Tryk af vor gamle s. 125Presselov, synes jeg dog nu, at jeg bevæger mig med en større Frihed og meer uforbeholdent kan berøre alle Forhold, end tilforn. Det vil De maaskee ogsaa mærke i den nye Bog. Jeg udsætter mig kanskee for nogle Angreb; men det er jeg vant til. Jeg har aldrig lidt af stor Respect for Kritiken — nu synes den mig dog først en ordentlig død Hund i dens gamle protegerende eller fordømmende Skikkelse — ikke fordi jeg jo altid har anseet Aandens Verden for Republik, men fordi jeg synes, man nu dog saa temmelig har emanciperet sig fra Enkeltmandens og Cotteriernes Anmasselser — medens rigtignok paa den anden Side og med Hensyn paa Livet i det Hele — al Personlighed synes at forsvinde og gaa op i de store Masser af aandelige Rørelser.

Det var mig fornøieligt at see den jydske Naturs Indtryk paa Dem, og jeg samstemmer aldeles med Dem i Fordringen af noget ægte Menneskeligt i Grunden, hvor man skal more sig godmodigt over de Overfladens Phænomener, der stikke os i Øjnene som Philisteri eller Særheder.

Lev fremdeles glad og lykkelig i en fri og heldig poetisk Virksomhed og bevar mig i venlig Erindring!

Mange Hilsener til Familien!
Deres hengivne
B. S. Ingemann.

C. Hostrup til Ingemann.
Kbhvn., d. 17de Novbr. 1850

Deres nye Bog har glædet og opbygget mig. Mod Deres christelige og humane Betragtning af Tidsbegivenhederne ville vistnok de Alvorligere Intet have at indvende, og Grinebiderne, som jo rigtignok udgjøre Massen i vor, med al sin Kraft, uhyre letsindige Heltetid, er det da bedst at være fri for. At Alting peger hen til Christendommen og i sidste Instans skal dømmes efter sit Forhold til den, det er det, man har glemt i den Grad, at ikke engang Døden for Øjnene kan vække Mindet derom. Og dog synes det danske Folk i Sammenligning med Tydskerne saa uskyldigt og ærligt, at man neppe kan tænke sig disses Hjem uden som et Sodoma og Gomorra.

Jeg føler, at jeg skriver dette i en Stemning, og der er derfor maaskee noget Usandt deri. Men sandt er det dog, at de sorte Uvejrskyer snarere har forøget end formindsket Grinebideriet hos vore kjære Landsmænd. Forsaavidt som det hviler paa en Totalanskuelse, paa en Erkjendelse af Livets Jammerlighed, som dog gjennem Gud i en vis Grad føler sig forsonet dermed, har jeg stor Respekt for det Komiske, men den modbydelige, hjerteløse Ironi, al den «Vaudevillemælk og Kjældermandssalt», dette evindelige Vaas, som mangler det sande Komiskes opløftende Kraft, er mig inderligt imod, og det er dog vor Heltetids bedste aandelige Mad. s. 127Det er muligt, at jeg selv har bidraget noget dertil, men dog veed jeg, at der i mine fleste Arbejder ligger Alvor paa Bunden, og den uskyldige Overgivenhed, som er et ungt og glad Hjertes naturlige Udbrud, gjør da sikkert i en filistrøs Tid mere Gavn end Skade. Men hvorledes det nu har været, vist er det, at jeg, hvis Smule Talent dog er decideret i Retning af det Komiske, bestandig mere og mere føler mig fremmed for mine nærmeste Forgængere i denne Green af vor Literatur og i Poesien, som i Livet, nærmest knyttet til de alvorligere Aander, til Romantikens og Christendommens og Hjertets Digtere, hvoriblandt De i en saa lang Række af Aar har indtaget en saa betydningsfuld Plads. Heiberg, Deres og Grundtvigs, Oehlenschlägers og Hauchs Modstander, som jeg derfor ogsaa som Læser i det Væsentlige maa betragte som min, throner vel ikke mere paa sit kritiske Højsæde, men han regerer det danske Theater, jeg tør næsten sige til almindelig Misfornøjelse. Holbergs Komedier, hans egne Vaudeviller med deres uægte Børn er saagodtsom det eneste af dansk-dramatisk Literatur, der faaer Adgang til Scenen; af Oehlenschlägers spilles aldrig andet end «Hakon Jarl», saa det er vistnok utvivlsomt, at han principmæssigt arbejder paa at udelukke og fortrænge den store Mesters Arbejder fra Skuepladsen. Nogle Shakspearske Lystspil, hvis Skjønheder heldigviis ere altfor store til ganske at forsvinde under en «smagfuld» Bearbejderindes s. 128Hænder, nogle slet oversatte Komedier af Molière, en Tragedie af Byron, som ikke alene ikke er skreven for Scenen, men hvis Opførelse Forfatteren udtrykkelig har frabedt sig, ere vistnok med alt, hvad man kan indvende mod dem, at foretrække for den Scribeske Oversvømmelse; men de bydes os saa paafaldende sparsomt, at Heiberg, som i sin Tid roste sig af som Forfatter at have fyldt det tomme Theater, nu som Direktør mere og mere nærmer sig mod det Maal at spille for tomme Bænke. Enhver Gnist af sand Romantik, ethvert Glimt af naturlig Vittighed gjør Lykke, saa Fejlen ligger vist ikke fornemmelig paa Publikums Side, og desuden er der bestandig fuldt i Casino-Theater, i hvis Tryllefarcer der dog altid, hvor slet de end ere sammensatte, og hvor mangelfuldt de end blive udførte, er noget Eventyrligt, noget Livligt, noget Gemytligt, som Menigmand synes om.

Men jeg gaaer maaskee mere i Detailler, end det kan interessere Dem. De staaer nu udenfor, eller rettere over Striden, Deres Plads i den danske Literatur vil Ingen mere afdisputere Dem, og om Kritikken for Øjeblikket ikke tager den behørige Notice af Dem, saa veed De ogsaa, at det, forsaavidt der er en Smule Liv i den endnu, kun er Heibergs Aand, der synger deri. De har bestandig haft mange og gode Læsere ; De maa, fremfor de fleste af vore Digtere, have den Overbeviisning, i Deres næsten 40aarige Digterliv at have virket forædlende og opbyggende paa en stor Mængde s. 129Mennesker af alle Stænder; derfor kan De nu see al Opposition og al ignorerende Fornemhed roligt over Hovedet. Anderledes er det med en ung Mand, som i vor gjærende Tid har ondt ved at faae Fodfæste saavel i sig selv som i den offentlige Mening, naar han tillige føler, at det kommer mere an paa at virke noget godt, end paa at opnaae en stakket Berømmelse, som i Almindelighed er ligesaa dyrt kjøbt (aandelig talt), som den er let vunden. Hvorvidt altsaa Deres venlige Ønsker om en heldig poetisk Virksomhed for mig skal gaae i Opfyldelse, kan jeg ikke vide; ganske troer jeg ikke at burde opgive det og kan vel heller ikke, men som mit egentlige og nærmeste Maal har jeg sat det at blive Præst, og stiller mig derfor helst nu i de theologiske Kandidaters beskedne Klasse. —

Maa jeg endnu engang takke Dem for Bogen, Brevet og Parenthesen: (Hr.)

Deres hengivne
C. Hostrup.

Ingemann til C. Hostrup.
Sorø. 10. Febr. 1851

Kjære Hostrup!

Hermed det Vidnesbyrd, som jeg med megen Fornøielse sender Dem, skjøndt jeg anseer det for overflødigt. Der vil neppe være Tvivl om, at De opnaaer Stipendiet — og jeg veed af Erfaring, s. 130hvor ubetalelig en saadan Reise er for det hele Liv, netop for at blive rigtig hjemme og see vort lille Land og Folk i det rette Forhold til den øvrige Verden. Da Reisen først er betænkt til Efteraaret, sees vi da forinden, og det skal fornøie mig at gjøre et Blik i Deres Rejseplan. Hjertelig Tak for de meddeelte Anskuelser og venlige Yttringer i Deres Brev ved Slutningen af det gamle Aar. Det blev Gud skee Lov! et i vor Historie mageløst Seiersaar. Nu ved Hærens Tilbagekomst vaier Dannebrog i min Have, og jeg hilser hver Dag vore tappre Landsoldater paa deres Seierstog. Det er første Gang, jeg har oplevet en saa stor almindelig Fællesglæde og Folkebegeistring. Jeg har seet Glædestaarer i mangen skægget Krigsmands Øine og trykket mangen djærv Haand med Tak og Beundring. Længe varer det sagtens ikke, inden vore nordiske Atheniensere blive kede af denne Begeistring og parodiere den i deres Farcer; men der bliver dog vist uforgjængelige Gnister tilbage i Folkesindet, som kan blive til herlige Flammer igjen om et Aarhundrede. Jeg seer et Opsving i de 3 sidste Aars Bedriftliv saavel for hele denne Slægt som for mange kommende, saavel for vor Nationalhistorie som for vor Folkepoesie — derfor har jeg ogsaa takket mangen bortdragende Krigsmand. Nu maae vore Digtere tage fat, hvor Landsoldaten slipper, og benytte det Liv og den Stemning, denne Daadstid har fremkaldt. Hvo der nu var ung!

s. 131Den Livspoesie, jeg har drømt om for 40 Aar siden, da jeg skrev «Parizade», synes mig nu at være kommen til Norden med det syngende Træ og den talende Fugl, uagtet det er Vinter.

Gid nu Vaaren maa bringe os den Fred, vi har givet saa meget ædelt Blod for — og gid Fredens Konster saa maa blomstre som i et nyfødt forynget Fædreland! Flyv saa glad til Syden med Trækfuglene, naar Løvet falder, og kom som en rig og lykkelig Sangfugl tilbage til vore deilige Sommersale.

Deres hengivne
B. S. Ingemann.

Lucie hilser Dem hjertelig og glæder sig til Deres Reise-Udsigt. — Venligst Hilsen til hele Familien!

J. L. Heiberg til C. Hostrup.
Kbhvn. 17. Marts 1851

Det af Dem indsendte Skuespil «Tordenveir» har vistnok flere gode Sider, og indbefatter baade smukke og underholdende Elementer; men jeg maa dog henstille til Deres egen Overveielse, om det ikke tillige har visse Sider, som ville skade Indtrykket af det Hele, og som derfor kunde have godt af at undergaae en Forandring. Da Stykket dog neppe vilde kunne komme paa Scenen førend i næste Saison, er der god Tid til at overveie Sagen og tage en Beslutning.

s. 132Først maa jeg ansee det for nødvendigt, at Dialogen concentreres og forkortes paa et Sted, hvor den falder noget i det Brede. Dette synes mig især at gjælde om Slutningen, navnlig om 13de og 14de Scene, hvor saa Meget fortælles, som Tilskuerne vide iforveien. Forsoningen mellem Ribolt og hans Frue synes mig altfor rørende og alvorlig holdt, hvilket gjør Situationen tung, uden at man faaer nogen Tro paa, at den forskruede og ondskabsfulde Dame staaer til at forbedre. At Ribolt kommer til at bekjende sin Mordbrænder- Plan, synes mig ogsaa vel massivt. Dersom man ikke skal betragte hele hans Fremtid som forspildt, hans Rygte og Anseelse som ødelagte, saa maa hans forfeilede Plan forblive en Hemmelighed for Andre og kun finde sin Straf i hans egen Samvittighed. Men det forstaaer sig, saa maatte Morten i 4de Acts 11te Scene ikke have været Vidne til Anslaget, men dette maatte ved andre Midler være tilintetgjort.

Hvad Anna angaaer, da forekommer det mig, at De har ladet en god Leilighed slippe Dem af Hænderne, nemlig til at skildre Kampen mellem to modsatte Naturer i denne Characteer, omtrent som i «Tonietta». Naar man undtager hendes halvt trodsige Replik i 1ste Acts 1ste Scene: «Min Moder døde i Tugthuset», — er der Intet, som erindrer om Taternaturen i denne Pige, før hun i Slutningen af 4de Act opfordrer til Mordbranden. Men just derfor fremkommer dette Træk s. 133ikke blot uventet, hvilket kunde være en Dyd, men usandsynligt, hvilket ikke er en Dyd.

Endelig har dette Stykke en Egenskab, som man vel er vant til i burleske Comedier, men som i Dramaer af en alvorlig Characteer pleier at virke skadeligt paa Publicums Sympathie, der er mellem de mange Personer ikke Een, for hvem man kan interessere sig som Menneske eller Personlighed. Anna kunde været en saadan, men er neppe bleven det. Men iøvrigt ere Personerne enten skikkelige og raae, eller baade uskikkelige og raae. Selv Dr. Skarre er jo en høist overfladisk Person, raa med en vis Pli, der dog selv er temmelig raa, og vistnok ikke bedre værd end at giftes med Frøken Rosalie.

Denne Omstændighed, mener jeg, er farlig for Stykkets Modtagelse hos Publicum, men jeg indseer vel, at den ikke hører til dem, som kunne forandres, med mindre det kunde lykkes Dem at bringe noget Mere ud af Anna. Vel er Vendel en ganske net Mand, men dog temmelig ubetydelig. Jeg kan ikke bedre udtrykke min Mening end ved at sige, at dersom alle Stykkets Personer vare virkelige, levende Mennesker, saa var der ikke Een af dem, som man kunde ønske indlemmet i sin Omgangskreds. Dette er slemt med Hensyn paa Publicums Deeltagelse i en for største Delen alvorlig Handling.

En Vanskelighed ved Opførelsen vil være, at udentvivl Mange skulle tale jydsk Dialect i forskjellige Nuancer fra det Ram-jydske til den svagere s. 134Ledsagelse deraf. I denne Anledning ønskede jeg ved Leilighed at erfare Deres nærmere Bestemmelser om Detaillen. Skal der f. Ex. i Annas og Elses Tale være Noget af den jydske Accent? Ligeledes i Vendels? Ja selv i Hornums, Fru Hornums, Rosalies, Skarres etc. ?

Hvad Rollebesætningen angaaer, da antager jeg, at Mad. Phister og Mad. Sødring ikke vel kunne undværes, den Første i Fru Ribolts, den Anden i Fru Hornums Rolle. Men isaafald er det en Grund mere, til at Stykket ikke kan komme paa Scenen i denne Saison. Jeg henstiller til Deres Overveielse, om ikke Mad. Mortensens Rolle hellere bør gives til jfr. Møller end til Mad. Nielsen, hvilken Sidste let vil komme til at erindre om sin Rolle i «Pak».

Idet jeg herved lader Manuskriptet følge tilbage, afventer jeg Deres nærmere Svar paa ovenstaaende Bemærkninger.

Ærbødigst
J. L. Heiberg.

S. T. Hr. Cand. C. Hostrup.

C. Hostrup til V. Nicolaysen ^*)Senere Secretair i det norske Landbrugsdirectoriat ; døde 1892..
Juli 1851

Igaar Aftes Kl. 11 fik jeg dit Brev, og Morgenen efter Kl. 7 staaer jeg allerede ifærd med at s. 135svare dig. Ikke blot fordi du har taget min Forfængelighed paa det ømme Sted ved at rose mine Stykker, er jeg bleven saa ivrig, men meest fordi jeg hidtil kun har skrevet til Gamlebyen og takket dens hyggelige Penater. — Musernes Sønner, de norske Studenter, 'som repræsenteres for mig af dig og Claus Riis og H. Lassen og du veed nok selv hvem, kort mine Venner fra 1845 og 49 skulde dog have en særegen Tak og Hilsen, og den skulde bringes gjennem dig. Jeg haaber, at jeg i god Betydning tør kalde mig studiosus perpetuus; det er nu snart 14 Aar, siden jeg tog Artium, og den ene Generation efter den anden af mine Bekjendte ere blevne adstadige Embedsmænd, men jeg selv passer intetsteds uden i Ideernes og Drømmenes Verden, og maa derfor, som Jerusalems Skomager, stadig vandre med min hele Ejendom i Hjertet, medens de Andre sætte sig ned og faae Kone og Børn og bløde Lænestole og Penge paa Rente o. s. v. Naar du engang er bleven Sorenskriver, saa faaer du maaskee Besøg af nogle danske Studenter, som du naturligviis tager rigtig godt imod; — paa Een nær er det lutter unge Mennesker, men denne Ene er en gammel Karl, som føler sig fremmed blandt sine Jevnaldrende og troer paa den evige Ungdom ; han laver endnu Studenterviser og er lidt forelsket i alle elskværdige Damer (ogsaa i din Kone) og blæser hele Verden et Stykke. Samme Person vil da maaskee have overlevet sin Digter-Reputation, men det gjør jo ikke s. 136noget mellem Venner; han vil i alt Fald have bevaret sin Ungdommelighed og Gemytlighed — og saa Pokker i Vold med det Øvrige!

Jeg afbryder dette poetiske Maleri, fordi jeg imidlertid har faaet dit første Brev (det med Gran), skjøndt jeg ikke har seet Gran endnu. Først igaar fik jeg Nys om, at her var en saadan, og hvis Voltelen ikke bringer ham til mig idag, saa skal jeg snarest muligt selv opsøge ham. Bøgh har jeg gjort mig megen Ulejlighed for at træffe, men det har ikke villet lykkes mig endnu. Brevet afleverede han til en af mine Søstre, som han mødte paa Østergade, da han igaar kom fra Dampskibet, men da jeg var ude i Aftes, fik jeg det først ved Hjemkomsten Kl. 11.

Men jeg kommer fra Hovedsagen. Tak, du norske Student for de uforglemmelige Dage i Christiania! Jeg kom op til Eder med store Forventninger, men Virkeligheden var her noget ganske andet og meget bedre end Drømmene. Vi have ordentlig været tungsindige — ikke blot som Efterveer ovenpaa den potenserede Nydelse — men fordi I havde kastet Runer for os, som gjorde, at vi ikke kunde give slip paa Eder, da vi skulde. Vor eneste Glæde siden Afskedens, thi man var dog glad midt i Sorgen, har været at fylde Kjø- benhavn med Eders Priis. Navnlig have I vundet et stort og enthusiastisk Parti i vore Damer, og det er sandelig ikke det svageste eller sletteste. Af vore ældre Rejsefæller har jeg jevnlig talt med s. 137Hauch, der i sin Enthusiasme stundom bliver saa norsk, at det støder mine — sandelig ikke antinorske — Øren.

Jeg havde bedet Mantzius om ikke at læse «En Nat mellem Fjeldene» oppe hos Eder. Mit Kjendskab til Norge er saa ufuldkomment, min Muse er saa reent dansk — og ikke universel nordisk som de større Aanders, at jeg havde Grund til at frygte for, at mit Stykkes Mangel paa Nationalkolorit, da det dog optræder med en Slags Fordring derpaa, vilde virke frastødende paa Eder. Det glæder mig, at det ikke har gjort det Indtryk paa dig. Et dansk Stykke er det naturligviis ; den norske Natur er seet med danske Øjne, og at det ikke har været min Mening at give mere end et saadant subjektivt Billede, der mere vil gjengive mine egne Indtryk end Sagen selv, burde maaskee have været Publikum meddeelt i et Forord. Noget langt Bedre og Sandere anseer jeg «Tordenvejr» for at være; men her er Lokalfarven saa stærk og saa ublandet, at I neppe ville kunne have den paatænkte Nydelse deraf. Ribolt (maaskee Stykkets bedste Figur), Morten og Else, endelig Taterfolket, ere saa jydske, at I maa have ondt ved at komme tilrette med dem. Jeg tvivler ogsaa paa, at det vil gjøre synderlig Lykke her; den hele mørke Tone, som Lyngbakkerne kaste over Maleriet, den tunge Tordenluft, som gjennem de fire Akter bliver mere og mere trykkende og først skaffer sig Udbrud ved det physiske Tordenvejr i femte Akt, s. 138vil neppe behage et Publikum, der venter sig lutter Lystighed, naar det gaaer hen for at see et Stykke af mig.

Ogsaa her er Tordenluft. Formodentlig paa Grund af russisk Indvirkning har vort Ministerium opløst sig, og det hedder, at Reactionen, som hidtil har skaanet os, nu med hele sin Styrke vil vælte sig over vor nye Frihedsbygning. Vi Unge, som har gjennemlevet de tre sidste Aar med hele vort Hjerte, ere naturligviis voldsomme Frihedsmænd og sætte os sikkert paa Bagbenene, men Hr. Sørensen! og Armeen! — For det Første maae vi haabe paa Kongens danske og folkelige Sympathier (thi Aristokraterne og Schleswig-Hol-steinerne gjøre fælles Sag), men han stikker ikke dybf, den Stakkel! og fanger de først hans Kone, saa tager hun vel ham med. I saa Tilfælde maae vi gjøre Revolution, og saa kan I passende komme ned og hjælpe os.

Inderlig megen Tak for dine Breve og dobbelt Tak, hvis du bliver ved, som du har begyndt. Hils Cappelns og tak dem ret meget for den herlige Eftermiddag, jeg tilbragte hos dem. Ja den Eftermiddag ved Vrangfossen, hvor den prægtige vilde Natur og det gemytlige Selskab (Maler Cappeln, Claus Riis, Mynster og jeg) skabte mig nogle af disse lykkelige Øjeblikke, som man aldrig glemmer.

Og saa Farvel! du snilde Gutten min! Lad os høre fra dig, naar du kommer til Ulefos, og s. 139fortæl mig lidt om Folkene derovre, Maleren og hans Søstre og den snurrige Pastor Buch i Holden! Jeg skal nok svare; jeg skriver gjerne til gode Venner og særdeles gjerne til dig. Hilsen fra gamle Liebenberg, som er meget glad over, at du har tænkt paa ham.

Hvad du mener med Jomfru Vold, forstaaer jeg ikke. Har du laant Convolutten af hende? Saavidt jeg mindes, hed en kjøn ung Pige, som jeg dandsede med paa Klingenberg, saaledes. Jeg er for Øjeblikket frygtelig forelsket i alle norske Damer, saa du maa give mig nærmere Underretning.

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til V. Nicolaysen.
2den Aug. 1851

– – Ogsaa jeg har været paa Landet, rigtignok kun tre Miil fra Kjøbenhavn, men paa en dejligt beliggende Gaard (Kokkedal) ved Øresundet, Sjællands Paradiis. Ja, du har vel tidt nok hørt vore Poeter raabe paa Sundets dejlige Kyst, og Nordsjælland er for os Kjøbenhavnere, hvad Ringerige er for Jer. At jeg forresten ogsaa har skrevet et Digt om Istedslaget, er ganske rigtigt, og interesserer det dig at faae det at see, saa vil du finde det i «Fædrelandet» for den 25de Juli. Vi har her Skoleog Universitetsferie for Tiden og derfor s. 140ere alle Vennerne spredte over det danske Land. Min egen Ringhed drager om et Par Dage til Holbæk, hvor min Søster er Præstekone, og min Svoger følgelig Præst. Der bliver neppe noget af min Udenlandsrejse før til Foraaret, og Gud veed, om man lever saalænge, og om man ikke taber Lysten imens. Jeg er næsten bleven for gammel til at gjøre saa lange Rejser; jeg hænger for stærkt ved Hjemmet og forudseer, at jeg i Italien vil døe af Hjemvee. Imidlertid siger Folk, at man har godt af at rejse, og jeg vil troe, at man vil vinde en Portion Kraft i den uhyre Eensomhed, som man maa føle mellem lutter Fremmede, hvis Sprog og Interesser man kun halvt forstaaer, og i en fremmed Natur, i hvilken man, med al dens Dejlighed, aldrig kan blive rigtig hjemme. Jeg rejser derfor mere af Pligtfølelse end af egentlig Lyst (Lysten driver mig nærmest til at besøge de tre nordiske Riger); men i sangvinske Øjeblikke udmaler jeg mig, hvorledes jeg skal komme tilbage som en heel Karl, for da med større Udbytte og med forøget Kjærlighed til vort Norden at gjæste Vesterhavet og de jydske Heder og Fyens Blomsterhave og Bergen og Trondhjem og Stockholm og endelig slaa mig fast i min Hjemstavn ved Sundet. At alt dette skulde skee i eet Træk, er ikke min Mening, men alle disse Rejser skulde danne et nyt Afsnit af mit Liv, betitlet: Jens Kristrups Vandreaar, der skulde følge efter hans Læreaar og danne Overgangen til hans Leveaar.

s. 141Jeg skriver altid om mig selv, men det er det, man efter min Mening skal gjøre i et Brev til en Ven, hvilket dog nærmest maa ansees for et Dagbogsblad. Forresten har jeg heller intet andet at skrive om for Øjeblikket.

Folkestemningen er efter Krigen saa enig, og har ogsaa ved denne Lejlighed viist sig at være det, saa at vore Fjender ikke har kunnet gjøre os den Skade, som de gjerne vilde. Over hele Landet staaer man en garde, og med al vor Letsindighed (thi Letsindigheden hører med — om ikke til Folkets — saa dog til Kjøbenhavnernes, de nordiske Athenienseres Karakteer), saa vil dog neppe noget Brud paa Forfatningen blive taalt. En Smule Modgang, der kan holde os vaagne, indtil Friheden faaer trængt rigtig ind til Marv og Been, har vi sikkert godt af, og den, der som jeg, har oplevet hele det nye Livs Opvaagnen med Christian den ottendes Thronbestigelse og dets Blomstren under Krigen med Tydskland, tvivler ikke saa let om, at det nok vil bære overflødig Frugt for hele Norden. —

Hører du noget fra Cl. Riis, saa lad mig det vide, jeg er bekymret for ham. Kan I ikke faae ham til at tage sig noget for? Han kan jo nu gjøre Alvor af at blive Landmand, hvortil han undertiden har ytret Lyst. Den Virksomhed vil jo nok kunne trives sammen med den poetiske. Dine Breve modtages altid med stor Jubel, og du har endnu efter Adskillelsen voxet dig dybere ind s. 142i vore Hjerter. Klem derfor rigtig paa, for at du snart kan komme herover; selv om jeg er borte, vil det glæde mig at høre, at du er her, og du vil sikkert befinde dig vel hos os. Fra Svenskerne, der ikke, som vi, ere Brevskrivere, har jeg intet hørt. Thomasson havde lovet at gjæste os, men han er ikke kommen endnu. Hils H. Lassen, Bonnevie og J. Moe. Siig til den Sidste, at han skal komme herned, den Næstsidste kommer jo. Vale, amicissime!

Din C. Hostrup.

M. Wiehe til C. Hostrup.
Fredensborg Slot, d. 3die Aug. 1851

Hr. Candidat C. Hostrup!

Omendskjøndt jeg ikke er vis paa at kunne spille Mortens Rolle, og omendskjøndt jeg allerede har lært Skarres Rolle, betænker jeg mig intet Øieblik paa at bytte den Sidste for den Første, naar Valget staaer til mig. Den første Betænkelighed (at jeg ikke skulde kunne spille Morten) taber desuden ganske sin Betydning, naar jeg betænker, at jeg med ligesaa megen Grund kan sige det Samme om Skarre eller med Hensyn til Skarre. — Altsaa: Morten. Jeg sender ikke Rollen for ikke at forstyrre Forretnings-Ordenen. Nu skal jeg have Ordre fra Directeuren igjennem Secretairen, før tør jeg ikke skille mig ved den.

s. 143Jeg maa bede Dem undskylde Papiret, baade hvad Farve og øvrige Beskaffenhed angaaer, men til min Undskyldning vil jeg anføre, at jeg boer paa Landet, at dette er det eneste Stykke Papir, vi have tilbage, og at det haster med Svaret.

Ærbødigst
M. R. Wiehe.

C. Hauch til C. Hostrup.
Frederiksberg Slot, d. 6te Septbr. 1851

Jeg takker Dem særdeles meget for Deres Bog og for Deres Brev og for den Tillid, De deri viser mig, og jeg vilde troe at have fornærmet Dem, hvis jeg ikke ved denne Leilighed udtalte min inderste Overbeviisning ; desuden skatter jeg Dem og Deres Talent altfor høit, til at jeg skulde søge at trække mig ud af Sagen med et Par Complimenter.

Jeg maa først begynde med at sige Dem, at jeg i dette Stykke som i alt andet, hvad De har skrevet, finder et aabent Øie for det virkelige Liv, tilligemed et stort Talent til at fremstille det i Genrebilleder, der indeholde en høi Grad af Sandhed og Friskhed.

Imidlertid tør og vil jeg ikke fragaae, at Deres sidste Stykke, trods de dramatiske Situationer og det Blik for Livet, der findes deri, dog har gjort mindre Indtryk paa mig end «Eventyr paa Fodreisen», «en Spurv i Tranedands» og flere andre, s. 144som De har skrevet; og Grunden dertil ligger, efter min Mening, ingenlunde deri, at Deres poetiske Kraft har svigtet Dem, men snarere i noget andet, der med et Slags Nødvendighed udspringer af den indre Plan.

Uagtet jeg gjerne tilstaaer, at det Comiske og Tragiske i romantiske Dramer med stor Virkning kan blandes imellem hinanden, saa gives der dog, hvis jeg ikke feiler, et Slags Stykker, der svæver mellem begge, hvilke frembringe et mindre heldigt Indtryk; det er nemlig dem, hvorigjennem der gaaer en Hovedhandling, der, uden at frembringe en egentlig tragisk Virkning, dog er altfor alvorlig, ja altfor trykkende, til at det Comiske kan komme til sin fulde Ret, og til med Frihed at røre sine Vinger, eller til, selv hvis dette kunde skee, at virke befriende paa Tilskuernes Sind. Og dette mener jeg at være Tilfældet i «Tordenveir», hvori der er en Brøst i de Personers Indre, der ere stillede nærmest ved Midtpunktet, og fra hvilke Hovedhandlingen gaaer ud, som fører til Ulykke og Fortvivlelse, uden at Sjælen, hverken paa den comiske eller tragiske Vei, kan føle sig befriet. Ribolts aandelige Svaghed, der pludselig frembringer en saa fortvivlet Beslutning, udøver vel et Slags Tryk paa Sjælen, men vækker ikke den høiere Deeltagelse, saameget meer som hans Monolog i Begyndelsen af 5te Akt røver os den Tro, at hans senere Anger og Trudsel med at angive sig selv er alvorlig meent.

s. 145Heller ikke giver hans Kones haardog koldhjertede Opførsel mod en værgeløs Skabning nogen Garantie for, at en lykkelig Forandring for hende kan finde Sted.

Dette er min Hovedindvending imod Stykket. En Digter kan, hvis min Erfaring ikke reent bedrager mig, ødsle ganske overordentlige Kræfter paa et Stykke, hvori Grundtanken ikke med Frihed bærer det Hele, uden at frembringe den Virkning, som han med en Trediedeel af samme Kraft vilde frembringe, naar Grundtanken er heldig, og det er for en stor Deel herved, at «Fodreisen» og den phantastisk-comiske «en Spurv i Tranedands» frembringe den lykkelige Stemning hos Tilskuerne.

Jeg har endnu den Indvending, at de mange Par, der skulle forenes, noget for stærkt spreder Opmærksomheden mod Slutningen, saa derved det sidste Indtryk kommer til at ligne det, man faaer af et optisk Glas, der istedenfor at samle Straalerne til et eneste Billede, snarere spreder dem til forskjellige Sider.

Dette er mine Indvendinger, som jeg dog vel ikke saa uforbeholdent vilde have fremsat, hvis De ikke selv havde opfordret mig dertil. Hvad jeg især maa rose i Stykket er, foruden meget andet, den hele fjerde Akt, som i mine Tanker er meget god, og vilde have været fortræffelig, hvis De i Begyndelsen stærkere havde ladet Anna Svendsens heftige Natur, eller med andre Ord det Taterblod, s. 146hun har faaet i Arv, komme frem; thi da havde hendes Opførsel været bedre motiveret.

Lyng er en ypperlig Characteer; hans store Talent til at gjøre falske Slutninger og brede dem ud som Sandheder og til dog bestandig at vedligeholde den høie Mening om sin egen Superioritet i alle Henseender, fortjener vist stor Paaskjønnelse. Hele Episoden med Hornum, der faaer den Mand til Svigersøn, som han af alle meest hader, og meget andet viser ogsaa, at De forstaaer at skildre denne Side af Livet i sin lystige Sandhed.

Tilgiv mig nu denne min Oprigtighed, som jeg troede at skylde Dem, og som jeg saameget desfriere har overladt mig til, da jeg anseer Dem for at være hævet over den Digterirritabilitet, som saamange andre store Talenter lider under.

At Deres Stykke dog er bedre end mangfoldige Ting, der gjøre Lykke paa vor Scene, kan ingen være mere overbeviist om end jeg. At Mange, naar en yndet Forfatter har skrevet noget, hvori de troe at finde Feil, ville benytte Leiligheden til at give deres Misundelse Luft, og til at harme sig over det Bifald, Forf. tidligere har høstet, er, hvad jeg ikke behøver at sige en Mand med Deres Blik, ganske efter Verdens almindelige Gang. — Tusinde Hilsener fra os alle. Kom snart til os!

Med sandt Venskab og Høiagtelse
Deres
C. Hauch.

S. T. Herr Cand. Hostrup.

Ingemann til C. Hostrup.
10de Septbr. 1851

Kjære Hostrup!

Venligst Tak for «Tordenvejret!» Det ruller hen over en kjendelig dansk Menneskegruppe — og jager Uklarheden og Lummerheden bort i deres Livsdrama. De har med Føie hverken kaldt det Lystspil eller (som «Fædrelandet») borgerlig Tragoedie. Det staaer paa Grændsen af begge. De har med megen Natur og Sandhed taget Mennesker af Hverdagslivet, og, uden at give dem Cothurner paa, bragt dem saa nær til den borgerlig tragiske Scene, som de kunde komme uden at skifte Sko og Characteer eller skrues op over deres Sphære. Benyttelsen af det Tilfældige er blevet betydningsfuldt, uden at den «Vorherres Finger», der virker i Lynet, bliver maskingudagtig. Det er et af de Vink og Varsler, der temmelig ofte træde ind i ethvert naturligt Menneskeliv og gribe velgjørende ind i de hemmeligste Tankenæt. Naar en gammel eensidig Æsthetik vil forbyde os at gribe slige Motiver, er det en Lov, jeg mener man med fuldeste Ret tør trodse. Den Romantik, der skjuler sig især i dette Motiv og dets Gjennemkrydsning af den frie, men onde Villie i de derved luttrede Gemytter, kunde maaske være fremhævet med noget stærkere Farver og have rørt noget mere op saavel i Skuespil-Characterernes som derved ogsaa i Tilskuernes Sind ; men det stred mod den Oeconomie s. 148med det Pathetiske, Valget af deres Characterer og deres Livssphære har foreskrevet Dem.

Tak for dette troe Billede af Livet! Det skulde fornøie mig engang at see dets Virkning paa Scenen.

Venligst Hilsen til Familien!

Lucie beder mig ogsaa hilse Dem hjertelig og takke Dem for Stykket, som hun har læst med megen Interesse.

Deres venligst hengivne
B. S. Ingemann.

C. Hostrup til V. Nicolaysen.
29de Septbr. 1851

Du skal ret have Tak for, at du ikke bliver kjed af at skrive os til; dine naturlige og hjertelige Breve blive ogsaa altid modtagne med stor Glæde. Jeg haaber nu, at det skal være Alvor med vor Forbindelse, ikke blot den imellem dig og os, men med Forbindelsen imellem den danske og norske Ungdom, med fælles aandelige Interesser og uden den pjaltede Misundelse. Kunde man blot lære Folk hernede at betragte enhver norsk Bedrift, i Aandens eller Haandens Verden, som en Forøgelse af den fælles Rigdom (og i Norge kunde en Deel ogsaa have godt af den Lærdom), kunde man lære Eder at blive stolte af os, og os at blive det af Eder; men optraadte der nu en stor norsk Komediedigter, saa vilde Poeterne hernede (jeg s. 149haaber dog, at jeg skal holde mig fri derfor) sikkert være uvillige til at indrømme hans Superioritet, hvor indlysende den end maatte være, og I vilde sagtens overvurdere ham paa vor Bekostning. See derfor gjælder det at holde sammen og rigtig at gjøre Folk det klart, at vi ligeoverfor den øvrige Verden høre til samme Hovednation, ligesom Athener og Spartaner.

Hernede ere vi endnu stadig bekymrede for de slesvigske Forhold. I Krigen ere vi kjække nok, men i Freden løber den forbistrede Godmodighed, som er vor Nationaldyd og Nationalfejl, af med os, og Slesvig-Holstenerne sidde nu igjen og gjør Nar af os lige i vore aabne Øjne. Ulykken er den, at den ældre og fornemmere Slægt, som sidder ved Roret, har levet sig saa dybt ind i deres Unordiskhed og Aristokratisme, at de med den bedste Villie ikke kan see, hvor Skoen egentlig trykker. Men Liv er der i alt Fald, og har vi begyndt saa godt, saa sætter vi vel nok vor Ret en Gang igjennem.

Det er tungt, at Bøgh skal rejse. Vi ere nu blevne saa vante til at betragte ham som en af vore egne, saa vi give højst nødig slip paa ham. Jeg hører ogsaa, at vi ikke til Erstatning faae Bonnevie herned, som vi havde gjort Regning paa. Hvem kan vi da vente? Riis, til hvem jeg beder dig besørge indlagte Brev, maa helst blive borte, for sin egen Skyld, og kaste sig med Alvor paa Noget; men Jørgen Moe har saa tidt talt om at s. 150komme herned. Du skulde dog huske ham derpaa. Hartvig Lassen er vel for optaget af Henrik, til at han kan have Lyst dertil; men han kunde ellers have godt af at see Kjøbenhavn i Theatertiden.

Du gjorde aldrig Rede for din mystiske Bemærkning om Jomfru Vold, og jeg vil derfor endnu en Gang fordre dig til Regnskab. Faaer jeg ikke snart nogen ordentlig Besked, saa lader jeg indrykke et Avertissement i Christiania-Posten, saaledes lydende: «V. B. N. kræves herved for sin Gjæld til C. H., og hvis han ikke betaler den inden 8 Dage fra Sigt, bliver hans fulde Navn bekjendtgjort i «Tromsø-Avis». Hvorfor jeg netop vælger dette Blad, er fordi jeg ved Bøghs Historie om den store tiokke Bogtrykkersvend, der agerer Hurtigpresse, har faaet særegen Interesse derfor.

Din Daguerreotyp faaer du ikke, før Rode, der snart drager som Lærer til Bonde-Højskolen i Rødding i Slesvig, har været herinde med sit Ansigt. Bøgh bringer med sig til Norge et godt Portræt af min Ringhed, som det forhaabentlig vil fornøje dig at see.

Lev vel, du gjæve Ungersvend, og bliv ved at mindes den ældste af dine danske Venner. Hils dem, du veed nok, af begge Kjøn.

Din hengivne
C. Hostrup.

C. Hostrup til V. Nicolaysen.
Nytaarsaften 1851

Jeg saae af Christianiaposten, at du, kjære Ven, som en Helt havde overstaaet Examen, og jeg tænkte allerede den Gang paa strax at udtale min Glæde og Deeltagelse i en Epistel til dig, men saa kom Julen med dens Juletræer og Selskabelighed, og saa blev det ikke til noget. Nu kommer jeg paa den sidste Dag i det gamle Aar og takker dig for det, der svandt, og haaber om det nye, at om det end skiller os stærkere i Rummet, saa vil det dog i det Væsentlige bringe os nærmere sammen. Friske og varme Mennesker, som du og jeg og vore fælles Venner histoppe og hernede, trænge til at holde sammen i en ufrisk og hjerteløs Tid, og unge Mænd med sand Begejstring, med reen Ærefrygt for det høje Aandelige, maa i en kræmmeragtig, materialistisk og livsled Slægt føle sig kaldede til at danne et Udvalg, der kan bevare det Hellige ubesmittet til en mindre forvirret og mere lykkelig Efterslægt. Troe ikke, at det er min Mening, at vi Danske eller I Norske ere sjunkne dybere ned i Raaheden end den øvrige Verden, tvertimod er det min Overbeviisning, at Livsfunkerne brænde vel saa klart her i Norden, som noget andet Sted, men skidt er det dog, min søde Bror, baade hos Jer og hos os, og saa længe til de store Aander komme, som skal blæse et nyt Liv i Cadaveret, maa vi Smaafolk s. 152paa egen Haand føre en Guerillakrig mod Blaseertheden og hele dens Følge af onde Aander. Gud skee Lov! vi har en stor Støtte i Damerne, som jeg elsker — jeg tør sige — med et attenaarigt Hjerte. Leve Nordens Kvinder! – – Men alligevel har Tidens Forstyrrelse ogsaa virket paa Kvindekjønnet, og ligesom man nutildags skal finde flere store Kvinder og smaa Mænd end tidligere, saaledes træffer man vist ogsaa nu flere mandige Kvinder og kvindelige Mænd. Som en Prøve paa de første, disse Kulturdamer, som, hvor interessante de end ere, gjøre et frastødende Indtryk paa mig, vil jeg nævne vor fælles Bekjendt, *** (som du forhaabentlig ikke er forelsket i); det er muligt, at hun er i Besiddelse af al anden menneskelig Elskværdighed, men den kvindelige har hun ikke. Adolf Knudsen ^*)Senere Højskoleforstander. derimod, dette rene, bløde Menneske, hvis Sjæl er uden Svig, men uden Energi, har i Grunden en heel kvindelig Natur. Vi holde alle inderlig meget af ham, men ere ogsaa lidt bekymrede for ham, thi en Mand maa dog selv bane sig en Vej, og kan ikke blive ledet af andre. Jeg havde en Tid haabet, at det skulde hjælpe, naar han blev forelsket, men ak! — han er saa meget Kvinde, at han neppe kan blive forelsket i andre end Mandfolk eller gamle Koner.

Hvis jeg skulde være borte, naar du kommer hertil, maa du med en af Vennerne besøge Winsløw ^*)Boede den Gang hos Hostrups Moder., s. 153for at min Moder og mine Søstre ogsaa kan faae den altid omtalte Nicolaysen at see, hvis Skaal bliver drukken, saasnart vi ere samlede (sidste Gang Juleaften). Hils Bøgh og siig ham, at han er et Vidunder af Elskværdighed, men han vilde være det endnu mere, hvis han en Gang sendte sine smægtende Venner hernede et Trøstens Ord. Hils alle de norske Venner og -inder, du træffer paa. Og saa lev vel, du prægtige Fyr! der har saa meget af det Kvindelige, som en Ungersvend skal have, og saa meget af det Mandige, som er godt og nødvendigt. Glædeligt Nytaar!

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til V. Nicolaysen.
Uden Datum. 1852

Kjære Ven!

Siden dit sidste kjærkomne Brev (de ere alle kjærkomne) har jeg været bortrejst, ikke til Frankrig eller Italien, men til Maanen, eller hvad det Land hedder, hvor Poeterne aandeligt maa rejse hen for at see og høre Nyt. Jeg har medbragt derfra et «romantisk Sangspil» i fem Akter, betitlet «Mester og Lærling» (Titlen maa opfattes i reen menneskelig — ikke i Haandværker-Forstand), et Stykke, der ikke er trist som «Tordenvejr», s. 154men — som Voltelen, Liebenberg og Winsløw, der have læst det, sige — fuldt af Vaarluft og Ungdom. Uden Beskedenhed troer jeg, at de har Ret, og at du vil komme til at synes rigtig godt om det. Hvis det kan komme paa Christiania Theater, som jeg har skrevet til Borgaard om, vil Hovedrollen: Aage — i Wiehe kunne faae en Fremstiller, som vi vil savne Mage til hernede. Denne Aage er nemlig et reent Naturbarn (Stoffet er romantisk-eventyrligt, knyttet til vore Folkesagn), fuld af Livslyst og Begejstring, som igjennem Kamp ved Kjærligheden modnes til Mand. Ja, du maa nok lee af min Faderforfængelighed og Lyst til at snakke om mine Børn; jeg leer selv af den. Men den er saa naturlig, da jeg i den senere Tid kun har levet i denne fortryllende Skinverden, og derfor Intet har at fortælle dig fra den virkelige, som omgiver mig.

Du har vel hørt, at Voltelen har mistet en Broder, der var Uhrmager her i Kjøbenhavn, og hvem han holdt meget af. Den stakkels Griis ^*)Saaledes kaldtes Voltelen af sine Venner. tager sig det meget nær. Vi er da ogsaa begyndt at tænke paa Opførelsen af en ny Studenterforeningsbygning, og Begyndelsen synes at love Fremgang. Imidlertid har dog Sagen i vor overfyldte By store Vanskeligheder.

Mit Rejsestipendium kan jeg først vente Resolution paa i næste Maaned, og hvis jeg faaer s. 155det, vil jeg derfor dog neppe flyve bort før henad Efteraaret; jeg har saaledes grundet Haab om at see dig i Kjøbenhavn til Sommer. Til April Flyttedag bliver jeg saagodtsom Nabo til Liebenberg, Voltelen, Rømer og Adolf Knudsen, og jeg har saaledes Grund til at haabe, at jeg — og min Familie, som glæder sig til at gjøre dit Bekjendtskab, skal faae rigtig Gavn af dig. Du kan troe, vi har en smuk Sommer og en maaskee noget blød (ligesom Folkekarakteren), men blomstrende, skyggefuld, smilende og dog nordisk Natur, hvis Jordbund ikke er saa pandekage-agtig, som de Nordmænd, der kun har seet Kjøbenhavns nærmeste Omegn, vil indbilde jer. Men du maa ikke komme senere end i Slutningen af Maj, for at høre de sjællandske Nattergale. Da der forberedes en Tegnér-Fest i Lund, som vel vil falde i Begyndelsen af Juni, kunde vi saa benytte Lejligheden til at besøge Thomasson og stifte Bekjendtskab med nogle vakre svenske Flickor. Paa vore smaa, letfodede Dampbaade kunde vi løbe op af Sundet lige inde under Landets skovbedækkede Kyster, og en anden Gang paa en Formiddag sejle til Møen, drage tilfods op igjennem Sydsjællands Herligheder, gjæste Præstegaarde og Herregaarde, besøge den elskværdige Ingemann i hans Paradiis i Sorø, besee de gamle Ridderborge og de herlige Kirker fulde af Kongeog Heltebegravelser, og tilsidst rulle mageligt paa Jernbanen tilbage til Hovedstaden med dens Tivoli og Frederiksberg, altsammen for s. 156godt Kjøb og uden synderlig Besvær. Fodtoure fra Morgen til Aften gjøres med vore Damer ude omkring i Skovene, og bliver man træt om Aftenen, sætter man sig paa en Kildevogn og ruller hjem under Sang og Lystighed. Er du idyllisk, saa har baade Rømer og jeg Haver med Jordbær og Kirsebær, Ribs og Stikkelsbær, og Landet bugner af sød Frugt; er du bacchantisk, saa har vi ogsaa «Kongshaven» og morsomme og elskværdige Folk, om end ingen Vilhelm Bøgh; er du erotisk — ja saa har vi — ikke mindre end I — smukke Damer, som du kan gjøre Cour til. Ja, jeg vilde ønske, jeg kunde lokke dig til at komme snart. Begyndelsen af Maj er slet ikke for tidligt — da kan du ogsaa faae mit nye Stykke at see opført i Kjøbenhavn og mange andre Vinterherligheder, og da staaer Skoven i sin første lysegrønne Pragt. Kom saa!

Din
C. Hostrup.

H. Hertz til C. Hostrup.
Kbhvn., d. 2den Juni 1852

Modtag min venligste Tak for Tilsendelsen af Deres «Mester og Lærling», hvis Opposition mod den slette Dagspresse maa være enhver Ven af Literaturen velkommen. Som De maaskee veed, har jeg selv et Par Gange opponeret i den samme Retning, og seer nu med Fornøjelse Striden optagen s. 157af en Anden, der med yngre Kræfter, med Vid og Lune træder i Skrankerne. Det er paa denne Viis, ved en bestandig fornyet Afviisning, man maaskee tør haabe at udrette Noget mod

«En Magt, man ei kan ændse,
Og som man dog maa kue».

Deres forbundne og ærbødige
Henr. Hertz.

S. T. Hr. C. Hostrup.

C. Hostrup til V. Nicolaysen.
Sommeren 1852

— -— Det er forunderligt med denne uendelige Sommer, dejligt, men meget svækkende i moralsk Henseende. Vi leve alle (naturligviis med Undtagelse af Rømer, Voltelen og slige Examensheste) ganske som Sydboere, glade og fornøjede, men kun for Øjeblikkets Nydelse, dovne til det yderste, piinte af Samvittighedsnag, naar vi et enkelt Minut vaagne til Bevidsthed, men dovnende, sludrende, spadserende det væk i det næste. Jeg gruer for Dommedag, som nærmer sig med stærke Skridt, men har ikke Kraft til at lave mig i Stand til at modtage den. Idel Solskin fra Morgen til Aften og saa de dejlige Nætter, som man neppe tør sove fra, end sige profanere med Arbejde! — Ja, i dette Øjeblik længes jeg efter en kold Blæst, der kan rive det bedaarende grønne fra Trætoppene s. 158og synge en ordentlig Bodssalme for mine forvænte Øren. Lykkelige Copist, du har fast, dagligt Arbejde! Lev vel!

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til en lille Dreng.
4de Juli 1852

Kjære lille Christian!

Jeg er lige kommen tilbage fra en lang Rejse. Med 300 svenske Studenter gik jeg ud paa et stort Dampskib, og det foer afsted i en skrækkelig Fart. Først kom vi ud paa et stort Hav, hvor man til alle Sider ikke kunde see andet end det bare Vand, men Studenterne var slet ikke bange, de sang af fuld Hals fra Morgen til Aften. Og saa om Aftenen, det var St.-Hans-Aften, saa tog de en lang Stang og hængte et Flag paa Toppen af den, og pyntede den fra Top til Taa med Baand og Blomster, som de havde faaet i Kjøbenhavn. Og saa stillede de den op paa Skibet, for saadan bruger de i Sverrig paa den Aften, og vi dandsede om den, og vi sang, og du kan troe, det var lystigt. Dagen efter kom vi til nogle høje Bjerge, som vare besatte med Grantræer lige op til den øverste Spids, men længere nede var de tæt bevoxede med vilde Roser, som stod i Blomster, og mellem dem var der fuldt af modne Jordbær. Det var der, hvor vi skulde hen, for de Bjerge kalder man Norge. s. 159Du kan vide, at det er et godt Land, hvor der voxer saa mange Roser og Jordbær, men det er ogsaa gode Folk, som boer deri, for de raabte Hurra for os og kastede Blomster paa os, baade da vi kom, og da vi gik, og de trakterede os med Viin og Kage, og de holdt Baller og Selskaber, og det var altsammen for vores Skyld. Men da vi havde været der i fem Dage, saa sagde vi Farvel til Nordmændene, og vi lovede hinanden, at vi altid vilde være gode Venner, og at vi aldrig skulde glemme hinanden, og saa sejlede vi igjen ud paa det vilde Hav. Den næste Middag kom vi igjen til nogle høje Bjerge, men der var ingen Grantræer, og hverken Jordbær eller Roser, det var den bare Kampesteen lige fra Vandet og heelt op til Toppen. Bag de store Steenbjerge laa der et andet Land, som man kalder Sverrig, og der sejlede vi ogsaa ind. Og vi kom til den By, hvor de rige Kjøbmænd boer, og de har saa mange Penge, saa de neppe har Plads til dem. Men det var godt, vi kom, for saa fik de noget at bruge deres Penge til, for de kjøbte alt det Dyreste og Lækreste, som der er til, for at traktere os dermed, og jo mere vi spiste og drak, desto gladere blev de. Og saa sagde vi til dem, at vi ogsaa vilde være gode Venner med dem ligesom med de Norske, og de sagde Tak, og saa gav vi hinanden Haanden og raabte Hurra, og saa sejlede vi bort igjen. Men da vi saa kom ud paa Havet igjen, gik der store Bølger, og de var kulsorte med s. 160hvide Toppe, og Vinden peb i Tovene, ligesom naar der er Ildebrand i Kjøbenhavn, og Skibet gyngede saadan, saa vi maatte holde os fast, for ikke at falde om. Og hvert Øjeblik kom der en stor Bølge og slog tvers over Skibet, saa at mange af Studenterne blev ganske vaade. Men de loe deraf og rystede Vandet af sig, og tilsidst blev det stille igjen, og vi kom atter til et Land. Der var ingen Fjelde, men kun lave Banker bevoxede med Græs, og der var store skyggefulde Træer, og der var Kornmarker og Blomsterhaver. Og da jeg saae det Land, saa fandt jeg, at det var det allersmukkeste, og saa sagde jeg Farvel til de svenske Studenter og sprang ud af Skibet, for i det Land vilde jeg blive. Og det Land kalder man Danmark, og der er jeg endnu.

Din
Christian H.

s. 161Fra C. Hostrups Udenlandsrejse

1852—53.

s. 162

C. Hostrup til sin Moder og sine Søstre.
Leipzig. 12. Octbr. 1852

Jeg sidder i Leipzig (i Stadt Rom) og samler sammen paa, hvad jeg har oplevet i disse faa Dage; men saa længe man farer fra Sted til Sted, er der kun lidt at sige, man faaer kun et meget flygtigt Indtryk af alt, saa I maa tage tiltakke med Lidt og Løst. Paa Obotrit havde vi ^*)Hostrups Rejsefælle var cand. philol. J. Forchhammer, den senere Rektor paa Herlufsholm. det meget godt paa 2den Plads: — en stor Salon — og Køjer nok. Det var ikke Søgang, og efter at have hilst paa Møen, som havde en sort klar Kjole paa, gik vi tilsengs i det Haab at være i Wismar næste Morgen tidlig. Kl. 5 vaagnede vi imidlertid ved en Larm; vi hørte Ankeret blive kastet — og skyndte os op paa Dækket — og saae intet andet end uigjennemtrængelig Taage. Paa Grund af denne turde man ikke vove sig længer op i den smalle Fjord. Vi var kun en Miil fra Wismar, og Kl. 8 gik Toget, som vi skulde videre med, men her blev vi liggende til Kl. 11 om Formiddagen, s. 164før begyndte Taagen ikke at lette. Naa — endelig Kl. 12 stod vi i Wismar, med den behagelige Udsigt at blive der i 5½ Time, til det næste Tog afgik. Byen var imidlertid ganske karakteristisk, med gammeldags eddikebryggerschoustrupske Huse — og tre store og smukke Kirker, saa Ventetiden gik dog nogenlunde godt.

Kl. 5½ tog vi altsaa Billetter lige til Leipzig og foer først gjennem Mecklenborg, forbi den store og smukke Schwerinersø, gjennem mange smaa og lavstammede Granskove (jeg tænkte paa de pommerske Bjælker) forbi Staden Schwerin og andre Herligheder, som dog paa Grund af Mørket ikke imponerede os. Endelig Kl. 11 kom vi til en lille preussisk Stad — Wittemberge — (ikke Luthers), hvor vi sov om Natten. Næste Morgen Kl. 5 gik det videre over en forfærdelig lang Elbbro og uendelige Flader, — ikke en eneste Bakke saa stor som en almindelig dansk Kæmpehøj var at see. I Magdeburg, — en ganske smuk Stad med en stor og mærkelig Domkirke, maatte vi opholde os i tre Timer; vi benyttede Tiden til at see os lidt om. Kl. 12 gik det videre. Endelig— igaar Eftermiddags — Kl. 3½ naaede vi hertil med friske Kræfter, skjøndt vi havde faret omtrent 70 Miil paa Jernbane. Her traf vi da strax Peter Heise, og det var herligt — under de fremmede Omgivelser — at træffe en god Ven. Vi tilbragte en meget morsom Eftermiddag og Aften i hans Selskab. Først var vi i Theatret og saae Preciosa s. 165— godt udført i musikalsk Henseende, men slet — indtil det latterlige — i dramatisk. Fräulein Schäfer er Leipzigs Fru Heiberg, — hun er virkelig ogsaa lidt bedre end Jomfru Eidrup. Der Zigeunerhauptmann og Elskeren var ligefrem komiske. Derefter gik vi paa et Ølhuus, hvor Herrer og Damer sad indhyllede i Tobaksskyer og drak deres Düpfchen Bier — (et Glaskruus med Laag). Saaledes tilbringer den velhavende Middelstand Aftenen. Det er nu ikke synderlig smukt, og jeg forstaaer ikke, at man i Længden kan finde sig deri, men det gjorde dog et ganske gemytligt Indtryk. En Leipziger, som Heise kjendte, sluttede sig til os, og han lod til at være ganske flink. For at gjøre lidt Nar ad den tydske Ølbegejstring, spurgte jeg ham, hvad Ølguden hed. Fuldkommen alvorlig svarede han mig, at han hed — Gambrinus, og paastod, at det var en virkelig mythologisk Figur, hvis Dyrkelse var ligesaa gammel som Bacchus’. Han fortalte, at fra Arilds Tid fandtes denne Guds Billede omkring i de tydske Byer, og paa et Concertprogram fandt jeg virkelig en Vals af Strausz, betitlet «Gambrinus-Klänge». Apropos om Strausz — ham har jeg da hørt og seet, NB. Strausz junior, der har arvet Faderens Værdighed og nu gjæster Leipzig med sit Selskab. Fra Ølhuset gik vi nemlig til en Concertsal (Centralhalle), hvor vi hørte paa et Par Polkaer, som Lumbyes Selskab spiller ligesaa godt, men Strausz tager sig lidt finere ud end vor berømte Landsmand. Endelig s. 166havnede vi tre Danske i Heises Værelse, hvor vi, før vi skiltes, endnu fik lidt Musik af Heise.

Vi skal nu idag gjøre nærmere Bekjendtskab med, hvad Byen har at byde, og saa imorgen gaaer det videre til Dresden, hvorhen jeg haaber, at Heise følger os, og derpaa atter iovermorgen videre til Prag. Her i Leipzig er foruden 70,000 Indbyggere 30,000 Fremmede i Anledning af den store Messe, saa her er Liv nok — og meget at iagttage.

Ja, som jeg sagde, I maa nøjes med lidt denne Gang; nu skal vi ud at see os om. Lev vel I Kjære! — skriv snart og hils alle Venner.

Eders
Christian.

Wien. 19. Octbr. 1852

Min egen kjære Moder!

Skjøndt jeg endnu kun har været lidt over en Uge borte, saa forekommer det mig dog ofte, som om det var et heelt Aar siden, jeg forlod Danmark, men jeg har det godt i alle Maader; — lidt Hjemlængsel kan ikke undgaaes, men naar jeg blot hyppig faaer gode Efterretninger fra jer, saa skal jeg nok faae Glæde af min Rejse. Tirsdag den 12te tilbragte vi i Leipzig — først med en Spadseretur ud i en smuk tydsk Egeskov — Rosenthal, — derpaa i Theatret, hvor vi saae Jægerbruden, og tilsidst var vi i Auerbachs berømte s. 167Viinkjælder. Næste Morgen fulgte Heise med os til Dresden, hvor naturligviis Galleriet var Hovedsagen, og vi var der da ogsaa baade Formiddag og Eftermiddag. Senere gik vi i det smukke Theater og saae «Die Eifersüchtigen» af Benedix, — et meget tyndt Stykke, men taalelig udført, og «Gute Nacht, Hr. Pantalon», der neppe gik saa godt som i Casino. Torsdag Morgen kjørte vi alle tre til Schandau i det sachsiske Schweiz, og med en lille 13-aarig Pige til Fører, besteg vi en af Bjergspidserne, der Pabststein. Det var velgjørende efter den uendelige tydske Flade at komme til Bjerge, — ganske vist er de ikke høje, men rask formede, rige paa bratte Skrænter og dybe Spalter. Efter til Afsked at have drukket en Flaske sachsisk Viin med Heise, maatte vi desværre skilles fra dette elskværdige Menneske, og han tog paa Jernbane tilbage til Dresden og Leipzig. Forchhammer og jeg havde endnu en Timestid til at see os om, og vi spadserede da hen til en lille Landsby, hvor vi gjorde os gode Venner med en Deel livlige og morsomme Børn, og ogsaa kom i Snak med flere venlige og gemytlige Folk. Kl. 3 gik Rejsen saa — efter en kjedelig Visitation — videre over den østerrigske Grændse, og vi naaede Prag om Aftenen. Vi anvendte saa hele Fredagen til at besee denne smukke og interessante By. Det kongelige Slot, Hradschin, har en udmærket Beliggenhed og Udsigt, og Kirken der er stor og interessant. Hele det katholske Væsen morede os, s. 168og vi besøgte adskillige Kirker og saae paa Præsternes sælsomme Fagter, og undrede os over den Behændighed, hvormed de forstod at variere deres Komplimenter til de mange Helgener efter disses Rang og Stand i Himmerige. Nogle fik et heelt Knæfald (især St. Nepomuk), andre et halvt en passant, andre igjen et mere fortroligt Nik — halvt nedladende som til en Lakej, man vil staae sig godt med. Ogsaa her var vi om Aftenen i Theatret og saae «Die Schule der Alten», — et Lystspil af Delavigne, oversat paa rimede Vers, — det vil sige — 3 af de 5 Akter, for mere kunde vi ikke holde ud. Stykket var over al Beskrivelse langtrukkent, og Spillet meget tarveligt. Lørdag Morgen Kl. 5½ sad vi atter paa Jernbanen og kjørte nu til Aften Kl. 8, før vi endelig naaede Wien. Vejen gjennem de mähriske Grændsebjerge var overordentlig interessant; vi passerede en halv Snees Tunneler, af hvilke nogle vare meget lange; men derved frapperede de pikante Udsigter dobbelt, naar man endelig slap ud. Hvad vi savnede, var Vand i Landskaberne, da de smalle Floder bestandig skjuler sig bag de høje Bredder. Paa 3die Plads, hvor vi altid kjører, var en Mængde østerrigske Soldater, smukke, lystige Folk, og Tydsk, Böhmisk, Mährisk, Slovakisk og Ungarsk summede os om Ørene. En skikkelig gammel Mähr (Bondekone fra Mähren), der skulde til sin Datters Bryllup i Brünn og med megen Stolthed viste os sin Stads, som hun havde med i et stort Tørklæde, sad ved s. 169min Side. Hver Gang vi kom til en Tunnel, slog hun Kors for sig og holdt sig for Øjnene med den ene Haand, medens hun i sin Forfærdelse kneb mig i Armen eller Benet, som det nu kunde falde sig, med den anden. Paa Banegaarden i Wien traf vi Ravnkilde, som forte os til NationalGasthof, hvor vi nu boer. Vi har et meget stort Værelse med to Senge og Udsigt til Bjergene. Man lever her paa følgende Maade: Morgenmaaltidet tager vi paa et Kaffehuus her i Nærheden — Middagsmaden Kl. 1—2 paa en Restauration, og om Aftenen, efter Theatret, gaae vi atter i et Kaffehuus, hvor vi som oftest kun spiser Iis og lidt Hvedebrød. Det er alle vore Maaltider, mere behøver hverken Wienerne eller vi. En Gang imellem kjøber man paa Gaden en Haandfuld Druer for et Par Skilling og spiser dem gaaende.

I Søndags besøgte vi den vældige Stephanskirke og hørte Messe i Burgkapellet. Dernæst kjørte vi med en Omnibus til Kahlenberg, hvor vi i det varmeste Solskinsvejr steg op til den paa Toppen af Fjeldet liggende Restauration, hvorfra der er en mageløs Udsigt over Donaudalen og den uhyre Stad til de blaa Bjerge i det Fjerne.

Her er følgende Danske, som vi mødes med til alle Maaltiderne: Ravnkilde, Siboni, en Cand. polyt. Lier, en Legationssekretær Lund, en Musiker Behrendt — og saa Svenskeren Rubenson (et amukt og forstandigt, men vel kritisk Menneske). Vi har været i Burgtheatret og seet to gode Skue s. 170spillere, La Roche og Beckmann, og syv af os var igaar i Theatret i Josephstadt og saae med stor Morskab «Korsridderne», ægte tydsk udført med Brølen, Ansigtsfordrejelser, Styrten i Gulvet baade forlænds og baglænds, ja det er dog et mageløs ugeneert Folk, de Tydskere! Alle Elskere, vi har seet, selv i Burgtheatret, er umaadelig komiske; de vende Øjnene ved hver Replik, og naar de skal sige: «Mein Liebchen» eller «Du holde Seele», faae de Halsen ganske propfuld af Smør, og jeg har kun Valget imellem at lee og faae ondt, og da det Valg jo er let, saa troer jeg nok, at jeg vækker nogen Forargelse rundt omkring mig, skjøndt jeg gjør mig al mulig Umage for at skjule min Munterhed.

«Der Dorflehrer», ein Seelengemälde af en nyere tydsk Theaterforfatter, Mosenthai, saae jeg ved dets første Opførelse i Burgtheatret. Stykket var aldeles Gersonsk, men Forfatteren blev fremkaldt. Langt bedre var «Er ist nicht eifersüchtig», en godt anlagt og godt spillet Farce — ganske vist med megen tydsk Vittighedsjagt i det Enkelte, men ogsaa med meget Lune og gode Situationer — det lod sig godt bearbejde paa Dansk. Forfatteren hedder Alexander Elg. «Die Phrenologen» af Benedix (der gik paa een Gang tre nye Stykker i Burgtheatret) var Pjat-Pjat. I Aften skal jeg i Carlstheatret og see Nestroy, i Morgen i Burgtheatret og see «Die Braut von Messina», og paa Søndag «Richard III». I Operahuset, hvor Lucile s. 171Grahn nu giver Gjæsteroller og gjør Furore, maa man vel ogsaa engang, skjøndt det er lutter Spektakelstykker, de give, og i det mægtige Theater an der Wien, hvor der spilles med et vældigt Maskineri og Heste (levende). Her er det, at «Ødelanden» og «Meer end Perler og Guld» gives. Inden jeg forlader Theatervæsenet, maa jeg endnu nævne en Kuriositet. Man bruger i hele Tydskland ved Dekorationsforandringer, at Tjenere komme ind og bære Stole og Borde bort istedetfor som hos os at trække dem ud usynlig. Da nu i Josephstadttheater et Kloster skulde forvandles til en Skov, kom ikke Tjenere — men fire Nonner ind og gjorde Scenen ryddelig.

(Onsdag). Jeg har atter seet daarlige Komedier i Carlsstadttheater ; men derimod er der en fortrinlig Skuespiller, Scholz, og nogle ret flinke, Nestroy, Grois og Treumann. Men det er dog altid tydsk Komedie med slet Vittighed og vamlende Sentimentalitet; ja, man føler daglig, hvilken Skat vi har i vort Theater.

Her i Wien lader det slet ikke til, at der er nogen Antipathi mod de Danske, men derimod meget Ubekjendtskab til os. Da en Opvarter fik at vide, at vi var Danske, sagde han «Ah, so sind sie ja Schleswig-Holsteiner». Skjøndt vi Danske jo — naturligt nok — ikke har meget tilovers for Tydskerne, saa maa jeg dog indrømme, at de gjennemgaaende er meget velvillige og godmodige. Derimod generer deres Uridderlighed mig. Altid s. 172Hattene paa selv i Damers Nærværelse, i Theatrene, i Kaféerne, og uden Sky indhyllende dem i den vældigste Tobaksrøg. Paa en Restauration, hvor Herrer og Damer spise mellem hinanden, tænder hver Enkelt sin Cigar, naar han har slugt sin sidste Bid, og ryger Damerne lige ind i Ansigtet, medens de spise ved Siden af ham. Paa de allereleganteste Kaffehuse, hvor der ogsaa kommer Damer, modtages man ved sin Indtrædelse af en tyk Tobakstaage, hvorigjennem man skimter en Utallighed af sorte Hatte, og under dem det vældige Skjæg, som smykker Halvdelen af Ansigtet paa de fleste Tydskere.

Nu længes jeg dygtig efter Brev. Hos Lund faae vi « Berlingeren» at see, men den er naturligviis temmelig langt tilbage i Tiden, og det Blad giver ogsaa kun daarlig Besked om, hvad jeg vil vide. «Fædrelandet» er forbudt i Østerrig. Lev nu vel, skriv først om eder selv, dernæst om Rigsdagen, om Theatret, om de udkomne Bøger o. s. V.

Din
Christian.

Wien. 28. Octbr. 1852

Endnu et Afskedsord skal du faae fra Wien, som jeg forlader paa Søndag Morgen. Jeg længes nu meget efter Afvexling, — man bliver melankolsk af at sidde paa et fremmed Sted saa længe. Vor Rejse gaaer saaledes: Søndag Aften kommer vi til s. 173Grätz, hvor vi ligger om Natten. Næste Morgen gaaer det videre over Laibach til Triest, hvortil vi ankomme Tirsdag Morgen, og sejle saa Onsdag Morgen Kl. 4 til Venedig; der bliver vi formodentlig 6—8 Dage. Derfra gaaer Rejsen videre paa Jernbane til Verona og saa med Vetturin over Bologna til Florens, hvor det er vor Hensigt at slaae os ned et Par Uger. I Slutningen af November haaber jeg at naae Rom.

Vor meste Omgang her har været Ravnkilde og Rubenson; Siboni er flink og elskværdig, men han er saa optaget af alle sine Wiener-Grever og Baroner. Jeg synes rigtig godt om Forchhammer, og jeg kunde vanskelig have truffet en mindre lunefuld og fordringsfuld — og mere medgjørlig og fornøjelig Rejsekammerat end ham. Tilmed er han praktisk og ufortrøden, hvad der ogsaa er en stor Behagelighed. Rubenson er et dygtigt og selvstændigt Menneske, som veed, hvad han vil, og dømmer sundt og sikkert. Desuden er han kjøn og ligner hverken i Ydre eller Væsen en Jøde. Vi har megen Fornøjelse af hinanden. Ravnkilde er saa blød, saa blød som smeltet Smør ; han ytrer altid sin Mening ganske frygtsomt og trækker sig øjeblikkelig tilbage, naar man siger ham imod. Men han er sikkert et godt og reent Menneske med varm Følelse — og et fiint poetisk Gemyt, og ikke uden Dømmekraft, og man kommer strax til at holde af ham. Med Wienere har vi ikke gjort Bekjendtskab, men vi har jo ikke savnet s. 174Selskab. Da jeg jo ikke for det Første kan komme til Danmark, saa længes jeg nu efter Italien — til noget Nyt, — her i Wien er det dog meest elegante Huse, glimrende Gasbelysning, prægtige Ekvipager, kort sagt, alt det, som jeg ikke bryder mig en Døjt om. Altsaa jeg skilles herfra uden mindste Sorg.

Lev nu vel, kjære Moder — og Søstre!

Eders
Christian.

I Aften er alle vi Danske bedt ud til en dansk Familie, som opholder sig her — en Pengemand — Lier (Bygger af Lirekassen), hvis Søn er polytechnisk Candidat.

Venezia. 4. Novbr. 1852.

Søndag Morgen den 31te Octbr. forlod vi Wien og foer afsted paa Jernbane. Efter at have passeret forbi et Sneebjerg, den første Hilsen fra Alperne, bleve vi anbragte i Omnibusser for at befordres over det 4000 Fod høje Pas ved Semmering, en dejlig Vej, der i Siksak gik op ad Bjerget (Jernbanen, der skal føre derover i samme Højde, er under Arbejde, men dette Kæmpeværk bliver først færdigt til næste Aar). Gjennem de dejligste Bjergegne, sammen i Vognen med stejriske Bønder og Bønderpiger i deres Nationaldragter, kom vi henad Aften til Grätz, hvor vi laa om Natten. Næste Morgen gik det gjennem endnu s. 175vildere og stoltere Bjergpasser; allerede begyndte vi at høre overvejende italiensk Samtale. Ved Solnedgang, da en Række af høje Sneebjerge glødede i Aftenrøden (das Alpenglühen), kom vi til Laibach, hvor Jernbanen standser. Vi satte os strax i en Omnibus, som paa den stejle og opblødte Vej (det havde nemlig regnet i 14 Dage) gik Fod for Fod. Endelig Kl. 11 — Tirsdag Formiddag — kom vi til Klippespidsen, hvorfra man overseer Triest og det adriatiske Hav, men vi saae kun, skjøndt vi selv sad i det varmeste Solskin, et Hav af hvide, toppede Skyer under vore Fødder, i og for sig smukt nok, men ikke hvad vi ventede. Triest er en fuldkommen italiensk By; der tales ikke andet — og kun paa de større Kaffehuse forstaaes lidt Tydsk. Vi blev trukne hen paa en simpel Gjestgivergaard, og lærte saaledes praktisk, at de er ligesaa dyre og meget slettere end de finere. Der var for Resten stor Fest i Byen for dens Helgen, og de flisebelagte Gader vrimlede af Italienere, Tyrker og Grækere, — mange prægtige Mandsskikkelser, men kun faa rigtig smukke Kvinder. Dog alt det var kun et Tilløb til, hvad der her ventede os. Næste Morgen gik det over det adriatiske Hav, som var blikstille med Taage. Indenfor de yderste Laguner standsede vi og blev omringede af Gondoler; til en af disse betroede vi os, og efter at have haft en af de til Dagens Orden hørende Skjændescener med Gondoliererne om Prisen, fandt vi os hjemme i s. 176Albergo la Luna tæt ved Markuspladsen. Vi akkorderede strax med Værten om Logi og fik ham til at slaae en Fjerdedeel af sine Fordringer. Vi give nu for en meget rummelig og bekvem Lejlighed, Sovekammer og Dagligstue — adskilte ved et Tæppe, hver henved 3 & Dansk om Dagen. Paa Piazza di S. Marco selv, hvortil vi har 10 Skridt, giver man mere end det dobbelte. Men det er ogsaa kun Værelserne, vi har for denne Priis, ja vi maa endogsaa paa italiensk Viis lade vore Støvler børste paa Gaden for 3 β daglig. — Vi foer strax hen til den vidunderlige Markusplads, det meest Imponerende af den Art, jeg har seet, især om Aftenen i Gasbelysning; ja vi vovede os paa egen Haand langt ind i den fremmede By, hvis Labyrinth af snevre (man kan næsten altid spænde fra det ene Huus til det andet) med Mennesker opfyldte Gader, idelig afbrudte af Broer, der gaae over de smalle Kanaler, hvor de sorte Gondoler krydse, gjorde et overvejende uhyggeligt Indtryk paa mig. Alle de guulbrune, sorthaarede Mennesker forekom mig som Røvere, i hvis Vold vi nu vare uden at have nogensomhelst Evne til at sikre os mod deres Voldsomhed og Havesyge. Endelig kom vi, — hvorledes veed jeg ikke, — til en stor Bro, som vi strax af Tegninger gjenkjendte som ponte di Rialto, og fandt derfra med samme Lykke, ad ganske andre Veje, tilbage til Markuspladsen igjen. Den øvrige Deel af Dagen tilbragte vi næsten alene der, og der er kun det s. 177at sige, at vi den Dag allevegne blev snydt saa smaat, da vi ikke forstod Beregningerne og ikke rigtig kjendte Pengevæsenet. Nu er vi allerede meget klogere og genere os ikke for at fordre en ordentlig Forklaring over de Udgifter, vi kræves for. Jeg synes ogsaa bedre om Italienerne, og de smaa Drenge, som handle med Svovlstikker og sligt, er smukke og morsomme, men nogle udspekulerede Gavtyve.

(Den 5te Novbr.)

Igaar besaae vi paa egen Haand Markuskirken, en prægtig, aldeles orientalsk Bygning, fuld af Malerier paa Guldgrund i byzantinsk Stiil. Vi besøgte derpaa Byens lille offentlige Have, anlagt af Napoleon (giardini pubblici) og blev tæt ved San Marco tiltalte paa Dansk. Det var en Nordmand ved Navn Bødtcher, en Bekjendt af Nicolaysen, som har været 5 Aar i Kjøbenhavn og har taget polytechnisk Examen der. Han førte os til en Restauration, hvor 7—8 Nordmænd spiste, (næsten alle Kjøbmænd fra Bergen) en ældre og yngre Gran — en anden Bødtcher — en Fischer og fl. Det er flinke gemytlige Folk, og vi er glade over ogsaa her at finde Landsmænd, med hvem vi kan samles ved Maaltiderne. Med dem skal vi i Morgen besee Dogepaladset og gjøre nogle Gondolfarter. Men jeg traf endnu flere Landsmænd. Iaftes fik jeg Besøg af en Mand, som hilste mig med de Ord: «Naa er du der, min smækfede Ven?» Forbavset over denne Tiltale s. 178rejste jeg mig og saae forbløffet paa den Fremmede, som jeg ikke erindrede nogensinde at have seet, men som nu præsenterede sig som Andresen. Under den følgende Samtale oplystes det, at han havde gaaet i Metropolitanskolen samtidig med mig — rigtignok i flere Klasser under mig — men opgav Studeringerne og blev Skibstømmermand. Da Admiral Dahlerup kom hertil, tog han ham med, og han blev staaende som Arsenaldirektør, efterat Dahlerup havde faaet Afsked. Nu har han Kaptejnstitel og Oberstgage, og er en rask og djærv, men noget pralende Fyr.

(Den 7de). Igaar Aftes var jeg hos Andresen, han hentede os i sin egen Gondol. Hans Kone er smuk og elskværdig, skjøndt hun er fra Stettin og taler Tydsk; men hun er vel at mærke aldeles paa dansk Side, forstaaer Dansk og elsker Kjøbenhavn. Deres 16 Maaneders Datter, Fanny, siger: «Ich — jeg — mig—» om sig selv, og hun vilde gjerne være hos mig trods mit Skjæg; — jeg maatte tænke paa Lauras ^*)Hostrups Søster. Børn, og var glad ved engang igjen at kunne lege med et lille Barn. Vi tilbragte i det Hele der en meget behagelig Aften, — fik paa dansk Viis The og Smørrebrød ; det var anden Gang siden min Bortrejse, (sidste Gang var ved det morsomme danske Gilde hos Liers i Wien).

Idag er her stor Stads i Byen, da den russiske s. 179Kejserinde, en Storfyrste og en smuk Storfyrstinde er komne hertil paa Jernbane. Forchhammer — et Par Nordmænd og jeg lejede en Gondol og sejlede op igjennem den store Kanal til Banegaarden. Alle Paladserne vare smykkede med brogede Tæpper ud af Vinduerne, og vi laa i en Klynge af vel henved 1000 Gondoler — alle med Flag — to danske — (jeg fik senere at vide, at det ene var Maltheserriddernes, det andet derimod den danske Konsuls) og smukke, sortøjede Venetianerinder, — det var overordentlig malerisk. Da de høje Gjæster vare ankomne og gik i Baadene, satte alle Fartøjerne sig i Bevægelse for at følge med. Det var en ordentlig Kaproning, Kanalen skummede, og de store døde Paladser saae ganske forundrede paa det uvante Liv. Der er mange stolte Skikkelser mellem disse Gondolierer, og man maa idelig beundre den Sikkerhed og Behændighed, hvormed de tumle den lette, fladbundede Baad uden nogensinde at støde an. De roe den med een Aare, staaende forlænds paa Agterenden; — naar der er to, staaer den ene i samme Stilling under den forreste Snabel, — det seer meget kjønt ud. I Aften skal Markuspladsen illumineres, — den har hele Dagen vrimlet af Folk. —

Vi leve her, hvad Mad og Drikke angaaer, ganske som i Wien, kun er Vinen meget billigere — man faaer en halv Flaske til sin Middagsmad for 6 β, — men man er ogsaa forpligtet til at drikke den eller i alt Fald betale den. Vi har s. 180allerede seet os dygtig om og tænke derfor paa Onsdag den 10de at gaae til Padua fra Verona for derfra om muligt næste Dag at tage med Vetturin til Bologna og Florens. Jeg begynder at forsone mig med Italienerne, ganske vist vil de gjerne snyde, men man skal blot passe paa at akkordere om Alt i Forvejen, og vil man kjøbe Noget, byder man kun en Trediedeel af hvad de forlanger, og saa slaaer de i Almindelighed af til det Halve. Gondolierer og Facchiner (Sjovere) er de værste, men man gaaer blot sin Vej og lader dem bruge Mund, hvad de ogsaa gjør mod Italienerne. — Vi har idag Solskin og meget varmt i Forhold til Aarstiden; NB. vi har Steengulve, ingen Kakkelovn og aabne Vinduer og fryser dog ikke. Idag kom jeg forbi en lille Privathave, som bugnede af de dejligste Blomster. Selv om Aftenen sidder man under aaben Himmel paa Markuspladsen og spiser sin Iis.

(8de Novbr.)

Vi var da igaar Aftes henne at see paa Stadsen paa Markuspladsen. Den var prægtig illumineret, og der var to store Musikchor og en umaadelig Mængde Mennesker. Udenfor Kaffehusene sad Grækere og Albanesere i deres skinnende røde og hvide Dragter og røg af lange tyrkiske Piber, og sortøjede, kokette Venetianerinder med deres Iis eller Limonade. Dog skal Livet her aldeles ingenting være imod det Syditalienske, men for mig er det noget ganske nyt. Alle Haandværkere her, s. 181Skræddere, Skomagere og Smede, arbejde næsten altid paa Gaden. Hvert Øjeblik støder man paa en Klynge Mennesker — saa er det en eller anden Taskenspiller, som gjør sine Kunster paa fri Haand, eller en Mand, der viser Skyggebilleder, eller Een, der blot skjærer Ansigter og agerer Bajads, — det Sidste morer især Venetianerne (Almuen); de lee, saa de er nærved at revne, og klappe i Hænderne og skrige af fuld Hals til de værste Narrestreger. De stegte Kastanier, som falbydes allevegne paa Gader og Stræder og steges sammesteds — (man tænder Baal, hvor man har Lyst), har jeg faaet Smag for, og det er i alt Fald en meget billig Ret. Men en Ulempe har man her — den nemlig, at man aldrig kan gaae i Fred. Hvor man gaaer og staaer, raabes der «Gondola — Signor! Gondola!» og naar man hændelsesviis kaster et Blik paa en Kirke, er der strax en paatrængende Cicerone, som tilbyder sin Vejledning. Men man bliver tilsidst saa vant dertil, at man knap hører det mere, endsige svarer derpaa. Eet maa jeg dog endnu huske at fortælle jer, — Markuspladsen vrimler af Duer, som have Reder paa de Paladser, som omgiver den. De betragtes som hellige Fugle, og de gaae knap af Vejen for Fodgængere (Vogne og Heste seer man ikke her). De faaer deres Føde hver Middag Kl. 2 fra et Vindue, der vender ud til Pladsen, og paa det sidste Slag af det store Taarnuhr samles den hele, uhyre Flok udenfor Vinduet, endnu førend det er lukket op. Man seer s. 182aldrig, at de tage fejl af Tiden; de veed bestemt, naar Kl. er 2. Saa er der ogsaa Blomsterpigerne — det er unge kjønne Piger, som efter almindelig italiensk Skik gaae hver Formiddag omkring med Kurve fulde af ganske smaa Buketter eller enkelte Blomster til at sætte i Knaphullet, som de byde de forbigaaende Herrer for hvad man vil give dem, de forlanger intet. En Mærkelighed, man seer her i disse Dage, er to unge Herrer, ganske lige store med fuldkommen samme Ansigt og samme Dragt fra Top til Taa, med lyst krøllet Haar, der hænger dem ned ad Nakken lige til Skuldrene, med Briller paa Næsen og Lorgnet i Kjæde om Halsen, med een Handske paa og den anden i Haanden, og umulige at kjende fra hinanden. De gaae stive og alvorlige, uden at aabne Munden, paa hver sin Side af en ældre Dame, som heller ikke taler et Ord, og har naturligviis en stor Flok Sjovere og Drenge efter sig. Saaledes seer man dem hver Dag; Ingen veed, hvor de er fra, eller hvor de skal hen. Jeg er vis paa, at den Ene aldrig snyder sin Næse, uden at den Anden ogsaa gjør det, i det Mindste har det aldrig været mig muligt at opdage den ringeste Forskjel imellem dem.

Ja nu veed jeg ikke mere at fortælle jer for denne Gang. Lev nu vel allesammen — hils gode Venner.

Eders
Christian.

Mantua 11. Novbr. 1852

Jeg sidder her i en By, hvor jeg aldrig havde ventet at komme, men jeg er i godt Humør og har gode Rejseudsigter. Onsdag Morgen rejste vi til Verona for der at faae Vetturin til Bologna. Det lykkedes ikke ; den eneste, vi traf, forlangte en fast utrolig Sum, og der var saaledes ikke andet for end idag at tage paa Jernbane til Mantua. Her derimod har vi straks truffet en Vetturin, med hvem vi efter megen Underhandling endelig ere blevne enige, og vi har faaet en skriftlig Contrakt opsat, som han, da han ikke kan skrive, har understreget med sit Kors. Vor Vej gaaer over Modena, og vi vil være i Bologna paa Lørdag Aften. Herfra gaaer daglig baade Diligencer og Vetturiner til Florens, saa det er nemt nok. For den akkorderede Betaling faaer vi Mad og Logi paa hele Rejsen, og vi har saaledes den behagelige Følelse at slippe for alt Vrøvl. Visitationen af Toldbetjente undgaaer vi desværre ikke, men dem maa man bestikke, der er ikke andet for, hvis man da ikke vil have alt sit Tøj smidt hulter til bulter. Jeg gjorde Begyndelsen ved Afrejsen fra Venedig og slap saaledes for at faae rodet omkring i min Kuffert, medens Forchhammer, som ikke kunde bekvemme sig dertil, fik den største Møje med at lukke sin Kuffert igjen, efterat alt hans Tøj var revet op og forkrammet.

I Verona saae vi det store romerske Amphitheater, som siges at have rummet 25000 Mennesker s. 184— det seer ud til at rumme mange Flere — og det er ypperligt vedligeholdt. Derpaa besøgte vi Theatret, hvor vi overværede nogle meget gode Beriderkunster, som man under slige Forhold tager tiltakke med. Publikum var ogsaa yderst taknemmeligt, og baade Mennesker og Heste bleve stadig fremkaldte, og Theatret gjenlød af Bravo, Brava og Bravi. NB. Jeg var ogsaa til Komedie i Venedig i et stort og smukt, men, hvad Publikum angaaer, meget simpelt Theater. Herrerne i Parterret sad i Skjorteærmer og knækkede Kastanier, og Stykket, — et Conversationsstykke paa rimede Vers, fortjente, saa vidt jeg kunde forstaae det, heller ikke bedre Behandling. Imidlertid opdagede jeg, at man lærer en heel Deel Italiensk af at gaae i Theatret, og da Priserne er saa lave (1 & — 1 & 8 β) agter jeg jævnlig at benytte mig deraf. Man er nødt til, saa vidt muligt, at tage alt med, hvis man ikke vil forfalde til Melankoli og Hjemvee, og jeg har nu engang besluttet at nyde min Rejse og ikke lade mig gaae paa. Det er altid værst at sidde stille paa et fremmed Sted, derimod gaaer det af sig selv, naar man rejser. Jeg er glad over min Rejsefælle og alle de brave Danske, Nordmænd og Svenskere, jeg har truffet paa min Vej; uden dem vilde jeg have døjet meget. Nu da jeg stadig har kunnet tale Dansk, har jeg da kunnet tale om Andet end Mad og Drikke, Logi og lignende. Det er ogsaa en stor Behagelighed, at Ingen forstaaer vort Frimurersprog, vi kan tale saa ufor s. 185styrrede som i Ørkenen Sahara. I Handeler raade vi hinanden paa Dansk, for man maa jo tinge om alt, hvis man ikke vil trækkes grueligt op. Og dog med alt det Snyderi og al den Paatrængenhed og Uforskammethed, man er udsat for, er Folkefærdet elskværdigt, og man giver gjerne et Par Skilling mere for at høre et «Mille grazie, signor!» og see et glædestraalende Ansigt vendt imod sig.

Ja kunde jeg nu blot følge med mit Brev og kigge et Øjeblik ind til eder, saa skulde jeg med fornyet Iver tage fat paa min Rejse. Jeg betragter den halvt som et Arbejde, jeg skal føre ordentlig til Ende, men for Resten venter jeg baade Gavn og Glæde af den. Lov mig nu, at I ikke lever altfor stille, men see at faae lidt at gjøre med Venner og Veninder; I maa ikke spærre jer inde i et Kloster, men glæde jer, som jeg gjør det. Lev nu vel, kjære Moder og Søstre. Hils Vennerne.

Eders
Christian.

Florens. 16. Novbr. 1852

For at I ikke skal troe, at jeg er falden i Røverkløer, skriver jeg til eder Dagen efter, at jeg er kommen til Florens. Jeg har lige strax faaet denne By kjær; jeg har her naaet, hvad jeg hele Tiden har længtes efter, men ingensteds rigtig fundet, Sommer. Vi havde smukke Dage i Wien s. 186og Venedig; der var tidt for varmt i Solen til Overfrakke, men Luften var alligevel kølig; her derimod er lige fra Morgenstunden som en mild Junidag, det er da endelig Italien. Da vi blive her i 14 Dage, har vi faaet den gode Idee at søge Privatlogi og har da ogsaa let fundet et saadant paa to Værelser hos Signora Giustini (Enke med, som det synes, tre voxne Børn, en Søn og to Døtre) paa Piazza del Granduca (ved Siden af den bedste Maleriog Antiksamling) for 2 Specier for hver i 14 Dage. Det er gemytlige og venlige Folk, som det morer os at tale det italienske Billedsprog med — halvt med Tegn og halvt med Ord. — Vi drog da fra Mantua med Vetturin og havde til Rejsekammerat en italiensk Kjøbmand, en dannet og høflig Mand, som endogsaa vidste, hvad der var sjeldent nok i Sydtydskland, hvor Danmark laa, og at det ikke var langt borte fra Norge og Sverrig. Paa en Færge kom vi over Pofloden og passerede derpaa de Modenesiske Toldembedsmænd, som ligefrem i al Høflighed fortalte os, at vi hver maatte give dem en Mark, for ellers lod de Vognen pakke af og vore Kufferter undersøge. Marken fik de da ogsaa og bleve saa yderst forbindtlige. I Modena fik vi godt Nattekvarteer paa Vetturinens Regning og besaae den næste Morgen Hertugens Palads og ikke betydelige Billedgalleri. Custoden, som viste om, fortalte med ægte italiensk Praleri, at alle deres Raphaeler og Correggier o.s.v. vare indpakkede paa Grund af en s. 187Omflytning. Heldigviis vidste vi, at der slet ikke var nogen saadan der. Kl. 12 kjørte vi til Bologna. Pavens Toldbetjente blev ogsaa bestukne, og vi kom i Mørkningen lykkelig til den gamle Universitetsby. NB. Universitetet saae vi kun udenpaa, men derimod besøgte vi om Søndagen et Par smukke Kirker og besaae den fortræffelige Malerisamling, hvor Guido Reni og hans Skole spiller Hovedrollen, men hvor der ogsaa findes Raphaels hellige Cæcilia (omtalt i Correggio) og prægtige Stykker af Albani, Francesco Francia og Domenichino. I Bologna, som foruden sine skjæve grimme Taarne er mærkelig ved den dobbelte Række af Buegange, som danner Fortougene i næsten alle Gader, og sine ypperlige Viindruer, blev vi hele Søndagen, og var for første Gang inde paa en rigtig italiensk Locanda, hvor man faaer sit Brød og Ost med Viin og Frugter i et stort Køkken. Vi var ogsaa i Operaen og hørte en smuk Tenor og en meget smuk Sopran i Bellinis «Puritanerne». Mandag Morgen Kl. 4 kjørte vi med Diligencen over Appeninerne. Vi havde heldigviis valgt den billigste Plads ovenpaa, med en Kaleske over, som vi kunde slaae tilbage, og havde saaledes fri Udsigt. Paa de smalle Veie langs med svimlende Afgrunde gik det med sex Heste næsten bestandig i Carriere, især, da vi havde naaet den øverste Top og foer ned til den store Dal, hvori Florens ligger. Kudskene her er et højrøstet Folkefærd, de skrige uafladeligt for at s. 188faae Hestene fremad, og afbryde kun Brølene en Gang imellem for at synge en Stump af en Folkevise eller gjøre Cour til en eller anden kjøn Bondepige, som gaaer forbi. I Pistoja spiste vi til Middag og tog saa derfra paa Jernbanen til Florens. Det var mørkt, da vi kom hertil, og efter alt det Vrøvl, som altid i Italien er forbundet med at søge Huus, vare vi ikke videre godt stemte og gjorde os ikke store Forventninger. Men imorges, da vi aabnede Vinduerne, strømmede den lifligste Sommerluft os imøde. Blomsterpigerne mødte os med tusindfarvede Blomster, og Opslagene paa Husene lokkede os strax til at søge Privatlogi. Nu sidde vi for første Gang hver i sit Værelse ; — foran mig paa Bordet har jeg en antik Messinglampe med to Blus, og jeg har en Følelse af Hyggelighed, som man aldrig faaer paa et Hotel. Vor Værtinde har ogsaa med italiensk Ugeneerthed ført os lige ind i sin Familie, idet vi har Gjennemgang igjennem Familiens Spisestue. Dem generer det øjensynligt ikke det mindste, og os kan det kun more. Døtrene er ikke synderlig smukke, og Sønnen synes at være Sanger; i alt Fald sidder han ved et Klaveer og skriger op af fuld Hals; maaskee han endogsaa er en Kunstbroder.

(Torsdag Morgen.)

Da jeg ikke kan finde mig i at ligge i en Dragkisteskuffe, saaledes som Italienerne gjøre, aabner jeg altid om Natten Vinduesskodderne. Man er nemlig her bange for Varmen og Lyset, s. 189og har derfor for hvert Fag, yderst — grønne Jalousier af Træ, dernæst Ruder og saa indvendige Skodder. Vinduer og Skodder aabner man om Dagen og lader almindeligviis Jalousierne være lukkede, hvilket giver Værelset en ret hyggelig Tusmørkebelysning til at dovne — men ikke til at arbejde i. Men vi lukke ikke Jalousierne om Dagen eller Skodderne om Natten, og Følgen deraf var, at jeg i Nat blev vækket af et heftigt Tordenvejr. Lyn fulgte paa Lyn, og Tordenen drønede igjen fra Bjergene; men her i disse Steenhuse, hvor kun Døre og Vinduer ere af Træ, frygter man ikke for Ildebrand, og derfor sov Husets Beboere ogsaa ganske rolig uden at bryde sig om Uvejret. Det lader for Resten til at være voldsom Regn her hver Nat, medens det er Solskin om Dagen ; men paa de flisebelagte Gader bliver det hurtig tørt igjen, saa man opsætter blot sine Spadsereture til om Eftermiddagen, hvad der ogsaa passer bedst med Besøgene i Gallerierne, der ere aabne hver Formiddag. I Palazzo degli Uffizi, vor Nabo, har jeg været et Par Timer idag, og skal derhen igjen om lidt; det er den største og fortrinligste Malerisamling, jeg har seet. Raphaels og Corregios Madonnaer troer jeg, at jeg vil faae størst Glæde af, ja, jeg maa da ikke forglemme den store Samling af antikke Billedhuggerarbejder: den medicæiske Venus og Niobe-Gruppen og saa mange andre Herligheder, som man saa ofte har hørt om, men aldrig ventet at faae at see i Originalen. s. 190Jeg faaer nok at gjøre med at see alt Sligt i de 14 Dage, jeg bliver i denne herlige By. Toskana er det bedst regerede Land i Italien; her høres aldrig Røverier og sees næsten ingen Tiggere, ja paa Malerisamlingerne er det Omviserne forbudt at tage imod Drikkepenge. Jeg fik strax en behagelig Fornemmelse af den gode Orden, da Toldbetjenten paa Grændsen med et forbindtligt Smiil tilbageviste min Bestikkelse (han blev ikke vred, da han jo vidste, at det var Skik og Brug i Nabolandene), og desuagtet blev vort Tøj slet ikke undersøgt. Man lever ligesaa billigt her som i Rom (50 Rd. om Maaneden), og det kunde let hænde sig, at jeg, for at føje Forchhammer, bliver her i tre Uger istedetfor i 14 Dage. Vor lis, som vi har savnet i de mindre Byer, faaer vi da heldigviis her igjen, og paa Restaurationen: la Luna faae vi god Middagsmad — to Retter — Dessert og Viin for omtrent 2 & à 2 & 8 ß. Jeg gik i Eftermiddags i Mørkningen ind i den vældige Domkirke. Der faldt kun meget lidt Lys gjennem de farvede Ruder, og jeg var ligeved at falde over en Kone, der paa rigtig katholsk Viis laa paa Knæ midt i Kirken paa det bare Steengulv og holdt sin Aftenbøn. For Resten syntes der ganske tomt, kun troede jeg at høre en dæmpet Mumlen fra den ene Side; pludselig stod jeg for Kirkens Sideskib og opdagede her et i Forhold til Mørket svagt oplyst Alter, foran hvilket der laa et Par Hundrede knælende Mennesker, som hviskede og nynnede s. 191og brummede i Munden paa hverandre. Der er noget paa engang Tiltrækkende og Uhyggeligt ved den katholske Gudstjeneste. Den har en fast ydre Form, som har bestaaet i over 1000 Aar, og bærer et vist ærværdigt Præg af sin Alder, og da hvert enkelt Medlem af Kirken forstaaer, som en veldresseret Soldat, at gjøre de behørige Knæfald og Korsbetegnelser i Takt og Tempo, saa gjør det Indtrykket af et Sammenhold og en Eenhed, som imponerer Mange, men jeg har dog meest faaet en Følelse af Tomhed, af noget Ydre, som skal tage sig ud, paa samme Tid som man saa gyselig forsømmer den indre Udvikling, og lader Befolkningen leve i den største Vankundighed. Imidlertid seer man stadig Katholikerne, for at forkorte deres Vej, skyde gjennem en Kirke (ligesom vi gjennem Børsen eller Raadhuset), men heller ikke da undlade de at dyppe Fingrene i Vievandskarret, naar de gaae ind og ud, og at give det Alter, hvor der for Øjeblikket er Tjeneste, et flygtigt Nik. I en Kirke i Bologna saae jeg et Alter for den Madonna, der helbreder for Feber. Et Opslag fortalte, at man blot daglig skulde læse tre Ave Marier foran dette Alter, saa vilde Feberen snart gaae over.

Det lader — mærkeligt nok — til, at der er lidt Familieliv her i Huset. Den lange Hr. Søn læser højt for sine Søstre, og hele Personalet samles om Aftenen og snakker meget livligt i Munden paa hverandre. Vinduesskodderne er endogsaa s. 192aabne det Meste af Formiddagen, og baade Signora og de to Signorinaer kan holde et Strikketøj i Haanden, — om de kan strikke, skal jeg lade være usagt. Idag er en ny Person kommen tilsyne, en gammel Herre, som sidder i en Krog og skjøtter sig selv; maaskee er det Signor Giustini selv, ham, vi ansaae som død. Tjenestepigen (la donna), ved Navn Maria, er et skikkeligt gammelt Menneske, som betragter os som to smaa Børn, der ikke kan tale reent — hvilket vi da heller ikke kan — og giver os allehaande nyttige Raad og Formaninger. Hun kommer ind til os om Aftenen og spørger, hvad vi har seet, og raader os til at gaae i Seng, for unge Mennesker skal have megen Søvn, og formaner os til, at vi endelig ikke maa genere os, men gjøre os det rigtig bekvemt; og endelig, naar vi har staaet lidt og seet paa hinanden og ikke har mere at tale om, siger hun: «felice notte» og lukker Skodderne, som vi bagefter strax aabner igjen; saa siger hun endnu en Gang: «felice notte» og vender saa om for at stille vore Støvler i en anden Uorden end den, hvori de stod, hvorpaa hun tredie Gang siger: «felice notte» og gaaer maaskee endda ikke. Hjemme vilde man finde det besværligt, men her er man glad over den mindste Venlighed og benytter desuden ivrig enhver Lejlighed til at øve sig i Italiensken. I vil vel gjerne vide, om jeg kan tale Italiensk. — Nej, tale det kan jeg desværre ikke, men jeg kan spørge om Vej og om s. 193andre Ting, jeg kan handle i en Butik, jeg kan bestille paa en Restauration, hvad jeg vil have, og hermed maa jeg for det Første lade mig nøje. Forchhammer kan vel egentlig ikke stort mere end jeg, men han er dristigere og har overhovedet mere Færdighed i at tale fremmede Sprog, og saa gaaer han mere lige paa og siger Italienerne paa en høflig Maade, at de er nogle Kjeltringer. Derfor gjør han stor Gavn ved Underhandlinger med Værter — og Vetturiner, — og jeg var sikkert kommen til at betale meget mere for alt, naar jeg skulde have rejst paa egen Haand.

Vor Værtinde roser os, fordi vi er saadanne pæne stilfærdige Folk, som sidder hjemme om Aftenen og studerer, endskjøndt vi brænder hendes Olie ved samme Lejlighed Ja, hvor det dog er en Nydelse at have faaet sit eget Værelse og kunne læse lidt igjen. Mit Studium er, ligesom Forchhammers, for Tiden naturligviis Kunsthistorie; vi har faaet fat paa et berømt Værk om den italienske Malerkunst, og saa læser jeg ogsaa engang imellem en italiensk Komedie, og saaledes maa Sproget vel efterhaanden komme til at hænge lidt ved. Den gamle Pige, som jeg har omtalt, er saa glad over, at vi ikke er Tydskere, for det er nogle slemme storsnudede Folk; men Russerne, Franskmændene og vi er høflige Mennesker, som tage tiltakke og gjør ikke Vrøvl over Ingenting. Jeg veed da heller ikke, hvad vi skulde gjøre Vrøvl over, for s. 194man viser os al den Høflighed og Velvillie, vi kan forlange.

Nu maa I love mig at være ganske rolige for mig; jeg har det i alle Maader godt, — spiser som en Hest og drikker den gode italienske Viin, — og ryger den slette italienske Tobak med stor Fornøjelse. I maa heller ikke selv spærre jer altfor meget inde og blive triste og svagelige, til jeg kommer tilbage. Vinteren gaaer snart, og saa til Foraaret kommer jeg styrket og vederkvæget hjem — glad over, hvad jeg har seet og oplevet, og glad over, at det er overstaaet, og at jeg med god Samvittighed kan blive hjemme. Lev nu vel, min søde Moder, og I andre. Husk, at jeg har det godt og kommer snart hjem. Hils den lille Griis ^*)Jacob Voltelen. med Parykken, han skal snart faae Brev.

Eders
Christian.

C. Hostrup til V. Nicolaysen.
Florens. 22. Novbr. 1852

Kjære Ven!

Saa er jeg da virkelig kommen til Italien og til en ny Sommer. Her i Florens har man det endnu skikkelig varmt i en enkelt Sommerfrakke; man sidder hele Dagen for aabne Vinduer og knapper end ikke sin Frakke Morgen og Aften. s. 195Og imidlertid læser jeg i de italienske Aviser, at I i Christiania har Snee paa Gader og Iis paa Fjorden. Her løbe Blomsterpigerne om paa Gaderne med Violer og Roser og tusinde andre Slags Blomster, og Oliventræerne bugne af Frugt, og Akacietræerne er endnu ganske grønne, ikke at tale om Laurbær og andre immergrønne Træer, hvoraf den store storhertugelige Have bestaaer. Foruden alt det er her en Kunstverden, om hvis Herlighed jeg ikke har drømt, selv ikke efter at have været i Dresden og Wien og Venedig og Bologna. I Venedig var det Titian og Paul Veronese, som dominerede, i Bologna Guido Reni; men her blive disse aldeles fordunklede af Raphael og Correggio og Fra Bartolommeo og Andrea del Sarto og Perugino. Man seer paa Madonnaer fra Morgen til Aften og drømmer om dem fra Aften til Morgen. Ogsaa faaer man først her nogen Forestilling om den antikke Billedhuggerkunst, her vrimler af antikke Statuer og deriblandt nogle af de berømteste, og med al Respekt for Michel Angelo og Canova og selv for Thorvaldsen, som dog øjensynlig er den første af de nyere, deri er de Gamle dog Mesterne. Derimod staaer sikkert den nuværende italienske Kunst paa et meget lavt Trin, og om de end ikke i de plastiske Kunster ere sunkne saa dybt som i Musikken (hvad man hører af Opera er over al Beskrivelse slet, baade hvad Composition og Udførelse angaaer — jeg taler ikke engang om Bellini og Donizetti, skjøndt s. 196de er slemme nok, men de nyere — Gud fri os!) saa synes de dog at være bedst, naar de kopiere de Gamle, og affekteerte og trivielle, naar de vil staae paa deres egne Been. Ja jeg dømmer rask, men med det Bedste ved Siden har man en god Maalestok. Ogsaa det italienske Theatervæsen er efter de Prøver, jeg har faaet derpaa, slet. Overhovedet skal jeg ikke rose mig af stort Udbytte i den Retning, selv i Wien var der kun faa betydelige Skuespillere, og de tydske Komedier ere ikke blevne stort bedre siden Holbergs Tid.

I Leipzig var jeg i et Par Dage sammen med Heise. I Wien, hvor jeg var 14 Dage, traf jeg to danske og en svensk Musiker (Ravnkilde, Siboni og Rubenson), og endelig i Venedig kom jeg ind i en heel Koloni af bergensiske Kjøbmænd. Der var Fischer, to Brødre Bødtcher (den yngste er dog ikke Kjøbmand, men polytechnisk Candidat) samt en ældre og en yngre Gran, alle flinke og gemytlige Folk, med hvem vi samledes ved Maaltiderne og turede til Fods og Gondols. Siden den Tid har vi været alene og har derfor her, hvor vi blive i det Mindste 14 Dage, indlogeret os hos en italiensk Familie, som vi er meget gode Venner med. I Begyndelsen antoge de os for Tydskere, men da de hørte, at vi hadede disse næsvise Naboer ligesaa meget som de, aabnede de deres Hjerter for os, og vi sidde nu daglig inde hos Signoraen og den nette Signorina og faae os en hyggelig Samtale med Tegn og Ord (vi ere nemlig s. 197ikke endnu synderlig stærke i Italiensken). Overhovedet er vist Italienerne godmodige og lette at komme ud af det med, naar man kan snakke med dem, som er dem en stor Fornøjelse. Desværre har jeg meget ondt ved det, men det maa jo vel nok komme. Næst efter min Familie og mine Venner savner jeg Damer (danske — norske eller svenske; de svenske kjender jeg rigtignok ingen af, men jeg forudsætter deres Elskværdighed). Blot et lille nordisk Pigebarn paa 8—10 Aar vilde fylde et Hul i min Tilværelse. Man trænger til at lee lidt og vrøvle lidt, som man kun kan gjøre det med Børn og med Damerne, og her med Signorina Giustini forbyder Vrøvlet sig af sig selv. Derimod savner jeg hverken Rugbrød eller Smør eller Thee eller Punsch; jeg drikker min Viin og spiser min Iis om Aftenen paa italiensk Viis, og alt det finder jeg fortræffeligt. De stegte Kastanier er fortrinlige, og de søde Druer gjør samme Nytte som amerikansk Olie, men er ulige behageligere.

Hvis du vil gjøre mig en stor Glæde, saa skriv til Mr. C. Hostrup, Rome, Café Greco. – – For at drille dig følger indlagt en Viola odorata, som for Øjeblikket grasserer her.

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til sin Moder og sine Søstre.
Florens. 23. Nov. 1852

Idag modtog jeg eders Brev fra 3. Nov., og Fru Hauchs fra d. 9. Nov. har jeg allerede faaet for 4—5 Dage siden; der er altsaa aabenbart Uefterrettelighed fra Postvæsenets Side et eller andet Sted, og vi har derfor ikke i Fremtiden Grund til at blive ængstelige paa nogen af Siderne, hvis et Brev længe udebliver. Iøvrigt har jeg faaet alle eders Breve paa rette Sted og glædet mig inderlig over dem. Forchhammer har derimod til Dato kun faaet eet Brev, hvilket imidlertid ikke synes at forurolige, men blot at forundre ham. Nu om vor italienske Familie. Signora Giustini (Manden lever, men han er et gammelt trægt Vrøvl, som jeg ikke kan forstaae og derfor ingen Notice tager af) har to Døtre, hvoraf den ene er gift med en Fyr, som for Øjeblikket er i Grækenland. Alle tre Damer er meget forekommende og beder os tage Plads, saasnart vi gaaer gjennem Stuen, hvilket skeer mange Gange om Dagen. — Sønnen er ingen Søn, men en Spanier paa 22 Aar, som har boet der 1 Aar og til Carnevalet skal debutere her i Byen som Bas-Sanger. Han synger fælt med Smør, men det synes at være yndet her i Sangen, maaskee fordi man ikke bruger det i Maden. Vi har navnlig haft een meget fornøjelig Samtale med dem, som jeg dog maa omtale. Det var en Eftermiddag, da Lampen nylig var tændt, at vi tog Plads ved Bor s. 199det. Der kom Fremmede, en ung Herre med hans Kone, og vi bleve forestillede som to Herrer fra — (Signora var i stor Forlegenhed) — fra Dalmatien. Jeg bemærkede, at vi var fra Danmark. Fra Danmark? sagde Herren (som for Resten viste sig som en dannet Mand), naa, det ligger jo ved Siden af Schweiz ? Flere lignende Spørgsmaal gjordes. Vi maatte fortælle, at vi havde en Konge og en stor Hovedstad, der var større end Florens, og at vi ikke, som de troede, var Tydskere, men tværtimod i 3 Aar havde ligget i Krig med disse. Da var Isen brudt. De fortalte os om deres heelt ulykkelige Forhold, om deres Had til Tydskerne, som nu oversvømmer Italien (hvor vi hidtil var, er der hvide ↄ: østerrigske Soldater — et fuldkomment Militærdespoti). Før havde Toskana været et lykkeligt og velhavende Land; men siden Storhertugen, som tidligere var frisindet, havde kastet sig i Armene paa Tydskerne, var der almindelig Nød og Misfornøjelse. Deres Premierminister havde derfor for nogen Tid siden faaet en Dolk i Brystet paa offentlig Gade og ved højlys Dag, men Stødet var sprunget af mod en Knap. Det var aabenbart, at de betragtede dette attenterede Snigmord som en hæderlig Gjerning, og de kunde ikke noksom prise det Sammenhold, som viste sig i, at det endnu ikke havde været muligt at opdage Gjerningsmanden, skjøndt over 300 i den Anledning var fængslede. Deres Haab var, at Louis Napoleon skulde begynde Krig og saaledes tvinge «de Hvide» til at liste hjem.

s. 200Ogsaa her har jeg været i Theatret et Par Gange. Den ene Gang gaves der en Opera «Baldassar » af Mabellini (ↄ: Belzasar med Profeten Daniel) og en stor Ballet (II Alchymisto ↄ: Faust), saaledes indrettet, at man først fik de to Akter af Operaen, dernæst de 5 af Balletten, og saa den sidste af Operaen. Meget udholdt vi naturligviis ikke af denne uhyre Forestilling (der varer fra 7½ til 12); Operaen var rædsom slet og Udførelsen ikke bedre. Componisten, som er Florentiner, blev idelig fremkaldt og kom ind paa Scenen i sorte Klæder med Kong Belzasar i den ene Haand og Daniels Datter i den anden. Som en Curiositet giver jeg eder Theaterplakaten fra det samme Theater (der ansees for det bedste her i Staden) for i Aften. Først: Første Akt af Belzasar; dernæst 2den og 3die Akt af en Ballet, saa: Tredie Akt af en anden Opera med en indlagt Arie af Verdi; endelig: Anden og tredie Akt af Belzasar. Saadanne Theaterplakater laver Heiberg dog heldigviis ikke. Mere Fornøjelse har jeg haft af et Selskab i Lighed med Prices, der giver Liniedands og Pantomimer med Harlekin og Pierrot. Pierrot var ganske morsom, men langtfra som vi har seet ham ; Casorti har vist oversat den Figur paa Dansk. Harlekin var derimod gratiøs og adræt, men Cassander og Columbine meget daarlige. Imidlertid har vi leet ret hjertelig der to Aftener for 1 Mark Pladsen.

I Anledning af den gjenvundne Sommer gjør s. 201vi daglig lange Spadsereture; Bjergene strække sig heelt ned til Byen, og man har prægtige Udsigter allevegne. Mens I sidde og fryse, ligger jeg i en enkelt Sommerfrakke under et Laurbæreller Cyprestræ og seer ud over den gule Arno og Staden med dens mange Kupler og Taarne og Bjergene i Baggrunden med Villaerne og Olivenhaverne (man høster Oliven i denne Tid) og et eensomt Capucinerkloster paa den øverste Top. I et Kloster har jeg da ogsaa været, et Sortebrødre (Dominikaner) kloster her i Byen, hvor der er dejlige Fresko-Malerier af en udmærket florentinsk Maler, Fra Fiesole, der levede et halvt Aarhundrede før Raphael. Munkene saae ligesaa komiske og upræstelige ud som de Capucinere, man seer paa Gaderne (og i Marstrands Malerier), og for at forøge det uhyggelige Indtryk var de «Hvide» indkvarterede i Klosteret. I Palazzo Pitti (Storhertugens Slot) er der en ganske mageløs Malerisamling, med nogle Madonnaer, som endog overgaaer dem i Palazzo degli Uffizi, hvorom jeg sidst skrev. En af dem, kaldet Madonna del’ Impannata, som jeg aldrig før har seet nogen Afbildning af, vilde jeg, hvis jeg kunde rejse Penge, som Levin, strax lade kopiere. Kan jeg et Sted opdrive et taaleligt Kobberstik af den, saa kjøber jeg det bestemt; men hidtil har det ikke været at finde.

(24. Nov.)

Atter igaar var jeg i Theatret (et af de mindre, her er nemlig 8 i Byen) og saae for 10 β i Par s. 202terret Barberen i Sevilla og en Ballet. Barberen gik meget slet, og det morsomste var Suffløren, som sad i sit Hul foran Scenen uden Hætte over, og drejede sig om og saae paa Publikum, naar han blev kjed af sin Forretning, eller, ligesom Orkestret, ikke kunde finde, hvor Skuespillerne var. Balletten hed: Il Conte Pini, og havde følgende Indhold: Stor Stads hos Greven. Nogle Riddere klædte som Lakejer og et Par Damer fare omkring paa Scenen og gjør alle paa een Gang forskjellige taktmæssige Bevægelser med Armene, idet de saavidt muligt vende det Hvide ud af Øjnene for at betegne deres Glæde over, at Grevens Datter er bleven forlovet med en ung Ridder, som har en paafaldende Lighed med Skuespiller Ravnkilde. Elskeren dandser først med sin Brud og saa med en anden Contessa (udført af en feteret Ballerina Ↄ: Dandserinde), som ogsaa skal være meget forelsket i ham, men som, formodentlig for at skjule det, koketterer voldsomt med en Herre, der sidder i den forreste Loge, som er oppe paa selve Scenen, ja endog gjentagne Gange stikker ham sin Fod lige i Ansigtet, som synes at bringe ham i stor Henrykkelse. (Dekorationsforandring). Den forsmaaede Elskerinde sidder ene i sit Værelse. Sin Sorg antyder hun ved Bevægelser, som bringer Een paa den Formodning, at hun er søsyg og ikke kan komme til at kaste op. Hendes Moder kommer ind, — derpaa hendes Fader. Moderen, som gjennem hele Stykket har stor Møje med at skjule s. 203sin Latter, er meget fortvivlet med Hænderne, — Faderen ligesaa. Ravnkilde kommer, — røres over den unge Piges Jammer og forlover sig nu ogsaa med hende. Voldsom Jubel. Fader, Moder og Datter farer nu om som Gale — med himmelvendte Blikke og de utroligste Fagter, som skal betegne deres Glæde. Tilbederen i Logen synes at gratulere, og den lykkelige Brud smiler til ham, medens hun omfavner sin Brudgom. Nu træder Grev Pini — den første Svigerfader — ind. Forskrækkelig Tummel. Grev Pini rasende, — kun det Hvide af Øinene sees. Alle Hænder op og ned i Takt, Sværdene drages — Damerne kaster sig imellem, Moderen er nærved at sprække af Latter. Greven gaaer. — Forvandling. — Den første Brud i Bryllupsdragt omgivet af sine Piger. Bruden dandser og er forskrækkelig klodset. (En Dreng i Skjorteærmer, som sidder bag mig i Parterret, fløjter med Orkestret). Grev Pini kommer med de lakejklædte Riddere. Alle Øjnene vende sig heelt rundt, saa det Sorte kommer frem igjen paa den anden Side. Armene gaae Slag i Slag som ved et Uhrværk. — En djævelsk Plan udruges. — En Karl bringer to Ansjos-Tønder med Krudt, Grev Pini tilkjendegiver, at han vil tænde en Lunte — som er et halvt Kvarteer lang, — de lykkelige Elskende skal sprænges i Luften. Man farer ud. Grev Pini fremkaldes, han kommer smilende og bukkende ind. — Forvandling. — Bryllupsgilde. — Moderen leer, saa man næsten s. 204kan høre det. Faderen, som seer ud til altid at have en stor Skraa i den højre Side af Munden, smiler skjævt. Den henrykte Brud dandser for Tilbederen i Logen og nikker til ham, hver Gang han klapper. Ravnkilde prøver at dreje sig i Luften ligesom Hoppe, og da det mislykkes, bliver han tre Gange fremkaldt, og gjør hver Gang et forgjæves Forsøg i samme Retning. Da høres et Brag — det bliver bælmørkt — Dekorationen fremstiller en Stabel Muursteen — den eneste Levning af Brudehuset. Tæppet falder. Voldsomt Bifald og Bravi.

I troer vel, det er overdrevent! — Nej slet ikke, det er en sand og tør Skildring af Ballettens Tilstand her. Den anden Ballet, jeg saae, var akkurat af samme Slags, og det var paa det første Theater heri Byen. Og Operaen er ikke en Smule bedre, — Komedier gives kun en sjelden Gang. I Logerne er der hele Tiden en højrøstet Sludren. I Parterret beholder alle de Staaende Hattene paa under hele Forestillingen, og de, der ikke har siddende Plads eller er allerforrest, vil neppe kunne see noget, hvis de da ikke rager op over alle de Andre, — følgelig sludrer man ogsaa rask væk der. Italienerne er overhovedet et meget ugeneert Folk. De fineste Herrer fløjte og gabe højt paa alle mulige Melodier, hvorsomhelst de er.

Idag har vi haft et udmærket Vejr, Himlen var aldeles klar, og Solen brændte som om Sommeren. Forchhammer og jeg gjorde en lang Spadseretuur s. 205ud i det forunderlig maleriske Land og kom til en Landsby, der laa fortryllende i en dyb Dal. Om de fleste Haver var her, i Stedet for de sædvanlige kjedelige Mure, Rosenhækker, som var fulde af Blomster. Vi besluttede os til at blive hele Dagen borte og travede lystigt fremad uden at vide hvorhen. Men det gik anderledes, end vi tænkte; thi ved at bøje om en Bakke stod vi pludselig foran en af Florens’ Porte. Vi havde troet os over en Miil borte, og traskede derfor meget slukørede ind i Byen og forslog Grillerne i den smukke hertugelige Have, som har lutter immergrønne Træer — især Laurbærtræer — og derfor tryller Een komplet ind i Sommeren. I Eftermiddag gik Solen saa dejligt ned, og jeg spadserede alene ved Arnoen og havde en uhyre Længsel efter eder. Jeg længtes efter et bekjendt Ansigt og gik og spejdede efter Peter Koch ^*)Den nuværende Højesteretsassessor., men jeg havde ingen Held med mig; blot han ikke er passeret mig forbi mellem Bologna og Venedig. — I næste Uge rejser vi vistnok herfra — i de første Dage af December. Rejsen til Rom vil tage 8 Dage, da man aldrig kjører, efter at det er bleven mørkt. For Resten er den Røverbande, som et Par Gange har bestjaalet Diligencen (Vetturinerne blive næsten aldrig overfaldne, og i alt Fald kun de med fire Heste, som lejes af de rige Englændere) i disse Dage greben, og samtlige Med s. 206lemmer sidde vel forvarede i Rom. En af Blomsterpigerne vilde idag absolut give mig en dejlig hvid Kamelia til en Signorina (Frøken), men jeg kjender kun een Frøken her, Signorina Giustini, og hende vil jeg ikke forære Blomster, skjøndt hun er en net Pige og meget venlig imod os. Nej, var her en dansk Dame, eller en norsk eller svensk, hun skulde have faaet den og den smukkeste Rose oven i Kjøbet. Overhovedet savne vi begge Damer at tale med; den italienske Conversation har ingen Art, og det er kun italienske Damer, vi træffer her. Var der endda et Barn her i Huset, en lille Pige eller Dreng, som man kunde lege med, selv om det var en Italiener eller en Tydsker eller en Hottentot, det vilde hjælpe en heel Deel.

Himlen her er reent forkeert, vore Stjerner er ikke til at finde, og den Maane, de har, er en tosset lille een. Heller ikke maa I troe, at deres Træer, Pinier, Cypresser og Laurbær o. s. v. kan maale sig med vore Bøge og Linde. Akacietræer har vi jo selv, skjøndt neppe saa fyldige som de her, og Oliventræerne ligner vore Piletræer, men ere ikke halvt saa kjønne. Kjøretøjerne er morsomme. Bønderne har altid nogle svære Kasser med to Hjul trukne af vældige Oxer, Æsler eller Heste. Bønderpigerne gaae med store italienske Straahatte, som klæder de Unge og Kjønne godt, men de Gamle forskrækkeligt. Alle Præster i de katholske Lande bruge trekantet Hat. Idag s. 207er her Stads i Byen, fordi Storhertuginden i Nat har faaet en Søn — eller Datter, og Gaderne er fulde af Folk.

Lev nu vel allesammen.
Eders
Christian.

Siena. 6. Decbr. 1852

Som I seer, befinder jeg mig endnu i Storhertugdømmet Toskana, og kommer vel neppe til Rom før om en Uge. Eders sidste Brev til Florens fik jeg i Tirsdags (den sidste November) til min store Glæde og Overraskelse. Denne Dag var overhovedet rig paa Begivenheder. Medens jeg om Formiddagen sad paa mit Værelse og læste eders Breve atter og atter, kom Forehhammer ind ad Døren med Peter Koch, som han havde fundet i et af Gallerierne. Kochs havde, paa Tilbagerejsen fra Rom, været 4—5 Dage i Florens og skulde nu om et Par Timer rejse mod Nord. Vi fulgte strax Sønnen hen til Forældrene, som toge overordentlig godt imod os, og fik ved samme Lejlighed at vide, at der var flere Danske i Byen, nemlig Arkitekterne Meldahl og Herholdt, samt en rig Fru *** med Søster, Datter og Plejedatter (altsaa hele 4 Damer). Med Peter Koch opsøgte vi derpaa Arkitekterne og sluttede ved et Par Flasker Viin Bekjendtskab med disse flinke Folk. Vi havde gjort forgjæves Forsøg paa at faae en s. 208Vetturin til Rom paa taalelige Vilkaar, og da vi nu hørte, at de agtede sig samme Vej, kun lidt ad Omveje, besluttede vi at følge et Stykke med dem, hvorved vi vilde faae en heel Deel at see paa en billig og morsom Maade. Efter Afskeden med Kochs aflagde vi alle fire et Besøg hos Fru ***, som vi fik overtalt til at tage til Rom i Julen. Hun er en forvænt vestindisk Dame, der boede som en Prindsesse, men som imidlertid i Mangel af andre Landsmænd var meget glad ved os. Datteren er en nydelig ung Pige, men hun er sygelig, og bare hun ikke bliver fordærvet af alle de Penge. I skal faae mere at høre om dem fra Rom. — Næste Morgen drog vi efter en hjertelig Afsked fra vor italienske Familie — afsted paa Jernbanen med de to Kunstnere, lejede i Pontedera en Vetturin og kom efter en meget interessant Kjøretur gjennem maleriske Egne til en lille Bjergstad, Volterra, hvor vi paa et Gjestgiversted fik fire gode Værelser for 1 Rd. om Dagen og Middagsmad for 2 # 8 β hver. Volterra ligger henved 2000 Fod over Havet, og i et fuldkomment klart Vejr seer man Middelhavet og Corsika derfra, men nu kunde vi kun ane Havet og drømme om Klippeøen, og dog var Udsigten henrivende til alle Sider. Vi fik ogsaa der paa Gjestgivergaarden en rigtig hyggelig gammel Værtinde, som tog sig moderligt af os og aldrig var gladere, end naar man gav hende Lov til at fortælle uendelige Historier. At snakke, er overhovedet Italienernes Yndlingsfor-nøjelse, s. 209og de holde saa meget af Fremmede, fordi vi ikke kan hamle op med dem deri og derfor høre saa kjønt efter. Vi gjorde i de to Dage, vi blev der, vidtløftige Spadsereture i Omegnen, vi besaae de gamle cyklopiske Mure og det rige etruskiske Museum og steg endelig ned i et etrurisk Gravkammer, der blev baaret af en Søjle i Midten, og hvor de Døde (udhuggede i Steen) laa ovenpaa deres Kister og rakte Armene imod os til Velkomst. Den første Aften gik Herholdt og jeg i et Theater, det vil sige: et Værelse saa stort som vores Havestue, hvor Folk sad i flere Rader langs med alle Vægge, og der ageredes i Midten uden Dekorationer. Billetten kostede 2 β (jeg veed ikke, om Børn gav det Halve). Forestillingen bestod i gymnastiske Kunster, som jeg uden Øvelse strax kan gjøre efter, samt en Pantomime, og tilsidst et Skyggespil. Publikum var fortræffeligt, man røg Cigarer og snakkede med Kunstnerne midt under Forestillingen og fandt, at den Komedie var ærligt de Penge værd.

I Lørdags d. 4de Decbr. kjørte vi fra Volterra over en lille Stad, Colle, som ogsaa laa meget malerisk paa en Bjergaas, og kom hertil, hvor vi boe smukt og billigt i «den sorte Ørn» (Aquila nero). Her er ikke stille og øde som i den eensomme Bjergstad, her er Liv paa Gaderne og smukke Damer og Skrigen og Vognrummel, som det hører sig til. Fremdeles ligger Siena dejligt med dybe Kløfter, som skjærer sig ind i s. 210Staden, og bakkede Gader, som allevegne ere flisebelagte; her er prægtige Bygninger og elegante Kafeer med god Kaffe og lis. Imorgen kjøre vi herfra til Orvieto, som ligger inde i Kirkestaten, og hvor vi ankomme den 8de om Eftermiddagen. Der bliver vi saa en Dag og vil da kunne være den 11te i Rom. I Orvieto skilles vi for Resten fra vort behagelige Rejseselskab, da Herholdt og Meldahl vil blive der længer for at tegne, og først ligefør Juul indtræffe i Rom.

Men det er sandt — jeg har glemt noget i min Rejsebeskrivelse. Da Samlingerne i Florens paa Grund af Prindsens Fødsel var lukkede i nogle Dage, tog Forchhammer og jeg den 28de paa Jernbanen til Pisa, for at besee den smukke Domkirke og det skjæve Taarn, og vendte tilbage til Florens samme Aften. Om Mandagen den 29de gik vi i et Skuespiltheater og saae der en Oversættelse af Schillers «Marie Stuart». En Contessa Ristori, som imod sin Families Ønske er gaaet til Theatret, spillede Marias Rolle fortræffeligt. Det er bestemt en ypperlig Skuespillerinde. De Andre, navnlig Dronning Elisabeth, som ogsaa blev fremkaldt og gjorde uhyre Lykke, var under al Kritik.

Jeg seer til min Sorg, at I har Sygdom i Huset; gid nu blot det Brev, som venter mig i Rom, maa bringe gode Efterretninger. Jeg har Grund til at vente en efter Omstændighederne glædelig Juul, og I skulde dog ogsaa have det Samme.

s. 211Nu lidt om mine Juleudsigter. I Julen vil der være omtrent 40 Danske i Rom, som naturligviis slaae sig sammen. Malerne arbejde allerede dernede paa Dekorationerne, Molbech skriver paa Viserne, og min Hjælp ventes naturligviis ogsaa. Man plejer at holde Juletræ og et nordisk Maaltid med Risengrød o.s.v. — i Aar kan det nu ordentlig blive pompøst. Om Fru Kerr end ikke vil deeltage i et saadant Mandfolkegilde, saa er der dog ingen Tvivl om, at hun paa sin Side vil gjøre lidt Julestads for os, og paa den Maade kan man jo ogsaa efter fattig Lejlighed have lidt Familieliv. Af Bekjendtskaber har jeg nu altsaa allerede gjort Herholdts og Meldahls, og er meget godt fornøjet dermed, item kjender jeg fra Wien en Student Meyer, en flink lille Fyr, Molbech og Brøchner, Cand. jur. Leuning, som jeg ogsaa nok kan lide, en Gad (Søn af Biskoppen) og vore Damer, af hvilke jeg godt kan lide de to unge. Et Par af vore unge Nordmænd fra Venedig komme formodentlig ogsaa derned, og det skal være mig kjært at indføre dem i den danske Kreds.

Orvietod. 9de Decbr.

Jeg sidder nu halvanden Dags Rejse fra Rom i denne skidne men maleriske By, i et usselt Hotel (Byens eneste, desværre) og med stor Lyst til at faae Lov at hvile ud snarest muligt. Fra Siena tog vi i Tirsdags den 7de om Morgenen Kl. 4½ og naaede efter et Pusterum i en lille Bjergstad til s. 212den gamle etruriske By Clusium (Chiusi) om Aftenen. Næste Morgen gik det videre, vi passerede den pavelige Grændse uden synderligt Toldvrøvl og kjørte op og ned ad Bjergene igjennem lutter Egeskov, der var guul og rød og med prægtige Udsigter til alle Sider, indtil vi igaar Aftes kom op paa Toppen af det Bjerg, hvor Orvieto ligger. Uhyggeligt og snavset og ildelugtende er her allevegne; Folk og Sviin og Huse see her ganske ud som paa de Marstrandske Malerier, men her er en stor prægtig Domkirke, over hvis Facade Arkitekter især er henrykte. Kan vi imidlertid slippe bort imorgen, skal det være i det Mindste Forch-hammer og mig kjærest, og vi vil da kunne naae Rom Lørdag Eftermiddag. Et Fortrin har imidlertid denne Røverby, den har ganske fortræffelig Viin til 6 β for en meget stor Flaske, og det lader Een i det Mindste glemme Uhyggeligheden, mens man spiser og drikker. I Anledning af den holdt vi et lille Gilde igaar Aftes, men vi kan heldigviis med god Samvittighed drage bort herfra, da Grvietovinen ogsaa kan faaes i Rom paa alle offentlige Steder.

Jeg vil haabe, at dette Brev kan naae eder til Juul og bringe min Julehilsen. Slutningen deraf skal I faae fra Rom strax, naar jeg er kommen dertil, for at I kan see, at Røverne har respekteret mig eller været saa fornuftige at indsee, at der ikke var Stort at fiske hos et Par danske Studenter. Af Penge har jeg ikke saamange tilbage, at jeg s. 213vover videre, og Gods og Personer bryder de sig ikke om.

Rom. 12te Decbr.

Jeg kom da til Rom uden Uheld igaar Eftermiddags og gik med mine Rejsefæller strax hen til Trattoria, den Restauration, hvor de Danske spiser, hvor jeg traf en heel Flok Landsmænd, samt et Par Svenskere og Nordmænd. Molbech var yderst forekommende, og Magister Bröchner synes jeg meget godt om. Den smaa Student Meyer, som vi gjorde Bekjendtskab med i Wien, traf jeg her igjen og syntes overordentlig godt om ham, det er en lille tænksom Fyr. Af Malere er her Kraft og Læssøe samt en Svensker Blackstadius; af Billedhuggere Thielemann og Kolberg samt Svenskeren Molin og Nordmanden Middelthun, desuden de to Arkitekter, som alligevel toge med os og endeel Andre, jeg endnu ikke kjender. Desuden er her en Capitain Jespersen, Cand. jur. Leuning, Cold med Grev Petersdorf og Gad med Berner (Hovmestere for to unge Pengemænd), samt en ganske udmærket Bagersvend Schrøder, et smukt dannet Menneske, som er Pot og Pande i Selskabet, tjenstvillig og udmærket flink til alt Arrangement. Igaar afholdtes et lille Modtagelsesgilde i Anledning af de fire Danskes Ankomst, idag har jeg været paa Forum og i Colosseum og i Peterskirken og senere en Spadseretuur paa Campagnen i det dejligste Sommervejr, og er s. 214endnu ganske beruset af al den Herlighed, jeg har seet. Først her nede i Italien har jeg lært, hvad Bjerge er; paa den store, bølgeformige Campagne, som i saa meget minder om den jydske Hede, danne de blaa og violette Bjerge en Baggrund, som er aldeles fortryllende. I Morgen skal jeg ud at søge om Privatlogi, og jeg glæder mig som et Barn til at faae mit eget Værelse aldeles for mig selv og kunne begynde at bestille Noget, hvad det saa bliver. For det Første faaer jeg travlt med Julearrangementet; Juleaften samles alle vi Skandinaver hos Gad, Cold og Leuning, som boer sammen. Foruden os Herrer vente vi Fru Kerr med Familie, samt Minister Paulis Familie, og her er tillige nogle, som det synes, meget elskværdige Damer fra Sverrig, af hvilke den ene er Malerinde. Arkitekterne og Malerne skal dekorere Salen, Schrøder bager Julekage og besørger Stegen, Læssøe pynter Juletræet (som i Mangel af Andet er et Laurbærtræ), Molbech og jeg laver Deviser og Sange, endvidere skal Thielemann, som forstaaer den Kunst, koge Julegrøden med den behørige Mandel i. Nærmere Besked skal I naturligviis faae, naar det Hele er bragt paa det Rene. Imidlertid vil man vel den Aften især føle Hjemvee, og der bliver altid over den Art Fester i et fremmed Land en Slags Veemod, som maaskee paa en vis Maade forhøjer Stemningen, men dog egentlig gjør den til noget Andet, end den skulde være. Vi blive imidlertid et Selskab paa en 40 Stykker, s. 215vi faae Damer til at skjenke The o. s. v., saa det vil blive saa komplet, som paa nogen Maade er muligt. Gid I andre nu maa faae en rigtig glædelig Juul og ikke længer skrante. Jeg befinder mig i legemlig Henseende bedre, end jeg længe har gjort; jeg sover uafbrudt om Natten og vaagner med en sand Tærsker-Appetit. Molbech siger, at mit Skjæg klæder mig godt og raader mig til at gaae med det derhjemme, men deri vil jeg ikke føje ham.

Jeg har strax faaet Rom kjær, endnu kjærere end Florens; det er den første fremmede By, hvor jeg kunde have Lyst til at opholde mig længere; dog beroer det meget paa Forholdene (de økonomiske), hvor længe jeg tør blive her, og jeg længes efter at høre om Legater og sligt. Fare igjennem kan man ikke her; har man engang forvildet sig ind i denne Trylleverden, saa maa man trænge lidt tilbunds deri, hvormeget man end savner. Alle Forhold er bedre hjemme, det er sandt, Mennesker hjemme elskværdigere og dybere, men her er saa meget Stort og Herligt, som man ingen Anelse har om ved at leve under vore smaa Forhold. Peterskirken slog mig ikke; den ligner en uhyre stor, pyntet Dandsesal, men ingen Kirke som Domkirken i Florens eller flere af dem, jeg har seet paa min Rejse. Thorvaldsens Monument over Pius den 7de er uden Sammenligning det Smukkeste, Kirken indeholder, og dog er det for lille til de øvrige gigantiske Forhold. Det morede s. 216mig at see et Monument af Canova, som reent faldt igjennem ved Siden af vor store Landsmands. Men Ruinerne, Templerne og Obeliskerne og Søjlerne og Colosseum med Vedbendrankerne over Murene og den blaa italienske Luft som Lofthvælving — det slog mig. De store Samlinger af Malerier og Antikker vil give et Menneske nok at bestille for flere Maaneder, og jeg selv, som i Regelen kun seer paa det Allerbedste, fordi der ikke er Tid til mere, vil faae nok at gjøre med al den Mængde, som her findes af Raphael og Michel Angelo, Correggio og en af mine kjæreste Malere, Fra Bartolommeo. Naar saa ovenikjøbet Carnevalet kommer, saa bliver man saa overlæsset, at man maa have lang Tid til at fordøje det altsammen.

Glædelig Juul, min egen Moder, og alle I Kjære, hele Flokken af Store og Smaa.

Eders
Christian.

Rom, 28. Decbr. 1852

Tak for Brevene, som jeg, af lutter Juletravlhed, først nu kan besvare. Juleaften var jeg i Kirken Maria Maggiore, der var smykket og oplyst, og Paven selv holdt Messe. Han blev baaren i en forgyldt Lænestol, og saae meget ynkelig ud derved, og hele Stadsen var, som al Katholicismen i Italien, meget lidt opbyggelig. Mange Italienere vare strømmede sammen, og de morede sig og s. 217sludrede, saa man fik Indtryk af at være til en stor, elegant Soiree. En Deel af os Landsmænd samledes derefter hos Herholdt om et Par Flasker Viin, og vi havde en livlig og behagelig Aften, men rigtignok ingen Juleaften, — og det kneb lidt med at holde Modet oppe. Af Trang til lidt mere Julestemning gik jeg med Maleren Kraft, som jeg holder meget af, Kl. 12 om Natten ind i Kirken Jesus-Maria, hvor der var mange knælende Mennesker, men Præsterne brægede hæsligt, og paa Orgelet spilledes Dandsemusik, saa jeg fandt ikke, hvad jeg søgte.

Første Juledag holdt Paven atter Messe i Peterskirken, og jeg var dum nok til at gaae derhen, — atter tom Stads. Om Aftenen vare vi Danske inviterede til Fru Kerr, der var kommen to Dage i Forvejen, og fik blandt Andet dansk Julekage, bagt af den flinke Schrøder. Anden Juledag stod vort Julegilde, som paa Grund af de katholske Forhold ikke kunde holdes før, og det gik ypperligt, og fortjener en ordentlig Beskrivelse. Det stod hos fem Danske, som boer sammen (Cand. Leuning, Gad og Berner, Cold og Petersdorf) og Selskabet bestod foruden Værterne af Følgende: — Svenske: Den svensk-norske Consul, Malerinden Frøken Adlersparre og hendes Veninde Frøken Kullberg (en kjøn og livlig Pige), Baron H. (gammel Snegl) Grev A. (ung Finlænder) Billedhuggerne Fogelberg og Molin og Maleren Black-stadius. Nordmænd: Billedhuggeren Middelthun s. 218og Maleren Bruun. Danske: Malere — Ernst Meyer og Kraft; Billedhuggere: Mule, Thielemann og Kolberg; Arkitekter: Herholdt og Meldahl; Digtere: Molbech og Hostrup; desuden Capt. Jespersen, Magister Brøchner, Forchhammer, Laurits Meyer og Schrøder. Damerne var: Fru Pauli — (hendes Mand, Ministeren, var syg), Fru Kerr og Datter, Frøknerne Schlegel og Wad; desuden Alberto Paulsen (Thorvaldsens Dattersøn) og hans lille Søster Augusta og vor Consul Bravo. — Læssøe udeblev desværre, han var optaget af en syg Landsmand, som han plejede og vaagede over. —

Under en Sang af Sangforeningen marcheredes ind i Spisestuen, i hvis Baggrund var opstillet et ypperligt sjællandsk Vinterlandskab, som Kraft havde malet paa 2½ Dag. Man tænker sig siddende i en Præstegaard, hvorfra man har Udsigt over et Steengjærde i Forgrunden med et Led midt paa til Kirken, ikke langt fra den en Kæmpehøj og bagved en Bugt af den mørke, vinterlige Strand. Arkitekterne havde meget smukt dækket de andre Vægge med de nordiske Farver. Over et Par store Lamper var hængt Lampeskjerme, der forestillede, hvorledes Nisserne drage fra Norden med et stort Juletræ og ankomme til Rom, samt koge Julegrøden og opføre Julelege — meget kjønt gjort af Mule. Da vi placeredes ved Bordet —· (jeg sad med Sangerne ved den ene Fløj af Hesteskoen — Damerne i Midten, hver med en Herre —), maatte enhver af s. 219Selskabet tage en Vedbendkrands paa Hovedet, som navnlig klædte Frøken Wad og Bröchner overordentlig godt. Derpaa ombares Grøden, kogt af Thielemann; den var dygtig sveden, og den Mandel, som var gjemt i den, fandtes ikke. Den første Skaal udbragtes af Molbech og var knyttet til en Sang af ham selv, hvori der var gode Enkeltheder. Senere opførtes en Cantate af mig, som jeg — for at følge den rigtige Orden — ligesaa godt kan lade eder faae med det Samme:

1.

Kæmpevise.

De vare syv og syvsindstyve,
Der de droge ud fra Hald,
Og der de komme til Romaborg,
Saa sloge de deres Tiald.
Det donner under Ros, de stærke Kæmper der de udride.

Og Paven stander paa Højenloft,
Og seer han ud saa fro:
See, hisset komme de Nordens Mænd,
Dem lyster hos mig at boe.
Det donner under Ros, de stærke Kæmper der de udride.

Og Paven aabned sin Dør paa Klem
Og ind dem i Borgen bød,
Saa tog han bort deres hvide Sølv
Og gav dennem Malmen rød. ^*)Sølv faaes ikke her. Man gaaer med Lommerne fulde af Kobberpenge, saa store som smaa Møllesteen.
Det donner under Ros, de stærke Kæmper der de indride.

s. 2202.

Velkomstsang af Tiggere og Røvere.

Mel. En venetiansk Gondoliersang.

Hil I hil! velkommen hid
Hver som ej er treven og nærig!
Haanden jer rækker fro
Romas ægte Kuld.
Kom! kom! kom! kom!
Kom, I brave Forestieri!
Deel frit vor varme Sol,
Deel med os jert Guld!

3

Roma.

Mel. En italiensk Folkevise.

Velkommen, for mig at hylde,
Fra Kuldens og Taagens Hjem!
Min evige Skjønhedsfylde
Jeg viser ret gjerne frem.
Ja kom og sku kun fage
Mig dybt i Øjet ind
Og flyv saa stolt tilbage
Med evigt Savn i Sind!

Men tryller dig Kunstens Stjerne,
Og vinker dig Palmen grøn,
Og kan du ej koldt dig fjerne,
Jeg kaarer dig til min Søn.
Da faaer du — hvad der vejer
Fuldt op mod hvert et Savn —
Med Fogelberg og Meyer
Et Hjem i Romas Favn.

s. 2214

Almindeligt Chor af Skandinaver.

Mel. Mens Nordhavet bruser.

O Roma! en Dronning du evig var
Og bliver, mens Aarene rulle;
Hvert Savn, som i Norden mit Hjerte bar,
Det stiller din Sol mig tilfulde.
Den vækker Kunsten af Jordens Skjød,
Gjør Kvinderne fagre og Druen sød.

Og alt hvad mig kvæged paa Hjemmets Vang,
I Roma jeg atter det finder:
Det nordiske Maal og min Barndoms Sang
Og Hjemmets huldsalige Kvinder,
Ja selv min «Berling», min Hjertensven,
Jeg fandt i Giornalen ^*)*) Avisen: Giornale di Roma. med Fryd igjen.

Ja Roma, du bøder paa al vor Meen,
Med Savnet du huldt os forsoner,
Du dækker med Vedbend den sprukne Steen
Med Roser du Vinteren kroner:
Og Dag og Nat jeg, o Dronning fim!
Maa drikke din Skaal i din egen Viin.

5.

Stemmer fra Norden.

Mel. Hösten är kommen. Hör stormarnas gny.

Nordlyset spiller med Tunger af Guld,
Dugen den hvide er bredt over Muld,

s. 222Fuldmaanen lyser fra Hvælvingen reen,
Tusinde Riimblomster blinke paa Green,
Stormen har selv tabt Lysten til Strid,
Det er den hellige Juletid.

Festen forkyndes af Stjernernes Chor
Festen i Menneskehjerterne boer;
Lyset, der tændtes paa Himmelens Blaa,
Spreder sin Glans til den snevreste Vraa;
Højt lyder Sangen fra Fattigmands Skjul;
Børnene prise den glade Juul.

6.

En Nisse.

Mel. En svensk Folkesang.

Et Chor af Stemmer der nylig lød
Op til min Kirkebakke,
Saa rendte jeg fra min Julegrød
For lidt med jer at snakke.

Ja som jeg hører, saa holder I
Ogsaa en Juul her neden,
Men ak, det bliver vist Lapperi,
Og Grøden var vel sveden.

Thi Julen er en Familiefest,
Her efter sligt I sukker,
Og Grøden koges vel neppe bedst
Just af en Billedhugger.

Familiefester — de trives nok
Knap i en Stat som denne,
Hvor Kongen og hans Ministerflok
Er lutter Pebersvende.
s. 223Saa gjør af Rom kun og Paven Spræl,
Priis dem med vældig Stemme!
De gi’r jer dog ingen Julekvæld,
Som den, I fandt der hjemme.

7

Slutningschor.

Mel. Og det var i Aaret 1807.

See nu er Nissen færdig — han talte som en Bog,
Og Ret har han, frygter jeg næsten;
Men da vi ej kan flyve til vor Kakkelovnskrog,
Vil her vi dog prøve paa Festen.
Og den maa blive glad,
Naar blot vi hjælpes ad
Og bare ikke glemmer at drikke til vor Mad.
Du Gamle, bliv til Yngling! du Yngling til Pog!
Saa glider det sikkert med Resten.

Ja Julen har vi stevnet i Dag til vort Bord,
Og vel vi dens Fordringer kjende;
Vi ødsle med vor Latter, vi rutte med Ord,
Vi synge, saa det aldrig faaer Ende.
Vi glemmer al Fortræd
Og fare saa afsted,
At Paven selv skal sige: Maa jeg være med?
Og naar vi atter samles til Julen i Nord,
Vi længes dog lidt efter denne.

Cantaten gjorde Lykke, og Brøchner knyttede en Skaal til Nr. 4 for Rom, som han skilte sig heldigt fra. Dernæst optraadte jeg som humoristisk Taler, og slap godt igjennem. Lidt af Indholdet s. 224skal I dog have, da jeg jo veed, at I helst hører om mine Bedrifter. «Der er to Slags Folk, som rejse til Rom. De første ere dem, hvis egentlige Hovedstad Rom er, det er Kunstnerne (de bildende), der i Grunden allerede er Romere, før de drage hjemmefra, saa, naar de komme til Rom, føler de, at de tidligere har været i en Slags Landflygtighed, og nu først har fundet deres rette Hjem. De Andre, hvortil jeg regner mig selv, er Barbarerne, som hjemme mangle den fornødne Dannelse for at blive orienterede i Kunstens Verden, og derfor er blinde, naar de komme hertil. Barbarerne har altid følt Trang til at drage til Rom; men i gamle Dage, da de kom i størst Masse, bar de sig ad som Børn, for i Stedet for at see paa Kunstværkerne saalænge, til de fik Forstand paa dem, slog de dem i Stykker for at see, hvad der var indeni. Nu er Barbarerne ganske anderledes tamme og beskedne. Vi gaaer omkring og seer paa Statuer og Malerier, og finder vi dem ikke dejlige, saa skal vi nok tage os iagt for at sige det, for vi veed jo, at de skal være det, og man vil jo dog saa nødig være dum. Men efterhaanden som vi gaaer og seer paa dem, faae vi Øjnene op, og dertil hjælper os navnlig den Vejledning, vi faae af Kunstnerne» — o. s. v. — Ja, nu gider jeg ikke mere snakke om det. Resten kan I selv gjætte jer til. Ernst Meyer udbragte til Tak en Skaal for de unge Skandinaver (denne gamle Fyr befandt sig øjensynlig overordentlig vel). Efter Kagen og s. 225al den romerske Viin fik vi til en Afvexling Champagne, og Molbech udbragte Damernes Skaal, — Forchhammer en god Skaal for de Gamle; Capt. Jespersen og Leuning talte ogsaa, ja selv Fru Pauli udbragte en Skaal. Stemningen var glimrende og forøgedes ved de skjønne fiirstemmige Sange, som vi opførte under hele Maaltidet. Man drak Kaffe i et andet Værelse, og Juletræet, et Laurbærtræ, brammede i Midten af Stuen. Deviserne var lovlig daarlige (paa et Par af mine egne nær), men Gevinsterne gode. Jeg vandt et romersk Dametørklæde, som jeg byttede med Frøken Kerr, der vandt et Herre-do. Desuden vandt jeg et udskaaret Træbæger (Schweizerarbejde). Klokken var imidlertid bleven svært mange — Damerne og de Ældre tog hjem, og vi Andre sang og dandsede: «Mine Geter og mine Getebukke bite Barken af Træ». Der holdtes ogsaa en Tournering paa Hug, og der var stor Lystighed. Formiddagen derpaa mødtes vi Unge for at spise Frokost paa samme Sted, men fik der en alvorlig Efterretning. En ung Genremaler — Larsen, — kom for et halvt Aar siden til Rom. Han havde forkølet sig paa Vejen og maatte strax ved sin Ankomst gaae til Sengs. Han stod aldrig mere op. Det var galoperende Svindsot. Da vi kom hertil, fraraadte man os at besøge ham, da han var altfor afkræftet. Det var ham, Læssøe plejede, hvorfor han ikke kom til Julefesten. Anden Juledags Morgen traf jeg Læssøe, som da meente, at han endnu kunde leve en 14 s. 226Dage. Imidlertid døde han samme Dag, uden at Nogen ved Gildet fik det at vide; nu kom det Dagen efter som et Tordenbudskab. Næste Dag skulde han begraves, og det blev strax bestemt, at Molbech og jeg hver skulde prøve paa at skrive en Sang til at synge ved Graven. Jeg gjorde det ogsaa, men da Molbech kom først med sin, og den var ganske net, vilde jeg naturligviis ikke konkurrere med ham og rev min i Stykker, uden at Nogen fik den at see. Det havde ikke stort at betyde, da den vist ikke duede meget. Kl. 10 næste Morgen mødte vi paa den protestantiske Kirkegaard, som er meget smuk. Vi bar Kisten til Graven, og, efter at den tydske Præst havde holdt en ganske kjøn Tale og kastet Jord paa, sang vi vor danske Sang. Da vi gik derfra, kom jeg for første Gang til at tale rigtig med Læssøe; han er sikkert et ualmindelig fortræffeligt Menneske, maaskee ikke betydelig begavet som Kunstner — derom veed jeg aldeles intet, da jeg ikke kan huske nogen af hans Billeder hjemmefra, — men en dyb religiøs og sand Karakteer, langt betydeligere end Molbech og Brøchner, som begge seer ned paa ham. Disse Sidste vække ved deres Fornemhed ikke saa lidt Anstød hernede, og jeg og den elskværdige Kraft maa opbyde alle vore Kræfter for at jævne det lidt ud igjen. Alle hernede ere mere eller mindre forargede over deres Opførsel, paa samme Tid, som de maa respektere Brøchners overordentlige Dygtighed og Molbechs ikke ube s. 227tydelige poetiske Talent; og disse er paa den anden Side ærgerlige over, at det ikke lykkes dem at trække de Faa, som de vil omgaaes (hvoriblandt jeg for Tiden hører) bort fra den øvrige Kreds. Misstemningen var stor, før vi kom, og Mule og de andre oversete Folk har derfor virkelig faaet nogen Grund til at glæde sig over vor Ankomst, da det nu i alle Maader gaaer meget bedre.

Lev nu vel; — glædeligt Nytaar og først en god Nytaarsaften i gammel Stiil. Jeg maa dog see at samle et Par af de Bedste hernede om en Flaske Orvieto for at drikke eders Skaal, mens I drikke min.

Eders
Christian.

Rom. 17. Jan. 1853

Vi har i dette Øjeblik et voldsomt Tordenvejr med Skylregn og stærk Scirokko, saa jeg føler Virkningen af den tunge og lumre Luft paa mig selv. Det er en ligefrem uhyggelig Varme, der strømmer Een imøde, naar man aabner Vinduet: varm Regn og varm Blæst, og man længes ordentlig efter lidt Snee og en nordisk iiskold Vind. Om Sommeren maa her da være reeut utaaleligt, naar her kan være saaledes i Januar. Det er et underligt Liv, man fører her, — rigt paa Nydelser til Tider, men saa tomt og tørt, naar man er alene. Man traver omkring fra Morgen til Aften, — der s. 228er altid nok at see — meget mere end man kan overkomme; men det næsten umulige i rigtig at faae fat paa et Arbejde, og saa intet Familieliv, det duer nu alligevel ikke for mig. Min stadigste Omgang er Læssøe, Kraft, Meyer og Forchhammer — især den Første, som jeg holder overordentlig meget af. Til de danske Familier kommer jeg kun sjeldent. Vi spise sædvanlig paa gammel romersk Viis til Middag Kl. 12 tilligemed Middelthun og Molin og mødes saa atter Kl. 6 — hver med sit Stykke Skinke eller Ost og Brød — i et Viinhuus, hvor man foruden Vinen kun kan faae Knive og Tallerkener, og derfor maa kjøbe Maden paa Vejen. Ikke sjeldent gaae vi derpaa i Skuespiltheatret, hvor der for Tiden er et meget godt Selskab. Om Dagen gaaer man, naar Vejret er daarligt, i Samlingerne, der er spredte over hele Byen, og i rigtig godt Vejr ud i det gamle Rom eller i Campagnen. Af Kirkefester er der mange i denne Tid, og nogle af dem er ikke uden Interesse. Paa Onsdag er der Fest i St. Knuds Kapel, og vi Danske maa vel derhen for at hilse paa vor gamle Helgen. Jeg har ogsaa besøgt St. Antonio og seet paa de pyntede Heste, som bliver trukne forbi hans Kirke og bestænkede med Vievand; han er nemlig Dyrenes Skytspatron. Den tydsk protestantiske Præst i det preussiske Kapel skjønner jeg mere og mere paa. Han er, som ung Mand og Tydsker, noget for raisonnerende og philosophisk paa Prædikestolen, men der er s. 229Varme i ham, og den simple protestantiske Gudstjeneste gjør saa godt i denne Skinverden. Man har nu travlt med Forberedelser til Carnevalet, der begynder i Slutningen af Januar. Den lange Corso — Byens Hovedgade — meget lang, men ikke bredere end Østergade, bliver brolagt om paa Grund af Hestevæddeløbene; Balkoner og Loger opføres allevegne; men Romerne har i Aar ikke store Forventninger om, at Festen vil lykkes. Jeg selv har slet ingen, og for mig maatte den hele Tummel gjerne blive heelt borte, da jeg veed, at det i de sidste Aar er de Fremmede, og især Englænderne, som aldeles dominere Lystigheden. Det er ogsaa forbudt at være maskeret, og det vil naturligviis lægge Baand paa det friskeste Liv.

(18. Jan.)

I dette Øjeblik fik jeg eders Breve, og det letter altid en Steen fra mit Hjerte, naar jeg hører fra eder, og faaer at vide, at I har det godt. Ogsaa fra Zinck har jeg faaet Brev. Jeg har lige været til en Frokost hos Læssøe sammen med flere Danske, Tydske og Hollændere, hvor vi slog dem med: «De vare syv og syvsindstyve» og «Svend Vonved», som vi atter og atter maatte gjentage. Winsløvs Brev giver ikke gode Udsigter med Hensyn til Stipendiet; behandler Autoriteterne mig saaledes, vil jeg ikke kunne blive her mere end de tre Uger, for hvilke jeg allerede har betalt min s. 230Husleje og Middagsmad, og jeg maa derefter over Hals og Hoved styrte hjem. Skjøndt jeg tidt lider stærkt af Længsel efter Hjemmet, saa føler jeg dog, at det i Grunden er forkeert at fare herfra med halvforrettet Sag ; her er endnu saa uendelig meget, jeg skulde see, og Neapel — det vilde dog være ærgerligt ikke at komme dertil. Rom er i mange Henseender bleven mig kjær, og jeg troer ikke, jeg kunde leve saa godt i nogen anden By udenfor Danmark. Og det er et Skatkammer, som jeg vel ikke har tænkt mig at kunne udtømme, men som jeg dog havde haabet at kunne hente noget mere fra. Dog, det faaer nu gaae, som det vil, jeg taber ikke mit gode Haab, og opfyldes det saa ikke, saa er det godt at vide, at der dog er allerbedst hjemme.

Læssøe er et mageløst Menneske — vel ikke nogen betydelig Kunstner, men en af de bedste og varmeste Mænd, jeg har truffet. Han længes inderlig efter Danmark, men han kan ikke leve der, og her gjør det slette Sommerklima ham aarlig svagere og svagere. Omgiven af den katholske Gøgleverden og al den tydske Kunstner- Affectation, trænger han stærkt til Landsmændene, og naar der derfor kommer et Menneske efter hans Hjerte til ham, lever kan ganske for ham. Saa ledes har han nu sluttet sig til mig og viser mig paa alle Maader det varmeste Venskab. Det er en stor Lykke for mig at have truffet en saa sympathetisk Natur, ellers vilde jeg sikkert midt i s. 231al denne Herlighed have følt mig meget ene. Vi er for Resten en fire—fem Stykker, som ikke kunne undvære hinanden ret længe ad Gangen, og som i Almindelighed gjøre vore Udflugter — og navnlig Campagneturene — under Læssøes fortræffelige Vejledning. Overhovedet bliver jeg forkjælet her, som hjemme, og her er ikke Een, hvis Opførsel imod mig jeg ikke har Grund til at glæde mig over. Kun har Molbech en Gang prøvet paa at være studs, men jeg frabad mig alvorlig slige Narrestreger, til stor Forbavselse for de unge Kunstnere, som hidtil taalmodig har taalt hans Uartigheder, naar han var i daarligt Humør. Molbech vil i Grunden gjerne være gemytlig, men han er af Natur eller Opdragelse vrippen ligesom Faderen, og kan ikke holde Styr paa sin megen Galde. Vi kommer ellers altid godt ud af det med hinanden.

Jeg skal dog fortælle jer lidt om alt det, som her er at see. I Vatikanet, hvor der kun er aabent hver Mandag uden Betaling, er der den største Samling af antikke Statuer, som findes i Verden, og nogle af de allerberømteste. Der er ogsaa en lille — men udsøgt Malerisamling med nogle af Raphaels bedste Arbejder, samt nogle egne Værelser (Raphaels Stanzer), som han har prydet med vældige Freskomalerier paa alle Vægge, og en lang Søjlegang (Raphaels Loggier), hvor alle Loftsmalerier er af ham. Desuden er der en Samling af Tapeter, som er vævede efter hans Tegning. s. 232Paa Capitolium flndes ogsaa en udmærket Samling af Antikker ligesom i Villaerne: Borghese, Albani, Ludovisi o. fl. Disse Villaer, som ere tilgængelige paa visse Dage om Ugen, har ogsaa dejlige Haver fulde af Blomster — især Roser —, som med de altid-grønne Træer gjør et fuldkomment sommerligt Indtryk. Pinier træffer man allevegne, ogsaa ofte Palmetræer og vældige Aloer. Der er ogsaa udmærkede Malerisamlinger i Paladserne: Borghese, Rospigliosi, Colonna, Casini, Doria Pamfili o. s. v. Desuden er en Mængde af Paladserne og Villaerne dekorerede af de største Mestere, og de maa altsaa ogsaa sees. Af Kirker er her 365, og en Mængde af dem er meget mærkværdige og rigt smykkede med Kunstsager. Naar nu hertil kommer de mangfoldige katholske Fester, af hvilke man dog maa være med til en Deel, og saa den store Masse af Ruiner, Templer, Thermer (Bade), Mausolæer, Theatre, Paladser, Cloaker og Vandledninger fra de gamle Romeres Tid, saa kan I tænke, at man har nok at gjøre med at see sig om, og ikke trænger til Carnevalslystigheder for at faae noget at more sig med. Skade kun, at Dagene er saa korte, og at vi i den senere Tid har haft saa megen Regn. Her er i disse Dage Fest i Anledning af en bekjendt Omvendelses-Historie, som skete for en halv Snees Aar siden. En fransk Jøde, Ratisbonne, hvis Broder var bleven Katholik og Præst, førte et meget lystigt Liv. Hans Broder formanede ham og bad med sine Collegaer stadig s. 233for ham, men det syntes ikke at hjælpe. En Dag gik han for Løjer ind i Kirken S. Andrea delle Fratte (der ligger tæt ved min Bolig) og saae med Haan paa de knælende Mennesker. Pludselig stod ved hans Side en stor sort Hund. Den var meget urolig, og tilsidst løb den ud af Kirken. Han vendte sig for at see efter den, men da saae han tæt ved sig en stor — ganske hvid Hund. Denne løb hen imod et af Sidekapellerne, og uden at han selv vidste hvorfor, maatte han følge den. Paa en ham ubegribelig Maade kom han over det Gitter, der skilte Kapellet fra Kirken, og ligesaa lidt forstod han, hvorledes han kom til at ligge næsegruus foran et Alter, hvorpaa stod en Madonna i hvid Dragt. Dreven af en uimodstaaelig Magt skriftede han strax alle sine Synder og lod sig døbe, og er nu en anseet fransk Gejstlig, der formodentlig efter sin Død vil blive dyrket som en Helgen. Historien er bleven afmalet over det omtalte Kapel, og hvert Aar er der stor Stads i Anledning af den. Det hedder sig naturligviis, at det var Præsternes Forbøn, der reddede ham. Paa en Fest, — jeg husker ikke hvilken, faaer man Aflad paa 3000 Aar og Befrielse for 1/3» af sine Synder, — en højst mærkelig Beregning. I Kirken Aracæli var der Helligtrekongers en stor Fest. Jesusbarnet, en Dukke ligesom Maria, blev taget af sin Moders Arme og baaret om i Procession. I Begyndelsen vilde Moderen ikke give Slip paa Barnet, og med spændt Forventning stirrede Alle s. 234paa det; da pludselig løsnede det sig, og der lød en Forundringsmumlen gjennem hele Kirken. NB. Barnet laa ganske løst, og jeg kunde have taget det bort uden noget Mirakkel, men den store Hob, som fyldte Kirken, var desuagtet meget imponeret. Igaar havde St. Peters Statue i Peterskirken faaet Klæder paa, den Ære tilfalder ham to Gange om Aaret, skjøndt han har et meget rigeligt Marmorgevandt i Forvejen. Stakkels Fyr, de kysser hans store Taa saa stærkt, at han snart maa have en Trætaa. — Jeg har besøgt flere Klostere, — Haverne er det bedste ved dem. De er i Almindelighed smukt beliggende og udmærke sig navnlig ved en rig Vegetation af Blomkaal og Ærter, som Fædrene holde meget af. Munkene er høflige Folk, som gjerne viser Een omkring, og undertiden seer man honnette Ansigter. De Fleste ligne dog Foersom i Tonietta.

Jeg veed ikke, om jeg har fortalt eder om Fru Giorni (Thorvaldsens Datter). Hun er en ganske smuk — men noget svær italiensk Dame, meget venlig og talende, med stor Interesse for god Musik og Dansk. Hendes Mand er sikkert yngre end hun, han er en smuk Mand med et tungsindigt Smiil og et fiint og dannet Væsen. Da han har Formue, er han, som alle Italienere under slige Omstændigheder, Ingenting, og har dog en Trang til at beskjæftige sig, som han ikke kan faae tilfredsstillet. Sønnen, Alberto, er en ganske net Fyr, der ligner Thorvaldsen noget. Han er ogsaa s. 235en Italiener uden den italienske Lethed, og kan naturligviis heller ikke være Noget, da han kan leve foruden. Augusta er en sød lille Pige, der seer lidt sygelig ud, men har et rigtig rart og forstandigt Ansigt; Skade, at hun kun taler Italiensk ligesom Forældrene, medens Albert taler meget godt Dansk. Jeg bragte Fruen de forskjellige Hilsener fra Justitsraad Nygaards, og hun talte med megen Varme om sit Ophold paa det dejlige Kokkedal. Albert interesserede sig især for at høre noget om August og Emilie ^*)Hostrups Elever fra Kokkedal., og I kan fortælle August, at jeg naturligviis rev ham dygtig ned.

Ja, nu er mit Forraad udtømt. Gid I nu Allesammen maa være raske og glade, og hils saa Alle, som mener det godt med jer og mig.

Eders
Christian.

Rom. 2. Febr. 1853

Nu har jeg da prøvet lidt af Carnevalet, skjøndt rigtignok meget lidt. I Lørdags begyndte det. Fra Kl. 3—5 om Eftermiddagen var Balkoner og Loger fyldte med Damer og Herrer; i Midten af Gaden kjørte to Rækker Vogne, og paa Siderne bevægede sig en Masse Fodgængere med Lommetørklæder eller Tasker med Confetti (smaa Kugler s. 236af Gibs) og en Mængde smaa Blomsterbuketter. Fra Logerne østes der Confetti ud over alle de Kjørende og Gaaende, og man svarede dem med samme Mynt. Damerne — især de smukkeste — bragte man sin Hylding ved at tilkaste dem — eller hvis man kunde naae dem — række dem en Buket, og man fik da sædvanligviis en igjen af dem. Paa den Maade blev hele Historien meget billig, da man saaledes omtrent beholdt sit Forraad. Der blev ogsaa kastet med virkelig Konfekt i Kræmmerhuse, men naar en Dame sendte det, fik man det — uagtet Romerinderne kaste fortræffeligt — meget sjeldent, da Gadedrengene strax opfangede det. Det Hele var meget morsomt, og Romerinderne, af hvilke mange havde udklædt sig i italienske Bondepigedragter, saae dejlige ud; men den første Dag er det, efter Alles Sigende, bestandig meest livløst, og lidt mere Ild kunde der ogsaa gjerne have været i Folk. Hele Historien sluttede med Løbet af Heste — uden Ryttere — gjennem Corsoen, hvormed hver Carnevalsdag ender. Igaar — Mandag — begyndte det igjen, men det blev idelig Regn. Derfor gik jeg op til lille Meyer, som har en Altan paa Corsoen, og saae derfra lidt paa Stadsen. Naar vi blev kjede af at see, læste vi lidt og tilbragte saaledes en hyggelig Eftermiddag sammen. Om Aftenen samledes vi fem hos Læssøe og skiftedes til at læse højt til almindelig Fornøjelse.

(Torsdag). Tirsdag og Onsdag var Fest (Mariæ s. 237purificationis, paa Dansk Kyndelmisse: missa candelarum, fordi Lysene her blive indviede). Jeg var i St. Pietro og saae de sædvanlige Optøjer med Paven i Lænestol, som jeg nu er lidt kjed af.

Herholdt boer hos en Familie, som er meget opmærksom imod ham, og han fandt det derfor passende at leje en Balkon i Corsoen til den om Torsdagen (Giovedi grasso — den fornemste Carnevalsdag). Jeg traf ham paa Gaden, og da han ikke kan hjælpe sig paa Italiensk, hjalp jeg ham med at leje Balkonen og siden invitere Familien. I deres Glæde derover inviterede de baade ham og mig til Bal paa Søndag, og jeg skal da prøve, hvordan det er at dandse med Romerinder. Men ikke nok med det, — Billedhugger Thielemann, som kommer meget hos Romerne, har faaet Ordre til at skaffe nogle Herrer til Bal imorgen — Fredag, og har henvendt sig til Kraft, Gad og mig. Jeg skal altsaa paa Bal baade Fredag og Søndag — tænk engang — og dandse med Romerinder i Costume, — det bliver farligt for et dansk Hjerte. —

Døden kommer altid midt i vor Glæde hernede. En svensk Maler, Blommér, for Øjeblikket den anseteste i Sverrig, blev gift for tre Maaneder siden her med en svensk Dame, som han havde været forlovet med i syv Aar, men ikke maattet faae. Endelig gav Forældrene Lov; — hun rejste efter ham og blev viet til ham her (Molbech skrev Bryllupsvisen) ; men otte Dage efter blev han syg s. 238og er nu død. Den arme Kone er fortvivlet over al Maade, og vil absolut døe med ham. Læssøe og Molin vaager der hver Nat, og imorgen skal han begraves. Imidlertid har Molbech, som kjendte den Afdøde personligt, nægtet at skrive Sangen til Begravelsen, og jeg Stakkel har nu, midt i Carnevalskommersen, maattet skrive noget, som sagtens ogsaa smager af Hastværk og Forstyrrelse. Efter romersk Skik skal Ligene begraves efter 24 Timers Forløb (eller lidt mere), og der har derfor ikke været Tid til nogen omhyggelig Udførelse, især da jeg først stolede paa Molbech.

(Fredag). Igaar, den store Carnevalsdag, regnede det hele Formiddagen, og skjøndt Vejret igjen blev godt om Eftermiddagen, var det grueligt Føre. Efter derfor at have drevet igjennem Corsoen, blev jeg kjed af det og gik op paa Herholdts Balkon til hans italienske Damer, hvor jeg traf flere Landsmænd. Vi indlod os naturligviis i Kamp med Naboog Gjenbologer og fik mange smukke Buketter baade fra Oven og fra Neden, men det morede mig egentlig ikke mere, man bliver i Længden træt deraf, det er altfor eensformigt. De smukke pyntede Damer, som kjørte i aabne Vogne, overøste alle Folk med Masser af Confetti (Gibskugler), som de havde i store Kurve, og de franske Soldater, og efter dem en Deel af den romerske Pøbel, tog Buketter op af den snavsede Gade og smed dem paa de Kjørende, saa de blev aldeles tilsølede. Skarer af Pjerroter, Harlekiner og Pulcineller søgte s. 239at bringe Liv i Folk, men det lykkedes ikke rigtig, og jeg troer, de Fleste kjedede sig ligesom jeg. Stemningen er aabenbar for tung til slige Narrestreger, og det er kun den raa Lystighed, der kommer til Orde. —

Imorges blev Blommér begravet. Hans Kone vil hverken spise eller drikke, — hun vil døe. Vor brave Præst holdt en smuk christelig Tale. Efter at vi havde sunget et svensk Afskedsvers af Maleren Blackstadius efter Jordpaakastelsen, kom min Sang, som der gjorde godt, skjøndt der ellers ikke er meget ved den, men I vil vel have den alligevel.

Kort var vort Møde, o Broder og Ven!
Ak, og saa brat maa vi skilles igjen.
Tag dog vor Tak for den flygtige Stund!
Tag vort Sovvel til din hellige Blund!
Tag end til Afsked med i din Bo
Tak fra det Norden, du elsked saa tro.

Kort var den Glæde, som Jorden dig gav,
Ak kun et Skridt var fra den til din Grav.
Held dig dog, Broder! dig Lykken var god.
Held dig for det, som med Sorg du forlod!
Bitter, men kort er Skilsmissens Nød,
Gjensynets Fryd kjender ikke til Død.

Kort var, o Broder! din Vandring forvist,
Midt i Skjærsommer faldt Blomsten fra Kvist,
Banen blev afbrudt, men ej er den endt,
Flammen, som sluktes, skal hist vorde tændt,
Spiren, der falmed for Stormenes Magt,
Grønnes først nu med uvisnelig Pragt.

s. 240NB. Pas dog endelig paa, at ingen Bladredaktør faaer Fingre i den. Vi har for flere Dage siden hørt, at der har været en Beretning i «Fædrelandet» om Julefesten, og jeg har aldrig kunnet ane, at den skrev sig fra mine Breve, hvad jeg nu seer af Winsløws Brev. Det ærgrer mig oprigtig talt meget! Det falder jo af sig selv, at til jer fortæller jeg en heel Deel mere om mig selv end om Andre — fordi I naturligviis helst vil høre om mig, og bliver saa en saadan Beretning brugt til officiel Fremstilling, saa maa alle de øvrige Deeltagere med Rette finde den eensidig, og at jeg stiller mig selv i Forgrunden, og jeg bliver ligefrem rød i Hovedet ved at tænke paa, hvad der muligviis kan være kommen til at staae i «Fædrelandet», for Takt kan man sandelig ikke vente af Bladene. Jeg kommer jo til at staae som en Synder for mine Landsmænd hernede; gid dog blot W. ikke havde fortalt mig det. — Aa — blæse med det Vrøvl! — jeg vil ikke ærgre mig mere derover, — men blive ved at snakke løst og fast, ligesom det falder mig ind. Jeg kan ikke saadan staae til Regnskab for hvert Ord til jer. Jeg bevæger mig i Stemninger og er tidt for haard imod Folk og vist altid for mild imod mig selv, og veed ikke det ene Øjeblik, hvad jeg har skrevet i det forrige. — Det er sandt, jeg var i Tirsdags til Selskab paa Capitolium hos to badensiske theologiske Candidater — den ene er nok Præst (Frommel). Selskabet bestod af — Danske, vi fem og s. 241Gad — to Hollændere og Resten Tydskere. Vi sang Kæmpeviser for dem til deres store Fornøjelse, og de glædede os med Mendelssohnsk Sang og Musik. Tydskerne vil forunderlig nok gjerne have fat paa os, og jeg kan ikke fortænke dem deri, for vi Danske er virkelig ikke til at kimse ad, det seer man saa godt hernede. Hollænderne ligner os baade i Udseende og Jævnhed i Talen. De leve, uagtet Landenes Adskillelse, sammen med Belgierne, som vi med de Svenske, og forstaae det flamske Sprog, som vi vore Naboers mod Øst. Det er virkelig en Fordeel hernede at være Danske. Franskmænd og Tydskere er forhadte, og ikke engang Englænderne staae synderlig i Gunst hos Romerne. Pudsigt er det, at vi gaae hernede og gjælde for at være rige — hvorledes skulde vi ellers kunne gjøre saa lang en Rejse? Vi er ikke farlige som Nation — og vi er høflige og velvillige i Omgang, derfor vil man gjerne føre os ind i Familierne og har ikke noget imod, om vi forlovede os med Døtrene, da det jo altid er besværligt at faae dem godt anbragte. Men de naaer det neppe — for vi har et Tryllemiddel derimod. Hver Gang vi samles til Gilde, drikkes der en Skaal for «Mamma og Maren Hansen» — under hvilke Navne vi efter gammel Skik indbefatte vore Kjæreste af Kvindekjønnet derhjemme. En dansk og en svensk Maler, som levede her for sex—syv Aar siden, havde nemlig for Skik at drikke — den ene sin Moders, og den anden sin Kjærestes s. 242Skaal under disse Benævnelser — Kjæresten hed nemlig Maren Hansen —- og Molbech har bragt det i Gang igjen i Aar, hvilket er een af hans ikke faa Fortjenester hernede.

(Lørdag.) Jeg var da paa Bal — paa fiintl Bal — og har saa meget at fortælle, saa jeg knap I veed, hvor jeg skal begynde. Et dansk Bal var det ikke, — ikke saa morsomt, men saa ejendommeligt, saa jeg ikke bryder mig om andre Carnevalsglæder for denne Gang. Hør da! Thielemann, Kraft, Gad og jeg begav os i fineste Stads i en Vogn op paa Monte Pincio for at afhente de Damer, som vi skulde følges med. Det var en Enke — Navnet husker jeg ikke — og hendes Datter. Vi blev alle sex pakkede i en af de store romerske Kareter og kjørte igjennem uendelig mange Gader til Signore Tedeschi’s Huus. Med den unge Pige sluttede vi naturligviis Bekjendtskab i Vognen. Efter at have passeret flere oplyste Værelser kom vi ind i en stor Sal, hvor der ved den ene Væg stod et Flygel; og langs de andre tre Vægge sad Damerne. De vare alle i brogede Dragter, og flere af dem saae dejlige ud. Jeg skal beskrive et Par af dem. Først faldt mine Øjne paa en rigtig romersk Skjønhed, meget svær med straalende Øjne og fuldkommen ædle Træk; hun var Trasteverinde (saaledes kaldes Romerne paa den anden Side Tiberen) i sort Fløjels-Kjole med tykke Guldkjæder om Halsen og en Piil og Sølv-kjæder i Haaret. Saa kom to i Abruzzerdragt: s. 243sort Fløjels-Trøje, broderet med Guld og aaben forpaa, højrød Hue paa Nakkehaaret og højrødt Skjørt. Den ene var Værtens Datter, Signorina Tedeschi, den anden, som I faaer mere at høre om, Signorina Alberini. Saa kom nogle Albaneserinder med hvidt Liv og højrødt eller blaat Skjørt, saa en Grækerinde, saa en Schweizerpige, saa en dejlig, stolt og let Figur i blegrødt Flor fra Top til Taa (ogsaa paa Hovedet), saa alle Slags maleriske Fantasi dragter og mange Italienske, som hverken I eller jeg kjender. Først blev der musiceret; forskjellige Duetter og Terzetter afløste hinanden, smukke Stemmer, men maniereert Foredrag og Musik. Derpaa spiste man, komplet Sexa, hvor man gik til og fra Bordet og forsynede sig, og endelig begyndte Ballet. Vi fire Danske var de eneste Fremmede, og vi havde en Fornemmelse af, at Folk ikke saae paa os med gunstige Blikke (naturligviis dog med Undtagelse af den hyggelige Vært og Værtinde — samt de to Damer, hvis Bekjendtskab vi gjorde i Vognen). Steengulvet var beklædt med hvidt Lærred, som var meget godt at dandse paa ; Musikken bestod af to Violiner og et Flygel, som samtlig spillede meget slet. Først kom Wienervals ; den kunde vi da, og Thielemann foer strax løs paa en Dame, men — o vee! de dandsede en Slags Galopade i ¾ Takt, vanvittig og ubegribelig at see paa. Den arme Thielemann traadte sin stakkels Dame sønder og sammen, og det danske Navn led den første Beskæmmelse. s. 244Flere Uhyrer af Dandse i samme Maneer dandsedes ovenpaa hinanden, og vi stakkels Fremmede stod forlegne i en Krog og turde ikke vove os ud paa Gulvet. Vi blev nødt til at tage Mod til os, og da der skulde dandses Kvadrille, som jeg ansaae for Française, engagerede vi alle sammen Damer. Ingen kunde denne Dands, det gik hulter til bulter paa alle Sider, og jeg hørte, at de Danske fik Skyld derfor. Saa kom Polka Scozzese (Rheinländer); den kunde jeg, men kom ikke til at vise det; thi Kraft, som ikke var sikker, gjorde et Forsøg og kom galt derfra, og da jeg saa engagerede en Dame, undskyldte hun sig, hun turde aabenbart ikke. Vi følte tydeligt, at vi gjorde en ynkelig Figur, og Noget maatte gjøres for at redde den danske Ære. Saa kom almindelig Polka, og jeg hen til vor Veninde fra Vognen — og vi ud med hinanden. Bal er hos Romerne noget Nyt, de har langtfra den Routine i Selskabsdandse, som vi, og jeg besluttede, at de skulde faae den at see. Min Dame dandsede godt, og jeg paakaldte Bournonvilles Aand, som øjensynlig ogsaa kom. Jeg hoppede og svingede og trippede og spjættede bag op med bestandig større Sikkerhed, og altsom jeg dandsede, blev Italienerne mere opmærksomme derpaa, og jeg mærkede, hvorledes de med en vis Beundring saae paa mine Fødders kuriøse Bevægelser. Gad og Kraft, som begge er øvede Dandsere, foer nu ogsaa ud, og vi var aabenbart Mestrene i disse Kunster. Da jeg efter s. 245den lange Dands kom tilbage til min Plads, trak Thielemann Vejret dybt og sagde: «Det var godt!» Nationalæren var reddet. Saa kom Mazurka og Polka igjen o. s. v., og Damerne syntes bedre og bedre om at dandse med os, og vi, der begyndte som Harer, endte som Løver. Ballets Dronning var den førnævnte Alberini — ja — nu kommer det Bedste. Omtrent midtvejs paa Aftenen traadte hun og Værtens Datter, begge Abruzzerpigerne, hen og dandsede en Tarantella med Castagnetter. Jeg har aldrig seet noget smukkere Syn. Tedeschi var ganske kjøn, men satte som Italienerinderne saa ofte gjør, Fødderne stygt, — begge til samme Side — den ene ud-, den anden indad. Men Alberini — hvor hun dandsede! — det kan ingen Dandserinde gjøre hende efter. Dejlig var hun, — for slank til at falde i den italienske Smag, men netop derfor efter vor. En fuldendt, smuk Figur, sorte, ildfulde Øjne og et yndigt Smiil, og saa disse mageløse Hoved-, Armog Fodbevægelser, som sikkert maa være medfødt, — jeg troer ikke, at en saadan Ynde kan erhverves. Nu forstaaer jeg, hvad Dands er. Vi fire Landsmænd svømmede i Henrykkelse og skiftedes ogsaa ærlig til at dandse med hende hele Aftenen, og blev enige om at give hende en ganske extra Buket, naar vi træffe hende paa Carnevalet. Kl. 2 kjørte en Deel af Selskabet bort, men vi gik hen til Dronningen og bad hende dandse en Saltarello — den romerske Nationaldands, og hun var strax villig. Alle Italienerne s. 246tog Deel deri og sprang skifteviis ind mellem de Dandsende, som vi har seet det paa Theatret, men de dandsede som Køer imod hende. Endelig kom der en Tuur, hvor Herren efter at have figureret omkring Damen falder paa Knæ, og hun siger: «For hvem sukker du?» Han nævner en bestemt Dame i Selskabet, og denne maa nu ud og afløse den Første. Tilsidst falder Damen ogsaa paa Knæ og sukker efter en ny Herre, og saa fremdeles. Her blev baade Kraft og jeg tagne ud, og vi arme Stympere maatte dandse Saltarello, men gjorde naturligviis nogle fortvivlede Fagter, eller gav, rettere sagt, vor egen Kejtethed til Priis, hvilket blev meget godt optaget. Saa endte Ballet, og da det regnede, kjørte vi atter derfra med vor unge Veninde og hendes Moder. Den Første sagde, at hun og de andre unge Damer helst vilde have dandset til Daggry, men Mødrene — paa hendes egen nær — var ikke gode mod deres Døtre, og de italienske Herrer var ikke saa lette til Beens og saa udholdende som vi. — Men er jeg ikke Lykkens Yndling? Læssøe og Thielemann, som har været her i mange Aar, har aldrig seet noget Sligt, og Molbech, der kommer omkring hos Familierne og taler flydende Italiensk, var ikke lidt misundelig. — Og nu paa Bal imorgen igjen! — Ak — Alberini kommer der ikke og dandser Tarantella og Saltarello for os, og det er maaskee galt at svække det kunstneriske Indtryk med noget s. 247mere Almindeligt. Dog det gjælder jo Nationens Ære — vi maa ikke svigte.

Idag er det atter Carneval og Søleføre. Jeg venter mig intet deraf. Imidlertid skal jeg dog see lidt derpaa. Derfor — Farvel, og kjærlig Hilsen til jer alle.

Eders
Christian.

Rom. 10. Febr. 1853

Nu er da Carnevalet forbi, og jeg er i Grunden ganske fornøjet derover, da jeg nu har faaet nok af det. Vi var da til det tidligere omtalte Bal med Herholdt, og det var meget gemytligt, men ikke nær saa morsomt, som det hos Tedeschis. Vi fik for Resten nogen Øvelse i at tale med Damerne. De vare alle kostumerede — og Baldronningen, Fortunata Peggotti, en Datter af Herholdts Vært, tog sig godt ud i Holbergsk Dragt. Taranteldandserinden, Signorina Alberini, har jeg ikke seet siden, og bryder mig heller ikke om det, undtagen hun vil dandse for mig, for det gjør hun saa smukt, saa jeg ligefrem føler Taknemlighed mod hende for den Glæde, hun har forskaffet mig. En anden Dame hernede har ogsaa skaffet mig en Kunstnydelse i nogle Aftener, det er en Skuespillerinde i Theatro Vallo, Signora Aliprandi. Hun er en stor, svær Kvinde paa 27—28 Aar, som ikke er paa sin Plads i Conversationsstykker, da hun s. 248mangler Lethed; men naar der kommer et pathetisk Sted i de slette Stykker, de spille, navnlig naar hun, som jeg oftere har seet hende, har skullet fremstille en ideel Natur imellem Uslinger, da kommer der en saadan Højhed og Adel og simpel Sandhed over hendes Spil, som jeg aldrig | har seet overgaaet og neppe naaet af nogen Anden. Til sin store Person har hun et dejligt, udtryksfuldt Ansigt og en vidunderlig smuk Stemme, — ja, hun fortjente bedre Stykker at spille i og et ordentligt Publikum at spille for, — havde vi blot haft hende.

I Tirsdags var Theatrene aabne for sidste Gang, og jeg saae hende da til Afsked, og klappede og brølte som en Italiener, da Skuespillerne mod Slutningen bleve fremkaldte.

Molbech er forsvunden af vort Selskab; det siges, at han ivrig studerer Tydsk, og efter forskjellige Rygter — enten skal være Professor i dansk Literatur i Kiel, for senere efter sin Faders Død at blive det i Kjøbenhavn, eller efter Magister Hammerichs Anbefaling — være Lærer for den lille Glücksburger. Det er nemt nok saadan at have Fanden til Morbroder. Hvem der havde saadant et lille Embede paa en 400—600 Rbd., som levnede mig Tid til Forfatterskab ; men Prindselærer vilde jeg rigtignok ikke være — og duede heller ikke dertil, og jeg turde da heller ikke være Professor; men Bibliothekar i Molbechs Plads, det vilde ikke være saa galt, og det var vel noget, s. 249man kunde komme efter med en god Villie. Præst vil jeg i alt Fald ikke være, før det viser sig ganske anderledes tydeligt end nu, at jeg tør det. Jeg veed jo, at jeg som Digter har faaet et lille Pund, men jeg veed jo ikke, om jeg har noget at være Præst paa. Jeg synes, at det maa være saa dejligt at kunne leve heelt og udeelt for det Ene, som dog er det Vigtigste; men jeg kan dog heller ikke svigte det Kald, jeg har til at være Digter, det har jeg jo da ikke givet mig selv, saa jeg har jo dog et Ansvar der, og har ikke Ret til at grave mit Pund ned; jeg veed jo desuden, at jeg ogsaa dermed kan tjene Gud, — men — hvordan skal jeg kunne forene det at skrive Komedier med at være Præst; skal jeg komme til at due noget som Præst, da føler jeg, at jeg maa hengive mig heelt dertil. Skomager kunde jeg være ved Siden af, men ikke Digter, for baade Digter og Præst er fuld Livsgjerning, som hver for sig tager alle vore aandelige Kræfter i Brug. — Aa, det er i Grunden en Skam af mig at plage dig med mine gamle Bekymringer, — bryd dig ikke derom, jeg har det godt, og faaer blot engang imellem et lille Anfald af Mismod.

(Lørdag den 12te Febr.)

Rom er altid en vandrig By. Paa alle de mangfoldige Torve og Pladser er store og prægtige Vandspring, og man gaaer neppe 100 Skridt ad Gangen uden at høre den liflige Lyd af rindende s. 250Vand. Men nu er det reent galt. Regntiden, som hidtil var udebleven, er nu kommen, og det skyller ned fra Morgen til Aften. Tiberen er bleven en mægtig Flod; den har oversvømmet en stor Deel af Campagnen og trænger igjennem Kloakerne op i de lavere Dele af Byen. De snavsede Jøder i Ghettoen blive vadskede baade fra Oven og fra Neden, og i Pantheon, der som alle de antikke Bygninger ligger meget lavt, staaer Vandet et Par Alen over Gulvet. Jeg kom idag derind ad en Bagdør og saae fra Alterets øverste Trin over den svømmende Helligdom. De herlige Søjler og den vældige Kuppel spejlede sig ganske klart og bestemt i det blanke Gulvtæppe, og man svævede som i Midten af en uhyre Kugle. Pantheon bliver for Resten oversvømmet hvert Aar, saa den maa have en beundringsværdig Constitution for at kunne udholde det. Tænkl Aar 25 før Chr. er den bygget (af Agrippa, Kejser Augusti Svigersøn) og endnu staaer den, efter at den hvert Aar — i 1878 Aar — er bleven sat under Vand (de gamle Romere har dog vel sagtens holdt Vandet ude) næsten aldeles uberørt af Tidens Tand, — det gjør Frue Kirke den ikke efter.

Foruden de sidst omtalte Landsmænd: Dr. Brünnicke, Grosserer Petersen og Fyrinspektør Grove, kom der i Søndags en Nordmand, nemlig den unge Kjøbmand Gran fra Bergen, som jeg var sammen med i Venedig. Det er alle flinke Folk, men desværre forlader Gran og Grove allerede Rom s. 251idag for at gaae Nord paa. Captajn Jespersen, hvis Kone ligger syg, tænker ogsaa paa at rejse paa Mandag, hvis han ikke faaer gode Efterretninger, og da han er en venlig og gemytlig Mand, som med Ungdommelighed, Liv og Lyst har taget Deel i vort Liv, skilles vi nødig fra ham. I Begyndelsen af Marts rejser Leuning, Gad og Berner til Paris og Meldahl til Øvre-Italien, og endelig først i April — tænker jeg — tager Kraft, Forchhammer, L. Meyer, Herholdt, Molin og jeg, og maaskee et Par for mig — mindre vigtige Folk, til Neapel. Flere af de Andre drage Nord paa, og saaledes seer den lille Kreds, som har sluttet sig saa tæt sammen, med en Slags Skræk sin Opløsning imøde.

Blandt vore Damer synes jeg bedst om de svenske. Den ene, Frøken Adlersparre, en Pige paa henved 40 Aar, har et smukt, opvakt og karakteristisk Ansigt; hun er en begavet Malerinde, og navnlig kopierer hun meget smukt. Men hun lever i den Grad i sin Kunst, at hun har tabt Interessen for Livet, og hun kunde aldeles ikke forstaae Fru Blommérs dybe Sorg. (NB. Nu har hun det dog lidt bedre — hun gaaer daglig til Mandens Grav og vil ikke høre et Ord om nogensinde at forlade Rom, hvor han hviler, men hun er dog begyndt frivillig at tage Næring til sig). Den anden, Frøken Kullberg, er en heel Deel yngre og har et behageligt, men meget svensk Ansigt. Hun lider noget under Trykket af sin Rejse s. 252kammerats Indesluttethed og Mangel paa Ungdommelighed, og naar hun derfor træffer nogen af os, glæder hun sig øjensynlig meget over at faae en lystig Passiar. Hendes Veninde holder ikke af at spadsere, men sidder helst hele Dagen paa et Galleri eller hjemme ved sit Staffeli. Jeg veed ikke, hvad man skal gjøre for den stakkels Pige for at skaffe hende lidt Udbytte af Besøget her; vi unge Folk kan jo ikke saa godt løbe om med hende.

Paa Torsdag skal jeg til et kuriøst Selskab hos Kerrs. Enhver af de Tilstedeværende skal præstere et eller andet aparte, og jeg har i den Anledning skrevet et Par Scener, som skal udføres af Forchhammer og Kraft — samt Gad som Fruentimmer. Det Hele er taget fra en tydsk Farce, jeg saae i Wien, og lavet paa og nedskrevet i to Timer. Læssøe maler et lille Maleri, som bortloddes (naturligviis gratis) mellem Gjæsterne. Thielemann gjør Musik — de unge Damer staae i Tableau (arrangeret af Ernst Meyer); hvad de Øvrige vil gjøre, veed jeg endnu ikke, men det er rimeligt nok, at det Hele mislykkes. Min Værtinde, Signora Nina (man nævner her altid Folk ved Fornavn, og jeg hedder derfor, da Christian ikke gjælder for et Navn i Italien, Signore Giovanni — Jens — Jean, og paa Restaurationerne — for at skjelnes fra Andre af samme Navn, Giovannino — lille Jens), spurgte mig forleden med et meget bekymret Ansigt om, hvorledes jeg havde s. 253det, jeg var i den senere Tid bleven saa melankolsk. Det er nu ingenlunde Tilfældet, men man bliver kjed af at føre den daglige Sludder, som Italienerne holder saa meget af, og det kan de slet ikke begribe, da de ikke har nogen større Fornøjelse end at snakke. Man spørger aldrig her om, hvad Folk er, men kun om, hvad de har at leve af, for har de Noget, saa følger det af sig selv, at de ikke vil være noget. Deres Ideal er, som de sige, at være fri for at tænke og have noget at bryde sig om, og det forudsætter, at man ingen Arbejde har. Derfor fyldes Klostrene, — og skjøndt det at blive Nonne koster en temmelig betydelig Sum, er der dog Rift derom, fordi de faaer godt at spise og behøver ikke at tænke. I disse Dage er en tydsk Maler gaaet over til Katholicismen. Han besøgte meget ivrigt det protestantiske Kapel, men Jesuitterne, som opdagede hans religiøse Trang, fik fat paa ham. Vor unge Præst har taget sig det meget nær og holdt i Søndags en varm og smuk Prædiken mod Katholicismen.

Fru Buchwald vil absolut føre mig til «Unsere Dichterinn», Baronesse Witzleben, som hun boer sammen med, og som har hørt, at jeg er Digter, og derfor brænder af Begjærlighed efter at gjøre mit Bekjendtskab, men det skal ikke lykkes hende. En Digterinde, som baade er Baronesse og Tydsk, — det er for drøjt.

s. 254De Andre, som var med paa Ballet hos Tedeschis, vil have mig med op til Dandserinden, Alberini, for efter italiensk Skik at takke hende for den Nydelse, hun skaffede os hiin Aften. Det siges, at Sligt er ganske almindeligt, og at hun vil føle sig smigret derved; — meget muligt! men jeg er helst fri for at have mere med den Troldkvinde at gjøre. For Resten er hun en af Roms mest bekjendte Skjønheder, saa vi er ikke ene om at finde hende smuk.

Jeg kommer nok hjem i Maj, og vil sikkert til den Tid have faaet nok af at flakke omkring imellem Fremmede. I Neapel bliver jeg vist kun en to—tre Uger, og Hjemrejsen bliver kun en Rejse — navnlig i Tydskland. Lev nu vel, min egen Moder, og I Andre! Hils Venner og Veninder.

Din
Christian.

Rom. Lørdag før Paaske 1853

Efter at have tilbragt Aftenen hos Giornis og faaet min 2 Skillings Pibe stoppet (den har bogstavelig med Rør og Hoved ikke kostet mere) har jeg ikke bedre Underholdning end den, jeg kan faae med jer, skjøndt jeg selv maa tale hele Tiden. Vi har Paaskestads i denne Tid, og jeg har hørt forskjellige Misererer i det sixtinske Kapel og Petersog Laterankirken, og det var da heldigviis s. 255den gode gamle Kirkemusik; men Udførelsen tilfredsstillede mig ikke ganske, og jeg troer heller ikke, Ravnkilde var rigtig fornøjet med den. De andre kirkelige Højtideligheder har jeg ikke taget videre Notits af, fordi jeg nu tidt nok har seet Paven sidde i Lænestol og Cardinalerne og Monsignorerne og Biskopper og Munke o. s. v. Imorgen skal jeg dog bivaane Velsignelsen paa Peterspladsen, da den falder efter Kirketiden i det protestantiske Kapel. Skjærtorsdag og Langfredag bliver aldeles ikke betragtede som Helligdage her; alt dagligt Arbejde gaaer sin Gang, og det er kun Spækhøkerne, som fejrer dem. I deres Glæde over, at Fasten nu lakker mod Enden, udsmykker de deres Butikker med den Skjønhedssands, som er Italienerne medfødt; store Colonner af brune Parmesanoste bære et Loft, sammensat af Skinker, Pølser og Grønt, undertiden ogsaa med en Kuppel midt i, bygget af samme Stof, og alt dette — prydet med Lamper, Blomster og Guldpapir — tager sig virkelig heel godt ud. Undertiden sees ogsaa en Hvælving, bygget af hvide Æg, og midt under den, dybest inde, et lille oplyst Madonnabillede. Et Sted var et heelt Golgatha, Christus paa Korset og Røverne paa begge Sider; foran Johannes og Kvinderne, og alt dette var virkelig smukt modelleret — af Smør.

Imorgen skal vi have den berømte Kuppelbelysning paa St. Peter, men det regner stadig, og hvad skal det saa blive til; det bliver nok aldrig s. 256opsat. Derimod har man paa Grund af det urolige Vejr udsat det store Fyrværkeri, som skulde finde Sted anden Paaskedag, til et Par Dage senere. Italienerne er selv forbavsede over det vedholdende slette Vejr. Selv i Neapel skal det være skrækkeligt. Her har vi Regn og Scirokko og oven i i Kjøbet er det koldt, som er imod al Orden, da Scirokko, som en Vind, der kommer fra Afrikas Ørken, altid plejer at bringe varm Luft.

(Anden Paaskedag.)

Der hviler en ond Stjerne over os Rejsende i denne Tid. Kuppelbelysningen fandt paa Grund af Regnvejr ikke Sted. Nogle tale endog om, at den mod al Sædvane virkelig skal være udsat, men ogsaa idag regner det uafbrudt. De, der vilde rejse Nord paa, vente paa Berner, som er faldet og har stødt sit Knæ. Fru Kerr vilde drage til Neapel, men hendes Søster, Frøken Schlegel, er bleven syg, og Rejsen er udsat. Vi Andre komme neppe bort før den 10de; men selv om vi vente til den 12te, som er sidste Termin, har Læssøe viist mig, at jeg vil kunne være hjemme til min Fødselsdag. Er det muligt, saa kommer jeg. Jeg drager da formodentlig gjennem Schweiz, som er den korteste Vej, og opad Rhinen.

(Tirsdag 3die Paaskedag.)

Naa, endelig idag godt Vejr! Med Meyer og Læssøe var jeg inde i nogle Skovstrækninger ved s. 257Monte Maria, en halv Miil fra Rom, og vi krøb op og ned ad Bankerne og plukkede de dejlige Foraarsblomster og glemte hele den onde Tid. I Aften var St. Peter illumineret; det var et komplet Feesyn. Michel Angelos dejlige Kuppel og alle de arkitektoniske Omrids i den uhyre Kirke lige til Foden var besat med Lamper. Da skete paa een Gang det store Under med Forvandling fra Lampetil Blusbelysning. Mange hundrede Mennesker ere med Livsfare anbragte over den hele mægtige Bygning, og i det Øjeblik Klokken slog 8, begyndte det at flamme ved Korset, som kroner Bygningen, og i et Nu, som ved et Trylleslag, væltede Ildhavet sig ovenfra over Kuppelen ned til Foden af Kirken og langs med de Søjlegange, som indeslutte Pladsen. Noget saa Vidunderligt, Trolddomsagtigt har jeg aldrig seet. Den stjerneklare Himmel, der hvælvede sig lys og blaa over Lamperne, blev paa een Gang kulsort, i Modsætning til det stærke Lys paa Kirken. I og for sig er Lampebelysningen smukkere, den angiver — navnlig paa Kuppelen — Formen meget bedre, derimod komme Blussene, som aldeles fortrænge den tidligere Belysning, som Tværlinier, hvilket langtfra fremhæver Bygningens Skjønhed (ↄ: Kuppelens) i den Grad; men selve Overgangen er noget saa aldeles Overraskende og Ubegribeligt, at jeg ikke vilde have undværet det for mange Penge (skjøndt jeg snart ingen har). — Imorgen skal vi have det store Fyrværkeri.

s. 258(Onsdag.) Idag atter Graavejr, og Fyrværkeriet bliver vel saaledes udsat. Kjedeligt er det, for jeg skulde dog lidt ud i Bjergene. Jeg trænger til Adspredelse, — ikke fordi jeg kjeder mig, men fordi jeg længes hjem. Jeg vaagner om Natten med Haab om, at jeg ligger i min egen Seng, og bliver hver Gang ubehageligt skuffet.

Dog, Neapel maa jeg besøge, det veed jeg, og det glæder jeg mig ogsaa meget til. Jeg trænger til Forandring og længes efter alt det Nye, jeg skal see; jeg vilde naturligviis ikke undvære det, men dog glæder jeg mig allermeest til at komme tilbage til alle mine Kjære — og til det Land, der dog altid bliver mig det kjæreste, og som passer bedst for min Natur, hvor megen Skjønhed der end findes udenfor det. Meget hernede er og bliver mig fremmed og uforstaaeligt, men en heel Deel har jeg jo dog seet baade af Kunst og Natur, og har jo mere i Vente. Og saa har jeg, som I veed, haft stor Glæde af at lære Læssøe at kjende, han er et sjeldent ædelt og kærligt Menneske. Ogsaa Laurits Meyer holder jeg meget af.

Jeg har i disse Dage seet en Nonneindvielse. Anden Paaskedag gik jeg til Kirken St. Cecilia for muligviis at høre Nonnerne synge. Istedet derfor fik jeg noget ganske andet. Bag et Gitter, som vendte til Kirken, var Søstrene forsamlede og iblandt dem en 20-aarig Pige, som nu skulde begraves levende. En Cardinal med en Mængde s. 259Præster stod i Kirken paa den anden Side Gitteret. Efter en kort Tale af Cardinalen og et Litani, hvori Menigheden tog paa en smuk Maade Deel, oplæste hun det højtidelige Løfte (Afskæreisen af Haaret saae jeg ikke noget til) og lagde sig paa Jorden, hvor hun blev bedækket med et sort Klæde til Tegn paa, at hun nu var død fra Verden. Derpaa fik hun, som Christi Brud, en Krans af Blomster paa Hovedet — foruden Nonnedragten, og kyssede alle de nye Søstre. I Fakkelbelysningen inde i Kapellet saae hun meget smuk ud, og vi var ganske rørte og havde den inderligste Medlidenhed med hende, skjøndt vi vel vidste, at det almindeligviis betragtedes — selv af de unge Piger — som en stor Lykke at komme i Kloster, da man lever godt og har Intet at bestille. Udenfor Kirken fortalte man, at hun ved en bestemt Dør endnu en Gang vilde vise sig for Verden for at tage Afsked med sin Familie. Det skete ogsaa. Ledsaget af Priorinden fulgte hun sin Moder og Søster til Vogns og talte med nogle mandlige Bekjendte, som havde forsamlet sig udenfor Kirken. Der var ikke Spor af Bevægelse at mærke hos hende ved Afskeden. Hun stod og lo og fjasede, som om det havde været i en Balsal, og al vor Medfølelse forsvandt. Da hun kyssede sin Moder og Søster for sidste Gang, var det med en Mine, som om hun skulde paa et Bal eller en Maskerade. Jeg kan ikke forstaae de Mennesker, de vedbliver (ikke i god Forstand) at være Børn s. 260hele Livet igjennem, al virkelig Dybde synes dem fremmed. Ja, man faaer en stærk Følelse af, hvor gruelig demoraliserende denne Pavestat — og Præsteregimente er, som tager alt Ansvar fra Folk og holder hele den uvidende Hob i en aandelig Sløvhed og Magelighed, som er forfærdelig.

I Theatret, som nu er aabnet igjen, har jeg seet en over al Beskrivelse slet, rørende Komedie af Scribe — «Et Ægteskab af Kjærlighed», udført af et nyt Selskab, hvori der synes at være to gode Skuespillere.

Idag den 1ste April er det Foraar, og nu mener man, at det er sikkert. Vi bliver i Rom til den 12te, men da jeg hører, at Stipendierne først uddeles i Maj, saa er det jo godt, at jeg venter lidt her, hvor der dog er billigt at leve. Meyers Doktor har givet ham Lov til at følge med til Neapel; — vi frygtede for, at hans Øjne, som bestandig er svage, ikke vilde kunne taale det stærke Sollys der. Jeg er meget glad ved at faae ham med, — efter Læssøe er han mig den kjæreste af Landsmændene.

Breve til Læssøe og Forchhammer omtale taktog smagløse Beretninger om vort Liv hernede og om Carnevalet — baade i «Berlingske» og i «Fædrelandet». Mon nu ikke jeg Stakkel igjen faaer Skyld for dem? jeg, som aldrig har skrevet et Ord hjem uden til mine Allernærmeste, og derfor har vaaset og kritiseret og skumlet uden Betænkning. Hvor kommer dog alt dette fra? s. 261Jeg er i Grunden vred paa Ploug derfor; — men det har dog glædet mig at høre, at han er bleven forlovet.

Hvorledes er det gaaet med Hertz’s «De Deporterede»? Mantzius ventede sig meget deraf. Og Paludan Müllers Drama, som skulde udkomme efter Julen, har jeg heller ikke hørt noget om. Molbechs «Dante» synes jo at have gjort stor Opsigt, og det er jo ogsaa sikkert hans betydeligste Arbejde, som I dog skulde læse, hvis I kunde faae fat paa det. — Der er meget mere Kraft deri, end jeg havde tiltroet ham, og Heiberg har neppe gjort Ret i at forkaste det — uagtet dets dramatiske Mangler.

Jeg venter mig en god Sommer hjemme. Jeg jubler ved Tanken om at komme ud i vor danske Bøgeskov, som der dog ikke er Mage til paa Jorden. Paa den anden Side er der nok, der foruroliger mig. Tidt synes det mig reent galt, at jeg fløj bort istedetfor at blive hjemme og bestille noget, — jeg veed jo endnu slet ikke, om der kommer noget ud af denne Rejse, — og saa ovenikjøbet Vinteren, som jo ellers er min bedste — ja — næsten eneste Arbejdstid; — naa ja, — jeg har jo gjort større Galskaber før. Hvad nytter det til, at jeg plager jer og mig selv med Klager over, hvad der ikke kan ændres. Jeg er vist bleven gammel hernede, for jeg har ikke det Mod som før, og jeg synes, det maatte være saa herligt at have faste aarlige Indtægter; Præst kan jeg ikke s. 262blive, før jeg virkelig tør, og før det klarer sig for mig, om jeg skal vende Ryggen til min Digtervirksomhed. Det er grueligt at blive draget til to Sider og ikke kunne komme paa det Rene med, hvilken man skal vælge. Poesien fortryller mig, men min inderste Længsel driver mig til at blive Præst. Men det maa jo dog een Gang vise sig, hvad jeg skal, jeg kan jo da ikke altid blive gaaende i dette Virvar; — gid jeg blot snart maatte blive klog paa mig selv.

Bare den gode Cultusminister, som vist er en Snegl, vilde tage lidt Notice af mit Brev, men jeg troer ikke, han gjør det, og jeg er snart ganske uden Patroner. Nu, jeg vil stole paa, at Hjælpen nok vil komme, naar den er nødvendig, — og vil nu, for at trøste mig, gaae hen og spise min Middagsmad og mødes med mine brave Landsmænd. Lev vel, alle I Kjære! Hilsen til jer alle — og til Grisen, Rømer, Adolf Knudsen og Richardt — og alle gode Venner, som jeg dog heldigviis har en Slump af.

Eders
Christian.

O. Zinck til C. Hostrup.
5. April 1853

Kære Hostrup!

Jeg har allerede længe havt et Brev liggende til Dig, men ikke faaet det afsted, da jeg ikke s. 263havde det sluttet, og heller ikke rigtig vidste, om jeg skulde sende det til Neapel eller Rom. Nu det er blevet saa gammelt, vil jeg tænde min Pibe derved og skrive Dig et nyt, da jeg har faaet de nødvendige Oplysninger dit Opholdssted betræffende. Du er altsaa i Neapel, denne, om jeg saa maa sige — dog, det er sandt, jeg havde jo nær forglemt Din Advarsel, altsaa sat sapienti ; der er jo flere end Dig, der skal læse de Breve, Du faaer. — Jeg skal først bringe Dig en frisk og varm Hilsen fra Dine Egne, som jeg, nærmest i Anledning af Confirmationen, har besøgt i Dag. — Jeg fik læst de sidste Breve, som du har skrevet, og takker Dig, fordi Du har tilladt, at jeg maatte have Adgang til dem. De italienske Blomster have vakt megen Interesse, og for mig især, fordi jeg saae, at der ogsaa i Italien var Bellis, som hos os groe vildt paa Marken. Her har vi desværre ingen Blomster endnu at rose os af, Sneen dækker alt, og i Dag fik vi et frisk Lag! Mon Jorden virkelig skulde have faaet en Skavank, saa at Klimaet er blevet anderledes ; det vilde jo være Revolution i vor hele «Levemaade.» Skomagerne slikke Fingrene efter saadant Veir som dette, men Grossererne gaae hver Dag ud til Toldboden for at see, om der dog ikke snart er aabent Vande. Alle Kanaler ere fyldte med Snee fra Gaderne lige op til Bolværket, — ja, Du er reist fra en meget interessant Vinter, hvad Veiret angaaer. For Resten er her i den sidste Tid ikke s. 264passeret store Nyheder. — Høedt — for at begynde med ham — har indgivet Ansøgning om Afsked. Bournonville — Napoli’s Forherliger! — har componeret en ny Ballet — Brudefærden i Har danger. Den er svært i Velten i denne Tid, ligesom Høedt var det i sin. For Resten er den ganske smuk at see, med kvik Musik af Paulli. Samme Aften jeg saae den, gik Hertz’ «De Deporterede». Jeg maa rigtignok forud bemærke, at jeg var placeret bag i «Svedekassen», som Du vel nok mindes, og følgelig var jeg just ikke saa særdeles vel oplagt; det kan for en Deel have bevirket, at jeg ikke var saa begeistret over Balletten, som Publikum i det Hele var, og at jeg heller ikke kom i Extase over Høedts Spil, hvad jeg naturligviis ikke tør sige til Alle og Enhver. — Vist er det, at han — unter uns gesagt — spiller Komedie paa en lidt vel pretentiøs Façon; naar han har en Monolog eller en effectfuld Replik, adresserer han den til Publikum paa en Maade, som om han vilde sige: «Pas paa! Nu kommer der noget Godt!» Han vilde i mine Øjne være en større Konstner — hvad man dog vel maa indrømme, at han er — naar han var lidt mere Herre over sin Forfængelighed baade udenfor og paa Scenen. For Resten fik jeg Leilighed til at see Jfr. Larcher for første Gang; hun er en ung, flink og kjøn Skuespillerinde. Nielsen spillede en Slags Elsker og var mærkværdig skidt. Phister som den deporterede Gavtyv af en Kammertjener, der s. 265i al sin Lurvethed alligevel vil spille Gentleman, var udmærket. — Du veed formodentlig, at der er kommet friske Kræfter til Theatret. En Upsalenser med en prægtig Tenorstemme siges at skulle debutere i «Joseph og hans Brødre» — God Nat Salertz! — Jfr. Egense i «Røverborgen» — Jfr. Benedictsen i «Farinelli». — Begge skulle være lovende. Dog, det bliver der for det Første neppe noget af, da C. Hansen er blevet syg og ligger stærkt angrebet af Inflammation i Underlivet, saa at der skal være Fare for hans Liv. Det var dog et stort Tab, hvis han gik bort. Du skulde have hørt ham i Paaske-Concerten i Frue Kirke, hvor han sang to af Weyses Aftensange til Orgelaccompagnement ganske mageløst. — Skumlere ved Theatret sige, at han har lagt sig syg for ved sin Gjenoptræden at blive modtaget, som Fru Heiberg. Ja, det var en interessant Begivenhed for Kjøbenhavnerne. Bouketter regnede ned over hende, det fine Publikum klappede — Heiberg havde nemlig afsat alle Pladser til den fine Portion paa 40 nær i Parterre og Galleri. Ikke engang Skuespillerne kunde faa Lov at tegne sig for en Billet. Men Firmaet Black & Comp. har ogsaa svoret en blodig Hævn. Fruen blev exceptionelt fremkaldt, man vilde trække hende hjem, men hun kneb ud ad en Bagdør, hvorfor den begeistrede Hob drog til Christianshavn og raabte Hurra. — Rygtet fortæller, at en af de mest Begeistrede fik sin Arm forstuvet og maatte s. 266ud paa Hospitalet for at faae Hjælp. Da han blev spurgt om, hvorledes han havde faaet det, og han fortalte, at han havde villet være med at trække Fru H., sagde Professoren: «Ja, min gode Mand, saa skulde De egentlig været ud paa Christianshavn» (Veterinærskolen). — Da Stykket («En Sommeraften» hedder det) gik anden og tredie Gang, gientoges Forestillingen med Blomsterne, hvorudover Nielsen, der spiller en gammel Baron, Fader til Fru Heiberg, ved sin Entré skal have sagt: «Nei hør, I ødelægger mig reent min Have med jeres Blomsterkrandse-Raseri! Nu synes jeg snart, det kunde være nok!» Fru H., Md. Holst og Jfr. Price sidde nemlig paa Scenen og binde Krandse. Men det er vel en af de mange Historier, som det bekjendte spændte Forhold mellem Nielsens og Heibergs har ladet Rygtet udsprede. Fruen skal være bleven lidt fyldig, men saae brillant ud i Rollen. Stykket, der er løbet af Stablen paa et af Firmaet «Fabriken paa Christianshavn »s Værfter, er udspækket med Nips og Stads saasom Sang i Aftendæmring, Seilads i Maaneskin o. s. v. Tredie Gang, da Folk endelig begyndte at opdage Stykket — tidligere var det naturligviis kun Fruen, man hørte og saae — lød der en stærk Hyssen, da det var forbi. — Høedt har fattet den colossale Plan, der noksom characteriserer ham som den forfængelige Blære, han er, at reise til Berlin, hvor Prindsen af Hessen har lovet ham en rund Sum for at spille s. 267Hamlet, og forsikret ham et godt Engagement paa et Aar; derfra vil han reise til London, til det af Prinds Albert engagerede tydske Skuespillerselskab. — I Casino har de faaet flere nye Stykker, der ikke have gjort stor Lykke: «Den galante Abbed», «Skrædder og Digter» — o. fl. Det sidste er i en Recension i et af Bladene, hvad Indholdet angaaer, blevet sammenstillet med Din «Spurv i Tranedands», og denne Sammenstilling udført paa en for dig meget smigrende Maade. E. Bøgh har omarbeidet et fransk Stykke, som gaaer under Navn af «Et enfoldigt Pigebarn», og som giør Lykke; Md. Rosenkilde skal være flink. Du har vel hørt, at vi har spillet Studenter-Komedie til Bedste for Sygehjemmet, og at Kongen var der; vi spillede paa en Maade offentligt, da Bestyrelsen var tosset nok til at bekjendtgiøre, at det var for Studenter med Damer og Bekjendte; der var en glubende Hoben Jøder. Plougs Stykke skal nok gaae i Mai, og Ernst Bruun vil med igien. — Udstillingen paa Charlottenborg er aabnet forleden Dag, og der skal være gode Ting i Aar. Fra Venner og Bekjendte skal jeg hilse. Alt vel indenborde. Grisen er nu kommet sig igien, men er ikke bleven federe. Else derimod er bestandig hiemme og nok kun snavs. — Liebenberg lever stadig væk for sin August. Vater er grundig o. s. v. — Der rustes en lille Escadre, som skal til Throndhjem i Juni til Kong Oscars Kroning: Linieskibet Danmark, en Fregat, to Corvetter og tre Damp s. 268skibe; det er ellers meget, at Danmark har Raad dertil. — For Resten er alt ved det Gamle herhiemme. — Bliv nu ikke for længe borte, men kom og see Bøgen, medens den endnu er rigtig i sin Pragt, Du kan troe, Du kan have godt af det ovenpaa Reisen.

Din
Otto Zinck.

C. Hostrup til sin Moder og sine Søstre.
Rom. 10. April 1853

Saa kom jeg da virkelig til Bjergene. I Mandags, den 4de April, gik Meyer og jeg ud til Abbediet: Grotta Ferrata, hvor der var Marked. Det var sommervarmt, og den romerske Campagne giver ingen Skygge, saa de 2½ Miil var drøje nok; men da vi kom ud til de skovrige Bjerge og havde faaet os en Fogliette Viin i en Løvhytte og kom ind i den glade Tummel af pyntede Bønderfolk i deres maleriske Dragter og Romere og Fremmede og Heste og Æsler, saa fortrød vi rigtignok ikke den Ulejlighed. Italienerne er aldrig stille glade, som vi; naar de more sig, saa skrige de og synge og slaae paa Tamburin (deres nationale Instrument), og de unge Karle sætte Blomster i deres spidse Hatte, og Pigerne drikke saa megen Viin, at det vilde være nok til at gjøre en Nordbo drukken, men dem skader det ikke, de blive blot lystige og elskværdige. (Drukne s. 269Italienere seer man aldrig). Og saadan en Natur! — havde jeg dog blot kunnet vise eder den. — Bunden var lysegrøn og fuld af de prægtigste Blomster, Træerne var lige begyndt at springe ud, og deres gulgrønne Kroner stak herligt af til de blaagrønne Oliventræer og de mørke Pinier og Cypresser, Steenege og Laurbærtræer. Ad en dejlig Vej gik vi til Frascati, en smuk lille By, som alt i Albanerbjergene, og traf der adskillige Landsmænd, som var kjørt derud. Vi hilste fra det gamle Tusculum paa Middelhavet, og Forchhammer, Lier, Ravnkilde, Meyer og jeg blev i Frascati om Natten. Næste Morgen spadserede vi gjennem Klippebyen Rocca di Papa, der paa en ubegribelig Maade er klinet op ad det bratte Fjeld til Albanerbjergenes øverste Top, Monte Cavo, hvor der er et Passionisterkloster. Munkene, som nylig var blevne af med Sneen (den laa endnu ti Skridt derfra, skjøndt der overalt blomstrede vilde Crocus og Hyacinter), syntes godt om at faae Besøg, og vi var længe i Klosteret og blev trakterede med Viin og kunde ikke blive mætte af de mageløse Udsigter til alle fire Verdenshjørner. Dybt under os laa to dejlige Søer — Nemisøen og Albanersøen, og dem skulde vi nu ned at gjøre nærmere Bekjendtskab med. Det gik i en Fart — gjennem de tætte Skove og nedad den bratte Skrænt, og saa til Nemi og rundt om Søen og gjennem Genzano og Ariccia til Albano. Her sagde vi Farvel til Middelhavet og de ufor s. 270glemmelige Bjerge og kjørte Tirsdag Aften tilbage til Rom. Næste Aften var vi til Afskedsgilde hos Kerrs, om Fredagen havde vi et Gilde for vor Consul, og endelig igaar — Lørdag den 9de, kjørte jeg med Læssøe, Meyer, Ravnkilde og Lier til Tivoli i Sabinerbjergene. Det er en ganske anden Natur, mere vild, men ligesaa herlig. I Skyggen af det gamle Sibyllatempel, der er godt bevaret og meget smukt, og med Udsigten til Vandfaldet og den hele forunderlige Kløft, hvorigjennem Teveronen strømmer, spiste vi til Middag, og jeg har aldrig holdt Maaltid paa noget smukkere Sted. Ihr Götter! som Tydskerne sige, naar de har læst Goethe, — das war gletscherhaft! — et moderne tydsk Udraab; — de kan aldrig faae Munden fuld nok. Foruden den ene store Fos er der en Masse mindre og endnu smukkere Fald (Cascatellerne), og Klippen, som de styrte nedad, er fuld af dybe Kløfter, hvori vilde Duer bygge deres Reder, og nede i Dybet troer man at see gigantiske Paladser med Døre og Vinduer paa. Saadan tænker jeg mig, at Slottene i Maanen maae see ud. — Samme Aften kjørte vi tilbage til Rom, og idag har vi sluttet Accord med en Vetturin, som paa Onsdag kjører os (6 Mand stærk) til Neapel; nu er det sandelig ogsaa paa høje Tid at komme dertil.

Jeg har faaet Brev fra August, og I kan hilse ham, at vi i politisk Henseende er komplet uenige. De, der har fordærvet vore Sager, er ikke Oppositionspressen,

s. 271som han mener, men fremfor alt

vort tydsksindede Diplomati og den Part af det danske Folk, der, ligesom han, ikke har haft Mod til at blive sine Sympathier tro. Han omvender kke mig, som han synes at haabe; tvertimod vil Historien om 5 eller 10 Aar omvende ham, hvis han da ikke bliver Aristokrat inden den Tid. Jeg stoler dog paa hans gode, sunde Natur og paa, at den Opdragelse, jeg har givet ham, ikke kan lave været heelt forgjæves; hils ham for Resten,

— han er alligevel en brav Fyr, og siig ham saa Tak for hans Brev. Den lille nordiske Koloni hernede siger ugjerne Farvel til os, og nu, da vi skal skilles, fordobler Alle deres Venlighed imod os. Blandt dem, der Dliver tilbage, sætter jeg, naturligviis med Undtagelse af Læssøe, meest Priis paa de tre Billedhuggere — Middelthun, Mule og Molin, et M af hver Nation. Læssøe kommer til Danmark i Sommer. Det var hans første Bestemmelse at møde Meyer og mig i Civita-vecchia, men da faldt det ham ind, at Enken, Fru Blommér, som nu endelig har bestemt sig til snart at tage hjem, ingen Rejseselskab havde, og uagtet hans store Lyst til at støde til os, opgav han det strax og tilbød hende Følgeskab. Ja, saadan er han altid, han lever kun for andre Mennesker, og tager, vist nok til Skade for hans Kunst, altfor lidt Notice af sig selv. Han glæder sig til at lære eder at kjende, og jeg veed, at I vil synes om ham. Hans For s. 272hold i Hjemmet er ikke gode, saa han trænger til at faae Indpas paa et Sted, hvor han kan føle sig hjemme. Hvad han maler lige efter Naturen — hans Studier — er i Almindelighed meget smukke, men over Malerierne, han udfører derefter, hviler der ofte en tung Luft, som der maaskee maa lidt af den udvortes Lykke til for at forjage. Heller ikke er der hjemme stor Interesse for italienske Landskaber, og han vil vist meget snarere vinde Anerkjendelse ved at beskjæftige sig med vor egen Natur, som han naturligviis ogsaa lettere kan trænge ind i. Kraft er en decideret nordisk Kunstner uden at være slavisk Tilhænger af Højen; hans Billeder er ligesaa friske og indtagende, som han selv. Han er et højt, smukt Menneske med en smuk Sangstemme og et varmt, men maaskee neppe meget dybt Gemyt; han har overordentlig megen personlig Elskværdighed, og jeg synes rigtig godt om ham. Han er brav og trofast og hjælpsom, men vist noget svag. Ham kan vi vente hjem til Efteraaret. Dr. Brünnicke synes jeg bedre og bedre om, hver Gang jeg er sammen med ham. Ogsaa han er et Gemytsmenneske, og det medicinske Railleri, som var over ham i Begyndelsen, da han kom, er nu reent forsvundet.

En tydsk Dame heri Byen tog over 600 Scudi i Lommen med sig, da hun skulde hen at see det store Fyrværkeri, for at de ikke under hendes Fraværelse skulde blive stjaalne i hendes Bolig. Naturligviis s. 273blev de stjaalne i Trængslen, og hun udlover nu en Douceur af 300 Scudi til den, der vil bringe dem tilbage; men er de virkelig stjaalne og ikke tabte, saa kan hun da være vis paa, at hun ikke seer dem mere. —

Ja — Fyrværkeriet fik vi da, og mod det er Tivolis allerbedste kun at regne som en chemisk Svovlstik. Prægtigst var den store Girandola (Raketbuketten); men sligt er dog af den Slags Fornøjelser, som intet Indtryk efterlader, og Kuppelbelysningen var noget ganske andet. Fortæl Alfred ^*)A. Neergaard, Søn af Hostrups Søster af første Ægteskab, den Gang Barn; i Huset hos H s Moder., at vi har i denne Tid et morsomt Syn paa Gaderne. Hver Morgen bliver Gederne i store Flokke drevne ind til Byen, og Enhver, der vil have Mælk, faaer den malket i Koppen eller Glasset, som han medbringer, — midt paa Gaden. Gederne maa altsaa selv bære deres Mælk omkring til Kunderne. Men hyppigt komme de smukke Dyr i Haarene paa hinanden, og det seer prægtigt ud, naar de rejse sig paa Bagbenene og støde hinanden med Hornene. Rundtom Kirketrapperne ligge de i store Flokke, og ifølge deres Natur kryber enhver af dem saa højt tilvejrs som muligt; er der en udstaaende Kant paa Bygningen, som de kan naae, er man vis paa at see en Ged deroppe med alle fire Been tæt samlede. Ogsaa Æslerne blive undertiden malkede, men den Mælk s. 274skal jeg ikke have noget af. — Man seer allerede modne Jordbær i Restaurationerne, men de er fot dyre for en fattig Stymper som mig, men for modentlig bliver de lettere at faae i Neapel.

Lev nu vel, I Kjære. Tiden forkortes, om ogsaa Afstanden imellem os forlænges.

Eders
Christian.

Napoli. 19. April 1853

Saa kom jeg da heelskindet til denne Feeverden og det aabne Hav, som jeg saalænge har savnet. Den 13de foer vi (Forchhammer, Kraft, Ravnkilde, Lier, Laurits Meyer og jeg) ud af Porta-Giovanni med Vetturin. Det var et livligt og fortræffeligt Selskab; vi sang fiirstemmige Sange, hvor vi kom hen, og legede Tagfat paa Landevejen, naar Vognen gik op ad Bakke. I Albano sagde vi Farvel til Alberto Paulsen, som var derude, og i Velletri tilbragte vi den første Nat. — Tøv lidt — I maa dog høre noget om Levemaaden. I Vetturinkontrakten bliver bestemt, at man foruden Befordring og Natteleje faaer to Maaltider daglig: en Frokost med to Retter foruden Ost, Viin og Frugt — et Middagsmaaltid (om Aftenen) med fire Retter foruden Suppe og det øvrige. Man lever altsaa som Herremænd og betaler kun Drikkepenge paa Vejen, og saa for Resten hvad Toldbetjentenes Snyderi og Tiggerne og Facchinernes Paatrængenhed s. 275tvinger Een til. Anden Dag gik det over de pontinske Sumpe, hvor vi saae talløse Flokke af Boiler — baade løbende og svømmende. Vi laa i Terracina, og kom da for første Gang til Havet. Sikken Fryd. Det blæste stærkt, og Søen slog mod Klipperne i høje Brændinger, og omkring det vilde Hav laa Haver og Skove af Orangetræer med røde og gule Frugter, og alt dette indesluttet af dristige, nøgne Klipper. Gjæstgiverstedet laa nede ved Havet, men Byen selv krøb om op ad Bjerget, og vi gik med for at see, hvordan den saae ud. Naturligvis fik vi en Masse af lasede, ja halvnøgne Børn efter os, som med italiensk Udholdenhed blev ved at følge os, hvor vi gik, og plage os i den Grad med Tiggeri, at vi engang imellem maatte skaffe os Luft ved at true med Stokken. Hele det lange Tog bevægede sig gjennem de maleriske, snavsede og stejle Gader (paa to Alens Bredde), og tilsidst fik vi atter Luft, da vi kom ud paa et Torv. Paa Trappen til Domkirken sad foruden alle Slags Lazzaroner (der tiggede) en lille Pige, der skulde til at klæde sin heeltnøgne Broder paa (de tiggede naturligviis begge to); for Resten var Torvet opfyldt af fejende Fyre med Kappen kastet over Skulderen og Hatten paa Snur, som naturligviis ogsaa tiggede paa forskjellig Maade. Det var oprigtig talt noget besværligt, og vi skjød iilsomt ned ad en snever Sidegade, men saae til vor Forfærdelse, at den var lukket i den anden Ende. Vore Forfølgere opløftede s. 276et Sejersbrøl, og vi maatte temmelig sluk ørede nok engang passere den velvillige Folkemasse, der aabenbart havde meest Lyst til at æde os med Hud og Haar. Naturligviis tog vi det med smilende Ansigter og lod os ikke gaae paa; men der var alligevel lidt trykkende ved Situationen — og ved den Følelse, at man nu var i et Land, hvor den Fremmede ingen Ret har. Men Naturen er rigtignok saa vidunderlig, saa man gjerne døjer lidt for dens Skyld. Vi kom næst« Dag til Grændsen og havde ikke med mindre end tre Toldanstalter at gjøre, inden vi kom til Neapel. Her hed det: Betal! og naar man kom med Pengene, sagde de, at det var for lidt, og ved hvert Sted maatte vi føre lange Underhandlinger og bevise ved en eller anden pjaltet Frakke, at vi var fattige Artister, som ikke kunde give mere. Hvad vi førte med os, kom det aldrig an paa; kun om vi vilde betale. Paa den dejlige Vej fra Terracina over Fondi og Itri til Molo di Gaeta havde vi desværre Regn, men jeg sad foran i Kabrioletten og fik, uagtet de ugunstige Forhold, et Indtryk af Egnen, som jeg aldrig skal glemme. Molo di Gaeta er et Paradiis. Vi laa om Natten i Santa Agatha. Vi fulgtes hele Tiden med nogle engelske Damer, som vi saae meget lidt til, men som efter Opvarterens Sigende vare meget glade ved vore fiirstemmige Sange. — Stop — jeg har glemt en Kuriositet. Til Foro-Appio i de pontinske Sumpe, hvor vi spiste Frokost, kom vi i s. 277Regnvejr. Paa en af Væggene stod med Blyant følgende Ord. Overskrift: «Skandinavisk Album.» «Det regner April 49.» — «Det regner endnu November 49.» — «Fremdeles Regn Februar 50.» — «Regnen er holdt op Maj 51.» —Jeg tilføjede: «Det regner Skomagerdrenge — April 53», — og Kraft aftegnede nedenunder hele Selskabet forsamlet under en stor Paraply. Fra St. Agatha til Neapel havde vi det dejligste Vejr, og da vi om Aftenen (lidt før Solnedgang) kjørte igjennem den store smukke By og kom til det blaa Hav og saae Vesuv og Capri i det Fjerne og bleve omringede af Udraabere og Mester-Jakeler og Sorbetog Macaronihandlere, saa var jeg inde i Bournonvilles Ballet og fandt ingenlunde min Forventning undertruffen. Desværre var ethvert Logi ved Havet optaget, saa vi maatte ty til «Hotel Globe», rigtignok beliggende paa en stor og smuk Plads, men dog ikke med nogen betydelig Udsigt til Stranden. Det var om Lørdagen den 17de, vi kom hertil, og igaar, Søndag, gik vi til Consulen, hvor jeg fik eders Brev til Neapel fra den 28de og 29de Marts. Gid I nu maa beholde Foraar og forvinde al eders Sygelighed! Ogsaa hernede er Sommeren kommen saa seent, som man ikke i Mandsminde kan erindre, og forleden laa der endnu Snee paa Vesuv. Det er sandt, — man venter snart en Eruption hernede; Vesuv ryger kun svagt, men i den senere Tid har man haft mange Jordskjælv, der dog ikke have anrettet s. 278nogen Skade. Gid det maa blive til Alvor i disse 14 Dage. Nu ligger Vulkanen aabenbart og ruger paa store Ting, og en af de første Nætter venter jeg at see en Ildsøjle hæve sig op af dens Top.

Igaar var vi oppe i Klosteret St. Martino, hvorfra man har en herlig Udsigt over Byen og Bugten. Senere førte Consulen os til Posilipo, hvor vi endte i et Trattori, udhugget i Klippen lige ved Havet. Gjennem løjerlige Tunneler og ad mangfoldige Trapper kom vi ned til en Verden, hvor der blev spillet paa Mandolin og Guitar og sunget. Den hvide Capriviin smagte fortræffeligt, og Bølgerne skvulpede ved vore Fødder, og Maanen lyste over Havet, og alt det i Forbindelse med den lystige Musik og Sangen og Latteren fra Klippehulerne bølger endnu i mit Hoved. Vi sad paa en stor Altan, og inde i Grotten begyndte nogle tydske Herrer og Damer at valse. Ravnkilde og Herholdt introducerede sig strax i Selskabet og dandsede med, men jeg kunde ikke gaae fra Havet og mærkede dog, at jeg har Tilbøjeligheder, der overgaaer min Dandselyst. — Idag tænker jeg at gjøre Visit hos Cerillos. Consulen har lovet mig ved Lejlighed at føre mig til Signora Scafa, men hun boer nok i en anden Kant af denne uendelige By.

Tusind Tak for eders Breve, hvert af dem driver mig stærkere og stærkere til Hjemmet. Her bliver jeg til Udgangen af April, som jeg tidligere har bestemt, og hvis jeg paa Vejen hjemad besøger s. 279Pisa og Florens — for at følge med Meyer og Ravnkilde — bliver det kun et Par Dage. Ja — jeg længes nu saa meget efter at komme hjem, saa hvis jeg fik at vide, at jeg kunde være hjemme lige nu med det Samme ved at opgive Pompeji og alt, hvad jeg endnu har i Vente, saa betænkte jeg mig sikkert ikke et Øjeblik, men sagde: Blæse med Pompeji og hele Stadsen — jeg vil hjem! Hilsen til jer alle og lev vel.

Din
Christian.

Napoli. 27. April 1853.

Kjære Moder og Søstre!

Neapel er en stor, moderne By, et italiensk Paris med Menneskemylder og Elegants og alt det, jeg ikke bryder mig om, med Undtagelse af en mageløs Beliggenhed. Alt, hvad man søger hernede, er Omegnen, og man lever derfor paa Rejser. I skal dog høre lidt om mine. En Tuur gik tilvogns over Søen Agnano, Solfatara — et udbrændt Krater med Svovldampe og alt muligt Dæmonisk, — Pozzuoli, Bajæ og Cap Miseno — dejlige Egne langs med det vidunderlig blaa Hav, og fulde af store Oldtidslevninger. Det var Torsdag den 21de. Dagen i Forvejen var vi i Pompeji og Herculanum — sikkert det interessanteste Museum, Jorden ejer. Om Fredagen med Kerrs og Adolfs ^*)Adolf Knudsen. s. 280Tante, Frøken Knudsen (en prægtig gammel Dame), paa Vesuv. Vi kjørte til Eremitagen og deels red, deels gik — (jeg gik naturligviis) til Foden af Krateret. Frøken Knudsen og Fru Kerr blev tilbage i Eremitagen, vi andre gik løs paa Bedriften, som virkelig ikke er en Bagatel. Da vi naaede Foden af Krateret, var vi over de Skyer, som hele Tiden havde fulgt os, i det dejligste Solskin, og vi begyndte Opstigningen med det bedste Mod. I Begyndelsen gik det stejlt op i Aske, som man sank ned i til Knæerne; saa kom Vandringen opad smaa Lavastykker, som altid rullede bort under Fødderne. Først havde vi travlt med at støtte Damerne, men snart bleve de nødte til at lade sig bære (hver paa en Bærebør, baaren af fire Mænd), kun Frøken Watt lod sig nøje med at lade sig trække af to Karle. Jeg har aldrig i mit Liv prøvet en saadan Legemsanstrengelse som denne, 1½ Time gik det stejlt opad paa denne svigefulde Jordbund, uden Spor af en Afsats til at hvile sig paa; flere Karle tilbød deres Understøttelse, som ogsaa en og anden af os tog imod; men jeg var for stolt til at lade mig kujonere, og naaede da endelig Toppen ved Solnedgang. Et Øjebliks Hvile var nok til at bringe hele Anstrengelsen i Glemme, og det Skuespil, den skaffede os, var ærligt den Møje værd. Solen gik lige ned, men ikke over Landet, det saae vi intet til; under vore Fødder laae et uendeligt Hav af hvide, toppede Skyer. I Øst steg Fuldmaanen op. Vi selv laa s. 281paa en Aas, ikke stort bredere end en Hesteryg, mellem to sorte og svovlgule og spanskgrønne Svælg, hvori de vulkanske Dampe boltrede sig. Undertiden indhyllede de varme Taager os et Øjeblik, men den friske Vind fejede dem strax væk. Damer og Herrer laa paa Jorden, der var saa varm, at vor Fører kogte Æg i den, — vi tømte nogle Flasker udmærket Lacrymæ Christi og spiste Brød og Appelsiner og sang og vare alle grebne af Situationens forunderlige Storhed. — Det har alligevel ikke lidt at betyde at see noget Saadant. — Naa da — saa gik det ned i Maaneskin, og det var en ypperlig Fart. Et Kvarteerstid kostede hele Nedstigningen i Asken. To tog Damer imellem sig og løb rask til, man tog længere og længere Skridt — eller snarere gled — jeg troer vist en 4—5 Alen, og maatte blot tage sig i Agt for de enkelte Lavastykker, som ragede op over Asken. Ja, den hele Tuur glemmer jeg aldrig. — Lørdag Morgen begyndte saa en stor Udflugt til Sorrent, Amalfi, Salerno og Pæstum, som først endtes igaar Aftes. Vist er det, at Vorherre har gjort dette Land til et Paradiis, her mangler intet uden Mennesker; Havet og Bjergene (jeg har aldrig i mit Liv krøbet saameget paa Bjerge som i de sidste Dage) og Dalene og Sletterne — alt er fuldendt, underfuldt, ja næsten som jeg maa tænke mig Naturen i en højere Tilværelse; men Menneskene, de tigger og snyder og mishandler alle Dyr (undtagen s. 282maaskee Katte). Een har jeg dog fundet, som er brav; i Pozzuoli traf vi en Fører ved Navn Michel Angelo, som har været Vejviser for alle de Danske, som har været hernede, og faaet velfortjent, glimrende Vidnesbyrd af dem alle. Under hans Vejledning tager vi fra i Morgen af til Procida, Ischia og Capri. Paa Mandag den 2den Maj rejser Meyer og jeg med Dampskibet Languedoc til Genua; derfra til Majland, saa over Lago Maggiore ind i Schweiz, over St. Gotthard og Vierwaldstädtersøen til Zürich og saa formodentlig hjem ad Rhinen. Allevegne bliver jeg saa kort, at jeg neppe tør vente mere end eders lovede Brev i Genua. Jeg agter nemlig at være hjemme til min Fødselsdag.

Skulde jeg endnu, hvad der er højst usandsynligt, faae Efterretning om en Forøgelse af Stipendiet, som tvinger mig til at blive længere borte, saa rejser jeg lidt omkring i Tydskland og seer daarlig Komedie og andre Hundekunster, hvortil jeg slet ikke har Lyst. Nej, midt i denne betagende Herlighed længes jeg nu kun efter mit eget lille, kjære Land, vort dejlige danske Foraar, Bøgen, Skovbunden, Sundet og de lyse Aftener, og især efter eder og alle dem, jeg holder af.

Fra Læssøe har jeg faaet Brev; han har desværre opgivet at rejse til Danmark i Sommer, hvad der er en stor Skuffelse for mig, jeg havde glædet mig saa meget til at see ham der. —s. 283Jeg har travlt med alskens Vrøvl før Capri-Turen, derfor maa jeg stoppe nu, — mere i Genua. ^*)Herfra haves intet Brev.

Eders
Christian.

Chiavenna. 10. Maj 1853

Jeg sidder her ved Foden af Splügen i daarligt Vejr, men er dog glad, thi jeg har gjort en Opdagelse. Hør da: endnu er jeg i Italien, i Kongeriget Lombardiet—Venedig, men paa Mandag den 16de Maj om Formiddagen tænker jeg at være i Kjøbenhavn. Ja, men det er en Overraskelse, det skal I slet ikke vide. Hør nu min Plan. I Dag er jeg rejst fra Milano, hvor jeg har tilbragt to Dage i Henrykkelse over den herligste Bygning, jeg har seet, Domkirken. Navnlig er det indre noget saa stort og underfuldt og gribende og opløftende, at alt, hvad jeg har seet af Arkitektur, selv de græske Templer i Pæstum, bliver til intet i Sammenligning hermed. Fra Milano tog jeg i Dag med Jernbane til Comosøen — over den med Dampskib, og i Morgen kjører jeg til den gamle Stad Chur (vi Italienere kalde den Coïra), hvor jeg ikke tænker at blive mere end en Nat. Kan jeg nu derfra komme til Lindau ved Bodensøen paa een Dag, saa kan jeg komme til Kiel paa Søndag Eftermiddag og strax bestige Dampskibet. s. 284Alt dette har jeg udspekuleret ved Hjælp af en nyttig Jernbanebog, som jeg kjøbte i Milano, og ved hvis Hjælp jeg i Dag paa Dampskibet ind-saae, at Rhinrejsen maatte opgives af økonomiske Grunde, foruden af 1000 andre Grunde. Min Hovedgrund er imidlertid den: jeg vil hjem — jeg er rejsefærdig (ↄ: færdig med at rejse), jeg blæser Tydskland et Stykke. Kan jeg ikke naae det til paa Mandag, saa kommer jeg om Tirsdagen med Dampskibet fra Lybek.

Vi havde Graavejr paa Comosøen, og nu har vi Regn ; men dejligt er her, skjøndt Bjergene har deres Skyslør over Hovedet. Saa høje Bjerge har jeg aldrig seet, og ved Foden af dem ligger den grønneste Dal, man kan tænke sig, med Sø og Flod og lutter lysegrønne, nordiske Løvtræer. Ja, disse Træer kjendes jeg dog bedst ved; de er ligesaa fine og løvrige som de derhjemme, overhovedet er Landet her saa hyggeligt, at man føler sig hjemme; Skade, at de østerrigske Røvere skal husere deri. Milano er omgiven af Kastanietræer (de uægte, danske), og alle disse vare lysegrønne og blomstrede med en Yppighed, som jeg oprigtig talt ikke har seet saa stor hjemme hos os. At Kornmarkerne har store Ax, er nu i sin Orden; det havde de i Rom for en Maaned siden. Jordbær seer man derimod ikke mere noget til, og det varer vel et Par Maaneder, før jeg finder dem igjen.

Eders Breve fik jeg i Milano, og seer deraf s. 285med Glæde, at alt gaaer efter Ønske. Smiths Legat troer jeg ikke, jeg faaer, imidlertid takker jeg Vilhelm for hans Iver; kun har han vist i sin Svogerog Ven-lige Varme gjort for megen Stads af mig. Naa, det bliver hans Sag. Blot I lade være med at skrive til Cöln; det Brev vil jeg da ikke faae. Det er sandt — I skulde dog vide, hvorfor jeg gaaer over Splügen og ikke over St. Gotthard. For det første, fordi St. Gotthards- Vejen er afspærret af Østerrigerne, saa det er umuligt. De andre Grunde vil I vel spare mig. — Min Yndlingsbeskjæftigelse i disse Dage er at rejse i min Jernbanebog, at gjennemgrandske alle Veje og see, hvilken der hurtigst fører til Maalet. Jeg kommer hverken til München eller Berlin; kun i Nürnberg har jeg Lyst til at vente de Par Timer, som Toget standser der.

Chur, Onsdag Aften.

Saa kom jeg da til Schweiz. Opad gik det i en aaben Cabriolet, hvorfra Meyer og jeg havde fri Udsigt til den store, vilde Natur. Løvtræerne forsvandt, vi kom ind i Granerne og saa paa een Gang hed det: «I Slæderne!» To og to kom hele Selskabet i de smaa knebne Kasser, og i to Timer foer vi over et Sneehav, som jeg aldrig har seet Magen til. Hestene sank flere Gange i til Bugen; en Slæde med en Dame i væltede ned ad en Skrænt, men blev standset i Faldet, og ingen kom til Skade, og endelig naaede vi et Sted, hvor s. 286Sporene var afbrudte, fordi der Aftenen i Forvejen var styrtet en Lavine ned; men hvad gjør det — man kjører lige saa halsbrækkende et Stykke uden Spor, og det maatte vi da ogsaa, omtrent 1000 Skridt, til vi fandt dem igjen. Det hele Optog var morsomt, men koldt. Nu sidder vi i Staden Chur, og i Morgen tidlig gaaer Vejen til Rohrschach og derfra over Bodensøen til Lindau i Tydskland. Paa Mandag er jeg hjemme, maaskee jeg endogsaa kommer før dette Brev — ja, saa bliver det da i Virkelighed en Overraskelse. Lev vel, lille Moder! hils Alle.

Din
Christian.

s. 287Breve fra Aarene 1853—92.

s. 288

C. Hostrup til V. Nicolaysen.
Kbhvn. 20. Juni 1853

Tusind Tak for dine Breve, kjære Ven! Dit Brev til Neapel har jeg faaet, men desværre hverken Bøghs eller hans Søsters. Jeg skal dog imidlertid søge at faae fat paa dem gjennem mine Korrespondenter i Italien. — Jeg kom da hertil over Hals og Hoved. I Begyndelsen af Mai gik jeg med Dampskibet fra Neapel til Genua, tog saa derfra til Majland, over Comosøen og Splügen gjennem Schweiz til Bodensøen og saa gjennem Bajern, Sachsen, Preussen, Mecklenburg og Østersøen til Kjøbenhavn, hvor jeg, trods flere Dages Ophold i Genua og Majland, ankom præcis 14 Dage efter min Afrejse fra Neapel. Jeg sidder nu hjemme og fordøjer og er glad over min Rejse og glad over, at den er endt. Rygtet om min Norgesrejse er ugrundet; i Sommer maa jeg hvile. Det vil heller ikke være godt for Maven at tage Neapel og Bergen i een Mundfuld. I vil vide, hvordan jeg har det. Ja vidste jeg det blot selv. Jeg har aldrig fundet Foraaret herhjemme og Bøgeskoven s. 290og Luften og Stranden smukkere end i Aar. Min Rejse er bleven en Drøm, der staaer temmelig bleg ved Siden af al den Herlighed, der omgiver mig. Om jeg skal have noget egentlig Udbytte af den, maa Vorherre vide; men jeg er dog tilbøjelig til at troe det, og haaber, at de blege Minder skal faae Liv og Farve igjen. Meest af mit Hjerte har jeg efterladt i Rom, uden Hensyn til Signorina Alberini (til min Fødselsdag fik jeg en italiensk Sonet fra hende — lavet i et skjønt Sprog af Zinck og Voltelen); og jeg kan nok tænke mig Øjeblikke, hvor jeg vil drømme mig tilbage i dette fri Kunstnerliv, blandt disse letsindige og dog elskværdige Mennesker i denne storartede og alvorlige Verdensstad. Alvorlig er Rom baade i sin Natur og sine Minder, og naar man derfor kommer derfra til Neapels Støj og yppige Natur, saa har man Indtrykket af, at man fra noget Højere pludselig er kastet ind i Verdenstummelen; og hvor dejlig Middelhavet og Vegetationen og Bjergene og Øerne end vare dernede, saa føler jeg dog, at jeg nu er færdig med dette urolige Rejseliv. Til Paris har jeg ikke haft Spor af Lyst til at komme, og at rejse dertil fra Italien er da ogsaa reent Barbari. Alpernes Herlighed kunde jeg endnu tage imod, men Tydskland var mig — med Undtagelse af Nürnberg — som en flov Hverdagshistorie, og jeg gad først see mig om, da jeg igjen kom paa vort nordlige Hav, og alle de tydske Landrotter sad og brækkede sig omkring

s. 291mig. — Jeg havde den Morskab at være ukjendelig, da jeg kom hjem. Et vældigt Skjæg over det halve Ansigt og lavpullet romersk Kunstnerhat havde forandret mig saa meget, at flere af mine nærmeste Venner ikke kjendte mig, før jeg talte til dem. Nu har jeg derimod faaet mit Hverdags-ansigt igjen og gaaer ligesaa grimt klædt som indre Mennesker, for i de Punkter maa man vel rette sig efter Verden for at have Lov til at staae

i Opposition til den, hvad det Væsentlige angaaer.

Med Hensyn til det politiske Liv herhjemme er der skeet store og ikke glædelige Forandringer, mens jeg var borte; hos Mange har jeg fundet Begejstringen slappet og Stemningen nedtrykt; men hos den yngre Slægt er der fuldt op af Mod og Enighed, saa jeg haaber endnu, at vor Frihed vil overstaae Børnesygdommene, hvor haardt den end synes angreben. Naar det, som det ved et stærkt Udbrud maa skee, kommer til almindelig Bevidsthed, at det er udanske Folk, som staae ved Roret, saa vil deres Parti i et Øjeblik krybe til nogle holsteenske Adelsmænd; for Patrioter er vi alle.

Hauchs er rejst til Tyrol i Fredags den 17de Juni. Mathilde og Elisabeth ere tilligemed Adam blevne alene tilbage, men nu skal formodentlig vor Omgang med dem afbrydes; det er vel ikke passende, at de unge Piger under Forældrenes Fraværelse faaer Besøg af os farlige Mandfolk — Peter Koch, Adolf Knudsen og jeg. Det er noget dumt Sludder, og man fristes til at gjøre Oprør s. 292imod denne skabagtige Verden. Var man endda saadan en bedaarende Størrelse som Peter Koch, men en gammel adstadig Fyr som jeg, det er dog virkelig altfor latterligt, — og det vilde vist heller ikke en Hund gjøe af. Nu, man faaer see, hvad man kan snyde sig til, og saa slider man vel Tiden saa længe. Men hjælp lidt dertil med dine Breve, og lev saa vel, og hils alle brave Nordmænd.

Din
C. Hostrup.

C. Hauch til C. Hostrup.
4. Aug. 1853

Kjæreste Hostrup!

Tør jeg vel anmode Dem om at forespørge Dem hos en Læge (helst hos Dr. Drachmann) eller efter Deres eget Skjøn at underrette os, om det kan ansees som tilraadeligt, at min Kone med de to smaa Børn i denne Sygdomstid vender tilbage til Danmark. Jeg kommer i alle Tilfælde, da jeg hverken bør eller vil unddrage mig stort længere fra min Embedsvirksomhed. Men med de smaa Børn er det en anden Sag; skulde det virkelig være betænkeligt at komme hjem med dem, da maatte vi skilles ad; jeg maatte da reise først, og de andre maatte blive her og komme bagefter. Jeg vil ikke skjule for Dem, at vi alle meget nødig gribe til denne Forholdsregel, men endnu nødigere s. 293ville vi paadrage os det Ansvar, som en uforsigtig Fremfærd i denne Henseende kunde medføre. Viis mig endelig den Tjeneste, uden at tabe nogen Tid, strax i et Par Ord at skrive mig Deres Mening desangaaende ; vi behøve nemlig al den Tid, vi kunne faae, for at skaffe os et nyt Pas fra Wien, thi De veed, at Østerrig er et strengt Land i saa Henseende, og ved den allermindste Formalitetsfeil hedder det: «Wenn auch die Obrigkeit nichts einwendet, so werden Sie doch vor den Gendarmen, fallen.» Vare vi blevne nogle Dage længere i Kjøbenhavn, saa vare vi sandsynligviis slet ikke komne til at reise, thi da havde det været Pligt at staae Last og Brast med sine Nærmeste, som man under slige Omstændigheder ikke havde burdet forlade. Og dog maa jeg, og det fornemmelig med Hensyn til min Kones Sundhedstilstand, ansee denne Reise som en Lykke. Istedenfor at andre reise for at komme ud i Verden, saa ere vi reiste for at komme ind i den dybeste Eensomhed. Her ere Steder, hvor man kommer til at tænke paa Tiecks vidunderlige Digt i den blonde Eckbert: «Waldeinsamkeit» o. s. v.; de Folk, vi omgaaes med, føre os ligesom tilbage i længst forsvundne Aarhundreder, Forskjellen imellem rig og fattig, «Herr und Knecht» er her næsten forsvunden, alle ere lige gode, og den ringeste Qvinde, der lever af at gaae Ærender i Landsbyen eller af at pille Bær paa Fjeldene, rækker os ligesaa frimodig sin Haand, som den rigeste Gaardeier. De kan s. 294troe, det er underligt at være saaledes udelukkede fra Verden. Kun sjelden see vi en Avis og næsten aldrig et Ord deri om Danmark. Her veed man knap, at vi har havt Krig med Tydskland; dog have nogle Tyrolersangere, Brødrene Meister, overrasket os ved at spille Melodien til «den tappre Landsoldat» ; men de andre, som hørte den, forstode vel neppe, hvortil den sigtede. Gud give, vi snart maae høre bedre Efterretninger fra Hjemmet. Uagtet alt det Smukke ved Tyrol, saa længes jeg dog efter vort Land, og det kunde aldrig falde mig ind som Ulysses’s Staldbrødre, bestandig spisende Lotos at glemme det elskede Fædreland. Jeg glæder mig usigelig meget til at see Dem, vore Børn og vore øvrige Venner igjen. —

Deres meget hengivne
C. Hauch.

P. S. Vi eller i det mindste jeg kommer hjem allersidst i August eller — senest — først i September.

C. Hostrup til Kr. Mantzius.
5. Aug. 1853

Efter idag at have faaet dit Brev, gik jeg paa Theater-Kontoret, hvor Chefen sagde mig, at der intet endnu var bestemt om Ferien, men at han ikke tvivlede paa, at den blev forlænget, og s. 295at det vilde blive bekjendtgjort i Bladene om faa Dage.

Ingen af mine Bekjendte har haft Cholera, — de Fleste er da ogsaa bortrejste. Lidt Upasselighed i den Retning har derimod saa godt som alle følt, men med en fornuftig Levemaade og aandelig Opposition mod Tyrannens Trusler har vi hidtil holdt ham fra Livet. — Tak for dit Brev; det glæder mig, at Bergenserne har været gode ved dig. Ole Bøghs Sang er saa overdreven i sin Roes, at jeg næsten blev lidt uhyggelig ved den, skjøndt jeg ellers nok holder af, at Folk gjør lidt Stads af mig. Hans Forventninger med Hensyn til Fremtiden er der ikke stor Grund til at haabe tilfredsstillede. – –

Jeg maa blive Præst; men hvor tillokkende det end i mange Øjeblikke staaer for mig, saa kræves der eet Offer, som jeg gyser lidt for: Godnat Komediemageri!

Du siger, det er Fordom, en Præst kan godt skrive Komedier i vore Dage. — Maaskee — men jeg kan ikke gjøre slige to Ting paa samme Tid. — En alvorlig Embedsstilling, som bør lægge Beslag paa et Menneskes hele Kraft, taaler ikke en saa alvorlig Medbejler som Thalia eller hvad hun hedder. Skal en Komedie lykkes mig, saa maa jeg i Uger og Dage ikke have andet i Hovedet end den, og en Præst, som altid gaaer med sin næste Søndagsprædiken i Hovedet, vilde, i det Mindste naar han arbejder paa den Maade som s. 296jeg, aldrig komme ind i første Akts første Scene. Men der er andet i Vejen. Sæt, at jeg vil blive Præst, og jeg haaber, at jeg holder fast ved denne Bestemmelse, saa kan jeg ikke springe ind i det, jeg maa forberede mig eet Aar eller to. I den Tid maa ogsaa Forfattervirksomheden hvile, og hvorledes skal man kunne leve saa længe uden at overlæsse sig med Skoleinformationer. Jeg begyndte paa en slig Plan for et Par Aar siden, men holdt desværre ikke ud. Nu seer jeg ingen anden Udvej end at gjøre et nyt lignende Forsøg, skjøndt jeg gyser lidt for det — navnlig for Informationerne.

Det er mine Cholera-Betragtninger. Anden Gavn har Pesten ikke gjort mig, — der har ikke været Tale om at bestille Noget her i denne Tid. Jeg kunde ønske at sætte mit Forfatter-Renommé — som navnlig i Norge ikke lader til at være saa meget lille — til Auction, ja, jeg kunde have Lyst til at forære det bort for ingen Ting og være en skikkelig, forudsætningsløs, theologisk Kandidat, som uden Opsigt kunde tage en Huuslærerplads hos en Præst eller Forpagter, og derude øve sig paa at prædike og snakke med Bønderne, og lade Erik Bøgh og Chiewitz husere herinde. Men ak — nu er man en bemærket Person og har rejst paa den dramatiske Poesi — Gud hjælpe os! — Muligt er det jo ogsaa, at man som Præst kunde sysle lidt med Poesien, men det blev jo altid som noget underordnet. — Jeg skriver alt dette til dig, for at du ikke skal gjøre Vrøvl, naar du bemærker, s. 297at jeg bryder med mine nærmeste Forudsætninger og gaaer en ny Vej. — Du kaldte mig engang Grundtvigianer, og jeg protesterede ikke stærkt nok mod Navnet. Jeg bærer stor Respekt for Grundtvig og er ogsaa enig med ham i det Væsentlige, men Gud fri mig fra at følge ham i slavisk Lydighed. (Heller vilde jeg, henvisende til Gabrielis’ Breve — andet Bind, kaldes Sibbernianer, idet jeg stræber efter at anerkjende den forskjellige Gehalt hos de Forskjellige og fylde mig med den ægte Livspoesi, der henter Nydelse af det Smaa som det Store). Medens jeg saaledes finder naturligt og undskyldeligt, at de store Aander er eensidige, fordi deres Kraft ligger i deres Begrændsning, og at Mynster og Grundtvig, Martensen og Søren — ja selv Heiberg og Hauch ikke tilfulde anerkjende hinanden, saa er det utaaleligt at høre Disciplene pibe efter alt, hvad Mesteren siger, og ikke blot tilegne sig en Smule af deres Klarsynethed i een Retning, men hele deres Blindhed i en anden. At blive fuldkommen upartisk, naaer man vel ikke, men i det, der ligger os nærmest, kan man i alt Fald stræbe efter det med mere Held, end Grundtvigianerne gjør det. — —

Dødeligheden her er da nu i Aftagende, takket være Lægestandens utrættelige Omsorg. Underkure skal man ikke beskylde dem for at gjøre, men de rømmer Husene og sætter Liv i den private Godgjørenhed. Homøopathernes Renommé begynder at stige, og det forekommer mig, at enhver s. 298samvittighedsfuld Læge maatte derved finde en fornyet Opfordring til at underkaste sine og deres Principper en grundig Prøvelse. Allopatherne tilstaae — ikke at kunne kurere Choleraen, Homøopatherne paastaae — at kunne det, og den almindelige Mening er, at de har givet Prøver derpaa. Adskillige Exempler paa, at man har været paa Veje til at begrave Folk levende som en Følge af den megen Opium, de Syge trakteres med, fortælles almindeligt, men for deres Paalidelighed vil jeg ikke indestaae.

Af vore Venner er kun Richardt, A. Knudsen, Olsen og Ploug heri Byen. Peter Koch er rejst paa Landet for et Par Dage siden. Lev vel. —

Din
Christian Hostrup.

L. Mynster til C. Hostrup.
Roeskilde. 14. August 1853.

Kjære gamle Ven!

Menneskene kunde dog saa tidt sende hverandre et Livstegn, hvor de i faa Ord, uden mange Forberedelser, kunne indeslutte Meget; -— denne Tanke blev levende hos mig, da jeg for lidt siden talte med en af Dine Venner, der sagde mig, at den trange Luft derinde heller ikke kunde Andet end giøre Din Stemning lidt trangere for Tiden, s. 299som det jo iøvrigt er rimeligt og rigtigt. Lad mig da sende Dig lidt af vor friere Luft, af min egen saa langt friere Luft fra de senere Aar! — Ja, deri kan jeg sandelig sige Meget med faa Ord: jeg kan sige, at jeg i de sidste Aar — skiøndt med Mellemrum af Sorg og dyb Smerte — har kiendt til at være lykkelig, — Noget, jeg ikke havde kiendt, siden jeg var tyve Aar; — som jeg er ret rask legemligt, saaledes er min Sindsstemning ikke tungsindig, ikke, som tidligere, redeligt stræbende efter at see det Gode og Glædelige, men forløftende sig paa denne voldsomme Opgave, for et værkbrudent Menneske, som jeg var, men den gjør det med Lethed — af sig selv.

Min gamle Kierlighed til de smaa Byer var ingen overspændt Phantasie, men Livet i dem har bestyrket den, — og enkelte, ikke gode Erfaringer have ikke forstyrret den; jeg har følt mig lykkelig baade i Maribo og Nestved, og føler at have virket meget Godt begge Steder: det første er mig en kier Erindring, med hvilken Forbindelsen stedse vedligeholdes, det sidste er jeg midt i og haaber at blive deri for det Første.

Skolelivet er mig saare kiert, og min Aand og min Tunge have været anderledes løste, end de nogensinde vare det i Kiøbenhavn. Da jeg i Maribo først følte Kræfter i mig, nødte et indtruffet Tilfælde mig til at være Lærer i Historie, og det Studium, hvortil jeg derved følte mig dreven, s. 300og som blev fremmet ved et offentligt Bibliothek, giorde mig saa saare godt, fremmede min fremspirende Livsglæde og Munterhed og gav mig, i Forening med flere begavede og elskelige Børn, en « Svada», som jeg aldrig havde tiltroet mig selv, skjøndt Borgen i gamle Dage havde tillagt mig den. — Jeg kom ind i Mere og Mere, og fik efterhaanden mere travlt, baade i Skolen og privat, end jeg kunde taale; — nu er jeg mere forsigtig. En lang Tid har jeg levet i en eensom Præstegaard en Miil fra Nestved; ogsaa der var meget Smukt og Godt, især naar vi om Aftenen paa bestemte Tider læste højt; det var dog lidt smaat, °g gode Tilfælde eller Styrelser førte mig mere og mere i Forbindelse med det fyldigere Nestved, hvor jeg i Grunden allerede har levet to Somre.

Men lad det nu være nok om Undertegnede, som Du skrev i gamle Tider, og lad mig tale lidt om Dig. Vi skilles og mødes og mødes og skilles, men tabe neppe hinanden nogensinde af Sigte, jeg i det mindste ikke Dig, Du maaskee heller ikke mig, saa hvad der staaer ovenfor er maaskee tildeels overflødigt. — Du kommer fra Italien; — min bedste Periode der havde jeg i det nordligste — ved de tre Søer, hvor Du nok ikke har været ; — Du har lang Tid dvælet ved Kunstens Skatte i Rom. Det glæder mig, at Du er traadt Læssøe nær; jeg har rigtignok kun kiendt ham lidt, men dog nok til at mærke hans dybe Gemyt.

Dit norske Skuespil har jeg meget vurderet, s. 301og jeg har lagt Mærke til, at, skiøndt det jo ikke er af det Slags, som Massen læser, har det dog rundt omkring i Danmark fundet sande Læsere og ivrige Venner iblandt de Bedste — som f. Ex. Præsten i Maribo, en gediegen og elskværdig Characteer (Mantzius har maaskee fortalt Dig om ham). Tak ogsaa for den skiønne Cantate over Oehlenschläger, som jeg ret har følt med, især da jeg sidst læste den i «Viser og Vers» (hvis «Løier» aldeles fortjente Optagelse); den er uden Tvivl det bedste af Dine reent alvorlige Digte, som, synes mig, i det Hele ligger mindre for Dig end der, hvor Alvoren forbinder sig med Spøg og Phantasie. I de af Dine Skuespil, som ikke ret have haft Lykke — seer jeg vel det Grundige — den Alvor, der viser sig i Behandlingen, men mener dog, at Musens Velsignelse har været noget mindre over dem — navnlig «Tordenveir», som er lidt tørt baade i det Comiske og det Alvorlige. «Mester og Lærling» finder jeg mere livligt, men det har maaskee andre Mangler. (Din Artikel i Fædrelandet var meget god). Dette staaer dog for mig ingenlunde som en Tilbagegang, men som en Mellemperiode, der er i saa mange Digteres Virken ; — de begynde med umiddelbart-poetiske, raskhenkastede Værker; saa kommer der en Periode, hvor de med Alvor erkiende deres Kald og Opgaver, derfor gaaer frem i mange Henseender — (i moderat Charakteertegning o. s. v. o. s. v.), men noget af den umiddelbare Friskhed svigter; men s. 302saa kommer der sædvanligt en tredie Periode, hvor det Første og Sidste er forenet. — (Med Hauch f. Ex. sees det paa hans Maade; i «Slottet ved Rhinen», «Søstrene paa Kinnekullen» o. s. v. var Ideen næsten mere fremtrædende end Poesien, og de vare derfor noget abstracte; i hans to sidste Værker derimod — «Tycho Brahes Ungdom» og «Robert Fulton», der efter min Mening ere det Fortrinligste i vor senere Litteratur, er Ideegehalten saa prægtigt forbundet med hans gamle poetiske Fylde). Hermed mener jeg ikke at sige noget Nyt, men kun noget Trivielt men dog Sandt, sagtens kun hvad Flere, og maaskee Du selv, have sagt Dig, og underskriver altsaa kun Mig vil det saaledes slet ikke forundre, om der kommer flere Værker fra Dig som «Eventyr paa Fodreisen» og «En Nat mellem Fieldene»; men da det i Alt «noget kommer an paa Lykken» (Robert Fulton), er Du mig den Samme, hvad enten det opfyldes eller ikke. Jeg forstaaer saa godt og kan saa godt gaae ind paa, at den præstelige Tanke stedse er Dig en kier og vinkende Baggrund; min Onkel var saa tiltalt af den Prædiken, Du skrev -til Seminariet. —

Mantzius er nok i Norge; — hils Zinck, der maaskee engang besøger mig i Nestved, hvor han har Familie. Farvel — og hvadenten Du, som jeg stundom har haft Mistanke om, betragter mig som en tydsk Natur, der kun lidet passer for Din nordiske Eiendommelighed, og hvis Inddragen i s. 303Din Livsbane kun var en ungdommelig Vildfarelse af Dig, eller Du dog seer noget Mere deri, er jeg uden Stødthed og Harme

Din
L. M.

C. Hostrup til L. Mynster.
August 1853.

Kjære Ven!

Jeg vidste ogsaa, at vi seent eller tidligt maatte mødes igjen, og det var mig en sand Glæde, da jeg fik et Brev med den velbekjendte Udskrift, og større blev den ved de gode Efterretninger om dig; — vel har jeg bestandig troet, at det maatte gaae saaledes; men saalænge du ikke syntes at ville træde mig nærmere igjen, har jeg dog ikke været uden Bekymring. Du er ingen «tydsk Natur», som jeg vil løsrive mig fra; du er min kjære gamle Ludvig Mynster, den sidste og kjæreste af mine Ungdomsvenner, hvem jeg altid vil holde af og aldrig skal glemme at takke.

Jeg selv har det i det Hele taget godt; med Guds Hjælp har jeg vel ikke staaet ganske stille, og hvor smaat det end kan være, haaber jeg dog at være bleven lidt bedre og lidt dygtigere. I noget Fortrolighedsforhold, som det, der bestod mellem os, har jeg ikke senere staaet til noget Menneske; mest Gavn og Glæde har jeg haft af Winsløw og Læssøe. — Hvor min Vej fører hen, s. 304kan jeg ikke sige endnu, baade Theatret og Kirken vinker mig, og de to Magter forliges ikke let, saa een af dem maa vel tilsidst opgives. Det bliver vist den første, — for den sidste drives jeg mere og mere hen til. Hovedsagen er at benytte sit Pund, thi vor tidligere Kunstforgudelse er jeg kommen bort fra og troer (med Forfatteren til «Robert Fulton»), at i absolut Forstand den ene jordiske Virksomhed er ligesaa god som den anden. Det Fortrin, som den præstelige Virksomhed synes at have, falder bort ved den Betragtning, at vi alle skal være Præster, i hvad Stilling vi saa leve. Stopper det med Digterevnen — nej, det har ingen Nød, hvad man har, beholder man nok indadtil, — men standser Produktionsevnen, eller slipper Lykken, saa har jeg Gud skee Lov ikke sat mit Liv paa det Kort. Du vil maaskee sige, at det er, fordi mit Digterkald ikke er stort nok, at jeg ikke er et Geni, men et Talent, — det er muligt; men har jeg et Pund, saa skal det anvendes, hvor lille det saa er. Det kommer ikke an paa at hedde Digter, men kan jeg skaffe en Deel Mennesker en uskyldig Morskab imellem de mange — ikke uskyldige, saa er det jo i og for sig al Ære værd. Kan man hæve dem lidt over Nøden og Jammerligheden, saa har man ikke spildt sin Tid, om man ogsaa maaskee selv snart glemmes.

Hvad mine senere Arbejder angaaer, har du vel nok nogen Ret; men jeg holder dog paa, at s. 305«Tordenveir» har nogle solide Fortrin, som har skaffet det nogle faa Venner, hvis Dom er mig af Værd (jeg nævner Jørgen Moe, tildeels Fru Heiberg o. fl.); jeg fortryder ikke at have skrevet det og betragter det selv som et maskeret Fremskridt. «Mester og Lærling» har efter min Mening gjort Lykke; — at den ikke blev større, skyldes vist fornemmelig det Theater, paa hvilket det kom frem. I Christiania har det saaledes ved Wiehes (junior) Fremstilling af Aage mødt stort Bifald. Jeg indrømmer, at det mangler den egentlige Runding, uden hvilken alle Enkelthederne tabe Halvdelen af deres Virkning; men skjøndt jeg erkjender dets Mangler, synes jeg dog ikke, at det i Friskhed og Poesi staaer tilbage for mine bedste Arbejder.

Med Hensyn til «Tycho Brahes Ungdom» er jeg ikke ganske enig med dig. Et poetisk Arbejde er det naturligviis, beregnet efter Theatrets Kræfter o. s. v., men ligesom «Æren tabt og vunden» (som jeg ogsaa sætter megen Priis paa) staaer det dog i Fylde tilbage for Hauchs ældre Værker. Disse er rigtignok kun historiske Studier, uden organisk Eenhed, men der er en Mangfoldighed af bestemt-tegnede Karakterer; — i de senere Arbejder er en større Eenhed opnaaet ved, at een eller to Personer er stillede absolut i Forgrunden, men alle de andre er neppe til at kjende fra hinanden, saa svag er den individuelle Typus, som Forfatteren har givet dem. Den kunstneriske s. 306Eenhed synes mig saaledes opnaaet ved en større Fattigdom — og ikke Fylde, — og uden Wiehe troer jeg egentlig ikke, at noget af disse Stykker havde gjort Lykke. Er det mere Dictionens Fylde, du sigter til, saa er «Søstrene paa Kinnekullen» med al sin poetiske Skjønhed i denne Henseende vist et af Hauchs svageste Arbejder; men «Marsk Stig» derimod synes mig heri at overgaae de senere Arbejder ikke saa lidt, og det hører dog til «Mellemperioden». Dette Stykke er efter min Mening noget af det Bedste i Hauchs Digtning; men ellers sætter jeg ham højest som episk og lyrisk Digter. Din Roes over «Robert Fulton» istemmer jeg ganske.

Min Familie har haft det godt i denne alvorlige Tid. Ogsaa jeg har været frisk, — og den Stemning, hvori jeg sidst skrev til Rømer, var kun forbigaaende. Jeg har ganske vist ikke rigtig kunnet arbejde og har heller ikke været stemt til at more mig, dertil har jeg været for stærkt berørt af al Elendigheden rundt omkring; men dog betragter jeg ingenlunde denne Sommer som tabt for mig, men skal tvertimod bevare den i min Erindring som en Tid, fuld af dybe og rige Indtryk.— —

Din
C. H.

L. Mynster til C. Hostrup.
Nestved. 16. Septbr. 1853.

Min kiereste Ven!

Inderligt glædede Dit Brev mig; jeg saa tydeligt deraf, at Du holder af mig, og jeg tilstaaer, skiøndt jeg vel vidste, at Du talte godt om mig, var jeg ikke ret vis paa, om Du dog ikke helst var fri for mig. Det er ikke, at jeg, som tidligere, mangler Selvtillid; den har jeg faaet i de sidste Aar; jeg føler tidt med Glæde, at Gud har givet min Natur Rigdom, en Rigdom, der finder nok i sig selv og kan undvære meget af, hvad Menneskene ellers bryde sig om; men Du har vistnok havt mere Anledning til at kiende det Sygelige end det Sunde hos mig. — Flere af mine andre Venner fra gammel Tid, Thrige, Fibiger, bryde sig meer end Intet om mig længer; — de Andre, som trofast hænge ved mig, stemmer jeg ikke mere med, vore Anskuelser ere blevne for forskiellige. Dette er mindre Tilfældet med os, thi, hvor forskiellige vi end stundom kunne synes at være, om Tydsk o. s. v., er det i Grunden Ordstrid, og vi ere om alle Hovedpunkter væsentlig ligetænkende. —

Jeg sidder nu igien i min Stue, eensomt for Verden, men fyldigt og rigt for mig selv i min livlige Virksomhed ; — det eensomme Liv har altid passet bedre for min Natur end det huslige, selv med de bedste Mennesker, og jeg finder heri kun s. 308Frihed og Selvstændighed. Hvad jeg kalder min livlige Virksomhed, maa ikke misforstaaes, som om det var noget saa kaldet Betydeligt; den gaaer for det Meste op i Skolen og hvad der dermed staaer i Forbindelse. I denne Tid er jeg iøvrigt mindre tilfreds dermed; Sommerferien giør gierne Børnene forfløine, og det er vanskeligt igien at faae fat paa det Gode og Ideale hos dem; dog mener jeg, at det vel ved Udholdenhed igien vindes tilbage, og jeg har dog haft megen sand Glæde af mit Liv i denne Retning. Saa længe jeg var i Kiøbenhavn, var min egen Søgen og Læsen mig Hovedsagen, og Skoletimerne mig Nr. 2; i Maribo og Nestved har det været omvendt, og derfor har naturligviis Interessen været langt større. Jo mere man forbereder sig, jo mere man sætter sig ind i alt Nærmere og Fiernere, som staaer i Forbindelse med de Gienstande, man skal behandle, — ikke for at meddele Alt paa Skolen, men for at have en rigtig fyldig Baggrund, hvoraf man kan fremdrage det Passende, — jo mere man tænker paa de forskiellige Børns Individualiteter, og hvad den og den kan bruge, desto mere interesserer det. De Fleste vilde lee og troe mig udygtig, naar de saae, hvor smaaligt jeg ofte har forberedt mig, og endnu forbereder mig i det mindste til Timerne i øverste Klasse; dog har jeg i Almindelighed fundet denne Forberedelse lønnende ; — om den end ofte skal sprænges, naar Aanden kommer friere over Een, giver den dog de mindre beaandede Timer en s. 309Sikkerhed og Bestemthed, som bevarer Agtelsen. Denne har jeg virkelig besiddet, vistnok meest ved den Alvor, som Børnene ved Hiint maatte mærke ved min Underviisning, forenet med et vist Talent til at giøre den interessant, hvilket jeg har følt som en glædelig Gave. Alligevel har jeg oftere maattet benytte mit andet, Dig fra gammel Tid bekiendte, Talent til at slaae paa Øret, hvortil jeg maaskee er vel tilbøielig, — men som Børn med deres rørende Forsonlighed fordetmeste snart have glemt. Med Enkelte er jeg ogsaa bleven skuffet, naar jeg i Hang til at drage de Bedre og dertil Trængende privat og personligt til mig — Noget, der iøvrigt har skaffet mig ikke faa dyrebare Timer og Forhold, — stundom har været for «barnlig» og ikke altid kritisk og psychologisk nok; — de Fleste (mon jeg?) — især i Lømmelaarene — kunne neppe ret taale Sligt; dog gives der Gudskeelov ogsaa ædlere Naturer, som just giengiælde Imødekommen med forhøiet Agtelse og Kierlighed.

Skolen her bestaaer af 76 Elever i fire Klasser. Mindst heldigt besørges Tydsk, Engelsk og Fransk af en ældre Mand, der engang har Privilegium derpaa, hvorimod der, foruden Catecheten (Friedenreich), er en virkelig dygtig Lærer N. F. Lange, en solid grundig Borgerdydianer ; — af denne Betegnelse vil Du allerede see, hvori han staaer over mig, og hvori jeg igien passende kan supplere ham. Mine Fag ere — Historie over hele Skolen, s. 310Geografi i de to øverste Klasser, Dansk i øverste og Religion i de to nederste, tilsammen 26 Timer om Ugen — mere vil jeg ikke have — og ingen private. Friedenreich er en opvakt og kundskabsrig Mand, som det vel har Interesse at omgaaes, — men som jeg dog ikke rigtig stemmer sammen med. Mere sympathiserede jeg med den forrige Catechet, P. Barfod, som nu er Præst her i Egnen, og hos hvem jeg oftere med Glæde har været. En prægtig Præst og Prædikant her i Egnen er Buchholtz; — Fog er ogsaa meget at agte, dog foretrækker jeg den Første.

Min Bolig i den smukke lille Kiøbstad (dog ikke saa smuk i mine Tanker, hverken af Natur eller Kiøbstadagtighed som Maribo) er i den første Gade, i hvilken Vejen fra Ringsted ender; Posthornet lyder da flere Gange om Dagen muntert op til mig; Kiøbmænd boe rundt om og lige overfor mig, og deres Børn, mine Elever, sidde velklædte nok saa gemytligt paa den lave Steentrappe, pille undertiden Sømmene af et stort Hjul og kunne ogsaa godt falde paa at spadsere paa Stylter ved højlys Dag midt over Gaden, — Alt til stor Forargelse for Friedenreich, naar han seer det; thi et af hans øverste Principer, som Kiøbenhavner, er: «Grændsen mellem Huus og Gade skal iagttages» ; — herom har jeg disputeret meget med ham, og jeg troer dog, at han er kommen til Erkiendelse af, at han ved Reformbestræbelser i denne Retning let kan kvæle noget Godt og Smukt. —

s. 311Jeg maa dog endnu svare lidt med Hensyn til de æsthetiske Sager, vi have berørt. De omtalte Stykker har jeg alle kun bedømt efter Læsning (een Gang) uden Indflydelse af Opførelsen. Jeg har villet læse «Tordenveir» og «Mester og Lærling» igien for at give en mere motiveret Dom, thi mine Yttringer vare jo meget korte; men jeg er ikke kommen dertil; jeg vil kun bemærke, at jeg aldeles ikke er blind for «Tordenveir»s Fortrin, og jeg forstaaer godt, at navnlig Jørgen Moe maatte tiltales af det; mig interesserede de sidste Acter, trods Planens Mangler, meest, hvorimod de Fleste nok har fundet meest Behag i de første. — At «Mester og Lærling» neppe kunde spilles paa Casino, indsaae jeg strax, — ligesom jeg vel forstaaer, at V. Wiehe kan spille Aage.

Dine Bemærkninger om Hauchs senere Stykker billiger jeg vel, dog mere anvendte paa de andre, navnlig paa «Æren tabt og vundet», hvilket jeg finder lidt fattigt og vel «beregnet», end paa «Tycho Brahe», der for mig har langt mere Poesi, — hvorvel jeg ikke vil negte, at det ikke er uden scenisk Beregning, og at Bipersonerne kunde være bedre og individuellere. Det Poetiske finder jeg deels i Jomfru Kirstines, i mine Tanker ualmindelig yndige Rolle, der er udført i en ikke afbleget, men frisk og ægte Lyrik, deels i Skildringen af Tychos Kamp, der — hvorvel hans Udtalelser ere noget mere eensformige — dog er fuld af slaaende Træk, — deels, som Du siger, i s. 312Dictionen, ikke blot i dens lyriske Deel, men i den gammeldags, lidt stive og vægtige Tone, der er fortræffeligt holdt vedlige heelt igiennem, selv i de prosaiske Scener — (og ikke overdrevent og nøgent som i «Trolddom»); — det kan vel være, at dette gammeldags Anstrøg er egent for Hauchs Stiil (det findes ogsaa i Vilhelm Zabern), men det passer i alt Fald ypperligt her, og man bliver saa levende hensat i Stykkets Tid (saaledes finder jeg den Scene, hvor de to Adelsmænd spotte Tycho i deres Jagtvendinger o. s. v., genial); — hvilket Modstykke danner det i denne Henseende til den moderne, aldeles uhistoriske Diction i Dramaet «Dante» ! I hvad Du siger om «Marsk Stig» og det Værd, Du tillægger dette Stykke, har Du vist Ret.

Nu af Hiertet Farvel, kiere Ven! — Dine «Viser og Vers» læser jeg ofte lidt i, og finder navnlig i Afsnittet «Krigen» Meget, der er mig nyt og tiltrækkende. Jeg kiender til hvad det er: at tilfredsstille sig selv ; det havde jeg aldrig ventet i «min Ungdoms tungsindige Tanker, at jeg intet duede til» (Stadier paa Livets Vej), og saa kommer det, som du siger, ikke an paa Lidt eller Stort.

Din
L. M.

C. Hostrup til L. Mynster.
1853

Kjære Ven!

Den af de Bøger fra de senere Aar, jeg sætter størst Priis paa, er Sibberns Gabrielis anden Deel. Den Humanitet og Modtagelighed for det Gode hos de Forskjellige og indbyrdes Uenige, det Greb paa at suge Honning af alle Blomster, at skaffe sig en Nydelse af det Mindste og Ubetydeligste, har jeg aldrig fundet i den Grad hos nogen Anden. Sagtens hører der nogen Sibbernsk Kortsynethed for det, der omgiver ham, til at see Livet med saa milde Øjne; men der er noget rørende barnligt deri, og en frydeligere Alderdom end den, en saadan Bogs Forfatter nyder, kan man ikke let tænke sig.

Min Kirke, hvor jeg i Regelen søger hver Søndag — er Vartov Kirke. Jeg er ikke, hvad man kalder Grundtvigianer; — den Gamle støder mig i meget, dog sjeldent som Prædikant, men han er en Troende, som taler ud af et rigt, christeligt Liv, og der er i hans Kirke en fast Menighed, saa man befinder sig der som i en Landsbykirke i et gudfrygtigt Sogn. Jeg veed, at du altid har haft nogen Antipathi mod denne Mand, noget jeg ikke fortænker dig i, men jeg veed ogsaa, at du selv er saa human som Faa og derfor ikke støder dig over min Forkjærlighed i saa Henseende. Jeg er ikke nogen Ven af Grundtvigianer s. 314nes slette Vers (iberegnet Mesterens egne), og beklager, at han selv, paa Grund af sin Miskjendelse af al Kunstform, ikke er bleven den store lyriske Digter, som han kunde have været. Jeg forstaaer mig end ikke paa hans «mageløse Opdagelse» og synes, at de Troende, som hylde Skriftprincippet, i alt Væsentligt er enige med dem, der holde sig til Daabsordet, saa jeg kan paa ingen Maade komme med i den snevrere Kreds af Grundtvigs Venner. Men en stor Mand er han, en overordentlig udmærket aandelig Vækker, en Troens Kæmpe som Faa, og i hiin Verden skal din Fader og han, som her kæmpe Ryg mod Ryg for den samme Sag, mødes Ansigt til Ansigt og takke hinanden for trofast Broderskab.

Med Hensyn til «Tordenvejr» da sætter jeg ikke liden Priis paa den jydske Kolorit, som er udbredt over dette Stykke. Møllerkonen anseer jeg for en af mine bedst tegnede Figurer, og i det Hele troer jeg netop, hvad Karakteertegningen angaaer, at have gjort Fremskridt i dette Arbejde. Jeg haaber engang ved en senere Bearbejdelse at kunne redde det Gode, som det indeholder, og vil derfor bede dig, naar du engang faaer det læst igjen, at sende mig nogle Bemærkninger. I «Mester og Lærling» sætter jeg især Priis paa Kompositionen, og hvis det lykkedes mig at forkorte Expositionsscenerne i første Akt og borttage noget Overflødigt i femte, men især at tilvejebringe en mere bevæget ydre Handling i fjerde Akt, saa s. 315troer jeg, det vilde blive et godt Stykke. Ogsaa derom beder jeg dig, min ældste Kritiker, give mig et Par Vink. Mod Ellefolkene kan der være Eet og Andet at indvende, men Hovedanken, den, at Illusionen brydes ved deres lange Dvælen paa Scenen i femte Akt, kunde man ved en Bearbejdelse nok lempe sig efter. At jeg har skildret dem, som jeg har, er ikke sagnstridigt; — husker du en lille gunstig Betragtning derover i «Fædrelandet» i Stykkets Nyhed?

Hvad mine alvorlige Digte angaaer, har du Ret. Jeg mangler Pathos. — Hvorvidt jeg er egentlig Lystspildigter, skal jeg ikke selv kunne sige. Men noget har jeg dog, som jeg ikke har laant fra de Andre, — det veed jeg vist, noget, som ikke er almindeligt i vore Dage, og det gjælder blot om at holde godt Huus med det.

Herinde kjævles man om «Karens Kjæreste», om hvis Slethed Alle dog er saa enige, at jeg ikke har gidet see det. «Lovbud og Lovbrud» er en temmelig uheldig Bearbejdelse af det af Shakspeares Lystspil, som jeg, trods Tiecks Roes, altid har brudt mig mindst om. Høedt spiller deri saa ubehageligt modernt Høedtsk, at Biron (du veed vel, at det er Loves labour lost) blev mig en næsten modbydelig Figur. Ikke stort bedre er Phister som Don Armado. Den lille Idyl i «Fædrelandet» — «En Sommerdag» — som har vakt saa megen Opsigt og Forargelse, er af Student s. 316Voltelen, som du maaskee kjender; Artiklen derimod om «Duftvaudevillen» af Mantzius.

Claus Riis, vor norske Rejsefælle, er bleven forlovet med en Præstedatter fra Hardanger og svæver i den syvende Himmel. Ogsaa Vilhelm Bøgh er bleven forlovet med en meget elskværdig Pige, som jeg kjender. Min Familie hilser dig.

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til L. Mynster.
1853

Kjære Ven!

Jeg var ikke saa tydsk, som jeg syntes dig. Af de to omtalte Stykker er der ikke kommet nye Oplag; hele Samlingen er en Forlægger-Spekulation, som egentlig ikke kommer mig ved. Med Hensyn til «Mester og Lærling», da er det, efter at have gaaet henved en Snees Gange i Træk i Casino, blevet henlagt, og vil et af de første Aar, naar det er blevet lidt glemt, blive taget frem igjen. Til den Tid ønskede jeg at omarbejde det. «Tordenvejr» har blandt Andre Fru Heiberg raadet mig til ved Lejlighed at omarbejde. Fremdeles maa jeg sige til min Undskyldning, at jeg lærer meget mere af en fornuftig Kritik over, hvad jeg har gjort, end af Raad og Vink med Hensyn til mine ikke udførte Planer. For Øjeblikket er jeg s. 317stærkt optaget. Jeg skriver nemlig, mellem os, paa et romantisk Lystspil i Shakspearsk Retning. Jeg var kjed af Hverdagshistorierne, og efter selv at have ført et meget bevæget indre Liv i de sidste Aar, trængte jeg til en Scene, hvor større Kræfter kom i Bevægelse, og en rigere Mangfoldighed af Stemninger kunde blive udtalte. Jeg arbejdede allerede, med indre Ulyst, paa et skikkeligt, borgerligt Lystspil, da en Samtale med en Ven, som fortalte mig et Motiv fra «Tusind og een Nat», paa een Gang viste mig, hvad det var, jeg havde Lyst til. Dagen efter var Planen færdig, og nu fjorten Dage derefter begynder jeg paa anden Akt. Er det godt? — er det slet? jeg har ingen Anelse derom, og kan ikke udtale mig om Plan, Karakterer o. s. v., men det river mig med, og det morer mig at komme rigtig ud af Stueluften. Mon ikke ogsaa netop den Blanding af Spøg og Alvor, som ligger i min Natur, gjør mig godt skikket til den Slags? Vi vil faae at see.

«Til Sæters», som jeg sender dig, er et temmelig svagt Stykke, som egentlig bliver baaret af en ganske heldig Anvendelse af nogle smukke Melodier. Claus Riis er nu Landmand; han tænker paa med det Første at kjøbe sig en Gaard.

«Ruth» er et meget svagt Stykke. Forfatteren har maaskee noget lyrisk Talent, skjøndt vistnok temmelig ubetydeligt, men det er ogsaa alt, der kan siges til hans Roes. Hauchs Kritik (under Mærket L.) i «Fædrelandet» var fuldkommen beføjet, s. 318og Heibergs Svar (i den Berlingske) er bygget paa en komplet Misforstaaelse af den. Det falder naturligviis aldrig en saa ideel Natur, som Hauch, ind at anprise en plat Naturalisme i Kunsten; men lyrisk Ordbram, istedetfor en umiddelbar Følelses-Udtalelse, kan ingen Stiil gjøre berettiget. For Resten er kloge Folk duperede af «Ruth», og Martensen skal være meget begejstret derover. Det er sørgeligt, hvor Folk har ondt ved at kjende Forskjel paa ægte Guld og Forgyldning. Du vilde, som jeg, ubetinget bryde Staven over dette Stykke. Lev vel, kjære Ven! Lad mig snart høre fra dig.

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til Chr. Richardt.
1853

Smaa Richardt!

Min Familie fik i Gaar Aftes en Idee, som de ikke turde give Ord, men jeg har et vist moralsk Mod i slige Affærer. Jeg søgte dig forgjæves i Morges, men skjøndt Papir er et slet Surrogat for det levende Ord (vide Grundtvig), saa rykker jeg med stivfrosne Hænder ud med Sagen. Elskede! Skal du være hjemme i Aften, eller skal du ud, saa har du Lov til at svare: Hold Kjæft! Men skal — eller vil du ingen af Delene, saa finde vi s. 319herude, at din Elskværdighed vilde forhøje vor Juleglæde til det Utrolige. Kan du ikke komme Kl. 7, som var bedst, saa kom senere, som er næstbedst. Kan du ikke, saa behøves intet Svar o. s. v. I saa Fald seer vi dig efter Løfte engang i Juletiden.

Juleaftens Morgen.

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til V. Nicolaysen.
3. Jan. 1854.

Kjære Ven!

Glædeligt Nytaar og Tak for dit Brev! Nordisk Højtid holde vi uden Prunk i Studenterforeningens Sal, men dog aabnes Adgangen for alle Studenter. Jeg skriver formodentlig en Vise, og Ploug og Richardt svigte vel heller ikke. Seer du Borgaard, saa spørg ham, hvorledes man faaer et Stykke sendt op til ham paa denne Tid af Aaret. Jeg er endnu ikke færdig; men en anden Forfatter, hvis Navn jeg ikke maa nævne, men som veed, at jeg har en Deel med jer at gjøre, agter at gjøre et Forsøg paa eders Theater, da Heiberg — maaskee af Caprice — har forkastet et Arbejde af ham, som det er ham om at gjøre at faa spillet, uden at han lægger stor Vægt paa Honoraret. For Casino egner det sig nemlig ikke. Jeg tør s. 320hverken anbefale eller fraraade det, men vil alene overlade Dommen til Borgaard.

Her har vi faaet en Digtsamling af Ploug; desuden en Deel Noveller, som jeg ikke har Tid til at læse. Erik Bøghs Digte plejer i den Grad at være rimet Trivialitet, saa jeg ikke har Lyst til at binde an med hans nye Samling. Vor Juul har været meget morsom og hyggelig. Hos Hauchs, som jeg sætter stor Priis paa, kommer jeg jævnligt. Hos Sibberns var jeg til stort Julegilde, hvor der spilledes Komedie og dandsedes. Rømer og Olsen have været til Examen (skriftlig) og ere ret godt fornøjede. Jeg savner en Skrivemaskine, baade til dette Brev og til alt det meget andet, jeg skriver, — blot man kunde slippe for det nederdrægtige Haandarbejde. Tænke Komedier og Breve, gider jeg saa gjerne, men de mange ulyksalige, skjæve og pukkelryggede Bogstaver, som de fordre, er min Nød her i Verden. Gud skee Lov, jeg ikke er Copist! — havde jeg nær sagt, og dog var det prægtigt at være noget. Ak ja, gid jeg var Copist og duede til at være det. Men en god Gage vilde jeg have og en Smule Fritid til at kjæle for Muserne og db andre smukke Damer, jeg kommer i Berøring med.

Til Sommer er det paa Tiden, at du viser dine danske Sympathier ved at gjæste os. Saa har alle vore Venner taget den kjedelige Examen, og et nyt Liv vil røre sig i Menigheden hernede. Husk paa det. Hilsen fra min Familie og Winsløw. s. 321Hils Bøgh og Gamlebyens Folk, item din Slægt og mine Venner fra

Din
C. Hostrup.

L. Mynster til C. Hostrup.
Nestved. 12. Februar 1854.

Kiere, elskede Ven!

Jeg saae dig i Tirsdags gaae mig forbi i Kirken og havde gierne seet dig i Øiet et Øieblik. Candidaterne og Studenterne giorde en smuk Gierning; idetmindste var det det, som glædede mig meest ved den hele Høitidelighed. Jeg saae dem endnu foran mig hele Veien udenfor Porten og giennem den lange Kirkegaardsgang, og jeg havde den Tanke: «Snart skulle de see, at var han end ikke «Ungdommens Mand» — de hædre ham dog som Saadan — da har han dog været ung, havt et giærende, kæmpende Hierte, inden han fandt Fred; — og denne hans dybe Siels, hans kierlige Hjertes Kamp skulle de læse, fortalt af ham selv paa en i Sandhed ungdommelig, næsten barnlig — uforbeholden Maade. » —

Du veed sagtens, hvortil jeg sigter, og har læst eller hørt, at vi, ved at aabne et af den Hedengangnes første Giemmer, bleve modtagne af et stort Manuscript, med Titlen: «Meddelelser af mit Levnet», i hvis Indledning og Slutning vi s. 322strax fandt, at skiøndt det var skrevet nærmest for at læses af os og glæde os efter hans Død, saa maatte det Væsentlige dog gierne meddeles Verden.

(Den 18de).

Lad mig da nu føie Noget til denne næsten en Uge gamle Brevbegyndelse. Mit Liv i Nestved er fremdeles lykkeligt; der er mig uforandret stor Rigdom og Fylde i dette Liv, og jeg tør sige: jeg lever godt og gavnligt; jeg lever et Liv, som passer for mig, og som jeg passer til. — Men Minder og Tanker fra det Svundne besøge mig naturligen oftere end før; — kiære Ven! mindes du vor fælles Gaaen til Præsten? — Hvis Een, der har Sorg, har Lov til at tale noget frimodigere, alvorligere, ubeskednere end en Anden, da vil jeg i denne alvorlige Tid yttre en Tanke om Dig for Dig, som er gammel hos mig, som jeg tidt har havt i Sindet, men har venlig undertrykt: Din svage Side er Hukommelse og stærkere Erindring, og deraf følger stundom hos Dig en vis Utroskab, der egentlig ikke er Feil af Dit Hierte eller Din Characteer, men en Følge af denne Erindrings- Svaghed for gamle Følelser og Indtryk. Hermed mener jeg ikke at sige noget Bittert; hvis min Yttring er sand, da staaer det tillige klart for mig, at Du har saa megen Tro og Kierlighed i Dig, at Du, naar Du kun optager Bevidstheden om denne Feil i Din Ydmygheds-Bevidsthed, dermed tillige har hævet den. — Saaledes har det stundom s. 323været mig, som om Du ikke erindrede min Fader i hans Confirmandtimer saa klart som hans fleste andre Confirmander — dog er maaskee kun din Tilbageholdenhed Grunden dertil — som om du derfor tildeels har været ham utro. Du vil maaskee sige det Samme om mig; jeg har tidt afveget fra ham og er endnu i Adskilligt uenig med ham; men jeg har dog vist altid, selv i mine ivrigste Breve til Dig, erkiendt ham for den Største, jeg kiendte — Naar du saaledes, for et Par Maaneder siden, ærligt udtalte mig din Mening om Grundtvig og ham — den Forkierlighed, som jeg gierne lader giælde som Følge af din Individualitet, da gaaer jeg maaskee ind paa, i Historie, i Indflydelse o. s. v. at stille de To sammen; men naar du tilsidst taler om det «andet Liv», da troer jeg, at der er ingen Sammenligning, og at for Gud er uden Sammenligning Den, der har «behersket sit Sind», den Største.

Af Alt, der er skrevet ved hans Død, har jeg følt mig meest tiltalt af Biskop Brammers Stykke i Ugeskriftet; ikke engang Martensens og Trydes Taler have grebet og glædet mig saa meget som denne lille, af et fuldtstrømmende Hierte udgaaede Artikel. Den har i mine Tanker langt mere Psychologiskt-Træffende end noget af det Andet og fremkalder den Følelse: han har ganske forstaaet ham. — løvrigt er visselig Hauchs Digt meget skiønt, og de midterste Stropher i Ingemanns. —

«Levnetsløbet» glæder jeg mig til, at Du og s. 324Mange skulle læse, — ja visselig ogsaa mangen ung Student, der har af det Slags Sorg, som min Fader her endnu udførligere end i Fortalen til Gabrielis yttrer: hører den saa falskt priste Ungdom til. Og naar han mener, at Læsningen af Gabrielis vil trøste Saadanne, da mener jeg, at denne Læsning vil det langt mere: hans Ungdoms Mistillid, Forladthed, Smaadaarligheder, ærligt og klart oprullede, ved Siden af hans Studiers og Tankers Kamp, vil være et opbyggeligt Skuespil for Mange, og de, der havde Billedet af ham som en stiv og fornem «Hierarch», ville her faae ham kier. Det var os en uendelig fængslende Læsning hver Aften i hiin Uge, og selv min elskelige Moder blev ofte opmuntret ved de, ofte muntre og venlige, Billeder, der fore hende forbi i den rolige Oplæsning. — Imidlertid var der det i disse Meddelelser, — som det ogsaa var overladt vort eget Skiøn, hvor fuldstændigt vi vilde have udgivet, — der har vakt betydelig Meningsforskiellighed imellem os; Du kan vel tænke, at Modstandere ogsaa ere omtalte, ikke blot med «Satire» (Brammer), men tildeels (deriblandt Grundtvig) uden al Anerkiendelse ; — — paa dette Gebeet fandt jeg ham altid i levende Live mindre elskelig, og det var min Stemme: at alt dette skulde udelades, kun med et Par Bemærkninger i Forordet om, at vigtige Partier vare tilbageholdte; men deri blev jeg overstemt; man meente, hiint hørte altfor væsentligt med til hans Liv, derom vilde Alle vente Noget, og skiøndt s. 325jeg faaer mine Ønsker satte igiennem med adskilligt Enkelt, vil jeg ikke kunne sætte den fuldstændige Udeladelse igiennem. — Hvad Du derfor vil være utilfreds med, maa Du ikke give mig Skylden for; tænk, at der vilde maaskee være langt mere af Sligt, hvis jeg ikke virkelig havde viist nogen Kraft. — Levvel!

Hvordan gaaer det med det «romantiske Skuespil» ?

Din
L. M.

C. Hostrup til L. Mynster.
21. Febr. 1854.

Min Utroskab er dog ikke saa stor som min Tilbageholdenhed. Med en af mine bedste Veninder, som ogsaa har gaaet til Præsten hos din Fader, nemlig Fru Hauch (et af de dygtigste og ærligste Mennesker, jeg kjender), har jeg ofte glædet mig over hine Dages Minder, og jeg skal sandelig aldrig glemme dem. Jeg glæder mig overordentlig til Biografien, og jeg tør sige, at jeg ikke veed nogen stor Mand, hvis Udviklingshistorie jeg er mere begjærlig efter at see ind i end netop hans. Troer du ikke, jeg skjønner paa, hvad det betyder at være en saa harmonisk Personlighed og — thi jeg kjender ikke saa lidt til din Fader, som du maaskee troer, -— et i dybeste Forstand bestandig voxende Menneske? —

s. 326(18de Marts).

Jeg optager dette Brev igjen for at fortælle dig to for mig store Begivenheder. — Mit romantiske Lystspil «Drøm og Daad» er antaget, —og Hauch har erklæret det for et ypperligt Stykke (Heiberg er mere lunken mod det); jeg selv har god Tro til det, — maaskee fordi Alt er lyst for mig i denne Tid ; — ja, det er vel allerede ad Omveje naaet til dig, at jeg er bleven forlovet med Elisabeth Hauch, Digterens næstældste Datter. Hun er bedre værd end en flygtig Beskrivelse; hun er stille, naturlig og varm, og jeg haaber, at Gud vil give sin Velsignelse til den Forbindelse, saa at vi ved fælles Hjælp kan komme ham nærmere og nærmere. Sporer du Fremskridt i mit Stykke, som jeg haaber, saa skyldes det meest hende, thi de bedste Partier deri er skrevne ud af et gjærende, men dog haabende Hjerte. Heiberg sammenlignede mit Arbejde med «Man kan, hvad man vil», som jeg aldrig har seet; imidlertid kunde mit Stykke snarere kaldes: «Man kan, hvad man skal, naar man virkelig troer, at man skal det». Jeg troer, at jeg har faaet det religiøse Element, som jeg nu ikke kan slippe, frem i en kunstnerisk maskeret Skikkelse. Hovedpersonen er nemlig en Troeshelt, som bygger fast paa en ham af Madonna sendt Drøm og derfor ligeoverfor Modgang bevarer en Frejdighed og Sikkerhed, som giver ham Sejren. Det Komiske er slynget heelt igjennem Stykket, og faaer jeg s. 327det besat, som jeg ønsker, haaber jeg et godt Udfald. —

Om det er min Bestemmelse at vedblive at leve som Poet, eller opgive denne farlige Verden og søge Præstekald, er mig endnu ikke ganske klart. Personlig har jeg vel nok saa megen Lyst til det Sidste; jeg brydes kun lidt med Parablen om de betroede Talenter. Dog, jeg troer, at mit Stykkes Skjæbne vil give mig et mægtigt Stød fremad til at fatte en Beslutning. Og jeg troer ogsaa, at min Forlovelse, om hvilken jeg kun kan sige, at den var en indre Nødvendighed, en Tilskikkelse fra oven, som jeg ikke turde unddrage mig, ligesaa lidt som jeg formaaede det, vil lede mig i de rette Spor. —

Kjære Ven! — oprigtig talt — jeg har frygtet meget for at binde en ung Pige, hvor højt jeg end elskede hende, til et saa uroligt og kæmpende Menneske, som jeg er bleven i de sidste Aar, og jeg har længe forgjæves prøvet paa at bøje mig under Forsagelsens Aag. Gud skee Lov, der er kommet mere Fred i mig, siden jeg lod den Byrde falde, som var mig for svær, og selv naar jeg et Øjeblik bliver angest, saa kvidrer der dog inderst i mit Hjerte en Haabets Fugl; den synger om, at nu er jeg først paa rette Vej til at komme til Ro — til at fæste Rod i Livet. Gjælder det dog ikke om, netop at blive Barn paany, og er det ikke Ægteskabets dybeste Opgave at lære, hvad Kvinden har saa let ved og holder saa fast, den s. 328sande Barnlighed? Det, som Emil i dit Ungdomsarbejde «Hermion» kaldte: det Diaboliske eller Uberettigede, at Helten finder Hvile i et Kjærlighedsforhold, istedetfor at udkæmpe Striden i sig selv, kunde maaskee forklares derhen, at han, hvis han ligefrem drukner al sin Nød i en saadan jordisk Lykke, har fornægtet det Højeste, men det gjælder ikke, hvis han griber denne som en Hjælp fra Gud til at komme paa Benene igjen. Og kan min fromme, uskyldige 21 aarige Elisabeth, som allerede i saa lang Tid har laant mit indre Liv Vinger, være mig til Hinder i at udkæmpe den gode Strid; — nej, jeg føler, at hun vil lette mig den, at Gud har sendt mig hende som et Lys paa min Vej, og jeg haaber, at det paa samme Tid skal lykkes mig at gjøre hende Vandringen mindre svær. Jeg har aldrig truffet noget mere reent og jomfrueligt og i mine Øjne yndigere end hende, og i vort femaarige Bekjendtskab er hun bleven mig aldeles klar, da hun — hvad du engang med mindre Ret anvendte paa mig — er som Nathanael uden Svig. Ja, Gud være lovet for hende. Og nu Tak til dig, min trofaste Ven, fordi du, som jeg veed, har Hjerte til at høre paa en Stump af en Hjerteudgydelse.

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til V. Nicolaysen.
4. Marts 1854.

Kjære Ven!

Den 22de Februar 1854 skete det Mærkelige. Veed du ikke fra Andre, hvori det Mærkelige bestod, saa vil jeg ikke sige dig det, men vist er det, at det skete. Han sagde: «Hvad?» og hun svarede : «Ja! » og det Mærkelige var skeet. Skjøndt de begge er smaa, føle de sig siden dette lykkelige Øjeblik meget store og meget mærkelige o. s. v. —

Mathilde Hauch er, som du vel veed, bleven forlovet med Peter Koch; Elisabeth Hauch er, som du maaskee ikke veed, bleven forlovet med — ja, det forbyder Beskedenheden mig at sige. Det er en ung Mand i sine bedste Aar med kjønne, blaa Øjne og et vist Talent for den lavere Vittighed. Man siger, at han er meget lykkelig og tilbøjelig til i denne Tid at skrive Hastværksbreve, hvis Overgivenhed gaaer over alle Sømmelighedens Grændser. Fru Heiberg, med hvem jeg, i Anledning af mit nye Stykke, hvori hun skal spille, talte forleden, bemærkede, at hun vilde komme ud til Hauchs om 14 Dage, naar den tredie Datter var forlovet, for at gjøre Gratulationerne af paa een Gang. Imidlertid troer jeg virkelig ikke, at Marie i dette Stykke er saa fornuftig som hendes Søstre, maaskee af den Grund, at hun ikke let skal kunne opdrive Mage til saadanne to Mennesker s. 330som Peter Koch og den Anden, i denne mangelfulde Verden.

Seer du Borgaard, da siig ham, at mit Stykke er i fire Akter og for Øjeblikket hos Afskriveren for snarest muligt at gaae til Christiania. Hvad det er, siger jeg ikke, men det er noget Nyt og Dristigt, og Hauch synes udmærket godt om det. Det blev antaget af Heiberg samme Dag, som hiin mærkelige Begivenhed skete, og for de Indviede er det vel ikke uden kjendelig Paavirkning af den Sjælstilstand, som gik forud for det store Skridt.

Hils Vennerne paa det Hjerteligste! Siig dem, at deres danske Ven, skjøndt alle Lykkens Solstraaler strømme ned paa ham, ikke er bleven storsnudet, men tænker paa dem og paa det gode Norge og paa den glade Dag, da han for fjerde Gang skal sejle ind ad Christianiafjorden.

Og hermed Snip, Snap, Snude! Leve E. H. og C. H. Hurra!

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til V. Nicolaysen.
Maj 1854.

Tak for Gratulationen og dit morsomme Kvad til V. Bøgh. Item fordi du, hvad jeg har hørt af Borgaard, er fornøjet med mit Stykke «Drøm og Daad». Bare I nu kan spille det rigtig godt! Jeg s. 331føler selv nu, at det ikke i dramatisk Henseende er saa fuldkomment, som det burde være; men et poetisk Arbejde er det sandelig, og det er altid noget.

»Salomon de Caus» har overrasket mig; Munch tegner jo til at blive en heel Karl. Hans tidligere Arbejder, ja selv «Sorg og Trøst», hvor dog Følelses-Inderligheden har grebet mig, synes mig ikke bære Vidnesbyrd om stort mere end et poetisk Gemyt, men her — især i Scenen med de Caus og Richelieu, ja, i hele den dybtgaaende Plan er der en virkelig original Digter, som slaaer sine Vinger. Til Opførelse egner denne Tragedie sig efter min Mening ikke; det er egentlig Synd imod den, thi Scenen bliver dog, i Forhold til det dybest Christelige, et profant Sted, og den christelige Resignations Mysterier og den Enkeltes Førelser mod Troen bliver altid ufattelige for et Theaterpublikum. — —

Paa Søndag skal mit Stykke gaae her, og efter Prøverne at dømme faaer jeg ikke egentlig Grund til at skyde Skylden paa Skuespillerne, hvis det ikke gjør Lykke. Imidlertid stoler jeg ikke derpaa; jeg venter det ikke engang, thi deels er for Øjeblikket den offentlige Stemme mig vist ikke synderlig gunstig, og deels er mit Stykke, det føler jeg nu, i Forhold til Nutidens Fordringer maaskee for løst i Anlægget. Ganske vist synes det mig, at der er megen Virkning i første — ja ogsaa i anden Akt; men oprigtig talt har jeg paa s. 332Prøverne selv kjedet mig lidt over de to sidste, og skal ikke undre mig, om det gaaer Publikum ligesaa. Jeg veed ikke, om det kommer af min øjeblikkelige Stemning eller ej, men vist er det, at jeg for Tiden er tilbøjelig til at nære Mistro til min egen Digterbegavelse og til mine Venners Roes. Jeg veed i alt Fald, at halvtlykkede Arbejder ikke er stort bedre end mislykkede, og at jeg ikke gider anvende mit hele Liv til maaskee kun at blive et Stykke af en Poet.

Dette siger jeg dog uden Melancholi; jeg har Gud skee Lov andet at sætte mine Kræfter ind paa, og faaer jeg først rigtig Mod til heelt at kaste mig ind i dette, da maa jeg ogsaa kunne naae til uden større Sorg at opgive Digtervirksomheden. Med Hensyn til den trøster jeg mig med, at den dog ogsaa har haft sin Betydning i vor Literatur; men jeg faaer mere og mere Følelsen af, at jeg nu staaer ved et Vendepunkt i mit Liv, og at det snart maa blive tydeligt for mig, til hvilken Side jeg skal gaae. Hvis mit Brev synes dig lidt mismodigt, saa skal du ikke lægge nogen Vægt derpaa; jeg er i Virkelighed glad og frejdig og fuld af Haab for Fremtiden, der ligger lys og straalende for mig som aldrig før.

Her imellem Vennerne lyder det bestandig: Nu er det snart Nieolaysens Fødselsdag, mon han ikke kommer herned igjen? Hauchs blive hjemme i Sommer; jeg og min Familie boe paa et yndigt s. 333Sted, «Rolighed» kaldet. Bøgen staaer i sin første lysegrønne Pragt, men hvor er Nicolaysen?

Nu skulle vi netop til Gyldenlund.

Hilsen til alle norske Venner.

Din

C. Hostrup.

C. Hostrup til V. Nicolaysen.
Maj 1854

Tak for Brevet, kjære Ven! Det var et godt Brev, som glædede mig umaadeligt, ikke blot for de gode Efterretninger, men endnu mere paa Grund af din egen venlige og — jeg troer — rigtige Dom over Stykket. Kun troer jeg nok, at Haandværkerscenerne — og navnlig den første — er morsomme, og her gjør de intet dæmpende Indtryk. Den «Berlingske», som ellers roser alting, har imidlertid leveret en Anmeldelse, der heldigviis er ligesaa dum, som den er fjendtlig; «Flyveposten» er protegerende, og kun «Dagbladet» udtaler nogen virkelig Glæde over Stykket. Ploug har ikke seet det endnu, saa «Fædrelandet» tier. Udførelsen var meget god og i mange Maader fortræffelig, og Publikum fulgte Stykket med baade Ro og Bifald. Ved Slutningen lod sig under den første Klappen en svag Hyssen høre, som imidlertid strax druknede i et 5–6 Gange gjentagent Bifald; det er egentlig en ondskabsfuld Løgn, naar «Flyveposten» og den s. 334«Berlingske» omtaler en Meningskamp, thi det var der ikke Spor af. Men i den almindelige Mening udenfor Theatret er Stykkets Lykke slet ikke decideret, takket være den meget udbredte «Berlingske», og jeg har for stort et Parti imod mig, til at jeg kan vente nogen synderlig Anerkjendelse. Men Skidt med det! Publikum morer sig nok derved, og adskillige private Taksigelser, jeg mundtlig har faaet af virkelig poetiske Mennesker, har dog mere at betyde end alt det andet. —

Min Familie og Slottets Hilsen til din Fødselsdag. Gratulerer! — Grisen faae vi nok paa Landet; endnu er hans Helbredstilstand vel ængstelig, men slet ikke haabløs.

Din

C. Hostrup.

J. L. Heiberg til C. Hostrup.
19. Maj 1854

Hr. Cand. theol. Hostrup.

Da Hr. Phisters Sygdom forhindrede den anden Opførelse af «Drøm og Daad» i Tirsdags, og det var meget uvist, hvor længe denne Sygdom vilde vare, bad jeg Hr. Schneider om i al Stilhed at lære Rollen, for — ifald Hr. Phisters Sygdom vedblev — da at kunne spille Rollen imorgen. Denne Betingelse er nu desværre indtruffen, og Hr. Schneider vil, som Følge heraf, imorgen ud s. 335føre Fabios Rolle, hvorimod hans forrige Rolle er given til Hr. Kragh, og denne Besætning vil nu vedblive ved alle de følgende Forestillinger af Stykket, ialfald saalænge Hr. Phister er meldt fra Tjeneste.

Jeg havde gjerne strax i Begyndelsen underrettet Dem om denne Plan, og hørt Deres Mening om den; men deels var der ingen Tid at spilde, naar Stykket skulde gaa imorgen, deels ønskede jeg Sagen saa lidt omtalt som muligt, for ikke at forvolde Hr. Phister nogen Ubehagelighed, deels endelig maatte jeg holde mig for overbeviist om, at der her ikke var andet Valg at træffe.

Med Højagtelse
J. L. Heiberg.

C. Hostrup til Chr. Richardt.
19. Maj 1854

Signore !

Da jeg i Morgen maa søge at drukne min Sorg over, at jeg bliver et Aar ældre (hvilket da vil finde Sted) i Ladegaardens Bølger, vil jeg bede dig bivaane Højtideligheden samme Aften. Siig til Vilhelm Rode, hvis Adresse jeg ikke veed, at jeg ikke duer til Festkomitteret eller Talervirksomhed, men kan jeg finde paa en Vise til Clausen, skal det fornøje mig, ligesom ogsaa, hvis V. R. vil følge med dig ud til Rolighed i Morgen Aften. s. 336Endelig — tilgiv min Uforskammethed — beder jeg dig, da du sagtens har en Anelse om, hvor Nordmanden Heiberg er at finde, bringe ham min venlige Hilsen og tage ham under Armen til den (eller det) samme Rolighed, hvis du ikke, som jeg næsten frygter for, har glemt dets Beliggenhed. I saa Tilfælde kan I alle følges med Ad. Knudsen eller Zinck eller hvem I vil, men komme maa I.

Dixi.
Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til L. Mynster.
Uden Datum. 1854

«Drøm og Daad» bliver nu trykt og vil komme ud i September, og jeg længes efter at kunne sende dig den og faae at vide, hvorledes du synes om den. Første Akt vil sikkert behage dig meest og tredie Akt (som dog har en Deel Theatervirkning) mindst, men jeg troer tillige, at hele Stykket, uagtet sine Mangler, vil glæde dig som noget Nyt og Godt. Ved Udførelsen var maaskee Mantzius den af Hovedpersonerne, der mindst slog til, skjøndt han gjorde, hvad han formaaede; — havde vi haft to Nielsener, skulde den ene have haft denne Rolle. Mantzius er iøvrigt med Rejsestipendium rejst til Paris — og maaskee London —, s. 337men ventes allerede tilbage i Slutningen af August. —

Hvad siger du om «Kalanus» ? Jeg kan ikke istemme Rømers Begejstring over det som Paludan- Müllers første Arbejde, men jeg har dog haft megen Glæde deraf. Og dog — er det ikke mere et dybsindigt — end et poetisk Værk f Fremstille ikke slige dramatiske Digtninger mere et Skyggerige end et Liv med Aandedræt og Blodcirculation. Disse lange, taagede Figurer, som tale saa underlig bredt og eensformigt og spøge paa saadan en løjerlig tvungen Maade, er det ogsaa rigtige Mennesker? Og selv om denne dæmpede højtidelige Færd passer sig for den blege, indiske Præst, savner man da ikke den sunde, Oehlenschlägerske Rødme paa Alexanders Kinder? Det forekommer mig, at Folk i vore Dage digte som gamle Mænd; — slige blege Billeder mangle det rette Husvalende og Forfriskende. — Men jeg bliver uretfærdig; jeg vilde egentlig ikke have sagt nær saa meget, og med denne Erklæring vil jeg berolige min Samvittighed. Kalanus selv er fortræffelig, og han er individualiseret saa godt, Paludan-Müller formaaer det. For hans og hele Tankens Skyld holder jeg særdeles meget af Digtet.

Jeg har i Sommer, især foranlediget ved din Faders «Meddelelser», — fornyet mit Bekjendtskab med Jean Pauls «Siebenkäs», og trods den pikante Fremstilling, som piner mig, fornøjet mig meget over den. Skildringen af det huslige Hverdagsliv s. 338mellem Siebenkäs og Lenette, og især den Sidste, er et psychologisk Mesterstykke.

Jeg har taget noget stærkere fat paa Theologien i den senere Tid. Mere og mere drages jeg til at blive Præst; men jeg føler paa samme Tid, at det ikke gaaer an at tjene to Herrer, og dog maa jeg — til jeg faaer Klarhed over mig selv — vedblive at skrive for at leve; — indtil videre maa jeg tænke paa Noget for Theatret: havde jeg blot et lille pikant Sujet til et Eenaktsstykke, saa har jeg Lune nok til at gjøre det færdigt i en Fart. Det er overhovedet det Besværlige ved Theater-Forfatterskabet, at det fordrer et saa strengt Anlæg. Jeg har ingen Mangel i mit poetiske Pulterkammer — paa gode Karakterer og gode Situationer — jeg kunde næsten sige af alle Slags — men Combinationen af alle disse Enkeltheder, den Traad, som skal forbinde dem, og den Knude, som skal strammes mere og mere, indtil den, efter Nutidens Fordring, paa een Gang løses, det er derpaa, det kommer an. Paa «Tordenvejr» og «Mester og Lærling har jeg tilsat tre Gange saa megen Poesi, som behøves til et Stykke med et heldigt Anlæg, for at det skal gjøre stor Lykke og stor Virkning paa Scenen. Hauchs «Gjengjældelsen», som godt lader sig læse og indeholder (rigtignok kun faa) høje poetiske Steder (Cecilias Rolle) og en meget god Antydning til en Karakteer (Conrad) gjorde et fuldkommen parodisk Indtryk s. 339paa Scenen, fordi det mere er en dramatiseret Fortælling end et Drama.

Lev nu vel og lad mig snart høre lidt fra dig.

Din
C. Hostrup.

Kr. Mantzius til C. Hostrup.
Paris. 10. August 1854

Kjære Ven!

Tak for Dit Brev, som jeg fik igaaraftes, og som meget glædede og overraskede mig. Naturligvis skulde Du have det bedste Billede. Jeg har ikke Kolera, men har engang imellem mærket, at jeg har en Mave, hvilket er behageligere at være fri for at mærke. U! I frygtelige spanske Mordere og Oprørere, saa I har været saa blodtørstige og ultra at lade være at raabe Hurra for «Grundlovens ophøjede Giver» ? Hils dem hjemme mange Gange, lad være at blive Præst og lad være at finde det morsommere at gaae i Vandet end at skrive Komedier. Gid Du var her! Du kan ikke troe, hvilken Kunstrigdom der er i Louvre og (desværre Théâtre Français er lukket) paa Opera Comique, — jeg har faaet en Arbejdslyst herovre, som jeg haaber ikke skal forgaae, en saadan Lyst til at udrette Noget hjemme; jeg forsikrer Dig, at det mindste Knejpetheater her fremviser en bedre Indstudering — en større Sikkerhed i Arrangementet s. 340end vort med vore store Begavelser, men frygtelige Bestyrere. — O! Overskou ! og det Asen har været her. — Jeg har flere Smaastykker, som ere brugbare. — Undskyld det jadskede Brev, som Du ovenikjøbet skal betale; jeg skriver det hos en Cand. polyt. Frøjken, en Svoger til Uldall, (som har det godt), han skynder paa mig. Faar jeg efter mit frejdige Brev til Weiss nogle flere Syle, saa rejser jeg til Wien og hjem. Her bliver jeg den 15de (Festen) over, for at see Rachel (jeg har faaet Entrée). Komediehusene ere paa den Dag aabne for alle, som komme først til Mølle, gratis.

Levvel, kjære Ven ! hils Din Familie, og gaae ud til min, som vel sagtens have en daarlig Sommer, — Stakler!

Til London tør jeg ikke vove mig, men Dickens vil jeg slet ikke være saa streng imod, uagtet jeg indrømmer det Meste; — men jeg elsker ham. Værsgo og skriv en ordentlig frygtelig morsom Komedie, med prægtige Karakterer, let Lune, uden dybe Ideer og storartede Sjælebilleder; det kan Du jo gjøre paa en Maanedstid. Levvel, kjære Digter (ikke Præst).

Tak fordi Du tænkte paa
Din
Kristian M.

Jeg har ogsaa faaet lidt mere Tiltro til mig selv, deels ved Siden af Mennesker — deels som s. 341Skuespiller, men skammer mig frygtelig, som jeg har jadsket med min Kunst, naar jeg seer Franskmændenes Akkuratesse og Hjemlighed og Naturlighed paa Scenen. O, gid Du var her d. 15de, 16de, da Théâtre Français aabnes.

L. Mynster til C. Hostrup.
Roeskilde. 12. Aug. 1854

Kiere Ven!

Først skal Du — foruden Tak for det iøvrigt indholdsrige Brev — have Skiænd for Din Mangel paa Brevmoralitet, i at Du ikke bryder Dig om at svare paa det foregaaende Brev, saa at man altid er i Uvished, om Du har modtaget det. Saaledes havde jeg nok ønsket en Yttring af Dig, hvoraf jeg kunde see, om Du var enig eller uenig med mig om det, jeg skrev i Anledning af min Faders Levnet i et Brev i Mai Maaned, adr. til «Rolighed». — Liebenberg er rimeligviis heri paa Modpartiet; men jeg anseer hans Sprog «nyslerie» (han kan nysle nok saa peent) for uberettiget, naar det ikke giælder en Forfatter, der har anvendt megen Omhu paa Formen (— som jo vel f. Ex. kan indrømmes om Ewald, men ikke om Holberg, — og om min Fader efter min Mening kun i hans bekiendteste Værker, men ingenlunde i hans «Høsttid», — skiøndt han tilvisse i høiere Forstand var «dobbelt klar i Livets Høst»). —

s. 342(19de.)

Jeg levede den første Tid af min Ferie — der først begyndte med iste August — rolig med min Moder og Søstre her i Roeskilde, prøvede at forelæse «Siebenkäs» — som jeg aldrig har læst — men det knudrede Sprog var mig for drøit til Forelæsning, og jeg ombyttede den med stor Vederkvægelse med «Nordens Guder»; —- for mig selv har jeg først her læst «Kalanus», men i de sidste fem Dage luftet mig paa en meget behagelig lille Reise i Odsherred, der endte hos en mig kier Familie paa Refsnæs, men afbrød mit Brev til Dig. — Om «Kalanus» er jeg saa temmelig enig med Dig. Indtil 4de Act var jeg næsten mere aaben for dens Mangler end for dens Fortrin, men denne Act — fra Kalanus’ Opvaagnen af Søvnen til Pyrrhons Bortgang fra ham — henrev ogsaa mig, og har tilvisse meget Ophøiet. Tredie Act derimod finder jeg næsten slet, og flere af de græske Personer altfor fladt og trivielt skildrede, ligesom jeg ikke kan finde mig i den, ikke blot brede og vidtløftigt-trivielle, men moderne (anti-Fibigerske) Diction, som findes i de mindre fremtrædende Scener,

— f. Ex. Philosopherne i anden Act tale som i et Middagsselskab hos Heiberg : « Det er Qvæstionen » o. s. v., — «det er en vakker Mand». — Din Bemærkning om Alexander, at han savner den Oehlenschlägerske Rødme, forekommer mig dog mindre berettiget; thi man maa tage hver Digter, som han er, og ikke f. Ex. forlange af Schiller s. 343den Goetheske Concrethed, da han paa den anden Side har Noget, som Hiin mangler. Alexander har dog adskillige ret kraftige og smukke Replikker ; mere støder det mig hos ham, at han undertiden taler saa dumt, møder Kalanus’ Dybsind med Yttringer, der i deres Hverdagshed ikke passe for den historiske Alexander, som havde Sands for den forskiellige Gudsdyrkelse, han allevegne traf, og stod paa Høidepunktet af den græske Dannelse. Jeg vover overhovedet den historiske (eller theologiske) Indvending, at denne «græske Dannelse» er maadelig fremstillet i Digtet, — fremstillet overfor den indiske Aand som en plat Forstandsprosa, hvilket vist er urigtigt. Mopsos og alle Personerne maae dog i alt Fald antages at kiende Plato (— ligesom vi kiende vore Forfattere, — Alexanders Tid var just en Læsningens, Resultaternes Tid); — men denne Plato er jo fuld af Myther, tildeels lignende dem, som Inderen fremsætter; hvor kan da hans «Svaren i Myther» frappere dem som noget Uhørt? — hvor kunne de være saa plat-dumme at lee og finde det «Løier», at Kalanus taler om «to Siele» hos Mennesket, — Plato lærer jo ganske det Samme, — at Enhver af os har to Gængere, een hvid og ædel, een sort, uædel». — Tildeels synes det mig at giælde om Kalanus, hvad endnu mere paafaldende giælder om Adam Homo : at der i en sielden Grad er to Siele i Digtet, een dyb og ophøiet, een anden kiedelig-triviel. Dette Indtryk har jeg s. 344ogsaa af Paludan - Müllers Personlighed — efter mit, ikke store, Bekiendtskab til ham, en Blanding af noget Nobelt — Dybtfølende og Stræbende — og af hypochonder Kiedelighed; — mindst fremtræder denne Contrast i «Tithon» (saa vidt jeg erindrer, er der den slette Side kun repræsenteret i Slavescenerne), som derfor er det Digt af ham, jeg har kierest, ligesom jeg ogsaa finder Abels Død, der heeltigiennem er varmt og beaandet, et i alt Fald renere Digt end Kalanus. —

Dette er yderst magelige og slet stilede Bemærkninger, og jeg føler næsten Skamfuldhed ved at sende Dig dette Brev; — i en virkelig Kritik vilde det Anførte kun være Enkeltheder, der skulde vise sig at følge af Hovedsagen, at Digtet er en Deel abstract (som Du siger: Skyggerige), deraf følger det Uhistoriske, de livløse, overdrevne Contraster o. s. v. o. s. v. —Min magelige Udtryksmaade maa Du undskylde med lidt Træthed og Ferie-Tendents hos mig, thi jeg havde virkelig havt dygtigt travlt i Juli-Maaned, og mine Skole- Forretninger maae gaae først, og først siden kan der blive lidt Tid til at vise den Kritiker-Dygtighed, som Du tiltroer mig, og som jeg selv sandelig anseer for langt ubetydeligere hos mig end Du, — skiøndt jeg dog føler, at, da saa Faa kritisere samvittighedsfuldt og skiønsomt, var det godt, om Saadanne, der som jeg vilde beflitte sig paa disse Egenskaber, kunde imellem have Kraft og Tid dertil.— —

s. 345Jeg gad gierne tale lidt med Dig om Veirhøi, Høve-Bakker, Veile-Kro, Asnæs o. s. v., hvor jeg troer, Du ogsaa har været, og om min Præstefamilie i Rakløv, som er et af mit Livs Goder — fem godt begavede, og især de fire yngste, uhyre elskværdige Mennesker (Studenter), — den Ene var lige bleven Student og skulde første Gang (18 Aar) see Kiøbenhavn, hvor han især er rasende spændt paa Theatret, for hvilket jeg for fire Aar siden har givet ham en Interesse, som jeg opdagede var tro bevaret (— han hedder Jonas Poulsen; — træffer Du ham nogensinde, saa vær god imod ham), — to voxne Piger, aandrige og naturlige, som jeg bedre kan omgaaes end de fleste Damer. —

Hvad Du skriver om Dig selv i Dit sidste Brev, kan jeg godt gaae ind paa. Vanskelighederne med det Dramatiske forstaaer jeg vel, men mener dog, at naar Du vil skrive et Eenactsstykke, er det nok med en god Situation og Characterer, som Du siger Du har, og hvis den ikke naturligt lader sig forbinde med en Kierlighedsintrigue, da kan denne trøstigt lades væk, — derimod vil neppe engang Publicum have Noget at indvende, — og at et langt romantisk Lystspil gierne kan have en noget løsere Traad, og at Du godt deri med Kiekhed kan prøve at forbinde det Forskielligartede, som ligger i Dit Pulterkammer. — Hr. N. (var det ikke Nansen? — eller var det Høedt, som Nogle sige?) giør rigtignok Nar af Begrebet «romantisk s. 346Lystspil», men det har til alle Tider existeret, med sin større Frihed, saa det vil han ikke kunne bortskræmme.

Din
L. M.

C. Hostrup til L. Mynster.
22de August 1854

Du skal ingen Undskyldning gjøre for din Stiil; dit Brev fandt jeg meget interessant og Kritiken træffende. Naar du engang imellem, naar betydelige Arbejder fremkom, talte et Ord med, saa vilde du sikkert gjøre langt mere Gavn, end du selv troer. Jeg skulde gjerne være din Commissionær, og «Fædrelandet», som dog er vort meest agtede Blad, vilde sikkert med Glæde optage en literær Anmeldelse, der forstod at holde sig til Sagen. Jeg besørgede den indleveret, og du blev anonym, hvis du havde meest Lyst dertil.

Med Hensyn til Striden om din Faders Biografi, saa troede jeg, det faldt af sig selv, at jeg var enig med dig. Jeg lider ikke af den omtalte Bogstavsbegejstring, den karakteristiske Skjødesløshed er mig altid kjærere end den udvidskede Korrekthed, og jeg troer da ogsaa, at Liebenberg, som i hiin Artikel har inspireret Christian Winther, har fortrudt Angrebet paa din Faders Levnet, om han end ikke offentlig har vedgaaet det. Fejlen fra eders Side er den, at der ikke strax tydeligt s. 347i Fortalen er blevet udtalt, hvor udstrakt en Fuldmagt din Fader havde givet jer til at skære bort, og af hvilken Natur det Bortskaarne var. Men efter din Broders Udtalelse i «Fædrelandet» og især din i dit Brev til mig, nærer jeg ikke mindste Tvivl om, at I ogsaa i dette Punkt har hele Retten paa eders Side.

Du vil rimeligviis, naar du lærer «Drøm og Daad» at kjende, finde det Meste af, hvad der hidtil er kommet frem imod det, endnu mere grundløst, end du nu troer. Forfatteren til de berlingske Artikler er vistnok hverken Nansen eller Høedt, men det siges, at det er en Dame, Frøken W…, en Veninde af Ruths Forfatterinde. Naar du faaer Stykket, vil du see, hvor mærkværdig urimelige de fleste af disse Indvendinger er, og du vil glæde mig ved en lidt fornuftigere Kritik af det, end der hidtil er fremkommen. I Bladene har jeg ikke med den bedste Villie kunnet finde andet end sort Sludder, og du er den af mine Venner, hvis Dom jeg meest stoler paa. Jeg kan godt taale Sandheden, men trænger dog i denne Tid saa meget til Opmuntring, saa jeg vil bede dig om ikke at tilbageholde den Roes, du virkelig kan give mig, fordi du forudsætter, at jeg kun behøver at underrettes om Stykkets Mangler, da jeg jo nok selv kjender dets Fortrin.

Hauch har — imellem os sagt — skrevet et smukt Stykke, som han har læst for mig. Det foregaaer i den arabiske Ørken mellem Beduiner s. 348stammerne, og det er især den østerlandske Gjæstfrihed, som i Stykket sættes paa en haard Prøve, der skildres. Hovedscenerne i anden Akt, hvor det kulminerer (det er i tre Akter), ere nogle af de dejligste, han har skrevet, og den gammeltestamentlige (Genesis-agtige) Diction er ypperlig holdt. Et uheldigt Forsøg paa at indblande moderne europæiske Figurer (en engelsk Rejsende med hans ikke morsomme Tjener) har han efter mit Raad betydelig modificeret, og maaskee Heiberg, som har modtaget Stykket med ualmindelig Anerkjendelse, faaer ham til ganske at kaste dem bort, da Hauch er rørt over denne Høflighed. Heiberg har nemlig tidligere behandlet ham hundsk, ja om «Tycho Brahes Ungdom » erklærede han, at han ansaae det for et mislykket Arbejde, og kun antog det, fordi Hauch havde et Navn i Literaturen.

Lev vel!
Din
C. Hostrup.

L. Mynster til C. Hostrup.
Nestved. 8. Septbr. 1854

Kjere Ven!

Til Svar paa dit sidste Brev, som heelt igiennem fornøiede mig, er jeg stemt i Aften til at skrive noget ganske Andet. Jeg er lidt tung om Hiertet over forskiellige Ting: over at jeg staaer mig vel med Mange, men dog til Ingen taler ret s. 349oprigtigt, siger mine Meninger, fordi de ikke forstaae mig («Jeg yndes af Mange, har dog ingen Ven»), — over at selv de rare Damer ved Siden af mig, til hvilke jeg helst vilde tale aabent, ere lidt provinsielle, saa mine to stille Stuer, af hvilke jeg vandrer op og ned, ere mine eneste Fortrolige, — over en vis fornem, vigtig Tone hos flere Adjuncter paa Herlufsholm, der lader større end min beskednere Yderform, skjøndt Mit stikker langt dybere, — over at de omreisende Skuespillere virkelig ere som de skildres i Vilhelm Meister («die Rohheit dieser Menschen»), at Een, som man nærmer sig med godtroende Venlighed, misbruger den, saa man maa sætte sig paa fornem Fod (— dog har jeg truffet Een med noget Idealt, som jeg har Interesse for). Saa mange Sorger har jeg haft Tid til i Dag, fordi det har været Markedsdag; paa Skoledagene overvindes Tornene sædvanligt af Roser, den glade Følelse at kunne bringe Mere og Mere ind i sin Virken, Mere og Mere frem hos disse aabne Naturer, der endnu ikke ere stivnede under den ældre Alders Prosa. Jeg seer ned paa de fleste Store, men op paa de fleste Smaa, «fordi de er saa store». —

See, disse Par Ord lettede, thi en fortrolig Ven mangler jeg her unegteligt, hvor lykkelig jeg end er. — Maa jeg sende dig disse Ord i Morgen, som om det var for ti Aar siden, og jeg sendte dem fra Frue-Plads til Regentsen, og Edvard kiggede nysgierrigt op fra sit Collegiehefte, — lad da dette s. 350Brev være som en Gienganger af hine Stemnings- Breve. —

Din L. M.

Misforstaae det ikke; det kan see ud som Savn af Kiøbenhavn, men jeg veed, at denne lille By er mig et langt bedre Element. Jeg er ideligt glad ved min «Uafhængighed»; jeg veed ikke, om jeg een Gang skal overvindes ligesom Esther o. s. v., men det bliver i al Fald først seent.

C. Hostrup til L. Mynster.
15. Septbr. 1854

Kjære Ven!

Tak for dit Stemningsbrev! Jeg har selv en Følelse af, at de fleste af mine jævnaldrende Venner ere blevne gamle, og at du og jeg maaskee ere for unge endnu. Fog, som jeg saaledes for nylig har skrevet til og faaet Svar fra, kalder mig «sin unge Ven», skjøndt han er yngre end jeg, og jeg føler, at han i visse Maader har Ret i den Dadel, som denne Tiltale indeholder. At den ogsaa indeholder en Roes, og at det ikke er godt at være ganske sikker (selv ikke lige overfor Yderverdenen) og fuldkommen nøgtern, tvivler jeg ikke paa, at du er enig med mig i. Kan man ikke opnaae den fulde mandige Dygtighed uden at lade ¾ af de Strenge, som klinge i vort Bryst, ruste, saa maa jeg og du opgive denne Herlighed og finde s. 351os i at være lidt oversete af de Fornuftige og lidt huusvilde her i Verden. Det eneste grundige Medhold, den eneste Understøttelse, som ikke voxer fra os med Aarene, er en saadan, som jeg har fundet sidste Vinter, og som jeg ogsaa vilde ønske dig inden altfor lang Tid, skjøndt jeg har en Følelse af, at du, som Carl Heger, er anlagt paa at være Ven og Pebersvend.

I Slutningen af denne Maaned faaer du Winsløw ned i din Egn. Han skal nemlig være Huslærer paa Gundersløvholm. Samme ypperlige Menneske vil vist opsøge dig, da han har stor Interesse for dig, og du vil hos ham ved Siden af en i bedste Forstand sikker Religiøsitet træffe en Modtagelighed, som vil glæde dig. Jeg er ogsaa vis paa, at han vil have megen Gavn og Glæde af et nærmere Bekjendtskab med dig. At han har lidt af en med din beslægtet Sygdom og, medens hans intellektuelle Uddannelse næsten gik i Staa, udviklede sin Karakteer og sin Modtagelighed ganske mærkværdigt, og at han nu, da hans Kræfter ere begyndte at vende tilbage, gjennemstrømmes af en Tørst efter Aandsføde i alle Retninger, som gjør Omgangen med ham højst vækkende, om den end ikke skulde bringe noget mere positivt Udbytte, — vil vistnok netop gjøre ham til en Omgangsven, som du kunde have Brug for. Hermed være han anbefalet, du maa nu selv see paa ham. Jeg har sendt dig «Drøm og Daad», som maa ligge til dig hos Boghandleren i Nestved, hvis du ikke allerede s. 352har faaet den. Hos unge Mennesker med en ideel Retning har den gjort megen Lykke — jeg kjender netop flere saadanne — og da det til syvende og sidst dog er dem, man skriver for — for dem, der bruger Poesien som et Næringsmiddel, og ikke for dem, der tage den til Dessert, saa er jeg glad ved denne Anerkjendelse. — Vel bekomme!

Din
C. Hostrup.

Ingemann til C. Hostrup.
Sorø. 19. Septbr. 1854

De har under mit langvarige Revisions-Arbeide med Psalmerne forskaffet mig en livlig Forfriskelse ved Deres «Drøm og Daad», som jeg kun har opsat at takke Dem for, til jeg fik Noget fra Haanden af hvad der meest plagede mig.

De har der paa en Maade, der i høi Grad tiltaler mig, vidst at knytte Ungdomslivets eventyrlige Lykkedrøm til den faste Tro paa det Guddommelige og Urokkeligheden i de himmelske Tilsagn. Derved er Deres kjække tillidsfulde Drømmer bleven en betydningsfuld Characteer og vækker strax en ualmindelig Deeltagelse, der forhøier Interessen for den hele Række af Hindringer, han har at overvinde, for ligesom ved Modstanden selv at føres nærmere til Maalet og trods alle Skuffelser bringe Sandhed og Virkelighed ind i den Drøm, der saaledes naturlig udvikler sig til skjøn og ædel s. 353Bedrift og — til Ære for den overnaturlige Verdens Overmagt — selv gjør det tilsyneladende Umulige nødvendigt. Det er en interessant Opfindelse, hvormed De har gjennemført Ideen, — og det skulde ret fornøie mig engang at faae Stykket at see paa Scenen.

Black og min Lucie henregner ogsaa denne Digtning til Deres heldigste Skuespil og sætter megen Pris derpaa.

Fremdeles Lykke i Konsten som i Livet! Vi have glædet os ved det nye, friske Kjærlighedsliv, der har aabnet sig for Dem. Bring Deres elskværdige Elisabeth og hendes Forældre og Sødskende en hjertelig Hilsen fra os; hils ligeledes venligst Deres Moder og Søstre og bevar fremdeles i venlig Erindring Deres

hengivneste
B. S. Ingemann.

C. Hostrup til Elisabeth Hauch.
Octbr. 1854

— — «Mester og Lærling» lider unegtelig af Mangler i de to sidste Akter, især af for megen Bredde. De tre første Akter, fornemmelig anden og tredie, hører til det bedste, jeg har skrevet, og det hele Stykke haaber jeg, engang i Fremtiden, at give en ny Bearbejdelse, hvorved dets mange Skjønheder s. 354(undskyld!) skal faa Lov til at gjØre et reent, ublandet Indtryk.

«Intrigerne», en af mine ældste Studenterkomedier, er en lystig og uskyldig Spøg, som egentlig kun er bestemt til at spilles og ikke til at læses. Men da hele denne Samling er en Spekulation af min Forlægger og ikke af mig, maa du faae den med paa hans Ansvar.

Det samme gjælder i endnu højere Grad om «Æsthetisk Sands». Det er en sand, men noget mat Skildring af Livet, der (som alle mine Stykker og ikke saa mange Andres) har korrekt tegnede Figurer, og stort Mere har det heller ikke.

«Gjenboerne» — ja, den forsvarer sig selv, og «En Nat mellem Fjeldene» vel ogsaa. «Soldaterløjer» har været meget anfægtet. Nu, — noget betydeligt er denne Spas jo ikke; — jeg har slaaet mig løs, og Lune veed jeg da, der er i den, det er altid Noget.

«En Spurv i Tranedands» — ja, den kan hjælpe sig uden min Anbefaling. — «Den gamle Elsker» — ja, du faaer bære over med den gamle Fyr. Viser og Vers bør ligesom Plougs synges og er nærmest kun for Studenter. Nogle enkelte, navnlig blandt de sidste, vil dog vist fornøje dig. Forfatteren anseer sig ikke for en særlig stor Digter, men han veed, at han i sine Viser som i sine Komedier og sit Liv er original, og det er dog Noget.

s. 355«Eventyr paa Fodrejsen» er — «Gud, saa yndigt!» — «Tordenvejr» en noget trist og mørk Komedie (man ligesom fornemmer den tunge Luft før Udbruddet af et Uvejr), men med en god Karakteertegning og adskillige meget gode Partier. «Møllerkonen», som Madam Nielsen spillede slet, er en af Forfatterens allerbedste Figurer. For dens Skyld er hele Stykket ogsaa bestemt til en fremtidig Omarbejdelse, hvorved det skal komme til at see lidt mere venligt ud, skjøndt den jydske Kolorit skal bevares.

Og hermed, kjære Læser! overgives disse fire Bind til din venlige Bedømmelse. Skjøndt jeg altsaa ikke er blind for medfølgende Stykkers Mangler, saa haaber jeg dog, at du, med din Ungdomsfriskhed, vil kunne glæde dig saa meget ved de Fortrin, — som jeg selv tiltroer dem, saa du vil bære over med Manglerne. — —

C. Hostrup til V. Nicolaysen.
D. 21. Novbr. 1854

Kjære Ven!

Tak for dit Brev, som jeg nok ikke havde fortjent; imidlertid skal jeg nu stræbe at gjøre mig værdig til et nyt. Vi har imod al god Sædvane Vinter i disse Dage, med 1—2 Graders Kulde, og vore Vinterfornøjelser begynde derfor ogsaa s. 356tidligere, end de pleje. Saaledes har vi i Søndags haft Studenterkomedie paa Hoftheatret, bestaaende af «Middagsmad i Larsbjørnstræde», Lystspil med Plader (Stykkets Hovedperson er nemlig en Plattenslager) i tre Akter af Wengel, og en tragisk Vaudeville, betitlet «Medgift og Modgift», en overgiven Spøg af Undertegnede. Wengels Stykke havde som Daguerreotyp mange Fortjenester, de vigtigste Figurer bleve ypperligt spillede af Mantzius, Zinck, Guldberg og Forfatteren, og hele Forestillingen, som begyndte med en saakaldt Ouverture af Mozart til «I piatti», Melodrama giocosa, morede meget og gjentages imorgen. Tidligere har vi haft et godt Rusgilde, item en Fest ved Plougs Jubilæum, og jeg har ved alle disse Lejligheder maattet sadle min stivbenede Pegasus.

Du spørger om Giftermaal. Ak, jeg har kun liden Udsigt. Jeg vilde nok være Præst og har ogsaa i det sidste Halvaar faaet bedre fat i Thelogien, men jeg forekommer mig ikke selv færdig endnu i indre og ydre Henseende, og af dette Ministerium kan jeg neppe vente nogen Befordring. Jeg har heller ikke stor Lyst til at være dets Embedsmand. Mine literære Actier staae vistnok heller ikke højt for Øjeblikket. Har man tidligere overvurderet mig, og det har jeg aldrig tvivlet paa, saa er man maaskee nu tilbøjelig til at undervurdere mig, og som mine Sager nu staae, vilde det vist være altfor letsindigt at bygge et Familieliv paa min Forfattervirksomhed, og endnu mindre s. 357tør jeg, for at kunne gifte mig, fremskynde det at blive Præst. Men Enden bliver dog forhaabentlig, — thi jeg ønsker intet hellere, — at C. Hostrup flygter fra Theatret og Studenterkommersen til en lille jydsk Landsby og kun engang imellem paakalder sin Muse ved en Vens Begravelse eller en Venindes Barsel. Imidlertid er det Overgangen, der er vanskelig, da jeg for at faa Tid til at læse Theologi maa skrive Komedier.

Du maa imidlertid ikke troe af disse Betragtninger, at jeg er mistrøstig eller melancholsk — intet mindre; jeg er blot lidt utaalmodig over daglig at kunne see paa min Lykke uden strax at kunne tage den i Besiddelse. Iøvrigt er jeg klog nok til at glæde mig over, hvad jeg har, og til, hvad jeg faaer; og kunde jeg blot faae Lov til et halvt Aars Tid at leve alene for mine 4 Evangelier og 14 Pauli Breve (egentlig talt er der kun 13) uden at tænke paa Exposition og Katastrofe, saa vilde jeg være komplet glad. Men — unter uns — jeg maae skrive for at faae Lov til at være fri, og jeg skriver — tys!

Min lille Frøken er det sødeste og troeste og reneste og kjærligste og tillidsfuldeste Væsen, der findes mellem Pæstum og Ringebo (for der har jeg været, og kan bevidne det), og jeg var den største Tosse, der findes mellem begge Polerne, dersom jeg ikke, hver Gang jeg tænkte paa hende (og det gjør jeg ikke ganske sjeldent) raabte i mit Hjerte et højt Hurra! — Apropos om Ringebo! s. 358Fruen kjender jeg efter din Beskrivelse, den er træffende og ikke for stærk; men Emilie er en god og forstandig Pige, ikke sentimental eller forskruet, som du synes at troe, men maaskee tungsindig. L… kjender jeg og har megen Godhed for; han er et gjennemreflekteret Menneske, som har ondt ved at finde sig tilrette i det virkelige Liv, men der er en god Grund og en god Villie i ham, og det kommer nok. De to Mennesker kunde sikkert have været hinanden til stor Gavn; men Kjærligheden, hvis der fra hendes Side har været nogen, har ikke været stærk nok til at lære dem Eftergivenhed mod hinanden, og jeg, som en Tid var deres fælles Fortrolige, har først senere faaet Begreb om, hvordan Sagerne egentlig stod. Hilsen fra min Familie og Hauchs. Hils alle gode Venner, du træffer. Lev vel!

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til V. Nicolaysen.
1. Marts 1855

Kære Ven!

At de forlangte Manuskripter kom saa sildigt, er ikke nærmest min Skyld. De to af dem — og de, hvorom der fornemmelig kunde være Tale, vare nemlig ude at vandre, og ved Laan og Fremlaan fast blevne uopsporlige. Jeg rykkede og s. 359rykkede, men kunde ikke faae de første Laanere til at gjøre sig nogen videre Ulejlighed, og da de endelig kom tilsyne og bleve afskrevne, var det allerede for sildigt. Imidlertid har jeg sendt dig disse værdiløse Papirer for 14 Dage siden. «Medgift og Modgift» egner sig naturligviis ikke til Carnevalsbrug. «Børnekomedien» maa sikkert først oversættes paa Norsk, da Børnesprog altid er Dialekt, og «Tragedien», som, ypperlig spillet, gjorde Virkning her, er i sig selv saa ubetydelig, at du vel neppe vil kunne forstaae den.

Jeg har faaet Besøg af din Broder og har besøgt ham igjen. Skjøndt I ikke i det Ydre ligne hinanden, er der dog noget Nicolaysensk over ham, som har fornøjet mig, noget (bliv ikke rød) fiint og urbant, som, — hvis jeg maa sige det, ellers ikke er den meest fremtrædende Egenskab hos dine brave Landsmænd. Med Hensyn til disse staaer jeg dog fast ved min gamle Bekjendelse, at hvis jeg ikke var Dansk, vilde jeg helst være Norsk, og hvis nogensinde en saadan Ulykke ramte os, at vi bleve slugte af Russerne eller Preusserne, saa vilde jeg søge Ly bag eders Fjelde. Dette Foraar vil maaskee i visse Maader være afgjørende for hele Nordens Fremtid, og jeg har endnu det Haab, at vi alle tre denne Gang skulle vælge den rigtige Vej, efterat vi i saa lang Tid ved kortsynet Politik have ødelagt os selv og hinanden.

Zinck er da bleven Skuespiller. Han har optraadt s. 360to Gange paa det kongelige Theater med stort Bifald som Arv i «Henrik og Pernille» og Peer i «Rekrutten», og jeg tænker, han er vis paa at blive ansat. Grisen er bleven Candidat og har bevaret sin Livlighed uformindsket og sin Helbred nogenlunde uskadt, saa Vennekredsen har særdeles Grund til at være ved godt Mod. Lille Rømer slider sine korte Been endnu kortere ved megen Informeren i forskjellige Skoler, Knudsen synes at sidde dybt inde i Theologien, og Heise optræder (det bliver mellem os) i forskjellige Familier som en meget farlig Hjerteknuser. Et nyt og stort Lys har Studenterverdenen i de sidste Aar faaet i Vilhelm Rode, der som humoristisk Taler er noget aldeles Glimrende, medens ogsaa Richardt (der læser ivrig Theologi og i denne Tid har mistet sin Moder) viser betydelige Gaver i samme Retning, samt truer med at bringe Undertegnede i Forglemmelse som Visedigter. Støttede paa disse store Kræfter, paa Guldberg, Zinck, Wengel, Mantzius, Voltelen, Ploug og mig agte ogsaa vi at holde et stort Carneval i Casino i denne Maaned, og jeg tænker nok, vi skal hamle op med Kunstnerne o. s. v., som ville gjøre os Rangen stridig.

Hauges Oversættelse af «Macbeth» tilfredsstillede mig ikke. Efter en saa pretentiøs Fortale og efter Hagbergs svenske og Foersoms danske Oversættelse (thi kun Hexescenerne og Portnerens ditto er efter Schiller, det Øvrige efter Originalen) maatte man — synes mig — vente noget langt s. 361Bedre. Men den gode Mand har i sin philologiske Begejstring glemt, at der til at oversætte et saadant Digterværk hører en Digteraand, et øvet Øre for det Metriske, et Talent til at behandle sit eget Sprog o. s. v., og alt det forekommer han mig at mangle, og jeg anseer det efter denne Prøve for rimeligt, at han aldrig faaer det. Fru Collets Novelle har jeg ikke faaet læst endnu, men hvis det er den ubekjendte Forfatterinde til tidligere Noveller (I Hjemmet og Vandringen o. s. v.), saa veed jeg, at hun fortæller smukt og naturligt. — Erik Bøgh har skrevet et Stykke, som staaer langt over hans tidligere, det er i alt Fald det første Arbejde af ham, som jeg har brudt mig om, — en lille sjællandsk Idyl, «Fastelavnsgildet», uden Udsmykkelse og Sentimentalitet, men morsom og sand. Hauchs «Eventyr i Ørkenen» er, paa en uheldig engelsk Episode nær, et meget poetisk og værdifuldt Arbejde — læs det! — Fra Vilhelm Bøgh har jeg haft et prægtigt Brev, han begynder at forsone sig med Trønderne. Hilsen til alle — meest til dig selv.

Din
C. Hostrup.

L. Mynster til C. Hostrup.
Nestved. 9. Marts 1855

Kiere Ven!

Længe har jeg havt Lyst til at skrive Dig til, og i den Tanke, at min tilstundende Fødselsdag s. 362kunde foruden mit Brev blive Motiv for Dig til at lade høre lidt om, hvorledes det gaaer Dig, skrider jeg nu til Værket. — Jeg har i Vinter levet, ligesom sagtens Du, mellem lidt Æsthetik og lidt Theologie, — at sige: jeg i mine Fritimer, Du imellem dem som Livsopgaver, hvilket jo rigtignok er en væsentlig Forskiel. Denne dobbelte Interesse, — Trang snart til det Ene, snart til det Andet, hører uden Tvivl til vort Væsen, og Gudskeelov, at jeg har Kraft til nogenlunde at følge den, ved Siden af mit Skoleliv. — Hvad det Første angaaer, da mødtes jeg deri allerede i Januar med Dig i «Fædrelandet»; uden at det nemlig nogensinde var faldet mig ind, at Du skrev der, kom jeg ved at læse hiin Artikel om «Theateranm.» strax til at tænke paa Dig, og jeg er endnu, bestyrket deri af Winsløw, næsten vis paa, at jeg kan takke Dig for den ; den var virkelig baade et Ord i rette Tid og i sig selv fortræffelig, ligesaa godt udtrykt som tænkt — dog er det den almindelige Deel, hvori jeg er saa fuldeligt enig med Dig; i det Specielle om «Eventyr i Ørkenen» er jeg det mindre. — Jeg har megen Lyst til at læse, hvad Du efter W.’s Sigende har skrevet om «Kalanus»; jeg husker at have seet det i «Fædrelandet» ifior, men har oversprunget det, fordi jeg ikke havde læst Bogen. Derimod betvivler jeg hans Udsagn, at Mærket K. altid betyder Dig; en Recension over «Skizzer af Dr. H.» f. Ex. vilde jeg, uagtet jeg Intet har imod den, ikke tillægge Dig.

s. 363Jeg selv følte virkelig Trang til under et lignende Bogstavmærke at udtale mig, nærmest paa det andet Gebeet, i Anledning af det lille Indlæg i den Kierkegaardske Strid (af hvem mon? — mon ikke af Lehmann? —). Uagtet det var mere talentfuldt og bedaarende, end hvad Kierkegaard og Nielsen skrev, og saaledes hellere burde have været besvaret, er jeg dog tilfreds med, at der gik for lang Tid, inden jeg blev enig med mig selv, om det var værdt at gienopfriske Sagen, der var i Begreb med at hendøe — i det mindste for det Første; — thi den vaagner vel igien, som alt Sværmeriet, hvorunder den hører, aldrig døer; det findes ligeledes i Zahle’s, virkelig ret mærkelige og betydningsfulde, lille Bog, men som den reent utaalelige Indledning vel holder de Fleste fra at læse. — løvrigt er virkeligt endeel Glædeligt og Godt sagt imod den Kierkegaardske Retning, baade af Fog (især fandt jeg hans anden Artikel mod Nielsen virkelig dyb), Paludan-Müller og især Zeuthen (i «Evang. Ugeskrift», i en ypperlig Artikel om «Aand og Bogstav»; — denne Forfatter bliver i mine Tanker langtfra nok vurderet; jeg har altid læst ham med megen Glæde, om han ogsaa er lidt vidtløftig og hidsig, — ja, jeg veed egentlig ingen nulevende theologisk Forfatter hos os med Undtagelse af Martensen, der er saa aandog kiernefuld, — han har meget Sibbernsk, men med større Klarhed). —

Jeg har senere tænkt, at jeg ved det Sidste s. 364vilde have fornærmet Dig, hvis Du var Grundtvigianer, hvad jeg dog er yderst langt fra at mene Dig. I Granden, hvor Du og jeg ere uenige, grunder det sig meest kun paa «historisk» Vildfarelse paa en af Siderne, thi vi have virkeligt meget Aands-, mindre Characteer-Slægtskab ; dette giælder vist om vore to største Uenigheder: Grundtvig — og — tildeels det Tydske. Jeg troer, at Du er i nogen historisk Feiltagelse om begge Dele, at Du (ligesom Winsløw) idealiserer Grundtvig til det Gode, og giør med Tydskheden lige det modsatte. Hver troer naturligviis, at han veed det bedst, medens jeg dog om Grundtvig erkiender, at jeg heller ikke har ham historiskt nok; Du har hørt Meget, som jeg ikke har hørt, men jeg har ogsaa læst Et og Andet, som Du ikke har læst.

At jeg ikke sætter «Eventyr i Ørkenen» ganske saa høit som Du, skal jeg kortelig forklare. Min Hovedanke — eller Grunden til, at det giør paa mig et noget koldt Indtryk, er: at det ikke forekommer mig, at man seer giestfrie, menneskekierlige, høimodige Hierter, men mere en heroisk Lydighed mod et Bud, et Bogstav, som siger: vær giestfrie, menneskekierlig, høimodig ! Om dette er historiskt rigtigt, tør jeg ikke afgiøre, — jeg tænker mig rigtignok Beduin-Høimodet mere som frisk Umiddelbarhed, end som selvovervindende Lydighed mod en Lov; — men det er i alt Fald ikke saa poetisk, og noget Mere af det Umiddelbare maatte dog helst skinne igiennem. — Hos s. 365Abdallah synes det mig virkeligt, at man mere hører «Bogstavet» end « Aanden»; han fylder derfor kun med den kolde Beundring, som f. Ex. en gammel rettroende Jøde, eller en Helt i Calderon’s Stykker, der offrer Alt for «Ærens abstracte Begreb» (som ofte er sagt). — Han udtaler ogsaa altfor lidt, hvad der foregaaer i ham; — jeg maa give «Fædrelandet» Ret, der i Anledning af «Giengiældelsen yttrede, at Hauch for meget fortier i sine sidste Stykker. — Vistnok er Zaineb en meget interessant Figur, og 2den Act uden Spørgsmaal den betydeligste; Dictionen, indrømmer jeg Dig ogsaa, er som sædvanlig hos Hauch ædel og ejendommelig; men denne hans senere Stykkers Diction synes mig dog at passe bedre i et nordisk Stykke (som «Tycho Brahes Ungdom»), og den fra «Bajazet» bedre i et orientalskt. Simpliciteten gaaer i mine Tanker for vidt, navnlig finder jeg i Kierlighedsscenerne Dictionen altfor fattig og nøgen — eller dog nordisk; man bliver flau tilsidst, naar der siges, at fierne Slægter skulle tale om Zainebs og Abu Fares’ Elskov, med saa liden Farveglød er denne Elskov malet. — At alligevel den Scene, Du fremhævede, har en skiøn og ædel «Simplicitet», giver jeg Dig Ret i, ligesom og, at Dictionens Naturbilleder dog sætte Een hen i Arabien, og Protesten mod Bladenes Kulde bliver ligefuldt berettiget. Meget har dog vist Stykket lidt ved, at Holst kom til at spille Hovedrollen; thi alene hans ungdommelige Stemme — og altid ungdommelige s. 366Declamation — maa have givet et galt Totalbillede. —

I det, vistnok medrette, roste Udvalg af Schack-Staffeldt, har jeg — underligt nok — første Gang læst «Camoens», dette vidunderligt deilige Digt, som en Tidlang giorde mig godt som den ægteste Poesie ; jeg sætter bestandig hans historiske Digte — Romancer o. s. v. meget høiere (modsat Heiberg) end de lyriske, der ofte ere mig for plumrede af ikke-poetiseret tydsk Philosophie (men som Du dog med mig giver det Vidnesbyrd at være dybe, idet Du saa ofte med Glæde har læst disse Digte). —

Jeg har læst «En Landsbyhistorie» med megen Interesse og kan ikke Andet end finde det en meget betydelig Frembringelse. Jeg indrømmer ganske dets Feil, at Parentheserne (hvadenten de komme fra Andersen eller ikke) ere affecterede, Dictionen ogsaa hist og her noget «überschwenglich,» at der er noget Forkeert i Annas Forhistorie (S. 78), og at hendes første Optræden er lidt Kotzebueisk o. m. ; men at Stykket baade i Anlæg og Characterer gaaer i Sandhed dybt, synes mig unegteligt, og at der er inderlig Sandhed baade i Meget af den lette Natur — som Monicas simple Fromhed — og af den alvorsfulde (selv Meget i Matthias’ Repliker). Havde det fundet en rigtig god dansk Bearbeider, der f. Ex. foruden Hiint havde kunnet formilde, hvad der gaaer for vidt, og — især i de sidste Acter — maaskee over s. 367skrider Scenens Grændser, da var det dog blevet langt bedre. Dette havde Du vistnok gjort langt bedre end A., der virkelig er noget tydsk i ikke god Forstand. Men dette Stykke alene viser, at det er en ubillig Floskel hos os, at Poesien i Tydskland er uddød; — i alt Fald er den sydtydske (østerrigske) og «Landsbypoesien» det ikke. — Forresten maa et blot middelmaadigt Spil her giøre Skade, og Stykket er vist bedre at læse end at see. —

Nu har jeg talt lidt med Dig om Allehaande, — skriv nu snart — og vent ikke, til Du faaer svaret paa Alt.

Din troe Ven
L. M.

J. L. Heiberg til C. Hostrup.
13. Marts. 1855

Den mig tilstillede Vaudeville «Feriegjæsterne» har jeg læst med Fornøielse, men skal dog, ifølge Deres egen Opfordring, ikke undlade at gjøre et Par Bemærkninger til Deres nærmere Overveielse.

At dette Stykke trænger til at forkortes, derom er jeg ganske enig med Dem. Men at paapege de enkelte Steder, hvor Forkortningen helst maatte anbringes, falder mig vanskeligt, ligesom jeg troer, at dette hellere maa overlades til Forfatterens eget Skjøn, da han dog bedst maa s. 368vide, hvilke Partier han sætter mindst Priis paa, og saaledes kunde være villigst til at offre. Noget Bestemt veed jeg ikke at angive, uden det skulde være anden Acts 11te Scene, som efter min Mening ganske kunde falde bort, hvilket maaskee, ogsaa af andre Grunde end Forkortelsens, kunde være hensigtsmæssigt. — Men Sagen er udentvivl, at de ønskelige Forkortelser af Stykket ikke saa meget maa indskrænkes til enkelte Udstrygninger, der blive uden Indflydelse paa det Øvrige, som snarere udvides til en Omredaction af det Hele i mere concentreret Form, især om det derved kunde opnaaes, at de to Acter sammensmeltedes i een, da Stoffet og Handlingen neppe gjøre Fordring paa større Plads, og det altid er farligt at bebude Mere, end man vil give.

Fremdeles maa jeg bemærke, at Stykket neppe medrette kan kaldes en Vaudeville, dertil spille Sangene en altfor underordnet Rolle; de staae adspredte, skilte ved saa store Mellemrum, at det næsten maa virke forstyrrende paa Tilskuerne, hvergang de fra Talens Form rives ind i Musikens. Sangene, uden Hensyn paa det Værd, som de i sig selv kunne have, synes ikke at staae i nogen organisk Forbindelse med det Hele, og Stykket er derfor snarere et Lystspil med Sange, end en Vaudeville eller hvad De selv tidligere har kaldet et Sangspil. Thi ogsaa naar man seer hen paa Characteerskildringerne af Stykkets Personer, have disse et vist bestemt Præg, der snarest anviser s. 369dem Plads i Lystspillet. Kunde det lykkes Dem at forkorte Stykket til een Act, vilde Contrasten mildnes, allerede derved, at Sangnummerne rykkedes hinanden nærmere og fik større Overvægt.

Jeg lader ikke Manuscriptet følge tilbage, da jeg ikke veed, om De beslutter Dem til at gjøre nogen Forandring deri. Vil De lade det blive, som det er, skal jeg ikke indvende Noget mod dets Opførelse, skjøndt jeg befrygter, at det ikke vil tilfredsstille Publicum; men jeg maa isaafald anmode Dem om at sætte Deres Navn derpaa. Dette Offer vil formeentlig ikke være stort, da Stykkets Familielighed med «Eventyr paa Fodreisens og selv med «Soldaterløier» sikkert vil røbe Forfatteren, selv om ikke Hemmeligheden var udsat for Fare ved den Omstændighed, at den nu har flere Medvidere.

Hvad den paatænkte Rollebesætning angaar, maa jeg henstille til Dem, om ikke Rosenkilde som Kammerraaden vil komme til at minde vel meget om «Eventyr paa Fodreisen». Jeg vilde foretrække, at Phister blev Kammerraaden, og at Jørgens Rolle gaves til Debutanten Kolling.

Hvis Stykket undergik en betydelig Forandring, maatte Fruens Rolle ganske kunne falde bort, eller ogsaa komme til at indgribe mere i Handlingen.

At faae Stykket opført i indeværende Saison, er jo vel ikke umuligt, men det vil da ikke kunne komme før et Stykke ind i Mai, og Fordelen for Forfatteren vilde da være større ved at vente til s. 370Begyndelsen af næste Saison. Men vedbliver De Deres Ønske, skal jeg gjerne gjøre mit Bedste for at opfylde det.

Med Høiagtelse
J. L. Heiberg.

S. T. Hr. Cand. theol. Hostrup.

C. Hostrup til Elisabeth Hauch ^*)Under et Ophold paa Fyn..
Rolighed. 3. Maj 1855

— — Da jeg blev Candidat, tænkte jeg kun paa at blive Præst, skjøndt Maalet stod mig fjernt; jeg var altfor langt tilbage — altfor uklar, og skjøndt der i mig var en stadig voxende Længsel efter et fast Holdepunkt, efter at finde Hvile i Christendommen, saa var mit Hjerte dog altfor uroligt, — altfor beruset af Ungdom og denne vidunderlige Verden til, at jeg rigtig kunde samle mig. Jeg vidste endnu ikke den Gang, at jeg var Digter, — kun at jeg var en stærkt poetisk Natur med stor Modtagelighed for al Poesi og en grændseløs Evne til at kunne glæde mig. Jeg skrev Vers og deslige, men det var uden Pretension, jeg led ikke af Geni-Feberen. For at fornøje mine Kammerater skrev jeg «Gjenboerne», og skjøndt jeg var umaadelig optaget deraf, saa havde jeg dog den Gang ingen Anelse om, hvad dette Arbejde var værd, eller at det skulde rive mig ud af det be s. 371skedne, ubemærkede Liv, jeg hidtil havde levet, og som jeg aldrig havde følt nogen Trang til at komme ud af. Imidlertid gjorde «Gjenboerne» stor Lykke ved Studenterforestillingen, men alligevel faldt det mig ikke ind, at det var værdigt til at komme paa noget offentligt Theater, og om Foraaret tiltraadte jeg min Huslærerplads hos Nygaards paa Kokkedal. At jeg dog nu begyndte at faae en Forestilling om, at der boede Noget i mig, som kunde bruges, beviser det, at jeg i Sommeren 1844 skrev 1½ Akt af «Eventyr paa Fodrejsen», som jeg, da jeg blev stoppet paa Halvvejen, lod ligge i min Pult i hele tre Aar, før jeg fik Lykke til at fuldføre det. I al denne Tid viste jeg det ikke til Nogen og omtalte det heller ikke for min Familie. I Vinteren 1845 skrev jeg «Intrigerne» og 1846 «En Spurv i Tranedands«, som begge gjorde stor Lykke blandt Studenterne; men heller ikke dem tænkte jeg paa at lade komme videre. Da fik Mantzius mig til at lade «Gjenboerne» komme paa en Sommerforestilling paa det kongelige Theater. Jeg fik ikke andet derfor end Æren, men den var mig ogsaa nok. I Saisonen 1847—48 kom «Intrigerne», «Gjenboerne» og «Eventyr paa Fodrejsen» paa det kongelige Theater; i Efteraaret 1848 kom «En Spurv i Tranedands», og som med et Trylleslag blev den fordringsløse theologiske Candidat en meget yndet Theater-Forfatter. Men heldigviis varede denne berusende Lykke ikke længe. Jeg lærte efterhaanden, at jeg i Grunden s. 372var for god til at være Modeforfatter, og paa den anden Side tiltroede jeg mig ikke tilstrækkelig Digter-Begavelse til at sætte mig som mit eneste Livsmaal det at skrive for Theatret, og paa samme Tid som Poesien og det at hengive mig til Digterdrømme havde en tryllende Magt over mig, droges jeg til den Gjerning, der vel var mere beskeden, men som syntes mig at maatte give mig mere virkeligt Livsindhold. Bestandig vaklede jeg imellem disse to Verdener; snart meente jeg at maatte følge det Kald, som det havde viist sig, at jeg havde Begavelse til, snart længtes jeg saa inderlig efter heelt at leve for det Ene, at blive en Christen. Jeg er efter megen indre Kamp og Trængsel vendt tilbage til at blive theologisk Candidat igjen; om end med større Anciennitet — saa fattigere paa Kundskaber og paa Frimodighed end tidligere. Mit Bekjendtskab til eder daterer sig netop fra et Vendepunkt i mit Liv. Det er denne indre Uro, som har gjort, at jeg i nogle Aar har været saa lidet produktiv. Jeg maa nu vende Kunstnerlivet, som man heelt maa tilhøre for at blive til noget Ordentligt, Ryggen. I Vinter har jeg gjort den endelige Erfaring, at jeg kan opgive Digterskabet, men ikke Præsteskabet. Og hermed har jeg da væsentlig naaet et nyt Punkt, og vi vil haabe, at det maa blive til Lykke og Velsignelse. For Resten er det noget underligt med mine Præste-Planer. Hvorfor vil jeg egentlig være Præst? — Svaret skulde jo ligge nær: — «For at forkynde Guds s. 373Ord og vidne om det». Ja, gid jeg kunde, der er Intet paa Jorden, jeg hellere vil ; men egentlig talt troer jeg, det allermeest er for at faae Lov til at blive en Christen, for at fordybe mig i mig selv, for at rives ud af den Verden, som overvælder og magtstjæler mig, for at kunne gjøre mit indre Livs Udvikling til mit egentlige Levebrød. Jeg har talt derom til en alvorligt Troende, jeg har ærlig skriftet ham, hvor langt jeg var tilbage, og han har opmuntret mig dertil.

Eet veed jeg; hvor inderlig jeg længes efter at hjemføre dig som min Hustru, saa søger jeg ikke Præstekald for at kunne gifte mig. Naar jeg heelt og udeelt kastede mig ind i Digter-Virksomheden, da vilde mine Udsigter i denne Henseende rimeligviis være bedre, end naar jeg nu skal begynde med et lille fattigt Kald et Steds ovre i Jylland, især da jeg jo, som du veed, har hellige Forpligtelser mod min Moder og mine Søstre, — som jeg ikke kan svigte. Men selv om det var omvendt, selv om jeg ikke øjnede nogen anden Udvej for at kunne naae, hvad jeg imødeseer som Livets højeste Lykke, saa turde jeg dog ikke af den Grund blive Præst for en Menighed ; det eneste, der, som jeg haaber, giver mig nogen Ret dertil, er det, at jeg kan sige, at jeg ikke troer, der er nogen anden Frelse for et syndigt Menneske end i Christi Evangelium, og jeg seer ikke anden Vej for mig, hvorved jeg kan redde det Bedste i mig, end netop den, hvortil jeg har Adgang ved min s. 374theologiske Examen; kunde jeg ikke af mit hele Hjerte sige dette, saa vovede jeg mig aldrig dertil. Men nu maa det gaae, og naar jeg gjør det med en ærlig Villie til at lade mig bruge af Vorherre, da vil han ogsaa give mig Kraft og holde mig oppe, hvor lille og svag jeg end er. Og ogsaa du maa hjælpe mig og holde mig vaagen, at jeg een Gang maa kunne blive til en rigtig Præst, hvor smaat jeg end begynder. Thi famlende og usikker og i mange Henseender daarlig forberedt vil jeg sikkert være i Begyndelsen, men alt som jeg forfremmes i det indre Menneske, vil det kunne blive bedre. Men du maa være min Vejleder, ligesom jeg maa være din — husk paa det. Ogsaa til din Omhu er en Sjæl betroet foruden din egen.

Ja, det var nu en lang Bekjendelse; — men for mig er det ikke alene naturligt, men en Nødvendighed at tale til dig om Alt, hvad der bevæger mig, og det er jo ogsaa saadan, at du vil have det.— —

Fra Samme til Samme.
Uden Datum 1855

Jeg kommer lige fra Generalprøve paa Studenterkomedien, hvortil jeg havde din Broder Alfred med. Det sidste Stykke, «Familietvist», gaaer særdeles godt; det frygter jeg ikke for, men det første, «Feriegjæsterne», som skulde have lidt Sommerduft o. s.v., ligger betydelig over Studenternes s. 375Kræfter; blot det ikke skal fordærve sin egen Fremtid ved at optræde paa denne Maade.

I Gaar havde jeg Besøg af William ^*)C. Hauchs ældste Son., som gjorde et rigtig godt Indtryk paa mig, han var saa hjertelig og elskværdig. Han opfordrede mig indtrængende til, at jeg skulde komme over og hente dig, og jeg har sandelig Lyst nok dertil; men jeg veed ikke, om det kan lade sig gjøre, — der er en Magt i Verden, som jeg hader, og som ogsaa hader mig, det er Gud Mammon, og han maa nødvendig give sit Samtykke, hvis det skal lykkes.

(Mandag.)

Saa gik det da med Komedien; efter min Mening gik det endogsaa rigtig godt. Det lykkedes med «Feriegjæsterne» ; det gjorde ganske det sommerlige Indtryk, det skulde, og mellem os sagt, saa er jeg en Smule forelsket i det Stykke, maaskee ogsaa noget, fordi jeg synes, at Inger (den unge Pige i Stykket) ligner en vis ung Dame af mit Bekjendtskab ikke saa lidt; — ja, det er galt med de Komedieskrivere, — Ingen veed sig sikker for dem.

Lauritzen blev befunden dobbelt saa yndig som sædvanlig, Elskerinden var baade kjøn og kvindelig; Mantzius, Zinck, Guldberg og Plum vare fortræffelige, og de andre tilfredsstillende. Ifølge min tusindaarige Studenter-Erfaring er der aldrig blevet præsteret noget saa Betydeligt af Studenter. s. 376Skuespillere. Jeg selv har aldrig været heldigere med Musikvalget, og paa Lauritzen nær, som een Gang sang falsk, bleve Sangene, der i dette Stemnings-Stykke spiller en Hovedrolle, fortræffelig foredragne. Hvad sagde Publikum? — De lo og klappede, men om de var saa tilfredse, som jeg og mine Venner, skal jeg lade være usagt. — Altsaa det første Stykke lykkedes over Forventning; det andet, «Familietvist», er mere kraftig komisk og blev derfor fulgt med en stærkere Bifaldsstorm. Vi havde en Elskerinde (Koch), som vi aldrig har seet Mage til, en ung dejlig Fru Heiberg (hun lignede hende paafaldende uden at kopiere hende), kvindelig baade i Stemme, Manerer og Udseende. Hendes Elsker, Vilh. Rode, var ganske ypperlig som en ung, rask, kraftig Haandværksmand. Et Par komiske Forlovede, Plum og Borch, gjorde Furore og fortjente det, — de vare ypperlige. Mantzius, Ernst Bruun, Zinck og Guldberg vare gode og tildeels fortrinlige; (Bruun spillede med hele sit gamle Lune). Wengel morede meget, skjøndt han var noget monoton. De første ⅞ af Stykket var jeg fuldkommen fornøjet med, men den sidste Ottendedeel, som var den sværeste at spille, var ikke prøvet nok og burde maaskee have været mere sammentrængt; nogle af de spillende mattedes lidt, saa skjøndt det lod til, at Folk morede sig, og Bifaldet var stærkt, saa var jeg ikke ganske tilfreds. Altsaa det sidste Stykke lykkedes efter min Mening ikke fuldt saa godt, som det første, s. 377men jeg tvivler dog ikke om, at mange blandt Publikum langt foretrække det. I det Hele troer jeg, at Folk vare tilfredse, selv Heiberg og Fru Heiberg, som vare der, saae ganske fornøjede ud. — Naa, saa kom vi da pænt fra det, — og glad er jeg over at være færdig med alt det Theatervrøvl, som i Længden bliver trættende. Og dog har det maaskee ikke været saa galt endda, for det har forkortet Tiden lidt, som ellers er dræbende, siden du fremdeles behager at gjøre dig usynlig; hvem skulde have anet, at der boede saa megen Grusomhed i saadan en lille, stilfærdig Pige, — det er det skjændigste Snyderi.— —

C. Hostrup til V. Nicolaysen.
16. Maj 1855

Kjære Ven !

Jeg lever endnu, det er Svaret paa dit Spørgsmaal til Guldberg — rigtignok som Enkemand, da Elisabeth er rejst med sin Moder til Fyen og nu har været der tre Uger; men jeg har dog givet Livstegn fra mig, da jeg har bragt en Studenterkomedie paa Benene, der tre Gange er gjentaget paa Hoftheatret for fuldt Huus. Jeg havde nemlig lavet to Eenaktsstykker, og da det var for sildigt at faae dem paa det kongelige Theater i denne Saison, saa faldt det mig ind at prøve deres sceniske Virkning paa den anden Maade. Det lykkedes; de bleve i det Hele taget fortræffeligt spillede (vi s. 378har aldrig før haft saa fortrinlige Damer) og vandt meget Bifald. Hermed følger en Plakat.

Det er i Øvrigt mig, der skulde spørge, om du lever, da jeg senest har skrevet dig til. Rigtignok har jeg ikke takket dig for de tilsendte Carnevalsviser; men hvor meget de end fornøjede mig, saa kunde de dog ikke gjælde for et Brev, og jeg ventede fremdeles.

«En Aften paa Giske», som jeg har læst i Manuskript, har ogsaa glædet mig. Det er i visse Maader — hvad Tanken angaaer — beslægtet med Hauchs «Et Eventyr i Ørkenen», men jeg foretrækker rigtignok langt det Sidste med alle dets Mangler. Der er noget Tungt hos Munch, man faaer aldrig et rigtig friskt stærkt poetisk Glimt. Nogen stor scenisk Virkning troer jeg ikke, det kan gjøre. Imidlertid — Planen er i det Væsentlige smuk og interessant, og den gamle Tone synes mig paa mange Steder meget godt tilegnet. Er det end ikke noget betydeligt Digterværk og end mindre et godt Skuespil, saa er det dog altid et poetisk Arbejde, som læses med Fornøjelse.

Hos os gjøres Intet. Man skal rigtignok paa Lørdag have et nyt arabisk Lystspil «Kvindelist», man mener af Hertz, men vort gode Theater styrter sammen en af Dagene. Nielsen er gaaet, Høedt er gaaet (Skidt med ham!), Wiehe gaaer nu, og Phister søger sin Afsked. Selvherskeren J. L. Heiberg har snart kun en Flok Statister at regere over, og vi har i lang Tid levet af Prima s. 379donna-Stykkerne, hvori Fru Heiberg dandsede Solo, og de øvrige Skuespillere holdt Lyset for hende. Situationen er virkelig ikke til at holde ud, og det undrer mig slet ikke, om de virkelige Kunstnere ikke kan finde sig deri. Det er aabenbart, at en Afgjørelse er nær forestaaende. Enten bliver Heiberg, og Personalet vil da bestaae af en Virtuosinde omgivet af lutter Dilettanter, en Sol omgivet af mørke Legemer, — eller Heiberg med Fruen pakke sammen, og alle de Øvrige vende tilbage. Jeg stemmer for det Sidste.

Hvem er den brave Mand, der har skrevet den store skandinaviske Artikel i Christianiaposten ? Ja, det er et fornuftigt Ord, som desværre vist ikke nu finder megen Gjenklang i Danmark. —

Jeg skal en af Dagene holde min Dimisprædiken og vil saa søge Embede saa ivrigt, som muligt. Formodentlig kommer jeg til Jylland, da de sjællandske Præstekald ere for store til mig; men faaer jeg blot det Nødtørftige og en Menighed, som jeg kan være Noget for, saa frygter jeg ikke for at boe paa Alheden. Forholdene ere saa daarlige, at jeg, trods min tolv Aars Anciennitet, kun kan vente et lille Kald, et ganske lille bitte, men jeg fordrer heller ikke meget, saa det gaaer vel nok. Helst vilde jeg nu slutte med min Virksomhed for Theatret. Mit Raisonnement er nemlig følgende : Har jeg som Poet viist nogen Begavelse, har jeg skrevet noget af virkeligt Værd, Noget, hvorved det er blevet kjendeligt, at jeg havde en Opgave s. 380i den Henseende, saa har jeg allerede produceret nok til at faae en Betydning for vor Literatur, nok til at min særegne Livsanskuelse kan blive repræsenteret, — det kommer her slet ikke an paa Kvantiteten. Er jeg kun en Døgnskribent, saa bliver jeg aldrig til mere i den Gade, og det er da i sin gode Orden, at jeg gaaer om i en anden. I begge Tilfælde kan jeg altsaa med god Samvittighed lukke Butikken, og jeg troer nu at kunne gjøre det uden stor Overvindelse. Du seer altsaa, at jeg, siden jeg sidst skrev til dig, er rykket mit egentlige Livsmaal adskilligt nærmere. Overgangen er slet ikke saa vanskelig; — jeg tør dog neppe sige det til flere af mine Venner for ikke at fremkalde en Storm. — Men vi skride ganske smaat fremad, og paa een Gang kaste vi hele Broen af bag os — lad dem saa gjøre Vrøvl.

Endnu Eet, for at du ikke skal misforstaae mig. Der har, fra jeg var ung Student, været religiøs Bevægelse i mig. Jeg har altid ønsket at blive Præst, men Tanken derom trængtes i flere Aar tilbage ved den Tiltrækning, som den poetiske Virksomhed havde for mig; dog kom den bestandig op i mig paany. Senere har Frygten for, at jeg ikke var kaldet dertil, da jeg havde faaet en Begavelse i en ganske anden Retning, længe holdt mig tilbage. Nu veed jeg — ikke, at jeg har noget stort Pund til at blive Præst, — men at mit Hjerte er træt af Theatret og Publikum, af Roes og Dadel, af Vrøvl og Støj, og kun higer s. 381efter at sysle alene med det, som er mig det Kjæreste, medens ethvert Arbejde, som river mig derfra, nu er mig imod. Jeg søger Præstekald, fordi jeg ellers frygter for i den højeste Forstand at gaae tilgrunde, og jeg trøster mig med, at jeg ikke selv skal give mig Kraften, som udfordres.

Men du skal dog høre om en Mærkelighed, der er mødt mig i Vinter. Man har tilbudt mig Embedet som Direktør ved Casino med 3000 Rigsdaler i fast aarlig Gage. Du seer altsaa, at jeg nu kunde være bleven en holden Mand, og hvad mere er, kunde have giftet mig strax. Jeg har dog trods Alt afslaaet det, hvad der vel nok vil forekomme Adskillige som Galskab. Jeg har imidlertid intet Valg haft. Jeg duer vist ikke dertil; dog er det muligt, at jeg for et Par Aar siden havde vovet et Forsøg, — jeg veed det ikke; — men nu er i alt Fald den Sag afgjort, at jeg vil være Præst, derfra lader jeg mig ikke mere lokke.

Glem mig ikke, naar jeg engang kommer paa Heden, da vil jeg just trænge til Breve fra en gammel Ven. Tal ikke om mine Planer, jeg vil helst have, at det skal gaae stille af.

Hils alle de kjære norske Venner, dem og Skandinavismen bliver jeg troe til det Yderste.

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til V. Nicolaysen.
20. Juni 1855

Kjære Ven !

Den 29de Juni agter Undertegnede at indtræde i den hellige Ægtestand. Da en Dame af mit Bekjendtskab, Frøken Elisabeth Hauch, til samme Tid ønsker at gjøre dette afgjørende Skridt, saa ere vi for Nemhedens Skyld blevne enige om at foretage det i Compagni. Grundtvig skal, hvis han kan og vil, udføre den højtidelige Akt.

Efter Brylluppet drages paa Landet. Hvor? Efter al Rimelighed til Hellebæk. Det bliver først afgjort i Morgen, om det skal være der eller paa Frederiksværk. Saa bliver man i landlig Lyksalighed et Par Maaneder og vender saa tilbage til denne Verdens Tummel. Min og min Frues Adresse er indtil videre som før «Rolighed paa Ladegaardsvejen», hvor jeg nu har boet i fem Fjerdingaar. Ogsaa det Gratulationsbrev, som vi allerede glæde os til at faae ude paa Landet, skal gaae denne Vej.

I am very happy! —

Har jeg fortalt dig, at Marie Hauch er forlovet med Skat Rørdam? Samme Skat har i disse Dage gjort en glimrende theologisk Attestats, men doch bliver Marie ikke lykkeligere end Elisabeth, troe mig!

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til L. Mynster.
Juni 1855

Kjære Ven !

Jeg forstaaer ikke ret dine Betænkeligheder med Hensyn til dit Brev om W. En saadan Analyse om et andet Menneske er man jo nødt til at gjøre for sig selv, og der kan altsaa Intet være til Hinder for, at man betroer den til en Ven. Du har ikke gaaet en Linie dybere i Undersøgelse, end man har Lov til uden at gjøre Vedkommende Uret, og din Dom maa jeg i det Hele underskrive. W. er i alle Maader et ualmindeligt Menneske, men paa Grund af sin Sygdom noget eensidigt udviklet. Han har en Grund at staae paa, som kun Faa har, og bliver han ikke i denne Verden til mere, end han er, saa har han dog allerede saaledes været mange til Velsignelse. Hans Brødre, som du maaskee har hørt Tale om, begge mærkelige og dygtige Mennesker, skylde ham overordentlig meget, og jeg er i den Tid, jeg har kjendt ham, stadig bleven holdt i Ave, stadig bleven vækket og styrket af hans christelige Inderlighed. I Retning af det Poetiske har han geniale Funker i sig, men du har vistnok Ret i ikke at tiltroe ham egentlig Digtergave. Han har en stor Kjærlighed til det Poetiske og tidt et fortræffeligt Blik derfor; men jeg troer snarere, at han tænker i Tanker end i Billeder; han kan vel gribe eller gribes af et Totalbillede, men kan ikke reproducere s. 384det som en levende Totalitet. — Ja, jeg udtrykker mig vist uklart — i alt Fald er det kun en svag Antydning af, hvad jeg i Øjeblikket ikke kan gjøre mig selv klart. Jeg forstaaer godt, at W. tildeels maa holde fast baade ved Kierkegaard og ved Grundtvig, fordi de begge synes mig har stor Ret paa deres Side. Skilsmissen imellem Guds Rige og Verdens Rige synes mig ikke at være skarpt nok udtalt af Andre end netop dem, og Martensens System forekommer ogsaa mig at være formeget et Mæglingsforsøg imellem disse to Magter og derfor tildeels en Fortoning og Forvanskning, ikke det centralt Christelige. Din Fader gik efter min Mening, især i sine senere Aar, langt dybere, og Martensen vil vel ogsaa komme til det, saasandt han, som jeg sikkert troer, er et alvorligt og redeligt Menneske. Men hvad jeg savner i den officielle Christendom, er en dyb Syndserkjendelse og den derpaa støttede Erkjendelse af Gjenfødelsens Nødvendighed. Man tager det for let med det Bud: at elske Gud af sit ganske Hjerte, og skjøndt Kierkegaard tager paa det, ligesom den Kjærlighed var Noget, man kunde give sig selv, som han overhovedet synes mig pelagianiserende, saa har han Ret i, at Præsterne, selv de fleste af de bedre og dygtigere, ikke urgere det nødvendige personlige Forhold til Gud, Livet i Christo. De sige ikke Folk, hvad Christendom er, betone ikke Forsagelsen af det Onde nok, de vil i Grunden paa en umulig og unaturlig Maade forlænge Barnets Tro (ikke s. 385Barnetroen) udover den voxne Alder, saaledes, at den dybere personlige Kamp falder bort. Derom er vi vel sagtens enige, men jeg anfører det blot for udtrykkelig at vise dig, hvad der binder mig til Grundtvig; det er ikke det Grundtvigske, men det Lutherske. —

Paa Fredag den 29de Juni gifter jeg mig. Kjære gamle Ven! — jeg er en lykkelig Mand. — Efter Brylluppet tager vi paa Landet og har valgt Hellebæk, hvor vi indkvarterer os et Par Maaneder i et lille Fiskerhuus. — Levvel!

Din
C. Hostrup.

J. Claudi til C. Hostrup.
Jellinge. d. 27. Juni 1855

Kjære Ven !

Du overraskede mig med Dit Brev, der, som Du siger, var kort, men meget indholdsrigt, og som for mig seer ud som skrevet med en ustyrlig Jubel i Dit Sind, ret som om Du ikke havde havt Ro til at lade Pennen hænge ved Papiret, men maatte skynde Dig for at faae det færdigt og forseglet med et rask Slag, for at Du saa kunde rejse Dig og svinge Dig og Din Hat tre Gange rundt og raabe: Længe leve Elisabeth og jeg! Og idet jeg tænker mig Dig i denne lykkelige Bevægelse s. 386eller bestandig færdig til at gjøre den, idet jeg seer den Glæde, der er kommen over Dig, og de gyldne Forhaabninger, der opfylde Dig, saa kunde jeg ogsaa føle mig fristet til at staae op og raabe tre Gange Hurra for Dig og Din Hustru; men jeg er nu af de roligere Naturer og indskrænker mig derfor til at raabe Hurra indeni mig og føle Din Glæde med Dig og paa Din Bryllupsdag tænke paa Dig og Din og bede min Kone hjælpe mig dermed. Jeg har længe ventet paa den Stund, da jeg skulde see Dig glide ind i Ægteskabets Havn og skabe Dig Dit eget Hjem, ikke fordi jeg meente, at Du trængte saa haardt til det, Du, som har en saa lykkelig Gave til at gjøre Dig det hjemligt og hyggeligt, hvor Du kommer, og som nu forlader et saa kjært Hjem, men fordi vi skal og bør alle den Vej, fordi vi skal alle drukne en god Portion af vor Egoisme i Kjærligheden og dens lange Prøve, Ægtestanden, fordi vi blive først fuldstændige Mennesker ved at halveres, ved kun at blive det Halve af en Eenhed. Og jeg vidste jo ogsaa, at da Du havde fundet den, Du søgte, stundede Du dertil; derfor længtes jeg efter den Dag, da jeg kunde lykønske Dig til Din Hustru, til det nye Hjem, hun vilde skjænke Dig, og al den Fred og Hyggelighed og Fornøjelighed, som en god og mild Hustru kan berede os. Jeg ønsker Dig da af Hjertet til Lykke; jeg kunde næsten ønske, at jeg var den, som skulde udtale Kirkens Velsignelse over Eders Ægteskab, endskjøndt jeg veed iforvejen, s. 387at jeg ikke vilde kunne tilfredsstille mig selv, men af Hjertet skulde det dog altid skee; men kan jeg end ikke være tilstede paa Din Glædesdag og ikke dele den med Dig i Selskab med Dig, saa vil jeg dog være hos Dig med mine bedste Tanker og bringe mine bedste Ønsker og Bønner for Dig og Din Hustru. Jeg har nok Grund til at ønske Dig det godt. Vi ere jo gamle Venner, og Du er en Ven, jeg er stolt af, ikke fordi Du gjør Lykke i Verden, skjøndt det naturligviis maa blande sig i med, men fordi Du har holdt fast ved mig, og om Du end stundom kunde synes at have glemt mig, dog altid er kommen mig imøde igjen og aldrig har svigtet mig, hvor Du vidste, at jeg trængte til Din Trøst eller til Din Deeltagelse i min Glæde. Og dog er det saa lidt, vi have levet sammen; vi kunne snart tælle de Dage, vi have staaet hinanden nærmere. Under det jublende Sold, ved den ungdomsfriske Sang fandt vi hinanden, og vi slog sammen, om jeg saa tør sige, som Draabe med Draabe, som Lue med Lue ; det var Regentslivets, Studenterlivets Poesi, i hvilket vi gjenkjendte hinanden som gamle Venner, og som bandt os til hinanden med et saa trofast Baand, at vor liden Omgang med hinanden og den lange Adskillelse ikke har kunnet udslette de glade Minder og sløve Venskabets Følelse. Der var Andre, som stode os nær dengang; Din gamle Contubernal, han hviler herovre i Jylland, han vilde have glædet sig, hvis han havde levet denne Dag, saa trofast en Ven s. 388han var Dig, og min gamle Contubernal, ja, han hviler nok ogsaa her i Jylland, han er idetmindste som død for mig. Men Du er den Fornemste, ved hvem mine Tanker hænge sig, naar jeg drømmer mig tilbage i den forunderlige Ungdomstid paa Regentsen, og jeg ønsker for mig selv, at Du vil passe paa mig i Dit Venskabs Erindring, at jeg ikke skal slippe ud deraf, og for Dig, at Du altid maa blive den samme trofaste Svend, Du stedse har været i Stort og i Smaat, og at Du og Din Hustru maa bestandig forynges i Sjæl og Sind i Kjærlighed til hinanden, for at Alt kan blive ligesaa friskt og yndigt og oplivende, som jeg nu seer det for mine Tanker. Og i den Tanke, at Alt dette bliver saaledes, at paa en Maade Din Adresse ogsaa i den Henseende bliver den samme, saa man altid kan gjenfinde den samme Ven med det samme Sind og den samme ungdomsfriske Glæde, vil jeg ogsaa fremdeles vedblive at see ind til Dig med mine Breve og spørge Dig om Dit og Din Kones Befindende og bede om behageligst Svar.—

Da jeg skulde have Bryllup, sendte Du mig fra Italien en lille Blomst i Dit Brev, og jeg har Lyst til at gjøre Gjengjæld. Den blev modtaget med megen Paaskjønnelse, min Kone havde den ganske listeligen indflettet i sin Brudekrands; modtag da ogsaa medfølgende smaa Blomster uden at forundres over en saadan Brudegave. Min Kone s. 389har plukket dem paa Gorms og Thyre Dannebods Gravhøje, og jeg leverer Commentaren dertil. Vi ønske, at Du maa samle det hele Danmarks Rige til Anerkjendelse og Hyldning af Din Poesi, og at Du i din Elisabeth maa have en Thyre Dannebod ved Din Side. Bedre end det Sidste kan jeg vel ikke ønske Dig; Thyre Dannebod er jo som et Forbillede for alle danske Qvinder. — —

Længe leve Christian Hostrup og hans unge Hustru !

Din
Julius Claudi.

Ingemann til C. Hostrup og Elisabeth Hauch.
Til Brudeparret. D. 29de Juni 1855

Sorø. Juni 1855.

Blandt de Venner, som den 29de tænker paa Dem med kjærlige Ønsker for Dem begge i en skjøn og velsignelsesrig Fremtid, kommer jeg nu ogsaa med min Lucie, og vi ville gjerne betegne vor aandelige Nærværelse med et lille ydre Tegn. Gid det i en lang Række af lyksalige Ægteskabsaar, naar Ingen af os To meer gaaer omkring her mellem Sø og grønne Skove, maa erindre Dem om denne Sommer, der vist vil blive ligesaa smuk for Dem i Fiskerhuset ved Hellebæk, som den endnu, Gud skee Lov, uagtet sin ydre Kjølighed, s. 390er for os her, og som dens Forgjængere har været i over 30 Aar!

Den Glands fra en højere Verdens Herlighed, som gjennem det poetiske Blik giver i alle Forhold dette Liv sine skjønneste Farver, — den følger Dem med Kjærligheden til det idylliske Fiskerhuus, og den vil med Guds Hjælp følge Dem til Præstegaarden og sprede et mildt og velsignet Sommerlys over Deres hele Liv.

Deres hjertelig hengivne
B. S. Ingemann.

C. Hostrup til Ingemann.
Hellebæk. 7. Juli 1855

Kjære Hr. Etatsraad!

Fra vort Fiskerhuus her ved den dejlige Strand sende de to lykkeligste Mennesker deres hjertelige Tak til det prøvede Ægtepar ved Skovsøen. Den Deeltagelse, som De har viist os ved vort Bryllup, have vi betragtet som et godt Varsel om, at det skal lykkes os, som det er lykkedes Dem, at bevare Ungdomskjærligheden, saalænge Gud vil forunde os at leve sammen, ja gjennem Liv og Død.

Vi ere begyndte herude med al Lykke og Glæde. Et stille, venligt og hyggeligt Hjem, hvor Ingen generer os, en af de dejligste Egne i hele Landet, en nøjsom og dygtig Sømandsbefolkning, som viser de to unge Lykkelige al mulig s. 391Venlighed — ja, man kan ikke tænke sig det bedre. Paa den ene Side den store Strand med Kullen i Baggrunden og fuld af Sejlere, paa den anden store Skovstrækninger, som Forstvæsenet ikke har faaet Lov til at fordærve, opfyldte med dejlige Indsøer, høje Klinter, som oftest skovbevoxede fra Taa til Top — ja, Egnen herude er Dem formodentlig bekjendt. Vi ere begge udholdende Fodgængere og gjøre hver Dag smaa Opdagelsesrejser, som skaffe os stor Glæde. Dog snart længes vi tilbage til det venlige Hjem, hvor der baade er lyst og svalt, og hvor vi altid have Stranden for Øje og Øren.

Ja jeg veed, at De glæder Dem over vor Lykke, og hvad Hjertet er fuldt af, løber saa let over Læberne. Min yndige Elisabeth kjender De sagtens nu kun lidet til, men jeg kan fortælle Dem, og gjør det med Stolthed, at hun er en varm og stærk Sjæl, som vel er Deres Deeltagelse værd. Grundtvig, som nu i flere Aar har været vor fælles Præst, har givet os en Velsignelse med paa Vejen, som med Guds Hjælp ikke skal falde til Jorden. Vi veed det begge, at kun hvad der bygges i Gud, har Værd og Varighed, men derfor veed vi ogsaa, at vor Kjærlighed har det.

Endnu engang Tak fra os begge. Gud velsigne Dem begge og skjænke Dem endnu mange glade Dage ved hinandens Side!

Deres inderlig hengivne
C. Hostrup.

C. Hostrup til V. Nicolaysen.
Rolighed. 3. Septbr. 1855

Kjære Ven!

Vær ikke vred over min uforsvarlige Tavshed, — jeg har ikke kunnet skrive før. Eders Telegraph-Depeche var mig et kjært Vidnesbyrd om, at I virkelig holde af mig, I kjære norske Venner, og dit prægtige, glade Brev, som kom til mig i Paradiset — Hellebæk — (NB. Paradiset er dog ikke tabt!) rørte mit Hjerte, der Gud skee Lov er ungt og blødt, saa at jeg strax greb Pennen. Men hvad jeg fik skrevet, — var kun en lille Epistel til Fru Heiberg, og den har saa siden ligget i min Mappe og ventet paa Rejseselskab, — nu maa den gaae med, trods sin Ælde. Vil Du besørge den og undskylde, at den i dobbelt Forstand kommer bagefter!

Brinck var her først igaar, — idag er han i Roskilde, og paa Onsdag, den 5te, rejser han. Jeg faaer saaledes kun et flygtigt Indtryk af ham, men ogsaa det er meget godt. Han har et prægtigt Ansigt, og efter vor korte Samtale kunde jeg have stor Lyst til at komme ham lidt nærmere ind paa Livet, selv uden din Anbefaling. Den udmærket smukke Foræring, han bragte min søde Frue fra dig, blev vi begge inderlig glade over, og hun sender ved mig sin hjertelige Tak, hvortil jeg føjer min.

Ak, kjære Ven! det var en Sommer! Jeg s. 393gamle Karl kastede enhver Bekymring ud i Stranden og blev paa een Gang tyve Aar igjen. Jeg har aldrig hvilet saa grundigt ud, saaledes levet som en Fugl, og du veed jo fra Bjergprædikenen, at det er Fuglene, vi skal lære af. Herligheden varede i 7 Uger, og den burde naturligviis ikke vare længere, thi «i sit Ansigts Sved» o. s. v., og nu vandrer jeg da daglig til Skolen og optugter Drengene, hvilke efter min Mening er et meget respektabelt Folkefærd. Til denne Maaneds Udgang boe vi sammen med Moder, men til iste October eller lidt før flytter hun, og vi to blive da i Vinter ene her paa «Rolighed». Kan jeg imidlertid finde et lidet Præstekald, som jeg tør paatage mig, og man vil betro mig, saa var det det allerbedste. Til Sommer er jeg da maaskee paa Landet, men i Danmark er det let at rejse, og du vil ikke gjæste Kjøbenhavn uden at gjøre et lille Indblik i mit Hjem, hvor det saa bliver lagt.

Jeg havde stor Lyst til strax at sende Borgaard «Familietvist», som er et meget morsomt lille Stykke, men Czar Heiberg har paa det Ivrigste protesteret imod, at det gaaer paa noget andet Theater før paa det kjøbenhavnske, og jeg tør ikke risikere mit Honorar. Det er dog min Mening, at I skulde have det, hvis I vilde, og jeg vilde ogsaa gjerne have de 50 Sp. fra Norge, dersom det lod sig gjøre. Det gjælder blot om, at det kan komme frem først her — otte Dage før i det Mindste; — kan det lade sig gjøre, hvorom du s. 394ved Lejlighed privat kunde spørge Borgaard, saa er Alting godt. Jeg har endvidere et andet Stykke, «Feriegjæsterne», som ogsaa maaskee kunde behage jer, men det skal først gjennemgaae nogle Omarbejdelser paa et Par Steder. Om det maa naturligviis det Samme gjælde som om «Familietvist».

Saa lev da vel, kjære Ven! og gid du fremdeles maa føle dig stærkere og gladere! Du var i det næstsidste Brev (det til Hellebæk) saa kjendelig oplivet og styrket, at jeg, som ikke havde Andet i Hovedet, strax maatte tænke: Han er forelsket. Deri har jeg maaskee taget fejl, og under alle Omstændigheder skulde jeg holde min Mund derom; men vist er det, at det var en stor Glæde at faae et saa ungt og friskt Brev. Hvad din Tilfredshed saa grunder sig paa, — enten det er noget Legemligt eller Aandeligt eller begge i Forening, saa vil jeg ønske dig, at du maa holde Modet og Sundheden oppe trods alt muligt Contor-, Stueog Gade-Vrøvl, og at du snart maa finde, hvad jeg har fundet, en reen og varm og stærk Sjæl, som med et Ord, ja med et Blik kan bringe dig til at glemme det og lee deraf.

Hils alle Venner!
Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til C. Ploug.
10. Septbr. 1855

Kjære Ven!

Efterat være kommen tilbage fra mit Landliv, seer jeg mig om efter passende Arbejde. Informationer har jeg allerede faaet nogle af og haaber at faae flere, men jeg havde ogsaa indtil Videre Lyst til en anden Virksomhed, hvortil du kunde hjælpe mig.

Det har forekommet mig, at «Fædrelandet» har negligeret Theatervæsenet mere, end det burde. I en Overgangseller Opløsningstilstand som den nuværende er det ikke godt, at det eneste ansete Blad, vi har, kun siger et Ord engang imellem i den yderste Nød, medens de højttalende Theater- Anmeldere i de andre Blade mangle den nødtørftigste æsthetiske Dannelse.

Min Mening er følgende: Kunde det ikke gjøre godt, om «Fædrelandet» een Gang ugentlig (helst paa en bestemt Dag) leverede en Theater-Artikel ? Den skulde hverken være lang eller lærd; den skulde knytte sig til en bestemt Forestilling fra den forløbne Uge og saaledes paa en praktisk Maade hjælpe til at indskjærpe de gamle æsthetiske Grundsætninger, som Heiberg fordum saa kraftig prædikede ind i Folk, men som han nu selv har glemt. Jeg vilde foreslaae mig selv til dette Arbejde af flere Grunde: 1) fordi jeg længe har haft Lyst dertil; 2) fordi jeg har fri Adgang til alle s. 396Theatrene; 3) fordi jeg har en temmelig fast æsthetisk Grundanskuelse, og den har jeg ikke truffet hos Theateranmelderne i noget af de andre Blade.

Jeg veed meget vel, at jeg ikke har noget kritisk og end mindre noget journalistisk Talent, men jeg har heller ikke truffet noget Saadant blandt vore Theateranmeldere. Til man faaer en en virkelig Capacitet i denne Retning, kunde man maaskee hjælpe sig med en Fyr som mig, der har tænkt og læst en Deel mere end de fleste Andre om den dramatiske Kunst.

Enten du vil indlade dig paa dette Forslag eller ej, vil jeg bede dig iagttage den største Hemmelighedsfuldhed. Skulde du ikke synes om den ugentlige Levering, kunde jeg ogsaa være villig til at gjøre det paa en anden Façon. Jeg mener, at man, helst i denne Uge, skulde begynde med det nys aabnede Hoftheater, og at man ganske vist ikke burde tage Alleenberg og Sommerlyst med, men dog heller ikke med fornem Taushed forbigaae det kongelige Theaters to Medbejlere her i Staden. ^*)Plottg gik ind paa dette Forslag, og under et Bogstavmærke skrev Hostrup i nogen Tid ugentlige Theateranmeldelser i «Fædrelandet».

Din
C. Hostrup.

L. Mynster til C. Hostrup.
Nestved. 24. Septbr. 1855

Kiere Ven!

Kort før Ferien meddeelte Winsløw (som er et prægtigt Menneske) mig Din Prædiken, som ogsaa — om jeg maa sige — næsten overgik min Forventning og ganske syntes mig Roesen værd; — lad være, at Du har Ret i din Følelse, at den noget mere var Betragtning eller Afhandling end egentlig Prædiken, — det giælder om næsten alle Candidatprædikener og retter sig af sig selv overfor en Menighed. — Kort i Forveien skrev Du mig et Brev til, hvor Du i flere Punkter (eller dog eet) har mig til Modstander. Om Kierkegaard troer jeg ikke, at vi ere væsentlig uenige, uagtet Du i hiint Brev talte gunstigere om ham; — en «relativ Ret» har enhver Kiætter og Sværmer i Kirkehistorien havt, og jeg holder paa Rigtigheden af Din første Yttring om ham: «Luther vilde have sagt, han talte som et Djævelens Barn.» — Hvad har dog Luther været for et Menneske! Læs hans store Catechismus, som i denne Tid er oversat ret godt af Friedenreich; den er saa herlig, at den aldeles opvarmer Een ; vilde blot de af Kierkegaard Bedaarede have Sands for denne Bog, de vilde see, hvor slaaende Luther i Eet væk modsiger ham. Naar Du siger, «at det personlige Forhold til Christus» og «Gienfødelsen» er det Øverste i sand Christendom, da er dette just ganske min s. 398Anskuelse, saa vi ere enige om Grundvolden.

Men jeg kan ikke give Dig Medhold i, at Præsterne

— i alt Fald ikke de Bedre og Dygtigere — (og der er ikke saa faa gode, yngre Kræfter) skulle «fortone» Hiint, og jeg mener, at jeg har havt bedre Lejlighed til at kjende disse Landets Præster end Du, — saaledes hørte jeg nylig en Prædiken af Fog, der sandelig var ligesaa alvorsfuld som skion, — endnu mindre troer jeg, at de Grundtvigske Præster skulde være mere ægte-christelige, at de mere «skille imellem Verdens Rige og Guds Rige» end hiin Slags Præster. I deres Liv giøre de det i mine Tanker ikke; og er ikke Livet endnu Mere end Læren? Mig forekomme de Grundtvigske Præster (forsaavidt jeg kan kiende dem af deres offentlige Liv, Skrifter, Polemik, Folkefester, Rigsdag o. s. v.) endog temmeligt stærkt at ville «mediere» mellem det Verdslige og det Christelige, overhovedet noget letsindige, og hine Præster derimod af den Ikke-Grundtvigske Skole, som jeg tænker paa, giøre paa mig det Indtryk at have givet sig langt samvittighedsfuldere og alvorligere ind «under Christi Tugt». Jeg indrømmer, at Hine i deres Prædikener ofte tale gribende og stærkt om «Verden» og «Gud»; men naar f. Ex. Birkedal taler med Ildfuldhed og Livfuldhed om «Gienfødelse», men der ved Siden af er saa Meget, der vidner om, at han slet ikke har ladet sin egen Aand opdrage og forklare af Gienfødelsens Aand, da tabes for mig den opbyggende Virkning. — s. 399Og, hvad der giælder om Grundtvigianerne (selv noget vel om de Bedste, som: Fengerne), giælder mig ogsaa meget om Grundtvig selv. Hvor dybt og stærkt han end kan have talt om det «gamle» og det «nye Menneske», jeg kan ikke see, at det sidste hos ham selv har besejret det første, eller endog blot er i Begreb dermed. Hans personlige Opgave synes mig at maatte have været : at lade sin kraftigt-hedenske Natur tæmme og forvandle ved Christendommen; men jeg seer ikke rettere, end at hans »naturlige Menneske» er forblevet temmeligt i Forgrunden. Naar du mener, at Martensen — og den Slags Theologer — ville for meget mediere mellem det Christelige og det Philosophiske o. s. v., da kan jeg vist med fuld saa megen Ret sige, at Grundtvig — og Hans — ville mediere mellem det Christelige og det Hedenske; — og hvorfor er det mere tilladeligt? Troer Du, at Ansgar, dersom han levede, vilde være tilfreds med Grundtvig som Christen? — Han vil, synes mig, paa eengang være en Christen og dog have Lov til at tumle sig paa Vikingeviis, kalde hveranden Medkæmper «Nidding», spise Hestekiød o. s. v. —

Er Helliggiørelsen dog ikke den rette Prøvesteen for, om Gienfødelsen har været ægte? Og vil Du virkelig sige, at Du i Grundtvigs Liv seer det helliggiorte, eller endog kun det sig helliggiørende Menneske? — jeg vover at spørge Dig: saae man det ikke langt mere hos min Fader? — s. 400Aandens Frugter ere Kierlighed, Fred, Glæde, Langmodighed, Ydmyghed o. s. v.; jeg har ikke staaet Grundtvig personligt nær, men hans offentlige Liv vidner ikke derom. — Du vil maaskee spørge mig, om Luthers Polemik da ikke var diærv og heftig; men jeg mener, at der er en overordentlig Forskiel. Luthers Polemik forekommer mig det gienfødte Menneskes ædle, kraftfulde Harme (at der kan være enkelte Stænk af det naturlige Menneske, er naturligt), den udgaaer fra en dyb og klar Hjertefylde, er ledsaget af en Elskelighed, som jeg i Almindelighed — ikke seer hos Grundtvig. At der derimod i det naivt-poetiske, livlige Udtryk kan være Lighed, indrømmer jeg gierne; men det er mere Formen end Væsenet. —

Thi naar Du — hvad Grundtvigs Lære angaaer — siger, at Du holder Dig til ham, fordi han er meest «Luthersk», da maa jeg ogsaa deri modsige Dig. Klogere end jeg, alle vore bedste Theologer (af forskielligste Retning), have paaviist, at der i Grundtvigs Theologie (siden 1825) er meget Ulutherskt og næsten Catholskt, og at hans Partie med Urette have kaldt sig «Gammellutheranere». Symbolspørgsmaalet er mig iøvrigt ikke saa vigtigt (og derom er jeg ganske enig med Winsløw og Dig i Eders Anskuelse, som dog ikke er Grundtvigs), men hvad vil Du f. Ex. sige om hans seneste, mig ubegribelige Lære om Loven, at de ti Bud ikke længer skulde være en Deel af den christelige Børnelærdom; er det Lutherskt? — s. 401Jeg skulde ogsaa let vise Dig af Noget, jeg i denne Tid har læst, hvor aldeles modsatte Luthers Anskuelser om Opdragelse, Underviisning o. s. v. ere Grundtvigs, og om det end er Bipunkter, hænge de dog sammen med det Væsentlige. Saavidt jeg forstaaer Dig, er det især i Grundtvigs Prædiken (som jo ogsaa er det Vigtigste) om Gienfødelse, Synd og Frelse, at Du finder det Lutherske; og det skal jeg ikke bestride, uagtet han kun ret har tiltalt mig personligt i Prædikenerne fra hans Ungdom, da han traadte frem som den aabenbarede Religions Tolk mod Rationalismen; —men han var jo ikke dengang og var ikke siden den Eneste; min Fader traadte op paa samme Tid, og jeg bestrider, at hans Prædiken, fordi Grundtvig i Temperament og Aandsegenhed havde mere Lighed med Luther, fortiener at kaldes mindre Luthersk (eller lad os heller sige : ægte-christelig, da Luther dog var et Menneske og ogsaa havde sin Begrændsning). Du mener ogsaa hos min Fader, hvis jeg forstaaer Dig ret, — og jeg er i ethvert Tilfælde «human» og paaskiønner Din Aabenhed, — noget at savne det «Ægte-Christelige». Du finder vel, at han gik dybere end de Andre og «i senere Aar» nærmede sig det meer og meer, men Du finder dog en Mangel paa det Egentlige og holder Dig derfor til Grundtvig. Hertil svarer jeg: Du kan medrette foretrække min Faders seneste Prædikener for de ældre, forsaavidt de ere tankerigere og fyldigere, have mere om Aanden og om s. 402den 3die Troesartikel, overhovedet et dybere Indblik; men det Egentligst-Christelige, Middelpunktet for vor Tro, er dog den 2den Artikel, om Jesus vor Frelser, og den er med lige Kraft udtalt i min Faders første, som i hans sidste Prædiken. Fremfor Alt var det personlige Forhold til Christus tilstede hos ham med en Inderlighed og Sandhed, som Du ikke skal kunne paavise større hos nogen Forfatter i vor Tid. Det laae ham saa uendeligt nær at sige: «Herre Christe», Christus var ham «en Ven», til hvem han altid kunde tye (ganske som i Novalis’ deilige Psalmer), og derfor trængte han i Grunden ikke til jordiske Venner. Hvor dette er saaledes, der er dog vel «det Centralt-Christelige» tilstede. — Udtalt i hans Skrifter kan Du see det — foruden i Betragtningen: «En Christen skal elske sin Herre» — f. Ex. i Spiellerupsprædikenerne i den derværende Langfredagsprædiken, i «Aargangen» i den Prædiken: «Christus vil, at vi ganske skulle høre ham til», hvis Slutning indeholder en Udtalelse, der giver langt Mere end «Meddelelserne». Er dette Forhold ret fremtrædende hos Grundtvig? Jeg veed det ikke ret, men synes dog at mindes det fra flere af hans Psalmer. Han har flere Gange grebet og rørt mig ved sit: «I Jesu Navn». Hvad det andet Punkt: «Gienfødelsen» angaaer, da vil jeg vel gaae ind paa, at det — især forsaavidt det indeholder en Fordring — kunde være bestemtere, stærkere betonet hos min Fader, og at det maaskee er saaledes s. 403hos Grundtvig; — men det findes der dog paa mange Maader, han har tidt nok prædiket om «Alvor i vor Christendom» o. s. v. Men i at giøre Fordringen om at «afdøe» o. s. v. var han mild og varsom; — men det er et stort Spørgsmaal, om det ikke, i vor Tid især, er rettere at prædike Christendommen mildere, — thi derved føres Menneskene dog gierne til at giøre Noget, end, ved at prædike den strengt, at faae dem til at vende sig bort og giøre Intet. Hvad fører vel til Meest: at prædike Christendommen, som min Fader giorde det, og selv at opfylde, hvad man prædiker (efter menneskeligt Maal), eller at udtale den paa Kierkegaardsk Viis og være nødt til at tilføie: «selv løfter jeg rigtignok ikke Byrden med en Finger?» — Det nye Testamente giver selv al Grund til hiin Varsomhed, thi dets Fordring er slet ikke saa tydelig. Christus har aabenbart ikke forlangt det Samme af Alle, — han fordrede ikke, at Maria skulde forlade sin Broders Huus, han nøiedes med, at Zacchæus gav Halvdelen af sit Gods til de Fattige o. s. v., o. s. v. — Christendommen er heller ikke blot et Brud med Verden, den er ogsaa en Forklarelse af Verden, det erkiender Du jo dog selv paa mange Maader. — Forud for det strenge Ord: i. Joh. 5, 2 staaer det milde Omvendte, det har Du selv ikke glemt at fremhæve; saaledes gaaer i Christendommen det Milde og det Strenge altid Haand i Haand. Førend Christus prædikede s. 404«Brud med Verden», vakte han i Menneskenes Hierter den «udødelige Kierlighed», som giorde «Aaget og Byrden let.»

Min Faders Kierlighed til Frelseren udgik deels af, at ingen Anden havde kunnet fylde hans kierlighedstørstende Hierte, men især af en dyb Syndserkiendelse. Denne giennemklinger hans Tale og især hans Betragtninger fra Begyndelsen til Enden, og den kan du med ingen Grund savne hos ham. Den førte ham til «Christus, hengiven for vore Overtrædelser», som han altid erklærede ikke theoretisk at kunne forklare, men at være en Trang for Syndsbevidstheden. «Kan Din Angers Taarer afvadske Blodpletterne af Din Haand?» lød det atter og atter hos ham. «Saa lidt som jeg forsonende kan bære nogen Synd, har jeg dog ofte lidende, sørgende baaret Verdens Synd, de Andres med min egen, de forbigangne Slægters med den nærværendes. Jeg vælter mit Blik over Jorden, — og jeg sukker over at være Menneske» (Christus hengiven for vore Overtrædelser, tredie Betragtning). —

Emnet er uudtømmeligt, men jeg har sagt det Vigtigste. Kiere Ven! jeg har betænkt mig paa dette Brev, men fortryder ikke at have skrevet det. Jeg føler vel, at jeg er mere competent til at tale om min Fader end om Grundtvig, og om ham skal jeg gierne gaae ind paa Berigtigelse og Opklaring i flere Dele, ligesom han i poetisk og historisk Henseende ofte naturligviis har grebet s. 405mig. Men jeg tilstaaer, — jeg forstaaer det ikke, at han i christelig og præstelig Henseende kan være Dig saa Meget. Lad ham være — som Du engang skrev — «en overordentlig udrustet aandelig Vækker», han behøver derfor ikke at være en stor Christen, ikke engang et stort Menneske; — det er den historiske Maalestok, Du der anlægger — efter hvad Een kan have vækket og virket, — den christelige spørger, om han giver de mange geniale Aander, der storme ind paa ham, under «Christi Lydighed», om han raader og byder over dem, om han er Herre i sit Huus, — deri bestaaer det i Sandhed Mandige. Jeg finder det træffende, hvad Fog siger om Grundtvig og hans Tilhængere: at de mangle Religion i den gamle Betydning af Ordet: «Samvittighedsfuldhed». — I Dine yngre Aar dømte Du ligesom jeg om Grundtvig; først siden — giennem den nordiske Interesse vel meest — kom Du til ham; men Din Kierlighed til ham staaer for mig halvt som en Phantasie Kierlighed. Nu — jeg skal gierne indrømme, at jeg kan tage feil. — Farvel!

Din troe Ven
L. M.

C. Hostrup til Ingemann.
30. Novbr. 1855

Kjære Hr. Etatsraad!

Jeg benytter den Lejlighed, som min sidst udkomne Komedie giver mig, til at takke Dem for den Glæde, De har skaffet mig ved Deres skjønne og dybsindige «Tankebreve fra en Afdød». Jeg har den Overbeviisning, at vor poetiske Literatur ikke i lang Tid har frembragt et saa betydeligt Digterværk, og det vil neppe slaa fejl, at De fra mange Sider har faaet Vidnesbyrd om, at Deres Digt er blevet forstaaet og paaskjønnet. Imidlertid er denne Anerkjendelse vel fornemmelig bleven Dem viist fra den ældre Slægt, Deres Jævnaldrende, og jeg tænkte, det maaskee kunde fornøje Dem ogsaa at høre et Ord fra de Yngre. Tankebrevene ere ikke i den Forstand populære, at de have kunnet opnaae en meget vid Læsekreds, men jeg troer, at de har fundet en desto varmere. I det Mindste er det Tilfældet blandt mine Bekjendte, der for Størstedelen bestaae af Studenter med en alvorlig Retning, og det er som deres selvbeskikkede Ordfører, jeg optræder her.

Hvad jeg især vilde prise ved Deres Digt fremfor de apokalyptiske Digte, jeg kjender, er, at De deri har viist Dem den store Opgave voxen. Man faaer ellers sædvanlig Følelsen af, at Digteren har paataget sig mere, end et Menneske kan magte ; men netop derved, at De har begyndt ganske lavt s. 407ved Jorden med en reen verdslig Karakteer, som ikke selv kjender det Guddommelige, som boer i ham, har De faaet Raaderum til at stige og stige, uden at mattes. Heraf kommer det vel ogsaa (hvad De har forberedt os paa i Fortalen), at man ved de første Sange — dog kun første Gang, man læser dem — føler sig noget frastødt, man kan ikke ret forstaae, hvad der skal komme ud deraf. Men man mærker snart, at det gaaer sagte opad, og den sidste Part af Digtet er vistnok noget af det Dejligste og Friskeste (tilgiv det Udtryk, som synes mig betegnende), De nogensinde har skrevet, og noget af det Højeste, som den religiøse Poesi har frembragt.

Det seer curiøst nok ud — til Tak for et Digt, der gaaer saa højt og dybt — at sende en lille jævn, kjøbenhavnsk Spidsborgerkomedie, men man byder, hvad man har, og De plejer jo ikke at vrage en lille Spøg.

Min søde lille Frue sender Dem begge en hjertelig Hilsen. Jeg ligeledes !

Deres hengivne
C. Hostrup.

Ingemann til C. Hostrup.
Sorø. 11te Decbr. 1855

Kjære (Hr.) Hostrup!

Det var smukt af Dem, at De vilde sende mig Deres sidste Lunebarn og lade det overbringe s. 408mig Deres og Deres Venners Beviis for livlig og venlig Modtagelse af mit Hadesdigt. Hvorvidt en Digtning vil tiltale eller «gjøre Lykke», som man kalder det, beroer altid paa saa mange Tilfældigheder, at man mindst paa sine gamle Dage burde lægge for megen Vægt derpaa; men naar man er bleven saa gammel, at man med Føie kan befrygte at være bleven aandelig mat og affældig, maa ethvert Vidnesbyrd om det Modsatte være dobbelt velkomment. De, som arbeider for Scenen, vil strax kunne faa Indtrykket af Deres Frembringelser, og svarer det ikke hver Gang til, hvad der tilsigtedes, har De med Ungdommen en Fremtid for Dem. Anderledes med den Gamle; for ham maa det første Vink om virkelig Aftagen og Nedadgaaen være en Stopper for Meddelelseslysten, om han end aldrig kan eller vel skal føle den Kilde i sit Inderste tilstoppet, der er hans høieste og egentlige Liv.

Deres Spøg med de politiske Ideers pudseerlige Indgriben i det fredelige, godmodige Philisterliv skal jo være meget heldigt fremstillet paa Hoftheatret. Naar jeg saae det givet med Liv og Lune, vilde jeg maaskee heller ikke savne, hvad jeg i flere af Deres andre Lystspil, navnlig i «Drøm og Daad», «Eventyr paa Fodrejsen» og især i «En Nat mellem Fjeldene» saameget har paaskjønnet, nemlig det positive, — det romantiske og alvorlige Element, der for mig først rigtig gjør Spøgen vederkvægende. Det friske Liv og Lune, s. 409der især er fremtrædende i «Gjenboerne» og «En Spurv i Tranedands», har heller ikke forladt Dem i Deres senere Arbejder; men i «Eventyr paa Fodreisen» forbandt det sig med hint Grundelement i Deres Natur, der harmonerer med Deres Retning i Videnskaben og vist vil føre Deres Digterskib i Havn under Kirketaarnets høje Skygge. Denne Side af Deres aandelige Natur takker jeg for Sympathien med min Afdødes «Tankebreve», og det skulde nu ret glæde mig, hvis jeg snart saae Dem med Deres elskværdige Elisabeth under det fredelige Præstegaardstag, hvor Storken paa sit ene Been nikkede til Dem og skjulte en ny, frisk Fremtid for Dem begge under sin Vinge. Der vil Poesien ikke heller forlade Dem, og der vil hin unge Studenternes Digter engang synge omkap med de gamle Svaner!

De hjerteligste Hilsener til Dem og Deres Frue, saavelsom til Deres Moder og Søstre og den Hauchske Familie baade fra min Lucie og fra mig! Hils ogsaa vor kjære, haardtprøvede Black, naar De seer ham, ret kjærligt fra os! Gid vi snart maa see ham helbredet!

Deres hengivneste
B. S. Ingemann.

C. Hostrup til V. Nicolaysen.
Silkeborg. 15. Januar 1857

Kjære Ven!

Endelig stjæler jeg et Øjeblik for at vise dig, at jeg ikke er uskjønsom mod din venlige Udholdenhed i at skrive til mig. Først og fremmest: til Lykke med Fæstemøen! Jeg er kommen to Skridt videre, har baade en Hustru og en 8 Maaneder gammel Søn, ved Navn Svend, et Pragt-exemplar af en Dreng, og finder, at det er en ypperlig Vej, jeg har slaaet ind paa. Imidlertid er Forlovelsesstanden, trods Madam Buurmanns Autoritet, meningsløs og holdningsløs, skynd dig derfor at gifte dig.

Tak for dit Brev om Arven ^*)Nicolaysen havde henvendt sig til Hostrup for at faa oplyst, om han ikke skulde være i Slægt med en Mand i Norge af samme Navn, som var død uden Arvinger; men noget saadant lod sig i alt Fald ikke bevise. og tak Boghandler Dahl derfor, men jeg troer ikke derpaa. Der er en 7—8 Byer i Danmark, som hedde Hostrup (Horsetorp—Hesteby), saa det er mærkeligt, at det som Familienavn endda er saa sjeldent. Min norske Slægt har jeg kun fra Moders Side, Hostrupperne ere blot danske. Da jeg imidlertid inderlig gjerne, navnlig for min Moders Skyld, vilde have en lille Arv, saa tør jeg ikke ganske ignorere denne Historie. Quid aber faciendum? Veed I Intet oppe hos eder om Laurits Jacob Hostrup, om hans s. 411Fader o. s. v. Indlagte Seddel viser, hvad jeg veed om min Familie paa Faders Side. For Resten er jeg selv det eneste Mandfolk, jeg har truffet paa, med Navnet Hostrup (Nogle hedde Haastrup); en forhenværende eller maaskee nuværende Redaktør af Altonaer-Mercur skal hedde ligesaa, men ham har jeg ikke truffet.

Her er dejligt i Silkeborg, vidunderligt, — dansk-norsk eller rettere norsk-dansk — Bjergnatur, Søer, en dejlig Elv (Gudenaa), Birk, Gran og Fyr, men ogsaa, og overvejende, Bøg. Kom herover med din Frue! Silkeborg er ikke Kjøbstad endnu, — den er for 10 Aar siden begyndt midt inde i de store Skovørkener og Hedeegne (nu er der en 1400 Mennesker), har tre Gjæstgivergaarde, Gasbelysning, 2 Læger og mig til Præst. Indbyggerne er et ganske driftigt Folkefærd, bestaaende af Lykkeriddere fra alle Landets Provindser; jeg har fulde Kirker; og ved Siden af en stor sædelig Fordærvelse hos Mange, er der dog heller ikke saa Faa med megen religiøs Trang. Imidlertid er Præsten herovre en Nybygger ligesom alle de Andre, og der skal gaa lang Tid hen, inden han sporer nogen synderlig Virkning af sit Arbejde.

Jeg følger naturligviis eders kirkelige Røre, som i det Væsentlige ligner vort eget, kun synes Pietismen at have større Magt hos eder. Deraf maa det komme, at en, som mig synes, saa grundchristelig, saa besindig, saa dygtig Theolog og s. 412Præst som Wexels, ikke har mere Indflydelse, end han synes at have. Jeg kjender rigtignok ikke hans Talegaver, men hans Forfattervirksomhed kjender jeg en Deel til og sætter stor Priis paa. Udtrædelserne af Statskirken forstaaer jeg meget vel; jeg ønsker selv mange Gange, at jeg kunde faa Lov til at samle en Menighed af Christne og være fri for alle Fornægterne, alle de døde Nummere, som vise aabenbart, at deres Christennavn er et Ran. Nu, — at samle en lille Menighed kan maaskee med Vorherres Hjælp ogsaa lykkes mig, men at skille sig ved Ballasten og begynde paa apostolisk Viis, det er i vore Dage endnu ikke lykkedes for Nogen, og hvad Luther ikke turde paatage sig, det tør vi Stympere vel endnu mindre. Frihed har vi heldigviis en heel Deel af her i Danmark, og naar min Samvittighed bestemt forbød mig at uddele Sacramenterne til Nogen, saa troer jeg, at Regeringen vilde føje sig efter mig; i alt Fald er jeg bestemt paa ikke at lade mig tvinge hverken af gode eller onde Ord.

Elisabeth har det godt og er henrykt over sin Søn. Der skal til Sommer bygges en Præstegaard her paa et dejligt Sted udenfor Byen; hidtil har vi boet smaat — til Leje. Jeg har et meget stort og meget forsømt Landsogn, som volder mig Bryderi nok, men efterhaanden brydes vel Isen. Det har bestandig været min Opgave at føre lidt Krig for det Aandelige, og herovre er Krigen rigtignok ganske anderledes alvorlig end den, jeg før har s. 413ført; men jeg haaber — aldrig at blive saa gammel, saa jeg foretrækker en falsk Fred med Aandløsheden for Philisternes Fjendskab (du har vel ikke glemt fra din Børnelærdom, at Philisterne, som Fjender af alt Aandeligt, dog først og fremmest er Fjender af Guds Aand). Seer du noget til Jørgen Moe, saa tak ham for den smukke lille Bog, han sendte mig. Hils din Fæstemø, item Vilh. Bøgh og alle gamle Venner!

Din
C. Hostrup.

P. S. Fru***, som du anbefalede, maa være gaaet meget tilbage, siden du saae hende. Det er en Dukke, en dum fornem Gaas — undskyld min Ligefremhed, — hendes Elskværdighed er kun en Glasur; jeg troer hverken paa hendes Aand eller Hjerte. Manden er et lunefuldt, despotisk Bruushoved, som lægger sig ud med Alverden, skjøndt han ikke kæmper for nogen Idee ; men af to Onder er han dog det mindste.

C. Hauch til C. Hostrup.
1857

Kjæreste Hostrup!

Jeg er en stor Synder med Hensyn til Opsættelse i Brevskrivning, hvilket da ogsaa har viist sig ved denne Leilighed ved den lange Tid, jeg har ladet hengaae, uden at besvare Deres venlige s. 414Brev fra i Vinter. Nu vil jeg dog engang gjøre Alvor deraf. Forresten beder jeg Dem da ogsaa at takke Elisabeth for hendes venlige Linier paa min Fødselsdag; hun maa ansee dette lille Brev for ogsaa at være skrevet til hende. Det har gjort os meget ondt, og jeg kan sige med Sandhed, at jeg har taget mig det meget nær, da jeg hørte om Deres Sygdom ; thi jeg frygter, at De selv har paadraget Dem den ved altfor stor Anstrengelse, eller ogsaa bekommer Klimatet Dem ikke, og det er ogsaa slemt nok. Jeg beder Elisabeth ret meget om at bruge al sin ægteskabelige Indflydelse for, at De skal skaane Dem mere selv. Gud skee Lov, at De har taget den Beslutning at komme her til os, vi glæde os meget til at see Dem begge, og den Tredie med, ikke at forglemme: Deres lille Søn. De kan troe, at Deres Stykker have gjort Lykke her i Vinter; i et væk hører jeg Spørgsmaal, om De dog ikke vil skrive flere Stykker for Theateret; men det lader sig vel nu ikke haabe. Fodreisen er vist et af de første, om ikke det første Stykke, som vi i denne Retning have paa Theateret, og det erkjendes ogsaa af Alle; det holder sig friskt og nyt, hvor ofte man seer det. «Gjenboerne» tager sig ogsaa ypperligt ud, det giver fuldt Huus hver Gang, det spilles, og Mantzius især gjør stor Lykke deri. Jeg haaber, at «En Spurv i Tranedands» skal blive givet til næste Vinter, det staaer ingenlunde tilbage for de øvrige. Men vi have en i høi Grad uvirksom Theaterdirekteur, s. 415der Intet kan sætte igjennem. — Det Stykke, jeg har indsendt, maa nu ogsaa henligge til næste Aar. — Digteren Munch er hernede for at see sin «Salomon de Caus», der har gjort et Slags Lykke, tildeels ved Høedts Spil, og der, efterat den altfor vidtløftige Lyrik er bortskaaren, virkelig indeholder saa meget Godt og Dramatisk, at den fortjener det. — Dog, dette maa være nok om Theaternyt, jeg vil ikke trætte Dem længere dermed. Dog maa jeg endnu lægge til, at Fru Heiberg har gjort en stormende Lykke ved sit Spil i «Ninon», og hun fortjener den ogsaa; men Stykket selv er, som vel ikke saa sjeldent hænder Hertz, en Blanding af ziirligt Perlestikkerarbeide og convulsivisk Pathos, især mod Slutningen. Han har overordentlig Meget af en Dramatiker, men paa de Steder, hvor Sjælen ret skulde bevæges i sine Dybder, hvor Geniets Lynblink skulde bryde igjennem, der slaaer det ham ofte Klik, og da den sande Kraft mangler ham, saa maa han hjælpe sig ved Convulsioner og bliver tidt hysterisk. —Jeg holder langt mere af hans bedre Comedier ; i den saakaldte høiere Comedie synes han at være paa sin Plads. —

I vore smaa Forhold er der kun lidt forandret, skjøndt det politiske Uvejr bestandig truer i det Fjerne. Peter Koch har efter, som De veed, at have bestaaet med Ære baade til den theoretiske og praktiske Prøve, begyndt sin Embedsbane med at komme ind i Justitsministeriet; det giver gode Udsigter i en fjern Fremtid, men Intet i Øieblikket. s. 416Vi ere ellers Alle ganske vel paa nogen Forkølelse nær; jeg er slemt angrebet, hvilket er saameget værre, da mine Forelæsninger stunde mod Enden, og jeg netop i den Anledning i høi Grad trænger til min Stemme. Ingemann var nylig herinde, han seer ypperlig ud, som et Menneske, der med god Samvittighed nærmer sig til Enden af sin Bane. Hans Tanker ere bestandig sysselsatte med den Drøm om Hades, som han udførte i en af sine sidste Produktioner. Han sammenlignede sig selv med Proserpina, der, da hun havde smagt nogle Kjærner af Underverdenens Granatæbler, ikke meer kunde komme tilbage til Lyset igjen. — Fru Ingemann er bleven en Deel ældre; jeg frygter for, at han kunde komme til at miste hende, det vilde være en bitter Skaal mod Enden af hans Liv. Vorherre har ellers hidtil skaanet ham for store Sorger, saa man næsten kan sige, han er bleven noget forkjælet af Lykken, men denne Forkjælelse har dog ingen Skade gjort ham, og det er meget. Han er gaaet som et (naturligviis kun relativ taget) uskyldigt Barn igjennem Livet, bestandig beskyttet mod dets Storme, og uden rigtig at kjende det.

De holder vel Fædrelandet, saa har De da vel seet den Strid, der fandt Sted imellem Rudelbach og Allen; Rudelbachs Svar finder jeg meget mærkværdigt, det har høilig interesseret mig; vi ere altfor tilbøielige i denne Tid til at betragte Alt fra det nationale Standpunkt; der gives dog s. 417Spørgsmaal af en høiere Natur, hvor der ikke spørges om, enten man er Dansk eller Tydsk.

Deres trofaste Ven
C. Hauch.

Mange Hilsener fra Alle her til Dem og Elisabeth.

C. Hostrup til V. Nicolaysen.
Silkeborg. 5, Novbr. 1857

Kjære Ven!

Naar jeg ikke har skrevet dig til hele denne lange Sommer, saa kunde det synes endnu mere utilgiveligt end min tidligere Brevknaphed, men det er det dog ikke. Nej — siden vi saaes, har vi To (Elisabeth og jeg) gaaet og stridt med en stor Sorg. Ja, du har maaskee hørt den. Vor lille Svend blev sygere og sygere, og nu har hans lille Legeme allerede i to Maaneder ligget paa Silkeborg Kirkegaard. — Jeg kunde ikke skrive. —

Jeg har haft megen Glæde af eders smukke Foræring og takker eder af Hjerte derfor. Tidemands Billeder er jo en lille Huusskat, hvorved man stadig paany kan fornøje sig og Andre, og Landskabsbillederne er for mig kjære Erindringsblade fra eders storartede Natur.

Ogsaa herovre er der noget Storstilet i Naturen — for os i det Mindste; her er hverken sjællandsk eller norsk, men noget af begge i en s. 418ny Forbindelse. Til Foraaret flytte vi ind i en smuk og rummelig Præstegaard, som ligger dejligt ved Sø og Skov. Vi vente, at du og din unge Frue som et ægte skandinavisk Ægtepar ogsaa kommer til Silkeborg og bringer nogen frisk Fjeldluft med jer. Saa skal I prøve paa at sejle paa vore Floder og bestige vore smaa Lyngbjerge og see, om de jydske Birke ikke godt kan maale sig med de norske; ja, om I har Lyst til det, gjæste en jydsk Bonde og see, om han ikke mere ligner sine norske Frænder end sine tydske Grander. Og hvis I vil overvære en Gudstjeneste her, saa haaber jeg, at jeg ikke — som sidst — skal være saa usikker og famlende, fordi jeg følte, at jeg stod paa fremmed Grund ^*)Hostrup viede Nicolaysen og hans Hustru i en københavnsk Kirke. uden noget Kald — andet end Venskabets, og jeg troer dog, at jeg i det Hele taget har faaet Naade til at tale jævnt og klart, — det skal slet ikke være en Kraftkunst — men kun et ærligt Menneskes simple Vidnesbyrd om, hvad der er ham en Hjertesag.— —

Gotfred Rodes Digtsamling har jeg læst med Fornøjelse; der er Hjerte deri og ingen Svulst, og det er meget. Derimod har jeg ikke endnu faaet fat paa «Synnøve Solbakken», som jeg længes efter at læse.

Hils nu din Frue og de gode norske Mænd og Kvinder, som endnu erindre en i Jylland begravet s. 419forhenværende Poet og Skjønaand, som imidlertid stadig bliver

Din hengivne
C. Hostrup.

C. Hostrup til L. Mynster.
Silkeborg. 12. Jan. 1858

Kjære gamle Ven!

Det sidste Brev, jeg skrev til dig, begyndte saaledes: «Jeg venter ikke noget Svar paa dette Brev, og jeg har da heller ikke fortjent det. Men jeg vil dog ikke have, at du uforstyrret skal triumfere over, at alle dine gamle Venner ere blevne dig utro. Det er denne Martyrglæde, som jeg ikke under dig, o. s. v. » Saavidt jeg husker, blev dette Brev forfattet tredie Søndag i Advent 1857 paa Hjemturen fra Annexet, og paa den Vej har jeg da skrevet mangfoldige Breve til dig; men Ulykken var, at jeg aldrig havde Blæk og Pen ved Haanden, saa det blev kun skrevet paa de rosenfarvede Aftenskyer. Thi med Undtagelse af mine Prædikener og adskillige lakoniske Forretningsbreve, skriver jeg det Meste af, hvad jeg skriver, paa dem, baade Epistler og Digte, medens jeg kjører over Silkeborg Hede.

Imidlertid triumferer du under din Martyrkrone og sender mig et nyt Brev paa virkeligt Papir, og det har endelig vakt min slumrende s. 420Energi, saa nu i Aften samler jeg mig til at skrive et meget mindre morsomt Brev end dem, jeg har sendt dig tidligere, men et, som du synes at sætte mere Priis paa. Jeg havde meget mere Lyst til at tale med dig; du kunde da ogsaa gjerne besøge mig i Sommerferien.

Jeg troer, vi er uenige i mange Ting, saaledes fornemmelig, hvad det Grundtvigske angaaer; men maaskee blev vi dog enige, naar vi rigtig forstod hinanden. Det er overhovedet saaledes med mange Mennesker, som i Grunden staae hinanden nær, at de deels ikke kan tale, og deels ikke kan høre, saa de blive sig ikke bevidste, at de dog i Virkelighed vil Eet og det Samme. Men endnu større synes Afstanden, naar Sagerne forhandles skriftlig, for det er jo da for et ikke reent forkvaklet Menneske lettere at tale end at skrive, og at høre end at læse. See, derfor vil jeg opsætte mit Forsvar for det Grundtvigske og mit Angreb paa det, som vel for Tiden kan kaldes det Rudelbachske, til den Sommeraften, som seer os vandre sammen i Præstegaardshaven ved Silkeborg.

Men det Æsthetiske, deri kan vi vist lettere forstaae hinanden, derpaa har jeg ikke faaet noget nyt Syn i de sidste Aar, og det har du vel heller ikke. Saaledes mener jeg da, at «Synnøve Solbakken» er en meget mærkværdig og meget fortræffelig Bog; —lidt maniereert i Naturskildringerne, som er fra en heel anden Verdensdeel og ærgrer mig dobbelt i det smukke Digt, men derimod s. 421sand, inderlig, gribende i Personskildringerne. Den Bog bebuder en virkelig Digter, en stor Digter, en Banebryder, og det er mig et kjært Vidnesbyrd om Nordmændenes og den norske Patriotismes Ægthed, at han udgaaer fra Norge.

Saa er der «Johannes den Døber». Jeg har læst den og ikke læst den, læst længe og tidt i den og bestandig fundet mere og mere deri. En forunderlig Bog! — Er det et Mesterværk af Dybsind, eller er det en aandrig Mands Famlen med et uhyre Stof, et moderne Produkt af et poetisk Talent og en Jernflid — en Tænken sig frem, hvor den egentlige Digterevne glipper? Jeg er ikke kommen til nogen bestemt Dom om dette Værk og gad høre din. Klart synes det mig, at noget Væsentligt mangler. Forfatteren forstaaer ikke at slaae Bro over til den dannede Bevidsthed, som Oehlenschläger gjorde det med «Nordens Guder», eller Bjørnson gjør det med Norges Bønder; man staaer langt borte og kan hverken høre eller see rigtig klart; men hvad man hører, det lokker til at arbejde sig frem og skærpe sit Blik, om det er muligt. Saaledes har Læsningen deraf ogsaa gjort et piinligt, anstrengende Indtryk paa mig, et utilfredsstillende Indtryk, fordi der idelig viser sig Dybder, som man ikke kan komme rigtig til Bunds i og ikke rigtig veed, om det er Forfatterens Skyld eller Eens egen. Johannes Fibiger har for Resten været i Silkeborg for at besøge sin Broder, som er Distriktslæge her. Han var elskværdig, human, s. 422næsten altfor human for mig. Vi talte ogsaa om dig, for hvem han nærer den gamle Hengivenhed. Ogsaa af Thrige har jeg haft Besøg og fandt ham frisk og elskværdig som altid. —

Saa er der «Phantasterne» af Egede Schack. Jeg har ikke endnu faaet læst den Bog, har den uopskaaren liggende paa mit Bord, men jeg har seet den rost i «Fædrelandet» — som fortræffelig, og har kigget lidt i den. Og saa traf jeg da paa Noget, som greb mig sympathetisk, som en Gjenklang fra min egen Sjæl i Ungdomsdagene, og skjøndt jeg troer, at Bogen ikke ender, som den burde, men ender i Philisteri, ender med, at Idealerne opgives, og Helten nøjes med, hvad Jorden kan give, og blot bliver en lykkelig Elsker, men havner ikke i Christendommen, saa seer det dog ud til, at den er værd at læse, og jeg længes efter at faae Tid til at fordybe mig i den.

Hvad mig selv angaaer, saa vil jeg ikke bytte mit Præsteliv med det forrige, skjøndt jo ogsaa det kun gaaer saa smaat. Liv er her i Silkeborg, og baade Imødekommen og Modstand er her ingen Mangel paa, saa jeg skal ikke blive fristet til at falde i Søvn. I mit Annex er der derimod ikke megen bevidst Christendom, men en Deel rationalistisk Fromhed. Skal det lykkes mig at udrette noget der, vil det vist tage lang Tid. For at oplive mine Bønder har jeg begyndt en Aften om Ugen at fortælle dem lidt Kirkehistorie, hvad de synes bedre om, end jeg havde turdet haabe. s. 423I Silkeborg holder jeg derimod i Vinter, som ogsaa ifjor, Bibellæsning i Kapellet en Gang om Ugen. Mine Modstandere ere naturligviis to Slags, Hedninge og Jøder, Sadducæer og Pharisæer, den første Klasse anført af Drewsen og kjendeligt repræsenteret af en Deel af Embedsog Kjøbmandsstanden, den anden — blandt Andre af Bønder vesterfra — de saakaldte «Stærke», — som har glemt, at ogsaa de Christne endnu er syge og først helbredes efterhaanden. Jeg var i Begyndelsen bange for at forarge dem ved at berøre de kildne pietistiske Paastande, men har opgivet det igjen som en falsk og fejg Fremgangsmaade, og udtaler mig nu om, hvad der staaer for mig som Sandhed, saa klart og uforbeholdent som muligt.

Trods din Antipathi for det Grundtvigske skulde du dog læse lidt i «Budstikken» ved Lejlighed. Ikke som om Alt deri var godt, nej! men Meget er det; det er en mærkelig Evne, den Mand ^*)F. Boisen har til at skrive opbyggeligt og simpelt. Han er ogsaa en ypperlig Prædikant og et ualmindeligt ærligt og kjærligt Menneske, og jeg har tidt tænkt paa, naar jeg læste i Budstikken saadanne Stykker, hvor hans elskværdige Personlighed rigtig skinner igjennem, at det dog var umuligt andet, end at du maatte kunne stemme i med, naar du læste det, og komme til at holde af den Mand. Tag ved Lejlighed fat paa en af de ældre s. 424Aargange og læs en to—tre Stykker med god Villie! de er tidt meget interessant skrevne.

Lille Juleaften fik vi en lille Søn til Trøst for ham, vi mistede. Baade min Hustru og Ungersvenden befinde sig vel, og vi begyndte saaledes baade Julen og Nytaaret med Glæde Jeg indbyder dig til at gjøre min Hustrus Bekjendtskab, hun er det vel værd, og jeg indestaaer dig for, at du ikke vil fortryde det. Der bygges nu paa en smuk Præstegaard her i Silkeborg, hvor vi skal flytte ind til Maj, og hvor der bliver ligesaa godt Huusrum, som der altid hos mig er Hjerterum for gamle Venner.

Og saa lev vel! Tak for din Taalmodighed med mig! Opgiv mig ikke, fordi jeg er bleven en endnu daarligere Brevskriver end nogensinde før. Og kom saa over at see, hvorledes jeg har det, og hør mig prædike, som undertiden gaaer ganske godt og undertiden temmelig skidt, men dog for det Meste saaledes, at jeg selv og min Hustru har nogen Opbyggelse deraf.

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til C. Hauch.
Silkeborg. 22. Febr. 1858

Det er en Skam af mig, at jeg endnu ikke har takket Dem for «Kongens Yndling», som jeg s. 425har læst med megen Fornøjelse. Det er et smukt Stykke og, hvis jeg ikke seer fejl, et godt Theaterstykke, som maa gøre megen Virkning paa Scenen, naar det bliver godt spillet. Det er usandt, som mig synes, naar det er blevet sagt i en Anmeldelse, at de store Egenskaber hos Christian den Fjerde ikke træder frem i det Billede af ham, De har givet, at det egentlig blot skulde være hans prosaiske Hverdagsansigt, som De har tegnet; nej, hans Storhed kommer godt frem i Deres Billede, hans hele praktiske Dygtighed, som gjør, at han kan vælge sine Folk og see dem paa Fingrene, den Storhed, at han uden Frygt og uden Skaansel mod sig selv og Andre staaer fast, som den, der er sat af Gud til at haandhæve Ret og Retfærdighed; og det Smaalige, Patriarkalske, gjør netop denne hans Storhed karakteristisk.

I et Brev til Elisabeth ifjor sagde De, at dette Stykke var et Forsøg paa at forene Shakspeare og Scribe, og Sandheden deraf har jeg ogsaa følt ved Læsningen. «Kongens Yndling» har vistnok derfor adskillige Fortrin, især theatralske, for sine ældre Søskende, men i andre Henseender er det ogsaa kommet til at staae tilbage for Stykker som «Tycho Brahes Ungdom», idet den dramatiske Conflict i dette sidste Stykke er langt mere udviklet i Dybden. Og jeg skal ikke negte, at jeg i «Kongens Yndling» hellere vilde have mere af dette Shakspearske, jeg kunde gjerne sige af dette Hauchske. Men paa den anden Side erkjender s. 426jeg det selv for aldeles uberettiget at ville maale det ene Digterværk saaledes efter det andet ; «Kongens Yndling» har sine egne Fortrin, som fortjene Anerkjendelse, og iblandt disse vil jeg ikke blot nævne Skildringen af Christian den Fjerde, som er dets Hovedfortrin, men ogsaa fremhæve Jonas Klyver, som er udført med meget Lune.

Det er saaledes i sin Orden, at Stykket har gjort Lykke, og jeg kan ikke troe andet, end at det maa gjøre et særdeles smukt og velgjørende Indtryk paa de gode Tilskuere. At der imidlertid ogsaa er slette af den Slags, det har De erfaret før denne Gang; men det har maaskee aldrig stærkere viist sig end i nogle Blade «for Theater og Literatur», som udgives af en Anonym. Denne i det Hele meget flade Person anseer jeg for at være Adolf Hertz, som De nok mindes fra en tidligere Virksomhed i samme Retning. Men at den Slags Folk myldre op søm Paddehatte i en Tid, hvor alle vil være Kunstnere eller, naar det slaaer fejl, Kunstkjendere, er da intet Under. Blot ikke den Slags Kritikere fra deres faste Borge i Dagbladene skal fortrædige og forbitre Dem Deres Virksomhed som Theaterdirektør. Anerkjendelsen kommer jo altid først bagefter. —

Bygningen af vor Præstegaard skrider nu saaledes frem, at der intet er til Hinder for, at vi kan modtage Dem deri næste Sommer, hvis De, som De har lovet, gjør Alvor af at gjæste Silkeborg. Jeg glæder mig til, at De skal finde det s. 427overordentlig smukt herovre i dette danske Bjergland, hvor Bøgen og Granen og Birken holde et stort skandinavisk Møde. Saa venter vi Dem altsaa til Sommer. Rejsen er hverken lang eller besværlig, og vore Fjelde kan, i det mindste for Størstedelen, bestiges til Vogns.

Et stille Studerekammer med Udsigt over Sø og Skov har Præstegaarden ogsaa at undvære, hvis De vil tage Arbejde med. —

Deres hengivne
C. Hostrup.

C. Hostrup til V. Nicolaysen.
Silkeborg. 1858

Kjære Ven!

Igaar fik jeg «Hærmændene paa Helgeland» med en venlig Paaskrift fra dig, og jeg takker dig og havde ogsaa stor Lyst til at takke Ibsen for dette mærkelige Digt, som i høj Grad har interesseret mig. En Hovedfejl har det nok; det er Saga mere end Drama, hvilket navnlig viser sig i Skildringen af Hjørdis. Det synes, som om Digteren har gjort Regning paa, at Skuespillerindens Skjønhed og personlige Elskværdighed skulde gjøre hendes Tryllemagt over Sigurd og Gunnar forklarlig; men i et Drama maa den Elskværdighed og Dejlighed ligge i Rollen og ikke hentes udenfra; som hun er, er hun oprørende og grel, s. 428som Gudrun i Laxdælasaga og Gunnar af Hlidarendes Hustru Halgerde i Niauls Saga; han har taget hende lige ud af disse Sagaer, men ikke faaet det med, som den dramatiske Digter skulde fuldstændiggjøre Billedet med. Hele Arbejdet bliver saaledes en storartet, meget mærkelig og lovende Studie, en ny Svale for Norges poetiske Vaar; men om Ibsen selv skal være en af Vaarens egentlige Sangere, det maa vel endnu først rigtig vise sig, — skjøndt — Alt tyder derpaa; store Kræfter er der i Manden, det er vist, og Liv, glædeligt Liv, er der i eders unge Literatur.

«Synnøve Solbakken» — ja Tak for den, den er noget Stort og Herligt. Ogsaa her kan der vel, som du selv omtalte, være noget at udsætte, men Opgaven er væsentlig løst; det er en Digter, der er traadt op, den Betydeligste, I har haft siden Adskillelsen fra Danmark. Hans Dramaer har jeg ingen læst af endnu, jeg veed ikke, om de ere trykte, men Synnøve skal gjøre ham udødelig, selv om de andre Arbejder ikke skulde have stort Værd, og jeg har det Haab, at han, der har begyndt saaledes, skal blive en af de store Digtere, der kommer med evige Syner og fremdrager en ny Tid af Nordens og Norges Herlighed. Det har gjort mig ondt, at han skulde være Theaterdirektør i Bergen; skulde det ikke være meget uheldigt, baade for Theatret og — hvad der i dette Tilfælde var værre — for ham.

En tredie Hilsen fra den norske Poesi har jeg s. 429i Vinter faaet i Munchs William Russel (mig tilsendt igjennem Boghandelen fra «En Ven i Christiania» — jeg veed ikke hvem), et Stykke, som jeg ogsaa har læst med megen Interesse, skjøndt det vel ikke er saa «lovende», som de to andre. Munch er jo som Digter over den Alder, hvori man gjør store Løfter; en meget ejendommelig og dristig Digternatur er han jo ikke; men det er et smukt Arbejde at læse, og det maa, synes mig, have en Deel dramatiske Fortrin (jeg skulde maaskee hellere sige theatralske) for «Salomon de Caus». Det er maaskee en Svaghed, en Mangel hos mig, at jeg har en stor Forkjærlighed for de friske, de umiddelbare Digternaturer, at jeg sætter det Naive højere end det Sentimentale, og derfor er da ogsaa «Synnøve Solbakken» mig langt værdifuldere end alle Munchs og Welhavens Værker tilsammen, skjøndt jeg ikke agter det ringe, hvad disse to Mænd har præsteret med smaa Midler. Nej, eders rette Digtere de komme først nu, og ligesom Bøgelunden paa Sjælland en Tid lang har været den sangrigeste Plet i Norden, saa kan det nok være, at nu er eders Tid kommen, da I skal tage Luven fra os for en Tid, og jeg er for god en Skandinav til, at jeg ikke skulde glæde mig over, at I til den fælles Rigdom vil føje en ny Sang, selv om den overdøver Tonerne hernede.——

Din
C. Hostrup.

C. Hauch til C. Hostrup.
Kbhvn. 18. Marts 1859

Kjæreste Hostrup.

Til at digte noget Nyt har jeg ingen Tid, skjøndt jeg vel har et Emne, der Dag og Nat minder mig om, at det bør udarbeides før min Død; imidlertid, endnu maa jeg vente dermed. Derimod har jeg omarbeidet et Par gamle Stykker; det skulde dog ogsaa gjøres og var lettere; dog kan det ene Stykke, Gregor, næsten gjælde for nyt, i det mindste er der mange Bearbeidelser af ældre Arbeider, der, uden at afvige mere fra de første Originaler, dog betragtes som tilhørende den yngre Bearbeider og som hans literære Eiendom.

Disse to dramatiske Digtninge vare meget ufuldkomne fra Formens Side, da de først traadte frem; den sidste Haand var dengang ikke lagt paa dem fra Forfatterens Side; dette mener jeg nu at være skeet.

Jeg frygter, at jeg endnu ikke i Aar slipper fra Teaterbestyrelsen, skjøndt jeg ønsker det. Trods alt det, Bladene sige, saa er dog nu Alt i ganske god Gang, og Publicum er vendt tilbage til os; den finansielle Tilstand, der truede os med Undergang, er nu sikkret. — Nu kunde jeg træde bort, hvis jeg blot — kunde, men det er meget vanskeligt. Det er en slem Stilling; man maa tilintetgjøre mange Illusioner og udsætte sig for mangfoldige Menneskers Vrede og Had, uagtet s. 431man gjerne ønskede at lave det saa godt for dem, som muligt. Virker man noget godt, saa maa det skee i det Skjulte, Ingen veed det; tager man feil, saa kastes Feilene tilbage i forstørret Skikkelse fra de store Huulspeil, som Bladene opstille. I høiere Forstand kan man have godt af at giennemgaae Sligt, for — hvis det ellers behøves for en Mand, der i over fyrretyve Aar har syslet med Literaturen — at lære, hvad Ros og Dadel egentlig vil sige, og for at indsee, at Berømthed og Navnkundighed ogsaa er Forfængelighed ligesom alt Andet, hvad der hører Jorden til. Hisset virker vel de evige Aander, uden at Nogen aner, hvorfra Virkningen kommer, og det er ikke det Sletteste derved. Men der er Fare ved at have Menneskers Skjebne i sin Haand, Øieblikket fordrer rask Handling, og selv uden at man vil det, kan det Urette skee; man maa vel her, mere endnu end i de fleste andre Stillinger, bede Gud at holde Uretfærdighed borte fra sig.

Tusende Hilsener til Elisabeth! Gud skjenke hende Held og Glæde med hendes lille Dreng og Dem med. Mange Hilsener fra os alle.

Deres trofaste
C. Hauch.

C. Hostrup til Chr. Richardt.
Silkeborg. d. 6. Juni 1859

Richardt !

Lakonisk maa man skrive til dig, ellers har du vel ikke Tid til at læse det. Du ventes som min Gjæst med Sangforeningen. Vil du? — ja eller nej! Jeg skal have tre Andre — hvem? svar strax! Kommer Guldberg? — ham vilde jeg gjerne have. Veed du to andre af mine eller dine Venner — hvem? sig frem! strax! Jeg vil sikre mig eder i Forvejen.

Stor Glæde i Byen til eders Ankomst. Vi hente eder anden Pintsedags- Morgen paa Halvvejen mellem Aarhuus og Silkeborg. Jeg prædiker først i Linaa og vil støde til eder der, om muligt. Du bliver med det Samme hos mig i tre Maaneder — svar strax!

Bær over med min Snakkesalighed og skriv, om ikke andet, saa fire Navne. Du veed nok, hvem jeg kjender. Jeg leder efter Navne, men kan ikke huske andre Sangere end v. Deurs. Ogsaa han er velkommen paa Præstegaarden, hvis han ikke hellere vil til Hoffet hos Drewsens. Men vælg du og strax! NB. Heise kommer vel ikke med, eller Adolf Knudsen! Vær velvillig! husk paa, du er min Arving. Jeg var stor, mens du var lille, nu er du stor, og jeg er lille. Gjør mig stor med et Ord! Ja, Chr. Richardt, Musarum et Apollinis pulle! svar strax!

Din ærbødig hengivne
C. Hostrup.

C. Hostrup til C. Hauch.
Silkeborg. 9. Jan. 1860

Først nu er Elisabeth og jeg, som, naar der er Lejlighed dertil, gjerne læser lidt sammen om Aftenen, komne igjennem Deres nye Fortælling, og næst efter at takke Dem for Modtagelsen af den, skulde jeg nu sige Dem et Par Ord om, hvorledes den har behaget mig. De har selv sagt, at det sandsynligviis blev Deres sidste større Digterværk, og hvis det skulde være Tilfældet, saa har De efter min Overbeviisning endt denne Deres Bane paa en smuk og hæderlig Maade med et Digterværk, der kun kan forøge den Tak, som vi poetiske Læsere skylde Dem i Forvejen.

Det romantiske Element, som spiller saa stor en Rolle baade i «Vilhelm Zabern», «Guldmageren» og «En polsk Familie», og som selv i den for øvrigt saa rolige og klare «Robert Fulton» bryder saa stærkt frem i Skildringen af det første Dampskibs Prøvefart og i Lauras Sange, er her næsten slet ikke tilstede (det skinner dog frem i den dramatiske Forestilling, som Laclos arrangerer, hvori Guillotinen er Hovedpersonen), og det er vel i Følelsen heraf, at De ikke har kaldt Deres Bog en Roman. Men der ligger paa den anden Side en klar Septemberbelysning over hele Fortællingen, den er, som De selv siger, en ældre Mands Arbejde, men det forraader ingen Svaghed af dem, som følge med Alderdommen. Interessen for Helten s. 434er stadig i Stigen, og den sidste Halvdeel af Bogen er ogsaa her den bedste og rigeste. Jeg kunde have ønsket, at Charles, som dog skulde have en dobbelt Vægt baade i sin religiøse Tro og i sin Kjærlighed til en Anden, var bleven holdt reent udenfor Tidens Lefleri; i saa Henseende kommer Bernard med sin rene og ridderlige Tilbedelse af Dronningen til at stikke ham ud. Den Utroskab gjør dog hans Kjærligheds Ægthed tvivlsom, og kommer derfor ogsaa til at svække Indtrykket af hans Lidelse, da han troer sin Elskede ført til Retterstedet. Det forekommer mig, at naar der skal tillægges Helten en saadan Brøde, saa maa den ogsaa blive et Moment i hans Udvikling mod det Maal, han skal naae, saa maatte det ogsaa antydes, at Charles igjennem dette Fald ved Angeren var bleven inderliggjort. Saa var det paa sin Plads, thi det er jo et Menneskes Opdragelse, De saa smukt skildrer. —

Tilgiv mig denne Indvending! Vi har haft megen Glæde af Deres Bog; den har for mig kastet et nyt Lys over den franske Revolution og vakt min Lyst til, naar jeg faaer Tid, at gjøre mig bedre bekjendt med denne forfærdelige Aabenbarelse af, hvad der boer i Menneskehjertet. —

Deres hengivne
C. Hostrup.

C. Krebs til C. Hostrup.
Kbhvn. 11. Marts 1860

Kjæreste Hostrup!

Blandt de mange dyrebare Beviser paa Velvillie og Hengivenhed, hvormed mine Disciple, baade de gamle og de unge, glædede mit Hjerte idag for fire Maaneder siden, regner jeg sandelig Deres venlige Brev ikke for det ringeste. De har altid været mig uendelig kjær. Jeg glemmer aldrig det Liv, der var i Deres Øjne, da De tilhørte os i Skolen, et Liv, der gav os store Forventninger om Dem, hvilke De sandelig ikke har skuffet. Jeg har fulgt Deres Studenteraar og Candidataar og glædet mig over Dem og mangen Gang med Stolthed sagt: han er en gammel Metropolitaner. Jeg veed, at De har omfattet Deres nuværende Virksomhed med Deres alvorlige Sjæls hele Varme og Dygtighed, og jeg er overbeviist om, at Deres Navn ogsaa her vil blive et godt Navn, saaledes at jeg, der næsten er den eneste Tilbageværende af Deres gamle Lærere, endnu ofte vil kunne komme til at sige: han er en gammel Metropolitaner.

De vil derfor kunne forstaae, at jeg virkelig skammer mig hjerteligt over, at jeg har ladet saa lang Tid hengaae uden at sende Dem min kjærlige Tak, fordi De ikke havde glemt mig, der holder saa meget af Dem, kjære Hostrup! De maa heller ikke troe, at jeg har været uden Mindelser i denne s. 436Sag; ofte har jeg maattet høre baade af min Kone og mine Børn: «Men har Du endnu ikke skrevet til Hostrup?» Men De vil tilgive mig: til Hverdags er jeg, som De veed, i høj Grad optaget og bundet, og om Søndagen kommer der saa ofte Et og Andet i Veien, der forhindrer et gammelt Menneske fra at indhente, hvad der er bleven forsømt i Ugen.

Ja, jeg er rigtig nu et gammelt Menneske, og jeg begynder at føle det. Mit Helbred har desværre ikke været aldeles correct i de senere Aar. Den megen Stillesidden og de mange Underviisningstimer have taget en heel Deel paa mig; jeg brugte Sandefjord Svovlbad sidste Sommer og skal vistnok desværre derop til Sommer igjen. Mit Underliv er forkeert, og Leveren er nok noget vel stor. Iøvrigt er jeg lykkelig ved min Stilling og i mit Hjem. Min ældste Søn, Peter (Mathilde Marcussens Barn), er nu to Aar gammel Student, en brav Fyr, der studerer Medicin og er ivrig Foreningsmand. Jeg har to Drenge i Skolen og En, som gaaer her hjemme og gjør Knuder. Mine to ældste Døttre ere snart voxne, 15 og 14 Aar, og saa en lille Pige paa 7–8 Aar. De seer saaledes, at jeg ikke er alene.

I Skolen gaaer det ved det Gamle. Borgen begynder at blive gammel — han er iøvrigt den Samme: venlig og kjærlig mod Disciple og Medlærere. Nu gaaer det rask med at have Sønner af mine egne Disciple i Skolen.

s. 437Dog jeg maa stoppe! Modtag, kjæreste Hostrup! som et Minde om mig indlagte lille «Tak», og skjænk det Værk en Plads i Deres Bogreol, at sige hvis De kan rumme den der imellem de andre Folianter.

Jeg beder mig præsenteret for Deres Frue som

Deres hengivneste gamle Ven
C. Krebs.

C. Hostrup til C. Hauch.
Silkeborg, d. 10. Maj 1860

Den Dag, paa hvilken dette Brev kan naae Dem, er efter min Beregning Deres 70de Fødselsdag, og jeg kan ikke lade denne Dag gaae hen uden ogsaa at bede om et Ord med. Jeg hører vist til dem, der har Dem allermeest at takke for, og det skulde De dog engang have at vide.

Af hvor forskjelligt Malm vi to end er, er der Noget hos Dem, som fra min første Ungdom har draget mig til Dem. Jeg fandt i Deres Digtervirksomhed Noget, som jeg savnede hos alle vore Digtere, selv saa tidt hos Oehlenschläger, og det var de dybe Toner, det var det Religiøse, — om jeg maa kalde det saaledes, — ikke klinet paa og tvunget ind i Digtet, men klingende med igjennem det Hele. Det er vel egentlig det Shakspearske, som man saa tidt har tillagt Dem, at De skildrer Menneskelivet som noget Alvorligt, som et Forhold til Gud, at De peger paa Skyld og Straf der, s. 438hvor de Andre kun seer Ulykke. Det er min Overbeviisning, at De derved har haft og vil have stor Betydning i en Tid som vor, især for unge Mænd, og det var det, jeg vilde sige Dem, at De ogsaa har virket alvorligt styrkende ind paa mig. Jeg er ingen Philister, som vil bedømme Digterne efter den reelle Nytte, de gjør; men saa sandt det er en god Gjerning at vække Slægten, at synge den Sang, der styrker til Kampen, saa har De en skjøn Virksomhed at see tilbage paa, og vi, den yngre Slægt, saameget at takke Dem for. Nu, det vil vel nok blive sagt Dem bedre og kjønnere af Andre, end jeg nu kan gjøre det; men det vil maaskee ogsaa glæde Dem at høre det af min Mund.

Siden jeg har lært Dem personlig at kjende, er min Taknemmelighed ogsaa stadig voxet imod Dem, og der er mange af de Samtaler, som jeg har haft med Dem, der have slaaet an hos mig paa samme Maade som Deres bedste Digte. Men jeg har jo nu en Part af Dem til daglig Ledsager, og hende, min Elisabeth, saasandt hun er Deres ægte Datter, vilde jeg ogsaa gjerne takke Dem for. Ja ogsaa i hendes Hjerte klinger den dybe Streng saa fuldt, at hun er mig et Vidunder i Sammenligning med enhver anden Kvinde, jeg har seet, og de Fleste af dem, selv de, som have blændende Fortrin, forekommer mig som Dukker ved Siden af hende. Og saasandt det er Deres Huus, der har bevaret hende, som hun er, saa reen og s. 439varm og trofast og forstandig og dyb, som hun er, saa takker jeg Dem og Deres Kone, fordi De saaledes har gjort mig til den lykkeligste Ægtemand i Landet.

Ja, jeg kom til at skeje ud fra, hvad jeg egentlig vilde skrive om, men det er Dem vel ogsaa kjært at høre dette.

Og saa til Lykke med et godt fuldendt Dagværk, og Gud give Dem en venlig Aften ovenpaa !

Deres
C. Hostrup.

C. Hostrup til L. Mynster.
Silkeborg. 7. Decbr. 1860

Kjære gamle Ven!

Du skrev ifjor et venligt Brev til mig angaaende mine Smaastykker i «Fædrelandet» og «Kirketidenden», og da jeg ikke havde Tid og Lejlighed til at svare paa det strax, saa gik det som sædvanligt hen. Enkelthederne i dit Brev har jeg nu glemt, kun kan jeg huske, at du glædede dig over, at jeg ikke var «Grundtvigianer», som du sporede deraf, at jeg skrev som et Menneske og ikke som en Abekat. Nu, glæd dig kun ; Grundtvigianer er jeg heller ikke saaledes, at jeg skulde have solgt mig med Hud og Haar, med min ejendommelige Udvikling og min Mulighed til fremdeles at udvikles ejendommeligt, til noget Menneske s. 440eller til noget Parti. Jeg staaer ganske vist de saakaldte Grundtvigianere nærmere end Nogen af anden Retning og adskilligt nærmere, end du staaer dem, men jeg har ikke som de en færdig Theologi, jeg har den maaskee altfor lidt og tvivler paa, at jeg nogensinde faaer den; thi skjøndt jeg vel finder eller aner store Sandhedsmomenter i næsten alle Grundtvigs særegne Paastande, saa troer jeg ogsaa at finde saadanne paa Modstandernes Side. Jeg tør ikke sige, at Grundtvig ikke har Ret, men jeg tør heller ikke prædike hans Theori; saa trækker jeg mig da tilbage i det fælles Christelige og søger deri min Trøst over, at jeg ikke er Theolog, ikke skarpsindig nok til selv at finde det rette Svar paa vore theologiske Stridsspørgsmaal. Men i dette Christelige kjender jeg Ingen, jeg bedre kan komme til Rette med end de baade Præster og Lægfolk af det Grundtvigske Parti, som jeg har gjort Bekjendtskab med, ingen ærligere og ydmygere Mennesker end dem, Ingen, hvis Liv er mere gjennemtrængt af Troen, Ingen, hvis Omgang er saa vækkende. Det er ikke ganske uden Betydning for mig, at en Mand som Zeuthen — deres dygtigste Modstander, — efter hvad jeg har hørt af ikke faa af hans Tilhørere, — skal være en temmelig tør og kjedelig Præst, og det Samme gjælder nok om Rudelbach, hvorimod næsten alle de Grundtvigske Præster i hele Landet, hvad der saa end ellers af æsthetiske eller theologiske Grunde kan indvendes imod dem, vidner med kjendelig Liv og Lyst, s. 441prædiker saaledes, at det klinger igjen hos mange Mennesker. Det gjør naturligviis ogsaa Andre end de, det veed jeg vel; man skulde jo synes, at det maatte enhver Præst gjøre, som har et christeligt Vidnesbyrd at aflægge, som har et Liv med vor Herre at tale ud af, og som kan tænke nogenlunde klart. Men ligesaa vist som jeg gjerne vil have en af de bedste af Ikke-Grundtvigianerne til Nabopræst, ligesaa vist vilde jeg gjerne være Nabo med Birkedal eller Boisen eller Sveistrup eller P. Rørdam, og er vis paa, at jeg hos dem vilde finde Meget af det, man trænger til paa Heden: sand Menneskelighed og alvorlig og levende Christendom.

Jeg sagde, at jeg fra den theologiske Uklarhed, som trykker mig, søgte min Tilflugt i det fælles Christelige, men jeg skulde have sagt — det Luthersk-Christelige, med det Lutherske Syn paa Sacramenterne. Saa theologisk er jeg dog, at jeg ikke kan følge Clausen i hans sidste indholdsrige Bog om den ev. Kirkes Nutid og Fremtid i det Punkt ; han er, synes mig, reformeert, og skjøndt jeg naturligviis ikke nægter, at de Reformeerte ogsaa kan være Christne, saa kan jeg dog ikke finde Hvile i deres Sacramentlære ; jeg troer fuldt og fast, at Luther har Ret. Og deri mødes jeg da med Grundtvigianerne bedre og inderligere end med nogen af de andre Christne, jeg hidtil har truffet paa.

Der har du nu den Bekjendelse, jeg længe s. 442har skyldt dig. Jeg har det godt og vil ikke bytte Gudstjeneste i min Kirke med nogen anden Grundtvigsk eller Ikke-Grundtvigsk Præst i det hele Land.

Glem mig ikke.

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til C. Ploug.
Silkeborg. 30. Decbr. 1860

Kjære Ven!

Dit Brev har gjort mig ganske rørt, og jeg vilde ønske, at jeg nu — træt som jeg kommer fra Linaa — kunde finde Ord for, hvor taknemlig jeg er for dit Venskab Dog det vil ikke gaae — saa Tak da for det og alt Godt!

Din lille Bog har jeg læst igjennem med Fornøjelse; Valget synes mig i det Hele godt, og Indgangsdigtet er dig værdigt. Ændringen ved min Vise har jeg Intet imod, men derimod lidt mere — skjøndt ikke meget — mod, at du har gjort mig til Forfatter af en meget god Vise (Side 52), som jeg aldrig har seet før.

Nu om Sorø, som jeg vel kommer til at søge, skjøndt jeg har mange Betænkeligheder. Først og fremmest, at jeg saa maa forlade noget meget Godt, et lille Menighedsliv, som er opvoxet under mine Øjne, og som det egentlig er Uret at forlade s. 443saa tidligt, især da man ikke veed, hvem man faaer til Eftermand. Det er nærmest Silkeborg, jeg mener, skjøndt det ogsaa gjør mig ondt at skilles fra mine Bønder i Annexet. Her har jeg omtrent hele Aaret rundt det samme Par Hundrede Mennesker hver Søndag i Kirke; her veed jeg, at jeg endnu kan udrette Noget og fylder en Plads, hvorpaa det slet ikke er saa let at faae mig erstattet. Og saa for de lumpne Penges Skyld at løbe herfra med halvforrettet Sag, det er egentlig ravgalt; jeg burde i det Mindste blive her et Par Aar endnu.

Dertil kommer, at dette maaskee ogsaa i økonomisk Henseende kunde være det Fornuftigste. Embedet i Sorø er vel omtrent 400–500 Rdl. større end dette, naar man fraregner, hvad Lejen af en Bolig der vil koste. Vi kunde ganske sikkert godt leve deraf; men jeg skal ogsaa betale en ikke ubetydelig Gjæld, og saa kan det blive knebent nok. — Og om jeg slet ikke passede i dette underlige Sorø, hvor der næsten ingen Almue er; om jeg der skulde blive, — hvad jeg altid har gyst for, — saadan en Skinpræst, som man gjerne vil være sammen med allevegne undtagen i Kirken.

Med Hensyn til det sidste Punkt kan du naturligviis ingen Mening have, da du aldrig har hørt mig prædike. Ja, derom kan egentlig slet Ingen have nogen Mening, førend jeg staaer paa Prædikestolen i Sorø Kirke. Men med Hensyn til de andre, vilde jeg dog gjerne høre et Ord fra dig, s. 444før jeg søger; baade Elisabeth og jeg er usikre og tager en ny Beslutning hver Dag. Det veed jeg, at jeg ikke kan leve af mine Indtægter her, at det vil blive piinligere og piinligere, jo længer jeg bliver her. Desuden maa jeg, — efter den Erfaring jeg har gjort herovre, — snarest tiltroe mig Kald til at være Kjøbstadpræst, og det kunde maaskee derfor være farligt at lade Sorø gaae fra sig; man veed ikke, naar der igjen blev budt Een en saadan Udsigt.

Hertil kommer endnu to Hensyn; det ene, at Embedet her hører til de byrdefuldeste i Landet; jeg kjører næsten ligesaa meget som en Postkarl hele Vinteren igjennem, og min Hustru klager over, at det slider saa kjendelig paa mig. I Sorø bliver Arbejdet forholdsviis umaadelig nemt, og de Strenge, som klinge i mig, naar jeg hænger paa Vognen, og hvis sagte Toner nu hendøe i Vinden paa Heden, de kunde maaskee i Sorø blive stemte paany og bevise, at det ikke er sandt, hvad jeg troer Dagbladet engang sagde, at Hostrup var begravet et Sted i Jylland.

Embedet i Sorø er endnu ikke averteret ledigt, i det Mindste hverken i «Fædrelandet» eller i de to kirkelige Ugeblade. Jeg venter derfor endnu, til jeg har faaet et Svar fra dig. Siger du saa atter «søg!», saa søger jeg. Og vil du saa benytte din Indflydelse til at støtte min Ansøgning, saa troer jeg ikke, der er nogen Uret deri, og tager taknemlig imod din Hjælp.

s. 445Hauch, som ogsaa ønsker mig til Sorø, har tilbudt mig at tale med Kongen, og det Tilbud vil jeg i saa Fald modtage. For Resten troer jeg ikke, at Kongen er personlig stemt for mig; jeg har to Gange stødt ham — den ene her i Silkeborg i en Vise — ved ikke at tage behørig Notice af Grevinden. Og han har, da jeg sidst saae ham, snarere viist sig uvenlig end venlig mod mig. Jeg venter derfor ikke at komme til Sorø ad Kongevejen; men skal det skee, saa maa Monrad befordre mig dertil pr. Jernbane.

Samme Aften.

Jeg hørte, hvor jeg var ude i Aften, at der i Aarhuus Avis er fortalt, at Sorøs Indbyggere har ansøgt Kongen om at faae Adjunkt Frimodt til Præst. Skulde det ikke blot være saadan Kjøbstadvrøvl, skulde han virkelig — som Prædikant i Sorø Kirke — have vundet Hjerterne for sig, saa forekommer det mig betænkeligt at søge Ansættelse et Sted, hvor man ønsker en Anden. Derom veed du maaskee Noget; — ja for en Sikkerheds Skyld vil jeg skrive til Heise derom med det Samme. Og lad mig saa høre fra dig og undskyld, at jeg gjør dig saamegen Ulejlighed!

Richardts Digte har jeg — mærkværdig nok — ikke seet endnu. Min Boghandler, som formodentlig har troet, at Forfatteren selv sendte mig dem, har ikke sendt mig dem blandt de nye Bøger, som han ellers saa rigelig forsyner mig med, og s. 446jeg har i disse travle Dage, naar jeg kom hjem fra de lange Kjøreture, været for glad over at være hjemme, til at jeg kunde bekvemme mig til at gaae ud og faae fat paa Bogen. Imidlertid glæder det mig hjertelig, at den finder saa stort Bifald, og jeg haaber, at det skal gjøre Richardt mere energisk i Anvendelsen af sit Pund. —

Glædeligt Nytaar for dig og Dine!

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til C. Ploug.
Silkeborg. 11. Jan. 1861

Kjære Ven !

Paa det Brev, som jeg skrev til dig den sidste Dag i det gamle Aar, har jeg nu ventet Svar i en Uge, skjøndt jeg veed nok, at Skylden ikke alene eller væsentlig er din. Under denne Venten er to Ting blevne mig klare: 1) at det var forkeert af mig at skyde mit Ansvar over paa dig, og lade dig bestemme, om jeg skulde søge Sorø eller ikke; 2) at jeg længes saare efter min Fødeø og lidt mere aandelig Omgang end den, jeg kan finde her, og at, om min Landsforviisning kun har varet 5 Aar, jeg dog er en gammel Karl paa 42 Aar, som heller ikke kan taale altfor megen aandelig Faste og altfor meget prosaisk Slid, uden at Mennesket i mig lider derved. Og saa har jeg idag sammen s. 447kaldt et Gehejme-Statsraad i Præstegaarden, som førte til, at Ansøgningen om Sorø er skreven og begiver sig i Aften paa den lange Rejse sammen med dette Brev.

Maaskee faaer jeg imorgen et Brev fra dig, som siger: Søg ikke! Men det faaer være; jeg kan ikke længer være heroisk og lukke mig selv ude fra Parnas og Helikon, som skal findes ved Sorø og vel ikke kan maale sig med Himmelbjerget, men dog har noget umaadeligt Tillokkende for den, der engang har været der.

Jeg har ikke stort Haab om at komme til Sorø, men jeg har Lyst, og saa gjør jeg da Forsøget. Med Hensyn til Frimodt har et Brev fra Heise fuldkommen beroliget mig, ja viist mig, at der i Sorø er en Trang i christelig Henseende, som netop drager mig derhen.

Richardts Digte, som han har sendt mig, har jeg læst med megen Glæde, — det er rigtig en god Samling. Ogsaa dit sjelden smukke Digt i Folkekalenderen (Cordouan) kjender jeg — giv os nogle flere Romancer! —

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til Chr. Richardt.
Silkeborg. 1. Febr. 1861

Kjære Ven !

Jeg sidder atter, som da du var her, i den røde Stue som Patient og tager et Stykke Brev s. 448papir frem, fordi jeg intet Bedre kan gjøre. Da du sidst forlod mig, blev jeg syg igjen, og det varede 2–3 Uger endnu; men det var intet mod denne Gang, da jeg har haft Betændelse i den ene Lunge og ikke vil forvinde det for længere Tid. Jeg har en melankolsk Følelse af, at jeg allerede i legemlig Henseende er et Vrag, som nu ligger herovre for at ophugges; — dog det er netop noget af det mislige ved at være syg, at man saa ogsaa bliver selvsyg og kun snakker om sig selv, — og det var dog ikke derfor, jeg vilde skrive til dig.

Tak for dine Digte — det er Sagen. Det er en god, rigtig god lille Samling. Skjøndt jeg jo kjendte dens Indhold i Forvejen, overraskede den mig, og alle de gamle Bekjendte blev betydeligere ved at stilles sammen. Jeg havde oprigtig talt frygtet for, at du egentlig var saadan en Efteraarsblomst, som kun vilde bære knapt og tyndt; nu har jeg bedre Forhaabninger for din Fremtid, og jeg tænker, du har det selv. Jeg selv har som Poet haft en ganske anderledes let Udvikling; jeg har aldrig været «den Lovende», men blev først ændset, da jeg traadte op med «Gjenboerne», saa det kan vel undskyldes mig, at jeg hos dig savnede den yppige Frugtbarhed. Nu troer jeg nok, den kommer, og at du har det Bedste og det Rigeste af din Digtervirksomhed foran dig. Ængst dig ikke, hvis du ikke føler dig rig paa Ideer ; sysl blot stadig med Drømmene, der kommer s. 449nok Bud efter dig, naar du ikke taber dit Maal af Sigte.

Jeg har savnet en Anmeldelse af dine Digte i «Fædrelandet», men det synes i den senere Tid at være bleven forladt af sin Æsthetiker; det har heller ikke haft nogen Anmeldelse af «Maria Stuart».

Indtil videre troer jeg, at du er Lyriker og intet andet, men det er ogsaa godt. Derfor skriv smaa cantable Stemningsdigte (læs Goethes lyriske Digte).

Blandt andet vil jeg bede dig ikke at glemme din syge Ven paa Heden, som har søgt Embedet i Sorø, men ikke faaer det.

Hils Ploug, Guldberg og Roderne.

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til L. Mynster.
Silkeborg. 20. Febr. 1861

Kjære Ven!

Jeg havde allerede for længere Tid siden takket dig for din fortræffelige lille Bog, hvis jeg ikke havde været syg, og under Reconvalescensen knap kunde overkomme det allernødvendigste Forretningsskriveri. Bogen har jeg læst med stor Interesse og glædet mig over, at dine særegne Gaver er komne saa godt frem, medens du blot tænkte paa at sætte din Fader et nyt Hædersminde.

s. 450Hvad din Fader angaaer, saa skille mine Meninger sig i meget fra hans — og dine, og jeg er mig bevidst ikke at ville være blind eller partisk; men jeg kan godt agte Andres Overbeviisning, og om jeg end troer, at i christelig Henseende er Vejen een for Alle, saa har vi dog — menneskelig talt — hver sin, og de, der vil Sandhed, skal nok mødes tilsidst. At jeg med megen hjertelig Sympathi har fulgt din Faders Breve ligesom tidligere hans «Meddelelser», kan jeg forsikre dig; at jeg har glædet mig igjen i denne sidste Bog over hans sjeldne Ærlighed, over hans ualmindelige Energi og Alvor, over hans elskværdige Gemytlighed — ja over hans stærke Indignation (som i Brevet om ơ δεĩνα), behøver jeg vel ikke at sige dig. Kierkegaards Angreb paa ham, der hænger sammen med K.s hele umenneskelige Betragtning af Christendommen, forekommer mig at falde ved den. Din Faders Forhold til Grundtvigianerne kan jeg godt undskylde og bære over med, men dog synes det mig, at der her fra første Begyndelse af er en Fejl paa hans Side, som er mig ubegribelig. Og det er den, at han i Striden om «Kirkens Gjenmæle», som var et i hans Øjne smagløst og voldsomt Angreb paa Rationalismen, i sin Fortørnelse over Smagløsheden og Voldsomheden glemmer, at han dog staaer de Christne nærmere end Rationalisterne. Det er i mine Øjne det svageste Punkt i denne gode og udmærkede Mands Liv, og det s. 451er Moder til megen paafølgende Svaghed; men alligevel er han god og udmærket.

Værre er det, at du nu selv er bleven partisk. Du taler om Lindbergianerne, der løb omkring med Ritualet i Haanden for at controllere Præsterne. Hvorfra har du det? maaskee blot «von Hørensagen»; saa er du for god til saadan blindt at fløjte en Vise efter. Om nu disse Lindbergianere ikke havde Ritualet i Haanden, men havde det i Hjertet. Kjære Ven, lad os dog ikke beskylde Folk for noget Ondt der, hvor det dog er rimeligere, at deres Adfærd kan forklares som noget Godt. Grundtvig havde, enten du nu mener med Rette eller Urette, — fremhævet Daabspagtens Betydning; en Skare af nyvakte Mennesker i Kjøbenhavn greb denne Oplysning med Glæde, saaledes som jeg ogsaa har grebet den; de toge deres Troesbekjendelse op og brugte den, som Luther og din Fader ogsaa gjorde, til deres daglige Andagt. Det er det, man kalder at have Ritualet i Hænderne. Man kan ikke være Christen — med en Smule Udvikling — uden at lægge Mærke til, at Rationalisterne prædikede falsk; man kan ikke skatte sin Daabspagt uden at indigneres over, at Vantroen ved Døbefonten vil omskrive og fortynde den. At udtale den Indignation, at pege paa de Præster, som man saae som Vantroens Talsmænd, det var det eneste Vaaben, man havde, og der hører visselig mere Alvor til at bruge det, end til at tie stille og lade, som om Alt var godt. Heller s. 452ikke var det som Lurere, de kom; det var — i alt Fald i de fleste Tilfælde — Christne, som vare Faddere ved en Daab, forrettet af en rationalistisk Præst, det var simple Folk, som havde det hele kjøbenhavnske Præsteskab imod sig og kun de banlyste: Grundtvig og Lindberg, for sig, og det er ikke ærligt at fremstille deres Protest som blot Stridssyge og Lumpenhed og Lureri. Jeg har netop herovre haft Lejlighed til at lære et Tilfælde at kjende, hvor jeg bestemt veed, at det var fuldt Alvor, thi heri Byen lever en Mand saa god som Faa, ja jeg veed intet Menneske, som jeg kan give et bedre Vidnesbyrd end ham, og denne Mand var netop een af dem, du kalder Lindbergianere. Denne — en Maskinmester Ellerup, udmærket dygtig i sit Fag og derfor — og for hans store Paalidelighed — højagtet af sin vantro Herre, som ellers ikke kan lide hans Christelighed, en stille besindig Mand uden Spor af Bram, ikke af mange Ord, men med en forunderlig Fred i sit Væsen, den Guds Fred, som overgaaer al vor Forstand; denne Mand, som jeg er kommen til at staae nær uagtet Forskjellen i vor Alder og Dannelse, traadte i sin Tid op imod en kjøbenhavnsk Præst i Anledning af en Daab, hvor han var Fadder, og at det var Sandhed og Alvor hos ham, det tør jeg døe paa.

Ja, kjære Gamle, bliv nu ikke vred, jeg mener det ikke saa slemt, som det seer ud til. Jeg vil ikke lokke dig nærmere til Grundtvig; du skal have s. 453Lov til at gaae din Vej, men den er, om jeg kjender dig ret, netop Billighedens og Upartiskhedens Vej. Og saa endnu engang Tak for din Bog, og bliv Forfatter, hvortil du ganske vist har et Kald — om ikke i anden Retning saa i den historisk-biografiske.

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til L. Mynster.
Uden Datum.

Kjære Ven!

Dit Brev har inderlig glædet mig. Vor Uenighed er ganske vist ikke dybere, end at det gamle Venskab godt kan bestaae i sin fulde Kraft ved Siden af den, saameget mere som vi begge er Smaafolk, der ikke skal kæmpe med hinanden paa den verdenshistoriske Skueplads, hvor der hører saameget Mod til at erklære sig for overvunden, ja til blot at gjøre en eneste lille Indrømmelse. Vi indrømme begge to, at vi trænge til at lære, og ere ikke uvillige til at lære af hinanden, og i det Væsentlige er vi dog enige om, hvad eller rettere hvem der er Sandhed. Altsaa trods den Forskjel, som nu er imellem os, og som vistnok er en heel Deel større, end da du boede paa Bispegaarden og jeg paa Regensen, meget forandrede, hvad «Gesinnungen» angaaer, — troer jeg dog ikke, nogen s. 454af os er bleven, og jeg mener heller ikke, at vi nogensinde skal blive det.

Har du tænkt dig, hvorledes din Fader vel vilde have bedømt Luthers Færd, om han havde været hans Samtidige? Der var jo ogsaa Christne dengang, ædle og dannede Mænd, som sørgede over Misbrugene i Pavekirken og dog forargedes over Luthers hensynsløse, raa og lidenskabelige Optræden. Hvorfor skulde det netop gaae ud over Tetzel, han var jo ikke værre end saa mange Andre, eller — for ikke strax at forarge dig — hvad vilde din Fader have sagt om Angrebet paa Etasmus, paa Henrik d. 8de, paa Hans Worst (Hertug Henrik af Brunsvig) eller til Luthers Brud med Schweizerne, hvis han virkelig kunde have fulgt ham saa langt. Jeg veed jo, hvor højt din Fader elsker og beundrer Luther, men jeg kan ikke tænke mig ham som en Medreformator, undtagen om han i den første Ungdom, ligesom Melanchton, var bleven overvældet af Luthers Overlegenhed. Var Bevægelsen udbrudt i hans modnere Aar, saa var han ganske sikkert ikke gaaet med.

Kjære Ven! er du forarget? Kommer jeg nu ogsaa og stiller Grundtvig og Luther ved Siden af hinanden. Nu, det gjør jeg kun, forsaavidt jeg virkelig betragter Grundtvig som Een, der var kaldet til at bryde nye Veje, som en Reformernes Mand, det tør du neppe nægte; Grundtvigs Indflydelse er jo allerede kjendelig ikke blot i de kirkelige Forhold her tillands, men ogsaa i de politiske og na s. 455tionale, i Skoleunderviisningen og Børneopdragelsen, selv Professor Clausen er berørt af den, ja, du er vist heller ikke gaaet fri. Hvormed begyndte da egentlig Grundtvigs Indvirkning paa de kirkelige Forhold her tillands? Svar: Med «Kirkens Gjenmæle!»

Denne Bog er en bestemt, offentlig Erklæring af, at den da paa Universitetet og i næsten alle Landets Kirker prædikede Rationalisme, som fornægtede Arvesynden og saaledes ophævede Menneskets Trang til en Frelser, forholder sig til Christi Evangelium som Vand til Ild. Grundtvig saae i den ikke en daarlig, ufuldkommen Christendom, — saadan vilde din Fader gjerne betragte den, — men et Hedenskab, som den ogsaa var. «Kirkens Gjenmæle», som jeg — for ikke at være partisk — har læst i i Dag, er ligesaa langtfra at være et personligt Angreb, som fra at være en dannet og høflig Kritik; den er en lidenskabelig (omtrent i samme Forstand som Profeterne og Luther ere lidenskabelige) Protest mod den daværende officielle Christendom ; at den nærmest vendte sig mod Clausens Bog, kan jeg ikke angive anden Grund til end den meget gyldige, som Grundtvig selv angiver, at han nu først havde faaet Hold og Klarhed nok i sin egen Theologi til at begynde den aabenbare Kamp, da han nu først havde lært at skjelne mellem de theologiske Stridsspørgsmaal, som ikke maa adskille de Christne, og Christendommens s. 456Grundspørgsmaal, som adskiller den fra Hedenskab og Jødedom.

At Grundtvig siden ærlig tilstod, at han med sin nuværende Indsigt ikke vilde have ført Angrebet paa den Maade, ligger jo deri, at han siden fik et andet Syn paa Forholdet mellem Folkekirke og den christne Kirke. Tidligere meente han, at de, som vare beskikkede til Lærere i Kirken og i deres Bekjendelse viste, at de ikke vare Christne, maatte afsættes fra Lærerembedet; senere forstod han, at Folkekirken kun var en Anstalt for, hvad Folket til enhver Tid kalder Christendom, at Christendom her i Verden altid i det Højeste er taalt, aldrig herskende, og derfor foreslog han Sognebaandsløsningen, for at hver kunde vælge den Lærer, i hvis Forkyndelse han nærmest fandt, hvad han vilde kalde Christendom. Men sin Krigserklæring mod Rationalismen har Grundtvig aldrig taget tilbage eller modificeret, og Clausen, som siden selv har forladt den, har aldrig med et Ord indrømmet, at han havde skiftet Stade og var kommen sin gamle Modstander nærmere. Din Fader oversaae ved den Lejlighed, at Grundtvig i alt Væsentligt havde Ret, at Clausen oplærte de vordende Præster i Antichristendom ; han kunde ikke finde sig i, at den gode Fred imellem Christendom og Hedenskab skulde forstyrres, skjøndt vor Herre selv har sagt, at han kommer for at bringe Krig her paa Jorden. Det var — synes mig, netop det gamle Menneske, som fik Magten s. 457over ham, det var Urbanitetens og Sømmelighedens Sag, som han tjente paa det Christeliges Bekostning. Det staaer endnu for mig som en Forblindelse, der bragte ham over i en heel anden Lejr end den, hvor han hørte hjemme. Saavidt jeg mindes, stillede endogsaa Tryde sig den Gang paa Grundtvigs Side — — ^*)Slutningen mangler

C. Hostrup til V. Nicolaysen.
Silkeborg. 8. Marts 1861

Kjære Ven!

Din Trofasthed og Udholdenhed i at vedligeholde og bestandig igjen fornye Correspondancen med mig Uværdige har inderlig rørt mig, og jeg takker dig af Hjertet for den gode Tro, du har til mit Venskab. Den er heller ikke greben ud af Luften, og jeg har under min Tavshed hverken glemt dig eller tabt dig af Sigte. At jeg er bleven saa utilbøjelig til at skrive Breve, kommer deraf, at jeg i min udstrakte Embedsvirksomhed plages med communale — især Fattigvæsens-Skriverier i et Omfang, hvorom du neppe har nogen Forestilling, og at derfor Pennen, som altid har ligget mig tungt i Haanden, nu er bleven mig dobbelt forhadt.

Med min Præstevirksomhed er jeg derimod godt fornøjet og har ikke saa liden Grund dertil. s. 458I min Formands Tid kom kun Faa i Kirke; nu er begge Kirkerne næsten altid fulde; vi har en smuk Psalmesang, og, hvad der er det Bedste, jeg har en virkelig Menighed, som tager det alvorligt med sin Christendom og slutter sig kjærligt til mig. At der i denne nye Coloni ikke blot er mange daarlige Mennesker, men at den største Deel her som allevegne er Hedninger, veed jeg meget vel; men adskillige af disse har jeg dog vundet for vor Herre, og med Undtagelse af nogle Faa, som hade mig, troer jeg dog, at de Fleste her har Godhed og Agtelse for mig og ikke tvivle om, at jeg mener det ærligt. Jeg boer yndigt i en paradisisk Egn, og hvis der ikke var to Ting i Vejen, saa vilde jeg helst lægge mine Been herovre.

Men Noget er der, som snart vil drive mig bort, det nemlig, at Embedet, skjøndt meget besværligt, er for lille til at leve af med en voxende Familie, og, hvad der er værst, at jeg i legemlig Henseende slet ikke kan taale Opholdet herovre. Jeg er forpligtet til i det Mindste tre Gange ugentlig, hele Vinteren igjennem, at tage til Annexet, som ligger fem Fjerdingvej herfra, og disse Rejser i den skarpe Luft her i Jyllands Midte har allerede kjendelig taget paa min Helbred. Jeg har saaledes i denne Vinter allerede to Gange været alvorlig syg, den ene Gang af en rheumatisk Feber, den anden Gang af Lungebetændelse. Dette drev mig til at søge det ledige Præstekald i Sorø, som jeg imidlertid ikke har faaet, og nu søger jeg — for s. 459modentlig med samme Held — et Embede i Aarhuus Bye.

Du spørger mig, om jeg digter, og jeg maa svare Nej, da det at skrive et Par Lejlighedssange om Aaret ikke kan kaldes saaledes. Men jeg har ikke tabt Lysten til den Syssel, og da jeg her i et Præstekald af flere Miils Udstrækning med over 3000 Beboere, er altfor optaget af den daglige Travlhed til at faae Tid dertil, var det ogsaa en Grund, hvorfor jeg kunde ønske mig en noget roligere Virksomhed. Minister Monrad synes dog utilbøjelig til at tage noget Hensyn til, at jeg har noget større Krav paa at komme i Betragtning end enhver anden theologisk Candidat, og da Anciennitets-Vejen er meget langsom, venter jeg mig ingen Forflyttelse, saalænge han sidder ved Roret, hvilket jeg ønsker ikke maa vare længe.

Dette Ønske er imidlertid ikke egennyttigt; nej, mit patriotiske Hjerte er inderlig oprørt over vort Ministeriums nye Underhandlinger med Holsteen og nye Forsoningsofre til den tydske Moloch. Jeg er endnu Skandinav til det Yderste, og den geniale og energiske, men unordiske og spidsfindige Monrad er Sjælen i vor nuværende Regering og Faderen til dens fortsatte Heelstatsplaner. Det er min Overbeviisning, at med Undtagelse af den fornemme Fraction, som er ufolkelig og frihedsfjendsk, er Folket skandinavisk og eiderdansk. Og derfor er det dobbelt harmeligt at see paa, hvad der nu skeer, og Intet at kunne gjøre for at redde s. 460os ud af de svigefulde Diplomaters Kløer. Jeg er paa Veje til at blive «Bondeven», fordi Hjælpen ikke synes mig at være at finde hos vor højtpriste Intelligens.

De kirkelige Stridigheder hos eder kjender jeg ganske godt, og jeg stiller mig ubetinget mod den Gisle-Johnsonske Retning, som er umenneskelig og netop derfor ogsaa uchristelig. Jeg er just ikke, hvad man hos os kalder Grundtvigianer, da jeg ikke har nogen færdig Theologi, men er i Udvikling og trænger stadig til at lære; men jeg staaer de saakaldte Grundtvigianere nærmere end noget andet christeligt Parti her i Landet og har mine bedste Præstevenner iblandt dem. Og saaledes ærer jeg da ogsaa den alvorlige og sandhedskjærlige og tilmed kundskabsrige Wexels, som jeg kun har det at indvende imod, at han som Forfatter og formodentlig ogsaa som Prædikant er noget bred, og at hans Stiil mangler noget i Fynd og Simpelhed.

Richardts Digte har ogsaa glædet mig meget, skjøndt jeg nok troer, at du roser ham for meget, naar du vil gjøre ham til den bedste Skildrer af dansk Natur, thi deri er dog f. Ex. Christian Winther endnu hans Mester. Men der er en lyrisk Bund i Richardt, og den gode Modtagelse, hans Digte har mødt, vil forhaabentlig hjælpe ham til at gribe lidt hyppigere og dristigere i Strengene. Jeg selv har allermeest Lyst til at skrive Komedier, som jeg troer er mit poetiske Kald, og netop min s. 461heelt alvorlige Virksomhed giver mig Lyst til engang imellem at slaa Gjækken løs og skaffe Luft for den Ironi, som min stadige Berørelse med alleslags Mennesker, som tidt er af den Natur, at jeg seer dem lige tilbunds i Hjertet, udvikler hos mig. Men for at kunne naae det, trænger jeg til at faae lidt mere Ro, lidt mindre anstrengt Arbejde end nu, da jeg som oftest er aandelig og legemlig træt, og det synes jeg en honnet Regering, sorti dog veed, at Præstevirksomheden er mig Hovedsagen, og at jeg ikke vil negligere den, nok kunde tage noget Hensyn til.

Vi har to Sønner: Erik og Arne, raske, flinke Drenge, Erik tre Aar gammel, Arne henimod tre Fjerdingaar. Vi har her en udmærket smuk og dejligt beliggende Bolig, hvis Have gaaer ned til Silkeborg Sø og paa den ene Side støder umiddelbart op til Skoven.

Du seer, at jeg bestræber mig for at bøde lidt paa min lange Tavshed. Jeg skulde nu blot tilføje, at Silkeborg By, som er et Barn i Aar (ikke stort mere end 10 Aar gammel) ved sidste Folketælling havde over 1800 Indbyggere, deriblandt en Birkedommer, to Læger, en Postmester, en Skovrider, en Prokurator, to Lærere, en Deel Kjøbmænd, en Apotheker samt det Drewsenske Huus med den store Papirfabrik. Til Foraaret faae vi et Dampskib, der skal befordre de mange Lystrejsende opad den dejlige Gudenaa til Himmelbjerget o. s. v. Vi har allerede i mange s. 462Aar haft Gasbelysning og Telegraf og vil komme i nær Berørelse med den jydske Jernbane. Naar man om Morgenen rejser fra Kjøbenhavn paa Jernbanen, er man her samme Aften. Dette til din Underretning, naar du kommer til Kjøbenhavn. Vor Egn er decideret jydsk, hvilket er en smuk Mellemting af det Sjællandske og det Norske. Vi har Skibsfart til Randers, og man kan saaledes sejle lige fra Silkeborg til Australien, skjøndt neppe Nogen har taget den Mundfuld paa een Gang.

Hils saa din Hustru og din Søn, samt mine Venner i Christiania, om der endnu findes saadanne. Og bliv saa ved at holde fast ved mig, om jeg skulde bukke under for min Skjødesynd igjen. Fra Claus Riis fik jeg forleden et Brev med hans Photografi. Han lader til at have taget sig meget op, men var uforandret med Hensyn til mig. Elisabeth hilser.

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til C. Ploug.
Silkeborg. 14. Marts 1861

Kjære Ven!

«Fædrelandet» af 12. Marts har jeg nu lige læst efter Hjemkomsten fra Linaa, og jeg vil bede dig hjælpe os Provindsfolk og in specie mig til at s. 463forstaae eder Kjøbenhavnere. Hvorfor vil I, som ere misfornøjede med Regeringens udanske Politik, ikke slutte eder til «Dannevirkeforeningen» ? hvorfor skal alle de smaa Stridsspørgsmaal adskille dem, som i dette Øjeblik vil det Samme, nu da intet uden enig Sammenslutten kan hjælpe os? Er Navnene daarlige, som denne Forening har stillet frem, saa er Sagen dog lige god, og saa skulde I gjøre den stærkere ved at lægge bedre Navne til. Var det ikke godt, om de dansksindede «Bondevenner» her kunde mødes med den danske Intelligens; jeg og mange andre patriotiske Mænd her i Landet ere nu blevne færdige med Monrad og Hall som tidligere med Ørsted og Sponneck, og vi maa blive «Bondevenner», naar det er det eneste Parti, der vil organisere Modstanden mod Hjemmetydskeriet.

Men det skulde ikke være noget Parti, men en Forening af Partierne, en Ophævelse af dem, en enig Protest mod Regeringens «Eröffnung», saa man ikke lod det komme an paa, om Holstenerne muligviis forkaste endogsaa disse Tilbud, men svarede forud: Hvad der bydes, bydes ikke af det danske Folk, men af et upopulært Ministerium, som ikke længer repræsenterer det danske Folk.

Der er vel Grunde, hvorfor «Dannevirkeforeningen» ikke er populær i Kjøbenhavn. Men er det gyldige Grunde, saadanne som for Øjeblikket bør gjælde, saa lad os vide dem. Og byd os saa noget Bedre istedet; thi vi kan ikke nøjes s. 464med i daglige smaa Portioner at modtage Efterretningen om, hvorledes vi blive solgte; vi maa være med til at gjøre Modstand, paa hvad Maade vi kan komme med.

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til L. Mynster.
Silkeborg, d. 8. April 1861

Du siger, at Christendom er Liv, og det er sandt, thi ellers var den Intet, — men hvad for et Liv? Naar en dannet Mand har tilbagetrængt det Onde i sit Hjerte og viser en glat og uanstødelig Yderside, saa er den Politur ikke christelig, eller der er i alt Fald derfor intet christeligt Liv i ham. Naar en Hedning med Aand og Hjerte stræber at rense sig selv, saa kan det være et Menneskeliv, enhver maa agte, men et christeligt Liv er det dog ikke. Thi det christelige Liv er jo dog noget ganske bestemt, det er Jesu Christi Liv i os, indpodet i Daaben, modtaget i Troen. Jeg veed godt, at der kan være Folk, som staae udenfor Christendommen, som, menneskelig talt, kan være langt bedre end mange Christne, men Forskjellen er, at de Første veed ikke, at de er syge, og har derfor ikke søgt Lægen, de Sidste veed det, og hvor daarlige de er, saa er de dog, naar de har givet sig Lægen i Vold, paa Vejen s. 465til at blive helbredte, medens de Andre jo dog ikke kan blive hjulpne, før de selv vil. Og naar du saa taler om den Medlidenhed, de Christne skulde have med dem, saa kan jeg kun svare, at det er jo netop den, vi vise ved at aabne deres Øjne, ved at vise dem, at Christendommen er noget andet end et blot skikkeligt Menneskeliv, ved at bekjende højt og klart, saa det ikke kan overhøres, vor Tro, vort Livssamfund med vor Herre Jesus. Naar en saadan højrøstet Bekjendelse, som «Kirkens Gjenmæle» var, sætter hele Landet i Bevægelse, da skal ikke den, i hvem det samme Troesliv boer, give Anledning til at troe, at han i Grunden staaer Herrens Fornægtere nærmere end hans Bekjendere; han har Lov til personlig at agte Ørsted og Clausen højere end Grundtvig og Lindberg; men her er Spørgsmaalet ikke om Peer eller Poul, men om den Mand Jesus Christus, om han er Alt, eller om han er Intet, om han er et Savn og et Minde, som Ørsted og Clausen meente, eller om han er Sandheden og Vejen og Livet. Thi det ikke at bebøve en levende Frelser, det at staae ved sin egen Kraft og kun bruge ham som Forbillede, det er ikke, som du siger, «en tynd Christendom», men slet ingen; det er med andre Ord at fornægte ham. Det gjorde Grundtvig hensynsløst og skarpt gjældende, og det er hans store Fortjeneste, det trængte Tiden netop til. Ja, kjære Ven, vi kan jo vel ikke afgjøre, hvem der i Grunden staaer Christendommen s. 466nærmest, ja, ikke engang, hvem der er Christen, og hvem der ikke er det, — hvilket igjen er et andet Spørgsmaal; — men hvad der skulde fremhæves, det var: hvad det er at være Christen med Afviisning af alt det Falske, som gik under christeligt Navn, og Ørsted og Clausen og vel det meste af det lærde og aandfulde Kjøbenhavn var maaskee nær ved det Christelige dengang, men de havde det ikke, og den Sandhed skulde de høre, og det var ikke godt, at der var en vægtig Stemme, som sløvede Brodden af denne kraftige Udtalelse, ja mistænkeliggjorde dens Sandhed ved at omtale den som et raat og hadefuldt, personligt Angreb, eller ved paa den anden Side at ignorere den som Pøbelkommers.

Du taler om Frugterne, hvorefter Profeterne skal dømmes; men er da ikke Troens første Frugt netop Bekjendelse — den levende Bekjendelse baade i Ord og i Gjerning om Jesus Christus som Livskilden, og hvor et Menneske — selv det hæderligste — viser bort fra ham og hen til sin egen Kraft, der tør vi trøstig sige: han er ingen Christen, hvor nær han saa staaer ved at blive det; der kan Gjerningernes Vidnesbyrd vel pege paa ham, fra hvem alt det Gode oprinder, men er intet Beviis paa det absolut Christelige.

Jeg troer imidlertid, at Alt, hvad baade din Fader og Grundtvig kan have fejlet i denne Sag, hænger sammen med det Største og Bedste i deres forskjellige Naturer. Og jeg indrømmer s. 467gjerne, at din Faders Forhold netop kan have virket til at give ham Indflydelse hos nogle af de Dannede, som ved ham senere er vundne for Troen. I alt Fald gaaer disse Bemærkninger mere ud paa at forsvare Grundtvig end paa at angribe din Fader. Jeg vilde ogsaa gjerne sige et Ord til Forsvar for Lindberg; men da jeg ikke kjender Stridsskrifterne mod Visby, saa venter jeg dermed, til jeg har læst dem. Dog, naar du harmes over Tonen deri som usømmelig og ukjærlig, saa vil jeg blot minde dig om, at her er det jo Bekjendelsen, Læren og ikke Manden, der angribes. Jeg har nu ikke saameget, som du, imod dem, der slaaer med knyttede Næver, naar det blot er for en god Sag, og derfor tænker jeg, at de af dig omtalte Stridsskrifter, hvor meget ubilligt og lidenskabeligt der end kan være kommen ind i denne saa haardt bedømte Mands Angreb paa Tidens Vantro, ikke vilde støde mig saameget, som de har stødt dig.

Og jeg veed da heller ikke, hvor meget ubilligt og lidenskabeligt, der kan være kommen ind i denne Skrivelse. Men er der Noget, som støder dig deri, saa er det kommet uforvarende, og du maa bære over med det. Jeg vilde ønske, at vi kunde tale sammen derom, thi der er dog Varme i Ordet, men baade Blæk og Bogtrykkersværte er bitre Vædsker. Og derfor maa du ikke dømme det for haardt, at de, der skriftlig skal udtale sig om en Livssag og maa gaae angrebsviis tilværks, ikke faaer det formildende med i s. 468Blækket, selv om det sidder i Hjertet. Og saa kommer det jo rigtignok ogsaa an paa, hvad Øjne vi læse med, thi upartiske kan vi jo ikke være, hvor gjerne vi vilde.

Men jeg gjør nu Regning paa, at du er partisk for mig personlig, — om du end ikke er det for mit Syn paa de Sager. Og derfor har jeg nu ogsaa taget Bladet fra Munden, saa godt jeg kunde, og vil bede dig om at gjøre det Samme. Vi lure jo ikke paa nogen Bitterhed hos hinanden, vi veed, at vi ikke behøver at frygte derfor. — Og nu lev vel!

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til C. Hauch.
Silkeborg, den 10de Maj 1861

Kjære Svigerfader!

Ogsaa jeg vilde gjerne sende Dem min Lykønskning til Deres Fødselsdag. Gid De endnu i lang Tid maa bevare Deres Aandsog Legemskraft til Gavn og Glæde for vort lille, haardtbetrængte Folk!

Det har glædet mig at see, at Richardts lille Stykke har gjort Lykke uagtet alle dets Mangler. Clemens Petersens Anmeldelse deraf indeholder — synes mig — som sædvanlig noget godt og sandt, men har dog neppe Ret i at beskylde mig for s. 469direkte fransk Paavirkning. De unge Mennesker i mine Stykker ere vel ikke meget karakteristiske, men Elskerne og Elskerinderne hos Holberg og Heiberg ere det vel snarere mindre end mere; mine ere dog i alt Fald holdte i samme Karakteer, medens f. Ex. de Elskende i Heibergs Vaudeviller tidt i Coupleterne tale et lyrisk Sprog, som daarlig stemme med deres øvrige prosaiske Jævnhed. Dog kunde der vist blive en god Kritiker af Cl. Petersen, naar han blev gjemt; men det vil han neppe finde sig i efter allerede at have besteget Dommersædet.

Maa jeg bede Dem hilse alle paa Slottet. Elisabeth har vel meddeelt Dem, at vi her alle have det godt.

Deres
C. Hostrup.

C. Hostrup til L. Mynster.
Silkeborg. 19. Maj 1861

Kjære Ven !

Det Brev skal du have Svar paa, hvor lidt Tid jeg end har dertil, — at gjøre mig til en Rationalist! — at du gjør mig dertil!

Rationalismen, som overhovedet er fjendtlig mod Underet, anerkjender derfor ikke Forskjellen paa det naturlige Menneskeliv og det gjenfødte Liv, som er Herrens Liv i hans Menighed. For s. 470den er et skikkeligt, hæderligt, fromt Menneske en god Christen. Børnene mene det maaskee godt ved deres Confirmation, de vil helst være retskafne Mennesker, og deres Forældre, som holder af dem, ønsker dem alt godt. Kjære Ven! er der ingen Forskjel paa Menneskeligt og Christeligt? Jeg skal ikke nedsætte det Menneskelige, — troe ikke det, — jeg agter det højt, thi Alt hvad der er godt, er fra Gud, det er hans Afspejling i os, men det er ikke Igjenfødelsen, ikke det nye Liv i os ved vor Herre Jesus Christus, og vi kan ikke hjælpes med andet eller mindre, fordi selv det Bedste i os er besmittet af Synden. Derfor siger Herren til den fromme, retskafne Nicodemus: Uden I blive fødte af Vand og Aand, kan I ikke see Guds Rige. —

Børnene mener det godt og vil gjerne være skikkelige Mennesker, og hvis man kun lod dem love dette, saa var der Intet at sige dertil, men i Stedet for faaer man dem til at bekjende en Forsagelse og Tro, som kun saare Faa i Grunden vil indlade sig paa, — en Forsagelse, hvorved man bryder ikke blot med, hvad den almindelige sløvede Samvittighed kalder Synd, men med den Onde og hans hele Væsen i en Udstrækning, hvori de Allerfleste slet ikke har Villie til at bryde med ham. Det skal kaldes Christelighed, at de vil bestræbe sig for at være borgerlig skikkelige, i Stedet for, at det Christelige er at lægge sig i Herrens Haand som de, der Intet kan ved egen s. 471Kraft, men som henter al Kraft fra Gud, — at lade sig drive af Guds Aand, hvad Paulus angiver — som fælles for alle Guds Børn.

Ja: saa Mange, som drives af Guds Aand, de er Guds Børn (ogsaa kaldte Christne). Det er dem, som i Forsagelse og Tro griber efter den Barnestilling, vor Herre Jesus Christus har gjengivet den fra Gud frafaldne Menneskehed, — dem, som vil have Gud til Fader. Vi er ikke bedre Mennesker end mange af dem, der endnu ikke ere komne til Bevidsthed om denne Barnestilling, vi er blot komne til at føle vor egen Elendighed og har udstrakt vor skjælvende Haand for at modtage Gaven — Guds Faderlighed ved vor Herre Jesus Christus; vi vil blot holde denne Gave fast og ikke lade den falde til Jorden, selv om vi ikke kan komme videre end til at bede: «Hjælp min Vantro». Først naar Mennesker tager imod Udvælgelsen til at staae i Barneforhold til den levende Gud, — til i Forsagelse og Tro at give sig ind under hans Faderlighed — til at gribe efter at ville lade ham raade med sig, først da bliver de Christne; men de er det ikke, hverken saa længe de i fuldstændig Ligegyldighed aldrig skjænker ham en Tanke, eller ligefrem staaer ham imod (og i dette sidste Tilfælde vilde du dog ikke selv ansee dem derfor).

De, som kun bygge paa egen Kraft, og som slet ikke vil have med den levende og nærværende Gud at gjøre, de er ikke Christne. Heri er ingen s. 472Ubarmhjertighed; vi opgiver ikke derfor Haabet for noget Menneske, vi veed, at Guds Naade aldrig lukkes, og hans Kjærlighed aldrig slukkes. Da der altsaa for at være en Christen hører en Hjertets Villie — et ærligt Ja til, saa er det et Komediespil, hvorved man blot lærer Børnene at lyve, at afæske dem — til en bestemt Tid, saa snart de har naaet en vis Alder, — en Bekjendelse, som de i de allerfleste Tilfælde — med deres Udvikling og Bevidsthed — slet ikke kan aflægge.

Jeg er ikke Kierkegaardsk og vil glemme Menigheden for den Enkelte; men den Enkelte har ogsaa noget at betyde; og vi indkomme enkeltviis i Herrens Menighed, døbes hver for sig med Navns Nævnelse. At denne Daab nu — uden at modtages i Forsagelse og Tro, uden at vi vil af Aanden føres netop derfra og derhen, hvor Aanden vil drive os, gjør os til Christne og indlemmer os i Menigheden, det er papistisk. Her gjælder det ikke om almindelige gudelige Følelser og gode Forsætter, men om at troe Herren paa Ordet, at han er Manden, der frelser, og overgive sig til ham med Hud og Haar. Der hører baade en bestemt Oplysning og Villie dertil; Hjertet skal være overbeviist om, hvor Livet er — og skal ville leve. Uden det er Daaben ikke bleven Gjenfødelse, og den hellige Nadvere er ikke for de blot Fromme og Skikkelige, men for de Gjenfødte, for dem, der virkelig ere indpodede i det sande Viintræ; det er hans Liv i dem, der giver dem s. 473Adgang dertil, det er hans Aand, som driver dem derhen, for at de, som er fødte af den samme uforkrænkelige Sæd, nu kan sammensmelte i Kjærligheden.

Endnu Eet. Jeg har i flere Aar, trods alle mine Forgængeres og alle mine samtidige Nabopræsters Skik, holdt Altergang hver Søndag hele Aaret rundt. Jeg skulde netop i disse Dage for Ministeriet opgive Communikanternes Antal i de sidste fem Aar og har talt dem meget nøjagtig sammen. Følgen af, at jeg i Stedet for otte Gange aarlig, som det er Skik her i Egnen, holder Altergang 26–27 Gange i hver Kirke, er, at Communikanternes Antal i de sidste Aar er formindsket med en Trediedeel og hvert Aar er aftaget. Hvorfor? — fordi den nye Orden har bragt dem ud af Vanen — den døde Skik. Vil du ogsaa forsvare denne Skik og kalde mig Rationalist, fordi jeg søger at bryde den?

Nej, alt det Skinvæsen, hvoraf vi ere omgivne, er Djævelens Væsen, som jeg ærlig forsager. Og naar du ikke seer det saa godt som jeg, saa er det, fordi du er af den Slags Folk, der ikke saa meget har den Gave at see, som den at have Syner (en Hauchisk Distinktion). Jeg troer om dig, at du ikke blot er en blød, fiin, kjærlig Natur, men ogsaa, at du giver vor Herre Jesus Christus det fulde Ja, som han begjærer, og at du derfor ogsaa er Liv af Liv og Aand af Aand. Og saa kan vi jo nok skjændes lidt og s. 474dog trøste os ved, at det Venskab, som vor Herre sætter Seglet paa, det ruster aldrig.

Din
C. Hostrup.

Sv. Grundtvig til C. Hostrup.
Fredericia. 5- Juni 1861

Endskjøndt det personlige Bekjendtskab mellem Dem og mig er saa ganske løseligt, at jeg ikke deri kan søge nogen Berettigelse til at overfalde Dem med mine Epistler, saa har dog selv dette løselige Bekjendtskab efterladt et saa venligt og levende Minde om Deres Personlighed, som jeg ogsaa har lært at kjende og at elske gjennem Deres digteriske Virksomhed, at jeg i dette Øjeblik føler Mod og Trang til at gjøre det lille personlige Bekjendtskab gjældende for at faa Lov til at sende Dem disse Linier og deri ret af Hjærtet at takke Dem for Deres dejlige Sang til min Faders Jubelfest.

Denne min Smule Tak vilde dog ikke givet mig Pennen i Haanden; men Sagen er den, at jeg kjender min Fader godt nok til at anse det for lidet sandsynligt, at han skulde gjøre, hvad en anden vilde gjort i hans Sted: selv skrive Dem til og takke Dem for «Harpetonen fra Herrens Hus ved Himmelbjærgets Fod», og jeg vilde dog gjærne, at hans Tak skulde naa Deres Øre; og derfor s. 475gjør jeg mig nu ukaldet til Tolk for den ved at meddele Dem, hvad han et Par Dage efter Højtidsdagen skrev til mig, som desværre kun i Tanken kunde være tilstede paa den yndige Dag.

«Mellem alle Sangene udmærker sig kjendelig Hostrups, der er mig inderlig kjær, fordi det der erkjendes, at mit Øjemed i kristelig Henseende er at vække og nære det kjærligste Menighedsliv, og fordi en dyb og miskjendt Sandhed har fundet et lykkeligt Udtryk i de dejlige Linier:

«Han taler til Hjertet, som, fattigt selv,
ydmyges, naar man det ophøjer,»

som prægtig oplyser Herrens Ord: «Maria har valgt det bedste, som hun ej skal miste».

Dette var, hvad jeg syntes jeg maatte sende Dem, og hvad der gav mig Pennen i Haanden. Tillad mig endnu at tilføje Udtalelsen af det Haab, som denne Deres Sang har vakt: Haabet om, at vi herefter oftere maatte høre Toner fra Deres yndige danske Digterharpe, baade fra de gode gamle Strenge og fra den nye, som vi her for første Gang hører lyde.

Gud velsigne Dem, kjære Hr. Pastor! Modtag i Kjærlighed en venlig Hilsen fra

Deres med Højagtelse hengivne
Svend Grundtvig.

C. Hostrup til C. Ploug.
Silkeborg. 27. Juni 1861

Kjære Ven!

Dine Sange vare meget velkomne, da jeg ivrig, men forgjæves, havde spejdet efter Nyt fra din Komedie. Af Mantzius havde jeg hørt et Par Ord om Planen, men det var desværre meget lidt. Imidlertid er min Tørst ingenlunde stillet, men kun skærpet, og det forekom mig, at du godt kunde sende mig Manuskriptet en 14 Dages Tid. Det kunde maaskee være, at jeg, hvis din Følelse af en Mangel i 3die Akt er grundet, kunde finde bestemtere, hvor den stak, og saaledes give dig et Vink med Hensyn til den Forandring, som du taler om. Morsom er din Fremtidskomedie vistnok; snarest kunde jeg tænke mig, at den som andre Forsøg i lignende Retning har sin Mangel i en anden Henseende. Fremtiden er nemlig en ulige mere luftig Jordbund end Fortiden, og det vil sagtens der altid blive en vanskeligere Sag at frembringe Illusion og give Figurerne Kjød og Blod. Gør mig imidlertid den Glæde at lade mig læse dit Stykke; Mantzius var i sit Brev meget glad over det, — og vilde du saa med det Samme lade mig vide, hvem der spille de forskjellige Roller, saa kunde jeg dog have Gavn af det i min Afkrog.

Kongen har da nu været her i 8 Dage. Paa mig har han gjort et meget elskværdigt Indtryk, s. 477og jeg er glad over, at jeg personlig er kommen til at holde af min Konge. Han var paa Himmelbjerget i Mandags, inviteret til Frokost af Drewsen, og jeg havde i den Anledning skrevet en Vise, der blev sunget fiirstemmig af Sangforeningen og i alt Fald er en upaaklagelig Sangtext. Jeg har haft Worsaae til Gjæst, og da han nu idag er rejst til Jellinge for at begynde Udgravningen af den saakaldte Gorms Høj, saa faaer jeg formodentlig i hans Sted Premierministeren, der ventes hertil. Tak for Kongepoesien i «Fædrelandet» ! til Dato troer jeg, at vi i Silkeborg har opført os ganske anstændig; men det har været temmelig let, da vi Ingenting har gjort, undtagen at synge 2 Viser: een af Dr. Fibiger og een af mig.

Tak for den ypperlige Grundlovsvise ! Smiths Embede i Aarhuus har jeg mange gode Grunde til ikke at søge, og deriblandt den, at jeg heller ikke faaer det, saasom Biskop Brammer, der ikke er nogen Ven af Samvittighedsfrihed og i sin Tid tog mig mine Udtalelser om Confirmationen meget ilde op, af den Grund ikke vil have mig til sin egen Kirke. Saa maa jeg da for det Første leve af Haabet og af at gjøre Gjæld; at Kongen er gunstig stemt for mig, tvivler jeg slet ikke paa; han fortalte mig selv, at han havde ønsket at give mig Sorø, men kunde ikke. Vi beholde Kongen endnu i 8 Dage og længes alle efter lidt Ro; især holder jeg slet ikke af at være Hofpræst, hvortil jeg aabenbart heller ikke duer.

s. 478Hils din Hustru fra Elisabeth og mig! Og send mig saa Komedien!

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til V. Nicolaysen.
Silkeborg. 8. Juli 1861

Kjære Nicolaysen!

Tak for din venlige Indbydelse, som jeg gjerne havde modtaget, om det var mig muligt at komme til Kirkemødet; men det er det ikke. Jeg har allerede for et Par Uger siden modtaget en lignende fra en af mine ældste norske Venner, Pastor Lund i Oslo, med hvem Bekjendtskabet blev sluttet ved Studentermødet i Kjøbenhavn 1845. Ingen af eder faae mig denne Gang; men kommer jeg nogensinde senere til Christiania, og du da kan huse mig, skal jeg visselig ikke glemme, at du dog er min nærmeste Ven derovre.

Kom til Silkeborg, inden jeg flytter derfra; thi jeg maa bort, saasnart jeg kan, da jeg ikke kan taale Klimaet her. Kongen, som under et 14 Dages Besøg her synes at have fattet Godhed for mig, har lovet mig en snar Befordring til mildere Egne. Nu er han rejst igjen, og jeg er glad over, at vi ere blevne af med Hofluften, som mine Lunger neppe kan taale i Længden.

Jeg vilde ønske, at mine Landsmænd blev s. 479godt repræsenterede paa Kirkemødet. Som en god Repræsentant regner jeg ikke Dr. Rudelbach, der ikke engang kan skrive Dansk efter sit lange Ophold i Tydskland; det er en gyselig lærd, men borneert og aandløs Mand. Jeg vilde derimod gjerne have, at I skulde faae Biskop Kierkegaard (Sørens Broder) derop, han kan magelig holde Gisle Johnson og Caspari Stangen, og det var jo det Ønskeligste, om Stridsspørgsmaalene kom frem, at der da var nogenlunde Ligevægt imellem de Kæmpende.

Lev vel!

Din
C. Hostrup.

J. P. E. Hartmann til C. Hostrup.
Kbhvn. 16. Octbr. 1861

Høistærede Hr. Pastor Hostrup!

Fra min Søn vil De have modtaget et Brev angaaende Deres Syngespiltext «En Nat mellem Fjeldene». De vil erindre, at den oprindelig blev skrevet til mig, men at jeg ikke dengang kunde faae noget ret Syn paa den Maade, hvorpaa den skulde componeres. Min Søn har nu kastet sig derover med en overordentlig Kjærlighed ; og netop den Energi og Rastløshed, hvormed han har arbeidet derpaa, maa være hans eneste Undskyldning for, at han ikke før har henvendt sig til Dem om s. 480Deres Samtykke til Opførelsen. Jeg beder Dem nu om, at De vil oversee dette og overføre den Andeel i Deres smukke Digtning, som oprindelig var tiltænkt mig, paa min Søn. Jeg kjender nøie hans Composition, og jeg kan kun sige Dem, — forsaavidt det overhovedet er muligt forud at have en Mening om saadanne Ting, — at jeg haaber stor Fornøielse baade for Dem og ham af dette Arbeide.

Deres ærbødige
I. P. E. Hartmann.

C. Hostrup til L. Mynster.
Silkeborg. 8. Novbr. 1861

Kjære Ven!

Det er mig altid kjært at faae Brev fra dig, og har jeg blot Tid, da er det mig ogsaa kjært at svare derpaa, især naar du fører en Sag frem som den, du i Slutningen af dit Brev kommer til, om hvis Betydning vi vistnok har meget forskjellige Meninger. Det hele Spørgsmaal ligger nemlig noget dybere, end du og alle Grundtvigs Modstandere troe; det er ikke for mig et historisk Spørgsmaal, men et personligt Livsspørgsmaal.

Hvor har vi «Guds Ord» ? I den hellige Skrift, siger man. Det vil altsaa sige: Gud er fraværende; thi man skriver kun til de Fraværende, til de Nærværende taler man. Eller med andre Ord: Vor s. 481Herre har engang vandret her paa Jorden og talt med levende Mennesker, som vi med hinanden, da vi boede sammen i Kjøbenhavn; hvad han sagde til disse Udvalgte, skrev de op, og det er kun deres Skrift, vi har, ja egentlig talt kun, hvad han sagde til dem, men ikke, hvad han siger til os. Han siger det ogsaa ved dem til os, bemærker man, — og jeg svarer : Altsaa stod han i et umiddelbart Forhold til dem, men kun i et middelbart til os; for dem var han levende og nærværende, for os er han død, saa vi har kun hans «Testament», hans sidste Villie, eller i alt Fald, vi har ham kun som fraværende; jeg har kun hans Ord fra for 1800 Aar siden, ligesom jeg har dit Brev fra den 19de September og 3die November, ikke Ordet lige fra hans Mund til mig i Samtidighed.

Gjaldt det nu blot om at faae en Lov af ham, saa kunde det vel bedre gaae an; men vi trænger til mere, trænger til et Ord, som giver Liv, et Skaberord, et Ord, hvori Herren selv er tilstede med sin Almagt og Naade, hvori han kommer ligesaa levende og virkelig til os, som i sin Tid til Johannes og Peter, til den Spedalske og den Værkbrudne og siger til os (nærværende og i Samtidighed) «Bliv reen» — ikke som en Fordring, men som en Gave, saa med det Ord skaber han Reenheden i os og giver os Kraft til at rejse os og begynde Vandringen fra Døden til Livet. Og Loven, som visselig ogsaa er fra Gud, skal saa hjælpe et Menneske til at føle, at det er Liv, han s. 482trænger til; og Hensigten med Forkyndelsen af Christendommen er at vise de Trængende hen til ham, som er Livet og kan dele det med dem, som sukker derefter; men hen til Ham selv skal man for at faa Livet — det evige Liv, som hans Disciple bare i sig allerede i Timeligheden, ligesom han selv bar det i sig i Timeligheden. Og hvor finder man ham saa? — Først i Daaben, hvor han er nærværende og slutter den nye Pagt med den Enkelte, idet han udtaler Ordet, hvormed Livet følger. —

Det er Grundtvigs eenfoldige — og jeg troer ikke aandløse—Tankegang; derfor kalder han det et levende Ord, fordi det er udtalt af den nærværende og samtidige Jesus Christus til ham (Grundtvig), ligesom da Herren sagde: «Vær frimodig, dine Synder er dig forladne» (thi de blev jo forladne ved det Ord). Derfor kalder han det Herrens Munds Ord og Livsordet, ikke som om det var levende mere end ethvert andet trykt Ord, naar man læser det i Alterbogen, men fordi det kom ud af Herrens Mund, dengang det udtaltes til os i Daaben. Det historiske Spørgsmaal, om Herren har givet Daabspagtens Ord til Apostlene i de 40 Dage — er ganske underordnet; det personlige Spørgsmaal, om det er «Herrens Munds Ord» — den levende og nærværende Jesu Christi Ord til mig i Daaben, hvori Livet blev givet og dets Vilkaar udtalte af ham selv, det er Hovedsagen.

Ja, nu ikke mere for denne Gang — kun dette. s. 483Jeg har stridt i mange Aar med denne Betragtning, men — om du nu sørger derover — vil jeg tilstaae, at jeg, jo længer jeg er Præst, drives dybere og dybere ind i den og alle dens Consekvenser. At den Sag undertiden bliver daarlig forsvaret (som f. Ex. paa Kirkemødet), ligesom den ogsaa tidt bliver aandløst angrebet, har jo Intet at betyde, derfor bliver den ikke ringere.

Da du imidlertid hører til dem, om hvem jeg veed (saavist som jeg veed det om mig selv), at det er Sandheden, du søger, saa læs Provst Ingiers nys udkomne Bog «Om den kirkelige Anskuelse», ja, prøv paa at binde an med den store underlige Bog: «Guds levende Ord i den christelige Daabspagt». Denne Bog, som er skrevet ud af et dybt christeligt Liv — aabenbart af en Lægmand eller maaskee endog en Kvinde, — vil — om den ikke kan overbevise dig — dog give dig et bedre Syn paa, hvad Grundtvig mener, end mine flygtige Bemærkninger i et Brev.

Saa venter jeg da Svar paa disse Par Bemærkninger, og jeg har allerede en Anelse om, hvordan Svaret bliver; men det maa du i alt Fald vide, at jeg nødig vil hildes i noget Falskt, og jeg er ikke i mindste Maade lænket til Grundtvig saaledes, at jeg skulde følge ham et eneste Skridt længere, end det er Sandhed for mig.

Lev saa vel.

Din
C. Hostrup.

C. Hauch til C. Hostrup.
1861

Kjæreste Hostrup!

Dengang jeg sendte Dem min sidste Fortælling, sagde jeg rigtignok, at jeg neppe vilde skrive noget større Digt meer i dette Liv ; ikke destomindre har dog min Muse fristet mig til en ny Udflugt i Digtningens uendelige Rige, og jeg sender Dem hermed Resultatet deraf. I min Ungdom syslede jeg med fremmede Studier, der gav mig en skjev Stilling til Poesien, og jeg maatte længe krydse og lavere, til jeg naaede hen dertil; dette bevirkede, at jeg i den Tid, da Lyriken efter sin Natur bedst kan blomstre, kun skrev faa og temmelig ubetydelige lyriske Digte. En indre Drift tvinger mig nu til at indhente det Forsømte, saavidt muligt, skjøndt det vistnok er til Skade for mine Poesier, at denne Drift saa seent udviklede sig; den friske Vaarduft, der er saa eiendommelig for den tidligere Alder, vil nu vistnok mangle. Imidlertid, Efterhøsten kan jo dog endnu lege med et spraglet Farveskjær, der minder om Vaaren, og som et saadant høstligt Farveskjær beder jeg Dem at betragte medfølgende Digte. Og dog synes mig undertiden, at der er Noget deri, i det mindste i den Romancekreds, som jeg har givet Navn af «Valdemar Atterdag», hvorfor jeg kunde have Lyst at henregne dem til mine bedste Digte; men Forfattere kunne let bedrage sig i deres Forkjærlighed til Enkelte af deres s. 485Frembringelser, og jeg vil da overlade Dommen til Deres eget upartiske Skjøn. — Jeg har, som De veed, tilbragt min Sommerferie i Hellebæk; dette har havt megen Indflydelse paa disse Digte, som for største Delen (med Undtagelse især af de enkelte Leilighedsdigte) ere skrevne i de ti sidste Maaneder. Der findes ogsaa et Digt til Hellebæk i Samlingen, der maaskee kan have et Slags Interesse for Dem, eftersom ogsaa De har levet paa og har elsket dette Sted. Mange Hilsener til Elisabeth. Gud give, vi snart maatte see Dem forflyttet til Sjælland.

Deres tro Ven
C. Hauch.

C. Hostrup til C. Hauch.
Silkeborg. 1. Decbr. 1861

Kjære Hauch!

En Upasselighed, som har holdt mig i Sengen i flere Dage og endnu holder mig inde, har forhindret mig i tidligere at takke Dem for Deres prægtige Bog. De tager ganske vist ikke fejl, naar De regner «Valdemar Atterdag» til Deres bedste Arbejder; jeg vilde endogsaa til Trods for Deres Talen om «høstlig» Kolorit regne det til Deres friskeste. Det nærmest tilsvarende dertil i vor Literatur er — synes mig — «Hjortens Flugt» af Chr. Winther; men medens man i dette Digt s. 486trættes af det evige Landskabsmaleri, saa træder hos Dem de tre Hovedpersoner klart og levende frem, og før man ret veed det, er man inde i et tragisk Drama, hvori Interessen voxer med hvert Skridt. Mesterlig er Helvig skildret med hendes djævelske Gudsdyrkelse og hendes Trolddomskunster, som egentlig er to Yttringer af Eet og det Samme; underlig dejlige er de Digte: Skriftemaalet, Luftbilledet o. s. v., hvori Toves Kamp med sig selv fremstilles. Skulde jeg imidlertid udhæve noget Enkelt, saa blev det hele den sidste Deel («Den vilde Jagt» ikke at forglemme); thi hvor godt Digtet begynder, saa stiger det dog lige til det Sidste.

Ogsaa den øvrige Digtsamling sætter jeg højt. Det, som deri har glædet mig meest, er «Det første Fiskernet» ; men det er maaskee lige saa meget paa Grund af det ypperlige mythologiske Sujet, som paa Grund af den fortrinlige Fremstilling fra Deres Side, i hvilken sidste Henseende vel flere af Digtene kan maale sig med det. Overhovedet — det tør jeg sige Dem med Sikkerhed — spores her ingen Svaghed eller Alderdom; her er alle de samme Fortrin, som ogsaa tidligere har givet Dem Plads mellem vore allerbedste lyriske Digtere. De har i Fortalen til Deres første Digtsamling udtalt Frygten for, at De egentlig ikke var lyrisk Digter som saadan. Jeg har imidlertid aldrig forstaaet det, da De netop som Lyriker forekommer mig at være i høj Grad ejendommelig. Det tør s. 487jeg ogsaa nok sige er almindelig anerkjendt, og jeg tvivler derfor ikke paa, at De denne Gang vil møde megen Paaskjønnelse.

Deres Digte har jeg endnu ikke seet anmeldt nogetsteds, da jeg kun læser «Fædrelandet». Cl. Petersen vil, formoder jeg, denne Gang være meget anerkjendende ; han er imidlertid en temmelig uberegnelig Person, naar han skal fælde Dom om andre end Heiberg og Fruen; thi saa er han ubetinget panegyrisk. Hans Dom over Paludan-Müllers «Nye Digte» er vel ikke heel vrang, men der er dog noget af det sædvanlige Sortsnakkeri i den. Jeg er selv ingen Beundrer af Pal. Müllers «Nye Digte». De første Digte, som Cl. Petersen kalder «i flere Henseender overordentlig dejlige», finder jeg temmelig daarlige og koldt didaktiske, ja næsten parodiske i deres Ræsonnering og moderne Sprogform ; det bedste i Digtet synes mig derimod Scenen mellem Herren og de to Menneskebørn, der er et vel noget koldt, men dog nyt og interessant Forsøg; men dette bryder Cl. Petersen derimod aldeles Staven over.

En anden Forfatter, som i den senere Tid har ærgret mig lidt, er N.M. Petersen i den sidste Deel af hans Literaturhistorie, hvori han, som mig synes, er højst uretfærdig mod Oehlenschläger og utilladelig partisk for Baggesen. Jeg vilde ønske, at Een, som havde Myndighed dertil, vilde udtale sig offentlig om denne Misviisning, som faaer Betydning s. 488ved at fremtræde i et saadant literært Hovedværk.

Dog, jeg har altfor god Tid i min Reconvalescens og trætter Dem vel med mit lange Brev. Endnu engang hjertelig Tak for Digtene. —

Deres hengivne
C. Hostrup.

C. Hauch til C. Hostrup.
4. Decbr. 1861

Kjæreste Hostrup!

Deres Brev har været mig til stor Trøst og Glæde; jeg har kun seet en eneste (men en i det Hele meget fordeelagtig) Anmeldelse i d. Berlingske Tidende af mine Digte, hvori der blandt Andet (i Anmeldelsen nemlig) tales om den Anerkjendelse og Kjærlighed, som Publikum i de senere Aar har viist mig. Den har jeg ikke mærket noget til, men den er da heller ikke saa ubetinget nødvendig ; men enkelte virkelig poetiske Naturers Deeltagelse, den behøve vi, hvis vi ikke som Digtere skulle gaae til Grunde, og saaledes har Deres Brev virkelig været mig en Solstraale.

Min Hensigt var, som De naturligviis strax har seet, i Valdemars Charakteer at vise, hvor forladt selv en høit begavet Natur er, naar den alene har sat sin Lykke i jordiske Interesser og intet Hiinsides har at støtte sig til. Skal der gives s. 489nogen alvorlig Poesi uden Tro og uden Haab, saa maa den, naar den jordiske Lykke svigter, yttre sig igjennem en uendelig Smerte; thi uden Tro blev Livet et stort Bedrageri, og Tilintetgjørelse vilde være den eneste Forløsning; dette er ogsaa Meningen af Valdemars 2den Sang, hvori jeg har søgt at udtale det Tragiske, der ligger i hans isolerede Stilling.

Med Hensyn til Paludan-Müllers Digte deler jeg ganske Deres Mening; han er efter min Mening en klog, ædel, fiin, ja undertiden en dyb Natur, og dog mangler der ham noget Friskt og Primitivt, der er det væsentlige Tegn paa en ægte og oprindelig Digternatur. Hans Poesi synes mig, uagtet det fine psychologiske Blik, man ikke kan negte ham, at være noget Tillært, et Slags Formtalent, der vel kan være tilstede, uden noget bankende Digterhjerte. Dog negter jeg ikke, at han har frembragt Meget, der har virkelig Værdi og længe vil erindres; mig synes imidlertid, at han ligesaagodt (ja undertiden maaskee bedre) kunde have nedlagt sine Tanker i Afhandlinger, hvor de ofte vilde have fundet en mere passende Plads end i Poesien. Der er ofte noget Koldt og Stillestaaende hos ham, der strider mod den raske Fremadskriden, Poesien fordrer, og det er, ligesom hans egentlige Fag var Læredigtet, der dog egentlig kun fra Formens Side er et Digt, og der grændser nær op til Prosaen. Muligt er det dog, at jeg, der er saa forskjellig fra ham, ikke er i Besid s. 490delse af den rette Maalestok for at kunne bedømme ham.

Den Maade, hvorpaa N. M. Petersen i sin seneste Bog behandler Oehlenschläger og selv Evald, og hele den alvorlige Poesi overhovedet, har ogsaa mishaget, ja jeg kan sige inderlig bedrøvet mig. At den komiske Poesi ubetinget er bedre, fordi den er den afsluttende, det vil sige, fordi den først kommer, naar Egennytte og Philisteri har fortrængt en større Tid, beviser Intet; thi ellers kunde man jo sige, at Philisteriet ogsaa er det Bedste, naar det ellers kan bevises, at det kommer sidst og er det Afsluttende. Mig synes, som sagt, at han behandler Evald næsten ligesaa stedfaderligt med Hensyn til Wessel, som Oehlenschläger med Hensyn til Baggesen. At Oehlenschläger aad sig igjennem Livet, ligesom Evald drak sig derigjennem, er en Paastand, der kun kan undskyldes som Udtryk for en sygelig Hypokondri, men der kun lidet sømmer sig for den, der skal indtage Dommersædet i Literaturen. Skal Sligt omtales, da kunde man maaskee snarere sige, at Heiberg aad sig igjennem Livet end Oehlenschläger; i det mindste var Heibergs Æderi langt mere raffineret og derfor værre og mere ødelæggende for den literaire Virksomhed.

Det gjør mig saameget mere ondt at høre Sligt fra denne Kant, da jeg ellers sætter N. M. Petersen meget høit, og da jeg mener, at vi Alle s. 491have Meget at takke ham for. Slaget kommer uventet fra den Kant, og det er, ligesom om en forhen tro Allieret havde svigtet os.

Da Recensenterne denne Gang have ladet mig lidt i Ro og have været saa langmodige i fjorten Dage ikke at omtale mine «lyriske Digte og Romancer», og da saaledes den offentlige Mening fik Lov til at skjøtte sig selv, saa er jeg saavidt, at Trykningen af en ny Udgave nu kan begynde; dette havde neppe været Tilfældet, hvis et Lynslag i «Fædrelandet», ja selv i «Dagbladet» eller «Flyveposten» havde slaaet ned deri strax i Begyndelsen, før Publikums Dom var befæstet.

Tusinde Hilsener til Elisabeth! Gud skee Lov, at hun er bedre. Gud give denne Vinter ogsaa var vel overstaaet for Dem. Til næste Vinter haaber jeg næsten (hvis Kongen ikke er ganske uden Indflydelse i sit eget Land, og hvis han ikke maa sige ligesom en tidligere Keiser af Østerrig: jeg kan ikke hjelpe Dem, hvis De ikke kan skaffe Dem Connectioner), at De skal fæste Bo i et mildere Clima.

Deres trofaste Ven
C. Hauch.

C. Hostrup til C. Ploug.
23. Decbr. 1861

Kjære Ven!

Hjertelig Tak for Digtene og dit Brev. Om de første skal du høre nærmere fra mig, naar Juletravlheden er overstaaet; om Brevet maa jeg skrive et Ord strax. Jeg søger Elmelunde. Din Opfordring modtog jeg samtidig med en lignende fra F. Boisen i Stege. Bønderne i Elmelunde, der høre ham, har bedt ham anbefale dem en Præst, der prædiker Christendom og ikke har Pavenykker; saa vilde de søge om at faae ham. Boisen har i den Anledning henvendt sig til mig, da han af hyppige Besøg herovre kjender Noget til mig og min Virksomhed. Han er vis paa, at jeg vilde blive modtaget med Glæde, og selv om Bøndernes Søgen intet betyder ligeoverfor Monrads «gejstlige Borneerthed», og selv om det slet ikke bliver til Noget med denne Søgen, har deres Trang til at faae en velvillig og menneskelig Præst uden forloren Salvelse dog givet mig meget Mod paa Sagen.

At Monrad lægger saa megen Vægt paa theologisk Forfattervirksomhed, og saa liden paa min profane, er borneert, som du siger. De lærde Stuemænd er sjelden gode Præster, derpaa kan Rudelbach og Zeuthen give et Exempel. Har jeg derimod i mine Komedier givet et lille Vidnesbyrd om, at jeg har noget Øje for det virkelige Liv og s. 493for Menneskene, som de er, saa er det ikke saa ringe en Gave for en Præst. Har jeg lidt Øre for, hvorledes Menigmand tænker og taler, saa maa det ogsaa falde mig lettere at tale til dem, saa de kan forstaae mig. Om jeg end ikke anseer det at prædike som en «Kunst», saa troer jeg dog, at lidt poetisk Lethed til at finde Billeder for at klare Sagen dermed, kan komme en Præst tilgode, saa vist som den Evne kommer dig tilgode som Redacteur. Det, det kommer an paa, er jo at kunne udtale sin Overbeviisning folkeligt og klart, og Færdighed deri faaes meget lettere ved at skrive Komedier og Digte, end ved at skrive Commentarer eller speculative Afhandlinger. Men Monrad er trykket af sin Fløjelsmave og viser denne gejstlige Borneerthed i Behandlingen af alle kirkelige Spørgsmaal; derfor ønskede jeg meget hellere en besindig og frisindet Lægmand til Kirkeminister end Een, der allerede i denne Retning er fordærvet af Præstekjolen.

Hensynet til min Helbred har ogsaa faaet forøget Vægt for mig. Jeg er i Vinter svagere end nogen af de foregaaende, og kommer jeg ikke meget snart herfra, saa kommer jeg nok, — som du siger, — til at blive her. Saa søger jeg da og skriver til Kongen, men gjør det altsammen uden synderlig Haab om, at det hjælper, da Embedet er stort og Monrad stiv og Medbejlerne naturligviis som Sandet i Havet.

s. 494Glædelig Juul i dit lykkelige Hjem, og tak for din Deeltagelse.

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til C. Ploug.
Silkeborg. 23. Jan. 1862

Kjære Ven!

Midt i mine Indberetningers Masse fik jeg Lyst til at sende dig et Par Ord om dine Digte. Du har vel hørt meget om dem i denne Tid, og vel ogsaa haft Glæde af denne Samling mere end af nogen tidligere, men jeg troer ogsaa, at den bærer Prisen for de andre. Af Viserne høre vist «Mit Fædreland, hvor er du smukt», Grundlovsvisen fra sidste Sommer og «1848» til dine allerbedste, og de erotiske Digte, hvori du, synes mig, er ligesaa original som i Viserne, og «Fru Margrete» og et Par andre ere nok i mine Øjne til at gjøre den Samling til den bedste. Trods din egen beskedne Udtalelse om din Lyrik i Brevet til mig mener jeg saaledes, at du er gaaet frem, og derom er nok de Fleste, som forstaae sig paa de Ting, enige.

Tak for din venlige Behandling, da jeg voldte dig Bryderi i «Fædrelandet», og frem for alt Tak for Forslaget om Holsteens Udsondring til Foraaret. At et saadant Skridt er vort Ministerium s. 495altfor energisk, frygter jeg vel; men om der kunde rejses en Opinion derfor her i Landet, i det Mindste hos alle dem, som ikke har svedt 1848 heelt ud, saa kunde det vel skee alligevel. Jeg længes efter Rigsraadet og det Gode, som jeg venter, at det skal bringe.

Siden Juul har min Helbred været ganske god, men jeg stoler ikke paa den og vil derfor blive glad, hvis Elmelunde maa aabne sig for mig. Bønderne derovre har ganske snildt skrevet til Sogneforstanderskabet i mit Annex for at forhøre om mit Rygte, og har, efter hvad jeg har hørt og ogsaa ventede, faaet en god Anbefaling for mig derfra. Imidlertid er det jo i Monrads Øjne en stor Disrecommendation, at jeg ikke er opslidt, men kun paa Vejen dertil, saa det er vel meget sangvinsk at have et Haab i saa Henseende.

Levvel, hils din Hustru!

Din hengivne
C. Hostrup.

Chr. Winther til C. Hostrup.
Kbhvn. 4. Maj 1862

Velærværdige

Hr. Pastor Chr. Hostrup!

Boghandler P. G. Philipsen har opfordret mig til at gjøre det Forsøg at samle og udgive en poetisk Nytaarsgave for 1863.

s. 496Een af de første, jeg i den Anledning opførte paa min Liste over danske Digtere, som jeg vilde henvende mig til om Bidrag, var Dem. I meget lang Tid have vi ikke hørt en Klang fra Deres Strenge. Det er begribeligt, at Deres kirkelige Virksomhed, da denne endnu var Dem aldeles ny, maatte tage alle Deres Kræfter og al Deres Tid i Beslag. Men den, der — som De -— har drukket dybt af hiin Kilde, kan aldrig ganske forvinde den søde Ruus, og maa altimellem, trods alle Modstandsforsøg, lade den faae Magt.

I det Haab, at dette ogsaa er gaaet Dem saaledes, og at De altsaa maa have mangt et Blad liggende i deres Gjemme, som kunde blive Andre end Dem selv til Forfriskning og Glæde, kommer jeg da ganske trøstigt til Dem og spørger Dem, om De ikke kunde have Lyst til at lade mig faae nogle af disse Blade til min Nytaarsgave. Skulde De ikke føle Dem utilbøielig dertil, saa udbeder jeg mig blot med et Par Ord underrettet derom, og tilføier blot, at jeg i dette Tilfælde ønskede at modtage Manuscriptet inden Juli Maaneds Udgang.

Lev vel! For alt andet Godt og Skjønt, De har skjænket os, er jeg Deres

taknemlige, forbundne
Christian Winther.

Undskyld, at De maa læse en saa forskrækkelig slet Klo; men jeg er næsten blind.

Chr. Winther til C. Hostrup.
D. 6. Septbr. 1862

Hr. Pastor Chr. Hostrup.

Med stor Glæde har jeg modtaget de mig tilsendte Digte. De spørger mig, om jeg vil have flere? og herpaa kan jeg kun svare med et bredt Ja, som kommer fra et oprigtigt Hjerte. Hvis altsaa den fatale Influenza — H. C. Andersen siger etsteds i al Uskyldighed: «en Fluenza» — ret snart vil forføie sig bort fra Dem og begive sig hen, hvor den har hjemme, og De saa faaer Lyst og Tid til at tage fat paa den «glade Kunst», saa vilde det endnu være tidsnok, naar jeg faaer, hvad den skjenker dem, omtrent til Midten af indeværende Maaned. Men dette er ogsaa den yderste Grændse, jeg tør sætte; Forlæggeren begynder allerede at tale om Trykning.

Fra Conferentsraad Hauch har jeg været saa lykkelig at modtage to overmaade smukke Digte.

C. Ploug har givet mig et saa bestemt Løfte, at jeg ikke nærer nogen Tvivl; at pine ham med Mindelser vilde være Synd. Hvorledes han under det Sisyphus-Trælarbeide, som han dagligen saa mandigt udfører, har kunnet faae Tid og Stemning til at synge saa friskt og freidigt, som han har gjort, — det er mig fast ubegribeligt.

Nu lev vel! Jeg haaber, at det gode Veir har været Deres Læge, og at De atter er fri og frank. Som man fortæller, er Climatet i hiin Egn, s. 498hvor De boer, ikke det bedste. De maa see til snart at komme her over hos os paa det grønne Sjælland.

Med Høiagtelse Deres ærb. forb.
Christian Winther.

C. Hauch til C. Hostrup.
D. 14. Novbr. 1862

Kjæreste Hostrup!

De kan troe, vi bleve glade, da vi læste om Deres Udnævnelse. Hvad mig angaaer, saa var jeg bleven saa tvivlesyg, at jeg tilsidst ikke havde nogen ret Tro til Deres Forflyttelse; i det mindste meente jeg, at det vilde trække ud Vinteren over og til Foraaret. Men Gud skee Lov! Jeg skal aldrig glemme Kongen det, at han saa smukt har holdt sit Ord. Vi har siddet og seet paa Kortet, hvor deiligt De kommer til at boe midt imellem vore deiligste Skove! Grib Skov paa den ene Side, og Dyrehaven paa den anden. I lang Tid har Intet glædet mig meer end denne Ansættelse, og om et Aar kommer vel Jernbanen istand, saa er det jo, som De boede en halv Miils Vej fra Kjøbenhavn.

De vil i disse Dage modtage eller De har maaskee allerede modtaget en lille Bog fra min Haand, der danner et Slags Sidestykke til «Valdemar Atterdag», nemlig et eventyrligt Digt «Valdemar s. 499Seier», der behandler et af Hovedmomenterne i denne Konges Liv. Det er temmelig rimeligt, at den hele Kjærlighedshistorie mellem Valdemar Seier og Grev Henriks Hustru er en senere Tildigtning; imidlertid har vel Digteren Lov at behandle den ligesom ethvert andet Sagn. Men da den mangler den historiske Berettigelse, saa synes mig, at Digterne i det mindste maa benytte den saaledes, at de ikke derved plette og besudle en betydelig historisk Helteskikkelse, saaledes som den nederdrægtige og elendige Forfatter til «Graf Heinrich von Schwerin» har gjort. Til Lykke er imidlertid hans Arbeide et saa eminent poetisk Fuskerværk, at det ingen synderlig Skade kan gjøre. Jeg vilde ønske, at De maatte læse mit Digt med den samme Fornøielse, som jeg havde, da jeg digtede det. Men nu er Fornøielsen forbi, og Smertens Dage ville snart begynde; i det mindste maa jeg være fattet paa at løbe Spidsrod i «Fædrelandet»s og i «Dagbladet »s Spalter.

Hils Elisabeth! Vi glæde os meget til at faae Dem og hende i Nærheden. Vi fik Efterretningen om Deres Ansættelse netop paa Adam Oehlenschlägers Fødselsdag, som er i Dag.

Deres trofast hengivne
C. Hauch.

C. Hostrup til V. Nicolaysen.
Hillerød. 17. Marts 1863

Saa sidder jeg da nu paa min Fødeø, 4½ Miil fra Kjøbenhavn, som vi til næste Aar sættes i Forbindelse med ved Jernbane. Jeg er nu bleven Præst for de i vor Krigsog Forbryderhistorie ikke ubekjendte Kulsviere — foruden en talrig og meget æsthetisk Kjøbstadbefolkning. I christelig Henseende er Nordsjælland maaskee for Tiden den dødeste Deel af Danmark, saa jeg skal bruges til at bryde Iis, om jeg skal udrette Noget her. I Landsognet har jeg til Dato — jeg blev indsat i Slutningen af Januar — kun ganske smaat Kirkebesøg, derimod strømme de til min Bibellæsning. Her i Hillerød sveder man og lader sig trykke for at høre mig. Det er imidlertid for Manges Vedkommende en Modesag, og jeg er, som du nok veed, altfor jævn og fri for Kruseduller og Veltalenhed til at være Modepræst i lang Tid. Byens Kirke er Slotskirken, som ikke endnu er færdig efter Branden, saa vi bruger midlertidig en smuk og ganske rummelig Sal i en af de ikke brændte Bygninger paa Slottet (Conseilsalen), hvor der er opstillet et lille Orgel. Jeg boer med Elisabeth og Børnene til Leje midt i Byen (vi skulde ikke have noget af Adskillelsen i Naadensaaret); men til Flyttedagen i April drage vi ind i Præstegaarden, som for en Deel skal ombygges, da noget af den er saa forfalden, at den næsten er ubeboelig

s. 501«Sigurd Slembe» har jeg læst med stor Interesse og anseer den for et meget betydeligt Digterværk. Bjørnson fortjener rigtignok, at I skjønner paa ham, han er dog vist en af de første, om ikke den første af alle Nutidens Digtere i Europa. Vi som ikke har andet Fremtidshaab at pege paa end Richardt, vi var da revnede af Misundelse, hvis vi ikke var saa gode Skandinaver.

Jeg skal til Kjøbenhavn imorgen for at overvære en Prøve paa «En Nat mellem Fjeldene» med Musik af Emil Hartmann. Musikken skal være god og godt holdt i den norske Tone; men jeg er bange for, at Stykket er altfor lyrisk udviklet og har for lidt ydre Handling til at egne sig for Opførelse. —

(25de Marts). Jeg var da til Prøven paa «En Nat mellem Fjeldene» og havde megen Fornøjelse af Musikken, som i alt Fald synes mig at indeholde meget godt, baade karakteristiskt og melodiøst. Phister var fortræffelig som Tydskeren, og Chr. Hansens indsmigrende Stemme, som netop har en underlig dragende, lokkende Naturklang uden egentlig Varme, passer ypperlig til Nøkkens Parti. Ogsaa Schram som Gudbrand var meget god. Om Folk imidlertid har Taalmodighed til at sidde og høre paa saadan en indadvendt Komedie, kan jeg ikke have nogen Mening om.

(7de Maj). Ovenstaaende Brevstump sender jeg dig til Vidnesbyrd om, at jeg ikke har glemt dig aldeles i Vinter. Nu er Bøgen grøn, og jeg s. 502sidder i den gamle Præstegaard, som nu skal til at gjennemgaae en betydelig Ombygning for at blive beboelig.

Jeg har nu seet med megen Fornøjelse «En Nat mellem Fjeldene». Musikken synes mig i det Hele meget smuk og Udførelsen for det Meste god. Jeg har endvidere været til Studenterforeningsbygningens Indvielse, hvor jeg blandt andre Nordmænd traf Niels Nicolaysen. Samme Dag gjorde jeg et flygtigt Bekjendtskab med Bjørnst. Bjørnson, med hvem jeg kom i en heftig Strid angaaende Forholdet mellem det Æsthetiske og Christelige. Han paastod, at en betydelig Digter eo ipso er paa Salighedens Vej, og synes ikke at have nogen Anelse om, at en Kunstner kan leve det i Phantasien, som han slet ikke har i Hjertet. Jeg har selv alt for godt følt det hos mig selv og sporet det ogsaa hos Andre, hvorledes det producerende Kunstnerliv i sig selv er et Drømmeliv; jeg tvivler ikke paa, at en Christen kan være Digter, og en Digter blive Christen, saa Drømmelivet kan hæves af et virkeligt Christenliv; men det Modsatte kan ogsaa finde Sted, at en betydelig Digter — menneskelig talt — kan være en daarlig, tom Person, og for mig er det at være Menneske Nr. 1.

Debatten fremkaldtes ved et Digt af mig, der har staaet i en Nytaarsgave, Chr. Winther har udgivet, og hvori jeg har gjort det gjældende, at der er en højere Sandhed end den poetiske, og et højere Liv end det, som leves paa Parnas, naturligviis s. 503til stor Forargelse for alle, hvis Afgud er det Skjønne. —

(22de August). Nu er disse Brevstumper snart et halvt Aar gamle, men du skal alligevel have dem, saa seer du dog, at jeg har tænkt paa dig. Jeg kom til at huske paa dem ved igjen at læse «Sigurd Slembe». Det er dog et stort Digt og ét vældigt Fremskridt, og Norge kan vist glæde sig ved for Tiden at eje Verdens største Digter. — Jeg har i Vinter et Par Gange truffet A. Munch og har været glad ved at tale med ham; han var meget elskværdig.

Jeg har en idelig tilbagevendende Lyst til engang igjen at skrive Noget, og jeg kunde det ogsaa, hvis jeg blot kunde skaffe Tid dertil; men det er Ulykken, det kan jeg ikke. Jeg har jo Gud skee Lov en anden Virksomhed, saa jeg kan forhaabentlig gjøre en Smule Gavn, selv om jeg ikke skriver Komedier, men bestandig vaagner i mig paany Lysten og Længselen derefter, og jeg synes, at jeg har Noget i mig i den Retning, som skulde frem, mens jeg endnu har Kraft dertil. Hvis der endda var nogen Anden, som kunde skrive en god lille Komedie, saa maaskee jeg lod ham derom; men da der endnu Ingen er, og vi aabenbart trænge dertil, saa bilder jeg mig undertiden ind, at jeg endogsaa har en Slags Forpligtelse til at forsøge, hvad jeg formaaer. Hvis du derfor engang til næste Vinter — før naaes det i alt Fald neppe — læser i Bladene, at der er opført s. 504paa det kongelige Theater i Kjøbenhavn en meget morsom, original anonym Komedie, saa veed du, at den er af mig. — Du har vel hørt om Richardts Forlovelse med Marie Hammerich.

Heise componerer efter Sigende en Opera til Text af Hertz. Jeg veed det dog ikke blot som Rygte, det er sikkert, men det er en Hemmelighed, som alle veed, du formodentlig ogsaa. —

Jeg føler mig endnu lidt fremmed i denne By, men den kan jo nok blive mig kjær med Tiden.

Her i Frederiksborg har jeg en stor Kreds at tale til, men i Annexet har jeg desværre kun sparsomt Kirkebesøg. Elisabeth og jeg er indbuden til Ankers og Mix Boisens Bryllup i Stege og haaber at komme derhen samt at forhøje Festens Glæde med en Vise.

Lev nu vel, kjære Ven, og bær over med mine Brevsynder. Hils din Hustru samt alle Venner, du træffer paa.

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til C. Hauch.
Hillerød. 28. Octbr. 1863

Kjære Svigerfader!

Det er en vanskelig Opgave, De har tildeelt mig, som jeg slet ikke føler mig voxen. Jeg er s. 505derfor ogsaa ganske ængstelig ved at svare Dem, da De vil tillægge min Mening i denne Sag saa stor en Betydning. Var Spørgsmaalet om, hvorvidt Deres Lystspil burde trykkes i en Udgave af Deres samlede Værker, saa synes mig, at jeg vilde tilraade det; thi om dette lille Stykke end ikke egentlig vil føje et nyt Blad til Deres Krands, det vil efter min Mening heller ikke skæmme den, og det vil maaskee interessere Deres Muses Venner som en Prøve paa et Hauchsk Lystspil, der ogsaa har sine Ejendommeligheder og Fortrin. Men netop det, at det er et Lystspil af Hauch, vil efter min Overbeviisning allerede gjøre det vanskeligere for dette Arbejde at finde en god Modtagelse paa Scenen. Vort Publikum (jeg veed ikke, om det gjælder om Theaterpublikummet i andre Lande) forholder sig, efter min Erfaring, altid yderst mistænksomt og er meget svært at tilfredsstille, naar en Digter, som efter dets Mening hører hjemme paa Aandens Højder, vil stige ned i Dalen og fremkalde Latter i Stedet for Taarer. Oehlenschlägers Lystspil blev derfor knap taalte paa Scenen uagtet det meget Gode, som flere af dem indeholder; man vilde have Tragedier af ham og intet Andet. De staaer — og med Grund — for vort Publikum som en endnu alvorligere Digter end Oehlenschläger; allerede Navnet «Lystspil» vil vende Stemningen imod Stykket, saa jeg troer, at det maatte være meget grundmuret for at staae sig mod den Antipathi, som en stor Deel af s. 506Theatergængere vil medbringe hjemmefra. Derfor har Hertz, som en klog General, saa tidt brugt Anonymiteten, naar han slog ind i en ny Gade, for ikke at have Publikums Fordomme imod sig.

Skulde nu Fru Heiberg spille i Deres Stykke og kunde ved sin Person kaste noget mere Romantik ind i det, saa vilde det vistnok hjælpe en heel Deel. Saa troer jeg, at især den sidste Scene i første Akt vilde gjøre et ypperligt Indtryk. Men den samme Scene, som efter min Mening er den bedste i Stykket, kan ogsaa kun spilles af en saadan Tryllerinde, og i Frøken Smiths Hænder kan den let komme til at gjøre et frastødende Indtryk, uden at det er Digterens Skyld. Heller ikke har jeg seet nogen Skuespillerinde, som kunde gjøre Fyldest i denne Scene, uden Fru Heiberg. Og deri ligger saa det farlige ved at lade Stykket opføre; thi med Udførelsen af denne Scene staaer og falder det, og det er Efterskinnet af den, som skal lyse over anden Akt og navnlig bære Scenen mellem Hussein og Casem.

Selv om Phister — hvad der jo er rimeligt — kan spille Hussein meget morsomt, saa frygter jeg meget for, at en mangelfuld Udførelse af Zuleima vil bevirke, at Stykket intet Totalindtryk gjør, og i saa Fald vil man give Phister Æren for alt det, som morer, og Digteren Skylden for det, der gjør et utilfredsstillende Indtryk. Vil De derfor vide min bestemte Mening om, hvorvidt De bør lade Stykket spille, saa kan jeg kun svare, at jeg s. 507troer, at De vover meget mere ved at lade det opføre, end De kan tabe ved ikke at lade det spille, og at der er Sandsynlighed for, at det ikke vil gjøre Lykke. Det er meget muligt, at det — baaret frem af ypperlige Skuespillere — især naar Scenen imellem Cale-Caire, Zuleima og Moharek i anden Akt blev betydelig forkortet og fik en større Tilsætning af jublende Lystighed over den lykkede List — kunde gjøre afgjort Lykke, hvis Publikum var velvilligt; jeg troer ogsaa, at Deres Lystspil fortjener en meget bedre Modtagelse end mange af dem, som faaer en saadan, men som Udsigterne nu ere, frygter jeg med Adam ^*)Digterens Søn, Adam Hauch for, at det ikke vil gaae.

Det gjør mig inderlig ondt, at jeg ikke tør give Dem noget bedre Svar. Spørgsmaalet er jo imidlertid ikke her om Stykkets poetiske Værd, men om Hensigtsmæssigheden af at lade det spille for nærværende Tid, og dertil mangler De først og fremmest en Zuleima. Vilde Fru Heiberg paatage sig det, saa vilde jeg i Deres Sted vove det, skjøndt hun er noget gammel; men vil hun ikke, saa troer jeg, at De ikke bør lade det opføre. — —

Deres hjertelig hengivne
C. Hostrup.

C. Hostrup til L. Mynster.
Hillerød. 4. Jan. 1864

Kjære Ven!

Først nu bliver det til Alvor med det Brev, som jeg har skyldt dig saa længe, men som ikke vilde flyde for mig i denne urolige og travle Tid. Din «Lærerinde» har jeg læst med megen Fornøjelse, og i flere Henseender har den overtruffet mine Forventninger. Det er et flint, poetisk Arbejde med sikkert tegnede Personer. Desværre har jeg det for Øjeblikket ikke hjemme, da jeg har anseet det for at være i Stykkets Interesse at laane det ud, og kan derfor ikke paapege det Enkelte, som faldt mig ind de Par Gange, jeg læste det igjennem. Hvad der er Stykkets Svaghed ikke blot i theatralsk, men ogsaa i dramatisk Henseende ligger i Anlægget, som er godt og jævnt, men mangler det Strammende (ikke «Spændende»), en egentlig Knude og Katastrofe. Det er mere to Dage, udrevne af nogle Menneskers Liv, godt og sandt skildrede og poetisk opfattede, to meget vigtige Dage, hvor det kommer til en Afgjørelse for flere af dem, end det egentlig er et afsluttet Livsbillede, hvor hele Maskineriet, der er sat i Bevægelse, ogsaa løber ud, og du har selv følt det, idet du lagde Lærerindens Forlovelse hen i Fremtiden. Saaledes kommer da Stykket til at ende med lutter Profetier i Stedet for, som saadant s. 509et Stykke skal og bør, med en glædelig Afslutning.

Forstaaer du hvad jeg mener, eller synes du, at jeg vrøvler? Jeg mener, at dit Stykke, uden Forklejnelse for det, er en dramatiseret Novelle, der som Drama mangler Concentration, men har til Gjengjæld andre Fortrin: en sand og varm Diction, udstyret med virkeligt Lune (saaledes overraskede din Spradebasse mig og Maren, der seer paa skraa) og saa — som sagt — en fiint individualiseret Skildring af de forskjellige Personer. At Stykket vil tage sig ud ved Opførelse, tvivler jeg paa, thi paa Scenen vil dets dramatiske Mangel paa Stramning blive endnu føleligere end ved Læsningen.

Jeg har endnu ikke seet nogen Anmeldelse af «Lærerinden» i noget Blad, men det skulde undre mig, om Clemens Petersen ikke fik fat paa det og blev frapperet ved dets Fortrin. Thi vistnok er han en af de doktrinære Æsthetikere, som gjør megen Uret ved sin færdige Maalestok, men har dog Sands for det Fine og Aandfulde i Udførelsen, naar han ikke møder med forudfattede Meninger. Jeg venter egentlig derfor, at han en af de første Lørdage skal tage Hatten pænt af for Lærerinden og skrive til Folk, at de skal læse den Bog. Vore Tanker er jo i denne Tid optagne af ganske andre Ting, saa en saadan lille stilfærdig Bog har svært ved at blive tilbørlig paaagtet. Og det er jo i Grunden ganske naturligt, saa du maa ikke tabe s. 510Modet og Lysten til at forsøge dig paa et nyt Arbejde, fordi du er optraadt første Gang i en uheldig Tid. Jeg er meest tilbøjelig til at troe, at du i Novelle-Digtning kunde frembringe noget mere Fuldendt, men vil for Resten ikke stille dig Skranker, da du har et Pund, som jeg er vis paa, kan bruges til at bygge med paa Dannevirke. Og saa glædeligt Nytaar og Tak igjen!

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til sin Søstersøn Løjtnant A. Neergaard ^*)Blev ved Dybbøl saaret og taget til Fange. Skjønt hans Tilstand i Begyndelsen syntes uden Fare, døde han dog som Følge af sit Saar nogen Tid efter paa Lazarettet i Flensborg..
Hillerød. 3. Maj 1864

Kjære Alfred!

Idag har jeg ved Valdemar ^**)Den nuværende Arkitekt V. Ingemann ; Søn af Hostrups Halvbroder faaet din Adresse at vide og maa strax skrive et Par Ord til dig i det Haab, at de maa kunne naae dig. Det var en stor Sorg for os, da vi fik at vide, at du var saaret og i Fjende-Vold, og vi har været meget bekymrede for dig; men Gud skee Lov, at der ingen Fare er, og at vi kan haabe, at du snart skal have forvundet det Hele.

s. 511Hos os har det seet sort ud. Efter Moders og vor lille Eriks Død har Elisabeth været meget alvorlig syg, men nu er hun lidt i Bedring, skjøndt meget svag. Det er ikke blot for eder, I Stridsmænd, for hvem denne Vinter har været haard; jeg har aldrig før oplevet en saa mørk Tid, og foruden min egen Sorg har Bekymringen for vort stakkels lille betrængte Fædreland ligget tungt paa mig. Æren er vel reddet ved eders tapre Forsvar af Dybbøl, og dermed er jo ogsaa Haabet frelst. Ja, Haabet maa vi ikke slippe, thi uden Haab er der ingen Kraft. —

Jeg har lagt mig efter at være Folketaler for at holde Mod i Omegnens Befolkning, og hvor lidt det end er, saa troer jeg dog ikke, at det er ganske spildt. Nu skal vi have to Reconvalescenter fra Lazaretherne i Kjøbenhavn her i Præstegaarden; gid vi kunde faae dig, men det skeer vel neppe saa snart, hvis der ikke bliver Vaabenstilstand. Her i Egnen blive nemlig de, der har været syge og saarede og ikke ere komne til Kræfter endnu, indlogerede rundt omkring hos private Familier, som selv har tilbudt at modtage dem, til de blive vaabenføre igjen.

Gid dit Saar nu snart maa blive lægt, og du hurtigt gjenvinde din Sundhed. Vi fik først gjennem Aviserne Efterretning om, at du var saaret og fanget, samtidig med at Valdemar erfoer det fra Premierløjtnant Pingel. Siden har Laura tilmeldt mig først den Efterretning, hun fik fra en s. 512af dine Menige, og senere den, hun fik fra dig selv. Valdemar var herude ved Moders Begravelse og fortalte mig meget om dig og eders Samliv i Fredericia. Dengang laa Erik allerede syg af Hjernebetændelse, og Søndagen efter lukkede han sine klare blaa Øjne for sidste Gang i dette Liv.

Kjære Alfred! baade Elisabeth og jeg tænker meget paa dig, og vi længes inderligt efter gode Efterretninger fra dig. Du er for Tiden Familiens Helt som den Eneste af vore Nærmeste, der har blødt for Fædrelandet, og naar du nu, som jeg sikkert haaber, snart kommer rask tilbage til os, da skal vi ret vise dig, hvormeget vi skjønne derpaa, og hvor taknemmelige vi er dig; ja, vi længes efter at faae Lov til at være gode imod dig. Lad mig, naar du kan, høre fra dig, og er der Noget, jeg kan gjøre for dig, Noget, jeg kan hjælpe dig med, saa bed den gode Frøken Klüwer ^*)En dansk Dame, som plejede de Syge paa Lazarettet i Flensborg. om at skrive det til mig, du maa jo dog vide, hvor gjerne jeg vil det; jeg har jo dog i en lang Tid af dit Liv staaet i et Slags Faderforhold til dig, og du hører og vil altid høre til dem, der staae mit Hjerte nærmest.

Elisabeth og jeg sender dig vor kjærligste Hilsen. Jeg skriver snart igjen.

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til L. Mynster.
Hillerød. 19. Aug. 1864

Kjære Ven!

Du faaer kun et Par Ord, da jeg har travlt. Dine Indvendinger mod mit Digt er mig næsten uforstaaelige — saa utroelig misforstaaende. Læs Hammerichs lille Afhandling om «Hjemmetydskeriet», saa vil du bedre forstaae mig. Vi er et nordisk Folk, som ved vor egen Blindhed og slette udanske Regeringer ere komne i et aandeligt Vasalforhold til Tydskerne. Skal vi ikke forsvinde i Tydskland, hvad du vel heller ikke vil, saa maa det Nordiske i vort Sprog, i vor Folkekarakteer o. s. v. befries fra det aandelige tydske Aag. Befrielsen er begyndt med Holberg, fortsat af Oehlenschläger og hele hans Digterskole, det er det Danske, det Nordiske, der vikler sig ud af Svøbet. Endnu betragtes her i Landet (ogsaa af dig) Tydsk som det egentlige Cultursprog ; det er en tydsk Overtro, som ogsaa du har faaet deraussen fra med Giften i Blodet. Englænderne, Franskmændene, Hollænderne, Italienerne lære ikke Tydsk, paa samme Maade som vi, og er dog desuagtet ligesaa dannede. Vi bruge jo nemlig Tydsk som det nærmeste fremmede Sprog, som vi indpode Børnene med, fra de er smaa, ligesom for at give Tydskerne Ret i, at de er Culturfolket. Skal vi slutte os til en saadan stor Sprogstamme og Literatur, saa er det nu Tiden at slutte sig til den engelske istedetfor. s. 514Lad Børnene fra Begyndelsen af lære Engelsk, naar de skal til at rejse aandelig ud af Landet, men læg dem ikke Tydsk paa «Barnetungen». Børnene læser ikke Luthers Skrifter eller Tieck eller Goethe; de kan i alt Fald finde fuld Erstatning for de Sidste i den engelske Literatur. Du taler om «Studenterne», som bør læse Goethe osv. Ja, lad dem det, om de vil; — har jeg talt om Studenterne? lad dem studere, hvad de har Lyst til. Jeg har kun talt om Børneog Folkeopdragelse. Man lærer nu Børnene fra alle Samfundsklasser at bøje sig for den tydske Aand, man har indpodet hele Nationen den Overbeviisning, at Tydsk er noget Højere og Bedre end Dansk, og det er det — mere end Vaabenlykken, som nu vil berøve os Slesvig. Tydsk maa nu virkelig staae for os som «Fjendeog Trældomssproget». Vi maa ogsaa aandelig slutte os til Vestmagterne. Jeg vil ikke isolere min Familie, men jeg vil have god Omgang, og er det da rimeligt nu at slutte os til den Nation, der som Røvere er brudt ind over os. Jeg vil have, at en Tydsker, naar han kommer her til Danmark, ikke skal kunne sige: Landet er aabenbart tydsk, — Alle, fra den Højeste til den Laveste, taler Tydsk. Du kan dog vel ikke være blind for den Raahed og Umenneskelighed, som Tydsklands seneste Fremfærd mod Danmark viser. Hvor meget Godt man end kan skylde et Folk, saa gaaer det virkelig ikke i saadanne Tider at holde Venskab med det. Du finder s. 515mig eensidig og fanatisk, — det er jeg vel ogsaa, — men jeg vil hellere kunne blive harmfuld til Gavns, end kun lunken af bar Tolerance.

Husk imidlertid, at det kun er Skolegangen, jeg har talt om, — ikke Studeringerne senere hen.

Om det Andet en anden Gang, — jeg har ikke Tid nu. Jo Eet endnu. — Det er lidt komisk, naar du vil slaae mig med Citater fra, hvad du betragter som min Viisdomskilde, — f. Ex. «Fædrelandet». Hvad angaaer det mig? Troer du, jeg er saa umyndig, at ethvert Ord af Ploug eller Grundtvig eller hvemsomhelst, jeg kan sympathisere med, er mig et Orakel?

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til L. Mynster.
1864

Kjære Ven !

Hvorvidt du — trods dit menneskelige, fribaarne Hjertelag — hører i den Grad til «Reactionen», at du billiger den Snedighed (for at bruge et mildt Udtryk), hvormed Regeringen har listet sig fra sine Forpligtelser ligeoverfor det danske Folk ved at paatvinge det dette forfærdelige Fredsgrundlag, veed jeg ikke, — det er vanskelige Tider, og hvor dybt det har harmet og bedrøvet mig, kunde jeg nok tænke mig, at det Første, du s. 516her gjør, det er at finde paa Forsvarsgrunde for denne «lille nødvendige Ulovlighed». Hvad det gamle Stridsemne angaaer, saa vilde jeg, ligesom du, betragte en Nationaldeling af Slesvig som den allerbedste Løsning, og den Tanke har «Fædrelandet» vedkjendt sig allerede i 1848. At den da blev opgivet, derfor maa ikke blot vor folkelige Kong Frederik og hans Folk bære Skylden, men ingen Slesviger vilde dengang have fundet sig i den, saa dens Gjennemførelse var vistnok i de Tider en Umulighed. Den Ordning af Sprogforholdene, som Tillisch saa stod Fadder til, var sikkert saa upartisk som mulig, og hvad Fejl der kan være begaaet i det Enkelte, det maa I Reactionære ikke glemme, at aldrig er en fremmed Nationalitet i et Grændseland behandlet med større Nænsomhed, end den tydske blev behandlet i Slesvig. At det idelige Drilleri fra tydsk Side er blevet gjengjældt med lidt Drilleri fra dansk, det var jo næsten uundgaaeligt, men den tydske Paastand om Undertrykkelse og deslige er dog en aabenbar Løgn. Regeringen har i Slesvig ikke krævet sin «oprindelige», men blot sin «nuværende» Ret. Ulykken var egentlig den, at den blev ved at fiske efter det Holsteen, som altid har været Danmarks Forbandelse, og for at faae rigtig fat i det, indviklede Regeringen, men fremfor alt Ministeriet Bluhme, os i den Elendighed, hvori vi nu sidde.

Derfor havde jeg dyb Mistro til det nuværende s. 517Ministerium («Reactionens»), og har yderligere faaet den stadfæstet i Gaar. Jeg troer ikke, det vil hjælpe det danske Folk til at være Herre i sit eget Huus, men at det arbejder paa at gjøre det til Træl af et Slesvig-Holsteen i Personal-Union med vort stakkels Fædreland. Jeg troer, at de Mænd, som det bestaaer af, har virket meget skadeligt paa Førelsen af den nuværende Krig. — — Saa derfor har vor Krig — skjøndt du skriver om Æren — været en uhæderlig Krig. Der har været brave Dannemænd nok, Soldater og Officerer, som er gaaet kjækt i Døden for Danmark; der har været højerestaaende Anførere, som med Fortvivlelsens Tapperhed har gjort det samme, men det har gjennemgaaende været en svag, vantro og uklog Krigsførelse. Monrad var ikke min Mand lige saa lidt som Hall, men han var dog tro og dansk; gid vi ikke maa opleve den Dag, da vi maa kalde dem, der nu sidde til Roers, forræderiske!

Du vil maaskee ikke kalde det saaledes, naar du modificerer (paa dansk indskrænker) vor folkelige Frihed, thi du troer paa «Folk af Faget». Jeg har aldrig hørt Nogen dømme falskere om vore kirkelige og fædrelandske Forhold, end «Folk af Faget», især de Højerestaaende, saa jeg har i denne Henseende faaet «Tvivlens Gave». Den «aabenbare Forkeerthed», at Rigsdagen afgjør Folkekirkens Anliggender, er mig ikke aabenbar; jeg har hos Rigsdagen fundet meget mere Sands for Menneskerettigheder, end hos vore Præster. Ønsker s. 518du, som agter Individualitetens Ret saa højt, Sognebaandsløsningen afskaffet igjen ? den var aldrig gaaet igjennem, hvis Bisper, Provster eller Præster (Folk af Faget) skulde have haft nogen speciel Indflydelse paa Afgjørelsen. For mig staaer det hierarchiske Aag som det umenneskeligste af alle. For mig staaer Folkekirken (trods Kalkars Foredrag) med 50% Atheisme, 49% hedensk Gudelighed og 1% Christendom slet ikke som «Kirken». Kirkens Anliggender har Rigsdagen aldrig rørt ved; men den har mere Hjerte for den Frihed, det kommer an paa, for Frihed til uhindret at gjøre saameget Godt, som man føler Kraft og Lyst til, og at søge sin Trøst og Støtte, hvor man bedst troer at kunne finde den; den har meget mere Hjerte for den Menneskeret, jeg kræver for mig selv og under enhver Anden, end jeg venter af nogen Forsamling under Martensens Ledelse. Kierkegaard havde aabenbart Ret imod den officielle Christendom. Hvor det Officielle gaaer ind ad den ene Dør, gaaer Christendommen ud af den anden. Du skulde selv være Præst, saa kom du ogsaa til at hade det elendige Skin, som Højog Velærværdigheder holde paa, saa stod du nok ligesom jeg. Jeg er Folkekirkens: Statens Embedsmand i alle denne Verdens Sager, men ved Siden af det en fri Evangelist for alle dem, som her vil høre Evangeliet af min Mund, for den lille Menighed, som vor Herre vil samle om mig. Biskop Martensen og en Kirkeforsamling vilde kjæle for Skinnet; det s. 519gjør Rigsdagen ikke, den giver Evangeliet fri Gang og blander sig ikke i det Christelige, som ikke vedkommer den; den forsvarer Menneskerettighederne, og det takker jeg den for. Vor Herre forsvarer selv sin Menighed.

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til L. Mynster.
Hillerød. 28. Febr. 1865

Kjære Gamle!

Tak for Fastelavnshilsenen. Sibberns Bog har jeg ikke læst og har saaledes Latteren tilgode. Nu kun et Par Ord om denne elskværdige Philantrop.

At du kunde gaae ind baade i Augustforeningen og i Dansk Folkeforening og ansee det for det Rette, kan jeg nok forstaae. Du har altid staaet udenfor den Kamp og har ikke taget Parti, og jeg indrømmer dig det Privilegium. Maa jeg blot udtale min Mening om Sibberns «alsidige Velvillie og ægte Menneskekjærlighed».

Er Sibberns Standpunkt ikke det Goetheske? Med andre Ord: Han tager ikke Parti i nogensomhelst Sag. Ingen har Ret, de har alle Ret. Hvert Menneske har sin Tro, sin Sandhed, — der er ingen Sandhed, ingen absolut Sandhed, ingen aabenbaret Gud. Det er ikke «Sandheden», vor s. 520Herre Jesus Christus, der skal gjøre os fri, det er Dannelsen. Det Onde paa Jorden er kun Barbari, det Gode er Dannelse, den hjertelige og aandelige Dannelse. Sibbern er Pelagianer; i den oplyste og redelige Villie er Frelsen, naar man har den, gjør det ingen Forskjel, om man er Jøde, Tyrk eller Christen. Det Subjektive er Alt; Troen derpaa er den eneste objektive Sandhed, som Sibbern vedkjender sig. Vi frelses ikke ved «Sandheden», vi troe paa, men ved vor Tro paa, hvad vi kalde Sandhed.

Denne Humanitet, som vistnok er udtalt i Gabriel Sibberns Afhandlinger og mere poetisk i Gabrielis Breve, 2den Deel, og især i «Fra Aaret 2135», kan jeg ikke beundre. Det er i mine Øjne et Forsøg paa at mediere mellem Gud og Djævelen. Det er ingen ægte Menneskekjærlighed ; den ligner ikke hans, som efter sit eget Ord var kommen for at sætte Splid her paa Jorden. Det er ganske vist en «alsidig Velvillie», naar man er lige gode Venner med Julian Apostata og Athanasius, med Grev Geert og Niels Ebbesen, med Calvin og Luther, men det er ingen hjertelig Velvillie, thi Hjertet tager Parti. Hvor megen Uret der maaskee kan være hos dem, der forsvarer, hvad der er Ret: Retten maa dog være paa een af Siderne i det egentlige Stridspunkt, og Billighed paa den højere Retfærdigheds Bekostning duer ikke. Jeg beundrer derfor ligesaa lidt den humane Sibbern som den humane Pelagius; det er ingen Kunst at være human, s. 521naar man siger: det er lige fedt altsammen. Kan disse velvillige Epikuræere ligesaa let rydde Djævelen og Synden af Vejen, som de kan lyve dem bort, saa vil jeg ogsaa blive human; men saalænge den Onde er denne Verdens Fyrste, saa gjælder det i mine Tanker om med de hjertelige Folk, Athanasius og Luther, hjertelig at tage Sandhedens Parti og som Lysets Børn uden Billighed at hade Mørket, hvor inhumant det saa seer ud.

Saameget om Sibberns Menneskekjærlighed, som er den partisk-philosophiske, den epikuræiske, den uægte. Vor Herre Jesus var naturligviis meget ubillig mod de alvorlige Pharisæere, og han er ligesaa ubillig endnu, fordi hans Menneskekjærlighed er ægte. Og hans Disciple maa ogsaa være det, fordi de troe paa Sandheden, som ikke lader sig mediere med Løgnen. Naar du indrømmer mig det, saa vil jeg gjerne indrømme dig, at Sibbern trods sit i dybeste Forstand aandløse og overfladiske Standpunkt, er en elskværdig gammel Drømmer. Men Sandheden først og saa Billighed, forsaavidt den kan bestaae med Sandheden, og ikke omvendt.

Dit Digt til Sibbern har jeg ikke læst, da jeg er saa ubillig ikke at læse den «Berlingske Tidende». Jeg vilde imidlertid gjerne see det, om du har det.

Du bør ganske vist ikke gaae ind i nogen politisk Forening, ligesaa lidt som jeg for Ex. i s. 522en Forening for eller mod den «nordiske Kunst». Men det er en Mangel hos mig, at jeg ikke kan tage Parti i den Sag; jeg staaer ikke over, men udenfor den Strid.

Og saa lev vel!

Din C. Hostrup.

C. Hostrup til L. Mynster.
Hillerød. 26. Octbr. 1865

Kjære Ven !

Maa jeg tage det Sidste først for at blive færdig dermed. Jeg har ingen af mine Prædikener, som er utrykte, i nogen Form, der er læselig for andre end mig selv. Jeg mindes ikke nogetsteds at have ladet trykke nogen Skriftetale om «at søge sit Eget ». — Den sidste Sang til Grundtvig er vistnok svag nok, og i denne af mig lidet forsøgte Tonart har jeg selv en Følelse af ikke rigtig at have fundet min ejendommelige Udtryksmaade; men Udtrykket «at hænge ved hans Mund» holder jeg paa, det kan du bruge om en Skuespiller, af hvis Læber du begjærlig tager den poetiske Replik, og man bliver ikke uselvstændig, fordi man ikke koldt, kritisk, men varm og modtagelig følger en aandfuld Tale. Der er ikke Mange, ved hvis Mund jeg har hængt; men naar jeg tænker paa Martensens første Forelæsninger, paa Biskop Kierkegaards Taler ved det første Kirkemøde, saa var s. 523der ogsaa der noget af det fængslende, som jeg saa tidt har fundet hos Grundtvig, naar Aanden var over ham, som gjorde, at man hængte ved hans Mund, begjærlig efter at gribe Ordet ligesaa varmt, som det kom. Kan du nu ikke forstaae mig, saa siger jeg, at du er bleven en Bogorm, som i dit eensomme Liv har tabt Sandsen for det levende Ord paa Menneskelæber. Der er ogsaa stundom nogle, der hænge ved mine Læber, baade naar jeg prædiker og holder folkelige Foredrag, og det er visselig godt, saavist det er Sandhed, jeg forkynder dem.

Det vigtigste af Stridspunkterne, hvorom du ubegribelig nok ytrer, at jeg aldrig har villet sige dig min Mening, skal jeg nu prøve paa at skrive lidt om. Først maa jeg dog bestemt protestere imod, at vi — de saakaldte Grundtvigianere, ikke saa utvetydigt, som det var os muligt, har prøvet at klare den Sag for andre, som for os selv. Du læser neppe meget af Grundtvigianeres Skrifter; — læser du «Kirkelig Folkeblad», udgivet af Arvesen i Norge? — Der er hundrede Gange svaret paa det Spørgsmaal. Har du læst Ludvig Helvegs Bog mod Martensen, Lindbergs Smaaskrifter og mange andre? Neppe — og du maa jo gjerne lade være, da du formodentlig ligesaa lidt læser dig klogere deraf som af mit Brev; men saa er din Dadel over de Grundtvigskes Tavshed i dette Punkt ogsaa ubeføjet. Men til Sagen.

Maa jeg henlede din Opmærksomhed paa, at s. 524medens vor Herre vandrede synlig her paa Jorden og gjorde Mirakler, saa brugte han stundom ikke blot Munden dertil, men ogsaa Haanden ; den Spedalske, den Døvstumme, den ene af de Blinde rørte han ved, før han sagde Ordet, hvorved de bleve helbredte. Hvorfor? Fordi hans Ord først kunde udrette sin Gjerning hos dem, der troede derpaa, og ved Berøreisen hjalp han disse, jeg henviste til, til at troe ham paa Ordet, naar han saa sagde det. Den Spedalske kunde ikke komme videre end til at sige: Herre, om du vil, saa kan du rense mig. Det skortede ham paa Troen paa, at Herren vilde. Saa rørte (som jeg har søgt at paavise i en Prædiken, du selv har læst) Herren ved ham, som et Vidnesbyrd om, at han ikke skyede den Besmittede, og saa fik den Spedalske Mod til at troe paa hans Hjertelag, saa at Herren kunde rense ham ved Almagtsordet: Jeg vil, vord reen!

Vor Herre Jesus Christus, den Opstandne, der altsaa ikke blot lever et hiinsidigt Liv, som vore Afdøde, men lever med os, han bruger endnu baade at tale til og at røre ved os. Ved sin Tale gjør han Miraklet, giver os det nye Liv i Daaben og fornyer og nærer det i den hellige Nadvere. Ved sin Berørelse med sin Haand o: den Helligaand, hjælper han os stadig til at troe ham paa Ordet, som han taler ved Sakramenterne, for at det kan gjøre sin Gjerning i os. Hvad det gjælder om at troe (ligesom for den Spedalske Ordet: «Jeg s. 525vil, vord reen», thi det var jo det, han skulde troe) siger Herren selv til sin Menighed ved Daaben og Nadveren. Vi læse ikke Skriften eller gaae i Kirke for at faae det at vide, eller for at Herren derigjennem skal gjenføde eller helliggjøre os (i Joh. 2, 20—21); men vi gjør det, for at Herren derigjennem skal røre ved os, for at vi som Spedalske kan faae Mod til at troe paa hans Hjertelag og som Blinde kan mærke, at det er os, han i Sakramenterne taler til (hvad den Blinde jo ikke kunde see), og som Døve kan faae Klarhed over, hvad han der siger. Den hellige Skrift, som Apostlenes nedskrevne Prædiken, gjemmer ikke Herrens Liv eller Aand, ligesaa lidt som den nedskrevne Hakon Jarl gjemmer Oehlenschlägers Digteraand (som han har taget med sig der, hvor han er gaaet hen); men naar de, som den poetiske Aand er over, læse Hakon Jarl, saa vækker den det store Digterbillede, og Hakon Jarl staaer som levende for saadanne Læsere. Og naar de, som læse den hellige Skrift, har den Helligaand over sig, saa kan ogsaa Skriftens Helt, Jesus Christus, staae som levende for dem, saa at de ligesom føle, at det Ord, han talte til den eller den for 1800 Aar siden, nu bliver sagt til dem selv. Ja, saa bliver Herren som levende for sine, men i Daaben og Nadveren er det «som» borte, der er han lyslevende uden «som» og taler selv Ordet i den samme Stund.

Kan du forstaae, hvad jeg mener og føler s. 526derved, det er ikke nogen tillært Forklaring, det er min egen. Naar jeg prædiker, saa er det ikke Guds Ord, nej, det er min Tale om Gud («ogsaa I skal vidne» Joh. 15, 26—27). Men saavist som jeg er en christen Præst, saa vidner den Helligaand derved med for dem, som er af Sandhed, og hvis Hjerter ere opladte for Troen paa vor Herre, saa at det kan hjælpe dem til at troe paa Ordet, Herren taler til den Enkelte ved Daaben og til den samlede Menighed ved Nadveren.

Det forekommer mig saa simpelt, at jeg under denne hastige Nedskrivning næsten har glædet mig ved Tanken om, at du skulde komme til at forstaae mig. Dog, jeg frygter for, at dit Standpunkt, trods det Lutherske i din Theologi, i Virkeligheden mere er den mystiske Christendoms, Eneboerens, end det Sakramentale i Herrens Menighed. Er disse Ord dig dunkle, saa skal jeg gjerne skrive derom en anden Gang, thi nu er jeg træt, da det er seent, og jeg som sædvanlig har haft meget at bestille i Dag. Vor Hemmelighed er egentlig den, at vi troe paa den Opstandne, Levende og Samtidige, der endnu taler, saa det skeer. Vi troe ikke, at vi er bedre, varmere Christne, end I, men at vi har et klarere Lys, hvori meget af det faaer bestemt Skikkelse og skiller sig ad, som selv hos Folk som Martensen løber i Eet. Derfor kan det gives mig at tale vækkende, skjøndt jeg ikke er Bodsprædikant, fordi der er noget klaret i mig, som ligger grødet s. 527i mange, som er meget klogere og bedre end jeg. Men jeg kan bedre tale derom end skrive, det føler jeg ved nu at læse mit Brev igjennem.

Arvesens smaa Afhandlinger i «Kirkelig Folkeblad» er i det Mindste for dem, der stille sig paa Lægmandens Standpunkt, noget af det Klareste, der er skrevet i Grundtvigsk Retning. Og det er kun derfra, at Grundtvig kan forstaaes, fra dens Standpunkt, som hjertelig søger at komme Herren nær og faae ham levende og personlig.

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til L. Mynster.
Hillerød. 26. Octbr. 1866

Kjære Ven!

Tak for din Bog, som har fornøjet mig meget. — Jo sandelig kan jeg glæde mig over alt det ædle Menneskelige, som kommer frem i en saadan righoldig Correspondance; jeg synes f. Ex. grumme godt om gamle Biskop Paludan-Müller, holder ogsaa meget af den skjulte Hovedperson (gamle Sibbern), men jeg indvendte i hiint Brev blot imod, (hvad du synes at have Tilbøjelighed til) at gjøre de naturlige Dyder — Gavmildhed, Trofasthed o. s. v., som ogsaa findes hos ædle Hedninger, til christelige Dyder. Jeg troer ogsaa, at de ædle Menneskenaturer hører Guds Rige til i samme Forstand s. 528som de smaa Børn, fordi Gud frelser, hvad der er Frelse værd, og jeg hader al den Snak om, at alle Mennesker, som ikke er Christne, er Djævelens Børn, og at der i det naturlige Menneske ikke skulde være en Gnist Godt; var der ikke det, saa var der Intet, Gud kunde kjendes ved, Intet af ham i os, saa var vor Herre ikke vor Frelser, thi saa var der Intet at frelse, saa var vi ikke udgaaet fra Gud, og saa kunde vi ikke vende tilbage til ham. Men nu hører vi ham til, og nu baade kan og vil han udrive os af Syndens og Dødens Magt, til vi heelt er blevne hans. Sagen er blot den, at selv for de bedste Mennesker, saasandt de alle ere Syndere, kun er een Vej, som de seent eller tidlig maa finde hen til, og det er Frelsen ved vor Herre Jesus Christus.

Jeg har idag sendt dig en Bog, som man har aflokket mig, men som jeg halvvejs fortryder, at jeg har indladt mig paa, da den paa Grund af mine Forhold ikke kunde blive andet end Hastværksarbejde. Jeg kunde omtrent ligesaa godt have taget alle de øvrige Prædikener med, jeg har holdt i det sidste Aar; det er ikke, hvad det burde være, det bedste Been, jeg har sat frem, det er det Almindelige, og jeg føler godt selv Dristigheden ved at lade en saa lidet gjennemarbejdet Bog komme frem. Til din Underretning vil jeg blot bemærke, at Prædikenen: «Alt eller Intet» er holdt efter Læsningen af H. Ibsens «Brand», og, at de næsten allesammen, som du kan see af Paaskeog s. 529Pintseprædikenen, samt af de to til den kananæiske Kvinde, som helst maa læses sammen, er Lejlighedstaler, fremkaldte ved, hvad der har berørt mig i de Dage. Af Trykfejl har jeg desværre allerede opdaget flere, men jeg haaber dog, at der maa være noget i Bogen, som kan glæde dig og Andre, som gjerne vil have Glæde af den. Er der det, saa vil jeg blive glad ved at høre lidt derom, da jeg, som sagt, er bange for at have gjort, hvad jeg maaskee hellere skulde have undladt. Er vi end af forskjellig Retning, saa haaber jeg dog, at du vil kunne forstaae, at min i alt Fald ikke er mig paaklistret, men passer bedst for mit ufilosofiske Hoved og min temmelig usnørklede Natur. Jeg har haft ikke saa faa Tilhørere, som hjertelig har sluttet sig til mig og været glade ved at høre mig; saa haaber jeg ogsaa, at nogle af dem maa kunne have lidt Glæde af at læse i denne Bog.

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til L. Mynster.
Hillerød. 9. Novbr. 1866

Kjære Ven !

Tak for Brevet, som giver mig langt mere, end jeg havde ventet mig. Da jeg har en Smule s. 530Tid idag og neppe faaer den i den nærmest paafølgende, saa skriver jeg strax.

Min Theologi og min Tro, som jeg selv skjelner imellem, ligesom jeg ogsaa holder paa den Adskillelse med Hensyn til Andre, hænger imidlertid godt sammen, og hvad der tiltaler dig i mine Prædikener som noget Ejendommeligt, det Samme er det Ejendommelige for Grundtvigs og Birkedals Prædikener; Forskjellen er vel egentlig meest den, at det hos mig kommer frem i en dig mere tiltalende Skikkelse; dermed vil jeg dog ikke sige, at jeg ikke skulde have Noget for mig selv, Noget, som jeg i alt Fald er kommen til at lægge særlig Vægt paa, og her vil jeg da nævne min Kjærlighed til det Menneskelige, hvilket jeg finder ofte bliver lidt tilsidesat. Det er ganske vist ogsaa gjennem den Grundtvigske Oplysning, at jeg har faaet bedre Forstaaelse af Helligaandens Gjerning i os — Helliggjørelsen ; — men Menneskets Oprejsning, — det jeg forstaaer ved Kjødets Opstandelse, deri er jeg ikke paavirket af Nogen, og det er egentlig denne Opfattelse, der ligger bagved alle mine Prædikener. Jeg troer paa Menneskelivets fulde Bevarelse, saa det, jeg venter mig i Opstandelsen, er ingen Taagetilværelse, men et Liv i Lys, hvor alt, hvad der er Godt, bevares, og alt, hvad der er Livet værd, kommer til sin Ret, hvor enhver Evne bruges, og enhver Spire skyder frem til Udfoldelse, og hvor det kun er s. 531de nedbrydende Magter, — dem, som hemmer Livet, vi skilles fra.

Denne Tro paa det sande Menneskelivs fulde Oprejsning er Livsbetingelsen for mig, og den har jeg ikke lært af Grundtvig eller af nogen af hans Disciple, men af min egen Sjæls Trang og af min Tro paa, at Guds Kjærlighed er stor nok til at give mig, hvad jeg maa have. Hvad Grundtvig — eller vor Herre ved ham — har klaret for mig som ingen af de Andre, det er Forholdet mellem Lov og Evangelium; i alle andre Prædikener, Martensens iberegnede, løber de sammen, hvorved baade Lovens og Evangeliets Alvor svækkes. Men derom en anden Gang. —

Jeg er egentlig umaadelig glad over, at du synes godt om min Bog trods vor theologiske Uenighed; thi saa tør jeg vel derpaa støtte et Haab om, at der er flere end mine Tilhørere, den kan være til Glæde for. Det er i Grunden lidt pretentiøst at udgive Prædikener i vore Dage og allermeest, naar man har gjort det, som jeg, uden nogen grundig Bearbejdelse og omhyggeligt Udvalg. Du er for Resten den Eneste, fra hvem jeg har hørt noget om dem; men det, du har sagt mig, er saa godt, saa jeg egentlig ikke behøver at høre mere. Mantzius, som besøgte mig i Silkeborg og nogle Gange hørte mig prædike, sagde derom til en af mine Venner: «Det var meget godt, men «Gjenboerne» er sgu bedre.».

Du giver mig jo et betydeligt bedre Skudsmaal s. 532som Prædikant, skjøndt Mantzius’ Dom morede mig meget. Lev nu vel, gamle Ven.

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til Chr. Richardt.
1866

Kjære Ven !

Du har længe haft en Tak tilgode for de smukke Billeder fra Silkeborg, som du har sendt mig; — siden den Tid har jeg, ødelagt af en lumpen Forkølelse, ført et saa elendigt Menneskeliv, at du ikke var tjent med at faae Brev fra mig under saadanne Omstændigheder. Det er egentlig ikke stort bedre endnu, men der maa være en Ende paa alting, og jeg siger altsaa: Tak, dine Billeder er til megen Fornøjelse her i Huset.

Jeg veed ikke, om du kunde have Brug for mine Prædikener i din landlige Ensomhed, saa vil jeg sende dig dem. Bogen er rigtignok ualmindelig rig paa meningsforstyrrende Trykfejl, men jeg troer nok, du vil synes om noget i den. Min gamle Ven, Ludvig Mynster, Biskoppens Søn og Sibberns Brevsamler, som for Resten er min theologiske Modstander, da han er en Fjende af Grundtvigianismen, skriver, at denne Samling overgaaer det allermeste af min poetiske Virksomhed. Efter hans Mening har jeg altsaa ved at blive Præst s. 533gjort et Fremskridt ikke blot i menneskelig, men ogsaa i literær Henseende og er som Prædiken- Forfatter et endnu større Vidunder end som Komediedo. Dette siger jeg til Bogens Anbefaling, som jeg gjerne vil sende dig, om du gider læse i den; men uden det synes det mig næsten næsvist at sende Prædikener til Folk, det er en Slags præstelige Huusbesøg, og jeg siger selv : My house is my castle — og vil ogsaa indrømme dem, som ikke er Præster, den samme Ret.

Jeg har ogsaa opdaget, at jeg har Gaver til at holde folkelige Foredrag, og naar du faaer din Højskole i Gang, saa maa jeg hen og prøve dem paa dine Elever. Men det skriver jeg altsammen for at trøste mig over Forkølelsen; nu har jeg egentlig kun Gaver til at hoste og bruge 7 Lommetørklæder om Dagen. Og for at dette Brev ikke skal komme til at bære altfor mange Spor deraf, saa er det nok bedst, jeg slutter, mens Legen er god. Farvel! Hils din Hustru og Tak for sidst.

Hillerød: Nysemaaned 1866.

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til L. Mynster.
Hillerød, d. 14. Januar 1867

Kjære Ven!

Der er en Udtalelse i dit Brev, som jeg beder om nærmere Oplysning om, «at jeg stundom har s. 534søgt at frastøde de Smagfulde ved at bruge Hverdagsudtryk, som ikke er mig naturlige». Hertil maa jeg svare, at jeg ikke har skrevet, hvad der ikke falder mig naturligt i Munden ; thi mine Prædikener er ligesaa fuldt som mine Komedier skrevne i et Talesprog og ikke i et Skriftsprog. Dette Talesprog er ikke, som Recensenten i Berlingske skrev, «tillært», det er mit eget, som har udviklet sig paa naturlig Maade i min Præstetid; men selv om det, som jeg er vis paa, ikke er paavirket af nogen Skole, men er mig ejendommeligt, saa kan det jo dog godt være, at det i flere Henseender kan trænge til en strengere Kritik, end jeg selv har anvendt derpaa, og jeg vilde derfor takke dig, hvis du vil nævne mig saadanne Hverdagsudtryk, som støder dig. Min eneste Kritiker er min Hustru, og hun er ganske vist baade lydhør og upartisk, men det er jo dog muligt, at hun, ved stadig at høre mig, kan komme til at lægge mindre Mærke til det, som du kalder mine Smagløsheder, og det er derfor, jeg beder dig om at nævne nogle Exempler, saa mange som mulig, for at jeg kan prøve dem for mig selv og faae at vide, om Du har Ret. Hvad jeg veed er, at jeg hader alt Skjønsnakkeri og allermeest i Prædikener. Jeg vil ikke frappere eller være aandrig, men jeg vil vidne jævnt og simpelt om Sandheden, som er opgaaet for mig, og gjerne hjælpe Andre til at finde den. Det kunde jo være, at der var noget af en Maneer i slet Forstand — (sligt kan skee, s. 535uden at man veed det), og det hader jeg ligesom du; men selv om det virkelig skulde være Tilfældet, saa beviser det kun, at jeg i min Optagethed af det, jeg vilde have frem, ikke har været tilstrækkelig paa min Post i denne Henseende; men jeg veed, at jeg aldrig har sagt eller skrevet noget for «Partiets Skyld».

Hvad dine andre Indvendinger angaaer, saa har jeg i Dag altfor lidt Tid til at gaae dybere ind paa Sagen; kun vil jeg bemærke, at jeg som Christen godt kan vedkjende mig Broderskabet med dem, der troer paa den samme treenige Gud som jeg, hvor liden Vægt de end tillægge Herrens Indstiftelser; men som Præst maa jeg ikke alene vise hen til vor Herre, men ogsaa til, hvorledes et Menneske skal bære sig ad med at komme til ham. Og derfor maa jeg kæmpe mod dem, der efter min Overbeviisning forvirrer de Søgende (ligesom de i sin Tid har forvirret mig) istedetfor at hjælpe dem paa Spor. Det er ikke blot Grundtvig, men først Luther, der har lært mig, at Daaben er Døren — efter Herrens Ord til Nicodemus, — den eneste, og saa er det ikke hypersakramentalt, men christeligt, naar man i Tider som vore, hvor de Fleste taler taaget derom, i sin Bestræbelse for at hjælpe Andre, som man selv er bleven hjulpet, nævner Daaben noget tiere, end det maaskee behøvedes i Paulus’ og Peters Dage, da Ingen tænkte paa at læse sig ind i Guds Rige, blandt andet af den Grund, at det Ny Testamente ikke var skrevet. s. 536Det som accentueres, naar vi lægge Vægt paa Sakramenterne, det er det, at vi frelses ikke ved vor Tro, men ved ham, som vi troer paa, ikke ved vor Fromhed, vor Gudelighed, vore Bestræbelser eller noget af vort, men ved hans Gjerning i os, — ikke ved vor Griben efter ham — (skjøndt den maa til) men ved hans Griben og Fastholden af os, som kun kan skee, naar vi vil lade os gribe og fastholde af ham.

Du taler om min Kløgt; men hvis jeg er kløgtig, saa kommer det af, at jeg har faaet en Oplysning, som ikke blot er vækkende, som den Martensenske Theologi var i sin Tid, men som er frugtbar paa nyt Lys. Jeg tvivler ikke paa, at Fremtidens Christne vil kunne finde Mangler og maaskee Misviisninger i den Grundtvigske Theologi, men jeg er vis paa, at i det Hele, i alt det Væsentlige, — vil de give os Ret imod eder.

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til L. Mynster.
1867

Jeg kan ikke lade mig affærdige paa den Maade. Det er en haard og, reent ud sagt, — skammelig Beskyldning, at jeg skriver eller siger noget for et Partis Skyld, og mindst kunde jeg have ventet mig af dig, der kjender mig, og som s. 537altid ellers med Rette gjør Krav paa at ansees for at være billig og retfærdig, en saadan Uretfærdighed. Du vilde dog vist blive meget opbragt paa mig, hvis jeg nu beskyldte dig for (hvad jeg dog paa ingen Maade gjør) at komme med slige ubegrundede Paastande for at snakke dit Parti efter Munden. Jeg kan meget godt see Smagløsheder hos Grundtvigianere og hos Grundtvig selv, og jeg har aldrig - leflet med Platheden. Jeg har i mine Prædikener valgt de bedste, de klareste, de meest træffende Udtryk, jeg havde ved Haanden, andet Hensyn har jeg ikke taget, og jeg har heller ikke hidtil ved Gjennemsyn kunnet finde Udtryk, der for mig var bedre; men du skylder mig at nævne mig noget af det, der har forarget dig; jeg vil, som jeg skrev sidst, prøve det for mig selv for at vide, om jeg kan give dig Ret i dine Indvendinger, og du skal have Tak for alt, hvad du kan gjøre mig opmærksom paa, men ikke for den Uret, du har gjort mig.

Den eneste Anmeldelse af mine Prædikener, jeg har seet, er den i Berlingske. Deri omtales min Samling som «primitive Tanker, udtalte i et heelt igjennem tillært Sprog». Jeg har nu den Mening, at ingen anden Grundtvigianer skriver og taler som jeg, at mit Sprog er nok saa primitivt som mine Tanker; jeg har troet at opdage, — efter at jeg blev Præst, at jeg havde den Gave at kunne tale jævnt og klart, paa een Gang fri for al Opskruethed s. 538og Plathed. Du benægter det sidste; saa nævn mig i det Mindste nogle Exempler.

Dit Raad om ikke at bryde med min Fortid trænger jeg ikke til. Jeg har ikke brudt med min Fortid, ikke med mine gamle Venner, ikke med mine Ungdomsidealer, — jeg er Gud skee Lov ung endnu. Jeg omgaaes med alle Slags Folk, naar jeg synes om dem og har nogen Sympathi for dem, og faaer kun engang imellem Besøg af Grundtvigianere. Jeg følger med, saa godt jeg kan, baade i Politik og Literatur, — læser alt, hvad Martensen skriver, staaer i stadig Forbindelse med mine gamle Yndlinge blandt Digterne, leer hjertelig af mine egne Komedier og ønsker blot, at jeg havde Tid og Ro til at skrive flere. Du synes at troe, at jeg er druknet i en heel Grundtvigsk Vandflod, og jeg ejer neppe ti Grundtvigske Bøger, men bruger rigtignok hans Salmer som de bedste, jeg kjender. — Det Plebejiske hos mig, — hvis du kalder det saaledes, mit Had til det Opskruede, til den forlorne Salvelse, til Embedsvigtighed og Hierarchi, til Fornemhed og Blæreri o. s. v. — er intet Brud med min Fortid, — det er jeg født med. Er der noget Berettiget i Beskyldningen om Plathed, saa træffer den ganske vist ogsaa mine poetiske Arbejder. Jeg er overbeviist om, at jeg Intet har lært deraf i den Grundtvigske Skole, ligesaa lidt som jeg nogensinde i Metropolitanskolen kunde lære at udtrykke mig blot taaleligt paa Latin eller senere paa nogetsomhelt andet fremmed Sprog. s. 539Grundtvigs Prædikener er aldrig platte, snarere højt stemte (see Søndagsbogen), Birkedal dynger Billeder paa Billeder og er snarere søgt i Udtrykket. Peter Rørdam har jeg aldrig hørt. Hvem har jeg da lært Platheden af? — Svar!

Din C. Hostrup.

C. Hostrup til V. Nicolaysen.
Hillerød. 18. Jan. 1867

Kjære Ven!

Jeg maa dog en Gang igjen give et lille Livstegn fra mig for at formaae dig til det samme. Vi har det alle godt, og vore fire Børn er flinke og raske. Jeg har i mange Henseender Glæde af min Virksomhed her, skjøndt den jo ogsaa har sine Skyggesider, og da navnlig den, at jeg ikke kan faae Hul paa mit Landsogn; men her i Hillerød har jeg egentlig ikke Grund til Klage, skjøndt jeg nok kunde ønske Mændene lidt stærkere repræsenterede; men saadan er det vist overalt, at Kvinderne er de meest modtagelige, fordi de ikke lader Hjertet fryse i sig, hvad Mændene er saa tilbøjelige til. —

«Vintergrønt» er jo ingen betydelig Samling, især er den svag fra svensk Side, men den lader sig dog læse. Af det Norske er Bjørnsons det bedste, og saa et Par af Welhavens Digte. s. 540Magdalene Thoresen, som er bleven norsk Forfatterinde, skjøndt hun er dansk af Fødsel, har et umiskjendeligt Talent, men er ikke fri for at være noget maniereert. Af det Danske er adskilligt ubetydeligt indtil Latterlighed, men der er dog ogsaa ganske friske og kjønne Ting imellem. Derimod er den svenske Samling, som udgjør flere Nummere end nogen af de andre, meget fattig, og de eneste, som jeg synes røbe lidt Talent, er Sätherberg og Snoilsky. Vi har i denne Jul haft et stort Bogmarked, deriblandt «Breve fra Helvede», som efter min Mening er et uhyggeligt, usundt Fantasteri med enkelte gode Træk, men de er for faa og for smaa til at forsvare Bogen som Heelbed. «Ivar Lykke» af Paludan-Müller har jeg ikke læst endnu, men gaaer ikke til den med store Forventninger, da Digteren egentlig mangler den plastiske Evne og kun kan male, som Musikken maler, ikke Personer, men Følelser. Richardts og Rodes Børnebog: «For Smaa og Store», indeholder mange smukke Tegninger og adskillige nette Vers; den er ganske fornøjelig at læse, skjøndt den gjerne kunde behøve lidt mere Salt. — —

Med Hensyn til Afstemningen i Nord-Slesvig, da troer jeg ikke, at det bliver til noget, naar vor Regering vil vedblive at forholde sig tavs. Saa sammenkalder Preussen det nordtyske Parlament, og naar saa det, som det naturligviis gjør, modsætter sig Afstemningen, saa siges der til Frankrig: Vi kan ikke, vi er bundne af Folkevillien. Blot s. 541vor Rigsdag i alt Fald vilde røre lidt kraftig ved den Sag, men endnu har den ikke gjort Mine dertil.

Adolf Knudsen har, som du vel veed, oprettet en dansk Folkehøjskole i Angel, hvor Folkesproget er blandet, men de tydske Sympathier er de raadende. Han har fra sin Deeltagelse i begge Felttog faaet det Indtryk, at meget af det, som synes aandelig tabt for Norden, vil kunne vindes tilbage, og med en Kraft og Frejdighed, som man knap skulde have tiltroet ham, har han saa opgivet sin Stilling i Kongeriget for at propagandere Syd for Flensborg. Han var i Julen i Kjøbenhavn og var ved godt Mod; Antallet af hans Elever voxer; men bliver den preussiske Regering opmærksom paa ham, faaer han naturligviis Marcheordre mod Nord. Imidlertid har jeg et, maaskee fantastisk, Haab om, at hvad det saa bliver til med Afstemningen denne Gang, saa rykker den dansk-nordiske Grændse egentlig saa smaat mod Syd under det preussiske Herredømme, saa vi kan maaskee en Gang endnu naae ned til Dannevirke, naar den endelige Afgjørelse kommer. Faaer vi ikke snart en saadan, der giver os Als og Flens borg tilbage, saa haaber jeg, at selv deraf skal der kunne komme noget Godt, saa at de Danske under det fremmede Herredømme ikke skal blive færre, men flere og flere, til Befrielsestimen slaaer. — —

Din
C. Hostrup.

Kr. Mantzius til C. Hostrup.
Kbhv. 8. Marts 1867

Kjære gamle Kristian!

Tak, du prægtige Digter, Tak Ven! for dit dejlige «Tordenvejr», og saa tak mig — nej — jeg fortjener ingen Tak, — thi jeg har kun arbejdet for at tilfredsstille min Kjærlighed til din Muse; men godt var det, at «Tordenvejret» kom — gjort megen Lykke, spillet godt, med Interesse og Kjærlighed fra de allerflestes — næsten Alles Side. — Møllerfamilien fortræffelig — jeg meget god — fik svære Komplimenter — tror ogsaa, at jeg har faaet «Pjalten» ret frem — komisk, og dog alvorlig i Baggrunden — har forenet den svære Opgave, du har stillet saa ypperlig, at lade Publikum troe paa, at han kan blive Mordbrænder, og kan blive et skikkeligt Menneske.

Lidt efter Midnat.

Din taknemmelige
Kristian M.

C. Hostrup til L. Mynster.
Hillerød, d. 16. Juli 1867

Kjære Ven!

Jeg forstaaer dig ikke. Skulde jeg sende Martensen mine Prædikener? det er aldrig i mit Liv faldet mig ind. Jeg har ikke sendt dem til s. 543Grundtvig eller nogen af de Grundtvigske Præster, uden min Ven og forrige Nabo, Møller i Sejling. Jeg forstaaer ikke den Betragtning; skal Martensen staae mig nærmere, fordi han er min Øvrighed, end personlige Venner? Klar mig den Sag? Jeg sender aldrig mine Bøger til andre end til dem, om hvem jeg troer, at de bryde sig om dem, og jeg har aldrig troet, at Martensen vilde betragte mine Prædikener med andre Øjne, end en Lærer ved en Skole betragter sine Disciples Stile. Med andre Ord: i Embedsforhold er jeg Martensens Undergivne, men som Forfatter staaer jeg selvstændig, og det er urimeligt at kalde det en Plathed, at jeg ikke sender Vennegaver til Biskop Martensen, som ikke er min Ven og heller ikke vil være det. Jeg hader ham naturligviis slet ikke, som du synes at mene; jeg har ikke glemt, til hvor megen Glæde han, trods mit ufilosofiske Hoved, har været mig i Studenteraarene, og jeg har for faa Aar siden udtalt min Tak derfor til ham selv; men der er ingen Sympathi imellem os. Hans Prædikener er — hvor gode de kan være for andre — i det Hele ikke for mig. I sin Fornemhed og sit Hofmandsvæsen er han mig inderlig imod. Du kan trøste dig med, at han heller ikke kan lide mig, og vi har lige lidt Ret dertil begge to. —

Hvad du skriver om W. tiltaler mig, og jeg vil gjerne tage mine strenge Ord tilbage, da jeg holder af ham. Jeg meente det da heller ikke s. 544saa slemt, som det — nedskrevet i en Hast — kom til at see ud. Heller ikke mener jeg det slemt med Martensen; jeg er snarere tilbøjelig til at betragte ham (i Bispekaaben) som en komisk Figur, der troer sig kaldet til at agere Forsyn, men er Studerekammerets Mand og derfor denne i og for sig overmenneskelige Opgave mindre voxen end de fleste. Det er min Overbeviisning, at hvis Folkekirken gaaer i Stykker, saa er det for en stor Deel hans Skyld, hans Blindheds og Myndigheds Skyld. Men, at han er en Mand, som er udrustet med store Gaver, veed jeg jo meget godt, og at han personlig er en troende Christen, har jeg aldrig draget i Tvivl. Dog — jeg skal lade ham være i Fred — jeg vil ikke rakke ham ned — fortæl mig blot, hvorfor jeg skulde have sendt ham mine Prædikener?

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til V. Nicolaysen.
Hillerød. 10. Jan. 1868

— —Her er, som du vel har seet, opdukket Rygter om en Forbindelse mellem vor Kronprinds og eders Kongedatter, og vi glæde os i Haabet om, at det ikke reent er grebet af Luften. En ikke ringe Morskab er det mig at see, hvorledes vore Augustinere og Oktoberfolk nu lave sig til s. 545at sluge den skandinaviske Pille, som er deres Død, for de har intet andet at leve af end Hadet til Skandinavismen.

— Vi har faaet en Folkehøjskole i mit Annexsogn, og der møder jeg hveranden Torsdag Aften og har mange af alle Stænder at tale til. Dermed lader jeg mig imidlertid ikke nøje, men giver stadig Gjæsteroller, hvor de beder mig om det — længere borte; thi nu er der overalt paa Landet i hele Danmark en stor Virksomhed i Gang for at faae Folket vakt, og der maa komme noget ud af det. Paa den Maade faaer ogsaa Lunet og det Poetiske i mig et Afløb, som det har trængt til, siden jeg iførte mig Kjolen og Kraven, og da Pietismen aldrig har haft Indgang i de Egne, hvor jeg nu boer, saa skader den Virksomhed ikke min Stilling som Præst, men vil snarere med Tiden styrke den. I Hillerød kan jeg ikke øve nogen saadan Virksomhed for Tiden, da Byen er forpagtet af en saakaldt «Dansk Folkeforening» med Katecheten i Spidsen, og jeg ikke vil modarbejde denne Forenings Bestræbelser, hvor lidt der saa kan komme ud af nogle Adjunkt-Foredrag af tørreste Slags, som kun den fine Portion har Taalmodighed til at kede sig over.

See med Sligt gaaer nu Livet, naar man lever i de smaa Kredse; men jeg har nok at bestille, som aandelig sysselsætter mig, og faaer Tid til at lege med mine Børn og synge med dem og læse højt for min Hustru og engang imellem faae Besøg s. 546af gode Venner og gjøre Besøg igjen. Det, som falder mig tungest, er at skrive, og det er min Overbeviisning, at jeg ikke blot var bleven en bedre Brevskriver, men ogsaa en meget bedre Forfatter, om Pennen havde ligget mig lidt bedre i Haanden.

Ja, du undrer dig nok over dette subjektivtungdommelige Brev; — jeg undrer mig selv over det; — men du skal have det, som det er, for jeg faaer ikke Tid til at skrive det om. Hils hjertelig din Hustru og dine Børn, samt alle fælles Venner! Jeg har efter mange Aars Forløb haft Besøg af Ploug herude; ellers har jeg kun lidt med de Gamle at gjøre, meest vel paa Grund af, at Vejene har deelt sig.

Elisabeth hilser! Glædeligt Nytaar!

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til C. Ploug.
Hillerød. 25. Jan. 1868

Kjære Ven!

Lad Sagen ikke døe med det indre Missionsselskab, som ganske vist er den farligste Fjende, som de, der arbejde for folkelig Opvækkelse og Oplysning her i Landet, har at kæmpe med. Rønne har ikke kunnet nægte, at deres tydske Colporteur, Wippert, staaer paa Tydskernes Side i det nationale s. 547Spørgsmaal, hvor alvorlig han saa kan mene det med sin Christendom, og den Dalstrøm, som han lover at sende til Als, kjender jeg meget godt fra Silkeborg, hvor han hører hjemme, og kan indestaae for, at han snarere vil skade end gavne den danske Sag i Slesvig. Beck er vist en god dansk Mand og en rask Fyr, som aabenbart har Regeringstalenter, men han er bunden af sine Allierede og sine egne pietistiske Forudsætninger. Den hele Bevægelse er, ligesom Pietismen i forrige Aarhundrede, tydsk i sin Rod, udgaaet fra Hermannsburg, og den gjør den positive Skade, som er meget kjendelig allevegne, hvor den trænger ind, at den kvæler alle aandelige Interesser hos Almuen. Den har taget adskillige dygtige Mænd blandt Præsterne i sin Tjeneste, og faaer snart hele Skrabet med; — hold derfor Øje med den, som du har begyndt, for den gjør Blæst og er ifærd med at lave en stor Skin-Opvækkelse, hvorunder al Materialisme og folkelig Sløvhed dejlig kan skjule sig.

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til L. Mynster.
Hillerød. Febr. 1869

Kjære Ven!

Tak for dit morsomme Brev! Det har bragt mig til at tænke lidt paa disse mærkværdige s. 548Aar, hvori jeg blev Digter næsten uden at vide af det, og kom ud af det igjen næsten paa samme Maade. Vist er det, at jeg for 25 Aar siden egentlig ikke havde nogen Anelse om, at «Gjenboerne» var bedre end Plougs Studenterkomedier, og at dette Stykke skulde komme ud over den Kreds, til hvis Underholdning det blev lavet, og at jeg, naar nu Folk klager over, at mit Pund ikke har baaret de Renter, det skulde, kun kan svare: det kunde ikke være anderledes, jeg har ikke raadet derfor, men jeg er bleven ført. Først da jeg skrev «Eventyr paa Fodrejsen» blev jeg mig egentlig min Digterbegavelse bevidst, men fra den Tid af — paa Slutningen af 1848 — var i Grunden ogsaa min Digterstilling undergravet af det Religiøse. Imidlertid er det først, efter at jeg er bleven Præst og har været det i en Deel Aar, at jeg er kommen til at føle, hvor stærk egentlig min poetiske Begavelse var, da jeg skrev disse første Stykker. Det gjælder baade om meget af «Gjenboerne» og de to sidste Akter af «Eventyr paa Fodrejsen», at jeg har skrevet dem halvt i Blinde, saa at Pennen løb fra Morgen til Aften næsten uden at standse, Lunet og Stemningen var altid med. Jeg har endnu til Huusbehov af begge, naar jeg taler; men hvis jeg ikke bliver kastet ud af denne Talerstilling, saa bliver jeg vel aldrig Skribent mere, og maa finde mig i at betragtes halvvejs som en utro Forvalter, der, for Levebrødets Skyld, har sveget Ungdomsdrømmene.

s. 549Dog, jeg er nærved at blive komisk-højtidelig, hvilket ikke passer til «Gjenboerne»s Jubilæum, der for Resten tænkes fejret i Studenterforeningen den 20de i denne Maaned ved min høje Nærværelse. —

Lige nu blev jeg kaldt ud til en syg Mand og maa altsaa slutte i Højtideligheden, skjøndt jeg ikke havde ønsket det. Tak, gamle Ven, for de 25 Aar og endnu en halv Snees til.

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til V. Nicolaysen.
Hillerød, d. 17. Marts 1869

Kjære Ven!

Jeg er desværre bleven et skrækkeligt Menneske til at forlove mig — naturligviis uden at krænke Elisabeths Monopol, — og det bliver galere og galere. Grunden er, at jeg har Lyst og Villie til grumme meget, der er lidt Fuglenatur i mig, men jeg glemmer stadig, at jeg nu hører til de tamme, som skal blive i Hønsegaarden. Skjøndt jeg har megen Lyst, tør jeg derfor ikke love at komme med Studenterne (jeg seer iøvrigt paa Toget som du) for — som sagt — ikke at forlove mig igjen; men kommer jeg, vil jeg naturligviis helst boe hos dig, og takker forlods for Hjerterummet. Jeg er lidt træt af, foruden Søndagstjenesten s. 550og Confirmander o. s. v., at holde Foredrag hver Uge hele Vinteren igjennem baade folkelige og christelige, saa jeg kunde have godt af at dovne og høre og være fri for at holde Taler og see igjen lidt paa det dejlige Norge og skifte Ord med gamle Venner. Men — som sagt — jeg er stækket og maa ikke komme over Plankeværket, og hvorvidt jeg kan smutte under det, veed jeg neppe en Uge i Forvejen.

Historien med Clemens Petersen har baade forfærdet mig og gjort mig ondt. Du veed vel, at man betragter ham som tabt; der fortælles de utroligste Ting om ham, og han har været nødt til at forlade Danmark over Hals og Hoved. Hvis det, der siges, er sandt, saa grueligt og ubegribeligt det er, saa er det dog et Tab af betydelige Kræfter. Han var ikke min Mand, og en stor Lyst til at sige noget Nyt for at gjøre sig interessant, skadede meget hans Virksomhed, men han havde en ualmindelig Sands for det Poetiske, og jeg har lært meget af ham.

En anden (yngre) Æsthetiker med meget betydelige Evner og ikke lapset som Cl. Petersen, G. Brandes, som skriver Theater-Anmeldelser i «Illustreret Tidende», har den Grundskade, at han er Atheist og forfransket.

Tak for Indbydelsen — til dig og Frue! Jeg har lige været ude i Skoven med Børnene i det dejligste Foraarsvejr, som kalder alle Sommer- Længslerne frem. Dog, der er endnu adskillige s. 551Grøfter og Gjerder at komme over, før vi naae den, og saa — hils Norge!

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til V. Nicolaysen.
Hillerød. 1. Juli 1869

Kjære Ven!

Det var en udmærket Tuur, men man har svært ved at komme til Ro igjen, naar man i den Grad har været ude af den. Jeg blev naturligviis ved Hjemkomsten overfalden af en Bunke Forretninger, som laa og ventede paa mig, og har nu slaaet mig igjennem det Værste, saa jeg kan faae Tid til — hvad der burde være skeet før — at takke dig og din Hustru for de dejligs Dage i Christiania.

Hvad særlig din Frue angaaer, glæder det mig, at jeg har gjort lidt nærmere Bekjendtskab med hende; og ikke saa lidt endda, for man bliver hurtig bekjendte under saadanne Forhold. Grevinde Hamilton og jeg var da ogsaa enige i at synge en lille Lovsang over hende, da vi droge op langs med Glommen og vemodig dvælede ved Minderne fra Homansbyen.

Det var en almindelig Følelse hos de danske Deeltagere i Toget, da vi drog fra Christiania, at vi nu helst vilde lige hjem; jeg talte i Kongsvinger s. 552og Arvika med mange af de Unge, som havde en Følelse af, at de ligesom begik en Utroskab mod Norge, naar de nu lod nye Indtryk komme og tilsløre dem, de medbragte fra eder. Jeg trøstede dem imidlertid med, at hvad der var det Bedste, ogsaa vilde blive ved at staae for Erindringen som det Bedste, og skjøndt jeg selv havde den samme Følelse og desuden var længselsfuld efter at komme hjem, opfordrede jeg dem til at give sig hen til de svenske Indtryk lige saa fuldt som til de norske. Det lykkedes os da ogsaa, som du vel har læst i Bladene, at faae en smuk Rejse igjennem Sverige, uden at den dog i mindste Maade kom til at skade Hovedminderne. Da vi nærmede os Danmark, blev min Længsel efter Hjemmet saa stærk, saa jeg, da jeg indsaae, at jeg ikke kunde naae det sidste Tog, for ramme Alvor foreslog en Læge, som ogsaa skulde til Hillerød, at vi skulde lade os sætte i Land i Helsingør og derfra sammen tage Extratog til Hillerød, men han saae paa mig, som om jeg var bleven gal. Saa fik jeg den noget rimeligere Tanke at leje Vogn til Hillerød for at ankomme der om Natten istedetfor næste Morgen; men jeg lod mig afholde af et lønligt Haab om, at Elisabeth muligviis kunde være tagen til Kjøbenhavn for at modtage mig, og det slog ogsaa til, saa da vi Kl. 11 om Aftenen landede ved Kvæsthuusbroen, og Capitainen havde tilbudt mig at ligge paa Skibet til næste Morgen, da Jernbanetoget gik til Hillerød, s. 553kom et Par unge Studenter og fortalte mig, at min Hustru stod paa Bryggen og spurgte efter mig, og der var hun da med Koch og Mathilde, og vi gik saa sammen hjem til dem, saa Rejsen endte paa allerbedste Maade.

Nu siger man, at Rimestad i sin Avis klager over Plougs og mine ukloge Udtalelser i Drammen; jeg har nu ikke læst det selv og bryder mig heller ikke om det eller om alle de Dumheder, som Bladene velvillig har tillagt mig. Det falder af sig selv, at det er svært at referere det Par korte Udtalelser, som jeg bar frem, da jeg ikke kan gjøre det selv; men Christianiatoget var heller ikke saadan en Talerfest, som de tidligere Studentertog, og det var et af dets store Fortrin. Jeg vilde derfor ønske, at Referenterne, som er Lundenserne, kunde give os et poetisk Billed af denne stemningsrige Rejses Stemninger og saa for Resten kun Sangene og Referat af Discussionsmøderne med Richardts Foredrag, og ikke prøve paa at binde disse flygtige Udtalelser, som blot havde Betydning i Øjeblikket, til Papiret, hvorved de blive noget heelt andet, end de var.

Men blæse med Referatet, naar Virkeligheden er saa smuk, som den var denne Gang, for det var et dejligt Tog fra først til sidst. Og derfor har ganske vist Nordmændene Hovedæren og for mit Vedkommende du og din Hustru, saa jeg kan ikke takke jer nok. Nu paa Søndag skal vi have nordisk Folkemøde i Frederiksborg, men jeg venter s. 554mig ikke meget deraf, og det er at sætte en Bonde ovenpaa en Herremand. Søndagen derefter skal jeg have Bispe-Visitats og Martensen til Gjæst i tre Dage.

Da jeg er træt af at skrive en lang Indberetning, som krævede en Mængde Regnestykker, maa du foreløbig tage dette som en Tak for sidst. Fra Elisabeth skal jeg takke, fordi I har været saa gode imod mig. Hils nu din Hustru samt alle Venner og Veninder i Norge.

Paa Hjemrejsen forenede vi Danske og Lundenserne de nordiske Hurraer i eet, saa vi raabte først tre lange Hurra — og saa tre korte: Hurr — hurr — hurr, — og saa endte jeg med at raabe: Leve Nicolaysens, leve Norge! Hurra — hurra — hurra — hurr — hurr — hurr!

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til V. Nicolaysen.
Hillerød. 18. Decbr. 1869

Kjære Ven!

Som Patient af en Forkølelsesfeber, der nu har holdt mig inde og tildeels sengeliggende i 8 Dage, er jeg vel ikke videre skikket til at skrive, men det er dog omtrent det eneste, jeg kan gjøre, og en Opfordring fra Docent Es. Tegnér i Lund til — hvad der for Resten er mig umuligt — at s. 555opskrive mine Taler ved Studentermødet, har fremkaldt en Lyst hos mig til at skrive til mine Venner og Værtsfolk i Homansbyen Jeg har ved — for de ulykkelige Talers Skyld — at gjennemsee Beretningerne om Studentertoget i flere af vore Blade, fornyet de norske Erindringer fra Sommeren og særlig tænkt paa, hvor hyggeligt og fornøjeligt Opholdet var i din mauriske Villa. Jeg har engang i Efteraaret truffet Grev Hamilton paa en Jernbanetuur fra Helsingør til Hillerød, ellers har jo Rejseminderne sjelden faaet Lejlighed til at dukke frem uden strax at blive viist tilbage til det Museum eller Pulterkammer, hvor sligt bliver gjemt.

«De Unges Forbund» finder jeg meget interessant, og det maa man lade Ibsen, at han har Følehornene ude i sin Tid og mærker, hvad der trænger til at drages frem. Det er et betydeligt Digterværk, men forekommer mig dog noget for langt og tungt, — megen Braad, men liden Honning, — og dermed mener jeg just ikke, at de ideale Partier behøvede at være videre udførte, nej, man vilde intet Savn have følt, hvis der var lidt mere Festivitas i Replikerne, mere Lune. Jo hvassere Satiren er, desto mere bevinget maa den være, og vælger saa Digteren ikke den store Scene, Hovedstadsscenen, hvor Politikeren hører hjemme, stiller han ham midt i Bygdens Smaaforhold, saa maa ogsaa alt det Smaavrøvl være saa fornøjeligt s. 556skildret (som f. Ex. i »Erasmus Montanus»), saa man maa lee ad hver Replik, ellers føler man sig let trykket. Jeg synes bedst om første Akt, men det er i det Hele et udmærket Arbejde med ypperlige Figurer, og I kan sagtens være glade over eders Digtere; og hvorfor de i Christiania peb ad et saadant Stykke og dets Skildring af en ikke særlig norsk, men væsentlig europæisk Skikkelse, er svært at forstaae. Falsk er naturligviis den Paastand i et norsk Blad, at Mantzius i sin Oplæsning af «De Unges Forbund» har portrætteret Bjørnson, hvilket slet ikke lader sig gjøre. At han ved Oplæsning af Talen i første Akt er kommen til at tænke paa Bjørnson, er jo meget muligt, maaskee blot, fordi han er Faderen til den nynorske, pathetiske Stiil.

Hauch har udgivet en Digtsamling, der vel forraader den gamle Mand, men dog ogsaa indeholder nogle Perler som det udmærkede «Tidernes Omskiftning». Den nye, svensk-danske Studenterkalender «Ydun» indeholder ikke store Sager, men er dog efter fattig Lejlighed en ganske respektabel Samling.

Gid I nu maa have en glædelig Juul, og gid vi ogsaa maa faae den, allerhelst saaledes, at jeg, som er en Pjalt, kommer til mine Hægter igjen, skjøndt det jo ogsaa kan gaae heelt godt uden det. Hils nu din Hustru og din øvrige Familie, og saa faaer du ikke mere fra en syg Mand, som s. 557ikke duer til Forretninger og ikke engang kan prædike i Morgen. Lev vel!

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til L. Mynster.
Hillerød. Uden Datum.

Kjære gamle Ven!

Tak for dit Brev og de tilsendte af W.s! Om dem kan jeg ikke være ganske enig med dig. I en vis Forstand troer jeg nok, som du, at Sandheden er rummelig: vi see alle her som i et Spejl og en mørk Tale, vi føres igjennem en forskjellig Udvikling, ad forskjellige Veje til Sandheden, som naturligviis kun er een. Med andre Ord: Theologien er forskjellig, saa at troende Lutheranere og Reformeerte og Katholiker slet ikke har Ret til at forkjætre hinanden, skjøndt vi vel maa have Lov til at sige, at vor christelige Oplysning er bedre end Papisternes, ikke blot fordi den stemmer mere med den gamle Kirkes og Skriftens Vidnesbyrd, men fordi den ikke, som Papismen, stivner i en død Autoritetslære, som undergraver al Ansvarsfølelse hos dens Tilhængere. Men Eet maa vi dog holde fast paa som Christne, at Sandheden, den væsentlige Sandhed, ikke er skjult, men aabenbaret. Vi kan ikke, som Goethe, betragte den positive Christendom, den christne Kirkes s. 558fælles Tro som noget Sideordnet med Muhamedanismen og hedensk Mythologi, der jo ogsaa indeholder Sandhedsglimt. De Christnes Gud: Fader,. Søn og Helligaand, er den sande Gud, saadan som vi har ham i vor Troesbekjendelse. Træffer jeg alvorlige Mennesker, der slutte sig til Feuerbach eller Rénan, saa bryder jeg ikke Staven over dem; de kan maaskee være paa Vejen til Sandheden; men jeg siger ikke, at de muligviis — objektiv taget — har ligesaa fuldt Ret som jeg, nej, saa gjorde jeg Christendommen, Peters og Paulus’ og Luthers og J. P. Mynsters og Grundtvigs Tro til en Mythologi, til et forgængeligt og ufuldkomment Klædebon for den skjulte Sandhed, medens den er Sandhedens Aabenbaring. Fornegter Swedenborg, som det siges, den christne Tro paa den treenige Gud, bruger han, som ogsaa siges, Apostlenes enfoldige, omsvøbsløse Prædiken, som vi har den i den hellige Skrift, som en billedlig Indklædning for nye Aabenbaringer, lærer han, at vi, som W.s. Brev synes at antyde, frelses ved vor egen Kjærlighed og ikke ved vor Herres Kjærlighed, ikke ved hans Død for os, ved hans Liv i os, ved hans. Oprejsningskraft, som daglig fører os fra Døden til Livet, saa kan jeg ikke give ham Ret; this det er den eneste Tro, jeg kan leve og døe i, og skulde jeg saa sige, at de, som fornegters den, kan have ligesaa megen Ret som jeg? Nej, hvis Swedenborg virkelig, som det fremgaaer af Hagenbachs kirkehistoriske Forelæsninger — jeg s. 559har kun dem at holde mig til — negter Guds Treenighed, negter vor Herres Forsoningsdød, saa kan han gjerne, menneskelig talt, have været en stor Mand, som Goethe og Lessing var det, men han har ikke faaet Øjnene op for Sandheden, han er vildfarende. Saa ligger det vel nærmest deri, at han (W. med ham) mangler Syndsfølelse, at de ikke trænger til Gjenfødelse, noget, jeg nok kan forene med mine Erindringer om W. trods den stærke religiøse Retning, som hans Liv tidlig fik.

Nej, det er at gaae for vidt i Tolerance, naar man mener, at det ene Standpunkt kan være ligesaa berettiget som det andet, blot man ærlig søger Sandheden; thi Sandheden selv er een, den er ikke baade Ja og Nej. Det kan være skrækkeligt, at ærlige Mennesker sidder i et Selvbedrag; men med Hensyn til dem har jeg den Trøst, at Sandhedens Gud nok skal føre dem paa rette Vej, naar de er af Sandhed. Jeg er ikke, som du synes at mene, intolerant, jeg er netop meget rummelig i min Tro paa det gode i Mennesker, i mit Haab paa, at selv om det bliver ad mange Omveje, saa skal de tilsidst naa det Maal, der er eet for alle; jeg har først og fremmest en ubegrændset Tro til Rummeligheden i Guds Kjærlighed, som vi ikke skal være bange for at vente os for meget af, den overgaaer al vor Forstand; men fornegter man den christne Tro, ikke den Lutherske eller Mynsterske eller Grundtvigske Oplysning, men selve Troen, Apostlenes Tro, Menighedens Tro paa den korsfæstede og opstandne s. 560Jesus Christus som den eneste, ved hvem der er Frelse for syndige Mennesker, siger man, at vi halvvejs ved vor egen matte og urene Kjærlighed skal hjælpe os til Himmelen, saa siger jeg: det er Løgn, for saa bliver der ingen Frelse for mig. Sandheden er ikke gjemt, saa ingen af os kan finde den, den er aabenbaret os i Christendommens Evangelium, saa vi nu kan sige: Jeg veed, paa hvem jeg troer, som er mægtig til at gjøre vore Sjæle salige. Nej, kjære Ven, deri kan jeg ikke følge dig; W. og jeg kan med Guds Hjælp blive enige endnu; men har ikke alle Kirkehistorier gjort Swedenborg den blodigste Uret, saa er Sandheden med al sin Rummelighed ikke rummelig nok til at rumme hans og hans Disciples Lære, saa er de i Vildfarelse.

Din
C. Hostrup.

C. Hauch til C. Hostrup.
Hellebæk. 12. Aug. 1870

Kjæreste Hostrup!

Ved Deres godhedsfulde Omsorg har jeg nu istedenfor eet Kort over Rom faaet to, det ene fra Læssøe, det andet fra Herholdt. Desværre er jeg nu saa ilde stemt over Krigens Gang, at jeg ikke har stor Lyst til at arbeide, men jeg maa tvinge mig dertil for, om muligt, at dæmpe Smerten s. 561og arbeide den bort. Ulykkelige Danmark! Det synes nu, som ogsaa det sidste jordiske Anker skal svigte. Hvorledes skal det da gaae, naar det, forladt af Alle, skal gives i Kløerne paa det værste af alle Rovdyr. Det stakkels Frankrig, det er ligesom en Verden skulde forgaae, og en af de klareste, største Stjerner slukkes. Saavidt man kan see med menneskelige Øine, saa er det alt slaget, før det store Slag skal staae; strategisk er det alt omgaaet af en uhyre Hær, selv den største Tapperhed vil neppe hjelpe mod en saa forfærdelig Overmagt og mod den preussiske Dressur. Frankrig synes aldeles at mangle Generaler. Jeg er ingen Militair og har ingen militaire Kundskaber, men saameget siger min Forstand, at man ikke — eller i det mindste ikke alene — skal angribe Oxen ved Hornene, men ogsaa, hvor man kan, i Flanken. Havde Frankrig rask grebet Øieblikket og kastet en Hær herhid og forenet sig med os, havde det ligeledes i Tide ved en hurtig Overrumpling lammet Sydtydskerne, saa var alt nok gaaet anderledes; men nu er det for seent, nu maa det vistnok concentrere al sin Styrke, og vil dog have en mindre Hær end Preusserne. Krigen er aabenbart begyndt, uden at man endnu var ret forberedt. Nu vil vi da vel snart see en ny tydsk Keiser, ikke som Karl den 5te, men som Karl den Store, og Napoleon maa flygte til Amerika, hvis man der vil taale ham. Og dog kan det vel endnu komme s. 562anderledes; den Gamle af Dage lever dog end, og Nemesis kommer dog tilsidst om ogsaa langsomt.

Jeg vaagner hver Morgen med et Tryk paa mit Bryst, som jeg tidligere kun i de største Smertens Dage har kjendt. Det er ikke glædeligt at blive gammel; man føler hvert Aar sin Kraft forringes, og man oplever ofte de største Sorger, naar man har mindst Styrke til at bære dem.

Læssøe har ogsaa sendt mig et topografisk Værk over Rom; jeg skal skrive ham til og takke ham. Jeg ønskede ogsaa at skrive til Herholdt, hvis jeg vidste hans Adresse.

Tusinde Hilsener til Dem, Elisabeth ogalle Deres.

Deres tro Ven og Svigerfader
C. Hauch.

Chr. Winther til C. Hostrup.
20. Septbr. 1871

Hr. Pastor Chr. Hostrup.

Jeg kan ikke styre min Lyst til at takke Dem for den venlige Redebonhed, hvormed De har imødekommet Forlæggerens og mit Ønske. Gud veed, at jeg egentlig kun med Undseelse saaledes har trukket en Vexel paa mine Bekjendteres Velvillie mod mig.

Naar jeg faaer, hvad De i Deres Skrivelse er saa god at love mig, inden d. 30te d. M., saa er det tidsnok.

s. 563Jeg har foreholdt Forlæggeren, 1) at man ikke saaledes maatte sætte Folk Kniven paa Struben, ved at indrømme dem altfor kort Frist, og dernæst 2) at det ofte var trangere at lave et kort Vers, end et langt, og at «et Vers f. Ex. paa eet Ord» kunde Fanden ikke opdrive med Penge. Og han har maattet overlade mig nærmere at bestemme Tiden.

Endnu engang Tak! Jeg haaber, at De er rask og lever lykkelig!

Deres ærb. hengivne
Christian Winther.

Tillad mig at bemærke: Jeg er hverken Ridder af Db. eller pp.!

C. Hostrup til V. Nicolaysen.
Hillerød. 24. Febr. 1873

Kjære Nicolaysen !

Du skal dog vide, at jeg er levende og rask (efter en lang Sygdom), og at vi den 9de i denne Maaned fik en lille Datter, som har bragt nyt Liv med Lys og Glæde til vort Hus, saa vi er efter en tung Sorg ifærd med at blive unge igjen. Jeg veed af et Brev fra Ludvig Mynster, at du og dine i Sommer havde det godt, men Tavsheden imellem os har rigtignok denne Gang varet saa længe, at jeg ikke længer veed, hvad du er, og s. 564om jeg maaske degraderer dig ved endnu at kalde dig Fuldmægtig udenpaa Brevet. Sidste Gang kan jeg nok huske, du var constitueret Byfoged eller noget saadant.

Blandt gammelt Nyt veed du maaske, at jeg hernede gjorde et Forsøg paa at indtage en Mellemstilling i den Bjørnsonske Sag, ikke fordi jeg var enig med Bjørnson, men fordi jeg var uenig med de kjøbenhavnske Hovedblade og misbilligede den Maade, hvorpaa Sagen blev taget. Jeg tror ikke paa Tydskernes Forsonlighed, uden hvilken vores bliver meningsløs, men skjøndt jeg, som du veed, ikke kjender Bjørnson nærmere, tror jeg paa hans gode Villie og Kjærlighed til Norden. Mit Skriveri i denne Anledning indbragte mig adskillige Grovheder, men ogsaa et Par Opmuntringer fra Fyn og Jylland, hvori der blev mig berettet, at naar man spurgte Folk, om de holdt med Ploug eller Bjørnson, saa svarede de: vi holder med Hostrup. Jeg tror nu nok, at Tiden er løbet fra min kjære Ploug, og skjøndt jeg ikke egentlig har sluttet mig til «det forenede Venstre» hernede, at det har Noget, som skal frem, og som de National-Liberale ikke kan kvæle.

Et nyt stort Stykke af en Student v. d. Recke her fra Frederiksborg «Bertran de Born» gjør megen Lykke, men har ikke meget at betyde i poetisk Henseende. Vi hernede samle Kræfter til en ny Digtning og leve i Mellemtiden af det Gamle og af Norge, men jeg har det Haab, at det kommer s. 565ogsaa her igjen, og at det ikke skal vare saa meget længe. Thi der er nu et aandeligt Røre i Landbefolkningen, som der ganske vist aldrig har været før, og hvor meget skjævt der kan komme frem under Udviklingen (i Labansaarene), er jeg dog vis paa, at der er en sund og god Kjærne.

Gjertsens smukke Tale for Danmark ved den nordiske Højtid har det glædet mig at læse i «Fædrelandet».

Forrige Vinter fik jeg et venligt og fornøjeligt Brev fra Richardt Petersen i Anledning af, at han med sine Børn havde været henne at see «Gjenboerne», dengang Mantzius gjæstede Norge. Jeg var syg den Gang og fik dog strax Lyst til at svare, men blev lammet af, at jeg kun vidste, at han boede i et Fængsel, som «Inspektør», «Direktør» — eller hvad? —jeg kjendte ikke hans Titulatur, og nu vil jeg bede dig besørge indlagte Brev til ham, og vil du saa hilse din Hustru og gode norske Venner hjerteligt fra

din
C. Hostrup.

C. Hostrup til V. Nicolaysen.
Hillerød. 21. Maj 1874

Tak for dit Brev med dets Efterretninger om din Hustru og dine Børn. Ogsaa vi er raske allesammen, og vi har i enhver Henseende god Grund s. 566til at være glade. Vi har fire Børn (to Drenge og to Piger), som alle er gode og lovende.

Jeg har i denne Tid travlt med Rejser i Sønderjylland; jeg har paa Opfordring været dernede for en tre-fire Uger siden og holdt Møder paa fire forskjellige Steder paa Vestkysten; nu skal jeg lige efter Pintse til Østkysten for ogsaa der at tale folkeligt og christeligt til disse Mennesker, der under Trykket dobbelt trænger til at høre et befriende Ord. Der er, efter hvad jeg kan skjønne, et ubetvingeligt Mod hos disse Danske under det fremmede Herredømme, og paa Vestkysten, hvor jeg var, et stærkt og sundt christeligt Liv; og det, at en stor Mængde af dem ere udtraadte af den preussiske Statskirke, giver os danske Præster Lov til ikke blot at prædike for dem, men ogsaa at tage dem til Alters og døbe deres Børn. Min Rejse forrige Gang blev ikke forstyrret af preussisk Politi, og jeg haaber at være ligesaa heldig denne Gang.

I Striden her til Lands mellem Regeringspartiet og det saakaldte «forenede Venstre» indtager jeg den utaknemmelige Stilling ikke at kunne gaa med nogen af Siderne, hvilket navnlig Ploug tager mig meget ilde op. Jeg lever altfor meget med Bønderne til at være blind for, at der er meget godt og dygtigt i Bondebevægelsen hos os, meget, som skal frem, og som vore National- Liberale ganske mangler Syn for. Paa den anden Side er jeg langt fra at beundre de politiske Førere s. 567for Venstrepartiet og dette Partis, som mig synes, temmelig uheldige Manøvrer, men glæder mig ved, at der er nogen, der vil frem, hvad visselig baade er godt og nødvendigt; men paa samme Tid tror jeg ikke, det er nogen Skade til, at der er nogen, der holder igjen og hjælper til at moderere Bevægelsen. Hovedstadspressen giver i mine Tanker en meget ukyndig og ensidig Fremstilling af, hvad der foregaar her i Landet, men under al den lidenskabelige Ophidselse trøster jeg mig ved, at der er gode danske Mænd i begge de stridende Partier, saa at Brydningen mellem dem forhaabentlig kun vil tjene den gode Udvikling.

Hvad Bjørnson angaar og hans Møder med Rydberg, som du skriver om, saa har jeg altid god Tro til hans Hjertelag. Selv om det voldsomme og ubundne i hans Natur let udsætter ham for at komme paa Vildspor, saa tror jeg dog, at hans Kjærlighed til Sandhed og Menneskelighed og den dermed sammenhængende Følelse for Gud og de aandelige Magter i Tilværelsen, vil bevare ham for det flade Fritænkeri og hvad der hører sammen dermed. Jeg tror, at der er nordisk Alvor i ham, men jeg venter mig mange mærkelige og overraskende Spring af ham, men intet Frafald i det Væsentlige. —

Nu lader det endelig til at blive Sommer; vi har haft en kjedelig kold Maj, men Varmen kommer vel nu til vore lysegrøne Skove, som har s. 568seet saa indbydende ud, uden at man dog fik Lyst til at lejre sig i dem.— —

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til L. Mynster.
Hillerød. 12. Octbr. 1874

Kjære Ven !

Jeg flyver slet ikke «i Flint» over dit Brev, jeg er aldeles ikke ømskindet og tror mig ikke ufejlbar, saa jeg taaler meget godt din Kritik; jeg er overhovedet ikke synderlig hidsig og var det i alt Fald ikke i Sorø. Det var Steen, som ved sin overlegne Maade at bedømme det Arbejde i Folkehøjskolerne, som han ikke kjender og ikke forstaar, — som ved at frakjende det Alvor og Grundighed, drev mig frem. Jeg har til «Fædrelandet» meddelt min Tale, og du vil deraf se, at Rosing ikke har gjengivet den korrekt. Jeg har egentlig slet ikke villet angribe, men kun følt Trang til at tone Flag. Sagen er vi naturligvis ikke uenige om, men den ligger dybt i mig. Jeg er slet ikke mod Latinlæsning eller anden god eller nyttig Kundskab, men imod en fejl Behandling af Børnene, som baade du og jeg jo ogsaa har lidt under, og som hele Slægter af Børn lide under den Dag i Dag. Jeg har selv Børn og forstaar dem meget bedre, end jeg gjorde i yngre s. 569Dage; de har i det Hele taget lært lige saa meget som andre Børn, og jeg tør sige, at hvad de lærer, beholder de bedre end de fleste af dem, der gaar i Skole. De ere mere livlige og videbegjærlige, sanddru og barnlige, end de rimeligvis vilde have været, hvis jeg havde sendt dem i Latinskolen. Hvis mine to Sønner egner sig til at studere og viser Lyst dertil, skal de ogsaa med Tiden faa Lov til baade at lære Latin og Græsk; men de skal ganske vist, efter min Overbevisning, have det anderledes og senere, end vi fik det.

Hvad «Beskedenheden» angaar, saa er der noget, som er mig højere end den, og det er Sandheden. Det er mig selv pinligt at vække Forargelse, og det kan være, at en anden kunde have sagt det samme paa en for de Lærde mindre stødende Maade, end jeg gjorde, men jeg har bedre Samvittighed ved at faa det sagt, hvor meget det saa skurrer, end ved at gaa bort med Følelsen af, at jeg burde have talt, men af Beskedenhed eller Frygt ikke havde gjort det.

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til L. Mynster.
Hillerød. 4. Decbr. 1875

Kjære gamle Ven!

Tak for de tilsendte Bøger, som jeg har været glad ved, baade for deres egen Skyld og som et s. 570Vidnesbyrd om, at det gamle Baand mellem os bevares trods al indbyrdes Forskjel. Den sidste af dem, som ganske vist har interesseret mig mest, havde jeg kun faaet til Gjennemsyn fra en Boghandler og kigget lidt i; nu har jeg læst det meste af den i Sammenhæng med megen Fornøjelse. Det, der har glædet mig allermest, er dog det, at Mynsters Hjertelighed i de snevrere Forhold træder saa stærkt frem deri. Det hører nødvendig med til at kjende et Menneske at faa et Indtryk af hans Liv i Forhold til dem, der staar ham nærmest — som Hustru og Børn. At jeg i mange af Mynsters Domme seer et Fejlsyn, en Begrændsning — veed du jo nok; men der er ogsaa adskilligt, hvori jeg af ganske Hjerte er enig med ham, som naar han klager over, at F. Fenger i sine Formaninger til Tilhørerne ikke tager sig selv med. Dette overlegne «Du», som Martensen heller ikke synes mig fri for, men som især den indre Missions Prædikanter er stærke i, saa de staar som højt ophøjede over de Smaafolk, de taler til, er mig inderligt imod, saa kun den, der prædiker for sig selv, duer i mine Tanker til at prædike for andre. O. Laubs store Bidrag til Bogen er meget fornøjeligt; han gjør vel ikke deri paa mig Indtrykket af et meget betydeligt Menneske, men han er saa ung og begejstret, saa man kan ikke andet end holde meget af ham. Til at belyse et Afsnit af «Mynsters Tid» er netop disse Breve et udmærket Aktstykke.

s. 571Din Behandling af Grundtvig er i alle Maader hæderlig og ridderlig. I den lange Strid, som begyndte med de tre mærkelige Breve, tror jeg at kunne forstaa baade Mynsters og Grundtvigs Stade og i min Partiskhed at være retfærdig nok til at indrømme begges subjektive Ret. Hvem der har den højeste Ret, hvem af de to Kæmper, der bærer Fremtiden i sig, det har vi vel endnu en forskjellig Mening om; men jeg kan ogsaa nok see, at «Hindringerne» ere nødvendige Betingelser, og at der kan arbejdes paa den ikke blot af dem, der higer fremad, men ogsaa af dem, der holder igjen. Saaledes har det altid været, og det var godt, om «Højre» og «Venstre» kunde forstaa det og deraf lære at blive lidt billigere mod hinanden.

At jeg ikke har skrevet om «Prædikenerne», ligger egentlig deri, at den Slags Bøger ikke for mig er til at tage i een Mundfuld. Jeg vilde skrive, naar jeg havde læst noget videre i Bogen, og saa gik Tiden, og jeg glemte det. Det er vel nærmest for dem, for hvem Mynsters Prædikener staa som de bedste og kjæreste, at denne Samling er udgiven, og til egentlig Opbyggelse kan den ligesaa lidt være for mig, som Grundtvigs Prædikener er det for dig. Dermed mener jeg jo ikke, at jeg ikke kan finde eller har fundet noget Opbyggeligt deri, men sin christelige Opbyggelse søger Enhver der, hvor han bedst kan finde den. Men derfor kan jeg godt have Glæde af at læse s. 572en Prædiken af Mynster en Gang imellem, og jeg hører til dem, der synes bedst om de «senere» og mindst udarbejdede.

Og dermed Tak for denne Gang og for alt det Gamle!

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til L. Mynster.
Hillerød. 17. Decbr. 1875

Kjære Ven!

Spørgsmaalet om, hvem der bærer Fremtiden i sig, falder ganske vist ikke sammen med, hvem der sejrer i Øjeblikket. Hellig Olaf faldt ved Stiklestad, men sejrede efter sin Død. Mynster sejrede i sin Levetid, havde hele Tidens Dannelse paa sin Side lige overfor Grundtvig, havde Videnskabsmændene, Skjønaanderne, Stormændene med sig, saae i sin Korrekthed og Smagfuldhed ned paa Grundtvig som et uroligt Hoved, hvis naturlige Begavelse var ødelagt af Løshed og Forfængelighed. Tror du, han havde Ret deri, eller har han ikke allerede faaet Uret?

Grundtvigs Sejer, skjøndt det vel er for tidligt at tale om den, da han endnu har saa godt som alle officielle Autoriteter imod sig, hans Indflydelse, som vi vel hellere maa kalde den, er først bleven betydelig og ret kjendelig efter Mynsters s. 573Død. Stemmer det saa ikke bedre med Virkeligheden at sammenligne Mynster med Innocens den 3die og Grundtvig med Petrus Valdus, end omvendt? I alt Fald stemmer det deri, at Mynster var Kirkefyrsten, som blev baaren af det Bestaaende og støttede sig dertil, og Grundtvig en Frigænger, som drømte om — og arbejdede for en ny Tid.

Er det ikke saadan, at Mynster virkede ved sin ædle, harmoniske Personlighed, og derfor paa sin Samtid, Grundtvig derimod som Fremskridtsmanden og Fremtidens Mand ved sin Aand — ved de Tanker eller Syner, hvis Tolk han blev. Kan man ikke, selv om man i meget er uenig med Grundtvig, anerkjende hans store Betydning og indrømme, at Mynster virkede som Karakter, Grundtvig som Aand, og altsaa ikke sammenstille hans voxende Indflydelse med de Sejre, det Onde kan synes at vinde til en Tid. Jeg tror ikke, at den historiske Udvikling gaar regelmæssig frem, jeg tror, at den gaar i Svingninger, ellers behøvede man ikke Reformationsog Revolutionstider, ikke saadanne Mænd som Grundtvig, men kun saadanne som Mynster, der menneskelig talt (for vor Herre) kan være lige saa gode, men historisk talt er mindre, fordi de har et mindre Kald.

Jeg tror paa Guds Styrelse gjennem Historien, og tror da ganske særlig paa hans Ledelse af sin Menighed, saa der var ogsaa en Tid, da baade s. 574Munkevæsen og Pavedømme kom til at tjene til at bevare og beskytte Aandslivet i raa Tider; men jeg tror da, at naar Livet er voxet ud af de Former, naar de snærer og hemmer det, saa skal de brydes, som Luther brød dem. De Lutherske Statskirker har vel ogsaa haft deres historiske Berettigelse, men jeg tror nu, at Mynsters statskirkelige Stade er fældet ved hans Bortgang, og ikke lader sig gjenvinde hverken om 50 eller 100 Aar. Der har utvivlsomt været Paver, som har været ærlig troende Christne, og der er endnu pavelig-sindede Katholiker, som er det. I at tro paa vor Herre har de Ret, men i at holde paa Pavedømmet har de Uret, skjøndt de gjør det i i god Tro og ikke selv kan skjelne mellem deres Christendom og deres Pavelighed.

Hvor uordnet det er, som jeg nu har fremført, kan du nok skimte min Mening. Jeg siger ikke om Rationalister og Brandesianere, at de bærer Fremtiden i sig, fordi deres Betydning for Fremtiden kun er negativ, til at bryde et Skin, som skal brydes, men de mangle det befrugtende Element: de saa kun Storm og høste Hvirvelvind; men Stormen kan ogsaa bruges til den gode Sæds Udvikling. Imidlertid er det ganske vist af indre Grunde, at jeg betragter Grundtvigs voxende Indflydelse som en Fremgang og ikke en Tilbagegang; deri har du Ret. Kun maa jeg bemærke, at dine Billeder for saa vidt halte, som Rationalisterne langt bedre kunde taale Mynster end s. 575Grundtvig, og Brandesianerne meget bedre kan taale din Kreds, end de kan taale min.

Bjørnsons Skitse i «Fra Fjæld og Dal» har moret mig meget. Der er ganske vist for min Følelse noget altfor malende i Fremstillingen, men Skildringen af denne «Allerhelvedes-Karl», dette Villiesmenneske, som er paa Veje til at blive en Pjalt af lutter Energi, er gjort saa kjønt og med saa meget Lune, saa jeg blev glad ved, at vi dog endnu har en Digter, der staar i skarp Modsætning til de tydsk-franske Virtuoser fra vore Dage, og som kan maale sig med dem baade i Tegning og Farvepragt.

Lev vel! Glædelig Juli

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til Chr. Spur ^*)Hostrups Søstersøn.
Hillerød. 6. Marts 1876

Kjære Christian!

Det er egentlig ikke muligt for mig at raade dig i den Sag, hvorom du skriver til mig; du maa selv gjøre dit Valg. Min Mening er i al Almindelighed, at Stillingen som personel Kapellan kun er at foretrække, hvor den yngre Præst er grundenig med den ældre og virkelig kan støttes s. 576af ham, ellers er det meget bedre selv at gaa ind under det hele Ansvar og faa frie Hænder. Arbejdet i Hem og Sam kan jo ikke være stort, saa naar du overhovedet tør binde an med at blive Præst i Aar, saa vil du vel ikke mange Steder kunne faa en mindre Virksomhed at begynde med. Et, som jeg synes, vigtigere Spørgsmaal er, hvordan de aandelige Forhold er; hvor du skal begynde, da en Præst, om han har Hjertet i sin Virksomhed, holdes bedst i Aande og lærer mest af sine troende Tilhørere, især naar han ikke er gift og saa godt gift, at hans Hustru bliver hans Samvittighed.

Jeg finder det ikke saa godt, om du tre Fjerdingaar efter, at du har begyndt med frie Hænder, skal reduceres til at gnave de Bén, som Sognepræsten ikke gider indlade sig med; thi det er vel Meningen, at du saa bliver Kahr’s Medhjælper, naar han ingen Vicarius behøver længer. Dog er det vel muligt, at du til den Tid kan have faaet saa megen Indgang i Pastoratet, at du kan beholde en selvstændig Virksomhed, saa jeg tør ikke sige, at det ikke ogsaa kan blive godt paa den Maade.

Se, derfor tør jeg ikke raade. Vil du være Præst saa snart, og tør du binde an med Forholdene paa vedkommende Sted, saa er den selvstændigste Virksomhed i mine Tanker den ønskeligste — ogsaa for en ung Mand — og den mest udviklende. Jeg var jo meget ældre, da jeg blev s. 577Præst og synes ikke, at jeg burde blive det før; men de fleste, ogsaa af vore gode Folk, har jo begyndt ligesaa unge som — eller yngre, end du.

Venligst Hilsen fra Hillerød Præstegaard.

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til Chr. Richardt.
Hillerød, d. 2. April 1878

Kjære Ven!

Tak for dit smukke Digt, som jeg har læst med Glæde! Jeg tror, jeg har følt mig mest tiltalt af første Akt (ligesom i Hauchs altfor lidt paaskjønnede Sørgespil), især Romancen om Jomfru Svanelil, men dermed vil jeg ikke forklejne de andre tre. Naturligvis er det dit Værk; der er jo neppe en eneste Replik uden maaske Ingeborgs Spøgelse-Stævning, der findes i Sørgespillet, men Bénbygningen er unegtelig Hauchs, saa det er en fri Behandling af hans Plan, og derfor forekommer det mig mest betegnende, om dit Stykke kaldes Sangdrama eller Opera af Chr. Richardt paa Grundlag af Hauchs «Marsk Stig». Dette har du jo imidlertid sagt i Forordet til din trykte Bog; det læsende Publikum har allerede faaet rén Besked, saa der ligger ikke stor Vægt paa, hvad Regnskab Theaterplakaten giver derom. Jeg finder det s. 578derfor ganske forsvarligt, at den kommer til at lyde som Titelbladet paa din Bog; men dette «paa Grundlag af», som jeg foretrækker for «til Déls», giver unægtelig tydeligere og klarere Besked om, at det er «Digtning af Digtning», at Underbygningen, det dramatiske Anlæg, væsentlig er en Andens.

Tak for «Hædersgaven» med Guldsnit!

Din hengivne
C. Hostrup.

C. Hostrup til L. Mynster.
Frederiksberg. 15. Novbr. 1878

Kjære Ven!

Jeg er nu efter Lægeordre atter kommen til at bo her i Kjøbenhavn eller rettere paa Frederiksberg, er nemlig med tre Maaneders Permission flyttet herind for hver Dag at bruge Bade og sky alle Fristelser og Opfordringer til Arbejde, fordi jeg, efter en svær Sygdom i Sommer, vedvarende er i en nervøs Tilstand, saa jeg ikke engang taaler at læse og ligeledes har ondt ved at skrive. Jeg har med min Familie lejet mig ind i en ledig Villa paa Poul Møllers Vej, og traver nu min daglige Badetur til Vesterbro og for Resten i Frederiksberg Have og Søndermarken eller ind til Kjøbenhavn for at tale med Lægen, men lever iøvrigt saa roligt, som om det var i Omegnen af Paris s. 579eller Wien. Theatret har jeg endnu ikke vovet at gjæste, skjønt jeg ofte længes efter det.

Jeg har ikke før hørt noget om dit Arbejde i Anledning af Oehlenschlägers Jubilæum ; men det har glædet mig at sé af dit Brev, at du har et saadant paa Stabelen. Arentzen fortalte mig i Sommer, at han har skrevet en lille Bog i samme Anledning, og jeg forstod ham, som om det nærmest var for at give Oehlenschläger den Anerkjendelse, som Læserne af hans literaturhistoriske Værk maaske der kunde savne.

Lægerne love mig fuldstændig Helbredelse, men jeg føler mig den egentlig ikke nærmere, end da jeg i Slutningen af Juni kom op af Sygesengen. Min nordiske Flegma bidrager vel sit til, at jeg kan bære dette Driveri uden at blive synderlig gnaven.

Din
C. Hostrup.

F. Boisen til C. Hostrup.
Stege. 30. Decbr. 1878

Kjære Hostrup!

Tak for Deres Brev, som jeg modtog, netop som jeg læste i Deres Juleprædiken, den Samling af Prædikener, som har været mig til størst Gavn af de mange, hvoraf der vrimler. Det glædede mig, at jeg kunde være med til en Gave, hvormed s. 580Deres Venner har glædet Dem; det var meget mindre, end jeg vilde have givet; thi jeg skylder Dem overmaade meget paa mange Maader, men især dog ved Deres Prædikener, som allerbedst har stemt overens med den Maade, hvorpaa jeg betragter Livet, de sanddrueste og menneskeligste Prædikener, jeg kjender. Gud give Dem Kræfter til at vedblive; mig hjælper han dog, saa jeg nu kan udføre min Gjerning. Vil De hilse Deres Kone ; hende og Dem ønskes et glædeligt Nytaar af Deres oprigtige og taknemmelige Ven

F. Boisen.

C. Hostrup til L. Mynster.
Hillerød. 10. Marts 1880

Kjære Ven!

Skjønt jeg endnu har en lille Beholdning Breve fra dig, fandt jeg ikke flere af Rejsebrevene end indlagte to. Jeg vilde ønske, at du heller ikke gjemte for godt paa mine Breve, da man aldrig veed, i hvis Hænder man kan falde. Dog maa du ikke tro, at jeg ikke har Fornøjelse af at læse 1 de af dig udgivne Brevsamlinger, og det er jo klart, at det kun kommer an paa, hvordan sligt gjøres; men jeg synes, at det af mig tilbagelagte Liv tilhører kun Gud og mig selv, og hvad Mennesker har at gjøre med deraf, er kun den Frugt, det afsætter. Jeg har vist aldrig skrevet noget s. 581Brev, som mere taaler at dvæles ved end alle de Ord, som hver Dag gaar over mine Læber i mit daglige Hjem, og dem vilde jeg dog meget nødig have stenograferede. Jeg siger, som det hedder i et af mine egne Vers:

«Grønnes kun, se det er Sagen,
leve med og være vaagen,
leve kort Tid eller længe,
blot man lyser op i Taagen.»

Saadan er det med Livet hernede; der er dog ingen, der samler paa de visne Bøgeblade fra itjor. Dette siger jeg imidlertid kun for mit eget Vedkommende; mig er det imod, at mine flygtige Udtalelser skal gjemmes andre Steder end i et Menneskehjerte, hvis noget af dem har fundet Vej dertil, men jeg vilde helst selv raade for, hvad jeg ansér for saa vel overvejet, at jeg kan betro det til Offentligheden. ^*)*) Se Efterskrift

Dog finder jeg det i sin Orden, at du, naar du er ifærd med at samle paa dine Minder, bruger dine egne Breve til Hjælp dertil, saa jeg vil egentlig med mine Ord kun føre et Forsvar for, at jeg ikke har passet bedre paa dem.

Din gamle Ven
C. Hostrup.

C. Hostrup til L. Mynster.
Hillerød. 1. April 1880

Kjære Ven!

Det er kun, fordi min Arbejdstid, som jeg nu maa holde indenfor visse Grænser, slaar saa daarlig til, at jeg ikke endnu har svaret dig paa dit Brev. Jeg drømte imidlertid om dig i Nat og vaagnede med den Beslutning, at i Dag skulde Brevet skrives, skjønt Tid og Lejlighed ikke er bedre end ellers.

Du har lagt alt for megen Vægt paa mine Ord om de Breve fra mig, som du gjemmer. Jeg har slet ikke været bange for at lade dig beholde dem, men jeg har blot i al Almindelighed villet gjøre Indsigelse mod den Brug, som i vore Dage gjøres af alle disse Papirslapper, som kun havde Ærinde i Øjeblikket. Jeg synes, at man hænger alt for meget ved det svundne, man samler paa det visne Løv, fordi man ikke stoler paa, at en ny Vaar skal bringe det friske. Jeg synes, jeg altid har haft mit Liv i Haabet og har det den Dag i Dag; men det hører med til mit Haab, som jeg prædikede om i Søndags, at alt, hvad der har rørt sig i mig som et virkeligt Liv, der var af Sandhed, selv om det trænges en Tid tilbage, fordi vi hernede er under Forkrænkeligheden, skal opstaa igjen i sin fulde Friskhed. Jeg frygter ikke for Aabenbarelsen, saasandt jeg tror paa en naadig Gud; jeg trøster mig ved Aabenbarelsen, men s. 583rigtignok ikke den, hvori vi stilles for en rent verdslig Domstol, om man ogsaa bruger vore Breve til vor Forherligelse.

Imidlertid veed jeg jo mine Breve hos dig i de kjærligste Hænder, og du skal ikke tro, at jeg frygter for, at du vil misbruge dem. Du veed jo ogsaa godt, at jeg har haft stor Glæde af dine Brevsamlinger; alt, hvad jeg har sagt, har hentydet til mine egne Breve; men for Resten er jeg heller slet ikke saa paastaaelig med Hensyn til dem, kun tror jeg ikke, de har noget Værd; har de blot i mindste Maade i Øjeblikket været til lidt Glæde for dem, de var bestemt for, saa er det alt, hvad jeg kan ønske af dem. Mig har Brevskrivning vist aldrig rigtig ligget for; i det mindste er jeg ved nu i mange Aar stadig at udtale mig, især til min Hustru :— men ogsaa i mine Prædikener, kommen saa langt bort fra denne Meddelelsesmaade, saa jeg synes ikke, at mine Breve paa nogen Maade kan fortjene at gjemmes; det er egentlig blot det, jeg har villet sige. Vil du imidlertid beholde nogle af dem og brænde dem, du ikke bryder dig om, saa overlader jeg det ganske til dig; fik jeg dem selv, saa er det meget muligt, at jeg brændte dem allesammen for at bidrage mit til at formindske den overflødige Papirmasse, som Verden er i Færd med at drukne i. Jeg har sandelig fuld Tillid til dig, det var egentlig blot det, jeg skulde sige dig. Lev vel, gamle Ven! Jeg har det godt, men maa sørge for at spadsere s. 584hver Dag og være fri for Arbejde de sidste Aftentimer for at holde det gaaende.

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til L. Mynster.
Hillerød. 10. Juli 1880

Kjære Ven!

Hermed følge dine Breve, som egentlig kun har ventet paa, at de randt mig i Hu et Øjeblik, da jeg intet havde at haste med.

Jeg har, som du vel har hørt, nylig holdt et dejligt Sølvbryllup, og min Sang dertil, som jeg haaber, du vil have Glæde af, sender jeg dig; den er i alt Fald skrevet lige ud af mit Hjerte, skjønt den ikke kan være et fuldt Udtryk for, hvad min Hustru har været mig et langt Liv igjennem. Ja, Gud har ført mit Liv forunderlig dejligt, med Sol og Lys over det, som selv de mørke Tider, der ikke udeblev, aldrig ganske har kunnet skjule.

«Sorgen kom med stakket Frist,
men et Liv det blev forvist.»

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til E. Poulsen.
Hillerød. 9. October. 1880

Hr. Skuespiller E. Poulsen!

I længere Tid har jeg tænkt paa at henvende mig til Dem, og en Samtale, jeg igaar havde med Theaterchefen, har slaaet Hovedet paa Sømmet. Jeg vil bede Dem vise mig den Velvillie at gjøre Dem bekjendt med mit Skuespil «Eva», der er antaget til Opførelse, og saa læse, hvad jeg har ønsket at skrive til Dem derom.

Mit Stykke staar ikke i noget Forhold til «Et Dukkehjem» (hvilket jeg i øvrigt betragter som Ibsens fuldkomneste Arbejde); Planen har ligget i mig, før Ibsens Stykke kom frem, og vi faar sagtens flere Skuespil, der behandler Forholdet mellem Mand og Hustru, da dette Emne i vore Dage er paa Dagsordenen. Jeg vilde drage Retsspørgsmaalet i Ægteskabet frem; men da jeg tror paa Ægteskabet, vilde jeg ikke gjennemføre Conflicten saaledes, at det blev sprængt derved; det skulde tvertimod vise sig saa stærkt ved sit indre Sammenhold, saa det blev styrket derigjennem. Hustruen, Eva, kan ikke bære det, da hun efter mange Aars lykkeligt Ægteskab paa én Gang faar at vide, at Manden er hendes souveræne Hersker; men Manden, Rønnov, der et Øjeblik har ladet sig lokke til at gjøre sin Ret gjældende lige overfor hende og derved forstyrret Forholdet, er den, som redder det igjen. Det Indtryk, Stykket s. 586efterlader, naar man har sét det til Ende, vil væsentlig bero paa, at Rønnov er stor nok, at han gjør Fyldest, og da jeg skrev Stykket, sagde jeg til mig selv: det maa være E. Poulsen.

Kammerherre Fallesen vilde imidlertid foretrække, at De overtog Prokurator Hattings Rolle og Hr. Jerndorff Rønnovs. Han gjorde gjældende, at da jeg til Eva havde foreslaaet Fru Hennings, var det neppe ønskeligt, at hendes Mand blev spillet af den samme som i «Et Dukkehjem»; men det Hensyn forekommer mig først berettiget, naar det kan varetages, uden at det bliver til Skade for Stykkets Hovedpersoner, dem, om hvem hele Publikums Interesse skulde samle sig. Thi det er jo her i den Grad Ægteparret, at hele Stykket slaar kun paa én eneste Streng; det er saa enkelt og usammensat i sin hele Plan, at det vel rettest burde kaldes en Idyl. Jeg tvivler ikke paa, at De kan spille Prokurator Hatting fortrinligt, og at det paa mange Maader vilde støtte Stykket i de 3 første Akter, naar De fik dette Parti, men det staar rigtignok for mig som afgjort, at mit Skuespil var bedst tjent med, om De vilde spille Rønnov.

Imidlertid vil jeg jo ikke paanøde Dem denne Rolle, naar det er Dem imod at overtage den. Jeg tillader mig at sende Dem Stykket i Correkturark, som trods Rettelserne dog nok lader sig læse, og hvori der, navnlig i Rønnovs Rolle, er foretaget nogle Forandringer, som endnu ikke er s. 587blevne indførte i det Theatret tilsendte Manuskript. De vil jo nok sende dem tilbage til mig igjen med Svaret, De giver mig paa dette Brev. Jeg vil blot bede Dem at tage saa meget Hensyn, som De kan, til hvad De ansér for gavnligt for Stykket, og saa meddele mig, hvilken af de to Roller, De vil modtage. Hvor vidt Prokuratoren ligger for Hr. Jerndorff, veed jeg ganske vist ikke; men af det Lidet, jeg har sét af ham, har jeg dog antaget det for rimeligt. Prokuratoren er jo nemlig ingen Filur; det er et Principmenneske med Lyst og Evne til at virke for, hvad han ansér for sundt og gavnligt, en klog Forretningsmand uden Idealitet, og om denne Rolle ligger noget fjernt fra Hr. Jerndorffs sædvanlige, har jeg dog tænkt, at han kunde spille den forstandigt og livligt.

Det er maaske noget paatrængende, at jeg henvender mig saaledes til Dem, men igjennem Deres Kunst kjender jeg Dem bedre end nogen af de Skuespillere, som er yngre end min ældre Forfattertid, og har derfor gjort Regning paa en god Modtagelse.

Deres ærb. forbundne
C. Hostrup.

E. Poulsen til C. Hostrup.
Kbhvn. 15. Oktbr. 1880

Hr. pastor C. Hostrup!

Idet jeg takker Dem for den ære, De viser mig ved at spørge om min mening med hensyn til besættelsen af Deres stykke, må jeg tillige tilstå, at det sætter mig i stor forlegenhed. Jeg har nemlig absolut mést lyst til at spille Hatting, og derfor er jeg bange for, at jeg ikke sér ganske uhildet på sagen. Men det forekommer mig rigtignok, at det vil være til skade for stykket, at ægteparret spilles af de samme som i «Et Dukkehjem». Publikum er saa tilbøjelig til at søge ligheder og griber naturligvis helst de ydre tilfældige, overfladiske. Hertil kommer, at det vil være mig næsten umuligt i en sådan rolle, hvor der ikke kan lægges videre maske, og hvor kostumet er det énsartede moderne, at bringe nogen synderlig forskæl tilstede i den ydre fremstilling. Ganske vist kræves der en vis vægt hos fremstilleren af Rønnov; men De har dog måské lagt mærke til, at Jerndorff i de senere år har udviklet sig betydeligt i retning af mandig personlighed foruden den støtte, han har i sin intelligens. — Ønsker De imidlertid vedblivende, at jeg skal spille Rønnov, så følger det jo af sig selv, at jeg bøjer mig for Deres ønske, og jeg skal naturligvis gøre mig al den flid, jeg kan; men det er ikke den glæde for s. 589mig, som det vilde være mig at spille Hatting, en art rolle, som hører til mit egentlige fag, men hvoraf jeg, på grund af tidernes ugunst, der ikke vil sende teatret en elsker, snart omtrent er sat ud.—

Deres
ærbødigt forbundne
Emil Poulsen.

Fru Betty Hennings til C. Hostrup.
Den 7. Novbr. 1880

Velbaarne Hr. Pastor Hostrup!

Da De har bevist mig den Ære gjennem Hr. Borchsenius at forespørge om min Mening med Hensyn til Udgivelsen af Deres nye Stykke i Handelen, forinden dets Opførelse paa Theatret, skal jeg udtale, at jeg, efter at have tænkt alvorligt over dette Spørgsmaal, og efter at have samtalet med Emil Poulsen og andre herom, er mest tilbøjelig til at fraraade Stykkets tidligere Udgivelse.

Det er min Overbevisning, at «Eva»s sceniske Virkning vil blive betydelig større, naar man ikke forinden har haft Lejlighed til at læse det, og «man» er i denne Forbindelse netop det samme Publikum, som regelmæssigt fylder Theatret ved de første Forestillinger, og som for en væsentlig Del angiver Tonen.

s. 590Imidlertid er det en Selvfølge, at det af mig her Udtalte kun bør opfattes som et rent personligt Skjøn, og at jeg ikke paa nogen Maade vil gaa til min Opgave med mindre Lyst og Kjærlighed, selv om min Henstilling ikke bliver fulgt.

Jeg benytter Lejligheden til at bringe Dem en oprigtig Tak for den hæderfulde Opgave, De har overdraget mig ved at betro Udførelsen af «Eva»s Rolle til mig; — jeg skal efter bedste Evne bestræbe mig for at vise mig Deres Tillid værdig.

Med sand Højagtelse

Deres
Betty Hennings.

H. Drachmann til C. Hostrup.
Kbhvn. 23. Novbr. 1880

Kjære Hr. Pastor Hostrup!

Jeg hører i Dag, paa et Besøg heri Byen, af Justitsraad Hegel, at De, siden Schandorph og jeg havde den Fornøjelse at tale med Dem, har taget en anden og nyere Bestemmelse med «Eva» end den, som De overfor Schandorph og mig erklærede at ville vælge. Tilgiv mig, at jeg blander mig i disse Sager — De kan jo kortelig lade være at tage Hensyn til mine Ord — men jeg er bleven lidt varm i Deres egen Sag overfor den Institution — Theatret — som skylder Dem saa meget. Jeg s. 591kan ikke se anderledes, end at «Eva» absolut vinder ved at læses — rolig, stille hjemme i Stuen — og dernæst ses, men ikke omvendt. Saadan tror jeg ogsaa, at Deres og mine fælles Venner ser Sagen, og da de rent kunstneriske Principer sandelig ikke ere de afgjørende eller overvejende for Tiden ved vort Nationaltheater, saa henstiller jeg til Dem, som en højagtet, ældre Kollega, ganske kort i et Par Linier at lade Theaterchefen vide, at De — ifølge Deres Ord sidste Gang vi var sammen — stod paa Ønsket om, at «Eva» læstes, forinden den blev spillet. D e vil vinde, og Theatret ikke tabe derved.

Endnu engang, tilgiv min Indblanding, og modtag med en ærbødig Hilsen til Deres Hustru min venligste Tak for sidst.

Deres hengivne
Holger Drachmann.

E. Poulsen til C. Hostrup.
Kbhvn. 23. Novbr. 1880

Hr. Pastor Hostrup!

I en samtale, jeg havde i dag med kammerherren, yttrede han sin misfornøjelse med, at De agtede at lade «Eva» komme ud ved juletid — altså før det var blevet opført, hvad jeg måtte give ham ret i var uheldigt for stykket. Jeg forestillede ham da, at vi nok kunde blive færdig med stykket, ialfald til mellem jul og nytår, når s. 592rollerne strax blev uddélt, og vi tog fat på prøverne umiddelbart efter det stykke, vi nu indstuderer, og som vi bliver færdig med i løbet af en uges tid. Han havde tænkt sig et par andre stykker imellem for afvexlings skyld, men er villig til at gå ind på mit forslag, når De så til gengæld vil holde udgivelsen af bogen tilbage til mellem jul og nytår. Dette bad han mig om at skrive Dem til, hvilket jeg herved gjør, idet jeg tilføjer, at jeg har talt med de vigtigste rollehavende, der alle med glæde vil virke til at få stykket færdigt inden nytår.

Deres
Emil Poulsen.

Bjørnst. Bjørnson til C. Hostrup.
Amerika. Novbr. 1880

Nej, kære Hostrup, det går ikke an at kalde nogen del af vort liv for «en Kongegave» ^*)Dette Udtryk havde Hostrup brugt om Grundloven i en Tale ved Afsløringen af Frederik d. 7des Statue i Hillerød, og allerminst en konstitution, således må der ikke længer tales; det er imod sanhed og imod god, styrkende opfatning af et folks liv. —

Hvor mange ganger, jeg har tænkt at takke Deres hustru for hænnes optræden i prostitutionssagen! Gør det nu ifra mig! — Især da Ploug angreb dem alle, tænkte jeg at skrive hænne til. s. 593Ploug er en dranker; ti det er ikke alene i brænnevin, at man kan drikke sig full; det er i had, bitterhed, fanatisme, og Ploug går full den halve dag. —

Den, som trænger til at styrke sin tro på mænneskeheden, det overvejende gode i den, dens fræmtid, bør komme hid.

Deres væn
Bj. Bjørnson.

C. Hostrup til E. Poulsen.
Hillerød. 8. Januar 1881

Hr. Kgl. Skuespiller Emil Poulsen.

I Deres «Hatting» burde vist Prokuratorens Iver for den foreliggende Sag, hans Interesse og maaske ogsaa hans Dygtighed noget stærkere pointeres. Han har virkelig Lyst til at faa den lille emanciperede Frue under Behandling, baade fordi han har nogen Respekt for hendes Karakterstyrke («havde blot Rønnov Halvdelen af hendes Kraft» — «hun hører til Nummer-Etterne»), og fordi han betragter hendes Idealisme som usund og samfundsfarlig. I Deres Fremstilling dominerer det Kjøbstadagtige og Prosaiske hos ham endnu for stærkt (især i 3die Akt) — han veed, at han skal bestaa en Dyst med Eva, hvori han ved sin juridiske Intelligens er den Overlegne, derfor sidder han paa Vagt udenfor Havedøren for at s. 594være ved Haanden. Cigaren kan bruges som et Paaskud fra hans Side for at lade uinteresseret, men Publikum bør ikke tro, at det er ham ubelejligt at forstyrres i Tobaksrygningen. Dette gjælder dog navnlig hans to første Samtaler med Eva i 3die Akt; i Mødet med Knudsen er han naturligvis, som De spillede det, mere tvær; men hans Utilbøjelighed til at modtage Knudsens Afbud er netop begrundet i, at Evas Opdragelse er bleven ham en Hovedsag. Hans 3die Samtale med Eva har tabt noget derved, at Fru Hennings ikke har Mod til at antyde, at Eva er frugtsommelig; thi det er egentlig derfor, hun maa tale med ham en Gang endnu — for det ufødte Barns Skyld; men Hatting, som intet aner derom, har i den Scene Lov til at være noget mere nonchalant, da han nu har stillet Sagen frem, som den er, og hans Logik er uimodsigelig.

Den sceniske Fejl, som f. Ex. Kammerherre Fallesen finder i disse fire Indkaldelser af Hatting, er i mine Tanker ingen Fejl paa dette Sted; det er et nødvendigt Udtryk for, at Striden er staaende, og Publikum skal ved de to Kæmpendes levende Deltagelse deri selv bringes til at interessere sig for Debatten, som er Aktens og Stykkets Indhold. Hatting maa under den helst blive større og vægtigere end i Begyndelsen af Stykket; han kæmper for en Sag og veed, at han har Trumfer paa Haanden, som ingen kan stikke. Han overvælder ikke Eva med Snak, men han slaar hendes s. 595ideale Betragtning ned med en fuldkommen sikker og korrekt Logik, hvorimod der intet andet er at indvende end, som Eva og Rønnov gjør i Stykkets Slutning, at stille Ægteskabet over Loven.

Jeg tvivler ikke paa, at Deres Fremstilling af Hatting kan blive udmærket, hvis De vil tage noget Hensyn til disse Bemærkninger. Det kunde maaske allerede i Hattings Samtale med Rønnov i anden Akt komme lidt stærkere frem, at Prokuratoren virkelig har Lyst til at tage sig af den Families indre Forhold, som han er kommen i Berørelse med. Imidlertid er maaske alt, hvad jeg skriver her, overflødigt efter de Par Bemærkninger, som jeg igaar tillod mig at gjøre, og naar jeg idag har bredet mig derom, haaber jeg, at De ikke tager mig det ilde op, da De har vist saa stor Interesse for Deres Rolle. Et virkeligt Tab har Stykket lidt ved den ovenomtalte Udeladelse af Fru Hennings, og jeg tvivler ikke paa, at Kritiken, naar Stykket foreligger trykt, vil bebrejde baade Theatret det og mig, som har givet mit Samtykke dertil; men da Sagen var afgjort, før jeg igaar erfarede den, og baade Fru Hennings spiller saa smukt, og Stykket i det hele tegner til at gaa godt, har jeg naturligvis ikke andet at gjøre. De to første Akter og Slutningen af 3die og af 4de gik igaar ved Prøven overraskende godt; kun 3die Akt, som rigtignok er den største og den betydeligste, lod endnu i mine Tanker noget s. 596tilbage at ønske. Men jeg tvivler ikke paa, at det vil komme.

Deres ærb. forbundne
C. Hostrup.

L. Mynster til C. Hostrup.
13de Januar 1881

Kjære gamle Ven!

Du har naturligviis faaet Budskabet om det varme Bifald, hvormed dit Stykke blev modtaget. Tillad ogsaa mig at sige dig, at hvorvel jeg hører daarligt i vort nye Theater, og fandt det langt vigtigere, om man forbedrede de akustiske Forhold end de dekorative, og saaledes ogsaa i Gaar gik Glip af meget Enkelt, har jeg dog faaet et bestemt glædeligt og smukt Totalindtryk. Det Hele synes mig, som det skal være, naar en Forfatter efter mange Aars Forløb træder frem paany: paa en Gang noget Nyt og Eiendommeligt, og dog de gamle, kjære Egenskaber. Blandt det, der særlig tiltalte mig, vil jeg fremhæve de nydelige Scener mellem Eva og Prokuratoren i Begyndelsen af fjerde Akt, hvorved man tillige paa en skjelmsk Maade mindes om Hermansens Ord om Fruentimmerne: «Tænke logisk — det kan de sgu ikke». Det Hele er en velgjørende, ægte dansk Modsætning til megen moderne Uhyggelighed.

Din gamle Ven
L. Mynster.

C. Hostrup til L. Mynster.
Hillerød. 20. Jan. 1881

Kjære Ven!

Da du har sét paa «Eva» med milde Øjne, skjønt du kun hørte en Del, saa vil du nok læse Stykket med god Villie. Grunden til, at jeg har kunnet skrive det, er egentlig den, at da jeg nu har faaet en Kapellan p. l., har jeg faaet lidt mere Tid tilovers end i de sidste 25 Aar. Hvad enten du tager det som et Tendensstykke eller et Karakterstykke (mit første Forsøg paa at give en kvindelig Type), er det i mine Tanker berettiget; det er noget af begge; Stuart Mill siger, at vi kjender kun det Kvindelige som et Kunstprodukt; jeg har en anden Mening derom, og Navnet «Eva» skulde pege i Retning af det oprindelig Kvindelige, ikke Mandens Undersaat, som hun først blev ved Syndefaldet, men hans ligestillede Medhjælp, som hun er bestemt til. Jeg vedkjender mig, at Stykket er realistisk; men baade Eva og hendes Skildrer er ganske vist Idealister.

Din
C. Hostrup.

Fru Betty Hennings til C. Hostrup.
Den 21. Jan. 1881

Kjære Hr. Pastor Hostrup!

Den Følelse af Taknemmelighed mod Dem, som jeg allerede har næret fra den første Tid, da s. 598jeg begyndte at arbejde paa «Eva», tør jeg nu, da jeg har modtaget Deres kjærlige Brev, give Udtryk overfor Dem. Det er for mig, som om «Eva» havde ført Dem og mig nærmere sammen, som om «Eva» havde lagt noget til min Væxt, hvorfor jeg skylder Dem Tak.

Jeg er glad over, at Resultatet er blevet til Deres Tilfredshed. Jeg var saa angst, saa angst, som jeg aldrig mindes at have været, og jeg havde den første Aften efter min Overbevisning hverken Overlegenhed eller Kræfter nok til at spille Rollen; nu, da Spændingen har tabt sig noget, synes jeg, at jeg spiller med større Ro og Sikkerhed. Tak for den Opgave, De har givet mig at løse; man modnes og udvikles gjennem store Opgaver, og jeg er Dem inderlig taknemmelig, fordi det faldt i min Lod at føre Eva frem paa Scenen. En stor Glæde har det været mig af Deres Brev at se og føle, at jeg nogenlunde har naaet, hvad jeg saa meget ønskede at naa; større Tilfredsstillelse og større Ros kunde jeg ikke faa.

Med min hjerteligste Tak til Dem følger en Hilsen til Deres Hustru med Tak for hendes varme Deltagelse i Sagen.

Deres taknemmelige og hengivne
Betty Hennings.

Alexander L. Kielland til C. Hostrup.
Stavanger, den 2. Februar 1881

Høistærede Hr. Pastor C. Hostrup!

Jeg ved meget godt, at naar man er meget begeistret for noget, bør man forsigtigvis vente til Morgenrøden, inden man slipper sig løs. Men saa ved jeg ogsaa, hvor ofte vi sove os kolde, og hvormeget af den følte, redelige Beundring, der gaar tabt, naar vi forsigtigvis vente med at udtale os, indtil vi faar betænkt os rigtig grundigt.

Lad mig derfor være saa uforsigtig i denne selvsamme Aftenstund, da jeg har læst Deres »Eva» — at yde Dem den Tak, for hvis Ringhed man slet ikke behøver at gjøre nogen Undskyldning, naar man ærligt fremtræder for Dem.

Deres ærbødige
Alexander L. Kielland.

L. Mynster til C. Hostrup.
9de Februar 1881

Kjære Ven!

Jeg skulde dog sige Dig Tak for Foræringen af Din «Eva», som ved Læsningen bevarede for mig det smukke og venlige Indtryk, jeg strax havde faaet. Jeg holder, forskjellig fra baade Venner og Ikke-Venner, meest af de to sidste Akter, hvor det Nye og fra det tidligere Forskjellige meest kommer frem. Hvad Du synes at betragte som Stykkets s. 600«Tendents» er Noget, hvori ingen Fornuftig vil være uenig med dig — baade at Qvinden bør være den «ligestillede Medhjælp», og at de vanskelige Spørgsmaal, der fremkomme, bør løses ved gjensidig Overeenskomst i Kjærlighed. Jeg vilde just ikke kalde Stykket «realistisk»; — men jeg kan heller ikke gaae ind paa, at f. Ex. «Nutidsbilleder» eller «Fra Studiebogen» skal kaldes saaledes; thi hvor Aanden er «idealistisk», er Værket det i mine Tanker ogsaa. Men dette er, som Hauch engang skrev, «kun Uenighed om et Navn»; og deri, at du selv anseer Dit Stykke for realistisk, vil jeg nærmest see et Tegn paa, at Du i Hovedkarakteren vel har villet give en «qvindelig Type», men derfor ikke noget absolut qvindeligt Ideal. Eva er vistnok skildret aldeles sandt og naturligt, som hun kunde være i Virkeligheden; men Du vil neppe have noget imod, at man finder, hun i sin Iver ikke overalt bærer sig sundt og rigtigt ad. Men her træder det Smukke frem hos hendes Mand, hvem man maaskee ikke nok paaskjønner, i at han bærer over med dette paa Grund af det, som han ærer hos hende, og at han intet Øjeblik kan tabe Troen paa hende. Det er mig derfor en af Stykkets Fortjenester, at det giver et Billede af et, uagtet jordisk Ufuldkommenhed, dog i Sandhed lykkeligt Ægteskab.

Hermed vilde jeg af flere Grunde helst slutte; men da Du for Tiden i flere Henseender er en offentlig Person, vilde det dog vist forundre Dig selv, om jeg — skjøndt uanmodet — ikke med et s. 601Ord lod Dig forstaae, hvilket Standpunkt jeg indtager i den Strid, der nu føres.

Jeg ønsker mig da Tilladelse til, med Evas Aabenhed at turde yttre, at jeg fuldtvel ærgrer mig over de Urimeligheder og Fordreielser, som navnlig «Dagens Nyheder» har fremført, ligesom jeg alt ærgrede mig over dette og flere Blades uvillige Kritik af Dit Stykke. Men desuagtet blev ogsaa jeg, strax da jeg læste om Planen til det omtalte Gilde (hvor jo dog blandt andre Schandorph stod i Spidsen) meget ilde tilmode og ønskede, Du vilde undskylde Dig, — hvad jeg synes man godt maa kunne, og hvad f. Ex. Oehlenschläger gjorde 1836, da Berggreen og Flere vilde hædre ham. Jeg har imidlertid slet Intet imod det Allermeste af, hvad du har yttret, saavel om Torsdagen som om Fredagen, (jeg har ogsaa læst din Artikel i «Morgenbladet» fra i Søndags), og Du veed vist noksom, hvor megen Sympathi jeg altid har haft for dem, som under Lidelse — «søgte Sandheden». Men hvad jeg ikke kan være enig med Dig i, er: at man med Glæde skal kunne mødes med Mennesker, med hvilke man er enig om underordnede Punkter (politiske, æsthetiske), naar man er grunduenig med dem i det Vigtigste. I den omtalte Kreds er der nu vistnok store Forskjelle: Borchsenius f. Ex. har jeg selv offentlig, baade uden og med Navn, søgt at gavne, fordi jeg har troet, at hvad der synes Nogle Tvetydighed hos ham, er den Søgendes oprigtige Deelthed (gid jeg maa have s. 602havt Ret). Men Schandorph gjør dog just ikke det Indtryk — idetmindste ikke længer — at søge ; han synes længe at have taget Parti og at hvile i den Livsanskuelse: «Mit Rige er af denne Verden». Jeg erkjender hans meget betydelige Begavelse, ligesom ogsaa, at der i Forskjelligt af ham, især i «Et Levnetsløb paa Kirkegaarden», viser sig virkeligt Gemyt. Men naar Tidens Hovedslag dog maa siges at staae imellem dem, der troe paa en overnaturlig Verden og dem, der kun troe det Naturlige, da kan jeg ikke forstaae, at den, der som du er kraftig Forkæmper for det Første, kan uden Følelse af Uhyggelighed mødes med Saadanne, der som Schandorph og E. Brandes afgjort hylde det Sidste. — Det gamle Ord er dog sandt: at «Lige søger Lige», og ulige Forbindelser afstedkomme kun Forvirring.

Naar Du siger, at den vedkommende Kreds undgik Alt, hvad der kunde lade Dig føle det Ulige, vil jeg dog indvende den Skaal, som Borchsenius efter «Morgenbladet»s Beretning skal have udbragt for G. Brandes. Er det ikke sandt, burde det direkte modsiges. Thi selv om man erkjender — hvad jeg gjør — at det Spørgsmaal, om Brandes burde ansættes ved Universitetet, kan have Meget baade for og imod sig, er det dog umuligt, at de, der som vi erkjende Christendommen som vor Trøst i Liv og Død, kunne uden Tvivlraadighed drikke dens Skaal, som saa ivrigt bekæmper den. s. 603At denne Skaal blev udbragt ved en Fest, hvis Hovedperson er en Præst, finder jeg uheldigt.

See nu venligt paa dette, kjære Ven! Jeg forstaaer godt, at Din Betragtningsmaade til Syvende og Sidst hviler paa den Grundtvigske Adskillelse mellem det Christelige og det Menneskelige. Men da jeg, som bekjendt, ikke er Grundtvigianer, kan det ikke undre Dig, at jeg i de fremkomne Conseqventser seer et Vidnesbyrd mod det, jeg ikke hylder.

Din gamle Ven
L. Mynster.

C. Hostrup til L. Mynster.
Hillerød, d. 11. Febr. 1881

Tak for dit Brev, gamle Ven, som jeg slet ikke tager dig ilde op, men tvertimod er ganske glad ved.

Jeg kan med Glæde mødes med mange Mennesker, som jeg ikke kan følges med, selv om de hverken tror paa en personlig Gud eller et evigt Liv, — og det kan du ogsaa. Folkekirken er fuld af den Slags Mennesker, som du i Grunden godt veed det om, og der er vist flere af dem, som du godt kan lide og gjerne taler med. Og det var da ogsaa for galt, om vi ikke skulde kunne glæde os over det gode i Mennesker, fordi de ikke deler Tro med os. Schandorph har jeg truffet flere Gange før, og han har gjort et godt og hjerteligt s. 604Indtryk paa mig; der er saa meget ægte menneskeligt ved ham, at jeg ikke kan blive uberørt deraf. Borchsenius kjender jeg godt, han er en rigtig brav Mand. — Havde jeg sagt nej til Indbydelsen fra den Kreds, saa havde Højrebladene jublet over, at jeg ogsaa stemplede den som uværdig til at have Samkvem med, saa jeg ikke kunde modtage en Venlighed af den, saa var jeg bleven slaaet sammen med Farisæerne, og jeg vil hellere slaaes sammen med Tolderne. Jeg tror ikke om en hel Kreds af Mennesker, at det er under min Værdighed at have med dem at gjøre. — Jeg er nu engang ikke saa belemret med Værdighed. — Havde den socialistiske Arbejderbefolkning indbudt mig — ikke som Meningsfælle, men som dansk Digter, havde jeg ikke sagt nej, for ikke at støde dem endnu længer bort fra os og umuliggjøre al Forstaaelse. Jeg er vis paa, at jeg tjener baade vor Herre og mit Folk bedst paa denne Maade, og jeg kan snarere haabe, at man i det literære Venstre nu vil lægge nogen Vægt paa, hvad jeg har sagt om de sandsepirrende Skildringer i deres Skrifter, end om jeg havde skyet dem som Pesten. — Du betragter Schandorph som afsluttet i sin Christendoms-Modstand; det gjør jeg ikke med noget Menneske; men selv om han var det her paa Jorden, skulde jeg saa ikke have Lov til at glæde mig ved alt det menneskelig gode ved ham, som bedst viser Forbindelsen med den Gode. Nej, kjære Ven, jeg hader al den Selvretfærdighed og s. 605Dømmesyge; skal det være Christendom, da er den mig en Pestilens, og jeg synes ikke, du heri er rigtig dig selv. — Og jeg havde ingen Grund til at fortryde, at jeg gik med til Festen; Ingen gik mig for nær, man vidste, hvor jeg stod, og respekterede det fra alle Sider. Fra christelig Side fremkom Udtalelser om min Præstevirksomhed, uden at det lod til, at nogen forargede sig derover. — Det kan ikke skurre i mine Øren, om nogen ønsker Brandes til Universitetet; jeg vil selv have Lærefrihed paa det Sted, og skjønt jeg vel kunde ønske en dybere og mere dansk Æsthetiker paa Oehlenschlägers og Hauchs Plads, saa er Brandes dog som saadan utvivlsomt for Tiden vor mest fremragende Begavelse, saa jeg forarges ikke, fordi man ønsker ham dertil. Berg protesterede imidlertid strax varmt og bestemt imod at sætte sligt som Venstrepartiets Opgave.

Jeg har skrevet i «Morgenbladet» — ikke for min egen Skyld, men for at vise mine Indbydere, at jeg er dem taknemmelig for den Venlighed, de har vist mig, og ikke lader mig indbilde, at jeg bliver vanæret ved at være deres Gjæst. Hvad der er godt i den Kreds, skal ikke stødes tilbage, og de daarlige Elementer veed fuldt saa vel som før, at de ikke kan gjøre Regning paa mig. Jeg finder det grumme komisk med den Storm, som Farisæerne rejser imod mig; det synes mig dog, at det er min egen private Sag, hvad jeg af den Art vil deltage i eller ej, og de har ligesaa lidt s. 606Ret til at blande sig deri, som jeg vilde have, hvis jeg blandede mig i, hvilke selskabelige Indbydelser, de modtoge. Jeg tvivler stærkt paa, at de, naar de selv bydes til Gilde, er saa nøjeregnende med, hvem de kommer sammen med, og jeg tør nok sige, at mange af dem, der nu raabe højest, ikke vilde lade sig synderlig anfegte af, om de ogsaa sad til Bords med nogle af de i deres Øjne selvskrevne Fortabte, — hvad du dog maa erindre, at intet Menneske i mine Øjne er.

Jeg fik i dette Øjeblik fra den mig personlig ganske ubekjendte Alexander Kielland en varm Tak for «Eva», som ogsaa glæder mig meget, skjønt jeg godt veed, at han med Hensyn til Christendommen ikke er enig med mig. Jeg fik igjennem hans aabne, varme Udtalelse et saa tiltalende og elskværdigt Indtryk af ham, saa jeg kun kan ønske at lære ham at kjende. Lad os dog først og fremmest være Mennesker og kunne mødes med hinanden i Synet paa, hvad der er menneskelig godt.

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til Chr. Spur.
Hillerød, 15de Februar 1881

Kjære Christian!

Tak for dit Brev og den lollandske Avis! Jeg kan imidlertid ikke svare paa den Slags Injurier, s. 607hvorfor Redaktøren med samt hans Orakler i Kjøbenhavn kunde straffes; jeg har svaret (i et Brev til «Dsk. Folketidende») i «Morgenbladet» — og lader dem skjælde. Det er let nok at vide, at der hører meget mere Mod til at modtage en Indbydelse af det politiske Venstre (Grundlovsværneforeningen) i Kjøbenhavn end til at afslaa den; havde jeg gjort det sidste, havde hele Højre taget mig til Indtægt for sin politiske Fanatisme, og dertil lader jeg mig ikke bruge. At jeg Dagen efter i et offentligt Møde udtalte mig mod de usædelige Bøger, som det literære Venstre har en Hovedskyld i at bringe frem, er jo kun et Bevis paa, at jeg ikke skifter Meninger, fordi jeg har været tilbords med nogle af dem, som er uenige med mig i væsentlige Ting; saa skulde jeg jo omtrent tone nyt Flag, hver Gang jeg havde været i et Middagsselskab. Jeg var mig godt bevidst, hvor stærkt det vilde forarge Højrebladene, da jeg ikke frabad mig den Venlighed, der vistes mig som Forfatter; men sligt holder mig ikke tilbage, da jeg er vant til at gaa imod Strømmen. Naar Lollands Stifts-Tidende siger, at jeg har gjort et Forsøg paa at sætte mig imellem to Stole, saa er det ganske rigtigt; for jeg har min egen Stol staaende mellem de to andre, og hverken Indbydelser eller Grovheder lokker mig fra den. Det er ellers pudsigt, at en Mand, som ikke vil tillade mig at sidde tilbords, hvor der er Fritænkere tilstede, selv forvrænger vor Herres Ord om at forene Slangens List med Duens Enfold ; men lad ham s. 608det, han nynner en kjøbenhavnsk Gadevise efter paa en Maade, der slet ikke vidner om List, men kun om Enfoldighed.

Din hengivne
C. Hostrup.

C. Hostrup til L. Mynster.
Frederiksberg, Nytaarsaften — 1881

Kjære gamle Ven!

Dit Brev glædede mig. Jeg har ogsaa, siden jeg kom herind, som var i Midten af denne Maaned, tænkt paa at skrive til dig eller opsøge dig, men nu har du Fortjenesten af at have banet mig Vejen. Saa mødes vi da atter i Hovedstaden efter mange Aars Forløb og kan forhaabentlig faa lidt mere med hinanden at gjøre, efter at vi begge er blevne gamle.

Jeg har det skikkelig godt. Min Embedsvirksomhed, som jeg saare nødig gav Slip paa, har imidlertid i flere Aar været mig for svær, og faar jeg Kræfter, kan jeg vel ogsaa bruges til noget herinde. Min Svaghed kaldes, som din, Nervøsitet; men naar jeg kan undgaa anstrengt Arbejde, hvad ikke var mig muligt i Hillerød, er mine Udsigter, efter Lægens Mening, ikke saa daarlige, og jeg faar nu se, hvad jeg kan faa ud af det.

Ved Flytningen er jeg kommen til at rydde op i mine Breve, og har ogsaa fundet nogle — s. 609ikke mange — fra dig. Dem skal jeg sende dig og er saa sikker paa, at der intet findes mellem mine Papirer, som du kan frygte for at vide i fremmede Hænder. Et af dine Breve forbeholder jeg mig dog, det er din morsomme Gjengivelse af hin Aften hos Oehlenschläger ved Gjenboernes Fremkomst. Jeg har læst det for min Hustru og min ældste Søn, som har Kjærlighed til dansk Digtning, og de har begge hjertelig glædet sig over det morsomme og elskværdige Billede, du deri har givet af den gamle Skjald, som den Gang var omtrent saa gammel, som jeg er nu.

Din lille Bog skal være mig velkommen, naar den kommer til mig. Gid du maa faa Glæde af den. Glædeligt Nytaar!

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til L. Mynster.
9de Marts 1882

Kjære Ven!

Tak for din Bog «Fra den ældre Tid», den har glædet mig meget. Mest har jeg følt mig tiltalt af, hvad du har skrevet om Oehlenschläger, fordi han saa ofte bliver uretfærdig behandlet baade som Digter og som Menneske, og jeg finder din Skildring af ham baade sanddru og sand. Det er jo rimeligt nok, at de aandelig Hovmodige, de, s. 610der ikke kjender nogen anden Gud end «Videnskaben», og for hvem Virtuositet gjælder meget mere end Genialitet, ja, at overhovedet den franske Skole hos os, som for Tiden er den dominerende, ikke kan have megen Interesse for den Oehlenschläger, du har skildret, fordi han er den altfor «skikkelig», usammensat, barne-kongelig; men det faar være det samme, og det er godt, at de, som har kjendt vor største Skjald, bidrager, hvad de kan til, at han kan staa, som han var, for Efterslægten, der maaske vil skjønne bedre paa ham. Dit Stykke om Tieck, som jeg ikke har læst i «Theol. Tidsskrift», har forøget min Interesse for den tyske Digter, hvem jeg ikke kjender nær saa meget til, som jeg burde, og om hvis Arbejder (med Undtagelse af de bekjendteste Eventyr) jeg kun har Ungdomserindringer, som jeg nærmest skylder Samlivet med dig. «Oprøret i Cevennerne» og de af Novellerne, du i Oldtiden fik mig til at læse, staar nu meget dunkle for mig, og jeg kunde efter at have læst din Skildring have Lyst til ved Lejlighed at forny Bekjendtskabet med dem.

Din Skildring af Biskop Münters Ungdom tillægger jeg mest Betydning som et Tidsbillede. Det er, synes mig, ingen Stormands Udvikling, vi der føres ind i, det er en begavet Ynglings fra Slutningen af forrige Aarhundrede, en af de mange af anden-tredie Rang, som dreves af aandelige Interesser; men det har jo ogsaa sin Betydning.

Münters senere Fortjeneste af Archæologi o. s. v. s. 611har jeg naturligvis ingen Mening om; men ved sit Ungdomsforhold til Ewald har han jo med Rette faaet et Navn i den danske Literaturhistorie, som en af de faa, der tidligt følte denne Digters Storhed. Han er imidlertid ved din Fremstilling kommen til at staa ganske anderledes levende, menneskelig og elskværdig for mig end tidligere, saa jeg kan ikke andet end tro, at du derved har bidraget til, at han ikke for Fremtiden, udenfor Videnskabsmændenes Kreds, blot erindres paa Grund af sin Distraction. Grundtvigs Dom om ham vil jeg i alt Fald ikke underskrive; den er vistnok lige saa uretfærdig og énsidig som Manges Dom om Grundtvig.

Din
C. Hostrup.

L. Mynster til C. Hostrup.
19de April 1882

Dit Foredrag, kjære gamle Ven! var ypperligt, og jeg beklager kun den altfor store Beskedenhed, der havde afholdt Dig fra at lade Bekjendtgjørelsen give et Vink om Emnet, hvorved Du vilde have faaet en Tilhørerkreds, der langt anderledes havde trængt til og paaskjønnet din ingenlunde «Dilettant»-mæssige Belæring. Ogsaa havde jeg gjerne villet have Bladreferenterne tilladt at gjengive Foredraget, om end nok saa ufuldkomment, s. 612hvilket vilde have givet en velgjørende Forfriskning i den Aandløshed, der for Tiden hersker i Bladene. Men jeg haaber, Du selv vil lade disse i saa god Betydning «mæglende» Betragtninger komme frem, hvadenten det bliver i en Nytaarsgave, som jeg foreslog, eller i et heelt Nr. af «Ude og hjemme» (saa at det ikke fordærves ved at splittes ad), eller hvor det ellers er muligt. Og saa vilde jeg ønske, Du blev opfordret til at gjentage det, f. Ex. i Studenterforeningen, hvad Du da ikke maatte afslaa.

Jeg hørte for et Par Uger siden Brandes over Schack-Staffeldt. Det var ganske sympathetisk; men den Tendents mod det Christelige, som jeg dog mener maa erkjendes i adskillige af hans Digte og i Fortalen fra 1808, lod han naturligviis ikke komme til sin Ret, og selv fra Aandrighedens Side kunde dette Foredrag neppe maale sig med Dit. I et saa meget omfattende er der naturligviis Et og Andet, jeg seer lidt forskjelligt. Jeg kan saaledes ikke ret erkjende, at Oehlenschläger har skildret «blandede Charakterer» mindre godt end Bjørnson. Dennes «Nygifte», som hverken Du eller Brandes omtalte i det Foredrag, han i Efteraaret holdt over B., synes mig et aandfuldere Stykke end hans «Fallit», hvor «Miseren» dog tildeels er skildret altfor prosaisk, f. Ex. den lange, omstændeligt-trivielle Scene mellem Tjælde og Advokaten i anden Akt. Jeg glædede mig ved, at Du i Anledning af «Gjengangere» hævdede, at det s. 613Opløftende heller ikke maa mangle i et realistisk Digterværk. Jeg finder det, ligesom Du, i den sidste Scene af «Et Dukkehjem», medens jeg dog paa andre Steder, f. Ex. i Scenen med Rank, finder Forløbere for, hvad der i Gjengangere er udartet. Alt det sidste i Dit Foredrag — Formaningen til vore egne Digtere mod det Franske, var ganske fortræffeligt, men da baade mine legemlige og aandelige Sandser ere noget affældige, saa vilde det være mig kjært at kunne gjenkalde mig det Hele ved Læsning eller ved at høre det en Gang endnu.

Anden Paaskedag var jeg i Vartou Kirke, men fik en saa daarlig Plads, at jeg ikke kunde høre. Lev vel!

Din hengivne
L. Mynster.

L. Mynster til C. Hostrup.
Den 15. Decbr. 1882

Kjære Ven!

At jeg lidt seent takker for din Bog, kommer tildeels af en god Egenskab hos den: at den har sandt Indhold og derfor ikke burde være Hastværkslæsning; og da den er kommen i de nye Bøgers Sammenstødstid, og flere af disse (f. Ex. Fru Heibergs) ogsaa krævede langsom og opmærksom Læsning af mig, blev jeg afbrudt, men s. 614er siden kommen tilbage og har saa med Glæde fundet meget Nyt. En formel Indvending vil jeg strax udtale, som Du vist selv har gjort Dig, skjøndt jeg ikke har seet den offentlig fremsat: at Titelen i Grunden ikke passer paa alle Foredragene, ligesom jeg troer, de vilde faaet mere almindelig Interesse, naar Du oftere havde angivet, hvor og naar de Enkelte ere holdte. De fire sidste, som synes mig mindst «folkelige», maatte naturligviis ligge mig nærmest, og de to vare mig nye; jeg læste strax det om Hauch for Flere, der ligesom jeg paaskjønnede det meget. Men ogsaa af de Foredrag, der laa mig lidt fjernere, har jeg kunnet lære endeel, og har kunnet gaae ind paa saare Meget og fundet Meget slaaende og træffende i dem. Jeg læste saaledes med stor Interesse om «Agnete og Havmanden» og kan i Hovedsagen dele Din Mening, skjøndt jeg ikke troer, at Grundtvigianerne er de eneste — i christelig Retning — som vil forsone det Christelige og Menneskelige. Men især har jeg fundet flere af de senere i Sandhed opbyggelige, saa de bør læses som smaa Prædikener, paa nyere Maade blandede med Spøg og Vid. Dette gjælder — synes mig — f. Ex. om «At leve er ikke at dø» og om «At hvile paa en Steen», en ypperlig Betragtning, som i Grunden er mig Nr. Eet af dem, jeg nøjere kjender, thi jeg er, som sagt, ikke færdig, og «Strøtanker om Kjærlighed» har jeg endnu ikke havt for. —

Naturligviis har der været Forskjelligt, hvori s. 615jeg, ligesom Din Recensent i «Nationaltidende» (et Blad, der har en vis Fortjeneste af at følge med Literaturen) kun har seet «personlig Sandhed». Dog erindrer jeg ikke Noget, der har fremkaldt bestemt Drift til Modsigelse hos mig — uden Side 35—36 — om vort gamle Stridsemne «Latinen»; paa det Punkt bliver vi ikke enige; men jeg vil ikke nu dvæle herved, da du har givet os saa meget Godt og Smukt, som du fortjener Tak for. —

Jeg har følt mig truffen — eller dog advaret, af saa træffende Ting, som du siger f. Ex. Side 151—52, og endnu mere paavirket og opbygget af Side 170—71 om det «Aften-Ja», der ogsaa skal være et Morgen-Ja. Og naar vi er enige om saa vigtige Ting, kan vi nok tilgive hinanden lidt Uenighed i det, som er mindre vigtigt, det vil ikke forstyrre det gode Kammeratskab imellem gamle Venner.

Saa endnu lidt om en Bog, der maaskee har beskjæftiget os begge i denne sidste Uge: Martensens Ungdomshistorie. Du er sagtens utilfreds med forskjellige Yttringer; ogsaa jeg havde ønsket, at han, hvor han f. Ex. omtaler Grundtvigianerne, havde gjort en bestemtere Forskjel mellem de tidligere og de senere, blandt hvilke jeg, som før sagt, finder mange rimelige. Men Du har vel ogsaa været fordomsfri nok til med mig at kunne fornøje dig over den friske Ungdommelighed, hvormed den gamle og (efter hans Læges Mening) alvorligt s. 616svage Mand skildrer Meget, ikke mindst hiin Visit i Paris, der varede fra 12 Middag til 12 Aften, og saa Besøget hos Strausz med de smukke Bemærkninger om de «visne Blade». Hos Lenau synes mig, han ikke ret faaer det frem, som kunde gjøre ham «elskelig» for ham. Men der er nok at lære og paaskjønne i denne Udviklingshistorie i korte Træk.

Hermed lev vel.

Din hengivne
L. Mynster.

L. Mynster til C. Hostrup.
Maj 1883

Det glædede mig, at min Artikel behagede dig — endog saaledes, at Du fik Lyst til at tale med mig. — — Jeg negter iøvrigt heller ikke, at jeg i senere Tider lidt stærkere har følt, at vi ikke blot ere uenige om vigtige Ting, men ogsaa have udviklet os i forskjellig Retning, saa jeg har lidt Frygt for ikke at kunne tilfredsstille Dig. Dine «Folkelige Foredrag» vise, hvor meget Du er gaaet frem i fædrelandsk, oldhistorisk, ordsproglig Dannelse, hvad jeg slet ikke er. — — Lad mig endnu tale et Par Ord med Dig paa gammel Viis, som vi dog have været vante til mere skriftlig end mundtlig Samtalen. Din «Eva» har jeg i Vinter seet igjen med Glæde, ligesom jeg er enig med s. 617Dig i, at der i vor alvorlige Tid gjerne i en Komedie som i anden Digtning maa findes en Tendents. Alligevel kan jeg ikke være paa Din Side om «Et Besøg», hvor fortrinligt end Dit Forsvar derfor var skrevet. «Tendentsen» kan unegteligt — ligesom i hans første Stykke: «Lægemidler» — ikke kaldes andet end moralsk ; men den moralske Sandhed, som gjør Dig og Din Hustru det kjært, synes mig paa en temmelig tør og lidet indtrængende Maade at gaae derigjennem, og jeg troer, at I selv lægge Eders egen Alvor ind i Stykket. Hvilken anden Varme vilde ikke det Hele have faaet, hvis f. Ex. en Hauch havde behandlet Emnet? Behandlingen i det Enkelte kan jeg ikke andet end finde anstødelig, ligesom den er lidet poetisk. Det er ganske sandt, at mange franske Stykker, som paa en mere dulgt Maade berøre Sligt, i Grunden ere mere frivole; men der er dog ogsaa en vis Blufærdighed, der bør have sin Ret, og jeg tvivler om, at det vilde være Dig selv behageligt at sidde ved Siden af en ung Pige i et Theater, medens Forføreren i dette Stykke fortæller den lange, uhyggelige Historie fra sin Rejse, der næsten tvinger Phantasien ind i al Detail. Paa de formelle Fortrin i Stykket synes du mig at have lagt for megen Vægt; vi have jo dog altid været enige om, at det ikke er denne «Technik,» hvorpaa det kommer an. — Der er ganske vist i E. Brandes’ Skuespil (ogsaa i «Gyngende Grund») ret nette, hyggelige Ting, men neppe s. 618noget egentligt Digteriskt (det har «Strandby Folk» dog mere, uagtet alle Mangler). Hans «Skuespilkunst» viser ham ogsaa som et aandrigt Menneske, der ofte gjør træffende Iagttagelser, men ogsaa ofte vilkaarlige og usande; hvorledes har han ikke faaet Folk bildt ind, at Høedt har indført den naturlige Spillemaade hos os, og saa sluttede Fru Nielsen og Wiehe sig til ham; istedetfor at Sandheden er, at Fru Nielsen og allerede Ryge havde indført den, uden at opgive noget af Idealiteten. ^*)Slutningen mangler — —

C. Hostrup til L. Mynster.
Den 26. Octbr. 1883

Kjære gamle Ven!

Du maa ikke tvivle om, at jeg i mange Tider har været trykket af ikke at have sendt dig min Tak for den sidste lille Bog, som jeg dog strax efter Modtagelsen læste med megen Fornøjelse. Der er overhovedet ikke mange Bøger, der interesserer mig saa meget, som disse Menneskeskildringer i efterladte Breve, og hvad jeg tidligere har skrevet til dig om Misligheden ved saaledes at bryde Brevhemmeligheden, har egentlig kun noget at betyde for mig, naar jeg tænker mig sligt udført af Journalister eller lignende hensynsløse Røvere; men i Hænderne paa de Nærmeste, som s. 619vil behandle Sagen med den nødvendige Finfølelse og Forstaaelse, stiller den sig naturligvis ogsaa i mine Øjne ganske anderledes.

Gode, naturlige og karakteristiske Breve af rare Mennesker (ikke just Genier) holder jeg gruelig meget af at læse, og din Morfader har jeg nu faaet en Godhed og Interesse for, hvoraf der før ikke var Spor hos mig; jeg har ogsaa været glad over de Lysglimt, som gjennem Brevene faldt paa Tiden for 100 Aar siden, som for mig har ligget i tæt Mørke.

Grunden til min Tavshed er egentlig den, at jeg længe har siddet i et (i Forhold til min nuværende Arbejdskraft) temmelig travlt Arbejde, dog ikke noget digterisk. Da mine Prædikener er udsolgte, og man vilde have et nyt Oplag til Julen, foretrak jeg at gjøre en ny Samling, hvis første Halvdel skulde gjøres færdig i en urimelig Fart. Det er imidlertid ikke blot i denne travle Tid, at jeg kommer sjelden til det egentlige Kjøbenhavn; i de sidste Uger har jeg ikke været derinde, uden naar jeg højst en Gang om Ugen gik i Theatret, og saa farer jeg ind med Sporvognen eller løber for Motions Skyld Vejen paa en halv Time. Saaledes er jeg ikke endnu naaet til Bredgade, men naar det en Gang kan ske, kommer jeg vel nok. I det mindste har jeg god Villie dertil, men maa ogsaa indrømme, at jeg kun er lidet paalidelig i den Slags Ting. — —

Jeg har nogle enkelte Gange truffet G. Brandes s. 620og har fundet ham personlig meget behagelig; men hans hele Aandsretning er mig i den Grad fremmed, saa jeg, med al Anerkjendelse af hans sjeldne Begavelse, dog vanskelig kan tænke mig, at han vil faa saa stor og blivende Betydning for Danmark og Norden, som Mange mene. Broderen Edvards Stykke i «Morgenbladet» i Anledning af Grundtvigs Hundredaarsfest var mig saa meget imod, saa jeg ikke gider spilde et Ord derpaa. Derimod var jeg imponeret af Drachmanns Digt ved samme Lejlighed, hvori jeg fandt noget storladent og en digterisk Forstaaelse, som jeg ikke havde ventet mig fra den Kant.

I det ny Stykke, som nu opføres under Navn af «Unge Koner», og som i den Grad svarer til Navnet: et «Stykke» (eller en Stump), at det kun er et Par Begyndelsesscener af et Skuespil, er der imidlertid noget ganske godt i Dialogen og Opfindelsen; men vi faar neppe nogen betydelig Skuespildigtning, saa længe Theatret ikke vil stille større Fordringer til Forfatterne. Overhovedet har jeg aldrig troet det muligt, at et Theater, som vort, i saa faa Aar kunde nedsynke fra en saa høj Plads til en saa lav og ynkelig, som det nu indtager. En mere hensynsløs, udansk, ødelæggende Styrelse har det vist aldrig haft, saa længe det har bestaaet; men Bladene tier naturligvis netop her, hvor der er saa god Grund til at klage.

Din
C. Hostrup.

C. Hostrup til L. Mynster.
Den 4. Novbr. 1883

Kjære Ven!

Tak for dit Brev, — jeg vil blot gjøre et Par Bemærkninger dertil. Du behøver ikke at anbefale mig Anerkjendelse og Agtelse overfor Martensen, for det har jeg altid haft, i hvor meget jeg saa maa være uenig med ham. Hans sidste Bog har jeg ikke faaet fat paa endnu, men jeg tvivler ikke paa, at jeg vil læse den med stor Interesse og, som tidligere, særlig paaskjønne hans Aabenhed.

Hvad den Strid i Studenterforeningen angaar, hvori jeg har taget nogen Del, saa vil jeg blot bemærke, at jeg ikke har kæmpet for at faa Politik indført i Foreningen, men for at faa det politiske Partivæsen brudt i et Samfund af unge Mennesker. Ploug vil have en exklusiv Højreforening, hvor man kun laver Vittigheder til Punsch, og alt, hvad der smager af «Venstre», er banlyst; jeg siger næsten som Dr. Rosenberg: «Jeg giver Højre Døden og Venstre Djævelen», hvor Talen er om en Ungdomsforening; de Unge maa have Lov til at staa udenfor Partierne og tage det Spørgsmaal op igjen: hvem har Ret? eller hvad Ret og Uret er der paa hver af Siderne? Jeg finder det slet ikke i sin Orden, at unge Studenter er politiske Partigængere, lige saa lidt som det er i sin Orden, at de er udprægede Martensianere eller Grundtvigianere eller Indre-Missionsfolk; men at holde dem borte fra s. 622de brændende Spørgsmaal, enten de er religiøse eller politiske eller æsthetiske, det er at udelukke Livet af en Ungdomsforening og bevirker blot, at de sover ind over deres gamle Visebøger, som Studenterforeningen nu i lang Tid har sovet paa Traditionerne fra Plougs og min Ungdom. Jeg havde aldrig blandet mig deri, hvis jeg ikke havde en Søn, der er ung Student og hverken kan trives i Samfundets Materialisme eller i Foreningens beklumrede Luft. Ligesom det er min Faderstilling, der tidligere har drevet mig, til Forargelse for dig og andre gode Mennesker, til at optræde mod Latinskolen, saaledes er det ogsaa i Grunden den, der drev mig op i Studenterforeningen forleden, da jeg ved min Søn og hans unge Venner, som slet ikke endnu indtager noget fast politisk Stade, men staar i Opposition til Afspærrings-Systemet, var sat ind i Forholdene.

Det glæder mig imidlertid, at det dog løb af saaledes, at Ploug og jeg skiltes med et venligt Haandtryk.

Din
C. Hostrup.

Fr. Wexelsen til C. Hostrup.
Trondhjem. 25. April 1885

Kjære Hr. Pastor Hostrup!

Det er ikke noget Øjebliks Indfald, naar jeg sender Dem disse Linier; det er Sandhed, at jeg s. 623nu mindst i et Par Aar har tænkt derpaa. Det skér ene og alene for at sige Dem et Tak, Tak af Hjertens-Grund for al den Glæde og det Gavn, De har gjort og gjør mig! Deres Prædiken-Samlinger, den ældre, som jeg nu har glædet mig ved, siden den kom ud første Gang, Deres senere udgivne «Opstandelsen og Livet», Deres folkelige Foredrag m. m. Der er neppe nogen Forfatter, jeg, næst Grundtvig, skylder saa meget. Derfor — Tak, og Gud velsigne og glæde Dem nu og i Evighed !

Jeg har kun én Gang, et Par Timer, seet Dem. Det var i 1878. De mindes det maaske ikke, men jeg har ikke glemt det. Den Gang var De ikke rask; jeg har til min Glæde hørt, at det nu er meget bedre med Deres Helbred, hvorom da ogsaa Deres Virksomhed vidner. Gid det fremdeles længe maa være saa! —

Som De, har ogsaa jeg for to Aar siden snart, faat «Afsked» — paa Grund af Sygdom, men har dog senere havt den Lykke at gjenvinde saa pas Kræfter, at jeg kan arbejde efter mine Evner og med Lyst. Det er vistnok kun smaat med, hvad jeg kan udrette, men — selv det mindste kan Vorherre dog bruge, naar det skér ham til Ære, og det vil jeg iallefald.

Jeg skal ikke optage Deres Tid med en længere Skrivelse; skulde De have Lyst til at vide lidt om, hvorledes jeg lever og «virker» f. T., vil s. 624min Ven, C. J. Brandt, kunne meddele lidt derom. — Saa lev da vel, gode, kjære Pastor Hostrup!

Modtag fra mig den venligste, ærbødigste Hilsen!

Fr. Wexelsen.

A. Ch. Edgren-Leffler til C. Hostrup.
Stockh. 15. Novbr. 1885

Hr. Pastor Hostrup!

Låt mig få tacka Er för er dikt ^*)«I Farens Stund»., som jag just nu med förtjusning läst i «Morgenbladet», och som synes mig vara något af det ädlaste och skönaste i hela vår nordiska lyrik. Jag har tillbragt hela morgonen med att deklamera den högt för mig själf — jag är alldeles uppfyld däraf och skall i afton, så godt jag kan, föredraga den för en litterär krets, Viktor Rydberg och andra, som samlas här och som alla måste lära känna den. När den kan göra ett sådant intryck på mig, hur skall den då icke slå ned som en tändande eld i danska hjertan just nu! Jag är icke mycket patriotisk, och Holger Drachmanns nationela dikter ha aldrig berörd mig det ringaste, de ha klingat för mig som en tom, skramlande rustning — hjältearmen och hjältebröstet, som skulle bära den, fattades. Men en patriotism, som fremträder så oförfalskad, så utan hvarje spår af uppskrufning eller chauvinism, som så har karaktären af en s. 625siares varningsoch väckelserop — den kan helt visst icke lemna något hjärta oberördt på någondera sidan om Sundet. Tag imot mitt anspråkslösa tack som en röst ur hopen.

A. Ch. Edgren-Leffler.

C. Hostrup til E. Poulsen.
15. Marts 1886

Hr. Kgl. Skuespiller Emil Poulsen!

Tilværelsen af dette Lystspil, som jeg har skrevet i Vinter, beder jeg Dem herved ikke at omtale for nogen, men vil imidlertid ikke formene Dem at læse det for Deres Hustru, hvis De skulde faa Lyst dertil. Det er et Genrebillede fra en lille dansk Kjøbstad, men vidt forskjelligt fra Schandorphs baade i Personlisten og Grundtonen; det er egentlig i større Omrids et helt Kjøbstadinteriør, men af en lille Kjøbstad paa en af Øerne. Det Stemningsindtryk, som jeg mener, at Stykket vil fremkalde paa Scenen, af det paa én Gang friske og forgjemte, det hjertelige og indsnevrede, som karakteriserer vore smaa Kjøbstæder, er egentlig Stykkets sande Indhold; dertil samvirker de mange Dekorationer, de mange forskjelligartede Personer i næsten lutter Friluftsscener, den barnlige Retspleje o. s. v.; men Sjælen deri er dog en gammeldags Historie om trofast Kjærlighed, hvorom det hele kommer til at dreje sig.

s. 626Men for at opnaa dette Indtryk ved Opførelsen vilde jeg bede Dem spille Mr. Dunkle (Garding), for saa vidt Stykket, som er indsendt til det Kgl. Theater, bliver antaget der, hvad jeg ikke tvivler paa. De er den eneste af vore Skuespillere, som evner det erotiske, den eneste fra mandlig Side, som kan gjøre Stykkets Fabel troværdig for Publikum og samle dets Sympathi om den afgjørende Slutningsscene og Afskedstableauet paa Banegaarden. Efter at jeg ifjor saa’ Dem som Leander i «Maskeraden», nærer jeg ikke mindste Tvivl om, at De ikke kan yde mit sidste Arbejde en større Tjeneste end ved at spille Garding, uagtet der er en anden Rolle i Stykket, hvortil De meget daarlig kan undværes.

Naar De har læst mit Lystspil, vilde jeg gjerne have en lille Samtale med Dem derom, og skal komme op til Dem, naar det er Dem belejligt. Kammerherre Fallesen har talt til Justitsraad Hegel om, at han gjerne vilde have Stykket frem endnu i denne Saison, og har gjennem ham udtrykkelig bedt mig om ikke at tale derom til Skuespillerne, for hvem han syntes at ville holde Forfatterens Navn hemmeligt lige til Opførelsesdagen; men jeg har ikke villet love ham at holde mig skjult for alle de spillende, da jeg hele Tiden har tænkt paa, som jeg nu gjør, at betro mig til Dem. Undskyld, at jeg gjør Dem Ulejlighed dermed, men jeg tør jo nok gjøre Regning paa, at De vil have nogen Interesse for et nyt Skuespil af Deres ærbødigst forbundne

C. Hostrup.

C. Hostrup til E. Poulsen.
9. Maj 1886

Kjære Hr. E. Poulsen.

Det var efter en Bemærkning, jeg havde hørt af en anden, men ikke burde ændset, at jeg i Forgaars efter Prøven foreslog Dem at opgive Deres Nedknælen for Karen i Stykkets Slutning; men jeg følte ved Prøven igaar, at Scenen derved tabte meget af den concentrerede Inderlighed, som den maa have. Det er det eneste rette, at Garding, da han erfarer, at Karen strax vil følge ham, overvældet synker ned for hendes Fødder; — hvad bryder han sig om de forsamlede? ellers kunde han og Karen jo heller ikke falde i hinandens Arme. Sagen er den, at nu er Øjeblikket kommet, som han i Aarevis har sukket efter, til at knytte den afbrudte Traad igjen, og mens han saa famler efter, hvordan han skal komme i Gang dermed, siger hun: du har mig allerede hel og holden, — jeg er din.

Jeg er saa glad baade ved Fru Eckardt og Dem, saa jeg maa gjøre et Forsøg paa at oprette, hvad jeg har gjort galt i et filistrøst Øjeblik. De maa ikke tage mig det ilde op, at jeg overfalder Dem dermed lige i det sidste Øjeblik.

Deres forbundne
C. Hostrup.

C. Hostrup til C. Ploug.
5te Febr. 1887

I «Avisen» for 25de Januar d. A. findes følgende Udtalelser om «den beskedne Hostrup», at han «paa Forhaand» erklærer, at det Parti, som hvis Kandidat han stiller sig, har hele Retten paa sin Side, at alle Nationens Ypperste, alle «første Klasses Mænd», stille sig paa den Side, og at der kun paa den anden Side findes «anden Klasses Mænd, som f. Ex. Dr. Ploug».

Jeg haaber, du vil tro, at der ikke er en Gnist af Sandhed deri. Jeg har ikke sagt et Ord om «første eller anden Klasses Mænd», skjønt det fremføres med Citations-Tegn, jeg har ikke paa fjerneste Maade hentydet til noget af denne Art. Jeg har ikke nævnt dig, ikke i noget som helst Ord sigtet til dig; jeg er mig overhovedet bevidst, at jeg aldrig i nogen offentlig Udtalelse har glemt, hverken vort gamle Venskab, eller hvad vi skylder dig som Digter og Journalist.

Hvad hint Blad skriver, er mig ganske ligegyldigt; kun vilde jeg nødig, det skulde komme uimodsagt til dig eller dine, at jeg skulde have sagt noget saa dumt.

C. Hostrup.

C. Ploug til C. Hostrup.
6. Febr. 1887

Som gammel Journalist veed jeg godt, at Referater af mundtlige Yttringer ikke altid ere at stole paa, og hvad Ord og Udtryk angaar, kan det end ikke forudsættes. Referater af Valgmøder blive let endnu upaalideligere end andre, dels fordi deres Hyppighed fører med sig, at der benyttes Referenter, som baade ere uøvede og uklart opfattende, dels fordi Gjæringen i Sindene let afstedkommer saavel ufrivillige Misforstaaelser som ikke ufrivillige Mistydninger af Modstanderes Tale.

Det er derfor ikke faldet mig ind at fæste videre Opmærksomhed ved de Ord, der ere blevne Dig tillagte som sagte om mig; thi dels havde jeg intet Krav paa at gaa ganske skudfri i Valgkampen, dels har jeg heller intet Krav paa at sættes i første Klasse, naar der tales om at rangere Dygtigheder. Derimod var det mig ganske vist uforstaaeligt, hvorledes Du kunde have talt alle større Dygtigheder paa Din Side.

Men det har været mig kjært at erfare af Din egen Mund, at Du hverken har sagt det Ene eller det Andet, og jeg takker Dig for denne Meddelelse.

C. Ploug.

H. Drachmann til C. Hostrup.
Frederiksberg, den 22de Maj 1887

Kjære Hostrup!

Jeg skulde jo egentlig have været med til dit 50-aars Studenterjubilæum igaar, jeg var selvskreven (om ikke indskrevet) dertil, eftersom jeg vel skatter dit Værd som Digter, som Menneske og som Student mindst ligesaa højt som den overvejende Del af Festdeltagerne. Men for en Del af disse — lad os sige for Hælvten — er jeg en af Dage taget, en begravet og glemt Mand, hvorimod du staar i din unge, fejre Kraft endnu (se Festreferaterne). At hilse paa dig ved en saadan Lejlighed som Genganger og Spøgelse, vilde kun have været en daarlig Spøg og slet ikke overensstemmende med Festens fornøjelige Karakter.

Jeg valgte da at blive hjemme, saa meget mere som jeg ikke er rask i denne Tid og desuden har Sygdom i mit Hus, hvad der i hvert Fald kunde undskylde mig.

Ydermere foretrak jeg at blive hjemme, fordi jeg i det hele taget ikke gaar med til officielle Festligheder mere, ligegyldig hvem der er deres Genstand. De Afvigelser, jeg har gjort fra denne Regel, har kun indbragt mig Ærgrelser, dels over, hvad jeg ved en saadan Lejlighed kom til at sige, og dels over, hvad jeg — i Lighed med Hr. Flovmand — ikke fik sagt.

At jeg nu i Dag, uden at ærgre mig over s. 631det ene eller det andet, med fuld Tilslutning og af mit ganske Hjærte kan sidde for mig selv og være «i Fest» for dig, det er det, som jeg her vilde sige dig.

Jeg tror, at vort Land stunder mod en Opløsning, i hvert Fald som selvstændig Stat, om end ikke som levedygtig og ejendommelig Nation. At vore mange Politikere (selvfølgelig imod deres Villie) arbejder henimod den førstnævnte Eventualitet, derom er der ingen Tvivl hos mig, — og naar du og jeg sandsynligvis er absolut uenige om dette Punkt, saa vil jeg dog sige dig, at jeg var glad over, at det ikke lykkedes nogle velmenende, men kortsynede Venner at faa gjort dig til Politiker i praktisk Forstand. Den Dag, da du ikke blev det, da sagde jeg til mig selv, at det dog var godt, at vi bevarede en stor Digter og et højsindet Menneske, som ikke skulde op og ride sig den daglige Tur paa vor indre Miseres Træhest.

Hvad vor ydre Trængsel og den heraf flydende Fremtid for vor Nation angaar, da formaar enhver iblandt os i det mindste at gjøre sit bedste, for at vi kan «falde med Ære». Vi kan bukke under; men den Slægt, i hvis Midte en saa ejendommelig national Digterskikkelse og et saa sundt og kjærligt Menneske som C. Hostrup endnu rager frem, den Slægt har virkelig noget at være stolt af og vil kunne yde Modstand selv langt ud over Katastrofen.

Din hengivne
Holger Drachmann.

Fru Camilla Collett til C. Hostrup.
Kjøbenhavn, den 22de Maj 1887

Kjære Pastor Hostrup!

De må dog også lade mig, der ikke mere deltager i Fester, sige Dem et venligt Ord til Deres Fest i Går. Har jeg ikke personlig kunnet deltage i den, så har mine Tanker desto trofastere fulgt den, og navnlig gjorde Beretningen i Bladene i Dag et Indtryk så levende, som om jeg havde været med. Ved Cand. Larsens Tale og især ved Schandorphs smukke Digt, råbte det i mig ved hver Strofe: så er det, så har jeg altid tænkt og følt det! og Tusinder med ham og mig har tænkt og følt det så. Det er til Glæde — «skyldfri Glæde», som vore Forældre kaldte det, vor Tidsalder har trængt, og mere og mere trænger, og De har bragt os den i Deres uforlignelige Komedier. Når vi sidder i «Komediehuset» og ser en af dem, blir vi så inderlig fredelig til Sinds, som om vi tilhørte en ganske anden Tid — frem eller tilbage — vi tænker ikke mere paa Højre eller Venstre — ja vi kunde gjerne vide en Venstreeller Højremand ved Siden af os, uden at rykke uvilkårlig til Siden, som for et giftigt Insekt. Vi møder intet koldt afvisende Blik, men et fornøjet Smil.

Tak derfor, tusind Tak! fra En, som særlig trængte til denne Glæde, der ikke forspildes, men som man tager med og gjemmer som en Skat i sit Indre.

Camilla Collett.

C. Hostrup til E. Poulsen.
13. Januar 1888

Hr. Kgl. Skuespiller E. Poulsen.

De maa ikke tage mig ilde op, at jeg bestemt maa holde paa Dem som Dr. Bygum i «Under Snefog». De véd godt, at der ikke er nogen anden, der kan spille den, og at den er en Hovedrolle i Stykket.

Joakim Nielsen er ikke noget Lys; det er en Student med Snakketøj, et hurtigt Hoved og et flot Væsen, samt et passende Kvantum Arrogance; han er en løs Fyr den virkelige Interesser, men med lidt dansk Godmodighed og ungdommelig Lystighed, som dækker over det tomme og upaalidelige ved ham. Derfor vender Sigrids Hjerte sig fra ham, hvad der vilde blive uforstaaeligt, hvis De spillede ham; thi saa blev han let vægtigere, end han egentlig skulde være. Egentlig synes han mig ikke at ligge over Zangenbergs Horisont; han kan spilles lige ud ad Landevejen. Jeg tror, at der for en Karakterskuespiller er mere af en Opgave i Dr. Bygum: en moderne Fritænker, lidt à la Dr. Pingel, med et blødt Gemyt, et grundgodt Menneske, som begynder at slippe ud af Studerekammeret og ind i det virkelige Liv, paa en Gang lidt kejtet og dog, naar det gjælder, klog og hjælpsom. Ja De maa gjerne le af mig, fordi jeg anbefaler mine Varer, men De maa ikke se Dem vred paa min skikkelige Zoolog, fordi jeg nøder s. 634ham paa Dem; tager De Dem ikke af ham, falder han til Jorden.

Deres forbundne
C. Hostrup.

Henrik Ibsen til C. Hostrup.
München, den 2den April 1888

Hr. Pastor Hostrup!

Tilgiv godhedsfuldt, at jeg først idag frembærer min hjertelige tak for telegrammet, hvormed De og Deres ærede frue glædede mig paa min fødselsdag.

Ikke mindre taknemmelig er jeg Dem for det tilsendte exemplar ai «Under Snefog». Det har været mig en sand hjertens glæde og nydelse at læse og leve med i denne elskværdige digtning. Jylland, som øver en dragende magt over mig, siden jeg lærte det at kende, blev under læsningen saa forunderlig nærværende i min forestilling, skønt jeg jo aldrig har været der ved vintertid. I teatret går jeg her næsten aldrig, men jeg læser gerne et skuespil en gang imellem om aftenen, og da jeg har en stærk indbildningskraft for det dramatiske, så kan jeg se alt det, der er rigtig sandt, troværdigt og pålideligt, lys levende for mig; læsningen virker næsten som en opførelse. Derfor har læsningen af Deres nye stykke været mig en så stor nydelse.

s. 635Med min hustrus og mine egne bedste hilsener til Dem og Deres ærede frue tegner jeg mig

Deres hengivne og forbundne
Henrik Ibsen.

Fru E. Sinding til C. Hostrup.
Den 10de Jan. 1892

Hr. Pastor Hostrup!

Maa jeg have Lov til at sige Dem, hvor jeg blev glad, da jeg, ved at læse Deres sidst udkomne Bog, mødte de elskværdige Ord, De har skrevet deri, om min Udførelse af Rikkes lille Rolle. Af alle mine Roller ligger Rikke mit Hjerte nærmest, jeg veed ikke hvorfor, men det er en af de faa Roller, jeg selv har nogen indre Tilfredsstillelse af at spille, og De kan derfor forstaae, hvor glad jeg blev ved at læse, at De, som selv har tænkt og følt Rikke, satte Pris paa mig deri. — Maa jeg rigtig inderligt takke Dem, fordi De har følt, hvad jeg forsøger at lægge i den, fordi De synes om det, og fordi De har skrevet det i Deres Bog; — De har skaffet mig en stor Glæde og Opmuntring derved.

Med Ønsket om mange lykkelige Aar for Dem er jeg

Deres taknemmelige
Elga Sinding.

C. Hostrup til Helge Hostrup.
Jan. 1892

Kjære Helge!

Det kan maaske more dig, at vi i de sidste Dage har fundet i mit gamle Chatol Oplysninger om min Slægt, der gaar adskilligt længere tilbage, end hvad der fortælles i mine Erindringer. Min Bedstefader, Jens Christian Hostrup, har nemlig efterladt en fuldstændig Fortegnelse over sine Forældre og Søskende, ifølge hvilken hans Fader, Peder Hostrup, gift med Karen Jensdatter, Degn først i Horsens (en Landsby i Vendsyssel) og siden i Øster Brønderslev (ogsaa i Aalborg Stift) havde ni Børn, hvis Fødselsaar opgives, samt hvem de blev gifte med. To af Døtrene blev gifte med Præster, en af Sønnerne blev Stiftsprovst i Ribe; men da han som saadan blot nævnes ved sit Fornavn, Peder Worm, har han formodentlig bortkastet Navnet Hostrup, som alle de andre beholdt. Peder Hostrups Fader er ikke nævnet, men han skal have været Podemester (Gartner) og hed vel sagtens for en Ordens Skyld: Jens Christian. Du kan endvidere faa at vide, hvor mange Steder din Fars Farfader og Navne har tjent tro som Skriverkarl, Ridefoged og Fuldmægtig, før han i sit 43de Aar blev Ægtemand og Brændevinsbrænder i Kjøbenhavn.

Endvidere har vi fundet adskillige Oplysninger om min Moders Slægt baade paa fædrene og mødrene Side. Slægterne Irgens og Smidt kan, saa s. 637vidt jeg mindes, forfølges lige saa langt tilbage som Hostrupperne og for nogle Leds Vedkommende lige ned til vore Dage. — —

Vi længes naturligvis meget efter at høre noget om Højskoleplanerne, om der er nogen Udsigt i Ry, eller der maaske er et andet Sted i Landet, hvorpaa I nu har fæstet Blikket. Jeg ønsker inderlig, inden jeg dør, at se dig anbragt i en noget højere og mere aandelig Virksomhed end den, hvori du nu arbejder, og tvivler ikke paa, at du kan gjøre Fyldest i en saadan. Den bedste Medhjælp vil du sikkert faa i Astrid; og ogsaa fordi der neppe vil kunne findes en Livsgjerning, hvori I to bedre vil kunne støtte hinanden, ønsker jeg inderlig, at der maa komme noget ud af denne Plan. — — Skulde Egnen være aandelig død, er det jo slemt, men det vil dog være meget værre, hvis den er gjennem-agiteret af den indre Mission, hvilket godt kan forliges med Døden.

Mine «Erindringer» har skaffet mig flere venlige Breve. Blandt Anmeldelserne synes jeg bedst om den lige saa velvillige som velskrevne af Holger Begtrup i «Venstrebladet», som hævder, at jeg er det samme Menneske som Digter og Præst. —

Din Fader.

s. 638EFTERSKRIFT.

At det er blevet mig muligt at udgive denne Brevsamling, skyldes fornemmelig den Omstændighed, at Hostrups Breve til hans mangeaarige Ven, Ludvig Mynster, ved dennes Død blev ham tilbagesendte. Desuden skylder jeg Frøken Bolette Nicolaysen i Norge stor Tak, fordi hun efter sin Faders Død sendte mig Hostrups Breve til denne, og det er nærmest paa Grundlag af disse to Samlinger, at Bogen er bleven til. Ligeledes sender jeg min Tak til de Mange, som med stor Imødekommenhed har laant mig de Breve fra Hostrup, som vare i deres Eje, saavel som til dem, der har tilladt mig at benytte deres egne, hvorved Samlingen har vundet betydeligt. Desværre har Hostrup selv kun undtagelsesvis gemt de Breve, han modtog, og derved maa sikkert mangt et værdifuldt Blad være gaaet tabt.

Jeg har fulgt Brevskriverens egen Ortografi, skønt den ikke al Tid er ganske konsekvent, da det synes mig rigtigst at bevare den for Brevstilen ejendommelige Skødesløshed.

s. 639Med Hensyn til Hostrups Udtalelser S. 581, som viser, at paa det Tidspunkt var den Tanke ham imod, at hans Breve skulde blive udgivne efter hans Død, kan jeg kun sige, at han i sine senere Aar, forudsat, at Sagen kom i mine Hænder, hvad jo ogsaa laa nærmest, frafaldt sin tidligere Modstand og gav mig heri, som i alt, hvad der angik hans Efterladenskaber, fuld Frihed til at handle, som jeg fandt det rigtigst.

Uagtet det vel al Tid er en betænkelig Sag at udgive Breve efter en Afdød, da de Udtalelser, som fremkomme i dem, som oftest kun er fortrolige Meddelelser til en Ven — ikke beregnede til at komme offentlig frem, saa besluttede jeg dog efter megen, alvorlig Overvejelse — ikke uden Ængstelse og i Følelsen af mit store Ansvar, at udgive en Dél af Hostrups efterladte Breve, da jeg ved Gjennemlæsningen af, hvad der forelaa, fandt, at et Udvalg af disse vilde kunne give et langt fyldigere Indtryk af hele hans Personlighed, lige fra hans tidlige Ungdom til hans Alderdom, end det under de daværende Forhold var muligt at frembringe, da han, svag og halv blind, skrev sine Livserindringer. Jeg fandt, at en stor Dél af Brevene indeholdt saa værdifulde Udtalelser i mange Hovedspørgsmaal og tegnede Hostrups Karaktér, Retning og Udvikling saa klart, saa jeg syntes, at jeg paa en Maade skyldte det Folk, han elskede saa inderligt, og som paa saa mange Maader har s. 640vist sin Kærlighed til ham, og hvor højt det skattede ham, at overlevere det dette Minde.

Jeg har ved Udgivelsen af denne Samling ikke ladet mig lede af noget literaturhistorisk Hensyn, hvad sikkert ogsaa langt vilde have oversteget min Evne, men kun af Ønsket om at give en sand Skildring af Hostrup gennem hans egne Ord, som de uden Overvejelse frit strømmer fra hans Indre med Øjeblikkets Friskhed.

Med det inderlige Ønske, at det maa være lykkedes mig ved dette Udvalg at give et klarere og fyldigere Billede af Hostrup end hidtil er skét, overgiver jeg nu denne Bog til hans mange Venner — nærmere og fjernere, i Tillid til deres Hjertelag og Forstaaelse.

1897
Elisabeth Hostrup.